Nuværende skæve incitamenter på socialområdet bør indgå i
kommissoriet for revision af den kommunale udligningsordning
Nuværende udfordring
Hvis en kommune visiterer en borger til et bosted uden for kommunegrænsen, skal den visiterende
kommune betale for tilbuddet. Men derudover mister kommunen også en betydelig sum i kommunal
udligning, da borgeren ved flytning indgår i beregningsgrundlaget for den nye bopælskommune. På
voksenhandicapområdet mister en kommune typisk 100.000-200.000 kr. pr. år i kommunal udligning, hvis
den visiterer en borger til et bosted uden for kommunen. For børn og unge under 18 år ligger det typiske
tab på 50.000-100.000 kr. pr. år pr. individ.
Det betyder i realiteten, at kommunen indirekte betaler en ’merpris’ for borgere, der visiteres til botilbud
uden for kommunen. Det økonomiske pres på handicapområdet er stort ude i kommunerne og den
indirekte merpris for at visitere borgere til et tilbud uden for kommunen er uretfærdig for de kommuner,
der køber pladser uden for kommunen og indebærer en betydelig risiko for, at borgen ikke visiteres til det
fagligt mest rigtige sted grundet økonomiske hensyn
1
. Det kan særligt gå ud over de borgere, der har brug
for specialiserede og højtspecialiserede indsatser, som ofte findes uden for deres hjemkommune og deles
mellem flere kommuner.
Derudover kan den indirekte ’merpris’ for et tilbud udenfor kommunegrænsen
få
begrænsninger for kommunens præsentation af øvrige tilbud over for borgeren, og derved i sidste ende
begrænse borgerens frie valg af botilbud.
Forslag
Nedenstående organisationer foreslår derfor, at der i kommissoriet for revision af den kommunale
udligningsordning, indgår en undersøgelse af genindførelse og styrkelse af det såkaldte
betalingskommunefolketal, eller at der indføres en udjævning mellem kommunerne, som i store træk
neutraliserer den økonomiske skævvridning udligningssystem.