EUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 457: Kopi af KEF - bilag 240 vedr. jubilæumsskrift i anledning af Klimarådets 10-årsjubilæum

Europaudvalget 2024-25
EUU Alm.del Bilag 457
Offentligt

Maj 2025

Planeten og Danmark

Dansk klimapolitik i en global kontekst

Udgivet i anledning af

Klimarådets 10-årsjubilæum

klimaraadet.dk

EUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 457: Kopi af KEF - bilag 240 vedr. jubilæumsskrift i anledning af Klimarådets 10-årsjubilæum

Maj 2025

Planeten og Danmark

Dansk klimapolitik i en global kontekst

Peter Møllgaard

Bente Halkier

Bo Jellesmark Thorsen

Brita Bye

Per Heiselberg

Marie Trydeman Knudsen

Marie Münster

Marit-Solveig Seidenkrantz

Christina D. Tvarnø

EUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 457: Kopi af KEF - bilag 240 vedr. jubilæumsskrift i anledning af Klimarådets 10-årsjubilæum

Planeten og Danmark

Dansk klimapolitik i en global kontekst

Udgivet i maj 2025 af

Klimarådet

Nikolaj Plads 26, 2. sal

1067 København K

+45 22 68 85 88

[email protected]

klimaraadet.dk

Design

Tryk

B14

Stibo

EUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 457: Kopi af KEF - bilag 240 vedr. jubilæumsskrift i anledning af Klimarådets 10-årsjubilæum

Indhold

Forord

Klimarådet

Klimarådet i et økologisk demokrati – miljøsociologiske overvejelser

Anders Blok

130

Klimarådgivning anno 2025 kræver planetære perspektiver

Katherine Richardson

Forbrugsbaserede klimamål?

Mogens Fosgerau og Frikk Nesje

142

Hvor står vi 10 år efter Parisaftalen? Og hvad skal der ske de næste

10 år?

Anne Olhoff

10 år med en klimalov – hvor længe skal der gå, før vi kan tro på

en sikker fremtid?

Ungeklimarådet

154

Sisyfos og klimakampen

Connie Hedegaard

Finansiering af den grønne omstilling

Marcus Mølbak Ingholt og Signe Krogstrup

166

Fra kampen mod klimaforandringer til grundlaget for en bæredygtig

europæisk fremtid: en retfærdig og nødvendig energiomstilling

Ditte Juul Jørgensen

Erhvervslivets rolle i dansk klimapolitik

Anne Højer Simonsen

186

Landbrug og fødevareproduktion: Den grønne omstilling bør

tænkes globalt

200

Morten Boje Hviid

Værdien af internationalt samarbejde: the Canadian Climate Institute

og det internationale netværk af klimaråd

Rick Smith

10 år efter COP21 i Paris: Den grønne omstilling har taget fart

Kristian Jensen

210

Nationale klimaråds rolle i europæisk klimapolitik

Corinne Le Quéré

Sammen om klimaet – viden og samarbejde i den grønne omstilling

Christian Peter Ibsen

222

Klima-governance: Erfaringer fra Danmark

Elin Lerum Boasson og Mette Undheim Sandstad

Civilsamfundet, klimaloven og Klimarådet – et afgørende samspil

for Danmarks klimaomstilling

Troels Dam Christensen

Klimapolitik i et europæisk perspektiv

Jette Bredahl Jacobsen

232

Politikernes svære klimalod

Jørgen Grønnegård Christensen

106

Hvad skal det nytte? – Hvordan et lille land kan gøre en stor forskel

Dan Jørgensen

244

Klimarådets første år set fra formandsstolen

Peter Birch Sørensen

118

EUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 457: Kopi af KEF - bilag 240 vedr. jubilæumsskrift i anledning af Klimarådets 10-årsjubilæum

Planeten og Danmark

Dansk klimapolitik i en global kontekst

Endelig reflekterer antologien over Klimarådets udvikling og rolle i dansk klima-

politik gennem det seneste årti. Fra dets oprettelse til i dag har Klimarådet haft en

væsentlig indflydelse på, hvordan Danmark forholder sig til klimapolitik. Hvordan

har denne rolle udviklet sig, sideløbende med de udfordringer vi står over for i

dag?

Vi håber, at denne antologi vil kaste lys over de mange facetter af dansk klimapo-

litik og inspirere til videreudvikling af klimapolitikken i Danmark og på resten af

planeten.

Af Klimarådet, Peter Møllgaard, Bente Halkier, Bo Jellesmark Thorsen, Brita Bye, Per

Heiselberg, Marie Trydeman Knudsen, Marie Münster, Marit-Solveig Seidenkrantz og

Christina D. Tvarnø.

En risikofyldt verden

Verden, som vi kender den, står over for flere presserende udfordringer, der hæn-

ger sammen og kalder på ansvarlig ledelse. Klimakrisen er blot én af dem. Foruden

klimakrisen står vi blandt andet over for en biodiversitetskrise, en sikkerhedskrise,

der bunder i geopolitiske udfordringer, og en europæisk innovationskrise – ofte

omtalt som et

technology gap.

Endelig er der en mis - og disinformationskrise, der

undergraver vores evne til at træffe informerede beslutninger. Disse kriser udgør

i kombination en kompleks virkelighed, som i en nylig rapport fra Navigating 360

benævnes

the circle of wicked risks.

Denne antologi,

Planeten og Danmark: Dansk klimapolitik i en global kontekst,

ud-

forsker, hvordan disse dagsordener påvirker og former klimapolitikken i verden,

EU og Danmark.

Antologien behandler først de planetære rammer, der understøtter vores kli-

mapolitik, herunder begrebet

planetary boundaries,

og de centrale rapporter fra

IPCC og UNEP, der skal vejlede vores handlinger. Dernæst behandles EU's rolle i

forhold til at fremme klimapolitik, der ikke kun er effektiv i forhold til at imødegå

klimaforandringer, men også bidrager til en bæredygtig fremtid for alle EU-bor-

gere. Hvordan kan EU's strategier være en model for samarbejde og innovation, og

hvilke udfordringer står vi over for i EU?

Antologiens primære fokus er dog den danske klimapolitik, set fra en række inte-

ressenters forskellige perspektiver. Hvordan bidrager regeringen, erhvervslivet,

NGO'erne og borgerne til at forme en bæredygtig fremtid for Danmark? Hvilke

roller spiller disse aktører, og hvordan kan vi sikre, at alle stemmer bliver hørt i

den klimapolitiske debat?

Planetære rammer for klimapolitikken

I takt med at vi navigerer i de komplekse udfordringer, som klimakrisen præsen-

terer, bliver det stadig mere klart, at vi ikke kan adskille klimaforandringer fra de

øvrige påvirkninger, menneskeheden har på planeten. Som Katherine Richardson

påpeger i sit bidrag "Klimarådgivning anno 2025 kræver planetære perspektiver",

har forventningerne til klimarådgivning ændret sig markant i løbet af de seneste

10 år. Der er en voksende erkendelse af, at Jorden fungerer som et komplekst

system, hvor interaktionerne mellem de forskellige delkomponenter – fra at-

mosfæren til havene og biodiversiteten – skal tages i betragtning, når vi udvikler

klimapolitikker. Denne mere systemiske tilgang udfordrer den traditionelt sek-

torbaserede tilgang til politikudvikling og opfordrer til en integrativ forvaltning af

vores klimapåvirkninger.

At forstå disse planetære grænser er ifølge Richardson essentielt for at kunne

formulere effektive klimapolitikker. Den måde, vi håndterer klimaudfordringerne

på, skal derfor integrere viden om, hvordan menneskelige aktiviteter påvirker hele

klodens økosystem. Denne erkendelse er ikke blot akademisk; den har praktiske

implikationer for, hvordan vi designer og implementerer klimapolitik. Det kræver

innovative redskaber og metoder, der kan indfange de komplekse interaktioner i

Jordsystemet.

Som Anne Olhoff beskriver i sit kapitel "Hvor står vi 10 år efter Parisaftalen? Og

hvad skal der ske de næste 10 år?", har vi kontinuerligt set fremskridt i den globale

klimapolitik. Selvom der stadig er en betydelig kløft mellem nuværende frem-

skridt og de mål, der er sat i Parisaftalen, har vi de seneste år set en forbedring i

temperaturfremskrivningerne. Mere end 82 pct. af de globale udledninger af driv-

husgasser er nu omfattet af nettonulmål. Det er tydeligt, at der eksisterer et stort

uudnyttet potentiale for at reducere udledningerne i de kommende år, men for at

EUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 457: Kopi af KEF - bilag 240 vedr. jubilæumsskrift i anledning af Klimarådets 10-årsjubilæum

indfri potentialet, er der behov for en hidtil uset politisk vilje og flere investeringer

i grøn teknologi og omstilling. Som Olhoff konkluderer, har vi ikke råd til at se bort

fra det presserende behov for handling, hvis vi skal opnå de langsigtede mål, vi har

sat os.

Men hvad med fremdriften? I sit bidrag, "Sisyfos og klimakampen", beskriver

Connie Hedegaard nogle af de fremskridt og tilbageskridt, der har været gennem

årene, og uddrager, hvad vi kan lære af dem. Hun argumenterer for, at vi må finde

måder at accelerere klimaindsatsen, selv når beslutningstagere står over for mange

umiddelbare udfordringer. Det er essentielt at skabe en forståelse for sammen-

hængen mellem geostrategisk uafhængighed og den nødvendige omstilling af

vores energisystemer. Det kræver også, at vi ser kritisk på, hvordan vi regulerer og

forvalter vores klimapolitik. En forenkling af vores reguleringsværktøjer, som fx

den Omnibus-pakke, Europa-Kommissionen har foreslået, kan være en del af løs-

ningen, ligesom vi skal være dygtige til at koble den grønne omstilling med digitale

muligheder.

Selvom vi står over for både fremskridt og tilbageskridt, er der grund til opti-

misme. Hedegaard understreger, at vi i den kommende tid skal synliggøre både

muligheder og udfordringer i omstillingsprocessen for flere, så vi kan engagere

samfundet i den nødvendige transformation mod et bæredygtigt, klimaneutralt

samfund. Dette viser os, at klimapolitikken, trods sine udfordringer, ikke er et

håbløst Sisyfosarbejde, men snarere en rejse, hvor vi netto bevæger os fremad mod

nettonul.

Tilsammen viser Richardsons, Olhoffs og Hedegaards indlæg, at klimapolitik kræ-

ver både integration på tværs af fagligheder og politikområder og stærk koordina-

tion mellem forskellige aktører. Hvis enkeltlandes og -regioners klimapolitik skal

have planetær effekt, er der brug for samarbejde på tværs af grænser. Det leder os

naturligt videre til EU's rolle i klimapolitikken. Kan EU's klimapolitik fungere som

en motor for innovation og transformation, som giver os mulighed for at udveksle

viden og ressourcer, der kan accelerere den nødvendige omstilling til en mere

bæredygtig fremtid?

bæredygtig europæisk fremtid: en retfærdig og nødvendig energiomstilling", at

overgangen til ren energi ikke blot er en nødvendighed for at imødegå klimaæn-

dringer, men også for at sikre Europas sikkerhed og konkurrenceevne. Den geopo-

litiske situation, herunder Ruslands angreb på Ukraine og dets brug af energi som

et våben, har understreget behovet for at reducere afhængigheden af importerede

fossile brændstoffer.

REPowerEU-planen,

som blev lanceret som reaktion på

denne krise, indeholder en række foranstaltninger til energibesparelse, dekarboni-

sering og diversificering af energikilder.

Det er tydeligt, at ingen nation kan bekæmpe klimaforandringer alene; klimaet

kender ingen grænser. Derfor er globalt og europæisk samarbejde vigtigere end

nogensinde. EU's mål om at blive det første klimaneutrale kontinent inden 2050 er

ikke blot en ambition for Europas modstandsdygtighed, men også et skridt mod at

lede den globale dekarbonisering. Juul Jørgensen understreger, at mange europæ-

ere er ved at miste tiltroen til, at regeringerne kan levere en grøn omstilling, som er

retfærdig og effektiv. For at genskabe tiltroen til, at vores demokratier kan levere

på klimapolitikken, skal den være retfærdig, sikre økonomisk vækst, gode jobs og

energiforsyningssikkerhed samt være til at betale.

Rick Smiths bidrag, "Værdien af internationalt samarbejde: the Canadian Climate

Institute og det internationale netværk af klimaråd", understreger vigtigheden af

internationalt samarbejde i klimapolitikken. Han påpeger, at gode klimagovernan-

cesystemer er tæt forbundet med bedre klimapolitiske resultater som fx reduktion

af udledninger og opbygning af renere økonomier. Dette internationalt aner-

kendte forhold giver et solidt grundlag for at styrke samarbejdet mellem lande og

for at lære af hinandens erfaringer.

I forlængelse heraf ser Corinne Le Quéré i sit kapitel "Nationale klimaråds rolle i

europæisk klimapolitik" på, hvordan klimahandlingen er i gang, men endnu ikke

leverer de nødvendige resultater i det tempo, der kræves. Hun påpeger, at nati-

onale klimaråd har vist sig at være uvurderlige i oversættelsen af internationale

klimaforpligtelser til nationale handlingsplaner. Disse råd giver uafhængig, evi-

densbaseret rådgivning, der hjælper regeringer med at identificere både ambitiøse

og gennemførlige klimapolitikker. Ifølge Le Quéré vil klimarådenes rolle blive

endnu mere central i en tid med fragmenteret global politik. De skal bidrage til at

afpolitisere klimahandlinger og skabe en klar og enkel fortælling om klimapolitik

som en ønskelig og nødvendig vej fremad.

Elin Lerum Boasson og Mette Undheim Sandstad adresserer i deres kapitel

"Klima-governance: Erfaringer fra Danmark", hvordan effektive klima-

EU's rolle i klimapolitikken

Europa har en afgørende rolle at spille i den globale klimapolitik. En rolle, der er

særlig vigtig i lyset af de påtrængende klimaforandringer. Ditte Juul Jørgensen

fremhæver i sit kapitel "Fra kampen mod klimaforandringer til grundlaget for en

EUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 457: Kopi af KEF - bilag 240 vedr. jubilæumsskrift i anledning af Klimarådets 10-årsjubilæum

governance-procedurer

kan føre til større politisk enighed og bedre resultater i

klimapolitikken. De argumenterer for, at involvering af flere aktører i klimapolitik

kan mindske konflikter og fremme udviklingen af bæredygtige løsninger. Boasson

og Sandstad konkluderer, at Danmarks omfattende klimapolitik og

governance-

struktur kan tjene som en model for andre lande, men bemærker samtidig, at

der er behov for mere forskning for at forstå, hvordan disse

governance-systemer

påvirker strategier til at reducere udledninger.

Jette Bredahl Jacobsen tilføjer i sit kapitel "Klimapolitik i et europæisk perspek-

tiv", at der er væsentlige forskelle mellem EU's klimapolitik og national klimapo-

litik, såsom den danske. Fx kan EU ikke opkræve skatter, og det skærper kravene

til udformningen af klimapolitikker. Bredahl Jacobsen fremhæver, at den danske

holistiske tilgang, som ser på tværs af sektorerne og inddrager velfærdsøkonomi,

kan fungere som et forbillede for EU, men at der samtidig er behov for fælles poli-

tikker, der kan gøre det billigere for EU som helhed at nå sine klimamål.

Sammenfattende viser disse kapitler, hvordan EU's klimapolitik er præget af både

udfordringer og muligheder. Den komplekse struktur af beslutningstagning i EU

kræver en balanceret tilgang, der både respekterer nationale forskelle og fremmer

fælles mål. Den danske klimapolitik kan tjene som et inspirerende eksempel på,

hvordan man kan integrere sociale, økonomiske og miljømæssige hensyn i en hel-

hedsorienteret klimapolitik. Samtidig er det nødvendigt, at EU fortsætter med at

udvikle og implementere fælles politikker, der kan understøtte medlemslandenes

bestræbelser på at reducere udledninger og fremme bæredygtig udvikling.

Med de erfaringer, der er gjort i EU, og de innovative tilgange fra nationale klima-

råd, kan vi se, hvordan samarbejde og dialog på tværs af grænserne er nøglen til at

nå vores klimamål. Dette sætter scenen for det næste afsnit, hvor vi dykker ned i

den danske klimapolitik set fra forskellige interessenters perspektiver. Hvordan

engagerer regeringen, erhvervslivet, organisationer og borgere sig i omstillingen

mod en bæredygtig fremtid? Hvilke udfordringer og muligheder står de over for i

deres bestræbelser på at bidrage til Danmarks klimapolitik?

tilgang til klimaudfordringerne.

Klimadialogforum, der blev nedsat i medfør af klimaloven fra 2020, består af 40

organisationer og bistår Klimarådet ved blandt andet at drøfte rådets anbefalin-

ger, f.eks. i den årlige statusrapport. For at sikre Klimarådets uafhængighed har

Klimadialogforum ikke instruktionsbeføjelser over for Klimarådet, men forummet

kan offentligt dele deres synspunkter, bekymringer og forslag, hvilket er vigtigt

for at sikre, at alle stemmer bliver hørt i den politiske proces. Forummet har også

i flere omdømmeanalyser haft mulighed for at vurdere og informere Klimarådets

arbejde. Den seneste analyse blev foretaget i 2024 og kan tilgås på Klimarådets

hjemmeside.

Det har ikke været muligt at invitere alle medlemmer af Klimadialogforum til at

bidrage til denne antologi, men det er bestræbt at give forskellige grupper af inte-

ressenter en stemme. Det gælder de unge borgere ved Ungeklimarådet, erhvervs-

livet ved Dansk Industri, Landbrug & Fødevarer og Green Power Denmark, samt

NGO'er som 92-gruppen og Tænketanken CONCITO.

Ungeklimarådet har skrevet kapitlet "10 år med en klimalov – hvor længe skal der

gå, før vi kan tro på en sikker fremtid?". Her kræver de systemforandringer og reel

magt til unge i beslutningsprocesserne. De udtrykker frustration over, at Danmark

ikke har gjort tilstrækkelige fremskridt mod klimaretfærdighed og advarer om, at

hvis demokratiet ikke kan levere den grønne omstilling, risikerer det at miste en

hel generation.

Anne Højer Simonsen belyser i sit kapitel, "Erhvervslivets rolle i dansk klima-

politik", hvordan danske virksomheder har spillet en nøglerolle i udviklingen af

klimaløsninger. Hun reflekterer over, hvordan erhvervslivet inspirerer, innoverer

og implementerer klimaløsninger i samarbejde med det politiske system. Højer

Simonsen påpeger, at det er afgørende, at erfaringer fra den grønne omstilling om-

sættes til handling, da det nu er

crunch time

for erhvervslivet og klimapolitikken

både nationalt og internationalt.

Morten Boje Hviid adresserer i "Landbrug og fødevareproduktion: Den grønne

omstilling bør tænkes globalt", udfordringerne ved landbrugets biologiske

udledninger. Han argumenterer for, at Danmark bør fokusere på globalt samar-

bejde og handling snarere end at gå enegang med ambitiøse reduktionsmål. Hviid

understreger, at landbruget har potentiale til at blive en central aktør i den globale

klimaomstilling, hvilket kræver, at Klimarådets anbefalinger fremmer en global

omstilling frem for en snæver, national tilgang.

Perspektiver på dansk klimapolitik

I dansk klimapolitik spiller en række aktører en central rolle, herunder Folketin-

get, regeringen, erhvervslivet, organisationer, borgerne og forskerne på landets

universiteter. Disse aktører bidrager med forskellige perspektiver og erfaringer

til den overordnede klimapolitik, hvilket er afgørende for at skabe en integrativ

EUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 457: Kopi af KEF - bilag 240 vedr. jubilæumsskrift i anledning af Klimarådets 10-årsjubilæum

Omvendt argumenterer Mogens Fosgerau og Frikk Nesje i deres kapitel "For-

brugsbaserede klimamål?" for, at Danmark bør fokusere på territoriale udled-

ninger frem for forbrugsbaserede mål. Deres kritik peger på, at Klimarådet skal

være opmærksom på, at både EU og Danmark er små aktører i en international

sammenhæng og at et forbrugsbaseret klimamål i deres optik ikke understøtter,

at Danmark skal leve op til Parisaftalen. Argumentet bygger på, at vi er nødt til at

forudsætte, at Parisaftalen holder i sin helhed. Det får vi en måling på ved COP30 i

Brasilien her i 2025, 10 år efter at Parisaftalen blev vedtaget.

I kapitlet "10 år efter COP21 i Paris: Den grønne omstilling har taget fart"

beskriver Kristian Jensen, hvordan dansk elektricitet er blevet grønnere med en

halvering af CO

-udledningen fra 2015 til nu. Jensen peger på, at Danmark nu skal

fokusere på at forfine og udvikle sin energiomstilling yderligere, især med hensyn

til vedvarende energikilder som vind og sol.

I "Sammen om klimaet – viden og samarbejde i den grønne omstilling", fremhæver

Christian Ibsen den historiske politiske vilje til at handle i Danmark og internatio-

nalt. Han påpeger, at klima, miljø og natur har været blandt vælgernes toppriorite-

ter i mange år, hvilket har ført til en bredt forankret klimapolitik. Ibsen understre-

ger vigtigheden af samarbejde og opbakning fra alle samfundets aktører for at sikre

fremdrift i klimapolitikken.

I "Civilsamfundet, klimaloven og Klimarådet – et afgørende samspil for Dan-

marks klimaomstilling" belyser Troels Dam Christensen nødvendigheden af et

aktivt civilsamfund, der presser på for politisk handling. Han beskriver, hvordan

civilsamfundet, gennem sin rolle som en kritisk aktør, har været med til at forme

den nuværende klimalov og understreger, at Klimarådet har haft stor betydning

for at sikre klimaomstillingen i Danmark. Christensen fremhæver, at dynamikken

mellem civilsamfundet og de politiske beslutningstagere er afgørende for at drive

en hurtig grøn omstilling.

I "Finansiering af den grønne omstilling", adresserer Signe Krogstrup og Marcus

Mølbak Ingholt vigtigheden af, at der sikres tilstrækkelig finansiering til grønne

investeringer. De understreger, at selvom finansieringen er steget, er der stadig

behov for mere støtte, end hvad der kan opnås på markedsvilkår, grundet forskel-

lige markedsfejl. Krogstrup og Ingholt fremhæver, at CO

-afgifter og -kvoter er

essentielle redskaber til at øge finansieringen. Deres fokus på bæredygtig finan-

siering og en stabil økonomisk ramme underbygger klimalovens guidende princip

om, at Klimarådet også skal tage hensyn til de finansielle aspekter af klimapolitik-

ken for at sikre, at de politiske tiltag er økonomisk bæredygtige og langsigtede.

Klimarådets rolle og udvikling de første 10 år

Klimarådet blev etableret i 2015, i henhold til klimaloven af 2014, som en uaf-

hængig rådgivende enhed med det formål at støtte den danske regering i dens

klimapolitik. Rådets mandat omfattede overvågning af Danmarks fremskridt mod

nationale klimamål og internationale forpligtelser samt rådgivning om nødvendige

tiltag.

I 2020 blev Klimarådet yderligere styrket både lovgivningsmæssigt og finansielt

gennem klimaloven af 2020 og finansloven for 2020. Disse lovgivninger fastlagde

'guidende principper' for klimapolitikken, som skal sikre, at samfundsmæssige

hensyn inddrages i beslutningsprocessen. Hensynene omfatter blandt andet om-

kostningseffektivitet, konkurrenceevne, beskæftigelse, social balance, sammen-

hængskraft, kulstoflækage, sunde offentlige finanser, Danmark som et foregangs-

land og hensynet til den langsigtede grønne omstilling. Det har givet Klimarådet et

solidt grundlag for at fungere som en objektiv, systemisk og uafhængig rådgiver.

I forlængelse af disse samfundsmæssige hensyn beskriver Jørgen Grønnegård

Christensen i sit kapitel "Politikernes svære klimalod", hvordan folkevalgte politi-

kere skal navigere i en kompleks virkelighed, hvor mange forskellige hensyn skal

afvejes. Klimarådet har spillet en vigtig rolle i at sikre, at beslutninger træffes på

et solidt vidensgrundlag og understøtter politikernes demokratiske legitimitet.

Grønnegård påpeger den konstante balancegang mellem kortsigtede og lang-

sigtede mål, og at Klimarådet har bidraget til at sikre, at relevante data og informa-

tioner tages i betragtning ved beslutningstagningen.

Som klima-, energi- og forsyningsminister fik Dan Jørgensen forhandlet den nye

klimalov på plads i 2019. I kapitlet “Hvad skal det nytte? – Hvordan et lille land

kan gøre en stor forskel” beskriver Dan Jørgensen, hvor vanskelig målet om 70

pct. reduktion så ud dengang. En opgave, der ikke blev lettere af, at Klimarådet

fik mandat til at granske og kritisere regeringens indsatser. Men resultatet af det

ambitiøse mål har skabt en plads i verden til Danmark som foregangsland. Dermed

kan Danmark gøre en forskel, ikke kun via konkrete CO

-reduktioner, men særligt

ved at inspirere, udvikle løsninger og påvirke andre lande.

Peter Birch Sørensen, den første formand for Klimarådet, fremhæver i sit kapitel

"Klimarådets første år set fra formandsstolen", hvordan rådets anbefalinger har

været med til at forme den danske klimapolitik. Rådets tidlige rapporter, herunder

anbefalinger til grønne afgifter og regulering af biomasseforbrug, har haft direkte

indflydelse på, hvordan Danmark har tilpasset sin klimapolitik til at nå de fastsatte

EUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 457: Kopi af KEF - bilag 240 vedr. jubilæumsskrift i anledning af Klimarådets 10-årsjubilæum

mål om reduktion af drivhusgasudledninger.

Anders Blok fokuserer i sit kapitel “Klimarådet i et økologisk demokrati” på,

hvordan Klimarådets ekspertrådgivning er essentiel for at fremme en bæredygtig

omstilling. Han understreger, at det er nødvendigt, at Klimarådet fortsætter med

at fokusere på kerneproblematikker, der kan fremme en bæredygtig udvikling,

og at rådets rolle bør styrkes og demokratiseres for at sikre, at alle stemmer bliver

hørt.

Klimarådet blev etableret i 2015 og består af:

•

Peter Møllgaard (forperson),

rektor på Copenhagen Business School

Bente Halkier (næstforperson),

professor i sociologi ved Københavns

Universitet

•

Bo Jellesmark Thorsen (næstforperson),

dekan for det Natur- og Bioviden-

skabelige Fakultet og professor i anvendt økonomi ved Institut for Fødevare-

og Ressourceøkonomi på Københavns Universitet

•

Brita Bye,

seniorforsker i det norske Statistisk Sentralbyrå

Per Heiselberg,

professor ved Institut for Byggeri, By og Miljø på Aalborg

Universitet

•

Marie Trydeman Knudsen,

professor ved Institut for Agroøkologi på Aarhus

Universitet

•

Marie Münster,

professor i energisystemanalyse ved Danmarks Tekniske

Universitet

•

Marit-Solveig Seidenkrantz,

professor og institutleder ved Institut for

Geoscience på Aarhus Universitet

•

Christina D. Tvarnø,

professor ved CBS Law på Copenhagen Business School

Danmarks klimapolitik i en global krisekontekst

Denne antologi belyser vores klimapolitik i en tid karakteriseret af forbundne kri-

ser, der udgør

the circle of wicked risks:

klimakrisen, innovationskrisen, sikkerheds-

krisen og informationskrisen. Dansk klimapolitik og Klimarådet kan være centrale

aktører i at håndtere disse udfordringer. Ved at forene ambitiøse nationale mål

med EU's kollektive indsats kan Danmark bidrage til at drive bæredygtig innova-

tion, forbedre energiforsyningssikkerheden og innovere klimapolitikken, som det

f.eks. er sket med Treparten (Aftale

om Implementering af et Grønt Danmark).

Kli-

marådet kan med sin uafhængige og evidensbaserede rådgivning levere troværdig

information og rådgivning i en tid, hvor misinformation truer beslutningsproces-

serne.

Det er gennem styrket samarbejde og dialog, både nationalt og internationalt, at vi

kan navigere mod en bæredygtig og sikker fremtid. Klimarådet ønsker at spille en

central rolle ved at sikre, at politiske drøftelser hviler på et solidt faktuelt grund-

lag, og ved at fremme løsninger, der integrerer økonomiske, sociale og miljømæs-

sige hensyn.

Vi vil gerne rette en stor tak til alle bidragsydere, der med deres værdifulde ind-

sigter har beriget denne antologi og uddybet forståelsen af dansk klimapolitik i en

global sammenhæng. Tak også til vores læsere for jeres interesse og engagement

i disse vitale spørgsmål. Vi håber, at denne antologi vil inspirere til fortsat dialog

og handling for en bæredygtig fremtid for både Danmark og planeten. Vi kan alle

bidrage til global ansvarlig ledelse.

•

EUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 457: Kopi af KEF - bilag 240 vedr. jubilæumsskrift i anledning af Klimarådets 10-årsjubilæum

Klimarådgivning anno

2025 kræver planetære

perspektiver

Katherine Richardson

Professor, Globe Institute, Københavns Universitet,

og tidl. medlem af Klimarådet (2015-2025)

EUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 457: Kopi af KEF - bilag 240 vedr. jubilæumsskrift i anledning af Klimarådets 10-årsjubilæum

Forventninger og dermed også krav til klimaråd-

givningen har ændret sig i Klimarådets 10-årige

levetid, da der gennem perioden har været en

voksende erkendelse af, at klimaudfordringen

ikke kan ses isoleret fra menneskehedens

øvrige påvirkninger af det globale miljø. Både

hos forskerne og i befolkningen generelt er der

en stigende erkendelse af, at Jorden opfører sig

som et komplekst system. Interaktionerne mel-

lem Jordsystemets forskellige delkomponenter

og de menneskelige påvirkninger af systemet

skal derfor indtænkes i klimarådgivningen. Det

betyder, at tidssvarende klimarådgivning ikke

kan begrænse sig til menneskernes påvirkning

af klimaet alene. En sådan mere “systemisk”

tilgang til forvaltningen af samfundets klima-

påvirkninger udfordrer den traditionelle tilgang

til samfundsbeslutninger og lovgivning, men

redskaber er under udvikling, der kan under-

støtte de stigende krav til klimarådgivning.

Krav til klimarådgivningen ændrer sig over tid

I 2024 udkom Klimarådet med en rapport om den fremtidige arealanvendelse i

Danmark

, og i

Statusrapport 2025

plæderede rådet for, at hensyn til biodiversi-

tet og miljø skulle tilføjes rammebetingelserne for nationale klimahandlinger i en

kommende revision af klimaloven. Begge hændelser ville have været utænkelige,

da Klimarådet blev etableret i 2014, og hvor rammebetingelserne (“guidende prin-

cipper”) for klimahandlingen, angivet i klimaloven, alene omhandler socioøkono-

miske forhold. Blot et årti efter Klimarådets etablering virker det dog næsten lige

så utænkeligt, at man ikke skulle se på menneskeskabte klimaforandringer uden

samtidig at forholde sig til andre miljøudfordringer.

I mere end 2000 år, dvs. fra Aristoteles’ tid og indtil midten af det 19. århundrede,

betragtede mennesker sig selv som værende placeret over naturen. Man troede i al

den tid, at naturen findes på Jorden med det ene formål at imødekomme menne-

skernes behov. Charles Darwin udfordrede den tankegang i 1859 ved udgivelsen af

Arternes Oprindelse,

hvori han fremførte ideen om, at vi mennesker – ligesom alle

andre organismer – er et produkt af evolution. Vi er ikke hævet over naturen, men

en del af den. Vi er ikke udviklet fra aber, men deler en fælles forfader med dem.

Darwins ideer rystede samfundet, og det tog årtier indtil evolutionsteorien blev

bredt accepteret. I dag sætter de færreste mennesker spørgsmålstegn ved ideen

om, at vi tilhører en art, der er opstået på samme måde som alle andre organismer.

Billeder fra rummet

Samfundstænkningen er i øjeblikket ved at undergå en lignende langvarig om-

stilling i forhold til vores forståelse af vores forhold til verden omkring os, som

dengang vi indså, at menneskerne er en organisme, som er opstået på samme måde

som alle andre. Den nuværende omstilling startede formentlig dengang Apollo-

astronauterne fik taget billeder af Jorden fra rummet sidst i 1960’erne. David

Attenborough, som dengang arbejdede på BBC, beskriver øjeblikket, hvor verdens

beboere første gang fik mulighed for at betragte deres hjem på afstand

“Den 23. december var den globale seerskare anslået til en milliard mennesker –

langt det største publikum i verdenshistorien. Borman begyndte med en stolt pro-

klamation: “Goddag Houston, dette er er Apollo 8. Vi har tv-kameraet pegende på

Jorden nu…”. Selvom Jorden skøjtede lidt frem og tilbage på skærmen, var det ikke

desto mindre en kendsgerning, at en fjerdedel af menneskeheden i det øjeblik

betragtede sig selv. Man turde knap nok blinke. Så det var altså den jordklode, der

1 Klimarådgivning anno 2025 kræver planetære perspektiver

EUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 457: Kopi af KEF - bilag 240 vedr. jubilæumsskrift i anledning af Klimarådets 10-årsjubilæum

rummede hele menneskeheden – bortset fra de tre mænd i rumfartøjet, som fil-

mede den. Med dette ene billede, filmet i julen 1968, gjorde fjernsynet mennesket i

stand til at forstå noget, som ingen nogensinde tidligere havde været i stand til at

visualisere på så nærværende måde – vores tidsalders måske vigtigste sandhed

– at vores planet er lille, isoleret og sårbar.”

og biodiversitetskriserne fortæller os i dag, er, at en forvaltning af menneskernes

forhold til det globale miljø er blevet en forudsætning for fortsat samfundstrivsel,

og det er i dette lys, Klimarådets virke skal ses.

Jordsystemvidenskab

Tyve år senere sammenlignede Brundtlandrapporten de billeders påvirkning af

samfundstænkningen med den, som Kopernikus’ opdagelse havde haft tidligere:

“Midt i det 20. århundrede så vi for første gang vores planet fra rummet. Histo-

rikerne vil måske engang med tiden sige, at dette syn havde større betydning

for tænkningen end den kopernikanske revolution i det 16. århundrede, som

bragte forstyrrelse i menneskets billede af sig selv ved at afsløre, at Jorden ikke

er universets centrum. Fra rummet ser man en lille og skrøbelig klode som ikke

domineres af menneskers virksomhed og bygningsværker, men af et mønster af

skyer, have, grønne planter og jord. Menneskehedens manglende evne til at ind-

passe sine handlinger i dette mønster er i færd med at ændre livet på jordkloden

fundamentalt. Mange af disse ændringer ledsages af livstruende farer. Denne nye

virkelighed, som vi ikke kan undslippe, må vi anerkende - og lære at styre.”

Omtrent samtidig med udgivelsen af Brundtlandrapporten udviklede forskere

metoder til at “læse” Jordens klimahistorie. Ved at analysere forholdet af forskel-

lige iltisotoper til hinanden kunne forskerne rekonstruere Jordens temperaturhi-

storie fra grønlandske, og senere antarktiske, iskerner. Analysen af gasindholdet

i kernens luftbobler gav mulighed for at kortlægge koncentrationen af CO

andre drivhusgasser i atmosfæren, da luftboblen blev dannet, og sammenligne

den med temperaturen på dannelsens tidspunkt. På den måde kunne man sidst i

det 20. århundrede konstatere, at i Jordens senere historie, dvs. siden før vores art

opstod, har der været et lineært forhold mellem CO

-koncentrationen og Jordens

temperatur. Jo mere CO

i atmosfæren, jo varmere var luften omkring Jorden og

omvendt.

Allerede på det tidspunkt var det velkendt, at atmosfærens CO

-koncentration var

stigende. Kendsgerningen om den tætte sammenhæng mellem Jordens temperatur

og atmosfærens CO

-koncentration (samt opdagelsen i 1970’erne af at mennesker-

nes udledning af de såkaldte CFC-gasser var ved at nedbryde Jordens ozonlag) gav

skub til udviklingen af det forholdsvist unge videnskabelige domæne

Earth system

science

(“Jordsystemvidenskab”)

. Udgangspunkt for Jordsystemvidenskab er, at

Jorden opfører sig som et komplekst adaptivt system, hvor det er interaktionerne

mellem fysiske, kemiske og biologiske processer samt menneskelige aktiviteter,

der styrer systemets overordnede tilstand, dvs. planetens overordnede miljø-

tilstand.

Som forfatterne af Brundtlandrapporten antydede, er det svært, når man betragter

billederne af Jorden fra rummet, ikke at få fornemmelsen af, at vi er en del af noget,

der er større end vores socioøkonomiske system. Man kan sige, at vi – ligesom alle

andre organismer – tilhører et økosystem, for i biologien defineres et økosystem

som en samling af organismer, der er i kontakt med hinanden i et fysisk miljø. Det

globale marked gør, at vi i dag har indirekte kontakt med mennesker og andre

levende organismer over hele jordkloden, så man i dag kan betragte rammerne på

det økosystem, hvori vi indgår, som værende hele Jorden.

Sådan har menneskernes økosystem ikke altid set ud. Tidligere, da befolknings-

tallet var meget mindre, boede mennesker i isolerede grupper. Dengang kunne

man sige, at der var mange forskellige økosystemer, hvori mennesker indgik.

I disse isolerede økosystemer var mennesker i umiddelbar kontakt med deres

interaktioner med resten af økosystemet, og blev derfor tvunget til at forholde sig

til dem. Der, hvor berøring ved lokale ressourcer gav anledning til forhold, der

kunne true videreudviklingen af samfundet, etablerede samfundene “regler” for,

hvordan ressourcerne skulle omgås, f.eks. hvor man skulle forrette sin nødtørft,

og hvordan jagten skulle foregå, samt hvilket omfang den skulle have. Gennem

disse regler “forvaltede” de deres forhold til det lokale miljø, og forvaltningen blev

etableret med henblik på at sikre fortsat udvikling af samfundet. Det, som klima-

Planetære grænser

Jordens klima skabes af dens energibalance, dvs. hvor meget varmeenergi den

modtager fra solen, hvor meget af den varme, der lagres tæt ved Jordens overflade,

hvordan den bevæger sig rundt, og hvad den kommer i kontakt med. Alle planeter,

der modtager varmenergi fra solen, har et klima, men det, der gør Jorden unik

i vores solsystem, er, at der her findes liv. Vi ved ikke, hvad livet er, men vi ved,

hvad det gør: Det transformerer og transporterer Jordens grundstoffer, og det

er den bearbejdning af grundstofferne, der frigiver den energi, der understøtter

1 Klimarådgivning anno 2025 kræver planetære perspektiver

EUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 457: Kopi af KEF - bilag 240 vedr. jubilæumsskrift i anledning af Klimarådets 10-årsjubilæum

livet. Siden livet opstod for ca. 3,5 mia. år siden har de overordnede miljøforhold

på Jorden været dannet af interaktionen mellem livet og klimaet (Jordens energi-

balance).

Den voksende erkendelse af vigtigheden af disse interaktioner har fået Klimarå-

det, og andre, til at indse, at klimaet og menneskeskabte klimaforandringer ikke

kan betragtes i isolation fra andre af Jordsystemets processer. På et tidspunkt,

formentlig omkring midten af det 20. århundrede, blev menneskehedens aktivi-

teter så omfattende, at de begyndte at påvirke de naturlige interaktioner mellem

livet (biodiversitet) og klimaet, og derved risikerer at ændre Jordens overordnede

miljøforhold. Alt det, der forbindes med moderne civilisationer, er opstået i de sid-

ste ca. 12.000 år, hvor Jordens overordnede miljøforhold har været meget stabile.

Faktisk har den gennemsnitlige lufttemperatur indtil for nylig kun varieret med

+/- 0,5 grader i hele perioden. Vi ved derfor med sikkerhed, at vores civilisationer

kan trives under de globale miljøforhold, der har hersket i de sidste ca. 12.000 år.

Vi ved dog ikke, om de vil kunne det under væsentligt ændrede globale miljøfor-

hold. Det er derfor i samfundets interesse at begrænse menneskehedens påvirk-

ning af Jordsystemet til et niveau, hvor der ikke er en væsentlig risiko for, at den

påvirkning vil forårsage væsentlige globale miljøændringer.

Med henblik på udviklingen af en forvaltningsramme for begrænsning af menne-

skernes globale miljøpåvirkninger har en international gruppe forskere identifi-

ceret ni processer i Jordsystemet, som både er kritiske for etableringen af Jordens

overordnede miljøforhold, og samtidig er væsentligt påvirket af menneskelige

aktiviteter

6,7,8

. Ved hjælp af tilgængelige Jordsystemvidenskabsanalyser og data

har gruppen foreslået grænser, såkaldte

Planetære Grænser,

for den tilladelige

menneskelige påvirkning af processerne. Holder den menneskelige påvirkningen

sig inden for grænserne, dvs. indenfor en sikkerhedszone (safe

operating space),

anses der kun at være minimal risiko for, at den menneskelige påvirkning vil lede

frem til væsentlige ændringer i de globale miljøforhold. Ved stigende overskri-

delse af grænserne øges risikoen for, at påvirkningen kan forårsage en ændring i

miljøforholdene.

I dag mener forskerne, at vi er på den forkerte side af grænsen for seks af de ni

udpegede processer (Figur 1). Overskridelse af en planetær grænse er dog ikke

ensbetydende med en uundgåelig miljøkatastrofe. Forskerne har regnet ud, at

den planetære grænse for menneskernes påvirkning af Jordens ozonlag var enten

overskredet eller meget tæt på at være det i 1990’erne. I dag, takket være indgå-

else af internationale politiske aftaler, er påvirkningen af ozonlaget igen inden for

sikkerhedszonen. Overskridelse af en planetær grænse betyder således, at der er

en øget risiko for, at den pågældende påvirkning af det globale miljø vil kunne lede

frem til væsentligt ændrede globale miljøforhold. Videnskab kan kun beskrive og

forsøge at kvantificere risikoen for, at menneskelige påvirkninger vil destabilisere

Jordens overordnede miljøforhold. Det er samfundet, der må tage stilling til, hvor

stor en risiko det er villig til at løbe.

Klimaforandringer

Bio

fæ

kra

æn

isk

Strålep

åvirk

ncen

CO ko

tis

lie

ika

ning

tration

tio

zonnedbrydning

risk

sfæ

ato

Str

Ændringer

ndar

eal

Atmo

sfæ

risk

ros

olb

las

nge

dri

æn

Grø

Sikker handlingsramme

Øget risikozone

Højrisikozone

Figur 1

Anm. 1:

Seks af ni planetære grænser er overskredet

Graden af menneskelig påvirkning af de ni planetære grænser. De foreslåede grænser ligger

ved kanten af det grønne område i centrum.

Kilder:

Richardson, Katherine m.fl. 2023. “Earth beyond six of nine planetary boundaries”. Science

Advances. 9.

1 Klimarådgivning anno 2025 kræver planetære perspektiver

urin

fors

Hav

iogeo

kem

iske

red

slø

EUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 457: Kopi af KEF - bilag 240 vedr. jubilæumsskrift i anledning af Klimarådets 10-årsjubilæum

Det kan diskuteres, om samfundet vil respektere placeringen af de planetære

grænser foreslået af forskerne, men fælles for alle ni af de processer, hvor forskerne

har identificeret planetære grænser, er, at der

må

være en grænse for, hvor meget

menneskelig påvirkning processen vil kunne tåle, uden at det vil gå ud over vores

levevilkår. Det er ikke svært for de fleste at forstå, f.eks. at der er en grænse for,

hvor store klimaforandringer vores samfund vil kunne tilpasse sig, hvor meget

forurening (introduktion af fremmede stoffer) vi vil kunne tåle osv. Det kan disku-

teres, om der i dag er nok data tilgængelig til at være sikker på, hvor de planetære

grænser burde placeres, men vi ved, at der må være en grænse for vores påvirk-

ninger af Jordsystemet og dets komponenter/processer. Set i det lys er et af de

væsentligste budskaber fra arbejdet med kortlægningen af de planetære grænser,

at der med undtagelsen af påvirkningen af ozonlaget, er et stadigt stigende pres på

alle de identificerede processer. Der er således langt igen inden menneskeheden

har tøjlet sine påvirkninger af det globale miljø.

bliver betragtet i isolation, og det er langt fra det eneste klimatiltag, som mister

glans, når den bliver set gennem systemiske briller.

Fangst og lagring af CO

bliver ofte fremført som en metode til at reducere den

andel af samfundets CO

-udledninger, der forbliver i atmosfæren. Især når CO

’en

genereres ved afbrænding af biomasse synes den fremgang at være interessant,

fordi man i princippet på den måde vil kunne generere “negative udledninger”,

dvs. trække CO

ud af atmosfæren. Problemet her er dog, at biomasse laves af

planternes fotosyntese, og der er kun en begrænset mængde fotosyntese, der laves

på Jorden hvert år. Ganske vist har den mængde været stigende gennem de senere

årtier som følge af den ekstra CO

i atmosfæren, men den er stadig en begræn-

set vare. Alle levende organismer på Jorden, som ikke selv kan lave fotosyntese,

herunder mennesker, får livsnødvendig energi fra de produkter, planterne laver

via fotosyntese. Derfor vil afbrænding af biomasse med henblik på at lagre CO

mindske fødegrundlaget for levende organismer og være med til at forværre bio-

diversitetskrisen.

Systembetragtninger kan også få alarmklokkerne til at ringe, når man ser på visse

af de geotekniske “klimaløsninger”, som foreslås. I princippet vil det f.eks. være

en mulighed at “afkøle” Jorden ved at reflektere Solens varme væk fra Jorden

ved hjælp af spejle eller partikler i atmosfæren. Jordens temperatur ved den

fremgangsmåde vil formentlig falde, men de fortsat høje koncentrationer af CO

i atmosfæren vil stadig forårsage havets forsuring med store konsekvenser for

biodiversitet.

Jordsystemvidenskab og den voksende forståelse af interaktioner mellem Jordens

delkomponenter/processer kalder således på en mere “systemisk” tilgang til glo-

bal miljøforvaltning, herunder forvaltning af menneskeskabte klimaforandringer.

En mere systemisk tilgang vil dog kræve samfundsændringer, herunder i vores

lovgivningstraditioner samt i organisationen af forvaltningsenheder. Danmark

har i dag en klimalov, og i skrivende stund arbejdes der på et forslag til en natur-

eller biodiversitetslov. Disse love vil formentlig komme til at blive administreret

i forskellige ministerier. Det er således uklart, hvordan interaktionerne mellem

klima og biodiversitet skulle kunne håndteres fremover. I virkeligheden er der

nok behov for at indarbejde hensyn til både klima og natur/biodiversitet i alle

lovgivninger for at kunne mindske påvirkningen af menneskelige aktiviteter på det

globale miljø. Etableringen af Ministeriet for Grøn Trepart udgør i det lys et spæn-

dende forsøg, idet der her samles interaktioner mellem visse erhvervsaktiviteter

og globale/lokale miljøforvaltninger i samme forvaltningsenhed.

En systemisk tilgang til klimarådgivning og

klimapolitik

I komplekse systemer er interaktioner mellem systemets delkomponenter og

processer afgørende for systemets overordnede tilstand. I Jordsystemet er det især

interaktionen mellem livet (biosfæren eller biodiversitet) og klimaet (energibalan-

cen), der er vigtig for etableringen af den overordnede miljøtilstand. Den seneste

artikel

i “serien” om de planetære grænser præsenterede en analyse, der viser,

at det vil være vanskeligt, måske endda umuligt, at indfri målsætningerne i FN’s

Parisaftale, rettet mod begrænsningen af menneskeskabte klimaforandringer,

medmindre den globale afskovning standses.

Erkendelsen af at Jorden opfører sig som et komplekst system, med alle dets

interaktioner og menneskelig påvirkning, gør, at tidssvarende klimarådgivning

ikke kan begrænse sig til menneskernes påvirkning af klimaet alene. Den store

efterspørgsel både i Danmark og resten af verden på biomasse til erstatning af

fossile brændsler til energi og andre formål har en indlysende forbindelse til den

igangværende globale afskovning. Da graden af afskovning har en tilbagekobling

til klimaudviklingen, skal klimarådgivning nødvendigvis forholde sig ikke kun til

anvendelse af biomasse som erstatningen for fossile brændsler, men også til de

globale miljøkonsekvenser af biomassens anvendelse. Anvendelse af biomasse

til energiformål ser således mindre interessant ud som et modsvar på menneske-

skabte klimaforandringer, når den ses ud fra et systemisk perspektiv, end når den

1 Klimarådgivning anno 2025 kræver planetære perspektiver

EUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 457: Kopi af KEF - bilag 240 vedr. jubilæumsskrift i anledning af Klimarådets 10-årsjubilæum

Også den gængse samfundsøkonomiske tilgang til evalueringen af politiske tiltag

er udfordret af en mere systemisk tilgang til forvaltning. At tage hensyn til alle

samfundsaktiviteters påvirkninger af Jordsystemet betyder i virkeligheden, at der

skal tages hensyn til det, der hidtil har været klassificeret som “eksternaliteter”.

Systemtænkning tillader ikke, at man ser bort fra visse interaktioner i systemet.

Hertil kommer, at vi er vant til, at økonomiske analyser baserer sig på såkaldte

cost-benefit-analyser,

hvor omkostninger af en aktivitet holdes op imod den sam-

fundsmæssige nytte af aktiviteten. Omkostninger i form af globale miljøpåvirk-

ninger er svære at prissætte, og derved ikke velegnet til at håndtere i vores gængse

økonomiske modeller.

Udviklingen af systemisk klimarådgivning og lovgivning udgør således en stor

udfordring, men tidens ånd eller “samfundstænkning” tilsiger, at både rådgivning

og lovgivning bevæger sig i den retning. I tusindvis af år – fra Aristoteles' tid og

indtil for ganske nyligt – var samfundstænkningen præget af en tro på, at Jorden

og dens ressourcer ingen værdi havde, før de blev anvendt af mennesker, og at

alle ressourcer var på Jorden alene for menneskernes fornøjelses skyld. Billederne

af Jorden fra rummet var med til at omstøde den forståelse, og fremskridt inden

for Jordsystemvidenskab har skubbet til en voksende samfundserkendelse af, at

de ressourcer og de miljøforhold, der understøtter menneskernes udvikling på

Jorden, er begrænsede. På samme måde som vores forfædre indså, at forvaltningen

af lokale miljøressourcer var en forudsætning for fortsat samfundsudvikling, kan

vi nu se, at forvaltning af vores forhold til det globale miljø også er en forudsætning

for fortsat samfundstrivsel og udvikling. De senere års fremskridt i forhold til

vores videnskabelige og samfundsmæssige forståelse af Jorden som et system – et

økosystem

som vores aktiviteter potentielt kan tilføje drastiske ændringer – gør,

at tidssvarende klimarådgivning skal forholde sig til langt mere end blot vores

direkte klimapåvirkninger.

Referencer

Klimarådet. 2024.

Danmarks fremtidige arealanvendelse.

Klimarådet. 2024.

Statusrapport 2025.

Attenborough, David. 2020.

Et liv på vores planet.

Brundtland-kommissionen. 1987. Vores fælles fremtid:

Brundtland-kommissionens rapport om miljø og

udvikling.

FN-forbundet og Mellemfolkeligt Samvirke.

Steffen, Will m.fl. 2020. “The emergence and evolution of Earth System Science.”

Nature Reviews. Earth &

Environment.

1: 54-63.

Rockström, Johan m.fl. 2009. “A Safe Operating Space for Humanity”.

Nature.

461: 472-475.

Steffen, Will m.fl. 2015. “Planetary boundaries: Guiding human development on a changing planet”.

Science.

347 (6223): 6219.

Richardson, Katherine m.fl. 2023. “Earth beyond six of nine planetary boundaries”.

Science Advances.

1 Klimarådgivning anno 2025 kræver planetære perspektiver

EUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 457: Kopi af KEF - bilag 240 vedr. jubilæumsskrift i anledning af Klimarådets 10-årsjubilæum

Hvor står vi 10 år

efter Parisaftalen?

Og hvad skal der ske

de næste 10 år?

Anne Olhoff

Konstitueret direktør og klimachefrådgiver

for UNEP Copenhagen Climate Centre

EUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 457: Kopi af KEF - bilag 240 vedr. jubilæumsskrift i anledning af Klimarådets 10-årsjubilæum

I år er det 10 år siden, Parisaftalen blev under-

skrevet. Samtidig skal alle lande i år færdiggøre

deres nye klimaplaner med mål for drivhus-

gasser 10 år frem i tiden (for 2035). Verden er

langt fra at være på ret kurs mod at opfylde

Parisaftalens langsigtede temperaturmål, men

der er sket fremskridt de seneste 10 år. Tem-

peraturfremskrivningerne er faldet sammen-

lignet med for 10 år siden, mere end 82 pct.

af de globale udledninger af drivhusgasser er

dækket af nettonuludledningsmål, og der er et

kæmpe uudnyttet potentiale for at reducere

udledningerne i løbet af det kommende årti. Det

vil kræve hidtil uset politisk handling og et gear-

skifte i grønne investeringer globalt, men har vi

et alternativ?

10 år frem og 10 tilbage

Det er ikke kun Klimarådet og Danmarks første klimalov, der kan fejre 10-årsju-

bilæum. I år er også 10 år siden, Parisaftalen blev indgået. Samtidig skal alle lande

i år færdiggøre deres nye klimaplaner, og disse skal indeholde drivhusgasredukti-

onsmål for 2035, altså 10 år fra nu. I dette indlæg ser vi derfor nærmere på, hvor vi

står efter de første 10 år med Parisaftalen, og hvad der er nødvendigt de kom-

mende 10 år, for at verden skal komme nærmere på aftalens langsigtede mål om

at holde den globale temperaturstigning et godt stykke under 2 grader og stræbe

efter at begrænse temperaturstigningen til 1,5 grader sammenlignet med niveauet

før den industrielle tidsalder.

Det kommer næppe som en overraskelse, at verden er langt fra at være på kurs

mod at indfri Parisaftalens langsigtede temperaturmål. Den seneste

emissions

gap-rapport

slår fast, at landenes næste klimaplaner samlet set skal føre til, at de

globale udledninger af drivhusgasser i løbet af de næste 10 år mindskes med 37

pct. i forhold til niveauet i 2019 for at bringe verden på ret kurs mod at begrænse

den globale opvarmning til under 2 grader. For at være forenelige med et 1,5-gra-

dersmål, skal udledningerne i 2035 ligge 57 pct. under 2019-niveauet.

Ikke desto mindre er der sket en række fremskridt de seneste 10 år. I det følgende

sætter vi fokus på følgende tre områder, hvor vi også opridser pejlemærker for det

kommende årti:

•

Fremskrivningerne af den globale opvarmning er faldet over de seneste 10 år

En lang række lande har siden 2015 fremsat nettonuludledningsmål

Udviklingen i fornybar energi og andre teknologier fortsætter med at overgå

forudsigelserne.

Indlægget er hovedsageligt baseret på

emissions gap-rapporterne,

som FN’s Miljø-

program (UNEP) har udgivet hvert år siden 2010. Rapporterne udgives inden de

årlige klimaforhandlinger under FN’s Klimakonvention – de såkaldte COP-møder

– som et uafhængigt videnskabeligt indspil til disse forhandlinger. De giver en

årlig opdatering af emissionsgabet – altså forskellen mellem den globale udledning

af drivhusgasser, som landenes klimamål peger hen imod, og det niveau, som vi-

denskaben fortæller os er foreneligt med Parisaftalens langsigtede temperaturmål.

Derudover fokuserer rapporterne på G20-landenes udvikling og udledningsmål,

da denne gruppe står for cirka 77 pct. af de globale drivhusgasudledninger, og de

ser også på, hvordan verden kan accelerere både klimaambition og -handling for at

lukke emissionsgabet.

2 Hvor står vi efter 10 år efter Parisaftalen? Og hvad skal der ske de næste 10 år?

EUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 457: Kopi af KEF - bilag 240 vedr. jubilæumsskrift i anledning af Klimarådets 10-årsjubilæum

Hvad peger termometeret på?

Fremskrivninger af den gennemsnitlige globale opvarmning over dette århund-

rede bygger på forskellige scenarier og antagelser. Tilbage i 2015 estimerede

emissions gap-rapporten,

at den gennemsnitlige globale temperaturstigning over

det 21. århundrede med minimum 66 pct. sandsynlighed kunne nå op omkring

4 grader, hvis klimaindsatsen forbundet med de daværende politikker fortsatte

uændret i fremtiden.

Hvis det i stedet blev antaget, at alle lande fuldt ud indfriede

de klimamål, de lige havde meldt ind under Parisaftalen og fortsatte en tilsvarende

klimaindsats derefter, landede temperaturberegningen på mellem 3 og 3,5 grader.

Siden da er der sket en række fremskridt, både hvad angår politikker og kli-

maambitioner, og dette har ført til, at temperaturerne nu ikke forventes at stige

helt så meget, som fremskrivningerne tidligere har vist. I den seneste

emissions

gap-rapport

estimeres det, at en fortsættelse af klimaindsatsen forbundet med de

nuværende politikker vil føre til en maksimal opvarmning i det 21. århundrede på

3,1 grader – med andre ord er politikfremskrivningerne nu næsten en grad lavere

end for 10 år siden. Hvis alle fuldt ud implementerer deres nuværende klimamål

og fortsætter en lignende indsats, estimeres det, at den maksimale gennemsnitlige

temperaturstigning over det 21. århundrede vil være 2,6 til 2,8 grader, hvilket

også er et betydeligt fald i forhold til estimaterne for 10 år siden.

