Retsudvalget 2022-23 (2. samling)
REU Alm.del
Offentligt
2805837_0001.png
Retsudvalget 2022-23 (2. samling)
REU Alm.del - Bilag 284
Offentligt
Betænkning om strafudmåling
afgivet af Udvalget til afdækning af forholdet mellem
strafniveauer og strafferammer
Bind III
Betænkning nr. 1581
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
Kronologisk fortegnelse over betænkninger
2014
1546 Betænkning om inkorporering inden
for menneskeretsområdet
1547 Betænkning om sagsomkostninger i
straffesager
1548 Straffelovrådets udtalelse om de juri-
diske konsekvenser af en ophævelse af
straffelovens § 140 om blasfemi
1549 Betænkning om afhøring af foruret-
tede før tiltalte i straffesager
2015
1550 Betænkning om åbenhed om økono-
misk støtte til politiske partier
1551 Betænkning om magtanvendelse over
for børn og unge, der er anbragt uden
for hjemmet
1552 Ægtefællers økonomiske forhold
1553 Betænkning om offentligt ansattes yt-
ringsfrihed og whistleblowerordninger
1554 Betænkning om videoafhøring af børn
og unge i straffesager
1555 Ansattes retsstilling under insolvens-
behandling
1556 Straffelovrådets udtalelse om visse
spørgsmål vedrørende deltagelse i og
hvervning til væbnede konflikter i ud-
landet, som den danske stat er part i
1557 Betænkning om opfølgning på Christi-
ania-sagen: Betænkning fra Udvalget
om opfølgning på Christiania-sagen
2016
1558 Sagkyndig bevisførelse mv.: Reform
af den civile retspleje
1559 Straffelovrådets betænkning om væb-
nede konflikter i udlandet
1560 Betænkning om inddragelse af uhen-
sigtsmæssig adfærd i fængsler og ar-
resthuse ved varetægtsfængsling og
strafudmåling
1561 Betænkning om bødesanktioner på det
finansielle område
1562 Betænkning om indsatsen over for
rockerborge mv.
2017
1563 Straffelovrådets betænkning om freds-
og ærekrænkelser
1564 En samlet lovregulering om andre
trossamfund end folkekirken
1565 Betænkning om Databeskyttelsesfor-
ordningen (2016/679)
–
og de retlige
rammer for dansk lovgivning
1566 De praktiske erfaringer med undersø-
gelseskommissioner: Udvalget om un-
dersøgelseskommissioners deludta-
lelse
1567 Menighedsrådsvalg i fremtiden
1568 Ny ferielov og overgang til samtidig-
hedsferie
2018
1569 Betænkning om ekspropriation efter
planloven
1570 Almindelige betingelser i bygge- og
anlægsvirksomhed: Betænkning afgi-
vet af AB-udvalget til revision af AB
92, ABR 89 og ABT 93
1571 Undersøgelseskommissioner og parla-
mentariske undersøgelsesformer
2019
1572 Reform af den civile retspleje: X Rets-
afgifter afgivet af Retsplejerådet
1573 Betænkning om ytringsfrihedens ram-
mer og vilkår i Danmark
2020
1574 Straffelovrådets betænkning om en fri-
villighedsbaseret voldtægtsbestem-
melse
2021
1575 Betænkning om skærpet ansvarsvurde-
ring af ledelsesmedlemmer m.fl. i fi-
nansielle virksomheder
1576 Delbetænkning I om gennemførelse af
varedirektivet og direktivet om digitalt
indhold
1577 Delbetænkning om gennemførelse af
direktivpakken
2022
1578 Betænkning om modernisering og re-
vision af reglerne om gældssanering,
herunder implementering af rekon-
struktions- og insolvensdirektivet
1579 Betænkning om revision af reglerne
om rekonstruktion, herunder imple-
mentering af rekonstruktions- og in-
solvensdirektivet
1580 Betænkning om revision af auktionsle-
derloven og lov om handel med brugte
genstande samt pantelånervirksomhed
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0003.png
Betænkning om strafudmåling
afgivet af Udvalget til afdækning af forholdet mellem strafniveauer og straffe-
rammer
Bind III
Betænkning nr. 1581
København 2023
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0004.png
Betænkning om strafudmåling
Betænkning nr. 1581
Publikationen kan bestilles
via Justitsministeriets hjemmeside (www.justitsministeriet.dk)
eller hos
Stibo Complete
Vandtårnsvej 83A
2860 Søborg
Telefon: 43 22 73 00
[email protected]
www.boghandel.stibocomplete.com
ISBN: 978-87-94425-02-5
ISBN: 978-87-94425-03-2 (e-udgave)
Tryk: Stibo Complete
Pris: Kr. 150,00 pr. bog inkl. moms
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
Indholdsfortegnelse
Kapitel 1. Indledning
........................................................................................... 23
1. Udvalgets kommissorium .................................................................................................. 23
2. Udvalgets sammensætning ................................................................................................ 25
3. Generelt om strafferammer og strafudmåling ................................................................ 26
4. Udvalgets arbejde og metode ............................................................................................ 27
5. Udvalgets overordnede konklusioner ............................................................................... 29
5.1 Udvalgets overordnede konklusioner vedrørende strafniveauet for forskellige kri-
minalitetsformer ............................................................................................................ 29
5.2 Udvalgets overordnede konklusioner vedrørende effekten af lovgivers anvisninger
om strafniveauet i praksis .............................................................................................. 31
6. Resumé af betænkningen................................................................................................... 33
6.1 Overordnet om strafudmåling ....................................................................................... 34
6.2 Terrorisme og anden terrorrelateret kriminalitet ........................................................... 36
6.2.1 Straffelovens § 114 om terrorisme......................................................................... 37
6.2.2 Straffelovens § 114 b om terrorfinansiering .......................................................... 38
6.2.3 Straffelovens § 114 c om hvrevning til terrorisme mv. ......................................... 38
6.2.4 Straffelovens § 114 d om oplæring til terrorisme mv. ........................................... 38
6.2.5 Straffelovens § 114 e om øvrig fremme af terrorvirksomhed ............................... 39
6.2.6 Straffelovens § 114 j om indrejse- og opholdsforbud............................................ 39
6.2.7 Samlet konklusion vedrørende strafniveauet for terrorisme og anden terror-
relateret kriminalitet ............................................................................................... 39
6.3 Forbrydelser mod personer, der virker i offentlig tjeneste eller hverv, og forbry-
delser mod vidner .......................................................................................................... 40
6.3.1 Straffelovens § 119 om bl.a. vold og trusler mod personer, der virker i offent-
lig tjeneste eller hverv, og § 119 b om angreb med genstande mod de nævnte
personer .................................................................................................................. 40
6.3.1.1.
Straffelovens § 119, stk. 1, ved vold, og overtrædelser af § 119 b
................. 40
6.3.1.2.
Straffelovens § 119, stk. 1, ved trussel om vold
.............................................. 42
6.3.1.3.
Straffelovens § 119, stk. 4
............................................................................... 44
6.3.2 Straffelovens § 119 a om fredskrænkelse ved kontakt, forfølgelse eller anden
chikane mod personer, der virker i offentlig tjeneste eller hverv .......................... 44
6.3.3 Straffelovens § 121 om hån, skældsord eller anden fornærmelig tiltalte mod
personer, der virker i offentlig tjeneste eller hverv ................................................ 45
6.3.4 Straffelovens § 123 om forbrydelser mod vidner .................................................. 46
6.4 Grov narkotikakriminalitet ............................................................................................ 46
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
6.4.1 Hash ....................................................................................................................... 47
6.4.2 Heroin .................................................................................................................... 48
6.4.3 Kokain .................................................................................................................... 48
6.4.4 Amfetamin ............................................................................................................. 48
6.4.5 Øvrige stoffer ......................................................................................................... 49
6.4.6 Samlet konklusion vedrørende strafniveauet for grov narkotikakriminalitet ........ 49
6.5 Grov våbenkriminalitet ................................................................................................. 49
6.5.1 Ulovlig besiddelse mv. af skydevåben efter straffelovens § 192 a, stk. 1, nr. 1 .... 50
6.5.2 Ulovlig besiddelse mv. af andre våben og eksplosivstoffer efter straffelovens
§ 192 a, stk. 1, nr. 2 ................................................................................................ 52
6.5.3 Straffelovens § 192 a, stk. 2, om øvrige overtrædelser af våbenloven under
særligt skærpende omstændigheder ....................................................................... 53
6.5.4 Straffelovens § 192 a, stk. 1, jf. § 81 a .................................................................. 53
6.5.5 Straffelovens § 192 a, stk. 1, jf. § 81 b .................................................................. 54
6.5.6 Samlet konklusion vedrørende strafniveauet for grov våbenkriminalitet .............. 54
6.6 Seksualforbrydelser og incest ........................................................................................ 54
6.6.1 Straffelovens § 216 om voldtægt ........................................................................... 55
6.6.1.1.
Overtrædelse af straffelovens § 216 ved samleje
........................................... 57
(a) Tiltvingelse af samleje ved vold eller trussel om vold
.................................... 57
(b) Samleje skaffet ved anden ulovlig tvang
......................................................... 60
(c) Samleje skaffet med en person i en hjælpeløs tilstand eller situation
............ 60
(d)
Nykriminaliseringen
i straffelovens § 216, stk. 1
............................................ 61
(e) Straffelovens § 216, stk. 1, 2. pkt. (tidligere § 221)
........................................ 62
(f) Straffelovens § 216, stk. 2
............................................................................... 63
(g) Straffelovens § 216, stk. 3
............................................................................... 63
6.6.1.2.
Overtrædelse af straffelovens § 216, jf. § 225, ved andet seksuelt for-
hold end samleje
............................................................................................. 64
(a) Tiltvingelse af andet seksuelt forhold ved vold eller trussel om vold
............. 64
(b) Andet seksuelt forhold skaffet ved anden ulovlig tvang
.................................. 66
(c) Andet seksuelt forhold skaffet med en person i en hjælpeløs tilstand
eller situation
.................................................................................................. 66
(d) nykriminaliseringen i straffelovens § 216, stk. 1, jf. § 225
............................. 66
(e) Straffelovens § 216, stk. 1, 2. pkt. (tidligere § 221), jf. § 225
......................... 67
(f) Straffelovens § 216, stk. 2, jf. § 225
................................................................ 67
(g) Straffelovens § 216, stk. 3, jf. § 225
................................................................ 68
6.6.1.3.
Samlet konklusion vedrørende straffelovens § 216
........................................ 68
6.6.2 Straffelovens § 218 om udnyttelse af sindssygdom eller mental retardering ........ 69
6.6.3 Straffelovens § 219 om en ansats samleje med en person optaget i institution ..... 70
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
6.6.4 Straffelovens § 220 om misbrug af afhængighedsforhold ..................................... 70
6.6.5 Straffelovens § 222 om samleje med et barn under 15 år ...................................... 71
6.6.5.1.
Straffelovens § 222 om samleje med et barn under 15 år
.............................. 71
6.6.5.2.
Straffelovens § 222, jf. § 225, om andet seksuelt forhold end samleje
med et barn under 15 år
................................................................................. 73
6.6.6 Straffelovens § 232 om blufærdighedskrænkelse .................................................. 75
6.6.7 Straffelovens § 233 om rufferi ............................................................................... 77
6.6.8 Straffelovens § 235 om besiddelse og udbredelse af seksuelt materiale af
personer under 18 år .............................................................................................. 78
6.6.9 Straffelovens § 210 om incest ................................................................................ 79
6.6.10 Samlet konklusion vedrørende strafniveauet for seksualforbrydelser og incest . 81
6.7 Forbrydelser mod liv og legeme.................................................................................... 81
6.7.1 Straffelovens § 237 om manddrab ......................................................................... 81
6.7.2 Straffelovens §§ 244-246 om vold......................................................................... 83
6.7.2.1.
Straffelovens § 244 om simpel vold
................................................................ 85
6.7.2.2.
Straffelovens § 245 om kvalificeret vold.........................................................
88
6.7.2.3.
Straffelovens § 246 om særlig grov vold ........................................................
92
6.7.2.4.
Samlet konklusion vedrørende strafniveauet for vold
.................................... 93
6.7.3 Straffelovens § 241 om uagtsomt manddrab, § 249 om uagtsom legemsbeska-
digelse, § 252 om forsætlig fareforvoldelse og § 253, stk. 2, om flugtbilisme ..... 97
6.8 Uberettiget videregivelse af meddelelser eller billeder vedrørende en andens pri-
vate forhold mv. ............................................................................................................ 99
6.8.1 Straffelovens § 264 d, stk. 1, om uberettiget videregivelse ................................... 99
6.8.2 Straffelovens § 264 d, stk. 2, om uberettiget videregivelse under særligt skær-
pende omstændigheder ........................................................................................ 101
6.9 Formueforbrydelser ..................................................................................................... 101
6.9.1 Straffelovens § 276 om tyveri .............................................................................. 102
6.9.2 Straffelovens § 276 a om indbrudstyveri ............................................................. 103
6.9.3 Straffelovens § 277 om ulovlig omgang med hittegods ...................................... 104
6.9.4 Straffelovens § 278 om underslæb....................................................................... 105
6.9.5 Straffelovens § 279 om bedrageri ........................................................................ 106
6.9.6 Straffelovens § 279 a om databedrageri .............................................................. 107
6.9.7 Straffelovens § 280 om mandatsvig..................................................................... 108
6.9.8 Straffelovens § 281 om afpresning ...................................................................... 109
6.9.9 Straffelovens § 282 om åger ................................................................................ 110
6.9.10
Straffelovens
§ 283 om skyldnersvig .................................................................. 111
6.9.11 Samlet konklusion vedrørende overtrædelse af straffelovens §§ 276-283 ......... 112
6.9.12 Straffelovens § 288 om røveri ............................................................................ 113
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
6.9.13 Straffelovens § 289 om særligt grove overtrædelser af skatte-, told-, afgifts-
eller tilskudslovgivningen mv. ............................................................................ 116
6.9.14 Straffelovens § 289 a om socialbedrageri mv. ................................................... 118
6.9.15 Straffelovens § 290 om hæleri ............................................................................ 119
6.9.16 Straffelovens § 290 a om hvidvask .................................................................... 120
6.9.17 Straffelovens § 291 om hærværk ........................................................................ 121
6.9.18 Straffelovens § 293 om brugstyveri ................................................................... 123
6.9.19 Straffelovens § 293 a om brugstyveri af motorkøretøj ....................................... 124
Kapitel 2. Overordnet om straffastsættelse i dansk strafferet samt tidligere over-
vejelser om strafferammer, strafniveauer og samspillet mellem lovgiver og dom-
stole
.................................................................................................................... 127
1. Om straffastsættelse i dansk strafferet .......................................................................... 127
1.1 Overordnet om strafferammer og straffastsættelse ..................................................... 127
1.2 Særligt om betinget dom og om anvendelse af samfundstjeneste ............................... 134
1.2.1 Betinget dom ........................................................................................................ 134
1.2.2 Samfundstjeneste ................................................................................................. 139
1.3 Særlige strafskærpelsesbestemmelser ......................................................................... 140
1.3.1 Straffelovens § 81 a ............................................................................................. 140
1.3.2 Straffelovens § 81 b ............................................................................................. 142
1.3.3 Straffelovens § 81 c ............................................................................................. 144
2. Tidligere overvejelser om strafferammer, strafniveauer og samspillet mellem lovgiv-
er og domstole ................................................................................................................... 146
2.1 Betænkning nr. 1424/2002 om straffastsættelse og strafferammer ............................. 146
2.1.1 Argumenter for ændring af strafferammer i nyere lovgivning ............................ 147
2.1.2 Strafniveauet for forskellige typer af forbrydelser .............................................. 148
2.1.3 Strafferammers minimum og maksimum ............................................................ 148
2.1.4 Normal- og sidestrafferammer ............................................................................. 149
2.1.5 Straffastsættelsen ................................................................................................. 150
2.1.6 Betænkningens bind II (Speciel del) .................................................................... 151
2.2 Betænkning nr. 1531/2012 om strafudmåling
–
samspillet mellem lovgiver og
domstole ...................................................................................................................... 151
Kapitel 3. Terrorisme og anden terrorrelateret kriminalitet ............................... 155
1. Indledning ......................................................................................................................... 155
2. Straffelovens § 114 om terrorisme .................................................................................. 156
2.1 Lovgivning og forarbejder .......................................................................................... 156
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2.2 Praksis ......................................................................................................................... 159
2.2.1 Praksis vedrørende straffelovens § 114, stk. 1..................................................... 159
2.2.2 Praksis vedrørende straffelovens § 114, stk. 2..................................................... 163
2.2.3 Praksis vedrørende straffelovens § 114, stk. 3..................................................... 163
3. Straffelovens § 114 a om handlinger, der efter Europarådets konvention om forebyg-
gelse af terrorisme skal anses som terrorisme, og som ikke er omfattet af § 114 ...... 163
3.1 Lovgivning og forarbejder .......................................................................................... 163
3.2 Praksis ......................................................................................................................... 166
4. Straffelovens § 114 b om terrorfinansiering .................................................................. 166
4.1 Lovgivning og forarbejder .......................................................................................... 166
4.2 Praksis ......................................................................................................................... 167
5. Straffelovens § 114 c om hvervning til terrorisme mv. ................................................. 169
5.1 Lovgivning og forarbejder .......................................................................................... 169
5.2 Praksis ......................................................................................................................... 172
5.2.1 Praksis vedrørende straffelovens § 114 c, stk. 1 og 2 .......................................... 172
5.2.2 Praksis vedrørende straffelovens § 114 c, stk. 3 .................................................. 172
6. Straffelovens § 114 d om oplæring til terrorisme mv. .................................................. 173
6.1 Lovgivning og forarbejder .......................................................................................... 173
6.2 Praksis ......................................................................................................................... 175
6.2.1 Praksis vedrørende straffelovens § 114 d, stk. 1 og 2.......................................... 175
6.2.2 Praksis vedrørende straffelovens § 114 d, stk. 3.................................................. 175
7. Straffelovens § 114 e om øvrig fremme af terrorvirksomhed ...................................... 176
7.1 Lovgivning og forarbejder .......................................................................................... 176
7.2 Praksis ......................................................................................................................... 178
8. Straffelovens § 114 f om støtte til korps mv., der har til hensigt ved magtanvendelse
at øve indflydelse på offentlige anliggender eller fremkalde forstyrrelse af samfunds-
ordenen .............................................................................................................................. 181
8.1 Lovgivning og forarbejder .......................................................................................... 181
8.2 Praksis ......................................................................................................................... 182
9. Straffelovens § 114 g om deltagelse i ulovlig militær organisation eller gruppe ........ 182
9.1 Lovgivning og forarbejder .......................................................................................... 182
9.2 Praksis ......................................................................................................................... 183
10. Straffelovens § 114 h om handlinger i strid med lovgivningen om ikke spredning
af masseødelæggelsesvåben mv. .................................................................................... 183
10.1 Lovgivning og forarbejder ........................................................................................ 183
10.2 Praksis ....................................................................................................................... 184
11. Straffelovens § 114 i om modtagelse af økonomisk støtte fra en terrororganisa-
tion ................................................................................................................................... 184
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
11.1 Lovgivning og forarbejder ........................................................................................ 184
11.2 Praksis ....................................................................................................................... 185
12. Straffelovens § 114 j om indrejse- og opholdsforbud.................................................. 185
12.1 Lovgivning og forarbejder ........................................................................................ 185
12.2 Praksis ....................................................................................................................... 188
13. Konklusion ...................................................................................................................... 189
13.1 Straffelovens § 114 om terrorisme ............................................................................ 189
13.2 Straffelovens § 114 a om handlinger, der efter Europarådets konvention om
forebyggelse af terrorisme skal anses som terrorisme, og som ikke er omfattet
af § 114 ...................................................................................................................... 190
13.3 Straffelovens § 114 b om terrorfinansiering ............................................................. 191
13.4 Straffelovens § 114 c om hvervning til terrorisme mv.............................................. 191
13.5 Straffelovens § 114 d om oplæring til terrorisme mv. .............................................. 191
13.6 Straffelovens § 114 e om øvrig fremme af terrorvirksomhed ................................... 191
13.7 Straffelovens §§ 114 f-114 i ...................................................................................... 192
13.8 Straffelovens § 114 j om indrejse- og opholdsforbud ............................................... 192
13.9 Samlet konklusion ..................................................................................................... 192
Kapitel 4. Forbrydelser mod personer, der virker i offentlig tjeneste eller hverv, og
forbrydelser mod vidner........................................................................................... 193
1. Indledning ......................................................................................................................... 193
2. Straffelovens §§ 119-121 om forbrydelser mod personer, der virker i offentlig tjeneste
eller hverv ......................................................................................................................... 193
2.1 Generelt om den beskyttede personkreds .................................................................... 193
2.2 Straffelovens § 119 om bl.a. vold og trusler mod personer, der virker i offentlig
tjeneste eller hverv, og straffelovens § 119 b om angreb med genstande mod de
nævnte personer ........................................................................................................... 194
2.2.1 Lovgivning og forarbejder ................................................................................... 194
2.2.1.1.
Straffelovens § 119
....................................................................................... 194
2.2.1.2.
Straffelovens § 119 b
.................................................................................... 205
2.2.2 Praksis .................................................................................................................. 209
2.2.2.1.
Straffelovens § 119, stk. 1
............................................................................. 209
(a) Domme vedrørende vold
............................................................................... 210
(b) Domme vedrørende trusler om vold
............................................................. 219
2.2.2.2.
Straffelovens § 119, stk. 2
............................................................................. 227
2.2.2.3.
Straffelovens § 119, stk. 4
............................................................................. 228
2.2.2.4.
Straffelovens § 119 b
.................................................................................... 228
2.2.3 Konklusion ........................................................................................................... 231
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2.2.3.1.
Vold omfattet af henholdsvis straffelovens § 119, stk. 1, og § 119 b
............ 231
(a) Generelt
........................................................................................................ 231
(b) Sammenligning med strafniveauet for overtrædelse af de almindelige
voldsbestemmelser, jf. straffelovens §§ 244 og 245
..................................... 233
(c) Effekten af straffelovens § 119, stk. 1, 2. pkt., indsat ved lov nr. 1728
af 27. december 2016....................................................................................
235
(d) Effekten af straffelovens § 119 b indsat ved lov nr. 1832 af 8. decem-
ber 2020
........................................................................................................ 237
2.2.3.2.
Trusler om vold omfattet af straffelovens § 119, stk. 1.................................
239
2.2.3.3.
Straffelovens § 119, stk. 4
............................................................................. 241
2.3 Straffelovens § 119 a om fredskrænkelse ved kontakt, forfølgelse eller anden chi-
kane mod personer, der virker i offentlig tjeneste eller hverv .................................... 242
2.3.1 Lovgivning og forarbejder ................................................................................... 242
2.3.2 Praksis .................................................................................................................. 245
2.3.3 Konklusion ........................................................................................................... 247
2.4 Straffelovens § 120 om vold og trusler mod personer, der virker i offentlig tjene-
ste eller hverv, i forbindelse med opløb ...................................................................... 248
2.4.1 Lovgivning og forarbejder ................................................................................... 248
2.4.2 Praksis .................................................................................................................. 249
2.5 Straffelovens § 121 om hån, skældsord eller anden fornærmelig tiltalte mod per-
soner, der virker i offentlig tjeneste eller hverv .......................................................... 249
2.5.1 Lovgivning og forarbejder ................................................................................... 249
2.5.2 Praksis .................................................................................................................. 249
2.5.3 Konklusion ........................................................................................................... 250
3. Straffelovens § 123 om forbrydelser mod vidner .......................................................... 250
3.1 Lovgivning og forarbejder .......................................................................................... 250
3.2 Praksis ......................................................................................................................... 253
3.3 Konklusion .................................................................................................................. 256
Kapitel 5. Grov narkokriminalitet .......................................................................... 258
1. Lovgivning og forarbejder .............................................................................................. 258
2. Praksis ............................................................................................................................... 261
2.1 Generelt om subsumption og straffastsættelse ............................................................ 261
2.2 Hash ............................................................................................................................. 262
2.3 Khat ............................................................................................................................. 267
2.4 Heroin .......................................................................................................................... 268
2.5 Kokain ......................................................................................................................... 272
2.6 Amfetamin ................................................................................................................... 279
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2.7 Ecstasy ......................................................................................................................... 290
3. Konklusion ........................................................................................................................ 292
3.1 Hash ............................................................................................................................. 292
3.2 Heroin .......................................................................................................................... 293
3.3 Kokain ......................................................................................................................... 294
3.4 Amfetamin ................................................................................................................... 294
3.5 Øvrige stoffer .............................................................................................................. 295
3.6 Samlet konklusion ....................................................................................................... 295
Kapitel 6. Grov våbenkriminalitet .......................................................................... 296
1. Lovgivning og forarbejder .............................................................................................. 296
2. Praksis ............................................................................................................................... 320
2.1 Straffelovens § 192 a, stk. 1, nr. 1 ............................................................................... 320
2.1.1 Ikke-offentligt tilgængeligt sted ........................................................................... 320
2.1.1.1.
Uden ammunition
......................................................................................... 320
2.1.1.2.
Med ammunition
........................................................................................... 320
2.1.2 Offentligt tilgængeligt sted .................................................................................. 325
2.1.2.1.
Uden ammunition
......................................................................................... 325
2.1.2.2.
Med ammunition
........................................................................................... 325
2.1.3 Sager omfattet af en særlig strafskærpelsesbestemmelse .................................... 329
2.1.3.1.
Straffelovens § 81 a
...................................................................................... 329
(a) Ikke-offentligt tilgængeligt sted
.................................................................... 329
(b) Offentligt tilgængeligt sted
........................................................................... 329
2.1.3.2.
Straffelovens § 81 b
...................................................................................... 332
(a) Ikke-offentligt tilgængeligt sted
.................................................................... 332
(b) Offentligt tilgængeligt sted
........................................................................... 332
2.2 Straffelovens § 192 a, stk. 1, nr. 2 ............................................................................... 333
2.2.1 Efter strafskærpelsen i 2017, men før skærpelsen i 2020 .................................... 333
2.2.2 Efter strafskærpelsen i 2020 ................................................................................ 334
2.3 Straffelovens § 192 a, stk. 2 ........................................................................................ 334
3. Konklusion ........................................................................................................................ 335
3.1 Straffelovens § 192 a, stk. 1 ........................................................................................ 335
3.1.1 Skydevåben (§ 192 a, stk. 1, nr. 1) ...................................................................... 337
3.1.1.1.
Ikke-offentligt tilgængeligt sted
.................................................................... 337
3.1.1.2.
Offentligt tilgængeligt sted
........................................................................... 338
3.1.2 Andre våben eller eksplosivstoffer, når våbnet eller eksplosivstofferne på
grund af deres særdeles farlige karakter er egnet til at forvolde betydelig
skade (§ 192 a, stk. 1, nr. 2) ................................................................................. 339
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
3.2 Straffelovens § 192 a, stk. 2 ........................................................................................ 340
3.3 Straffelovens § 192 a, jf. en af de særlige strafskærpelsesbestemmelser .................... 341
3.3.1 Straffelovens § 192 a, jf. § 81 a ........................................................................... 341
3.3.2 Straffelovens § 192 a, jf. § 81 b ........................................................................... 342
3.4 Samlet konklusion ....................................................................................................... 343
Kapitel 7. Seksualforbrydelser og incest................................................................. 344
1. Indledning ......................................................................................................................... 344
2. Straffelovens § 216 om voldtægt ..................................................................................... 345
2.1 Lovgivning og forarbejder vedrørende straffelovens § 216 ........................................ 345
2.2 Straffelovens § 225 om andet seksuelt forhold end samleje ....................................... 373
2.3 Praksis vedrørende overtrædelser af straffelovens § 216 ............................................ 377
2.3.1 Straffelovens § 216, stk. 1, 1. pkt., (samleje uden samtykke) ............................. 377
2.3.1.1.
Tiltvingelse af samleje ved vold eller trussel om vold (tidligere § 216,
stk. 1, nr. 1) og forsøg herpå
........................................................................ 378
(a) Efter lovændringen i 2013, men før lovændringen i 2016
............................ 378
(b) Efter lovændringen i 2016, men før lovændringen i 2021
............................ 382
(c) Efter lovændringen i 2021
............................................................................ 393
2.3.1.2.
Samleje skaffet ved anvendelse af anden ulovlig tvang eller med en per-
son, der befinder sig i en hjælpeløs tilstand eller situation (tidligere
§ 216, stk. 1, nr. 2)
........................................................................................ 395
(a) Anvendelse af anden ulovlig tvang, jf. straffelovens § 260
.......................... 395
(b) Udnyttelse af forurettedes hjælpeløse tilstand..............................................
396
(c) Udnyttelse af forurettedes situation (overrumpling)
.................................... 401
2.3.1.3.
Nykriminaliseringen i § 216, stk. 1
............................................................... 402
2.3.2 Straffelovens § 216, stk. 1, 2. pkt., om tilsnigelse af samleje (tidligere § 221) ... 404
2.3.3 Straffelovens § 216, stk. 2, 1. pkt. (samleje med et barn under 12 år) ................ 406
2.3.4 Straffelovens § 216, stk. 2, 2. pkt. (samleje med et barn under 15 år, hvor
gerningspersonen er fyldt 22 år) .......................................................................... 411
2.3.5 Straffelovens § 216, stk. 3 (voldtægt af særligt farlig karakter og voldtægt
begået under andre særligt skærpende omstændigheder) .................................... 411
2.3.6 Straffelovens § 216, stk. 5 (offer for menneskehandel) ....................................... 414
2.4 Praksis vedrørende overtrædelser af straffelovens § 216, jf. § 225 ............................ 414
2.4.1 Straffelovens § 216, stk. 1, 1. pkt., jf. § 225 (andet seksuelt forhold uden sam-
tykke) ................................................................................................................... 414
2.4.1.1.
Tiltvingelse af andet seksuelt forhold ved vold eller trussel om vold (tid-
ligere § 216, stk. 1, nr. 1, jf. § 225)
.............................................................. 414
2.4.1.2.
Andet seksuelt forhold skaffet ved anden ulovlig tvang, eller med en per-
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
son, der befinder sig i en hjælpeløs tilstand eller situation (tidligere
§ 216, stk. 1, nr. 2, jf. § 225)
......................................................................... 418
(a) Anvendelse af anden ulovlig tvang, jf. straffelovens § 260
.......................... 418
(b) Udnyttelse af forurettedes hjælpeløse tilstand..............................................
419
(c) Udnyttelse af forurettedes situation (overrumpling)
.................................... 424
2.4.1.3.
Nykriminaliseringen i § 216, stk. 1, jf. § 225................................................
425
2.4.2 Straffelovens § 216, stk. 1, 2. pkt., jf. § 225, tilsnigelse af andet seksuelt for-
hold end samleje (tidligere § 221) ....................................................................... 425
2.4.3 Straffelovens § 216, stk. 2, 1. pkt., jf. § 225 (andet seksuelt forhold med et
barn under 12 år) .................................................................................................. 426
2.4.4 Straffelovens § 216, stk. 2, 2. pkt., jf. § 225 (andet seksuelt forhold med et
barn under 15 år, hvor gerningspersonen er fyldt 22 år) ..................................... 431
2.4.5 Straffelovens § 216, stk. 3, jf. § 225 (forhold af særligt farlig karakter og
forhold begået under andre særligt skærpende omstændigheder) ....................... 431
2.4.6 Straffelovens § 216, stk. 5, jf. § 225 (offer for menneskehandel) ....................... 431
2.5 Konklusion .................................................................................................................. 431
2.5.1 Overtrædelse af straffelovens § 216 ved samleje ................................................ 431
2.5.1.1.
Delkonklusion vedrørende tiltvingelse af samleje ved vold eller trussel
om vold (tidligere § 216, stk. 1, nr. 1)
.......................................................... 431
(a) Om bestemmelsen
......................................................................................... 431
(b) Tiltvingelse af samleje ved vold eller trussel om vold efter lovændringen
i 2016, men før lovændringen i 2021
............................................................ 432
(c) Tiltvingelse af samleje ved vold eller trussel om vold efter lovændringen
i 2021
........................................................................................................... 436
2.5.1.2.
Delkonklusion vedrørende samleje skaffet ved anden ulovlig tvang eller
med en person, der befinder sig i en hjælpeløs tilstand eller situation (tid-
ligere straffelovens § 216, stk. 1, nr. 2)
........................................................ 436
(a) Anvendelse af anden ulovlig tvang, jf. straffelovens § 260
.......................... 436
(b) Udnyttelse af forurettedes hjælpeløse tilstand..............................................
438
(c) Udnyttelse af forurettedes situation (overrumpling)
.................................... 440
2.5.1.3.
Delkonklusion vedrørende nykriminaliseringen i § 216, stk. 1
.................... 441
2.5.1.4.
Delkonklusion vedrørende straffelovens § 216, stk. 1, 2. pkt. (tidligere
§ 221)
............................................................................................................ 444
2.5.1.5.
Delkonklusion vedrørende straffelovens § 216, stk. 2, 1. pkt. (samleje
med et barn under 12 år)
.............................................................................. 445
2.5.1.6.
Delkonklusion vedrørende straffelovens § 216, stk. 2, 2. pkt. (samleje
med et barn under 15 år, hvor gerningspersonen er fyldt 22 år)
................. 446
2.5.1.7.
Delkonklusion vedrørende straffelovens § 216, stk. 3 (voldtægt af sær-
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
ligt farlig karakter og voldtægt begået under andre særligt skærpende
omstændigheder)
.......................................................................................... 447
2.5.2 Overtrædelse af straffelovens § 216, jf. § 225, ved andet seksuelt forhold
end samleje .......................................................................................................... 449
2.5.2.1.
Delkonklusion vedrørende tiltvingelse af andet seksuelt forhold end
samleje ved vold eller trussel om vold (tidligere § 216, stk. 1, nr. 1, jf.
§ 225)
............................................................................................................ 449
(a) Om bestemmelsen
......................................................................................... 449
(b) Strafniveauet for tiltvingelse af andet seksuelt forhold end samleje ved
vold eller trussel om vold..............................................................................
450
2.5.2.2.
Delkonklusion vedrørende andet seksuelt forhold end samleje skaffet ved
anden ulovlig tvang eller med en person i en hjælpeløs tilstand eller si-
tuation (tidligere straffelovens § 216, stk. 1, nr. 2, jf. § 225)
....................... 452
(a) Anvendelse af anden ulovlig tvang, jf. straffelovens § 260
.......................... 452
(b) Udnyttelse af forurettedes hjælpeløse tilstand..............................................
452
(c) Udnyttelse af forurettedes situation (overrumpling)
.................................... 453
2.5.2.3.
Delkonklusion vedrørende nykriminaliseringen i § 216, stk. 1, jf. § 225
..... 454
2.5.2.4.
Delkonklusion vedrørende straffelovens § 216, stk. 1, 2. pkt., jf. § 225
om
tilsnigelse af andet seksuelt forhold (tidligere § 221, jf. § 225)
............ 456
2.5.2.5.
Delkonklusion vedrørende straffelovens § 216, stk. 2, 1. pkt., jf. § 225
(andet seksuelt forhold end samleje med et barn under 12 år)
.................... 456
2.5.2.6.
Delkonklusion vedrørende straffelovens § 216, stk. 2, 2. pkt., jf. § 225
(andet seksuelt forhold end samleje med et barn under 15 år, hvor ger-
ningspersonen er fyldt 22 år)
........................................................................ 457
2.5.2.7.
Delkonklusion vedrørende straffelovens § 216, stk. 3, jf. § 225 (andet
seksuelt forhold af særligt farlig karakter eller begået under andre sær-
ligtskærpende omstændigheder)
................................................................... 457
2.5.3 Samlet konklusion vedrørende straffelovens § 216 ............................................. 458
3. Straffelovens § 218 om udnyttelse af sindssygdom eller mental retardering ............. 458
3.1 Lovgivning og forarbejder .......................................................................................... 458
3.2 Praksis ......................................................................................................................... 461
3.2.1 Praksis vedrørende overtrædelser af § 218 .......................................................... 461
3.2.2 Praksis vedrørende overtrædelser af § 218, jf. § 225........................................... 462
3.3 Konklusion .................................................................................................................. 463
3.3.1 Straffelovens § 218 .............................................................................................. 463
3.3.2 Straffelovens § 218, jf. § 225 ............................................................................... 464
4. Straffelovens § 219 om en ansats samleje med person optaget i institution ............... 464
4.1 Lovgivning og forarbejder .......................................................................................... 464
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
4.2 Praksis ......................................................................................................................... 467
4.3 Konklusion .................................................................................................................. 469
5. Straffelovens § 220 om misbrug af afhængighedsforhold ............................................ 470
5.1 Lovgivning og forarbejder .......................................................................................... 470
5.2 Praksis ......................................................................................................................... 474
5.3 Konklusion .................................................................................................................. 475
6. Straffelovens § 222 om samleje med et barn under 15 år............................................. 476
6.1 Lovgivning og forarbejder .......................................................................................... 476
6.2 Praksis ......................................................................................................................... 488
6.2.1 Praksis vedrørende overtrædelser af straffelovens § 222 .................................... 488
6.2.2 Praksis vedrørende overtrædelser af straffelovens § 222, jf. § 225 ..................... 492
6.3 Konklusion .................................................................................................................. 495
6.3.1 Overtrædelse af straffelovens § 222 ved samleje ................................................ 495
6.3.2 Overtrædelse af straffelovens § 222, jf. § 225 ved andet seksuelt forhold .......... 497
7. Straffelovens § 223 om samleje med stedbarn, plejebarn, elev mv. under 18 år ....... 499
7.1 Lovgivning og forarbejder .......................................................................................... 499
7.2 Praksis ......................................................................................................................... 500
7.3 Konklusion .................................................................................................................. 502
8. Straffelovens § 224 om medvirken til prostitution af person under 18 år mv. .......... 503
8.1 Lovgivning og forarbejder .......................................................................................... 503
8.2 Praksis ......................................................................................................................... 507
8.2.1 Praksis vedrørende overtrædelse af § 224 ........................................................... 507
8.2.2 Praksis vedrørende overtrædelse af § 224, jf. § 225 ............................................ 507
8.3 Konklusion .................................................................................................................. 508
9. Straffelovens § 226 om optagelse af seksuelt materiale af en person under 18 år ..... 508
9.1 Lovgivning og forarbejder .......................................................................................... 508
9.2 Praksis ......................................................................................................................... 514
9.3 Konklusion .................................................................................................................. 515
10. Straffelovens § 227 om medvirken til, at en person under 18 år deltager i en fore-
stilling med seksuel optræden .................................................................................. 516
10.1 Lovgivning og forarbejder ....................................................................................... 516
10.2 Praksis ...................................................................................................................... 518
10.3 Konklusion............................................................................................................... 519
11. Straffelovens § 228 om uagtsomhed i forhold til forurettedes tilstand eller
alder ............................................................................................................................ 520
11.1 Lovgivning og forarbejder ....................................................................................... 520
11.2 Praksis ...................................................................................................................... 527
11.3 Konklusion............................................................................................................... 528
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
12. Straffelovens § 232 om blufærdighedskrænkelse ................................................... 528
12.1 Lovgivning og forarbejder ....................................................................................... 528
12.2 Praksis ...................................................................................................................... 532
12.2.1
Praksis vedrørende blotteri og lignende ....................................................... 534
12.2.2
Praksis vedrørende befølinger og kys mv..................................................... 535
12.2.3
Praksis vedrørende andre former for blufærdighedskrænkelse .................... 541
12.3 Konklusion............................................................................................................... 550
13. Straffelovens § 233 om rufferi .................................................................................. 553
13.1 Lovgivning og forarbejder ....................................................................................... 553
13.2 Praksis ...................................................................................................................... 562
13.3 Konklusion............................................................................................................... 565
14. Straffelovens § 235 om besiddelse og udbredelse af seksuelt materiale af personer
under 18 år ................................................................................................................. 566
14.1 Lovgivning og forarbejder ....................................................................................... 566
14.2 Praksis ...................................................................................................................... 575
14.3 Konklusion............................................................................................................... 583
15. Straffelovens § 210 om incest ................................................................................... 584
15.1 Lovgivning og forarbejder ....................................................................................... 584
15.2 Praksis ...................................................................................................................... 587
15.3 Konklusion............................................................................................................... 589
16. Afsluttende bemærkninger ....................................................................................... 591
Kapitel 8. Forbrydelser mod liv og legeme ............................................................. 593
1. Indledning ......................................................................................................................... 593
1.1 Generelt om straffelovens kapitel 25 .......................................................................... 593
1.2 Afgrænsning af undersøgelsen .................................................................................... 595
2. Manddrab ......................................................................................................................... 596
2.1 Lovgivning og forarbejder .......................................................................................... 596
2.2 Praksis ......................................................................................................................... 597
2.3 Konklusion .................................................................................................................. 601
3. Vold ................................................................................................................................... 604
3.1 Lovgivning og forarbejder .......................................................................................... 604
3.1.1 Om gerningsindhold og afgrænsning mellem voldsbestemmelserne .................. 604
3.1.1.1.
Straffelovens § 244
....................................................................................... 605
3.1.1.2.
Straffelovens § 245
....................................................................................... 605
3.1.1.3.
Straffelovens § 246
....................................................................................... 606
3.1.2 Om strafferammer og lovgivers anvisninger vedrørende strafudmåling ved
overtrædelse af voldsbestemmelserne ................................................................. 607
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
3.1.3 Særlige strafudmålingsbestemmelser for legemsangreb ...................................... 615
3.2 Praksis og delkonklusioner.......................................................................................... 617
3.2.1 Generelle bemærkninger ...................................................................................... 617
3.2.2 Praksis vedrørende straffelovens § 244 om simpel vold ..................................... 619
3.2.2.1.
Straffelovens § 244, stk. 1, om simpel vold
................................................... 619
(a) Gadevold
....................................................................................................... 620
(b) Familievold (partnervold)
............................................................................ 621
(c) Vold mod børn i nære relationer
.................................................................. 624
(d) Tilfældig konfliktvold
.................................................................................... 630
(e) Restaurationsvold
......................................................................................... 640
(f) Andre typer voldssager
................................................................................. 647
3.2.2.2.
Straffelovens § 244, stk. 2, om simpel vold begået gentagne gange over
en periode af en person i eller nært knyttet til den forurettedes husstand
... 653
3.2.3 Delkonklusion vedrørende straffelovens § 244 om simpel vold ......................... 655
3.2.3.1.
Straffelovens § 244, stk. 1
............................................................................. 656
(a) Gadevold
....................................................................................................... 656
(b) Familievold (partnervold)
............................................................................ 656
(c) Vold mod børn i nære relationer
.................................................................. 657
(d) Tilfældig konfliktvold
.................................................................................... 658
(e) Restaurationsvold
......................................................................................... 662
(f) Andre typer voldssager
................................................................................. 663
3.2.3.2.
Straffelovens § 244, stk. 2
............................................................................. 665
3.2.4 Praksis vedrørende straffelovens § 245 om kvalificeret vold .............................. 666
3.2.4.1.
Straffelovens § 245, stk. 1
............................................................................. 666
(a) Vold ved anvendelse af kniv
.......................................................................... 666
(b) Vold ved slag eller kast med flasker og glas mv.
.......................................... 673
(c) Vold ved anvendelse af andre typer redskaber
............................................. 679
(d) Vold uden anvendelse af redskaber (spark, tramp, skaller, kvælergreb
mv.)
............................................................................................................... 691
(e) Mishandling
.................................................................................................. 695
3.2.4.2. Straffelovens § 245, stk. 2
............................................................................ 697
3.2.5
Delkonklusion vedrørende straffelovens § 245 om kvalificeret vold
................... 697
(a) Vold ved anvendelse af kniv
.......................................................................... 698
(b) Vold ved slag eller kast med flasker og glas mv.
.......................................... 701
(c) Vold ved anvendelse af andre typer redskaber
............................................. 703
(d) Vold uden anvendelse af redskaber (spark, tramp, skaller, kvælergreb
mv.)
............................................................................................................... 706
(e) Mishandling
.................................................................................................. 708
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
3.2.6 Praksis vedrørende straffelovens § 246 om særlig grov vold .............................. 709
3.2.7 Delkonklusion vedrørende straffelovens § 246 om særlig grov vold .................. 713
3.3 Konklusion .................................................................................................................. 715
3.3.1 Straffelovens § 244 om simpel vold .................................................................... 716
3.3.1.1.
Overordnede bemærkninger vedrørende strafniveauet for overtrædelse
af straffelovens § 244
.................................................................................... 718
3.3.2 Straffelovens § 245 om kvalificeret vold ............................................................. 719
3.3.2.1.
Overordnede bemærkninger vedrørende strafniveauet for overtrædelse
af straffelovens § 245
.................................................................................... 722
3.3.3 Straffelovens § 246 om særlig grov vold ............................................................. 723
3.3.4 Samlet konklusion vedrørende §§ 244-246 ......................................................... 725
4. Uagtsomt manddrab, uagtsom legemsbeskadigelse, forsætlig fareforvoldelse mv. ... 728
4.1 Straffelovens § 241 om uagtsomt manddrab ............................................................... 728
4.1.1 Lovgivning og forarbejder ................................................................................... 728
4.1.2 Praksis .................................................................................................................. 738
4.1.2.1.
Straffelovens § 241, 1. pkt.
........................................................................... 738
4.1.2.2.
Straffelovens § 241, 2. pkt.
........................................................................... 740
4.2 Straffelovens § 249 om uagtsom legemsbeskadigelse ................................................ 743
4.2.1 Lovgivning og forarbejder ................................................................................... 743
4.2.2 Praksis .................................................................................................................. 750
4.2.2.1.
Straffelovens § 249, 1. pkt.
........................................................................... 750
4.2.2.2.
Straffelovens § 249, 2. pkt.
........................................................................... 751
4.3 Straffelovens § 252 om forsætlig fareforvoldelse ....................................................... 755
4.3.1 Lovgivning og forarbejder ................................................................................... 755
4.3.2 Praksis .................................................................................................................. 759
4.3.2.1.
Straffelovens § 252, stk. 1
............................................................................. 759
4.3.2.2.
Straffelovens § 252, stk. 2 og 3
..................................................................... 771
4.4 Straffelovens § 253 om bl.a. flugtbilisme ................................................................... 771
4.4.1 Lovgivning og forarbejder ................................................................................... 771
4.4.2 Praksis .................................................................................................................. 774
4.4.2.1.
Straffelovens § 253, stk. 1
............................................................................. 774
4.4.2.2.
Straffelovens § 253, stk. 2
............................................................................. 774
4.5 Konklusion .................................................................................................................. 776
5. Afsluttende bemærkninger.............................................................................................. 779
Kapitel 9. Uberettiget videregivelse af meddelelser eller billeder vedrørende en an-
dens private forhold mv. .......................................................................................... 780
1. Lovgivning og forarbejder .............................................................................................. 780
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2. Praksis ............................................................................................................................... 794
2.1 Praksis vedrørende overtrædelser af straffelovens § 264 d, stk. 1 .............................. 795
2.1.1 Sager, hvor forholdet er begået før strafskærpelserne i 2018 og 2019 ................ 795
2.1.2 Sager, hvor forholdet er begået efter strafskærpelserne i 2018 og 2019 ............. 801
2.1.3 Sager om overtrædelser begået af redaktører og journalister ved massemedier.. 802
2.2 Praksis vedrørende overtrædelser af straffelovens § 264 d, stk. 2 .............................. 803
3. Konklusion ........................................................................................................................ 804
3.1 Straffelovens § 264 d, stk. 1, om uberettiget videregivelse ........................................ 805
3.2 Straffelovens § 264 d, stk. 2, om uberettiget videregivelse under særligt skær-
pende omstændigheder ................................................................................................ 808
Kapitel 10. Formueforbrydelser .............................................................................. 811
1. Indledning ......................................................................................................................... 811
2. Straffelovens §§ 276-287 .................................................................................................. 813
2.1 Lovgivning og forarbejder vedrørende §§ 276-283 .................................................... 813
2.1.1 Straffelovens § 276 om tyveri .............................................................................. 813
2.1.2 Straffelovens § 276 a om indbrudstyveri ............................................................. 814
2.1.3 Straffelovens § 277 om ulovlig omgang med hittegods ...................................... 815
2.1.4 Straffelovens § 278 om underslæb....................................................................... 816
2.1.5 Straffelovens § 279 om bedrageri ........................................................................ 817
2.1.6 Straffelovens § 279 a om databedrageri .............................................................. 818
2.1.7 Straffelovens § 280 om mandatsvig..................................................................... 820
2.1.8 Straffelovens § 281 om afpresning ...................................................................... 821
2.1.9 Straffelovens § 282 om åger ................................................................................ 823
2.1.10 Straffelovens § 283 om skyldnersvig ................................................................. 825
2.1.11 Straffelovens §§ 285-287 ................................................................................... 826
2.2 Praksis og delkonklusioner.......................................................................................... 851
2.2.1 Praksis vedrørende straffelovens § 276 ............................................................... 851
2.2.1.1.
Praksis vedrørende straffelovens § 276, jf. § 287
........................................ 851
2.2.1.2.
Praksis vedrørende straffelovens § 276, jf. § 285, stk. 1
.............................. 853
(a) Butikstyveri
................................................................................................... 854
(b) Indbrudstyveri ...............................................................................................
855
(c) Øvrige tyverier
.............................................................................................. 859
2.2.1.3.
Praksis vedrørende straffelovens § 276, jf. § 286, stk. 1
.............................. 861
(a) Butikstyveri
................................................................................................... 861
(b) Indbrudstyveri
............................................................................................... 862
(c) Øvrige tyverier
.............................................................................................. 869
2.2.2 Delkonklusion vedrørende straffelovens § 276 ................................................... 872
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2.2.2.1.
Forhold henført under § 276, jf. § 287
......................................................... 872
2.2.2.2.
Forhold henført under § 276, jf. § 285, stk. 1...............................................
873
(a) Butikstyveri
................................................................................................... 873
(b) Indbrudstyveri
............................................................................................... 873
(c) Øvrige tyverier
.............................................................................................. 875
2.2.2.3.
Forhold henført under § 276, jf. § 286, stk. 1...............................................
876
(a) Butikstyveri
................................................................................................... 876
(b) Indbrudstyveri
............................................................................................... 877
(c) Øvrige tyverier
.............................................................................................. 879
2.2.3 Praksis vedrørende straffelovens § 276 a ............................................................ 880
2.2.3.1.
Praksis vedrørende straffelovens § 276 a, jf. § 287
..................................... 880
2.2.3.2.
Praksis vedrørende § 276 a, jf. § 285, stk. 1
................................................ 881
2.2.3.3.
Praksis vedrørende straffelovens § 276 a, jf. § 286, stk. 1
........................... 882
2.2.4 Delkonklusion vedrørende straffelovens § 276 a ................................................ 883
2.2.4.1.
Forhold henført under § 276 a, jf. § 287
...................................................... 884
2.2.4.2.
Forhold henført under § 276 a, jf. § 285, stk. 1............................................
884
2.2.4.3.
