IFU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 277: Orientering om Højesterets dom af 3. september 2025, fra udlændinge- og integrationsministeren

Indfødsretsudvalget 2024-25
IFU Alm.del Bilag 277
Offentligt

H ØJESTERE TS D OM

afsagt onsdag den 3. september 2025

Sag BS-29672/2024-HJR

(1. afdeling)

(advokat Eddie Omar Rosenberg Khawaja, beskikket for begge)

mod

Udlændinge- og Integrationsministeriet

(advokat Søren Horsbøl Jensen)

I tidligere instans er afsagt dom af Østre Landsrets 14. afdeling den 13. maj 2024

(BS-38898/2022-OLR).

I pådømmelsen har deltaget syv dommere: Hanne Schmidt, Lars Hjortnæs,

Oliver Talevski, Jan Schans Christensen, Jørgen Steen Sørensen, Ole

Hasselgaard og Søren Højgaard Mørup.

Påstande

Parterne har gentaget deres påstande.

Supplerende sagsfremstilling

Indenrigsministeriet modtog i december 1989 en indberetning fra den danske

ambassade i Cairo, hvoraf fremgik, at egyptiske statsborgere kunne få tilladelse

fra de egyptiske myndigheder til at opnå statsborgerskab i et andet land på to

måder: Enten under samtidig opretholdelse af det egyptiske statsborgerskab el-

ler ved at blive løst fra det egyptiske statsborgerskab.

IFU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 277: Orientering om Højesterets dom af 3. september 2025, fra udlændinge- og integrationsministeren

Indenrigsministeriet ændrede på den baggrund praksis, sådan at ministeriet for

fremtiden kun ville udstede dansk indfødsretsbevis til (tidligere) egyptiske

statsborgere, der klart kunne dokumentere, at de var løst fra deres egyptiske

statsborgerskab.

B har fremlagt et brev fra sin arbejdsgiver om konsekvenser af, at han ikke

anses for dansk statsborger.

Anbringender

A og B har supplerende anført navnlig, at berettigede forventninger, herunder

deres gode tro, skal indgå i vurderingen af, om de har dansk indfødsret.

A har for Højesteret ikke gjort gældende, at han er blevet løst fra sit egyptiske

statsborgerskab. Han har imidlertid haft en berettiget forventning om, at han

opfyldte betingelserne i lov nr. 3 af 8. juni 1979 for at erhverve dansk indfødsret.

Han fremlagde i 1980 den dokumentation, som Indenrigsministeriet anmodede

om. Indenrigsministeriet vurderede i overensstemmelse med sin dagældende

praksis, at han opfyldte lovens betingelser. Han var ikke bekendt med, at han

ikke var løst fra sit egyptiske statsborgerskab.

Da Indenrigsministeriet i 1989 blev klar over, at egyptiske statsborgere kunne få

tilladelse fra de egyptiske myndigheder til at opnå statsborgerskab i et andet

land under samtidig opretholdelse af det egyptiske statsborgerskab og således

uden at blive løst fra det egyptiske statsborgerskab, ændrede ministeriet praksis

og skærpede dokumentationskravet. Ministeriet tog imidlertid ikke skridt til at

genoptage hans eller andre sager vedrørende (tidligere) egyptiske statsborgeres

danske indfødsret og accepterede dermed også, at han kunne bevare dansk

statsborgerskab.

Han skal som følge af sine berettigede forventninger om at have erhvervet

dansk indfødsret anses for at have dansk indfødsret.

B har anført, at hans berettigede forventninger skal vurderes i relation til

indfødsretslovens § 1, stk. 4, sammenholdt med statsborgerretskonventionens

artikel 7, stk. 1, litra f.

Ifølge indfødsretslovens § 1, stk. 1, erhverver et barn dansk indfødsret ved føds-

len, hvis f.eks. faderen er dansk. Af stk. 4, der gennemfører statsborgerretskon-

ventionens artikel 7, stk. 1, litra f, fremgår, at et barn skal anses for ikke på no-

get tidspunkt at have erhvervet dansk indfødsret, hvis det konstateres, at et for-

hold, som lå til grund for et barns erhvervelse af dansk indfødsret efter stk. 1,

ikke længere foreligger, medmindre konstateringen sker, efter at vedkom-

mende er fyldt 18 år.