Spændet fra 2,6 til 2,8 grader afhænger af, om landene udelukkende indfrier de

klimamål, de har fremsat betingelsesløst, eller om de derudover indfrier de mål,

der er behæftet med betingelser, såsom økonomisk og teknisk assistance.

Figur 1,

der viser maksimaltemperaturer over dette århundrede relativt til det førindustri-

elle niveau for de fire scenarier, der vurderes i

emissions gap-rapporterne.

Figuren

viser, at der er markante usikkerheder forbundet med temperaturforudsigelser,

samt at maksimumtemperaturerne ændrer sig, alt efter hvilken sandsynlighed der

tillægges – med andre ord, hvor sikker man vil være på en given temperaturfrem-

skrivning.

Men fremfor alt viser figur 1, hvor altafgørende det vil være at accelerere reduk-

tionen af de globale drivhusgasudledninger i dette årti. Kan verden rykke sig fra

et scenarie baseret på en fortsættelse af de nuværende politikker til et baseret på

indfrielsen af de klimamål for 2030, der er behæftet med betingelser, skæres der

cirka en halv grad af den maksimale globale opvarmning over dette århundrede.

Der er således et behov for på samme tid at øge hastigheden af nationale udled-

ningsreduktioner og at støtte de udviklingslande, der har fremsat betingelser for

deres mest stringente klimamål, så disse kan indfris.

En acceleration af emissionsreduktionerne i dette årti vil samtidig gøre det muligt

at fremsætte mere ambitiøse klimamål for 2035 i de nye klimaplaner, som landene

skal færdiggøre i år, og det vil forbedre chancerne for at opnå nettonuludledninger

senere i dette århundrede (se næste afsnit). Figur 1 viser, at det mest optimisti-

ske scenarie, hvor alle de mest stringente klimamål, som landene på nuværende

tidspunkt har fremsat, opfyldes, skærer yderligere en halv grad af den globale op-

varmning over dette århundrede. Det er samtidigt det eneste scenarie inkluderet

emissions gap-rapporten,

hvor verden fortsat bevarer en chance for at begrænse

den globale opvarmning til 1,5 grader, og har en god sandsynlighed for at be-

grænse den globale opvarmning til under 2 grader.

Max temperatur over det 21. århundrede (°C) relativt til det før-industrielle niveau

1,0°C

Scenarier

Nuværende

politikker fortsætter

Ubetingede klimamål

for 2030 fortsættes

Betingede klimamål

for 2030 fortsættes

Betingede klimamål

+ alle nettonulmål

1,5°C

2,0°C

3,0°C

50% chance

2,9

2,6

2,4

3,1

4,0°C

66% chance

5,0°C

90% chance

3,6

3,4

2,8

2,6

3,0

1,7

1,9

2,3

Sandsynligheden for at opvarmning overskrider en speciﬁk temperaturgrænse (%)

Scenarier

Nuværende

politikker fortsætter

Ubetingede klimamål

for 2030 fortsættes

Betingede klimamål

for 2030 fortsættes

Betingede klimamål

+ alle nettonulmål

1,5°C

100%

(85-100%)

100%

(86-100%)

100%

(77-100%)

77%

(64-97%)

2,0°C

97%

(28-100%)

94%

(28-100%)

79%

(19-100%)

20%

(9-63%)

3,0°C

37%

(1-80%)

22%

(1-75%)

10%

(0-69%)

(0-6%)

Figur 1

Kilder:

Fremskrivninger af den globale opvarmning under scenarier vurderet i

emissions gap-rapporten

UNEP (2024)

2 Hvor står vi efter 10 år efter Parisaftalen? Og hvad skal der ske de næste 10 år?

EUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 457: Kopi af KEF - bilag 240 vedr. jubilæumsskrift i anledning af Klimarådets 10-årsjubilæum

Hvordan går det med nettonulmålsætningerne?

Nettonuludledninger blev nævnt ovenfor og er et centralt begreb inden for

klimavidenskab. Det betegner en tilstand, hvor den samlede mængde af drivhus-

gasser, der udledes i atmosfæren over et givet tidsrum, er lig med den samlede

mængde, der fjernes fra den. Fra et klimaperspektiv er det vigtigt, hvorvidt man

taler om CO

-udledninger eller udledninger af alle drivhusgasser. Ved en opnå-

else af nettonul-CO

-udledninger stabiliseres den globale opvarmning på et givet

niveau, hvorimod nettonuludledning af alle drivhusgasser er nødvendigt for at få

opvarmningen til at toppe for derefter at falde.

4,5

Da Parisaftalen blev indgået, var der ingen G20-medlemmer, der havde fremsat

mål om at opnå nettonuludledninger senere i dette århundrede. Nu har samtlige

G20-medlemmer sådanne mål. I alt har 108 lande, der tilsammen står for over

82 pct. af de globale drivhusgasudledninger fremsat nettonuludledningsmål, der

enten er indført ved lov, fremsat i et politikdokument (såsom en klimaplan under

klimakonventionen) eller er annonceret på højt politisk niveau.

Ambition betyder ingenting uden handling, og der er behov for store fremskridt

de næste 10 år for at øge tiltroen til, at nettonulmål kan realiseres. Det drejer

sig om at styrke den juridiske status af målene, det drejer sig om at udarbejde

implementeringsplaner af høj kvalitet, og det drejer sig om at gøre kortsigtede

planer for og udvikling i drivhusgasudledninger konsistente med nettonulmålene.

G20-medlemmerne har et særligt ansvar, i og med de står for 77 pct. af den globale

udledning af drivhusgasser. For de G20-medlemmer, hvor udledningerne allerede

er toppet, bør det undersøges, om ambitionsniveauet på kort sigt kan hæves for at

mindske den samlede mængde af drivhusgasudledninger og for at nedsætte den

hastighed, hvormed den senere dekarbonisering skal finde sted for at opfylde et

nettonulmål. For G20-medlemmer, der endnu ikke har toppet deres udledninger,

bør dette fremrykkes så meget som muligt, samtidig med at der lægges konkrete

planer for en hurtig dekarbonisering, efter udledningerne er toppet.

en lang række muligheder for at accelerere klimaindsatsen, og at det er muligt at

nedbringe drivhusgasudledningen på en måde, hvor presserende udviklingsmål

samtidigt kan opnås.

Et af de områder, hvor udviklingen er gået særligt stærkt, er inden for sol- og

vindenergi. I løbet af de seneste 10 år er omkostningerne for solenergi faldet med

90 pct., vindenergi (på land) med 70 pct. og batterier med 90 pct.

Samtidig er

investeringerne i grøn energi steget med 60 pct. over samme periode.

Samtidig er det det område, der fortsat bringer det største potentiale for at redu-

cere udledningen af drivhusgasser. Den seneste

emissions gap-rapport

fremhæver,

at det teknoøkonomiske emissionsreduktionspotentiale (op til 200 dollar per ton

-ækvivalenter) teoretisk set er tilstrækkeligt til at bringe verden på ret kurs

mod Parisaftalens langsigtede temperaturmål. Det fremhæves, at hvis redukti-

onspotentialet gennem sol, vind og skovtiltag fuldt udnyttes de næste 10 år, vil

det være tilstrækkeligt til at bringe verden på ret kurs mod at holde temperatur-

stigningen under 2 grader. Der er her tale om etablerede teknologier med lave

omkostninger, og der er tilsvarende en række muligheder inden for efterspørgsel-

stiltag, energieffektivisering, elektrificering og skift af brændselstyper inden for

særligt transport, bygninger og industri.

At indfri disse reduktionspotentialer – selv delvist – vil kræve hurtig og omfat-

tende politisk handling globalt set, det vil være nødvendigt at gøre det på en måde,

hvor udviklings- og klimatilpasningsmål også opfyldes, og det vil kræve et gear-

skifte i investeringsniveauerne samt særlig finansiel støtte til udviklingslandene.

Vi har mulighederne, og vi har stadig en chance for at komme nærmere Paris-

aftalens mål.

Er der potentiale for at reducere udledningen

af drivhusgasser, og er der sket fremskridt?

Der er ingen tvivl om, at verden står over for en hidtil uset udfordring, hvis den

globale opvarmning skal begrænses til et niveau, der er i overensstemmelse med

Parisaftalens langsigtede temperaturmål. Det er imidlertid lige så klart, at der er

2 Hvor står vi efter 10 år efter Parisaftalen? Og hvad skal der ske de næste 10 år?

EUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 457: Kopi af KEF - bilag 240 vedr. jubilæumsskrift i anledning af Klimarådets 10-årsjubilæum

Referencer

United Nations Environment Programme (UNEP). 2024.

Emissions Gap Report 2024: No more hot air …

Please! With a massive gap between rhetoric and reality, countries draft new climate commitments.

Nairobi. https:/

/doi.org/10.59117/20.500.11822/46404.

UNEP. 2015.

The Emissions Gap Report 2015.

United Nations Environment Programme (UNEP), Nairobi.

UNEP. 2024.

Emissions Gap Report 2024: No more hot air … Please! With a massive gap between rhetoric

and reality, countries draft new climate commitments.

Nairobi. https:/

/doi.org/10.59117/20.500.11822/46404.

IPCC. 2021a. „Annex VII: Glossary.“ Matthews, J.B.R., Möller, V., van Diemen, R., Fuglestvedt, J.S., Masson- Del-

motte, V., Méndez, C. et al. (eds.).

In Climate Change 2021: The Physical Science Basis. Contribution of Wor-

king Group I to the Sixth Assessment Report of the Intergovernmental Panel on Climate Change.

Masson-

Delmotte, V., Zhai, P., Pirani, A., Connors, S.L., Péan, C., Berger, S. et al. (eds.). Cambridge University Press.

IPCC. 2021b. “Summary for policymakers.”

In Climate Change 2021: The Physical Science Basis. Contribution

of Working Group I to the Sixth Assessment Report of the Intergovernmental Panel on Climate Change.

Masson- Delmotte, V., Zhai, P., Pirani, A., Connors, S.L., Péan, C., Berger, S. et al. (eds.). Cambridge University

Press.

Our World in Data. Tilgået 10. april 2025. https://ourworldindata.org/data-insights/solar-panel-prices-have-

fallen-by-around-20-every-time-global-capacity-doubled .

International Energy Agency. Tilgået 10. april 2025. https:/

/www.iea.org/data-and-statistics/charts/global-

investment-in-clean-energy-and-fossil-fuels-and-cop28-pathway-2030-2 .

2 Hvor står vi efter 10 år efter Parisaftalen? Og hvad skal der ske de næste 10 år?

EUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 457: Kopi af KEF - bilag 240 vedr. jubilæumsskrift i anledning af Klimarådets 10-årsjubilæum

Sisyfos og klimakampen

Connie Hedegaard

Tidl. klima- og energiminister og EU-kommissær for klima

EUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 457: Kopi af KEF - bilag 240 vedr. jubilæumsskrift i anledning af Klimarådets 10-årsjubilæum

Når man i mange år har arbejdet med klima, kan

man godt føle sig lidt som Sisyfos, men vi skal

også huske at fejre sejrene. Der sker fremskridt,

men tempo og skridtlængde skal øges. Blandt

andet er der brug for et nyt narrativ, hvor klima

tænkes sammen med sikkerhed, energipolitik-

ken – og statsstøtten – europæiseres, og så er

der brug for en ægte grøn skattereform og en

langt bedre dialog også om adfærd og forbrug.

Sisyfos nåede aldrig i mål…

Når man i mange år har arbejdet med klima, er der en vis identifikation med

Sisyfos. Sisyfos, der i følge myten var dømt til i al evighed at skubbe stenen op ad

bjerget, og hver gang han var lige ved at få den helt op på toppen, trillede den ned

til bjergets fod, og Sisyfos måtte begynde forfra.

Mon ikke alle, der har arbejdet med klimaomstillingen, kender fornemmelsen.

Hver gang vi er liiige ved at have fået verden på ret kurs, så BUM truer stenen med

at rulle baglæns. Da vi før COP15 i København tilbage i 2009 endelig havde fået

mobiliseret hele verden til at tage klimaet alvorligt, inklusiv for første gang cirka

100 stats- og regeringschefer, så BUM kom finanskrisen.

Derefter tog det år for landene at slikke sårene, før det i 2015 endelig lykkedes at få

verden til at tage sig sammen og vedtage Parisaftalen og i øvrigt også aftalen om de

17 verdensmål. Og BUM! Året efter blev Trump valgt som USA’s 45. præsident og

annoncerede på dag 1, at han ville melde USA ud af Parisaftalen.

Også dér skulle sårene slikkes, før vi kom videre, men den gode nyhed var, at

blandt andet Kina og Indien, som tidligere ikke ville forpligte sig, hvis USA ikke

gjorde det, i en fælles erklæring meddelte at “we stay”. Den globale ramme og

retning for klimaindsatsen blev således stående, og igen begyndte stater, byer og

kommuner såvel som virksomheder og investorer samt borgere at skabe handling

og konkret omstilling.

Og BUM så kom Covid-pandemien. Alt lukkede ned, inflationen steg, mens stats-

kasser blev slunkne, for pludselig skulle milliarder bruges på sundhed og kompen-

sationer til det nedlukkede erhvervsliv. Men også det overlevede vi. Tre uger efter

at statsministeren i begyndelsen af 2022 havde afblæst Covid-alarmen og sagt, at

nu skulle der fuldt fokus på den grønne omstilling, ja så BUM invaderede Putin

Ukraine og pludselig stod krig og sikkerhed øverst på dagsordenen.

Det betød så også, at energiuafhængighed kom i fokus - af gode grunde i EU, som

pludselig måtte tage en hård tyrker fra sin afhængighed af russisk gas, men også

i USA, hvor Præsident Biden med Inflation Reduction Act postede trecifrede

milliardbeløb i dollar i energiomstilling og grøn innovation. Langt om længe gav

en amerikansk regering seriøs prioritet til klimapolitik, og det store erhvervsliv

begyndte at handle, mens investorer prioriterede at investere mere grønt og bære-

dygtigt. Og BOOOOMM så kom Trump igen og forsøger nu at sætte alt i bakgear.

Jo, det er let nok at blive nedslået.

3 Sisyfos og klimakampen

EUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 457: Kopi af KEF - bilag 240 vedr. jubilæumsskrift i anledning af Klimarådets 10-årsjubilæum

Klimakampen skal lykkes – husk at fejre sejrene

Men så er der alligevel en vigtig forskel til Sisyfosmyten. For hvor Sisyfos’ sten

hver gang trillede helt ned ad bjerget, så han ørkesløst måtte begynde forfra, ja,

så har vi trods bump på vejen, og nu også egentlige tilbageslag for klimakampen,

aldrig skullet begynde helt forfra. Set over tid er stenen klart på vej op ad bjerget.

For langsomt ja, men retningen er klar. Vedvarende energi, elbiler, elektrificering,

cirkulær økonomi-tænkning, materialeoptimering, nye økonomiske modeller…

Måske vi skulle blive bedre til at fejre sejrene: Jeg husker fx tilbage til dengang i

00’erne, hvor man ikke kunne have en klimadebat, uden at klimaskeptikere som

Bjørn Lomborg partout skulle inviteres med i studiet: VAR der overhovedet et

klimaproblem, eller var der ikke. Det diskuterer vi ikke mere.

Så var der de mange år, hvor Finansministeriet klart foretrak at købe billige kvoter

i udlandet ikke mindst i Østeuropa, hvor der var meget varm luft billigt til salg

(fordi det internationalt vedtagne basisår 1990 faldt sammen med Østeuropas in-

dustrielle kollaps). Det var meget billigere end at gøre noget herhjemme, hævdede

økonomerne i Den Røde Bygning. Det argument høres nu sjældent, hvor det er

bredt accepteret også af førende økonomer, at grøn omstilling i Danmark og EU er

vejen til innovation, øget konkurrencedygtighed og geostrategisk større uafhæn-

gighed af magter, vi ikke ønsker at være afhængige af, og man erkender, at det er

dyrt år efter år kun at købe sig til reduktioner i andre lande, da alle skal arbejde sig

frem mod klimaneutralitet og nul.

Og flere sejre: Danmark fik ikke bare sit uafhængige klimaråd, men vi fik også en

klimalov med bindende mål. Det samme gjorde EU. Det er besværligt og bøvlet at

få den slags vedtaget. Men næsten endnu vanskeligere at omstøde det, når først det

er vedtaget i bred enighed.

Der var også dengang, hvor S og V efter i årevis at have ligget lavt med hensyn til at

sætte klima på dagsordenen begyndte at konkurrere på, hvem der kunne sige det

højeste tal for antallet af elbiler i år 2030 og blev kritiseret for deres “helt ureali-

stiske” mål. I dag tegner alt til, at selv de mest ambitiøse mål vil blive overhalet.

I 2024 var halvdelen af alle nysolgte biler i Danmark elektriske. I februar måned

2025 var det to ud af tre, og både varevogne og efterhånden også lastbiler begyn-

der at rykke samme vej.

Der er mange flere eksempler. Fx må selv modstanderne af vedvarende energi

erkende, at sol og vind nu er billigere end fossile alternativer, og at fremtiden er

elektrisk. Vi fik EU’s kvotehandelssystem og dermed en markedsbaseret til-

gang som fundament under den europæiske klimapolitik. Herhjemme fik vi Den

Grønne Trepart.

Men skridtlængden skal øges

Jo, der er masser af eksempler på, at klimakampen nytter noget. At ord og mål fak-

tisk flytter noget, og at omstilling er mulig. Men stenen er endnu langt fra toppen,

så skridtlængden skal i den grad øges.

Hvordan gør vi så det? Hvordan accelererer vi klimaindsatsen i en tid, hvor beslut-

ningstagere i såvel regerings- som direktionskontorer oplever et

overload

af store

her og nu-udfordringer? Og hvordan leverer vi handling, der batter nok, uden at

sætte den folkelige velvilje over styr?

For det første må sammenhængen mellem geostrategisk uafhængighed og en kli-

mavenlig omstilling af vores energisystemer gøres begribeligt for flere. Valget står

ikke mellem sikkerhed eller klima. Sikkerhed og klima hænger sammen. Nøgleor-

det må være at skabe resiliens, det vil sige modstandsdygtige og robuste samfund.

Der er simpelthen brug for et opdateret narrativ.

Risikoen er, at lidt for mange vælgere ser klima som noget, der ganske vist er “vig-

tigt”, men også som noget, der kan vige, når akutte dagsordener som fx genopbyg-

ning af forsvaret presser sig på. Men hvor Trump muligvis kan true og presse sig til

deals om alt fra told til territorier, ja så kan selv en amerikansk præsident ikke lave

transaktionelle deals med klimaet. Klimaet holder ikke pause, fordi klimabenæg-

tere kommer til magten. Og når de politiske ledere i både Danmark og EU siger, at

vi har fem år til at opbygge den fornødne afskrækkende forsvarskapacitet, så må en

integreret del af den opgave være at vide, hvad det er, vi vil forsvare og beskytte.

For lykkes vi med afskrækkelsen, skulle der jo gerne være et godt og trygt sam-

fund at leve i også om fem år, hvorfor det også i dét lys må have prioritet at både

forebygge og tilpasse os truende klimaforandringer. Dermed er klimahandling en

vigtig komponent, når det gælder om at skabe tryghed og sikkerhed for borgerne

og dermed også imødegå tendenser til farlig polarisering.

For det andet må der arbejdes stenhårdt på at få implementeret EU’s såkaldte

competitiveness compass.

Analysen om den klare sammenhæng mellem grøn omstilling og Europas kon-

3 Sisyfos og klimakampen

EUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 457: Kopi af KEF - bilag 240 vedr. jubilæumsskrift i anledning af Klimarådets 10-årsjubilæum

kurrenceevne blev allerede givet i henholdsvis Draghi- og Letta-rapporterne fra

2024, og udspillet fra EU-Kommissionen i februar 2025 viste, at Kommissionen

grundlæggende holder fast ved, at den grønne omstilling er en oplagt mulighed og

en driver for innovation i Europa. Men det kræver dels, at vi bliver dygtigere og

langt mere effektive til at pulje kræfterne og udveksle best - og worst-practices, og

dels kræver det langt flere investeringer i forskning og udvikling, og så kræver det

målrettet statsstøtte. Det sidste er i mange kredse stadig et fy-ord, men når man

er oppe imod mægtige magter både øst og vest for EU, der i vid og systematisk

udstrækning støtter vores konkurrenter, ja så må og skal der tænkes nyt. For at

forhindre et rasende dyrt og urimeligt statsstøttehelvede må statsstøtte begrænse

sig til områder med klar strategisk interesse for EU, og et godt princip kunne være

altid at lade statsstøtte ledsages af en solnedgangsklausul.

Men statsstøtte er naturligvis kun et supplement. Det centrale må være et prissig-

nal, der batter noget, og som giver et reelt incitament til at omstille fra

business as

usual

til en klimavenlig fremtid. Så længe lande omkring os - stadig - ikke pålægger

deres virksomheder en reel pris på udledninger og forurening, er der en politisk

grænse for, hvor meget man kan/tør belaste egne erhvervsdrivende. Men da

money makes the world go around,

bliver det i de kommende år centralt at gennem-

tænke hele det danske skattesystem med grøn omstilling for øje. Det gælder for

såvel personskatter- og afgifter og momssatser som for erhvervsbeskatning. En

egentlig grøn skattereform trænger sig på. Samtidig er der væsentlige perspektiver

i at europæisere statsstøtten, så vi i EU ikke konkurrerer med hinanden om, hvem

der har de største statskasser. Det betyder igen, at der skal være penge til det – i

et i forvejen presset EU-budget, hvorfor diskussionen om egne indtægtskilder til

EU blandt andet fra CO

- og miljøafgifter vil være en vigtig brik i forhandlingerne

om EU’s næste 7-årige budget. Her har Danmark store muligheder for at påvirke

tækningen qua sit EU-formandskab i det halvår, hvor brikkerne til det store bud-

getpuslespil defineres.

For det tredje skal reguleringsværktøjet kigges kritisk efter i sømmene. Der er ek-

sempler på, at reguleringen er blevet for detaljeret og for deskriptiv, og faren er, at

det får flere til at vende sig negativt imod klimatiltag, snarere end at det ansporer

til mere handling. Derfor er det fornuftigt, at der både nationalt og europæisk nu

er sat kritisk spot på behovet for forenkling,

simplification.

Direktivet om CSR er et

let første offer, som EU-Kommissionen nu både vil forsimple og til dels udskyde.

Men vi skal passe på med ikke at smide barnet ud med badevandet og lægge regule-

ring som sådan for had.

Når 27 stater skal have et fælles indre marked til at fungere, er regulering og fælles

standarder et hjælpsomt værktøj – og langt at foretrække fremfor 27 forskellige

regelsæt. Et eksempel: Hver gang der er vedtaget ambitiøse mål for bilers udled-

ning, har branchen kæmpet indædt imod og lobbyet for svagere mål. Regulerin-

gen, som tvang bilfabrikanterne til at fremskynde udviklingen af elbiler, hvis de

ville undgå store bøder, er ingen undtagelse. Men reguleringen hjalp. Producen-

terne kom op i gear, når det gælder innovation. Og alligevel blev de overhalet af

især de kinesiske konkurrenter. Hvorfor? Ja, ifølge en højtstående repræsentant

fra ACEA, bilfabrikanternes interesseorganisation “fordi vi var for fodslæbende.

Vi var for længe om at rykke”. Lige præcis. Alligevel ser vi det samme mønster

gentage sig igen og igen. Sektor for sektor. Tag bare landbrugets modvilje som et

andet illustrativt eksempel.

Pointen er, at ikke al regulering er dårlig. Dårlig regulering er skidt. Overregule-

ring er skidt. Men når man vil have et indre marked med fair konkurrence, hvor

alle og ikke kun nogle få frontløbere skal yde deres bidrag til at håndtere de fælles

miljø-, klima- og ressourceproblemer, så er det sund fornuft at sikre, at det ikke

kan betale sig at gøre ingenting, at være

outlier.

Derfor må opgaven være at sikre

god og smart regulering og at få luget ud i gammel uddateret regulering. At finde

den rigtige balance her er en central opgave, og den skal løses nu. Både på nationalt

og europæisk plan. EU deler ikke værdier med de amerikanske libertarianere, for

hvem al regulering er af det onde.

For det fjerde skal vi være verdensmestre i at koble den grønne omstilling med

de digitale muligheder. Brugt rigtigt og strategisk er der enorme muligheder i at

slå flere fluer med et smæk – også økonomisk. Men igen kræver det betydelige

investeringer i en tid, hvor der bliver hård kamp om pengene. Derfor må det være

et krav, at blandt andet klima og klimarisiko konsekvent integreres i de økonomi-

ske modeller og overslag hos både politikere, investorer og virksomheder, så også

co-benefits for fx biodiversitet, vand og ressourcer fremgår tydeligt for dem, der

skal træffe beslutninger. Også her har Klimarådet gjort en forbilledlig og vigtig

indsats, men denne integrerede tilgang skal ikke være undtagelsen, men en ny

norm for alle.

Endelig er den måske væsentligste opgave i den kommende vanskelige tid at få

både muligheder og vanskeligheder i processen med at omstille til et bæredygtigt,

klimaneutralt samfund gjort synlige for flere - vel at mærke så mennesker får lyst

til at engagere sig og bidrage. Det er ikke kun hos beslutningstagere i politik og er-

hvervsliv, at en ubehagelig fornemmelse af overload lægger en dæmper på mange

menneskers kræfter til at engagere sig yderligere. Derfor er det vigtigt at vise løs-

ninger og invitere til reel dialog om konkrete, kreative, smarte og samfundsøkono-

3 Sisyfos og klimakampen

EUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 457: Kopi af KEF - bilag 240 vedr. jubilæumsskrift i anledning af Klimarådets 10-årsjubilæum

miske løsninger, som mennesker kan se sig selv i, og som de ønsker at være en del

af. Man skal kunne se, at fremtiden ikke bare postuleret, men helt håndgribeligt

rummer attraktive muligheder - smarte boliger, intelligent forbrug som man kan

spare penge på, sidegevinster for natur, miljø, luftkvalitet - men der må også være

ærlighed om, at vejen til målet rummer svære valg. I den offentlige, fælles samtale

må der lægges mere vægt på reel dialog og mulighed for inddragelse. Blandt andet

fordi vi i vores rige del af verden ikke kommer uden om også at diskutere adfærd

og forbrug. Et følsomt emne. Også her har beslutningstagere brug for kvalificeret

fagligt indspil om, hvordan man bedst skaber forandring med folkelig accept og

opbakning.

Stærke kræfter søger at skabe splittelse og polarisering i vores samfund, og klimaet

er et af de områder, hvor også kræfter udefra sætter ind i forhold til europæerne.

Det er en reel trussel. Ikke bare for klimaindsatsen, men for Europas mulighed for

at blive uafhængig af fossile brændstoffer og regimer, vi ikke ønsker at støtte og for

vores mulighed for via en stærk og fremsynet klimapolitik at skabe nye industrielle

styrkepositioner og dermed bæredygtig vækst og velstand.

Modsvaret må være at arbejde endnu mere sammen. Fx gennem en europæiseret

energipolitik. Det vil på centrale strækninger ændre dansk klima- og energipolitik,

når vi skal bygge bro mellem en historisk national tilgang og så fremtidens mere

europæiske. Hvordan gør man bedst det, når vi i Danmark samtidig gerne vil ligge

i front, fordi vi har set hvilke enorme muligheder, der ligger i den position? Det er

bare ét af de mange spørgsmål, hvor samfundet får brug for Klimarådets seriøse

og vidensbaserede tilgang, der giver beslutningstagere faglige input til at kunne

træffe bedre funderede beslutninger.

Klimarådets indspil - og modspil - er ikke altid blevet mødt med begejstring på

Slotsholmen & Omegn. Men netop dét viser, hvor nødvendig institutionen er. Og

i det næste tiår, hvor vidtrækkende beslutninger og sporskifter skal håndteres på

kort tid for at holde trit med en accelererende klimaudfordring, vil der mere end

nogensinde være brug for et klimaråd med integritet og faglighed.

3 Sisyfos og klimakampen

EUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 457: Kopi af KEF - bilag 240 vedr. jubilæumsskrift i anledning af Klimarådets 10-årsjubilæum

Fra kampen mod klima-

forandringer til grundlaget

for en bæredygtig europæisk

fremtid: en retfærdig og

nødvendig energiomstilling

Ditte Juul Jørgensen

Generaldirektør for Europa-Kommissionens generaldirektorat for energi

EUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 457: Kopi af KEF - bilag 240 vedr. jubilæumsskrift i anledning af Klimarådets 10-årsjubilæum

Europa og resten af verden påvirkes i stigende

grad af klimaforandringer. Den forværrede sik-

kerhedssituation på kontinentet har været med

til at fremskynde indsatsen for dekarbonisering

og diversificering af energiforsyningen i tråd

med EU’s langsigtede klimaambitioner. Energi-

omstillingen dekarboniserer det europæiske

energisystem, styrker konkurrenceevnen og

mindsker de sikkerhedsmæssige risici, der

er forbundet med afhængighed af importe-

ret fossil energi. Mere end nogensinde før er

EU’s mål om klimaneutralitet blevet afgørende

for unionens sikkerhed, konkurrenceevne og

adgang til energi.

Fra ambitiøse klimamål i EU til global effekt

Ligesom alle andre verdensdele mærker Europa allerede de direkte konsekvenser

af klimaforandringer. Overgangen til ren energi er nødvendig – både for klimaet

og fremtiden, men i Europa også for vores sikkerhed og konkurrenceevne. Langt

størstedelen af europæerne er enige: 93 pct. ser klimaforandringer som et alvorligt

problem

. Samtidig viser en ny undersøgelse, at mange europæere har mistet troen

på, at regeringerne kan levere en effektiv og retfærdig omstilling

. For at genskabe

tilliden til regeringer og den europæiske samfundsmodel må vi sikre en retfærdig

omstilling, som ikke efterlader nogen på perronen. En omstilling, der giver ren

energi, økonomisk vækst og gode job. Klimaindsatsen udgør også kernen i et mere

modstandskraftigt, sikkert og konkurrencedygtigt europæisk fællesskab.

Energipolitikken spiller en central rolle: Produktion og forbrug af energi udgør

mere end 75 pct. af EU’s samlede drivhusgasudledninger. Samtidig stod EU for

blot 6,1 pct. af de globale udledninger i 2023

, og EU's klimahandling skal derfor

understøtte og fremme internationalt samarbejde. Kun gennem global handling

kan vi mindske konsekvenserne af klimaforandringer og tilpasse os de uundgåelige

forandringer. Europa har her mulighed for at gå forrest i den globale klimaindsats

og vise, at dekarbonisering gavner alle.

EU's lederskab gav konkrete resultater på COP28 i form af den globale aftale om at

tredoble verdens kapacitet af vedvarende energi og fordoble forbedringer i ener-

gieffektivitet frem mod 2030 og derved gradvist rykke væk fra fossile brændsler.

På COP29 samarbejdede EU med internationale partnere for at omsætte den mål-

sæting til konkret handling – herunder opskalering af investeringer og opfølgning

på FN’s generalsekretærs

Panel on Critical Energy Transition Minerals.

For mange

lande er energiomstillingen et spørgsmål om adgang til energi, og EU bidrog med

kampagnen

Scaling Up Renewables in Africa,

som blev lanceret af kommissionsfor-

mand Ursula von der Leyen på G20-topmødet. Dette engagement danner fortsat

rammen for vores arbejde, mens vi forbereder os til COP30 og på at indfri målene

om “global tredobling og fordobling”.

Sideløbende med COP-processen lancerede kommissionsformand Ursula von

der Leyen et

Global Energy Transition Forum

– et samarbejde mellem regeringer,

internationale institutioner, banker, virksomheder og velgørenhedsorganisationer

med fokus på at fremme en retfærdig omstilling og en overgang til vedvarende

energi. Det er tænkt som et inkluderende og fleksibelt samarbejde under hensyn-

tagen til, at hvert land har sit eget udgangspunkt.

Global Energy Transition Forum

skal samle og forstærke eksisterende initiativer for at sikre sammenhæng og

4 Fra kampen mod klimaforandringer til grundlaget for en bæredygtig europæisk fremtid

EUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 457: Kopi af KEF - bilag 240 vedr. jubilæumsskrift i anledning af Klimarådets 10-årsjubilæum

synergi i den globale energiomstilling.

Nye udfordringer i en forandret geopolitisk

virkelighed

Selvom Europa er frontløber i det internationale klimaarbejde, står vi over for nye

udfordringer. Ruslands angrebskrig mod Ukraine og deres brug af russiske fossile

brændsler som våben har ændret den sikkerhedspolitiske situation, men ikke EU’s

langsigtede klimamæssige ambitioner. EU's mål om klimaneutralitet i 2050 står

fast, og Europa-Kommissionen arbejder på en revision af EU’s klimalov med et

delmål for 2040.

Energikrisen har vist, at der er brug for sikker adgang til de relevante teknologier

samt en overordnet tilgang, der fremmer en socialt og økonomisk bæredygtig om-

stilling. EU's mål om klimaneutralitet er mere end nogensinde før forbundet med

Europas sikkerhed, resiliens, konkurrenceevne og adgang til energi, som er til at

betale. EU's

Competitive Compass

anerkender energiomstillingen som et centralt

element i indsatsen for en styrket konkurrencevne

elproduktion. Vedvarende energikilder tegnede sig for 48 pct. af vores elproduk-

tion i 2024, op fra 37 pct. i 2021, og langt foran kul (11 pct.) og naturgas (13 pct.). I

2025 forventer vi omkring 87 GW ny vind- og solenergi

, en samlet stigning på 13

pct. i kapaciteten af disse teknologier.

Truslerne mod vores sikkerhed handler dog ikke kun om afhængighed af fossile

brændsler. Nylige angreb på kritisk infrastruktur understreger behovet for at

beskytte energisystemet mod hybride trusler som sabotage og cyberangreb. Disse

flerfacetterede trusler er tiltagende både i alvor og hyppighed, og de understreger

vigtigheden af internationalt samarbejde som for eksempel den fælles EU-NATO-

taskforce om kritisk infrastruktur. Et andet eksempel er færdiggørelsen af

Baltic

Synchronisation Project,

som viser den fælles forpligtelse til at styrke energisikker-

heden og integrationen af vedvarende energi i vores systemer.

Det siges, at hver krise rummer en mulighed. Dette har tydeligt gjort sig gældende

for energikrisen, som blev en anledning til at accelerere overgangen til et mere

vedvarende og resilient europæisk energisystem.

Konkurrenceevne

Afhængighed af importerede fossile brændsler, især fra Rusland, har gjort EU

sårbar over for høje og ustabile energipriser. Den gradvise udfasning af vores

afhængighed af importerede fossile brændsler er derfor også relevant for vores

konkurrenceevne. Det er vigtigt, at Europa ikke bytter én afhængighed ud med en

anden. Det gælder især for kritiske råstoffer, som er nødvendige for de grønne tek-

nologier. Europa har brug for handel og samarbejde for at fremme europæisk grøn

industri og de energiintensive sektorer. Cirkulær og effektiv materialeanvendelse

er også en vigtig del af vores forsyningssikkerhed og konkurrenceevne.

Elektrificeringen af industri og husholdninger rummer et stort potentiale for den

europæiske konkurrenceevne og dekarbonisering. Elektrificering udnytter vores

vedvarende energikilder mere effektivt og mindsker derved både afhængigheden

af importerede fossile brændsler og vores energiregninger. Udviklingen er dog

stagneret i de senere år, og el dækker fortsat under en fjerdedel af EU’s samlede

energibehov. Samtidig er el i mange europæiske lande omkring tre gange dyrere

end gas. Kommissionen fremsætter derfor en handlingsplan for elektrificering,

som skal understøtte tiltag, der mindsker omkostningerne i energisystemet og

fremmer adgangen til konkurrencedygtig elektricitet.

Sikkerhed og resiliens

Kommissionens

REPowerEU-plan

udgjorde det energipolitiske svar på Ruslands

angreb på Ukraine og på brugen af energi som pressionsmiddel. Planen udstikker

retningen for en udfasning af russisk energi i EU gennem energieffektivitet og

-besparelse, dekarbonisering og diversificering af forsyningen. Med

REPowerEU

har EU fremskyndet overgangen til et mere effektivt og vedvarende energisystem.

Samtidig har EU vedtaget 16 sanktionspakker mod Rusland, herunder forbud

mod import af kul og olie, som er fragtet ad søvejen, et prisloft på russisk olie samt

restriktioner på omlastning af russisk flydende naturgas til tredjelande i EU-

havne.

EU har reduceret importen af russisk gas med over to tredjedele fra 2021 til 2024.

EU var velforberedt på ophøret af russiske gasleverancer gennem Ukraine den

1. januar 2025, der derfor ikke påvirkede EU’s forsyningssikkerhed. Andelen

af russisk gas er i dag under 15 pct. af den samlede EU-import, og arbejdet med

at udfase resten fortsætter. Samtidig accelererer vi udbygningen af vedvarende

energi i EU: I 2024 overhalede vind og sol for første gang fossile brændsler i EU’s

4 Fra kampen mod klimaforandringer til grundlaget for en bæredygtig europæisk fremtid

EUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 457: Kopi af KEF - bilag 240 vedr. jubilæumsskrift i anledning af Klimarådets 10-årsjubilæum

Der er gode eksempler på, hvordan energiomstillingen kan styrke konkurrence-

evnen i Europa. Det danske elnet og

cleantech-økosystem

spiller en nøglerolle i

elektrificeringen og udrulningen af vedvarende energi. Takket være en langsigtet

strategi var Danmark blandt de første lande, der investerede massivt i vedvarende

energi. Danmark støttede verdens første havvindmøllepark i 1991 og har opbyg-

get et stærkt industrielt økosystem for

cleantech.

I dag muliggør det danske elnet

tilslutningen af havvind og skaber forbindelser mellem Centraleuropa og Norden,

hvilket understøtter transport af lavemissionsenergi på tværs af Europa.

Europa har både innovationen, talentet og det industrielle fundament til at kon-

kurrere på højeste niveau. For at det kan lykkes, skal den industrielle omstilling

understøttes. Det estimeres, at der samlet set er behov for private og offentlige

investeringer på 660 milliarder euro årligt i perioden 2026–2030 for at nå EU’s

energimål for 2030. EU's

Clean Industrial Deal

vil mobilisere over 100 milliarder

euro til støtte for europæisk produktion af vedvarende teknologi. Europa vil ned-

bringe investeringsbarrierer og sikre den nødvendige policy support, eksempelvis

gennem Innovationsfonden, platformen for strategiske teknologier i Europa (SET

Plan) og den kommende

Clean Energy Investment Strategy.

Også de finansielle

garantier fra

InvestEU

vil blive øget for at støtte investeringer i

cleantech.

Europa skal gå forrest i den næste generations energiløsninger – fra brint til ener-

gilagring i batterier og

smart grids.

Derfor har EU vedtaget lovgivningsmæssige

værktøjer som

Net-Zero Industry Act

(NZIA), der skal styrke forsyningskæderne

for vedvarende teknologi ved at opskalere den europæiske produktionskapaci-

tet. Sammen med en gennemførelsesretsakt om auktioner for vedvarende energi

har EU et solidt fundament til at fremme produktion af vedvarende teknologi og

tiltrække investeringer til Europa.

der på lidt længere sigt kan skabe yderligere besparelser. Dertil indgår tiltag for

at ruste energisystemet mod fremtidige prischok. Planen sigter mod at reducere

produktionsomkostningerne for energi ved at fremme udbygningen af ren energi

gennem langsigtede elkontrakter, hurtigere sagsbehandling af f.eks. tilladelses-

processer, et stærkere elnet og øget fleksibilitet. Den indeholder også tiltag og

anbefalinger, der skal sænke de regninger, som forbrugerne rent faktisk ender med

at betale, blandt andet gennem ændringer i skatter og tariffer.

Kommissionen vil desuden fremlægge en

Citizens Energy Package,

der skal sikre en

omstilling, der både er effektiv og retfærdig. Målet er at afhjælpe energifattigdom

og styrke borgernes rolle i hele omstillingen, så de aktivt kan tage del i et energisy-

stem i forandring. Pakken vil foreslå konkrete tiltag for at opbygge forbrugernes

og offentlighedens tillid til energimarkederne. Den vil give forbrugerne mulighed

for at spille en mere aktiv rolle og gøre markederne mere dynamiske og innovative.

Den vil også styrke forbrugerrettigheder og gøre det nemmere at oprette eller til-

slutte sig et energifællesskab som en måde at reducere energiomkostningerne på.

Pakken vil forbedre forbrugerbeskyttelsen og sikre, at de mest sårbare beskyttes

mod afbrydelser og mod skævvridende virkninger af omstillingen.

Konklusion

Ingen kan bekæmpe klimaforandringer alene. De kender ingen grænser og har

ulige konsekvenser på tværs af verden. Det gør globalt og europæisk samarbejde

vigtigere end nogensinde. EU står fast på det ambitiøse mål om at blive det første

klimaneutrale kontinent i 2050 – både for at gå forrest i den globale dekarboni-

sering, men også af hensyn til vores konkurrenceevne, sikkerhed og energiuaf-

hængighed. Prisen for manglende handling er høj, og dette årti er afgørende. Hvis

vi løfter opgaven i fællesskab, deler vi også gevinsterne: en tryg og bæredygtig

fremtid for mennesker og for planeten.

Adgang til energi, der er til at betale

Industriens konkurrenceevne vil på sigt komme borgerne til gavn, men vi må

handle allerede nu for at forbedre husholdningernes adgang til energi, der er til at

betale. Energifattigdom påvirker over 46 millioner europæere, og sårbare grupper

rammes særligt hårdt. Den eneste bæredygtige vej til nettonul i 2050 er en retfær-

dig omstilling, hvor energipolitikken bidrager til at adressere husholdningernes

energiudfordringer undervejs.

Den nyligt vedtagne

Affordable Energy Action Plan

indeholder tiltag, der skal

sænke energiregningerne på kortere sigt, samt fremme strukturelle reformer,

4 Fra kampen mod klimaforandringer til grundlaget for en bæredygtig europæisk fremtid

EUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 457: Kopi af KEF - bilag 240 vedr. jubilæumsskrift i anledning af Klimarådets 10-årsjubilæum

Referencer

European Commission. 2023.

Citizen support for climate action.

[Online] https:/

/climate.ec.europa.eu/

citizens/citizen-support-climate-action_en.

Eichhorn, J.

et al.

2025.

Europeans still want climate action, but don’t trust governments to deliver, Bruegel.

[Online] tilgået den 2. marts, 2025, https://www.bruegel.org/policy-brief/europeans-still-want-climate-acti-

on-dont-trust-governments-deliver#:~:text=While%20nine%20out%20of%20ten,with%20the%20conse-

quences%20(adaptation.

Guizzardi, D.,

et al.

2024.

GHG emissions of all world countries.

Publications Office of the European Union,

Luxembourg, 2024, https:/

/publications.jrc.ec.europa.eu/repository/handle/JRC138862.

European Commission.

A Competitiveness Compass for the EU, COM/2025/30 final.

[Online] https:/

/eur-lex.

europa.eu/legal-content/EN/TXT/?uri=celex:52025DC0030.

17 GW vind og 70 GW sol.

4 Fra kampen mod klimaforandringer til grundlaget for en bæredygtig europæisk fremtid

EUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 457: Kopi af KEF - bilag 240 vedr. jubilæumsskrift i anledning af Klimarådets 10-årsjubilæum

Værdien af internationalt

samarbejde: the Canadian

Climate Institute og det

internationale netværk

af klimaråd

Rick Smith

Direktør for Canadian Climate Institute og medlem af

styregruppen for International Climate Councils Network

EUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 457: Kopi af KEF - bilag 240 vedr. jubilæumsskrift i anledning af Klimarådets 10-årsjubilæum

Canadian Climate Institute (CCI), der blev

lanceret i 2020, leverer uafhængig, ekspert-

baseret rådgivning om reduktion af drivhusgas-

udledninger, klimatilpasning og grøn vækst.

Instituttets arbejde har formet Canadas klima-

strategi og bidraget til de seneste reduktioner

i drivhusgasudledninger. CCI samarbejder med

regeringer, oprindelige nationer og Net Zero

Advisory Body og spiller en central rolle som

samlingspunkt på tværs af sektorer. Internatio-

nalt er CCI et stiftende medlem af International

Climate Councils Network (ICCN), som forbinder

klimafaglige råd med henblik på at dele best

practices og styrke global governance. Sammen

arbejder CCI og ICCN for at fremme troværdig,

videnskabsbaseret politik til støtte for en effek-

tiv og samarbejdsbaseret omstilling til netto nul.

Selvom klimadebatten fortsat er yderst udfordrende i alle verdens lande, sker der

betydelige fremskridt.

Et af de mest markante fremskridt i de seneste 15 år har været erkendelsen af,

at god klima-governance skaber bedre resultater, herunder lavere udledninger,

skabelsen af grønnere økonomier og tilpasning til konsekvenserne af ekstreme

vejrhændelser.

Siden oprettelsen af Storbritanniens

Climate Change Committee

(UK CCC) i 2008

har næsten 30 nationale regeringer verden over (og flere kommer til hvert år) etab-

leret uafhængige, ekspertbaserede rådgivningsorganer, der skal give kvalificeret

rådgivning om klimapolitik, overvåge fremskridt, komme med politikanbefalinger

og styrke den folkelige opbakning til løsningerne.

Oprettelsen af Canadian Climate Institute (CCI)

Den canadiske erfaring med forbedret klima-governance er relativ ny. I oktober

2018 udsendte den canadiske regering et forlsag med henblik på at oprette en

"politik-orienteret organisation i armslængde fra regeringen med fokus på grøn

vækst og klimaforandringer", svarende til de uafhængige rådgivende organer i

andre lande såsom UK CCC, det franske

Haut Conseil pour le Climat

og Klimarådet

i Danmark.

Et konsortium bestående af over 20 organisationer, herunder universiteter, mil-

jøorganisationer og forskningsinstitutter, gik sammen om at udvikle forslaget og

fastlægge forskningslinje, budget og ledelsesstruktur for det, der blev til

Canadian

Climate Institute

(CCI). Den canadiske regering accepterede forslaget og indgik en

tilskudsaftale om at finansiere CCI som en

not-for-profit

organisation. Instituttet

blev officielt lanceret i januar 2020 med det erklærede formål: "at producere, for-

midle og mobilisere uafhængig og troværdig viden, politisk rådgivning og best pra-

ctice til canadierne, regeringer og interessenter inden for nøgleområder relateret

til grøn vækst og klimaforandringer (herunder reduktion af drivhusgasudlednin-

ger, klimatilpasning og grøn vækst), baseret på yderst troværdigt og inkluderende

analysearbejde og inddragelse af ledere, eksperter og praktikere i hele Canada."

Som en uafhængig organisation ledes CCI af en fremtrædende bestyrelse og

støttes af sin stab med medarbejdere fra hele landet. Vores arbejde er organiseret

omkring tre permanent nedsatte ekspertpaneler, som samler landets førende

klimaforskere. Vores tænkning og analyser påvirkes og forbedres væsentligt af den

5 Værdien af internationalt samarbejde

EUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 457: Kopi af KEF - bilag 240 vedr. jubilæumsskrift i anledning af Klimarådets 10-årsjubilæum

rådgivning, vi modtager fra vores ekspertråd, som omfatter centrale brancheorga-

nisationer (såsom de nationale aluminiums- og cementforeninger) og andre vigtige

aktører (såsom

Federation of Canadian Municipalities).

Ifølge den canadiske forfatning har oprindelige nationer stærke rettigheder og

kontrol over naturressourcer, og CCI har for nylig oprettet et dedikeret analyse-

team med fokus på oprindelige folk for at sikre indhold, der er relevant for oprin-

delige samfund i hele instituttets arbejde.

Noget unikt ved Canadas klima-governance er, at regeringen har oprettet ikke blot

én, men to uafhængige organisationer til at rådgive den. CCI samarbejder tæt med

det andet klimaråd oprettet af den canadiske regering, the

Net Zero Advisory Body,

som har et lovbestemt mandat i henhold til

the Canadian Net Zero Emissions Ac-

countability Act

fra 2021 (den canadiske lov, der implementerer landets forpligtel-

ser under Parisaftalen). Vores to organisationer har underskrevet en samarbejds-

aftale og arbejder sammen om en række aktiviteter, herunder medværtsskab af en

årlig klimakonference i Ottawa hver efterår samt programaktiviteter for canadiske

delegationer til COP-møderne.

•

Den første kvantificering af de økonomiske konsekvenser af klimaforandringer i

det nordlige Canada

Den første vurdering af Canadas økonomiske udsigter i lyset af accelererende

globale markedsændringer som følge af klimaforandringer

Den første uafhængige evaluering af regeringens reduktionsplan, offentliggjort

i 2022

Udviklingen af

Early Estimate of National Emissions

– et værktøj, der estimerer

de samlede årlige drivhusgasudledninger i Canada før offentliggørelsen af de

officielle data i regeringens nationale emissionsopgørelse

•

Oprettelsen af Canadas første omfattende dataplatform til at følge udviklingen i

udledninger og klimapolitiske tendenser

Den første vurdering af klimaforandringsrelaterede risici for nye boliger i cana-

diske lokalsamfund som følge af oversvømmelser og skovbrande

Indtil for nylig var Canada det eneste G7-land, hvor drivhusgasudledningerne

stadig var stigende. Denne pinlige situation er nu endelig vendt: ifølge CCIs be-

regninger var Canadas udledninger i 2023 reduceret med cirka 8 pct. i forhold til

niveauet i 2005. Mange af CCIs anbefalinger til politik for netto-nul-udledninger

har formet denne nye og mere effektive canadiske tilgang.

Hvad angår klimatilpasning, har Canada nu – for første gang – en national tilpas-

ningsstrategi, som også har været en central anbefaling fra CCI. Effektiv imple-

mentering af strategien haster. Med dyster forudsigelighed rammes mange dele

af landet hvert år af ekstreme vejrhændelser, som oversvømmelser og voldsomme

skovbrande, drevet af klimaforandringer. Ifølge

the Insurance Bureau of Canada

var sommeren 2024 den dyreste nogensinde målt i forsikringsudgifter: over 8 mil-

liarder canadiske dollars, hvor mange hændelser med oversvømmelse og brand –

herunder nedbrændingen af det verdenskendte bjergresort Jasper i Alberta – blev

knyttet direkte til klimaforandringer.

CCIs fokus og bidrag

Siden den offentlige lancering af ICCN har vi haft en markant indflydelse på dis-

kussionen om fremskridt og prioriteringer i Canadas klimapolitik. Vores arbejde

er respekteret og indflydelsesrigt på tværs af alle tre forskningsområder (reduk-

tion af drivhusgasudlednigner, klimatilpasning og grøn vækst) i forskellige dele af

Canada og på begge landets officielle sprog.

Efter blot fem år er instituttet nu en af de mest citerede kilder til troværdigt ana-

lysearbejde af klimaforandringer i landet. Blandt brugerne af vores analyser er cen-

trale statslige myndigheder, medier, forskere, erhvervsliv og vigtige interessenter.

Et udvalg af vores væsentlige bidrag omfatter:

•

Den første forskningsbaserede modellering af troværdige veje til netto-nul-ud-

ledninger i 2050 for Canada

Den første analyse af de relative effekter af enkeltstående klimapolitikker til

reduktion af udledninger

Den første makroøkonomiske modellering af klimaforandringers og ekstreme

vejrhændelsers konsekvenser for canadierne og økonomien

Erfaringer undervejs

Vi har fået værdifulde erfaringer gennem vores arbejde de seneste år – nogle speci-

fikt relateret til den canadiske kontekst, andre med bredere relevans.

Den første er, at det, givet Canadas føderale struktur, er vigtigt ikke at fokusere for

ensidigt på klimapolitik på ét regeringsniveau frem for andre. Gennem det seneste

årti har klimaaktører i Canada næsten udelukkende fokuseret på effekten – eller

manglen på samme – af den føderale klimapolitik. I mellemtiden har provinsernes,

5 Værdien af internationalt samarbejde

EUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 457: Kopi af KEF - bilag 240 vedr. jubilæumsskrift i anledning af Klimarådets 10-årsjubilæum

territoriernes og kommunernes politikker været relativt oversete. I de kommende

år vil CCI arbejde på at skabe en bedre balance i vores tilgang.

En anden læring er, at det er vigtigt at sikre plads i den nationale debat til hele pa-

letten af nødvendige klimapolitiske virkemidler – frem for at lade en enkelt politik

dominere. I Canadas tilfælde har en forbrugsafgift på CO₂ fået en uforholdsmæssig

stor plads i klimadebatten, selvom en sådan afgift ifølge CCIs egne vurderinger

kun udgør omkring ti procent af løsningen frem mod 2030. Som politisk strids-

punkt har forbrugsafgiften trukket opmærksomheden væk fra andre virkemidler,

der både er langt mere effektive og langt mindre kontroversielle – såsom CO₂-af-

gifter for industrien.

Endelig står det klart, at fremskridt i klimaarbejdet er et maraton og ikke et sprint,

og at diskussionen vil forblive præget af uenighed i mange år frem. CCIs rolle som

samlende platform, hvor vi bringer forskellige aktører i det canadiske samfund

sammen om at finde løsninger, vil kun blive mere central med tiden.

ICCN mødes to gange årligt til virtuelle plenarmøder og mødes løbende i måned-

lige arbejdsgrupper med fokus på tematiske drøftelser og bilaterale erfarings-

udvekslinger. Derudover arbejder netværket for at gøre en forskel under FN’s

klimakonferencer og har afholdt arrangementer under COP26, COP27, COP28

og COP29 – samt lejlighedsvist udsendt fælles udtalelser til UNFCCC’s general-

sekretariat og COP-formandskabet forud for topmøderne.

ICCN’s fremtid

Det er et vidnesbyrd om den merværdi, ICCN leverer, at netværket hurtigt og

organisk har vokset sig større, og at dets meget travle medlemmer i stigende grad

deltager engageret i ICCN’s arbejde, på trods af at mange medlemmer også har

tunge lovbestemte forpligtelser over for deres respektive regeringer.

Selvom klimadebatten rummer nationale særpræg, står ICCN’s medlemmer

over for mange af de samme udfordringer og muligheder, og evnen til at lære af

hinanden har vist sig uvurderlig. Nogle af de nylige emner, som vi har haft nyttige

udvekslinger om, omfatter de relative fordele ved forskellige tilpasningspolitikker,

tilgange til fastsættelse af emissionsreduktionsmål for 2035 under Paris-aftalen,

og hvordan man sikrer effektiviteten og modstandsdygtigheden af klimaråd gen-

nem op- og nedture i efterfølgende valgcyklusser.

I løbet af det seneste år har ICCN skaffet tilstrækkelig finansiering til at ansætte et

fuldtidssekretariat med base i London og er begyndt at formalisere og professiona-

lisere sine aktiviteter.

I de kommende to til tre år vil ICCN fokusere på en række målsætninger, som CCI

fuldt ud bakker op om:

Udvikling af netværksaktiviteter:

Vi ønsker, at netværket mødes fysisk mindst én

International koordinering – International Cli-

mate Councils Network

Som en forholdsvis ung organisation har CCI haft stor gavn af samarbejdet med

internationale kollegaer i regi af

International Climate Councils Network

(ICCN).

Faktisk har CCI og ICCN udviklet sig stort set side om side.

ICCN blev lanceret ved et energifyldt arrangement i den britiske pavillon un-

der COP26 i 2021 og blev oprettet som et forum for klimaråd med henblik på at

opbygge fælles styrke, synlighed og gennemslagskraft via samarbejde om centrale

dagsordener og udfordringer. Netværkets formål er at bruge internationalt samar-

bejde til at styrke og udvide rådenes kapacitet og til at fremhæve den vigtige rolle,

som klimaråd kan spille i en effektiv global klimapolitik.

ICCN består af nationale rådgivende organer, der har til opgave at give regerin-

gerne vidensbaseret, uafhængig rådgivning om reduktion og/eller tilpasning.

ICCNs styregruppe varetager den strategiske koordinering af netværket, intern og

ekstern kommunikation, optagelse af nye medlemmer samt administrative spørgs-

mål. Styregruppen består af repræsentanter fra tre klimaråd, som roterer årligt.

De nuværende medlemmer af styregruppen er Canada, Sydafrika og Danmark,

med fortsat involvering fra Storbritannien.

gang om året. Det vil give rådene mulighed for at udforske samarbejdsmuligheder

i dybden og delvist afhjælpe de logistiske udfordringer, som nogle råd har ved vir-

tuel deltagelse. Vi vil undersøge potentialet for vidensudveksling mellem rådene

samt fælles analysearbejde. Vi fortsætter og udbygger vores program for arbejds-

grupper, tematiske drøftelser og workshops. Netværket vil hvert år være til stede

på COP-møder med arrangementer og publikationer, hvor det er relevant.

Udvidelse af netværket:

Netværket har i dag 25 medlemmer på tværs af Nord-

amerika, Latinamerika, Europa, Afrika og Asien. Medlemskredsen er i øjeblikket

5 Værdien af internationalt samarbejde

EUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 457: Kopi af KEF - bilag 240 vedr. jubilæumsskrift i anledning af Klimarådets 10-årsjubilæum

overvejende koncentreret i det globale nord, og de største udvidelsesmuligheder

ligger i det globale syd. Vi er eksempelvis i dialog med potentielle nye medlemmer

i Brasilien og Pakistan. Vores plan er at fortsætte med at øge bevidstheden om de

potentielle fordele ved klimaråd som en del af bredere strukturer for klima-gover-

nance.