Forhold henført under § 276 a, jf. § 286, stk. 1............................................
885
2.2.5 Praksis vedrørende straffelovens § 277 ............................................................... 886
2.2.5.1.
Praksis vedrørende § 277, jf. § 287
.............................................................. 886
2.2.5.2.
Praksis vedrørende § 277, jf. § 285, stk. 2
................................................... 886
2.2.6 Delkonklusion vedrørende straffelovens § 277 ................................................... 887
2.2.6.1.
Forhold henført under § 277, jf. § 287
......................................................... 887
2.2.6.2.
Forhold henført under§ 277, jf. § 285, stk. 2................................................
887
2.2.7 Praksis vedrørende straffelovens § 278 ............................................................... 888
2.2.7.1.
Praksis vedrørende straffelovens § 278, jf. § 287
........................................ 888
2.2.7.2.
Praksis vedrørende straffelovens § 278, jf. § 285, stk. 1
.............................. 888
2.2.7.3.
Praksis vedrørende straffelovens § 278, jf. § 286, stk. 2
.............................. 891
2.2.8 Delkonklusion vedrørende straffelovens § 278 ................................................... 895
2.2.8.1.
Forhold henført under § 278, jf. § 287
......................................................... 895
2.2.8.2.
Forhold henført under§ 278, jf. § 285, stk. 1................................................
896
2.2.8.3.
Forhold henført under § 278, jf. § 286, stk. 2...............................................
897
2.2.9 Praksis vedrørende straffelovens § 279 ............................................................... 898
2.2.9.1.
Praksis vedrørende straffelovens § 279, jf. § 287
........................................ 898
2.2.9.2.
Praksis vedrørende straffelovens § 279, jf. § 285, stk. 1
.............................. 898
2.2.9.3.
Praksis vedrørende straffelovens § 279, jf. § 286, stk. 2
.............................. 903
2.2.10 Delkonklusion vedrørende straffelovens § 279 .................................................. 910
2.2.10.1.
Forhold henført under § 279, jf. § 287
..................................................... 911
2.2.10.2.
Forhold henført under § 279, jf. § 285, stk. 1
........................................... 911
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2.2.10.3.
Forhold henført under § 279, jf. § 286, stk. 2
........................................... 913
2.2.11 Praksis vedrørende straffelovens § 279 a ........................................................... 914
2.2.11.1.
Praksis vedrørende straffelovens § 279 a, jf. § 287
.................................. 914
2.2.11.2.
Praksis vedrørende straffelovens § 279 a, jf. § 285, stk. 1
....................... 914
2.2.11.3.
Praksis vedrørende straffelovens § 279 a, jf. § 286, stk. 2
....................... 917
2.2.12 Delkonklusion vedrørende straffelovens § 279 a ............................................... 925
2.2.12.1.
Forhold henført under § 279 a, jf. § 287
.................................................. 926
2.2.12.2.
Forhold henført under § 279 a, jf. § 285, stk. 1
........................................ 926
2.2.12.3.
Forhold henført under § 279 a, jf. § 286, stk. 2
........................................ 926
2.2.13 Praksis vedrørende straffelovens § 280 .............................................................. 929
2.2.13.1.
Praksis vedrørende straffelovens § 280, jf. § 287
..................................... 929
2.2.13.2.
Praksis vedrørende straffelovens § 280, jf. § 285, stk. 1
.......................... 929
2.2.13.3.
Praksis vedrørende straffelovens § 280, jf. § 286, stk. 2
.......................... 931
2.2.14 Delkonklusion vedrørende straffelovens § 280 .................................................. 936
2.2.14.1.
Forhold henført under § 280, jf. § 287
..................................................... 936
2.2.14.2.
Forhold henført under § 280, jf. § 285, stk. 1
........................................... 936
2.2.14.3.
Forhold henført under § 280, jf. § 286, stk. 2
........................................... 937
2.2.15 Praksis vedrørende straffelovens § 281 .............................................................. 938
2.2.15.1.
Praksis vedrørende straffelovens § 281, jf. § 287
..................................... 938
2.2.15.2.
Praksis vedrørende straffelovens § 281, jf. § 285, stk. 1
.......................... 938
2.2.15.3.
Praksis vedrørende straffelovens § 281, jf. § 286, stk. 1
.......................... 945
2.2.16 Delkonklusion vedrørende straffelovens § 281 .................................................. 948
2.2.16.1.
Forhold henført under § 281, jf. § 287
..................................................... 948
2.2.16.2.
Forhold henført under § 281, jf. § 285, stk. 1
........................................... 948
2.2.16.3.
Forhold henført under § 281, jf. § 286, stk. 1
........................................... 950
2.2.17 Praksis vedrørende straffelovens § 282 .............................................................. 952
2.2.17.1.
Praksis vedrørende straffelovens § 282, jf. § 287
..................................... 952
2.2.17.2.
Praksis vedrørende straffelovens § 282, jf. § 285, stk. 1
.......................... 953
2.2.17.3.
Praksis vedrørende straffelovens § 282, jf. § 286, stk. 1
.......................... 954
2.2.18 Delkonklusion vedrørende straffelovens § 282 .................................................. 956
2.2.18.1.
Forhold henført under § 282, jf. § 287
..................................................... 956
2.2.18.2.
Forhold henført under § 282, jf. § 285, stk. 1
........................................... 956
2.2.18.3.
Forhold henført under § 282, jf. § 286, stk. 1
........................................... 957
2.2.19 Praksis vedrørende straffelovens § 283 .............................................................. 958
2.2.19.1.
Praksis vedrørende straffelovens § 283, jf. § 287
..................................... 958
2.2.19.2.
Praksis vedrørende straffelovens § 283, jf. § 285, stk. 1
.......................... 958
2.2.19.3.
Praksis vedrørende straffelovens § 283, jf. § 286, stk. 2
.......................... 960
2.2.20 Delkonklusion vedrørende straffelovens § 283 .................................................. 963
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2.2.20.1.
Forhold henført under § 283, jf. § 287
..................................................... 964
2.2.20.2.
Forhold henført under § 283, jf. § 285, stk. 1
........................................... 964
2.2.20.3.
Forhold henført under § 283, jf. § 286, stk. 2
........................................... 965
2.3 Konklusion .................................................................................................................. 967
3. Straffelovens § 288 om røveri ......................................................................................... 968
3.1 Lovgivning og forarbejder .......................................................................................... 968
3.2 Praksis ......................................................................................................................... 978
3.2.1 Praksis vedrørende straffelovens § 288, stk. 1, nr. 1 ........................................... 978
3.2.2 Praksis vedrørende straffelovens § 288, stk. 1, nr. 2 ........................................... 990
3.2.3 Praksis vedrørende straffelovens § 288, stk. 1, nr. 3 ........................................... 993
3.2.4 Praksis vedrørende straffelovens § 288, stk. 2..................................................... 994
3.3 Konklusion ................................................................................................................ 1002
3.3.1 Indledende bemærkninger om strafniveauet ...................................................... 1002
3.3.2 Straffelovens § 288, stk. 1, nr. 1, om røveri ved fratagelse eller aftvingelse
af fremmed rørlig ting ........................................................................................ 1003
3.3.3 Straffelovens § 288, stk. 1, nr. 2, om røveri ved at bringe en stjål ting i sik-
kerhed................................................................................................................. 1007
3.3.4 Straffelovens § 288, stk. 2, om røveri af særligt grov beskaffenhed ................. 1009
4. Straffelovens § 289 om særligt grove overtrædelser af skatte-, told-, afgifts- eller
tilskudslovgivningen eller af § 289 a ............................................................................. 1014
4.1 Lovgivning og forarbejder ........................................................................................ 1014
4.2 Praksis ....................................................................................................................... 1028
4.3 Konklusion ................................................................................................................ 1038
4.3.1 Straffelovens § 289, stk. 1 ................................................................................. 1038
4.3.2 Straffelovens § 289, stk. 3, om overtrædelser af § 289, stk. 1, af særlig grov
beskaffenhed ...................................................................................................... 1040
5. Straffelovens § 289 a om svig med nationale eller EU-midler ................................... 1041
5.1 Lovgivning og forarbejder ........................................................................................ 1041
5.2 Praksis ....................................................................................................................... 1050
5.2.1 Praksis vedrørende straffelovens § 289 a, stk. 1 ................................................ 1050
5.2.2 Praksis vedrørende straffelovens § 289 a, stk. 2 ................................................ 1053
5.2.3 Praksis vedrørende straffelovens § 289 a, stk. 4 ................................................ 1053
5.3 Konklusion ................................................................................................................ 1054
5.3.1 Straffelovens § 289 a, stk. 1 og 2 ....................................................................... 1054
5.3.2 Straffelovens § 289 a, stk. 4 ............................................................................... 1056
6. Straffelovens § 290 om hæleri ....................................................................................... 1056
6.1 Lovgivning og forarbejder ........................................................................................ 1056
6.2 Praksis ....................................................................................................................... 1065
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
6.2.1 Praksis vedrørende straffelovens § 290, stk. 1................................................... 1065
6.2.2 Praksis vedrørende straffelovens § 290, stk. 2................................................... 1068
6.3 Konklusion ................................................................................................................ 1073
6.3.1 Straffelovens § 290, stk. 1, om hæleri ............................................................... 1073
6.3.2 Straffelovens § 290, stk. 2, om hæleri af særligt grov beskaffenhed ................. 1074
7. Straffelovens § 290 a om hvidvask................................................................................ 1076
7.1 Lovgivning og forarbejder ........................................................................................ 1076
7.2 Praksis ....................................................................................................................... 1080
7.2.1 Praksis vedrørende straffelovens § 290 a, stk. 1 ................................................ 1080
7.2.2 Praksis vedrørende straffelovens § 290 a, stk. 2 ................................................ 1080
7.3 Konklusion ................................................................................................................ 1083
7.3.1 Straffelovens § 290 a, stk. 1, om hvidvask ........................................................ 1084
7.3.2 Straffelovens § 290 a, stk. 2, om hvidvask af særligt grov beskaffenhed ......... 1084
8. Straffelovens § 291 om hærværk .................................................................................. 1086
8.1 Lovgivning og forarbejder ........................................................................................ 1086
8.2 Praksis ....................................................................................................................... 1095
8.2.1 Praksis vedrørende straffelovens § 291, stk. 1................................................... 1095
8.2.2 Praksis vedrørende straffelovens § 291, stk. 2................................................... 1097
8.2.3 Praksis vedrørende straffelovens § 291, stk. 3................................................... 1099
8.2.4 Praksis vedrørende straffelovens § 291, stk. 4................................................... 1099
8.3 Konklusion ................................................................................................................ 1100
8.3.1 Strafudmåling efter § 291, stk. 1, om hærværk ................................................. 1102
8.3.2 Strafudmåling efter § 291, stk. 2, om hærværk af betydeligt omfang, af mere
systematisk eller organiseret karakter eller i gentagelsestilfælde ...................... 1102
8.3.3 Strafudmåling efter § 291, stk. 3, om groft uagtsomme overtrædelser ............. 1103
8.3.4 Strafudmåling efter § 291, stk. 4, om skærpende omstændigheder ................... 1103
9. Straffelovens § 293 om brugstyveri .............................................................................. 1104
9.1 Lovgivning og forarbejder ........................................................................................ 1104
9.2 Praksis ....................................................................................................................... 1109
9.2.1 Praksis vedrørende straffelovens § 293, stk. 1................................................... 1109
9.2.2 Praksis vedrørende straffelovens § 293, stk. 2................................................... 1110
9.3 Konklusion ................................................................................................................ 1110
10. Straffelovens § 293 a om brugstyveri af motorkøretøj ............................................. 1110
10.1 Lovgivning og forarbejder ..................................................................................... 1110
10.2 Praksis .................................................................................................................... 1113
10.3 Konklusion............................................................................................................. 1122
11. Afsluttende bemærkninger .......................................................................................... 1124
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
Kapitel 8
Forbrydelser mod liv og legeme
1. Indledning
1.1 Generelt om straffelovens kapitel 25
I straffelovens kapitel 25 er samlet en række bestemmelser, der kriminaliserer angreb mod det
menneskelige liv og legeme.
Straffelovens §§ 237-241 vedrører forbrydelser mod liv. §§ 237-240 er forsætsdelikter, mens §
241 kriminaliserer uagtsomt manddrab. § 237 om manddrab har stået uændret siden den oprin-
delige affattelse af hovedloven, Borgerlig Straffelov af 1930, jf.
lov nr. 126 af 15. april 1930.
Det samme har § 238 om en moders drab på sit barn i forbindelse med eller straks efter fødslen,
mens § 239 om drab på begæring er uændret bortset fra en enkelt konsekvensændring som følge
af afskaffelsen af hæftestraffen. § 240 om medvirken til selvmord er ændret en enkelt gang
siden straffeloven af 15. april 1930 ved
lov nr. 218 af 31. marts 2004,
hvorved der foretoges en
forenkling af strafferammen.
Straffelovens § 241 om uagtsomt manddrab har derimod været ændret en række gange siden
straffeloven af 15. april 1930 særligt med henblik på at skærpe indsatsen over for bl.a. vanvids-
kørsel. Der henvises herom til afsnit 4.1 nedenfor.
I straffelovens §§ 242-243 findes et par relativt nye bestemmelser om henholdsvis stalking og
psykisk vold. Straffelovens § 242 om stalking blev indsat ved
lov nr. 2600 af 28. december
2021,
mens § 243 om psykisk vold blev indført ved
lov nr. 329 af 30. marts 2019
og siden
ændret ved
lov nr. 415 af 13. marts 2021.
Straffelovens §§ 244-249 vedrører legemsangreb. Overordnet er voldsforbrydelserne inddelt i
simpel vold (også betegnet ”ordinær vold”), jf. straffelovens § 244, kvalificeret vold, jf. straf-
felovens § 245, og særlig grov vold, jf. straffelovens § 246. Denne overordnede inddeling blev
etableret ved lov nr.
lov nr. 272 af 3. maj 1989,
hvorved straffelovens §§ 244-246 og 248-249
blev nyaffattet på baggrund af Straffelovrådets anbefaling i
betænkning nr. 1099/1987 om straf-
ferammer og prøveløsladelse.
Se nærmere om afgrænsningen mellem bestemmelserne nedenfor
i afsnit 3.1.1. Voldsbestemmelserne er ændret en række gange, bl.a. med henblik på strafskær-
pelse, jf. afsnit 3.1.2 nedenfor.
Kvindelig omskæring er særskilt kriminaliseret i straffelovens § 245 a, der blev indsat i straf-
feloven ved
lov nr. 386 af 28. maj 2003,
hvorved denne gerning udsondredes fra de almindelige
voldsbestemmelser
med henblik på bl.a. ”stærkere at markere samfundets afstandtagen fra disse
593
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
lemlæstende og rent traditionsbestemte indgreb”, jf.
Folketingstidende 2002-03, tillæg A, side
5522.
Straffelovens § 247 er en særlig strafskærpelsesbestemmelse for vold i gentagelsestilfælde (stk.
1), eller hvor forurettede efter karakteren af sit arbejde er særligt udsat for vold (stk. 2). Straf-
felovens § 248 giver modsat mulighed for strafbortfald i tilfælde, hvor der har været tale om
slagsmål eller gengæld for forurettedes voldshandling. Der er tale om en lex specialis-bestem-
melse i forhold til den generelle bestemmelse om strafbortfald i straffelovens § 83, 2. pkt. Begge
bestemmelser var i en tidligere form allerede en del af straffeloven af 15. april 1930. § 247 blev
dog nyaffattet ved
lov nr. 366 af 18. maj 1994,
og i 2019 indsattes i bestemmelsens stk. 1 en
henvisning til den nye bestemmelse om psykisk vold, jf. straffelovens § 243. På samme måde
blev § 248
–
ligesom §§ 244-246 og § 249
–
nyaffattet ved
lov nr. 272 af 3. maj 1989.
Også for legemsangrebene gælder, at uagtsomme angreb er kriminaliseret
–
dog kun i det om-
fang der tilføjes forurettede betydelig skade på legeme eller helbred, jf. straffelovens § 249.
Ligesom § 241 har § 249 undergået en række ændringer særligt med henblik på at skærpe ind-
satsen over for bl.a. vanvidskørsel, senest ved
lov nr. 290 af 27. februar 2021,
jf. afsnit 4.2.1
nedenfor.
Kapitlets fem sidste bestemmelser, straffelovens §§ 250-254, udgør en række forskelligartede
faredelikter. Straffelovens § 250 vedrører hensættelse i hjælpeløs tilstand, mens § 251 hjemler
strafansvar for en kvinde, der ved sin barnefødsel på uforsvarlig måde udsætter barnet for al-
vorlig fare. Begge bestemmelser fremgik også af straffeloven af 15. april 1930, men er siden
ændret ved
lov nr. 218 af 31. marts 2004,
hvorved strafferammerne forenkledes. § 254 vedrører
overladelse af våben eller sprængstof til børn, mentalt retarderede mv. Også denne bestemmelse
har kun været ændret enkelte gange med henblik på sproglig modernisering og som konsekvens
af ophævelse af hæftestraffen.
§ 252 vedrører forsætlig fareforvoldelse og kan være relevant i sager om hensynsløs kørsel eller
lignende, hvorfor bestemmelsen blev ændret sammen med bl.a. §§ 241 og 249 ved
lov nr. 290
af 27. februar 2021,
som havde til formål at styrke indsatsen mod vanvidskørsel, jf. afsnit 4.3.1
nedenfor. § 253 vedrører bl.a. flugtbilisme og er af denne grund også omfattet af den nævnte
lovændring.
Nedenfor behandles i afsnit 2 manddrab, jf. straffelovens § 237, og i afsnit 3 vold, jf. straffelo-
vens §§ 244-246. De to uagtsomhedsdelikter i §§ 241 og 249 er udsondret og behandles i afsnit
4 sammen med visse faredelikter, jf. straffelovens § 252-253, idet disse bestemmelser har det
594
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
til fælles, at de er undergået en række ændringer med henblik på forhøjelse af strafniveauet i
sager om overtrædelser af bestemmelserne begået i forbindelse med kørsel.
1.2 Afgrænsning af undersøgelsen
Udvalget har besluttet at undlade at behandle straffelovens §§ 238-240, 245 a, 250-251 og 254.
De pågældende bestemmelser er ikke centrale, og der foreligger kun begrænset praksis. Endvi-
dere har udvalget besluttet at undlade at behandle §§ 242-243. Der er tale om nye bestemmelser,
for hvilke der endnu kun foreligger meget begrænset praksis vedrørende isolerede overtrædel-
ser.
For så vidt angår
§§ 238-240
findes kun meget få trykte domme overvejende af ældre dato. For
så vidt angår § 240 findes dog en enkelt nyere dom, Højesterets dom af 23. september 2019, (U
2019.4267H) hvorved den tiltalte (T) blev idømt 60 dages betinget fængsel for to fuldbyrdede
overtrædelser og ét forsøg på overtrædelse af straffelovens § 240, idet T havde skaffet medicin
til to af de forurettede med viden om, at det skulle bruges til selvmord, og idet T via e-mail
havde vejledt den tredje forurettede om metoder til at begå selvmord. Det er dog udvalgets
vurdering, at det ikke på baggrund af den enkeltstående dom er muligt at drage mere generelle
konklusioner vedrørende strafniveauet for overtrædelse af bestemmelsen.
§ 242
trådte i kraft den 1. januar 2022, og der ses endnu ikke at foreligge trykt praksis, hvor
bestemmelsen har været anvendt.
Vedrørende
§ 243
findes der på nuværende tidspunkt syv trykte domme, hvor bestemmelsen
har været bragt i anvendelse. De seks af dem omhandler imidlertid også andre personfarlige
forbrydelser (vold, trusler, ulovlig tvang mv.), som har haft betydning for udmåling af den sam-
lede straf. I kun én af de trykte domme er der udelukkende sket domfældelse for psykisk vold,
jf. straffelovens § 243. Der er tale om Østre Landsrets dom af 12. januar 2022 (U 2022.1091Ø),
hvor T blev idømt 4 måneders fængsel for psykisk vold mod sin kæreste/samlever (dissens for
6 måneders fængsel),
idet T’s adfærd bl.a. havde omfattet groft nedværdigende og nedsættende
sprogbrug med hyppige irettesættelser, kritik og anklager, samt forsøg på at isolere forurettede
fra familie og netværk på en måde, der var egnet til at nedgøre og ydmyge hende. Herudover
findes et mindre antal utrykte byretsdomme, hvor bestemmelsen har været anvendt. På bag-
grund af den begrænsede praksis er det ikke muligt for udvalget at drage generelle konklusioner
vedrørende strafniveauet for overtrædelse af bestemmelsen.
For så vidt angår straffelovens
§ 245 a
har udvalget besluttet ikke at medtage bestemmelsen i
redegørelsen, idet der kun foreligger en enkelt trykt afgørelse vedrørende overtrædelse af be-
stemmelsen, Højesterets dom af 2. maj 2018 (U 2018.2638H). I denne sag blev et forældrepar
595
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
dømt for medvirken til overtrædelse af straffelovens § 245 a ved at være rejst til Afrika, hvor
de havde ladet deres to døtre på 8 og 15 år omskære ved en såkaldt kategori II-omskæring, hvor
den yderste del af klitoris og dele af de små skamlæber var blevet bortskåret. Højesteret fandt,
at straffen skulle fastsættes til 1 år og 6 måneders fængsel.
For så vidt angår § 250 straffes der i praksis ofte i sammenstød med andre bestemmelser, som
regel voldsbestemmelserne i straffelovens §§ 244-246. Det er på den baggrund udvalgets vur-
dering, at det er vanskeligt at udlede strafniveauet for overtrædelse af § 250 isoleret set.
For så vidt angår §§ 251 og 254 findes der kun meget få trykte domme, hvor bestemmelserne
har været bragt i anvendelse. Samtlige af disse er af ældre dato. Det er på den baggrund udval-
gets vurdering, at det ikke er muligt at udlede noget generelt om strafniveauet.
Desuden bemærkes, at straffelovens §§ 247-248 ikke vil blive særskilt behandlet i nedenstå-
ende, men inddraget i forbindelse med redegørelsen for strafniveauet for overtrædelse af lovens
§§ 244-246.
2. Manddrab
2.1 Lovgivning og forarbejder
Efter straffelovens § 237 straffes den, der dræber en anden, med fængsel fra 5 år indtil på livstid.
Bestemmelsen er en af de få straffelovsbestemmelser, der indeholder et forhøjet minimum for
fængselsstraf, det vil sige et minimum der afviger fra det faste minimum på 7 dages fængsel.
Som det fremgår ovenfor af afsnit 1.1, har bestemmelsen om manddrab været uændret siden
indførelsen af Borgerlig Straffelov af 1930 ved
lov nr. 126 af 15. april 1930.
Af forarbejder til bestemmelsen kan der henvises til Straffelovskommissionens betænkning af
1912, § 242 og side 223 f., Torps betænkning af 1917, § 215 og side 200 f., Straffelovskom-
missionens betænkning af 1923, § 216 og spalte 332 f., samt Rigsdagstidende 1924-25, tillæg
A, spalte 3378 (§ 238).
Der er ikke i forarbejderne givet specifikke anvisninger for udmåling af straffen for typetilfælde
inden for strafferammen.
I
Straffelovrådets betænkning nr. 1099/1987 om strafferammer og prøveløsladelse
–
hvor man
samtidig foreslog fængselsstraffens faste minimum nedsat fra 30 dage til 7 dage
–
blev gjort en
række overvejelser vedrørende anvendelse af forhøjede strafminima både generelt på tværs af
straffelovens bestemmelser og konkret i relation til straffelovens § 237, jf. betænkningens side
596
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
71 ff. og side 161. Straffelovrådet konkluderede, at de forhøjede minima i en række straffelovs-
bestemmelser, der på daværende tidspunkt havde sådanne forhøjede strafminima, burde ophæ-
ves. For så vidt angik strafminimummet på 5 års fængsel i § 237 foreslog Straffelovrådet også
dette ophævet, men rådet bemærkede, at det på den anden side næppe kunne betegnes som
nogen uforsvarlig eller ulogisk tilstand, om § 237 og § 112 (om kongemord) som de eneste
bestemmelser indeholdt forhøjede strafminima, jf. betænkningens side 74 og 161. Straffelovrå-
det bemærkede i øvrigt bl.a., at spørgsmålet næppe var af større praktisk vigtighed, idet straffen
i retspraksis normalt lå væsentligt over 5 år.
I
betænkning nr. 1424/2002 om straffastsættelse og strafferammer
kom Straffelovrådet frem til
en lignende konklusion, idet rådet konkluderede, at det ville være forsvarligt og rigtigt at op-
hæve de forhøjede fængselsminima i en række straffelovsbestemmelser, der på daværende tids-
punkt havde sådanne forhøjede minima. Der var endvidere enighed om, at de forhøjede straf-
minima i §§ 112 og 237 kunne ophæves, men at det næppe var et spørgsmål af større praktisk
betydning. Af den grund fandt rådet ikke anledning til at fremkomme med forslag om ændring
af §§ 112 og 237, jf. betænkningens side 165 f. og 829.
2.2 Praksis
Det følger af Højesterets praksis, at
udgangspunktet
for straffen for et fuldbyrdet drab efter
straffelovens § 237 er fængsel i 12 år, jf. bl.a. Højesterets dom af 5. oktober 2009 (U
2010.119H). Højesteret har senest i dom af 6. oktober 2021 (U 2022.40H) fastslået, at udgangs-
punktet er 12 års fængsel.
Dette gælder også for drab på en ægtefælle eller samlever, jf. ovennævnte dom af 5. oktober
2009 (U 2010.119H).
Det beror imidlertid på en konkret vurdering, om der foreligger særlige omstændigheder, der
kan bevirke, at udgangspunktet på 12 års fængsel fraviges i skærpende eller formildende ret-
ning.
I ovennævnte dom af 5. oktober 2009 fastslog Højesteret, at der skal ganske meget til for, at
straffen kan nedsættes eller forhøjes med 2 år til henholdsvis 10 år og 14 år, og at der efter en
konkret bedømmelse også kan ske nedsættelse eller forhøjelse til henholdsvis 11 år eller 13 år,
når der foreligger ikke uvæsentlige formildende eller skærpende omstændigheder, som kan be-
grunde en sådan mellemposition.
Drab på børn
fører i praksis til en skærpet straf, jf. f.eks. Højesterets dom af 10. december 2004
(U 2005.902/2H), hvor straffen for et drab på et 2-årigt barn blev fastsat til fængsel i 14 år. Ved
597
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
Højesterets dom af 7. september 2000 (U 2000.2405H) blev straffen for et drab på et 10-årigt
barn med seksuelt sigte fastsat til fængsel på livstid, og ved Højesterets dom af 3. maj 2005 (U
2005.2353H) blev straffen for et seksuelt overgreb og efterfølgende drab på et 10-årigt barn
ligeledes fastsat til fængsel på livstid.
I Højesterets dom af 1. maj 1991 (U 1991.522/2H) blev T, der havde dræbt sit 2 måneder gamle
barn med vold, dog straffet med fængsel i 8 år (dissens for fængsel i 10 år). Det fremgår ikke
af dommens præmisser, hvorfor straffen konkret blev udmålt til 8 års fængsel.
Ved
rovmord
synes straffen som udgangspunkt at blive udmålt til fængsel i 16 år, jf. bl.a. Hø-
jesterets dom af 28. maj 2004 (U 2004.2158H), hvor den tiltalte, der tidligere var dømt for
røveri, bl.a. blev dømt for røveri og drab i forbindelse med en bilhandel og idømt 16 års fængsel.
Der kan endvidere henvises til Højesterets dom af 19. april 2002 (U 2002.1518H), hvor straffen
blev fastsat til fængsel i 16 år for et drab begået i forbindelse med et tyveri, og til Højesterets
dom af 8. marts 2004 (U 2004.1456H), hvor straffen ligeledes blev fastsat til fængsel i 16 år for
et drab begået i forbindelse med et bankrøveri.
Der er dog også udmålt straffe lavere end 16 års fængsel, jf. f.eks. Højesterets dom af 21. januar
2005 (U 2005.1278H), hvor straffen for et drab begået i forbindelse med et indbrud
–
bl.a. under
henvisning til den tiltaltes unge alder
–
blev fastsat til 13 års fængsel. Ved Højesterets dom af
16. november 1995 (U 1996.238H) blev straffen for et drab begået i forbindelse med et røveri
fastsat til 14 års fængsel. I sidstnævnte dom indgik de tiltaltes unge alder også som et moment
i strafudmålingen.
Endvidere kan
drab begået i kombination med andre forbrydelser,
herunder drab ved anven-
delse af skydevåben omfattet af straffelovens § 192 a, føre til en strengere straf end udgangs-
punktet på 12 års fængsel, jf. bl.a. Højesterets dom af 20. april 2018 (U 2018.2250H), hvor
straffen blev fastsat til 15 års fængsel for et drab begået under anvendelse af en maskinpistol. I
den pågældende sag blev den tiltalte dog ligeledes dømt for grov vold efter straffelovens § 245,
stk. 1, under anvendelse af et skydevåben, jf. straffelovens § 192 a. Det bemærkes, at forholdene
blev begået før strafskærpelsen af § 192 a ved lov nr. 494 af 22. maj 2017.
Desuden kan nævnes ovennævnte dom af 6. oktober 2021 (U 2022.40H), hvor Højesteret fandt,
at straffen for et drab begået under anvendelse af en pistol eller en revolver isoleret set skulle
udmåles til fængsel i ikke under 15 år. Højesteret lagde herved også vægt på, at drabet havde
karakter af en nøje planlagt likvidering, der blev udført på grov og kynisk måde. Da betingel-
serne for at forhøje straffen efter
straffelovens § 81 b
var opfyldt, idet drabet var begået på et
offentligt tilgængeligt sted ved brug af et skydevåben, blev straffen i det konkrete tilfælde
598
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
imidlertid udmålt til fængsel på livstid. Det bemærkes, at forholdet i denne sag var begået efter
strafskærpelsen af § 192 a i 2017.
Maksimumstraffen på fængsel på livstid ses bl.a. anvendt i sager om
drab på flere personer.
I Højesterets dom af 15. januar 2003 (U 2003.811H) blev T fundet skyldig i manddrab begået
i forening med fire andre tiltalte og efter forudgående aftale. Han blev i landsretten idømt fæng-
sel på livstid. Højesteret nedsatte straffen til fængsel i 16 år, idet Højesteret lagde vægt på, at
drabshandlingen ikke var rettet mod flere personer og ikke var led i et verserende opgør mellem
rockergrupper. På den baggrund fandt Højesteret det ikke påkrævet at anvende straf af fængsel
på livstid.
I Højesterets dom af 6. januar 2006 (U 2006.1056H) blev der ligeledes lagt vægt på, at drabs-
handlingen
–
i form af bombesprængning mod en bil, hvor den forurettede befandt sig
–
alene
var rettet mod én person og ikke medførte skade på andre. Uanset bombesprængningens farlig-
hed fandt Højesteret derfor ikke fuldt tilstrækkeligt grundlag for at anvende straf af fængsel på
livstid.
Der kan desuden henvises til Højesterets dom af 27. april 2007 (U 2007.1933H), hvor straffen
for et rovmord begået mod to sagesløse personer blev fastsat til fængsel på livstid, og til Høje-
sterets dom af 5. november 2001 (U 2002.248H), hvor straffen for drab på den tiltaltes ægte-
fælle og 2-årige datter blev fastsat til fængsel på livstid. Der kan endvidere henvises til Høje-
sterets dom af 4. juni 1997 (U 1997.1140H), hvor straffen for drab på en kvinde og hendes to
børn ved ildspåsættelse blev fastsat til fængsel på livstid.
Ved drab på flere personer begået ved forskellige lejligheder og uden indbyrdes forbindelse har
Højesteret i dom af 29. marts 2007 (U 2007.1588/2H) fastslået, at straffen som udgangspunkt
er fængsel på livstid.
I nogle tilfælde er straffen for dobbeltdrab dog konkret udmålt lavere end fængsel på livstid, jf.
bl.a. Højesterets dom af 20. oktober 2005 (U 2006.250H), hvor straffen blev fastsat til fængsel
i 16 år. Det indgik i denne forbindelse i strafudmålingen, at der på den ene side var tale om
drabshandlinger af grov og meningsløs karakter, og på den anden side, at handlingerne var
begået ved én lejlighed og uden anden planlægning end, at T kort forinden havde hentet det
gevær, der blev anvendt til drabene, på sin bopæl efter en episode på et værtshus. Der kan
endvidere henvises til Højesterets dom af 28. april 2006 (U 2006.2111H), hvor straffen også
blev fastsat til fængsel i 16 år. Også her indgik det på den ene side, at T var skyldig i drab på to
599
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
personer, og på den anden side, at drabene var begået ved én lejlighed uden nærmere planlæg-
ning og efter forudgående uoverensstemmelser.
Også
drab i kombination med drabsforsøg
kan føre til fængsel på livstid, jf. bl.a. Højesterets
dom af 17. juni 2016 (U 2016.3292H), hvor den tiltalte ved anvendelse af et skydevåben for-
søgte at dræbe sin svigersøn samt formåede at dræbte svigersønnens advokat i forbindelse med
et retsmøde i fogedretten. Ved strafudmålingen blev der særligt lagt vægt på, at der var tale om
en nøje planlagt og velovervejet handling, der havde til formål at likvidere en modpart og den-
nes advokat i en verserende samværssag, og at den tiltalte havde udvist særlig hensynsløshed
og alene stoppede sit forehavende, idet han løb tør for ammunition. Endvidere blev der lagt
vægt på, at den tiltalte havde dræbt en advokat under udførelsen af dennes arbejde, og at drabs-
handlingerne var sket i rettens bygninger.
Herudover er udgangspunktet for straffen ved
drab i gentagelsestilfælde
også fængsel på livstid,
jf. Højesterets dom af 12. september 2018 (U 2018.3737H), hvor den tiltalte blev dømt for drab,
brandstiftelse og databedrageri og knap 10 år tidligere var straffet for drab. Højesteret fastslog
i dommen, at straffen for drab i tilfælde af gentagelse som udgangspunkt fastsættes til fængsel
på livstid.
Også
drab begået som led i en verserende rocker-/bandekonflikt
kan medføre fængsel på livstid.
Dette kan bl.a. udledes af ovennævnte dom af 15. januar 2003 (U 2003.811H), hvor Højesteret
ved udmålingen af straffen på 16 års fængsel for drab bl.a. lagde vægt på, at drabshandlingen
ikke var et led i et verserende opgør mellem rockergrupper, hvorfor det ikke fandtes påkrævet
at anvende straf af fængsel på livstid. Det bemærkes, at dommen er fra tiden inden indførelsen
af straffelovens § 81 a i 2009.
Der kan endvidere henvises til Højesterets dom af 8. september 1998 (U 1998.1633H), hvor
straffen for et drab og fem drabsforsøg som led i et rockeropgør blev fastsat til fængsel på
livstid, og til Højesterets dom af 20. november 1998 (U 1999.269H), hvor straffen for et drab
og tre drabsforsøg som led i et rockeropgør ligeledes blev fastsat til fængsel på livstid.
I en sag afgjort ved Højesterets dom af 24. juni 2021 (U 2021.4443 H), fik Højesteret lejlighed
til at tage stilling til strafudmålingen i en drabssag omfattet af straffelovens § 81 a. Sagen ved-
rørte ét drab og ét drabsforsøg ved anvendelse af en halvautomatisk pistol på offentligt sted,
efter straffelovens § 237, jf. til dels § 21, og straffelovens § 192 a, stk. 1, jf. stk. 3. Forholdene
var begået som led i en bandekonflikt, og straffen skulle således forhøjes efter straffelovens §
81 a, stk. 1 og 2. Højesteret bemærkede, at det efter forarbejderne til § 81 a er forudsat, at der
i tilfælde, hvor domstolene normalt ville udmåle en straf på mere end 10 års fængsel, f.eks. i en
600
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
drabssag, som udgangspunkt skal fastsættes en straf af fængsel på livstid. Højesteret fastsatte
herefter straffen til fængsel på livstid i overensstemmelse med bemærkningerne til § 81 a. Den
ene tiltaltes unge alder (18 år) og det forhold, at han ikke tidligere var straffet af betydning for
sagen, kunne efter forholdenes karakter og grovhed ikke føre til, at der skulle fastsættes en
tidsbestemt straf.
Det skal i den forbindelse bemærkes, at en tidsbestemt straf ikke kan overstige 20 års fængsel,
jf. straffelovens § 33, stk. 2. Dette er baggrunden for, at drab, der som udgangspunkt straffes
med fængsel i 12 år, og andre forbrydelser, der normalt medfører en straf på over 10 års fængsel,
og som er begået som led i en verserende rocker-/bandekonflikt, jf. straffelovens § 81 a, straffes
med fængsel på livstid i stedet for en fordoblet tidsbestemt straf.
Ved
forsøg på manddrab
efter straffelovens § 237, jf. § 21, er straffen som udgangspunkt 6 års
fængsel, når der ikke foreligger særlige omstændigheder, der kan bevirke nedsættelse eller for-
højelse af straffen, jf. bl.a. Højesterets dom af 4. maj 2004 (U 2004.2045H).
Højesteret har senest i dom af 17. november 2020 (U 2021.617H) gentaget, at udgangspunktet
for et drabsforsøg er 6 års fængsel, når der ikke foreligger særlige omstændigheder.
I sager om drabsforsøg omfattet af straffelovens § 81 a er straffen dog udmålt væsentligt højere
med henvisning til, at det af bemærkningerne til bestemmelsen er forudsat, at straffen i sådanne
sager som udgangspunkt skal fordobles i forhold til den straf, der ellers ville være blevet udmålt.
Ved dom af 17. november 2020 (U 2021.617H) fastsatte Højesteret efter en samlet vurdering
straffen for et drabsforsøg begået ved anvendelse af en pistol efter straffelovens § 237, jf. § 21,
jf. § 81 a, stk. 2, og § 192 a, stk. 1, nr. 1, jf. § 81 a, stk. 1, til fængsel i 14 år. Det bemærkes, at
den tiltalte var tidligere straffet bl.a. for besiddelse af skydevåben, jf. § 192 a.
Der ses endnu ikke at foreligge trykte domme vedrørende drab eller drabsforsøg omfattet af
straffelovens § 81 c.
2.3 Konklusion
Som det fremgår af afsnit 2.1 ovenfor, er der ikke i forarbejderne til drabsbestemmelsen indsat
anvisninger vedrørende udmålingsniveauet for typetilfælde af overtrædelse af bestemmelsen.
Det gældende udmålingsniveau er således i vidt omfang skabt i praksis.
Dog er der for de drab, som er omfattet af straffelovens §§ 81 a-81 b, i bemærkningerne til disse
bestemmelser givet en række nærmere anvisninger vedrørende strafniveauet for drab og
601
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
drabsforsøg omfattet af en af de nævnte strafskærpelsesbestemmelser, se herom i kapitel 2,
afsnit 1.3.
Det er på baggrund af den ovenfor i afsnit 2.2 refererede praksis muligt at udlede nogle om-
trentlige niveauer for strafudmålingen i en række forskellige typetilfælde. Strafudmålingen i
drabssager vil dog altid bero på en konkret vurdering.
Det følger af Højesterets praksis, at
udgangspunktet
for straffen for et fuldbyrdet drab efter
straffelovens § 237 er fængsel i 12 år. Dette gælder også for drab på en ægtefælle eller samlever.
Det beror imidlertid som anført på en konkret vurdering, om der foreligger særlige omstændig-
heder, der kan bevirke, at udgangspunktet på 12 års fængsel fraviges i skærpende eller formil-
dende retning. Højesteret har dog fastslået, at der skal ganske meget til for, at straffen kan ned-
sættes eller forhøjes med 2 år til henholdsvis 10 år og 14 år, og at der efter en konkret bedøm-
melse også kan ske nedsættelse eller forhøjelse til henholdsvis 11 år eller 13 år, når der forelig-
ger ikke uvæsentlige formildende eller skærpende omstændigheder, som kan begrunde en sådan
mellemposition.
Drab på børn
fører som udgangspunkt til en skærpet straf. I praksis er der udmålt straffe af 14
års fængsel og fængsel på livstid. I enkelte tilfælde kan straffen dog på baggrund af en konkret
vurdering udmåles lavere, som i Højesterets dom af 1. maj 1991 (U 1991.522/2H), omtalt oven-
for i afsnit 2.2. Det er ikke muligt af dommens præmisser at udlede, hvilke omstændigheder der
førte til den særligt lave strafudmåling.
Ved
rovmord
synes straffen som udgangspunkt at blive udmålt til fængsel i 16 år. Der er dog
også udmålt straffe lavere end 16 års fængsel. I sidstnævnte tilfælde har særligt den tiltaltes
unge alder haft betydning for strafudmålingen i formildende retning.
Endvidere kan
drab begået i kombination med andre forbrydelser,
herunder drab ved anven-
delse af skydevåben omfattet af straffelovens § 192 a, føre til, at den tiltalte idømmes en samlet
straf, der overstiger udgangspunktet for drab. Højesteret fandt således bl.a. i en dom fra 2021,
at straffen for et drab begået under anvendelse af et skydevåben isoleret set skulle udmåles til
fængsel i ikke under 15 år.
Hvis en overtrædelse er begået på offentligt tilgængeligt sted ved brug af skydevåben mv., kan
den være omfattet af den særlige strafskærpelsesbestemmelse i
straffelovens § 81 b.
Der findes
kun begrænset trykt praksis, hvor bestemmelsen har været anvendt, men i dom af 6. oktober
602
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2021 (U 2022.40H) udmålte Højesteret straffen for et drab omfattet af straffelovens § 81 b til
fængsel på livstid med henvisning til bestemmelsen.
Maksimumstraffen på fængsel på livstid ses bl.a. anvendt i sager om
drab på flere personer.
I to højesteretsdomme fra henholdsvis 2005 (U 2006.250H) og 2006 (U 2006.2111H), nævnt
ovenfor i afsnit 2.2, er straffen for dobbeltdrab dog udmålt til 16 års fængsel. Der blev ved
straffens fastsættelse i begge tilfælde lagt vægt på, at forholdene var begået ved én og samme
lejlighed og uden forudgående planlægning.
Hvis der er tale om drab på flere personer begået ved forskellige lejligheder og uden indbyrdes
forbindelse, har Højesteret i en dom fra 2007 (U 2007.1933H) fastslået, at straffen som ud-
gangspunkt er fængsel på livstid.
I en dom fra 2016 (U 2016.3292H) blev der endvidere udmålt fængsel på livstid for
ét drab i
kombination med ét drabsforsøg.
Der var dog i sagen en række særlige omstændigheder, der
blev tillagt betydning for strafudmålingen i skærpende retning.
Herudover har Højesteret i en dom fra 2018 (U 2018.3737H) fastslået, at udgangspunktet for
straffen ved
drab i gentagelsestilfælde
også er fængsel på livstid.
Endelig vil
drab begået som led i en verserende rocker-/bandekonflikt,
jf. straffelovens § 81 a,
i overensstemmelse med bemærkningerne til § 81 a som udgangspunkt medføre fængsel på
livstid. Dette udgangspunkt er fastslået i Højesterets dom af 24. juni 2021 (U 2021.4443H).
Ved
forsøg på manddrab
efter straffelovens § 237, jf. § 21, er straffen som udgangspunkt 6 års
fængsel, når der ikke foreligger særlige omstændigheder, der kan bevirke nedsættelse eller for-
højelse af straffen, hvilket Højesteret har fastslået ved flere lejligheder.
Straffen for forsøg på manddrab er dog i sager omfattet af § 81 a fastsat væsentligt højere. I
dom af 17. november 2020 (U 2021.617H) fastsatte Højesteret straffen for et drabsforsøg begået
ved anvendelse af en pistol efter straffelovens § 237, jf. § 21, og § 192 a, stk. 1, nr. 1, til fængsel
i 14 år, idet Højesteret lagde vægt på, at forholdet var begået som led i en bandekonflikt, jf.
straffelovens § 81 a, stk. 1 og 2.
Normalstraffen på 12 år udspringer af en fast og langvarig domstolspraksis. Udvalget kan kon-
statere, at strafferammens øvre del udnyttes i særlige tilfælde, hvor der foreligger skærpende
603
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0036.png
omstændigheder (f.eks. drab i gentagelsestilfælde, § 81 a mv.). Samtidig kan det på baggrund
af gennemgangen konstateres, at straffen kun er fastsat under normalniveauet i særlige tilfælde.
Som anført ovenfor er der i bemærkningerne til §§ 81 a og 81 b givet anvisninger for de sager
om drab og drabsforsøg, som er omfattet af disse bestemmelser. Idet disse særlige strafudmå-
lingsbestemmelser er relativt nye, findes der kun begrænset praksis.
Udvalget kan dog konstatere, at der for drab omfattet af § 81 a, stk. 2, jf. stk. 1, er udmålt livstid,
og at der for drabsforsøg omfattet af straffelovens § 81 a, stk. 2, jf. stk. 1, i Højesterets dom af
17. november 2020 blev udmålt en væsentligt strengere straf end udgangspunktet på 6 års fæng-
sel under henvisning til bemærkningerne til straffelovens § 81 a.
Det er på den baggrund udvalgets vurdering, at domstolene har fulgt lovgivers anvisninger om
strafudmålingen i den begrænsede praksis, der foreligger vedrørende drab og drabsforsøg om-
fattet af straffelovens § 81 a.
3. Vold
3.1 Lovgivning og forarbejder
3.1.1 Om gerningsindhold og afgrænsning mellem voldsbestemmelserne
Overordnet er voldsforbrydelserne inddelt i simpel vold, jf. straffelovens § 244, kvalificeret
vold, jf. straffelovens § 245, og særlig grov vold, jf. § 246. Strafferammens maksimum er lavest
for § 244-vold, højere for § 245-vold og højest for § 246-vold.
Ligesom i dag fandtes voldsbestemmelserne også i §§ 244-246 i Borgerlig Straffelov af 1930,
jf.
lov nr. 126 af 15. april 1930.
I denne lov sondredes mellem legemsangreb (§ 244), legems-
beskadigelse (§ 245) og grov legemsbeskadigelse (§ 246), og sondringen blev opretholdt også
efter nyaffattelsen af § 244 ved
lov nr. 87 af 15. marts 1939.
Denne sondring adskiller sig dog
væsentligt fra den sondring mellem bestemmelserne, som gælder i dag.
Ved
lov nr. 272 af 3. maj 1989
nyaffattedes straffelovens §§ 244-246 og 248-249, hvorved den
gældende overordnede afgrænsning mellem voldsforbrydelserne i §§ 244-246 blev etableret.
Lovændringen var begrundet i et ønske om at forenkle voldsbestemmelserne og var baseret på
Straffelovrådets forslag i betænkning nr. 1099/1987 om strafferammer og prøveløsladelse, jf.
Folketingstidende 1988-89, tillæg A, spalte 2860. Lovændringen indebar derimod ingen æn-
dringer i den nedre afgrænsning af, hvilke fysiske krænkelser der udgør strafbar vold, jf. Fol-
ketingstidende 1988-89, tillæg A, spalte 2868-2870. Forarbejder og praksis fra tiden inden lov-
ændringen er således fortsat relevant i relation til den nedre afgrænsning af straffelovens § 244.
604
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
3.1.1.1.
Straffelovens § 244
Efter § 244, som affattet ved lovændringen
i 1989, straffedes ”den, der øver vold mod eller på
anden måde angriber en andens legeme”. Dette er fortsat gerningsindholdet i den nugældende
bestemmelse i straffelovens § 244, stk. 1.
Bestemmelsen omfatter forsætlig vold eller andet legemsangreb, der ikke er af en sådan karak-
ter, at det kan henføres under straffelovens § 245. Som eksempler nævnes i bemærkningerne,
jf. Folketingstidende 1988-89, tillæg A, spalte 2868, slag, herunder lussinger og knytnæveslag,
kast med genstande, der rammer en anden, benspænd førergreb, bid og lignende. Samme sted
fremgår endvidere, at tilføjelsen ”eller på anden måde angriber en andens legeme” i ordlyden
omfatter nogle legemsangreb, der består i fremkaldelse af bevidstløshed, ildebefindende og lig-
nende, og som ligger på kanten af eller uden for den sproglige naturlige forståelse af udtrykket
”øver vold”.
Straffelovens § 244 retter sig imod fysiske krænkelser af ikke helt bagatelagtig
karakter. Omfattet er f.eks. spyt i ansigtet (U 2006.2687H), afklipning af hår (f.eks. U
2005.3311/2Ø) og udtværing af kage i ansigtet (U 2006.2172Ø). Derimod er påvirkninger af
psyken eller krænkelser af offerets mere ideelt prægede interesser, f.eks. blufærdigheden, æren
eller moralen, ikke omfattet, jf. Folketingstidende 1993-94, 1. samling, tillæg A, spalte 1343.
3.1.1.2.
Straffelovens § 245
Efter § 245, som affattet ved lovændringen i 1989, straffes (stk. 1) ”den, som udøver et legems-
angreb af særligt rå, brutal eller farlig karakter eller gør sig skyldig i mishandling” eller (stk. 2)
”den, som uden for de i stk. 1 nævnte tilfælde tilføjer en
anden person skade på legeme eller
helbred”. Der er ikke siden foretaget ændringer i gerningsindholdet i § 245.
Vedrørende § 245, stk. 1, fremgår det af bemærkningerne til 1989-lovændringen, jf. Folketings-
tidende 1988-89, tillæg A, spalte 2869, at legemsangreb af særligt rå, brutal eller farlig karakter
tænkes afgrænset på samme måde som efter den hidtil gældende bestemmelse i § 244, stk. 2.
Forarbejder og praksis vedrørende denne bestemmelse kan således fortsat være relevant med
hensyn til afgrænsningen mellem §§ 244 og 245. Som eksempler på forhold, der vil være om-
fattet af § 245, stk. 1, nævnes samme sted voldshandlinger begået under anvendelse af våben,
såsom geværer, pistoler, økser, knive m.v., og kast med genstande, der kan påføre offeret ikke
uvæsentlige skader. Slag med redskaber, som f.eks. ølflasker, stave, kæder m.v. vil efter om-
stændighederne også være omfattet af bestemmelsen. Videre fremgår, at også vold, der udøves
uden anvendelse af redskaber og våben, kan være omfattet af § 245, stk. 1, og der nævnes som
eksempler håndkantslag mod halsen, kvælergreb og i almindelighed også spark i ansigtet.
Simpel vold henhører under § 244, og uagtsomme skader heraf kan i almindelighed ikke bringe
forholdet ind under § 245, stk. 1. Er der tale om alvorlige skader, kan der imidlertid være
605
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
holdepunkter for at bedømme den udøvede vold som særligt farlig og dermed omfattet af § 245,
stk. 1, jf. Folketingstidende 1988-89, tillæg A, spalte 2864.
