Indfødsretsudvalget 2024-25
IFU Alm.del Bilag 277
Offentligt
3066439_0001.png
ØSTRE LANDSRET
DOM
afsagt den 13. maj 2024
Sag BS-38898/2022-OLR
(14. afdeling)
Sagsøger 1
og
Sagsøger 2
(begge ved advokat Eddie Khawaja, beskikket)
mod
Udlændinge- og Integrationsministeriet
(advokat Søren Horsbøl Jensen)
Landsdommerne Michael Kistrup, Benedikte Holberg og Johann Herzog har
deltaget i sagens afgørelse.
Sagen er anlagt ved Københavns Byret den 22. februar 2022 og er ved denne rets
kendelse af 7. oktober 2022 henvist til behandling ved landsretten som 1. instans
efter retsplejelovens § 226, stk. 1.
Sagen drejer sig om, hvorvidt Udlændinge- og Integrationsministeriet den 23. maj
2017 med rette gav sagsøgerne, Sagsøger 1 og Sagsøger 2 (herefter Sagsøger 1 og
Sagsøger 2), meddelelse om, at de ikke var og aldrig havde været danske
statsborgere.
Sagsøger 1 og Sagsøger 2 har begge fri proces.
Påstande
Sagsøger 1
har nedlagt påstand om
principalt,
at sagsøgte, Udlændinge- og
Integrationsministeriet, tilpligtes at anerkende, at han
 IFU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 277: Orientering om Højesterets dom af 3. september 2025, fra udlændinge- og integrationsministeren
3066439_0002.png
2
erhvervede dansk statsborgerskab med virkning fra den 2. april 1980, og fortsat er
dansk statsborger,
subsidiært
at Udlændinge- og Integrationsministeriets afgørelse
af 23. maj 2017 ophæves, og sagen hjemvises til fornyet behandling.
Sagsøger 2
har nedlagt påstand om
principalt,
at Udlændinge-og
Integrationsministeriet tilpligtes at anerkende, at han er dansk statsborger,
og at han ikke har fortabt sit danske statsborgerskab ved sit fyldte 22. år,
sidiært
at Udlændinge- og Integrationsministeriets afgørelse af 23. maj 2017
ophæves, og sagen hjemvises til fornyet behandling.
sub-
Sagsøgerne har anmodet om, at sagen udsættes med henblik på præjudiciel
forelæggelse af følgende spørgsmål for EU-Domstolen, såfremt der ikke findes
grundlag for at afsige dom i overensstemmelse med sagsøgernes principale eller
subsidiære påstande, jf. påstandsdokument af 29. august 2023:
”1. Er en situation, hvor en person, der, som den første sagsøger i hoved-
sagen, der er meddelt tilsagn om at blive tildelt statsborgerskab i en med-
lemsstat, som denne person har ansøgt om, under betingelse om at blive løst
fra sit oprindelige statsborgerskab, og hvor det efterfølgende konsta-teres, at
en sådan betingelse ikke anses for opfyldt, hvorefter tilsagnet an-ses for
tilbagekaldt de facto, efter sin natur og sine konsekvenser omfattet af EU-
retten, således at EU-retten skal overholdes ved en efterfølgende vurdering af
om tilsagnet skal anses for tilbagekaldt eller bortfaldet?
Hvis det første spørgsmål besvares bekræftende:
2. Skal det ved vurderingen af om tilsagnet skal anses for tilbagekaldt eller
bortfaldet ved de kompetente nationale myndigheder ske inddragelse af
omstændighederne ved myndighedernes oprindelige tildeling af statsbor-
gerskabet og konstatering af, at betingelserne for tilsagnet var opfyldt, i
proportionalitetsvurderingen, og skal det indgå med særlig vægt om det kan
konstateres, at den pågældende person har udøvet svig i forbindelse med
opnåelse af statsborgerskabet, og er de forpligtet til at fastslå, om
konstateringen af, at betingelserne for tilsagnet ikke var opfyldt, henset til
følgerne for den berørte person, ud fra et EU-retligt synspunkt er forenelig
med proportionalitetsprincippet?
Hvis det første spørgsmål besvares benægtende:
3. Er en situation, hvor en person, der, som den anden sagsøger i hoved-
sagen, der er meddelt statsborgerskab som følge af et afstamningsprincip til
en unionsborger, der som den første sagsøger i hovedsagen, hvor det
konstateres, at denne aldrig har opfyldt betingelserne for det tilsagn om
statsborgerskab som pågældende blev meddelt, og som følgelig indebæ-rer,
at betingelserne for at opnå statsborgerskab gennem afstamningsprin-cippet
ikke er opfyldt, efter sin natur og sine konsekvenser omfattet af EU-retten,
således at EU-retten skal overholdes ved en efterfølgende vurde-ring af om
tilsagnet skal anses for tilbagekaldt eller bortfaldet?
Hvis det tredje spørgsmål besvares bekræftende:
4. Er de kompetente nationale myndigheder i forbindelse med en vurde-ring
af en konstatering af, at statsborgerskab i medlemsstaten aldrig er
 IFU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 277: Orientering om Højesterets dom af 3. september 2025, fra udlændinge- og integrationsministeren
3066439_0003.png
3
tildelt, forpligtet til at fastslå, om konstateringen, henset til følgerne for den
berørte person ud fra et EU-retligt synspunkt, er forenelig med
proportionalitetsprincippet?”
Udlændinge- og Integrationsministeriet
har nedlagt følgende påstande:
Over for Sagsøger 1's principale påstand: Frifindelse. Over for Sagsøger 1's
subsidiære påstand: Afvisning, subsidiært frifindelse.
Over for Sagsøger 2's påstande: Frifindelse.
Over for sagsøgernes anmodning om præjudiciel forelæggelse har Udlændinge-og
Integrationsministeriet nedlagt påstand om, at begæringen ikke tages til følge.
Sagsfremstilling
Sagsøger 1, der er Født 1946, ansøgte i februar 1979 om dansk indfødsret ved
naturalisation. I forbindelse med ansøgningen erklærede han, at han var villig til at
lade sig løse fra sit egyptiske statsborgerskab i forbindelse med sin erhvervelse af
dansk indfødsret.
Ved lov nr. B 3 af 8. juni 1979 om indfødsrets meddelelse blev Sagsøger 1 meddelt
dansk indfødsret på betingelse af, at han inden den 30. april 1981 kun-ne godtgøre,
at han havde løst sig fra sit egyptiske statsborgerskab, jf. lovens § 2, hvoraf
fremgår blandt andet følgende:
Ӥ 2.
Endvidere meddeles indfødsret til nedennævnte, såfremt det senest den 30.
april 1981 for indenrigsministeriet godtgøres, at de pågældende er løst fra
deres undersåtlige eller statsborgerlige forhold til vedkommende frem-mede
stater:
…
355) Sagsøger 1, mejeriingeniør, af By, født i Egypten.”
Ved brev af 16. januar 1980 fra den egyptiske ambassade i Danmark blev Sagsøger
1 meddelt tilladelse til at erhverve dansk indfødsret, hvilket brev Sagsøger 1
fremsendte til det daværende indenrigsministerium den 1. april 1980, hvor det blev
modtaget den 2. april 1980.
Der foreligger et kontorcirkulære af 20. marts 1980 fra Indenrigsministeriet om
”løsning fra egyptisk statsborgerforhold” . Heraf fremgår blandt andet følgende:
”Kontorcirkulære om løsning fra egyptisk statsborgerforhold.
 IFU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 277: Orientering om Højesterets dom af 3. september 2025, fra udlændinge- og integrationsministeren
3066439_0004.png
4
Som bekendt er hovedreglen den, at egyptiske statsborgere kun kan natu-
raliseres med betingelse om løsning. Via vor ambassade i Cairo har vi nu fået
oplysning om, at den egyptiske statsborgerretslovgivning er af et så-dant
indhold, at uanset, at en egyptisk statsborger får tilladelse til at an-søge om
dansk indfødsret, mister han eller hun ikke med det samme den egyptiske
statsborgerret, men han kan i op til et år efter erhvervelsen af den fremmede
statsborgerret fremsætte ønske om at ville bevare den egyptiske
statsborgerret.
Vi bør derfor for fremtiden ikke lade os nøje med de skrivelser, som vi hidtil
har fået fra den egyptiske ambassade om, at de kompetente egyptiske
myndigheder har givet sin tilladelse til, at den og den egyptiske statsborger
erhverver dansk indfødsret. Hvis en sådan skrivelse ikke indeholder en
udtrykkelig udtalelse om, at den egyptiske statsborgerret er fortabt, skal der
sendes ansøgeren en skrivelse om, at den modtagne skrivelse ikke kan anses
for at være tilstrækkelig dokumentation for, at han har mistet den egyptiske
statsborgerret, og at der derfor ikke kan udfærdiges bevis for, at han har
erhvervet dansk indfødsret, før han har foretaget sådan-ne skridt overfor de
egyptiske myndigheder, at der af disse kan udfærdiges en erklæring om, at
han har mistet egyptisk statsborgerret. Der vil eventuelt blive udarbejdet et
koncept til standardskrivelse herom.“
Indenrigsministeriet meddelte ved brev af 15. april 1980 Sagsøger 1, at man ikke
anså den pågældende attest som tilstrækkelig dokumentation for, at han havde
mistet sit egyptiske statsborgerskab, og ministeriet anmodede ham derfor om at
fremsende en erklæring, hvoraf det klart fremgik, at dette var tilfældet. Det fremgik
endvidere af brevet, at der først ville kunne udfærdiges bevis for erhvervelse af
dansk statsborgerskab, når en sådan erklæring forelå.
Ved brev af 28. april 1980 til Indenrigsministeriet oplyste Sagsøger 1, at han, inden
han fremsendte erklæringen fra den egyptiske ambassade i Dan-mark, havde talt
med ambassaden og forstået, at den pågældende attest var en standard, der tidligere
var blevet benyttet som løsningsattest, og han anmodede derfor om, at
Indenrigsministeriet accepterede det fremsendte som dokumen-tation for, at han
var blevet løst fra sit egyptiske statsborgerskab.
Ved brev af 7. maj 1980 til den egyptiske ambassade i Danmark skrev Inden-
rigsministeriet følgende:
“On January 16th 1980, the embassy certified that the Egyptian Competent
Authorities had permitted on December 22nd, 1979, to Mr. Sagsøger 1 to
hold the Danish Citizenship. Referring to that we would appreciate very
much if the embassy would be kind enough to confirm to us that Mr.
Sagsøger 1 has given over his Egyptian passport to the embassy.”
Samme brev er den 19. maj 1980 med håndskrift påtegnet, at ”Den egyptiske
ambassade har i dag telefonisk bekræftet, at passet er inddraget” .
 IFU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 277: Orientering om Højesterets dom af 3. september 2025, fra udlændinge- og integrationsministeren
3066439_0005.png
5
Den 22. maj 1980 erklærede Sagsøger 1 på tro og love, at han ikke var i besiddelse
af et ikke-dansk pas, statsborgerretsbeviser eller lignende. Indenrigs-ministeriet
udstedte herefter den 12. juni 1980 et dansk statsborgerretsbevis til Sagsøger 1 med
virkning fra den 2. april 1980.
Der foreligger et tillæg af 2. oktober 1980 til kontorcirkulæret vedrørende løsning
fra egyptisk statsborgerforhold. Heraf fremgår følgende:
”I tilslutning til kontorcirkulære af 20. marts 1980 (vedl.) kan det oplyses, at
erfaringen har vist, at de egyptiske myndigheder kun kan strække sig til
følgende tilføjelse på de ”gamle” kendte løsningsattester:
”Mr. (Mrs.)……. has delivered his (her) Egyptian passport to the Embassy” .
Dette må vi herefter acceptere som tilstrækkelig dokumentation for, at den
egyptiske statsborgerret er fortabt.
…“
Sagsøger 1's søn, Sagsøger 2, der er Født 1989 i Egypten, og som ved fødslen blev
registreret som havende dansk indfødsret i medfør af indfødsretslovens § 1, indgav
den 11. april 2011 ansøgning om bevarelse af dansk indfødsret. Ansøgningen blev
modtaget i det daværende integrationsministerium via den danske ambassade i
Cairo den 27. april 2011.
Det fremgår af sagen, at der de følgende år pågik en oplysning af sagen, og at de
danske myndigheder i forbindelse hermed blev opmærksom på, at Sagsøger 1
havde fået udstedt egyptisk pas den 17. januar 2010.
Ved brev af 9. februar 2016 anmodede det daværende Udlændinge-, Integra-tions-
og Boligministeriet derfor den danske ambassade i Cairo om dokumen-tation for,
hvornår og hvordan Sagsøger 1 havde erhvervet egyptisk statsborgerskab.
Ambassaden rettede henvendelse til Sagsøger 1, der den 11. februar 2016 over for
ambassaden oplyste blandt andet, at han af de egyptiske myndigheder blev
betragtet som egypter, og at han havde fået udstedt egyptisk pas i 2010 ved at
udfylde en formular.
Ved brev af 3. august 2016 fra Sagsøger 1 til Udlændinge-, Integrations-og
Boligministeriet i anledning af sagen oplyste Sagsøger 1 blandt andet, at den
egyptiske ambassade aldrig havde bedt ham om at aflevere sit egyptiske pas.
 IFU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 277: Orientering om Højesterets dom af 3. september 2025, fra udlændinge- og integrationsministeren
3066439_0006.png
6
Med samtykke fra Sagsøger 1 rettede den danske ambassade i Cairo på
Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet vegne henvendelse til de egyp-tiske
myndigheder med henblik på at få oplyst, hvornår og hvordan han havde
(gen)erhvervet egyptisk statsborgerskab.
Af en Note verbale af 26. oktober 2016 fra det egyptiske udenrigsministerium til
den danske ambassade i Cairo fremgår blandt andet følgende om Sagsøger 1 (i
engelsk oversættelse):
“The Ministry of Foreign Affairs has the honour to inform you that after
addressing the relevant authorities, was informed that in 22/12/1979 a
ministerial decree no. 2372 for year 1975 was issued, concerning permitting
the mentioned person to obtain Danish nationality and also keeping the
Egyptian nationality and there was no information that the mentioned person
has abdicated his Egyptian nationality.”
Det fremgår af sagen, at Sagsøger 1 i sin vielsesattest af 13. marts 1985, der er
underskrevet af ham, og i Sagsøger 2's fødselsattest af 3. oktober 1989 er angivet
som egyptisk statsborger.
Efter at have hørt Sagsøger 1 over oplysningerne om hans egyptiske
statsborgerskab gav Udlændinge- og Integrationsministeriet ved brev af 23. maj
2017 Sagsøger 1 meddelelse om, at ministeriet på baggrund af oplysning-erne om
hans egyptiske statsborgerskab anså ham for aldrig at have haft dansk indfødsret.
Af afgørelsen af 23. maj 2017 fremgår blandt andet følgende:
”Udlændinge- og Integrationsministeriet er i forbindelse med behand-lingen
af en ansøgning om bevarelse af dansk indfødsret fra Deres klients søn,
Sagsøger 2, modtaget den 27. april 2022, blevet op-mærksom på Sagsøger 1's
statsborgerretlige forhold til Egypten.
