Klima-, Energi- og Forsyningsudvalget 2024-25
KEF Alm.del Bilag 226
Offentligt
Til Klima-, energi- og forsyningsudvalget.
Borgerhenvendelse!
I forbindelse med det oprindelige udbud på Kattegat Havvindemøllepark blev
vi i Trige pålagt en 7.2 hektar stor koblingsstation med under 100 meter til
nærmeste beboelse.
Vi påtalte op til flere gange, at vores ejendomme ikke er underlagt VE-
ordningen og vi derfor ville blive efterladt med usælgelige ejendomme og
samtidig et stålmonster, der larmer dag og nat og som vil ødelægge
kulturbevaringsværdig natur og være en trussel for sårbart grundvand.
Miljøstyrelsen var ligeledes skeptisk og fik fremtvunget, at der blev kigget på
alternative placeringer, der ikke ville komme i karambolage med boliger,
grundvand eller kulturbevaringsværdig natur. Der blev udpeget to mulige
alternativer. Dem afviste Energinet med henvisning til tidspres og økonomi.
Ultimo januar 2025 annullerede ministeren udbuddet. Det blev tilkendegivet,
at der ikke ville komme havvindmøller i de indre danske farvande. Derimod
skulle der satses på Nordsøen.
Alligevel arbejder Energinet og Aarhus kommune videre med lokalplan
selvom der hverken er politisk mandat eller nyt udbud. Vi er derfor
stavnsbundet til vores boliger og frustreret over, at vi hverken ved om vi er
købt eller solgt.
Energinet og Aarhus kommune er totalt tonedøve overfor den alternative
placering selvom der nu både er tid og økonomi til en sober placering, der
også tager hensyn til os beboere.
Med denne henvendelse appellerer vi på det kraftigste til, at udvalgets
medlemmer hjælper os til at få ændret placeringen eller lader os vide, at
havvindemølleparken rent faktisk er afblæst og at embedsværket i Energinet
og Aarhus kommune indstiller al planlægning.
På vegne af de berørte borgere
Henriette Pedersen
Trige d. 24. april 2025
KEF, Alm.del - 2024-25 - Bilag 226: Henvendelse af 24/4-25 fra Henriette Pedersen på vegne af de berørte borgere om "Koblingsstation i Trige / Kattegat Havvindmøllepark"