Ved mishandling efter § 245, stk. 1, der indtil 1989-lovændringen var kriminaliseret i § 244,
stk. 3, 2. pkt., forstås ifølge bemærkningerne, jf. Folketingstidende 1988-89, tillæg A, spalte
2869, en gentagen voldsudøvelse over en vis tidsperiode mod et mere eller mindre værgeløst
offer, typisk et barn eller en ægtefælle. Udtrykket mishandling har selvstændig betydning i de
tilfælde, hvor den vold, der anvendes, ikke er af særligt rå, brutal eller farlig karakter.
Straffelovens § 245, stk. 2, vedrører forsætlig tilføjelse af skade på en persons legeme eller
helbred. Ikke kun den fysiske, men også den psykiske helbredstilstand er omfattet. Udtrykket
”skade” skal ifølge bemærkningerne til bestemmelsen, jf.
Folketingstidende 1988-89, tillæg A,
spalte 2869-2870, forstås i overensstemmelse med den på daværende tidspunkt hidtidige prak-
sis, hvorefter bl.a. udslåede eller beskadigede tænder, snitsår eller flænger, der kræver syning,
en brækket finger eller tå, og hjernerystelser (bortset fra de letteste) skulle anses som omfattet.
En afgørende betingelse for anvendelse af bestemmelsen er, at gerningspersonen har handlet
med forsæt til at tilføje den pågældende skade, jf. straffelovens § 19. Kan skadetilføjelsen alene
tilregnes gerningspersonen som uagtsom, falder forholdet uden for § 245, stk. 2.
3.1.1.3.
Straffelovens § 246
Straffelovens § 246 blev ved 1989-lovændringen udformet således, at bestemmelsen omfattede
en særlig delmængde af overtrædelser af § 245. De overtrædelser, der var omfattet af bestem-
melsen, var legemsangreb omfattet af § 245, som havde været af en så grov beskaffenhed eller
haft så alvorlige følger, at der forelå særdeles skærpende omstændigheder. Ved
lov nr. 350 af
23. maj 1997
foretoges en mindre ændring af § 246, således at ”haft så alvorlige følger” ændre-
des til ”haft så alvorlige skader eller døden til følge”. Ændringen
havde ikke til formål at ændre
bestemmelsens anvendelsesområde, idet den hidtil gældende formulering allerede omfattede
tilfælde, hvor volden havde medført, at offeret var afgået ved døden. Ændringen indebar imid-
lertid en tydeligere angivelse af bestemmelsens anvendelse ved vold med døden til følge, jf.
Folketingstidende 1996-97, tillæg A, side 3212. Bestemmelsens anvendelsesområde er heller
ikke siden ændret. Se i øvrigt om lovændringen nedenfor i afsnit 3.1.2.
For at et forhold omfattes af § 246 kræves, at der foreligger ”særdeles skærpende omstændig-
heder”. Denne bedømmelse kan ifølge ordlyden skyldes voldens grove beskaffenhed eller dens
alvorlige følger. Det sidstnævnte led vil omfatte forsætlig og uagtsom påførelse af meget bety-
delig legemsskade, herunder varig invalidering, samt uagtsom forvoldelse af dødens indtræden,
jf. Folketingstidende 1988-89, tillæg A, spalte 2870. Endvidere fremgår det af bemærkningerne,
at § 246 bl.a. er tiltænkt anvendt i sager om grov vold, herunder skud med våben eller stik med
606
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0039.png
kniv, hvor offeret er afgået ved døden, men hvor der ikke kan bevises forsæt til drab, jf. straf-
felovens § 237.
Straffelovens §§ 244-246 er siden ændret en række gange, bl.a. med henblik på strafskærpelse,
se herom nedenfor i afsnit 3.1.2.
Kvindelig omskæring blev ved
lov nr. 386 af 28. maj 2003
udsondret til kriminalisering i en
selvstændig bestemmelse i straffelovens § 245 a. Ifølge bemærkningerne med lovforslaget
havde udsondringen til hensigt ”stærkere at markere samfundets afstandtagen fra disse lemlæ-
stende og rent traditionsbestemte indgreb”, jf.
Folketingstidende 2002-03, tillæg A, side 5522.
3.1.2 Om strafferammer og lovgivers anvisninger vedrørende strafudmåling ved overtrædelse
af voldsbestemmelserne
Som det fremgår ovenfor af afsnit 3.1.1, foretoges ved
lov nr. 272 af 3. maj 1989
en forenkling
af straffelovens voldsbestemmelser. Normalstrafferammen blev ved lovændringen for § 244
fastsat til bøde eller fængsel indtil 1 år og 6 måneder, for § 245 til fængsel indtil 4 år og for §
246 til fængsel indtil 8 år.
Inden lovændringen havde straffelovens § 244 indeholdt en række skærpelseskriterier bestå-
ende i uagtsomme følger af handlingen med forskellige tilhørende sidestrafferammer. Lovæn-
dringen medførte, at alle disse kvalificerende omstændigheder, ikke længere var anført i ordly-
den, og at flere forskelligartede voldshandlinger herefter skulle indeholdes inden for den samme
strafferamme. I bemærkningerne til lovændringen anførtes dog, at lovændringen ikke betød, at
disse omstændigheder, der tidligere havde været opført i lovteksten, ikke længere skulle tillæg-
ges betydning, men blot at det blev overladt til domstolene at afgøre, hvilken vægt der skulle
tillægges sådanne forhold ved udmåling af straffen inden for normalstrafferammen, jf. Folke-
tingstidende 1988-89, tillæg A, spalte 2863. Særligt blev det fremhævet, at det efter lovændrin-
gen ikke længere ville være nødvendigt at inddele voldsofre i sagesløse og ikke-sagesløse, og
at det herefter ville bero på rettens nærmere vurdering, hvilken vægt der skulle lægges på de
foreliggende oplysninger om voldsofrenes forudgående adfærd og på forholdet mellem ger-
ningsmand og offer sammenholdt med voldens beskaffenhed og andre faktorer af betydning for
strafudmålingen.
Vedrørende de nye strafferammer og strafudmålingen inden for disse fremgår i øvrigt af be-
mærkningerne til lovændringen, jf. Folketingstidende 1988-89, tillæg A, spalte 2865 ff., bl.a.
følgende:
”De valgte strafferammer indebærer, at der for visse voldstypers vedkommende bli-
ver tale om et mindre strafmaksimum end det, der gælder i dag. Dette vil bl.a. være
607
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
tilfældet i sager om ordinær vold mod sagesløs med mindre skader til følge, der i
dag er omfattet af § 244, stk. 4, jf. stk. 3, og som efter forslaget vil henhøre under §
244. Omvendt vil bl.a. forhold, der i dag er undergivet et strafmaksimum i § 244,
stk. 2, på fængsel i 2 år, efter forslaget være omfattet af § 245, stk. 1, med et straf-
maksimum på fængsel indtil 4 år.
Justitsministeriet lægger i den forbindelse afgørende vægt på at fremhæve, at straf-
maksima i §§ 244-246 i overensstemmelse med Straffelovrådets indstilling er fast-
sat ud fra overvejelser om
–
bl.a. støttet på oplysninger om gældende udmålings-
praksis
–
hvilken straf der bør kunne være plads til at udmåle for den enkelte ger-
ningstype i sin grovest tænkelige form. Der er derimod ikke i kraft af selve de fast-
satte strafmaksima tilsigtet nogen generel påvirkning af det faktiske udmålingsni-
veau i voldssager. Det foreslåede normalmaksimum i § 244 skal således ikke opfat-
tes som et signal til en lavere strafudmåling, men er udtryk for en tilpasning af lo-
vens hovedregel til det faktiske behov for udmåling i det store flertal af almindelige
voldssager. Det behov, der kan være for at justere den nugældende udmålingsprak-
sis i visse typer af voldssager, er omtalt nedenfor.
3.4.2. Som nævnt ovenfor under pkt. 3.1. har Straffelovrådet i betænkning nr.
1099/1987 ikke begrænset sig til at foreslå en ny og forenklet affattelse af straffe-
lovens voldsbestemmelser. Rådet er også gået ind i en nærmere vurdering af de
straffe, der faktisk udmåles i voldssager. Til brug for denne vurdering har Straffe-
lovrådet bl.a. udarbejdet en oversigt over inddeling af voldshandlinger i forskellige
typer, som f.eks. gadevold, restaurationsvold, selskabsvold, familievold osv. End-
videre er der i betænkningen foretaget en gennemgang af udmålingspraksis i volds-
sager. Af betænkningens tabel 17 (side 120), hvor udmålingspraksis ved berigel-
sesforbrydelser og voldsforbrydelser sammenlignes, fremgår, at der i ca. 60 pct. af
samtlige voldssager i 1984 blev idømt ubetinget frihedsstraf. Betinget dom og til-
talefrafald anvendtes i ca. 25 pct. af sagerne, medens bødestraf blev idømt i ca. 14
pct. af sagerne.
Ser man alene på længden af de udmålte frihedsstraffe, viser Rådets gennemgang
af udmålingspraksis for perioden 1979-1984 (betænkningen s. 145-146), at ca. 80-
85 pct. af alle udmålte fængsels- og hæftestraffe for vold ikke overstiger 3 måneder,
og i langt de fleste domme overstiger de fastsatte straffe ikke 60 dage.
Straffelovrådet har på den baggrund overvejet, om strafudmålingen i voldssager
kan anses for passende. Straffelovrådet har sammenfattende udtalt, at man hverken
kan anbefale en almindelig strafskærpelse eller betydelige reduktioner i sanktions-
niveauet i voldssager. Derimod har Rådet peget på behovet for en større nuancering
af strafudmålingen, bl.a. således at der på den ene side indtræder skærpelser med
hensyn til nogle af de groveste tilfælde inden for normalområdet, navnlig hvor det
drejer sig om tilfældig vold af grov karakter, samtidig med at bødestraf og betinget
dom anvendes i lidt videre omfang i mindre alvorlige sager.
Justitsministeriet deler Straffelovrådets opfattelse, hvorefter der er behov for en
større differentiering af strafudmålingen i voldssager indenfor normalområdet. Det
er ikke tilfredsstillende, at der i dag almindeligvis kun er en straflængde på omkring
608
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
een måned, der skiller de grove fra de mindre grove tilfælde inden for normalom-
rådet. En større nuancering bør efter Justitsministeriets opfattelse ske ved, at straf-
fene i de grovere tilfælde skærpes. Herved vil der blive skabt et mere proportionalt
forhold i strafudmålingen mellem forskellige typer af voldsforbrydelser indbyrdes.
Som grovere tilfælde indenfor normalområdet tænkes f.eks. på tilfælde, hvor ger-
ningsmanden overfalder helt sagesløse personer med knytnæveslag og/eller spark
eventuelt med skade til følge. Er der ved voldsudøvelsen anvendt våben, herunder
kniv, falder forholdet udenfor normalområdet og vil være undergivet en væsentlig
strengere bedømmelse.
Det fremgår af de ovenfor angivne oplysninger om udmålingspraksis i voldssager,
at der i et vist omfang i dag anvendes bøde og betinget dom. Justitsministeriet har
ikke grundlag for generelt at vurdere, om det i mindre alvorlige sager om vold vil
være forsvarligt at anvende bøde og betinget dom i videre omfang, end det allerede
finder sted i dag.”
Ved
lov nr. 350 af 23. maj 1997
blev straffelovens § 245 og § 246 ændret med henblik på en
skærpelse af straffen i de særligt grove voldstilfælde. Denne ændring tilsigtede, at straffen inden
for de allerede gældende strafferammer skulle forhøjes med gennemgående 1 år i de sager, der
falder ind under henholdsvis straffelovens § 245 og § 246, og hvor der efter hidtidig praksis
blev idømt fængsel i over 1 år, jf. Folketingstidende 1996-97, tillæg A, side 3200. Var der efter
hidtidig praksis idømt 2 års fængsel, skulle der idømmes 3 års fængsel. Ved formuleringen, at
straffen inden for de eksisterende strafferammer skulle ”forhøjes med gennemgående 1 år”,
tilsigtedes, at strafskærpelsen skulle slå fuldt ud igennem i alle sager, hvor der efter hidtidig
praksis var udmålt straf af over 1 års fængsel, bortset fra de tilfælde, der lå i det øverste område
op imod strafferammens maksimum på 8 års fængsel.
Konkret blev der ved lovændringen for det første indsat et 2. pkt. i § 245 om betydelig skade
på legeme eller helbred. Af bemærkningerne, jf. Folketingstidende 1996-97, tillæg A, side
3212, fremgår dog, at strafskærpelsen ikke kun skulle slå igennem i de tilfælde, hvor skaden er
betydelig:
”I
§ 245, stk. 1, foreslås indsat et nyt punktum, der angiver det som en særligt skær-
pende omstændighed, at et legemsangreb, der er omfattet af 1. pkt. (legemsangreb
af særlig rå, brutal eller farlig karakter eller mishandling), har haft betydelig skade
på legeme eller helbred til følge.
Udtrykket »betydelig skade på legeme og helbred« i den nye bestemmelse kendes
fra straffelovens § 249 om uagtsom skadeforvoldelse og er således et indarbejdet
begreb i retspraksis. Det omfatter bl.a. skader, der medfører varigt men, kraniebrud,
brud på kæben, lårbensbrud og fjernelse af milt. Sygehusophold på mere end nogle
ugers varighed er normalt tilstrækkeligt.
609
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
Selv om skaden ikke er betydelig, vil tilfældet dog kunne være omfattet af skærpel-
sen, hvis volden p.g.a. sin karakter har ført til en straf på over 1 års fængsel.
Den betydelige skade på legeme eller helbred skal kunne tilregnes gerningsmanden
som uagtsom (jf. straffelovens § 20).”
For det andet nyaffattedes § 245, stk. 2. Der var med ændringen ikke tilsigtet nogen ændring af
anvendelsesområdet, men ændringen indebar ifølge bemærkningerne, jf. Folketingstidende
1996-97, tillæg A, side 3212, at der også i de tilfælde, der er omfattet af § 245, stk. 2, skulle
ske en skærpelse af straffen med 1 år, hvis tilfældet var af en sådan grovhed, at det efter den
hidtil gældende praksis ville have medført fængsel i mere end 1 år.
Som det fremgår ovenfor af afsnit 3.1.1.3. foretoges endelig ved lovændringen en ændring af §
246, således at ”haft så alvorlige følger” ændredes til ”haft så alvorlige skader eller døden til
følge”. Ændringen
havde til formål, at der også for § 246-forhold skulle ske en forhøjelse af
straffen med 1 år, såfremt forholdet hidtil ville have medført en frihedsstraf på mere end 1 år.
Af bemærkningerne, jf. Folketingstidende 1996-97, tillæg A, side 3212, fremgår videre:
”Hvis der er tale om en fællesstraf, hvori indgår en reststraf efter prøveløsladelse
eller en tidligere betinget dom, og det er disse afgørelser, der begrunder, at straffen
bliver over 1 år, er sagen ikke omfattet af den foreslåede skærpelse.
Hvis straffen for det aktuelle voldsforhold overstiger 1 år på grund af bestemmelsen
om gentagelsesvirkning i § 247, skal der heller ikke ske strafskærpelse efter de fo-
reslåede regler.”
Ved
lov nr. 380 af 6. juni 2002
gennemførtes en forhøjelse af strafferammerne i voldsbestem-
melserne samtidig med, at der forudsattes en gennemgående forhøjelse af strafniveauet. Ved
lovændringen forhøjedes således strafmaksimum i straffelovens § 244 fra fængsel indtil 1 år og
6 måneder til fængsel indtil 3 år, strafmaksimum i straffelovens § 245 forhøjedes fra 4 til 6 års
fængsel, og strafmaksimum på fængsel indtil 8 år i straffelovens § 246 forhøjedes til fængsel
indtil 10 år.
Lovændringen tilsigtede i øvrigt ifølge bemærkningerne, jf. Folketingstidende 2001-02, 2. sam-
ling, tillæg A, side 2929, at strafniveauet i voldssager gennemgående skulle forhøjes med om-
kring en tredjedel i forhold den straf, der hidtil var fastsat af domstolene. Det forhøjede strafni-
veau skulle efter forslaget anvendes i de sager, der falder ind under straffelovens to bestemmel-
ser om den grove vold (straffelovens § 245 og § 246). Det forhøjede strafniveau på omkring en
tredjedel skulle desuden som overvejende hovedregel slå igennem i de sager, der er omfattet af
straffelovens § 244 om simpel vold.
610
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
For overtrædelser af § 244 gjaldt således, at forhøjelsen skulle slå igennem i f.eks. sager om
såkaldt gadevold, hvor gerningsmanden på gaden eller tilsvarende steder overfalder en person,
som gerningsmanden ikke kender, og hvor ofret hverken ved ord eller handling kan siges at
have foranlediget volden. Det samme gjaldt med hensyn til f.eks. sager om såkaldt familievold,
hvilket skulle forstås som vold mod en ægtefælle, samlever eller kæreste eller lignende, even-
tuelt en person, som gerningsmanden tidligere har haft et forhold til, samt sager om vold mod
børn (denne definition er således bredere end definitionen af familievold i betænkning nr.
1099/1987). Samtidig var der ifølge bemærkningerne, jf. Folketingstidende 2001-02, 2. sam-
ling, tillæg A, side 2935, grund til at tilstræbe en vis yderligere nuancering af strafniveauet i
sager om vold omfattet af § 244, alt efter hvilken type af voldssag der er tale om. Det fremgår
således, at selv om også simpel vold opstået i forbindelse med værtshusbesøg mv. kunne inde-
bære en alvorlig krænkelse af ofret, fandt man ikke, at der i sager af denne karakter sammen-
lignet med f.eks. sager om såkaldt gadevold eller vold mod børn var tilstrækkelig anledning til
generelt at forhøje strafniveauet. Det var derfor ikke tilsigtet, at strafforhøjelsen skulle slå igen-
nem i sager om såkaldt restaurationsvold.
Ved
lov nr. 358 af 29. april 2018
foretoges sproglige ændringer af §§ 245, 245 a og 246 med
henblik på at indsætte anvisninger i lovbemærkningerne vedrørende strafniveauet i skærpende
retning. Der kan bl.a. henvises til afsnittet om Justitsministeriets overvejelser i lovforslagets
almindelige bemærkninger, jf. Folketingstidende 2017-18, tillæg A, L 142 som fremsat, side 3,
hvoraf bl.a. fremgår:
”2.2.
Justitsministeriets overvejelser
Ofre for grov vold efterlades ofte med markante psykiske og fysiske mén. Det er
væsentligt for regeringen, at straffen for grov vold afspejler forbrydelsens grovhed,
og det er ikke tilfældet med det nuværende strafniveau.
Justitsministeriet finder på den baggrund, at der er behov for, at straffen i voldssager
efter straffelovens § 245, § 245 a og § 246 gennemgående forhøjes med omkring
en tredjedel i forhold til den straf, der i dag ville blive fastsat af domstolene.
Justitsministeriet finder endvidere efter drøftelse med Rigsadvokaten, at der i visse
tilfælde bør ske en større nuancering i strafudmålingen efter straffelovens § 245,
end det er tilfældet i dag.
Dette gælder for de allergroveste tilfælde af vold efter straffelovens § 245, herunder
særligt hvor forurettede er blevet udsat for meget omfattende vold, eventuelt begået
af flere gerningsmænd, og har fået betydelige skader. Der lægges således op til, at
der i de alvorligste sager, som i dag bliver afgjort med straffe i niveauet fra omkring
1 år og 9 måneders fængsel, udmåles en straf, der har en bedre sammenhæng med
strafniveauet for vold omfattet af straffelovens § 246. Da sagerne er meget
611
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
forskellige, er det ikke muligt at angive et generelt strafskærpelsesniveau, men der
lægges med lovforslaget op til, at der ud over den generelle strafskærpelse med en
tredjedel i disse tilfælde sker en yderligere skærpelse, som vil afhænge af den en-
kelte sags nærmere omstændigheder.
Dette gælder endvidere i alle sager efter straffelovens § 245, hvor der er anvendt
kniv eller lignende. Når der er anvendt kniv eller lignende, vil det typisk indebære
en betydelig fare for forurettede, og i mange tilfælde vil det være mere eller mindre
tilfældigt, om den forurettede har fået alvorlige skader eller ej. Der bør således i
disse sager ske en yderligere skærpelse af straffen ud over den generelle skærpelse
med en tredjedel. Den yderligere skærpelse skal afspejle den potentielle fare ved
vold begået med en kniv eller lignende. Med lovforslaget lægges der f.eks. op til,
at en sag om grov vold med anvendelse af kniv eller lignende, der i dag af domsto-
lene afgøres med 3 måneders fængsel, efter lovændringen som udgangspunkt skal
afgøres med 5 måneders fængsel. Hvis der er tale om en sag, der i dag afgøres med
fængsel i 1 år og 6 måneder, lægges der op til, at straffen efter lovændringen som
udgangspunkt skal være i niveauet fra fængsel i 2 år og 3 måneder til fængsel i 2 år
og 6 måneder.
Den foreslåede generelle strafskærpelse med en tredjedel skal i de allergroveste til-
fælde efter straffelovens § 246 tilpasses det eksisterende strafniveau for bl.a. drabs-
forsøg, som der ikke tilsigtes ændringer i, og det er på den baggrund ikke tilsigtet,
at den fulde skærpelse skal slå igennem i alle tilfælde efter straffelovens § 246. Den
fulde strafforhøjelse skal således ske i sager om overtrædelse af straffelovens §
245 og § 245 a og inden for normalområdet i § 246, dvs. i modsætning til navnlig
de allergroveste sager om overtrædelse af straffelovens § 246.
Navnlig på den baggrund finder Justitsministeriet, at de gældende strafferammer
med strafmaksimum på henholdsvis 6 og 10 år er tilstrækkeligt høje til at rumme
alle tænkelige forhold omfattet af bestemmelserne i straffelovens § 245, § 245 a og
§ 246, herunder også med de tilsigtede strafskærpelser.”
Der henvises endvidere til lovforslagets specielle bemærkninger, jf. Folketingstidende 2017-
18, tillæg A, L 142 som fremsat, side 5 f., hvoraf bl.a. fremgår:
”Til
nr. 1
Efter straffelovens § 245 straffes den, som udøver et legemsangreb af særlig rå,
brutal eller farlig karakter eller gør sig skyldig i mishandling, med fængsel indtil 6
år. Har et sådant legemsangreb haft betydelig skade på legeme eller helbred til
følge, skal dette betragtes som en særligt skærpende omstændighed.
Med lovforslaget
foreslås det at ændre ”som” til ”der” i
straffelovens § 245, stk. 1,
1. pkt., og stk 2. Der er alene tale om en sproglig ændring af lovteksten, som har til
formål at give mulighed for i bemærkningerne at angive nærmere retningslinjer om
strafniveauet efter bestemmelsen. Med ændringen er det forudsat, at der skal ske en
forhøjelse af straffen med en tredjedel i forhold til den straf, der hidtil har været
fastsat af domstolene. Dette indebærer eksempelvis, at en sag om grov vold, der i
612
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
dag ville blive afgjort med 9 måneders fængsel, efter forslaget skal afgøres med 1
års fængsel.
Herudover forudsættes det med lovforslaget, at der
–
ud over skærpelsen med en
tredjedel
–
sker en yderligere skærpelse af straffene for de allergroveste overtræ-
delser af straffelovens § 245, herunder særligt hvor forurettede er blevet udsat for
meget omfattende vold, eventuelt begået af flere gerningsmænd, og har fået bety-
delige skader. Der lægges således op til, at der i de alvorligste sager, der i dag bliver
afgjort med straffe i niveauet fra omkring 1 år og 9 måneders fængsel, udmåles en
straf, der har en bedre sammenhæng med strafniveauet for vold omfattet af straffe-
lovens § 246. Da sagerne er meget forskellige, er det ikke muligt at angive et gene-
relt strafskærpelsesniveau, men der lægges med lovforslaget op til, at der ud over
den generelle strafskærpelse med en tredjedel i disse tilfælde sker en yderligere
skærpelse, som vil afhænge af den enkelte sags nærmere omstændigheder.
Det forudsættes endvidere, at der
–
ud over skærpelsen med en tredjedel
–
sker en
yderligere skærpelse i alle sager efter straffelovens § 245, hvor der er anvendt kniv
eller lignende. Med lovforslaget lægges der f.eks. op til, at en sag om grov vold med
anvendelse af kniv eller lignende, der i dag af domstolene afgøres med 3 måneders
fængsel, efter lovændringen som udgangspunkt skal afgøres med 5 måneders fæng-
sel. Hvis der er tale om en sag, der i dag afgøres med fængsel i 1 år og 6 måneder,
lægges der op til, at straffen efter lovændringen som udgangspunkt skal være i ni-
veauet fra fængsel i 2 år og 3 måneder til fængsel i 2 år og 6 måneder.
Med kniv eller lignende forstås bl.a. genstande, der er omfattet af lov om knive og
blankvåben mv., jf. lov nr. 376 af 27. april 2016. Herudover omfattes genstande,
som falder uden for anvendelsesområdet af lov om knive og blankvåben mv., hvis
genstanden er benyttet som en kniv, og angrebets potentielle farlighed taler for, at
det skal sidestilles med angreb begået med en kniv eller andet blankvåben. Som
eksempel kan nævnes et angreb begået med et glasskår, der er benyttet som en kniv.
[…]
Til nr. 3
Efter straffelovens § 246 kan straffen stige til fængsel i 10 år, hvis et legemsangreb,
der er omfattet af straffelovens § 245 eller § 245 a, har været af en så grov beskaf-
fenhed eller haft så alvorlige følger eller døden til følge, at der foreligger særdeles
skærpende omstændigheder.
Med lovforslaget foreslås det at ændre ”, der er omfattet af § 245 eller § 245 a,” til:
”omfattet af § 245 eller § 245 a” i
straffelovens § 246. Der er alene tale om en
sproglig ændring af lovteksten, som har til formål at give mulighed for i bemærk-
ningerne at angive nærmere retningslinjer om strafniveauet efter bestemmelsen.
Med ændringen er det forudsat, at der skal ske en forhøjelse af straffen med en
tredjedel i forhold til den straf for særlig grov vold, der hidtil har været fastsat af
domstolene. Dette indebærer eksempelvis, at en sag, der i dag ville blive afgjort
med 3 års fængsel, efter forslaget skal afgøres med 4 års fængsel.
613
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
Den foreslåede generelle strafskærpelse med en tredjedel skal i de allergroveste til-
fælde efter straffelovens § 246 tilpasses det eksisterende strafniveau for bl.a. drabs-
forsøg, som der ikke tilsigtes ændringer i, og det er på den baggrund ikke tilsigtet,
at den fulde skærpelse skal slå igennem i alle tilfælde efter straffelovens § 246. Den
fulde strafforhøjelse skal således ske i sager om overtrædelse af straffelovens §
245 og § 245 a og inden for normalområdet i § 246, dvs. i modsætning til navnlig
de allergroveste sager om overtrædelse af straffelovens § 246.
[…]”
Ved
lov nr. 718 af 8. juni 2018
indsattes stk. 2 om vold i nære relationer i straffelovens § 244.
Bestemmelsen lyder: ”Begås forhold, der er nævnt i stk. 1,
gentagne gange over en periode af
en person i eller nært knyttet til den forurettedes husstand, uden at forholdet er omfattet af §
245, kan straffen stige til fængsel indtil 6 år.” § 244, stk. 2, finder ifølge bemærkningerne, jf.
Folketingstidende 2017-18, tillæg A, L 223 som fremsat, side 3, bl.a. anvendelse på vold begået
af personer i forurettedes husstand, f.eks. forældres, stedforældres eller plejeforældres vold mod
deres børn eller sted-/plejebørn, vold mellem søskende og vold mellem samlevende. Bestem-
melsen finder ligeledes anvendelse på vold begået af personer med en nær tilknytning til hus-
standen. Det vil eksempelvis kunne være tidligere ægtefæller, der stadig jævnligt kommer i
husstanden, f.eks. fordi deres fællesbørn har bopæl der, eller en onkel, der er involveret i op-
dragelsen af børnene.
Lovændringen foretoges som led i gennemførelsen af den daværende regerings udspil ”Ét
Dan-
mark uden parallelsamfund
– Ingen ghettoer i 2030”, hvori et af initiativerne vedrørte ”en hår-
dere kurs over for vold i hjemmet”. Lovændringen indebar således en skærpelse af straffen for
simpel vold, der begås gentagne gange over en periode af en person i eller nært knyttet til den
forurettedes husstand, uden at forholdet er omfattet af straffelovens § 245 om bl.a. mishandling.
Af bemærkningerne fremgår, at det med lovforslaget var tilsigtet, at strafniveauet for sådanne
overtrædelser skulle fordobles sammenlignet med det hidtidige strafniveau for sådanne over-
trædelser, jf. Folketingstidende 2017-18, tillæg A, L 223 som fremsat, side 3.
Ved
lov nr. 452 af 20. april 2022
foretoges en sproglig ændring af straffelovens § 244, stk. 2,
med henblik på at give mulighed for i bemærkningerne at angive nærmere retningslinjer for
strafniveauet. Desuden indsattes i straffelovens § 245, stk. 1, et nyt 3. pkt.
Vedrørende ændringen af straffelovens § 244, stk. 2, fremgår det af bemærkningerne, jf. Fol-
ketingstidende 2021-22, tillæg A, L 113 som fremsat, side 71, at det med ændringen forudsæt-
tes, at strafniveauet for overtrædelse af bestemmelsen forhøjes med ca. en tredjedel sammen-
lignet med det gældende strafniveau, hvis den forurettede er under 18 år. Det betyder ifølge
614
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0047.png
bemærkningerne, at der i sager, hvor der i dag f.eks. udmåles en straf på fængsel i 3 måneder,
fremover vil skulle udmåles en straf på 4 måneder.
Med lovændringen er indsat et nyt 3. pkt. i straffelovens § 245, stk. 1, hvorefter det skal betrag-
tes som en særligt skærpende omstændighed, hvis legemsangrebet eller mishandlingen er be-
gået mod en person under 18 år af en person i eller nært knyttet til den forurettedes husstand.
Af bemærkningerne, jf. Folketingstidende 2021-22, tillæg A, L 113 som fremsat, side 71, frem-
går, at det med lovændringen forudsættes, at strafniveauet for grov vold eller mishandling, jf. §
245, som begås mod en person under 18 år af en person i eller nært knyttet til den forurettedes
husstand, skal forhøjes med ca. en tredjedel sammenlignet med det hidtil gældende strafniveau
i sådanne sager, og at dette betyder, at der i sager, hvor der f.eks. ville blive udmålt en straf på
fængsel i 6 måneder, fremover vil skulle udmåles en straf på 8 måneder.
3.1.3 Særlige strafudmålingsbestemmelser for legemsangreb
Straffelovens § 247 og § 248 udgør særlige strafudmålingsbestemmelser vedrørende legemsan-
greb under visse nærmere bestemte omstændigheder. Efter straffelovens § 247, stk. 1, kan straf-
fen for overtrædelse af §§ 243-246 forhøjes med indtil det halve, hvis gerningspersonen er tid-
ligere dømt for forsætligt legemsangreb, for psykisk vold eller for en forbrydelse, der har været
forbundet med forsætlig vold (vold i gentagelsestilfælde). Det samme gælder efter § 247, stk.
2, når en overtrædelse af §§ 244-246 begås over for en person, der efter karakteren af sit arbejde
er særligt udsat for vold.
Straffelovens § 247 blev nyaffattet ved
lov nr. 366 af 18. maj 1994.
Af bemærkningerne, jf.
Folketingstidende 1993-94, 1. samling, tillæg A, spalte 1345, fremgår, at det havde været over-
vejet, om der var behov for en generel forhøjelse af strafferammerne for voldsforbrydelser med
henblik på en generel skærpelse af voldsstraffene. Dette fandt man dog ikke anledning til.
Dog fandt man anledning til at nyaffatte § 247 for at indføre en almindelig gentagelsesvirkning
for alle voldsforbrydelser, uanset hvilken straf den tidligere voldsforbrydelse havde medført.
Inden ændringen havde det været et krav, at der tidligere var udmålt frihedsstraf. Af bemærk-
ningerne, jf. Folketingstidende 1993-94, 1. samling, tillæg A, spalte 1346, fremgår de følgende
anvisninger vedrørende strafniveauet:
”Lovforslaget tilsigter, at domstolene i tilfælde af gentagelse forhøjer straffen med
omkring en trediedel i forhold til den straf, der i dag ville blive fastsat, bl.a. i lyset
af, at der er tale om recidiv. Som eksempel kan nævnes en voldssag, der som før-
stegangstilfælde i dag ville udløse en straf på f.eks. fængsel i 60 dage, og som bl.a.
efter karakteren af den udøvede vold og det tidligere forhold i gentagelsestilfælde
ville udløse straf af fængsel i 3 måneder. Gennemføres forslaget, forudsættes det,
at dette forhold fremtidig vil udløse en straf af fængsel i 4 måneder.
615
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
Gentagelsesvirkningen forventes ikke i alle tilfælde at slå igennem med ganske
samme styrke, idet det i nogen grad må afhænge af voldsforholdets nærmere be-
skaffenhed. Det tilsigtes dog, at den fulde strafforhøjelse med en trediedel generelt
skal ske i voldstilfælde inden for normalområdet i modsætning til navnlig de gro-
veste voldssager.
Hvad angår karakteren af det eller de tidligere voldsforhold bemærkes, at dette for-
holds grovhed ikke i sig selv bør tillægges afgørende betydning. Som eksempel kan
nævnes en voldssag, der som førstegangstilfælde ville udløse en straf på f.eks.
fængsel i 3 måneder, og hvor gerningsmanden tidligere har begået et relativt ube-
tydeligt voldsforhold, hvor der f.eks. er idømt bøde, således at der efter gældende
praksis ikke ville ske nogen forhøjelse af straffen for det nye forhold. Gennemføres
lovforslaget, forudsættes straffen i et sådant tilfælde ligeledes forhøjet, således at
sagen udløser en straf af fængsel i 4 måneder.”
Af de specielle bemærkninger, jf. Folketingstidende 1993-94, 1. samling, tillæg A, spalte 1364,
fremgår desuden følgende vedrørende § 247, stk. 1:
”Anvendelsen af den nye gentagelsesbestemmelse vil i øvrigt skulle ske med de
begrænsninger, der følger af straffelovens § 81, dvs. at gentagelsesvirkningen ikke
udløses af voldshandlinger, der er begået før det fyldte 18. år, eller hvor der er for-
løbet 5 år efter, at den tidligere straf er udstået. Det er desuden en betingelse, at det
tidligere forhold var pådømt, inden det nye voldsforhold blev begået.”
Det bemærkes i den forbindelse, at bestemmelsen om begrænsning af gentagelsesvirkningen
ved lov nr. 218 af 31. marts 2004 blev flyttet til § 84 og ændret, således at 18 års-grænsen blev
ophævet, og at tidligere straffedomme fremover skulle tillægges betydning i 10 år i stedet for 5
år efter udståelse mv. Af bemærkningerne til lovændringen fremgår, at det måtte forventes, at
de foreslåede skærpelser i § 84 ville kunne få en vis betydning for den vægt, domstolene i
forbindelse med strafudmåling inden for normalstrafferammen tillægger en straffedom, der lig-
ger længere tilbage i tid, eller som vedrører forhold, som er begået, før den pågældende fyldte
18 år, jf. Folketingstidende 2003-04, tillæg A, side 3322.
Vedrørende § 247, stk. 2, fremgår af de specielle bemærkninger til lov nr. 366 af 18. maj 1994,
jf. Folketingstidende 1993-94, 1. samling, tillæg A, spalte 1364:
”Bestemmelsens
stk. 2 vedrører det strafferetlige værn for særligt udsatte person-
grupper. Der kan således efter ordlyden ske en strafforhøjelse med indtil det halve,
når en voldsforbrydelse begås over for en person, der efter karakteren af sit arbejde
er særligt udsat for vold.
Om den personkreds, der omfattes af bestemmelsen, henvises til pkt. 3.2.2. i de
almindelige bemærkninger. Det er en betingelse for strafskærpelsen, at volden
616
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0049.png
begås under selve erhvervsudøvelsen og ikke f.eks. på tidspunkter, hvor den pågæl-
dende holder fri. På den anden side udelukker det ikke anvendelsen af bestemmel-
sen, at det voldelige overfald finder sted i arbejdstiden under en pause, f.eks. når
hyrevognschaufføren opholder sig på en rasteplads for at spise eller få et hvil.
Det må antages, at der allerede i dag ved udmålingen af straffen for voldsforbrydel-
ser over for f.eks. hyrevognschauffører tages hensyn til, at der er tale om vold over
for en særlig udsat persongruppe. Ved lovforslaget tilsigtes imidlertid en yderligere
strafskærpelse i sådanne tilfælde. Det forudsættes, at strafforhøjelsen er i størrel-
sesordenen en trediedel i forhold til det nugældende udmålingsniveau på tilsvarende
måde som ved anvendelsen af stk. 1.
Ved kriminalitetsformer, hvori der indgår vold, som fuldt ud absorberes af hoved-
forbrydelsen, f.eks. røveri efter § 288 eller ulovlig tvang efter § 260, finder stk. 2
–
som det fremgår af dens formulering
– ikke anvendelse.”
Straffelovens § 248 giver mulighed for strafbortfald i tilfælde, hvor legemsangrebet er sket i
forbindelse med slagsmål, eller når den angrebne har øvet gengæld med angriberen.
I nedenstående behandles §§ 247-248 ikke særskilt, men inddrages i forbindelse med redegø-
relsen for strafniveauet for overtrædelse af §§ 244-246.
Det bemærkes i øvrigt, at vold kan indgå som et tvangsmiddel i en række andre forbrydelser
som f.eks. røveri. I disse tilfælde vil der kun skulle straffes i sammenstød med voldsbestem-
melserne, hvis den anvendte vold er omfattet af straffelovens §§ 245 eller 246, jf. Folketingsti-
dende 1988-89, tillæg A, spalte 2869.
3.2 Praksis og delkonklusioner
3.2.1 Generelle bemærkninger
Som det fremgår ovenfor, er strafferammerne i straffelovens §§ 244, 245 og 246 henholdsvis
bøde eller fængsel indtil 3 år, fængsel indtil 6 år og fængsel indtil 10 år.
De meget vide strafferammer
–
fra bøde til fængsel i 10 år
–
viser, at voldssager kan vedrøre
handlinger af meget forskelligartet karakter og grovhed.
Vold, der henføres under straffelovens §§ 244, 245 og 246, spænder således fra den helt simple
vold i form af et enkelt slag eller skub uden personskade til den alvorligere vold, f.eks. slag,
herunder med redskaber, spark eller anvendelse af kniv med skader til følge, og til den særdeles
grove vold, der fører til, at forurettede får invaliderende varige mén eller afgår ved døden.
617
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
Omstændighederne i voldssagerne kan også være meget forskellige. Der kan f.eks. være tale
om skænderi eller provokationer mellem berusede personer, hvor det er mere tilfældigt, at den
ene frem for den anden slår først, eller i den groveste form, hvor en voksen mishandler et spæd-
barn. Der kan endvidere være tale om flere adskilte eller indbyrdes sammenhængende volds-
forhold til samtidig pådømmelse.
Hertil kommer, at der kan være tale om vold ved anvendelse af f.eks. skydevåben, som er sær-
skilt kriminaliseret i straffeloven, eller at volden er begået som led i andre forbrydelser, f.eks.
røveri ved anvendelse af grov vold eller grov vold begået mod personer i offentlig tjeneste mv.,
således at der fastsættes en fælles straf inden for den foreskrevne strafferamme, eller
–
hvis
flere strafferammer kommer i betragtning
–
den strengeste af disse, jf. straffelovens § 88, stk.
1, 1. pkt.
De straffe, der udmåles af domstolene i voldssager, spænder da også i praksis helt fra dagbøder
til langvarige fængselsstraffe.
At der er tale om sager af meget forskellig karakter medfører, at det selv inden for de enkelte
bestemmelser er vanskeligt at sammenligne konkrete sager. I modsætning til andre typer af
straffesager, hvor strafudmålingen sker på grundlag af mere objektive forhold
–
f.eks. i narko-
tikasager i betydelig grad efter antal og mængden af narkotika
–
sker strafudmålingen i volds-
sager i højere grad på grundlag af en række forskelligartede konkrete forhold, hvoraf voldens
karakter nok har størst betydning, men dog kun udgør ét element.
De forhold, der har betydning ved straffastsættelsen, er
–
ud over voldens karakter
–
navnlig
optakten til volden, herunder f.eks., om der er tale om et skænderi eller provokationer, foruret-
tedes eventuelle skader og den tiltaltes personlige forhold, herunder eventuelle tidligere straffe.
Herudover spiller bl.a. også forholdet mellem tiltalte og forurettede ind. Alle de nævnte forhold
kan også få betydning, når det skal vurderes, om straffen bør være betinget, eventuelt med vilkår
om samfundstjeneste.
Det er derfor vanskeligt at nå til sikre konklusioner ved en sammenligning af straffene i volds-
sager, herunder ved sammenligning af straffene før og efter en strafskærpelse.
Rigsadvokaten afgav i 2004 en redegørelse om straffene i voldssager omfattet af straffelovens
§§ 244-246 efter den strafskærpelse, der skete ved lov nr. 380 af 6. juni 2002, jf. Rigsadvokaten
Informerer nr. 7/2004, der er tilgængelig i Anklagemyndighedens Vidensbase. Det fremgår af
redegørelsens afsnit 6, at det på daværende tidspunkt var Rigsadvokatens opfattelse, at der i
domstolenes strafudmåling i voldssager i vidt omfang var taget højde for den skærpelse af
618
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0051.png
straffene med en tredjedel, der var hensigten med ændringen af straffelovens §§ 244–246 ved
lov nr. 380 af 6. juni 2002. Det var dog samtidig i et vist omfang tvivlsomt, om strafskærpelsen
havde medført forhøjede straffe i et antal konkrete sager, ligesom der i en del sager var udmålt
straffe, hvor der ikke kunne antages at foreligge en forhøjelse med en tredjedel i forhold til de
hidtidige straffe. På den baggrund var det Rigsadvokatens opfattelse, at der hos anklagemyn-
digheden fortsat skulle være særlig opmærksomhed på strafudmålingen i voldssager.
Rigsadvokaten undersøgte endvidere strafniveauet i voldssager i 2007, jf. Rigsadvokatens over-
sigt over sanktionsniveauet i sager om overtrædelse af §§ 244-246
–
februar 2007, der er til-
gængelig i Anklagemyndighedens Vidensbase, hvor udvalgte landsretsdomme om vold efter
§§ 244-246 afsagt i perioden fra 1. september 2006 til udgangen af februar 2007 er beskrevet.
Undersøgelsen indeholder ikke nogen konklusion vedrørende de udmålte straffe.
Som det fremgår ovenfor vedrørende de enkelte voldsbestemmelser, er der efterfølgende sket
flere skærpelser af straffene for vold efter straffelovens §§ 244, 245 og 246.
Der er endvidere sket flere ændringer i anvendelsesområdet for betingede domme i voldssager,
herunder anvendelsesområdet for betingede domme med vilkår om samfundstjeneste, jf. kapitel
2, afsnit 1.2.
3.2.2 Praksis vedrørende straffelovens § 244 om simpel vold
3.2.2.1.
Straffelovens § 244, stk. 1, om simpel vold
Straffen for overtrædelse af straffelovens § 244, stk. 1, ses i praksis at blive udmålt i niveauet
fra en kort fængselsstraf af minimum 7 dages fængsel til fængsel i flere måneder. I særlige
tilfælde er straffen udmålt til dagbøder.
I tilfælde, hvor der foreligger flere forhold af § 244-vold til samtidig pådømmelse, ses der også
at være udmålt straffe af fængsel i flere måneder, jf. f.eks. TfK 2019.1236V, hvor en skolelærer
blev idømt 9 måneders fængsel, delvist betinget, for i flere tilfælde at have udøvet vold mod
skoleelever.
Nedenstående gennemgang af retspraksis vedrørende straffelovens § 244, stk. 1, er afgrænset
således, at den bygger på trykt praksis fra de seneste 10 år, hvor der hovedsageligt kun er dømt
for et tilfælde af overtrædelse af straffelovens § 244, stk. 1, uden anden kriminalitet til samtidig
pådømmelse, og hvor straffen så vidt muligt ikke er fastsat som fællesstraf med en tidligere
straf eller med en reststraf fra en prøveløsladelse, jf. straffelovens § 61, eller som tillægsstraf
til en tidligere straf, jf. straffelovens § 89 (dvs. ”rene” tilfælde).
619
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0052.png
Herudover er medtaget enkelte højesteretsdomme ældre end 10 år, i det omfang dommene kan
anses for retningsgivende for strafniveauet på de enkelte områder med forbehold for de ændrin-
ger af anvendelsesområdet for betingede domme, herunder med vilkår om samfundstjeneste,
der efterfølgende er sket.
Dommene er inddelt i tilfældegrupper ud fra typen af vold (gadevold, familievold, vold mod
børn i nære relationer, tilfældig konfliktvold, restaurationsvold og anden type vold).
Dommene er oplistet efter straffens længde. I gennemgangen er dommene ikke opdelt efter, om
den fastsatte straf er ubetinget eller betinget, herunder med vilkår om samfundstjeneste, idet
længden af en fængselsstraf som udgangspunkt antages at afspejle rettens vurdering af den på-
dømte kriminalitets alvor, mens spørgsmålet om betinget dom i højere grad beror på konkrete
omstændigheder ved tiltaltes personlige forhold. Se de generelle bemærkninger herom i kapitel
1, afsnit 4.
Det bemærkes, at gennemgangen også omfatter sager, der tidligere var omfattet af straffelovens
§ 244, stk. 1, men som nu er omfattet af straffelovens § 244, stk. 2, om gentagen vold begået af
personer i eller nært tilknyttet til den forurettedes husstand, f.eks. vold mod en samlever/ægte-
fælle og vold mod børn.
(a) Gadevold
I betænkning nr. 1099/1987 om strafferammer og prøveløsladelse, side 142, er gadevold be-
skrevet som tilfælde, hvor voldsmanden på gaden, i et S-tog eller på tilsvarende steder overfal-
der en for ham ukendt person, oftest uden nogen foranledning fra den overfaldnes side. Denne
definition anvendes også i den følgende gennemgang. Definitionen er i øvrigt også anvendt i
bl.a. gennemgangen af retspraksis om gadevold i Rigsadvokatens redegørelse fra 2004.
Fra retspraksis vedrørende gadevold kan der bl.a. henvises til følgende afgørelser:
TfK 2013.559/3V: T straffet med 40 dages fængsel betinget med vilkår om samfundstjeneste
for vold efter straffelovens § 244 (nu § 244, stk. 1) ved en nat på et torv at have skubbet F i
brystet og tildelt ham et knytnæveslag i ansigtet, hvilket bevirkede, at F knækkede en tand.
Efter oplysningerne om T’s gode personlige forhold samt under hensyn til, at T ikke tidligere
var straffet, og at han var 18 år på gerningstidspunktet, fandt landsretten det undtagelsesvis
forsvarligt at gøre straffen betinget med vilkår om samfundstjeneste.
TfK 2014.240V: T straffet med 40 dages fængsel for vold efter straffelovens § 244 (nu § 244,
stk. 1) ved på gaden at have tildelt F to slag i ansigtet med knyttet hånd. Ved straffastsættelsen
620
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0053.png
lagde både by- og landsretten vægt på, at der var tale om to knytnæveslag uden store skader på
F. Volden havde sit udspring i en diskussion på et værtshus, men blev udøvet på et tidspunkt,
hvor episoden på værtshuset var overstået og under omstændigheder, hvor T som del af en
gruppe efterfølgende havde opsøgt F, og hvor personer fra gruppen bidrog til at afskærme T og
F. Efter forholdets karakter var der uanset T’s gode personlige forhold ikke grundlag for at gøre
straffen betinget, heller ikke med vilkår om samfundstjeneste.
TfK 2016.679V: T straffet med 50 dages fængsel betinget med vilkår om samfundstjeneste for
vold i gentagelsestilfælde efter straffelovens § 244 (nu § 244, stk. 1), jf. § 247, stk. 1, ved på
gaden at have skubbet F1 på kroppen, hvorved han faldt bagover, og ved på samme tid og sted
at have skubbet F2 på kroppen, hvorved han faldt bagover og ramte en lygtepæl. F2 havde bl.a.
let ømhed i nakken, ømhed ved berøring af muskel i højre side af nakken og let ømhed af skul-
der, når armen førtes helt op til øret. T var tidligere straffet for vold i 2011 med betinget fængsel
i 30 dage og i 2012 med fængsel i 60 dage, som var en fællesstraf med den betingede dom fra
2011. Landsretten anførte, at T’s tidligere domme for vold vedrørte forhold begået i maj 2011
og januar 2012, hvor T var henholdsvis 17 og 18 år. Landsretten lagde til grund, at T havde
brudt med sin tidligere omgangskreds og nu havde gode personlige forhold med egen bolig og
fast arbejde. På den baggrund var det forsvarligt at gøre straffen betinget med vilkår om bl.a.
samfundstjeneste.
TfK 2012.342/2Ø: T2 straffet med 3 måneders fængsel for navnlig vold efter straffelovens §
244 (nu § 244, stk. 1) ved i forening med T1 at have slået F med knyttet hånd i hovedet og
efterfølgende sparket F i hovedet, mens han lå ned, hvilket bevirkede, at F pådrog sig brud på
næse og kæbe. T2 var herudover skyldig i overtrædelse af lov om euforiserende stoffer Ved
straffastsættelsen blev der lagt vægt på voldens karakter af grov og umotiveret gadevold og på
de skader, som F pådrog sig.
U 2012.795V: T straffet med 6 måneders fængsel for vold efter straffelovens § 244 (nu § 244,
stk. 1) ved om natten på gaden at have tildelt F to knytnæveslag i hovedet, så F faldt omkuld,
og en pulsåre på hjernen bristede med blødning til følge. F afgik ved døden ca. 1 uge senere.
Ved straffastsættelsen blev der i formildende retning lagt vægt på, at der var tale om to knyt-
næveslag, som ikke medførte ydre skader. I skærpende retning blev der lagt vægt på, at volden
var begået uden rimelig anledning, og at F afgik ved døden som følge af hændelsen.
(b) Familievold (partnervold)
Familievold omfatter ifølge betænkning nr. 1099/1987, side 142, tilfælde, hvor vold udøves
over for en hustru, samlever, kæreste eller lignende, eventuelt en person, som gerningsmanden
621
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0054.png
tidligere har haft et sådant forhold til og nu har opsøgt. Familievold omfatter derimod ikke vold
mod børn.
Denne definition af familievold anvendes også i den følgende gennemgang, dog således at sager
om vold i nære relationer omfattet af straffelovens § 244, stk. 2, er behandlet samlet i et særskilt
afsnit, jf. afsnit 3.2.2.2 nedenfor. Desuden omfattes naturligvis alle typer af partnervold køns-
neutralt. Definitionen er i øvrigt også anvendt i bl.a. gennemgangen af retspraksis om familie-
vold i Rigsadvokatens redegørelse fra 2004.
