13. februar 2025
DEN SOCIALE KLIMAFOND – TRAFIKSELSKABERNES FORSLAG TIL BEKÆMPELSE AF
MOBILITETSFATTIGDOM FOR SÅRBARE GRUPPER
Indledning og kort om forslaget
EU-Kommissionen vurderer, at ændringen af kvotehandelssystemet ETS2 fra 2027 vil betyde, at prisen for
benzin/diesel vil stige med op til 0,9 kr. literen eksk. moms. Den prisstigning vil påvirke sårbare grupper og
lavindkomstgrupper særlig hårdt. Den Sociale Klimafond er etableret for at imødegå nogle af de negative
konsekvenser for sårbare grupper, herunder mobilitetsfattigdom. Mobilitetsfattigdom defineres i
forordningen som:
”Enkeltpersoners
og husstandes manglende evne til eller vanskeligheder med at dække omkostningerne ved
privat eller offentlig transport eller deres manglende eller begrænsede adgang til transport, der er
nødvendig for deres adgang til væsentlige socioøkonomiske tjenester og aktiviteter, under hensyntagen til
den nationale og geografiske kontekst”.
Trafikselskaberne vurderer, at personer i flextrafikken er i særlig risiko for at blive ramt af
mobilitetsfattigdom som følge af prisstigningen. Det gælder mennesker med handicap, som visiteres til
kørsel med flextrafik. Det gælder borgere i tyndt befolkede områder, som er afhængig af kollektiv
transport. Det kan være personer, som ikke kan køre bil, ikke har råd til at købe bil – eller købe en ekstra
bil. Og personer, hvor udgifterne til brændstof bliver for høj. I Danmark er mange busser i de tyndt
befolkede områder sparet væk som følge af manglende passagergrundlag og erstattet af flextrafik, hvis
kommunen bakker op om det. Prisen for flextrafik varierer for borgerne i den enkelte kommuner.
Et stigende antal kørsler i flextrafikken vil gøre den dyrere, det samme vil prisstigninger på diesel og benzin.
En måde at minimere de øgede omkostninger er at forbedre planlægningen af kørslerne, så vognene
udnyttes bedre og flere kører sammen. Det er dog ikke muligt med det nuværende planlægningssystem,
som er over 30 år gammelt og forældet. Trafikselskaberne foreslår derfor, at midlerne i Den Sociale
Klimafond kan anvendes til finansiering af et nyt fælles program til planlægning og udvikling af
kørselstilbuddene i trafikselskabernes flextrafik. Det vil hjælpe sårbare grupper i yderområderne til at
undgå mobilitetsfattigdom som følge af ETS2.
Erfaringer fra Danmark vil kunne udbredes til andre EU-lande.
Baggrund om flextrafik i yderområderne
I yderområderne har trafikselskaberne gennem flere år set en stigning i antallet af privatbiler og dermed et
fald i antallet af passagerer. Det faldende antal passagerer har resulteret i, at tilbuddet med de almindelige
busser bliver mindre, hvor trafikselskaberne i stedet tilbyder borgerne ”flextur” og ”plustur”. Flextur er
kørsel fra adresse til adresse, og plustur er kørsel mellem adresse og en kollektiv trafikforbindelse.
1