IFU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 162: Henvendelse af 28/3-25 fra Eva Ersbøll, Institut for Menneskerettigheder om stedbarnsadopterede børns retsstilling efter indfødsretslovens § 2

Indfødsretsudvalget 2024-25
IFU Alm.del Bilag 162
Offentligt

NOTAT OM STEDBARNSADOPTEREDE BØRNS RETSSTILLING EFTER

INDFØDSRETSLOVENS § 2 A OM ADOPTIVBØRNS ERHVERVELSE

AF DANSK STATSBORGERSKAB VED ADOPTION

V. Eva Ersbøll, 28. marts 2025

Om notatet

Dette notat er udarbejdet i anledning af en konkret sag, hvor Familieretshuset i 2025 har orienteret

en 28-årig kvinde om, at det var en fejl, at hun ved Fyns Statsamts bevilling af stedbarnsadoption

den 11. maj 2006 blev registreret som dansk statsborger i Det Centrale Personregister (CPR), og at

fejlen ville blive berigtiget. Familieretshuset henviste til, at et adoptivbarn under 12 år efter

indfødsretslovens § 2 A (kun) bliver dansk statsborger ved adoption, hvis barnet blev adopteret af

et par eller en enlig dansk statsborger, hvilket ikke

”er

og aldrig har været gældende for

stedbarnsadoptioner”.

Notatet er opdelt i to dele. I Del I redegøres der for fortolkningen af indfødsretslovens § 2 A

gennem tiden. Det påvises, at bestemmelsen igennem mange år efter sin indførelse i 1978 blev

fortolket sådan, at den også gjaldt ved stedbarnsadoptioner. Del 2 drejer sig om den konkrete sag

og om berettigelsen af, at kvinden i sagen har fået oplyst, at der vil ske en

”berigtigelse”

hendes

CPR-registrering som dansk statsborger.

Del I Om fortolkningen af indfødsretslovens § 2 A, stk. 1

Sagens baggrund

Spørgsmålet om fortolkningen af indfødsretslovens § 2 A er aktualiseret i forbindelse med en

omtale af kvindens sag i Politiken den 9. marts 2025

Beskeden kom i e-Boks: Du er ikke længere

dansker.

Kvinden er født i Tyskland i 1996 af tyske forældre, som hurtigt blev skilt. Derefter giftede hendes

mor sig med en dansk mand, og familien bosatte sig i Danmark. Kvinden blev adopteret ved

stedbarnsadoption af morens danske mand, da hun var 9 år.

Adoptionsbevillingen af 11. maj 2006 blev sendt til faren med Fyns Statsamts brev af samme dato. I

brevet stod følgende:

Hermed sendes en i dag udfærdiget adoptionsbevilling. Det kan oplyses, at barnet nu har

dobbelt statsborgerret. Meddelelse om adoptionen er givet til CPR-Registret.

IFU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 162: Henvendelse af 28/3-25 fra Eva Ersbøll, Institut for Menneskerettigheder om stedbarnsadopterede børns retsstilling efter indfødsretslovens § 2

I adoptionsbevillingen stod følgende:

I henhold til § 2 A i lov om indfødsret erhverver barnet dansk indfødsret fra den 11. maj 2006.

Bestemmelsen i indfødsretslovens § 2 A havde følgende ordlyd:

Et udenlandsk barn under 12 år, der er adopteret ved en dansk adoptionsbevilling, bliver

dansk statsborger ved adoptionen, hvis barnet adopteres af et ægtepar, hvoraf mindst én af

ægtefællerne er dansk statsborger, eller af en ugift dansk statsborger.

I brev af 27. februar 2025 meddelte Familieretshuset kvinden, at hun ifølge

Digitaliseringsministeriet fejlagtigt var registreret i CPR-registret som dansk statsborger.