Fra retspraksis vedrørende familievold, som ikke er omfattet af straffelovens § 244, stk. 2, kan
der henvises bl.a. til følgende afgørelser:
TfK 2012.246Ø: T straffet med 30 dages fængsel betinget for vold efter straffelovens § 244 (nu
§ 244, stk. 1) ved under kørsel i bil at have tildelt sin fraseparerede ægtefælle adskillige slag i
ansigtet samt revet hende i håret. Forurettede forklarede for landsretten, at hun ikke huskede,
om slagene var med flad hånd, med bagsiden af hånden eller begge dele. Henset til at den udø-
vede vold måtte anses for sammenhængende med T’s sindstilstand i en diskussion med sin
fraseparerede ægtefælle, at den udøvede vold ikke havde medført skade, og at T i øvrigt havde
gode personlige forhold, blev straffen gjort betinget.
TfK 2012.546Ø: T straffet med 30 dages fængsel betinget for vold efter straffelovens § 244 (nu
§ 244, stk. 1) ved at have tildelt sin ægtefælle, F, et slag på venstre skulder med en træhammer,
hvorved F fik et blåt mærke på venstre overarm (dissens for at gøre straffen betinget med vilkår
om samfundstjeneste).
TfK 2019.504Ø: T straffet med 30 dages fængsel betinget for vold efter straffelovens § 244 (nu
§ 244, stk. 1) ved at have slået sin hustru med en taske og en sutsko.
TfK 2015.647V: T straffet med 30 dages fængsel for vold i gentagelsestilfælde efter straffelo-
vens § 244 (nu § 244, stk. 1), jf. § 247, stk. 1, ved efter forudgående tumult med sin kæreste, F,
mens F lå på gulvet, at have vredet hendes arme om på ryggen og vredet hendes venstre ben ud
til siden. Under sagens behandling i landsretten forklarede T, at han og F var kærester igen. På
baggrund af T’s alder og personlige forhold, herunder at han tidligere i 2011 var dømt for vold,
var der ikke grundlag for at gøre straffen betinget, heller ikke med vilkår om samfundstjeneste
(dissens for at gøre straffen betinget bl.a. med vilkår om samfundstjeneste).
TfK 2013.263V: T straffet med 50 dages fængsel for vold efter straffelovens § 244 (nu § 244,
stk. 1) ved at have tildelt sin tidligere samlever, F, to knytnæveslag i ansigtet i forbindelse med,
622
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0055.png
at F forsøgte at tage sin mobiltelefon ud af T’s hånd. Ved straffastsættelsen blev der i skærpende
retning lagt vægt på, at det var T, der var kommet til stede, at det var ham, der havde været den
udfarende, og på voldens karakter. I formildende retning blev der lagt vægt på, at T ikke tidli-
gere var straffet. Efter forholdets karakter var der ikke grundlag for at gøre straffen betinget,
heller ikke med vilkår om samfundstjeneste (dissens for at gøre straffen betinget med vilkår om
samfundstjeneste).
TfK 2013.319V: T straffet med 60 dages fængsel betinget for vold efter straffelovens § 244 (nu
§ 244, stk. 1), til dels forsøg herpå, jf. § 21, ved på bopælen at have slået sin hustru, F, adskillige
gange i hovedet med knyttet hånd, så hun faldt omkuld på gulvet og brækkede armen, ligesom
T havde kastet et nøglebundt efter hende uden at ramme. Under hensyn til, at T ikke tidligere
var straffet, og efter oplysningerne om T’s gode personlige forhold,
blev straffen gjort betinget.
U 2016.118Ø: T straffet med 60 dages fængsel betinget med vilkår om samfundstjeneste for
vold efter straffelovens § 244 (nu § 244, stk. 1) ved at have taget fat om sin tidligere ægtefælles
hals med sin arm, hvorefter T tildelte hende et slag med knyttet hånd og et spark, da han væltede
omkuld. Henset til den udvidelse af adgangen til at anvende samfundstjeneste som alternativ til
ubetinget fængsel, der skete ved lov nr. 152 af 18. februar 2015 om samfundstjeneste m.v.,
fandtes straffen at kunne gøres betinget bl.a. med vilkår om samfundstjeneste.
TfK 2022.217V: T straffet med 60 dages fængsel betinget med vilkår om samfundstjeneste for
vold efter straffelovens § 244, stk. 1, ved, efter at T havde indfundet sig hos sin ekskæreste, F,
to gange at have grebet fat tæt ved F’s hals, dels med én hånd, dels begge hænder, så hun havde
svært ved at trække vejret, samtidig med, at han skubbede hende op mod et vindue og forsøgte
at tvinge hendes ansigt opad. Ved straffastsættelsen lagde byretten vægt på karakteren og om-
fanget af den udøvede vold, og at den var begået, mens F’s mindreårige barn så på, og efter at
T uden aftale havde indfundet sig i F’s lejlighed, som han var blevet bedt om at forlade. Lands-
retten fandt straffen på 60 dages fængsel passende fastsat, men gjorde i modsætning til byretten
straffen betinget med vilkår om samfundstjeneste.
TfK 2019.602V: T straffet med 60 dages fængsel for vold efter straffelovens § 244 (nu § 244,
stk. 1) ved at have skubbet kraftigt til F og kastet hende ned i gulvet flere gange, hvorefter han
slog hende med knyttet hånd flere gange på kroppen, ligesom han slog hende flere gange i
ansigtet. Det fremgik af sagen, at T havde haft et kæresteforhold til F. Der var ikke grundlag
for at gøre straffen betinget, heller ikke med vilkår om samfundstjeneste.
TfK 2022.149V: T straffet med 80 dages fængsel for vold efter straffelovens § 244, stk. 1, ved
uberettiget at have skaffet sig adgang til F’s lejlighed og, mens hendes 5-årige
søn overværede
623
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0056.png
det, flere gange at have slået F i ansigtet med både knyttet og flad hånd, ligesom T sparkede
hende en enkelt gang i brystet, hvilket medførte, at F kortvarigt mistede bevidstheden. F pådrog
sig i den forbindelse blå mærker flere steder og hævelser. T var tidligere straffet i 2014 med
fængsel i 5 måneder for bl.a. røveri og vold. T forklarede om sine personlige forhold, at han og
F fortsat var kærester, og at deres forhold gik meget bedre nu. De modtog begge familiebehand-
ling vedrørende varetagelsen af forældremyndigheden over deres fælles barn. Han og F boede
efter rådgivning fra deres behandlere ikke sammen. Ved fastsættelsen af straffen blev der på
den ene side lagt vægt på voldens karakter, at volden var begået under overværelse af F’s 5-
årige søn i F’s hjem, og at T tidligere var straffet for ligeartet kriminalitet. På den anden side
blev der lagt vægt på, at T havde erkendt forholdet, at der var gennemført konfliktråd, og at T
havde forbedret sine personlige forhold. Efter forholdets karakter var der uanset T’s forklaring
om, at han arbejdede på at forbedre sine personlige forhold ikke grundlag for at gøre straffen
betinget, heller ikke med vilkår om samfundstjeneste.
TfK 2014.354V: T straffet med 3 måneders fængsel for vold i gentagelsestilfælde efter straffe-
lovens § 244 (nu § 244, stk. 1), jf. § 247, stk. 1, ved i en lejlighed at have slået sin samlever, F,
flere gange i hovedet med knyttet hånd, så hun pådrog sig en flænge over næseryggen. T for-
klarede for landsretten bl.a., at han og F nu boede sammen i en ny lejlighed. Samlivet gik godt,
og de ventede barn sammen. T var tidligere straffet i 2010 med fængsel i 3 måneder for vold
efter straffelovens § 244 og overtrædelse af § 119, stk. 1. Ved fastsættelsen af straffen blev der
lagt vægt på, at han tidligere var straffet for vold, og på voldens karakter og omfang. Uanset
oplysninger om T’s personlige forhold var
der efter forholdets karakter ikke grundlag for at
gøre straffen betinget.
(c) Vold mod børn i nære relationer
Denne kategori omfatter sager om simpel vold mod børn i nære relationer. Kategorien omfatter
alene vold mod børn i nære relationer og således ikke f.eks. en lærers eller pædagogs vold mod
en skoleelev mv.
Udsondringen af denne kategori har bl.a. til formål at kunne vurdere strafniveauet i relation til
det tilsigtede, forhøjede strafniveau ved indførelsen af straffelovens § 244, stk. 2. Praksis ved-
rørende denne relativt nye bestemmelse er omtalt nedenfor i afsnit 3.2.2.2, mens der her kun er
omtalt domme, hvor forholdet er henført under § 244, stk. 1.
Det bemærkes i den forbindelse, at der i nedenstående både er omtalt domme om forhold begået
inden indførelsen af straffelovens § 244, stk. 2, og efter indførelsen af denne bestemmelse.
Forholdene begået
efter
indførelsen af § 244, stk. 2, må, idet forholdet er henført under § 244,
stk. 1, antages at falde uden for bestemmelsens anvendelsesområde. Disse domme er således
624
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0057.png
ikke direkte sammenlignelige med domme vedrørende forhold henført under § 244, stk. 2. For-
holdene begået
inden
bestemmelsens ikrafttrædelsestidspunkt, kan efter omstændighederne
være af den karakter, som i dag er omfattet af § 244, stk. 2, og er således relevante for vurde-
ringen af effekten af lovændringen, hvorved § 244, stk. 2, blev indført.
I domme om vold mod børn indgår som udgangspunkt de samme momenter som i andre volds-
sager, herunder voldens karakter og omfang, eventuelle skader på den forurettede og den tiltal-
tes eventuelle tidligere straffe. Sager om vold mod børn adskiller sig imidlertid fra andre volds-
sager ved, at forudgående omstændigheder som f.eks. skænderier eller provokationer, der i an-
dre voldssager ofte tillægges vægt i formildende retning, som udgangspunkt ikke tillægges be-
tydning ved straffastsættelsen, jf. herved også Rigsadvokatmeddelelsen, afsnittet om vold mod
børn (§§ 244-246), punkt 5.2.1. Dog er der i enkelte af de mildere tilfælde af vold mod et barn
blevet lagt en vis vægt på, at barnet f.eks. var meget vanskeligt at styre.
Fra retspraksis vedrørende vold mod børn, jf. straffelovens § 244, stk. 1, begået før lovændrin-
gen, hvorved § 244, stk. 2, indsattes, kan der bl.a. henvises til følgende afgørelser:
TfK 2014.815V: T straffet med 20 dages fængsel betinget for vold i gentagelsestilfælde efter
straffelovens § 244 (nu § 244, stk. 1), jf. § 247, stk. 1, ved i et omklædningsrum i en svømmehal
at have taget hårdt fat i overarmen på sin 7-årige søn, F, med stribeformede blodudtrædninger
til følge. T var tidligere straffet i 2013 med 3 måneders betinget fængsel for vold efter straffe-
lovens § 244. T, der den pågældende dag havde haft samvær med F og en anden søn, havde
taget drengene med i en svømmehal, og da svømningen var forbi, ville F først ikke op af bassi-
net, og derefter var der problemer med at få ham i bad. Det fremgik af sagen, at T til sidst havde
mistet tålmodigheden og var blevet ophidset og som følge heraf havde taget hårdt fat i F’s ene
overarm. Det fandtes bevist, at T havde grebet fat i F’s overarm, og at grebet havde været så
hårdt, at T havde overtrådt straffelovens § 244. Straffen blev gjort betinget, idet der blev lagt
vægt på, at voldsforholdet havde været af mindre alvorlig karakter, og at det efter bevisførelsen
kunne lægges til grund, at F havde været meget vanskelig at styre den pågældende dag.
TfK 2015.695V: T straffet med 20 dages fængsel betinget for vold efter straffelovens § 244 (nu
§ 244, stk. 1) ved at have givet sin kærestes søn, F, der var ca. 3 år gammel, ét slag med flad
hånd i bagdelen. T forklarede om episoden bl.a., at han passede F, som begyndte at spilde vand
med vilje, hvilket bevirkede, at T insisterede på, at F skulle holde op. F blev vred og sparkede
til forskellige ting og også til en kat. T hev herefter F’s bukser og underbukser ned, lagde ham
over knæet og gav ham et slag bagi. Landsretten lagde til grund, at volden mod F havde bestået
i ét slag med flad hånd i bagdelen med blå mærker til følge. F havde været i T’s varetægt, og T
havde, inden han slog, forsøgt at få F til at holde op med at sparke til en kat. T var ustraffet og
625
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0058.png
boede sammen med F’s mor og F, og han
havde i øvrigt gode personlige forhold. På den bag-
grund var det forsvarligt at gøre straffen betinget.
TfK 2015.139Ø: T1 straffet med 40 dages fængsel betinget for vold efter straffelovens § 244
(nu § 244, stk. 1) ved flere gange i perioden fra 2009 til 2013 at have tildelt sin søn F, født i
2003, knytnæveslag, om end ikke særligt hårdt, på kroppen. T1 var herudover skyldig i nogle
gange at have overbruset F, som var iført tøj, med koldt vand. T1 var tidligere straffet i 2006
med bøde for vold efter straffelovens
§ 244. F’s mor, T2 blev fundet skyldig i vold efter straf-
felovens § 244 ved enkelte gange i den anførte periode at have tildelt F en lussing og ved i et
tilfælde at have undladt at gribe ind, da F blev overbruset med koldt vand af T1. T2 blev straffet
med 20 dages betinget fængsel.
TfK 2018.405V: T straffet med 40 dages fængsel betinget for vold efter straffelovens § 244 (nu
§ 244, stk. 1) ved foran et sportscenter i en bil at have slået sin 12-årige søn, S, der led af ADHD,
på låret med knytnæve, og lidt efter, da de stod ved siden af bilen, at have slået sønnen med
knytnæve i maven. Efter oplysningerne om T’s personlige forhold blev straffen gjort betinget
uden vilkår om samfundstjeneste.
TfK 2015.1050Ø: T straffet med 40 dages fængsel betinget med vilkår om samfundstjeneste
for vold efter straffelovens § 244 (nu § 244, stk. 1) ved at have sparket sin 6-årige søn flere
gange på låret med mærker til følge.
TfK 2016.1185V: T1 og T2 straffet med 50 og 60 dages fængsel betinget for vold efter straffe-
lovens § 244 (nu § 244, stk. 1) ved i perioden fra 2010 til 2015 mange gange at have slået deres
to børn, sønnen F1, født i 2005, og datteren F2, født i 2007, med flad hånd i bagdelen, ligesom
faderen, T2, havde tildelt begge børn en lussing. Straffene blev gjort betinget, idet der blev lagt
vægt på de tiltaltes gode personlige forhold, de nære følelsesmæssige relationer mellem de til-
talte og børnene, og at forældrene nu deltog i et kommunalt forløb for at få redskaber til det
løse det høje konfliktniveau i hjemmet.
TfK 2016.1447V: T1 straffet med 60 dages fængsel betinget med vilkår om samfundstjeneste
for vold efter straffelovens § 244 (nu § 244, stk. 1) ved at have taget kvælertag på sin kærestes
12-årige søn, F, og væltet ham omkuld, hvorved F slog hovedet mod en vaskemaskine, og derpå
taget hårdt fat i hans arme og ved skub i ryggen ført F ind på hans værelse, hvor han fortsatte
med at slå F og igen tog kvælertag på
ham. F’s mor, T2, var tiltalt for vanrøgt efter straffelovens
§ 213 og medvirken til vold ved at have medvirket til T1’s voldsudøvelse og undladt at gribe
ind. T1 blev i byretten fundet skyldig. T2 blev også fundet skyldig i tiltalen, idet det kunne
lægges til grund, at T2 havde stået ved siden af, da T1 første gang tog fat om halsen på F, og
626
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0059.png
T2 havde ikke grebet ind og havde tilladt T1 at fortsætte voldsudøvelsen. T1 blev straffet med
40 dages fængsel, og T2 blev straffet med 20 dages betinget fængsel. Landsretten tiltrådte, at
T1 var fundet skyldig i vold som sket, hvorimod der ikke var grundlag for at anse T2 for skyldig
i vanrøgt. T2 havde imidlertid på kort afstand overværet, at T1 tog halsgreb på F ude i køkkenet,
og hun greb ikke ind, ligesom hun heller ikke greb ind over for den senere voldsudøvelse, der
strakte sig over en vis tid, andre steder i huset. På den baggrund blev T2’s passivitet betragtet
som accept af voldsudøvelsen. Straffen for T1 blev forhøjet til fængsel i 60 dage, som det uanset
forholdets
karakter var forsvarligt at gøre betinget med vilkår om samfundstjeneste. T2’s straf
blev forhøjet til 30 dages betinget fængsel, idet det tiltrådtes, at denne straf var gjort betinget.
TfK 2018.967V: T straffet med 60 dages fængsel betinget med vilkår om samfundstjeneste for
vold efter straffelovens § 244 (nu § 244, stk. 1) ved i årene 2006-2017 på forskellige adresser
flere gange at have slået sin datter F1, født i 2003, med flad hånd, skubbet og rusket hende, og
i årene 2011-2017 på samme måde at have slået sin datter F2, født i 2005.
TfK 2012.352Ø: T straffet med 3 måneders fængsel betinget for vold efter straffelovens § 244
(nu § 244, stk. 1) ved i perioden fra 2010 til 2011 at have tildelt sin søn, født i 2003, gentagne
slag i ansigtet med flad hånd, et skub mod hagen med flad hånd samt gentagne slag mod arme
og ben med knyttet hånd med blå mærker til følge. I byretten blev T straffet med 60 dages
fængsel, hvoraf de 30 dage blev gjort betinget. Landsretten forhøjede efter voldsudøvelsens
karakter
og tidsmæssige udstrækning samt under hensyn til, at volden var begået mod T’s min-
dreårige søn, der havde været stærkt psykisk præget heraf, straffen til 3 måneders fængsel.
Straffen blev under hensyn til T’s gode personlige forhold, de nære følelsesmæssige
relationer
mellem parterne og til, at samværet nu var genoptaget, undtagelsesvis gjort betinget bl.a. med
vilkår om samfundstjeneste (dissens for at gøre straffen betinget uden vilkår om samfundstje-
neste.
TfK 2012.362Ø: T straffet med 3 måneders fængsel for vold efter straffelovens § 244 (nu §
244, stk. 1) ved at have forøvet vold mod sin 8 uger gamle steddatter, så hun blev påført spiral-
brud på venstre lårben. Der var rejst tiltale for grov vold efter straffelovens § 245, stk. 1, men
forholdet blev henført under straffelovens § 244, idet der ikke var ført bevis for, at volden havde
været af den i § 245, stk. 1, omhandlede karakter.
TfK 2020.1069/2Ø: T straffet med 3 måneders fængsel for vold efter straffelovens § 244 (nu §
244, stk. 1). T, der var far til tre børn, som i gerningsperioden var 9, 7 og 4 år, havde udøvet
vold mod børnene i form af slag med flad og knyttet hånd i hovedet og på kroppen samt skub
og spark gennem ca. 10 måneder. Landsretten udtalte, at da volden var udøvet løbende over for
627
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0060.png
tre mindre børn og havde en vis systematisk karakter, var der ikke grundlag for at gøre straffen
betinget, heller ikke med vilkår om samfundstjeneste.
TfK 2012.805V: T straffet med 4 måneders fængsel for vold i gentagelsestilfælde efter straffe-
lovens § 244 (nu § 244, stk. 1), jf. § 247, stk. 1, ved at have slået både sin mindste søn, F1, født
i 2001, og storebroderen, F2, født i 1998, med bl.a. et reb og slag i baghovedet. T var tidligere
straffet i 2009 med 20 dages betinget fængsel med vilkår om bl.a. samfundstjeneste for vold
mod F1. Ved fastsættelsen af straffen blev der lagt vægt på, at der var tale om vold i gentagel-
sestilfælde, og at der var tale om vedvarende vold mod to mindreårige børn i T’s varetægt (dis-
sens for fængsel i 3 måneder).
TfK 2015.202Ø: T straffet med 4 måneders fængsel for vold efter straffelovens § 244 (nu §
244, stk. 1) ved over en længere periode at have udøvet vold mod sine fire børn født mellem
2002 og 2007, idet T havde slået dem med flad hånd i ansigtet, slået dem i maven med knyttet
hånd, hevet dem i håret, nevet dem i ørene og sparket dem på benene, ligesom det ældste barn
blev slået med en ledning eller lignende samt med sko og en vifte og det næstældste barn blev
slået med en sko i ryggen og på benet og med flad hånd i ansigtet. Der var rejst tiltale mod T
for grov vold og mishandling efter straffelovens § 245, stk. 1, hvilket han imidlertid blev fri-
fundet for, idet forholdet i stedet blev henført under straffelovens § 244.
TfK 2019.487V: T1 straffet med 4 måneders fængsel for vold efter straffelovens § 244 (nu §
244, stk. 1) ved i perioden fra januar 2008 til januar 2016 flere gange at have tildelt sin datter,
F, slag på kroppen, ben, hænder og bagdelen med et bælte, en sko, en plastikstang til persienner
og en træstok, ligesom han tildelte hende slag på hovedet med flad hånd, rykkede hende i håret
og i ørerne samt klemte hende om armen. Ved fastsættelsen af straffen blev der lagt vægt på
den lange periode, hvor voldshandlingerne var begået, og omstændighederne ved volden, her-
under at den var sket under anvendelse af forskellige redskaber, og at volden var udøvet af T1
og datterens mor, T2, der som forældre måtte anses for at være særlige omsorgspersoner i for-
hold til F. Der var ikke grundlag for at gøre straffen for T1 helt eller delvist betinget.
TfK 2013.333V: T straffet med 6 måneders fængsel for vold efter straffelovens § 244 (nu §
244, stk. 1) ved i perioden fra 2006 til 2012 på forskellige adresser i adskillige tilfælde at have
udsat sin ene søn, F1, født i 2002, for vold i form af bl.a. lussinger, slag i bagdelen og for en
gang at have spulet ham med en haveslange med koldt vand. T havde endvidere i perioden fra
2008 til 2012 udsat sin anden søn, F2, født i 2006, for vold i form af bl.a. lussinger, spark på
kroppen og skub. Drengenes mor var også tiltalt for vold mod drengene, til dels medvirken til
faderens vold. Moren blev i byretten straffet med fængsel i 60 dage, og hun ankede ikke dom-
men til landsretten.
628
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0061.png
TfK 2012.444/2Ø: T straffet med 9 måneders fængsel for vold efter straffelovens § 244 (nu §
244, stk. 1) over for sin datter, F1, født i 1991, og sin søn, F2, født i 1994, idet han i perioden
fra 2005 til henholdsvis 2009 og 2010 ofte og jævnligt tildelte begge børn lussinger og slag
med flad hånd og yderligere tildelte F1 knytnæveslag og slag med livrem eller bælte, ligesom
T ved en enkelt lejlighed tildelte F2 slag med livrem.
Fra retspraksis vedrørende vold mod børn, jf. straffelovens § 244, stk. 1, begået helt eller delvist
efter lovændringen, hvorved § 244, stk. 2, indsattes, kan der bl.a. henvises til følgende afgørel-
ser:
TfK 2021.438/2V: T straffet med 20 dages fængsel betinget med vilkår om bl.a. samfundstje-
neste for vold efter straffelovens § 244, stk. 1, ved at have slået sin søn, F, der var 4 år, på hans
blotlagte numse, så der fremkom et mærke. Landsretten anførte om straffastsættelsn, at det
fremgår af forarbejderne til lov nr. 1426 af 17. december 2019 om begrænsning af brugen af
betinget dom med vilkår om samfundstjeneste i sager om vold, der trådte i kraft den 1. januar
2020, at der som det helt klare udgangspunkt skal idømmes ubetinget fængselsstraf i sager om
overtrædelse af straffelovens § 244, stk. 1, hvor forurettede er et særligt værgeløst offer, herun-
der børn. Betinget dom med vilkår om samfundstjeneste kan dog ifølge forarbejderne undtagel-
sesvist anvendes i sager, hvor der er tale om vold af begrænset karakter, og hvor volden f.eks.
er begået over for et barn af en forælder, som reagerer i afmagt. Landsretten lagde til grund, at
volden havde været af begrænset karakter, og at den var begået i afmagt. Straffen blev derfor
gjort betinget med vilkår om samfundstjeneste og alkoholistbehandling.
TfK 2022.32V: T straffet med 30 dages fængsel betinget med vilkår om samfundstjeneste for
vold efter straffelovens § 244, stk. 1, ved at have tildelt sin mindreårige søn et slag i ansigtet
med bagsiden af en flad hånd, så sønnen pådrog sig næseblod. Landsretten anførte om strafud-
målingen, at straffelovens § 62 blev ændret ved lov nr. 1426 af 17. december 2019 om begræns-
ning af brugen af betinget dom med vilkår om samfundstjeneste i sager om vold, der trådte i
kraft den 1. januar 2020. T var ikke tidligere straffet af betydning for sagen, og han havde i
flere år haft fast ansættelse i en virksomhed. T var fundet skyldig i et enkeltstående tilfælde af
vold i form af et slag med bagsiden af en flad hånd med begrænset skade til følge, efter at hans
mindreårige søn i ophidset tilstand havde sagt til ham, at han var skrald uden værdi. På denne
baggrund forelå der efter en samlet vurdering sådanne særlige omstændigheder, at det undta-
gelsesvist fandtes forsvarligt at gøre straffen betinget med vilkår om samfundstjeneste.
TfK 2019.1250/2V: T straffet med 40 dages fængsel betinget med vilkår om samfundstjeneste
for vold efter straffelovens § 244, stk.1, ved at have tildelt sin søn F1, der var født i 2009, et
629
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0062.png
slag i ansigtet og et slag i bagdelen med flad hånd og ved at have udøvet vold mod sine sønner
F1 og F2, sidstnævnte født i 2010, idet T tildelte dem adskillige slag med flad hånd i hovedet,
på ryggen og/eller bagdelen. Straffen blev fastsat under hensyn til voldens karakter, at der var
tale om flere tilfælde af vold, og at T var primær omsorgsperson for F1 og F2. Henset til sagens
karakter, herunder at volden havde været af begrænset karakter, og at den til dels var begået i
en periode, hvor T havde haft personlige vanskeligheder, fandtes straffen undtagelsesvist at
kunne gøres betinget bl.a. med vilkår om udførelse af samfundstjeneste.
TfK 2020.576Ø: T1 straffet med 60 dages fængsel betinget med vilkår om samfundstjeneste
for vold efter straffelovens § 244 (nu § 244, stk. 1) mod sine børn, der var født i 2009 og 2010,
idet T talrige gange slog og sparkede dem i hovedet og på kroppen, ligesom hun slog det ene
barn på benene med en træpind. Byretten fastsatte straffen til fængsel i 60 dage, der blev gjort
betinget. Landsretten fandt under hensyn til, at volden var foregået over en længere periode, at
den udmålte fængselsstraf skulle gøres betinget med vilkår om samfundstjeneste.
(d) Tilfældig konfliktvold
I betænkning nr. 1099/1987, side 143, er tilfældig konfliktvold beskrevet som en kategori med
uskarpe grænser, der omfatter tilfælde, hvor der opstår diskussion eller åben konflikt mellem
gerningsmanden og en anden, som han forbigående er kommet i kontakt med, f.eks. vold udøvet
over for en taxachauffør eller buschauffør, en kontrollør eller lignende.
Denne definition anvendes også i den følgende gennemgang. Definitionen er i øvrigt også an-
vendt i bl.a. gennemgangen af retspraksis om tilfældig konfliktvold i Rigsadvokatens redegø-
relse fra 2004.
Vold opstået i forbindelse med trafikale forhold er i den forbindelse også medtaget svarende til
i redegørelsen fra 2004, ligesom også øvrige forbigående/spontant opståede konfliktforhold er
medtaget.
Fra retspraksis vedrørende tilfældig konfliktvold kan der bl.a. henvises til følgende afgørelser:
TfK 2019.387Ø: T straffet med 10 dages fængsel betinget for vold efter straffelovens § 244 (nu
§ 244, stk. 1) ved at have tildelt F et skub, så hun faldt. Baggrunden for episoden var, at F var
kommet gående på vejen med en hund i snor og angiveligt havde spærret for T, der kom cyk-
lende på vejen. Efter voldens karakter, og da T var ustraffet, blev straffen gjort betinget.
630
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0063.png
TfK 2017.367Ø: T straffet med 20 dages fængsel betinget for vold efter straffelovens § 244 (nu
§ 244, stk. 1) ved under en uoverensstemmelse med en medtrafikant, F, at have skubbet F på
armen og spyttet hende to gange bl.a. i ansigtet.
TfK 2021.228V: T straffet med 20 dages fængsel betinget for vold i gentagelsestilfælde efter
straffelovens § 244 (nu § 244, stk. 1), jf. § 247, stk. 1, ved som dørmand at have slået F i hovedet
med flad hånd. Retten lagde til grund, at F havde opført sig aggressivt og brugt ukvemsord, da
T bad ham dokumentere sin alder. T var tidligere straffet i 2015 med 14 dages betinget fængsel
for at have skubbet en vagt. Ved fastsættelsen af straffen lagde landsretten vægt på F’s forud-
gående adfærd sammenholdt med voldens begrænsede omfang, og at den tidligere dom vedrørte
vold i meget begrænset omfang.
TfK 2014.1030/3V: T straffet med 20 dages fængsel betinget med vilkår om samfundstjeneste
for vold efter straffelovens § 244 (nu § 244, stk. 1), jf. § 247, stk. 2, ved på en parkeringsplads
at have skubbet til en kvindelig parkeringsvagt, så hun ramte en mur. I byretten blev T straffet
med fængsel i 10 dage, der blev gjort betinget med vilkår om samfundstjeneste. Landsretten
forhøjede straffen til fængsel i 20 dage, idet der blev lagt vægt på, at legemsangrebet havde
været rettet mod en parkeringsvagt i forbindelse med dennes arbejde. Landsretten tiltrådte, at
straffen var gjort betinget med vilkår om samfundstjeneste.
U 2006.2687H: T straffet med 20 dages fængsel for vold i gentagelsestilfælde efter straffelo-
vens § 244 (nu § 244, stk. 1), jf. § 247, stk. 1, ved at have spyttet en butiksekspedient i ansigtet.
T var tidligere straffet i 2000 med en fællesstraf af fængsel i 1 år for vold mv. og i 2004 tidligere
straffet med betinget fængsel i 14 dage for overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1. Byretten
idømte ham en fællesstraf af fængsel i 30 dage. Landsretten nedsatte straffen til fængsel i 20
dage. Højesteret udtalte, at dét at spytte en anden person i ansigtet er en handling af en sådan
karakter, at den må anses for omfattet af straffelovens § 244, og stadfæstede landsrettens dom
på 20 dages fængsel.
TfK 2014.644Ø: T straffet med 30 dages fængsel betinget for vold efter straffelovens § 244 (nu
§ 244, stk. 1) ved at have tildelt en mand, F, et knytnæveslag i ansigtet på en parkeringsplads.
Inden voldsudøvelsen havde F, der mente, at han var ved at blive kørt ned af T, sparket eller
slået til T’s bil. Landsretten gjorde straffen betinget, idet landsretten efter sagens samlede om-
stændigheder,
herunder T’s særdeles gode personlige forhold, undtagelsesvist fandt det forsvar-
ligt.
TfK 2014.678Ø: T straffet med 30 dages fængsel betinget for vold efter straffelovens § 244 (nu
§ 244, stk. 1) ved i forbindelse med en trafikepisode på en parkeringsplads at have tildelt en
631
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0064.png
kvinde et slag i ansigtet med ikke-knyttet hånd og skubbet en mand i brystet. Byretten fastsatte
straffen til 30 dages fængsel. Landsretten lagde til grund, at slaget og skubbet blev tildelt med
forholdsvis begrænset kraft. Selv om volden var begået i forbindelse med en forudgående tra-
fikepisode, hvilket i almindelighed må føre til anvendelse af ubetinget straf, fandt landsretten
under hensyn til slagets og skubbets karakter samt T’s personlige forhold, at straffen
undtagel-
sesvis kunne gøres betinget. Straffen for T, der på grund af helbredsmæssige forhold ikke var
egnet til at udføre samfundstjeneste, blev herefter gjort rent betinget.
TfK 2021.647/2V: T, der var buskontrollør, straffet med 30 dages fængsel betinget for vold
efter straffelovens § 244, stk. 1, ved at have udøvet vold mod en dreng i
en bus. Efter T’s
forklaring lagde retten til grund, at T havde vurderet, at F, som var 14 år, kunne være så gammel,
at han ikke kunne køre på børnebillet. Ifølge T’s
forklaring tog T fat i F’s revers på jakken
samtidig med, at han trak i hans arm for at trække ham op fra sædet og få ham ud af bussen.
Ifølge F oplevede han, at T pressede sin underarm ind mod hans strube, så han havde vanskeligt
ved at få luft, og at
han efter episoden havde ondt i halsen. F’s forklaring var til dels støttet af
et andet vidnes forklaring, hvorefter T havde presset sin underarm mod det øverste af F’s bryst-
kasse. På den baggrund blev det lagt til grund, at T i forbindelse med sit tag i reversen
på F’s
jakke havde udøvet et pres mod hans brystkasse af en sådan styrke, at han var skyldig i over-
trædelse af straffelovens § 244, stk. 1. Ved fastsættelsen af straffen blev der lagt vægt på, at der
var tale om en relativt begrænset voldsudøvelse,
og på T’s personlige forhold.
TfK 2015.1079V: T straffet med 30 dages fængsel for vold efter straffelovens § 244 (nu § 244,
stk. 1), jf. § 247, stk. 2, ved at have slået en taxachauffør to gange i ansigtet med flad hånd. T
var desuden skyldig i adskillige gange at have sparket på skydedøren i taxaens passagerside, så
der skete skade for et ikke opgjort beløb. Ifølge T’s forklaring var han kommet op at skændes
med taxachaufføren om ruten. Det endte med, at taxachaufføren ikke ville køre for dem mere,
og at
han ville have penge for turen, hvorefter det ”slog klik” for T. Der skete ikke væsentlige
skader på F. Landsretten bemærkede, at det følger af forarbejderne til lov nr. 152 af 18. februar
2015 om samfundstjeneste m.v., at der ikke med lovforslaget var lagt op til en udvidet anven-
delse af samfundstjeneste i sager, der er omfattet af straffelovens § 247, stk. 2, om vold mod
personer, der efter karakteren af deres arbejde er særligt udsat for vold. Udgangspunktet er
herefter, at vold mod denne persongruppe straffes
med ubetinget fængselsstraf. Hverken T’s
gode personlige forhold eller det oplyste om omstændighederne ved voldsudøvelsen gav grund-
lag for at gøre straffen betinget, heller ikke med vilkår om samfundstjeneste (dissens for at gøre
straffen betinget med vilkår om samfundstjeneste).
TfK 2019.600V: T straffet med 30 dages fængsel for vold i gentagelsestilfælde efter straffelo-
vens § 244 (nu § 244, stk. 1), jf. § 247, stk. 1 og 2, ved at have givet en parkeringsvagt fra et
632
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0065.png
privat parkeringsselskab et kraftigt skub med begge hænder, efter at parkeringsvagten havde
anbragt en parkeringsafgift i forruden på T’s bil. T var tidligere straffet i 2011 for vold. Der var
ikke grundlag for at gøre betinget, heller ikke med vilkår om samfundstjeneste.
TfK 2021.732V: T straffet med 30 dages fængsel for vold i gentagelsestilfælde efter straffelo-
vens § 244, stk. 1, jf. § 247, stk. 1, ved at have tildelt F, der var leder på den skole, hvor T’s
børn gik, et kraftigt skub, så F faldt og bøjede et ribben. T var tidligere straffet i 2020 med 30
dages betinget fængsel for overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1. Byretten idømte T 30
dages fængsel, der blev gjort betinget med vilkår om samfundstjeneste. Byretten henviste bl.a.
til forholdets karakter, T’s personlige forhold
og det forhold, at T havde været i konfliktråd og
givet F en undskyldning. Landsretten tiltrådte, at straffen var udmålt til fængsel i 30 dage. På
grund af det meget hurtige recidiv fandt landsretten, at der ikke var grundlag for helt undtagel-
sesvist at gøre straffen for volden betinget med vilkår om samfundstjeneste. Landsretten gjorde
derfor straffen ubetinget.
TfK 2022.29V: T straffet med 30 dages fængsel for vold efter straffelovens § 244, stk. 1, ved
at have overfaldet et postbud, F, under udførelsen af dennes arbejde, idet T kastede en pakke i
hovedet på F. Det var ikke bevist, at F i forbindelse med sit arbejde var omfattet af straffelovens
§ 119, stk. 1, hvorfor forholdet blev henført under straffelovens § 244, stk. 1. T var tidligere
straffet i 2017 med fængsel i 4 måneder for bl.a. trusler efter straffelovens § 266 og vidnetrusler
efter straffelovens § 123. Der var efter tiltalens udformning ikke grundlag for at fastsætte straf-
fen under henvisning til straffelovens § 247, stk. 1. Henset til oplysningerne
om T’s personlige
forhold, herunder hans forstraffe, var der ikke grundlag for at gøre straffen betinget.
TfK 2022.474V: T straffet med 30 dages fængsel for vold i gentagelsestilfælde efter straffelo-
vens § 244, stk. 1, jf. § 247, stk. 1, ved om natten på gaden ud for en sandwichbar at have tildelt
F en lussing, efter at F havde sagt ”hvad har du gang i” til T, efter at T havde været involveret
i en episode med F’s svigersøn. F forklarede, at hun ikke kendte T i forvejen, men at T havde
gået på den
samme skole som F’s børn, så hun genkendte ham. T var som 17-årig
tidligere
straffet med betinget fængsel for grov vold. Ved straffastsættelsen blev der lagt vægt på voldens
karakter sammenholdt med T’s forstraf.
TfK 2019.660V: T straffet med 40 dages fængsel betinget for vold efter straffelovens § 244,
stk. 1, ved ud for en butik som følge af en konflikt at have slået F to gange i ansigtet med knyttet
hånd.
TfK 2015.1011Ø: T straffet med 40 dages fængsel betinget med vilkår om samfundstjeneste
for vold efter straffelovens § 244 (nu § 244, stk. 1) ved at have tildelt F, der sad i sin bil, et
633
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0066.png
knytnæveslag gennem den nedrullede siderude. Det fremgik af sagen, at T og F boede på samme
vej, og at F havde påtalt, at T ikke havde styr på sine hunde. Byretten fastsatte straffen til 40
dages fængsel. Landsretten fandt straffen passende udmålt, men fandt det under henvisning til
lov nr. 152 af 18. februar 2015 om samfundstjeneste m.v. forsvarligt at gøre straffen betinget
med vilkår om samfundstjeneste.
TfK 2017.201V: T straffet med 40 dages fængsel betinget med vilkår om samfundstjeneste for
vold efter straffelovens § 244 (nu § 244, stk. 1) ved at have givet en bilist, F, et knytnæveslag i
hovedet. Årsagen til voldsepisoden var, at T havde cyklet på vejbanen, idet cykelstien var i
dårlig stand, og da F var kommet kørende forbi, havde F dyttet. Herefter havde T givet F ”fin-
geren”, hvilket havde fået F til at standse foran T og stige ud af bilen og henvende sig til T.
Efter bevisførelsen blev det lagt til grund, at T havde slået F, da F sad i bilen. Efter det oplyste
om T’s gode personlige forhold og omstændighederne ved voldsudøvelsen var det forsvarlig at
gøre betinget med vilkår om samfundstjeneste.
TfK 2017.1305/2V: T straffet med 40 dages fængsel betinget med vilkår om samfundstjeneste
for vold efter straffelovens § 244 (nu § 244, stk. 1) ved at have tildelt F, der sad på førersædet
i sin taxa, et slag i ansigtet. Retten lagde til grund, at episoden mellem T og F blev indledt med
en trafikal situation, hvor T og F dyttede ad hinanden, og at T stoppede sin bil og gik hen til F,
der sad i sin taxa med nedrullet siderude. T tildelte herefter F et slag. Anklagemyndigheden
nedlagde påstand om, at volden tillige skulle henføres under straffelovens § 247, stk. 2, om vold
mod en person, der efter karakteren af sit arbejde er særligt udsat for vold. Landsretten anførte
om dette, at volden var udøvet i forbindelse med en almindelig trafikal uoverensstemmelse og
ikke under omstændigheder, hvor straffelovens § 247, stk. 2, tilsigter at værne taxachauffører
imod vold, og straffelovens § 247, stk. 2, blev derfor ikke citeret. Under henvisning til voldens
karakter og omstændighederne, hvorunder forholdet var begået, blev straffen gjort betinget med
vilkår om udførelse af samfundstjeneste.
TfK 2018.141V: T straffet med 40 dages fængsel betinget med vilkår om samfundstjeneste for
vold efter straffelovens § 244 (nu § 244, stk. 1) ved at have udøvet vold mod F, der var 16 år,
på grund af en uoverensstemmelse om en bold, som F tog fra
T’s have. Ved en lægeundersø-
gelse kunne der konstateres blodudtrædninger i begge øjne på F og trykmærker og begyndende
blodudtrædninger på halsen og omkring struben, og det fandtes derfor bevist, at T havde holdt
sin ene underarm mod halsen på F. Ved fastsættelsen af straffen blev der på den ene side lagt
vægt på voldens omfang og de skader, der var konstateret i forbindelse med lægeundersøgelsen
af F, og på den anden side det forudgående forløb.
634
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0067.png
TfK 2015.94/2Ø: T straffet med 40 dages fængsel for vold efter straffelovens § 244 (nu § 244,
stk. 1) ved at have tildelt en anden bilist, F, et knytnæveslag i ansigtet i anledning af en trafikal
uoverensstemmelse. Landsretten tiltrådte under hensyn til forholdets karakter af meningsløs
vold mod en medtrafikant,
at der uanset de begrænsede skader og T’s gode personlige forhold
ikke var grundlag for at gøre straffen betinget, heller ikke med vilkår om samfundstjeneste.
TfK 2015.830V: T straffet med 40 dages fængsel for vold efter straffelovens § 244 (nu § 244,
stk. 1), jf. § 247, stk. 2, ved ud for et værtshus at have tildelt en dørmand ét slag i ansigtet med
knyttet hånd. T var tidligere straffet i 2011 for røveri og i 2014 for bl.a. trusler. Ved fastsættel-
sen af straffen blev der lagt vægt på, at T tidligere var straffet for personfarlig kriminalitet, og
at volden var begået mod en dørmand.
TfK 2016.1022V: T straffet med 40 dages fængsel for vold i gentagelsestilfælde efter straffe-
lovens § 244 (nu § 244, stk. 1), jf. § 247, stk. 1, ved under arbejde i et omrejsende tivoli at have
tildelt F en skalle i ansigtet, hvorved F havde brækket næsen. Det blev lagt til grund, at F uden
rimelig anledning og i højlydte vendinger havde blandet sig i forbindelse med, at T og hans
kolleger var ved at vise nogle unge mennesker bort. T var i 2010 og 2013 tidligere straffet for
vold, i 2013 i forbindelse med hans job som dørmand. Ved fastsættelsen af straffen var det en
formildende omstændighed, at F havde blandet sig i en situation, hvor nogle unge mennesker
skulle vises bort.
TfK 2016.1232V: T straffet med 40 dages fængsel for vold i gentagelsestilfælde efter straffe-
lovens § 244 (nu § 244, stk. 1), jf. § 247, stk. 1, ved på en parkeringsplads at have slået F en
gang med flad hånd på halsen. F havde forstuvet nakkemuskulaturen med betydeligt nedsat
bevægelighed på grund af smerter. T var tidligere straffet i 2010 med fængsel i 2 år og 6 måne-
der for bl.a. grov vold efter straffelovens § 245, stk. 1. Der var tale om et slag af en vis kraft,
og volden var udøvet i forbindelse med stridigheder efter et færdselsuheld, som skyldtes T’s
egen kørsel. Herefter og under hensyn til, at T tidligere var straffet for vold, blev straffen fastsat
som anført. Den omstændighed, at F inden voldudøvelsen måtte have spyttet på T, kunne i lyset
af voldens karakter, optakt og slagets styrke ikke føre til en formildelse af straffen. Henset til
at der var tale om vold i gentagelsestilfælde og til sagens konkrete omstændigheder, herunder
særligt det forløb, der ledte op til episoden, hvor det blev lagt til grund, at det var T, der var den
udfarende og den opsøgende part, var der ikke grundlag for at gøre straffen betinget, heller ikke
med vilkår om samfundstjeneste.
TfK 2017.105V: T straffet med 40 dages fængsel for vold efter straffelovens § 244 (nu § 244,
stk. 1), jf. § 247, stk. 2, ved en nat på et diskotek at have slået en dørmand i ansigtet med knyttet
hånd. T var herudover skyldig i at have ødelagt indgangsdøren til diskoteket med en
635
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0068.png
affaldscontainer, så der skete skade for ca. 7.000 kr. Landsretten anførte med henvisning til
forarbejderne til lov nr. 152 af 18. februar 2015 om samfundstjeneste m.v., at der ikke med
lovforslaget er lagt op til en udvidet anvendelse af samfundstjeneste i sager, der er omfattet af
straffelovens § 247, stk. 2, om vold mod personer, der efter karakteren af deres arbejde er særligt
udsat for vold. Udgangspunktet er derfor, at vold mod denne persongruppe straffes med ube-
tinget fængselsstraf. Hverken det oplyste om T’s personlige forhold eller den omstændighed, at
T ikke tidligere var straffet, eller omstændighederne ved voldsudøvelsen gav grundlag for und-
tagelsesvis at gøre straffen betinget, heller ikke med vilkår om samfundstjeneste (dissens for at
gøre straffet betinget med vilkår om samfundstjeneste).
TfK 2018.1191V: T straffet med 40 dages fængsel for vold efter straffelovens § 244 (nu § 244,
stk. 1), jf. § 247, stk. 2, ved en nat på en bodega at have tildelt en dørmand, F, et knytnæveslag
i ansigtet. T forklarede, at han havde slået F, fordi han havde opfattet ham som provokerende,
idet F havde lukket nogle andre fra selskabet ind på bodegaen, mens T ikke kunne få lov til at
komme ind. Landsretten anførte om strafudmålingen, at der efter forarbejderne til lov nr. 152
af 18. februar 2015 om samfundstjeneste mv. ikke var lagt op til en udvidet brug af samfunds-
tjeneste i sager om overtrædelse af straffelovens § 247, stk. 2, om vold mod personer, der efter
karakteren af deres arbejde er særligt udsatte. Ubetinget fængselsstraf er derfor udgangspunktet.
Herefter, og da der ikke efter oplysningerne om T’s personlige forhold eller i øvrigt forelå sær-
lige omstændigheder, der gav grundlag for at fravige udgangspunktet, blev straffen gjort ube-
tinget.
TfK 2020.1095/2Ø: T straffet med 40 dages fængsel for vold efter straffelovens § 244 (nu §
244, stk. 1) ved at have slået ud efter F flere gange med knyttede hænder, hvoraf et ukendt antal
slag ramte F i hovedet. T var herudover skyldig i hærværk, jf. straffelovens § 291, stk. 1, ved i
forbindelse med episoden at have hevet F’s solbriller af og smidt dem på kørebanen. T havde
standset F ved at køre ind foran ham efter en uenighed i trafikken, hvorefter T var gået hen til
F, der sad fastspændt i bilen, og havde slået ham bl.a. med knyttet hånd ind gennem ruden. F,
der var pensionist, fik ikke fysiske skader. T var ikke egnet til samfundstjeneste. Byretten ud-
målte straffen til fængsel i 40 dage og fandt undtagelsesvist, at straffen kunne gøres betinget,
idet byretten lagde vægt på voldens begrænsede følger og på oplysningerne om T’s personlige
forhold. Landsretten stadfæstede straffens udmåling, men fandt efter omstændighederne i for-
bindelse med volden ikke grundlag for at fravige udgangspunktet om, at straffen for meningsløs
trafikvold er ubetinget fængsel.
TfK 2021.306V: T straffet med 40 dages fængsel for vold i gentagelsestilfælde efter straffelo-
vens § 244, stk. 1, jf. § 247, stk. 1, ved om aftenen i et sommerhus, hvor T indfandt sig, at have
tildelt F et skub i brystet med begge hænder, så han blev skubbet tilbage i en væg. T indfandt
636
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0069.png
sig i sommerhuset tæt på hans ejendom, fordi nogle unge mennesker i sommerhuset havde spil-
let høj musik. T var tidligere straffet flere gange for vold, senest i 2016 med fængsel i 10 må-
neder bl.a. for grov vold i gentagelsestilfælde efter straffelovens § 245, stk. 1, jf. § 247, stk. 1.
Byretten fastsatte straffen til fængsel i 40 dage og gjorde straffen betinget med vilkår om sam-
fundstjeneste. Landsretten tiltrådte, at straffen var udmålt til fængsel i 40 dage. Landsretten
anførte herefter, at det fremgår af forarbejderne til lov nr. 1426 af 17. december 2019 om be-
grænsning af brugen af betinget dom med vilkår om samfundstjeneste i sager om vold, der
trådte i kraft den 1. januar 2020, at der som det helt klare udgangspunkt ikke bør anvendes
samfundstjeneste i sager, hvor tiltalte tidligere er dømt for vold, og at det skal gælde, uanset om
tiltalte på tidspunktet for domsafsigelsen har gode personlige forhold. Da T flere gange tidligere
var straffet for personfarlig kriminalitet, var der ikke grundlag for at gøre straffen betinget med
vilkår om samfundstjeneste. Landsretten stadfæstede derfor byrettens dom med den ændring,
at straffen blev gjort ubetinget.
TfK 2015.672V: T straffet med 50 dages fængsel betinget med vilkår om samfundstjeneste for
vold efter straffelovens § 244 (nu § 244, stk. 1), jf. § 247, stk. 2, ved en nat at have nikket en
taxachauffør, F, en skalle og efterfølgende tildelt ham et knytnæveslag. T blev i byretten straffet
med fængsel i 50 dage. Landsretten tiltrådte udmålingen af straffen, men med henvisning til
længden af den udmålte straf og til, at T var ustraffet og i øvrigt egnet til at udføre samfunds-
tjeneste, fandt landsretten, uanset at der var tale om vold mod en person, der efter karakteren af
sit arbejde var særligt udsat for vold, det forsvarligt at gøre straffen betinget med vilkår om bl.a.
samfundstjeneste.
TfK 2016.287/2V: T straffet med 50 dages fængsel betinget med vilkår om samfundstjeneste
for vold efter straffelovens § 244 (nu § 244, stk. 1), jf. § 247, stk. 2, ved en nat uden for et
værtshus at have slået F, der var på arbejde som dørmand, med knyttet hånd to gange i ansigtet.
Uanset at der var tale om vold begået mod en person, der efter karakteren af sit arbejde er særligt
udsat for vold, fandt landsretten det forsvarligt undtagelsesvist at gøre straffen betinget med
vilkår om samfundstjeneste. Landsretten lagde herved vægt på de begrænsede skader, der fulgte
af volden, T’s unge alder (18 år på gerningstidspunktet), samt at T ikke tidligere var straffet og
var egnet til at udføre samfundstjeneste.
