L 13 - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 47: MFU spm., om hvorfor Kirkeministeriet i sit notat af 31. januar 2023 ikke citerer biskop Skov-Jakobsen, der i sit brev til ministeren kritiserer processen omkring indgrebet i Ritual- og Alterbog

Beskæftigelsesudvalget 2022-23 (2. samling)
L 13
Offentligt

Folketingets Beskæftigelsesudvalg

[email protected]

Beskæftigelsesudvalget har ved brev af 6. februar 2023 (BEU L13

–

spørgsmål

47) bedt om min besvarelse af spørgsmål:

”Vil

ministeren

–

i forlængelse af KIU alm. del - samrådsspørgsmål A

–

oplyse,

hvorfor Kirkeministeriet i sit notat af 31. januar 2023 (L 13 - bilag 6) ikke cite-

rer biskop Skov-Jakobsen,

der i sit brev til ministeren skriver følgende: ”Jeg er

ikke i tvivl om, at processen omkring indgrebet i Ritual- og Alterbog ikke er i

overensstemmelse med hverken evangelisk-luthersk lære, eller med den dan-

ske tradition siden grundlovens indførelse i Danmark mht. lovgivning på det

kirkelige område”? OG vil ministeren i den

forbindelse tilkendegive, hvad mini-

steren mener om biskop Skov-Jakobsens betragtninger, herunder biskoppens

betragtning i forhold til art. 28 i Den Augsburgske Bekendelse?”

Svar:

Jeg kan oplyse, at det omtalte citat fra biskoppen over Københavns Stifts svar af

27. januar 2021 er citeret fuldt ud på side 3 i notatet af 31. januar 2023 (L 13

–

bilag 6).

For så vidt angår spørgsmålet om den lutherske toregimentelære som udtrykt i

Den Augsburgske Bekendelse artikel 28, kan jeg henvise til pkt. 6 i samme no-

tat, hvor følgende fremgår:

”Artikel 28 i Den Augsburgske Bekendelse omhandler ”den kirkelige myn-

dighed”, herunder afgrænsningen af den kirkelige (gejstlige) myndighed

over for den borgerlige (verdslige) myndighed. Afgrænsningen omfatter

dels en positiv afgrænsning, dels en negativ afgrænsning:

Den positive afgrænsning af den kirkelige myndighed fremgår af formulerin-

ger som:

“Således mener de [dvs. de lutherske] da, at nøglemagten eller biskop-

pernes magt i følge evangeliet er en magt eller en bemyndigelse fra Gud

til at prædike evangeliet, forlade og fastholde synder og forvalte sakra-

menterne. […] Denne magt udøves kun ved at lære eller prædike evange-

liet og meddele sakramenterne enten til flere eller til enkelte efter ens

kald, fordi her ikke skænkes legemlige, men evige ting, evig retfærdighed,

helligånden og evigt liv.”

Den negative afgrænsning af den kirkelige myndighed over for den borgerlig

myndighed fremgår blandt andet af formuleringer som:

”Altså må den kirkelige og den borgerlige magt ikke sammenblandes.

Den

kirkelige har sin bemyndigelse til at lære evangeliet og forvalte sakra-

menterne; den må ikke bryde ind på noget andet embedsområde, ikke

Frederiksholms Kanal 21

1220 København K

www.km.dk

Telefon 3392 3390

e-post

[email protected]

Akt nr.: 270825

Dette akt nr. bedes oplyst ved

henvendelse til Kirkeministeriet

Dato: 17. februar 2023

L 13 - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 47: MFU spm., om hvorfor Kirkeministeriet i sit notat af 31. januar 2023 ikke citerer biskop Skov-Jakobsen, der i sit brev til ministeren kritiserer processen omkring indgrebet i Ritual- og Alterbog

overdrage verdensriger fra den ene til den anden, ikke afskaffe øvrighe-

dernes love, ikke ophæve den lovmæssige lydighed, ikke lægge hindrin-

ger i vejen for retslige undersøgelser angående nogen borgerlig ordning

eller overenskomst og ikke foreskrive øvrighederne love om indretnin-

gen af statens forfatning […]

Såfremt biskopperne har noget af sværdets magt [dvs. borgerlig myndig-

hed], da har de den ikke i kraft af bemyndigelse fra evangeliets side, men

i kraft af den menneskelige ret som skænket af konger og kejsere til den

borgerlige styrelse af deres besiddelser. Dette er imidlertid en ganske an-

den bestilling end

evangeliets betjening.”

