Aalborg 10. juni 2025
Til Børne- og Undervisningsudvalget
Vedr. kommentar til ministerens svar på spørgsmål 276
Kære medlemmer af Børne- og Undervisningsudvalget,
Tak for muligheden for at få foretræde den 8. maj 2025 og for, at udvalget har valgt at
videreformidle vores perspektiver gennem spørgsmål til ministeren.
Vi har med interesse læst ministerens svar af 2. juni. Vores tolkning af svaret er, at ministeriet
på nuværende tidspunkt ikke anerkender visuel dysleksi som en særskilt kategori inden for
ordblindhed – og dermed heller ikke medtænker løsninger rettet mod denne gruppe i den
nationale ordblindeindsats. Dette til trods for, at ministeren fremhæver vigtigheden af at følge
ny forskning og praksisnær viden.
I den forbindelse ønsker vi at opfordre til, at visuel dysleksi – som kan afhjælpes via
teknologier som filtrerende briller – bringes i spil i fremtidige vurderinger og forskning på
området. Vi ser især en mulighed for, at
Nationalt Videncenter for Ordblindhed og andre
Læsevanskeligheder (NVOL)
– der i forvejen er omdrejningspunkt for formidling af den nyeste
viden med et anvendelsesorienteret sigte – kan inddrages i en faglig vurdering af potentialet i
denne tilgang.
Vi vil meget gerne stille relevant dokumentation og erfaringer til rådighed – både nationale og
internationale – og indgår gerne i videre dialog med relevante aktører.
Vi håber, at udvalget vil medvirke til, at visuel dysleksi får en mere nuanceret behandling i det
politiske og faglige arbejde fremover.
Med venlig hilsen
Claus Petersson
Lexilens Nordic A/S