U 2005.2512/2H: T straffet med 50 dages fængsel for vold efter straffelovens § 244 (nu § 244,
stk. 1), jf. § 247, stk. 2, ved at have slået en taxachauffør i ansigtet flere gange med knyttet
hånd. Landsretten havde fastsat straffen under hensyn til, at volden var udøvet over for en ta-
xachauffør, der er omfattet af straffelovens § 247, stk. 2, og at volden var begået efter den ved
lov nr. 380 af 6. juni 2002 skete skærpelse af strafudmålingen i voldssager. Landsretten fandt
ikke grundlag for at fravige udgangspunktet om, at vold mod den persongruppe, der er omfattet
637
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0070.png
af straffelovens § 247, stk. 2, straffes med ubetinget fængsel. Højesteret fandt ikke fuldt til-
strækkeligt grund for at forhøje straffen og stadfæstede dermed landsrettens dom.
U 2016.95Ø: T straffet med 50 dages fængsel for vold efter straffelovens § 244 (nu § 244, stk.
1), jf. § 247, stk. 2, til dels forsøg herpå, jf. § 21, ved i en taxa at have slået en taxachauffør, F,
to gange i hovedet, hvoraf et af slagene var med knyttet hånd, og under episoden tillige uden
for taxaen at have slået F to gange i hovedet, ligesom T forsøgte at sparke F.
TfK 2017.46V: T straffet med 50 dages fængsel for vold efter straffelovens § 244 (nu § 244,
stk. 1), jf. § 247, stk. 2, ved at have udøvet vold mod taxachauffør F. Det fremgik af sagen, at
T sammen med en bekendt satte sig ind i en taxa i Aarhus, og at T oplyste, at de ville køres til
Skagen, selv om de skulle køres til Viby. Senere opstod der en diskussion i taxaen mellem T
og F. T opførte sig aggressivt, og F sagde hurtigt til T og hans bekendte, at han ikke kunne køre
med dem, hvorefter han standsede taxaen. T tog herefter fat i F og tildelte ham to knytnæveslag
i ansigtet og på halsen. Efter forholdets karakter og alvor, herunder at forholdet var omfattet af
straffelovens § 247, stk. 2, blev staffen udmålt som anført. Landsretten anførte, at det fremgår
af forarbejderne til lov nr. 152 af 18. februar 2015 om samfundstjeneste m.v., at der ikke med
lovforslaget er lagt op til en udvidet anvendelse af samfundstjeneste i forhold til de sager, der
er omfattet af straffelovens § 244, jf. § 247, stk. 2, om vold mod personer, der efter karakteren
af deres arbejde er særligt udsat for vold. Efter forholdets karakter var der uanset oplysningerne
om T’s personlige forhold ikke grundlag for undtagelsesvis at fravige udgangspunktet om en
ubetinget straf (dissens for at gøre straffen betinget med vilkår om bl.a. samfundstjeneste).
TfK 2019.182V: T straffet med 50 dages fængsel for vold efter straffelovens § 244 (nu § 244,
stk. 1), jf. § 247, stk. 2, ved uden for en pub at have nikket en dørmand, F, en skalle i forbindelse
med, at T var blevet bortvist fra stedet. F brækkede næsen, og F forklarede, at næsen blev skæv,
og at han efterfølgende fik sat den på plads. Ved fastsættelsen af straffen blev der lagt vægt på,
at der var tale om uprovokeret vold med en brækket næse til følge, og at volden var begået over
for en dørmand, som var særligt udsat i kraft af sit erhverv. Uanset T’s gode personlige forhold,
herunder at han var ustraffet, var der ikke grundlag for at fravige udgangspunktet om, at vold
mod personer, der er omfattet af straffelovens § 247, stk. 2, skal straffes med ubetinget fængsel.
TfK 2020.263V: T straffet med 50 dages fængsel for vold i gentagelsestilfælde efter straffelo-
vens § 244 (nu § 244, stk. 1), jf. § 247, stk. 1, ved at have slået en taxachauffør, F, to gange i
ansigtet. Årsagen til voldsudøvelsen var, at T havde slået på en taxa, som han var gået forbi.
Chaufføren fra denne taxa, A, gik ud og påtalte det. F, der var chauffør i en anden taxa, indfandt
sig, hvorefter T slog F. T var tidligere straffet for vold i 2009 og 2010. Han blev i byretten dømt
for overtrædelse af straffelovens § 244, stk. 1, jf. § 247, stk. 1 og stk. 2, for to knytnæveslag og
638
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0071.png
straffet med fængsel i 50 dage. Landsretten fandt det ikke bevist, at slagene havde været med
knyttet hånd. I landsretten blev T desuden under hensyn til de omstændigheder, hvorunder han
havde slået F, frifundet for overtrædelse af straffelovens § 247, stk. 2, om vold mod en person,
der efter karakteren af sit arbejde er særligt udsat for vold. Landsretten fandt dog straffen pas-
sende udmålt til 50 dages fængsel.
TfK 2022.91V: T straffet med 50 dages fængsel for vold efter straffelovens § 244, stk. 1, ved
på en parkeringsplads med et stød i ryggen at have væltet en lastbilchauffør, F, omkuld, hvor-
efter T tildelte F adskillige slag i ansigtet og på kroppen med knyttet hånd, idet T, der også selv
var lastbilchauffør, antog, at F var i færd med at stjæle fra T’s lastbil. Efter voldens karakter og
omstændighederne i øvrigt blev straffen efter en samlet vurdering udmålt som anført. Efter
sagens forløb var der, uanset den tid, der var gået, siden forholdet var begået, ikke grundlag for
at gøre straffen betinget.
TfK 2017.961V: T straffet med 60 dages fængsel betinget med vilkår om samfundstjeneste for
vold efter straffelovens § 244 (nu § 244, stk. 1), jf. § 247, stk. 1, ved en nat uden for en ejendom
at have taget fat om F’s hals gennem et vindue og
efterfølgende ude på gaden at have tildelt F
et knytnæveslag, der medførte en flænge ved øjenbrynet, der blødte. T var tidligere straffet i
2010 for vold med 30 dages betinget fængsel med vilkår om samfundstjeneste. Efter voldens
karakter og omfang, og da T tidligere var straffet for vold, blev straffen udmålt som anført.
Efter omstændighederne, herunder
navnlig at T’s tidligere straf for vold var fra 2010 og oplys-
ningerne om hans gode personlige forhold, blev straffen gjort betinget med vilkår om sam-
fundstjeneste.
TfK 2021.655Ø: T straffet med 60 dages fængsel betinget med vilkår om samfundstjeneste for
vold efter straffelovens § 244, stk. 1, ved at have udøvet vold mod, F, der var 18 år, som befandt
sig på T’s 13-årige
datters værelse, eftersom T antog, at F havde haft sex med datteren. T slog
F flere gange i hovedet, satte et knæ i brystet på ham, pressede
en knyttet hånd mod F’s hals og
slog ham flere gange på benene og armen med en træpind. Ved fastsættelsen af straffen lagde
retten vægt på de begrænsede skader og på, at T’s ophidselse ikke var helt ubegrundet.
U 2014.3210H: T straffet med 60 dages fængsel for vold efter straffelovens § 244 (nu § 244,
stk. 1) ved at have sparket F én gang i hovedet og derefter tildelt ham tre slag i ansigtet med
knyttet hånd.
TfK 2015.1047V: T straffet med 60 dages fængsel for vold i gentagelsestilfælde efter straffe-
lovens § 244 (nu § 244, stk. 1), jf. § 247, stk. 1 og 2, ved i forbindelse med en konflikt med en
taxachauffør at have slået taxachaufføren to gange i ansigtet med knyttet næve. T var tidligere
639
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0072.png
straffet i 2004 og 2008 for vold efter straffelovens § 244, i det ene tilfælde mod en taxachauffør.
T blev i byretten straffet med 50 dages fængsel. Landsretten udmålte efter en samlet vurdering
af voldens omfang, og da volden var begået over for en taxachauffør og med henvisning til T’s
to forstraffe, straffen til
fængsel i 60 dage. Landsretten tiltrådte med henvisning til T’s tidligere
domme, hvoraf den ene vedrørte vold mod en taxachauffør, at der ikke var grundlag for at gøre
straffen helt eller delvist betinget med vilkår om samfundstjeneste, idet den omstændighed, at
der var forløbet nogle år siden de forudgående domme, ikke kunne føre til et andet resultat.
TfK 2016.645V: T straffet med 3 måneders fængsel for vold i gentagelsestilfælde efter straffe-
lovens § 244 (nu § 244, stk. 1), jf. § 247, stk. 1, ved i et statsfængsel, hvor han afsonede en
fængselsstraf, at have tildelt en medindsat, F, et knytnæveslag og en lussing i ansigtet. T var
tidligere straffet for vold mv. senest i 2011 med fængsel i 8 år for bl.a. røveri af særligt grov
beskaffenhed, til dels forsøg
herpå. Henset til voldens omfang og karakter, T’s forstraffe for
vold og det forhold, at volden var begået under afsoning, jf. straffelovens § 81, nr. 12, blev
straffen fastsat som anført.
TfK 2019.373Ø: T1-T4 straffet med 3 måneders fængsel for vold efter straffelovens § 244 (nu
§ 244, stk. 1), jf. § 247, stk. 2, ved som passagerer i en taxa, hvor F var chauffør, i forening at
have tildelt F et knytnæveslag i ansigtet og uden for taxaen tildelt ham flere slag og spark på
kroppen, ligesom den ene af de tiltalte slog en telefon ud af hånden på F, da han forsøgte at
ringe efter hjælp.
TfK 2019.1135V: T1 og T2 straffet med 3 måneders fængsel for vold i gentagelsestilfælde efter
straffelovens § 244, stk. 1, jf. § 247, stk. 1, ved i forening på en parkeringsplads at have slået
en ung kvinde, F, flere gange i ansigtet, revet hende i håret, væltet hende omkuld og sparket og
trampet hende flere gange i hovedet, mens hun lå ned. Ved fastsættelsen af straffen blev der
lagt vægt på, at volden var udøvet i forening, og at de tidligere var straffet for vold. Med samme
begrundelse kunne straffen ikke, uanset deres gode personlige forhold, gøres betinget, heller
ikke med vilkår om samfundstjeneste.
(e) Restaurationsvold
Efter definitionen i betænkning nr. 1099/1987, side 142, er der tale om restaurationsvold, når
den situation, der resulterer i vold, opstår på en restauration. Volden kan udøves over for en
person, der var gerningsmanden ubekendt, eller som han enten i forvejen var eller tilfældigt er
kommet i selskab med, i sjældnere tilfælde en indehaver, tjener, bartender eller garderobeansat.
640
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0073.png
Det bemærkes i den forbindelse, at restaurationsvold ikke var omfattet af den skærpelse af straf-
fen med en tredjedel, der skete ved lov nr. 308 af 6. juni 2002, jf. Folketingstidende 2001-02,
2. samling, tillæg A, side 2935.
Denne definition af restaurationsvold anvendes også i den følgende gennemgang, idet det dog
bemærkes, at alle sager om vold i restaurationsmiljøet, herunder vold begået uden for en restau-
ration, er medtaget i nedenstående gennemgang. Definitionen er i øvrigt også anvendt i bl.a.
gennemgangen af retspraksis om restaurationsvold i Rigsadvokatens redegørelse fra 2004.
Fra retspraksis vedrørende restaurationsvold kan der bl.a. henvises til følgende afgørelser:
TfK 2016.582V: T straffet med 20 dages fængsel betinget med vilkår om samfundstjeneste for
vold efter straffelovens § 244 (nu § 244, stk. 1) ved på et diskotek at have kastet et plastikglas
i ansigtet på F. Byretten fastsatte straffen til 6 dagbøder à 500 kr. Under hensyn til voldens
karakter fastsatte landsretten straffen til fængsel i 20 dage, der blev gjort betinget med vilkår
om samfundstjeneste.
U 2015.111Ø: T straffet med 30 dages fængsel betinget med vilkår om samfundstjeneste for
vold efter straffelovens § 244 (nu § 244, stk. 1) ved på et værtshus at have tildelt F et slag med
flad hånd og et knytnæveslag i ansigtet. Byretten fastsatte straffen til 30 dages fængsel. Lands-
retten fandt straffen passende udmålt, men fandt det, henset til de begrænsede skader, forsvar-
ligt at gøre straffen betinget bl.a. med vilkår om samfundstjeneste.
TfK 2016.690V: T straffet med 30 dages fængsel betinget med vilkår om samfundstjeneste for
vold efter straffelovens § 244 (nu § 244, stk. 1) ved på en bodega at have nikket F en skalle,
hvorved F pådrog sig et rødt mærke nederst på panden og let ømhed. Byretten fastsatte straffen
til 30 dages fængsel, som blev gjort rent betinget. Landsretten fandt, at der efter voldens karak-
ter, og da det ikke kunne lægges til grund, at F trods uoverensstemmelser havde givet T anled-
ning til at nikke ham en skalle, efter en samlet vurdering uanset oplysningerne om T’s gode
personlige forhold ikke var grundlag for at gøre straffen betinget, uden at der blev tilknyttet
vilkår om samfundstjeneste.
U 2011.2264H: T straffet med 30 dages fængsel for vold efter straffelovens § 244 (nu § 244,
stk. 1) ved på en restauration at have tildelt F ét knytnæveslag i ansigtet. Efter landsrettens
bevisresultat havde der forud for voldsudøvelsen været skubberi ved baren, hvor blandt andre
T og F befandt sig, men det kunne ikke antages at være lagt til grund, at F havde givet anledning
til voldsudøvelsen. Uanset oplysningerne om T’s gode personlige forhold var der ikke grundlag
641
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0074.png
for betinget straf, heller ikke med vilkår om samfundstjeneste (dissens for at gøre straffen be-
tinget med vilkår om samfundstjeneste).
TfK 2017.657V: T straffet med 30 dages fængsel for vold efter straffelovens § 244 (nu § 244,
stk. 1), jf. § 247, stk. 2, ved en sen aften på et værtshus, hvor T var stamkunde, at have udøvet
vold mod den kvindelige bartender, F, ved at have taget hårdt fat i nakken på hende, hvorved
han pressede hende ned mod gulvet. F havde påtalt, at T sad og sov, og hun havde hældt resten
af hans øl ud. F forklarede, at hun havde haft ondt i nakken efterfølgende.
U 2019.4073H: T straffet med 30 dages fængsel for vold efter straffelovens § 244 (nu § 244,
stk. 1) ved ud for en bar at have tildelt F et knytnæveslag i ansigtet. For Højesteret angik sagen
bl.a. straffastsættelsen. Højesteret tiltrådte, at straffen i overensstemmelse med praksis vedrø-
rende restaurationsvold var fastsat til fængsel i 30 dage. Højesteret fandt, at der ikke var grund-
lag for at gøre straffen betinget, herunder med vilkår om samfundstjeneste, idet det ikke var
oplyst, om T var villig og egnet til at udføre samfundstjeneste og om han havde mulighed her-
for, selv om havde bopæl i Polen.
TfK 2013.1005V: T straffet med 40 dages fængsel betinget for vold efter straffelovens § 244
(nu § 244, stk. 1) ved på et diskotek at have slået F i ansigtet med knyttet hånd og lidt senere
uden for diskoteket på ny at have slået F i ansigtet med knyttet hånd. F havde pådraget sig en
hævelse og et sår over det ene kindben, let hævelse og sår på hagen, en overfladisk rift på
overlæben og ømhed på den ene kind. Under hensyn til, at der var tale om restaurationsvold af
begrænset omfang, og henset til T’s unge alder blev straffen udmålt som anført. Med samme
begrundelse og efter oplysningerne om T’s gode
personlige forhold fandt landsretten det for-
svarligt undtagelsesvis at gøre straffen betinget.
TfK 2015.1218V: T straffet med 40 dages fængsel betinget med vilkår om samfundstjeneste
for vold i gentagelsestilfælde efter straffelovens § 244 (nu § 244, stk. 1), jf. § 247, stk. 1, ved
uden for en ølstue at have skubbet A omkuld og slået F i ansigtet med knyttet hånd, så han
pådrog sig et blåt øje og en flænge ved øjet, der blev syet. T var tidligere straffet for vold, bl.a.
i 2007, hvor han var straffet med fængsel i 60 dage for grov vold i gentagelsestilfælde. Efter
forholdets karakter og oplysningerne om T’s personlige forhold, og når hensås til den øgede
brug af samfundstjeneste, som var tilsigtet ved lov nr. 152 af 18. februar 2015 om samfundstje-
neste m.v., fandt landsretten det forsvarligt at gøre straffen betinget med vilkår om samfunds-
tjeneste. Landsretten lagde tillige vægt på den tid, der var forløbet, siden T’s senest var straffet
for vold.
642
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0075.png
TfK 2016.309V: T straffet med 40 dages fængsel betinget med vilkår om samfundstjeneste for
vold efter straffelovens § 244 (nu § 244, stk. 1) ved på et værtshus at have tildelt F i hvert fald
to knytnæveslag i hovedet og nikket hende en skalle. F forklarede, at hun og T kom op at dis-
kutere om F’s ekskæreste, som
skyldte T penge, før T udøvede vold mod hende. Det fremgik
af oplysningerne i sagen, at den undersøgende læge havde konstateret, at F’s næse var skæv,
hævet og blå, og at der ikke var luftskifte i højre næsebor. Hun blev henvist til en øre-, næse-
og halsafdeling, hvor hun var indlagt én dag. I overensstemmelse med ændringen af reglerne
for samfundstjeneste, jf. lov nr. 152 af 18. februar 2015 om samfundstjeneste m.v., hvor der var
tiltænkt en udvidet brug af samfundstjeneste i sager om bl.a. vold, blev straffen gjort betinget
med vilkår om samfundstjeneste.
TfK 2012.734V: T straffet med 40 dages fængsel for vold i gentagelsestilfælde efter straffelo-
vens § 244 (nu § 244, stk. 1), jf. § 247, stk. 1, ved på et værtshus at have slået F i ansigtet med
knyttet hånd, så F brækkede næsen. Der havde været noget tumult, men F havde ikke blandet
sig i den, og han havde i øvrigt ikke givet anledning til voldsudøvelsen. T var tidligere straffet
i 2003 for vold. Uanset oplysningerne om T’s gode personlige forhold var der
ikke grundlag
for at fravige udgangspunktet om, at vold straffes med en ubetinget frihedsstraf. Der var derfor
ikke grundlag for at gøre straffen helt eller delvist betinget, heller ikke med vilkår om sam-
fundstjeneste.
TfK 2021.533V: T straffet med 40 dages fængsel for overtrædelse af straffelovens § 244, stk.
1, ved ud for en restauration at have slået F i hovedet med knyttet hånd, så F brækkede næsen.
T blev i byretten straffet med fængsel i 40 dage, der blev gjort betinget med vilkår om sam-
fundstjeneste. Landsretten tiltrådte, at straffen var udmålt til fængsel i 40 dage. Vedrørende
spørgsmålet om samfundstjeneste henviste landsretten til forarbejderne til lov nr. 1426 af 17.
december 2019 om begrænsning af brugen af betinget dom med vilkår om samfundstjeneste i
sager om vold, der trådte i kraft den 1. januar 2020, og anførte, at det er forudsat, at der alene
helt undtagelsesvist idømmes betinget fængselsstraf med vilkår om samfundstjeneste for over-
trædelse af straffelovens § 244, stk. 1, hvis den forurettede har fået ikke ubetydelige fysiske
eller psykiske skader som følge af den udøvede vold. Efter det oplyste om omfanget og karak-
teren af skaderne på F’s næse og hans efterfølgende gener, herunder at han havde gennemgået
en næseoperation, fandt landsretten, at volden havde medført ikke ubetydelige skader. T invol-
verede sig
–
uden at der var anledning til det
–
i konfrontationen mellem F og en dørmand, og
T slog umotiveret F i hovedet med knyttet hånd. Der forelå herefter ikke sådanne formildende
omstændigheder, at der helt undtagelsesvist var grundlag for at fravige udgangspunktet om
ubetinget fængsel. Landsretten stadfæstede derfor dommen med den ændring, at straffen blev
gjort ubetinget.
643
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0076.png
TfK 2021.1082/2Ø: T straffet med 40 dages fængsel for vold efter straffelovens § 244, stk. 1,
ved en nat i restaurationsmiljøet at have nikket F en skalle, så F pådrog sig brud på næsen.
Byrettens flertal fastsatte efter det forudgående forløb og skaden straffen til fængsel i 40 dage,
der blev gjort betinget med vilkår om samfundstjeneste. Landsretten tiltrådte, at straffen for
forholdet, der vedrørte vold i restaurationsmiljøet, var fastsat til fængsel i 40 dage. Landsretten
anførte, at det følger af forarbejderne til lov nr. 1426 af 17. december 2019 om begrænsning af
brugen af betinget dom med vilkår om samfundstjeneste i sager om vold er det forudsat, der
trådte i kraft den 1. januar 2020, at der kun helt undtagelsesvist kan idømmes betinget dom med
vilkår om samfundstjeneste for overtrædelse af straffelovens § 244, stk. 1, hvis den forurettede
har fået ikke ubetydelige fysiske eller psykiske skader som følge af volden. Efter det oplyste
om omfanget og karakteren af skaden på F’s næse, herunder at han havde gennemgået en næ-
seoperation, hvor man forsøgte at sætte hans næse på plads, fandt landsretten, at volden havde
medført ikke ubetydelige skader. Da T desuden udøvede volden uden provokation, der kunne
give anledning til, at han nikkede F en skalle, forelå der ikke sådanne formildende omstændig-
heder, at der helt undtagelsesvist var grundlag for at fravige udgangspunktet om ubetinget fæng-
sel. Straffen blev derfor gjort ubetinget.
U 2015.2363V: T straffet med 60 dages fængsel betinget med vilkår om samfundstjeneste for
vold efter straffelovens § 244 (nu § 244, stk. 1) ved ud for en restaurant at have skubbet F
omkuld, hvorefter T sparkede F på kroppen og spyttede hende gentagne gange i hovedet. T blev
ved byrettens dom straffet med 60 dages fængsel. Landsretten tiltrådte, at straffen var udmålt
til fængsel i 60 dage, men fandt med henvisning til lov nr. 152 af 18. februar 2015 om sam-
fundstjeneste m.v., hvorefter der var tiltænkt en udvidet brug af samfundstjeneste, det forsvar-
ligt at gøre straffen betinget med vilkår om samfundstjeneste, selvom forholdet var begået før
lovens ikrafttræden.
U 2016.115Ø: T straffet med 60 dages fængsel betinget med vilkår om samfundstjeneste for
vold i gentagelsestilfælde efter straffelovens § 244 (nu § 244, stk. 1), jf. § 247, stk. 1, ved en
aften på en restaurant at have slået F flere gange i hovedet, på overkroppen og på armene.
Byretten fastsatte straffen til 60 dages fængsel, der, henset til, at T tidligere var straffet for vold,
ikke blev gjort betinget, heller ikke med vilkår om samfundstjeneste. Landsretten tiltrådte ud-
målingen af straffen. Med henvisning til lov nr. 152 af 18. februar 2015 om samfundstjeneste
m.v. fandtes det, uanset at T tidligere ved dom i 2011 var straffet for ligeartet kriminalitet, ud
fra en samlet vurdering af sagens omstændigheder, at der undtagelsesvis var grundlag for at
gøre fængselsstraffen betinget med vilkår om bl.a. samfundstjeneste. Der var herved navnlig
henset til omfanget af den nu begåede vold, hvorved F kun blev påført begrænsede skader, og
til, at volden var begået, efter at samfundstjenesten idømt ved dommen i 2011 var udført, og
prøvetiden udløbet, samt til, at den vold, T tidligere var dømt for at have begået, var af
644
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0077.png
begrænset karakter. Endvidere var der henset
til T’s personlige forhold og til den udvidelse af
anvendelsesområdet for brug af samfundstjeneste, som er tilsigtet med den ovennævnte æn-
dring af straffeloven. Landsretten ændrede derfor byrettens dom i overensstemmelse hermed.
TfK 2015.1097V: T straffet med 60 dages fængsel betinget med vilkår om samfundstjeneste
for vold efter straffelovens § 244 (nu § 244, stk. 1) ved en nat på en beværtning at have nikket
en gæst, F1, en skalle i ansigtet, så F1 bl.a. pådrog sig tandskader. T var herudover skyldig i
vold efter straffelovens § 244, jf. § 247, stk. 2, ved efterfølgende at have spyttet en dørmand,
F2, i ansigtet. T blev straffet med fængsel i 60 dage. Ved straffastsættelsen blev der lagt vægt
på, at der i forhold 1 var tale om fuldstændig umotiveret vold, som F1 ikke på nogen måde selv
havde givet anledning til, og som havde påført F1 skade på fire tænder. Landsretten anførte, at
forhold 2 var begået over for en person, der var omfattet af straffelovens § 247, stk. 2. Den vold,
der var tale om, var imidlertid af begrænset karakter. T var ikke tidligere straffet for vold, og
efter oplysningerne om de relativt begrænsede skader i anledning af volden i forhold 1, der var
begået i tæt tidsmæssig sammenhæng med forhold 2, og T’s gode personlige forhold, fandt
landsretten det, uanset at volden i forhold 2 var begået over for en person, der var omfattet af
straffelovens § 247, stk. 2, forsvarligt at gøre straffen betinget med vilkår om bl.a. udførelse af
samfundstjeneste.
U 2016.2484H: T straffet med 60 dages fængsel betinget med vilkår om samfundstjeneste for
vold efter straffelovens § 244 (nu § 244, stk. 1) ved på en natklub at have tildelt en kvinde, F1,
et knytnæveslag i ansigtet på baggrund af en uoverensstemmelse med hende. Ved knytnæve-
slaget pådrog F1 sig
en blødning og hævelse af kæbeleddet. T havde endvidere tildelt F1’s
veninde, F2, to slag i ansigtet, da F2 henvendte sig til ham. Landsretten udmålte straffen til
fængsel i 60 dage. For Højesteret angik sagen strafudmålingen, herunder om straffen skulle
gøres betinget, evt. med vilkår om samfundstjeneste. Højesteret fandt, at straffen var passende
fastsat, men at der var grundlag for at gøre den betinget med vilkår om samfundstjeneste, jf. lov
nr. 152 af 18. februar 2015 om samfundstjeneste m.v. Højesteret lagde herved vægt på, at T var
ustraffet, at der var tale om simpel restaurationsvold efter en forudgående uoverensstemmelse
med den ene af de forurettede, og at volden alene havde medført begrænsede skader. Henset til
karakteren af den udøvede vold og
T’s alder var der ikke grundlag for at gøre straffen betinget
uden vilkår om samfundstjeneste.
TfK 2014.716V: T straffet med 60 dages fængsel for vold i gentagelsestilfælde efter straffelo-
vens § 244 (nu § 244, stk. 1), jf. § 247, stk. 1, ved på en cafe at have nikket F en skalle i ansigtet.
T var tidligere straffet, bl.a. i 2011, hvor han for vold efter straffelovens § 244 var straffet med
fængsel i 60 dage, der var gjort betinget med bl.a. vilkår om samfundstjeneste. Efter voldens
karakter og under hensyn til, at T tidligere var straffet for vold, blev straffet fastsat som anført.
645
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0078.png
Der var ikke grundlag for at gøre straffen helt eller delvist betinget, heller ikke med vilkår om
samfundstjeneste.
U 2023.2054H: T straffet med 60 dages fængsel, herunder 40 dage for vold isoleret set, ved om
natten ud for et værtshus at have tildelt F et slag i ansigtet med flad hånd. T var herved skyldig
i vold i gentagelsestilfælde efter straffelovens § 244, stk. 1, jf. § 247, stk. 1. T var herudover
skyldig i nogle andre, mindre forhold om overtrædelse af færdselsloven og lov om euforise-
rende stoffer. T var tidligere straffet for bl.a. røveri og overtrædelse af straffelovens § 119, stk.
1. Landsretten fastsatte den samlede straf til 60 dages fængsel og udtalte samtidig, at straffen
for voldsforholdet isoleret bedømt skulle fastsættes til fængsel i 40 dage. For Højesteret angik
sagen alene et spørgsmål om opholdsforbud efter straffelovens § 79 c.
U 2018.2866Ø: T straffet med 3 måneders fængsel betinget for vold efter straffelovens § 244
(nu § 244, stk. 1) ved på en pub at have skubbet/smidt F ud over et gelænder, så F faldt ca. 5
meter ned og landede i kælderen oven på bl.a. nogle ølkasser, så F brækkede og bøjede flere
ribben, beskadigede leveren mv. Efter de med volden forbundne skader fandt landsretten, at
straffen skulle fastsættes som anført. Henset til oplysningerne om T’s gode personlige forhold
blev straffet gjort betinget.
TfK 2017.255V: T straffet med 3 måneders fængsel betinget med vilkår om samfundstjeneste
for vold efter straffelovens § 244 (nu § 244, stk. 1) ved ud for et diskotek at have tildelt F et
knytnæveslag i hovedet, så F faldt omkuld og slog hovedet mod underlaget og blev påført kra-
niebrud med blødning i hjernen til følge, som forårsagede nedpresning af hjernen, hvorved F
som følge heraf afgik ved døden. Efter voldens begrænsede omfang, og da den blev udøvet
efter, at T selv var blevet slået af F, blev straffen uanset følgen af slaget fastsat som anført, jf.
herved også straffelovens § 82, nr. 5. Selv om udgangspunktet er, at voldsudøvelse med døden
som uagtsom følge skal straffes med ubetinget fængselsstraf, blev straffen undtagelsesvis gjort
betinget med vilkår om bl.a. udførelse af samfundstjeneste, idet der blev lagt vægt på, at T slog
som en reaktion på F’s slag, at T ikke tidligere var straffet for vold og havde gode personlige
forhold samt den tid, der var forløbet, siden forholdet var begået.
TfK 2015.238/2V: T straffet med 3 måneders fængsel for vold i gentagelsestilfælde efter straf-
felovens § 244 (nu § 244, stk. 1), jf. § 247, stk. 1, ved en nat ud for en café at have slået F1 en
gang med knytnæve i hovedet og sparket ham tre gange i hovedet, mens han lå ned, ligesom T
slog F2 en gang i hovedet med knytnæve og sparkede ham en gang i hovedet, mens han lå ned.
T var tidligere straffet i 2010 med betinget fængsel i 20 dage for vold efter straffelovens § 244.
Efter voldens karakter og omfang
og T’s tidligere straf for vold blev straffen fastsat som anført.
Under hensyn til karakteren af volden, der ikke var rimeligt begrundet i de forudgående
646
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0079.png
omstændigheder, og T’s tidligere forstraf, var der ikke grundlag for at gøre straffen betinget,
heller ikke med vilkår om samfundstjeneste.
TfK 2019.1456V: T straffet med 3 måneders fængsel for vold i gentagelsestilfælde efter straf-
felovens § 244 (nu § 244, stk. 1), jf. § 247, stk. 1, ved på en beværtning efter forudgående
håndgemæng at have sparket F i hvert fald to gange, mens han lå på gulvet. T var tidligere
straffet i 2009 med fængsel i 1 år for bl.a. røveri og vidnetrusler, i 2014 med fængsel i 4 måneder
for grov vold og senere i 2014 med fængsel i 60 dage for vold. Ved fastsættelsen af straffen
blev der lagt vægt på, at T tidligere var straffet for vold og røveri.
U 2022.3239V: T straffet med 3 måneders fængsel for vold i gentagelsestilfælde efter straffe-
lovens § 244, stk. 1, jf. § 247, stk. 1, ved på et diskotek at have taget halsgreb på F og tvunget
ham til jorden, hvorefter T nikkede ham en skalle, så F pådrog sig en flænge i baghovedet og
ved det ene øje. T var tidligere straffet i 2011, 2012 og 2014 for vold i gentagelsestilfælde. Ved
straffastsættelsen blev der lagt vægt på forholdets karakter
og T’s forstraffe. Navnlig under
hensyn til, at T tidligere var straffet for lignende kriminalitet, var der ikke grundlag for at gøre
straffen betinget, heller ikke med vilkår om samfundstjeneste.
(f) Andre typer voldssager
I betænkning nr. 1099/1987 er voldssager inddelt i en række forskellige kategorier, herunder
gadevold, familievold og tilfældig konfliktvold. Herudover er der i betænkningen opstillet en
række andre kategorier, som i Rigsadvokatens redegørelse fra 2004 er samlet under betegnelsen
”anden type vold”.
Anden type vold omfatter i redegørelsen fra 2004 bl.a. vold mod børn og vold begået under
private fester. Afgrænsningen mellem gadevold og tilfældig konfliktvold på den ene side og
anden type vold på den anden side kan være vanskelig. Imidlertid er definitionen ikke afgø-
rende, idet det navnlig er omstændighederne omkring den udøvede vold, der har betydning for
strafudmålingen.
Denne afgrænsning af anden type vold anvendes også i den følgende gennemgang svarende til
gennemgangen af retspraksis om anden type vold i Rigsadvokatens redegørelse fra 2004, dog
således at sager om vold mod børn i nære relationer er samlet i en særskilt kategori ovenfor.
Det bemærkes, at kategorien også omfatter tilfælde, der ikke kan anses for egentlig vold, men
som udgør en legemskrænkelse omfattet af straffelovens § 244.
Fra retspraksis vedrørende anden type vold kan der bl.a. henvises til følgende afgørelser:
647
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0080.png
TfK 2016.860Ø: T straffet med 10 dagbøder à 500 kr. for vold efter straffelovens § 244 (nu §
244, stk. 1) ved som skolelærer at have taget fat om ørerne på den 13-årige elev, F, med begge
hænder og én gang trukket ham ind til sig, hvorved hans hoved fulgte med. Det fremgik af
sagen, at T forklarede, at hun forsøgte at få ro på nogle urolige drenge. Da hun gik hen for at
tage fat i en elev, spændte en af drengene ben for hende, så hun væltede hen over de næste 2-3
drenge i rækken. T havde knæprotese og var bange for at falde. T tog F i ørerne og sagde ”det
gør du aldrig mere mod mig”. F forklarede, at han ikke havde
spændt ben for T. Byretten idømte
T betinget fængsel i 14 dage. Landsretten fandt i overensstemmelse med T’s forklaring T skyl-
dig i vold efter straffelovens § 244, ved med begge hænder at have taget fat om ørerne på F og
én gang trukket ham ind til sig, hvorved hans hoved fulgte med. Henset til voldens ringe karak-
ter nedsatte landsretten straffen til 10 dagbøder à 500 kr.
TfK 2022.11Ø: T straffet med 7 dages fængsel betinget for vold efter straffelovens § 244, stk.
1, ved fra sit vindue på 1. sal at have spyttet ned på sin nabo, som blev ramt i ansigtet. Det
fremgik af sagen, at der gennem længere tid havde været en konflikt mellem naboen og T. I
byretten blev der ved straffastsættelsen lagt vægt på, at spyttet fandt sted på længere afstand,
på T’s gode personlige forhold og på, at T efterfølgende var flyttet fra ejendommen og derved
havde forsøgt at bilægge striden. Landsretten stadfæstede byrettens dom.
TfK 2013.90/2V: T straffet med 10 dages fængsel betinget for vold efter straffelovens § 244
(nu § 244, stk. 1) ved som lærer i en specialklasse, hvor eleverne bl.a. led af ADHD og atypisk
autisme, at have udøvet vold mod en 11-årig elev, F. Det fremgik af sagen, at F en dag i skole-
gården kastede en kæp mod T, samtidig med at han råbte ”håndgranat”. Lidt efter kom F lø-
bende hen mod T med hånden formet som en pistol og stak hånden helt op i ansigtet på T. T
tog herefter fat om F’s hånd og skubbede ham væk, men F fortsatte med at
fægte med hånden,
og T bed spontant F i en finger, så den blødte. T blev sendt hjem og senere indkaldt til tjenstlig
samtale, og ansættelsen ophørte, idet hun blev afskediget og fritstillet med løn i opsigelsespe-
rioden. Der var i landsretten dissens for 20 dages betinget fængsel.
TfK 2016.1355V: T straffet med 14 dages fængsel betinget for vold efter straffelovens § 244
(nu § 244, stk. 1) ved som lærer på en skole at have bidt en 12-årig elev, F, i underarmen.
Baggrunden for volden var, at T og F var uenige om, hvorvidt en terrassedør skulle være åben,
og da F ikke ville give slip på dørgrebet, truede T med at bide hende i armen. F gav ikke slip,
hvorefter T bed hende i underarmen, så der kom et mærke. Landsretten fandt, at T, der før
biddet havde truet F med at bide, forsætligt havde bidt F i armen, og det kunne ikke lægges til
grund, at F skulle have givet samtykke til biddet, eller at der i øvrigt havde foreligget materiel
648
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0081.png
atypicitet. Straffen blev gjort betinget, idet der blev lagt vægt på oplysningerne
om T’s gode
personlige forhold og de konsekvenser, som episoden i øvrigt havde haft for T.
TfK 2022.317V: T straffet med 14 dages fængsel betinget for vold efter straffelovens § 244,
stk. 1, ved som pædagog i en børnehave at have grebet fat i den 5-årige
dreng F’s tøj med begge
hænder og trukket ham over til en mur, hvor T stilede F op ad muren, råbte højt ind i hovedet
på F og ruskede ham. Volden var sket en dag, hvor børnehaven var på udflugt til et museum. T
havde tidligere på dagen forsøgt at guide F, og på museet stod F nu og fjollede i en kø ved en
håndvask. Straffen blev fastsat under henvisning til forholdets karakter, og efter voldens be-
grænsede karakter og de omstændigheder, hvorunder den var udøvet, blev straffen undtagelses-
vist gjort betinget.
TfK 2022.204V: T straffet med 20 dages fængsel for vold i gentagelsestilfælde efter straffelo-
vens § 244, stk. 1, jf. § 247, stk. 1, ved som fodboldspiller at have skubbet dommeren i brystet
med flad hånd under en fodboldkamp. T var tidligere straffet i 2011 og 2012 for bl.a. vold efter
straffelovens § 244 og i 2013 for overtrædelse af bl.a. straffelovens § 119, stk. 1. Ved straffast-
sættelsen blev der i skærpende retning lagt vægt på, at volden var begået over for en dommer i
en fodboldkamp, og at T tidligere var straffet for vold. På den anden side blev der lagt vægt på
den tid, der var gået, siden T tidligere var straffet for vold, og voldens begrænsede betydning.
På grund af omstændighederne ved voldsudøvelsen, herunder særligt at den var begået over for
en dommer i en fodboldkamp og det forhold, at T tidligere flere gange var straffet for vold, var
der ikke grundlag for at gøre straffen betinget, heller ikke med vilkår om samfundstjeneste.
U 2019.2556Ø: T, der var 16 år, straffet med 30 dages fængsel betinget for vold efter straffelo-
vens § 244 (nu § 244, stk. 1) ved i skolen at have tildelt en anden elev, F, et skub, så han slog
hovedet ind i en væg, samt tildelt ham et spark på låret.
U 2017.750V: T straffet med 30 dages fængsel betinget med vilkår om samfundstjeneste for
vold efter straffelovens § 244 (nu § 244, stk. 1) ved som pædagog på en døgninstitution, hvor
der boede børn, der var anbragt uden for hjemmet, at have udøvet vold mod en 7-årig pige, F,
der var beboer på stedet. F var hoppet ud ad et vindue og var løbet væk, men T fik fat på hende
og tog hende med ind i tv-stuen, hvor han anbragte hende på en sofa. F var urolig og skreg ham
ind i øret, hvorefter T tog fat i pigens overarm og løftede hende op, mens han sagde, at hun
skulle holde op med at skrige. Herefter førte T pigen ind på hendes værelse. Efter oplysningerne
om baggrunden for magtanvendelsen fandt landsretten, at der ikke havde været grundlag for at
fastholde F for at hindre hende i at skade sig selv eller andre, ligesom der heller ikke i øvrigt
var grundlag for at anse forholdet for omfattet af reglerne om lovlig magtanvendelse.
649
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0082.png
U 2010.2193H: T straffet med 40 dages fængsel betinget for vold efter straffelovens § 244 (nu
§ 244, stk. 1) ved under en privat fest efter skænderier at have tildelt F1 et knytnæveslag i
ansigtet og skubbet F1 flere gange samt skubbet sin ekskæreste, F2, én gang, uden at volden
medførte nogen skader af betydning. Under hensyn til sagens omstændigheder gjorde Højeste-
ret straffen betinget.
TfK 2015.982Ø: T straffet med 40 dages fængsel for vold efter straffelovens § 244 (nu § 244,
stk. 1) ved som fængselsbetjent at have tildelt en indsat et kraftigt slag i ansigtet med flad hånd.
Ved straffastsættelsen henviste byretten til straffelovens § 81, nr. 8. Landsretten stadfæstede
dommen og henviste for så vidt angår strafudmålingen til de af byretten anførte grunde. Lands-
retten bemærkede, at straffen efter forholdets karakter ikke kunne gøres betinget, heller ikke
med vilkår om samfundstjeneste.
TfK 2021.1105Ø: T straffet med 40 dages fængsel for vold i gentagelsestilfælde efter straffe-
lovens § 244, stk. 1, jf. § 247, stk. 1, ved at have opsøgt sin fars ven på bopælen og tildelt ham
to slag med flad hånd i ansigtet. T var tidligere straffet i 2019 med 3 måneders betinget fængsel
for vold. Efter lov nr. 1426 af 17. december 2019 om begrænsning af brugen af betinget dom
med vilkår om samfundstjeneste i sager om vold, der trådte i kraft den 1. januar 2020, og T’s
forstraf kunne straffen ikke gøres betinget.
TfK 2014.996/2V: T straffet med 40 dages fængsel for vold efter straffelovens § 244 (nu § 244,
stk. 1) ved om natten på gaden at have slået F i hvert fald tre gange i ansigtet med knyttet hånd.
T og F forklarede, at de kendte hinanden, og at T den pågældende nat havde villet tale med F,
som T mente havde bagtalt ham, men at F ikke ønskede at tale med T. Retten lagde til grund,
at T var fulgt efter F og herefter havde slået ham. F pådrog sig herved en hævelse over højre
øje. Under hensyn til forholdets grovhed var der, selvom T kun var 18 år på gerningstidspunktet,
ikke grundlag for at gøre straffen betinget.
TfK 2022.342V: T straffet med 50 dages fængsel for vold i gentagelsestilfælde efter straffelo-
vens § 244, stk. 1, jf. § 247, stk. 1, ved på en parkeringsplads at have sparket F en gang i siden
og tildelt ham tre slag i hovedet med knyttet hånd. Det fremgik af sagen, at T og F kendte
hinanden. Den begåede vold blev anset for uprovokeret fra T’s side. T var tidligere straffet for
vold i 2014. I byretten blev straffen fastsat til fængsel i 50 dage, der blev gjort betinget med
vilkår om samfundstjeneste. Navnlig efter voldens karakter og omfang, og da T tidligere var
straffet for vold, tiltrådte landsretten efter en samlet vurdering, at straffen var udmålt til fængsel
i 50 dage. Under hensyn til, at T tidligere var straffet for vold, der var begået, efter at han var
fyldt 18 år, og efter forholdets karakter, var der ikke helt undtagelsesvist grundlag for at gøre
straffen betinget med vilkår om samfundstjeneste. Oplysningerne
om T’s personlige forhold og
650
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0083.png
den tid, der var forløbet, siden T sidst var straffet for vold, kunne efter landsrettens opfattelse
ikke føre til et andet resultat. Landsretten stadfæstede herefter byrettens dom med den ændring,
at straffen blev gjort ubetinget.
TfK 2016.982/2V: T straffet med 60 dages fængsel betinget for vold efter straffelovens § 244
(nu § 244, stk. 1) ved at have slået F flere gange i hovedet med knyttet hånd, ligesom T tog
kvælertag på F. Da T skulle udvises, skulle der ikke til en betinget dom knyttes vilkår om sam-
fundstjeneste. Straffen blev derfor gjort betinget uden vilkår om samfundstjeneste.
TfK 2016.892V: T straffet med 60 dages fængsel betinget med vilkår om samfundstjeneste for
vold i gentagelsestilfælde efter straffelovens § 244 (nu § 244, stk. 1), jf. § 247, stk. 1, ved med
knyttet hånd adskillige gange at have slået F i ansigtet, så F faldt om, hvorefter T slog F igen
adskillige gange i ansigtet med knyttet hånd. F pådrog sig bl.a. næseblødning, en flænge i over-
læben og en knækket tand. T var tidligere straffet i 2012 med fængsel i 60 dage, herunder 30
dage betinget, for vold og vidnetrusler. Retten lagde til grund, at der den pågældende aften
havde været et anspændt forhold mellem T og F, og at F forud for episoden havde provokeret
T og var fulgt efter T, da T gik fra stedet. Navnlig under hensyn hertil blev straffen udmålt som
anført. Efter oplysningerne om, at T forventedes udlært i oktober 2016, havde T særdeles gode
personlige forhold. Under hensyn hertil fandt landsretten det undtagelsesvist forsvarligt at gøre
straffen betinget med vilkår om samfundstjeneste. Landsretten lagde endvidere vægt på F’s
forholdsvis beskedne skader efter episoden og den tid, der var gået, siden T’s tidligere dom for
vold.
TfK 2015.88V: T1 og T2 straffet med 60 dages fængsel for vold efter straffelovens § 244 (nu
§ 244, stk. 1) ved i forening at have udøvet vold over for F i dennes hjem. T1 forklarede, at han
havde fundet ud af, at hans hustru havde haft et seksuelt forhold til F, og at han derfor ville ud
til F for at få en forklaring. Da T1 var ude af balance, kørte hans bror, T2, for ham. Retten fandt
det bevist, at T1, da F åbnede døren, slog F med et knytnæveslag i ansigtet, så F væltede om-
kuld, og at T1 herefter tildelte F yderligere knytnæveslag og spark, mens F lå ned, og at T2, da
T1 var stoppet med volden, tildelte F flere slag, mens F lå ned, hvorefter de tiltalte forlod stedet.
F pådrog sig ved volden bl.a. ømhed og misfarvning på både hoved og højre side af brystkassen.
Ved udmålingen af straffen blev der lagt vægt på, at volden var begået i forening og havde
bestået både i knytnæveslag og spark, og navnlig at volden var begået i F’s hjem. Der var af de
samme grunde ikke grundlag for at gøre straffene betingede, heller ikke med vilkår om sam-
fundstjeneste.
TfK 2016.1163V: T straffet med 60 dages fængsel for vold i gentagelsestilfælde efter straffe-
lovens § 244 (nu § 244, stk. 1), jf. § 247, stk. 1. Retten lagde til grund, at T indfandt sig på F’s
651
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0084.png
bopæl for at hente nogle ting, som var blevet glemt af en veninde under en fest natten før, og at
der i forbindelse hermed opstod et skænderi mellem T og F. Retten fandt det i den forbindelse
bevist, at T tildelte F et knytnæveslag i hovedet. T var tidligere straffet i 2013 for grov vold
efter straffelovens § 245, stk. 1, med 60 dages fængsel, der var gjort betinget med vilkår om
samfundstjeneste. Efter forholdets karakter og under hensyn til, at T var dømt for et knytnæve-
slag, samt til at T tidligere var straffet for vold, blev straffen udmålt som anført. Der var af de
samme grunde ikke grundlag for at gøre straffen betinget, heller ikke med vilkår om samfunds-
tjeneste (dissens for betinget dom med vilkår om samfundstjeneste).
TfK 2022.331V: T straffet med 60 dages fængsel for vold i gentagelsestilfælde efter straffelo-
vens § 244, stk. 1, jf. § 247, stk. 1, ved i en lejlighed at have nikket F en skalle. T var tidligere
straffet adskillige gange for vold. Navnlig under hensyn til T’s mange forstraffe for personfarlig
kriminalitet fandtes straffen passende at kunne fastsættes som anført.
TfK 2022.492Ø: T straffet med 60 dages fængsel for vold i gentagelsestilfælde efter straffelo-
vens § 244, stk. 1, jf. § 247, stk. 1, ved på en privat adresse at have tildelt F et slag i hovedet
med knyttet hånd. T var tidligere straffet for bl.a. vold i gentagelsestilfælde i 2014 og 2021.
Ved straffastsættelsen blev der lagt vægt på, at T tidligere var straffet for personfarlig krimina-
litet, og at der var tale om hurtigt recidiv.
TfK 2013.15V: T straffet med 3 måneders fængsel for vold efter straffelovens § 244 (nu § 244,
stk. 1) ved at have tildelt F fire knytnæveslag i ansigtet, hvilket bevirkede, at F bl.a. brækkede
kæben. Det fremgik af forklaringerne, at T og F havde fulgtes i en taxa, og at volden blev
udøvet, efter at de var steget ud af taxaen. På baggrund af voldens karakter og omfang sam-
menholdt med den indtrådte skade blev T straffet som anført.
TfK 2022.153V: T1 straffet med 4 måneders fængsel for vold efter straffelovens § 244, stk. 1,
ved at have tildelt F slag og spark, som medførte adskillige mindre alvorlige læsioner. Forholdet
var forøvet i forening med to medtiltalte. Under voldsudøvelsen fratog de F en kniv, som han
havde truet dem med, og i forbindelse hermed blev T1 og en af de medtiltalte ramt af kniven.
Efter forholdets karakter og grovhed var der ikke grundlag for at gøre straffen betinget, heller
ikke med vilkår om samfundstjeneste.
TfK 2016.1011Ø: T straffet med 6 måneders fængsel for vold efter straffelovens § 244 (nu §
244, stk. 1) ved at have fastholdt F i kraven og tildelt ham et hårdt knytnæveslag i ansigtet, så
han faldt bagover og slog hovedet med blødning i hjernen til følge. Dette bevirkede, at F dagen
efter afgik ved døden.
652
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0085.png
TfK 2022.201V: T2 straffet med 6 måneders fængsel for vold i gentagelsestilfælde efter straf-
felovens § 244, stk. 1, jf. § 247, stk. 1, ved i forening med en række medgerningspersoner at
have udsat to forurettede, F1 og F2, for vold foran deres bopæl. Det fremgik af sagen, F1 først
blev skubbet, så han faldt ned på jorden, hvorefter han blev slået adskillige gange med knytnæve
på kroppen og i hovedet og sparket adskillige gange på kroppen. Det fremgik endvidere, at F2
først blev skubbet hårdt i brystkassen, så han faldt baglæns ned, og han blev derefter, mens han
lå ned eller sad på knæ og prøvede at komme op, slået adskillige gange med knytnæve på krop-
pen og i hovedet, ligesom han blev sparket adskillige gange på kroppen. T2 var tidligere straffet
i 2014 og 2017 for bl.a. vold efter straffelovens § 244 og i 2020 for bl.a. vold efter straffelovens
§ 245, jf. § 247, stk. 1, til dels forsøg herpå, jf. § 21. Efter karakteren og omfanget af volden,
der havde været helt umotiveret og var begået i forening med andre på de forurettedes ejendom,
og på baggrund af T2’s tidligere straffe for ligeartet kriminalitet og det hurtige recidiv efter den
seneste dom for vold, blev straffen udmålt som anført.
