28.08.25, Kokkedal
Kære medlemmer af Børne – og Undervisningsudvalget,
Jeg skriver til jer med henblik på at få udvalgets tolkning af Folkeskolelovens § 28 stk. 2 og § 30c. Jeg er
medlem af Danmarks Lærerforening, men som ikke-læreruddannet lærer i folkeskolen med
kandidatbaggrund må jeg desværre konstatere, at det ikke er muligt at få konkrete svar fra DLF, når det
gælder henvendelser, som problematiserer løn – og ansættelsesforhold for os ikke-læreruddannede i de
lokalaftaler, der indgås mellem de lokale lærerkredse og landets kommuner.
Derfor har jeg brug for en afklaring af, hvordan ordlyd og intention af nedenstående paragraffer i
Folkeskoleloven skal fortolkes:
1.
§ 28, stk. 2
- Der kan ansættes personer med særlige kvalifikationer til at undervise i enkelte fag.
2.
§ 30 c
- I helt særlige tilfælde, hvor det ikke er muligt at ansætte personer som nævnt i §§ 28, 29 og
30 b til at varetage undervisningen i børnehaveklassen og i 1.-10. klasse, kan kommunalbestyrelsen
fravige lovens § 28, stk. 1, 1. pkt., § 29, 1. pkt., § 29 a, 1. pkt., og § 30.
I relation til ordlyd og intention af § 28 stk. 2 er det et problem for min faggruppe, at formuleringen ”enkelte
fag” ikke er præcis nok. Så hvad lægger Børne – og Undervisningsudvalget selv i formuleringen? De jurister
jeg har talt med, hælder for de flestes vedkommende til 1-2 fag. En enkelt mener, at der maksimalt kan
være tale om tre forskellige fag, men så er man allerede i en gråzone. En kandidatuddannet som
undertegnede vil typisk kunne undervise i to fag på et gymnasium, og jeg tænker, at hvis man skal tolke
lovgivningen snævert, så gælder det samme inden for folkeskolen. Dertil kommer, at os med § 28 stk. 2
ansættelser er ansat som faglærere, fordi vi ikke besidder den såkaldte generelle undervisningskompetence.
Det implicerer, at vi heller ikke må varetage jobfunktioner som klasselærerfunktion – medmindre der kan
dokumenteres påkrævede kvalifikationer – eller andre jobfunktioner, hvor man må formode, at det kræver
pædagogiske/psykologiske og didaktiske kompetencer. Alligevel sker det, og det sker med DLF’s velsignelse.
Så længe vi ikke får lige løn for lige arbejde. Grundet den uklare formulering i § 28 stk. 2 så bliver § 28 stk. 2
til en elastikparagraf, hvor man kan skrue op for de faglige opgaver til de ikke-læreruddannede, men lønnen
følger ikke med den udvidede jobfunktion og ansvar. Det bevirker et lønpres i de kommuner, hvor man
indgår den slags aftaler med den lokale lærerkreds. Det svækker ironisk nok også den lærerfaglighed i
folkeskolen, som DLF i egen selvforståelse og retorik forsøger at forsvare. Og det skaber uklare
ansættelsesvilkår for de ikke-læreruddannede, som oplever et øget ansvar i takt med at de faglige opgaver
stiger i antal, fordi det kan være svært at sige fra, når både arbejdsgiver og fagforening siger, at det er ingen
for lovens rammer.
Min faggruppe gør det muligt, at det i mange af landets kommuner stadigt er relativt attraktivt at være
læreruddannet lærer. Hvis man ikke kunne rekruttere personale med særlige kvalifikationer eller forsøgte at
køre lovgivningen mere stramt, så ville der være læreruddannede lærere, der ville blive ”prikket” til at skulle
varetage opgaver, som man ikke har lyst til. Det ville også være sværere at gå ned i arbejdstid. Min
faggruppe er den olie, som får tandhjulene til at snurre, og vi har ingen til at tale vores sag. Selvom vi udgør