Familieretshuset anmodede om kvindens bemærkninger til sagen, før fejlen ville blive rettet, og

forklarede følgende om forståelsen af indfødsretslovens § 2 A:

Det fremgår af indfødsretsloven § 2A, at et barn under 12 år, der adopteres ved dansk

adoptionsbevilling, bliver dansk statsborger ved adoptionen, hvis barnet adopteres af et

ægtepar eller samlevende par, hvor mindst en af ægtefællerne er dansk statsborger, eller af en

enlig dansk statsborger.

Dette er og har aldrig været gældende for stedbarnsadoptioner, hvor man beholder den ene

af sine forældre og ikke ændret fuldt slægtskifte. Statsamtet Fyn har derfor ved en fejl tildelt

dig dansk statsborgerskab i forbindelse med stedbarnsadoptionssagen.

Familieretshuset skal meget beklage denne fejl.

Fortolkningen af indfødsretslovens § 2 A gennem tiden

Udlændinge- og Integrationsministeriet fortolker indfødsretslovens § 2 A sådan, at den ikke

omfatter den situation, hvor en dansk statsborger adopterer sit udenlandske stedbarn. Denne

fortolkning

har støtte i § 2 A’s ordlyd, og

så vidt ses kom den for første gang eksplicit til udtryk i

den kommenterede

Lov om dansk indfødsret (DJØF’s Forlag 2003), der er forfattet af ledende

ansatte i det daværende Integrationsministeries Indfødsretskontor, Birgit Kleis og Niels Beckman.

Det er den fortolkning, som jeg har lagt til grund i min bog

Indfødsret i international og historisk

belysning

(DJØF’s Forlag 2008), s. 762, hvor jeg

retspolitisk,

de lege ferenda,

anbefaler, at

stedbarnsadopterede børn omfattes af § 2 A. Det er ligeledes den fortolkning, jeg har lagt til grund

i artiklen ”Dansk statsborgerskab” i

Udlændingeret

Bind 2, 4. udgave, s. 301 (DJØF’s Forlag 2021).

Omstændighederne omkring den konkrete sag har imidlertid givet mig anledning til at se nærmere

på, hvordan indfødsretslovens § 2 A er blevet fortolket i tiden efter bestemmelsen blev indsat i

indfødsretsloven i 1978 og frem til i dag.

Indfødsretsloven fik i 1978 for første gang, ved lov nr. 117 af 29. marts 1978, en

bestemmelse

udenlandske adoptivbørns ret til at blive danske statsborgere ved dansk adoption. Dengang var

der ikke tale om, at et adoptivbarn automatisk kunne blive dansk statsborger ved adoption, men

om at adoptivforældre kunne afgive en erklæring til overøvrigheden om indfødsret til deres

IFU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 162: Henvendelse af 28/3-25 fra Eva Ersbøll, Institut for Menneskerettigheder om stedbarnsadopterede børns retsstilling efter indfødsretslovens § 2

adopterede barn, hvis barnet ikke var fyldt 7 år. Bestemmelsen i den dagældende § 2 A havde

følgende ordlyd:

Et udenlandsk barn, der i henhold til en af en dansk myndighed meddelt bevilling er blevet

adopteret af et dansk ægtepar, som begge er danske statsborgere, eller af en ugift dansk

statsborger, og som sammen med adoptivforældrene (adoptanten) er bosat her i riget,

erhverver dansk indfødsret ved, at adoptivforældrene (adoptanten), inden barnet er fyldt 7 år,

over for overøvrigheden … afgiver skriftlig erklæring herom.

Erklæringsreglen blev vedtaget som et led i bestræbelserne for at ligestille adoptivbørn og andre

børn i statsborgerretlig henseende. Den var en konsekvens af, at et barn født i ægteskab ved 1978-

lovændringen fik dansk statsborgerskab efter både en dansk mor og far. Tidligere fik børn født i

ægteskab kun dansk statsborgerskab efter en dansk far, men ikke en dansk mor, og tidligere kunne

adopterede børn kun få dansk statsborgerskab ved naturalisation.