Oplysningerne om T2’s personlige for-
hold og den tid, der var gået, siden volden var begået, kunne ikke føre til et andet resultat.
3.2.2.2.
Straffelovens § 244, stk. 2, om simpel vold begået gentagne gange over en periode
af en person i eller nært knyttet til den forurettedes husstand
Nedenstående gennemgang af retspraksis vedrørende straffelovens § 244, stk. 2, er afgrænset
således, at den bygger på trykt praksis siden indførelsen af bestemmelsen, hvor der kun er sket
domfældelse for overtrædelse af straffelovens § 244, stk. 2, uden anden kriminalitet til samtidig
pådømmelse, og hvor straffen så vidt muligt ikke er fastsat som fællesstraf med en tidligere
straf eller med en reststraf fra en prøveløsladelse, jf. straffelovens § 61, eller som tillægsstraf
til en tidligere
straf, jf. straffelovens § 89 (dvs. ”rene” tilfælde).
Gennemgangen omfatter sager, hvor forholdet er begået efter indførelsen af bestemmelsen ved
lov nr. 718 af 8. juni 2018, der trådte i kraft den 1. juli 2018, men før strafskærpelsen ved lov
nr. 452 af 20. april 2022, der trådte i kraft den 1. maj 2022, idet der ikke foreligger trykte domme
vedrørende forhold begået efter skærpelsen i 2022.
Dommene er oplistet efter straffens længde.
Fra retspraksis kan der henvises til følgende afgørelser:
U 2021.1613Ø: T straffet med 4 måneders fængsel betinget med vilkår om samfundstjeneste
for vold efter straffelovens § 244, stk. 2, ved gentagne gange at have nevet sin mindreårige søn
og tildelt ham lussinger i ansigtet. Landsretten bemærkede om straffastsættelsen, at det af for-
arbejderne til straffelovens § 244, stk. 2, fremgår, at straffen for gentagen simpel vold i nære
relationer skærpes, således at strafniveauet for sådanne overtrædelser fordobles sammenlignet
653
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0086.png
med det hidtil gældende strafniveau. På denne baggrund og henset til navnlig den tidsmæssige
udstrækning og hyppigheden af den udøvede vold fastsatte landsretten straffen til 4 måneders
fængsel, jf. herved også straffelovens § 81, nr. 11. Det forhold, at volden havde sin baggrund i
T’s magtesløshed
over for sin søns fysisk udadreagerende adfærd, kunne ikke begrunde en ned-
sættelse af straffen. Henset til navnlig T’s særdeles gode personlige forhold, og at volden ikke
havde medført fysiske skader, tiltrådte landsretten, at straffen blev gjort betinget med vilkår om
samfundstjeneste.
TfK 2022.113Ø: T straffet med 4 måneders fængsel for tre tilfælde af vold begået over en pe-
riode på ca. et halvt år mod sin 13-årige datter, F. Det fremgik af sagen, at T havde kastet en
glaslysestage mod F, der ramte hende på benet, taget fat om halsen på hende og tildelt hende
knytnæveslag samt 2-3 hårde skub og trukket hende afsted i håret. T var tidligere straffet i 2010
med fængsel i 1 år og 3 måneder for vold efter straffelovens § 245, og der var derfor nu tale om
vold i gentagelsestilfælde, jf. straffelovens § 247, stk. 1. Byretten fandt, at volden skulle hen-
føres under straffelovens § 244, stk. 1, og fastsatte straffen til fængsel i 60 dage. Landsretten
fandt efter en samlet vurdering, eftersom volden var begået i en opdragelsesmæssig sammen-
hæng, at volden var omfattet af straffelovens § 244, stk. 2. Henset til den fordobling af strafni-
veauet, der var forudsat i forarbejderne til straffelovens § 244, stk. 2, skærpede landsretten
straffen til 4 måneders fængsel, der ikke kunne gøres betinget med vilkår om samfundstjeneste.
TfK 2022.263Ø: T straffet med 4 måneders fængsel for vold efter straffelovens § 244, stk. 2,
og (forud for bestemmelsens indførelse) vold efter straffelovens § 244 ved over en periode på
ca. 4 år at have udøvet vold mod sin datter, der var mellem 5 og 9 år gammel, da volden blev
begået. Datteren blev udsat for vold gentagne gange i form af slag med viskestykke, skub fra
stol med brændemærker til følge, greb om arm, slag i ansigt og riven på arm og ben. Byretten
udmålte straffen til 4 måneders fængsel, der blev gjort betinget. Landsretten udtalte, at volden
var begået mod et barn, der var værgeløst i T’s varetægt, og ikke kunne anses for udøvet som
reaktion på afmagt, samt at den var begået kontinuerligt over en længere periode. Straffen kunne
herefter ikke gøres betinget, heller ikke med vilkår om samfundstjeneste. Landsretten henviste
ved strafudmålingen til forarbejderne til straffelovens § 244, stk. 2.
TfK 2021.493Ø: T straffet med 6 måneders fængsel for vold efter straffelovens § 244, stk. 2,
ved et antal gange over en 2-årig periode at have øvet vold mod sine mindreårige børn, F1, F2
og F3, idet T bl.a. slog dem med et skohorn og et læderbælte, så de fik blå mærker, ligesom han
tildelte dem lussinger. T var herudover skyldig i vold begået mod F2 i forbindelse med en epi-
sode, hvor T tildelte F2 to lussinger og hev en ørering ud af hendes øre. Byretten udmålte straf-
fen til 4 måneders fængsel. Landsretten fandt efter forarbejderne til straffelovens § 244, stk. 2,
og under henvisning til straffelovens § 81, nr. 11, at straffen skulle forhøjes til fængsel i 6
654
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0087.png
måneder, der ikke kunne gøres betinget, heller ikke med vilkår om samfundstjeneste (dissens
for 8 måneders fængsel).
3.2.3 Delkonklusion vedrørende strafniveauet for overtrædelse af straffelovens § 244
Ved lov nr. 380 af 6. juni 2002 gennemførtes en forhøjelse af strafferammerne i voldsbestem-
melserne samtidig med, at der forudsattes en gennemgående forhøjelse af strafniveauet. For så
vidt angår straffelovens § 244 (nu § 244, stk. 1), blev strafmaksimummet forhøjet fra fængsel
indtil 1 år og 6 måneder til fængsel indtil 3 år.
Lovændringen tilsigtede i øvrigt ifølge bemærkningerne, at strafniveauet i voldssager gennem-
gående skulle forhøjes med omkring en tredjedel i forhold den straf, der hidtil var fastsat af
domstolene. Det forhøjede strafniveau skulle ud over i sager omfattet af §§ 245 og 246, jf.
nedenfor i afsnit 3.2.5 og 3.2.7, som overvejende hovedregel også slå igennem i § 244-sager
om simpel vold. For overtrædelser af § 244 gjaldt således, at forhøjelsen skulle slå igennem i
f.eks. sager om såkaldt gadevold og såkaldt familievold. Samtidig var der ifølge bemærknin-
gerne grund til at tilstræbe en vis yderligere nuancering af strafniveauet i sager om vold omfattet
af § 244, alt efter hvilken type af voldssag der er tale om. Det fremgår således, at, selv om også
simpel vold opstået i forbindelse med værtshusbesøg mv. kunne indebære en alvorlig krænkelse
af ofret, fandt man ikke, at der i sager af denne karakter sammenlignet med f.eks. sager om
såkaldt gadevold eller vold mod børn var tilstrækkelig anledning til generelt at forhøje strafni-
veauet. Det var derfor ikke tilsigtet, at strafforhøjelsen skulle slå igennem i sager om såkaldt
restaurationsvold.
Ved
lov nr. 718 af 8. juni 2018
indsattes stk. 2 om vold i nære relationer i straffelovens § 244.
Bestemmelsen finder ifølge bemærkningerne bl.a. anvendelse på vold begået af personer i for-
urettedes husstand eller af personer med en nær tilknytning til husstanden. Lovændringen inde-
bar en skærpelse af straffen for simpel vold omfattet af bestemmelsen, uden at forholdet er
omfattet af straffelovens § 245 om bl.a. mishandling. Af bemærkningerne fremgår, at det med
lovforslaget var tilsigtet, at strafniveauet for sådanne overtrædelser skulle fordobles sammen-
lignet med det hidtidige strafniveau for sådanne overtrædelser.
Ved
lov nr. 452 af 20. april 2022
foretoges en sproglig ændring af straffelovens § 244, stk. 2,
med henblik på at give mulighed for i bemærkningerne at angive nærmere retningslinjer for
strafniveauet. Det er med ændringen forudsat, at strafniveauet for overtrædelse af bestemmelsen
forhøjes med ca. en tredjedel sammenlignet med det gældende strafniveau, hvis den forurettede
er under 18 år. Der ses endnu ikke at foreligge trykt praksis om forhold begået efter ikrafttræ-
delsen af lovændringen.
655
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
Simpel vold, jf. straffelovens § 244, stk. 1, er traditionelt opdelt i en række forskellige tilfælde-
grupper. I praksisgennemgangen ovenfor i afsnit 3.2.2.1 er der på samme måde foretaget en
sådan opdeling med henblik på beskrivelsen af strafniveauet.
Dog bemærkes, at det pga. de mange varierende omstændigheder, der kan have betydning for
strafniveauet i voldssager, er vanskeligt at udlede helt klare strafniveauer i typetilfælde, idet
strafudmålingen altid vil bero på en helhedsvurdering. Det er dog muligt at identificere nogle
omtrentlige udgangspunkter og udlede nogle generelle tendenser vedrørende effekten af, at be-
stemte skærpende henholdsvis formildende omstændigheder er til stede.
I nedenstående er det i forbindelse med redegørelsen for strafniveauerne ikke anført, om der
har været tale om betinget eller ubetinget straf. Det fremgår af praksisgennemgangene ovenfor
i afsnit 3.2.2, om straffene i de enkelte sager er gjort betingede.
3.2.3.1.
Straffelovens § 244, stk. 1
(a) Gadevold
Gadevold defineres i betænkning nr. 1099/1987 om strafferammer og prøveløsladelse som til-
fælde, hvor voldsmanden på gaden, i et S-tog eller på tilsvarende steder overfalder en for ham
ukendt person, oftest uden nogen foranledning fra den overfaldnes side. Der foreligger 5 rele-
vante domme om gadevold, jf. afsnit 3.2.2.1 (a) ovenfor.
For denne type vold kan det konstateres, at der i trykt praksis i den undersøgte periode er udmålt
straffe i niveauet 40 dages fængsel i tilfælde med 1 til 2 knytnæveslag i ansigtet (2 sager). I én
sag blev der dog udmålt 6 måneders fængsel for to knytnæveslag, idet forurettede herved var
faldet omkuld og fået en hjerneblødning, der resulterede i hans død en uge senere.
I en sag, hvor der var tale om vold i gentagelsestilfælde, jf. straffelovens § 247, stk. 1, blev
straffen for skub mod to forurettede, hvorved de begge faldt bagover og den ene ramte en lyg-
tepæl, udmålt til 50 dages fængsel.
I en sag, hvor volden havde været af grovere karakter, omfattende både slag og spark i hovedet
med brud på næse og kæbe til følge, blev straffen udmålt til 3 måneders fængsel.
(b) Familievold (partnervold)
Såkaldt familievold omfatter vold mod en nuværende eller tidligere ægtefælle, samlever, kære-
ste eller lignende. Der foreligger 11 relevante domme om familievold, jf. afsnit 3.2.2.1 (b)
ovenfor.
656
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
I mindre alvorlige tilfælde (4 sager), herunder ved slag på skulder med en træhammer, slag med
en taske og en sutsko, vrid af arme om på ryggen og ben ud til siden, ses der i den undersøgte
periode at være udmålt straf i niveauet 30 dages fængsel.
I ét af disse tilfælde blev der udmålt 30 dages fængsel for ved én lejlighed under kørsel i bil at
have tildelt en frasepareret ægtefælle adskillige slag i ansigtet samt riv i håret. Forurettede for-
klarede, at hun ikke huskede, om slagene var med flad hånd, med bagsiden af hånden eller
begge dele. Volden havde ikke medført skade.
Hvor der er tale om grovere tilfælde (7 sager), som dog ikke er omfattet af § 244, stk. 2, er der
udmålt straf i niveauet 50 dages til 3 måneders fængsel. Det bemærkes, at der blandt disse sager
både er sager, som med sikkerhed falder uden for anvendelsesområdet af § 244, stk. 2, idet
dommene vedrører forhold begået efter indførelsen af bestemmelsen, samt domme, der vedrører
forhold begået inden indsættelsen af § 244, stk. 2.
50 dages fængsel er udmålt for to knytnæveslag i ansigtet på tiltaltes tidligere samlever. 60
dages fængsel er bl.a. udmålt i sager, hvor der har været tale om både slag og yderligere vold,
f.eks. spark og halsgreb, eller hvor forurettede er blevet kastet eller er faldet omkuld og even-
tuelt har pådraget sig mindre skader herved.
I nogle sager er det tillagt vægt i skærpende retning, at voldsudøvelsen er overværet af foruret-
tedes barn, f.eks. i Vestre Landsrets dom af 6. januar 2022 (TfK 2022.149V), hvor tiltalte blev
idømt 80 dages fængsel for flere slag og et enkelt spark, der medførte kortvarig bevidstløshed,
Der var endvidere i skærpende retning lagt vægt på, at tiltalte var tidligere straffet for ligeartet
kriminalitet.
I Vestre Landsrets dom af 14. januar 2014 (TfK 2014.354V) udmåltes straffen til fængsel i 3
måneder, hvor tiltaltes gentagne knytnæveslag havde medført en flænge over næseryggen. Der
var ved strafudmålingen i skærpende retning lagt vægt på, at den tiltalte var tidligere var straffet
for ligeartet kriminalitet.
(c) Vold mod børn i nære relationer
Sager om vold mod børn i nære relationer, der henføres under straffelovens § 244, stk. 1, er af
meget forskelligartet karakter, hvorfor der i ovenstående praksisgennemgang er udmålt straffe
i niveauet fra 20 dages fængsel til 9 måneders fængsel (20 sager).
Af praksisgennemgangen i afsnit 3.2.2.1 (c) fremgår, at der i praksis er udmålt henholdsvis 20
og 30 dages fængsel i en række sager (4 sager), hvor der har været tale om enkeltstående tilfælde
657
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
af mindre grov vold mod et barn, herunder slag med flad hånd i bagdelen, et hårdt tag i armen
med efterfølgende blodudtrædninger og et slag med bagsiden af en flad hånd.
Hvor der har været tale om flere slag eller spark ved en enkelt lejlighed (2 sager) er der i praksis
udmålt straffe i niveauet 40 dages fængsel.
Hvor der har været tale om flere om end et begrænset antal tilfælde af mindre grov vold begået
over en periode er der også udmålt straffe af 40 dages fængsel (2 sager). I den ene af disse sager,
hvor forurettedes far blev idømt 40 dages fængsel, blev forurettedes mor straffet med 20 dages
fængsel for at have undladt at gribe ind samt for at have tildelt forurettede en lussing.
I en enkelt sag er der udmålt straf af 3 måneders fængsel for et enkeltstående tilfælde af vold
begået mod tiltaltes 8 uger gamle steddatter, hvorved hun påførtes et spiralbrud på lårbenet.
En anseelig del af den i afsnit 3.2.2.1 (c) refererede praksis om vold mod børn vedrører gentagen
vold over en årrække. Strafudmålingen ses for disse tilfælde at være afhængig af bl.a. karakte-
ren af volden, perioden, som volden har været udført over, hvor mange børn, der har været udsat
for volden, og børnenes alder.
I tilfælde, hvor der bl.a. har været tale om lussinger, slag med flad hånd i bagdelen, skub, rusk,
slag og spark mod hovedet og kroppen, slag med en træpind mod benene, kvælertag mv. over
en længere periode (6 sager), er der udmålt straffe i niveauet 50 dages til 3 måneders fængsel.
Hvor der bl.a. også har været anvendt redskaber til voldsudøvelsen, herunder ved slag med
f.eks. et bælte, en sko, en ledning eller en træstok (3 sager), er der udmålt straffe i niveauet 4
måneders fængsel.
I to af de refererede sager er der udmålt straffe af henholdsvis 6 og 9 måneders fængsel. I den
sidstnævnte dom var der tale om ofte forekommende grovere vold, herunder knytnæveslag og
slag med livrem, mod to børn i en årrække på henholdsvis 4 og 5 år.
(d) Tilfældig konfliktvold
Tilfældig konfliktvold er ifølge betænkning nr. 1099/1987 en kategori med uskarpe grænser,
der omfatter tilfælde, hvor der opstår diskussion eller åben konflikt mellem gerningsmanden og
en anden, som gerningsmanden forbigående er kommet i kontakt med, f.eks. vold udøvet over
for en taxachauffør eller buschauffør, en kontrollør eller lignende. Vold over for medtrafikanter
er også omfattet.
658
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
I den lave ende ses der for sådanne voldstilfælde at være udmålt straffe i niveauet 10 til 50
dages fængsel i tilfælde af
skub, spyt og slag i hovedet med flad hånd
(13 sager).
I sagen, der resulterede i 10 dages fængsel, havde tiltalte skubbet forurettede, sådan at denne
faldt. I én sag blev der udmålt straf af fængsel i 20 dage, hvor der var tale om et skub på armen
og to spyt bl.a. i ansigtet.
I tre sager er der udmålt 20 dages fængsel for henholdsvis ét skub, ét spyt og ét slag med flad
hånd. Fælles for disse sager er, at forholdene var omfattet af straffelovens § 247, stk. 1 (to sager)
henholdsvis stk. 2 (én sag).
I sagerne om skub, spyt og slag med flad hånd, som har resulteret i 30 til 50 dages fængsel, er
straffen
–
bortset fra i én sag
–
udmålt med henvisning til straffelovens § 247.
I to sager blev der udmålt 30 dages fængsel for et kraftigt skub, idet forholdene var omfattet af
§ 247, stk. 1, henholdsvis § 247, stk. 1 og 2. Samme straf blev i en tredje sag udmålt for 2 slag
i ansigtet med flad hånd der blev henført under § 247, stk. 2, samt hærværk på forurettedes taxa.
Endelig blev der i en fjerde sag udmålt 30 dages fængsel for en lussing, idet der var tale om
vold i gentagelsestilfælde, jf. § 247, stk. 1.
I to sager, der blev henført under § 247, stk. 1, blev der udmålt straf af 40 dages fængsel for i
den ene sag et slag med flad hånd på halsen, der havde resulteret i, at forurettede havde forstuvet
nakkemuskulaturen med betydeligt nedsat bevægelighed på grund af smerter, og i den anden
sag for et skub i brystet med begge hænder, så forurettede blev skubbet tilbage i en væg. De
tiltalte i begge sager var tidligere straffet for grov vold.
I en enkelt sag blev straffen for vold i gentagelsestilfælde, jf. § 247, stk. 1, ved to slag med
ikke-knyttet hånd i hovedet mod en taxachauffør (dog ikke henført under § 247, stk. 2), udmålt
til 50 dages fængsel.
I den sag, hvor straffen blev udmålt til 30 dages fængsel på trods af, at forholdet ikke var om-
fattet af § 247, havde tiltalte udøvet vold mod to forurettede, idet han i forbindelse med en
trafikepisode havde tildelt en kvinde et slag i ansigtet med ikke-knyttet hånd og skubbet en
mand i brystet.
Herudover er der udmålt 30 til 40 dages fængsel i tre sager om mindre grov vold af forskellig-
artet karakter, der ikke var omfattet af strafskærpelsesbestemmelsens i § 247. Sagerne vedrørte
kast med pakke mod hoved (30 dage), pres mod brystkasse på 14-årig forurettet (30 dage) og
659
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
et skub, så forurettede røg ind i en dør, samt pres på halsen med trykmærker og blodudtrædnin-
ger til følge (40 dage).
I sager, som vedrører
1-2 slag med knyttet hånd i ansigtet
i forbindelse med tilfældig konflikt-
vold, f.eks. ved konflikter opstået i trafikken, som ikke er omfattet af § 247, er straffen typisk
udmålt til fængsel i 40 dage (fem sager). I en enkelt sag, hvor forurettede forud for slaget havde
sparket eller slået til tiltaltes bil, blev straffen dog udmålt til 30 dages fængsel.
I én sag om
flere knytnæveslag
blev straffen også udmålt til 40 dages fængsel. Tiltalte havde
slået ud efter forurettede, der sad i sin bil, flere gange med knyttede hænder, hvoraf et ukendt
antal slag ramte forurettede i hovedet. Der blev bl.a. lagt vægt på voldens begrænsede følger.
I en anden sag blev der udmålt 50 dages fængsel for et stød i ryggen, hvorved forurettede faldt
omkuld, hvorefter tiltalte slog forurettede adskillige gange i ansigtet og på kroppen med knyttet
hånd. Tiltalte forklarede, at han havde antaget, at forurettede var ved at stjæle fra tiltaltes lastbil.
I sager om et enkelt
knytnæveslag i ansigtet omfattet af § 247, stk. 2,
er der ligeledes udmålt
straf af 40 dages fængsel (tre sager). I sager omfattet af § 247, stk. 2, hvor der har været tale
om to eller flere knytnæveslag i hovedet eller ét knytnæveslag kombineret med andre slag i
hovedet, er straffen udmålt til 50 dages fængsel (fire sager).
For så vidt angår
§ 247, stk. 1,
foreligger tre sager, som kan belyse effekten heraf i sager om
knytnæveslag. Straffen blev i sagerne udmålt til henholdsvis 60 dage (to sager) og 3 måneders
fængsel (én sag). Således blev 60 dages fængsel udmålt for to knytnæveslag i ansigtet omfattet
af både § 247, stk. 1 og 2. Samme straf blev udmålt for vold omfattet af § 247, stk. 1, idet tiltalte
havde taget fat om forurettedes hals og efterfølgende tildelt ham et knytnæveslag. Endelig blev
der udmålt 3 måneders fængsel for et knytnæveslag og en lussing i ansigtet. Ved strafudmålin-
gen lagde retten bl.a. vægt på, at forholdet var omfattet af § 247, stk. 1, samt at det var begået
under afsoning, jf. straffelovens § 81, nr. 12.
Tre af sagerne om konfliktvold vedrører
skaller.
To af sagerne var omfattet af § 247, stk. 2, og
medførte en straf på 50 dages fængsel for henholdsvis en skalle og et knytnæveslag henholdsvis
en skalle, der medførte, at forurettede brækkede næsen. I et enkelt tilfælde medførte en skalle,
hvor forurettede brækkede næsen, en straf af 40 dages fængsel, selvom forholdet var omfattet
af straffelovens § 247, stk. 1. idet det forudgående forløb udgjorde en formildende omstændig-
hed.
660
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
Endelig er der udmålt straffe mellem 60 dages og 3 måneders fængsel i fire sager, hvor der er
tildelt flere slag i kombination med anden vold. I de to sager, hvor straffen blev udmålt til 3
måneders fængsel, var forholdet begået i forening og omfattet af straffelovens § 247, stk. 1
henholdsvis stk. 2.
Betydningen af, at forholdet er omfattet af straffelovens § 247
Straffelovens § 247 blev nyaffattet ved lov nr. 366 af 18. maj 1994. Af bemærkningerne til
bestemmelsens stk. 1 fremgår bl.a., at der med lovforslaget tilsigtedes en forhøjelse af straffen
med omkring en tredjedel i forhold til den straf, der hidtil ville være blevet fastsat, bl.a. i lyset
af, at der var tale om recidiv. Som eksempel nævnes i bemærkningerne en voldssag, der som
førstegangstilfælde hidtil ville have udløst en straf på f.eks. fængsel i 60 dage, og som bl.a. efter
karakteren af den udøvede vold og det tidligere forhold i gentagelsestilfælde ville udløse straf
af fængsel i 3 måneder. Med lovændringen forudsattes, at et sådant forhold fremover skulle
udløse en straf af fængsel i 4 måneder. Gentagelsesvirkningen forventedes ikke i alle tilfælde
at slå igennem med ganske samme styrke, idet det i nogen grad måtte afhænge af voldsforhol-
dets nærmere beskaffenhed. Det tilsigtedes dog, at den fulde strafforhøjelse med en tredjedel
generelt skulle ske i voldstilfælde inden for normalområdet i modsætning til navnlig de groveste
voldssager.
Vedrørende § 247, stk. 2, fremgår af lovbemærkningerne, at det måtte antages, at der allerede
blev taget hensyn til, at der havde været tale om vold over for en særligt udsat persongruppe,
men med lovforslaget tilsigtedes imidlertid en yderligere strafskærpelse i sådanne tilfælde i
størrelsesordenen en tredjedel i forhold til det hidtil gældende udmålingsniveau.
Det er på baggrund af ovenstående gennemgang udvalgets vurdering, at det generelt set har en
skærpende effekt på strafudmålingen, at et forhold er omfattet af § 247. Dette kan bl.a. konsta-
teres for så vidt angår vold med karakter af skub, spyt og slag med flad hånd, hvor straffen
vurderes at være skærpet i den i lovforarbejderne forudsatte størrelsesorden både i sager omfat-
tet af § 247, stk. 1 og 2. I det lidt højere niveau (40 til 50 dages fængsel) ses dog kun sager
henført under § 247, stk. 1.
Det bemærkes dog, at i sager om et enkelt knytnæveslag i ansigtet har § 247, stk. 2, tilsynela-
dende ikke medført en højere straf end 40 dages fængsel, som må anses for udgangspunktet for
et enkelt knytnæveslag i forbindelse med konfliktvold, jf. ovenfor. I sager om to eller flere
knytnæveslag ses strafudmålingen dog igen at være differentieret alt efter, om forholdet er om-
fattet af § 247, stk. 2, eller ej.
661
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
Der foreligger ingen sager om et enkelt knytnæveslag omfattet af § 247, stk. 1. Alligevel er det
udvalgets vurdering på baggrund af de foreliggende sager, hvor der bl.a. er udmålt 60 dages
fængsel for 2 knytnæveslag omfattet af § 247, stk. 1 og 2, og for et knytnæveslag samt at have
taget fat om forurettedes hals omfattet af § 247, stk. 1, at bestemmelsen har haft en skærpende
effekt i sådanne sager.
På samme måde er det udvalgets vurdering, at § 247 har haft en vis skærpende effekt i de sager,
der har medført straffe på 3 måneders fængsel. Det er dog i disse sager vanskeligere at vurdere
den nøjagtige effekt, idet der i disse sager foreligger flere konkrete omstændigheder af betyd-
ning for strafudmålingen.
(e) Restaurationsvold
Der er tale om såkaldt restaurationsvold, når den situation, der resulterer i vold, opstår på en
restauration.
Restaurationsvold var ikke omfattet af den skærpelse med en tredjedel, som blev gennemført
ved lov nr. 308 af 6. juni 2002.
I sager om restaurationsvold er der
i den lave ende
udmålt 20 dages fængsel for på et diskotek
at have kastet et plastikglas i hovedet på forurettede. Der er endvidere udmålt 30 dages fængsel
for et hårdt tag i nakken, hvorved tiltalte pressede forurettede ned mod gulvet.
For et enkelt
knytnæveslag eller lignende
ses der som udgangspunkt at være udmålt 30 dages
fængsel, mens der er udmålt 40 dages fængsel i sager, hvor der enten har været tale om flere
slag eller et knytnæveslag i kombination med f.eks. en skalle, hvor den forurettede har pådraget
sig skader, som f.eks. en brækket næse, eller hvor den tiltalte har været forstraffet, jf. straffelo-
vens § 247, stk. 1.
I en enkelt sag fandt landsretten, at straffen for et slag i ansigtet med flad hånd isoleret skulle
udmåles til 40 dages fængsel, idet den tiltalte var tidligere straffet for bl.a. røveri og overtræ-
delse af straffelovens § 119, stk. 1.
I en sag med to forurettede, hvor tiltalte havde slået den ene med knyttet hånd i ansigtet og den
anden to slag i ansigtet, blev straffen udmålt til 60 dages fængsel. I en anden sag medførte ét
knytnæveslag med døden til følge en straf på 3 måneders fængsel.
En
skalle
alene har medført straf af henholdsvis 30 og 40 dages fængsel afhængig af følgerne
heraf for forurettede. I en tredje sag blev straffen for en skalle omfattet af § 247, stk. 1, udmålt
662
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
til 60 dages fængsel. I en fjerde sag blev straffen ligeledes udmålt til 60 dages fængsel, idet
tiltalte havde nikket forurettede en skalle med tandskade til følge samt spyttet en dørmand i
hovedet, jf. straffelovens § 247, stk. 2. Endelig blev der i en enkelt sag udmålt 3 måneders
fængsel for vold i gentagelsestilfælde, jf. § 247, stk. 1, ved på et diskotek at have taget halsgreb
på forurettede og tvunget ham til jorden, hvorefter tiltalte nikkede ham en skalle, så forurettede
pådrog sig en flænge i baghovedet og ved det ene øje.
I andre sager om restaurationsvold er straffen udmålt til mellem 60 dages og 3 måneders fæng-
sel på baggrund af voldens karakter og en række forskelligartede skærpende omstændigheder.
For at have skubbet forurettede omkuld, sparket hende på kroppen og spyttet hende i hovedet
blev tiltalte idømt 60 dages fængsel. Straffen for et skub ud over et gelænder, hvorved foruret-
tede faldt 5 meter og brækkede og bøjede flere ribben, beskadigede leveren mv. blev udmålt til
3 måneders fængsel.
I en sag omfattet af § 247, stk. 1, blev straffen udmålt til 60 dages fængsel for flere slag mod
forurettedes hoved, overkrop og arme. I to andre sager om vold i gentagelsestilfælde, jf. § 247,
stk. 1, blev straffen udmålt til 3 måneders fængsel for to spark mens forurettede lå ned hen-
holdsvis knytnæveslag og spark i hovedet mod to forurettede.
Som det fremgår ovenfor, er et enkelt knytnæveslag i sager om restaurationsvold typisk straffet
med 30 dages fængsel. Til sammenligning er et sådant knytnæveslag typisk straffet med 40
dages fængsel i sager om konfliktvold eller gadevold samt i andre typer af voldssager. Det er
på den baggrund udvalgets vurdering, at denne differentiering af strafudmålingen, som blev
forudsat i bemærkningerne til lov nr. 308 af 6. juni 2002, er fulgt af domstolene i hvert fald for
så vidt angår sådanne sager af mindre alvorlig karakter.
(f) Andre typer voldssager
Endelig er der i praksisgennemgangen ovenfor samlet en række tilfælde af vold i en residualka-
tegori. Denne kategori spænder bredt, og det er derfor vanskeligt at udlede generelle konklusi-
oner vedrørende strafniveauet.
Ved gennemgangen kan det konstateres, at flere af sagerne, hvor der er udmålt straffe i den
lavere ende,
i niveauet fra bøde op til 14 dages fængsel, er sager, hvor en skolelærer eller en
pædagog har reageret spontant på en handling fra et barn/en elev. Desuden er der udmålt 7
dages fængsel for et spyt fra 1. sal ned i ansigtet på tiltaltes nabo. Et skub mod en dommer i en
fodboldkamp omfattet af § 247, stk. 1, blev straffet med 20 dages fængsel. Et skub ind i en væg
samt et spark på låret resulterede i 30 dages fængsel. Det samme idømtes en pædagog på en
663
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
døgninstitution, der havde taget fat i en 7-årig piges overarm, løftet hende op og ført hende ind
på hendes værelse.
Der ses ikke at være sager om
slag med flad hånd i ansigtet,
hvor der ikke samtidig har forelig-
get skærpende omstændigheder af væsentlig betydning for strafudmålingen. I gennemgangens
to sager om slag med flad hånd er der udmålt 40 dages fængsel, idet forholdene er henført under
henholdsvis straffelovens § 247, stk. 1, og § 81, nr. 8, om gerninger begået i udførelsen af
offentlig tjeneste eller hverv eller under misbrug af stilling eller særligt tillidsforhold i øvrigt.
For så vidt angår sager om
knytnæveslag i ansigtet
ses disse også at være af forskelligartet
karakter. I to sager er der udmålt straf af 40 dages fængsel, hvor der var tale om tre knytnæve-
slag henholdsvis ét knytnæveslag samt skub mod to forurettede. I tre sager er der udmålt 60
dages fængsel for flere knytnæveslag, herunder i kombination med spark henholdsvis kvæler-
tag.
I sager om knytnæveslag omfattet af § 247, stk. 1, er der udmålt 50 til 60 dages fængsel.
I én sag blev der endvidere udmålt 60 dages fængsel for en
skalle,
idet der var tale om vold i
gentagelsestilfælde.
Hvor volden har medført skader som en brækket kæbe eller andre læsioner, har straffen været
udmålt i niveauet fra 3 til 4 måneders fængsel.
I én sag, hvor et knytnæveslag i ansigtet medførte, at den forurettede faldt og afgik ved døden,
blev straffen udmålt til 6 måneders fængsel.
6 måneders fængsel er endvidere udmålt i en sag, hvor der var tildelt to forurettede adskillige
spark på kroppen og knytnæveslag i hovedet og på kroppen. Der var i sagen i øvrigt en række
skærpende omstændigheder, herunder at volden var helt umotiveret, var udøvet af flere ger-
ningspersoner i forening, og at der var tale om vold i gentagelsestilfælde, jf. straffelovens §
247, stk. 1.
I tilfælde, hvor der foreligger flere forhold af § 244-vold til samtidig pådømmelse, ses der des-
uden at være udmålt højere straf, jf. f.eks. TfK 2019.1236V, hvor en skolelærer blev idømt 9
måneders fængsel for i flere tilfælde at have udøvet vold mod skoleelever efter § 244 (nu § 244,
stk. 1).
664
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
Udvalget bemærker, at også for denne kategori af sager gælder det, at straffelovens § 247, stk.
1, generelt har haft en skærpende effekt på strafudmålingen.
3.2.3.2.
Straffelovens § 244, stk. 2
Der findes endnu kun begrænset trykt praksis vedrørende straffelovens § 244, stk. 2. I afsnit
3.2.2.2 er refereret fire domme, hvor der er udmålt straffe af henholdsvis 4 måneders (tre til-
fælde) og 6 måneders fængsel (ét tilfælde).
I den ene sag (U 2021.1613Ø) hvor straffen blev udmålt til fængsel i 4 måneder, havde volden
navnlig bestået i niv og lussinger over for en mindreårig søn. Volden havde ikke medført fysiske
skader.
I den anden sag (TfK 2022.113Ø) hvor straffen blev udmålt til 4 måneders fængsel, havde der
været tale om tre tilfælde af vold mod T 13-årige datter (F), idet T havde kastet en glaslysestage
mod F, der ramte hendes ben, taget fat om hendes hals, tildelt hende knytnæveslag og 2-3 hårde
skub og trukket hende afsted i håret. T var desuden tidligere straffet for vold, og sagen var
således omfattet af straffelovens § 247, stk. 1.
I den tredje sag (TfK 2022.263Ø) hvor straffen blev udmålt til 4 måneders fængsel, havde til-
talte over en periode på ca. 4 år at udøvet vold mod sin datter, der var mellem 5 og 9 år gammel,
da volden blev begået. Volden havde bestået i slag med viskestykke, skub fra stol med bræn-
demærker til følge, greb om arm, slag i ansigt og riven på arm og ben.
Om gentagen vold mod børn over en årrække fremgår ovenfor, at der inden indsættelsen af §
244, stk. 2, er udmålt straffe i niveauet 60 dages til 3 måneders fængsel for vold, der har karakter
af lussinger, slag med flad hånd i bagdelen, skub, rusk, slag og spark mod kroppen, kvælertag
mv. Den konkrete udmåling ses at have været afhængig af en række forskellige omstændighe-
der, herunder karakteren af volden, tidsperioden, som volden har været udført i, hvor mange
børn, der har været udsat for volden, og børnenes alder.
Det er udvalgets vurdering, at domstolene i de tre sager, hvor der er udmålt straf af 4 måneders
fængsel, har fulgt lovgivers anvisninger om, at straffen skal fordobles i forhold til det hidtidige
niveau i sager omfattet af straffelovens § 244, stk. 2. Det bemærkes i forhold til dommen trykt
i TfK 2022.113Ø, at barnets alder og det relativt begrænsede antal voldsepisoder må antages at
have haft betydning for strafudmålingen i formildende retning.
I den fjerde sag, hvor straffen blev udmålt til 6 måneders fængsel (dissens for 8 måneders fæng-
sel) havde T øvet vold mod sine tre mindreårige børn, idet T bl.a. havde slået dem med et
665
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0098.png
skohorn og et læderbælte, ligesom havde givet dem lussinger og revet en ørering ud af øret på
et af børnene.
Ovenfor fremgår, at der inden lovændringen blev udmålt straffe i niveauet omkring 4 måneders
fængsel i tilfælde, hvor der også bl.a. har været anvendt redskaber til voldsudøvelsen.
Udvalget kan således konkludere, at indsættelsen af straffelovens § 244, stk. 2, har haft en væ-
sentligt skærpende effekt på strafniveauet.
3.2.4 Praksis vedrørende straffelovens § 245 om kvalificeret vold
3.2.4.1.
Straffelovens § 245, stk. 1
Straffen for overtrædelse af straffelovens § 245, stk. 1, ses i praksis at blive udmålt i niveauet
fra fængsel i måneder til fængsel i flere år, jf. herved også bemærkningerne i lovforslaget til lov
nr. 358 af 29. april 2018.
Nedenstående gennemgang af retspraksis vedrørende straffelovens § 245, stk. 1, er afgrænset
således, at den bygger på trykt praksis samt praksis fra Anklagemyndighedens Vidensbase fra
de seneste 10 år, hvor der hovedsageligt kun er dømt for et tilfælde af overtrædelse af straffe-
lovens § 245, stk. 1, uden anden kriminalitet til samtidig pådømmelse, og hvor straffen så vidt
muligt ikke er fastsat som fællesstraf med en tidligere straf eller med en reststraf fra en prøve-
løsladelse, jf. straffelovens § 61, eller som tillægsstraf til en tidligere straf, jf. straffelovens §
89 (dvs. ”rene” tilfælde).
For så vidt angår vold ved anvendelse af kniv, er dog også medtaget
en række ældre domme.
Dommene er inddelt i tilfældegrupper ud fra typen af vold (vold ved anvendelse af kniv, vold
ved slag eller kast med flasker og glas mv., vold ved anvendelse af andre typer redskaber, vold
uden anvendelse af redskaber samt mishandling) og er oplistet efter straffens længde.
Dommene er endvidere underinddelt i sager, hvor forholdet er begået henholdsvis før og efter
strafskærpelsen ved lov nr. 358 af 29. april 2018, der trådte i kraft den 1. maj 2018
–
men
omfatter ikke sager efter strafskærpelsen ved lov nr. 452 af 20. april 2022, der trådte i kraft den
1. maj 2022, idet der på tidspunktet for gennemgangen ikke forelå trykte domme vedrørende
forhold begået efter denne skærpelse.
(a) Vold ved anvendelse af kniv
Fra retspraksis vedrørende vold ved anvendelse af kniv kan der bl.a. henvises til følgende af-
gørelser:
666
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0099.png
Sager, hvor forholdet er begået før strafskærpelsen i 2018:
TfK 2010.451/2V: T straffet med 6 måneders fængsel for grov vold efter straffelovens § 245,
stk. 1, ved at have stukket en kniv i lægmusklen på F med et 9 cm langt syningskrævende sår
til følge. Det fremgik af sagen, at F var kommet på besøg sammen med en pige i T’s lejlighed.
Der opstod herefter en diskussion mellem T og F, og de forlod stuen for at klare deres uover-
ensstemmelse. T hentede dernæst to knive i køkkenet og stak ham med den ene kniv. Under
hensyn til, at voldudøvelsen var sket ved anvendelse af en kniv, der efter karakteren af skaden
var ført med en vis kraft, blev straffen uanset den forudgående uoverensstemmelse mellem T
og F, hvilken måtte anses for fremprovokeret af T, fastsat som anført.
TfK 2008.328/3Ø: T straffet med 6 måneders fængsel for grov vold efter straffelovens § 245,
stk. 1, jf. § 247, stk. 2, ved at have stukket en taxachauffør i ansigtet og på kroppen med en
foldekniv. Ved straffastsættelsen lagde byretten i skærpende retning vægt på voldens farlighed
og antallet af knivstik i ansigtet. I formildende retning lagde byretten lagt vægt på, at volden
havde medført begrænsede fysiske mén, og at T ikke tidligere var straffet. Landsretten stadfæ-
stede byrettens dom.
TfK 2008.225/2Ø: T straffet med 6 måneders fængsel, heraf 3 måneder betinget, for grov vold
efter straffelovens § 245, stk. 1, ved som 17-årig at have stukket en anden ung mand, F, i halsen
med en kniv, så F pådrog sig et snitsår. T var endvidere skyldig i overtrædelse af våbenlo-
ven ved besiddelse af en foldekniv med en klinge på over 7 cm og blev af byretten straffet som
anført. Uanset udgangspunktet ved knivstik i halsregionen er ubetinget frihedsstraf, tiltrådte
landsretten navnlig under hensyn til T’s alder, at der undtagelsesvis var grundlag for at gøre en
del af straffen betinget.
TfK 2008.167V: T2 straffet med 6 måneders fængsel for grov vold i gentagelsestilfælde efter
straffelovens § 245, stk. 1, jf. § 247, stk. 1, ved i forening med T1 at have udøvet vold mod F,
idet T2 fastholdt F, mens T1 snittede F flere gange i hovedet med en lommekniv, og T2 tildelte
F
flere knytnæveslag i ansigtet. Landsretten anførte, at T2’s rolle under forløbet havde været
lige så belastende som T1's. Hertil kom, at T2 i 2004 var dømt for overtrædelse af straffelovens
§ 245, stk. 1, ligeledes efter anvendelse af kniv. På denne baggrund fastsatte landsretten straffen
som anført.
TfK 2018.895V: T straffet med 8 måneders fængsel for grov vold efter straffelovens § 245, stk.
1, ved at have kastet øldåser på sin samlever, F, tildelt ham flere slag med flad hånd i forbindelse
med gensidig udveksling af slag mellem hende og F og stukket F i maven med en kniv. T blev
i byretten straffet med fængsel i 8 måneder, som blev gjort betinget med vilkår om
667
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0100.png
samfundstjeneste. Landsretten anførte, at udgangspunktet ved grov vold omfattet af straffelo-
vens § 245 er ubetinget fængselsstraf, og betinget dom med vilkår om samfundstjeneste kun vil
kunne anvendes, hvis særlige grunde taler for det, jf. bl.a. U 2017.2170H. I det foreliggende
tilfælde var der tale om vold i samlivsforhold på baggrund af et skænderi mellem parterne. T
havde startet volden, og straffen var navnlig henset til voldens karakter og farlighed udmålt til
fængsel i 8 måneder. Landsretten fandt ikke, at der herved,uanset at T ikke tidligere var straffet
og nu havde gode personlige forhold, var tilstrækkeligt grundlag for undtagelsesvis at gøre
straffen betinget, heller ikke med vilkår om samfundstjeneste. Fængselsstraffen blev på den
baggrund gjort ubetinget.
TfK 2015.143V: T straffet med 1 års fængsel for grov vold i gentagelsestilfælde efter straffe-
lovens § 245, stk. 1, jf. § 247, stk. 1, ved under afsoning i et fængsel at have stukket F i maven
med en urtekniv, så der skete perforering af bughulen. Retten lagde til grund, at F havde slået
T flere gange, inden T stak ham. T var tidligere straffet, senest i 2009 med fængsel i 4 måneder
for vold i gentagelsestilfælde efter straffelovens § 244, jf. § 247, stk. 1. T var også tidligere
straffet fem gange for overtrædelse af våbenloven eller våbenbekendtgørelsen, senest i 2013.
Ved udmåling af straffen blev der lagt vægt på, at T havde stukket F i maven, og at han tidligere
var straffet for vold og overtrædelse af våbenloven, samt at forholdet var begået under afsoning.
I formildende retning blev der lagt vægt på, at F havde slået T flere gange, før T stak ham med
kniven.
TfK 2018.1042V: T straffet med 1 år og 3 måneders fængsel for grov vold efter straffelovens
§ 245, stk. 1, ved at have stukket sin mor, F, i brystet flere gange med en køkkenkniv. Der var
rejst tiltale for forsøg på manddrab efter straffelovens § 237, stk. 1, jf. § 21, men forholdet blev
henført under bestemmelsen i § 245, stk. 1, om grov vold, da det ikke var bevist, at T havde
forsæt til at dræbe F.
TfK 2016.1385/2Ø: T straffet med 1 år og 6 måneders fængsel for grov vold i gentagelsestil-
fælde efter straffelovens § 245, stk. 1, jf. § 247, stk. 1, ved at have stukket sin genbo, F, i flanken
lige over hoften med en køkkenkniv, så F fik et indstikssår. T var tidligere straffet mange gange
for personfarlig kriminalitet og senest løsladt få uger før gerningen. Byretten fastsatte straffen
til fængsel i 1 år. Landsretten forhøjede efter forholdets grove og potentielt farlige karakter
straffen til fængsel i 1 år og 6 måneder.
TfK 2018.1425V: T1-T4 straffet med mellem 2 og 3 års fængsel for grov vold efter straffelo-
vens § 245, stk. 1, idet de tiltalte havde indfundet sig på en adresse, hvor F, der var god ven/kæ-
reste med T2’s ekshustru, opholdt sig sammen med ekshustruen og nogle af T2’s mindre børn,
hvor de havde udøvet grov vold mod F. De tiltalte var i familie med hinanden. Volden var
668
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0101.png
udøvet i forening, idet de efter forudgående aftale og planlægning havde overfaldet F og stukket
ham med en kniv, tildelt ham adskillige slag og spark i hovedet og på kroppen, revet hans penis
hårdt og med en kniv, ført af T3, skar omkring roden af penis, så penishuden blev løsnet og
gled op. Retten fandt det bevist, at alle de tiltalte havde deltaget i volden, og at det var T3, der
havde ført kniven, mens T2 havde fastholdt F. De tiltalte blev i byretten straffet med 3 års
fængsel til T2 og 2 års fængsel til de tre andre, idet T2 og T3 også blev dømt for trusler. T1-T3
ankede dommen. Landsretten stadfæstede dommen med de ændringer, at også T3, der havde
ført kniven, blev straffet med fængsel i 3 år. T1 blev således straffet med 2 års fængsel, T2
straffet med 3 års fængsel, T3 straffet med 3 års fængsel, og T4 straffet med 2 års fængsel.
Landsretten lagde ved strafudmålingen vægt på, at F blev påført betydelige skader af såvel
fysisk som psykisk karakter, og at F ved volden er blevet udsat for en særdeles ydmygende og
krænkende behandling, der havde betydelig lighed med en grov seksuel krænkelse.
U 2021.4345H: T1-T5 var fundet skyldige i, i forening med en større gruppe personer og efter
fælles planlægning, aftale eller forståelse, som medlemmer af eller tilknyttet grupperingen
Loyal To Familia (LTF) at have forsøgt at udøve grov vold efter straffelovens § 245, stk. 1,
mod medlemmer af grupperingen Brothas (forhold 1) og i forlængelse heraf udsat en anden
person for grov vold efter straffelovens § 245, stk. 1, idet de maskerede og bevæbnede med
knive og slagvåben og med adskillige slag, spark og adskillige knivstik overfaldt den foruret-
tede, som de stak med bl.a. kniv flere gange i ryggen samt mindst en gang i hovedet, hvorved
forurettede bl.a. blev påført mindst 9 stiksår i ryggen, en læsion i hovedet samt en punkteret
lunge, alt hvorved han kom i overhængende livsfare (forhold 2). Forholdene blev begået om
eftermiddagen i et beboelseskvarter og på åben gade. For Højesteret angik sagen straffens ud-
måling. Da forholdene blev begået som led i en verserende bandekonflikt, skulle straffen for-
højes efter straffelovens § 81 a. I forarbejderne til bestemmelsen er det forudsat, at straffen i
sager omfattet af bestemmelsen som udgangspunkt fordobles i forhold til den straf, der ellers
ville blive fastsat af domstolene. Højesteret var herefter enig med landsretten i, at straffen skulle
fastsættes med udgangspunkt i et strafniveau på fængsel i 6 år. Højesteret tiltrådte, at T1, T2 og
T3 skulle straffes med 6 års fængsel, og at T5 skulle straffes med 6 år og 6 måneders fængsel,
der omfattede en reststraf på 246 dage. Højesteret bemærkede, at T3’s straf blev fastsat som en
tillægsstraf, jf. straffelovens § 89, til en fængselsstraf på 3 år og 6 måneder, og at dette ikke
kunne føre til, at udgangspunktet på fængsel i 6 år blev fraveget. T4, der samtidig blev idømt
fængsel på livstid ved Højesterets dom af samme dag, blev ikke idømt en tillægsstraf i den
foreliggende sag, jf. straffelovens § 89. Højesteret stadfæstede herefter landsrettens dom med
den ændring, at T4 ikke blev idømt en tillægsstraf.
Sager, hvor forholdet er begået efter strafskærpelsen i 2018, men før skærpelsen i 2022:
669
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0102.png
TfK 2021.801Ø: T straffet med 6 måneders fængsel for grov vold efter straffelovens § 245, stk.
1, idet hun i forbindelse med et skænderi med F stak F i ryggen med en køkkenkniv, så F fik en
stiklæsion.
TfK 2021.844V: T straffet med 6 måneders fængsel for grov vold efter straffelovens § 245, stk.
1, og overtrædelse af knivlovens § 7, stk. 1, jf. § 1, ved at have stukket ud efter F to gange med
en kniv. Den ene gang lykkedes det ikke at ramme F, mens T den anden gang ramte F i mave-
regionen, så F pådrog sig et stiksår. I byretten blev T idømt fængsel i 4 måneder, der blev gjort
betinget med vilkår om samfundstjeneste. Henset til karakteren af voldsforholdet sammenholdt
med skadens omfang og med henvisning til den ved lov nr. 358 af 29. april 2018 skete skærpelse
af straffen for grov vold forhøjede landsretten straffen til fængsel i 6 måneder. Landsretten
anførte, at det fremgår af forarbejderne til lov nr. 1426 af 17. december 2019 om begrænsning
af brugen af samfundstjeneste i sager om grov vold, at anvendelsesområdet for samfundstjene-
ste i sager om grov vold begrænses, så samfundstjeneste kun under helt ekstraordinære om-
stændigheder kan anvendes i sager om grov vold. T var fyldt 18 år på gerningstidspunktet. Han
havde sat sig i besiddelse af kniven, umiddelbart før han gik op på skolen, hvor han vidste, der
var optræk til uoverensstemmelser. F havde pådraget sig et snitsår, der blev behandlet på ska-
destuen. Under disse omstændigheder var der efter forholdets karakter uanset T’s gode person-
lige forhold ikke grundlag for helt undtagelsesvist at gøre straffen betinget med vilkår om sam-
fundstjeneste. Straffen blev derfor gjort ubetinget.