IFU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 277: Orientering om Højesterets dom af 3. september 2025, fra udlændinge- og integrationsministeren

Konventionens artikel 7, stk. 1, litra f, og indfødsretslovens § 1, stk. 4, finder

ikke kun anvendelse, hvor der sker en ændring af civilstatus. Bestemmelserne

medfører, at han, der var i god tro om, at han havde erhvervet dansk statsbor-

gerskab ved fødslen, skal anerkendes som dansk statsborger fra sin fødsel, idet

Udlændinge- og Integrationsministeriets afgørelse om, at hans far efter ministe-

riets opfattelse ikke var og aldrig havde været dansk statsborger, blev meddelt,

efter at han var fyldt 18 år.

Udlændinge- og Integrationsministeriet har supplerende anført navnlig, at det

som følge af delegationsforbuddet i grundlovens § 44, stk. 1, er udelukket, at en

udlænding i medfør af et forvaltningsretligt forventningsprincip kan opnå

dansk statsborgerskab.

Hvis Højesteret måtte finde, at et forvaltningsretligt forventningsprincip kan

finde anvendelse på dette område, må det i hvert fald være et krav, at udlæn-

dingen har været i god tro. Det må derudover være en forudsætning, at der i

forhold til den pågældende udlænding er tvingende grunde til, at statens inte-

resse i håndhævelse af betingelserne for indfødsret undtagelsesvis må vige for

hensynet til udlændingens interesse i at blive anset for dansk statsborger, selv

om den pågældende ikke har opfyldt betingelserne herfor.

A og B har ikke været i god tro. Der foreligger heller ikke tungtvejende grunde

til, at statens interesse i håndhævelse af betingelserne for indfødsret

undtagelsesvis skal vige for deres interesse i at være danske statsborgere.

Indfødsretslovens § 1, stk. 4, og statsborgerretskonventionens artikel 7, stk. 1,

litra f, må forstås således, at reglerne kun omfatter situationer, hvor det er en

ændring af den pågældendes civilstatus, som medfører, at et forhold, som lå til

grund for den pågældendes danske statsborgerskab, ikke længere foreligger.

Indfødsretslovens § 1, stk. 4, fører således ikke til, at B skal anses for at have

erhvervet dansk indfødsret ved fødslen.

Højesterets begrundelse og resultat

Sagens baggrund og problemstillinger

Sagen drejer sig om, hvorvidt det er med rette, at Udlændinge- og Integrations-

ministeriet har meddelt A og hans søn B, at de ikke er og aldrig har været

danske statsborgere.

A blev i 1979 meddelt dansk indfødsret ved lov på den betingelse, at han over

for Indenrigsministeriet inden den 30. april 1981 godtgjorde, at han var løst fra

sit egyptiske statsborgerskab.

IFU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 277: Orientering om Højesterets dom af 3. september 2025, fra udlændinge- og integrationsministeren

Indenrigsministeriet udstedte den 12. juni 1980 et dansk indfødsretsbevis til A. I

indfødsretsbeviset er det anført, at A har godtgjort at være løst fra sit

statsborgerlige forhold til Egypten og i henhold til lov af 8. juni 1979 har

erhvervet dansk indfødsret (statsborgerret) med virkning fra den 2. april 1980.

Samme år eller året efter flyttede han til Egypten. I 1985 indgik han ægteskab

med en egyptisk kvinde, og i vielsesattesten, som han underskrev, er han anført

som egyptisk statsborger. I 1989 fik ægteparret sønnen B. A er i sønnens

fødselsattest anført som egyptisk statsborger. I 2010 fik A udstedt et egyptisk

pas.

B blev registreret i det danske CPR-register som dansk statsborger på grundlag

af registreringen af, at hans far havde dansk indfødsret. B fik udstedt dansk pas

i 1999 og 2009, og han ansøgte i 2011 om at bevare dansk indfødsret. I den

forbindelse blev de danske myndigheder opmærksom på, at A var anført som

egyptisk statsborger i Bs fødselsattest.

Det egyptiske udenrigsministerium oplyste i 2016 over for de danske myndig-

heder, at der ikke forelå oplysninger om, at A havde frasagt sig sit egyptiske

statsborgerskab, men alene oplysning om, at han havde fået tilladelse til også at

erhverve dansk indfødsret.

A er fortsat bosat i Egypten. Han har været i Danmark på ferie og i forbindelse

med sit arbejde, senest i 2019.

