Beskæftigelsesudvalget 2023-24
L 23 Bilag 9
Offentligt
2775159_0001.png
Forslag
til
Lov om ændring af lov om arbejdsskadesikring og forskellige andre love
(Aftale om et forbedret arbejdsskadesystem og lettere adgang til erstatning
i forbindelse med vold på arbejdspladsen)
1
(Beskæftigelsesministeriet)
§1
I lov om arbejdsskadesikring, jf. lovbekendtgørelse nr. 1186 af 19. august
2022, foretages følgende ændringer:
1.
I
§ 1, stk. 1, 1. pkt.,
indsættes efter »arbejdsskade«: »samt at understøtte,
at tilskadekomne i størst mulig udstrækning bevarer tilknytningen til
arbejdsmarkedet efter en arbejdsskade«.
2.
I
§ 11
indsættes efter nr. 3:
»4) Uddannelsesgodtgørelse, jf. § 18 b,«.
Nr. 4 - 6 bliver herefter nr. 5 - 7.
3.
I
§ 15, stk. 3, 2. pkt.,
ændres »§ 27, stk. 4, for tab af erhvervsevne« til:
»stk. 7«.
4.
I
§ 15
indsættes som
stk. 7:
»Stk. 7.
Beskæftigelsesministeren fastsætter efter indstilling fra bestyrelsen
for Arbejdsmarkedets Erhvervssikring årligt inden udgangen af oktober
måned de nærmere regler for omsætning af erstatning for permanente
udgifter til helbredelse, optræning og hjælpemidler, jf. stk. 3, til et
engangsbeløb, der tilkendes og beregnes det følgende år.«
5.
Efter § 15 indsættes:
Ȥ 15 a.
En selvforsikret arbejdsgiver, jf. § 48, stk. 5, kan beslutte, at den
selvforsikrede arbejdsgiver ved arbejdsulykker, jf. § 6, kan afholde udgifter
til konkrete indsatser, der understøtter tilskadekomnes mulighed for at
bevare eller genskabe tilknytningen til arbejdsmarkedet, når udgifterne ikke
1
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
kan afholdes efter § 15, sundhedsloven eller som led i behandlingen på
offentligt sygehus.«
6.
§ 16
ophæves.
7.
I
§ 17, stk. 1,
indsættes efter 1. pkt., som nye punktummer:
»Tabet
af erhvervsevne fastsættes på grundlag af forskellen mellem
tilskadekomnes indtjeningsevne før arbejdsskaden og indtjeningsevnen
efter arbejdsskaden, jf. stk. 2 og 3. Tabet af erhvervsevne fastsættes i
følgende intervaller: 15, 20, 30, 40, 50, 60, 70, 80, 90 og 100 procent.«
8.
I
§ 17
indsættes efter stk. 1 som nye stykker:
»Stk. 2.
Indtjeningsevnen før arbejdsskaden svarer til den årsløn, der er
fastsat efter § 24, opreguleret til afgørelsestidspunktet. Er tilskadekomnes
årsløn fastsat til den maksimale årsløn i § 24, stk. 7, 1. pkt., fastsættes
indtjeningsevnen før arbejdsskaden til den årsløn, der var fastsat efter
reglerne i § 24, stk. 1, 1. pkt., eller stk. 3, før anvendelsen af § 24, stk. 7, 1.
pkt., og opreguleret til afgørelsestidspunktet.
Stk. 3.
Indtjeningsevnen efter arbejdsskaden fastsættes til tilskadekomnes
indtjening på afgørelsestidspunktet, jf. dog stk. 4.«
Stk. 2–9 bliver herefter stk. 4-11.
9.
I
§ 17, stk. 2,
der bliver stk. 4, ændres »tabet af erhvervsevne« til:
»erhvervsevnetabet«, og »optræning« ændres til: »genoptræning eller
lignende«.
10.
I
§ 17, stk. 3,
der bliver stk. 5, indsættes efter »erhvervsevnetab«: », jf.
dog § 18 e, stk. 3«.
11.
I
§ 17, stk. 5
og
6,
der bliver stk. 7 og 8,
§ 20, stk. 2, 1, pkt., § 21, stk. 1,
og tre steder i
stk. 2, § 24, stk. 8, 1. pkt., § 27, stk. 5, 2. pkt., § 29, stk. 1, 1.
pkt., § 42, stk. 2,
og
§ 43, 2. pkt.,
ændres »ydelse« til: »erstatning«.
12.
I
§ 17, stk. 6,
der bliver stk. 8, indsættes som 2. punktum:
»For tilskadekomne, der har gennemført en uddannelse med
uddannelsesgodtgørelse, jf. § 18 b, udgør den løbende erstatning ved
fuldstændigt tab af erhvervsevne 100 pct. af tilskadekomnes årsløn, jf. § 24,
og ved nedsættelse af erhvervsevnen en forholdsmæssig del heraf.«
2
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
13.
§ 17 a, stk. 2,
ophæves og i stedet indsættes:
»Stk. 2.
Indtjeningsevnen før arbejdsskaden svarer til den årsløn, der er
fastsat efter § 24, opreguleret til afgørelsestidspunktet. Er tilskadekomnes
årsløn fastsat til den maksimale årsløn i § 24, stk. 7, 1. pkt., fastsættes
indtjeningsevnen før arbejdsskaden til den årsløn, der var fastsat efter
reglerne i § 24, stk. 1, 1. pkt., eller stk. 3, før anvendelsen af § 24, stk. 7, 1.
pkt., og opreguleret til afgørelsestidspunktet. «
14.
I
§ 17 a
indsættes efter stk. 3 som nyt stykke:
» Stk. 4.
For personer, der er visiteret til fleksjob, vil en kommunes afgørelse
om en sanktion om manglende ret til ledighedsydelse i en periode, jf. § 76,
§ 77 a, stk. 3 og 4, og § 77 b, stk. 1, jf. dog § 77 b, stk. 2, i lov om aktiv
socialpolitik, medføre fradrag i en fremtidig udbetaling af erstatning for tab
af erhvervsevne, jf. stk. 1. Størrelsen på fradraget efter 1. pkt. vil svare til
10 pct. af det fastsatte erstatningsbeløb for tab af erhvervsevne på
tidspunktet for sanktionen. Perioden for fradraget i erstatningen for tab af
erhvervsevne vil svare til den periode som sanktionen i ledighedsydelsen
varer, jf. dog 4. pkt. Hvis den tilskadekomne mister retten til
ledighedsydelse, sker der alene fradrag i erstatningen for den periode, der
går fra, at tilskadekomne mister ledighedsydelsen, og indtil den
tilskadekomne er ansat i et fleksjob.
Stk. 4 bliver herefter stk. 5.
15.
I § 18, stk. 3, 1. og 2. pkt., og i stk.
4 ændres ”611.500” til: ”979.000”.
16.
I
§ 18
indsættes som
stk. 6:
»Stk. 6.
Uanset stk. 5, 1. pkt., sker nedsættelse af godtgørelsen for
tilskadekomne pr. 1. juli 2035 og frem med 1 pct. for hvert år, den
pågældende var ældre end 40 år ved arbejdsskadens indtræden, og med
yderligere 1 pct. for hvert år, den pågældende var ældre end 60 år, ved
arbejdsskadens indtræden. Godtgørelsen nedsættes dog ikke yderligere efter
det fyldte 70. år.«
17.
Efter § 18 indsættes før overskriften før § 19:
»Uddannelsesgodtgørelse
3
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
§ 18 a.
I sager, der er omfattet af loven, og hvor Arbejdsmarkedets
Erhvervssikring ikke har truffet endelig afgørelse om tab af erhvervsevne,
vurderer Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, om tilskadekomne
1) forventes at få fastsat en méngrad på mindst 10 pct. som følge af en
eller flere arbejdsskader,
2) er uden for beskæftigelse eller i en opsigelsesperiode, der udløber
inden start på uddannelsen,
3) skønnes fremover ikke at kunne anvende sin erhvervsmæssige
uddannelse eller varetage et arbejde inden for tidligere
arbejdsområder på fuld tid, og
4) skønnes med en erhvervskompetencegivende uddannelse at få bedre
indtjeningsmuligheder end uden uddannelsen.
Stk. 2.
For tilskadekomne, der opfylder vilkårene i stk. 1, og som ønsker at
tage
en
erhvervskompetencegivende
uddannelse
med
uddannelsesgodtgørelse, indhenter Arbejdsmarkedets Erhvervssikring
oplysninger fra bopælskommunen om tilskadekomnes ønske til uddannelse
og kommunens vurdering af, om
1) uddannelsen er en erhvervskompetencegivende uddannelse inden
for et område med behov for arbejdskraft, og
2) tilskadekomne forventes at kunne gennemføre uddannelsen og
varetage et ordinært job på fuld tid på almindelige vilkår efter
uddannelsen.
§ 18 b.
For tilskadekomne, der opfylder vilkårene i § 18 a, stk. 1, nr. 2-4, og
stk. 2, træffer Arbejdsmarkedets Erhvervssikring afgørelse om, at
tilskadekomne kan tage en konkret erhvervskompetencegivende uddannelse
med uddannelsesgodtgørelse.
Stk. 2.
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring træffer samtidig med afgørelsen
efter stk. 1 eller senere afgørelse om uddannelsesgodtgørelsens størrelse,
samt at uddannelsesgodtgørelse tilkendes fra den 1. i den måned, hvor
uddannelsen starter, og indtil udgangen af den måned, hvor uddannelsen
forventes at slutte. Uddannelsesgodtgørelse kan tilkendes i højst 48 måneder
og højest frem til folkepensionsalderen.
Stk. 3.
Uddannelsesgodtgørelsen udgør 83 pct. af tilskadekomnes årsløn, jf.
§ 24, dog minimum 110 pct. af den maksimale dagpengesats efter lov om
arbejdsløshedsforsikring m.v.
Stk. 4.
Beskæftigelsesministeren fastsætter nærmere regler om
behandlingen af sager om uddannelsesgodtgørelse, herunder om udveksling
af
oplysninger
mellem
kommuner,
Udbetaling
Danmark,
arbejdsløshedskasser og forsikringsselskaber.
4
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
§ 18 c.
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring indhenter løbende oplysninger
om, hvorvidt den tilskadekomne er indskrevet på uddannelsen, er
studieaktiv, holder orlov eller er syg.
Stk. 2.
Tilskadekomne skal straks give Arbejdsmarkedets Erhvervssikring
besked, hvis tilskadekomne vil holde orlov fra uddannelsen.
Tilskadekomne, der har ret til fravær efter barselsloven, kan modtage
uddannelsesgodtgørelse under orlov fra uddannelsen i op til 9 måneder, dog
op til 12 måneder, hvis tilskadekomne er enlig forsørger. Arbejdsmarkedets
Erhvervssikring træffer afgørelse om, at uddannelsesgodtgørelsen ophører
for tilskadekomne, som holder anden orlov fra uddannelsen end orlov hvor
der er ret til fravær efter barselsloven. Afgørelsen efter 3. pkt. har virkning
fra udgangen af den måned, hvor orloven begynder. Tilskadekomne vil én
gang herefter kunne anmode om at få tilkendt uddannelsesgodtgørelse, jf. §
18 b.
Stk. 3.
Tilskadekomne skal straks give Arbejdsmarkedets Erhvervssikring
besked med lægelig dokumentation, hvis tilskadekomne ikke har deltaget i
uddannelsen på grund af længerevarende sygdom i mere end 30 dage.
Arbejdsmarkedets
Erhvervssikring
træffer
afgørelse
om,
at
uddannelsesgodtgørelsen ophører, når tilskadekomne på grund af sygdom
ikke har deltaget i uddannelsen i mere end seks måneder eller 4. gang
tilskadekomne på grund af sygdom ikke har deltaget i uddannelsen i mere
end 30 dage. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring træffer ligeledes afgørelse
om, at uddannelsesgodtgørelsen ophører, når tilskadekomne orienterer
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring om forventet længerevarende sygdom i
mere end seks måneder. Afgørelsen efter 2. og 3. pkt. har virkning fra
udgangen af den måned, hvor Arbejdsmarkedets Erhvervssikring træffer
afgørelsen. Tilskadekomne vil én gang herefter kunne anmode om at få
tilkendt uddannelsesgodtgørelse, jf. § 18 b.
Stk. 4.
Tilskadekomne skal straks give Arbejdsmarkedets Erhvervssikring
besked, hvis tilskadekomne ikke er studieaktiv, eller hvis tilskadekomne
udskrives af uddannelsen. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring træffer
afgørelse om, at uddannelsesgodtgørelsen ophører, når tilskadekomne ikke
er studieaktiv eller er udskrevet af uddannelsen. Afgørelsen har virkning fra
udgangen
af
den
måned,
hvor
tilskadekomne
ifølge
uddannelsesinstitutionen ikke længere var studieaktiv, eller den måned,
hvor tilskadekomne er udskrevet af uddannelsesinstitutionen.
Stk. 5.
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring stopper udbetalingen af
uddannelsesgodtgørelse fra det tidspunkt, hvor tilskadekomne overgår til
pension, jf. lov om social pension.
Stk. 6.
Beskæftigelsesministeren kan fastsætte nærmere regler om
Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings opfølgning på tilskadekomnes
5
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
deltagelse i uddannelsen, herunder krav til dokumentationen for
tilskadekomnes deltagelse, orlov eller sygdom, opgørelsen af de 6 måneders
sygdom, jf. stk. 3og tilskadekomnes forpligtelser i sager om
uddannelsesgodtgørelse og konsekvenserne ved manglende overholdelse
heraf.
§
18
d.
Arbejdsmarkedets
Erhvervssikring
udbetaler
uddannelsesgodtgørelse. Øvrig A- og B-indkomst i perioden, hvor der er
tilkendt uddannelsesgodtgørelse, fradrages som udgangspunkt i
uddannelsesgodtgørelsen, jf. stk. 5.
Stk. 2.
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring anmoder om refusion for den
andel af uddannelsesgodtgørelsen, som staten finansierer. Statens andel af
uddannelsesgodtgørelsen svarer til en månedlig takst på 17.091 kr. pr.
deltager i ordningen pr. 1. januar 2023. Beløbet reguleres en gang om året
pr. 1. januar med 1,7 pct. tillagt tilpasningsprocenten for det pågældende
finansår, jf. lov om en satsreguleringsprocent. Beløbet reguleres første gang
1. januar 2024. Det regulerede beløb afrundes til det nærmeste hele
kronebeløb. Det afrundede beløb danner grundlag for det kommende års
satsregulering.
Stk. 3.
I sager om arbejdsulykker skal den selvforsikrede arbejdsgiver eller
den sikringspligtige arbejdsgivers arbejdsulykkesforsikringsselskab
refundere Arbejdsmarkedets Erhvervssikring differencen mellem den
udbetalte månedlige uddannelsesgodtgørelse, jf. stk. 1, og den andel af
uddannelsesgodtgørelsen, som staten finansierer, jf. stk. 2.
Stk. 4.
Hvis der er tvivl om, hvilket forsikringsselskab der skal afholde
udgiften, jf. stk. 3, fordeles udgiften efter reglerne i § 48, stk. 6, 2.-4. pkt.,
på alle forsikringsselskaber, som tegner arbejdsulykkesforsikring.
Stk. 5.
Beskæftigelsesministeren fastsætter nærmere regler om
administration, beregning og udbetaling af uddannelsesgodtgørelse,
herunder om fradrag og efterregulering på baggrund af øvrig A- og B-
indkomst og om refusion fra staten, de selvforsikrede arbejdsgivere og
ulykkesforsikringsselskaberne. Det kan af disse regler fremgå, hvilke A- og
B-indkomster der ikke skal fradrages i uddannelsesgodtgørelsen. Det kan af
disse regler også fremgå, at tilskadekomne skal oplyse Arbejdsmarkedets
Erhvervssikring om indkomster, der ikke fremgår af indkomstregisteret.
§ 18 e.
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring træffer afgørelse om, at
tilskadekomne skal tilbagebetale uddannelsesgodtgørelse for perioder, hvor
tilskadekomne har fået for meget udbetalt, jf. dog § 44, stk. 5, 1. pkt.
Tilbagebetalingsbeløbet
kan
opkræves
af
Arbejdsmarkedets
Erhvervssikring eller modregnes i fremtidige udbetalinger af erstatning og
6
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
uddannelsesgodtgørelse, jf. § 11, stk. 1, nr. 2 og 4, fra Arbejdsmarkedets
Erhvervssikring,
den
selvforsikrede
arbejdsgiver
eller
arbejdsulykkesforsikringsselskabet til tilskadekomne.
Stk. 2.
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring refunderer den del af det
tilbagebetalte beløb, som den selvforsikrede arbejdsgiver eller den
sikringspligtige arbejdsgivers arbejdsulykkesforsikringsselskab har afholdt,
jf. § 18 d, stk. 3. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring refunderer herefter den
del af det tilbagebetalte beløb, som staten har afholdt, jf. § 18 d, stk. 2.
Såfremt den selvforsikrede arbejdsgiver eller den sikringspligtige
arbejdsgivers arbejdsulykkesforsikringsselskab foretager modregningen
efter stk. 1, refunderer de den del af det tilbagebetalte beløb, som ikke
vedrører den selvforsikrede arbejdsgivers eller forsikringsselskabets
udgifter, til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, som herefter refunderer
staten.
Stk. 3.
Uddannelsesgodtgørelsen træder i stedet for erstatning for tab af
erhvervsevne efter denne lov samt erstatningsansvarsloven, og der tilkendes
ikke erstatning for tab af erhvervsevne, efter denne lov og
erstatningsansvarsloven for samme skade for perioden, hvor der udbetales
uddannelsesgodtgørelse. Udbetalt erstatning for tab af erhvervsevne efter
denne lov samt erstatningsansvarsloven for samme skade kan, i det omfang
det ikke kan godtgøres af Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, jf. § 29, stk.
2, kræves tilbagebetalt for perioden, hvor der er udbetalt
uddannelsesgodtgørelse.
Arbejdsmarkedets
Erhvervssikring,
den
selvforsikrede arbejdsgiver og arbejdsulykkesforsikringsselskabet kan
modregne for meget udbetalt erstatning for tab af erhvervsevne efter denne
lov i perioder, hvor tilskadekomne har modtaget uddannelsesgodtgørelse for
samme skade i fremtidige udbetalinger af erstatning og
uddannelsesgodtgørelse, jf. § 11, stk. 1, nr. 2 og 4, fra Arbejdsmarkedets
Erhvervssikring,
den
selvforsikrede
arbejdsgiver
eller
ulykkesforsikringsselskabet til tilskadekomne.
§ 18 f.
Hvis tilskadekomne har gennemført en uddannelse med
uddannelsesgodtgørelse, skal Arbejdsmarkedets Erhvervssikring træffe
afgørelse om tab af erhvervsevne efter anmodning fra tilskadekomne, hvis
der foreligger nye oplysninger, som indebærer en vis sandsynlighed for, at
tilskadekomne fortsat har nedsat evne til at skaffe sig indtægt ved arbejde,
og tilskadekomne dokumenterer dette.
§ 18 g.
En tilskadekommen, der modtager uddannelsesgodtgørelse, har ikke
ret til at modtage anden offentlig forsørgelse for samme periode, jf. dog stk.
2.
7
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
Stk. 2.
Uanset stk. 1 kan der udbetales sygedagpenge efter lov om
sygedagpenge,
barselsdagpenge
efter
barselsloven
eller
ressourceforløbsydelse under jobafklaringsforløb efter lov om aktiv
socialpolitik til en tilskadekommen, som efter påbegyndelsen af uddannelse
med uddannelsesgodtgørelse opfylder betingelserne for syge- eller
barselsdagpenge eller ressourceforløbsydelse under jobafklaringsforløb.«
18.
I § 19, stk. 1, ændres ”115.000” til: ”184.500”.
19.
I
§ 20, stk. 2, 4. pkt.,
og
stk. 3, § 21, stk. 3, 1. pkt.,
og
stk. 5, 2. pkt., § 26,
stk. 4,
og
§ 42, stk. 2,
ændres »ydelsen« til: »erstatningen«.
20.
I
§ 20, stk. 2,
indsættes som
6. pkt.:
»En efterladt, der har fået tilkendt erstatning efter stk. 1, kan inden for en
frist på 5 år efter erstatningens ophør anmode om at få tilkendt en yderligere
tidsbestemt løbende erstatning.«
21.
I
§ 20, stk. 3,
ændres »Ydelse« til: »Erstatning«.
22.
I
§ 21, stk. 1,
ændres
»,
over for hvilke den pågældende havde
forsørgelsespligt efter lov om aktiv socialpolitik, har hvert barn« til:
»eller
unge op til 21 år, over for hvilke den pågældende har haft forsørgelsespligt
efter lov om børns forsørgelse, har hvert barn eller ung«, og
»barnets
fyldte
18. år« ændres til:
»det
fyldte 21. år«.
23.
I
§ 21, stk. 2, 1. pkt.,
indsættes efter
»barn«: »eller
en ung«, og efter
»barnet«
indsættes:
»eller
den unge«.
24.
I
§ 21, stk. 2, 2. pkt.,
ændres
»barnets
fyldte 18. år hvert barn, for hvilket
tilskadekomne ved sin død stod som eneforsørger efter lov om aktiv
socialpolitik« til:
»det
fyldte 21. år hvert barn eller ung, for hvilket
tilskadekomne havde været eneforsørger efter lov om børns forsørgelse.«
25.
§ 21, stk. 3,
ophæves.
26.
I
§ 21, stk. 4, 1. pkt., § 22, 1. pkt., § 25, stk. 2
og
5,
og
§ 63 a, stk. 3, nr.
2, litra a,
ændres
»ydelser«
til:
»erstatninger«.
27.
I
§ 21, stk. 4, 1.
og
2. pkt.,
ændres
»ydelserne«
til:
»erstatningerne«,
og
i
§ 21, stk. 5, 1. pkt.,
ændres
»Ydelserne«
til:
»Erstatningerne«.
8
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
28.
I
§ 21, stk. 4, 1. pkt.,
og
stk. 5, 1. pkt.,
ændres
»stk.
1-3« til:
»stk.
1-2«.
29.
§ 24 affattes således:
Ȥ
24.
Årslønnen fastsættes som den faktiske samlede indkomst ved arbejde
i det bedste af de seneste 5 indtægtsår forud for arbejdsskadens indtræden,
jf. dog stk. 3. Den faktiske samlede indkomst, jf. 1. pkt. og stk. 3,
opreguleres til værdien i skadeåret, inden det bedste af de seneste 5
indtægtsår forud for arbejdsskadens indtræden udpeges. Årslønnen afrundes
derefter til nærmeste 1.000 kr.
Stk. 2.
Årslønnen, jf. stk. 1 og 3, fastsættes på baggrund af oplysninger om
tilskadekomnes faktiske samlede indkomst ved arbejde fra
indkomstregisteret. Er oplysningerne ikke tilgængelige i indkomstregisteret,
fastsættes årslønnen på baggrund af oplysninger fra skatteforvaltningen. Er
der hverken tilgængelige oplysninger i indkomstregisteret eller fra
skatteforvaltningen, fastsættes årslønnen på baggrund af oplysninger om
den faktiske samlede indkomst ved arbejde indhentet fra tilskadekomne
eller andre relevante kilder eller standardsatser, jf. stk. 7. Når tilskadekomne
er ansat med DIS-indkomst, omregnes DIS-indkomsten, jf. 1. pkt., til en
tilsvarende indkomst for personer, der gør tjeneste på skibe, som ikke er
omfattet af DIS-ordningen.
Stk. 3.
I følgende situationer fastsættes årslønnen ikke efter stk. 1:
1) Når tilskadekomnes faktiske samlede indkomst ved arbejde
er nedsat grundet erhvervssygdommen, jf. § 7, i alle 5
indtægtsår forud for arbejdsskadens indtræden, fastsættes
årslønnen på baggrund af et forskudt år på 12
sammenhængende
måneder
uden
påvirkning
af
erhvervssygdommen inden for de seneste 5 indtægtsår forud
for arbejdsskadens indtræden. Er der ikke et forskudt år på 12
sammenhængende
måneder
uden
påvirkning
af
erhvervssygdommen efter 1.pkt., fastsættes årslønnen på
baggrund af et indtægtsår mellem 5 og 10 år forud for
arbejdsskadens indtræden, hvor der foreligger digitale
indkomstoplysninger hos skatteforvaltningen. Er det ikke
muligt, omregnes den faktiske samlede indkomst ved arbejde
på skadetidspunktet til et helt indtægtsår. Hvis ingen af de
angivne metoder til fastsættelse af årslønnen kan anvendes,
fastsættes årslønnen til normalårslønnen, jf. stk. 7.
2) Når tilskadekomnes faktiske samlede indkomst ved arbejde
er nedsat grundet fravær efter barselsloven i alle 5 indtægtsår
forud for arbejdsskadens indtræden, fastsættes årslønnen på
9
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
baggrund af et forskudt år på 12 sammenhængende måneder
uden påvirkning af fravær efter barselsloven inden for de
seneste 5 indtægtsår forud for arbejdsskadens indtræden. Er
der ikke et forskudt år på 12 sammenhængende måneder uden
påvirkning af fravær efter barselsloven forud for
arbejdsskaden, omregnes den faktiske samlede indkomst ved
arbejde på skadetidspunktet til et helt indtægtsår. Hvis
tilskadekomne har gennemført eller er påbegyndt og fortsat
indskrevet på en uddannelse på skadestidspunktet, fastsættes
årslønnen uanset 2. pkt., på baggrund af statistiske data over
den gennemsnitlige indkomst for nyuddannede med den
pågældende uddannelse. Hvis ingen af de angivne metoder til
fastsættelse af årslønnen kan anvendes, fastsættes årslønnen til
normalårslønnen, jf. stk. 7.
3) Når tilskadekomnes indkomst ved arbejde er nedsat grundet
pasning af et sygt eller handicappet familiemedlem i alle 5
seneste indtægtsår forud for arbejdsskadens indtræden,
fastsættes årslønnen på baggrund af et forskudt år på 12
sammenhængende måneder uden påvirkning af pasningen af
det syge eller handicappede familiemedlem inden for de
seneste 5 indtægtsår forud for arbejdsskadens indtræden. Er
der ikke et forskudt år på 12 sammenhængende måneder uden
påvirkning af pasningen forud for arbejdsskaden, omregnes
den faktiske samlede indkomst ved arbejde på
skadetidspunktet til et helt indtægtsår. Er det ikke muligt,
fastsættes årslønnen på baggrund af et indtægtsår mellem 5 og
10 år forud for arbejdsskadens indtræden, hvor der foreligger
digitale indkomstoplysninger hos skatteforvaltningen. Hvis
ingen af de angivne metoder til fastsættelse af årslønnen kan
anvendes, fastsættes årslønnen til normalårslønnen, jf. stk. 7.
4) Når tilskadekomne på skadetidspunktet er i et
ansættelsesforhold med normalt erhvervsophør før
folkepensionsalderen, fastsættes årslønnen efter stk. 1, for
perioden indtil det normale erhvervsophør i pågældende
profession. I perioden fra det normale erhvervsophør til
folkepensionsalderen
fastsættes
årslønnen
til
normalårslønnen, jf. stk. 7, medmindre årslønnen efter 1. pkt.
er mindre end normalårslønnen. Hvis tilskadekomne har
gennemført eller er påbegyndt og fortsat indskrevet på en
uddannelse på skadestidspunktet, fastsættes årslønnen uanset
2. pkt., på baggrund af statistiske data over den gennemsnitlige
10
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
indkomst for nyuddannede med den pågældende uddannelse.
Hvis ingen af de angive metoder til fastsættelse af årslønnen
kan anvendes, fastsættes årslønnen til normalårslønnen, jf. stk.
7.
5) Når tilskadekomne er selvstændig erhvervsdrivende eller
medarbejdende ægtefælle på skadetidspunktet, fastsættes
årslønnen på baggrund af tilskadekomnes andel af summen af
gennemsnittet af virksomhedens overskud før skat 5
regnskabsår forud for arbejdsskaden og gennemsnittet af
tilskadekomnes eventuelle lønindkomst i samme periode. Når
tilskadekomne har været selvstændig erhvervsdrivende eller
medarbejdende ægtefælle inden for de seneste 5 år før
arbejdsskaden og på skadetidspunktet har afviklet eller fuldt
ud overdraget virksomheden, fastættes årslønnen som den
bedste indkomst inden for de seneste 5 år før arbejdsskaden,
jf. 3. pkt. Indkomsten efter 2. pkt. fastsættes enten som
gennemsnittet af den faktiske samlede indkomst i de
kalenderår indenfor de foregående 5 år forud for skaden, hvor
tilskadekomne har været selvstændig erhvervsdrivende eller
medarbejdende ægtefælle, jf. 1. pkt., eller som det bedste af
den faktiske samlede indkomst ved arbejde i de hele
kalenderår, hvor tilskadekomne ikke har været selvstændig
erhvervsdrivende eller medarbejdende ægtefælle, eller som
den faktiske samlede indkomst ved arbejde i den seneste
sammenhængende periode op til skadetidspunktet omregnet til
et helt indtægtsår. Hvis ingen af de angivne metoder til
fastsættelse af årslønnen kan anvendes, fastsættes årslønnen til
normalårslønnen, jf. stk. 7.
6) Når tilskadekomnes faktiske samlede indkomst ved arbejde
er varigt nedsat grundet en ulykke eller sygdom inden for de
seneste 5 indtægtsår forud for arbejdsskaden, fastsættes
årslønnen til det bedste indtægtsår efter tidspunktet for
ulykken eller sygdommen. Er der ikke et helt indtægtsår
mellem tidspunktet for ulykken eller sygdommen og
arbejdsskaden, omregnes den faktiske samlede indkomst ved
arbejde for den seneste sammenhængende periode med
arbejde forud for arbejdsskaden til et helt indtægtsår.
7) Når tilskadekomne er indsat i Kriminalforsorgens
institutioner m.v., jf. §§ 6 og 102 i lov om fuldbyrdelse af straf
m.v., på skadetidspunktet, fastsættes årslønnen, hvis
tilskadekomne havde varig ansættelse, på baggrund af
11
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
tilskadekomnes faktiske samlede indkomst ved arbejde i det
bedste af de seneste 5 indtægtsår, inden tilskadekomne blev
indsat i Kriminalforsorgens institutioner. Indtægtsåret kan dog
ikke ligge tidligere end 10 år før arbejdsskadens indtræden, og
der skal foreligge digitale indkomstoplysninger for
indkomståret hos skatteforvaltningen. Hvis tilskadekomne var
under 23 år på tidspunktet for indsættelse i Kriminalforsorgens
institutioner, fastsættes årslønnen efter stk. 3, nr. 9-10, og
ellers til minimumsårslønnen, jf. stk. 7, frem til tilskadekomne
fylder 30 år, hvorefter årslønnen fastsættes til
normalårslønnen, jf. stk. 7. Hvis tilskadekomne har
gennemført eller er påbegyndt og fortsat indskrevet på en
uddannelse på skadestidspunktet, fastsættes årslønnen uanset
2. pkt., på baggrund af statistiske data over den gennemsnitlige
indkomst for nyuddannede med den pågældende uddannelse.
8) Når tilskadekomne er under 23 år på skadetidspunktet og
ikke omfattet af stk. 3, nr. 9-10, fastsættes årslønnen til
minimumsårslønnen, jf. stk. 7, frem til tilskadekomne fylder
30 år, hvorefter normalårslønnen, jf. stk. 7, anvendes for
perioden frem til pensionsalderen. Hvis tilskadekomnes
faktiske samlede indkomst ved arbejde på skadetidspunktet
omregnet til et helt indtægtsår overstiger minimumsårslønnen,
fastsættes årslønnen svarende til den faktiske samlede
indkomst ved arbejde frem til, at tilskadekomne fylder 30 år.
Hvis tilskadekomnes faktiske samlede indkomst ved arbejde
på skadetidspunktet omregnet til et helt indtægtsår overstiger
normalårslønnen, fastsættes årslønnen svarende til faktiske
samlede indkomst ved arbejde.
9) Når tilskadekomne deltager i en erhvervsrettet uddannelse
på
skadetidspunktet,
fastsættes
årslønnen
til
minimumsårslønnen, jf. stk. 7, frem til det tidspunkt, hvor
tilskadekomne ville kunne have været færdiguddannet, hvis
arbejdsskaden ikke var sket. Fra dette tidspunkt fastsættes
årslønnen på baggrund af statistiske data over den
gennemsnitlige indkomst for nyuddannede med den
pågældende uddannelse.
10) Når tilskadekomne er nyuddannet på skadetidspunktet og
endnu ikke har været beskæftiget mindst 1 indtægtsår,
fastsættes årslønnen på baggrund af statistiske data over den
gennemsnitlige indkomst for nyuddannede med den
pågældende uddannelse. Hvis tilskadekomnes faktiske
12
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
samlede indkomst ved arbejde i tilskadekomnes ansættelse på
skadestidspunktet overstiger disse oplysninger, omregnes
indkomsten ved arbejde til et helt indtægtsår.
11) Når tilskadekomne på skadetidspunktet har nået
folkepensionsalderen eller er førtidspensionist, fastsættes
årslønnen svarende til satsen for personer uden erhverv, jf. stk.
7. Har tilskadekomne en ansættelseskontrakt uden
tidsbegrænsning på skadestidspunktet, og overstiger den
faktiske samlede indkomst ved arbejde i ansættelsen i et
indtægtsår satsen for personer uden for erhverv, jf. stk. 7,
fastsættes årslønnen som den faktiske samlede indkomst ved
arbejde på skadetidspunktet omregnet til et helt år. 1. og 2. pkt.
i denne bestemmelse gælder tillige for andre tilskadekomne
uden for erhverv på skadetidspunktet.
12) Når tilskadekomne arbejdede i fleksjob på
skadetidspunktet, og tilskadekomne er bevilget eller visiteret
til fleksjobbet den 1. januar 2013 eller senere, fastsættes
årslønnen på baggrund af den faktiske samlede indkomst ved
arbejde fra det konkrete fleksjob uden det kommunale tilskud.
For tilskadekomne, der er bevilget eller visiteret til fleksjob
før 1. januar 2013, fastsættes årslønnen på baggrund af antallet
af timer og timelønnen i fleksjobbet.
Stk. 4.
Er tilskadekomne omfattet af to eller flere undtagelsesbestemmelser
efter stk. 3, anvendes den undtagelsesbestemmelse, der vedrører
tilskadekomnes erhvervsmæssige situation tættest på skadestidspunktet. Når
tilskadekomne på skadestidspunktet samtidig er omfattet af to eller flere
undtagelser efter stk. 3, skal årslønnen fastsættes efter den
undtagelsesbestemmelse, der ud fra en samlet vurdering bedst afspejler
tilskadekomnes erhvervsmæssige situation på skadestidspunktet.
Stk. 5.
Ved beregning af erstatning trækkes arbejdsmarkedsbidrag, jf. lov
om arbejdsmarkedsbidrag, fra årslønnen.
Stk. 6.
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring kan træffe selvstændig afgørelse
om årslønnen, når Arbejdsmarkedets Erhvervssikring finder det
hensigtsmæssigt.
Stk. 7.
Årslønnen kan uanset stk. 1 og stk. 3, højst fastsættes til 588.000 kr.
Minimumsårslønnen fastsættes til 248.000 kr. Normalårslønnen fastsættes
til 419.000 kr. For personer uden for erhverv fastsættes årslønnen til 52.000
kr. Alle beløb er inklusive arbejdsmarkedsbidrag og reguleres efter § 25,
stk. 1.
Stk. 8.
Til brug ved beregning og regulering af erstatning for tab af
erhvervsevne og tab af forsørger som løbende erstatning samt
13
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
2775159_0014.png
uddannelsesgodtgørelse fastsættes en grundløn. Denne beregnes ved at
gange den årsløn, der er fastsat efter reglerne i stk. 1-3 og 7, med forholdet
mellem 588.000 kr. og det maksimale årslønsbeløb, der var gældende, da
arbejdsskaden indtraf.
Stk. 9.
Beskæftigelsesministeren kan fastsætte nærmere regler om
fastsættelsen af årsløn efter stk. 1-4 og 6-7, herunder om afgrænsningen af
persongrupperne i stk. 3, nr. 1-12.«
30.
I
§ 25, stk. 1,
ændres »§ 24, stk. 5 og 6« til: »§ 24, stk. 7«.
31.
I
§ 26, stk. 1,
ændres »stk. 5« til: »stk. 6«, og efter stk. 1 indsættes som
nyt stykke:
»Stk. 2.
Forskud på erstatning for tab af erhvervsevne og på godtgørelse for
varigt mén kan udbetales i tiden inden den endelige afgørelse.«
Stk. 2 bliver herefter stk. 3.
32.
I
§ 26, stk. 2,
der bliver stk. 3, ændres »erstatnings og godtgørelsesbeløb«
til: »erstatnings- og godtgørelsesbeløb«.
33.
I
§ 27, stk. 4, 3. pkt.,
indsættes efter »fremtiden«: », jf. stk. 5«.
34.
I
§ 27
indsættes efter stk. 4 som nyt stykke:
»Stk. 5. Hvis tilskadekomne i henhold til en afgørelse om tab af
erhvervsevne har fået tilkendt en erstatning, og afgørelsen senere ændres
med tilbagevirkende kraft, og erstatningen efter denne afgørelse skal
omsættes til kapitalbeløb, jf. stk. 1, fastsættes omsætningstidspunktet til
datoen for Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings senere afgørelse. Har
tilskadekomne ret til erstatning for en periode før omsætningstidspunktet,
jf. 1. pkt., udbetales erstatningen som en løbende erstatning for denne
periode.«
Stk. 5 bliver herefter stk. 6.
35.
I
§ 27, stk. 5, 2. pkt.,
der bliver stk. 6, 2. pkt., og i
§ 43, 2. pkt.,
ændres
»ydelsens« til: »erstatningens«.
36.
§ 29, stk. 2, affattes således:
»
Den erstatningsansvarlige skadevolder, dennes ansvarsforsikringsselskab
eller et forsikringsselskab, hvori der er tegnet voldsskadeforsikring efter §
49 a,
har krav på at få godtgjort erstatning og godtgørelse fra
arbejdsulykkesforsikringsselskabet eller Arbejdsmarkedets
Erhvervssikring af bidrag, jf. § 55, når den erstatningsansvarlige
14
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
2775159_0015.png
skadevolder, dennes ansvarsforsikringsselskab
eller et forsikringsselskab,
hvori der er tegnet voldsskadeforsikring efter § 49 a, har
dækket
godtgørelse, erstatning m.v. efter lov om erstatningsansvar,
som
tilskadekomne eller dennes efterladte har ret til som følge af
arbejdsskaden.
Krav efter 1. pkt. omfatter
erstatnings- og godtgørelsesbeløb
af samme art, som arbejdsskadeforsikringsselskabet eller Arbejdsmarkedets
Erhvervssikring har pligt til at betale på det tidspunkt, hvor kravet fremsættes,
og kan ikke overstige det beløb, som arbejdsulykkesforsikringsselskabet
eller Arbejdsmarkedets Erhvervssikring som følge af arbejdsskaden har
tilkendt den
tilskadekomne eller dennes efterladte
efter §§ 15 og 17-23 for
samme tidsrum. Erstatning for tabt arbejdsfortjeneste efter § 2 i lov om
erstatningsansvar sidestilles med erstatning for tab af erhvervsevne,
jf. §
17.
«.
37.
I
§
29 indsættes som nyt stk. 3:
»En erstatningsansvarlig skadevolder, dennes ansvarsforsikringsselskab og
Erstatningsnævnet
har krav på at få godtgjort erstatning og godtgørelse fra
et forsikringsselskab,
hvori der er tegnet voldsskadeforsikring efter § 49 a,
når den erstatningsansvarlige skadevolder, dennes
ansvarsforsikringsselskab eller Erstatningsnævnet har udbetalt erstatning,
godtgørelse m.v. efter lov om erstatningsansvar i anledning af en
arbejdsulykke, som er omfattet af § 49 a. Kravet efter 1. pkt. kan ikke
overstige det beløb, som voldsskadeforsikringsselskabet har tilkendt den
tilskadekomne eller dennes efterladte for samme tidsrum, jf.
§ 49 b. «.
38.
I
§ 34 a, stk.1,
ændres »Arbejdsmarkeds« til: »Arbejdsmarkedets«.
39.
I
§ 35 a
ændres »kan« til: »skal«.
40.
I
§ 36, stk. 5, 1. pkt.,
ændres
Ȥ
41, stk. 2« til:
Ȥ
41, stk. 3«.
41.
I
§ 37
indsættes efter stk. 2 som nyt stk.:
»Stk. 3.
Sikringspligtige arbejdsgivere, offentlige myndigheder og andre
professionelle vedkommende, herunder sygehuse, institutter og
behandlende læger m.v. skal senest 14 dage efter, at en anmodning om
oplysninger fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring eller Ankestyrelsen er
kommet frem, afgive oplysninger, jf. stk. 2, som de er i besiddelse af. Hvis
fristen ikke overholdes, rykker Arbejdsmarkedets Erhvervssikring eller
Ankestyrelsen for oplysningerne, og oplyser om risikoen for bødestraf, jf. §
82, stk. 4, og oplysningerne skal herefter afgives til Arbejdsmarkedets
Erhvervssikring eller Ankestyrelsen senest 14 dage efter, at
rykkerskrivelsen er kommet frem. Hvis vedkommende ikke er i besiddelse
15
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
af de ønskede oplysninger, skal vedkommende give Arbejdsmarkedets
Erhvervssikring eller Ankestyrelsen besked herom inden for fristen på 14
dage.«
Stk. 3 og 4 bliver herefter stk. 4 og 5.
42.
I
§ 37, stk. 3, 1.
og
2. pkt.,
som bliver stk. 4, 1. og 2. pkt., indsættes efter
»arbejdsskadesager«: », sager om uddannelsesgodtgørelse«.
43.
I
§ 38, stk. 2,
ændres »§ 24, stk. 5« til: »§ 24, stk. 7«
44.
I
§ 40, stk. 1,
indsættes efter »denne lov«: »herunder om en anmeldt
skade er omfattet af loven, jf. dog § 84 a, samt om tilskadekomne eller
efterladte har ret til ydelser efter loven«.
45.
I
§ 40 a, stk. 1,
indsættes efter »afgørelse om tilbagebetaling,«: »jf. dog
§ 18 e«.
46.
§ 41, stk. 1,
affattes således:
»Efter anmodning fra tilskadekomne eller efterladte eller på
Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings foranledning kan
en afgørelse om,
hvorvidt en skade er omfattet af loven eller vedrørende erstatnings- og
godtgørelsesspørgsmål, jf. § 11,
genoptages, jf. dog stk. 2 -3. Det er en
betingelse for genoptagelse, at der foreligger nye oplysninger, som
indebærer en vis sandsynlighed for, at en genoptagelse vil føre til en ændret
materiel afgørelse, og at den, der beder om genoptagelse, dokumenterer
dette.«
47.
I
§ 41
indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:
»Stk. 2.
En afgørelse om, hvorvidt en skade er omfattet af loven, eller
hvorvidt en efterladt er anset for erstatningsberettiget efter § 20, stk. 1, kan
ikke genoptages senere end 5 år fra afgørelsen, jf. dog stk. 3.«
Stk. 2 bliver herefter stk. 3.
48.
§ 42, stk. 1,
ophæves.
Stk. 2 bliver herefter stk. 1.
49.
I
§ 42, stk. 2,
der bliver stk. 1, ændres »§§ 17 og 17 a« til: »§§ 17, 17 a
og § 18 b-d«.
16
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
50.
§ 43
ophæves.
51.
I
§ 44, stk. 5, 1. pkt.,
indsættes efter »opsættende virkning«: »med
mindre afgørelsen er truffet efter §§ 18 b og 18 d«.
52.
Efter § 46 indsættes i
kapitel 8:
Ȥ 47.
For afgørelser efter loven, der kan påklages til Ankestyrelsen, skal
den administrative rekurs være udnyttet, før afgørelsen kan indbringes for
domstolene. Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings afgørelser kan ikke
indbringes for domstolene.
Stk. 2.
Søgsmål til prøvelse af Ankestyrelsens afgørelser efter loven eller
de regler, der udstedes efter loven, skal være anlagt af tilskadekomne inden
12 måneder fra afgørelsen. Forsikringsselskaber, selvforsikrede statslige
myndigheder, regioner, kommuner, arbejdsgivere og bestyrelsen for
Arbejdsmarkedets Tillægspension skal anlægge sagen inden 6 måneder fra
afgørelsen.«
53.
Efter § 49 indsættes i
kapitel 9:
»Vold mod ansatte
§ 49 a.
Enhver arbejdsgiver kan tegne en voldsskadeforsikring, der dækker
erstatning og godtgørelse efter lov om erstatningsansvar som følge af vold,
trusler eller andre voldsomme hændelser på arbejdet fra personer, der drages
omsorg for, mod ansatte, som er omfattet af arbejdsgivers sikringspligt, jf.
§ 48, stk. 1. Forsikringen omfatter hændelser, som anerkendes som en
arbejdsulykke, jf. § 6. Tilsvarende gælder for selvstændige
erhvervsdrivende og medarbejdende ægtefæller, jf. § 48, stk. 2, og
selvforsikrede arbejdsgivere, jf. § 48, stk. 5.
Stk. 2.
Arbejdsgivere for ansatte inden for socialområdet, ældreområdet,
sundhedsområdet og undervisningsområdet, der er i særlig risiko for at blive
udsat for vold, trusler eller andre voldsomme hændelser på arbejdet fra
personer, de drager omsorg for, har pligt til at tegne en forsikring som nævnt
i stk. 1 og 3, jf. dog stk. 4.
Stk. 3.
Arbejdsgivere, jf. § 48, stk. 1 og 2, der har tegnet
arbejdsulykkesforsikring, tegner voldsskadeforsikringen som en udvidet del
af arbejdsulykkeforsikringen i samme forsikringsselskab, som forsikrer
arbejdsgiveren mod ulykker, jf. § 50.
17
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
2775159_0018.png
Stk. 4.
§ 48, stk. 5, finder tilsvarende anvendelse for selvforsikrede
arbejdsgivere for så vidt angår voldsskadeforsikringen, jf. stk. 1 og 2.
Kommuner og regioner, der tegner voldsskadeforsikring efter stk. 1 eller 2,
kan dog overføre deres risiko for hændelser til et forsikringsselskab. Hvis
kommunen eller regionen har tegnet arbejdsulykkesforsikring, skal
voldsskadeforsikringen
tegnes
som
en
udvidet
del
af
arbejdsulykkeforsikringen i samme forsikringsselskab, som forsikrer
arbejdsgiveren mod ulykker, jf. § 50.
Stk. 5.
Beskæftigelsesministeren fastsætter efter forhandling med børne- og
undervisningsministeren, social- og boligministeren, ældreministeren og
indenrigs- og sundhedsministeren nærmere regler om, hvilke offentlige og
private arbejdsgivere, der er forpligtet til at tegne en forsikring, jf. stk. 2.
Beskæftigelsesministeren fastsætter endvidere regler om anmeldelse af
sagen til forsikringsselskabet og sagens behandling.
§ 49 b.
Forsikringsselskabet eller den selvforsikrede arbejdsgiver, jf. § 48,
stk. 5, træffer afgørelse om, hvorvidt en personskade er dækket af
voldsskadeforsikringen, jf. § 49 a, stk. 1, og eventuel udmåling af erstatning
eller godtgørelse efter lov om erstatningsansvar.
Erstatning og godtgørelse
efter § 49 a kan ikke danne grundlag for regreskrav mod en skadevolder, der
har pådraget sig erstatningspligt over for tilskadekomne eller deres efterladte.
Stk. 2.
Forsikringsselskabet eller den selvforsikrede arbejdsgiver, jf. § 48,
stk. 5, kan indhente oplysninger om den anerkendte arbejdsulykke og
udmålingen af erstatning i forbindelse hermed, herunder lægelige og
økonomiske oplysninger om tilskadekomne, fra Arbejdsmarkedets
Erhvervssikring.
Stk. 3.
Erstatning og godtgørelse efter voldsskadeforsikringen, jf. § 49 a, stk.
1, udbetales senest 14 dage fra datoen for underretningen om beløbets
tilkendelse. Udbetales beløbet efter dette tidspunkt, finder
rentebestemmelsen § 26, stk. 3, 1. pkt., tilsvarende anvendelse fra udløbet
af 14-dages-fristen.
Stk. 4.
Forsikringsselskabet eller den selvforsikrede arbejdsgiver, jf. § 48,
stk. 5, træffer ved tvivl herom afgørelse om en arbejdsgivers
forsikringspligt, jf. 49 a, stk. 2. Afgørelse efter 1. pkt. kan påklages til
Arbejdstilsynet af arbejdsgiveren eller den tilskadekomne senest 4 uger
efter, at de har modtaget afgørelsen.
Stk.
5.
Har en arbejdsgiver, som har pligt til at tegne voldsskadeforsikring
efter § 49 a, stk. 2, ikke tegnet denne forsikring, udbetaler arbejdsgiverens
arbejdsulykkesforsikringsselskab erstatning og godtgørelse efter § 49 a, stk.
1, til den tilskadekomne.
18
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
2775159_0019.png
Stk. 6.
Har en arbejdsgiver undladt at opfylde sin forsikringspligt efter § 48,
stk. 1, og § 49 a, stk. 2, varetager Forsikring & Pension opgaverne efter stk.
1, 4 og 5. Udgifterne hertil dækkes på samme måde som efter § 48, stk. 6,
3. og 4. pkt.
54.
I
§ 53
indsættes efter »risiko, jf.«: »§ 49 a, stk. 2, og«.
55.
§ 70 a, stk. 5,
affattes således:
»Stk. 5.
Bestyrelsen beslutter rammerne for Arbejdsmarkedets
Erhvervssikrings valutakurs- og renterisikoeksponering.«
56.
I
§ 82, stk. 1 og 2,
indsættes som
2. pkt.:
»Det gælder dog ikke ved sikringspligt efter § 49 a, stk. 2.«
57.
§ 82, stk. 3,
affattes således:
»Stk. 3.
En sikringspligtig arbejdsgiver, der ikke rettidigt anmelder en
indtruffet arbejdsulykke, straffes med bøde.«
58.
I
§ 82
indsættes efter stk. 3 som nyt stykke:
»Stk. 4.
Sikringspligtige arbejdsgivere, offentlige myndigheder, og andre
professionelle vedkommende, herunder sygehuse, institutter og
behandlende læger m.v., der ikke senest 14 dage efter, at en rykkerskrivelse
fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring eller Ankestyrelsen er kommet frem,
medvirker ved sagsoplysningen af en anmeldt arbejdsskade, jf. § 37, stk. 3,
2. og 3. pkt., kan straffes med bøde. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring og
Ankestyrelsen kan, hvis særlige omstændigheder taler herfor, undlade at
anmelde sagen til politiet.«
Stk. 4 og 5 bliver herefter stk. 5 og 6.
59.
I
§ 82 a, stk. 1,
ændres »§ 82« til: »§ 82, stk. 1-3«.
60.
Efter § 84 indsættes i
kapitel 12:
Ȥ 84 a.
Beskæftigelsesministeren kan fastsætte nærmere regler om, at der
gennemføres forsøg, hvorefter der delegeres afgørelseskompetence til
udvalgte forsikringsselskaber for så vidt angår afgørelse om
anerkendelsesspørgsmålet af arbejdsulykker, jf. § 40, stk. 1. 1. punktum
gælder dog ikke sager, der skal behandles efter § 36, stk. 1.
Forsikringsselskabets afgørelse har samme retsvirkning for tilskadekomne
som en afgørelse fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, herunder i forhold
til genoptagelse, frister og forældelse. Tilskadekomne omfattet af forsøget
vil inden for en frist på 4 uger fra modtagelsen af forsikringsselskabets
afgørelse kunne anmode om at få sagen sendt til Arbejdsmarkedets
Erhvervssikring med henblik på, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring
træffer afgørelse om anerkendelse af arbejdsskader, jf. § 40, stk. 1.
19
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings afgørelse træder herefter i stedet for
forsikringsselskabets afgørelse, herunder i forhold til frister og forældelse.«
61.
I
§ 86, stk. 1,
ændres ”1. januar 2004” til: ”1. juli 2024” og ”1.591,2”
ændres til: 2.547,5”.
62.
I
§ 86, stk. 2, 1.
og
2. pkt.,
ændres ”1. januar 2004” til: ”1. juli 2024” og
”341,5” ændres til: ”546,7”.
63.
I
§ 86, stk. 3,
ændres ”1. januar 2004” til: ”1. juli 2024” og ”130,9”
ændres
til: ”209,6”.
64.
I
§ 86, stk. 4,
ændres ”1. januar 2004” til: ”1. juli 2024” og ”125,4”
ændres til: ”200,8”.
65.
I § 86 indsættes som nyt stk. 5:
”Stk.
5.
Løbende erstatning for skader indtruffet mellem den 1. januar 2004
og den 30. juni 2024 forhøjes fra den 1. januar 2024 til 160,1 pct. af den
løbende ydelse, der svarer til grundlønnen.”.
Stk. 5-7 bliver herefter stk. 6-8.
66.
I § 86, stk. 5, der bliver
stk. 6,
og i stk. 6, der bliver
stk. 7,
ændres ”1-4”
til: ”1-5”.
67.
I § 86, stk. 7, der bliver
stk. 8 ændres ”1-5” til: ”1-6”.
§2
I lov om erstatning til tilskadekomne værnepligtige m.fl., jf.
lovbekendtgørelse nr. 284 af 14. marts 2013, som ændret ved § 3 i lov nr.
395 af 2. maj 2016 og § 6 i lov nr. 285 af 29. marts 2017, foretages følgende
ændringer:
1.
§ 5
ophæves.
2.
§ 6
ophæves.
3.
I
§ 8, stk. 1,
ændres ”2004” til: ”2024” og ”1.591,2” ændres til: 2.547,5”.
4.
I
§ 8, stk. 2, 1. og 2. pkt.,
ændres ”2004” til: ”2024” og ”341,5” ændres
til: ”546,7”.
5.
I
§ 8, stk. 3,
ændres ”2004” til: ”2024” og ”130,9” ændres til: ”209,6”.
20
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
6.
I
§ 8, stk. 4,
ændres ”2004” til: ”2024” og ”125,4” ændres til: ”200,8”.
7.
I
§ 8
indsættes som nyt stk. 5:
”Stk.
5.
Løbende erstatning for skader indtruffet mellem den 1. januar 2004
og den 31. december 2023 forhøjes fra den 1. januar 2024 til 160,1 pct. af
den løbende ydelse, der svarer til grundlønnen.”.
Stk. 5-8 bliver herefter stk. 6-9.
8.
I
§ 8,
stk. 5, der bliver
stk. 6,
og i stk. 6, der bliver
stk. 7,
ændres ”1-4” til:
”1-5”.
9.
I
§ 8,
stk. 7, der bliver
stk. 8
ændres ”1-5” til: ”1-6”.
10.
I § 8, stk. 8, der bliver stk. 9, ændres ”stk. 7” til: ”stk. 8”.
§3
I lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, jf. lovbekendtgørelse nr. 701 af 22.
maj 2022, som ændret ved § 3 i lov nr. 875 af 21. juni 2022 og § 6 i lov nr.
879 af 21. juni 2022 og § 1 i lov nr. 295 af 20. marts 2023, foretages følgende
ændringer:
1.
I
§ 7
indsættes som
stk. 2:
»Stk. 2.
Loven omfatter endvidere personer, som har ret til en samtale i
jobcenteret om uddannelsesmuligheder m.v., jf. § 38 a.«
2.
Efter
§ 38
indsættes før overskriften før § 39:
»Samtale
og vurdering af uddannelsesmuligheder i forbindelse med
uddannelsesgodtgørelse efter lov om arbejdsskadesikring
§ 38 a.
For personer, som Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har vurderet
er omfattet af målgruppen i § 18 a, stk. 1, i lov om arbejdsskadesikring, skal
jobcenteret tilbyde en samtale om uddannelsesmuligheder m.v. Personen
vælger, om samtalen skal holdes ved personligt fremmøde, telefonisk eller
ved personligt digitalt fremmøde.
Stk. 2.
Ved samtalen skal personen og jobcenteret drøfte personens ønsker
til og mulighed for at gennemføre en erhvervskompetencegivende
21
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
uddannelse inden for områder med behov for arbejdskraft. Jobcenteret skal
endvidere vejlede personen om muligheder for tilbud m.v. efter denne lov.
Stk. 3.
Samtalen kan træde i stedet for en jobsamtale efter dette kapitel eller
en opfølgningssamtale efter kapitel 6 i lov om sygedagpenge.
Stk. 4.
På baggrund af samtalen giver jobcenteret oplysninger til
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring om personens ønske til uddannelse og en
vurdering af, om
1) uddannelsen er en erhvervskompetencegivende uddannelse inden for et
område med behov for arbejdskraft, og
2) personen forventes at kunne gennemføre uddannelsen og varetage et job
på fuld tid på almindelige vilkår efter uddannelsen.«
§4
I lov om sygedagpenge, jf. lovbekendtgørelse nr. 1263 af 2. september 2022,
som ændret ved § 2 i lov nr. 878 af 21. juni 2022 og § 2 i lov 295 af 20.
marts 2023, foretages følgende ændringer:
1.
I
§ 34
indsættes som
stk. 2:
»Stk. 2.
En person, der på grund af længerevarende sygdom afbryder en
påbegyndt uddannelse, hvor personen modtager uddannelsesgodtgørelse, jf.
§ 18 c, stk. 3 i lov om arbejdsskadesikring, har ret til sygedagpenge fra
kommunen fra personens første fraværsdag, efter at retten til
uddannelsesgodtgørelse ophører.«
2.
I
§ 38
indsættes efter stk. 4 som nyt stykke:
»Stk. 5.
En person, der på grund af længerevarende sygdom afbryder en
påbegyndt uddannelse, hvor personen modtager uddannelsesgodtgørelse, jf.
§ 18 c, stk. 3, i lov om arbejdsskadesikring, skal anmode om sygedagpenge
hos kommunen senest 3 uger efter sidste dag med ret til
uddannelsesgodtgørelse. Anmodningen om sygedagpenge skal ske på en
blanket, som udleveres af kommunen.«
Stk. 5-8 bliver herefter stk. 6-9.
3.
I
§ 38, stk. 6,
som bliver stk. 7, ændres »stk. 1, 3, 4 eller 5« til: »stk. 1, 3,
4, 5 eller 6«, og »lønmodtageren« ændres til »personen«.
4.
I
§ 38, stk. 7,
som bliver stk. 8, ændres i 2. pkt. »jf. dog stk. 8« til: »jf.
dog stk. 9«.
22
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
5.
Efter § 51 indsættes:
Ȥ 51 a.
Beskæftigelsesministeren fastsætter regler om beregning af
sygedagpenge til en person, der på grund af længerevarende sygdom
afbryder en påbegyndt uddannelse, hvor personen modtager
uddannelsesgodtgørelse, jf. § 18 c i lov om arbejdsskadesikring.«
§5
I lov om aktiv socialpolitik, jf. lovbekendtgørelse nr. 241 af 12. februar
2021, som ændret bl.a. ved § 2 i lov nr. 466 af 20. marts 2021, ved § 3 i lov
nr. 452 af 20. april 2022 og senest ved § 5 i lov nr. 879 af 21. juni 2022,
foretages følgende ændring:
1.
I
§ 33
indsættes som
nr. 11:
»11) Uddannelsesgodtgørelse efter lov om arbejdsskadesikring udbetalt til
ansøgerens ægtefælle.«
2.
I
§ 69 j, stk. 5, 1. pkt.,
ændres »stk. 7-12« til: »stk. 7-13«.
3.
I
§ 69 j
indsættes efter stk. 12 som nyt stk.:
»Stk. 13.
Uddannelsesgodtgørelse efter §§ 18 a-18 f i lov om
arbejdsskadesikring medfører ikke fradrag i ressourceforløbsydelsen.«
Stk. 13 og 14 bliver herefter stk. 14 og 15.
Skatteministeriet
§6
I lov om afgift af bidraget til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring og af
arbejdsulykkeserstatninger m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 374 af 30. marts
2020, som ændret ved § 2 i lov nr. 2203 af 29. december 2020, foretages
følgende ændringer:
1. I
§ 3, stk. 1, nr. 1, 1. pkt.,
udgår »på 17 pct.«
2. I
§ 3, stk. 1, nr. 1,
indsættes som
3. pkt.:
»Afgiften efter 1. pkt. udgør 17 pct. til og med den 31. december 2030 og
14,8 pct. fra og med den 1. januar 2031.«
3. I
§ 3, stk. 1, nr. 2, 1. pkt.,
udgår »på 12 pct.«
4. I
§ 3, stk. 1, nr. 2,
indsættes som
2. pkt.:
23
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
»Afgiften efter 1. pkt. udgør 12 pct. til og med den 31. december 2030 og
9,8 pct. fra og med den 1. januar 2031.«
Ikrafttræden
§7
Stk. 1.
Loven træder i kraft den 1. juli 2024, jf. dog stk. 10.
Stk. 2.
Lovens § 1, nr. 2, 7, 8, 10, 13, 17, 29, 30, 41, 42, 43, 45, 49, 51 og
57-59, § 2, nr. 1 og 2, samt §§ 3-5 finder anvendelse i sager om
arbejdsulykker, der indtræder den 1. juli 2024 eller senere, og
erhvervssygdomme, der anmeldes den 1. juli 2024 eller senere, jf. dog stk.
7.
Stk. 3.
§ 1, nr. 3, 4, 9, 20, 22-25, 28, 33 og 34, finder anvendelse i sager,
hvor der træffes afgørelse efter lovens ikrafttræden.
Stk. 4.
§ 1, nr. 5, kan finde anvendelse fra lovens ikrafttræden.
Stk. 5.
§ 1, nr. 14, finder anvendelse ved afgørelser fra lovens ikrafttræden,
hvor tilskadekomne forinden er blevet vejledt om den nye bestemmelse i §
17 a, stk. 4.
Stk. 6.
§ 1, nr. 16, finder anvendelse i afgørelser, der træffes efter lovens
ikrafttræden om
1) Ulykkestilfælde og skadelige påvirkninger, der er indtrådt den 1. juli
2002 eller senere, og
2) Pludselige løfteskader og erhvervssygdomme, der er anmeldt den 1.
juli 2002 eller senere.
Stk. 7.
§ 1, nr. 2, 10, 17, 42, 45, 49, 51 samt §§ 3-5 finder efter anmodning
fra tilskadekomne anvendelse i sager, der er anmeldt før lovens ikrafttræden,
og hvor Arbejdsmarkedets Erhvervssikring efter lovens ikrafttræden træffer
afgørelse om mén på mindst 10 pct.
Stk. 8.
§ 1, nr. 46-50, finder anvendelse på anmodninger om genoptagelse,
som fremsættes efter lovens ikrafttræden.
Stk. 9.
§ 1, nr. 52, finder anvendelse i sager fra lovens ikrafttræden, hvor
sagens parter er vejledt om søgsmålsfristen og kravet om udnyttelse af den
24
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
administrative rekurs. Fra den 1. juli 2029 finder § 1, nr. 52 anvendelse i
alle sager og afgørelser efter loven, herunder for sager og afgørelser afgjort
før den 1. juli 2024, uanset om sagens parter ikke er vejledt om
søgmålsfristen og kravet om udnyttelse af den administrative rekurs.
Stk. 10.
§ 1, nr. 37, 53 og 56, træder i kraft den 1. januar 2025 og finder
anvendelse på arbejdsulykker, der indtræder den 1. januar 2025 eller senere.
§8
Stk. 1.
Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.
Stk. 2.
Lovens § X kan ved kongelig anordning sættes helt eller delvis i kraft
for Færøerne og/eller Grønland med de ændringer, som de
færøske/grønlandske/færøske henholdsvis grønlandske forhold tilsiger.
25
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
2775159_0026.png
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
Indhold
1. Indledning
........................................................................................................ 29
2. Lovforslagets baggrund ......................................................................... 30
3. Lovforslagets hovedpunkter............................................................................
32
3.1. Nyt formål om selvforsørgelse og tilknytning til arbejdsmarkedet ....... 32
3.1.1. Gældende ret ............................................................................. 32
3.1.2. Beskæftigelsesministeriets overvejelser og den foreslåede
ordning ................................................................................................... 33
3.2. Uddannelsesgodtgørelse .................................................................... 34
3.2.1. Ny ordning med uddannelsesgodtgørelse ............................. 34
3.2.1.1. Gældende ret .......................................................................... 34
3.2.1.2. Beskæftigelsesministeriets overvejelser og den
foreslåede ordning ............................................................................... 36
3.2.2. Jobcenterets arbejdsopgaver i forbindelse med afklaringen
af uddannelsesmuligheder m.v. under ordningen ........................... 42
3.2.2.1. Gældende ret .......................................................................... 42
3.2.2.2. Beskæftigelsesministeriets overvejelser og den
foreslåede ordning ............................................................................... 44
3.2.3. Beskæftigelsesrettede ydelser ift. ordningen med
uddannelsesgodtgørelse ........................................................................... 47
3.2.3.1. Sygedagpenge .............................................................................. 47
3.2.3.1.1. Gældende ret....................................................................... 47
3.2.3.1.2. Beskæftigelsesministeriets overvejelser og den
foreslåede ordning ............................................................................... 50
3.2.3.2. Forholdet til barselsdagpenge ....................................................... 52
3.2.3.3. Forholdet til arbejdsløshedsdagpenge ........................................... 53
3.2.3.4. Forholdet til ydelser efter lov om aktiv socialpolitik ...................... 55
3.2.3.5. Forholdet til folke-, senior- og førtidspension ...............
Fejl!
Bogmærke er ikke defineret.
3.2.3.5.1. Gældende ret.........................
Fejl! Bogmærke er ikke defineret.
3.2.3.5.2. Beskæftigelsesministeriets overvejelser og den
foreslåede ordning .................................
Fejl! Bogmærke er ikke defineret.
3.3. Mulighed for selvforsikrede arbejdsgivere ved arbejdsulykker til at
afholde udgifter til indsatser, der understøtter tilskadekomnes mulighed for
at bevare eller genskabe tilknytningen til arbejdsmarkedet ....................... 60
26
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
2775159_0027.png
3.3.1. Gældende ret ............................................................................. 60
3.3.2. Beskæftigelsesministeriets overvejelser og den foreslåede
ordning ................................................................................................... 61
3.4. Ny og forenklet årslønsberegning ....................................................... 62
3.4.1. Gældende ret ...............................
Fejl! Bogmærke er ikke defineret.
3.4.2. Beskæftigelsesministeriets overvejelser og den foreslåede
ordning .....................................................
Fejl! Bogmærke er ikke defineret.
3.5. Større intervaller i udmålingen af erstatning for tab af erhvervsevne .. 69
35.1. Gældende ret .............................................................................. 69
3.5.2. Beskæftigelsesministeriets overvejelser og den foreslåede
ordning ................................................................................................... 70
3.6. Præcisering af tabsbegrænsningspligten (§§ 17 og 17 a) ...................... 70
3.6.1. Gældende ret ......................................................................................... 70
3.7. Samspillet mellem erstatninger efter arbejdsskadesikringsloven og
erstatningsansvarsloven................................................................................... 73
3.7.1. Gældende ret ............................................................................. 73
3.7.2. Beskæftigelsesministeriets overvejelser og den foreslåede
ordning ................................................................................................... 75
3.8. Bemyndigelsesbestemmelse, der skaber mulighed for et forsøg med at
delegere afgørelseskompetence til forsikringsselskaberne ......................... 77
3.8.1 Gældende ret .............................................................................. 77
3.8.2. Beskæftigelsesministeriets overvejelser og den foreslåede
ordning ................................................................................................... 78
3.9. Frist for medvirken til sagsoplysning og bødestraf ............................... 80
3.9.1. Gældende ret ............................................................................. 80
3.9.2. Beskæftigelsesministeriets overvejelser og den foreslåede
ordning ................................................................................................... 81
3.10. Genoptagelse ................................................................................... 84
3.10.1. Gældende ret ........................................................................... 84
3.10.2. Beskæftigelsesministeriets overvejelser og den foreslåede
ordning ................................................................................................... 86
3.11. Søgsmålsfrist og rekurs ..................................................................... 88
3.11.1. Gældende ret ........................................................................... 88
3.11.2. Beskæftigelsesministeriets overvejelser og den foreslåede
ordning ................................................................................................... 89
3.12. Aldersnedsættelse af méngodtgørelse (§ 18) .................................... 91
3.12.1. Gældende ret ........................................................................... 91
3.12.2. Beskæftigelsesministeriets overvejelser og den foreslåede
ordning ................................................................................................... 91
3.13. Lettere adgang til erstatning ved vold på arbejdspladsen .................. 91
27
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
2775159_0028.png
3.13.1. Gældende ret ........................................................................... 91
3.13.2. Beskæftigelsesministeriets overvejelser og den foreslåede
ordning. ................................................................................................. 94
3.14. Højere erstatningsniveau for permanente behandlingsudgifter og
hjælpemidler .......................................................................................... 100
3.14.1. Gældende ret .............................................................................. 100
3.14.2.Beskæftigelsesministeriets overvejelser og den foreslåede
ordning .................................................................................................. 102
3.15. Erstatning for tab af forsørger indtil barnets 21. år. ......................... 102
3.15.1 Gældende ret .......................................................................... 102
3.15.2. Beskæftigelsesministeriets overvejelser og den foreslåede
ordning ................................................................................................. 104
3.16. Videregivelse af oplysninger om sort arbejde og socialt bedrageri ... 105
3.16.1. Gældende ret ......................................................................... 105
3.16.2. Beskæftigelsesministeriets overvejelser og den foreslåede
ordning ................................................................................................. 106
3.17. Kapitaliseringstidspunkt (§ 27, stk. 4 og nyt stk. 5) .......................... 106
3.17.1. Gældende ret ......................................................................... 106
3.17.2. Beskæftigelsesministeriets overvejelser og den
foreslåedeordning .............................................................................. 107
3.18. Mål for sagsbehandlingstid og fastsættelse af frister ....................... 108
3.18.1. Gældende ret ......................................................................... 108
3.18.2. Beskæftigelsesministeriets overvejelser og den foreslåede
ordning ................................................................................................. 110
3.19. Andre tekniske ændringer i lov om arbejdsskadesikring .................. 113
3.19.1. Gældende ret ......................................................................... 113
3.19.2. Beskæftigelsesministeriets overvejelser og den foreslåede
ordning ................................................................................................. 113
3.20. Nedsættelse af arbejdsskadeafgiften .............................................. 113
3.20.1. Gældende ret ......................................................................... 113
3.20.2. Skatteministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
.............................................................................................................. 115
3.21. Lovforslagets ikrafttræden ............................................................. 115
4.
Behandling af personoplysninger og forholdet til
databeskyttelsesforordningen og databeskyttelsesloven
............................... 118
5. Økonomiske konsekvenser og implementeringskonsekvenser for det
offentlige
...........................................................
Fejl! Bogmærke er ikke defineret.
5.1. Økonomiske konsekvenser for det offentlige ..
Fejl! Bogmærke er
ikke defineret.
28
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
2775159_0029.png
5.2. Økonomiske konsekvenser og implementeringskonsek venser
for det offentlige ved ændring af arbejdsskadeafgiften .............
Fejl!
Bogmærke er ikke defineret.
5.3. Samlede økonomiske konsekvenser for det offentlige ........
Fejl!
Bogmærke er ikke defineret.
5.4. Implementeringskonsekvenser for det offentlige
Fejl! Bogmærke
er ikke defineret.
6. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.
........
Fejl!
Bogmærke er ikke defineret.
6.1. Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet ...
Fejl! Bogmærke er
ikke defineret.
6.3. Samlede økonomiske konsekvenser for erhvervslivet. ........
Fejl!
Bogmærke er ikke defineret.
6.4. Administrative konsekvenser for erhvervslivet
Fejl! Bogmærke er
ikke defineret.
7. Administrative konsekvenser for borgerne
.................................................. 126
8. Klimamæssige konsekvenser
........................................................................ 126
9. Miljø- og naturmæssige konsekvenser
......................................................... 126
10. Forholdet til EU-retten
................................................................................ 126
11. Hørte myndigheder og organisationer m.v.
............................................... 127
12. Sammenfattende skema.................................................................... 129
1. Indledning
Næsten halvdelen af de tilskadekomne, der kommer ud for en
erstatningsberettiget arbejdsulykke, er ikke i ordinær beskæftigelse 5 år efter
skaden, og arbejdsskadesystemet er præget af lange sagsbehandlingstider og
sagsforløb, hvor tilskadekomne afventer en afklaring på de
erstatningsretlige følger af pågældendes arbejdsskade. Det giver store
udfordringer både for den enkelte, men også for samfundet. Aftalen om et
forbedret arbejdsskadesystem skal derfor styrke og forbedre
arbejdsskadesystemet, så det tager bedre hånd om den tilskadekomne efter
en skade. Aftalen skal bidrage til, at flere kommer tilbage i job efter en
arbejdsskade, forkorte sagsbehandlingstider og -forløb samt øge
erstatningsniveauet. Det sker ved en række initiativer.
Tilskadekomnes tilknytning til arbejdsmarkedet efter en skade kan
forbedres bl.a. ved at etablere en uddannelsesgodtgørelsesordning, der gør
det muligt for tilskadekomne at tage en uddannelse med henblik på, at
29
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
tilskadekomne i højere grad opnår varig beskæftigelse på arbejdsmarkedet
efter en skade. Herudover bliver der med aftalen bl.a. tilføjet en ny
formålsbestemmelse i loven om, at det også er et formål, at tilskadekomne
opnår tilknytning til arbejdsmarkedet og bliver selvforsørgende. Endvidere
bliver der nedsat en teknisk arbejdsgruppe med repræsentanter fra bl.a.
arbejdsmarkedets parter, som skal undersøge, hvorfor tilskadekomne mister
tilknytning til arbejdsmarkedet og pege på tiltag til at forbedre
tilknytningen.
Kortere sagsbehandlingstider skal bl.a. opnås med en ny og forenklet
årslønsberegning. Med forslaget bliver årslønnen fastsat på et objektivt
grundlag. Det skal forenkle beregningen af tilskadekomnes årsløn i langt de
fleste sager. Herudover omfatter aftalen en række yderligere initiativer, der
skal bidrage til kortere sagsforløb, som f.eks. ændrede genoptagelsesregler
og større intervaller i udmålingen af erstatning for tab af erhvervsevne samt
bøder til professionelle aktører, der indsender sagsoplysninger for sent.
Erstatningssystemet forbedres bl.a. ved, at grænsen for aldersnedsættelse for
størrelsen af méngodtgørelsen bliver øget ved næstkommende hævelse af
pensionsalderen,
og
at
erstatningsniveauet
for
permanente
behandlingsudgifter og hjælpemidler bliver hævet. Herudover forpligtes
visse offentlige og private arbejdsgivere til at tegne en ulykkesforsikring for
ansatte, der er i særlig risiko for at blive udsat for vold på arbejdet fra
borgere, som de drager omsorg for. Øvrige arbejdsgivere gives mulighed for
det samme.
For at tilbageføre det varige statslige provenu som følge af aftalen til
arbejdsgiverne foreslås det, at nedsætte arbejdsskadeafgiften med 2,2
procentpoint fra og med den 1. januar 2031. Med aftalen skal
arbejdsskadeafgiften fra og med den 1. januar 2031 nedsættes fra 17 pct. af
de indbetalte bidrag til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring vedrørende
erhvervssygdomme til 14,8 pct. og fra 12 pct. af tilkendte erstatninger og
godtgørelser på ulykkesområdet til 9,8 pct.
2. Lovforslagets baggrund
Den daværende regering (Socialdemokratiet) og Venstre, Socialistisk
Folkeparti,
Radikale
Venstre,
Det
Konservative
Folkeparti,
Danmarksdemokraterne, Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige, Liberal
Alliance og Alternativet har indgået aftale om et forbedret
arbejdsskadesystem. Moderaterne har tilsluttet sig aftalen.
30
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
Aftalen skal styrke og forbedre arbejdsskadesystemet med en række
konkrete initiativer, der skal fremme tilskadekomnes tilknytning til
arbejdsmarkedet samt forkorte sagsbehandlingstiderne og øge
erstatningsniveauet. Aftalen tager udgangspunkt i, at ændringer på
arbejdsskadeområdet skal ske trinvist og i et tempo, så det er muligt at lære
af erfaringerne. Som del af aftalen vil Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings
bestyrelse udarbejde en redegørelse om forhold, der har betydning for
sagsbehandlingstiden i Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, herunder mulige
forbedringspotentiale. Redegørelsen forelægges aftalekredsen med henblik
på drøftelse heraf.
Hvert år får cirka 15.000 tilskadekomne anerkendt en arbejdsulykke som en
arbejdsskade, og cirka 4.000 tilskadekomne får anerkendt en
erhvervssygdom, der kan knyttes til deres arbejde. Mange tilskadekomne
kommer hurtigt tilbage til arbejdsmarkedet, men i 2.000-3.000 sager
pådrager tilskadekomne sig en så alvorlig skade, at de får et tab af
erhvervsevne som følge af skaden.
Enhver arbejdsskade er én for meget, og så mange arbejdsskader som muligt
skal forebygges. Det er til gavn for medarbejderne og virksomhederne.
Næsten halvdelen af de tilskadekomne, der kommer ud for en
erstatningsberettiget arbejdsulykke, er ikke i ordinær beskæftigelse 5 år efter
skaden. Det til trods for, at de havde en høj arbejdsmarkedstilknytning før
skaden. Det er et tab både for den enkelte, der ikke længere er en del af
arbejdsfællesskabet, for arbejdsgiverne, der mister værdifuld arbejdskraft,
og for samfundet. Arbejdsskadesystemet skal derfor i højere grad end i dag
understøtte, at tilskadekomne bevarer tilknytningen til arbejdsmarkedet
efter en skade og så vidt muligt bliver selvforsørgende. Det kan ske ved, at
tilskadekomne varetager nye funktioner i deres hidtidige fag eller opnår ny
varig beskæftigelse indenfor et andet fag.
Tilskadekomne, der har et tab af erhvervsevne, kan vente lang tid på en
afgørelse om erstatning for tab af erhvervsevne. I 2021 tog det i gennemsnit
ca. 26 måneders sagsbehandling, fra en sag blev oprettet i Arbejdsmarkedets
Erhvervssikring til, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring traf en afgørelse
med tilkendelse af erstatning for erhvervsevnetab. Med aftalen er det målet,
at sagsbehandlingstiden bliver forkortet, så tilskadekomne hurtigere får
afklaret deres situation, herunder deres økonomi. Der sættes med aftalen
særligt fokus på at få nedbragt sagsbehandlingstiden for de sager, der tager
længst tid at afgøre. Aftalepartierne er enige om at følge udviklingen og
31
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
implementeringen af aftalen løbende og at drøfte yderligere initiativer, hvis
der vurderes at være behov.
Arbejdsskadesystemet skal sikre arbejdstagere en økonomisk
kompensation, når de rammes af en arbejdsskade opstået efter en
arbejdsulykke eller en erhvervsbetinget sygdom. Det sker ved at yde
erstatning til tilskadekomne, men også ved f.eks. at give tilskud til
permanente behandlingsudgifter og hjælpemidler.
Det skal bidrage til, at
tilskadekomne kommer godt videre efter skaden.
Arbejdsskadeafgiften blev i sin tid indført for at medvirke til at øge
virksomhedernes incitament til at forbedre arbejdsmiljøet og forebygge
arbejdsskader.
Afgiften pålægges arbejdsgiverne og opkræves af Arbejdsmarkedets
Erhvervssikring sammen med det ordinære AES-bidrag. Arbejdsmarkedets
Erhvervssikring afregner afgiften til Skatteforvaltningen én gang årligt i
september. Afgiften udgør 17 pct. af de indbetalte bidrag til
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring vedrørende erhvervssygdomme og 12
pct. af tilkendte erstatninger og godtgørelser på ulykkesområdet.
3. Lovforslagets hovedpunkter
3.1. Nyt formål om selvforsørgelse og tilknytning til arbejdsmarkedet
3.1.1. Gældende ret
Det fremgår af formålsbestemmelsen i arbejdsskadesikringslovens § 1, at
formålet med loven er at yde erstatning og godtgørelse til tilskadekomne
eller deres efterladte ved arbejdsskade. Af bemærkningerne til den gældende
formålsbestemmelse
fremgår
det,
at
det
er
vigtigt,
at
arbejdsskadesikringsloven i videst muligt omfang understøtter den øvrige
indsats på beskæftigelsesområdet, således at det sikres, at tilskadekomne så
vidt muligt bevarer en tilknytning til arbejdsmarkedet.
Arbejdsskadesikringsloven indeholder dog kun i begrænset omfang
bestemmelser, hvor arbejdsmarkedstilknytning indgår som parameter. Det
indebærer, at der i arbejdsskadesystemet ikke er fokus på det specifikke
formål at understøtte selvforsørgelse og/eller tilknytning til
arbejdsmarkedet, som i dag er et centralt element i den øvrige lovgivning på
beskæftigelsesområdet,
som
f.eks.
i
kontanthjælps-
og
sygedagpengelovgivningen. Selv om det allerede med den gældende
retstilstand er tilsigtet, at arbejdsskadesikringsloven i videst mulig
32
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
udstrækning skal understøtte disse formål, indebærer det bl.a., at de
professionelle aktører på arbejdsskadeområdet ikke har et naturligt fokus på
at indtænke prioriteringer, sagsskridt m.v., som kan understøtte de
tilskadekomnes tilknytning til arbejdsmarkedet efter en skade, ved
behandlingen af de konkrete arbejdsskadesager.
3.1.2. Beskæftigelsesministeriets overvejelser og den foreslåede
ordning
En analyse viser, at der for næsten halvdelen af de personer, der kommer ud
for en arbejdsulykke, ses et fald i beskæftigelsen umiddelbart efter
ulykkestidspunktet. Det indebærer, at 1/4 overgår fra beskæftigelse til en
offentlig forsørgelsesydelse eller trækker sig fra arbejdsmarkedet. Det
betyder, at tilskadekomne i mange tilfælde mister tilknytningen til det
arbejdsfællesskab, som de har været en del af.
Partierne bag arbejdsskadeaftalen er på denne baggrund enige om, at der er
behov for, at arbejdsskadesikringslovens formålsbestemmelse suppleres,
således at det præciseres, at formålet med arbejdsskadesystemet udover at
yde økonomisk kompensation for en arbejdsskade også skal understøtte, at
tilskadekomne kommer tilbage på arbejdsmarkedet og så vidt muligt bliver
selvforsørgende med varig beskæftigelse.
Det foreslås derfor, at formålsbestemmelsen udvides, således at det vil
fremgå, at lovens formål er at yde erstatning og godtgørelse til
tilskadekomne eller deres efterladte ved arbejdsskade samt at understøtte, at
tilskadekomne i størst mulig udstrækning bevarer tilknytningen til
arbejdsmarkedet efter en arbejdsskade og så vidt muligt bliver
selvforsørgende med varig beskæftigelse.
Formålet med forslaget om denne udvidelse af formålsbestemmelsen er at
sikre, at arbejdsskadesystemet, herunder Arbejdsmarkedets Erhvervssikring
og Ankestyrelsen ved administrationen af arbejdsskadesikringsloven, har
fokus på at understøtte, at tilskadekomne så vidt muligt vender tilbage til
selvforsørgelse i varig, ordinær beskæftigelse eller bevarer så stor
tilknytning til arbejdsmarkedet som muligt, hvis selvforsørgelse på ordinære
vilkår ikke er muligt. Dette er også i overensstemmelse med
arbejdsmarkedets parters anbefaling i afrapporteringen fra de tekniske
drøftelser om arbejdsskadeområdet fra maj 2022.
Derudover skal formålsbestemmelsen særligt ses i sammenhæng med andre
elementer i arbejdsskadeaftalen, som skal understøtte tilskadekomnes
muligheder for at bevare tilknytningen til arbejdsmarkedet i størst mulig
33
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
udstrækning efter en arbejdsskade. Det drejer sig bl.a. om forslaget i § 1, nr.
17, om at indføre en uddannelsesgodtgørelse, som vil være en nyskabelse
på arbejdsskadeområdet, idet ydelsen er betinget af aktiv deltagelse i
erhvervskompetencegivende uddannelser med henblik på at bevare eller
styrke tilknytningen til arbejdsmarkedet og forslaget i § 1, nr. 5, som vil give
offentligt ansatte med en arbejdsskade bedre mulighed for at modtage en
særlig behandling eller indsats, der skal understøtte pågældendes tilknytning
til arbejdspladsen eller arbejdsmarkedet generelt.
3.2. Uddannelsesgodtgørelse
3.2.1.
Ny ordning med uddannelsesgodtgørelse
3.2.1.1. Gældende ret
Efter de gældende regler findes der ikke en ordning, hvorefter
tilskadekomne kan tage en uddannelse med uddannelsesgodtgørelse. Det
fremgår af § 1 i lov om arbejdsskadesikring, at formålet med loven er at yde
erstatning og godtgørelse til tilskadekomne eller deres efterladte ved
arbejdsskade. Skaden skal være forårsaget af arbejdet eller de forhold, det
foregår under, men arbejdsgiveren behøver ikke at have handlet
ansvarspådragende. Gennem arbejdsgivernes finansiering af erstatninger
m.v. understøttes arbejdsmiljøsystemets forebyggelse af arbejdsskader.
Ifølge lovens § 11 er de ydelser, der kan gives efter loven bl.a. erstatning for
tab af erhvervsevne, jf. § 17 og § 17 a, og godtgørelse for varigt mén, jf. §
18.
I forhold til erstatning for tab af erhvervsevne fremgår det af § 17, stk. 1, at
hvis arbejdsskaden har nedsat tilskadekomnes evne til at skaffe sig indtægt
ved arbejde, har den pågældende ret til erstatning for tab af erhvervsevne.
Der ydes dog ikke erstatning, hvis tabet af erhvervsevne er mindre end 15
pct.
Af § 17, stk. 2, fremgår det, at der ved bedømmelsen af tabet af erhvervsevne
skal tages hensyn til tilskadekomnes muligheder for at skaffe sig indtægt
ved sådant arbejde, som med rimelighed kan forlanges af den pågældende
efter dennes evner, uddannelse, alder og muligheder for erhvervsmæssig
omskoling og optræning.
34
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
Det fremgår af § 17, stk. 3, at hvis den erhvervsmæssige situation ikke er
afklaret, kan Arbejdsmarkedets Erhvervssikring træffe en midlertidig
afgørelse om erstatning for erhvervsevnetab.
Ifølge § 17, stk. 5, tilkendes erstatningen som en løbende ydelse, medmindre
den kapitaliseres efter reglerne i § 27. Ved fuldstændigt tab af erhvervsevne
udgør den løbende ydelse årligt 83 pct. af tilskadekomnes årsløn, jf. § 24,
og ved nedsættelse af erhvervsevnen en forholdsmæssig del heraf.
Efter de nuværende regler, lægges der ved udmålingen af erstatning for tab
af erhvervsevne således vægt på tilskadekomnes muligheder for
erhvervsmæssig omskoling og optræning. En person, som er kommet til
skade på sit arbejde, vil under sagens behandling i arbejdsskadesystemet
kunne gå i gang med en uddannelse enten i det ordinære uddannelsessystem,
dvs. en uddannelse med SU eller som et tilbud efter lov om en aktiv
beskæftigelsesindsats. Ud over bestemmelsen om, at tilskadekomnes
muligheder for omskoling tillægges betydning ved udmåling af erstatning,
indeholder arbejdsskadesikringsloven ikke regler, som tilskynder
tilskadekomne til at tage en ny uddannelse efter en arbejdsskade, som kan
forbedre tilknytningen til arbejdsmarkedet.
Tilskadekomne har i dag mulighed for opkvalificering og omskoling efter
de almindelige regler i beskæftigelsessystemet, mens vedkommendes
arbejdsskadesag behandles i arbejdsskadesystemet. Hvis tilskadekomne er
sygedagpengemodtager, dagpengemodtager eller omfattet af en anden
relevant målgruppe i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, kan kommunen
give tilskadekomne tilbud om virksomhedspraktik, ansættelse med
løntilskud, nytteindsats og tilbud om vejledning og opkvalificering.
Derudover kan der efter loven iværksættes et revalideringsforløb for
personer med begrænsninger i arbejdsevnen, når visse betingelser er
opfyldt. Opkvalificeringen vil desuden kunne ske på tilskadekomnes eget
initiativ i det ordinære uddannelsessystem med SU. Hvis tilskadekomne er
omfattet af reglerne om program i integrationsloven, kan kommunen tilbyde
tilskadekomne program med virksomhedsrettede indsatser. Der henvises for
nærmere herom til afsnit 3.2.2. om jobcentrets arbejdsopgaver.
Når betingelserne er opfyldt, kan der i en revaliderings- eller
omskolingsperiode tilkendes en midlertidig erstatning for tab af
erhvervsevne efter § 17, stk. 3.
35
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
Efter arbejdsskadesikringsloven er der i dag ikke mulighed for at tilkende
en særlig erstatning eller godtgørelse, når tilskadekomne efter en
arbejdsskade er under revalidering eller omskoling, uanset om det sker for
egen regning eller om pågældende modtager en offentlig ydelse, herunder
eventuelt SU, under revalidering eller omskoling.
Da der i dag ikke er en uddannelsesordning med uddannelsesgodtgørelse, er
der heller ikke regler i lov om arbejdsskadesikring om Arbejdsmarkedets
Erhvervssikrings opgaver i forbindelse med ordningen, herunder vurdering
af om tilskadekomne er omfattet af ordningen eller fastsættelsen af
størrelsen på uddannelsesgodtgørelsen.
3.2.1.2. Beskæftigelsesministeriets overvejelser og den foreslåede
ordning
Andelen af selvforsørgende falder, jo højere méngraden for de
tilskadekomne er. Den lave andel er til trods for, at gruppen af
arbejdsskadede har en høj tilknytning til arbejdsmarkedet inden skaden. En
lav arbejdsmarkedstilknytning har negative konsekvenser både for den
enkelte tilskadekomne, for arbejdsgiverne og for samfundet.
Det foreslås derfor at give tilskadekomne mulighed for at tage en uddannelse
med en særlig godtgørelse svarende til 83 pct. af deres hidtidige løn, dog
minimum 110 pct. af den maksimale dagpengesats. I dag vælger få at tage
en uddannelse. Ordningen skal give tilskadekomne, der ikke længere kan
varetage job inden for deres hidtidige arbejdsområder, bedre muligheder for
at blive omskolet med en erhvervskompetencegivende uddannelse, så de på
trods af deres skade i højere grad kan udnytte deres arbejdsevne. Forslaget
skal derved fremme tilskadekomnes tilknytning til arbejdsmarkedet og
forbedre deres muligheder for at varetage et arbejde efter skaden. Med
forslaget vil tilskadekomne få en frivillig mulighed for at forbedre deres
mulighed til fortsat at kunne være på arbejdsmarkedet på trods af deres
arbejdsskade.
Målgruppen er tilskadekomne med en forventet méngrad på mindst 10
procent som følge af arbejdsskaden, som ikke er i arbejde. Tilskadekomne
med en méngrad på mindst 10 pct. har en lav tilknytning til
arbejdsmarkedet efter arbejdsskaden, som ikke ændrer sig mærkbart over
tid. Kun ca. halvdelen af alle tilskadekomne med en méngrad på mindst 10
pct. er selvforsørgende et år efter arbejdsskaden, og dette ser ikke ud til at
rette sig over tid. Det forventes derfor, at det særligt er denne gruppe, der
36
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
vil have gavn af den nye ordning, som vil understøtte omskoling til et
erhverv, som de kan varetage efter skaden.
Det foreslås, at visitationsprocessen tilrettelægges sådan, at det er
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, der indledningsvist vurderer, om
tilskadekomne er omfattet af målgruppen for ordningen. I givet fald
tilbydes tilskadekomne en samtale med bopælskommunen herom, og
mulighederne for omskoling via en uddannelse med
uddannelsesgodtgørelse undersøges ved, at Arbejdsmarkedets
Erhvervssikring indhenter oplysninger fra kommunen om tilskadekomnes
ønsker til uddannelse, behovet for arbejdskraft på det ønskede område m.v.
Dialogen med borgeren om konkrete uddannelsesmuligheder og
arbejdsmarkedets behov sker i kommunens jobcenter. Det skal ses i lyset
af, at de fleste tilskadekomne, som uddannelsesgodtgørelsen kan være
relevant for, allerede vil være i dialog med kommunens jobcenter.
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring skal indledningsvist vurdere, om
tilskadekomne:
1) forventes at få fastsat en méngrad på mindst 10 pct. som følge af en
eller flere arbejdsskader,
2) er uden for beskæftigelse, eller i en opsigelsesperiode, der udløber
inden start på uddannelsen,
3) skønnes fremover ikke at kunne anvende sin erhvervsmæssige
uddannelse eller varetage et arbejde inden for tidligere
arbejdsområder på fuld tid, og
4) skønnes med en erhvervskompetencegivende uddannelse at få bedre
indtjeningsmuligheder end uden uddannelsen.
Borgere på langvarig offentlig forsørgelse er i risiko for at miste
tilknytningen til arbejdsmarkedet. Derfor forventes det, at bestyrelsen for
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring opstiller mål for sagsbehandlingstiden i
disse sager, der kan sikre, at den indledende vurdering i forhold til
målgruppen sker tidligst muligt og senest, når Arbejdsmarkedets
Erhvervssikring træffer afgørelse om mén. Dermed skal de tilskadekomne
ikke vente unødigt, inden de får tilbuddet om uddannelsesgodtgørelse. Hvis
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring på et tidligere tidspunkt, f.eks. i
forbindelse med afgørelsen om, at skaden kan anerkendes som en
arbejdsskade i henhold til arbejdsskadesikringsloven, skønner, at
méngraden med en vis sandsynlighed vil være mindst 10 pct., kan
vurderingen foretages på dette tidspunkt.
37
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
Hvis tilskadekomne vurderes at være i målgruppen til ordningen, og
tilskadekomne ønsker at deltage i ordningen, anmoder Arbejdsmarkedets
Erhvervssikring pågældendes bopælskommune om oplysninger om
- tilskadekomnes ønske til uddannelse, og
- kommunens vurdering af, om uddannelsen er en
erhvervskompetencegivende uddannelse inden for et område
med behov for arbejdskraft, og om tilskadekomne forventes at
kunne gennemføre uddannelsen og varetage et ordinært job på
fuld tid almindelige vilkår efter uddannelsen.
Det vil således være et krav, at uddannelsen er erhvervskompetencegivende,
og at kommunen vurderer, at uddannelsen er inden for et område med behov
for arbejdskraft og dermed giver gode beskæftigelsesmuligheder. Når
jobcenteret skal vurdere, om der inden for et område er behov for
arbejdskraft, herunder om der er eller kan forventes mangel på arbejdskraft
inden for et område, benyttes Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings
oversigt over jobmuligheder på det regionale arbejdsmarked
(Arbejdsmarkedsbalancen). Der skal være tale om områder med gode eller
rigtig gode jobmuligheder i oversigten. Reglerne herom fremgår af § 143 i
bekendtgørelse nr. 2636 af 28. december 2021 om en aktiv
beskæftigelsesindsats.
Når kommunen via samtale med tilskadekomne har afklaret ovenstående,
sender kommunen oplysningerne til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring,
som herefter træffer afgørelse om, hvorvidt tilskadekomne kan blive
omfattet af ordningen, og i givet fald med hvilken uddannelse og
uddannelsesgodtgørelsens størrelse. Det foreslås, at der vil kunne udveksles
oplysninger mellem Arbejdsmarkedets Erhvervssikring og kommunerne til
brug for behandlingen af sager om uddannelsesgodtgørelse.
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring vil dermed kunne videregive
nødvendige oplysninger til kommunerne om tilskadekomne, der skal
tilbydes en samtale i jobcenteret, og kommunerne vil kunne videregive
nødvendige oplysninger til brug for Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings
afgørelser om uddannelsesgodtgørelse.
Tilskadekomne, der modtager arbejdsløshedsdagpenge, vil efter aftale med
jobcentret og uden dagpengemæssige konsekvenser kunne afbryde
eventuelle igangværende tilbud efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats,
når vedkommende påbegynder en uddannelse med uddannelsesgodtgørelse.
38
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
Det bemærkes, at et medlem af en arbejdsløshedskasse dog uden
forudgående aftale med jobcentret vil kunne ophøre i et tilbud efter lov om
en aktiv beskæftigelsesindsats uden dagpengemæssige konsekvenser, hvis
det skyldes, at medlemmet skal begynde på en uddannelse af mindst 1 års
varighed.
Hvis medlemmet derimod uden forudgående aftale med jobcenteret
afbryder et tilbud efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats for at
påbegynde uddannelse af mindre end 1 års varighed, vil medlemmet ikke
have en gyldig grund til at ophøre i et tilbud og vil kunne ifalde en sanktion
efter lov om arbejdsløshedsforsikring m.v.
En sanktion efter lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. kan ikke effektueres
i uddannelsesgodtgørelsen, men vil kunne få betydning, hvis medlemmet
igen søger om arbejdsløshedsdagpenge mindre end 1 år efter påbegyndelse
af en uddannelse med uddannelsesgodtgørelse.
Når tilskadekomne påbegynder uddannelse med uddannelsesgodtgørelse,
vil pågældende som alt overvejende udgangspunkt ikke længere opfylde
betingelserne for at modtage sygedagpenge, arbejdsløshedsdagpenge, hjælp
efter §§ 11 og 22-25 i lov om aktiv socialpolitik, herunder uddannelseshjælp
og kontanthjælp, ressourceforløbsydelse under ressourceforløb eller
jobafklaringsforløb efter §§ 68 og 69 j samt ledighedsydelse efter §§ 74 og
§§ 74 a, jf. afsnit 3.2.3.
Tilskadekomne vil være berettiget til hjælp efter §§ 22-25, § 69 og § 69 j, §
74 og § 74 a i lov om aktiv socialpolitik, indtil det tidspunkt, hvor
pågældende påbegynder en uddannelse med uddannelsesgodtgørelse,
såfremt tilskadekomne i øvrigt opfylder betingelserne for at modtage
hjælpen.
Efter § 33, stk. 2, jf. § 14, stk. 4, nr. 3, i lov om aktiv socialpolitik, skal
kommunen se bort fra erstatning for tab af erhvervsevne i form af indtægter
og formue, der udbetales som følge af personskade efter lov om
arbejdsskadesikring. Eftersom uddannelsesgodtgørelsen ikke udgør
erstatning for tab af erhvervsevne, jf. §§ 17 og 17 a i lov om
arbejdsskadesikring, vil kommunen ikke skulle se bort fra
uddannelsesgodtgørelse ved udmåling af hjælp efter §§ 22-25 i lov om aktiv
socialpolitik, herunder bl.a. uddannelseshjælp og kontanthjælp.
39
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
Tilskadekomne,
som
forud
for
ret
til
uddannelse
med
uddannelsesgodtgørelse har ret til arbejdsløshedsdagpenge, vil være
berettiget til dagpenge, indtil det tidspunkt, hvor pågældende påbegynder en
uddannelse med uddannelsesgodtgørelse, såfremt tilskadekomne i øvrigt
fortsat opfylder betingelserne for at modtage arbejdsløshedsdagpenge.
Det foreslås, at den tilskadekomne under uddannelsen vil kunne få en
indtægt svarende til 83 pct. af pågældendes hidtidige årsløn, dog minimum
110 pct. af dagpengesatsen. Årslønnen kan højest fastsættes til 588.000 kr.
(2023) inkl. arbejdsmarkedsbidrag efter de almindelige regler om årsløn, jf.
§ 24, stk. 5. [Det foreslås, at det fortsat skal være muligt for tilskadekomne
at modtage den tabte arbejdsfortjeneste, som vedkommende evt. er
berettiget til efter erstatningsansvarsloven, i det omfang denne måtte
overstige uddannelsesgodtgørelsen.]
Øvrige A- og B-indkomst i perioden med uddannelsesgodtgørelse, vil som
udgangspunkt blive modregnet i uddannelsesgodtgørelsen. Det vil bl.a.
betyde, at i de tilfælde, hvor tilskadekomne på grund af sygdom eller barsel
i løbet af uddannelsen bliver berettigede til syge- eller barselsdagpenge eller
ressourceforløbsydelse under jobafklaringsforløb, vil disse blive fradraget i
uddannelsesgodtgørelsen. Det skal bemærkes, at som udgangspunkt vil en
person, der modtager uddannelsesgodtgørelse, og som undervejs i forløbet
bliver syg eller skal på barsel, forblive i ordningen og modtage
uddannelsesgodtgørelse, og ikke have ret til syge- eller barselsdagpenge
eller ressourceforløbsydelse under jobafklaringsforløb.
En tilskadekommen, der bliver syg under uddannelsesforløbet, vil få pligt
til at give Arbejdsmarkedets Erhvervssikring besked om sygdommen og
indsende lægelig dokumentation, hvis den pågældende ikke har deltaget i
uddannelsen i mere end 30 dage på grund af sygdom. Det foreslås, at
tilskadekomne ikke mister uddannelsesgodtgørelsen ved sygdom i op til 6
måneder eller ved sygdom i mere end 30 dage tre gange. Ved sygdom
herudover vil Arbejdsmarkedets Erhvervssikring træffe afgørelse om ophør
af uddannelsesgodtgørelse og tilskadekomne vil dermed udgå af ordningen.
Tilskadekomne vil evt. kunne fortsætte på uddannelsen uden
uddannelsesgodtgørelse i det omfang reglerne for uddannelsen giver
mulighed for det.
Tilskadekomne vil kunne anmode om at komme ind i ordningen med
uddannelsesgodtgørelse igen én gang. Alternativt må den pågældende
ansøge om sygedagpenge. Der vil være ret til sygedagpenge for en person,
40
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
der på grund af længerevarende sygdom afbryder en påbegyndt uddannelse,
hvor personen modtager uddannelsesgodtgørelse, hvis betingelserne for
sygedagpenge i øvrigt er opfyldt. Tilskadekomne vil evt. senere kunne
anmode om at få tilkendt uddannelsesgodtgørelse igen.
Det foreslås, at hvis der er ret til fravær efter barselsloven, vil tilskadekomne
kunne modtage uddannelsesgodtgørelse under orlov fra uddannelsen i op til
9 måneder, dog op til 12 måneder, hvis tilskadekomne er enlig forsørger.
Det foreslås herudover, at uddannelsesgodtgørelsen ophører, og at
tilskadekomne udgår af ordningen, når vedkommende udskrives af
uddannelsen, ikke længere er studieaktiv eller holder orlov af andre grunde,
end når der er ret til fravær efter barselsloven.
Det
foreslås, at
arbejdsmarkedets
Erhvervssikring udbetaler
uddannelsesgodtgørelsen i alle sager om uddannelsesgodtgørelse, uanset om
det er en erhvervssygdoms- eller ulykkessag. Det foreslås endvidere, at
staten finansierer en andel af uddannelsesgodtgørelsen og refunderer
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring for denne andel. I sager, hvor der er
tegnet forsikring ved et arbejdsulykkesforsikringsselskab, refunderer
forsikringsselskabet Arbejdsmarkedets Erhvervssikring forsikrings-
selskabets andel af uddannelsesgodtgørelsen. En selvforsikret arbejdsgiver
refunderer ligeledes sin andel af uddannelsen til Arbejdsmarkedets
Erhvervssikring.
Det foreslås, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring efter uddannelsen alene
vil skulle vurdere den tilskadekomnes erhvervsevnetab, hvis tilskadekomne
anmoder om det og kan sandsynliggøre, at vedkommende fortsat har nedsat
evne til at skaffe sig indtægt ved arbejde efter gennemført uddannelse. Tabet
af erhvervsevne vil
–
som efter gældende ret
–
blive vurderet ud fra
tilskadekomnes samlede kompetencer. Tilskadekomne har med
uddannelsen som udgangspunkt opnået nye kompetencer
–
og antages
fremadrettet som udgangspunkt at kunne opnå beskæftigelse med
uddannelsen. Det er derfor også en forventning, at der fremadrettet ikke er
et tab af erhvervsevne efter endt uddannelse, eller at tabet vil være lavere
end uden den nye uddannelse, hvorefter erstatningen ligeledes vil være
lavere fremadrettet fra uddannelsesgodtgørelsens ophør. For perioden, hvor
tilskadekomne har modtaget uddannelsesgodtgørelse, tilkendes der ikke
erhvervsevnetabserstatning, idet tilskadekomne modtager den særlige
uddannelsesgodtgørelse i denne periode.
41
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
For at give tilskadekomne en yderligere tilskyndelse til at deltage i
ordningen foreslås det, at tilskadekomnes eventuelle fortsatte tab af
erhvervsevne efter uddannelsen vil blive kompenseret med 100 pct. ved
fuldstændigt tab af erhvervsevne og ved nedsættelse af erhvervsevnen med
en forholdsmæssig andel heraf. Det er 17 procentpoint højere end normalt.
Hermed vil den erstatning, som tilskadekomne eventuelt vil få udbetalt efter
uddannelsen, være med en højere dækningsgrad, end personen ville få uden
uddannelsen. Aftalepartierne er enige om, at kompensationsgraden på 100
pct. for eventuelt resterende erhvervsevnetab alene gælder for
uddannelsesgodtgørelsesordningen og skal bidrage til at gøre ordningen
attraktiv for tilskadekomne. Aftalepartierne er enige om, at det generelle
kompensationsniveau på 83 pct. på arbejdsskadeområdet skal fastholdes.
Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings administration af ordningen falder ind
under de opgaver, som Arbejdsmarkedets Erhvervssikring skal løse i
henhold til § 2, stk. 1, i lov om den selvejende institution Arbejdsmarkedets
Erhvervssikring.
Da der er tale om en ny ordning, vil implementeringen løbende blive
overvåget, så der kan foretages tilpasninger, hvis det er nødvendigt. Det vil
ske med inddragelse af Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, fagforeninger,
arbejdsgiverorganisationer, KL og forsikringsselskaber. Desuden vil
ordningen 5 år efter ikrafttrædelse blive evalueret med henblik på, om de
tilskadekomne fuldfører uddannelsen, og om ordningen er finansieret på en
hensigtsmæssig måde, herunder om beregningen af den gennemsnitlige
statslige takst pr. deltager i ordningen stadig afspejler målgruppens
sammensætning.
Efter 10 år evalueres ordningen med henblik på, om ordningen fører til øget
beskæftigelse.
3.2.2. Jobcenterets arbejdsopgaver i forbindelse med afklaringen
af uddannelsesmuligheder m.v. under ordningen
3.2.2.1. Gældende ret
Efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats varetager kommunens jobcenter
beskæftigelsesindsatsen for personer, som er omfattet af målgrupperne i
lovens § 6 og for beskæftigede m.v., som er omfattet af lovens § 7.
Efter lovens § 6 er målgrupperne: Dagpengemodtagere, kontanthjælps- og
uddannelseshjælpsmodtagere, overgangsydelsesmodtagere som ikke er
42
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
omfattet
af
introduktionsprogrammet
i
integrationsloven
(overgangsydelsesmodtagere
uden
for
introduktionsprogrammet),
sygedagpengemodtagere, personer i jobafklarings- og ressourceforløb,
fleksjobvisiterede, revalidender, førtidspensionister, selvforsørgende ledige
og unge under 18 år med behov for en uddannelses- og
beskæftigelsesfremmende indsats.
Jobcenteret holder som led i et kontaktforløb jobsamtaler med hovedparten
af personerne i målgrupperne i § 6. For sygedagpengemodtagere holdes der
i stedet opfølgningssamtaler som led i sygedagpengeopfølgningen efter lov
om sygedagpenge. For personer, der er omfattet af integrationsloven, holdes
opfølgende samtaler som led i opfølgning på kontrakten om
integrationsindsatsen samt jobsamtaler som led i selvforsørgelses- og
hjemrejseprogrammet
eller
introduktionsprogrammet
efter
integrationsloven, jf. § 20. Integrationslovens regler finder anvendelse de
første fem år, som udlændingen opholder sig her i landet.
Jobcenteret kan endvidere give en række tilbud til personer i målgrupperne
i § 6. Tilbuddene gives efter reglerne i lovens kapitel 11-14, og der er i de
enkelte kapitler fastsat, hvilke målgrupper der kan få de enkelte tilbud.
Tilbuddene efter kapitel 11-14 er: Tilbud om virksomhedspraktik, tilbud om
ansættelse med løntilskud, tilbud om nytteindsats og tilbud om vejledning
og opkvalificering.
Jobcenteret kan endvidere iværksætte et revalideringsforløb for personer
med begrænsninger i arbejdsevnen efter lovens kapitel 21, når øvrige
beskæftigelsesrettede indsatser efter loven eller andre indsatser efter anden
lovgivning ikke er tilstrækkelige til, at personen kan bringes til at forsørge
sig selv, og personen kan fastholdes eller komme ind på arbejdsmarkedet,
så personens mulighed for at forsørge sig selv og sin familie forbedres. Et
revalideringsforløb kan bl.a. bestå af tilbud om virksomhedspraktik, tilbud
om ansættelse med løntilskud og tilbud om vejledning og opkvalificering.
Efter lovens § 53 skal tilbud så vidt muligt være rettet mod beskæftigelse
inden for områder, hvor der er behov for arbejdskraft, og tilbud gives ud fra
den enkeltes ønsker og forudsætninger, med henblik på at personen hurtigst
muligt opnår varig beskæftigelse og hel eller delvis selvforsørgelse. Der er
en række undtagelser hertil i bestemmelsens stk. 2-8 og lovens § 54.
Når jobcenteret skal vurdere, om der inden for et område er behov for
arbejdskraft, herunder om der er eller kan forventes mangel på arbejdskraft
43
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
inden for et område, benyttes Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings
oversigt over jobmuligheder på det regionale arbejdsmarked
(Arbejdsmarkedsbalancen). Der skal være tale om områder med gode eller
rigtig gode jobmuligheder i oversigten. Reglerne herom fremgår af § 143 i
bekendtgørelse nr. 2636 af 28. december 2021 om en aktiv
beskæftigelsesindsats med senere ændringer.
Efter § 7 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats omfatter loven tillige
beskæftigede personer, der kan få en indsats efter reglerne i § 97, stk. 3, om
den regionale uddannelsespulje, afsnit VII om indsatsen over for
beskæftigede m.v. og afsnit VIII om understøttelse af indsatsen. Det
omfatter bl.a. beskæftigede, som ansættes som voksenlærlinge, eller som
deltager i jobrotationsprojekter.
Da der i dag ikke er en uddannelsesordning med uddannelsesgodtgørelse, er
der heller ikke regler i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats eller i
integrationsloven om jobcenterets samtaler med tilskadekomne om
uddannelsesmuligheder og vurderinger af uddannelsen m.v. i forbindelse
med ordningen.
3.2.2.2. Beskæftigelsesministeriets overvejelser og den foreslåede
ordning
Det følger af Aftale om et forbedret arbejdsskadesystem fra september 2022,
at der etableres en ny uddannelsesordning med uddannelsesgodtgørelse for
tilskadekomne, og at ordningen administreres af Arbejdsmarkedets
Erhvervssikring.
Det er således Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, der visiterer
tilskadekomne til ordningen og træffer afgørelse om retten til at deltage i en
uddannelse med uddannelsesgodtgørelse.
For en nærmere beskrivelse af ordningen henvises til pkt. 3.2.1.2. ovenfor.
Det foreslås, at jobcentrene varetager visse arbejdsopgaver i forbindelse
med ordningen, da jobcentrene i forvejen har kontakt med hovedparten af
de tilskadekomne, som typisk enten får en indsats efter lov om en aktiv
beskæftigelsesindsats, lov om sygedagpenge eller integrationsloven, og
modtager en forsørgelsesydelse.
Jobcenteret har endvidere viden om uddannelsesmuligheder og om, hvilke
uddannelser der er erhvervskompetencegivende uddannelser, som giver
kompetence inden for jobområder med behov for arbejdskraft.
44
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
Det foreslås derfor, at jobcenteret skal tilbyde en samtale til en person, som
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har vurderet er i målgruppen for
ordningen efter § 18 a, stk. 1, i lov om arbejdsskadesikring.
Persongruppen for samtalen vil både kunne være personer, som er omfattet
af en målgruppe i § 6 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats og personer,
der ikke er omfattet af målgrupperne i lovens § 6 eller kan få en indsats efter
lovens § 7.
Det kan f.eks. være både personer, som modtager sygedagpenge eller en
anden forsørgelsesydelse, f.eks. selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller
overgangsydelse eller personer, som ikke modtager forsørgelsesydelser,
eller som ikke har ophold eller bopæl i Danmark.
Jobcenteret vil have pligt til at tilbyde samtalen. For personen vil samtalen
derimod være frivillig.
Det foreslås videre, at personen vælger, om samtalen skal holdes ved
personligt fremmøde, telefonisk eller ved personligt digitalt fremmøde.
Ved personligt fremmøde forstås, at jobsamtalen skal holdes ved, at
personen møder fysisk frem til et møde med en ansat fra jobcenteret. Ved
en telefonisk samtale forstås, at en ansat fra jobcenteret taler direkte med
personen. Personligt digitalt fremmøde betyder, at der vil være krav om, at
der er en direkte billed- og lydforbindelse ved jobsamtalen (video).
Det foreslås videre, at personen og jobcenteret ved samtalen skal drøfte
personens ønsker til og mulighed for at gennemføre en
erhvervskompetencegivende uddannelse inden for områder med behov for
arbejdskraft.
Samtalen skal tage udgangspunkt i personens overvejelser om og eventuelle
ønsker til uddannelse, samt om personen mener, at vedkommende kan
gennemføre uddannelsen og efterfølgende varetage et job på fuld tid på
almindelige vilkår. Jobcenteret skal under samtalen vejlede om
uddannelsesmuligheder, herunder om hvilke uddannelser, der er
erhvervskompetencegivende uddannelser, som giver kompetence inden for
jobområder med behov for arbejdskraft.
Ved
erhvervskompetencegivende
uddannelser
forstås
en
erhvervsuddannelse, en erhvervsgrunduddannelse (egu), som afsluttes på
45
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
2775159_0046.png
niveau 3 i forberedende grunduddannelse (FGU højeste niveau), en
professionsbacheloruddannelse eller en anden videregående uddannelse.
Ved uddannelser, som giver kompetence inden for områder med behov for
arbejdskraft, forstås uddannelser, som giver kompetence inden for
jobområder, hvor der er gode eller rigtig gode beskæftigelsesmuligheder.
Ved jobcenterets vejledning og vurderingen af, om der er tale om en
uddannelse inden for jobområder med gode eller rigtig gode
beskæftigelsesmuligheder, vil jobcenteret
–
ligesom ved vejledning om og
vurderingen heraf i dag
–
skulle bruge Arbejdsmarkedsbalancen.
I arbejdsmarkedsbalancen vil det omfatte jobområder/stillinger på det
regionale arbejdsmarked inden for følgende 4 kategorier: Gode
jobmuligheder, Mangel på arbejdskraft, Paradoks og Omfattende mangel på
arbejdskraft.
Jobcenteret vil til brug for vurderingen af, om en konkret uddannelse giver
kompetencer til jobområder/stillinger inden for de 4 kategorier kunne
anvende Børne- og Undervisningsministeriets UddannelsesGuide
(www.ug.dk), som beskriver de stillinger, som en konkret uddannelse vil
kunne give job indenfor. Herefter vil jobcenteret kunne anvende
arbejdsmarkedsbalancen til vurderingen af, om disse stillinger ligger inden
for de 4 kategorier i arbejdsmarkedsbalancen.
Det foreslås videre, at jobcenteret under samtalen også skal vejlede personen
om mulighederne for tilbud m.v. i beskæftigelsessystemet, f.eks. tilbud om
virksomhedspraktik eller løntilskudsjob, som kan være alternative veje
tilbage i job. Vejledningen vil skulle ske i relevant omfang ud fra personens
behov.
Med forslaget får personen ret til en samtale, hvor personen får vejledning
og hjælp til at afklare uddannelsesønsker og muligheder samt vejledning om
tilbud m.v., som personen har mulighed for via beskæftigelsessystemet,
f.eks. tilbud om virksomhedspraktik og løntilskudsjob.
Det foreslås videre, at samtalen kan træde i stedet for en jobsamtale i
kontaktforløbet efter kapitel 7 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats eller
en opfølgningssamtale i opfølgningsforløbet efter kapitel 6 i lov om
sygedagpenge. For personer, som har et kontaktforløb/opfølgningsforløb,
kan
samtalen
således
medregnes
i
antallet
af
46
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
jobsamtaler/opfølgningssamtaler,
kontaktforløbet/opfølgningsforløbet.
som
skal
holdes
i
Det foreslås endelig, at jobcenteret på baggrund af samtalen skal give
oplysninger til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring om personens ønske til
uddannelse og en vurdering af, om
- uddannelsen er en erhvervskompetencegivende uddannelse
inden for et område med behov for arbejdskraft, og
- personen forventes at kunne gennemføre uddannelsen og
varetage et job på fuld tid på almindelige vilkår efter
uddannelsen.
Jobcenteret vil dermed skulle videregive oplysninger og en vurdering til
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring til brug for Arbejdsmarkedets
Erhvervssikrings
afgørelse af, om
personen kan bevilges
uddannelsesgodtgørelse i forbindelse med deltagelse i den uddannelse, som
personen ønsker at deltage i.
For en beskrivelse af hjemlen til, at jobcenteret kan udveksle oplysningerne
med Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, henvises til bemærkningerne til §
18 b, stk. 4 og § 1, nr. 42.
Jobcenteret vil skulle videregive personens egne oplysninger om den
uddannelse, som personen ønsker at deltage i, med uddannelsesgodtgørelse.
Jobcenteret vil desuden skulle oplyse, om jobcenteret vurderer, at
uddannelsen er en erhvervskompetencegivende uddannelse inden for
områder med behov for arbejdskraft, jf. beskrivelsen ovenfor om, hvad der
forstås ved en erhvervskompetencegivende uddannelse inden for områder
med behov for arbejdskraft.
Jobcenteret vil endelig skulle oplyse, om det er jobcenterets vurdering, at
personen må forventes at kunne gennemføre uddannelsen og varetage et job
på fuld tid på almindelige vilkår efter uddannelsen. Jobcenterets vurdering
heraf vil skulle ske på baggrund af samtalen med personen og kendskab til
personens ledighedsforløb i øvrigt, f.eks. deltagelse i tidligere
uddannelsesforløb i forbindelse med beskæftigelsesindsatsen.
Med forslaget vil Arbejdsmarkedets Erhvervssikring således få en række
nødvendige oplysninger og vurderinger fra jobcenteret, som kan bidrage til
Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings afgørelse af, om en personen kan tage
en
konkret
erhvervskompetencegivende
uddannelse
med
uddannelsesgodtgørelse.
47
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
3.2.3. Beskæftigelsesrettede ydelser ift. ordningen med
uddannelsesgodtgørelse
3.2.3.1. Sygedagpenge
3.2.3.1.1. Gældende ret
Efter § 6, stk. 2, i lov om sygedagpenge, jf. lovbekendtgørelse nr. 1263 af 2.
september 2022, som ændret ved § 2 i lov nr. 878 af 21. juni 2022 og § 2 i
lov nr. 295 af 20. marts 2023, fastsætter beskæftigelsesministeren regler om
bl.a. personer, der deltager i erhvervsmæssig uddannelse af begrænset
omfang. Reglerne herom er fastsat i § 26 i bekendtgørelse nr. 1091 af 1. juni
2021 om opgørelse af beskæftigelseskrav og beregning af sygedagpenge
m.v. som ændret ved bekendtgørelse nr. 1484 af 29. juni 2021. Der kan
herefter, til personer, der er uarbejdsdygtige på grund af sygdom, ydes
sygedagpenge uanset deltagelse i erhvervsmæssig uddannelse, når
uddannelse og erhvervsarbejde før sygefraværet er foregået sideløbende.
Der kan endvidere ydes sygedagpenge, hvis en erhvervsmæssig uddannelse
påbegyndes under sygefraværet, når der højst er 6 timers undervisning pr.
uge, når uddannelsen er forenelig med sygebehandlingen og ikke forhaler
helbredelsen, og når uddannelsen ikke udskyder iværksættelse af
erhvervsmæssig revalidering. Sker deltagelse i erhvervsmæssig uddannelse
efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats kapitel 14 som led i kommunens
opfølgningsindsats, fastsættes det ugentlige timetal ud fra en konkret
vurdering i den enkelte sag.
Efter § 7 i sygedagpengeloven er retten til sygedagpenge betinget af, at en
person er uarbejdsdygtig på grund af egen sygdom. Afgørelsen af, om en
person anses for uarbejdsdygtig, sker på grundlag af en samlet vurdering af
sygdommen og dens indvirkning på den sygemeldtes arbejdsevne.
Efter § 27, stk. 1, nr. 6, i sygedagpengeloven træffer kommunen afgørelse
om at forlænge sygedagpengeperioden for personer, der er omfattet af
revurderingstidspunktet i § 24, når der er rejst sag om ret til erstatning efter
lov om arbejdsskadesikring eller lov om sikring mod følger af arbejdsskade.
Efter § 32, stk. 1, i sygedagpengeloven kan en lønmodtager opfylde
beskæftigelseskravet for ret til sygedagpenge ved at være i beskæftigelse og
have været det en vis periode og med et vist timetal inden sygdommen.
Kravet kan f.eks. også opfyldes ved, at en person har ret til
arbejdsløshedsdagpenge, eller ved at personen er elev i lønnet praktik.
48
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
Beskæftigelseskravet kan efter § 34 i sygedagpengeloven også være opfyldt
ved, at en person pådrager sig en arbejdsskade omfattet af lov om
arbejdsskadesikring eller lov om sikring mod følger af arbejdsskade.
Efter § 42 i sygedagpengeloven kan selvstændige opfylde
beskæftigelseskravet ved at have udøvet selvstændig virksomhed i en vis
periode og omfang inden sygdommen.
Hvis der skal være ret til at få udbetalt sygedagpenge fra kommunen, skal
sygdommen anmeldes til kommunen. Som udgangspunkt er det
arbejdsgiveren, der skal anmelde for en lønmodtager og a-kassen for en
ledig. En selvstændig anmelder selv sygefraværet. Reglerne herom er i
sygedagpengelovens §§ 38, 40, 40 a og 43, der også fastsætter frister for,
hvornår anmeldelsen skal ske, og at anmeldelse sker via Nemrefusion.
Hvis en lønmodtager ikke har en arbejdsgiver eller en a-kasse, der kan
anmelde fraværet, sker anmodningen om sygedagpenge på en blanket, som
udleveres af kommunen, jf. § 38, stk. 4, i sygedagpengeloven. Fristen er
senest en uge efter første fraværsdag. Har lønmodtageren fået udbetalt
sygedagpenge fra arbejdsgiveren i arbejdsgiverperioden eller fra a-kassen
under de første 14 dages sygefravær, skal lønmodtageren anmode om
sygedagpenge fra kommunen senest 3 uger efter at udbetalingen fra
arbejdsgiveren eller retten til arbejdsløshedsdagpenge er ophørt, jf. § 38, stk.
3. Hvis lønmodtagerens anmodning indgives senere end fastsat, har
lønmodtageren først ret til sygedagpenge fra den dag, hvor anmodningen
modtages, jf. § 38, stk. 6. Kommunen kan dog udbetale sygedagpenge for
tiden før anmodningsdagen, når lønmodtageren på grund af hospitalsophold
eller ophold i udlandet har været forhindret i at anmode rettidigt, eller når
andre særlige undskyldende forhold har bevirket, at anmodning ikke er sket
rettidigt jf. § 38, stk. 7. Anmodningsfristen kan ikke fraviges, når
anmodningen er indgivet mere end 6 måneder efter sygdommens indtræden.
Beregningen af sygedagpenge sker som udgangspunkt ud fra den indkomst,
en person har haft inden sygdommen. Reglerne herom er i
sygedagpengelovens §§ 46, 47, 48 og 51. For lønmodtagere beregnes
sygedagpengene således på grundlag af det ugentlige timetal under
sygefraværet og den timefortjeneste, som lønmodtageren i gennemsnit har
opnået i aktuelle ansættelsesforhold i de seneste 3 afsluttede
kalendermåneder forud for første fraværsdag, jf. § 47.
49
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
Sygedagpenge til en ledig udbetales som udgangspunkt med den sats, som
personen på første dag med ret til sygedagpenge kunne have modtaget pr.
dag i arbejdsløshedsdagpenge, hvis den pågældende ikke havde været syg,
jf. § 51.
Sygedagpenge til selvstændige erhvervsdrivende beregnes på grundlag af
arbejdsfortjenesten ved den selvstændige virksomhed, jf. § 46.
For personer, der har pådraget sig en arbejdsskade omfattet af lov om
arbejdsskadesikring eller lov om sikring mod følger af arbejdsskade, men
som ikke er fuldt beskæftiget ved erhvervsmæssigt arbejde, eller som
normalt er uden erhvervsmæssig beskæftigelse, fastsættes den indtægt,
sygedagpengene beregnes på grundlag af, efter et skøn, jf. § 48.
3.2.3.1.2. Beskæftigelsesministeriets
foreslåede ordning
overvejelser
og
den
En sygedagpengemodtager, som påbegynder uddannelse med
uddannelsesgodtgørelse, vil ikke længere opfylde betingelserne for ret til
sygedagpenge. Dels kan personen ikke længere antages at opfylde
sygedagpengelovens betingelse om uarbejdsdygtighed, og dels følger det af
dobbeltforsørgelsesprincippet, at der som udgangspunkt ikke er ret til to
ydelser, som dækker samme forsørgelsesbehov og samme tidsrum. Det
gælder også, hvis udbetalingen af sygedagpenge er forlænget efter
bestemmelsen om forlængelse af sygedagpengeperioden for personer, hvor
der er rejst sag om ret til erstatning efter lov om arbejdsskadesikring eller
lov om sikring mod følger af arbejdsskade.
Personer under uddannelse, som bliver syge, vil som udgangspunkt ikke
opfylde beskæftigelseskravet for ret til sygedagpenge, idet de ikke har den
fornødne tilknytning til arbejdsmarkedet. Det gælder også, hvis de helt må
opgive uddannelsen på grund af sygdom.
Med de foreslåede regler om uddannelsesgodtgørelse forudsættes det, at en
person, der bliver syg under uddannelsesforløbet, som udgangspunkt kan
modtage uddannelsesgodtgørelse under sygdomsforløbet, selvom den
pågældende ikke kan deltage i uddannelsen i 6 måneder eller i mere end 30
dage 3 gange på grund af sygdom. Tilskadekomne mister derimod
uddannelsesgodtgørelsen hvis vedkommende er syg i mere end 6 måneder
eller 4. gang vedkommende er syg i mere end 30 dage.
50
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
For at sikre forsørgelsesgrundlaget for personer, der modtager
uddannelsesgodtgørelse, og i overensstemmelse med, at der er et særligt
beskæftigelseskrav for personer, der pådrager sig en arbejdsskade, foreslås
det, at der indføres et nyt beskæftigelseskrav i sygedagpengeloven, således
at en person, der på grund af længerevarende sygdom afbryder en påbegyndt
uddannelse, hvor personen modtager uddannelsesgodtgørelse, jf. lov om
arbejdsskadesikring, vil få ret til sygedagpenge fra kommunen fra personens
første fraværsdag, efter at retten til uddannelsesgodtgørelse ophører. Det
gælder også, hvis sygdommen ikke skyldes arbejdsskaden.
Det betyder, at en person, der har påbegyndt en uddannelse med
uddannelsesgodtgørelse, men på grund af længerevarende sygdom afbryder
uddannelsen, vil kunne opnå ret til sygedagpenge, hvis lovens øvrige
betingelser er opfyldt, herunder betingelserne om uarbejdsdygtighed,
ophold og beskatning her i landet m.v.
Det foreslås endvidere, at en person, der på grund af længerevarende
sygdom afbryder en påbegyndt uddannelse, hvor personen modtager
uddannelsesgodtgørelse, skal anmode om sygedagpenge hos kommunen
senest 3 uger efter sidste dag med ret til uddannelsesgodtgørelse på en
blanket, som udleveres af kommunen.
Med forslaget vil det dermed være personen selv, der vil skulle sørge for at
få den relevante blanket fra kommunen og herefter søge om at få
sygedagpenge fra kommunen. Hvis personen indgiver sin anmodning senere
end de fastsatte 3 uger efter sidste dag med ret til uddannelsesgodtgørelse,
vil personen som udgangspunkt først have ret til sygedagpenge fra den dag,
hvor anmodningen modtages, medmindre der er tale om undskyldelige
forhold.
Det foreslås desuden, at beskæftigelsesministeren får hjemmel til at
fastsætte regler om beregning af sygedagpenge til personer, der på grund af
længerevarende sygdom afbryder en påbegyndt uddannelse, hvor personen
modtager uddannelsesgodtgørelse.
Det er hensigten at anvende denne hjemmel til at fastsætte regler om, at
personer, der på grund af længerevarende sygdom afbryder en påbegyndt
uddannelse, hvor personen modtager uddannelsesgodtgørelse, som
udgangspunkt vil få ret til at få udbetalt sygedagpenge med den maksimale
sygedagpengesats. Dog vil en person, der på det tidspunkt, hvor
51
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
uddannelsen med uddannelsesgodtgørelse bliver afbrudt, er elev i lønnet
praktik, få beregnet sine sygedagpenge som elev i praktik, og ikke ud fra
reglerne om sygedagpenge til personer med uddannelsesgodtgørelse.
Særligt i forhold til personer, der undervejs i deres uddannelse med
uddannelsesgodtgørelse har perioder som elev i lønnet praktik, skal det
bemærkes, at der ved sygdom undervejs i en praktik kan være ret til
sygedagpenge fra kommunen. Det skyldes, at en elev i lønnet praktik har ret
til
sygedagpenge
fra
kommunen,
dvs.
sygedagpengelovens
beskæftigelseskrav er opfyldt for en elev i lønnet praktik. Det betyder, at i
sådanne tilfælde vil der kunne udbetales sygedagpenge, herunder som
refusion til en arbejdsgiver, der udbetaler løn under sygdommen, selvom
uddannelsen med uddannelsesgodtgørelse ikke er afbrudt. Udbetaling af
uddannelsesgodtgørelse for samme periode som sygedagpenge vil i denne
situation ikke være dobbeltforsørgelse, forudsat at uddannelsesgodtgørelsen
nedsættes i forhold til de udbetalte sygedagpenge eller tilskadekomnes løn,
hvis tilskadekomne modtager løn under sygdom. Tilsvarende gælder for en
person, der f.eks. opfylder beskæftigelseskravet for ret til sygedagpenge
med et fritidsjob under uddannelsen.
3.2.3.2. Forholdet til barselsdagpenge
Det følger af § 27, stk. 1, i barselsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1391 af
30. september 2022, at en lønmodtager kan opfylde beskæftigelseskravet for
ret til barselsdagpenge ved at være i beskæftigelse inden fraværet og have
været det en vis periode og med et vist timetal. Kravet kan f.eks. også
opfyldes ved, at en person har ret til arbejdsløshedsdagpenge eller ved at
personen er elev i lønnet praktik.
Efter § 28 i barselsloven kan selvstændige opfylde beskæftigelseskravet ved
at have udøvet selvstændig virksomhed i en vis periode og omfang inden
fraværet.
Personer under uddannelse, som skal på barsel, vil som udgangspunkt ikke
opfylde beskæftigelseskravet for ret til barselsdagpenge, idet de ikke har den
fornødne tilknytning til arbejdsmarkedet.
Med de foreslåede
regler
om
uddannelsesgodtgørelse vil
uddannelsesgodtgørelsen fortsætte for en person, der er på barsel i en
periode i løbet af uddannelsen.
52
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
Særligt i forhold til personer, der undervejs i deres uddannelse med
uddannelsesgodtgørelse har perioder som elev i lønnet praktik, skal det
bemærkes, at der ved barsel undervejs i en praktik kan være ret til
barselsdagpenge. Det skyldes, at en elev i lønnet praktik har ret til
barselsdagpenge, dvs. barselslovens beskæftigelseskrav er opfyldt for en
elev i lønnet praktik. Det betyder, at i sådanne tilfælde vil der kunne
udbetales barselsdagpenge, herunder som refusion til en arbejdsgiver, der
udbetaler
løn
under
barsel,
selvom
uddannelsen
med
uddannelsesgodtgørelse
ikke
er
afbrudt.
Udbetaling
af
uddannelsesgodtgørelse for samme periode som barselsdagpenge vil i denne
situation ikke være dobbeltforsørgelse, forudsat at uddannelsesydelsen
nedsættes i forhold til de udbetalte barselsdagpenge/løn. Tilsvarende gælder
for en person, der f.eks. opfylder beskæftigelseskravet for ret til
barselsdagpenge med et fritidsjob under uddannelsen.
Det skal endvidere bemærkes, at en person, der er aktuelt berettiget til
arbejdsløshedsdagpenge, har ret til barselsdagpenge. Et dagpengeberettiget
medlem af en a-kasse skal have meldt sig ledig i a-kassen og stillet sig til
rådighed for arbejdsmarkedet forud for fraværet for at være berettiget til
barselsdagpenge, jf. Ankestyrelsens principmeddelelse 17-16 om
studerende, der skal tage orlov fra studiet, melde sig ledige i a-kassen og
stille sig til rådighed for arbejdsmarkedet for at blive berettiget til
barselsdagpenge.
3.2.3.3. Forholdet til arbejdsløshedsdagpenge
Det følger af § 62 a i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., jf.
lovbekendtgørelse nr. 234 af 10. februar 2022, at dagpenge ikke må
udbetales til et medlem, som deltager i uddannelse.
Et medlem kan dog bevare dagpengeretten ved deltagelse i uddannelse, hvis
undervisningens varighed er under 20 timer om ugen, og uddannelsen ikke
er godkendt som støtteberettigende efter lov om statens uddannelsesstøtte, i
det omfang den udbydes som heltidsuddannelse.