Det fremgår af Sagsøger 1's sag vedr. ansøgning om dansk statsborgerskab
ved naturalisation, at det tidligere Indenrigsministerium den 12. juni 1980
udstedte et bevis for, at Sagsøger 1 havde erhvervet dansk indfødsret i
henhold til lov af 8. juni 1979 med virkning fra den 2. april 1980.
I forbindelse sagens behandling orienterede det daværende Indenrigsmi-
nisterium ved brev af 22. juni 1979 Sagsøger 1 om, at det var en betingelse
for hans erhvervelse af dansk statsborgerskab, at han blev løst fra sit
egyptiske statsborgerskab. Det var således en betingelse for Sagsøger 1's
erhvervelse af dansk statsborgerskab ved natu-ralisation, at han blev løst fra
sit egyptiske statsborgerskab senest den 30. april 1981.
Sagsøger 1 skrev i forbindelse med sin ansøgning om dansk statsborgerskab
ved naturalisation af 8. februar 1979 under på en erklæ-ring om, at han var
villig til at lade sig løse fra sit egyptiske statsborger-
 IFU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 277: Orientering om Højesterets dom af 3. september 2025, fra udlændinge- og integrationsministeren
3066439_0007.png
7
skab i forbindelse med sin erhvervelse af dansk statsborgerskab ved natu-
ralisation.
Ved brev modtaget i det daværende Indenrigsministerium den 2. april 1980,
indsendte Sagsøger 1 en erklæring fra den egyptiske ambassade i Danmark,
hvoraf fremgår at de egyptiske myndigheder den 22. december 1979
meddelte den egyptiske statsborger Sagsøger 1 tilladelse til at erhverve dansk
statsborgerskab.
Ved brev modtaget i det daværende Indenrigsministerium den 5. maj 1980
oplyste Sagsøger 1 endvidere, at han havde indleveret sit egyptiske
nationalitetspas, og at den tidligere indsendte erklæring fra den egyptiske
ambassade i Danmark var indsendt som dokumentation for, at han var blevet
løst fra sit egyptiske statsborgerskab.
Den 19. maj 1980 oplyste den egyptiske ambassade i Danmark telefonisk
over for det daværende Indenrigsministerium, at Sagsøger 1's pas var blevet
inddraget.
Sagsøger 1 erklærede endvidere den 22. maj 1980 på tro og love, at han ikke
var i besiddelse af et ikke-dansk pas, statsborgerretsbe-viser eller lignende.
Det daværende Indenrigsministerium fandt på den baggrund at kunne lægge
til grund, at Sagsøger 1 var blevet løst fra sit egyp-tiske statsborgerskab før
den 30. april 1980, og at betingelserne for er-hvervelse af dansk indfødsret
ved naturalisation var opfyldt. Det tidligere Indenrigsministerium udstedte
herefter den 12. juni 1980 et dansk stats-borgerretsbevis til Sagsøger 1.
Det fremgår dog af Sagsøger 1's søn, Sagsøger 2's ansøgning om bevarelse af
dansk statsborgerskab, modtaget i Ju-stitsministeriet, nu Udlændinge- og
Integrationsministeiret, den 27. april 2011, at Sagsøger 1 er egyptisk
statsborger.
Udlændinge- og Integrationsministeiret har i forbindelse med behand-lingen
af Sagsøger 2's ansøgning om bevarelse af dansk statsborgerskab anmodet
ham om at oplyse, hvornår og hvordan Sagsøger 1 har erhvervet egyptisk
statsborgerskab.
Ved brev af 3. august 2016 har Sagsøger 1 oplyst, at den egyptiske
ambassade i Danmark meddelte ham tilladelse til at erhverve dansk
statsborgerskab, men aldrig anmodede ham om at indlevere sit egyptiske pas,
samt at der ikke foreligger dokumentation herfor.
Sagsøger 2 har endvidere indsendt en kopi af sin fødsels-attest samt Sagsøger
1's vielsesattest, hvoraf fremgår, at Sagsøger 1 er egyptisk statsborger.
Sagsøger 2 har endvidere oplyst, at Sagsøger 1 er egyptisk statsborger.
Ved e-mail af 7. november 2016 har Sagsøger 1 indsendt en udtalelse fra det
egyptiske udenrigsministerium dateret den 26. oktober
 IFU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 277: Orientering om Højesterets dom af 3. september 2025, fra udlændinge- og integrationsministeren
3066439_0008.png
8
2016, hvoraf det fremgår, at Sagsøger 1 den 22. december 1975 blev meddelt
tilladelse til at erhverve dansk statsborgerskab og sam-tidig bevare sit
egyptiske statsborgerskab. Det fremgår endvidere, at det egyptiske
udenrigsministerium ikke har oplysninger om, hvorvidt Sagsøger 1 skulle
have frasagt sig sit egyptiske statsborgerskab.
Ifølge oplysningerne fra det egyptiske udenrigsministerium er Sagsøger 1
således aldrig blevet løst fra sit egyptiske statsborgerskab.
Udlændinge- og Integrationsministeriet har ved brev af 21. november 2016
anmodet om Sagsøger 1's bemærkninger hertil.
Ved e-mail af 17. februar 2017 har De oplyst, at Sagsøger 1 har været af den
opfattelse og forståelse, at det daværende danske inden-rigsministerium
konkret havde undersøgt, hvorvidt de egyptiske myn-digheders oplysninger
om hans mulighed for at blive løst fra sit egyptiske statsborgerskab var
tilstrækkelige til, at han opfyldte betingelserne for at blev meddelt dansk
statsborgerskab ved naturalisation. De har endvidere oplyst, at Sagsøger 1
erindrer, at det daværende indenrigs-ministerium i maj 1980 telefonisk
drøftede det konkrete spørgsmål med den egyptiske ambassade i Danmark,
og at han herefter ved brev af 21. maj 1980 blev orienteret om, at han
opfyldte betingelserne for at erhverve dansk statsborgerskab. De har endelig
oplyst, at Sagsøger 1 herefter ikke har opfattet spørgsmålet om, hvorvidt han
var blevet løst fra sit egyptiske statsborgerskab for relevant.
På baggrund af oplysningerne om, at Sagsøger 1 aldrig er blevet løst fra sit
egyptiske statsborgerskab, kan Udlændinge- og Integra-tionsministeiret
oplyse, at Sagsøger 1 ikke har erhvervet dansk statsborgerskab ved
naturalisation, idet han ikke er blevet løst fra sit egyptiske statsborgerskab
inden den 30. april 1981. Sagsøger 1 er således ikke, og har aldrig været,
dansk statsborger.
Udlændinge- og Integrationsministeriet kan oplyse, at Sagsøger 1 i Det
Centrale Personregister (CPR-registeret) står registreret som dansk
statsborger.
Under henvisning til, at Sagsøger 1 aldrig har været dansk statsborger, agter
ministeriet at ændre registreringen af hans statsborger-skab til egyptisk.
Det forhold at Sagsøger 1 har været af den opfattelse, at han opfyldte
betingelserne for at erhverve dansk statsborgerskab ved naturali-sation, samt
det forhold at det daværende indenrigsministerium var af den opfattelse, at
Sagsøger 1 var blevet løst fra sit egyptiske statsborgerskab, kan ikke føre til
en ændret vurdering.”
Sagsøger 2 fik ved brev af samme dato meddelelse om, at idet ingen af hans
forældre således havde været danske, da han blev født, havde han ikke erhvervet
dansk indfødsret ved fødslen i medfør af den dagældende indfødsretslovs § 1. Af
afgørelsen fremgår blandt andet følgende:
 IFU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 277: Orientering om Højesterets dom af 3. september 2025, fra udlændinge- og integrationsministeren
3066439_0009.png
9
”Justitsministeriet, nu Udlændinge- og Integrationsministeriet, har den
27. april 2011 modtaget Deres klient Sagsøger 2's ansøgning om bevarelse af
dansk indfødsret. Ansøgningen er indgivet til Kongelig Dansk Ambassade i
Cairo den 13. april 2011.
Det fremgår af ansøgningsskemaet, at Sagsøger 2 er Født 1989 i Egypten i
ægteskab mellem en dansk far og en egyptisk mor.
Det fremgår af § 1 i bekendtgørelse nr. 155 af 6. april 1978, der var gæl-
dende på tidspunktet for Sagsøger 2's fødsel, at dansk ind-fødsret erhverves
ved fødslen af
1. ægtebarn, hvis fader eller mod er dansk,
2. barn uden for ægteskab, hvis moder er dansk.
Udlændinge- og Integrationsministeriet har i forbindelse med sagens be-
handling forelagt Sagsøger 2's fødselsattest og Sagsøger 2's forældres
vielsesattest for Ankestyrelsen, der har udtalt, at faderskabet samt ægteskabet
kan anerkendes efter dansk ret.
Udlændinge- og Integrationsministeriet kan dog oplyse, at Sagsøger 2's far,
Sagsøger 1, ikke var dansk statsborger på tidspunktet for Sagsøger 2's fødsel,
og ikke efterfølgende har erhvervet dansk statsborgerskab. Udlændinge- og
Integrationsmini-steriet kan i den forbindelse henvise til ministeriets brev af
dags dato ved-rørende Deres klient Sagsøger 1.
Ministeriet må derfor meddele, at Sagsøger 2 ikke er og al-drig har været
dansk statsborger.”
Forklaringer
Sagsøger 1 og Sagsøger 2 har afgivet forklaring for landsretten, Sagsøger 1 via
videoforbindelse fra Egypten.
Sagsøger 1
har forklaret blandt andet, at han er født i Egypten som egyp-tisk
statsborger. Han var i 1971 på et fem måneders kursus i Danmark som ud-sendt for
det egyptiske landbrugsministerium. Han mødte sin senere ægtefælle under
opholdet i Danmark, hvorfor han ønskede at bosætte sig i landet. Han kom derefter
til Danmark i februar 1972. Få dage efter begyndte han at arbejde som mejerist. To
år senere blev han mejeritekniker, hvilket han arbejdede som frem til 1980. Han
blev gift i februar 1974 med sin danske kone, og de fik to børn – en datter, som nu
er i Egypten, og en søn, som bor i København. I 1980 fik han et job, som indebar,
at han skulle udstationeres til Mellemøsten. Derfor var det smart, hvis han kunne
blive dansk statsborger. Han henvendte sig til den egyptiske ambassade i
København og erklærede over for ambassaden, at han var villig til at blive løst fra
det egyptiske statsborgerskab. Den 16. januar 1980 fremsendte han erklæringen fra
den egyptiske ambassade i København om, at han var meddelt tilladelse til at
erhverve dansk indfødsret, til Inden-rigsministeriet. Der var ikke mange drøftelser
med de danske myndigheder.
 IFU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 277: Orientering om Højesterets dom af 3. september 2025, fra udlændinge- og integrationsministeren
3066439_0010.png
10
Han kan ikke huske at have talt i telefon med dem – han havde ikke selv telefon på
det tidspunkt. Det er rigtigt, at han skrev til Indenrigsministeriet den 28. april 1980.
Han fik efterfølgende et dansk statsborgerretsbevis.
Han afleverede sit pas til ambassaden, men bad om at få det med hjem som minde.
På ambassaden klippede de hjørnerne af det, og han fik det med.
Han kendte ikke til drøftelserne mellem de danske og egyptiske myndigheder. Han
fik dansk statsborgerskab og opfattede sig som dansker. Han rejste på sit
danske pas. Han blev udstationeret af sit danske firma til Egypten.
Det var et
krav fra arbejdspladsen, at han skulle være i Egypten som dansker. Han skulle som
andre udlændinge have opholdstilladelse i Egypten, og denne skulle for-nyes hvert
år. Han fik ikke af de egyptiske myndigheder at vide, at han ikke behøvede sådan
en opholdstilladelse, idet han var egyptisk statsborger. Han var i Egypten fra 1980
og fik sit danske pas fornyet ved den danske ambassade i Cairo.
Hans danske kone blev syg i 1979, og han blev skilt fra hende i 1981. Han fik
forældremyndigheden over børnene og kunne rejse til Egypten med dem. I 1985
blev han gift med Person, som er egyptisk statsborger. Det er rigtigt, at han på sin
vielsesattest står anført som egyptisk statsborger. Det skyldes, at hans kone ikke
ville giftes med ham, hvis han ikke fremstod som egypter. Det var af kul-turelle
grunde og af hensyn til børnene. Måske var hun bange for, at han bare kunne rejse
med børnene til Danmark. Han oplyste blot, at han var egypter, og han havde et
gammelt id-kort, som han viste myndighederne. Hans kone vidste godt, at han var
dansk statsborger. Det var en sheik, der registrerede ægteska-bet og
oplysningerne.
Sagsøger 2 blev født i 1989. Det er nok rigtigt, at han også på Sagsøger 2's
fødselsat-test står anført som egyptisk statsborger. Den blev udfyldt på hospitalet.
Det var hans kone, som havde fortalt personalet, at han var egypter.
Han arbejdede for den danske virksomhed frem til 1989 eller 1990, hvor han blev
afskediget, fordi firmaet lukkede afdelingen i Egypten, og der var ikke plads til
ham i virksomheden i Danmark. Han havde ikke job eller bolig i Dan-mark,
hvorfor han søgte job i Egypten. Han fik arbejde på Tetra Pak, som er et svensk
firma.
Han havde opholdstilladelse i Egypten fra 1985. Han fortsatte med årligt at for-ny
sin opholdstilladelse. I 2006 blev han pensioneret, da han blev 60 år. I 2010 havde
han ikke længere råd til at betale afgiften på 3.000 pund for at få fornyet sin
opholdstilladelse. Der var også generelt højere priser for udlændinge i Egypten.
Nogen rådede ham derfor til at prøve at søge om egyptisk pas, og det gjorde han.
Han sendte en ansøgning med en kopi af sin fødselsattest, og dagen
 IFU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 277: Orientering om Højesterets dom af 3. september 2025, fra udlændinge- og integrationsministeren
3066439_0011.png
11
efter fik han egyptisk pas. Han mener ikke, at det er sådan, at de egyptiske
myndigheder blot har ansat ham for at være egyptisk statsborger hele tiden.
Han har været i Danmark mange gange siden 1980, flere gange om året og også
efter at han fik arbejde i Tetra Pak. Han var også flere gange i Sverige, Tyskland og
Italien med sit arbejde. Han rejser fortsat til Danmark for at besøge sin søn, sin
afdøde kones familie og sine gamle venner. Han var sidst i Danmark i 2019.Han
arbejder fortsat i Tetra Pak, nu som konsulent seks dage om måneden.
Den sidste fornyelse af hans danske pas udløb nok samtidig med, at han fik af-
gørelsen fra de danske myndigheder. Han har ikke mærket nogen begrænsnin-ger i
forhold til at rejse, siden han fik frataget sit statsborgerskab i 2017, men han skal i
forbindelse med rejser til Europa søge om visum og betale for det.