B er opvokset i Egypten og har siden 2019 været ansat i Den Europæiske Bank

for Genopbygning og Udvikling i Cairo. Han arbejder bl.a. fra sin bopæl i

Irland, hvor han har opholdstilladelse i kraft af sin franske ægtefælle.

Udlændinge- og Integrationsministeriet meddelte den 23. maj 2017 A og B, at

de ikke er og aldrig har været danske statsborgere.

For så vidt angår A anførte ministeriet, at han ikke har erhvervet dansk

statsborgerskab ved naturalisation, idet han ikke er blevet løst fra sit egyptiske

statsborgerskab inden den 30. april 1981. For så vidt angår B anførte ministeriet,

at han ikke har erhvervet dansk statsborgerskab ved fødslen, idet hans far, A,

ikke var dansk statsborger på tidspunktet for Bs fødsel og ikke efterfølgende

har erhvervet dansk statsborgerskab.

Sagen angår prøvelse af disse afgørelser.

Forvaltningsretlige grundsætninger

Dansk indfødsret kan efter indfødsretsloven erhverves automatisk (f.eks. ved

fødslen), ved afgivelse af en erklæring eller direkte ved lov (naturalisation). Der

IFU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 277: Orientering om Højesterets dom af 3. september 2025, fra udlændinge- og integrationsministeren

er fast og langvarig praksis for, at personer ved lov kan meddeles indfødsret på

betingelser, og at det overlades til forvaltningen at tage stilling til, om betingel-

serne i loven er opfyldt.

Det følger af almindelige forvaltningsretlige grundsætninger om ugyldighed, at

en afgørelse om indfødsret som udgangspunkt skal omgøres (annulleres), hvis

lovens betingelser for at erhverve dansk indfødsret viser sig ikke at være op-

fyldt. Det gælder tilsvarende f.eks., hvis en person

–

uden at der er truffet en af-

gørelse om indfødsret

–

er blevet registreret som dansk statsborger eller har fået

udstedt dansk pas uden at opfylde lovens betingelser for at have dansk ind-

fødsret.

Det følger også af almindelige forvaltningsretlige grundsætninger, at udgangs-

punktet om omgørelse (annullation) efter omstændighederne skal fraviges i

særlige tilfælde som følge af forventnings- og indrettelseshensyn. Højesteret fin-

der, at der ikke er grundlag for at fastslå, at grundlovens § 44, stk. 1, hvorefter

ingen udlænding kan få indfødsret uden ved lov, indebærer, at disse alminde-

lige retsgrundsætninger ikke finder anvendelse på indfødsretsområdet.

Om udgangspunktet om omgørelse skal fraviges, beror på dette område på en

konkret afvejning af hensynet til håndhævelse af indfødsretslovgivningen på

den ene side og hensynet til den berørte borger på den anden side. Fravigelse

kan navnlig komme på tale, hvor borgeren gennem lang tid i god tro har indret-

tet sig i berettiget tillid til at have erhvervet dansk indfødsret, og hvor omgø-

relse vil være uforholdsmæssigt indgribende.

EU-rettens regler om unionsborgerskab

Efter EU-retten er det de enkelte medlemsstater, som fastsætter betingelserne

for at erhverve og fortabe indfødsret. De nationale regler herom skal imidlertid

overholde EU-retten, herunder artikel 20 i Traktaten om den Europæiske Uni-

ons Funktionsmåde, hvorefter enhver person, der er statsborger i en medlems-

stat, har status som unionsborger. Personer, som ikke er statsborgere i en med-

lemsstat, er ikke omfattet af EU-rettens regler om unionsborgerskab.

Hvis myndighederne har anset en person for at have dansk indfødsret, f.eks.

ved udstedelse af et indfødsretsbevis eller dansk pas eller ved registrering i

CPR-registeret, uden at betingelserne for at opnå dansk indfødsret er opfyldt,

opstår der som nævnt spørgsmål om, hvorvidt myndighederne efter forvalt-

ningsretlige grundsætninger kan meddele, at den pågældende aldrig gyldigt

har erhvervet dansk indfødsret. Højesteret finder, at myndighederne i alminde-

lighed tillige skal iagttage EU-retten, når de overvejer dette. Det skyldes, at

meddelelsen også har betydning for, om den pågældende fremover vil blive an-

set for unionsborger, da unionsborgerskabet som nævnt beror på, at den pågæl-

dende er statsborger i en medlemsstat. At meddele, at den pågældende aldrig

IFU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 277: Orientering om Højesterets dom af 3. september 2025, fra udlændinge- og integrationsministeren

gyldigt har erhvervet dansk indfødsret, forudsætter efter EU-retten, at myndig-

hederne overholder proportionalitetsprincippet med hensyn til de virkninger,

en sådan meddelelse vil have for den berørte person og eventuelle familiemed-

lemmer.

