Udlændinge- og Integrationsudvalget 2023-24
UUI Alm.del Bilag 69
Offentligt
2825539_0001.png
Notat
Notat til Folketingets Europaudvalg og Folketingets Udlændinge- og Integrati-
onsudvalg om afgivelse af mundtligt indlæg i EU-Domstolens sag C-156/23,
Ararat
15. februar 2024
Udlændinge- og
Integrationsministeriet
Udsendelse
Slotsholmsgade 10
1216 København K
Tel.
Mail
Web
CVR-nr.
6198 4000
[email protected]
www.uim.dk
36977191
1.
Indledning
En nederlandsk ret har forelagt EU-Domstolen tre præjudicielle spørgsmål om for-
tolkning af artikel 5 i udsendelsesdirektivet
1
sammenholdt med artikel 4, artikel 19,
stk. 2, og artikel 47 i EU’s charter om grundlæggende rettigheder
2
i relation til non-
refoulement-princippet. De to første spørgsmål er relevante i en dansk kontekst.
Det første præjudicielle spørgsmål angår, om en national domstol i en sag, som ikke
er indledt ved en ansøgning om
asyl,
og hvori ansøgeren ikke har påberåbt sig non-
refoulement-princippet,
ex officio
skal prøve, om non-refoulement-princippet er
blevet overholdt på grundlag af oplysninger i sagens akter, som er bragt til dens
kendskab.
Såfremt dette spørgsmål skal besvares bekræftende, ønsker den forelæggende ret
med det andet spørgsmål oplyst, om det forhold, at der er konstateret en risiko for
refoulement, er til hinder for at udstede en
tilbagesendelsesafgørelse,
eller om det
blot er en hindring for
udsendelse.
2.
Hovedsagens faktiske omstændigheder
Den nederlandske retssag vedrører en armensk familie, der i 2011 indgav en ansøg-
ning om
asyl
i Nederlandene, og som fik afslag herpå. I 2016 og 2019 indgav familien
ansøgninger om
opholdstilladelse
på andet grundlag, hvilket de ligeledes fik afslag
på. Sagsøgerne har indbragt det seneste afslag på opholdstilladelse for retten.
Sagsbehandler
Christian Rye Thuesen
Mail
Sags nr.
Akt-id
[email protected]
2024 - 2355
2610107
1
Direktiv 2008/115/EF af 16. december 2008 om fælles standarder og procedurer i medlemsstaterne
for tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold, EUT L 348 af 24.12.2008, s. 98–
107.
2
Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (2010/C 83/02).
Side
1/4
UUI, Alm.del - 2023-24 - Bilag 69: Orientering om notat til UUI om afgivelse af mundtligt indlæg i EU-Domstolens sag C-156/23, Ararat
2825539_0002.png
3.
Relevante retsregler
Efter EU’s charter om grundlæggende rettigheder
artikel 4, må ingen underkastes
tortur, ej heller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. I henhold
til chartres artikel 19, stk. 2, må ingen udsendes, udvises eller udleveres til en stat,
hvor der er en alvorlig risiko for at blive idømt eller udsat for tortur eller anden
umenneskelig eller nedværdigende behandling. Chartrets artikel 19, stk. 2, afspejler
princippet om non-refoulement. Det følger af chartrets artikel 47 bl.a., at enhver,
hvis rettigheder og friheder som sikret af EU-retten er blevet krænket, skal have
adgang til effektive retsmidler.
Udsendelsesdirektivet fastsætter fælles standarder og procedurer, som skal anven-
des i medlemsstaterne ved tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere uden lovligt
ophold. Det følger af udsendelsesdirektivets artikel 5 bl.a., at medlemsstaterne skal
respektere non-refoulement-princippet. Efter udsendelsesdirektivets artikel 6, stk.
1, træffer medlemsstaterne afgørelse om tilbagesendelse vedrørende enhver tred-
jelandsstatsborger, som opholder sig ulovligt på deres område. I henhold til udsen-
delsesdirektivets artikel 9, stk. 1, udsætter medlemsstaterne en udsendelse, bl.a.
hvis det vil være i strid med non-refoulement-princippet.
Udsendelsesdirektivet er implementeret i dansk ret ud fra en forståelse af, at der
skal meddeles alle udlændinge uden
lovligt ophold
en tilbagesendelsesafgørelse.
Dette gælder også, selvom udlændingen ikke kan udsendes pga. risiko for refoule-
ment. Foreligger der risiko for refoulement, vil udsendelsen derimod i stedet kunne
udsættes
i overensstemmelse med udsendelsesdirektivets artikel 9, stk. 1.
4.