Sagsøger 2
har forklaret blandt andet, at han er født i 1989 i Egypten. Han er søn
af Sagsøger 1 og Person. Han er opvokset med den opfattelse, at han er både dansk
og egyptisk statsborger. Halvdelen af husholdningen var dansk – hans far og
dennes to børn af første ægteskab – og den anden halvdel var egyp-tisk – hans mor
og hendes børn af første ægteskab. Han besøgte Danmark første gang i 2008. Siden
tilbragte han tre måneder i Danmark, inden han blev 22 år, hvilket han skulle for at
bevare det danske statsborgerskab. Han blev opmærk-som på, at der kunne være et
problem med hans fars statsborgerskab, i forbin-delse med hans egen ansøgning
om bevarelse af det danske statsborgerskab. Processen tog meget lang tid, hvorfor
han i 2015 eller 2016 kontaktede en advo-kat. Han tænkte ikke over, at hans far var
anført som egyptisk statsborger på hans fødselsattest, som han fremlagde i
forbindelse med ansøgningen om beva-relse af dansk statsborgerskab. Hans far
havde et gammelt egyptisk id-kort, som ikke var tidsbegrænset, så han tænkte, at
det nok var baggrunden. Han og hans far blev siden bedt om yderligere
oplysninger fra de danske myndigheder. Han havde en kontaktperson på
ambassaden, som håndterede hans sag. Han blev ikke gjort bekendt med, hvad der
var problemet i sagen. Det er rigtigt, at han og hans far på et tidspunkt også
fremsendte kopi af faderens egyptiske pas til de danske myndigheder. Han blev
først bekendt med, at hans far havde et egyptisk pas, da de blev bedt om at
fremsende en kopi heraf. Han har ikke væ-ret bekendt med, at hans far årligt
fornyede sin opholdstilladelse i Egypten.
Han har været på rejser til Spanien, Polen og Danmark, inden han fyldte 22 år, og
siden da har han været i mange forskellige lande i Europa. Frem til 2014 rej-ste
han på dansk pas. Han har haft to danske pas, et pas, der var gyldigt fra 1999 til
2009, og et pas fra 2009, som havde gyldighed til 2019, men dette blev inddraget,
da han blev 22 år, idet der ikke var taget stilling til hans ansøgning om bevarelse af
statsborgerskab, og da passet kun burde have haft gyldighed frem til, at han fyldte
22 år.
 IFU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 277: Orientering om Højesterets dom af 3. september 2025, fra udlændinge- og integrationsministeren
3066439_0012.png
12
Han har pt. opholdstilladelse i Irland baseret på, at hans kone, der er fransk
statsborger, er ved at tage en ph.d.-grad i Irland. Han arbejder for Den Europæ-iske
Bank for Genopbygning og Udvikling. Hans arbejdsplads ligger i Cairo, men han
kan arbejde fra sin bopæl i Dublin, når han opholder sig der. Han skal have visum
for at rejse ind i andre lande i Europa, f.eks. Storbritannien eller Tyskland, hvorfor
han ofte ikke kan deltage i hastende møder uden for Irland, da det tager lang tid at
få visum. Det koster i øvrigt penge. Han kan ikke sige præcis, hvor mange møder
han går glip af, fordi han ikke længere er dansk statsborger.
Anbringender
Sagsøger 1
og
Sagsøger 2
har under hovedforhandlingen i det i væ-sentlige
procederet i overensstemmelse med deres sammenfattende processkrift af 2.
februar 2024, hvoraf fremgår blandt andet følgende (henvisninger til bilag
udeladt):
”Vedr.
Sagsøger 1
Til støtte for den principale påstand nedlagt for Sagsøger 1
gøres det gældende, at han erhvervede dansk statsborgerskab med virk-ning
fra 2. april 1980, i medfør af det daværende indenrigsministeriums udstedelse
af statsborgerretsbevis til ham på grundlag af ministeriets vur-dering af, at
han havde godtgjort at være løst fra sit egyptiske statsborger-skab, og at han
den 28. september 1989 fortsat var dansk statsborger, idet han ikke forud for
denne dato selv havde foretaget handlinger til på ny at erhverve egyptisk
statsborgerskab.
Til støtte for den subsidiære påstand nedlagt for Sagsøger 1 gøres det
gældende, at Udlændinge- og Integrationsministeriets afgørelse af 23. maj
2017, om at Sagsøger 1 ikke er og aldrig har været dansk statsborger er
uhjemlet og uberettiget, idet erhvervelsesbetingelsen om løsning i 1980 blev
vurderet opfyldt, og at der i realiteten er tale om en vurdering om, hvorvidt
der er afgivet vildledende oplysninger, der kan medføre frakendelse af
statsborgerskabet på grund af svig.
Vedr. Sagsøger 2
Til støtte for den principale påstand nedlagt for Sagsøger 2 gøres det
gældende, at Udlændinge- og Integrationsministeriets afslag på Sagsøger 2's
ansøgning om bevarelse af dansk statsborger-skab under henvisning til, at
hans far ikke var dansk på tidspunktet for hans fødsel, er i strid med
afstamningsprincippet i indfødsretslovens § 1, og at han ikke har fortabt sit
statsborgerskab i øvrigt.
Til støtte for den subsidiære påstand nedlagt for Sagsøger 2 gøres, i det
tilfælde, at der foreligger usikkerhed om fortabelsesadgangen efter
indfødsretslovens § 8, gældende, at Udlændinge- og Integrationsmi-nisteriets
afgørelse af 23. maj 2017 er i direkte strid med afstamningsprin-cippet i
indfødsretslovens § 1, og at afgørelsen på den baggrund skal op-
 IFU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 277: Orientering om Højesterets dom af 3. september 2025, fra udlændinge- og integrationsministeren
3066439_0013.png
13
hæves, hvorefter ministeriet må foretage en fornyet endelig vurdering af, om
der er sket fortabelse efter indfødsretslovens § 8.
1. Sagens retlige ramme
1.1. Nationale regler om statsborgerskab mv.
Det følger af Grundlovens § 44, stk. 1, at ingen udlænding kan få indføds-ret
uden ved lov, og af indfødsretslovens § 6, som var gældende på tids-punktet
for Sagsøger 1's erhvervelse af dansk indfødsret, at indfødsret kan erhverves
ved naturalisation i henhold til grundloven.
Forud for vedtagelsen af lov nr. 1496 af 23. december 2014 om ændring af
lov om dansk indfødsret (Accept af dobbelt statsborgerskab og betaling af
gebyr i sager om dansk indfødsret) var erhvervelse af dansk indfødsret ved
naturalisation betinget af ansøgerens løsning fra sit hidtidige stats-
borgerskab, såfremt dette ikke automatisk fortabtes ved ansøgerens er-
hvervelse af dansk statsborgerskab.
De nærmere betingelser for erhvervelse af dansk indfødsret ved naturali-
sation er herefter fastsat i den til enhver tid gældende cirkulæreskrivelse om
naturalisation, hvoraf løsningskravet også tidligere fremgik.
Det følger videre af indfødsretslovens § 1, jf. lovbekendtgørelse nr. 155 af 6.
april 1978, som var gældende på tidspunktet for Sagsøger 2's fødsel, at dansk
indfødsret erhverves af ægtebarn hvis fader eller moder er dansk.
Det følger af indfødsretslovens § 8, stk. 1, jf. lovbekendtgørelse nr. 422 af
lov om dansk indfødsret af 7. juni 2004, der var gældende på tidspunktet for
Sagsøger 2's ansøgning om bevarelse af dansk indføds-ret, at personer, der er
født i udlandet og aldrig har boet i Danmark eller har opholdt sig her under
forhold, der tyder på samhørighed med Dan-mark, taber sin danske
indfødsret ved det fyldte 22. år, medmindre den pågældende derved bliver
statsløs. Indfødsretten kan dog i sådanne til-fælde tillades bevaret, såfremt
ansøgning herom indgives forud for ansø-gerens fyldte 22. år.
Det følger af § 8 A i bekendtgørelse nr. 422 af lov om dansk indfødsret af 7.
juni 2004, der var gældende på tidspunktet for Udlændinge- og Integra-
tionsministeriets afgørelser af 23. maj 2017, at den, der i forbindelse med sin
erhvervelse af dansk indfødsret har udvist svigagtigt forhold, herun-der ved
forsætligt at afgive urigtige eller vildledende oplysninger eller for-tie
relevante oplysninger, ved dom kan frakendes indfødsretten, hvis det udviste
forhold har været bestemmende for erhvervelsen.
Det følger videre af indfødsretslovens § 7, der var gældende frem til 1.
september 2015, at den, som erhverver fremmed statsborgerret efter an-
søgning eller udtrykkeligt samtykke, fortaber sin danske indfødsret.
Den følger endvidere af den egyptiske statsborgerskabslov, jf. Law No. 26 of
1975 Concerning Egyptian Nationality
,
der var gældende på tidspunk-tet for
Sagsøger 1's erhvervelse af dansk indfødsret artikel
 IFU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 277: Orientering om Højesterets dom af 3. september 2025, fra udlændinge- og integrationsministeren
14
10, stk. 1, at en egyptisk statsborger skal have tilladelse fra det egyptiske
indenrigsministerium såfremt vedkommende ønsker at erhverve fremmed
statsborgerskab. Bestemmelsens stk. 2 fastslår, at erhvervelse af fremmed
statsborgerskab forudsætter afkald på egyptisk statsborgerskab. Endelig
fastslår stk. 3, at den pågældende kan opnå tilladelse til at bevare sit egyp-
tiske statsborgerskab, såfremt vedkommende inden for et år afgiver erklæ-
ring herom. Det følger således af bestemmelsen, at:
“An Egyptian may not acquire a foreign nationality except after obtain-ing
a permission therefor, to be issued by decree of the Minister of Inte-rior.
Otherwise, he shall continue to be regarded in all cases as Egyptian from
all points of view, unless the Council of Ministers decide to strip him of
the nationality according to the provisions of article 16 of the present
law.
An Egyptian who acquires a foreign nationality shall forfeit the Egyp-tian
nationality, if he has been permitted to obtain the foreign nationali-ty.
However, a permission to acquire a foreign nationality, may also com-
prise the permission for him, his wife and minor children, to retain the
Egyptian nationality. If within a period not exceeding one year from the
date he acquires the foreign nationality, he declares his wish to benefit
thereby, they shall retain their Egyptian nationality, despite their ac-
quiring the foreign nationality.”
1.2. EU-retten
EU-Domstolen har i sin praksis om unionsborgerskabet og TEUF artikel 20,
jf. hertil særligt sag C-135/08, Rottmann, EU:C:2010:104, og sag C-221,17,
Tjebbes m.fl., EU:C:2019:189, forholdt sig til spørgsmål om egentlig
fortabelse af statsborgerskab.
EU-Domstolen har dog den 18. januar 2022 afsagt dom i sag C-118/20, JY,
ECLI:EU:C:2021:530, og nærmere vurderet en situation, hvor en estisk
statsborger, der var bosiddende i Østrig, og som i 2008 ansøgte om østrigsk
statsborgerskab fik tilbagekaldt et tilsagn om at blive Østrigsk statsborger. I
2014 blev hun meddelt tilsagn om opnåelse af østrigsk stats-borgerskab
under betingelse af, at hun inden for en periode på 2 år godt-gjorde, at hun
var blevet løst fra sit estiske statsborgerskab. Hun blev her-efter i 2015 løst
fra sit estiske statsborgerskab. I 2017 tilbagekaldte de østrigske myndigheder
tilsagnet og meddelte pågældende afslag på sin ansøgning om østrigsk
statsborgerskab under henvisning til, at pågæl-dende bl.a. efter tilsagnet
havde begået to færdselslovsovertrædelser (manglende brug af
kontrolplakette og spirituskørsel).
Spørgsmålet om egentlig quasi-tab, eller den situation, hvor det fra en
medlemsstats side på et tidspunkt efter, at rettighederne som unionsbor-ger
har været udøvet og tildelt, konstateres, at pågældende ikke har været
unionsborger er ikke direkte berørt af EU-Domstolen i sin praksis.
 IFU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 277: Orientering om Højesterets dom af 3. september 2025, fra udlændinge- og integrationsministeren
3066439_0015.png
15
Sag C-118/20 vedrørte således fortabelse (i relation til estisk statsborger-
skab), erhvervelse (i relation til østrigsk statsborgerskab) og tilbagekaldel-se
af tilsagn (i relation til det østrigske statsborgerskab).
EU-Domstolen udtalte i sagen, jf. dommens præmis 39-40, at:
”39. Når værtsmedlemsstatens kompetente myndigheder inden for
rammerne af en procedure for naturalisation tilbagekalder tilsagnet om
meddelelse af statsborgerskab i denne stat, befinder den pågældende
person, der var statsborger i en anden medlemsstat og har givet afkald på
sit oprindelige statsborgerskab for at opfylde de betingelser, der er
forbundet med denne procedure, sig imidlertid i en situation, hvor det er
umuligt for vedkommende fortsat at gøre de rettigheder gældende, der
følger af dennes status som unionsborger.
40. Følgelig påvirker en sådan procedure i sin helhed, selv om den in-
debærer en mellemkommende administrativ afgørelse fra en anden
medlemsstat end den, hvis statsborgerskab der er ansøgt om, den sta-tus,
som artikel 20 TEUF tillægger medlemsstaternes statsborgere, efter-som
den kan føre til, at en person, der befinder sig i en situation som den, JY
befinder sig i, fratages alle de rettigheder, der er knyttet til den-ne status,
selv om den pågældende på det tidspunkt, hvor proceduren for
naturalisation blev indledt, var statsborger i en medlemsstat og så-ledes
havde status som unionsborger.”
EU-Domstolen synes at knytte den omtalte ”procedure i sin helhed” til sa-
gens erhvervelse, fortabelses- og tilbagekaldelsessituation således, at EU-
retten i den konkrete sag fandt anvendelse, hvor naturalisationsprocedu-ren –
som naturligt er knyttet til den medlemsstats procedure, hvor er-hvervelsen
sker – sker i sammenhæng med det forhold, at unionsborger-skabet opgives i
den medlemsstat, hvor pågældende oprindeligt var stats-borger.
Sagsøgerne finder, at det herved er mest nærliggende at anse EU-retten for
anvendelig også i den situation, hvor en person skal opgive sit statsbor-
gerskab i et tredjeland i forbindelse med opnåelse af statsborgerskab i en
medlemsstat, og er tildelt medlemsstatens statsborgerskab under betingel-se
af løsning af tidligere statsborgerskab inden for en frist, og hvor der di-rekte
eller indirekte ved manglende opfyldelse ikke opnås medlemsstatens
statsborgerskab.
Forholdene i hovedsagen i sag C-118/20 var tillige sådan, at der aldrig var
meddelt østrigsk statsborgerskab til pågældende, men EU-Domstolen fandt
alligevel at tilsagnet om et sådant, måtte indebære, at også procedu-ren
knyttet til tilbagekaldelsen af tilsagnet skulle bedømmes indenfor rammerne
af EU-retten.
Sagsøgerne gør derfor gældende, at EU-retten principielt også finder an-
vendelse på en situation som den, som Sagsøger 1 befinder sig i, hvor der er
tildelt betinget statsborgerskab ved naturalisation, og for Sagsøger 2's
statsborgerskab efter afstamningsprincippet, hvor en konstatering af bestemte
faktiske omstændigheder (mange år) ef-ter tildelingen medfører den
konsekvens, at medlemsstaten nu konklude-
 IFU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 277: Orientering om Højesterets dom af 3. september 2025, fra udlændinge- og integrationsministeren
3066439_0016.png
16
rer, at de pågældende aldrig har været i besiddelse af et unionsborger-skab.
