Tilsynet i henhold til grundlovens § 71 2024-25
§71 Alm.del
Offentligt
3082361_0001.png
Slotsholmsgade 10-12
DK-1216 København K
T +45 7226 9000
M [email protected]
W sum.dk
§ 71-tilsynet
Dato: 20-10-2025
Enhed: Center for det behandlende
sundhedsvæsen
Sagsbeh: amh
Sagsnr.:2025 - 9686
Dok. nr.: 4527216
Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr. 18 (Alm. del), som § 71-tilsynet har stillet
til indenrigs- og sundhedsministeren den 22. september 2025.
Spørgsmål nr. 18:
”Hvordan
vil ministeren sikre, at psykiatriske patienters indlæggelse ikke forlænges
unødigt, som konsekvens af at en kommune ikke vil visitere patienten til det det
botilbud, som den psykiatriske afdeling anbefaler? Ministeren bedes i sin besvarelse
særligt have fokus på, hvordan ministeren vil sikre dette på kort sigt, og således inden
den forventede effekt af initiativer i hhv. Aftale om samlet 10-årsplan for psykiatrien
og Aftale om sundhedsreform 2024 realiseres. Spørgsmålet genfremstilles til
ministeren, da ministeren i svar på § 71-tilsynet alm. del
spørgsmål 11 ikke svarer
konkret på, hvordan ministeren vil forhindre unødigt lange indlæggelser på kort sigt,
dvs. inden 10-årsplanen for psykiatrien er færdigimplementeret, og derved hvordan
ministeren vil hjælpe de patienter, der i dag er indlagt på psykiatriske afdelinger, fordi
den ansvarshavende kommune ikke kan visitere et egnet botilbud.”
Svar:
Regeringen har stor fokus på at løfte psykiatrien i Danmark. Der er på nuværende
tidspunkt allerede igangsat en række indsatser, der afspejler en længerevarende
prioritering af psykiatriområdet.
Med andre ord har vi allerede skabt et solidt fundament og udgangspunkt for en
stærkere psykiatri i Danmark
herunder også med fokus på psykiatriske patienters
indlæggelse og forløb efter udskrivelse.
Jeg har til brug for besvarelsen af spørgsmålet indhentet bidrag fra social- og
boligministeren, som oplyser følgende:
”Det er kommunen, der træffer afgørelse om midlertidigt ophold på boformer efter
§§ 107 og 108 i serviceloven. Stillingtagen til, om en borger er omfattet af
personkredsen for servicelovens §§ 107 og 108, forudsætter kommunens konkrete og
individuelle vurdering af borgerens behov, f.eks. ved hjælp af
Voksenudredningsmetoden VUM 2.0. I vurderingen af om et tilbud er egnet for
borgeren, vil sygehuspsykiatrien kunne bistå kommunen med relevant viden og
sparring om borgeren og dennes forløb i sygehuspsykiatrien. Det er kommunen, der i
sidste ende tilbyder og træffer afgørelse om det konkrete botilbud til borgeren.
Regeringen er optaget af at sikre sammenhængen mellem sygehuspsykiatrien og
socialpsykiatrien. Det er blandt andet også derfor, at vi med
Aftale om en samlet 10-
årsplan for psykiatrien
har afsat midler til netop dette gennem nye afklaringspladser.
§71, Alm.del - 2024-25 - Endeligt svar på spørgsmål 18: Spm. om at sikre, at psykiatriske patienters indlæggelse ikke forlænges unødigt, som konsekvens af at en kommune ikke vil visitere patienten til det det botilbud, som den psykiatriske afdeling anbefaler
De nye afklaringspladser er målrettet borgere, der udskrives fra psykiatrien med
behov for sociale indsatser, og hvor der er behov for en nærmere afklaring af, hvilke
socialfaglige indsatser, der bedst imødekommer borgerens behov efter udskrivelse.”
Jeg kan henholde mig til Social- og Boligministeriets svar.
Jeg vil derudover fremhæve det historiske løft af psykiatrien som følge af
Aftale om
en samlet 10-årsplan for psykiatrien,
hvorved der fra 2020 til 2030 samlet set vil være
tilført yderligere 4,6 mia. kr. årligt til psykiatrien.
Den massive økonomiske investering skal skabe en stærk psykiatri og blandt andet
sikre, at mennesker med psykiske lidelser får den rette hjælp, støtte og behandling,
så tidligt og hurtigt som muligt både i og uden for sygehusene.
Der bliver tale om gradvise forbedringer og et langt sejt træk med at løfte og
forbedre psykiatrien bredt set, selvom vi alle er utålmodige efter forandringer med
det samme. Men vi må være ærlige om, at forandringer ikke sker fra den ene dag til
den anden. Den politiske forpligtelse og rammerne for udviklingen i psykiatrien over
de næste mange år er på plads, og vi kommer til at følge op på, at der rent faktisk
sker forbedringer for den enkelte patient, deres pårørende og medarbejderne.
Med venlig hilsen
Sophie Løhde
Side 2