Dagpengeretten
kan
ligeledes
bevares
ved
deltagelse
i
enkeltfagsundervisning på gymnasialt niveau under 20 timer om ugen og i
undervisning svarende til folkeskolens 8.-10. klassetrin. Dagpengeretten
bevares endvidere under deltagelse i jobrettet uddannelse efter kapitel 9 i
lov om en aktiv beskæftigelsesindsats. Der kan ikke udbetales dagpenge for
timer, hvor medlemmet modtager godtgørelse efter lov om godtgørelse og
53
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
tilskud til befordring ved deltagelse i erhvervsrettet voksen- og
efteruddannelse eller støtte efter lov om statens voksenuddannelsesstøtte.
Det betyder, at der ikke vil kunne udbetales arbejdsløshedsdagpenge til en
person, der deltager i heltidsuddannelse og uddannelse i øvrigt, der er
godkendt som støtteberettigende efter lov om statens uddannelsesstøtte, i
det omfang den udbydes som heltidsuddannelse.
Det følger videre af § 55, stk. 1, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., at
et medlem, der har opnået ret til dagpenge, kan modtage dagpenge i
sammenlagt 2 år inden for en periode på 3 år. Der opnås ret til påbegyndelse
af en ny periode, hvis personen dokumenterer på ny at have haft
beskæftigelse i 1.924 timer optjent over 3 år.
Det følger af § 55, stk. 4, at forbruget af dagpenge m.v. opgøres i timer. Ved
forbruget af perioden medregnes bl.a.
1. Perioder, som ikke er omfattet af kapitel 9 og 11-14 lov om en aktiv
beskæftigelsesindsats, hvor et ledigt medlem får udbetalt ydelser under
uddannelse efter regler fastsat af beskæftigelsesministeren.
2. Perioder med ydelser, der træder i stedet for dagpenge.
Det bemærkes, at bestemmelserne blev indsat i loven i forbindelse med
VEU-reformen i 2000, hvor det blev overladt til direktøren for
arbejdsløshedsforsikringen (nu beskæftigelsesministeren) at fastsætte de
nærmere regler om, hvilke uddannelsesperioder der skal medregnes i
forbruget. Hjemlerne er i dag ikke udnyttede, og har derfor ingen
indholdsmæssig
betydning.
Perioder,
hvor
der
udbetales
uddannelsesgodtgørelse, vil ikke skulle sidestilles med perioderne i nr. 1 og
2.
Det betyder, at perioder med uddannelsesgodtgørelse ikke vil forbruge af
dagpengeperioden, Det betyder videre, at dagpengeperioden ikke vil kunne
forlænges med perioder med uddannelsesgodtgørelse, hvilket vil kunne
betyde, at dagpengeperioden vil være udløbet på det tidspunkt, hvor
uddannelsen med uddannelsesgodtgørelse efter forslagets § 18 b, stk. 2, er
afsluttet.
Efter endt uddannelse vil personen derimod kunne (gen)optages i en a-kasse
på dimittendvilkår. Det følger af § 54 i loven, at en person, der har
gennemført en erhvervsmæssig uddannelse af mindst 18 måneders varighed
54
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
og som anmoder om at blive medlem af en a-kasse. har ret til dagpenge på
dimittendvilkår. Dagpengeperioden er 2 år, og dagpengene ydes med en fast
sats på 82 pct. af højeste dagpengesats til forsørgere og med 71,5 pct. af
højeste dagpengesats til ikke-forsørgere, svarende til henholdsvis 16.177 kr.
og 14.106 kr. pr. måned til et fuldtidsforsikret medlem. Dette svarer til, hvad
der gælder, når et ledigt medlem deltager i andre ordinære uddannelser på
SU.
Det følger endvidere af § 63 i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., at
dagpenge
ikke må udbetales, hvis ledigheden skyldes, at medlemmet uden
fyldestgørende grund ophører i tilbud efter lov om en aktiv
beskæftigelsesindsats eller kapitel 5 i lov om kompensation til handicappede
i erhverv m.v.
Beskæftigelsesministeren kan efter loven § 63, stk. 5 efter forhandling med
Beskæftigelsesrådet fastsætte nærmere regler om selvforskyldt ledighed og
fyldestgørende grunde. Sådanne regler er fastsat i bekendtgørelse nr. 1699
af 19. august 2021 om selvforskyldt ledighed, hvor der bl.a. er fastsat en
række gyldige grunde til at afslå eller ophøre i et tilbud.
Det følger af bekendtgørelsens § 22, at det er en gyldig grund til, at ophøre
i et tilbud for at begynde på en uddannelse af mindst 1 års varighed.
Ved selvforskyldt ledighed pålægges medlemmet en karantæne på 3 uger.
Er medlemmet inden for de seneste 12 måneder forud for den selvforskyldte
ledighed blevet selvforskyldt ledig, bortfalder retten til dagpenge.
Dagpengeretten er bortfaldet, indtil medlemmet som fuldtidsforsikret har
fået indberettet 300 løntimer i en periode, der dækker 3 måneder, ved
månedsindberetninger eller 276 løntimer.
Det betyder, at en person, der uden forudgående aftale med jobcenteret
afbryder et tilbud efter lov om en aktiv arbejdsmarkedsindsats for at
påbegynde uddannelse under 1 års varighed med uddannelsesgodtgørelse,
vil blive anset for selvforskyldt ledig og dermed pålægges en sanktion.
Sanktionen vil ikke kunne effektueres i uddannelsesgodtgørelsen, men vil
kunne få betydning, hvis medlemmet igen søger om dagpenge mindre et år
efter påbegyndelsen af uddannelse med uddannelsesgodtgørelsen.
3.2.3.4. Forholdet til ydelser efter lov om aktiv socialpolitik
Efter den gældende § 2 i lov om aktiv socialpolitik har enhver mand og
kvinde i forhold til det offentlige ansvar for at forsørge sig selv, sin
55
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
ægtefælle og sine børn under 18 år. Den gensidige forsørgelsespligt mellem
ægtefæller ophører ved separation eller skilsmisse.
Efter § 11, stk. 1 og 2, i lov om aktiv socialpolitik yder kommunen hjælp i
form af selvforsørgelses- og hjemrejseydelse, overgangsydelse,
uddannelseshjælp eller kontanthjælp.
Det er en betingelse for at få hjælpen, at ansøgeren har været ude for
ændringer i sine forhold, f.eks. i form af sygdom, arbejdsløshed eller
samlivsophør, at ændringerne bevirker, at ansøgeren ikke har mulighed for
at skaffe det nødvendige til sin egen eller familiens forsørgelse, og at
behovet ikke kan dækkes gennem andre ydelser.
Efter lovens § 11, stk. 3, er det endvidere en betingelse for at modtage
uddannelses- eller kontanthjælp, at personen lovligt har opholdt sig her i
riget i sammenlagt 9 år inden for de seneste 10 år. Retten til
uddannelseshjælp eller kontanthjælp er efter lovens § 11, stk. 8, tillige
betinget af, at personen har haft ordinær beskæftigelse her i riget i en
periode, som sammenlagt svarer til fuldtidsbeskæftigelse i 2 år og 6 måneder
inden for de seneste 10 år.
Efter § 12 i lov om aktiv socialpolitik kan der som hovedregel ikke ydes
hjælp til personer under uddannelse, medmindre personen deltager i
uddannelse som tilbud efter kapitel 14 i lov om en aktiv
beskæftigelsesindsats eller tilbud i medfør af selvforsørgelses- og
hjemrejseprogrammet
eller
introduktionsprogrammet
efter
integrationslovens § 23 a, stk. 6.
Beskæftigelsesministeren kan herudover fastsætte regler om, at der i særlige
tilfælde kan ydes hjælp til personer under uddannelse.
Efter lovens § 14, stk. 4, ser kommunen bort fra erstatning for tab af
erhvervsevne, der udbetales som følge af personskade efter
1.
2.
3.
4.
lov om erstatning fra staten til ofre for forbrydelser,
lov om erstatningsansvar,
lov om arbejdsskadesikring eller
lov om erstatning og godtgørelse til tidligere udsendte soldater og andre
statsansatte
med
sent
diagnosticeret
posttraumatisk
belastningsreaktion.
Har ansøgeren og ægtefællen indtægter, trækkes disse fra i hjælpen, jf. § 30,
stk. 1, i lov om aktiv socialpolitik, medmindre indtægterne er særskilt
56
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
undtaget, jf. lovens §§ 31-33. Der foretages dog ikke fradrag i hjælpen for
de erstatninger for tab af erhvervsevne, der omtales i § 14, stk. 4, i lov om
aktiv socialpolitik, godtgørelse for varigt mén og godtgørelse for ikke-
økonomisk skade samt indtægter, der hidrører herfra.
Efter § 26, stk. 1, i lov om aktiv socialpolitik får ægtepar, der modtager
selvforsørgelses- og hjemrejseydelse, overgangsydelse, uddannelses- eller
kontanthjælp, hjælpen beregnet som summen af de beløb, som hver af
ægtefællerne er berettiget til efter lovens §§ 22-25.
Er en person, der modtager selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller
overgangsydelse, gift eller samlevende med en person, der modtager
uddannelseshjælp eller kontanthjælp, nedsættes uddannelseshjælpen eller
kontanthjælpen, således at de to forsørgelsesydelser sammenlagt svarer til
uddannelseshjælpen eller kontanthjælpen, dog således at begge mindst
modtager det beløb, de hver ville have modtaget i selvforsørgelses- og
hjemrejseydelse
eller
overgangsydelse
og
danskbonus,
hvis
selvforsørgelses-
og
hjemrejseydelsesmodtageren
eller
overgangsydelsesmodtageren er berettiget til danskbonussen, jf. § 22, stk. 2
og 4, i lov om aktiv socialpolitik. Dette fremgår af § 26, stk. 2.
Det fremgår af § 26, stk. 3, i lov om aktiv socialpolitik, at når kun en af
ægtefællerne er berettiget til hjælp efter § 11 og den anden ægtefælle
modtager en offentlig forsørgelsesydelse, tilskud til pasning af egne børn
efter § 86 i dagtilbudsloven eller deltager i en integrationsgrunduddannelse,
beregnes der ikke hjælp til den ægtefælle, der modtager en offentlig
forsørgelsesydelse, det nævnte tilskud eller deltager i en
integrationsgrunduddannelse. Det fremgår videre af § 30, stk. 1, at når
ansøgeren og ægtefællen har indtægter, trækkes disse fra i hjælpen, jf. dog
§§ 31-33. Det fremgår af bestemmelsens stk. 2., at når hjælpen til en gift
person beregnes efter § 26, stk. 3, trækker kommunen kun den del af den
anden ægtefælles indtægt fra, som overstiger kontanthjælpssatsen for en
person, der er fyldt 30 år (beløbet i henholdsvis § 25, stk. 2, nr. 1 eller 2, i
lov om aktiv socialpolitik), afhængigt af, om den pågældende har
forsørgelsespligt over for børn eller ikke.
Det følger af § 68, stk. 1, og § 69 j, stk. 1, i lov om aktiv socialpolitik, at
personer, der er visiteret til et jobafklaringsforløb efter kapitel 18 eller et
ressourceforløb efter kapitel 19 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats,
modtager
ressourceforløbsydelse.
Personen
har
ret
til
57
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
ressourceforløbsydelse uden hensyn til egen formue og en eventuel
ægtefælles indtægts- og formueforhold.
Hvis personen får udbetalt løn fra arbejdsgiveren under sygdommen ved
overgangen til jobafklaringsforløbet, vil arbejdsgiveren have ret til refusion
efter § 69 t i lov om aktiv socialpolitik.
Det følger af § 69, stk. 1, i lov om aktiv socialpolitik, at det er en betingelse
for at modtage ressourceforløbsydelse efter § 68, at personen ikke har et
rimeligt tilbud om arbejde, og at personen aktivt deltager i det individuelt
tilrettelagte ressourceforløb.
Det følger af § 69 k, stk. 1, i lov om aktiv socialpolitik, at det er en betingelse
for at modtage ressourceforløbsydelse under et jobafklaringsforløb efter §
69 j, at personen deltager aktivt i jobafklaringsforløbet, genoptager sit
arbejde delvis, når det er muligt, tager imod rimelige tilbud om arbejde og
møder til samtaler i jobcenteret.
Personer, hvis arbejdsevne er begrænset af fysiske, psykiske eller sociale
årsager, kan få tilbud om revalidering, hvor målet er hel eller delvis
selvforsørgelse på arbejdsmarkedet. Det følger af § 70, stk. 1 i lov om aktiv
social politik, at personer, der er visiteret efter kapitel 21 i lov om en aktiv
beskæftigelsesindsats, kan modtage hjælp i form af revalideringsydelse. Det
er en betingelse for at modtage revalideringsydelse, at revalideringen sker i
overensstemmelse med de tilbud, som er afgivet, og som fremgår af Min
Plan på Jobnet eller en helhedsorienteret plan, jf. §§ 41 og 46 i lov om en
aktiv beskæftigelsesindsats.
Det fremgår af § 71 i lov om aktiv socialpolitik, at revalideringsydelsens
størrelse bl.a. afhænger af
•
•
•
•
personens alder,
for personer under 25 år uden børn
–
om pågældende selv er ude- eller
hjemmeboende,
forsørgelsespligt over for børn, herunder om barnet er ude- eller
hjemmeboende, og
eventuelle indtægter af et vist niveau i de 6 kalendermåneder, der ligger
forud for den måned, hvor beslutningen om revalidering blev truffet.
Revalideringsydelsen udgør et månedligt beløb mellem 3.715 kr. og 19.741
kr. i 2023 alt efter ovenstående parametre, herunder personens alder,
58
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
eventuelle tidligere beskæftigelse mv. En revalidend modtager hjælp uden
hensyn til ægtefællens indtægts- eller formueforhold.
For revalidender, der modtager selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller
overgangsydelse efter § 22 i lov om aktiv social politik, erstatter denne
ydelse revalideringsydelsen efter § 71, stk. 5.
Det fremgår af §§ 74 og 74 a, at en person, der er visiteret til fleksjob og
som er ledig, kan modtage ledighedsydelse, hvis pågældende efter § 74 b i
øvrigt opfylder betingelserne for hjælp, herunder står til rådighed, jf. § 75.
Når tilskadekomne påbegynder uddannelse med uddannelsesgodtgørelse, jf.
lovens § 18 b, vil pågældende ikke længere opfylde betingelserne for hjælp
efter §§ 11 og 22-25 i lov om aktiv socialpolitik. Årsagen hertil er, at det er
en betingelse for at få hjælp efter §§ 11 og 22-25 i lov om aktiv socialpolitik,
at behovet ikke kan dækkes gennem andre ydelser. Derudover kan der som
hovedregel ikke ydes hjælp til personer under uddannelse, jf. § 12 i lov om
aktiv socialpolitik.
Det vil ligeledes være tilfældet for tilskadekomne, der modtager
ressourceforløbsydelse under ressourceforløb, ressourceforløbsydelse under
jobafklaring eller ledighedsydelse, at de ikke længere vil opfylde
betingelserne for at modtage ydelse efter §§ 69, 69 k og 75, i lov om aktiv
socialpolitik, når de påbegynder uddannelse med uddannelsesgodtgørelse.
I det omfang en person ikke gennemfører uddannelsen, vil der skulle ske
revisitering til ressourceforløb, hvis der stadig er behov for dette. I forhold
til jobafklaringsforløb skal pågældende opfylde betingelserne for dette på
ny. I forhold til ledighedsydelse vil personen som udgangspunkt fortsat
blive anset for at være visiteret til fleksjobordningen.
Det samme gælder for tilskadekomne, der modtager revalideringsydelse.
Disse vil ikke opfylde betingelserne for at modtage ydelser efter § 71 i lov
om aktiv social politik, når de påbegynder uddannelse med
uddannelsesgodtgørelse, da det er en betingelse for at modtage
revalideringsydelse, at revalideringen sker i overensstemmelse med de
tilbud, som er afgivet, og som fremgår af Min Plan på Jobnet mv. Dette
betyder også, at hvis en person overgår fra at modtage revalideringsydelse
til at modtage uddannelse med uddannelsesgodtgørelse, vil
revalideringsforløbet blive betragtet som afsluttet således, at personen vil
59
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
skulle genvisiteres efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats kapitel 21 for
igen at kunne modtage revalideringsydelse.
Det bemærkes i den forbindelse, at for så vidt angår nytilkomne udlændinge,
der er omfattet af integrationsloven, som ikke gennemfører uddannelsen, og
som ansøger om selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller
overgangsydelse, skal kommunalbestyrelsen foretage opfølgning på
udlændingens kontrakt, og ud fra en vurdering af udlændingens situation og
behov give udlændingen tilbud som led i programmet, jf. integrationslovens
§ 27 b.
Tilskadekomne vil være berettiget til hjælp efter §§ 22-25, § 69 og § 69 j, i
lov om aktiv socialpolitik, indtil det tidspunkt, hvor pågældende påbegynder
en uddannelse med uddannelsesgodtgørelse, såfremt tilskadekomne i øvrigt
opfylder betingelserne for at modtage hjælpen.
Efter § 14, stk. 4, nr. 3 og § 33, stk. 2, jf. § 14, stk. 4, nr. 3, i lov om aktiv
socialpolitik, skal kommunen se bort fra erstatning for tab af erhvervsevne
i form af formue og indtægter, der udbetales som følge af personskade efter
lov om arbejdsskadesikring.
Eftersom uddannelsesgodtgørelsen ikke udgør erstatning for tab af
erhvervsevne, jf. §§ 17 og 17 a i lov om arbejdsskadesikring, foreslås det at
indsætte et nyt nr. i § 33 i lov om aktiv socialpolitik, hvorefter kommunen
skal se bort fra uddannelsesgodtgørelse efter lov om arbejdsskadesikring
udbetalt til ansøgerens ægtefælle ved udmåling af hjælp i
kontanthjælpssystemet efter §§ 22-25 i lov om aktiv socialpolitik.
Det betyder, at har en kontanthjælpsansøgers ægtefælle indtægter i form af
uddannelsesgodtgørelse, jf. lovens § 18 d, trækkes uddannelsesgodtgørelsen
ikke fra i den hjælp, der beregnes til kontanthjælpsansøgeren efter reglerne
om beregning af hjælp til gifte, hvor den anden ægtefælle modtager en
offentlig forsørgelsesydelse som f.eks. uddannelsesgodtgørelse, jf. § 26, stk.
3, og § 30, stk. 1 og 2, i lov om aktiv socialpolitik.
60
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
3.3. Mulighed for selvforsikrede arbejdsgivere ved arbejdsulykker til at
afholde udgifter til indsatser, der understøtter tilskadekomnes
mulighed for at bevare eller genskabe tilknytningen til
arbejdsmarkedet
3.3.1. Gældende ret
Ifølge arbejdsskadesikringsloven har offentlige myndigheder (staten,
folkekirken, regionerne og kommunerne) ikke pligt til at tegne forsikring i
et privat forsikringsselskab mod følgerne af arbejdsulykker. Det betyder, at
de nævnte institutioner kan vælge at være selvforsikrede og selv afholde
udgifterne ved arbejdsulykker. For så vidt angår statslige myndigheder og
institutioner,
er
det
ved
tjenestebefaling
(Socialministeriets
cirkulæreskrivelse af 20. november 1996) besluttet, at disse skal være
selvforsikrede.
I det omfang de selvforsikrede offentlige arbejdsgivere har udnyttet
muligheden for ikke at tegne arbejdsulykkesforsikring i et privat
forsikringsselskab, indtræder de i alle forsikringsselskabets rettigheder og
pligter efter arbejdsskadesikringsloven. Det betyder bl.a., at de
selvforsikrede arbejdsgivere selv bærer den fulde økonomiske risiko ved
arbejdsulykker og skal betale de erstatninger mv. til tilskadekomne og
efterladte, som følger af loven, herunder udgifter til sygebehandling eller
optræning under sagens behandling, hvis det er nødvendigt for at opnå bedst
mulig helbredelse, når udgifterne ikke kan afholdes efter sundhedsloven
eller som led i behandlingen på offentligt sygehus. Selvforsikrede,
offentlige arbejdsgivere har dog ikke anledning til at betale for andre
udgifter til tilskadekomne i anledning af arbejdsulykken end det, som følger
af arbejdsskadesikringsloven, medmindre der er bevillingsmæssig hjemmel
hertil i anden lov, eller det følger af kommunalfuldmagten.
I modsætning til de selvforsikrede, offentlige arbejdsgivere, er der ikke et
krav om, at private forsikringsselskaber skal have lovhjemmel for at kunne
tilbyde tilskadekomne med en arbejdsskade indsatser og behandlinger, som
ligger ud over arbejdsskadesikringsloven. Flere private forsikringsselskaber
tilbyder derfor i dag en såkaldt aktiv skadesbehandling ud over det, de er
forpligtede til efter loven. Det kan for eksempel være lindrende behandling
i form af smertebehandling, psykologbehandling, forløb ved privat aktør
m.v., som forsikringsselskaberne betaler for at hjælpe tilskadekomne med
at bevare tilknytningen til arbejdsmarkedet ud fra en vurdering af, at
udgifterne til denne indsats i nogle tilfælde kan begrænse de betydeligt
højere udgifter til erstatninger for tab af erhvervsevne.
61
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
Aktiv skadesbehandling består af tilpassede tilbud til den enkelte
tilskadekomne, når forsikringsselskaberne vurderer, at der er et potentiale
for, at tilskadekomne med en særlig indsats kan bevare tilknytningen til
arbejdsmarkedet. Indsatsen er individuelt tilrettelagt og sættes typisk i gang
tidligt. Det bygger på det grundlag, at det, der kan hjælpe den ene
tilskadekomne tilbage på arbejdsmarkedet, ikke nødvendigvis hjælper en
anden tilbage på arbejdsmarkedet.
3.3.2. Beskæftigelsesministeriets overvejelser og den foreslåede
ordning
Partierne bag arbejdsskadeaftalen ønsker også at give offentlige ansatte,
som kommer ud for en ulykke på arbejde, større muligheder for i konkrete
tilfælde at få adgang til behandling eller indsatser fra de selvforsikrede
arbejdsgivere, som ligger ud over det, som de selvforsikrede arbejdsgivere
er forpligtede til efter arbejdsskadesikringsloven. Partierne er enige om, at
de selvforsikrede arbejdsgivere kan benytte denne adgang til at afholde
udgifter hertil, når de vurderer, at behandlingen eller indsatsen vil
understøtte, at tilskadekomne efter arbejdsulykken bevarer tilknytningen til
arbejdspladsen eller i øvrigt til arbejdsmarkedet generelt.
Det foreslås på denne baggrund, at der indføres en bestemmelse i
arbejdsskadesikringsloven, hvorefter den selvforsikrede arbejdsgiver ved
arbejdsulykker kan afholde udgifter til konkrete indsatser, der understøtter
tilskadekomnes mulighed for at bevare eller genskabe tilknytningen til
arbejdsmarkedet,
når
udgifterne
ikke
kan
afholdes
efter
arbejdsskadesikringslovens § 15, sundhedsloven eller som led i
behandlingen på offentligt sygehus. De enkelte selvforsikrede
arbejdsgiveres beslutning om at afholde disse udgifter vil således ligge ud
over arbejdsskadesikringsloven og omfattes ikke af loven, herunder lovens
klagebestemmelser mv.
Forslagets formål er i størst mulig udstrækning at skabe mulighed for, at
selvforsikrede arbejdsgivere kan afholde udgifter til konkrete indsatser, der
understøtter tilskadekomnes fortsatte arbejdsmarkedstilknytning i tilfælde,
hvor udgifterne ikke kan afholdes inden for arbejdsskadesikringsloven eller
sundhedslovgivningen. Forslaget er inspireret af de muligheder, som nogle
private forsikringsselskaber tilbyder privatansatte efter en arbejdsulykke i
dag, uden at være forpligtede til det efter arbejdsskadesikringsloven. Det er
hensigten, at mulighederne i den foreslåede bestemmelse benyttes i tilfælde,
hvor de selvforsikrede arbejdsgivere vurderer, at tilskadekomnes
62
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
muligheder for at bevare eller genskabe tilknytningen til arbejdspladsen
eller arbejdsmarkedet generelt er udfordret, at der er klare indikationer på,
at indsatsen vil forbedre tilskadekomnes muligheder for at bevare eller
genskabe tilknytningen til arbejdspladsen eller arbejdsmarkedet generelt,
samt at det derfor samlet må forventes, at indsatsen i den konkrete sag vil
medvirke til at reducere udgifterne til erstatning eller godtgørelse mv. efter
arbejdsskadesikringsloven. Det er således de enkelte selvforsikrede
arbejdsgivere, som beslutter, om de vil benytte sig af den adgang, som
forslaget giver, til at afholde udgifter ud over det, som de er forpligtede til
efter loven. I det omfang de selvforsikrede arbejdsgivere er offentlige
myndigheder, finder de almindelige forvaltningsretlige retsgrundsætninger
anvendelse ved myndighedernes stillingtagen til anvendelse af
bestemmelsen i de enkelte tilfælde.
Adgangen for selvforsikrede arbejdsgivere til at benytte ordningen er
uafhængig af, hvordan den enkelte selvforsikrede arbejdsgiver har valgt at
administrere ordningen.
3.4. Ny og forenklet årslønsberegning
3.5.1. Gældende ret
Erstatning for tab af erhvervsevne blev indført i 1978 i
arbejdsskadeforsikringsloven som ny erstatningsart i stedet for den tidligere
invaliditetserstatning, der var fastsat i ulykkesforsikringsloven. I 1984 blev
erstatning for tab af erhvervsevne også indført som ny erstatningsart i lov
om erstatningsansvar. Vurderingen af tabet af erhvervsevne er efter en
ændring af erstatningsansvarsloven med virkning for skader fra 1. juli 2002
i dag den samme efter de to lovgivninger.
Erhvervsevnetabsbegrebet er beskrevet i betænkning nr. 792/1977
vedrørende
arbejdsskadeforsikring
for
så
vidt
angår
arbejdsskadeforsikringsloven og i betænkning nr. 976/1983 om udmåling af
erstatning ved personskade og tab af forsørger for så vidt angår
erstatningsansvarsloven (Betænkning III afgivet af Justitsministeriets
erstatningslovsudvalg).
Efter arbejdsskadesikringslovens § 17, stk. 1, har tilskadekomne ret til
erstatning for tab af erhvervsevne, når arbejdsskaden har nedsat
tilskadekomnes evne til at skaffe sig ved arbejde. Der ydes ikke erstatning,
hvis tabet af erhvervsevne er mindre end 15 pct.
Ved bedømmelsen af tab af erhvervsevne tages hensyn til tilskadekomnes
muligheder for at skaffe sig indtægt ved sådant arbejde, som med rimelighed
kan forlanges af den pågældende efter dennes evner, uddannelse, alder og
muligheder for erhvervsmæssig omskoling og optræning, jf.
arbejdsskadesikringslovens § 17, stk. 2.
63
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
Erhvervsevnetabsbegrebet er efter begge lovgivninger efterfølgende
udviklet og fortolket i administrativ praksis og i retspraksis.
Erstatning for tab af erhvervsevne beregnes efter gældende regler i
arbejdsskadesikringsloven på baggrund af et fastsat erhvervsevnetab i
procent og en fastsat årsløn. Ved fuldstændigt tab af erhvervsevne udgør den
løbende erstatning årligt 83 pct. af tilskadekomnes årsløn, og ved
nedsættelse af erhvervsevnen en forholdsmæssig del heraf, jf. gældende §
17, stk. 6.
Erhvervsevnetabet i procent fastsættes på baggrund af en sammenligning
mellem tilskadekomnes potentielle erhvervsevne på afgørelsestidspunktet,
hvis arbejdsskaden ikke var indtruffet, og tilskadekomnes resterhvervsevne
på afgørelsestidspunktet med arbejdsskaden.
Vurderingen
af
tilskadekomnes
potentielle
erhvervsevne
på
afgørelsestidspunktet, hvis skaden ikke var indtrådt, baseres på en konkret
og individuel skønsmæssig vurdering, hvor der blandt andet kan tages
hensyn til forhold, der er eller kunne være indtruffet efter arbejdsskaden,
herunder til tilskadekomnes muligheder for avancement eller andre
ændringer i tilskadekomnes ansættelsesforhold. Efter gældende praksis er
det således ikke tilskadekomnes indtægt på skadestidspunktet, der
automatisk skal lægges til grund, som tilskadekomnes potentielle
erhvervsevne på afgørelsestidspunktet.
Efter praksis fastsættes tilskadekomnes potentielle erhvervsevne uden
arbejdsskaden på afgørelsestidspunktet dog i mange sager på baggrund af
en opregulering af tilskadekomnes indtægt på skadetidspunktet til
afgørelsestidspunktet, uden at der tages hensyn til mulige ændringer af
tilskadekomnes erhvervsevne, hvis skaden ikke var indtruffet. Det er for
eksempel tilfældet for tilskadekomne, der har været i stabil beskæftigelse og
har været beskæftiget til samme løn i længere tid.
Vurderingen af tilskadekomnes resterhvervsevne efter arbejdsskaden
baseres efter praksis enten på tilskadekomnes faktiske indtægt på
afgørelsestidspunktet eller
–
når pågældende ikke har en erhvervsindtægt,
der kan lægges til grund
–
på baggrund af en konkret og individuel
skønsmæssig vurdering af, hvad tilskadekomne kunne eller burde kunne
tjene på det ordinære arbejdsmarked.
Det fremgår af forarbejderne til lov om arbejdsskadeforsikring fra 1978, at
det med den foreslåede nedre grænse på 15 procent ikke var hensigten at
udelukke i øvrigt berettigede skadelidte fra erstatning, men at sikre
administrationen adgang til at afvise dyberegående behandling af
udokumenterbare bagatelkrav. Det betyder, at hvis et indtægtstab som følge
af en arbejdsskade er lidt mindre end 15 procent, kan tilskadekomne i visse
tilfælde alligevel tilkendes erstatning for tab af erhvervsevne på 15 procent.
Når tabet af erhvervsevne er fastsat i en erhvervsevnetabsprocent, skal
erstatningen for tabet af erhvervsevne beregnes. Efter § 17, stk. 6, udgør den
64
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
årlige løbende erstatning 83 pct. af tilskadekomnes årsløn ved fuldstændigt
tab af erhvervsevne og ved en mindre nedsættelse af erhvervsevnen en
forholdsmæssig andel af tilskadekomnes årsløn på skadetidspunktet.
Årslønnen fastsættes efter reglerne i § 24. Den fastsatte årsløn anvendes
tillige til at beregne erstatningen til efterladte.
Årslønnen
udgør
som
hovedregel
tilskadekomnes
samlede
arbejdsfortjeneste i året forud for arbejdsskadens indtræden. Årslønnen
fastsættes med udgangspunkt i oplysningerne i indkomstregisteret og andre
oplysninger fra skatteforvaltningen, jf. lovens § 24, stk. 1. Årslønnen er
udtryk for tilskadekomnes arbejdsevne på skadetidspunktet.
Året forud for arbejdsskadens indtræden er de seneste 12 kalendermåneder
forud for arbejdsskadens indtræden (indtægtsår). Det er ikke forudgående
kalenderår.
Alle lønandele indgår i årslønnen (totalindkomstprincippet). Det drejer sig
blandt andet om indtægter fra alle arbejdsgivere, herunder indtægt fra
bibeskæftigelse, inkl. arbejdsmarkedsbidrag, overskud fra selvstændig
virksomhed, feriepenge fra optjeningsåret, pensionsbidrag fra både
arbejdsgiver og arbejdstager, atp-bidrag, værdien af kost og logi hos
arbejdsgiveren og værdien af andre naturalydelser. Indtægter, der kommer
fra ikke-beskattet arbejde (sort arbejde), og som kan dokumenteres, indgår
også i årslønnen efter en langvarig praksis.
Arbejdsfri indtægter som renter, private pensioner, aktieudbytte, indtægter
ved udlejning af ejendomme og lignende indgår ikke i årslønnen. Arten og
størrelsen af sociale ydelser m.v. indgår heller ikke i årslønnen.
Årslønnen fastsættes efter § 24, stk. 2, efter et skøn, når særlige
indtægtsforhold eller ansættelsesforhold gør sig gældende. Det kan for
eksempel være, når tilskadekomne på grund af en erhvervssygdom ikke har
været beskæftiget til samme løn i hele det foregående år, eller når
tilskadekomne har været ude af erhverv i en kortere eller længere periode
før datoen for sygdommens anmeldelse, eller når årslønnen fastsat efter
hovedreglen i § 24, stk. 1, ikke giver et retvisende billede af tilskadekomnes
indtægt på skadetidspunktet. Efter praksis fastsættes årslønnen med
udgangspunkt i tilskadekomnes værdi på arbejdsmarkedet på
skadetidspunktet svarende til en fuldtidsstilling, uanset hvordan
tilskadekomne aktuelt udnytter sin arbejdsevne på arbejdsmarkedet på
skadetidspunktet.
Uanset om årslønnen fastsættes efter lovens hovedregel eller fastsættes
skønsmæssigt, er der i praksis tale om en omfattende administration med
henblik på at fastsætte årslønnen så retvisende som muligt i forhold til
tilskadekomnes arbejdsevne på skadetidspunktet. Det vurderes, at årslønnen
fastsættes skønsmæssigt i ca. 60 pct. af sagerne, hvor der tilkendes
erstatning for tab af erhvervsevne.
65
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
Der gælder et lovfastsat maksimum for årslønnen, jf. § 24, stk. 5. Dette
maksimum er 588.000 kr. i 2023. Beløbet reguleres årligt. Der gælder
ligeledes et minimum for fastsættelsen af årslønnen i særlige situationer.
Dette beløb er 219.000 kr. i 2023, medmindre tilskadekomnes erhvervsevne
allerede var nedsat i væsentlig grad forud for arbejdsskaden.
Arbejdsskadesikringsloven indeholder særlige regler om fastsættelse af
erhvervsevnetab for personer, der efter en arbejdsskade er visiteret til
fleksjob eller er i fleksjob. For disse fastsættes tabet af erhvervsevne på
grundlag af forskellen mellem indtjeningen før arbejdsskaden og
ledighedsydelsen eller indtjeningen i fleksjobbet, jf. § 17 a, stk. 1.
Indtjeningen før arbejdsskaden for tilskadekomne i fleksjob udgør det beløb,
som tilskadekomne kunne have tjent på afgørelsestidspunktet, hvis
arbejdsskaden ikke var indtrådt, jf. § 17 a, stk. 2. Det svarer til praksis for
fastsættelse af tilskadekomnes potentielle erhvervsevne, hvis arbejdsskaden
ikke var indtrådt efter § 17, stk. 1. Indtjeningen i fleksjobbet udgør summen
af lønnen fra arbejdsgiveren og tilskuddet fra kommunen, jf. § 17 a, stk. 3.
Tabsbegrænsningspligten gælder ikke, når tilskadekomne er visiteret til
fleksjob eller er i fleksjob. Dette følger af Østre Landsrets dom af 3.
december 2021 (offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 2022, side 541 Ø).
3.5.2. Beskæftigelsesministeriets overvejelser og den foreslåede
ordning
Særligt i sager om tab af erhvervsevne kan tilskadekomne opleve at vente
lang tid på en afgørelse. Det skyldes blandt andet, at den årslønsberegning,
der indgår i alle afgørelser om erstatning for tab af erhvervsevne, er
kompliceret og i vidt omfang præget af skøn.
Aftalepartierne er enige om, at tilskadekomnes årsløn før skaden som
hovedregel skal fastsættes som den faktiske samlede skattepligtige indkomst
i det bedste indtægtsår ud af de seneste fem år forud for skaden. Ved at tage
udgangspunkt i det bedste af de seneste fem år ønsker aftalepartierne at tage
hensyn til tilskadekomne, der i en kortere midlertidig periode har haft en
lavere årsindkomst, for eksempel på grund af deltidsansættelse, orlov el.
lign. Aftalepartierne er enige om, at den fastsatte årsløn (opreguleret til
afgørelsestidspunktet) skal anvendes som udtryk for tilskadekomnes
indtjeningsevne, hvis skaden ikke var sket. Aftalepartierne er endelig enige
om, at årslønnen som udgangspunkt skal fastsættes på baggrund af
oplysninger fra indkomstregistret.
Aftalepartierne er endvidere enige om, at der i særlige tilfælde skal kunne
undtages fra hovedreglen. Undtagelserne skal sikre, at tilskadekomne med
særlige forhold får fastsat en årsløn, som afspejler deres indtjeningsevne
uden skaden på trods af, at de faktiske lønoplysninger fra de seneste fem år
ikke kan anvendes direkte. Det gælder for eksempel for personer, der er nye
på arbejdsmarkedet, eller personer på deltid grundet pasning af handicappet
66
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
barn. Aftalepartierne er også enige om at hæve minimumsårslønnen og
årslønnen for tilskadekomne uden for erhverv, samt at lovfæste en
normalårsløn og årslønnen for tilskadekomne uden for erhverv.
Formålet er, at årslønnen skal kunne fastsættes mere objektivt og med
anvendelse af mindre skøn, så der opnås en kortere sagsbehandlingstid i
sager om erstatning af erhvervsevnetab. Det opnås blandt andet ved, at
årslønnen fastsættes efter den foreslåede nye hovedregel i flere sager, end
det sker i praksis efter de gældende regler. I alle situationer, hvor årslønnen
allerede i dag fastsættes efter hovedreglen i gældende lov, vil årslønnen også
fremover blive fastsat efter den foreslåede hovedregel. Derudover vil
årslønnen i en række situationer, hvor årslønnen i dag fastsættes efter en
undtagelse, fremover blive fastsat efter den foreslåede hovedregel.
På baggrund heraf foreslås det, at årslønnen fremover som hovedregel vil
skulle fastsættes som den samlede faktiske indkomst ved arbejde i det bedste
af de sidste 5 år forud for arbejdsskaden. Årslønnen fastsættes med
udgangspunkt i oplysninger i indkomstregisteret, oplysninger fra
skatteforvaltningen eller
–
hvis disse oplysninger ikke er tilgængelige, på
baggrund af andre relevante oplysninger. Det ”bedste indtægtsår ud af de
seneste fem år” er det indtægtsår,
hvor tilskadekomne har haft den højeste
indkomst ved arbejde.
Den samlede faktiske indkomst for det valgte indtægtsår vil efter forslaget
skulle opreguleres til værdien i skadeåret for at bevare værdien af årslønnen,
med henblik på at kunne udpege det bedste af de sidste 5 år forud for
arbejdsskaden.
Årslønnen afrundes fortsat til nærmeste 1.000 kr. Afrundingen foretages
efter, at årslønnen er fastsat.
Ved beregningen af selve erstatningen til tilskadekomne eller efterladte vil
den fastsatte årsløn skulle opreguleres som efter gældende regler til
afgørelsesåret.
Ved at tage udgangspunkt i det bedste af de seneste fem år sikres et solidt
grundlag for fastsættelsen af årslønnen, hvor der ofte vil være mindst ét
indtægtsår, der kan anvendes. Det sikrer således, at tilskadekomne, der
inden for den femårige periode forud for skaden har haft en svingende
årsindkomst ved arbejde, for eksempel på grund af deltidsansættelse, kortere
ledighedsperioder, orlov el. lign., er sikret en årsløn fastsat ud fra det bedste
indtægtsår ud af de seneste fem år. For tilskadekomne, hvor pågældendes
indkomst ved arbejde har været påvirket af helt særlige helbredsmæssige
eller familiemæssige forhold, hvor helt særlige omstændigheder i perioden
indebærer, at det bedste af de 5 år ikke kan anvendes direkte, eller hvor
tilskadekomne ikke har en indkomst ved arbejde før skaden, som kan
anvendes til at fastsætte en årsløn, for eksempel på grund af ung alder,
foreslås det, at der fastsættes undtagelsesbestemmelser. Undtagelserne er
specifikke i forhold til den generelle hovedregel, og der fastsættes
overordnede regler for, hvordan årslønnen skal fastsættes for de enkelte
67
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
undtagelser. Formålet med at fastsætte nærmere regler om
årslønsfastsættelsen for undtagelserne er at etablere en forenklet og ensartet
praksis i sager, hvor den foreslåede hovedregel ikke kan anvendes.
Det foreslås, at årslønnen alene fastsættes efter undtagelsesbestemmelser i
visse nærmere afgrænsede situationer. Det forventes dermed, at der
fremover vil være flere sager, hvor årslønnen skal fastsættes efter
hovedreglen.
I forhold til undtagelsesbestemmelserne vil fastsættelsen af årslønnen som
udgangspunkt også skulle ske på baggrund af oplysninger fra
indkomstregistret om tilskadekomnes indkomst ved arbejde inden for de
seneste 5 år forud for skadens indtræden eller en anden relevant periode.
Disse oplysninger vil skulle kombineres med en omregning af
tilskadekomnes faktiske indkomst ved arbejde eller anvendelse af en af
lovens satser m.v.
Der foreslås indsat en bestemmelse i forslaget, hvorefter Arbejdsmarkedets
Erhvervssikring, når tilskadekomne er omfattet af to eller flere
undtagelsesbestemmelser, skal anvende den undtagelsesbestemmelse, der
ligger tættest i tid på skadetidspunktet. Når tilskadekomne er omfattet af to
eller flere undtagelsesbestemmelser på skadetidspunktet, skal
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring anvende den undtagelsesbestemmelse,
der ud fra en samlet vurdering bedst afspejler tilskadekomnes
indkomstmæssige situation ved arbejde på skadetidspunktet.
Den nuværende maksimumssats for fastsættelse af årsløn videreføres
uændret på 588.000 kr. (2023-niveau). Det foreslås, at minimumsårslønnen
forhøjes fra 219.000 kr. til 248.000 kr. (2023-niveau), samt at der som noget
nyt indføres en lovfastsat normalårsløn på 419.000 kr. (2023-niveau) og en
sats for personer uden for erhverv (pensionistårsløn) på 52.000 (2023-
niveau). Beløbene reguleres årligt.
Den nye hovedregel og undtagelsesbestemmelserne udmøntes nærmere ved
en bekendtgørelse, der udstedes af beskæftigelsesministeren. Formålet med
bemyndigelsen er i en bekendtgørelse at etablere en forenklet og ensartet
praksis for fastsættelse af årslønnen efter hovedreglen og
undtagelsesbestemmelserne.
Forslaget indebærer samlet set, at årslønnen fremover bliver mere objektivt
baseret på oplysninger fra indkomstregistret. Det indebærer, at
tilskadekomne med fast tilknytning til arbejdsmarkedet de seneste 5 år forud
for skaden vil få fastsat årslønnen som det bedste indtægtsår, uanset om det
ligger nogle år før skaden. Det indebærer ligeledes, at en række grupper,
som med gældende praksis ville få deres faktiske indkomst ved arbejde
omregnet til en fuldtidsårsløn, fremover vil opleve at få udmålt en erstatning
for erhvervsevnetab, der er mere objektivt baseret på den tilskadekomnes
bedste faktiske indtægtsår inden for de seneste 5 år forud for skaden. Det
gælder for eksempel for tilskadekomne, der i alle 5 år har arbejdet på deltid,
68
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
eller har haft regelmæssige ledighedsperioder, for eksempel på grund af
sæsonarbejde.
For grupper, der er omfattet af undtagelsesbestemmelserne, vil forslaget
indebære, at årslønnen fastsættes inden for fastsatte rammer med
udgangspunkt i den tilskadekomnes indkomstforhold inden for de seneste 5
år. Det gælder for eksempel tilskadekomne, som er under 23 år eller under
uddannelse.
For så vidt angår fastsættelsen af tabet af erhvervsevne skal
erhvervsevnetabsprocenten på samme måde som i dag fastsættes på
grundlag af en beregning af forskellen mellem indtjeningsevnen før
arbejdsskaden og indtjeningsevnen efter arbejdsskaden.
Indtjeningsevnen før arbejdsskaden vil fremover skulle fastsættes til den
årsløn, der fastsættes efter de nye regler i § 24. Det vil erstatte den gældende
skønsmæssige fastsættelse af tilskadekomnes potentielle erhvervsevne uden
skaden.
Forslaget bidrager dermed til at forenkle fastsættelsen af årslønnen og
vurderingen af tabet af erhvervsevne i alle sager, hvor der skal udmåles
erstatning for tab af erhvervsevne. Det skyldes, at det ikke længere er
nødvendigt at indhente omfattende supplerende oplysninger om
tilskadekomnes samlede indkomst ved arbejde med henblik på fastsættelse
af tilskadekomnes årsløn, og supplerende oplysninger med henblik på
vurderingen af tilskadekomne potentielle erhvervsevne før skaden.
Det foreslås i forslaget at indsætte en særlig regel om vurderingen af tabet
af erhvervsevne for tilskadekomne med en indkomst ved arbejde på
skadetidspunktet over den maksimale årsløn (588.000 kr. i 2023).
Reglen indebærer, at når tilskadekomnes årsløn er fastsat til den maksimale
årsløn, anvendes den reelle faktiske samlede indkomst ved arbejde som
indtjeningsevnen før arbejdsskaden, når tabsprocenten i forhold til tab af
erhvervsevne skal fastsættes. Det vil sige, at det er den årsløn, der var fastsat
efter hovedreglen i § 24, stk. 1, eller en undtagelsesbestemmelse i § 24, stk.
3, før årslønnen i den konkrete sag blev fastsat med anvendelsen af reglen
om maksimums årsløn.
Indtjeningsevnen efter arbejdsskaden vil som udgangspunkt blive fastsat
som hidtil på baggrund af tilskadekomnes faktiske indkomst ved arbejde
efter skaden eller en skønsmæssig vurdering af tilskadekomnes
resterhvervsevne efter arbejdsskaden. Det betyder, at hidtidig praksis herom
kan opretholdes, dog bortset fra situationer vedrørende tilskadekomne med
personlig assistance efter arbejdsskaden, idet disse med forslaget vil blive
vurderet på baggrund af indtjeningsevnen med den personlige assistance.
Forslaget indebærer samlet set, at erstatningen for tabet af erhvervsevne
efter arbejdsskadesikringsloven ikke længere vurderes på samme måde som
efter erstatningsansvarsloven. Det skyldes, at den fastsatte årsløn fremover
anvendes som indtjeningsevnen før skaden efter arbejdsskadesikringsloven,
69
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
dvs. at indtjeningsevnen før skaden som udgangspunkt er baseret på det
bedste indtægtsår i de seneste 5 år forud for skaden. Det vil således være
objektivt baseret og ikke længere være baseret på en skønsmæssig vurdering
af tilskadekomnes potentielle erhvervsevne, hvis skaden ikke var sket.
Der foretages derfor samtidig en nyaffatning af § 29, stk. 2, som bl.a. vil
medføre, at erstatning for tab af erhvervsevne begrebsmæssigt vil blive anset
for erstatning af samme art som erstatning for tab af erhvervsevne efter
erstatningsansvarsloven. Herved præciseres det, at den tilskadekomnes
indkomsttab alene kan kompenseres én gang. Erstatning efter
arbejdsskadesikringsloven er fortsat primær i forhold til erstatning efter
erstatningsansvarsloven. Tilskadekomne kan fortsat rejse krav om
differenceerstatning
i
det
omfang
erstatningen
efter
arbejdsskadesikringsloven
overstiger
erstatningen
efter
arbejdsskadesikringsloven.
3.5. Større intervaller i udmålingen af erstatning for tab af
erhvervsevne
35.1. Gældende ret
Når tilskadekomnes potentielle erhvervsevne efter skaden og
tilskadekomnes faktiske indtægt efter skaden er fastsat, fastsættes tabet af
erhvervsevne som forskellen i ”erhvervsevnetabsprocenten”. Det drejer sig
om sager efter både § 17 og § 17 a i arbejdsskadesikringsloven.
Erhvervsevnetabsprocenten anvendes sammen med den fastsatte årsløn til
at beregne erstatningen for tab af erhvervsevne.
Erhvervsevnetabsprocenten fastsættes efter praksis i spring af 5 pct. og med
en nedre grænse på 15 pct., således at tabet vurderes til 15 pct., 20 pct., 25
pct., 30 pct., 35 pct., 40 pct. og så videre op til 100 pct.
Efter forarbejderne til arbejdsskadeforsikringsloven (lov nr. 79 af 8. marts
1978 om arbejdsskadeforsikring) og praksis kan der dog tilkendes et
erhvervsevnetab på 15 pct. i tilfælde, hvor der er tale om et dokumenteret
indtægtstab som følge af en arbejdsskade, og hvor dette tab er af nogen
betydning.
3.5.2. Beskæftigelsesministeriets overvejelser og den foreslåede
ordning
Aftalepartierne er enige om at indføre større intervaller ved fastsættelse af
erhvervsevnetabsprocenten. Det skal bidrage til en forenklet
sagsbehandling.
70
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
I stedet for 5 procentpoint mellem hvert interval skal fastsættelsen af
tilskadekomnes erhvervsevnetab fremover ske inden for intervaller med 10
procentpoint mellem hver. Samtidig fastholdes den nedre grænse for et
erhvervsevnetab på 15 pct., så intervallerne fremadrettet bliver 15 pct., 20
pct., 30 pct., 40 pct. og så videre op til 100 pct. Dermed vil den gældende
praksis, hvor tabet af erhvervsevne fastsættes i spring af 5 pct. blive
ændret. Den nuværende lovfastsatte grænse for tilkendelse af erstatning for
tab af erhvervsevne på 15 pct. foreslås opretholdt.
Forslaget har til formål at forenkle administrationen af sager om vurdering
af tabet af erhvervsevne. Forslaget indebærer, at tabet ikke bliver så præcist
som efter gældende regler, og at nogle tilskadekomne vil opleve at få en
højere erstatning end efter gældende regler, mens andre tilskadekomne vil
opleve at få en lavere erstatning end efter gældende regler.
Forslaget indebærer, at det beregnede tab af erhvervsevne skal afrundes til
den nærmeste erhvervsevnetabsprocent. Det foreslås, at afrundingen
ligesom i dag sker efter almindelige afrundingsregler. Tabet vil således for
eksempel blive fastsat til 30 pct., når det vurderes, at tabet ligger på mindst
25 og under 35, det vil sige i niveauet 25-34 pct.
3.6. Præcisering af tabsbegrænsningspligten (§§ 17 og 17 a)
3.6.1. Gældende ret
Efter arbejdsskadesikringsloven skal der ved bedømmelsen af tab af
erhvervsevne tages hensyn til tilskadekomnes muligheder for at skaffe sig
indtægt ved et arbejde, som med rimelighed kan forlanges af den
pågældende på baggrund af dennes evner, uddannelse, alder og muligheder
for erhvervsmæssig omskoling eller optræning, jf. den gældende § 17, stk.
2. Heri ligger også, at tilskadekomne skal opfylde den almindelige
erstatningsretlige tabsbegrænsningspligt.
Erstatningsansvarsloven indeholder en tilsvarende bestemmelse i § 5, stk. 2.
Tilskadekomne har dermed allerede efter de gældende regler en pligt til at
forsøge at begrænse sit tab mest muligt. Det vil dermed kunne komme den
tilskadekomne til skade ved udmålingen af erstatningens størrelse, hvis
vedkommende uden rimelig grund undlader at begrænse erhvervsevnetabet
gennem f.eks. deltagelse i de revaliderings- og aktiveringsmuligheder, som
tilbydes efter den til enhver tid gældende social- og arbejdsmarkedspolitiske
lovgivning.
71
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
For personer, der efter en arbejdsskade er visiteret til fleksjobordningen, og
dermed enten er ledige og modtager ledighedsydelse eller er ansat i fleksjob,
skal tabet af erhvervsevne ifølge loven fastsættes på grundlag af forskellen
mellem indtjeningen før arbejdsskaden og ledighedsydelsen eller
indtjeningen i fleksjobbet, jf. § 17 a, stk. 1.
Når tilskadekomne er visiteret til fleksjob eller er i fleksjob efter
arbejdsskaden, tages der ved bedømmelsen af erhvervsevnetabet efter de
gældende regler ikke hensyn til tilskadekomnes muligheder for at skaffe sig
indtægt ved et arbejde, som med rimelighed kan forlanges af den
pågældende på baggrund af dennes evner, uddannelse, alder og muligheder
for erhvervsmæssig omskoling eller optræning, jf. det gældende § 17, stk.
2. Der skal som følge heraf heller ikke tages stilling til, hvorvidt
tilskadekomne har opfyldt sin tabsbegrænsningspligt. Dette følger også af
administrativ praksis, jf. Ankestyrelsens principmeddelelse 87-15 og af
retspraksis, jf. U.2022.541Ø. Ifølge dommen må hensynet til
tabsbegrænsningspligten anses for forudsat varetaget ved, at visitering til
fleksjob efter reglerne herom indebærer en langvarig og grundig vurdering
af tilskadekomne, hvor myndighederne har pligt til at påse bl.a., at
tilskadekomne udnytter sin erhvervsevne bedst muligt.
3.6.2. Beskæftigelsesministeriets overvejelser og den foreslåede
ordning
Det foreslås, at arbejdsskadesikringslovens bestemmelse om
tabsbegrænsningspligt præciseres, så ordlyden kommer til at være den
samme som i erstatningsansvarslovens § 5, stk. 2, som vedrører den
almindelige erstatningsretlige tabsbegrænsningspligt. Formålet med
ændringen er at styrke arbejdsskademyndigheders fokus på vurderingen af
tabsbegrænsningspligten ved at tydeliggøre, at de almindelige
erstatningsretlige principper for tabsbegrænsningspligt gælder for sager om
erhvervsevnetab i henhold til arbejdsskadesikringsloven. Der er ikke tale om
en indholdsmæssig ændring af bestemmelsen, men alene en præcisering
med det formål at tydeliggøre, at det som hidtil er den almindelige
erstatningsretlige tabsbegrænsningspligt, der gælder i forhold til sager, som
behandles efter arbejdsskadesikringsloven.
Arbejdsskademyndighedernes vurdering af, hvorvidt tilskadekomne har
overholdt tabsbegrænsningspligten, vil fortsat skulle ske ud fra oplysninger
om skadernes art og omfang samt tilskadekomnes mulighed for at begrænse
tabet som følge af skaden, herunder i forhold til pågældendes evner,
uddannelse, alder og muligheder for erhvervsmæssig omskoling og
72
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
genoptræning eller lignende. Vurderingen vil skulle bygge på en samlet
vurdering af alle sagens oplysninger, hvor det vil være afgørende, om der
kan fastslås en manglende vilje fra tilskadekomne til at begrænse tabet,
mens manglende evne til at begrænse tabet ikke vil påvirke udmålingen af
erstatningen.
Hvis arbejdsskademyndighederne vurderer, at tilskadekomne ikke har
opfyldt sin tabsbegrænsningspligt, vil det afspejle sig i udmålingen af
erstatningen for tab af erhvervsevne. I afgørelser, hvor
tabsbegrænsningspligten påvirker udmålingen af erstatningens størrelse,
skal arbejdsskademyndighedernes vurdering altid være konkret og afvejes i
forhold til, at der ikke stilles krav til den tilskadekomne, som den
tilskadekomne efter arbejdsskaden ikke kan leve op til. I sager, hvor
arbejdsskademyndighederne
har
taget
stilling
til,
om
tabsbegrænsningspligten har haft indvirkning på fastsættelsen af
erhvervsevnetabsprocentens størrelse, skal det fremgå af afgørelsens
begrundelse i overensstemmelse med de almindelige forvaltningsretlige
regler om begrundelse.
For at styrke incitamentet til, at personer, som er visiteret til fleksjob,
udnytte deres resterhvervsevne bedst muligt og derved begrænse deres tab,
foreslås det, at en kommunes afgørelse om en sanktion i ledighedsydelsen,
jf. § 76, § 77 a, stk. 3-4 eller § 77 b, stk. 1, jf. dog stk. 2, i lov om aktiv
socialpolitik på grund af, at tilskadekomne ikke har opfyldt sin
rådighedsforpligtelse, vil medføre fradrag i fremtidig udbetaling af
erstatning for tab af erhvervsevne. Perioden for fradraget i erstatningen for
tab af erhvervsevne vil svare til perioden for kommunens sanktion i
ledighedsydelsen. Hvis tilskadekomne mister retten til ledighedsydelse som
følge af en sanktion, sker fradraget i erstatningen dog kun for perioden
indtil, at tilskadekomne er ansat i fleksjob.
Det forudsættes, at arbejdsskademyndighederne tilrettelægger en
administration, der sikrer, at tilskadekomne får vejledende information om
tabsbegrænsningspligten.
3.7. Samspillet mellem erstatninger efter arbejdsskadesikringsloven og
erstatningsansvarsloven
3.7.1. Gældende ret
73
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
Tilskadekomne eller efterladte kan i nogle situationer være berettiget til
erstatning og godtgørelse efter både arbejdsskadesikringsloven og
erstatningsansvarsloven.
Det drejer sig om skader, hvor tilskadekomne er sikret efter
arbejdsskadeskadesikringsloven, og hvor der samtidig er en ansvarlig
skadevolder efter dansk rets almindelige regler om erstatning.
Efter § 7, stk. 1, 2. pkt., nedsættes tilskadekomnes eller de efterladtes krav
mod den erstatningsansvarlige i det omfang, der er betalt eller er pligt til at
betale ydelser til de pågældende efter arbejdsskadesikringsloven.
Bestemmelsen har til formål at udelukke, at tilskadekomne eller de
efterladte får dobbelterstatning for samme skade. Samtidig fastslår
bestemmelsen princippet om, at arbejdsskadesikringsloven er primær,
hvilket indebærer, at tilskadekomne og efterladte skal rejse kravet efter
arbejdsskadesikringsloven, før kravet rejses efter anden lovgivning.
Erstatning efter arbejdsskadesikringsloven er således for eksempel også
primær i forhold til erstatning efter lov om klage- og erstatningsadgang
inden for sundhedsvæsenet (Patienterstatningen), jf. Ankestyrelsens
principmeddelelse U-12-06.
Bestemmelsen i § 77, stk. 1, 2. pkt., følges op af bestemmelsen i § 29, stk.
2, hvorefter den erstatningsansvarlige skadevolder eller dennes
ansvarsforsikringsselskab har krav på at få godtgjort erstatning og
godtgørelse fra arbejdsskadeforsikringsselskabet eller Arbejdsmarkedets
Erhvervssikring af bidrag, jf. § 55, når der er udbetalt erstatning eller
godtgørelse som følge af arbejdsskaden til tilskadekomne eller dennes
efterladte. Kravene fra den erstatningsansvarlige skadevolder eller dennes
ansvarsforsikringsselskab omfatter erstatnings- og godtgørelsesbeløb af
samme art, som arbejdsskadeforsikringsselskabet eller Arbejdsmarkedets
Erhvervssikring har pligt til at betale på det tidspunkt, hvor kravet
fremsættes.
Bestemmelsen omfatter ansvarlige skadevoldere og deres eventuelle
ansvarsforsikringsselskaber. Bestemmelsen giver således ikke for eksempel
ulykkesforsikringsselskaber adgang til regres.
Bestemmelsens primære formål er at sikre, at tilskadekomne og efterladte
ikke får kompensation to gange for samme skade i de situationer, hvor den
ansvarlige skadevolder eller dennes ansvarsforsikringsselskab har betalt
74
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
erstatning eller godtgørelse til tilskadekomne eller efterladte efter
erstatningsansvarsloven eller lovgivning, der knytter sig til
erstatningsansvarsloven, før der er tilkendt og betalt erstatning eller
godtgørelse
til
tilskadekomne
eller
efterladte
efter
arbejdsskadesikringsloven. Dette kan være situationen, når den ansvarlige
skadevolder eller dennes ansvarsforsikringsselskab ikke er opmærksom på,
at der verserer en arbejdsskadesag som følge af samme skade.
Bestemmelsen giver den ansvarlige skadevolder eller dennes
ansvarsforsikringsselskab en ret til regres i kompensationen efter
arbejdsskadesikringsloven for den kompensation ”af samme art”, der måtte
være udbetalt efter erstatningsansvarsloven. Det antages i praksis, at den
ansvarlige skadevolder eller dennes ansvarsforsikringsselskab dermed har
ret til at indtræde i tilskadekomnes krav på kompensation efter
arbejdsskadesikringsloven, når der er udbetalt kompensation af samme art
efter erstatningsansvarsloven. Derved sikres ansvarsforsikringsselskabets
ret til at blive godtgjort for den kompensation, der er udbetalt, til
tilskadekomne eller efterladte uden at afvente afgørelsen om kompensation
efter arbejdsskadesikringsloven.
Efter praksis anses erstatning for tabt arbejdsfortjeneste efter
erstatningsansvarsloven ikke som erstatning af samme art som midlertidig
erstatning for tab af erhvervsevne efter arbejdsskadesikringsloven, jf. for
eksempel Højesterets dom af 23. august 2021, offentliggjort i Ugeskrift for
Retsvæsen 2021, side 4752 H.
Den nuværende retstilstand indebærer, at tilskadekomne kan få
kompensation efter både erstatningsansvarsloven i form af erstatning for
tabt arbejdsfortjeneste og efter arbejdsskadesikringsloven i form af
midlertidig erstatning for erhvervsevnetab, uanset kompensationen dækker
et indtægtstab for samme periode. Det er ikke muligt at rejse et
tilbagebetalingskrav mod tilskadekomne.
Den nuværende retstilstand indebærer videre, at tilskadekomne i en række
sager må vente med at få udbetalt erstatning for tabt arbejdsfortjeneste efter
erstatningsansvarsloven, indtil der er truffet endelig afgørelse om erstatning
for
tab
af
erhvervsevne
efter
arbejdsskadesikringsloven.
Ansvarsforsikringsselskaberne undlader således i nogle sager at udbetale
erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, når tilskadekomne har fået tilkendt en
midlertidig erstatning for tab af erhvervsevne efter § 17, stk. 3, i
arbejdsskadesikringsloven og udbetaler først erstatningen for tabt
75
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
arbejdsfortjeneste, når Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har truffet den
endelige erstatning for tab af erhvervsevne efter arbejdsskadesikringsloven.
Ved udbetalingen af erstatning for tabt arbejdsfortjeneste efter
erstatningsansvarsloven fradrages den midlertidige erstatning for tab af
erhvervsevne, som tilskadekomne har modtaget i samme periode, hvor
pågældende er berettiget til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, jf. § 2, stk.
2, i erstatningsansvarsloven.
3.7.2. Beskæftigelsesministeriets overvejelser og den foreslåede
ordning
Beskæftigelsesministeriet
finder
den
nuværende
retsstilling
uhensigtsmæssig, da tilskadekomne kan være i en situation, hvor
pågældende i nogle situationer må vente unødigt længe på sin erstatning for
tabt arbejdsfortjeneste efter erstatningsansvarsloven, og i andre situationer
kan få kompensation for samme indtægtstab to gange. Hertil kommer, at det
kan forudses, at forslagene i lovforslaget med hensyn til
uddannelsesgodtgørelse og voldsskadeforsikringsordning, vil indebære nye
situationer med samspil.
Det foreslås derfor at præcisere, at tilskadekomne alene skal kunne opnå
kompensation for et indtægtstab én gang. Forslaget har til formål at ændre
den nuværende uhensigtsmæssige praksis og at sikre, at tilskadekomne ikke
kommer til at vente unødigt længe på sin erstatning for tabt
arbejdsfortjeneste efter erstatningsansvarsloven.
Forslaget indebærer således, at al erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og
erstatning for tab af erhvervsevne efter §§ 2, 5 og 8 i erstatningsansvarsloven
anses for erstatning af samme art som erstatning for tab af erhvervsevne
efter §§ 17 og 17 a, herunder midlertidig erstatning for tab af erhvervsevne,
og som uddannelsesgodtgørelse efter forslaget til § 18 d i
arbejdsskadesikringsloven.
Det samme gælder for erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, der udbetales af
et forsikringsselskab, hvori der er tegnet voldsskadeforsikring efter § 49 a.
Dette forsikringsselskab kan således udbetale erstatning for tabt
arbejdsfortjeneste til tilskadekomne eller efterladte, uden at afvente
Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings afgørelse om erstatning for tab af
erhvervsevne efter arbejdsskadesikringsloven.
76
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
Det bliver dermed muligt for ansvarsforsikringsselskaberne og
forsikringsselskaber, hvori der er tegnet voldsskadeforsikring efter § 49 a,
også at udbetale erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og erstatning for tab
af erhvervsevne efter §§ 2, 5 og 8 i erstatningsansvarsloven, uanset der
verserer en arbejdsskadesag
–
uden at risikere at skulle kompensere et
indtægtstab, som også dækkes efter arbejdsskadesikringsloven.
Endvidere sikrer ændringen, at tilskadekomne får den erstatning, som
pågældende er berettiget til efter lovgivningen, og ikke mere.
Ansvarsforsikringsselskaberne m.fl. må som efter gældende praksis
underrette
Arbejdsmarkedets
Erhvervssikring
eller
arbejdsulykkesforsikringsselskabet om, at der verserer en ansvarssag eller
anden sag, der kan danne grundlag for refusion.
Ansvarsforsikringsselskaberne m.fl. får dermed dækket den udbetaling, der
er foretaget, men ikke mere.
Endelig vil der med forslaget blive skabt adgang til, at den
erstatningsansvarlige skadevolder, dennes forsikringsselskab og
Erstatningsnævnet kan rejse et regreskrav over for forsikringsselskabet,
hvori der er tegnet voldsskadeforsikring, for eventuelle erstatninger m.v.,
som forsikringsselskabet skulle have udbetalt, men som den
erstatningsansvarlige skadevolder, denne ansvarsforsikringsselskab eller
Erstatningsnævnet har udbetalt.
3.8. Bemyndigelsesbestemmelse, der skaber mulighed for et forsøg med
at delegere afgørelseskompetence til forsikringsselskaberne
3.8.1 Gældende ret
Efter § 40, stk. 1, i arbejdsskadesikringsloven træffer Arbejdsmarkedets
Erhvervssikring afgørelse i alle spørgsmål efter loven, medmindre andet er
fastsat. Afgørelser efter loven drejer sig om, hvorvidt en anmeldt skade kan
anerkendes, og for de anerkendte arbejdsskadesager tillige om erstatning og
godtgørelse m.v. til tilskadekomne eller efterladte. Arbejdsmarkedets
Erhvervssikring træffer afgørelser i sager om både ulykker og sygdomme.
I afgørelsen af, om en anmeldt sag om en ulykke kan anerkendes som
arbejdsulykke efter §§ 5 og 6 i arbejdsskadesikringsloven, indgår en
vurdering af både retlige og lægefaglige delspørgsmål.
77
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings afgørelser, herunder afgørelser om a-
nerkendelse eller afvisning af en ulykke, kan af sagens parter (tilskadekom-
ne/efterladte og forsikringsselskabet m.fl.) indbringes for Ankestyrelsen
efter § 44 i arbejdsskadesikringsloven. Derudover har arbejdsgiveren efter
§ 44, stk. 1, nr. 4, en særlig ankeret til Ankestyrelsen, hvorefter
arbejdsgiveren kan indbringe Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings afgørelse
om anerkendelse eller afvisning af en arbejdsskade for Ankestyrelsen.
Arbejdsgiveren kan ikke indbringe Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings
afgørelse om erstatning og godtgørelse m.v. for Ankestyrelsen.
Ulykker skal efter § 31 i arbejdsskadesikringsloven anmeldes af
arbejdsgiverne eller den frivilligt sikrede til det forsikringsselskab, hvor der
er tegnet arbejdsulykkesforsikring. Selvforsikrede offentlige arbejdsgivere
skal anmelde til pågældende forsikringsenhed, der har samme retsstilling
efter arbejdsskadesikringsloven som arbejdsulykkesforsikringsselskaber.
Forsikringsselskaberne skal sende anmeldelser af ulykker videre til
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, når ulykken har medført eller må
antages at medføre tilskadekomnes død, når ulykken har medført, at
ulykkens følger kan begrunde erstatning og godtgørelse ud over udgifter til
betaling af udgifter til behandlingsudgifter og hjælpemidler efter lovens §
15, når ulykken har medført, at tilskadekomne ikke har genoptaget sit
sædvanlige arbejde i sædvanligt omfang 5 uger efter ulykkens indtræden,
eller ulykken er en følge af arbejdsrelaterede vaccinationer mod covid-19
foretaget i perioden fra og med den 27. december 2020 til og med den 31.
december 2022. Forsikringsselskabet skal tillige sende anmeldelser af
ulykker
videre
til
Arbejdsmarkedets
Erhvervssikring,
når
forsikringsselskabet skønner, at betingelserne for anerkendelse af tilfældet
som en arbejdsulykke ikke er opfyldt.
Efter § 15 i arbejdsskadesikringsloven har forsikringsselskaberne, herunder
selvforsikrede enheder, adgang til at behandle krav om betaling af udgifter
til sygebehandling og hjælpemidler m.v. efter lov om arbejdsskadesikring
uden at sende sagerne til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring.
Forsikringsselskaberne har ikke dermed hjemmel til at træffe afgørelse
herom. Tilskadekomne har mulighed for at anmode om, at
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring træffer afgørelse om kravets eksistens
og størrelse. I så fald skal forsikringsselskabet sende sagen til
Arbejdsmarkedets
Erhvervssikring,
hvorefter
Arbejdsmarkedets
Erhvervssikring træffer afgørelse om, hvorvidt den anmeldte ulykke kan
anerkendes som en arbejdsskade efter loven, og i så fald træffe afgørelse om
78
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
kravet. I det omfang et forsikringsselskab har behandlet et krav om betaling
af udgifter til sygebehandling og hjælpemidler og har udbetalt beløbet til
tilskadekomne eller behandleren, indebærer det ikke, at ulykken dermed er
anerkendt.
3.8.2. Beskæftigelsesministeriets overvejelser og den foreslåede
ordning
Aftalepartierne er enige om, at der skal skabes hjemmel til at igangsætte
forsøg med at delegere afgørelseskompetence til udvalgte
forsikringsselskaber for så vidt angår anerkendelsesspørgsmålet i sager om
arbejdsulykker. Erhvervssygdomme er ikke er omfattet af forsøget.
Forslaget indebærer, at beskæftigelsesministeren får en bemyndigelse til at
fastsætte nærmere regler om, at der delegeres afgørelseskompetence til
udvalgte forsikringsselskaber for så vidt angår afgørelsen om
anerkendelsesspørgsmålet
i
sager
om
anmeldte
ulykker.
Forsikringsselskaberne, der indgår i forsøget, vil således få tillagt
kompetence til at træffe afgørelse om, hvorvidt en ulykke kan anerkendes
eller skal afvises som arbejdsulykke, herunder foretage de retlige og
lægefaglige vurderinger efter loven.
Forsikringsselskaber, der indgår i forsøget, skal alene træffe afgørelse om
anerkendelsesspørgsmålet i sager, hvor Arbejdsmarkedets Erhvervssikring
efter § 40, stk. 1, skulle have truffet afgørelse herom.
Forsikringsselskaber, der indgår i forsøget, vil således fortsat kunne
behandle krav om betaling af udgifter til sygebehandling og hjælpemidler
m.v. efter § 15, uden at træffe afgørelse om anerkendelsesspørgsmålet i
disse sager og uden at sende sagerne til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring.
Kompetencen til at træffe afgørelser om erstatning m.v., herunder for
eksempel erstatning for tab af erhvervsevne og godtgørelse for varigt mén,
fastholdes hos Arbejdsmarkedets Erhvervssikring. Forsikringsselskaber, der
indgår i forsøget, skal derfor sende anerkendte sager om arbejdsulykker til
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, når forsikringsselskabet vurderer, at
ulykkens følger kan begrunde erstatning og godtgørelse ud over udgifter til
betaling af udgifter til behandlingsudgifter og hjælpemidler efter lovens §
15.
Formålet med forsøget vil være at afdække effekterne af, at der delegeres
afgørelseskompetence til forsikringsselskaberne i sager om arbejdsulykker.
79
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
Forsøget skal for eksempel afdække, om sagsbehandlingstiderne kan
forkortes samtidig med, at kvaliteten af sagsbehandlingen og
tilskadekomnes retssikkerhed bevares. Det forventes således, at
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring vil modtage og skulle træffe afgørelse i
færre sager om anerkendelse eller afvisning af en ulykke, mens forsøget
pågår.
Forsøget forventes ikke at indebære tilsvarende flere sager i
forsikringsselskaberne. Det skyldes, at forsikringsselskaberne allerede i dag
foretager tilsvarende vurderinger i sagerne, herunder med henblik på at
afgøre, hvorvidt sagerne skal sendes til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring.
Forsikringsselskaberne har de fornødne kompetencer til at træffe afgørelse
om anerkendelse eller afvisning af arbejdsulykker.
Forsikringsselskaber, der indgår i forsøget, vil få tillagt samme adgang til at
indhente oplysninger, som Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har. Det
forudsættes, at reglerne i forvaltningsloven og offentlighedsloven vil gælde
for forsikringsselskabernes behandling af sager i forsøget, herunder at
forsikringsselskaberne skal overholde alle de forvaltningsretlige krav, der i
dag gælder for Arbejdsmarkedets Erhvervssikring. Det drejer sig især om
pligten til at foretage partshøring m.v. af tilskadekomne eller efterladte
forud for afgørelsen om anerkendelse eller afvisning efter reglerne i kapitel
5 i forvaltningsloven, og pligten til at begrunde afgørelsen efter reglerne i
kapitel 6 i forvaltningsloven.
Tilskadekomne med sager, der omfattes af forsøget, vil fortsat have adgang
til at få en afgørelse fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring og herefter
adgang til at klage til Ankestyrelsen. Tilskadekomne vil indenfor 4 uger fra
forsikringsselskabets afgørelse om anerkendelsesspørgsmålet kunne
anmode om, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring træffer en afgørelse i
sagen, ligesom Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings afgørelse som hidtil kan
påklages til Ankestyrelsen. Der er således ingen retssikkerhedsmæssige
udfordringer med hensyn til at overlade afgørelseskompetence til
forsikringsselskaberne
for
så
vidt
angår
afgørelsen
om
anerkendelsesspørgsmålet i sager om arbejdsulykker.
Det nærmere indhold og rammerne for et konkret forsøg skal tilrettelægges
med inddragelse af Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, forsikringsbranchen
og arbejdsmarkedets parter og udmøntes i en bekendtgørelse.
Bekendtgørelsen
vil
således
indeholde
nærmere
definerede
udvælgelseskriterier for de forsikringsselskaber, der udvælges til at indgå i
80
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
forsøget. Bekendtgørelsen vil tillige præcisere afgrænsningen af, hvilke
sager der indgår i forsøget, herunder i forhold til de sager, som
forsikringsselskaberne allerede med de gældende regler ikke oversender til
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, samt i forhold til den tidsmæssige
afgrænsning i forhold til sager, der verserer, når forsøget starter og slutter.
Bekendtgørelsen vil ligeledes skulle fastsætte de nærmere regler om, at
forsikringsselskaber, der indgår i forsøget, kan tage stilling til både juridiske
og lægefaglige spørgsmål, der har betydning for afgørelsen af, om en
anmeldt ulykke vil kunne anerkendes som arbejdsulykke efter
arbejdsskadesikringsloven. Endvidere vil bekendtgørelsen indeholde en
evalueringsforpligtelse, så bl.a. de kvalitets- og retssikkerhedsmæssige
konsekvenser af forsøget afdækkes.
3.9. Frist for medvirken til sagsoplysning og bødestraf
3.9.1. Gældende ret
I behandlingen af arbejdsskadesager skal der belyses en række oplysninger
om arbejdsskaden, f.eks. den tilskadekomnes helbredstilstand efter skaden,
erhvervsevne, indtjeningsmuligheder m.v. Det betyder, at både
forsikringsselskaberne,
Arbejdsmarkedets
Erhvervssikring
og
Ankestyrelsen skal indhente oplysninger fra den tilskadekomne,
arbejdsgiveren, offentlige myndigheder og læger m.v., så sagen er
tilstrækkeligt oplyst til at der kan træffes afgørelse på et fyldestgørende
grundlag.
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring og Ankestyrelsen kan forlange meddelt
enhver oplysning af arbejdsgivere, ansatte, regioner, kommuner, jobcentre
og andre vedkommende, herunder sygehuse, institutter og behandlende
læger m.v., som Arbejdsmarkedets Erhvervssikring skønner, er af betydning
for behandlingen af sagen. Dette omfatter bl.a. eventuelle politirapporter,
sygehusjournaler, med hvad dertil hører, produktionsprocedurer,
oplysninger og rapporter om produkters og stoffers kemiske bestanddele
eller afskrift af sådanne rapporter, journaler og formler, jf.
arbejdsskadesikringslovens § 37, stk. 2, 1. og 2. pkt.
Efter gældende praksis fastsætter Arbejdsmarkedets Erhvervssikring ved
indhentelse af oplysninger en frist, som Arbejdsmarkedets Erhvervssikring
vurderer rimelig under hensyntagen til, hvem der anmodes om oplysninger,
og hvilke oplysninger der anmodes om. Svarfristerne kan derfor variere.
En sikringspligtig arbejdsgiver, der ikke medvirker ved sagsoplysningen af
en anmeldt arbejdsskade, straffes med bøde, jf. arbejdsskadesikringslovens
§ 82, stk. 3. I så fald kan Arbejdsmarkedets Erhvervssikring i et bødeforelæg
81
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
tilkendegive, at sagen kan afgøres uden retssag, hvis den, der har begået
overtrædelsen, erklærer sig skyldig i overtrædelsen og erklærer sig rede til
inden en nærmere angiven frist at betale en bøde som angivet i
bødeforelægget.
De gældende regler giver alene Arbejdsmarkedets Erhvervssikring
mulighed for at udstede administrative bødeforlæg til de sikringspligtige
arbejdsgivere i ovenstående tilfælde.
3.9.2. Beskæftigelsesministeriets o vervejelser og den foreslåede
ordning
I 2019 anslog Rigsrevisionen på baggrund af en gennemgang af 200 sager i
perioden 2011-2018, at 2/3 af sagsbehandlingstiden i Arbejdsmarkedets
Erhvervssikring skyldes, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring afventer
information fra eksterne parter, herunder bl.a. arbejdsgiveren, offentlige
myndigheder og læger m.v. Oplysningerne fra eksempelvis læger, sygehuse,
arbejdsgivere
og
kommunerne
er
nødvendige
for,
at
arbejdsskademyndighederne kan træffe afgørelse på et oplyst grundlag, idet
de bidrager til at belyse tilskadekomnes helbreds- og erhvervsmæssige
baggrund og tilstand.
Partierne
bag
arbejdsskadeaftalen
ønsker
at
nedbringe
sagsbehandlingstiden, så tilskadekomne kan få en hurtigere afgørelse og få
klarhed over deres økonomiske situation. Det foreslås derfor, at der indføres
en lovfastsat frist for professionelle aktørers medvirken til oplysning af
sager hos Arbejdsmarkedets Erhvervssikring og bødestraf for manglende
overholdelse af fristen. Formålet med forslaget er at motivere flere
professionelle aktører, som f.eks. de sikringspligtige arbejdsgivere,
offentlige myndigheder, læger m.v. til at besvare anmodninger om
oplysninger hurtigere og dermed bidrage til at nedbringe
sagsbehandlingstiden. Ud fra de samme hensyn findes det hensigtsmæssigt
at muligheden for at ifalde bøde for manglende medvirken til
sagsoplysningen udvides til også at omfatte anmodninger fra Ankestyrelsen,
da det forventes at medvirke til en hurtigere oplysning af sagen og dermed
en kortere sagsbehandlingstid i alt.
Det foreslås, at sikringspligtige arbejdsgivere, offentlige myndigheder, og
andre professionelle vedkommende, herunder sygehuse, institutter og
behandlende læger m.v. senest 14 dage efter, at en anmodning om
oplysninger fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring eller Ankestyrelsen er
kommet frem, skal afgive oplysninger, som de er i besiddelse af, til
82
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
Arbejdsmarkedets
Erhvervssikring
eller
Ankestyrelsen.
Hvis
vedkommende ikke er i besiddelse af de ønskede oplysninger, skal
vedkommende give Arbejdsmarkedets Erhvervssikring eller Ankestyrelsen
besked herom inden for fristen på 14 dage.
Det foreslås, at der fremover både kan straffes for manglende medvirken til
sagsoplysningen ved Arbejdsmarkedets Erhvervssikring og Ankestyrelsen.
Beskæftigelsesministeriet finder det hensigtsmæssigt, at pligten til at
medvirke til sagsoplysningen ved begge instanser skærpes, idet det
medvirker til en hurtigere sagsbehandling, så der ikke går unødig lang tid
med at afvente oplysninger fra professionelle aktører.
Fristen på de 14 dage, og bødestraf for manglende overholdelse af fristen,
vil alene gælde for professionelle aktører. Arbejdsgivere, der er
sikringspligtige efter arbejdsskadesikringslovens § 48, betragtes således
som professionelle aktører efter den foreslåede bestemmelse og kan med
forslaget straffes med bøde, hvis de ikke medvirker til sagens oplysning.
Privatpersoner, der ikke har sikringspligt efter arbejdsskadeloven, kan ikke
pålægges bødestraf efter forslaget. Endvidere kan andre professionelle
aktører, hvis medvirken til sagsoplysningen er nødvendig for, at
arbejdsskademyndighederne kan behandle sagen, blive pålagt både. Det
drejer sig f.eks. om sygehuse, hospitaler og kommuner.
Det foreslås også, at fristen på 14 dage om at afgive oplysninger gælder i
forhold til oplysninger, som arbejdsgiveren, den offentlige myndighed,
lægen m.v. allerede er i besiddelse af. For så vidt angår kommunerne vil det
f.eks. kunne være akter om den tilskadekomnes kommunale sygedagpenge-
eller beskæftigelsessag. For så vidt angår sygehuse, læger eller andre
sundhedsinstanser, vil det f.eks. kunne være helbredsoplysninger i journaler.
For arbejdsgivere kan det dreje sig om oplysninger til brug for
dokumentation om ansættelsesperiode, løn- og ansættelsesforhold, f.eks.
hvis tilskadekomne havde skånehensyn i arbejdet. Fristen gælder ikke for
oplysninger, som først skal indhentes eller udarbejdes på foranledning af en
anmodning fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring. Det vil f.eks. kunne være
speciallægeerklæringer og funktionsattester.
Strafansvar efter den foreslåede bestemmelse er betinget af, at
vedkommende, som anmodes om at afgive oplysninger til
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring eller Ankestyrelsen, ikke medvirker til
sagens oplysning. Det er således professionelle arbejdsgivere, sygehuse,
kommuner m.v., der ikke besvarer anmodningen fra Arbejdsmarkedets
Erhvervssikring eller Ankestyrelsen, efter myndighederne har rykket for
83
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
svar, der kan idømmes bøde. Aktører, der besvarer anmodningen,
forudsættes at have afgivet de oplysninger, de er i besiddelse af, og de vil
derfor ikke kunne straffes.
Hvis vedkommende inden for fristen oplyser, at de ikke er i besiddelse af de
efterspurgte oplysninger, kan der ikke indledes en straffesag mod den
pågældende. Bestemmelsen medfører også, at vedkommende, som ikke
besvarer anmodningen om oplysninger inden for fristen, vil kunne straffes,
uanset om vedkommende er i besiddelse af oplysningerne eller ej, hvis
fristerne ikke overholdes.
Hvis fristen på de 14 dage ikke overholdes, vil Arbejdsmarkedets
Erhvervssikring eller Ankestyrelsen rykke for oplysningerne og vejlede om
risikoen for bødestraf. Oplysningerne skal herefter afgives til
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring eller Ankestyrelsen senest 14 dage efter,
at rykkerskrivelsen er kommet frem. Hvis Arbejdsmarkedets
Erhvervssikring eller Ankestyrelsen ikke herefter modtager oplysningerne
fra den sikringspligtige arbejdsgiver, offentlige myndighed eller læge m.v.,
sender Arbejdsmarkedets Erhvervssikring eller Ankestyrelsen sagen til
politiet med henblik på indledning af en straffesag mod den pågældende.
Bøden bør som udgangspunkt udmåles til 5.000 kr. i førstegangstilfælde og
til det dobbelte i andengangstilfælde. Ved yderligere gentagelse kan bøden
som udgangspunkt forhøjes med 5.000 kr. Det foreslåede bødeniveau svarer
til det nuværende bødeniveau efter arbejdsskadesikringsloven ved
manglende forsikring og manglende anmeldelse m.v.
Udmåling af bødestraf vil fortsat bero på domstolenes konkrete vurdering
af samtlige omstændigheder i den enkelte sag, og det angivne bødeniveau
vil kunne fraviges i op- og nedadgående retning, hvis der i den konkrete sag
foreligger skærpende eller formildende omstændigheder, jf. herved de
almindelige regler om straffens fastsættelse i straffelovens kapitel 10.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 41, 57 og 58, og bemærkningerne
hertil.
3.10. Genoptagelse
3.10.1. Gældende ret
Det følger af § 41, stk. 1, i lov om arbejdsskadesikring, at efter anmodning
fra tilskadekomne eller de efterladte eller på Arbejdsmarkedets
Erhvervssikrings foranledning kan enhver afgørelse om, at en skade ikke er
84
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
omfattet af loven, genoptages inden for en frist på 5 år fra afgørelsen. Det
gælder tillige for sager, som er afvist på grund af for sen anmeldelse.
Fristen på 5 år er absolut og kan ikke forlænges.
Formålet med bestemmelsen i § 41, stk. 1, er at give tilskadekomne og de
efterladte samt Arbejdsmarkedets Erhvervssikring adgang til at få
genoptaget en tidligere afvist sag. Reglen gælder både for arbejdsulykker og
erhvervssygdomme. Den giver efter sin ordlyd et retskrav på at få sagen
genoptaget, da der ikke er betingelser for, at sagen kan genoptages. I praksis
er der opstillet et krav om, at der skal være nye oplysninger. Ændringer i
lovgivning, retspraksis, administrativ praksis eller samfundsmæssige
konjunkturer giver ifølge praksis ikke i sig selv grundlag for at genoptage
sagen.
Det følger af lovens § 42, stk. 1, at efter anmodning fra tilskadekomne eller
på Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings foranledning kan erstatnings- og
godtgørelsesspørgsmålene, jf. §§ 15 og 17-18, genoptages inden for en frist
af 5 år fra første afgørelse, hvis der er sket væsentlige ændringer af de
forhold, der blev lagt til grund for afgørelsen. Fristen for genoptagelse kan
forlænges inden udløbet af 5-års-fristen. Når ganske særlige
omstændigheder taler herfor, kan der ses bort fra fristerne.
Formålet med bestemmelsen i § 42, stk. 1, er at sikre, dels at tilskadekomne
har mulighed for at få genoptaget spørgsmålet om erstatnings- og
godtgørelse, hvis der inden for 5 år efter afgørelsestidspunktet sker
væsentlige ændringer i tilskadekomnes helbreds- og/eller erhvervsmæssige
forhold, som kan tilskrives arbejdsskaden, dels at give Arbejdsmarkedets
Erhvervssikring mulighed for at genoptage spørgsmålet om erstatnings- og
godtgørelsesspørgsmålene, hvis Arbejdsmarkedets Erhvervssikring inden
for 5 år bliver bekendt med, at der er sket så væsentlige ændringer af de
forhold, der blev lagt til grund for afgørelsen, at det bør føre til en forhøjelse
af tilskadekomnes godtgørelse for varigt mén eller ændring i op- eller
nedadgående retning af den løbende erhvervsevnetabserstatning
fremadrettet. Genoptagelsesadgangen omfatter ikke forsikringsselskaber
eller
arbejdsgivere.
Efter praksis skal tilskadekomne ikke dokumentere, at der er sket ændringer
i tilskadekomnes helbredsmæssige eller erhvervsmæssige forhold, som kan
skyldes arbejdsskaden, når der anmodes om genoptagelse om erstatnings-
og godtgørelsesspørgsmålene inden for 5 år. Genoptagelsen forudsætter
efter praksis som udgangspunkt alene, at tilskadekomne anmoder herom og
85
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
2775159_0086.png
oplyser, at der er sket en væsentlig ændring. Fristen for genoptagelse af
afgørelser vedrørende erstatnings- og godtgørelsesniveauet kan forlænges
inden udløbet af 5-års-fristen, og når ganske særlige omstændigheder taler
herfor, kan der ses bort fra fristen. Ved genoptagelse efter udløbet af 5-års-
fristen er det ifølge praksis et krav, at det dokumenteres, at der er en vis
sandsynlighed for årsagssammenhæng mellem arbejdsskaden og væsentlige
ændringer i tilskadekomnes helbredsmæssige eller erhvervsmæssige
forhold. Det er tilskadekomne, som har bevisbyrden for, at dette er tilfældet.
Det følger af lovens § 43, at er en efterladt ikke anset for
erstatningsberettiget efter § 20, stk. 1, kan den pågældende inden for en frist
på 5 år fra modtagelsen af afgørelsen herom anmode om at få
erstatningsspørgsmålet genoptaget. På samme måde kan en efterladt, der har
fået tilkendt erstatning efter § 20, stk. 1, jf. stk. 2, inden for en frist på 5 år
efter ydelsens ophør anmode om at få erstatningsspørgsmålet genoptaget
med henblik på tilkendelse af yderligere, tidsbestemt løbende ydelse.
Fristerne på 5 år er absolutte og kan ikke forlænges.
Det betyder, at en efterladt, der har fået tilkendt erstatning efter § 20, stk. 1,
i op til 5 år efter erstatningens ophør kan anmode om at få tilkendt en
yderligere tidsbestemt løbende erstatning. Fristen på 5 år er absolut og kan
ikke fraviges. Ved vurderingen af, om en erstatning skal forlænges,
anvendes de samme kriterier, som blev lagt til grund for den oprindelige
afgørelse.
Det følger endvidere af lovens § 20, stk. 1, at den, der er berettiget til
overgangsbeløb efter § 19, stk. 1-3, og som ved tilskadekomnes død har
mistet en forsørger, eller som ved dødsfaldet på anden måde har fået sine
forsørgelsesmæssige forhold forringet, har ret til erstatning herfor.
Erstatningen fastsættes under hensyn til forsørgelsens omfang og den
efterladtes muligheder for at forsørge sig selv, når alder, helbredstilstand,
uddannelse, beskæftigelse samt forsørgerforhold og økonomiske forhold
tages i betragtning.
Det følger af samme bestemmelses stk. 2, at erstatningen til en
erstatningsberettiget efterladt ydes i form af en tidsbestemt løbende ydelse,
som årligt udgør 30 pct. af afdødes årsløn, jf. § 24. Erstatningen udbetales
med virkning fra datoen for dødsfaldet med 1/12 månedligt forud. Perioden
kan højst fastsættes til 10 år. Udbetales der i anledning af dødsfaldet
efterindtægt, udbetales ydelsen dog først fra udløbet af
86
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
efterindtægtsperioden. Modtog afdøde løbende erstatning for tab af
erhvervsevne efter denne lov, udbetales erstatning for tab af forsørger først
fra den 1. i den efterfølgende måned efter dødsfaldet.
3.10.2. Beskæftigelsesministeriets overvejelser og den foresl åede
ordning
I næsten to ud af tre af de genoptagelsessager, hvor spørgsmålet om tab af
erhvervsevne sagsbehandles igen, fører genoptagelsen ikke til et ændret
resultat.
Adgangen til genoptagelse af erstatnings- og godtgørelsesspørgsmålene
inden for fem år betyder, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring hvert år
modtager og behandler ca. 5.000 anmodninger om genoptagelse. I en del
sager anmodes der om genoptagelse gentagne gange. I ca. halvdelen af
sagerne er afgørelsen efter seneste genoptagelse den samme som den
oprindelige afgørelse.
Det medfører bl.a., at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring hvert år
behandler ca. 1.300 genoptagelsesanmodninger vedr. erhvervsevnetab. I
omkring 30 pct. af sagerne forhøjes erstatningen, og i 5 pct. af sagerne
nedsættes erstatningen. I de øvrige sager fører genoptagelsen ikke til et
ændret resultat. Behandlingen af genoptagelsessager, som ikke medfører et
ændret resultat, forlænger alt andet lige tilskadekomnes sagsforløb. Det
betyder, at den tilskadekomne venter yderligere uden ændret resultat, og
det medvirker samtidig til at trække ressourcer fra den øvrige
sagsbehandling og generelt til at forlænge sagsbehandlingstiden hos
arbejdsskademyndighederne.
Aftalepartierne er på den baggrund enige om, at muligheden for at få
genoptaget en afgørelse skal være betinget af, at tilskadekomne kan
sandsynliggøre, at der ved fornyet behandling af sagen vil være grundlag for
en ændret afgørelse. Tilskadekomne, der oplever en væsentlig forværring af
deres tilstand, vil således lige som i dag fortsat have adgang til genoptagelse.
Aftalepartierne finder det derfor hensigtsmæssigt, at reglerne for
genoptagelse af alle afgørelser om anerkendelse af arbejdsskader og om
erstatnings- og godtgørelsesspørgsmålene efter arbejdsskadesikringsloven
ændres, således at det bliver en betingelse for genoptagelse, at der foreligger
nye oplysninger, som indebærer en vis sandsynlighed for, at en genoptagelse
87
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
2775159_0088.png
vil føre til et anden materiel afgørelse, og at den, der beder om genoptagelse,
dokumenterer dette.
Med forslaget tilpasses kriterierne efter lovens § 42, stk. 1, for genoptagelse
af sager om erhvervsevnetabserstatning og méngodtgørelse inden for 5 år til
praksis for genoptagelse efter 5 år. Det foreslås derfor samtidig, at der i sager
om erhvervsevnetabserstatning og méngodtgørelse ikke længere vil være en
5-års-frist for genoptagelse. Den tidsmæssige ramme for at kunne få
genoptaget en afgørelse om erhvervsevnetabserstatning og méngodtgørelse
vil herefter alene være begrænset af de almindelige forældelsesregler i
forhold til arbejdsskadesikringsloven.
Der er ikke med forslaget tilsigtet materielle ændringer i forhold til fristerne
for genoptagelse af spørgsmålet om anerkendelse af en arbejdsskade efter
nugældende § 41, stk. 1, eller spørgsmålet om genoptagelse af afgørelser om
erstatninger til efterladte efter lovens § 20, jf. § 43. Det betyder, at der fortsat
vil gælde en absolut frist på 5 år for genoptagelse af disse spørgsmål. Som
noget nyt vil det dog blive stillet som en betingelse for at genoptage disse
spørgsmål, at tilskadekomne eller efterladte indsender oplysninger, der
sandsynliggør, at der kan være grundlag for ændre den tidligere afgørelse
om anerkendelsesspørgsmålet eller retten til erstatninger til efterladte.
Med forslaget vil Arbejdsmarkedets Erhvervssikring kunne afvise at
genoptage en sag til materiel prøvelse, hvis tilskadekomne eller efterladte
ikke fremkommer med oplysninger, som kan sandsynliggøre, at sagens
faktiske omstændigheder enten adskiller sig væsentligt fra det, som blev lagt
til grund ved afgørelsen, eller har ændret sig væsentligt, og at ændringerne
af de helbredsmæssige og/eller erhvervsmæssige forhold skyldes
arbejdsskaden. Dette vil medvirke til at sikre, at færre tilskadekomne skal
vente på en afgørelse, som åbenlyst ikke vil føre til et andet resultatet,
ligesom sagsbehandlingsressourcerne i Arbejdsmarkedets Erhvervssikring i
højere grad bliver brugt på behandling af sager, hvor der er en reel udsigt
til, at tilskadekomne får en anden materiel afgørelse som følge af
sagsbehandlingen.
Samtidig foreslår Beskæftigelsesministeriet, at alle regler om genoptagelse
efter loven af forenklingsmæssige grunde samles i én bestemmelse.
Bestemmelsen i lovens § 43, 2. pkt. om, at en efterladt, der har fået tilkendt
erstatning efter § 20, stk. 1, inden for en frist på 5 år efter ydelsens ophør
kan anmode om at få erstatningsspørgsmålet genoptaget med henblik på
tilkendelse af yderligere, tidsbestemt løbende ydelse foreslås overført til
88
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
2775159_0089.png
lovens § 20, stk. 2, så alle regler om erstatning til efterladte samles, når det
ikke drejer sig om genoptagelse af disse sager. Sidstnævnte ændring er af
redaktionel karakter og vil ikke medføre materielle ændringer i
tilskadekomnes eller efterladtes retsstilling efter loven.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 20 og 46-50, og bemærkningerne
hertil.
3.11. Søgsmålsfrist og rekurs
3.11.1. Gældende ret
I dag kan arbejdsskadesagens parter indbringe alle afgørelser i sagen for
domstolene. I dag findes der således ikke regler om, at arbejdsskadesagens
parter skal have udnyttet den administrative rekurs, inden en part kan
indbringe sagen for domstolene. I dag kan en retssag vedrørende
arbejdsskadesager således anlægges mod både Arbejdsmarkedets
Erhvervssikring og Ankestyrelsen. Der findes endvidere ikke regler om, at
en sag skal være anlagt ved domstolene inden for en nærmere angivet
periode. En parts krav efter loven kan dog være forældet som følge af
forældelsesreglerne, f.eks. med de undtagelser, der fremgår af
arbejdsskadesikringslovens § 36, stk. 2-5, ligesom forsikringsselskabet efter
en konkret vurdering kan fortabe sine muligheder for at gøre indsigelse mod
en afgørelse som følge af retsfortabende passivitet.
Det følger af Grundlovens § 63, stk. 1, 1. pkt., at domstolene er berettigede
til at påkende ethvert spørgsmål om øvrighedsmyndighedens grænser. Det
betyder, at afgørelser fra den offentlige forvaltning, herunder
arbejdsskademyndighederne, kan indbringes for domstolene til prøvelse for
den, der har en retlig interesse i sagen. Bestemmelsen er dog ikke til hinder
for, at der ved lov kan fastsættes søgsmålsfrister. Eksempelvis bestemmes
det i lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenets § 58
d, stk. 2, og miljøbeskyttelseslovens § 101, stk. 1, at søgsmål skal være
anlagt inden 6 måneder efter, at afgørelsen er meddelt.
3.11.2. Beskæftigelsesministeriets overvejelser og den foreslåe de
ordning
Aftalepartierne er enige om, at der indføres en bestemmelse om, at den
administrative rekurs skal være udnyttet, før der kan anlægges sag ved
domstolene. Det vil sige, at retssager vedrørende afgørelser i
arbejdsskadesager fremover først kan anlægges, når sagen har været
påklaget til og behandlet af Ankestyrelsen, og at retssager ikke længere kan
89
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
anlægges mod Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, men alene mod
Ankestyrelsen.
Forslaget sikrer, at det eksisterende administrative rekurssystem anvendes
fuldt ud, fremfor
–
som i dag, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings
afgørelser indbringes ved domstolene uden, at Ankestyrelsen har haft
lejlighed til at tage stilling til afgørelsen. Det vil således sikre, at
Ankestyrelsen som øverste offentlige myndighed og som ansvarlig for
praksisudmeldinger på arbejdsskadeområdet, herunder i form af
principmeddelelser, også er den myndighed, der sagsøges, når en part ønsker
domstolenes stillingtagen til praksis på arbejdsskadeområdet. Det forventes
således, at flere afgørelser afklares administrativt, uden at skulle behandles
ved domstolene. Alt andet lige vil forslaget således kunne forøge antallet af
anmodninger om genoptagelser og klagesager.
Det forventes også, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring med forslaget vil
skulle bruge færre ressourcer i forbindelse med retssager på
arbejdsskadeområdet, mens Ankestyrelsen
–
alt andet lige
–
må forventes
fremover at modtage flere stævninger og således vil kunne få et øget
ressourcebrug i forbindelse med retssager.
Endvidere foreslås det, at der indføres en frist for at indbringe
Ankestyrelsens afgørelser for domstolene. Formålet med søgsmålsfristen er
at sikre, at der efter en fastsat periode ikke kan rejses tvivl om gyldigheden
af en afgørelse om en arbejdsskade. Dette medvirker til, at især
tilskadekomne kan indrette sig og disponere i forhold til de administrative
afgørelser. Herudover vil det samlede sagsforløb for visse sager blive
kortere, idet nogle retssager i dag anlægges flere år efter seneste afgørelse.
Det foreslås, at søgsmålsfristen differentieres, så fristen for tilskadekomne
fastsættes til 1 år fra afgørelsen, mens fristen for forsikringsselskaberne,
selvforsikrede statslige myndigheder, regioner, kommuner, arbejdsgivere
og bestyrelsen for Arbejdsmarkedets Tillægspension foreslås fastsat til 6
måneder fra afgørelsen. Hermed kan sagens parter varetage deres interesser
inden for rimelig tid, samtidig med at hensynet til en hurtig sagsbehandling
og afgørelsens gyldighed imødekommes.
Det foreslås, at fristen skal være differentieret af hensyn til, at
tilskadekomne som privatperson ofte har færre ressourcer og mindre
erfaring end forsikringsselskabet i at anlægge retssager. Endvidere vil
tilskadekomne inden for fristen kunne ansøge om fri proces eller
90
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
retshjælpsdækning via eget forsikringsselskab til at indbringe sagen for
domstolene.
Beskæftigelsesministeriet vurderer på dette grundlag, at forslaget om
søgsmålsfrist er rimelig i forhold til grundlovens § 63, stk. 1. Forslaget er i
tråd med
–
og ikke mere indgribende end
–
allerede eksisterende
søgsmålsfrister i andre lovgivninger, f.eks. § 58 d, stk. 2, i lov om klage- og
erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet. Søgsmålsfristen i
arbejdsskadesikringsloven foreslås at være længere for tilskadekomne af
hensyn til tilskadekomne, der som privatperson forudsættes at have færre
ressourcer
og
mindre
erfaring
i
retssager,
end
arbejdsskadeforsikringsselskaber, arbejdsgivere m.v.
I forhold til forslaget om, at der skabes hjemmel til at igangsætte forsøg med
at delegere afgørelseskompetence til udvalgte forsikringsselskaber til at
træffe afgørelse af anerkendelsesspørgsmålet, jf. forslagets § 1, nr. 60,
foreslås det, at den administrative rekurs også skal være udnyttet i disse
sager, før sagen kan indbringes for domstolene. Det betyder i praksis, at
f.eks. en tilskadekommen, der er uenig i afgørelsen om
anerkendelsesspørgsmålet, som et forsikringsselskab har truffet, skal
anmode Arbejdsmarkedets Erhvervssikring om at træffe afgørelse i sagen.
Sagen behandles herefter på helt sædvanlig vis i arbejdsskadesystemet,
hvorefter forslaget om, at den administrative rekurs skal være udnyttet, før
en sag kan indbringes for domstolene inden for søgsmålsfristen, ligeledes
vil omfatte disse sager.
3.12. Aldersnedsættelse af méngodtgørelse (§ 18)
3.12.1. Gældende ret
Efter reglerne i arbejdsskadesikringsloven nedsættes godtgørelsen for mén
med 1 pct. for hvert år, den tilskadekomne var ældre end 39 år ved
arbejdsskadens indtræden, hvis tilskadekomne ved arbejdsskadens
indtræden var fyldt 40 år. Var tilskadekomne fyldt 60 år, nedsættes
godtgørelsen med yderligere 1 pct. for hvert år, den pågældende var ældre
end 59 år ved arbejdsskadens indtræden. Godtgørelsen nedsættes dog ikke
yderligere efter det fyldte 69. år. Erstatningsansvarsloven indeholder
tilsvarende regler.
3.12.2. Beskæftigelsesministeriets overvejelser og den foreslåede
ordning
91
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
Partierne bag aftalen om arbejdsskadeområdet er enige om, at grænsen for
aldersnedsættelse for størrelsen på méngodtgørelsen skal øges med ét år ved
næstkommende hævelse af pensionsalderen. Aftalepartierne er derfor enige
om at hæve tidspunktet for nedskrivningen af méngodtgørelsen som følge
af alder med et år fra 1. juli 2035.
Det foreslås derfor, at fra 1. juli 2035 vil aldersnedsættelsen ske med 1 pct.
for personer, der er ældre end 40 år ved arbejdsskadens indtræden, og med
yderligere 1 pct. for personer, der er ældre end 60 år ved arbejdsskadens
indtræden. Det foreslås tilsvarende, at grænsen for, hvornår godtgørelsen
ikke nedsættes yderligere, hæves med et år fra det 69. år til det 70. år.
3.13. Lettere adgang til erstatning ved vold på arbejdspladsen
3.13.1. Gældende ret
Personer, der udsættes for vold, trusler eller en voldsom hændelse i
forbindelse med deres arbejde, kan være berettiget til erstatning efter
arbejdsskadesikringsloven, ligesom de kan have ret til erstatning efter
reglerne i erstatningsansvarsloven.
En
række
erstatningsposter
kan
dækkes
efter
såvel
arbejdsskadesikringsloven som erstatningsansvarsloven, men beregnings-
og udbetalingsreglerne er for nogle af erstatningsposterne forskellige. Der
er endvidere en række erstatningsposter, som kun dækkes efter
erstatningsansvarsloven.
Efter § 2, stk. 1, i arbejdsskadesikringsloven er personer, der ansættes til at
udføre arbejde her i landet for en arbejdsgiver, omfattet af reglerne om
arbejdsskade efter §§ 5-7. Arbejdet kan være lønnet eller ulønnet og kan
være varigt, midlertidigt eller forbigående.
Ved en arbejdsulykke forstås efter § 6 i arbejdsskadesikringsloven en
personskade forårsaget af en hændelse eller en påvirkning, der sker
pludseligt eller inden for 5 dage. Personskaden kan være fysisk eller psykisk
og kan være varig eller forbigående. Det er ikke et krav, at personskaden
medfører behov for behandling, eller at skaden er blevet behandlet.
Efter § 48 i arbejdsskadesikringsloven har enhver arbejdsgiver, som i sin
tjeneste beskæftiger personer som nævnt i § 2, sikringspligt efter loven for
disse personer. Selvstændige erhvervsdrivende og medarbejdende
ægtefæller kan sikre egen person efter loven.
92
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
Arbejdsgiveren opfylder sin sikringspligt ved at tegne forsikring mod
følgerne af arbejdsulykker og tilslutte sig Arbejdsmarkedets
Erhvervssikring mod følgerne af erhvervssygdomme. Selvstændige
erhvervsdrivende og medarbejdende ægtefælle sikrer egen person på
tilsvarende vis.
Staten, folkekirken, regionerne og kommunerne har ikke pligt til at tegne
forsikring mod følgerne af arbejdsulykker, jf. § 48, stk. 5. De selvforsikrede
arbejdsgivere bærer selv den fulde økonomiske risiko ved arbejdsulykker
og skal betale de erstatninger mv. til tilskadekomne og efterladte, som følger
af loven. For kommuner og regioner er der tale om en ret til at kunne være
selvforsikrede, mens det er en pligt for staten at være selvforsikret,
medmindre der efter lovgivningen skal eller kan tegnes forsikring, jf.
cirkulære om selvforsikring i staten m.v. §§ 4 og 8. Som selvforsikret er
man både arbejdsgiver og forsikringsselskab i arbejdsskadesager. Disse
roller skal holdes adskilt, og forsikringsenhedens oplysninger, herunder
følsomme personoplysninger vedrørende tilskadekomne, må ikke tilgå
arbejdsgiveren. Det vil ofte sikres ved oprettelse af særlige
forsikringsenheder med lukkede it-systemer.
Det følger af § 40 i arbejdsskadesikringsloven, at Arbejdsmarkedets
Erhvervssikring træffer afgørelse om alle spørgsmål efter loven, medmindre
andet er fastsat.
Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings afgørelser efter § 40 kan påklages til
Ankestyrelsen, jf. § 44.
Det følger af arbejdsskadesikringslovens § 77, 2. pkt., at erstatning efter
arbejdsskadesikringsloven er primær. Lov om erstatningsansvar fastsætter
erstatningsposter og niveauer bredt og gælder, når der ikke er fastsat andet
ved lov. Da arbejdsskadesikringsloven er primær, vil skadelidtes krav mod
en erstatningsansvarlig i medfør af lov om erstatningsansvar nedsættes i det
omfang, der er betalt eller er pligt til at betale ydelser efter
arbejdsskadesikringsloven. Skadelidte kan dermed kun gøre krav gældende
i medfør af lov om erstatningsansvar, hvis der efter disse regler er grundlag
for en anden eller en højere erstatning, og i det tilfælde kun for differencen
mellem erstatningsbeløbene.
Det følger af § 29, stk. 2, i arbejdsskadesikringsloven, at den
erstatningsansvarlige skadevolder eller dennes ansvarsforsikring har krav på
at
få
godtgjort
erstatning
og
godtgørelse
fra
93
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
arbejdsskadeforsikringsselskabet, når der er udbetalt erstatning eller
godtgørelse som følge af arbejdsskaden til tilskadekomne eller dennes
efterladte. Kravene fra den erstatningsansvarlige skadevolder eller dennes
ansvarsforsikringsselskab omfatter erstatnings- og godtgørelsesbeløb af
samme art, som arbejdsskadeforsikringsselskabet har pligt til at betale på
det tidspunkt, hvor kravet fremsættes.
Offererstatningsordningen er en statslig erstatningsordning, der varetages af
Erstatningsnævnet, der hører under Justitsministeriets ressort. Ordningen
indebærer, at staten yder erstatning og godtgørelse efter lov om erstatning
fra staten til ofre for forbrydelser, hvis et offer for en overtrædelse af bl.a.
straffeloven krænkes eller kommer til skade i den danske stat. I praksis vil
situationen ofte være den, at skadevolderens ansvar, når der er begået en
forbrydelse, ikke vil være dækket af en forsikring, og at lovovertræderen er
ude af stand til at betale erstatning. Formålet med offererstatningsordningen
er at sikre, at ofre for forbrydelser kan få erstatning og godtgørelse. Der ydes
derfor også erstatning og godtgørelse, selv om skadevolderen er ukendt eller
ikke kan findes.
Erstatning og godtgørelse fastsættes efter dansk rets almindelige regler om
skadevolderens erstatningsansvar efter lov om erstatningsansvar. Der kan
bl.a. ydes godtgørelse for svie og smerte og erstatning for tabt
arbejdsfortjeneste. Erstatning fra det offentlige ydes ikke, i det omfang
skaden godtgøres af skadevolderen eller dækkes af forsikringsydelser. I det
omfang Erstatningsnævnet yder erstatning, indtræder staten i skadelidtes
krav mod skadevolderen. I de tilfælde hvor erstatning for tab af
erhvervsevne efter lov om erstatningsansvar er højere end efter
arbejdsskadesikringsloven, ydes der et differencekrav, når sagen er omfattet
af offererstatningsordningen.
Det er en betingelse efter offererstatningsloven, at lovovertrædelsen er
anmeldt til politiet inden 72 timer, og at skadelidte under en eventuel
straffesag mod skadevolderen nedlægger påstand om erstatning.
Erstatningsnævnet kan efter reglerne i offererstatningsloven indhente
nødvendige oplysninger hos andre, der har kendskab til forholdene i
forbindelse med skaden, samt opfordre ansøgeren til at medvirke til sagens
oplysning, herunder ved personligt fremmøde for nævnet og ved at lade sig
undersøge af en læge m.v. Hvis ansøgeren ikke efterkommer opfordringen
til at medvirke til sagens oplysning, kan sagen afgøres på det i øvrigt
94
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
2775159_0095.png
foreliggende grundlag. Tilsvarende gælder for andre myndigheder efter
reglerne i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.
Erstatningsnævnets afgørelser kan ikke påklages til anden administrativ
myndighed.
En person, der har været udsat for en skade, men hvor handlingen ikke er en
straffelovsovertrædelse, kan rejse et civilt søgsmål om erstatning efter
erstatningsansvarsloven mod skadevolderen for at få dækning for en påført
skade, som ikke er dækket af offererstatningsloven.
3.13.2. Beskæftigelsesministeriets overvejelser og den foreslåede
ordning.
Den tidligere regering nedsatte på baggrund af beslutningsforslag nr. B 46
om ansattes mulighed for fuld erstatning, når de har været udsat for vold på
arbejdspladsen, en tværministeriel arbejdsgruppe om afdækning af ansattes
mulighed for fuld erstatning, når de udsættes for vold mv. på arbejdet.
Arbejdsgruppen udarbejdede på den baggrund rapporten Erstatning for vold
på
arbejdspladsen,
som
blev
oversendt
til
Folketingets
Beskæftigelsesudvalg i maj 2022. Rapporten kan findes på retsudvalgets
almindelige del - bilag 260.
Voldsrelaterede hændelser på arbejdspladser kan ske i brancher, hvor der
ydes omsorg, og blandt personaletyper, som i bred forstand har omsorg som
stillingsindhold. I forhold til social- og ældreområdet er det indgået i
arbejdsgruppens vurdering, at ansatte på socialområdet i væsentligt højere
grad end øvrige brancher oplever vold og trusler på deres arbejde og får
anerkendt en voldsrelateret arbejdsulykke som en arbejdsskade.
Skadevolderen kan f.eks. være en beboer på et socialt botilbud eller en ældre
med demens, hvor volden f.eks. begås i afmagt og på grund af skadevolders
manglende forståelse for egen situation.
Det kan ifølge Rapporten Erstatning for vold på arbejdspladsen
2
også være
tilfældet på pleje- og omsorgsområdet, hvor skadevolder f.eks. pga.
voldsom adfærd bliver udsat for fastholdelse eller magtanvendelse fra de
ansatte med henblik på at beskytte skadevolderen selv, andre beboere eller
de ansatte. I sådanne situationer kan det ske, at den ansatte kommer til skade,
når skadevolderen i et forsøg på at komme fri uforvarende rammer den
2
Erstatning for vold på arbejdspladsen
–
B46 arbejdsgruppens vurderinger af mulige
løsningsmodeller, maj 2022, retsudvalgets almindelige del - bilag 260.
95
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
ansatte med en arm eller en fod. I sådanne situationer vil der typisk ikke
være tale om en straffelovsovertrædelse, da skadevolderen ikke har forsæt
til at begå handlingen. Af
Aftale om et forbedret arbejdsskadesystem,
fremgår det, at ansatte, der udsættes for vold på arbejdet fra de borgere, som
de er ansat til at tage vare på, kan stå i et etisk dilemma, hvis de via
offererstatningsloven skal søge den erstatning efter erstatningsansvarsloven,
som de kan være berettiget til ud over den erstatning, som de kan få fra
arbejdsskadesikringsloven.
For at gøre det lettere for ansatte i disse situationer at opnå fuld erstatning,
er aftalepartierne enige om at forpligte visse offentlige og private
arbejdsgivere til at tegne en særlig forsikring for arbejdsskader som følge af
vold på arbejdspladsen (herefter voldsskadeforsikring). Forpligtelsen skal
gælde for arbejdsgivere for ansatte, der er i særlige risiko for at blive udsat
for vold eller voldsomme hændelser på arbejdet fra borgere, de er ansat til
at drage omsorg for.
Det foreslås således at forpligte visse offentlige og private arbejdsgivere til
at tegne en voldsskadeforsikring som en del af arbejdsulykkesforsikringen,
der dækker erstatning og godtgørelse efter lov om erstatningsansvar for
personskade, der forvoldes ved vold, trusler eller andre voldsomme
hændelser mod de ansatte på arbejdspladsen, som er omfattet af
arbejdsgivers sikringspligt efter lov om arbejdsskadesikring.
Det foreslås endvidere, at beskæftigelsesministeren kan fastsætte nærmere
regler om, hvilke offentlige og private arbejdsgivere der har pligt til at tegne
forsikringen. Der vil i samarbejde med relevante ministerier blive fastsat
helt præcise regler om, hvilke arbejdsgivere der skal være omfattet af
forsikringspligten.
Bemyndigelsen
vil
endvidere
give
beskæftigelsesministeren adgang til efter forhandling med relevante
ministre at kunne fastsætte regler om, at visse personalegrupper, som ikke
har klient- eller borgerkontakt, kan undtages fra forsikringen. Pligten til at
tegne forsikring skal som udgangspunkt omfatte arbejdsgivere inden for det
sociale
område,
ældreområdet,
psykiatrien
og
visse
undervisningsinstitutioner. Det forventes at dreje sig om bl.a.
døgninstitutioner, bosteder, plejehjem, den regionale psykiatri,
specialskoler, institutioner med ungdomsuddannelse for unge med særlige
behov og institutioner, hvor der foregår specialundervisning for voksne. Der
henvises til en udførlig liste over, hvilke brancher og områder der
forventeligt
vil
være
forsikringspligtige
arbejdsgivere
efter
voldsskadeforsikringsordningen, i bemærkningerne til § 1, nr. 53.
96
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
Det skal bemærkes, at det ikke er hensigten med bemyndigelsen at give
ministeren mulighed for at udvide kredsen for, hvilken type af arbejdsgivere
der skal omfattes af forpligtelsen.
Efter forslaget vil øvrige arbejdsgivere, som ikke er omfattet af de
foreslåede regler om forsikringspligt, få mulighed for at forsikre deres
ansatte mod følger af vold, trusler eller andre voldsomme hændelser på
arbejdspladsen, hvis de vurderer, at der er behov for det. Det vil også gælde
for selvstændige erhvervsdrivende og medarbejdende ægtefæller samt andre
selvforsikrede arbejdsgivere.
Med forslaget vil der blive skabt bedre mulighed for, at ansatte, der er i
særlig risiko for at blive udsat for vold på arbejdet, får ret til fuld erstatning
og godtgørelse, dvs. efter både arbejdsskadesikringsloven og
erstatningsansvarsloven, når visse krav ikke dækkes eller ikke dækkes fuldt
ud efter arbejdsskadesikringsloven, uden at den ansatte er nødt til at anmelde
episoden til politiet for at opnå ret til erstatning. Det gælder f.eks.
godtgørelse for svie og smerte og erstatning for tabt arbejdsfortjeneste efter
erstatningsansvarsloven, der ikke ydes efter lov om arbejdsskadesikring,
samt eventuelle differencekrav i tilfælde, hvor erstatningen efter
erstatningsansvarsloven er højere end efter lov om arbejdsskadesikring.
Det foreslås, at forsikringen kun skal omfatte hændelser, som anerkendes
som en arbejdsulykke efter lov om arbejdsskadesikring. På den måde sikres
det, at der er tale om en hændelse, som er sket på arbejdspladsen eller i
tilknytning til arbejdet, og at der er tale om en ansat, som er omfattet af
arbejdsgiverens sikringspligt efter loven. Målgruppen for forsikringen vil
således efter forslaget være ansatte, som i forvejen er omfattet af reglerne i
arbejdsskadesikringsloven. Det betyder bl.a., at forsikringen skal dække
personer, som er ansat til at udføre arbejde på arbejdspladsen, uanset om
arbejdet er lønnet eller ulønnet, varigt, midlertidigt eller forbigående. Det
gælder således både for fastansatte, vikarer, frivillige og personale, der er
ansat til at varetage andre opgaver end de primære arbejdsfunktioner på
arbejdspladsen, f.eks. en pedel, køkkenpersonale eller administrativt
personale på en institution.
Forslaget betyder også, at andre personer, som midlertidigt har sin gang på
arbejdspladsen, f.eks. en håndværker, som er hyret til at udføre et stykke
arbejde, men som er selvstændig eller ansat af en anden sikringspligtig
arbejdsgiver, eller en besøgende på en institution, ikke vil være omfattet af
97
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
ordningen. Personer, som har en anden arbejdsgiver, vil dog kunne sikres af
deres egen arbejdsgiver.
Forsikringen skal efter forslaget dække personskade, som følge af
voldsomme hændelser, der forvoldes af en skadevolder, som den ansatte
drager omsorg for. Dette gælder for det første skader, der efter de gældende
regler vil være omfattet af offererstatningsloven. Forsikringen forventes
således at dække situationer, som skaber et ansvarsgrundlag ud fra
almindelige culpabetragtninger. Det gælder, uanset om skadevolder vil blive
anset for straffri f.eks. fordi pågældende er utilregnelig. Eksempler på dette
er forsætlige eller uagtsomme slag og spark mod en medarbejder fra en
beboer på et bosted eller et plejehjem, mens medarbejderen f.eks. er ved at
hjælpe beboeren med et praktisk gøremål. Et eksempel herpå kan være, hvis
en ansat på et plejecenter får et knytnæveslag i ansigtet af en dement og
psykotisk beboer i forbindelse med et bleskift. Forslaget vil ligeledes
omfatte personskade, som forvoldes ved andre hændelser i forbindelse med
arbejdet, der ikke vil være omfattet af straffeloven. Det kan f.eks. være
tilfældet, hvor en ansat på en institution, kommer til skade i forbindelse med
en magtanvendelsessituation med henblik på at beskytte skadevolderen selv,
andre beboere eller de ansatte. I sådanne situationer kan det ske, at den
ansatte kommer til skade, når skadevolderen i et forsøg på at komme fri
uforvarende rammer den ansatte.
Forsikringen vil omvendt ikke skulle dække hændelser, som må anses for
hændelige. Det gælder f.eks., hvis en medarbejder deltager i boldspil med
beboere på et bosted og pådrager sig en skade som følge af et utilsigtet spark
over skinnebenet fra en beboer. Det gælder også uanset, at hændelsen efter
omstændighederne vil kunne blive betragtet som en arbejdsulykke efter
arbejdsskadesikringsloven.
Det afgørende for, om en skade er omfattet af ordningen, vil således være,
om der er tale om en uagtsom eller forsætlig handling, der efter dansk rets
almindelige regler vil medføre, at skadevolder bliver erstatningsansvarlig.
Tilskadekomne vil efter forslaget ikke have pligt til at angive, hvem der
udførte den skadevoldende handling, for at være omfattet af den foreslåede
nye voldsskadeforsikringsordning. Der skal blot være tilstrækkelig
dokumentation til, at arbejdsgiver kan anmelde hændelsen som en
arbejdsskade, jf. § 6 i arbejdsskadesikringsloven. Det betyder, at det ikke er
nødvendigt i anmeldelsen af arbejdsskaden at angive den person, som har
forvoldt skaden.
98
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
2775159_0099.png
Det foreslås, at arbejdsgivere, der har tegnet arbejdsulykkesforsikring, og
som skal eller ønsker at tegne voldsskadeforsikringen, skal tegne den som
en udvidet del af arbejdsulykkeforsikringen i samme forsikringsselskab,
som forsikrer arbejdsgiveren mod arbejdsulykker. Det betyder, at
arbejdsgiveren skal tegne en udvidet arbejdsulykkesforsikring, som også
dækker skader, som er forårsaget af vold, i samme forsikringsselskab, hvor
arbejdsgiveren i forvejen har tegnet forsikring mod ulykker.
Offentlige
arbejdsgivere,
som
er
selvforsikrede
efter
arbejdsskadesikringsloven, kan også være selvforsikrede i forhold til den
foreslåede lovpligtige voldsskadeforsikring. Det foreslås samtidig, at alle
regionale og kommunale arbejdsgivere kan vælge at tegne forsikring i et
forsikringsselskab frem for at være selvforsikrede. I de tilfælde, hvor en
selvforsikret arbejdsgiver er omfattet af pligten til at have en
voldsskadeforsikring, men ikke tegner en sådan forsikring, vil
arbejdsgiveren også være selvforsikret i forhold til voldsskadeforsikringen.
På samme måde som med hensyn til arbejdsskadesikring i øvrigt kan
statslige arbejdsgivere ikke fravælge at være selvforsikrede efter
voldsskadeforsikringsordningen.
Det foreslås, at det er forsikringsselskabet eller den selvforsikrede
arbejdsgiver, der træffer afgørelse om, hvorvidt en personskade er omfattet
af voldsskadeforsikringen, og om eventuel erstatning, godtgørelse m.v. efter
lov om erstatningsansvar. Forsikringsselskabet eller den selvforsikrede
arbejdsgiver udbetaler ligeledes en eventuel erstatning og godtgørelse til
tilskadekomne. Hos selvforsikrede arbejdsgivere er det forsikringsenheden,
som varetager sagsbehandlingen og træffer afgørelse uafhængigt af
arbejdsgiveren. Det foreslås endvidere, at erstatning
og godtgørelse efter
voldsskadeforsikringen ikke kan danne grundlag for regreskrav mod en
skadevolder, der har pådraget sig erstatningspligt over for tilskadekomne eller
deres efterladte
Forsikringsselskabet eller den selvforsikrede enhed kan efter forslaget
indhente oplysninger om den anerkendte arbejdsskade og udmålingen af
erstatning i forbindelse hermed, herunder lægelige og økonomiske
oplysninger om tilskadekomne fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring.
Forsikringsselskabets eller den selvforsikrede enheds afgørelser om
erstatning efter erstatningsansvarsloven kan efter den foreslåede ordning
ikke påklages til en administrativ myndighed. Det betyder, at hvis en part er
utilfreds med forsikringsselskabets afgørelse, kan vedkommende rette
henvendelse til selskabet eller anlægge sag ved domstolene, ligesom ansatte,
99
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
der har været udsat for vold i henhold til straffeloven, fortsat vil have
mulighed for at søge erstatning via Erstatningsnævnet, hvis sagen afvises
efter voldsskadeforsikringsordningen. Det forudsættes, at den
tilskadekomne starter med at gå til arbejdsulykkesforsikringsselskabet eller
den selvforsikrede enhed med sin sag og først går til Erstatningsnævnet, hvis
sagen afvises af voldsskadeforsikringen.
Forsikringsselskabets eller den selvforsikrede enheds afgørelse om
arbejdsgivers forsikringspligt vil kunne påklages af arbejdsgiveren eller
tilskadekomne til Arbejdstilsynet senest 4 uger efter, at de har modtaget
afgørelsen.
Det foreslås, at beskæftigelsesministeren fastsætter nærmere regler om
anmeldelse af sagen til forsikringsselskabet og sagens behandling. Der
lægges op til, at der vil blive fastsat regler i en bekendtgørelse om, at både
arbejdsgiveren og den tilskadekomne kan anmelde en voldsom hændelse
med henblik på erstatning efter erstatningsansvarsloven. Der forventes
ligeledes at blive fastsat regler om tilskadekomnes medvirken m.v. til
sagsoplysningen svarende til, hvad der gælder for Erstatningsnævnet efter
lov om erstatning fra staten til ofre for forbrydelser, og hvad der gælder for
andre myndigheder efter lov om retssikkerhed og administration på det
sociale område.
Endelig vil der i bekendtgørelsen blive fastsat regler om, at
arbejdsulykkesforsikringsselskabet og selvforsikrede arbejdsgivere har pligt
til tidligt i sagsforløbet at vejlede tilskadekomne, som er forsikret efter
voldsskadeforsikringsordningen, om mulighederne for at anmode om
erstatning og godtgørelse efter denne forsikringsordning.
Det skal afslutningsvist bemærkes, at hvis en ansat bliver udsat for
arbejdsulykke som følge af en voldelig hændelse fra en borger på
arbejdspladsen, og der ikke er tegnet voldsskadeforsikring, og
arbejdsgiveren ligeledes ikke var omfattet af pligten til at tegne
voldsskadeforsikringen, vil den ansatte fortsat kunne gå til
Erstatningsnævnet med sin sag efter reglerne i lov om lov om erstatning fra
staten til ofre for forbrydelser.
3.14. Højere erstatningsniveau for permanente behandlingsudgifter og
hjælpemidler
3.14.1. Gældende ret
100
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
Ifølge arbejdsskadesikringslovens § 15, stk. 1, kan udgifter til
sygebehandling eller optræning under sagens behandling betales, hvis det er
nødvendigt for at opnå bedst mulig helbredelse, når udgifterne ikke kan
afholdes efter sundhedsloven eller som led i behandlingen på offentligt
sygehus. Optræningen skal foretages som efterbehandling under lægelig
kontrol i umiddelbar tilknytning til sygebehandlingen.
Ifølge lovens § 15, stk. 2, kan udgifter til anskaffelse af proteser, briller og
lignende hjælpemidler samt kørestole under sagens behandling betales, når
det er nødvendigt for at sikre sygebehandlingens eller genoptræningens
resultater, for at formindske arbejdsskadens følger eller for nøjere at kunne
bestemme omfanget af erhvervsevnetabet og graden af varigt mén.
Arbejdsskadesikringsloven er sekundær i forhold til sundhedsloven for så
vidt angår betaling af udgifter til behandling. Det indebærer, at det kun er
tilskadekomnes egenbetaling af sundhedsydelser, der kan betales. Omvendt
er arbejdsskadesikringsloven primær i forhold til betaling af hjælpemidler.
Det betyder, at den fulde udgift til permanente hjælpemidler, herunder
udskiftning af hjælpemidler, kan dækkes af arbejdsskadesikringsloven. Har
kommunen for eksempel betalt et hjælpemiddel efter serviceloven, har
kommunen
krav
på
refusion
af
udgiften
fra
arbejdsulykkesforsikringsselskabet
eller
Arbejdsmarkedets
Erhvervssikring.
Erstatning for fremtidige udgifter til helbredelse, optræning og hjælpemidler
som følge af arbejdsskaden kan fastsættes til et engangsbeløb, jf. lovens §
15, stk. 3. Ved permanente udgifter udgør beløbet den forventede,
gennemsnitlige årlige udgift ganget med den kapitaliseringsfaktor, der er
fastsat i medfør af lovens § 27, stk. 4, for tab af erhvervsevne.
Beskæftigelsesministeren fastsætter efter indstilling fra bestyrelsen for
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring årligt inden udgangen af oktober måned
de nærmere regler for omsætning af løbende erstatning til et engangsbeløb,
der tilkendes og beregnes i det følgende år.
Kapitaliseringsfaktoren, der anvendes ved beregning af erstatning for tab af
erhvervsevne, består af følgende elementer, jf. bemærkningerne til lov nr.
2200 af 29. december 2020 i lovforslag nr. L 22 fremsat den 7. oktober 2020:
- Finanstilsynets Benchmark for levetidsforudsætninger
- Renteniveau
- Prisregulering af den løbende erstatning
101
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
- Fradrag svarende til beskatning af den løbende erstatning
- Fradrag svarende til beskatning af kapitalindkomsten
Kapitaliseringsfaktoren beregner erstatningen til pensionsalderen.
Kapitaliseringsfaktoren indebærer, at erstatningen for permanente udgifter
til helbredelse, optræning og hjælpemidler ved omsætningen til en
kapitalerstatning (et engangsbeløb) ikke bliver udmålt til et beløb, der svarer
til den faktiske udgift.
De gældende regler om betaling for permanente behandlingsudgifter og
hjælpemidler kom ind i arbejdsskadesikringsloven i 2004. Det skete som en
konsekvens af, at der i erstatningsansvarsloven var indsat en lignende
bestemmelse i 2002. Indtil 2004 havde tilskadekomne alene ret til at få
dækket behandlingsudgifter og udgifter til hjælpemidler under sagens
behandling, og med indførelse af bestemmelsen udvidede man
dækningsområdet for disse udgifter. Den valgte metode med at udbetale hele
erstatningen på én gang sikrer, at der ikke skal ske fornyet sagsbehandling
hver gang, der gennemføres en behandling eller skal anskaffes et nyt
hjælpemiddel.
I
2007
blev
principperne
for
kapitaliseringsfaktoren
i
arbejdsskadesikringsloven ændret, således at bl.a. beskatning blev inddraget
i fastsættelsen af faktoren. Det har medført, at der foretages et fradrag
svarende til indkomstbeskatning i erstatningen for permanente
behandlingsudgifter, selvom der er tale om dækning af en faktisk udgift til
behandling eller hjælpemidler og ikke samlet set en egentlig indtægt.
3.14.2.Beskæftigelsesministeriets overvejelser og den foreslåede
ordning
Partierne bag arbejdsskadeaftalen finder det uhensigtsmæssigt, at erstatning
for permanente behandlingsudgifter omsættes til et engangsbeløb efter den
samme kapitaliseringsfaktor, som gælder for erstatning for tab af
erhvervsevne. Med forslaget sikres det, at erstatning for permanente udgifter
til helbredelse, optræning og hjælpemidler i højere grad vil afspejle
tilskadekomnes reelle udgifter over resten af livet og ikke kun til
pensionsalderen, ligesom fradrag for beskatning ikke vil indgå i
kapitaliseringsfaktoren.
De gældende regler medfører således, at der i det engangsbeløb, der bliver
udbetalt, ikke er taget højde for, at det fremtidige behov for dækning af
102
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
udgifter til behandling såsom f.eks. timer hos fysioterapeut og hjælpemidler,
såsom f.eks. proteser, kan være livslangt og ikke stopper ved
pensionsalderen. Det er også uhensigtsmæssigt, at der foretages et fradrag i
engangsbeløbet svarende til beskatning af en løbende erstatning, selvom
erstatningen for permanente udgifter til helbredelse, optræning og
hjælpemidler ikke er erstatning for en indkomst, men øremærket til at dække
specifikke udgifter til behandling eller hjælpemidler.
Det foreslås derfor, at der fastsættes en særskilt kapitaliseringsfaktor for
permanente behandlingsudgifter. Det sker ved, at beskæftigelsesministeren
får bemyndigelse til at fastsætte de nærmere regler for omsætning af
erstatning for permanente udgifter til helbredelse, optræning og
hjælpemidler, til et engangsbeløb. Fastsættelsen af de nærmere regler skal
ske efter indstilling fra bestyrelsen for Arbejdsmarkedets Erhvervssikring
årligt inden udgangen af oktober måned.
Forslaget medfører, at permanente udgifter til helbredelse, optræning og
hjælpemidler ikke længere skal beregnes på samme måde som
kapitalerstatning for erhvervsevnetab.
3.15. Erstatning for tab af forsørger indtil barnets 21. år.
3.15.1 Gældende ret
Børn og unge, der mister deres forældre som følge af en arbejdsskade, har
ret til forsørgertabserstatning efter arbejdsskadesikringslovens § 21.
Erstatningen løber som udgangspunkt frem til barnets fyldte 18. år, men kan
forlænges til barnet fylder 21 år, hvis barnet opfylder betingelserne for at få
forlænget retten til erstatning.
Er barnet ved det fyldte 18. år under uddannelse, og taler forholdene i øvrigt
derfor, kan erstatningen forlænges til tidspunktet for uddannelses afslutning,
dog længst til pågældendes fyldte 21. år. Samme ret har afdødes barn, som
på tidspunktet for dødens indtræden var fyldt 18 år og under uddannelse.