ICCN er godt positioneret til at bidrage til internationale drøftelser om

klima-governance og om, hvordan ansvarlighed kan understøtte implementeringen

i omstillingen mod klimaneutralitet.

Øget synlighed:

I takt med netværkets udvikling ønsker vi, at ICCN slår sig fast

Referencer

Dion, J., A. Kanduth, J. Moorhouse, and D. Beugin. 2021. Canada’s Net Zero Future: Finding our way in the

global transition. Canadian Institute for Climate Choices.

Beugin, Dale, Anna Kanduth, Dave Sawyer, and Rick Smith. 2024. Which Canadian climate policies will have

the biggest impact by 2030? 440 Megatonnes (Canadian Climate Institute)

Sawyer, Dave, Ryan Ness, Caroline Lee, and Sarah Miller. 2022. Damage Control: Reducing the costs of

climate impacts in Canada. Canadian Climate Institute.

Clark, Dylan G., Dena Coffman, Ryan Ness, Isabelle Bujold, and Dale Beugin. 2022. Due North: Facing the costs

of climate change for Northern infrastructure. Canadian Climate Institute. Ottawa, ON.

Samson, Rachel, Jonathan Arnold, Weseem Ahmed, and Dale Beugin. 2021. Sink or Swim: Transforming

Canada’s economy for a global low-carbon future. Canadian Institute for Climate Choices

Sawyer, Dave, Dale Beugin, Bradford Griffin, Franziska Förg, and Rick Smith. 2022. Independent assessment:

2030 Emissions Reduction Plan. Canadian Climate Institute.

https:/

/440megatonnes.ca/early-estimate-of-national-emissions/

https:/

/440megatonnes.ca/

Ness, Ryan, Sarah Miller, Camila Flórez Bossio, Ricardo Pelai and Zacharie Carriere. 2025. Close to Home:

How to build more housing in a changing climate. Canadian Climate Institute.

som et netværk af klimaeksperter, der kan levere unikke indsigter inden for både

reduktionindsatser, klimatilpasning og klima-governance. Internationalt ønsker

vi, at ICCN får det samme renommé for kvalitet, som mange af vores råd allerede

nyder i deres hjemlande. ICCN kan bidrage til at normalisere behovet for effektiv

klima-governance og synliggøre

best practice.

Om at imødekomme tidens udfordringer

Vejen mod klimafremskridt vil aldrig være let. Men det har aldrig været vigtigere,

at lande verden over har stærke, uafhængige klimaråd, der kan føre tilsyn med og

vejlede den energiomstilling, som allerede er godt i gang. Vi må vise, at god råd-

givning og god

governance

er afgørende for, at landene kan finde effektive veje til at

håndtere denne stadig mere presserende globale trussel. At styrke vores interna-

tionale netværk af uafhængige råd for at fremme en positiv model for samarbejde

og multilateralisme vil være en bærende søjle for fremskridt i denne nye globale

virkelighed.

Det er en stor fornøjelse at samarbejde med de danske kollegaer i dette vigtige

fælles projekt, og jeg ønsker Klimarådet et stort tillykke med 10-års jubilæet. Tak

for jeres vigtige arbejde! Jeg ser frem til mange flere år med fremskridt i klima-

kampen – sammen.

5 Værdien af internationalt samarbejde

EUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 457: Kopi af KEF - bilag 240 vedr. jubilæumsskrift i anledning af Klimarådets 10-årsjubilæum

Nationale klimaråds rolle

i europæisk klimapolitik

Corinne Le Quéré

Royal Society Research Professor of Climate Change

Science, School of Environmental Sciences, University

of East Anglia i Storbritannien

EUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 457: Kopi af KEF - bilag 240 vedr. jubilæumsskrift i anledning af Klimarådets 10-årsjubilæum

Klimaindsatsen er nu sat tydeligt i gang, men

leverer endnu ikke i det omfang og tempo, som

er nødvendigt. Flere end 20 lande formår at

reducere deres udledninger, samtidig med at

deres økonomier vokser, hvilket giver værdiful-

de erfaringer med effektiv klimapolitik. Førende

lande har vist, at god

governance

og struk-

tureret klimaindsats i høj grad kan sikre ved-

varende fremskridt over tid. Nationale klimaråd

har vist sig som vigtige aktører i omsætningen

af internationale klimaforpligtelser til konkrete

nationale handlingsplaner. Klimarådene leverer

uafhængig, evidensbaseret rådgivning, som

hjælper regeringer med at identificere realisti-

ske, men ambitiøse klimatiltag. De tilfører klima-

politikken troværdighed og styrker dermed

offentlighedens tillid til klimapolitikken. Klima-

rådene må nu finde måder at hjælpe landene

med fortsat at reducere udledningerne, trods

en stadig mere fragmenteret global politisk

kontekst. De skal være med til at sikre, at klima-

indsatsen forbliver afpolitiseret, samt at skabe

en klar og enkel fortælling om klimaindsatsen

som en realistisk og ønskværdig vej, der både

beskytter og gavner landene.

Som klimaforsker har jeg haft privilegiet af at arbejde i grænsefladen mellem

videnskab og politik i mere end to årtier. Jeg er det længst siddende medlem af det

britiske klimaråd (the

UK Climate Change Committee),

var frem til 2024 den første

formand for det franske klimaråd (French

High Council on Climate),

og jeg bidrog

til grundlæggelsen af det internationale netværk af klimaråd (ICCN). Her deler jeg

mine særlige erfaringer med at rådgive regeringer gennem nationale klimaråd.

Klima- og energipolitik bidrager til at nedbringe

nationale udledninger

Næsten 10 år efter vedtagelsen af Parisaftalen og 20 år efter Kyotoprotokollens

ikrafttræden er klimaindsatsen nu for alvor i gang. I hvor høj grad det lykkes os at

begrænse klimaforandringerne afhænger af vores fælles evne til at organisere og

implementere yderligere klimatiltag – både nationalt og globalt – uanset den poli-

tiske kontekst. Indtil videre har vi opnået bemærkelsesværdige fremskridt, som vi

kan bygge videre på.

Tydelige frontløbere inden for dekarbonisering, men utilstrækkelig

fremgang mod klimamål

Flere end 20 lande er lykkedes med at reducere deres fossile CO₂-udledninger,

samtidig med at deres økonomier er vokset

1,2

. Blandt disse er Danmark og 14 an-

dre europæiske lande (inkl. Norge, Schweiz og Storbritannien), men også Jordan,

New Zealand, Sydkorea og USA (figur 1). Forskning viser, at erstatning af fossile

brændstoffer med vedvarende energi samt et lavere energiforbrug er fælles fakto-

rer, som forklarer faldende udledninger. De lande, som har flest klima- og energi-

politiske tiltag, har også oplevet de største reduktioner af udledninger

. Disse

klima- og energipolitikker har ført til en tredobbelt reduktion i væksten af globale

CO₂-udledninger

, der i 2000’erne voksede med 3 pct. om året og under 1 pct. om

året siden 2010’erne i gennemsnit. Politikkerne har indtil nu fokuseret på at redu-

cere udledninger fra fossile brændstoffer, særligt i energiforsyningssektoren, mens

langt færre politikker har været rettet mod udledninger fra landsektoren

6 Nationale klimaråds rolle i europæisk klimapolitik

EUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 457: Kopi af KEF - bilag 240 vedr. jubilæumsskrift i anledning af Klimarådets 10-årsjubilæum

50%

Kontinuitet accelererer indsatsen og støtter husholdninger og

erhvervsliv

At accelerere klimaindsatsen på nationalt niveau kræver struktureret udvikling,

kontinuitet og synlighed for husholdninger og erhvervsliv. I de førende lande, som

allerede reducerer deres udledninger, kan accelerationen opnås ved at udbrede

klimaindsatsen til flere sektorer af økonomien – langt ud over energiforsynings-

sektoren, som hidtil har domineret udviklingen i de fleste lande – samtidig med

at man fortsat prioriterer de mest CO₂-intensive aktiviteter

. Dette understøttes

af den stadig tydeligere rolle, elektrificering spiller som et tilgængeligt og pris-

mæssigt overkommeligt alternativ for en lang række teknologier, især inden for

vejtransport, men også til opvarmning af bygninger og i industrien

. Udvidelsen af

klimaindsatsen rejser samtidig en række spørgsmål om kapacitet og retfærdighed,

idet adgangen til centrale lavemissionsteknologier er ujævnt fordelt og kræver

betydelige investeringer i både social og fysisk infrastruktur. Klimaindsatsen in-

volverer komplekse samspil mellem politik, samfund og teknologi, hvilket kræver

omhyggelig opmærksomhed for at undgå modreaktioner som de franske “gule

veste”, der blev udløst af stigende CO

-afgifter

. Detaljeret overvågning og en om-

hyggelig udformning af politik er nødvendig for at identificere og fjerne barrierer

for handling samt sikre minimale omkostninger og maksimale muligheder for

samfundet. Nationale klimaråd har demonstreret måder, dette kan gøres på

40%

30%

20%

10%

Netherlands

Germany

France

United Kingdom

Switzerland

Denmark

Sweden

Finland

Spain

Luxembourg

Portugal

European Union

Czechia

Belgium

New Zealand

Slovenia

Romania

Norway

Estonia

Jordan

USA

South Korea

Figur 1

Reduktion i CO2-udledninger af fossil oprindelse det seneste årti

(2013-2023) for lande, der har reduceret deres udledninger, samtidig

med at deres økonomier er vokset. Lande med et uafhængigt klimaråd er

vist med mørkeblåt, hvis de er medlemmer af ICCN, og skraveret blåt hvis

ikke.

Udveksling mellem lande reducerer omkostninger og øger

effektiviteten

At accelerere den globale klimaindsats kræver, at flere lande lykkes med at

dekarbonisere deres eksisterende infrastrukturer, og at velstand i stigende grad

baseres på vedvarende energi og andre lavemissionsformer for energi. De mere

end 20 lande, der allerede har dekarboniseret deres økonomier gennem mere end

et årti, repræsenterer en stor mængde erfaringer, der kan vejlede klimaindsatsen

andre steder. Tidligere erfaringer og investeringer har bidraget til hurtigt faldende

omkostninger på en række lavemissionsteknologier, herunder solenergi og andre

vedvarende energiformer, batterilagring, elbiler og varmepumper. Struktureret

udveksling af viden og erfaringer mellem landene kan derfor betydeligt øge effek-

tiviteten af den globale klimaindsats. Sådanne udvekslinger kan faciliteres af natio-

nale klimaråd og deres internationale netværk og kan bygge videre på eksisterende

politiske strukturer, såsom forskelle i parlamentarisk repræsentation mellem

Storbritannien og Danmark

og forskelle i politiske prioriteringer og hierarkier

mellem Tyskland, Frankrig og Holland

Kilder:

Global Carbon Budget 2024

På trods af store fremskridt i bekæmpelsen af klimaforandringer er den globale

udledning stadig langt fra det niveau, der er nødvendigt for at opfylde målene i Pa-

risaftalen om at begrænse opvarmningen til godt under 2°C og bestræbelserne på

at gå endnu længere. For at nå disse klimamål skal de globale udledninger reduce-

res med mindst en fjerdedel inden 2030 sammenlignet med niveauet i 2019.

Den

langt mere beskedne reduktion i væksten af globale udledninger, som er observe-

ret i de seneste årtier, ligger stadig langt fra denne reduktionssti. Selv om udvik-

lingen har fjernet de værste prognoser for dette århundredes klimaforandringer,

og det nu er usandsynligt, at temperaturstigningen vil overstige 4°C

, peger den

nuværende reduktionssti og de implementerede politikker stadig mod en global

temperaturstigning på knap 3°C ved slutningen af århundredet

6 Nationale klimaråds rolle i europæisk klimapolitik

EUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 457: Kopi af KEF - bilag 240 vedr. jubilæumsskrift i anledning af Klimarådets 10-årsjubilæum

Internationale strukturer danner rammerne for national handling

Internationale strukturer bidrager til at koordinere og understøtte udviklingen af

den nødvendige

governance

og vidensudveksling, men har samtidig deres begræns-

ninger. FN’s Klimakonvention (UNFCCC) giver en platform til at forhandle og

blive enige om fælles klimamål og organiserer overvågning, rapportering og vej-

ledning. FN’s klimapanel (IPCC) vurderer den videnskabelige og tekniske viden og

afklarer konsensus, herunder om effektive løsninger på klimaforandringer. Disse

institutioner opererer dog på internationalt niveau. Der findes således et stort gab

mellem de informationer og indsigter, som produceres af UNFCCC og IPCC, og

de elementer, der er relevante for at orientere klimapolitikken og handlingerne på

nationalt niveau på et givet tidspunkt samt for at overvåge fremskridt. Nationale

klimaråd kan hjælpe med at udfylde dette gab ved at levere landespecifik overvåg-

ning og rådgivning om effektive nationale handlinger.

•

Et krav til regeringen om at præsentere politikker

En ramme for overvågning.

Storbritanniens klimaråd (CCC) er en central del af denne overvågningsramme.

CCC rådgiver den britiske regering om reduktionsmål og rapporterer til parla-

mentet om fremskridtene med at reducere udledninger og tilpasse sig klimafor-

andringer. CCC anerkendes bredt for sin store indflydelse på britisk klimapolitik:

Dens analyser bruges af alle større politiske partier, citeres hyppigt i parlamentet

(gennemsnitligt 200 gange årligt) og ses som en troværdig informationskilde

Storbritannien har reduceret sine drivhusgasudledninger med 44 pct. siden 2008

og 54 pct. siden 1990 (baseret på foreløbige 2024-data fra den britiske regering).

Effektiviteten af Storbritanniens klimalovgivning har inspireret andre lande til

at etablere lignende love med nationale versioner af uafhængige klimaråd (tabel

1). CCC har skrevet en række vejledninger, som detaljerer deres tilgang, og som

støtter andre lande med overvågning og målfastsættelse

Koncentrationen af klimaråd er særlig høj i Europa (figur 2), som forventet, givet

EU's historiske foregangsrolle i at håndtere klimaforandringer. Det er værd at

bemærke, at det europæiske klimaråd (European

Scientific Advisory Board on Cli-

mate Change),

som blev etableret med EU’s klimalov i 2021, også fungerer som et

uafhængigt rådgivende organ for EU med mandat til at give videnskabeligt baseret

rådgivning om klimamål. De fleste lande har oprettet klimaråd, efter Parisaftalen

i 2015 satte en klar retning. Finland (2012), Danmark (2014) og Storbritannien

(2008) gik dog forud for denne udvikling (tabel 1).

Selvom der endnu ikke er etableret en direkte kausal sammenhæng mellem

eksistensen af klimaråd og succesfuld reduktion af udledninger, er lande, der er

førende i håndteringen af klimaudfordringerne, generelt også blandt dem, der har

etableret en formel klima-governance

(figur 1). En omfattende analyse af opfølg-

ningen på CCC’s 700 anbefalinger mellem 2009-2020 viser, at brede, tværsektori-

elle anbefalinger var mere tilbøjelige til at blive accepteret af den britiske regering

end sektorspecifikke anbefalinger, og at gentagne anbefalinger havde større sand-

synlighed for at blive accepteret

. Ved at øge klimaindsatsens synlighed bidrager

klimarådene også til at styrke troværdigheden og legitimiteten af regeringernes

klimapolitikker. Eksempelvis blev målet om nettonuludledninger først anbefalet

af CCC, inden det blev vedtaget af den britiske regering. Havde forslaget været

fremsat af regeringen selv, er det langt fra sikkert, at det var blevet vedtaget.

Klimaråd hjælper med at bygge bro mellem

globale mål og nationale handlinger

Europa har spillet en førende rolle i håndteringen af klimaforandringer. Euro-

pæiske lande har været stadig mere proaktive med at vedtage nationale klima- og

energilove, der omsætter deres internationale forpligtelser til juridisk bindende

nationale mål. Tidlige eksempler på sådanne love er Frankrigs energipolitiske

lov fra 2004 (POPE-loven) og Storbritanniens klimalov (UK

Climate Change Act)

fra 2008. Nationale handlinger blev yderligere faciliteret af udviklingen af det

europæiske kvotehandelssystem (ETS) i 2003 samt efterfølgende lovgivning, som

senest kulminerede med den europæiske klimalov (European

Climate Law)

fra

2021, EU’s

Green Deal-strategi

og den omfattende

Fit for 55-pakke.

Europæiske lande som foregangslande inden for effektiv

klima-governance

Europæiske lande har også været foregangslande, når det gælder klima-gover-

nance.

Den britiske klimalov fra 2008, vedtaget på tværs af politiske partier, har

været en hjørnesten i Storbritanniens klimaindsats

. Loven omfatter fire søjler:

•

Et langsigtet mål for udledningsniveauet i 2050

En reduktionssti fastlagt gennem løbende kulstofbudgetter sat 12 år frem i tiden

6 Nationale klimaråds rolle i europæisk klimapolitik

EUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 457: Kopi af KEF - bilag 240 vedr. jubilæumsskrift i anledning af Klimarådets 10-årsjubilæum

Country

United Kingdom

Finland

Denmark

Ireland

Sweden

France

Iceland

Greece

Germany

Luxenbourg

Slovenia

Netherlands

Belgium

Portugal

Ukraine

Climate Change Council

Climate Change Committee

Finnish Climate Change Panel

Danish Council on Climate Change

Climate Change Advisory Council

Climate Policy Council

High Council on Climate

Icelandic Climate Council

Special Scientific Committee for Tackling Climate Change

Expert Council on Climate Issues

Climate Policy Observatory

Climate Council

Scientific Climate Council

Climate Action Council

Green Transition Office

European Scientific Advisory Board on Climate Change

Start Year

2008

2012

2014

2016

2017

2018

2019

2020

2021

2022

2023

2024

2021

ICCN Member

Figur 2

Anm.:

Kilde:

Medlemmer af det internationale netværk af klimaråd (ICCN)

Per april 2025.

www.climatecouncils.org

Fælles principper blandt klimaråd

Et internationalt netværk af klimaråd blev etableret i 2021 med henblik på at

forbedre national og international klima-governance ved at opbygge kapacitet

gennem vidensdeling, en styrket kollektiv stemme og ved at fremme oprettelsen af

flere rådgivende forsamlinger. Netværket har identificeret fem centrale princip-

per, som flertallet af klimaråd tilslutter sig:

•

Et solidt fundament i den nyeste klimavidenskab, understøttet af stærk eksper-

tise inden for relevante økonomiske, fysiske, biologiske og samfundsvidenska-

belige fagområder.

Tabel 1

Anm. 1:

Anm. 2:

Kilde:

Klimaråd i Europa, som rådgiver om implementering af klimatiltag for

reduktion af udledninger, samt året hvor deres aktiviteter begyndte.

Visse klimaråd fokuserer udelukkende på klimatilpasning (ikke vist her).

Året for aktivitetsstart kan adskille sig fra det år, hvor Klimarådet blev lovfæstet.

Primært International Climate Council Network

(ICCN).

•

Et mandat til at levere uafhængig, evidensbaseret rådgivning og vurdering af

handlinger fra regeringer og interessenter inden for reduktionsindsats og/eller

klimatilpasning med tilstrækkelige ressourcer til at løfte opgaven.

•

Et mandat til at give rådgivning om de socioøkonomiske aspekter af klimaomstil-

lingen for at sikre, at denne er både procesmæssigt og substantielt retfærdig.

En konsulterende og upartisk tilgang til interessentinddragelse for at opbygge

konsensus og styre politikindsatsen, især på afgørende og vanskelige områder.

Et skarpt fokus på at styrke og integrere klimatilpasning, reduktionsindsats og

retfærdig omstilling – alle tre er afgørende for en effektiv klimaindsats.

6 Nationale klimaråds rolle i europæisk klimapolitik

EUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 457: Kopi af KEF - bilag 240 vedr. jubilæumsskrift i anledning af Klimarådets 10-årsjubilæum

Ikke alle klimaråd følger alle fem principper. Mange fokuserer kun på reduktion af

drivhusgasudledninger eller kun på klimatilpasning, og nogle har ikke mandat til

interessentinddragelse. Til gengæld deler alle klimaråd en stærk evidensbaseret

tilgang, og de fleste har bred tværfaglig ekspertise, inklusive erfaringer fra prak-

tikere. Klimaråd adskiller sig desuden i deres mandat, hvor nogle fokuserer mere

på målfastsættelse, andre på overvågning af fremgang. Denne forskellighed kan

delvist forklares med tilstedeværelsen af andre

governance-strukturer

i regerin-

gerne

britannien. Vedvarende energi, elbiler, varmepumper og industriel elektrificering

står tilsammen for 60 pct. af udledningsreduktionerne frem mod 2040.

•

Med den rette støtte vil husholdninger få billigere og mindre volatile energi-

regninger. Regeringen skal sikre dette ved at hjælpe dem, der ikke har råd til

investeringsomkostningerne og ved at gøre elektricitet billigere.

•

Øget skovrejsning og genopretning af vådområder modvirker gradvist restud-

ledninger fra landbruget, således at sektoren kan nå nettonul i 2050, under-

støttet af sundere kostvaner, som er i tråd med eksisterende trends.

•

Luftfarten holdes på nuværende niveau, indtil teknologien forventeligt udvik-

les omkring 2035. Luftfartsindustrien har selv ansvaret for omkostningerne

ved at udvikle teknologien og styrke indsatsen for egen dekarbonisering. Hvis

teknologien (bæredygtige flybrændstoffer og permanente tekniske CO2-optag)

ikke leverer resultater, bliver der behov for mere styring af efterspørgslen for at

begrænse udledningerne fra luftfarten.

Dekarbonisering af lande uanset den politiske

kontekst

Tidligere fremskridt i klimaindsatsen er ingen garanti for fortsat fremgang i

fremtiden. På den ene side har klima- og energipolitik medført et hurtigt fald i

prisen på centrale lavemissionsteknologier, og flere nye lavemissionsmarkeder er

nu konkurrencedygtige med konventionelle alternativer. Det gælder for solenergi,

havvind og snart også elbiler. På den anden side underminerer usikkerhed om

langsigtet politisk støtte de nødvendige investeringer for at komme videre.

Den positive modtagelse af rapporten, til trods for mulighed for omfattende kritik,

tegner godt for den fortsatte klimaindsats i landet.

At bevare uafhængighed og gennemslagskraft trods politisering af

klimaforandringer

Klimaindsatser er primært en mekanisme til at beskytte husholdninger og erhverv

mod alvorlige og mangesidede risici

. Klimaindsatser beskytter mod omfat-

tende og potentielt ekstreme vejrmæssige og klimamæssige konsekvenser, der på

forskellig vis rammer alle lande. Samtidig hjælper klimaindsatser erhvervslivet og

industrier med at positionere sig i en lavemissionsfremtid og med ikke at blive eks-

poneret for meget for de ustabile fossile brændstofpriser. I denne sammenhæng

er det særligt vigtigt, at klimaråd sikrer, at behovet for klimaindsatser primært

forstås som en beskyttelsesmekanisme.

Klimarådene kan spille en vigtig rolle i at afpolitisere klimaforandringer og alle re-

laterede aspekter for dermed at hjælpe med at undgå eller begrænse instrumentali-

serende partipolitik, der uundgåeligt ville bremse fremgangen. Hvordan vi imple-

menterer klimaindsatsen kan og bør være genstand for debat. For at sikre fortsat

og accelereret fremgang må selve behovet for at håndtere klimaforandringer dog

ikke politiseres. Ud over at bevare deres uafhængighed kan klimaråd bidrage ved:

•

at sikre klarhed i deres position som rådgivende organer, hvor valgte regeringer

træffer beslutninger.

Narrativ om nettonulreduktionsstier: UK CCC’s anbefalinger om

det 7. kulstofbudget

En vigtig rolle, som klimaråd kan spille, er at bidrage til at etablere en national vi-

sion for håndteringen af klimaforandringerne. Klimarådenes uafhængige stemme

kan øge offentlighedens bevidsthed om nødvendige klimatiltag og styrke deres

tillid til efterfølgende regeringspolitikker og tiltag

Det britiske klimaråd har netop offentliggjort sin rådgivning til regeringen ved-

rørende udledningsniveauet for det syvende kulstofbudget (2038-2042)

. Det

detaljerede analysearbejde i denne rapport på 394 sider præsenterer samtidig en

fortælling om vejen mod nettonuludledninger i 2050. Rapporten identificerer de

løsninger, som har vist sig optimale i den britiske kontekst, samt de muligheder

der må holdes åbne, indtil en tydelig løsning fremgår.

Fortællingen er som følger:

•

Elektrificering og lavemissionselektricitet er vejen til dekarbonisering i Stor-

6 Nationale klimaråds rolle i europæisk klimapolitik

EUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 457: Kopi af KEF - bilag 240 vedr. jubilæumsskrift i anledning af Klimarådets 10-årsjubilæum

•

at tydeliggøre, hvilke elementer der indebærer reelle valg, fx hvordan omkost-

ninger fordeles mellem den offentlige og den private sektor, eller hvilke lave-

missionsteknologier der bør prioriteres.

Referencer

Friedlingstein, P. et al. 2025. "Global Carbon Budget 2024".

Earth Syst Sci Data

17, 965–1039.

Le Quéré, C. et al. 2019. "Drivers of declining CO2 emissions in 18 developed economies".

Nat. Clim. Change

213–217.

Eskander, S. M. S. U. & Fankhauser, S. 2020. "Reduction in greenhouse gas emissions from national climate

legislation".

Nat. Clim. Change

10, 750–756 .

Intergovernmental Panel on Climate Change (IPCC). 2023.

Climate Change 2021 – The Physical Science

Basis: Working Group I Contribution to the Sixth Assessment Report of the Intergovernmental Panel on

Climate Change.

(Cambridge University Press). doi:10.1017/9781009157896.

•

at styrke deres rolle ved at gå i dialog med en bred vifte af interessenter, så

dem, der skal implementere tiltagene, bliver en del af løsningen.

generelt at sikre, at deres anbefalinger kan anvendes uanset politisk tilhørs-

forhold – eventuelt med justeringer eller kompromisser i erkendelse af, at

suboptimal fremgang undertiden er bedre end risikoen for blokeringer, der kan

forårsage alvorlige forsinkelser og undertiden irreversible skader.

Den mindst konfliktfyldte vej til at håndtere klimaforandringerne har ændret sig

og vil fortsat ændre sig i takt med samfundet, teknologien og politikken. Den kon-

tekst, som muliggjorde Parisaftalens vedtagelse – en aftale baseret på samarbejde

– findes ikke længere. Den globale kontekst i dag er langt mere fragmenteret og

polariseret, men den teknologiske udvikling har samtidig skabt nye dynamikker og

muligheder. Klimarådene kan med deres deliberative og evidensbaserede tilgang

bidrage til at identificere nye veje fremad, sikre fortsat fremskridt i klimaindsat-

sen og hjælpe med at udvide og accelerere dens virkning – uanset den politiske

kontekst.

Hausfather, Z. & Peters, G. P. 2020. "Emissions – the ‘business as usual’ story is misleading".

Nature

577, 618–620.

United Nations Environment Programme

al. 2024. Emissions Gap Report 2024:

No More Hot Air … Please!

With a Massive Gap between Rhetoric and Reality, Countries Draft New Climate Commitments.

(United Nati-

ons Environment Programme). doi:10.59117/20.500.11822/46404.

Wilson, C. et al. 2024.

Climate policy portfolios that accelerate emission reductions.

Preprint at https:/

/doi.

org/10.21203/rs.3.rs-4742975/v1.

Climate Change Committee (CCC). 2025.

The Seventh Carbon Budget - Advice for the UK Government.

394

https:/

/www.theccc.org.uk/publication/the-seventh-carbon-budget/.

Douenne, T. & Fabre, A. 2020. "French attitudes on climate change, carbon taxation and other climate

policies".

Ecol. Econ.

169, 106496.

Gransaull, G., Rhodes, E. & Fairbrother, M. 2023. "Institutions for effective climate policymaking: Lessons from

the case of the United Kingdom".

Energy Policy

175, 113484.

Lockwood, M. 2021. "Routes to credible climate commitment: the UK and Denmark comared".

Clim. Policy

21,

1234–1247.

Wang, D., Dong, L. & Mei, J. 2023. "An advanced review of climate change mitigation policies in Germany,

France, and the Netherlands".

Environ. Res. Lett.

18, 103001.

Averchenkova, A., Fankhauser, S. & Finnegan, J. J. 2021. "The impact of strategic climate legislation: evidence

from expert interviews on the UK Climate Change Act".

Clim. Policy

21, 251–263.

Averchenkova, A., Fankhauser, S. & Finnegan, J. J. 2021. "The influence of climate change advisory bodies on

political debates: evidence from the UK Committee on Climate Change".

Clim. Policy

21, 1218–1233.

Climate Change Committee. 2020.

Insights Briefings: Sharing the UK approach to addressing climate

change.

https://www.theccc.org.uk/publication/insights-briefings-sharing-the-uk-approach-to-addressing-

climate-change/.

Dudley, H., Jordan, A. & Lorenzoni, I. 2021.

ScienceBrief Review: Independent Expert Advisory Bodies

Facilitate Ambitious Climate Policy Responses.

https:/

/zenodo.org/record/4633676.

Harriet Dudley. 2023.

The UK Climate Change Committee, 2009 to 2020: a mixed methods analysis of its statu-

tory advisory functions, recommendations, and policy influence.

(University of East Anglia (UEA), Norwich, UK).

Le Quéré, C. (submitted). "Economy-wide decreases in greenhouse gas emissions supported by climate

policy in France".

Comptes Rendus Géosciences.

HCC. 2024.

Tenir Le Cap de La Décarbonation, Protéger La Population.

https:/

/www.hautconseilclimat.fr/

publications/rapport-annuel-2024-tenir-le-cap-de-la-decarbonation-proteger-la-population/.

6 Nationale klimaråds rolle i europæisk klimapolitik

EUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 457: Kopi af KEF - bilag 240 vedr. jubilæumsskrift i anledning af Klimarådets 10-årsjubilæum

Klima-governance:

Erfaringer fra Danmark

Elin Lerum Boasson

Professor ved Institutt for Statsvitenskap, Universitetet i Oslo og

CICERO, Center for International Climate Research, samt medlem af

det svenske Klimatpolitiska Rådet

Mette Undheim Sandstad

Ph.d.-stipendiat ved Institutt for Statsvitenskap, Universitetet i Oslo

EUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 457: Kopi af KEF - bilag 240 vedr. jubilæumsskrift i anledning af Klimarådets 10-årsjubilæum

Mange lande har omfattende procedurer for

klima-governance, og Danmark har gået forrest

i denne udvikling. I dette kapitel beskriver vi,

hvordan sådanne procedurer kan fungere, sær-

ligt med henblik på at fremme bred deltagelse

i udviklingen af klimapolitikken. Vi identificerer

fire centrale

governance-procedurer:

overvåg-

ning af udledninger (emissions

monitoring),

rapportering af udledninger (reporting), evalue-

ring (evaluation) og innovation (innovation). Vi

argumenterer for, at disse procedurer er mere

effektive, når de er kendetegnet ved høj grad af

inklusion (inclusion), gennemsigtighed (trans-

parency)

og rutinisering (routinization). Høje

scorer på disse aspekter fremmer bred delta-

gelse og reducerer risikoen for politisk død-

vande. Det danske klima-governance system

klarer sig godt på alle disse parametre, selvom

der stadig er plads til forbedringer. Klimarådet

spiller en afgørende rolle i forhold til de fleste af

de procedurer, vi vurderer. Selvom Klimarådet

er et ekspertudvalg med snæver deltagelse,

argumenterer vi for, at det bidrager til at mobi-

lisere flere aktører i klima-governance-proces-

ser. Kapitlet undersøger ikke, hvor effektive de

danske procedurer for klima-governance er i

praksis, men fremsætter derimod argumenter,

som kan afprøves i fremtidig forskning.

7 Klima-governance: Erfaringer fra Danmark

Introduktion

Reduktion af drivhusgasudledninger er en langsigtet udfordring, som er kende-

tegnet ved usikkerhed, skiftende interesser og varierende politiske koalitioner. At

opnå nettonuludledninger af drivhusgasser udgør en hidtil uset styringsmæssig

udfordring. Denne omstilling udfordrer eksisterende magtstrukturer i alle lande

og på tværs af alle sektorer (Colgan et al., 2021). For at håndtere dette kræves

governance-procedurer,

der mobiliserer en bred vifte af aktører, fremmer eks-

perimentering, iterativ læring og dynamiske forandringsmønstre. Praktikere og

politiske beslutningstagere verden over har indset dette, men den videnskabe-

lige diskussion om klimapolitik og

governance

halter bagefter. Trods manglende

videnskabelig vejledning om, hvordan velfungerende procedurer for klima-gover-

nance

kan etableres, har politiske beslutningstagere, politikere, embedsmænd og

forskere udviklet og afprøvet en række procedurer til klima-governance. Dette

kapitel præsenterer først nogle tidlige forsøg på at beskrive, hvordan regeringer

kan organisere deres klima-governance, og dernæst anvender vi denne ramme til at

vurdere eksemplet fra Danmark.

Det har længe stået klart, at de politisk-administrative strukturer, vi har arvet,

ikke fremmer en effektiv

governance

af den grønne omstilling (Hale, 2024). Der er

ikke mangel på empiriske studier der viser, hvordan politisering og fastlåste kon-

flikter har bremset udviklingen af nationale klimapolitikker (Boasson og Tatham,

2023). Derimod er der få studier, som har undersøgt, hvorvidt eller hvordan

bestemte måder at udforme procedurer for klima-governance på kan bidrage til at

overvinde disse udfordringer.

I dette kapitel argumenterer vi for, at fire

governance-procedurer

er afgørende:

overvågning, rapportering, evaluering og innovation. Med afsæt i organisatoriske

tilgange til

public governance

og litteratur om

experimental governance,

beskriver vi

forskellige mønstre for

inklusion, gennemsigtighed

rutinisering,

der kan karakte-

risere disse fire procedurer. Allerede tidligt i den politologiske forskning blev det

klart, at offentlig organisering er en “mobilisering af bias” (Schattschneider 1974,

s. 69). I denne tekst vender vi tilbage til denne erkendelse, som blev formuleret i

slutningen af 1950’erne af pioneren Elmer Eric Schattschneider. Vi argumente-

rer for, at bred deltagelse samt høj grad af gennemsigtighed og rutinisering har

tendens til at aktivere en række forskellige aktører. Denne brede aktivering mod-

virker opståen af skadelige konflikter, som typisk bremser klima-governance, og

skaber bedre vilkår for eksperimentering, deliberation og læring. Andre steder har

vi sammenlignet danske procedurer for klima-governance med procedurer i andre

lande, og de danske procedurer opnår relativt høje scorer (Boasson og Sandstad,

7 Klima-governance: Erfaringer fra Danmark

EUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 457: Kopi af KEF - bilag 240 vedr. jubilæumsskrift i anledning af Klimarådets 10-årsjubilæum

endnu ikke udgivet). Om dette også hænger sammen med, at Danmark faktisk har

haft succes med at reducere sine udledninger, er endnu ikke undersøgt.

Vi vil nu vurdere den nyeste forskning inden for klima-governance, hvorefter vi

diskuterer, hvorfor det er vigtigt at åbne processerne for klima-governance for

flere aktører. Til sidst behandler vi de forskellige procedurer for klima-governance

mere detaljeret og undersøger, hvordan Danmark scorer med hensyn til inklu-

sion, gennemsigtighed og rutinisering. Analyserne bygger på en sammenligning

af systemerne for klima-governance i Danmark, Norge og Sverige (Boasson og

Sandstad, endnu ikke publiceret).

procedurer og tidsplaner for fastlæggelse og revision af mål samt udarbejdelse af

mere konkrete delmål og tidsfrister (Hale, 2024, s. 106).

Siden 2015 har vi set en vækst i antallet af nye klimaorganisationer i og omkring

nationale regeringer. Eksempelvis har 25 lande råd, der er medlemmer af

Interna-

tional Climate Councils Network

(ICCN, 2025), og nogle lande har også dedikerede

klimastyrelser (Zwar m.fl., 2023). Charles Sabel og David Victor har argumenteret

for, at regeringer og andre organisationer ikke vil kunne løse klimakrisens udfor-

dringer, hvis de "ikke hurtigt udvikler kapacitet til eksperimentering og læring"

(Sabel og Victor, 2022, s. 48). I denne artikel undersøger vi, hvordan regeringer

kan udforme deres

governance-procedurer

for at opnå netop dette. Julian Lim-

berg, Yves Steinebach og Jacob Nyrup (2024) har desuden vist, at oprettelsen af

et dedikeret klimaministerium kan reducere CO₂-udledninger væsentligt. Levin

og kollegers konceptualisering af klimaforandringer som et

super wicked problem

har inspireret forskere til at undersøge, hvordan man kan sikre positive stiafhæn-

gigheder og feedbackeffekter, der kan accelerere klimaindsatsen (Levin m.fl.,

2012). Dette har ført til interessante debatter, for eksempel om rækkefølgen af

økonomiske incitamenter og sanktioner (Meckling m.fl., 2017). Cornel Ban og

Jacob Hasselbalch anlægger et bredere perspektiv, idet de argumenterer for, at

en statsledet dekarbonisering kræver en form for "grøn økonomisk planlægning",

hvor staten udformer og implementerer strukturelle komplementariteter mellem

makrofinansielle strukturer, industripolitik og incitamenter rettet mod den

private sektor (Ban og Hasselbalch, 2024).

På denne baggrund kan vi konkludere, at organisatoriske strukturer og procedurer

har betydning, men for at denne forskning skal være brugbar for politiske beslut-

ningstagere, er der brug for yderligere forskning i, hvilke udformninger der funge-

rer bedst. Derudover har vi behov for en bedre forståelse af styringsprocedurerne.

I det følgende præsenterer vi nogle indledende idéer om dette.

Organisering af klima i politisk-administrative

strukturer har betydning

Governance

er "en proces, der strækker sig over flere faser af den faktiske beslut-

ningstagning, fra

agenda-setting

gennem politikudvikling og formelle beslutninger

til implementeringspraksisser og læring, dog ikke nødvendigvis i denne række-

følge" (Egeberg og Trondal, 2018, s. 4). Vi kan ikke forvente, at lande når deres

klimamål, medmindre

governance-processen

sikrer, "at der på forskellige niveauer

af den offentlige forvaltning tildeles tilstrækkelig opmærksomhed, problemløs-

ningskapacitet og ekspertise til de ønskede politikker" (Egeberg og Trondal, 2018,

s. 130).

Klima-governance adskiller sig fra

governance

på andre politikområder. Den inde-

holder et tidsparadoks: Vi skal handle hurtigt for at nedbringe udledninger, sam-

tidig med at vi grundigt skal planlægge den lange proces mod netto-nul-udledning

(Hale, 2024). For at lykkes er det nødvendigt at kombinere stabilitet og vedhol-

denhed i klimapolitikken med evnen til kontinuerlige justeringer og forbedringer.

Derudover er reduktioner af udledninger præget af usikkerhed, især fordi der er

uenighed om den rette vej blandt eksperter (Sabel og Victor, 2022). Eftersom in-

gen lande endnu er lykkes med at nå nettonul, ved vi ikke præcist, hvordan det kan

opnås. Samtidig ved vi, at mennesker "er elendige til at gøre tingene rigtigt første

gang," og at "for at lykkes må vi prøve, lære og forsøge igen" (Flyvbjerg og Gardner,

2023, s. 60). I en sådan situation kræver vellykket problemløsning eksperimente-

ring (Sabel og Victor 2022, s. 12). For at styre klimaarbejdet er det afgørende, at

mål, som spiller en central rolle i klima-governance, har en vis grad af vedholden-

hed (Hale, 2024). Mål, der troværdigt holder langt ud i fremtiden, kan forankre

aktørernes forventninger over tid. Centralt for dette er udviklingen af officielle

Vigtigheden af at åbne klimastyringen op

Allerede tilbage i 1950’erne argumenterede Schattschneider for, at "udfaldet af

enhver konflikt kan være forudbestemt ved at begrænse den så snævert, at magt-

balancen er kendt på forhånd. Det klart mest effektive middel er bestræbelsen

på at holde konflikterne helt uden for det offentlige domæne" (Schattschneider,

1957, s. 941). Han argumenterede også for, at "den, som beslutter, hvad spillet

handler om, beslutter også, hvem der kan deltage i spillet" (Schattschneider,

1974, s. 102). Konfliktens omfang er også vigtigt i den forstand, at enhver ny

7 Klima-governance: Erfaringer fra Danmark

EUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 457: Kopi af KEF - bilag 240 vedr. jubilæumsskrift i anledning af Klimarådets 10-årsjubilæum

deltager ændrer konflikten. Senere studier i offentlig forvaltning har gentagne

gange bekræftet, at alle

governance-systemer

uundgåeligt vil aktivere nogle typer

konflikter og nedtone andre (Egeberg og Trondal, 2018). Derfor er det vigtigt at

være opmærksom på, hvordan procedurer påvirker, hvilke aktører der deltager

i beslutningstagningen. Hvilke politiske konflikter der mobiliseres, afhænger af,

hvilke aktører der aktiveres, og hvilke opgaver de får (Boasson, 2015; Boasson et

al., 2021; Hochstetler, 2020). Desuden påvirker den organisatoriske forankring

af processerne for klima-governance både udformningen og funktionen af proces-

serne (Egeberg og Trondal, 2018).

Aktivering afhænger af tre aspekter ved

governance-procedurerne:

hvilke aktører

der inkluderes i de forskellige processer, procedurernes gennemsigtighed, og hvor

rutineprægede procedurerne er. Når vi taler om inklusion, henviser vi til aktører,

der inviteres til aktivt at deltage i proceduren. Gennemsigtighed handler om of-

fentlighedens mulighed for at være informeret om den specifikke procedure, mens

rutinisering handler om, hvor forudsigelig og gentagende proceduren er. Jo højere

score på disse tre aspekter, desto lettere vil det være for en bred vifte af grupper at

deltage i klima-governance. Andre faktorer som ressourcefordeling og forskellige

interessemodsætninger er også afgørende for den konkrete beslutningstagning,

men dette kapitel fokuserer snævert på procedurerne og ikke på alle faktorer, der

former udviklingen af klima-governance over tid.

Overvågning

Inklusion

Gennemsigtighed

Rutinisering

Medium

Høj

Rapportering

Medium

Høj

Evaluering

Medium

Høj

Innovation

Medium

Tabel 1

Aspekter af aktivering af procedurer for dansk klima-governance

For det første henviser overvågning af udledninger til processen med at indsamle,

vurdere og præsentere data om drivhusgasudledninger. Præcise, pålidelige og

lettilgængelige data danner grundlaget for al anden klima-governance. Udlednings-

data rapporteres ofte i forhold til mål og reduktionsstier. En central egenskab

ved mål er, at de muliggør

benchmarking

(Hale, 2024).

Performance management

gennem måltal fungerer bedst, når udledningsmålene er lette at operationalisere.

Uklare klimamål gør denne opgave væsentligt sværere (Tørstad og Wiborg, 2024).

I Danmark offentliggøres emissionsdata årligt i en rapport fra Klima-, Energi- og

Forsyningsministeriet. Ministeriet styrer processen, men organisationer i den of-

fentlige sektor samt universiteter og forskningsinstitutioner deltager. Inklusionen

vurderes ’medium’, idet kun offentlige og videnskabelige institutioner deltager,

mens øvrige aktører ikke giver input før offentliggørelsen. Metoden til bereg-

ning af udledningerne gøres tydelig, men først efter offentliggørelsen. Desuden

vurderer Klimarådet regelmæssigt kvaliteten af overvågningen. Dermed vurderes

gennemsigtigheden ’medium’. Fordi rapporten følger samme skabelon hvert år og

offentliggøres på samme tidspunkt hvert år, er rutiniseringen høj.

Rapportering

er oversigter over, hvad regeringen konkret gør med hensyn til

politiske instrumenter og bredere

governance-foranstaltninger,

og hvordan dette

ændrer sig over tid. Ideelt bør regeringen også rapportere om de forskellige

gover-

nance-aspekters

relative virkninger, men det er sjældent, at regeringer har den

nødvendige præcise viden til at muliggøre dette. Gode klimarapporter skal facili-

tere diskussioner om, hvorvidt den nuværende

governance

er tilstrækkelig på kort

og lang sigt. Det er især vigtigt regelmæssigt at rapportere på resultater i forhold

til aftalte indikatorer (Sabel og Zeitlin, 2008).

Danmark klarer sig relativt godt, når det gælder rapportering. Klimaloven kræ-

Overvågning, rapportering, evaluering og

innovation i Danmark

Danmark har procedurer for overvågning af udledninger, rapportering, evaluering

og innovation. I det følgende præsenterer vi de fire procedurer og vurderer, hvor-

dan Danmark klarer sig med hensyn til inklusion. Som vi skal se, spiller Klimarådet

en central rolle i de fleste af disse procedurale elementer. Alle analyser er baseret

på Klimarådets offentligt tilgængelige rapporter samt interviews med bestemte

medlemmer. Flere detaljer om metoden udgives senere i en publikation af Boasson

og Sandstad.

7 Klima-governance: Erfaringer fra Danmark

EUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 457: Kopi af KEF - bilag 240 vedr. jubilæumsskrift i anledning af Klimarådets 10-årsjubilæum

ver, at regeringen årligt offentliggør en Klimastatus og -fremskrivning. Denne

rapport indeholder udledningsdata og vurderede effekter af fremtidige politik-

ker. Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet er ansvarlig for rapporten, men

forskellige aktører fra både den offentlige sektor og forskningsverdenen bidrager

med indhold. Den danske rapport er transparent omkring beregningsmetoder for

emissionsscenarier. Rapporten er åben for offentlig høring hvert år, men regerin-

gen har betydelig frihed i forhold til, hvordan høringssvar håndteres. Inklusion og

gennemsigtighed er derfor på et medium niveau, mens rutiniseringen er høj.

Evaluering

er afgørende, fordi det understøtter åben deliberation og læring.

Governance-tilgange

med fokus på mål, fra

management-by-objectives

til

experimen-

tal governance,

lægger vægt på evaluering (Larsson og Hanberger, 2016; Sabel og

Zeitlin, 2008). Processer for klima-governance kan altid forbedres, og evaluering er

her central.

Klimarådet har til opgave årligt at evaluere den danske klima-governance og ind-

sats. Evalueringen bygger på regeringens Klimastatus og -fremskrivning fra det

foregående år og udgives på samme tid hvert år. Derfor er rutiniseringen høj. Kli-

marådet afholder regelmæssige møder med interessenter og civilsamfundsaktører,

primært med 40 organisationer i deres dialogforum, men også andre aktører.

Dermed er inklusionen medium. Scoren ville have været højere, hvis Klimarådet

havde procedurer for at modtage information og kritik fra samfundet og havde

ressourcerne til at være i nærmere kontakt med den brede befolkning. Gennemsig-

tigheden er medium, da rapporterne kommunikeres åbent, men rådet ikke åbent

informerer om selve rapportudarbejdelsen.

Endelig understreger forskningen indenfor klima-governance i stigende grad

vigtigheden af politisk innovation (Jordan et al., 2015). Politikker skal tilpasses

ændrede forhold, og nye sektorer skal inddrages løbende (Jordan m.fl., 2015).

Politiske tiltag, der fungerede godt i de tidlige faser af omstillingen, mister ofte

effektivitet senere, og sektorer, der først inkluderes senere i omstillingen, kan

kræve nye typer politikker for at gennemføre en vellykket omstilling. Efterhånden

som klimaomstillingen skrider frem, vil aktørernes præferencer og problem-

strukturer ændre sig, og dermed vil skiftende koalitioner fremme (eller forhindre)

klimaomstillingen (Hale, 2024). Nogle politikker, som ikke kunne accepteres for få

år siden, kan blive accepterede senere, men allerede vedtagne politikker kan også

møde stigende modstand undervejs. Innovation bør både opmuntres og koordi-

neres (Sabel og Victor, 2022, s. 3).

Governance-innovation

kan blive rutinepræget,

hvis der afsættes permanent opmærksomhed og tilstrækkelige organisatoriske

ressourcer til formålet (Egeberg og Trondal, 2018, s. 142). Disse bestræbelser styr-

kes, hvis aktører med forskelligartede baggrunde involveres (Egeberg og Trondal,

2018, s. 143).

Når det gælder innovation, har Klimarådet mandat til at foreslå nye politikker og

procedurer for klima-governance, der kan styrke Danmarks samlede klimaindsats.

Rådet griber dette an på forskellige måder: Det udgiver ad hoc-rapporter om

emner, rådet ønsker at sætte på dagsordenen og inkluderer forslag til nye tiltag

i sin årlige rapport sammen med evaluering af tidligere tiltag. Rutiniseringen er

medium, da dette sker regelmæssigt, men ikke alle rapporter planlægges lang tid

på forhånd. Interessentgruppen informeres tydeligt om indholdet, inden rappor-

ten offentliggøres, men deltager ikke nødvendigvis aktivt i selve udformningen af

rapporten. Dermed er både inklusion og gennemsigtighed på et medium niveau.

Innovation er dog en aktivitet, som trives bedst med bred deltagelse og åbne pro-

cesser, da den ofte indebærer drøftelser mellem personer med meget forskellige

baggrunde og kan medføre betydelige konfliktniveauer. Derfor kan manglen på høj

inklusion og gennemsigtighed være særligt problematisk på dette område. Dette

er måske Danmarks vigtigste forbedringsområde.

Vi bemærker, at Klimarådet spiller en afgørende rolle for tre af de fire procedu-

rer: rapportering, evaluering og overvågning. Rådets aktiviteter bidrager til, at

Danmark opnår højere scorer på inklusion, gennemsigtighed og rutinisering inden

for disse tre procedurer. Selvom Klimarådet er et ekspertorgan med snæver re-

præsentation, bidrager det alligevel til at åbne klima-governance for flere aktører.

Dette fund går imod gængse argumenter om ekspertinddragelse i litteraturen

(Boasson og Tatham, 2023).

Konklusion

I dette kapitel har vi beskrevet, hvordan procedurer for klima-governance kan

fungere, især med hensyn til at fremme bred deltagelse i udviklingen af klimapo-

litikken. Vi argumenterer for, at jo flere aktører der deltager i procedurerne for

klima-governance, desto mindre sandsynligt er det, at høje konfliktniveauer vil

spænde ben for udvikling af klimapolitikken. Klima-governance fungerer bedst,

når der er procedurer for overvågning af udledninger, rapportering af resultater,

evaluering og innovation, og når alle disse procedurer er præget af inklusion, gen-

nemsigtighed og rutinisering. Det er imidlertid et empirisk spørgsmål, om lande

med høje scorer på disse dimensioner også udvikler mere effektiv politik og opnår

en hurtigere reduktion af udledningerne end andre lande.

7 Klima-governance: Erfaringer fra Danmark

EUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 457: Kopi af KEF - bilag 240 vedr. jubilæumsskrift i anledning af Klimarådets 10-årsjubilæum

Vi viser, at Danmark har et veludviklet

governance-system,

der scorer medium

eller højt på inklusion, gennemsigtighed og rutinisering. Det danske system for

klima-governance klarer sig godt på alle disse aspekter, selvom der stadig er plads

til forbedringer.

Dette kapitel undersøger ikke, hvor effektive de danske procedurer for klima-

governance

er i praksis. Danmark hører til blandt de mest succesfulde lande, når

det gælder om at reducere indenlandske udledninger, og man må forvente, at

governance-systemet

spiller en rolle heri. Udfaldet af nationale omstillinger formes

dog af mange faktorer, såsom den politiske økonomi og implementeringen af

EU-politik. Danmark lykkedes desuden med at reducere udledninger, allerede

inden de nuværende omfattende

governance-procedurer

blev udviklet. Der er

behov for mere forskning i klima-governance og i de kausale sammenhænge mellem

governance

og reduktionsstier. Bedre viden om disse sammenhænge vil kunne

hjælpe lande med at forbedre deres klima-governance.

Referencer

Ban, C., Hasselbalch, J., 2024. Green economic planning for rapid decarbonisation. New Polit. Econ. 1–13.

https:/

/doi.org/10.1080/13563467.2024.2434469

Boasson, E.L and M. Sandstad, unpublished. “National climate governance procedures: designs that spur

constructive conflicts and iterative learning”. Working paper that will be submitted to a scientific journal.

Boasson, E.L., 2015. National climate policy: a multi-field approach, Routledge research in environmental policy and

politics. Routledge, New York.

Boasson, E.L., Leiren, M.D., Wettestad, J. (Eds.), 2021.

Comparative renewables policy: political, organizational and

European fields, Routledge studies on the governance of sustainability in Europe.

Routledge, London New York, NY.

Boasson, E.L., Tatham, M., 2023. “Climate policy: from complexity to consensus?”

J. Eur. Public Policy 30,

401–424.

https:/

/doi.org/10.1080/13501763.2022.2150272

Colgan, J.D., Green, J.F., Hale, T.N., 2021. “Asset Revaluation and the Existential Politics of Climate Change.”

Int.

Organ. 75,

586–610. https://doi.org/10.1017/S0020818320000296

Egeberg, M., Trondal, J., 2018.

An Organizational Approach to Public Governance: Understanding and Design.

Oxford University Press USA - OSO, Oxford.

Flyvbjerg, B., Gardner, D., 2023.

How big things get done: the surprising factors that determine the fate of every

project, from home renovations to space exploration and everything in between,

First edition. ed. Currency, New

York.

Hale, T., 2024.

Long problems: climate change and the challenge of governing across time.

Princeton University

Press, Princeton Oxford.

Hochstetler, K., 2020.

Political Economies of Energy Transition: Wind and Solar Power in Brazil and South Africa,

1st ed. Cambridge University Press. https:/

/doi.org/10.1017/9781108920353

Jordan, A.J., Huitema, D., Hildén, M., Van Asselt, H., Rayner, T.J., Schoenefeld, J.J., Tosun, J., Forster, J., Boasson, E.L.,

2015. “Emergence of polycentric climate governance and its future prospects.”

Nat. Clim. Change 5,

977–982.

https:/

/doi.org/10.1038/nclimate2725

Larsson, M., Hanberger, A., 2016. “Evaluation in management by objectives: A critical analysis of Sweden’s national

environmental quality objectives system.” Evaluation 22, 190–208.

https:/

/doi.org/10.1177/1356389016638751

7 Klima-governance: Erfaringer fra Danmark

EUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 457: Kopi af KEF - bilag 240 vedr. jubilæumsskrift i anledning af Klimarådets 10-årsjubilæum

Levin, K., Cashore, B., Bernstein, S., Auld, G., 2012. “Overcoming the tragedy of super wicked problems: constraining

our future selves to ameliorate global climate change.”

Policy Sci. 45,

123–152. https:/

/doi.org/10.1007/s11077-012-

9151-0

Limberg, J., Steinebach, Y., Nyrup, J., 2024. “Dedicated climate ministries help to reduce carbon emissions.”

Npj

Clim. Action 3,

70. https://doi.org/10.1038/s44168-024-00147-9

Mair, P., Schattschneider, E.E., 1997. “The Semisovereign People.”

Polit. Stud. 45,

947–954.

https:/

/doi.org/10.1111/1467-9248.00122

Meckling, J., Sterner, T., Wagner, G., 2017. “Policy sequencing toward decarbonization.”

Nat. Energy 2,

918–922.

https:/

/doi.org/10.1038/s41560-017-0025-8

Sabel, C.F., Victor, D.G., 2022.

Fixing the climate: strategies for an uncertain world.

Princeton university press,

Princeton.

Sabel, C.F., Zeitlin, J., 2008. “Learning from Difference: The New Architecture of Experimentalist Governance in the

EU.”

Eur. Law J. 14,

271–327. https://doi.org/10.1111/j.1468-0386.2008.00415.x

Schattschneider, E.E., 1974.

The semisovereign people: a realist’s view of democracy in America,

14 printing. ed.

Holt, Rinehart and Winston, New York.

Schattschneider, E.E., 1957. “Intensity, Visibility, Direction and Scope.”

Am. Polit. Sci. Rev. 51,

933–942.

https:/

/doi.org/10.2307/1952444

Tørstad, V., Wiborg, V., 2024. “Commitment ambiguity and ambition in climate pledges.”

Rev. Int. Organ.

https:/

/doi.org/10.1007/s11558-024-09575-y

Zwar, C., Edenhofer, J., Ruzelyte, V., Edmondson, D., Flachsland, C., 2023.

Mapping variation in institutions for clima-

te policymaking: Climate institutions in Germany, the United Kingdom, Sweden, and Australia.

Potsdam Institute

for Climate Impact Research. https:/

/doi.org/10.48485/PIK.2023.017

7 Klima-governance: Erfaringer fra Danmark

EUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 457: Kopi af KEF - bilag 240 vedr. jubilæumsskrift i anledning af Klimarådets 10-årsjubilæum

Klimapolitik i et

europæisk perspektiv

Jette Bredahl Jacobsen

Professor ved Københavns Universitet, næstformand i the

European Scientific Advisory Board for Climate Change og

tidl. næstforperson i Klimarådet (2015-2023)

EUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 457: Kopi af KEF - bilag 240 vedr. jubilæumsskrift i anledning af Klimarådets 10-årsjubilæum

Artiklen ser på klimapolitik i et europæisk

perspektiv og reflekterer over, hvordan dette

adskiller sig fra dansk klimapolitik. Både i forhold

til hvordan beslutninger træffes, og i forhold til

hvilke udfordringer der er. Det giver nogle andre

udfordringer, men også muligheder for uvildig

ekspertrådgivning.]