Indenrigsministeriet udstedte et cirkulære til overøvrigheden (statsamter m.fl.) om, hvordan de

skulle afgøre, om de i indfødsretslovens § 2 A fastsatte betingelser var opfyldt, jf. cirkulære nr. 228

af 7. december 1978 om erhvervelse af dansk indfødsret for visse udenlandske adoptivbørn. Af

cirkulæres § 3 fremgik det, at nogle bestemmelser i Indenrigsministeriets bekendtgørelse nr. 463 af

24. november 1950 skulle anvendes på de erklæringer, der blev afgivet i henhold til § 2 A. Herefter

anførtes følgende:

Dette har bl.a. til konsekvens, at

overøvrigheden kan afgøre, hvorvidt de i indfødsretslovens § 2

A fastsatte betingelser

for, at et udenlandsk adoptivbarn kan erhverve dansk indfødsret ved

erklæring,

er opfyldt,

og i bekræftende fald

kan udfærdige indfødsretsbevis for barnet

…

I cirkulærets § 4 blev det fremhævet, at overøvrigheden kunne udfærdige indfødsretsbevis for

barnet i tilfælde, hvor ”de i indfødsretslovens § 2 A fastsatte 4 betingelser

alle er opfyldt”.

Det blev

fremhævet, hvordan to af betingelserne (b og c) skulle forstås ved stedbarnsadoptioner:

b) Begge adoptanter eller den ugifte adoptant skal være danske statsborgere; ved

stedbarnsadoptioner

skal såvel adoptanten som den biologiske forældrepart være danske

statsborgere.

c) Både barnet og dets adoptivforældre

–

ved

stedbarnsadoptioner

adoptanten og den

biologiske forældrepart

–

skal være bosat i Danmark.

Cirkulæret indeholdt desuden eksplicitte krav til begge forældre ved stedbarnsadoptioner,

herunder vedrørende underskrifter og dokumentation af dansk statsborgerskab.

I 1986 blev bestemmelsen i § 2 A ændret ved lov nr. 326 af 4. juni 1986 om ændring af

adoptionsloven og indfødsretsloven. Ændringen skete også denne gang som led i bestræbelserne

på at ligestille adoptivbørn med biologiske børn. Bestemmelsen i § 2 A fik ved ændringen følgende

indhold:

IFU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 162: Henvendelse af 28/3-25 fra Eva Ersbøll, Institut for Menneskerettigheder om stedbarnsadopterede børns retsstilling efter indfødsretslovens § 2

Et udenlandsk barn under 12 år, der adopteres ved en dansk adoptionsbevilling, bliver dansk

statsborger ved adoptionen, hvis barnet adopteres af et ægtepar, der begge er danske

statsborgere, eller af en ugift dansk statsborger, og barnet bor her i riget sammen med

adoptivforældrene (adoptanten).

Ændringsforslaget blev fremsat af justitsministeren (som ressortminister for adoptionslovgivningen)

med bemærkning om, at forslaget om ændring af indfødsretslovens § 2 A var medtaget efter aftale

med Indenrigsministeriet (ressortministeriet for lovgivningen om indfødsret). Om baggrunden for

ændringen af indfødsretslovens § 2 A anførtes følgende i

lovforslagsbemærkningerne:

Forslaget indebærer en administrativ forenkling for adoptanter, statsamter (Københavns

overpræsidium) og indenrigsministeret, ligesom det medfører en lille begrænsning i antallet af

naturalisationer. Ordningen forekommer i øvrigt naturlig under hensyn til, at adoptivbørn på

andre områder opnår fuldstændig juridisk ligestilling med biologiske børn gennem

adoptionsbevillingen. Desuden er forslaget på linie med en række andre landes lovgivning.

Efter sin ordlyd omfattede § 2 A fortsat børn, der blev

adopteret af ”et ægtepar” eller ”en ugift

dansk statsborger”,

men det var fortsat Indenrigsministeriets (ressortministeriets) opfattelse, at

stedbarnsadoptioner var omfattede af § 2 A. Dette kom fortsat til udtryk i et cirkulære fra

Indenrigsministeriet (som ophævede ministeriets cirkulære fra 1978).

