Beskæftigelsesudvalget 2024-25
BEU Alm.del Bilag 244
Offentligt
3040925_0001.png
Beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen
26. februar 2025
Kære Ane Halsboe-Jørgensen
Bestyrelsen for AES fremsendte i december 2024 et brev med prognoser for
sagsbehandlingstiderne for 2025. I brevet nævnte vi bl.a. en række usikkerheder, som
kunne få betydning for indsats og resultater i 2025, herunder en Højesteretsdom vedr.
nedre grænse for tab af erhvervsevne i sager om fleksjob. Vi skriver nu for at gøre
opmærksom på, at der på baggrund af den nu afsagte Højesteretsdom er usikkerhed
om, hvorvidt AES kan indfri de fremsendte prognoser. Bestyrelsen ønsker en dialog
med ministeren herom.
Baggrunden for prognoserne for 2025
Bestyrelsen har i de senere år vedtaget årlige handlingsplaner med en række ambitiøse
mål og indsatser. Formålet er at forbedre AES’ sagsportefølje og nedbringe antallet af
verserende sager og sagsbehandlingstiderne - blandt andet for at bidrage til opnåelsen
af de politisk fastsatte mål for sagsbehandlingstiderne med udgangen af 2027.
I handlingsplanen for 2023 var det primære mål at skabe balance mellem antallet af
indkomne og afviklede sager, så antallet af verserende sager i 2023 kunne holdes på
et stabilt niveau.
Hovedmålet for AES i 2024 har været at nedbringe antallet af verserende sager,
herunder at afvikle mange sager vedrørende tab af erhvervsevne og ældre sager.
Målene blev opnået og AES har i både 2023 og 2024 afsluttet flere sager end der er
tilgået. Antallet af verserende sager er dermed nedbragt.
ATP
Kongens Vænge 8,
3400 Hillerød
Tlf.: 70 11 12 13
Fax: 48 20 48 02
www.atp.dk
CVR-nr.: 43405810
Telefontid:
Mandag-Torsdag: 8.00-16.00
Fredag: 8.00-15.30
1
BEU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 244: Orientering om status på højesteretsdommene om erstatning for tab af erhvervsevne, fra beskæftigelsesministeren
3040925_0002.png
AES har i 2024 øget sagsbehandlerkapaciteten betydeligt, og bestyrelsen vedtog på
denne baggrund en handlingsplan for 2025 med et mål om et rekordhøjt antal afviklede
sager. Denne planlagte indsats var grundlaget for de fremsendte prognoser for
sagsbehandlingstiderne for 2025 fra december 2024.
Højesteretsdom af 17. januar 2025
Som følge af en dom fra Højesteret den 17. januar 2025 omhandlende
arbejdsskadesikringslovens § 17 a kan en række sager om erstatning for tab af
erhvervsevne til tilskadekomne, der efter en arbejdsskade er visiteret til fleksjob eller er
i fleksjob, genoptages. Det gælder, hvis erstatning er blevet afslået, fordi
indtægtstabet/indtægtsnedgangen er under 15 pct. Indtægtstab under 5 pct. erstattes
efter Højesterets dom dog fortsat ikke.
Muligheden for genoptagelse vil have konsekvenser for AES’ drift. Det er vanskeligt på
nuværende tidspunkt at fastlægge disse præcist, men AES vurderer foreløbigt og med
betydelig usikkerhed, at ca. 4.500 sager vil være omfattet af muligheden for
genoptagelse som følge af afslag på tab af erhvervsevne. Dertil kommer et ukendt antal
sager, hvor der er givet erstatning for tab af erhvervsevne, men afslag i en eller flere
afgrænsede perioder som følge af jobskift mv. Ligeledes er der erfaringsmæssigt en
del, der søger om genoptagelse, men som ikke er omfattet af målgruppen. Sådanne
genoptagelsesanmodninger skal også sagsbehandles, og det vil også påvirke
administrationen og sagsbehandlingen. I det vurderede antal sager indgår - efter aftale
med Ankestyrelsen - endvidere sager, hvor Ankestyrelsen har truffet den seneste
afgørelse efter arbejdsskadesikringslovens § 17 a.