Det er velkendt for de fleste, at klimaudfordringen er global: Uanset hvor driv-

husgasudledninger sker, påvirker de atmosfæren. Tilsvarende rammer klima-

forandringerne de enkelte lande, uanset hvor meget de hver især har udledt.

Derfor er de aftaler, der laves internationalt i regi af FN, helt centrale for at løse

klimaudfordringen. Kernen i disse aftaler er, at det enkelte land er ansvarlig for de

udledninger, der sker fra dets område. Det kan syntes sært i en globaliseret verden,

hvor varer produceres ét sted, men forbruges et andet. Har vi ikke et ansvar for,

hvordan varer, vi køber fra udlandet, er produceret? En væsentlig årsag til det

nationale ansvar er, at det er nationalt, der er demokratisk belæg for at lovgive om-

kring og regulere drivhusgasudledninger. Yderligere tjener et land penge på, hvad

der produceres i landet selv. Man kan derfor argumentere for, at hvor forurenende

produktion, et land vælger at tillade, er det enkelte lands ansvar.

Et nationalt ansvar på en global problemstilling giver dog udfordringer: Det kan

være svært at have politisk opbakning, fordi selv store lande er små i en global kon-

tekst. USA fx, er verdens største økonomi, men udgjorde i 2024 trods alt kun knap

13 pct. af verdens BNP

. Fordelen ved at gå forrest er langt hen ad vejen minimal:

Der kan være en økonomisk gevinst ved at komme først med nye teknologier. Men

som det europæiske klimaråd peger på, er der behov for adfærdsændringer også,

hvis vi skal nå ambitionerne. Det er sværere at se som en indtjeningsmulighed. Og

det er også svært at sælge politisk.

Fordi der ikke nødvendigvis er en fordel ved at gå forrest i at bekæmpe klimaforan-

dringerne, er der i international politik stigende opmærksomhed på behovet for, at

flere beslutninger træffes internationalt. For Danmarks vedkommende vil det i høj

grad sige på EU-niveau. Den europæiske klimalov fra 2021 sætter rammen for en

fælles europæisk klimapolitik. Den indeholder et fælles bindende mål om nettonu-

ludledning i 2050 og et mål for 55 pct. reduktion i 2030.

Derudover er det også i regi af denne lov, at The European Scientific Advisory

Board for Climate Change blev oprettet i 2022. Dette organ (her blot kaldet det

europæiske klimaråd) er konstrueret efter en model, der ligner det britiske og

det danske klimaråd: Det skal give uafhængig, videnskabeligt baseret rådgivning.

Rådet har i alt 15 medlemmer fra forskellige EU-lande og med meget forskellige

videnskabelige baggrunde. Yderligere har flere erfaring fra at sidde i IPCC eller

i nationale klimaråd. Ikke alle europæiske lande har nationale klimaråd, men

flere og flere får det. Uden for EU findes også klimaråd – Filippinerne, Sydafrika,

Canada og Chile for blot at nævne nogen. Internationalt mødes klimaråd jævnligt

(online) for at udveksle erfaringer. Selvom rådet er bygget over samme model som

det danske, giver skalaen og sammensætningen alligevel andre muligheder, men

8 Klimapolitik i et europæisk perspektiv

EUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 457: Kopi af KEF - bilag 240 vedr. jubilæumsskrift i anledning af Klimarådets 10-årsjubilæum

også udfordringer for uvildig videnskabeligt baseret rådgivning.

EU-politik adskiller sig på mange måder fra dansk politik, og det er også noget,

der påvirker, hvordan klimapolitik udformes, og hvordan uvildig rådgivning laves.

Først og fremmest er forskellene mellem EU-landene markant større end de in-

terne forskelle i Danmark, hvilket gør det vanskeligere at føre en fælles klimapoli-

tik i EU. Det gælder fx forskellen på by/land, indkomst, tilgængeligheden af infra-

struktur og typen af produktion. Disse forskelle kommer til udtryk både inden for

de enkelte lande, men også mellem dem. Det betyder, at klimapolitik, for at være

retfærdig (“just”), som der står i den europæiske klimalov, er nødt til i høj grad at

adressere disse forskelle. Ikke mindst fordi omfordeling i mange europæiske lande

ikke er ligeså centraliseret som i Danmark. Man kan være nødt til at håndtere spe-

cifikke ulighedsaspekter, som ikke nødvendigvis er direkte knyttet til indkomst.

Energifattigdom er et sådant eksempel. Energiinfrastruktur er ikke jævnt fordelt

(det kender vi i Danmark, fx fra diskussionerne om fjernvarme), og ligeledes er in-

citamentet til at lave energibesparende investeringer ikke nødvendigvis til stede i

fx lejeboliger – hvis det ikke kan afspejles i lejen. Sådanne faktorer er medvirkende

til, at energiuligheden er ganske betragtelig i dele af Europa.

Hvis man så samti-

dig har manglende central registrering, er det ikke ligetil at lave støtteordninger i

krisetider til borgere, som rammes særligt hårdt, som vi fx så under energikrisen.

Det kan være en udfordring for klimapolitik, som jo er langsigtet. Det europæiske

klimaråd udgav derfor tidligt i energikrisen en række anbefalinger til, hvordan

man kan bibeholde det lange sigte, selvom man laver kortvarig krisehåndtering

Og en vigtig anbefaling her var, at støtte ikke skulle fjerne incitamentet til at spare

på energien. Selvom anbefalingen kom senere end mange politikker, er det allige-

vel interessant, at Danmark langt hen ad vejen holdt det lange sigte (selvom man

sagtens kan diskutere detaljerne): Fx blev der givet støtte til lavindkomstgrupper

med gas som opvarmningskilde i form af et fast engangsbeløb – uafhængigt af hvor

meget energi de brugte. Det vil sige, at man bibeholdt incitamentet til at spare på

energien.

Et andet væsentligt karakteristikum ved europæisk politik er, at EU ikke kan

opkræve skatter. Klimaøkonomer foreslår ofte to tilgange til regulering af driv-

husgasudledninger: skatter eller kvoter. Og fordi EU ikke opkræver skatter, er der

kun kvotesystemet tilbage. I dag er der et rimeligt velfungerende kvotesystem som

omfatter udledninger fra energiproduktion og større industri. Så længe der er poli-

tisk beslutsomhed, at antallet af kvoter sættes svarende til de politiske ambitioner,

og at usikkerheden ikke er for stor, kan et sådant system fungere fint. Imidlertid

er der mange nationale tiltag også inden for kvotesektoren. Der gives direkte og

indirekte støtte til fx udbygning af vindenergi eller udbygning med CCS-anlæg.

Det sker blandt andet for at skabe overensstemmelse med nationale målsætninger

og også ofte som et erhvervspolitisk projekt. Men det giver en udfordring, særligt

hvor der er tale om tilskud, fordi det forvrider kvoteprisen. Derfor er det en vigtig

udfordring for Europa at få koordineret disse politikker.

En af de meget store udfordringer i EU’s klimapolitik er landbrugets drivhusgas-

udledninger. Disse udledninger reguleres i dag nationalt, men alligevel har EU

et fælles mål for reduktioner fra landbrugssektoren. Et godt argument for at de

reguleres nationalt er, at der er mange sideeffekter, både positive og negative, og

disse har ofte mere lokal værdi. Det kan være effekter på fx vandmiljøet eller biodi-

versitet

, men også i forhold til andre målsætninger som fx regional udvikling. Det

giver dog en udfordring på europæisk niveau. De samlede udledninger er nemlig

kun reduceret meget lidt siden 2005

. Der er derfor et behov for en samlet politik,

så det, at ét land indfører en politik for at nå deres målsætning, ikke fører til, at ud-

ledningen blot sker et andet sted (lækage), men også for at andre landes ageren ikke

bliver forhindrende rent politisk for at nå aftaler i ens eget land. Et eksempel herpå

er, at Tyskland på et tidspunkt hævede dieselafgiften, og en del tung trafik derfor

efterfølgende valgte at tanke i Danmark. Det gjorde det vanskeligere for Danmark

at nå vores klimamålsætninger, men gav til gengæld penge i statskassen, indtil man

også forhøjede afgiften i Danmark. Et nyere eksempel er den tilsvarende afgift i

fiskeriet, som politikerne valgte at sløjfe, få uger efter den trådte i kraft, fordi den

ganske forventeligt fik nogen til at vælge at lande fisk andre steder. Interessant nok

har et tilsvarende argument i flere år gjort nordmændene tilbageholdende med en

lignende afgift

. Der er et tydeligt behov for koordinering, men også en koordine-

ring der sikrer varetagelse af lokale interesser. Skal vi nå i mål med de klimapoli-

tiske ambitioner, kan denne lokale interesse ikke være, at byrden blot skal løftes

andre steder. En transparens omkring lokale interesser og en åbenhed om, hvad de

specifikt drejer sig om, er i mine øjne helt central. Dernæst følger så et politisk valg

om, hvad der vægtes højest.

Det sidste eksempel, jeg vil nævne, hvor der er behov for europæisk koordinering,

er de såkaldte

carbon dioxide removals

– altså at man indfanger CO

fra atmosfæ-

ren og lagrer det. Både dansk og europæisk politik har som målsætning, at vi skal

have negative udledninger. Det vil sige, at vi skal fange mere CO

, end vi udleder.

Det er nødvendigt for at bremse, og også vende klimaforandringerne. Samtidig

kan det hjælpe os på vej med de sidste udledningsreduktioner. Som figur 1 viser, er

det betragtelige mængder, der skal fjernes – og mere end vi kan gøre med naturlige

processer alene. Det kræver infrastruktur og fælles rammer, så vi sikrer, at det

faktisk sker, når det hævdes at ske, og at der er incitament til, at det sker. Der er

flere mulige teknologier, fra de der baserer sig på planters fotosyntese, til de der

100

8 Klimapolitik i et europæisk perspektiv

101

EUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 457: Kopi af KEF - bilag 240 vedr. jubilæumsskrift i anledning af Klimarådets 10-årsjubilæum

direkte indfanger CO

. Det ville være smart fra start at tænke ind, hvordan det

skal ske på tværs af EU. Det europæiske klimaråd foreslår fælles mål for CCS, og at

disse sættes separat for permanent og ikke-permanent lagring.

Det foreslås også,

at målene er separate fra ambitioner om udledningsreduktioner. Økonomisk set

kan det synes pudsigt, for hvorfor ikke bare gøre det, som er billigst? Men det er

for at undgå, at den usikkerhed, der er ved teknologierne og implementeringen,

ikke forstyrrer det eksisterende kvotesystem. Det er altså en erkendelse af, at der

er mange ukendte faktorer omkring den reelle omkostning – fx om der er bære-

dygtighedsaspekter, som ikke er tilstrækkeligt indregnet i omkostningerne.

At fjerne CO

fra atmosfæren er ikke direkte knyttet til et bestemt produkt. For-

ureneren-betaler-princippet, som ofte argumenteres for som værende rimeligt, er

altså vanskeligt at benytte. At fjerne CO

fra atmosfæren er et fælles ansvar, som

ikke er omkostningsfrit. Det europæiske klimaråd peger på, at der er behov for

både private og offentlige midler, hvis det skal lykkes. De peger også på, at det kan

være værd at se nærmere på muligheden for et såkaldt

extended polluter principle,

hvor de virksomheder, som stadig har udledninger, betaler for at CO

’en herved

senere fjernes. Hvordan man fordeler omkostningen er selvsagt et politisk valg,

men det er en diskussion, som politikerne er nødt til at tage hurtigt, hvis CCS skal

spille en betydelig rolle.

Som eksemplerne ovenfor viser, er der mange lokale aspekter i spil, også selvom

klimaforandringerne er globale. Fordi drivhusgasudledninger indgår i så mange

af vores aktiviteter, spiller de ind på næsten alt. En af de ting som vi i Danmark, i

mine øjne, er relativt gode til, er at se på tværs af sektorer (selvom det stadig kunne

gøres bedre). EU har et hav af forskellige klimapolitiske delmål, og de er ikke altid

lige velkoordinerede. Det, at vi i Danmark nu har en drivhusgasafgift i alle sekto-

rer, og at man i fastsættelsen af niveauet herfor har argumenteret for rimeligheden

relativt til andre sektorer, viser en vilje til at se på, hvordan vi når de klimapolitiske

målsætninger billigst muligt for samfundet som helhed. Det har naturligvis for-

delingspolitiske konsekvenser, som er blevet håndteret med forskellige politiske

aftaler – som man kan være enig eller uenig i. Og der er også dele af aftalerne, man

ud fra et velfærdsøkonomisk synspunkt kan kritisere. Alligevel syntes jeg, at den

måde vi tænker helhed og velfærdsøkonomi ind, er værd at se på som et foregangs-

landseksempel i EU.

Greenhouse gas emissions (MtCO e)

≤225 MtCO2 (LULUCF) removals towards net target

≥310 MtCO2 LULUCF target

-55% vs 1990

-90 to -95%

≥50 MtCO2 CCS target (not only removals)

Net zero

Net negative

2020

2030

2040

Temporary removals

2050

Permanent removals

2060

Net emissions

2070

Gross emissions

Figur 1

Kilder:

EU’s klimamålsætninger og et eksempel på et scenarie, som vil bringe os

i mål.

Figur fra The European Scientific Advisory Board, 2025.

102

8 Klimapolitik i et europæisk perspektiv

103

EUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 457: Kopi af KEF - bilag 240 vedr. jubilæumsskrift i anledning af Klimarådets 10-årsjubilæum

Referencer

World Economics Resaerch, 2025. https://www.worldeconomics.com/Share-of-Global-GDP/United%20

States.aspx.

Tundys, Blanka m.fl. 2021. “Energy poverty and sustainable economic development: An exploration of corre-

lations and interdependencies in European countries”.

Energies

14. https:/

/doi.org/10.3390/en14227640.

The European Scientific Advisory Board. 2023.

Aligning policy responses to rising energy prices with the

long-term climate neutrality objective

[Online]. The European Scientific Advisory Board, tilgået marts 2025,

https:/

/climate-advisory-board.europa.eu/reports-and-publications/addressing-the-energy-crisis-while-

delivering-on-eus-climate-objectives-recommendations-to-policy-makers/2023-02-07-letter-aligning-

policy-responses-to-rising-energy-prices-with-eus-long-term-climate-neutrality.pdf/@@download/file

Klimarådet. 2024.

Danmarks fremtidige arealanvendelse. Sådan tager vi hensyn til klima, vandmiljø og

biodiversitet.

Klimarådet.

The European Scientific Advisory Board, 2024.

Towards EU climate neutrality: progress, policy gaps and

opportunities

[Online]. The European Scientific Advisory Board, tilgået marts 2025.

https:/

/climate-advisory-board.europa.eu/reports-and-publications/towards-eu-climate-neutrality-

progress-policy-gaps-and-opportunities.

Sæhl, Marie. 2025. Et kapløb mod bunden.

Information,

15. april, 7.

The European Scientific Advisory Board, 2025.

Scaling up carbon dioxide removals – Recommendations for

navigating opportunities and risks in the EU.

The European Scientific Advisory Board, tilgået marts 2025.

https:/

/climate-advisory-board.europa.eu/reports-and-publications/scaling-up-carbon-dioxide-removals-

recommendations-for-navigating-opportunities-and-risks-in-the-eu.

104

8 Klimapolitik i et europæisk perspektiv

105

EUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 457: Kopi af KEF - bilag 240 vedr. jubilæumsskrift i anledning af Klimarådets 10-årsjubilæum

Politikernes svære

klimalod

Jørgen Grønnegård Christensen

Professor emeritus, Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet

EUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 457: Kopi af KEF - bilag 240 vedr. jubilæumsskrift i anledning af Klimarådets 10-årsjubilæum

Magtfulde folkevalgte har den svære opgave

at afveje mangfoldige hensyn over for hinan-

den. Det er forudsætningen for den offentlige

politiks demokratiske legitimitet. Opgaven

involverer en løbende balancegang mellem kort-

og langsigtede hensyn og mellem divergerende

interesser, der positivt og negativt mærker

politikkens konsekvenser. Der er en risiko for, at

kortsigtede hensyn vinder over de langsigtede,

og at beslutninger bliver til på et grundlag, som

negligerer relevant information om problemets

status og politikkens konsekvenser. Det rejser

spørgsmålet, hvordan man institutionelt afstiver

det vidensmæssige grundlag, hvorpå politiker-

ne træffer deres beslutninger uden samtidig

at undergrave folkevalgte politikeres position. I

sidste instans har de magten, men det må godt

være svært at bruge den. Klimarådet har her en

vigtig rolle.

Ærefuldt, krævende og utaknemmeligt

Det er svært at forestille sig et mere ærefuldt hverv end den folkevalgte politikers.

De nyder så stor tillid blandt medborgerne, at de har valgt dem ind i Folketinget.

Nogle når længere og bliver ministre og dermed på en gang politiske chefer for et

ministerium og medlemmer af regeringen. Magtens tråde er samlet i deres hæn-

der, og deres karriere er toppet i et hverv, som ikke ligner nogen anden beskæfti-

gelse.

Vil de fortsætte, forudsætter det, at de ved fremtidens valg igen får så mange

stemmer, at de udkonkurrerer deres konkurrenter fra andre partier, ja, også inden

for deres eget parti.

Det kræver sine kvinder og mænd. De skal gabe over et ubegrænset opgavefelt. De

skal år ud og år ind forholde sig til uendeligt mange spørgsmål om, hvordan man

løser samfundsmæssige problemer. De skal, når de gør deres egen og deres partis

stilling op, afbalancere vidt forskellige hensyn over for hinanden, og der er ingen

algoritme, som klarer opgaven for dem. Klimapolitikken illustrerer til overmål det.

Der er ikke noget nyt i det. Sådan har det været lige siden folkestyrets spæde fødsel

for godt 175 år siden. Men det er blevet sværere. Nutidens samfund er mere kom-

plekst end det 19. århundredes bondesamfund. Vi stiller flere krav til politikerne

end dengang og også flere krav til dem end for knap 75 år siden, da grundloven

sidst blev revideret. Lovgivningen regulerer mange flere forhold i dag end i sidste

og forrige århundrede. Den offentlige sektor er større og mere kompleks. Samtidig

går udviklingen hurtigere. Det gælder også politisk. Så politikerne skal løbende

forholde sig til, om det, de vedtog i lovs- og bevillingsform for kort tid siden, også

skal gælde fremover.

Politikerhvervet er endelig utaknemmeligt. Selv om politikerne er dygtige, heldige

og opnår genvalg, nyder de ikke uden videre deres medborgeres tillid. Jævnlige

målinger viser, at politikere sammenlignet med folk i andre erhverv skraber bun-

den sammen med lidet agtede erhvervsgrupper som journalister og brugtvognsfor-

handlere. Det er svært at fortolke, men mange oplever øjensynligt politikere som

magtmennesker, der siger et og gør noget andet, indtil de igen skifter holdning og

adfærd. Det er hårdt trukket op, men det formilder næppe nogen, at det egentlig

ligger i den kortfattede jobprofil ovenfor. Det er på mange måder godt, at de ikke

er låst fast i gamle dogmer, men er i stand til at tilpasse sig skiftende situationer og

vægte forskellige hensyn over for hinanden i overensstemmelse hermed.

108

9 Politikernes svære klimalod

109

EUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 457: Kopi af KEF - bilag 240 vedr. jubilæumsskrift i anledning af Klimarådets 10-årsjubilæum

Den gældende klimalov viser, hvad der er på spil. Den bygger som anden nu-

tidig lovgivning på en politisk aftale indgået mellem regeringen og en bred kreds

af partier. Aftalen og klimaloven fra 2020 sætter på den ene side nogle politisk

bindende mål for klimaskadelige udledninger. På den anden side opstiller den også

en liste over de mangfoldige hensyn, som politikerne skal tage, når de politisk skal

eksekvere aftalen. I aftalen hedder det:

Indfrielsen af Danmarks klimamål skal ske så omkostningseffektivt som mu-

ligt, under hensyntagen til både den langsigtede grønne omstilling, bæredyg-

tig erhvervsudvikling og dansk konkurrencekraft, sunde offentlige finanser og

beskæftigelse. Dansk erhvervsliv skal udvikles og ikke afvikles. Danmark skal

vise, at vi kan lave en grøn omstilling og samtidig bibeholde et stærkt velfærds-

samfund, hvor sammenhængskraften og den sociale balance sikres. De tiltag, vi

skal anvende for at reducere udledningen af drivhusgasser, skal medføre reelle,

indenlandske reduktioner, men vi skal samtidig sikre, at danske tiltag ikke blot

flytter hele drivhusgasudledningen uden for Danmarks grænser.

som prioriteringen mellem fremtidens høje mål og nuets politiske omkostninger

involverer.

Klassisk implementering

Ny politik har først effekt, når den er omsat i administreret praksis. Det er på

papiret en simpel sag.

Helt så enkelt er det ikke i praksis. Det er en gammel erkendelse. Den kom til

udtryk i to amerikanske forvaltningsforskeres klassiker

Implementation.

Bogen

har den lange, men sigende undertitel

How Great Expectations in Washington

Are Dashed in Oakland; Or, Why It’s Amazing that Federal Programs Work at

All, This Being a Saga of the Economic Development Administration as Told by Two

Sympathetic Observers Who Seek to Build Morals on a Foundation of Ruined Hopes.

Knap så fængende er bogens lære, for gnidningsfri gennemførelse af en besluttet

politik forbliver et fatamorgana: Den er truet af usikkerhed omkring indholdet af

de besluttede målsætninger, det rationale, som de bygger på, usikkerheder om ef-

fekten af de besluttede tiltag, organisatorisk træghed samt vedholdende spændin-

ger mellem de interesser, der positivt og negativt bærer politikkens konsekvenser.

For politikere og embedsfolk er der intet overraskende heri. Derfor er en stor del af

den politik, der er lagt ned i lovgivningen og offentlige bevillinger i virkeligheden

kun en politisk rammesætning af senere forhandlinger på lokalt og/eller sektor-

niveau, som skal omsætte den nationalt besluttede politik til leveret politik. Det

sker, når ny politik tager form af bemyndigelseslovgivning, som den ansvarlige

minister skal udmønte i form af administrative bemyndigelser. Det sker også, når

ministeriernes gennemførelsestiltag lægger op til en implementering baseret på

forhandlinger mellem de nationale myndigheder, kommunerne, de berørte er-

hverv og civilsamfundets organisationer, således som det længe har været tilfældet

på miljøområdet.

Og således som det er forudsat i den politiske aftale fra 2024 om

begrænsningen af landbrugets udledninger.

Den klassiske implementering fandt sted inden for ministerstyrets velafgrænsede

rammer. I det lå, at én minister, f.eks. miljøministeren, var ansvarlig for politik-

kens og lovens udformning og derefter ansvarlig for dens udmøntning i form af en

forhandlet praksis med dels de udførende myndigheder, dels de berørte interesser

inden for lovens specialiserede anvendelsesområde. Samtidig satte modellen nok

rammer for ministerens, ministeriets og de lokale myndigheders udmøntning af

den vedtagne politik, men den lagde altså ikke lovgivningsmæssigt bånd på mini-

Der er tre ting heri:

•

Aftalepartierne – eller nogle af dem – forpligter regeringen, herunder fremtidige

regeringer, på ikke at knibe uden om de forpligtelser til reduktion af klima-

skadelige stoffer, som de har aftalt, og som loven retligt forpligter dem til at

gennemføre.

•

Aftalepartierne – eller nogle af dem – forpligter regeringen, herunder fremtidige

regeringer, til at gennemføre reduktionsmålene, uden at det går ud over en

række andre væsentlige samfundshensyn.

•

Det er lovens krav. Hvordan sikrer man så, at fremtidige klimatiltag politisk og

administrativt lever op til lovens klimamål og samtidig respekterer de restrik-

tioner, der skal afbalancere klimapolitikken over for andre politiske hensyn?

Det er spørgsmålet. Det er hverken trivielt eller akademisk. Det blev godtgjort,

da regeringen i begyndelsen af februar 2025 lancerede udspillet

En ny kurs for

dansk fiskeri.

Det udskød den CO₂-afgift på fiskeriet, som ellers trådte i kraft den 1.

januar 2025, i yderligere fem år.

Klimarådet er en del af svaret. Rådet er en politisk skabning, som blev til i de poli-

tiske forhandlinger, hvor den aktive klimapolitik så småt tog form. Rådets mission

er at overvåge, at de politikere, der har besluttet klimapolitikkens langsigtede

og overordnede mål, ikke under øjeblikkets pres taber målene af syne. Det er et

reelt og velkendt problem. Dets opgave er også at hjælpe dem i de afvejninger,

110

9 Politikernes svære klimalod

111

EUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 457: Kopi af KEF - bilag 240 vedr. jubilæumsskrift i anledning af Klimarådets 10-årsjubilæum

sterens og regeringens fremtidige politik.

Det tager sig anderledes ud nu om dage, og det gælder ikke mindst på klimapolitik-

kens område.

Forligsparlamentarisme og programpolitik

Nutidig dansk politik er i høj grad baseret på forligsparlamentarismen. Det er

en parlamentarisk praksis, som er bygget omkring politiske forlig, det vil sige

omkring “uformelt bindende lovgivningskoalitioner, som forpligter partierne til

at stemme for den aftalte lov eller lovpakke i Folketinget, og som sikrer alle partier

i forligskredsen vetoret i forhold til ændringer af den forligsbelagte lovgivning.”

Det er en praksis med historiske rødder i dansk parlamentarisme. Siden årtusind-

skiftet bygger en meget stor del den vedtagne politik på aftaler og forlig, som den

siddende regering har indgået med en bred kreds af partier i Folketinget. Det

gælder ikke mindst på klima- og energipolitikkens område, hvor regeringen alene

i 2022-23 har indgået 17 forskellige aftaler med klima- og energipolitisk indhold,

som ligger i forlængelse af den overordnede politiske aftale fra 2020, som klima-

loven bygger på.

Det er en ting. En anden er, at de aftaler og forlig, som regeringerne indgår med

partier i Folketinget, for det første ophæver det klassiske skel mellem politik

og implementering, for det andet ofte griber ind over flere forskellige ressort-

områder. De sprænger dermed rammerne for ministerstyret, fordi de hviler på en

politisk forudsætning om samordning på tværs af flere forskellige ressortpolitiske

hensyn. Det kommer til udtryk i det indledende citat fra klimaaftalen i 2020, og

ikke mindst klimapolitikken har denne ressortoverskridende karakter. Det kom-

mer også til udtryk i ikke bare fiskeriministerens, men også klimaministerens og

miljøministerens fælles udspil til udskydelse af CO₂-afgiften på fiskeriets brænd-

stofforbrug. Ministre fra de tre regeringspartier optræder her i fællig på regerin-

gens vegne. Klimapolitik består således i høj grad af tiltag, hvis udmøntning skal

ske i snart det ene, snart det andet politisk-administrative regi. Det er på en og

samme tid klimapolitikkens særkende og store udfordring.

De to ting har vidtrækkende konsekvenser. De betyder, at politikken ikke er

fastlagt, når der er indgået en politisk aftale, og Folketinget har vedtaget den

lovgivning, der udmønter aftalen. Der er en efterfølgende proces, hvor den sid-

dende regering og de partier, der er parter i aftalen, skal forhandle supplerende

og udfyldende aftaler, som yderligere udmønter det oprindelige aftalekompleks.

Det sker i forligskredsen, der fungerer som politisk styregruppe for den gradvise

gennemførelse af den politik, som ligger i den oprindelige aftale. Samtidig ligger

det i modellen, at flere ministre på hver deres ressortområde har aktier i den over-

ordnede politik, som efterfølgende skal omsættes til sektorrelevant politik. Det

stopper ikke der, for de organisationer, som repræsenterer de berørte interesser

(erhverv, kommuner og regioner og civilsamfundsorganisationer), er rutine-

mæssigt inviteret med til forhandlinger, hvor den politiske implementering af de

rammesættende aftaler bliver lagt fast.

Det er et generelt fænomen, men har særlig vægt på det klima- og energipolitiske

felt, hvor lovgivningen beror på bredt formulerede målsætninger. Den er selvføl-

gelig også en bemyndigelseslovgivning med bemyndigelser så vide, at “hjemlen

i det omfang det er muligt” forudsættes “at kunne anvendes til udmøntning af …

fremtidige politiske aftaler.”

Man kan altså skifte politik, hvis regeringen og parti-

erne bag den oprindelige aftale bliver enige om det, uden at ulejlige Folketinget og

lovgivningsmagten. Det er bemærkelsesværdigt.

Principper på spil

Denne politiske praksis tegner et billede af et politisk-administrativt system, som

gennem gradvise tilpasninger er i stand til at håndtere skiftende krav, og som har

opbygget en betydelig kapacitet til at beslutte og politisk gennemføre ganske vidt-

gående reformer. Det er en tilpasning, som er sket skridt for skridt, og som ikke

har været genstand for hverken principiel diskussion eller nogen form for konse-

kvensanalyse. Den er blevet til i skiftende situationer, og fordi den der har vist sig

politisk formålstjenlig, er den overført til flere og flere områder.

Den rejser principielle problemer. De hænger indbyrdes stærkt sammen. Det ene

er grunddemokratisk. Det opstår, fordi den politiske praksis med forlig og aftaler,

hvis implikationer for borgere og virksomheder gradvis bliver foldet ud gennem

nye politiske forhandlinger og aftaler, bryder med forestillingerne om et parla-

mentarisk folkestyre, hvor myndighedernes handlegrundlag er fastlagt gennem

lovgivning vedtaget af Folketinget.

Det andet problem knytter sig til troværdigheden af de mål, som regeringer og

partier sætter op i aftaler, og som efterfølgende er genstand for en gradvis og poli-

tisk forhandlet implementering, som skal balancere ressortoverskridende hensyn

over for hinanden. Det problem stiller politikerne over for et dilemma: Kan de i et

repræsentativt demokrati binde deres efterfølgere til at føre en politik, der er aftalt

112

9 Politikernes svære klimalod

113

EUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 457: Kopi af KEF - bilag 240 vedr. jubilæumsskrift i anledning af Klimarådets 10-årsjubilæum

i en anden situation og måske endog under et flertal, som ikke længere eksisterer?

Eller er folkevalgte politikere i så høj grad fanger af øjeblikkets politiske tilskyndel-

ser, at de ikke er i stand til at forpligte sig til realiseringen af langsigtede politiske

mål, hvis den politiske konjunktur pludselig trækker i anden retning?

De spørgsmål skal politikerne selv finde svar på. Et svar er, at politikernes demo-

kratiske legitimitet står og falder med deres evne til at træffe beslutninger, som

i nuet nyder borgernes og ikke mindst de berørte interessers tilslutning. Det er

den logik, der er lagt ind i de lovbemærkninger, som er citeret ovenfor. Et andet

svar er, at politikerne må lade sig selv binde til masten, så fristelsen til at give efter

for nuets politiske tilskyndelser bliver holdt i ave. Det er den logik, der ligger bag

etableringen af uafhængige centralbanker, som ikke er underlagt direkte politisk

styring og kontrol, og hvortil politikerne har overladt ansvaret for at føre penge-

politik.

Spørgsmålet er så, hvor vidt et mandat banken skal have. Skal det alene være

begrænset til at holde inflationen under kontrol? Eller skal det også omfatte andre

sider af den økonomiske politik? Det spørgsmål kommer op en gang imellem. Det

skete også i kølvandet på finanskrisen og blev stillet til Jens Weidmann, dengang

præsident for den tyske Bundesbank. Hans klare svar var nej, for…

jo mere centralbankerne bevæger sig ind på finanspolitikkens gebet, jo stærkere

bliver spørgsmålene om deres demokratiske legitimitet og kravene om en stær-

kere parlamentarisk kontrol. Det er forståeligt, for centralbankens uafhængighed

lader sig i et demokrati kun begrunde, hvis deres mandat er klart defineret og

begrænset... Det bekommer ikke politikken vel, hvis politikerne overlader cen-

tralbankerne for mange opgaver og overdrager fortolkningshøjheden i politiske

spørgsmål til dem.

system. Det er i parlamentariske demokratier bygget op omkring en politisk

ledet forvaltning, hvis embedsfolk er underlagt et krav om politisk lydhørt at yde

en fagligt funderet bistand og rådgivning til øjeblikkets regering. Den demokra-

tisk legitime forventning er tillige, at de gør deres for at fremme den siddende

regerings politik, også når den pludselig skifter under indtryk af den politiske

konjunktur. Der er ikke én fagligt rigtig politik. Der er derimod en politik, hvor

embedsfolkenes opgave er at sikre, at den bliver formuleret på et oplyst grundlag

under samtidig hensyntagen til de politiske omkostninger, som den involverer,

når politikken på et område, f.eks. klimaet, af politikerne skal vejes op imod andre

politisk uafviselige og demokratisk legitime hensyn.

Det skaber et behov for at supplere den faglige rådgivning, som er integreret i

den ministerielle organisation, med en vidensbaseret rådgivning placeret uden

for det minister- og regeringsstyrede hierarki. Problemet er ikke manglende

faglig-teknisk kompetence hos ministeriernes embedsfolk, men deres dobbelt-

forpligtelse til at yde en integreret politisk og faglig rådgivning, der understøtter

ministrenes og regeringens krav og her-og-nu-ønsker.

Oprettelsen af Klimarådet i 2015 og styrkelsen af dets kompetence og uafhæn-

gighed med klimaloven af 2020 viser, hvordan det kan gøres. Men også det er

resultatet af en politisk proces. Det viser rådets skabelseshistorie. Der blev her lagt

arm mellem kræfter, der ville bevare et maksimum af handlefrihed for øjeblikkets

politiske aktører, og andre kræfter, som ville binde nutidens og fremtidens poli-

tiske aktører til at forfølge langsigtede klimapolitiske mål. De sidste ville derfor

blokere for, at målene blev gjort til genstand for løbende forhandling. Resultatet er

en model, som tillader politisk fleksibel udfyldning, der fra sag til sag og situation

til situation har øje for de involverede politiske transaktionsomkostninger, som

knytter sig til realiseringen af ambitiøse klimamål.

Det er en sjælden, men ikke enestående model. Den er kendt fra Det Økonomiske

Råd, Det Miljøøkonomiske Råd og Produktivitetsrådet, hvor det første har en

historie, der går tilbage til 1962. Det interessante er, at Det Økonomiske Råds

formandskab siden har fået udvidet opgaverne til at fungere som en lovfæstet

finanspolitisk vagthund, overvåge produktivitetsudviklingen samt at efterse de

regneprincipper, som centraladministrationen bruger, når den skønner over

adfærdsmæssige konsekvenser af nye politiske tiltag.

Der er i Klimarådets og

De Økonomiske Råds tilfælde tale om uafhængige rådgivende institutioner, som

har opgaver på problemmæssigt meget brede områder. Men modellen er også

anvendelig på specifikke politiske sagområder. Således har Fiskerikommissionen

foreslået oprettelsen af et uafhængigt havråd.

En sådan konstruktion indgår dog

Det var også et klogt svar. Det var ikke bare en kompetent økonom, der ytrede sig.

Det var en person, der som embedsmand havde arbejdet som forbundskanslerens

højre hånd, når det gjaldt den økonomiske politik. Weidmanns logik var, at nok

bør der være grænser for politik, men det er politikerne selv, der definerer dem, og

de bør af hensyn til den demokratiske legitimitet være så snævert definerede, at de

ikke baner vejen for et teknokrati.

Den svære balance

Den balance er svær at finde inden for rammerne af det politisk-administrative

114

9 Politikernes svære klimalod

115

EUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 457: Kopi af KEF - bilag 240 vedr. jubilæumsskrift i anledning af Klimarådets 10-årsjubilæum

ikke i regeringens udspil til en ny fiskeripolitik. Liberal Alliance har tilsvarende

foreslået indførelsen af en bureaukratilov med bindende mål for reduktion af

regelmængden, hvor “[e]n uafhængig vagthund i stil med Klimarådet skal tryk-

prøve, om regeringen når målene …”

Regeringens modvillighed bør ikke overraske. For uafhængige rådgivningsorganer

gør det sværere at være politiker. Det er såmænd deres opgave. De er skabt for at

levere konsekvens- og statusanalyser på et gennemsigtigt grundlag, selv om det

ikke uden videre er bekvemt for de politikere, som træffer beslutninger, og heller

ikke for de organisationer, der repræsenterer de berørte interesser. Sådanne orga-

ner kan uden selv at være aktører i det politiske spil synliggøre de bredere sam-

fundsmæssige og langsigtede konsekvenser af beslutninger, hvor politikere lader

sig friste af kortsigtede politiske kalkuler.

Og de kan en ting mere. Deres offentligt tilgængelige analyser flytter balancepunk-

tet mellem politisk lydhørhed og policyrelevant faglighed hos de embedsfolk, der

i ministeriernes departementer og styrelser yder faglig og politisk rådgivning af

ministre og regering. De står i et svært dilemma, når de skal balancere mellem

kravet om politisk lydhørhed over for minister og regering og samtidig formidle en

som oftest vagt defineret faglighed til den samme politiske ledelse.

En lovbunden

offentliggørelse af rapporter og notater, som er policyrelevante, og som yderligere

er produceret af et uafhængigt fagligt råd, tilskynder embedsfolkene til at inddrage

dette input i deres integrerede fagligt-politiske rådgivning af ministre og regering,

og den tvinger dermed de sidste til at forholde sig til den. Den bliver således en

stærkere ingrediens i forpligtelsen til en politisk lydhør rådgivning, som forud-

skikker de vanskeligheder, som konfronterer ministre og regering.

Klimarådets første 10 år viser, hvordan en uafhængig overvågningsinstans har en

betydelig indflydelseskapacitet, når det som overvågningsinstans bidrager til at

holde politikerne fast på egne mål. Derimod er det knap så sikkert, at Klimarådet

har fundet og kan finde et solidt fodfæste, når regeringerne, politikerne og de

berørte interesser skal omsætte dem i politisk bæredygtig handling. Det er ikke an-

derledes end for De Økonomiske Råd. Det kræver et andet politisk-administrativt

regi, som forhandlingerne om den grønne trepart har vist. Så konklusionen er, at

Klimarådets succes beror på rådets lovfæstede mission som overvågningsinstans,

hvor det har vundet legitimitet gennem samspillet mellem institutionel uafhæn-

gighed og de faglige kompetencer, der på et hvilket som helst tidspunkt er samlet

i rådet. Og bemærk her, at det kræver en betydelig grad af politisk omhu hos rådet

selv at værne om den status.

Referencer

Regeringen m.fl. 2019.

Aftale om klimalov af 6. december 2019.

[Online]. Tilgået 09-04-2025.

https:/

/www.regeringen.dk/aktuelt/tidligere-publikationer/aftale-om-klimalov/.

Regeringen. 2025.

En ny kurs for dansk fiskeri.

[Online] Tilgået 09-04-2025.

https:/

/fvm.dk/Media/638741689725022758/En%20ny%20kurs%20for%20dansk%20fiskeri.pdf.

Sæhl, Marie og Wulff, Morten. “Påstand om nedgang i fiskeriet på grund af klimaafgift savner dokumen-

tation.”

Information,

7. februar 2025.

Jeffrey L. Pressman og Aaron B. Wildavsky. 1973.

Implementation.

Berkeley: University of California Press.

Christensen, Jørgen G. m.fl. 2020.

Når embedsmænd lovgiver.

København: DJØF Forlag.

Regeringen m.fl. 2024.

Aftale om Implementering af et Grønt Danmark.

[Online]. Tilgået 09-04-2025 https:/

regeringen.dk/aktuelt/publikationer-og-aftaletekster/aftale-om-implementering-af-et-groent-danmark/.

Det var den daværende regerings begrundelse for ikke at skrive bindende klimamål ind i den første klimalov

fra 2014, jf. Klima-, Energi- og Bygningsministeriet. 2014.

Klima-, Energi- og Bygningsudvalget 2013-14 L 161

endeligt svar på spørgsmål 10

[Online]. Tilgået 09-04-2025. https:/

/www.ft.dk/samling/20131/lovforslag/

L161/spm/10/svar/1133309/1364912.pdf .

Helene Helboe Pedersen. 2011. “Etableringen af politiske forlig som parlamentarisk praksis.”

Politica

43 (1):

48-67.

Christensen, Jørgen G. 2024.

Embedsfolk.

DJØF Forlag, pp. 38-43.

Lovbemærkninger citeret efter Christensen, Jørgen G. 2024.

Embedsfolk.

DJØF Forlag, p. 43.

Interview med

Die Zeit

nr. 06, 2013, 31.01. 2013. Forfatterens oversættelse.

Avinash K. Dixit. 1998.

The Making of Economic Policy. A Transaction-Cost Perspective.

The MIT Press, pp.

10-11.

De Økonomiske Råd.

Historien bag De Økonomiske Råd.

[Online]. Tilgået 09-04-2025. https:/

/dors.dk/

raad-vismaend/bag-doer/historien-bag-oekonomiske-raad.

Fiskerikommissionen. 2023.

Fremtidens fiskeri. Rapport fra Fiskerikommissionen, december 2023.

[Online].

Tilgået 09-04-2025. https:/

/fvm.dk/Media/638455976294642957/Fiskerikommisions-rapport_webtilgaen-

gelig_FOER.pdf.

Liberal Alliance. 2025.

Danmark har brug for en bindende bureaukratilov.

[Online] Tilgået 09-04-2025.

https:/

/www.liberalalliance.dk/danmark-har-brug-for-en-bindende-bureaukratilov/.

Christensen, Jørgen G. 2018. “Bureaucrats as Evidence Brokers”.

Journal of Public Administration Research

and Theory

28 (1): 160-163 (anmeldelse).

Note: Tak for nyttige kommentarer fra Peder Andersen, Marius Ibsen og Peter Bjerre Mortensen.

116

9 Politikernes svære klimalod

117

EUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 457: Kopi af KEF - bilag 240 vedr. jubilæumsskrift i anledning af Klimarådets 10-årsjubilæum

Klimarådets første år

set fra formandsstolen

Peter Birch Sørensen

Professor ved Økonomisk Institut, Københavns Universitet

EUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 457: Kopi af KEF - bilag 240 vedr. jubilæumsskrift i anledning af Klimarådets 10-årsjubilæum

Klimarådet blev nedsat i medfør af klimaloven af

2014. Rådet fik en stormfuld start som følge af

uenighed mellem klimaministeren og rådet om

tolkningen af Danmarks klimamål. Rådets første

hovedrapport fra 2015 skitserede de principper,

der blev styrende for rådets arbejde i de følgen-

de år, og anviste veje til opfyldelse af det davæ-

rende folketingsflertals målsætning om at redu-

cere Danmarks drivhusgasudledninger med 40

procent i 2020 målt i forhold til 1990. De efter-

følgende tre hovedrapporter fremlagde forslag

til fremtidens grønne afgifter, skærpet regule-

ring af Danmarks biomasseforbrug og omkost-

ningseffektive omstillingselementer frem mod

2030. Rådet deltog også i debatten om EU's

kvotesystem og finansieringen af støtten til VE.

Den linje i Klimarådets arbejde, der blev lagt de

første år, er i stort omfang blevet fulgt siden.

Indledning

Danmarks første klimalov blev vedtaget af Folketinget d. 11. juni 2014. I medfør af

loven blev der nedsat et uafhængigt klimaråd til at rådgive om Danmarks omstil-

ling til et lavemissionssamfund. Fra den 1. december 2014 tiltrådte jeg som rådets

første formand for en fireårig periode, og i løbet af marts 2015 trådte de øvrige

seks medlemmer af det første klimaråd til. Her vil jeg diskutere, hvad vi kan lære af

erfaringerne fra Klimarådets første år. Hvilke problemstillinger arbejdede vi med,

og hvilke indsigter opnåede vi?

Den første klimalov

Hovedindholdet af klimaloven af juni 2014 var bestemmelserne om oprettelsen

af Klimarådet og beskrivelsen af rådets opgaver. I lovens § 1 hed det: “Loven har

til formål at etablere en overordnet strategisk ramme for Danmarks klimapolitik

med henblik på at overgå til et lavemissionssamfund i 2050, det vil sige et res-

sourceeffektivt samfund med en energiforsyning baseret på vedvarende energi og

markant lavere udledninger af drivhusgasser fra øvrige sektorer, og som samtidig

understøtter vækst og udvikling. Loven skal derudover fremme gennemsigtighed

og offentlighed om status, retning og fremdrift for Danmarks klimapolitik.”

Derefter fulgte i § 2 bestemmelserne om Klimarådet, der skulle være et uafhængigt

rådgivende ekspertorgan blandt andet med den opgave at vurdere status for Dan-

marks opfyldelse af nationale klimamålsætninger og internationale klimaforplig-

telser, at analysere mulige omstillingsveje mod et lavemissionssamfund og mulige

virkemidler til at opnå drivhusgasreduktioner, at udarbejde anbefalinger om ud-

formning af klimapolitikken og at bidrage til den offentlige debat. Ifølge § 2 skulle

Klimarådet også høre og inddrage relevante parter i sit arbejde, blandt andet ved

at etablere en interessentgruppe med repræsentanter fra relevante interesseorga-

nisationer, brancheforeninger, virksomheder, ngo’er, kommuner, regioner med

videre. Rådet skulle mindst én gang årligt fremsende og offentliggøre anbefalinger

til klimaministeren om klimaindsatsen, “så denne kan indrettes omkostningseffek-

tivt og under hensyn til vækst, konkurrenceevne, beskæftigelse og videnskabens

anbefalinger om den nødvendige klimaindsats”, som det hed i lovteksten.

Lovens § 3 fastlagde reglerne for udpegning af medlemmerne af Klimarådet, og § 4

fastslog, at rådet skulle bistås af et sekretariat ledet af en sekretariatschef udpeget

af klimaministeren efter indstilling fra Klimarådets formand.

120

10 Klimarådets første år set fra formandsstolen

121

EUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 457: Kopi af KEF - bilag 240 vedr. jubilæumsskrift i anledning af Klimarådets 10-årsjubilæum

Klimalovens § 5 pålagde klimaministeren at udarbejde en årlig klimapolitisk

redegørelse til Folketinget. Redegørelsen skulle indeholde en opgørelse af den

historiske drivhusgasudledning fordelt på sektorer, fremskrivninger for drivhus-

gasudledninger, planlagte klimatiltag og virkemidler og den forventede fremtidige

effekt heraf, beskrivelse af og status for opfyldelse af nationale klimamålsætninger

og internationale klimaforpligtelser, en oversigt over Klimarådets anbefalinger til

klimaministeren og en redegørelse for ministerens stillingtagen hertil.

Loven pålagde imidlertid ikke ministeren en handlepligt, hvis Klimarådets

analyser indikerede, at klimaindsatsen ikke var på sporet til at opfylde klimamål-

sætningerne. Lovteksten indeholdt heller ikke kvantificerede mål for reduktion af

Danmarks drivhusgasudledninger.

Den nye regering mente derimod, at det slet ikke var Klimarådets opgave at for-

holde sig til 40-procentsmålet, eftersom regeringen var modstander af dette mål.

Klimaministerens opfattelse var, at Klimarådet alene havde til opgave at rådgive

om, hvordan regeringens egne målsætninger for klimapolitikken bedst kunne rea-

liseres. Klimarådet tolkede derimod klimaloven sådan, at rådet skulle fungere som

rådgiver for såvel Folketinget som regeringen, og at det var legitimt at forholde sig

til et nationalt klimamål formuleret af et flertal i Folketinget.

Disse forskelle i tolkningen af klimaloven medførte en konfrontation mellem kli-

maminister Lars Christian Lilleholt og undertegnede i forbindelse med udgivelsen

af Klimarådets første hovedrapport i november 2015. Det bidrog heller ikke til

den gode stemning mellem ministeren og Klimarådet, at rådet kort før offentlig-

gørelsen af hovedrapporten havde udgivet en analyse af afkoblingen mellem driv-

husgasudledninger og økonomisk vækst i Danmark og en række sammenlignelige

lande. Analysen viste, at Danmark siden 1990 ikke havde været bedre til at afkoble

udledningerne fra BNP-væksten end en række af vore nabolande, i modsætning til

den udbredte hjemlige forestilling om at Danmark var langt forud for andre lande

med den grønne omstilling

Det turbulente forløb omkring Klimarådets første rapport viser værdien af at

indskrive vigtige klimamålsætninger eksplicit i klimaloven, som det skete med

indføjelsen af 70-procentsmålet for 2030 i den nye klimalov fra 2020, så der ikke

kan herske uklarhed om, hvilke klimamål der skal styres efter. Forløbet illustrerer

måske også en mere grundlæggende udfordring for et klimaråd, der både skal fun-

gere som rådgiver for regeringen og samtidig har en forpligtelse som “vagthund”

til at råbe vagt i gevær over for offentligheden, hvis regeringens klimaindsats ikke

vurderes at være tilstrækkelig: Hvis en regering gang på gang oplever at blive

kritiseret af Klimarådet for ikke at “gøre nok”, vil dens psykologiske modreaktion

måske være at negligere rådets anbefalinger ud fra en betragtning om, at det bare

er de sædvanlige “kværulanter”, der råber op.

En stormfuld start for Klimarådet

De politiske omstændigheder omkring Klimarådets arbejde i de første år var spe-

cielle. Klimaloven af juni 2014 blev vedtaget af et folketingsflertal bestående af re-

geringspartierne Socialdemokratiet og Radikale Venstre med støtte fra Socialistisk

Folkeparti, Enhedslisten og Det Konservative Folkeparti. Efter folketingsvalget i

juni 2015 overgik regeringsmagten imidlertid til partiet Venstre, der i 2014 havde

stemt imod klimaloven. Venstre havde blandt andet ført valgkamp på et slogan om

“Grøn realisme”, der lagde op til at sænke tempoet i Danmarks grønne omstilling.

Partiet motiverede sin modstand mod klimaloven med, at bemærkningerne til

lovforslaget nævnte det daværende folketingsflertals målsætning om, at Danmark

skulle reducere de indenlandske drivhusgasudledninger med 40 procent i 2020

målt i forhold til 1990. Venstre var modstander af denne målsætning, idet partiet

frygtede, at den ville medføre en grøn omstilling i et tempo, der ville svække dansk

økonomis konkurrenceevne.

Efter folketingsvalget i juni 2015 var der dog fortsat et folketingsflertal bag den

nationale målsætning om 40 procents drivhusgasreduktion i 2020. I Klimarådet

havde vi allerede inden valget planlagt at udgive vores første hovedrapport i efter-

året 2015. En af vores hovedopgaver ifølge klimaloven var som nævnt at vurdere

status for opfyldelsen af Danmarks klimamålsætninger og at anvise veje til deres

opfyldelse. Vores tolkning var, at eftersom 40-procentsmålet var eksplicit nævnt i

bemærkningerne til forslaget til klimaloven, og da der fortsat var et folketingsfler-

tal bag denne målsætning, så var det relevant at gøre status over målsætningen i

vores første hovedrapport og anvise, hvordan målet kunne opfyldes.

Klimarådets første hovedrapport

Klimarådets første hovedrapport med titlen “Omstilling med omtanke” handlede

ikke kun om 40-procentsmålet

. Rapporten fremlagde også nogle grundprincipper

for klimapolitikken, som blev styrende for Klimarådets arbejde og anbefalinger i

de efterfølgende år. Det første princip var en anbefaling om at skabe sikkerhed om

de klimapolitiske rammer via klare klimamål for at mindske usikkerheden for de

investorer, der skal investere i grøn omstilling. Det andet princip var en anbefa-

122

10 Klimarådets første år set fra formandsstolen

123

EUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 457: Kopi af KEF - bilag 240 vedr. jubilæumsskrift i anledning af Klimarådets 10-årsjubilæum

ling om at holde fokus på en balanceret omstilling for at sikre, at omstillingen i de

forskellige dele af økonomien sker på en koordineret måde, så fx udbygningen med

vedvarende energi ledsages af en øget elektrificering af energiforbruget og et mere

fleksibelt elforbrug. Det tredje princip gik ud på at fastholde et stabilt tempo i om-

stillingen for at øge troværdigheden af de langsigtede klimapolitiske mål og undgå,

at de nødvendige investeringer i omstillingen udskydes for længe, altså en advarsel

mod at følge en “hockeystavsstrategi”. Det fjerde princip var en anbefaling om at

benytte teknologineutrale klimapolitiske virkemidler under hensyntagen til den

store usikkerhed om den fremtidige teknologiske udvikling. Samtidigt understre-

gede rapporten dog, at det kan være nødvendigt med særlig støtte til udvikling af

nye umodne teknologier, som er vigtige for samspillet mellem sektorer.

Rapporten indeholdt også en diskussion af de langsigtede udfordringer i dansk

klimapolitik og skitserede, hvordan et fremtidigt fossilfrit energisystem kunne

se ud. Endvidere påpegede rapporten en række påtrængende problemstillinger

i omstillingen på kortere sigt, herunder den problematiske afgiftsfavorisering af

biomasse via fritagelsen for energiafgift, overbeskatningen af el, der hæmmede

elektrificeringen af varmeforsyningen, samt behovet for at øge tempoet i udbyg-

ningen med vedvarende energi.

Den mest håndfaste del af rapporten bestod i en kvantitativ analyse af, hvordan

Danmark kunne opfylde målet om 40 procents drivhusgasreduktion i 2020 målt i

forhold til 1990. Rapporten beskrev to konkrete veje til at lukke den reduktions-

manko på 2 mio. ton CO

e, der udestod for at opfylde målet. I “omkostningsmini-

meringspakken” indgik en række virkemidler, der skønnedes at kunne lukke re-

duktionsmankoen til de lavest mulige samfundsøkonomiske omkostninger. Samlet

vurderede vi, at pakken kunne give en samfundsøkonomisk gevinst på cirka 1,1

mia. kr. via gunstige sideeffekter i form af et renere vandmiljø som følge af lavere

kvælstofudvaskning og ammoniakfordampning i landbruget. I dag er bevidsthe-

den om disse sidegevinster ved en klimaindsats i landbruget heldigvis større end

i 2015. Rapporten fremlagde også en alternativ “pakke”, der illustrerede konse-

kvenserne af at undtage landbruget for at bidrage til at lukke reduktionsmankoen.

Denne pakke skønnedes at medføre samfundsøkonomiske omkostninger på cirka

150 mio. kr. årligt. Et hovedbudskab var således, at 40-procentsmålet kunne op-

fyldes til lave eller endog negative samfundsøkonomiske omkostninger. Samtidig

viste rapportens makroøkonomiske analyse, at de to klimapolitiske “pakker” ville

fremme beskæftigelsen på kort og mellemlangt sigt, fordi økonomien ville blive

stimuleret af højere investeringer i grøn omstilling.

Efterfølgende rapporter: Afgifter, biomasse og

omstilling frem mod 2030

Klimarådets anden hovedrapport fra 2016 handlede primært om, hvordan det

danske afgiftssystem kunne omlægges med henblik på at fremme den grønne om-

stilling under hensyn til andre politiske målsætninger for afgiftspolitikken

. Rådet

foreslog blandt andet en sænkning af afgiften på el til opvarmning for at fremme

omstillingen til varmepumper. Vi foreslog også indførelse af et “batterifradrag” i

grundlaget for registreringsafgiften på elbiler. Disse anbefalinger blev faktisk fulgt

af regering og Folketing. Senere udgav Klimarådet i 2018 en analyse af energiaf-

giftssystemet med forslag til en mere omfattende omlægning af energiafgifterne

med henblik på at sikre en ensartet beskatning af CO

-udledninger på tværs af sek-

torer

. Disse anbefalinger foregreb i stort omfang den CO

-afgiftsreform, der blev

vedtaget af Folketinget i juni 2022 efter forarbejde i Ekspertgruppen for en Grøn

Skattereform. Rådets anden hovedrapport blev også fulgt op af en analyse i 2016

af, hvordan man kunne udforme et drivhusgasregnskab for den enkelte landbrugs-

bedrift

. Dette blev en væsentlig inspirationskilde til anbefalingerne fra Ekspert-

gruppen for en Grøn Skattereform, der i 2024 førte til Folketingets vedtagelse af

verdens første drivhusgasafgift på landbruget fra 2030.

Klimarådets tredje hovedrapport handlede især om Danmarks grønne omstilling

frem mod 2030 med særligt fokus på omstillingen i ikke-kvotesektoren

. Rappor-

ten introducerede den sondring mellem omstillingselementer og klimapolitiske

virkemidler, som Klimarådet har benyttet i flere efterfølgende rapporter, og som

også siden er blevet anvendt af regeringen. Et omstillingselement er en omstilling

i produktion eller forbrug som fx indførelse af eldrevne varmepumper i varme-

forsyningen, udbredelse af elbiler i transporten, energirenovering af bygninger,

klimavenlig håndtering af husdyrgødning i landbruget og lignende. Et omstil-

lingselement vil typisk kunne implementeres med forskellige virkemidler såsom

afgifter, tilskud eller direkte regulering. Mens der kan være politisk uenighed om

virkemidlerne til implementering, håbede Klimarådet med rapporten at skabe

øget konsensus om, hvilke omstillingselementer der var mest omkostningseffek-

tive i omstillingen frem mod 2030.