Det skal bemærkes, at cirkulæret,

Indenrigsministeriets cirkulære nr. 9493 af 3. oktober 1986

erhvervelse af dansk indfødsret for udenlandske adoptivbørn, fortsat er kategoriseret som

’gældende’

i Retsinformation (det fælles statslige retsinformationssystem).

Indenrigsministeriets cirkulære fra 1986 er stilet til statsamterne, Københavns Overpræsidium og

Rigsombudet på Færøerne/Grønland, og det indeholder ligesom 1978-cirkulæret bestemmelser

om, hvordan § 2 A’s krav skal

forstås ved

stedbarnsadoption.

Betingelserne er ligesom i 1978-

cirkulæret, at både adoptanten og den biologiske forældrepart skal være danske statsborgere, og

at både barnet, adoptanten og den biologiske forældrepart skal bo i Danmark.

Det anføres i cirkulærets § 3, at hvis barnet ved adoptionen får dansk indfødsret, skal statsamtet

anføre det i

adoptionsbevillingen med henvisning til ”§ 2 A i indfødsretsloven”.

Det anføres i cirkulærets § 4, at ved adoptionsbevillinger, der automatisk medfører dansk

statsborgerskab, skal statsamtet underrette bl.a. Indenrigsministeriet og Folkeregistret ved en

genpart/kopi af adoptionsbevillingen. Hvis barnet ikke automatisk får dansk statsborgerskab, men

adoptanterne ønsker det, skal genpart af adoptionsbevillingen sendes til Indenrigsministeriet med

henblik på naturalisation.

Instruks for Udenrigstjenesten Bind 1,

INS nr 21001 af 01/07/1997

angav på samme måde som

Indenrigsministeriets cirkulære fra 1986, hvordan indfødsretslovens § 2 A skulle forstås ved

stedbarnsadoption:

IFU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 162: Henvendelse af 28/3-25 fra Eva Ersbøll, Institut for Menneskerettigheder om stedbarnsadopterede børns retsstilling efter indfødsretslovens § 2

b) begge adoptanter eller den ugifte adoptant skal være danske statsborgere. Ved

stedbørnsadoptioner skal både adoptanten og den biologiske forældrepart være danske

statsborgere,

c) både barnet og dets adoptivforældre - ved stedbørnsadoptioner adoptanten og den

biologiske forældrepart - skal bo i Danmark.

I kommentaren til Lov om dansk indfødsret (DJØF’s Forlag 1991),

som er forfattet af Torben

Steffensen, der var og igennem mange år havde været leder af Indenrigsministeriets

Indfødsretskontor, blev det på samme måde fremhævet, hvordan

§ 2 A’s krav

skulle forstås ved

stedbarnsadoption (s. 22 - 23):

Ved

stedbarnsadoption

skal både adoptanten og den biologiske forældrepart være danske

statsborgere for at barnet automatisk kan blive dansk ved adoptionen.

I kommentaren forklares det desuden, hvordan § 2 A fungerer i praksis. Det anføres, at statsamtet

(Københavns Overpræsidium) i forbindelse med udstedelse af adoptionsbevilling tilføjer en

bestemmelse i bevillingen om, at barnet ”samtidig har erhvervet dansk indfødsret i henhold til

indfødsretslovens § 2 A”. Det tilføjes,

at hvis barnet ikke automatisk bliver dansk ved adoptionen,

men adoptanterne ønsker dette, sender statsamtet genpart af bevillingen til Indenrigsministeriet

med henblik på naturalisation.

I 1993 blev indfødsretsområdet, som i store træk altid havde hørt til Indenrigsministeriets

ansvarsområde, flyttet til Justitsministeriets ressortområde. Dette skete som konsekvens af, at

højesteretsdommer Hornslet den 14. januar 1993 afgav rapport om undersøgelsesrettens

konklusioner i den såkaldte Tamilsag, hvilket førte til, at statsminister Poul Schlüter indgav sin og

regeringens afskedsbegæring, hvorefter Poul Nyrup dannede regering.

