6. maj. 2025
Åbent brev
Nedsæt en privatlivskommission og stop hastebehandling af
PET-loven
Overvågning af borgerne i det offentlige rum har gennem de seneste årtier bevæget sig fra at være
undtagelsen til gradvist at blive normen, hvilket bl.a. er dokumenteret i en nylig rapport fra
Justitia.
Teknologiske fremskridt og politiske ambitioner om øget tryghed og effektivitet har banet vejen for
en udvikling, hvor hensynet til privatlivets fred og retssikkerhed alt for ofte træder i baggrunden.
I 2025 ser vi et markant ryk i denne retning. Tre aktuelle lovinitiativer lægger yderligere pres på
grundlæggende rettigheder og understreger behovet for en grundig, principiel og uafhængig
vurdering af udviklingen:
1.
Ændring af PET-loven
vil give Politiets Efterretningstjeneste (PET) hidtil usete beføjelser til
at indsamle, overvåge og analysere data om alle danskeres personlige oplysninger og digitale
færden samt udvikle IT-systemer (kunstig intelligens) til formålet. Muliggør systematisk
overvågning af borgere uden mistanke om kriminel handling.
2.
Anvendelsen af kommercielle slægtsforskningsdatabaser i efterforskning
rejser dybt
principielle spørgsmål om, hvordan myndigheder kan bruge borgeres DNA og persondata,
der er indsamlet til helt andre formål, hvilket samtidig ofte sker uden de berørtes viden eller
samtykke. Man får nærmest sneget et nationalt DNA-register ind ad bagdøren.
3.
Tryghedspakken
baner vejen for en betydelig lempelse af reglerne for opsætning af
kameraovervågning i det offentlige rum. Den proportionalitetsvurdering, som hidtil har været
en grundlæggende forudsætning, tilsidesættes til fordel for et mere diffust tryghedshensyn.
Derudover har Københavns Politi for nylig taget ansigtsgenkendelsesteknologi i brug – en teknologi,
der indebærer et markant indgreb i retten til privatliv.
Hver for sig rejser disse tiltag bekymringer. Tilsammen tegner de et billede af en statslig tilgang til
overvågning, hvor privatlivets fred og retssikkerhed risikerer at blive reduceret til sekundære hensyn.
Der er brug for at træde et skridt tilbage og stille de grundlæggende spørgsmål: Hvor går grænsen
for overvågning i et demokratisk retssamfund? Hvilke principper bør beskytte borgerne mod
uforholdsmæssig eller vilkårlig indsamling og behandling af persondata? Og hvordan sikrer vi, at der
er effektiv kontrol med myndighedernes adgang til at gribe ind i privatlivet?
Overvågning i det omfang, vi nu ser konturerne af, risikerer ikke blot at undergrave den enkeltes ret
til privatliv, men også at kompromittere den grundlæggende tillid mellem borgere og centrale
samfundsfunktioner – som eksempelvis mellem journalister og deres kilder, forsvarsadvokater og
klienter samt læger og patienter. Når fortrolige samtaler ikke længere opleves som private, svækkes
fundamentet for åbenhed, ytringsfrihed og retssikkerhed.
1