Når EU-retten herefter finder anvendelse, følger det af EU-Domstolens
praksis, at de kompetente nationale myndigheder og i givet fald de natio-nale
domstole i den medlemsstat, der tilbagekalder tilsagnet om at med-dele
statsborgerskab eller konstaterer, at statsborgerskabet ikke er meddelt
korrekt, er forpligtede til at undersøge, om afgørelsen herom er forenelig med
proportionalitetsprincippet, når henses til de konsekvenser, som det-te tab
eller denne konstatering medfører for denne persons situation.
2. Udlændinge- og Integrationsministeriets afgørelse af 23. maj 2017 vedr.
Sagsøger 1
2.1. Korrekt erhvervelse af statsborgerskab ved naturalisation
Til støtte for den
principale påstand nedlagt for Sagsøger 1
gøres det
gældende, at han ved erhvervelsen af dansk statsborgerskab ved lov nr. B 3 af
7. juni 1979 opfyldte betingelsen fastsat i lovens § 2 om løs-ning inden for
den anførte frist, og at han herefter med virkning fra 2. april 1980 blev dansk
statsborger.
Kompetencen til at meddele statsborgerskab ved naturalisation er som an-ført
i medfør af Grundlovens § 44 henlagt til Folketinget. Dette indebærer, at der
ved behandlingen af ansøgninger om dansk indfødsret principielt ikke er tale
om afgørelser i henhold til lov, men om forberedelse af lovfor-slag.
For ansøgere der forud for vedtagelsen af lov nr. 1496 af 23. december 2014
om accept af dobbelt statsborgerskab blev optaget på en lov om ind-fødsrets
meddelelse på betingelse af løsning af sine statsborgerretlige for-hold til
vedkommende fremmede stater, fik loven imidlertid først endelig virkning
fra det tidspunkt, hvor det af ressortministeriet for indfødsret fandtes
godtgjort, at betingelsen om løsning var opfyldt, og statsborger-retsbevis var
udstedt.
Det gøres herefter gældende, at Sagsøger 1 endeligt erhver-vede dansk
indfødsret med virkning fra den 2. april 1980, hvor det davæ-rende
indenrigsministerium efter undersøgelse vurderede, at kriterierne i § 2 i lov
nr. B 3 af 7. juni 1979 var opfyldt.
Statsborgerskabet kunne herefter ikke fratages eller fortabes foruden gen-
nem de ved lov fastsatte regler herom, herunder den fremgangsmåde, der
følger af indfødsretslovens § 8 A, eller – frem til 1. september 2015 – i med-
før af indfødsretslovens § 7.
Det gøres videre gældende, at grundlaget for det daværende Indenrigs-
ministeriums vurdering af, om Sagsøger 1 havde godtgjort at være løst fra sit
statsborgerretlige tilhørsforhold til Egypten inden for den af ministeriet
fastsatte frist, var foretaget på grundlag af oplysninger fra de egyptiske
myndigheder, der blev indhentet direkte fra det davæ-rende
Indenrigsministerium.
 IFU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 277: Orientering om Højesterets dom af 3. september 2025, fra udlændinge- og integrationsministeren
3066439_0017.png
17
Det fremgår således af sagen, at ministeriet i første omgang ikke godtog den
erklæring, som Sagsøger 1 fremsendte efter modtagelse fra Den Egyptiske
Ambassade i Danmark, og at ministeriet således ved brev af 14. maj 1980
selv kontaktede ambassaden, som den 19. maj 1980 te-lefonisk bekræftede,
at Sagsøger 1's pas var blevet inddra-get.
Det daværende Indenrigsministerium afkrævede herefter ikke Sagsøger 1
yderligere oplysninger eller dokumentation om sit stats-borgerretlige
tilhørsforhold til Egypten, ud over at han i oplysningsske-maet, der blev
fremsendt den 21. maj 1980, blev anmodet om at bekræfte, at han ikke var i
besiddelse af et ikke-dansk pas, statsborgerretsbeviser el-ler lignende, hvilket
han skrev under på den 22. maj 1980.
Angivelsen af statsborgerskabets virkningsdato fra den 2. april 1980 indi-
kerer videre, at det daværende Indenrigsministerium efter samtalen med Den
Egyptiske Ambassade i Danmark den 19. maj 1980, fandt, at betingel-serne
for Sagsøger 1's løsning fra sit egyptiske statsborger-skab var opfyldt på
tidspunktet for ambassadens udfærdigelse af den at-test vedrørende tilladelse
til erhvervelse af dansk indfødsret, som Sagsøger 1 fremsendte 1. april
1980.
Det må endvidere kunne lægges til grund, at attesten med den udform-ning,
og det indhold den havde opfyldte kravene til løsning, der fulgte af § 2 i lov
nr. B 3 af 7. juni 1979.
Sagsøger 1 havde herefter ikke grund til at tro andet end, at hans indlevering
af sit daværende pas i kombination med erklæringen fra Den Egyptiske
Ambassade i Danmark, der tillod ham at erhverve dansk statsborgerskab
uden at specificere konsekvenserne for hans egyptiske statsborgerskab, var
tilstrækkeligt til at opfylde løsningskravet, og at han formelt set var løst fra
sit tidligere statsborgerskab.
Der ses herefter videre ikke at foreligge oplysninger i sagen eller Udlæn-
dinge- og Integrationsministeriets afgørelse, der kan danne grundlag for, at
det konkluderes, at Sagsøger 1 i perioden frem til 28. sep-tember 1989 efter
ansøgning eller udtrykkeligt samtykke på ny erhvervede egyptisk
statsborgerskab, således at der skete ex lege fortabelse efter ind-
fødsretslovens frem til 1. september 2015 gældende § 7.
Det forhold, at det egyptiske Udenrigsministeriet den 26. oktober 2016 har
tilkendegivet, at der ved en ministeriel afgørelse i 1975 skulle være tilladt
Sagsøger 1 at erhverve dansk statsborgerskab og bevare sit egyptiske
statsborgerskab kan herved ikke tillægges afgørende betydning, idet de
danske myndigheder netop i 1980 ved direkte kontakt til de egyp-tiske
myndigheder undersøgte og fik tilstrækkelig bekræftelse på løsnin-gen fra
Sagsøger 1's egyptisk statsborgerskab.
Det bemærkes hertil, at en erklæring herom under alle omstændigheder ikke
ses at kunne afgives forud for erhvervelse af et andet statsborgerskab, men
forudsætter erhvervelse er sket.
 IFU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 277: Orientering om Højesterets dom af 3. september 2025, fra udlændinge- og integrationsministeren
3066439_0018.png
18
Det gøres herefter samlet gældende, at Sagsøger 1 erhver-vede dansk
statsborgerskab med virkning fra den 2. april 1980, og fortsat er dansk
statsborger.
Det fastholdes endeligt, at sagsøgte alene vil kunne konstatere, at Sagsøger 1
er i besiddelse af et egyptisk nationalitetspas, der er udstedt i 2010. Det
bestrides herved, at de … fremlagte oplysninger, her-under med oplysninger
om, at der skulle foreligge oplysninger fra 1975 der tillod ham at bevare sit
egyptiske statsborgerskab, har en sådan klar-hed, at det herved kan
konstateres, at betingelsen om at blive løst fra sit egyptiske statsborgerskab i
1980 ikke var opfyldt.
Fremgangsmåden, der følger af [Indenrigsministeriets cirkulære af 20. marts
1980], var fulgt i Sagsøger 1's tilfælde.
Herefter ville en konstatering i sagen alene kunne knyttes til, at han ved
erhvervelsen af egyptisk statsborgerskab som led i modtagelse af et natio-
nalitetspas i eller omkring 2010 fortabte sit danske statsborgerskab.
2.2. Reel ulovhjemlet administrativ frakendelse
Til støtte for den
subsidiære påstand nedlagt for Sagsøger 1
gøres det
gældende, at Udlændinge- og Integrationsministeriet ved sin afgø-relse af 23.
maj 2017 i realiteten har truffet en ulovhjemlet administrativ afgørelse om
frakendelse af Sagsøger 1's danske statsbor-gerskab.
Det fremhæves af Udlændinge- og integrationsministeriet i afgørelsen, at
Sagsøger 1 i sit brev af 3. august 2016 til det daværende Ud-lændinge-,
Integrations- og Boligministerium tilsyneladende oplyste, at han aldrig havde
overdraget sit pas til Den Egyptiske Ambassade i Dan-mark.
Hertil bemærkes, at Sagsøger 1 ved brug af formulerin-gen
” (t)he Egyptian
Embassy KBHN had never asked to take back my Egyptian passport and
there is no documentation of such”
, benyttede ordet ”passport” som
synonymt med statsborgerskab, og således ikke refererede til sit fysi-ske
pas.
Han fastholder således, at hans pas blev indleveret og annulleret (klippet) i
forbindelse med ambassadens udstedelse af attesten om tilladelse til er-
hvervelse af dansk indfødsret den 1. april 1980.
Uanset, at løsningshandlingen skal igangsættes mv. af den udenlandske
statsborger, beror vurderingen af om de handlinger, der er foretaget, og der
dokumenter, der fremlægges, godtgør, at der er sket løsning på mini-steriet.
Det er ubestridt, at Sagsøger 1 igangsatte de tiltag han blev anmodet om fra
det daværende Indenrigsministerium.
Det er endvidere ubestridt, at det daværende Indenrigsministerium selv tog
kontakt til de relevante egyptiske myndigheder.
 IFU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 277: Orientering om Højesterets dom af 3. september 2025, fra udlændinge- og integrationsministeren
3066439_0019.png
19
Det er endelig ubestridt, at det daværende Indenrigsministerium vurdere-de,
at det var godtgjort, at der var sket løsning, og udstedte et statsborger-
skabsbevis.
Det i afgørelsen fremhævede må herefter forstås således, at Sagsøger 1 har
afgivet urigtige eller vildledende oplysninger i forbin-delse med sin
erhvervelse af statsborgerskabet i 1980 forud for, at han den 2. april 1980
blev dansk statsborger, om at han var blevet løst fra sit tidli-gere
statsborgerskab.
Afgørelsen har derfor ikke alene en konstaterende karakter.
Det gøres i det lys gældende, at der alene efter indfødsretslovens § 8 A, er
hjemmel til ved dom at frakende indfødsret i tilfælde, hvor den pågæl-dende
f.eks. forsætligt har afgivet urigtige eller vildledende oplysninger eller fortiet
relevante oplysninger, og når det udviste forhold samtidig har været
bestemmende for erhvervelsen.
Det følger af de almindelige bemærkninger, jf. hertil lovforslag nr. L 33 af
12. december 2001 pkt. 3.1.1., at bestemmelsen er tiltænkt anvendt på
uretmæssig erhvervelse af statsborgerskab bl.a. på baggrund af fremlæg-gelse
af vildledende oplysninger eller bevidst fortielse af relevante oplys-ninger, og
ses ikke afgrænset således, at den alene finder anvendelse på dele af
naturalisationsprocessen.
Det fremgår således af de almindelige bemærkninger pkt. 3.1.3, at den fin-
der anvendelse på alle oplysninger, der har været ”bestemmende” for, at den
pågældende person erhvervede dansk statsborgerskab, og det må herved være
forudsat, at dette også gælder, når oplysningerne har været ”bestemmende”
for, om den betingelse, som der følger af den konkrete lov om indfødsrets
meddelelse, og som det er tillagt ministeriet at vurdere, anses for godtgjort.
Det fremgår således ikke af bestemmelsen, at den alene finder anvendelse på
forhold, der har virket bestemmende for Folketingets meddelelse af
indfødsret, og det må derfor forudsætningsvis lægges til grund at be-
stemmelsen er anvendelig på efterfølgende forhold, hvor der gives oplys-
ninger f.eks. vildledende om, at en betingelse om løsning af tidligere stats-
borgerskab for opnåelse af statsborgerskab er opfyldt.
Det følger herefter af § 2 i lov nr. B 3 af 7. juni 1979, at godtgørelse for, at
løsninger skal ske over for ”indenrigsministeriet” .
Det gøres herefter i lyset af, at det daværende Indenrigsministerium anså det
for godtgjort, herunder på baggrund af de oplysninger, som Sagsøger 1
fremlagde, at han var blevet løst fra sit egyptiske statsbor-gerskab, gældende,
at ministeriet i realiteten må anse sig for at være blevet vildledt til endeligt at
give virkning til Folketingets beslutning om at meddele statsborgerskabet.
Under disse omstændigheder kan der ikke ved en administrativ afgørelse, der
i 2017 konstaterer, at de oplysninger, der blev fremlagt i 1980, var vild-
 IFU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 277: Orientering om Højesterets dom af 3. september 2025, fra udlændinge- og integrationsministeren
3066439_0020.png
20
ledende, ske frakendelse uden, at følge fremgangsmåden fastsat i indføds-
retsloven om fratagelse af statsborgerskab ved dom, herunder under iagt-
tagelse af de processuelle garantier, der følger heraf.
Det gøres som følge heraf samlet gældende, at afgørelsen af 23. maj 2017 er
uhjemlet og uberettiget.
Det gøres i forlængelse heraf gældende, at en hjemvisning – uanset, hvilke
sagsbehandlingsskridt som sagsøgte herefter igangsætter efter hjemvis-
ningen – kan føre til en ændring af parternes indbyrdes retsforhold, idet det
forudsætningsvis må lægges til grund, at der er opnået statsborger-skab ved
svig, og at statsborgerskabet herved alene kan frakendes ved dom, som
herefter kunne igangsættes af sagsøgte.
3. Udlændinge- og Integrationsministeriets afgørelse af 23. maj 2017 vedr.
Sagsøger 2
Til støtte for den Sagsøger 1
påstand nedlagt for Sagsøger 2
gøres for sin
det gældende, at
principale
var dansk statsborger på tids-punktet
fødsel, og det følger derfor af indfødsretslovens § 1, at han blev dansk ved
fødsel, idet han er født i ægteskab af en dansk far og uden-landsk mor.
Sagsøgte har i sagen alene kunne konstatere, at Sagsøger 1 er i besiddelse af
et egyptisk nationalitetspas, der er udstedt i 2010.
Det bestrides herved, at de … fremlagte oplysninger, herunder med op-
lysninger om, at der skulle foreligge oplysninger fra 1975 der tillod ham at
bevare sit egyptiske statsborgerskab, har en sådan klarhed, at det herved kan
konstateres, at betingelsen om at blive løst fra sit egyptiske statsbor-gerskab i
1980 ikke var opfyldt.
Idet Sagsøger 2 er født forud for 2010 ville han ikke ved fa-derens eventuelle
generhvervelse af sit egyptiske statsborgerskab blive påvirket på en sådan
måde, at hans statsborgerskab, der fulgte ved sin fødsel, ikke var gyldigt
efterfølgende.
Idet han har haft bopæl i Danmark i over 3 måneder forud for det fyldte 22.
år, kan han ikke i øvrigt have fortabt sin indfødsret efter indfødsretslo-vens §
8.