I 1990erne fremsatte Justitsministeriet to lovforslag, som ændrede indfødsretslovens § 2 A.

Den første lovændring skete i 1997 med henblik på, at Danmark kunne ratificere Haager-

konventionen af 29. maj 1993, hvorefter er ikke kunne gøres forskel på barnets rettigheder på

grundlag af, om adoptionen er gennemført i barnets oprindelseslandsland eller i modtagerlandet.

Derfor måtte § 2 A ændres, så der ikke længere udelukkende var krav om en dansk

adoptionsbevilling.

Lovforslagsbemærkningerne

forholdt sig ikke til spørgsmålet om § 2 A’s

anvendelighed ved stedbarnsadoptioner.

Den næste ændring skete i 1998, jf. lov nr. 1018 af 23. december 1998 om ændring af lov om dansk

indfødsret, lov om offentlig auktion ved auktionsledere og lov om vagtvirksomhed (Ratifikation af

Europarådskonventionen af 6. november 1997 om statsborgerret og ophævelse af krav om dansk

indfødsret m.v.) Denne gang skulle lovændringen bane vejen for, at Danmark kunne ratificere

Europarådets konvention om statsborgerret. Herefter skulle børn ved fødslen erhverve dansk

statsborgerskab efter en dansk forælder, uanset om de var født i eller uden for ægteskab. Af

ligestillingshensyn skulle også § 2 A ændres. Bestemmelsen fik derefter følgende indhold:

IFU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 162: Henvendelse af 28/3-25 fra Eva Ersbøll, Institut for Menneskerettigheder om stedbarnsadopterede børns retsstilling efter indfødsretslovens § 2

Et udenlandsk barn under 12 år, der er adopteret ved en dansk adoptionsbevilling, bliver

dansk statsborger ved adoptionen, hvis barnet adopteres af et ægtepar, hvor mindst én af

ægtefællerne er dansk statsborger, eller af en ugift dansk statsborger.

Lovforslagsbemærkningerne

indikerer ikke, at der skulle være sket en ændring i opfattelsen af, at

stedbarnsadoptioner var omfattet af § 2 A. Stedbarnsadoption omtales kun ét sted, jf. det

fremhævede i citatets tredje afsnit nedenfor:

Efter forslaget skal det fortsat være en betingelse for automatisk erhvervelse af dansk

indfødsret, at barnet er adopteret ved en dansk adoptionsbevilling eller ved en udenlandsk

afgørelse, der anerkendes i medfør af adoptionslovens § 28, stk. 2. Det indebærer, at adoption

kun medfører automatisk erhvervelse af dansk statsborgerskab, hvis det er utvivlsomt, at

adoptionen er gyldig efter dansk ret.

Det er endvidere som hidtil en forudsætning for den automatiske erhvervelse af dansk

indfødsret, at barnet ikke er fyldt 12 år, når virkningerne af adoptionen indtræder. Baggrunden

herfor er, at der ved adoption af børn over denne alder normalt kræves samtykke fra barnet.

Barnet bør derfor i disse tilfælde også give udtrykkeligt samtykke til erhvervelsen af dansk

indfødsret. Det bemærkes, at langt de fleste adoptioner finder sted, inden barnet er fyldt 12

år.

I andre tilfælde, herunder ved en dansk statsborgers adoption af et udenlandsk stedbarn,

vil

adoptivbarnet som hidtil - hvis adoptionen har gyldighed efter dansk ret kunne naturaliseres

efter reglerne i naturalisationscirkulærets § 11. Efter denne bestemmelse kan børn under 12 år,

der adopteres af en dansk statsborger, naturaliseres uafhængig af ophold her i landet. Er

adoptionen sket mellem barnets fyldte 12. og 18. år, kan barnet naturaliseres, hvis det inden

det fyldte 18. år har opholdt sig mindst 2 år her i landet.

