Slotsholmsgade 10-12
DK-1216 København K
T +45 7226 9000
W sum.dk
Folketingets Indenrigsudvalg
Dato: 09-10-2024
Enhed: Demokratikontoret
–
Styrelsesenheden
Sagsbeh: sia
Sagsnr.:2024 - 11298
Dok. nr.: 223087
Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr. 110 (Alm. del), som Folketingets
Indenrigsudvalg har stillet til indenrigs- og sundhedsministeren den 11. september
2024. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Lise Bertelsen (KF).
Spørgsmål nr. 110:
”Vil
ministeren redegøre for de regler, der fastlægger en øvre grænse for, hvornår
forslag stillet i en kommunalbestyrelse første gang skal forelægges udvalgsbehandling
i den pågældende kommune? Er ministeren bekendt med en gennemsnitlig
behandlingstid?”
Svar:
Jeg forstår spørgsmålet således, at der spørges ind til den tidsmæssige grænse for,
hvornår et forslag, som en kommunalbestyrelse har henvist til udvalgsbehandling,
første gang skal behandles af vedkommende udvalg.
Jeg kan oplyse, at der ikke findes en lovbestemt tidsmæssig grænse for behandling af
sager i kommunernes stående udvalg.
Kommunestyrelseslovens § 31 a, stk. 3, giver dog borgmesteren ret til at standse
behandlingen af en sag, der hører under et udvalgs myndighedsområde, ved skriftligt
at pålægge udvalget at indbringe sagen for kommunalbestyrelsen uden unødigt
ophold, så længe afgørelsen ikke er henlagt til udvalget ved lov. Borgmesteren har
således mulighed for at gribe ind, hvis borgmesteren mener, at sagsbehandlingstiden
i udvalget er for lang. Borgmesteren kan dog ikke kræve, at kommunalbestyrelsen
træffer endelig afgørelse i sagen, og kommunalbestyrelsen vil kunne beslutte at
henvise sagen til (fornyet) behandling i udvalget.
Der er derudover intet til hinder for, at kommunalbestyrelsen inden for lovgivningens
rammer fastsætter retningslinjer for sagsbehandlingstiden i udvalgene, eller at
kommunalbestyrelsen i en konkret sag beslutter, at forslaget skal behandles inden for
en nærmere bestemt tidsramme.
Det bemærkes, at det er en almindelig kommunalretlig grundsætning, at en sag, der
behandles af kommunalbestyrelsen, skal være således oplyst, at der foreligger et
forsvarligt beslutningsgrundlag. Til en sags oplysning vil normalt høre, at der
indhentes en erklæring fra vedkommende udvalg, inden kommunalbestyrelsen
træffer beslutning i sagen.
Kommunalbestyrelsens overholdelse heraf vil kunne efterprøves ved klage- og
tilsynsmyndighederne og domstolene.