I den fjerde hovedrapport adresserede rådet det kontroversielle spørgsmål om

brugen af fast (træbaseret) biomasse i den grønne omstilling

. Rapporten fastslog,

at eftersom biomasse er en knap ressource, kan Danmarks store forbrug af fast

biomasse ikke anses for bæredygtigt i et globalt perspektiv. Rapporten påpegede,

at biomasseforbruget blev “kunstigt” stimuleret af fritagelsen af biomasse fra

124

10 Klimarådets første år set fra formandsstolen

125

EUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 457: Kopi af KEF - bilag 240 vedr. jubilæumsskrift i anledning af Klimarådets 10-årsjubilæum

energiafgift og anbefalede at ophæve afgiftsfritagelsen. Rapporten fremhævede

endvidere, at biomasseforbrug ikke nødvendigvis er klimaneutralt på grund af den

tidsmæssige forskydning mellem biomassens CO

-optag og CO

-udledningen ved

afbrænding. Derfor foreslog rapporten at indføre skærpede bæredygtighedskri-

terier for fast biomasse i den danske regulering. Biomasse, der ikke levede op til

disse kriterier, burde ifølge rapporten pålægges CO

-afgift. Rapporten lagde i stort

omfang grunden til den kritiske holdning til Danmarks store forbrug af træbaseret

biomasse, der har præget mange senere rapporter og anbefalinger fra Klimarådet.

Kontroversen om PSO-afgiften

Debatten i midten af 2010’erne om kvotesystemets betydning for klimapolitik-

ken var tæt sammenvævet med kontroversen om PSO-afgiften, det vil sige det

daværende tillæg til elprisen, som var øremærket til finansiering af støtten til

vedvarende energi. PSO står for Public Service Obligation. Et af argumenterne

mod PSO-afgiften var netop, at VE-støtten var virkningsløs som følge af kvotesy-

stemets virkemåde, hvilket altså blev tilbagevist af Klimarådets analyse. Et andet

argument var, at fordyrelsen af elforbruget via PSO-afgiften hæmmede elektrifice-

ringen af energiforbruget. Klimarådets synspunkt var derimod, at PSO-støtten var

en del af den samfundsøkonomiske omkostning ved VE-produktionen. Hvis stats-

støtten til VE ikke var afspejlet i elprisen, ville den privatøkonomiske omkostning

ved elforbruget blive lavere end den samfundsøkonomiske omkostning, hvilket

ville tilskynde til overforbrug af el

PSO-ordningen var dog udfordret af, at den daværende udformning af ordningen

stred mod EU’s statsstøtteregler, fordi PSO-afgiften blev pålagt alt elforbrug,

inklusive importeret el, mens PSO-støtten kun blev givet til indenlandske VE-

producenter. Klimarådet pegede på, at dette problem kunne løses ved at reservere

en mindre del af PSO-støtten til opstilling af VE-anlæg i andre EU-lande. Slut-

resultatet blev dog, at Folketinget vedtog at afskaffe PSO-ordningen. Dermed

bortfaldt en vigtig kilde til finansiering af fremtidens VE-udbygning.

Debatten om kvotesystemet

I Klimarådets første år var der betydelig debat om hensigtsmæssigheden af den

nationale danske statsstøtte til udbygningen med vedvarende energi i den del af

økonomien, der er omfattet af EU’s system for handel med CO

-kvoter. Blandt

andre de økonomiske vismænd argumenterede for, at støtten var virkningsløs,

eftersom en øget VE-udbygning i Danmark blot ville føre til, at der blev frigivet

-kvoter fra den danske del af kvotesystemet, som ville give mulighed for øgede

-udledninger i andre dele af EU.

I Klimarådet var vi ikke enige i denne kritik, hvilket vi begrundede i en analyse

baseret på en nyudviklet simulationsmodel for kvotesystemet

, senere publiceret

internationalt

. Modellen byggede på de daværende regler for kvotesystemet, som

indebar, at den udstedte mængde CO

-kvoter væsentligt oversteg de faktiske ud-

ledninger fra kvotesystemet i 2010’erne med det resultat, at kvoteprisen var me-

get lav. Simulationer med modellen viste, at som følge af det store kvoteoverskud

ville en dansk udbygning med vedvarende energi have en positiv effekt på klimaet

ved enten permanent at reducere de samlede CO

-udledninger fra Europa, eller

om ikke andet udskyde udledninger til langt ud i fremtiden og dermed bidrage til

at købe os mere tid til at bekæmpe klimaforandringerne.

Analysen argumenterede også for, at en VE-udbygning inden for kvotesektoren

i Danmark og andre EU-lande, der pressede kvoteprisen ned, kunne tilskynde

EU-politikerne til at sænke kvoteudbuddet for at holde kvoteprisen oppe på et

acceptabelt niveau, hvilket ville sænke udledningerne på sigt. Rent faktisk vedtog

man da også i EU i 2018 en væsentlig opstramning af kvotesystemet, som betød, at

kvoter nu bliver taget permanent ud af systemet, når kvoteoverskuddet overstiger

et vist niveau. Det understøttede Klimarådets hypotese om de politiske afvejnin-

ger, der bestemmer udbuddet af CO

-kvoter.

Gamle problemer og nye rammer for dansk

klimapolitik

Klimarådets holdning til PSO-ordningen var i høj grad motiveret af en forventning

om, at der i en årrække frem ville være behov for fortsat statsstøtte for at sikre en

tilstrækkelig hurtig omstilling til vedvarende energi. I nogle få år fra slutningen af

2010’erne så det dog ud til, at den fremtidige udbygning med vind- og solenergi

faktisk kunne gennemføres uden støtte, hjulpet på vej af fortsatte fald i teknolo-

giomkostninger og historisk lave renter. Her i midten af 2020’erne er renterne

imidlertid tilbage på mere normale niveauer, og priserne på en lang række vigtige

materialer til den grønne omstilling er steget mærkbart. Dertil kommer, at elek-

trificeringen af energiforbruget ikke har kunnet følge med stigningen i udbuddet

af VE fra sol og vind med det resultat, at især udbyderne af solenergi er blevet

presset på indtjeningen, da teknologierne til energilagring endnu ikke er på plads i

tilstrækkeligt omfang til at forhindre ekstremt lave elpriser i perioder med meget

vind eller sol.

10 Klimarådets første år set fra formandsstolen

127

126

10 Klimarådets første år set fra formandsstolen

EUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 457: Kopi af KEF - bilag 240 vedr. jubilæumsskrift i anledning af Klimarådets 10-årsjubilæum

Alt tyder derfor på, at der fortsat vil være behov for en vis statsstøtte i de kom-

mende år for at holde gang i den grønne omstilling. Energisystemet er kritisk

infrastruktur, og der er betydelige risici forbundet med VE-investeringer. En

væsentlig del af disse risici skyldes usikkerhed om den fremtidige klimapolitiske

regulering, så blandt andet derfor er det naturligt, at staten viser villighed til en vis

risikodeling med de private investorer. I en analyse i 2017 beskrev Klimarådet en

model for en sådan risikodeling, der eliminerer reguleringsrisikoen for de private

VE-investorer, men fastholder deres incitament til omkostningsminimering og

fremsynet investeringsplanlægning. Denne model blev anvendt i udbuddet af

havvindmølleparken Thor

De ydre rammer for klimapolitikken har ændret sig de seneste år. EU har sat mere

ambitiøse klimamål, der er indført et kvotesystem for udledningerne fra transport

og bygninger, og geopolitiske og industripolitiske hensyn har fået større vægt i

klimapolitikken. Men grundlæggende er opgaven for Danmark som foregangsland

den samme, som da Klimarådet startede: At demonstrere for omverdenen, at det

er muligt at etablere et fossilfrit energisystem baseret på VE med høj forsynings-

sikkerhed og overkommelige energipriser uden overdreven brug af biomasse, og

at omstille landbruget til en bæredygtig klimavenlig fødevareproduktion. Der er et

stykke vej endnu.

Referencer

Klimarådet. 2015.

Danmarks klimaindsats i et internationalt perspektiv.

Klimarådet. 2015.

Omstilling med omtanke.

Klimarådet. 2015.

Afgifter der forandrer.

Klimarådet. 2015.

Fremtidens grønne afgifter på energiområdet.

Klimarådet. 2015.

Effektive veje til drivhusgasreduktion i landbruget.

Klimarådet. 2015.

Omstilling frem mod 2030.

Klimarådet. 2015.

Biomassens betydning for grøn omstilling.

Klimarådet. 2015.

Det oppustede CO2-kvotesystem.

Silbye, Frederik og Peter Birch Sørensen. 2019. “National climate policies and the European Emissions

Trading System.”

Nordic Economic Policy Review,

63-101.

Klimarådet. 2016.

Midt i en energiomstilling – Udfordringer og løsninger for den danske PSO-ordning.

Klimarådet. 2017.

Fremtidens vedvarende energi.

128

10 Klimarådets første år set fra formandsstolen

129

EUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 457: Kopi af KEF - bilag 240 vedr. jubilæumsskrift i anledning af Klimarådets 10-årsjubilæum

Klimarådet i et økologisk

demokrati – miljø-

sociologiske overvejelser

Anders Blok

Professor i miljø- og klimasociologi på Institut for

Fødevare- og Ressourceøkonomi, Københavns Universitet

EUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 457: Kopi af KEF - bilag 240 vedr. jubilæumsskrift i anledning af Klimarådets 10-årsjubilæum

Miljøsociologisk set handler den grønne om-

stilling om intet mindre end skabelsen af et

velfungerende økologisk demokrati i en bære-

dygtig stat, der stadig er under opbygning.

Ekspertrådgivning som den, Klimarådet leve-

rer, hører til de væsentlige elementer i denne

samfundsforandring. I teksten her vil jeg først

kaste et blik på de sidste 10 års erfaringer med

Klimarådets vilkår som bidragsyder til en bære-

dygtig omstilling. Hernæst skitserer jeg nogle

miljøsociologiske bud på kerneproblematikker,

der må gives mere opmærksomhed fremover,

hvis omstillingen skal resultere i en bæredygtig

stats- og samfundsudvikling. Endelig giver jeg

på denne baggrund nogle forslag til en yder-

ligere styrkelse og demokratisering af Klima-

rådet som én måde at fremme udviklingen af

mere økologisk demokrati fremover.

Vilkårene for den type af ekspertrådgivning i politik, som det danske klimaråd

nu har praktiseret på bedste vis i 10 år, er selv genstand for løbende forsknings-

mæssig bevågenhed. Det gælder i mit eget forskningsfelt, miljøsociologien, og i

tilstødende felter som videnskabs- og teknologistudier (STS) og tværfaglige kli-

mapolitikstudier. Her hører det til grundtankerne, at robust og ansvarlig eksper-

trådgivning om klimapolitik er én af grundpillerne i et velfungerende, økologisk

demokrati

Det er således ud fra dette brede afsæt, at jeg i det følgende vil fremsætte nogle

miljøsociologiske tanker om Danmarks grønne omstillingsproces og de vilkår

for Klimarådets virke, der tegner sig heri. Tonen er tænkt som en blanding af en

hyldest til de uomtvistelige bidrag, rådet har leveret i sin 10-årige levetid, og en

besindelse på de kommende årtiers udfordringer. Hovedvægten ligger her på at

beskrive en styrket grøn omstillingsindsats i retning af dét, jeg og andre har døbt

en bæredygtig stat

. Her vil behovet for ekspertbidrag i demokratiets navn kun

vokse.

Klimaloven fra 2020 som tilstrækkelig ramme?

Det er ikke nogen hemmelighed, at der i årene fra oprettelsen i 2014 og frem til

den nye klimalovs vedtagelse i 2020 stod en del blæst om politisk indblanding i

Klimarådets virke. I det perspektiv hører det som bekendt til de klare gevinster

ved klimaloven fra 2020, at rådets uafhængighed blev styrket, samtidig med at

dets klimapolitiske mandat blev udvidet. Det er nu engang væsentligt for offent-

lighedens tillid til rådets rådgivning, at denne baseres i uvildige og forskningsbase-

rede vurderinger frem for i skiftende regeringers politiske pejlemærker.

Når det er sagt, så vedbliver den type af brobygning mellem klimaekspertise, par-

lamentarisk politik og offentlig klimadebat, som Klimarådet har til opgave at fore-

stå, med at frembyde diverse demokratiske dilemmaer. I et notat fra maj 2020 fra

Klima- og Omstillingsrådet (KOR) – hvor jeg selv er blandt initiativtagerne – satte

vi fokus på en række af disse dilemmaer

. Her vil jeg kort opridse tre af slagsen,

som en måde at nærme mig et miljøsociologisk blik på omstillingsudfordringen.

Muligheder for en styrket ekspertrådgivning?

For det første trives der i den internationale forskning en debat om betydningen af,

at klimapolitisk rådgivning sker ud fra en bred og divers forståelse af relevant kli-

132

11 Klimarådet i et økologisk demokrati – miljøsociologiske overvejelser

133

EUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 457: Kopi af KEF - bilag 240 vedr. jubilæumsskrift i anledning af Klimarådets 10-årsjubilæum

maekspertise

. Her kan det konstateres, at det danske klimaråd i de senere år har

udvidet paletten en hel del ud over den fagøkonomiske ekspertise, der traditionelt

har fyldt meget. Problematikken er dog fortsat relevant, idet vigtige ekspertise-

områder som transitionsstyring, statskunskab, miljøhistorie og miljøetik fortsat er

bedre repræsenteret i blandt andet det svenske og det finske end i det danske kli-

maråd. Klimalovens bestemmelser er i øvrigt uklare på dette punkt og kunne med

fordel præciseres, således at rådet får bedre mulighed for at sikre faglig diversitet.

For det andet kan det set udefra ligne, at bemærkningerne til klimalovens punkt

2.3 om den måde, Klimarådets vurderinger skal tage hensyn til blandt andet vækst,

konkurrenceevne og beskæftigelse, udgør en udfordring for den faglige uvildighed

(også selvom Rådet i praksis ofte anlægger en mere balanceret tilgang). I form af

såkaldt ‘lækage’ fremføres hensyn til konkurrenceevne ofte som argument

imod

en ambitiøs dansk klimapolitik – men vurderinger heraf afhænger i sig selv af

forventninger til andre landes klimapolitik, som er svære at begrunde rent fagligt.

Og væsentlige grene af blandt andet den økologiske økonomi stiller i stigende grad

begrundede spørgsmålstegn ved ‘vækst‘ som indikator for samfundsudviklingen.

For det tredje er det karakteristisk for statens miljøreguleringskompleks, at dets

institutioner i høj grad viderefører et miljømæssigt siloprincip. Klima, biodiversi-

tet, vandmiljø, kemikalieforurening osv. håndteres efter særskilte procedurer og

under hensyntagen til forskellige typer ekspertrådgivning. Godt nok er disse op-

delinger i stigende grad udfordret, i takt med at arealanvendelse og Grøn Trepart

fylder mere, også i klimapolitikken. Men det er stadig uvist, om vi om 10 år fortsat

har særskilte Klima- og Biodiversitetsråd – eller om vi snarere har ét samlet para-

plyorgan, som vi til lejligheden f.eks. kunne kalde Rådet for Planetære Grænser.

Det er kort sagt sådan, at fordi den type af ekspertrådgivning, som Klimarådet

giver, er central for et velfungerende økologisk demokrati, så er der tillige behov

for løbende drøftelser om mulighederne for at styrke den yderligere. Det gælder

i relation til at sikre faglig diversitet, til at stille spørgsmålstegn ved hævdvundne

(vækst-)ideologier og til at vurdere samfundets samlede, økologiske fodaftryk og

råderum. Og disse ting er ikke mindst væsentlige i lyset af den miljøsociologiske

forståelse af den bredere omstillingsudfordring, som jeg nu vil forsøge at skitsere.

Hvad står der miljøsociologisk set på spil i

omstillingen?

Fra den fagøkonomiske klimalitteratur kan en udenforstående som undertegnede

få det indtryk, at klimaforandringerne basalt set forstås som en markedsfejl, der

må løses gennem at internalisere markedets negative eksternaliteter. Til det vil en

første miljøsociologisk kommentar lyde, at samfundet her risikerer at blive redu-

ceret til et marked – uden systematisk analytisk blik for statens og civilsamfundets

roller. Sociologisk set må alle tre domæner imidlertid medtænkes, hvis vi skal

forstå, hvorfor klimaproblemet er opstået, og hvad en grøn omstilling indebærer.

Præcis hvordan det skal gøres, findes der en række forskellige bud på, set fra di-

verse teoretiske afsæt og på tværs af samfundets mikro-, meso- og makroniveauer.

Gennemgående betones den såkaldte sociologiske forestillingsevne

. Hermed

menes dels evnen til at analysere relationen mellem individ og samfund i en

konkret historisk epoke som vores. Samtidig sigtes til evnen til at bruge histori-

ske erfaringer, andre kulturer eller måske litteraturens indsigter til at spørge til,

hvordan nutidens samfund kan tænkes at forandre sig fremover – i retning af øget

bæredygtighed.

Selv har jeg været med til at fremsætte en analyse af den bæredygtige stat, der

gør brug af en sådan sociologisk forestillingsevne

. Heri hævder vi kort fortalt, at

samspillet mellem fire tværgående faktorer – tværgående mellem stat, marked og

civilsamfund – vil være afgørende for, om vi formår at skabe en reelt bæredygtig

stat. Herved forstår vi en stat, der, apropos pointerne i det foregående, er i stand

til at orkestrere en samfundsudvikling, der holder det samlede danske økologiske

fodaftryk inden for en retfærdig andel af de planetære grænser. Det er, konsta-

terer vi, på ingen måde tilfældet for indeværende – heller ikke på klimaområdet,

hvor det kræver større ambitioner for at nedbringe særligt de forbrugsbaserede

udledninger (en pointe, som også Klimarådet har været gode til at fremhæve i flere

sammenhænge)

Tværgående faktorer i en bæredygtig statsudvikling

Den første faktor kalder vi for økologisk medborgerskab. Her sigter vi overordnet

til de idealer og praksisser for engagement, deltagelse, debat og kritisk dømme-

kraft, som den grønne omstilling kalder på fra befolkningen som helhed. Relativt

til tidligere tiders medborgerskabsidealer vil der her være tale om evner, motiva-

134

11 Klimarådet i et økologisk demokrati – miljøsociologiske overvejelser

135

EUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 457: Kopi af KEF - bilag 240 vedr. jubilæumsskrift i anledning af Klimarådets 10-årsjubilæum

tioner, rettigheder og pligter til at yde økologisk omtanke og omsorg, i en grad der

har potentiale til at forbinde lokale naturerfaringer med global bæredygtighed.

Børnehaver, skoler og universiteter spiller vigtige roller i en sådan socialisering; og

det samme gør foreningslivet med dets forpligtende fællesskaber.

Den anden faktor handler om civilsamfundet i mere organiseret forstand, i ret-

ning af hvad sociologer under ét kalder for sociale bevægelser. Det er her alment

accepteret i den politologiske forskning, at presset fra grønne NGO’er og den nye

ungdomsbårne klimaaktivisme var centralt for den måde, folketingsvalget i 2019

blev til et 'klimavalg'. Og dermed også for at gøre 70-procentsmålet til omdrej-

ningspunkt i en ny og mere forpligtende klimalov

. Fremadrettet vil det blive

tilsvarende afgørende for momentum i den grønne omstilling, at civile koalitioner

mellem grønne NGO’er, fagforeninger, udviklingsorganisationer og andre formår

at lægge pres på markedets og statens institutioner i retning af øgede bæredygtig-

hedsambitioner.

Den tredje faktor sigter i højere grad til statens egne institutioner, hvor der ved-

varende er behov for at gøre tværgående bæredygtighedshensyn mere centrale

for styringsambitioner og beslutningsprocesser på tværs af ressortområder. I øje-

blikket diskuteres det blandt andet, om en såkaldt grøn grundlovsændring – hvor

alle sikres rettigheder til et sundt miljø, en mangfoldig natur og et sikkert klima

– kunne skubbe på for en sådan proces. Tilsvarende gøres der i disse år mange

forsøg på styrket og mere forpligtende borger- og interessentinddragelse i lokale

og globale klimapolitiske beslutningsprocesser med potentiale til at skabe mere

robuste løsninger.

Endelig griber den fjerde faktor tilbage til pointen om økonomisk ‘vækst‘, idet den

handler om, hvordan økonomisk styring og udvikling kan gentænkes inden for de

planetære økologiske grænser. Ét interessant bud herpå gives med den såkaldte

doughnutmodel, hvor målet går fra eksponentiel økonomisk vækst til et spørgsmål

om mest mulig bæredygtig trivsel, social såvel som miljømæssig

. Flere byer rundt

om i verden gør sig i disse år erfaringer med at omsætte denne model til økonomisk

planlægning. På virksomhedsniveau er det rimeligt at tænke, at øget medejerskab

hos ansatte og kunder i en revitaliseret andelstankegang kan være med til at sætte

tilsvarende socialøkologiske målsætninger på tværs af sektorer.

De her fremsatte tanker skal som sagt ses som udtryk for en miljøsociologisk fore-

stillingsevne, der dels analyserer igangværende tendenser og hindringer for om-

stillingen, dels bidrager til debat og visioner for mere ambitiøse tiltag. Et økologisk

demokrati har, vil jeg hævde, brug for en sådan forestillingsevne i bestræbelserne

på en bæredygtig omstilling. Og det gælder selvsagt ikke kun for sociologer. Tvært-

imod vil et velfungerende økologisk demokrati søge at fremme forestillingsevnen

om bæredygtighed bredt i befolkningen – og herunder som en opgave for et eks-

pertorgan som Klimarådet. Denne pointe leder mig frem til bidragets sidste del.

Klimarådet i et styrket økologisk demokrati?

Jeg skrev tidligere, at Klimarådet spiller en vigtig rolle for brobygningen mellem

klimaekspertise, parlamentarisk politik og offentlig klimadebat. Og at hensyn til

faglig diversitet, ideologisk uafhængighed og holistiske bæredygtighedsvurderin-

ger her kalder på løbende revurderinger af rådets mandat og sammensætning. I

lyset af ovenstående miljøsociologiske analyse af omstillingsudfordringens reelle

omfang ønsker jeg imidlertid at afrunde med en mere grundlæggende overvejelse

over, hvordan Klimarådet kunne tænkes som motor for et styrket økologisk demo-

krati. Og herunder hvad det kunne betyde at demokratisere selve Klimarådet.

Inden for forskningsfeltet STS (videnskabs- og teknologistudier) er det længe

blevet foreslået at se såkaldt “demokratisering af klimaekspertise” som modpol

til såvel teknokratisk som populistisk klimapolitik

. Teknokratiske tendenser

hænger her sammen med det forhold, at klima er et teknisk kompliceret politik-

område. Her kan der være en fristelse til at tænke, at eksperternes dom må gøres til

det sidste ord – selv om en sådan forestilling lider af et demokratisk underskud.

Som en modreaktion herimod ses imidlertid tillige en fremvækst af diverse kli-

mapopulistiske strømninger, hvor eksperter og ekspertise tilsidesættes til fordel

for en forestilling om ‘folkets sunde fornuft‘. Herhjemme kendes en sådan diskurs

blandt andet fra debatter om atomkraft og om landbrugets grønne omstilling. Set i

relation til udbredte demokratiske idealer om en fornuftsbåret offentlig dialog som

kilde til legitime politiske beslutninger er disse tendenser bekymrende.

Tre bud på demokratisering af Klimarådets ekspertise

En demokratisering af klimaekspertise handler derimod om måder at styrke

relationerne og den forpligtende dialog mellem ekspertise, politik og offentlighed.

Dette både som en måde at højne offentlighedens klimamæssige engagement og

viden og som en måde at holde såvel klimapolitiske beslutninger som ekspertråd-

givning om klima ansvarlig i relation til en offentlig debat.

136

11 Klimarådet i et økologisk demokrati – miljøsociologiske overvejelser

137

EUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 457: Kopi af KEF - bilag 240 vedr. jubilæumsskrift i anledning af Klimarådets 10-årsjubilæum

Lad mig derfor afslutte med tre forslag til en (yderligere) demokratisering af Kli-

marådets ekspertise, der samtidig i min optik kunne udgøre en generel styrkelse af

det økologiske demokrati i Danmark. Forslagene er møntet på yderligere overve-

jelse og drøftelse. De fremsættes i øvrigt med behørig tanke for, at de i praksis vil

kræve en betydelig opjustering af rådets finansielle og organisatoriske muskler.

Som sådan handler de mere om muligheder, der kunne forfølges tværpolitisk,

end om tiltag det nuværende klimaråd egenhændigt kan realisere. Jeg tillader mig

dog at konkretisere forslagene lidt – for på den måde at gøre tankeeksperimentet

levende.

For det første forekommer der mig at være rig mulighed for at tænke sig rådets of-

fentlighedsrettede formidlingsarbejde betydeligt styrket. Ét centralt forum for en

sådan styrkelse ligger i de mange klimaborgersamlinger, som iværksættes i disse

år, og hvor borgerne klædes på til deres klimapolitiske drøftelser i mødet med rele-

vant klimaekspertise. Det er en proces, der fungerer som katalysator for økologisk

medborgerskab, og hvor borgerne med inspiration fra eksperterne ender med at

forestille sig mere ambitiøse bæredygtighedstiltag, end hvad vi finder i den førte

politik lokalt og nationalt.

Det er her slående, at én anbefaling fra det nationale klimaborgerting netop lød, at

alle

danskere i folkeoplysningens ånd reelt burde have mulighed for at gennemgå

en sådan læringsproces

. Her kunne man måske konkret forestille sig et slags Kli-

marådets Rejsehold, koblet til 98 kommunale klimaborgersamlinger, hvor rådets

anbefalinger lå til grund for løbende drøftelser af lokale klimapolitiske tiltag. Re-

præsentanter fra rådet ville her stå til rådighed for afklaring og drøftelse. Det ville

bidrage til en proces, der kunne kaldes lokal socialisering af klimavidenskab.

For det andet ville det angiveligt styrke Klimarådets mulighed for at få sin eks-

pertrådgivning inddraget i parlamentariske processer, hvis rådets indlejring blev

gjort bredere end blot hos klima-, energi- og forsyningsministeren. I ånden af de

tidligere fremsatte tanker om Rådet for Planetære Grænser kunne man måske

forestille sig, at anbefalingerne fra et sådant råd blev gjort forpligtende ikke bare

for klimalovsprocessen, men for

alle

parlamentariske beslutninger med implikati-

oner for bæredygtigheden. Hermed ville viden om miljøkonsekvenser antageligt

få en mere central placering ikke bare i lovgivningsprocesser, men bredt i den po-

litiske debat i Danmark. Og dette ville, om ikke andet, fremtvinge større offentlig

transparens i sager, hvor hensyn til f.eks. klima eller biodiversitet blev tilsidesat.

For det tredje tilsiger idealerne for økologisk demokrati imidlertid, at sådanne ud-

videlser af ekspertrådgivningens rolle i klima- og bæredygtighedspolitik følges af

øget borgerinddragelse i tilblivelsen af selve denne rådgivning. Sociologen Ulrich

Beck formulerede det præcist i sin bog om

Risikosamfundet

fra 1986: Eksperters

vurderinger er afgørende for at træffe oplyste beslutninger – men eksperterne

kan ikke på befolkningens vegne afgøre, hvilke risici vi som samfund er parat til

at løbe

. Her ville faste borgerpaneler, der følger rådgivnings- og vurderings-

processen tæt, være én mulig kanal for en stærkere demokratisering af klimaviden.

Klimarådets rapporter kunne i givet fald konkret tænkes udvidet med et afsnit om,

hvordan et repræsentativt udsnit af borgerne afvejer de risici og muligheder, der

ligger i rådets anbefalinger. Dette i anden omgang til brug for den videre politiske

dialog.

Afrunding: Hvad har vi lært af de forgangne 10 år?

Lad mig her til opsummering gentage, at ovenstående forslag såvel som bidraget

som helhed er skrevet i den dobbelte ånd af at hylde Klimarådets indsats de sidste

10 år, samtidig med at blikket rettes fremad mod nye udfordringer. En sådan

dobbelthed forekommer mig at være den bedste måde at insistere på den simple

indsigt, at nok er vi kommet langt med omstillingen de sidste 10 år i et land som

Danmark – men de største udfordringer venter stadig fremover.

Jeg har i teksten her fremhævet et miljøsociologisk bidrag til denne fælles erken-

delse. Tilllige med en række foreslag til, hvordan Klimarådet kan blive en endnu

stærkere drivkraft for et økologisk demokrati, der tilstræber en egentlig bæredyg-

tig stats- og samfundsudvikling. Også disse forslag skal selvsagt ses i lyset af de be-

tydelige udviklings- og læreprocesser, Klimarådet og det øvrige samfund allerede

har været igennem i de sidste 10 års omstillingstiltag.

Jeg

håber,

at jeg om 10 år vil blive inviteret af Rådet for Planetære Grænser til at

skrive om den proces, hvorved den danske stats- og samfundsudvikling slog ind på

en ny og mere absolut bæredygtig kurs. Om jeg også

tror

på dette er en lidt anden

sag, som det ville kræve mindst en tilsvarende tekst at udrede.

138

11 Klimarådet i et økologisk demokrati – miljøsociologiske overvejelser

139

EUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 457: Kopi af KEF - bilag 240 vedr. jubilæumsskrift i anledning af Klimarådets 10-årsjubilæum

Referencer

Pickering, Jonathan, Thomas Hickmann, Karin Bäckstrand m.fl. 2022. “Democratising sustainability transfor-

mations: Assessing the transformative potential of democratic practices in environmental governance.”

Earth System Governance

11 (100131) (DOI: 10.1016/j.esg.2021.100131).

Samfundsøkonomen. 2022.

Den Bæredygtige Stat.

Særnummer redigeret af Anders Blok og Lasse Folke

Henriksen, https:/

/tidsskrift.dk/samfundsokonomen/issue/view/9692.

Klima- og Omstillingsrådet (KOR). 2020.

Det danske Klimaråd i et sammenlignende, demokratisk og

tværvidenskabeligt perspektiv.

Buylova, Alexandra, Gunilla Reischl og Malin Wolters. 2024. “Diversifying climate policy advice: research

agenda on the expertise of national climate councils.”

Earth System Governance

22(100226)

(DOI: 10.1016/j.esg.2024.100226).

Norgaard, Kari Marie. 2018. “The sociological imagination in a time of climate change.”

Global and Planetary

change

163: 171-176.

Willig, Rasmus og Anders Blok. 2020.

Den bæredygtige stat.

København: Hans Reitzels Forlag.

Lund, Jens Friis, Anders Bjørn, Mikkel Bosack Simonsen m.fl. 2019. “Outsourcing og omstilling: de danske

drivhusgasudledninger genfortolket.”

Samfundsøkonomen

2019(4): 15-24.

Nash, Sarah Louise og Reinhard Steurer. 2022. “From symbolism to substance: what the renewal of the

Danish climate change act tells us about the driving forces behind policy change.”

Environmental Politics

31(3): 453-477.

Raworth, Kate. 2018.

Doughnut-økonomi – syv principper for en fremtidig økonomi.

København: Informations

Forlag.

Blok, Anders. 2019. “How to deploy STS to re-imagine sustainable ways of instituting climate expertise?”.

Nordic Journal of Science and Technology Studies 7(2):

27-30.

Teknologirådet. 2022.

Klimaborgertingets anbefalinger.

https://tekno.dk/project/det-danske-

klimaborgerting/

Beck, Ulrich. 1997[1986].

Risikosamfundet – på vej mod en ny modernitet.

København: Hans Reitzels Forlag.

140

11 Klimarådet i et økologisk demokrati – miljøsociologiske overvejelser

141

EUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 457: Kopi af KEF - bilag 240 vedr. jubilæumsskrift i anledning af Klimarådets 10-årsjubilæum

Forbrugsbaserede

klimamål?

Mogens Fosgerau

Professor ved Økonomisk Institut, Københavns Universitet

Frikk Nesje

Lektor ved Økonomisk Institut, Københavns Universitet

EUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 457: Kopi af KEF - bilag 240 vedr. jubilæumsskrift i anledning af Klimarådets 10-årsjubilæum

Et foregangsland skal ikke bare gå forrest, det

skal også gå den rigtige vej: Den vej, som vi

ønsker, alle andre lande skal gå.

Klimarådet har anbefalet, at Danmark som fore-

gangsland opstiller “pejlemærker” for sit for-

brugsbaserede klimaaftryk som supplement til

de territoriale klimamål. Vi gennemgår Klima-

rådets argumentation herfor og finder en række

problemer.

Vi argumenterer for, at et foregangsland, som vil

vise vejen for verdens lande, bør søge at under-

støtte den globale koordination, ikke mindst

ved at gå den vej, som alle bør gå. Derfor bør

et foregangsland fokusere på at understøtte

Parisaftalen, som koordinerer den globale klima-

indsats. Et centralt princip i Parisaftalen er, at

ansvaret for udledningerne følger den territo-

riale opgørelse: At hvert land har ansvar for de

udledninger, der foretages fra landets territori-

um. Derfor bør Danmarks klimaindsats fokusere

på vores territoriale emissioner og ikke på for-

bruget. Af samme grund, bør dansk klimapolitik

fokusere på at understøtte indsatsen i EU.

Introduktion

I den danske debat bliver der ofte argumenteret for forbrugsbaserede klimamål,

som kan supplere de eksisterende mål for de territoriale udledninger. Klimarådet

anbefaler fx, at Danmark som foregangsland indfører forbrugsbaserede klimamål

som “pejlemærker”.

Argumentationen synes ikke at stikke dybere, end at hvis vi

kan reducere Danmarks totale forbrugsbaserede klimaaftryk, så bør vi gøre det.

Samt at Klimarådet ikke har stor tiltro til andre landes klimapolitik og derfor ikke

til Parisaftalen som sådan.

Den mest substantielle diskussion af emnet ser ud til at findes i et baggrundsnotat,

hvor der oplistes en række fordele og ulemper ved at sætte mål eller pejlemærker

for forbrugsaftrykket.

Her nævnes blandt andet, at forbrugsændringer på globalt

plan er nødvendige for at begrænse temperaturstigningen; at et ensidigt fokus på

de territoriale udledninger risikerer at medføre, at disse reduceres på bekostning

af udledninger i andre lande, altså en henvisning til lækage; og at to andre lande har

lignende overvejelser.

I dette kapitel vil vi forsøge at få lidt mere substans ind i denne diskussion. Dette

vil føre os til at anbefale, at Danmark ikke opstiller hverken målsætninger eller

pejlemærker for sit forbrugsbaserede klimaaftryk, men at vi i stedet koncentre-

rer os om at styrke Parisaftalen, som er den vedtagne mekanisme, hvorigennem

verdens lande forsøger at koordinere den globale klimaindsats. Vi giver eksempler

på, hvordan Danmark som foregangsland kan styrke sin indsats på en måde, der

understøtter principperne i Parisaftalen.

Det grundlæggende globale klimapolitiske

problem

Der er bred enighed om, at koordinationsproblemet, kendt som fællesskabets tra-

gedie, er det grundlæggende globale klimapolitiske problem. Problemet er, at det

er meget svært at koordinere de forskellige landes interesser, således at vi kan opnå

det fælles bedste. Omkostningerne ved at begrænse drivhusgasudledninger falder

mest på det land, der gør noget for at begrænse, mens gevinsterne via klimaet er

fordelt over hele kloden, på alle lande. Alle lande har således et motiv til at lade re-

sten af verden tage omkostningerne, mens gevinsterne tilfalder alle lande, uanset

om de selv har reduceret deres egne udledninger.

144

12 Forbrugsbaserede klimamål?

145

EUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 457: Kopi af KEF - bilag 240 vedr. jubilæumsskrift i anledning af Klimarådets 10-årsjubilæum

Det er verdens samlede udledninger, der betyder noget. Derfor må klimapolitik i

Danmark og EU forholde sig til det grundlæggende globale koordinationsproblem

og dermed til den samlede effekt af vores klimapolitik. Og derfor er det afgørende,

om en given dansk eller europæisk klimapolitik styrker eller svækker den globale

koordination. Det er ikke tilstrækkeligt at påvise, at vores klimapolitik umiddel-

bart giver anledning til et reduceret dansk klimaaftryk.

I det følgende argumenterer vi for at adressere klimaproblemet ved at reducere

vores klimapåvirkning så direkte og så effektivt, som vi kan, og hvor vi samtidig

understøtter den globale koordination af klimaindsatsen ved at være et eksempel,

som vi ønsker andre lande skal følge. Som vi vil argumentere for, adresserer det

ikke forbruget direkte. Når vi tackler klimaproblemet, må det efterfølgende vise

sig, hvordan forbruget påvirkes i Danmark og andre steder. Det er ikke et mål i sig

selv at begrænse forbruget.

klimapolitikken dyrere end nødvendigt. Dertil kommer, at den politiske modstand

mod klimapolitikken til dels er drevet af omkostningerne, hvilket giver en yderli-

gere grund til at holde dem nede, også for dem der i udgangspunktet ikke bekym-

rer sig så meget om omkostningerne.

Parisaftalen indebærer, at alle lande skal tage ansvar for deres egne territoriale

udledninger. Vi kan feje for egen dør ved at overholde vores egne klimamål for

vores territoriale udledninger, men hvordan motiverer vi andre lande til at gøre

det samme? Et svar på dette spørgsmål er den klimatold, som EU aktuelt er ved at

indføre. Vi har i EU besluttet at indføre klimatold på import af varer fra lande, som

ikke selv regulerer deres CO

-udledninger. Det redskab har den meget smukke

egenskab, at fx Kina kan undgå vores klimatold og beholde pengene selv, hvis de

indfører en CO

-afgift eller anden regulering, der matcher EU’s. Derved bidrager

klimatolden til at koordinere den globale klimapolitik omkring den territoriale

opgørelse.

Klimapolitik baseret på den territoriale opgørelse har således mange fordele i prak-

sis. Den er i overensstemmelse med aftalerne i FN, vi kan ramme udledningerne

klokkerent med afgifter og lignende, og vi kan gøre det på en måde, så vi bidrager

til at løse det grundlæggende globale koordinationsproblem. Det kan også supple-

res med en række andre politikker. Vi kommer tilbage med eksempler senere.

Et problem ved den territoriale opgørelse er de udledninger, som finder sted på in-

ternationalt område, og således ikke entydigt kan tilskrives et bestemt territorium.

Her er et oplagt svar at fastholde det territoriale opgørelsesprincip, men at udvide

det til også at omfatte disse udledninger. Det er også den vej, vi har valgt at følge i

EU. Vi tager allerede ansvar for international trafik internt i EU. For skibstrafik ind

og ud af EU, har vi påtaget os ansvaret for halvdelen af udledningerne. Et lignende

princip er sandsynligvis på vej for flytrafik.

Den territoriale opgørelse

Parisaftalen bygger entydigt på den territoriale opgørelse, som tilskriver hvert

land ansvaret for de udledninger, der finder sted fra landets område. Her har vi

således en ansvarsfordeling, som verdens lande er enige om i FN. Den territoriale

opgørelse har da også en række afgørende fordele, som begrunder hvorfor verdens

lande har valgt at koordinere om dette princip.

Ansvaret for udledningerne ligger i udgangspunktet hos den, der foretager udled-

ningerne.

Det er ret let at opgøre, hvor meget et land udleder, for vi har rigtig godt styr på,

hvor meget olie, der bliver brændt af (undtagelsen er udledninger fra ikke-fossile

kilder, landbrug og den slags, som er noget sværere at måle).

Fordi vi har godt styr på udledningerne i den territoriale opgørelse, er det også ret

ligetil for et land som Danmark at regulere dem. De kan rammes klokkerent med

en afgift eller en kvote på fossil energi, som er proportional med CO

-udledningen.

Ved at ramme klokkerent, kan vi få mest mulig CO

-reduktion for mindst mulig

samfundsmæssig omkostning. Det er et fundamentalt økonomisk princip.

Der er meget vægtige grunde til at gennemføre reguleringen med de lavest mulige

samfundsmæssige omkostninger. Som samfund har vi rigeligt, vi gerne vil bruge

vores ressourcer på. Der kan vi mindre, hvis vi spilder vores ressourcer ved at gøre

Det forbrugsbaserede klimaaftryk

Det forbrugsbaserede klimaaftryk er derimod problematisk som fundament for

klimapolitik, også selv om det blot er et supplement til territoriale mål. Først og

fremmest fordi det kolliderer med de grundprincipper for ansvarsfordelingen,

som verdens lande er blevet enige om i Parisaftalen og de tidligere aftaler i FN, og

specielt i Kyotoaftalen.

Hvis Danmark gik enegang og indførte et pejlemærke for det forbrugsbaserede

146

12 Forbrugsbaserede klimamål?

147

EUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 457: Kopi af KEF - bilag 240 vedr. jubilæumsskrift i anledning af Klimarådets 10-årsjubilæum

klimaaftryk, ville effekten være begrænset, for Danmark er et meget lille land. Men

meningen med at være foregangsland er jo, at resten af verden skal følge med. Hvis

mange andre lande følger Klimarådets anbefaling og opstiller målsætninger for

det forbrugsbaserede klimaaftryk, risikerer vi at bruge tilsvarende mange kræfter

på at forfølge disse målsætninger, som ikke er Parisaftalens målsætninger. Det

er kræfter, som verdens lande kunne have brugt på at forfølge målsætningerne

i Parisaftalen, men som nu går til noget andet. Derfor bør et foregangsland ikke

opstille pejlemærker for det forbrugsbaserede klimaaftryk. Et foregangsland bør

understøtte og ikke modarbejde den globale koordination omkring Parisaftalen.

Der findes opgørelser af Danmarks totale nationale forbrugsbaserede klimaaftryk.

Det er

“top-down”-beregninger

baseret på nationalregnskaber for verdens lande og

udenrigshandelsstatistik. Det er en rimelig opgørelse, som nok rammer totalerne

omtrent rigtigt, men ikke er særlig præcis i detaljerne. Der skelnes kun mellem 163

brancher, og det er vanskeligt at sige noget om CO

-indholdet i specifikke varer.

Tallene er grove gennemsnitstal, som det er svært at agere meningsfuldt på.

Hvor den territoriale opgørelse giver mulighed for at ramme CO

-udledningerne

klokkerent med afgifter eller anden regulering, giver den forbrugsbaserede opgø-

relse således kun et groft overordnet billede. Eventuel regulering af de forbrugs-

baserede udledninger kommer derfor til at give lige så grov og upræcis regulering

som opgørelsen af klimaaftrykket af de enkelte varer. Derved bliver de samfunds-

mæssige omkostninger ved reguleringen høje.

Med regulering af Danmarks forbrugsbaserede klimaaftryk vil vi i praksis blot ind-

føre en alt for grovkornet begrænsning af vores samhandel med resten af verden.

Den vil ikke ramme CO

-udledningerne klokkerent. Som sagt er det afgørende for

den globale omstilling, at vi gør det så smertefrit som muligt, og det vil sige med så

præcise incitamenter som muligt.

Det allervigtigste er, at vi husker, hvad det egentlig er, vi er i gang med. For at nå

de globale klimamål er vi nødt til at få de fleste lande i verden med.

Det kan være mere end svært at overbevise lande som Kina om, at det er en god

ide, at vi begynder at regulere på Danmarks forbrugsbaserede klimaaftryk og

dermed på Kinas udledninger. Det vil fungere som en begrænsning på import fra

Kina, et land som allerede har forpligtet sig til, at deres udledninger skal toppe

inden 2030.

EU’s klimatold ligner en regulering af vores eget forbrugsbaserede klimaaftryk,

i og med at den retter sig mod CO

-udledninger, der foregår udenfor EU. Den

store forskel er imidlertid, at fx Kina kan undgå vores klimatold ved at indføre

deres egen regulering af deres egne territoriale udledninger. Derved understøtter

klimatolden den globale koordination af klimapolitikken og er dermed egnet for et

foregangsland. En mulig dansk regulering af vores forbrugsbaserede klimaaftryk

vil snarere modarbejde den globale koordination og er dermed ikke egnet for et

foregangsland.

Klimarådets argumenter

Som vi har vist ovenfor, er det både mindre direkte, mere informationskrævende

og dyrere klimapolitik at styre efter forbrugsaftrykket. Ikke mindst strider det

imod principperne i Parisaftalen. Det er derfor relevant at undersøge Klimarådets

argumentation for, at Danmark bør styre efter det forbrugsbaserede klimaaftryk

som supplement til den territoriale opgørelse. Vi finder imidlertid, at Klimarådet

leverer meget lidt argumentation for, at det er en god ide.

Klimarådet opstiller seks kriterier, som de vurderer eventuelle indsatser efter:

1. Potentiale for reduktioner

2. Behov for tilskyndelse til handling

3. Metoder til at monitorere

4. Definition af langsigtet retning

5. Klar definition af målet

6. Grad af kontrol over udviklingen

Der er kun et af disse kriterier, “behov for tilskyndelse til handling,” der forholder

sig til, om det egentlig er en god ide at regulere det forbrugsbaserede klimaaftryk.

Det nærmeste vi kommer en egentlig argumentation er følgende afsnit:

“Klimaregulering i andre lande spiller dog også en rolle. Hvis regulering i produ-

centlandet er kompatibelt med Parisaftalen, kan det reducere klimaaftrykket fra

importerede varer tilstrækkeligt, og ellers er der behov for ændringer i forbruget

i Danmark. På nuværende tidspunkt ser det dog ikke ud til at, verdens landes

klimapolitik er i overensstemmelse med Parisaftalens temperaturmål, hverken 1,5

grader eller 2 grader. Det er FN’s Miljøorganisation kommet frem tid, ved at analy-

sere landenes indmeldte klimamål, de såkaldte Nationally Determined Contributi-

ons (NDC’er). Hvis landene, hvorfra vi importerer, altså ikke fører en mere ambitiøs

148

12 Forbrugsbaserede klimamål?

149

EUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 457: Kopi af KEF - bilag 240 vedr. jubilæumsskrift i anledning af Klimarådets 10-årsjubilæum

klimapolitik, er der behov for danske tiltag, hvis det danske forbrugsbaserede

klimaaftryk skal være i overensstemmelse med Parisaftalen.”

Man bør bemærke den forskydning der sker i sidste sætning, hvor der indføres en

præmis om, at det danske forbrugsbaserede klimaaftryk skal være i overensstem-

melse med Parisaftalen. Hertil må man sige, at Parisaftalen, som nævnt, bygger

på det grundprincip, at ansvaret for udledningerne fordeles på landene efter den

territoriale opgørelse. Man kan således ikke tage Parisaftalen til indtægt for, at

Danmark bør regulering sit forbrugsaftryk.

Det, man nok kan sige, er, at

hvis

vi supplerer Parisaftalens ansvarsfordeling med

en anden ansvarsfordeling, som bygger på en forbrugsbaseret opgørelse, og

hvis

Danmarks klimamål ud fra en forbrugsbaseret opgørelse skal være konsistent med

et temperaturmål på 1,5 eller 2 grader,

så

er der behov for, at Danmark opstiller

mål for forbrugsaftrykket.

Dette er imidlertid to meget store hvis’er. Som nævnt ovenfor, er der meget væg-

tige grunde til, at Parisaftalen er baseret på den territoriale opgørelse. Der er heller

intet belæg for at tro, at verdens landes klimapolitik skulle komme “i overens-

stemmelse med Parisaftalens temperaturmål” ved et skift til en forbrugsbaseret

opgørelse. Endelig er det ikke på nogen måde givet, hvad Danmarks klimamål

skulle være i en forbrugsbaseret opgørelse.

Vi efterlades med den konklusion, at Klimarådet ønsker danske forbrugsbaserede

klimamål, fordi de ikke har stor tiltro til andre landes klimapolitik og dermed

mener, at Parisaftalen er ved at mislykkes. Vi mener, at et bedre svar er at søge at

styrke Parisaftalen.

Tabel 3 i baggrundsnotatet “Danmarks forbrugsbaserede klimaaftryk” præsen-

terer Klimarådets syn på fordele og ulemper ved at sætte et supplerende mål eller

pejlemærke for forbrugsaftrykket. Vi giver her nogle detaljerede kommentarer til

Klimarådets oplistede fordele.

Det pointeres som det første, at “Danmarks forbrugsbaserede klimaaftryk er højt.

Forbrugsændringer på globalt plan er nødvendige for at begrænse temperaturstig-

ningen.”

Ud af sammenhængen må læseren forstå, at dette skal opfattes som et argument

for at styre efter det forbrugsbaserede klimaaftryk. Men det følger ikke af præmis-

sen. Med udgangspunkt i Parisaftalen styrer vi efter udledningerne, der hvor de

finder sted. Denne styring kan og vil blandt andet føre til ændringer i forbruget,

men det er en indirekte konsekvens af den mere direkte politik. Klimarådets argu-

ment forskyder fra, at forbrugsændringer er en nødvendig konsekvens af regule-

ring til, at det er forbruget, der skal reguleres. Argumentet forudsætter konklusio-

nen og er dermed reelt indholdsløst.

Dernæst hedder det: “Et ensidigt fokus på de territoriale udledninger risikerer at

medføre, at disse reduceres på bekostning af udledninger i andre lande.”

Dette er lækageargumentet. Argumentet er forkert, hvis man lægger til grund, at

Parisaftalen i det store og hele vil lykkes. Hvis tilstrækkeligt mange andre lande

forfølger territoriale mål, er der ingen grund til at bekymre sig om lækage. Dermed

er det en implicit præmis for Klimarådet, som tidligere beskrevet, at Parisaftalen

vil mislykkes. I den situation er det svært at se, hvordan et dansk mål for det for-

brugsbaserede klimaaftryk skal hjælpe noget.

Det tredje punkt er: “Et klimamål eller pejlemærke kan skabe øget fokus politisk

på at reducere forbrugsaftrykket, hvor der på nuværende tidspunkt ikke er sat

politiske mål.” Dette forudsætter, at læseren er blevet overbevist om, at det er en

god ide at styre efter forbrugsaftrykket, men som påvist er der langt fra leveret en

overbevisende argumentation for det.

For det fjerde: “Danmark kan være et foregangsland på dette område ved at

reducere forbrugsaftrykket. Internationalt arbejdes der allerede med emnet i både

Sverige og Storbritannien.” Her mener vi som sagt, at begrebet om et foregangs-

land ikke bare indebærer, at man skal gå forrest. Man skal også gå den rigtige vej.

Klimarådet forudsætter derfor igen det, som skulle etableres, nemlig at det er

en god ide at styre efter forbrugsaftrykket som supplement. Vi har allerede givet

eksempler på, hvad et foregangsland kan gøre i stedet for at styrke Parisaftalen.

Andre eksempler, hvor der eksisterer mekanismer til at koordinere med andre

lande, er teknologioverførsel og finansiering af klimatiltag udenfor EU.

For det femte: “Et klimamål eller pejlemærke for forbrug kan sende et signal til

forbrugere og virksomheder, som kan motivere disse aktører til at tage større

klimahensyn.” Det er rigtigt, men argumentet giver ingen støtte til, at et forbrugs-

mål er en god ide. Territoriale reduktionsmål kan føre til positive afsmittende

effekter for andre lande, for eksempel ved at sænke reduktionsomkostningerne for

de andre lande eller ved at formidle information om, hvor dyre tiltagene er.

150

12 Forbrugsbaserede klimamål?

151

EUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 457: Kopi af KEF - bilag 240 vedr. jubilæumsskrift i anledning af Klimarådets 10-årsjubilæum

For det sjette: “Hvis forbrugsaftrykket er for overordnet grundet top-down me-

tode kan produktgrupperne forfines over tid. Derudover kan statistikken supple-

res med indikatorer for særligt belastende produkter.” Vi forstår ikke, hvordan

dette kan nævnes som en fordel ved forbrugsaftrykket. Som nævnt ovenfor, er

det oplagt rigtigt, at opgørelsen af klimaaftrykket er meget usikker og upræcis på

produktniveau. Derfor vil det give tilsvarende skæve incitamenter at styre efter

forbrugsaftrykket, hvilket øger de samfundsmæssige omkostninger ved klimapo-

litikken.

For det syvende og sidste: “På nuværende tidspunkt ser det ikke ud til at, verdens

landes klimapolitik er i overensstemmelse med Parisaftalens temperaturmål,

hverken 1,5 grader eller 2 grader. Derfor er der behov for danske tiltag.” Her er

vi tilbage ved det, der tilsyneladende er Klimarådets grundidé med at styre efter

det forbrugsbaserede klimaaftryk, nemlig at Danmark, som et af de mindre lande i

verden, skal overtage opgaven fra Parisaftalen.

Referencer

Kapitlet bygger på vores kronik: Fosgerau, Mogens og Frikk Nesje. 2024. “Svært at se fordele ved en ny

model for klimamål”.

Politiken,

20.01.2024.

Klimarådet. 2023.

Danmarks globale klimaindsats. En styrkelse af klimalovens globale rammer.

Klimarådet. 2023.

Baggrundsnotat 2 - Danmarks forbrugsbaserede klimaaftryk.

Hoel, Michael. 1996. “Should a carbon tax be differentiated across sectors?”

Journal of Public Economics

59(1), 17-32.

Mideksa, Torben. 2025. “Does leadership promote a cleaner climate?”

Scandinavian Journal of Economics,

127(1), 213-234.

Konklusion

Alt i alt er det svært at se nogen fordele ved ønsket om at indføre danske klimapej-

lemærker for det forbrugsbaserede klimaaftryk. Klimarådets ønske bygger på den

ide, at andre landes klimapolitik fejler, og at Danmark derfor må gøre mere.

Hertil siger vi, at vores klimapolitik bør gå ud på at reducere verdens samlede

udledninger mest muligt. Her er vi nødt til at forholde os til at ikke bare Danmark,

men også EU er små aktører i den store globale sammenhæng. Det er derfor nød-

vendigt, at vi forholder os til det globale koordinationsproblem. Her er Parisafta-

len det bedste og eneste reelle bud. Vores tilgang bør derfor være at understøtte

Parisaftalen. Det bidrager en politik baseret på det forbrugsbaserede klimaaftryk

ikke til.

152

12 Forbrugsbaserede klimamål?

153

EUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 457: Kopi af KEF - bilag 240 vedr. jubilæumsskrift i anledning af Klimarådets 10-årsjubilæum

10 år med en klimalov

– hvor længe skal der

gå, før vi kan tro på en

sikker fremtid?

Ungeklimarådet

EUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 457: Kopi af KEF - bilag 240 vedr. jubilæumsskrift i anledning af Klimarådets 10-årsjubilæum

Ti år efter Danmarks første klimalov er vi stadig

fanget i snak frem for handling. Som unge ser

vi vores fremtid forvitre, mens politikere fejrer

milepæle, der ikke har bragt os tættere på reel

klimaretfærdighed. Vi har ikke tid til flere skål-

taler – vi kræver systemforandring.

Danmarks klimaindsats er fyldt med blinde

vinkler. Vi flytter vores forurening til udlandet og

klapper os selv på skulderen. Vi lader markedet

diktere, mens finanssektoren fortsat pumper

penge i fossile brændsler. Vi forventes at løse

krisen gennem personlige valg, men sandheden

er, at systemet er skruet sammen til at belønne

overforbrug.

Vi har fået nok af halve løsninger. Unge skal have

reel magt i beslutningerne. Hvis demokratiet

ikke kan levere den grønne omstilling, risikerer

det at miste en hel generation. Vil Danmark være

et foregangsland – eller en klimapolitisk løgn?

10 år kan føles som en evighed

Danmarks første klimalov fylder 10 år. Som ung føles 10 år som en menneskealder.

Og alligevel er der ikke sket nok. Vi har bevæget os fremad, men ikke hurtigt nok,

ikke dybt nok, ikke modigt nok. Fremtiden, vi engang forestillede os, virker stadig

fjern, mens nutiden presser sig på med sine brande, stormfloder og tørker.

10 år er en generation i sig selv. En hel barndom, et kapitel af livsfortællingen. For

en nation er det et blink i historien, men for unge, der ser vores voksenliv forme

sig i klimakrisens skygge, føles det som en evighed. Hvad er der sket på de 10 år?

Hvilke drømme er blevet indfriet, og hvilke er blevet efterladt i støvet af politiske

kompromiser? Hvorfor bliver vi ved med at snakke om, hvad vi burde gøre, i stedet

for at gøre det?

Vi vokser op i en verden, hvor klimakrisen ikke er en fjern dystopi, men en altom-

fattende realitet. Vi drømmer ikke om uopnåelige utopier, men om en verden,

hvor vi kan trække vejret uden frygt. Hvor vi ikke skal se naturen forvitre for

øjnene af os. Hvor vi ikke behøver forklare kommende generationer, at vi vidste,

men valgte at gøre for lidt. Den danske klimalov var en milepæl i 2015. Men den

var ikke nok. Den nye klimalov fra 2020 var en milepæl. Men heller ikke den er

nok. Spørgsmålet er ikke længere, om vi skal handle, men hvordan vi sikrer en

omstilling, der er retfærdig, systemisk og visionær. 10 år er gået. Vi har ikke råd til

et sekund mere uden handling.

Forbrugsbaserede udledninger: En overset

blind vinkel

For 10 år siden troede vi, at teknologien alene kunne redde os ud af klimakrisen.

At CO

-afgifter, innovative landvindinger og grønne investeringer ville bringe os

i mål. Danmarks territoriale udledninger er faldet, men vores samlede klimaaf-

tryk er ikke fulgt med. Hvorfor? Fordi vores omstilling er bygget på overgangen

til et videnssamfund, hvor produktionen af vores primære forsyning er rykket til

udlandet. En overgang som har gavnet Danmark og til dels også klimaet, men som

det ikke vil være muligt for andre lande at gøre os efter. For vores høje forbrug skal

produceres et sted.