Det er ikke ganske klart, hvad der menes med det anførte. Det kan forstås sådan, at

stedbarnsadopterede altid er henvist til at opnå dansk statsborgerskab ved naturalisation, men det

kan også forstås sådan, at hvis betingelserne for automatisk erhvervelse af dansk statsborgerskab

ikke er til stede, herunder for stedbarnsadopterede, så kan dansk statsborgerskab søges ved

naturalisation. Den sidstnævnt forståelse synes at stemme med forståelsen i Instruks for

Udenrigstjenesten Bind 1, jf.

CIR nr 12047 af 01/02/2001:

Børn under 12 år, der adopteres af danske statsborgere, og som ikke bliver danske

statsborgere i medfør af L. 1998 § 2A, herunder ved stedbarnsadoptioner, kan ligeledes

naturaliseres, uanset om de har eller tidligere har haft ophold i Danmark.

Det er ikke muligt at sige noget klart om, hvorvidt den nævnte passus i lovforslagsbemærkningerne

kan have dannet grundlag for eller bidraget til den ny, indskrænkende forståelse af

§ 2 A’s

anvendelsesområde. Under alle omstændigheder savnes der en klar stillingtagen til

fortolkningsspørgsmålet og en klar begrundelse for, hvorfor stedbarnsadopterede børn ikke

(længere) ansås for at være omfattet af § 2 A. (Der ses heller ikke nogen forklaring herpå i

bemærkningerne til den seneste ændring af § 2 A, stk. 1, jf. lov nr. 1525 af 27. december 2014 om

ændring af adoptionsloven, forældreansvarsloven og indfødsretsloven.)

IFU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 162: Henvendelse af 28/3-25 fra Eva Ersbøll, Institut for Menneskerettigheder om stedbarnsadopterede børns retsstilling efter indfødsretslovens § 2

I et forsøg på at forstå baggrunden for den ændrede opfattelse, kunne man spørge, om det kan

have haft betydning, at ansvaret for indfødsretsområdet i 1993 blev flyttet fra Indenrigsministeriet,

som indtil da stort set altid havde været ressortministerium for indfødsretslovgivningen. Siden da

har indfødsretsområdet hørt til under Justitsministeriet, derefter Integrationsministeriet, så igen

Justitsministeriet og nu Udlændinge- og Integrationsministeriet. Selv om det er helt spekulativt,

kan man overveje, om de ny ressortministerier har antaget, at § 2 A skulle (kunne) forstås ud fra sin

ordlyd (og ikke skulle fortolkes i lyset af sin tilblivelseshistorie og sit formål).

Der er i hvert fald ikke noget, der tyder på, at de senere ressortministerier har haft

opmærksomheden rettet mod Indenrigsministeriets fortolkning af § 2 A. Måske er det også derfor,

at der ikke er taget skridt til at ophæve Indenrigsministeriets cirkulære fra 1986 om § 2 A’s

anvendelighed ved stedbarnsadoption. Cirkulæret står som nævnt ovenfor fortsat som et

’gældende

cirkulære’ i Retsinformation

–

og dets fortolkninger er også medtaget i

Udenrigstjenestens Instruks fra 1997 (udsendt fire år efter ansvaret for indfødsretslovgivningen var

overtaget af Justitsministeriet, jf. ovenfor.

Samlet set kan det konkluderes, at der savnes en klar og eksplicit begrundelse for skiftet i

opfattelsen af, hvorvidt stedbarnsadoptioner er omfattet af § 2 A. Ved overvejelser herom må det

første spørgsmål være, om der er noget afgørende, der taler imod (fortsat) at lade

stedbarnsadoptioner være omfattet. Hvis det ikke er tilfældet, kunne løsningen være at formulere

bestemmelsen i § 2 A mere præcist, så dens ordlyd ikke kan føre til den modsætningsslutning, at

stedbarnsadoption ikke er omfattet.

Det ovenfor skitserede forløb kan have bidraget til den tvivl, som er opstået i den konkrete sag og

dermed til den store belastning, som kvinden i sagen nu udsættes for.

