Folketingets Finansudvalg
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 33 92 93 00
www.sm.dk
Sagsnr.
2025 - 5219
Doknr.
54500633
Dato
07-10-2025
Folketingets finansudvalg har d. 25. september 2025 stillet følgende spørgsmål
nr. 1 til social- og boligministeren, som hermed besvares. Spørgsmålet er stillet
efter ønske fra Sigurd (SF).
Spørgsmål nr. 1:
”Vil ministeren redegøre for, hvordan inddragelsen af relevante interessenter,
herunder ejere af friplejeboliger, er håndteret i forbindelse med den foreslåede
bemyndigelse, herunder om der er gennemført en høring eller dialog for at
afklare potentielle indvendinger eller konsekvenser af forslaget? I bekræftende
fald bedes ministeren orientere om eventuelle indvendinger?”
Svar:
Jeg har til brug for besvarelsen hentet bidrag fra Social- og Boligstyrelsen og
kan i den forbindelse oplyse følgende:
”Den bemyndigelse, der er givet med aktstykket 330 af den 25. september
2025, skal ses i sammenhæng med de bemyndigelser, der er givet med
aktstykke 264 af den 19. juni 2025. I dette aktstykke blev de bevillingsmæssige
konsekvenser i 2025 af indførelsen af lån med 100 pct. statsgaranti til lån til
finansiering af friplejeboliger hjemlet, herunder i en ny tekstanmærkning nr. 116
hjemmel til at gennemføre påbudskonvertering af eksisterende lån til støttede
friplejeboliger. Aktstykket er en konsekvens af lov nr. 1704 af 30. december
2024 om ændring af lov om friplejeboliger og lov om almene boliger.
Til lovforslaget om ændringen af lov om friplejeboliger har der været
gennemført en sædvanlig høringsproces med høringsbrev af den 23. august
2024 til 78 interessenter. Efterfølgende har der med Finans Danmark, der
repræsenterer realkreditsektoren i Danmark, været drøftelser af teknisk
karakter i forbindelse med gennemførelsen af statsgarantien og
påbudskonverteringerne. I den forbindelse blev styrelsen opmærksom på, at
der i loven burde have været medtaget en bestemmelse om at give statsgaranti
for tinglysning af pantebrevet til lån til friplejeboliger, hvor der sker
påbudskonvertering, svarende til den eksisterende bestemmelse for alment
byggeri. Som det er anført i aktstykke nr. 330 vil dette ske i forbindelse med
den næste ændring af almenboligloven. Der har ikke været høringer eller
anden dialog end den nævnte i forbindelse med aktstykke nr. 330.”
1