Afgørelsen vedrørende A

Seks dommere

–

Hanne Schmidt, Lars Hjortnæs, Oliver Talevski, Jan Schans

Christensen, Ole Hasselgaard og Søren Højgaard Mørup

–

udtaler:

Det er for Højesteret ubestridt, at A ikke blev løst fra sit egyptiske

statsborgerforhold. Vi finder, at han derfor ikke har opfyldt betingelserne i § 2 i

lov nr. 3 af 8. juni 1979 for at få dansk indfødsret.

A har som nævnt siden 1980 eller 1981 boet i Egypten. Vi lægger til grund, at

han i hvert fald i forbindelse med indgåelsen af ægteskab i 1985 må have indset,

at han ikke var blevet løst fra sit egyptiske statsborgerskab og derfor ikke

opfyldte denne betingelse for at opnå dansk indfødsret. Vi lægger endvidere til

grund, at Udlændinge- og Integrationsministeriets afgørelse af 23. maj 2017 kun

har haft begrænsede konsekvenser, og finder, at afgørelsen ikke kan anses for at

være uforholdsmæssigt indgribende.

På den anførte baggrund finder vi, at der hverken som følge af forventnings- og

indrettelseshensyn eller efter EU-retten er grundlag for at tilsidesætte Udlæn-

dinge- og Integrationsministeriets afgørelse om, at A ikke er og aldrig har været

dansk statsborger.

Med hensyn til det, som mindretallet har anført om indfødsretslovens § 8 A, be-

mærker vi følgende:

§ 8 A fastsætter, at indfødsret opnået ved svigagtigt forhold skal frakendes af

domstolene, og sagen skal efter ministeriets anmodning indbringes for domsto-

lene af anklagemyndigheden, jf. § 8 D. Mindretallet har anført, at ministeriets

afgørelse af 23. maj 2017 må forstås sådan, at A efter ministeriets opfattelse

udviste svigagtigt forhold i 1980, da han blev meddelt indfødsret. Uanset om

ministeriets afgørelse skal forstås på denne måde, finder vi, at § 8 A ikke er til

hinder for som sket i den foreliggende sag, at myndighederne i henhold til

almindelige forvaltningsretlige grundsætninger annullerer en afgørelse om

indfødsret, hvis lovens betingelser ikke har været opfyldt, sådan at den

pågældende anses for aldrig at have opnået dansk indfødsret.

Vi finder herefter ikke grundlag for at pålægge Udlændinge- og Integrationsmi-

nisteriet at anerkende, at A har dansk indfødsret, eller for at ophæve

ministeriets afgørelse af 23. maj 2017 og hjemvise sagen.

IFU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 277: Orientering om Højesterets dom af 3. september 2025, fra udlændinge- og integrationsministeren

Vi stemmer derfor for at stadfæste dommen for så vidt angår A.

Dommer Jørgen Steen Sørensen udtaler:

Efter Udlændinge- og Integrationsministeriets anbringender for Højesteret må

ministeriets afgørelse af 23. maj 2017 forstås således, at A efter ministeriets

opfattelse udviste svigagtigt forhold, da han i 1980 blev meddelt indfødsret.

Jeg finder på den baggrund, at Udlændinge- og Integrationsministeriet burde

have anset den foreliggende sag for omfattet af indfødsretslovens § 8 A. Jeg fin-

der i den forbindelse, at A i bestemmelsens forstand erhvervede indfødsret ved,

at Indenrigsministeriet på daværende tidspunkt fandt det godtgjort, at han var

løst fra sit egyptiske statsborgerskab, og på den baggrund udstedte

indfødsretsbevis til ham.

Jeg finder endvidere, at bestemmelsen i § 8 A må forstås således, at den gør op

med tilfælde som det foreliggende, og at Udlændinge- og Integrationsministe-

riet ikke i stedet kunne vælge på ulovbestemt grundlag at meddele A, at han

ikke er og aldrig har været dansk statsborger. Ministeriet burde have anmodet

anklagemyndigheden om efter § 8 D, stk. 1, at indbringe sagen for retten med

henblik på frakendelse af indfødsret.