Spørgsmålet om den rette fortolkning af indfødsretslovens § 2 A egner sig helt overordnet til at

blive afklaret ved lov. For kvinden i den konkrete sag er det afgørende formentlig, om hun

vedblivende kan være registreret som dansk statsborger i CPR-registreret. Spørgsmålet herom

behandles nedenfor i Del II.

Del II Ret til dansk statsborgerskab ved adoption

Det fremgår af Fyns Statsamts adoptionsbevilling af 2006, at den nu 28-årige kvinde ved

adoptionsbevillingen i henhold til indfødsretslovens § 2 A erhvervede dansk indfødsret. Fyns

Statsamt havde således vurderet, at alle

§ 2 A’s

betingelser for automatisk erhvervelse af dansk

statsborgerskab ved adoption var opfyldt.

Adoptionsbevillingen har karakter af en forvaltningsakt, dvs. en afgørelse fra en offentlig

myndighed om, hvad der skal være ret i det konkrete tilfælde. Afgørelsen imødekom ansøgers

ønsker på alle punkter (om stedbarnsadoption og datterens opnåelse af dansk statsborgerskab) og

har dermed karakter af en begunstigende forvaltningsakt. Ved sådanne forvaltningsakter er det

den klare hovedregel, at de ikke uden videre

–

mod adressatens ønske

–

kan tilbagekaldes.

IFU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 162: Henvendelse af 28/3-25 fra Eva Ersbøll, Institut for Menneskerettigheder om stedbarnsadopterede børns retsstilling efter indfødsretslovens § 2

Familieretshuset har imidlertid ikke behandlet sagen efter principperne for omgørelse af

begunstigende forvaltningsakter, men har i stedet lagt til grund, at Statsamtets meddelelse om

erhvervelsen af dansk indfødsret efter

§ 2 A’s beror på en fejlfortolkning, og at

der derfor skal ske

en berigtigelse af kvindens CPR-registrering som dansk statsborger.

Kvinden blev oplyst herom i brevet af 27. februar 2025 og fik samtidig fik at vide, at hun kunne

ansøge om at blive dansk statsborger ved naturalisation efter den praksis, som

indfødsretsmyndighederne følger i de såkaldte

passager.

Familieretshuset anførte følgende herom:

Det kan oplyses, at en ansøgning om dansk statsborgerskab ved naturalisation efter

Udlændinge- og Intergrationsministeriets praksis bliver forelagt for Folketingets

Indfødsretsudvalg, hvis en ansøger fejlagtigt har fået udstedt et dansk pas og på den

baggrund havde en berettiget forventning om, at vedkommende var dansk statsborger.

Ansøgningen bliver dog ikke forelagt, hvis vandelskravet (kriminalitet) ikke er opfyldt. Det er

således Folketingets Indfødsretsudvalg, som vurderer, om der skal gives dispensation. Det skal

bemærkes, at en forelæggelse for Folketingets Indfødsretsudvalg med henblik på udvalgets

afgørelse om dispensation for en eller flere betingelser ikke er ensbetydende med, at der

meddeles dispensation.

De omtalte retningslinjer anvendes i tilfælde, hvor myndigheder ved en fejl – af retlig eller faktisk

karakter - har anset en udlænding for at være dansk statsborger og derfor har udstedt pas til

vedkommende eller har registreret vedkommende som dansk statsborger i CPR-registret. I de

såkaldte passager er den retlige konstruktion, at den berørte person ikke mister sit danske

statsborgerskab, da vedkommende aldrig har været dansk statsborger, og at der skal ske en

berigtigelse af fejlen i CPR eller ved tilbagekaldelse af et fejlagtigt udstedt pas.

Meddelse om, at en person ikke er dansk statsborger er – ligesom i den konkrete sag – chokerede

for mennesker, som måske gennem meget lang tid har haft god grund til at tro, at de var danske

statsborgere. Lovgivningsmagten er derfor, jf. orienteringen ovenfor, som udgangspunkt villig til at

lempe kravene til erhvervelse af dansk statsborgerskab ved naturalisation ud hensynet til de

pågældende og deres berettigede forventninger om at være danske statsborgere.

