Klima-, Energi- og Forsyningsudvalget 2024-25
KEF Alm.del Bilag 237
Offentligt
Lokalråd Karrebæksminde - Fjernvarme
Til Klima og Energiudvalget
Lokalrådet i Karrebæksminde har siden 2021 arbejdet for at få fjernvarme til Karrebæk og
Karrebæksminde. En lang proces med først at overbevise Næstved Kommune og derefter at gøre et
fjernvarmeselskab interesseret i projektet.
Første marts i år (2025) var der så deadline for tilmelding til Karrebæk Fjernvarme A/S.
Tilslutningsprocenter blev 43%. Kravet fra Affald Plus - vores fælleskommunale affaldsselskab - for
at projektet kunne realiseres var 65%.
Nogle af vore borgere har argumenteret mod fjernvarme med, at naturgassen er billig, samt
Folketingets uklare melding om hvornår gassen lukkes ned. En gruppe af borgere har haft besøg af
”Biogas Danmark” som gav dem det indtryk, at biogas var en mulighed for dem.
Oven i dette har Energiministeren udtalt, at han er ligeglad med om boligopvarmning sker med en
individuel varmepumpe eller med fjernvarme.
Som pens. Energirådgiver ved jeg, at fjernvarme baseret på en stor industriel varmepumpe,
elkedle(r) og akkumulatorbeholdere er det bedste for både vores samfund og borgeren i byer, bl.a.
fordi overskud af VE og fjernvarmen passer systemmæssigt sammen. Og sidst men ikke mindst, er
det kommet frem, at biogas i flg. ministeren kunne være en løsning til boligopvarmning.
Forvirringen er nu total og man kan måske godt forstå hvis nogle borgere og fjernvarmeselskaber
er tilbageholdende med at gå ind i projekter med fjernvarme i mindre byer.
Udrulningen af fjernvarme er meget vigtig og bør følge klare regler. Desuden er der behov for
uvildig information til borgerne om fjernvarme. Fjernvarme er en ”non profit” branche, som når
det gælder adgang til medier og information, er oppe imod private interesser inden for salg af
individuelle varmepumper samt biogasproducenter.
Vi vil opfordre folketinget til at træffe beslutninger der klart melder ud hvilken vej vores
energisystem skal gå og helst fremme den fælles varmeforsyning og dermed bekræfte:
Klimaaftalen om grøn strøm og varme 2022 - Et grønnere og sikrere Danmark - Danmark kan mere
II.
På vegne af Lokalråd Karrebæksminde
Med venlig hilsen
Gert Vestergård Pedersen