Med denne begrundelse stemmer jeg for at tage As subsidiære påstand til følge,

således at Udlændinge- og Integrationsministeriets afgørelse ophæves, og sagen

hjemvises til fornyet behandling.

Afgørelsen vedrørende B

Seks dommere

–

Hanne Schmidt, Lars Hjortnæs, Oliver Talevski, Jan Schans

Christensen, Ole Hasselgaard og Søren Højgaard Mørup

–

udtaler:

Indfødsretslovens § 1, stk. 1, bestemmer, at et barn erhverver dansk indfødsret

ved fødslen, hvis f.eks. faderen er dansk, jf. dog stk. 2 og 4. Af stk. 4 fremgår, at

et barn skal anses for ikke på noget tidspunkt at have erhvervet dansk indføds-

ret, hvis det konstateres, at et forhold, som lå til grund for et barns erhvervelse

af dansk indfødsret efter stk. 1, ikke længere foreligger, medmindre barnet der-

ved bliver statsløst, eller konstateringen sker, efter at vedkommende er fyldt 18

år.

Som en konsekvens af, at A ikke havde dansk indfødsret, da B blev født,

opfyldte B ikke betingelserne for ved fødslen at erhverve dansk indfødsret i

medfør af indfødsretslovens § 1, stk. 1. Da A aldrig har været dansk statsborger,

finder § 1, stk. 4, ikke anvendelse. Der er således ikke tale om, at et forhold, der

ville indebære, at B erhvervede dansk indfødsret, ikke længere foreligger, men

om at forholdet aldrig har foreligget.

IFU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 277: Orientering om Højesterets dom af 3. september 2025, fra udlændinge- og integrationsministeren

B er født i Egypten i 1989 og er opvokset der. Det fremgår af hans fødselsattest,

at begge hans forældre er egyptiske statsborgere. Han har været registreret som

dansk statsborger, som følge af at hans far var registreret som dansk

statsborger, og han har fået udstedt dansk pas i 1999 og 2009. Han var 19 år, da

han første gang var i Danmark, og har opholdt sig i Danmark i ca. 3 måneder i

forbindelse med, at han i 2011 ansøgte om at bevare dansk indfødsret. Vi

lægger til grund, at Udlændinge- og Integrationsministeriets afgørelse af 23.

maj 2017 kun har haft begrænsede konsekvenser, og finder, at afgørelsen ikke

kan anses for at være uforholdsmæssigt indgribende.

På den anførte baggrund finder vi, at der hverken som følge af forventnings- og

indrettelseshensyn eller efter EU-retten er grundlag for at tilsidesætte Udlæn-

dinge- og Integrationsministeriets afgørelse om, at B ikke er og aldrig har været

dansk statsborger.

Vi finder herefter ikke grundlag for at pålægge Udlændinge- og Integrationsmi-

nisteriet at anerkende, at B har dansk indfødsret, eller for at ophæve

ministeriets afgørelse af 23. maj 2017 og hjemvise sagen.

Vi stemmer derfor for at stadfæste dommen for så vidt angår B.

Dommer Jørgen Steen Sørensen udtaler:

Som anført ovenfor finder jeg, at Udlændinge- og Integrationsministeriets afgø-

relse af 23. maj 2017 vedrørende A bør ophæves, og sagen hjemvises til fornyet

behandling.

Da ministeriets afgørelse vedrørende B er truffet i konsekvens af denne

afgørelse, stemmer jeg for at tage Bs subsidiære påstand til følge, således at

Udlændinge- og Integrationsministeriets afgørelse vedrørende ham ophæves,

og sagen hjemvises til fornyet behandling.

Konklusion og sagsomkostninger

Der træffes afgørelse efter stemmeflertallet, således at dommen stadfæstes.

Under hensyn til sagens principielle karakter og videregående betydning finder

Højesteret, at ingen part skal betale sagsomkostninger for Højesteret til den

anden part eller statskassen.

THI KENDES FOR RET:

IFU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 277: Orientering om Højesterets dom af 3. september 2025, fra udlændinge- og integrationsministeren

Landsrettens dom stadfæstes.

Ingen part skal betale sagsomkostninger for Højesteret til den anden part eller

statskassen.