Den konkrete sag adskiller sig imidlertid fra de såkaldte passager. Det skyldes, at i passager har

myndighederne (de pasudstedende myndigheder og CPR-myndighederne) ikke nogen

kompetence på indfødsretsområdet. De har ikke som f.eks. Fyns Statsamt til opgave at tage stilling

til, om en person opfylder betingelserne for at få indfødsret efter indfødsretsloven. I passager

antager myndighederne, at en person

dansk statsborger. I adoptionssager meddeles det i givet

fald i adoptionsbevillingen, at en person

erhverver dansk statsborgerskab

i henhold til § 2 A.

Dermed kan adoptionsbevillingen med den eksplicitte meddelelse om, at dansk statsborgerskab

erhverves ved adoptionen, jf. indfødsretslovens § 2 A, anses som en (i det hele) begunstigende

forvaltningsakt. Det skal herved også bemærkes, at Fyn Statsamt i den konkrete sag byggede sin

konklusion

om, at § 2 A’s betingelser var opfyldt,

på retlige overvejelser efter forudgående

konsultation af ressortministeriet, der dengang var Integrationsministeriet.

IFU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 162: Henvendelse af 28/3-25 fra Eva Ersbøll, Institut for Menneskerettigheder om stedbarnsadopterede børns retsstilling efter indfødsretslovens § 2

I tilfælde, hvor en kompetent myndighed senere måtte nå frem til den opfattelse, at der blev

begået fejl i forbindelse med dens afgørelse, kan denne ikke uden videre annulleres. I sådanne

tilfælde skal spørgsmål herom afgøres efter de forvaltningsretlige principper for omgørelse af en

begunstigende forvaltningsakt. I den forbindelse kan der henvises til Poul Andersens

ugyldighedslære, som domstolene følger. Poul Andersen anfører i sin lærebog

Dansk

Forvaltningsret

(5. udgave 1965), s. 394, at en ulovlig begunstigende forvaltningsakt ikke kan

annulleres, hvis forvaltningen har støttet sig på en fortolkning, som ikke kan anses for åbenbart

urigtig.

Poul Andersen henviser bl.a. (s. 393) til en dom i en indfødsretssag, U 1950.252 Ø. I denne dom

fandt Østre Landsret ikke, at Indenrigsministeriet var berettiget til at annullere et tidligere udstedt

indfødsretsbevis, om hvis rigtighed der var vakt berettiget forventning. Indenrigsministeriet havde

henvist til, at indfødsret kun kan erhverves ved lov, og at et indfødsretsbevis ikke var en

selvstændig retsstiftende retsakt. Det afgørende var, om lovens betingelser var opfyldt, hvorimod

det ifølge ministeriet var uden betydning, at der var udstedt et indfødsretsbevis (ved en fejlagtigt

administrativ afgørelse). Landsretten kunne som nævnt ikke tiltræde ministeriets synspunkter.

Som indfødsretslovens § 2 A har været fortolket gennem tiden, jf. ovenfor i Del 1, er det klart, at

Fyns Statsamt ved adoptionsbevillingen i 2006 ikke støttede sig på en fortolkning, som var

”åbenbart

urigtig”.

Der ses derfor ikke at være grundlag for at ændre på kvindens CPR-registrering som dansk

statsborger. Det skal i den forbindelse også bemærkes, at der ikke overfor de tungtvejende hensyn

til kvinden ses at være nogen offentlig interesse i at få fastslået, at hun ikke er dansk statsborger.

Indfødsretslovgivningen har gennem de sidste omtrent 50 år sigtet mod ligestilling af biologiske

og adopterede børn i statsborgerretlige henseende. Lovgivningen har derfor været udformet

sådan, at adopterede børn kan få dansk statsborgerskab efter en dansk forælder

–

hvis ikke

automatisk, så ved naturalisation.

Dertil kommer, at lovgiver ikke er

uden ansvar for den fortolkningstvivl, der er opstået om § 2 A’s

anvendelsesområde.