Afdødes børn har således ret til en løbende erstatning frem til, de fylder 18
år. Forudsætningen for at få forsørgertabserstatning er som udgangspunkt,
at afdøde havde forsørgelsespligt for barnet efter lov om aktiv socialpolitik.
Retten gælder for egne børn under 18 år, uanset om de er født i eller uden
for ægteskab samt adoptivbørn.
For at have ret til erstatning indtil det fyldte 21. år, kræves det, jf. § 21, stk.
3, at barnet er under uddannelse. Endvidere kræves det, at forholdene taler
for, at erstatningen kan forlænges. Det betyder i praksis, at barnet ikke skal
103
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
kunne forsørge sig selv for at være berettiget til forsørgertabserstatning efter
det fyldte 18. år. Det er således barnets egne forhold og indkomst der er
afgørende for, om barnet har ret til erstatning i perioden efter det fyldte 18.
år og indtil det fyldte 21. år.
For at vurdere, om barnet har ret til forsørgertabserstatning efter det fyldte
18. år, og indtil barnets fyldte 21. år, foretager arbejdsskademyndighederne
en konkret vurdering af den enkelte sags forhold, hvor der bl.a. kan lægges
vægt på barnets indkomst. Er indkomsten væsentligt højere end SU eller
anden uddannelsesydelse, kan det afskære barnet fra at få erstatning efter
det fyldte 18. år. Særlige forhold kan inddrages efter konkret afvejning, men
det er som udgangspunkt barnets eget forhold, der er afgørende for, om
barnet har ret til erstatning.
Stedbørn kan have ret til erstatning efter lovens § 22, idet stedbørn ikke er
omfattet af § 21. Det er således den privatretlige forsørgelsespligt for børn,
som er afgørende for, om afdøde havde forsørgelsesansvar over for barnet.
Praksis efter arbejdsskadesikringslovens § 22 medfører, at efterladte ofte får
tilkendt en løbende erstatning på 5 pct. af afdødes årsløn frem til, de fylder
18 år. Efter det fyldte 18. år kan stedbørn efter praksis få erstatning frem til
det 21. år, på samme måde som forsørgertabserstatningen til afdødes børn.
Der foretages derfor i dag en konkret afvejning af, om stedbørn har ret til
erstatning efter det fyldte 18. år, hvor barnets forhold har betydning for
afgørelsens resultat.
Det følger af § 22, at hvis de samlede årlige erstatninger m.v. efter §§ 20 og
21 udgør mindre end 70 pct. af afdødes årsløn, kan der inden for denne
begrænsning under særlige omstændigheder tillægges erstatning til andre,
som afdøde helt eller delvist forsørgede, da arbejdsskaden indtraf.
Forsørgertabserstatning til afdødes børn og stedbørn udbetales som løbende
erstatning og kan ikke omsættes til kapitalbeløb.
3.15.2. Beskæftigelsesministeriets overvejelser og den foreslåede
ordning
Aftalepartierne er enige om, at alle børn og unge, som mister en eller begge
forældre som følge af en arbejdsskade, hvor afdøde havde
forsørgelsespligten ved dødsfaldet eller indtil barnet fyldte 18
år
, fremover
skal have ret til erstatning indtil deres fyldte 21. år. Retten til
forsørgertabserstatningen skal være uafhængig af barnets forhold i øvrigt,
idet det vurderes hensigtsmæssigt, at børn, der mister en forældre tidligt i
livet, skal have bedre økonomiske betingelser i deres ungdom. Det vil fra
104
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
starten give den efterladte større klarhed om sin situation i en længere
periode end i dag, og flere vil modtage en højere erstatning samlet set.
Forslaget udmøntes ved, at aldersgrænsen i lovens bestemmelser om
forsørgertabserstatning til børn og unge ændres til 21 år.
Det foreslås derfor også, at der ikke længere skal foretages en konkret
vurdering af, om et barn eller ung har ret til forsørgertabserstatning i
perioden, fra de er fyldt 18 år og til, de er fyldt 21 år. Efterladte børn og
unge vil dermed automatisk have ret til erstatning frem til deres fyldte 21.
år, uanset deres økonomi og forholdene i øvrigt. Ændringerne medfører, at
børn med ret til forsørgertabserstatning automatisk får ret til erstatning frem
til deres fyldte 21. år. Der vil således ikke længere være krav om, at de
efterladte børn eller unge er under uddannelse, ligesom deres eventuelle
egen indkomst ikke har betydning for retten til forsørgertabserstatning efter
det fyldte 18. år. Der skal således heller ikke træffes afgørelser om, hvorvidt
et barn har ret til at få forlænget erstatningsperioden.
Forslaget ændrer derfor ikke på lovens tildelingskriterie, hvorefter
forsørgertabserstatningen tildeles afdødes børn, som afdøde havde
forsørgelsespligt for. For unge, som er fyldt 19 og 20 år ved forældres
dødsfald, kræves, at afdøde havde forsørgelsespligt for barnet indtil det
fyldte 18. år. Udvidelsen af personkredsen sker for at sikre, at alle afdødes
børn på f.eks. henholdsvis 17 og 19 år begge vil have ret til erstatning frem
til deres 21. år. Hermed sikres begge børn lige økonomiske betingelser i
deres ungdom.
Endvidere foreslås det, at retten til erstatning skal afhænge af, om afdøde
havde forsørgelsespligt for barnet eller den unge efter lov om børns
forsørgelse, hvor det i dag fremgår, at det skal vurderes i forhold til
forsørgelsespligten efter lov om aktiv social politik. Ændringen af
hjemmelshenvisningen ift. forsørgelsespligten har alene formel karakter og
vil ikke ændre på, hvilke børn og unge der har ret til erstatning for tab af
forsørger efter arbejdsskadesikringsloven.
Det foreslås samtidig, at efterladte stedbørn, der har ret til erstatning efter
§ 22, ligeledes fremadrettet automatisk får tilkendt erstatningen frem til det
fyldte 21. år. Udgangspunktet vil derfor være, at stedbørn, som efter
nuværende praksis kan tildeles erstatning efter § 22, skal tilkendes løbende
erstatning frem til det 21. år. Stedbørn, der er fyldt 18 år, men endnu ikke er
fyldt 21 år, ved dødsfaldet, har ret til at få erstatningen frem til deres fyldte
21. år, hvis de var helt eller delvist forsørget af afdøde, indtil de fyldte 18
105
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
år, f.eks. hvis de havde fælles bopæl med afdøde. Med forslaget forudsættes
der ikke at ske ændringer i praksis for, hvilke stedbørn der efter gældende §
22 har ret til løbende erstatning, udover, at stedbørn automatisk tilkendes
erstatningen frem til det 21. år.
Hermed ensrettes perioden, hvori efterladte børn og stedbørn har ret til
løbende erstatning, således at de automatisk har ret til erstatningen frem til
det fyldte 21. år.
Med forslaget er der endvidere ikke tiltænkt ændring af, hvordan
forsørgertabserstatningen udmåles eller udbetales. Således vil erstatningen
fortsat skulle fastsættes på baggrund af en forholdsmæssig andel af afdødes
årsløn og udbetales i form af en løbende erstatning.
3.16. Videregivelse af oplysninger om sort arbejde og socialt bedrageri
3.16.1. Gældende ret
Det fremgår af den gældende bestemmelse i arbejdsskadesikringslovens §
35 a, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring kan videregive nødvendige
oplysninger om enkeltpersoners rent private forhold til Udbetaling
Danmark, pågældende skatteforvaltning og pågældende kommune, når det
er nødvendigt for at kontrollere, om der er sket fejl eller misbrug i
forbindelse med udbetaling af ydelser eller beskatning af indkomst.
Videregivelse af oplysninger til myndighederne kan f.eks. være relevant i
tilfælde, hvor Arbejdsmarkedets Erhvervssikring i forbindelse med
afgørelse om tab af erhvervsevne kommer i besiddelse af oplysninger om
indtjening fra eksempelvis ikke legalt arbejde (sort arbejde), eller hvis
vedkommende har arbejdet samtidig med at modtage sociale ydelser.
For at videregive relevante oplysninger af rent private forhold kræves det,
at oplysningerne er baseret på klare og konstaterbare overtrædelser eller
misbrug, eller der er en sikker antagelse herom. En mistanke vil ikke i sig
selv være tilstrækkelig som grundlag for at videregive oplysningerne til
andre.
Efter de gældende regler er Arbejdsmarkedets Erhvervssikring dog ikke
forpligtet til at videregive oplysninger om sort arbejde eller socialt bedrag.
3.16.2. Beskæftigelsesministeriets overvejelser og den foreslåede
ordning
Det foreslås, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring får pligt til at videregive
oplysninger om indkomst fra ikke legalt arbejde (sort arbejde) til relevante
106
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
myndigheder. Dette vil være den pågældende
bopælskommunen og Udbetaling Danmark.
skatteforvaltning,
Formålet med ændringen er at styrke indsatsen mod skatteunddragelse og
socialt bedrag, idet forslaget vil styrke de underrettede myndigheders
mulighed for at gribe ind over for fejl eller misbrug i forbindelse med
udbetaling af sociale ydelser eller beskatning.
Aftalepartierne vurderer, at ændringerne vil styrke myndighedernes indsats
mod misbrug og snyd, idet der vil være pligt til videregivelse, hvormed der
er større sandsynlighed for, at de kompetente myndigheder kommer i
besiddelse af relevante oplysninger til brug for at bekæmpe socialt bedrageri
og skatteunddragelse.
3.17. Kapitaliseringstidspunkt (§ 27, stk. 4 og nyt stk. 5)
3.17.1. Gældende ret
Det fremgår af § 27, stk. 4, i lov om arbejdsskadesikring, at omsætning af
løbende erstatning til kapitalbeløb finder sted på grundlag af erstatningens
størrelse på omsætningstidspunktet, som er tidspunktet, hvor kapitalbeløbet
kan udbetales. Omsætning af erstatning til kapitalbeløb har alene virkning
for fremtiden.
Bestemmelsen har til formål at sikre, at værdien af en
erhvervsevnetabserstatning er den samme, uanset om erstatningen udbetales
løbende eller omsættes til et kapitalbeløb.
Efter praksis kan tilskadekomne i nogle situationer imidlertid få erstatning
to gange for det samme tab. Det drejer sig bl.a. om tilfælde, hvor
tilskadekomne
ved
en
afgørelse
tilkendes
løbende
erhvervsevnetabserstatning og efterfølgende anmoder om en ny behandling
af afgørelsen om erhvervsevnetabserstatningen. Hvis det ved den nye
behandling vurderes, at erstatningen ikke burde være udbetalt som en
løbende erstatning, men som en kapitalerstatning, træffes der en ny
afgørelse herom. Herefter udbetales en kapitalerstatning for hele eller dele
af den periode, hvor tilskadekomne allerede har fået udbetalt løbende
erstatning. Det sker især i tilfælde, hvor Arbejdsmarkedets Erhvervssikring
har truffet afgørelse om en midlertidig løbende erhvervsevnetabserstatning,
hvor afgørelsen bliver påklaget til Ankestyrelsen af tilskadekomne, og
Ankestyrelsen vurderer, at der er grundlag for at træffe en endelig afgørelse.
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring vil i disse situationer efter praksis
udregne størrelsen af den kapitaliserede erstatning ud fra forholdene på
107
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
tidspunktet for den påklagede afgørelse. Herved sker der en
dobbeltkompensation, fordi tilskadekomne dels har fået en løbende
erstatning frem til Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings afgørelse om
omsætning af erstatningen til et kapitalbeløb, dels får en kapitalerstatning,
der dækker samme periode. Dette er i strid med lovens forudsætning om at
sikre, at tilskadekomne altid samlet set får den samme erstatning, uanset
udbetalingsmåden.
3.17.2. Beskæftigelsesministeriets overvejelser og den foreslåede
ordning
Tilskadekomne kan i dag i visse situationer opnå dobbelt kompensation for
tab af erhvervsevne, hvis der efter en genoptagelse eller klage beregnes en
kapitalerstatning for en periode, der ligger forud for afgørelsestidspunktet,
og tilskadekomne allerede har modtaget en løbende erstatning for samme
tab. Partierne bag arbejdsskadeaftalen er enige om, at tilskadekomne ikke
bør kunne få dobbelt kompensation for et tab af erhvervsevnetab.
Det foreslås derfor, at der i lovens § 27 indsættes et nyt stk. 5, hvoraf det vil
følge, at hvis tilskadekomne i henhold til en afgørelse om tab af
erhvervsevne har fået tilkendt en erstatning, og afgørelsen senere ændres
med tilbagevirkende kraft, og erstatningen efter denne afgørelse skal
omsættes til kapitalbeløb, jf. stk. 1, fastsættes omsætningstidspunktet til
datoen for Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings senere afgørelse. Har
tilskadekomne ret til erstatning for en periode før omsætningstidspunktet,
jf. 1. pkt., udbetales erstatningen som en løbende erstatning for denne
periode. Hermed vil det blive præciseret, at kapitalerstatninger efter en ny
behandling af en sag beregnes, så den altid alene dækker den fremadrettede
periode fra tidspunktet, hvor kapitalerstatningen endeligt fastsættes og
udbetales (omsætningstidspunktet).
Formålet med forslaget er i tråd med lovens intention om at sikre, at
tilskadekomne altid samlet set får den samme erstatning uanset
udbetalingsmåden.
3.18. Mål for sagsbehandlingstid og fastsættelse af frister
3.18.1. Gældende ret
Efter § 16, stk. 1, i lov om arbejdsskadesikring er fristen for
Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings afgørelse af, om en anmeldt skade er
omfattet af loven følgende:
108
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
1) 3 måneder for afgørelse af, om en anmeldt ulykke er omfattet af
loven.
2) 6 måneder for afgørelse af, om en anmeldt sygdom, der behandles
efter § 7, stk. 1, nr. 1, er omfattet af loven.
3) 2 år for afgørelse af, om en anmeldt sygdom, der behandles efter §
7, stk. 1, nr. 2, og § 7, stk. 2, er omfattet af loven.
Fristen for Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings afgørelse af, om
tilskadekomne har ret til ydelser efter loven, er 1 år, jf. lovens § 16, stk. 2.
Fristen er dog 2 år for erhvervssygdomssager, som ikke er omfattet af
fortegnelsen over erhvervssygdomme, jf. § 7, stk. 1, nr. 2.
Fristerne regnes fra den dag, hvor Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har
modtaget anmeldelsen.
Fristerne gælder tilsvarende for Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings
afgørelse af, om efterladte har ret til ydelser efter loven, når arbejdsskaden
har medført døden. Fristerne regnes fra den dag, hvor Arbejdsmarkedets
Erhvervssikring har modtaget anmeldelse af dødsfaldet, jf. lovens § 16, stk.
4.
Efter lovens § 16, stk. 5, underretter Arbejdsmarkedets Erhvervssikring
sagens parter, når afgørelserne ikke kan træffes inden for de lovfastsatte
frister. Underretningen skal indeholde en begrundelse om, hvorfor fristerne
ikke kan overholdes og oplysning om, hvornår afgørelsen forventes truffet.
Efter lovens § 16, stk. 6, kan forskud på erstatning for tab af erhvervsevne
og på godtgørelse for varigt mén udbetales i tiden inden den endelige
afgørelse.
Efter lov om erstatning til tilskadekomne værnepligtige m.fl. er enhver, der
rammes af en ulykke eller en sygdom, der med rimelig sandsynlighed kan
henføres til udførelsen af de pligter, der er forbundet med tjenesten, eller til
de forhold, hvorunder tjenesten foregår, berettiget til erstatning fra staten for
følgerne heraf efter loven.
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring træffer afgørelse om, hvorvidt den
anmeldte skade er omfattet af lov om erstatning til tilskadekomne
værnepligtige m.fl. For sager, der behandles som ulykker, træffes afgørelsen
senest 3 måneder efter, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har modtaget
anmeldelsen. For sager, der behandles som sygdomme, er fristen 6 måneder.
109
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
Afgår tilskadekomne ved døden efter skadens anmeldelse, finder fristerne
tilsvarende anvendelse for meddelelse til de efterladte om, at dødsfaldet ikke
er omfattet af loven. Fristerne regnes her fra underretningen om dødsfaldet
til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring.
Det fremgår af Justitsministeriets cirkulæreskrivelse nr. 73 af 4. juni 1997
om mål for hurtig sagsbehandling m.v., at det er et grundlæggende krav til
forvaltningen, at afgørelser skal træffes så hurtigt, som det er muligt og
forsvarligt.
På den baggrund henstilles det, at de enkelte ministerier, styrelser m.v.
opstiller målsætninger for, hvor hurtigt man vil tilstræbe at behandle sager,
hvor forvaltningen skal træffe afgørelser i forhold til borgerne. For
sagstyper, der sjældent forekommer, eller hvor der gør sig særlige forhold
gældende, kan man undlade at opstille mål for sagsbehandlingstider.
De målsætninger, der opstilles, skal på samme tid være forsvarlige og
realistiske. På den ene side bør målsætningerne således være udtryk for
sagsbehandlingstider, der er acceptable for borgerne, også i sager, der efter
deres karakter kræver en særligt hurtig behandling. På den anden side må
målsætningerne også være afpasset efter, hvad myndighederne selv anser
for realistisk. Kræver visse sager af den pågældende type mere
sagsbehandlingstid end andre, kan der opstilles forskellige mål for
undergrupper inden for samme sagstype.
De enkelte ministerier, styrelser m.v. bør udarbejde en oversigt over de
opstillede mål for sagsbehandlingstider. Oversigten er offentligt
tilgængelig.
Opstillingen af målsætninger bør suppleres med en ordning, der løbende gør
det muligt at kontrollere overholdelsen af - og eventuelt justere -
målsætningerne. Der kan f.eks. være tale om, at der periodevis afgives
indberetninger til en central instans i den enkelte styrelse m.v. om, hvorvidt
målsætningerne har kunnet overholdes. Det kan i den forbindelse blive
aktuelt at ændre målsætningerne, enten fordi det har vist sig, at sagerne ikke
kan færdigbehandles inden for de opstillede mål, eller fordi det tværtimod
har vist sig, at der kan opstilles mål om endnu kortere sagsbehandlingstider.
Borgeren bør under alle omstændigheder - hvor der ikke er fastsat særlige
frister f.eks. i vejledninger - have et svar fra myndigheden inden 1 måned
110
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
efter sagens modtagelse. Træffer myndigheden afgørelse i sagen inden 1
måned, udgøres svaret af afgørelsen. Er det ikke muligt at træffe afgørelse
inden for denne frist, kan et foreløbigt svar til den pågældende bestå i, at
myndigheden bekræfter at have modtaget sagen og oplyser, hvorpå sagen
beror og så vidt muligt, hvornår en afgørelse kan forventes at foreligge.
Tilsvarende fremgår af Folketingets Ombudsmands myndighedsguide om
sagsbehandlingstid.
Desuden fremgår det af vejledning om forvaltningsloven, at myndigheden
bør underrette den, der er part i en sag, når behandlingen af en konkret sag
på grund af særlige omstændigheder vil tage længere tid end sædvanligt.
Pligten til at underrette gælder, både når sagen trækker længere ud, end
myndigheden i den konkrete sag har givet udtryk for over for parten, og når
sagsbehandlingen bliver mere langvarig, end det ud fra partens synspunkt
med rimelighed kan forventes.
3.18.2. Beskæftigelsesministeriets overvejelser og den foreslåede
ordning
Aftalepartierne er enige om, at det er et væsentligt succeskriterie for den
politiske aftale, at sagsbehandlingstiden afkortes. Derfor er der i aftalen
opstillet klare og entydige politiske målsætninger, som skal forenkle
målstyringen af Arbejdsmarkedets Erhvervssikring.
Aftalepartierne er enige om to konkrete mål for sagsbehandlingstiden i
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring frem mod 2027:
1. Den gennemsnitlige sagsbehandlingstid for alle arbejdsskadesager
skal maksimalt være 7 måneder. Det gælder både førstegangssager,
genoptagelsessager, revisionssager og sager, som Ankestyrelsen har
hjemvist til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring til fornyet
behandling m.v.
2. Den gennemsnitlige sagsbehandlingstid, hvor tilskadekomne har et
tab af erhvervsevne, skal maksimalt være 20 måneder.
Det bemærkes, at målet om en gennemsnitlig sagsbehandlingstid på
maksimalt 7 måneder for alle arbejdsskadesager vedrører den
gennemsnitlige sagsbehandlingstid på tværs af alle sagsområder, dvs. både
sager, som kan afsluttes meget hurtigt uden udmåling af erstatning, og sager,
som indebærer en længere sagsbehandlingstid, f.eks. hvor tilskadekomne
har et tab af erhvervsevne. Det indebærer således ikke, at alle
arbejdsskadesager skal være færdigbehandlede inden for 7 måneder.
111
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
For så vidt angår målet om en gennemsnitlig sagsbehandlingstid på
maksimalt 20 måneder i sager, hvor tilskadekomne har et tab af
erhvervsevne, vil dette gælde for alle afgørelser, hvor Arbejdsmarkedets
Erhvervssikring første gang træffer afgørelse om erhvervsevnetab, og hvor
erhvervsevnetabet er på 15 pct. eller derover. Det vil være en samlet
gennemsnitlig sagsbehandlingstid, der både dækker over sager med
erstatning for tab af erhvervsevne, som kan afsluttes hurtigere end 20
måneder, og sager med erstatning, hvor afgørelsen først træffes senere end
20 måneder efter sagens oprettelse i Arbejdsmarkedets Erhvervssikring.
Sagsbehandlingstiden for begge mål skal beregnes fra Arbejdsmarkedets
Erhvervssikrings modtagelse af anmeldelsen til første afgørelse af sagen,
uanset om afgørelsen er endelig eller midlertidig.
Beskæftigelsesministeriet vil anmode bestyrelsen for Arbejdsmarkedets
Erhvervssikring om en plan for indfrielse af de politiske mål, og der vil blive
fulgt op på indfrielsen af målene i aftalekredsen.
Aftalepartierne er enige om, at målene for sagsbehandlingstid skal erstatte
de eksisterende lovfastsatte frister for sagsbehandlingen. Det skal styrke
bestyrelsen for Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikrings mulighed og
ansvar for at tilrettelægge den mest hensigtsmæssige sagsafvikling. Målene
skal desuden give Arbejdsmarkedets Erhvervssikring en større fleksibilitet
og forenkling i forhold til at styre driften inden for enkle og tydelige mål for
sagsbehandlingstiden.
Det foreslås derfor, at de lovbestemte frister for behandling af anmeldte
arbejdsskader og afgørelse af, om tilskadekomne har ret til ydelser efter lov
om arbejdsskadesikring, ophæves. Tilsvarende foreslås det, at de
lovbestemte frister i lov om erstatning til tilskadekomne værnepligtige m.fl.
ophæves.
Baggrunden for forslaget er, at de lovfastsatte frister binder
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring til at fokusere sagsbehandlingen på
bestemte områder og melde forventede sagsbehandlingstider ud, som de
allerede på tidspunktet for udmeldingen til borgeren ikke vurderer som
realistiske og i mange sager ikke kan holde. Det giver dermed en dårlig
forventningsafstemning med tilskadekomne og sagens øvrige parter samt
ekstra administration i forbindelse med den konkrete sagsbehandling.
112
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
Ændringen giver Arbejdsmarkedets Erhvervssikring mulighed for
fleksibilitet og prioritering af behandlingen af arbejdsskadesagerne. Den
foreslåede ændring indebærer imidlertid ikke en ændring af intentionen om,
at
tilskadekomne
hurtigt
skal
have
en
afgørelse
om
anerkendelsesspørgsmålet af en arbejdsskade.
Det er imidlertid nødvendigt, at man som tilskadekommen ved, hvad man
kan forvente, når der anmeldes en arbejdsskade til Arbejdsmarkedets
Erhvervssikring.
Det forudsættes således, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring i
overensstemmelse med de forvaltningsretlige principper og retningslinjer,
som fremgår af bl.a. Folketingets Ombudsmands myndighedsguide,
opstiller mål for sagsbehandlingstider på arbejdsskadeområdet, som bør
være offentligt tilgængelige, og at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring
orienterer sagens parter om den forventede sagsbehandlingstid.
Desuden forudsættes det, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring underretter
sagens parter, hvis den udmeldte forventede sagsbehandlingstid i en konkret
sag ikke kan overholdes.
Det bemærkes, at beskæftigelsesministeren i forbindelse med det årlige
tilsyn med bestyrelsen for Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, jf. § 15 i lov
om den selvejende institution Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, vil påse,
om bestyrelsen har sikret, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring i
overensstemmelse med de forvaltningsretlige principper opstiller mål for
sagsbehandlingstider på arbejdsskadeområdet.
Reglerne om udbetaling af forskud på erstatning og godtgørelse videreføres
efter forslaget uændret, men med en ny placering i loven.
3.19. Andre tekniske ændringer i lov om arbejdsskadesikring
3.19.1. Gældende ret
Det følger af § 11 i lov om arbejdsskadesikring, at ydelserne efter loven er
betaling af udgifter til sygebehandling, optræning og hjælpemidler m.m., jf.
§ 15, erstatning for tab af erhvervsevne, jf. §§ 17 og 17 a, godtgørelse for
varigt mén, jf. § 18, overgangsbeløb ved dødsfald, jf. § 19, erstatning for tab
af forsørger, jf. §§ 20-22 og godtgørelse til efterladte, jf. § 23.
113
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
Begrebet ydelser er således defineret i loven som værende en samlet
betegnelse for alle de erstatninger, godtgørelser, m.v., som tilskadekomne
og dennes efterladte, kan have ret til i medfør i af loven.
Flere steder i gældende arbejdsskadesikringslov anvendes begrebet ydelse
dog også til at beskrive en erstatning, der udbetales løbende, f.eks.
månedsvis. Der er således ikke en ensartet brug af begreberne erstatning og
ydelse i loven.
3.19.2. Beskæftigelsesministeriets overvejelser og den foreslåede
ordning
Det foreslås at ændre begrebet ”ydelse” til ”erstatning” de steder i
loven,
hvor begrebet anvendes til at beskrive en løbende erstatningsudbetaling. Der
er tale om en redaktionel ændring, idet det foreslås at ensarte begrebets
betydning i arbejdsskadesikringsloven. Der er således med forslaget ikke
tilsigtet materielle ændringer i reglerne i forhold til det gældende
lovgrundlag.
Der henvises i forslagets § 1, nr. 11, 19, 21, 26, 27 og 35.
3.20. Nedsættelse af arbejdsskadeafgiften
3.20.1. Gældende ret
Efter gældende ret opkræves der en arbejdsskadeafgift til staten hos Ar-
bejdsmarkedets Erhvervssikring, jf. § 1 i lov om afgift af bidraget til Ar-
bejdsmarkedets Erhvervssikring og af arbejdsulykkeserstatninger m.v.
(herefter arbejdsskadeafgiftsloven).
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring administrerer afgiften på vegne af virk-
somhederne.
Arbejdsmarkedets
Erhvervssikring
opkræver,
jf.
arbejdsskadeafgiftslovens § 9, et beløb pr. fuldtidsansat til dækning for
omkostninger forbundet med administrationen af afgiften.
I henhold til arbejdsskadeafgiftsloven § 3, stk. 1, består arbejdsskadeafgif-
ten af to dele.
Afgiften udgør efter arbejdsskadeafgiftslovens § 3, stk. 1, nr. 1, 17 pct. af
de indbetalte bidrag til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring. Denne del af
afgiften
angår
erhvervssygdomsområdet.
Arbejdsmarkedets
Erhvervssikring sikrer blandt andet, at ansatte kan få erstatning, hvis de får
en erhvervssygdom. Til dækning af erhvervssygdomssikringen opkræver
114
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring et bidrag hos danske virksomheder.
Bidraget til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring består af et AES-bidrag og
en arbejdsskadeafgift. Det er alene AES-bidraget, der betales afgift af.
Nogle virksomheder er sikringspligtige, og andre er frivilligt sikrede. AES-
bidragets størrelse er bestemt ud fra virksomhedens branchekode. Alle
virksomheder får en branchekode, når de bliver registreret hos
Skatteforvaltningen. Virksomhederne kan på baggrund af branchekoden se,
hvilken AES-sats de skal betale bidrag på baggrund af.
Efter arbejdsskadeafgiftsloven angår den anden del af afgiftsgrundlaget
arbejdsulykker. Efter arbejdsskadeafgiftslovens § 3, stk. 1, nr. 2, skal Ar-
bejdsmarkedets Erhvervssikring tillige betale en afgift til staten på 12 pct.
af de samlede kapitalerstatninger for tab af erhvervsevne, godtgørelser for
varigt men, overgangsbeløb ved dødsfald, erstatninger for tab af forsørger,
godtgørelser til efterladte samt hensættelser til dækning af fremtidige lø-
bende erstatninger for tab af erhvervsevne og erstatninger for tab af
forsørger, som Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har tilkendt i det
foregående kalenderår som følge af en arbejdsulykke.
Det er virksomhederne, som skal dække den afgift, som Arbejdsmarkedets
Erhvervssikring bliver opkrævet efter lovens § 1. Dette sker i praksis ved,
at der sammen med opkrævningen af AES-bidraget opkræves et beløb til
dækning af arbejdsskadeafgiften. Disse to beløb, sammen med det beløb
som Arbejdsmarkedets Erhvervssikring opkræver pr. fuldtidsansat til
dækning af omkostningerne forbundet med administrationen udgør det, der
kaldes AES-satsen.
Hvor stor en andel af afgiften, den enkelte virksomhed skal dække, bliver
bestemt på baggrund af deres branchekode. Det vil sige, at arbejdsgivere i
brancher med høje udgifter til arbejdsskader skal betale højere bidrag end
arbejdsgivere i brancher med mindre udgifter. Da afgiftsgrundlaget både
udgøres af AES-bidrag og tilkendte erstatninger og godtgørelser på
ulykkesområdet, kan branchefordelingen af bidraget til dækningen af
afgiften afvige fra branchefordelingen af AES-bidraget.
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring skal efter § 3, stk. 6, opgøre summen
efter § 3, stk. 1, nr. 2, den 20. april hvert år.
Afgiften forfalder til betaling den 1. september i afgiftsåret, og Arbejds-
markedets Erhvervssikring skal senest den 15. september i afgiftsåret angi-
115
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
ve og indbetale afgiften, jf. § 5, stk. 2. Afgiften skal indbetales til Skatte-
forvaltningen.
3.20.2. Skatteministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
Det foreslås at foretage en nedsættelse af begge satser for arbejdsskadeaf-
giften med 2,2 procentpoint fra og med den 1. januar 2031. Det betyder, at
afgiften efter § 3, stk. 1, nr. 1, på de indbetalte bidrag til Arbejdsmarkedets
Erhvervssikring nedsættes til 14,8 pct. mens afgiften efter § 3, stk. 1, nr. 2,
på de samlede kapitalerstatninger for tab af erhvervsevne, godtgørelser for
varigt men, overgangsbeløb ved dødsfald, erstatninger for tab af forsørger,
godtgørelser til efterladte samt hensættelser til dækning af fremtidige
løbende erstatninger for tab af erhvervsevne og erstatninger for tab af
forsørger, som Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har tilkendt, nedsættes til
9,8 pct.
Forslaget har til formål at tilbageføre det varige statslige provenu som følge
af Aftale om et forbedret arbejdsskadesystem til arbejdsgiverne via en
nedsættelse af arbejdsskadeafgiften.
3.21. Lovforslagets ikrafttræden
Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. juli 2024. Hermed får de aktører,
som administrerer arbejdsskadeområdet, det vil sige Arbejdsmarkedets
Erhvervssikring, Ankestyrelsen og forsikringsselskaberne, en rimelig tid til
administrativt, IT-mæssigt m.v. at implementere ændringerne i
lovgivningen.
Det foreslås samtidig, at følgende elementer i lovforslaget finder anvendelse
i sager om arbejdsulykker, der indtræder den 1. juli 2024 eller senere, og
erhvervssygdomme, der anmeldes den 1. juli 2024 eller senere:
•
•
•
•
Større intervaller i udmålingen af erstatning for tab af erhvervsevne,
jf. lovforslagets § 1, nr. 7
Ny og forenklet årslønsberegning, jf. lovforslagets § 1, nr. 8, 13, 29,
30 og 43 samt § 2, nr. 1 og 2.
Uddannelsesgodtgørelse, jf. lovforslagets § 1, nr. 2, 10, 17, 42, 45,
49, 51 samt §§ 3-5.
Frist for medvirken til sagsoplysning og bødestraf, jf. lovforslagets
§ 1, nr. 41 og 57-59
116
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
Forslaget indebærer, at arbejdsulykker, der er sket før loven trådte i kraft,
og erhvervssygdomme anmeldt før ikrafttrædelsen, på disse områder skal
behandles efter de regler, der var gældende før lovens ikrafttræden. Dette
betyder i praksis, at verserende sager ved Arbejdsmarkedets
Erhvervssikring eller i Ankestyrelsen ved lovforslagets ikrafttræden på de
nævnte områder som udgangspunkt behandles efter de hidtil gældende
regler.
Beskæftigelsesministeriet finder samtidig, at det er hensigtsmæssigt, at visse
bestemmelser i lovforslaget får virkning for sager, som behandles og afgøres
efter lovens ikrafttræden, uanset om sagerne vedrører arbejdsulykker, der er
sket før loven trådte i kraft, og erhvervssygdomme anmeldt før
ikrafttrædelsen. Formålet hermed er at sikre en hurtig implementering af
visse elementer i lovforslaget, hvor det vurderes at være hensigtsmæssigt
eller nødvendigt ud fra hensynet til tilskadekomne og efterladte og den
generelle administration af arbejdsskadesystemet.
Det drejer sig om følgende elementer i forslaget:
§ 1, nr. 9. Præciseringen af tabsbegrænsningspligten i
arbejdsskadesikringslovens § 17. Denne ændring har alene til formål at
styrke arbejdsskademyndighedernes fokus på den vurdering af
tabsbegrænsningspligten, som de allerede foretager i dag. Ændringen kan
derfor finde anvendelse i alle sager, hvor der træffes afgørelse efter lovens
ikrafttræden
§ 1, nr. 22-25 og 28: Erstatning for tab af forsørger indtil barnets 21. år. Det
fremrykkede virkningstidspunkt vil sikre, at børn og unge vil få udmålt
erstatning automatisk til de er fyldt 21 år, når der træffes afgørelse efter
ikrafttrædelsestidspunktet. Sager, der er afvist efter gældende regler før
lovens ikrafttrædelse, kan dog ikke genoptages alene på grund af de nye
regler som følge af lovforslaget.
§ 1, nr. 33 og 34: Ændret kapitaliseringstidspunkt ved genbehandling.
Formålet er at rette op på en praksis, som ikke er i overensstemmelse med
lovens intention, og som i nogle tilfælde medfører, at tilskadekomne får
dobbeltkompensation for en periode.
§ 1, nr. 39: Pligt for Arbejdsmarkedets Erhvervssikring til at oplyse
relevante myndigheder om sort arbejde og socialt bedrageri. Det
fremrykkede virkningstidspunkt vurderes at være i tråd med almindelige
principper for en fælles myndighedsindsats mod sort arbejde og socialt
bedrageri.
117
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
Endvidere foreslås det, at forslaget i § 1, nr. 46-50, om begrænsning af
genoptagelse skal gælde for alle anmodninger om genoptagelse, som
fremsættes efter lovens ikrafttræden, uanset om den afgørelse, som ønskes
genoptaget, er truffet før lovens ikrafttræden. Det vil således være en
betingelse for genoptagelse, at der foreligger nye oplysninger, som
indebærer en vis sandsynlighed for, at en genoptagelse vil føre til en ændret
materiel afgørelse, og at den, der beder om genoptagelse, dokumenterer
dette. Tilskadekomne og efterkomne vil stadig kunne få genoptaget deres
sag til ny materiel prøvelse, når der er udsigt til at få en ændret afgørelse.
I forhold til forslaget i § 1, nr. 17, om at indføre uddannelsesgodtgørelse og
de tilhørende konsekvensændringer, lægges der op til, at
uddannelsesgodtgørelsesordningen indføres med virkning fra 1. juli 2024,
men at tilskadekomne, der retter henvendelse til Arbejdsmarkedets
Erhvervssikring og ønsker uddannelsesgodtgørelse, vil kunne tilkendes
uddannelsesgodtgørelse i sager, der er anmeldt inden lovens ikrafttræden,
hvis Arbejdsmarkedets Erhvervssikring først træffer afgørelse om
tilkendelse af mén på mindst 10 pct., efter loven er trådt i kraft. Dette for at
medvirke til, at flest muligt opnår tilknytning til arbejdsmarkedet ved hjælp
fra uddannelsesgodtgørelsen hurtigst muligt.
I forhold til forslaget i § 1, nr. 14 om, fradrag i udbetalingen af erstatning til
tilskadekomne, der efter skaden tilkendes fleksjob og har fået en sanktion i
ledighedsydelsen af kommunen, foreslås det, at denne ændring skal gælde
for nye afgørelser efter lovens ikrafttræden, hvor tilskadekomne på forhånd
er blevet vejledt om den nye regel og har haft mulighed for at indrette sig i
forhold til denne. Tilsvarende lægges der op til, at forslaget i § 1, nr. 52 om
indførelse af en søgsmålsfrist og krav om udnyttelse af administrativ rekurs
vil gælde fra lovens ikrafttræden i sager, hvor sagens parter på forhånd er
blevet vejledt herom.
I forhold til forslaget i § 1, nr. 5 om, at selvforsikrede arbejdsgivere fra
lovens ikrafttræden kan få mulighed for at afholde udgifter til konkrete
indsatser, der understøtter tilskadekomnes mulighed for fastholdelse,
lægges der op til, at selvforsikrede arbejdsgivere fra lovens ikrafttræden kan
iværksætte sådan indsats i konkrete sager, uanset om sagen er anmeldt før
eller efter ikrafttræden. Dette findes hensigtsmæssigt, da forslaget
understøtter formålet om, at flere, der har været udsat for en arbejdsskade,
opnår varig tilknytning til arbejdsmarkedet.
118
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
Det foreslås endvidere, at § 1, nr. 16 om aldersnedsættelse af
méngodtgørelse finder anvendelse i afgørelser, der træffes efter lovens
ikrafttræden om ulykkestilfælde og skadelige påvirkninger, der er indtrådt
den 1. juli 2002 eller senere, og pludselige løfteskader og
erhvervssygdomme, der er anmeldt den 1. juli 2002 eller senere. Dermed
vil forslaget om forhøjelse af grænserne for aldersreduktion ikke gælde for
afgørelser, der vedrører ulykkestilfælde og skadelige påvirkninger, der er
indtrådt før den 1. juli 2002, og pludselige løfteskader og
erhvervssygdomme, der er anmeldt før den 1. juli 2002. De hidtil gældende
regler vil fortsat gælde for disse sager.
Endelig vil forslag, der efter arbejdsskadeaftalen har et selvstændigt aftalt
ikrafttrædelsestidspunkt, blive udmøntet i overensstemmelse med aftalen.
Det betyder, at forslaget om lettere adgang til erstatning ved vold på
arbejdspladsen (§ 1, nr. 53) først træder i kraft 1. januar 2025, og at
ændringen af grænsen for aldersnedsættelse for størrelsen på
méngodtgørelsen først træder i kraft i 2035 (§ 1, nr. 16).
Behandling af personoplysninger og forholdet til
databeskyttelsesforordningen og databeskyttelsesloven
4.
Lovforslaget indebærer, at der vil ske udveksling, herunder indsamling og
videregivelse,
af
personoplysninger,
herunder
følsomme
personoplysninger, om behandlingen af tilskadekomnes arbejdsskadesag,
mellem Arbejdsmarkedets Erhvervssikring og forsikringsselskaber, som har
overtaget arbejdsgivers forsikringspligt, [jf. § 48/50 og forslaget til § 49 b].
Der vil også ske udveksling af personoplysninger mellem Arbejdsmarkedets
Erhvervssikring, kommuner, Udbetaling Danmark, A-kasser og
forsikringsselskaber i sager om uddannelsesgodtgørelse, jf. forslaget til §§
18 a-g. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring vil bl.a. skulle indhente
oplysninger fra kommunen om uddannelsesønsker og muligheder for at
kunne gennemføre en uddannelse og varetage et job på almindelige vilkår
for tilskadekomne, som forventes at få en mén på mindst 10 pct. Hvis
tilskadekomne modtager dagpenge, skal tilskadekomnes A-kasse orienteres,
hvis
tilskadekomne
tilkendes
uddannelsesgodtgørelse.
Forsikringsselskaberne vil som parter i sagen have adgang til sagens
dokumenter om uddannelsesgodtgørelse i systemet ”Se sag”. Det forventes,
at udvekslingen af oplysninger mellem Arbejdsmarkedets Erhvervssikring,
kommunerne og forsikringsselskaberne vil omfatte både almindelige og
følsomme personoplysninger. Udvekslingen af oplysninger mellem
119
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring og A-kasserne forventes alene at omfatte
almindelige personoplysninger.
Desuden vil visse forsikringsselskaber efter forslaget til § 40, stk. 2, få tillagt
samme adgang til at indhente oplysninger, som Arbejdsmarkedets
Erhvervssikring har i det omfang, de skal deltage i det foreslåede forsøg med
afgørelseskompetence. Det drejer sig om enhver oplysning om
tilskadekomne og den hændelse eller påvirkning, der har ført til den
anmeldte ulykke, som forsikringsselskabet skønner er af betydning for
sagens behandling. Oplysningerne, som også kan indeholde f.eks.
helbredsoplysninger, kan indhentes fra arbejdsgivere, ansatte, regioner,
kommuner, jobcentre og andre vedkommende, herunder sygehuse,
institutter og behandlende læger m.v.
Den foreslåede behandling af personoplysninger vil være nødvendig for at
sikre, at tilskadekomne får den godtgørelse eller erstatning efter loven,
herunder eventuelt også efter erstatningsansvarsloven, som vedkommende
er berettiget til.
Forslaget skal sikre, at allerede indsamlede relevante oplysninger så vidt
muligt kan genbruges af andre relevante myndigheder eller
forsikringsselskaber i relation til tilskadekomnes arbejdsskadesag.
Beskæftigelsesministeriet vurderer, at behandlingen af de almindelige
personoplysninger vil være nødvendig for at overholde en retlig forpligtelse,
som påhviler den dataansvarlige, jf. databeskyttelsesforordningens artikel 6,
stk. 1, litra c. Det forudsættes således, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring
er dataansvarlig for de oplysninger, som efter lovforslaget kan videregives
til forsikringsselskaber, kommuner og A-kasser. Tilsvarende vil
forsikringsselskaber, kommuner og A-kasser være dataansvarlig for de
oplysninger, som de indhenter fra eller videregiver til Arbejdsmarkedets
Erhvervssikring eller andre aktører.
Desuden vurderer Beskæftigelsesministeriet, at behandlingen af følsomme
personoplysninger i forbindelse med en arbejdsskadesag, f.eks. i form af
helbredsoplysninger, kan være nødvendig, for at et retskrav kan fastlægges,
gøres gældende eller forsvares, jf. databeskyttelsesforordningens artikel 9,
stk. 2, litra f.
Ligeledes forudsættes det, at den nødvendige behandling
personoplysninger vil ske inden for rammerne af artikel 5.
af
120
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
Den foreslåede behandling af personoplysninger er afgrænset til at vedrøre
relevante personoplysninger, som kan være almindelige, fortrolige eller
følsomme personoplysninger afhængigt af den konkrete sag. Det vil således
være op til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, kommunerne, A-kasserne
eller det relevante forsikringsselskab at vurdere, i hvilket omfang
behandlingen,
herunder
indsamling
eller
videregivelse,
af
personoplysninger er relevant i tilskadekomnes sag.
Endelig
forudsættes
det,
at
oplysningspligten
i
databeskyttelsesforordningens artikel 14 iagttages i forhold til den
tilskadekomne, som personoplysningerne vedrører. Det forudsættes således,
at både Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, kommuner, A-kasser og de
relevante forsikringsselskaber giver den tilskadekomne besked om, hvilke
personoplysninger den tilskadekomne kan forvente vil blive behandlet i
forbindelse med behandlingen af tilskadekomnes sag.
Reglerne i databeskyttelsesforordningen og databeskyttelsesloven
forudsættes i øvrigt at ville blive iagttaget i forbindelse med de nævnte
behandlinger af personoplysninger, og i forbindelse med eventuel
udmøntning af den foreslåede bemyndigelse i § 1, nr. X - § 49 a, stk. 4, til
at fastsætte regler om sagens behandling, herunder indhentning, behandling
og videregivelse af personoplysninger til brug for behandling af sager om
eventuel erstatning og godtgørelse efter lov om erstatningsansvar som følge
af vold, trusler eller andre voldsomme hændelser på arbejdet.
5. Økonomiske konsekvenser og implementeringskonsekvenser for det
offentlige
5.1. Økonomiske konsekvenser for det offentlige
Frem mod 2030 er der merudgifter for det offentlige, som omtrent udlignes
af positive effekter hovedsageligt fra skat og tilbageløb af øgede
erstatninger. Herefter stiger det offentlige provenu gradvist. Den samlede
udgiftsvirkning af lovforslaget for det offentlige skønnes at være et
offentligt provenu på ca. 100 mio. kr. årligt, når forslaget er fuldt indfaset i
2058. Når kompensationen af arbejdsgiverne via nedsættelse af
arbejdsskadeafgiften fra 2031 medregnes, vil lovforslaget samlet set være
udgiftsneutralt for det offentlige fuldt indfaset.
121
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
2775159_0122.png
Den lange indfasningsprofil afspejler en gradvis effekt i takt med at nye
skadesårgange omfattes af de ændrede regler. Det offentlige provenu
påvirkes negativt af driftsudgifter til bl.a. den nye uddannelsesordning og
positivt af både skatte- og afgiftsindtægter samt tilbageløb knyttet til de
øgede erstatninger, herunder tilskadekomnes forbrug af erstatningssummen
og arbejdsgivernes afledte merudgifter til arbejdsskadeafgift og
arbejdsmiljøbidrag. Hertil kommer positive beskæftigelseseffekter som
følger af den nye uddannelsesordning. Derudover er der også besparelser på
offentlige forsørgelsesudgifter.
Der er væsentlig usikkerhed forbundet med skønnene i økonomien. Dette
skyldes bl.a. den lange indfasningsprofil. Alle beløb er angivet i 2023-
niveau.
De direkte økonomiske konsekvenser (inklusive adfærd, men før skat og
tilbageløb) fordelt mellem stat, kommune og regioner frem til 2027 fremgår
af
tabel 1.
De økonomiske konsekvenser er her opgjort før nedsættelsen af
arbejdsskadeafgift er medregnet. De kommunal- og regionaløkonomiske
konsekvenser af lovforslaget forhandles med de kommunale og regionale
parter.
Tabel 1. Direkte økonomiske konsekvenser af lovforslaget (mio. kr., 2023-pl)
2024
2025
2026
2027
I alt statslige udgifter
25,9
36,9
40,3
41,8
Heraf overførelsesudgifter
23,2
25,2
25,3
24,6
Heraf udgifter til taxametertilskud
2,7
11,7
15,0
17,2
I alt kommunale udgifter
-18,9 -17,3 -18,0 -19,0
Heraf overførelsesudgifter
-18,3 -16,8 -18,3 -19,6
Heraf administration (DUT)*
-0,6
-0,5
0,3
0,6
I alt regionale udgifter
0,0
1,6
3,6
4,3
Heraf administration (DUT)**
0,0
1,6
3,6
4,3
I alt (inkl. adfærd) før skat og tilbageløb
7,0
21,1
25,9
27,1
Anm.: * Nettoudgiften består af både mer- og mindreudgifter. Der skønnes at være
merudgifter på 0,7 mio. kr. i 2025, 1,5 mio. kr. i 2026, 1,8 mio. kr. i 2026 og 3,5 mio. kr.
fuldt indfaset som følge af forslaget om lettere adgang til erstatning ved vold på
arbejdspladsen. Der skønnes at være mindreudgifter på 0,6 mio. kr. i 2024, 1,2 mio. kr. i
2025 og frem som følge af forslaget om uddannelsesgodtgørelse. ** Der er regionale
merudgifter på 1,6 mio. kr. i 2025, 3,6 mio. kr. i 2026, 4,3 mio. kr. i 2027 og 8,3 mio. kr.
fuldt indfaset som følge af forslaget om lettere adgang til erstatning ved vold på
arbejdspladsen er. Der er afsat 2,6 mio. kr. til evaluering af uddannelsesgodtgørelsen i
hhv. 2028 og 2033. Der er foretaget afrundinger og beløbene i rækkerne summer derfor
ikke nødvendigvis.
De statslige udgifter drives hovedsageligt af forslaget om at etablere en
uddannelsesordning. Der bliver oprettet en ny konto § 17.23.41.
Uddannelsesgodtgørelse på finansloven til statens medfinansiering af
udgifter til ordningen. Statens medfinansiering består af en månedligt fastsat
takst pr. deltager i ordningen og AES anmoder om refusion for den andel af
122
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
uddannelsesgodtgørelsen, som staten finansierer. Kommunernes
mindreudgifter skyldes primært, at deltagere i ordningen vil modtage
uddannelsesgodtgørelse fremfor en ydelse i beskæftigelsessystemet.
De økonomiske konsekvenser afspejler, at der med en vis usikkerhed
forventes, at ca. 165 tilskadekomne årligt vil tilgå ordningen efter visitation
fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring. Den nye uddannelsesordning vil
indebære positive beskæftigelseseffekter, når der er taget højde for en
mindre fastholdelseseffekt. Beskæftigelseseffekten stiger gradvist til 300
fuldtidspersoner fuldt indfaset i 2058.
5.1.1. Nedsættelse af arbejdsskadeafgiften
Forslaget om at ændre afgiftssatsen for arbejdsskadeafgift indebærer, at
afgiften af indbetalte bidrag til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring
vedrørende erhvervssygdomme nedsættes fra 17,0 pct. til 14,8 pct. samtidig
med, at afgiften af tilkendte erstatninger og godtgørelser på ulykkesområdet
nedsættes fra 12,0 pct. til 9,8 pct. Nedsættelsen af begge afgiftssatser med
2,2 procentpoint har virkning fra den 1. januar 2031. Forslaget har derfor
først virkning for statens provenu fra 2031.
Afgiftsnedsættelsen skønnes med usikkerhed at medføre et årligt
umiddelbart mindreprovenu fra og med 2031 på 100 mio. kr. (2023-niveau)
fra 2031, mens der skønnes et årligt mindreprovenu efter tilbageløb og
adfærd på 90 mio. kr. (2023-niveau) fra og med 2031. Opgjort som varig
virkning svarer den skønnede provenuvirkning til et varigt umiddelbart
mindreprovenu på 95 mio. kr. (2023-niveau) og et varigt mindreprovenu
efter tilbageløb og adfærd på 90 mio. kr.
Omkring 30 pct. af det umiddelbare mindreprovenu ved nedsættelsen af
arbejdsskadeafgiften skønnes at vedrøre de offentlige arbejdsgivere (stat,
kommuner og regioner).
Det er lagt til grund for provenuberegningen, at de offentlige arbejdsgivere
ikke budgetreguleres, således at de offentlige arbejdsgiveres mindreudgifter
til arbejdsskadeforsikring umiddelbart sker inden for uændrede udgiftslofter
for driftsudgifter. I provenuberegningen er samtidig lagt til grund, at
nedsættelsen af afgiften fuldt ud nedvæltes i højere lønninger.
Der er i provenuberegningen for nedsættelsen af arbejdsskadeafgiften
indregnet den fuldt indfasede effekt på afgiftsgrundlaget af andre initiativer
i Aftale om et forbedret arbejdsskadesystem.
123
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
5.2. Implementeringskonsekvenser for det offentlige
Lovforslaget udmønter store dele af den politiske aftale om
arbejdsskadeområdet. Aftalens formål er at understøtte rammerne for
kortere sagsbehandlingstid, kortere sagsforløb, bedre tilknytning til
arbejdsmarkedet efter en skade og et forbedret erstatningssystem.
Beskæftigelsesministeriet vurderer, at lovforslaget har visse
implementeringskonsekvenser i form af behov for tilpasset it-understøttelse
og nye arbejdsgange hos primært Arbejdsmarkedets Erhvervssikring.
Implementeringskonsekvenserne er i lovforslaget søgt minimeret ved i
videst muligt omfang at basere ordningen på objektive kriterier. Der er
således ikke lagt op til at bruge andre datakilder, end Arbejdsmarkedets
Erhvervssikring anvender i dag. Med lovforslaget er der i videst muligt
omfang forsøgt at forenkle sagsgangene. Det omfatter eksempelvis, at
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring i langt flere sager alene skal fastsætte
tilskadekomnes årsløn på baggrund af oplysninger i indkomstregistret,
indførelse af dokumentationskrav ved genoptagelse af tidligere afgørelser
samt automatisk udbetaling af forsørgertabserstatning til børn indtil det 21.
år.
Lovforslaget
vurderes
ikke
at
medføre
nævneværdige
implementeringsmæssige konsekvenser for Skatteforvaltningen.
Lovforslaget er udarbejdet efter principperne for digitaliseringsklar
lovgivning, idet lovforslaget i videst mulig udstrækning baseret på objektive
kriterier, ligesom Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings anvendelse af data i
sagsoplysningen ikke involverer nye datakilder. Lovforslaget lever således
op til princip 1 om enkle og klare regler og princip 4 om sammenhæng på
tværs og genbrug af data. I forhold til princip 3 om automatisk
sagsbehandling bemærkes det, at lovforslaget tilstræber forenklet
sagsbehandling, men at arbejdsskadesager i vidt omfang nødvendiggør
skønsmæssige afgørelser med henblik på at sikre tilskadekomnes
retssikkerhed.
Desuden vurderes det, at forslaget lever op til princip 5 om tryg og sikker
datahåndtering, idet Arbejdsmarkedets Erhvervssikring allerede foretager
sikker databehandling af personoplysninger for en stor gruppe borgere i
forbindelse med arbejdsskadesagsbehandlingen.
Dataunderstøttelsen vil som udgangspunkt basere sig på Arbejdsmarkedets
Erhvervssikrings eksisterende elektroniske sagsbehandlingssystem m.v.
samt fra eksisterende datakilder f.eks. Indkomstregistret. Desuden vil den
124
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
2775159_0125.png
foreslåede nedsættelse af arbejdsskadeafgiften alene kræve satsændringer i
Skatteforvaltningens eksisterende it-systemer. Dermed lever forslaget også
op til princip 6 om anvendelse af offentlig infrastruktur.
Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings administration vil med forslaget fortsat
være omfattet af reglerne om digital kommunikation i
arbejdsskadesikringsloven. Forslaget lever dermed også op til princip 2 om
digital kommunikation.
Det er Beskæftigelsesministeriets vurdering, at lovforslaget samlet set
efterlever de syv principper for digitaliseringsklar lovgivning.
6. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.
6.1. Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet
De fem principper for agil, erhvervsrettet regulering, som skal gøre det
lettere at anvende nye digitale teknologier og forretningsmodeller, herunder
1) muliggør anvendelse af nye forretningsmodeller, 2) teknologineutral, 3)
mere enkel og formålsbestemt, 4) helhedstænkende og 5) sikrer
brugervenlig digitalisering, vurderes ikke at have betydning i forhold til
indeværende lovforslag. Justeringerne i det fælles anmeldesystem for
arbejdsulykker, EASY, vurderes ikke at have administrative konsekvenser
for arbejdsgiverne.
Den samlede udgiftsvirkning af lovforslaget for arbejdsgiverne fuldt
indfaset skønnes at være merudgifter på ca. 100 mio. kr. årligt før
nedsættelse af arbejdsskadeafgift. Heraf udgør erhvervslivet (dvs. private
arbejdsgivere) knap 70 pct. Størstedelen af merudgifterne kan henføres til
forslaget om en ny og forenklet årslønsberegning, der indgår i alle afgørelser
om erstatning for tab af erhvervsevne. Udover merudgifter til erstatninger
kommer afledte udgifter til arbejdsskadeafgift og arbejdsmiljøbidrag. Denne
effekt vil dog blive modsvaret af den lavere arbejdsskadeafgift fra 2031.
Tabel 2. Økonomiske konsekvenser af lovforslaget for private arbejdsgivere (2023-pl)
2024 2025 2026 2027
I alt private arbejdsgivere
60,0 70,0 50,0 55,0
Heraf erstatninger
60,0 65,0 50,0 50,0
Heraf arbejdsskadeafgift og arbejdsmiljøbidrag
0,0
0,0
0,0
5,0
Heraf administration i AES*
0,0
0,0
0,0
0,0
Anm.: * Administration mv. finansieres via taksterne og påføres dermed private
arbejdsgivere. Der er foretaget afrundinger og beløbene i rækkerne summer derfor ikke
nødvendigvis. Beløbene i tabellen er før nedsættelsen af arbejdsskadeafgift er medregnet.
Forslaget om at ændre afgiftssatsen for arbejdsskadeafgift indebærer, at
afgiften af indbetalte bidrag til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring
125
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
vedrørende erhvervssygdomme nedsættes fra 17,0 pct. til 14,8 pct. samtidig
med at afgiften af tilkendte erstatninger og godtgørelser på ulykkesområdet
nedsættes fra 12,0 pct. til 9,8 pct. Nedsættelsen af begge afgiftssatser med
2,2 procentpoint har virkning fra den 1. januar 2031. Forslaget har derfor
først virkning for statens provenu og erhvervslivet fra 2031.
Afgiftsnedsættelsen skønnes at medføre en umiddelbar afgiftslettelse for
offentlige og private arbejdsgiverne på i alt ca. 100 mio. kr. (2023-niveau)
årligt fra 2031 svarende til det umiddelbare mindreprovenu. Omkring 70
pct. af det umiddelbare mindreprovenu ved nedsættelsen af
arbejdsskadeafgiften skønnes at vedrøre private arbejdsgivere. Forslaget
skønnes således at medføre en umiddelbar afgiftsnedsættelse for de private
arbejdsgivere svarende til ca. 70 mio. kr. i 2031. Nedsættelsen vil dermed
være omtrent neutralt for arbejdsgivernes samlede merudgifter som følge af
lovforslaget.
6.2. Administrative konsekvenser for erhvervslivet
Lovforslaget vurderes ikke at medføre administrative konsekvenser for
erhvervslivet m.v.
Innovations- og Iværksættertjekket vurderes ikke relevant for lovforslaget,
fordi forslaget ikke påvirker virksomheders eller iværksætteres muligheder
for at teste, udvikle og anvende nye teknologier og innovation.
7. Administrative konsekvenser for borgerne
Samlet set vurderes det samlede lovforslag at medføre få administrative
konsekvenser for borgerne.
Forslaget om indførelse af en ny forsikringsordning, hvorefter visse
arbejdsgivere forpligtes til at tegne en forsikring, der dækker erstatning m.v.
efter lov om erstatningsansvar som følge af voldsomme hændelser på
arbejdspladsen, forventes at medføre en administrativ lettelse for de
borgere, som ellers ville skulle søge om erstatning via Erstatningsnævnet
efter lov om erstatning fra staten til ofre for forbrydelser eller ved civilt
søgsmål.
Desuden vurderes forslaget om, at alle børn, som mister deres forældre som
følge af en arbejdsskade, skal have ret til erstatning indtil deres fyldte 21.
år, vil medføre en administrative lettelse, idet borgerne ikke længere skal
søge om forlængelse af forsørgertabserstatningen efter det fyldte 18. år.
126
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
Forslaget om indførelse af en ordning, hvorefter tilskadekomne kan tage en
uddannelse med uddannelsesgodtgørelse forventes at have administrative
konsekvenser for de borgere, som vælger at indgå i den frivillige ordning.
Disse borgere vil skulle deltage i en samtale med kommunen om deres
uddannelsesmuligheder m.v. De vil skulle dokumentere forhold, som er en
betingelse for at få uddannelsesgodtgørelse, over for Arbejdsmarkedets
Erhvervssikring, herunder at de er optaget på en uddannelse, og at de er
studieaktive. De vil også skulle orientere Arbejdsmarkedets
Erhvervssikring, hvis de ikke længere er studieaktive, er sygemeldte eller
skal på barsel og når uddannelsen afbrydes.
8. Klimamæssige konsekvenser
Lovforslaget har ingen klimamæssige konsekvenser
9. Miljø- og naturmæssige konsekvenser
Lovforslaget har ingen miljø- og naturmæssige konsekvenser
10. Forholdet til EU-retten
Det er Beskæftigelsesministeriets vurdering, at forslaget om en ny
fastsættelse af årslønnen, herunder elementet om fastsættelse af årslønnen
for tilskadekomne, der arbejde på deltid, da arbejdsskaden indtrådte, ikke er
udtryk for indirekte forskelsbehandling efter lov om ligestilling mellem
kvinder og mænd (ligestillingsloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 1575 af 19.
december 2022, der har implementeret Rådets direktiv 2004/113/EF af 13.
december 2004 om gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd
og kvinder i forbindelse med adgang til og levering af varer og
tjenesteydelser. Det er vurderingen uanset, at der er en overrepræsentation
af kvinder i deltidsansættelser. Det bemærkes, at deltidsansatte samt
personer med sæsonarbejde, hvor der er en overrepræsentation af mænd,
stilles ens.
Det er Beskæftigelsesministeriets vurdering, at spørgsmålet om indirekte
forskelsbehandling skal foretages på baggrund af den samlede population af
mænd og kvinder, der påvirkes af forslaget. Beskæftigelsesministeriets data
viser i den sammenhæng, at forslagets konsekvenser fordeler sig
forholdsmæssigt kønsmæssigt neutralt
–
med en lille overvægt hos
mændene (45 pct. kvinder, 55 pct. mænd). Det bemærkes hertil, at den
kønsmæssige fordeling af forslagets konsekvenser svarer til den generelle
kønsmæssige fordeling af arbejdsskader. Der ses heller ikke en kønsmæssig
skævhed for tilskadekomne, der får en positiv eller uændret årsløn.
127
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
Det fremgår af ligestillingslovens § 2, stk. 3, at indirekte forskelsbehandling
på grund af køn er lovligt, når den pågældende bestemmelse, betingelse eller
praksis er objektivt begrundet i et legitimt formål og midlerne til at opfylde
dette formål er hensigtsmæssige og nødvendige.
Det er derfor videre Beskæftigelsesministeriets vurdering, at hvis forslaget
havde medført indirekte forskelsbehandling på grund af køn, så er
betingelserne for undtagelse efter ligestillingsloven opfyldt.
Forslagets formål om at nedbringe sagsbehandlingstiden i
arbejdsskadesager om tab af erhvervsevne, som i dag har en meget høj
sagsbehandlingstid, samt skabe større ensartethed og objektivitet i
sagsbehandlingen er et legitimt formål, som er objektivt begrundet, og hvor
midlerne er nødvendige og proportionale, henset til, at der alene er en meget
lille persongruppe, som påvirkes negativt af forslaget.
Det er Beskæftigelsesministeriets vurdering, at der ikke er EU-retlige
aspekter i lovforslagets øvrige elementer.
11. Hørte myndigheder og organisationer m.v.
Et udkast til lovforslag har i perioden fra den … til den … været sendt i
høring hos følgende myndigheder og organisationer m.v.:
Advokatrådet, Advokatsamfundet, Akademikernes Centralorganisation,
Ankestyrelsen, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Arbejdsmarkedets
Erhvervssikring, Arbejdsmarkedets Tillægspension, Bedre Psykiatri,
Borger- og Retssikkerhedschefen i, Business Danmark, Børne- og
kulturchefforeningen, Børne- og Ungdomspædagogernes Landsforbund
(BUPL), Børne- og Ungdomspædagogernes Landsforbund (BUPL)
–
Lederforening, Børnerådet, Børns Vilkår, Centralorganisationernes
Fællesudvalg (CFU), CEPOS, Cevea, Contea, Daginstitutionernes Lands-
Organisation (DLO), Dahlberg, Dansk Arbejdsgiverforening, Dansk
byggeri, Dansk Center for Undervisningsmiljø, Dansk Erhverv, Dansk
Industri, Dansk Skoleforening for Sydslesvig, Dansk Metal, Dansk
Socialrådgiverforening, Dansk Psykolog Forening (DP), Dansk Sygepleje
Selskab (DASYS), Dansk sygeplejeråd, Danske Advokater, Danske
Fodterapeuter, Danske Fysioterapeuter, Danske Handicaporganisationer
(DH), Danske Patienter, Danske Rederier, Danske Regioner, Danske
Seniorer, Danske Skoleelever, Danske Underviserorganisationers Samråd,
Danske Ældreråd, Danmarks Frie Fagforening, Danmarks Lærerforening,
Danmarks Private Skoler
–
grundskoler & gymnasier, Danmarks
Vejlederforening, Datatilsynet, De Anbragtes Vilkår, Den danske
Aktuarforening, Det Centrale Handicapråd, Det Faglige Hus, Det
128
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
Kriminalpræventive Råd, De private sociale tilbud (LOS), Deutscher Schul-
und Sprachverein für Nordschleswig, Direktoratet for Kriminalforsorgen,
Efterskoleforeningen, Erhvervsstyrelsen, Ergoterapeutforeningen (Etf),
EVA - Danmarks Evalueringsinstitut, FABU,
Fagbevægelsens
Hovedorganisation, Faglige Seniorer, Fagligt Fælles Forbund (3F), FGU
Danmark,
Finans
Danmark,
Finansforbundet,
Finanssektorens
Arbejdsgiverforening, FOA, Foreningen af Døgn og Dagtilbud for udsatte
børn og unge (FADD), Foreningen af Fængselsinspektører og
Vicefængselsinspektører, Foreningen af Interne Revisorer, Foreningen af
katolske skoler i Danmark, Foreningen af Kommunale Social-, Sundheds-
og Arbejdsmarkedschefer i Danmark (FSD), Foreningen af Kristne
Friskoler, Foreningen af Speciallæger (FAS), Foreningen Danske Revisorer,
Foreningen for Forældre til Elever i Fri- og Privatskoler, Foreningen Frie
Fagskoler, Forhandlingsfællesskabet, Forsikringsforbundet, Forsikring &
Pension, Forsikringsmæglerforeningen, Forældrenes Landsorganisation
(FOLA), Frie Funktionærer, Frie Skolers Lærerforening, Frivilligrådet,
Friskolerne, FSR
–
Danske Revisorer, Fængselsforbundet, GLS-A, HK,
IDA, Justitia, KL, Kooperationen
–
Danmarks Kooperative arbejdsgiver- og
interesseorganisation, Kraka, Kriminalforsorgsforeningen, Kristelig
Arbejdsgiverforening, Kristelig Fagforening (krifa), Landbrug &
Fødevarer,
Landsforeningen
for
Kvindekrisecentre
(LOKK),
Landsforeningen for VæreSteder, Landsforeningen for Arbejdsmiljø og
Arbejdsskadede,
Landsforeningen
for
sociale
tilbud
(LOS),
Landsforeningen for Socialpædagoger, Landsorganisationen Danske
Daginstitutioner (LDD), Landssamråd for PPR-chefer, Landsskatteretten,
Lederne,
LEV,
Lilleskolerne,
Lægeforeningen,
Lærernes
Centralorganisation, Modstrøm - Foreningen for FGU-elever og unge
omkring FGU, Netværket for kostafdelinger, Offentligt Ansattes
Organisationer,
Plejefamiliernes
Landsforening
(PLF),
Producentforeningen, Rådet for Socialt Udsatte, Sammenslutningen af
boformer for hjemløse i Danmark (SBH), Sammenslutningen af
Steinerskoler i Danmark, Sammenslutningen af Unge Med Handicap,
Sedgwick Leif Hansen, Selveje Danmark, Selvejende og private
institutioners forening (Spifo), SIND - Landsforeningen for psykisk
sundhed, Sjældne Diagnoser, Skatteankeforvaltningen, Skatteforvaltningen,
Skole og Forældre, Skolelederforeningen, SMVdanmark, Socialstyrelsen,
Socialtilsynet Hovedstaden (Frederiksbergs Kommune), Socialtilsynet Midt
(Silkeborg Kommune), Socialtilsynet Nord (Hjørring kommune),
Socialtilsynet Syd (Faaborg-Midtfyn Kommune), Socialtilsynet Øst
(Holbæk Kommune), Socialpædagogernes Landsforbund, SRF Skattefaglig
Forening, TAMU Sekretariatet, Tandlægeforeningen, Udbetaling Danmark,
129
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
2775159_0130.png
Uddannelsesforbundet, Uddannelseslederne, Ungdomsskoleforeningen,
Ungdomsuddannelsernes Vejlederforening, Willis Towers Watson, Yngre
Læger, Ældresagen.
12. Sammenfattende skema
Mio. kr. (2023-niveau)
Positive
konsekvenser/Mindreudgift
Stat
2024: 15,4 mio. kr.
2025: 27,1 mio. kr.
2026: 30,1 mio. kr.
2027: 36,5 mio. kr.
Kommuner
2024: 10,5 mio. kr.
Økonomiske konsekvenser 2025: 10,4 mio. kr.
for stat, kommuner og
2026: 14,4 mio. kr.
regioner*
2027: 16,1 mio. kr.
Regioner
2024: 0,1 mio. kr.
2025: 0,1 mio. kr.
2026: 0,5 mio. kr.
2027: 0,5 mio. kr.
Implementeringsmæssige
konsekvenser for stat,
kommuner og regioner
Stat: 0
Kommuner
2024: 0,6 mio. kr.
2025: 1,2 mio. kr.
2026: 1,2 mio. kr.
2027: 1,2 mio. kr.
Administrative
konsekvenser for stat,
kommuner og regioner
Regioner: 0
Kommuner
2024: 0
2025: 0,7 mio. kr.
2026: 1,5 mio. kr.
2027: 1,8 mio. kr.
Regioner
2024: 0
2025: 1,6 mio. kr.
2026: 3,6 mio. kr.
2027: 4,3 mio. kr.
Økonomiske konsekvenser
2024: 1,6 mio. kr.
for erhvervslivet*
Negative
konsekvenser/Merudgift
Stat
2024: 30,9 mio. kr.
2025: 43,1 mio. kr.
2026: 42,2 mio. kr.
2027: 44,6 mio. kr.
Kommuner
2024: 19,4 mio. kr.
2025: 25,2 mio. kr.
2026: 22,8 mio. kr.
2027: 24,3 mio. kr.
Regioner
2024: 3,4 mio. kr.
2025: 4,2 mio. kr.
2026: 3,7 mio. kr.
2027: 4,1 mio. kr.
2024: 61,1 mio. kr.
130
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
2775159_0131.png
2025: 1,6 mio. kr.
2026: 8,8 mio. kr.
2027: 9,1 mio. kr.
Administrative
konsekvenser for
erhvervslivet
Administrative
konsekvenser for borgerne
Miljømæssige
konsekvenser
Forholdet til EU-retten
Er i strid med de
principper for
implementering af
erhvervsrettet EU-
regulering/ Går videre end
minimumskrav i EU-
regulering (sæt X)
2025: 71,4 mio. kr.
2026: 60,4 mio. kr.
2027: 65,6 mio. kr.
Ja
Nej
X
Anm.: *Før nedsættelsen af arbejdsskadeafgift er medregnet
131
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til § 1
Til nr. 1
Det fremgår af den gældende § 1, stk. 1, i lov om arbejdsskadesikring, at
formålet med denne lov er at yde erstatning og godtgørelse til tilskadekomne
eller deres efterladte ved arbejdsskade. Skaden skal være forårsaget af
arbejdet eller de forhold, det foregår under, jf. lovens §§ 5-7, men
arbejdsgiveren behøver ikke at have handlet ansvarspådragende. Gennem
arbejdsgivernes finansiering af erstatninger m.v. understøttes
arbejdsmiljøsystemets forebyggelse af arbejdsskader.
Formålsbestemmelsen i § 1, stk. 1, blev indsat i loven ved lov nr. 422 af 10.
juni 2003. Det blev i bemærkningerne til lovforslaget anført, at det primære
formål med arbejdsskadesystemet og arbejdsskadesikringsloven er at sikre,
at tilskadekomne og efterladte får en økonomisk kompensation for de
helbredsmæssige og sociale følger, arbejdsskaden har forvoldt.
Samtidig blev der anført i bemærkningerne, at det er vigtigt, at
arbejdsskadesikringsloven i videst muligt omfang understøtter den øvrige
indsats på beskæftigelsesområdet, således at det sikres, at tilskadekomne så
vidt muligt bevarer en tilknytning til arbejdsmarkedet.
For at tilgodese disse formål skal myndighederne inddrage såvel den
tilskadekomne, arbejdsgiver, læger og andre relevante myndigheder under
behandlingen af skadesagerne.
For at en skade kan anerkendes efter loven, skal den opfylde kravene til
anerkendelse efter skadesbegreberne, jfr. lovens §§ 5-7. Anerkendelse efter
arbejdsskadesikringsloven forudsætter ikke, at arbejdsgiver har handlet
ansvarspådragende, men at skaden er forårsaget af arbejdet eller de forhold,
hvorunder dette foregår. Det vil sige, at arbejdsgiver har objektivt ansvar for
alle skader, der opstår som følge af arbejdet eller de forhold, hvorunder dette
foregår.
Anerkendelse af personskader som arbejdsskader har endvidere et
forebyggende sigte, der kan medvirke til at sætte fokus på arbejdsmiljøet.
Dette kan medvirke til at fremme arbejdet med at forbedre arbejdsmiljøet.
Arbejdsskadesikringsloven indeholder dog kun i begrænset omfang
bestemmelser, hvor arbejdsmarkedstilknytning indgår som parameter. Det
indebærer, at der i arbejdsskadesystemet primært er fokus på at sikre, at
132
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
tilskadekomne får de rigtige ydelser efter loven og kun i mindre grad på at
understøtte selvforsørgelse og tilknytning til arbejdsmarkedet, som i dag er
et centralt element i den øvrige lovgivning på beskæftigelsesområdet, som
f.eks. i kontanthjælps- og sygedagpengelovgivningen. Selv om det allerede
med den gældende retstilstand er tilsigtet, at arbejdsskadesikringsloven i
videst mulig udstrækning skal understøtte disse formål, indebærer det bl.a.,
at de professionelle aktører på arbejdsskadeområdet ikke har et naturligt
fokus på at indtænke prioriteringer eller andre sagsskridt, som kan
understøtte de tilskadekomnes tilknytning til arbejdsmarkedet efter en
skade, ved behandlingen af de konkrete arbejdsskadesager.
Det foreslås derfor i
§ 1, stk. 1, 1. pkt.,
at formålsbestemmelsen udvides,
således at der vil blive indsat en supplerende bestemmelse om, at lovens
formål også er at understøtte, at tilskadekomne i størst mulig udstrækning
bevarer tilknytningen til arbejdsmarkedet efter en arbejdsskade.
Formålet med forslaget om denne udvidelse af formålsbestemmelsen er at
sikre, at arbejdsskadesystemet, herunder Arbejdsmarkedets Erhvervssikring
og Ankestyrelsen, ved administrationen af arbejdsskadesikringsloven har
fokus på at understøtte, at tilskadekomne så vidt muligt vender tilbage til
selvforsørgelse i ordinær beskæftigelse eller bevarer så stor tilknytning til
arbejdsmarkedet som muligt, hvis selvforsørgelse på ordinære vilkår ikke er
muligt. Dette er også i overensstemmelse med arbejdsmarkedets parters
anbefaling i afrapporteringen fra de tekniske drøftelser om
arbejdsskadeområdet fra maj 2022.
Forslaget skal således være med til at fremme fokus på
arbejdsmarkedstilknytning ved behandlingen af arbejdsskadesager. Det
gælder bl.a. i forhold til de strategiske beslutninger, som Arbejdsmarkedets
Erhvervssikrings bestyrelse træffer i forhold til den overordnede styring,
men vil også forventes at skulle afspejle sig i de beslutninger, som
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring og Ankestyrelsen i øvrigt træffer om den
administrative indretning af sagsbehandlingen.
I dag gennemfører Arbejdsmarkedets Erhvervssikring en særlig hurtig
sagsbehandling af sager, hvor de økonomiske konsekvenser for
tilskadekomne er meget alvorlige, for eksempel hvis pågældendes hus er
ved at gå på tvangsauktion. Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings bestyrelse
kan på tilsvarende vis beslutte at prioritere hurtigere behandling af sager i
forhold til andre grupper af tilskadekomne, når det for eksempel vurderes,
at de har en særlig høj risiko for at miste fodfæstet på arbejdsmarkedet.
133
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
Derudover skal formålsbestemmelsen særligt ses i sammenhæng med andre
elementer i arbejdsskadeaftalen, som skal understøtte tilskadekomnes
muligheder for at bevare tilknytningen til arbejdsmarkedet i størst mulig
udstrækning efter en arbejdsskade. Det drejer sig bl.a. om forslag 3.2. om at
indføre en uddannelsesgodtgørelse, som vil være en nyskabelse på
arbejdsskadeområdet, idet ydelsen er betinget af aktiv deltagelse i
erhvervsrettede uddannelser med henblik på at bevare eller styrke
tilknytningen til arbejdsmarkedet og forslag 3.3., som vil give offentlige
arbejdsgivere mulighed for at give offentligt ansatte med en arbejdsskade
bedre mulighed for at modtage en særlig behandling eller indsats, der
vurderes at ville understøtte pågældendes tilknytning til arbejdspladsen eller
arbejdsmarkedet generelt.
For så vidt angår den nye ordning med uddannelsesgodtgørelse forventes
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring at prioritere en hurtig sagsbehandling,
der vil understøtte, at de tilskadekomne hurtigst muligt kan komme i gang
med en uddannelse med uddannelsesgodtgørelse. Bestyrelsen forventes at
sætte mål herfor.
Til nr. 2
Det fremgår af den gældende § 11 i arbejdsskadesikringsloven, at ydelserne
efter loven er
1) betaling af udgifter til sygebehandling, optræning og hjælpemidler m.m.,
jf. § 15,
2) erstatning for tab af erhvervsevne, jf. § 17 og § 17 a,
3) godtgørelse for varigt mén, jf. § 18,
4) overgangsbeløb ved dødsfald, jf. § 19,
5) erstatning for tab af forsørger, jf. §§ 20-22, og
6) godtgørelse til efterladte, jf. § 23.
Det foreslås, at der indsættes et nyt nummer 4 i § 11, hvorefter
uddannelsesgodtgørelse fremover vil være en ydelse efter loven. Forslaget
skal ses i sammenhæng med forslaget til de nye bestemmelser i §§ 18 a-18
f, om en ny ordning, der giver tilskadekomne mulighed for at tage en
uddannelse med uddannelsesgodtgørelse. Uddannelsesgodtgørelsen vil
blive udbetalt af Arbejdsmarkedets Erhvervssikring til tilskadekomne, som
tager
en
uddannelse
med
uddannelsesgodtgørelse.
134
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
Uddannelsesgodtgørelsen fastsættes af Arbejdsmarkedets Erhvervssikring
og vil svare til 83 pct. af tilskadekomnes årsløn, jf. § 24, dog minimum 110
pct. af den maksimale dagpengesats efter lov om arbejdsløshedsforsikring
mv., jf. forslaget til § 18 b, stk. 3. Der henvises til bemærkningerne til § 18
b, stk. 3.
Til nr. 3
Ifølge § 15, stk. 1, i lov om arbejdsskadesikring kan udgifter til
sygebehandling eller optræning under sagens behandling betales, hvis det er
nødvendigt for at opnå bedst mulig helbredelse, når udgifterne ikke kan
afholdes efter sundhedsloven eller som led i behandlingen på et offentligt
sygehus. Optræningen skal foretages som efterbehandling under lægelig
kontrol i umiddelbar tilknytning til sygebehandlingen.
Ifølge lovens § 15, stk. 2, kan udgifter til anskaffelse af proteser, briller og
lignende hjælpemidler samt kørestole under sagens behandling betales, når
det er nødvendigt for at sikre sygebehandlingens eller genoptræningens
resultater, for at formindske arbejdsskadens følger eller for nøjere at kunne
bestemme omfanget af erhvervsevnetabet og graden af varigt mén.
Ifølge lovens § 15, stk. 3, kan erstatning for fremtidige udgifter til
helbredelse, optræning og hjælpemidler som følge af arbejdsskaden
fastsættes til et engangsbeløb. Ved permanente udgifter udgør beløbet den
forventede, gennemsnitlige årlige udgift
ganget
med den
kapitaliseringsfaktor, der er fastsat i medfør af § 27, stk. 4, for tab af
erhvervsevne.
Ifølge lovens § 27, stk. 4, fastsættes faktorerne for omsætning af løbende
erstatning for tab af erhvervsevne til engangsbeløb på baggrund af
aktuarmæssige principper i spring af hele år og måneder.
Beskæftigelsesministeren fastsætter efter indstilling fra bestyrelsen for
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring årligt inden udgangen af oktober måned
de nærmere regler for omsætning af løbende erstatning til engangsbeløb, der
tilkendes og beregnes i det følgende år.
De nuværende kapitaliseringsfaktorer indebærer, at erstatningen for
permanente udgifter til helbredelse, optræning og hjælpemidler ved
omsætningen til et engangsbeløb ikke bliver fastsat til et beløb, der svarer
til den faktiske udgift. Det skyldes primært, at erstatning for de permanente
udgifter beregnes på samme måde som en kapitalerstatning for tab af
erhvervsevne. Det medfører, at beregningen af erstatningen for de
permanente
udgifter
kun
beregnes
indtil
modtageren
når
135
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
folkepensionsalderen. Der bliver ikke taget højde for, at det permanente
behov for dækning af udgifter til behandling såsom timer hos fysioterapeut,
og hjælpemidler, såsom proteser, kan være livslangt og ikke stopper ved
pensionsalderen. Det medfører også, at der foretages et fradrag svarende til
beskatning af en løbende erstatning, selvom erstatningen for permanente
udgifter til helbredelse, optræning og hjælpemidler ikke er erstatning for en
indkomst, men for en specifik udgift til behandling eller hjælpemidler.
Det foreslås at
§ 15, stk. 3, 2. pkt.,
ændres således, at »§ 27, stk. 4, for tab af
erhvervsevne« ændres til »stk. 7«.
Med den foreslåede ændring i § 15, stk. 3, 2. pkt., vil bestemmelsens
henvisning til § 27, stk. 4, blive ændret, så der i stedet henvises til et nyt §
15, stk. 7, som affattes ved dette lovforslags § 1, nr. 4. Ændringen medfører,
at permanente udgifter til helbredelse, optræning og hjælpemidler ikke
længere skal beregnes på samme måde som en kapitalerstatning af
erstatning for erhvervsevnetab. Fremover skal erstatning for permanente
udgifter til helbredelse, optræning og hjælpemidler som følge af
arbejdsskaden fastsættes til et engangsbeløb efter de regler, der bliver fastsat
med hjemmel i den nye bemyndigelsesbestemmelse i det foreslåede stk. 7.
Der henvises til de almindelige bemærkninger afsnit 3.14. og
bemærkningerne til § 1, nr. 4.
Til nr. 4
Ifølge § 15, stk. 1, i lov om arbejdsskadesikring kan udgifter til
sygebehandling eller optræning under sagens behandling betales, hvis det er
nødvendigt for at opnå bedst mulig helbredelse, når udgifterne ikke kan
afholdes efter sundhedsloven eller som led i behandlingen på offentligt
sygehus. Optræningen skal foretages som efterbehandling under lægelig
kontrol i umiddelbar tilknytning til sygebehandlingen.
Ifølge lovens § 15, stk. 2, kan udgifter til anskaffelse af proteser, briller og
lignende hjælpemidler samt kørestole under sagens behandling betales, når
det er nødvendigt for at sikre sygebehandlingens eller genoptræningens
resultater, for at formindske arbejdsskadens følger eller for nøjere at kunne
bestemme omfanget af erhvervsevnetabet og graden af varigt mén.
Arbejdsskadesikringsloven er sekundær i forhold til sundhedsloven for så
vidt angår betaling af udgifter til behandling. Det indebærer, at det kun er
tilskadekomnes egenbetaling af sundhedsydelser, der kan betales. Omvendt
er arbejdsskadesikringsloven primær i forhold til betaling af hjælpemidler.
Det betyder, at den fulde udgift til permanente hjælpemidler, herunder
136
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
udskiftning af hjælpemidler, kan dækkes af arbejdsskadesikringsloven. Har
kommunen for eksempel betalt et hjælpemiddel efter serviceloven, har
kommunen
krav
på
refusion
af
udgiften
fra
arbejdsulykkesforsikringsselskabet
eller
Arbejdsmarkedets
Erhvervssikring.
Ifølge lovens § 15, stk. 3, kan erstatning for permanente udgifter til
helbredelse, optræning og hjælpemidler som følge af arbejdsskaden
fastsættes til et engangsbeløb. Ved permanente udgifter udgør beløbet den
forventede, gennemsnitlige årlige udgift
ganget
med den
kapitaliseringsfaktor, der er fastsat i medfør af § 27, stk. 4, for tab af
erhvervsevne.
Bestemmelsen om betaling for permanente behandlingsudgifter og
hjælpemidler blev indsat i arbejdsskadesikringsloven ved lov nr. 422 af 10.
juni 2003 (arbejdsskadereformen). Det fremgår af lovforslaget, at formålet
var at udvide adgangen til at betale udgifter til sygebehandling m.v.
svarende til reglerne i erstatningsansvarsloven.
Ifølge lovens § 27, stk. 4, fastsættes faktorerne for omsætning af løbende
erstatning til engangsbeløb på baggrund af aktuarmæssige principper i
spring af hele år og måneder. Beskæftigelsesministeren fastsætter efter
indstilling fra bestyrelsen for Arbejdsmarkedets Erhvervssikring årligt
inden udgangen af oktober måned de nærmere regler for omsætning af
løbende erstatning til engangsbeløb, der tilkendes og beregnes i det følgende
år.
Den gældende kapitaliseringsfaktor, der anvendes ved beregning af
erstatning for tab af erhvervsevne, består af følgende elementer, jf.
bemærkningerne til forslag til lov nr. 2200 af 29. december 2020, der trådte
i kraft den 1. januar 2021 med virkning for afgørelser om kapitalisering, der
træffes fra denne dato:
- Finanstilsynets Benchmark for levetidsforudsætninger
- Renteniveau
- Prisregulering af den løbende erstatning
- Fradrag svarende til beskatning af den løbende erstatning
- Fradrag svarende til beskatning af kapitalindkomsten
137
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
Tidligere er principperne for fastsættelse af kapitaliseringsfaktorerne ændret
ved lov nr. 496 af 6. juni 2007 og ved lov nr. 700 af 25. juni 2010.
Forudsætningerne for beregningen af betalingen for permanente
behandlingsudgifter er således ændret, siden der blev indført mulighed for
at få betalt for permanente udgifter til behandling og hjælpemidler.
Ved lov nr. 496 af 6. juni 2007 blev principperne for fastsættelse af
kapitaliseringsfaktorerne ændret, herunder blev der indregnet beskatning i
kapitaliseringsfaktorerne. Samtidig blev det fastsat, at værdien af
erstatningen for tab af erhvervsevne i princippet skulle være den samme,
uanset udbetalingsmåden.
Ved lov nr. 700 af 25. juni 2010 blev principperne justeret bl.a. på baggrund
af, at mellemskatten udgik af principperne for fastsættelse af
kapitaliseringsfaktorerne.
Kapitaliseringsfaktorerne for tab af erhvervsevne blev dog uanset disse
lovændringer opretholdt som grundlag for at beregne betalingen for
permanente behandlingsudgifter. Dette har medført en skævhed, idet
beregningen af kapitalerstatningen beregnes til, modtageren når
folkepensionsalderen, hvorimod behovet for betaling af permanente
behandlingsudgifter er livsvarig.
De nuværende kapitaliseringsfaktorer indebærer dermed, at erstatningen for
permanente udgifter til helbredelse, optræning og hjælpemidler ved
omsætningen til en engangsbeløb ikke bliver fastsat til et beløb, der svarer
til den faktiske udgift.
Det skyldes primært, at erstatning for de permanente udgifter beregnes på
samme måde som en kapitalerstatning for tab af erhvervsevne (samme
kapitaliseringsfaktor). Det betyder, at der ved det engangsbeløb, der bliver
udbetalt, ikke er taget højde for, at det permanente behov for dækning af
udgifter til behandling såsom timer hos fysioterapeut, og hjælpemidler,
såsom proteser, kan være livslangt og ikke stopper ved pensionsalderen. Det
betyder også, at der foretages et fradrag svarende til beskatning af en
løbende erstatning, selvom erstatningen for permanente udgifter til
helbredelse, optræning og hjælpemidler ikke er erstatning for en indkomst,
men for en specifik udgift til behandling eller hjælpemidler.
Såfremt erstatningen viser sig at være utilstrækkelig, vil den tilskadekomne
kunne ansøge om en supplerende bevilling hos kommunen, der konkret kan
138
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
bevilge støtte til hjælpemidlet i medfør af bekendtgørelse om hjælp til
anskaffelse af hjælpemidler og forbrugsgoder efter serviceloven.
Det foreslås, at der indsættes et nyt
stk. 7
i lovens § 15, hvorefter
beskæftigelsesministeren efter indstilling fra bestyrelsen for
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring årligt inden udgangen af oktober måned
fastsætter de nærmere regler for omsætning af erstatning for permanente
udgifter til helbredelse, optræning og hjælpemidler, jf. stk. 3, til et
engangsbeløb, der tilkendes og beregnes det følgende år.
Med den foreslåede bestemmelse får beskæftigelsesministeren hjemmel til
at fastsætte særskilte/selvstændige kapitaliseringsfaktorer for permanente
udgifter til helbredelse, optræning og hjælpemidler, der har til formål at
sikre kompensation for den faktiske udgift til permanente behandlinger og
hjælpemidler. Sammen med forslaget i forslaget i nr. 3, vil det medføre, at
permanente udgifter til helbredelse, optræning og hjælpemidler ikke
længere skal beregnes på samme måde som kapitalerstatning for
erhvervsevnetab.
Bemyndigelsen vil blive brugt til at fastsætte regler om, hvordan
kapitaliseringsfaktorerne fastsættes. Det foreslås, at reglerne for
fastsættelsen af kapitaliseringsfaktorerne for erstatning for permanente
udgifter til helbredelse, optræning og hjælpemidler vil bestå af følgende
elementer:
- Finanstilsynets Benchmark for levetidsforudsætninger
- Renteniveau
- Prisregulering af den løbende erstatning
Det vil blive fastsat, at beløbet beregnes livsvarigt og ikke kun til
pensionsalderen, som det er tilfældet for erhvervsevnetab.
Til forskel fra de nuværende regler, vil kapitaliseringsfaktorerne ikke
længere skulle indeholde elementer om fradrag svarende til beskatning af
den løbende erstatning og fradrag svarende til beskatning af
kapitalindkomsten. Kapitaliseringen af erstatningen vil dermed ikke
længere blive fastsat som om, der er tale om erstatning for en indkomst, men
i stedet som erstatning for en udgift til behandling eller hjælpemidler.
Såfremt erstatningen viser sig at være utilstrækkelig, f.eks. fordi
tilskadekomne lever længere, end Finanstilsynets Benchmark for
levetidsforudsætninger tilsiger, vil den tilskadekomne, som i dag, kunne
139
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
ansøge om en supplerende bevilling hos kommunen, der konkret kan
bevilge støtte til hjælpemidlet i medfør af bekendtgørelse om hjælp til
anskaffelse af hjælpemidler og forbrugsgoder efter serviceloven.
Med forslaget sikres det, at tilskadekomne i højere grad vil få erstatning for
de faktiske permanente udgifter til helbredelse, optræning og hjælpemidler.
Til nr. 5
Det følger af arbejdsskadesikringslovens § 48, stk. 5, at staten, folkekirken,
regionerne og kommunerne ikke har pligt til at tegne forsikring mod
følgerne af arbejdsulykker, jf. § 50. Det samme gælder civillisten.
Bestemmelsen indebærer, at de nævnte myndigheder og institutioner kan
vælge at være selvforsikrede og selv afholde udgifterne ved arbejdsulykker.
For så vidt angår statslige myndigheder og institutioner, er det ved
tjenestebefaling (Socialministeriets cirkulæreskrivelse af 20. november
1996) besluttet, at disse skal være selvforsikrede. Civillisten omfatter
medarbejdere, som er beskæftiget i den kongelige husholdning.
Fritagelsen fra at tegne forsikring gælder alene for ulykker og fritager ikke
de i § 48, stk. 5, nævnte myndigheder og institutioner fra at betale bidrag til
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring til dækning af udgifterne ved
erhvervssygdomme.
I det omfang de i § 48, stk. 5, nævnte institutioner har udnyttet muligheden
for ikke at tegne arbejdsulykkesforsikring, indtræder de i alle
forsikringsselskabets rettigheder og pligter efter arbejdsskadesikringsloven.
Det betyder bl.a., at de selvforsikrede arbejdsgivere selv bærer den fulde
økonomiske risiko ved arbejdsulykker og skal betale de erstatninger mv. til
tilskadekomne og efterladte, som følger af lovens § 11. Selvforsikrede
arbejdsgivere har dog ikke hjemmel til at betale for andre udgifter til
tilskadekomne i anledning af arbejdsulykken end det, som følger af
arbejdsskadesikringsloven, medmindre der er bevillingsmæssig hjemmel
hertil i anden lov eller det følger af kommunalfuldmagten. Det skyldes, at
de selvforsikrede arbejdsgivere er offentlige myndigheder, som skal have
lovhjemmel for at kunne afholde udgifter. Nogle offentlige myndigheder
betaler en forsikringsmægler til at forvalte den offentlige myndigheds
selvforsikring. I disse situationer er det fortsat den offentlige myndighed,
der bærer risikoen ved arbejdsskader. Forvaltningen
–
og dermed udgifterne
til behandling m.v.
–
skal derfor fortsat ligge inden for lovens rammer.
140
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
Det følger af lovens § 15, stk. 1, at under sagens behandling kan udgifter til
sygebehandling eller optræning betales, hvis det er nødvendigt for at opnå
bedst mulig helbredelse, når udgifterne ikke kan afholdes efter
sundhedsloven eller som led i behandlingen på offentligt sygehus.
Optræningen skal foretages som efterbehandling under lægelig kontrol i
umiddelbar tilknytning til sygebehandlingen.
Det betyder, at selvforsikrede arbejdsgivere under arbejdsskadesagens
behandling alene kan betale for udgifter til sygebehandling eller optræning,
hvis disse indsatser har en helbredende effekt og ikke kan dækkes efter
sundhedslovgivningen. Det kan for eksempel være udgifter til
tandlægebehandling eller patientandelen til fysioterapi. Det betyder
modsætningsvist, at selvforsikrede arbejdsgivere ikke kan afholde udgifter
til behandlinger og indsatser over for tilskadekomne under sagens
behandling, hvis dette alene har en lindrende virkning og for eksempel kan
medvirke til at styrke tilskadekomnes funktionsniveau og dermed
muligheden for at opretholde tilknytningen til arbejdsmarkedet uden at være
helbredt for følgerne af arbejdsskaden.
I modsætning til de selvforsikrede offentlige arbejdsgivere, er der ikke et
krav om, at private forsikringsselskaber skal have lovhjemmel for at kunne
tilbyde tilskadekomne med en arbejdsskade indsatser og behandlinger. Flere
private forsikringsselskaber tilbyder derfor i dag en såkaldt aktiv
skadesbehandling ud over det de er forpligtede til efter
arbejdsskadesikringsloven. Det kan for eksempel være lindrende behandling
i form af smertebehandling, psykologbehandling, forløb ved privat aktør
m.v., som forsikringsselskaberne betaler for at hjælpe tilskadekomne med
at bevare tilknytningen til arbejdsmarkedet ud fra en vurdering af, at
udgifterne til denne indsats i nogle tilfælde kan begrænse de betydeligt
højere udgifter til erstatninger for tab af erhvervsevne. Der er således en
forskel på, hvilke muligheder de selvforsikrede arbejdsgivere og de private
forsikringsselskaber har for at iværksætte indsatser, som kan understøtte de
tilskadekomnes muligheder for at bevare arbejdsmarkedstilknytningen efter
en arbejdsulykke.
Det foreslås, at der som ny
§ 15 a
indsættes en bestemmelse i lov om
arbejdsskadesikring om, at en selvforsikret arbejdsgiver, jf. § 48, stk. 5, kan
beslutte, at den selvforsikrede arbejdsgiver ved arbejdsulykker, jf. § 6, kan
afholde udgifter til konkrete indsatser, der understøtter tilskadekomnes
mulighed for at bevare eller genskabe tilknytningen til arbejdsmarkedet, når
udgifterne ikke kan afholdes efter § 15, sundhedsloven eller som led i
behandlingen på offentligt sygehus.
141
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
Med forslaget vil der blive skabt hjemmel til, at selvforsikrede arbejdsgivere
får mulighed for i særlige situationer at finansiere udgifterne til en indsats
eller behandling, som ikke er omfattet af lovens § 15 eller er dækket af den
offentlige sundhedslovgivning, når den selvforsikrede arbejdsgiver
vurderer, at indsatsen eller behandlingen vil kunne understøtte
tilskadekomnes mulighed for at bevare eller genskabe tilknytningen til
arbejdsmarkedet efter en arbejdsulykke. De konkrete indsatser kan f.eks. ske
ved at dække udgifter til stressbehandlinger hos psykolog, lindrende
smertebehandling eller betaling for redskaber, som ikke dækkes af
kommunen, men som den selvforsikrede arbejdsgiver skønner er
nødvendige for at skadelidte kan varetage et konkret job, f.eks. betaling for
kørekort til bestemt maskine, betaling for et personligt tilpasset sæde til
maskine og lignende. Forslagets sigte er således at give de enkelte
selvforsikrede arbejdsgivere mulighed for at vælge at tilbyde tilskadekomne
efter en arbejdsulykke indsatser eller behandlinger, som strækker ud over
arbejdsskadesikringsloven. Formålet er at skabe mulighed for, at
tilskadekomne på det offentlige arbejdsmarked efter en arbejdsulykke også
vil kunne få adgang til at modtage en særlig behandling eller indsats, der
efter den selvforsikrede arbejdsgivers konkrete og individuelle vurdering
vurderes at ville understøtte pågældendes tilknytning til arbejdsmarkedet.
Forslaget er inspireret af de muligheder, som nogle forsikringsselskaber
tilbyder privatansatte efter en arbejdsulykke i dag.
Det er hensigten, at mulighederne i den foreslåede bestemmelse benyttes i
tilfælde, hvor de selvforsikrede arbejdsgivere vurderer, at tilskadekomnes
muligheder for at bevare eller genskabe tilknytningen til arbejdspladsen
eller arbejdsmarkedet generelt er udfordret, og der er klare indikationer på,
at indsatsen vil forbedre tilskadekomnes muligheder for at bevare eller
genskabe tilknytningen til arbejdspladsen eller arbejdsmarkedet generelt,
samt at det derfor samlet må forventes, at indsatsen i den konkrete sag vil
medvirke til at reducere udgifterne til erstatning eller godtgørelse mv. efter
arbejdsskadesikringsloven. Det er således de enkelte selvforsikrede
arbejdsgivere, som beslutter, om de vil benytte sig af den adgang, som
forslaget giver, til at afholde udgifter ud over det, som de er forpligtede til
efter loven. I det omfang de selvforsikrede arbejdsgivere er offentlige
myndigheder, finder de almindelige forvaltningsretlige retsgrundsætninger
anvendelse ved myndighedernes stillingtagen til anvendelse af
bestemmelsen i de enkelte tilfælde.
Det er således den enkelte selvforsikrede arbejdsgiver, som har besluttet sig
for at benytte ordningen, som konkret skal vurdere, om der er et potentiale
142
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
for, at tilskadekomne med en særlig indsats kan bevare tilknytningen til
arbejdsmarkedet. Det betyder, at tilskadekomne ikke har retskrav på at få en
behandling eller indsats efter den foreslåede bestemmelse.
Adgangen for selvforsikrede arbejdsgivere til at benytte ordningen er
uafhængig af, hvordan den enkelte selvforsikrede arbejdsgiver har valgt at
administrere ordningen, f.eks. ved at benytte en forsikringsmægler.
Til nr. 6
Efter gældende regler i § 16, stk. 1, i lov om arbejdsskadesikring er fristen
for Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings afgørelse af, om en anmeldt skade
er omfattet af loven, følgende:
1) 3 måneder for afgørelse af, om en anmeldt ulykke er omfattet af
loven.
2) 6 måneder for afgørelse af, om en anmeldt sygdom, der behandles
efter § 7, stk. 1, nr. 1, er omfattet af loven.
3) 2 år for afgørelse af, om en anmeldt sygdom, der behandles efter §
7, stk. 1, nr. 2, og § 7, stk. 2, er omfattet af loven.
Efter § 16, stk. 2, er fristen for Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings afgørelse
af, om tilskadekomne har ret til ydelser efter loven, 1 år. Fristen er dog 2 år
for visse erhvervssygdomssager, som ikke er omfattet af
erhvervssygdomsfortegnelsen, jf. § 7, stk. 1, nr. 2.
Efter § 16, stk. 3, regnes fristerne i stk. 1 og 2 fra den dag, hvor
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har modtaget anmeldelsen.
Efter § 16, stk. 4, gælder fristerne i stk. 1 og 2 tilsvarende for
Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings afgørelse af, om efterladte har ret til
ydelser efter loven, jf. § 11, nr. 4-6, når arbejdsskaden har medført døden.
Fristerne regnes fra den dag, hvor Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har
modtaget anmeldelse af dødsfaldet.
Efter § 16, stk. 5, underretter Arbejdsmarkedets Erhvervssikring sagens
parter, når afgørelserne ikke kan træffes inden for de frister, der er nævnt i
stk. 1, 2 og 4. Underretningen skal indeholde en begrundelse om, hvorfor
fristerne ikke kan overholdes og oplysning om, hvornår afgørelsen forventes
truffet.
143
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
Efter § 16, stk. 6, kan forskud på erstatning for tab af erhvervsevne og på
godtgørelse for varigt mén udbetales i tiden inden den endelige afgørelse.
Det foreslås, at
§ 16
ophæves.
Forslaget betyder, at de lovbestemte frister i § 16, stk. 1-4, for behandling
af anmeldte arbejdsskader og afgørelse af, om tilskadekomne har ret til
ydelser efter loven, ophæves.
Formålet med forslaget er at give Arbejdsmarkedets Erhvervssikring større
fleksibilitet i forhold til at tilrettelægge sagsbehandlingen under hensyn til
de relativt store udsving, der er mellem de forskellige sags- og
afgørelsestyper i arbejdsskadesikringsloven, med henblik på at reducere
sagsbehandlingstiden. Det ændrer dog ikke på, at det fortsat er intentionen,
at en tilskadekomne hurtigt skal have en afgørelse om
anerkendelsesspørgsmålet.
Det forudsættes samtidig, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring i
overensstemmelse med de forvaltningsretlige principper og retningslinjer,
som fremgår af bl.a. Folketingets Ombudsmands myndighedsguide opstiller
mål for sagsbehandlingstider på arbejdsskadeområdet, som bør være
offentligt tilgængelige, og at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring orienterer
sagens parter om den forventede sagsbehandlingstid.
Desuden forudsættes det, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring underretter
sagens parter, hvis den udmeldte forventede sagsbehandlingstid i en konkret
sag ikke kan overholdes.
Forslaget ændrer ikke på, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring efter
forvaltningsretlige principper og gældende praksis fortsat skal træffe
selvstændig afgørelse om anerkendelse af en anmeldt arbejdsskade inden
for rimelig tid.
Endelig foreslås det i forslaget til nr. 31, at reglen om forskud i § 16, stk. 6,
flyttes til § 26 som et nyt stk. 2. Der henvises til bemærkningerne til nr. 31.
Til nr. 7
Efter gældende lovs § 17, stk. 1, har tilskadekomne ret til erstatning for tab
af erhvervsevne, når en arbejdsskade har nedsat tilskadekomnes evne til at
skaffe sig indtægt ved arbejde. Der ydes ikke erstatning, hvis tabet af
erhvervsevne er mindre end 15 pct.
144
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
Efter gældende lovs § 17, stk. 2, tages der ved bedømmelsen af tabet af
erhvervsevne hensyn til tilskadekomnes muligheder for at skaffe sig indtægt
ved sådant arbejde, som med rimelighed kan forlanges af den pågældende
efter dennes evner, uddannelse, alder og muligheder for erhvervsmæssig
omskoling og optræning.
§ 17, stk. 1, og 2 om erstatning for tab af erhvervsevne blev indført i 1978 i
arbejdsskadeforsikringsloven som ny erstatningsart og siden i 1984 i lov om
erstatningsansvar. Bestemmelserne indeholder nu reglerne om
kompensation for det erhvervsmæssige tab som følge af en personskade.
Reglerne er fortolket og udviklet i administrativ praksis og i retspraksis.
Erhvervsevnetabet, det vil sige den procentvise nedsættelse af
erhvervsevnen, fastsættes efter gældende praksis som forskellen mellem
tilskadekomnes potentielle erhvervsevne på afgørelsestidspunktet, hvis
arbejdsskaden ikke var indtruffet, og tilskadekomnes faktiske
resterhvervsevne på afgørelsestidspunktet med arbejdsskaden. Det vil sige,
at der foretages en sammenligning mellem den indtægt ved arbejde, som
tilskadekomne ville have kunnet tjene ved lønindtægt, hvis skaden ikke var
indtruffet, og den indtægt, som tilskadekomne efter skaden er eller bør være
i stand til at skaffe sig ved udnyttelse af den (eventuelle) resterende
erhvervsevne under hensyn til tilskadekomnes muligheder for at skaffe sig
indtægt ved sådant arbejde, som med rimelighed kan forlanges af den
pågældende efter dennes evner, uddan-nelse, alder og muligheder for
erhvervsmæssig omskoling og optræning.
Har tilskadekomne efter denne vurdering en nedgang i erhvervsevnen,
fastsættes
tabet
svarende
hertil,
og
der
fastsættes
en
erhvervsevnetabsprocent, der danner grundlaget for beregningen af
erstatningen. Det er en forudsætning, at nedgangen i erhvervsevnen er
forårsaget af arbejdsskaden. Skyldes nedgangen i erhvervsevnen helt eller
delvist andre forhold, erstattes kun den del af erhvervsevnen, som er
forårsaget af arbejdsskaden.
I praksis fastsættes tabet af erhvervsevne i 3 situationer. For det første
situationer, hvor tilskadekomne er tilbage på arbejdsmarkedet, og der er
lønindtægt både før og efter arbejdsskaden, der kan lægges til grund for
fastsættelse af tabet af erhvervsevne. For det andet i situationer, hvor
tilskadekomne efter arbejdsskaden ikke er tilbage på arbejdsmarkedet,
hvorfor der er ikke en lønindtægt, der kan anvendes ved fastsættelse af tabet
af erhvervsevne. For det tredje i situationer, hvor tilskadekomne efter
arbejdsskaden er visiteret til fleksjob.
145
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
Den nedre grænse er som udgangspunkt 15 pct., men der kan efter
forarbejderne til lov nr. 79 af 8. marts 1978 om arbejdsskadeforsikring og
praksis tilkendes erstatning, hvis tabet er mindre end 15 pct., jf. retspraksis
og principmeddelelse U-19-04, 15-14 og 14-20. Det gælder uanset, om
indtægten efter arbejdsskaden opnås i tilskadekomnes hidtidige arbejde eller
ved overgang til andet arbejde. Retspraksis og principmeddelelserne gælder
fortsat efter forslaget.
Tabet af erhvervsevne over 15 pct. fastsættes derefter i spring af 5 pct. og
op til 100 pct.
Har tilskadekomne pådraget sig flere arbejdsskader fastsættes tabet af
erhvervsevne som udgangspunkt for hver skade for sig. Det skyldes, at
skaderne kan være pådraget hos forskellige arbejdsgivere, eller at
arbejdsgiveren kan have skiftet forsikringsselskab, der skal finansiere
udgifterne til erstatning til tilskadekomne fordelt på de enkelte skader. Ved
erhvervssygdomme kan sygdommen være pådraget hos arbejdsgivere i
forskellige branchegrupper. Tabet af erhvervsevne fastsættes altid for hver
skade for sig, når der er tale om henholdsvis en ulykke og en
erhvervssygdom.
Når tilskadekomne har pådraget sig flere skader hos samme arbejdsgiver,
og har arbejdsgiver det samme forsikringsselskab, der skal betale
erstatningen til tilskadekomne, eller er flere erhvervssygdomme pådraget
hos arbejdsgivere i samme branchegruppe, og er arbejdsskaderne
tidsmæssigt tæt på hinanden, det vil sige inden for få måneder, kan der dog
fastsættes et samlet tab af erhvervsevne for alle skaderne.
Tabet af erhvervsevne bliver fastsat med udgangspunkt i en konkret og
individuel vurdering. Der er i nogle sager tale om en omfattende
sagsbehandling i Arbejdsmarkedets Erhvervssikring. Det forudsætter
således i nogle sager, at der indhentes supplerende oplysninger om
tilskadekomnes potentielle erhvervsevne, hvis skaden ikke var sket.
Daværende Arbejdsskadestyrelse har udarbejdet vejledning nr. 9946 af 24.
november 2014 om erstatning for tab af erhvervsevne.
Det foreslås i § 1,
nr. 7,
at der efter 1. pkt. indsættes nye punktnummer i §
17, stk. 1: »Tabet af erhvervsevne fastsættes på grundlag af forskellen
mellem tilskadekomnes indtjeningsevne før arbejdsskaden og
indtjeningsevnen efter arbejdsskaden, jf. stk. 2 og 3. Tabet af erhvervsevne
fastsættes i følgende intervaller: 15, 20, 30, 40, 50, 60, 70, 80, 90 og 100
procent.«
146
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
Det foreslås i første nye punktum, at erhvervsevnetabet, dvs. den
procentvise nedsættelse af erhvervsevnen, fastsættes på grundlaget af
forskellen mellem indtjeningsevnen før arbejdsskaden og indtjeningsevnen
efter arbejdsskaden.
Det vil være en vurdering af indtjeningsevnen før arbejdsskaden, jf. stk. 2,
sammenlignet med, hvad indtjeningsevnen efter arbejdsskaden må forventes
vedblivende at være i det faktiske, fremtidige forløb, jf. stk. 3. Det afgørende
er således
–
som efter gældende praksis
–
ikke den øjeblikkelige
indtægtsnedgang. I vurderingen indgår ligeledes, om tilskadekomne har
opfyldt sin tabsbegrænsningspligt, og såfremt pågældende ikke har opfyldt
sin tabsbegrænsningspligt, konsekvensen for erhvervsevnetabets størrelse,
jf. forslaget til stk. 4.
Ved forslagene til § 17, stk. 2, 1. pkt., og § 17 a, stk. 2, 1. pkt., foreslås
indtjeningsevnen før arbejdsskaden fastsat direkte svarende til den årsløn,
der er fastsat efter § 24, og opreguleret til afgørelsestidspunktet, som udtryk
for tilskadekomnes indtjeningsevne, hvis skaden ikke var sket. Ved
forslagene til § 17, stk. 2, 2. pkt., og § 17 a, stk. 2, 2. pkt., foreslås en særlig
regel om vurdering af indtjeningsevnen før arbejdsskaden for tilskadekomne
med en indtægt over den maksimale årsløn efter § 24, stk. 7.
Forslagene i § 17, stk. 1, 1. og 2. pkt., og § 17 a, stk. 2, 2. pkt., er ændringer
i forhold til gældende praksis, jf. nærmere nedenfor under bemærkninger til
§ 1, nr. 8.
Ved forslaget til § 17, stk. 3, foreslås indtjeningsevnen efter arbejdsskaden
fastsat til tilskadekomnes indtjening på afgørelsestidspunktet, jf. dog stk. 4.
Det svarer til gældende praksis, jf. nærmere nedenfor under
bemærkningerne til § 1, nr. 8.
Erhvervsevnetabet, det vil sige den procentvise nedsættelse af
erhvervsevnen, vil også fremadrettet skulle fastsættes som forskellen
mellem tilskadekomnes indtjeningsevne før og uden arbejdsskaden og
tilskadekomnes
indtjeningsevne
med
arbejdsskaden
på
afgørelsestidspunktet. Det vil sige, at der foretages en sammenligning
mellem årslønnen fastsat efter § 24 opreguleret til afgørelsestidspunktet, og
den indtægt, som tilskadekomne efter skaden er eller bør være i stand til at
skaffe sig ved udnyttelse af den (eventuelle) resterende erhvervsevne.
Retten til erstatning er betinget af, at nedsættelsen er forårsaget af skaden.
Der skal således være årsagsforbindelse mellem skaden og tabet af
erhvervsevne. Vurderingen sker ved anvendelse af almindelige
147
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
erstatningsretlige principper om kausalitet (årsagssammenhæng). Med
hensyn til beviset for betydningen af årsagssammenhængen indeholder
arbejdsskadesikringsloven i § 12, stk. 2, en særregel, der indebærer, at et
påvist tab af erhvervsevne, et varigt mén eller en persons død anses for at
være en følge af arbejdsskaden, medmindre overvejende sandsynlighed taler
herimod, eller andet er fastsat i loven. Skyldes erhvervsevnetabet delvist
andre forhold, kompenseres kun den del af nedsættelsen, som er forårsaget
af skaden, såfremt nedsættelsen fortsat udgør mindst 15 procent.
Efter nogle af undtagelserne i den foreslåede bestemmelse til § 24, stk. 3,
skal der i visse situationer fastsættes to årslønninger for to forskellige
perioder. Det drejer sig om tilskadekomne, der på skadetidspunktet er i et
ansættelsesforhold med normalt erhvervsophør før folkepensionsalderen,
for
eksempel
professionelle
sportsudøvere,
hvor
arbejdsskademyndighederne skal fastsætte årslønnen som den faktiske
samlede lønindkomst efter hovedreglen i § 24, stk. 1, indtil det normale
erhvervsophør i pågældende ansættelsesforhold og derefter som
normalårslønnen efter § 24, stk. 6, for den resterende periode frem til
folkepensionsalderen. I den ene afgørelse skal årslønnen fastsat efter
hovedreglen lægges til grund som tilskadekomnes indtjeningsevne før
arbejdsskaden for perioden frem til forventet erhvervsophør. I den anden
afgørelse skal normalårslønnen lægges til grund som tilskadekomnes
indtjeningsevne før arbejdsskaden for perioden fra forventet erhvervsophør
til folkepensionsalder. I begge situationer anvendes tilskadekomnes
indtjeningsevne på afgørelsestidspunktet efter forslaget til 17, stk. 3.
Afgørelserne træffes samtidig.
Hvis tilskadekomnes indtjeningsevne ændrer sig efter skaden, og efter
afgørelserne er truffet, kan sagen genoptages efter de almindelige
betingelser herfor, jf. forslaget til § 41, stk. 1.
Forskellen udtrykkes i erhvervsevnetabsprocenten, jf. forslaget til § 17, stk.
1, 3. punktum.
Det foreslås i andet nye punktum, at tabet af erhvervsevne fastsættes i
følgende intervaller: 15, 20, 30, 40, 50, 60, 70, 80, 90 og 100 procent.
Det foreslås således, at tabet fastsættes i spring af 10 procent i stedet for i
spring af 5 procent. Forslaget betyder således, at der bliver færre og større
intervaller og dermed, at tabet ikke fastsættes så nøjagtigt som i dag.
Som efter gældende praksis, kan der kun tilkendes erstatning, hvis indtægten
efter arbejdsskaden er mindre end indtægten før skaden. Den nuværende
148
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
lovfastsatte grænse for tilkendelse af erstatning for tab af erhvervsevne på
15 pct. og gældende praksis i den forbindelse opretholdes. Det gælder
uanset, om indtægten opnås i tilskadekomnes hidtidige arbejde eller ved
overgang til andet arbejde.
Det foreslås, at tabet af erhvervsevnen og dermed erstatningen som
udgangspunkt fortsat fastsættes for hver skade. Såfremt tilskadekomne har
pådraget sig flere skader hos samme arbejdsgiver, og har arbejdsgiver det
samme forsikringsselskab efter arbejdsskadesikringsloven, der skal betale
erstatningen til tilskadekomne, kan der fastsættes et samlet tab af
erhvervsevne for alle skaderne. Det er en forudsætning, at begge
ulykker/erhvervssygdomme er indtrådt, efter at forslaget er trådt i kraft.
Forslaget indebærer, at det beregnede tab af erhvervsevne skal afrundes til
den nærmeste erhvervsevnetabsprocent. Det foreslås, at afrundingen som i
dag sker efter almindelige afrundingsregler. Tabet vil således for eksempel
blive fastsat til 30 pct., når det vurderes, at tabet ligger på mindst 25 og under
35, det vil sige i niveauet 25-34 pct. Det forudsættes derfor, at
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring i situationer, hvor indtjeningsevnen efter
arbejdsskaden og dermed erhvervsevnetabsprocenten fastsættes
skønsmæssigt, ikke behøver at foretage nærmere sagsbehandling om tabets
nøjagtige størrelse.
I sager, hvor der bliver tale om fradrag på grund af konkurrerende
skadeårsag skal arbejdsskademyndighederne først foretage fradraget og
derefter afrunde tabet til nærmeste erhvervsevnetabsprocent. Dette er en
ændring i forhold til gældende praksis, hvor fradraget først fortages i
erhvervsevnetabsprocenten efter afrundingen. Ændringen er begrundet i
hensynet til, at der kun sker én afrunding af erhvervsevnetabsprocenten.
Nærværende forslag til nye punktummer i § 17, stk. 1, sammenholdt med
forslaget til § 17, stk. 2, indebærer, at erstatningen for tab af erhvervsevne
efter arbejdsskadesikringsloven ikke længere vurderes på samme måde som
efter erstatningsansvarsloven. Fremover vil erstatning for tab af
erhvervsevne efter arbejdsskadesikringsloven således blive fastsat på
baggrund af tabsprocenter i 10-intervaller, og indtjeningsevnen før
arbejdsskaden vil blive fastsat direkte svarende til den omregulerede årsløn.
Det præciseres i forslaget til § 29 i arbejdsskadesikringsloven, at den
foreslåede erstatning for tab af erhvervsevne efter § 17 og § 17 a i
arbejdsskadesikringsloven er erstatning af samme art som erstatning for tab
af erhvervsevne efter §§ 5-9 i erstatningsansvarsloven.
149
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
Til nr. 8
Efter gældende lovs § 17, stk. 1, har tilskadekomne ret til erstatning for tab
af erhvervsevne, når arbejdsskaden har nedsat tilskadekomnes evne til at
skaffe sig indtægt ved arbejde. Den nedre grænse er som udgangspunkt 15
pct. men der kan efter forarbejderne til lov nr. 79 af 8. marts 1978 om
arbejdsskadeforsikring og praksis tilkendes erstatning, hvis tabet er mindre
end 15 pct., jf. principmeddelelse U-19-04, 15-14 og 14-20.
Efter gældende lovs § 17, stk. 2, tages der ved bedømmelsen af tabet af
erhvervsevne hensyn til tilskadekomnes muligheder for at skaffe sig indtægt
ved sådant arbejde, som med rimelighed kan forlanges af den pågældende
efter dennes evner, uddannelse, alder og muligheder for erhvervsmæssig
omskoling og optræning.
Bestemmelserne svarer til § 5, stk. 1 og 2 i erstatningsansvarsloven.
Højesteret har i dom af 17. juni 2014 fastslået, ”at
erhvervsevnetabsprocenten
efter
arbejdsskadesikringsloven
og
erstatningsansvarsloven fastsættes på grundlag af identiske kriterier, men
erhvervsevnetabsprocenten kan blive fastsat forskelligt efter de to love, hvis
der anlægges en forskellig vurdering af årsagssammenhængen mellem
følgerne af skaden og det samlede erhvervsevnetab.” Dommen er
offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 2014, side 2802 H,
Efter gældende praksis fastsættes tabet af erhvervsevne dermed som
forskellen mellem den indtægt ved arbejde, som tilskadekomne ville have
kunnet skaffe sig, hvis arbejdsskaden ikke var sket, og den indtægt, som
tilskadekomne efter arbejdsskaden er eller bør være i stand til at skaffe sig
ved udnyttelse af den (eventuelt) resterende erhvervsevne.
Udgangspunktet er indtægten i tilskadekomnes hidtidige erhverv på
afgørelsestidspunktet, jf. Højesterets dom af 18. november 2009 (gengivet i
Ugeskrift for Retsvæsen 2010, side 467 H). Ifølge praksis fastsættes
tilskadekomnes potentielle erhvervsevne uden arbejdsskaden på
afgørelsestidspunktet, i mange sager på baggrund af en opregulering af
tilskadekomnes årsløn på skadetidspunktet til en årsløn på
afgørelsestidspunktet, uden at der tages hensyn til mulige ændringer af
tilskadekomnes indtægtsmuligheder efter skaden, hvis skaden ikke var
indtruffet. Det er ofte tilfældet for tilskadekomne, der har været i stabil
beskæftigelse og har været beskæftiget til samme løn i længere tid.
150
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
Den potentielle erhvervsevne, hvis skaden ikke var sket, er en selvstændig
vurdering, hvor der skal tages hensyn til alle de ændringer i tilskadekomnes
indtægts- og erhvervsevneforhold, som skønnes at ville være sket frem til
afgørelsestidspunktet, hvis skaden ikke var sket. Årslønnen efter § 24, kan
derfor ikke i alle situationer bruges ved fastlæggelsen af tilskadekomnes
indtjeningsevne uden skaden. Det har for eksempel betydning i følgende
situationer:
For tilskadekomne med en lønindtægt over den maksimale årsløn, og hvor
årslønnen derfor fastsættes til 588.000 kr. (2023), er det den faktiske
(højere) lønindtægt, der lægges til grund ved fastsættelse af tabsprocenten,
mens selve erstatningsudmålingen beregnes på baggrund af den maksimale
årsløn, jf. nærmere nedenfor.
For tilskadekomne med påregnelige avancementsmuligheder kan det indgå
i vurdering af tilskadekomnes potentielle erhvervsevne, hvis skaden ikke var
sket, jf. Højesterets dom af 16. august 2010 (gengivet i Ugeskrift for
Retsvæsen 2010, side 2835 H), hvor der dog konkret ikke var grundlag for
at antage, at tilskadekomne ville have fået en højere stilling, eller til
muligheden for at udvide arbejdstiden.
I situationer, hvor tilskadekomne ikke arbejdede fuld tid på
skadetidspunktet, men havde en intakt erhvervsevne, som kunne være
udnyttet til fuldtidsbeskæftigelse, foretages en skønsmæssig vurdering af
både tilskadekomnes årsløn før skaden og tilskadekomnes potentielle
erhvervsevne, hvis skaden ikke var sket, svarende til den fulde
erhvervsevne, selv om der ikke på skadetidspunktet var planer om udvidelse
af arbejdstiden. Det gælder for eksempel for tilskadekomne, der midlertidigt
arbejdede på deltid eller var i ansættelse med sæsonledighed. Dette fremgår
af retspraksis, herunder Højesterets domme af 16. august 2010 (gengivet i
Ugeskrift for Retsvæsen 2010, side 2835 H og side 2843 H), hvor det er
fastslået, at tilskadekomne, der havde deltidsarbejde i forbindelse med
børnepasning, således at årslønnen og tab af erhvervsevne skulle vurderes
med udgangspunkt i en fuld erhvervsevne. Dommene drejede sig om
tilskadekomne der på skadetidspunktet arbejdede midlertidigt på deltid.
I en dom af 26. november 2019 (gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 2020,
side 356 H) har Højesteret i en sag efter erstatningsansvarsloven udtalt: ”I
modsætning til, hvad der gælder ved fastsættelse af skadelidtes årsløn efter
erstatningsansvarslovens § 7 (eller arbejdsskadesikringslovens § 24), er det
uden betydning for fastsættelse af erhvervsevnetabsprocenten, om
skadelidte kun midlertidigt arbejdede på deltid.”
151
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
Anden del af vurderingen af erhvervsevnetabet er fastsættelse af
tilskadekomnes faktiske resterhvervsevne efter arbejdsskaden. Efter
gældende regler og praksis fastsættes den indtægt, som det med rimelighed
kan forlanges, at tilskadekomne kan opnå ved arbejde af den pågældende
efter dennes evner, uddannelse, alder og muligheder for erhvervsmæssig
omskoling og optræning. Der foretages således en skønsmæssig vurdering
af tilskadekomnes resterhvervsevne, som den må forventes vedblivende at
være i det faktiske, fremtidige forløb. Det afgørende er således ikke den
øjeblikkelige indtægtsnedgang. Vurderingen indeholder tillige det
almindelige erstatningsretlige tabsbegrænsningsprincip, som foreslås
udskilt til en særskilt bestemmelse med forslaget til § 17, stk. 4, jf. forslaget
til § 1, nr. 9.
Hvis tilskadekomne efter arbejdsskaden har genoptaget arbejde på det
ordinære arbejdsmarked, er udgangspunktet, at indtægten på
afgørelsestidspunktet anses at være den indtægt, som det med rimelighed
kan forlanges, at tilskadekomne kan opnå efter arbejdsskaden, medmindre
tilskadekomne ikke har overholdt det almindelige erstatningsretlige
tabsbegrænsningsprincip.
Hvis tilskadekomne efter arbejdsskaden ikke har genoptaget arbejdet, er det
afgørende, hvad årsagen er hertil. Ved bedømmelsen af, om der
årsagsforbindelse mellem skaden og et konstateret, efterfølgende
erhvervsevnetab, skal anvendes almindelige erstatningsretlige principper
om kausalitet (årsagssammenhæng). Med hensyn til beviset for betydningen
af årsagssammenhængen indeholder arbejdsskadesikringsloven i § 12, stk.
2, en særregel, der indebærer, at et påvist tab af erhvervsevne, et varigt mén
eller en persons død anses for at være en følge af arbejdsskaden, medmindre
overvejende sandsynlighed taler herimod, eller andet er fastsat i loven.
Såfremt tilskadekomne har forladt det ordinære arbejdsmarked grundet
arbejdsskaden, fastsættes den indtægt, som det med rimelighed kan
forlanges, at tilskadekomne kan opnå efter arbejdsskaden, på baggrund af
en vurdering af, hvad tilskadekomne kunne eller burde kunne tjene på det
ordinære arbejdsmarked, med sin resterhvervsevne.
Såfremt tilskadekomne efter arbejdsskaden modtager en social ydelse,
indgår arten og størrelsen af denne efter gældende praksis ikke i vurderingen
af tabet af tilskadekomnes erhvervsevne.
Det foreslås i § 1,
nr. 8,
at indsætte nye stykker som stk. 2-3 i § 17.
152
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
Det foreslås i § 1, nr. 8, som nyt § 17, stk. 2, at indtjeningsevnen før
arbejdsskaden svarer til den årsløn, der er fastsat efter § 24, opreguleret til
afgørelsestidspunktet.
Forslaget har til formål at forenkle udmålingen af erstatning for tab af
erhvervsevne, idet arbejdsskademyndighederne ikke længere skal foretage
selvstændige vurderinger af både tilskadekomnes hidtidige årsløn og
tilskadekomnes potentielle erhvervsevne uden skaden, men alene skal
foretage én vurdering af tilskadekomnes årsløn efter forslaget herom.
Forslaget til § 17, stk. 2, indebærer således, at indtjeningsevnen før
arbejdsskaden fastsættes direkte svarende til den årsløn, der er fastsat efter
§ 24, og opreguleret til afgørelsestidspunktet, som udtryk for
tilskadekomnes indtjeningsevne, hvis skaden ikke var sket. Det indebærer
videre, at udmålingen af erstatning for tab af erhvervsevne i højere grad
bliver baseret på tilskadekomnes faktiske lønindtægt før skaden og mindre
grad af skønsprægede vurderinger. Efter gældende praksis anvender
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring allerede i dag årslønnen før
arbejdsskaden i mange sager som udtryk for tilskadekomnes potentielle
erhvervsevne uden skaden, hvis skaden ikke var indtrådt.
Årslønnen, der er fastsat efter § 24, stk. 1 eller 3, er opreguleret til værdien
i skadeåret, jf. § 24, stk. 1, 2. pkt. Denne årsløn skal herefter opreguleres til
værdien på afgørelsestidspunktet efter princippet i § 25, stk. 4, til brug for
vurderingen efter § 17, stk. 2, 1. og 2. pkt.
For situationer, hvor fastsættelsen af tilskadekomnes potentielle
erhvervsevne, hvis skaden ikke var sket, er baseret på en skønsmæssig
vurdering i dag, vil forslaget til § 17, stk. 2, indebære ændringer. Det er den
direkte konsekvens af, at årslønnen fastsat efter § 24 anvendes direkte ved
fastsættelsen af tilskadekomnes potentielle erhvervsevne efter § 17, stk. 2.
De særlige hensyn, der indgår i vurderingen af tilskadekomnes potentielle
erhvervsevne, hvis skaden ikke var sket, ikke længere indgår i vurderingen
af tabet af erhvervsevne efter forslaget.
For tilskadekomne, der ikke har arbejdet fuld tid på skadestidspunktet, f.eks.
grundet deltidsansættelse eller ansættelse med sæsonledighed, vil det som
udgangspunkt være tilskadekomnes faktiske lønindtægt, der anvendes ved
fastsættelsen af årslønnen efter § 24
–
og dermed også som udtryk for
tilskadekomnes indtjeningsevne før arbejdsskaden. Dette betyder, at
tilskadekomne, der arbejder på deltid, ikke vil være berettiget til erstatning
for tab af erhvervsevne efter forslaget, hvis tilskadekomne genoptager
153
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
arbejdet med samme timetal og til samme løn som inden arbejdsskaden. I
de særlige situationer, hvor den faktiske samlede lønindkomst skal
opreguleres, vil det ske ved fastsættelsen af årslønnen efter forslaget til §
24, stk. 3.
Forslaget indebærer generelt, at princippet i Højesterets dom af 17. juni
2014 om, ”at erhvervsevnetabsprocenten efter arbejdsskadesikringsloven og
erstatningsansvarsloven fastsættes på grundlag af identiske kriterier, men
erhvervsevnetabsprocenten kan blive fastsat forskelligt efter de to love, hvis
der anlægges en forskellig vurdering af årsagssammenhængen mellem
følgerne af skaden og det samlede erhvervsevnetab”, ikke videregøres.
Dommen er offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 2014, side 2802 H.
Endvidere indebærer samspillet mellem de foreslåede bestemmelser til §§
17 og 24, at der, jf. i visse af undtagelserne i den foreslåede bestemmelse til
§ 24, stk. 3, skal fastsættes to årslønninger for to forskellige perioder. I
sådanne situationer anses de to årslønninger som udtryk for tilskadekomnes
indtjeningsevne før skaden, jf. § 17, stk. 2, for hver sin periode frem til
folkepensionsalderen. De to fastsatte årslønninger anvendes herefter direkte
som udtryk for tilskadekomnes indtjeningsevne før skaden for to
delperioder frem til folkepensionsalder.
For tilskadekomne, der får årslønnen fastsat til den maksimale årsløn i § 24,
stk. 7, 1. pkt., foreslås det i § 17, stk. 2, 2. pkt., at indtjeningsevnen før
arbejdsskaden fastsættes til den årsløn, der var fastsat efter reglerne i § 24,
stk. 1, 1. pkt., eller stk. 3, før anvendelsen af § 24, stk. 7, 1. pkt., og
opreguleret til afgørelsestidspunktet.
Forslaget indebærer, at den faktiske samlede indkomst efter hovedreglen i §
24, stk. 1, 1. pkt., eller efter en undtagelsesbestemmelse i § 24, stk. 3,
anvendes som grundlag for vurderingen af tilskadekomnes indtjeningsevne
før skaden, når årslønnen er fastsat til den maksimale årsløn efter § 24, stk.
7. Dette er en ændring i forhold til gældende praksis og indebærer således,
at udmålingen af erstatning for tab af erhvervsevne også i disse situationer
bliver baseret på tilskadekomnes faktiske samlede indkomst før skaden og
mindre grad af skønsprægede vurderinger.
Med forslaget til § 17, stk. 2, 2. pkt. sikres, at indtjeningsevnen før skaden
fastsættes efter samme principper som årslønnen efter forslaget til § 24,
herunder efter hovedreglen til den samlede faktisk indtægt i det bedste af de
sidste 5 indtægtsår, eller efter en undtagelse. Selve erstatningen for tab af
154
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
erhvervsevne til tilskadekomne vil som efter gældende regler fortsat blive
beregnet på baggrund af den maksimale årsløn.
Det foreslås som nyt § 17, stk. 3, at indtjeningsevnen efter arbejdsskaden
fastsættes til tilskadekomnes indtjening på afgørelsestidspunktet, jf. dog stk.
4.
Forslaget til § 17, stk. 3, indebærer, at indtjeningsevnen efter arbejdsskaden
fastsættes til tilskadekomnes faktiske indtjening på afgørelsestidspunktet.
Indtjeningen skal vurderes at være udtrykt for tilskadekomnes forventede
blivende indtjeningsevne i det faktiske, fremtidige forløb, og ikke blot den
øjeblikkelige indtjeningsnedgang. Det svarer til gældende praksis.
Arbejdsskademyndighederne kan fastsætte tilskadekomnes indtjeningsevne
efter arbejdsskaden på baggrund af oplysninger om tilskadekomnes faktiske
aktuelle lønindkomst på afgørelsestidspunktet fra indkomstregisteret. Er
oplysningerne ikke tilgængelige i indkomstregisteret, fastsættes årslønnen
på baggrund af oplysninger fra skatteforvaltningen. Er der hverken
tilgængelige oplysninger i indkomstregisteret eller fra skatteforvaltningen,
fastsættes indtjeningen på baggrund af oplysninger om den faktiske aktuelle
lønindkomst indhentet fra tilskadekomne og andre relevante kilder. Når
tilskadekomne er ansat med DIS-indkomst, omregnes DIS-indkomsten.
