Folketingets § 71-udvalg
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 33 92 93 00
www.sm.dk
Sagsnr.
2025 - 3705
Doknr.
21673879
Dato
25-08-2025
Folketingets § 71-udvalg har d. 20. juni 2025 stillet følgende spørgsmål nr. 13
(alm. del) til social- og boligministeren, som hermed besvares. Spørgsmålet er
stillet efter ønske fra udvalget.
Spørgsmål nr. 13:
”Vil ministeren oplyse, hvor mange unge der er blevet flyttet fra et ikke-
godkendt bosted og anbragt i egen lejlighed i forbindelse med kommunernes
indsats for at bringe kommunernes anbringelsespraksis i overensstemmelse
med gældende ret? Og hvordan vil ministeren sikre en opfølgning på disse
unges trivsel?”
Svar:
Ministeriet har ikke adgang til oplysninger om, hvor mange unge der er flyttet
fra et ikke-godkendt anbringelsessted til hhv. eget værelse, kollegier eller
kollegielignende børne- og ungehjem efter § 65 i barnets lov. Det skyldes først
og fremmest, at der endnu ikke forefindes registerdata om anvendelsen af ikke-
godkendte tilbud. Det er dog med bekendtgørelse om dataindberetning på
socialområdet pr. 1. januar 2025 blevet et krav at angive, hvis et barn eller en
ung anbringes i et ikke-godkendt tilbud. Disse oplysninger vil være tilgængelige
i løbet af 2026.
Fsva. opfølgning på de unges trivsel, vil jeg gerne understrege, at det følger af
barnets lov, at handlekommunen skal føre et personrettet tilsyn med barnet
eller den unge. Det gælder, uagtet om der er tale om et godkendt eller ikke-
godkendt tilbud, ligesom at de skal føre dette tilsyn også ved skift af
anbringelsessted. Kommunen skal således sikre, at det sted, hvor barnet eller
den unge befinder sig, til stadighed er konkret egnet til barnet eller den unges
behov.
Endelig vil jeg henvise til, at der i regi af
Aftale om udmøntning af tre initiativer i
rammeaftalen af 2. maj 2024 om en langsigtet og bæredygtig udvikling af
handicapområdet
af 20. januar 2025 er igangsat et arbejde, hvor Social- og
Boligministeriet med inddragelse af relevante aktører på området bl.a. ser på
mulige initiativer i forhold til regulering af anvendelsen af ikke-godkendte tilbud.
Dette arbejde er godt i gang i ministeriet, og hvis der vurderes at være behov
for at ændre reglerne, vil der blive set på mulige løsningsmodeller, og fordele
og ulemper herved. Hvis der identificeres initiativer, som kræver lovændring, er
forventningen, at der snarest muligt i Folketingsåret 2025-26 vil blive fremsat et
lovforslag.
1