Til støtte for den
subsidiære påstand nedlagt for Sagsøger 2
gøres det, idet
tilfælde, at der foreligger usikkerhed om fortabelsesadgangen ef-ter
indfødsretslovens § 8, gældende, at Udlændinge- og Integrationsmini-steriets
afgørelse af 23. maj 2017 er i direkte strid med afstamningsprin-cippet i
indfødsretslovens § 1, og at afgørelsen på den baggrund skal op-hæves,
hvorefter ministeriet må foretage en fornyet endelig vurdering af, om der er
sket fortabelse efter indfødsretslovens § 8.
4. Manglende inddragelse mv. af EU-retten
Til støtte for de nedlagte påstande for begge sagsøgere gøres det gælden-de,
at EU-retten knyttet særligt til TEUF artikel 20 i sagen finder anvendel-
 IFU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 277: Orientering om Højesterets dom af 3. september 2025, fra udlændinge- og integrationsministeren
3066439_0021.png
21
se, og at der således som led i sagsøgtes sagsbehandling er krav om, at det
undersøges, om afgørelsen om tilbagekaldelse af tilsagnet om eller ved
konstatering af manglende statsborgerskab i denne pågældende medlems-stat,
hvorved unionsborgerskabet endeligt fortabes for den pågældende person, er
forenelig med proportionalitetsprincippet, når henses til de konsekvenser,
som dette tab medfører for denne persons situation.
En sådan vurdering er ikke foretaget, og der er på den baggrund grundlag for
at tage de subsidiære påstande til følge.
Sagsøgerne bemærker endvidere, at Sagsøger 1 har været bosat i Danmark
efter opnåelse af dansk statsborgerskab, og har samtidig i en lang årrække
udnyttet statsborgerskabet til ophold og besøg i EU, herunder ved
tilbagevendende familiebesøg.
Sagsøger 2 har endvidere forud for sit fyldte 22. år bl.a. i besøgt 2006
Spanien og i 2007 Polen knyttet til sin studier ved American University i
Cairo. Han har tillige i 2013 haft et længerevarende besøg hos sin dengang
kæreste i Frankrig, der er fransk statsborger, og er aktuelt bo-sat i Irland med
pågældende, der nu er hans ægtefælle.
Sagsøgerne har således i væsentligt omfang udnyttet unionsborgerskabet til
ophold på Unionens område. Deres adgang hertil påvirkes herved også
fremadrettet.
Disse omstændigheder er ikke inddraget under sagsøgtes administrative
behandling af sagerne.
5. Anmodningen om udsættelse med henblik på præjudiciel forelæggelse
For så vidt angår sagsøgernes anmodning om præjudiciel forelæggelse af
spørgsmål for EU-Domstolen henvises i det hele til det, som er anført i på-
standsdokument af 29. august 2023.”
I det nævnte påstandsdokument af 29. august 2023 vedrørende præjudiciel fore-
læggelse har Sagsøger 1 og Sagsøger 2 anført blandt andet følgende:
”1.
Anmodningens baggrund
Efter sagsøgernes opfattelse rejser sagen spørgsmål i relation til Traktaten om
Den Europæiske Unions Funktionsmåde (TEUF) artikel 20 og 21, her-under
sammenholdt med Den Europæiske Unions Charter om grundlæg-gende
rettigheder (EU-chartret), for så vidt angår konstatering hos sagsøg-te om, at
Sagsøger 1's danske statsborgerskab og dermed unionsborgerskab er at anse
som en nullitet, hvis han ikke anses for løst fra sit egyptiske statsborgerskab
inden for den frist, der blev fast-sat til 30. april 1980.
Det er herved uklart i hvilket omfang EU-retten i den foreliggende situa-tion
finder anvendelse, samt – hvis dette er tilfældet – hvilke momenter, der kan
indgå i en medlemsstats konstatering af, at statsborgerskabet er en
 IFU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 277: Orientering om Højesterets dom af 3. september 2025, fra udlændinge- og integrationsministeren
3066439_0022.png
22
nullitet, når de betingelser tilsagnet var meddelt på baggrund ikke anses for
opfyldt.
Sagsøgerne finder herefter samlet, idet Sagsøger 2's statsborgerskab alene
følger efter sin faders, hvis faderen på tids-punktet for Sagsøger 2's fødsel
faktisk var at anse som dansk statsborger, at en afklaring af de foreslåede
spørgsmål er nødvendi-ge at besvare for at sikre, at der kan træffes en korrekt
afgørelse i henhold til EU-retten i sagen.
2. Adgangen til forelæggelse af præjudicielle spørgsmål for EU-Domstolen
…
3. Det er nødvendigt at forelægge spørgsmål om TEUF artikel 20 og til dels
21,herunder i lyset af EU-Charterets artikel 7, og der foreligger rimelig tvivl
om for-tolkningen af EU-retten herom
Sagsøgerne finder, at det er nødvendigt at forelægge spørgsmål, og de finder
samtidig, at det foreligger rimelig tvivl om fortolkningen af EU-retten herom.
EU-Domstolen har i sin praksis om unionsborgerskabet, jf. hertil særligt sag
C-135/08, Rottmann, EU:C:2010:104, og sag C-221,17, Tjebbes m.fl.,
EU:C:2019:189, alene forholdt sig til spørgsmål om egentlig fortabelse af
statsborgerskab, og har således ikke udtalt sig om kvasi-tabs situation, el-ler
den situation, hvor det fra en medlemsstats side på et tidspunkt efter, at
rettighederne som unionsborger har været udøvet og tildelt, konstate-res, at
pågældende ikke har været unionsborger, og at medlemsstaten anser
statsborgerskabet som en nullitet.
Der er mellem parterne uenighed om, hvorvidt der herved foreligger en
situation, som er omfattet EU-retten.
Sagsøgerne bemærker hertil, at det kan konstateres, at tildeling af stats-
borgerskab til Sagsøger 1 skete ved opfyldelse af alle da-gældende krav, og
blev meddelt betinget af et krav om løsning, hvorved spørgsmålet adskiller
sig fra den situation, hvor gældende betingelser for tildelingen aldrig har
været opfyldt.
En sådan situation ses EU-Domstolen ikke at have vurderet i relation til
TEUF artikel 20.
EU-Domstolen har imidlertid den 18. januar 2022 afsagt dom i sag C-118/20,
JY, ECLI:EU:C:2021:530. …
Dommen er ikke knyttet til en situation, der vedrører kvasi-tab, men
fortabelse (i relation til etisk statsborgerskab) og erhvervelse (i relation til
østrigsk statsborgerskab).
EU-Domstolen udtaler, jf. dommens præmis 39-40, at:
…
 IFU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 277: Orientering om Højesterets dom af 3. september 2025, fra udlændinge- og integrationsministeren
3066439_0023.png
23
I sagen ses EU-Domstolen i væsentlig grad at anse tilsagnet om at blive
meddelt statsborgerskab, hvis bestemte betingelser er opfyldt, som en si-
tuation omfattet EU-retten, når tilbagekaldelse af tilsagnet sker ved, at det
konstateres at bestemte betingelser ikke er opfyldt.
I sagen var det efter Østrigs statsborgerskabslovgivning muligt at give en
person tilsagn om statsborgerskab under nærmere anførte betingelser om
løsning af sit tidligere statsborgerskab, jf. dommens præmis 12.
EU-Domstolen forholdt sig imidlertid nærmere i sagen alene til det fak-tum,
at pågældende i perioden efter tilsagnet havde begået mindre alvor-lige
lovovertrædelser.
Det herved uklart, om EU-Domstolen anser den anførte ”procedure i sin
helhed” således, at EU-retten kun finder anvendelse, hvor naturalisations-
proceduren – som naturligt er knyttet til den medlemsstats procedure, hvor
erhvervelsen sker – sker i sammenhæng med det forhold, at unions-
borgerskabet opgives i den medlemsstat, hvor pågældende oprindeligt var
statsborger.
Med andre ord, om EU-retten ville finde anvendelse, hvis en betingelse
knyttet til et tilsagn om statsborgerskab – løsning af sit oprindeligt stats-
borgerskab – ikke efterfølgende viser sig opfyldt, og der dermed de facto
sker tilbagekaldelse af tilsagnet.
Det er således uklart, om og hvordan EU-retten finder anvendelse, hvis
hovedsagen havde været knyttet til den situation, hvor den pågældende skulle
opgive sit statsborgerskab i et tredjeland i forbindelse med opnåelse af
statsborgerskab i Østrig, og var tildelt østrigsk statsborgerskab under
betingelse af løsning af tidligere statsborgerskab inden for en frist.
Forholdene i hovedsagen i sag C-118/20 var tillige af en sådan karakter, at
der aldrig var meddelt Østrigsk statsborgerskab til pågældende.
Om EU-retten finder anvendelse på en situation som den, som Sagsøger 1
befinder sig i, hvor der er tildelt og meddelt til-sagn om statsborgerskab ved
naturalisation med en betingelse om løsning, og hvor en konstatering af
bestemte faktiske omstændigheder (mange år) efter tildelingen medfører den
konsekvens, at medlemsstaten nu konstate-rer, at pågældende aldrig har
været i besiddelse af statsborgerskabet og unionsborgerskabet.
EU-Domstolen har således ikke udtalt sig om, hvorvidt en sådan situation
rent faktisk skal bedømmes som fortabelse af unionsborgerskabet, uanset, om
proceduren ikke er knyttet til frasigelse af et tidligere unionsborger-skab.
EU-Domstolen har herved endvidere ikke udtalt sig om, hvorvidt det har
betydning, at konstateringen sker retroaktivt, og er knyttet til omstændig-
heder, som kan bebrejdes medlemsstaten, herunder hvilken.
Endelig har EU-Domstolen ikke nærmere udtalt sig om, hvorvidt denne
vurdering påvirkes af om unionsborgerskabet har været udnyttet efter det
 IFU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 277: Orientering om Højesterets dom af 3. september 2025, fra udlændinge- og integrationsministeren
3066439_0024.png
24
er tildelt, og om der er forskel på situationen, hvor der sker tildeling au-
tomatisk i henhold til et afstamningsprincip og efter ansøgning, hvor
sidstnævnte er tilfældet for Sagsøger 2.
Det kan endvidere konstateres, at sagsøgerne har – eventuelt fejlagtigt –
været tildelt de til unionsborgerskabet knyttede rettigheder, at disse er
udnyttet i en lang årrække, og at disse ved sagsøgtes konstaterende afgø-
relser er frataget.
En medlemsstats vurdering eller konstatering, der medfører et tab, inde-bærer
samtidig i realiteten konsekvenser knyttet til unionsborgerskabet, som
muligvis svarer til en afgørelse om fortabelse af unionsborgerskabet.
Sagsøgerne finder det dog uklart, om disse omstændigheder bevirker, at et
sådant kvasi-tab omfattes EU-retten, og om vurderingen af de faktiske og
retlige omstændigheder, der er knyttet til konstateringen af tabet, herefter
skal ske under iagttagelse af EU-retten, herunder ved inddragelse og over-
holdelse af krav om forfølgelse af legitime grunde og proportionalitets-
princippet.
På den ene side synes EU-Domstolen i præmis 39 og 40 i sag C-118/20, at
forudsætte, at manglende tildeling af unionsborgerskabet alene omfattes EU-
retten, når det optræder i sammenhæng med en procedure, der inde-bærer
fortabelse af unionsborgerskabet i en anden medlemsstat.
På den anden side synes EU-Domstolen i præmis 58 i sag C-118/20 at knytte
til tilbagekaldelse af tilsagn om meddelelse af statsborgerskabet til fortabelse.
Det anføres således, at:
”58. Når dette er sagt, tilkommer det de kompetente nationale myndig-
heder og de nationale retter, henset til den betydning, som den primære ret
tillægger den status af unionsborger, som – således som det er anført i
nærværende doms præmis 38 og 46 – udgør den grundlæggende sta-tus
for medlemsstaternes statsborgere, at undersøge, om
afgørelsen om at
tilbagekalde tilsagnet om meddelelse af statsborgerskab, når dette
medfører fortabelse af status som unionsborger og de rettigheder, der
følger deraf, overholder proportionalitetsprincippet
for så vidt angår
virkningerne heraf for den berørte persons situation og i givet fald for den
pågældendes familiemedlemmer under hensyn til EU-retten (jf. analogt
dom af 2.3.2010, Rottmann, C-135/08, EU:C:2010:104, præmis 55 og 56,
og af 12.3.2019, Tjebbes m.fl., C-221/17, EU:C:2019:189, præmis 40).”
Sagsøgerne finder på denne baggrund, at EU-Domstolens praksis knyttet til
TEUF artikel 20 i en situation som en i nærværende sag foreliggende
fremstår uklar, og at det således fortsat er uklart om EU-retten måtte finde
anvendelse i nærværende sag.
En nærmere afklaring af både spørgsmålet om EU-retten finder anvendel-se,
men også rammerne for den konkrete proportionalitetsvurdering, der skal
foretages i en situation som den foreliggende, knyttende sig til tilsagn om
statsborgerskab, sammenholdt med en mangeårig udnyttelse af rettig-
hederne, der er knyttet til unionsborgerskabet, gør det efter sagsøgernes
 IFU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 277: Orientering om Højesterets dom af 3. september 2025, fra udlændinge- og integrationsministeren
3066439_0025.png
25
opfattelse nødvendigt at forelægge spørgsmål, førend der kan træffes af-
gørelse i hovedsagen.
Sagsøgerne finder således, at betingelserne for forelæggelse af spørgsmål for
EU-Domstolen er opfyldt.”
Udlændinge- og Integrationsministeriet
har under hovedforhandlingen i det i
væsentlige procederet i overensstemmelse med sit sammenfattende processkrift af
2. februar 2024, hvoraf fremgår blandt andet følgende (henvisninger til ek-strakt og
materialesamling udeladt):
”4.
ARGUMENTATION
4.1 Vedrørende Sagsøger 1
4.1.1 Sagsøger 1 har aldrig haft dansk indfødsret
Ifølge indfødsretslovens § 6 (nugældende og dagældende) kan indfødsret
erhverves ved naturalisation i henhold til grundloven. Efter grundlovens §
44, stk. 1, kan ingen udlænding få indfødsret uden ved lov. Som led i den
ordning, der er etableret, gennemføres årligt naturalisationslove, hvorved en
række enkeltpersoner, der i et lovforslag er medtaget med navns næv-nelse,
meddeles indfødsret. Indfødsretten meddeles således ikke ved en
forvaltningsretlig afgørelse.
I overensstemmelse med denne ordning blev Sagsøger 1 ved lov meddelt
dansk indfødsret på betingelse af, at han blev løst fra sit egyptiske
statsborgerskab, og at han godtgjorde dette over for Indenrigs-ministeriet
senest den 30. april 1981. Det forhold, at meddelelsen af ind-fødsret efter
naturalisationsloven var betinget heraf, og at han af Inden-rigsministeriet fik
udstedt et statsborgerretsbevis, ændrer ikke på, at han blev meddelt dansk
indfødsret ved lov. Der er af samme grund heller ikke tale om, at ministeriet
har truffet en afgørelse om annullation af en ved af-gørelse meddelt
indfødsret. Derfor foreligger der heller ikke nogen afgø-relse om annullation,
der kan efterprøves i medfør af grundlovens § 63, stk. 1.