156

13 10 år med en klimalov – hvor længe skal der gå, før vi kan tro på en sikker fremtid?

157

EUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 457: Kopi af KEF - bilag 240 vedr. jubilæumsskrift i anledning af Klimarådets 10-årsjubilæum

Vores importerede mad, vores smartphones, vores transport rundt i verden, vores

billige tøj fra Temu og Shein – alt dette trækker på klodens ressourcer og fører

drivhusgasser op i atmosfæren. Men fordi udledningerne sker uden for Danmarks

grænser, lader vi som om, at det ikke er vores problem. At de træer, der bliver fæl-

det i andre lande for at opvarme vores hjem, ikke er vores ansvar. Det er en global

forflytning af ansvar, en systematisk fortrængning af virkeligheden. Vi køber os til

ren samvittighed, mens produktionslinjerne i udlandet koger af CO

-udledninger.

De reduktioner, vi rapporterer til FN, dækker over vores territorielle udledninger,

fordi det er dem, vi har lettest ved at monitorere, styre og gøre noget ved. Og sådan

skal det blive ved med at være. Men vores ansvar er langt, langt større end det.

Unge bliver ofte gjort til syndebukke af de ældre generationer. Vi får skudt i sko-

ene, at det er os, der driver efterspørgslen efter billige produkter. Omvendt kan

det med rette indvendes, at vi unge er hurtige til at give de voksne al skylden for at

overlevere en verden, som er i stykker. Men hvem har magten til at forme de mar-

keder, vi lever af? Hvem opkræver skatter og afgifter således, at arbejdskraft er

dyrt, men ressourcer næsten gratis? Hvem gør det dyrere at reparere en computer

end at købe en ny? Hvem har skabt en økonomi, hvor produkter bevidst forældes,

så vi hele tiden må købe mere?

Men det er ikke individets ansvar at løse strukturelle problemer. Vi har brug for

politik, der tør tage fat om roden af problemet:

•

Vi har brug for en national strategi for cirkulær økonomi, der gør det billigere

at reparere end at købe nyt. Cirklen skal lukkes tættere og cirklen skal gøres

længere.

•

Vi har brug for et forbud mod planlagt forældelse af produkter.

Vi har brug for en høj, ensartet CO2-afgift- og toldmur på EU-plan.

vores forbrugsmønstre, kræver det et skifte i, hvordan vi tænker værdier. Det

kræver et farvel til engangskulturens illusioner og et hej til en fremtid, hvor vi

bygger for at bevare, ikke for at kassere. Derfor opfordrer vi Klimarådet til løbende

at vurdere, hvor langt Danmark er nået med at nedbringe de forbrugsbaserede

udledninger – og til at dette perspektiv integreres i klimaloven, så vi ikke længere

kan se bort fra den del af vores ansvar, der finder sted uden for landets grænser.

Vores prioriteter må skifte. På en jord med mange mennesker og begrænsede

ressourcer bliver vi nødt til at tage højde for, at vi ikke kan forbruge mere og mere,

hvis andre fortsat skal kunne leve gode liv. Forandringen skal ske i vores normer

hver især, men også i de regler og mål der fører vores institutioner.

Fra individuelt ansvar til strukturel forandring

I årtier har vi fået at vide, at klimakrisen er vores personlige ansvar. Vi skal spise

mindre kød, flyve mindre, købe bæredygtigt, måle vores personlige CO

-aftryk.

Men hvor mange genanvendelige kaffekopper skal der til for at kompensere for

en global økonomi, der stadig hælder milliarder af ton CO

ud i atmosfæren? Hvor

mange vegetariske måltider kan opveje det faktum, at fossile brændsler stadig

subsidieres massivt af verdens regeringer?

Vi kan ikke forbruge os ud af en krise, der er skabt af et system, der belønner

forbrug. Vi kan ikke redde klimaet alene ved at tage kortere bade og slukke lyset,

når industrien stadig prioriterer kortsigtet vækst frem for planetens overlevelse.

Klimakrisen er ikke en sum af individuelle valg – det er et resultat af politiske og

økonomiske strukturer, der aktivt modarbejder en bæredygtig fremtid.

Men vi kan skabe sociale tippepunkter. Historien viser, at samfund forandrer sig,

når normer, værdier og adfærd skifter i fællesskab.

Klimakrisen kræver mere end

individers indsats – den kræver en kulturel revolution, hvor bæredygtighed bliver

normen, ikke undtagelsen. Vi skal bevæge os fra en mentalitet af isolation og indi-

vidualisering, til en bevidsthed om at vi skaber forandring sammen. Vi skal ændre

kurs, så de normer og regler, vi organiserer os efter, styrer os mod en bæredygtig

fremtid for alle. Derfor er det afgørende, at systemerne omkring os understøtter

fællesskaber frem for at modarbejde dem. Hvis vi vil have en cirkulær økonomi,

kræver det, at lovgivning og økonomiske incitamenter gør det lettere at dele, repa-

rere og genbruge. Hvis vi vil ændre vores transportvaner, skal vi ikke kun appellere

til individets dårlige samvittighed, men sørge for at kollektiv transport er billigere,

nemmere og hurtigere end at tage bilen. Hvis vi vil ændre fødevarevaner, skal vi

sikre, at sunde, klimavenlige valg er de billigste og mest tilgængelige.

13 10 år med en klimalov – hvor længe skal der gå, før vi kan tro på en sikker fremtid?

159

Forestil dig et samfund, hvor tingene er bygget til at holde. Hvor en mobiltelefon

ikke er designet til at blive forældet efter 2 år, men bliver vedligeholdt, opdateret

og repareret. Hvor tøj ikke er engangsforbrug, men værdigenstande, der går i arv.

Forestil dig en økonomi, hvor værdien af et produkt ikke måles i, hvad det har

kostet, men i hvor længe det kan bruges.

Tænk på fremtidens byer: Kvarterer fyldt med grønne tage, fælleshaver, solceller,

cirkulære materialekredsløb, hvor ressourcer genanvendes i det uendelige. Tænk

på en verden, hvor det at eje noget ikke betyder at slide det op, men at tage vare på

det, passe på det, give det videre. Vi har teknologien, vi har muligheden – men vi

mangler den politiske vilje. Hvis vi mener det alvorligt, hvis vi virkelig vil ændre

158

13 10 år med en klimalov – hvor længe skal der gå, før vi kan tro på en sikker fremtid?

EUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 457: Kopi af KEF - bilag 240 vedr. jubilæumsskrift i anledning af Klimarådets 10-årsjubilæum

Vi skal skabe en fremtid, hvor det ikke kun er normalt at eje, men lige så normalt

at dele. Hvor ressourcer cirkulerer i fællesskaber, og hvor bæredygtighed ikke er

et personligt offer, men en kollektiv gevinst. Fællesskaber har altid været drivkraf-

ten bag de store samfundsforandringer. Det var ikke enkeltindivider, der skabte

fagbevægelsen, kvinders stemmeret eller borgerrettighedsbevægelsen – det var

fællesskaber, der sammen skubbede til samfundets tippepunkter. Klimakampen

er ikke anderledes. Derfor opfordrer vi Klimarådet til også at måle på, hvordan

det går med at mobilisere befolkningen – og til at komme med anbefalinger til,

hvordan vi får flere med i den nødvendige samfundsforandring. Det vil styrke

Klimarådets rolle, så de ikke kun ser på tekniske løsninger, men også på de sociale

og kulturelle skift, der skal til for at ændre normer, værdier og vores forestillinger

om det gode liv.

Vi kræver:

•

et stop for investeringer i nye fossile projekter fra danske finansielle

institutioner.

en 70-procentsreduktion af finanssektorens finansierede udledninger inden

2030.

øgede krav til gennemsigtighed om pensionsselskabers og bankers klima-

investeringer.

En finansiel sektor, hvor udlån til grønne projekter er normen, ikke undtagelsen.

Den finansielle sektor: En blind passager i

omstillingen

Penge styrer verden. Kapitalen bestemmer, hvilke løsninger der realiseres, hvilke

virksomheder der overlever, og hvilke visioner der dør i skyggen af kortsigtet

profit. Hvis vi virkelig ønsker en grøn omstilling, må vi starte med at spørge: Hvad

finansierer vi egentlig? Lige nu er svaret nedslående. Vores egne penge – vores

pensionsopsparinger, vores bankkonti – fodrer en industri, der ødelægger vores

fremtid. Pensionsselskaber og banker investerer fortsat massivt i fossile projek-

ter.

De finansierer nye olieboringer, kulkraftværker og gasledninger, mens de

forsikrer os om, at de arbejder for en grønnere fremtid – og for at vi får en god

pension. Men en fremtid, der er afhængig af fossile brændsler, er ikke grøn. Den

er kulsort – og den får enorme konsekvenser for, hvordan vores liv vil se ud, når vi

engang er pensionister.

Det giver ingen mening, at vi som unge sparer op til en pension, vi måske aldrig

får mulighed for at nyde, fordi klimakrisen har gjort vores levevilkår uholdbare.

At pensionsselskaberne, som burde sikre os en stabil fremtid, i stedet satser vores

opsparing på en død industri, er ikke bare uansvarligt – det er absurd.

Det er ikke nok at stoppe med at investere i det forkerte – vi skal begynde at

investere i det rigtige. Grøn finans er ikke en niche, det er en nødvendighed. Vi

har brug for et finansielt system, der belønner langsigtet stabilitet over kortsigtet

spekulation. Der prioriterer investeringer i vedvarende energi, naturbaserede

løsninger, cirkulære økonomier og klimavenlig infrastruktur. Forestil dig en

fremtid, hvor penge ikke længere arbejder imod os, men for os. Hvor banker ikke

finansierer klimakatastrofer, men bæredygtige løsninger. Hvor investeringer bli-

ver et middel til at bygge en bedre verden, ikke til at udhule den. Vores generation

accepterer ikke, at vores fremtid spilles væk i en endeløs jagt på afkast. Vi kræver

en finanssektor, der tager ansvar, ikke bare for profit, men for planeten. Derfor

opfordrer vi Klimarådet til fremover også at vurdere, hvordan det går med den

danske finanssektors finansierede udledninger – og arbejde for, at dette bliver en

integreret del af den samlede vurdering af Danmarks klimaindsats.

Danmark som foregangsland: Fra fine ord til

eksport af reelle løsninger

Danmark elsker at kalde sig selv et grønt foregangsland. Vi taler om vores vind-

møller, vores klimapartnerskaber og vores ambitiøse mål.

Men er vi virkelig

et foregangsland, hvis andre ikke kan følge os? Hvis vi ikke eksporterer reelle

løsninger, der kan bruges andre steder, men kun vores gode historier? At være et

foregangsland betyder ikke bare at sætte ambitiøse mål for os selv – det betyder

at gøre det muligt for andre at følge efter. Det betyder, at vi ikke kun måler vores

succes på vores egen territorielle CO

-reduktion, men også på den globale forskel,

vi skaber. Og lige nu er vi ikke ambitiøse nok. Vi taler mere, end vi handler.

160

13 10 år med en klimalov – hvor længe skal der gå, før vi kan tro på en sikker fremtid?

161

EUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 457: Kopi af KEF - bilag 240 vedr. jubilæumsskrift i anledning af Klimarådets 10-årsjubilæum

Vi skal tage vores ansvar alvorligt. Det betyder:

•

at vi udvider producentansvaret, så virksomheder ikke blot sælger produkter,

men tager ansvar for deres fulde livscyklus.

at vi kæmper for holistiske løsninger på EU-plan, som ikke har et snævert fokus,

men kan bruges globalt, så omstillingen ikke igen og igen må vige for andre

kriser og hensyn.

•

at vi sikrer, at vores grønne løsninger ikke kun kommer os selv til gode, men

også understøtter det globale syd i deres klimakamp.

Det betyder:

•

at unge skal have plads ved beslutningsbordene – ikke som observatører, men

som reelle beslutningstagere.

at klimahandling ikke må være noget, der forhandles væk i politiske studehand-

ler, men skal ses som en grundforudsætning for al politik.

at unges engagement i klima og demokrati skal understøttes gennem uddan-

nelse, institutionelle rammer og reel indflydelse på lovgivning. For eksempel ved

at oprette et fast Ungebiodiversitetsråd, hvis anbefalinger Danmarks miljømini-

ster løbende skal forklare, hvordan der bliver fulgt op på.

Forestil dig et Danmark, der ikke kun fejrer sine egne klimamål, men som måles på

den forskel, vi gør globalt. Et land, der ikke bare eksporterer grøn teknologi, men

også de lovgivningsmæssige strukturer, der gør en grøn omstilling mulig. Et land,

der ikke kun er et symbol på grøn omstilling, men en reel drivkraft bag den. Hvis vi

virkelig vil være et foregangsland, må vi turde tage de svære valg. Ikke kun for os

selv, men for verden.

Hvis vi virkelig ønsker en bæredygtig fremtid, er vi nødt til at forstå, at demokrati

og klimahandling er to sider af samme sag. Den grønne omstilling kan ikke ske

topstyret – den skal vokse fra bunden, fra fællesskaber, fra mennesker, der ser sig

selv som en del af løsningen. Men hvis systemet ikke understøtter det engagement,

hvis det ikke tager unges krav alvorligt, så falder det fra hinanden.

Men det er ikke kun blandt de unge, at tilliden til den grønne omstilling vakler. I

det danske landskab kæmpes der hede kampe om, hvordan arealerne skal bruges.

Vi skal have mere grøn strøm, og det skal gå hurtigt. Men når man løber stærkt,

kan man nemt overse, at man har trådt nogen over tæerne. Overser vi danskernes

holdninger, bliver processen langsommere. Flere skal med, og det kræver, at vi ser

på omstillingen på en helt ny måde:

•

Borgere skal inddrages tidligt som aktive medspillere i en velinformeret og

struktureret dialog.

Yderligere accept skal skabes gennem økonomisk medejerskab, kompensation

og/eller kommunale projekter tilpasset til den lokale kontekst.

Unge skal inkluderes for at skabe modpol og drivkraft. Med lokale ungeklimaråd

og følgegrupper kan unges perspektiver blive en integreret del af arbejdet med

blandt andet arealanvendelse og nye grønne tiltag.

Tilliden til demokratiet er afgørende for den

grønne omstilling

Hvis demokratiet ikke leverer en grøn omstilling og en fremtid, vi som unge kan

se os selv i, så risikerer vi, at vi mister troen på det. Og hvis vi mister troen på

demokratiet, mister vi også den grønne omstilling. Det er en dødsspiral, hvor

vores samfunds fundament krakelerer, og hvor unge generationer ikke længere ser

nogen grund til at engagere sig i et politisk system, der svigter dem.

Lige nu oplever vi det i realtid. 56 pct. af unge føler sig magtesløse, og kun 17 pct.

har tillid til politikere i klimaspørgsmål.

Det er ikke bare en trist statistik – det er

et advarselssignal. Hvis vores politiske system ikke er i stand til at levere den for-

andring, der er nødvendig for at sikre vores fremtid, hvad skal vi så tro på? Hvorfor

skulle vi engagere os i et system, der ikke kan løse den mest eksistentielle krise, vi

står overfor?

Demokratiet er ikke en statisk størrelse – det er noget, vi skaber sammen. Hvis vi

vil have en demokratisk grøn omstilling, må vi genopbygge tilliden. Og det kræver,

at unge får reel indflydelse. Ikke symbolsk inddragelse, ikke tomme løfter om at

"lytte til de unge", men konkret magt til at forme de politiske beslutninger, der

afgør vores fremtid.

Hvis vi svigter denne opgave i omstillingen, svigter vi ikke bare klimaet. Vi svigter

demokratiet selv. Og vi risikerer at efterlade en generation, der ikke længere tror

på, at systemet er værd at kæmpe for. Derfor er spørgsmålet ikke kun, om vi kan

redde klimaet. Det er, om vi kan redde tilliden til demokratiet, før det er for sent.

162

13 10 år med en klimalov – hvor længe skal der gå, før vi kan tro på en sikker fremtid?

163

EUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 457: Kopi af KEF - bilag 240 vedr. jubilæumsskrift i anledning af Klimarådets 10-årsjubilæum

Ansvaret skal forankres i os alle

Vi har ikke tid til mere tøven. Ikke tid til halve løsninger, ikke tid til undskyldnin-

ger. Hvis vi ikke handler nu, bliver vi den generation, der må fortælle vores børn, at

vi vidste, men valgte at se væk. Hvad siger vi, når de spørger os, hvorfor vi lod det

ske? At det var besværligt? At nogen anden burde have gjort det?

Klimakampen kan ikke sendes videre til den næste regering, det næste topmøde,

den næste generation. Det er et brændende ansvar, som vi alle må tage del i. Vi kan

vælge at være et foregangsland, men det kræver handling, ikke flere skåltaler. Vi

kan vælge at gøre os fri af fossile brændsler, stoppe overforbruget, opbygge en ny

økonomi baseret på bæredygtighed og fællesskab. Men vi skal turde tage de svære

valg. Vi skal bryde de gamle strukturer.

Derfor må vi alle tage ansvar. I fritidsklubben, forsamlingshuset, på arbejds-

pladsen, i husholdningen og ved forhandlingsbordet. Ikke i morgen. Ikke når det er

belejligt. Men nu. For kloden, for fremtiden, for os unge, der skal leve med konse-

kvenserne af nutidens beslutninger.

Referencer

Powell, Tom m.fl. 2023.

Positive tipping points in technology, economy and society

[Online]. Global Tipping

Points, https:/

/report-2023.global-tipping-points.org/section4/4-0-positive-tipping-points-in-technology-

economy-and-society/.

Mellemfolkeligt Samvirke. 2024.

Vejen til en fossilfri finanssektor.

Aagaard, Lars. 2024. “Sådan sikrer vi, at Danmark forbliver et grønt foregangsland”.

Politiken,

24. oktober

2024.

Eva. 2025.

Unges perspektiver på klimaforandringer og klimaundervisning.

https://eva.dk/Media/638738256552314701/Perspektiver%20p%C3%A5%20klimaforandringer%20og%20

klimaundervisning%20p%C3%A5%20ungdomsuddannelserne.pdf.

164

13 10 år med en klimalov – hvor længe skal der gå, før vi kan tro på en sikker fremtid?

165

EUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 457: Kopi af KEF - bilag 240 vedr. jubilæumsskrift i anledning af Klimarådets 10-årsjubilæum

Finansiering af den

grønne omstilling

Marcus Mølbak Ingholt

Senior lead climate economist, Danmarks Nationalbank

Signe Krogstrup

Nationalbankdirektør, Danmarks Nationalbank

EUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 457: Kopi af KEF - bilag 240 vedr. jubilæumsskrift i anledning af Klimarådets 10-årsjubilæum

Selvom finansieringen af grønne investeringer

er steget de seneste år, er der brug for mere

finansiering, end hvad der leveres på markeds-

vilkår, på grund af en række markedsfejl. De

vigtigste tiltag til at øge finansieringen af

grønne investeringer er CO2e-afgifter og -kvoter.

Samtidig kan bæredygtig finansiering bidrage.

Vi beskriver, hvilke tiltag myndigheder kan

bruge for at fremme bæredygtig finansiering,

og hvilken rolle Nationalbanken spiller. National-

bankens vigtigste bidrag er at sikre stabile øko-

nomiske og finansielle rammevilkår, der under-

støtter langsigtet planlægning og investering i

omstillingen.

Stigende vejrrelaterede naturkatastrofer de seneste år understreger vigtigheden af

den grønne omstilling. Økonomiske analyser viser, at det er billigere på langt sigt

at afbøde klimaforandringer end at tilpasse sig deres konsekvenser. En global grøn

omstilling i dag kan derfor spare kloden for betydelige økonomiske og menneske-

lige omkostninger i fremtiden.

1,2

Danmark kan ikke klare opgaven alene, da vores

udledninger udgør en lille andel af de globale udledninger. Men Danmark kan

fremme omstillingen globalt ved at gå foran, finde løsninger og inspirere andre

lande til omstilling. Hvordan vi omstiller os i Danmark, er derfor centralt.

Klimarådet spiller en afgørende rolle i debatten om, hvordan Danmark skal leve op

til målsætningerne om en grøn omstilling. Rådets arbejde bidrager med høj kva-

litet i beslutningsgrundlaget for dansk klimapolitik. Det er noget, som berører os

alle. I Nationalbanken har vi fulgt Klimarådets analyser og anbefalinger med stor

interesse, og vi har anvendt dem i vores arbejde med at forstå, hvordan den grønne

omstilling påvirker dansk økonomi.

Stort tillykke til rådet med jubilæet og tak for

indsatsen for at skabe en mere bæredygtig fremtid!

Dette bidrag til jubilæumsskriftet giver indblik i to emner: bæredygtig finansiering

og Nationalbankens arbejde med klimaet. Vi fokuserer på bæredygtig finansiering,

fordi den grønne omstilling kræver store investeringer, som skal finansieres, og

fordi Nationalbanken står i centrum af det finansielle system i Danmark. Desuden

påvirker klimaforandringer og omstillingen vores målsætninger om stabile priser

og finansiel stabilitet i Danmark.

Markedsfejl hæmmer den grønne omstilling

Frie markedskræfter kan ikke sikre den grønne omstilling alene, eftersom proble-

met med udledninger af drivhusgasser (CO

e) skyldes markedsfejl. Markedsfejl

opstår, når frie markedskræfter ikke sikrer en samfundsøkonomisk optimal ud-

nyttelse af ressourcer og fordeling af aktivitet, i dette tilfælde CO

e-udledninger. I

dette afsnit beskriver vi centrale klimarelaterede markedsfejl og forklarer, hvorfor

e-afgifter og -kvoter er det vigtigste tiltag til at opnå en omkostningseffektiv

omstilling. I de efterfølgende afsnit ser vi specifikt på bæredygtig finansiering som

et yderligere, omend begrænset, tiltag til at håndtere markedsfejl.

168

14 Finansiering af den grønne omstilling

169

EUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 457: Kopi af KEF - bilag 240 vedr. jubilæumsskrift i anledning af Klimarådets 10-årsjubilæum

Forbrugere og virksomheder betaler ikke for klimaomkostnin-

gerne, når de udleder

På trods af målsætninger om en grøn omstilling i mange lande fortsætter de globale

udledninger med at stige. Det skyldes bl.a. et øget forbrug af fossile brændsler, se

figur 1. I Danmark er vi lykkedes med at reducere udledningerne fra indenlandsk

produktion, men vi er stadig et stykke vej fra at indfri klimalovens målsætninger

om klimaneutralitet i 2050. Desuden er Danmarks forbrugsbaserede udledninger

ikke faldet i samme tempo som de produktionsbaserede udledninger, hvilket skyl-

des flere udledninger fra udenlandsk produktion til dansk forbrug.

betyder, at de globale udledninger ligger over det optimale niveau, når man på et

globalt plan afvejer fordele og ulemper ved udledning.

Den bedste løsning på markedsfejlen er at beskatte udledningerne. Gode eksem-

pler på CO

e-beskatning er Danmarks CO

e-afgifter og EU-landenes kvotehan-

delssystem. Når afgifter og kvoter hæver prisen på udledninger, bliver varer og

tjenesteydelser, der leder til udledninger, dyrere, og det får forbrugere til at vælge

dem fra og investere i grønnere forbrugsformer. Samtidig modvirker afgifter og

kvoter, at virksomheder, som mindsker deres udledninger ved hjælp af investerin-

ger i grøn teknologi, bliver udkonkurreret som følge af højere omkostninger ved

den grønne teknologi.

Imidlertid er tiltag, som sætter en betydelig pris på udledninger, stadig begræn-

sede. Det afspejles i den gennemsnitlige pris på at udlede på globalt plan, som er

på omkring 6 USD pr. ton CO

e. Til sammenligning vurderer IMF, at en pris på 75

USD er nødvendig senest i 2030 for at begrænse den globale temperaturstigning

til under 2 °C i forhold til det førindustrielle niveau.

Samtidig er fossile brænd-

stoffer, og dermed omkostningen ved at udlede, fortsat subsidieret med globale

subsidier på omkring 7.000 mia. USD eller 7,1 pct. af BNP i 2022.

Exajoule

700

600

500

400

300

Finansielle markedsfejl hæmmer finansieringen af grønne

investeringer

Ifølge Europa-Kommissionen blev der i EU investeret 764 mia. euro årligt gen-

nemsnitligt i 2011-2020 i grøn omstilling, se figur 2. Det svarer til 5,1 pct. af EU’s

BNP i 2023. Beløbet dækker både offentlige og private investeringer, og omkring

tre fjerdedele af investeringerne fandt sted inden for transport.

Gas

Olie

Kul

200

100

Vedvarende energi

Atomkra

Figur 1

Det globale energiforbrug stiger fortsat

Den vigtigste klimarelaterede markedsfejl er den eksternalitet, som udledninger

udgør: Forbrugere og virksomheder betaler ikke for de udledninger, som deres

forbrugs- og produktionsvalg forårsager, selvom udledningerne er dyre for det

globale samfund i form af klimaforandringer. Den manglende pris på at udlede

Kommissionen vurderer, at der er behov for at øge investeringerne i den grønne

omstilling med 477 mia. euro årligt, svarende til 3,2 pct. af EU’s BNP i 2023, hvis

EU skal nå sin målsætning om en reduktion på 55 pct. i 2030. De fleste af de yder-

ligere investeringer er nødvendige inden for grøn transport og energirenovering

af ejendomme. Desuden stiger investeringsbehovet mere, hvis klimatilpasning

medregnes. Lignende konklusioner findes i Draghi-rapporten, som bl.a. konklu-

derer, at omstillingen er afgørende for EU’s konkurrenceevne, da den kan give EU

en førende position inden for grønne teknologier og mindske afhængigheden af

eksterne energikilder.

Selvom der er usikkerhed om estimater for investerings-

behov, og andre organisationer angiver andre beløb, ændrer det ikke ved hoved-

konklusionen: Omstillingen nødvendiggør massive yderligere investeringer.

170

14 Finansiering af den grønne omstilling

171

EUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 457: Kopi af KEF - bilag 240 vedr. jubilæumsskrift i anledning af Klimarådets 10-årsjubilæum

Mia. EUR

1.400

giver et markedskonformt afkast, dvs. et afkast på niveau med andre investeringer

med tilsvarende risiko og tidshorisont.

Imidlertid betyder fraværet af en pris på udledninger, at grønne investeringer ofte

ikke giver et markedskonformt afkast, da meromkostningen ved grønne teknolo-

gier ikke står mål med den enkelte forbrugers eller virksomheds besparelse i form

af lavere udledninger. Konsekvensen er, at afkastet ved grønne investeringer ikke

afspejler investeringernes samfundsøkonomiske gevinst i form af lavere udled-

ninger, og at investeringerne derfor bliver underfinansieret. CO

e-beskatning kan

gøre grønne investeringer mere konkurrencedygtige og styrke deres afkast, hvilket

øger interessen fra banker og investorer for at finansiere grønne investeringer.

e-beskatning er derfor det vigtigste tiltag i finansieringen af grønne investe-

ringer.

Finansielle markedsfejl kan dog yderligere hæmme husholdningers og virksom-

heders finansiering af grønne investeringer, selv hvis en samfundsøkonomisk

optimal CO

e-beskatning var på plads. Markedsfejlene kommer i tillæg til fraværet

af en pris på udledninger, og de resulterer i en underfinansiering af grønne inve-

steringer. Nedenfor fremhæver vi tre finansielle markedsfejl, som ofte nævnes i

forbindelse med finansiering af grønne investeringer. Markedsfejlene er dog ikke

specifikke for grønne investeringer, da de også findes ved andre typer af investe-

ringer.

•

Et mangelfuldt datagrundlag for grønne investeringer kan lede til

asymmetrisk

information,

som gør det svært for banker og investorer at risikovurdere inve-

steringerne. For eksempel gør mangelfulde data om virksomheders udledninger

det svært at vurdere afkastet ved at investere i grønnere værdikæder, fx hvis

CO2e-afgifter forventes i fremtiden. Desuden foregår mange grønne investe-

ringer i nystartede teknologivirksomheder uden historiske data og regnskaber,

hvilket besværliggør risikovurdering ved disse investeringer.

•

Banker og investorer opererer i nogen grad med

kortsigtede afkastkrav,

mens

grønne investeringer i infrastruktur – fx elnet og vindmøller – har lange tids-

horisonter. Hvis der ikke er nok langsigtede banker og investorer, kan der være

et mismatch mellem finansiering og investeringsbehov, selv hvis investeringen

vurderes at være rentabel i fremtiden.

•

Store opstartsomkostninger

kan afholde banker og investorer fra at finansiere

ellers rentable investeringer, fordi risikoen ved investeringerne vurderes som

for høj. Det gælder igen især ved infrastrukturinvesteringer, hvor det initiale

finansieringsbehov er stort.

1.200

1.000

800

600

400

200

Europa-Kommisionen

BloombergNEF

Institute for Climate

Economics

International

Energy Agency

Yderligere investeringsbehov

Historiske investeringer

Figur 2

Anm. 1:

Den grønne omstilling kræver store investeringer

Figuren viser det samlede årlige investeringsbehov i EU, dvs. summen af historiske investeringer

og det yderligere investeringsbehov. Historiske investeringer refererer til årlige gennemsnit:

Europa-Kommissionen (2011-2020), BloombergNEF (2023), Institute for Climate Economics (2022)

og International Energy Agency (2021-2023).

Kilder:

Carolin Nerlich m.fl., “Investing in Europe’s green future: Green investment needs, outlook and

obstacles to funding the gap”, Occasional Paper Series, nr. 367, European Central Bank, 2025.

Forbrugeres, virksomheders og den offentlige sektors investeringer i grønne

forbrugs- og produktionsformer kræver finansiering. Finansiering af private

investeringer kommer typisk fra opsparing i husholdninger og virksomheder, som

formidles i form af lån og kapitalindskud gennem banker, pensionsselskaber og an-

dre finansielle institutioner til investeringsprojekter i ind- og udland. Tilsagn om

finansiering baseres sædvanligvis på en vurdering af det forventede afkast, risiko

og tidshorisont ved investeringerne. I Danmark er opsparingen høj, så der mangler

generelt ikke finansiering.

11,12

Grønne investeringer vil derfor i udgangspunktet

– som alle andre investeringer – kunne få finansiering, så længe investeringerne

172

14 Finansiering af den grønne omstilling

173

EUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 457: Kopi af KEF - bilag 240 vedr. jubilæumsskrift i anledning af Klimarådets 10-årsjubilæum

Skaber bæredygtig finansiering flere grønne

investeringer?

Bæredygtig finansiering defineres typisk som finansiering, der stiller krav til

miljø- og klimamæssige, sociale eller ledelsesmæssige (ESG) forhold hos forbrugeren

eller virksomheden,

der investerer, i tillæg til krav til afkast.

13,14,15

Klimarelateret

bæredygtig finansiering kan ses som en korrektion af klimarelaterede markedsfejl

og kan dermed øge finansieringen af grønne investeringer. Nedenfor beskriver vi

markedet for bæredygtig finansiering. Vi kommer ind på, hvordan finansieringen

løser markedsfejl, og hvilke begrænsninger der er ved bæredygtig finansiering.

Mia. USD

1.200

Mia. UDS

3.500

1.000

3.000

2.500

800

2.000

600

1.500

400

1.000

Bæredygtig finansiering giver muligheder og udfordringer for

investorer

Det globale marked for bæredygtig finansiering voksede hastigt fra 2018 til 2021,

se figur 3. Væksten afspejler et stigende ønske blandt opsparere – husholdninger,

virksomheder og fonde – om at bidrage til den grønne omstilling. Opsparerne

har ofte forskellige intentioner med at udbyde bæredygtig finansiering, og derfor

forskellige strategier og kriterier for denne aktivitet. Tabel 1 giver eksempler på

strategier for klimarelateret bæredygtig finansiering.

200

500

2014

2015

2016

2017

2018

2019

2020

2021

2022

2023

Bæredygtigheds- og

bæredygtigheds-

forbundne obligationer

Sociale obligationer

Grønne obligationer

ESG-fonde (højre akse)

Figur 3

Anm. 1:

Markedet for bæredygtig finansiering voksede fra 2018 til 2021

Søjlerne viser udstedelser af grønne, sociale, bæredygtigheds- og bæredygtighedsforbundne

obligationer siden 2014. Punkterne viser markedsværdien af aktiver, der forvaltes af investerings-

fonde med eksplicitte mandater om bæredygtig investering.

Kilder:

Climate Bonds Initiative (obligationer) og Carolin Nerlich m.fl., “Investing in Europe’s green future:

Green investment needs, outlook and obstacles to funding the gap”, Occasional Paper Series, nr.

367, European Central Bank, 2025 (ESG-fonde).

174

14 Finansiering af den grønne omstilling

175

EUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 457: Kopi af KEF - bilag 240 vedr. jubilæumsskrift i anledning af Klimarådets 10-årsjubilæum

Strategi

Grønne obligationer

Beskrivelse

Obligationer udstedt for at finansiere typisk større grønne projekter, fx

udbygning af sol- og vindenergi

metrisk information og øge finansieringen af grønne investeringer.

Der foregår aktuelt en debat om, hvorvidt balancen mellem gennemsigtighed

og byrden ved rapporteringskravene er den rette. Debatten drejer sig især om,

hvorvidt fordelene ved et styrket datagrundlag og gennemsigtighed står mål med

de administrative omkostninger ved rapportering.

Udfaldet af denne debat får

betydning for fremtidige rapporteringskrav.

Grønne lån

Lån målrettet grønne projekter hos husholdninger og virksomheder, fx

energirenovering eller køb af elbil

Eksklusion / negativ

screening

Positiv/best-in-class-

screening

Aktivt ejerskab

Eksklusion af investering i virksomheder, der ikke opfylder klimarelaterede

kriterier, fx udvinding og brug af fossile brændsler

Investering i virksomheder, der klarer sig bedst inden for deres branche på

miljø- og klimamæssige kriterier

Direkte engagement med virksomheder for at påvirke deres bæredygtig-

hedsstrategier og reducere CO2e-udledninger

Bæredygtig finansiering kan afhjælpe finansielle markedsfejl og

forstærke effekten af CO2e-beskatning

Bæredygtig finansiering kan afhjælpe finansielle markedsfejl på forskellige måder,

afhængigt af den konkrete markedsfejl. Eftersom finansielle markedsfejl ikke er

specifikke for grønne investeringer, findes der allerede offentlige og private insti-

tutioner, som støtter den slags investeringer. Når markedsfejlene afhjælpes, øges

finansieringen af grønne investeringer, som CO

e-beskatning gør rentable, hvilket

forstærker beskatningens effekt.

21,22

Offentlige myndigheder

kan finansiere store opstartsomkostninger og prioritere

langsigtede afkast over kortsigtede afkastkrav ved offentlig-private partnerska-

ber om fx grønne infrastrukturinvesteringer. Ligeledes kan

offentlige fonde

udviklingsbanker

reducere risikoen for private banker og investorer ved grønne

investeringer, fx ved at finansiere etableringsomkostninger gennem lån, garantier,

kapitalindskud og

blended finance.

Dermed absorberes en del af den initiale risiko

ved investeringerne, og det bliver mere attraktivt for private aktører at deltage i

finansieringen.

Eksempler på fonde og udviklingsbanker er Danmarks Eksport-

og Investeringsfond og Den Europæiske Investeringsbank.

Private pensionsselskaber

har også mulighed for at finansiere grønne investeringer

med store etableringsomkostninger og langsigtede afkast. Pensionsselskaberne

har selv langsigtede forpligtelser over for deres kunder, da de skal sikre pensioner

årtier ude i fremtiden.

Privat venturekapital

impact-investorer

kan derudover

forbedre adgangen til finansiering for nystartede grønne teknologivirksomhe-

der, der ikke kan tiltrække kapital på grund af manglende historiske regnskaber

og høje teknologiske risici. Grønne venturefonde specialiserer sig i at investere i

innovative virksomheder med stort vækstpotentiale, selv når traditionelle banker

og investorer vurderer risikoen som for høj. Ligeledes kan

impact-investorer

være

villige til at acceptere større risiko, hvis investeringen har en positiv klimamæssig

effekt.

Impact-investering

Investering i virksomheder med henblik på at skabe både finansielt afkast

og målbar positiv klimamæssig effekt

Blended finance

Kombination af offentlig og privat finansiering, hvor offentlige midler

reducerer risikoen og gør grønne investeringer mere attraktive for private

investorer.

Tabel 1

Kilder:

Eksempler på strategier for klimarelateret bæredygtig finansiering

Organisation for Economic Co-operation and Development, “OECD Business and Finance Outlook

2020: Sustainable and Resilient Finance”, 2020 og Network for Greening the Financial System,

“Sustainable and responsible investment in central banks’ portfolio management”, 2024.

Markedet for bæredygtig finansiering giver både muligheder og udfordringer

for investorer. På den ene side får investorer mulighed for at investere i tråd med

deres filantropiske ønsker og finansiere bæredygtige aktiviteter. På den anden side

gør forskelle i ESG-opgørelsesmetoder og mangelfuldt datagrundlag det svært at

vurdere, om et værdipapir reelt lever op til en given bæredygtighedsmålsætning,

hvilket skaber et ugennemsigtigt marked.

17,18,19

Siden 2018 har rapporteringskrav fra EU forsøgt at fremme gennemsigtighed om

værdipapirers finansiering af udledninger og bidrag til den grønne omstilling. Det

sker bl.a. ved direktivet om virksomheders bæredygtighedsrapportering (CSRD),

disclosure-forordningen (SFDR) og taksonomiforordningen (TR). Rapporterings-

kravene styrker datagrundlaget for grønne investeringer og muligheden for at

vurdere afkastet af disse. Kravene bør, alt andet lige, mindske omfanget af asym-

176

14 Finansiering af den grønne omstilling

177

EUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 457: Kopi af KEF - bilag 240 vedr. jubilæumsskrift i anledning af Klimarådets 10-årsjubilæum

Det er endelig værd at bemærke, at offentlige myndigheder kan understøtte

grønne infrastrukturinvesteringer på andre måder end gennem finansiering. For

eksempel blev udbygningen af havvindmølleparker fremmet gennem garantier om

en mindste afregningspris over en årrække.

På samme måde afhænger udviklin-

gen af power-to-X i høj grad af offentlige initiativer, såsom etablering af brintinfra-

struktur, der muliggør eksport til fx Tyskland.

Bæredygtig finansiering kan delvist efterligne effekten af CO2e-be-

skatning

Udover at afhjælpe finansielle markedsfejl kan bæredygtig finansiering fremme

den grønne omstilling, hvis det gør finansieringen af grønne aktiviteter billigere

eller fordyrer finansieringen af forurenende aktiviteter. Forskellen i finansierings-

vilkår mellem grønne og forurenende aktiviteter vil i princippet svare til effekten

af CO

e-beskatning ved at tilskynde forbrugere og virksomheder til at reducere

deres udledninger for at opnå bedre finansieringsvilkår.

Det er imidlertid tvivlsomt, om typiske bæredygtige finansieringsstrategier i prak-

sis skaber så store forskelle i finansieringsvilkår, at det i sig selv fremmer grønne

investeringer. Bæredygtig finansiering implementeres ofte ved at ekskludere lån

og investeringer i virksomheder med store udledninger, fx kul- og olieselskaber.

I princippet skulle det sikre billigere finansiering af grønne aktiviteter og dyrere

finansiering af forurenende aktiviteter. Dog peger forskning på, at det er tvivl-

somt, om bæredygtig finansiering generelt opnår dette i et omfang, der kan drive

omstillingen.

26,27,28,29,30

For eksempel hvis et pensionsselskab sælger aktier i en

forurenende virksomhed, vil andre investorer, som kun går op i afkast, opkøbe

aktierne til stort set samme pris, hvilket blot ændrer ejerskabet uden at påvirke

virksomhedens incitamenter.

Det er vigtigt at tage højde for regler om statsstøtte og industripolitik, hvis myn-

digheder ønsker at fremme bæredygtig finansiering. Da grønne energi- og infra-

strukturprojekter ofte har en international dimension, kan det være hensigtsmæs-

sigt at koordinere offentlig bæredygtig finansiering med andre lande. IMF påpeger

i nylige rapporter, at strategisk finansiering bør målrettes konkrete markedsfejl og

være midlertidig for at undgå markedsforvridning og sikre fair konkurrence.

34,35,36

Tilsvarende fremhæver EU’s konkurrencekompas, at strategiske investeringer i

grøn teknologi skal afbalanceres med hensynet til et åbent og konkurrencepræget

marked.

Nationalbanken sikrer stabile rammevilkår for den grønne

omstilling

Nationalbankens vigtigste bidrag til den grønne omstilling er at sikre stabile

økonomiske og finansielle rammevilkår for omstillingen. Nationalbankens formål

er at bidrage til stabile priser, sikre betalinger og finansiel stabilitet i Danmark.

Når disse opgaver opfyldes, giver det forbrugere, virksomheder og politiske

beslutningstagere stabilitet til at planlægge og investere langsigtet i en mere grøn

fremtid.

Klimaet har i flere år været en central dagsorden i Nationalbanken, ligesom det har

været det i andre europæiske centralbanker. Det skyldes, at klimaforandringer og

den grønne omstilling kan udfordre målsætningerne om stabile priser og finansiel

stabilitet. Derfor undersøger vi klimarelaterede tab og risici for økonomien og det

finansielle system. Formålet med arbejdet er at levere anbefalinger til relevante

myndigheder og den finansielle sektor om håndtering af tabene og risiciene. En

central anbefaling siden 2021 har været, at omstillingen opnås mest omkostnings-

effektivt, og med mindst risiko for prismæssig og finansiel stabilitet, for dansk

økonomi ved en ensartet CO

e-afgift.

Anbefalingen flugter med anbefalinger fra

Klimarådet og De Økonomiske Råd.

39,40

Nationalbanken bidrager derudover – som statsgældsforvalter – til markedet for

bæredygtig finansiering ved at udstede grønne obligationer på vegne af Finansmi-

nisteriet. Provenuet fra salget af obligationerne dækker grønne statslige udgifter.

Som statsgældsforvalter er formålet med udstedelserne todelt: For det første bi-

drager udstedelserne til at udvikle de finansielle markeder ved at sætte en standard

for det danske grønne obligationsmarked. For det andet bidrager udstedelserne

til at fastholde en bred og diversificeret investorbase i det danske statsobligations-

marked.

Hvilke tiltag kan fremme bæredygtig finansiering, og kan grøn pen-

gepolitik spille en rolle?

Myndigheder kan fremme udbuddet af bæredygtig finansiering gennem en række

finans-, skatte- og erhvervspolitiske tiltag.

For eksempel giver Grøn skatte-

reform fra 2020 større skattefradrag for virksomheders grønne investeringer.

På

erhvervsområdet øger Iværksætteraftalen fra 2025 Danmarks Eksport- og Inve-

steringsfonds kapital for at styrke investeringer i grønne startupvirksomheder.

178

14 Finansiering af den grønne omstilling

179

EUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 457: Kopi af KEF - bilag 240 vedr. jubilæumsskrift i anledning af Klimarådets 10-årsjubilæum

Det skal også nævnes, at Nationalbanken siden 2021 har valgt at tage klimahensyn

i valutareserven ved investering i aktier og virksomhedsobligationer i børshand-

lede investeringsfonde (ETF’er). Beslutningen flugter med vores retningslinjer for

ansvarlig investering, som tilsiger, at vi ikke køber aktier og obligationer i virk-

somheder og lande, som systematisk og i væsentlig grad er involveret i aktiviteter,

som Danmark tager afstand fra via internationale retningslinjer, deklarationer,

konventioner mv. Dette omfatter blandt andet Danmarks tiltrædelse af Parisafta-

len. Tilgangen for aktier og virksomhedsobligationer er i tråd med anbefalinger fra

Network for Greening the Financial System om centralbankers klimarelaterede

investeringer.

Grøn pengepolitik er blevet foreslået som et tiltag til at fremme bæredygtig

finansiering. Politikken kunne bestå i, at Nationalbanken giver banker, der låner

ud til grønne investeringer hos forbrugere og virksomheder, højere renter på deres

indskud i Nationalbanken for at tilskynde til grønne udlån. Det ville betyde en

differentiering af Nationalbankens renter til bankerne på baggrund af klimamål for

bankernes udlån. Som vi beskriver nedenfor, har et sådant tiltag ingen fordele over

e-beskatning og offentlig støtte til bæredygtig finansiering. Til gengæld kan

tiltaget have negative konsekvenser. Af samme grund yder hverken Den Europæ-

iske Centralbank eller andre centralbanker i lande, som vi normalt sammenligner

os med, grønne udlån til banker. Vi mener heller ikke, at grøn pengepolitik er hen-

sigtsmæssig i Danmark. De negative konsekvenser findes på en række områder:

For det første

svarer grøn pengepolitik til statsstøtte og afgifter på banker,

hvilket

bør ske gennem en åben politisk proces. Hvis Nationalbanken giver bedre vilkår

til særligt grønne banker, vil det reelt fungere som statsstøtte til disse banker.

Omkostningen for Nationalbanken vil påvirke overskuddet, som Nationalbanken

overfører til staten. Ligeledes, hvis Nationalbanken giver dårligere vilkår til ban-

ker, der låner til projekter med høje udledninger, vil det fungere som afgifter på

disse banker. I begge tilfælde vil det få samme konsekvenser for statsbudgettet –

og dermed for skatteborgerne – som hvis finansloven direkte støttede eller afgifts-

pålagde banker. Da sådanne subsidier og afgifter svarer til finans- og skattepolitik,

bør de gives af folkevalgte politikere og være transparente politiske prioriteringer,

som kommunikeres til borgerne. For eksempel vil en offentlig investeringsfond

kunne implementere subsidierne med samme effekt, men med fuld transparens

om beslutning og omkostning.

For det andet

begrænser hensynet til fastkurspolitikken Nationalbankens mulighed

for at differentiere de pengepolitiske renter.

Nationalbankens renter fastsættes i dag

udelukkende for at sikre en stabil kronekurs over for euroen. Det er ikke foreneligt

med fastkurspolitikken at justere renterne væsentligt ud fra klimahensyn. Even-

tuelle tiltag vil derfor være begrænset i omfang, ligesom de vil kræve en ressource-

krævende administration og villighed til at risikere at forstyrre valutamarkedet.

For det tredje

kan grøn pengepolitik svække Nationalbankens troværdighed og uaf-

hængighed.

Der er ingen bredt accepteret og objektiv definition på grønne aktivite-

ter. Støtte til grønne investeringer har fordelingsmæssige konsekvenser. Og der er

forskellige politiske holdninger til, om den grønne omstilling skal støttes, og hvilke

dele af samfundet der skal afholde omkostningen. Grøn pengepolitik kan derfor

føre til politisk pres om indflydelse på Nationalbankens beslutninger. Erfaringen

viser, at centralbanker, der opererer uafhængigt af politiske interesser, bedst sik-

rer en stabil økonomi.

Netop derfor er princippet om uafhængige centralbanker

nedfældet i EU-traktaten.

Konklusion

Klimakrisen er blevet betegnet som “den største markedsfejl, verden nogensinde

har set”.

Økonomer fokuserer typisk på fraværet af priser på udledninger, når de

beskriver markedsfejlene. Der er dog også finansielle markedsfejl til stede i øko-

nomierne, som dette indlæg beskriver. Derudover beskriver forskning, hvordan

politisk-økonomiske dynamikker forhindrer CO

e-beskatning i at blive vedtaget.

Tilsammen modvirker disse faktorer den grønne omstilling globalt.

Finansielle markedsfejl skyldes asymmetrisk information om grønne investerin-

ger, kortsigtede afkastkrav i den finansielle sektor og store opstartsomkostninger

ved grønne investeringer. Bæredygtig finansiering kan afhjælpe markedsfejlene

ved at udbyde målrettet finansiering af grønne investeringer, selvom bæredygtig

finansiering næppe kan blive en erstatning for CO

e-beskatning.

Siden 2018 er markedet for bæredygtig finansiering vokset, og myndigheder kan

fremme udbuddet yderligere gennem finans-, skatte- og erhvervspolitik. National-

bankens vigtigste bidrag til den grønne omstilling er at sikre stabile økonomiske og

finansielle rammevilkår, der understøtter langsigtet planlægning og investering.

180

14 Finansiering af den grønne omstilling

181

EUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 457: Kopi af KEF - bilag 240 vedr. jubilæumsskrift i anledning af Klimarådets 10-årsjubilæum

Referencer

International Monetary Fund. 2020.

World Economic Outlook: A Long and Difficult Ascent.

Kapitel 3.

FN’s klimapanel. 2023.

Synthesis report of the IPCC sixth assessment report (AR6) – Summary for

Policymakers.

Branner, Victoria Havsteen og Marcus Mølbak Ingholt. 2023. “Danmark risikerer en periode med større

udsving i energipriser, som vil påvirke inflation og pengepolitik”,

Analyse

15, Danmarks Nationalbank.

Krogstrup, Signe og William Oman. 2019. “Macroeconomic and Financial Policies for Climate Change

Mitigation: A Review of the Literature”,

Working Paper,

nr. 2019/185. International Monetary Fund.

Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet. 2024.

Global afrapportering 2024.

Black, Simon m.fl. 2022. “More Countries Are Pricing Carbon, but Emissions Are Still Too Cheap”,

IMF Blog:

Chart of the Week,

International Monetary Fund, [Online]. Tilgået d. 12. marts 2025, https:/

/www.imf.org/en/

Blogs/Articles/2022/07/21/blog-more-countries-are-pricing-carbon-but-emissions-are-still-too-cheap.

Black, Simon m.fl. 2023. “IMF Fossil Fuel Subsidies Data: 2023 Update”,

Working Paper,

nr. 2023/169.

International Monetary Fund.

Nerlich, Carolin m.fl. 2025. “Investing in Europe’s green future: Green investment needs, outlook and ob-

stacles to funding the gap”,

Occasional Paper Series,

nr. 367. European Central Bank.

Draghi, Mario. 2024.

The Future of European Competitiveness: Part A

The Future of European

Competitiveness: Part B.

Europa-Kommissionen.

Nerlich, Carolin m.fl. 2025. “Investing in Europe’s green future: Green investment needs, outlook and

obstacles to funding the gap”.

Occasional Paper Series,

nr. 367. European Central Bank.

Ingholt, Marcus Mølbak m.fl. 2023. “Realrenter i lyset af inflation og højere offentlig gæld”,

Analyse,

nr. 2,

Danmarks Nationalbank.

Andersen, Henrik Yde m.fl. 2024. “Det danske opsparingsoverskud: Tendenser i virksomheder og

husholdningers opsparing”.

Economic Memo,

nr. 6. Danmarks Nationalbank.

Europa-Kommissionen. 2024.

Overview of sustainable finance,

[Online]. Europa-Komissionen, tilgået d. 12.

marts 2025, https:/

/finance.ec.europa.eu/sustainable-finance/overview-sustainable-finance_en.

Nordea. 2024.

Hvad er bæredygtig finansiering?

[Online]. Nordea, tilgået d. 12. marts 2025,

https:/

/www.nordea.com/da/nyhed/hvad-er-baeredygtig-finansiering.

Organisation for Economic Co-operation and Development. 2020.

OECD Business and Finance Outlook

2020: Sustainable and Resilient Finance.

Nerlich, Carolin m.fl. 2025. “Investing in Europe’s green future: Green investment needs, outlook and

Obstacles to funding the gap.”

Occasional Paper Series,

nr. 367. European Central Bank.

Organisation for Economic Co-operation and Development. 2020.

OECD Business and Finance Outlook

2020: Sustainable and Resilient Finance.

Berg, Florian m.fl. 2022. “Aggregate Confusion: The Divergence of ESG Ratings.”

Review of Finance

26 (6).

Elmalt, Dalya m.fl. 2021. “Limits to Private Climate Change Mitigation.”

Working Paper,

nr. 2021/112.

International Monetary Fund.

Europa-Kommissionen. 2025.

Commission proposes to cut red tape and simplify business environment.

[Online]. Pressemeddelelse, February 26. Tilgået d. 12. marts 2025, https:/

/commission.europa.eu/news/com-

mission-proposes-cut-red-tape-and-simplify-business-environment-2025-02-26_en.

Krogstrup, Signe og William Oman. 2019. “Macroeconomic and Financial Policies for Climate Change

Mitigation: A Review of the Literature.”

Working Paper,

nr. 2019/185. International Monetary Fund.

Organisation for Economic Co-operation and Development. 2020.

OECD Business and Finance Outlook

2020: Sustainable and Resilient Finance.

Network for Greening the Financial System. 2023.

Scaling Up Blended Finance for Climate Mitigation and

Adaptation in Emerging Market and Developing Economies.

Energistyrelsen. 2016.

Danish government announces historically low bid for offshore wind farm.

[Online].

Pressemeddelelse, November 9. Tilgået d. 12. marts 2025, https:/

/ens.dk/en/press/danish-government-

announces-historically-low-bid-offshore-wind-farm.

Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet. 2021.

Regeringens strategi for Power-to-X.

Bolton, Patrick og Marcin Kacperczyk. 2021. “Do investors care about carbon risk?”

Journal of Financial

Economics

142 (2).

Bolton, Patrick og Marcin Kacperczyk. 2023. “Global Pricing of Carbon-Transition Risk.”

Journal of Finance

78 (6).

Ehlers, Torsten m.fl. 2022. “The pricing of carbon risk in syndicated loans: Which risks are priced and why?”

Journal of Banking & Finance

136.

Pedersen, Lasse Heje. 2024. “Carbon Pricing versus Green Finance”.

SSRN.

Arbejdspapir, tilgået 12. marts

2025, https:/

/ssrn.com/abstract=4382360.'

Eskildsen, Marc m.fl. 2024. “In Search of the True Greenium”.

SSRN.

Arbejdspapir, tilgået 12. marts 2025,

https:/

/ssrn.com/abstract=4744608.

Krogstrup, Signe og Oman, William. 2019. “Macroeconomic and Financial Policies for Climate Change

Mitigation: A Review of the Literature.”

Working Paper,

nr. 2019/185. International Monetary Fund.

Skatteministeriet. 2025.

Grønne fradrag til virksomheder

[Online]. Tilgået 12. marts 2025,

https:/

/skm.dk/aktuelt/groen-vaekst/groenne-fradrag-til-virksomheder.

Erhvervsministeriet. 2025. Startups får nu bedre adgang til venturefinansiering [Online]. Tilgået 12. marts

2025, https:/

/www.em.dk/Media/638743882725726804/Faktaark%20om%20venturefinansiering.pdf.

Kammer, Alfred m.fl. 2024. “Europe Needs a Coordinated Approach to Industrial Policy.”

IMF Blog.

International Monetary Fund, tilgået 12. marts 2025, https:/

/www.imf.org/en/Blogs/Articles/2024/12/16/

europe-needs-a-coordinated-approach-to-industrial-policy.

Brandão-Marques, Luis og Hasan H. Toprak. 2024. “A Bitter Aftertaste: How State Aid Affects Recipient Firms

and Their Competitors in Europe.”

Working Paper,

nr. 2024/250. International Monetary Fund.

Hodge, Andrew m.fl. 2024. “Industrial Policy in Europe: A Single Market Perspective.”

Working Paper,

nr.

2024/249. International Monetary Fund.

Europa-Kommissionen. 2025.

A Competitiveness Compass for the EU.

Ingholt, Marcus Mølbak m.fl. 2021. “Klimaforandringer og centralbankers rolle.”

Analyse,

nr. 19. Danmarks

Nationalbank.

182

14 Finansiering af den grønne omstilling

183

EUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 457: Kopi af KEF - bilag 240 vedr. jubilæumsskrift i anledning af Klimarådets 10-årsjubilæum

Klimarådet. 2025.

Generel ensartet drivhusgasafgift.

De Økonomiske Råd. 2021.

Dansk klimapolitik frem mod 2030.

Network for Greening the Financial System. 2024.

Decarbonisation strategies for corporate portfolios of

central banks.

Eijfinger, Sylvester C. W. og Jakob De Haan. 1996. “The Political Economy of Central-Bank Independence”.

Special Papers in International Economics,

nr. 19. Princeton University.

Traktaten om den Europæiske Unions Funktionsmåde,

artikel 130.

Nicholas Stern. 2006. “The Economics of Climate Change”.

Independent reviews.

HM Treasury.

Krogstrup, Signe og William Oman. 2019. “Macroeconomic and Financial Policies for Climate Change

Mitigation: A Review of the Literature.”

Working Paper,

nr. 2019/185. International Monetary Fund.

184

14 Finansiering af den grønne omstilling

185

EUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 457: Kopi af KEF - bilag 240 vedr. jubilæumsskrift i anledning af Klimarådets 10-årsjubilæum

Erhvervslivets rolle i

dansk klimapolitik

Anne Højer Simonsen

Vicedirektør for området Klima, Grøn omstilling og Energi i Dansk Industri

EUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 457: Kopi af KEF - bilag 240 vedr. jubilæumsskrift i anledning af Klimarådets 10-årsjubilæum

Hvor og hvornår tog dansk klimapolitik sin

begyndelse? Var det med Klimakonventionens

underskrivelse i Rio de Janeiro i 1992? Eller da

Kyotoprotokollen blev vedtaget i december

1997, hvor Svend Auken var miljø- og energi-

minister? Var det, da Anders Fogh Rasmussen

blev grøn 10 år senere? Eller var det, da Lars

Løkke Rasmussen “was banging the hammer”

ved COP15 i København?