Når tilskadekomne efter arbejdsskaden får tildelt personlig assistance skal
arbejdsskademyndighederne vurdere tilskadekomnes faktiske indtægt efter
arbejdsskaden på baggrund af indtægten med den personlige assistance.
Det betyder, at tilskadekomne indtægt på afgørelsestidspunktet skal
sammenholdes med tilskadekomnes indtægt på skadetidspunktet. Det
gælder uanset, om tilskadekomne havde personlig assistance på
skadetidspunktet eller arbejdede på normale vilkår på skadetidspunktet. I
fastsættelsen af indtjeningsevnen efter arbejdsskaden skal ligeledes indgå en
vurdering af tilskadekomnes overholdelse af tabsbegrænsningspligten.
Tabsbegrænsningspligten udskilles til en særskilt bestemmelse i forslaget til
§ 17, stk. 4.
For tilskadekomne, der er tilbage på det ordinære arbejdsmarked efter
arbejdsskaden anvendes tilskadekomnes faktiske indtægt på
afgørelsestidspunktet som udtryk for indtjeningsevnen efter skaden. Har
tilskadekomne en lavere løn på afgørelsestidspunktet, skal tilskadekomnes
faktiske indtjening efter arbejdsskaden lægges til grund for vurderingen. Det
svarer til gældende praksis.
155
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
Har tilskadekomne ikke en lønindtægt fra en ansættelse på det ordinære
arbejdsmarked efter arbejdsskaden eller ikke en indtjening på dette
tidspunkt, skal arbejdsskademyndighederne foretage en vurdering af, hvad
tilskadekomne kunne eller burde kunne tjene på det ordinære arbejdsmarked
og skønsmæssigt fastsætte tilskadekomnes indtjeningsevne svarende hertil.
Dette svarer ligeledes til gældende praksis. Herunder indgår også en
vurdering efter principperne i forslaget til § 17, stk. 4.
Såfremt tilskadekomne har forladt det ordinære arbejdsmarked grundet
arbejdsskaden, fastsættes den indtægt, som det med rimelighed kan
forlanges, at tilskadekomne kan opnå efter arbejdsskaden, på baggrund af
en vurdering af, hvad tilskadekomne kunne eller burde kunne tjene på det
ordinære arbejdsmarked, med sin resterhvervsevne. Hvis tilskadekomne
efter arbejdsskaden modtager en social ydelse, vil arten og størrelsen af
denne ikke indgå i vurderingen af tabet af tilskadekomnes erhvervsevne.
I vurderingen af tilskadekomnes indtægt på afgørelsestidspunktet kan der
ud over oplysninger fra indkomstregisteret og skatteforvaltningen indgå
oplysninger fra tilskadekomne om for eksempel arten af arbejdet, lønforhold
og tilskadekomnes egen vurdering af de fremtidige muligheder.
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring kan videre indhente lønsedler fra
tilskadekomne, herunder når tilskadekomne har fået nyt arbejde efter skaden
og det derfor er nødvendigt at indhente de seneste lønsedler. Der kan i det
omfang, det er nødvendigt, endvidere indhentes oplysninger om
arbejdsforhold og løn fra arbejdsgiveren, herunder om varigheden af
ansættelsen.
I vurderingen kan indgå lægefaglige oplysninger, hvoraf fremgår, hvordan
arbejdsskaden har eller forventes at ville påvirke erhvervsevnen. De
lægefaglige
oplysninger
kan
blandt
andet
belyse,
hvilke
funktionsbegrænsninger skaden har medført og dermed, hvilke skånehensyn
der skal tages. Disse oplysninger kan dermed bidrag til at belyse, hvad
tilskadekomne kunne eller burde kunne tjene på det ordinære
arbejdsmarked.
Når tilskadekomne ikke kan vende tilbage til arbejdet, kan oplysninger fra
kommunen inddrages i vurderingen. Det kan for eksempel være oplysninger
om sygedagpenge, aktivering, revalidering, fleksjob og førtidspension m.v.,
og det vil kunne være oplysninger fra kommunens sygedagpengesamtaler
med tilskadekomne.
156
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
Endelig har Arbejdsmarkedets Erhvervssikring hjemmel i § 37 i
arbejdsskadesikringsloven
til
at
indhente
enhver
oplysning,
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring skønner er af betydning fra andre
vedkommende. Indhentningen af oplysninger sker i overensstemmelse med
god forvaltningsskik og reglerne i databeskyttelsesloven.
Til nr. 9
Det fremgår af den gældende § 17, stk. 2, i lov om arbejdsskadesikring, at
ved bedømmelsen af tabet af erhvervsevne tages hensyn til tilskadekomnes
muligheder for at skaffe sig indtægt ved sådant arbejde, som med rimelighed
kan forlanges af den pågældende efter dennes evner, uddannelse, alder og
muligheder for erhvervsmæssig omskoling og optræning. De seneste
lovbemærkninger, der er skrevet til bestemmelsen, er fra forslag nr. L 79 til
lov om arbejdsskadeforsikring, som fremsat den 14. oktober 1977.
[henvisning til Folketingstidende]
Det fremgår bl.a. af bemærkningerne til den dagældende bestemmelse, som
var enslydende med den nuværende § 17, stk. 2, at bestemmelsen anfører en
række forhold, som skal indgå i sikringsstyrelsens vurdering, når afgørelsen
om erstatning for tab af erhvervsevne træffes. Det fremgår videre, at der i
erstatningsudmålingen bl.a. skal tages hensyn til skadelidtes muligheder for
på længere sigt at skaffe sig arbejde. Herom fremgår bl.a.: ”Først når
skadelidte igennem en længere periode har forsøgt at tilpasse sig de
problemer, som arbejdsskaden har medført, navnlig i arbejdet, kan en sikrere
bedømmelse foretages. En endelig udmålt erstatning bør derfor i mange
tilfælde ikke tilkendes, før en passende og realistisk revalidering er
gennemført eller forsøgt.”
I bemærkningerne til den dagældende bestemmelse, forudsættes det således,
at tilskadekomne skal forsøge at tilpasse sig de problemer, som
arbejdsskaden har medført og evt. gennemføre eller forsøge at gennemføre
en passende revalidering. Herudover omtaler bemærkningerne til § 27, stk.
2, ikke tabsbegrænsningspligten.
Ifølge erstatningsansvarslovens § 5, stk. 2, skal der ved bedømmelsen af
erhvervsevnetabet tages hensyn til tilskadekomnes muligheder for at skaffe
sig indtægt ved sådant arbejde, som med rimelighed kan forlanges af den
pågældende efter dennes evner, uddannelse, alder og muligheder for
erhvervsmæssig omskoling og genoptræning eller lignende. Bestemmelsen
er stort set enslydende med arbejdsskadesikringslovens § 17, stk. 2. I stedet
157
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
for ”omskoling og optræning” står der ”omskoling og genoptræning eller
lignende”.
Følgende fremgår bl.a. om tabsbegrænsningspligten i lovbemærkninger til
erstatningsansvarslovens § 5, stk. 2, jf. lovforslag L 143 som fremsat den
10. januar 2001, lov nr. 463 af 7. juni 2001:
”Det vil således kunne komme den tilskadekomne til skade, hvis han uden
rimelig grund undlader at begrænse erhvervsevnetabet gennem deltagelse i
de revaliderings- og aktiveringsmuligheder, som tilbydes efter den til enhver
tid gældende social- og arbejdsmarkedspolitiske lovgivning. Det
forudsættes, at denne ændring vil få afsmittende virkning på fastlæggelsen
af den tabsbegrænsningspligt, der efter almindelige regler også gælder
vedrørende erstatning for tabt arbejdsfortjeneste efter § 2.
Hvis den skadelidte således uden rimelig grund nægter at deltage i de
aktiveringstilbud, som findes, eller hvis sagen på grund af forhold på den
skadelidtes side trækker ud, således at f.eks. en aktivering forsinkes, vil dette
efter omstændighederne kunne medføre, at retten til tabt arbejdsfortjeneste
fortabes, uanset at der endnu ikke er mulighed for heller ikke midlertidigt at
vurdere erhvervsevnetabet. Den skadelidte har således pligt til aktivt at
medvirke til afklaring af sin fremtidige erhvervsevne. Dette er i
overensstemmelse med det almindelige princip i de senere års social- og
arbejdsmarkedslovgivning, hvorefter aktivering er en betingelse for at opnå
ret til fuld kontanthjælp efter lov om aktiv socialpolitik eller dagpenge efter
arbejdsløshedsforsikringsloven.
Den skadelidte har dog kun pligt til at begrænse sit tab, i det omfang dette
kan ske, uden at han selv skal afholde omkostningerne. Dette vil i praksis
betyde, at det er de helt eller delvist offentligt finansierede aktiviteter, der
kommer på tale. Som en konsekvens heraf kan skadevolderen ikke pålægges
at afholde udgifterne som »helbredelsesudgifter og andet tab« efter lovens
§ 1, stk. 1. Det offentlige har heller ikke regres mod skadevolder for afholdte
udgifter
til revalidering mv., jf. lovens § 17.”
Princippet om tabsbegrænsningspligt har efter gældende praksis alene
betydning for vurderingen af tabet af erhvervsevne, ikke vurderingen af det
varige men.
Det foreslås, at arbejdsskadesikringslovens
§ 17, stk. 2,
præciseres, ved at
»tabet af erhvervsevne« ændres til: »erhvervsevnetabet«, og »optræning«
ændres til: »genoptræning eller lignende«. Dermed kommer ordlyden til at
158
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
være den samme som i erstatningsansvarslovens § 5, stk. 2, som vedrører
den almindelige erstatningsretlige tabsbegrænsningspligt.
Med de foreslåede justeringer i § 17, stk. 2, kommer det til at fremgå, at der
ved bedømmelsen af erhvervsevnetabet tages hensyn til tilskadekomnes
muligheder for at skaffe sig indtægt ved sådant arbejde, som med rimelighed
kan forlanges af den pågældende efter dennes evner, uddannelse, alder og
muligheder for erhvervsmæssig omskoling og genoptræning eller lignende.
Tilskadekomne vil med justeringen fortsat på samme måde som i dag have
pligt til at begrænse sit tab efter de almindelige erstatningsretlige principper
for tabsbegrænsningspligt.
Præciseringen af § 17, stk. 2, har ikke til formål at ændre på den gældende
regel og praksis for vurderingen af erstatningen eller hvem der har
bevisbyrden. Præciseringen har alene til formål at styrke
arbejdsskademyndighedernes fokus på at vurdere tabsbegrænsningspligten
i de sager, hvor det er relevant i overensstemmelse med den almindelige
erstatningsretlige tabsbegrænsningspligt, samt at tydeliggøre indholdet af
tabsbegrænsningspligten,
og
dermed
i
hvilke
situationer
tabsbegrænsningspligten får betydning i vurderingen af erhvervsevnetabet.
Det vil således også fortsat være arbejdsskademyndighederne, der har
bevisbyrden i forhold til vurderingen af, om tilskadekomne har iagttaget sin
tabsbegrænsningspligt.
Arbejdsskademyndighedernes vurdering af, hvorvidt tilskadekomne har
overholdt tabsbegrænsningspligten, vil fortsat skulle ske ud fra oplysninger
om skadernes art og omfang samt tilskadekomnes mulighed for at begrænse
tabet som følge af skaden, herunder i forhold til pågældendes evner,
uddannelse, alder og muligheder for erhvervsmæssig omskoling og
genoptræning eller lignende. Vurderingen vil skulle bygge på en samlet
vurdering af alle sagens oplysninger, hvor det vil være afgørende, om der
kan fastslås en manglende vilje fra tilskadekomne til at begrænse tabet,
mens manglende evne til at begrænse tabet ikke vil påvirke udmålingen af
erstatningen.
Følgende forhold vil bl.a. kunne tale for, at tabsbegrænsningspligten kan få
betydning for vurderingen af tabet af erhvervsevne og dermed for
erstatningen, idet det bemærkes, at listen ikke er udtømmende:
•
Oplysninger fra kommunen om tilskadekomnes medvirken eller
manglende medvirken i aktiviteter, som understøtter opretholdelse
af tilknytningen eller tilbagevenden til arbejdsmarkedet, herunder
159
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
manglende fremmøde til kommunale møder eller aktiviteter, og at
den manglende medvirken synes uforenelig med tilskadekomnes
helbredsmæssige situation.
•
Manglende sammenhæng mellem mindre skader og fravær af nogen
former for beskæftigelse efter en vis periode (eksempelvis 12
måneder).
En meget lav beskæftigelsesgrad/få antal timer, som ikke kan
begrundes med den aktuelle beskæftigelsessituation, skadens
størrelse og tilskadekomnes kompetencer i øvrigt.
Oplysninger om tilskadekomnes aktiviteter i øvrigt
–
set i
sammenhæng med nogle af ovenstående kriterier.
•
•
Arbejdsskademyndighedernes vurdering af tabsbegrænsningspligten skal
fortsat kun ske i de sager, hvor det er relevant, og på baggrund af de
oplysninger, der er indgået i sagen som led i den almindelige
sagsbehandling. Såfremt arbejdsskademyndighederne på baggrund af de
indhentede oplysninger til vurdering af tilskadekomnes erhvervsevnetab
vurderer, at der i en konkret sag skal foretages en vurdering af
tilskadekomnes overholdelse af tabsbegrænsningspligten, kan der konkret
blive behov for at indhente yderligere oplysninger, herunder
helbredsmæssige oplysninger om tilskadekomnes funktionsniveau eller
oplysninger fra kommunen om forløbet af eventuelle aktiveringstilbud,
herunder tilskadekomnes medvirken eller manglende medvirken i tilbud.
Det forudsættes således, at arbejdsskademyndighederne - i
overensstemmelse med de almindelige forvaltningsretlige regler om
sagsoplysning - indhenter de fornødne oplysninger i relevante sager, som
kan danne grundlag for en vurdering af, om tabsbegrænsningspligten er
overholdt i den konkrete sag.
Hvis arbejdsskademyndighederne vurderer, at tilskadekomne ikke har
opfyldt sin tabsbegrænsningspligt, vil det afspejle sig i udmålingen af
erstatningen for tab af erhvervsevne. I afgørelser, hvor
tabsbegrænsningspligten påvirker udmålingen i erstatning, skal
arbejdsskademyndighedernes vurdering således altid være konkret og
afvejes i forhold til, at der ikke stilles krav til den tilskadekomne, som den
tilskadekomne i en sårbar situation efter arbejdsskaden ikke kan leve op til.
I sager, hvor arbejdsskademyndighederne har taget stilling til, om
tabsbegrænsningspligten har haft indvirkning på fastsættelsen af
erhvervsevnetabsprocentens størrelse, vil det fremgå af afgørelsens
160
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
begrundelse i overensstemmelse med de almindelige forvaltningsretlige
regler om begrundelse.
I de foreslåede regler om uddannelsesgodtgørelse, jf. forslaget i § 1, nr. 17,
foreslås det, at deltagelse i ordningen er frivillig og kan ske efter
tilskadekomnes eget ønske. Som konsekvens heraf vil manglende deltagelse
i uddannelsesgodtgørelsesordningen således ikke i sig selv påvirke
vurderingen af tabsbegrænsningspligten, idet det vil afhænge af, hvad
tilskadekomne i stedet for gør for at udnytte sin erhvervsevne efter
arbejdsskaden, f.eks. i form af beskæftigelse, som tilskadekomne kan
varetage med arbejdsskaden. Det vil således bero på en samlet konkret
vurdering
af,
hvordan
tilskadekomne
samlet
overholder
tabsbegrænsningspligten i forhold til tabet af erhvervsevne. Såfremt
tilskadekomne
undervejs
afbryder
sin
uddannelse
med
uddannelsesgodtgørelse, skal arbejdsskademyndighederne ligeledes
foretage en konkret vurdering af det fremtidige erhvervsevnetab, hvorunder
vurderingen
af,
om
tilskadekomne
har
overholdt
sin
tabsbegrænsningsforpligtelse, indgår. Denne vurdering foretages på
baggrund af den aktuelle erhvervsmæssige situation, der opstår efter ophøret
af uddannelsesforløbet. Det kan indgå i vurderingen, såfremt
tilskadekomnes helbredsmæssige situation eventuelt har ændret sig siden
pågældendes visitation til uddannelsesgodtgørelsen.
Det
forudsættes,
at
arbejdsskademyndighederne
tilrettelægger
administrationen af sagerne således, at tilskadekomne vil få generel
information om, hvem der kan vejlede tilskadekomne om, hvordan
tilskadekomne bevarer tilknytningen til arbejdsmarkedet, samt om
tabsbegrænsningspligten og hvilke konsekvenser det kan eller vil have ikke
at opfylde forpligtelsen (helt eller delvis bortfald af erstatning). Dette sikrer,
at tilskadekomne bliver gjort bekendt med pligten, og hvilke konsekvenser
det kan eller vil have ikke at opfylde den. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring
kan f.eks. fremsende informationen i forbindelse med sagens oprettelse eller
ved afgørelsen om anerkendelse eller mén. Tilskadekomne vil efter
fremsendelse af informationen være vejledt om tabsbegrænsningspligten, og
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring kan derfor ved afgørelsen om tab af
erhvervsevne lægge til grund, at tilskadekomne er vejledt.
Bestemmelsen om tabsbegrænsningspligt vil fortsat kun gælde i forhold til
vurderingen af tabet af erhvervsevne og ikke i forhold til vurderingen af
varigt mén.
161
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
Der henvises i øvrigt til bemærkningerne i afsnit xx.
Til nr. 10 (§ 17, stk. 3)
Det fremgår af den gældende § 17, stk. 3, at hvis den erhvervsmæssige
situation ikke er afklaret, kan Arbejdsmarkedets Erhvervssikring træffe en
midlertidig afgørelse om erstatning for erhvervsevnetab. Bestemmelsen
giver Arbejdsmarkedets Erhvervssikring mulighed for at træffe en
midlertidig afgørelse om erstatning for tab af erhvervsevne, selvom den
tilskadekomne ikke har en varig nedsættelse af erhvervsevnen. Ved en
midlertidig afgørelse fastsættes tabet af erhvervsevne på baggrund af et skøn
over, hvad tabet aktuelt er på afgørelsestidspunktet uden hensyntagen til
tilskadekomnes forventede erhvervsevne efter endt omskoling.
Det foreslås, at der i § 17, stk. 3, indsættes ”jf. dog § 18 e, stk. 3”. Ændringen
er en konsekvensændring som følge af forslaget om indførelse af en ny
ordning, hvorefter tilskadekomne kan tage en uddannelse med
uddannelsesgodtgørelse, jf. forslaget til §§ 18 a-18 f i ændringspunkt nr. 17.
Med den foreslåede ændring af § 17, stk. 3, henvises der til den nye
bestemmelse i § 18 e, stk. 3. Det fremgår af forslaget til den nye
bestemmelse i § 18 e, stk. 3, at uddannelsesgodtgørelsen træder i stedet for
erstatning for tab af erhvervsevne, og at der ikke tilkendes erstatning for tab
af erhvervsevne for samme skade, jf. § 17, for perioden, hvor der udbetales
uddannelsesgodtgørelse. Den foreslåede ændring i § 17, stk. 3, betyder, at
uddannelsesgodtgørelsen træder i stedet for midlertidig erstatning for tab af
erhvervsevne for samme skade. Det betyder, at der ikke tilkendes
midlertidig erstatning for tab af erhvervsevne, jf. § 17, stk. 3, for perioden,
hvor der udbetales uddannelsesgodtgørelse for samme skade. Der henvises
i øvrigt til bemærkningerne til § 18 e, stk. 3.
Til nr. 11
Det følger af den gældende § 11 i lov om arbejdsskadesikring, at ydelserne
efter loven er betaling af udgifter til sygebehandling, optræning og
hjælpemidler m.m., jf. § 15, erstatning for tab af erhvervsevne, jf. §§ 17 og
17 a, godtgørelse for varigt mén, jf. § 18, overgangsbeløb ved dødsfald, jf.
§ 19, erstatning for tab af forsørger, jf. §§ 20-22 og godtgørelse til efterladte,
jf. § 23.
Begrebet ydelser er således defineret i loven som værende en samlet
betegnelse for alle de erstatninger, godtgørelser, m.v., som tilskadekomne
og dennes efterladte, kan have ret til i medfør i af loven.
162
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
Flere steder i gældende arbejdsskadesikringslov anvendes begrebet ydelse
dog også til at beskrive en erstatning, der udbetales løbende, f.eks.
månedsvis. Der er således ikke en ensartet brug af begreberne erstatning og
ydelse i loven.
Det foreslås i
§ 17, stk. 5
og
6, § 20, stk. 2, 1, pkt., § 21, stk. 1,
og tre steder
i
stk. 2, § 24, stk. 8, 1. pkt., § 27, stk. 5, 2. pkt., § 29, stk. 1, 1. pkt., § 42, stk.
2,
og
§ 43, 2. pkt.,
at ændre ”ydelse” til ”erstatning”.
Efter forslaget ændres ordlyden de steder i loven, hvor begrebet ”ydelse”
anvendes til at beskrive en løbende erstatningsudbetaling. Der er tale om en
redaktionel ændring, idet det foreslås at ensarte begrebernes betydning i
arbejdsskadesikringsloven. Der er således med forslaget ikke tilsigtet
materielle ændringer i reglerne i forhold til det gældende lovgrundlag.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.19. i de almindelige bemærkninger.
Til nr. 12
Det fremgår af den gældende § 17, stk. 6, at ved fuldstændigt tab af
erhvervsevne udgør den løbende ydelse årligt 83 pct. af tilskadekomnes
årsløn, jf. § 24, og ved nedsættelse af erhvervsevnen en forholdsmæssig del
heraf.
Det foreslås, at der som nyt 2. pkt. i § 17, stk. 6, indsættes en bestemmelse
om, at for tilskadekomne, der har gennemført en uddannelse med
uddannelsesgodtgørelse, jf. § 18 b, udgør den løbende erstatning ved
fuldstændigt tab af erhvervsevne 100 pct. af tilskadekomnes årsløn, jf. § 24,
og ved nedsættelse af erhvervsevnen en forholdsmæssig del heraf.
Bestemmelsen vil kun få virkning for tilskadekomne, der får tilkendt
erstatning for tab af erhvervsevne, når uddannelsen med
uddannelsesgodtgørelse er afsluttet.
Bestemmelsen er en del af forslaget om indførelse af en ny ordning,
hvorefter
tilskadekomne
kan
tage
en
uddannelse
med
uddannelsesgodtgørelse, jf. forslaget til §§ 18 a-18 f i ændringspunkt nr. 17.
Hvis
tilskadekomne
har
gennemført
en
uddannelse
med
uddannelsesgodtgørelse skal Arbejdsmarkedets Erhvervssikring træffe
afgørelse om tab af erhvervsevne efter anmodning fra tilskadekomne, hvis
der foreligger nye oplysninger, som indebærer en vis sandsynlighed for, at
tilskadekomne fortsat har nedsat evne til at skaffe sig indtægt ved arbejde,
og tilskadekomne dokumenterer dette, jf. forslaget til § 18 f. Vurderingen
163
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
vil skulle ske efter de almindelige regler herom i § 17. Tabet af erhvervsevne
vil som efter gældende ret blive vurderet ud fra tilskadekomnes samlede
kompetencer. Ved bedømmelsen af erhvervsevnen tages hensyn til
tilskadekomnes muligheder for at skaffe sig indtægt ved sådant arbejde, som
med rimelighed kan forlanges af den pågældende efter dennes evner,
uddannelse, alder og muligheder for erhvervsmæssig omskoling og
optræning, jf. § 17, stk. 2. Tilskadekomne har med uddannelsen som
udgangspunkt opnået nye kompetencer
–
og antages fremadrettet som
udgangspunkt at kunne opnå beskæftigelse med uddannelsen.
Tilskadekomnes muligheder for at skaffe sig indtægt vil derfor som
udgangspunkt være forbedret. Det er derfor også en forventning, at tabet af
erhvervsevne efter endt uddannelse vil være lavere end uden den nye
uddannelse, og erstatningen vil dermed blive lavere.
For at give en yderligere tilskyndelse til at gå ind i ordningen foreslås det,
at tilskadekomnes eventuelle fortsatte tab af erhvervsevne efter uddannelsen
bliver kompenseret med 100 pct. i stedet for 83 pct. Det er 17 procentpoint
højere end normalt. Hermed vil den erstatning, som tilskadekomne eventuelt
vil få udbetalt efter uddannelsen, være med en højere dækningsgrad end
uden uddannelse.
Det følger af lovens § 24, stk. 3, at ved beregning af erstatning trækkes
arbejdsmarkedsbidrag, jf. lov om arbejdsmarkedsbidrag, fra årslønnen.
Denne bestemmelse gælder allerede i forhold til beregning af erstatning, jf.
§ 17, stk. 6, 1. pkt., og vil fremover også gælder for beregning af erstatning
efter det foreslåede 2. pkt.
Til nr. 13
Efter gældende lovs § 17 a, stk. 1, fastsættes tabet af erhvervsevne til
personer, der efter en arbejdsskade er visiteret til fleksjob eller er i fleksjob
på grundlag af forskellen mellem indtjeningen før arbejdsskaden og
ledighedsydelsen eller indtjeningen i fleksjobbet.
Efter gældende lovs § 17 a, stk. 2, udgør indtjeningen før arbejdsskaden det
beløb, som tilskadekomne kunne have tjent på afgørelsestidspunktet, hvis
arbejdsskaden ikke var indtrådt.
Ved vurderingen af tabet af erhvervsevne for tilskadekomne, der efter en
arbejdsskade er visiteret til et fleksjob, fastsættes indtjeningen før
arbejdsskaden, hvis skaden ikke var sket, på samme måde som efter
gældende praksis efter denne lovs § 17.
164
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
Det foreslås i § 1, nr. 13, at ophæve § 17 a, stk. 2, og i stedet indsætte, at
indtjeningen før arbejdsskaden fastsættes til den årsløn, der er fastsat efter §
24, opreguleret til afgørelsestidspunktet.
Forslaget til § 17 a, stk. 2, 1. pkt., indebærer, at Arbejdsmarkedets
Erhvervssikring skal fastsætte indtjeningsevnen før arbejdsskaden til den
årsløn, der er fastsat efter § 24, og herefter opreguleret til
afgørelsestidspunktet. Bestemmelsen svarer til den foreslåede bestemmelse
til § 17, stk. 2, og praksis i den forbindelse forudsættes at være tilsvarende
praksis efter § 17, stk. 2.
For tilskadekomne, der får årslønnen fastsat til den maksimale årsløn i § 24,
stk. 7, 1. pkt., foreslås det i § 17 a, stk. 2, 2. pkt., at indtjeningsevnen før
arbejdsskaden fastsættes til den årsløn, der var fastsat efter reglerne i § 24,
stk. 1, 1. pkt., eller stk. 3, før anvendelsen af § 24, stk. 7, 1. pkt., og
opreguleret til afgørelsestidspunktet.
Forslaget indebærer, at den faktiske samlede indkomst efter hovedreglen i §
24, stk. 1, 1. pkt., eller efter en undtagelsesbestemmelse i § 24, stk. 3,
anvendes som grundlag for vurderingen af tilskadekomnes indtjeningsevne
før skaden, når årslønnen er fastsat til den maksimale årsløn efter § 24, stk.
7. Dette er en ændring i forhold til gældende praksis og indebærer således,
at udmålingen af erstatning for tab af erhvervsevne også i disse situationer
bliver baseret på tilskadekomnes faktiske samlede indkomst før skaden og
mindre grad af skønsprægede vurderinger.
Med forslaget til § 17 a, stk. 2, 2. pkt. sikres, at indtjeningsevnen før skaden
fastsættes efter samme principper som årslønnen efter forslaget til § 24,
herunder efter hovedreglen til den samlede faktisk indtægt i det bedste af de
sidste 5 indtægtsår, eller efter en undtagelse. Selve erstatningen for tab af
erhvervsevne til tilskadekomne vil som efter gældende regler fortsat blive
beregnet på baggrund af den maksimale årsløn.
Til nr. 14
Det fremgår af gældende § 17 a, stk. 1, i lov om arbejdsskadesikring, at tabet
af erhvervsevne for personer, der efter en arbejdsskade er visiteret til
fleksjob eller er i fleksjob, fastsættes på grundlag af forskellen mellem
indtjeningen før arbejdsskaden og ledighedsydelsen eller indtjeningen i
fleksjobbet.
Det fremgår af gældende § 17 a, stk. 2, at indtjeningen før arbejdsskaden
udgør det beløb, som tilskadekomne kunne have tjent på
165
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
afgørelsestidspunktet, hvis arbejdsskaden ikke var indtrådt. Ifølge stk. 3
udgør indtjeningen i fleksjobbet summen af lønindtægten fra arbejdsgiveren
og tilskuddet fra kommunen. For personer ansat i fleksjob før den 1. januar
2013 udgør indtjeningen lønindtægten fra arbejdsgiveren med tillæg af ATP
og pension. Ifølge § 17 a, stk. 4, træffer Arbejdsmarkedets Erhvervssikring
midlertidig afgørelse om erhvervsevnetab, når tilskadekomne modtager
ledighedsydelse, eller når der ikke er bevilget permanent fleksjob. For
personer, der er i fleksjob, kan Arbejdsmarkedets Erhvervssikring dog efter
anmodning fra tilskadekomne træffe endelig afgørelse om erhvervsevnetab,
når Arbejdsmarkedets Erhvervssikring vurderer, at de erhvervsmæssige
forhold er tilstrækkeligt afklarede.
Når tilskadekomne er visiteret til fleksjob eller er i fleksjob, tages der ved
bedømmelsen af erhvervsevnetabet efter de gældende regler ikke hensyn til
tilskadekomnes muligheder for at skaffe sig indtægt ved et arbejde, som med
rimelighed kan forlanges af den pågældende på baggrund af dennes evner,
uddannelse, alder og muligheder for erhvervsmæssig omskoling eller
optræning, jf. det gældende § 17, stk. 2. Der skal som følge heraf heller ikke
tages stilling til, hvorvidt tilskadekomne har opfyldt sin
tabsbegrænsningspligt. Dette fremgår endvidere af administrativ praksis, jf.
Ankestyrelsens principmeddelelse 87-15 og af retspraksis, jf. U.2022.541Ø.
Ifølge dommen må hensynet hertil anses for forudsat varetaget ved, at
visitering til fleksjob efter reglerne herom indebærer en langvarig og
grundig vurdering af tilskadekomne, hvor myndighederne har pligt til at
påse bl.a., at tilskadekomne udnytter sin erhvervsevne bedst muligt.
Reglerne om fleksjob fremgår af kapitel 20 i lov om en aktiv
beskæftigelsesindsats. Det er bl.a. en betingelse for visitation til fleksjob, at
arbejdsevnen anses for varigt og væsentligt begrænset og ikke kan anvendes
til at opnå eller fastholde beskæftigelse på normale vilkår, jf. § 116 i lov om
en aktiv beskæftigelsesindsats.
Det fremgår af vejledning nr. 10048 af 25. november 2019 om fleksjob m.v.,
at det er en kommunes rehabiliteringsteam, der indstiller, om tilskadekomne
skal bevilges et fleksjob.
I forbindelse med etablering af et fleksjob skal jobcenteret:
1) Foretage en vurdering af den fleksjobvisiteredes arbejdsevne i forhold til
det konkrete job, herunder de konkrete skånebehov.
2) Godkende at ansættelsen sker som et fleksjob.
166
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
Når jobcenteret skal godkende etablering af et konkret fleksjob, skal
jobcenteret sikre, at den fleksjobvisiterede udnytter sin arbejdsevne bedst
muligt i fleksjobbet. Jobcenteret skal endvidere foretage en opfølgning, efter
at den pågældende har været ansat i fleksjobbet i 2�½ år for at vurdere, om
der er sket ændringer i den ansattes forhold, herunder om den pågældende
fortsat opfylder betingelserne for fleksjob.
I forbindelse med jobcenterets vurdering af arbejdsevnen anbefales det, at
jobcenteret drøfter mulighederne for at få udvikling i fleksjobbet med
arbejdsgiveren og den ansatte, herunder hvordan yderligere forringelse af
arbejdsevnen kan afhjælpes.
Jobcentret kan efter omstændighederne godkende, at tilskadekomne
ansættes i et fleksjob med færre timer, end jobcenteret har vurderet den
pågældendes arbejdsevne, hvis det bl.a. vurderes at være bedre for
tilskadekomnes fremtidige muligheder på arbejdsmarkedet. I forbindelse
med jobcentrets opfølgning på det konkrete fleksjob taler jobcentret med
tilskadekomne om mulighederne for, at vedkommende evt. kan gå op i tid i
fleksjobbet.
Den langvarige og grundige vurdering af tilskadekomne i forbindelse med
visitering til fleksjob, hvor kommunerne har pligt til at påse, at
tilskadekomne udnytter sin erhvervsevne bedst muligt, understøtter, at de
tilskadekomne begrænser deres tab. For at give tilskadekomne, som er
visiteret til fleksjob, yderligere incitament til udnytte resterhvervsevnen, og
dermed begrænse tabet, foreslås det, at en kommunes afgørelse om en
sanktion som følge af, at tilskadekomne ikke har opfyldt sin
rådighedsforpligtelse, skal medføre et fradrag i erstatningen.
Det foreslås derfor, at der i § 17 a, efter stk. 3, indsættes et nyt stk. 4. Det
foreslås i
§ 17 a, stk. 4, 1. pkt.,
at for personer, der er visiteret til fleksjob,
vil en kommunes afgørelse om en sanktion om manglende ret til
ledighedsydelse i en periode, jf. § 76, § 77 a, stk. 3 og 4, og § 77 b, stk. 1,
jf. dog § 77 b, stk. 2, i lov om aktiv socialpolitik, medføre fradrag i en
fremtidig udbetaling af erstatning for tab af erhvervsevne, jf. stk. 1.
Det foreslås, at det alene er de sanktioner, der fremgår af § 76, § 77 a, stk. 3
og 4, og § 77 b, stk. 1, jf. dog stk. 2, i lov om aktiv socialpolitik, der skal
medføre fradrag i erstatningen. Der er tale om sanktioner, som medfører, at
tilskadekomne enten ikke modtager ledighedsydelse i 3 uger eller helt mister
retten til ledighedsydelse. Der er således tale om sanktioner, der tildeles som
følge af, at kommunen vurderer, at personen ikke udnytter sin erhvervsevne
167
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
bedst muligt ved f.eks. at afslå et relevant tilbud uden rimelig grund.
Sanktionerne kan således ses som udtryk for, at tilskadekomne ikke
begrænser sit tab mest muligt, og det foreslås derfor, at erstatningen for tab
af erhvervsevne for personer visiteret til fleksjob nedsættes tilsvarende i en
periode på grund af en sanktion fra kommunen.
Det fremgår af § 76 i lov om aktiv socialpolitik, at hvis kommunen vurderer,
at personen ikke har været aktivt jobsøgende, skal kommunen træffe
afgørelse om, at den pågældende mister retten til ledighedsydelse,
medmindre der er en rimelig grund til, at den pågældende ikke har været
aktivt jobsøgende.
Det fremgår af § 77 a, stk. 3, i lov om aktiv socialpolitik, at en person, som
uden rimelig grund, afviser eller ophører i et rimelige tilbud efter lov om en
aktiv beskæftigelsesindsats, ikke kan få ledighedsydelse i 3 uger. Det
fremgår af § 77 a, stk. 4, i loven, at hvis en person uden rimelig grund, inden
for en periode på 12 måneder igen afviser at tage imod et rimeligt tilbud om
fleksjob efter § 75, stk. 1, nr. 4, afviser et rimeligt tilbud efter § 75, stk. 1,
nr. 5, ophører i et fleksjob eller ophører i et tilbud efter § 75, stk. 1, nr. 4,
mister personen retten til ledighedsydelse.
Det fremgår af § 77 b, stk. 1, i lov om aktiv socialpolitik, at hvis kommunen
træffer afgørelse om, at en person, der modtager ledighedsydelse, ikke står
til rådighed, jf. § lovens 75, stk. 2, mister den pågældende retten til
ledighedsydelse. Det fremgår af § 77 b, stk. 2, at hvis kommunen har truffet
afgørelse efter stk. 1, kan ledighedsydelsen dog fortsat udbetales, hvis
kommunen har påbegyndt behandling af en sag om førtidspension eller
seniorpension. Ledighedsydelsen kan udbetales, så længe sagen behandles.
Ledighedsydelsen skal tilbagebetales, hvis der senere udbetales pension for
samme periode. Personer, som er omfattet af § 77 b, stk. 2, vil ikke skulle
have fradrag i deres erstatning, jf. forslaget til § 17 a, stk. 4.
Det foreslås, at de øvrige muligheder for sanktioner efter lov om en aktiv
socialpolitik ikke skal medføre fradrag i erstatningen. Der er tale om
sanktioner, som medfører at tilskadekomne får fradrag i ledighedsydelsen
for enkelte dage, bl.a. for udeblivelse fra samtaler med kommunen. Disse
øvrige sanktioner synes ikke umiddelbart at udgøre et tilstrækkeligt sikkert
grundlag for at kunne antage, at tilskadekomne ikke begrænser sit tab af
erhvervsevne.
Det foreslås, at fradraget skal ske i fremtidige udbetalinger af erstatning for
tab af erhvervsevne. Det betyder, at i det omfang, der ikke er fremtidige
168
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
udbetalinger af erstatning, vil fradraget ikke kunne ske. Et "fradragskrav"
vil bestå, så det kan effektueres, hvis der senere tilkendes erhvervsevnetab,
f.eks. i forbindelse med genoptagelse af sagen.
Forslaget til § 17 a, stk. 4, har ikke til hensigt, at ændre på den gældende
praksis for fastsættelse af midlertidig erstatning for tab af erhvervsevne, jf.
§ 17 a, hvis tilskadekomne efter ophør af fleksjob overgår til
ledighedsydelse, som bl.a. fremgår af følgende to principmeddelelser fra
Ankestyrelsen: PM 5-19 og PM 74-19. Det følger af principmeddelelserne,
at tilskadekomne efter ophør i fleksjob i visse tilfælde, kan få forhøjet sin
erstatning, jf. § 17 a, som følge af de ændrede indtægtsforhold. Denne
praksis fortsætter. Forslaget til § 17 a, stk. 4, indebærer samtidig, at fradraget
på de 10 pct. i erstatningen vil skulle ske både i de tilfælde, hvor
tilskadekomnes erstatning evt. forhøjes, jf. § 17 a, stk. 1, efter ophøret i
fleksjob og i de tilfælde, hvor erstatningen forbliver på samme niveau efter
ophøret i fleksjob, når betingelsen om sanktion fra kommunen er opfyldt.
Det fremgår af lovens § 42, stk. 2, at modtageren af løbende erstatning efter
§§ 17 og 17 a skal underrette forsikringsselskabet eller Arbejdsmarkedets
Erhvervssikring om enhver forandring i sine forhold, som kan formodes at
medføre nedsættelse eller bortfald af ydelsen, ligesom forsikringsselskabet
eller Arbejdsmarkedets Erhvervssikring skal være opmærksom på, om der
indtræder sådanne forandringer i modtagerens forhold.
Som følge af denne bestemmelse vil tilskadekomne have pligt til at give
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring eller forsikringsselskabet besked, hvis
vedkommende får en sanktion i kommunen, som gør, at der skal ske fradrag
i erstatningsudbetalingen efter forslaget til § 17 a, stk. 4.
Efter arbejdsskadesikringslovens § 40 a kan Arbejdsmarkedets
Erhvervssikring træffe afgørelse om tilbagebetaling i 3 situationer:
1) Når tilskadekomne eller efterladte mod bedre vidende har undladt at
give oplysninger efter denne lov, og den manglende oplysning har
medført en anden afgørelse, end Arbejdsmarkedets Erhvervssikring
ville have truffet, hvis oplysningen havde foreligget
2) når tilskadekomne eller efterladte mod bedre vidende har afgivet
urigtige oplysninger, og den urigtige oplysning har medført en anden
afgørelse, end Arbejdsmarkedets Erhvervssikring ville have truffet,
hvis den korrekte oplysning havde foreligget, eller
3) når tilskadekomne eller efterladte i øvrigt mod bedre vidende
uberettiget har modtaget ydelser efter denne lov.
169
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
Det følger af Ankestyrelsens principmeddelelse 7-22, at det er en konkret
vurdering, om tilskadekomne mod bedre vidende har undladt at give
oplysninger til arbejdsskademyndighederne eller forsikringsselskaberne om
ændring i sine forhold. Det kan tale for, at tilskadekomne mod bedre vidende
har undladt at give oplysninger, hvis der eksempelvis er tale om en betydelig
ændring i de erhvervsmæssige forhold, f.eks. overgang fra ledighed til
arbejde, og hvis tilskadekomne er vejledt om sin oplysningspligt. Omvendt
taler det imod, at tilskadekomne mod bedre vidende har undladt at give
oplysninger, hvis der er tale om mindre ændringer i den erhvervsmæssige
situation, f.eks. overgang fra én offentlig ydelse til en anden, eller hvis
tilskadekomne ikke er vejledt om sin oplysningspligt.
En sanktion i kommunen om manglende ret til ledighedsydelse, jf. § 76, §
77 a, stk. 3 og 4, og § 77 b, stk. 1, jf. dog § 77 b, stk. 2, i lov om aktiv
socialpolitik vil skulle betragtes, som en så betydelig ændring i de
erhvervsmæssige forhold, at det vil være imod bedre vidende, jf. § 40 a, stk.
1, hvis tilskadekomne ikke giver besked herom til Arbejdsmarkedets
Erhvervssikring.
Med forslaget til § 17 a, stk. 4, vil det derfor fremover kunne lægges til
grund, at tilskadekomne mod bedre vidende har undladt at oplyse
arbejdsskademyndighederne eller forsikringsselskabet om ændringer i sine
forhold, jf. § 40 a, hvis vedkommende har modtaget en sanktion om
manglende ret til ledighedsydelse i en periode, jf. § 76, § 77 a, stk. 3 og 4,
og § 77 b, stk. 1, jf. dog § 77 b, stk. 2, i lov om aktiv socialpolitik. Der vil
således kunne træffes afgørelse om tilbagebetaling efter § 40 a, hvis
tilskadekomne ikke underretter Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, om en
sanktion om manglende ret til ledighedsydelse efter de nævnte
bestemmelser.
Det er en forudsætning for at kunne rejse krav om tilbagebetaling, at
tilskadekomne er behørigt vejledt om oplysningspligten i forhold til at give
besked, hvis vedkommende har modtaget en sanktion om manglende ret til
ledighedsydelse.
Således vil det fremover være mod bedre vidende, hvis tilskadekomne er
vejledt om pligten til at underrette om sanktioner, og derefter undlader at
give besked om en modtaget sanktion. Det fradrag på 10 pct., som skulle
have været gennemført i erstatningen, hvis tilskadekomne havde underrettet
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring om sanktionen i kommunen, jf. § 42, stk.
2, vil derfor kunne kræves tilbagebetalt efter § 40 a. Tilbagebetalingen vil
evt. kunne ske via modregning i fremtidige udbetalinger er erstatning.
170
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
Det foreslås i
§ 17 a, stk. 4, 2. pkt.,
at størrelsen på fradraget, jf. 1. pkt., vil
svare til 10 pct. af det fastsatte erstatningsbeløb for tab af erhvervsevne på
tidspunktet for sanktionen. Det betyder, at når størrelsen på fradraget i
erstatningen skal fastsættes, skal det ske med udgangspunkt i størrelsen på
erstatningen på det tidspunkt, som kommunens afgørelse om en sanktion er
gældende for. Som eksempel kan nævnes den situation, at
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring i november 2024 får kendskab til, at
tilskadekomne som følge af en sanktion i kommunen ikke fik udbetalt
ledighedsydelse i 3 uger i juli 2024. I så fald vil Arbejdsmarkedets
Erhvervssikring skulle beregne, hvor meget 10 pct. af den erstatning, som
tilskadekomne fik i juli 2024, udgør. Dette beløb skal fradrages i en
fremtidig udbetaling af erstatning i det omfang, der er fremtidige
udbetalinger at fradrage i. Hvis den fremtidige erstatning, der skal fradrages
i, er en kapitalerstatning, som beskattes anderledes end den løbende
erstatning, skal Arbejdsmarkedets Erhvervssikring tage højde for dette ved
fradraget af de 10 pct., så fradraget i kapitalerstatningen forholdsmæssigt
svarer til et fradrag i en løbende erstatning.
Det foreslås i
§ 17 a, stk. 4, 3. pkt.,
at perioden for fradraget i erstatningen
for tab af erhvervsevne vil svare til den periode som sanktionen i
ledighedsydelsen varer, jf. dog 4. pkt. Det betyder, at fradraget i erstatningen
efter § 17 a, stk. 4, skal svare til den periode, som kommunen har foretaget
fradrag i ledighedsydelsen for som følge af sanktionen. Det vil sige, at hvis
kommunen som følge af en sanktion f.eks. ikke har udbetalt ledighedsydelse
i 3 uger, vil der tilsvarende skulle fradrages 10 pct. i erstatningen i 3 uger.
Det foreslås i
§ 17 a, stk. 4, 4. pkt.,
at hvis den tilskadekomne mister retten
til ledighedsydelse, sker der alene fradrag i erstatningen for den periode, der
går fra, at tilskadekomne mister retten til ledighedsydelse og indtil den
tilskadekomne er ansat i et fleksjob. Det vil sige fra og med første dag uden
ledighedsydelse til og med sidste dag uden ansættelse i et fleksjob. Det
fremgår af § 77 a, stk. 6 og § 77 b, stk. 3, i lov om en aktiv
beskæftigelsesindsats, at hvis tilskadekomne mister retten til
ledighedsydelse, kan vedkommende først få ledighedsydelse igen, når
vedkommende har været ansat i fleksjob i 9 måneder de sidste 18 måneder.
Det foreslås, at tilskadekomne ikke skal have foretaget fradrag i erstatningen
i hele denne periode, men kun i den periode, hvor tilskadekomne ikke er
ansat i et fleksjob. Hvis tilskadekomne f.eks. bliver ansat i et fleksjob fire
måneder efter, at vedkommende har mistet retten til ledighedsydelse, vil
fradraget i erstatningen kun skulle ske for en periode på fire måneder.
Der henvises i øvrigt til bemærkningerne i afsnit 3.4.
171
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
Til nr. 15
Efter § 18, stk.1, i arbejdsskadesikringsloven har tilskadekomne ret til
godtgørelse for varigt mén, når en arbejdsskade har påført tilskadekomne
varigt men. Der ydes ikke godtgørelse for varigt mén, hvis méngraden
fastsættes til mindre end 5 pct. Méngraden fastsættes på grundlag af skadens
medicinske art og omfang og under hensyn til de ulemper i tilskadekomnes
personlige livsførelse, som arbejdsskaden har forvoldt. Der er således tale
om en godtgørelse for et ikke-økonomisk tab. Det varige mén vurderes efter
en vejledende méntabel, der anvendes efter arbejdsskadesikringsloven og
efter erstatningsansvarsloven m.fl. love.
Godtgørelsen for det varige mén fastsættes til et kapitalbeløb og udgør ved
en méngrad på 100 pct. 611.500 kr. I ganske særlige tilfælde kan
godtgørelsen for varigt mén fastsættes til et højere beløb, dog højst 120 pct.
af 611.500 kr. Beløbet på 611.500 kr. er fastsat i 2003-niveau. Beløbet
reguleres årligt og udgør 979.000 kr. i 2023. Størrelsen af
godtgørelsesbeløbet for et
varigt
mén på 100 pct.
i
arbejdsskadesikringsloven er det samme som i erstatningsansvarsloven.
Dette foreslås i
§ 1, nr. 15,
at”611.500” ændres til: ”979.000” i § 18, stk. 3,
1. og 2. pkt., og i stk. 4.
Forslaget er en konsekvens af forslaget til § 24, stk. 8, hvorefter der indføres
et nyt grundniveau for lovens satser. Forslaget indebærer, at der indføres et
nyt grundniveau i 2023 niveau. Ændringen af beløbet for godtgørelsen af et
varigt mén på 100 pct. har ingen betydning for vurderingen af det varige
mén, tilskadekomnes ret til godtgørelse for varigt mén eller for størrelsen af
godtgørelsen. Der er tale om en teknisk ændring.
Til nr. 16
Det fremgår af den gældende bestemmelse i § 18, stk. 5, i lov om
arbejdsskadesikring, at var tilskadekomne ved arbejdsskadens indtræden
fyldt 40 år, nedsættes godtgørelsen med 1 pct. for hvert år, den pågældende
var ældre end 39 år ved arbejdsskadens indtræden. Var tilskadekomne fyldt
60 år, nedsættes godtgørelsen med yderligere 1 pct. for hvert år, den
pågældende var ældre end 59 år ved arbejdsskadens indtræden.
Godtgørelsen nedsættes dog ikke yderligere efter det fyldte 69. år. Den
172
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
gældende bestemmelse i arbejdsskadesikringslovens § 18, stk. 5, svarer til
erstatningsansvarslovens § 4, stk. 2.
Det foreslås, at der efter § 18, stk. 5, indsættes et nyt stk. 6.
Det foreslås, at det i
stk. 6, 1. pkt.,
fastsættes, at uanset stk. 5, 1. pkt., sker
nedsættelse af godtgørelsen for tilskadekomne pr. 1. juli 2035 og frem med
1 pct. for hvert år den pågældende var ældre end 40 år ved arbejdsskadens
indtræden og, med yderligere 1 pct. for hvert år den pågældende var ældre
end 60 år ved arbejdsskadens indtræden.
Bestemmelsen vil medføre, at ved afgørelser, som træffes om fastsættelse
af og godtgørelse for mén fra den 1. juli 2035 og frem, vil aldersnedsættelsen
skulle ske med 1 pct. for hvert år tilskadekomne var ældre end 40 år ved
arbejdsskadens indtræden.
Det vil sige, at hvis der fra den 1. juli 2035 træffes afgørelse om fastsættelse
af og godtgørelse for mén for en tilskadekommen, der var 53 år på
skadestidspunktet, vil godtgørelsen skulle nedsættes med 13 pct. (1 pct. for
hvert år tilskadekomne er over 40 år, dvs. 13 år gange 1 pct. = 13 pct.) Hvis
der fra den [1. juli] 2035 og frem træffes afgørelse om fastsættelse af og
godtgørelse for mén for en tilskadekommen, der var 62 år på
skadestidspunktet vil godtgørelsen skulle nedsættes med 24 pct. (1 pct. for
hvert år tilskadekomne er over 40 år, dvs. 22 år gange 1 pct. = 22 pct. Og
herudover yderligere 1 pct. for hvert år tilskadekomne er over 60 år, dvs. 2
år gange 1 pct. = 2 pct. I alt 24 pct.)
Det foreslås, at det i
stk. 6, 2. pkt.,
fastættes, at godtgørelsen dog ikke
nedsættes yderligere efter det fyldte 70. år. Som følge af forslagene om at
hæve aldersnedsættelsen af méngodtgørelsen med et år, foreslås det
ligeledes, at grænsen for, hvornår godtgørelsen ikke nedsættes yderligere,
tilsvarende hæves et år fra det 69. år til det 70. år.
Baggrunden for forslage ttil det nye stk. 6, er, at partierne bag
arbejdsskadeaftalen er enige om, at fra 1. juli 2035 skal tidspunktet for
nedskrivningen af méngodtgørelsen som følge af alder hæves med et år.
Med forslaget til den nye stk. 6, vil det gældende stk. 5 fortsat gælde for de
afgørelser om fastsættelse af og godtgørelse for mén, der træffes frem til og
med den 30. juni 2035.
173
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
De afgørelser, der træffes om mén fra 1. juli 2035 og frem, vil skulle følge
de nye regler om aldersnedsættelse af godtgørelsen i det nye stk. 6. Det
gælder som udgangspunkt også ved genoptagelse af en afgørelse om mén,
der er truffet før 1. juli 2035. I så fald vil aldersnedsættelsen af det mén, der
træffes afgørelse om fra 1. juli 2035 og frem skulle ske efter det nye stk. 6.
Aldersnedsættelsen af det mén, der er truffet afgørelse om før 1. juli 2035
vil fortsat ske efter det gældende stk. 5. Det vil sige, at hvis der før 1. juli
2035 er truffet afgørelse om 20 pct. mén, sker aldersnedsættelsen for denne
godtgørelse som hidtil efter den gældende bestemmelse i stk. 5. Hvis
afgørelsen om mén genoptages, og der efter 1. juli 2035 træffes afgørelse
om godtgørelse for yderligere 5 pct. mén, vil denne godtgørelse skulle
nedsættes efter det nye stk. 6. Aldersnedsættelsen af den godtgørelse, der er
truffet afgørelse om før 1. juli 2035 berøres ikke af den nye afgørelse.
Hvis en afgørelse om mén, som er truffet af Arbejdsmarkedets
Erhvervssikring før 1. juli 2035, påklages til Ankestyrelsen, som herefter
træffer afgørelse 1. juli 2035 eller senere, vil aldersnedsættelsen skulle ske
efter reglerne i det nye stk. 6.
Det følger af forslaget til § 10, stk. 5, at det nye § 18, stk. 6, finder
anvendelse i afgørelser, der træffes efter lovens ikrafttræden om:
1) Ulykkestilfælde og skadelige påvirkninger, der er indtrådt den 1. juli 2002
eller senere, og
2) Pludselige løfteskader og erhvervssygdomme, der er anmeldt den 1. juli
2002 eller senere.
Det betyder, at det nye stk. 6 alene finder anvendelse på afgørelser om mén,
der vedrører ulykkestilfælde og skadelige påvirkninger, der er indtrådt den
1. juli 2002 eller senere, og pludselige løfteskader og erhvervssygdomme,
der er anmeldt den 1. juli 2002 eller senere. De hidtil gældende regler vil
fortsat gælde for de omtalte sager fra før 1. juli 2002.
Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til afsnit 3.12.
Til nr. 17
Tilskadekomne har i dag mulighed for opkvalificering og omskoling efter
de almindelige regler i beskæftigelsessystemet, mens vedkommendes
arbejdsskadesag behandles i arbejdsskadesystemet. Hvis tilskadekomne er
sygedagpengemodtager, dagpengemodtager eller omfattet af en anden
relevant målgruppe i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, kan kommunen
give tilskadekomne tilbud om virksomhedspraktik, ansættelse med
174
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
løntilskud, nytteindsats og tilbud om vejledning og opkvalificering.
Opkvalificeringen vil desuden kunne ske på tilskadekomnes eget initiativ i
det ordinære uddannelsessystem med SU. Der henvises for nærmere herom
til afsnit 3.2.2.1.
Efter arbejdsskadesikringsloven er der i dag ikke mulighed for at tilkende
en særlig erstatning eller godtgørelse, når tilskadekomne efter en
arbejdsskade vælger at gennemføre en revalidering eller omskoling, uanset
om det sker for egen regning eller om pågældende modtager en offentlig
ydelse, herunder eventuelt SU under revalidering eller omskolingen.
Når betingelserne er til stede, kan der i en revaliderings- eller
omskolingsperiode tilkendes en midlertidig erstatning for tab af
erhvervsevne efter § 17, stk. 3.
Da der i dag ikke er en uddannelsesordning med uddannelsesgodtgørelse, er
der heller ikke regler i lov om arbejdsskadesikring om Arbejdsmarkedets
Erhvervssikrings opgaver i forbindelse med ordningen, herunder vurdering
af om tilskadekomne er omfattet af ordningen og fastsættelsen af størrelsen
på uddannelsesgodtgørelsen.
Det foreslås, at der efter § 18 indsættes nye bestemmelser med en ny
overskrift om ordningen. Der foreslås indsat følgende overskrift:
Uddannelsesgodtgørelse
og nye §§ 18 a-18 g, som regulerer ordningen.
Det foreslås i
§ 18 a, stk. 1,
at i sager, der er omfattet af loven og hvor
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring ikke har truffet endelig afgørelse om tab
af erhvervsevne, vurderer Arbejdsmarkedets Erhvervssikring om
tilskadekomne:
1) forventes at få fastsat en méngrad på mindst 10 pct. som følge af en
eller flere arbejdsskader,
2) er uden for beskæftigelse eller i en opsigelsesperiode, der udløber
inden start på uddannelsen,
3) skønnes fremover ikke at kunne anvende sin erhvervsmæssige
uddannelse eller varetage et arbejde inden for tidligere
arbejdsområder på fuld tid, og
4) skønnes med en erhvervskompetencegivende uddannelse at få bedre
indtjeningsmuligheder end uden uddannelsen.
175
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
Det foreslås, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring alene skal foretage
vurderingen i stk. 1, i sager, hvor der endnu ikke er truffet endelig afgørelse
om tab af erhvervsevne. Det betyder, at hvis tilskadekomne allerede har fået
en endelig afgørelse om tab af erhvervsevne, vil tilskadekomne ikke kunne
visiteres til ordningen. Det gælder også i de tilfælde, hvor tilskadekomne
har fået en afgørelse om tab af erhvervsevne på mindre end 15 pct. og
dermed ikke vil være berettiget til erhvervsevnetabserstatning.
Det foreslås ligeledes, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring alene skal
foretage vurderingen for tilskadekomne, som er omfattet af loven. Det vil
sige, når Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har vurderet, at der er tale om
en skade, som kan anerkendes som en arbejdsskade efter §§ 5-7 i
arbejdsskadesikringsloven. En arbejdsskade kan anerkendes enten som en
arbejdsulykke, jf. lovens § 6, eller som en erhvervssygdom, jf. lovens § 7.
Hvis afgørelsen om anerkendelse påklages til Ankestyrelsen, vil det have
opsættende virkning for Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings visitation af
tilskadekomne til ordningen. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring vil dermed
ikke kunne gå videre med at vurdere, om tilskadekomne opfylder
betingelserne for at komme ind i ordningen eller træffe afgørelse om
tildeling af uddannelsesgodtgørelse.
For at tilskadekomne kan komme i gang med uddannelse hurtigst muligt,
forventes Arbejdsmarkedets Erhvervssikring at vurdere, om tilskadekomne
er omfattet af målgruppen for ordningen tidligst muligt i forløbet. Det
betyder, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring tidligst muligt skal sørge for
at få indhentet de oplysninger og afdækket de forhold, som er nødvendige
for at vurdere, om tilskadekomne er omfattet af målgruppen i nr. 1-4.
Vurderingen kan tidligst ske samtidig med Arbejdsmarkedets
Erhvervssikrings afgørelse af, om den anmeldte skade kan anderkendes som
en arbejdsskade og dermed er omfattet af loven. Hvis spørgsmålet om
anerkendelse bliver påklaget til Ankestyrelsen, vil det have opsættende
virkning i forhold til visitationen til uddannelsesgodtgørelse. Det vil gælde
uanset hvem der klager og uanset, om der kun klages over en del af
anerkendelsesspørgsmålet. Tilskadekomne må derfor afvente den endelige
afgørelse om anerkendelse, før vedkommende kan visiteres til ordningen.
Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings indledende vurdering, jf. § 18 a, stk. 1,
af, om tilskadekomne er omfattet af målgruppen, og beslutning om, at det
derfor er relevant at indhente nærmere oplysninger hos kommunen om
uddannelsesvalg m.v., jf. § 18 a, stk. 2, vil ikke være en afgørelse i
forvaltningslovens forstand. Det vil være en processuel beslutning som led
i den samlede arbejdsskadesag, om hvorvidt mulighederne for omskoling
176
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
via en uddannelse med uddannelsesgodtgørelse skal afsøges yderligere hos
kommunen, inden Arbejdsmarkedets Erhvervssikring træffer afgørelse om
enten tildeling af uddannelsesgodtgørelse eller udmåling af erstatning for
erhvervsevnetab. Tilskadekomne eller forsikringsselskabet vil derfor ikke
kunne klage til Ankestyrelsen, hvis Arbejdsmarkedets Erhvervssikring ikke
finder, at der er grundlag for at indhente kommunens vurdering, fordi
tilskadekomne ikke er omfattet af målgruppen, ligesom forsikringsselskabet
ikke kan klage over, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring indhenter
kommunens vurdering.
Derimod vil Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings endelige beslutning om,
hvorvidt tilskadekomne efter indhentelse af oplysninger fra kommunen kan
tage en uddannelse med uddannelsesgodtgørelse, jf. § 18 b, være en
afgørelse i forvaltningslovens forstand, som tilskadekomne og
forsikringsselskabet kan klage over til Ankestyrelsen. Tilskadekomne vil
ligeledes kunne anmode Arbejdsmarkedets Erhvervssikring om at tage
stilling til § 18 b, hvorefter Arbejdsmarkedets Erhvervssikring vil være
forpligtet til at træffe afgørelse om, hvorvidt tilskadekomne har ret til at tage
en uddannelse med uddannelsesgodtgørelse.
Det foreslås i
stk. 1, nr. 1,
at tilskadekomne skal forventes at få fastsat en
méngrad på mindst 10 pct. som følge af en eller flere arbejdsskader. Det
betyder, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring skal skønne, at der er en vis
sandsynlighed for, at tilskadekomne vil have en méngrad på i alt mindst 10
pct. som følge af én eller flere arbejdsskader. Såfremt tilskadekomne fra
tidligere arbejdsskader har fået udmålt mindst 10 pct. i méngodtgørelse, vil
det forhold, at pågældende får udmålt eller forventes at få udmålt yderligere
méngodtgørelse, uanset størrelsen heraf, anses for at opfylde betingelsen i
stk. 1, nr. 1. Ved vurderingen af dette er det ikke en forudsætning, at
tilskadekomne er helbredsmæssigt afklaret, eller at skaderne er stationære.
Hvis der er tale om flere arbejdsskader, herunder arbejdsskader, hvor der
tidligere er blevet fastsat et mén, vil det være en forudsætning, at der er en
eller flere nye skader, der forventes tilsammen at medføre tilkendelse af mén
på mindst 5 pct.
I vurderingen vil følgende hensyn, som ikke er udtømmende, bl.a. kunne
tale for, at der må forventes et mén på mindst 10 pct.:
•
Skaden eller skaderne er anført i méntabellen med tilsammen mindst
10 pct.
177
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
•
Den eller de pågældende typer skader kan ifølge praksis medføre
mén på mindst 10 pct.
Skaden eller skaderne er ifølge de lægelige oplysninger tilstrækkelig
alvorlig til, at der kan forventes 10 pct. mén.
Forsikringsselskabet har inden oversendelse af sagen til
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring vurderet, at tilskadekomnes mén
må forventes at blive mindst 10 pct.
Skaden eller skaderne må forventes, at være stationær, henset til den
tid, der er gået fra skadestidspunktet.
Der er tale om en eller flere skader, hvor der lægefagligt ikke kan
forventes bedring indenfor 1-2 år
–
og hvor der derefter kun muligvis
kan ske bedring.
Tilskadekomne har 5 pct. mén fra en tidligere arbejdsskade og en
eller flere nye arbejdsskade forventes at give tilskadekomne et mén
på mindst 5 pct.
•
•
•
•
•
Følgende hensyn, som ikke er udtømmende, vil bl.a. kunne tale for, at der
ved vurderingen ikke kan forventes et mén på mindst 10 pct.:
•
Skaden eller skaderne er ikke anført i méntabellen med tilsammen
mindst 10 pct.
Den pågældende type skader kan ifølge praksis ikke medføre mén
på mindst 10 pct.
Skaden eller skaderne er ifølge de lægelige oplysninger ikke
tilstrækkelig alvorlig til, at der kan forventes 10 pct. mén.
Det er ikke tilstrækkeligt sandsynligt, at skaden eller skaderne må
forventes, at være stationær, henset til den tid, der er gået fra
skadestidspunktet.
Ménet er på grundlag af de aktuelle oplysninger maksimalt på
omkring 10-12 pct., og det skønnes sandsynligt, at der kan ske en vis
bedring af den helbredsmæssige tilstand.
Tilskadekomne skal opereres for følgerne efter arbejdsskaden eller
skaderne, hvorfor det er meget usikkert, om - og i hvilket omfang -
der vil være varige gener.
178
•
•
•
•
•
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
•
Tilskadekomne er startet i behandling for arbejdsskaden eller
skaderne, og effekten af denne er uafklaret, og derfor er omfanget af
den eventuelle varige skade også usikkert.
Tilskadekomne har en forudbestående privat skade i samme område
(f.eks. tidligere rygskade), og den forudbestående skade har gennem
årene før arbejdsskaden påvirket helbredssituationen i varierende
grad.
Der er tilkommet konkurrerende private skade(r) efter arbejdsskaden
eller skaderne, og det er vanskeligt at skønne, om der vil være varige
følger på i alt mindst 10 pct. af arbejdsskaden eller skaderne, og
hvordan fordelingen af ménet på de enkelte skader er.
•
•
Ménet kan skyldes alle typer af skader, herunder skader der som hovedregel
ikke giver funktionsbegrænsninger som f.eks. vansir. Ved skader, som ikke
fremgår af méntabellen, vil det ligeledes være relevant at lægge vægt på de
lægelige oplysninger i sagen og de erfaringer, Arbejdsmarkedets
Erhvervssikring har med den pågældende type af skader.
Det er det samlede varige mén som følge af en eller flere arbejdsskader, der
indgår i vurderingen. Det betyder, at der kan være tale om både gamle og
nye arbejdsskader, som tilsammen giver et mén på mindst 10 pct. uanset
hvor lang tid, der har været imellem skaderne. Et samlet mén på mindst 10
pct. vil f.eks. også kunne bestå af mén fra både en erhvervssygdom og en
arbejdsulykke, mén på flere forskellige legemsdele og mén fra både
afsluttede arbejdsskadesager og igangværende arbejdsskadesager. Der vil
også kunne være tale om én arbejdsskade, hvor det varige mén på mindst 10
pct. vedrører forskellige typer af skader. Består et varigt mén på 10 pct. for
eksempel af et kirurgisk og et neurologisk mén på hver 5 pct., er betingelsen
opfyldt.
Et eventuelt mén, som ikke skyldes en arbejdsskade, kan ikke indgå i de 10
pct.
Sagen vil senest i forbindelse med afgørelsen om mén, være tilstrækkeligt
belyst til, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring vil kunne foretage
vurderingen. Hvis Arbejdsmarkedets Erhvervssikring på et tidligere
tidspunkt, f.eks. i forbindelse med afgørelsen om anerkendelse, skønner, at
méngraden med en vis sandsynlighed vil være mindst 10 pct., skal
vurderingen foretages på dette tidspunkt, hvis Arbejdsmarkedets
Erhvervssikring finder sagen tilstrækkeligt belyst til, at det kan vurderes.
179
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
Når Arbejdsmarkedets Erhvervssikring forud for indhentelse af oplysninger
fra kommunen har vurderet, at tilskadekomne forventes at få fastsat et mén
på mindst 10 pct., vil denne vurdering være gældende i relation til visitation
til uddannelsesgodtgørelse, uanset hvordan méngraden senere måtte blive
vurderet. Det vil således ikke være et krav, at Arbejdsmarkedets
Erhvervssikring på tidspunktet for afgørelsen om uddannelsesgodtgørelse
igen vurderer, om tilskadekomne fortsat forventes, at få fastsat et mén på
mindst 10 pct. Hvis der i mellemtiden er truffet afgørelse i henhold til § 18
om, at ménet er lavere end 10 pct., vil dette således ikke have betydning for,
om
tilskadekomne
kan
visiteres
ind
i
ordningen
med
uddannelsesgodtgørelse. Det samme vil gøre sig gældende, hvis der senere
efter, at der er truffet afgørelse om, at tilskadekomne kan tage en
uddannelses med uddannelsesgodtgørelse, træffes afgørelse om, at ménet er
lavere en 10 pct. I så fald, vil det heller ikke have betydning for afgørelsen
om visitation til uddannelsesgodtgørelse. Tilskadekomne vil have ret til at
indgår i ordningen alligevel på baggrund af den oprindelige vurdering, der
er blevet foretaget inden indhentelse af oplysninger fra kommunen, jf. nr. 1.
Hvis afgørelsen om fastsættelsen af mén, jf. § 18 bliver påklaget af
forsikringsselskabet eller tilskadekomne, vil det heller ikke have nogen
betydning i forhold til tilskadekomnes deltagelse i ordningen. Klagen over
fastsættelsen af mén, jf. § 18 vil i øvrigt heller ikke have opsættende
virkning i forhold til afgørelsen om visitation til uddannelsesgodtgørelse, jf.
§ 18 b.
Det foreslås i
stk. 1, nr. 2,
at tilskadekomne skal være uden for beskæftigelse
eller i en opsigelsesperiode, der udløber inden start på uddannelsen for at
være omfattet af målgruppen for ordningen. Tilskadekomne, som er uden
for beskæftigelse, vil primært være modtagere af sygedagpenge,
arbejdsløshedsdagpenge eller kontanthjælp. Det kan også være andre, som
f.eks. selvforsørgende, som ikke i forvejen er kendt i kommunen. Det kan
også være personer, som modtager selvforsørgelses- og hjemrejseydelse
eller overgangsydelse, som er omfattet af integrationslovens programmer.
Det betyder, at tilskadekomne som udgangspunkt ikke kan være i et
ansættelsesforhold på det tidspunkt, hvor Arbejdsmarkedets
Erhvervssikring vurderer, om vedkommende er omfattet af målgruppen.
Dog vil betingelsen være opfyldt, hvis tilskadekomne er i et
ansættelsesforhold, men er i en opsagt stilling, og opsigelsesperioden
udløber senest ved uddannelsens start. Betingelsen vil derimod ikke være
opfyldt, hvis tilskadekomne er sygemeldt, men fortsat er i et ikke opsagt
ansættelsesforhold. Bestemmelsen medfører også, at tilskadekomne, som er
selvstændige erhvervsdrivende, ikke vil kunne være omfattet af
180
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
målgruppen. Som selvstædig erhvervsdrivende anses personer, der for egen
regning og risiko driver virksomheden (interessentskaber). Det betyder, at
ansatte i for eksempel aktieselskaber, anpartsselskaber, m.v. ikke er
selvstændig erhvervsdrivende, uanset de er aktionærer og ejer hele
aktiekapitalen eller anpartskapitalen.
Det foreslås i
stk. 1, nr. 3,
at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring skal skønne,
at tilskadekomne fremover ikke vil kunne anvende sin erhvervsmæssige
uddannelse eller varetage et arbejde inden for tidligere arbejdsområder på
fuld tid. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring kan i denne vurdering lægge
vægt på de samme kriterier, som allerede indgår i vurderingen ved afgørelse
om tab af erhvervsevne. Det vil sige, at der skal tages hensyn til
tilskadekomnes muligheder for at skaffe sig indtægt i fuldt omfang ved at
anvende sin erhvervsmæssige uddannelse eller varetage et arbejde inden for
tidligere arbejdsområder.
Der skal ikke udføres en vurdering af erhvervsevnetab eller
årslønsfastsættelse, men alene en skønsmæssig vurdering af, om
tilskadekomne med arbejdsskaden vil kunne anvende sin erhvervsmæssige
uddannelse eller varetage et arbejde inden for tidligere arbejdsområder på
fuld tid.
I vurderingen vil følgende hensyn, som ikke er udtømmende, bl.a. kunne
tale for, at tilskadekomne kan anvende sin erhvervsmæssige uddannelse
eller varetage et arbejde inden for tidligere arbejdsområder på fuld tid:
•
Ifølge oplysningerne i tilskadekomnes lægeerklæringer
tilskadekomne kunne genvinde sit tidligere funktionsniveau.
vil
•
Ifølge
oplysningerne
i
tilskadekomnes
læge-
og
mulighedserklæringer forventes tilskadekomne at kunne varetage et
arbejde på fuld tid.
Den pågældende arbejdsskade erfaringsmæssigt ikke medfører
begrænsninger i muligheden for, at tilskadekomne kan varetage et
arbejde inden for sit tidligere arbejdsområde på fuld tid.
De skadede legemsdele belastes kun i ubetydelig grad inden for det
tidligere arbejdsområde.
Tilskadekomne har anden uddannelse eller erhvervserfaring, som
tilskadekomne kan anvende til at arbejde på fuld tid trods
arbejdsskaden.
181
•
•
•
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
I vurderingen vil følgende hensyn, som ikke er udtømmende, bl.a. kunne
tale imod, at tilskadekomne kan anvende sin erhvervsmæssige uddannelse
eller varetage et arbejde inden for tidligere arbejdsområder på fuld tid:
•
Ifølge
oplysningerne
i
tilskadekomnes
læge-
og
mulighedserklæringer forventes tilskadekomne ikke at kunne
varetage et arbejde på fuld tid.
Den pågældende arbejdsskade medfører erfaringsmæssigt, at
tilskadekomne ikke kan varetage et arbejde inden for sit tidligere
arbejdsområde på fuld tid.
Ifølge oplysningerne i tilskadekomnes lægeerklæringer vil
tilskadekomne ikke kunne genvinde sit tidligere funktionsniveau.
De skadede legemsdele belastes i betydelig grad inden for det
tidligere arbejdsområde.
Arbejdsgiver oplyser, at tilskadekomne ikke kan arbejde fuld tid i
virksomheden med arbejdsskaden.
Tilskadekomne har efter arbejdsskaden i en periode prøvet at overgå
til andre og mere skånsomme arbejdsopgaver på grund af
arbejdsskadens følger, men har alligevel måttet opgive at passe et
fuldtidsarbejde.
Tilskadekomne har ikke anden uddannelse eller erhvervserfaring,
som tilskadekomne kan anvende til at arbejde på fuld tid trods
arbejdsskaden.
•
•
•
•
•
•
I vurderingen skal der ses bredt på tilskadekomnes uddannelses- og
erhvervskompetencer. Vurderingen skal ikke nødvendigvis ske i forhold til
den uddannelse eller det arbejdsområde, som tilskadekomne arbejdede
inden for på skadestidspunktet. Hvis tilskadekomne har arbejdet inden for
flere forskellige arbejdsområder og evt. har flere forskellige uddannelser,
der fortsat kan anvendes, kan der i vurderingen lægges vægt på, om
tilskadekomne vil kunne arbejde inden for ét af disse arbejdsområder eller
én af disse uddannelser på fuld tid. Hvis tilskadekomne på skadestidspunktet
f.eks. arbejde som gartner, men også har en kontoruddannelse, vil der kunne
lægges vægt på, om tilskadekomne enten kan varetage et job på fuld tid
inden for gartnerområdet eller inden for kontorområdet. Den arbejdsskade,
som forhindrer tilskadekomne i at varetage et arbejde inden for
gartnerområdet på fuld tid, er ikke nødvendigvis til hinder for, at
182
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
tilskadekomne kan varetage et arbejde inden for kontorområdet på fuld tid.
I vurderingen vil det ligeledes være relevant at tage hensyn til, om
tilskadekomne alene har en specialiseret uddannelse og specialist erfaringer,
som kun kan anvendes på et snævert arbejdsmarked, eller om tilskadekomne
har mere brede uddannelses- og erhvervskompetencer, som kan anvendes
bredt inden for tilskadekomnes nuværende arbejdsområde eller inden for
flere forskellige arbejdsområder. F.eks. vil en tømrer, som i væsentligt
omfang bl.a. har arbejdet med ledelse, opsyn og forskelligt kontorarbejde
som udarbejdelse af tilbud, fakturering og lignende inden for
tømrerområdet, kunne have en tilstrækkelig bred erhvervserfaring til, at
vedkommende fortsat kan varetage et job inden for tømrerområdet på fuld
tid på trods af en arbejdsskade, som medfører, at vedkommende ikke kan
udføre tømrehåndværk på fuld tid. Hvis tilskadekomne vurderes kun delvist
at være i stand til at kunne anvende sin erhvervsmæssige uddannelse eller
varetage et arbejde inden for tidligere arbejdsområder, f.eks. 80 pct. vil
vedkommende kunne være omfattet af målgruppen for ordningen.
Tilskadekomne, der før skaden var ansat på deltid, vil ligeledes kunne være
omfattet af målgruppen, hvis de ikke kan varetage et arbejde inden for deres
hidtidige arbejdsområdet på fuldt tid. Dette vil også være tilfældet, selvom
de fortsat vil kunne varetage et arbejde på samme timetal, som de gjorde før
arbejdsskaden. Hvis tilskadekomne f.eks. varetog et arbejde på 25 timer før
arbejdsskaden og Arbejdsmarkedets Erhvervssikring vurderer, at
vedkommende fortsat vil kunne varetage et arbejde inden for sit hidtidige
arbejdsområde på 25 timer, men ikke på fuld tid, vil vedkommende kunne
være omfattet af målgruppen. Antallet af arbejdstimer forud for
arbejdsskaden og årsagen til den nedsatte arbejdstid har ikke betydning for
vurderingen.
Det foreslås i
stk. 1, nr. 4,
at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring skal skønne,
at tilskadekomne med en ny erhvervskompetencegivende uddannelse vil få
bedre indtjeningsmuligheder end uden uddannelsen. Vurderingen skal tage
udgangspunkt i en umiddelbar vurdering af, hvad tilskadekomne må
forventes at kunne tjene efter arbejdsskaden henholdsvis med og uden en ny
uddannelse. Ved vurderingen skal Arbejdsmarkedets Erhvervssikring
skønne, hvilken løn tilskadekomne kan forventes at få efter skaden, f.eks. i
en deltidsstilling inden for sit hidtidige arbejdsområde eller i en stilling
inden for et andet arbejdsområde, herunder f.eks. i en ufaglært stilling.
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring skal herefter vurdere, om tilskadekomne
kan forventes af få bedre indtjeningsmuligheder med en ny uddannelse.
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring kan ved vurderingen lægge vægt på
183
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
relevante lønstatistikker. Det er ikke en forudsætning, at Arbejdsmarkedets
Erhvervssikring fastsætter årslønnen i henhold til § 24 i forbindelse med
vurderingen.
I vurderingen vil følgende hensyn, som ikke er udtømmende, bl.a. kunne
tale for, at tilskadekomne med en ny erhvervskompetencegivende
uddannelse vil få bedre indtjeningsmuligheder end uden uddannelsen:
•
Tilskadekomne er ufaglært med erfaring inden for et arbejdsområde
med lav indtjening.
Tilskadekomne har en uddannelse inden for et arbejdsområde med
lav indtjening og vil fremover alene kunne klare et arbejde på deltid
inden for dette arbejdsområde.
Det vurderes, at arbejdsskaden forhindrer tilskadekomne i at
varetage et arbejde inden for sit arbejdsområde, hvor der evt. har
været en høj indtjening, så alternativet til en uddannelse vil være
ufaglært arbejde med lav indtjening.
•
•
I vurderingen vil følgende hensyn, som ikke er udtømmende, bl.a. kunne
tale imod, at tilskadekomne med en ny erhvervskompetencegivende
uddannelse vil få bedre indtjeningsmuligheder end uden uddannelsen:
•
Tilskadekomne har brede uddannelses- og erhvervskompetencer
inden for et arbejdsområde med høj indtjening og gode muligheder
for deltidsbeskæftigelse, som tilskadekomne vil kunne klare med
arbejdsskaden. Det vurderes derfor, at tilskadekomne ikke vil kunne
få højere indtjening med en ny uddannelse.
Tilskadekomne vurderes kun at kunne få en nogenlunde tilsvarende
løn med en ny uddannelse, som den løn tilskadekomne kan få efter
arbejdsskaden inden for sit hidtidige arbejdsområde.
•
Det foreslås
i § 18 a, stk. 2,
at for tilskadekomne, som opfylder vilkårene i
stk. 1, og som ønsker at tage en erhvervskompetencegivende uddannelse
med uddannelsesgodtgørelse, indhenter Arbejdsmarkedets Erhvervssikring
oplysninger fra bopælskommunen om tilskadekomnes ønske til uddannelse,
og kommunens vurdering af, om:
1) uddannelsen er en erhvervskompetencegivende uddannelse inden
for et område med behov for arbejdskraft, og
184
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
2) tilskadekomne forventes at kunne gennemføre uddannelsen, og
varetage et ordinært job på fuld tid på almindelige vilkår efter
uddannelsen.
Det følger af den foreslåede bestemmelse, at Arbejdsmarkedets
Erhvervssikring skal afklare, om tilskadekomne ønsker at tage en
uddannelse med uddannelsesgodtgørelse, inden der indhentes de
pågældende oplysninger fra bopælskommunen. Arbejdsmarkedets
erhvervssikring forventes i den forbindelse at vejlede tilskadekomne om
ordningen, herunder om:
•
mulighederne for at tilskadekomne frivilligt kan tage en
erhvervskompetencegivende uddannelse inden for et område med
behov for arbejdskraft med uddannelsesgodtgørelse,
de generelle økonomiske konsekvenser ved at indgå i ordningen,
herunder i forhold til udmåling af endelig erstatning mv., og
den dialog om uddannelsesmuligheder m.v., jf. § 38 a i lov om en
aktiv beskæftigelsesindsats, som tilskadekomne, som ønsker at tage
en
erhvervskompetencegivende
uddannelse
med
uddannelsesgodtgørelse, bliver inviteret til af bopælskommunen.
•
•
Den foreslåede bestemmelse skal ses i sammenhæng med forslaget til § 38
a i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, hvorefter kommunen skal tilbyde
tilskadekomne en samtale om uddannelsesmuligheder m.v. På baggrund af
samtalen sender kommunen ovenstående vurdering og baggrunden herfor,
herunder forslag til en eller flere uddannelser til Arbejdsmarkedets
Erhvervssikring. Vurderingen sker på baggrund af kommunens samtale med
tilskadekomne og en konstatering af om uddannelsen er en
erhvervskompetencegivende uddannelse inden for et område med behov for
arbejdskraft. Der henvises for nærmere herom til bemærkningerne til den
foreslåede § 38 a i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats i § 3, nr. 2.
Kommunerne vil skulle videregive de pågældende oplysninger om
tilskadekomne til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring i henhold til
arbejdsskadesikringslovens § 37, stk. 2, og forvaltningslovens § 31. Ifølge
arbejdsskadesikringslovens § 37, stk. 2, kan Arbejdsmarkedets
Erhvervssikring af kommuner forlange enhver oplysning, som
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring skønner, er af betydning. Det følger af
forvaltningslovens § 31, at i det omfang en forvaltningsmyndighed er
berettiget til at videregive en oplysning, skal myndigheden på begæring af
185
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
en anden forvaltningsmyndighed videregive oplysningen, hvis den er af
betydning for myndighedens virksomhed eller for en afgørelse, som
myndigheden skal træffe.
Det foreslås i
stk. 2, nr. 1,
at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring vil skulle
indhente oplysninger om, hvorvidt jobcenteret vurderer, at uddannelsen er
erhvervskompetencegivende inden for områder med behov for arbejdskraft.
Ved
erhvervskompetencegivende
uddannelser
forstås
en
erhvervsuddannelse, en erhvervsgrunduddannelse (egu), som afsluttes på
niveau 3 i forberedende grunduddannelse (FGU højeste niveau), en
erhvervsakademiuddannelse, en professionsbacheloruddannelse eller andre
videregående uddannelser.
Når jobcenteret skal vurdere, om der inden for et område er behov for
arbejdskraft, herunder om der er eller kan forventes mangel på arbejdskraft
inden for et område, benyttes Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings
oversigt over jobmuligheder på det regionale arbejdsmarked
(Arbejdsmarkedsbalancen). Der skal være tale om områder med gode eller
rigtig gode jobmuligheder i oversigten. Reglerne herom fremgår af § 143 i
bekendtgørelse nr. 2636 af 28. december 2021 om en aktiv
beskæftigelsesindsats.
Det foreslås videre i
stk. 2, nr. 2,
at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring skal
indhente oplysninger om kommunens vurdering af, om tilskadekomne
forventes at kunne gennemføre uddannelsen og varetage et ordinært job på
fuld tid på almindelige vilkår efter uddannelsen. I forhold til at kunne
varetage et ordinært job på fuld tid på almindelige vilkår vil det forudsætte,
at tilskadekomne skal forventes at kunne varetage et ordinært fuldtidsjob på
almindelige løn- og ansættelsesvilkår, hvor der ikke gives økonomisk støtte
til lønnen eller til personen som led i en ansættelse efter de sociale kapitler.
I den forbindelse er der ikke noget til hinder for, at jobcenteret bevilger
hjælpemidler efter lov om kompensation til handicappede i erhverv m.v. til
tilskadekomne for at fremme, at tilskadekomne opnår eller fastholder
ordinær ansættelse.
Jobcenterets vurdering vil skulle ske på baggrund af samtalen med
tilskadekomne og eventuelle kendskab til tilskadekomnes ledighedsforløb i
øvrigt, f.eks. deltagelse i tidligere uddannelsesforløb i forbindelse med
beskæftigelsesindsatsen. Der henvises til lovforslagets bemærkninger til §
3.
186
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
De to kriterier i § 18, stk. 2, nr. 1 og 2, vil skulle være opfyldt uanset, om
der er tale om en dansk eller tilsvarende udenlandsk uddannelse. Det vil
sige, at hvis tilskadekomne ønsker at tage en udenlandsk uddannelse med
uddannelsesgodtgørelse, vil det alene kunne ske, hvis det er muligt for
kommunen at kontrollere, at der er tale om en uddannelse, som svarer til en
dansk erhvervskompetencegivende uddannelse, inden for et område med
behov for arbejdskraft i Danmark, og at tilskadekomne forventes at kunne
gennemføre uddannelsen og varetage et ordinært job på almindelige vilkår
i Danmark efter uddannelsen.
Med forslaget til stk. 2, nr. 1 og 2, vil Arbejdsmarkedets Erhvervssikring
således få en række nødvendige oplysninger og vurderinger fra
tilskadekomnes bopælskommune, som kan indgå i Arbejdsmarkedets
Erhvervssikrings
afgørelse
af,
om
tilskadekomne
kan
få
uddannelsesgodtgørelse
ved
deltagelse
i
en
konkret
erhvervskompetencegivende uddannelse.
Det foreslås i
§ 18 b, stk. 1,
at for tilskadekomne, der opfylder vilkårene i §
18 a, stk. 1, nr. 2-4, og stk. 2, træffer Arbejdsmarkedets Erhvervssikring
afgørelse
om,
at
tilskadekomne
kan
tage
en
konkret
erhvervskompetencegivende uddannelse med uddannelsesgodtgørelse. Hvis
tilskadekomne opfylder betingelserne i § 18 a, stk. 1, nr. 2-4, og kravene til
uddannelsen i § 18 a, stk. 2, nr. 1 og 2, er opfyldt, har tilskadekomne ret til
at deltage i ordningen med uddannelsesgodtgørelse, når vedkommende
optages på uddannelsen. Med forslaget ændres der ikke på reglerne på
Børne- og Undervisningsministeriets område om optagelse på en
erhvervsuddannelse eller en egu for personer, der får tildelt
uddannelsesgodtgørelse
til
en
bestemt
uddannelse.
Den
uddannelsessøgende skal fortsat opfylde de almindelige betingelser for at
blive optaget på dels en erhvervsuddannelse og på egu.
De to kriterier i § 18 a, stk. 2, nr. 1 og 2, vil skulle være opfyldt uanset, om
der er tale om en dansk eller tilsvarende udenlandsk uddannelse. Det vil
sige, at hvis tilskadekomne ønsker at tage en udenlandsk uddannelse med
uddannelsesgodtgørelse, vil det alene kunne ske, hvis det er muligt for
kommunen at kontrollere, at der er tale om en uddannelse, som svarer til en
dansk erhvervskompetencegivende uddannelse, inden for et område med
behov for arbejdskraft i Danmark, og at tilskadekomne forventes at kunne
gennemføre uddannelsen og varetage et ordinært job på almindelige vilkår
i Danmark efter uddannelsen. Det vil være kommunen, der skal vurderer
dette, jf. § 18 a, stk. 2. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring vil i øvrigt alene
kunne træffe afgørelse om tildeling af uddannelsesgodtgørelse til en
187
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
udenlandsk uddannelse, hvis det er muligt for Arbejdsmarkedets
Erhvervssikring at leve op til kravene om kontrol med tilskadekomnes
deltagelse i uddannelsen, jf. § 18 c på samme måde som en tilsvarende dansk
uddannelse.
Det følger af bestemmelsen, at tilskadekomne på tidspunktet for afgørelsen
både skal opfylde betingelserne i § 18 a, stk. 1, nr. 2-4 og § 18 a, stk. 2. Det
betyder, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring på tidspunktet for afgørelsen
efter § 18 b, stk. 1, fortsat skal vurdere, at tilskadekomne er uden for
beskæftigelse eller i en opsigelsesperiode, der udløber inden start på
uddannelsen, at tilskadekomne skønnes fremover ikke at kunne anvende sin
erhvervsmæssige uddannelse eller varetage et arbejde inden for tidligere
arbejdsområder på fuld tid, og at tilskadekomne skønnes med en
erhvervskompetencegivende uddannelse at få bedre indtjeningsmuligheder
end uden uddannelsen. Hvis forholdene har ændret sig, fra den indledende
vurdering af betingelserne i § 18 a, stk. 1, nr. 2-4, og indtil der er indhentet
oplysninger fra bopælskommunen, således, at tilskadekomne f.eks. ikke
længere er uden beskæftigelse, vil Arbejdsmarkedets Erhvervssikring skulle
træffe afgørelse om afslag på, at tilskadekomne kan tage en uddannelse med
uddannelsesgodtgørelse.
Derimod er det ikke et krav, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring på
tidspunktet for afgørelsen fortsat forventer at tilskadekomne vil få et mén på
mindst 10 pct., jf. § 18 a, stk. 1, nr. 1. Denne vurdering foretages kun som
led i afklaringen af, om det er relevant, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring
indhenter yderligere oplysninger fra kommunen. Vurderingen vil således
ikke være en del af afgørelsen om, hvorvidt tilskadekomne kan tage en
uddannelse med uddannelsesgodtgørelse, jf. § 18 b, stk. 1. Når
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring forud for indhentelse af oplysninger fra
kommunen har vurderet, at tilskadekomne forventes at få fastsat et mén på
mindst 10 pct., vil denne vurdering være gældende i relation til visitation til
uddannelsesgodtgørelse, uanset hvordan méngraden senere måtte blive
vurderet. Det vil således ikke være et krav, at Arbejdsmarkedets
Erhvervssikring på tidspunktet for afgørelsen om uddannelsesgodtgørelse
igen vurderer, om tilskadekomne fortsat forventes, at få fastsat et mén på
mindst 10 pct. Hvis der i mellemtiden er truffet afgørelse i henhold til § 18
om, at ménet er lavere end 10 pct., vil dette således ikke have betydning for
afgørelsen af, hvorvidt tilskadekomne kan få uddannelsesgodtgørelse. Det
samme vil gøre sig gældende, hvis der senere, efter at der er truffet afgørelse
om, at tilskadekomne kan tage en uddannelses med uddannelsesgodtgørelse,
træffes afgørelse om, at ménet er lavere en 10 pct. I så fald, vil det heller
188
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
ikke have betydning for afgørelsen om uddannelsesgodtgørelse.
Tilskadekomne vil have ret til at indgår i ordningen alligevel på baggrund
af den oprindelige vurdering, der er blevet foretaget inden indhentelse af
oplysninger fra kommunen, jf. § 18 a, stk. 1, nr. 1. Hvis afgørelsen om
fastsættelsen af mén, jf. § 18 bliver påklaget af forsikringsselskabet eller
tilskadekomne, vil det heller ikke have nogen betydning i forhold til
tilskadekomnes deltagelse i ordningen. Klagen over fastsættelsen af mén, jf.
§ 18 vil i øvrigt heller ikke have opsættende virkning i forhold til afgørelsen
om visitation til uddannelsesgodtgørelse, jf. § 18 b.
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring vil kunne lægge kommunens
oplysninger uprøvet til grund for afgørelsen med mindre det er åbenbart, at
der ikke er tale om en erhvervskompetencegivende uddannelse. Det vil sige,
at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring ikke skal foretage egen vurdering af,
om den pågældende uddannelse er en erhvervskompetencegivende
uddannelse inden for et område med behov for arbejdskraft, og om
tilskadekomne forventes at kunne gennemføre uddannelsen og varetage et
ordinært job på almindelige vilkår efter uddannelsen. Arbejdsmarkedets
Erhvervssikring vil dog ikke kunne træffe afgørelse om tilkendelse af
uddannelsesgodtgørelse, hvis det er åbenbart, at der ikke er tale om en
erhvervskompetencegivende uddannelse. Dette vil være åbenbart, hvis
kommunen f.eks. oplyser, at tilskadekomne ønsker at deltage i undervisning
på folkeskoleniveau eller en gymnasial uddannelse. I så fald vil
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring skulle træffe afgørelse om afslag på
uddannelsesgodtgørelse.
Hvis tilskadekomne allerede på eget initiativ er startet på en uddannelse
inden visitationsprocessen, vil Arbejdsmarkedets Erhvervssikring kunne
træffe afgørelse om tilkendelse af uddannelsesgodtgørelse til denne
uddannelse, jf. § 18 b, hvis betingelserne i øvrigt er opfyldt.
Uddannelsesgodtgørelsen vil i så fald kunne tilkendes med tilbagevirkende
kraft fra den 1. i den måned, hvor uddannelsen starter, og indtil udgangen af
den måned, hvor uddannelsen forventes at slutte.
Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings afgørelse, jf. § 18 b, stk. 1, vil være en
afgørelse i forvaltningslovens forstand. Afgørelsen vil både ved tilkendelse
af uddannelsesgodtgørelse og afslag kunne påklages til Ankestyrelsen efter
de almindelige regler i lovens § 44. Som følge af forslaget i § 1, nr. 51, vil
en klage over afgørelser, jf. § 18 b dog ikke have opsættende virkning. Det
betyder, at tilskadekomne vil kunne starte på uddannelsen og modtage
uddannelsesgodtgørelse, mens klagen behandles. Ved vurderingen af klagen
vil Arbejdsmarkedets Erhvervssikring og Ankestyrelsen kunne tage stilling
189
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
til, om betingelserne i § 18 a, stk. 1, nr. 2-4, og stk. 2 er opfyldt.
Ankestyrelsen vil således kunne tage stilling til Arbejdsmarkedets
Erhvervssikrings vurdering af, om kriterierne i § 18 a, stk. 1, nr. 2-4, er
opfyldt. Ankestyrelsen vil ligeledes kunne tage stilling til kommunens
vurdering af, om uddannelsen er en erhvervskompetencegivende
uddannelse inden for et område med behov for arbejdskraft, og om
tilskadekomne forventes at kunne gennemføre uddannelsen og varetage et
ordinært job på almindelige vilkår efter uddannelsen. Derimod vil
Ankestyrelsen ikke skulle tage stilling til § 18 a, stk. 1, nr. 1, om
tilskadekomne må forventes at få fastsat et mén på mindst 10 pct. Hvis
Ankestyrelsen kommer frem til, at betingelserne i § 18 a, stk. 1, nr. 2-4, og
stk. 2, ikke er opfyldt, vil Ankestyrelsen kunne træffe afgørelse om, at
tilskadekomne ikke kan tage en uddannelse med uddannelsesgodtgørelse.
Hvis tilskadekomne allerede er gået i gang med uddannelsen, vil
udbetalingen af uddannelsesgodtgørelse ophøre. Tilskadekomne vil i så fald
kunne fortsætte uddannelsen uden uddannelsesgodtgørelse. Vedr.
mulighederne for at klage over afgørelser efter § 18 b henvises til
bemærkningerne til § 1, nr. 51.
Tilskadekomne, som undervejs i uddannelsen ønsker at foretage et skift i
uddannelse, vil kunne gøre dette efter en ny konkret vurdering, jf. § 18 a, og
en ny afgørelse, jf. § 18 b. Tilskadekomne vil fortsat skulle opfylde alle krav
til at komme ind i ordningen i forhold til den nye uddannelse, herunder bl.a.
en forventning om mén på mindst 10 pct., at uddannelsen er en
erhvervskompetencegivende uddannelse inden for et område med behov for
arbejdskraft, og at tilskadekomne forventes at kunne gennemføre
uddannelsen og varetage et ordinært job på almindelige vilkår efter
uddannelsen. Tilskadekomne vil uanset et evt. skift af uddannelse
maksimalt kunne modtage uddannelsesgodtgørelse i 48 måneder, jf.
forslaget til § 18 b, stk. 2.
Det foreslås i
§ 18 b, stk. 2, 1. pkt.,
at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring
samtidig med afgørelsen efter stk. 1 eller senere træffer afgørelse om
uddannelsesgodtgørelsens størrelse, samt at uddannelsesgodtgørelse
tilkendes fra den 1. i den måned, hvor uddannelsen starter, og indtil
udgangen af den måned, hvor uddannelsen forventes at afslutte.
Afgørelse om uddannelsesgodtgørelsens tilkendelsesperiode og størrelse
kan træffes samtidig med eller særskilt efter afgørelsen, jf. stk. 1, under
hensyntagen til, hvad der vil være mest hensigtsmæssigt for tilskadekomne.
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring skal i den forbindelse tilstræbe, at
tilskadekomne hurtigst muligt kan komme i gang med en uddannelse med
190
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
uddannelsesgodtgørelse. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring vil f.eks. skulle
træffe en hurtig afgørelse om, at tilskadekomne kan starte på uddannelsen
med uddannelsesgodtgørelse, jf. stk. 1, hvis det er nødvendigt af hensyn til
ansøgningsfristen på uddannelsen. Herefter kan der træffes særskilt
afgørelse om tilkendelsesperioden og størrelsen på godtgørelsen, jf. stk. 2.
Hvis Arbejdsmarkedets Erhvervssikring ikke tidligere har truffet en
afgørelse om midlertidigt erhvervsevnetab frem til uddannelsens start, vil
afgørelse herom kunne træffes efter de almindelige regler herom i § 17 enten
samtidig
med
afgørelsen
om
tildelingsperioden
og
uddannelsesgodtgørelsens størrelse eller senere. Afgørelsen vil som hidtil
efter de gældende regler kunne træffes med tilbagevirkende kraft, således at
tilskadekomne tilkendes midlertidig erhvervsevnetabserstatning frem til
uddannelsens start.
Som følge af bestemmelsen vil udbetalingen af uddannelsesgodtgørelse
ophøre uden en ny afgørelse herom, når perioden for tilkendelsen udløber.
En eventuel forlængelse eller afkortning af tilkendelsesperioden vil kræve
en ny afgørelse.
Tilkendelse af uddannelsesgodtgørelse til en uddannelse med løn under
oplæring og praktik ændrer ikke på tilskadekomnes ret til løn under oplæring
og praktik og arbejdsgiverens eventuelle ret til uddannelsesbidrag. Lønnen
vil i givet fald blive fradraget i uddannelsesgodtgørelsen, jf. forslaget til §
18 d, stk. 1 og 5.
Det foreslås i
§ 18 b, stk. 2, 2. pkt.,
at uddannelsesgodtgørelse kan tilkendes
i højst 48 måneder og højest frem til folkepensionsalderen. Tilskadekomne
vil uanset et evt. skift af uddannelse eller en forlængelse af uddannelsen
maksimalt kunne modtage uddannelsesgodtgørelse i 48 måneder. Hvis
tilskadekomnes uddannelse forlænges f.eks. som følge af, at vedkommende
bliver syg (dog højst i 6 måneder), går på barsel eller ikke består en eksamen
og derfor må tage et fag om, vil tilskadekomnes periode med
uddannelsesgodtgørelse ligeledes efter en ny afgørelse om ændret
tilkendelsesperiode kunne forlænges inden for de 48 måneder. Det
forventes, at der fastsættes nærmere regler om proceduren herfor i medfør
af bemyndigelserne i de foreslåede § 18 b, stk. 4 og § 18 c, stk. 6.
Hvis tilskadekomne ønsker at forlænge sin uddannelse ud over 48 måneder
eller tage en uddannelse, som varer længere end 48 måneder, må
tilskadekomne selv sørge for et andet forsørgelsesgrundlag i den resterende
periode. Det kan f.eks. være SU, hvis vedkommende er berettiget til det.
Tilskadekomne vil i øvrigt have mulighed for at anmode Arbejdsmarkedets
191
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
Erhvervssikring om at tage stilling til erhvervsevnetabet, jf. § 17. Hvis
tilskadekomne under uddannelsen når folkepensionsalderen, stopper
udbetalingen af uddannelsesgodtgørelse.
Det foreslås i
§ 18 b, stk. 3,
at uddannelsesgodtgørelsen udgør 83 pct. af
tilskadekomnes årsløn, jf. § 24, dog minimum 110 pct. af den maksimale
dagpengesats efter lov om arbejdsløshedsforsikring mv.
Bestemmelsen vil medføre, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring skal
fastsætte
tilskadekomnes
årsløn,
inden
størrelsen
på
uddannelsesgodtgørelsen kan fastsættes. Årslønnen fastsættes efter reglerne
herom i § 24, som ændres ved dette lovforslags § 1, nr. 29. Der henvises for
nærmere herom til § 1 nr. 29 og bemærkningerne hertil.
Hvis tilskadekomnes årsløn fastsættes til et beløb, der er lavere end 110 pct.
af
den
maksimale
dagpengesats,
forhøjes
beløbet
for
uddannelsesgodtgørelse til et beløb, der svarer til 110 pct. af den maksimale
dagpengesats.
Fastsættelsen af størrelsen på uddannelsesgodtgørelsen vil være en afgørelse
i forvaltningslovens forstand, som kan påklages til Ankestyrelsen efter de
almindelige regler herom. Som følge af forslaget til en ændring af § 44, stk.
5, jf. § 1, nr. 51, vil en sådan klage dog ikke have opsættende virkning. Det
betyder, at uddannelsesgodtgørelsen vil kunne udbetales, mens klagen
behandles. For nærmere om mulighederne for at klage over afgørelser om
uddannelsesgodtgørelse henvises til bemærkningerne til § 1, nr. 51.
Det foreslås i
§ 18 b, stk. 4,
at beskæftigelsesministeren gives bemyndigelse
til at fastsætte nærmere regler om behandlingen af sager om
uddannelsesgodtgørelse, herunder om udveksling af oplysninger mellem
kommuner,
Udbetaling
Danmark,
arbejdsløshedskasser
og
forsikringsselskaber.
Efter drøftelse med Arbejdsmarkedets Erhvervssikring vil der blive fastsat
de nødvendige regler herom i en ny bekendtgørelse om
uddannelsesgodtgørelse.
For så vidt angår udvekslingen af oplysninger mellem Arbejdsmarkedets
Erhvervssikring, kommuner, arbejdsløshedskasser og forsikringsselskaber
vil der efter drøftelse med Arbejdsmarkedets Erhvervssikring blive fastsat
de nødvendige regler om, hvordan udvekslingen skal ske, herunder om
kommunerne skal indberette oplysninger elektronisk til Arbejdsmarkedets
Erhvervssikring og i givet fald hvordan. Der forventes bl.a. at blive fastsat
192
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
regler, som sikrer, at kommunen, Udbetaling Danmark og a-kassen får
besked fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring når tilskadekomne går i gang
med en uddannelse med uddannelsesgodtgørelse, da der i så fald ikke skal
udbetales dagpenge, sygedagpenge m.v. og ikke skal følges op på, om
tilskadekomne opfylder sin pligt til at stå til rådighed for arbejdsmarkedet.
Det forventes også, at der vil blive fastsat regler, som kan understøtte, at
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring i samarbejde med kommunen sikrer, at
kommunen hurtigst muligt afgiver oplysningerne til Arbejdsmarkedets
Erhvervssikring. Der vil efter drøftelser med Arbejdsmarkedets
Erhvervssikring og KL evt. blive fastsat regler om, at kommunens afgivelse
af oplysningerne skal ske inden en nærmere angivet frist, som efter behov
forventes af blive fastsat til omkring 30-40 dage fra kommunens modtagelse
af anmodningen, dog vil fristen kunne være længere i visse tilfælde, hvor
der er behov herfor, f.eks. hvis kommunen har behov for at indhente
yderligere oplysninger til brug for kommunens vurdering.
For så vidt angår krav til Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings afgørelse om,
at tilskadekomne kan tage en uddannelse med uddannelsesgodtgørelse, jf. §
18 b, stk. 2, vil der efter drøftelser med Arbejdsmarkedets Erhvervssikring
blive fastsat de nødvendige regler om processen for Arbejdsmarkedets
Erhvervssikrings behandling af sagerne og om indholdet i afgørelserne. Det
forventes, at der bl.a., vil kunne blive fastsat regler, som kan understøtte, at
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring vejleder tilskadekomne grundigt om
vedkommendes forpligtelser i forbindelse med afgørelser om
uddannelsesgodtgørelse, samt hvilken betydning det kan få for vurderingen
af vedkommendes tabsbegrænsningspligt, jf. 17, stk. 2, hvis uddannelsen
ikke gennemføres. Der henvises til bemærkningerne til § 18 e og § 1, nr. 9.
Det forventes, at der bl.a. også vil blive fastsat regler, som kan understøtte,
at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring løbende holder tilskadekomne
orienteret om sagens forløb og hurtigst muligt og under hensyntagen til
ansøgningsfristen for den pågældende uddannelse oplyser tilskadekomne
om afgørelsen af, hvorvidt tilskadekomne kan starte på en uddannelse med
uddannelsesgodtgørelse.
I overensstemmelse med lovens nye formål om at arbejde for, at
tilskadekomne bevarer tilknytningen til arbejdsmarkedet, og at
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring opstiller mål for sagsbehandlingstider,
er det forventningen, at bestyrelsen fastsætter mål for sagsbehandlingstiden
i sagerne om uddannelsesgodtgørelse, der vil understøtte, at de
tilskadekomne hurtigst muligt kan komme i gang med en uddannelse med
uddannelsesgodtgørelse.
193
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
Det foreslås i
§ 18 c, stk. 1,
at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring indhenter
løbende oplysninger om, hvorvidt den tilskadekomne er indskrevet på
uddannelsen, er studieaktiv, holder orlov eller er syg.
Formålet med bestemmelsen er, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring
løbende skal følge op på, om tilskadekomne fortsat er indskrevet på
uddannelsen, er studieaktiv, holder orlov eller er syg. Arbejdsmarkedets
Erhvervssikring skal sørge for, at udbetalingen af uddannelsesgodtgørelse
ophører, når tilskadekomne ikke længere opfylder betingelserne for
uddannelsesgodtgørelse.
Det forventes, at der med hjemmel i bemyndigelsen i den foreslåede § 18 c,
stk. 5, efter drøftelser med Arbejdsmarkedets Erhvervssikring og evt. andre
relevante parter vil blive fastsat nærmere regler om indhentelse af disse
oplysninger. Afhængig af, hvordan oplysningerne kan indhentes mest
hensigtsmæssigt, vil der f.eks. kunne blive fastsat regler om, at
oplysningerne
kan
indhentes
elektronisk
direkte
fra
uddannelsesinstitutionen eller via en elektronisk erklæring, som
tilskadekomne kan underskrive med Nem-id/Mit-id, og at erklæringen skal
attesteres af den pågældende uddannelsesinstitution. Det forventes også, at
der vil blive fastsat regler om, at oplysningerne skal indhentes efter en
nærmere fastsat kadence, som forventes at blive hver 6. måned. Det er
uddannelsesstedet, der afgør, om tilskadekomne er studieaktiv på baggrund
af de regler om studieaktivitet, der gælder for den pågældende uddannelse.
Det foreslås i
§ 18 c, stk. 2, 1. pkt.,
at tilskadekomne straks skal give
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring besked, hvis tilskadekomne vil holde
orlov fra uddannelsen. De nærmere krav til, hvordan tilskadekomne skal
give besked og dokumentere orloven, vil blive fastsat i en bekendtgørelse
med hjemmel i det foreslåede § 18 c, stk. 6.
Det foreslås i
§ 18 c, stk. 2, 2. pkt.,
at en tilskadekommen, der har ret til
fravær efter barselsloven, kan modtage uddannelsesgodtgørelse under orlov
fra uddannelsen i op til 9 måneder, dog op til 12 måneder, hvis
tilskadekomne er enlig forsørger. Der vil i denne sammenhæng være tale om
midlertidig orlov fra uddannelsen for at holde fravær efter barselsloven,
hvor pågældende har til hensigt at genoptage uddannelsen.
Bestemmelsen svarer til de muligheder, der er for at få SU i forbindelse
med orlov fra en uddannelse, på grund af fravær efter barselsloven i
forbindelse med fødsel eller adoption. Det vil dog også være muligt at
holde sorgorlov, selvom dette ikke er muligt med SU. Muligheden for at få
194
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
uddannelsesgodtgørelse under orlov på grund af fravær efter barselsloven
gælder i forhold til alle de typer af orlov, der giver ret til fravær efter
barselsloven. Det vil sige både den ret til fravær, der ligger før og efter
fødslen, adoptionsorlov og sorgorlov. Derimod vil der ikke være mulighed
for at holde orlov til pasning af alvorligt sygt barn, da denne type orlov
ikke giver forældrene ret til fravær, men kun kan holdes efter aftale med en
arbejdsgiver. Der vil heller ikke være mulighed for at holde pleje- eller
pasningsorlov til pasning af en alvorligt syg eller døende nærtstående, da
der heller ikke er ret til fravær hertil efter barselsloven.
Tilskadekomne er ikke afskåret fra at udnytte sin ret til fravær efter
barselsloven ud over 9 henholdsvis 12 måneder, men det vil i så fald blive
uden uddannelsesgodtgørelse. Det skal bemærkes, at tilskadekomne evt.
kan have ret til barselsdagpenge, hvis barselslovens beskæftigelseskrav er
opfyldt
–
f.eks. ved at tilskadekomne er elev i lønnet praktik. Elevens løn
eller barselsdagpenge vil blive fradraget i uddannelsesgodtgørelsen, jf.
forslaget til § 18 d, stk.1, og en arbejdsgiver, der udbetaler løn, vil få
refusion for barselsdagpenge.
Efter endt orlov genoptages udbetalingen af uddannelsesgodtgørelse.
Det foreslås i
§ 18 c, stk. 2, 3. pkt.,
at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring
træffer afgørelse om, at uddannelsesgodtgørelsen ophører for
tilskadekomne, som holder anden orlov fra uddannelsen end orlov, hvor der
er ret til fravær efter barselsloven. Bestemmelsen medfører, at hvis
tilskadekomne holder orlov fra uddannelsen af andre årsager end orlov hvor
der er ret til fravær efter barselsloven, træffer Arbejdsmarkedets
Erhvervssikring afgørelse om, at uddannelsesgodtgørelsen stopper.
Tilskadekomne
er
dermed
ikke
længere
en
del
af
uddannelsesgodtgørelsesordningen. Hvis tilskadekomne ønsker at få
uddannelsesgodtgørelse igen efter endt orlov, vil det kunne ske efter en ny
visitationsproces, jf. § 18 a, og en ny afgørelse om tilkendelse af
uddannelsesgodtgørelse, jf. § 18 b.
Baggrunden for forslaget er, at det efter de gældende regler på forskellige
uddannelser er muligt at holde orlov uden nogen særlig begrundelse. Man
kan f.eks. holde ubegrundet orlov, hvis man vil ud at rejse, på højskole eller
hvis man blot ønsker en pause.
Formålet med uddannelsesgodtgørelsen er at hjælpe tilskadekomne hurtigt
tilbage på arbejdsmarkedet, så de kan blive selvforsørgende efter en
arbejdsskade. Det ville derfor være i strid med ordningens formål, hvis
195
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
tilskadekomne kunne sætte uddannelsen på pause, med mindre pausen
skyldes orlov, hvor der er ret til fravær efter barselsloven. Derfor foreslås
det, at det ikke skal være muligt for tilskadekomne at tage orlov fra
uddannelsen, med mindre der er tale om orlov med ret til fravær efter
barselsloven.
Hvis tilskadekomne holder orlov på grund af sygdom, omfattes det af
forslaget til § 18 c, stk. 3, der regulerer de tilfælde, hvor tilskadekomne ikke
deltager i uddannelsen på grund af sygdom.
Det foreslås i
§ 18 c, stk. 2, 4. pkt.,
at afgørelsen efter 3. pkt. har virkning
fra udgangen af den måned, hvor orloven begynder. Det betyder, at
uddannelsesgodtgørelsen stopper med udgangen af den måned, hvor
orloven begynder, uanset om Arbejdsmarkedets Erhvervssikring først
træffer afgørelsen senere. Den uddannelsesgodtgørelse, der måtte være
blevet udbetalt i perioden fra orlovens begyndelse og indtil afgørelsen om
stop for uddannelsesgodtgørelse træffes, vil kunne kræves tilbagebetalt, jf.
forslaget til § 18 e, stk. 1.
Det foreslås i
§ 18 c, stk. 2, 5. pkt.,
at tilskadekomne én gang herefter vil
kunne anmode om at få tilkendt uddannelsesgodtgørelse, jf. § 18 b.
Forslaget medfører, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring herefter vil skulle
foretage en ny vurdering af, om tilskadekomne opfylder betingelserne for at
få tilkendt uddannelsesgodtgørelse, jf. § 18 a. Der vil ligeledes skulle
indhentes en ny vurdering fra kommunen i forhold til § 18 a, stk. 2, herunder
bl.a. om, hvorvidt tilskadekomne forventes at kunne gennemføre
uddannelsen. Hvis tilskadekomne på ny tilkendes uddannelsesgodtgørelse
og senere mister retten til uddannelsesgodtgørelse igen, vil det ikke være
muligt at blive visiteret ind i ordningen en 3. gang.
Det foreslås i
§ 18 c, stk. 3, 1. pkt.,
at tilskadekomne straks skal give
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring besked med lægelig dokumentation,
hvis tilskadekomne på grund af længerevarende sygdom ikke har deltaget i
uddannelsen i mere end 30 dage. Med hjemmel i den foreslåede
bestemmelse i § 18 c, stk. 6, vil der blive fastsat nærmere regler om krav til
den lægelige dokumentation. Det forventes, at der bl.a. vil blive stillet krav
om, at dokumentationen skal indeholde lægens vurdering af, hvornår
tilskadekomne kan deltage i uddannelsen igen.
Der vil endvidere blive fastsat regler om Arbejdsmarkedets
Erhvervssikrings vejledningsforpligtelse i sådanne sager, herunder om, at
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring ved modtagelse af lægeerklæringen
196
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
vejleder om, risikoen for at miste uddannelsesgodtgørelsen ved sygdom i
mere end 6-måneder eller i mere end 30 dage 3 gange.
Det foreslås i
§ 18 c, stk. 3, 2. pkt.,
at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring
træffer afgørelse om, at uddannelsesgodtgørelsen ophører, når
tilskadekomne på grund af sygdom ikke har deltaget i uddannelsen i mere
end 6 måneder eller 4. gang tilskadekomne på grund af sygdom ikke har
deltaget i uddannelsen i mere end 30 dage. Bestemmelsen medfører, at
tilskadekomne i løbet af uddannelsen vil kunne få uddannelsesgodtgørelse
under sygdom i op til 6 måneder i en sammenhængende periode.
Tilskadekomne vil ligeledes kunne få uddannelsesgodtgørelse under
sygdom i mere end 30 dage op til 3 gange uden at miste
uddannelsesgodtgørelsen. Hvis tilskadekomne er syg i mere end 6 måneder
eller i mere end 30 dage for 4. gang, vil uddannelsesgodtgørelsen stoppe, og
tilskadekomne vil ikke længere være en del af ordningen. Arbejdsmarkedets
Erhvervssikring vejleder den tilskadekomne om muligheden for at søge
sygedagpenge, herunder om, at den pågældende selv skal henvende sig til
kommunen for at søge om sygedagpenge og fristen herfor.
Der vil være ret til sygedagpenge for en person, der på grund af
længerevarende sygdom afbryder en påbegyndt uddannelse, hvor personen
modtager uddannelsesgodtgørelse, hvis betingelserne for sygedagpenge i
øvrigt er opfyldt. Tilskadekomne vil evt. senere kunne anmode om at få
tilkendt uddannelsesgodtgørelse igen. Tilskadekomne vil også kunne
fortsætte på uddannelsen uden uddannelsesgodtgørelse, i det omfang dette
er muligt efter de almindelige regler for uddannelsen.
Hvis der efter tilskadekomnes raskmelding er en periode, hvor
tilskadekomne på grund af forhold, som ikke skyldes tilskadekomnes
sygdom, ikke kan deltage i uddannelsen, vil der ikke skulle træffes afgørelse
om ophør af uddannelsesgodtgørelse. Det vil være tilfældet, hvis
tilskadekomne på grund af uddannelsens tilrettelæggelse må afvente at
genoptage uddannelsen til næste semesterstart. I så fald skyldes
tilskadekomnes manglende deltagelse i uddannelsen ikke sygdom, og
tilskadekomne vil derfor kunne få uddannelsesgodtgørelse i perioden fra
raskmeldingen og indtil uddannelsen kan genoptages.
Det foreslås i
§ 18 c, stk. 3, 3. pkt.,
at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring
ligeledes træffer afgørelse om, at uddannelsesgodtgørelsen ophører, når
tilskadekomne orienterer Arbejdsmarkedets Erhvervssikring om forventet
længerevarende sygdom i mere end seks måneder. Forslaget medfører, at
hvis tilskadekomne giver besked til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring med
197
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
lægelig dokumentation om, at vedkommende forventes at være syg i mere
end 6 måneder, vil Arbejdsmarkedets Erhvervssikring træffe afgørelse om,
at uddannelsesgodtgørelsen ophører. Afgørelsen vil i så fald kunne træffes
inden tilskadekomne har været syg i seks måneder.
Det foreslås i
§ 18 c, stk. 3, 4. pkt.,
at afgørelsen efter 2. og 3. pkt. har
virkning fra udgangen af den måned, hvor Arbejdsmarkedets
Erhvervssikring træffer afgørelsen. Det betyder, at tilskadekomne kan
modtage uddannelsesgodtgørelse i den periode, der går fra, at
vedkommende har givet besked om forventet sygdom i mere end 6 måneder
eller har været syg i mere end 6 måneder eller mere end 30 dage for fjerde
gange, og indtil afgørelsen om stop for uddannelsesgodtgørelse træffes.
Det foreslås i
§ 18 c, stk. 3, 4. pkt.,
at tilskadekomne én gang herefter vil
kunne anmode om at få tilkendt uddannelsesgodtgørelse, jf. § 18 b.
Forslaget medfører, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring herefter vil skulle
foretage en ny vurdering af, om tilskadekomne opfylder betingelserne for at
få tilkendt uddannelsesgodtgørelse. Der vil ligeledes skulle indhentes en ny
vurdering fra kommunen i forhold til § 18 a, stk. 2, herunder bl.a. om,
hvorvidt tilskadekomne forventes at kunne gennemføre uddannelsen. Hvis
tilskadekomne på ny tilkendes uddannelsesgodtgørelse og senere mister
retten til uddannelsesgodtgørelse igen, vil det ikke være muligt at blive
visiteret ind i ordningen en 3. gang.
Det foreslås i
§ 18 c, stk. 4, 1. pkt.,
at tilskadekomne straks skal give
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring besked, hvis tilskadekomne ikke er
studieaktiv eller hvis tilskadekomne udskrives af uddannelsen.
Det forventes, at der med hjemmel i den foreslåede § 18 c, stk. 6, efter
drøftelse med Arbejdsmarkedets Erhvervssikring vil blive fastsat nærmere
regler om, hvordan tilskadekomne skal give besked om sin manglende
studieaktivitet og om, udskrivelse fra uddannelsen. Afhængig af, hvordan
oplysningerne kan gives mest hensigtsmæssigt, vil der f.eks. kunne blive
fastsat regler om, at oplysningerne skal gives elektronisk og skal attesteres
af den pågældende uddannelsesinstitution. Der henvises til forslaget til § 18
c, stk. 6, og bemærkningerne hertil.
Det er uddannelsesstedet, der afgør, om tilskadekomne er studieaktiv på
baggrund af de regler om studieaktivitet, der gælder for den pågældende
198
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
uddannelse. Kravene til studieaktivitet er forskellige på forskellige
uddannelser. Tilskadekomne vil derfor skulle give besked om manglende
studieaktivitet, når uddannelsesinstitutionen har afgjort, at vedkommende
ikke længere er studieaktiv. Tilskadekomne vil dog også skulle give besked,
når vedkommende selv godt ved, at vedkommende ikke opfylder kravene til
studieaktivitet, uanset om uddannelsesinstitutionen har truffet en afgørelse
om det. Det kan f.eks. være i tilfælde af, at tilskadekomne har besluttet sig
for ikke at følge uddannelsen mere, men ikke har givet besked herom til
uddannelsesinstitutionen.
Det foreslås i
§ 18 c, stk. 4, 2. pkt.,
at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring
træffer afgørelse om, at uddannelsesgodtgørelsen ophører, når
tilskadekomne ikke er studieaktiv eller er udskrevet af uddannelsen.
Det følger af bestemmelsen, at hvis tilskadekomne ikke opfylder
betingelserne for at være studieaktiv ifølge reglerne om studieaktivitet for
den pågældende uddannelse, skal Arbejdsmarkedets Erhvervssikring træffe
afgørelse om at stoppe udbetalingen af uddannelsesgodtgørelse. Det vil
være den enkelte uddannelsesinstitution, der afgør, hvorvidt tilskadekomne
er studieaktiv, og fra hvornår tilskadekomne ikke længere er studieaktiv.
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring vil ligeledes skulle stoppe udbetalingen
af uddannelsesgodtgørelse, hvis tilskadekomne udskrives af uddannelsen
inden udløbet af den periode, som uddannelsesgodtgørelsen er tilkendt for,
jf. § 18 b, stk. 2
En afgørelse om stop for udbetaling af uddannelsesgodtgørelse, jf. stk. 4, vil
betyde, at tilskadekomne ikke længere er en del af ordningen med
uddannelsesgodtgørelse.
Tilskadekomne
vil
alene
kunne
få
uddannelsesgodtgørelse igen, efter en ny visitationsproces, jf. § 18 a og en
ny afgørelse om uddannelsesgodtgørelse, jf. § 18 b.
Det foreslås i
§ 18 c, stk. 4, 3. pkt.,
at afgørelsen om stop for
uddannelsesgodtgørelse har virkning fra udgangen af den måned, hvor
tilskadekomne ifølge uddannelsesinstitutionen ikke længere var studieaktiv,
eller
den
måned,
hvor
tilskadekomne
er
udskrevet
af
uddannelsesinstitutionen. Det betyder, at uddannelsesgodtgørelsen stopper
199
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
med udgangen af den måned, hvor tilskadekomne ifølge
uddannelsesinstitutionen ikke længere var studieaktiv, eller den måned,
hvor tilskadekomne er udskrevet af uddannelsesinstitutionen, uanset, om
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring først træffer afgørelsen senere. Den
uddannelsesgodtgørelse, der måtte være blevet udbetalt i perioden indtil
afgørelsen om stop for uddannelsesgodtgørelse træffes, vil kunne kræves
tilbagebetalt, jf. forslaget til § 18 e, stk. 1.
Hvis tilskadekomne ikke gennemfører uddannelsen, vil Arbejdsmarkedets
Erhvervssikring skulle træffe afgørelse om erstatning for tab af
erhvervsevne efter de almindelige regler herom. Der vil i så fald skulle
foretages en konkret vurdering af, om, og i givet fald, hvordan de opnåede
kompetencer fra den delvist gennemførte uddannelse påvirker
tilskadekomnes erhvervsevnetab. De kompetencer tilskadekomne har nået
at få på uddannelsen, kan evt. have forbedret tilskadekomnes evne til at
skaffe sig indtægt.
Hvis tilskadekomne ikke på anden måde udnytter sin resterhvervsevne, vil
det efter reglerne om tabsbegrænsningspligt kunne få betydning for
udmålingen af erstatningen. Hvis Arbejdsmarkedets Erhvervssikring
vurderer, at tilskadekomne ikke i tilstrækkelig grad har medvirket til at
afklare eller forbedre erhvervsevnen ved at gennemføre uddannelsen, kan
dette medføre, at erstatningen for tab af erhvervsevne nedsættes, eller at
tilskadekomne slet ikke har ret til erstatning. Arbejdsmarkedets
Erhvervssikring må i den forbindelse se på, hvorfor tilskadekomne ikke har
gennemført uddannelsen, og i hvilket omfang tilskadekomne vurderes at
kunne have gennemført uddannelsen. Hvis det under uddannelsen f.eks.
viser sig, at tilskadekomne som følge af arbejdsskaden alligevel ikke har
helbredet til at kunne gennemføre hele uddannelsen, vil det tale for, at
tilskadekomne ikke af den grund kan antages at have undladt at forbedre sin
erhvervsevne. Skyldes den manglende gennemførelse i stedet, at
tilskadekomne f.eks. ikke finder uddannelsen tilstrækkeligt udfordrende
eller interessant, vil det kunne tale for, at tilskadekomne ikke har gjort
tiltrækkeligt for at forbedre sin erhvervsevne. Arbejdsmarkedets
Erhvervssikring skal i vurderingen af tabsbegrænsningspligten i øvrigt
inddrage, i hvilket omfang tilskadekomne i øvrigt udnytter sin
resterhvervsevne. Det vil således fortsat være muligt for tilskadekomne,
som fortsat har arbejdsevne, at vælge at tage f.eks. ufaglært job i stedet for
at færdiggøre uddannelsen med uddannelsesgodtgørelse. For nærmere
200
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
oplysninger om tabsbegrænsningspligten henvises
bemærkningerne til § 17, stk. 4, i ændringspunkt nr. 9.
i
øvrigt
til
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring vil i afgørelsen om tilkendelse af
uddannelsesgodtgørelse vejlede tilskadekomne om, hvilken betydning det
kan få for vurderingen af vedkommendes tabsbegrænsningspligt, hvis
uddannelsen ikke gennemføres.
Det foreslås i
§ 18 c, stk. 5,
at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring stopper
udbetalingen af uddannelsesgodtgørelse fra det tidspunkt, hvor
tilskadekomne overgår til tidlig pension, jf. lov om social pension.
Bestemmelsen medfører, at hvis tilskadekomne undervejs i uddannelsen
vælger at overgå til tidlig pension, jf. lov om social pension, vil
vedkommende ikke længere kunne modtage uddannelsesgodtgørelse.
Baggrunden for forslaget er, at det ikke anses for sandsynligt, at
tilskadekomne vil komme i beskæftigelse efter endt uddannelse, hvis
vedkommende er overgået til tidlig pension. Formålet med at tage en
uddannelse med uddannelsesgodtgørelse vil derfor ikke længere være
opfyldt, hvis tilskadekomne overgår til tidlig pension, og det foreslås derfor,
at udbetalingen af uddannelsesgodtgørelse i så fald stoppes.
Forslaget medfører, at en person vil kunne søge om ret til tidlig pension og
få truffet afgørelse herom uden, at dette har betydning for, om personen
modtager uddannelsesgodtgørelse, men pågældende vil ikke kunne modtage
tidlig pension samtidig med uddannelsesgodtgørelse. Det betyder, at
uddannelsesgodtgørelsen skal stoppe ved overgang til tidlig pension. Det vil
være personen selv, der skal underrette Arbejdsmarkedets Erhvervssikring
om overgangen til tidlig pension.
Tilskadekomne vil således være forpligtet til at give Arbejdsmarkedets
Erhvervssikring besked, hvis vedkommende overgår til tidlig pension, jf.
forslaget til ændringen af § 42, stk. 2, der bliver stk. 1, i § 1, nr. 49.
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring vil kunne kræve uddannelsesgodtgørelse
tilbagebetalt for en periode, hvor tilskadekomne er tilkendt tidlig pension,
jf. forslaget til § 18 e, stk. 1, i § 1, nr. 17.
Det foreslås i
§ 18 c, stk. 6,
at beskæftigelsesministeren kan fastsætte
nærmere regler om Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings opfølgning på
tilskadekomnes deltagelse i uddannelsen, herunder krav til
dokumentationen for tilskadekomnes deltagelse, orlov eller sygdom,
opgørelsen af de 6 måneders sygdom, jf. stk. 3 og tilskadekomnes
201
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
forpligtelser i sager om uddannelsesgodtgørelse og konsekvenserne ved
manglende overholdelse heraf.
Det forventes, at der efter drøftelser med Arbejdsmarkedets Erhvervssikring
vil blive fastsat de nødvendige nærmere regler herom i en ny bekendtgørelse
om uddannelsesgodtgørelse. Formålet med reglerne vil være at sikre, at
tilskadekomne ikke får uddannelsesgodtgørelse i lang tid uden at være
indskrevet på uddannelsen og studieaktiv. Reglerne forventes at indeholde
de nødvendige nærmere regler om Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings
løbende indhentelse af oplysninger om, hvorvidt tilskadekomne er
indskrevet på uddannelsen, studieaktiv, syg eller på orlov..
Afhængig af, hvordan oplysningerne kan indhentes mest hensigtsmæssigt,
vil der f.eks. kunne blive fastsat regler om, at oplysningerne kan indhentes
elektronisk direkte fra uddannelsesinstitutionen eller via en elektronisk
erklæring, som tilskadekomne kan underskrive med Nem-id/Mit-id, og at
erklæringen skal attesteres af den pågældende uddannelsesinstitution
elektronisk. Det forventes også, at der vil blive fastsat regler om, at
oplysningerne skal indhentes efter en nærmere fastsat kadence på f.eks. hver
6. måned. Herudover forventes det, at det vil blive fastsat regler om, hvordan
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring skal følge op, hvis tilskadekomne er syg.
Opfølgningen vil f.eks. kunne bestå af et vejledningsbrev til tilskadekomne,
hvor vedkommende gøres opmærksom på, at der er risiko for at miste retten
til uddannelsesgodtgørelse ved sygdom i mere end 6 måneder eller mere end
30 dage for 4. gang og mulighederne for at søge sygedagpenge.
Der vil, i det omfang der måtte være behov for det, ligeledes blive fastsat
regler om opgørelsen af de 6 måneders sygdom herunder om, at de første 30
dages sygdom skal indgå i opgørelsen, og at der skal være tale om én
sygdomsperiode af 6 måneders varighed.
For så vidt angår de nærmere regler om tilskadekomnes forpligtelser i sager
om uddannelsesgodtgørelse, forventes der at blive fastsat regler, som kan
understøtte, at tilskadekomne hurtigst muligt søger optagelse på en
uddannelse og giver Arbejdsmarkedets Erhvervssikring de nødvendige
oplysninger i sagen. Det kan f.eks. være regler om, at tilskadekomne skal
søge optagelse på uddannelsen snarest muligt efter, at Arbejdsmarkedets
Erhvervssikring har truffet afgørelse, jf. § 18 b, stk. 1, og sende
dokumentation for sin optagelse og dato for studiestart til Arbejdsmarkedets
Erhvervssikring. Det forventes også, at der vil blive fastsat nærmere regler
om krav til tilskadekomnes meddelelse til Arbejdsmarkedets
Erhvervssikring om studieaktivitet, udskrivning af uddannelsen, sygdom og
202
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
orlov. Det forventes også, at der vil blive fastsat de nødvendige regler om,
hvordan tilskadekomne kan anmode om forlængelse af perioden med
uddannelsesgodtgørelse inden for de 48 måneder i tilfælde af bl.a. orlov på
grund af fravær efter barselsloven.
Det foreslås i
§ 18 d, stk. 1, 1. pkt.,
at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring
udbetaler uddannelsesgodtgørelse.
Bestemmelsen medfører, at det er Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, der
udbetaler uddannelsesgodtgørelsen i alle sager om uddannelsesgodtgørelse.
Det gælder også i sager om arbejdsulykker, hvor arbejdsgiveren har tegnet
forsikring hos et arbejdsulykkesforsikringsselskab. I sådanne sager vil det
normalt være forsikringsselskabet, der udbetaler erstatning og godtgørelse.
I sager om uddannelsesgodtgørelse findes det dog mest hensigtsmæssigt, at
det alene er Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, der udbetaler godtgørelsen
i alle sager, uanset om det er en arbejdsulykkessag eller en
erhvervssygdomssag. Det skyldes, at det er Arbejdsmarkedets
Erhvervssikring, der løbende skal følge op på, om tilskadekomne er
indskrevet på studiet og hurtigt skal kunne stoppe udbetalingen, hvis det
ikke er tilfældet. Det skyldes også, at staten skal finansiere en andel af
uddannelsesgodtgørelsen, og det findes mest hensigtsmæssigt, at dette sker
via en refusionsordning mellem staten og Arbejdsmarkedets
Erhvervssikring, som foreslået i § 18 d, stk. 2, og ikke mellem staten og et
antal private forsikringsselskaber. Det foreslås i § 18 d, stk. 3, at
forsikringsselskaberne i stedet vil skulle refundere den andel af
uddannelsesgodtgørelsen til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, som de
ellers skulle have udbetalt. Der henvises for nærmere herom til forslaget til
§ 18 d, stk. 2 og 3, og bemærkningerne hertil.
Uddannelsesgodtgørelsen vil være skattepligtig.
Det foreslås i
§ 18 d, stk. 1, 2. pkt.,
at øvrig A- og B-indkomst i perioden,
hvor der er tilkendt uddannelsesgodtgørelse som udgangspunkt fradrages i
uddannelsesgodtgørelsen, jf. stk. 4.
Det betyder, at øvrig A- og B-indkomst ud over uddannelsesgodtgørelsen,
som vil være A-indkomst, som udgangspunkt skal fradrages i
uddannelsesgodtgørelsen, inden den udbetales. A-indkomst er alle former
for vederlag i penge for personligt arbejde i tjenesteforhold. Det er f.eks.
løn, sygedagpenge, feriegodtgørelse, honorar, tantieme, provision,
drikkepenge og lignende ydelser. B-indkomst er indkomst, hvor der ikke er
trukket skat og arbejdsmarkedsbidrag, inden udbetaling af beløbet. Det kan
203
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
f.eks. være indtægt fra selvstændig virksomhed eller honorar. Størrelsen på
den månedlige udbetaling af uddannelsesgodtgørelse vil dermed kunne
variere, afhængig af, hvilken anden A- og B-indkomst tilskadekomne har
haft. Det forventes dog ikke, at tilskadekomne i væsentligt omfang vil have
anden indkomst end uddannelsesgodtgørelse.