Landsretten kan derimod efterprøve, om den i naturalisationsloven fast-satte
betingelse for meddelelsen af dansk indfødsret blev opfyldt. Denne
efterprøvelse bør munde ud i en konklusion om, at Sagsøger 1 ikke blev løst
fra sit egyptiske statsborgerskab.
For sagens afgørelse må det således i overensstemmelse med oplysninger-ne
i Sagsøger 1's vielsesattest og i Sagsøger 2's fødselsattest samt oplysningerne
fra det egyptiske udenrigsministerium, lægges til grund, at Sagsøger 1
vedvarende har været egyp-tisk statsborger, og at han derfor ikke opfyldt den
i naturalisationsloven fastsatte betingelse for meddelelsen af dansk
indfødsret.
Ministeriet bestrider, at Sagsøger 1 har været i god tro om, at han var løst fra
sit egyptiske statsborgerskab, men for sagens afgørelse er det i øvrigt uden
betydning, om han måtte have været i god tro, ligesom
 IFU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 277: Orientering om Højesterets dom af 3. september 2025, fra udlændinge- og integrationsministeren
3066439_0026.png
26
det er uden betydning, at Indenrigsministeriet fejlagtigt antog, at han var
blevet løst fra sit egyptiske statsborgerskab. De anførte forhold ændrer
nemlig ikke ved, at Sagsøger 1 aldrig blev løst fra sit egypti-ske
statsborgerskab og derfor ikke opfyldt naturalisationslovens udtrykke-lige
betingelse for meddelelsen af dansk indfødsret. Sagsøger 1 har følgelig aldrig
erhvervet dansk indfødsret.
På den anførte baggrund kan Sagsøger 1 ikke få medhold i sin principale
påstand.
4.1.2 Indfødsretslovens § 8 A er uden relevans for sagens afgørelse
Efter indfødsretslovens § 8 A, stk. 1, skal den, som i forbindelse med ”sin
erhvervelse af dansk indfødsret” har udvist svigagtigt forhold, herunder ved
forsætligt at afgive urigtige eller vildledende oplysninger eller fortie
relevante oplysninger, ved dom frakendes indfødsretten, hvis det udviste
forhold har været bestemmende for ”erhvervelsen” , medmindre dette vil
være i strid med Danmarks internationale forpligtelser.
I overensstemmelse hermed er det i lovforslagets almindelige bemærknin-
ger, afsnit 1 (Indledning), anført, at formålet med lovforslaget er at gøre det
muligt ved dom at frakende en person dansk indfødsret, hvis indføds-retten
er erhvervet ved svig, og at frakendelse skal kunne ske, hvis den udviste svig
har været bestemmende for, at den pågældende fik indføds-ret.
Hvad angår ordningen med naturalisation finder bestemmelsen anvendel-se
på tilfælde, hvor den pågældende er blevet meddelt dansk indfødsret, uden at
der i naturalisationsloven har været fastsat betingelser for ind-fødsrettens
meddelelse, eller hvor de i naturalisationsloven fastsatte be-tingelser har
været opfyldt. I en sådan situation vil der være tale om, at den pågældende
har erhvervet dansk indfødsret, og at indfødsretten – hvis den er erhvervet
ved svig – i givet fald kun kan frakendes ved dom under de betingelser, der
er fastsat i indfødsretslovens § 8 A.
Indfødsretslovens § 8 A, stk. 1, er derimod uden relevans i den situation,
hvor meddelelsen af indfødsret efter naturalisationsloven er gjort betinget, og
hvor det – uanset at den pågældende måtte have modtaget et statsbor-
gerretsbevis – kan fastslås, at de i naturalisationsloven fastsatte betingelser
for meddelelsen af indfødsret ikke er blevet opfyldt. I en sådan situation
har den pågældende nemlig ikke erhvervet indfødsret, hvilket er en for-
udsætning for, at en anvendelse af indfødsretslovens § 8 A, stk. 1, overho-
vedet kan komme på tale.
Som nærmere beskrevet under det foregående punkt, er den foreliggende sag
netop karakteriseret ved, at Sagsøger 1 ikke opfyldt den i
naturalisationsloven fastsatte betingelse for indfødsrettens meddelelse, og at
han derfor aldrig har erhvervet dansk indfødsret.
For landsrettens stillingtagen til Sagsøger 1's subsidiære
hjemvisningspåstand må det lægges til grund, at han ikke har erhvervet dansk
indfødsret ved naturalisation, da retten ellers ikke ville have anled-ning til at
tage stilling til den subsidiære påstand, og at sagen følgelig ikke
 IFU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 277: Orientering om Højesterets dom af 3. september 2025, fra udlændinge- og integrationsministeren
3066439_0027.png
27
kan rejse noget spørgsmål om frakendelse af indfødsret. Sagsøger 1 har i
givet fald ingen retlig interesse i, at sagen hjemvises til mi-nisteriet, da
ministeriet ingen hjemmel har til at meddele ham dansk ind-fødsret. Det kan
således på forhånd udelukkes, at en hjemvisning vil kun-ne føre til en
ændring af parternes indbyrdes retsforhold. Den samme ar-gumentation gøres
gældende til støtte for den subsidiære frifindelses-påstand.
4.2 Vedrørende Sagsøger 2
Sagsøger 2 er ifølge sin dåbsattest Født 1989 i Egypten i ægteskab mellem
Sagsøger 1 og Person, som begge var egyptere på fødselstidspunktet.
Det fremgår af den dagældende indfødsretslovs § 1 (lovbekendtgørelse nr.
155 af 6. april 1978 om dansk indfødsret), at dansk indfødsret erhverves ved
fødslen af 1) ægtebarn, hvis fader eller moder er dansk, og 2) barn uden for
ægteskab, hvis moder er dansk.
Som nærmere beskrevet ovenfor har Sagsøger 1 aldrig er-hvervet dansk
indfødsret. Det er endvidere ubestridt, at Sagsøger 2's mor ikke havde dansk
indfødsret på tidspunktet for hans fødsel.
Da ingen af Sagsøger 2's forældre havde dansk indfødsret på
fødselstidspunktet, erhvervede han ikke dansk indfødsret ved fødslen,
hvorfor han ikke er og aldrig har været dansk statsborger.
Hvis landsretten måtte finde, at Sagsøger 2 erhvervede dansk indfødsret ved
fødslen, må sagen i overensstemmelse med hans subsidiære påstand
hjemvises til Udlændinge- og Integrationsministeriet med henblik på
ministeriets stillingtagen til hans ansøgning om bevarelse af dansk
indfødsret, jf. hertil indfødsretslovens § 8.
4.3 Udlændinge- og Integrationsministeriet har ikke handlet i strid med
EU-retten
En stillingtagen til sagsøgernes påberåbelse af artikel 20 og 21 i Traktaten
om Den Europæiske Unions Funktionsmåde (TEUF) har som forudsæt-ning,
at sagsøgerne bedømt efter national ret ikke har og aldrig har haft dansk
indfødsret, og at ministeriet derfor efter national ret har været be-rettiget til at
give dem meddelelse herom. Hvis sagsøgerne har ret i indsi-gelserne, der er
baseret på national ret, vil landsretten nemlig ikke have nogen anledning til at
tage stilling til sagsøgernes påberåbelse af EU-ret-ten.
Over for sagsøgernes påberåbelse af TEUF artikel 20 og 21 gør Udlændin-
ge- og Integrationsministeriet i første række gældende, at sagsøgernes si-
tuation, der er karakteriseret ved, at de aldrig har haft dansk indfødsret, ikke
er omfattet af anvendelsesområdet for bestemmelserne (pkt. 4.3.1). I anden
række gør ministeriet gældende, at hvis den foreliggende situation måtte
være omfattet af EU-retten, må det i givet fald anses for at være for-
 IFU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 277: Orientering om Højesterets dom af 3. september 2025, fra udlændinge- og integrationsministeren
3066439_0028.png
28
eneligt med EU-retten, at ministeriet gav sagsøgerne meddelelse om, at de
ikke havde og aldrig havde haft dansk indfødsret (pkt. 4.3.2).
4.3.1 TEUF artikel 20 eller 21 finder slet ikke anvendelse
Det følger af EU-Domstolens faste praksis, at det henhører under medlem-
sstaternes kompetence at fastlægge betingelserne for erhvervelse og forta-
belse af statsborgerskab, idet de herved skal overholde EU-retten (den-gang
fællesskabsretten), jf. allerede EU-Domstolens dom af 7. juli 1992,
Micheletti, C-369/90, præmis 10.
Det følger af ordlyden af TEUF artikel 20, stk. 1, at unionsborgerskab alene
tilkommer personer, der er statsborgere i en medlemsstat. Af bestemmel-sen
følger altså udtrykkeligt, at unionsborgerskabet er afledt af et stats-
borgerskab i en medlemsstat, og at de rettigheder, der tilkommer unions-
borgere, derfor kun kan påberåbes af medlemsstaternes statsborgere.
I overensstemmelse hermed fastslog EU-Domstolen i dom af 20. februar
2001, Kaur, C-192/99, at sagsøgeren i den sag, der ikke opfyldt definitionen
af en statsborger i Storbritannien og Nordirland, ikke kunne påberåbe sig de
rettigheder, der fulgte af en status som unionsborger, jf. navnlig denne doms
præmis 25, sammenholdt med EU-Domstolens dom af 2. marts 2010,
Rottmann, C-135/08, præmis 49.
Af Kaur-dommen følger altså, at personer, der ikke er statsborgere i en
medlemsstat, er uden mulighed for at påberåbe sig de rettigheder, der ef-ter
EU-retten tilkommer unionsborgere. Om en person kan anses for stats-borger
i en given medlemsstat, afgøres efter medlemsstatens herom gæl-dende
lovgivning. Den praksis, som Kaur-dommen er udtryk, har EU-Domstolen
ikke ændret på siden.
I førnævnte Rottmann-dom anførte EU-Domstolen således i præmis 47-49:
”Den forelæggende ret er i den henseende i tvivl om det forbehold, der er
formuleret i Domstolens praksis, som er nævnt i denne doms præmis 45,
hvorefter medlemsstaterne ved udøvelsen af deres kompetence ved-
rørende statsborgerskab skal overholde EU-retten, og om konsekven-serne
af dette forbehold i en situation som den i hovedsagen omhand-lede.
48 Forbeholdet om, at EU-retten skal overholdes, berører ikke det folke-
retlige princip, der allerede anerkendes af Domstolen, og som er omtalt i
denne doms præmis 39, ifølge hvilket medlemsstaterne har kompeten-ce
til at fastsætte betingelserne for erhvervelse og fortabelse af statsbor-
gerskab, men fastslår princippet om, når der er tale om unionsborgere, at
udøvelsen af denne kompetence, i det omfang den berører de rettigheder,
der tildeles og beskyttes ved Unionens retssystem, således som det navnlig
er tilfældet med hensyn til en beslutning om tilbagekaldelse af
naturalisation som den i hovedsagen omhandlede, kan underkastes en
domstolsprøvelse i forhold til EU-retten.
49 I modsætning til sagsøgeren i den sag, der gav anledning til Kaur-
dommen, der ikke opfyldte definitionen af en statsborger i Det Forene-
 IFU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 277: Orientering om Højesterets dom af 3. september 2025, fra udlændinge- og integrationsministeren
3066439_0029.png
29
de Kongerige Storbritannien og Nordirland, og som derfor ikke kunne
fratages de rettigheder, der følger af en status som unionsborger, har
sagsøgeren i hovedsagen ubestrideligt haft først østrigsk og derefter
tysk statsborgerskab og har således nydt godt af nævnte status og de
dertil knyttede rettigheder.” (understreget her)
Præmisserne gør det klart, at kun unionsborgere kan påberåbe sig de ret-
tigheder, der efter EU-retten tilkommer dem, og som unionsborgere be-
tragtes alene medlemsstaternes statsborgere. EU-Domstolen har i overens-
stemmelse hermed gentagne gange fremhævet, at status som unionsbor-
ger tilkommer enhver person, ”der er statsborger i en medlemsstat”, jf.
f.eks. EU-Domstolens dom af 12. marts 2019, Tjebbes, C-221/17, præmis 31,
dom af 18. januar 2022, JY, C-118/20, præmis 38 samt dom af 9. juni 2022,
Préfet du Gers and Institut National de la Statistique and des Études Éco-
nomiques, C-673/20, præmis 49.
Den sidstnævnte dom angik en i Frankrig bosiddende britisk statsborger,
der under påberåbelse af bl.a. TEUF artikel 20 anfægtede, at hun som følge
af Storbritanniens udtræden af unionen var blevet slettet af valglisterne i
Frankrig.
Om sin hidtidige praksis anførte EU-Domstolen i dommens præmis 62:
”Det skal i denne henseende bemærkes, at den pågældende persons
fortabelse af denne status og af stemmeretten samt af muligheden for at
stille op til valg, der afholdes af bopælsmedlemsstaten, er det automati-
ske resultat af en tidligere medlemsstats suveræne beslutning om i
medfør af artikel 50, stk. 1, TEU at udtræde af Unionen og således blive
en tredjestat i forhold hertil. De sager, hvor Domstolen har fastsat en
forpligtelse til at foretage en individuel prøvelse af forholdsmæssighe-
den af følgerne af fortabelsen af unionsborgerskabet, har imidlertid an-
gået specifikke situationer, der er omfattet af EU-retten, hvor en med-
lemsstat havde frataget borgere deres statsborgerskab ved en lovgiv-
ningsmæssig foranstaltning i denne medlemsstat (jf. i denne retning
dom af 12.3.2019, Tjebbes m.fl., C-221/17, EU:C:2019:189, præmis 48), el-
ler ved en individuel afgørelse truffet af medlemsstatens kompetente
myndigheder (jf. i denne retning dom af 2.3.2010, Rottmann, C-135/08,
EU:C:2010:104, præmis 42, og af 18.1.2022, Wiener Landesregierung
(Tilbagekaldelse af tilsagn om naturalisation), C-118/20, EU:C:2022:34,
præmis 74). Den retspraksis, der følger af disse forskellige domme, kan
derfor ikke overføres på en situation som den, der er omhandlet i ho-
vedsagen.” (understreget her)
EU-Domstolens praksis efterlader ingen rimelig tvivl om, dels at TEUF ar-
tikel 20 alene begrænser medlemsstaternes kompetence til at fratage bor-
gere deres statsborgerskab, da det kun er i en sådan situation, at et uni-
onsborgerskab og de deraf afledte rettigheder efter EU-retten fortabes,
dels at tredjelandsstatsborgere ikke kan påberåbe sig de rettigheder, der
følger af en status som unionsborger, eftersom denne status er forbeholdt
medlemsstaternes statsborgere.
JY-dommen har ikke skabt tvivl om denne retsstilling – tværtimod. I mod-
sætning til, hvad sagsøgerne gør gældende (påstandsdokumentet til brug
 IFU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 277: Orientering om Højesterets dom af 3. september 2025, fra udlændinge- og integrationsministeren
3066439_0030.png
30
for formalitetsforhandlingen, s. 4), er det således ikke uklart, om den prak-
sis, der er kommet til udtryk i dommen, kun gælder i tilfælde, hvor den
pågældende har opgivet statsborgerskabet i en anden medlemsstat, eller
om den også finder anvendelse i tilfælde, hvor den pågældende har opgi-
vet et statsborgerskab i et tredjeland.