Ingen ved det egentlig præcist, men vi ved, at

der er sket rigtig meget på klimadagsordenen

siden, og at danske virksomheder har spillet en

nøglerolle hele vejen. Dansk erhvervsliv inspire-

rer, innoverer, installerer, efterspørger, ekspor-

terer og gennemfører klimaløsninger i planer

og i praksis – i en kompliceret, men effektiv

vekselvirkning med det politiske system, mini-

sterier og samfundet i øvrigt. Nationalt og inter-

nationalt.

Man kan spørge sig selv, hvordan springet

fra det politiske til det erhvervsmæssige og

omvendt er gået til, og hvordan vi kan fast-

holde vejgrebet fremover. Årtiers grøn omstil-

ling i Danmark og i nyere tid – også i EU – har

været en læring i, at stat(er), virksomheder og

erhvervsliv har forskellige roller i udvikling af

løsninger og teknologier. Hver ting til sin tid – og

netop den dynamik har været en dansk styrke.

Min hovedpointe er, at det er crunch time for

erhvervsliv og klimapolitik – i Danmark, EU og

globalt. Det er nu, at indhøstede erfaringer

skal omsættes til handling og stå deres prøve

i modvind til gavn for konkurrenceevne, for-

syningssikkerhed og klima.

188

15 Erhvervslivets rolle i dansk klimapolitik

189

EUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 457: Kopi af KEF - bilag 240 vedr. jubilæumsskrift i anledning af Klimarådets 10-årsjubilæum

Indledning

Mit ærinde med dette indlæg er at servere nogle perspektiver på udviklingen af

erhvervslivets rolle i dansk klimapolitik. Her er det på sin plads med en disclaimer:

Jeg har siddet på begge sider af bordet i årevis som embedsmand på klimamini-

steriets område og siden 2020 som klimachef i Dansk Industri. Fuldt dækkende

kan mit besyv aldrig blive, så jeg vil være glad, hvis læserne får en fornemmelse af

dynamikker og udfordringer ud af læsningen.

Er vi så lykkedes med at gøre noget ved drivhusgasudledningerne? Ja, det er vi –

men slet ikke nok. Figur 1 viser EU’s og verdens udledninger fra 1990 til i dag. Det

er tydeligt, at vi i EU har formået at knække den opadgående kurve af udledninger,

men vi har ikke fået fat om at opnå en varig reduktion globalt. Det er dét, der er

opgaven fremadrettet. Her er Danmark en lille brik i et stort spil, men vi har et es:

de danske virksomheder. Og de skal spilles så gode som muligt!

Mio. ton CO e-udledninger

En svær fødsel

Det er svært at forestille sig i dag, men engang fandtes der ikke et klimaministe-

rium i Danmark. Det blev skabt i 2007. Den første klimalov blev vedtaget i 2014.

Engang fandtes der heller ikke en klimakommissær i EU – det kom ultimo 2010 og

EU’s første klimalov i 2021. Nu har både Danmark og EU betydningsfulde klima-

råd, der følger politik og mål løbende.

I mellemtiden har COP’erne udviklet sig globalt og til lejlighedsvist at skabe store

gennembrud. Parisaftalen fra 2015 er nok det tydeligste eksempel på dette, men

også COP28 i Dubai skabte store resultater, da verdens lande for første gang

blev enige om at omstille sig væk fra fossile brændsler, tredoble den installerede

kapacitet af vedvarende energi til mindst 11 terawatt (TW) og fordoble de globale

forbedringer af energieffektiviteten fra cirka 2 pct. til 4 pct. på årsbasis inden

2030. COP’erne er store, årlige træf, hvor politikere, landenes forhandlingsdelega-

tioner, NGO’er, andre organisationer og – ikke mindst – virksomheder deltager.

Der er løbende sket en udvikling, og i dag er det i stigende grad andre spillere end

nationalstater, der viser ambitioner og handlevilje – hvor byer, delstater og virk-

somheder nu presser på.

Det institutionelle setup og politiske fokus er vokset – og det er forståelsen for

klimaforandringers

impact

på livet på kloden også. Færre – men dog stadig no-

gen – udfordrer IPCC’s udlægning, ift. hvor vi var for bare 10 år siden. Det er et

fremskridt.

Siden 1992 har CO

-udledningerne og vores samhandel også ændret sig. EU og

USA udleder mindre og Kina/Asien mere CO

. Udledningerne har flyttet sig, og

nye lande har vækstet dramatisk. Så derfor står de globale klimaforhandlinger over

for en anden dynamik i dag, senest påvirket af at USA har meldt, at de udtræder af

Parisaftalen.

13,97

6,21

4,88

4,21

5,89

4,20

3,11

1,63

1990

USA

1995

Kina

Indien

2000

2005

2010

2015

2020

2023

Figur 1

Anm. 1:

Anm. 2:

Kilde:

Imens EU's udledninger falder, stiger CO2-udledninger i Kina og Indien

CO2e-udledninger blandt de største økonomier i verden fra 1990 til 2023

Graf viser kun territoriale udledninger

Our World in Data

190

15 Erhvervslivets rolle i dansk klimapolitik

191

EUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 457: Kopi af KEF - bilag 240 vedr. jubilæumsskrift i anledning af Klimarådets 10-årsjubilæum

Virksomheder i EU, der er omfattet af EU's CO

-kvoteregulering, har bidraget

med massive reduktioner. Det ses i figur 2 nedenfor.

Det har bidraget markant til, at EU har haft faldende udledninger opgjort pr.

indbygger siden 1990, som det ses i figur 3:

Mio. ton CO e-udledninger

2000

Ton CO e-udledninger

1500

11,6

1000

40% reduktioner i . 2005

6,9

500

2005

2010

2015

2020

2023

1990

EU27

1995

2000

2005

2010

2015

2020

2023

Veriﬁcerede emissioner fra kvotebelagte virksomheder

Figur 2

Anm. 1:

Anm. 2:

Kilde:

ETS-virksomheder leverer CO2-reduktioner

CO2-udledninger for kvotebelagte virksomheder i EU fra 2005-2023

ETS blev indført i 2005, hvilket er årsagen til, at grafen starter der.

European Enviroment Agency

Figur 3

Anm. 1:

Anm. 2:

Kilde:

Udledninger per indbygger i EU er faldet med 41 pct. ift. 1990

CO2e-udledninger per indbygger i EU27 fra 1990 til 2023

Graf viser kun territoriale udledninger

Our World in Data

192

15 Erhvervslivets rolle i dansk klimapolitik

193

EUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 457: Kopi af KEF - bilag 240 vedr. jubilæumsskrift i anledning af Klimarådets 10-årsjubilæum

Det er vel og mærke sket samtidig med en mærkbar økonomisk vækst:

Hvad sker der uden for kongeriget?

Og der er er stor interesse for den danske måde at gøre tingene på, når det kommer

til klima. Vi har besøg af udrejsende delegationer om energiteknologiske løsninger,

Grøn Trepart, GrønREFORM-regnemodel, hvordan nu med industriens klimaaf-

gift osv. Vi har spillet en større rolle, end vores størrelse kunne tilsige.

Skal det fortsætte fremad, skal vi være dygtige til at løse tingene sammen, konkret

og effektivt, hjemme – og være en samlende kraft ude. Det kan vi kun, hvis vi

faktisk kan demonstrere, at vi kan få løsningerne til at virke i praksis. Den danske

partnerskabstankegang: Public Private Partnership for Climate Action er i sig selv

en eksportvare. Det gælder blandt andet arbejdet med de 14 danske klimapart-

nerskaber, der blev etableret tilbage i 2019 på tværs af forskellige brancher. Disse

partnerskaber havde til formål at komme med forslag til, hvordan erhvervslivet

kan bidrage til regeringens mål om at reducere CO

-udledningen med 70 pct.

i 2030 samt anbefalinger til nødvendige politiske beslutninger, der kan under-

støtte dette. Partnerskaberne styrker samarbejdet og tilliden mellem offentlige og

private aktører ved at skabe et bindeled mellem dem, der former klimapolitikken,

og dem, der skal føre den ud i praksis. Vi ser også denne partnerskabstankegang i

COP-samarbejdet, hvor den offentlige og private sektor i fællesskab præsenterer

danske grønne løsninger og teknologier for verden. Det unikke samarbejde på

tværs af sektorer i Danmark er noget, resten af verden ser med nysgerrighed på, og

som det er værd at værne om.

Virksomheder, store som små, er både arbejdsgivere og forretningsenheder, som

er helt afhængige af konkurrencekraft, forsyningssikkerhed og “bankability” for at

kunne gennemføre forandringerne. Dér er balancen, at skal Danmark gå foran på

ambitioner, mål og virkemidler, skal virksomhederne have balancerede, forudsige-

lige og rettidige rammer for indsatsen. Partnerskabstankegangen gælder også her.

Fremadrettet kommer EU til at spille en stadig større rolle. Fordi:

•

vi er i en helt ny geopolitisk, handelsmæssig og sikkerhedsmæssig situation.

befolkningerne bliver i stigende grad ramt af klimaforandringerne og deres

omkostninger.

de sværeste skridt er foran os.

vi skal mobilisere grænseoverskridende løsninger.

Ton CO e-udledninger

BNP per indbygger (USD 2025-niveau)

1990

1995

2000

2005

BNP per indbygger

2010

2015

2020

2023

CO e-udledninger per indbygger

Figur 4

Anm. 1:

Anm. 2:

Kilde:

CO2-reduktioner går hånd i hånd med økonomisk vækst i EU

Venstre akse for CO2e-udledninger og højre akse er BNP per indbygger fra 1990 til 2023

Graf viser kun territoriale udledninger

Our World in Data

Det bliver afgørende for EU og Danmark at fastholde den udvikling i en ver-

den, der lige nu bliver mere polariseret, og hvor samarbejdet om både klima og

økonomisk/handelsmæssig velstand er stærkt udfordret.

194

15 Erhvervslivets rolle i dansk klimapolitik

195

EUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 457: Kopi af KEF - bilag 240 vedr. jubilæumsskrift i anledning af Klimarådets 10-årsjubilæum

Det tilsiger, at partnerskabet skal fornys og tale ind i tidens største usikkerheder

og udfordringer. Det er EU-Kommissionen i fuld gang med, med skarpt blik for de

store usikkerheder og forandringer i verden omkring os.

Denne figur viser et billede af, hvor stor en indsats, der allerede er leveret inden for

erhvervslivets fremstillings- og bygge-/anlægsvirksomheder, og hvordan de frem

mod 2035 vil fortsætte med at reducere deres drivhusgasudledninger markant.

På hjemmebanen: Politiske aftaler gennemfører

ikke sig selv – mål og midler skal gå hånd i hånd

Vi er i Danmark for første gang i en situation, hvor Klimarådet vurderer, at det

er anskueliggjort, hvordan vi når vores nationale 2030-målsætning om 70 pct.

-reduktion sammenlignet med 1990. Det er værd at kippe med flaget for! Men

ikke længe, for vi kan ikke hvile på laurbærrene; der er en masse investeringer,

implementeringer og omstillinger, der skal gennemføres i praksis.

Dér er der brug for et skarpt fokus på virksomhedernes vilkår. Både de politik-

tiltag, der er lovet, og de, der kan og må komme i spil, fordi verden omkring

os forandrer sig i drastisk tempo. Med EU’s større rolle skal politikerne have

EU-tiltag for øje – og opretholde balancen mellem nationale og internationale

tiltag, så virksomhederne kan gennemføre en grøn omstilling og levere løsninger

til samfundet – både i Danmark og uden for landets grænser. Og det under sværere

omstændigheder, end da målsætninger og politiske aftaler i sin tid blev indgået.

Det er nu, at partnerskabet skal stå sin prøve! Virksomhederne skal kunne stole på

de politiske aftaler, der er indgået, så de kan planlægge deres omstilling herefter.

Samtidig skal man i implementeringen af de politiske aftaler fra politisk side prio-

ritere at understøtte virksomhedernes omstilling.

Kigger vi længere frem, bakker vi i Dansk Industri op om klimaneutralitet i 2045

og et mål i 2035, der leder på vej. Her er det vigtigt, at vi får fastlagt sammenhæn-

gen mellem mål, virkemidler og finansiering af politiske krav og tiltag i ét hug.

Usikkerhed om fremtidens rammevilkår er gift for virksomhederne, især når det er

nationale politikker, som ikke gælder konkurrenter i omkringliggende lande.

Der kan vi se en udvikling fra beslutningen om 70-procentsmålet i 2019/2020,

hvor fortællingen var, at vi ikke vidste, hvordan vi skulle gennemføre det – og at

det derfor var ambitiøst – til de seneste politiske aftaler, f.eks. om den grønne tre-

part, hvor der er alle elementer (mål, virkemidler, finansiering) med. Fordi vi har

lært, at skal vi være ambitiøse og vise ægte foregangslandspotentiale, skal vi netop

vide, hvordan vi får det til at ske i virkeligheden. Ellers skyder vi os selv i foden.

Mio. ton CO e

8,02

9,04

9,03

7,65

5,51

4,94

5,15

4,2

2,7

2,5

1990

1995

2000

2005

2010

2015

2020

2025

2030

2035

Figur 5

Kilde:

Drivhusgasudledninger fra fremstilling- og bygge- anlægserhverv,

mio ton CO2e

Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet. 2024. Klimastatus og -fremskrivning 2024.

Erhvervslivet i en klimaneutral fremtid

Og nu til min hovedpointe: At det er crunch time for erhvervsliv og klimapolitik i

Danmark, EU og globalt.

Set fra mit perspektiv er der grund til at være konkrete og transparente om, hvad

forskellige tilgange og ambitioner betyder i praksis for virksomheder, sektorer

og samfund. Kommende ambitioner og indsatser bør derfor bygge på, hvad der

rent faktisk er vilje til at gennemføre og finansiere i Danmark og EU. Politiske

196

15 Erhvervslivets rolle i dansk klimapolitik

197

EUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 457: Kopi af KEF - bilag 240 vedr. jubilæumsskrift i anledning af Klimarådets 10-årsjubilæum

klimaambitioner bør tage afsæt i de CO

-reducerende virkemidler. Ambitionen er

klimaneutralitet i 2045, og derfor skal der nu træffes beslutninger, der sikrer, at vi

efter 2030 fastholder kursen og giver virksomheder sikkerhed for de fremtidige

rammevilkår. På baggrund af den store omstilling, som allerede er i gang, har vi

en dyb viden om, hvilke sektorer der kan bidrage til fremtidige klimaambitioner.

Det giver derfor ikke længere mening at debattere højere målprocenter uden at

tage afsæt i konkrete virkemidler og den nødvendige politiske finansiering. Det

er samtidig afgørende, at vi er fuldt fokuserede på at få etableret og gennemført

aftalte klimatiltag frem mod 2030-målet. Det er svært at have tillid og tro på nye

store skridt, hvis ikke vi har tillid til og styr på rammerne for det, vi allerede har

besluttet og er i gang med at gennemføre.

Skal vi have et stærkt og værdiskabende erhvervsliv i en klimaneutral fremtid, må

vi enes om enkle og transparente principper, der sikrer fortsat opbakning og tillid

til de klimapolitiske mål og handlinger. Det indebærer, at beslutninger skal træffes

nu for at opretholde tempoet i den grønne omstilling, og at alle sektorer skal

bidrage til en mere retfærdig overgang. Samtidig må det være et centralt princip,

at den grønne omstilling styrker, og ikke svækker, Danmarks og EU’s konkur-

rencekraft. Ellers risikerer vi, at de flotte ord ryger på porten i en tid med global

usikkerhed, geopolitiske udfordringer, haltende konkurrencekraft og konkurre-

rende dagsordener.

Det behøver ikke ske, for en balanceret klimapolitik er en grundsøjle i et øko-

nomisk, sikkerhedsmæssigt og konkurrencedygtigt samfund – akkurat som

EU-Kommissionen har sagt ifm. Clean Industrial Deal:

“Europe has set out an ambitious framework to become a decarbonised economy

by 2050. It will stay the course, including through the intermediate 2040 target of

90% net greenhouse gas emissions reduction. This framework can drive competi-

tiveness, as it gives certainty and predictability to companies and investors alike.

This will be achieved by nurturing competitive manufacturers who drive decar-

bonisation through innovation, create quality jobs and contribute to our open

strategic autonomy, fully respecting and applying the principle of technological

neutrality for Member States as appropriate.”

Referencer

Dansk Industri. 2023.

EU’s CO2-kvotesystem leverer CO2-reduktioner.

[Online]. Tilgået 09-04-2025.

https://www.danskindustri.dk/arkiv/analyser/2023/8/eus-co2-kvotesystem-leverer-co2-reduktioner/.

Dansk Industri. 2024.

Klimaneutral i 2045 – handling i dag.

[Online]. Tilgået 09-04-2025.

https://www.danskindustri.dk/globalassets/politik-og-analyser/di-mener/klimagron-omstilling/analyseudspil/

klimaneutral2045.pdf.

Dansk Industri. 2024.

Danmarks klimaaftryk lokalt og globalt

[Online]. Tilgået 09-04-2025.

https://www.danskindustri.dk/arkiv/analyser/2024/12/globalt-klimaaftryk/.

Dansk Industri. 2024.

DI Whitepaper om privat klimafinansiering

[Online]. Tilgået 09-04-2025.

https://www.danskindustri.dk/globalassets/kampagnesites/gron-omstilling/billeder/cop29/di-white-paper_pri-

vate-climate-finance.pdf?v=241217.

Dansk Industri m.fl. 2025.

Nordic Business Federations’ Vision.

[Online]. Tilgået 09-04-2025.

https://www.danskindustri.dk/globalassets/vi-radgiver-dig/forretningsudvikling/internationalt-samarbejde/di-i-

bruxelles/nordic-position-paper---february-2025---a-post-2030-energy-and-climate-framework---web.pdf.

Europa-Kommissionen. 2025.

Clean Industrial Deal.

[Online]. Tilgået 09-04-2025.

https://commission.europa.eu/document/download/9db1c5c8-9e82-467b-ab6a-905feeb4b6b0_en?filename=-

Communication%20-%20Clean%20Industrial%20Deal_en.pdf.

DI er stålsat i sin opbakning til en robust klimapolitik i en omskiftelig verden – det

er i sig selv ambitiøst og må og skal bidrage til virksomhedernes konkurrenceevne

og vores forsynings- og anden sikkerhed: Det fordrer en sikker hånd på rattet, og at

vi har blik for, hvad EU kan trække – og hvad vi skal løse herhjemme, både i 2035

og med sigte på klimaneutralitet i 2045.

198

15 Erhvervslivets rolle i dansk klimapolitik

199

EUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 457: Kopi af KEF - bilag 240 vedr. jubilæumsskrift i anledning af Klimarådets 10-årsjubilæum

Landbrug og

fødevareproduktion:

Den grønne omstilling

bør tænkes globalt

Morten Boje Hviid

Adm. direktør, Landbrug & Fødevarer

EUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 457: Kopi af KEF - bilag 240 vedr. jubilæumsskrift i anledning af Klimarådets 10-årsjubilæum

Landbrugets udledninger fra biologiske proces-

ser er komplicerede at håndtere. Men landbrug-

et er klar til at levere, og sammen med resten af

fødevareklyngen og forskningsinstitutionerne

kan vores erfaringer og inspirationen fra Den

Grønne Trepart bruges til at sikre Danmark en

position som foregangsland på klimaområdet. Vi

bør gå foran gennem handling og ikke ved at gå

enegang med ambitiøse reduktionsmål.

Der er, og vil fortsat være, stor efterspørgsel

på fødevarer. Det understreger behovet for

at tænke langt mere globalt, end vi gør i dag,

så landbrugets produktion foregår så klima-

effektivt som muligt – og at det sker de steder,

hvor landmændene arbejder med det laveste

klimaaftryk.

Ud over fødevareproduktion vil landbruget få

stor betydning som leverandør af biogent kul-

stof som erstatning for fossilt kulstof. Det gør

det endnu vigtigere at passe godt på land-

bruget, både herhjemme og i resten af verden,

så grøn omstilling sker via udvikling og ikke

afvikling.

Klimarådets rolle på landbrugsområdet kan

med fordel skifte retning, så det globale fokus

kommer i højsædet, og anbefalingerne fremmer

global omstilling, frem for mere klassisk, natio-

nal kassetænkning og brug af en værktøjskasse,

som ofte indeholder produktionsbegrænsende

tiltag.

202

16 Landbrug og fødevareproduktion: Den grønne omstilling bør tænkes globalt

203

EUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 457: Kopi af KEF - bilag 240 vedr. jubilæumsskrift i anledning af Klimarådets 10-årsjubilæum

Landbrug og fødevareproduktion: Den grønne

omstilling bør tænkes globalt

Fødevareproduktion som helhed og landbrugsdrift i særdeleshed fører til udled-

ning af drivhusgasser. Det er uomtvisteligt, at de komplicerede biologiske pro-

cesser ikke kan forløbe uden frigivelse af metan, kuldioxid og lattergas. Det er lige

så uomtvisteligt, at der er, og altid vil være, behov for at producere fødevarer til

en stor og stigende befolkning, så en klimaneutral fødevareproduktion er isoleret

set ikke en mulighed. Det betyder, at vi skal arbejde målrettet mod at reducere

klimaaftrykket mest muligt fra landbrugsproduktionen, og vi skal indtænke optag

og lagring af kulstof i driften, så landbruget samlet set bliver klimaneutralt – og

måske engang ude i fremtiden endog medvirker til at mindske koncentrationen af

kuldioxid i atmosfæren.

Dansk landbrug har alle muligheder for at være en central del af løsningen. Hele

fødevareklyngen, lige fra den enkelte landmand til fødevarevirksomhederne,

forskningsverdenen, teknologivirksomhederne og alle andre spillere, står stærkt

globalt set, og vi har fremragende naturgivne betingelser for at drive en både effek-

tiv og klimavenlig landbrugsproduktion.

I dette kapitel vil jeg forsøge at beskrive de muligheder og udfordringer, der er

ved at føre landbruget gennem den grønne omstilling. Hvad er råderummet, og

hvordan sikres udvikling og ikke afvikling af erhvervet? Jeg vil desuden prøve at

pege på, hvordan fremtidens klimalovgivning, nationalt såvel som i EU og globalt,

bør udvikle sig, så de nødvendige reduktioner nås, og behovet for gode, sunde

fødevarer og stor forsyningssikkerhed bliver opfyldt på samme tid.

Tiden er ved at være løbet fra kun at tale om højere og mere ambitiøse reduktions-

mål og nidkært, med alle midler, at følge en given foruddefineret reduktionssti;

vi skal sikre stabile rammer og understøtte den grønne omstilling med handling.

Den Grønne Trepart, som blev fulgt op af en bred politisk aftale, er et strålende

eksempel på, at det kan lade sig gøre at starte en bevægelse i den rigtige retning,

når paraderne er lidt nede, og der lyttes til alle gode forslag. I den forbindelse har

vi gjort os nogle tanker om, hvordan Klimarådet kan få en ny, mere proaktiv og

fremadskuende rolle, end det er tilfældet i dag.

Landbrugets udledninger er komplicerede at måle og håndtere –

men det må ikke bremse os

Som nævnt indledningsvist er landbrugets mange biologiske processer svære at få

styr på. Det er svært at forstå og kvantificere dannelsen og omsætningen af driv-

husgasser, hvad enten det drejer sig om forhold i marken, i stalden eller i forbin-

delse med gødningshåndteringen. En lang række forhold er styrende for proces-

serne, og det er derfor svært at overføre resultater fra en mark eller staldtype til

en anden, fra en del af landet til en anden og fra en årstid til en anden. Desuden er

det, populært sagt, ikke muligt at elektrificere en ko eller gris. Omstillingsmulighe-

derne i de komplicerede biologiske systemer er derfor ikke sammenlignelige med

energiforsyning, industri og transport, hvor det i højere grad er muligt at erstatte

fossile brændsler med vedvarende energikilder.

De danske forskningsmiljøer arbejder heldigvis intenst for at øge vidensniveauet,

og forståelsen bliver hele tiden bedre. Vi når næppe nogensinde helt i mål og

kan sætte to streger under facit, men der er ingen tvivl om, at vi på mange områ-

der er absolut førende, når det gælder universiteternes forskning i landbrugets

klimaforhold. Den styrkeposition er ikke kommet af sig selv, og det er ikke givet,

at Danmark vil forblive i front. Forudsætningen er, at der fortsat er et stærkt og

udviklingsorienteret landbrug, hvor undersøgelser og afprøvning af nye metoder

kan finde sted.

Selv om der altid vil mangle viden, må det ikke bremse os i at få løsningerne ud at

virke. Vi oplever ofte, at der er udbredt skepsis – ja, vel egentlig reel pessimisme

– når det gælder mulighederne for overhovedet at gøre noget ved tingene, og hvor

godt de forskellige virkemidler nu også er i stand til at levere. Resultatet bliver

derfor også, at den eneste løsning, man har fantasi til at pege på, er, at husdyrpro-

duktionen bliver reduceret.

Fokus ender ofte med at være på, hvordan Danmark isoleret set kan levere reduk-

tioner, helt uden skelen til, at klimaforandringerne og -løsningerne skal tænkes i en

global kontekst.

Vores opfordring er klar: Vi skal udvikle både den plantebaserede og animalske

produktion. Vi må bevæge os ud af osteklokken, turde gribe de løsninger, der er

veldokumenterede, og få rullet nye, smarte løsninger ud hurtigst muligt – også

selv om der altid vil være fluktuationer, usikkerheder og ønsker om at vide endnu

mere. Her skal vi allesammen tænke anderledes, end vi gør i dag; det gælder os i

landbruget, forskere, politikere og alle andre aktører, som arbejder med og bekym-

rer sig om klimaet. Dette inkluderer også Klimarådet.

16 Landbrug og fødevareproduktion: Den grønne omstilling bør tænkes globalt

205

204

16 Landbrug og fødevareproduktion: Den grønne omstilling bør tænkes globalt

EUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 457: Kopi af KEF - bilag 240 vedr. jubilæumsskrift i anledning af Klimarådets 10-årsjubilæum

Landbrug & Fødevarer har, siden vi i 2019 lancerede vores egen vision om et

klimaneutralt landbrugserhverv i 2050, truffet et klart og entydigt valg om, at vi

skal implementere alle egnede løsninger fra en kant – også selv om vi ikke allerede

i dag har fuldstændig styr på, hvordan vi opnår de sidste reduktioner om 15-20 år.

På den måde opnår vi reel grøn omstilling af landbruget, understøtter udviklingen

af nye teknologier og medvirker dermed til at sikre, at også landbrug i andre lande

kan se mulighederne og få fremmet den grønne omstilling af deres landbrug.

Vi skal ud over stepperne, og det er i den sammenhæng vigtigt både at erkende og

anerkende, at det er langt at foretrække, at den nødvendige og efterspurgte føde-

vareproduktion i videst muligt omfang foregår dér, hvor den grønne omstilling er

i fuld gang. Lige meget hvordan man vender og drejer det, står vi utroligt stærkt

i Danmark – ikke mindst set i lyset af

Aftale om et grønt Danmark

fra juni 2024,

hvor sporene er lagt for en ambitiøs grøn omstilling af dansk landbrug i de næste

mange år frem i tiden.

Her er flere gode initiativer allerede sat i værk, herunder opbygning af kulstofpul-

jen i jorden med nye dyrkningssystemer og planteforædling samt produktion og

lagring af biokul, baseret på restprodukter fra landbrugsproduktionen. Med Den

Grønne Trepart og aftalen om Implementering af et grønt Danmark og regerin-

gens pyrolysestrategi og -arbejdsprogram samt understøttende forskningsstrate-

gier, er Danmark godt på vej til at blive et foregangsland inden for optag, udnyt-

telse og lagring af biogent kulstof, med særligt fokus på kaskadeudnyttelse.

Der er gode muligheder for, at Danmark kommer til at spille en endnu større rolle

som foregangsland, end tilfældet er i dag. Og med foregangsland skal forstås, at vi

bidrager endnu mere til at sikre globale reduktioner i udledningerne af drivhusgas-

ser fra fødevareproduktionen, så klimaeffekterne bliver markante og målbare.

Vi skal bidrage med udvikling og handling, så der sker en grøn omstilling af land-

bruget i hele verden. Det er langt, langt vigtigere end at fortsætte ad det hidtidige

spor, hvor foregangsland betyder, at vi distancerer os fra resten af EU og den

globale scene ved at have de mest ambitiøse nationale klimamål.

Herfra hvor vi står er der behov for at sikre, at mål og løsninger følges ad; de

lavthængende frugter er ved at være plukket, så fokus bør være på at finde og

implementere de gode løsninger. I det hele taget giver det ikke længere mening

at gå enegang og anskue tingene oppe fra elfenbenstårnet. Danmark bør derfor

arbejde for at sikre fælles reduktionsmål, i første omgang på EU-niveau, så vi kan

udnytte vores fremsyn, viden og evner, uden at sætte vores styrkeposition inden

for klimaeffektiv fødevareproduktion og forskning/udvikling i sammenhænge,

nye løsninger og teknologier over styr.

Danmark kan ligeledes være foregangsland i arbejdet med at skabe gode rammer

for rent faktisk at få gang i den grønne omstilling af EU-landenes landbrug. Igen

kan vi trække på de gode erfaringer fra arbejdet i Den Grønne Trepart, selv om

den danske model ikke vil kunne gennemføres 1:1 i alle lande. Der er enorme

forskelle på landbrugenes størrelse, økonomi og teknologiske muskler i EU, og de

store offentlige investeringer i bl.a. omlægning af cirka 15 pct. af de eksisterende

landbrugsarealer her i Danmark er ikke realistisk i alle medlemslande inden for en

overskuelig fremtid.

Alligevel har de danske erfaringer i høj grad noget at bidrage med, hvis EU-Kom-

missionens ambitioner om en grøn omstilling af landbruget skal blive til noget.

Først og fremmest er den tillidsbaserede tilgang noget, der vil kunne rykke. I

øjeblikket drøftes forskellige modeller for at gøre landbrugsproduktionen i EU

mere klimavenlig.

16 Landbrug og fødevareproduktion: Den grønne omstilling bør tænkes globalt

207

Hvad bør vi fokusere på fremover?

I landbruget er vi klar til at sikre de nødvendige reduktioner i udledningerne af

drivhusgasser fra de biologiske processer, lige som vi er optaget af at øge optag og

anvendelse og lagring af biogent kulstof.

Der er ingen tvivl om, at bidraget med kulstof fra land- og skovbrug bliver helt

centralt i de kommende årtier, i takt med at anvendelsen af kulstof fra fossile kilder

bliver udfaset. Kulstof af biogen oprindelse bliver en eftertragtet vare til et væld

af forskellige formål, og landbruget i Danmark, såvel som på den globale scene, vil

omstille sig, så den altdominerende leverance ikke alene er sunde fødevarer til den

voksende befolkning, men også får en rolle som kulstofleverandør til erstatning af

fossilt kulstof.

Selv om en større og større del af landbrugets biomasse over tid vil blive anvendt

som byggesten, i f.eks. kosmetik, tøj og maling, vil en del også fremover finde

anvendelse i energiforsyningen, som grønt alternativ til de fossile brændsler kul og

olie. Men det handler om at anvende det biogene kulstof klogt, dér hvor det giver

størst værdi i værdikæden.

Der vil ligeledes være behov for at opnå negative emissioner, dvs. optag og lagring

af CO

fra atmosfæren, hvilket er en grundlæggende forudsætning for at få vendt

udviklingen med stigende temperaturer på jorden.

206

16 Landbrug og fødevareproduktion: Den grønne omstilling bør tænkes globalt

EUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 457: Kopi af KEF - bilag 240 vedr. jubilæumsskrift i anledning af Klimarådets 10-årsjubilæum

Fælles for de forskellige modeller er, at der tænkes i incitamenter og frivillighed.

Også her vil Danmark kunne bidrage med erfaringer og virkemidler, som kan gøre

det attraktivt at producere med mindre klimaaftryk.

Kort sammenfattet, så er Danmarks rolle som foregangsland vigtigere end nogen-

sinde, og vejen til reelle klimaeffekter er at få virkemidler og incitamentsmodeller

udviklet og udbredt, så de mange kan være med i den grønne omstilling, og derved

undgå at blive efterladt på perronen. Fra dansk side kræver det, at vi udvikler vo-

res styrkeposition inden for forskning og implementering. Afvikling og udflagning

af produktion vil ikke gavne klimaet, og heldigvis er der med Den Grønne Trepart

lagt vægt på, at vi skal gå foran ved at udvikle os og inspirere andre til at gøre det

samme.

om, hvad det vil sige at være et lille land. Vi er et foregangsland, når vi kan have

ambitiøse mål OG opretholde en produktion med reducerede emissioner. Alle

kan i princippet stoppe produktion og dermed ikke udlede. Hvis vi skal være til

inspiration for andre lande, skal vi vise, hvordan vi kan begge dele – og vigtigst af

alt skal vi udbrede løsningerne, så vi sikrer klimahandling globalt.

Hvis Klimarådet tildeles en opgave med at få de globale aspekter med, dels hvor

Danmark kan bidrage ved at eksportere viden og løsninger, som resulterer i

markante reduktioner af klimagasudledningerne på globalt plan, dels ved i højere

grad at tænke i lækage af direkte udledninger og “eksport” af arealforbrug til andre

lande, har vi stor tiltro til, at rådet fremadrettet kan hjælpe både Danmark og

resten af verden til en hurtigere og mere omfattende grøn omstilling på landbrugs-

området.

Hvis disse tanker om en ny og noget anderledes rolle til Klimarådet i større eller

mindre omfang bliver til noget en dag, er det naturligvis oplagt i samme ombæring

at overveje, hvilke kompetencer der skal være repræsenteret i et moderne Klima-

råd: Er den nuværende sammensætning lige i øjet, eller skal der tænkes i nye baner

og inddrages nye måder at se tingene på?

Tanker om Klimarådets rolle i fremtiden

En mere udviklings- og løsningsorienteret klimapolitik for landbruget gør det

relevant at se på Klimarådets rammer og rolle, som i høj grad er fastlagt i den

danske klimalov. Hvis landbruget bredt set skal blive mere klimaeffektivt i en fart,

kan Klimarådet med fordel tildeles en mere proaktiv og rådgivende rolle, hvor der

er fokus på at nedbryde barrierer for klimaindsatser, fremme udviklingsinitiativer

i alle henseender og virke som et bindeled mellem danske initiativer og et globalt

udsyn.

Som tingene er i dag, opfatter vi primært Klimarådet som en form for vagthund,

der følger og tolker udviklingen, og hvis nødvendigt foreslår ad hoc-justeringer

af politikken ud fra et klassisk økonomperspektiv. Et eksempel på den tilgang er

anbefalinger om at indføre budgetmål med tilhørende håndtag (for landbrugets

vedkommende ekstra afgifter), som der løbende kan skrues op og ned for.

Vi anerkender fuldt ud, at der er behov for at følge udviklingen tæt fra uafhængigt

hold og være klar til at justere på tingene, hvis alt ikke følger planen. Men det

snævre nationale fokus fra år til år virker desværre ofte hæmmende for at få iden-

tificeret de egentlige problemer, og der er stor risiko for, at man finder klassiske,

men ofte ineffektive og kortsigtede løsninger frem, når man griber ned i værktøjs-

kassen.

Jeg opfordrer til, at Klimarådet retter sin opmærksomhed mod, hvordan Danmark

kan øge sit “grønne aftryk” globalt. Hvis høje territoriale mål er en forudsætning

for at kalde sig selv foregangsland, så har vi misforstået noget grundlæggende

208

16 Landbrug og fødevareproduktion: Den grønne omstilling bør tænkes globalt

209

EUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 457: Kopi af KEF - bilag 240 vedr. jubilæumsskrift i anledning af Klimarådets 10-årsjubilæum

10 år efter COP21 i Paris:

Den grønne omstilling

har taget fart

Kristian Jensen

Adm. direktør, Green Power Denmark

EUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 457: Kopi af KEF - bilag 240 vedr. jubilæumsskrift i anledning af Klimarådets 10-årsjubilæum

Dansk elektricitet bliver stadig grønnere. I 2015

var den gennemsnitlige udledning på 195 gram

CO2 pr. kWh. Nu er den på under 100 gram pr.

kWh. Masser af elektricitet fra vind og sol kom-

bineret med batterier er sammen med direkte

og indirekte elektrificering den vision, Danmark

skal forædle og leve af de næste 10 år.

Den grønne omstilling er i fuld gang! Det faktum drukner i debatten, bl.a. fordi vi

er mange, inklusive mig selv, der mener, at omstillingen går for langsomt.

Jeg har i bogen

Kun en dråbe

prøvet at træde et skridt til side for at se på, hvad der

vitterligt sker. I Danmark. I Europa. Globalt.

Min konklusion er, at det nytter at gøre en indsats for en mere bæredygtig verden.

At selv en lille dråbe kan sprede sig som ringe i vandet og skabe store forandringer

i en usikker verden med klima- og biodiversitetskriser og krige i Europa, Mellem-

østen og Afrika.

Med eksemplets magt påvirker Danmarks grønne omstilling de globale tandhjul.

Godt nok repræsenterer vi kun 0,1 procent af de globale CO

-udledninger, men

med vores gerninger påvirker vi regeringer og virksomheder over hele verden.

På globalt plan stiger investeringerne i grønne teknologier. Fra 2022 til 2023

voksede penge-flowet ifølge BloombergNEF med 17 procent med vedvarende

energi, elektrificering af transportsektoren og elnet som de stærkeste lokomoti-

ver. Verden over blev der i 2023 investeret knap 1.800 mia. dollars i klimavenlige

teknologier, oplyser BloombergNEF.

Min konklusion er klar: Vi har nået et

‘point of no return’.

Meget mere grøn elektricitet

Hvad er der sket i Danmark siden COP21 i Paris og stiftelsen af Klimarådet i 2015?

Først og fremmest er udledningen af drivhusgasser faldet markant (samtidig med

at vi har haft økonomisk vækst).

Danmarks nettoudledninger er i runde tal, ifølge de officielle tal fra Energistyrel-

sen, reduceret fra 50 mio. ton i 2015 til 40 mio. ton her 10 år senere.

Renere produktion af elektricitet er en af hovedforklaringerne. CO

-udledningen

fra vores el- og varmeproduktion er mere end halveret – og trenden fortsætter

med lukningen i 2024 af kulfyrede kraftvarmeværker i Odense og Esbjerg. Vi har

nu kun ét kulfyret kraftvarmeværk tilbage, Nordjyllandsværket, og det er planlagt

til at lukke og slukke ved udgangen af 2028.

Nogle af de kulfyrede værker er omstillet til bæredygtig biomasse. De andre er

212

17 10 år efter COP21 i Paris: Den grønne omstilling har taget fart

213

EUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 457: Kopi af KEF - bilag 240 vedr. jubilæumsskrift i anledning af Klimarådets 10-årsjubilæum

erstattet af vind- og solenergi, hvis kapacitet siden 2015 ifølge Energinet er steget

fra 5.900 MW til 11.600 MW.

Mere er på vej. For eksempel går Danmark største havmøllepark, Thor, på 1.000

MW i drift i 2027.

Også globalt sker der en stærk bevægelse: Salget af fossilbiler toppede på ca. 85

mio. i 2018 og er siden faldet til ca. 65 mio. om året.

En ‘elektrisk familie’ sparer penge

Vi har i Green Power Denmark beregnet, at en ’elektrisk familie’ med elbil og

varmepumpe sparer over 14.000 kroner om året i forhold til en ’fossil familie’ med

benzinbil og naturgas. Når vi skifter fra det fossile til det elektriske, så reducerer vi

ikke kun regningerne – vi reducerer også CO

-udledningerne.

Derfor skal alle vi, som er vokset op med råd som ’sidste person slukker lyset’, og

’husk at slukke for standby forbruget’ til at se på elforbrug på en ny måde. Vi skal

fortsat bruge elektricitet med omtanke, men for samfundet og klimaet er det en

entydig god nyhed, når grøn elektricitet erstatter olie og naturgas.

Heldigvis er det det, der er ved at ske: Tilbage i 2015 lå det danske elforbrug på

33,8 TWh. Nu er det efter årtiers stagnation ifølge Energinet oppe på 38,4 TWh

(2024).

Større elforbrug er også på den europæiske dagsorden som et middel til mere

sikker og billig energi i en geopolitisk usikker tid bl.a. med Ruslands fuldskalakrig

i Ukraine.

På opfordring bl.a. fra Green Power Denmark er EU-Kommissionen ved at udar-

bejde en elektrificeringsplan, og til en start foreslår EU-Kommissionen, at EU-27

sætter et mål om 32 procent elektrificering i 2030 mod 23 procent nu.

I Danmark dækkes kun knap 20 procent af vores samlede energiforbrug af elektri-

citet. Over 80 procent stammer fra andre energikilder – bl.a. olie, gas og kul – så

en betydelig andel af vores energiforbrug skal konverteres til elektricitet.

Når vi elektrificerer, effektiviserer og reducerer vi samtidig det samlede energi-

forbrug. Derfor skal vi heppe på et meget højere elforbrug de næste årtier: El til

transport, el til opvarmning og el til industri.

Her er det oplagt at styrke omstillingen ved at sænke vores meget høje elafgifter

på husholdningernes forbrug, at fastholde et statsligt engagement til fremme af

elektrisk mobilitet og understøtte omstillingen til elkedler og varmepumper i

industrien.

Elektrificeringen er i gang

Omstillingen fra sort til grøn betyder, at vores kilowatttimer bliver stadig mere

klimavenlige. I 2015 var den gennemsnitlige udledning på 195 gram CO

/kWh.

Nu er udledningen ifølge vores beregninger på baggrund af data fra Energinets

EnergiDataService på 96 gram/kWh… med fortsat kurs nedad.

Vi har altså på ti år leveret mere end en halvering af CO

-udledningen pr. kWh

samtidig med, at vi har opretholdt en leveringssikkerhed på over 99,99 procent og

tilbyder kunderne billige elpriser (før afgifter).

De stadig grønnere kilowatttimer er godt for elektrificeringen af Danmark. År

efter år bliver det miljø- og klimamæssigt mere gunstigt at køre elbiler og opvarme

sit hus med varmepumper.

Lad os tage elbilerne som eksempel på, at elektrificeringen er ved at slå igennem:

I 2015 kørte der knap 3.000 elbiler rundt på de danske veje. Nu er der ifølge Bilsta-

tistik.dk ca. 400.000 personbiler på ren elektricitet.

Læg dertil, at selv store færger som for eksempel Helsingør-Helsingborg, busser i

vores største byer og nu også i stigende grad lastbiler bliver elektrisk drevne. Bili-

sterne og transportsektoren tager den grønnere mobilitet til sig solidt bakket op af

infrastruktur til elnet og opladning.

Overgangen til elektrisk transport udløser især CO

-reduktioner, når de olied-

revne køretøjer ’fjernes’ fra asfalten. Og det er ved at ske! Vi ser nu, i Energistyrel-

sens månedlige oliestatistik, tydelige tegn på, at olieforbruget falder i takt med, at

bilisterne fravælger fossilbiler.

Forbruget af benzin og diesel var på 220.000 mio. liter i 2015. Nu er det på under

195.000 mio. liter.

214

17 10 år efter COP21 i Paris: Den grønne omstilling har taget fart

215

EUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 457: Kopi af KEF - bilag 240 vedr. jubilæumsskrift i anledning af Klimarådets 10-årsjubilæum

Klar vision om klimaneutralitet

Med udviklingen af den moderne vindenergi og indpasning af vind- og solenergi

viser Danmark verden, at det kan lade sig gøre at kvitte de fossile brændsler.

Vi har også en klar vision, der kan bringe Danmark og mange andre lande rigtig

langt i forhold til at skabe et klimaneutralt samfund inden 2045. Visionen rummer

tre elementer:

•

Meget mere vedvarende energi (vind, sol, batterier)

Direkte elektrificering af mest muligt

Indirekte elektrificering af svære sektorer som skibe og fly

Billigere at redde kloden

Her i 2025 er grøn energi billigere end sort. Jeg synes, det er megasejt! Vores

lykkelige budskab til borgerne, i denne usikre verden, er altså, at det er billigere at

redde kloden end at ødelægge den.

Elektricitet fra vedvarende energi kan efter årtiers seje træk klare sig på markeds-

vilkår, og i dag skaber vi flere jobs ved at reducere CO

-udledningerne, end vi

mister ved at vinke farvel til kul, olie og gas.

I morgendagens energisystem har vi mulighed for at bo, leve og rejse klimaneu-

tralt.

Er alt godt? Nej, kloden slår den ene varmerekord efter den anden, udledningerne

af klimagasser har stadig ikke toppet, og CO

-koncentrationen i atmosfæren byg-

ger fortsat op… fra 400 ppm i 2015 til over 425 ppm i år. Globalt bruger vi mere

olie nu end i 2015.

Så nej, omstillingen af det globale energisystem går for langsomt, og FN’s mål om

at begrænse temperaturstigningerne til 1,5-2 grader bliver desværre svære at nå.

Mange andre lande er på samme kurs som os, men omstillingen kræver, at alle

lande er med.

At USA’s regering

disrupter

internationalt samarbejde og melder supermagten ud

af Paris-aftalen (igen!) og skriver klimaforandringer ud af alle sine dokumenter,

vækker bekymring. Men det må ikke få os andre til at miste modet.

COP-processerne er fortsat vigtige i forhold til at holde momentum, udveksle

erfaringer og dele viden om klimaets udvikling og de teknologiske og finansielle

løsninger, der er så hårdt brug for.

For eksempel er det svært ikke at være harm over, at subsidierne til den fossile

energi fortsat overgår støtten til vedvarende energi: Ifølge Det Internationale

Energiagentur (IEA) blev der i 2023 globalt givet støtte til den fossile sektor på

620 mia. dollars mod ca. 400 mia. dollars i 2015. Altså en kraftig stigning, hvor der

er behov for en eliminering.

Den grønne energisektor bliver ofte anklaget for ikke at kunne levere stabil energi-

produktion og derfor ikke at kunne stå alene uden andre energikilder. Og det er

ganske rigtigt, at både solceller og vindmøller er afhængige af vejret.

Heldigvis er der mange elementer, der kan bidrage i forhold til at videreudvikle

vores robuste energisystem.

For det første kan vi se, at mange kunder reagerer på prissignaler fra markedet og

netselskabernes tariffer. Reaktionerne fra de timeafregnede kunder gør, at forbru-

get falder, når VE-produktionen er begrænset og priserne høje.

For det andet kan vi konstatere at særligt havvindmøller producerer stabilt og

lægger en god bund.

For det tredje kan vi se fra andre lande, at kombinationen af solceller + vindmøller

+ batterier leverer den billigste energi 24 timer i døgnet. Netop etablering af batte-

rianlæg er ved at tage fart også i Danmark.

For det fjerde kan vi tilføje lokalproduceret biogas som en vigtig grøn brik. Biogas,

der dækker 40 procent af det danske gasforbrug, kan gemmes og bruges på de

tidspunkter, hvor den tilfører energisystemet mest værdi.

Hvis vi prioriterer at bruge biogassen til de områder i industrien, hvor elektricitet

endnu ikke kan levere tilstrækkeligt høje temperaturer, samt til backupkapacitet

på kraftvarmeværker, så kan vi nedbringe afhængigheden af fossile brændsler også

i sektorer, hvor det er svært.

216

17 10 år efter COP21 i Paris: Den grønne omstilling har taget fart

217

EUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 457: Kopi af KEF - bilag 240 vedr. jubilæumsskrift i anledning af Klimarådets 10-årsjubilæum

Gode rammevilkår i Danmark/EU

I Danmark skal vi i de kommende år fortsætte vores egen omstilling ved at tilbyde

gode danske/europæiske rammevilkår. Udgangspunktet er stærkt med en årlig

eksport af energiteknologi og -service for over 100 mia. kr. og med over 100.000

ansatte i energisektoren.

Vi skal bygge videre bl.a. ved at være i front på veluddannet arbejdskraft og ihær-

dig forskning, udvikling og demonstration – herunder på

state-of-art

testfaciliteter

blandt andet på LORC ved Odense, DTU Risø, Blæst i Aalborg og i Østerild.

Vores vindmølleproducenter og deres mange underleverandører opstiller udstyr

i hele verden, men de udvikler og producerer dem her i landet. Det gør de fordi,

vi kan teste og dermed kvalitetssikre de første og mest effektive prototyper af nye

vinger, naceller og hele vindmøller.

Anholt Havmøllepark, der gik i drift i 2023, bestod af møller på 3,6 MW. Nu har

Siemens Gamesa og Vestas møller på 14-15 MW i deres sortiment, og endnu

større modeller kan være på vej.

I takt med at teknologien udvikler sig i højde og drøjde, skal testfaciliteterne vokse

for at følge med udviklingen. Udvidelserne udfordrer også de traditionelle finan-

sieringsmodeller, da lange tilbagebetalingstider skaber usikkerhed for investo-

rerne. Det skal vi have løst.

Vi har set, at den europæiske solcelleproduktion er blevet presset ud på ganske

kort tid. Jeg frygter, at hvis EU ikke tænker sig om og indfører anti-dumping reg-

ler, så kan vi tabe en industri på fire år, som det har taget os fire årtier at bygge op.

Det vil samtidig betyde, at vi vil blive lige så afhængige af kinesisk velvilje, som vi

tidligere har været afhængig af russisk gas, hvilket er en situation, som vi for alt i

verden skal undgå.

Alliancer i alle verdenshjørner

Verden er kompliceret og fyldt med dilemmaer, men vi skal – især for at forebygge

en galopperende klimakrise, men også for at styrke vores eksport – bygge videre

på de alliancer, den danske stat har bygget op med Kina og Vietnam i øst til Syd-

afrika og Mexico i syd og vest.

Som udenrigsminister har jeg fulgt nogle af de 24 landeaftaler, Danmark har med

store spillere verden over, tæt. For mig står det klart, at vi med eksemplets magt

har langt større indflydelse, end vores lands størrelse tilsiger.

Vores nærmeste allierede har vi fortsat i Europa, der også fører an i en global kli-

masammenhæng. Målet om minimum 55 procent færre udledninger af drivhus-

gasser i 2030 skal følges op med mindst 90 procent for 2040.

En særskilt pointe er, at mens Europa er totalt afhængig af import af olie og natur-

gas – bl.a. fra lande, der ligger langt fra vores holdning til demokrati og menneske-

rettigheder – så er USA selvforsynende og mere til.

Ifølge Eurelectric importerer Europa energi for 450 milliarder euro årligt. Også af

hensyn til Europas konkurrenceevne og forsyningssikkerhed skal vi derfor satse

på de billigere alternativer, hvor vi har mulighed for at blive selvforsynende med

elektricitet: Vind, sol og batterier.

Behov for fortsat innovation

I den globale konkurrence, ikke mindst med statsstøttede kinesiske virksomhe-

der, er ‘fortsat innovation’ et spørgsmål om liv og død for vores virksomheder.

Modvilligt må jeg erkende, at statsstøtte kan blive en nødvendighed, så ikke den

europæiske vindmølleindustri lider samme kranke skæbne som den europæiske

solcelleindustri.

Vindmølleindustrien beskæftiger samlet i EU ca. 370.000 personer, hvoraf de ca.

30.000 er danske arbejdspladser. Vi har dermed en meget stor andel af beskæfti-

gelsen i Europa, og rigtig mange er ansat i små og mellemstore virksomheder med

under 250 ansatte. Men det gør også at vores virksomheder er særligt sårbare over

for den unfair konkurrence, som den kinesiske statsstøtte udgør.

Vi skal op i gear

De næste 10-15 år får vi mere end travlt. En af vores danske styrker er, at vi har

gode samtaler på tværs af politiske partier, har konstruktive erhvervsorganisa-

tioner, dygtige forskningsinstitutioner og levende dialog med civilsamfundet og

andre aktører – herunder Rådet for Grøn Omstilling og selvfølgelig Klimarådet.

218

17 10 år efter COP21 i Paris: Den grønne omstilling har taget fart

219

EUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 457: Kopi af KEF - bilag 240 vedr. jubilæumsskrift i anledning af Klimarådets 10-årsjubilæum

De seneste 10 års arbejde i Klimarådet har bidraget til, at dialogen er foregået på et

oplyst og fagligt grundlag.

På nogle områder, som også Klimarådet påpeger i

Statusrapport 2025,

står vi i

stampe i Danmark i øjeblikket, men på verdensplan oplever vi som nævnt meget

store investeringer i de grønne løsninger.

Derfor: Danmark skal op i gear og skabe et intelligent energisystem, der fungerer

100 procent på vind, sol og batterier – med fortsat

backup

fra enkelte kraftvarme-

værker fyret med bæredygtig biomasse og udveksling af energi med vores nabo-

lande.

Vi har brug for at komme hurtigt videre med elektrificering, havvind, landvind,

brintrør, Power-to-X, CO

-opsamling, -deponering og -brug og meget andet.

Vi har bevist – og skal fortsat dokumentere via handling – at vi kan skabe et rigere,

grønnere og bedre samfund. Med Danmark og danske virksomheder, som førende

med at gøre grønne ambitioner til virkelighed, er vores påvirkning af verden langt

mere end en dråbe i havet.

220

17 10 år efter COP21 i Paris: Den grønne omstilling har taget fart

221

EUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 457: Kopi af KEF - bilag 240 vedr. jubilæumsskrift i anledning af Klimarådets 10-årsjubilæum

Sammen om klimaet

– viden og samarbejde

i den grønne omstilling

Christian Peter Ibsen

Direktør i CONCITO

EUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 457: Kopi af KEF - bilag 240 vedr. jubilæumsskrift i anledning af Klimarådets 10-årsjubilæum

Klimaforandringerne står tydelige og alvorlige

foran os, og den globale indsats er først ved

at komme op i omdrejninger, selvom vi oplever

bump på vejen og modstand fra mange sider.

Men samtidig har vi de sidste 10-15 år set en

historisk politisk vilje til at handle både i Dan-

mark og internationalt, ikke mindst på baggrund

af en markant folkelig opinion, der kræver hur-

tig og ambitiøs handling. I Danmark har klima,

miljø og natur ligget i top-3 blandt vælgernes

prioriteter de seneste i hvert fald 10 år, og poli-

tisk har man fulgt op med en bredt forankret

klimapolitik. Men hvad er det for en kontekst

klimaindsatsen skal ses i nu? Hvorfor er det

vigtigt med bred opbakning og samarbejde?

Og hvilken rolle spiller vi som aktører i at sikre

fremdrift og løsninger?

Indledning

I en tid med opbrud, krig og klimaforandringer, der rammer med stadig større

kraft, vil jeg med dette indlæg forsøge at give et klimaperspektiv på den omstilling,

vi står over for, og hvordan vi bør fokusere på det der samler, og det der lykkes for

os i Danmark.

I disse tider bliver vi nemlig nødt til at indramme klimaindsatsen i den virkelighed,

som vi står i. I Danmark, i EU og i Verden. Mere end nogensinde er der behov for at

samle kræfter og mødes i dialog, hvis vi skal skabe en grønnere og sikrere verden.

Det nye bagtæppe til alle de hensyn er, hvorvidt vi i Danmark fortsat og i endnu

større grad i Europa og verden kan gøre det. Nemlig at samles. Men det er et mål,

som vi aldrig må opgive.

Mit indlæg skal ses på baggrund af de tanker, jeg har gjort mig i forbindelse med de

forskellige roller, jeg har spillet i klimakampen nationalt og internationalt – både i

ministerier, kommune og nu i CONCITO. På baggrund af den erfaring, står én ting

tindrende klart; Vi lykkes når mennesker med stort personligt engagement både

inden og uden for politik samles, hvor troværdighed, viden og relationer går op i

en højere enhed. Klimarådet spiller i den forbindelse en meget vigtig rolle med sin

faglighed og indspil til politik og debat.

Hvad står vi overfor?

Vi står i en helt anden klimapolitisk virkelighed i dag end tilfældet var for 10 år

siden, da Klimarådet blev oprettet. Klimapolitikken i Danmark har rykket sig

markant, en ambitiøs klimalov er vedtaget og mange store aftaler er indgået, der

nu bringer det inden for rækkevidde, at Danmark kan leve op til sit mål om 70 pct.

reduktion i 2030.

Samtidig er der vedtaget en ambitiøs grøn politik i EU, der sætter rammerne for

en omfattende dekarbonisering af Europa. For både Danmark og EU gælder det

dog, at implementeringen halter og er svær: Mål gør det ikke alene. Og de næste

afgørende skridt mod en fuld dekarbonisering i Danmark, og EU kræver en meget

bredere, klogere og mere ambitiøs tilgang til klimaindsatsen.

Det står desværre også klart, at klimapolitikken skal ses i en helt anden kontekst

i dag. Geopolitikken og senest det amerikanske valg har åbnet døren til en anden

verden. Det indebærer også, at klimaomstillingen kan og skal ses i relation til

224

18 Sammen om klimaet – viden og samarbejde i den grønne omstilling

225

EUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 457: Kopi af KEF - bilag 240 vedr. jubilæumsskrift i anledning af Klimarådets 10-årsjubilæum

andre udfordringer. Det har altid været sådan, men klimapolitik kan ikke længere

føres uden at inddrage sikkerhed, industripolitik, socialpolitik og meget andet.