Som følge af forslaget til § 18 d, stk. 5, vil beskæftigelsesministeren
fastsætte nærmere regler om, hvilke A- og B-indkomster der skal fradrages
i uddannelsesgodtgørelsen. Det forventes, at der vil blive fastsat regler, der
som udgangspunkt medfører, at A- og B-indkomst, der ikke betales
arbejdsmarkedsbidrag af, ikke skal fradrages i uddannelsesgodtgørelsen.
Det forventes dog, at der også vil være visse indkomster, der ikke betales
arbejdsmarkmarkedsbidrag
af,
som
vil
skulle
fradrages
i
uddannelsesgodtgørelsen, herunder evt. sygedagpenge og barselsdagpenge
i det omfang, disse kan modtages samtidig med uddannelsesgodtgørelse.
Der henvises nærmere herom til bemærkningerne til § 18 d, stk. 5.
Det forventes, at det vil blive indarbejdet i Beskæftigelsesministeriets
samarbejdsaftale
med
Arbejdsmarkedets
Erhvervssikring,
at
Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings udbetaling af uddannelsesgodtgørelse
skal ske fra finanslovskonto 17.23.41.10.44.
Det foreslås i
§ 18 d, stk. 2, 1. pkt.,
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring
anmoder om refusion for den andel af uddannelsesgodtgørelsen, som staten
finansierer.
Det forventes, at det vil blive indarbejdet i Beskæftigelsesministeriets
samarbejdsaftale med Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, at statens
refusion registreres på finanslovskonto 17.23.41.10.34.
Det foreslås i
§ 18 d, stk. 2, 2. pkt.,
at statens andel af
uddannelsesgodtgørelsen svarer til en månedlig takst på 17.091 kr. pr.
deltager i ordningen pr. 1. januar 2023.
Det fremgår af forslaget til § 18 d, stk. 1, 2. pkt., at Arbejdsmarkedets
Erhvervssikring som udgangspunkt skal fradrage øvrig A- og B-indkomst i
uddannelsesgodtgørelsen, inden den udbetales. I det omfang sådanne
fradrag måtte medføre, at den udbetalte uddannelsesgodtgørelse er mindre
end den andel, staten skal finansiere, vil staten højst skulle refundere den
udbetalte uddannelsesgodtgørelse.
Det henvises nærmere til de økonomiske bemærkninger i afsnit xx.
204
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
Det foreslås i
§ 18 d, stk. 2, 3. pkt.,
at beløbet reguleres en gang om året pr.
1. januar med 1,7 pct. tillagt tilpasningsprocenten for det pågældende
finansår, jf. lov om en satsreguleringsprocent.
Den årlige sats vil blive
Erhvervssikrings hjemmeside.
offentliggjort
på
Arbejdsmarkedets
Det foreslås i
§ 18 d, stk. 2, 4. pkt.,
at beløbet reguleres første gang 1. januar
2024.
Det foreslås i
§ 18 d, stk. 2, 5. pkt.,
at det regulerede beløb afrundes til det
nærmeste hele kronebeløb.
Det foreslås i
§ 18 d, stk. 2, 6. pkt.,
at det afrundende beløb danner grundlag
for det kommende års satsregulering.
Det foreslås
i § 18 d, stk. 3,
at i sager om arbejdsulykker skal den
selvforsikrede arbejdsgiver eller den sikringspligtige arbejdsgivers
arbejdsulykkesforsikringsselskab
refundere
Arbejdsmarkedets
Erhvervssikring differencen mellem den udbetalte månedlige
uddannelsesgodtgørelse, jf. stk. 1, og den andel af uddannelsesgodtgørelsen,
som staten finansierer, jf. stk. 2. I sådanne sager vil det normalt være den
selvforsikrede arbejdsgiver eller forsikringsselskabet, der udbetaler
erstatning
og
godtgørelse
for
arbejdsgiveren
efter
arbejdsskadesikringsloven. I sager om uddannelsesgodtgørelse findes det
dog mest hensigtsmæssigt, at det er Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, der
udbetaler godtgørelsen. Det skyldes, at det er Arbejdsmarkedets
Erhvervssikring, der løbende skal følge op på, om tilskadekomne er
indskrevet på studiet og hurtigt skal kunne stoppe udbetalingen, hvis det
ikke er tilfældet. Det skyldes også, at staten skal finansiere en andel af
uddannelsesgodtgørelsen, og det findes mest hensigtsmæssigt, at dette sker
via en refusionsordning mellem staten og Arbejdsmarkedets
Erhvervssikring, som foreslået i stk. 1, og ikke mellem staten og et antal
selvforsikrede arbejdsgivere og private forsikringsselskaber. Det foreslås
derfor, at de selvforsikrede arbejdsgivere og forsikringsselskaberne i stedet
for at udbetale deres andel af uddannelsesgodtgørelsen til tilskadekomne,
vil skulle refundere deres andel af uddannelsesgodtgørelsen til
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring.
Det foreslås, at den selvforsikrede arbejdsgiver eller forsikringsselskabet
skal refundere differencen mellem den udbetalte månedlige
uddannelsesgodtgørelse, jf. stk. 1, og den andel af uddannelsesgodtgørelsen,
som staten finansierer, jf. stk. 2. Det fremgår af forslaget til § 18 d, stk. 1, 3.
205
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
pkt., at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring som udgangspunkt skal fradrage
øvrig A- og B-indkomst i uddannelsesgodtgørelsen, inden den udbetales.
Det betyder, at den udbetalte månedlige uddannelsesgodtgørelse, der
omtales i stk. 3, er den godtgørelse, som Arbejdsmarkedets Erhvervssikring
har fastsat jf. §§ 18 b, fratrukket den øvrige A- og B-indkomst, der skal
fratrækkes efter de regler, der fastsættes herom, jf. § 18 d, stk. 4. Fra den
udbetalte uddannelsesgodtgørelse trækkes herefter den andel af
uddannelsesgodtgørelsen, som staten skal finansiere i henhold til takten på
finansloven. Det tilbageværende beløb, vil være det, som den selvforsikrede
arbejdsgiver eller forsikringsselskabet skal refundere til Arbejdsmarkedets
Erhvervssikring. I de tilfælde, hvor fradraget af øvrig A- og B-indkomst er
så stort, at den statslige takst dækker den fulde udgift til
uddannelsesgodtgørelse, vil den selvforsikrede arbejdsgiver og
forsikringsselskabet fortsat kunne betragtes som part i sagen, selvom de ikke
har udgifter til ordningen. Det skyldes, at sagen om uddannelsesgodtgørelse
er en del af den samlede arbejdsskadesag og kan have betydning for den
endelige udmåling af erstatning. Den selvforsikrede arbejdsgiver og
forsikringsselskabet har derfor fortsat en interesse i sagen, selvom de ikke
har en udgift til uddannelsesgodtgørelsen.
Som følge af forslaget til § 18 d, stk. 5, forventes det, at
Beskæftigelsesministeren fastsætter nærmere regler om, hvordan
ulykkesforsikringsselskabernes
refusion
til
Arbejdsmarkedets
Erhvervssikring skal ske. Det er forventningen, at der vil blive fastsat regler,
som kan understøtte, en smidig ordning, hvorefter Arbejdsmarkedets
Erhvervssikring kan opkræve refusionen samtidig med andre opkrævninger.
Arbejdsskadesikringslovens bestemmelser om håndtering af de tilfælde,
hvor en sikringspligtig arbejdsgiver ikke har tegnet forsikring, gælder også
i forhold til uddannelsesgodtgørelse. I forhold til § 52 betyder det, at hvis
der foreligger en arbejdsulykke, og arbejdsgiveren har undladt at opfylde
sin sikringspligt ved at tegne forsikring, betaler Arbejdsmarkedets
Erhvervssikring i henhold til § 52, stk. 1, forskudsvis de udgifter,
arbejdsulykkesforsikringsselskabet
skulle
have
afholdt
til
uddannelsesgodtgørelse, jf. § 18 d, stk. 3. Det vil sige differencen mellem
den udbetalte månedlige uddannelsesgodtgørelse og den andel af
uddannelsesgodtgørelsen, som staten finansierer. Den sikringspligtige
arbejdsgiver, som ikke har tegnet forsikring, skal refundere
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring de udbetalte beløb, medmindre
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring skønner, at der har foreligget sådanne
206
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
undskyldende omstændigheder, at den pågældende helt eller delvist bør
fritages for betaling.
Det foreslås i
§ 18 d, stk. 4,
at hvis der er tvivl om, hvilket forsikringsselskab
der skal afholde udgiften til uddannelsesgodtgørelse, jf. stk. 3, fordeles
udgiften efter reglerne i § 48, stk. 6, 2.-4. pkt., på alle forsikringsselskaber,
som tegner arbejdsulykkesforsikring. Det fremgår at § 48, stk. 6, 2.-4. pkt.,
at udgifter ved arbejdsulykker, der overgår medhjælp, jf. 1. pkt., betales af
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring. Finansiering af udgiften efter 2. pkt.
opkræves aconto primo det år, hvor udgifterne afholdes, hos alle
forsikringsselskaber, som driver arbejdsulykkesforsikring, med
efterfølgende regulering i det efterfølgende år. Beskæftigelsesministeren
fastsætter nærmere regler for denne fordeling, acontobetalingen og den
efterfølgende regulering efter indstilling fra bestyrelsen for
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring i samarbejde med Finanstilsynet. Med
den foreslåede bestemmelse i § 18 d, stk. 4, vil udgifter til
uddannelsesgodtgørelse på tilsvarende måde blive fordelt på alle
forsikringsselskaber i de tilfælde, hvor der er tvivl om, hvilket
forsikringsselskab, der skal afholde udgiften. Det vil f.eks. kunne blive
relevant i sager, hvor det er flere arbejdsskader, der har ført til, et mén på
mindst 10 pct., og der er tvivl om, hvilken af arbejdsskaderne, der skal være
afgørende for, hvem der skal finansiere uddannelsesgodtgørelsen.
Udgangspunktet vil være, at det er den arbejdsskade, der anmeldes sidst, der
skal danne grundlag for finansieringen af uddannelsesgodtgørelsen. Hvis
arbejdsskaderne anmeldes samtidig, vil det være den skade, der medfører
det største mén, der skal danne grundlag for finansieringen af
uddannelsesgodtgørelsen. Hvis det forventede mén vurderes at bestå af 10
pct. mén fra en erhvervssygdom og 5 pct. mén fra en arbejdsulykke, som er
anmeldt samtidigt, så vil uddannelsesgodtgørelsen skulle finansieres af
erhvervssygdomssagen. Hvis der er tvivl om, hvorvidt udgiften skal
tilskrives en ulykkessag eller en erhvervssygdomssag, vil det være
Arbejdsmarkedets
Erhvervssikring,
der
skal
finansiere
uddannelsesgodtgørelsen. Den foreslåede bestemmelse i § 18 d, stk. 4, tager
sigte på de tilfælde, hvor der er tale om at ménet på mindst 10 pct. skyldes
flere
arbejdsulykker,
og
der
er
tvivl
om,
hvilket
arbejdsulykkesforsikringsselskab, der skal afholde udgiften til
uddannelsesgodtgørelse. Det kan f.eks. være i tilfælde af, at flere ulykker
med samme méngrad anmeldes samtidig.
Det foreslås i
§ 18 d, stk. 5, 1 pkt.,
at beskæftigelsesministeren fastsætter
nærmere regler om administration, beregning og udbetaling af
207
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
uddannelsesgodtgørelse, herunder om fradrag og efterregulering på
baggrund af øvrig A- og B-indkomst og refusion fra staten, de selvforsikrede
arbejdsgivere og ulykkesforsikringsselskaberne. Det forventes, at der vil
blive fastsat nærmere regler herom i en ny bekendtgørelse om
uddannelsesgodtgørelse. Reglerne vil blive fastsat efter drøftelser med
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring og forventes at komme til at indeholde
de mere præcise rammer for administration af ordningen, herunder
beregning og udbetaling af uddannelsesgodtgørelsen.
Det forventes, at der vil blive fastsat nærmere regler for, hvordan og hvornår
øvrig A- og B-indkomst kan fradrages og efterreguleres i
uddannelsesgodtgørelsen, herunder bl.a. regler om, hvordan der kan ske
fradrag af indkomst ved selvstændig virksomhed og frister for afsluttende
efterregulering i forlængelse af uddannelsens afslutning. Det forventes, at
fradraget af øvrig A- og B-indkomst i uddannelsesgodtgørelsen som
udgangspunkt vil være forskudt med to-tre måneder.
Det forventes også, at der vil blive fastsat nærmere regler om, hvordan
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring skal kræve refusion fra staten, jf. stk. 1
og fra ulykkesforsikringsselskaberne, jf. stk. 2. Det forventes, at der vil blive
fastsat regler, som kan understøtte, en smidig ordning, hvorefter
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring kan opkræve refusionen samtidig med
evt. andre opkrævninger.
Det foreslås i
§ 18 d, stk. 5, 2. pkt.,
at det af de regler, som
beskæftigelsesministeren kan fastsætte, jf. 1. pkt., kan fremgå, hvilke A- og
B- indkomster der ikke skal fradrages i uddannelsesgodtgørelsen. Disse
regler vil ligeledes blive fastsat efter drøftelser med Arbejdsmarkedets
Erhvervssikring. Formålet med reglerne vil være, at undgå, at
tilskadekomne overkompenseres i perioder med uddannelsesgodtgørelse.
Det forventes, at der vil blive fastsat regler, der som udgangspunkt
medfører, at A- og B-indkomst, der ikke betales arbejdsmarkedsbidrag af,
ikke skal fradrages i uddannelsesgodtgørelsen. Det forventes dog, at der
også vil være visse indkomster, der ikke betales arbejdsmarkmarkedsbidrag
af, som vil skulle fradrages i uddannelsesgodtgørelsen, herunder
sygedagpenge og barselsdagpenge til f.eks. en elev eller lærling i lønnet
oplæring og praktik. Udgangspunktet for reglerne vil være, at
tilskadekomne samlet set ikke bør have en indkomst, der overstiger
uddannelsesgodtgørelsen. Så hvis tilskadekomne har anden indtægt i
perioden med uddannelsesgodtgørelse, vil den som udgangspunkt skulle
fradrages. Hvis tilskadekomne under uddannelsen f.eks. får løn under
oplæring og praktik vil denne skulle fradrages i uddannelsesgodtgørelsen.
208
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
Der kan dog være indtægter, som det ikke er hensigtsmæssigt at fradrage.
Det kan f.eks. være den erhvervsevnetabserstatning, som tilskadekomne i
løbet af uddannelsen evt. får fastsat og udbetalt med tilbagevirkende kraft
for perioden frem til uddannelsesstart og bruttoferiepenge. Der forventes
også at blive fastsat regler om, at tabt arbejdsfortjeneste eller erstatning for
en ny skade, som sker under uddannelsen, ikke vil skulle modregnes i
uddannelsesgodtgørelsen.
Det foreslås i
§ 18 d, stk. 5, 3. pkt.,
at det af de regler, som
beskæftigelsesministeren kan fastsætte, jf. 1. pkt., kan fremgå, at
tilskadekomne skal oplyse Arbejdsmarkedets Erhvervssikring om
indkomster, der ikke fremgår af indkomstregisteret. Bemyndigelsen vil
blive brugt, hvis der efter drøftelser med Arbejdsmarkedets Erhvervssikring,
viser sig et behov for at fastsætte sådanne regler. Det forventes at blive
relevant i forhold til tilskadekomne med bopæl uden for Danmark, hvis
eventuelle øvrige indkomster fra udlandet ikke fremgår af
indkomstregistret.
Det foreslås i
§ 18 e, stk. 1, 1. pkt.,
at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring
træffer afgørelse om, at tilskadekomne skal tilbagebetale
uddannelsesgodtgørelsen, for perioder, hvor tilskadekomne har fået for
meget udbetalt, jf. dog § 44, stk. 5, 1. pkt. Med bestemmelsen vil
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring kunne kræve uddannelsesgodtgørelse
tilbagebetalt, hvis tilskadekomne har fået udbetalt uddannelsesgodtgørelse i
en periode, hvor tilskadekomne slet ikke skulle have haft godtgørelsen eller
i en periode, hvor tilskadekomne har fået udbetalt for meget, uanset om
tilskadekomne har modtaget uddannelsesgodtgørelsen i god tro.
Arbejdsmarkedets
Erhvervssikring
vil
kunne
kræve
uddannelsesgodtgørelsen tilbagebetalt for hele den periode, hvor
tilskadekomne ikke skulle have haft godtgørelsen eller har fået for meget.
Arbejdsmarkedets
Erhvervssikring
vil
f.eks.
kunne
kræve
uddannelsesgodtgørelsen tilbagebetalt for den periode, der går, fra
udgangen af den måned, hvor tilskadekomne er blevet udskrevet af
uddannelsen og indtil, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring får stoppet
udbetalingen af uddannelsesgodtgørelse.
Henvisningen til § 44, stk. 5, 1. pkt. medfører, at i de tilfælde, hvor
Ankestyrelsen efter en klage ændrer Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings
afgørelse om uddannelsesgodtgørelse til et afslag efter, at tilskadekomne er
startet på uddannelsen og modtager uddannelsesgodtgørelse, vil
tilskadekomne som udgangspunkt ikke skulle tilbagebetale godtgørelsen,
medmindre der vil kunne træffes afgørelse om tilbagebetaling, jf. § 40 a.
209
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
Det foreslås i
§ 18 e, stk. 1, 2. pkt.,
at tilbagebetalingsbeløbet kan opkræves
af Arbejdsmarkedets Erhvervssikring eller modregnes i fremtidige
udbetalinger af erstatning og uddannelsesgodtgørelse, jf.§ 11, stk.1, nr. 2 og
4, fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, den selvforsikrede arbejdsgiver
eller arbejdsulykkesforsikringsselskabet til tilskadekomne. Bestemmelsen
skal ses i sammenhæng med forslaget til § 18 d, stk. 1, hvorefter
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring skal udbetale uddannelsesgodtgørelse til
tilskadekomne, som tager en uddannelse med uddannelsesgodtgørelse.
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring skal udbetale godtgørelsen i både
erhvervssygdomssager og arbejdsulykkessager. Som en konsekvens af dette
foreslås det, at det i tilfælde af tilbagebetaling af uddannelsesgodtgørelse
ligeledes skal være Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, der opkræver
tilbagebetalingsbeløbet. Tilbagebetalingsbeløbet vil dog også kunne
modregnes
i
fremtidige
udbetalinger
af
erstatning
og
uddannelsesgodtgørelse, jf. § 11, stk. 1, nr. 2 og 4, fra Arbejdsmarkedets
Erhvervssikring,
den
selvforsikrede
arbejdsgiver
eller
arbejdsulykkesforsikringsselskabet til tilskadekomne
Det foreslås i
§ 18 e, stk. 2, 1. pkt.,
at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring
refunderer den del af det tilbagebetalte beløb, som den selvforsikrede
arbejdsgiver
eller
den
sikringspligtige
arbejdsgivers
arbejdsulykkesforsikringsselskab har afholdt, jf. § 18 d, stk. 3. Ifølge
forslaget
til
§
18
d,
stk.
3,
skal
arbejdsgivers
arbejdsulykkesforsikringsselskab
refundere
Arbejdsmarkedets
Erhvervssikring differencen mellem den udbetalte månedlige
uddannelsesgodtgørelse i sager om arbejdsulykker. Forslaget til § 18 e, stk.
2, 1. pkt., medfører, at i de tilfælde, hvor tilskadekomne har tilbagebetalt
uddannelsesgodtgørelse, skal Arbejdsmarkedets Erhvervssikring refundere
den del af beløbet, som den selvforsikrede arbejdsgiver og den
sikringspligtige arbejdsgivers arbejdsulykkesforsikringsselskab har afholdt,
jf. § 18 d, stk. 2 og 3.
Det foreslås i
§ 18 e, stk. 2, 2. pkt.,
at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring
herefter refunderer den del af det tilbagebetalte beløb, som staten har
afholdt, jf. § 18 d, stk. 2. Ifølge forslaget til § 18 d, stk. 2, skal
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring kræve refusion fra staten af den andel af
uddannelsesgodtgørelsen, som staten skal finansiere. Forslaget til § 18 e,
stk. 2, 2. pkt., medfører, at når den selvforsikrede arbejdsgiver eller
forsikringsselskabet har fået refunderet sine udgifter af det tilbagebetalte
beløb, jf. 1. pkt., skal Arbejdsmarkedets Erhvervssikring af det resterende
tilbagebetalte beløb refundere statens andel til staten.
210
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
Det foreslås i
§ 18 e, stk. 2, 3. pkt.,
at såfremt den selvforsikrede arbejdsgiver
eller den sikringspligtige arbejdsgivers arbejdsulykkesforsikringsselskab
foretager modregningen efter stk. 1, refunderer de den del af det
tilbagebetalte beløb, som ikke vedrører den selvforsikrede arbejdsgivers
eller forsikringsselskabets udgifter, til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring,
som herefter refunderer staten. Bestemmelsen har til formål at tage højde
for de situationer, hvor tilskadekomne tilbagebetaler for meget udbetalt
uddannelsesgodtgørelse ved, at den selvforsikrede arbejdsgiver eller
forsikringsselskabet modregner i fremtidige udbetaler af erstatning. I så fald
skal den selvforsikrede arbejdsgiver eller forsikringsselskabet videresende
den del af det modregnede beløb, som ikke vedrører den selvforsikrede
arbejdsgivers eller forsikringsselskabets udgifter til Arbejdsmarkedets
Erhvervssikring. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring sørger herefter for at
refundere staten for den del af beløbet, som staten har afholdt. Den del af
den for meget udbetalte uddannelsesgodtgørelse, som den selvforsikrede
arbejdsgiver eller forsikringsselskabet selv har afholdt, beholder de.
Det foreslås i
§ 18 e, stk. 3, 1. pkt.,
at uddannelsesgodtgørelsen træder i
stedet for erstatning for tab af erhvervsevne efter denne lov samt
erstatningsansvarsloven, og at der ikke tilkendes erstatning for tab af
erhvervsevne for samme skade, efter denne lov og erstatningsansvarsloven
for perioden, hvor der udbetales uddannelsesgodtgørelse. Bestemmelsen har
til hensigt at sikre, at tilskadekomne ikke overkompenseres for den eller de
samme skader i den periode, hvor vedkommende modtager
uddannelsesgodtgørelse. Ved samme skade forstås den eller de
arbejdsskader, som har ført til, at tilskadekomne forventes at få et mén på
mindst 10 pct., jf. § 18 a, stk. 1, nr. 1. Det foreslås derfor, at tilskadekomne
for disse skader ikke kan modtage erstatning for tab af erhvervsevne, som
kan tilkendes efter både arbejdsskadesikringsloven og i perioden med
uddannelsesgodtgørelse.
Det
betyder,
at
udbetaling
af
midlertidig
løbende
erhvervsevnetabserstatning
efter
arbejdsskadesikringsloven
eller
erstatningsansvarsloven for en af de skader, som danner grundlag for, at
tilskadekomne er visiteret ind i ordningen, vil skulle stoppe i den periode,
hvor tilskadekomne modtager uddannelsesgodtgørelse. Den løbende
udbetaling af erstatning ophører i samme måned, som udbetalingen af
uddannelsesgodtgørelse starter.
Hvis tilskadekomne allerede har fået udbetalt en kapitaliseret erstatning for
en tidligere arbejdsskade, som indgår i de mindst 10 pct. mén, jf. § 18 a, stk.
211
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
1, nr. 1, vil denne erstatning dog ikke kunne kræves tilbagebetalt, jf.
forslaget til § 18 e, stk. 3.
[Det vil fortsat være muligt for tilskadekomne at modtage den tabte
arbejdsfortjeneste, som vedkommende evt. er berettiget til efter
erstatningsansvarsloven i det omfang denne måtte overstige
uddannelsesgodtgørelsen. Der henvises for nærmere herom til forslaget til §
x, nr. x (JM’s ændring af EAL § 2, stk. 2]
Hvis tilskadekomne i perioden med uddannelsesgodtgørelse får en ny
arbejdsskade, som udløser erstatning for tab af erhvervsevne efter
arbejdsskadesikringsloven og erstatningsansvarsloven eller en anden type
skade, som udløser erstatning for tab af erhvervsevne efter
erstatningsansvarsloven, vil tilskadekomne efter reglerne ikke være afskåret
fra at få erstatning for tab af erhvervsevne efter arbejdsskadesikringsloven
og erstatningsansvarsloven efter erstatningsansvarsloven for denne skade i
perioden med uddannelsesgodtgørelse. Det forventes dog, at der ikke vil
kunne tilkendes erhvervsevnetabserstatning så længe tilskadekomne er i
gang med uddannelsen, da tilskadekomnes erhvervsmæssige situation vil
være uafklaret. Med forslaget til § 18 d, stk. 5, får beskæftigelsesministeren
hjemmel til at fastsætte nærmere regler om, hvilke A- og B-indkomster der
ikke skal fradrages i uddannelsesgodtgørelsen. Det forventes, at der vil blive
fastsat regler om, at erstatning for tab af erhvervsevne og evt. tabt
arbejdsfortjeneste for nye skader, som sker under uddannelsen, ikke vil
skulle fradrages i uddannelsesgodtgørelsen.
Det foreslås i
§ 18 e, stk. 3, 2. pkt.,
at udbetalt erstatning for tab af
erhvervsevne efter denne lov samt erstatningsansvarsloven for samme
skade, i det omfang det ikke kan godtgøres af Arbejdsmarkedets
Erhvervssikring, jf. § 29, stk. 2, kan kræves tilbagebetalt for perioden, hvor
der er udbetalt uddannelsesgodtgørelse. Bestemmelsen medfører, at i det
omfang Arbejdsmarkedets Erhvervssikring for samme skade har udbetalt
erstatning for tab af erhvervsevne efter arbejdsskadesikringsloven i en
periode, hvor tilskadekomne også har modtaget uddannelsesgodtgørelse, vil
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring kunne kræve erstatningen for tab af
erhvervsevne tilbagebetalt fra tilskadekomne for denne periode. Det er uden
betydning, om tilskadekomne har modtaget erstatningen i god tro. Der
henvises til bemærkningerne til § 18 e, stk. 3, 1. pkt., i forhold til, hvad der
forstås ved samme skade.
En erstatningsansvarlig skadevolder eller denne ansvarsforsikringsselskab,
som har udbetalt erstatning for tab af erhvervsevne efter
212
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
erstatningsansvarsloven vil ligeledes kunne kræve sådanne udbetalinger
tilbagebetalt for en periode, hvor tilskadekomne har modtaget
uddannelsesgodtgørelse, i det omfang det ikke kan godtgøres af
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, jf. § 29, stk. 2. I sådanne situationer vil
det ligeledes være uden betydning, om tilskadekomne har modtaget
erstatningen i god tro. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring vil alene kun
kunne godtgøre udbetalinger fra skadevolder eller dennes
ansvarsforsikringsselskab, jf. § 29, stk. 2, så længe tilskadekomne har krav
på udbetalinger fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring. I situationer, hvor
tilskadekomne ikke længere har krav på udbetalinger fra Arbejdsmarkedets
Erhvervssikring, og Arbejdsmarkedets Erhvervssikring derfor ikke kan
godtgøre
udbetalinger
fra
skadevolder
eller
dennes
ansvarsforsikringsselskab, vil skadevolder eller ansvarsforsikringsselskabet
med forslaget selv kunne kræve udbetalingerne tilbagebetalt fra
tilskadekomne.
Det foreslås i
§ 18 e, stk. 3, 3. pkt.,
at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring,
den selvforsikrede arbejdsgiver og arbejdsulykkesforsikringsselskabet kan
modregne for meget udbetalt erstatning for tab af erhvervsevne efter denne
lov i perioder, hvor tilskadekomne har modtaget uddannelsesgodtgørelse for
samme skade, i fremtidige udbetalinger af erstatning og
uddannelsesgodtgørelsen, jf. § 11, stk. 1, nr. 2 og 4, til tilskadekomne. Med
bestemmelsen vil Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, den selvforsikrede
arbejdsgiver og arbejdsulykkesforsikringsselskabet kunne modregne for
meget udbetalt erstatning for tab af erhvervsevne efter
arbejdsskadesikringsloven i fremtidige udbetalinger af erstatning for tab af
erhvervsevne og uddannelsesgodtgørelse. Hvis der ikke er sådanne
fremtidige udbetalinger, vil Arbejdsmarkedets Erhvervssikring den
selvforsikrede arbejdsgiver og arbejdsulykkesforsikringsselskabet kunne
kræve beløbet tilbagebetalt fra tilskadekomne.
Hvorvidt skadevolder eller dennes ansvarsforsikringsselskab kan modregne
erstatning udbetalt efter erstatningsansvarsloven afhænger af reglerne herfor
i erstatningsansvarsloven.
Det foreslås i
§ 18 f,
at hvis tilskadekomne har gennemført en uddannelse
med uddannelsesgodtgørelse, skal Arbejdsmarkedets Erhvervssikring
træffe afgørelse om tab af erhvervsevne efter anmodning fra tilskadekomne,
hvis der foreligger nye oplysninger, som indebærer en vis sandsynlighed
for, at tilskadekomne fortsat har nedsat evne til at skaffe sig indtægt ved
arbejde, og tilskadekomne dokumenterer dette. Arbejdsmarkedets
Erhvervssikring vil dermed alene skulle træffe afgørelse om
213
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
erhvervsevnetab, hvis tilskadekomne fremlægger nye oplysninger, som
giver en vis sandsynlighed for at tilskadekomne på trods af den nye
uddannelse fortsat har nedsat erhvervsevne, og at dette skyldes
arbejdsskaden.
Dokumentationen kan f.eks. bestå af relevante lægefaglige oplysninger om
de aktuelle helbredsmæssige forhold eller personskaden. Dokumentationen
kan f.eks. bestå i ny lægeerklæring, udskrift af lægejournal eller
behandlerjournal, som indeholder oplysninger om den relevante skade og
relaterer skaden til de helbredsmæssige eller erhvervsmæssige følger af
arbejdsskaden.
Dokumentationen kan ligeledes bestå i f.eks. udskrift fra kommunale akter,
udtalelse fra arbejdsgiver, afgørelse fra forsikringsselskab eller
myndigheder, som beskriver de aktuelle erhvervsmæssige forhold relateret
til følger af arbejdsskaden. Det kan f.eks. være nye oplysninger fra
kommunen om, at tilskadekomne er tilkendt førtidspension helt eller delvist
på grund af følgerne af arbejdsskaden
§ 17 foreslås ændret i ændringspunkt nr. 7-12, og der henvises til
bemærkningerne hertil vedr. erstatning for tab af erhvervsevne. Ifølge § 17,
stk. 1, har tilskadekomne ret til erstatning for tab af erhvervsevne, hvis
arbejdsskaden har nedsat tilskadekomnes evne til at skaffe sig indtægt ved
arbejde. Som følge af forslaget i ændringspunkt 7, kommer det til at fremgå
at § 17, stk. 1, 2. pkt., at tabet af erhvervsevne fastsættes på grundlaget af
forskellen mellem tilskadekomnes faktiske skattepligtige lønindkomst
(indtjening) før arbejdsskaden og indtjeningen efter arbejdsskaden.
Efter forslaget til det nye § 17, stk. 2, fastsættes indtjeningsevnen før
arbejdsskaden til den årsløn, der er fastsat efter § 24, opreguleret efter § 25,
stk. 4. Efter forslaget til det nye § 17, stk. 4, fastsættes indtjeningsevnen
efter arbejdsskaden til tilskadekomnes indtjening på afgørelsestidspunktet.
For tilskadekomne, hvor indtjeningen på afgørelsestidspunktet ikke anses
for at være retvisende for tilskadekomnes indtjeningsevne, fastsættes
indtjeningen efter arbejdsskaden efter en skønsmæssig vurdering af
tilskadekomnes muligheder for at skaffe sig indtægt ved arbejde, herunder
en vurdering af, hvilket arbejde der med rimelighed kan forlanges af den
pågældende efter dennes evner, uddannelse og alder.
Der henvises for nærmere herom til bemærkningerne til de foreslåede
ændringer i § 17, jf. ændringspunkt nr. 7-12.
214
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
Tabet af erhvervsevne vil således blive vurderet ud fra tilskadekomnes
samlede kompetencer. Tilskadekomne har med uddannelsen som
udgangspunkt opnået nye kompetencer og antages fremadrettet som
udgangspunkt at kunne opnå fuldtidsbeskæftigelse på ordinære vilkår med
uddannelsen. Dette vil der skulle lægges vægt på i vurderingen af
erhvervsevnetabet. Det er forventningen, at tilskadekomnes evne til at
skaffe sig indtægt ved arbejde vil blive højere end uden uddannelsen. Det er
derfor også en forventning, at tabet af erhvervsevne efter endt uddannelse
vil være lavere end uden den nye uddannelse, hvorefter erstatningen
ligeledes vil blive lavere. Indtjeningsevnen og dermed erhvervsevnetabets
størrelse fastsættes uden hensyn til, om tilskadekomne umiddelbart kommer
i beskæftigelse efter uddannelsen. Hvis skaden er blevet forværret i løbet af
uddannelsesforløbet, vil det ligeledes indgå i vurderingen af
erhvervsevnetabet.
Det foreslås i
§ 18 g, stk. 1,
at en tilskadekommen, der modtager
uddannelsesgodtgørelse, ikke har ret til anden offentlig forsørgelse for
samme periode, jf. dog stk. 2.
Der er i dansk ret et grundlæggende princip, at man som udgangspunkt ikke
kan modtage en offentlig ydelse for en periode, der er dækket af en anden
offentlig ydelse eller anden indtægt.
Det betyder, at når en person modtager uddannelsesgodtgørelse, kan
personen f.eks. ikke få udbetalt kontanthjælp, arbejdsløshedsdagpenge eller
ledighedsydelse, fordi ydelsen dækker samme formål i form af at udgøre et
forsørgelsesgrundlag.
Forslaget medfører, at en person godt kan søge om seniorpension eller
førtidspension, men pågældende vil ikke kunne få udbetalt pensionen
samtidig med uddannelsesgodtgørelse.
En person, der i forvejen modtager seniorpension eller førtidspension
(gælder for både førtidspensionister, der har fået tilkendt førtidspension
efter reglerne gældende før og efter 1. januar 2003), der vurderes at være i
målgruppen uddannelsesgodtgørelse, vil skulle gøre sin seniorpension eller
førtidspension hvilende, inden pågældende begynder at modtage
uddannelsesgodtgørelse.
En person, der modtager invaliditetsydelse jf. § 21 i lov om højeste,
mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v. vil godt
samtidig kunne modtage uddannelsesgodtgørelse.
215
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
Det foreslås videre i
§ 18 g, stk. 2,
at uanset stk. 1, kan der udbetales
sygedagpenge efter lov om sygedagpenge, barselsdagpenge efter
barselsloven eller ressourceforløbsydelse under jobafklaringsforløb efter
lov om aktiv socialpolitik til en tilskadekommen, som efter påbegyndelsen
af uddannelse med uddannelsesgodtgørelse opfylder betingelserne for syge-
eller
barselsdagpenge
eller
ressourceforløbsydelse
under
jobafklaringsforløb.
Det betyder, at der vil kunne udbetales sygedagpenge, barselsdagpenge eller
ressourceforløbsydelse under jobafklaringsforløb, herunder som refusion til
en arbejdsgiver, der udbetaler løn under barsel eller sygdom, selvom der
udbetales uddannelsesgodtgørelse under uddannelsen. Det vil f.eks. være
relevant, hvis en person undervejs i sin uddannelse med
uddannelsesgodtgørelse har en periode som elev i lønnet praktik, hvor
personen bliver syg eller går på barsel, og dermed får ret til sygedagpenge
eller ressourceforløbsydelse under jobafklaringsforløb fra kommunen eller
barselsdagpenge fra Udbetaling Danmark, idet en elev i lønnet praktik
opfylder
sygedagpengelovens
henholdsvis
barselslovens
beskæftigelseskrav.
Udbetaling af uddannelsesgodtgørelse for samme periode som
sygedagpenge, barselsdagpenge eller ressourceforløbsydelse under
jobafklaringsforløb vil i denne situation ikke være dobbeltforsørgelse,
forudsat at uddannelsesgodtgørelsen nedsættes i forhold til de udbetalte
sygedagpenge/barselsdagpenge//ressourceforløbsydelse
under
jobafklaringsforløb /løn under sygdom eller barsel, jf. forslag til § 18 d,
hvorefter Arbejdsmarkedets Erhvervssikring inden udbetalingen af den
månedlige uddannelsesgodtgørelse fradrager øvrig A- og B-indkomst fra
den foregående måned i henhold til indkomstregistret.
Der henvises i øvrigt til afsnit 3.2. i de almindelige bemærkninger.
Til nr. 18
Efter § 19 i arbejdsskadesikringsloven har en efterladt ægtefælle eller
samlever under visse betingelser ret til et overgangsbeløb på 115.000 kr.,
hvis en arbejdsskade har medført døden. Efterlader afdøde sig ikke en
ægtefælle eller samlever, der er berettiget til overgangsbeløb, kan
overgangsbeløbet tilkendes en anden efterladt person, når særlige
omstændigheder taler for det. Beløbet reguleres årligt og udgør 184.500 kr.
i 2023. Størrelsen af overgangsbeløbet i arbejdsskadesikringsloven er det
samme som i erstatningsansvarsloven.
216
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
Det foreslås i
§ 1, nr. 18,
at ændre ”115.000” til: ”184.500” i § 19, stk. 1.
Forslaget er en konsekvens af forslaget til § 24, stk. 8, hvorefter der indføres
et nyt grundniveau for lovens satser, herunder satsen for maksimal årsløn
m.v. Forslaget til nyt grundniveau i § 24, stk. 8, indebærer, at der indføres
et nyt grundniveau i 2023 niveau og medfører behov for justering af lovens
øvrige satser, herunder satsen for overgangsbeløbet. Ændringen af
størrelsen af overgangsbeløbet har ingen betydning for vurderingen af
efterladtes ret til overgangsbeløbet, da overgangsbeløbet reguleres årligt.
Der er tale om en teknisk ændring.
Til nr. 19
Det følger af den gældende § 11 i lov om arbejdsskadesikring, at ydelserne
efter loven er betaling af udgifter til sygebehandling, optræning og
hjælpemidler m.m., jf. § 15, erstatning for tab af erhvervsevne, jf. §§ 17 og
17 a, godtgørelse for varigt mén, jf. § 18, overgangsbeløb ved dødsfald, jf.
§ 19, erstatning for tab af forsørger, jf. §§ 20-22 og godtgørelse til efterladte,
jf. § 23.
Begrebet ydelser er således defineret i loven som værende en samlet
betegnelse for alle de erstatninger, godtgørelser, m.v., som tilskadekomne
og dennes efterladte, kan have ret til i medfør i af loven.
Flere steder i gældende arbejdsskadesikringslov anvendes begrebet ydelse
dog også til at beskrive en erstatning, der udbetales løbende, f.eks.
månedsvis. Der er således ikke en ensartet brug af begreberne erstatning og
ydelse i loven.
Det foreslås i
§ 20, stk. 2, 4. pkt.,
og
stk. 3, § 21, stk. 3, 1. pkt.,
og
stk. 5, 2.
pkt., § 26, stk. 4,
og
§ 42, stk. 2,
at ændre ”ydelsen” til ”erstatningen”.
Efter forslaget ændres ordlyden de steder i loven, hvor begrebet ”ydelsen”
anvendes til at beskrive en løbende erstatningsudbetaling. Der er tale om en
redaktionel ændring, idet det foreslås at ensarte begrebernes betydning i
arbejdsskadesikringsloven. Der er således med forslaget ikke tilsigtet
materielle ændringer i reglerne i forhold til det gældende lovgrundlag.
Forslaget svarer til forslaget til § 1, nr. 11. Der henvises til bemærkningerne
hertil.
Til nr. 20
217
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
Det følger af arbejdsskadesikringslovens § 43, at er en efterladt ikke anset
for erstatningsberettiget efter § 20, stk. 1, kan den pågældende inden for en
frist på 5 år fra modtagelsen af afgørelsen herom anmode om at få
erstatningsspørgsmålet genoptaget. På samme måde kan en efterladt, der har
fået tilkendt erstatning efter § 20, stk. 1, jf. stk. 2, inden for en frist på 5 år
efter ydelsens ophør anmode om at få erstatningsspørgsmålet genoptaget
med henblik på tilkendelse af yderligere, tidsbestemt løbende ydelse.
Ved lovforslagets nr. 50 foreslås det, at § 43 ophæves som følge af, at alle
spørgsmål om genoptagelse inden for loven samles i § 41, herunder også
spørgsmålet om genoptagelse af afgørelser om erstatninger til efterladte
efter lovens § 20. Der henvises til lovforslagets nr. 46 og 47. § 43, 2. pkt.
vurderes imidlertid ikke at være et genoptagelsesspørgsmål, men et
spørgsmål om stillingtagen til erstatning for en ny periode. § 43, 2. pkt.
foreslås derfor ikke overført til lovens § 41.
Det foreslås derfor, at der i
§ 20, stk. 2,
indsættes som nyt
6. pkt.,
at en
efterladt, der har fået tilkendt erstatning efter stk. 1, inden for en frist på 5
år efter erstatningens ophør kan anmode om at få tilkendt en yderligere
tidsbestemt løbende erstatning.
Ordlyden i forslaget til nyt 6. pkt. i § 20, stk. 2, vil svare til ordlyden i 2.
pkt. i nuværende § 43, som foreslås ophævet. Ændringen er redaktionel og
medfører ikke ændringer i den retsstilling, som efterladte i dag har efter 2.
pkt. i § 43. Det betyder, at en efterladt, der har fået tilkendt erstatning efter
§ 20, stk. 1, i op til 5 år efter erstatningens ophør kan få tilkendt en
yderligere tidsbestemt løbende erstatning. Fristen på 5 år er absolut og kan
ikke fraviges. Ved vurderingen af, om en erstatning skal forlænges,
anvendes de samme kriterier, som blev lagt til grund for den oprindelige
afgørelse.
Der henvises til nr. 46, 47 og 50.
Til nr. 21
Det følger af den gældende § 11 i lov om arbejdsskadesikring, at ydelserne
efter loven er betaling af udgifter til sygebehandling, optræning og
hjælpemidler m.m., jf. § 15, erstatning for tab af erhvervsevne, jf. §§ 17 og
17 a, godtgørelse for varigt mén, jf. § 18, overgangsbeløb ved dødsfald, jf.
§ 19, erstatning for tab af forsørger, jf. §§ 20-22 og godtgørelse til efterladte,
jf. § 23.
218
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
Begrebet ydelser er således defineret i loven som værende en samlet
betegnelse for alle de erstatninger, godtgørelser, m.v., som tilskadekomne
og dennes efterladte, kan have ret til i medfør i af loven.
Flere steder i gældende arbejdsskadesikringslov anvendes begrebet ydelse
dog også til at beskrive en erstatning, der udbetales løbende, f.eks.
månedsvis. Der er således ikke en ensartet brug af begreberne erstatning og
ydelse i loven.
Det foreslås i
§ 20, stk. 3,
at ændre ”Ydelse” til ”Erstatning”.
Efter forslaget ændres ordlyden de steder i loven, hvor begrebet ”ydelse”
anvendes til at beskrive en løbende erstatningsudbetaling. Der er tale om en
redaktionel ændring, idet det foreslås at ensarte begrebernes betydning i
arbejdsskadesikringsloven. Der er således med forslaget ikke tilsigtet
materielle ændringer i reglerne i forhold til det gældende lovgrundlag.
Forslaget svarer til forslaget til § 1 nr. 11 og 19. Der henvises til
bemærkningerne hertil.
Til nr. 22
Det fremgår af den gældende bestemmelse i arbejdsskadesikringslovens §
21, stk. 1, at såfremt afdøde efterlader sig børn, over for hvilke den
pågældende havde forsørgelsespligt efter lov om aktiv socialpolitik, har
hvert barn, som har den anden af sine forældre i live, ret til en løbende årlig
ydelse på 10 pct. af afdødes årsløn, jf. samme lovs § 24, indtil barnets fyldte
18. år.
Retten til forsørgertabserstatning er betinget af, at afdøde havde
forsørgelsespligt for barnet efter lov om aktiv socialpolitik.
Forsørgelsespligten gælder for egne børn, uanset om de er født i eller uden
for ægteskab og adoptivbørn. Forsørgelsespligten har man derimod ikke
over for stedbørn. Efter praksis er det den privatretlige forsørgelsespligt, der
er afgørende for, om afdøde havde forsørgelsespligt for barnet eller den
unge.
Det foreslås at ændre
»barnets
fyldte 18. år« til
»det
fyldte 21. år«.
Forslaget indebærer således, at alle efterladte børn, der har ret til erstatning
efter bestemmelsen, automatisk tildeles erstatning for tab af forsørger indtil
det fyldte 21. år. Børn og unge i alderen fra 18 til 21 år, der har ret til
erstatning efter bestemmelsen, skal således ikke længere søge om
forlængelse af erstatningen for tab af forsørger, ligesom kravet om at
219
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
forholdene skal tale for en forlængelse, ikke længere skal opfyldes. Med
forslaget vil børn med ret til forsørgertabserstatning automatisk få ret til
erstatning frem til det fyldte 21. år. Det vil således ikke længere være krav
om, at de efterladte børn er under uddannelse, ligesom børnenes eventuelle
egen indkomst ikke har betydning for retten til forsørgertabserstatning.
Forslaget indebærer ligeledes, at erstatningen også kan tilkendes unge, som
er fyldt 19 eller 20 år ved dødsfaldet, og tilkendes indtil deres fyldte 21. år,
såfremt de opfylder betingelserne herfor, jf. § 21, stk. 1. Med forslaget vil
retten til forsørgertabserstatning for unge ikke være betinget af, om de er
under uddannelse eller forholdene i øvrigt. Alle unge har med forslaget
automatisk ret til forsørgertabserstatning frem til deres fyldte 21. år.
Det foreslås endvidere i
§ 21, stk. 1,
at ændre
»,
over for hvilke den
pågældende havde forsørgelsespligt efter lov om aktiv socialpolitik, har
hvert barn« til:
»eller
unge op til 21 år, over for hvilke den pågældende har
haft forsørgelsespligt efter lov om børns forsørgelse, har hvert barn eller
ung«.
Med forslaget ændres henvisningen om forsørgelsespligten fra lov om aktiv
socialpolitik til lov om børns forsørgelse. Ændringen har alene formel
karakter og præciserer, at det er den privatretlige forsørgelsespligt, der er
afgørende for barnet eller den unge har ret til erstatning efter § 21, stk. 1.
Med den gældende henvisning er det efter praksis også den privatretlige
forsørgelsespligt, der er afgørende for, om afdøde i relation til det offentlige
havde forsørgelsespligt over for barnet, jf. lovbemærkninger til aktivlovens
§ 2, lovforslag nr. L 230 af 16. april 1997, s. 5035, sp. 1. Det er således
fortsat børn, over for hvem afdøde havde forsørgelsespligt for, der har ret til
erstatning efter § 21.
Dog medfører forslaget, at unge, der er fyldt 19 år, men under 21 år, når
forælderen afgår ved døden, også kan få tildelt erstatning frem til det 21. år,
hvis afdøde havde forsørgelsespligt for barnet frem til barnet fyldte 18. år,
selvom de ikke er under uddannelse. Det er en betingelse, at afdøde havde
forsørgelsespligt for barnet frem til barnet fyldte 18. år.
Med forslaget ændres der ikke på, hvordan den løbende erstatning fastsættes
eller beregnes. Med forslaget ændres der heller ikke på, hvordan
erstatningen udbetales.
Til nr. 23 og 24
220
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
2775159_0221.png
Det fremgår af den gældende bestemmelse i § 21, stk. 2, at mister et barn,
som modtager løbende ydelse efter stk. 1, den anden af sine forældre,
tilkommer der for den resterende tid barnet en årlig ydelse på 20 pct. af
afdødes årsløn. Samme årlige ydelse tilkommer indtil barnets fyldte 18. år
hvert barn, for hvilket tilskadekomne ved sin død stod som eneforsørger
efter lov om
aktiv socialpolitik.
Efter de gældende regler har et barn, der efter at have mistet sin ene forælder
og efterfølgende mister sin anden forælder, således ret til en årlig erstatning
på 20 pct. af afdødes årsløn indtil sit 18. år. Det samme gør sig gældende for
et barn, der har mistet en forælder, der stod som eneforsørger af barnet. Hvis
begge forældre afgår ved døden samtidig, f.eks. som følge af trafikuheld, vil
barnet have ret til 20 pct. af begges forældres årsløn, inden for
maksimumårslønnen.
Det foreslås i§
21, stk. 2, 1. pkt.,
at indsætte efter
»barn«: »eller
en ung«, og
efter
»barnet«
indsættes:
»eller
den unge«. Det foreslås også i
§ 21, stk. 2,
2. pkt.,
at ændre
»barnets
fyldte 18. år hvert barn, for hvilket tilskadekomne
ved sin død stod som eneforsørger efter lov om aktiv socialpolitik « til:
»det
fyldte 21. år hvert barn eller ung, for hvilket tilskadekomne havde været
eneforsørger efter lov om børns forsørgelse.«
Formålet med den foreslåede ændring er således at sikre, at alle efterladte
børn får erstatning i en længere periode end efter de gældende regler. Dette
opnås ved at udvide perioden, hvori efterladte børn har ret til erstatning for
tab af forsørger frem til deres fyldte 21. år. Med forslaget vil børn med ret
til forsørgertabserstatning automatisk få ret til erstatning frem til det fyldte
21. år.
Forslaget indebærer, at børn, der mister deres anden forældre som følge af
en arbejdsskade, har ret til løbende forsørgertabserstatning frem til deres
fyldte 21. år, uanset deres økonomiske eller sociale situation. Hermed
ensrettes perioden for den løbende erstatning med § 21, stk. 1, så alle
afdødes børn automatisk har ret til erstatning for tab af forsørger frem til
deres fyldte 21. år. Der vil således ikke længere være krav om, at de
efterladte børn er under uddannelse, ligesom børnenes eventuelle egen
indkomst ikke har betydning for retten til forsørgertabserstatning.
Det er fortsat en betingelse, at afdøde havde forsørgelsespligt for barnet.
Med forslaget ændres der ikke på, hvordan den løbende erstatning
fastsættes. Efterladte børn, der har mistet begge deres forældre, har således
221
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
fortsat ret til 20 pct. af de afdødes årsløn som løbende erstatning. Hvis
erstatningen til børnene samlet set overstiger 50 pct. af afdødes årsløn,
nedsættes erstatningen til 50 pct., som fordeles ligeligt mellem børnene, jf.
§ 21, stk. 3, 1. pkt. Hvis der samtidig udbetales forsørgertabserstatning efter
§ 20, kan den samlede erstatning ikke overstige 40 pct. af afdødes årsløn, jf.
§ 21, stk. 3, 2. pkt. Børn og unge, der mister begge deres forældres samtidig
som følge af en arbejdsskade, vil have ret til den forhøjede erstatning.
Erstatningen til afdødes børn og stedbørn udbetales som løbende erstatning,
og kan lige som i dag ikke omsættes til kapitalbeløb.
Der henvises desuden til bemærkningerne til nr. 22.
Til nr. 25
Det fremgår af den gældende bestemmelse i § 21, stk. 3, at såfremt et barn,
der modtager en årlig ydelse for tab af forsøger efter loven, ved sit fyldte
18. år er under uddannelse, og når forholdene i øvrigt taler derfor, kan
ydelsen forlænges til tidspunktet for uddannelsens afslutning, dog længst til
barnets fyldte 21. år. Samme ret har afdødes barn, som på tidspunktet for
dødens indtræden var fyldt 18 år og under uddannelse.
Det foreslås, at
§ 21, stk. 3,
ophæves.
Forslaget om at ophæve
§ 21, stk. 3,
er en følge af de foreslåede ændringer
til henholdsvis § 21, stk. 1, og § 21, stk. 2, 2. pkt. Med disse ændringer vil
bestemmelsen i stk. 3 om forlængelse af forsørgertabserstatningen fra
barnets 18. til 21. år ikke længere være relevant, idet alle efterladte børn og
unge med forslaget berettiges til erstatning indtil det fyldte 21. år.
Det forudsættes med den foreslåede ændring, at efterladte stedbørn, der har
ret til erstatning efter § 22, fremadrettet automatisk vil få tilkendt erstatning
efter § 22 frem til deres 21. år. Den nuværende administrative praksis,
hvorefter stedbørn kan få forlænget erstatningen efter § 22 frem til deres
fyldte 21. år, forudsættes derfor ændret. Hermed ensrettes perioden, hvori
efterladte børn og stedbørn har ret til løbende erstatning, således at de
automatisk har ret til erstatningen frem til det fyldte 21. år.
Der er i øvrigt ikke tiltænkt yderligere ændringer af tildelingskriterierne for
erstatning til stedbørn efter § 22. Erstatningen kan således fortsat tilkendes
til stedbørn efter en konkret vurdering, som afdøde helt eller delvist
forsørgede, da arbejdsskaden indtraf.
Til nr. 26
222
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
Det følger af den gældende § 11 i lov om arbejdsskadesikring, at ydelserne
efter loven er betaling af udgifter til sygebehandling, optræning og
hjælpemidler m.m., jf. § 15, erstatning for tab af erhvervsevne, jf. §§ 17 og
17 a, godtgørelse for varigt mén, jf. § 18, overgangsbeløb ved dødsfald, jf.
§ 19, erstatning for tab af forsørger, jf. §§ 20-22 og godtgørelse til efterladte,
jf. § 23.
Begrebet ydelser er således defineret i loven som værende en samlet
betegnelse for alle de erstatninger, godtgørelser, m.v., som tilskadekomne
og dennes efterladte, kan have ret til i medfør i af loven.
Flere steder i gældende arbejdsskadesikringslov anvendes begrebet ydelse
dog også til at beskrive en erstatning, der udbetales løbende, f.eks.
månedsvis. Der er således ikke en ensartet brug af begreberne erstatning og
ydelse i loven.
Det foreslås i
§ 21, stk. 4, 1. pkt., § 22, 1. pkt., § 25, stk. 2
og
5,
og
§ 63 a,
stk. 3, nr. 2, litra a,
at ændre ”ydelser” til ”erstatninger”.
Efter forslaget ændres ordlyden de steder i loven, hvor begrebet ”ydelser”
anvendes til at beskrive en løbende erstatningsudbetaling. Der er tale om en
redaktionel ændring, idet det foreslås at ensarte begrebernes betydning i
arbejdsskadesikringsloven. Der er således med forslaget ikke tilsigtet
materielle ændringer i reglerne i forhold til det gældende lovgrundlag.
Forslaget svarer til forslaget til § 1, nr. 11, 19 og 21. Der henvises til
bemærkningerne hertil.
Til nr. 27.
Det følger af den gældende § 11 i lov om arbejdsskadesikring, at ydelserne
efter loven er betaling af udgifter til sygebehandling, optræning og
hjælpemidler m.m., jf. § 15, erstatning for tab af erhvervsevne, jf. §§ 17 og
17 a, godtgørelse for varigt mén, jf. § 18, overgangsbeløb ved dødsfald, jf.
§ 19, erstatning for tab af forsørger, jf. §§ 20-22 og godtgørelse til efterladte,
jf. § 23.
Begrebet ydelser er således defineret i loven som værende en samlet
betegnelse for alle de erstatninger, godtgørelser, m.v., som tilskadekomne
og dennes efterladte, kan have ret til i medfør i af loven.
Flere steder i gældende arbejdsskadesikringslov anvendes begrebet ydelse
dog også til at beskrive en erstatning, der udbetales løbende, f.eks.
223
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
månedsvis. Der er således ikke en ensartet brug af begreberne erstatning og
ydelse i loven.
Det foreslås i
§ 21, stk. 4, 1.
og
2. pkt.,
at ændre ”ydelserne” til
”erstatningerne”, og i
§ 21, stk. 5, 1. pkt.,
foreslås det at ændre ”Ydelserne”
til ”Erstatningerne”.
Efter forslaget ændres ordlyden de steder i loven, hvor begrebet ”ydelserne”
anvendes til at beskrive løbende erstatningsudbetalinger. Der er tale om en
redaktionel ændring, idet det foreslås at ensarte begrebernes betydning i
arbejdsskadesikringsloven. Der er således med forslaget ikke tilsigtet
materielle ændringer i reglerne i forhold til det gældende lovgrundlag.
Forslaget svarer til forslaget til § 1, nr. 11, 19, 21 og 26. Der henvises til
bemærkningerne hertil.
Til nr. 28
Det fremgår af den gældende § 21, stk. 4, i lov om arbejdsskadesikring, at
hvis ydelserne efter stk. 1-3 udregnes til mere end 50 pct. af afdødes årsløn,
nedsættes de enkelte ydelser til samlet 50 pct. af afdødes årsløn. Ydes der
samtidig erstatning efter § 20, nedsættes ydelserne tilsvarende til 40 pct. af
afdødes årsløn.
Det fremgår af den gældende § 21, stk. 5, at ydelserne efter stk. 1-3 udbetales
med virkning fra dødsfaldet med 1/12 månedligt forud. Udbetales der i
anledning af dødsfaldet efterindtægt, udbetales ydelsen dog først fra udløbet
af efterindtægtsperioden.
Som følge af den foreslåede ophævelse af den gældende § 21, stk. 3, foreslås
det, at »stk. 1-3« ændres til »stk. 1-2« i
§ 21, stk. 4, 1. pkt.,
og
stk. 5, 1. pkt.
Der er tale om en konsekvensændring som følge af ophævelsen af gældende
§ 21, stk. 3.
Med de foreslåede ændringer er der ikke tiltænkt ændring af
forsørgertabserstatningens udregning eller størrelse. Det er alene formålet
med ændringerne, at forsørgertabserstatningen tilfalder efterladtes børn
frem til barnets fyldte 21. år. Børn skal således ikke længere søge om
forlængelse af forsørgertabserstatning, når de fylder 18 år.
Til nr. 29
Efter gældende lov beregnes erstatningen for tab af erhvervsevne på
baggrund af størrelsen af tabet af erhvervsevne, fastsat efter lovens § 17 eller
224
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
§ 17 a og den årsløn, som tilskadekomne havde på skadetidspunktet, fastsat
efter lovens § 24.
Den fastsatte årsløn anvendes derudover til at beregne erstatningen til
efterladte, jf. lovens §§ 20-22.
Det fremgår af den gældende bestemmelse i lovens § 24, stk. 1, at årslønnen
udgør tilskadekomnes samlede arbejdsfortjeneste i året forud for
arbejdsskadens indtræden. Årslønnen fastsættes med udgangspunkt i
oplysningerne i indkomstregisteret og andre oplysninger fra
skatteforvaltningen. Efter praksis indhentes også oplysninger fra
tilskadekomne selv og fra arbejdsgiveren med henblik på at fastsætte
årslønnen så retvisende som muligt.
Året forud for arbejdsskadens indtræden er de seneste 12 kalendermåneder
forud for arbejdsskadens indtræden. Det er ikke forudgående kalenderår.
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring kan indhente oplysningerne digitalt i
indkomstregistret. Efter praksis indhentes også årsopgørelse for
tilskadekomne for skadeåret og året forud for skadeåret.
Bestemmelsen i § 24, stk. 1, indeholder den nuværende hovedregel om
fastsættelse af den årsløn, der skal anvendes til brug for beregningen af
erstatningen for tab af erhvervsevne og bygger på en forudsætning om, at en
sådan indtægtsopgørelse giver et dækkende billede af værdien af
tilskadekomnes arbejdsevne på skadetidspunktet.
Hvis denne forudsætning ikke holder stik, foreligger der en situation, der
omfattes af § 24, stk. 2, om særlige indtægtsforhold eller ansættelsesforhold,
eller når tilskadekomne ikke har været beskæftiget til samme løn i hele det
foregående år på grund af en erhvervssygdom m.v. Efter § 24, stk. 2, skal
der i stedet anlægges et skøn over årslønnen, som bedre udtrykker værdien
af tilskadekomnes arbejdsevne på skadetidspunktet.
Hovedreglen i § 24, stk. 1, anvendes i forhold til lønmodtagere, som har
været i stabil beskæftigelse og udnytter erhvervsevnen fuldt ud. Årslønnen
omfatter da den fulde bruttoindtægt (totalindkomstprincippet) ved arbejde i
de sidste 12 måneder forud for skaden, det vil sige al indtægt, der kan
henføres til tilskadekomnes personlige arbejde. Dette gælder også for
folkepensionister, efterlønsmodtagere og førtidspensionister i lønnet job.
Den gældende hovedregel finder for eksempel også anvendelse, når:
225
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
- Tilskadekomne aflønnes med særlige tillæg som kompensation for, at der
ikke arbejdes fuld tid i nogle perioder.
- Tilskadekomne har akkordarbejde, der lønmæssigt opvejer den lavere
indtjening i andre perioder.
- Tilskadekomne har været syg, men har modtaget fuld løn under sygdom.
- Tilskadekomne har haft få sygedage, hvor indtjeningen har været lavere
på grund af sygeløn.
- Tilskadekomne har haft tilbagevendende (kronisk) sygdom og har som
følge deraf haft lavere indtægt.
Listen er ikke udtømmende.
Årslønnen skal afspejle tilskadekomnes værdi (arbejdsevne) på
arbejdsmarkedet på skadetidspunktet. Efter både administrativ praksis og
retspraksis fastsættes årslønnen med udgangspunkt i tilskadekomnes værdi
på arbejdsmarkedet, uanset hvordan tilskadekomne aktuelt udnytter sin
arbejdsevne på arbejdsmarkedet på skadetidspunktet. Det har også
betydning i situationer, hvor tilskadekomne ikke har haft samme arbejde og
indtjening i 12 måneder inden arbejdsskaden og i en længere periode inden
skadestidspunktet har haft en løs tilknytning til det ordinære arbejdsmarked,
idet erhvervsevnetabet og årslønnen så fastsættes efter et skøn med
udgangspunkt i en fuld erhvervsevne.
Alle lønandele indgår i årslønnen. Det drejer sig om både A- og B-indkomst.
Det drejer sig bl.a. om indtægter fra alle arbejdsgivere, herunder indtægt fra
bibeskæftigelse, inkl. arbejdsmarkedsbidrag, indtægt fra selvstændig
virksomhed, feriepenge fra optjeningsåret, pensionsbidrag fra både
arbejdsgiver og arbejdstager, atp-bidrag, værdien af kost og logi hos
arbejdsgiveren og værdien af andre naturalydelser. Opregningen er ikke
udtømmende. Det bemærkes, at indtægter, der kommer fra ikke-beskattet
arbejde (sort arbejde), efter en langvarig praksis også indgår i årslønnen, når
tilskadekomne kan dokumentere indtægten ved sådant arbejde.
Arbejdsfri indtægter som renter, private pensioner, aktieudbytte, indtægter
ved udlejning af ejendomme og lignende indgår ikke i årslønnen.
Efter § 24, stk. 1, 2. pkt., fastsættes årslønnen med udgangspunkt i
oplysningerne i indkomstregisteret og andre oplysninger fra
Skatteforvaltningen.
226
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
Efter praksis indhenter Arbejdsmarkedets Erhvervssikring de digitale
oplysninger fra indkomstregisteret og ofte også oplysninger fra både
tilskadekomne og arbejdsgiver. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring
sammenholder de digitale oplysninger fra indkomstregisteret med de
indhentede oplysninger fra tilskadekomne og/eller arbejdsgiver med henblik
på at fastsætte en retvisende årsløn i de konkrete sager og for at vurdere,
hvorvidt årslønnen skal fastsættes efter hovedreglen eller skønsmæssigt
efter en af undtagelserne og til brug for vurderingen af erhvervsevnetabet.
Indkomstregisteret indeholder alle oplysninger, der indgår i årslønnen,
bortset fra indtægt, der stammer fra arbejde i udlandet.
Arbejdsskademyndighederne har digital adgang til oplysningerne i
indkomstregisteret.
Bestemmelsen i § 24, stk. 1, svarer med få undtagelser til § 7 i
erstatningsansvarsloven.
Efter lovens § 24, stk. 2, fastsættes årslønnen efter et skøn i følgende
situationer:
1) Når særlige indtægtsforhold eller ansættelsesforhold gør sig gældende.
Denne undtagelse anvendes bl.a., når tilskadekomne har haft
ledighedsperioder i det seneste år forud for arbejdsskaden. Årslønnen
fastsættes ved at omregne arbejdsindtægten til 12 måneder. Har
tilskadekomne været hjemsendt, fastsættes årslønnen med udgangspunkt i
den faktiske arbejdsindtægt og med tillæg af skønnet mulig løn for
ledighedsperioden eller det tidsrum, tilskadekomne var hjemsendt. Dette
følger blandt andet af Højesterets dom af 15. august 2001, offentliggjort i
Ugeskrift for Retsvæsen 2001, side 2298 H.
Bestemmelsen anvendes også i de situationer, hvor tilskadekomne på
skadetidspunktet var på overførselsindkomst. Dagpenge eller sociale
ydelser indgår ikke i beregningen, da arten og størrelsen heraf ikke er udtryk
for tilskadekomnes indtjeningsevne ved arbejde.
Denne undtagelse kan også anvendes, når tilskadekomne inden for de sidste
12 måneder forud for skaden har skiftet ansættelse, eller hvor tilskadekomne
hos samme arbejdsgiver har fået ny beskæftigelse til en anden løn end
tidligere.
227
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
For tilskadekomne, der på skadetidspunktet arbejdede midlertidigt på deltid
og havde en fuld erhvervsevne, får fastsat årslønnen skønsmæssigt med
udgangspunkt i lønnen i en fuldtidsstilling
2) Når tilskadekomne på grund af en erhvervssygdom ikke har været
beskæftiget til samme løn i hele det foregående år, kan årslønnen fastsættes
skønsmæssigt. Det skyldes, at sygdommen kan have påvirket
tilskadekomnes indtjening over en årrække, inden sygdommen anmeldes.
3) Når tilskadekomne har været ude af erhverv i en kortere eller længere
periode før datoen for sygdommens anmeldelse.
4) Når årslønnen fastsat efter stk. 1, 2. pkt., ikke giver et retvisende billede
af tilskadekomnes indtjening på skadetidspunktet.
Gældende praksis ved fastsættelse af årsløn er beskrevet i
Arbejdsskadestyrelsens (nu Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings) vejledning
nr. 10407 af 7. september 2015 om fastsættelse af årsløn og den årlige
tekniske vejledning om at fastsætte årsløn efter arbejdsskadesikringsloven
(vejledning nr. 9010 af 12. januar 2023 for 2023).
Uanset om årslønnen fastsættes efter lovens hovedregel eller fastsættes
skønsmæssigt, er der i praksis tale om komplekse skønsmæssige vurderinger
med henblik på at fastsætte årslønnen så retvisende som muligt i forhold til
tilskadekomnes arbejdsevne på skadetidspunktet, herunder til brug for
vurderingen af, om årslønnen skal fastsættes efter hovedreglen i § 24, stk.
1, eller en af undtagelserne i § 24, stk. 2.
Bestemmelserne i både stk. 1 og ved den skønsmæssige fastsættelse efter
stk. 2 indeholder princippet om, at årslønnen skal fastsættes, så den udgør
et retvisende billede af tilskadekomnes arbejdsevne på skadetidspunktet.
Efter § 24, stk. 3, i gældende lov trækkes arbejdsmarkedsbidraget, jf. lov om
arbejdsmarkedsbidrag, fra årslønnen ved beregningen af erstatningen. Der
er tale om en beregningsregel, idet årslønnen som hidtil skal opgøres
inklusive arbejdsmarkedsbidrag. Selve årslønsbegrebet er ikke ændret.
Efter § 24, stk. 4, i gældende lov medregnes værdien af fri kost og logi samt
værdien af andre naturalydelser i årslønnen. Satserne for værdien af kost og
logi for personer, der har ophold hos arbejdsgiveren, svarer til de satser, der
fastsættes af Skatterådet i medfør af ligningslovens § 16, stk. 3, nr. 2, for det
pågældende år.
228
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
Der gælder efter § 24, stk. 5, et maksimum for årslønnen. Dette maksimum
er 588.000 kr. inklusive arbejdsmarkedsbidrag i 2023. Beløbet reguleres
årligt.
Årslønsmaksimummet indebærer, at tilskadekomne med indtjening over
dette maksimum får fastsat årslønnen til maksimum.
Der gælder efter § 24, stk. 6, 2. pkt., ligeledes et minimum for fastsættelsen
af årslønnen, når den fastsættes skønsmæssigt. Dette beløb er 219.000 kr. i
2023, medmindre tilskadekomnes erhvervsevne allerede var nedsat i
væsentlig grad forud for arbejdsskaden.
Er tilskadekomne under 18 år eller under uddannelse, kan der efter § 24, stk.
6, 1. pkt. ved årslønsfastsættelsen tages hensyn til den erhvervsindtægt, der
kunne forventes efter det fyldte 18. år eller efter uddannelsens afslutning,
hvis arbejdsskaden ikke havde fundet sted.
Efter § 24, stk. 7, fastsætter beskæftigelsesministeren nærmere regler for
opgørelsen af årsløn for selvstændig erhvervsdrivende. Det skyldes, at
fastsættelsen af årslønnen for selvstændig erhvervsdrivende og
medarbejdende ægtefæller i høj grad er baseret på oplysninger fra
virksomhedens regnskaber og dermed kræver særlig indsigt i
regnskabsprincipper.
Også for selvstændig erhvervsdrivende anvendes totalindkomstprincippet,
hvilket betyder, at årslønnen opgøres som summen af alle indtægtskilder,
som den tilskadekomnes arbejdsevne på skadetidspunktet er anvendt til.
Efter § 24, stk. 8 i gældende lov fastsættes der en grundløn til brug ved
beregning og regulering af erstatning for tab af erhvervsevne og tab af
forsørger som løbende ydelse.
Der er tale om en teknisk beregning og regulering af løbende erstatning for
tab af erhvervsevne og tab af forsørger, herunder i forbindelse med
genoptagelse. Beregningen og reguleringen påvirker ikke tilskadekomnes
eller efterladtes ret til erstatning, men sikrer, at erstatningen værdisikres.
Det nuværende grundniveau for grundlønnen er fastsat i 2003-niveau.
Det foreslås i
§ 1, nr. 29,
at § 24 nyaffattes.
Det foreslås som nyt
§ 24, stk. 1, 1. pkt.,
at årslønnen fastsættes som den
faktiske samlede indkomst ved arbejde i det bedste af de seneste 5
indtægtsår forud for arbejdsskadens indtræden, jf. dog stk. 3. Den faktiske
229
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
samlede indkomst, jf. 1. pkt. og stk. 3, opreguleres til værdien i skadeåret,
inden det bedste af de seneste 5 indtægtsår forud for arbejdsskadens
indtræden udpeges. Årslønnen afrundes derefter til nærmeste 1.000 kr.
Forslaget i stk. 1, 1. pkt., indfører en ny hovedregel for fastsættelse af
årslønnen. Den nye hovedregel betyder, at årslønnen fastsættes som den
faktiske samlede indkomst ved arbejde i det bedste af de seneste 5
indtægtsår forud for arbejdsskadens indtræden.
Med forslaget skal årslønnen fastsættes efter det bedste indtægtsår ud af de
seneste 5 indtægtsår forud for arbejdsskaden. Det bedste indtægtsår er det
år, hvor tilskadekomne har haft den højeste faktiske samlede indkomst ved
arbejde.
Et indtægtsår er tilskadekomnes faktiske samlede indkomst ved arbejde på
12 måneder.
Som udgangspunkt regnes de 5 indtægtsår bagud fra den første hele måned
forud for skaden og udgøres herefter af 5 x 12 sammenhængende måneder
forud for arbejdsskaden. Er arbejdsskaden for eksempel anmeldt i juni
måned 2024 er det første indtægtsår bagud fra arbejdsskaden juni 2023 forud
for skadeåret til maj 2024, og de foregående indtægtsår er månederne juni
til og med maj tilbage derfra.
Når det i visse situationer, jf. forslaget til § 24, stk. 2, 2. og 3. pkt., bliver
nødvendigt at fastsætte årslønnen på baggrund af oplysninger fra
skatteforvaltningen eller på anden måde end på baggrund af oplysninger fra
indkomstregisteret, anvendes dog kalenderår som indtægtsår. I så fald
anvendes det bedste af de seneste 5 afsluttede kalenderår forud for skaden
som indtægtsåret.
Når årslønnen efter forslaget til visse undtagelser i § 24, stk. 3, skal
fastsættes på baggrund af et forskudt år udgør indtægtsåret en periode på 12
sammenhængende måneder inden for de seneste 5 år forud for skaden, hvor
indkomsten ved arbejde ikke var påvirket, men som ikke er 12 måneders
perioder fastsat bagud fra første hele måned forud for skaden. I så fald
anvendes det bedste af de forskudte år indenfor de seneste 5 år forud for
skaden som indtægtsåret.
Et forskudt år er 12 sammenhængende måneder inden for de sidste 5 år forud
for arbejdsskaden. Et forskudt år på 12 sammenhængende måneder, når
arbejdsskaden er indtrådt i juni måned 2024, kunne for eksempel være fra
marts i året 2023 til og med februar 2024. Er der et forskudt år på f.eks. 16
230
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
sammenhængende måneder, anvendes de seneste 12 måneder. Det vil f.eks.
kunne opstå i en situation, hvor arbejdsskaden er indtrådt i januar 2024 og
indkomsten ved arbejde i perioden fra marts 2021 til juni 2022 ikke var
påvirket. I denne situation vil perioden, der skal anvendes være juli 2021 til
og med juni 2022.
Er der inden for de seneste 5 år forud for skaden flere uafhængige forskudte
perioder
på
mindst
12
sammenhængende
måneder,
skal
arbejdsskademyndighederne anvende det bedste forskudte år som
indtægtsår. Det vil f.eks. kunne opstå i en situation, hvor arbejdsskaden er
indtrådt i januar 2025, og der er sammenhængende perioder fra oktober
2021 til september 2022 og fra december 2023 til november 2024. Det vil i
denne situation være den bedste af perioderne, dvs. perioden med den
højeste indkomst ved arbejde, fra henholdsvis oktober 2021 til september
2022 og december 2023 til november 2024, der skal anvendes. Det vil
udtrykkeligt fremgå af lovforslaget, når et forskudt år skal anvendes som
indtægtsår.
Ved arbejdsskadens indtræden for ulykker forstås datoen for en ulykke eller
ophøret af en skadelig påvirkning, jf. § 6, stk. 3, i arbejdsskadesikringsloven.
For så vidt angår erhvervssygdomme er det datoen for anmeldelsen af en
erhvervssygdom, jf. § 8, stk. 2, i arbejdsskadesikringsloven.
Årslønnen fastsættes fortsat som summen af alle indkomster ved arbejde
(totalindkomstprincippet). Den faktiske samlede indkomst omfatter alle
arbejdsrelaterede poster, som fremgår af indkomstregisteret. Det drejer sig
om både A- og B-indkomst. Det er uden betydning, om indkomsten stammer
fra en eller flere arbejdsgivere, fra bierhverv uden for den normale arbejdstid
eller fra overskud fra selvstændig virksomhed. Det drejer sig således bl.a.
om lønindkomster ved arbejde fra alle arbejdsgivere inkl.
arbejdsmarkedsbidrag, herunder indkomst fra gratialer, enkeltstående
bonusser og anden lignende skattepligtig indkomst ved arbejde, feriepenge
fra optjeningsåret, pensionsbidrag fra både arbejdsgiver og arbejdstager,
værdi af fritvalgsordning, atp-bidrag, værdien af kost og logi hos
arbejdsgiveren og værdien af andre naturalydelser, som fremgår af
indkomstregistret. Den faktiske samlede indkomst omfatter desuden
overskud fra selvstændig virksomhed, som fremgår af Dataudvekslings-
platformen. Oplysninger om udenlandsk indkomst ved personligt arbejde
indgår også i årslønnen, uanset oplysningerne ikke fremgår af
indkomstregisteret.
231
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
Arbejdsfri indtægter som private pensioner, renter, aktieudbytte, indkomster
ved udlejning af ejendomme og lignende indgår ikke i årslønnen. Derudover
vil fremtidig mistet efterlønspræmie fremover ikke indgå i årslønnen, idet
det ikke indgår i den faktiske samlede indkomst ved arbejde de foregående
5 år forud for arbejdsskaden. Sociale ydelser, herunder dagpenge ved
sygdom eller arbejdsløshed, indgår heller ikke i årslønnen. Det betyder, at
størrelsen af sociale ydelser skal fratrækkes i årslønnen i det omfang de
fremgår af indkomstregisteret. Det svarer til gældende praksis.
Forslaget indebærer videre, at indkomster ved arbejde ved ikke-beskattet
(sort) arbejde fremover ikke indgår i årslønnen.
Forslaget får den konsekvens, at tilskadekomne, der efter den gældende
bestemmelse i § 24, stk. 1, får fastsat årslønnen efter den gældende
hovedregel, fortsat vil få fastsat årslønnen efter den nye hovedregel. Det
drejer sig bl.a. om tilskadekomne med en stabil tilknytning til
arbejdsmarkedet over de sidste 5 år, tilskadekomne med særlige løntillæg
som kompensation for, at der ikke arbejdes fuld tid i nogle perioder,
tilskadekomne med akkordarbejde, der lønmæssigt opvejer en lavere
indkomst ved arbejde i andre perioder, tilskadekomne, der har været syg og
modtaget fuld løn under sygdom, samt tilskadekomne med lavere indkomst
ved arbejde på grund af kortere eller tilbagevendende sygdom. Listen er ikke
udtømmende.
Følgende grupper af tilskadekomne, der efter gældende praksis får fastsat
årslønnen efter et skøn, vil efter forslaget få fastsat årslønnen efter den
foreslåede nye hovedregel i § 24, stk. 1:
•
Tilskadekomne med en anerkendt erhvervssygdom vil få fastsat
årslønnen på baggrund af den faktisk samlede indkomst ved arbejde i
det bedste af de sidste 5 år forud for erhvervssygdommens anmeldelse.
Dog skal årslønnen fastsættes efter undtagelsen i § 24, stk. 3, nr. 1,
såfremt indkomsten ved arbejde er påvirket af den anerkendte
erhvervssygdom i alle 5 år, før erhvervssygdommen anmeldes.
Tilskadekomne, der arbejder på deltid, vil få fastsat årslønnen på
baggrund den faktiske samlede indkomst ved arbejde i det bedste af de
sidste 5 indtægtsår inden skaden, uanset om det helt eller delvist består
af indkomst ved arbejde fra midlertidig eller permanent
deltidsansættelse. Med forslaget videreføres praksis som følge af
Højesterets dom af 16. august 2010, offentliggjort i Ugeskrift for
Retsvæsen 2010, side 2843 H, således ikke. Det er efter forslaget uden
232
•
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
betydning, om deltidsansættelsen var midlertidig, og om tilskadekomne
havde til hensigt at vende tilbage til en fuldtidsstilling efter den
midlertidige deltidsansættelse. Tilsvarende er tilskadekomnes
begrundelse for at vælge deltidsansættelsen uden betydning, bortset fra
situationer omfattet af § 24, stk. 3, nr. 3.
•
Tilskadekomne, der er tjenestemandsansatte, vil få fastsat årslønnen på
baggrund af den faktiske samlede indkomst ved arbejde i det bedste af
de sidste 5 år forud for arbejdsskadens indtræden. Årslønnen for
tjenestemænd vil således ikke fremover blive forhøjet med det
pensionsdækningsbidrag, som statslige arbejdsgivere indbetaler til
statskassen
til
finansiering
af
tjenestemandspensionen.
Pensionsdækningsbidraget har ikke betydning for tjenestemandens ret
til tjenestemandspension efter tjenestemandspensionsloven. Det
bemærkes, at nogle tjenestemænd i deres overenskomst har ret til en
ekstra pensionsordning (arbejdsmarkedspension). Disse ekstra
pensionsordninger fremgår af indkomstregisteret og indgår derfor i
fastsættelse af årslønnen efter § 24, stk. 1, 1. pkt.
Tilskadekomne, der er ansat familiemedlem i perioden før
arbejdsskadens indtræden, vil få fastsat årslønnen på baggrund af den
faktiske samlede indkomst ved arbejde i det bedste af de sidste 5 år forud
for arbejdsskadens indtræden. Undtaget herfra er en medarbejdende
ægtefælle, som vil få årslønnen fastsat efter reglen i stk. 3, nr. 5.
Tilskadekomne med tidsbegrænset erhverv eller ekstraordinær høj eller
lav indkomst ved arbejde i en kort periode inden arbejdsskade vil få
fastsat årslønnen på baggrund af den faktiske samlede indkomst ved
arbejde i det bedste af de sidste 5 år forud for arbejdsskadens indtræden.
•
•
•
Tilskadekomne, der som led i ansættelsen som soldat og anden
statsansættelse, har været udsendt mindst en gang eller i øvrigt i
tjenstligt medfør har opholdt sig i udlandet i områder, hvor danske
statsansatte deltager i konfliktforebyggende, fredsbevarende,
fredsskabende, humanitære og andre lignende opgaver (veteraner), vil
få fastsat årslønnen på baggrund af den faktiske samlede indkomst ved
arbejde i det bedste af de sidste 5 år forud for arbejdsskadens indtræden.
Værnepligtige vil få fastsat årslønnen på baggrund af den faktiske
samlede indkomst ved arbejde i det bedste af de sidste 5 år forud for
værnepligten, jf. dog stk. 3.
233
•
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
•
Tilskadekomne med enkeltstående sygeperioder, der har påvirket lønnen
12 måneder forud for skaden, vil få fastsat årslønnen efter hovedreglen
i § 24, stk. 1, 1. pkt., svarende til den samlede faktiske årsløn i det bedste
af de sidste 5 år. Når det er indkomsten ved arbejde i det bedste af 5 år
forud for arbejdsskaden, der skal lægges til grund, vil tilskadekomne
med enkeltstående sygeperioder ikke længere få omregnet indkomsten
ved arbejde til en fuldtidsstilling uden sygeperioderne, således som det
sker efter gældende regler. Det samme vil gælde, hvis tilskadekomne har
haft enkeltstående sygeperioder i alle 5 år forud for arbejdsskaden.
Tilskadekomne, der har haft forbigående eller enkeltstående
arbejdsløshedsperioder, tilbagevendende ledighed (sæsonledighed) før
arbejdsskadens indtræden, vil få fastsat årslønnen på baggrund af den
faktiske samlede indkomst ved arbejde i det bedste af de sidste 5 år forud
for arbejdsskadens indtræden. Med forslaget videreføres praksis som
følge af Ankestyrelsens principmeddelelse 76-13 og Højesterets dom af
15. august 2001, offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 2001, side
2298 H, således ikke.
Tilskadekomne, der har fået arbejdsskaden under arbejde i løntilskud,
vil få fastsat årslønnen på baggrund af den faktiske samlede indkomst
ved arbejde i det bedste af de sidste 5 år forud for arbejdsskadens
indtræden, jf. den foreslåede hovedregel i § 24, stk. 1, 1. pkt. Det
forhold, at tilskadekomne arbejder i løntilskud, begrunder således ikke i
sig, at hovedreglen i § 24, stk. 1, 1. pkt., ikke skal anvendes.
Tilskadekomne med personlig assistance vil få fastsat årslønnen på
baggrund af den samlede faktiske indkomst ved arbejde i det bedste af
de sidste 5 år forud for arbejdsskadens indtræden, jf. den foreslåede
hovedregel i § 24, stk. 1, 1. pkt. Den faktiske samlede indkomst ved
arbejde skal således indgå direkte i årslønnen, dvs. uden et skønnet
fradrag grundet den personlige assistance. Undtagelsen omfatter
tilskadekomne, der har personlig assistance på skadetidspunktet, uanset
om de har personlig assistance på afgørelsestidspunktet. Det bemærkes,
at tilskadekomne med forslaget vil få indtjeningsevnen efter
arbejdsskaden vurderet på baggrund af den faktiske indkomst ved
arbejde eller resterhvervsevne
–
også her uden et skønnet fradrag
grundet en eventuel fortsat personlig assistance, jf. forslaget til § 17, stk.
3.
•
•
•
234
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
Det foreslås i
§ 24, stk. 1, 2. pkt.,
at den faktiske samlede indkomst ved
arbejde opreguleres til værdien i skadeåret, inden det bedste af de seneste 5
indtægtsår forud for arbejdsskadens indtræden udpeges.
Forslaget om at opregulere den faktiske samlede indkomst fra indtægtsårene
til skadeåret er begrundet i, at årslønnen efter forslaget i 1. pkt. fastsættes
med udgangspunkt i et indtægtsår, der ligger op til 5 år, eller i særlige
situationer mere end 5 år, forud for arbejdsskaden. Som følge af den
naturlige lønudvikling kan den nominelle indkomst i et indtægtsår, der
ligger flere år forud arbejdsskaden, ikke anvendes direkte ved udpegningen
af det bedste indtægtsår. Det er derfor nødvendigt at opregulere den faktiske
samlede indkomst ved arbejde fra de forskellige indtægtsår til skadeåret for
at kunne identificere det bedste indtægtsår, dvs. det indtægtsår med højst
faktisk samlet indkomst. De 5 indtægtsår opreguleres således først til
skadeåret, hvorefter det bedste indtægtsår vælges.
Forslaget indebærer altså, at størrelsen af årslønnen fastsættes til niveauet i
skadeåret. Ved beregning af erstatningen vil dette niveau altid skulle
anvendes. Det gælder både første gang, der skal beregnes en erstatning, og
ved en eventuel forhøjelse af erstatningen i forbindelse med en genoptagelse
m.v.
Når det valgte indtægtsår udgør en periode på 12 sammenhængende
måneder, der strækker sig over to kalenderår, forslås det, at opreguleringen
foretages fra det år, som indtægtsåret i det væsentligste omfatter. Det vil
sige, at hvis det valgte indtægtsår for eksempel er en periode fra 1. august
2021 til 31. juli 2022, skal årslønnen reguleres fra år 2022 til værdien i
skadeåret. Opregulering til værdien i skadeåret skal således også foretages,
når kun en mindre del af indkomsten ved arbejde er optjent i skadeåret.
Opreguleringen foretages dermed på baggrund af hidtidig praksis.
Det bemærkes, at den gældende regel i § 25, stk. 4, om opregulering fra
skadeåret til afgørelsesåret i forbindelse med beregningen af erstatningen,
videreføres. Bestemmelsen sikrer, at værdien af en erstatning eller en
godtgørelse opretholdes for tilskadekomne eller efterladte i situationer, hvor
afgørelsen om erstatning eller godtgørelse først beregnes i et senere
kalenderår end skadeåret.
Det foreslås i § 24, stk. 1, 3. pkt., at årslønnen afrundes til nærmeste 1.000
kr.
235
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
Forslaget kodificerer gældende praksis med hensyn til afrunding af
årslønnen. Der anvendes almindelige afrundingsregler ved afrundingen.
Afrundingen foretages først, når det bedste indtægtsår er udpeget.
Det foreslås i
§ 24, stk. 2, 1. pkt.,
at årslønnen fastsættes på baggrund af
oplysninger om tilskadekomnes faktiske samlede indkomst ved arbejde fra
indkomstregisteret.
Forslaget har til formål at bidrage til en forenkling af administrationen af
sager om erstatning for tab af erhvervsevne og dermed en hurtigere
sagsbehandling af disse sager. Med forslaget skal Arbejdsmarkedets
Erhvervssikring således som udgangspunkt udelukkende indhente
oplysninger fra indkomstregistret til brug for fastsættelsen af selve
årslønnen. Det forudsættes, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring lægger
oplysningerne i indkomstregistret uprøvet til grund og alene indhenter
supplerende oplysninger, hvis tilskadekomne til sagen har oplyst om
indkomstforhold, fx overskud fra selvstændig erhvervsvirksomhed, som
ikke fremgår af indkomstregistret. Det forventes på den baggrund, at det i
hovedparten af sagerne ikke er nødvendigt at indhente supplerende
oplysninger. Indkomstregisteret indeholder således oplysninger om alle
relevante løndele, der indgår i fastsættelsen af årslønnen, bortset fra
oplysninger om eventuel udenlandsk indkomst ved arbejde, samt overskud
fra selvstændig virksomhed.
Bliver tilskadekomne opmærksomme på, at oplysningerne i
indkomstregisteret ikke er korrekte, må tilskadekomne tage initiativ til at få
oplysningerne i indkomstregisteret korrigeret. Ændres oplysningerne i
indkomstregisteret, kan tilskadekomne eller efterladte anmode om at få
sagen genoptaget. Det forudsættes, at betingelserne for genoptagelse, jf.
forslaget til § 41, er opfyldt.
Er der ikke relevante oplysninger i indkomstregisteret, der kan danne
grundlag for fastsættelsen af årslønnen, fastsættes årslønnen efter § 24, stk.
2, 2. og 3. pkt. og for ansatte på DIS-indkomst efter § 24, stk. 2, 4. pkt.
Det foreslås i
§ 24, stk. 2, 2. pkt.,
at årslønnen fastsættes på baggrund af
oplysninger fra skatteforvaltningen, når oplysningerne ikke er tilgængelige
i indkomstregisteret.
Forslaget indebærer, at oplysninger om tilskadekomnes faktiske samlede
indkomst ved arbejde skal indhentes fra skatteforvaltningen, når de ikke
fremgår af indkomstregistret. Tilskadekomnes årsopgørelser viser den
faktiske samlede indkomst ved arbejde, men årsopgørelserne indeholder
236
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
ingen oplysninger om pensionsbidrag. Når oplysningerne om indkomsten
indhentes fra skatteforvaltningen, skal Arbejdsmarkedets Erhvervssikring
indhente oplysninger om pensionsbidrag og forhøje årslønnen med værdien
heraf.
Det vil som udgangspunkt være relevant i to situationer. For det første, når
der skal indhentes indkomstoplysninger, der er mere end 10 år gamle. Det
skyldes, at oplysningerne i indkomstregisteret slettes efter 10 år. I nogle
sager er det nødvendigt at kunne indhente oplysninger om indkomsten ved
arbejde, der er mere end 10 år gamle. For det andet kan det opstå i sager,
hvor tilskadekomne har været selvstændigt erhvervsdrivende eller
medarbejdende ægtefælle. Her vil oplysningerne i stedet kunne hentes fra
Dataudvekslingsplatformen.
Årsopgørelser følger kalenderåret, og forslaget indebærer derfor, at det er
kalenderåret, når det er oplysninger fra skatteforvaltningen, der anvendes
ved fastsættelsen af årslønnen. I praksis kan der således opstå situationer,
hvor arbejdsskademyndighederne skal anvende oplysninger inden for
perioden på 5 år, hvor der for en del af perioden skal anvendes oplysninger
om indtægtsår hentet fra indkomstregistret, og hvor der for en anden del af
perioden skal anvendes oplysninger om kalenderår fra skatteforvaltningen.
Disse perioder (indtægtsår og kalenderår) kan overlappe hinanden. Hvis der
inden for de seneste 5 år forud for skaden kun er oplysninger i
indkomstregistret fra eksempelvis 3 indtægtsår, f.eks. fra juli 2019-juni
2022, skal disse oplysninger suppleres med oplysninger fra
skatteforvaltningen i form af 3 kalenderår, fx 2017-2019, hvorefter
arbejdsskademyndighederne i disse situationer skal vælge perioden med den
højeste indkomst ved arbejde.
Det foreslås i
§ 24, stk. 2, 3. pkt.,
at årslønnen fastsættes på baggrund af
oplysninger om indkomsten ved arbejde indhentet fra tilskadekomne og
andre relevante kilder eller standardsatser, jf. stk. 7, når der hverken er
tilgængelige oplysninger i indkomstregisteret eller fra skatteforvaltningen.
Forslaget indebærer, at udelukkende i situationer, hvor oplysninger om
tilskadekomnes faktiske indkomst ved arbejde, jf. § 24, stk. 2, 1. pkt., ikke
fremgår af hverken indkomstregisteret eller af oplysninger fra
skatteforvaltningen, kan årslønnen fastsættes på baggrund af oplysninger fra
tilskadekomne selv eller andre relevante kilder, herunder oplysninger fra
arbejdsgiver eller fagforbund. Det er udelukkende oplysninger om indkomst
ved arbejde, jf. bemærkningerne ovenfor til § 24, stk. 1, 1. pkt., der kan
indgå i fastsættelsen af årslønnen. Det vil sige oplysninger af en karakter,
237
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
der er omfattet af indberetningspligten efter § 3 i lov om et indkomstregister,
jf. lovbekendtgørelse nr. 284 af 2. marts 2022.
Når årslønnen skal fastsættes efter 3. pkt., vil det som udgangspunkt kunne
baseres på lønoplysninger fra lønsedler, ansættelseskontrakter eller
overenskomster. Herunder kan der anvendes oplysninger om bidrag til
pensionsordninger (både arbejdstager og arbejdsgivers bidrag) eller
oplysninger om bidrag til atp, herunder om værdien af fuldt bidrag.
Anvendelsen af 3. pkt. vil som udgangspunkt kunne opstå i situationer, hvor
tilskadekomne har modtaget udenlandsk indkomst ved arbejde, eller hvor
tilskadekomnes indkomst ved arbejde ligger mange år tilbage i tid.
Såfremt der fremgår oplysninger om tilskadekomnes faktiske samlede
indkomst ved arbejde i indkomstregisteret eller af oplysninger fra
skatteforvaltningen for den relevante periode efter § 24 stk. 1 og 3, skal
arbejdsskademyndighederne kun indhente oplysninger efter 3. pkt., når det
på baggrund af oplysninger i sagen, herunder fra tilskadekomne selv,
arbejdsgiveren m.v., er grundlag for at antage eller formode, at pågældende
har indkomst ved arbejde omfattet af 3. pkt., der skal indgå i årslønnen,
f.eks. udenlandsk indkomst ved arbejde.
I det omfang tilskadekomne har udenlandsk indkomst ved arbejde, vil denne
indkomst i dokumenteret omfang således indgå i fastsættelse af årslønnen.
Det forudsættes, at arbejdsskademyndighederne i forbindelse med
sagsbehandlingen vejleder tilskadekomne om muligheden for at udenlandsk
indkomst ved arbejde kan indgå i årslønnen, og at tilskadekomne i så fald
har pligt til at sende dokumentation for den udenlandske indkomst ved
arbejde til arbejdsskademyndighederne.
Det forventes, at arbejdsskademyndighederne i hovedparten af sagerne ikke
vil skulle indhente supplerende oplysninger efter denne bestemmelse.
Det foreslås i
§ 24, stk. 2, 4. pkt.,
at DIS-indkomsten, jf. stk. 1, omregnes til
en tilsvarende indkomst for personer, der gør tjeneste på skibe, som ikke er
omfattet af DIS-ordningen, når tilskadekomne er ansat med DIS-indkomst.
Bestemmelsen kodificerer gældende praksis, dog således at grundlaget for
årslønnen i overensstemmelse med den nye hovedregel fastsættes til den
faktiske samlede indkomst ved arbejde i det bedste af de seneste 5
indtægtsår forud for arbejdsskadens indtræden. Forslaget indebærer, at
søfolk og andre ansatte på DIS-løn får omregnet deres DIS-løn omregnet til
almindelig indkomst ved arbejde svarende til indkomst for personer, der gør
238
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
tjeneste på skibe, som ikke er omfattet af DIS-ordningen, når tilskadekomne
er ansat med DIS-indkomst.
Forslaget sikrer videre, at omregningen fortsat sker under hensyntagen til
fradrag i sømandsskattelovgivningen.
Arbejdsskademyndighederne indhenter oplysninger om årslønnen fra
forskellige kilder for eksempel fra Skatteforvaltningen eller de månedlige
hyresedler.
Ansatte på rederier og søfolk, der er ansat på almindelige lønvilkår vil være
omfattet af den foreslåede hovedregel i § 24, stk. 2, 1. pkt.
Det foreslås i
§ 24, stk. 3,
at årslønnen i en række situationer ikke fastsættes
efter stk. 1.
Forslaget indebærer, at tilskadekomne med særlige forhold får fastsat en
årsløn, som afspejler deres indtjeningsevne på trods af, at den faktiske
samlede indkomst ved arbejde i det bedste af de seneste 5 indtægtsår efter §
24, stk. 1, 1. pkt., ikke kan anvendes.
§ 24, stk. 3, indeholder på denne baggrund 12 undtagelsesbestemmelser til
hovedreglen om fastsættelse af årsløn i § 24, stk. 1, om, at årslønnen udgør
det bedste indtægtsår af de seneste 5 år forud for arbejdsskaden.
Beskæftigelsesministeriet vurderer, at hovedreglen i § 24, stk. 1, ikke er
anvendelig i disse 12 situationer, da en årsløn fastsat efter § 24, stk. 1, ud
fra en samlet vurdering ikke afspejler tilskadekomnes reelle
erhvervsmæssige situation og indtjeningsevne.
Formålet med undtagelserne er tillige at etablere en forenklet og ensartet
praksis i de situationer, der fremgår af § 24, stk. 3, nr. 1-12. Er
tilskadekomne ikke omfattet af en undtagelse, er tilskadekomne omfattet af
hovedreglen, og årslønnen skal derfor fastsættes efter den nye hovedregel i
§ 24, stk. 1.
Årslønnen vil i de situationer, der er omfattet af § 24, stk. 3, tage
udgangspunkt i objektive digitale oplysninger om pågældendes faktiske
samlede indkomst ved arbejde og på den baggrund herefter blive fastsat
skønsmæssigt. Principperne for fastsættelse af årslønnen i de enkelte
undtagelsesbestemmelser er fastsat i loven. Beskæftigelsesministeren kan
fastsætte nærmere regler om fastsættelsen af årsløn efter stk. 1-4 og 6-7,
herunder om afgrænsningen af persongrupperne i stk. 3, nr. 1-12, efter
bemyndigelsen i forslaget til § 24, stk. 9.
239
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
Ad forslaget til § 24, stk. 3, nr. 1
–
Indkomsten ved arbejde er nedsat af
grundet anerkendt erhvervssygdom
Efter gældende lov fastsættes årslønnen ud fra indtægten 12 måneder før
anmeldelsen af sygdommen. Ved erhvervssygdomme har tilskadekomne
ofte haft sygemeldinger, inden sygdommen anmeldes. Hvis tilskadekomne
ikke modtager fuld løn under sygdom eller eksempelvis oppebærer en lavere
lønindtægt fra akkordarbejde, vil indtægten i årene før anmeldelsen ikke
give et retvisende billede af tilskadekomnes indtjeningsevne, før
erhvervssygdommen debuterede.
I sådanne situationer fastsættes årslønnen efter gældende praksis
skønsmæssigt efter gældende lovs § 24, stk. 2, nr. 2. Efter praksis fastsættes
den skønsmæssige årsløn efter det seneste år, som ikke er påvirket af
erhvervssygdommen, eller et skøn baseret på et gennemsnit af 3 år før
skaden, hvorefter indtægten opreguleres til anmeldeåret eller året forud for
anmeldelsen.
Det foreslås i
§ 24, stk. 3, nr. 1,
at når tilskadekomnes faktiske samlede
indkomst ved arbejde er nedsat grundet erhvervssygdommen, jf. § 7, i alle
5 indtægtsår forud for arbejdsskadens indtræden, fastsættes årslønnen på
baggrund af et forskudt år på 12 sammenhængende måneder uden
påvirkning af erhvervssygdommen inden for de seneste 5 indtægtsår forud
for arbejdsskadens indtræden. Er der ikke et forskudt år på 12
sammenhængende måneder uden påvirkning af erhvervssygdommen efter
1.pkt., fastsættes årslønnen på baggrund af et indtægtsår før den 5 årige
periode forud for arbejdsskadens indtræden og er det ikke muligt, omregnes
den faktiske samlede indkomst ved arbejde på skadetidspunktet til et helt
indtægtsår. Hvis ingen af de angivne metoder til fastsættelse af årslønnen
kan anvendes, fastsættes årslønnen til normalårslønnen, jf. stk. 7.
Forslaget i § 24, stk. 3, nr. 1, omfatter tilskadekomne med en anerkendt
erhvervssygdom, hvor tilskadekomnes indkomst ved arbejde har været
påvirket i alle 5 indtægtsår forud for erhvervssygdommen blev anmeldt,
således at der ikke er mindst et helt indtægtsår, der kan lægges til grund for
fastsættelsen af årslønnen.
Har tilskadekomnes indkomst ved arbejde været påvirket af
erhvervssygdommen i alle indtægtsår inden for de sidste 5 år forud for, at
erhvervssygdommen blev anmeldt, fastsættes årslønnen på baggrund af det
bedste forskudte år på 12 sammenhængende måneder inden for de
foregående 5 år, hvor indkomsten ved arbejde ikke var påvirket. Der
240
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
henvises til bemærkningerne om forskudt år ovenfor under bemærkninger
til § 24, stk. 1, 1. pkt.
Hvis der ikke er et forskudt år uden påvirkning af erhvervssygdommen
inden for de sidste 5 år forud for arbejdsskaden, skal
arbejdsskademyndighederne fastsætte årslønnen på grundlag af indtægten i
et indtægtsår, der ligger mellem 5 år og 10 år før erhvervssygdommen blev
anmeldt, hvor der foreligger digitale indkomstoplysninger hos
skatteforvaltningen.
Er dette heller ikke muligt, omregnes den faktiske samlede indkomst ved
arbejde på skadetidspunktet til et helt indtægtsår. Omregningen vil som
udgangspunkt bestå i enten, at indkomst ved arbejde i måneder, som ikke er
påvirket, opreguleres til et helt indtægtsår, eller at indkomst ved arbejde i
måneder, som er påvirket, opreguleres til en lønindtægt uden påvirkning et
fuldt indtægtsår.
Undtagelsen for så vidt angår fastsættelse af årsløn i sager om
erhvervssygdomme afløser således den nugældende § 24, stk. 2, nr. 2.
Undtagelsen har samme formål som den gældende bestemmelse.
Har tilskadekomnes indkomst ved arbejde ikke været påvirket af
erhvervssygdommen i mindst ét af de 5 seneste indtægtsår, inden
erhvervssygdommen blev anmeldt, fastsættes årslønnen efter hovedreglen i
§ 24, stk. 1, 1. pkt., som den faktiske samlede indkomst ved arbejde i det
bedste af de sidste 5 indtægtsår forud for erhvervssygdommen blev anmeldt.
Er ingen af ovenstående metoder anvendelige, fastsættes årslønnen til
normalårslønnen efter § 24, stk. 7.
Ad forslaget til § 24, stk. 3, nr. 2
–
Indkomsten ved arbejde er nedsat grundet
perioder med fravær efter barselsloven
Efter gældende praksis beregner arbejdsskademyndighederne årslønnen på
baggrund af den periode, hvor tilskadekomne har været i arbejde, når
tilskadekomne har haft fravær efter barselsloven inden for de sidste 12
måneder. Årslønnen reguleres, så den svarer til indkomsten ved arbejde
uden den ekstraordinære nedgang i indkomsten ved arbejde, der er en følge
af barselsorloven.
Det foreslås i
§ 24, stk. 3, nr. 2,
at årslønnen fastsættes på baggrund af et
forskudt år på 12 sammenhængende måneder uden påvirkning af fravær
efter barselsloven inden for de seneste 5 indtægtsår forud for arbejdsskadens
241
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
indtræden, når tilskadekomnes indkomst ved arbejde er nedsat grundet
barsel i alle 5 indtægtsår forud for arbejdsskaden. Er der ikke et forskudt år
på 12 sammenhængende måneder uden påvirkning af fravær efter
barselsloven forud for arbejdsskaden, omregnes den faktiske samlede
indkomst ved arbejde på skadestidspunktet til et helt indtægtsår. Hvis
tilskadekomne har gennemført eller er påbegyndt og fortsat indskrevet på
en uddannelse på skadestidspunktet, fastsættes årslønnen uanset 2. pkt., på
baggrund af statistiske data over den gennemsnitlige indkomst for
nyuddannede med den pågældende uddannelse. Hvis ingen af de angivne
metoder til fastsættelse af årslønnen kan anvendes, fastsættes årslønnen til
normalårslønnen, jf. stk. 7.
Bestemmelsen betyder, at har tilskadekomnes faktiske samlede indkomst
ved arbejde været påvirket af barselsorlov i alle indtægtsår inden for de
sidste 5 år forud for arbejdsskaden, fastsættes årslønnen på baggrund af et
forskudt år på 12 sammenhængende måneder inden for de foregående 5 år,
hvor indkomsten ved arbejde ikke var påvirket. Der henvises til
bemærkningerne om forskudt år ovenfor under bemærkninger til § 24, stk.
1, 1. pkt.
Hvis der ikke er et forskudt år uden påvirkning af barslen inden for de sidste
5 år forud for arbejdsskaden, omregnes den faktiske samlede indkomst ved
arbejde i den seneste sammenhængende periode op til skadetidspunktet til
et helt indtægtsår. Omregningen vil som udgangspunkt bestå i, at indkomst
ved arbejde i måneder, som ikke er påvirket, opreguleres til et helt
indtægtsår.
Er dette heller ikke muligt og har tilskadekomne været under uddannelse
umiddelbart forud for eller i tilknytning til barselsorloven fastsættes
årslønnen på baggrund af statistiske data over den gennemsnitlige indkomst
for nyuddannede, herunder eventuelt oplysninger fra Danmarks Statistik
eller UddannelsesGuiden, jf. www.ug.dk. Når der i de statistiske data er
forskel på indkomsten for nyuddannede afhængig af, om pågældende bliver
privatansat eller offentligt ansat, anvendes gennemsnittet af de to
indkomstniveauer.
Er ingen af ovenstående metoder anvendelige, fastsættes årslønnen til
normalårslønnen, jf. § 24, stk. 7.
Har tilskadekomnes indkomst ved arbejde ikke være nedsat grundet fravær
efter barselsloven i mindst ét af de 5 seneste indtægtsår forud for
arbejdsskaden, fastsættes årslønnen efter hovedreglen i § 24, stk. 1, nr. 1, på
242
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
baggrund af det bedste af de indtægtsår, hvor indkomsten ved arbejde ikke
var påvirket.
Den foreslåede undtagelse svarer således i princippet til gældende praksis,
bortset fra, at det er bedste indtægtsår af de 5 seneste år forud for
arbejdsskaden, der skal anvendes som årslønnen.
Ad forslaget til § 24, stk. 3, nr. 3
–
Indkomsten ved arbejde er nedsat grundet
pasning af sygt eller handicappet barn eller familiemedlem
Såfremt ansættelsen på deltid vurderes at være af midlertidig karakter, og
tilskadekomne vurderes at have en fuld erhvervsevne, da skaden indtraf,
fastsættes årslønnen skønsmæssigt med udgangspunkt i lønnen i en
fuldtidsstilling. Gældende praksis er fastlagt på baggrund af højesterets
domme af 16. august 2010, jf. Ugeskrift for Retsvæsen 2010, side 2836 H
og 2843 H, hvorefter årslønnen fastsættes svarende til indkomsten ved
arbejde uden påvirkning af pasningen af det syge eller handicappede
familiemedlem.
Når tilskadekomne er deltidsansat på skadetidspunktet, og ansættelsen ikke
er af midlertidig karakter, er udgangspunktet efter gældende praksis, at
årslønnen fastsættes ud fra den faktiske indkomst ved arbejde de seneste 12
måneder før skaden.
Det foreslås i
§ 24, stk. 3, nr. 3,
at når tilskadekomnes indkomst ved arbejde
er nedsat grundet pasning af et sygt eller handicappet familiemedlem i alle
5 seneste indtægtsår forud for arbejdsskadens indtræden, fastsættes
årslønnen på baggrund af et forskudt år på 12 sammenhængende måneder
uden påvirkning af pasningen af det syge eller handicappede familiemedlem
inden for de seneste 5 indtægtsår forud for arbejdsskadens indtræden. Er der
ikke et forskudt år på 12 sammenhængende måneder uden påvirkning af
pasningen forud for arbejdsskaden, omregnes den faktiske samlede
indkomst ved arbejde på skadetidspunktet til et helt indtægtsår, og er det
ikke muligt fastsættes årslønnen på baggrund af et indtægtsår før den 5 årige
periode forud for arbejdsskadens indtræden. Hvis ingen af de angivne
metoder til fastsættelse af årslønnen kan anvendes, fastsættes årslønnen til
normalårslønnen, jf. stk. 7.
Har tilskadekomnes indkomst ved arbejde været påvirket af pasningen af et
sygt eller handicappet familiemedlem i alle indtægtsår inden for de sidste 5
år forud for arbejdsskaden, fastsættes årslønnen på baggrund af det bedste
forskudte år på 12 sammenhængende måneder inden for de foregående 5 år,
hvor indkomsten ved arbejde ikke var påvirket. Der henvises til
243
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
bemærkningerne om forskudt år ovenfor under bemærkninger til § 24, stk.
1, 1. pkt.
Hvis der ikke er et forskudt år uden påvirkning af pasningen inden for de
sidste 5 år forud for arbejdsskaden, omregnes den faktiske samlede
indkomst ved arbejde i den seneste sammenhængende periode op til
skadetidspunktet til et helt indtægtsår. Omregningen vil som udgangspunkt
bestå i enten, at indkomst ved arbejde i måneder, som ikke er påvirket,
opreguleres til et helt indtægtsår, eller at indkomst ved arbejde i måneder,
som er påvirket, opreguleres til en lønindtægt uden påvirkning et fuldt
indtægtsår.
Er dette heller ikke muligt, skal arbejdsskademyndighederne fastsætte
årslønnen på grundlag af indtægten i et indtægtsår, der ligger mellem 5 år
og 10 år før erhvervssygdommen blev anmeldt, hvor der foreligger digitale
indkomstoplysninger hos skatteforvaltningen.
Bestemmelsen finder anvendelse, når tilskadekomnes faktiske samlede
indkomst ved arbejde har været påvirket af pasningen af et sygt eller
handicappet familiemedlem. Den nuværende praksis, der er etableret ved
Højesterets domme af 16. august 2010, jf. Ugeskrift for Retsvæsen 2010,
side 2836 H og 2843 H, hvorefter der sondres mellem midlertidig eller
permanent deltidsansættelse, ændres således ved forslaget.
Anvendelsen af bestemmelsen forudsætter, at tilskadekomne har et sygt
eller handicappet familiemedlem, og at det pågældende familiemedlem har
et pasningsbehov. Tilskadekomne er omfattet af undtagelsen, hvis
tilskadekomne opfylder betingelserne for at modtage økonomisk støtte efter
kapitel 22 i lov om social service til pasningen af det syge eller
handicappede familiemedlem. Det er et krav, at man får denne støtte. Med
forslaget
ændres
den
nuværende
praksis
i
forhold
til
arbejdsskademyndighedernes skønsmæssige vurdering af pasningsbehovet.
Tilskadekomne anses som hidtil for at være deltidsansat, hvis tilskadekomne
arbejder mindre end 37 timer om ugen, medmindre det af en overenskomst
fremgår, at fuld tid er mindre end 37 timer. Personer, der arbejder i fast
aften-/nattevagt mindre end 37 timer om ugen i gennemsnit, anses for at
arbejde på deltid, hvis overenskomsten ikke fastslår andet. Dette fremgår af
Ankestyrelsens principmeddelelse 111-12, der opretholdes efter forslaget til
§ 24, stk. 3, nr. 3.
Har tilskadekomnes indkomst ved arbejde ikke været nedsat grundet
pasningen i mindst ét af de 5 seneste indtægtsår forud for arbejdsskaden,
244
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
fastsættes årslønnen efter hovedreglen i § 24, stk. 1, 1. pkt. på baggrund af
det bedste af de indtægtsår, hvor indkomsten ved arbejde ikke var påvirket.
Er ingen af ovenstående metoder anvendelige, fastsættes årslønnen til
normalårslønnen efter § 24, stk. 7.
Ad forslaget til § 24, stk. 3, nr. 4
–
Ansættelsesforhold med normalt
erhvervsophør før folkepensionsalderen
I nogle tilfælde er indkomsten ved arbejde i året før skaden ikke udtryk for
den reelle indtjeningsevne hele arbejdslivet, men kun i en afgrænset periode.
Det gælder særligt personer, der oppebærer en ekstraordinært høj indkomst
ved arbejde i et begrænset antal år, herunder personer med normalt
erhvervsophør før den almindelige folkepensionsalder. Det drejer sig om for
eksempel professionelle sportsfolk, sportsdommere og balletdansere m.v.
Efter gældende praksis fastsættes der to årslønninger for tilskadekomne,
hvis kendetegn er et meget tidligt erhvervsophør 25-30 år før normal
pensionsalder begrundet i erhvervets fysiske krav. Denne persongruppe
tilkendes som udgangspunkt kun erstatning på baggrund af årslønnen i
erhvervet indtil det tidspunkt, hvor ansættelsen eller karrieren
erfaringsmæssigt ophører. Hvis arbejdsskademyndighederne vurderer, at
tilskadekomne også har et tab af erhvervsevne efter det tidspunkt, hvor
erhvervet ville være ophørt, fastsætter arbejdsskademyndighederne på dette
tidspunkt en ny årsløn. For andre sportsgrene fastsættes det forventede
ophør som sportsudøver efter en konkret vurdering.
Hvis der er klar dokumentation for, at tilskadekomne ville have fortsat
karrieren efter disse aldersgrænser, kan dette efter en konkret vurdering
medføre en senere ophørsdato for den høje årsløn. Det kan for eksempel
være en professionel fodboldspiller på 34 år, som har indgået en 2-årig
kontrakt, som løber, til pågældende fylder 36 år.
Efter
gældende
praksis
vurderer
arbejdsskademyndighederne
tilskadekomnes tab af erhvervsevne frem til ophøret af erhvervet, samt
tilskadekomnes eventuelle tab af erhvervsevne i perioden herefter.
Hvis Arbejdsmarkedets Erhvervssikring på tidspunktet for afgørelsen
vurderer, at tilskadekomne også har et tab af erhvervsevne efter tidspunktet
for ophøret af det tidsbegrænsede erhverv, fastsætter Arbejdsmarkedets
Erhvervssikring to årslønninger. Frem til ophøret af det tidsbegrænsede
erhverv fastsætter Arbejdsmarkedets Erhvervssikring årslønnen ud fra
indkomsten ved arbejde i erhvervet. Der kan tages udgangspunkt i de
245
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
konkrete aftaler m.v., som forelå, da skaden skete. En mulig højere indkomst
ved arbejde for eksempelvis professionelle fodboldspillere, fordi en
mulighed for karriere i udlandet måske lå forude, kan ikke medtages i
årslønnen, hvis der ikke foreligger konkrete aftaler herom. Den anden årsløn
fastsætter Arbejdsmarkedets Erhvervssikring ud fra, hvad tilskadekomne
ville kunne forvente at have i indkomst ved arbejde efter ophøret af det
tidsbegrænsede erhverv, hvis arbejdsskaden ikke var indtrådt. Ved denne
vurdering inddrager Arbejdsmarkedets Erhvervssikring tilskadekomnes
eventuelle tidligere uddannelse og de planer, tilskadekomne selv har haft for
tiden efter det tidsbegrænsede erhverv.
Hvis Arbejdsmarkedets Erhvervssikring på tidspunktet for afgørelsen ikke
kan vurdere, om tilskadekomne har et tab af erhvervsevne efter tidspunktet
for normalt erhvervsophør, sættes der revision i sagen. Det betyder, at
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring vil vurdere spørgsmålet om tab af
erhvervsevne igen, når tilskadekomne når tidspunktet for pågældendes
forventede normale erhvervsophør. På dette tidspunkt skal
Arbejdsskadestyrelsen tage spørgsmålet om erhvervsevnetabet op til
revision og vurdere, i hvilken grad følgerne af arbejdsskaden fremadrettet
påvirker tilskadekomnes erhvervsevne i ordinær beskæftigelse.
Det foreslås i
§ 24, stk. 3, nr. 4,
at når tilskadekomne på skadetidspunktet er
i
et
ansættelsesforhold
med
normalt
erhvervsophør
før
folkepensionsalderen, fastsættes årslønnen efter stk. 1, for perioden indtil
det normale erhvervsophør i pågældende profession. I perioden fra det
normale erhvervsophør til folkepensionsalderen fastsættes årslønnen til
normalårslønnen, jf. stk. 7, medmindre årslønnen efter 1. pkt. er mindre end
normalårslønnen. Hvis tilskadekomne har gennemført eller er påbegyndt og
fortsat indskrevet på en uddannelse på skadestidspunktet, fastsættes
årslønnen uanset 2. pkt., på baggrund af statistiske data over den
gennemsnitlige indkomst for nyuddannede med den pågældende
uddannelse. Hvis ingen af de angivne metoder til fastsættelse af årslønnen
kan anvendes, fastsættes årslønnen til normalårslønnen, jf. stk. 7.
Forslaget til § 24, stk. 3, nr. 4, indebærer, at årslønnen fastsættes efter
hovedreglen i § 24, stk. 1, 1. pkt., indtil det normale erhvervsophør i
pågældende ansættelsesforhold, når tilskadekomne på skadetidspunktet er i
et ansættelsesforhold med normalt erhvervsophør før folkepensionsalderen.
For perioden fra erhvervsophør til folkepensionsalderen fastsættes
årslønnen til normalårslønnen, jf. § 24, stk. 7, medmindre tilskadekomnes
årsløn efter 1.pkt., er mindre end normalårslønnen. Såfremt årslønnen efter
246
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
2775159_0247.png
1. pkt. er mindre end normalårslønnen, vil denne årsløn blive anvendt som
årsløn for perioden frem til folkepensionsalderen.
Såfremt tilskadekomne har gennemført eller er påbegyndt og fortsat
indskrevet på en uddannelse på skadestidspunktet, vil årslønnen for
perioden fra erhvervsophør til folkepensionsalderen dog blive fastsat på
baggrund af statistiske data over den gennemsnitlige indkomst for
nyuddannede.
Statistiske data over den gennemsnitlige indkomst for nyuddannede kan
være data fra Danmarks Statistik, UddannelsesGuiden, jf.
www.ug.dk,
eller
andre valide statistiske data, udarbejdet af en offentlig myndighed. Når der
i de statistiske data er forskel på indkomsten ved arbejde for nyuddannede
afhængig af, om pågældende bliver privatansat eller offentligt ansat,
anvendes gennemsnittet af de to indkomstniveauer.
Ligeledes fastsættes årslønnen svarende til indkomsten ved arbejde i
tilskadekomnes beskæftigelse før ansættelsen i erhvervet med tidligt
erhvervsophør, når tilskadekomne kunne have vendt tilbage til denne
beskæftigelse, hvis skaden ikke var indtrådt.
Det forudsættes, at begge afgørelser om erstatning for tab af erhvervsevne
træffes samtidig. Forslaget om, at årslønnen frem til normalt erhvervsophør
fastsættes efter hovedreglen i § 24, stk. 1, 1. pkt., viderefører gældende
praksis, idet årslønnen dog fastsættes som det bedste af de 5 indtægtsår forud
for arbejdsskaden. Forslaget om, at der samtidigt træffes afgørelse om
årslønnen og eventuel erstatning for erhvervsevnetab i perioden fra
erhvervsophør til folkepensionsalderen, ændrer praksis. Efter gældende
praksis sætter Arbejdsmarkedets Erhvervssikring sætter revision i sagen,
hvorefter Arbejdsmarkedets Erhvervssikring træffer afgørelse om eventuel
erstatning for tab af erhvervsevne igen, når tilskadekomne har en alder, der
svarer til normalt erhvervsophør.
Det bemærkes, at de to årslønninger fastsat efter henholdsvis 1. pkt., og 2.
eller 3. pkt., skal sammenholdes med tilskadekomnes indtjeningsevne efter
skaden efter den foreslåede bestemmelse til § 17, stk. 3.
Er situationen den, at tilskadekomne tjente 500.000 kr. i sit job med
erhvervsophør ved det fyldte 38. år, fastsættes årslønnen svarende hertil for
perioden til tilskadekomne fylder 38 år. For perioden derefter fastsættes
årslønnen til normalårslønnen (419.000 kr. i 2023). Såfremt tilskadekomne
på afgørelsestidspunktet tjener 250.000 kr. efter skaden, udgør tabet frem til
det normale erhvervsophør 50 pct., og erstatningen beregnes på baggrund af
247
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
en årsløn på 500.000 kr. frem til tilskadekomnes fyldte 38. år. For perioden
herefter udgør tabet 40 pct. og erstatningen beregnes på baggrund af en
årsløn på 419.000 kr.
Ved vurderingen af, om tilskadekomne er i et ansættelsesforhold med
normalt
erhvervsophør
før
folkepensionsalderen,
kan
arbejdsskademyndighederne tage udgangspunkt i den konkrete individuelle
ansættelseskontrakt eller, hvorvidt der findes en generel kutyme eller
generel standard for erhvervsophør i pågældende branche, herunder om
branchen i forhold til andre retsområder er tillagt særlige rettigheder, jf. for
eksempel neden for om dispensation efter reglerne i lov om beskatning af
pensionsordninger m.v. til medarbejdergrupper, der har et væsentligt lavere
arbejdsophør end den almindelige pensionsalder. Der kan ligeledes lægges
vægt på, om det pågældende erhverv forudsætter særlige fysiske eller
psykiske krav til tilskadekomne, og at tilskadekomne normalt ikke vil kunne
honorere disse krav over en vis alder.
Bestemmelsen vil særligt finde anvendelsen ved professionelle sportsfolk.
For eksempel vil professionelle fodboldspillere m.v., der er kommet til
skade og har et tab af erhvervsevne, efter en konkret vurdering modtage
erstatning beregnet på årslønnen som sportsudøver frem til det tidspunkt,
hvor de fylder 35 år. Fodboldmålmænd vil som udgangspunkt modtage
erstatning, frem til de fylder 38 år. Dette svarer til gældende praksis og er
baseret på oplysninger fra Dansk Boldspil Union. Det har været afgørende,
at tilskadekomnes sportsaktive karriere typisk ophører, når den pågældende
fylder henholdsvis 35 og 38 år. For balletdansere er aldersgrænsen efter
praksis 40 år, da det er almindeligt, at den erhvervsaktive periode inden for
denne branche ophører ved denne alder.
Der findes dog også andre medarbejdergrupper, hvor der gælder et tidligt
erhvervsophør. Således har Ligningsrådet og Skatterådet efter reglerne i
skattelovgivningen givet dispensation efter reglerne i lov om beskatning af
pensionsordninger m.v. til medarbejdergrupper, der har en lavere
arbejdsophør end den almindelige pensionsalder.
Af Skatterådets afgørelse af 26. april 2022 (sag nummer 21-1173818)
fremgår for eksempel, at der er givet dispensation til nedsat
pensionsudbetalingsalder (62 år) for kabinepersonale og piloter efter
reglerne i lov om beskatning af pensionsordninger m.v. Af begrundelsen
fremgår blandt andet: ”Dispensationen blev givet med den begrundelse, at
de nævnte medarbejdere udsættes for arbejdsbetingede lidelser, som kan
begrunde en nedsat pensionsudbetalingsalder.”
248
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
Ad forslaget til § 24, stk. 3, nr. 5
–
Selvstændig erhvervsdrivende og
medarbejdende ægtefælle
Efter gældende lovs § 24, stk. 7, fastsætter beskæftigelsesministeren
nærmere regler for opgørelse af årsløn for selvstændig erhvervsdrivende.
Bemyndigelsen er udnyttet i bekendtgørelse nr. 812 af 29. september 2003
om fastsættelse af årsløn for selvstændig erhvervsdrivende og
medarbejdende ægtefæller sikret efter § 2, stk. 3.
Af bekendtgørelsen fremgår, at årslønnen for selvstændig erhvervsdrivende
fastsættes på grundlag af virksomhedens resultat før finansielle poster og
efter afskrivninger.
Som hovedregel anvendes virksomhedens driftsøkonomiske regnskab
korrigeret for ekstraordinære og usædvanlige poster. Er der ikke udarbejdet
et driftsøkonomisk regnskab, kan årslønnen fastsættes med udgangspunkt i
skatteregnskabet korrigeret for skattemæssige afskrivninger, der skønnes at
afvige væsentligt fra driftsøkonomiske afskrivninger, samt korrigeret for
andre forhold, der udelukkende skønnes at have skattemæssig karakter. Er
der beskæftiget en medarbejdende ægtefælle i virksomheden, skal
ægtefællens andel af virksomhedens overskud fratrækkes. Ægtefællens
andel fastsættes skønsmæssigt inden for de rammer der er fastsat af, der er
fastsat af skatteforvaltningen. Ejes virksomheden af flere, fastsættes
årslønnen på grundlag af ejerandel. Har virksomheden givet underskud,
fastsættes årslønnen skønsmæssigt. Hvis ingen af de angivne metoder til
fastsættelse af årslønnen kan anvendes, fastsættes årslønnen til
normalårslønnen, jf. stk. 7.
Af bekendtgørelsen fremgår videre, at årslønnen for medarbejdende
ægtefæller fastsættes skønsmæssigt. Det fremgår, at følgende momenter kan
indgå i skønnet:
-
-
-
-
-
-
Eventuel lønaftale eller anden form for aflønning.
Ægtefællens uddannelse.
Ægtefællens arbejdsopgaver for virksomheden.
Andres værdi i stillingen.
Gennemsnitsmetoden.
Virksomhedens art og størrelse.
249
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
-
Ejerens og andre ansattes indsats i firmaet og indvirkning på
virksomhedens resultat og overskud.
Det foreslås i
§ 24, stk. 3, nr. 5,
at når tilskadekomne er selvstændig
erhvervsdrivende eller medarbejdende ægtefælle på skadetidspunktet,
fastsættes årslønnen på baggrund af tilskadekomnes andel af summen af
gennemsnittet af virksomhedens overskud før skat 5 regnskabsår forud for
arbejdsskaden og gennemsnittet af eventuel lønindkomst i samme periode.
Når tilskadekomne har været selvstændig erhvervsdrivende eller
medarbejdende ægtefælle inden for de seneste 5 år før arbejdsskaden og på
skadetidspunktet har afviklet eller overdraget virksomheden, fastættes
årslønnen som den bedste indkomst inden for de seneste 5 år før
arbejdsskaden, jf. 3. pkt. Indkomsten efter 2. pkt. fastsættes enten som
gennemsnittet af den faktiske samlede indkomst i de kalenderår indenfor de
foregående 5 år forud for skaden, hvor tilskadekomne har været selvstændig
erhvervsdrivende eller medarbejdende ægtefælle, jf. 1. pkt., eller som den
faktiske samlede indkomst ved arbejde i de hele kalenderår, hvor
tilskadekomne ikke har været selvstændig erhvervsdrivende eller
medarbejdende ægtefælle, eller som den faktiske samlede indkomst ved
arbejde i skadeåret omregnet til et helt indtægtsår. Hvis ingen af de angivne
metoder til fastsættelse af årslønnen kan anvendes, fastsættes årslønnen til
normalårslønnen, jf. stk. 7.
Denne bestemmelse skal anvendes, hvis tilskadekomne på
skadestidspunktet eller inden for de seneste 5 år forud for arbejdsskaden er
eller har været beskæftiget som selvstændig erhvervsdrivende eller
medarbejdende ægtefælle. Selvstændig virksomhed dækker over både
personligt ejede virksomheder og virksomheder udøvet i selskabsform.
Overskuddet i selvstændig virksomhed dækker derfor over det
skattemæssige resultat for den selvstændige virksomhed fra årsopgørelsen
samt tilskadekomnes ejerandel af overskud i en virksomhed udøvet i
selskabsform. Indtægt ved selvstændig virksomhed medregnes alene, når
indtægten hidrører fra tilskadekomnes arbejde i virksomheden. Det vil sige,
at formueforvaltning ikke medregnes. Det samme gælder for
kapitalindkomst, medmindre tilskadekomne fremlægger dokumentation for,
at kapitalindkomsten hidrører fra tilskadekomnes arbejde i virksomheden.
Forslaget i 1. pkt. betyder, at årslønnen fastsættes på baggrund af summen
af et gennemsnit af tilskadekomnes andel af virksomhedens overskud før
250
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
2775159_0251.png
skat i de 5 senest afsluttede regnskabsår forud for arbejdsskaden og
gennemsnittet af eventuel lønindkomst ved arbejde i samme periode.
Årslønnen fastsættes på baggrund af et simpelt gennemsnit af den faktiske
samlede indkomst i de seneste 5 kalenderår forud for skaden. De 5
kalenderår opreguleres til skadeåret, før gennemsnittet beregnes. Der
anvendes kalenderår, da årsopgørelser følger kalenderåret. Årslønnen
beregnes som summen af al A-indkomst og B-indkomst, og tilskadekomnes
andel af overskud i selvstændig virksomhed. Det henvises til bemærkninger
herom i bemærkninger til bestemmelsen i § 24, stk. 1, 1. pkt.
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring kan hente oplysningerne om overskud
fra
selvstændig
virksomhed
via
registeradgang
til
Dataudvekslingsplatformen
(DUPLA),
jf.
https://skat.dk/data.aspx?oid=10100.
Dataudvekslingsplatformen er en
sikker måde at udveksle Skatteforvaltningens data om borgere og
virksomheders økonomiske forhold til offentlige myndigheder eller private
aktører.
Indkomstgrundlaget vil dække over:
1. Indkomst fra selvstændig virksomhed fra selvangivelsen/årsopgørelsens
rubrik 111 samt eventuel ejerandel af selskabsskattegrundlaget. Den del
af overskuddet, der er overført til medarbejdende ægtefæller i rubrik
113, medregnes ikke. Overskud fra rubrik 151 indgår med deres værdi i
det år, hvor overskuddet indgår i årsopgørelsen.
2. Lønmodtagerindkomst ved arbejde fra selvangivelsens/årsopgørelsens
rubrik 11 (inkl. A-indkomst udbetalt fra selskab, når indtægten hidrører
fra tilskadekomnes arbejde i virksomheden) samt rubrik 12 (Honorarer,
indkomst ved arbejde ved hushjælp og værdien af nogle
personalegoder),
rubrik
14
(Jubilæumsgratiale
og
fratrædelsesgodtgørelse mv. før fradrag af arbejdsmarkedsbidrag) samt
rubrik15 (Anden personlig indkomst ved arbejde før fradrag af
arbejdsmarkedsbidrag).
Indkomsten fra selvstændig virksomhed indgår, hvis summen er positiv.
Indkomstgrundlaget vedrører bruttoindberetningen i rubrikkerne. Det
betyder, at overskud i rubrik 111 udgør det samlede overskud i
virksomheden i året. I A-indkomst indgår eget ATP-bidrag og eget bidrag
til
arbejdsmarkedspensionsordninger
med
bortseelsesret,
jf.
pensionsbeskatningslovens § 19. Bortseelsesret betyder, at den ansatte ikke
skal medregne arbejdsgiverens indbetaling til medarbejderens
251
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
2775159_0252.png
pensionsordning, når medarbejderen opgør sin skattepligtige indkomst. Til
gengæld kan medarbejderen ikke trække indbetalingerne fra i den
skattepligtige indkomst.
Et samlet underskud i tilskadekomnes virksomheder skal ikke fratrækkes i
A- og B-indkomsten. Der kan dog godt være underskud i en virksomhed,
som opvejes af et overskud i en anden virksomhed. Indkomsten fra den
selvstændige virksomhed indgår således kun, hvis der i perioden er et samlet
positivt nettooverskud for virksomhederne.
Den årsløn, der herefter er fastsat reguleres efter forslaget til § 24, stk. 1, 2.
pkt.
Forslaget svarer i det væsentligste til den beregning af årslønnen, der lægges
til grund ved beregning af arbejdsløshedsdagpenge for selvstændig
erhvervsdrivende og medarbejdende ægtefæller.
Det bemærkes, at tilskadekomne, der fortsat er selvstændig
erhvervsdrivende efter skaden, vil få vurderet indtjeningsevnen efter skaden
med inddragelse af de samme oplysningstyper som ved fastsættelsen af
årslønnen. Derved er der etableret et sammenligneligt grundlag mellem
indtjeningsevne før skaden (årsløn) og indtjeningsevne efter skaden for
selvstændig erhvervsdrivende og medarbejdende ægtefæller.
Forslaget i 2. pkt. vedrører selvstændig erhvervsdrivende, der har afviklet
eller overdraget virksomheden (afmeldt i det centrale virksomhedsregister,
jf.
www.cvr.dk)
inden for de seneste 5 år forud for arbejdsskadens
indtræden.
Forslaget til 3. pkt. indebærer, at der er 3 metoder til at fastsætte årslønnen,
når den selvstændige virksomhed er afviklet eller overdraget.
Arbejdsskademyndighederne skal efter 2. pkt. vælge den metode, der er
udtryk for den bedste indkomst i de sidste 5 år forud for arbejdsskadens
indtræden, blandt følgende:
-
gennemsnittet af den samlede indkomst i de kalenderår inden for de
seneste 5 år forud for skaden, hvor tilskadekomne har været selvstændig
erhvervsdrivende eller medarbejdende ægtefælle, jf. 1. pkt., eller
den faktiske samlede indkomst ved arbejde i de hele kalenderår, hvor
tilskadekomne ikke har været selvstændig erhvervsdrivende eller
medarbejdende ægtefælle, eller
-
252
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
-
den faktiske samlede indkomst ved arbejde i den seneste
sammenhængende periode op til skadetidspunktet omregnet til et helt
indtægtsår.
Årslønnen for selvstændig erhvervsdrivende og medarbejdende ægtefæller
fastsættes på baggrund af kalenderår og ikke på baggrund af indtægtsår, jf.
§ 24, stk. 1, 1. pkt. Det skyldes, at årsopgørelser, som er grundlaget for
fastsættelsen af årslønnen, følger kalenderåret. Fastsættelsen af årslønnen i
de foregående 5 år skal foretages efter de samme principper som i 1. pkt.
Hvis ingen af de angivne metoder til fastsættelse af årslønnen kan anvendes,
fastsættes årslønnen til normalårslønnen efter stk. 7.
