Den 16. september 2025
J.nr. 2025-5572
M 46-25
KOMITÉNOTAT TIL FOLKETINGETS EUROPAUDVALG
om virksomheder som har tilladelse til at anvende ozonlagsnedbrydende stoffer
som industrielle proceshjælpestoffer (komitesag)
KOM-dokument foreligger ikke
Resumé
Kommissionen har fremsat forslag om anvendelsen af ozonlagsnedbrydende stoffer som
proceshjælpestoffer. Forslaget opdaterer listen af virksomheder, som fortsat kan anvende
ozonlagsnedbrydende stoffer som industrielle proceshjælpestoffer i EU. Listen reducerer antallet af
virksomheder fra otte til tre virksomheder, som ligger i henholdsvis Frankrig, Nederlandene og
Tyskland. Forslaget forventes drøftet og til afstemning på møde i Forvaltningskomitéen for stoffer,
der nedbryder ozonlaget (Ozon komitéen) den 24. september 2025. Anvendelsen af
ozonlagsnedbrydende stoffer som industrielle proceshjælpestoffer er kun tilladt for virksomheder
omfattet af beslutningen. Forslaget fastsætter hvilke processer, hvilke årlige mængder og hvilke
virksomheder, som fortsat kan anvende ozonlagsnedbrydende stoffer som industrielle
proceshjælpestoffer. Listen opdateres på baggrund af de årlige indberetninger fra virksomhederne,
som står på listen og deres forventede fremtidige behov. Forslaget forventes ikke at have væsentlige
økonomiske eller administrative konsekvenser for erhvervslivet - ej heller statsfinansielle
konsekvenser. Forslaget forventes ikke at påvirke beskyttelsesniveauet i Danmark. Regeringen
ønsker generelt at minimere anvendelsen af ozonlagsnedbrydende stoffer så vidt muligt under
hensyntagen til de industrielle anvendelser og særlige samfundskritiske anvendelser, som fortsat er
tilladte. Forslaget drejer sig om en reduktion i antallet af virksomheder, som fortsat har behov for at
anvende ozonlagsnedbrydende stoffer. Regeringen agter på den baggrund at støtte forslaget.
Baggrund
Kommissionen har fremsat forslag om anvendelsen af ozonlagsnedbrydende stoffer som
proceshjælpestoffer. Forslaget opdaterer listen af virksomheder, som fortsat kan anvende
ozonlagsnedbrydende stoffer som industrielle proceshjælpestoffer i EU.
Forslaget er fremsat med hjemmel i artikel 7, stk. 3 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning
2024/590 om stoffer, der nedbryder ozonlaget.
Forslaget behandles i en undersøgelsesprocedure i Forvaltningskomitéen for stoffer, der nedbryder
ozonlaget (Ozon komitéen). Afgiver Komitéen en positiv udtalelse med kvalificeret flertal, vedtager
Kommissionen forslaget. Afgiver Komitéen en negativ udtalelse med kvalificeret flertal, vedtager