Af dommens præmisser 39-40 fremgår nemlig:
”Når værtsmedlemsstatens kompetente myndigheder inden for ram-
merne af en procedure for naturalisation tilbagekalder tilsagnet om
meddelelse af statsborgerskab i denne stat, befinder den pågældende
person, der var statsborger i en anden medlemsstat og har givet afkald
på sit oprindelige statsborgerskab for at opfylde de betingelser, der er
forbundet med denne procedure, sig imidlertid i en situation, hvor det
er umuligt for vedkommende fortsat at gøre de rettigheder gældende,
der følger af dennes status som unionsborger.
40. Følgelig påvirker en sådan procedure i sin helhed, selv om den in-
debærer en mellemkommende administrativ afgørelse fra en anden
medlemsstat end den, hvis statsborgerskab der er ansøgt om, den sta-
tus, som artikel 20 TEUF tillægger medlemsstaternes statsborgere, efter-
som den kan føre til, at en person, der befinder sig i en situation som
den, JY befinder sig i, fratages alle de rettigheder, der er knyttet til den-
ne status, selv om den pågældende på det tidspunkt, hvor proceduren
for naturalisation blev indledt, var statsborger i en medlemsstat og så-
ledes havde status som unionsborger.” (understreget her)
Præmisserne efterlader ingen tvivl om, at JY’s situation kun var omfattet af
TEUF artikel 20, fordi hun som et led i naturalisationsprocessen havde
opgivet sit statsborgerskab i en anden medlemsstat. At EU-Domstolen så-
ledes lagde afgørende vægt på proceduren ”i sin helhed” cementerer, at de
rettigheder, der følger af en status som unionsborger, kun kan gøres gældende
af medlemsstaternes statsborgere.
For en stillingtagen til sagsøgernes påberåbelse af TEUF artikel 20 og 21 må
det som nævnt lægges til grund, at sagsøgerne bedømt efter national ret
aldrig har haft dansk indfødsret, og at de derfor må betragtes som tred-
jelandsstatsborgere. Det må på denne baggrund fastslås, at TEUF artikel 20
er uanvendelig i sagsøgernes situation, eftersom de rettigheder, der føl-ger af
en status som unionsborger, alene er forbeholdt medlemsstaternes
statsborgere, og da TEUF artikel 20 ikke finder anvendelse på den forelig-
gende sag, følger det umiddelbart heraf, at TEUF artikel 21 om unionsbor-
gernes ret til fri bevægelighed og opholdsret heller ikke finder anvendelse.
Da der i denne henseende ikke består nogen rimelig tvivl om fortolknin-gen
af EU-retten, kan landsretten afgøre sagen uden at stille EU-Dom-stolen
præjudicielle spørgsmål om fortolkningen af TEUF artikel 20 og 21. Allerede
derfor bør sagsøgernes begæring om præjudiciel forelæggelse ik-ke tages til
følge.
At det på fejlagtig vis er blevet antaget, at Sagsøger 1 var dansk statsborger
og dermed unionsborger, kan ikke føre til et andet re-sultat. Det bemærkes
herved, at EU-Domstolen i sin langvarige praksis har
 IFU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 277: Orientering om Højesterets dom af 3. september 2025, fra udlændinge- og integrationsministeren
31
udviklet en række uskrevne retsprincipper, men aldrig et retsprincip, der
udvider traktaterne til at kunne finde anvendelse på situationer, der ikke er
omfattet af traktaternes anvendelsesområde.
4.3.2 Udlændinge- og Integrationsministeriet har under alle omstændighe-
der handlet inden for rammerne af EU-retten
Selv om det antages, at sagsøgernes situation falder inden for anvendel-
sesområdet af TEUF artikel 20 og 21, er der ikke belæg for at fastslå, at Ud-
lændinge- og Integrationsministeriet skulle have handlet i strid med de
rettigheder, der i givet fald tilkommer sagsøgerne i medfør af EU-retten.
Den allerede foreliggende praksis efterlader ingen tvivl om, at det er lov-ligt,
at en medlemsstat i forbindelse med udøvelsen af sin kompetence til at
fastlægge betingelserne for erhvervelse og fortabelse af statsborgerskab
træffer foranstaltninger til imødegåelse af de uønskede virkninger, som
besiddelse af flere statsborgerskaber kan medføre, jf. JY-dommen, præmis
52-54. Det er utvivlsomt også lovligt, at en medlemsstat betinger erhver-
velse af statsborgerskab ved fødslen af, at den pågældende fødes som barn af
en forælder, der er statsborger i medlemsstaten.
For så vidt som sagsøgernes situation måtte blive sidestillet med en situa-
tion, hvor der sker fortabelse af statsborgerskab, efterlader den forelig-gende
retspraksis ingen tvivl om, at de kompetente nationale myndighe-der og de
nationale retter skal undersøge, om fortabelsen af statsborger-skab i den
pågældende medlemsstat, når dette medfører fortabelse af sta-tus som
unionsborger og de rettigheder, der følger deraf, overholder pro-
portionalitetsprincippet for så vidt angår virkningerne heraf for den berør-te
persons situation og i givet fald for den pågældendes familiemedlem-mer i
forhold til EU-retten, jf. f.eks. Tjebbes-dommen, præmis 40.
Af Tjebbes-dommen, præmis 44, fremgår videre, at proportionalitetsprin-
cippet indebærer, at der skal foretages en vurdering af den berørte per-sons
individuelle situation og af situationen for vedkommendes familie-
medlemmer for at afgøre, om fortabelsen af statsborgerskab i den pågæl-
dende medlemsstat, når dette indebærer fortabelse af status som unions-
borger, har følger, som uforholdsmæssigt – i forhold til det mål, som den
nationale lovgiver forfølger – påvirker den normale udvikling af ved-
kommendes familie- og arbejdsliv i forhold til EU-retten. Sådanne følger kan
ikke være hypotetiske eller eventuelle, jf. a.st.
Af dommens præmis 45, fremgår videre, at det i forbindelse med denne
prøvelse af forholdsmæssigheden skal sikres, at en fortabelse af statsbor-
gerskab er i overensstemmelse med de grundlæggende rettigheder, der er
fastsat i chartret, og som Domstolen skal beskytte, herunder særligt retten til
respekt for privatliv og familieliv, som er fastsat i chartrets artikel 7. Endelig
fremgår det af EU-Domstolens dom af 14. december 2021, V.M.A., C-
490/20, præmis 60, at i henhold til chartrets artikel 52, stk. 3, har de ret-
tigheder, der er sikret ved artikel 7 heri, således som det fremgår af forkla-
ringerne til chartret om grundlæggende rettigheder, i denne henseende
samme betydning og omfang som dem, der er sikret ved EMRK artikel 8.
Selv om sagsøgernes situation måtte blive sidestillet med en situation, hvor
der sker fortabelse af statsborgerskab, er der ingen holdepunkter for
 IFU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 277: Orientering om Højesterets dom af 3. september 2025, fra udlændinge- og integrationsministeren
3066439_0032.png
32
at fastslå, at Udlændinge- og Integrationsministeriets meddelelse til
sagsøgerne om, at de ikke var og aldrig havde været danske statsborgere, på
nogen uforholdsmæssig måde har påvirket den normale udvikling af deres
familie- og arbejdsliv i forhold til EU-retten. Ved en proportionali-
tetsafvejning må det i øvrigt tages i betragtning, at Sagsøger 1, da han
modtog statsborgerretsbeviset, må have vidst, at han ikke op-fyldt den i
naturalisationsloven fastsatte betingelse om at være blevet løst fra sit
egyptiske statsborgerskab.
På den anførte baggrund kan det altså fastslås, at Udlændinge- og Integra-
tionsministeriet, selv hvis det forudsættes, at sagsøgernes situation er om-
fattet af EU-retten, har handlet inden for rammerne af denne.
En sådan konklusion vil landsretten også kunne drage uden at stille
præjudicielle spørgsmål til EU-Domstolen, da der heller ikke i denne hen-
seende består nogen rimelig tvivl om den rette forståelse af EU-retten. Og-så
af den grund bør sagsøgernes begæring om præjudiciel forelæggelse ikke
tages til følge.”
Landsrettens begrundelse og resultat
Indledning
Efter grundlovens § 44, stk. 1, tilkommer det lovgivningsmagten at meddele dansk
indfødsret til udlændinge. I overensstemmelse hermed fastslår indføds-retslovens §
6, stk. 1, at indfødsret kan erhverves ved naturalisation i henhold til grundloven.
Som led i den ordning, der er etableret, gennemføres der årligt ind-fødsretslove,
hvorved en række enkeltpersoner, der er medtaget i lovforslag med navns
nævnelse, meddeles indfødsret.
I overensstemmelse med denne ordning blev Sagsøger 1 ved lov nr. B 3 af 8. juni
1979 § 2 meddelt dansk indfødsret på betingelse af, at han blev løst fra sit
egyptiske statsborgerskab, og at han godtgjorde dette over for Indenrigsmini-steriet
senest den 30. april 1981. Den 12. juni 1980 udstedte Indenrigsministeriet
statsborgerretsbevis til Sagsøger 1.
Sagsøger 2 er Født 1989 i Egypten i ægteskab mellem sin egyptiske mor (Person)
og Sagsøger 1. Det fremgår af sagen, at Sagsøger 2 erhvervede egyptisk
statsborgerskab ved fødslen. Sagsøger 2 blev endvidere i medfør af den
dagældende indfødsretslov § 1, stk. 1, nr. 1, hvorefter dansk indfødsret erhverves
ved fødslen af ”1) ægtebørn, hvis fader eller moder er dansk” , registreret som
dansk statsborger ved fødslen.
I forbindelse med en ansøgning indgivet af Sagsøger 2 den 11. april 2011 om
bevarelse af dansk indfødsret efter det 22. år blev det konstateret, at Sagsøger 1 var
egyptisk statsborger.
Ved brev af 23. maj 2017 gav Udlændinge- og Integrationsministeriet Sagsøger 1
meddelelse om, at ministeriet anså ham for aldrig at have haft dansk
 IFU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 277: Orientering om Højesterets dom af 3. september 2025, fra udlændinge- og integrationsministeren
3066439_0033.png
33
indfødsret ved naturalisation, idet han ikke var løst fra sit egyptiske statsbor-
gerskab inden for fristen herfor. Sagsøger 2 fik ved brev af samme dato meddelelse
om, at han ikke havde erhvervet dansk indfødsret ved fødslen, idet ingen af hans
forældre således havde været danske, da han blev født.
Vedrørende Sagsøger 1
Kompetencen til at meddele statsborgerskab ved naturalisation henhører som
anført under Folketinget. Naturalisationen var i det foreliggende tilfælde betin-get
af, at Sagsøger 1 var løst for sit egyptiske statsborgerskab, og at han godtgjorde
dette over for Indenrigsministeriet. Loven fik først virkning fra det tidspunkt, hvor
disse betingelser var opfyldt, men det forhold, at Indenrigsmi-nisteriet skulle påse,
at betingelserne var opfyldt, og derefter udstedte et stats-borgerretsbevis, medfører
ikke, at der er meddelt indfødsret ved en forvalt-ningsretlig afgørelse, der siden er
tilbagekaldt.
Det spørgsmål, som landsretten under den foreliggende sag kan prøve, er, om det
var berettiget, at Udlændinge- og Integrationsministeriet ved sin afgørelse af 23.
maj 2017 meddelte Sagsøger 1, at han ikke er og aldrig har været dansk
statsborger, og det skal herunder prøves, om de i naturalisationsloven fastsatte
betingelser for meddelelsen af dansk indfødsret – løsning og godtgø-relse heraf –
var opfyldt.
Landsretten bemærker, at en forudsætning for, at løsning kunne godtgøres (be-
tingelse nr. 2), var, at Sagsøger 1 faktisk
var
løst fra sit egyptiske statsbor-gerskab
(betingelse nr. 1). Det forhold, at Indenrigsministeriet antog, at Sagsøger 1 var løst
fra sit egyptiske statsborgerskab, kan derfor ikke føre til, at de i
naturalisationsloven fastsatte betingelser for meddelelse af dansk indføds-ret anses
for opfyldt.
Det afgørende spørgsmål i sagen er således, om Sagsøger 1 faktisk blev løst fra sit
egyptiske statsborgerskab.
Det fremgår af sagen, at Indenrigsministeriet i april 1980 meddelte Sagsøger 1, at
man ikke anså den af ham indsendte attest fra de egyptiske myndig-heder som
tilstrækkelig dokumentation for, at han var blevet løst af sit egyp-tiske
statsborgerskab. Sagsøger 1 oplyste, at han havde talt med ambas-saden og
forstået, at den pågældende attest var en standard, der tidligere var blevet benyttet
som løsningsattest, og han anmodede derfor om, at ministeriet accepterede det
fremsendte som dokumentation for, at han var blevet løst fra sit egyptiske
statsborgerskab. Indenrigsministeriet anmodede derefter den egyp-tiske ambassade
om at oplyse, om Sagsøger 1 havde overdraget sit pas til ambassaden.
Forespørgslen blev senere med håndskrift påtegnet med oplys-ning om, at
ambassaden telefonisk havde bekræftet, at passet var inddraget. Derefter blev
statsborgerretsbevis udstedt.
 IFU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 277: Orientering om Højesterets dom af 3. september 2025, fra udlændinge- og integrationsministeren
3066439_0034.png
34
I forbindelse med en ansøgning indgivet af Sagsøger 2 i 2011 om bevarelse af
dansk indfødsret efter det 22. år blev det konstateret, at Sagsøger 1 var egyptisk
statsborger. I forbindelse hermed oplyste Sagsøger 1 i august 2016 over for de
danske myndigheder, at den egyptiske ambassade aldrig havde bedt ham om at
aflevere sit egyptiske pas.
Af en
Note verbale
af 26. oktober 2016 fra det egyptiske udenrigsministerium til
den danske ambassade i Cairo fremgår, at Sagsøger 1 i december 1979 var meddelt
tilladelse til at opnå dansk statsborgerskab og samtidig beholde det egyptiske
statsborgerskab, og at der ikke var oplysninger om, at Sagsøger 1 havde opgivet sit
egyptiske statsborgerskab.
Sagsøger 1 har for landsretten forklaret, at han i 1980 fik et arbejde, som indebar,
at han skulle udstationeres til Egypten, og at han havde opholdstilla-delse i
Egypten, som skulle fornyes hvert år. Han har endvidere forklaret, at han blev skilt
fra sin første kone, der var dansk statsborger, i 1981, og at han derefter fik
forældremyndigheden over sine to børn, som han tog med til Egyp-ten. I 1985 blev
han gift med Person, som er egyptisk statsborger. Det lægges på baggrund heraf til
grund, at Sagsøger 1 har været bosiddende i Egypten siden begyndelsen af
1980’erne.