Der vil blive fastsat nærmere regler om fastsættelse af årsløn til selvstændig
erhvervsdrivende og medarbejdende ægtefæller i beskæftigelsesministerens
bekendtgørelse, der udstedes efter bemyndigelsen i forslaget til § 24, stk. 9.
Ad forslaget til § 24, stk. 3, nr. 6
–
Indkomsten ved arbejde er nedsat grundet
ulykke eller sygdom
Efter gældende praksis fastsættes årslønnen ud fra tilskadekomnes faktiske
indtægt på skadetidspunktet, når tilskadekomnes indtægt inden
arbejdsskaden var påvirket af varig forudbestående sygdom, følgerne af en
ulykke eller lignende. Det skyldes, at tilskadekomnes arbejdsevne allerede
var nedsat inden arbejdsskadens indtrædelse.
Det foreslås i
§ 24, stk. 3, nr. 6,
at årslønnen fastsættes til det bedste
indtægtsår efter tidspunktet for ulykken eller sygdommen, når
tilskadekomnes indkomst ved arbejde er varigt nedsat af en ulykke eller
sygdom inden for de seneste 5 indtægtsår forud for arbejdsskaden. Er der
ikke et helt indtægtsår mellem tidspunktet for ulykken eller sygdommen og
arbejdsskaden, omregnes den faktiske samlede indkomst ved arbejde for
perioden efter ulykken eller sygdommen til et helt indtægtsår.
Forslaget i § 24, stk. 3, nr. 6, betyder, at årslønnen fastsættes til det bedste
indtægtsår efter tidspunktet for ulykken eller sygdommen, når
tilskadekomnes indkomst ved arbejde er varigt påvirket af en ulykke eller
sygdom inden for de seneste 5 indtægtsår forud for arbejdsskaden. Er der
ikke et helt indtægtsår, omregnes den faktiske samlede indkomst ved
arbejde for perioden efter ulykken eller sygdommen til et helt indtægtsår.
Hvis tilskadekomne eksempelvis har en periode på 4 måneder inden
arbejdsskaden, hvor indkomsten ved arbejde ikke var påvirket af ulykken
253
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
eller sygdommen, omregnes indkomsten ved arbejde i de 4 måneder til et
helt år.
Ad forslaget i § 24, stk. 3, nr. 7
–
Indsatte i Kriminalforsorgens institutioner
Efter gældende regler i § 5 i bekendtgørelse nr. 741 af 15. juni 2016 om
erstatning og godtgørelse til indsatte i kriminalforsorgens institutioner og til
dømte og prøveløsladte under udførelse af samfundstjeneste for følger af
ulykkestilfælde m.v. fastsættes skadelidtes årsløn efter § 24 i lov om
arbejdsskadesikring af Arbejdsmarkedets Erhvervssikring efter et skøn. Ved
skønnet over en indsats årsløn tager Arbejdsmarkedets Erhvervssikring
hensyn til skadelidtes erhvervsindtægt før anbringelsen i institutionen og til
den erhvervsindtægt, som skadelidte kunne forvente at opnå efter
løsladelsen, hvis skaden ikke var indtruffet.
Det foreslås i
§ 24, stk. 3, nr. 7,
at når tilskadekomne er indsat i
Kriminalforsorgens institutioner m.v., jf. §§ 6 og 102 i lov om fuldbyrdelse
af straf m.v., på skadetidspunktet, fastsættes årslønnen, hvis tilskadekomne
havde varig ansættelse, på baggrund af tilskadekomnes faktiske samlede
indkomst ved arbejde i det bedste af de seneste 5 år, inden tilskadekomne
blev indsat i Kriminalforsorgens institutioner. Hvis tilskadekomne var under
23 år på tidspunktet for indsættelse i Kriminalforsorgens institutioner,
fastsættes årslønnen efter stk. 3, nr. 9-10, og ellers til minimumsårslønnen,
jf. stk. 7, frem til tilskadekomne fylder 30 år, hvorefter årslønnen fastsættes
til normalårslønnen, jf. stk. 7. Hvis tilskadekomne har gennemført eller er
påbegyndt og fortsat indskrevet på en uddannelse på skadestidspunktet,
fastsættes årslønnen uanset 2. pkt., på baggrund af statistiske data over den
gennemsnitlige indkomst for nyuddannede med den pågældende
uddannelse.
Bestemmelsen indebærer som udgangspunkt, at tilskadekomne, der havde
varig ansættelse forud for indsættelsen i Kriminalforsorgens institutioner
m.v. på skadetidspunktet, får fastsat årslønnen på baggrund af
tilskadekomnes faktiske samlede indkomst ved arbejde i det bedste af de
seneste 5 år, inden tilskadekomne blev indsat i Kriminalforsorgens
institutioner. Det er en forudsætning, at indtægtsåret ikke ligger tidligere end
10 år før arbejdsskadens indtræden, og at det er muligt at indhente
indkomstoplysningerne digitalt hos skatteforvaltningen. Dette svarer til
princippet i hovedreglen i § 24, stk. 1, 1. pkt., men med den forskel, at det
ikke er det bedste af de seneste 5 år inden arbejdsskaden, men det bedste af
de seneste 5 år inden afsoningen og i visse tilfælde op til 10 år før
arbejdsskadens indtræden.
254
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
2775159_0255.png
Det foreslås videre, at årslønnen fastsættes efter § 24, stk. 3, nr. 9 (om
erhvervsrettet uddannelse) -10 (om nyuddannede m.fl.), og ellers til
minimumsårslønnen, jf. stk. 7, frem til tilskadekomne fylder 30 år, hvorefter
årslønnen fastsættes til normalårslønnen, jf. stk. 7, hvis tilskadekomne var
under 23 år på tidspunktet for indsættelse i Kriminalforsorgens institutioner.
Med bestemmelsen skal årslønnen fastsættes på baggrund af statistiske data
over den gennemsnitlige indkomst for nyuddannede efter stk. 3, nr. 9 eller
10, hvis tilskadekomne har gennemført eller påbegyndt en uddannelse under
indsættelsen, uanset om tilskadekomne i øvrigt er omfattet af forslaget til 1.
og 2. pkt. i § 24, stk. 3, nr. 7. Det vil sige, uanset de havde fast job inden
indsættelsen i Kriminalforsorgens institutioner eller var under 23 år, og
dermed skal have årslønnen fastsat efter § 24, stk. 3, nr. 9-10.
Statistiske data over den gennemsnitlige indkomst for nyuddannede kan
være data fra Danmarks Statistik, UddannelsesGuiden, jf.
www.ug.dk,
eller
andre valide statistiske data, udarbejdet af en offentlig myndighed. Når der
i de statistiske data er forskel på indkomsten for nyuddannede afhængig af,
om pågældende bliver privatansat eller offentligt ansat, anvendes
gennemsnittet af de to indkomstniveauer.
Hvis tilskadekomne ikke havde fast job inden afsoning, ikke har taget eller
påbegyndt uddannelse eller ikke er under 23 år på tidspunkt for indsættelsen,
fastsættes årslønnen på baggrund af minimumsårslønnen, jf. stk. 7.
Forslaget i § 24, stk. 3, nr. 7, omfatter kun den perskreds, der er omfattet af
Justitsministeriets bekendtgørelse nr. 741 af 15. juni 2016 om erstatning og
godtgørelse til indsatte i kriminalforsorgens institutioner og til dømte og
prøveløsladte under udførelse af samfundstjeneste for følger af
ulykkestilfælde m.v.
Forslaget kræver ændring af Justitsministeriets bekendtgørelse nr. 741 af 15.
juni 2016 om erstatning og godtgørelse til indsatte i kriminalforsorgens
institutioner og til dømte og prøveløsladte under udførelse af
samfundstjeneste for følger af ulykkestilfælde m.v., idet der ikke længere er
mulighed for tage hensyn til den erhvervsindkomst ved arbejde, som
tilskadekomne kunne forvente at opnå efter løsladelsen, hvis skaden ikke
var indtruffet.
Det bemærkes, at forslaget i § 24, stk. 3, nr. 7, ikke omfatter indsatte under
udgang m.v., jf. Justitsministeriets bekendtgørelse nr. 1025 af 28. juni 2022
om udgang til indsatte, der udstår fængselsstraf eller forvaring i
kriminalforsorgens institutioner (udgangsbekendtgørelsen), herunder
255
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
personer under udstationering til egen bopæl med fodlænke eller til
udslusningsfængsel m.v.
Ad forslaget i § 24, stk. 3, nr. 8
–
Tilskadekomne er under 23 år
Efter gældende praksis fastsætter arbejdsskademyndighederne som
udgangspunkt på baggrund af indtægten i året forud for arbejdsskadens
indtræden, når tilskadekomne er under 18 år på skadetidspunktet, men fyldt
18 år, når der træffes afgørelse om tab af erhvervsevne. Årslønnen skal
afspejle tilskadekomnes erhvervsindtægt, der kunne forventes efter det
fyldte 18. år, hvis arbejdsskaden ikke havde fundet sted.
Har tilskadekomne trods sin unge alder haft en længerevarende tilknytning
til arbejdsmarkedet, og tyder det på, at tilskadekomne ikke havde andre
realistiske
planer
for
sin
fremtidige
beskæftigelse,
kan
arbejdsskademyndighederne lægge den faktiske indtægt før arbejdsskaden
til grund ved fastsættelsen af årslønnen.
I praksis er det meget sjældent, at tilskadekomne under 18 år har haft en
længerevarende
tilknytning
til
arbejdsmarkedet.
Arbejdsskademyndighederne kan derfor fastsætte årslønnen til den
ulovbestemte normalårsløn, der findes i den tekniske vejledning om årsløn.
Er tilskadekomne ikke fyldt 18 år på afgørelsestidspunktet, fastsætter
arbejdsskademyndighederne to årslønninger. En årsløn, der bruges til at
beregne erstatningen for tab af erhvervsevne til tilskadekomne fylder 18 år,
og en årsløn, der bruges til at beregne erstatningen fra tilskadekomne er fyldt
18 år.
Årslønnen frem til det 18. år fastsætter arbejdsskademyndighederne som
udgangspunkt som en kombination af minimumårslønnen og den
årsindkomst ved arbejde, som tilskadekomne kunne forvente at opnå som
18-årig eller efter endt uddannelse.
Det foreslås i
§ 24, stk. 3, nr. 8,
at årslønnen fastsættes til
minimumsårslønnen, jf. stk. 7, frem til tilskadekomne fylder 30 år, hvorefter
normalårslønnen, jf. stk. 7, anvendes for perioden frem til pensionsalderen,
når tilskadekomne er under 23 år på skadetidspunktet og ikke omfattet af nr.
9-10. Hvis tilskadekomnes faktiske samlede indkomst ved arbejde på
skadetidspunktet omregnet til et helt indtægtsår overstiger
minimumsårslønnen fastsættes årslønnen svarende til den faktiske indkomst
ved arbejde frem til tilskadekomne fylder 30 år. Hvis tilskadekomnes
faktiske samlede indkomst ved arbejde på skadetidspunktet omregnet til et
256
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
helt indtægtsår overstiger normalårslønnen, fastsættes årslønnen svarende
til faktiske samlede indkomst ved arbejde.
Forslaget til § 24, stk. 3, nr. 8 indebærer, at årslønnen for unge
tilskadekomne som udgangspunkt fastsættes til minimumsårslønnen, indtil
de fylder 30 år. Når de er fyldt 30 år, anvendes normalårslønnen til at
beregne erstatningen for tab af erhvervsevne.
Det foreslås, at forslaget i § 24, stk. 3, nr. 8, skal anvendes for tilskadekomne
under 23 år. Den foreslåede aldersgrænse skyldes, at unge tilskadekomne
dermed kan have været på arbejdsmarkedet i 5 år efter det fyldte 18. år. Når
den faktiske samlede indkomst ved arbejde på skadetidspunktet omregnet
til et helt indtægtsår overstiger minimumsårslønnen, fastsættes årslønnen
svarende til faktiske indkomst ved arbejde.
Hvis tilskadekomne eksempelvis har arbejdet i en periode på 4 måneder
inden arbejdsskaden, omregnes indkomsten ved arbejde i de 4 måneder til
et helt år.
Er den faktiske samlede indkomst ved arbejde på skadetidspunktet højere
end minimumsårslønnen og lavere end normalårslønnen, fastsættes
årslønnen til normalårslønnen, når tilskadekomne fylder 30 år.
Det forudsættes, at begge afgørelser om erstatning for tab af erhvervsevne
baseret på henholdsvis minimumsårsløn og normalårsløn træffes samtidig.
For unge tilskadekomne er det tillige muligt at fastsætte årslønnen efter
undtagelserne i § 24, stk. 3, nr. 9 -10 om tilskadekomne, der er under
uddannelse eller er nyuddannede. Disse undtagelser har forrang for unge
personer. Forslaget til § 24, stk. 3, nr. 8, skal derfor ikke anvendes, når
tilskadekomne deltager i en erhvervsrettet uddannelse på skadetidspunktet,
eller når tilskadekomne er nyuddannet på skadetidspunktet, og ikke har
været på arbejdsmarkedet i et helt år.
Ad forslaget til § 24, stk. 3, nr. 9
–
Tilskadekomne deltager i en
erhvervsrettet uddannelse
Efter § 24, stk. 6, i gældende lov kan der, når tilskadekomne er under
uddannelse, ved årslønsfastsættelsen tages hensyn til den erhvervsindtægt,
der kunne forventes efter uddannelsens afslutning, hvis arbejdsskaden ikke
havde fundet sted. Årslønnen skal dog fastsættes til mindst
minimumsårslønnen, medmindre tilskadekomnes erhvervsevne allerede
forud for arbejdsskadens indtræden var nedsat i væsentlig grad. Det er som
257
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
2775159_0258.png
hovedregel lønnen som nyuddannet på skadetidspunktet, der anvendes som
årsløn. Oplysninger herom fremgår ofte af fagforbundenes hjemmesider,
hvor overenskomsterne er offentligt tilgængelige. Oplysninger fra
UddannelsesGuiden jf. www.ug.dk., kan også inddrages.
Det foreslås i
§ 24, stk. 3, nr. 9,
at årslønnen fastsættes til
minimumsårslønnen, jf. stk. 7, frem til det tidspunkt, hvor tilskadekomne
ville kunne have været færdiguddannet, hvis arbejdsskaden ikke var sket,
når tilskadekomne deltager i en erhvervsrettet uddannelse på
skadetidspunktet. Fra dette tidspunkt fastsættes årslønnen på baggrund af
statistiske data over den gennemsnitlige indkomst for nyuddannede.
Forslaget til § 24, stk. 3, nr. 9, indebærer, at tilskadekomne får fastsat
årslønnen til minimumsårslønnen frem til det tidspunkt, hvor tilskadekomne
ville kunne have været færdiguddannet, hvis uddannelsen ikke var påvirket
af arbejdsskaden. Forslaget indebærer videre, at tilskadekomne fra dette
tidspunkt får fastsat årslønnen på baggrund af statistiske data over den
gennemsnitlige indkomst for nyuddannede med den pågældende
uddannelse.
Statistiske data over den gennemsnitlige indkomst for nyuddannede kan
være data fra Danmarks Statistik, UddannelsesGuiden, jf.
www.ug.dk,
eller
andre valide statistiske data, udarbejdet af en offentlig myndighed. Når der
i de statistiske data er forskel på indkomsten for nyuddannede afhængig af,
om pågældende bliver privatansat eller offentligt ansat, anvendes
gennemsnittet af de to indkomstniveauer.
Forslaget omfatter tilskadekomne, der deltager i en erhvervsrettet
uddannelse på skadetidspunktet, uanset hvor langt i uddannelsesforløbet
tilskadekomne var på skadestidspunktet. Det er uden betydning, om
tilskadekomne modtager løn under uddannelsen eller modtager SU.
Ved ”erhvervsrettet uddannelse” forstås uddannelse, der har til formål at
udstyre unge og voksne med den viden og de færdigheder og kompetencer,
der kræves i særlige erhverv eller mere bredt på arbejdsmarkedet. Denne
definition er i overensstemmelse med Det Europæiske Unions Råds
henstilling af 24. november 2020 om erhvervsrettet uddannelse med henblik
på
bæredygtig
konkurrenceevne,
social
retfærdighed
og
modstandsdygtighed 2020/C 417/01.
Ad forslaget til § 24, stk. 3, nr. 10
–
Nyuddannede og tilskadekomne, der
lige er trådt ind på arbejdsmarkedet
258
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
2775159_0259.png
Efter gældende praksis fastsættes årslønnen for nyuddannede og
tilskadekomne, der lige er trådt ind på arbejdsmarkedet efter endt
uddannelse, som udgangspunkt ud fra den faktiske indtægt i det job,
tilskadekomne har, når skaden indtræder.
Det foreslås i
§ 24, stk. 3, nr. 10,
at årslønnen fastsættes på baggrund af
statistiske data over den gennemsnitlige indkomst for nyuddannede med den
pågældende uddannelse, når tilskadekomne er nyuddannet på
skadetidspunktet og endnu ikke har været beskæftiget mindst 1 indtægtsår.
Hvis tilskadekomnes faktiske samlede indkomst ved arbejde i
tilskadekomnes ansættelse på skadestidspunktet omregnet til et helt
indtægtsår overstiger disse oplysninger, omregnes indkomsten ved arbejde
til et helt indkomst ved arbejdesår.
Forslaget til § 24, stk. 3, nr. 10, indebærer, at årslønnen for nyuddannede,
der ikke har været mindst ét år på arbejdsmarkedet efter uddannelsen
fastsættes på baggrund af statistiske data over den gennemsnitlige indkomst
for nyuddannede.
Statistiske data over den gennemsnitlige indkomst for nyuddannede kan
være data fra Danmarks Statistik, UddannelsesGuiden, jf.
www.ug.dk,
eller
andre valide statistiske data, udarbejdet af en offentlig myndighed. Når der
i de statistiske data er forskel på indkomsten for nyuddannede afhængig af,
om pågældende bliver privatansat eller offentligt ansat, anvendes
gennemsnittet af de to indkomstniveauer.
Forslaget indebærer samtidig, at hvis tilskadekomnes faktiske indkomst ved
arbejde på skadetidspunktet overstiger disse oplysninger, omregnes den
faktiske indkomst ved arbejde til et helt indtægtsår, og årslønnen fastsættes
svarende hertil.
Hvis tilskadekomne eksempelvis har arbejdet i en periode på 4 måneder
inden arbejdsskaden, omregnes indkomsten ved arbejde i de 4 måneder til
et helt år. Alle lønandele, der indgår i indkomstregisteret, herunder
pensionsbidrag, atp-bidrag, værdi af fritvalgsordning m.v. skal medregnes,
når indkomsten ved arbejde omregnes til et helt år. Omregning sker således
i overensstemmelse med gældende praksis for omregning.
Det er uden betydning, om indkomsten ved arbejde er opnået inden for faget
eller ved beskæftigelse i andet fag.
Ad forslaget til § 24, stk. 3, nr. 11
–
Pensionister og andre uden for egentlig
erhverv
259
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
Efter gældende praksis fastsættes årslønnen for folkepensionister m.fl. på
baggrund af en særlig årsløn for tilskadekomne uden for erhverv
(pensionistårslønnen). Denne årsløn fremgår ikke af loven, men findes i den
årlige tekniske vejledning om årsløn. For 2023 er årslønnen fastsat i
vejledning nr. 9010 af 12. januar 2023 for 2023.
Efter gældende praksis anvendes denne årsløn også for andre tilskadekomne
end pensionister, når tilskadekomne har været uden tilknytning til
arbejdsmarkedet i mange år, og hvor tilskadekomsten er sket uden
sammenhæng med et lønnet arbejde, samt hvor der ikke er realistiske
udsigter til, at tilskadekomne vil indtræde på arbejdsmarkedet igen, selv om
arbejdsskaden ikke var sket. Undtagelsen kan også anvendes, når en person
uden egentlig erhverv kommer ud for en personskade.
Hvis tilskadekomne får en reel løn, som modsvarer værdien af arbejdet,
anvender arbejdsskademyndighederne efter gældende praksis lovens
hovedregel. Årslønnen fastsættes ud fra den faktiske indkomst ved arbejde
i året inden arbejdsskaden. Det gælder, uanset om indkomsten ved arbejde
er højere eller lavere end satsen for tilskadekomne uden for erhverv. Det
skyldes, at denne sats er en undtagelse fra lovens hovedregel om, at
årslønnen fastsættes ud fra den faktiske indkomst ved arbejde inden
arbejdsskaden. Hovedreglen finder eksempelvis anvendelse, hvis
tilskadekomne har været ansat på samme ansættelses- og lønvilkår i
minimum 12 måneder forud for skaden. Dette gælder også for
folkepensionister, efterlønsmodtagere og førtidspensionister i lønnet job.
Det foreslås i
§ 24, stk. 3, nr. 11,
at årslønnen fastsættes svarende til satsen
for personer uden erhverv, jf. stk. 7, når tilskadekomne har nået
folkepensionsalderen eller er førtidspensionist på skadestidspunktet. Har
tilskadekomne en ansættelseskontrakt uden tidsbegrænsning på
skadestidspunktet, og overstiger den faktiske samlede indkomst ved arbejde
i ansættelsen i et indtægtsår satsen for personer uden for erhverv, jf. stk. 7,
fastsættes årslønnen som den faktiske samlede indkomst ved arbejde på
skadetidspunktet omregnet til et helt år. 1. og 2. pkt. i denne bestemmelse
gælder tillige for andre tilskadekomne uden for erhverv på skadetidspunktet.
Forslaget i § 24, stk. 3, nr. 11, har til formål at videreføre gældende praksis.
Det betyder, at folkepensionister, førtidspensionister og andre uden for
erhverv får fastsat årslønnen til satsen for tilskadekomne uden for erhverv.
Forslaget
omfatter
således
tilskadekomne,
der
har
nået
folkepensionsalderen, førtidspensionister og andre tilskadekomne, når
260
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
tilskadekomne har været uden tilknytning til arbejdsmarkedet i mange år,
og hvor skaden er sket uden sammenhæng med et lønnet arbejde, samt hvor
der ikke er realistisk udsigt til, at tilskadekomne vil indtræde på
arbejdsmarkedet igen, selv om arbejdsskaden ikke var sket.
Undtagelsen i § 24, stk. 3, nr. 11, skal ikke anvendes for tilskadekomne, der
fortsat er på arbejdsmarkedet i en varig beskæftigelse, efter at de har nået
folkepensionsalderen, eller for førtidspensionister, der udnytter deres
resterhvervsevne i en varig beskæftigelse. Disse tilskadekomne vil få fastsat
årslønnen efter den faktiske indkomst ved arbejde efter hovedreglen i
forslaget til § 24, stk. 1, 1. pkt.
Har tilskadekomne for eksempel i de sidste 5 år forud for arbejdsskadens
indtræden fast tilknytning til arbejdsmarkedet, anvendes hovedreglen i § 24,
stk. 1, 1. pkt. Det betyder, at de vil få fastsat årslønnen svarende til den
faktiske indkomst ved arbejde og ikke på baggrund af den særlige sats for
tilskadekomne uden for erhverv.
Har tilskadekomne nået folkepensionsalderen eller er tilskadekomne
førtidspensionist, er det ikke tilstrækkeligt til at få fastsat årslønnen efter
hovedreglen i § 24, stk. 1, nr. 1, 1. pkt., at tilskadekomne har udført et
midlertidigt lønnet arbejde inden for de seneste 5 år. Det er et krav, at der
har været tale om en fast tilknytning til arbejdsmarkedet i alle 5 år forud for
arbejdsskaden.
Ad forslaget til § 24, stk. 3, nr. 12
–
Tilskadekomne arbejdede i fleksjob på
skadetidspunktet
Efter gældende praksis er udgangspunkt, at når skaden er sket under
ansættelse i et fleksjob etableret efter den 1. januar 2013, fastsættes
årslønnen med udgangspunkt i den løn, tilskadekomne modtager fra
arbejdsgiver. Arbejdsskademyndighederne vurderer dog, om den faktiske
løn er retvisende for, hvad tilskadekomne på skadetidspunktet kunne have
tjent på det ordinære arbejdsmarked, hvis muligheden for fleksjob ikke
havde været til stede.
Er skaden indtrådt i et fleksjob etableret før den 1. januar 2013, er
udgangspunktet efter gældende praksis, at årslønnen fastsættes
skønsmæssigt ud fra en vurdering af, hvad tilskadekomne på
skadetidspunktet kunne have tjent på det ordinære arbejdsmarked, hvis
muligheden for fleksjob ikke havde været til stede.
261
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
Det foreslås i
§ 24, stk. 3, nr. 12,
at årslønnen fastsættes på baggrund af den
faktiske samlede indkomst ved arbejde i det konkrete fleksjob uden det
kommunale tilskud, når tilskadekomne arbejdede i fleksjob på
skadetidspunktet, og tilskadekomne er bevilget eller visiteret til fleksjobbet
den 1. januar 2013 eller senere. For tilskadekomne, der på skadetidspunktet
er bevilget eller visiteret til fleksjob før 1. januar 2013, fastsættes årslønnen
på baggrund af antallet af timer og timelønnen i fleksjobbet.
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring skal efter forslaget i § 24, stk. 3, nr. 12,
fastsætte årslønnen på baggrund af lønnen i fleksjobbet. Det kommunale
tilskud skal som efter gældende praksis ikke indgå ved fastsættelsen af
årslønnen. Det er alene lønnen i fleksjobbet, der indgår i årslønnen.
Forslaget indebærer dermed, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring ikke
længere skal vurdere, om lønnen i fleksjobbet er retvisende for, hvad
tilskadekomne på skadetidspunktet kunne have tjent på det ordinære
arbejdsmarked, hvis muligheden for fleksjob ikke havde været til stede.
Er fleksjobbet etableret før den 1. januar 2013, fastsættes årslønnen
skønsmæssigt ud fra en vurdering af, hvad tilskadekomne på
skadetidspunktet kunne have tjent på det ordinære arbejdsmarked, hvis
muligheden for fleksjob ikke havde været til stede. Dette fremgår af
Ankestyrelsens principafgørelse U-03-07. I denne vurdering indgår bl.a. de
skånebehov, som tilskadekomne havde allerede inden arbejdsskaden, hvor
mange timer tilskadekomne ville være i stand til at arbejde på det ordinære
arbejdsmarked, tilskadekomnes evner og uddannelse og indtjeningsevnen i
det job, tilskadekomne stod til rådighed for. Lønniveauet i fleksjobbet
indgår som et moment i denne vurdering.
Det svarer til gældende regler og praksis.
Det foreslås i
§ 24, stk. 4,
at der skal anvendes den undtagelsesbestemmelse,
der rammer tilskadekomnes situation tættest på skadestidspunktet, når
tilskadekomne er omfattet af to eller flere undtagelser i stk. 3. Hvis
tilskadekomne på skadetidspunktet samtidig er omfattet af to eller flere
undtagelser, skal årslønnen fastsættes efter den undtagelse, der ud fra en
samlet vurdering bedst afspejler tilskadekomnes erhvervsmæssige situation.
Forslaget indebærer, at arbejdsskademyndighederne skal anvende den
undtagelse, der ligger tættest på skadetidspunktet, når tilskadekomne er
omfattet af to eller flere undtagelser i stk. 3. Dette er nødvendiggjort af, at
de 12 undtagelser, jf. forslaget til § 24, stk. 3, nr. 1-12, kan kombineres på
262
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
forskellige måder, således at tilskadekomne kan være omfattet af flere af
undtagelserne i stk. 3.
Er tilskadekomne på skadetidspunktet omfattet af 2 eller flere undtagelser,
skal arbejdsskademyndighederne anvende den undtagelse, der ud fra en
samlet vurdering bedst afspejler tilskadekomnes erhvervsmæssige situation
under hensyntagen til tilskadekomnes erhvervsmæssige forhold og
indkomster ved arbejde på skadetidspunktet og i de sidste 5 år forud for
arbejdsskaden og udsigt til fremtidig beskæftigelse efter arbejdsskaden, hvis
arbejdsskaden ikke var indtrådt.
Det kan for eksempel dreje sig om en person, der i begyndelsen af den
foregående 5 årige periode har været selvstændigt erhvervsdrivende og
efterfølgende er overgået til deltidsansættelse, fordi vedkommende skulle
passe et sygt eller handicappet barn. I forslaget lægges der op til, at der i
denne situation skal vælges den undtagelse tilskadekomne var omfattet af
på skadetidspunktet eller senest i tid på skadetidspunktet. Det vurderes
således, at dette bedst afspejler tilskadekomnes aktuelle indtjeningsevne. I
de
tilfælde,
hvor
tilskadekomne
er
omfattet
af
flere
undtagelsesbestemmelser
på
skadestidspunktet,
skal
arbejdsskademyndighederne vælge den metode til fastsættelse af årsløn,
som ud fra en samlet vurdering bedst afspejler tilskadekomnes
indtjeningsevne på skadetidspunktet.
Det foreslås i
§ 24, stk. 5,
at arbejdsmarkedsbidraget, jf. lov om
arbejdsmarkedsbidrag, trækkes fra årslønnen ved beregning af erstatningen.
Forslaget svarer til gældende bestemmelse i § 24, stk. 3.
Årslønnen skal som hidtil opgøres og fastsættes inklusive
arbejdsmarkedsbidrag. Definitionen af årslønsbegrebet er således ikke
ændret. Arbejdsmarkedsbidraget skal ved beregningen af erstatningen
trækkes fra årslønnen. På denne måde er fratrækket af
arbejdsmarkedsbidraget i årslønnen gjort til en beregningsregel.
Det foreslås i
§ 24, stk. 6,
at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring kan træffe
selvstændig afgørelse om årslønnen, når Arbejdsmarkedets Erhvervssikring
finder det hensigtsmæssigt.
Efter gældende praksis indgår afgørelsen om årsløn som en delafgørelse, jf.
lovens § 40, i forbindelse med afgørelsen om erstatning for tab af
erhvervsevne, der også omfatter en afgørelse om selve tabet af
erhvervsevne.
263
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
Afgørelsen om årsløn kan efter § 44 indbringes for Ankestyrelsen af sagens
parter. Afgørelsen kan indbringes for Ankestyrelsen, uanset om den samlede
afgørelse om erstatning for tab af erhvervsevne indbringes for
Ankestyrelsen.
Forslaget indebærer, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring kan træffe en
selvstændig afgørelse om årslønnen forud for afgørelsen om
uddannelsesgodtgørelse og tab af erhvervsevne og dermed forud for, at
afgørelsen om uddannelsesgodtgørelse og erstatning for tab af erhvervsevne
træffes. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring får med forslaget en øget
mulighed for at etablere en fleksibel sagsafvikling.
Forslaget skyldes blandt andet hensynet til at kunne vurdere, hvorvidt
årslønnen er fastsat korrekt efter § 24, stk. 1, 3 og 7. Ved at træffe en
selvstændig afgørelse om årslønnen får tilskadekomne mulighed for at
komme med indsigelser til fastsættelsen af årslønnen, før der træffes
afgørelse om erstatning for tab af erhvervsevne.
Forslaget om, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring kan træffe selvstændig
afgørelse om årslønnen ændrer ikke på, at afgørelsen som hidtil er en
selvstændig afgørelse efter lovens § 40, uanset om afgørelsen træffes
samtidig med afgørelsen om tabet af erhvervsevne, eller træffes særskilt.
Tilskadekomne kan dermed forud for selve afgørelsen om erstatning for tab
af erhvervsevne oplyse om yderligere retmæssig indkomst ved arbejde, der
ikke fremgår af indkomstregistret som for eksempel udenlandsk indkomst
ved arbejde.
Når Arbejdsmarkedets Erhvervssikring kan træffe selvstændig afgørelse
om årslønnen, indebærer dette tillige, at sagens parter som hidtil kan
indbringe afgørelsen for Ankestyrelsen efter lovens § 44. Arbejdsmarkedets
Erhvervssikring kan herunder for eksempel genvurdere den trufne afgørelse
efter § 44, stk. 7-9 i arbejdsskadesikringsloven og bekendtgørelse nr. 1271
af 28. november 2019 i situationer, hvor tilskadekomne for eksempel
indsender oplysninger om indkomst ved arbejde, der ikke fremgår af
indkomstregisteret.
Det foreslås i
§ 24, stk. 7,
at årslønnen uanset stk. 1 og 3 højst kan fastsættes
til 588.000 kr. Minimumsårslønnen fastsættes til 248.000 kr.
Normalårslønnen fastsættes til 419.000 kr. For personer uden for erhverv
fastsættes årslønnen til 52.000 kr. 2023. Alle beløb er inklusive
arbejdsmarkedsbidrag og reguleres efter § 25.
264
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
Forslag afløser § 24, stk. 5 og 6 i gældende lov for så vidt angår fastsættelsen
af maksimums- og minimumsårsløn.
Efter gældende lovs § 24, stk. 5, kan årslønnen ikke sættes højere end
367.000 kr. inklusive arbejdsmarkedsbidrag Beløbet reguleres efter § 25 og
udgør 588.000 kr. i 2023. Af gældende lovs § 24, stk. 6, fremgår blandt
andet, at årslønnen skal ansættes til mindst 137.000 kr. inklusive
arbejdsmarkedsbidrag reguleret efter § 25, medmindre tilskadekomnes
erhvervsevne allerede forud for arbejdsskadens indtræden var nedsat i
væsentlig grad. Beløbet udgør i 219.000 kr. i 2023.
Reglen om, at der gælder et maksimum for fastsættelsen af årslønnen,
indebærer, at tilskadekomne, som har en løn, der overstiger den maksimale
årsløn, får fastsat årslønnen til den maksimale årsløn.
Erstatningen for tab af erhvervsevne beregnes herefter på grundlag af denne
maksimale årsløn. Det betyder, at tilskadekomne med en højere indkomst
ved arbejde end den maksimale årsløn ikke får kompensation for den del af
indkomsten, der overstiger den maksimale årsløn.
Det foreslås i
§ 24, stk. 7, 1. pkt.,
at årslønnen uanset stk. 1 og 3 kan højst
fastsættes til 588.000 kr. Det foreslås dermed, at der fortsat skal gælde et
maksimum for fastsættelsen af årslønnen. Det betyder, at tilskadekomne
med indkomst ved arbejde over det maksimale beløb for årsløn fortsat får
fastsat lønnen til den maksimale årsløn og beregnet erstatningen på det
grundlag. Det betyder også, at de pågældende ikke får beregnet erstatningen
på baggrund af den indkomst ved arbejde, der ligger over den maksimale
årsløn. Det foreslås, at det nuværende beløb for den maksimale årsløn, der i
2023 udgør 588.000 kr., opretholdes. Henvisningen til, at det gælder uanset
om årslønnen er fastsat efter hovedreglen i stk. 1 eller efter en af
undtagelserne i stk. 3, indebærer, at årslønnen aldrig kan fastsættes højere
end den maksimale årsløn. Beløbet reguleres årligt. Forslaget opretholder
dermed gældende praksis for så vidt angår den maksimale årsløn.
Det foreslås i
§ 24, stk. 7, 2. pkt.,
at minimumsårslønnen fastsættes til
248.000 kr. Normalårslønnen fastsættes til 419.000 kr. Forslaget indebærer,
at der ligeledes opretholdes en minimumsårsløn. Det foreslås, at
minimumsårslønnen hæves fra 219.000 kr. til 248.000 kr. i 2023.
Minimumsårslønnen anvendes ved fastsættelsen af årslønnen efter en række
af undtagelserne i § 24, stk. 3.
265
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
Forslaget til § 24, stk. 7, 2. pkt., indebærer videre, at der lovfastsættes en
normalårsløn. Normalårslønnen findes ikke i arbejdsskadesikringsloven i
dag, men fremgår af en teknisk vejledning om fastsættelse af årsløn.
Normalårslønnen udgør efter den tekniske vejledning 419.000 kr. i 2023.
Det foreslås, at normalårslønnen lovfæstes til 419.000 kr. Det bemærkes, at
der i særlige situationer efter erstatningsansvarsloven anvendes en
normalårsløn, der udgør 471.000 kr. i 2023.
Det foreslås i
§ 24, stk. 7, 3. pkt.,
at lovfæste en særlig årsløn, der anvendes
for tilskadekomne uden egentligt erhverv
–
typisk pensionister. Denne
årsløn udgør 45.000 kr. i 2023 efter den tekniske vejledning om årsløn
(vejledning nr. 9010 af 12. januar 2023). Det foreslås at fastætte årslønnen
for tilskadekomne uden egentlig erhverv til 52.000 kr.
Endelig foreslås det i
§ 24, stk. 7, 4. pkt.,
at alle beløb er inklusive
arbejdsmarkedsbidrag og reguleres efter § 25.
De beløb, der er fastsat i loven, er fastsat i et grundniveau fra 2003. Beløbene
er reguleret årligt, jf. oven for.
I forslaget til § 24, stk. 7, 1.-3. pkt. foreslås det at forhøje satsen for
minimumsårslønnen, og det foreslås at lovfæste en normalårsløn og satsen
for årsløn for tilskadekomne uden for erhverv.
Det foreslås derfor samtidig at indføre et nyt grundniveau i 2023-niveau.
Det nye grundniveau har ikke betydning for tilskadekomnes ret til erstatning
eller for størrelsen af erstatningen. Det nye grundniveau har alene betydning
for beregning af erstatningen i afgørelsesåret og ved eventuelle senere
genoptagelser eller reguleringer af erstatningen for tab af erhvervsevne eller
tab af forsørger.
Der foretages tillige konsekvensændringer af arbejdsskadesikringsloven
som følge af det nye grundniveau i § 18 (godtgørelse for varigt mén), jf.
forslaget i § 1, nr. 15, § 19 (overgangsbeløb til efterladte), jf. forslaget i § 1,
nr. 18, § 86 (regulering af erstatninger efter tidligere love), jf. forslaget til §
1, nr. 61 til 67. Der foretages tillige konsekvensændringer af lov om
erstatning til tilskadekomne værnepligtige m.fl. (regulering af erstatninger
efter tidligere love), jf. forslaget i § 2, nr. 3-7.
Endvidere indeholder forslaget til § 24, stk. 8, om fastsættelse af en grundløn
også en konsekvensændring.
266
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
Det foreslås i
§ 24, stk. 8,
at der til brug ved beregning og regulering af
erstatning for tab af erhvervsevne og tab af forsørger som løbende erstatning
samt uddannelsesgodtgørelse fastsættes en grundløn. Denne beregnes ved at
gange den årsløn, der er fastsat efter reglerne i stk. 1-3 og 7, med forholdet
mellem 588.000 kr. og det maksimale årslønsbeløb, der var gældende, da
arbejdsskaden indtraf.
Forslaget til § 24, stk. 8, afløser gældende lovs § 24, stk. 8. Forslaget
indeholder en konsekvensændring af, at der indføres et nyt grundniveau i
2023-niveau til afløsning for det eksisterende grundniveau i 2003-
niveau.Det fremgår af den gældende bestemmelse, at der til brug ved
beregning og regulering af erstatning for tab af erhvervsevne og tab af
forsørger som løbende erstatning fastsættes en grundløn.
Bestemmelsen indebærer, at der fastsættes en grundløn, der anvendes til
beregning og regulering af erstatning for tab af erhvervsevne og tab af
forsørger som løbende erstatning. Der er tale om en teknisk ændring, der
ikke har betydning for tilskadekomnes ret til erstatning eller størrelse heraf.
Bestemmelsen sikrer, at tilskadekomne eller efterladte også fremover får
reguleret deres løbende erstatninger.
Som noget nyt foreslås det, at der på tilsvarende måde fastsættes en grundløn
til brug for beregning af uddannelsesgodtgørelse. Forslaget skal ses i
sammenhæng med forslaget til § 18 b, stk. 3, jf. § 1, nr. 17, hvoraf det bl.a.
fremgår, at uddannelsesgodtgørelsen udgør 83 pct. af tilskadekomnes
årsløn, jf. § 24.
Det fremgår af § 25, stk. 2, at de løbende ydelser, der er fastsat med
udgangspunkt i grundlønnen, jf. § 24, stk. 8, reguleres med samme procent
som beløb, der er nævnt i § 25, stk. 1. Med forslaget om at tilføje
uddannelsesgodtgørelse til § 24, stk. 8, vil uddannelsesgodtgørelse fremover
også skulle reguleres i overensstemmelse med § 25, stk. 1. Det vil sige at
uddannelsesgodtgørelse skal reguleres hvert år pr. 1. januar med 2,0 pct.
tillagt tilpasningsprocenten for det pågældende finansår, jf. lov om en
satsreguleringsprocent.
Endelig foreslås der i § 24, stk. 9, at beskæftigelsesministeren kan fastsætte
nærmere regler om fastsættelsen af årsløn efter stk. 1-4 og 6-7, herunder om
afgrænsningen af persongrupperne i stk. 3, nr. 1-12.
Forslaget i § 24, stk. 9, indebærer, at beskæftigelsesministeren kan fastsætte
nærmere regler om anvendelsen af § 24, stk. 1- 4 og 6-7.
267
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
Den nye opbygning af § 24, indebærer, at årslønnen enten skal fastsættes
efter hovedreglen i § 24, stk. 1 eller efter en af undtagelserne i § 24, stk. 3.
Er situationen i den konkrete sag ikke omfattet af en af undtagelserne efter
§ 24, stk. 3, skal årslønnen fastsættes efter hovedreglen i § 24, stk. 1, og
anvendes som værdi for tilskadekomne indtjeningsevne før arbejdsskaden,
hvis arbejdsskaden ikke var indtruffet. Det forudsættes, at bekendtgørelsen
kommer til at indeholde yderligere detaljerede bestemmelser og
fortolkningsbidrag til anvendelsen af hovedreglen og undtagelserne.
Bemyndigelsen betyder, at beskæftigelsesministeren kan fastsætte nærmere
regler om fastsættelsen af årslønnen, herunder anvendelsen af hovedreglen
i § 24, stk. 1, hvilket indebærer regler om, hvordan den faktiske samlede ved
arbejde i det bedste af de seneste 5 indtægtsår forud for arbejdsskadens
indtræden opgøres. Der kan videre fastsættes regler om, hvordan årslønnen,
jf. 1. pkt. og stk. 3 og 7, opreguleres til værdien i skadeåret, inden
erstatningen beregnes.
Bemyndigelsen indebærer videre, at der kan fastsættes regler om, hvordan
årslønnen, jf. stk. 1 og 3, efter § 24, stk. 2, kan fastsættes på baggrund af
oplysninger om tilskadekomnes faktiske samlede indkomst ved arbejde
(indtjening) fra indkomstregisteret, fra skatteforvaltningen eller fra
tilskadekomne, eller andre relevante kilder eller standardsatser, jf. stk. 7.
Der kan fastsættes nærmere regler om metoder til omregning af indkomst
ved arbejde til et fuldt indtægtsår i forskellig situationer, om afrunding til
nærmeste 1.000 kr. og om omregning af DIS indkomst til en tilsvarende
lønindkomst for personer, der gør tjeneste på skibe, der ikke er registreret i
Dansk Internationalt Skibsregister.
Bemyndigelsen kan videre anvendes til at fastsætte nærmere regler om de
enkelte undtagelser i § 24, stk. 3. Der kan herunder fastsættes nærmere
regler om fastsættelse af årslønnen for selvstændig erhvervsdrivende og
medarbejdende ægtefæller, jf. undtagelsen i § 24, stk. 3, nr. 5, til afløsning
for den gældende bekendtgørelse nr. 812 af 29. september 2003 om
fastsættelse af årsløn for selvstændig erhvervsdrivende og medarbejdende
ægtefæller sikret efter § 2, stk. 3, i arbejdsskadesikringsloven.
Beskæftigelsesministeren kan tillige fastsætte nærmere regler om, hvilken
af flere mulige undtagelser der skal vælges i forskellige situationer, jf. § 24,
stk. 4.
268
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
De foreslåede undtagelser i § 24, stk. 3, nr. 1-12, kan kombineres på en
række måder. Det betyder, at der kan opstå situationer, hvor tilskadekomne
er omfattet af flere undtagelser.
Endelige kan beskæftigelsesministeren fastsætte nærmere regler om
selvstændige afgørelser om årslønnen, jf. § 24, stk. 6, og anvendelse af de
faste takster i § 24, stk. 7.
Til nr. 30
Efter gældende lovs § 25, stk. 1, reguleres en række af lovens beløb,
herunder beløb efter gældende lovs § 24, stk. 5 og 6, hvert år pr. 1. januar
med 2,0 pct. tillagt tilpasningsprocenten for det pågældende finansår, jf. lov
om en satsreguleringsprocent.
Beløbene efter § 24, stk. 5 og 6 omhandler lovens satser for henholdsvis
maksimums- og minimumssatsen for årsløn.
Disse beløb er nu omfattet af forslaget til § 24, stk. 7.
Det foreslås i
§ 1, nr. 30,
at ændre ”§ 24, stk. 5 og 6” til: ”§ 24, stk. 7” i §
25, stk. 1.
Ændringen er en konsekvensændring til forslaget i § 1, nr. 29, og har ingen
betydning for tilskadekomnes eller efterladtes erstatning.
Til nr. 31
Efter gældende regler i § 16, stk. 6, i lov om arbejdsskadesikring kan forskud
på erstatning for tab af erhvervsevne og på godtgørelse for varigt mén
udbetales i tiden inden den endelige afgørelse.
Efter gældende regler i lovens § 26, stk. 1, udbetales erstatninger og
godtgørelsesbeløb efter denne lov til tilskadekomne og efterladte, jf. dog
stk. 5.
Det foreslås i
§ 26, stk. 1,
at ændre ”stk. 5” til ”stk. 6”.
269
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
Forslaget er en konsekvens af forslaget til det nye stk. 2 i § 26, hvorefter §
26, stk. 5 bliver stk. 6.
Det foreslås som et nyt
stk. 2
i § 26, at forskud på erstatning for tab af
erhvervsevne og på godtgørelse for varigt mén kan udbetales i tiden inden
den endelige afgørelse.
Forslaget svarer til den gældende regel i § 16, stk. 6, som foreslås flyttet til
§ 26 som konsekvens af, at resten af § 16 ophæves. Bestemmelsen om
forskud på erstatning hører bedre hjemme i kapitel 6 om
erstatningsudbetaling, men der er ikke tilsigtet ændringer i anvendelsen af
bestemmelsen.
Til nr. 32
Efter gældende regler i § 26, stk. 2, i lov om arbejdsskadesikring kan
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring i særlige tilfælde udbetale erstatnings og
godtgørelsesbeløb til tilskadekomne og efterladte og derefter kræve det
udlagte beløb med tillæg af rente, jf. § 60 ind hos forsikringsselskabet eller
af bidrag, jf. § 55.
Det
foreslås, at ”erstatnings og godtgørelsesbeløb” i
§ 26, stk. 2,
som bliver
stk. 3, ændres til ”erstatnings- og godtgørelsesbeløb”.
Der er alene tale om en sproglig præcisering, og der er således ikke tilsigtet
ændringer i bestemmelsens anvendelse.
Til nr. 33 og 34
Det fremgår af den gældende § 27, stk. 4, i lov om arbejdsskadesikring, at
omsætning af løbende erstatning til kapitalbeløb finder sted på grundlag af
erstatningens størrelse på omsætningstidspunktet. Omsætningstidspunktet
er det tidspunkt, hvor kapitalbeløbet kan udbetales. Omsætning af erstatning
har alene virkning for fremtiden. Faktorerne for omsætning af løbende
erstatning til kapitalbeløb fastsættes på baggrund af aktuarmæssige
principper i spring af hele år og måneder. Beskæftigelsesministeren
fastsætter efter indstilling fra bestyrelsen for Arbejdsmarkedets
Erhvervssikring årligt inden udgangen af oktober måned de nærmere regler
for omsætning af løbende erstatning til kapitalbeløb, der tilkendes og
beregnes i det følgende år.
270
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
Bestemmelsen har til formål at sikre, at værdien af en erstatning for
erhvervsevnetab er den samme, uanset om erstatningen udbetales løbende
eller omsættes til et kapitalbeløb.
Omsætningstidspunktet er det tidspunkt, hvor den kapitaliserede erstatning
er udmålt og udbetales fra, og den omsatte erstatning kan efter loven kun
have
virkning
fremadrettet
fra
omsætningstidspunktet.
Omsætningstidspunktet er det tidspunkt, hvor Arbejdsmarkedets
Erhvervssikring har truffet endelig afgørelse om beregning af
kapitalerstatningen, og hvor erstatningen kan udbetales efter loven. Det er i
denne
sammenhæng
uden
betydning
for
fastsættelsen
af
omsætningstidspunktet,
hvornår
forsikringsselskabet
eller
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring efterfølgende faktisk udbetaler det
kapitaliserede beløb til tilskadekomne.
I nogle situationer kan tilskadekomne få erstatning to gange for det samme
tab. Det drejer sig bl.a. om tilfælde, hvor tilskadekomne ved en afgørelse
tilkendes en løbende erstatning for erhvervsevnetab og hvor der
efterfølgende træffes en ny afgørelse. Hvis det i den forbindelse vurderes, at
erstatningen ikke burde være udbetalt som en løbende erstatning, men som
en kapitalerstatning, træffes der en ny afgørelse herom. Herefter kan der i
visse situationer udbetales en kapitalerstatning for hele eller dele af den
periode, hvor tilskadekomne allerede har fået udbetalt løbende erstatning.
Dette er i strid med lovens forudsætning om at sikre, at tilskadekomne altid
samlet set får den samme værdi af erstatningen uanset udbetalingsmåden.
Problemet kan opstå, når en afgørelse behandles på ny, for eksempel ved
anke og genoptagelse.
Det foreslås i forslagets § 1, nr. 33, at der i
§ 27, stk. 4, 3. pkt.
indsættes »jf.
stk. 5« efter »fremtiden«.
Ændringen foreslås indsat som følge af forslaget i § 1, nr. 34 om at indsætte
et nyt stk. 5, hvor det vil blive præciseret, at hvis tilskadekomne i henhold
til en afgørelse om tab af erhvervsevne har fået tilkendt en erstatning, og
afgørelsen senere ændres med tilbagevirkende kraft, og erstatningen efter
denne afgørelse skal omsættes til kapitalbeløb, jf. stk. 1, fastsættes
omsætningstidspunktet til datoen for Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings
senere afgørelse. Har tilskadekomne ret til erstatning for en periode før
omsætningstidspunktet, jf. 1. pkt., udbetales erstatningen som en løbende
erstatning for denne periode.
271
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
Forslaget indebærer, at kapitalerstatninger efter en ny afgørelse af en sag vil
skulle beregnes, så den altid alene dækker den fremadrettede periode fra
tidspunktet, hvor kapitalerstatningen endeligt fastsættes og udbetales
(omsætningstidspunktet). Det betyder, hvis tilskadekomne i henhold til en
afgørelse om tab af erhvervsevne har fået udbetalt løbende erstatning, og
afgørelsen senere ændres med tilbagevirkende kraft, således at erstatningen
skal omsættes til kapitalbeløb, fastsættes omsætningstidspunktet til datoen
for den seneste afgørelse. Det betyder endvidere, at der i et sagsforløb kan
være mere end et omsætningstidspunkt, hvis der i forløbet træffes flere
afgørelser om kapitalisering af erstatningen.
Efter § 40, stk. 5, har klage fra arbejdsgiveren, forsikringsselskabet eller
bestyrelsen for Arbejdsmarkedets Tillægspension opsættende virkning. Det
betyder, at forsikringsselskabet eller Arbejdsmarkedets Erhvervssikring i
disse tilfælde ikke er forpligtet til at udbetale kapitalerstatningen, før
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har genbehandlet sagen, eller
Ankestyrelsen har truffet afgørelse på grundlag af klagen.
Det betyder f.eks., at hvis en afgørelse om kapitalerstatning påklages til
Ankestyrelsen af forsikringsselskabet og dermed har opsættende virkning,
jf. § 44, stk. 5, således at kapitalerstatningen ikke er udbetalt, skal der
foretages en ny beregning af kapitalerstatningen, når Arbejdsmarkedets
Erhvervssikring genvurderer afgørelsen, eller efter Ankestyrelsen har truffet
afgørelse. Omsætningstidspunktet
–
og det vil sige det afgørende tidspunkt
i forhold til beregningen af kapitalerstatningen
–
vil altid være tidspunktet
for Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings nye afgørelse, hvor erstatningen
beregnes og udmåles, idet det først er efter dette tidspunkt, erstatningen er
endeligt fastsat og udbetales. Det gælder også, hvis Ankestyrelsen har
tiltrådt Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings afgørelse om tab af
erhvervsevne, hvor erstatningen skal udbetales som et kapitalbeløb, eller
hvis domstolene tiltræder Arbejdsmarkedets Erhvervssikring eller
Ankestyrelsens afgørelse om tab af erhvervsevne, hvor erstatningen skal
udbetales som et kapitalbeløb, i en anlagt sag, hvor kapitalerstatningen ikke
er udbetalt under sagens behandling i retten. I disse tilfælde skal
forsikringsselskabet eller Arbejdsmarkedets Erhvervssikring først udbetale
kapitalerstatningen, når Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har truffet ny
afgørelse med ny beregning af kapitalerstatningen. Erstatningen før datoen
for denne nye beregningsafgørelse udbetales som en sum af den løbende
erstatning, baseret på erstatningsværdien af den nyeste afgørelse. Er
erstatningen således blevet forhøjet ved den nyeste afgørelse, skal denne
forhøjelse indgå i udmålingen af den sum, som skal betales for perioden før
272
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
omsætningstidspunktet. Udmåling af eventuelt tillæg af renter efter
arbejdsskadesikringslovens § 26, stk. 3, ændres ikke ved dette forslag og
sker
derfor
fortsat
efter
gældende
praksis.
Det samme gælder, hvis Arbejdsmarkedets Erhvervssikring genoptager en
tidligere afgørelse om tab af erhvervsevne på forvaltningsretlig grundlag
eller efter en ændring af afgørelsen ved domstolene og ændrer erstatningen
fra f.eks. ingen erstatning til en kapitalerstatning. Også i disse tilfælde skal
kapitalerstatningen beregnes med fremadrettet virkning på tidspunktet for
den nye afgørelse, og ikke fra tidspunktet for den afgørelse, som genoptages.
Det gælder, uanset om der er gået en årrække siden den tidligere afgørelse,
og uanset om tilskadekomnes varige tab af erhvervsevne således kunne være
fastsat mange år tidligere. Erstatning for perioden før den nye afgørelse
udbetales som en løbende erstatning. Det betyder, at hidtidig praksis, som
blandt andet udtrykt i Højesterets dom af 17. januar 2007 i sag 497/2005 (1.
afd.), gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 2007, side 1039 H, og i
Ankestyrelsens principafgørelse 71-11, ændres.
Ændringerne betyder endvidere, at kapitalerstatningen ikke vil dække en
eventuel forudgående periode, hvor tilskadekomne allerede har fået udbetalt
en løbende erstatning i anledning af samme skade. Har tilskadekomne som
følge af en ny afgørelse ret til erstatning for tab af erhvervsevne for perioden
før afgørelsen, udgør denne erstatning derfor summen af de løbende
erstatninger for den forudgående periode efter fradrag af eventuel udbetalt
løbende erstatning for samme periode. Forslaget sikrer således, at
tilskadekomne fortsat vil blive fuldt ud kompenseret for deres
erhvervsevnetab, men vil forhindre, at tilskadekomne i strid med lovens
intention vil kunne blive kompenseret to gange for samme tab.
Til nr. 35.
Det følger af den gældende § 11 i lov om arbejdsskadesikring, at ydelserne
efter loven er betaling af udgifter til sygebehandling, optræning og
hjælpemidler m.m., jf. § 15, erstatning for tab af erhvervsevne, jf. §§ 17 og
17 a, godtgørelse for varigt mén, jf. § 18, overgangsbeløb ved dødsfald, jf.
§ 19, erstatning for tab af forsørger, jf. §§ 20-22 og godtgørelse til efterladte,
jf. § 23.
273
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
Begrebet ydelser er således defineret i loven som værende en samlet
betegnelse for alle de erstatninger, godtgørelser, m.v., som tilskadekomne
og dennes efterladte kan have ret til i medfør i af loven.
Flere steder i gældende arbejdsskadesikringslov anvendes begrebet ydelse
dog også til at beskrive en erstatning, der udbetales løbende, f.eks.
månedsvis. Der er således ikke en ensartet brug af begreberne erstatning og
ydelse i loven.
Det foreslås i
§ 27, stk. 5, 2. pkt.,
der bliver stk. 6, 2. pkt., og
§ 43, 2. pkt.,
at
ændre ”ydelsens” til ”erstatningens”.
Efter forslaget ændres ordlyden de steder i loven, hvor begrebet ”ydelsen”
anvendes til at beskrive en løbende erstatningsudbetaling. Der er tale om en
redaktionel ændring, idet det foreslås at ensarte begrebernes betydning i
arbejdsskadesikringsloven. Der er således med forslaget ikke tilsigtet
materielle ændringer i reglerne i forhold til det gældende lovgrundlag.
Forslaget svarer til forslaget til § 1, nr. 11, 19, 21, 26 og 27. Der henvises til
bemærkningerne hertil.
Til nr. 36
Efter gældende lovs § 29, stk. 2, har den erstatningsansvarlige skadevolder
eller dennes ansvarsforsikringsselskab krav på at få godtgjort erstatning og
godtgørelse fra arbejdsskadeforsikringsselskabet eller Arbejdsmarkedets
Erhvervssikring af bidrag, jf. § 55, når der er udbetalt erstatning eller
godtgørelse som følge af arbejdsskaden til tilskadekomne eller dennes
efterladte. Kravene fra den erstatningsansvarlige skadevolder eller dennes
ansvarsforsikringsselskab omfatter erstatnings- og godtgørelsesbeløb af
samme art, som arbejdsskadeforsikringsselskabet eller Arbejdsmarkedets
Erhvervssikring har pligt til at betale på det tidspunkt, hvor kravet
fremsættes.
Bestemmelsen regulerer samspillet mellem kompensation efter
arbejdsskadesikringsloven og erstatningsansvarsloven, når en skade er
omfattet af begge love.
En skade er omfattet af både arbejdsskadesikringsloven og
erstatningsansvarsloven, når der er en skadevolder, der er ansvarlig for
skaden, herunder eventuelt på objektivt grundlag, og tilskadekomne
274
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
samtidig er omfattet af arbejdsskadesikringsloven og har været ude for en
arbejdsskade efter §§ 5-7 i arbejdsskadesikringsloven.
Det er fastslået i retspraksis, herunder blandt andet Højesterets dom af 23.
august 2021 (offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 2021, side 4752 H), at
midlertidig erstatning for tab af erhvervsevne efter § 17, stk. 3, i
arbejdsskadesikringsloven ikke er erstatningsbeløb af samme art som
erstatning for tabt arbejdsfortjeneste efter § 2 i erstatningsansvarsloven.
Dette gælder, uanset de to erstatningsarter dækker tilskadekomnes tab af
indtægt og ofte samme periode.
Det foreslås i
§ 1, nr. 36,
at § 29, stk. 2, nyaffattes,
Det foreslås som nyt § 29, stk. 2, 1. pkt., at den erstatningsansvarlige
skadevolder, dennes ansvarsforsikringsselskab eller et forsikringsselskab,
hvori der er tegnet voldsskadeforsikring efter § 49 a, har krav på at få
godtgjort erstatning og godtgørelse fra arbejdsulykkesforsikringsselskabet
eller Arbejdsmarkedets Erhvervssikring af bidrag, jf. § 55, når den
erstatningsansvarlige skadevolder, dennes ansvarsforsikringsselskab eller et
forsikringsselskab, hvori der er tegnet voldsskadeforsikring efter § 49 a, har
dækket godtgørelse, erstatning m.v. efter lov om erstatningsansvar, som
tilskadekomne eller dennes efterladte har ret til som følge af arbejdsskaden.
Med forslaget vil det blive sikret, at enhver form for erstatning, godtgørelse
m.v.,
som
en
erstatningsansvarlig
skadevolder,
dennes
ansvarsforsikringsselskab eller et forsikringsselskab, hvori der er tegnet
voldsskadeforsikring efter § 49 a, har udbetalt til tilskadekomne eller
efterladte efter erstatningsansvarsloven, i anledning af en arbejdsskade, vil
kunne kræves refunderet af arbejdsulykkesforsikringsselskabet eller
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring i det omfang, der er tale om erstatning
og godtgørelse mv. af en art, som tilskadekomne har ret til efter
arbejdsskadesikringsloven i anledning af arbejdsskaden for samme tidsrum,
og
som
ikke
er
udbetalt
på
det
tidspunkt,
hvor
arbejdsulykkesforsikringsselskabet eller Arbejdsmarkedets Erhvervssikring
bliver gjort bekendt med kravets eksistens.
Forslaget indebærer, at det bliver muligt for ansvarsforsikringsselskaberne
m.fl. at udbetale erstatning for tabt arbejdsfortjeneste hurtigere, end det er
tilfældet med de gældende regler og praksis. Det skyldes, at det bliver muligt
for ansvarsforsikringsselskaberne m.fl. at udbetale erstatningen for tabt
arbejdsfortjeneste og efterfølgende rejse et refusionskrav mod
arbejdsulykkesforsikringsselskabet for så vidt angår ulykker og mod
275
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring for så vidt angår erhvervssygdomme, jf.
den eksisterende bestemmelse i § 29, stk. 2, 1. pkt. Forslaget danner
grundlag for, at tilskadekomne kan få udbetalt erstatningen efter
erstatningsansvarsloven hurtigere og ikke skal afvente den endelige
afgørelse
om
erstatning
for
tab
af
erhvervsevne
efter
arbejdsskadesikringsloven.
Det bliver dermed muligt for ansvarsforsikringsselskaberne også at udbetale
erstatning for tab af erhvervsevne efter §§ 5 og 8 i erstatningsansvarsloven,
uanset der verserer en arbejdsskadesag. Når afgørelsen om erstatning for tab
af
erhvervsevne
i
arbejdsskadesagen
foreligger,
kan
ansvarsforsikringsselskabet
rejse
et
refusionskrav
mod
arbejdsulykkesforsikringsselskabet for så vidt angår ulykker og
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring for så vidt angår erhvervssygdomme.
Når afgørelsen om tilkendelse af uddannelsesgodtgørelse foreligger, kan
ansvarsforsikringsselskabet ligeledes rejse et refusionskrav mod
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring. Ansvarsforsikringsselskaberne kan
derfor som efter gældende praksis underrette Arbejdsmarkedets
Erhvervssikring eller arbejdsskadesikringsselskabet om, at der verserer en
ansvarssag. Dette indebærer, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring eller
arbejdsulykkesforsikringsselskabet
får
kendskab
til
ansvarsforsikringsselskabets krav.
Forslaget indebærer videre, at uddannelsesgodtgørelse efter § 18 b i
arbejdsskadesikringsloven også anses for erstatning af samme art som
erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og erstatning for tab af erhvervsevne
efter §§ 2, 5 og 8 erstatningsansvarsloven.
Forslaget betyder desuden, at et forsikringsselskab, hvori der er tegnet
voldsskadeforsikring efter § 49 a, ligeledes vil have mulighed for at søge at
få godtgjort dets udgifter hos arbejdsulykkesforsikringsselskabet eller
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring i det omfang, tilskadekomne tilkendes
en tilsvarende erstatning som følge af den anmeldte arbejdsskade.
Det foreslås som nyt § 29, stk. 2, 2. pkt., at krav efter 1. pkt. omfatter
erstatnings-
og
godtgørelsesbeløb
af
samme
art,
som
arbejdsskadeforsikringsselskabet eller Arbejdsmarkedets Erhvervssikring
har pligt til at betale på det tidspunkt, hvor kravet fremsættes, og kan ikke
overstige det beløb, som arbejdsulykkesforsikringsselskabet eller
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring som følge af arbejdsskaden har tilkendt
den tilskadekomne eller dennes efterladte efter §§ 15 og 17-23 for samme
tidsrum.
276
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
Forslaget indebærer, at refusionskravet fra den ansvarlige skadevolder eller
dennes ansvarsforsikringsselskab højst kan udgøre det beløb, som er tilkendt
tilskadekomne efter arbejdsskadessikringsloven, og at refusionskravet kun
kan vedrøre den samme periode, hvor der er udbetalt erstatning for tab af
erhvervsevne
eller
erhvervsevnetabserstatning
efter
erstatningsansvarsloven. Dette gælder, uanset om der er tale om en
midlertidig eller endeligt fastsat erstatning.
Forslaget medfører, at den ansvarlige skadevolder, dennes
ansvarsforsikringsselskab eller et forsikringsselskab, hvori der er tegnet
voldsskadeforsikring efter § 49 a, kan udbetale den erstatning, som de er
forpligtet til at betale i erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og erstatning for
tab af erhvervsevne efter erstatningsansvarsloven til tilskadekomne, og at de
efterfølgende kan få refusion for den del af erstatningen, som
arbejdsulykkesforsikringsselskabet skal dække i sager om ulykker, og som
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring skal dække i sager om
erhvervssygdomme. Samtidig indebærer forslaget, at tilskadekomne kan få
udbetalt den erstatning efter erstatningsansvarsloven, som den pågældende
er berettiget til uden at vente unødigt længe på udbetalingen.
Med forslaget vil ansvarsforsikringsselskaberne m.fl. kunne få dækket hele
eller dele af den udbetalte erstatning, godtgørelse m.v., som tilskadekomne
har ret til efter arbejdsskadesikringsloven.
Derudover medfører forslaget, at arbejdsulykkesforsikringsselskabet (for så
vidt angår ulykker) eller Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (for så vidt
angår erhvervssygdomme) skal udbetale et eventuelt overskydende beløb til
tilskadekomne
eller
efterladte,
når
erstatningen
efter
arbejdsskadesikringsloven overstiger det beløb, der er udbetalt efter
erstatningsansvarsloven.
Det foreslås som nyt § 29, stk. 2, 3. pkt., at erstatning for tabt
arbejdsfortjeneste efter § 2 i lov om erstatningsansvar sidestilles med
erstatning for tab af erhvervsevne, jf. § 17.
Formålet med forslaget er, at den tilskadekomne alene kan opnå
kompensation for et indtægtstab én gang som følge af en arbejdsskade.
Forslaget vil samtidig ændre den nuværende uhensigtsmæssige retstilstand,
hvorefter erstatning for tabt arbejdsfortjeneste efter § 2 i
erstatningsansvarsloven og midlertidig erstatning for tab af erhvervsevne
efter § 17, stk. 3, der bliver stk. 7, i arbejdsskadesikringsloven ikke anses
for erstatning af samme art, hvilket indebærer, at tilskadekomne efter
277
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
2775159_0278.png
gældende praksis både kan opnå erstatning for tabt arbejdsfortjeneste efter
erstatningsansvarsloven og midlertidig erstatning for tab af erhvervsevne
efter arbejdsskadesikringsloven for samme indtægtstab.
Til nr. 37
Det foreslås at indsætte som nyt
stk. 3
i § 29, at en erstatningsansvarlig
skadevolder, dennes ansvarsforsikringsselskab og Erstatningsnævnet
har
krav på at få godtgjort erstatning og godtgørelse fra et forsikringsselskab,
hvori der er tegnet voldsskadeforsikring efter § 49 a, når den
erstatningsansvarlige skadevolder, dennes ansvarsforsikringsselskab eller
Erstatningsnævnet har udbetalt erstatning, godtgørelse m.v. efter lov om
erstatningsansvar i anledning af en arbejdsulykke, som er omfattet af § 49
a. Kravet efter 1. pkt. kan ikke overstige det beløb, som
voldsskadeforsikringsselskabet har tilkendt den
tilskadekomne eller dennes
efterladte for samme tidsrum, jf.
§ 49 b.
Forslaget skaber adgang til, at den erstatningsansvarlige skadevolder,
dennes forsikringsselskab og Erstatningsnævnet kan rejse et regreskrav over
for forsikringsselskabet, hvori der er tegnet voldsskadeforsikring, for de
erstatninger m.v., som forsikringsselskabet skulle have udbetalt, men som
den erstatningsansvarlige skadevolder, dennes ansvarsforsikringsselskab
eller Erstatningsnævnet har udbetalt.
Situationen vil f.eks. kunne opstå, hvis forsikringsselskabet har afvist
voldsskadesagen som følge af, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring ikke
har anerkendt skaden som en arbejdsulykke, hvorefter den tilskadekomne
har anmeldt sagen til Erstatningsnævnet, som behandler sagen og udbetaler
erstatningen. Efterfølgende genoptages anerkendelsesspørgsmålet i
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, som i en ny afgørelse anerkender
skaden som en arbejdsulykke, hvorefter hændelsen alligevel er omfattet af
voldsskadeforsikringen, hvorfor forsikringsselskabet skulle have haft
udbetalt erstatningen frem for Erstatningsnævnet. I disse tilfælde vil
Erstatningsnævnet kunne rejse et regreskrav over for forsikringsselskabet
for hele eller den del af erstatningen, som forsikringsselskabet skulle have
haft udbetalt.
Til nr. 38
Det fremgår af den gældende § 34 a, stk. 1, i lov om arbejdsskadesikring, at
Arbejdsmarkeds Erhvervssikring giver Arbejdstilsynet terminaladgang til
oplysninger registreret om arbejdsulykker og erhvervssygdomme i
Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings og Arbejdstilsynets fælles system til
278
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
anmeldelse af arbejdsulykker og erhvervssygdomme, jf. § 72, stk. 3, i
arbejdsmiljøloven.
Det foreslås i forslaget til
§ 34 a, stk. 1,
at ”Arbejdsmarkeds” i indledningen
til bestemmelsen ændres til ”Arbejdsmarkedets”.
Der er tale om en ren redaktionel og sproglig ændring, idet
”Arbejdsmarkedets Erhvervssikring” det pågældende sted i bestemmelsen
fejlagtigt er beskrevet som ”Arbejdsmarkeds Erhvervssikring”. Ændringen
har ingen materielle konsekvenser.
Til nr. 39
Det fremgår af den gældende bestemmelse i arbejdsskadesikringslovens §
35 a, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring kan videregive nødvendige
oplysninger om enkeltpersoners rent private forhold til Udbetaling
Danmark, pågældende skatteforvaltning og pågældende kommune, når det
er nødvendigt for at kontrollere, om der er sket fejl eller misbrug i
forbindelse med udbetaling af ydelser eller beskatning af indkomst.
Af bemærkningerne til den gældende bestemmelse i § 35 a fremgår, at
videregivelse af oplysninger efter bestemmelsen f.eks. kan være relevant i
tilfælde, hvor der skal fastsættes erstatning for tab af erhvervsevne og
dermed også beregnes årsløn for tilskadekomne. I sådanne tilfælde
indhentes der oplysninger om tilskadekomnes indtjening, og undertiden kan
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring konstatere, at det pågældende arbejde
ikke er legalt arbejde, og at tilskadekomne samtidig med arbejdet har
modtaget sociale ydelser.
Det fremgår endvidere af bemærkningerne til bestemmelsen, at
videregivelse af oplysninger om enkeltpersoners rent private forhold
kræver, at oplysningerne er baseret på konstaterbare fejl eller misbrug eller
på en sikker antagelse herom. Den blotte mistanke om fejl eller misbrug vil
således ikke være et tilstrækkeligt forhold, der kan lovliggøre videregivelse
af sådanne oplysninger efter bestemmelsen.
Det foreslås at skærpe den gældende adgang for Arbejdsmarkedets
Erhvervssikring til at videregive oplysninger af den pågældende art, således
at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring med forslaget ikke alene
kan,
men
derimod
skal
videregive oplysninger om fejl eller misbrug i forbindelse med
en borgers udbetaling af ydelser eller beskatning af indkomst, som
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring kommer i besiddelse af under
arbejdsskadesagsbehandlingen.
279
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
2775159_0280.png
Det foreslås i forslaget til
§ 35 a,
at »kan« ændres til »skal«.
Forslaget indebærer, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring får pligt til at
videregive alle oplysninger om fejl eller misbrug i forbindelse med en
borgers udbetaling af ydelser eller beskatning af indkomst, som
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring får kendskab til i forbindelse med
sagsbehandlingen, til rette myndighed.
Formålet med forslaget er at muliggøre, at fejl eller misbrug i forbindelse
med udbetaling af ydelser eller beskatning af indkomst opdages og standses
i endnu højere grad end i dag. Dette skal ses i lyset af, at videregivelse af
oplysningerne kun kan ske til relevante myndigheder, hvis der er et gyldigt
formål, f.eks. varetagelse af offentlig interesse, hvilket forudsættes at kunne
indebære skatteunddragelse og socialt bedrageri.
Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings forpligtelse til at videregive
oplysninger vil alene omfatte oplysninger af så valid karakter, at
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring selv vil lægge disse oplysninger til grund
ved egne afgørelser. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring skal således fortsat
sikre, at de oplysninger om enkeltpersoner, der gives videre, er valide, og at
der foreligger en sikker antagelse om, at oplysningerne er korrekte. Den
blotte mistanke om fejl eller misbrug vil ikke i sig selv være tilstrækkeligt
til, at forpligtigelsen til at videregive oplysningerne gælder. Dette er for at
sikre tilskadekomne og andre mod vilkårlig videregivelse.
Til nr. 40
Det fremgår af arbejdsskadesikringslovens § 36, stk. 5, 1. pkt., at
bestemmelsens stk. 3 og forældelseslovens § 3, stk. 1 og 2, ikke finder
anvendelse på krav på erstatning eller godtgørelse i sager omfattet af § 41,
stk. 2.
Efter forældelseslovens § 3, stk. 1, er den korte forældelsesfrist 3 år,
medmindre
andet
følger
af
andre
bestemmelser.
Efter
arbejdsskadesikringslovens § 36, stk. 3, er den korte forældelsesfrist
forlænget til 5 år for krav efter arbejdsskadesikringsloven
Det følger af forældelseslovens § 3, stk. 1, at var fordringshaveren ubekendt
med fordringen eller skyldneren, regnes forældelsesfristen i stk. 1 først fra
den dag, da fordringshaveren fik eller burde have fået kendskab hertil.
280
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
2775159_0281.png
Det følger endvidere af arbejdsskadesikringslovens § 41, stk. 2, at når
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har meddelt, at en anmeldt sygdom ikke
hører under loven, og optages sygdommen senere på fortegnelsen nævnt i §
7, stk. 1, nr. 1, kan sagen genoptages, selv om der er forløbet mere end 5 år
fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings afgørelse.
Bestemmelsen i § 41, stk. 2, fraviger den gældende 5 års frist i § 41, stk. 1,
for genoptagelse af spørgsmålet om, hvorvidt en sygdom kan anerkendes
som en erhvervssygdom. Bestemmelsen i stk. 2 er en nødvendig udvidelse
af stk. 1, idet ændring af lovgivningen ikke giver adgang til genoptagelse
efter stk. 1. Når en sygdom optages på fortegnelsen over
erhvervssygdomme, jf. § 7, kan der ofte være afvist et antal sager, inden den
fornødne medicinske dokumentation har klarlagt sammenhængen mellem
påvirkningerne på arbejdet og sygdommen. Dette kan være sket over en
længere periode. Stk. 2 giver mulighed for at genoptage sådanne sager også
ud over 5 år.
Det foreslås, at i § 36, stk. 5, 1. pkt., ændres »§ 41, stk. 2« til: »§ 41, stk. 3«.
Forslaget er en konsekvens af, at der ved lovforslagets § 1, nr. 47, foreslås,
at der indsættes et nyt. § 41, stk. 2, hvorefter en afgørelse om, hvorvidt en
skade er omfattet af loven, eller hvorvidt en efterladt er anset for
erstatningsberettiget efter § 20, stk. 1, ikke kan genoptages senere end 5 år
fra afgørelsen, jf. dog stk. 3.
Forslaget i § 36, stk. 5, 1. pkt., om at ændre § 41, stk. 2 til § 41, stk. 3, er
således alene redaktionelt. Der er ikke tilsigtet ændringer i retstilstanden på
dette område med den foreslåede ændring.
Der henvises til bemærkningerne til nr. 47.
Til nr. 41
Det fremgår af arbejdsskadesikringslovens § 37, stk. 2, at Arbejdsmarkedets
Erhvervssikring og Ankestyrelsen kan forlange meddelt enhver oplysning
af arbejdsgivere, ansatte, regioner, kommuner, jobcentre og andre
vedkommende, herunder sygehuse, institutter og behandlende læger m.v.,
som Arbejdsmarkedets Erhvervssikring skønner, er af betydning. Dette
omfatter bl.a. eventuelle politirapporter, sygehusjournaler med, hvad dertil
hører, produktionsprocedurer, oplysninger og rapporter om produkters og
281
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
stoffers kemiske bestanddele eller afskrift af sådanne rapporter, journaler og
formler. Det fremgår videre af bestemmelsen, at Arbejdsmarkedets
Erhvervssikring og Ankestyrelsen kan få terminaladgang til oplysninger i
indkomstregisteret. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring kan forlange retsligt
forhør i overensstemmelse med retsplejelovens § 1018, få udskrift heraf
samt forlange, at der foretages obduktion efter reglerne om lovmæssige
obduktioner. Og endelig fremgår det, at oplysningerne kan indhentes i
elektronisk form.
Efter gældende praksis fastsætter Arbejdsmarkedets Erhvervssikring og
Ankestyrelsen ved indhentelse af oplysninger efter § 37, stk. 2, en frist, som
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring vurderer som rimelig under hensyntagen
til, hvem der anmodes om oplysninger, og hvilke oplysninger der anmodes
om. Svarfristerne kan derfor variere.
Det foreslås, at der som nyt
§ 37, stk. 3,
indsættes en bestemmelse med en
lovfastsat frist for professionelle aktørers medvirken til oplysning af sager
hos Arbejdsmarkedets Erhvervssikring og Ankestyrelsen.
Det foreslås i
stk. 3, 1. pkt.,
at sikringspligtige arbejdsgivere, offentlige
myndigheder og andre professionelle vedkommende, herunder sygehuse,
institutter og behandlende læger m.v. senest 14 dage efter at en anmodning
om oplysninger fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring eller Ankestyrelsen
er kommet frem skal afgive oplysninger, jf. stk. 2, som de er i besiddelse af.
Det foreslås, at bestemmelsen alene skal gælde for professionelle aktører,
såsom sikringspligtige arbejdsgivere, offentlige myndigheder og læger m.v.
Opregningen i bestemmelsen er ikke udtømmende. En sag vil derfor også
kunne anmeldes til politiet, hvis andre professionelle vedkommende end de
i bestemmelsen anførte ikke overholder fristen. Privatpersoner, der ikke er
sikringspligtige efter arbejdsskadeloven jf. arbejdsskadesikringslovens §
48, kan derimod ikke pålægges bødestraf efter den foreslåede bestemmelse.
Bestemmelsen vil derfor ikke gælde ved indhentelse af oplysninger fra
tilskadekomne eller dennes repræsentant.
Fristen på de 14 dage beregnes fra dagen, hvor Arbejdsmarkedets
Erhvervssikrings eller Ankestyrelsens anmodning om oplysninger er
kommet frem. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring eller Ankestyrelsen
sender anmodningen om oplysninger i overensstemmelse med sædvanlig
praksis og så vidt muligt som digital post i overensstemmelse med reglerne
om anvendelse af digital post. Er meddelelsen sendt digitalt, regnes fristen
fra det tidspunkt, hvor meddelelsen er tilgængelig for modtageren i dennes
282
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
digitale postkasse. Hvis meddelelsen sendes med fysisk post, skal fristen
beregnes i overensstemmelse med Justitsministeriets vejledning af 26. juni
2018 om beregning af klagefrister. Det fremgår af vejledningen, at
myndigheden må søge at afklare den almindelige leveringstid til
pågældende destination og foretage et konkret skøn over, hvornår en
afgørelse kan anses for at være kommet frem til en modtager, hvis det
fysiske brev sendes til udlandet, Færøerne eller Grønland.
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring og Ankestyrelsen må lægge sig op af
disse retningslinjer ved vurderingen af, hvornår deres anmodning om
oplysninger kan anses for kommet frem. Dette er i overensstemmelse med
nuværende praksis.
Vurderingen af, hvornår en anmodning om oplysninger kan anses for
kommet frem, når anmodningen er sendt med fysisk post, vil således bero
på et konkret skøn over, hvornår anmodningen kan anses for at være
kommet modtageren i hænde. Er meddelelsen afsendt til en modtager i
Danmark, fremgår det af Justitsministeriets vejledning af 26. juni 2018 om
beregning af klagefrister, at det som udgangspunkt kan lægges til grund, at
et standardbrev er kommet frem til modtageren seks omdelingsdage efter, at
meddelelsen er sendt med posten. Hvis der i et konkret tilfælde må lægges
til grund, at en meddelelse først er modtaget på et senere tidspunkt, begynder
fristen først at løbe fra, at meddelelsen reelt må anses at være kommet frem.
Bestemmelsen gælder alene for afgivelse af oplysninger, som arbejdsgivere,
offentlige myndigheder og læger m.v. allerede er i besiddelse af. Det vil sige
oplysninger, som allerede fremgår af aktørens register eller journaler, eller
på anden vis, f.eks. ansættelsesaftaler eller individuelle aftaler om
skånehensyn i arbejdet. For arbejdsgivere kan det f.eks. være oplysninger
om ansættelsesperiode, lønforhold, og tilskadekomnes arbejdssted. For så
vidt angår kommunerne vil det f.eks. kunne være akter fra tilskadekomnes
kommunale sygedagpenge- eller beskæftigelsessag. For så vidt angår
sygehuse, læger eller andre sundhedsinstanser, vil det f.eks. kunne være
helbredsoplysninger i journaler. Fristen gælder ikke for oplysninger, som
først skal indhentes eller udarbejdes på foranledning af anmodningen fra
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring. Det vil f.eks. kunne være
speciallægeerklæringer og funktionsattester.
Det foreslås i
stk. 3, 2. pkt.,
at hvis fristen på de 14 dage ikke overholdes,
rykker Arbejdsmarkedets Erhvervssikring eller Ankestyrelsen for
oplysningerne og oplyser om risikoen for bødestraf, jf. den foreslåede § 82,
283
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
stk. 4. Oplysningerne skal herefter afgives til Arbejdsmarkedets
Erhvervssikring eller Ankestyrelsen senest 14 dage efter, at
rykkerskrivelsen er kommet frem.
Bestemmelsen indebærer, at hvis en sikringspligtig arbejdsgiver, offentlig
myndighed eller læge m.v. ikke svarer på Arbejdsmarkedets
Erhvervssikrings eller Ankestyrelsens anmodning om at afgive oplysninger
inden for 14 dage, sender Arbejdsmarkedets Erhvervssikring eller
Ankestyrelsen en rykker med en ny frist på 14 dage. Fristen på de 14 dage
løber fra og med dagen, hvor rykkerskrivelsen fra Arbejdsmarkedets
Erhvervssikring eller Ankestyrelsen er kommet frem, og beregnes som
andre frister. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring og Ankestyrelsen skal i
rykkerskrivelsen oplyse om risikoen for bødestraf, jf. § 82, stk. 4, hvis
fristen ikke overholdes. Hvis en sikringspligtig arbejdsgiver, offentlig
myndigheder eller læge m.v. svarer Arbejdsmarkedets Erhvervssikring eller
Ankestyrelsen inden for 14 dage ved at fremsende de ønskede oplysninger
eller ved at oplyse, at de ikke er i besiddelse af de ønskede oplysninger,
anses pågældende for at have overholdt fristen i henhold til bestemmelsen.
Hvis Arbejdsmarkedets Erhvervssikring eller Ankestyrelsen ikke har
modtaget oplysningerne inden for 14 dage efter, at rykkerskrivelsen er
kommet frem, kan den sikringspligtige arbejdsgiver, offentlige myndighed
eller læge m.v. straffes med bøde, jf. § 82, stk. 4. Det sker ved, at
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring eller Ankestyrelsen sender sagen til
politiet med henblik på indledning af en straffesag. Det vil være den aktør,
som arbejdsskademyndighederne har sendt anmodningen om oplysninger
til, der anmeldes til politiet. Politiets behandling af sagen vil ske efter de
almindelige regler herom i retsplejeloven. Der henvises i øvrigt til
bemærkningerne i afsnit 3.9 og til § 1 nr. 57 og 58.
Det foreslås i
stk. 3, 3. pkt.
at hvis vedkommende ikke er i besiddelse af de
ønskede oplysninger, skal vedkommende give Arbejdsmarkedets
Erhvervssikring eller Ankestyrelsen besked herom inden for fristen på 14
dage.
Bestemmelsen medfører, at den professionelle aktør har pligt til at give
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring eller Ankestyrelsen besked inden for
fristen på 14 dage om, at vedkommende ikke er i besiddelse af de
efterspurgte oplysninger. Således vil en sikringspligtig arbejdsgiver,
offentlig myndighed eller læge m.v. der svarer Arbejdsmarkedets
Erhvervssikring eller Ankestyrelsen inden for fristen på 14 dage ved at
fremsende de efterspurgte oplysninger, eller ved at oplyse, at de ikke er i
284
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
besiddelse af de efterspurgte oplysninger, anses for at have overholdt fristen
i bestemmelsen. Det gælder både i forhold til den første anmodning om
oplysninger, jf. 1. pkt. og i forbindelse med rykkerskrivelsen, jf. 2. pkt.
Professionelle aktører m.v., der ikke er i besiddelse af de efterspurgte
oplysninger, vil i henhold til forslaget til § 82, stk. 4, kunne straffes med
bøde, hvis de efter rykkerskrivelsen ikke oplyser Arbejdsmarkedets
Erhvervssikring eller Ankestyrelsen om, at de ikke er i besiddelse af
oplysningerne inden for fristen. Dette er for at sikre hensynet til en hurtig
og korrekt sagsoplysning, så hverken tilskadekomne eller
forsikringsselskabet skal vente unødigt længe på, at sagen er tilstrækkeligt
oplyst til, at deres retsstilling kan blive afklaret.
Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til afsnit 3.9. og bemærkningerne
til § 1, nr. 57-58.
Til nr. 42
Det fremgår af den gældende § 37, stk. 3, som bliver stk. 4, at til brug for
behandling af sager efter lov om arbejdsskadesikring og opfølgning af sager
efter § 8 i lov om sygedagpenge kan Arbejdsmarkedets Erhvervssikring og
kommuner udveksle oplysninger om oprettelse af arbejdsskadesager og
sager om sygedagpenge, revalidering, fleksjob, ressourceforløb,
førtidspension og seniorpension. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring og
kommunerne kan i arbejdsskadesager og i sager om sygedagpenge,
revalidering, fleksjob, ressourceforløb, førtidspension og seniorpension
tillige udveksle oplysninger om indhentelse af sagsoplysninger, som
dokumenterer arbejdsevnen, og udveksle oplysninger om, at der er truffet
afgørelse om arbejdsevnen. Udvekslingen kan ske automatisk og uden
borgerens samtykke.
Det foreslås, at der i
§ 37, stk. 3, 1. og 2. pkt., som bliver stk. 4, 1. og 2. pkt.,
efter ”arbejdsskadesager” indsættes ”, sager om uddannelsesgodtgørelse”.
Dermed udvides den gældende mulighed for at udveksle oplysninger
mellem Arbejdsmarkedets Erhvervssikring og kommunerne til også at
gælde i sager om uddannelsesgodtgørelse. I disse sager vil der bl.a. være
behov for at udveksle oplysninger, når Arbejdsmarkedets Erhvervssikring
anmoder tilskadekomnes bopælskommune om de nødvendige oplysninger
om uddannelsesvalg m.v., jf. § 18 a, stk. 2. Med den foreslåede ændring i §
37, stk. 3, sikres den nødvendige hjemmel til at udvekslingen af oplysninger
kan ske.
285
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
Til nr. 43
Det fremgår af gældende lovs § 38, at tilskadekomne kan få betalt visse
udgifter i forbindelse med lægeundersøgelser m.v., som Arbejdsmarkedets
Erhvervssikring eller Ankestyrelsen har anmodet om. Tilskadekomne og en
eventuel nødvendig ledsager har ret til at få betaling for dokumenteret tabt
arbejdsfortjeneste, hvis fraværet er af mindst 2 timers varighed. Grundlaget
for beregningen kan højst være den timefortjeneste, der svarer til den i § 24,
stk. 5, nævnte årsløn.
Det foreslås ved
§ 1, nr. f,
at ændre
”§ 24, stk. 5” til: ”§ 24, stk. 7” i § 38,
stk. 2.
Der er tale om en redaktionel ændring som følge af den nye opbygning af §
24, jf. forslaget til § 1, nr. 29.
Forslaget har ikke betydning for tilskadekomnes eller ledsagerens ret til at
få betalt udgifterne til tabt arbejdsfortjeneste.
Til nr. 44
Efter gældende regler i arbejdsskadesikringslovens § 40, stk. 1,
træffer Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, medmindre andet er fastsat,
afgørelse om alle spørgsmål efter denne lov.
Det foreslås i
§ 40, stk. 1,
at tilføje ”herunder om en anmeldt skade er
omfattet af loven, samt om tilskadekomne eller efterladte har ret til ydelser
efter loven”.
Forslaget skal præcisere, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring i forbindelse
med en anmeldelse skal tages stilling til, om der er tale om en arbejdsskade,
som er omfattet af loven. Herefter skal der tages stilling til om den
tilskadekomne eller de efterladte har ret til en eller flere af de ydelser, som
er oplistet i lovens § 11. Disse afgørelser er de bærende elementer i
behandlingen af en arbejdsskadesag.
Forslaget er en konsekvens af, at de lovbestemte frister for behandlingen af
de nævnte afgørelser i § 16, stk. 1-4, ophæves.
Herudover skal Arbejdsmarkedets Erhvervssikring i øvrigt træffe de
nødvendige afgørelser efter loven, f.eks. om genoptagelse af sagen eller i
286
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
tilfælde af, at Ankestyrelsen hjemviser en afgørelse til fornyet behandling i
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring.
Til nr. 45
Det følger af § 40 a, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring træffer afgørelse
om tilbagebetaling, når tilskadekomne eller efterladte mod bedre vidende
har undladt at give oplysninger eller har afgivet urigtige oplysninger, og
dette har ført til en anden afgørelse end Arbejdsmarkedets Erhvervssikring
ellers ville have truffet, jf. § 40 a, stk. 1, nr. 1 og 2. Arbejdsmarkedets
Erhvervssikring træffer ligeledes afgørelse om tilbagebetaling, hvis
tilskadekomne eller efterladte i øvrigt mod bedre vidende uberettiget har
modtaget ydelser efter loven.
Det foreslås, at der i § 40 a, stk. 1, efter »afgørelse om tilbagebetaling,«
indsættes »jf. dog § 18 e«.
§ 40 a vil fortsat gælde i relation til uddannelsesgodtgørelse i de tilfælde,
hvor Ankestyrelsen efter en klagesagsbehandling kommer frem til at
tilskadekomne ikke er berettiget til uddannelsesgodtgørelse. I de tilfælde,
hvor tilskadekomne allerede er startet på en uddannelse og har fået udbetalt
uddannelsesgodtgørelse, vil tilskadekomne ikke som følge af
Ankestyrelsens ændrede afgørelse skulle betale uddannelsesgodtgørelsen
tilbage efter § 18 e. I sådanne tilfælde vil tilskadekomne alene skulle betale
uddannelsesgodtgørelsen tilbage, hvis betingelserne i § 40 a er opfyldt. Det
vil sige, hvis det under Ankestyrelsens sagsbehandling viser sig, at
tilskadekomne eller efterladte mod bedre vidende har undladt at give
oplysninger eller har afgivet urigtige oplysninger, og dette har ført til en
anden afgørelse end Arbejdsmarkedets Erhvervssikring ellers ville have
truffet, eller hvis tilskadekomne eller efterladte i øvrigt mod bedre vidende
uberettiget har modtaget ydelser efter loven.
Til nr. 46
Det følger af arbejdsskadesikringslovens § 41, stk. 1, at efter anmodning fra
tilskadekomne eller de efterladte eller på Arbejdsmarkedets
Erhvervssikrings foranledning kan enhver afgørelse om, at en skade ikke er
omfattet af loven, genoptages inden for en frist på 5 år fra afgørelsen. Det
gælder tillige for sager, som er afvist på grund af for sen anmeldelse.
Formålet med bestemmelsen i § 41, stk. 1, er at give tilskadekomne og de
efterladte samt Arbejdsmarkedets Erhvervssikring adgang til at få
genoptaget en tidligere afvist sag. Alle afgørelser om, at en anmeldt skade
287
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
ikke er omfattet af loven og derfor ikke er anerkendt som en arbejdsskade,
kan således genoptages inden for 5-års fristen. Bestemmelsen giver efter sin
ordlyd et retskrav på at få sagen genoptaget, da der ikke er betingelser for at
sagen kan genoptages. I praksis er der opstillet et krav om, at der skal være
nye oplysninger. Ændringer i lovgivning, retspraksis, administrativ praksis
eller samfundsmæssige konjunkturer giver ifølge praksis ikke i sig selv
grundlag for at genoptage sagen. Genoptagelsesadgangen er efter ordlyden
begrænset til tilskadekomne og efterladte og omfatter ikke
forsikringsselskaber eller arbejdsgivere.
Afgørelser om anerkendelsesspørgsmålet, uanset efter hvilke regler i loven
eller på hvilket grundlag afgørelsen er truffet, kan således genoptages.
Reglen gælder både for ulykker og erhvervssygdomme. Det gælder tillige
for sager, som er afvist på grund af for sen anmeldelse. Reglen har således
betydning for alle afgørelser, hvor Arbejdsmarkedets Erhvervssikring eller
Ankestyrelsen har afvist sagen, for eksempel med henvisning til reglerne
om for sent anmeldte skader.
Fristen på 5 år til at genoptage spørgsmålet om anerkendelse er absolut og
kan ikke suspenderes eller afbrydes. En afvist erhvervssygdom vil dog
kunne blive behandlet på ny, uanset der er gået mere end 5 år fra afgørelsen,
hvis tilskadekomne efter afgørelsen fortsat har været udsat for de skadelige
påvirkninger, der har medført sygdommen. En anmodning om genoptagelse,
der kommer mere end 5 år senere, vil i denne situation efter
omstændighederne kunne blive anset som en ny anmeldelse. Af
Ankestyrelsens principafgørelse U-7-08 fremgår, at i situationer, hvor der
er tale om en ny diagnose, dvs. at der skal anvendes et andet punkt på
erhvervssygdomsfortegnelsen, eller en ny påvirkning, dvs. en anden
arbejdsfunktion end i den tidligere sag, vil henvendelsen som udgangspunkt
blive anset for en ny anmeldelse. Videre fremgår det, at det i situationer,
hvor der ikke er yderligere påvirkning efter seneste afgørelse, eller hvis det
er samme påvirkning, men på en ny arbejdsplads, vil henvendelsen som
udgangspunkt blive betragtet som en anmodning om genoptagelse. Er der
en tidsmæssigt længere påvirkning i samme funktion, må der foretages en
konkret afvejning af de forskellige hensyn. Det betyder, at i situationer, hvor
en fortsat arbejdsmæssig udsættelse er relevant for vurderingen af, om sagen
kan anerkendes, er der som udgangspunkt tale om en ny anmeldelse. Hvis
derimod en længere udsættelse for samme påvirkning som tidligere er uden
betydning for, hvorledes sagen skal vurderes, skal reglerne om genoptagelse
som udgangspunkt anvendes.
288
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
Det følger endvidere af lovens § 42, stk. 1, at efter anmodning fra
tilskadekomne eller på Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings foranledning
kan erstatnings- og godtgørelsesspørgsmålene, jf. §§ 15 og 17-18,
genoptages inden for en frist af 5 år fra første afgørelse, hvis der er sket
væsentlige ændringer af de forhold, der blev lagt til grund for afgørelsen.
Fristen for genoptagelse kan forlænges inden udløbet af 5-års-fristen. Når
ganske særlige omstændigheder taler herfor, kan der ses bort fra fristerne.
Formålet med bestemmelsen i § 42, stk. 1, er at sikre, dels at tilskadekomne
har mulighed for at få genoptaget spørgsmålet om erstatnings- og
godtgørelse, hvis der inden for 5 år efter afgørelsestidspunktet sker
væsentlige ændringer i tilskadekomnes helbreds- og/eller erhvervsmæssige
forhold, som kan tilskrives arbejdsskaden, dels at give Arbejdsmarkedets
Erhvervssikring mulighed for at genoptage en afgørelse om erstatnings- og
godtgørelsesspørgsmålene, hvis Arbejdsmarkedets Erhvervssikring inden
for 5 år bliver bekendt med, at der er sket så væsentlige ændringer af de
forhold, der blev lagt til grund for afgørelsen, at det bør føre til en forhøjelse
af tilskadekomnes godtgørelse for varigt mén eller ændring i op- eller
nedadgående retning af den løbende erhvervsevnetabserstatning
fremadrettet. Genoptagelsesadgangen omfatter ikke forsikringsselskaber
eller arbejdsgivere.
Den gældende praksis for så vidt angår genoptagelse inden for 5 år er baseret
på Højesterets dom (flertallet) af 22. april 2009 gengivet i Ugeskrift for
Retsvæsen 2009, side 1869H. Højesterets flertal fandt, at
genoptagelsesbestemmelsen efter sin ordlyd og sammenhæng med
formodningsreglen i § 12, stk. 2, hvorefter et påvist tab af erhvervsevne, et
varigt mén eller en persons død anses for at være en følge af arbejdsskaden,
medmindre overvejende sandsynlighed taler herimod, må forstås således, at
det i de tilfælde, der er omfattet af bestemmelsen alene er en betingelse for
genoptagelse, at der er sket væsentlige ændringer af tilskadekomnes
helbredsmæssige eller erhvervsmæssige forhold m. v. Der skal således ikke
ved afgørelsen om genoptagelse inden for 5-års-fristen foretages nogen
vurdering af spørgsmålet om årsagsforbindelse mellem arbejdsskaden og de
ændrede forhold. Såfremt sagen genoptages, skal dette spørgsmål afgøres
under hensyn til formodningsreglen, jf. § 12, stk. 2.
Efter praksis skal tilskadekomne således ikke dokumentere, at der er sket
ændringer i tilskadekomnes helbredsmæssige eller erhvervsmæssige
forhold, som kan skyldes arbejdsskaden, når der anmodes om genoptagelse
om erstatnings- og godtgørelsesspørgsmålene inden for 5 år. Genoptagelsen
forudsætter efter praksis som udgangspunkt alene, at tilskadekomne
289
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
anmoder herom og oplyser, at der er sket en væsentlig ændring. Fristen for
genoptagelse af afgørelser vedrørende erstatnings- og godtgørelsesniveauet
kan forlænges inden udløbet af 5-års-fristen, og når ganske særlige
omstændigheder taler herfor, kan der ses bort fra fristen.
Det følger af lovens § 42, stk. 1, 2. og 3. pkt., at fristen for genoptagelse kan
forlænges inden udløbet af 5-års-fristen. Når ganske særlige
omstændigheder taler herfor, kan der ses bort fra fristerne. Forlængelse af
fristen kan ved erstatning for tab af erhvervsevne for eksempel ske, hvis
tilskadekomne er i fleksjob eller deltager i en langvarig omskoling, hvor
uddannelsen ikke ventes at blive afsluttet inden udløbet af 5-årsfristen, og
hvor der skal træffes endelig afgørelse om det varige tab af erhvervsevne
efter endt uddannelse. De lempeligere betingelser for genoptagelse inden for
5-årsfristen gælder også inden for den periode, hvor Arbejdsmarkedets
Erhvervssikring har forlænget fristen ud over de 5 år.
Ved genoptagelse efter udløbet af 5-års-fristen er det ifølge praksis et krav,
at det dokumenteres, at der er sket en væsentlig forværring, og at der er
årsagssammenhæng mellem arbejdsskaden og forværringen i
tilskadekomnes helbredsmæssige eller erhvervsmæssige forhold. Det er
tilskadekomne, som har bevisbyrden for, at dette er tilfældet. Det betyder,
at der skal være sket en væsentlig ændring af de forhold, som blev lagt til
grund ved den tidligere afgørelse, og at ændringen har betydning for
vurderingen af det varige mén eller tabet af erhvervsevne. Den gældende
praksis for så vidt angår genoptagelse efter 5 år er baseret på Højesterets
dom af 19. maj 2005, gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 2005, side 2451H,
og administrativ praksis.
Det foreslås, at
§ 41, stk. 1,
nyaffattes, således, at det vil fremgå, at efter
anmodning fra tilskadekomne eller efterladte eller på Arbejdsmarkedets
Erhvervssikrings foranledning kan
en afgørelse om, hvorvidt en skade er
omfattet af loven eller vedrørende erstatnings- og godtgørelsesspørgsmål,
jf. § 11,
genoptages, jf. dog stk. 2-3. Det er en betingelse for genoptagelse,
at der foreligger nye oplysninger, som indebærer en vis sandsynlighed for,
at en genoptagelse vil føre til en ændret materiel afgørelse, og at den, der
beder om genoptagelse, dokumenterer dette.
Med forslaget til § 41, stk. 1, 1. pkt., samles genoptagelse af alle spørgsmål
efter arbejdsskadesikringsloven, hvor Arbejdsmarkedets Erhvervssikring
har truffet afgørelse om, hvorvidt en skade er omfattet af loven, og
vedrørende erstatning og godtgørelse, i én bestemmelse. Det gælder således
genoptagelse af afgørelser om anerkendelse af en arbejdsskade, som i dag
290
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
er reguleret i den lovens § 41, og afgørelser om erstatnings- og
godtgørelsesspøgsmål til tilskadekomne og efterladte, som i dag er reguleret
i lovens §§ 42 og 43. Erstatnings- og godtgørelsesspøgsmål til
tilskadekomne og efterladte omfatter alle afgørelser, som har betydning for
retten til og udmåling af erstatning m.v. efter loven, herunder afgørelser om
fastsættelse af årsløn, og vurderingen af det varige mén.
Med forslaget til § 41, stk. 1, 2. pkt., vil det som noget nyt være en betingelse
for genoptagelse på foranledning af tilskadekomne eller efterladte, at
tilskadekomne eller efterladte dokumenterer, at
der foreligger nye
oplysninger, som indebærer en vis sandsynlighed for, at en genoptagelse vil
føre til en ændret materiel afgørelse, og at den, der beder om genoptagelse,
dokumenterer dette. Tilskadekomne eller efterladte vil således for at kunne
opfylde betingelsen i 2. pkt., skulle sandsynliggøre ved fremlæggelse af nye
oplysninger, at de faktiske omstændigheder vedrørende tilskadekomnes
forhold enten adskiller sig væsentligt fra det, som blev lagt til grund ved
afgørelsen, eller at tilskadekomnes forhold har ændret sig væsentligt, og at
der er en vis sandsynlighed for årsagssammenhæng mellem arbejdsskaden
og ændringen.
Dokumentationen kan i forhold til genoptagelse af en afgørelse om
anerkendelsesspørgsmålet og dermed i forhold til spørgsmål om, hvorvidt
tilskadekomne eller skaden er omfattet af loven, f.eks. bestå i
ansættelseskontrakt, der dokumenterer ansættelse i Danmark, vidneudsagn
om hændelsen eller dokumentation for vægten på håndteret byrde.
Dokumentationen kan i forhold til genoptagelse af erstatnings- eller
godtgørelsesspørgsmålene f.eks. ske ved sammen med anmodningen om
genoptagelse at indsende relevante lægefaglige oplysninger om de aktuelle
helbredsmæssige forhold eller den personskade, der er forvoldt ved ulykken.
Dokumentationen kan f.eks. bestå i ny lægeerklæring, udskrift af
lægejournal eller behandlerjournal, som indeholder oplysninger om den
relevante skade og relaterer skaden til ændringer i de helbredsmæssige eller
erhvervsmæssige følger af arbejdsskaden.
Dokumentationen kan ligeledes bestå i f.eks. udskrift fra kommunale akter,
udtalelse fra arbejdsgiver, afgørelse fra forsikringsselskab eller
myndigheder, som beskriver ændringer i de aktuelle erhvervsmæssige
forhold relateret til følger af arbejdsskaden. Det kan f.eks. være nye
oplysninger fra kommunen om, at tilskadekomne er tilkendt førtidspension
helt eller delvist på grund af følgerne af arbejdsskaden.
291
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
Det er en forudsætning, at de nye oplysninger giver en vis sandsynlighed
for, at tilskadekomnes helbredsmæssige eller erhvervsmæssige forhold vil
kunne føre til en ændret afgørelse med et ændret materielt indhold. I sådanne
situationer vil tilskadekomne eller efterladte have krav på, at sagen bliver
genoptaget.
Der vil ikke med forslaget blive ændret ved praksis vedrørende
formodningsreglen i § 12, stk. 2, hvorefter et påvist tab af erhvervsevne, et
varigt mén eller en persons død i en sag, som er anerkendt som en
arbejdsskade, anses for at være en følge af arbejdsskaden, medmindre
overvejende sandsynlighed taler herimod. Bestemmelsen vil som efter
gældende regler først skulle anvendes, hvis Arbejdsmarkedets
Erhvervssikring vurderer, at der er grundlag for materielt at behandle
anmodningen om genoptagelse. Det vil sige, at bestemmelsen ikke vil skulle
anvendes, hvis tilskadekomne eller efterladte ved anmodningen om
genoptagelse ikke opfylder betingelsen i forslaget til ny § 41, stk. 1, 2. pkt.
om at dokumentere, at der er en vis sandsynlighed for, at en genoptagelse
vil føre til en ændret materiel afgørelse.
Hvis dokumentationen viser, at der er sket helbredsmæssige ændringer i
samme legemsdel, som arbejdsskademyndigheden tidligere har vurderet i
forhold til varigt mén, vil dette som udgangspunkt indebære en vis
sandsynlighed for, at en genoptagelse vil føre til en ændret materiel
afgørelse. Som eksempel kan anføres en tilskadekommen, som har fået
anerkendt en knæskade med varigt mén på mindre end 5 pct. To år senere
beder tilskadekomne om genoptagelse, da tilskadekomne har oplevet en
forværring af sine gener i knæet. Tilskadekomne vedlægger intet materiale.
Tilskadekomne beskriver heller ikke, hvordan skaden har udviklet sig, om
tilskadekomne de sidste to år har gennemgået behandlinger hos f.eks.
fysioterapeut, om der er sket behandlinger eller undersøgelser på sygehus,
eller om skaden har medført, at tilskadekomne har opgivet konkrete daglige
gøremål og opgaver. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring vil i denne situation
kunne afvise at genoptage uden yderligere undersøgelser, da der hverken er
vedlagt relevant dokumentation fra f.eks. læge eller er oplysninger fra
tilskadekomne om skadens udvikling. Hvis tilskadekomne i samme
situation ved anmodningen om genoptagelse vedlægger f.eks. journal fra
forundersøgelse hos læge, som viser, at tilskadekomne er henvist til
kikkertundersøgelse for skader i samme knæ, uden at der er beskrevet
konkurrerende skadesårsager, vil dette være relevant dokumentation, som
betyder, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring i denne situation som
udgangspunkt vil skulle genoptage sagen.
292
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
Ved væsentlige ændringer i tilskadekomnes forhold forstås ved afgørelser,
hvor der er udmålt erstatning eller godtgørelse, at det varige mén eller
erhvervsevnetabet er blevet højere end det, der blev lagt til grund ved den
tidligere afgørelse. Det vil betyde, at der skal være en vis sandsynlighed for,
at det varige mén kan ændres med mindst ét niveau
–
for eksempel fra 20
pct. til 25 pct. For tabet af erhvervsevne skal der ligeledes være en vis
sandsynlighed for, at tabet af erhvervsevne kan hæves med mindst et
interval, for eksempel fra 15 pct. til 20 pct. Hvis det for eksempel er blevet
lagt til grund ved afgørelsen, at tilskadekomne kunne bestride et arbejde,
men det senere viser sig, at tilskadekomne ikke magter dette på grund af
skadens følger, kan sagen genoptages, selv om der ikke i mellemtiden er
indtrådt forværringer i helbredstilstanden.
Det er således ikke et krav, at der
er indtrådt forværringer i helbredstilstanden for, at sagen kan genoptages
vedrørende tab af erhvervsevne.
Betingelsen om, at de ændrede omstændigheder skal vedrøre
tilskadekomnes forhold betyder bl.a., at udefrakommende forhold, som for
eksempel ændret retspraksis eller ændringer i de samfundsmæssige
konjunkturer, ikke i sig selv kan medføre genoptagelse efter § 41.
Forslaget vil således indebære, at den lempelige adgang, som er udviklet i
praksis for tilskadekomne til at få genoptaget en afgørelse om
erhvervsevnetabserstatning og méngodtgørelse inden for de første 5 år, vil
blive afskaffet. Forslaget vil således i højere grad end i dag sikre, at det som
udgangspunkt kun er tilskadekomne, som har udsigt til at få en ændret
afgørelse, der i disse sager vil få deres sag genoptaget til ny materiel
prøvelse. Med forslaget tilpasses kriterierne for genoptagelse af sager om
erhvervsevnetabserstatning og méngodtgørelse inden for 5 år til praksis for
genoptagelse efter 5 år. Det foreslås derfor samtidig, at der i sager om
erhvervsevnetabserstatning og méngodtgørelse ikke længere vil være en 5-
års-frist for genoptagelse. Det vil f.eks. sige, at genoptagelse af afgørelser
om varigt mén med forslaget skal vurderes efter den praksis, som i dag
gælder ved genoptagelsesanmodninger, som fremsættes efter 5 år, uanset
hvornår genoptagelsesanmodningen fremsættes. Den tidsmæssige ramme
for at kunne få genoptaget en afgørelse om erhvervsevnetabserstatning og
méngodtgørelse vil herefter alene være begrænset af de almindelige
forældelsesregler i forhold til arbejdsskadesikringsloven.
I forhold til spørgsmålet om anerkendelse af skaden som en arbejdsskade
betyder forslaget, at genoptagelse vil blive betinget af, at tilskadekomne
eller efterladte fremkommer med oplysninger, som giver en vis
sandsynlighed for, at skaden er omfattet af arbejdsskadesikringsloven. Det
293
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
kan for eksempel være nye vidneudsagn om de faktiske omstændigheder på
skadestidspunktet, som ikke forelå eller kunne indhentes af
arbejdsskademyndighederne på tidspunktet for den seneste afgørelse, eller
nye oplysninger om de skadelige påvirkninger, der har ført til
arbejdsskaden.
Forslaget betyder, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring vil kunne afvise at
genoptage en sag til materiel prøvelse, hvis den tilskadekomne eller
efterladte ved anmodningen om genoptagelse ikke fremsender oplysninger,
som sandsynliggør, at sagens faktiske omstændigheder enten adskiller sig
væsentligt fra det, som blev lagt til grund ved afgørelsen, eller har ændret
sig væsentligt, og at ændringerne af de helbredsmæssige og/eller
erhvervsmæssige forhold skyldes arbejdsskaden.
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring vil fortsat være underlagt det
forvaltningsretlige officialprincip og den almindelige praksis i forhold
hertil, der gælder i genoptagelsessituationer. Arbejdsmarkedets
Erhvervssikring skal derfor fortsat sikre, at afgørelser i genoptagelsessager
træffes på et fuldt oplyst grundlag. Inden Arbejdsmarkedets Erhvervssikring
kan træffe afgørelse om, hvorvidt sagen kan genoptages efter § 41, skal der
tilvejebringes de faktiske oplysninger, som er nødvendige for at træffe en
rigtig afgørelse. Ansvaret for at indsende de grundlæggende oplysninger om
forværringen påhviler tilskadekomne, hvorefter pligten til at oplyse sagen
overgår til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring. Arbejdsmarkedets
Erhvervssikring skal, når de har modtaget en tilstrækkelig begrundet
anmodning om genoptagelse, indhente de eventuelt manglende oplysninger
således, at de kan vurdere om der er en vis sandsynlighed for, at en
genoptagelse med de nye oplysninger vil føre til en ændret materiel
afgørelse.
Med forslaget vil Arbejdsmarkedets Erhvervssikring kunne afvise en
anmodning om genoptagelse uden videre behandling, hvis anmodningen er
ubegrundet, for eksempel fordi tilskadekomne uden dokumentation alene
oplyser at have det helbredsmæssigt dårligere eller være i en ny
beskæftigelsesmæssig situation, uden at sandsynliggøre, at ændringerne i
helbreds- eller beskæftigelsessituationen er en følge af arbejdsskaden.
Udgangspunktet med ændringen er således, at det er tilskadekomne, som
skal tilvejebringe dokumentationen for, at en genoptagelse vil kunne føre til
en ændret afgørelse.
294
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
2775159_0295.png
Er anmodningen begrundet i forværringer i de helbredsmæssige eller
erhvervsmæssige forhold, som ud fra en umiddelbar medicinsk og juridisk
vurdering kan tilskrives arbejdsskaden, men uden vedlagt dokumentation
for, at de ændrede helbredsmæssige eller beskæftigelsesmæssige vilkår kan
skyldes skaden, vil Arbejdsmarkedets Erhvervssikring som udgangspunkt
bede tilskadekomne om at fremskaffe de yderligere oplysninger, som er
nødvendige for at afgøre, om sagen skal genoptages efter § 41. Det vil f.eks.
være oplysninger om egne forhold, oplysninger om skadens udvikling, hvor
behandlinger og undersøgelser er udført, stillede diagnoser mv., som
tilskadekomne allerede er i besiddelse af, eller som uden større besvær eller
omkostninger kan tilvejebringes af tilskadekomne.
En anmodning om genoptagelse af en arbejdsskadesag, som ikke sker på
forvaltningsretligt grundlag, må således betragtes som ansøgningssag, der
rejses på tilskadekomnes initiativ. I en ansøgningssag vil myndigheden
kunne kræve, at borgeren i vidt omfang bidrager til sagsoplysningen. Det er
en forudsætning herfor, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har
præciseret, hvilke oplysninger der er behov for, og at tilskadekomne i
nødvendigt omfang er vejledt om, hvordan oplysningerne skaffes. Desuden
forudsættes det, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring gør tilskadekomne
opmærksom på, at manglende medvirken vil kunne medføre, at sagen må
afgøres på det foreliggende grundlag, og at det vil kunne betyde, at sagen
ikke kan genoptages. Det forudsættes, at vejledningen af tilskadekomne kan
ske på et generelt niveau, f.eks. på Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings
hjemmeside, og som udgangspunkt ikke skal ske specifikt i forhold til den
enkelte sag.
I visse tilfælde vil Arbejdsmarkedets Erhvervssikring dog i henhold til
officialmaksimen selv skulle foranstalte indhentelse af de nødvendige
oplysninger, inden der tages stilling til, om sagen skal genoptages.
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har ansvaret for, at den nødvendige
fagkundskab inddrages, hvis Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings vurdering
af, om sagen skal genoptages efter § 41, forudsætter særlig fagkundskab.
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring skal derudover forestå indhentelse af
oplysninger, som kræver en særlig indsats eller er forbundet med
omkostninger, f.eks. sagkyndige erklæringer, udarbejdelse af
speciallægeerklæring eller fuld journal fra læge eller sygehus.
Det vil f.eks. gælde
i helt særlige tilfælde, hvor det må antages, at
tilskadekomne af særlige årsager ikke kan indhente materialet, f.eks. som
følge af sin alvorlige helbredssituation eller sprogvanskeligheder. I disse
295
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
2775159_0296.png
tilfælde vil Arbejdsmarkedets Erhvervssikring fortsat være forpligtet til selv
at indhente det relevante materiale. Det gælder uanset, om der er tale om
oplysninger, som Arbejdsmarkedets Erhvervssikring kan formode, at
tilskadekomne er i besiddelse af.
Hvis Arbejdsmarkedets Erhvervssikring efter at have anmodet
tilskadekomne om yderligere dokumentation ved modtagelse af
dokumentationen vurderer, at denne ikke underbygger tilskadekomnes eller
efterladtes forklaring ved anmodningen om genoptagelse, eller at den i
øvrigt ikke sandsynliggør, at der er grundlag for at genoptage sagen, vil
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring på dette tidspunkt kunne afvise at
genoptage sagen. Tilsvarende gælder, hvis Arbejdsmarkedets
Erhvervssikring selv har indhentet oplysningerne.
Som eksempel kan anføres, at tilskadekomne i en sag,
som tidligere er blevet
afvist som en arbejdsskade, fordi det ikke var godtgjort, at skaden var sket
på arbejdet, beder om genoptagelse 6 måneder efter afgørelsen. Ved
genoptagelsesanmodning oplyser tilskadekomne om to kollegaer, som var
vidner til hændelsen på arbejdet, og vedlægger vidneudsagn fra vidnerne.
Der er dermed vedlagt relevant dokumentation.
Arbejdsmarkedets
Erhvervssikring
vurderer herefter på baggrund af vidneudsagnene, om
sagen skal genoptages eller afvises.
Det forudsættes, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring vejleder tydeligt om
kriterierne for at kunne få genoptaget en sag, så tilskadekomne og
partsrepræsentanter ved, hvilke oplysninger man skal fremsende ved
anmodning om genoptagelse. Vejledningen kan for eksempel ske i
tilknytning til førstegangsafgørelsen og på Arbejdsmarkedets
Erhvervssikrings hjemmeside.
Forslaget medfører ikke ændringer i den adgang, som Arbejdsmarkedets
Erhvervssikring har efter gældende lovs § 42, stk. 1, til at genoptage
afgørelser om erstatnings- og godtgørelsesspørgsmålene på egen
foranledning, når Arbejdsmarkedets Erhvervssikring får kendskab til
ændringer i tilskadekomnes forhold.
Forslaget vil heller ikke medføre
ændringer i den nuværende praksis, hvorefter genoptagelse af spørgsmål
vedrørende varigt mén alene kan ske i forhold til forhøjelse af størrelsen af
det varige mén.
Forslaget har desuden ingen betydning for muligheden for
at få genoptaget en sag på ulovbestemt grundlag. Ved siden af de
lovbestemte regler om genoptagelse er der således også en ulovbestemt pligt
for myndigheder til at genoptage behandlingen af en sag, hvis der i
296
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
forbindelse med en genoptagelsesanmodning fremkommer nye faktiske
oplysninger af så væsentlig betydning for sagen, at der er en vis
sandsynlighed for, at sagen ville have fået et andet udfald, hvis
oplysningerne havde foreligget i forbindelse med myndighedens
oprindelige stillingtagen til sagen. Pligten til at genoptage en sag på
ulovbestemt grundlag kan endvidere komme på tale, hvis der fremkommer
nye retlige forhold, dvs. en væsentlig ændring af retsgrundlaget med
tilbagevirkende kraft, eller hvis der foreligger ikke uvæsentlige
sagsbehandlingsfejl i forhold til myndighedens oprindelige afgørelse.
Til nr. 47
Det følger af arbejdsskadesikringslovens § 41, stk. 1, at efter anmodning
fra tilskadekomne eller de efterladte eller på Arbejdsmarkedets
Erhvervssikrings foranledning kan enhver afgørelse om, at en skade ikke
er omfattet af loven, genoptages inden for en frist på 5 år fra afgørelsen.
Det gælder tillige for sager, som er afvist på grund af for sen anmeldelse.
Det følger endvidere af § 41, stk. 2, at når Arbejdsmarkedets
Erhvervssikring har meddelt, at en anmeldt sygdom ikke hører under loven,
og optages sygdommen senere på fortegnelsen nævnt i § 7, stk. 1, nr. 1, kan
sagen genoptages, selv om der er forløbet mere end 5 år fra
Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings afgørelse.
Det følger endvidere af lovens § 43, 1. pkt., at er en efterladt ikke anset for
erstatningsberettiget efter § 20, stk. 1, kan den pågældende inden for en frist
på 5 år fra modtagelsen af afgørelsen herom anmode om at få
erstatningsspørgsmålet genoptaget.
Fristerne på 5 år til at få genoptaget spørgsmålet om, hvorvidt en skade er
omfattet af loven, jf. § 41, stk. 1, eller erstatningsspørgsmålet i forhold til
efterladte, jf. § 43, 1. pkt. er absolutte og kan ikke suspenderes eller
afbrydes.
Ved lovforslagets § 1, nr. 46, foreslås det, at alle spørgsmål om genoptagelse
inden for loven samles i § 41 ved en nyaffattelse af bestemmelsens stk. 1,
herunder spørgsmålet om anerkendelse af en arbejdsskade og spørgsmålet
om genoptagelse af afgørelser om erstatninger til efterladte efter lovens §
20. Samtidig foreslås det med lovforslagets §1, nr. 50, at § 43 ophæves.
Der er ikke med forslaget tilsigtet materielle ændringer i forhold til fristerne
for genoptagelse af spørgsmålet om anerkendelse af en arbejdsskade efter
nugældende § 41, stk. 1, eller spørgsmålet om genoptagelse af afgørelser om
297
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
erstatninger til efterladte efter lovens § 20, jf. § 43, 1. pkt. Det betyder, at
der fortsat vil gælde en absolut frist på 5 år for genoptagelse af disse
spørgsmål. Som følge af den foreslåede § 1, nr. 46, vil der dog blive stillet
som en betingelse for at genoptage disse spørgsmål, at tilskadekomne eller
efterladte indsender oplysninger, der er relevante for stillingtagen til
anerkendelsesspørgsmålet eller retten til erstatninger til efterladte.
Det foreslås derfor, at der i
§ 41
indsættes som nyt
stk. 2,
at en afgørelse om,
hvorvidt en skade er omfattet af loven, eller hvorvidt en efterladt er anset
for erstatningsberettiget efter § 20, stk. 1, kan ikke genoptages senere end 5
år fra afgørelsen, jf. dog stk. 3.
Med forslaget opretholdes den gældende retstilstand for så vidt angår
fristerne for genoptagelse af spørgsmålet om anerkendelse af en
arbejdsskade eller spørgsmålet om genoptagelse af afgørelser om
erstatninger til efterladte efter lovens § 20. Det betyder, at der fortsat vil
gælde en absolut og ufravigelig frist på 5 år for genoptagelse af afgørelser
om disse spørgsmål. En afvist erhvervssygdom vil dog kunne blive
behandlet på ny, uanset der er gået mere end 5 år fra afgørelsen, hvis
tilskadekomne efter afgørelsen fortsat har været udsat for de skadelige
påvirkninger, der har medført sygdommen. En anmodning om genoptagelse,
der kommer mere end 5 år senere, vil i denne situation blive anset som en
ny anmeldelse.
Med forslaget vil nuværende § 41. stk. 2, blive stk. 3. Ændringen er
redaktionel og vil ikke medføre ændringer i tilskadekomnes retsstilling efter
loven på dette område.
Til nr. 48
Det følger af arbejdsskadesikringslovens § 42, stk. 1, at efter anmodning fra
tilskadekomne eller på Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings foranledning
kan erstatnings- og godtgørelsesspørgsmålene, jf. §§ 15 og 17-18,
genoptages inden for en frist af 5 år fra første afgørelse, hvis der er sket
væsentlige ændringer af de forhold, der blev lagt til grund for afgørelsen.
Fristen for genoptagelse kan forlænges inden udløbet af 5-års-fristen. Når
ganske særlige omstændigheder taler herfor, kan der ses bort fra fristerne.
Det følger endvidere af samme bestemmelses stk. 2, at modtageren af
løbende ydelse efter §§ 17 og 17 a skal underrette forsikringsselskabet eller
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring om enhver forandring i sine forhold,
som kan formodes at medføre nedsættelse eller bortfald af ydelsen, ligesom
298
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
forsikringsselskabet eller Arbejdsmarkedets Erhvervssikring skal være
opmærksom på, om der indtræder sådanne forandringer i modtagerens
forhold.
Det foreslås, at
§ 42, stk. 1,
ophæves.
Forslaget om at ophæve § 42, stk. 1, er en konsekvens af, at reglerne om
genoptagelse inden for loven foreslås samlet ved en nyaffattelse af § 41, stk.
1, at fristen på 5 år ophæves, og at der stilles som betingelse for
genoptagelse, at der foreligger nye oplysninger, som indebærer en vis
sandsynlighed for, at den oprindelige afgørelse vil blive ændret, og at den,
der beder om genoptagelse, dokumenterer dette ved anmodningen om
genoptagelse. Der henvises til bemærkningerne til nr. 46.
Til nr. 49
Det fremgår af den gældende § 42, stk. 2, at modtageren af løbende ydelse
efter §§ 17 og 17 a skal underrette forsikringsselskabet eller
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring om enhver forandring i sine forhold,
som kan formodes at medføre nedsættelse eller bortfald af ydelsen, ligesom
forsikringsselskabet eller Arbejdsmarkedets Erhvervssikring skal være
opmærksom på, om der indtræder sådanne forandringer i tilskadekomnes
forhold.
Det foreslås i lovforslagets § 1, nr. 49, at der tilføjes en henvisning til den
nye § 18 b-d, om uddannelsesgodtgørelse i bestemmelsen. Forslaget
medfører, at modtagere af uddannelsesgodtgørelse, jf. § 18 b-d, også vil
skulle underrette Arbejdsmarkedets Erhvervssikring om enhver forandring
i sine forhold, som kan formodes at medføre nedsættelse eller bortfald af
uddannelsesgodtgørelsen. Forsikringsselskabet eller Arbejdsmarkedets
Erhvervssikring skal ligeledes være opmærksomme på, om der indtræder
sådanne forandringer i modtagerens forhold.
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring vil i alle afgørelser om tilkendelse af
uddannelsesgodtgørelse skulle vejlede tilskadekomne om oplysningspligten
efter § 42, stk. 2. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til § 18 c, stk. 1,
hvorefter tilskadekomne straks skal give Arbejdsmarkedets Erhvervssikring
besked, hvis tilskadekomne ikke længere er studieaktiv f.eks. på grund af
sygdom eller skal på barsel, eller hvis uddannelsen afbrydes. Hvis
forandringen i tilskadekomnes forhold betyder, at tilskadekomne er
berettiget til en lavere uddannelsesgodtgørelse end den, der er blevet
udbetalt eller ikke er berettiget til uddannelsesgodtgørelse, kan der opstå et
299
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
spørgsmål om tilbagebetaling, jf. forslaget til § 18 e, stk. 1 i ændringspunkt
nr. 17.
Såfremt tilskadekomne ikke overholder sin oplysningspligt og får udbetalt
for meget uddannelsesgodtgørelse, vil vedkommende skulle betale for
meget udbetalt uddannelsesgodtgørelse tilbage, jf. forslaget til § 18 e i
ændringspunkt nr. 17.
Til nr. 50
Det følger af arbejdsskadesikringslovens § 20, at den, der er berettiget til
overgangsbeløb efter § 19, stk. 1-3, og som ved tilskadekomnes død har
mistet en forsørger, eller som ved dødsfaldet på anden måde har fået sine
forsørgelsesmæssige forhold forringet, har ret til erstatning herfor.
Erstatningen fastsættes under hensyn til forsørgelsens omfang og den
efterladtes muligheder for at forsørge sig selv, når alder, helbredstilstand,
uddannelse, beskæftigelse samt forsørgerforhold og økonomiske forhold
tages i betragtning. Af bestemmelsens stk. 2 fremgår det, at erstatningen
ydes i form af en tidsbestemt løbende ydelse, som årligt udgør 30 pct. af
afdødes årsløn, jf. § 24. Erstatningen udbetales med virkning fra datoen for
dødsfaldet med 1/12 månedligt forud. Perioden kan højst fastsættes til 10 år.
Udbetales der i anledning af dødsfaldet efterindtægt, udbetales ydelsen dog
først fra udløbet af efterindtægtsperioden. Modtog afdøde løbende
erstatning for tab af erhvervsevne efter denne lov, udbetales erstatning for
tab af forsørger først fra den 1. i den efterfølgende måned efter dødsfaldet.
Det følger endvidere af lovens § 43, at er en efterladt ikke anset for
erstatningsberettiget efter § 20, stk. 1, kan den pågældende inden for en frist
på 5 år fra modtagelsen af afgørelsen herom anmode om at få
erstatningsspørgsmålet genoptaget. På samme måde kan en efterladt, der har
fået tilkendt erstatning efter § 20, stk. 1, jf. stk. 2, inden for en frist på 5 år
efter ydelsens ophør anmode om at få erstatningsspørgsmålet genoptaget
med henblik på tilkendelse af yderligere, tidsbestemt løbende ydelse. Ved
vurderingen af, om en erstatning skal forlænges, anvendes de samme
kriterier, som ligger til grund for den oprindelige afgørelse.
Det betyder, at en efterladt, der har fået tilkendt erstatning efter § 20, stk. 1,
i op til 5 år efter erstatningens ophør kan anmode om at få tilkendt en
yderligere tidsbestemt løbende erstatning. Fristen på 5 år er absolut og kan
ikke fraviges. Ved vurderingen af, om en erstatning skal forlænges,
anvendes de samme kriterier, som blev lagt til grund for den oprindelige
afgørelse.
300
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
Det foreslås, at
§ 43
ophæves.
Forslaget om at ophæve § 43, er en konsekvens af, at reglerne om
genoptagelse inden for loven foreslås samlet ved en nyaffattelse af § 41, stk.
1, og at der stilles som betingelse for genoptagelse, at der foreligger nye
oplysninger, som indebærer en vis sandsynlighed for, at den oprindelige
afgørelse vil blive ændret, og at den, der beder om genoptagelse,
dokumenterer dette ved anmodningen om genoptagelse. Der henvises til
bemærkningerne til § 1, nr. 46.
Der er ikke med forslaget tilsigtet ændringer i den nuværende retstilstand
med hensyn til genoptagelsesfristerne, hvorefter det er en betingelse, at
efterladte anmoder om genoptagelse senest 5 år fra afgørelsen. Ligeledes er
det ikke tilsigtet ændringer i, at efterladte, der har fået tilkendt erstatning
efter § 20, stk. 1, jf. stk. 2, inden for en frist på 5 år efter ydelsens ophør kan
anmode om at få tilkendt en yderligere, tidsbestemt løbende ydelse. Det
foreslås derfor samtidig, at sidstnævnte præciseres i lovens § 20, stk. 2. Der
henvises til bemærkningerne til nr. 20.
Til nr. 51
Det fremgår af den gældende § 44, stk. 5, 1. pkt., at i det omfang
arbejdsgiveren, forsikringsselskabet eller bestyrelsen for Arbejdsmarkedets
Tillægspension indbringer Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings afgørelse for
Ankestyrelsen, har klagen opsættende virkning. Det foreslås, at ”med
mindre afgørelsen er truffet efter §§ 18 b og 18 d” tilføjes i bestemmelsen.
Dermed bliver afgørelser om ret til at tage en uddannelse med
uddannelsesgodtgørelse og om uddannelsesgodtgørelsens størrelse og
tilkendelsesperiode undtaget fra bestemmelsen om, at afgørelser, der
indbringes for Ankestyrelsen har opsættende virkning.
For så vidt angår afgørelser om hvorvidt tilskadekomne kan tage en
uddannelse med uddannelsesgodtgørelse, jf. § 18 b, stk. 1, betyder det, at
sagen ikke stopper, hvis der indbringes en klage over afgørelsen. Hvis
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har truffet afgørelse om, at
tilskadekomne kan tage en uddannelse med uddannelsesgodtgørelse, vil
tilskadekomne kunne søge optagelse og starte på uddannelse, imens klagen
behandles. Hvis Ankestyrelsen kommer frem til, at tilskadekomne ikke
opfylder betingelserne for at deltage i ordningen, vil tilskadekomne skulle
stoppe uddannelsen, med mindre tilskadekomne ønsker at fortsætte uden
uddannelsesgodtgørelse.
301
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
For så vidt angår afgørelser om uddannelsesgodtgørelsens
tilkendelsesperiode og størrelse, jf. § 18 b, stk. 2, og § 18 d, vil en klage ikke
medføre, at udbetalingen skal stoppe. Det gælder ligeledes, hvis der klages
over fastsættelse af årslønnen, som de 83 pct. uddannelsesgodtgørelse, skal
beregnes af. Udbetalingen kan dermed fortsætte, mens klagen behandles.
Hvis Ankestyrelsen kommer frem til, at tilskadekomne skulle have haft
udbetalt en højere uddannelsesgodtgørelse, vil vedkommende få det
manglende beløb udbetalt ved fremtidig efterregulering. Hvis Ankestyrelsen
kommer frem til at tilskadekomne har fået for meget udbetalt, nedsættes
uddannelsesgodtgørelsen fra Ankestyrelsens afgørelsestidspunkt og
fremadrettet.
Der
efterreguleres
ikke
for
meget
udbetalt
uddannelsesgodtgørelse med tilbagevirkende kraft i de tilfælde, hvor klagen
vedrører godtgørelsens størrelse.
Til nr. 52
Efter gældende regler kan sagens parter indbringe Arbejdsmarkedets
Erhvervssikrings afgørelser for domstolene, uden at afgørelserne har været
prøvet af Ankestyrelsen. Det er således ikke et krav, at den administrative
rekurs skal være udnyttet inden sagsanlæg. Der er endvidere ingen
lovfæstede tidsmæssig begrænsning for, hvornår sagens parter kan vælge at
indbringe en afgørelse for domstolene. Krav som følge af loven kan dog
være forældede som følge af forældelsesreglerne, med de undtagelser, der
fremgår af arbejdsskadesikringslovens § 36, stk. 2-5, og
forsikringsselskabet kan fortabe retten til at gøre indsigelse mod en
afgørelse som følge af retsfortabende passivitet.
Det foreslås som
§ 47, stk. 1,
at det fastsættes, at for afgørelser efter loven,
der kan påklages til Ankestyrelsen, skal den administrative rekurs være
udnyttet, før afgørelsen kan indbringes for domstolene. Arbejdsmarkedets
Erhvervssikrings afgørelser kan ikke indbringes for domstolene.
Forslaget indebærer, at en part skal udnytte den administrative rekurs ved at
klage til Ankestyrelsen, når en afgørelse kan påklages til Ankestyrelsen,
samt at det i så fald kun er Ankestyrelsens afgørelse, der kan indbringes for
domstolene. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring afgørelser kan således ikke
længere indbringes for domstolene.