Regeringens interesse i sagen
Regeringens interesse i sagen skal navnlig ses i lyset af, at EU-Domstolen forventes
at tage stilling til, hvorvidt myndighederne - såfremt der foreligger oplysninger om
risiko for refoulement - ved
enhver
beslutning om meddelelse af en tilbagesendel-
sesafgørelse, dvs. også i forbindelse med beslutninger, der angår andre typer af op-
holdsgrundlag end asyl, vil være forpligtet til
af egen drift
at vurdere, hvorvidt ud-
sendelse af udlændingen vil kunne medføre en risiko for forfølgelse eller overgreb
i strid med refoulementsforbuddet.
Spørgsmålet er af væsentlig betydning for Danmark. Baggrunden herfor er, at det i
Danmark alene er Udlændingestyrelsen og Flygtningenævnet, der i forbindelse med
behandling af
en ansøgning om asyl
har kompetence til at vurdere, om en udsen-
delse af en udlænding vil være i strid med refoulmentsforbuddet. Da tilbagesendel-
sesafgørelser i Danmark kan meddeles af en række andre myndigheder i forbin-
delse med konstateringen af, at udlændingen ikke har et
lovligt ophold,
vil EU-Dom-
stolens fortolkning af udsendelsesdirektivet på dette område kunne have betyd-
ning for de danske udlændingemyndigheders procedure i sager om ansøgning om
Side
2/4
UUI, Alm.del - 2023-24 - Bilag 69: Orientering om notat til UUI om afgivelse af mundtligt indlæg i EU-Domstolens sag C-156/23, Ararat
2825539_0003.png
opholdstilladelse,
herunder i forhold til kompetencefordeling mellem myndighe-
derne.
Efter danske regler har ingen andre myndigheder end Udlændingestyrelsen og
Flygtningenævnet således kompetence til at tage stilling til spørgsmålet om refoule-
ment, men vil i relevant omfang
f.eks. i sager hvor en udlænding oplyser at frygte
en tilbagevenden til hjemlandet
kunne henvise den pågældende til at indgive
an-
søgning om asyl
til Udlændingestyrelsen.
I relation til det første forelagte spørgsmål vil regeringen argumentere for, at der
følger et absolut forbud mod refoulement efter EU’s charter om grundlæggende
rettigheder og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, men at der ikke
heraf kan udledes en forpligtelse for myndighederne til af egen drift at tage stilling
til refoulementsforbuddet i forbindelse med sager, der ikke vedrører asyl. Tilsva-
rende kan en sådan forpligtelse ikke anses for at følge af udsendelsesdirektivet.
Hertil kommer, at det er et almindeligt princip, at det tilkommer en asylansøger at
sandsynliggøre et beskyttelsesbehov, og myndighederne må således i relevant om-
fang kunne henvise den pågældende til at indgive ansøgning om asyl.
Regeringens interesse i sagen skal derudover ses i lyset af, at det følger af udlæn-
dingelovens regler, at alle udlændinge uden lovligt ophold meddeles en tilbagesen-
delsesafgørelse med en udrejsefrist. Dette gælder også, selvom udlændingen ikke
kan udsendes med henvisning til princippet om non-refoulement. Udlændingemyn-
dighederne vil i disse tilfælde i stedet
udsætte
udsendelsen i overensstemmelse
med princippet om non-refoulement. Det betyder, at udlændingen kommer på så-
kaldt ”tålt ophold”.
I forhold til det andet præjudicielle spørgsmål vil regeringen argumentere for, at
artikel 5 i udsendelsesdirektivet ikke er til hinder for meddelelse af en tilbagesen-
delsesafgørelse, og at princippet om non-refoulement alene kan være en hindring
for tvangsmæssig udsendelse i overensstemmelse med artikel 9 i udsendelsesdirek-
tivet, hvorefter en udsendelse skal udsættes, hvis den vil krænke princippet om
non-refoulement.
Det bemærkes, at der fra dansk side ikke er afgivet skriftligt indlæg i sagen, da det
ikke blev vurderet nødvendigt på baggrund af forelæggelseskendelsen. På bag-
grund af dommen i C-663/21, Bundesamt für Fremdenwesen und Asyl (Réfugié ay-
ant commis un crime grave), der er afsagt efterfølgende den 6. juli 2023, er det
imidlertid vurderingen, at der bør afgives indlæg under den mundtlige forhandling
af sagen. I sag C-663/21 fandt EU-Domstolen, at udsendelsesdirektivet artikel 5 er
Side
3/4
UUI, Alm.del - 2023-24 - Bilag 69: Orientering om notat til UUI om afgivelse af mundtligt indlæg i EU-Domstolens sag C-156/23, Ararat
til hinder for udstedelse af en tilbagesendelsesafgørelse til en tredjelandsstatsbor-
ger, når det er godtgjort, at udsendelse af tredjelandsstatsborgeren til det på-
tænkte tredjeland på ubestemt tid vil være i strid med non-refoulement-princippet.
Side
4/4