Grønlandsudvalget 2024-25
GRU Alm.del Bilag 82
Offentligt
3009847_0001.png
Rigsombudsmanden
i Grønland
Nuuk, 24. april 2025
Orientering nr. 8/2025
Ny borgmester i Kommune Qeqertalik
I orientering nr. 7/2025 orienteres om konstitueringer af de nye kommunalbestyrelser og fordelingen af
borgmesterposter i alle fem kommuner. Sermitsiaq oplyste den 19. april 2025, at Demokraatit i Kommune
Qeqertalik har indgået en samarbejdsaftale med Naleraq og IA om, at Simigaq Heilmann (DEM) bliver
borgmester i Kommune Qeqertalik, og Jens Vetterlain (NAL) bliver viceborgmester. Det sker efter nogle
ugers usikkerhed om, hvilken af Siumuts kandidater der skulle være borgmester. Den 9. april 2025 oplyste
KNR, at spidskandidaten Aqqalu Reimer (SIU) havde trukket sig fra borgmesterposten i Kommune
Qeqertalik, idet han ikke mente at kunne varetage borgmesterposten, hvis han også skulle være fanger og
fisker på fuld tid. Herefter trådte partikollegaen Frantz Lundblad til som ny borgmester indtil
koalitionsændringen. Sermitsiaq oplyste endvidere, at Simigaq Heilmann vil have fokus på sine opgaver
som borgmester og derfor trækker sig fra Inatsisartut, hvor hun er nyvalgt medlem for Demokraatit.
Præsentation af arktisk ambassadør og Kongerigets formandskab for
Arktisk Råd
Den 11. april 2025 præsenterede naalakkersuisoq for udenrigsanliggender og forskning, Vivian Motzfeldt,
Kongerigets kommende formandskab for Arktisk Råd fra maj 2025 og to år frem i kulturhuset Katuaq i
Nuuk. Det skriver Naalakkersuisut i en pressemeddelelse den 11. april 2025, hvori det oplyses, at
formandskabets hovedprioriteter er:
Oprindelige folk og samfund i Arktis
Bæredygtig økonomisk udvikling og energiomstilling
Havet
Klimaforandringer i Arktis
Biodiversitet
”Det
er prioriteter, der i en international svær tid, forhåbentligt vil kunne komme de arktiske folk til gavn, samt vores
miljø og klima. Jeg takker for det gode samarbejde med Færøerne og Danmark derom, og jeg ser frem til samarbejdet de
kommende to år med Danmarks udenrigsminister og det færøske landsstyremedlem for udenrigsanliggender”,
udtaler
Vivian Motzfeldt i pressemeddelelsen. Ved samme lejlighed blev navnet på Kongerigets nye arktiske
ambassadør, som også skal fungere som formand for gruppen af højtstående embedsfolk, Chair of Senior
Arctic Officials (SAO Chair), i Arktisk Råd, offentliggjort. Det er Kenneth Høegh, der skal lede
formandskabet som arktisk ambassadør fra maj 2025 og to år frem. Høegh, der udnævnes efter indstilling
fra Grønland, og som får kontor i såvel Departementet for Udenrigsanliggender og Forskning i Nuuk
GRU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 82: Orientering nr. 8/2025 fra Rigsombudsmanden i Grønland
3009847_0002.png
som i Udenrigsministeriet i København, har i en årrække bestredet centrale poster i dansk og grønlandsk
diplomati. Høegh er aktuelt Grønlands repræsentationschef i Washington D.C. og har tidligere bl.a. været
departementschef i det grønlandske udenrigsdepartement og arbejdet for DANIDA i henholdsvis Nepal
og Bangladesh.
”Jeg
er meget tilfreds med, at vi i dag kan udnævne Kenneth Høegh som arktisk ambassadør. Han vil
være Kongerigets ansigt udadtil, når vi om lidt overtager formandskabet for Arktisk Råd. Med sin baggrund fra Grønland
og mange års internationale erfaring kommer han til at styrke Kongerigets arktiske profil”,
udtaler udenrigsminister
Lars Løkke Rasmussen i en pressemeddelelse den 11. april 2025 om den nye arktiske ambassadør.
Fortsat stigende antal flypassagerer
Der ses fortsat en stigning i antallet af flypassagerer til udlandet (inklusive Danmark). Det oplyser
Grønlands Statistik i en publikation om antallet af passagerer i februar måned 2022-2025. Der er tale om
en stigning på 5,7 pct., som ligeledes afspejler åbningen af den internationale lufthavn i Nuuk.
Kilde: Grønlands Statistik
Midlertidig lukning af to fødesteder
Sundhedsvæsenet har fra den 22. april 2025 lukket midlertidigt for fødselsbetjeningen ved
regionssygehusene i Qaqortoq og Sisimiut. Det oplyser Departementet for Sundhed og Personer med
Handicap i en pressemeddelelse den 15. april 2025, hvori det også oplyses, at alle fødende fra de berørte
regioner fremover skal føde på landshospitalet, Dronning Ingrids Hospital, i Nuuk. Departementet
oplyser endvidere, at årsagen til de midlertidige lukninger er, at de nødvendige speciallægefaglige
kompetencer der kræves for at opretholde et fagligt forsvarligt fødselsberedskab, ikke aktuelt er tilstede
på de to berørte regionssygehuse.
Fortsat højt antal anbringelser i plejefamilier
En rapport fra Grønlands Statistik viser, at der ved udgangen af 2024 var et stabilt, men højt, antal børn
anbragt udenfor hjemmet. Antallet af længerevarende anbringelser i plejefamilie har i årene fra 2022 til
2024 ligget på ca. 540 anbringelser årligt, fremgår det af rapporten ”Almindelig familiepleje 2024” som
blev offentliggjort den 8. april 2025. Lektor og centerleder ved socialforskningscenteret CARE ved
Grønlands Universitet, Ilisimatusarfik, Bonnie Jensen, mener, at antallet og typen af anbringelser er
bekymrende og henviser til, at børn, der kommer i pleje hos familiemedlemmer, klarer sig bedre end de
børn, der anbringes i almindelig familiepleje.
”Det
er vigtigt, at vi ikke kun får bremset antallet af anbringelser.
Der er stadigvæk børn, som skal anbringes. Men vi bliver nødt til at kigge på andre muligheder”,
udtalte
Bonnie Jensen
til Sermitsiaq den 16. april 2025.