TfK 2021.1006/2Ø: T straffet med 6 måneders fængsel for grov vold efter straffelovens § 245,
stk. 1, ved at have stukket sin bror, F, i låret med en kniv. Såret var ikke ufarligt og medførte
en ikke-ubetydelig blødning. Det var dog vurderingen, at F ikke ville få varige mén. T var
tidligere straffet, bl.a. i 2016 for overtrædelse af straffelovens § 119, § 134 a og § 252. Byretten
havde fastsat straffen til fængsel i 5 måneder, hvilket landsretten skærpede til 6 måneder.
TfK 2020.694V: T1 straffet med 8 måneders fængsel for grov vold efter straffelovens § 245,
stk. 1, ved uden for et hus i forening med T2 at have stukket F i benet med en kniv, hvilket
medførte en behandlingskrævende flænge, mens F lå ned, ligesom de slog F to gange i hovedet
med et kosteskaft eller lignende redskab. Byretten havde fastsat straffen til T1 til fængsel i 7
måneder, hvilket landsretten forhøjede til 8 måneder. Der blev ved straffens fastsættelse som
en skærpende omstændighed lagt vægt på karakteren og omfanget af volden, som var begået af
de to tiltalte mod en person, der lå ned.
TfK 2022.116Ø: T straffet med 8 måneders fængsel for grov vold efter straffelovens § 245, stk.
1, ved en aften i byen at have stukket en ung mand, F, i maven med kniv. Knivstikket krævede
operation og syning. T var desuden skyldig i overtrædelse af knivloven § 7, stk. 1, under
670
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0103.png
skærpende omstændigheder ved at have båret den pågældende kniv på et offentligt tilgængeligt
sted, ligesom T var skyldig i overtrædelse af våbenloven ved at have besiddet et knojern. By-
retten udmålte straffen til 8 måneders fængsel, der blev gjort betinget med vilkår om samfunds-
tjeneste. Landsretten fandt straffen passende udmålt, men fandt efter bemærkningerne til lov
nr. 1426 af 17. december 2019 om begrænsning af brugen af betinget dom med vilkår om sam-
fundstjeneste i sager om vold, der trådte i kraft den 1. januar 2020, hvoraf fremgår bl.a., at
samfundstjeneste kun under helt ekstraordinære omstændigheder kan anvendes i sager om grov
vold, at der i den foreliggende sag, hvor T anvendte en foldekniv, han forud havde medbragt i
nattelivet, og hvorved F pådrog sig en syningskrævende læsion i maven og måtte opereres, ikke
forelå sådanne helt ekstraordinære omstændigheder, der kunne begrunde anvendelse af sam-
fundstjeneste. Straffen blev derfor gjort ubetinget.
TfK 2022.421Ø: T1 og T2 straffet med 8 måneders fængsel for grov vold efter straffelovens §
245, stk. 1, ved i forening med 4-5 andre personer at have udsat F for vold, idet de trak ham ud
i en opgang, stak ham i højre side af brystet med en kniv og tildelte ham adskillige slag med et
bat eller lignende slagvåben. Ved straffastsættelsen blev der navnlig lagt vægt på, at T1 og T2
i forening havde begået et voldeligt overfald, at volden fandt sted uden for F’s bopæl, og at der
blev udøvet vold, bl.a. med anvendelse af kniv og slagvåben. Der blev endvidere lagt vægt på
den generelle forhøjelse af straffen med en tredjedel for overtrædelse af straffelovens § 245,
stk. 1, som var forudsat i forarbejderne til lov nr. 358 af 29. april 2018. Efter forholdenes ka-
rakter var der uanset oplysningerne om de tiltaltes gode personlige forhold ikke grundlag for at
gøre
straffen helt eller delvist betinget. Straffen blev for T2’s vedkommende fastsat som en
tillægsstraf, jf. straffelovens § 89, til en tidligere bøde.
TfK 2020.266/3V: T straffet med 10 måneders fængsel for vold efter straffelovens § 244 (nu §
244, stk. 1) og grov vold i gentagelsestilfælde efter § 245, stk. 1, jf. § 247, stk. 1, samt overtræ-
delse af knivloven ved at have slået en forurettet, F, med flad hånd i ansigtet og snittet F på
hånden med en hobbykniv med snitsår til følge. T var tidligere straffet flere gange for vold og
trusler.
TfK 2022.446V: T straffet med 1 års fængsel for grov vold i gentagelsestilfælde efter straffe-
lovens § 245, stk. 1, jf. § 247, stk. 1, ved at have snittet F flere gange med en kniv i ansigtet og
hovedet, hvorved F pådrog sig to overfladiske snit. T var tidligere straffet flere gange for per-
sonfarlig kriminalitet, herunder for vold i 2018, 2019 og 2021. Ved straffastsættelsen blev der
lagt vægt på karakteren af volden og T’s forstraffe og hurtige recidiv. Straffen blev fastsat
som
en tillægsstraf, jf. straffelovens § 89, til en tidligere bødestraf.
671
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0104.png
AM 2019.11.07V: T straffet med 1 år og 9 måneders fængsel for grov vold efter straffelovens
§ 245, stk. 1, ved at have stukket F1 i maven med et snitsår til følge samt stukket F2 i armen,
så F2 kom i livsfare. Ved straffastsættelsen lagde landsretten vægt på de skader, T havde forår-
saget, og at F2 havde været i livsfare, samt på, at forholdet var begået efter skærpelsen af straf-
fen for overtrædelse af straffelovens § 245, stk. 1, der trådte i kraft den 1. maj 2018. Landsretten
forhøjede herefter straffen fra 1 år og 2 måneders fængsel, som byretten havde idømt, til 1 år
og 9 måneders fængsel.
TfK 2019.203V: T straffet med 1 år og 9 måneders fængsel for grov vold i gentagelsestilfælde
efter straffelovens § 245, stk. 1, jf. § 247, stk. 1, ved at have stukket F mindst fire gange med
en kniv i hovedet og flere gange på kroppen. F pådrog sig bl.a. snitsår i baghovedet, der blev
syet med 11 sting. T var tidligere straffet i 2010 med fængsel i 3 måneder for vold efter straf-
felovens § 244 og i 2015 med fængsel i 4 måneder for grov vold i gentagelsestilfælde efter
straffelovens § 245, stk. 1, jf. § 247, stk. 1, til dels forsøg herpå, jf. § 21. T blev straffet med
fængsel i 1 år og 9 måneder. Ved udmåling af straffen blev der lagt vægt på, at der havde været
tale om umotiveret vold mod en person, der lå og døsede, og at knivstikkene bl.a. havde været
rettet mod hovedet. F’s skader var begrænsede, men volden havde været potentielt farlig. Der
blev endvidere lagt vægt på, at T to gange tidligere var straffet for vold, og den skærpelse af
straffen for overtrædelse af straffelovens § 245, der trådte i kraft den 1. maj 2018.
TfK 2020.904Ø: T straffet med 2 års fængsel for grov vold i gentagelsestilfælde efter straffe-
lovens § 245, stk. 1, jf. § 247, stk. 1, idet han havde stukket F i brystet med kniv, så F blev
påført et dybt knivstik i højre side og var i livsfare. T var tidligere straffet, bl.a. i 2019 med 30
dages betinget fængsel for vold, og det aktuelle forhold var begået i prøvetiden. Byretten ud-
målte straffen til fængsel i 2 år, der omfattede den betingede dom på 30 dage fra 2019, under
henvisning til strafskærpelsen ved lov nr. 358 af 29. april 2018. Landsretten stadfæstede byret-
tens dom.
TfK 2021.542Ø: T straffet med 2 års fængsel for grov vold i gentagelsestilfælde efter straffe-
lovens § 245, stk. 1, jf. § 247, stk. 1, ved at have tildelt F1 flere slag, bl.a. med knyttet hånd,
mens F1 lå ned, ligesom han holdt en kniv mod F1’s hals og stak F2,
der kom F1 til undsætning,
i armen med voldsom blødning til følge. T var tidligere straffet flere gange med længere fæng-
selsstraffe for grov personfarlig kriminalitet, og det indgik i strafudmålingen som skærpende
omstændighed, jf. straffelovens § 81, nr. 12, at forholdet var begået under undvigelse fra afso-
ning.
U 2020.132H: T straffet med 3 år og 6 måneders fængsel for grov vold i gentagelsestilfælde
efter straffelovens § 245, stk. 1, jf. § 247, stk. 1, ved i forening med flere gerningspersoner at
672
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0105.png
have tildelt en 14-årig dreng, F, flere spark og slag samt tre knivstik i bl.a. brystregionen, hvilket
medførte, at F kom i livsfare. T var ca. 16 år på gerningstidspunktet, og overfaldet fandt sted
mindre end to måneder efter, at T var dømt for ligeartet kriminalitet. Højesteret tiltrådte, at T
var idømt en fællesstraf på fængsel i 3 år og 6 måneder, hvori indgik den betingede del af en
tidligere dom på fængsel i 1 år og 6 måneder, heraf 1 år og 2 måneder betinget.
(b) Vold ved slag eller kast med flasker og glas mv.
Fra retspraksis vedrørende vold ved slag eller kast med flasker og glas mv. kan der bl.a. henvi-
ses til følgende afgørelser:
Sager, hvor forholdet er begået før strafskærpelsen i 2018:
U 2011.1322H: T straffet med 60 dages fængsel betinget med vilkår om samfundstjeneste for
grov vold efter straffelovens § 245, stk. 1, ved at have kastet et glas i hovedet på en anden
kvinde. Byretten og landsretten havde henført forholdet under straffelovens § 244 (nu § 244,
stk. 1). Højesteret henførte forholdet under § 245, stk. 1, og udtalte bl.a., at slag eller kast med
glas eller flasker mod ansigtet på grund af handlingens typiske farlighed som udgangspunkt må
anses for omfattet af § 245, stk. 1. Dette gælder, selv om glasset eller flasken i det konkrete
tilfælde ikke bliver knust ved at ramme ansigtet. Der var ikke grundlag for at fravige dette
udgangspunkt i det foreliggende tilfælde. Højesteret forhøjede herefter straffen til fængsel i 60
dage, som under hensyn til sagens omstændigheder og T’s gode personlige
forhold undtagel-
sesvis blev gjort betinget med vilkår om samfundstjeneste (dissens for 40 dages betinget fæng-
sel med vilkår om samfundstjeneste).
U 2018.512H: T straffet med 60 dages fængsel betinget med vilkår om samfundstjeneste for
grov vold efter straffelovens § 245, stk. 1, og vold efter straffelovens § 244 (nu § 244, stk. 1),
idet T, der var 19 år, på en natklub slog forurettede, F, i hovedet med en flaske, ligesom T slog
F på kæben med knyttet hånd, da F skubbede til ham. Volden indgik i et sammenhængende
tumultagtigt forløb på dansegulvet, hvor der spontant opstod konfrontation mellem parterne.
Flasken gik ikke i stykker ved slaget, og det fremgik af sagens oplysninger, at volden kun med-
førte rødme og ømhed. For Højesteret angik sagen strafudmålingen. Højesteret fandt under de
anførte omstændigheder, at straffen skulle nedsættes til fængsel i 60 dage. Højesteret udtalte,
at udgangspunktet ved grov vold, jf. straffelovens § 245, fortsat er ubetinget fængsel, og at
betinget dom med vilkår om samfundstjeneste kun vil kunne anvendes, hvis særlige grunde
efter en konkret vurdering af omstændighederne i den enkelte sag taler for det. Højesteret ud-
talte endvidere, at der navnlig vil være grund til at overveje spørgsmålet i tilfælde, hvor der
fastsættes en kortere frihedsstraf, hvor den tiltalte er ung og ustraffet samt har gode personlige
forhold, hvor volden er udøvet som en spontan reaktion på en forudgående uoverensstemmelse
673
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0106.png
med forurettede, og hvor volden kun har medført begrænset skade. Højesteret fandt på denne
baggrund, at der efter en samlet vurdering af omstændighederne i sagen var tilstrækkeligt
grundlag for undtagelsesvis at gøre straffen betinget med vilkår om samfundstjeneste. Højeste-
ret ændrede herved landsrettens dom.
TfK 2018.316V: T straffet med 60 dages fængsel betinget med vilkår om samfundstjeneste for
grov vold efter straffelovens § 245, stk. 1, ved at have tildelt F et slag i hovedet med en glas-
flaske, så F pådrog sig skader på bl.a. tænder og kæbe. Volden blev begået under en privat fest,
hvor der inden voldsudøvelsen havde været noget drøftelse eller diskussion mellem T og F, og
volden måtte anses som udøvet som en spontan reaktion og havde kun medført begrænset skade.
T havde i øvrigt positivt medvirket til sagens opklaring, idet T som den eneste havde forklaret,
at der blev slået med en flaske. Efter en samlet vurdering fandtes der at foreligge sådanne sær-
lige grunde, at der var grundlag for at fravige udgangspunktet om ubetinget fængselsstraf for
vold omfattet af straffelovens § 245, stk. 1. Straffen blev derfor gjort betinget med bl.a. vilkår
om samfundstjeneste.
TfK 2018.326V: T straffet med 60 dages fængsel betinget med vilkår om samfundstjeneste for
grov vold efter straffelovens § 245, stk. 1, ved en sen nattetime at have kastet en glasflaske i
hovedet på en mand, F, som hun var kommet i skænderi med. De havde i den forbindelse gen-
sidigt skubbet til hinanden. Der var ikke oplysninger om, at flasken blev knust under episoden,
men F havde pådraget sig en læsion i venstre øjenbryn med en flænge. Det fremgik i øvrigt af
sagen, at T havde deltaget i et konfliktråd med F, og at hun havde betalt erstatning til ham.
Byretten gjorde straffen betinget med vilkår om samfundstjeneste, idet der blev lagt vægt på
sagens omstændigheder, de begrænsede
skader og T’s gode personlige forhold, samt på at T
havde deltaget i konfliktråd. Landsretten tiltrådte udmålingen af straffen. Landsretten henviste
bl.a. til Højesterets dom U 2017.2170H, hvorefter straffen for grov vold som udgangspunkt er
ubetinget fængsel, og betinget dom med vilkår om samfundstjeneste kun kan komme på tale,
hvor særlige grunde taler herfor. Landsretten tiltrådte af de grunde, som byretten havde anført,
at straffen var gjort betinget med vilkår om samfundstjeneste.
U 2018.387Ø: T straffet med 3 måneders fængsel for grov vold efter straffelovens § 245, stk.
1, ved på en bodega at have tildelt F1 flere slag i hovedet med en ølflaske, så F1 pådrog sig
flere buler i hovedet. Herefter tildelte T F2 et slag i hovedet med samme ølflaske, så flasken
knustes, hvorved F2 pådrog sig en syningskrævende flænge i hovedet, hvorefter T flere gange
sparkede F1 og F2 over benene. Byretten fastsatte straffen til 3 måneders fængsel, der blev gjort
betinget med vilkår om samfundstjeneste. Landsretten ændrede byrettens dom bl.a. med hen-
visning til Højesterets afgørelse dom i U 2017.2170H. Endvidere anførte landsretten, at uanset
T’s gode personlige forhold var der under hensyn til voldens alvorlige og farlige karakter og til
674
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0107.png
omstændighederne i øvrigt ikke grundlag for at gøre straffen betinget med vilkår om samfunds-
tjeneste, selvom volden alene påførte de forurettede begrænsede skader.
U 2019.2879H: T1 og T2 straffet med 3 måneders fængsel for grov vold efter straffelovens §
245, stk. 1, ved i forening at have tildelt forurettede ikke under 10 knytnæveslag i hovedet samt
at have slået ham i hovedet med en glasflaske, så flasken blev knust. De tiltalte var på gernings-
tidspunktet 24 år og 22 år. De blev i landsretten idømt fængsel i 3 måneder. For Højesteret
angik sagen bl.a. straffastsættelsen. Højesteret tiltrådte, henset til forholdets karakter og grov-
hed, at straffen var fastsat til fængsel i 3 måneder. Højesteret fandt efter en vurdering af det
strafbare forhold og uanset de tiltaltes gode personlige forhold, at der ikke var grundlag for
undtagelsesvis at gøre straffen helt eller delvist betinget med vilkår om samfundstjeneste (dis-
sens for at gøre straffen betinget med vilkår om samfundstjeneste).
TfK 2014.586/2V: T straffet med 4 måneders fængsel for grov vold efter straffelovens § 245,
stk. 1, ved på et diskotek at have slået F i hovedet med en flaske, bl.a. med øjenskade til følge.
F blev som følge heraf pådraget en svær synsreduktion på det ene øje. F havde ikke givet T
nogen rimelig anledning til at udøve grov vold, og der forelå derfor ikke formildende omstæn-
digheder, jf. straffelovens § 82, nr. 3 og 5. Navnlig under hensyn til karakteren af volden og
den meget alvorlige øjenskade blev straffen efter en samlet vurdering fastsat som anført. Efter
forholdets karakter var der ikke grundlag for at gøre straffen betinget, heller ikke med vilkår
om samfundstjeneste.
TfK 2017.238V: T straffet med 5 måneders fængsel for grov vold i gentagelsestilfælde efter
straffelovens § 245, stk. 1, jf. § 247, stk. 1, ved om natten på en vej at have slået F i hovedet
med en vinflaske, der blev knust, ligesom T flere gange sparkede F på kroppen, mens han lå på
jorden. F pådrog sig bl.a. fem flænger i baghovedet. T var tidligere straffet, bl.a. i 2012 med
fængsel i 8 måneder, hvoraf 60 dage skulle afsones, for bl.a. grov vold efter straffelovens § 245,
stk. 1, og i 2015 med fængsel i 40 dage for vold i gentagelsestilfælde efter straffelovens § 244,
jf. § 247, stk. 1. Straffen blev fastsat som en tillægsstraf til en bøde. Ved udmåling af straffen
blev der lagt vægt på forholdets karakter, T’s forstraffe og de skader, som F havde pådraget sig.
Der var ikke grundlag for at gøre straffen betinget, heller ikke med vilkår om samfundstjeneste.
TfK 2018.210V: T straffet med 5 måneders fængsel for grov vold i gentagelsestilfælde efter
straffelovens § 245, stk. 1, jf. § 247, stk. 1, ved på en festival at have udøvet vold mod F ved at
tildele F knytnæveslag, så F faldt om, hvorefter T havde sat sig oven på F og slået ham mange
gange i hovedet med en glasflaske, så F pådrog sig flere flænger og blev bevidstløs. T var
tidligere straffet for vold. Byretten fastsatte straffen til fængsel i 4 måneder, men landsrettens
675
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0108.png
flertal forhøjede straffen til fængsel i 5 måneder, idet forholdet var begået i prøvetiden for en
betinget dom med vilkår om samfundstjeneste, hvor samfundstjenestetimerne var afviklet.
TfK 2016.1452V: T straffet med 9 måneders fængsel for grov vold i gentagelsestilfælde efter
straffelovens § 245, stk. 1, jf. § 247, stk. 1, til dels forsøg herpå, jf. § 21, ved på et diskotek at
have slået F1 en gang i hovedet med en flaske og kastet flasken efter F1. Flasken ramte dog
ikke F1, idet flasken fortsatte forbi F1 og ramte F2 i ansigtet, der pådrog sig en dyb flænge ved
øjenbrynet, brud på flere knogler i øjenhulen og mistede det ene øje. T var tidligere straffet i
2011 for vold og senere samme år for vidnetrusler. Efter forholdets karakter, herunder henset
til de skader, som F2 havde pådraget sig, og under hensyn til, at T tidligere var straffet for vold,
blev straffen fastsat som anført.
U 2018.3653Ø: T1 og T2 straffet med 2 års fængsel for grov vold i gentagelsestilfælde efter
straffelovens § 245, stk. 1, jf. § 247, stk. 1, ved som henholdsvis medlem af rockergruppen
Satudarah og med tilknytning til Satudarah at have udøvet grov vold mod F, der var medlem af
rockergruppen Bandidos, idet de tiltalte tildelte F adskillige spark og slag i hovedet og på krop-
pen, herunder med flasker, samt stik i hovedbunden med en knust flaske. Det var bevist, at
forholdet var omfattet af straffelovens § 81 a, stk. 1. Herefter fandt landsretten, at straffene
skulle forhøjes til det dobbelte i overensstemmelse med udgangspunktet i straffelovens § 81 a,
stk. 1, idet der ikke forelå formildende omstændigheder. T1 og T2 blev herefter straffet med 2
års fængsel.
Sager, hvor forholdet er begået efter strafskærpelsen i 2018, men før skærpelsen i 2022:
U 2020.918H: T straffet med 80 dages fængsel betinget med vilkår om samfundstjeneste for
grov vold efter straffelovens § 245, stk. 1, idet han foran en bar var medansvarlig for vold, som
en medtiltalt, T1, havde udøvet mod F, der blev tildelt bl.a. et slag i panden med et ølglas. F
pådrog sig en flænge i panden. T var i landsretten idømt 60 dages ubetinget fængsel, hvilket
var en skærpelse af den straf på 60 dages betinget fængsel med vilkår om samfundstjeneste,
som både han og T1 var idømt i byretten. Højesteret fandt under hensyntagen til bl.a. den ge-
nerelle forhøjelse fra maj 2018 af straffen for grov vold, at straffen skulle forhøjes til fængsel i
80 dage. Højesteret fandt, at der efter de regler, der var gældende på gerningstidspunktet, efter
en samlet vurdering var tilstrækkeligt grundlag for undtagelsesvis at gøre straffen betinget med
vilkår om samfundstjeneste.
TfK 2020.571V: T straffet med 3 måneders fængsel for grov vold efter straffelovens § 245, stk.
1, ved om natten på en restauration at have slået F én gang i hovedet med et glas, som blev
knust, hvilket medførte syningskrævende
flænger i F’s ansigt. Efter voldens karakter og følger
676
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0109.png
og under hensyn til den generelle forhøjelse af straffen for overtrædelse af straffelovens § 245,
stk. 1, som er sket ved lov nr. 358 af 29. april 2018, blev straffen udmålt som anført. Efter en
samlet vurdering, herunder af voldens karakter og omstændighederne, hvorunder volden var
udøvet, forelå der ikke sådanne særlige forhold, at der
– uanset T’s gode personlige forhold –
var grundlag for undtagelsesvist at gøre straffen betinget, heller ikke med vilkår om samfunds-
tjeneste.
TfK 2022.481Ø: T straffet med 3 måneders fængsel for grov vold efter straffelovens § 245, stk.
1, ved uden for et værtshus at have kastet et ølglas i ansigtet på F, som pådrog sig en flænge i
ansigtet, der måtte syes. Det blev lagt til grund, at volden var sket, efter at F havde kastet ind-
holdet af sit glas i retning mod T’s ansigt efter nedsættende ytringer mod hende, men der fandtes
ikke at foreligge nødværge eller lignende, jf. straffelovens § 13, eller vold i forbindelse med
slagsmål efter straffelovens § 248. Ved straffastsættelsen lagde byretten vægt på karakteren og
forholdets generelle farlighed og gjorde straffen betinget med vilkår om samfundstjeneste.
Landsretten fandt straffen passende fastsat, men gjorde straffen ubetinget.
TfK 2021.73V: T straffet med 4 måneders fængsel, heraf 2 måneder betinget, for grov vold
efter straffelovens § 245, stk. 1, ved at have slået F i hovedet med en flaske, så flasken knustes,
hvorefter F blev lagt ned på jorden og slået yderligere to gange i hovedet med den knuste flaske.
Navnlig under hensyn til, at der var tale om uprovokeret grov gadevold mod en tilfældig forbi-
passerende, hvor T havde slået med en flaske i hovedet og havde fortsat med at slå F i hovedet
med den knuste flaske, blev straffen udmålt som anført. Under hensyn til, at T på gerningstids-
punktet kun havde været 17 år, hans gode personlige forhold og den betydelige tid, der var gået,
siden forholdet blev begået, blev straffen efter en samlet vurdering gjort delvist betinget.
TfK 2019.964/2V: T straffet med 5 måneders fængsel for grov vold efter straffelovens § 245,
stk. 1, ved at have slået sin mors kæreste, F, i hovedet med et ølglas, der knustes, og herefter
igen slået F med det knuste glas ved halsen, så F pådrog sig to dybe sår på halsen. F havde givet
T et knytnæveslag, hvorefter T havde slået F i hovedet med ølglasset, der knustes. T havde,
efter at have fået endnu et knytnæveslag, angrebet F med det knuste glas ved halsen, så F pådrog
sig to dybe sår på halsen. Byretten fastsatte straffen til fængsel i 60 dage. Landsretten henviste
til bemærkningerne til lov nr. 358 af 29. april 2018, hvor straffen for grov vold blev skærpet.
T’s sidste angreb med det knuste glas måtte sidestilles med stik foretaget med en kniv, og på
denne baggrund og under henvisning til strafskærpelsen samt angrebets farlige og potentielt
farlige karakter forhøjede landsretten straffen til fængsel i 5 måneder.
TfK 2022.453Ø: T straffet med 5 måneders fængsel for grov vold i gentagelsestilfælde efter
straffelovens § 245, stk. 1, jf. § 247, stk. 1, ved på et værtshus at have tildelt F et knytnæveslag,
677
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0110.png
ligesom T tildelte F et slag med en ølflaske i hovedet, så flasken blev knust, hvorved F pådrog
sig en syningskrævende flænge i hovedet. T var tidligere straffet i 2011 for overtrædelse af bl.a.
straffelovens § 119, stk. 1. Ved straffastsættelsen blev der lagt vægt på voldens art og omfang
samt de skete skader. Der blev desuden lagt vægt på skærpelsen af straffen for vold ved lov nr.
358 af 29. april 2018, hvor straffelovens § 245 blev ændret, og på, at T tidligere var straffet for
vold.
TfK 2021.326/2V: T straffet med 6 måneders fængsel for grov vold efter straffelovens § 245,
stk. 1, ved at have slået F i hovedet med to glasflasker, der knustes, og stukket F flere gange på
kroppen og i hovedet med de knuste flasker og/eller glasskår, så F pådrog sig en flænge i bag-
hovedet, en flænge på næseryggen, en overfladisk skramme på siden af ryggen og et sår på den
ene arm. Efter forholdets farlige karakter og omstændighederne i øvrigt blev straffen fastsat
som anført (dissens for 5 måneders fængsel).
TfK 2019.803Ø: T straffet med 8 måneders fængsel for grov vold i gentagelsestilfælde efter
straffelovens § 245, stk. 1, jf. § 247, stk. 1, ved på et værtshus at have slået F i ansigtet med en
flaske, så F pådrog sig en alvorlig øjenskade. T var tidligere straffet for vold efter straffelovens
§ 244. I byretten blev T idømt fængsel i 5 måneder, der ikke kunne gøres betinget. Landsretten
skærpede straffen til fængsel i 8 måneder under henvisning til, at forholdet var begået efter
ikrafttrædelsen af lov nr. 358 af 29. april 2018, hvorved straffen for overtrædelser af straffelo-
vens § 245 skærpes med en tredjedel. Landsretten lagde ved straffastsættelsen vægt på, at vol-
den havde påført F en alvorlig øjenskade, og i formildende retning, at der var en forudgående
konflikt mellem T og F, der begge var berusede, og at volden blev begået på et værtshus.
U 2019.1270V: T straffet med 9 måneders fængsel for grov vold i gentagelsestilfælde efter
straffelovens § 245, stk. 1, jf. § 247, stk. 1, ved på en bar at have tildelt F et slag med en flaske,
mens han holdt F med den anden hånd, hvorved flasken knustes, og derefter at have stukket F
to gange med den knuste flaske direkte mod hovedet, så F besvimede og pådrog sig en flænge
i hovedet. T var tidligere straffet for vold, senest i 2010 med fængsel i 1 år for bl.a. grov vold i
gentagelsestilfælde efter straffelovens § 245, jf. § 247, stk. 1, og i 2013 med fængsel i 5 måneder
for vold i gentagelsestilfælde efter straffelovens § 244, jf. § 247, stk. 1. I byretten blev T idømt
fængsel i 5 måneder. Landsretten anførte, at T var fundet skyldig i bl.a. at have stukket F to
gange med en knust flaske direkte mod hovedet, hvorved F havde pådraget sig en flænge i
hovedet. Disse stik måtte sidestilles med stik foretaget med en kniv. Under henvisning til den
strafskærpelse for grov vold, der følger af lov nr. 358 af 29. april 2018, forholdets alvorlige og
farlige karakter, og da T tidligere var straffet for vold, forhøjede landsretten straffen til fængsel
i 9 måneder.
678
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0111.png
TfK 2020.603V: T straffet med 10 måneders fængsel for grov vold i gentagelsestilfælde efter
straffelovens § 245, stk. 1, jf. § 247, stk. 1, ved på gaden at have stukket F1 i hovedet og på
halsen med en knust glasflaske, ligesom T stak F2 i venstre arm med den knuste glasflaske, så
F pådrog sig syningskrævende skader. Ved udmåling af straffen blev der lagt vægt på forholdets
alvorlige karakter, at T tidligere var straffet for vold, og at straffen for grov vold blev skærpet
pr. 1. maj 2018. Der blev endvidere lagt vægt på, at T havde stukket to personer på offentlig
vej, og at stikkene måtte sidestilles med stik med en kniv.
(c) Vold ved anvendelse af andre typer redskaber
Sager om vold ved anvendelse af skydevåben omfattet af straffelovens § 192 a, stk. 1, er ikke
medtaget i denne oversigt. Der henvises i stedet til oversigten vedrørende straffelovens § 192
a.
Fra retspraksis vedrørende vold ved anvendelse af andre typer redskaber kan der bl.a. henvises
til følgende afgørelser:
Sager, hvor forholdet er begået før strafskærpelsen i 2018:
TfK 2017.1133V: T straffet med 50 dages fængsel betinget med vilkår om samfundstjeneste
for grov vold efter straffelovens § 245, stk. 1, ved på en ungdomsskole at have fastholdt F og
slået ham tre gange i hovedet med en pool ball med bl.a. let hjernerystelse til følge. T blev
straffet med fængsel i 50 dage. Landsretten anførte, at udgangspunktet ved udmålingen af straf
for grov vold, jf. straffelovens § 245, er, at der skal fastsættes en ubetinget frihedsstraf, og at
betinget dom med vilkår om samfundstjeneste kun vil kunne anvendes, hvis særlige grunde
taler for det, jf. Højesterets dom gengivet i U 2017.2170H. Landsretten anførte videre, at T og
F var jævnaldrende, og volden var sket bl.a., efter at F havde slået T på dennes dårlige knæ med
en billardkø. Der var tale om et enkeltstående forhold, hvor den begåede vold ikke havde ført
til varige skader, og volden var ikke udøvet efter forudgående planlægning, jf. herved Højeste-
rets dom gengivet i U 2016.2793H. T var ikke tidligere straffet og havde gode personlige for-
hold. På denne baggrund og efter det oplyste om optakten til voldsudøvelsen og T’s alder til-
trådte landsretten, at straffen var gjort betinget med vilkår om, at T skulle udføre samfundstje-
neste i 60 timer.
U 2018.507H: T straffet med 60 dages fængsel betinget med vilkår om samfundstjeneste for
grov vold efter straffelovens § 245, stk. 1, ved i et skolelokale at have slået en anden elev, F, to
gange i hovedet med et ca. 900 gram tungt stykke metal, ligesom han ramte F på armen. Ved
slagene pådrog F sig en mindre syningskrævende skade i hovedet. T, der var 18 år, begik volden
efter, at F, der også tidligere havde udsat T for drillerier, havde forstyrret ham i arbejdet med at
679
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0112.png
løse en opgave. For Højesteret angik sagen alene strafudmålingen. Højesteret fandt ikke grund-
lag for at forhøje den af landsretten udmålte straf på 60 dages fængsel. Højesteret udtalte, at
udgangspunktet ved grov vold, jf. straffelovens § 245, fortsat er ubetinget fængsel, og at betin-
get dom med vilkår om samfundstjeneste kun vil kunne anvendes, hvis særlige grunde efter en
konkret vurdering af omstændighederne i den enkelte sag taler for det. Højesteret udtalte end-
videre, at der navnlig vil være grund til at overveje spørgsmålet i tilfælde, hvor der fastsættes
en kortere frihedsstraf, hvor den tiltalte er ung og ustraffet samt har gode personlige forhold,
hvor volden er udøvet som en spontan reaktion på en forudgående uoverensstemmelse med
forurettede, og hvor volden kun har medført begrænset skade. Højesteret fandt på denne bag-
grund, at der efter en samlet vurdering af omstændighederne i sagen var tilstrækkeligt grundlag
for undtagelsesvis at gøre straffen for T betinget med vilkår om samfundstjeneste. Højesteret
stadfæstede herefter landsrettens dom.
U 2018.504H: T straffet med 60 dages fængsel for grov vold efter straffelovens § 245, stk. 1,
ved en parkeringsplads at have tildelt F i hvert fald to hårde slag i hovedet med en rundstok af
træ med en sådan kraft, at den knækkede, så F blev påført en bule ved øret og flere rifter. T var
forud for hændelsen kørt efter F over en længere strækning for at påtale F’s kørsel. For Høje-
steret angik sagen alene strafudmålingen. Højesteret tiltrådte, at straffen var fastsat af landsret-
ten til fængsel i 60 dage. Højesteret tiltrådte endvidere efter voldens karakter og omstændighe-
derne i øvrigt, at straffen ikke var gjort betinget med vilkår om samfundstjeneste. Højesteret
stadfæstede herved landsrettens dom.
TfK 2018.151V: T straffet med 60 dages fængsel for grov vold efter straffelovens § 245, stk.
1, ved at have tildelt F to slag, som ramte henholdsvis i nakken og i hovedet, og sprøjtet F i
ansigtet. Det kunne ikke lægges til grund, hvad det var, T havde sprøjtet i øjnene på F, men det
kunne lægges til grund, at det havde medført stor smerte og ubehag for F, da han blev sprøjtet
i øjnene, og at generne ikke havde været ganske kortvarige. Landsretten fandt, uanset det oply-
ste om T’s personlige forhold,
at der ikke i sagen forelå særlige grunde, der talte for at gøre
straffen betinget, heller ikke med vilkår om samfundstjeneste.
TfK 2018.343V: T straffet med 60 dages fængsel for grov vold efter straffelovens § 245, stk.
1, ved at have slået F i ansigtet med en ca. 45 cm lang metalfil, så F pådrog sig et sår på siden
af ansigtet. Under hensyn til voldens karakter og omstændighederne i øvrigt, herunder at T
havde medbragt en fil, var der på trods af T’s personlige forhold og den omstændighed, at F
alene blev påført begrænsede skader, ikke grundlag for undtagelsesvist at gøre straffen betinget
med vilkår om samfundstjeneste (dissens for at gøre straffen betinget med vilkår om samfunds-
tjeneste).
680
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0113.png
TfK 2018.928/2V: T straffet med 60 dages fængsel for grov vold efter straffelovens § 245, stk.
1, idet T slog F flere gange i hovedet, på armen og på overkroppen med et bordben af træ.
Byretten fastsatte straffen til fængsel i 60 dage, som blev gjort betinget med vilkår om sam-
fundstjeneste. Landsretten anførte, at T var 53 år på gerningstidspunktet. Han havde for byretten
forklaret, at han den pågældende dag havde set, at F stod i sin garage, hvorefter T gik op i sin
lejlighed og hentede et bordben. Herefter opsøgte T F med bordbenet, som han anvendte til
volden. T var i 2011 tidligere straffet for personfarlig kriminalitet. Der forelå herefter ikke så-
danne særlige omstændigheder, at straffen undtagelsesvist kunne gøres betinget med vilkår om
samfundstjeneste. Hverken omfanget af skaderne eller det forhold, at episoden udsprang af et
uvenskab mellem T og F, kunne føre til et andet resultat.
TfK 2019.1082V: T straffet med 60 dages fængsel for grov vold efter straffelovens § 245, stk.
1, ved om natten på en gågade at have sprøjtet peberspray i hovedet på to personer. Ved straf-
fastsættelsen blev der i skærpende retning lagt vægt på, at volden var begået over for to perso-
ner. I formildende retning blev der lagt vægt på, at T var ustraffet, og at der ikke var påført
nogen af de forurettede længerevarende skader eller gener. Der var ikke grundlag for at fravige
udgangspunktet om, at grov vold efter straffelovens § 245, stk. 1, straffes med ubetinget fæng-
sel.
TfK 2018.54V: T1 og T2 straffet med 3 måneders fængsel for grov vold efter straffelovens §
245, stk. 1, til dels forsøg
herpå, jf. § 21, ved i forening at have indfundet sig på F’s bopæl og
medbragt to totenschlægere, som T1 dels forsøgte at slå F med, dels tildelte et slag i hovedet
med, hvorefter T2 forsøgte at slå F med totenschlægeren. T1 var tidligere straffet i 2007 med
fængsel i 1 år og 6 måneder for bl.a. uagtsomt manddrab og overtrædelse af våbenloven. T2 var
tidligere straffet i 2008 og 2012 for vold, hvorfor forholdet for hendes vedkommende tillige
blev henført under straffelovens § 247, stk. 1, om vold i gentagelsestilfælde. Navnlig under
hensyn til, at de tiltalte havde hentet totenschlægere på T2’s bopæl, at de havde opsøgt F på
dennes bopæl og i betragtning af voldens farlige karakter, der var begået i forening, blev straffen
fastsat som anført. Af de samme grunde og med henvisning til Højesterets dom gengivet i U
2017.2170H var der ikke grundlag for at gøre straffene betingede, heller ikke med vilkår om
samfundstjeneste.
TfK 2018.523V: T straffet med 3 måneders fængsel for grov vold efter straffelovens § 245, stk.
1, idet han i en haveforening havde slået F1 flere gange i hovedet og på kroppen med en spade,
ligesom han havde slået F2 i hvert fald to gange med spaden på kroppen. Ved fastsættelsen af
straffen blev der på den ene side lagt vægt på voldens karakter, der var udøvet over for to foru-
rettede, og på den anden side at volden var begået i en oprørt sindstilstand. T havde uden for-
udgående provokation i jalousi udøvet grov vold, og volden havde medført ikke ubetydelige
681
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0114.png
skader. Efter voldens karakter og omstændighederne, hvorunder den var udøvet, var der ikke
grundlag for undtagelsesvis at gøre straffen betinget, heller ikke med vilkår om samfundstjene-
ste.
TfK 2018.609V: T straffet med 3 måneders fængsel for grov vold efter straffelovens § 245, stk.
1, ved på et asylcenter at have slået F en gang i nakken med en metalstang, så F faldt ned på
gulvet, hvorefter T slog F flere gange på kroppen med metalstangen. Ved fastsættelsen af straf-
fen blev der lagt vægt på voldens karakter og på, at overfaldet havde været umotiveret.
TfK 2018.1172/3V: T straffet med 3 måneders fængsel for grov vold efter straffelovens § 245,
stk. 1. Under et skænderi mellem T og dennes kæreste, F, havde T taget en blomsterkrukke og
kastet den mod jorden, så den gik i stykker. F gav T en lussing, hvorefter T samlede et skarpt
potteskår op og kastede det mod F, så det ramte F nederst på skinnebenet. Der kom et ca. 3 cm
bredt sår, der blødte meget. T tog af sted, efter at parterne havde skubbet til hinanden. Senere
blev F fundet død i sin lejlighed. Dødsårsagen vurderedes at være forblødning fra læsionen på
skinnebenet hos en af blodfortyndende behandling og åreforkalkning i hjertet i forvejen svæk-
ket mand. Ved fastsættelsen af straffen blev der lagt vægt på voldens karakter og omstændig-
hederne
ved voldsudøvelsen. Der blev endvidere lagt vægt på T’s gode personlige forhold, men
også på, at F afgik ved døden som følge af hændelsen. Under hensyn til voldens karakter var
der ikke grundlag for at gøre straffen betinget.
TfK 2018.792V: T straffet med 4 måneders fængsel, heraf 3 måneder betinget, for grov vold
efter straffelovens § 245, stk. 1, til dels forsøg herpå, jf. § 21, samt overtrædelse af færdselslo-
vens § 3, stk. 1, og § 27, stk. 1. Det fremgik af sagen, at T som fører af en traktor forsynet med
frontskovl var kørt frem mod tre personer. Efter at F1 var sprunget til side og dermed havde
undgået påkørsel, kørte T igen mod ham, og F1 blev ramt bag på det ene ben. F2 forsøgte at
undgå påkørsel, men blev ramt af traktoren på sin ene arm, og F3, som sprang ud i rabatten,
blev ramt på højre arm og knæ. Ved straffastsættelsen blev der i skærpende retning lagt vægt
på, at de handlinger, som T var fundet skyldig i, havde været usædvanligt farlige, og at det kun
skyldtes held, at der ikke var sket meget alvorlige skader. Det blev endvidere tillagt vægt, at T
ramte tre personer. I formildende retning blev der lagt vægt på, at T ikke tidligere var straffet,
at ingen kom alvorligt til skade og T’s gode personlige forhold.
TfK 2013.298/2Ø: T straffet med 4 måneders fængsel for grov vold efter straffelovens § 245,
stk. 1, ved med bil forsætligt at have påkørt en mand, der blev kastet over kølerhjelmen og ned
på gaden, hvilket medførte, at den pågældende fik hjernerystelse og blødning i hjernen.
682
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0115.png
TfK 2012.596V: T straffet med 6 måneders fængsel for grov vold i gentagelsestilfælde efter
straffelovens § 245, stk. 1, jf. § 247, stk. 1, ved at have slået sin arbejdsgiver F under en fest på
arbejdspladsen med et aluminiumsrør, så F pådrog sig brud på højre albue samt brud på venstre
håndled. T var tidligere straffet for vold, senest i 2004. Ved straffens fastsættelse blev der lagt
vægt på, at T havde slået ud efter F’s hoved med et rør med en vægt på godt 2 kg, og T’s
tidligere straffe for vold.
TfK 2016.1411V: T straffet med 6 måneders fængsel for grov vold i gentagelsestilfælde efter
straffelovens § 245, stk. 1, jf. § 247, stk. 1, ved at have vredet armen rundt på sin kæreste F, så
hun faldt ned på gulvet, hvorefter T holdt hende nede med en fod på halsen og gav hende ad-
skillige slag med en tang på armene, benene og kroppen. F pådrog sig herved mærker i ansigtet,
på begge arme og ben og på brystkassen samt flere kvæstningssår. T var tidligere straffet i 2016
med fængsel i 60 dage for vold efter straffelovens § 244 og grov vold efter straffelovens § 245,
stk. 1, i form af vold mod F. Ved straffastsættelsen blev der lagt vægt på forholdets karakter,
de skader, som F var blevet tilføjet ved volden, og at T kort tid efter dommen i 2016 på ny
havde udøvet vold mod F. Henset
til forholdets karakter og T’s hurtige recidiv var der ikke
grundlag for at gøre straffen betinget, heller ikke med vilkår om bl.a. samfundstjeneste.
TfK 2017.688Ø: T straffet med 6 måneders fængsel for grov vold efter straffelovens § 245, stk.
1, ved at have indfundet sig maskeret med elefanthue på F’s bopæl med et koben og et støvsu-
gerrør og slået F med kobenet, til dels mens F lå ned. Retten lagde til grund som bevist, at der
var tale om en planlagt selvtægtshandling som følge af, at F havde haft og var dømt for et
seksuelt forhold til T’s steddatter, der da var 14 år. F fik skader i sin hånd og psykiske men af
overfaldet. Ved straffastsættelsen lagde landsretten bl.a. vægt på, at der var tale om en planlagt
selvtægtshandling i forurettedes hjem, og på de følger, som overfaldet havde medført for foru-
rettede.
TfK 2016.887V: T straffet med 9 måneders fængsel for grov vold efter straffelovens § 245, stk.
1, ved med forsæt til at ramme den jævnaldrende F, som T havde været til fest med, hvor der
var opstået en uoverensstemmelse, at have ført sin bil frem mod F, der blev påkørt og over
adskillige meter blev slæbt under bilen, hvorved F pådrog sig alvorlige skader, bl.a. kraniebrud,
bækkenbrud og brud på højre skinneben. Det indgik ved straffens fastsættelse som en formil-
dende omstændighed, jf. straffelovens § 82, nr. 5, at T havde handlet i en oprørt tilstand, og at
F var gået over til T’s bil med en skruetrækker i hånden og havde forsøgt at knuse en rude
i
bilen.
TfK 2017.1082V: T straffet med 1 års fængsel, heraf 8 måneder betinget, for grov vold efter
straffelovens § 245, stk. 1, ved i forening med nogle jævnaldrende kammerater at have kastet
683
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0116.png
en molotovcocktail mod F, som landede ved F’s ben og brød i brand, hvorved F pådrog sig
alvorlige forbrændinger. Der var rejst tiltale for overtrædelse af straffelovens § 246, jf. § 245,
stk. 1, men forholdet blev alene henført under § 245, stk. 1, idet skaderne ikke var så alvorlige,
at volden kunne henføres under § 246.
TfK 2013.281V: T straffet med 1 års fængsel for grov vold efter straffelovens § 245, stk. 1, ved
om aftenen at have slået sin hustru F adskillige gange i hovedet med et jernrør, der var tilvirket
som et slagvåben, samt sparket F flere gange i hovedet. Det fremgik af forklaringerne i sagen,
at F midlertidigt var flyttet ud i sine forældres sommerhus, idet hun ikke var sikker på, at hun
ville blive i ægteskabet med T. Efter at have fået fri den pågældende kørte hun til sommerhuset,
hvor T havde indfundet sig, og hvor han overfaldt hende. Ved straffastsættelsen blev der lagt
vægt på, at F som følge af overfaldet havde fået varigt men på det ene øje i form af let nedsat
syn og synsforstyrrelser. Der blev endvidere lagt vægt på, at overfaldet bar præg af at være
planlagt og var udført i et forholdsvis øde sommerhusområde, hvor F næppe kunne tilkalde
hjælp. Overfaldet havde været relativt langvarigt og forbundet med stor angst for F. Det var
udført med tunge våben i form af en jernstang og sikkerhedssko, og slag og spark var rettet mod
F’s hoved. Der havde derfor været tale om et potentielt særdeles farligt overfald. Når F alligevel
kun havde fået fysiske skader i form af mindre skrammer og en varig øjenskade, måtte dette til
dels tilskrives hendes evne og vilje til at værge for sig, men det viste også, at slagene og spar-
kene trods alt måtte være tildelt med begrænset kraft. F havde i den forbindelse forklaret, at hun
dels var bevidstløs, dels spillede død, mens T med sikkerhedssko sparkede på hendes hoved,
og at hun således ikke hele tiden værgede for sig.
TfK 2013.421Ø: T straffet med 1 år og 3 måneders fængsel for grov vold efter straffelovens §
245, stk. 1, ved under et skænderi at have sprøjtet salmiakspiritus i ansigtet på en anden mand
to gange, hvilket medførte alvorlige øjenskader. Der var rejst tiltale for overtrædelse af straffe-
lovens § 246, jf. § 245, stk. 1, men T blev frifundet for tiltalen for overtrædelse af straffelovens
§ 246, idet legemsangrebet, ikke havde haft en så grov beskaffenhed eller haft så alvorlige
skader til følge, at der forelå særdeles skærpende omstændigheder. T, der af byretten var straffet
med fængsel i 1 år og 3 måneder, heraf 9 måneder betinget, blev af landsretten straffet med
ubetinget fængsel i 1 år og 3 måneder (dissens for fængsel i 1 år og 6 måneder).
TfK 2014.143/2V: T straffet med 1 år og 6 måneders fængsel for grov vold i gentagelsestilfælde
efter straffelovens § 245, stk. 1, jf. § 247, stk. 1, ved på et værtshus at have slået F i hovedet
med en spade, så F mistede bevidstheden og pådrog sig kraniebrud og blødninger i hjernen. T
var tidligere straffet flere gange for vold. Ved udmåling af straffen blev der lagt vægt på, at
volden var blevet udøvet med en spade med alvorlige personskader til følge, at F havde været i
684
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0117.png
livsfare, og at T tidligere var straffet for vold, senest ca. 2 måneder før det nye forhold blev
begået. Der var i landsretten dissens for 2 års fængsel.
TfK 2015.691Ø: T straffet med 1 år og 6 måneders fængsel for grov vold i gentagelsestilfælde
efter straffelovens § 245, stk. 1, jf. § 247, stk. 1, ved på Mændenes Hjem at have smidt salmi-
akspiritus i hovedet på F, der fik det i øjnene med ætsningsskader og en synsnedsættelse på det
ene øje til følge. T var tidligere straffet i 2010 med fængsel i 1 år og 3 måneder for grov vold
efter straffelovens § 245, stk. 1, ved at have kastet salmiakspiritus i øjnene på en person.
TfK 2017.1096Ø: T straffet med 1 år og 6 måneders fængsel for grov vold efter straffelovens
§ 245, stk. 1, ved i forening med sin bror og to andre medgerningspersoner at være trængt ind i
F’s hjem, hvor de sparkede og slog F med et baseballbat og hældte kogende vand over ham,
fordi han ikke ville gifte sig med T’s søster. T var tidligere
straffet i 2008 for bl.a. røveri. By-
retten fastsatte straffen til fængsel i 1 år. Landsretten forhøjede under hensyn til, at T var tidli-
gere straffet, straffen for volden til fængsel i 1 år og 6 måneder. Efter kriminalitetens grovhed,
og da sagsbehandlingstiden
alene skyldtes T’s forhold, var der ikke grundlag for at gøre straffen
helt eller delvist betinget.
TfK 2018.111Ø: T straffet med 1 år og 6 måneders fængsel for grov vold efter straffelovens §
245, stk. 1, til dels forsøg herpå, jf. § 21, ved i flere tilfælde over en 1-årig periode i forbindelse
med besøg hos sin far, der var på plejehjem, at have forgiftet sin fars drikkevarer eller mad med
ikke-lægeordineret medicin eller skadelige kemikalier, ligesom T medbragte kemikalier, her-
under saltsyre og phosphorsyre, og medicin, der anvendes mod skizofreni, til plejehjemmet for
at udsætte ham for endnu et angreb. T blev endvidere dømt for et mindre tilfælde af butikstyveri.
Sager, hvor forholdet er begået efter strafskærpelsen i 2018, men før skærpelsen i 2022:
TfK 2021.91V: T straffet med 60 dages fængsel betinget for forsøg på grov vold efter straffe-
lovens § 245, stk. 1, jf. § 21, ved på sin bopæl at have kastet et løbehjul ca. 2 meter op i luften
henover et 1,85 meter højt plankeværk ind til nabogrunden, hvor der sad tre børn ved et bord
ca. 50 cm fra plankeværket, og hvorved løbehjulet ramte ned mellem to af børnene, der ikke
blev ramt, hvorefter T råbte: ”Din møgtøs. Næste gang ringer jeg efter politiet. I er nogle møg-
tøser”, ”møgunger” eller
lignende. T havde en hjerneskade efter en stor hjerneblødning. Efter
forholdets karakter blev straffen udmålt som anført. Navnlig under hensyn til oplysningerne om
T’s personlige forhold fandtes det forsvarligt undtagelsesvist at gøre straffen betinget (dissens
for 50 dages ubetinget fængsel).