Om kirkeskikke som for eksempel antal og helligholdelse af helligdage inde-

holder artikel 28 i Den Augsburgske Bekendelse herudover en diskussion af,

”om bisperne eller præsterne har ret til at indføre kirkeskikke i menigheden

og til at give love om spiser, helligdage, kirketjeneres grader eller ordener

osv.”, og af hvad man skal “mene om søndagen og lignende kirkeskikke?”

Denne diskussion må ikke mindst ses i den historiske kontekst, herunder

ved at indeholde et opgør med de hidtidige katolske kirkeskikke på grund-

lag af den lutherske afstandtagen fra gerningsretfærdighed og understreg-

ning af retfærdiggørelse gennem tro alene. Det ses blandt andet af formule-

ringer som:

”Men angående dette spørgsmål lærer vore [dvs. de lutherske] således,

biskopperne ikke har magt til at beslutte noget imod evangeliet, som

ovenfor er vist. […] Endvidere er det imod skriften at fastslå overleverin-

ger, for at vi ved at iagttage dem skal gøre fyldest for vore synder eller

fortjene at blive retfærdiggjorte.

[…] Men det er en kendsgerning, at over-

leveringerne voksede næsten til det uendelige på grund af denne anta-

gelse i kirken, medens læren om troen og troens retfærdighed imidlertid

blev holdt nede, fordi der efterhånden blev indført flere helligdage, på-

budt faster og indstiftet nye kirkeskikke og nye kirkeordninger, idet op-

havsmændene til sligt mente, at de ved disse gerninger fortjente nåden.

Således øgedes forhen bodsreglerne, af hvilke vi endnu ser spor i de fyl-

destgørende gerninger.“

Historisk er fastlæggelsen af helligdage i Danmark efter reformationen sket

ved statsmagten (kongen), både før og under enevælden. Det skete første

gang i Kirkeordinansen, der var en lov udstedt af Christian 3. på latin i 1537

og på dansk i 1539, og som altså er samtidig med Den Augsburgske Beken-

delse. Kirkeordinansen sondrede tilsvarende mellem “læren”, som blandt

andet omfatter forkyndelsen og sakramenternes forvaltning, og “ceremoni-

erne og den ydre kirketjeneste”, som blandt andet omfatter antallet og pla-

ceringen af helligdage.

Om “ceremonierne og den ydre kirketjeneste” hedder

det i ordinansens indledning: “Det er sådanne skikke i kirkerne, som i almin-

delighed er antaget for en god ordens skyld, uden at det dog har noget at

gøre med retfærdighed og nødvendighed.”

Den Augsburgske Bekendelse ses i øvrigt ikke at indeholde forskrifter om,

hvilken procedure der skal anlægges ved fastlæggelsen af kirkeskikke som

for eksempel antallet og placeringen af helligdage.

Akt nr.:

Side 2

Den Augsburgske Bekendelse må således som bekendelsesskrift i en lu-

thersk kirke læses historisk, herunder ikke mindst ved at formulere de lu-

therske reformatoriske synspunkter i forhold til datidens katolske kirkes-

kikke, men også ved at være formuleret inden fastlæggelsen af de nugæl-

dende officielle helligdage i Danmark og inden fastlæggelsen af de gældende

kompetencer og procedurer til fastlæggelse og ændring heraf.”

Akt nr.:

Side 3

Louise Schack Elholm

/ Kasper Hyllested