Sagsøger 1 er i sin vielsesattest af 13. marts 1985 og i Sagsøger 2's fød-selsattest af
3. oktober 1989 angivet som egyptisk statsborger. Han fik ifølge sin egen
forklaring igen udstedt egyptisk pas i 2010. Der er ikke fremlagt doku-mentation
for, at Sagsøger 1 løbende har haft opholdstilladelse i Egypten frem til 2010.
Det lægges på den anførte baggrund til grund, at Sagsøger 1 stedse har været
egyptisk statsborger og derfor ikke har opfyldt den i naturalisationsloven fastsatte
betingelse for meddelelse af dansk indfødsret, og at Sagsøger 1 må antages at have
været bekendt hermed. Sagsøger 1 har således aldrig erhvervet dansk indfødsret.
Efter indfødsretslovens § 8 A, stk. 1, skal den, som i forbindelse med ”sin er-
hvervelse af dansk indfødsret” har udvist svigagtigt forhold, herunder ved for-
sætligt at afgive urigtige eller vildledende oplysninger eller fortie relevante op-
lysninger, ved dom frakendes indfødsretten, hvis det udviste forhold har været
bestemmende for ”erhvervelsen” , medmindre dette vil være i strid med Dan-marks
internationale forpligtelser.
Da Sagsøger 1 efter det ovenfor anførte ikke har haft dansk indfødsret, er der
herefter ikke spørgsmål om frakendelse af indfødsretten i medfør af ind-
fødsretslovens § 8 A.
 IFU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 277: Orientering om Højesterets dom af 3. september 2025, fra udlændinge- og integrationsministeren
3066439_0035.png
35
Sagsøger 1's påstande kan således ikke tages til følge i medfør af det dan-ske
regelsæt herom. Der tages nedenfor stilling til afgørelsens forenelighed med EU-
retten.
Vedrørende Sagsøger 2
Det følger af det, der ovenfor er anført vedrørende Sagsøger 1, at Sagsøger 2 ikke
erhvervede dansk indfødsret ved fødslen, jf. den dagældende ind-fødsretslov § 1,
stk. 1, nr. 1, modsætningsvis. Det forhold, at han ved fødslen blev registreret som
dansk statsborger, kan ikke føre til et andet resultat.
Sagsøger 2's påstande kan således ikke tages til følge i medfør af det danske
regelsæt herom. Der tages nedenfor stilling til afgørelsens forenelighed med EU-
retten.
Spørgsmål om afgørelsernes forenelighed med EU-retten
Det er herefter spørgsmålet, om Udlændinge- og Integrationsministeriet, såle-des
som det er gjort gældende af sagsøgerne, har handlet i strid med TEUF art. 20 og
21, jf. EU-charterets art. 7, ved sine afgørelser af 23. maj 2017, med den virkning
at de subsidiære påstande skal tages til følge.
Udlændinge- og Integrationsministeriet har heroverfor i første række gjort gæl-
dende, at sagsøgernes situation ikke er omfattet af anvendelsesområdet for be-
stemmelserne, og i anden række at det, hvis den foreliggende situation måtte være
omfattet af EU-retten, må anses for at være foreneligt med EU-retten, at ministeriet
gav sagsøgerne meddelelse om, at de ikke havde og aldrig havde haft dansk
indfødsret.
Efter EU-charterets artikel 7 har enhver ret til respekt for sit privatliv og familie-
liv. Det følger af artikel 51, at charteret kun finder anvendelse, såfremt sagsø-
gernes situation er omfattet af EU-retten.
Af TEUF artikel 20, stk. 1, fremgår, at unionsborgerskab alene tilkommer perso-
ner, der er statsborgere i en medlemsstat. EU-Domstolen har ved dom af 20.
februar 2001 i sag C-192/99, Kaur, slået fast, at personer, der ikke er statsborgere i
en medlemsstat, er uden mulighed for at påberåbe sig de rettigheder, der efter EU-
retten tilkommer unionsborgere, jf. dommens præmis 25.
Efter EU-Domstolens praksis tilkommer det medlemsstaterne i overensstem-melse
med folkeretten at definere betingelserne for erhvervelse og fortabelse af
statsborgerskab, jf. bl.a. dom af 12. marts 2019 i sag C-221/17, Tjebbes m.fl. Den-
ne kompetence for medlemsstaterne skal udøves i overensstemmelse med EU-
retten i situationer, der er omfattet af denne, jf. dommens præmis 30.
 IFU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 277: Orientering om Højesterets dom af 3. september 2025, fra udlændinge- og integrationsministeren
36
Tilsvarende har EU-Domstolen i dom af 2. marts 2010 i sag C-135/08, Rottmann,
udtalt, at ”[f]orbeholdet om, at EU-retten skal overholdes, berører ikke det fol-
keretlige princip, der allerede anerkendes af Domstolen, […], ifølge hvilket
medlemsstaterne har kompetence til at fastsætte betingelserne for erhvervelse og
fortabelse af statsborgerskab, men fastslår princippet om, når der er tale om
unionsborgere, at udøvelsen af denne kompetence, i det omfang den berører de
rettigheder, der tildeles og beskyttes ved Unionens retssystem, således som det
navnlig er tilfældet med hensyn til en beslutning om tilbagekaldelse af naturali-
sation som den i hovedsagen omhandlede, kan underkastes en domstolsprøvel-se i
forhold til EU-retten” (præmis 48) og ”[i] modsætning til sagsøgeren i den sag, der
gav anledning til Kaur-dommen, der ikke opfyldte definitionen af en statsborger i
Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland, og som derfor ikke kunne
fratages de rettigheder, der følger af en status som unions-borger, har sagsøgeren i
hovedsagen ubestrideligt haft først østrigsk og derefter tysk statsborgerskab og har
således nydt godt af nævnte status og de dertil knyttede rettigheder.” (præmis 49).
I overensstemmelse hermed har EU-Domstolen i dom af 9. juni 2022 i sag C-
673/20, Préfet du Gers and Institut National de la Statistique and des Études
Économiques, udtalt, at ”[d]e sager, hvor Domstolen har fastsat en forpligtelse til
at foretage en individuel prøvelse af forholdsmæssigheden af følgerne af
fortabelsen af unionsborgerskabet, har […] angået specifikke situationer, der er
omfattet af EU-retten, hvor en medlemsstat havde frataget borgere deres stats-
borgerskab ved en lovgivningsmæssig foranstaltning i denne medlemsstat […],
eller ved en individuel afgørelse truffet af medlemsstatens kompetente myn-
digheder […]” , jf. præmis 62.
I tilfælde, hvor TEUF art. 20 og 21 finder anvendelse, følger det af EU-Dom-
stolens praksis, jf. f.eks. den ovenfor omtalte dom af 12. marts 2019 i sag C-
221/17, Tjebbes, at de kompetente nationale myndigheder og de nationale retter
skal undersøge, om fortabelsen af statsborgerskab i den pågældende medlems-stat,
når dette medfører fortabelse af status som unionsborger og de rettigheder, der
følger deraf, overholder proportionalitetsprincippet for så vidt angår virk-ningerne
heraf for den berørte persons situation og i givet fald for den pågæl-dendes
familiemedlemmer i forhold til EU-retten, jf. præmis 40. Af dommens præmis 44
fremgår videre, at proportionalitetsprincippet indebærer, at der skal foretages en
vurdering af den berørte persons individuelle situation og af situa-tionen for
vedkommendes familiemedlemmer for at afgøre, om fortabelsen af statsborgerskab
i den pågældende medlemsstat, når dette indebærer fortabelse af status som
unionsborger, har følger, som uforholdsmæssigt – i forhold til det mål, som den
nationale lovgiver forfølger – påvirker den normale udvikling af vedkommendes
familie- og arbejdsliv i forhold til EU-retten. Sådanne følger kan ikke være
hypotetiske eller eventuelle.
 IFU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 277: Orientering om Højesterets dom af 3. september 2025, fra udlændinge- og integrationsministeren
3066439_0037.png
37
Af dommens præmis 45 fremgår videre, at det i forbindelse med denne prøvel-se af
forholdsmæssigheden skal sikres, at en fortabelse af statsborgerskab er i
overensstemmelse med de grundlæggende rettigheder, der er fastsat i chartret, og
som Domstolen skal beskytte, herunder særligt retten til respekt for privatliv og
familieliv, som er fastsat i chartrets artikel 7. Endelig fremgår det af EU-
Domstolens dom af 14. december 2021, V.M.A., C-490/20, præmis 60, at i hen-
hold til chartrets artikel 52, stk. 3, har de rettigheder, der er sikret ved artikel 7 heri,
således som det fremgår af forklaringerne til chartret om grundlæggende
rettigheder, i denne henseende samme betydning og omfang som dem, der er sikret
ved EMRK artikel 8.
Landsdommerne Benedikte Holberg og Johann Herzog udtaler herefter:
På baggrund af den foreliggende praksis fra EU-Domstolen vedrørende forta-belse
af statsborgerskab, jf. ovenfor, finder vi, at det ikke kan udelukkes, at TEUF artikel
20 og 21 og EU-charterets art. 7 finder anvendelse på sagsøgernes situation, der
kan sidestilles med den situation, at der sker fortabelse af stats-borgerskab og
dermed unionsborgerskabet.
Såfremt dette er tilfældet, følger det af den ovenfor omtalte praksis fra EU-
Domstolen, jf. Tjebbes-dommen, præmis 40, at det vil skulle undersøges, om
”fortabelsen” overholder proportionalitetsprincippet for så vidt angår virknin-gerne
heraf for den berørte person og dennes familiemedlemmer i forhold til EU-retten.
Der vil herunder skulle foretages en vurdering af sagsøgernes indi-viduelle
situation for at afgøre, om ”fortabelsen” af det danske statsborgerskab og dermed
af status som unionsborger har følger, som uforholdsmæssigt – i forhold til det mål,
som den nationale lovgiver forfølger – påvirker den normale udvikling af
vedkommendes familie- og arbejdsliv i forhold til EU-retten, jf. præmis 44.
Sådanne følger vil ikke kunne være hypotetiske eller eventuelle, jf. a.st.
Ved en sådan proportionalitetsvurdering finder vi, at det må lægges til grund, at
Sagsøger 1 har været bosat i Egypten siden begyndelsen af 1980’erne, og at han
aldrig er blevet løst fra sit egyptiske statsborgerskab, hvilket han må antages at
have været bekendt med. Sagsøger 1 har ikke forklaret om, at det forhold, at han
ikke har dansk statsborgerskab, har haft indvirkninger på hans arbejds- eller
familieliv, og han har efter sin forklaring besøgt sin søn i Danmark også efter
Udlændinge- og Integrationsministeriets afgørelse af 23. maj 2017, uden at der var
problemer forbundet hermed.
Vi finder det på denne baggrund ikke godtgjort, at Udlændinge- og Integra-
tionsministeriets meddelelse til Sagsøger 1 om, at han ikke var og aldrig havde
været dansk statsborger, på uforholdsmæssig måde har påvirket den normale
udvikling af hans familie- og arbejdsliv i forhold til EU-retten.
 IFU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 277: Orientering om Højesterets dom af 3. september 2025, fra udlændinge- og integrationsministeren
3066439_0038.png
38
For så vidt angår Sagsøger 2 må det lægges til grund, at han, der er født og
opvokset i Egypten og er egyptisk statsborger, har besøgt Danmark flere gange,
første gang som 19-årg, at han har opholdt sig her i en periode på 3 måneder, inden
han blev 22 år, og at hans danske pas ikke har haft gyldighed siden 2014. Han har
forklaret, at han, der nu er 34 år, arbejder for en egyptisk virksomhed, men bor i
Irland med sin franske ægtefælle. Han har endvidere forklaret, at han også efter
2014 har rejst i mange lande i Europa, men at han har rejser i forbin-delse med sit
arbejde, der er besværliggjort af, at han ikke længere har et dansk pas.
Vi finder det på det anførte grundlag ikke godtgjort, at Udlændinge- og Integra-
tionsministeriets meddelelse til Sagsøger 2 om, at han ikke var og aldrig havde
været dansk statsborger, på uforholdsmæssig måde har påvirket den normale
udvikling af Sagsøger 2's familie- og arbejdsliv i forhold til EU-retten.
Såfremt EU-retten finder anvendelse på sagsøgernes situation, og der derfor skal
foretages en proportionalitetsvurdering, vil en sådan efter vores opfattelse således
føre til, at Udlændinge- og Integrationsministeriets afgørelse ikke er i strid med
EU-retten.
Vi stemmer derfor for at frifinde Udlændinge- og Integrationsministeriet, og vi
finder ikke behov for at stille præjudicielle spørgsmål til EU-Domstolen om an-
vendelsen af TEUF artikel 20 og 21 og EU-charterets art. 7 på en situation som
sagsøgernes.
Landsdommer Michael Kistrup udtaler:
Jeg lægger til grund, at sagsøgerne ikke er og aldrig har været danske statsbor-gere,
og at de på tidspunktet for Udlændinge- og Integrationsministeriets afgø-relser
begge var egyptiske statsborgere.
Da sagsøgerne på afgørelsestidspunktet således var statsborgere i et tredjeland,
følger det af den anførte praksis fra EU-Domstolen, at de ikke kan påberåbe sig de
rettigheder, der tilkommer unionsborgere. Udlændinge- og Integrationsmi-
nisteriets afgørelse om, at sagsøgerne ikke er og aldrig har været danske stats-
borgere, udgør derfor ikke en krænkelse af Danmarks EU-retlige forpligtelser efter
TEUF art. 20 og 21 eller EU-charterets artikel 7.
Jeg finder, at der i lyset af den anførte praksis fra EU-Domstolen, og det, som
fremgår af sagen, ikke er en sådan tvivl om spørgsmålet, at der i denne sag er
behov for at stille præjudicielle spørgsmål til EU-Domstolen.
 IFU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 277: Orientering om Højesterets dom af 3. september 2025, fra udlændinge- og integrationsministeren
3066439_0039.png
39
Jeg er med denne begrundelse enig i at tage Udlændinge- og Integrationsmini-
steriets frifindelsespåstande til følge og i ikke at tage sagsøgernes anmodning om
præjudiciel forelæggelse for EU-Domstolen til følge.
Konklusion og sagsomkostninger
Udlændinge- og Integrationsministeriet frifindes for de nedlagte påstande.
Statskassen skal i sagsomkostninger betale 160.000 kr. til Udlændinge- og Inte-
grationsministeriet.
Beløbet er fastsat til dækning af Udlændinge- og Integrationsministeriets udgif-ter
til advokatbistand inkl. moms. Der er herved lagt vægt på sagens omfang og
forløb, herunder at der er to sagsøgere, hovedforhandlingens varighed, herun-der at
der er afholdt mundtlig formalitetsprocedure, samt sagens betydning.
THI KENDES FOR RET:
Udlændinge- og Integrationsministeriet frifindes.
I sagsomkostninger skal statskassen inden 14 dage betale 160.000 kr. til Udlæn-
dinge- og Integrationsministeriet. Beløbet forrentes efter rentelovens § 8 a.
 IFU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 277: Orientering om Højesterets dom af 3. september 2025, fra udlændinge- og integrationsministeren
3066439_0040.png
Publiceret til portalen d. 13-05-2024 kl. 10:00
Modtagere: Sagsøgte Udlændinge- og Integrationsministeriet, Sagsøger 1, Sagsøger
2