Den 3. oktober 2025
FVM 488
GRUNDNOTAT TIL FOLKETINGETS EUROPAUDVALG
om Kommissionens forslag om godkendelse af produkter, der indeholder, består
af eller er fremstillet af genetisk modificeret sukkerroer KWS20-1 i henhold til
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) Nr. 1829/2003 om genetisk mo-
dificerede fødevarer og foderstoffer (komitésag)
KOM-dokument foreligger ikke
Resumé
Kommissionen har fremsat forslag om godkendelse af fødevarer og foder, der indeholder, består af
eller er fremstillet af genetisk modificeret sukkerroer KWS20-1 i henhold til GMO-forordningen (ko-
mitesag). Godkendelsen omfatter import og forarbejdning samt fødevare- og foderbrug på lige fod
med andre produkter af sukkerroer. Godkendelsen omfatter ikke dyrkning i EU. Sukkerroer KWS20-
1 har fået tilført gensekvenserne cp4 epsps, dmo og pat, som gør planten tolerant overfor sprøjtemidler
baseret på henholdsvis glyphosat, dicamba og glufosinat-ammonium. Sukkerroen indeholder ikke an-
tibiotikaresistens-markørgener. Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet (EFSA) har konklude-
ret, at den genmodificerede sukkerroe er lige så sikker at anvende som tilsvarende, ikke-genmodifice-
rede sukkerroer med hensyn til potentielle effekter på menneskers og dyrs sundhed og på miljøet ved
de påtænkte anvendelser. De rådgivende, danske eksperter ved DTU Fødevareinstituttet og Aarhus
Universitet er enige i denne vurdering, også i en dansk kontekst. Forslaget forventes sat til afstemning
i Den Stående Komité for Planter, Dyr, Fødevarer og Foder (SCoPAFF) den 14. oktober 2025. En ved-
tagelse af forslaget vurderes at betyde et uændret beskyttelsesniveau i Danmark og EU. Regeringen
agter på den baggrund at støtte forslaget.
Baggrund
Kommissionen har fremsat forslag om godkendelse af fødevarer og foder, der indeholder, består af eller
er fremstillet af genetisk modificeret sukkerroer KWS20-1, efter reglerne i Europa-Parlamentets og Rå-
dets forordning (EF) nr. 1829/2003 af 22. september 2003 om genetisk modificerede fødevarer og fo-
derstoffer (GMO-forordningen).
Forslaget er fremsat med hjemmel i GMO-forordningens artikel 7 og 19.
Forslaget behandles i en undersøgelsesprocedure i Den Stående Komité for Planter, Dyr, Fødevarer og
Foder (SCoPAFF). Afgiver komitéen en positiv udtalelse med kvalificeret flertal, vedtager Kommissio-
nen forslaget. Afgiver komitéen en negativ udtalelse med kvalificeret flertal, vedtager Kommissionen
ikke forslaget, idet Kommissionen inden for to måneder kan forelægge komitéen et ændret forslag eller