Klimaomstillingen er samtidig tæt koblet til- og kan kun løses sammen med andre

dagsordener, som natur- og biodiversitetskrisen til havs og til lands. Her bliver det

vigtigt at levere løsninger og tilgange, der understøtter både klima, biodiversitet

m.v., og håndtere den synergi men også de modsætninger, der uundgåeligt opstår.

den stigende globalisering, vi så ind i for bare nogle år siden, er erstattet af en ge-

opolitisk kamp mellem Kina, USA, EU og andre med handelshindringer og fokus

på egen industripolitik og konkurrenceevne. I den forbindelse er det vigtigt at

fastholde, at den grønne omstilling er og bliver en nødvendig prioritet og for alle et

centralt konkurrenceparameter.

Hurtige reduktioner og dyb transition

Det er i stigende grad tydeligt, at der både er behov for at fokusere på både 1) hur-

tige og kloge reduktioner i alle sektorer ved hjælp af teknologier, adfærdsændrin-

ger, regulering osv. og 2) dyb transition af vores samfund på alle måder.

Netop denne kobling er en helt nødvendig del af klimapolitikken og -indsatsen

i de kommende år. Den hidtidige indsats har bragt omstillingen et stykke og har

plukket en del af de lavthængende frugter, men de næste skridt kræver dybere

reduktioner og mere omfangsrig omstilling af produktion og forbrug, der samtidig

uomgængeligt rækker indover andre områder. Samtidig kommer det tættere på

borgerne og dagligdagen, og det bliver afgørende at skabe rammerne for en ambi-

tiøs, strukturel men også meningsfuld omstilling – også for borgerne – hvor der

skabes en fælles retning for udvikling af fx vores arealer, byer, livsstile osv.

Den seneste politiske aftale – Den Grønne Trepart – er et eksempel på, hvor klima

indgår i en større vision og ramme for et grønnere Danmark med meget mere plads

til natur og biodiversitet samtidig med, at der skal udvikles et stærkt grønt fødeva-

reerhverv, der udleder og fylder væsentligt mindre.

I det globale perspektiv kan dansk klimaindsats også bidrage til transitionen.

Danmark er et lille land, men har med udvikling af vindmølleteknologi vist, at

små lande også kan bidrage betydeligt til den globale indsats ved at frembringe

og udbrede klimarelaterede teknologier og løsninger. Danmark er nemlig bredt

anerkendt for at have ført en innovationspolitik inden for vindenergi med et stort

globalt aftryk

Klimarealiteterne står foran os

Tiltagende klimapåvirkninger gennem de seneste år har tydeliggjort de risici,

verden står over for. Risici som allerede nu har manifesteret sig i et utal af eks-

tremhændelser i alle verdensdele, herunder kraftige storme, nedbørshændelser,

oversvømmelser, skovbrande og tørkeperiode på stort set alle kontinenter. Særligt

slemt er påvirkningerne i Afrika, men også EU-landene har gennem de seneste år

fået udstillet deres sårbarhed over for massive oversvømmelser og udbredt tørke.

Klimaforandringerne skubber bag på de udfordringer, der i forvejen er i lande og

regioner, og rammer dem hårdest, der allerede er udsatte eller sårbare.

Klimavidenskaben understreger i stigende grad alvoren i de klimaændringer, vi

ser ind i de kommende år og årtier, og vigtigheden af at begrænse udledninger

hurtigt og markant, hvis de værste konsekvenser skal undgås. Senest skræmmer

især den nyeste viden om de såkaldte globale “tipping points”, hvor vi risikerer at

sætte processer og ændringer i gang, som kun vil forstærke sig selv og de klimafor-

andringer, vi ser ind i. Eksempler på dette er afsmeltningen af Grønland og Arktis,

optøningen af permafrosten samt senest tegnene på den svækkede nordatlantiske

havvandspumpe, som definerer vejrsystemer overalt på kloden.

Der er således mere end nogensinde behov for at fokusere på at reducere udled-

ningerne her og nu med al den teknologi, regulering, adfærdsændringer og andre

kloge løsninger, vi har til rådighed. Samtidig kræver udfordringen, at vi i stigende

grad forstår og understøtter vejen til en dyb omstilling eller transition af vores

samfund.

I forhold til reduktionerne på kort sigt er det positivt, at man nu aner konturerne

af en markant global grøn omstilling, især på energi- og transportområdet, hvor ny

grøn energiproduktion er konkurrencedygtig og for alvor på vej ind.

Det sker dog samtidig med en fuldstændig forandret geopolitisk kontekst, hvor

Bred politisk opbakning til dansk klimapolitik

I Danmark er klimapolitikken fortsat præget af bred politisk opbakning om

ambitioner og indsatser, og opbakningen i befolkningen er stadig markant - klima

er stadig i top sammen med sundhed, når danskerne skal prioritere de vigtigste

226

18 Sammen om klimaet – viden og samarbejde i den grønne omstilling

227

EUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 457: Kopi af KEF - bilag 240 vedr. jubilæumsskrift i anledning af Klimarådets 10-årsjubilæum

dagsordener. En række politiske aftaler har gjort 70 pct. reduktion af drivhusgas-

udledninger i 2030 sandsynlig, men den konkrete implementering halter og tager

tid, og der er stadig risiko for, at omstilling af energi- og fødevaresystemerne ikke

kommer til at ske så hurtigt som håbet.

Samtidig skal de næste skridt i klimapolitikken nu tages, med revision af klima-

loven i 2025 med særlig fokus på et nyt ambitiøst mål for 2035, hvor det vil være

afgørende at koble løsninger og indsatser meget tættere til, hvordan Danmark kan

levere på regeringens mål om netto-nul udledninger i 2045 og 110 pct. reduktion

i 2050. Det kræver en større fokus på at skabe bred opbakning til den omstilling,

alle skal finde sig til rette i, men som de også skal se, medfører et bedre og grønnere

Danmark. Desuden vil det være nødvendigt at løfte blikket fra omstillingen i de

enkelte sektorer, da løsningerne ofte skal samtænkes på tværs af sektorer, hvilket

kræver et langt mere systemisk blik.

Et sådant mål skal nødvendigvis understøttes af en dyb transition af samtlige

økonomiske sektorer og på en måde, hvor de europæiske befolkninger er med. Den

indsats vil udgøre en enorm udfordring for det politiske lederskab, med et kæmpe

behov for understøttende viden, teknologiudvikling og integration med alle andre

politikområder.

I Danmark spiller vi (ofte) sammen

De seneste 10 års klimaindsats i Danmark har i meget høj grad været præget af en

bred politisk opbakning til høje ambitioner, båret af en markant offentlig opinion,

der krævede handling. Det har givet en klar og fælles forståelse blandt de mange

relevante aktører, der spiller en rolle i politikudviklingen og ikke mindst imple-

menteringen af de mange indsatser. Jeg er fuldstændig overbevist om, at det er en

af de vigtigste grundpiller i den omstilling, som vi er lykkes med i Danmark. Vi er

grundlæggende enige om at trække i samme retning, også når vores interesser er

forskellige. Det er helt afgørende for politikkerne, når de skal træffe de vanskelige

valg.

Men det er samtidig en kultur og arbejdsform vi skal værne om, da den har tjent os

og vil tjene os godt også i fremtiden. Særligt i en tid, hvor det fundament, vi har le-

vet med i mange år, er under forandring. Omverdenen ser misundeligt på os, når vi

samler os om aftaler og konkrete løsninger, og når omstillingen bare sker hurtigere

og klogere end andre steder. Politisk brede aftaler spiller selvfølgelig en afgørende

rolle, men de er i virkeligheden blot et led eller en konsekvens af et større hele.

Jeg mener ikke, at man kan overvurdere den rolle, som dialogen og samarbejdet

mellem os mange aktører har. En rolle, der leverer rammerne for, at politikerne

i sidste ende kan tage de svære men nødvendige valg. Valg der er blevet lettere at

tage, når vi som samfund og aktører forsøger at læne os ind mod hinanden. Min

erfaring er, at selv om vi som aktører spiller hver vores rolle og kræver hvert vores,

så er der en respekt og et gensidigt ønske om, at fælles forståelser og løsninger

bringer os længst. Her kan vi noget som danskere i et lille samarbejdende land og

folkestyre. Det skal vi ikke bare holde fast i. Vi skal arbejde for, at det også er sådan

i morgen. For som verden viser os. Det er ikke givet.

For mit og for CONCITOs synspunkt er det klart, at vi holder stædigt fast i, at den

grønne omstilling skal være baseret på relevant viden. Viden der skal bringes i spil,

så de rigtige løsninger og prioriteter kan levere den nødvendige omstilling. Tiden

og videnskaben kræver, at den omstilling er ambitiøs. God politik skal bygge på et

Europæisk klimapolitik sætter rammerne

Klimaindsatsen i Danmark kan ikke længere ses isoleret fra omstillingen i EU. Der

er i EU vedtaget ambitiøs klima- og energipolitik, som vil drive medlemslandenes

indsatser frem i de kommende år, og den nye Kommission fastholder en høj grøn

ambition, dog iklædt narrativer om konkurrencekraft, industripolitik, retfærdig

omstilling og energiforsyningssikkerhed. Desuden forventes rammerne for EU’s

landbrugspolitik at blive ændret i en markant grønnere retning i de kommende år.

Det betyder samlet, at ambitioner, indsatser og løsninger i Danmark løbende skal

ses i lyset af EU-politikken og den implementering, der vil ske af EU’s Green Deal

men fx også en kommende grøn industripolitik og revision af landbrugspolitikken.

Det interne EU-politiske miljø er dog ændret betydeligt med ikke mindst Trumps

ageren i forhold til handelspolitik, sikkerhed osv., som alt sammen stiller EU's

klimapolitik i et nyt lys. EU’s klima- og energipolitik bliver nu i meget høj grad

integreret med industri- og sikkerhedspolitik, men det åbner også op for en mar-

kant hurtigere omstilling af særligt energisystemerne pga. den politiske vilje til at

investere mere og hurtigere. Samtidigt skal det håndteres, at der nogle steder er en

øget nervøsitet omkring de socioøkonomiske konsekvenser af den fortsatte grønne

omstilling, og at omstillingen kommer tæt på borgerne og de centrale industrier og

sektorer, der skal levere for at realisere EU’s klimamål.

EU skal i lighed med andre store økonomier i de kommende år vedtage nye

klimamål, og forhåbentlig er sigtet rettet skarpt ind på 90 pct. reduktion i 2040.

228

18 Sammen om klimaet – viden og samarbejde i den grønne omstilling

229

EUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 457: Kopi af KEF - bilag 240 vedr. jubilæumsskrift i anledning af Klimarådets 10-årsjubilæum

solidt vidensgrundlag, og det er heldigvis også et helt gennemgående træk i dialo-

gen mellem alle aktører i Danmark. Vi laver god politik, når viden og faglighed får

første parket.

Her spiller Klimarådet naturligvis en helt afgørende faglig rolle, dels som råd-

givende organ for regering og Folketing, men også bredere for Danmark og

danskerne. At Klimarådet løbende analyserer og vurderer mål, løsninger og

omstillingselementer er en uvurderlig del af det fælles grundlag, som har bragt om-

stillingen i Danmark til, hvor den er i dag. Den rolle vil kun være endnu vigtigere

fremadrettet.

Sammen om omstillingen

Samarbejde kræver i sidste ende vilje til at læne sig ind mod hinanden og levere

på et fælles mål. Og det kommer ikke af sig selv, også selvom vi i Danmark synes

at have det “bygget ind i vores DNA”. Det kræver tydeligt politisk lederskab, der

både vil sætte en klar retning og understøtte følgeskab hos borgere, virksomheder

og andre vigtige aktører. Og det kræver klare fastlagte rammer, der sikrer den

nødvendige prioritering af ressourcer, arealer og meget andet, og som også i langt

højere grad sikrer, at produktion og forbrug rykkes fra sort til grønt.

Den grønne omstilling bringer os på alle måder et bedre sted hen, men omstilling

kræver også noget af alle. Det er ikke kun den ene part, der skal bøje sig. I Danmark

har vi særligt gode forudsætninger for at løse ting ved at samarbejde, og undgå

polarisering. Lad os insistere på, at vi alle er sammen om omstillingen.

Danmarks rolle i et stærkt grønt Europa

Kan “den danske model” for samarbejde så være med til at skubbe på Europas

grønne omstilling? Det skal den kunne, men i EU står udfordringerne og komplek-

siteterne endnu tydeligere frem. Hensynet til nationalstaterne, til de socioøkono-

miske forskelle på tværs af EU udfordrer, at man samles. Men vi må insistere på, at

vi også i EU kan samles om målet, og hvor vi vil hen som Europa, og så anerkende,

at virkemidler og indsatser skal tage hensyn til de mange ofte modsatrettede inte-

resser.

Men skal den “danske model” være attraktiv for EU, skal vi også for alvor levere en

omstilling i Danmark, der fortsat er ambitiøs, samlende og klog.

Inden kort tid skal vi levere et energisystem, drevet fortrinsvis af sol og vind, med

lave energipriser og med udbredt elektrificering af vores varme, industri og trans-

port. Et fødevaresystem, hvor der bliver produceret meget mere og grøn mad på

langt mindre areal, så der er plads til natur, biodiversitet og andre vigtige hensyn.

Det bliver uomgængeligt, at Danmark også skal se sig selv i en global sammenhæng

og det klimaaftryk, som vores forbrug har uden for vores grænser. Og så skal vi

have skabt et Danmark, hvor man har lyst til at leve og bo, og hvor vi som danskere

har skabt en omstilling, der respekterer planetens grænser.

De budskaber, som den omstilling kan sende til verden omkring os, er flerfold. Det

er et klart eksempel på, at der kan føres en klimapolitik, der leverer resultater. En

klimapolitik, der samler og en klimapolitik, der har blik for, at der rækkes en hånd

til dem, der rammes.

Referencer

Klimarådet, Forskning og innovation målrettet klimaomstillingen, 2024; Peter Karnøe, Dansk vindmølle-

industri : en overraskende international succes, 1991; van Est, Rinie (2022). The Success of Danish Wind

Energy Innovation Policy: Combining Visionary Politics and Pragmatic Policymaking i Caroline de la Porte m.fl.

(eds), Successful Public Policy in the Nordic Countries: Cases, Lessons, Challenges (Oxford, 2022; Oxford

Academic, 20 okt. 2022).

230

18 Sammen om klimaet – viden og samarbejde i den grønne omstilling

231

EUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 457: Kopi af KEF - bilag 240 vedr. jubilæumsskrift i anledning af Klimarådets 10-årsjubilæum

Civilsamfundet,

klimaloven og Klimarådet

– et afgørende samspil for

Danmarks klimaomstilling

Troels Dam Christensen

Klima- og miljørådgiver, tidl. sekretariatsleder for 92-gruppen

EUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 457: Kopi af KEF - bilag 240 vedr. jubilæumsskrift i anledning af Klimarådets 10-årsjubilæum

Hvis det skal lykkes at skabe den nødvendige

klimaomstilling på både globalt og nationalt

niveau, er det nødvendigt med et aktivt og

oplyst civilsamfund, der presser på for politisk

handling. Det er erfaringen både internationalt

og i Danmark. I Danmark er historien om til-

blivelsen af den nuværende klimalov og Klima-

rådets store rolle et klasseeksempel på den

dynamik mellem civilsamfund og det folkelige

og politiske niveau, der er vigtig for at drive den

nødvendige hastige grønne omstilling. Klima-

rådet har spillet en afgørende rolle i at sikre

klimaomstillingen i Danmark de sidste 10 år, og

især siden den nye klimalov kom på plads i 2019.

Nu hvor Klimarådet fylder 10 år, er der derfor

god grund til at se på, hvad det er for faktorer,

der har sikret denne rolle, og hvad vi kan lære

af det, så den danske klimaindsats fremad kan

blive endnu større.

Hvorfor fik vi klimaloven i 2019 –

civilsamfundets rolle

Hen over foråret og sommeren 2018 skete der noget afgørende for Danmarks

klimaindsats. Der foregik nemlig i NGO-netværket 92-gruppen en dialog, om

man kunne bruge den nyopståede mulighed for at stille borgerforslag i Folketin-

get til at presse på for danske klimamål, der lever op til FN-klimaaftalen fra Paris.

Baggrunden var, at på trods af den store globale klimaaftale i Paris i 2015, havde

den danske regering stadig ikke, 3 år senere, sat danske klimamål, der levede op til

Parisaftalen. Tværtimod var flere tidligere klimamål blevet skrottet, og der var kun

sat nationale danske klimamål så langt ude som 2050, og ingen der på den kortere

bane frem mod 2030 var i nærheden af at leve op til målene i Parisaftalen.

Parisaftalen var ellers blevet fejret som et afgørende gennembrud i den globale

klimaindsats, også af Danmark. 92-gruppens medlemsorganisationer havde gen-

nem mange år deltaget i den internationale klimaproces under FN’s klimakonven-

tion (UNFCCC). Fra konventionen blev vedtaget på Rio-topmødet i 1992, over

talrige internationale forhandlinger og COP-møder, herunder det katastrofale

COP15-topmøde i København i 2009, til det endelig lykkedes verden at blive enige

om en ny klimaaftale i Paris i 2015. Nu skulle de fælles forpligtelser i Parisaftalen

så omsættes til national handling og mål. Men Danmark var i 2018 ikke på vej til at

sætte sådanne mål, tværtimod. Så noget måtte gøres.

Dialogen blandt os i NGO-kredsen mundede hen over sommeren 2018 ud i be-

slutningen om at forsøge at stille et borgerforlag om, at Danmark skulle leve op til

Parisaftalen. Men ikke bare et forslag om kompatible klimamål, men også i form af

en dansk klimalov, der skulle sikre den nødvendige mekanisme til kontinuerligt at

sikre den nødvendige danske klimaindsats.

Resten er historie. Efter vi lancerede borgerforslaget i januar 2019, lykkedes det

på en rekordtid på kun 13 dage at samle de nødvendige 50.000 underskrifter. For

en stor del af danskerne havde forstået klimakrisens alvor og ønskede mere hand-

ling fra dansk side. Den folkelige bevidsthed opstod ikke af sig selv, men var resul-

tatet af et stort og kontinuerligt folkeoplysende arbejde fra NGO’er, tænketanke

og forskere, og via de danske medier og journalister, der var blevet godt uddannet i

klimaproblematikken i forbindelse med COP15-mødet i København.

234

19 Civilsamfundet, Klimaloven og Klimarådet – et afgørende samspil for Danmarks klimaomstilling

235

EUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 457: Kopi af KEF - bilag 240 vedr. jubilæumsskrift i anledning af Klimarådets 10-årsjubilæum

“Hvad skal vi ha’ – Klimalov!” – Klimavalget i

2019

Hen over foråret 2019 lykkedes det os i civilsamfundet at organisere flere store

klimamarcher med mange tusinde mennesker, hvor klimaloven blev det samlende

ønske. “Hvad skal vi ha’ – Klimalov – Hvornår skal vi ha’ den – Nu!!” blev det

fælles råb.

Samtidigt lykkedes det os fra de danske NGO’er, gennem en fælles kampagne på

de sociale medier op til folketingsvalget, at flytte flere af partiernes klimamål, så de

i højere grad levede op til Parisaftalens målsætninger. Tarjei Haaland, Greenpea-

ces navnkundige klimamedarbejder, havde allerede tidligere regnet sig frem til, at

et dansk klimamål, hvis vi skulle leve op til Parisaftalen, måtte være mindst 70 pct.

reduktion i 2030. Det mål blev det fælles NGO-mål, og nu lykkedes det gennem

valgkampen og den folkelige efterspørgsel at flytte en stor del af partierne til netop

dette mål, og sådan opstod målet om de 70 procent i 2030.

Et klimavalg blev det. Efter folketingsvalget den 5. juni 2019, bakkede en meget

stor del af Folketingets partier op om, at Danmark skulle have en klimalov med et

mål på 70 pct. reduktion i 2030. Og en endelig politisk aftale om det nuværende

klimamål blev indgået i december 2019 med støtte fra alle partier undtagen to,

og med hele 167 af Folketingets medlemmer bag sig. Et jordskred i den politiske

handling for klimaet.

Folketingsvalget og klimaloven i 2019 er derfor et lærestykke i, hvad et aktivt

civilsamfund og en oplyst befolkning kan gøre i et demokrati for at skabe den

nødvendige omstilling. Dette ikke for at forklejne de danske politikere, der også

gennem årene har kæmpet for en stærkere dansk klimaindsats. Slet ikke. Men min

vurdering er, at hvis ikke befolkningen og civilsamfundet havde presset så stærkt

på, havde vi aldrig fået den klimalov og de klimamål, vi har i dag.

nem Klimarådets rolle som den vurderende aktør, der hvert år skal vurdere, om de

skiftende regeringer har “anskueliggjort”, at vi er på vej til at nå vores klimamål, og

om regeringen lever op til sin “handlepligt”.

Det lykkedes således med klimaloven at lave et håndfast system med et fast årshjul,

hvor den til enhver tid siddende minister og regering hvert år skal rapportere på

fremdriften mod de aftalte mål og, hvis der ikke er nok fremdrift, skal øge indsat-

sen. Det hele med Klimarådet som rådgivende, men i høj grad også den uafhængige

faglige part, der skal vurdere, om indsatsen er nok eller skal styrkes.

Det med uafhængigheden er ret vigtigt. I forbindelse med fastlæggelsen af Klima-

rådets rolle under klimaloven fra 2019 blev det diskuteret, om rådet skulle have

sekretariat i et ministerie og dermed være ministeriebetjent lige som en del andre

råd og nævn, og også hvorvidt Klimarådets rådgivende forsamling, Klimarådets

Klimadialogforum, skulle have en form for indflydelse på Klimarådets rådgivning.

Heldigvis lykkedes det, blandt andet via pres fra os fra NGO-siden og fra andre

aktører, at holde fast i, at Klimarådet skal være så uafhængigt som muligt, og at

rådets sekretariat derfor kom til at ligge for sig selv. Og Klimarådets Klimadia-

logforum er godt nok rådgivende og kan give kommentarer, men har ikke nogen

redigerings- eller indsigelsesret over for det, Klimarådet kommer frem til.

Jeg tror, at dette har været vigtigt. For Klimarådet skal ikke bare være et råd-

givende organ, men også en “vagthund” i forhold til om Danmark gør nok. Denne

rolle har indimellem medført en vis irritation fra det politiske og ministerielle

niveau, som når Klimarådet de første 4 år i sin statusrapport konkluderede, at

regeringerne fortsat ikke i tilstrækkelig grad havde “anskueliggjort”, at Danmark

var på vej mod klimalovens mål.

Det hjalp selvfølgelig ikke, at pressen ofte lidt firkantet refererede dette, som om

at “regeringen er dumpet”, selv om Klimarådets kritik var mere nuanceret og altid

fagligt godt begrundet. Og det er forståeligt, hvis embedsmænd og også ministre

nogle gange personligt kunne føle, at de gerne ville have noget mere anerkendelse

for de væsentlige tiltag, der trods alt blev foretaget. Men igen er det min vurde-

ring, at hvis ikke der var skabt dette pres for hurtig og vidtrækkende handling,

herunder gennem Klimarådets altid saglige og præcise kritik, var der ikke sket nær

så meget med klimaomstillingen i Danmark.

Klimarådets rolle – både rådgiver og vagthund

Hvis man ser på klimaloven fra 2019, kan man se, at en meget stor del af lovtek-

sten går med at beskrive Klimarådets rolle. Med god grund. For det afgørende ved

klimaloven fra 2019 er ikke bare, at den satte konkrete danske klimamål, men i

mindst lige så høj grad at den har skabt et regime, der kontinuerligt holder de skif-

tende regeringer op på den konkrete handling, der skal til. Det sker i høj grad gen-

236

19 Civilsamfundet, Klimaloven og Klimarådet – et afgørende samspil for Danmarks klimaomstilling

237

EUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 457: Kopi af KEF - bilag 240 vedr. jubilæumsskrift i anledning af Klimarådets 10-årsjubilæum

Klimahockeystaven og drivhusgasbudgettet

Historien med “klimahockeystaven” er et godt eksempel. Lige fra start var vores

position fra NGO-siden hængt op på det drivhusgasbudget, som videnskaben med

FN’s klimapanel IPCC i spidsen har beregnet, der er tilbage globalt, hvis vi skal

holde verden inden for målet i Parisaftalen. Det var grundlaget for Tarjei Haalands

beregning af målet på de 70 pct. i 2030, og dette globale drivhusgasbudget tilsiger,

at det ikke er udslippet et enkelt år, men det samlede drivhusgasudslip over hele

perioden, der betyder noget.

Desværre lykkedes det ikke at få dette punkt om et drivhusgasbudget med fra

vores borgerforslag over i klimaloven, blandt andet grundet nervøsitet fra ledende

politikere og partier for at binde sig for meget. Hvis der skal lyde et enkelt kritik-

punkt af Klimarådet her, er det nok, at også Klimarådet oprindeligt argumente-

rede for punktmål, men dog siden har ændret anbefaling til et budgetmål i den

nylige 2035-analyse.

Resultatet af et fokus på punktmål er velkendt, nemlig “klimahockeystaven”.

Altså det at man udskyder den nødvendige handling til tæt på målåret. Vi så,

hurtigt efter klimaloven blev vedtaget, en klar tendens til at benytte sig af “kli-

mahockeystaven” i den konkrete handling. Ja, det blev faktisk direkte italesat fra

ledende ministre som den valgte tilgang. Det kan selvfølgelig være fornuftigt med

en vis planlægningsperiode for at sikre de rigtige virkemidler, men når det bliver

kombineret med en overdreven satsning på usikre virkemidler og nye teknologier,

som kun måske kommer på plads i fremtiden, er der grund til at påpege dette. Det

gjorde vi fra NGO-siden tidligt både i forhold til hockeystaven og den overdrevne

satsning på nye teknologier, og det har Klimarådet også gjort hele vejen, herunder

i den seneste statusrapport fra Klimarådet fra februar i år.

Civilsamfundet, tænketanke, forskere og Klimarådet har således været fælles om at

påpege, når indsatsen ikke var tilstrækkelig, for usikker og for langt ude i frem-

tiden. Netop den store folkelige interesse, blandt andet skabt via en mangeårig

indsats fra civilsamfundsorganisationerne, en løbende saglig kritik fra Klimarådet

som uafhængig aktør, og en klimaveluddannet og aktiv presse, der fulgte op på

sagerne, har tilsammen været afgørende for at presse klimaindsatsen højere op i

gear, end den ellers ville have været.

Kampen om 2025-målet

Risikoen for klimahockeystaven var også baggrunden for kampen om 2025-målet.

Da det ikke lykkedes at få et drivhusgasbudget ind i klimaloven, var det, for at

undgå risikoen for den værste hockeystav, nødvendigt at gå efter det næstbedste,

nemlig at få indskrevet et klimamål for 2025, halvvejs til 2030, i klimaloven. Der

var heldigvis en del politisk opbakning til dette, men selve målet på 50-54 pct.

afspejlede et kompromis, hvor kun den høje ende af målet var tæt på det nødven-

dige drivhusgasbudget. Ikke overraskende gik der ikke lang tid, før det mål man de

facto gik efter i den konkrete politiske og ministerielle planlægning var den lave

ende af målet, de 50 pct. Det er en læring, også for de fremtidige klimamål under

klimaloven, at intervalmål for det meste blot resulterer i, at planlægningen og

indsatsen reelt retter sig mod den lave ende af målet.

I lang tid påpegede både Klimarådet og vi fra NGO-siden, at det så meget svært ud

at nå klimamålene, herunder selv de 50 pct. i 2025, med den planlagte indsats. I

foråret 2023 lancerede vi fra 92-gruppen derfor en kampagne for en “Akut-pakke”

af mulige tiltag til regeringen, for at man kunne sikre opnåelsen af 2025-målet og

helst i den høje ende. Sideløbende kom Klimarådet og CONCITO med lignende

forslag til virkemidler, og igen var der tale om et fælles pres for mere handling.

Nye opgørelser over udslippet fra lavbundjorder og skove – brug

for sikre tal

Efterfølgende er der jo sket det, at på grund af nye, ændrede opgørelser af udslip-

pet for lavbundsjorder og skov, er både 2025- og 2030-målet pludselig kom-

met meget tættere på, uden at der er sket nogen ekstra handling. De nye tal for

lavbundjorder og skove har taget en stor del af presset for øget handling af det

politiske niveau de seneste år. Selv om dele af det politiske niveau måske har åndet

lettet op over at blive “reddet” af de nye opgørelsestal, er det selvsagt ikke en god

måde at lave stabil, langsigtet klimapolitik på, nemlig at basere sig på så usikre tal

fra bestemte sektorer. Det kan jo også gå den anden vej med nye opgørelser, og

hvad så?

En lærdom fremadrettet er derfor også, at det er for risikabelt i så høj grad at

basere den samlede indsats på usikre tal fra bestemte sektorer. Derfor er der også

brug for specifikke sektormål, ligesom der er brug for at nå klimamålene med en

god buffer. Det sidste er også grundet i den store og fortsatte satsning på usikre

teknologier. Problemet med for stor usikkerhed i klimaindsatsen er kontinuerligt

238

19 Civilsamfundet, Klimaloven og Klimarådet – et afgørende samspil for Danmarks klimaomstilling

239

EUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 457: Kopi af KEF - bilag 240 vedr. jubilæumsskrift i anledning af Klimarådets 10-årsjubilæum

blevet påpeget i kor af både Klimarådet, tænketanke og NGO’erne og må adresse-

res både i indsatsen for at opnå de nuværende klimamål og de fremadrettede efter

2030.

Brug for en klimalov version 2.0

I forbindelse med genåbningen af klimaloven må Danmark også gå foran og for

alvor forpligte sig til at gøre noget ved den klimabelastning, vores forbrug og

livsstil medfører uden for Danmarks grænser. Her er Danmark bestemt ikke

foregangsland i dag med et af de højeste klimafodaftryk i verden og et fodaftryk

per indbygger, der allerede nu er større end vores hjemlige klimaudslip. Der bør

sættes konkrete mål og pejlemærker for indsatsen her, inklusiv på nedbringelsen af

vores alt for høje forbrug af importeret biomasse, internationale rejser og trans-

port, og for den samlede import. På den måde vil Danmark blive det nødvendige

foregangsland med en klimalov version 2.0, der kan inspirere andre lande til en

tilsvarende indsats.

Ved den forestående genåbning af klimaloven er det afgørende, at der kun sker

styrkelser og forbedringer af klimaindsatsen og ikke forringelser.

Backsliding

ikke tilladt, ligesom det ikke er det i Parisaftalen. Det betyder også, at Klimarådets

rolle som både rådgiver og vagthund skal fastholdes, inklusive klimalovens årshjul

og Klimarådets vurderingsopgave i den forbindelse. Efter de første 10 år med

Klimarådet, hvor rådets indsats har været afgørende både som rådgiver, men også

for at fastholde det nødvendige pres for politisk handling, er det helt afgørende, at

denne rolle fastholdes. Det er et vigtigt politisk ansvar at sikre det.

Hvad nu fremad – klimaloven og Klimarådets

fortsatte rolle

Det, der har drevet klimaindsatsen i Danmark fremad, er altså et krydspres fra

et aktivt civilsamfund, en oplyst befolkning, der ønsker handling, en aktiv og

klimaveluddannet presse, progressive politikere og erhvervsfolk, og ikke mindst et

fagligt stærkt og dagsordensættende klimaråd. Der er altså god grund til at ønske

Klimarådet tillykke med 10-årsjubilæet. Men hvad så med fremtiden? Når man ser

ud i verden, med klimakrisens acceleration, Trump i USA og et globalt klimasam-

arbejde, der er kraftigt udfordret af geopolitisk konflikt og konkurrence, er der

akut brug for, at lande som Danmark tager teten som reelle foregangslande.

Der er i den forbindelse en række områder, der bliver afgørende, og hvor Klima-

rådets indsats er vigtig.

Her i 2025 skal der indskrives nye klimamål for 2035, og måske også for 2045 og

2050. I den forbindelse er der også mulighed for at styrke og udvide klimaloven

på andre områder. Det er her oplagt, at den fremtidige klimaindsats i højere grad

må følge et drivhusgasbudget, hvor det ikke er punktmål i enkelte år, der alene

gås efter, men et samlet drivhusgasbudget for hele perioden. Her er det godt, at

Klimarådet, som eller oprindeligt argumenterede for punktmål, har ændret anbe-

faling til, at man bør gå efter et budgetmål i deres 2035-analyse.

De nye mål for 2035, 2040 og frem må også være høje nok til at leve op til Parisaf-

talen, klimaudviklingen siden og målsætningen om at være foregangsland. Det gør

det svært at komme udenom, at det danske nettonulmål bør fremrykkes til senest

2040, også set i lyset af at hele EU nu ser ud til at gå efter et 90-procentsredukti-

onsmål samme år. Det betyder, at det danske mål for 2035 må være tættere på 90

pct. end 80 pct., hvilket også bestyrkes af, at vi ifølge klimafremskrivningen vil

være tæt på de 80 pct., alene med de virkemidler vi allerede har vedtaget i dag.

Samtænkning med natur og miljøhensyn –

klimaloven må danne model for den nye

biodiversitetslov

Det er afgørende, at vi i den grønne omstilling af Danmark ikke får spillet klima-

hensynene ud mod natur-, biodiversitets- og andre miljøhensyn. Klimarådet har

en vigtig rolle i at være med til at sikre, at disse hensyn tværtimod samtænkes, som

det også er sket i Klimarådets rapport om Danmarks fremtidige arealanvendelse.

Klimaloven og Klimarådet har været en afgørende faktor for den grønne omstilling

af Danmark. En mekanisme og en model vi skal holde godt fast i og udvikle og en

model, der også bør bruges på andre områder, herunder den kommende biodiver-

sitetslov for Danmark. Den nye biodiversitetslov må således bygge på det bedste

fra klimaloven, herunder klare og ambitiøse mål, både for indsatsen i Danmark,

men også for vores store forbrugsaftryk på biodiversiteten uden for landets græn-

ser, og så med et velfinansieret og uafhængigt biodiversitetsråd, der spiller samme

rolle som Klimarådet som både rådgiver og vagthund.

19 Civilsamfundet, Klimaloven og Klimarådet – et afgørende samspil for Danmarks klimaomstilling

241

240

19 Civilsamfundet, Klimaloven og Klimarådet – et afgørende samspil for Danmarks klimaomstilling

EUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 457: Kopi af KEF - bilag 240 vedr. jubilæumsskrift i anledning af Klimarådets 10-årsjubilæum

Et fortsat stærkt og uafhængigt Klimaråd er

afgørende

Som det ses af overstående gennemgang, har et krydspres af flere faktorer været

afgørende for den grønne omstilling, der er sat i gang i Danmark over de seneste 10

år. Civilsamfundet og det folkelige pres spillede en afgørende rolle i tilblivelsen af

den nuværende klimalov og Klimarådets rolle. Det byggede på en mangeårig folke-

oplysende indsats fra NGO’er og en aktiv og klimaveluddannet presse, der førte

til, at en oplyst dansk befolkning ønskede handling – et ønske der for alvor slog

igennem ved klimavalget i 2019. Ud af det kom den nye klimalov med konkrete

klimamål og forpligtelser til kontinuerligt at sætte nye mål, der følger Parisaftalen,

og, lige så vigtigt, med et stærkere klimaråd i rollen som dem, der kontinuerligt

vurderer, om indsatsen er tilstrækkelig.

Klimarådet har i meget høj grad levet op til det store ansvar, der blev givet med

klimaloven, og på saglig, velunderbygget og bredt respekteret vis været afgørende

for den klimaomstilling, der er sket i det danske samfund. Der er altså god grund til

at ønske Klimarådet tillykke med 10-årsjubilæet – og at fortsætte samarbejdet og

indsatsen med endnu større styrke de næste 10 år. Det har vi og kloden brug for.

242

19 Civilsamfundet, Klimaloven og Klimarådet – et afgørende samspil for Danmarks klimaomstilling

243

EUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 457: Kopi af KEF - bilag 240 vedr. jubilæumsskrift i anledning af Klimarådets 10-årsjubilæum

Hvad skal det nytte?

– Hvordan et lille land

kan gøre en stor forskel

Dan Jørgensen

EU-kommissær for energi og boliger, tidl. klima-,

energi- og forsyningsminister samt minister for

udviklingssamarbejde og global klimapolitik

EUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 457: Kopi af KEF - bilag 240 vedr. jubilæumsskrift i anledning af Klimarådets 10-årsjubilæum

Danmark udleder under 0,1 pct. af verdens

drivhusgasudledninger. Alligevel kan vi gøre en

stor forskel i kampen mod klimaforandringerne.

Det har vi vist siden oliekrisen i 1970’erne og i

særdeleshed siden “klimavalget” i 2019. Dan-

mark har reduceret sine udledninger markant

og på en måde, der gør en forskel, som er langt

større end blot den konkrete nedskæring af de

emissioner, vi udleder til atmosfæren. Vi leder

internationalt ved eksemplets magt, og vi udvik-

ler nye metoder – både teknologisk, praktisk og

politisk – som gør gavn andre steder i verden.

Folketingsvalget i 2019 var et klimavalg. Aldrig før har temaet fyldt så meget i

en valgkamp eller haft så afgørende en betydning for, hvor danskerne satte deres

kryds

. Det kom også til at afspejle sig i de efterfølgende regeringsforhandlinger,

hvor resultatet blev et løfte om et reduktionsmål på 70 pct. i 2030 (sammenlignet

med 1990).

På daværende tidspunkt virkede det for mange som et ret urealistisk mål – eksem-

plificeret ved den gave, jeg fik af min forgænger på posten som klima-, energi- og

forsyningsminister, Lars Christian Lilleholt, ved overdragelsen af ministeriet. Han

gav mig en Harry Potter-figur og sagde med et smil: “Du får brug for noget magi,

hvis Danmark skal reducere med 70 pct.”

I dag har vi vist, at det kan lade sig gøre – også uden metafysiske kræfter. Og det er

godt, for det har gjort Danmark til et foregangsland på en måde, der har betydning

langt uden for vores egne grænser.

I denne artikel vil jeg beskrive de bagvedliggende rationaler og værdier, som

formede vores politik fra 2019 til 2024 – set fra mit perspektiv som hhv. klima-,

energi- og forsyningsminister og minister for udviklingspolitik og global klima-

politik.

Min grundlæggende tese er, at et lille land som Danmark – til trods for at vi kun

står for under 0,1 pct. af verdens drivhusgasudledninger – alligevel kan gøre en

stor forskel for klimaet. For selv om de konkrete reduktioner i emissioner, målt i

drivhusgaspartikler i atmosfæren, altid vil være ret beskedne fra et lille land som

vores, så betyder det noget, når vi går forrest.

For det første fordi der med positionen som foregangsland medfølger en form for

blød magt, der giver mulighed for at påvirke andre landes klimapolitik. For det

andet fordi vi i processen med at nå de ambitiøse mål udvikler nye metoder, både

teknologisk, praktisk og politisk, som kan bruges mange andre steder i verden.

Den grønne stormagt

De fleste vil nok tænke på USA eller Kina, hvis de hører udtrykket “stormagt”.

Og det giver bestemt også mening, hvis man tænker i traditionelle magttermer:

geografisk størrelse, økonomi, militær osv. Men der findes også andre former for

magt.

246

20 Hvad skal det nytte? – Hvordan et lille land kan gøre en stor forskel

247

EUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 457: Kopi af KEF - bilag 240 vedr. jubilæumsskrift i anledning af Klimarådets 10-årsjubilæum

I studier af international politik bruges begrebet “blød magt” ofte til at beskrive

nogle landes evne til at påvirke andre til at gøre noget, de ellers ikke ville have

gjort, uden brug af tvang. Blød magt handler altså ikke om krudt og kugler eller

andre former for rå magt. Det handler om at gøre sin indflydelse gældende på

andre måder. Og her kan små lande have lige så stor – eller endda større – ind-

flydelse end langt større lande

Den tankegang har i mange år – om end i varierende grad – ligget til grund for

Danmarks klimapolitik. Og det var ud fra den tankegang, at vi i Socialdemokratiet

i vores valgoplæg i 2019 skrev, at Danmark igen skulle være en “en grøn stormagt”.

Vi foreslog i den forbindelse et reduktionsmål på 60 pct. i 2030. Det syntes vi den-

gang var ret ambitiøst. At det endte på 70 pct. gjorde selve opgaven betragteligt

sværere, men samtidig muligheden for at gøre en forskel som foregangsland meget

større.

I klimaloven blev det formål nedfældet som et af de vigtigste principper. Her

hedder det i paragraf 1, stk. 3: “Klimaudfordringerne er en global problemstilling.

Derfor skal Danmark være et foregangsland i den internationale klimaindsats, som

kan inspirere og påvirke resten af verden”

Nogle vil helt sikkert hævde, at det er for restriktive kriterier at lægge ned over en

ambitiøs klimapolitik. At intet er vigtigere end klimaet, og at man derfor må være

villig til at leve med eventuelle sociale, negative konsekvenser, når vi skruer bissen

på for at skære i udledningerne.

Men de tager fejl. Dels fordi vi har vist, at de omkostninger ikke er nødvendige – vi

kan faktisk godt lave den grønne omstilling uden. Dels fordi forudsætningen for at

være et foregangsland, som andre vil lade sig inspirere af, er, at vi vælger en vej, de

også finder attraktiv.

Det har fået nogle til at mene, at vi tog for let på sagen, og at tingene gik for lang-

somt. Men det er jeg uenig i. Faktisk er det den største succes ved den danske kli-

malov, at vi foretager en grundlæggende omstilling af vores samfund på en måde,

der ikke skader vores velstand og velfærd.

Vi har ikke haft gule veste i gaderne i danske byer eller protestpartier, der bliver

valgt i Folketinget på ensidige budskaber om, at den grønne omstilling er gået for

vidt. Havde det været tilfældet, var vi næppe et foregangsland, mange ville lade sig

inspirere af.

Verdens mest ambitiøse klimalov

Da vi fastsatte 70-procentsmålsætningen, kunne ingen pege på, hvordan vi skulle

nå det. Ingen politiker, ingen forsker og slet ikke embedsværket i centraladmini-

strationen havde en klar plan. Alligevel vedtog vi det. Hvorfor? Fordi vurderingen

var, at de 70 pct. var det, der skulle til, hvis vi som land skulle leve op til Parisafta-

len.

I stedet for at starte med at spørge: Hvad er muligt? – som vi havde gjort hidtil,

hvor 60 pct. blev anset som et ret svært, men dog realistisk mål, der kunne nås med

kendte virkemidler – spurgte vi nu: Hvad er nødvendigt? Og opgaven blev deref-

ter at gøre det nødvendige muligt.

Første skridt var at lave en klimalov, der gjorde de 70 pct. bindende og samtidig

stadfæstede en række principper for, hvordan vi skal nå målet. Disse principper

er mindst lige så vigtige som selve målet. De sikrer nemlig, at vi hele tiden fører

en balanceret politik, der ikke koster arbejdspladser, skaber ulighed eller flytter

forureningen til andre lande.

Den bløde magt i praksis

Det vakte international opsigt, da vores klimalov blev vedtaget – i starten på

grund af den ambitiøse målsætning, men senere naturligvis også, fordi den blev

fulgt op af konkret politik. Regeringen forhandlede løbende med både støttepar-

tier og opposition, og det resulterede bogstaveligt talt i en ny aftale i gennemsnit

hver 14. dag. Mere end 70 politiske aftaler blev indgået for at sikre konkrete resul-

tater i alle sektorer i Danmark: energi, affald, varme, transport, landbrug m.fl.

De fleste af aftalerne blev – ligesom klimaloven – bredt forankret i det danske Fol-

keting, hvilket er en enorm styrke. Det giver stabilitet og troværdighed. Vi har sat

en kurs i Danmark, som ikke kommer til at ændre sig – selv hvis eller når magten

skifter ved et folketingsvalg.

Den stabilitet, det giver – og har givet i årtier – at de store aftaler, specielt på

energiområdet, har været bredt forankret, er en ofte overset, men meget vigtig del

af forklaringen på, at den grønne omstilling i Danmark er lykkedes så godt, som

den er. En sådan politisk forligskultur findes ikke i mange andre lande. Den skal vi

værne om.

248

20 Hvad skal det nytte? – Hvordan et lille land kan gøre en stor forskel

249

EUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 457: Kopi af KEF - bilag 240 vedr. jubilæumsskrift i anledning af Klimarådets 10-årsjubilæum

Klimaloven og de mange konkrete politiske aftaler gjorde, at Danmark igen og igen

blev fremhævet af internationale forskere, politikere og NGO’er. I

Environmental

Performance Index,

udgivet af universiteterne Yale og Columbia i 2022, hed det

for eksempel: “Denmark leads the world in mitigating climate change [...] While

Denmark is a small nation, and it cannot significantly reduce worldwide emissions,

it serves as an important model for how countries can change while maintaining

economic growth and a high standard of living.

”

Det er selvfølgelig dejligt for vores selvforståelse – men hvad der var langt vig-

tigere, var, at den position gav Danmark indflydelse. At blive betragtet som et

foregangsland, som andre ser op til, kan veksles til indflydelse. Og det gjorde vi.

Vi fik adgang til forhandlingsborde og fora, hvor Danmark normalt ikke sidder

med. Siden 2021 har vi hvert år i Danmark været vært for det møde, der uoffi-

cielt sparker COP-processen i gang –

Copenhagen Climate Ministerial

– et stort

ministermøde ledet af Danmark sammen med det udgående og det kommende

COP-formandskab.

Ligeledes fik vi af COP-formandskaberne vigtige forhandlingsopgaver ved både

COP26, COP27 og COP28. Ved førstnævnte var vi med til at sikre en ambitiøs

beslutning om behovet for at udfase kul (det havde aldrig tidligere været nævnt i

en COP-beslutning), og under sidstnævnte var jeg – sammen med min kollega fra

Sydafrika, Barbara Creecy – ansvarlig for forhandlingerne om

the global stocktake,

som endte med en beslutning om, at verden skal bevæge sig væk fra alle fossile

brændstoffer, samt at vi skal tredoble vedvarende energi og fordoble energieffekti-

vitetsindsatsen inden 2030. Noget, der bredt i verdens medier blev karakteriseret

som historisk.

På tilsvarende vis har Danmark siden 2023 været med, når energi- og klimamini-

stre har mødtes i G20. Vi er selvsagt ikke en af verdens 20 største økonomier og

har som sådan ingen formel adgang til den kreds, men vi er blevet inviteret med for

at bidrage med vores erfaringer fra den grønne omstilling.

I EU var vi et af de lande, der havde indflydelse på udformningen af aftalen om et

ambitiøst europæisk klimamål på 55 pct. reduktion i 2030. Ikke mange var for det

ambitiøse mål, da det blev foreslået. Men vi var blandt dem, der pressede hårdest

på og påtog os en af de største nationale forpligtelser. Og vedtaget blev det.

Positionen som grønt foregangsland gav også adgang til globale medier. Hermed

fik Danmark et talerør – en global megafon – der gav mulighed for at sprede Dan-

marks gode eksempel og fremføre argumentet, at grøn omstilling ikke behøver at

ske på bekostning af økonomi og konkurrenceevne. Jeg blev i flere danske medier

kaldt CNN-ministeren. Det var ikke kærligt ment. Men jeg tog det som et kom-

pliment – for det var netop en vigtig del af regeringens strategi, at der også skulle

kommunikeres massivt internationalt. Det er svært at påvirke nogen ved at være et

foregangsland, hvis de ikke opdager, at man er det.

Det var langt mere end blot branding af vores land og til gavn for vores grønne

virksomheder. Det handlede primært om at påvirke opinionen – og herigennem

den førte politik i andre lande.

Nordsøaftalen

Udover klimaloven var det største diskussionsemne i dansk klimapolitik i de år

spørgsmålet om fremtiden for olie og gas i Nordsøen.

Klimarådet blev bedt om at vurdere de mulige effekter, hvis Danmark besluttede

at aflyse en ellers planlagt 8. udbudsrunde for olie- og gasproduktion i Nordsøen.

Konklusionen blev, at rådet anbefalede, at Danmark aflyste runden – ikke fordi det

i sig selv ville føre til store reduktioner i udledningen af drivhusgasser, men fordi

det var vigtigt, at nogen gik forrest.

Regeringen var enig i den konklusion, og derfor aflyste vi den 8. udbudsrunde og

gik endda et skridt videre: Vi satte en slutdato for produktion af fossile brændsler

i Nordsøen i 2050. Det var ikke en lille eller nem beslutning, da vi på daværende

tidspunkt var EU’s største olieproducent.

Men vi gjorde det, fordi vi ville vise vejen. I aftalen, som blev indgået bredt i Folke-

tinget, hed det:

“Det er en grundlæggende præmis for Danmarks grønne ambitioner, at de ikke

kun bør måles direkte i antal tons reduceret inden for rigets grænser. Danmark

skal tage internationalt lederskab, og det kræver, at vi inspirerer og presser andre

lande til at accelerere den grønne omstilling. Parterne er enige om, at det er en

afgørende dimension i aftalen om Nordsøens fremtid, at den aktivt bruges til at

skabe momentum og fremdrift i den globale diskussion om udfasningen af fossil

produktion. Derfor vil Danmark tage lederskab i oprettelsen af et nyt initiativ, der

kan formalisere dette arbejde, og aktivt søge nye alliancepartnere og dermed

sikre den maksimale klimaeffekt af beslutningerne i denne aftale.

”

250

20 Hvad skal det nytte? – Hvordan et lille land kan gøre en stor forskel

251

EUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 457: Kopi af KEF - bilag 240 vedr. jubilæumsskrift i anledning af Klimarådets 10-årsjubilæum

Det blev startskuddet til organisationen Beyond Oil and Gas Alliance – en alliance

af lande, der arbejder hen imod en udfasning af olie- og gasproduktion. Den tæller

i dag 15 medlemmer og er i høj grad med til at sætte dagsordenen internationalt.

Organisationen spiller en rolle i COP-forhandlingerne, men yder også konkret

økonomisk støtte til lande, der ønsker hjælp til omstillingen.

Tidligere vicepræsident og vinder af Nobels Fredspris for sit arbejde med at

bekæmpe klimaforandringer, Al Gore, har sagt: “I applaud the Beyond Oil and

Gas Alliance for bringing critical focus to a managed and just transition away from

fossil fuels.”

planlægning og integration af vedvarende energi i energisystemet i Indonesien –

for blot at nævne nogle få indsatsområder.

Og det er indsatser, der batter. Et eksempel er det dansk-kinesiske energipart-

nerskab, hvor danske eksperter har hjulpet de kinesiske myndigheder med at øge

fleksibiliteten på kulkraftværker. Det har ifølge Energistyrelsen medført mere

grøn energi i elsystemet svarende til ni af Danmarkshistoriens største havvind-

mølleparker og reduceret CO

-udledningen i et omfang, der svarer til 63 pct. af

-udledningerne fra det danske energiforbrug

Danske løsninger til hele verden

Når vi presser os selv i Danmark til at levere på meget ambitiøse målsætninger, så

er det også godt for innovationen. Vi finder på nye måder at løse problemer på. Det

har vi gjort siden oliekrisen i 1970’erne, hvor vi begyndte at udvikle vedvarende

energi og energieffektivitetsløsninger i Danmark som i dag anvendes i hele verden.

Det gælder de fysiske løsninger: energieffektive termostater, pumper, fjern-

varmerør og isoleringsløsninger. Eller produktion af energi fra vindmøller på land

og til havs. Danmark var for eksempel det første land i verden, der etablerede en

havvindmøllepark i 1991. Dengang blev det betragtet som en meget besværlig og

virkelig dyr måde at producere energi på. Men i dag har teknologien udviklet sig

så meget, at havvind udkonkurrerer kulkraft på pris. Det startede i Danmark. Og

vindmølleindustrien ville ikke være, hvor den er i dag, hvis ikke vi var gået forrest

dengang. Imidlertid er det ikke kun teknologien, der spredes. Det er også vores

metoder og

knowhow.

Sammentænkning af klima og udviklingspolitik

Danmark har i de senere år forsøgt at skabe international opbakning til i højere

grad at sammentænke klima- og udviklingspolitik. Det har vi gjort ved at bruge en

stadig større del af vores udviklingsmidler på klimatiltag – primært klimatilpas-

ningsprojekter og udbredelse af vedvarende energi til dem, der ikke har adgang til

energi.

Det er vigtigt, da klimaforandringerne allerede rammer mange af verdens mest

sårbare lande meget hårdt.

Et eksempel på at det betaler sig at gå forrest er, at vi var det første land, der lovede

at bidrage til Tab og Skader-fonden, som skal hjælpe lande, der udsættes for al-

vorlige konsekvenser af klimaforandringerne. Det var med til at bane vejen for, at

fonden blev vedtaget under COP27.

FN’s generalsekretær har flere gange fremhævet Danmarks klimabistand og vores

store bidrag til klimatilpasning som eksempler, andre lande bør følge.

Myndighedssamarbejder

Bag det kedelige navn myndighedssamarbejder gemmer sig en ikke særlig kendt

dansk indsats for verdens klima, som ikke desto mindre er virkelig effektfuld.

Danmark har p.t. bilaterale samarbejder med lande, der tilsammen står for en

betydelig del af verdens udledninger af drivhusgasser. Her rådgives og udlånes

medarbejdere til andre landes relevante myndigheder. Det betyder for eksempel,

at dansk ekspertise har været med til at udarbejde de første havvindprojekter i

Indien og Colombia, varmelovgivning og fjernvarme i Tyrkiet og Skotland, energi-

Klimarådets rolle

Med vedtagelsen af den nye klimalov i 2020 fik Klimarådet nye opgaver og befø-

jelser. Rådet blev en institutionaliseret vagthund over for regeringen, der løbende

skal holde beslutningstagerne til ilden, i forhold til om Danmark er på rette vej til

at nå sine målsætninger.

Den opgave har rådet løst godt. Den årlige status, hvor regeringens klimaprogram

evalueres og bedømmes, er gavnlig for den politiske proces. At medierne ofte

252

20 Hvad skal det nytte? – Hvordan et lille land kan gøre en stor forskel

253

EUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 457: Kopi af KEF - bilag 240 vedr. jubilæumsskrift i anledning af Klimarådets 10-årsjubilæum

forsimpler budskaberne, og at Klimarådet efter min smag har haft en noget be-

mærkelsesværdig offensiv mediestrategi, er en anden sag. Det har desværre været

med til at tegne et billede i offentligheden af, at der sker mindre på klimafronten,

end der faktisk gør. Men fred være med det. På bundlinjen står, at en til enhver tid

siddende klimaminister institutionelt er bundet op på en proces, der involverer

Klimarådet og Folketinget, som kontrollerer, at Danmark er på rette vej. Og det er

godt.

Ekstra glædeligt er det, at Klimarådet i år for første gang faktisk kunne konklu-

dere, at regeringen har anskueliggjort, at 2030-målet nås.

Skal jeg pege på forbedringspotentialer, mener jeg ikke altid, at rådet har vurderet

politiske tiltag ud fra de kriterier og grundprincipper, som klimaloven sætter op.

Et ensidigt fokus på teknologiers udvikling og potentielle reduktioner – uden at

inddrage lige så seriøse faglige analyser af, om en given politik eksempelvis fører

til ulighed eller tab af konkurrenceevne – er faktisk ikke i tråd med klimalovens

bogstav eller ånd.

Alt i alt er der dog god grund til at ønske tillykke med jubilæet og glæde sig over

fødselarens indflydelse. Dansk klimapolitik har mange fædre og mødre: borgerne,

civilsamfundet, politikere, erhvervsliv – og ja, eksperterne. Og dem finder man

blandt andet i Klimarådet.

Referencer

Møller Hansen, Kasper og Rune Stubager (red.). 2021.

Klimavalget.

Djøfs Forlag.

Se for eksempel: Nye, Joseph S, Jr. 1990.

Soft Power.

State Group, LLC.

Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet. 2021.

Bekendtgørelse af lov om klima

[Online]. Retsinformation,

accessed 24. april, 2025, https://www.retsinformation.dk/eli/lta/2021/2580.

Wolf, M. J, Emerson, J. W., Esty, D. C., de Sherbinin, A., Wendling, Z. A., et al. 2022.

Environmental Performance

Index

[Online]. New Haven, CT: Yale Center for Environmental Law & Policy. epi.yale.edu, accessed 24. april,

2025, https:/

/epi.yale.edu/downloads/epi2022report06062022.pdf.

Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet. 2020.

Aftale mellem regeringen (Socialdemokratiet), Venstre,

Dansk Folkeparti, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti om fremtiden for

olie- og gasudvindingen i Nordsøen af 3. December 2020

[Online]. Accessed, 24. april, 2025,

https:/

/www.kefm.dk/Media/0/3/Nords%C3%B8aftale%20(2).pdf.

Beyond Oil & Gas Alliance. 2025.

What they are saying

[Online]. Accesed 24. April, 2025,

https:/

/beyondoilandgasalliance.org/.

Energistyrelsen. 2019.

Fleksible kulkraftværker styrker grøn omstilling i Kina

[Online]. Energistyrelsen,

accesed 24. april, 2025, https:/

/ens.dk/presse/fleksible-kulkraftvaerker-styrker-groen-omstilling-i-kina.

254

20 Hvad skal det nytte? – Hvordan et lille land kan gøre en stor forskel

255

EUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 457: Kopi af KEF - bilag 240 vedr. jubilæumsskrift i anledning af Klimarådets 10-årsjubilæum