Ankestyrelsen vil således med forslaget alene være rette sagsøgte i sager
vedrørende arbejdsskader. Fremover vil Ankestyrelsen derfor være den
eneste procespart, der kan indstævnes, hvis en af arbejdsskadesagens parter
ønsker afgørelsen prøvet af domstolene.
302
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
Arbejdsmarkedets
Erhvervssikrings
afgørelser
efter
arbejdsskadesikringsloven indeholder ofte afgørelser vedrørende flere
spørgsmål i sagen. Eksempelvis kan en afgørelse indeholde afgørelser i
spørgsmål
om
anerkendelse,
mén,
tab
af
erhvervsevne,
tilkendelsestidspunkt for erstatningen m.v. Sagens parter har gennem den
administrative rekurs mulighed for at klage over afgørelserne vedrørende
alle spørgsmål, som Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings afgørelse vedrører.
Forslaget indebærer derfor, at en sagspart kun kan anlægge sag ved
domstolene vedrørende afgørelser om spørgsmål i sagen, som
Ankestyrelsen har truffet afgørelse om. Det bemærkes, at Ankestyrelsen
ikke er bundet af sagens parter i forhold til klagetemaet og kan vælge at
udvide prøvelsen til andre spørgsmål end dem, der konkret er klaget over.
Hvis Ankestyrelsen af egen drift udvider prøvelsen, kan alle spørgsmål, som
Ankestyrelsen har truffet afgørelse om, indbringes for domstolene.
Søgsmålet for domstolene skal angå afgørelsen fra Ankestyrelsen. Det kan
f.eks. være en afgørelse om, hvorvidt den anmeldte arbejdsskade kan
anerkendes, udmåling af mén eller erstatning m.v., samt retlige
problemstillinger, som Ankestyrelsen har haft kompetence til at behandle.
Ankestyrelsens afgørelser kan f.eks. gå ud på afvisning, stadfæstelse,
hjemvisning, ophævelser og ændring af den påklagede afgørelse. Har
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring f.eks. truffet afgørelse om anerkendelse,
mén og behandlingsudgifter i en samlet afgørelse, og har Ankestyrelsen
alene truffet afgørelse om mén, kan der kun anlægges sag ved domstolene
for så vidt angår spørgsmålet om mén. Hvis Ankestyrelsen af egen drift har
udvidet prøvelsen til at omfatte andre spørgsmål, end dem der er klaget over,
kan en sagspart indbringe alle spørgsmål, som Ankestyrelsens afgørelse
vedrører, for domstolene. Det bemærkes dertil, at i tilfælde af, at
Ankestyrelsen ikke har udvidet prøvelsen, kan det tilsvarende heller ikke
forudsættes, at Ankestyrelsen stiltiende har stadfæstet afgørelsen, som
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring tidligere har truffet. Det er således kun
spørgsmål, som Ankestyrelsen har truffet afgørelse om, der kan indbringes
for domstolene.
De lovfastsatte klagefrister skal overholdes. Hermed kan der ikke ske
domstolsprøvelse af en sag, f.eks. i tilfælde af, at Ankestyrelsen afviser at
behandle klagen, fordi klagen er indgivet for sent eller fordi klager ikke var
klageberettiget. Dette sikrer, at arbejdsskadesikringslovens klagefrist regler
ikke kan omgås ved at rejse sagen ved domstolene. Dog bemærkes det, at
sagens parter vil kunne indbringe Ankestyrelsens afgørelse om, at klagen er
indgivet for sent, eller afslag på genoptagelse, for domstolene.
303
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
I forhold til forslaget om, at der skabes hjemmel til at igangsætte forsøg med
at delegere afgørelseskompetence til udvalgte forsikringsselskaber til at
træffe afgørelse af anerkendelsesspørgsmålet, jf. forslagets § 1, nr. 67,
foreslås det, at den administrative rekurs også skal være udnyttet i disse
sager, før sagen kan indbringes for domstolene. Dette betyder, at et
forsikringsselskab ikke vil kunne sagsøges i relation til en afgørelse om
anerkendelsesspørgsmålet.
Tilskadekomne,
der
er
uenig
i
forsikringsselskabets afgørelse om anerkendelsesspørgsmålet, vil således
skulle anmode Arbejdsmarkedets Erhvervssikring om at træffe afgørelse om
anerkendelsesspørgsmålet. Sagen behandles herefter på helt sædvanlig vis i
arbejdsskadesystemet, hvorefter forslaget om, at den administrative rekurs
skal være udnyttet, før en sag kan indbringes for domstolene inden for
søgsmålsfristen, ligeledes vil omfatte disse sager, som er afgjort af
forsikringsselskabet som første instans.
Det forudsættes, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings afgørelser fremover
skal indeholde vejledninger om, at den administrative rekurs skal være
udnyttet, før en afgørelse kan indbringes for domstolene. Arbejdsmarkedets
Erhvervssikring skal vejlede om, at søgsmålet alene kan anlægges mod
Ankestyrelsen. Ligeledes skal forsikringsselskaber, som er omfattet af
forsøgsordningen med afgørelseskompetence, vejlede om, at sagen ikke kan
indbringes for domstolene, før Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har været
anmodet om at træffe afgørelse og sagen har været behandlet i det
administrative rekurs system.
Det foreslås som
§ 47, stk. 2,
at søgsmål til prøvelse af Ankestyrelsens
afgørelser efter loven eller de regler, der udstedes efter loven, skal være
anlagt af tilskadekomne inden 12 måneder fra afgørelsen.
Forsikringsselskaber, selvforsikrede statslige myndigheder, regioner,
kommuner, arbejdsgivere og bestyrelsen for Arbejdsmarkedets
Tillægspension skal anlægge sagen inden 6 måneder fra afgørelsen.
Med den foreslåede søgsmålsfrist sikres det i størst muligt omfang, at der
efter en vis periode ikke ved domstolene kan rejses tvivl om rigtigheden af
en afgørelse eller beslutning efter loven.
Søgsmålsfristen gælder i forhold til den afgørelse fra Ankestyrelsen, som
ønskes indbragt for domstolene. Hvis Ankestyrelsen har truffet flere
afgørelser om samme spørgsmål i sagen, løber fristen fra den seneste
afgørelse. Søgsmålsfristen regnes fra afgørelsestidspunktet for
Ankestyrelsens afgørelse.
304
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
Søgsmålsfristen på henholdsvis 6 og 12 måneder gælder tilsvarende for
eventuelle partsrepræsentanter.
I tilfælde af, at arbejdsgiver er blevet part i arbejdsskadesagen som følge af,
at vedkommende har indgivet klage over anerkendelsen af arbejdsskaden,
jf. arbejdsskadesikringslovens § 44, stk. 1, nr. 4, skal en eventuel retssag
også være anlagt inden 6 måneder efter, at afgørelsen er meddelt
arbejdsgiveren. Det skyldes, at en uforsikret arbejdsgiver selv finansierer
alle udgifter til erstatning m.v. og administration i sagen og dermed har
samme rettigheder og forpligtelser som et forsikringsselskab. I tilfælde,
hvor en arbejdsgiver har tegnet lovpligtig forsikring, er fristen også 6
måneder, og derfor findes det hensigsmæssigt, at fristen er den samme for
alle arbejdsgivere, uanset om de har tegnet lovpligtig forsikring eller ej. Det
samme foreslås at gælde for bestyrelsen for Arbejdsmarkedets
Tillægspension, der kan blive part i sagen, hvis bestyrelsen har udnyttet
klageadgang i arbejdsskadesikringslovens § 44, stk. 1, nr. 3.
Arbejdsmarkedets Tillægspension er en professionel part, og derfor findes
det hensigtsmæssigt, at de har samme frist som arbejdsgivere og
forsikringsselskabber.
Søgsmålsfristen er kun gældende for sagens parter, hvis de er blevet vejledt
om fristen af Ankestyrelsen. Det forudsættes i den anledning, at
Ankestyrelsens afgørelser fremover vil indeholde vejledninger om søgsmål,
som vil blive meddelt sagens parter samtidig med afgørelsen.
Søgsmålsfristen kan ikke fraviges af Ankestyrelsen. Hermed sikres en parts
berettigede forventninger til, at der efter søgsmålsfristen er udløbet, ikke kan
rejses tvivl om afgørelsens gyldighed.
Til nr. 53
Efter de gældende regler i § 2, stk. 1, i arbejdsskadesikringsloven er
personer, der ansættes til at udføre arbejde her i landet for en arbejdsgiver,
berettigede efter lovens §§ 5-7. Arbejdet kan være lønnet eller ulønnet og
kan være varigt, midlertidigt eller forbigående.
Efter de gældende regler i § 6, stk. 1, forstås ved en ulykke efter loven en
personskade forårsaget af en hændelse eller en påvirkning, der sker
pludseligt eller inden for 5 dage. Personskaden kan efter stk. 2 være fysisk
eller psykisk og kan være varig eller forbigående. Det er ikke et krav, at
305
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
personskaden medfører behov for behandling eller at skaden er blevet
behandlet.
Der kan efter arbejdsskadesikringsloven bl.a. ydes betaling af udgifter til
sygebehandling, optræning og hjælpemidler m.m., jf. lovens § 15, erstatning
for tab af erhvervsevne, jf. §§ 17 og 17 a, godtgørelse for varigt mén, jf. §
18 samt erstatning og godtgørelse til efterladte efter reglerne i lovens §§ 19-
23.
Efter de gældende regler i § 40 træffer Arbejdsmarkedets Erhvervssikring,
medmindre andet er fastsat, afgørelse om alle spørgsmål efter loven.
Efter de gældende regler i § 48, stk. 1, har enhver arbejdsgiver, som i sin
tjeneste beskæftiger personer som nævnt i § 2, sikringspligt efter loven for
disse personer, jf. dog stk. 3, 5 og 6. Efter stk. 2 kan selvstændige
erhvervsdrivende og medarbejdende ægtefæller sikre egen person efter
loven.
Efter reglerne i § 48, stk. 5, har staten, folkekirken, regionerne og
kommunerne ikke pligt til at tegne forsikring mod følgerne af
arbejdsulykker, jf. § 50.
Efter reglerne i § 50 skal sikringspligtige arbejdsgivere, jf. § 48, overføre
deres risiko for ulykker til et forsikringsselskab, der tegner
ulykkesforsikring efter denne lov. Det samme gælder selvstændige
erhvervsdrivende og medarbejdende ægtefæller, der vælger at sikre egen
person efter § 48, stk. 2.
Hvis der foreligger en arbejdsulykke, og arbejdsgiveren har undladt at
opfylde sin sikringspligt ved at tegne forsikring, betaler Arbejdsmarkedets
Erhvervssikring forskudsvis for udgifterne i sagen, jf. § 52, stk. 1, i
arbejdsskadesikringsloven.
De beløb, som Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har udbetalt efter stk. 1,
fordeles på alle forsikringsselskaber, som tegner arbejdsulykkesforsikring,
jf. § 52, stk. 4. Hvis den virksomhed, hvor arbejdsulykken er indtruffet, er
ophørt, og det ikke er muligt at udpege et forsikringsselskab, finder reglerne
i stk. 1 og 4 tilsvarende anvendelse, jf. § 52, stk. 5.
Efter § 1, stk. 1, 1. pkt., i lov om erstatning fra staten til ofre for forbrydelser
(offererstatningsloven) yder staten erstatning og godtgørelse for
personskade, der forvoldes ved overtrædelse af borgerlig straffelov eller lov
306
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
om tilhold, opholdsforbud og bortvisning, hvis overtrædelsen er begået i den
danske stat.
Erstatning og godtgørelse fastsættes efter reglerne i lov om
erstatningsansvar. Efter erstatningsansvarsloven kan der bl.a. ydes
erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, helbredsudgifter og andet tab som
følge af skaden samt godtgørelse for svie og smerte. Har skaden fået varige
følger, skal der tillige betales godtgørelse for varigt mén samt erstatning for
tab eller forringelse af erhvervsevne. Erstatning for tab af erhvervsevne
beregnes efter reglerne i erstatningsansvarslovens §§ 5-9.
Efter § 6, stk. 1, i offererstatningsloven ydes erstatning, selv om
skadevolderen er ukendt eller ikke kan findes, er under 15 år eller er
utilregnelig.
Efter § 7 ydes erstatning ikke, i det omfang skaden godtgøres af
skadevolderen eller dækkes af forsikringsydelser eller andre ydelser, der har
karakter af virkelig skadeserstatning.
Efter § 10, stk. 1, er erstatning betinget af, at lovovertrædelsen er anmeldt
til politiet inden 72 timer, og at skadelidte under en eventuel straffesag mod
skadevolderen nedlægger påstand om erstatning. Efter stk. 2 kan
bestemmelsen i stk. 1 fraviges, hvis forholdene taler for det.
Efter de gældende regler i § 14, stk. 1, i offererstatningsloven kan
Erstatningsnævnet opfordre ansøgeren til at medvirke til sagens oplysning,
herunder ved personligt fremmøde for nævnet, ved i tilfælde af personskade
at lade sig undersøge af en læge og om fornødent, eventuelt ved indlæggelse,
at lade sig undergive observation og behandling. Nævnet kan endvidere
afkræve andre, der har kendskab til forholdene, oplysninger, der må anses
for nødvendige. Nævnet kan herunder indhente sygehusjournaler eller
udskrifter heraf.
Efter de gældende regler i § 14, stk. 3, i offererstatningsloven kan sagen
afgøres på det i øvrigt foreliggende grundlag, hvis ansøgeren ikke inden en
fastsat frist efterkommer en opfordring fra nævnet om at medvirke til sagens
oplysning.
Det foreslås som en ny
§ 49 a, stk. 1, 1. pkt.,
at enhver arbejdsgiver kan
tegne en voldsskadeforsikring, der dækker erstatning og godtgørelse efter
lov om erstatningsansvar som følge af vold, trusler eller andre voldsomme
307
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
hændelser på arbejdet fra personer, der drages omsorg for, mod ansatte, som
er omfattet af arbejdsgiverens sikringspligt efter § 48, stk. 1.
Formålet med forslaget er at sikre, at arbejdsgivere, som er sikringspligtige
for sine ansatte efter arbejdsskadesikringsloven, frivilligt kan tegne en
voldsskadeforsikring, som giver de ansatte ret til erstatning efter lov om
erstatningsansvar. Det er f.eks. godtgørelse for svie og smerte eller
erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, der ikke ydes efter lov om
arbejdsskadesikring. Erstatningen tilkendes uden at den ansatte skal
anmelde episoden til politiet efter reglerne i offererstatningsloven, og uden
at erstatningen i øvrigt er afhængig af, at det er konstateret, at der er tale om
en straffelovsovertrædelse m.v.
Efter forslaget vil målgruppen for forsikringen være ansatte, som i forvejen
er omfattet af reglerne i arbejdsskadesikringsloven, jf. lovens §§ 2-4. Det
betyder bl.a., at forsikringen skal dække personer, som er ansat til at udføre
arbejde på arbejdspladsen, uanset om arbejdet er lønnet eller ulønnet, varigt,
midlertidigt eller forbigående. Det gælder således både for fastansatte,
vikarer, frivillige og personale, der er ansat til at varetage andre opgaver end
de primære arbejdsfunktioner på arbejdspladsen, f.eks. en pedel,
køkkenpersonale eller administrativt personale på en institution.
Forslaget betyder også, at andre personer, som midlertidigt har deres gang
på arbejdspladsen, f.eks. en håndværker, som er hyret til at udføre et stykke
arbejde, men som er selvstændig eller ansat af en anden sikringspligtig
arbejdsgiver, eller en besøgende på en institution, ikke vil være omfattet af
ordningen.
Forsikringen skal efter forslaget både dække personskade, der efter de
gældende regler vil være omfattet af offererstatningsloven, og personskade,
som forvoldes ved andre voldelige hændelser i forbindelse med arbejdet, der
ikke vil være omfattet af straffeloven. Det kan f.eks. være tilfældet, hvor en
ansat på en institution, kommer til skade i forbindelse med en
magtanvendelsessituation med henblik på at beskytte skadevolderen selv,
andre beboere eller de ansatte. I sådanne situationer kan det ske, at den
ansatte kommer til skade, når skadevolderen i et forsøg på at komme fri
uforvarende rammer den ansatte. Forsikringen skal imidlertid ikke dække
hændelser, som må anses for at være hændelige uheld. Det gælder f.eks.,
hvis en medarbejder deltager i boldspil med beboere på et bosted og
pådrager sig en skade som følge af et utilsigtet spark over skinnebenet fra
en beboer.
308
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
Efter forslaget kan der tegnes en forsikring, som dækker erstatning efter lov
om erstatningsansvar. Det betyder, at forsikringen vil omfatte de poster, som
dækkes efter erstatningsansvarsloven, og som ikke dækkes efter lov om
arbejdsskadesikring. Det vil bl.a. gælde godtgørelse for svie og smerte samt
erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, som ikke dækkes efter
arbejdsskadesikringsloven. Det vil også gælde differencekrav for erstatning
for tab af erhvervsevne, som både dækkes efter erstatningsansvarsloven og
arbejdsskadesikringsloven,
når
erstatningsudmålingen
efter
erstatningsansvarsloven er højere. De eksisterende satser for
maksimumsgrænser for erstatning og godtgørelse efter lov om
erstatningsansvar vil fortsat være gældende. Det foreslås som
§ 49 a, stk. 1,
2. pkt.,
at forsikringen omfatter hændelser, som anerkendes som en ulykke,
jf. § 6.
Forslaget betyder, at tilskadekomne vil være dækket af den tegnede
voldsskadeforsikring, hvis den anmeldte hændelse er blevet anerkendt som
en arbejdsulykke efter arbejdsskadesikringsloven, og omvendt, at
hændelser, der ikke kan anerkendes som en arbejdsulykke, ikke vil være
dækket.
Det vil indebære, at hændelsen skal være sket på arbejdspladsen eller i
tilknytning til arbejdet, jf. § 5, og at den tilskadekomne er en ansat, som er
omfattet af arbejdsgiverens sikringspligt efter loven.
Det foreslås som
§ 49 a, stk. 1, 3. pkt.,
at tilsvarende gælder for selvstændige
erhvervsdrivende og medarbejdende ægtefæller, jf. § 48, stk. 2, og
selvforsikrede arbejdsgivere, jf. § 48, stk. 5.
Forslaget vil medføre, at selvstændige erhvervsdrivende, som vælger at
sikre egen person og medarbejdende ægtefæller, samt offentlige
arbejdsgivere, som er selvforsikrede efter reglerne i § 48, stk. 5, uden at
være omfattet af forslaget til stk. 2, får mulighed for frivilligt at tegne en
forsikring som foreslået i § 49 a, stk. 1, 1. pkt.
Det foreslås i
stk. 2,
at arbejdsgivere for ansatte inden for socialområdet,
ældreområdet, sundhedsområdet og undervisningsområdet, der er i særlig
risiko for at blive udsat for vold, trusler eller andre voldsomme hændelser
på arbejdet fra personer, de drager omsorg for, har pligt til at tegne en
forsikring som nævnt i stk. 1 og 3, jf. dog stk. 4.
Forslaget skal sikre, at visse arbejdsgivere forpligtes til at tegne en
forsikring, som dækker erstatning efter lov om erstatningsansvar for visse
309
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
ansatte, der er i en særlig risiko for at blive udsat for vold, trusler eller andre
voldsomme hændelser for de ansatte på arbejdspladsen, som er omfattet af
arbejdsgivers sikringspligt efter § 48 i lov om arbejdsskadesikring. Det vil
også gælde visse selvforsikrede arbejdsgivere.
Forslaget omfatter både offentlige og private arbejdsgivere, hvor det ansatte
personale er i særlig risiko for at blive udsat for vold på arbejdspladsen fra
de personer, som de er ansat til at drage omsorg for. Det vil særligt gælde
for arbejdsgivere inden for psykiatrien og visse arbejdsgivere på det sociale
område, ældreområdet og undervisningsområdet.
Det foreslås samtidig, at beskæftigelsesministeren får bemyndigelse til efter
forhandling med børne- og undervisningsministeren, social- og
boligministeren, ældreministeren og indenrigs- og sundhedsministeren at
fastsætte nærmere regler om, hvilke offentlige og private arbejdsgivere, der
skal tegne en forsikring. Der henvises til bemærkningerne til stk. 5.
Forslaget vil ikke omfatte personer, der er ansat af en anden arbejdsgiver,
og som har deres gang på institutionen/boformen eller dens område, f.eks.
et privat rengøringspersonale. Disse personer vil kunne sikres af deres egen
arbejdsgiver.
Det foreslås som
stk. 3,
at arbejdsgivere, jf. § 48, stk. 1 og 2, der har tegnet
arbejdsulykkesforsikring, tegner voldsskadeforsikringen som en udvidet del
af arbejdsulykkeforsikringen i samme forsikringsselskab, som forsikrer
arbejdsgiveren mod ulykker, jf. § 50.
Forslaget vil betyde, at arbejdsgivere, som har pligt til at tegne eller vælger
at tegne en forsikring for ansatte, der er i særlig risiko for at blive udsat for
voldelige hændelser i forbindelse med arbejdet, skal tegne en udvidet
arbejdsulykkesforsikring, som også dækker skader, som skyldes vold, i
samme forsikringsselskab, som arbejdsgiveren i forvejen har tegnet
forsikring mod ulykker, jf. § 50.
Forslaget vil medføre, at arbejdsgivere, som har pligt til at tegne en
voldsskadeforsikring efter forslaget til stk. 2, eller som vælger at tegne
voldsskadeforsikring efter forslaget til stk. 1 og 3, jf. dog stk. 4, kun kan
forsikre sig efter loven i selskaber, som både udbyder ulykkesforsikring
efter arbejdsskadesikringsloven og voldsskadeforsikring som en del af
arbejdsulykkesforsikringen.
Det foreslås som
stk. 4, 1. pkt.,
at § 48, stk. 5, finder tilsvarende anvendelse
for så vidt angår voldsskadeforsikringen, jf. stk. 1 og 2.
310
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
Forslaget betyder, at selvforsikrede arbejdsgivere kan være selvforsikrede
efter voldsskadeforsikringen på samme måde som efter den lovpligtige
arbejdsulykkesforsikring. Det vil sige, at statslige, kommunale og regionale
arbejdsgivere også vil kunne være selvforsikrede i forhold til
voldsskadeforsikringen. Statslige arbejdsgivere kan dog ikke fravælge at
være selvforsikrede.
Det foreslås, som
stk. 4, 2. pkt.,
at kommuner og regioner, der tegner
voldsskadeforsikring efter stk. 1 eller 2, dog kan overføre deres risiko for
hændelser til et forsikringsselskab.
Forslaget betyder, at regionale og kommunale arbejdsgivere kan vælge at
tegne voldsskadeforsikring hos et forsikringsselskab frem for at være
selvforsikrede, såfremt de måtte ønske det. Statslige arbejdsgivere vil
imidlertid fortsat være forpligtede til at være selvforsikrede. Selvforsikrede
arbejdsgivere efter reglerne i § 48, stk. 5, som undlader at tegne en forsikring
efter § 49 a, stk. 1, selvom de er omfattet af sikringspligten i § 49 a, stk. 2,
vil være selvforsikrede i forhold til den foreslåede ordning.
Det betyder, at selvforsikrede arbejdsgivere, som er omfattet af den
foreslåede forsikringspligt, vil skulle udbetale erstatning efter
erstatningsansvarsloven i tilfælde, som er omfattet af ordningen. Da
arbejdsskadesikringsloven er primær i forhold til erstatningsansvarsloven,
vil det kun være krav efter erstatningsansvarsloven, der ikke dækkes efter
arbejdsskadesikringsloven, herunder eventuelle differencekrav, som den
selvforsikrede arbejdsgiver skal udbetale efter ordningen. Den
selvforsikrede arbejdsgiver udbetaler i så fald både eventuel erstatning og
godtgørelse
efter
arbejdsskadesikringsloven
på
baggrund
af
Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings afgørelse, og eventuel yderligere
erstatning eller godtgørelse efter erstatningsansvarsloven i forbindelse med
den anmeldte voldsomme hændelsen i henhold til § 49 a.
Det foreslås som
stk. 4, 3. pkt.,
at hvis kommunen eller regionen har tegnet
en arbejdsulykkesforsikring, skal voldsskadeforsikringen tegnes som en
udvidet del af arbejdsulykkesforsikringen i samme forsikringsselskab, som
forsikrer arbejdsgiveren mod ulykker, jf. § 50.
Forslaget vil betyde, at hvis en kommunal eller regional arbejdsgiver har
valgt at tegne arbejdsulykkesforsikringen i et privat forsikringsselskab og
også ønsker at tegne voldsskadeforsikring hos et forsikringsselskab frem for
at være selvforsikrede, skal kommunen eller regionen tegne en udvidet
311
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
arbejdsulykkesforsikring, som også omfatter voldsskadeforsikringen, i
samme forsikringsselskab, som kommunen eller regionen i forvejen har
tegnet forsikring mod ulykker, jf. § 50.
Det foreslås som
stk. 5, 1. pkt.,
at beskæftigelsesministeren efter forhandling
med børne- og undervisningsministeren, social- og boligministeren,
ældreministerieren samt indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter
nærmere regler om, hvilke offentlige og private arbejdsgivere der er
forpligtet til at tegne en forsikring som nævnt i stk. 2, for så vidt angår
ansatte, der er beskæftigede med varetagelse af omsorgs- og
undervisningsopgaver
knyttet
til
socialområdet,
ældreområdet,
sundhedsområdet og undervisningsområdet.
Der lægges således op til, at der i samarbejde med relevante ministerier vil
blive fastsat nærmere regler om, hvordan gruppen af arbejdsgivere, der er
forpligtet til at tegne en forsikring som nævnt i stk. 2, skal fastlægges. Der
lægges endvidere op til, at beskæftigelsesministeren efter forhandling med
relevante ministre kan anvende bemyndigelsen til at fastsætte regler om, at
visse personalegrupper, som ikke har klient- eller borgerkontakt, kan
undtages fra forsikringen.
Forslaget medfører, at beskæftigelsesministeren vil fastsætte nærmere regler
om, hvilke arbejdsgivere der har pligt til at tegne forsikring efter stk. 2, efter
forhandling med de ministre, som har det overordnede ansvar for
reguleringen af de områder, som omfattes af den pligtmæssige tegning af
voldsskadeforsikring. Det vil sige børne- og undervisningsministeren,
social- og boligministeren, ældreministeren samt indenrigs- og
sundhedsministeren.
Forpligtelsen til at tegne voldsskadeforsikring forventes at gælde for
arbejdsgivere, der har ansatte, som er i særlig risiko for at blive udsat for
vold, trusler eller andre voldsomme hændelser på arbejdet fra personer, de
drager omsorg for, og som er registreret i CVR-registeret under følgende 6-
cifret branchenomenklatur, jf. Dansk Branchekode DB07:
•
•
•
•
879010 (Døgninstitutioner for børn og unge)
873010 (Døgninstitutioner for personer med fysisk handicap)
872010 (Døgninstitutioner for personer med psykiske handicap)
852020 (Specialskoler for handicappede)
312
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
•
•
•
•
•
•
•
879090 (Andre former for institutionsophold)
881030 (Revalideringsinstitutioner)
871010 (Plejehjem)
873020 (Almene ældre- og handicapboliger o.l.)
881020 (Dagcentre m.v.)
889990 (Andre sociale foranstaltninger uden institutionsophold)
861000 (Hospitaler)
De forsikringspligtige arbejdsgivere inden for ovennævnte branchegrupper
afgrænses yderligere ud fra, hvilke omsorgsopgaver den enkelte
arbejdsplads beskæftiger sig med. Pligten vil således gælde for
arbejdsgivere inden for ovennævnte branchegrupper, som har ansatte, der er
beskæftigede med varetagelse af omsorgs- og undervisningsopgaver knyttet
til følgende:
1. tilbud efter §§ 32 og 36, § 66, stk. 1, nr. 6 og 7, §§ 103, 104 og 107-
110 i lov om social service,
2. botilbudslignende tilbud omfattet af § 4, stk. 1, nr. 3, i lov om
socialtilsyn,
3. leverance af ydelser efter §§ 83-86 og 102 i lov om social service til
beboere på plejehjem og i beskyttede boliger efter § 192 i lov om
social service, i en almen plejebolig, der er omfattet af lov om almene
boliger m.v. eller lov om boliger for ældre og personer med handicap,
i en friplejebolig, der er omfattet af lov om friplejeboliger, eller
tilsvarende boligenheder,
4. den regionale psykiatri,
5. specialskoler, jf. § 3, stk. 2, 1. pkt., og § 20, stk. 3, i lov om
folkeskolen, og tilsvarende undervisningstilbud efter lov om
kommunale internationale grundskoler og lov om kommunale
særlige grundskoler for børn og unge, der er fordrevet fra Ukraine
6. specialundervisning i dagbehandlingstilbud og anbringelsessteder, jf.
§ 20, stk. 5, i lov om folkeskolen,
313
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
7. friskoler
og
private
grundskoler
med
en
særlig
specialundervisningsprofil, jf. § 11 b, stk. 3, i lov om friskoler og
private grundskoler m.v.,
8. institutioner m.v., hvor der foregår undervisning efter lov om
ungdomsuddannelse for unge med særlige behov,
9. institutioner, hvor der foregår undervisning efter lov om
specialundervisning for voksne.
Der lægges med bemyndigelsesbestemmelsen ikke op til, at
beskæftigelsesministeren kan udvide gruppen af forsikringspligtige
arbejdsgivere. Beskæftigelsesministeren kan dog efter forhandling med de i
bestemmelsen anførte ministre fastsætte nærmere regler om, at
arbejdsgivere med ansatte, der i fremtiden bliver beskæftigede med opgaver,
som måtte træde i stedet for eller afløse en eller flere af ovennævnte
omsorgs- og undervisningsopgaver, omfattes af forsikringspligten, jf. § 49
a, stk. 2.
Det foreslås som
stk. 5, 2. pkt.,
at beskæftigelsesministeren fastsætter regler
om anmeldelse af sagen til forsikringsselskabet og sagens behandling.
Der lægges op til at fastsætte nærmere regler om, at det er tilskadekomne,
som skal anmode om, at en hændelse bliver behandlet efter
forsikringsordningen i § 49 a. Anmodningen vil kunne fremsættes til
arbejdsgiveren,
som
videregiver
anmodningen
til
arbejdsulykkesforsikringsselskabet. Tilskadekomne vil også selv kunne
anmelde sagen direkte til forsikringsselskabet, hvis tilskadekomne har fået
anerkendt en voldsom hændelse som en arbejdsulykke og mener at kunne
have krav på en erstatning efter § 49 a.
Der lægges ikke op til at fastsætte regler om, at arbejdsgivere har pligt til at
anmelde skaden til forsikringsselskabet, hvis ikke tilskadekomne har
fremsat ønske herom. Arbejdsgivere, som har pligt til at anmelde skaden
som en arbejdsskade i overensstemmelse med anmeldelsespligten i
arbejdsskadesikringslovens § 31, vil kunne anmelde den voldsomme
hændelse til forsikringsselskabet samtidig med anmeldelsen af
arbejdsskaden, hvis tilskadekomne ønsker det.
Selvforsikrede arbejdsgivere skal overgive tilskadekomnes anmeldelse til
den enhed, som varetager forsikringsopgaverne i virksomheden eller
institutionen. Forsikringsenheden behandler herefter erstatningsspørgsmålet
efter stk. 1, hvis tilskadekomne ønsker det.
314
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
Det forudsættes videre, at der vil blive fastsat regler om sagens oplysning,
herunder om tilskadekomnes medvirken hertil, som svarer til reglerne i
offererstatningsloven.
Det
vil
endvidere
være
muligt
for
forsikringsselskabet og den selvforsikrede enhed til brug for sagens
behandling at indhente nødvendige oplysninger hos andre, der har kendskab
til forholdene i sagen, herunder sygehusjournaler eller udskrifter heraf. Det
kan f.eks. være nødvendigt i tilfælde, hvor Arbejdsmarkedets
Erhvervssygdomssikring har vurderet, at følgerne efter skaden er
begrænsede, og derfor ikke har indhentet lægelige eller andre oplysninger,
som kan være nødvendige for forsikringsselskabet til at vurdere en eventuel
erstatning for tabt arbejdsfortjeneste eller godtgørelse for svie og smerte
efter erstatningsansvarsloven.
Desuden kan tilskadekomne efter reglerne i offererstatningsloven forpligtes
til at medvirke til sagens behandling i det omfang, det er nødvendigt. Hvis
tilskadekomne ikke medvirker, vil det blive muligt for forsikringsselskabet
eller den selvforsikrede enhed at træffe afgørelse på det foreliggende
grundlag.
Reglerne om sagens oplysning, ansøgerens medvirken og muligheden for at
træffe afgørelse på det foreliggende grundlag i offererstatningsloven svarer
til reglerne i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.
Der vil desuden blive fastsat nærmere regler om forløbet og virkningerne af
klageadgangen efter § 49 b, stk. 4, herunder bl.a. hvornår der kan klages til
Arbejdstilsynet over forsikringsselskabets eller den selvforsikrede
arbejdsgivers afgørelse om arbejdsgiverens forsikringspligt, og i hvilket
omfang en klage eller andre retslige skridt vil have opsættende virkning. Der
vil endvidere blive fastsat nærmere regler om Arbejdstilsynets adgang til at
indhente oplysninger, som er nødvendige for at vurdere klager over
forsikringspligten.
Endelig vil der blive fastsat regler om, at forsikringsselskabet og
selvforsikrede arbejdsgivere har pligt til tidligt i sagsforløbet at vejlede
tilskadekomne, som er forsikret efter § 49 a, om mulighederne for at anmode
om erstatning og godtgørelse efter denne forsikringsordning.
Det foreslås som
§ 49 b, stk. 1, 1. pkt.,
at forsikringsselskabet eller den
selvforsikrede arbejdsgiver, jf. § 48, stk. 5, træffer afgørelse om, hvorvidt
en personskade er dækket af voldsskadeforsikringen, jf. § 49 a, stk. 1, og
eventuel udmåling af erstatning eller godtgørelse efter lov om
erstatningsansvar.
315
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
2775159_0316.png
Forslaget betyder, at det vil være forsikringsselskabet eller den
selvforsikrede enhed, som både skal vurdere, om der er tale om en hændelse,
som er omfattet af voldsskadeforsikringen efter § 49 a, og herefter træffe
afgørelse om en eventuel erstatning eller godtgørelse efter
erstatningsansvarsloven.
Da
arbejdsskadesikringsloven
er
primær
i
forhold
til
erstatningsansvarsloven,
vil
det
kun
være
krav
efter
erstatningsansvarsloven, der ikke dækkes efter arbejdsskadesikringsloven,
herunder eventuelle differencekrav, som forsikringsselskabet eller den
selvforsikrede arbejdsgiver skal træffe afgørelse om. Kommuner og
regioner, som har tegnet en særskilt forsikring, som dækker området efter §
49 a, skal ikke træffe afgørelse i disse sager.
Forsikringsselskabet eller den selvforsikrede arbejdsgiver varetager
ligeledes udbetalingen af erstatning eller godtgørelse efter § 49 a.
Hvis en part er uenig i afgørelsen om, hvorvidt hændelsen er omfattet af
voldsskadeforsikringen efter § 49 a, eller udmålingen af en erstatning eller
godtgørelse, kan afgørelsen om erstatning eller godtgørelse efter
erstatningsansvarsloven truffet af forsikringsselskabet eller den
selvforsikrede enhed genoptages efter de gældende regler i § 11 i
erstatningsansvarsloven.
Forsikringsselskabets eller den selvforsikrede enheds afgørelse om
erstatningsspørgsmålet følger i øvrigt rammerne for øvrige
forsikringsordninger, hvorfor der ikke er administrativ klageadgang for
afgørelser om erstatningsspørgsmålet efter voldsskadeforsikringen. Hvis en
part er uenig i afgørelsen om, hvorvidt hændelsen er omfattet af
voldsskadeforsikringen efter § 49 a og/eller udmålingen af en erstatning
eller godtgørelse, må sagen rejses over for forsikringsselskabet eller den
selvforsikrede arbejdsgiver, eventuelt som civilt søgsmål.
Det foreslås som
§ 49 b, stk. 1, 2. pkt.,
at erstatning
og godtgørelse efter § 49
a, kan ikke danne grundlag for regreskrav mod en skadevolder, der har pådraget
sig erstatningspligt over for tilskadekomne eller deres efterladte.
Forslaget betyder, at et forsikringsselskab eller en selvforsikret arbejdsgiver,
som har udbetalt erstatning til tilskadekomne efter voldsskadeforsikringen,
ikke kan rejses et regreskrav mod skadevolderen.
Det foreslås som
§ 49 b, stk. 2,
at forsikringsselskabet eller den
selvforsikrede arbejdsgiver, jf. § 48, stk. 5, kan indhente oplysninger om den
anerkendte arbejdsulykke og udmålingen af erstatning i forbindelse hermed,
herunder lægelige og økonomiske oplysninger om tilskadekomne, fra
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring.
316
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
2775159_0317.png
Forsikringsselskabet eller den selvforsikrede enhed vil således kunne
indhente nødvendige oplysninger til brug for behandling af en anmeldelse
efter voldsskadeforsikringen fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings
behandling af den anmeldte arbejdsskadesag. Forslaget sikrer dels, at
forsikringsselskabet kan indhente den nødvendige dokumentation for, at der
er tale om en hændelse på arbejdet, som er omfattet af
arbejdsskadesikringsloven, og dels at forsikringsselskabet ikke unødvendigt
skal indhente oplysninger vedrørende den tilskadekomne hos andre
myndigheder mv., hvis oplysningerne allerede findes i tilskadekomnes
arbejdsskadesag.
Det foreslås som
§ 49 b, stk. 3,
at erstatning og godtgørelse efter
voldsskadeforsikringen, jf. § 49 a, stk. 1, udbetales senest 14 dage fra datoen
for underretningen om beløbets tilkendelse. Udbetales beløbet efter dette
tidspunkt, finder rentebestemmelsen i § 26, stk. 3, 1. pkt., tilsvarende
anvendelse fra udløbet af 14-dages-fristen.
Bestemmelsen har til formål at sikre en hurtig udbetaling af erstatning og
godtgørelse til tilskadekomne. I overensstemmelse med den almindelige
regel om forrentning ved forsinket betaling efter arbejdsskadesikringslovens
§ 26, stk. 3, vil beløbet blive forrentet fra udløbet af 14-dages-fristen, til
betaling sker, med en årlig rente, der svarer til den rente, der er fastsat efter
§ 5, stk. 1 og 2, i lov om renter ved forsinket betaling m.v.
Det foreslås som
§ 49 b, stk. 4,
at forsikringsselskabet eller den
selvforsikrede arbejdsgiver, jf. § 48, stk. 5, ved tvivl herom træffer afgørelse
om en arbejdsgivers forsikringspligt, jf. § 49 a, stk. 2. Afgørelse efter 1.
punktum kan påklages til Arbejdstilsynet af arbejdsgiveren eller den
tilskadekomne
senest 4 uger efter, at de har modtaget afgørelsen.
Den foreslåede bestemmelse indebærer, at en tilskadekommen vil kunne
rette henvendelse til forsikringsselskabet eller den selvforsikrede
arbejdsgiver, såfremt vedkommende har været udsat for en hændelse, som
kan være omfattet af den foreslåede ordning, hvis arbejdsgiveren ikke har
forsikret sig mod sådanne hændelser, og tilskadekomne ikke er enig i
arbejdsgiverens forsikringsselskabs vurdering af forsikringspligten, eller
hvis en selvforsikret arbejdsgiver ikke mener at være omfattet af
forsikringspligten. Forsikringsselskabet eller den selvforsikrede enhed skal
herefter vurdere, om arbejdsgiveren er omfattet af den foreslåede
forsikringspligt i forslaget til § 49 a, stk. 2.
317
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
2775159_0318.png
Med forslaget får sagens parter endvidere anledning til administrativt at få
prøvet, om forsikringsselskabets eller den selvforsikrede enheds afgørelse
om arbejdsgiverens forsikringspligt er korrekt. Klageadgangen omfatter
alene omfanget af arbejdsgiverens pligt til at tegne forsikring efter § 49 a,
stk. 2. Det forventes ikke, at selvforsikrede arbejdsgivere vil klage over
forsikringsenheds afgørelse om forsikringspligt.
Det foreslås som
§ 49 b, stk. 5.
at har en arbejdsgiver, som har pligt til at
tegne voldsskadeforsikring efter § 49 a, stk. 2, ikke tegnet denne forsikring,
udbetaler arbejdsgiverens arbejdsulykkesforsikringsselskab erstatning og
godtgørelse efter § 49 a, stk. 1, til den tilskadekomne.
Formålet med forslaget er at sikre, at tilskadekomne ikke stilles
erstatningsmæssigt ringere som følge af, at arbejdsgiveren ikke har tegnet
voldsskadeforsikring efter § 49 a, stk. 2. Det er forsikringsselskabet, som
har ansvaret for at sikre, at arbejdsgivere, som omfattes af pligten til at tegne
voldsskadeforsikring, har tegnet forsikringen. Forsikringsselskabet bærer
derfor ansvaret i forhold til finansiering af erstatningsudgifterne, hvis der
ikke er tegnet forsikring.
Det foreslås som § 49 b,
stk. 6,
at såfremt
en arbejdsgiver har undladt at
opfylde sin forsikringspligt efter § 48, stk. 1, og § 49 a, stk. 2, varetager
Forsikring & Pension opgaverne efter stk. 1, 4 og 5. Udgifterne hertil
dækkes på samme måde som efter § 48, stk. 6, 3. og 4. pkt.
Formålet med forslaget er at sikre, at tilskadekomne ikke stilles
erstatningsmæssigt ringere som følge af, at arbejdsgiveren ikke har tegnet
hverken sædvanlig arbejdsulykkesforsikring eller voldsskadeforsikring
efter § 49 a, stk. 2. Hvis Forsikring & Pension konstaterer, at en uforsikret
arbejdsgiver er omfattet af forsikringspligten i § 49 a, stk. 2, skal Forsikring
& Pension træffe afgørelse herom og udmåle og udbetale en eventuel
erstatning og godtgørelse. Forsikring & Pensions udgifter hertil forsøges
refunderet af den uforsikrede arbejdsgiver. I det omfang arbejdsgiveren ikke
er i stand til at betale udgifterne, finansieres udgifterne til Forsikring &
Pensions administration og erstatninger mv. af alle forsikringsselskaber,
som driver arbejdsulykkesforsikring, efter reglerne i § 48, stk. 6, 3.pkt., som
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring administrerer.
Til nr. 54
Efter de gældende regler i arbejdsskadesikringslovens § 53 hæfter
forsikringsselskabet, selvom det ved forsikringsaftalen er gået ud fra
urigtige forudsætninger om forsikringsansvarets art og omfang, når
318
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
2775159_0319.png
forsikringsselskabet har overtaget en sikringspligtig arbejdsgivers eller
selvstændige erhvervsdrivendes risiko, jf. § 50 i lov om arbejdsskadesikring.
Det foreslås, at der i
§ 53
efter ”risiko, jf. ” indsættes ”§ 49 a, stk. 2, og”.
Forslaget betyder, at forsikringsselskabet i overensstemmelse med
gældende praksis på arbejdsskadeområdet også hæfter for alle de ansatte,
som er i målgruppen for den foreslåede ordning efter § 49 a, stk. 2, dvs. i de
tilfælde, hvor arbejdsgiveren har pligt til at tegne voldsskadeforsikring for
ansatte, som er i særlig risiko for at blive udsat for voldelige hændelser på
arbejdspladsen fra personer, der drages omsorg for. Det vil således være op
til forsikringsselskabet at sikre, at forsikringen omfatter den relevante
målgruppe.
Til nr. 55
Det fremgår af den gældende § 70 a, stk. 5, i lov om arbejdsskadesikring, at
bestyrelsen
fastsætter nærmere bestemmelser om Arbejdsmarkedets
Erhvervssikrings valutakurs- og renterisikoeksponering.
Det foreslås i
forslaget, at
§ 70 a, stk. 5,
nyaffattes, så det vil fremgå af bestemmelsen, at
bestyrelsen beslutter rammerne for Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings
valutakurs- og renterisikoeksponering.
Med forslaget vil sprogbrugen blive moderniseret, så sprogbrugen mere er i
overensstemmelse med sprogbrugen på pensions- og forsikringsområdet.
Den moderniserede sprogbrug vil gøre det mere klart, hvad kravene er til
Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings bestyrelse i forhold til fastsættelse af
rammer for valuta- og renterisiko. Finanstilsynet fører tilsyn med
Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings bestyrelses overholdelse af de i loven
fastsatte investeringsregler. Bestyrelsens rammer vedrørende valuta- og
renterisiko er således uændret underlagt dette tilsyn. Med moderniseringen
af sprogbrugen er der således ikke ændret på retstilstanden.
Til nr. 56
Efter forslaget til § 1, nr. 53, skal forsikringsselskabet eller den
selvforsikrede arbejdsgiver træffe afgørelse om, hvorvidt en arbejdsgiver er
omfattet af den foreslåede sikringspligt for visse arbejdsgivere mod
voldsomme hændelser på arbejdspladsen efter § 49 a, stk. 2, hvis en
arbejdsgiver, som ikke er selvforsikret, jf. § 49 a, stk. 4, har undladt at tegne
forsikring. Forsikringsselskabets eller den selvforsikrede enheds afgørelse
om arbejdsgivers forsikringspligt kan påklages til Arbejdstilsynet af
319
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
arbejdsgiveren eller den tilskadekomne senest 4 uger efter, at de har
modtaget meddelelse om afgørelsen.
Efter § 82, stk. 1 og 2, i lov om arbejdsskadesikring kan en sikringspligtig
arbejdsgiver, der undlader at tegne forsikring, eller som undlader at holde
forsikringen i kraft, straffes med bøde.
Det foreslås, at det i
§ 82, stk. 1
og
stk. 2,
som
2. pkt.
indsættes, at det gælder
dog ikke ved sikringspligt efter § 49 a, stk. 2.
Forslaget betyder, at hvis forsikringsselskabet, den selvforsikrede enhed
eller Arbejdstilsynet efter klagen konstaterer, at en forsikringspligtig
arbejdsgiver, som ikke er selvforsikret, ikke har tegnet forsikring efter § 49
a, stk. 2, eller har undladt at vedligeholde en sådan forsikring, vil
arbejdsgiveren ikke kunne politianmeldes eller idømmes bøde for den
manglende overholdelse af forsikringspligten.
Arbejdsgiveren er forpligtet til at tegne voldsskadeforsikring efter § 49 a,
stk. 3 og stk. 4, 2. pkt., i samme forsikringsselskab, hvor arbejdsgiveren har
sin lovpligtige arbejdsulykkesforsikring, jf. forslagets § 1, nr. 53.
Voldsskadeforsikringen tegnes som en del af den lovpligtige
arbejdsulykkesforsikring, jf. § 49 a, stk. 3 og stk. 4, 3. pkt. Arbejdsgiverens
arbejdsulykkesforsikringsselskab vil have risikoen for at sikre, at
forsikringspligtige
arbejdsgivere,
som
har
tegnet
en
arbejdsulykkesforsikring hos selskabet, også har tegnet en supplerende
voldsskadeforsikring efter § 49 a, stk. 2. Det vurderes derfor ikke
nødvendigt at bødepålægge arbejdsgiveren for manglende overholdelse af
forsikringspligten efter § 49 a, stk. 2. Hvis den forsikringspligtige
arbejdsgiver hverken har tegnet en arbejdsulykkesforsikring, jf. § 48, stk. 1,
eller voldsskadeforsikring efter § 49 a, stk. 2, kan arbejdsgiveren pålægges
bøde for forsømmelse af pligten til at tegne en arbejdsulykkesforsikring
efter arbejdsskadesikringslovens § 82, stk. 1.
Til nr. 57 (§ 82, stk. 3)
Det fremgår af den gældende § 82, stk. 3, i lov om arbejdsskadesikring, at
en sikringspligtig arbejdsgiver, der ikke rettidigt anmelder en indtruffet
arbejdsskade eller ikke medvirker ved sagsoplysningen af en anmeldt
arbejdsskade, jf. kapitel 7, straffes med bøde. Fristerne for rettidig
anmeldelse af arbejdsskader fremgår af lovens § 31.
320
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
Det foreslås, at
§ 82, stk. 3,
nyaffattes, så det kommer til at fremgå, at
e
n
sikringspligtig arbejdsgiver, der ikke rettidigt anmelder en indtruffet
arbejdsulykke, straffes med bøde.
Den foreslåede bestemmelse har ikke til hensigt at ændre på den gældende
regel om, at en sikringspligtig arbejdsgiver, der ikke rettidigt anmelder en
arbejdsulykke, straffes med bøde. Der er alene tale om en
konsekvensændring som følge af forslaget til et nyt § 37, stk. 4, i § 1, nr. 41,
hvorefter den del af § 82, stk. 3, der handler om medvirken til sagsoplysning,
udskilles i et nyt stk. 4.
Forslaget indebærer ingen indholdsmæssige ændringer for så vidt angår
arbejdsgivere, der ikke anmelder en arbejdsulykke rettidigt.
Reglen om straf for manglende medvirken til sagsoplysning foreslås flyttet
til et nyt stk. 4, og foreslås udvidet til også at gælde for offentlige
myndigheder og andre professionelle aktører, herunder læger, sygehuse og
institutter jf. § 1, nr. 58.
Til nr. 58
Det fremgår af den gældende § 82, stk. 3, i lov om arbejdsskadesikring, at
en sikringspligtig arbejdsgiver, der ikke rettidigt anmelder en arbejdsskade
eller ikke medvirker ved sagsoplysningen af en anmeldt arbejdsskade, jf.
kapitel 7, straffes med bøde.
Det foreslås, at der i § 82 indsættes et nyt
stk. 4,
hvorefter sikringspligtige
arbejdsgivere, offentlige myndigheder, og andre professionelle aktører,
herunder sygehuse, institutter og behandlende læger m.v., der ikke senest 14
dage efter, at en rykkerskrivelse fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring eller
Ankestyrelsen er kommet frem, medvirker ved sagsoplysningen af en
anmeldt arbejdsskade, jf. § 37, stk. 3, 2. og 3. pkt., straffes med bøde.
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring eller Ankestyrelsen kan, hvis særlige
omstændigheder taler herfor, undlade at anmelde sagen til politiet.
Dermed udskilles bestemmelsen om bødestraf for manglende medvirken til
sagsoplysning fra stk. 3 til et selvstændigt stk. 4 og udvides til også at gælde
for offentlige myndigheder, og andre professionelle vedkommende,
herunder sygehuse, institutter og behandlende læger m.v., der ikke
medvirker ved sagsoplysningen af en anmeldt arbejdsskade. Samtidig
afgrænses muligheden for bødestraf til de situationer, hvor der ikke
medvirkes med eksisterende oplysninger.
321
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
Det foreslås, at bødestraf alene skal være muligt i de tilfælde, hvor en
sikringspligtig arbejdsgiver, offentlig myndighed eller læge m.v. ikke
medvirker til sagsoplysningen i henhold til den nye bestemmelse i § 37, stk.
3, 2. og 3. pkt., jf. lovforslagets § 1, nr. 41. Med forslaget til § 37, stk. 3, 1.
pkt., vil sikringspligtige arbejdsgivere, offentlige myndigheder, og andre
professionelle vedkommende, herunder læger, sygehuse og institutter senest
14 dage efter at en anmodning om oplysninger fra Arbejdsmarkedets
Erhvervssikring eller Ankestyrelsen er kommet frem skulle afgive
oplysninger, som de er i besiddelse af. Hvis fristen ikke overholdes, rykker
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring eller Ankestyrelsen for oplysningerne
og oplyser om risikoen for bødestraf, jf. § 82, stk. 4, og oplysningerne skal
herefter afgives til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring eller Ankestyrelsen
senest 14 dage efter, at rykkeren er kommet frem, jf. forslaget til den nye
bestemmelse i § 37, stk. 3, 2. pkt.
Hvis vedkommende ikke er i besiddelse af de ønskede oplysninger, skal
vedkommende give Arbejdsmarkedets Erhvervssikring eller Ankestyrelsen
besked herom inden for fristen på 14 dage, jf. forslaget til § 37, stk. 3, 2.
pkt. Det betyder, at hvis vedkommende inden for fristen efter
rykkerskrivelsen fremsender de oplysninger, som vedkommende er i
besiddelse af eller oplyser, at de ikke er i besiddelse af oplysningerne, anses
vedkommende for at have opfyldt sine forpligtelser i forhold til medvirken
til sagsoplysningen, og kan således ikke pålægges bødestraf, jf. forslaget til
§ 84, stk. 4. Modsætningsvist vil vedkommende kunne idømmes bødestraf,
hvis vedkommende helt undlader at svare Arbejdsmarkedets
Erhvervssikring inden for fristen efter rykkerskrivelsen. Det forudsættes, at
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring eller Ankestyrelsen skal oplyse om
muligheden for at ifalde bødestraf, hvis vedkommende ikke medvirker til
sagens oplysninger, når Arbejdsmarkedets Erhvervssikring eller
Ankestyrelsen anmoder om oplysninger. I rykkerskrivelsen skal
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring og Ankestyrelsen oplyse, at manglende
medvirken til sagsoplysning inden for fristen straffes med bøde.
Med forslaget til § 82, stk. 4, oversendes sagen først til politiet med henblik
på indledning af straffesag, hvis vedkommende, til trods for
rykkerskrivelsen, fortsat ikke medvirker til sagens oplysning inden for
fristen. Hvis vedkommende oplyser, at det ikke er muligt at besvare
anmodningen om oplysninger fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring eller
Ankestyrelsen inden for fristen, fordi vedkommende f.eks. har behov for
mere tid for at rekvirere de efterspurgte oplysninger, forudsættes det, at
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring eller Ankestyrelsen konkret kan
322
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
disponere over fristen, og forlænge fristen med rimelig tid efter de konkrete
omstændigheder. Fristen kan også udsættes, hvis f.eks. ferie eller it-
problemer er årsag til, at anmodningen ikke kan imødekommes inden for
fristen. En anmodning om fristudsættelse skal således begrundes, før den
kan imødekommes. Fristen kan således kun udsættes, hvis
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring finder konkret anledning til det, og hvis
den yderligere frist ikke overholdes, kan der pålægges bødestraf.
Strafansvaret efter den foreslåede bestemmelse forudsætter således, at
vedkommende ikke medvirker til sagens oplysning.
Som følge af forslaget vil alene professionelle aktører som en sikringspligtig
arbejdsgiver, offentlig myndighed eller læge m.v. kunne pålægges bødestraf
for overtrædelse af sagsoplysningspligten. Derimod vil bestemmelsen ikke
medføre, at tilskadekomne og dennes eventuelle repræsentant kan ifalde
strafansvar. Vidner kan heller ikke straffes efter bestemmelsen.
Bestemmelsen om bødestraf gælder derudover alene i forhold til afgivelse
af oplysninger, som arbejdsgivere, offentlige myndigheder og læger m.v.
allerede er i besiddelse af. For så vidt angår kommunerne vil det f.eks. kunne
være akter om tilskadekomnes kommunale sygedagpenge- eller
beskæftigelsessag. For så vidt angår sygehuse, læger eller andre
sundhedsinstanser vil det f.eks. kunne være helbredsoplysninger i journaler.
Muligheden for bødestraf gælder ikke i forhold til oplysninger, som først
skal indhentes eller udarbejdes på foranledning af en anmodning fra
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring eller Ankestyrelsen. Det vil f.eks. kunne
være speciallægeerklæringer og funktionsattester.
Ofte indhenter Arbejdsmarkedets Erhvervssikring og Ankestyrelsen
oplysninger fra arbejdsgivere ved hjælp af spørgeskemabesvarelser, og det
forudsættes, at det kun er arbejdsgivere, der slet ikke besvarer anmodningen
om oplysninger, der kan straffes efter den foreslåede bestemmelse. Hvis
arbejdsgiverens svar på spørgeskemaet er ufuldstændigt, f.eks. hvis ikke alle
spørgsmål er besvaret, må det antages, at vedkommende har afgivet de
oplysninger, som de er i besiddelse af. Hvis spørgsmålet, der ikke er blevet
besvaret, efter en konkret vurdering findes at være af afgørende betydning
for sagen, må Arbejdsmarkedets Erhvervssikring eller Ankestyrelsen
fremsende en ny anmodning om at afgive oplysninger, hvor der kun
efterspørges svar på det udestående spørgsmål, der ikke tidligere er besvaret.
Strafansvar efter den foreslåede bestemmelse forudsætter derfor, at den
professionelle aktør, herunder sygehuse, institutter og behandlende læger
m.v., ikke medvirker til at oplyse sagen ved ikke at svare på anmodningen
323
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
om at afgive oplysninger. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring eller
Ankestyrelsen skal ikke foretage anmeldelse til politiet, hvis der er
bevismæssig tvivl om, hvorvidt alle oplysninger er fremsendt, eller hvis
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring eller Ankestyrelsen modtager
supplerende oplysninger efter fristen er udløbet. Straf kan dog ikke
idømmes, før vedkommende har modtaget en rykkerskrivelse fra
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring eller Ankestyrelsen med en frist på 14
dage, og vedkommende fortsat ikke besvarer anmodningen, jf. den
foreslåede stk. 3, 2. pkt.
Hvis Arbejdsmarkedets Erhvervssikring eller Ankestyrelsen fortsat ikke
har modtaget oplysningerne inden 14 dage efter, at rykkerskrivelsen er
kommet frem, sender de som udgangspunkt sagen til politiet med henblik
på indledning af en straffesag. Det vil være den aktør, som
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring eller Ankestyrelsen, har sendt
anmodningen om oplysninger til, der anmeldes til politiet.
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring og Ankestyrelsen vil inden oversendelse
til politiet foretage en juridisk vurdering af, om der foreligger en strafbar
overtrædelse, og om overtrædelsen er tilstrækkeligt dokumenteret til, at der
kan ske domfældelse.
Politiets behandling af sagen og opkrævning af bøden vil ske efter de
almindelige regler herom i retsplejeloven. Hvis politiet kommer frem til, at
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring eller Ankestyrelsen har sendt
anmodningen til en aktør, som ikke er i besiddelse af de ønskede
oplysninger, vil aktøren ikke kunne straffes med bøde.
Bøden bør som udgangspunkt udmåles til 5.000 kr. i førstegangstilfælde og
til det dobbelte i andengangstilfælde. Ved yderligere overtrædelse kan
bøden forhøjes med som udgangspunkt yderligere 5.000 kr. Det foreslåede
bødeniveau
svarer
til
det
nuværende
bødeniveau
efter
arbejdsskadesikringsloven ved manglende forsikring og manglende
anmeldelse m.v.
Udmåling af bødestraf vil fortsat bero på domstolenes konkrete vurdering i
det enkelte tilfælde af samtlige omstændigheder i sagen, og det angivne
bødeniveau vil kunne fraviges i op- og nedadgående retning, hvis der i den
konkrete sag foreligger skærpende eller formildende omstændigheder, jf.
herved de almindelige regler om straffens fastsættelse i straffelovens kapitel
10.
324
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
Det foreslås i
§ 84, stk. 4, 2. pkt.,
at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring og
Ankestyrelsen, hvis særlige omstændigheder taler herfor, kan undlade at
anmelde sagen til politiet.
Efter forslaget kan der efter en konkret vurdering være særlige
omstændigheder, der gør, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring eller
Ankestyrelsen kan undlade at anmelde sagen til politiet. Dette kan f.eks.
være i tilfælde, hvor vedkommende oplyser, at det ikke er muligt at besvare
anmodningen om oplysninger fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring eller
Ankestyrelsen inden for fristen, fordi vedkommende f.eks. har behov for
mere tid for at rekvirere de efterspurgte oplysninger. I så fald vil
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring eller Ankestyrelsen efter en konkret
vurdering kunne forlænge fristen med rimelig tid efter de konkrete
omstændigheder. Fristen vil f.eks. også kunne udsættes, hvis f.eks. ferie
eller it-problemer er årsag til, at anmodningen ikke kan imødekommes inden
for fristen. En anmodning om fristudsættelse skal således begrundes, før den
kan imødekommes. Fristen kan således kun udsættes, hvis
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring finder konkret anledning til det, og hvis
den forlængede frist ikke overholdes, vil der kunne pålægges bødestraf.
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring og Ankestyrelsen vil ligeledes kunne
undlade at sende sagen til politiet, hvis de vurderer, at sagen ikke kan
oplyses tilstrækkeligt, eller hvis pligtsubjektet i den foreslåede § 82, stk. 4,
er under konkurs. Endvidere vil Arbejdsmarkedets Erhvervssikring og
Ankestyrelsen i særlige tilfælde kunne undlade at videregive sagen, hvis der
er tale om en udenlandsk aktør, hvor kontakt med vedkommende ikke er
muligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt.
Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til afsnit 3.9. og § 1, nr. 41 og 57.
Det følger af den gældende § 82 a, stk. 1, i lov om arbejdsskadesikring, at
ved overtrædelse af § 82 kan Arbejdsmarkedets Erhvervssikring i et
bødeforelæg tilkendegive, at sagen kan afgøres uden retssag, hvis den, der
har begået overtrædelsen, erklærer sig skyldig i overtrædelsen og erklærer
sig rede til inden en nærmere angiven frist at betale en bøde som angivet i
bødeforelægget.
Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings mulighed for at udstede bødeforelæg
over for arbejdsgivere ved manglende medvirken til sagsoplysning er i 2016
blevet overført fra Arbejdsskadestyrelsen sammen med den øvrige
sagsbehandling af arbejdsskadesager. Arbejdsskadestyrelsen fik mulighed
for at udstede bødeforelæggene ved lov nr. 443 af 23. maj 2012. Inden da
325
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
fulgte det allerede af § 82, at arbejdsgivere, som ikke medvirkede til
sagsoplysningen, kunne straffes med bøde. Når Arbejdsskadestyrelsen fik
kendskab til en mulig overtrædelse af § 82, foretog Arbejdsskadestyrelsen
en indledende sagsbehandling for at klarlægge sagens faktiske oplysninger
på baggrund af de oplysninger, der var modtaget. Når denne indledende
sagsbehandling var afsluttet, og det fremgik, at der var tale om et strafbart
forhold efter § 82, foretog Arbejdsskadestyrelsen politianmeldelse. Politiet
efterforskede herefter sagen og vurderede, om der var grundlag for at rejse
straffesag eller om sagen skulle afsluttes med et udenretligt bødeforelæg.
Det var kun ganske få sager, der endte ved domstolene. Derfor fandt
Beskæftigelsesministeriet, at det i langt de fleste situationer var unødvendigt
at gennemføre en politisag, når de faktiske forhold var klarlagt ved
Arbejdsskadestyrelsens
sagsbehandling.
Da
bødesagerne
efter
arbejdsskadesikringsloven i langt de fleste situationer var ukomplicerede
sager, som Arbejdsskadestyrelsen allerede foretog en sagsbehandling af for
at afklare de faktiske forhold, fandt Beskæftigelsesministeriet, at de fleste
sager uden retssikkerhedsmæssige betænkeligheder kunne afsluttes med, at
Arbejdsskadestyrelsen udfærdigede et administrativt bødeforelæg mod den
pågældende.
Det foreslås, at
§ 82 a, stk. 1,
ændres således, at bestemmelsens henvisning
til § 82 ændres, så der i stedet henvises til § 82, stk. 1-3.
Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings mulighed for at udstede et
administrativt bødeforelæg vil dermed fortsat gælde i forhold til
arbejdsgivere, der undlader at tegne forsikring eller tilslutte sig
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, arbejdsgivere, der undlader at holde
forsikringen i kraft eller betale bidrag til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring,
og arbejdsgivere, der ikke rettidigt anmelder en arbejdsskade.
Derimod vil Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings mulighed for at udstede
administrative bødeforelæg ikke blive udvidet til også at gælde i forhold til
den foreslåede nye bestemmelse i § 82, stk. 4. Ifølge forslaget til § 82, stk.
4, straffes sikringspligtige arbejdsgivere, offentlige myndigheder, og andre
professionelle vedkommende, herunder sygehuse, institutter og
behandlende læger m.v., der ikke medvirker ved sagsoplysningen af en
anmeldt arbejdsskade, jf. § 37, stk. 3, 2. pkt., med bøde. Endvidere kan
Ankestyrelsen fortsat ikke udstede administrative bødeforlæg.
Baggrunden for forslaget om, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring ikke
gives mulighed for at udstede et bødeforelæg i tilfælde af overtrædelse af
den foreslåede nye § 82, stk. 4, er, at det vurderes at være en
326
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
uhensigtsmæssig udvidelse af Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings
nuværende kompetence til at udstede administrative bødeforlæg. Efter den
gældende § 82, stk. 3, er det alene en sikringspligtig arbejdsgiver, der kan
straffes med bøde ved manglende medvirken til sagsoplysningen. Med
forslaget til den nye § 82, stk. 4, vil offentlige myndigheder, og andre
professionelle vedkommende, herunder sygehuse, institutter og
behandlende læger m.v. som noget nyt også kunne straffes med bøde ved
manglende medvirken til sagsoplysningen. Det vurderes derfor mest
hensigtsmæssigt, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring og Ankestyrelsen
ved overtrædelse af den foreslåede bestemmelse i § 82, stk. 4, i stedet vil
skulle anmelde sagerne til politiet med henblik på, at politiet indleder en
straffesag mod den pågældende. Politiets behandling af sagen vil ske efter
de almindelige regler herom i retsplejeloven. Der henvises i øvrigt til
bemærkningerne til § 1, nr. 41, 57 og 58.
Til nr. 60
Det fremgår af gældende lovs § 40, stk. 1, at Arbejdsmarkedets
Erhvervssikring
træffer
afgørelse
i
alle
spørgsmål
efter
arbejdsskadesikringsloven, medmindre andet er fastsat. Det drejer sig f.eks.
om spørgsmålet om, hvorvidt en anmeldt arbejdsskade kan anerkendes eller
skal afvises, og for de anerkendte arbejdsskadesager tillige om erstatning og
godtgørelse m.v. til tilskadekomne eller efterladte, jf. lovens § 11.
Ved en arbejdsulykke forstås efter lovens § 6 en personskade forårsaget af
en hændelse eller en påvirkning, der er en følge af arbejdet eller de forhold,
det er foregået under, og som sker pludseligt eller inden for 5 dage. I
afgørelsen af, om en anmeldt sag om en ulykke kan anerkendes som
arbejdsulykke, indgår vurdering af både retlige og lægefaglige spørgsmål,
jf. lovens §§ 2-6.
Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings afgørelser, herunder afgørelser om
anerkendelse eller afvisning af en ulykke, kan efter lovens § 44 indbringes
af
sagens
parter
(tilskadekomne/efterladte
og
arbejdsulykkesforsikringsselskabet) for Ankestyrelsen. Arbejdsgiveren har
derudover en særlig ankeret til Ankestyrelsen for så vidt angår afgørelsen
om anerkendelse eller afvisning af en arbejdsskade. Afgørelser efter
arbejdsskadesikringsloven kan efter § 63 i grundloven indbringes for
domstolene.
327
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
Ulykker skal anmeldes af arbejdsgiverne eller den frivilligt sikrede, jf. § 31
i arbejdsskadesikringsloven, til det forsikringsselskab, hvor der er tegnet
arbejdsulykkesforsikring, jf. lovens § 48.
Er arbejdsskaden ikke anmeldt rettidigt af arbejdsgiveren, kan
tilskadekomne eller efterladte selv anmelde krav om erstatning efter loven
inden for en frist af 1 år fra arbejdsskadens indtræden. Der ses bort fra
fristen, når det er dokumenteret, at tilskadekomne har været udsat for en
arbejdsskade, jf. § 5, og tilskadekomne eller efterladte har ret til erstatning
m.v., jf. § 11, som følge af arbejdsskaden.
Forsikringsselskaberne skal sende sager om anmeldte ulykker videre til
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring efter reglerne i bekendtgørelse nr. 941 af
21. juni 2022 om anmeldelse af ulykker efter arbejdsskadesikringsloven.
Det fremgår af denne bekendtgørelse, at forsikringsselskabet skal sende
anmeldelser af ulykker til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, hvis 1)
ulykken har medført eller må antages at ville medføre den tilskadekomnes
død, 2) ulykkens følger kan begrunde erstatning ud over udgifter til
sygebehandling og hjælpemidler m.v., jf. lovens §15, 3) ulykken har
medført, at den tilskadekomne 5 uger efter indtræden ikke har genoptaget
sit sædvanlige arbejde i fuldt omfang, eller 4) ulykken er en følge af
arbejdsrelaterede vaccinationer mod covid-19 foretaget i perioden fra og
med den 27. december 2020 til og med den 31. december 2022.
Forsikringsselskabet skal tillige sende anmeldelse af ulykker videre til
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, når forsikringsselskabet skønner, at
betingelserne for anerkendelse af tilfældet som en arbejdsulykke ikke er
opfyldt. Det kan eksempelvis være tilfældet, såfremt tilskadekomne ikke er
sikret efter loven, såfremt de erstatningsberettigende følger eller
tilskadekomnes død ikke skyldes en arbejdsulykke, eller såfremt ulykken er
sket under befordring mellem hjem og arbejde m.v. Forsikringsselskabet
skal endvidere sende anmeldelsen til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring,
når arbejdsgiverens forsikring ikke er i kraft.
I lovens § 15 er der indsat en bemyndigelse, der indebærer, at
beskæftigelsesministeren fastsætter regler om, at forsikringsselskaberne kan
tage stilling til krav vedrørende dækning af udgifter til behandling og
hjælpemidler. Bemyndigelsen er udmøntet i bekendtgørelse nr. 942 af 21.
juni 2022 om forsikringsselskabernes adgang til at behandle krav om
betaling af udgifter til sygebehandling og hjælpemidler m.v. efter lov om
arbejdsskadesikring. Forsikringsselskabets adgang til at tage stilling til krav
328
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
efter lovens § 15 berøres ikke af pligten til oversendelse til
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring.
Forsikringsselskaberne har efter bekendtgørelsen adgang til at tage stilling
til krav om betaling af behandlingsudgifter og hjælpemidler og udbetale
beløbet til tilskadekomne eller behandleren uden involvering af
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring. Forsikringsselskaberne har ikke dermed
hjemmel til at træffe afgørelse herom. Forsikringsselskabets udbetaling af
udgifter til behandling eller hjælpemidler medfører ikke, at sagen dermed er
anerkendt. Tilskadekomne har mulighed for at anmode om, at
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring træffer afgørelse om kravets eksistens
og størrelse. I så fald skal forsikringsselskabet sende sagen til
Arbejdsmarkedets
Erhvervssikring,
hvorefter
Arbejdsmarkedets
Erhvervssikring træffer afgørelse om, hvorvidt den anmeldte ulykke kan
anerkendes som en arbejdsulykke efter loven, og i så fald træffe afgørelse
om kravet efter § 15.
Tilskadekomne skal have skriftlig meddelelse om resultatet af
forsikringsselskabets vurdering af kravet. Det skal fremgå af meddelelsen,
at sagen kan forelægges Arbejdsmarkedets Erhvervssikring til afgørelse,
hvis tilskadekomne ønsker det. Den tilskadekomne skal underrettes, når
sagen sendes til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring.
Afgørelser om anerkendelse eller afvisning af en arbejdsskadesag har
konsekvenser for pågældendes ret til at få udbetalt sygedagpenge efter
sygedagpengeloven.
Det fremgår af § 24, stk. 1, i sygedagpengeloven, at udbetalingen af
sygedagpenge ophører efter udløbet af en kalendermåned, når der er udbetalt
sygedagpenge i mere end 22 uger i de 9 forudgående kalendermåneder.
Det fremgår af § 27, stk. 1, nr. 6, i sygedagpengeloven, at udbetalingen af
sygedagpenge kan forlænges, hvis der er rejst sag om ret til erstatning efter
lov om arbejdsskadesikring eller lov om sikring mod følger af arbejdsskade.
Kommunen skal derfor tage stilling til, om sygedagpengeperioden skal
forlænges, hvis der ved udløbet af perioden i § 24, stk. 1, i
sygedagpengeloven er anmeldt en arbejdsskade til Arbejdsmarkedets
Erhvervssikring eller forsikringsselskabet. Det er en betingelse, at der
verserer en arbejdsskadesag, når kommunen træffer afgørelse om
forlængelse, og at sygemeldingen har hel eller delvis forbindelse med den
verserende arbejdsskadesag. Det er desuden en betingelse for at fortsætte
sygedagpengeudbetalingen, at sygedagpengelovens øvrige betingelser er
329
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
opfyldt, herunder betingelserne om uarbejdsdygtighed og om, at den
sygemeldte skal medvirke ved kommunens opfølgning m.v. Det er ikke en
betingelse, at der er tale om fuld uarbejdsdygtighed.
Efter fast praksis, som ikke er kodificeret i lov eller bekendtgørelse, er der
ikke hjemmel til at forlænge sygedagpengeudbetalingen efter
Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings afgørelse om afslag på anerkendelse af
en arbejdsskade eller efter den første afgørelse om erstatning for tab af
erhvervsevne, uanset udfaldet af afgørelsen om tabet af erhvervsevne.
Sygedagpengeperioden kan ikke forlænges efter Arbejdsmarkedets
Erhvervssikrings første afgørelse om erhvervsevnetab, herunder i sager,
hvor tabet af erhvervsevne er under 15 pct., og der derfor ikke bliver tale
om erstatning for tab af erhvervsevne. Sygedagpengeperioden kan ligeledes
ikke forlænges, når afgørelsen er midlertidig, og der er fastsat revision, eller
hvis spørgsmålet om tab af erhvervsevne faktisk er under revision hos
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring på tidspunktet for kommunens
afgørelse. Det giver endvidere ikke ret til forlængelse af
sygedagpengeudbetalingen, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har
modtaget en anmodning om genoptagelse af en arbejdsskadesag.
Sygedagpengeudbetalingen kan ikke forlænges, hvis det alene er
spørgsmålet om godtgørelse for varigt mén, der fortsat mangler at blive
truffet afgørelse om.
I Ankestyrelsens principmeddelelse 45-19 er det præciseret, hvornår der kan
ske forlængelse af sygedagpengeperioden, hvis Ankestyrelsen ændrer eller
hjemviser en afgørelse fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring. Hvis
Ankestyrelsen ændrer Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings afgørelse om
afslag på anerkendelse af en arbejdsskade, vil Arbejdsmarkedets
Erhvervssikring behandle sagen med henblik på at tage stilling til
spørgsmålene om godtgørelse for varigt mén og erstatning for tab af
erhvervsevne. Kommunen skal i denne situation genoptage udbetalingen af
sygedagpenge fra standsningstidspunktet, idet arbejdsskadesagen fortsat
anses for verserende.
Hvis Ankestyrelsen ophæver Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings afgørelse
om afslag på anerkendelse af en arbejdsskade eller ophæver den første
afgørelse om erstatning for tab af erhvervsevne og hjemviser sagen til
fornyet behandling hos Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, skal kommunen
genoptage udbetalingen af sygedagpenge fra standsningstidspunktet.
330
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
Det foreslås i
§ 1, nr. 60,
at der efter § 84 i kapitel 12 indsættes en ny
bestemmelse som § 84 a, der giver beskæftigelsesministeren bemyndigelse
til at fastsætte nærmere regler om, at der som et forsøg kan delegeres
afgørelseskompetence til udvalgte forsikringsselskaber.
Det foreslås i § 84 a,
1. pkt.,
at beskæftigelsesministeren kan fastsætte
nærmere regler om, at der gennemføres forsøg, hvorefter der delegeres
afgørelseskompetence til udvalgte forsikringsselskaber for så vidt angår
afgørelse om anerkendelse af arbejdsulykker, jf. § 40, stk. 1.
Forsøgsordningen vil have til formål at afdække effekterne af, at
forsikringsselskaberne tildeles øget kompetence i sager om arbejdsulykker.
Forsøget skal bl.a. afdække, om sagsbehandlingstiderne kan forkortes
samtidig med, at kvaliteten af sagsbehandlingen og tilskadekomnes
retssikkerhed bevares.
Når et forsikringsselskab, der indgår i forsøget, har truffet en afgørelse om,
at en arbejdsulykke er anerkendt, skal forsikringsselskabet kun sende sagen
til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, når de vurderer, at tilskadekomne
eller efterladte kan have ret til erstatning eller godtgørelse, eller når
tilskadekomne eller efterladte anmoder om det. Arbejdsmarkedets
Erhvervssikring viderebehandler herefter sagen med henblik på afgørelse
om tilskadekomnes eller efterladtes ret til erstatning eller godtgørelse. Der
vil blive fastsat nærmere regler om forsikringsselskabernes pligt til at sende
sagerne til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring i den bekendtgørelse, der skal
udmønte forsøget.
Forsikringsselskaberne, der indgår i forsøget, vil få tillagt kompetence til at
foretage de retlige og lægefaglige vurderinger, der skal foretages med
henblik på en afgørelse af, om en ulykke kan anerkendes som arbejdsulykke,
og træffe afgørelse herom. Det drejer sig om den juridiske vurdering af, om
tilskadekomne var berettiget efter arbejdsskadesikringsloven på
skadetidspunktet, jf. lovens §§ 2-4. Det drejer sig videre om den juridiske
og lægefaglige vurdering af, om pågældende har været udsat for en
hændelse eller påvirkning på arbejdet, der har medført en personskade efter
lovens §§ 5 og 6.
Forsikringsselskaber, der indgår i forsøget, vil fortsat kunne behandle krav
om betaling af udgifter til sygebehandling og hjælpemidler m.v. efter § 15,
uden at træffe afgørelse om anerkendelsesspørgsmålet og uden at sende
sagerne til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring. Viser det sig efterfølgende,
at tilskadekomne har pådraget sig et varigt mén eller et tab af erhvervsevne
331
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
som følge af ulykken, skal forsikringsselskabet træffe afgørelse om
anerkendelse eller afvisning af sagen i den forbindelse, og anerkender
forsikringsselskabet sagen, skal forsikringsselskabet sende sagen til
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring med henblik på vurdering af erstatning
eller godtgørelse. Afviser forsikringsselskabet sagen, sender selskabet kun
sagen til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, hvis tilskadekomne anmoder
om det.
I de sager, der sendes til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring med henblik på
erstatning m.v., forudsættes det, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring ikke
indleder en behandling for at vurdere, hvorvidt forsikringsselskabets
afgørelse er korrekt. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har dog mulighed
for på baggrund af den modtagne afgørelse og grundlaget for afgørelsen af
egen drift at beslutte, at der er grundlag for at træffe en fornyet afgørelse om
anerkendelsesspørgsmålet. Såfremt Arbejdsmarkedets Erhvervssikring
vurderer, at forsikringsselskabets afgørelse ikke er korrekt, vil
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring dog være forpligtet til at træffe en
fornyet afgørelse med et korrekt udfald. Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings
afgørelse vil kunne indbringes for Ankestyrelsen efter reglerne om
klageadgang i arbejdsskadesikringslovens kapitel 8.
Modtager et forsikringsselskab, der indgår i forsøget, anmeldelser af
erhvervssygdomme eller af ulykker, hvor forsikringsselskabet ikke er rette
arbejdsulykkesselskab, skal forsikringsselskabet ikke træffe afgørelse om
anerkendelsesspørgsmålet, men sende anmeldelsen til Arbejdsmarkedets
Erhvervssikring eller rette forsikringsselskab efter sædvanlig praksis for
sådanne situationer. Er der tale om en anmeldelse, hvor der kan være tvivl
om, hvorvidt der er tale om en ulykke eller en erhvervssygdom, sender
forsikringsselskabet sagen til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring. Det
skyldes, at forsikringsselskaberne ikke har kompetence til at vurdere
erhvervssygdomme.
Private arbejdsgivere skal efter forslaget til § 49 a, stk. 3, overføre risikoen
efter § 49 a, stk. 1, for erstatning og godtgørelse som følge af vold, trusler
eller andre voldsomme hændelser på arbejdet fra personer, der drages
omsorg for, mod ansatte, til samme forsikringsselskab, som forsikrer
arbejdsgiveren mod ulykker, jf. § 50.
Forsøget omfatter ikke administrationen af sager efter den foreslåede
voldsskadeforsikring.
332
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
Der vil blive fastsat nærmere regler om samspillet mellem
arbejdsulykkesforsikringsselskabet og voldsskadeforsikringsselskabet,
herunder sagsgangen mellem selskaberne og udveksling af oplysninger, i
den bekendtgørelse, der skal udmønte forsøget.
Hertil kommer, at forsikringsselskaberne skal vurdere, hvorvidt en ulykke
er korrekt anmeldt inden for anmeldefristen, og om kravet efter
arbejdsskadesikringsloven er forældet, jf. lovens kapitel 7.
I den bekendtgørelse, der skal udmønte forsøget, vil der blive fastsat regler
om, hvilke oplysninger forsikringsselskaberne, der indgår i forsøget, kan
indhente som led i behandlingen af de anmeldte sager og hvilke oplysninger,
forsikringsselskabet skal sende til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, når
forsikringsselskabet sender sagen.
Det forudsættes, at forsikringsselskaberne kan indhente oplysninger uden
samtykke i medfør af § 7, stk. 1, i databeskyttelsesloven, jf. artikel 9, stk. 2,
litra f, i databeskyttelsesforordningen.
Reglerne i forvaltningsloven og offentlighedsloven vil gælde for
forsikringsselskabernes behandling af sager i forsøget, herunder skal
forsikringsselskaberne overholde de forvaltningsretlige krav, der i dag
gælder for Arbejdsmarkedets Erhvervssikring. Det drejer sig især om
pligten til at foretage partshøring m.v. af tilskadekomne eller efterladte
forud for afgørelsen om anerkendelse eller afvisning efter reglerne i kapitel
5 i forvaltningsloven, pligten til at begrunde afgørelsen efter reglerne i
kapitel 6 i forvaltningsloven. Forsikringsselskaberne skal som led i deres
behandling af sagerne underrette tilskadekomne om, at forsikringsselskabets
afgørelse kan sendes til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring til afgørelse efter
§ 40, stk. 1. Denne underretning træder i forsøget i stedet for forpligtelsen
til at meddele klagevejledning efter forvaltningslovens kapitel 7.
Hertil kommer, at reglerne om inhabilitet, jf. kapitel 2 i forvaltningsloven,
og tavshedspligt, jf. kapitel 8 i forvaltningsloven og § 152 a i straffeloven
også forudsættes at gælde for medarbejderne i de forsikringsselskaber, der
indgår i forsøget.
Forsikringsselskaberne vil være forpligtet til at administrere sagerne efter
de samme retlige rammer som gælder for Arbejdsmarkedets
Erhvervssikring, hvilket bl.a. indebærer, at forsikringsselskaberne også er
forpligtet til at orientere kommunerne om afgørelserne, da afgørelserne har
betydning for muligheden for at få forlænget udbetalingen af sygedagpenge,
på grund af en verserende arbejdsskadesag.
333
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
Det nærmere indhold og rammerne for et konkret forsøg skal tilrettelægges
med inddragelse af Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, forsikringsbranchen
og arbejdsmarkedets parter og udmøntes i en bekendtgørelse.
Bekendtgørelsen
vil
således
indeholde
nærmere
definerede
udvælgelseskriterier for de forsikringsselskaber, der udvælges til at indgå i
forsøget. Bekendtgørelsen vil tillige præcisere afgrænsningen af, hvilke
sager der indgår i forsøget, herunder i forhold til de sager, som
forsikringsselskaberne allerede med de gældende regler ikke oversender til
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, samt i forhold til den tidsmæssige
afgrænsning i forhold til sager, der verserer når forsøget starter og slutter.
Bekendtgørelsen vil ligeledes skulle fastsætte de nærmere regler for
sagsbehandlingen i de forsikringsselskaber, der indgår i forsøget, og i den
forbindelse, at forsikringsselskaberne kan tage stilling til både juridiske og
lægefaglige spørgsmål, der har betydning for afgørelsen af, om en anmeldt
ulykke
vil
kunne
anerkendes
som
arbejdsulykke
efter
arbejdsskadesikringsloven, forsikringsselskabernes ret til at indhente
nødvendige oplysninger, forvaltningsretlige krav m.v. Endvidere vil
bekendtgørelsen indeholde en evalueringsforpligtelse, så bl.a. de kvalitets-
og retssikkerhedsmæssige konsekvenser af forsøget afdækkes.
Det forudsættes, at bekendtgørelse nr. 941 af 21. juni 2022 om anmeldelse
af arbejdsulykker efter arbejdsskadesikringsloven, der bl.a. indeholder
nærmere regler om forsikringsselskabernes pligter i forhold til anmeldte
sager om arbejdsulykker, vil blive opdateret i overensstemmelse med
nærværende forslag og om nødvendigt de nærmere regler om det konkrete
forsøget.
Det forudsættes, at Beskæftigelsesministeriet fører tilsyn med
forsikringsselskabernes administration af sagerne om anerkendelse af
ulykker under forsøget. Det forudsættes, at tilsynet varetages af
Arbejdstilsynet på baggrund af bistand og oplysninger fra Arbejdsmarkedets
Erhvervssikring. Rammerne for Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings bistand
m.v. vil blive fastsat i den bekendtgørelse, der skal udmønte forsøget. Det
finansielle tilsyn med forsikringsselskaberne påhviler Finanstilsynet. Det vil
også gælde for de forsikringsselskaber, der indgår i forsøget.
Det foreslås i
§ 84 a, 2. pkt.,
at 1. punktum ikke gælder sager, der skal
behandles efter § 36, stk. 1.
Fremgår det af anmeldelsen, at en ulykke er anmeldt for sent, jf. 1 års fri-
sten i § 36, stk. 1, i arbejdsskadesikringsloven, kan en anmeldt ulykke kun
anerkendes, hvis der dispenseres fra anmeldelsesfristen, jf. § 36, stk. 1, 3.
334
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
pkt. Der kan dispenseres fra fristen, når det er dokumenteret, at
tilskadekomne har været udsat for en arbejdsskade, jf. § 5, og tilskadekomne
eller efterladte har ret til erstatning m.v., jf. § 11, som følge af
arbejdsskaden.
Forsikringsselskaberne, der indgår i forsøget, får ikke kompetence til at
træffe afgørelse om dispensation fra anmeldelsesfristen, da der indgår en
vurdering og afgørelse af tilskadekomnes eller efterladtes ret til erstatning
eller godtgørelse i denne vurdering. Forsikringsselskaberne skal derfor
sende anmeldelser af ulykker, der er anmeldt for sent, til behandling i
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, som herefter behandler sagerne på
sædvanlig vis.
Det foreslås i § 84 a, 3.
pkt.,
at forsikringsselskabets afgørelse har samme
retsvirkning for tilskadekomne som en afgørelse fra Arbejdsmarkedets
Erhvervssikring, herunder i forhold til genoptagelse, frister og forældelse.
Forslaget indebærer, at de retsvirkninger, som følger af Arbejdsmarkedets
Erhvervssikrings afgørelse om, hvorvidt en anmeldt ulykke er anerkendt
som en arbejdsulykke, tilsvarende gælder for en afgørelse herom truffet af
et forsikringsselskab, der indgår i forsøget forudsat, at Arbejdsmarkedets
Erhvervssikring ikke på tilskadekomnes anmodning eller af egen drift
træffer en afgørelse af anerkendelsesspørgsmålet. Det gælder både en række
retsvirkninger for tilskadekomne og for forsikringsselskabet selv.
Afgørelsen om, at en arbejdsulykke er anerkendt, vil således berettige
tilskadekomne eller efterladte til erstatning og godtgørelse, hvis den
anerkendte arbejdsulykke kan medføre ret til erstatning eller godtgørelse.
Det betyder, at forsikringsselskabet i en sag, hvor det vurderer, at der kan
være erstatningsberettigende følger i form af et varigt mén eller tab af
erhvervsevne samt erstatning m.v. til efterladte, skal sende deres afgørelse
til
Arbejdsmarkedets
Erhvervssikring.
Herefter
behandler
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring sagen og træffer afgørelserne om
erstatning eller godtgørelse til tilskadekomne eller efterladte. Når
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har truffet disse afgørelser, udbetaler
forsikringsselskabet erstatning eller godtgørelse.
Det betyder derudover, at regler i arbejdsskadesikringsloven om frister for
genoptagelse og forældelse i forhold til Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings
afgørelser om anerkendelsesspørgsmål tilsvarende regnes fra
forsikringsselskabets afgørelse. Det gælder dog ikke i de tilfælde, hvor
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring træffer en ny afgørelse om
335
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
anerkendelsesspørgsmålet. I de tilfælde regnes fristen fra Arbejdsmarkedets
Erhvervssikrings afgørelse.
Forsikringsselskabet behandler anmodninger om genoptagelse i de tilfælde,
hvor selskabet har afvist en sag, og hvor en sag ikke er oversendt til
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring.
I alle tilfælde, hvor sagen er sendt til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring,
uanset
om
Arbejdsmarkedets
Erhvervssikring
skal
se
på
anerkendelsesspørgsmålet eller alene skal forholde sig til tilskadekomnes
ret til godtgørelse eller erstatning, vurderer Arbejdsmarkedets
Erhvervssikring genoptagelsesanmodningen. Dette for at sikre, at sagen
ikke verserer i selskabet og Arbejdsmarkedets Erhvervssikring samtidig
med risiko for modstridende afgørelser.
I forhold til afgørelsernes betydning for muligheden for at få forlænget
udbetalingen af sygedagpenge, på grund af en verserende arbejdsskadesag
vil forsikringsselskabets afgørelse tilsvarende have retsvirkning som en
afgørelse fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring.
Det forudsættes, at der ikke vil være hjemmel til at forlænge
sygedagpengeudbetalingen efter § 27, stk. 1, nr. 6, i sygedagpengeloven,
såfremt forsikringsselskabet har truffet afgørelse om afvisning af ulykken
som en arbejdsskade. Det gælder også, selvom tilskadekomne anmoder om,
at sagen oversendes til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring med henblik på
Arbejdsmarkedets
Erhvervssikrings
afgørelse
om
anerkendelsesspørgsmålet.
Hvis Arbejdsmarkedets Erhvervssikring træffer afgørelse om anerkendelse
af arbejdsulykken som en arbejdsskade, eller Ankestyrelsen ophæver
Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings afgørelse om afvisning af ulykken som
en arbejdsskade og hjemviser sagen til fornyet behandling hos
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (anerkendelsesafgørelsen), skal
kommunen
genoptage
udbetalingen
af
sygedagpenge
fra
standsningstidspunktet. Det skal bemærkes, at hvis den tilskadekomne er
omfattet af en af de øvrige forlængelsesbestemmelser i § 27, stk. 1, i
sygedagpengeloven, kan der ske forlængelse af sygedagpengeudbetalingen
efter den relevante bestemmelse.
Det foreslås i § 84 a,
4. pkt.,
at tilskadekomne med en sag omfattet af
forsøget inden for en frist på 4 uger fra modtagelsen af forsikringsselskabets
afgørelse vil kunne anmode om at få sagen sendt til Arbejdsmarkedets
Erhvervssikring med henblik på, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring
336
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
træffer afgørelse om, hvorvidt ulykken kan anerkendes som en
arbejdsskade, jf. § 40, stk. 1.
Med bestemmelsen sikres det, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings
afgørelseskompetence efter § 40, stk. 1, opretholdes, og at tilskadekomne
ved forsøget bevarer muligheden for at få sagen forelagt Arbejdsmarkedets
Erhvervssikring til afgørelse. Herved sikres, at retssikkerheden for
tilskadekomne eller efterladte opretholdes ved forsøget. Bestemmelsen
omfatter de sager, som forsikringsselskabet ikke i øvrigt er forpligtet til at
sende til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring med henblik på afgørelse om
erstatning m.v. Den foreslåede frist på 4 uger svarer til den gældende frist
for at klage over Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings afgørelser til
Ankestyrelsen.
Overholder tilskadekomne eller efterladte ikke fristen på 4 uger for at
anmode forsikringsselskabet om at sende sagen til Arbejdsmarkedets
Erhvervssikring, er forsikringsselskabets afgørelse endelig. Sagen vil
dermed kun kunne genoptages, hvis betingelserne for genoptagelse er
opfyldte, herunder genoptagelsesfristen.
Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings afgørelse kan efter lovens § 44 som
hidtil indbringes videre for Ankestyrelsen. Forslaget ændrer således ikke på
tilskadekomnes og arbejdsgiverens adgang til at klage til Ankestyrelsen.
Hvis tilskadekomne anmoder om at få sagen oversendt til Arbejdsmarkedets
Erhvervssikring, forudsættes det, at forsikringsselskabet får mulighed for at
revurdere sin trufne afgørelse indenfor 4 uger efter forsikringsselskabets
modtagelse
af
anmodningen.
Indebærer
revurderingen,
at
forsikringsselskabet kan anerkende den anmeldte arbejdsulykke, sender
forsikringsselskabet en ny afgørelse. Tilskadekomne kan herefter inden for
en frist på 4 uger anmode om, at denne afgørelse sendes til
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring.
Såfremt forsikringsselskabet fastholder den oprindeligt trufne afgørelse,
hvis forsikringsselskabet ikke kan revurdere sagen inden 4 uger, eller når
tilskadekomne fortsat ønsker efter den nye afgørelse at få sagen sendt til
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, skal forsikringsselskabet sende sagen til
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring. Det foreslås, at forsikringsselskabet
skal sende afgørelsen og sagens akter til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring
inden for en frist på 4 uger. Dette svarer til Arbejdsmarkedets
Erhvervssikrings frist for at sende afgørelsen til Ankestyrelsen i § 9 i
337
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
beskæftigelsesministerens bekendtgørelse nr. 1271 af 28. november 2019
om klage over Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings afgørelser.
Endelige foreslås det i § 84 a, 5.
pkt.,
at Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings
afgørelse træder i stedet for forsikringsselskabets afgørelse, herunder i
forhold til genoptagelse, frister og forældelse.
Forslaget indebærer, at de retsvirkninger, som følger af en afgørelse om,
hvorvidt en anmeldt ulykke er anerkendt som en arbejdsulykke, gælder for
Arbejdsmarkedets
Erhvervssikrings
afgørelse,
når
både
et
forsikringsselskab, der indgå i forsøget, og Arbejdsmarkedets
Erhvervssikring har truffet afgørelse om anerkendelsesspørgsmålet i en sag.
Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings afgørelse træder således i stedet for
forsikringsselskabets afgørelse. Det gælder alle retsvirkninger
–
og både
retsvirkninger for tilskadekomne og for forsikringsselskabet selv, jf. dog
nedenstående om sygedagspenge.
Det er således Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings afgørelse, der kan
genoptages eller kan indbringes for Ankestyrelsen. Genoptagelsesfristen
regnes således fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings afgørelse, når
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har truffet afgørelse i sager, hvor
forsikringsselskabet også har truffet afgørelse.
Forældelsesfristen, regnes også fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings
afgørelse.
I forhold til afgørelsernes betydning for muligheden for at få forlænget
udbetalingen af sygedagpenge på grund af en verserende arbejdsskadesag
vil en afgørelse om anerkendelse af arbejdsulykken som en arbejdsskade fra
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, indebære, at kommunen skal genoptage
udbetalingen af sygedagpenge fra standsningstidspunktet. Såfremt
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring træffer afgørelse om afvisning af
ulykken som en arbejdsskade, vil forsikringsselskabets afgørelse fortsat
være afgørende for vurderingen af ophør af udbetaling af sygedagpenge, og
kommunen vil således i sådanne situationer ikke skulle genoptage
afgørelsen om ophør af udbetalingen af sygedagpenge. I forhold til reglerne
om sygedagpenge henvises i øvrigt til bemærkningerne til de almindelige
bemærkninger punkt 3.8.2. og til § 84 a, 3. punktum.
Til nr. 61-67
338
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
På arbejdsskadeområdet findes en række hovedlove, der er ophævet med
bemærkning om, at de fortsat anvendes for så vidt angår de arbejdsskader,
der er indtruffet, inden de pågældende love blev ophævet.
Det drejer sig om:
-
Ulykkesforsikringsloven, lovbekendtgørelse nr. 137 af 26. april 1968
med senere ændringer, der gælder for arbejdsskader (ulykkestilfælde)
indtil 31.marts 1978.
- Arbejdsskadeforsikringsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 450 af 25. juni
1987 med senere ændringer, der gælder for arbejdsskader fra 1. april
1978 til 31. december 1992.
- Lov om sikring mod følger af arbejdsskade, jf. lovbekendtgørelse nr.
943 af 16. oktober 2000 med senere ændringer, der gælder for
arbejdsskader fra 1. januar 1993 til 31. december 2003.
De løbende erstatninger, der er eller bliver fastsat efter disse love, reguleres
efter § 86 i arbejdsskadesikringsloven. Bestemmelsen sikrer en regulering
af erstatning til personer, der er eller bliver berettigede efter tidligere
lovgivning, på samme måde som løbende erstatninger, der fastsættes efter
gældende lov.
Der er i § 86 fastsat en regulering af disse erstatninger på baggrund af et
grundniveau i 2003-niveau.
Forslaget til § 24, stk. 8, indebærer sammen med ændringerne af § 18 og 19,
at der indføres et nyt grundniveau i 2023-niveau.
På denne baggrund er det nødvendigt at opdatere reguleringerne af de
løbende erstatninger efter de tidligere lovgivninger. Der er tale om tekniske
reguleringer, hvor reguleringerne fremover sker på baggrund af et
grundniveau i 2023-niveau.
Det foreslås i
§ 1, nr. 61,
at ændre ”1. januar 2004” til: ”1. juli 2024” og at
ændre ”1.591,2” til: 2.547,5”.
Forslaget indebærer, at løbende rente efter ulykkesforsikringsloven, der er
beregnet efter det gældende 2003-grundniveau, fra 1. juli 2024 beregnes og
reguleres på grundlag af det nye 2023-grundniveau. Der er tale om en
konsekvensændring som følge af det nye 2023-grundniveau. Forslaget har
ikke betydning for tilskadekomnes ret til erstatning eller størrelsen heraf.
Det foreslås i
§ 1, nr. 62,
at ændre ”1. januar 2004” til: ”1. juli 2024” og at
ændre ”341,5” til: ”546,7” i § 86, stk. 2, 1. og 2. pkt.
339
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
Forslaget
indebærer,
at
løbende
erstatning
efter
arbejdsskadeforsikringsloven, der er beregnet efter det gældende 2003-
grundniveau, fra 1. juli 2024 beregnes og reguleres på grundlag af det nye
2023-grundniveau. Der er tale om en konsekvensændring som følge af det
nye 2023-grundniveau. Forslaget har ikke betydning for tilskadekomnes ret
til erstatning eller størrelsen heraf.
Dette foreslås i
§ 1, nr. 63,
at ændre ”1. januar 2004” til: ”1. juli 2024” og
at ”130,9” ændres til: ”209,6” i
§ 86, stk. 3.
Forslaget indebærer, at løbende erstatning efter lov om sikring mod følger
af arbejdsskade, der er beregnet efter det gældende 2003-grundniveau, fra
1. juli 2024 beregnes og reguleres på grundlag af det nye 2023-grundniveau
for så vidt angår skader indtruffet mellem den 1. januar 1993 og den 30.
januar 1995. Der er tale om en konsekvensændring som følge af det nye
2023-grundniveau. Forslaget har ikke betydning for tilskadekomnes ret til
erstatning eller størrelsen heraf.
Det foreslås i
§ 1, nr. 64,
at ændre ”1. januar 2004” til: ”1. juli 2024” og at
ændre ”125,4” ændres til: ”200,8” i § 86, stk. 4.
Forslaget indebærer, at løbende erstatning efter lov om sikring mod følger
af arbejdsskade, der er beregnet efter det gældende 2003-grundniveau, fra
1. juli 2024 beregnes og reguleres på grundlag af det nye 2023-grundniveau
for så vidt angår skader indtruffet mellem den 31. januar 1995 og den 31.
december 2002. Der er tale om en konsekvensændring som følge af det nye
2023-grundniveau. Forslaget har ikke betydning for tilskadekomnes ret til
erstatning eller størrelsen heraf.
Det foreslås i
§ 1, nr. 65,
at der i § 86 indsættes som nyt stk. 5:
”Stk.
5.
Løbende ydelse for skader indtruffet mellem den 1. januar 2004 og
den 30. juni 2024 forhøjes fra den 1. juli 2024 til 160,1 pct. af den løbende
ydelse, der svarer til grundlønnen.”.
Forslaget indebærer, at løbende erstatning efter arbejdsskadesikringsloven,
der er beregnet efter det gældende 2003-grundniveau, fra 1. januar 2024
beregnes og reguleres på grundlag af det nye 2023-grundniveau for så vidt
angår skader indtruffet mellem den 1. januar 2004 og den 31. december
2023. Der er tale om en konsekvensændring som følge af det nye 2023-
grundniveau. Forslaget har ikke betydning for tilskadekomnes ret til
erstatning eller størrelsen heraf.
Det foreslås i §
1, nr. 66,
at ændre ”1-4” til: ”1-5” i § 86, stk. 5, der bliver
stk. 6, og i stk. 6, der bliver
stk. 7.
Der er tale om en konsekvensændring af, at der ved § 1, nr. 65, indsættes et
nyt stk. 5 i § 86.
Det foreslås i
§ 1, nr. 67,
at ændre ”1-5” til: ”1-6” i § 86, stk. 7, der bliver
stk. 8.
340
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
Der er tale om en konsekvensændring af, at der ved § 1, nr. 65, indsættes et
nyt stk. 5 i § 86.
Til § 2
Til nr. 1
Efter § 1 i lov om erstatning til tilskadekomne værnepligtige m.fl. er enhver,
der rammes af en ulykke eller en sygdom, der med rimelig sandsynlighed
kan henføres til udførelsen af de pligter, der er forbundet med tjenesten, eller
til de forhold, hvorunder tjenesten foregår, berettiget til erstatning fra staten
efter loven for følgerne heraf.
Efter § 2, stk. 2, træffes afgørelser efter § 1 og afgørelser om erstatning m.v.
efter § 2, stk. 1, af Arbejdsmarkedets Erhvervssikring.
Hvis det viser sig, at den anmeldte skade ikke er omfattet af § 1 i lov om
erstatning til tilskadekomne værnepligtige m.fl., træffer Arbejdsmarkedets
Erhvervssikring afgørelse herom, jf. § 5, stk. 1, 1. pkt. For sager, der
behandles som ulykker, træffes afgørelsen senest 3 måneder efter, at
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har modtaget anmeldelsen, og for sager,
der behandles som sygdomme, er fristen 6 måneder, jf. § 5, stk. 1, 2. og 3.
pkt.
Hvis tilskadekomne afgår ved døden efter skadens anmeldelse, finder
fristerne i § 5, stk. 1, tilsvarende anvendelse for meddelelse til de efterladte
om, at dødsfaldet ikke er omfattet af loven. Fristerne regnes her fra
underretningen om dødsfaldet til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, jf. § 5,
stk. 2.
Det foreslås, at
§ 5
ophæves.
Forslaget betyder, at de lovbestemte frister for behandling af sager efter lov
om erstatning til tilskadekomne værnepligtige m.fl., ophæves.
341
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
Formålet med forslaget er at give Arbejdsmarkedets Erhvervssikring større
fleksibilitet i forhold til at tilrettelægge sagsbehandlingen med henblik på at
reducere sagsbehandlingstiden.
Det forudsættes samtidig, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring i
overensstemmelse med de forvaltningsretlige principper og retningslinjer,
som fremgår af bl.a. Folketingets Ombudsmands myndighedsguide opstiller
mål for sagsbehandlingstider på arbejdsskadeområdet, herunder for sager
der behandles efter lov om erstatning til tilskadekomne værnepligtige m.fl.,
og at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring orienterer sagens parter om den
forventede sagsbehandlingstid
Desuden forudsættes det, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring underretter
sagens parter, hvis den udmeldte forventede sagsbehandlingstid i en konkret
sag ikke kan overholdes.
Forslaget om at ophæve § 5 i lov om erstatning til tilskadekomne
værnepligtige m.fl. svarer til forslaget om at ophæve § 16 i lov om
arbejdsskadesikring som affattet ved lovforslagets § 1, nr. X. Der henvises
til bemærkningerne hertil.
Til nr. 2 (ophævelse af § 6)
Efter § 1 i lov om erstatning til tilskadekomne værnepligtige m.fl. er enhver,
der rammes af en ulykke eller en sygdom, der med rimelig sandsynlighed
kan henføres til udførelsen af de pligter, der er forbundet med tjenesten, eller
til de forhold, hvorunder tjenesten foregår, berettiget til erstatning fra staten
efter loven for følgerne heraf.
Efter § 2, stk. 1, fastsættes erstatning m.v. efter § 1 efter reglerne i lov om
arbejdsskadesikring, medmindre andet følger af denne lov.
Efter § 6 skal der ved årslønsfastsættelsen for en indkaldt værnepligtig tages
hensyn til den indtægt, tilskadekomne kunne forvente at opnå, såfremt han
var blevet hjemsendt uden følger af ulykken eller sygdommen.
Bestemmelsen i § 6 er en særregel i forhold til fastsættelsen af årsløn efter
arbejdsskadesikringsloven, idet årslønnen efter arbejdsskadesikringsloven
fastsættes på baggrund af tilskadekomnes indtjening 12 måneder forud for
skaden, jf. § 24, stk. 1, i arbejdsskadesikringsloven.
Det foreslås, at
§ 6
ophæves.
342
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
Fastsættelsen af årslønnen vil dermed være omfattet af reglen i § 2, stk. 1, i
lov om erstatning til tilskadekomne værnepligtige, hvorefter erstatning m.v.
efter § 1 i loven fastsættes efter reglerne i lov om arbejdsskadesikring,
medmindre andet følger af lov om erstatning til tilskadekomne
værnepligtige. Forslaget betyder dermed, at årslønnen for værnepligtige
fremover skal fastsættes på baggrund af den nye bestemmelse om
fastsættelse af årsløn i § 24 i arbejdsskadesikringsloven.
Årslønnen for værnepligtige vil blive fastsat efter den nye hovedregel i § 24,
stk. 1, 1. pkt., som det bedste af 5 indtægtsår forud for arbejdsskaden.
Forslaget indebærer, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring ikke længere
skal indhente oplysninger om tilskadekomnes indtjening efter værnepligten,
hvis pågældende var blevet hjemsendt uden følger af ulykken eller
sygdommen.
Der henvises til bemærkningerne til § 1, nr. 29.
Til nr. 3-10
På arbejdsskadeområdet findes en række hovedlove, der er ophævet med
bemærkning om, at de fortsat anvendes for så vidt angår de arbejdsskader,
der er indtruffet, inden de pågældende love blev ophævet. Det samme
gælder for så vidt angår lovgivningen om erstatning til tilskadekomne
værnepligtige.
Det drejer sig om:
-
Lov om erstatning til tilskadekomne værnepligtige m.fl., jf.
lovbekendtgørelse nr. 138 af 26. april 1968, der gælder for skader indtil
31. marts 1978.
- Lov nr. 80 af 8. marts 1978 om erstatning til skadelidte værnepligtige
m.fl. med senere ændringer, der gælder for skader fra 1. april 1978 til
31. december 2003.
De løbende erstatninger, der er eller bliver fastsat efter disse love, reguleres
efter § 8 i gældende lov om erstatning til tilskadekomne værnepligtige m.fl.
Bestemmelsen sikrer en regulering af erstatning til personer, der er eller
bliver berettigede efter tidligere lovgivning, på samme måde som løbende
erstatninger, der fastsættes efter gældende lov.
Der er i § 8 fastsat en regulering af disse erstatninger på baggrund af et
grundniveau i 2003-niveau.
343
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
Forslaget til § 24, stk. 8, i arbejdsskadesikringsloven indebærer, at der
indføres et nyt grundniveau i 2023-niveau i arbejdsskadesikringsloven.
Dette nye grundniveau i 2023-niveau får også betydning for regulering af
løbende erstatninger efter lov om erstatning til tilskadekomne
værnepligtige, da erstatning m.v. fastsættes efter reglerne i lov om
arbejdsskadesikring.
På denne baggrund er det nødvendigt at opdatere reguleringerne af de
løbende erstatninger efter de tidligere lovgivninger.
Det foreslås i
§ 2, nr. 3,
at ændre ”1. januar 2004” til: ”1. juli 2024” og at
ændre ”1.591,2” til: 2.547,5” i § 8, stk. 1.
Forslaget indebærer, at løbende rente efter lov om erstatning til
tilskadekomne værnepligtige m.fl., jf. lovbekendtgørelse nr. 138 af 26. april
1968, der er beregnet efter det gældende 2003-grundniveau, fra 1. juli 2024
beregnes og reguleres på grundlag af det nye 2023-grundniveau. Der er tale
om en konsekvensændring som følge af det nye 2023-grundniveau.
Forslaget har ikke betydning for tilskadekomnes ret til erstatning eller
størrelsen heraf.
Det foreslås i
§ 2, nr. 4,
at ændre ”1. januar 2004” til: ”1. juli 2024” og at
ændre ”341,5” til: ”546,7” i § 8, stk. 2, 1. og 2. pkt.
Forslaget indebærer, at løbende erstatning efter lov nr. 80 af 8. marts 1978
om erstatning til skadelidte værnepligtige, der er beregnet efter det gældende
2003-grundniveau, fra 1. juli 2024 beregnes og reguleres på grundlag af det
nye 2023-grundniveau for så vidt angår skader indtruffet mellem den 1. april
1978 og den 31. december 1992. Der er tale om en konsekvensændring som
følge af det nye 2023-grundniveau. Forslaget har ikke betydning for
tilskadekomnes ret til erstatning eller størrelsen heraf.
Det foreslås i
§ 2, nr. 5,
at ændre ”1. januar 2004” til: ”1. juli 2024” og at
”130,9” ændres til: ”209,6” i
§ 8, stk. 3.
Forslaget indebærer, at løbende erstatning efter lov nr. 80 af 8. marts 1978
om erstatning til skadelidte værnepligtige, der er beregnet efter det gældende
2003-grundniveau, fra 1. juli 2024 beregnes og reguleres på grundlag af det
nye 2023-grundniveau for så vidt angår skader indtruffet mellem den 1.
januar 1993 og den 30. januar 1995. Der er tale om en konsekvensændring
som følge af det nye 2023-grundniveau. Forslaget har ikke betydning for
tilskadekomnes ret til erstatning eller størrelsen heraf.
Dette foreslås i
§ 2, nr. 6,
at ændre ”1. januar 2004” til: ”1. juli 2024” og at
ændre ”125,4” ændres til: ”200,8” i § 8, stk. 4.
Forslaget indebærer, at løbende erstatning efter lov nr. 80 af 8. marts 1978
om erstatning til skadelidte værnepligtige, der er beregnet efter det gældende
2003-grundniveau, fra 1. juli 2024 beregnes og reguleres på grundlag af det
344
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
nye 2023-grundniveau for så vidt angår skader indtruffet mellem den 31.
januar 1995 og den 31. december 2003. Der er tale om en
konsekvensændring som følge af det nye 2023-grundniveau. Forslaget har
ikke betydning for tilskadekomnes ret til erstatning eller størrelsen heraf.
Det foreslås i
§ 2, nr. 7,
at der i § 8 indsættes som nyt stk. 5:
”Stk.
5.
Løbende ydelse for skader indtruffet mellem den 1. januar 2004 og
den 30. juni 2024 forhøjes fra den 1. januar 2024 til 160,1 pct. af den løbende
ydelse, der svarer til grundlønnen.”.
Forslaget indebærer, at løbende erstatning efter lov om erstatning til
tilskadekomne værnepligtige m.fl., jf. lovbekendtgørelse nr. 284 af 14.
marts 2013, der er beregnet efter det gældende 2003-grundniveau, fra 1. juli
2024 beregnes og reguleres på grundlag af det nye 2023-grundniveau for så
vidt angår skader indtruffet mellem den 1. januar 2004 og den 30. juni 2024.
Der er tale om en konsekvensændring som følge af det nye 2023-
grundniveau. Forslaget har ikke betydning for tilskadekomnes ret til
erstatning eller størrelsen heraf.
Det foreslås i §
2, nr. 8,
at ændre ”1-4” til: ”1-5” i § 8, stk. 5, der bliver
stk.
6,
og i stk. 6, der bliver
stk. 7.
Der er tale om en konsekvensændring af, at der ved § 2, nr. 7, indsættes et
nyt stk. 5 i § 8.
Det foreslås i
§ 2, nr. 9,
at ændre ”1-5” til: ”1-6” i § 8, stk. 7,
der bliver stk.
8.
Der er tale om en konsekvensændring af, at der ved § 1, nr. 7, indsættes et
nyt stk. 5 i § 8.
Det foreslås i
§ 2, nr. 10,
at ændre ”stk.7” til: ”stk. 8” i § 8, stk. 7, der bliver
stk. 8.
Der er tale om en konsekvensændring af, at der ved § 1, nr. 7, indsættes et
nyt stk. 5 i § 8.
Til § 3
(Lov om en aktiv beskæftigelsesindsats)
Til nr. 1
Efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats varetager jobcenteret
beskæftigelsesindsatsen for målgrupperne i lovens § 6. Målgrupperne
345
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
omfatter en række forsørgelsesydelsesmodtagere samt selvforsørgende
ledige og unge under 18 år med behov for en uddannelses- og
beskæftigelsesfremmende indsats.
For en nærmere beskrivelse af målgrupperne i lovens § 6 henvises til pkt.
3.2.2.1. i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Efter lovens § 7 omfatter loven tillige beskæftigede personer, der kan få en
indsats efter reglerne i § 97, stk. 3, om den regionale uddannelsespulje,
afsnit VII om indsatsen over for beskæftigede m.v. og afsnit VIII om
understøttelse af indsatsen. Det omfatter bl.a. beskæftigede, som ansættes
som voksenlærlinge, eller som deltager i jobrotationsprojekter.
Det foreslås, at der indsættes et nyt
stk. 2,
i lovens § 7 om, at loven endvidere
omfatter personer, som har ret til en samtale i jobcenteret om
uddannelsesmuligheder m.v., jf. § 38 a.
Ændringen skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 2, nr. 2, hvor der
foreslås en
ny bestemmelse § 38 a,
om samtalen.
Persongruppen for samtalen vil både kunne være personer i målgrupperne i
§ 6 i loven og personer, der ikke er omfattet af målgrupperne i lovens § 6
eller af persongruppen, som kan få en indsats, jf. lovens § 7. Det kan f.eks.
både være personer, som modtager sygedagpenge eller en anden
forsørgelsesydelse, som f.eks. selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller
overgangsydelse og personer, som ikke modtager forsørgelsesydelser, som
ikke har ophold eller bopæl i Danmark.
Med forslaget udvides personkredsen i lovens § 7, som kan få en indsats
efter loven, således at den også omfatter personer, som har ret til en samtale
i jobcenteret om uddannelsesmuligheder m.v. i forbindelse med den nye
uddannelsesordning med uddannelsesgodtgørelse.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.2.2.2. i lovforslagets almindelige
bemærkninger og til bemærkningerne til lovforslagets § 3, nr. 2.
Til nr. 2
Efter kapitel 7 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats holder jobcenteret
jobsamtaler som led i et kontaktforløb med hovedparten af personerne i
målgrupperne i lovens § 6. For sygedagpengemodtagere holdes der dog
346
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
opfølgningssamtaler som led i sygedagpengeopfølgningen efter lov om
sygedagpenge.
Jobcenteret kan endvidere give en række tilbud til personer i målgrupperne
i § 6. Tilbuddene gives efter reglerne i lovens kapitel 11-14, og der er i de
enkelte kapitler fastsat, hvilke målgrupper, der kan få de enkelte tilbud.
Tilbuddene efter kapitel 11-14 er: Tilbud om virksomhedspraktik, tilbud om
ansættelse med løntilskud, tilbud om nytteindsats og tilbud om vejledning
og opkvalificering.
Jobcenteret kan desuden iværksætte et revalideringsforløb for personer med
begrænsninger i arbejdsevnen efter lovens kapitel 21, når øvrige
beskæftigelsesrettede indsatser efter loven eller andre indsatser efter anden
lovgivning ikke er tilstrækkelige til, at personen kan bringes til at forsørge
sig selv, og personen kan fastholdes eller komme ind på arbejdsmarkedet,
så personens mulighed for at forsørge sig selv og sin familie forbedres. Et
revalideringsforløb kan bl.a. bestå af tilbud om virksomhedspraktik, tilbud
om ansættelse med løntilskud og tilbud om vejledning og opkvalificering.
Et tilbud skal så vidt muligt være rettet mod beskæftigelse inden for
områder, hvor der er behov for arbejdskraft, jf. lovens § 53, stk. 1. Ved
vurderingen heraf benyttes Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings
oversigt over jobmuligheder på det regionale arbejdsmarked
(Arbejdsmarkedsbalancen). Der skal være tale om områder med gode eller
rigtig gode jobmuligheder i oversigten.
Der er i dag ikke en uddannelsesordning med uddannelsesgodtgørelse, og
der er derfor heller ikke regler i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats om
jobcenterets opgaver med samtaler om uddannelsesmuligheder og
vurderinger af uddannelsen m.v. i forbindelse med ordningen.
For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til pkt. 3.2.2.1. i
lovforslagets almindelige bemærkninger.
Det foreslås, at der efter lovens § 38 og før overskriften til § 39 indsættes en
ny
overskrift:
Samtale og vurdering af uddannelsesmuligheder m.v. og en
ny § 38 a,
som regulere indholdet i samtalen.
347
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
Det foreslås i
§ 38 a, stk. 1, 1. pkt.,
at jobcenteret skal tilbyde en samtale om
uddannelsesmuligheder m.v. til personer, som Arbejdsmarkedets
Erhvervssikring har vurderet er omfattet af målgruppen i § 17 b, stk. 1, i lov
om arbejdsskadesikring.
Det foreslås således, at jobcenteret efter bestemmelsen vil have pligt til at
tilbyde samtalen, mens samtalen vil være frivillig for personen.
Med forslaget vil personen få ret til en samtale i jobcenteret om
uddannelsesmuligheder
i
den
nye
uddannelsesordning
med
uddannelsesgodtgørelse.
Det foreslås i
stk. 1, 2. pkt.,
at personen vælger, om samtalen skal holdes
ved personligt fremmøde, telefonisk eller ved personligt digitalt fremmøde.
Ved personligt fremmøde forstås, at jobsamtalen skal holdes ved, at
personen møder fysisk frem til et møde med en ansat fra jobcenteret. Ved
en telefonisk samtale forstås, at en ansat fra jobcenteret taler direkte med
personen. Personligt digitalt fremmøde betyder, at der vil være krav om, at
der er en direkte billed- og lydforbindelse ved jobsamtalen (video).
Med forslaget vil det dermed være personen, som har ret til at vælge
samtalens form.
Det foreslås i
stk. 2, 1. pkt.,
at personen og jobcenteret ved samtalen skal
drøfte personens ønsker til og mulighed for at gennemføre en ordinær
erhvervskompetencegivende uddannelse inden for områder med behov for
arbejdskraft.
Samtalen skal tage udgangspunkt i personens overvejelser om og eventuelle
ønsker til uddannelse samt om personen mener, at vedkommende kan
gennemføre uddannelsen og efterfølgende varetage et job på almindelige
vilkår.
Jobcenteret skal under samtalen vejlede om uddannelsesmuligheder,
herunder om hvilke uddannelser, der er erhvervskompetencegivende, og
som giver kompetence inden for jobområder med behov for arbejdskraft.
Ved
erhvervskompetencegivende
uddannelser
forstås
en
erhvervsuddannelse, en erhvervsgrunduddannelse (egu), som afsluttes på
niveau 3 i forberedende grunduddannelse (FGU højeste niveau), en
professionsbacheloruddannelse eller en anden videregående uddannelse.
348
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
2775159_0349.png
Ved uddannelser, som giver kompetence inden for områder med behov for
arbejdskraft, forstås uddannelser som giver kompetence inden for
jobområder, hvor der er gode eller rigtig gode beskæftigelsesmuligheder.
Ved jobcenterets vejledning og vurderingen af, om der er tale om en
uddannelse inden for jobområder med gode eller rigtig gode
beskæftigelsesmuligheder, vil jobcenteret
–
ligesom ved vejledning om og
vurderingen heraf i dag
–
skulle bruge Arbejdsmarkedsbalancen.
I arbejdsmarkedsbalancen vil det omfatte jobområder/stillinger på det
regionale arbejdsmarked inden for følgende 4 kategorier: Gode
jobmuligheder, Mangel på arbejdskraft, Paradoks og Omfattende mangel på
arbejdskraft.
Jobcenteret vil til brug for vurderingen af, om en konkret uddannelse giver
kompetencer til jobområder/stillinger inden for de 4 kategorier kunne
anvende Børne- og Undervisningsministeriets UddannelsesGuide
(www.ug.dk), som beskriver de stillinger, som en konkret uddannelse vil
kunne give job indenfor. Herefter vil jobcenteret kunne anvende
arbejdsmarkedsbalancen til vurderingen af, om disse stillinger ligger inden
for de 4 kategorier i arbejdsmarkedsbalancen.
Med forslaget vil personen under samtalen kunne få vejledning og hjælp til
at afklare uddannelsesønsker og muligheder i den nye uddannelsesordning
med uddannelsesgodtgørelse.
Det foreslås i
stk. 2, 2. pkt.,
at jobcenteret under samtalen endvidere skal
vejlede personen om muligheder for tilbud m.v. efter denne lov.
Jobcenteret vil dermed under samtalen også skulle vejlede personen om
mulighederne for tilbud m.v. i beskæftigelsessystemet, f.eks. tilbud om
virksomhedspraktik eller løntilskudsjob, som kan være alternative veje
tilbage i job. Vejledningen vil skulle ske i relevant omfang ud fra personens
behov.
Med forslaget får personen bedre mulighed for at træffe et oplyst valg om,
hvorvidt personen ønsker at benytte uddannelsesordningen med
uddannelsesgodtgørelse, eller om indsatser i beskæftigelsessystemet passer
bedre til vedkommendes behov.
Det foreslås i stk.
3,
at samtalen kan træde i stedet for en jobsamtale efter
kapitel 7 eller en opfølgningssamtale efter kapitel 6 i lov om sygedagpenge.
349
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
For personer, som har et kontaktforløb/opfølgningsforløb, kan samtalen
således medregnes i antallet af jobsamtaler/opfølgningssamtaler, som skal
holdes i kontaktforløb/opfølgningsforløbet efter henholdsvis kapitel 7 i lov
om en aktiv beskæftigelsesindsats og kapitel 6 i lov om sygedagpenge.
Det foreslås videre i
stk. 4, nr. 1,
at jobcenteret på baggrund af samtalen
giver oplysninger til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring om personens
ønske til uddannelse og en vurdering af, om uddannelsen er
erhvervskompetencegivende og inden for områder med behov for
arbejdskraft.
Jobcenteret vil dermed skulle videregive oplysninger og en vurdering til
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring til brug for Arbejdsmarkedets
Erhvervssikrings afgørelse af, om personen kan tage en konkret
erhvervskompetencegivende uddannelse med uddannelsesgodtgørelse.
Jobcenteret vil skulle videregive personens egne oplysninger om den
uddannelse, som personen ønsker at deltage i, med uddannelsesgodtgørelse.
Jobcenteret vil desuden skulle oplyse, om jobcenteret vurderer, at
uddannelsen er en erhvervskompetencegivende uddannelse, som er inden
for områder med behov for arbejdskraft, jf. beskrivelsen ovenfor om, hvad
der forstås ved en erhvervskompetencegivende uddannelse inden for
områder med behov for arbejdskraft.
Det foreslås videre i
stk. 4, nr. 2,
at jobcenteret på baggrund af samtalen
giver en vurdering til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring af, om personen
forventes at kunne gennemføre uddannelsen og varetage et ordinært job på
fuld tid på almindelige vilkår efter uddannelsen.
Jobcenteret vil skulle oplyse, om det er jobcenterets vurdering, at personen
må forventes at kunne gennemføre uddannelsen og varetage et ordinært job
på fuld tid på almindelige vilkår efter uddannelsen. I forhold til at kunne
varetage et ordinært job på fuld tid på almindelige vilkår vil det forudsætte,
at tilskadekomne skal forventes at kunne varetage et fuldtidsjob på
almindelige løn- og ansættelsesvilkår, hvor der ikke gives økonomisk støtte
til lønnen eller til personen som led i en ansættelse efter de sociale kapitler.
Jobcenterets vurdering heraf vil skulle ske på baggrund af samtalen med
personen og kendskab til personens ledighedsforløb i øvrigt, f.eks.
deltagelse i tidligere uddannelsesforløb i forbindelse med
beskæftigelsesindsatsen.
350
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
Med forslagene til stk. 3, nr. 1 og 2, vil Arbejdsmarkedets Erhvervssikring
således få en række nødvendige oplysninger og vurderinger fra jobcenteret,
som kan bidrage til Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings afgørelse af, om
personen kan bevilges uddannelsesgodtgørelse samtidig med, at personen
deltager i en uddannelse.
For en beskrivelse af hjemlen til, at jobcenteret kan udveksle oplysningerne
med Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, henvises til pkt. 3.2.1.2. i
lovforslagets almindelige bemærkninger og til bemærkningerne til forslaget
til arbejdsskadesikringslovens § 18 b, stk. 4, jf. lovforslaget § 1, nr. 17 og
lovforslagets § 1, nr. 42.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.2.2.2. i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Til § 4
(Lov om sygedagpenge)
Til nr. 1
Efter § 34 i lov om sygedagpenge kan beskæftigelseskravet for ret til
sygedagpenge opfyldes ved, at en person pådrager sig en arbejdsskade
omfattet af lov om arbejdsskadesikring eller lov om sikring mod følger af
arbejdsskade.
For en nærmere beskrivelse af beskæftigelseskravet henvises til pkt. 3.2.3.1.
i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Det foreslås i
§ 34, stk. 2,
at en person, der på grund af længerevarende
sygdom afbryder en påbegyndt uddannelse, hvor personen modtager
uddannelsesgodtgørelse, jf. § 18 c, stk. 3, i lov om arbejdsskadesikring, har
ret til sygedagpenge fra kommunen fra personens første fraværsdag, efter at
retten til uddannelsesgodtgørelse ophører.
Med forslaget vil der kunne blive ret til sygedagpenge for en person, som er
påbegyndt en uddannelse med uddannelsesgodtgørelse, og som på grund af
sygdom afbryder uddannelsen.
Det foreslås, at tilskadekomne vil kunne modtage uddannelsesgodtgørelse
selvom vedkommende ikke deltager i uddannelsen på grund af sygdom i op
til 6 måneder eller i mere end 30 dage tre gange. Uddannelsesgodtgørelsen
351
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
ophører 4. gang tilskadekomne er syg i mere end 30 dage eller hvis
tilskadekomne er syg i mere end 6 måneder. Tilskadekomne vil kunne få ret
til sygedagpenge, hvis lovens øvrige betingelser er opfyldt, herunder
betingelserne om uarbejdsdygtighed, ophold og beskatning her i landet m.v.
Det skal bemærkes, at personen evt. under uddannelsen kan opfylde et af
lovens andre beskæftigelseskrav
–
f.eks. ved under uddannelsen med
uddannelsesgodtgørelse at have en periode, hvor personen er elev i lønnet
praktik, eller ved at have et studiejob ved siden af uddannelsen. Særligt i
forhold til personer, der undervejs i deres uddannelse med
uddannelsesgodtgørelse har perioder som elev i lønnet praktik, skal det
bemærkes, at der ved sygdom undervejs i en praktik kan være ret til
sygedagpenge fra kommunen. Det skyldes, at en elev i lønnet praktik har ret
til sygedagpenge eller
–
f.eks. for en person, der er omfattet af § 24 a i
sygedagpengeloven
–
ressourceforløbsydelse under jobafklaringsforløb, fra
kommunen, dvs. sygedagpengelovens beskæftigelseskrav er opfyldt for en
elev i lønnet praktik. Det betyder, at i sådanne tilfælde vil der kunne
udbetales
sygedagpenge
eller
ressourceforløbsydelse
under
jobafklaringsforløb, herunder som refusion til en arbejdsgiver, der udbetaler
løn under sygdommen, selvom uddannelsen med uddannelsesgodtgørelse
ikke er afbrudt. Udbetaling af uddannelsesgodtgørelse for samme periode
som sygedagpenge vil i denne situation ikke være dobbeltforsørgelse,
forudsat at uddannelsesydelsen nedsættes i forhold til de udbetalte
sygedagpenge/ressourceforløbsydelse/løn.
Det vil endvidere kunne få betydning for beregningen af sygedagpengene,
jf. nedenfor i bemærkningerne til § 4, nr. 5.
Der henvises i øvrigt til afsnit 3.2.3.1. i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Til nr. 2
Efter § 38, stk. 3 og 4, i lov om sygedagpenge er fristen for at anmode om
sygedagpenge for en lønmodtager, der ikke har en arbejdsgiver, senest en
uge efter første fraværsdag. Har lønmodtageren fået udbetalt sygedagpenge
fra arbejdsgiveren i arbejdsgiverperioden, skal lønmodtageren anmode om
sygedagpenge fra kommunen senest 3 uger efter at udbetalingen fra
arbejdsgiveren er ophørt. Anmodningen om sygedagpenge sker på en
blanket, som udleveres af kommunen.
352
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
Det foreslås i
§ 38, stk. 5,
at en person, der på grund af længerevarende
sygdom afbryder en påbegyndt uddannelse, hvor personen modtager
uddannelsesgodtgørelse, jf. § 18 c, stk. 3, i lov om arbejdsskadesikring, skal
anmode om sygedagpenge hos kommunen senest 3 uger efter sidste dag med
ret til uddannelsesgodtgørelse. Anmodningen om sygedagpenge skal ske på
en blanket, som udleveres af kommunen.
Med forslaget vil en person, der på grund af længerevarende sygdom må
afbryde sin uddannelse med uddannelsesgodtgørelse, og på grund af
afbrydelsen ikke længere har ret til uddannelsesgodtgørelse, skulle
henvende sig til kommunen for at få papirblanketten samt ansøge om at få
udbetalt sygedagpenge senest 3 uger efter sidste dag med ret til
uddannelsesgodtgørelse.
I forhold til mulighederne for dispensation for en for sen anmodning
henvises til bemærkningerne til § 4, nr. 3.
Til nr. 3
I § 38 i sygedagpengeloven er fastsat frister for anmodning om
sygedagpenge. Hvis fristerne ikke overholdes, kan der som udgangspunkt
først udbetales sygedagpenge fra den dag, der bliver ansøgt. Efter § 38, stk.
6, i lov om sygedagpenge kan kommunen dispensere for en lønmodtagers
for sene anmodning og alligevel udbetale sygedagpenge, hvis personen på
grund af hospitalsophold eller ophold i udlandet har været forhindret i at
anmode rettidigt, eller når andre særlige undskyldende forhold har bevirket,
at anmodning ikke er sket rettidigt.
Det foreslås i
§ 38, stk. 6,
som bliver stk. 7, at stk. 1, 3, 4 eller 5 ændres til
stk. 1, 3, 4, 5 eller 6.
Med forslaget vil en person, der afbryder en uddannelse med
uddannelsesgodtgørelse og søger om sygedagpenge, men som ikke søger
rettidigt
–
dvs. inden 3 uger efter sidste dag med ret til
uddannelsesgodtgørelse være omfattet af den personkreds, der kan få
dispensation for at søge for sent.
Kommunen vil dermed kunne udbetale sygedagpenge for tiden før
anmodningsdagen, når personen på grund af hospitalsophold eller ophold i
udlandet har været forhindret i at anmode rettidigt, eller når andre særlige
353
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
undskyldende forhold har bevirket, at anmodning ikke er sket rettidigt. Der
henvises til Ankestyrelsens almindelige praksis i forhold til, hvornår
betingelserne for dispensation er opfyldt. Anmodningsfristen vil dog ikke
kunne fraviges, når anmodningen er indgivet mere end 6 måneder efter
sygdommens indtræden.
Til nr. 4
Efter § 38, stk. 7, i sygedagpengeloven kan kommunen udbetale
sygedagpenge for tiden før anmodningsdagen, når personen på grund af
hospitalsophold eller ophold i udlandet har været forhindret i at anmode
rettidigt, eller når andre særlige undskyldende forhold har bevirket, at
anmodning ikke er sket rettidigt. Der henvises til Ankestyrelsens
almindelige praksis i forhold til, hvornår betingelserne for dispensation er
opfyldt. Anmodningsfristen kan som udgangspunkt ikke fraviges, når
anmodningen er indgivet mere end 6 måneder efter sygdommens indtræden,
undtagen hvis der efter § 38, stk. 8, er tale om, at arbejdsgiveren har udbetalt
løn eller sygedagpenge i 6 måneder eller mere, uden at arbejdsgiveren har
anmeldt sygefraværet til kommunen; så kan anmodningsfristen fraviges,
hvis anmodningen om sygedagpenge indgives senest 4 uger efter, at
udbetalingen fra arbejdsgiveren er ophørt, og lønmodtageren ikke længere
er ansat hos arbejdsgiveren.
Det foreslås i
§ 38, stk. 7,
som bliver stk. 8, at i 2. pkt. ændres jf. dog stk. 8
til jf. dog stk. 9.
Ændringen er en konsekvens af, at der indsættes en ny stk. 5 i § 38.
Undtagelsesbestemmelsen i den nuværende § 38, stk. 8, vil dermed
fremover stå i § 38, stk. 9, og henvisningen dertil i den nuværende § 38, stk.
7
–
der bliver § 38, stk. 8
–
vil skulle rettes i overensstemmelse hermed.
Til nr. 5
Beregningen af sygedagpenge sker som udgangspunkt ud fra den indkomst,
en person har haft inden sygdommen. Efter sygedagpengelovens § 48
fastsættes den indtægt, sygedagpengene beregnes på grundlag af, dog efter
et skøn for personer, der har pådraget sig en arbejdsskade omfattet af lov
om arbejdsskadesikring eller lov om sikring mod følger af arbejdsskade,
men som ikke er fuldt beskæftiget ved erhvervsmæssigt arbejde, eller som
normalt er uden erhvervsmæssig beskæftigelse.
