Klima-, Energi- og Forsyningsudvalget 2024-25
KEF Alm.del Bilag 257
Offentligt
3022756_0001.png
Kære medlemmer af Klima-, Energi- og Forsyningsudvalget
Vi er to studerende på Skagen Skipperskole, som i forbindelse med vores afgangsprojekt
til skibsfører undersøger
Status på den grønne omstilling for de kommunalt ejede
danske indenrigsfærger.
Vi har udsendt spørgeskemaer til samtlige kommuner, som selv ejer og drifter
færgeruter.
Dertil har vi tænkt os at interviewe 2-3 udvalgte kommuner for yderligere detaljer i
forhold til, hvor langt de er kommet med den grønne omstilling af færgerne, samt hvilke
udfordringer, motivationer og løsninger, der påvirker udviklingen.
Med det sagt, så har vi allerede et klart billede af, at den primære årsag til, at vi i
Danmark stadig har så mange gamle dieseldrevne færger, er fordi udskiftning fx med el-
færger, skift til fx biodiesel, eller evt. grønne ombygninger af de gamle dieseldrevne
færger overstiger kommunernes i forvejen pressede budgetter.
Det billede bekræftes fx af Kirsten Sydendal, som er formand for
Sammenslutningen af
Danske Småøer,
som tidligere i år har skrevet debatindlægget
Småøer: Grønne færger til danske småøer er et svært overset klimaredskab.
I indlægget påpeger Kirsten, at de stigende krav fra dansk og EU side til grøn omstilling,
lægger pres på kommunernes økonomi, og at det, i hendes øjne i sidste ende, risikerer
at affolke de små danske øer.
Hun undrer sig over, at man ikke fra regeringens side øremærker en statslig pulje til grøn
omstilling af færgerne, så kommunerne ikke tvinges til at vælge mellem
serviceforringelser, eller dyre investeringer, som de ikke har råd til.
I den henseende vil vi meget gerne have jeres syn på sagen med i vores projekt.
Hvordan ser I fremtiden for de kommunalt ejede indenrigsfærger?
Er vejen til grønnere færger flere CO2 kvoter og afgifter fra EU og dansk side, eller
ser I andre løsninger til at sikre snarlige fremskridt?
Har I en holdning til, hvilke tekniske løsninger der fremadrettet bør vælges af
kommunerne både på kort sigt og på længere sigt?
Med venlig hilsen
Kasper Brandi Pedersen & Kristian Thiel Lautrup
Skibsførerstuderende på Skagen Skipperskole