Eftersom AES ikke har mulighed for at fremsøge de relevante sager, så skal berørte
borgere selv rette henvendelse til AES for at få genoptaget sagen. Det er uvist hvornår,
og i hvilket omfang, der rettes henvendelse, hvilket besværliggør planlægning af en
effektiv behandling af sagerne. Sagsbehandlingen (og tid til samme) for de historiske §
2
BEU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 244: Orientering om status på højesteretsdommene om erstatning for tab af erhvervsevne, fra beskæftigelsesministeren
3040925_0003.png
17 a sager tilbage til 2006 udfordres af behovet for supplerende oplysninger i en andel
af sagerne. Det gælder særligt dokumentation for indtægtsnedgang samt sociale og
helbredsmæssige forhold. De største udfordringer ved sagsoplysning knytter sig til
indhentelse af kommunale og lægelige journaler, hvor opbevaringsperioden i
kommunerne er ukendt, samt indkomstoplysninger mere end 10 år tilbage, da
indkomstregistret kun dækker dette tidsrum. Det er ikke muligt at estimere præcist, hvor
mange sager der vil kræve yderligere oplysninger.
Tages udgangspunkt i genoptagelse af ca. 4.500 sager vurderes sagsbehandlingen af
disse at kræve sagsbehandlerressourcer svarende til cirka 20 årsværk med
kompetencer inden for erhvervsevnetabsområdet. Genoptagelse af sagerne forventes
at få en negativ konsekvens for sagsbehandlingstiden. Hvis sagsbehandlingen af
genoptagelsesanmodningerne medfører, at der afvikles færre af de eksisterende sager
vedrørende erhvervsevnetab i 2025, vil det betyde, at disse sager bliver ældre, hvorfor
sagsbehandlingstiden i 2025 og 2026 vil ligge højere i forhold til de tidligere udmeldte
prognoser. Det skønnes med betydelig usikkerhed, at sagsbehandlingstiden for 1.
gangssager med erhvervsevnetab vil ligge 1-2 måneder højere end de fremsendte
prognoser, samt at sagsbehandlingstiden for alle sager vil ligge 0,5-1 måned højere end
de fremsendte prognoser. Selv med en udvidelse af antal relevante
sagsbehandlerressourcer, så vil de nuværende prognoser bliver påvirket grundet behov
for ressourcer til oplæring og den organisatoriske kapacitet ift. tilgang af nye
medarbejdere. Oplæring i løsning af erhvervsevnetabssager er omfattende grundet
sagernes kompleksitet, og det tager derfor lang tid førend nye medarbejdere er fuldt
produktive.
Ud over påvirkningen af administrationen i AES ved en mulig genoptagelse af 4.500
sager, vil Højesteretsdommen tillige have en effekt på erstatningsudgifterne. Udgifterne
til øgede erstatningsudbetalinger afhænger i høj grad af antallet af anmodninger om
genoptagelse, men det vurderes med betydelig usikkerhed, at udgiften til erstatninger
vil være cirka 2 mia. kr. i forhold til de historiske sager. Dertil kommer forventeligt 120
mio. kr. årligt fremadrettet i øgede erstatningsudgifter grundet den afsagte dom.
AES arbejder lige nu med at sikre, at behandlingen af genoptagelsessagerne kan
forløbe så effektivt som muligt. Som dette arbejde skrider frem og når AES begynder at
modtage anmodninger om genoptagelse, vil konsekvenserne af dommen kunne
fastlægges med større sikkerhed. Bestyrelsen ønsker dog allerede på nuværende
tidspunkt at varsle, at dommen forventes at få konsekvenser for sagsbehandlingen og
de planlagte indsatser i 2025, herunder muligvis for muligheden for at nå prognoserne
for sagsbehandlingstiderne i 2025.
Bestyrelsen følger arbejdet med dommen nøje og vender tilbage, når der er yderligere
klarhed over konsekvenserne.
3
BEU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 244: Orientering om status på højesteretsdommene om erstatning for tab af erhvervsevne, fra beskæftigelsesministeren
3040925_0004.png
De enkelte medlemmer af bestyrelsen indgår i deres egenskab af repræsentanter for
arbejdsmarkedets parter gerne i en dialog med ministeren for en nærmere drøftelse af
dommens konsekvenser og fremadrettede løsninger.
Jeg og administrationen står tillige til rådighed for yderligere uddybning og afklaringer.
På vegne af bestyrelsen i AES
Venlig hilsen
Bente Overgaard
Bestyrelsesformand
4