Det foreslås i
§ 51 a,
at beskæftigelsesministeren fastsætter regler om
beregning af sygedagpenge til personer, der på grund af længerevarende
354
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
sygdom afbryder en påbegyndt uddannelse, hvor personen modtager
uddannelsesgodtgørelse, jf. § 18 c, stk. 3, i lov om arbejdsskadesikring.
Hjemlen vil blive udnyttet til at fastsætte regler om, at en person, der på
grund af længerevarende sygdom afbryder en påbegyndt uddannelse, hvor
personen modtager uddannelsesgodtgørelse, som udgangspunkt vil få ret til
at få udbetalt sygedagpenge med den maksimale sygedagpengesats, og om
årlig regulering af sygedagpengene. Hjemlen vil endvidere blive udnyttet til
at fastsætte regler om, at en person, der under uddannelsen med
uddannelsesgodtgørelse er elev i lønnet praktik, får beregnet sine
sygedagpenge som elev i praktik, og ikke ud fra reglerne om sygedagpenge
til personer med uddannelsesgodtgørelse. Hjemlen vil endvidere blive
udnyttet til at fastsætte regler om beregning af sygedagpenge for en person,
der også opfylder beskæftigelseskravet med et studiejob ved siden af
uddannelsen med uddannelsesgodtgørelse. Det forudsættes, at beregningen
i sådanne tilfælde vil ske på tilsvarende måde som for personer, der arbejder
deltid og modtager supplerende arbejdsløshedsdagpenge, hvor
sygedagpenge udbetales dels ud fra deltidsarbejdet, og dels ud fra et
beregnet timetal med supplerende arbejdsløshedsdagpenge.
Det skal bemærkes, at reglen i sygedagpengelovens § 48 om beregning for
personer, der har pådraget sig en arbejdsskade, men som ikke er fuldt
beskæftiget ved erhvervsmæssigt arbejde, eller som normalt er uden
erhvervsmæssig beskæftigelse, derved ikke vil gælde for personer, der på
grund af sygdom afbryder en påbegyndt uddannelse, hvor personen
modtager uddannelsesgodtgørelse. De vil skulle have sygedagpengene
beregnet efter de regler, der fastsættes i medfør af den foreslåede hjemmel.
Til § 5
(lov om aktiv socialpolitik)
Til nr. 1
Efter de gældende regler i § 33 i lov om aktiv socialpolitik skal kommunen
ikke foretage fradrag i hjælpen for en række nærmere fastsatte indtægter.
Det foreslås, at der i lovens § 33 indsættes et nyt nummer - et
nr. 11,
hvorefter kommunen skal se bort fra uddannelsesgodtgørelse efter lov om
355
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
arbejdsskadesikring udbetalt til ansøgerens ægtefælle, når der beregnes
hjælp til en person, der ansøger om hjælp i kontanthjælpssystemet.
Når kommunen skal beregne hjælpen til et ægtepar, hvor kun en af
ægtefællerne er berettiget til hjælp efter § 11 og den anden ægtefælle
modtager en offentlig forsørgelsesydelse i form af uddannelsesgodtgørelse,
vil kommunen ikke skulle beregne hjælp til den ægtefælle, der modtager
uddannelsesgodtgørelse. Dette følger af § 26, stk. 3, i lov om aktiv
socialpolitik.
Kommunen trækker ved beregning af hjælpen ansøgeren og ægtefællens
indtægter fra i hjælpen efter § 30, stk. 1, jf. dog §§ 31-33, i lov om aktiv
socialpolitik.
Det fremgår af § 30, stk. 2. i lov om aktiv socialpolitik, at når hjælpen til en
gift person beregnes efter lovens § 26, stk. 3, trækker kommunen kun den
del af den anden ægtefælles indtægt fra, som overstiger kontanthjælpssatsen
for en person, der er fyldt 30 år (beløbet i henholdsvis § 25, stk. 2, nr. 1 eller
2, i lov om aktiv socialpolitik), afhængigt af, om den pågældende har
forsørgelsespligt over for børn eller ikke.
Forslaget om indsættelse af et nyt nummer i § 33, stk. 1, i lov om aktiv
socialpolitik betyder, at kommunen ved beregningen efter lovens § 30, stk.
1, jf. § 26, stk. 3 og § 30, stk. 2, skal se bort fra indtægter i form af
uddannelsesgodtgørelse efter lov om en arbejdsskadesikring. Hvis den
ægtefælle, der modtager uddannelsesgodtgørelse, har andre former for
indtægter, trækkes disse fra i hjælpen efter reglen i § 26, stk. 3, medmindre
disse indtægter er særskilt undtaget i lovens § 33.
Der henvises i øvrigt til afsnit 3.2.3.4. i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Til nr. 2
På grund af indsættelsen af et nyt stk. 13 i § 69 j i lov om aktiv socialpolitik
skal henvisningen i § 69 j, stk. 5, i loven ændres.
Det foreslås i
§ 69 j, stk. 5, 1. pkt.,
at henvisningen til stk. 7-12 ændres til
stk. 7-13.
Der er alene tale om en konsekvensrettelse.
356
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
Til nr. 3
Det fremgår af forslaget til § 18 g, stk. 1, i lov om arbejdsskadesikring, at
en tilskadekommen, der modtager uddannelsesgodtgørelse, har ikke ret til
at modtage anden offentlig forsørgelse for samme periode, jf. dog stk. 2.
På baggrund af forslaget i § 18 g, stk. 2, i lov om arbejdsskadessikring om,
at der uanset stk. 1 kan udbetales sygedagpenge efter lov om sygedagpenge,
barselsdagpenge efter barselsloven eller ressourceforløbsydelse under
jobafklaringsforløb efter lov om aktiv socialpolitik til en tilskadekommen,
som efter påbegyndelsen af uddannelse med uddannelsesgodtgørelse
opfylder betingelserne for syge- eller barselsdagpenge eller
ressourceforløbsydelse under jobafklaringsforløb, er der behov for at
indsætte et nyt stk. 13 i § 69 j i lov om aktiv socialpolitik, således at der ikke
skal ske fradrag for uddannelsesgodtgørelse udbetalt efter lov om
arbejdsskadesikring.
Efter § 69 j, stk. 5, i lov om aktiv socialpolitik fremgår det, at har
modtageren af ressourceforløbsydelsen indtægter, trækkes disse fra i
ydelsen, jf. dog stk. 7-12. Indtægter, der udbetales for en periode, der ligger
før modtageren af ressourceforløbsydelse er begyndt i et
jobafklaringsforløb, medfører ikke fradrag i ressourceforløbsydelsen.
Tilsvarende gælder for udbetaling af indtægter for en periode, der ligger
efter tidspunktet for ophør i et jobafklaringsforløb. En person, der ikke får
udbetalt ressourceforløbsydelse på grund af fradrag for indtægter, anses for
at modtage ressourceforløbsydelse.
Det foreslås, at der efter stk. 12 i
§ 69 j
i lov om aktiv socialpolitik, indsættes
et nyt stk.
13
om, at uddannelsesgodtgørelse efter §§ 18 a-18 f i lov om
arbejdsskadesikring medfører ikke fradrag i ressourceforløbsydelsen.
Baggrunden for forslaget er, at der efter § 18 d, stk. 1, 2. pkt., i lov om
arbejdsskadesikring som udgangspunkt foretages fradrag for øvrig A- og B-
indkomst i uddannelsesgodtgørelsen, jf. stk. 5, i perioden, hvor der er
tilkendt uddannelsesgodtgørelse.
For at der ikke skal ske fradrag for uddannelsesgodtgørelsen i
ressourceforløbsydelsen, er det nødvendigt at § 69 j, stk. 5, i lov om aktiv
socialpolitik fraviges, da der ellers ville ske fradrag for
uddannelsesgodtgørelsen krone for krone.
357
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
Til § 6
(Arbejdsskadeafgiftsloven)
Til nr. 1
Efter arbejdsskadeafgiftslovens § 1 opkræves der en arbejdsskadeafgift til
staten hos Arbejdsmarkedets Erhvervssikring.
I henhold til § 3, stk. 1, består afgiften af to dele. Efter § 3, stk. 1, nr. 1,
udgør den ene del en afgift på 17 pct. af de indbetalte bidrag til
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring bortset fra den del af bidraget, som
består af arbejdsskadeafgiften. Afgiften betales således alene af det såkaldte
AES-bidrag. Denne del af afgiften angår erhvervssygdomsområdet.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.20. i de almindelige bemærkninger til
lovforslaget.
Det foreslås i
§ 3, stk. 1, nr. 1, 1. pkt.,
at »17 pct.« udgår.
Det foreslåede vil medføre, at afgiftssatsen ikke længere fremgår af 1. pkt.
Det foreslåede er en konsekvensændring af lovforslagets § 6, nr. 2.
Til nr. 2
Efter arbejdsskadeafgiftslovens § 1 opkræves der en arbejdsskadeafgift til
staten hos Arbejdsmarkedets Erhvervssikring.
I henhold til § 3, stk. 1, består afgiften af to dele. Efter § 3, stk. 1, nr. 1,
udgør den ene del en afgift på 17 pct. af de indbetalte bidrag, til
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring bortset fra den del af bidraget, som
består af arbejdsskadeafgiften. Afgiften betales således alene af det såkaldte
AES-bidrag. Denne del af afgiften angår erhvervssygdomsområdet.
Det foreslås, at der i
§ 3, stk. 1, nr. 1,
indsættes et nyt punktum som
bestemmelsens
3. pkt.,
hvorefter afgiften efter 1. pkt. til og med den 31.
december 2023 vil udgøre 17 pct. og fra og med den 1. januar 2031 vil
udgøre 14,8 pct.
358
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
Det
foreslåede
vil
medføre,
at
afgiftssatsen
nævnt
i
arbejdsskadeafgiftslovens § 3, stk. 1, nr. 1, rykkes fra bestemmelsens 1. pkt.
til det foreslåede 3. pkt., og at afgiftssatsen for de indbetalte AES-bidrag
omfattet af arbejdsskadeafgiftslovens § 3, stk. 1, nr. 1, nedsættes fra 17 pct.
til 14,8 pct. fra og med den 1. januar 2031.
Det betyder, at afgiften af de indbetalte AES-bidrag nedsættes med 2,2
procentpoint. Med det foreslåede sker der ikke nogen ændring af opgørelsen
af afgiftsgrundlaget eller af opkrævning og administration af afgiften.
Til nr. 3
Efter arbejdsskadeafgiftslovens § 1 opkræves der en arbejdsskadeafgift til
staten hos Arbejdsmarkedets Erhvervssikring.
I henhold til § 3, stk. 1, består afgiften af to dele. Efter § 3, stk. 1, nr. 2,
udgør den anden del en afgift på 12 pct. af de tilkendte erstatninger for tab
af erhvervsevne, godtgørelser for varigt men, overgangsbeløb ved dødsfald,
erstatning for tab af forsøger og godtgørelser til efterladte, som
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har tilkendt efter lov om
arbejdsskadesikring, lov om sikring mod følger af arbejdsskade eller lov om
arbejdsskadeforsikring som følge af en arbejdsulykke. Afgiften angår
arbejdsulykker.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.20.1. i de almindelige bemærkninger til
lovforslaget.
Det foreslås i
§ 3, stk. 1, nr. 2, 1. pkt.,
at »12 pct.« udgår.
Det foreslåede vil medføre, at afgiftssatsen ikke længere fremgår af 1. pkt.
Det foreslåede er en konsekvensændring af lovforslagets § 6, nr. 4.
Til nr. 4
Efter arbejdsskadeafgiftslovens § 1 opkræves der en arbejdsskadeafgift til
staten hos Arbejdsmarkedets Erhvervssikring.
I henhold til § 3, stk. 1, består afgiften af to dele. Efter § 3, stk. 1, nr. 2,
udgør den anden del en afgift på 12 pct. af de tilkendte erstatninger for tab
af erhvervsevne, godtgørelser for varigt men, overgangsbeløb ved dødsfald,
359
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
erstatning for tab af forsøger og godtgørelser til efterladte, som
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har tilkendt efter lov om
arbejdsskadesikring, lov om sikring mod følger af arbejdsskade eller lov om
arbejdsskadeforsikring som følge af en arbejdsulykke. Afgiften angår
arbejdsulykker.
Det foreslås, at der i
§ 3, stk. 1, nr. 2,
indsættes et nyt punktum, som
bestemmelsens
2. pkt.,
hvorefter afgiften efter 1. pkt. til og med den 31.
december 2030 vil udgøre 12 pct. og fra og med den 1. januar 2031 vil
udgøre 9,8 pct.
Det
foreslåede
vil
medføre,
at
afgiftssatsen
nævnt
i
arbejdsskadeafgiftslovens § 3, stk. 1, nr. 2, rykkes fra bestemmelsens 1. pkt.
til det foreslåede 2. pkt., og at afgiftssatsen for de tilkendte erstatninger for
tab af erhvervsevne, godtgørelser for varigt men, overgangsbeløb ved
dødsfald, erstatning for tab af forsøger og godtgørelser til efterladte, som
Arbejdsmarkedets
Erhvervssikring
har
tilkendt
omfattet
af
arbejdsskadeafgiftslovens § 3, stk. 1, nr. 2, nedsættes fra 12 pct. til 9,8 pct.
fra og med den 1. januar 2031.
Det betyder, at afgiften af de tilkendte erstatninger, godtgørelser,
overgangsbeløb m.v. nedsættes med 2,2 procentpoint. Med det foreslåede
sker der ikke nogen ændring af opgørelsen af afgiftsgrundlaget eller af
opkrævning og administration af afgiften.
Til § 7
Det foreslås i
stk. 1,
at loven træder i kraft den 1. juli 2024, jf. dog stk. 10.
Ved først at lade loven træde i kraft den 1. juli 2024 får de aktører, som
administrerer arbejdsskadeområdet, det vil sige Arbejdsmarkedets
Erhvervssikring, Ankestyrelsen og forsikringsselskaberne, en rimelig tid til
administrativt, IT-mæssigt m.v. at implementere ændringerne i
lovgivningen.
Den foreslåede ikrafttrædelsesregel har betydning for
ændringspunkter i forslaget, som træder i kraft den 1. juli 2024:
•
følgende
Udvidelse af lovens formålsbestemmelse, jf. lovforslagets § 1, nr. 1.
360
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
•
•
•
•
Indførelse af en uddannelsesgodtgørelse, jf. dog stk. 7, samt
konsekvensændringer heraf, jf. lovforslagets § 1, nr. 2, 10, 12, 17,
42, 45, 51 samt §§ 3-5.
Ophævelse af lovens frister, jf. lovforslagets § 1, nr. 6.
Nyt grundniveau for erstatning for varigt mén, sats for
overgangsbeløb ved dødsfald m.v. efter arbejdsskadesikringsloven
og ydelser efter tidligere lovgivning på arbejdsskadeområdet. jf.
lovforslagets § 1, nr. 15, 18, 29 og 61-67 og § 2, nr. 3-10.
Pligt for Arbejdsmarkedets Erhvervssikring til at oplyse relevante
myndigheder om sort arbejde og socialt bedrageri, jf. lovforslagets
§ 1, nr. 39.
Bemyndigelsesbestemmelse, der skaber mulighed for et forsøg med
at delegere afgørelseskompetence til forsikringsselskaberne, jf.
lovforslagets § 1, nr. 44 og 60.
Samspil med erstatningsansvarsloven, jf. lovforslagets § 1, nr. 37.
Tekniske ændringer, jf. lovforslagets § 1, nr. 9, 11, 19, 21, 26, 27,
31, 32, 35, 38 og 55.
Nyt grundniveau efter lov om erstatning til tilskadekomne
værnepligtige m.fl. og ydelser efter tidligere lovgivning, jf.
lovforslagets § 2, nr. 3-10.
Ændring af arbejdsskadeafgiftsloven, jf. lovforslagets § 6. Selve
nedsættelse af arbejdsskadeafgiften sker fog først den 1. januar
2031.
•
•
•
•
•
Det foreslås i
stk. 2,
at lovens § 1, nr. 2, 7, 8, 10, 13, 17, 29, 30, 41, 42, 43,
45, 49, 51 og 57-59, § 2, nr. 1 og 2, samt §§ 3-5, finder anvendelse i sager
om arbejdsulykker, der indtræder den 1. juli 2024 eller senere, og
erhvervssygdomme, der anmeldes den 1. juli 2024 eller senere.
Bestemmelsen betyder, at følgende elementer i lovforslaget finder
anvendelse i sager om arbejdsulykker, der indtræder den 1. juli 2024 eller
senere, og erhvervssygdomme, der anmeldes den 1. juli 2024 eller senere:
•
•
•
•
Større intervaller i udmålingen af erstatning for tab af erhvervsevne,
jf. lovforslagets § 1, nr. 7
Ny og forenklet årslønsberegning, jf. lovforslagets § 1, nr. 8, 13, 29,
30 og 43 samt § 2, nr. 1 og 2.
Uddannelsesgodtgørelse, jf. lovforslagets § 1, nr. 2, 10, 17, 42, 45,
49, 51 samt §§ 3-5.
Frist for medvirken til sagsoplysning og bødestraf, jf. lovforslagets
§ 1, nr. 41 og 57-59
361
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
Det foreslås i
stk. 3,
at § 1, nr. 3, 4, 9, 22-25 og 28, 33 og 34, finder
anvendelse i sager, hvor der træffes afgørelse efter lovens ikrafttræden.
Formålet med forslaget er at sikre en hurtig implementering af visse
elementer i lovforslaget, hvor dette vurderes at være hensigtsmæssigt eller
nødvendigt ud fra hensynet til tilskadekomne og efterladte og den generelle
administration af arbejdsskadesystemet. Det foreslås derfor, at disse
elementer i lovforslaget finder anvendelse i sager, hvor der træffes afgørelse
efter lovens ikrafttræden. Det gælder uanset, om afgørelserne vedrører
ulykker, som er sket, eller erhvervssygdomme, som er anmeldt før
ikrafttrædelsestidspunktet.
Det drejer sig om følgende elementer i forslaget:
•
Højere erstatningsniveau for permanente behandlingsudgifter og
hjælpemidler, jf. § 1, nr. 3 og 4. Det fremrykkede virkningstidspunkt
vil sikre, at der hurtigt bliver genskabt en retstilstand, hvor
tilskadekomne kan få dækket udgifter til permanente
behandlingsudgifter og hjælpemidler i hele deres levetid.
Præcisering af tabsbegrænsningspligten i § 17, jf. § 1, nr. 9,
Præciseringen ændrer ikke på den gældende retstilstand. Denne
ændring har alene til formål at styrke arbejdsskademyndighedernes
fokus på den vurdering af tabsbegrænsningspligten, som de allerede
foretager i dag. Ændringen kan derfor finde anvendelse i alle sager,
hvor der træffes afgørelse efter lovens ikrafttræden.
Erstatning for tab af forsørger indtil barnets 21. år, jf. § 1, nr. 22-
25 og 28. Det fremrykkede virkningstidspunkt vil sikre, at børn og
unge vil få udmålt erstatning automatisk til de er fyldt 21 år, når der
træffes
afgørelse
efter
ikrafttrædelsestidspunktet.
Ændret kapitaliseringstidspunkt ved genbehandling, jf. § 1, nr. 33 og
34. Baggrunden for at fremrykke ikrafttrædelsestidspunktet er, at der
er tale om at rette op på en praksis, som ikke er i overensstemmelse
med lovens intention, og som i nogle tilfælde medfører, at
tilskadekomne får dobbeltkompensation for en periode. Ændringen
vil sikre, at forsikringsselskaber og Arbejdsmarkedets
Erhvervssikring ikke pålægges ekstraudgifter, som ikke har været
forudsat i loven
.
362
•
•
•
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
Det foreslås i
stk. 4,
at den foreslåede bestemmelse i § 1, nr. 5, om at give
selvforsikrede arbejdsgivere mulighed for at afholde udgifter til konkrete
indsatser, der understøtter tilskadekomnes mulighed for at bevare
tilknytningen til arbejdsmarkedet efter en arbejdsskade, kan finde
anvendelse fra lovens ikrafttræden.
Formålet med at fremrykke virkningstidspunktet for bestemmelsen er at
give selvforsikrede arbejdsgivere mulighed for allerede fra lovens
ikrafttræden at afholde udgifter til konkrete indsatser, der understøtter
tilskadekomnes mulighed for at bevare tilknytningen til arbejdsmarkedet
efter en arbejdsskade, uanset om sagen er anmeldt før eller efter lovens
ikrafttræden. Dette findes hensigtsmæssigt, da det giver tilskadekomne
bedre mulighed for at blive fastholdt på arbejdsmarkedet, hvormed formålet
om, at flere, der har været udsat for en arbejdsskade, opnår varig tilknytning
til arbejdsmarkedet, søges opfyldt.
Det foreslås i stk.
5.,
at § 1, nr. 14, finder anvendelse ved afgørelser fra
lovens ikrafttræden, hvor tilskadekomne forinden er blevet vejledt om den
foreslåede nye bestemmelse i § 17 a.
I forhold til den foreslåede ændring i § 1, nr. 14, om indførelse af et fradrag
i erstatningen for personer, der er visiteret til fleksjob, når de får en sanktion
i ledighedsydelsen for ikke at overholde rådighedsforpligtelsen, vil det i
overensstemmelse med almindelige forvaltningsretlige principper være en
forudsætning for, at § 1, nr. 14, kan finde anvendelse i sager, der er oprettet
før lovens ikrafttræden, at tilskadekomne er behørigt vejledt om risikoen for
fradrag i erstatningen. Et fradrag i erstatningen kan således alene foretages
for forhold, der er opstået i perioden efter, at tilskadekomne er blevet
skriftligt vejledt om den foreslåede bestemmelse i § 17 a, stk. 4.
Det foreslås i stk.
6,
at § 1, nr. 16, om aldersnedsættelse af méngodtgørelse
finder anvendelse i afgørelser, der træffes efter lovens ikrafttræden om
ulykkestilfælde og skadelige påvirkninger, der er indtrådt den 1. juli 2002
eller senere, og pludselige løfteskader og erhvervssygdomme, der er
anmeldt den 1. juli 2002 eller senere. Dermed vil det nye § 18, stk. 6, ikke
gælde for afgørelser, der vedrører ulykkestilfælde og skadelige
påvirkninger, der er indtrådt før den 1. juli 2002, og pludselige løfteskader
og erhvervssygdomme, der er anmeldt før den 1. juli 2002. De hidtil
gældende regler vil fortsat gælde for disse sager. Overgangsbestemmelsen
vil være relevant i tilfælde af genoptagelse af sådan en sag, hvor afgørelsen
363
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
som følge af genoptagelse i så fald fortsat vil skulle ske efter de hidtil
gældende regler for disse sager.
Det foreslås i
stk. 7,
at § 1, nr. 2, 10, 17, 42, 45, 49 og 51 efter anmodning
fra tilskadekomne finder anvendelse i sager, der er anmeldt før lovens
ikrafttræden, og hvor Arbejdsmarkedets Erhvervssikring efter lovens
ikrafttræden træffer afgørelse om mén på mindst 10 pct.
Med den foreslåede bestemmelse vil de foreslåede bestemmelser i § 18 a-g
om uddannelsesgodtgørelse og de deraf følgende konsekvensændringer i
andre bestemmelser kunne finde anvendelse for sager, der er anmeldt før
lovens ikrafttræden, i de tilfælde, hvor tilskadekomne anmoder om det, og
hvor Arbejdsmarkedets Erhvervssikring træffer afgørelse om mén på mindst
10 pct. efter lovens ikrafttræden. Dermed vil tilskadekomne, som efter
lovens ikrafttræden får truffet afgørelse om mindst 10 pct. mén, og som
ønsker det, kunne få en vurdering af, om de kan indgå i ordningen, selvom
pågældendes arbejdsulykke er indtrådt før den 1. juli 2024 eller
erhvervssygdom er anmeldt før den 1. juli 2024. Formålet hermed er, at
tilskadekomne, som ved lovens ikrafttræden har en verserende
arbejdsskadesag i Arbejdsmarkedets Erhvervssikring får mulighed for at
påbegynde en uddannelse med uddannelsesgodtgørelse hurtigt efter lovens
ikrafttræden, hvis de ønsker det og i øvrigt opfylder betingelserne herfor.
Det foreslås i
stk. 8,
at § 1, nr. 20, 40, og 46-50, 56 finder anvendelse på
anmodninger om genoptagelse, som fremsættes efter lovens ikrafttræden.
Med den foreslåede fremrykning af virkningstidspunktet for disse
ændringer, vil anmodninger om genoptagelse fra lovens ikrafttræden skulle
behandles efter de nye regler, uanset om den afgørelse, som genoptagelsen
vedrører, er truffet før lovens ikrafttrædelse. Det vil således være en
betingelse for genoptagelse, at der foreligger nye oplysninger, som
indebærer en vis sandsynlighed for, at en genoptagelse vil føre til en ændret
materiel afgørelse, og at den, der beder om genoptagelse, dokumenterer
dette. Tilskadekomne og efterladte vil stadig kunne få genoptaget deres sag
til ny materiel prøvelse, når der er udsigt til at få en ændret afgørelse. Det
betyder f.eks., at hvis en tidligere afgørelse om erstatning for tab af
erhvervsevne er truffet efter reglerne før den foreslåede ændring af § 17, stk.
1, jf. lovforslagets § 1, nr. 7, skal vurderingen af, om der er udsigt til en
ændret afgørelse, ske efter de regler, som var gældende, da den tidligere
afgørelse blev truffet.
364
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
Det foreslås i
stk. 9, 1. pkt.,
at § 1, nr. 52, om søgsmålsfrist og udnyttelse af
den administrative rekurs finder anvendelse i sager fra lovens ikrafttræden,
hvor sagens parter er vejledt om søgsmålsfristen og kravet om udnyttelse af
den administrative rekurs.
Beskæftigelsesministeriet vurderer, at det er hensigtsmæssigt at lade kravet
om udnyttelse af administrativ rekurs samt indførelse af søgsmålsfrist gælde
for alle afgørelser fra lovens ikrafttræden af hensyn til, at alle tilskadekomne
skal kunne indrette sig på, at der efter en fastsat periode ikke kan rejses tvivl
om gyldigheden af en afgørelse om en arbejdsskade
–
uanset om skaden er
indtruffet før eller efter lovens ikrafttrædelse.
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring skal vejlede om, at den administrative
rekurs skal være udnyttet, og at der ikke kan anlægges sag mod
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring. Ankestyrelsen skal vejlede om
søgsmålsfristen, så sagens parter ved fra hvilken dato, afgørelse i sagen
bliver endelig.
Den nye bestemmelse om søgsmålsfrist og udnyttelse af den administrative
rekurs finder således alene anvendelse i forhold til klage og sagsanlæg i
tilfælde, hvor sagens parter er vejledt om søgsmålsfristerne i afgørelser
truffet efter lovens ikrafttrædelse. I forhold til den foreslåede ændring i § 1,
nr. overensstemmelse med almindelige forvaltningsretlige grundsætninger
vil det således være en forudsætning for, at § 1, nr. 52, kan finde anvendelse
i sager, der er oprettet før lovens ikrafttræden, at sagens parter er behørigt
vejledt om søgsmålsfristen og kravet om udnyttelse af den administrative
rekurs.
Det foreslås i
stk. 9, 2. pkt.,
at fra den 1. juli 2029 finder § 1, nr. 52
anvendelse i alle sager og afgørelser efter loven, herunder for sager og
afgørelser afgjort før den 1. juli 2024, uanset om sagens parter ikke er vejledt
om søgsmålsfristen og kravet om udnyttelse af den administrative rekurs.
Med forslaget vil søgsmålsfristen og kravet om udnyttelse af den
administrative rekurs efter en periode på 5 år fra lovens ikrafttrædelse, dvs.
fra den 1. juli 2029, gælde i alle sager. Det gælder uanset, at afgørelsen er
truffet før ikrafttrædelsen den 1. juli 2024, og sagens parter derfor ikke er
vejledt om søgsmålsfristen og kravet om udnyttelse af den administrative
rekurs.
365
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
Beskæftigelsesministeriet vurderer, at en overgangsperiode på 5 år giver
sagens parter rimelig tid til at indrette sig på de nye regler. Det bemærkes
hertil, at perioden svarer til den gældende forældelsesfrist på 5 år på
arbejdsskadeområdet. Herudover vil tilskadekomnes berettigede
forventning om at kunne indrette sig på resultatet af en afgørelse tale for, at
det ikke længere vil være muligt at indbringe flere år gamle afgørelser for
domstolene.
Forslaget medfører, at tilskadekomne fra den 1. juli 2029 ikke længere kan
anlægge sag ved domstolene i sager, hvor der er gået mere end 1 år fra
afgørelsen. For forsikringsselskaber, selvforsikrede statslige myndigheder,
regioner, kommuner, arbejdsgivere og bestyrelsen for Arbejdsmarkedets
Tillægspension vil der tilsvarende ikke kunne anlægges sag ved domstolene
for sager, hvor der er gået mere end 6 måneder fra afgørelsen.
Ligeledes medfører forslaget, at kravet om udnyttelse af administrativ
rekurs vil gælde for alle sager efter loven fra den 1. juli 2029. Således vil
det ikke længere være muligt at anlægge sag mod Arbejdsmarkedets
Erhvervssikring efter den 1. juli 2029, da sager skal anlægges mod
Ankestyrelsen.
I sager og afgørelser afgjort før den 1. juli 2024, men hvor sagen først søges
anlagt ved domstolene den 1. juli 2029 eller senere, er det ikke et krav, at
sagens parter er vejledt om søgsmålsfristen eller kravet om administrativ
rekurs i afgørelsen, der anlægges sag om ved domstolene. Det bemærkes i
den anledning, at det vurderes, at det hovedsageligt vil være
forsikringsselskaber, som kan have interesse i at indbringe ældre sager for
domstolene, og de vil som professionelle parter forudsætningsvis have
tilstrækkelige ressourcer på at indrette sig på de nye regler inden for en
periode på 5 år fra lovens ikrafttrædelse, uanset om de konkret har fået
vejledning herom i den enkelte sag.
Det foreslås i
stk. 10,
at § 1, nr. 37, 53 og 56, om lettere adgang til erstatning
ved vold på arbejdspladsen træder i kraft den 1. januar 2025 og finder
anvendelse på arbejdsulykker, der indtræder den 1. januar 2025 eller senere.
Forslaget udmønter elementet i den politiske aftale om et forbedret
arbejdsskadesystem fra september 2022 om at etablere en særlig
voldsskadeforsikring, som dækker ansatte efter erstatningsansvarsloven,
hvis de udsættes for vold på arbejdet fra de borgere, som de er ansat til at
tage vare på. Ifølge aftalen er det forudsat, at ikrafttrædelsestidspunktet for
indførelsen af denne voldsskadeforsikring er den 1. januar 2025.
366
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
Til § 8
Det foreslås, at loven ikke skal gælde for Færøerne og Grønland, men at
lovens § X ved kongelig anordning helt eller delvis skal kunne sættes i kraft
for Færøerne/Grønland/Færøerne og Grønland med de ændringer, som de
færøske/grønlandske/henholdsvis færøske og grønlandske forhold tilsiger.
[Uddybning af baggrunden for, at loven skal eller ikke skal finde anvendelse
for Færøerne og/eller Grønland]
Loven gælder ikke for Grønland og Færøerne. I Grønland gælder lov om
arbejdsskadesikring
i
Grønland.
Færøerne
har
overtaget
arbejdsskadeområdet.
Lov om en aktiv beskæftigelsesindsats gælder ikke for Færøerne og
Grønland, jf. § 210 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.
367
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
2775159_0368.png
Bilag 1
Lovforslaget sammenholdt med gældende lov
Gældende formulering
Lovforslaget
§1
I lov om arbejdsskadesikring, jf.
lovbekendtgørelse nr. 1186 af 19.
august 2022, foretages følgende
ændringer:
§ 1.
Formålet med denne lov er at yde
erstatning og godtgørelse til
tilskadekomne eller deres efterladte
ved arbejdsskade. Skaden skal være
forårsaget af arbejdet eller de forhold,
det foregår under, jf. lovens §§ 5-7,
men arbejdsgiveren behøver ikke at
have handlet ansvarspådragende.
Gennem arbejdsgivernes finansiering af
erstatninger m.v. understøttes
arbejdsmiljøsystemets forebyggelse af
arbejdsskader.
§ 11.
Ydelserne efter loven er
1) betaling af udgifter til
sygebehandling, optræning og
hjælpemidler m.m., jf. § 15,
2) erstatning for tab af erhvervsevne, jf.
§ 17 og § 17 a,
3) godtgørelse for varigt mén, jf. § 18,
4) overgangsbeløb ved dødsfald, jf. §
19,
5) erstatning for tab af forsørger, jf. §§
20-22, og
6) godtgørelse til efterladte, jf. § 23.
§ 15.
---
Stk. 2.
---
Stk. 3.
Erstatning for fremtidige udgifter
til helbredelse, optræning og
hjælpemidler som følge af
arbejdsskaden fastsættes til et
engangsbeløb. Ved permanente
udgifter udgør beløbet den forventede,
1.
I
§ 1, stk. 1, 1. pkt.,
indsættes efter
»arbejdsskade«: »samt at understøtte,
at tilskadekomne i størst mulig
udstrækning bevarer tilknytningen til
arbejdsmarkedet efter en
arbejdsskade«.
2.
I
§ 11
indsættes efter nr. 3:
»4) Uddannelsesgodtgørelse, jf. § 18
b,«.
Nr. 4 - 6 bliver herefter nr. 5 - 7.
368
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
2775159_0369.png
Gældende formulering
Lovforslaget
gennemsnitlige årlige udgift ganget
3.
I
§ 15, stk. 3, 2. pkt.,
ændres »§ 27,
med den kapitaliseringsfaktor, der er
stk. 4, for tab af erhvervsevne« til:
fastsat i medfør af § 27, stk. 4, for tab af »stk. 7«.
erhvervsevne.
Stk. 5-6.
---
4.
I
§ 15
indsættes som
stk. 7:
»Stk. 7. Beskæftigelsesministeren
fastsætter efter indstilling fra
bestyrelsen for Arbejdsmarkedets
Erhvervssikring årligt inden udgangen
af oktober måned de nærmere regler
for omsætning af erstatning for
permanente udgifter til helbredelse,
optræning og hjælpemidler, jf. stk. 3, til
et engangsbeløb, der tilkendes og
beregnes det følgende år.«
5.
Efter § 15 indsættes:
Ȥ 15 a. En selvforsikret arbejdsgiver,
jf. § 48, stk. 5, kan beslutte, at den
selvforsikrede arbejdsgiver ved
arbejdsulykker, jf. § 6, kan afholde
udgifter til konkrete indsatser, der
understøtter tilskadekomnes mulighed
for at bevare eller genskabe
tilknytningen til arbejdsmarkedet, når
udgifterne ikke kan afholdes efter § 15,
sundhedsloven eller som led i
behandlingen på offentligt sygehus.«
§ 16.
Fristen for Arbejdsmarkedets
Erhvervssikrings afgørelse af, om en
anmeldt skade er omfattet af loven, er:
1) 3 måneder for afgørelse af, om en
anmeldt ulykke er omfattet af loven.
2) 6 måneder for afgørelse af, om en
anmeldt sygdom, der behandles efter §
6.
§ 16
ophæves.
7, stk. 1, nr. 1, er omfattet af loven.
3) 2 år for afgørelse af, om en anmeldt
sygdom, der behandles efter § 7, stk. 1,
nr. 2, og § 7, stk. 2, er omfattet af
loven.
Stk. 2.
Fristen for Arbejdsmarkedets
Erhvervssikrings afgørelse af, om
tilskadekomne har ret til ydelser efter
369
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
2775159_0370.png
Gældende formulering
loven, jf. § 11, nr. 1-3, er 1 år. Fristen er
dog 2 år for sager omfattet af § 7, stk.
1, nr. 2.
Stk. 3.
Fristerne i stk. 1 og 2 regnes fra
den dag, hvor Arbejdsmarkedets
Erhvervssikring har modtaget
anmeldelsen.
Stk. 4.
Fristerne i stk. 1 og 2 gælder
tilsvarende for Arbejdsmarkedets
Erhvervssikrings afgørelse af, om
efterladte har ret til ydelser efter loven,
jf. § 11, nr. 4-6, når arbejdsskaden har
medført døden. Fristerne regnes fra
den dag, hvor Arbejdsmarkedets
Erhvervssikring har modtaget
anmeldelse af dødsfaldet.
Stk. 5.
Arbejdsmarkedets
Erhvervssikring underretter sagens
parter, når afgørelserne ikke kan
træffes inden for de frister, der er
nævnt i stk. 1, 2 og 4. Underretningen
skal indeholde en begrundelse om,
hvorfor fristerne ikke kan overholdes og
oplysning om, hvornår afgørelsen
forventes truffet.
Stk. 6.
Forskud på erstatning for tab af
erhvervsevne og på godtgørelse for
varigt mén kan udbetales i tiden inden
den endelige afgørelse.
Lovforslaget
§ 17.
Har arbejdsskaden nedsat
tilskadekomnes evne til at skaffe sig
indtægt ved arbejde, har den
pågældende ret til erstatning for tab af
erhvervsevne. Der ydes ikke erstatning,
hvis tabet af erhvervsevne er mindre
end 15 pct.
Stk. 2-9. ---
7.
I § 17, stk. 1, indsættes efter 1. pkt.,
som nye punktummer:
»Tabet af erhvervsevne fastsættes på
grundlag af forskellen mellem
tilskadekomnes indtjeningsevne før
arbejdsskaden og indtjeningsevnen
efter arbejdsskaden, jf. stk. 2 og 3.
Tabet af erhvervsevne fastsættes i
følgende intervaller: 15, 20, 30, 40, 50,
60, 70, 80, 90 og 100 procent.«
§ 17.
---
Stk. 2.
Ved bedømmelsen af tabet af
erhvervsevne tages hensyn til
tilskadekomnes muligheder for at
8.
I § 17 indsættes efter stk. 1 som nye
stykker:
»Stk. 2. Indtjeningsevnen før
arbejdsskaden svarer til den årsløn, der
370
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
2775159_0371.png
Gældende formulering
skaffe sig indtægt ved sådant arbejde,
som med rimelighed kan forlanges af
den pågældende efter dennes evner,
uddannelse, alder og muligheder for
erhvervsmæssig omskoling og
optræning.
Stk. 3.
Hvis den erhvervsmæssige
situation ikke er afklaret, kan
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring
træffe en midlertidig afgørelse om
erstatning for erhvervsevnetab.
Stk. 4.
Erstatning for tab af
erhvervsevne til et barn med
fosterskade, jf. § 7, stk. 1, nr. 2, eller til
et barn med sygdomme som følge af
påvirkning af forældrene før
befrugtningen eller efter fødslen, jf. § 7,
stk. 2, kan tidligst ydes fra det 15. år.
Stk. 5.
Erstatningen tilkendes som en
løbende ydelse, medmindre den
kapitaliseres efter reglerne i § 27.
Stk. 6.
Ved fuldstændigt tab af
erhvervsevne udgør den løbende
ydelse årligt 83 pct. af tilskadekomnes
årsløn, jf. § 24, og ved nedsættelse af
erhvervsevnen en forholdsmæssig del
heraf.
Stk. 7.
Den årlige erstatning udbetales
med 1/12 månedligt forud.
Erstatningen løber fra det tidspunkt,
hvor der er påvist et tab af
erhvervsevne, dog ikke fra et tidspunkt,
der ligger, før arbejdsskaden er
anmeldt. Udbetaling af løbende
erstatning ophører med udgangen af
den måned, hvor tilskadekomne når
folkepensionsalderen, jf. lov om social
pension. Er tilskadekomne på
tidspunktet for afgørelsen 2 år eller
mindre fra at nå folkepensionsalderen,
udbetales erstatningen efter reglerne i
§ 27 som et kapitalbeløb med den
faktor, der er fastsat for en person, der
er 2 år fra at nå folkepensionsalderen,
ganget med den årlige løbende
erstatning. Det samme gælder
tilskadekomne, der har nået
Lovforslaget
er fastsat efter § 24, opreguleret efter
§ 24, stk. 1, 2. pkt.
Stk. 3. Indtjeningsevnen efter
arbejdsskaden fastsættes til
tilskadekomnes indtjening på
afgørelsestidspunktet, jf. dog stk. 4.«
Stk. 2–9 bliver herefter stk. 4-11.
371
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
2775159_0372.png
Gældende formulering
folkepensionsalderen.
Stk. 8.
Udbetales erstatningen som et
kapitalbeløb efter reglerne i § 27, stk. 1,
1. pkt., har tilskadekomne ret til en
løbende erstatning fra det tidspunkt,
hvor der er påvist et tab af
erhvervsevne, dog ikke fra et tidspunkt,
der ligger, før arbejdsskaden er
anmeldt, og frem til tidspunktet for
omsætningen af erstatningen.
Stk. 9.
Reglerne i stk. 7 og 8 anvendes
tilsvarende i sager, der genoptages
efter §§ 41 og 42. Der udbetales i disse
sager ikke erstatning fra et tidspunkt,
der ligger før anmodningen om
genoptagelse, eller før
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har
genoptaget sagen, jf. § 42.
§ 17. ---
Stk. 2.
Ved bedømmelsen af tabet af
erhvervsevne tages hensyn til
tilskadekomnes muligheder for at
skaffe sig indtægt ved sådant arbejde,
som med rimelighed kan forlanges af
den pågældende efter dennes evner,
uddannelse, alder og muligheder for
erhvervsmæssig omskoling og
optræning.
Stk. 3-9. ---
§ 17. ---
Stk. 2.
---
Stk. 3.
Hvis den erhvervsmæssige
situation ikke er afklaret, kan
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring
træffe en midlertidig afgørelse om
erstatning for erhvervsevnetab.
Stk. 4-9. ---
§ 17.
---
Stk. 2-4. ---
Stk. 5.
Erstatningen tilkendes som en
løbende ydelse[…]
Stk. 6.
Ved fuldstændigt tab af
erhvervsevne udgør den løbende
ydelse […].
Stk. 7-9. ---
Lovforslaget
9.
I § 17, stk. 2, der bliver stk. 4,
ændres »tabet af erhvervsevne« til:
»erhvervsevnetabet«, og »optræning«
ændres til: »genoptræning eller
lignende«.
10.
I § 17, stk. 3, der bliver stk. 5,
indsættes efter »erhvervsevnetab«: »,
jf. dog § 18 e, stk. 3«.
372
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
2775159_0373.png
Gældende formulering
Lovforslaget
§ 20.
---
Stk. 2.
Erstatningen ydes i form af en
tidsbestemt løbende ydelse, […]
Stk. 3-4. ---
§ 21.
[…], ret til en løbende årlig ydelse
på 10 pct. af afdødes årsløn, […].
Stk. 2.
Mister et barn, som modtager
løbende ydelse efter stk. 1, den anden
af sine forældre, tilkommer der for den
resterende tid barnet en årlig ydelse på
20 pct. af afdødes årsløn. Samme årlige
ydelse tilkommer indtil barnets fyldte
18. år hvert barn, for hvilket
tilskadekomne ved sin død stod som
eneforsørger efter lov om aktiv
socialpolitik.
Stk. 3-5. ---
§ 24.
---
Stk. 2-7. ---
Stk. 8.
Til brug ved beregning og
regulering af erstatning for tab af
erhvervsevne og tab af forsørger som
løbende ydelse fastsættes en grundløn.
[…]
§ 27.
---
Stk. 2-4.
Stk. 5.
[…]Omsætning af løbende ydelse
til kapitalbeløb finder sted på grundlag
af ydelsens størrelse på dagen før
dødsfaldet.
§ 29.
[…], hvor der senere tilkendes
erstatning som løbende ydelse for tab
af erhvervsevne, jf. §§ 17 og 17 a, eller
tab af forsørger, jf. §§ 20-22.
[…]
§ 42.
---
Stk. 2.
Modtageren af løbende ydelse
efter §§ 17 og 17 a skal underrette
forsikringsselskabet eller
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring om
enhver forandring i sine forhold, […]
11.
I § 17, stk. 5 og 6, der bliver stk. 7
og 8, § 20, stk. 2, 1, pkt., § 21, stk. 1, og
tre steder i stk. 2, § 24, stk. 8, 1. pkt., §
27, stk. 5, 2. pkt., § 29, stk. 1, 1. pkt., §
42, stk. 2, og § 43, 2. pkt., ændres
»ydelse« til: »erstatning«.
373
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
2775159_0374.png
Gældende formulering
§ 43.
[…]På samme måde kan en
efterladt, der har fået tilkendt
erstatning efter § 20, stk. 1, jf. stk. 2,
inden for en frist på 5 år efter ydelsens
ophør anmode om at få
erstatningsspørgsmålet genoptaget
med henblik på tilkendelse af
yderligere, tidsbestemt løbende ydelse.
§ 17. ---
stk. 2-5. ---
stk. 6.
Ved fuldstændigt tab af
erhvervsevne udgør den løbende
ydelse årligt 83 pct. af tilskadekomnes
årsløn, jf. § 24, og ved nedsættelse af
erhvervsevnen en forholdsmæssig del
heraf.
Stk. 7-9. ---
Lovforslaget
12.
I § 17, stk. 6, der bliver stk. 8,
indsættes som 2. punktum:
»For tilskadekomne, der har
gennemført en uddannelse med
uddannelsesgodtgørelse, jf. § 18 b,
udgør den løbende erstatning ved
fuldstændigt tab af erhvervsevne 100
pct. af tilskadekomnes årsløn, jf. § 24,
og ved nedsættelse af erhvervsevnen
en forholdsmæssig del heraf.«
§ 17 a.
---
Stk. 2.
Indtjeningen før arbejdsskaden
udgør det beløb, som tilskadekomne
kunne have tjent på
afgørelsestidspunktet, hvis
arbejdsskaden ikke var indtrådt.
Stk. 3-4. ---
13.
§ 17 a, stk. 2, ophæves og i stedet
indsættes:
»Stk. 2. Indtjeningsevnen før
arbejdsskaden svarer til den årsløn, der
er fastsat efter § 24, opreguleret efter
§ 25, stk. 1, 2. pkt.«
14.
I § 17 a indsættes efter stk. 3 som
nyt stykke:
»Stk. 4. For personer, der er visiteret til
fleksjob, vil en kommunes afgørelse om
en sanktion om manglende ret til
ledighedsydelse i en periode, jf. § 76, §
§ 17 a.
---
77 a, stk. 3 og 4, og § 77 b, stk. 1, jf.
Stk. 2.
---
Stk. 3.
indtjeningen i fleksjobbet, jf. stk. dog § 77 b, stk. 2, i lov om aktiv
socialpolitik, medføre fradrag i en
1, udgør summen af lønnen fra
fremtidig udbetaling af erstatning for
arbejdsgiveren og tilskuddet fra
tab af erhvervsevne, jf. stk. 1.
kommunen.
Størrelsen på fradraget efter 1. pkt. vil
Stk. 4. ---
svare til 10 pct. af det fastsatte
erstatningsbeløb for tab af
erhvervsevne på tidspunktet for
sanktionen. Perioden for fradraget i
erstatningen for tab af erhvervsevne vil
svare til den periode som sanktionen i
374
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
2775159_0375.png
Gældende formulering
Lovforslaget
ledighedsydelsen varer, jf. dog 4. pkt.
Hvis den tilskadekomne mister retten
til ledighedsydelse, sker der alene
fradrag i erstatningen for den periode,
der går fra, at tilskadekomne mister
ledighedsydelsen, og indtil den
tilskadekomne er ansat i et fleksjob.
Stk. 4 bliver herefter stk. 5.
§ 18.
---
Stk. 2.
---
Stk. 3.
Godtgørelse for varigt mén
fastsættes til et kapitalbeløb og udgør
ved en méngrad på 100 pct. 611.500 kr.
[…] Ved lavere méngrader udgør
15.
I § 18, stk. 3, 1. og 2. pkt., og i stk. 4
godtgørelsen en forholdsmæssig del af
ændres ”611.500” til: ”979.000”.
611.500 kr.
Stk. 4.
I ganske særlige tilfælde kan
godtgørelse for varigt mén fastsættes
til et højere beløb, dog højst 120 pct. af
611.500 kr., reguleret efter § 25.
Stk. 5.
---
§ 18. ---
Stk. 2-5. ---
16.
I § 18 indsættes som stk. 6:
»Stk.
6.
Uanset stk. 5, 1. pkt., sker
nedsættelse af godtgørelsen for
tilskadekomne pr. 1. juli 2035 og frem
med 1 pct. for hvert år, den
pågældende var ældre end 40 år ved
arbejdsskadens indtræden, og Stk. 7.
med yderligere 1 pct. for hvert år, den
pågældende var ældre end 60 år, ved
arbejdsskadens indtræden.
Godtgørelsen nedsættes dog ikke
yderligere efter det fyldte 70. år.«
17.
Efter § 18 indsættes før
overskriften før § 19:
»Uddannelsesgodtgørelse
§ 18 a.
I sager, der er omfattet af
loven, og hvor Arbejdsmarkedets
Erhvervssikring ikke har truffet endelig
afgørelse om tab af erhvervsevne,
vurderer Arbejdsmarkedets
Erhvervssikring, om tilskadekomne
375
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
2775159_0376.png
Gældende formulering
Lovforslaget
forventes at få fastsat en méngrad på
mindst 10 pct. som følge af en eller
flere arbejdsskader,
er uden for beskæftigelse eller i en
opsigelsesperiode, der udløber inden
start på uddannelsen,
skønnes fremover ikke at kunne
anvende sin erhvervsmæssige
uddannelse eller varetage et arbejde
inden for tidligere arbejdsområder på
fuld tid, og skønnes med en
erhvervskompetencegivende
uddannelse at få bedre
indtjeningsmuligheder end uden
uddannelsen.
Stk. 2.
For tilskadekomne, der opfylder
vilkårene i stk. 1, og som ønsker at tage
en erhvervskompetencegivende
uddannelse med
uddannelsesgodtgørelse, indhenter
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring
oplysninger fra bopælskommunen om
tilskadekomnes ønske til uddannelse
og kommunens vurdering af, om
uddannelsen er en
erhvervskompetencegivende
uddannelse inden for et område med
behov for arbejdskraft, og
tilskadekomne forventes at kunne
gennemføre uddannelsen og varetage
et job på fuldt tid på almindelige vilkår
efter uddannelsen.
§ 18 b.
For tilskadekomne, der opfylder
vilkårene i § 18 a, stk. 1, nr. 2-4, og stk.
2, træffer Arbejdsmarkedets
Erhvervssikring afgørelse om, at
tilskadekomne kan tage en konkret
erhvervskompetencegivende
uddannelse med
uddannelsesgodtgørelse.
Stk. 2.
Arbejdsmarkedets
Erhvervssikring træffer samtidig med
afgørelsen efter stk. 1 eller senere
afgørelse om
uddannelsesgodtgørelsens størrelse,
samt at uddannelsesgodtgørelse
376
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
2775159_0377.png
Gældende formulering
Lovforslaget
tilkendes fra den 1. i den måned, hvor
uddannelsen starter, og indtil
udgangen af den måned, hvor
uddannelsen forventes at slutte.
Uddannelsesgodtgørelse kan tilkendes
i højst 48 måneder og højest frem til
folkepensionsalderen.
Stk. 3.
Uddannelsesgodtgørelsen udgør
83 pct. af tilskadekomnes årsløn, jf. §
24, dog minimum 110 pct. af den
maksimale dagpengesats efter lov om
arbejdsløshedsforsikring m.v.
Stk. 4.
Beskæftigelsesministeren
fastsætter nærmere regler om
behandlingen af sager om
uddannelsesgodtgørelse, herunder om
udveksling af oplysninger mellem
kommuner, Udbetaling Danmark,
arbejdsløshedskasser og
forsikringsselskaber.
§ 18 c.
Arbejdsmarkedets
Erhvervssikring indhenter løbende
oplysninger om, hvorvidt den
tilskadekomne er indskrevet på
uddannelsen, er studieaktiv, holder
orlov eller er syg.
Stk. 2.
Tilskadekomne skal straks give
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring
besked, hvis tilskadekomne vil holde
orlov fra uddannelsen. Tilskadekomne,
der har ret til fravær efter
barselsloven, kan modtage
uddannelsesgodtgørelse under orlov
fra uddannelsen i op til 9 måneder, dog
op til 12 måneder, hvis tilskadekomne
er enlig forsørger. Arbejdsmarkedets
Erhvervssikring træffer afgørelse om,
at uddannelsesgodtgørelsen ophører
for tilskadekomne, som holder anden
orlov fra uddannelsen end orlov som
følge ret til fravær efter barselsloven.
Afgørelsen efter 3. pkt. har virkning fra
udgangen af den måned, hvor orloven
begynder. Tilskadekomne vil én gang
herefter kunne anmode om at få
377
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
2775159_0378.png
Gældende formulering
Lovforslaget
tilkendt uddannelsesgodtgørelse, jf. §
18 b.
Stk. 3.
Tilskadekomne skal straks give
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring
besked med lægelig dokumentation,
hvis tilskadekomne ikke har deltaget i
uddannelsen på grund af
længerevarende sygdom i mere end 30
dage. Arbejdsmarkedets
Erhvervssikring træffer afgørelse om,
at uddannelsesgodtgørelsen ophører,
når tilskadekomne på grund af sygdom
ikke har deltaget i uddannelsen i seks
måneder eller 4. gang tilskadekomne
på grund af sygdom ikke har deltaget i
uddannelsen i mere end 30 dage.
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring
træffer ligeledes afgørelse om, at
uddannelsesgodtgørelsen ophører, når
tilskadekomne orienterer
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring om
forventet længerevarende sygdom i
mere end seks måneder. Afgørelsen
efter 2. og 3. pkt. har virkning fra
udgangen af den måned, hvor
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring
træffer afgørelsen. Tilskadekomne vil
én gang herefter kunne anmode om at
få tilkendt uddannelsesgodtgørelse, jf.
§ 18 b.
Stk. 4.
Tilskadekomne skal straks give
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring
besked, hvis tilskadekomne ikke er
studieaktiv, eller hvis tilskadekomne
udskrives af uddannelsen.
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring
træffer afgørelse om, at
uddannelsesgodtgørelsen ophører, når
tilskadekomne ikke er studieaktiv eller
er udskrevet af uddannelsen.
Afgørelsen har virkning fra udgangen af
den måned, hvor tilskadekomne ifølge
uddannelsesinstitutionen ikke længere
var studieaktiv, eller den måned, hvor
tilskadekomne er udskrevet af
uddannelsesinstitutionen.
378
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
2775159_0379.png
Gældende formulering
Lovforslaget
Stk. 5.
Arbejdsmarkedets
Erhvervssikring stopper udbetalingen
af uddannelsesgodtgørelse fra det
tidspunkt, hvor tilskadekomne overgår
til pension, jf. lov om social pension.
Stk. 6.
Beskæftigelsesministeren kan
fastsætte nærmere regler om
Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings
opfølgning på tilskadekomnes
deltagelse i uddannelsen, herunder
krav til dokumentationen for
tilskadekomnes deltagelse, orlov eller
sygdom, opgørelsen af de 6 måneders
sygdom, jf. stk. 3og tilskadekomnes
forpligtelser i sager om
uddannelsesgodtgørelse og
konsekvenserne ved manglende
overholdelse heraf.
§ 18 d.
Arbejdsmarkedets
Erhvervssikring udbetaler
uddannelsesgodtgørelse. Øvrig A- og B-
indkomst i perioden, hvor der er
tilkendt uddannelsesgodtgørelse,
fradrages som udgangspunkt i
uddannelsesgodtgørelsen, jf. stk. 5.
Stk. 2.
Arbejdsmarkedets
Erhvervssikring anmoder om refusion
for den andel af
uddannelsesgodtgørelsen, som staten
finansierer. Statens andel af
uddannelsesgodtgørelsen svarer til en
månedlig takst på 17.091 kr. pr.
deltager i ordningen pr. 1. januar 2023.
Beløbet reguleres en gang om året pr.
1. januar med 1,7 pct. tillagt
tilpasningsprocenten for det
pågældende finansår, jf. lov om en
satsreguleringsprocent. Beløbet
reguleres første gang 1. januar 2024.
Det regulerede beløb afrundes til det
nærmeste hele kronebeløb. Det
afrundede beløb danner grundlag for
det kommende års satsregulering.
Stk. 3.
I sager om arbejdsulykker skal
den selvforsikrede arbejdsgiver eller
379
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
2775159_0380.png
Gældende formulering
Lovforslaget
den sikringspligtige arbejdsgivers
arbejdsulykkesforsikringsselskab
refundere Arbejdsmarkedets
Erhvervssikring differencen mellem
den udbetalte månedlige
uddannelsesgodtgørelse, jf. stk. 1, og
den andel af uddannelsesgodtgørelsen,
som staten finansierer, jf. stk. 2.
Stk. 4.
Hvis der er tvivl om, hvilket
forsikringsselskab der skal afholde
udgiften, jf. stk. 3, fordeles udgiften
efter reglerne i § 48, stk. 6, 2.-4- pkt.,
på alle forsikringsselskaber, som tegner
arbejdsulykkesforsikring.
Stk. 5.
Beskæftigelsesministeren
fastsætter nærmere regler om
administration, beregning og
udbetaling af uddannelsesgodtgørelse,
herunder om fradrag og
efterregulering på baggrund af øvrig A-
og B-indkomst og om refusion fra
staten, de selvforsikrede arbejdsgivere
og ulykkesforsikringsselskaberne. Det
kan af disse regler fremgå, hvilke A- og
B-indkomster der ikke skal fradrages i
uddannelsesgodtgørelsen. Det kan af
disse regler også fremgå, at
tilskadekomne skal oplyse
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring om
indkomster, der ikke fremgår af
indkomstregisteret.
§ 18 e.
Arbejdsmarkedets
Erhvervssikring træffer afgørelse om,
at tilskadekomne skal tilbagebetale
uddannelsesgodtgørelse for perioder,
hvor tilskadekomne har fået for meget
udbetalt, jf. dog § 44, stk. 5, 1. pkt.
Tilbagebetalingsbeløbet kan opkræves
af Arbejdsmarkedets Erhvervssikring
eller modregnes i fremtidige
udbetalinger af erstatning og
uddannelsesgodtgørelse, jf. § 11, stk. 1,
nr. 2 og 4, fra Arbejdsmarkedets
Erhvervssikring, den selvforsikrede
arbejdsgiver eller
arbejdsulykkesforsikringsselskabet til
380
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
2775159_0381.png
Gældende formulering
Lovforslaget
tilskadekomne.
Stk. 2.
Arbejdsmarkedets
Erhvervssikring refunderer den del af
det tilbagebetalte beløb, som den
selvforsikrede arbejdsgiver eller den
sikringspligtige arbejdsgivers
arbejdsulykkesforsikringsselskab har
afholdt, jf. § 18 d, stk. 3.
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring
refunderer herefter den del af det
tilbagebetalte beløb, som staten har
afholdt, jf. § 18 d, stk. 2. Såfremt den
selvforsikrede arbejdsgiver eller den
sikringspligtige arbejdsgivers
arbejdsulykkesforsikringsselskab
foretager modregningen efter stk. 1,
refunderer de den del af det
tilbagebetalte beløb, som ikke vedrører
den selvforsikrede arbejdsgivers eller
forsikringsselskabets udgifter, til
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, som
herefter refunderer staten.
Stk. 3.
Uddannelsesgodtgørelsen
træder i stedet for erstatning for tab af
erhvervsevne efter denne lov samt
erstatningsansvarsloven, og der
tilkendes ikke erstatning for tab af
erhvervsevne, efter denne lov og
erstatningsansvarsloven for samme
skade for perioden, hvor der udbetales
uddannelsesgodtgørelse. Udbetalt
erstatning for tab af erhvervsevne efter
denne lov samt
erstatningsansvarsloven for samme
skade kan, i det omfang det ikke kan
godtgøres af Arbejdsmarkedets
Erhvervssikring, jf. § 29, stk. 2, kræves
tilbagebetalt for perioden, hvor der er
udbetalt uddannelsesgodtgørelse.
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, den
selvforsikrede arbejdsgiver og
arbejdsulykkesforsikringsselskabet kan
modregne for meget udbetalt
erstatning for tab af erhvervsevne efter
denne lov i perioder, hvor
tilskadekomne har modtaget
uddannelsesgodtgørelse for samme
381
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
2775159_0382.png
Gældende formulering
Lovforslaget
skade i fremtidige udbetalinger af
erstatning og uddannelsesgodtgørelse,
jf. § 11, stk. 1, nr. 2 og 4, fra
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, den
selvforsikrede arbejdsgiver eller
ulykkesforsikringsselskabet til
tilskadekomne.
§ 18 f.
Hvis tilskadekomne har
gennemført en uddannelse med
uddannelsesgodtgørelse, skal
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring
træffe afgørelse om tab af
erhvervsevne efter anmodning fra
tilskadekomne, hvis der foreligger nye
oplysninger, som indebærer en vis
sandsynlighed for, at tilskadekomne
fortsat har nedsat evne til at skaffe sig
indtægt ved arbejde, og tilskadekomne
dokumenterer dette.
§ 18 g.
En tilskadekommen, der
modtager uddannelsesgodtgørelse, har
ikke ret til at modtage anden offentlig
forsørgelse for samme periode, jf. dog
stk. 2.
Stk. 2.
Uanset stk. 1 kan der udbetales
sygedagpenge efter lov om
sygedagpenge, barselsdagpenge efter
barselsloven eller
ressourceforløbsydelse under
jobafklaringsforløb efter lov om aktiv
socialpolitik til en tilskadekommen,
som efter påbegyndelsen af
uddannelse med
uddannelsesgodtgørelse opfylder
betingelserne for syge- eller
barselsdagpenge eller
ressourceforløbsydelse under
jobafklaringsforløb.«
§ 19.
Har en arbejdsskade medført
døden, har den efterladte ægtefælle ret
18.
I § 19, stk. 1, ændres ”115.000” til:
til et overgangsbeløb på 115.000 kr.,[…] ”184.500”.
Stk. 2-4. ---
§ 20.
---
Stk. 2.
[…] Perioden kan højst
19.
I § 20, stk. 2, 4. pkt., og stk. 3, § 21,
stk. 3, 1. pkt., og stk. 5, 2. pkt., § 26,
382
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
2775159_0383.png
Gældende formulering
Lovforslaget
fastsættes til 10 år. Udbetales der i
stk. 4, og § 42, stk. 2, ændres
anledning af dødsfaldet efterindtægt, »ydelsen« til: »erstatningen«.
udbetales ydelsen dog først fra udløbet
af efterindtægtsperioden.[…]
Stk. 3.
Ydelse efter stk. 2 løber uændret
i den fastsatte periode, medmindre
ydelsen helt eller delvis omsættes til
kapitalbeløb eller den berettigede afgår
ved døden.
stk. 4. ---
§ 21. ---
Stk. 2.
---
Stk. 3.
Er barnet ved det fyldte 18. år
under uddannelse, og taler forholdene i
øvrigt derfor, kan ydelsen forlænges til
tidspunktet for uddannelsens
afslutning, dog længst til pågældendes
fyldte 21. år. […]
Stk. 4. ---
Stk. 5.
[…] Udbetales der i anledning af
dødsfaldet efterindtægt, udbetales
ydelsen dog først fra udløbet af
efterindtægtsperioden.
§ 26.
---
Stk. 2-3. ---
Stk. 4.
Retten til en tilkendt løbende
erstatning for tab af erhvervsevne og
tab af forsørger ophører med udgangen
af den måned, hvor modtageren af
ydelsen afgår ved døden.
Stk. 5.
---
§ 42.
---
Stk. 2.
Modtageren af løbende ydelse
efter §§ 17 og 17 a skal underrette
forsikringsselskabet eller
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring om
enhver forandring i sine forhold, som
kan formodes at medføre nedsættelse
eller bortfald af ydelsen, ligesom
forsikringsselskabet eller
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring skal
være opmærksom på, om der
383
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
2775159_0384.png
Gældende formulering
indtræder sådanne forandringer i
modtagerens forhold.
§ 20.
---
Stk. 2.
Erstatningen ydes i form af en
tidsbestemt løbende ydelse, som årligt
udgør 30 pct. af afdødes årsløn, jf. § 24.
Erstatningen udbetales med virkning fra
datoen for dødsfaldet med 1/12
månedligt forud. Perioden kan højst
fastsættes til 10 år. Udbetales der i
anledning af dødsfaldet efterindtægt,
udbetales ydelsen dog først fra udløbet
af efterindtægtsperioden. Modtog
afdøde løbende erstatning for tab af
erhvervsevne efter denne lov,
udbetales erstatning for tab af
forsørger først fra den 1. i den
efterfølgende måned efter dødsfaldet.
Stk. 3-4. ---
Lovforslaget
20.
I § 20, stk. 2, indsættes som 6. pkt.:
»En efterladt, der har fået tilkendt
erstatning efter stk. 1, kan inden for en
frist på 5 år efter erstatningens ophør
anmode om at få tilkendt en yderligere
tidsbestemt løbende erstatning.«
§ 20. ---
Stk. 2.
---
Stk. 3.
Ydelse efter stk. 2 løber uændret
i den fastsatte periode, medmindre
21.
I § 20, stk. 3, ændres »Ydelse« til:
ydelsen helt eller delvis omsættes til
»Erstatning«.
kapitalbeløb eller den berettigede afgår
ved døden.
Stk. 4.
---
§ 21.
Efterlader afdøde sig børn, over
for hvilke den pågældende havde
forsørgelsespligt efter lov om aktiv
socialpolitik, har hvert barn, som har
den anden af sine forældre i live, ret til
en løbende årlig ydelse på 10 pct. af
afdødes årsløn, jf. § 24, indtil barnets
fyldte 18. år.
Stk. 2-5. ---
22.
I § 21, stk. 1, ændres », over for
hvilke den pågældende havde
forsørgelsespligt efter lov om aktiv
socialpolitik, har hvert barn« til: »eller
unge op til 21 år, over for hvilke den
pågældende har haft forsørgelsespligt
efter lov om børns forsørgelse, har
hvert barn eller ung«, og »barnets
fyldte 18. år« ændres til: »det fyldte
21. år«.
§ 21.
---
Stk. 2.
Mister et barn, som modtager
løbende ydelse efter stk. 1, den anden
23.
I § 21, stk. 2, 1. pkt., indsættes
af sine forældre, tilkommer der for den efter »barn«: »eller en ung«, og efter
resterende tid barnet en årlig ydelse på »barnet« indsættes: »eller den unge«.
20 pct. af afdødes årsløn. Samme årlige
ydelse tilkommer indtil barnets fyldte
384
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
2775159_0385.png
Gældende formulering
18. år hvert barn, for hvilket
tilskadekomne ved sin død stod som
eneforsørger efter lov om aktiv
socialpolitik.
Stk. 3-5. ---
Lovforslaget
§ 21.
---
Stk. 2.
[…] Samme årlige ydelse
tilkommer indtil barnets fyldte 18. år
hvert barn, for hvilket tilskadekomne
ved sin død stod som eneforsørger
efter lov om aktiv socialpolitik.
Stk. 3-5. ---
24.
I § 21, stk. 2, 2. pkt., ændres
»barnets fyldte 18. år hvert barn, for
hvilket tilskadekomne ved sin død stod
som eneforsørger efter lov om aktiv
socialpolitik« til: »det fyldte 21. år
hvert barn eller ung, for hvilket
tilskadekomne havde været
eneforsørger efter lov om børns
forsørgelse.«
§ 21.
---
Stk. 2.
---
Stk. 3.
Er barnet ved det fyldte 18. år
under uddannelse, og taler forholdene i
øvrigt derfor, kan ydelsen forlænges til
tidspunktet for uddannelsens
25.
§ 21, stk. 3, ophæves.
afslutning, dog længst til pågældendes
fyldte 21. år. Samme ret har afdødes
barn, som på tidspunktet for dødens
indtræden var fyldt 18 år og under
uddannelse.
Stk. 4-5. ---
§ 21.
---
Stk. 2-3. ---
Stk. 4.
Hvis ydelserne efter stk. 1-3
udregnes til mere end 50 pct. af
afdødes årsløn, nedsættes de enkelte
ydelser til samlet 50 pct. af afdødes
årsløn[…]
Stk. 5.
---
§ 22.
Hvis de samlede årlige ydelser
efter §§ 20 og 21 udgør mindre end 70
pct. af afdødes årsløn, kan der inden for
denne begrænsning under særlige
omstændigheder tillægges erstatning til
26.
I § 21, stk. 4, 1. pkt., § 22, 1. pkt., §
andre, som afdøde helt eller delvis
25, stk. 2 og 5, og § 63 a, stk. 3, nr. 2,
forsørgede, da arbejdsskaden indtraf.
litra a, ændres »ydelser« til:
[…]
»erstatninger«.
§ 25.
---
385
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
2775159_0386.png
Gældende formulering
Stk. 2.
De løbende ydelser, der er
fastsat med udgangspunkt i
grundlønnen,[…]
Stk. 3-4. ---
Stk. 5.
Løbende årlige ydelser, der ikke
er delelige med 12, forhøjes til
nærmeste med 12 delelige kronebeløb.
§ 63 a.
---
Stk. 2.
---
Stk. 3.
[…]
1) […]
2) […]
a) hensættelser for løbende ydelser for
erhvervssygdomme, […]
Stk. 4-10. ---
§ 21.
---
Stk. 2-3. ---
Stk. 4.
[…] nedsættes de enkelte ydelser
til samlet 50 pct. af afdødes årsløn.
Ydes der samtidig erstatning efter § 20,
nedsættes ydelserne tilsvarende til 40
pct. af afdødes årsløn.
Stk. 5.
Ydelserne efter stk. 1-3
udbetales med virkning fra dødsfaldet
med 1/12
månedligt forud[…]
Lovforslaget
27.
I § 21, stk. 4, 1. og 2. pkt., ændres
»ydelserne« til: »erstatningerne«, og i
§ 21, stk. 5, 1. pkt., ændres
»Ydelserne« til: »Erstatningerne«.
§ 21.
---
Stk. 2-3.
---
Stk. 4.
Hvis ydelserne efter stk. 1-3
udregnes til mere end 50 pct. af
afdødes årsløn, nedsættes de enkelte
ydelser til samlet 50 pct. af afdødes
årsløn[…]
Stk. 5.
---
28.
I § 21, stk. 4, 1. pkt., og stk. 5, 1.
pkt., ændres »stk. 1-3« til: »stk. 1-2«.
29.
§ 24
affattes således:
§ 24.
Årslønnen udgør tilskadekomnes
samlede arbejdsfortjeneste i året før
arbejdsskadens indtræden. Årslønnen
fastsættes med udgangspunkt i
oplysningerne i indkomstregisteret og
andre oplysninger fra
Skatteforvaltningen.
»§ 24. Årslønnen fastsættes som den
faktiske samlede indkomst ved arbejde
i det bedste af de seneste 5 indtægtsår
forud for arbejdsskadens indtræden, jf.
dog stk. 3. Den faktiske samlede
indkomst, jf. 1. pkt. og stk. 3,
opreguleres til værdien i skadeåret,
386
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
2775159_0387.png
Gældende formulering
Stk. 2.
Årslønnen fastsættes efter et
skøn, når
1) særlige indtægtsforhold eller
ansættelsesforhold gør sig gældende,
2) tilskadekomne på grund af en
erhvervssygdom ikke har været
beskæftiget til samme løn i hele det
foregående år,
3) tilskadekomne har været ude af
erhverv i en kortere eller længere
periode før datoen for sygdommens
anmeldelse eller
4) årslønnen fastsat efter stk. 1, 2. pkt.,
ikke giver et retvisende billede af
tilskadekomnes indtjening på
skadetidspunktet.
Stk. 3.
Ved beregning af erstatning
trækkes arbejdsmarkedsbidrag, jf. lov
om arbejdsmarkedsbidrag, fra
årslønnen.
Stk. 4.
I årslønnen medregnes værdien
af fri kost og logi samt værdien af andre
naturalydelser. Satserne for værdien af
kost og logi for personer, der har
ophold hos arbejdsgiveren, svarer til de
satser, der fastsættes af Skatterådet i
medfør af ligningslovens § 16, stk. 3, nr.
2, for det pågældende år.
Stk. 5.
Årslønnen kan ikke sættes højere
end 367.000 kr. inklusive
arbejdsmarkedsbidrag. Beløbet
reguleres efter § 25.
Stk. 6.
Er tilskadekomne under 18 år
eller under uddannelse, kan der ved
årslønsfastsættelsen tages hensyn til
den erhvervsindtægt, der kunne
forventes efter det fyldte 18. år eller
efter uddannelsens afslutning, hvis
arbejdsskaden ikke havde fundet sted.
Årslønnen skal dog ansættes til mindst
137.000 kr. inklusive
arbejdsmarkedsbidrag reguleret efter §
25, medmindre tilskadekomnes
erhvervsevne allerede forud for
arbejdsskadens indtræden var nedsat i
væsentlig grad.
Stk. 7.
Beskæftigelsesministeren
Lovforslaget
inden det bedste af de seneste 5
indtægtsår forud for arbejdsskadens
indtræden udpeges. Årslønnen
afrundes derefter til nærmeste 1.000
kr.
Stk. 2. Årslønnen, jf. stk. 1 og 3,
fastsættes på baggrund af oplysninger
om tilskadekomnes faktiske samlede
indkomst ved arbejde fra
indkomstregisteret. Er oplysningerne
ikke tilgængelige i indkomstregisteret,
fastsættes årslønnen på baggrund af
oplysninger fra skatteforvaltningen. Er
der hverken tilgængelige oplysninger i
indkomstregisteret eller fra
skatteforvaltningen, fastsættes
årslønnen på baggrund af oplysninger
om den faktiske samlede indkomst ved
arbejde indhentet fra tilskadekomne
eller andre relevante kilder eller
standardsatser, jf. stk. 7. Når
tilskadekomne er ansat med DIS-
indkomst, omregnes DIS-indkomsten,
jf. 1. pkt., til en tilsvarende indkomst
for personer, der gør tjeneste på skibe,
som ikke er omfattet af DIS-ordningen.
Stk. 3. I følgende situationer fastsættes
årslønnen ikke efter stk. 1:
1) Når tilskadekomnes faktiske
samlede indkomst ved arbejde er
nedsat grundet erhvervssygdommen,
jf. § 7, i alle 5 indtægtsår forud for
arbejdsskadens indtræden, fastsættes
årslønnen på baggrund af et forskudt
år på 12 sammenhængende måneder
uden påvirkning af
erhvervssygdommen inden for de
seneste 5 indtægtsår forud for
arbejdsskadens indtræden. Er der ikke
et forskudt år på 12 sammenhængende
måneder uden påvirkning af
erhvervssygdommen efter 1.pkt.,
fastsættes årslønnen på baggrund af et
indtægtsår før den 5 årige periode
forud for arbejdsskadens indtræden og
387
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
2775159_0388.png
Gældende formulering
fastsætter nærmere regler for
opgørelse af årsløn for selvstændige
erhvervsdrivende.
Stk. 8.
Til brug ved beregning og
regulering af erstatning for tab af
erhvervsevne og tab af forsørger som
løbende ydelse fastsættes en grundløn.
Denne beregnes ved at gange den
årsløn, der er fastsat efter reglerne i
stk. 1-7, med forholdet mellem 367.000
kr. og det maksimale årslønsbeløb, der
var gældende, da arbejdsskaden
indtraf.
Lovforslaget
er det ikke muligt, omregnes den
faktiske samlede indkomst ved arbejde
på skadetidspunktet til et helt
indtægtsår.
2) Når tilskadekomnes faktiske
samlede indkomst ved arbejde er
nedsat grundet barsel i alle 5
indtægtsår forud for arbejdsskadens
indtræden, fastsættes årslønnen på
baggrund af et forskudt år på 12
sammenhængende måneder uden
påvirkning af barsel inden for de
seneste 5 indtægtsår forud for
arbejdsskadens indtræden. Er der ikke
et forskudt år på 12 sammenhængende
måneder uden påvirkning af barsel
forud for arbejdsskaden, omregnes den
faktiske samlede indkomst ved arbejde
på skadetidspunktet til et helt
indtægtsår, og er det ikke muligt
fastsættes årslønnen på baggrund af
statistiske data over den
gennemsnitlige indkomst for
nyuddannede, eller på baggrund af
normalårslønnen.
3) Når tilskadekomnes indkomst ved
arbejde er nedsat grundet pasning af et
sygt eller handicappet familiemedlem i
alle 5 seneste indtægtsår forud for
arbejdsskadens indtræden, fastsættes
årslønnen på baggrund af et forskudt
år på 12 sammenhængende måneder
uden påvirkning af pasningen af det
syge eller handicappede
familiemedlem inden for de seneste 5
indtægtsår forud for arbejdsskadens
indtræden. Er der ikke et forskudt år på
12 sammenhængende måneder uden
påvirkning af pasningen forud for
arbejdsskaden, omregnes den faktiske
samlede indkomst ved arbejde på
skadetidspunktet til et helt indtægtsår,
og er det ikke muligt fastsættes
årslønnen på baggrund af et
388
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
2775159_0389.png
Gældende formulering
Lovforslaget
indtægtsår før den 5 årige periode
forud for arbejdsskadens indtræden.
4) Når tilskadekomne på
skadetidspunktet er i et
ansættelsesforhold med normalt
erhvervsophør før
folkepensionsalderen, fastsættes
årslønnen efter stk. 1, for perioden
indtil det normale erhvervsophør i
pågældende profession. I perioden fra
det normale erhvervsophør til
folkepensionsalderen fastsættes
årslønnen til normalårslønnen, jf. stk.
7, medmindre årslønnen efter 1. pkt. er
mindre end normalårslønnen. Uanset
2. pkt., fastsættes årslønnen på
baggrund af statistiske data over den
gennemsnitlige indkomst for
nyuddannede, hvis tilskadekomne har
gennemført eller er påbegyndt og
fortsat indskrevet på en uddannelse på
skadestidspunktet.5) Når
tilskadekomne er selvstændig
erhvervsdrivende eller medarbejdende
ægtefælle på skadetidspunktet,
fastsættes årslønnen på baggrund af
summen af gennemsnittet af
virksomhedens overskud før skat 5
regnskabsår forud for arbejdsskaden
og gennemsnittet af eventuel
lønindkomst, jf. stk. 1 eller 3, i samme
periode. Når tilskadekomne har været
selvstændig erhvervsdrivende eller
medarbejdende ægtefælle inden for de
seneste 5 år før arbejdsskaden og på
skadetidspunktet har afviklet eller
overdraget virksomheden, fastættes
årslønnen som den bedste indkomst
inden for de seneste 5 år før
arbejdsskaden, jf. 3. pkt. Indkomsten
efter 2. pkt. fastsættes enten som
gennemsnittet af den faktiske samlede
indkomst i de kalenderår indenfor de
foregående 5 år forud for skaden, hvor
tilskadekomne har været selvstændig
erhvervsdrivende eller medarbejdende
389
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
2775159_0390.png
Gældende formulering
Lovforslaget
ægtefælle, jf. 1. pkt., eller som den
faktiske samlede indkomst ved arbejde
i de hele kalenderår, hvor
tilskadekomne ikke har været
selvstændig erhvervsdrivende eller
medarbejdende ægtefælle, eller som
den faktiske samlede indkomst ved
arbejde i den seneste
sammenhængende periode op til
skadetidspunktet omregnet til et helt
indtægtsår.
6) Når tilskadekomnes faktiske
samlede indkomst ved arbejde er
varigt nedsat grundet en ulykke eller
sygdom inden for de seneste 5
indtægtsår forud for arbejdsskaden,
fastsættes årslønnen til det bedste
indtægtsår efter tidspunktet for
ulykken eller sygdommen. Er der ikke
et helt indtægtsår mellem tidspunktet
for ulykken eller sygdommen og
arbejdsskaden, omregnes den faktiske
samlede indkomst ved arbejde for den
seneste sammenhængende periode
med arbejde forud for arbejdsskaden
efter ulykken eller sygdommen til et
helt indtægtsår.
7) Når tilskadekomne er indsat i
Kriminalforsorgens institutioner m.v.,
jf. §§ 6 og 102 i lov om fuldbyrdelse af
straf m.v., på skadetidspunktet,
fastsættes årslønnen, hvis
tilskadekomne havde varig ansættelse,
på baggrund af tilskadekomnes faktiske
samlede indkomst ved arbejde i det
bedste af de seneste 5 år, inden
tilskadekomne blev indsat i
Kriminalforsorgens institutioner. Hvis
tilskadekomne var under 23 år på
tidspunktet for indsættelse i
Kriminalforsorgens institutioner,
fastsættes årslønnen efter stk. 3, nr. 9-
10, og ellers til minimumsårslønnen, jf.
stk. 7, frem til tilskadekomne fylder 30
år, hvorefter årslønnen fastsættes til
390
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
2775159_0391.png
Gældende formulering
Lovforslaget
normalårslønnen, jf. stk. 7. Uanset 1.
og 2. pkt., fastsættes årslønnen på
baggrund af statistiske data over den
gennemsnitlige indkomst for
nyuddannede, hvis tilskadekomne har
gennemført eller påbegyndt en
uddannelse under indsættelsen.
8) Når tilskadekomne er under 23 år på
skadetidspunktet og ikke omfattet af
stk. 3, nr. 9-10, fastsættes årslønnen til
minimumsårslønnen, jf. stk. 7, frem til
tilskadekomne fylder 30 år, hvorefter
normalårslønnen, jf. stk. 7, anvendes
for perioden frem til pensionsalderen.
Hvis tilskadekomnes faktiske samlede
indkomst ved arbejde på
skadetidspunktet omregnet til et helt
indtægtsår overstiger
minimumsårslønnen, fastsættes
årslønnen svarende til den faktiske
samlede indkomst ved arbejde frem til,
at tilskadekomne fylder 30 år. Hvis
tilskadekomnes faktiske samlede
indkomst ved arbejde på
skadetidspunktet omregnet til et helt
indtægtsår overstiger
normalårslønnen, fastsættes årslønnen
svarende til faktiske samlede indkomst
ved arbejde .
9) Når tilskadekomne deltager i en
erhvervsrettet uddannelse på
skadetidspunktet, fastsættes årslønnen
til minimumsårslønnen, jf. stk. 7, frem
til det tidspunkt, hvor tilskadekomne
ville kunne have været
færdiguddannet, hvis arbejdsskaden
ikke var sket. Fra dette tidspunkt
fastsættes årslønnen på baggrund af
statistiske data over den
gennemsnitlige indkomst for
nyuddannede.
10) Når tilskadekomne er nyuddannet
på skadetidspunktet og endnu ikke har
været beskæftiget mindst 1
indtægtsår, fastsættes årslønnen på
391
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
2775159_0392.png
Gældende formulering
Lovforslaget
baggrund af statistiske data over den
gennemsnitlige indkomst for
nyuddannede. Hvis tilskadekomnes
faktiske samlede indkomst ved arbejde
i tilskadekomnes ansættelse på
skadestidspunktet overstiger disse
oplysninger, omregnes indkomsten ved
arbejde til et helt indtægtsår.
11) Når tilskadekomne på
skadetidspunktet har nået
folkepensionsalderen eller er
førtidspensionist, fastsættes årslønnen
svarende til satsen for personer uden
erhverv, jf. stk. 7. Har tilskadekomne
en ansættelseskontrakt uden
tidsbegrænsning på skadestidspunktet,
og overstiger den faktiske samlede
indkomst ved arbejde i ansættelsen i et
indtægtsår satsen for personer uden
for erhverv, jf. stk. 7, fastsættes
årslønnen som den faktiske samlede
ved arbejde på skadetidspunktet
omregnet til et helt år. 1. og 2. pkt. i
denne bestemmelse gælder tillige for
andre tilskadekomne uden for erhverv
på skadetidspunktet.
12) Når tilskadekomne arbejdede i
fleksjob på skadetidspunktet, og
tilskadekomne er bevilget eller visiteret
til fleksjobbet den 1. januar 2013 eller
senere, fastsættes årslønnen på
baggrund
af den faktiske samlede
indkomste
ved arbejde fra det
konkrete fleksjob uden det kommunale
tilskud. For tilskadekomne, der er
bevilget eller visiteret til fleksjob før 1.
januar 2013, fastsættes årslønnen på
baggrund af antallet af timer og
timelønnen i fleksjobbet.
Stk. 4. Er tilskadekomne omfattet af to
eller flere undtagelser efter stk. 3,
anvendes den
undtagelsesbestemmelse, der rammer
tilskadekomnes situation tættest på
skadestidspunktet, når tilskadekomne
392
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
2775159_0393.png
Gældende formulering
Lovforslaget
på skadestidspunktet er omfattet af to
eller flere undtagelser efter stk. 3, skal
årslønnen fastsættes efter den
undtagelse, der ud fra en samlet
vurdering bedst afspejler
tilskadekomnes erhvervsmæssige
situation.Stk. 5. Ved beregning af
erstatning trækkes
arbejdsmarkedsbidrag, jf. lov om
arbejdsmarkedsbidrag, fra årslønnen.
Stk. 6. Arbejdsmarkedets
Erhvervssikring kan træffe selvstændig
afgørelse om årslønnen, når
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring
finder det hensigtsmæssigt.
Stk. 7. Årslønnen kan uanset stk. 1 og
stk. 3, højst fastsættes til 588.000 kr.
Minimumsårslønnen fastsættes til
248.000 kr. Normalårslønnen
fastsættes til 419.000 kr. For personer
uden for erhverv fastsættes årslønnen
til 52.000 kr. Alle beløb er inklusive
arbejdsmarkedsbidrag og reguleres
efter § 25, stk. 1.
Stk. 8. Til brug ved beregning og
regulering af erstatning for tab af
erhvervsevne og tab af forsørger som
løbende erstatning samt
uddannelsesgodtgørelse fastsættes en
grundløn. Denne beregnes ved at
gange den årsløn, der er fastsat efter
reglerne i stk. 1-3 og 7, med forholdet
mellem 588.000 kr. og det maksimale
årslønsbeløb, der var gældende, da
arbejdsskaden indtraf.
Stk. 9. Beskæftigelsesministeren kan
fastsætte nærmere regler om
fastsættelsen af årsløn efter stk. 1-4 og
6-7, herunder om afgrænsningen af
persongrupperne i stk. 3, nr. 1-12.«
§ 25.
De i §§ 18 og 19 og § 24, stk. 5 og
30.
I
§ 25, stk. 1,
ændres »§ 24, stk. 5
6, nævnte beløb reguleres hvert år pr. og 6« til: »§ 24, stk. 7«.
1. januar med 2,0 pct. tillagt
393
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
2775159_0394.png
Gældende formulering
tilpasningsprocenten for det
pågældende finansår, jf. lov om en
satsreguleringsprocent[…]
Stk. 2-5. ---
§ 26.
Erstatninger og godtgørelsesbeløb
efter denne lov udbetales til
tilskadekomne og efterladte, jf. dog stk.
5.
Stk. 2.
I særlige tilfælde kan
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring
udbetale erstatnings og
godtgørelsesbeløb til tilskadekomne og
efterladte og derefter kræve det
udlagte beløb med tillæg af rente, jf. §
60 ind hos forsikringsselskabet eller af
bidrag, jf. § 55.
Stk. 3-5. ---
Lovforslaget
31.
I
§ 26, stk. 1,
ændres »stk. 5« til:
»stk. 6«, og efter stk. 1 indsættes som
nyt stykke:
»Stk.
2.
Forskud på erstatning for tab af
erhvervsevne og på godtgørelse for
varigt mén kan udbetales i tiden inden
den endelige afgørelse.«
Stk. 2 bliver herefter stk. 3.
§ 26.
---
Stk. 2.
I særlige tilfælde kan
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring
udbetale erstatnings og
godtgørelsesbeløb til tilskadekomne og
efterladte og derefter kræve det
udlagte beløb med tillæg af rente, jf. §
60 ind hos forsikringsselskabet eller af
bidrag, jf. § 55.
Stk. 3-5. ---
32.
I
§ 26, stk. 2,
der bliver stk. 3,
ændres »erstatnings og
godtgørelsesbeløb« til: »erstatnings-
og godtgørelsesbeløb«.
§ 27.
---
Stk. 2-3. ---
33.
I
§ 27, stk. 4, 3. pkt.,
indsættes efter
Stk. 4.
[…] Omsætning af erstatning har
»fremtiden«: », jf. stk. 5«.
alene virkning for fremtiden. […]
Stk. 5.
---
§ 27.
---
Stk. 2-3.
---
Stk. 4.
Omsætning af løbende
erstatning til kapitalbeløb finder sted
på grundlag af erstatningens størrelse
på omsætningstidspunktet.
Omsætningstidspunktet er det
tidspunkt, hvor kapitalbeløbet kan
udbetales. Omsætning af erstatning har
alene virkning for fremtiden.
34.
I
§ 27
indsættes efter stk. 4 som nyt
stykke:
»Stk. 5. Hvis tilskadekomne i henhold
til en afgørelse om tab af erhvervsevne
har fået tilkendt en erstatning, og
afgørelsen senere ændres med
tilbagevirkende kraft, og erstatningen
efter denne afgørelse skal omsættes til
kapitalbeløb, jf. stk. 1, fastsættes
omsætningstidspunktet til datoen for
394
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
2775159_0395.png
Gældende formulering
Faktorerne for omsætning af løbende
erstatning til kapitalbeløb fastsættes på
baggrund af aktuarmæssige principper i
spring af hele år og måneder.
Beskæftigelsesministeren fastsætter
efter indstilling fra bestyrelsen for
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring årligt
inden udgangen af oktober måned de
nærmere regler for omsætning af
løbende erstatning til kapitalbeløb, der
tilkendes og beregnes i det følgende år.
Stk. 5.
---
Lovforslaget
Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings
senere afgørelse. Har tilskadekomne
ret til erstatning for en periode før
omsætningstidspunktet, jf. 1. pkt.,
udbetales erstatningen som en
løbende erstatning for denne periode.«
Stk. 5 bliver herefter stk. 6.
§ 27.
---
Stk. 2-4. ---
Stk. 5.
[…]Omsætning af løbende ydelse
til kapitalbeløb finder sted på grundlag
af ydelsens størrelse på dagen før
35.
I
§ 27, stk. 5, 2. pkt.,
der bliver stk.
dødsfaldet.
6, 2. pkt., og i § 43, 2. pkt., ændres
»ydelsens« til: »erstatningens«.
§ 43.
[…] På samme måde kan en
efterladt, der har fået tilkendt
erstatning efter § 20, stk. 1, jf. stk. 2,
inden for en frist på 5 år efter ydelsens
ophør […]
§ 29.
---
Stk. 2.
Den erstatningsansvarlige
skadevolder eller dennes
ansvarsforsikringsselskab har krav på at
få godtgjort erstatning og godtgørelse
fra arbejdsskadeforsikringsselskabet
eller Arbejdsmarkedets Erhvervssikring
af bidrag, jf. § 55, når der er udbetalt
erstatning eller godtgørelse som følge
af arbejdsskaden til tilskadekomne eller
dennes efterladte. Kravene fra den
erstatningsansvarlige skadevolder eller
dennes ansvarsforsikringsselskab
omfatter erstatnings- og
godtgørelsesbeløb af samme art, som
arbejdsskadeforsikringsselskabet eller
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har
pligt til at betale på det tidspunkt, hvor
kravet fremsættes.
36.
§ 29, stk. 2,
affattes således:
»Den
erstatningsansvarlige
skadevolder, dennes
ansvarsforsikringsselskab
eller et
forsikringsselskab, hvori der er tegnet
voldsskadeforsikring efter § 49 a,
har
krav på at få godtgjort erstatning og
godtgørelse fra
arbejdsulykkesforsikringsselskabet eller
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring af
bidrag, jf. § 55, når den
erstatningsansvarlige skadevolder,
dennes ansvarsforsikringsselskab
eller
et forsikringsselskab, hvori der er
tegnet voldsskadeforsikring efter § 49
a, har
dækket
godtgørelse, erstatning
m.v. efter lov om erstatningsansvar,
som tilskadekomne eller dennes
efterladte har ret til som følge af
arbejdsskaden.
Krav efter 1. pkt.
omfatter
erstatnings- og
395
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
2775159_0396.png
Gældende formulering
Lovforslaget
godtgørelsesbeløb af samme art, som
arbejdsskadeforsikringsselskabet eller
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har
pligt til at betale på det tidspunkt, hvor
kravet fremsættes,
og kan ikke
overstige det beløb, som
arbejdsulykkesforsikringsselskabet eller
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring som
følge af arbejdsskaden har tilkendt den
tilskadekomne eller dennes efterladte
efter §§ 15 og 17-23 for samme
tidsrum. Erstatning for tabt
arbejdsfortjeneste efter § 2 i lov om
erstatningsansvar sidestilles med
erstatning for tab af erhvervsevne,
jf. §
17.
«.
§ 29.
---
Stk. 2.
---
37.
I
§
29 indsættes som nyt stk. 3:
»En erstatningsansvarlig skadevolder,
dennes ansvarsforsikringsselskab og
Erstatningsnævnet har krav på at få
godtgjort erstatning og godtgørelse fra
et forsikringsselskab, hvori der er
tegnet voldsskadeforsikring efter § 49 a,
når
den
erstatningsansvarlige
dennes
eller
udbetalt
har
skadevolder,
ansvarsforsikringsselskab
Erstatningsnævnet
erstatning, godtgørelse m.v. efter lov
om erstatningsansvar i anledning af en
arbejdsulykke, som er omfattet af § 49
a. Kravet efter 1. pkt. kan ikke overstige
det
beløb,
som
har
voldsskadeforsikringsselskabet
tilkendt den tilskadekomne eller dennes
efterladte for samme tidsrum, jf. § 49 b.
«.
§ 34 a.
Arbejdsmarkeds Erhvervssikring
38.
I
§ 34 a, stk. 1,
ændres
giver Arbejdstilsynet terminaladgang
»Arbejdsmarkeds« til:
[…]
»Arbejdsmarkedets«.
Stk. 2.
---
396
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
2775159_0397.png
Gældende formulering
Lovforslaget
§ 35 a.
Arbejdsmarkedets
Erhvervssikring kan videregive
nødvendige oplysninger om
enkeltpersoners rent private forhold til
Udbetaling Danmark, pågældende
39.
I
§ 35 a
ændres »kan« til: »skal«.
skatteforvaltning og pågældende
kommune, hvor dette er nødvendigt for
at kontrollere, om der sker fejl eller
misbrug i forbindelse med udbetaling af
ydelser eller beskatning af indkomst.
§ 36.
---
Stk. 2-4. ---
Stk. 5.
Stk. 3 og forældelseslovens § 3,
stk. 1 og 2, finder ikke anvendelse på
krav på erstatning eller godtgørelse i
sager omfattet af § 41, stk. 2. […]
40.
I
§ 36, stk. 5, 1. pkt.,
ændres »§ 41,
stk. 2« til: »§ 41, stk. 3«.
§ 37.
---
Stk. 2.
Arbejdsmarkedets
Erhvervssikring og Ankestyrelsen kan af
arbejdsgivere, ansatte, regioner,
kommuner, jobcentre og andre
vedkommende, herunder sygehuse,
institutter og behandlende læger m.v.,
forlange meddelt enhver oplysning,
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring
skønner, er af betydning. Dette
omfatter blandt andet eventuelle
politirapporter, sygehusjournaler med,
hvad dertil hører,
produktionsprocedurer, oplysninger og
rapporter om produkters og stoffers
kemiske bestanddele eller afskrift af
sådanne rapporter, journaler og
formler. Arbejdsmarkedets
Erhvervssikring og Ankestyrelsen kan få
terminaladgang til oplysninger i
indkomstregisteret. Arbejdsmarkedets
Erhvervssikring kan forlange retsligt
forhør i overensstemmelse med
retsplejelovens § 1018, få udskrift heraf
samt forlange, at der foretages
obduktion efter reglerne om
lovmæssige obduktioner, jf. dog § 13,
stk. 2. Oplysningerne kan indhentes i
Stk. 3 og 4 bliver herefter stk. 4 og 5.
41.
I
§ 37
indsættes efter stk. 2 som nyt
stk.:
»Stk.
3.
Sikringspligtige arbejdsgivere,
offentlige myndigheder og andre
professionelle vedkommende,
herunder sygehuse, institutter og
behandlende læger m.v. skal senest 14
dage efter, at en anmodning om
oplysninger fra Arbejdsmarkedets
Erhvervssikring eller Ankestyrelsen er
kommet frem, afgive oplysninger, jf.
stk. 2, som de er i besiddelse af. Hvis
fristen ikke overholdes, rykker
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring eller
Ankestyrelsen for oplysningerne, og
oplyser om risikoen for bødestraf, jf. §
82, stk. 4, og oplysningerne skal
herefter afgives til Arbejdsmarkedets
Erhvervssikring eller Ankestyrelsen
senest 14 dage efter, at
rykkerskrivelsen er kommet frem. Hvis
vedkommende ikke er i besiddelse af
de ønskede oplysninger, skal
vedkommende give Arbejdsmarkedets
Erhvervssikring eller Ankestyrelsen
besked herom inden for fristen på 14
dage.«
397
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
2775159_0398.png
Gældende formulering
elektronisk form.
Stk. 3-4.
---
§ 37.
---
Stk. 2.
---
Stk. 3.
Til brug for behandling af sager
efter lov om arbejdsskadesikring og
opfølgning af sager efter § 8 i lov om
sygedagpenge kan Arbejdsmarkedets
Erhvervssikring og kommuner udveksle
oplysninger om oprettelse af
arbejdsskadesager […]
Stk. 4.
---
Lovforslaget
42.
I
§ 37, stk. 3, 1.
og
2. pkt.,
som
bliver stk. 4, 1. og 2. pkt., indsættes
efter »arbejdsskadesager«: », sager om
uddannelsesgodtgørelse«.
§ 38.
---
Stk. 2.
[…]Som grundlag for
beregningen kan højst anvendes den
timefortjeneste, der svarer til den i §
24, stk. 5, nævnte årsløn. […]
Stk. 3-5. ---
43.
I
§ 38, stk. 2,
ændres »§ 24, stk. 5«
til: »§ 24, stk. 7«
44.
I
§ 40, stk. 1,
indsættes efter
§ 40.
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring »denne lov«: »herunder om en
træffer, medmindre andet er fastsat,
anmeldt skade er omfattet af loven, jf.
afgørelse om alle spørgsmål efter
dog § 84 a, samt om tilskadekomne
denne lov.
eller efterladte har ret til ydelser efter
Stk. 2.
---
loven«.
§ 40 a.
Arbejdsmarkedets
Erhvervssikring træffer afgørelse om
tilbagebetaling,
[…]
Stk. 2.
---
45.
I
§ 40 a, stk. 1,
indsættes efter
»afgørelse om tilbagebetaling,«: »jf.
dog § 18 e«.
46.
§ 41, stk. 1,
affattes således:
»Efter anmodning fra tilskadekomne
§ 41.
Efter anmodning fra
eller efterladte eller på
tilskadekomne eller de efterladte eller
Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings
på Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings
foranledning kan en afgørelse om,
foranledning kan enhver afgørelse om,
hvorvidt en skade er omfattet af loven
at en skade ikke er omfattet af loven,
eller vedrørende erstatnings- og
genoptages inden for en frist på 5 år fra
godtgørelsesspørgsmål, jf. § 11,
afgørelsen. Det gælder tillige for sager,
genoptages, jf. dog stk. 2 -3. Det er en
som er afvist på grund af for sen
betingelse for genoptagelse, at der
anmeldelse.
foreligger nye oplysninger, som
Stk. 2.
---
indebærer en vis sandsynlighed for, at
398
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
2775159_0399.png
Gældende formulering
Lovforslaget
en genoptagelse vil føre til en ændret
materiel afgørelse, og at den, der
beder om genoptagelse, dokumenterer
dette.«
§ 41.
Efter anmodning fra
tilskadekomne eller de efterladte eller
på Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings
foranledning kan enhver afgørelse om,
at en skade ikke er omfattet af loven,
genoptages inden for en frist på 5 år fra
afgørelsen. Det gælder tillige for sager,
som er afvist på grund af for sen
anmeldelse.
Stk. 2.
Har Arbejdsmarkedets
Erhvervssikring meddelt, at en anmeldt
sygdom ikke hører under loven, og
optages sygdommen senere på
fortegnelsen nævnt i § 7, stk. 1, nr. 1,
kan sagen genoptages, selv om der er
forløbet mere end 5 år fra
Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings
afgørelse
47.
I
§ 41
indsættes efter stk. 1 som nyt
stykke:
»Stk.
2.
En afgørelse om, hvorvidt en
skade er omfattet af loven, eller
hvorvidt en efterladt er anset for
erstatningsberettiget efter § 20, stk. 1,
kan ikke genoptages senere end 5 år
fra afgørelsen, jf. dog stk. 3.«
Stk. 2 bliver herefter stk. 3.
§ 42.
Efter anmodning fra
tilskadekomne eller på
Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings
foranledning kan erstatnings- og
godtgørelsesspørgsmålene, jf. §§ 15 og
17-18, genoptages inden for en frist af
5 år fra første afgørelse, hvis der er sket
væsentlige ændringer af de forhold, der
blev lagt til grund for afgørelsen. Fristen
for genoptagelse kan forlænges inden
48.
§ 42, stk. 1,
ophæves.
udløbet af 5-års-fristen. Når ganske
særlige omstændigheder taler herfor, Stk. 2 bliver herefter stk. 1.
kan der ses bort fra fristerne.
Stk. 2.
Modtageren af løbende ydelse
efter §§ 17 og 17 a skal underrette
forsikringsselskabet eller
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring om
enhver forandring i sine forhold, som
kan formodes at medføre nedsættelse
eller bortfald af ydelsen, ligesom
forsikringsselskabet eller
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring skal
være opmærksom på, om der
399
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
2775159_0400.png
Gældende formulering
indtræder sådanne forandringer i
modtagerens forhold.
Lovforslaget
§ 42.
---
Stk. 2.
Modtageren af løbende ydelse
efter §§ 17 og 17 a skal underrette
forsikringsselskabet eller
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring […]
49.
I
§ 42, stk. 2,
der bliver stk. 1,
ændres »§§ 17 og 17 a« til: »§§ 17, 17
a og § 18 b-d«.
§ 43.
Er en efterladt ikke anset for
erstatningsberettiget efter § 20, stk. 1,
kan den pågældende inden for en frist
på 5 år fra modtagelsen af afgørelsen
herom anmode om at få
erstatningsspørgsmålet genoptaget. På
50.
§ 43
ophæves.
samme måde kan en efterladt, der har
fået tilkendt erstatning efter § 20, stk.
1, jf. stk. 2, inden for en frist på 5 år
efter ydelsens ophør anmode om at få
erstatningsspørgsmålet genoptaget
med henblik på tilkendelse af
yderligere, tidsbestemt løbende ydelse.
§ 44.
---
Stk. 2-4. ---
Stk. 5.
I det omfang arbejdsgiveren,
forsikringsselskabet eller bestyrelsen
for Arbejdsmarkedets Tillægspension
indbringer Arbejdsmarkedets
Erhvervssikrings afgørelse for
Ankestyrelsen, har klagen opsættende
virkning. […]
Stk. 6-9. ---
51.
I
§ 44, stk. 5, 1. pkt.,
indsættes efter
»opsættende virkning«: »med mindre
afgørelsen er truffet efter §§ 18 b og
18 d«.
52.
Efter § 46 indsættes i
kapitel 8:
Ȥ
47.
For afgørelser efter loven, der
kan påklages til Ankestyrelsen, skal den
administrative rekurs være udnyttet,
før afgørelsen kan indbringes for
domstolene. Arbejdsmarkedets
Erhvervssikrings afgørelser kan ikke
indbringes for domstolene.
Stk. 2.
Søgsmål til prøvelse af
Ankestyrelsens afgørelser efter loven
eller de regler, der udstedes efter
400
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
2775159_0401.png
Gældende formulering
Lovforslaget
loven, skal være anlagt af
tilskadekomne inden 12 måneder fra
afgørelsen. Forsikringsselskaber,
selvforsikrede statslige myndigheder,
regioner, kommuner, arbejdsgivere og
bestyrelsen for Arbejdsmarkedets
Tillægspension skal anlægge sagen
inden 6 måneder fra afgørelsen.«
53.
Efter § 49 indsættes i
kapitel 9:
»Vold
mod ansatte
§ 49 a.
Enhver arbejdsgiver kan tegne
en voldsskadeforsikring, der dækker
erstatning og godtgørelse efter lov om
erstatningsansvar som følge af vold,
trusler eller andre voldsomme
hændelser på arbejdet fra personer,
der drages omsorg for, mod ansatte,
som er omfattet af arbejdsgivers
sikringspligt, jf. § 48, stk. 1.
Forsikringen omfatter hændelser, som
anerkendes som en arbejdsulykke, jf. §
6. Tilsvarende gælder for selvstændige
erhvervsdrivende og medarbejdende
ægtefæller, jf. § 48, stk. 2, og
selvforsikrede arbejdsgivere, jf. § 48,
stk. 5.
Stk. 2.
Arbejdsgivere for ansatte inden
for socialområdet, ældreområdet,
sundhedsområdet og
undervisningsområdet, der er i særlig
risiko for at blive udsat for vold, trusler
eller andre voldsomme hændelser på
arbejdet fra personer, de drager
omsorg for, har pligt til at tegne en
forsikring som nævnt i stk. 1 og 3, jf.
dog stk. 4.
Stk. 3.
Arbejdsgivere, jf. § 48, stk. 1 og
2, der har tegnet
arbejdsulykkesforsikring, tegner
401
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
2775159_0402.png
Gældende formulering
Lovforslaget
voldsskadeforsikringen som en udvidet
del af arbejdsulykkeforsikringen i
samme forsikringsselskab, som
forsikrer arbejdsgiveren mod ulykker,
jf. § 50.
Stk. 4.
§ 48, stk. 5, finder tilsvarende
anvendelse for selvforsikrede
arbejdsgivere for så vidt angår
voldsskadeforsikringen, jf. stk. 1 og 2.
Kommuner og regioner, der tegner
voldsskadeforsikring efter stk. 1 eller 2,
kan dog overføre deres risiko for
hændelser til et forsikringsselskab. Hvis
kommunen eller regionen har tegnet
arbejdsulykkesforsikring, skal
voldsskadeforsikringen tegnes som en
udvidet del af
arbejdsulykkeforsikringen i samme
forsikringsselskab, som forsikrer
arbejdsgiveren mod ulykker, jf. § 50.
Stk. 5.
Beskæftigelsesministeren
fastsætter efter forhandling med
børne- og undervisningsministeren,
social- og boligministeren,
ældreministeren og indenrigs- og
sundhedsministeren nærmere regler
om, hvilke offentlige og private
arbejdsgivere, der er forpligtet til at
tegne en forsikring, jf. stk. 2.
Beskæftigelsesministeren fastsætter
endvidere regler om anmeldelse af
sagen til forsikringsselskabet og sagens
behandling.
§ 49 b.
Forsikringsselskabet eller den
selvforsikrede arbejdsgiver, jf. § 48, stk.
5, træffer afgørelse om, hvorvidt en
personskade er dækket af
voldsskadeforsikringen, jf. § 49 a, stk.
1, og eventuel udmåling af erstatning
402
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
2775159_0403.png
Gældende formulering
Lovforslaget
eller godtgørelse efter lov om
erstatningsansvar. Erstatning og
godtgørelse efter § 49 a kan ikke danne
grundlag for regreskrav mod en
skadevolder, der har pådraget sig
erstatningspligt over for tilskadekomne
eller deres efterladte.
Stk. 2.
Forsikringsselskabet eller den
selvforsikrede arbejdsgiver, jf. § 48, stk.
5, kan indhente oplysninger om den
anerkendte arbejdsulykke og
udmålingen af erstatning i forbindelse
hermed, herunder lægelige og
økonomiske oplysninger om
tilskadekomne, fra Arbejdsmarkedets
Erhvervssikring.
Stk. 3.
Erstatning og godtgørelse efter
voldsskadeforsikringen, jf. § 49 a, stk.
1, udbetales senest 14 dage fra datoen
for underretningen om beløbets
tilkendelse. Udbetales beløbet efter
dette tidspunkt, finder
rentebestemmelsen § 26, stk. 3, 1. pkt.,
tilsvarende anvendelse fra udløbet af
14-dages-fristen.
Stk. 4.
Forsikringsselskabet eller den
selvforsikrede arbejdsgiver, jf. § 48, stk.
5, træffer ved tvivl herom afgørelse om
en arbejdsgivers forsikringspligt, jf. 49
a, stk. 2. Afgørelse efter 1. pkt. kan
påklages til Arbejdstilsynet af
arbejdsgiveren eller den tilskadekomne
senest 4 uger efter, at de har modtaget
afgørelsen.
Stk. 5.
Har en arbejdsgiver, som har
pligt til at tegne voldsskadeforsikring
efter § 49 a, stk. 2, ikke tegnet denne
forsikring, udbetaler arbejdsgiverens
arbejdsulykkesforsikringsselskab
erstatning og godtgørelse efter § 49 a,
403
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
2775159_0404.png
Gældende formulering
Lovforslaget
stk. 1, til den tilskadekomne.
Stk. 6.
Har en arbejdsgiver undladt at
opfylde sin forsikringspligt efter § 48,
stk. 1, og § 49 a, stk. 2, varetager
Forsikring & Pension opgaverne efter
stk. 1, 4 og 5. Udgifterne hertil dækkes
på samme måde som efter § 48, stk. 6,
3. og 4. pkt.
§ 53.
Når et forsikringsselskab har
overtaget en sikringspligtig
arbejdsgivers eller selvstændig
54.
I
§ 53
indsættes efter »risiko, jf.«:
erhvervsdrivendes risiko, jf. § 50,
»§ 49 a, stk. 2, og«.
hæfter selskabet, selv om det ved
forsikringsaftalen er gået ud fra urigtige
forudsætninger om forsikringsansvarets
art og omfang.
§ 70 a.
---
Stk. 2-4.
---
Stk. 5.
Bestyrelsen fastsætter nærmere
bestemmelser om Arbejdsmarkedets
Erhvervssikrings valutakurs- og
renterisikoeksponering.
55.
§ 70 a, stk. 5,
affattes således:
»Stk. 5. Bestyrelsen beslutter
rammerne for Arbejdsmarkedets
Erhvervssikrings valutakurs- og
renterisikoeksponering.«
§ 82.
En sikringspligtig arbejdsgiver, der
undlader at tegne forsikring eller
tilslutte sig Arbejdsmarkedets
Erhvervssikring, straffes med bøde.
Stk. 2.
En sikringspligtig arbejdsgiver,
der undlader at holde forsikringen i
kraft eller betale bidrag til
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring,
straffes med bøde.
Stk. 3-5.
---
56.
I
§ 82, stk. 1
og
2,
indsættes som
2.
pkt.:
»Det gælder dog ikke ved sikringspligt
efter § 49 a, stk. 2.«
§ 82.
---
Stk. 2.
---
Stk. 3.
En sikringspligtig arbejdsgiver,
der ikke rettidigt anmelder en
indtruffet arbejdsskade eller ikke
medvirker ved sagsoplysningen af en
57.
§ 82, stk. 3,
affattes således:
»Stk. 3. En sikringspligtig arbejdsgiver,
der ikke rettidigt anmelder en
indtruffet arbejdsulykke, straffes med
bøde.«
404
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
2775159_0405.png
Gældende formulering
anmeldt arbejdsskade, jf. kapitel 7,
straffes med bøde.
Stk. 4-5.
---
Lovforslaget
§ 82.
---
Stk. 2.
---
Stk. 3.
En sikringspligtig arbejdsgiver,
der ikke rettidigt anmelder en
indtruffet arbejdsskade eller ikke
medvirker ved sagsoplysningen af en
anmeldt arbejdsskade, jf. kapitel 7,
straffes med bøde.
Stk. 4-5.
---
58.
I
§ 82
indsættes efter stk. 3 som nyt
stykke:
»Stk.
4.
Sikringspligtige arbejdsgivere,
offentlige myndigheder, og andre
professionelle vedkommende,
herunder sygehuse, institutter og
behandlende læger m.v., der ikke
senest 14 dage efter, at en
rykkerskrivelse fra Arbejdsmarkedets
Erhvervssikring eller Ankestyrelsen er
kommet frem, medvirker ved
sagsoplysningen af en anmeldt
arbejdsskade, jf. § 37, stk. 3, 2. og 3.
pkt., kan straffes med bøde.
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring og
Ankestyrelsen kan, hvis særlige
omstændigheder taler herfor, undlade
at anmelde sagen til politiet.«
Stk. 4 og 5 bliver herefter stk. 5 og 6.
59.
I
§ 82 a, stk. 1,
ændres »§ 82« til:
»§ 82, stk. 1-3«.
60.
Efter § 84 indsættes i
kapitel 12:
Ȥ
84 a.
Beskæftigelsesministeren kan
fastsætte nærmere regler om, at der
gennemføres forsøg, hvorefter der
delegeres afgørelseskompetence til
udvalgte forsikringsselskaber for så vidt
angår afgørelse om
anerkendelsesspørgsmålet af
arbejdsulykker, jf. § 40, stk. 1. 1.
punktum gælder dog ikke sager, der
skal behandles efter § 36, stk. 1.
Forsikringsselskabets afgørelse har
samme retsvirkning for tilskadekomne
som en afgørelse fra Arbejdsmarkedets
Erhvervssikring, herunder i forhold til
genoptagelse, frister og forældelse.
Tilskadekomne omfattet af forsøget vil
inden for en frist på 4 uger fra
modtagelsen af forsikringsselskabets
405
§ 82 a.
Ved overtrædelse af § 82 […]
Stk. 2-4.
---
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
2775159_0406.png
Gældende formulering
Lovforslaget
afgørelse kunne anmode om at få
sagen sendt til Arbejdsmarkedets
Erhvervssikring med henblik på, at
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring
træffer afgørelse om anerkendelse af
arbejdsskader, jf. § 40, stk. 1.
Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings
afgørelse træder herefter i stedet for
forsikringsselskabets afgørelse,
herunder i forhold til frister og
forældelse.«
§ 86.
Løbende rente efter lov om
forsikring mod følger af ulykkestilfælde,
61.
I
§ 86, stk. 1,
ændres ”1. januar
jf. lovbekendtgørelse nr. 137 af 26. april
2004” til: ”1. juli 2024” og ”1.591,2”
1968 med senere ændringer, forhøjes
ændres til: 2.547,5”.
fra den 1. januar 2004 til 1.591,2 pct. af
grundrenten pr. 1. april 1965.
Stk. 2-7. ---
§ 86.
---
Stk. 2.
[…] forhøjes fra den 1. januar
2004 til 341,5 pct. af den løbende
62.
I
§ 86, stk. 2, 1.
og
2. pkt.,
ændres
ydelse, der svarer til grundlønnen.
”1. januar 2004” til: ”1. juli 2024” og
Ménerstatning efter lov om
”341,5” ændres til: ”546,7”.
arbejdsskadeforsikring forhøjes fra den
1. januar 2004 til 341,5 pct. af den
ydelse, der svarer til grundbeløbet.
Stk. 3-7. ---
§ 86.
---
Stk. 2.
---
Stk. 3.
[…] forhøjes fra den 1. januar
2004 til 130,9 pct. af den løbende
ydelse, der svarer til grundlønnen.
Stk. 4-7. ---
63.
I
§ 86, stk. 3,
ændres ”1. januar
2004” til: ”1. juli 2024” og ”130,9”
ændres til: ”209,6”.
§ 86.
---
64.
I
§ 86, stk. 4,
ændres ”1. januar
Stk. 2-3. ---
2004” til: ”1. juli 2024” og ”125,4”
Stk. 4.
Løbende ydelse efter lov om
sikring mod følger af arbejdsskade for
ændres til: ”200,8”.
skader indtruffet mellem den 31. januar
1995 og den 31. december 2003
406
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
2775159_0407.png
Gældende formulering
forhøjes fra den 1. januar 2004 til 125,4
pct. af den løbende ydelse, der svarer
til grundlønnen.
Stk. 5-7.---
Lovforslaget
65.
I
§ 86
indsættes som nyt stk. 5:
§ 86.
---
Stk. 2-4. ---
Stk. 5.
Renter, løbende ydelser og
ménerstatninger, jf. stk. 1-4, reguleres
efter denne lovs § 25.
Stk. 6-7. ---
”Stk.
5.
Løbende erstatning for skader
indtruffet mellem den 1. januar 2004
og den 30. juni 2024 forhøjes fra den 1.
januar 2024 til 160,1 pct. af den
løbende ydelse, der svarer til
grundlønnen.”.
Stk. 5-7 bliver herefter stk. 6-8.
§ 86.
---
Stk. 2-4. ---
Stk. 5.
Renter, løbende ydelser og
ménerstatninger, jf. stk. 1-4, reguleres
efter denne lovs § 25.
Stk. 6.
For efterladte, der som følge af
tilskadekomnes død efter denne lovs
66.
I
§ 86, stk. 5,
der bliver stk. 6, og i
ikrafttræden har krav på erstatning
stk. 6, der bliver stk. 7, ændres ”1-4”
efter lov om forsikring mod følger af
til: ”1-5”.
ulykkestilfælde, lov om
arbejdsskadeforsikring eller lov om
sikring mod følger af arbejdsskade,
beregnes og reguleres erstatningen på
grundlag af den årsløn, der svarer til
det efter stk. 1-4 fastsatte rente eller
ydelsesbeløb.
Stk. 7.
---
§ 86.
---
Stk. 2-6. ---
Stk. 7.
Stk. 1-5 gælder ikke for
forsikringer, der er tegnet efter §§ 55,
58, 59 og 74 i lov om forsikring mod
følger af ulykkestilfælde.
67.
I
§ 86, stk. 7,
der bliver stk. 8
ændres ”1-5” til: ”1-6”.
§2
I lov om erstatning til tilskadekomne
værnepligtige m.fl., jf.
lovbekendtgørelse nr. 284 af 14. marts
407
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
2775159_0408.png
Gældende formulering
Lovforslaget
2013, som ændret ved § 3 i lov nr. 395
af 2. maj 2016 og § 6 i lov nr. 285 af 29.
marts 2017, foretages følgende
ændringer:
§ 5.
Hvis det viser sig, at den anmeldte
skade ikke er omfattet af § 1, træffer
Arbejdsskadestyrelsen afgørelse
herom. For sager, der behandles som
ulykker, træffes afgørelsen senest 3
måneder efter, at
Arbejdsskadestyrelsen har modtaget
anmeldelsen. For sager, der behandles
1.
§ 5
ophæves.
som sygdomme, er fristen 6 måneder.
Stk. 2.
Afgår tilskadekomne ved døden
efter skadens anmeldelse, finder
fristerne i stk. 1 tilsvarende anvendelse
for meddelelse til de efterladte om, at
dødsfaldet ikke er omfattet af loven.
Fristerne regnes her fra underretningen
om dødsfaldet til
Arbejdsskadestyrelsen.
§ 6.
For en indkaldt værnepligtig skal
der ved årslønsfastsættelsen tages
hensyn til den indtægt, tilskadekomne
kunne forvente at opnå, såfremt han
var blevet hjemsendt uden følger af
ulykken eller sygdommen.
2.
§ 6
ophæves.
§ 8.
Løbende rente efter lov om
erstatning til tilskadekomne
3.
I
§ 8, stk. 1,
ændres ”2004” til:
værnepligtige m.fl., jf.
”2024” og ”1.591,2”
ændres til:
lovbekendtgørelse nr. 138 af 26. april
2.547,5”.
1968, forhøjes fra den 1. januar 2004 til
1.591,2 pct. af […]
Stk. 2-8.
---
4.
I
§ 8, stk. 2, 1.
og
2. pkt.,
ændres
§ 8.
---
”2004” til: ”2024” og ”341,5” ændres
Stk. 2.
Løbende ydelse for skader
indtruffet mellem den 1. april 1978 og
til: ”546,7”.
den 31. december 1992 forhøjes fra
den 1. januar 2004 til 341,5 pct. af den
408
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
2775159_0409.png
Gældende formulering
løbende ydelse, der svarer til
grundlønnen. Ménerstatning forhøjes
fra den 1. januar 2004 til 341,5 pct. af
den ydelse, der svarer til grundbeløbet.
Stk. 3-8.
---
Lovforslaget
§ 8. ---
Stk. 2.
---
Stk. 3. Løbende ydelse for skader
indtruffet mellem den 1. januar 1993
og den 30. januar 1995 forhøjes fra den
5.
I
§ 8, stk. 3,
ændres ”2004” til:
1. januar 2004 til 130,9 pct. af den
”2024” og ”130,9” ændres til: ”209,6”.
løbende ydelse, der svarer til
grundlønnen.
Stk. 4-8.
---
§ 8. ---
Stk. 2-3.
---
Stk. 4.
Løbende ydelse for skader
indtruffet mellem den 31. januar 1995
6.
I
§ 8, stk. 4,
ændres ”2004” til:
og den 31. december 2002 forhøjes fra
”2024” og ”125,4” ændres til: ”200,8”.
den 1. januar 2004 til 125,4 pct. af den
løbende ydelse, der svarer til
grundlønnen.
Stk. 5-8.
---
7.
I
§ 8
indsættes som nyt stk. 5:
§ 8. ---
Stk. 2-4.
---
Stk. 5.
Renter, løbende ydelser og
menerstatninger, jf. stk. 1-4, reguleres
efter lov om arbejdsskadesikring § 25.
Stk. 6-8.
---
”Stk.
5.
Løbende erstatning for skader
indtruffet mellem den 1. januar 2004
og den 31. december 2023 forhøjes fra
den 1. januar 2024 til 160,1 pct. af den
løbende ydelse, der svarer til
grundlønnen.”.
Stk. 5-8 bliver herefter stk. 6-9.
§ 8.
---
Stk. 2-4.
---
8.
I
§ 8, stk. 5,
der bliver stk. 6, og i stk.
Stk. 5.
Renter, løbende ydelser og
6, der bliver stk. 7, ændres ”1-4” til: ”1-
menerstatninger, jf. stk. 1-4,
[…]
5”.
Stk. 6.
Hvis en tilskadekommen, der
modtager et rente- eller ydelsesbeløb,
dør efter denne lovs ikrafttræden,
409
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
2775159_0410.png
Gældende formulering
beregnes og reguleres erstatningen til
de efterladte på grundlag af en årsløn,
der svarer til det rente- eller
ydelsesbeløb, som er fastsat efter stk.
1-4.
Stk. 7-8. ---
Lovforslaget
§ 8. ---
Stk. 2-5.
---
Stk. 6.
Hvis en tilskadekommen, der
modtager et rente- eller ydelsesbeløb,
dør efter denne lovs ikrafttræden,
beregnes og reguleres erstatningen til
de efterladte på grundlag af en årsløn,
der svarer til det rente- eller
ydelsesbeløb, som er fastsat efter stk.
1-4.
Stk. 7.
Rentemodtagere, der er fyldt 67
9.
I
§ 8, stk. 7,
der bliver stk. 8 ændres
år, kan forlange, at renten, efter at
”1-5” til: ”1-6”.
denne er nedsat efter § 21, stk. 4, eller
§ 22, stk. 6, i lov om erstatning til
tilskadekomne værnepligtige m.fl., jf.
lovbekendtgørelse nr. 138 af 26. april
1968, omsættes til et kapitalbeløb.
Stk. 8.
Fristen, inden for hvilken den i
stk. 7 nævnte omsætning af rente til
kapital kan ske, fastsættes af direktøren
for Arbejdsskadestyrelsen, der ligeledes
fastsætter regler for omsætning af
rente til efterladte.
§ 8. ---
Stk. 2-7.
---
Stk. 8.
Fristen, inden for hvilken den i
stk. 7.
[…]
10.
I § 8, stk. 8, der bliver stk. 9,
ændres ”stk. 7” til: ”stk. 8”.
§3
I lov om en aktiv beskæftigelsesindsats,
jf. lovbekendtgørelse nr. 701 af 22. maj
2022, som ændret ved § 3 i lov nr. 875
af 21. juni 2022 og § 6 i lov nr. 879 af
410
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
2775159_0411.png
Gældende formulering
Lovforslaget
21. juni 2022, foretages følgende
ændringer:
§ 7.
loven omfatter tillige beskæftigede
personer, der kan få en indsats efter
reglerne i § 97, stk. 3, om den regionale
uddannelsespulje, afsnit VII om
indsatsen over for beskæftigede m.v.
og afsnit VIII om understøttelse af
indsats.
1.
I
§ 7
indsættes som stk. 2:
»Stk.
2.
Loven omfatter endvidere
personer, som har ret til en samtale i
jobcenteret om
uddannelsesmuligheder m.v., jf. § 38
a.«
2.
Efter
§ 38
indsættes før overskriften
før § 39:
Samtale og vurdering af
uddannelsesmuligheder i forbindelse
med uddannelsesgodtgørelse efter lov
om arbejdsskadesikring
Ȥ
38 a.
For personer, som
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har
vurderet er omfattet af målgruppen i §
18 a, stk. 1, i lov om
arbejdsskadesikring, skal jobcenteret
tilbyde en samtale om
uddannelsesmuligheder m.v. Personen
vælger, om samtalen skal holdes ved
personligt fremmøde, telefonisk eller
ved personligt digitalt fremmøde.
Stk. 2.
Ved samtalen skal personen og
jobcenteret drøfte personens ønsker til
og mulighed for at gennemføre en
erhvervskompetencegivende
uddannelse inden for områder med
behov for arbejdskraft. Jobcenteret
skal endvidere vejlede personen om
muligheder for tilbud m.v. efter denne
lov.
Stk. 3.
Samtalen kan træde i stedet for
en jobsamtale efter dette kapitel, en
411
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
2775159_0412.png
Gældende formulering
Lovforslaget
opfølgningssamtale efter kapitel 6 i lov
om sygedagpenge.
Stk. 4.
På baggrund af samtalen giver
jobcenteret oplysninger til
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring om
personens ønske til uddannelse og en
vurdering af, om
3) uddannelsen er en
erhvervskompetencegivende
uddannelse inden for et område
med behov for arbejdskraft, og
4) personen forventes at kunne
gennemføre uddannelsen og
varetage et ordinært job på fuld tid
på almindelige vilkår efter
uddannelsen.«
§4
I lov om sygedagpenge, jf.
lovbekendtgørelse nr. 1263 af 2.
september 2022, som ændret ved § 2 i
lov nr. 878 af 21. juni 2022 og § 6 i lov
[L 14], foretages følgende ændringer:
§ 34.
En person, der pådrager sig en
arbejdsskade omfattet af lov om
arbejdsskadesikring eller lov om sikring
mod følger af arbejdsskade, og som
ikke har ret til sygedagpenge fra
arbejdsgiveren, har ret til
sygedagpenge fra kommunen fra første
fraværsdag, uanset at personen ikke
opfylder beskæftigelseskravet efter §
32.
1.
I
§ 34
indsættes som stk. 2:
»Stk.
2.
En person, der på grund af
længerevarende sygdom afbryder en
påbegyndt uddannelse, hvor personen
modtager uddannelsesgodtgørelse, jf.
§ 18 c, stk. 3, i lov om
arbejdsskadesikring, har ret til
sygedagpenge fra kommunen fra
personens første fraværsdag, efter at
retten til uddannelsesgodtgørelse
ophører.«
2.
I
§ 38
indsættes efter stk. 4 som nyt
stykke:
»Stk.
5.
En person, der på grund af
længerevarende sygdom afbryder en
påbegyndt uddannelse, hvor personen
modtager uddannelsesgodtgørelse, jf.
§ 18 c, stk. 3, i lov om
412
§ 38. ---
Stk. 2-4.
---
Stk. 5.
Kommunen kan i særlige tilfælde
forlange, at anmodning sker tidligere
end fastsat i stk. 1, 3 eller 4.
Stk. 6-8.
---
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
2775159_0413.png
Gældende formulering
Lovforslaget
arbejdsskadesikring, skal anmode om
sygedagpenge hos kommunen senest 3
uger efter sidste dag med ret til
uddannelsesgodtgørelse.
Anmodningen om sygedagpenge skal
ske på en blanket, som udleveres af
kommunen.«
Stk. 5-8 bliver herefter stk. 6-9.
§ 38. ---
Stk. 2-5.
---
Stk. 6.
Hvis anmodning om
sygedagpenge fra kommunen indgives
senere end fastsat i stk. 1, 3, 4 eller 5,
[…]
Stk. 7-8.
---
§ 38. ---
Stk. 2-6.
---
Stk. 7.
[…] jf. dog stk. 8.
Stk. 8.
---
3.
I
§ 38, stk. 6,
som bliver stk. 7,
ændres »stk. 1, 3, 4 eller 5« til: »stk. 1,
3, 4, 5 eller 6«, og »lønmodtageren«
ændres til »personen«.
4.
I
§ 38, stk. 7,
som bliver stk. 8,
ændres i 2. pkt. »jf. dog stk. 8« til: »jf.
dog stk. 9«.
5.
Efter § 51 indsættes:
Ȥ
51 a.
Beskæftigelsesministeren
fastsætter regler om beregning af
sygedagpenge til en person, der på
grund af længerevarende sygdom
afbryder en påbegyndt uddannelse,
hvor personen modtager
uddannelsesgodtgørelse, jf. § 18 c i lov
om arbejdsskadesikring.«
§5
I lov om aktiv socialpolitik, jf.
lovbekendtgørelse nr. 241 af 12.
februar 2021, som ændret bl.a. ved § 2
i lov nr. 466 af 20. marts 2021, ved § 3 i
lov nr. 452 af 20. april 2022 og senest
ved § 5 i lov nr. 879 af 21. juni 2022,
foretages følgende ændring:
§ 33.
[…]
1-10)
[…]
1.
I
§ 33
indsættes som nr. 11:
413
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
2775159_0414.png
Gældende formulering
Lovforslaget
»11) Uddannelsesgodtgørelse efter lov
om arbejdsskadesikring udbetalt til
ansøgerens ægtefælle.«
§ 69 j. ---
stk. 2-4.---
Stk. 5.
Har modtageren af
ressourceforløbsydelsen indtægter,
2.
I
§ 69 j, stk. 5, 1. pkt.,
ændres »stk.
trækkes disse fra i ydelsen, jf. dog stk. 7-12« til: »stk. 7-13«.
7-12. Indtægter, der udbetales for en
periode, der ligger, før modtageren af
ressourceforløbsydelse er begyndt i et
jobafklaringsforløb, medfører ikke
fradrag i ressourceforløbsydelsen.
Tilsvarende gælder for udbetaling af
indtægter for en periode, der ligger
efter tidspunktet for ophør i et
jobafklaringsforløb. En person, der ikke
får udbetalt ressourceforløbsydelse på
grund af fradrag for indtægter, anses
for at modtage ressourceforløbsydelse.
§ 69 j.
---
Stk. 2-11.
---
Stk. 12.
§ 33 finder anvendelse for
fradrag i ressourceforløbsydelse under
jobafklaringsforløb.
Stk. 13-14.
---
3.
I
§ 69 j
indsættes efter stk. 12 som
nyt stk.:
»Stk. 13. Uddannelsesgodtgørelse efter
§§ 18 a-18 f i lov om
arbejdsskadesikring medfører ikke
fradrag i ressourceforløbsydelsen.«
Stk. 13 og 14 bliver herefter stk. 14 og
15.
§6
I lov om afgift af bidraget til
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring og af
arbejdsulykkeserstatninger m.v., jf.
lovbekendtgørelse nr. 374 af 30. marts
2020, som ændret ved § 2 i lov nr.
2203 af 29. december 2020, foretages
følgende ændringer:
§ 3.
Afgiften efter § 1 består af to dele:
1.
I
§ 3, stk. 1, nr. 1, 1. pkt.,
udgår »på
1) En afgift på 17 pct. af bidraget efter 17 pct.«
lov om arbejdsskadesikring § 55, stk. 1,
414
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
2775159_0415.png
Gældende formulering
som de sikringspligtige arbejdsgivere og
de frivilligt sikrede har indbetalt
vedrørende det foregående kalenderår.
Ved opgørelsen af bidraget efter 1. pkt.
ses der bort fra den del af bidraget,
som er en konsekvens af afgiften efter
denne lov, jf. § 8.
2) […]
Stk. 2-6.
---
§ 3.
Afgiften efter § 1 består af to dele:
1) […] Ved opgørelsen af bidraget efter
1. pkt. ses der bort fra den del af
bidraget, som er en konsekvens af
afgiften efter denne lov, jf. § 8.
2) […]
Stk. 2-6.
---
Lovforslaget
2.
I
§ 3, stk. 1, nr. 1,
indsættes som 3.
pkt.:
»Afgiften efter 1. pkt. udgør 17 pct. til
og med den 31. december 2030 og
14,8 pct. fra og med den 1. januar
2031.«
§ 3.
Afgiften efter § 1 består af to dele:
1) […]
2) En afgift på 12 pct. af de samlede […]
3.
I
§ 3, stk. 1, nr. 2, 1. pkt.,
udgår »på
12 pct.«
Stk. 2-6.
---
§ 3.
Afgiften efter § 1 består af to dele:
1) […]
2) En afgift på 12 pct. af de samlede
kapitalerstatninger for tab af
erhvervsevne, godtgørelse for varigt
men, overgangsbeløb ved dødsfald,
erstatninger for tab af forsørger,
godtgørelser til efterladte samt
hensættelser til dækning af fremtidige
løbende erstatninger for tab af
erhvervsevne og erstatninger for tab af
forsørger, som Arbejdsmarkedets
Erhvervssikring har tilkendt i det
foregående kalenderår som følge af en
arbejdsulykke, jf. bilag 1.
Stk. 2-6.
---
4.
I
§ 3, stk. 1, nr. 2,
indsættes som 2.
pkt.:
»Afgiften efter 1. pkt. udgør 12 pct. til
og med den 31. december 2030 og 9,8
pct. fra og med den 1. januar 2031.«
415
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
416
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
417
 L 23 - 2023-24 - Bilag 9: Lovudkast
418