Læserbrev:
Privatskolerne får mere
–
folkeskolen kæmper med mindre.
Der bliver ofte talt om folkeskolens krise. Om lærermangel, om stigende behov for
inklusion, om faldende trivsel og faglige resultater. Men én faktor bliver alt for sjældent
nævnt højt og ærligt: den økonomiske skævhed, som folkeskolen lever under.
I 2025 er det kommunale forbrug pr. elev i folkeskolens normalområde i Fredericia
Kirstinebjerg distriktet ca. 47.800 kr. Dette beløb dækker alt det, der skal til for at drive
almindelig undervisning: løn til lærere og pædagoger, undervisningsmaterialer, ledelse,
drift af bygninger, IT, administration og meget mere. Det er den økonomiske ramme, som
flertallet af danske skolebørn får deres skolegang indenfor.
Samtidig modtager de frie grundskoler
–
privatskolerne
–
et offentligt driftstilskud på
63.031 kr. pr. elev. Alene her er forskellen 15.231 kr. mere pr. elev, end hvad vi som
samfund bruger på børn i den almindelige folkeskole. Og det stopper ikke der:
privatskolerne får derudover et bygningstilskud på 2.781 kr., samt yderligere statslige
tilskud til SFO, befordring, fripladser og støtte til kostskoler. Det samlede offentlige tilskud
per privatskoleelev overstiger altså reelt 66.000 kr.
–
og det uden, at de har de samme
forpligtelser som folkeskolen.
Dertil kommer, at privatskolerne også modtager forældrebetaling. Det giver dem et ekstra
økonomisk løft oven i de offentlige tilskud. Resultatet er, at mange frie og private skoler
råder over væsentligt flere midler pr. elev end folkeskolerne
–
hvilket yderligere forstærker
uligheden mellem skoleformerne.
På Kirstinebjergskolen har vi i dag 1.196 elever. Havde vi som folkeskole fået samme
offentlige støtte pr. elev, som de frie skoler får, ville det betyde et ekstra råderum på over 18
millioner kroner årligt. Forestil jer, hvad det kunne betyde: flere lærere i klasserne, bedre
støtte til elever i vanskeligheder, styrkede fællesskaber, mere tid til faglig fordybelse og
trivsel.
I stedet må vi hver dag prioritere benhårdt i en økonomisk ramme, der ikke afspejler de
reelle opgaver og ansvar, folkeskolen har. Det er en skævhed, der skader eleverne, lærerne
og i sidste ende hele samfundet.
Det er ikke en kritik af privatskoler. Mange af dem gør et godt arbejde. Men det er en appel
om fairness og gennemsigtighed. Hvorfor accepterer vi som samfund, at vi bruger markant
flere skattekroner på elever i privatskoler end i folkeskolen
–
særligt når folkeskolen er den
eneste skoleform, der har pligt til at rumme alle børn, uanset baggrund, forudsætninger og
behov?
Hvis vi mener alvorligt, at folkeskolen skal være bærende i vores demokrati og
velfærdssamfund, må vi også være villige til at investere i den. Ikke kun med ord, men med
ressourcer, der reelt svarer til det ansvar, vi beder folkeskolen løfte.
OFFENTLIG