Retsudvalget 2023-24
REU Alm.del Bilag 39
Offentligt
Aftale om Danmarks tilknytning til Europol efter 1. maj 2017
Regeringen (Venstre, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti),
Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Enhedslisten, Alternativet, Radikale Venstre og
Socialistisk Folkeparti er enige om, at kampen mod grænseoverskridende kriminalitet
kræver et tæt europæisk samarbejde, og at Europol er et centralt og effektivt
samarbejdsorgan for dansk politi.
Det europæiske politisamarbejde er i hastig udvikling og det forventes, at den
teknologiske udvikling vil give de lande, som er medlemmer af Europol, stadig mere
effektive værktøjer til forebyggelse, efterforskning og bekæmpelse af
grænseoverskridende kriminalitet.
Regeringen har efter folkeafstemningen i december 2015, efter mandat fra
Folketingets Europaudvalg, anmodet Kommissionen om en aftale, som kan sikre
Danmark den tættest mulige tilknytning til Europol, når Danmark fra 1. maj 2017 på
grund af retsforbeholdet ikke længere kan være medlem af Europol.
Kommissionen har efter et forhandlingsforløb på den baggrund foreslået regeringen
en ordning, som muliggør et fortsat samarbejde mellem dansk politi og Europol.
Ordningen indebærer, at Danmark ift. adgang til databaserne kan have et tættere
samarbejde med Europol end andre lande, der ikke er medlem af Europol, som følge
af, at Danmark er medlem af EU og deltager i Schengen-samarbejdet.
Det er Rigspolitiets vurdering, at den foreslåede ordning på kort sigt vil sikre dansk
politi en tilfredsstillende adgang til Europols databaser. Det er dog også Rigspolitiets
vurdering, at dansk politis muligheder for at drage nytte af de nye teknologiske
muligheder, som Europol vil stille til rådighed, i nær fremtid vil være væsentligt
begrænsede. Det skyldes, at Europols databaser fremadrettet vil blive stillet til
rådighed for Europols medlemsstater i langt højere grad end i dag, således at den
enkelte betjent eller patrulje kan få direkte adgang til oplysninger i Europol. Det vil
være et effektivt operativt redskab i kampen mod den grænseoverskridende
kriminalitet.
Partierne lægger vægt på, at dansk politi fortsat skal have mulighed for at deltage i
det operationelle politisamarbejde i Europol og fortsat skal have mulighed for at have
hurtig og effektiv adgang til Europols databaser, da de udgør et uundværligt værktøj
for dansk politi.
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 39: Brev vedrørende ny proces for Europol-redegørelsen
Partierne er enige om følgende:
Den ordning, som Kommissionen foreslår, kan for nuværende sikre Danmark en tæt
tilknytning til Europol, når Danmark fra 1. maj 2017 ikke længere er medlem af
Europol. Det er en tilfredsstillende løsning, som umiddelbart sikrer dansk politi den
nødvendige adgang til politisamarbejdet i Europol og til Europols databaser.
Aftaleparterne noterer sig, at Kommissionens forudsætning for aftalen er, at Danmark
forbliver medlem af EU og fortsat deltager i Schengen-samarbejdet på et
mellemstatsligt grundlag.
Regeringen vurderer – efter drøftelse med Kommissionen – at det vil blive vanskeligt
at opnå fuld dansk tilknytning til PNR og det nye Eurojust. Aftaleparterne noterer sig,
at regeringen vil arbejde aktivt for at opnå aftaler, der sikrer Danmark den tættest
mulige tilknytning til PNR og Eurojust.
I nær fremtid ventes Europol-samarbejdet at udvikle sig på en måde, som ifølge
Rigspolitiet vil stille dansk politi betydeligt ringere end politimyndighederne i de
lande, der er medlemmer af Europol. Partierne vil derfor følge udviklingen nøje og
årligt gøre status over dansk politis situation i forhold til Europol. Det skal konkret
ske med en årlig rapport efterfulgt af et møde i aftalekredsen samt en
redegørelsesdebat i Folketinget primo november måned.
Aftaleparterne noterer sig, at justitsministeren i efteråret 2017, for partierne bag
aftalen og flerårsaftalen om politiets økonomi fremlægger en samlet vurdering af de
operationelle konsekvenser - samt evt. økonomiske implikationer - for dansk politi af,
at Danmark ikke længere vil være medlem af Europol og til sin tid ikke længere vil
være medlem af det nye Eurojust og i udgangspunktet ikke vil deltage i samarbejdet
om udveksling af passageroplysninger samt de øvrige relevante retsakter. Ligeledes
at justitsministeren på baggrund af ovenstående vurdering vil invitere partierne bag
aftalen og flerårsaftalen om politiets økonomi til drøftelse af behovet for eventuelle
kompenserende tiltag, som kan sikre, at dansk politi fortsat har de mest effektive
redskaber i kampen mod grænseoverskridende kriminalitet.