L 58 A Forslag til lov om ændring af lov om forbrugslånsvirksomheder og lov om kreditaftaler.

(Indgreb over for kreditter, der ydes rentefrit og uden andre omkostninger).

Af: Erhvervsminister Morten Bødskov (S)
Udvalg: Erhvervsudvalget
Samling: 2022-23 (2. samling)
Status: Stadfæstet

Lovforslag som vedtaget

Vedtaget: 04-05-2023

Vedtaget af Folketinget ved 3. behandling den 4. maj 2023

20222_l58a_som_vedtaget.pdf
Html-version

Vedtaget af Folketinget ved 3. behandling den 4. maj 2023

Forslag

til

Lov om ændring af lov om forbrugslånsvirksomheder og lov om kreditaftaler

(Indgreb over for kreditter, der ydes rentefrit og uden andre omkostninger)

§ 1

I lov nr. 450 af 24. april 2019 om forbrugslånsvirksomheder, som ændret bl.a. ved § 1 i lov nr. 801 af 9. juni 2020 og senest ved § 11 i lov nr. 570 af 10. maj 2022, foretages følgende ændringer:

1. § 1, stk. 3, nr. 1, affattes således:

»1) aftaler om køb af varer eller tjenesteydelser, hvor udbyderen rente- og omkostningsfrit accepterer, at forbrugeren betaler for varen eller tjenesteydelsen på et tidspunkt, der ligger senere end leveringstidspunktet, men ikke senere end 90 dage efter leveringstidspunktet, og hvor der ikke er en tredjepart, der yder kredit,«

2. I § 1, stk. 3, indsættes efter nr. 1 som nye numre:

»2) aftaler om betalingskort med udskudt betaling, hvor det samlede transaktionsbeløb debiteres på kortindehavers konto på en bestemt dato senest 50 dage efter transaktionen, uden at der skal betales renter eller omkostninger i forbindelse med den udskudte betaling,

3) kreditaftaler, hvor kreditten ydes rentefrit og uden andre omkostninger, og hvor virksomheden, der yder kreditten, er omfattet af § 389, stk. 1, nr. 2, i lov om finansiel virksomhed og modtager midler til anvendelse i almenvelgørende eller på anden måde almennyttigt øjemed efter § 8 A, stk. 1, i ligningsloven,«

Nr. 2-5 bliver herefter nr. 4-7.

§ 2

I lov om kreditaftaler, jf. lovbekendtgørelse nr. 817 af 8. juni 2019, som ændret ved § 6 i lov nr. 2221 af 29. december 2020, foretages følgende ændringer:

1. § 3, stk. 1, nr. 1, affattes således:

»1) Aftaler om køb af varer eller tjenesteydelser, hvor udbyderen rente- og omkostningsfrit accepterer, at forbrugeren betaler for varen eller tjenesteydelsen på et tidspunkt, der ligger senere end leveringstidspunktet, men ikke senere end 90 dage efter leveringstidspunktet, og hvor der ikke er en tredjepart, der yder kredit.«

2. § 3, stk. 1, nr. 2, affattes således:

»2) Aftaler om betalingskort med udskudt betaling, hvor det samlede transaktionsbeløb debiteres på kortindehavers konto på en bestemt dato senest 50 dage efter transaktionen, uden at der skal betales renter eller omkostninger i forbindelse med den udskudte betaling. § 8 b, stk. 2, finder dog anvendelse på aftaler nævnt i 1. pkt.«

§ 3

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. juli 2023.

Stk. 2. Loven finder ikke anvendelse for kreditaftaler, der er indgået før lovens ikrafttræden. For sådanne kreditaftaler finder hidtil gældende regler anvendelse.

Stk. 3. Virksomheder, som forud for lovens ikrafttræden ydede rente- og omkostningsfrie kreditter uden en tilladelse efter lov om forbrugslånsvirksomheder, og som efter lovens ikrafttræden ikke må fortsætte den påbegyndte virksomhed uden en tilladelse, kan fortsætte den påbegyndte virksomhed, hvis virksomheden inden den 1. januar 2024 indgiver en ansøgning om tilladelse til Finanstilsynet. Virksomheder omfattet af 1. pkt. kan fortsætte den påbegyndte virksomhed, indtil Finanstilsynet har truffet afgørelse i sagen.

§ 4

Stk. 1. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, jf. dog stk. 2 og 3.

Stk. 2. § 1 kan ved kongelig anordning sættes helt eller delvis i kraft for Færøerne med de ændringer, som de færøske forhold tilsiger.

Stk. 3. §§ 1 og 2 kan ved kongelig anordning helt eller delvis sættes i kraft for Grønland med de ændringer, som de grønlandske forhold tilsiger.