685
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0118.png
TfK 2020.681V: T straffet med 60 dages fængsel for grov vold efter straffelovens § 245, stk.
1, ved om aftenen i en opgang at have sprøjtet peberspray mod F’s ansigt, så F fik det i ansigtet
og øjnene. Det blev lagt til grund, at F stille og roligt var gået op ad trappen til 1. salen, hvor
han to gange bankede på en dør til T’s lejlighed, og at T herefter rev en anden dør op og uden
varsel sprøjtede peberspray ind i ansigtet på F. Efter voldens karakter og omstændighederne
ved denne blev straffen udmålt som anført. Henset til karakteren af volden, der var foregået
over for en person, der på ingen måde havde givet anledning til denne, var der ikke grundlag
for at fravige det klare udgangspunkt om, at vold efter straffelovens § 245, stk. 1, skal straffes
med ubetinget fængsel. Oplysninger om T’s personlige forhold kunne navnlig efter karakter af
volden ikke føre til et andet resultat.
TfK 2022.85V: T straffet med 60 dages fængsel for grov vold efter straffelovens § 245, stk. 1,
og overtrædelse af færdselslovens § 3, stk. 1, ved med bil at have påkørt F, der havde stillet sig
i en parkeringsbås i en parkeringskælder for at markere, at den var optaget. T, der ledte efter en
parkeringsplads, var herefter kørt frem mod F og havde påkørt F på knæet. I byretten blev T
idømt 3 måneders fængsel, men landsretten nedsatte straffen til fængsel i 60 dage navnlig under
hensyn til, at påkørslen skete med meget lav hastighed og havde medført minimale skader. Der
var efter forholdets karakter ikke grundlag for at gøre nogen del af straffen betinget.
TfK 2021.1145V: T straffet med 80 dages fængsel for grov vold i gentagelsestilfælde efter
straffelovens § 245, stk. 1, jf. § 247, stk. 1, ved i sin bil på en frakørsel fra en motorvej at have
accelereret kraftigt frem mod F og i forbikørslen ramt F’s højre hånd, så F pådrog sig en be-
handlingskrævende skade. Efter F’s forklaring blev yderste led på 4. finger stift, og lillefingeren
blev krum. Lægen, som opererede ham, havde sagt, at han ikke ville kunne vende tilbage til sit
arbejde som montør, og han var fortsat sygemeldt. Det fremgik af sagen, at der forud for volds-
udøvelsen havde været en trafikal uoverensstemmelse mellem T og F. T var tidligere straffet i
2014 med fængsel i 8 måneder for grov vold efter straffelovens § 245, stk. 1. Navnlig under
hensyn til forholdets karakter, den skete skade, og da T tidligere var straffet for ligeartet krimi-
nalitet, blev straffen udmålt som anført. Efter forholdets karakter var der ikke grundlag for at
gøre straffen betinget.
TfK 2021.290V: T1 straffet med 3 måneders fængsel betinget med vilkår om samfundstjeneste
for grov vold efter straffelovens § 245, stk. 1, og hærværk efter § 291, stk. 1, ved på en tank-
station at have udøvet vold mod F, idet T flere gange slog F på kroppen med en trækæp eller
lignende, ligesom han rev F’s T-shirt
i stykker og slog på hans personbil med en trækæp eller
lignende, så der skete skader for et ukendt beløb. Ved strafudmålingen anførte landsretten, at
det følger af forarbejderne til lov nr. 1426 af 17. december 2019 om begrænsning af brugen af
betinget dom med vilkår om samfundstjeneste i sager om vold, at samfundstjeneste kun under
686
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0119.png
ekstraordinære omstændigheder kan anvendes i sager om grov vold. Det var efter de afgivne
forklaringer uklart, hvem der havde startet konflikten mellem T1 og F, men det kunne lægges
til grund, at F var fulgt efter den bil, som blandt andre T1 befandt sig i, ind på tankstationen,
hvor han i ophidset tilstand havde rettet henvendelse til T1 og forsøgt at tage tændingsnøglen
ud af bilen, og at T1 herefter i oprørt tilstand havde udøvet den pådømte vold. Volden, der
havde bestået af to slag med et ukendt slagvåben mod
henholdsvis F’s ene ben og arm, havde
alene medført blå mærker. På denne baggrund sammenholdt med T’s alder og personlige for-
hold, herunder at han ikke tidligere var straffet for personfarlig kriminalitet, fandtes der at fo-
religge sådanne helt ekstraordinære omstændigheder, at der helt undtagelsesvis var grundlag
for at gøre straffen betinget med vilkår om bl.a. samfundstjeneste.
TfK 2021.382Ø: T1 straffet med 3 måneders fængsel betinget med vilkår om samfundstjeneste
for grov vold efter straffelovens § 245, stk. 1, ved at have slået F i hovedet med et skateboard i
forbindelse med en uoverensstemmelse på en skaterbane. Det fremgik af sagen, at F fik en
flænge i baghovedet, som blev syet med få sting. Byretten fandt ikke, at volden var straffri efter
reglerne
om nødværge, men dog at der havde været en vis provokation fra F’s side, hvorefter
straffen blev fastsat til fængsel i 3 måneder, der blev gjort betinget med vilkår om samfundstje-
neste. Landsretten henviste til forarbejderne til lov nr. 1426 af 17. december 2019 om begræns-
ning af brugen af betinget dom med vilkår om samfundstjeneste i sager om vold og bemærkede,
at det følger af forarbejderne til loven, at hensynet til offeret og den generelle retsfølelse tilsiger,
at betinget dom med vilkår om samfundstjeneste som det helt klare udgangspunkt ikke skal
anvendes i sager om grov vold, og at samfundstjeneste kun under helt ekstraordinære omstæn-
digheder kan anvendes i disse sager. Landsretten fandt, at der forelå sådanne helt ekstraordinære
omstændigheder, idet landsretten lagde vægt på det forudgående forløb, herunder at F havde
optrådt aggressivt og i en vis grad provokerende. Landsretten lagde derfor til grund, at gernin-
gen blev udført i en oprørt sindstilstand, der var fremkaldt af F, jf. straffelovens § 82, nr. 5.
Landsretten lagde endvidere vægt på, at T var ung og ustraffet og havde særdeles gode person-
lige forhold. Herefter stadfæstede landsretten dommen.
TfK 2020.63V: T straffet med 3 måneders fængsel for forsøg på grov vold efter straffelovens §
245, stk. 1, jf. § 21, og overtrædelse af færdselslovens § 3, stk. 1, ved en nat midt i en by med
sin bil efter en forudgående uoverensstemmelse at have forsøgt at påkøre en ung mand, F, hvil-
ket mislykkedes, da F nåede at hoppe op på bilens kølerhjelm, hvorefter T fortsatte kørslen,
indtil F blev slynget af bilen (dissens for at gøre straffen betinget med vilkår om samfundstje-
neste).
TfK 2022.178V: T1 straffet med 3 måneders fængsel for grov vold efter straffelovens § 245,
stk. 1, ved i foreningen med T2 at have slået F med knyttet og flad hånd i ansigtet flere gange
687
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0120.png
og efterfølgende slået F over venstre ben flere gange med en træbjælke, så F bl.a. pådrog sig
tandskade og blodansamlinger. Ved udmåling af straffen blev der lagt vægt på, at overfaldet
var sket
i forening på F’s bopæl uden anledning og på voldens og skadernes karakter. Efter
forholdets karakter og under hensyn til lov nr. 1426 af 17. december 2019 om begrænsning af
brugen af betinget dom med vilkår om samfundstjeneste i sager om vold, der trådte i kraft den
1. januar 2020, var der ikke grundlag for helt undtagelsesvist at gøre frihedsstraffen betinget
med vilkår om samfundstjeneste.
TfK 2022.180V: T straffet med 3 måneders fængsel for grov vold efter straffelovens § 245, stk.
1, til dels forsøg herpå. jf. § 21, ved om natten på gaden at have slået F i hovedet med en palle
af træ og forsøgt at slå ham med den, hvilket imidlertid ikke lykkedes. F pådrog sig fraktur af
tre tænder. Byretten fastsatte straffen til fængsel i 3 måneder, der blev gjort betinget med vilkår
om bl.a. samfundstjeneste. Ved straffastsættelsen lagde byretten i skærpende retning vægt på,
at der var tale om slag med en palle mod hovedet og forsøg herpå, og at F ikke ved sin ageren
op til voldsudøvelsen havde været med til, at situationen eskalerede og endte med vold. I for-
mildende retning lagde byretten vægt på T’s unge alder, at han ikke tidligere var straffet og
hans meget gode personlige forhold. Landsretten tiltrådte, at straffen var udmålt til fængsel i 3
måneder. Efter voldens karakter og de omstændigheder, hvorunder den var udøvet, forelå der
ikke sådanne helt ekstraordinære omstændigheder, at straffen kunne gøres betinget, jf. herved
forarbejderne til lov nr. 1426 af 17. december 2019 om begrænsning af brugen af betinget dom
med vilkår om samfundstjeneste i sager om vold, der trådte i kraft den 1. januar 2020. Fæng-
selsstraffen på 3 måneder blev herefter gjort ubetinget.
TfK 2022.402V: T straffet med 3 måneders fængsel for grov vold efter straffelovens § 245, stk.
1, ved om natten ud for sin bopæl at have tildelt sin tidligere samlever, F, tre slag på ballen med
et baseballbat. Det fremgik af sagen, at T’s og F’s forhold var afsluttet nogle måneder inden
volden. Ved straffastsættelsen lagde landsretten navnlig vægt på slagenes karakter og fandt i
modsætning til byretten, at straffen ikke kunne gøres betinget.
TfK 2022.413V: T straffet med 3 måneders fængsel for grov vold efter straffelovens § 245, stk.
1, ved i en baggård at have stukket F i maven med en skruetrækker. Det fremgik af sagen, at
der forud for voldsudøvelsen var en uoverensstemmelse mellem T og F, hvor F havde følt sig
chikaneret af T og opsøgt ham. Ved straffastsættelsen lagde landsretten vægt på voldens karak-
ter og fandt ikke grundlag for at gøre straffen betinget.
TfK 2021.760/2V: T straffet med 4 måneders fængsel betinget for vold efter straffelovens §
244, stk. 1, til dels forsøg herpå, jf. § 21, ved ud for en vinstue at have tildelt F1 to knytnæveslag
i hovedet og tildelt F2 et slag med knyttet hånd i brystkassen samt slået ud efter hans hoved
688
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0121.png
med knyttet hånd uden at ramme, samt for grov vold efter straffelovens § 245, stk. 1, til dels
forsøg herpå, jf. § 21, ved herefter med stor kraft at have kastet en caféstol mod en gruppe af
personer ved bordene ud for vinstuen, så stolen ramte F3 på hoften og en anden person. Efter
forholdets karakter, herunder at T havde udøvet vold mod flere personer, og efter strafskærpel-
sen ved lov nr. 358 af 29. april 2018 blev straffen udmålt til fængsel i 4 måneder. Landsretten
anførte, at det følger af forarbejderne til lov nr. 1426 af 17. december 2019 om begrænsning af
brugen af betinget dom med vilkår om samfundstjeneste i sager om vold, at samfundstjeneste
kun under helt ekstraordinære omstændigheder kan anvendes i sager om grov vold. T var bl.a.
skyldig i grov vold efter straffelovens § 245, stk. 1, og forsøg herpå, og straffen skulle som
udgangspunkt være ubetinget fængsel. Selv om T’s kast med stolen kun havde medført begræn-
set skade, og selv om T, der på gerningstidspunktet var 27 år, havde gode personlige forhold,
forelå der ikke i øvrigt sådanne helt ekstraordinære omstændigheder, at betingelserne for und-
tagelsesvist at gøre straffen betinget med vilkår om samfundstjeneste var opfyldt. Straffen blev
derfor gjort ubetinget (dissens for at gøre straffen betinget med vilkår om samfundstjeneste).
TfK 2019.1350V: T straffet med 4 måneders fængsel for grov vold efter straffelovens § 245,
stk. 1, ved på en parkeringsplads at være sprunget frem med en kniv i den ene hånd og en flaske
med hjemmelavet chilivæske i den anden hånd, hvorefter han sprøjtede chilivæske mod F1 og
F2, som blev ramt i hovedet og på kroppen af væsken, hvorefter han holdt F1 fast og tildelte
hende et kraftigt slag mod brystet med skæftet af kniven, hvilket medførte, at hun faldt. T blev
endvidere dømt for overtrædelse af knivlovens § 7, stk. 1, jf. § 1, ved at have besiddet en kniv
med en klinge på ca. 7 cm. Ved udmålingen af straffen blev der lagt vægt på, at der var tale om
et planlagt overfald, og at der var anvendt kniv. Der blev endvidere lagt vægt på bemærkninger
til lov nr. 358 af 29. april 2018 om skærpelse af straffen for grov vold, hvorefter det er forudsat,
at der skal ske en forhøjelse af straffen med en tredjedel i forhold til den straf, der hidtil har
været fastsat af domstolene, ligesom straffen skal afspejle den potentielle fare ved vold begået
med kniv eller lignende. Der var ikke grundlag for at gøre straffen betinget, heller ikke med
vilkår om samfundstjeneste.
TfK 2020.713Ø: T straffet med 4 måneders fængsel for grov vold efter straffelovens § 245, stk.
1, og overtrædelse af færdselslovens § 118, stk. 1, jf. § 3, idet han som taxachauffør efter en
uoverensstemmelse med to passagerer, F1 og F2, om betalingen kørte frem i taxaen, hvorved
F1 og F2 blev revet omkuld og kom ned at ligge med benene under taxaen, hvorefter T kørte
over deres ben. F1 brækkede herved benet, mens F2 pådrog sig en forstuvning. Landsretten
fandt, at T måtte have anset det for overvejende sandsynligt, at han ville påkøre F1 og F2, idet
han kørte frem, selv om han var opmærksom på, at de faldt umiddelbart op ad taxaen.
689
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0122.png
TfK 2021.314Ø: T straffet med 4 måneders fængsel for grov vold efter straffelovens § 245, stk.
1, idet han havde taget kvælertag på F og slået F i hovedet med et bat, så F fik en syningskræ-
vende flænge i hovedet. Byretten havde fastsat straffen til fængsel i 3 måneder, hvilket lands-
retten forhøjede til fængsel i 4 måneder.
TfK 2020.313V: T straffet med 5 måneders fængsel for vold efter straffelovens § 244, stk. 1,
og grov vold efter § 245, stk. 1, ved at have slået F flere gange i hovedet med knyttet hånd og
med flad hånd og nikket F en skalle, ligesom T slog F flere gange med en billardkø hen over
nakke og hoved med skade på nakke og hoved til følge i form af mærker og ømhed. Ved straf-
fastsættelsen blev der lagt vægt på karakteren af den begåede vold, herunder at T havde opsøgt
F på dennes værelse, hvor T havde slået F i hovedet flere gang med knyttet hånd, nikket ham
en skalle og slået ham flere gange i hovedet og over nakken med en billardkø, som herved
knækkede. Der blev endvidere lagt vægt på bemærkningerne til lov nr. 358 af 29. april 2018
om skærpelse af straffen for grov vold, hvorefter det er forudsat, at der skal ske en forhøjelse
af straffen med en tredjedel i forhold til den straf, der hidtil har været fastsat af domstolene.
TfK 2019.557/2V: T straffet med 6 måneders fængsel for grov vold efter straffelovens § 245,
stk. 1, jf. § 247, stk. 1, ved at have stukket F med en saks i skulderen. Under hensyn til volds-
forholdets karakter og T’s tidligere dom for vold var der ikke grundlag for at gøre straffen
betinget, heller ikke med vilkår om samfundstjeneste.
TfK 2021.15V: T straffet med 6 måneders fængsel for grov vold efter straffelovens § 245, stk.
1, ved
med en lighter at have sat ild til F’s fødder og underben, som var blevet overhældt med
håndsprit. Ved udmåling af straffen blev der lagt vægt på forholdets karakter, herunder navnlig
at F havde sovet, da T tændte ild til hans fødder, og omfanget af skaderne (dissens for 4 måne-
ders fængsel).
TfK 2019.1450V: T straffet med 7 måneders fængsel for grov vold i gentagelsestilfælde efter
straffelovens § 245, stk. 1, jf. § 247, stk. 1, til dels forsøg herpå, jf. § 21, ved at have medbragt
et vandrør og overfaldet flere uidentificerede personer tilhørende en anden gruppering, idet T
slog flere personer på kroppen og i hovedet og dels forsøgte at slå flere personer, der undveg.
T blev endvidere dømt for hærværk og overtrædelse af våbenbekendtgørelsen ved besiddelsen
af vandrøret. T var tidligere straffet for vold og røveri.
TfK 2021.148Ø: T straffet med 1 år og 6 måneders fængsel for grov vold i gentagelsestilfælde
efter straffelovens § 245, stk. 1, jf. § 247, stk. 1, jf. § 248, idet han havde slået F i hovedet og
kastet salmiakspiritus i ansigtet på ham med betydelig synsskade til følge. Forholdet fandtes
ikke omfattet af straffelovens § 246. Forholdet henførtes under straffelovens § 248 om
690
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0123.png
legemsangreb under slagsmål, idet det måtte lægges til grund, at det var F, der startede slags-
målet, og at de begge havde slået på hinanden. T blev endvidere fundet skyldig i overtrædelse
af knivloven. T, der tidligere var straffet flere gange for personfarlig kriminalitet, var førtids-
pensionist og misbruger, og voldsforholdet var begået på et bosted. Byretten fastsatte straffen
til fængsel i 2 år, hvilket landsretten nedsatte til fængsel i 1 år og 6 måneder.
(d) Vold uden anvendelse af redskaber (spark, tramp, skaller, kvælergreb mv.)
Fra retspraksis vedrørende vold uden anvendelse af redskaber kan der bl.a. henvises til følgende
afgørelser:
Sager, hvor forholdet er begået før strafskærpelsen i 2018:
TfK 2012.436V: T straffet med 60 dages fængsel betinget med vilkår om samfundstjeneste for
grov vold efter straffelovens § 245, stk. 1, ved som vagt i et center at have taget halsgreb på F.
Det blev lagt til grund,
at T’s kollega, A, i sin egenskab af vagt i centret rettede henvendelse til
L, da han havde iagttaget, at hun havde begået tyveri. F hidsede sig i den anledning voldsomt
op og angreb A med to kraftige skub i brystet, og det blev lagt til grund, at T på dette tidspunkt
var kommet til stede og iagttog dette. F gjorde endnu et udfald mod A, og for at afværge dette
angreb, angreb T og A F og fik ham pacificeret ved at holde ham fast og ned at ligge. Under
disse omstændigheder fandt landsretten, at T i situationen, herunder i kraft af sit arbejde som
vagt i centret, havde været berettiget til at fastholde F. T havde herefter med et armgreb holdt
fast om halsen på F, og dette halsgreb havde været af en sådan varighed og kraft, at det havde
forårsaget punktformede
blødninger i bindehinderne i F’s øjne og bragt ham i livsfare. Halsgre-
bet var derfor omfattet af straffelovens § 245, stk. 1. Der blev ved straffastsættelsen lagt vægt
på forholdets karakter og omstændighederne, hvorunder forholdet var begået, T’s personlige
forhold og den tid, der var forløbet, siden forholdet var begået.
TfK 2017.865V: T straffet med 60 dages fængsel for grov vold efter straffelovens § 245, stk.
1, ved om natten uden for en restaurant at have sparket F i ryggen, så F væltede ned på fortovet,
hvorefter T slog F ikke under 15 gange i hoved og ansigt samt sparkede F i hovedet, mens han
lå ned. Landsretten lagde til grund, at T og F før den udøvede vold ikke havde nogen forståelse
eller aftale om, at de skulle afgøre en uoverensstemmelse mellem dem ved at slås, men at F,
som også forklaret af T, var sagesløs. Herefter, og uanset T’s gode personlige forhold, og at
volden alene havde påført F begrænsede skader, var der ikke grundlag for at fravige udgangs-
punktet om, at straffen gøres ubetinget i sager om grov vold, jf. herved tillige Højesterets dom
i U 2017.2170H. Det kunne ikke føre til et andet resultat, at forholdet havde fundet sted for
knap et år siden.
691
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0124.png
U 2017.2170H: T straffet med 3 måneders fængsel for grov vold efter straffelovens § 245, stk.
1, ved flere gange at have hoppet/sparket på forurettede, F’s, hoved, mens T, der var 19 år på
gerningstidspunktet, holdt med armene på to biler og F lå mellem bilerne. For Højesteret angik
sagen alene strafudmålingen. Højesteret fandt under de anførte omstændigheder, at straffen i
betragtning af voldens farlige karakter skulle fastsættes til fængsel i 3 måneder. Højesteret ud-
talte, at udgangspunktet ved grov vold, jf. straffelovens § 245, fortsat er, at der skal fastsættes
ubetinget frihedsstraf, og at betinget dom med samfundstjeneste kun kan anvendes, hvis særlige
grunde taler for det. Under hensyn til voldens karakter og omstændighederne fandt Højesteret
ikke grundlag for undtagelsesvis at gøre straffen betinget med vilkår om samfundstjeneste, selv
om volden alene påførte F begrænsede skader.
U 2018.1533H: T straffet med 4 måneders fængsel for grov vold efter straffelovens § 245, stk.
1, ved med begge hænder at have taget halsgreb på sin ekskæreste, F, mens hun lå i sengen, og
holdt F for næse og mund, så hun ikke kunne trække vejret og fik punktformet blødning i det
ene øje og bristede kar i begge øjne. T var herudover skyldig i ulovlig tvang efter straffelovens
§ 260, nr. 1, ved i forlængelse af volden ved trussel om yderligere vold at have tvunget F til at
skrive til en mand, som hun havde skrevet med via Facebook, at manden skulle lade hende
være. Både by- og landsretten fastsatte straffen til 4 måneders fængsel, der blev gjort betinget
med vilkår om samfundstjeneste. Højesteret tiltrådte, at straffen var udmålt til fængsel i 4 må-
neder. Efter en samlet vurdering af voldens karakter og omstændighederne, hvorunder den var
udøvet, vurderede Højesteret, at der ikke var grundlag for at gøre straffen betinget med vilkår
om samfundstjeneste. Højesteret pegede herved på, at T uden forudgående provokation havde
udøvet grov vold over for F i hendes hjem, og at volden var egnet til at fremkalde alvorlig frygt
hos F og havde medført langvarige psykiske eftervirkninger. Straffen på fængsel i 4 måneder
blev derfor gjort ubetinget.
U 2018.3837H: T straffet med 6 måneders fængsel for grov vold i gentagelsestilfælde efter
straffelovens § 245, stk. 1, jf. § 247, stk. 1, ved i forening med tre andre personer at have slået
to personer i hovedet med flere knytnævesalg og ved at have sparket den ene i hovedet, hvilket
medførte skader, bl.a. læsioner i ansigtet og brud på anklen. Højesteret tiltrådte, at straffen var
fastsat i landsretten til fængsel i 6 måneder, og henviste til voldens farlige og meningsløse ka-
rakter, at der var tale om gentagelse, og at volden var begået i forening med andre.
TfK 2016.988V: T straffet med 1 års fængsel, heraf 7 måneder betinget, for grov vold efter
straffelovens § 245, stk. 1, ved at have udsat sin knap 2 måneder gamle søn for grov vold på
hoved og krop med tildeling af slag og ruskevold, så barnet blev påført skader i form af blå
mærker på kroppen og i ansigtet, brud på højre lårbensknogle, blødninger i begge øjne samt to
blødninger i hjernen. T blev i byretten straffet med fængsel i 1 år og 6 måneder, idet der på den
692
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0125.png
ene side blev lagt vægt på antallet af slag og karakteren af skaderne, og at volden var begået
mod et 2 måneder gammelt spædbarn, og på den anden side, at sønnen nu var i god trivsel.
Landsretten nedsatte straffen til 1 års fængsel, heraf 7 måneder betinget (dissens for fængsel i
1 år og 3 måneder).
TfK 2015.496Ø: T straffet med 1 år og 9 måneders fængsel for navnlig grov vold i gentagelse-
stilfælde efter straffelovens § 245, stk. 1, jf. § 247, stk. 1, ved i fængslet at have udøvet stump
vold mod en medindsats hoved og krop, så F mistede bevidstheden og pådrog sig underhuds-
blødninger og kvæstelser i hovedet, stiklæsioner og en blodansamling i hjernen, hvorved F blev
bragt i livsfare med kognitiv skade og varige skader i form af moderat til svær hjerneskade til
følge. T var prøvemedlem af Hells Angels og var flere gange tidligere straffet for vold, herunder
grov vold. Der var rejst tiltale for overtrædelse af straffelovens § 246, jf. § 245, stk. 1, men
forholdet blev alene henført under § 245, stk. 1, idet landsretten fandt det godtgjort, at F var
påført de i tiltalen nævnte skader, herunder en varig hjerneskade, men anså det for uvist, hvor
meget hjerneskaden på længere sigt ville påvirke F. Byretten havde fastsat straffen til fængsel
i 1 år og 6 måneder. Henset til voldens grovhed, omstændighederne hvorunder den blev udøvet,
herunder at F var værgeløs, de alvorlige og varige skader, og at T adskillige gange tidligere var
dømt for personfarlig kriminalitet, forhøjede landsretten straffen til fængsel i 1 år og 9 måneder.
Sager, hvor forholdet er begået efter strafskærpelsen i 2018, men før skærpelsen i 2022:
TfK 2022.419Ø: T2 straffet med 4 måneders fængsel betinget for grov vold efter straffelovens
§ 245, stk. 1, ved i forening med andre at have udøvet vold mod en 15-årig dreng, F, og bl.a.
tildelt ham knytnæveslag i hovedet og sparket ham på kroppen og i hovedet, og idet F forsøgte
at rejse sig, blev han skubbet ned i jorden, så hans hoved ramte en metalpæl. T2 var også selv
15 år, da forholdet blev begået. Henset til voldens omfang og karakter, herunder at den var
uprovokeret og udøvet i forening, og henset til strafskærpelsen ved lov nr. 358 af 29. april 2018,
hvor straffelovens § 245 blev ændret, blev straffen fastsat til fængsel i 4 måneder, som efter
T2’s meget unge alder helt undtagelsesvist blev gjort betinget med vilkår.
TfK 2022.120Ø: T1 straffet med 4 måneders fængsel for grov vold efter straffelovens § 245,
stk. 1, ved i forening med to maskerede medgerningspersoner at have lokket F til at indfinde
sig på en adresse, hvor de overfaldt ham, slog ham adskillige gange i hovedet og sparkede og
trampede ham i hovedet og på kroppen, så han mistede bevidstheden. F blev som følge heraf
hospitalsindlagt i fire dage og havde bl.a. et kraveben, der var gået af led. I byretten blev T1
idømt fængsel i 3 måneder. Landsretten skærpede straffen til fængsel i 4 måneder, der ikke
kunne gøres betinget.
693
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0126.png
TfK 2019.984V: T straffet med 6 måneders fængsel for grov vold i gentagelsestilfælde efter
straffelovens § 245, stk. 1, jf. § 247, stk. 1, ved med begge hænder at have taget et hårdt kvæ-
lertag på sin samlever, F, så hun ikke kunne trække vejret, og således at det sortnede for øjnene
af hende, ligesom hun fik blodudtrædninger på begge sider af halsen. T var samtidig skyldig i
tyveri ved uberettiget at have borttaget F’s pas, en sparegris med ca. 5.000 kr. og medicin. T
var tidligere straffet mange gange, herunder adskillige gange for personfarlig kriminalitet. Han
var senest dømt i 2017 med fængsel i 1 år og 3 måneder, for overtrædelse af bl.a. straffelovens
§ 119, stk. 1, § 123 og § 245, stk. 1, jf. § 247, stk. 1. Efter forholdenes karakter og T’s tidligere
straffe for ligeartet kriminalitet blev straffen fastsat som anført.
TfK 2020.109Ø: T straffet med 6 måneders fængsel for grov vold i gentagelsestilfælde efter
straffelovens § 245, stk. 1, jf. § 247, stk. 1, ved i forening med to medgerningspersoner at have
overfaldet F, der tilhørte en anden bandegruppering. T var tidligere straffet mange gange, her-
under også for personfarlig kriminalitet.
TfK 2022.71Ø: T straffet med 9 måneders fængsel, heraf 6 måneder betinget, for grov vold
efter straffelovens § 245, stk. 1, mod sin 4-årige søn, idet T under en konflikt i forbindelse med
sønnens bad tog et længerevarende halsgreb på sønnen, så sønnen pådrog sig underhudsblød-
ninger og blodudtrædninger i bl.a. øjnene, og således at han kom i umiddelbar livsfare, ligesom
T klemte om sønnens ansigt, så der opstod en underhudsblødning under øjet. Byretten fastsatte
straffen til fængsel i 7 måneder. Landsretten skærpede straffens længde til fængsel i 9 måneder,
men fandt, at straffen undtagelsesvis kunne gøres delvist betinget, således at alene 3 måneder
skulle afsones, mens resten blev gjort betinget (dissens for at gøre 6 måneder ubetinget). Lands-
retten lagde ved straffens fastsættelse vægt på, at der var tale om grov vold begået mod et vær-
geløst barn af dets primære omsorgsperson. Der var tale om et enkeltstående tilfælde, hvor
barnet imidlertid havde været bragt i livsfare. Landsretten fandt det uden betydning, at T var
træt og i situationen blev bragt i en ophidset tilstand som følge af barnets opførsel. Henset til
begrænsningen af brugen af betinget dom med vilkår om samfundstjeneste ved den seneste
lovændring kunne straffen ikke gøres betinget, herunder med vilkår om samfundstjeneste.
TfK 2021.545V: T straffet med 1 år og 2 måneders fængsel for grov vold efter straffelovens §
245, stk. 1, ved at have slået F, der var hans ekshustru, flere gange i hovedet med knyttet hånd
og revet hende i håret, ligesom T med begge hænder tog et halsgreb på hende, så hun fik vejr-
trækningsbesvær og blodunderløbne mærker i øjnene. Han trak hende derefter ned mod jorden,
hvor han adskillige gange slog hende liggende i hovedet med knyttet hånd. T var tidligere straf-
fet med fængsel i 50 dage, der var gjort betinget med vilkår om samfundstjeneste, for vold efter
straffelovens § 244 begået mod F. Ved udmåling af straffen blev der lagt vægt på voldens farlige
694
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0127.png
karakter, herunder det alvorlige halsgreb, at T tidligere var straffet for vold begået mod samme
forurettede og skærpelsen af straffen for grov vold i lov nr. 358 af 29. april 2018.
(e) Mishandling
Fra retspraksis vedrørende mishandling kan der bl.a. henvises til følgende afgørelser:
Sager, hvor forholdet er begået før strafskærpelsen i 2018:
TfK 2016.602V: T2 straffet med 7 måneders fængsel, og T1 straffet med 5 måneders fængsel,
for mishandling efter straffelovens § 245, stk. 1, ved som far (T2) og mor (T1) til to børn, der
var født i 2006, at have udøvet vold mod dem i en periode på mere end 1 år, idet de tiltalte
adskillige gange og med jævne mellemrum slog børnene med flad hånd i ansigtet og med flad
og knyttet hånd på kroppen, adskillige gange sparkede begge børn på kroppen, adskillige gange
slog børnene med køkkenredskaber i træ og metal samt med sko, adskillige gange rev børnene
i håret, slog det ene barn med en legetøjsgummislange og kastede koldt vand på hende, tvang
det andet barn til at stille sig delvist afklædt under bruseren med koldt vand over længere tid
samt slog begge børnene med flad hånd i ansigtet, alt med smerter og mærker til følge. T2 var
tidligere straffet i 2009 med fængsel i 60 dage for vold, hvorfor forholdet for hans vedkom-
mende tillige blev henført under straffelovens § 247, stk. 1, om vold i gentagelsestilfælde. Der
var ikke grundlag for at gøre straffen for nogen af de tiltalte betinget, heller ikke med vilkår om
samfundstjeneste.
TfK 2014.532V: T1 og T2 straffet med 8 måneders fængsel, heraf 6 måneder betinget, for mis-
handling efter straffelovens § 245, stk. 1, ved til dels i forening i en periode fra 2006 til 2010
på flere adresser flere gange om ugen og til tider flere gange dagligt at have udøvet vold eller
passivt at have overværet den andens vold mod deres børn, der var født i 2001, 2003 og 2006,
idet de tiltalte slog dem med flad hånd mod hovedet, i enden, på arme og ben og på kroppen
med smerter og mærker til følge, ligesom T2 på et tidspunkt havde taget den yngste søn i armen
og kastet ham hen ad gulvet. Henset til sagens tidsmæssige udstrækning kunne straffene, der
ellers som udgangspunkt skulle have været ubetinget, gøres delvist betinget, således at alene 60
dage af straffen skulle afsones.
TfK 2014.1186/2V: T straffet med 8 måneders fængsel for mishandling efter straffelovens §
245, stk. 1, ved i en periode på ca. 4 år på bopælen at have mishandlet sin søn, F, mens han var
mellem 6 og 10 år, idet T bl.a. i adskillige tilfælde havde slået F i hovedet og på kroppen med
flad og knyttet hånd, i adskillige tilfælde havde fastspændt ham ved arme og ben til en stol og
slået ham i bagdelen med en trækæp og i et tilfælde havde tapet F’s arme fast til et kosteskaft
eller lignende.
695
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0128.png
TfK 2016.998V: T straffet med 10 måneders fængsel for bl.a. mishandling efter straffelovens
§ 245, stk. 1, i gentagelsestilfælde, jf. § 247, stk. 1, ved at have udøvet mishandling mod sine
to stedsønner, mens de var i alderen 4-7 år og 6-10 år. T havde gentagne gange slået den ene
stedsøn i hovedet og på kroppen med flad hånd samt nogle gange slået ham på kroppen, herun-
der på benene, med en kæp eller en tilsvarende genstand. T havde endvidere slået den anden
stedsøn i hovedet og på kroppen med flad hånd, herunder i nogle tilfælde tildelt ham ”nødder”.
Handlingerne var begået over en 3-årig
periode og fremtrådte som et udslag af T’s overlegne
stilling i forhold til børnene, der havde befundet sig i et afhængighedsforhold til ham. T var
tidligere straffet i 2009 for vold mod drengenes mor og deres fællesbarn. Efter forholdenes
karakter og T’s tidligere kriminalitet var der – uanset den forløbne tid og T’s gode personlige
forhold
–
ikke grundlag for at gøre straffen betinget, heller ikke med vilkår om samfundstjene-
ste.
TfK 2016.1135V: T straffet med 1 års fængsel for mishandling efter straffelovens § 245, stk. 1,
af sin hustru og to døtre. T havde igennem ca. 17 år udsat sin hustru, F, for vold, som i en del
af perioden havde karakter af næsten daglig vold og bestod i slag med knyttet hånd i hovedet
og på kroppen, riven i håret, spyt i ansigtet, slag på kroppen med en tyrkisk kagerulle, slag på
kroppen med støvsugerrør, bælte og sengemeder og spark på kroppen. Volden aftog efter en
periode, men T fortsatte med at begå vold i hvert fald ugentligt. Det blev lagt til grund, at volden
senere igen blev forstærket. T havde endvidere udsat sine to døtre for vold. Volden mod F var
begået i 17 år i hjemmet, og en del heraf var begået under overværelse af børnene. Volden mod
børnene var også begået over en årrække. På den baggrund og under hensyn til voldens karakter
og omfang samt de forurettedes værgeløse stilling blev straffen fastsat som anført. Efter forhol-
dets karakter var der ikke grundlag for at gøre straffen helt eller delvist betinget.
TfK 2012.172V: T straffet med 1 år og 3 måneders fængsel for mishandling efter straffelovens
§ 245, stk. 1, ved i en periode fra juli til september 2010 i hjemmet at have så sin søn, F, der
var født i juni 2010, idet T greb hårdhændet om brystkassen på F, hvorved der opstod brud på
to ribben,
vred eller trak kraftigt i F’s højre ben, så der opstod brud på højre lårben, klemte,
vred og/eller trak kraftigt i begge F’s håndled, så der opstod brud på begge håndled, og trak
kraftigt i F’s venstre ben, så der opstod brud på lægbenet. Ved straffastsættelsen
blev der lagt
vægt på voldens karakter og omfang, og da volden var begået over for et spædbarn, der havde
pådraget sig flere knoglebrud derved, blev straffen fastsat som anført (dissens for 1 års fængsel).
TfK 2017.650/2V: T straffet med 1 år og 3 måneders fængsel for mishandling og grov vold
efter straffelovens § 245, stk. 1, ved på bopælen at have udsat sin ca. 3 uger gamle datter for
både grov vold og mishandling, idet T med slag og anden form for vold mod datterens hoved,
696
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0129.png
krop og lemmer påførte hende skader i form af blodunderløbne mærker på begge side af hove-
det, en mindre blødning ved det ene øjes bindehinde, flere brud på det ene skinneben, brud på
lægbenet, brud på det ene lårben, flere brud på det ene skinneben og brud på flere ribben. Ved
straffastsættelsen blev der lagt vægt på voldens karakter, antallet af skader og på, at volden var
begået mod et få uger gammelt spædbarn, som T havde i sin varetægt i hjemmet og havde særlig
pligt til at drage omsorg for. Der blev endvidere lagt vægt på, at volden efter de lægelige op-
lysninger ikke var livstruende eller farlig og ikke formodedes at medføre varige fysiske mén.
Efter forholdets karakter var der ikke grundlag for at gøre nogen del af straffen betinget, heller
ikke med vilkår om samfundstjeneste.
Sager, hvor forholdet er begået efter strafskærpelsen i 2018, men før skærpelsen i 2022:
TfK 2019.1205V: T straffet med 6 måneders fængsel for mishandling efter straffelovens § 245,
stk. 1, ved over en periode fra 2013 til 2019 på sin bopæl jævnligt, om end ikke ugentligt, og i
et stort antal tilfælde at have udøvet vold mod sin stedsøn, F1, der var født i 2008, idet T havde
slået F1 på skuldrene og lårene med knyttet hånd, ligesom T ved flere lejligheder havde haft en
fingerring på, når han slog F1, så F1 fik mærker efter ringen, samt ved over en periode fra 2016
til 2019 at have udøvet vold mod sin datter, F2, der var født i 2015, idet T havde slået datteren
på kroppen med knyttet hånd og grebet fat i hendes arme og slået hende i hovedet med flad
hånd. Efter voldens karakter var der ikke grundlag for at gøre straffen betinget, heller ikke med
vilkår om samfundstjeneste.
3.2.4.2.
Straffelovens § 245, stk. 2
Straffelovens § 245, stk. 2, anvendes ganske sjældent i praksis og ses ikke anvendt i nyere
retspraksis. Bestemmelsen behandles derfor ikke nærmere her.
3.2.5 Delkonklusion vedrørende strafniveauet for overtrædelse af straffelovens § 245
Ved
lov nr. 380 af 6. juni 2002
gennemførtes en forhøjelse af strafferammerne i voldsbestem-
melserne samtidig med, at der forudsattes en gennemgående forhøjelse af strafniveauet. Ved
lovændringen forhøjedes således strafmaksimum i straffelovens § 245 fra 4 til 6 års fængsel.
Lovændringen tilsigtede i øvrigt ifølge bemærkningerne, at strafniveauet i bl.a. voldssager om-
fattet af § 245 gennemgående skulle forhøjes med omkring en tredjedel i forhold den straf, der
hidtil var fastsat af domstolene.
Ved
lov nr. 358 af 29. april 2018
foretoges sproglige ændringer af bl.a. § 245 med henblik på
at indsætte anvisninger i lovbemærkningerne vedrørende strafniveauet i skærpende retning. Af
bemærkningerne fremgår, at straffen for overtrædelse af bl.a. § 245 skulle forhøjes med en
tredjedel i forhold til den straf, der hidtil var fastsat af domstolene. Desuden skulle der i visse
697
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
tilfælde ske en større nuancering i strafudmålingen efter straffelovens § 245. Ifølge bemærk-
ningerne gjaldt dette for de allergroveste tilfælde af vold efter straffelovens § 245, herunder
særligt hvor forurettede er blevet udsat for meget omfattende vold, eventuelt begået af flere
gerningsmænd, og har fået betydelige skader.
I de allergroveste sager, som hidtil havde været afgjort med straffe i niveauet fra omkring 1 år
og 9 måneders fængsel, skulle der ifølge bemærkningerne udmåles en straf, der har en bedre
sammenhæng med strafniveauet for vold omfattet af straffelovens § 246. Af bemærkningerne
fremgår videre, at det ikke var muligt at angive et generelt skærpelsesniveau på grund af sager-
nes forskellighed, men at der lagdes op til, at der ud over den generelle strafskærpelse med en
tredjedel i disse tilfælde skulle ske en yderligere skærpelse.
Det samme skulle ifølge bemærkningerne gælde i sager, hvor der er anvendt kniv eller lignende.
Der anføres i bemærkningerne det eksempel, at en sag om grov vold med anvendelse af kniv
eller lignende, der hidtil af domstolene havde været afgjort med 3 måneders fængsel, efter lov-
ændringen som udgangspunkt skulle afgøres med 5 måneders fængsel. Hvis der var tale om en
sag, der hidtil var afgjort med fængsel i 1 år og 6 måneder, lagdes der op til, at straffen efter
lovændringen som udgangspunkt skulle være i niveauet fra fængsel i 2 år og 3 måneder til
fængsel i 2 år og 6 måneder.
Overtrædelser af straffelovens § 245 kan være meget forskelligartede, og strafudmålingen vil
typisk være baseret på en række nærmere omstændigheder, der kan have betydning for strafud-
måling i skærpende eller formildende retning.
I gennemgangen af praksis i afsnit 3.2.4 ovenfor er tilfældene inddelt i nogle overordnede ka-
tegorier med henblik på at kunne udlede nogle generelle tendenser i strafudmålingen ved over-
trædelse af straffelovens § 245. Denne inddeling er fulgt i nedenstående sammenfatning.
I nedenstående er det i forbindelse med redegørelsen for strafniveauerne ikke anført, om der
har været tale om betinget eller ubetinget straf. Det fremgår af praksisgennemgangene ovenfor
i afsnit 3.2.4, om straffene i de enkelte sager er gjort betingede.
(a) Vold ved anvendelse af kniv
Sager om vold ved anvendelse af kniv kan, som det fremgår af praksisgennemgangen i afsnit
3.2.4.1 (a), være af meget forskelligartet karakter, og der er således udmålt straffe fra 6 måne-
ders fængsel og op til 3 års fængsel. I en enkelt sag (U 2021.4345H), hvor forholdet var omfattet
af § 81 a, er straffen dog udmålt i niveauet 6 års fængsel.
698
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
Forhold begået efter strafskærpelsen i 2018
De sager, som er resulteret i en straf af 6 til 8 måneders fængsel, har det til fælles, at der er tale
om et enkelt knivstik i henholdsvis benet, ryggen, maven eller højre side af brystet, der har
medført et stiksår eller snitsår, der dog har været behandlingskrævende, men ikke ses at have
haft alvorligere følger. I én af sagerne, der resulterede i 8 måneders fængsel, var der endvidere
tale om vold ved anvendelse af bat eller lignende slagvåben.
I et lignende tilfælde (snit i hånden med et snitsår til følge samt slag med flad hånd i ansigtet)
er der udmålt en straf af 10 måneders fængsel, hvilket må antages begrundet i, at tiltalte var
væsentligt forstraffet for vold og trusler, og at forholdet således var omfattet af straffelovens §
247, stk. 1. Endvidere blev der i en enkelt sag udmålt fængsel i 1 år for at have snittet forurettede
flere gange med en kniv i ansigtet og hovedet, hvorved forurettede pådrog sig to overfladiske
snit, idet der var tale om vold i gentagelsestilfælde, jf. straffelovens § 247, stk. 1.
Hvor der er tale om potentielt farlige knivstik, herunder flere knivstik, er straffen i praksis ud-
målt væsentligt højere. Der ses således i disse tilfælde udmålt straffe i niveauet 1 år og 9 måne-
ders fængsel til 2 års fængsel. I de pågældende tilfælde var der tildelt knivstik henholdsvis i
armen med kraftig blødning til følge, i hovedet og i brystet. Det bemærkes, at strafudmålingen
i flere af sagerne er sket også under hensyntagen til, at de tiltalte var relevant forstraffet, og at
sagerne således var omfattet af § 247, stk. 1.
I et enkelt tilfælde er der endvidere blevet udmålt en fællesstraf af 3 år og 6 måneders fængsel,
hvori indgik den betingede del af en tidligere dom (1 år og 2 måneders betinget fængsel), idet
tiltalte, som selv var knap 16 år, i forening med flere gerningspersoner havde tildelt en 14-årig
dreng flere spark og tre knivstik i brystregionen med livsfare til følge.
Sammenligning med domme vedrørende overtrædelser begået inden strafskærpelsen i 2018
Vedrørende strafniveauet inden strafskærpelsen kan i den lavere ende bl.a. henvises til TfK
2010.451/2V, hvor tiltalte blev straffet med fængsel i 6 måneder for et knivstik i lægmusklen,
der havde medført et 9 cm langt syningskrævende sår, til TfK 2008.328/3Ø, hvor tiltalte lige-
ledes blev straffet med 6 måneders fængsel for at have stukket en taxachauffør i ansigtet og på
kroppen med en foldekniv og til TfK 2008.167V, hvor T2 blev straffet med fængsel i 6 måneder
ved i forening med T1 havde udøvet vold mod F, idet T2 fastholdt F, mens T1 snittede F flere
gange i hovedet med en lommekniv, og T2 tildelte endvidere F flere knytnæveslag i ansigtet.
Det bemærkes i den forbindelse, at disse voldsforhold vurderes at være af væsentligt grovere
karakter end de forhold, for hvilke der efter lovændringen er udmålt en tilsvarende straf.
699
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
I den lidt højere ende kan bl.a. henvises til TfK 2018.1042V, hvor tiltalte blev straffet med
fængsel i 1 år og 3 måneder for at have stukket sin mor flere gange i brystet med en køkkenkniv.
Desuden kan henvises til TfK 2016.1385/2Ø, hvor tiltalte blev straffet med 1 år 6 måneders
fængsel ved med en køkkenkniv at have stukket sin genbo i flanken lige over hoften. Ved straf-
udmålingen blev der lagt vægt på, at tiltalte var tidligere straffet for personfarlig kriminalitet
og var løsladt få uger inden gerningen, samt forholdets grove og potentielt farlige karakter.
Desuden kan henvises til TfK 2018.1425V, hvor T1-T4 blev straffet med mellem 2 og 3 års
fængsel (sidstnævnte blev også dømt for trusler) for i forening efter forudgående planlægning
som led i afstraffelse at have havde overfaldet F og stukket ham med en kniv, tildelt ham ad-
skillige slag og spark i hovedet og på kroppen, revet hårdt i hans penis og med en kniv skåret
omkring roden af penis, således at penishuden blev løsnet og gled op. Landsretten lagde ved
strafudmålingen vægt på, at F blev påført betydelige skader af såvel fysisk som psykisk karak-
ter, og at F ved volden er blevet udsat for en særdeles ydmygende og krænkende behandling,
der havde betydelig lighed med en grov seksuel krænkelse.
Der henvises i øvrigt til praksisgennemgangen i afsnit 3.2.4.1 (a).
Som det fremgår ovenfor, er det konkrete strafniveau i en sag om grov vold efter straffelovens
§ 245, stk. 1, i høj grad afhængigt af en række konkrete omstændigheder, og det er derfor van-
skeligt at sammenligne sagerne. Det er dog udvalgets opfattelse, at lovændringen generelt har
haft en væsentligt skærpende effekt på strafudmålingen i de trykte landsretssager. Det bemær-
kes i den forbindelse, at der ikke ses at være trykt praksis fra tiden efter lovændringen i 2018 af
en sådan karakter, som kan sammenlignes med TfK 2018.1425V, der må anses for af en særligt
grov karakter, jf. landsrettens præmisser.
Endelig kan nævnes, at hvor et voldsforhold er omfattet af den særlige strafskærpelsesbestem-
melse i straffelovens § 81 a, er straffen udmålt væsentligt højere end de ovenfor nævnte ni-
veauer. Der kan i den forbindelse henvises til U 2021.4345H, hvor der henvises til forarbejderne
til § 81 a, hvoraf det fremgår, at det forudsattes, at straffen i tilfælde omfattet af bestemmelsen
skulle fordobles sammenlignet med, hvad der ellers ville være udmålt. I sagen blev der udmålt
straf i niveauet 6 års fængsel.
Ligeledes kan det udledes af praksis, at der generelt udmåles højere straf for forhold omfattet
af straffelovens § 247, stk. 1, om vold i gentagelsestilfælde.
700
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
(b) Vold ved slag eller kast med flasker og glas mv.
Forhold begået efter strafskærpelsen i 2018
Af praksisgennemgangen i afsnit 3.2.4.1 (b) fremgår, at der efter strafskærpelsen i 2018 er ud-
målt straf af 80 dages fængsel for et slag i panden med et ølglas, som medførte en flænge i
panden (U 2020.918H). Straffen blev udmålt under henvisning til strafskærpelsen ved lov nr.
358 af 29. april 2018. Der er endvidere udmålt 3 måneders fængsel for at have kastet et ølglas
i ansigtet på forurettede, som pådrog sig en flænge i ansigtet, der måtte syes.
Hvis glasset/flasken er blevet knust, har dette som regel en skærpende effekt, idet dette kan
indikere, at angrebet har været af en vis generel farlighed. Desuden ses antallet af slag eller stik
med en knust flaske/glas, kropsdelen, som angrebet er rettet mod, og skaderne, som forurettede
pådrager sig, at have betydning for strafudmålingen.
I dommen gengivet i TfK 2020.571V blev tiltalte straffet med fængsel i 3 måneder for at have
slået forurettede én gang i hovedet med et glas, som herved blev knust, hvilket medførte en
syningskrævende flænge i forurettedes ansigt. Straffen blev udmålt under henvisning til straf-
skærpelsen ved lov nr. 358 af 29. april 2018.
I en anden dom, TfK 2022.453Ø, blev der udmålt 5 måneders fængsel for et knytnæveslag samt
et slag i hovedet med en ølflaske, der herved blev knust, hvorved forurettede pådrog sig en
syningskrævende flænge i hovedet. Der blev lagt vægt på strafskærpelsen ved lov nr. 358 af 29.
april 2018 og på, at T tidligere var straffet for vold, jf. straffelovens § 247, stk. 1.
Straffen er udmålt højere i tilfælde, hvor der efter flasken/glasset er knust, fortsat er blevet slået
med denne. Som det fremgår ovenfor blev der med 2018-lovændringen forudsat en særlig straf-
skærpelse i sager om vold ved anvendelse af ”kniv eller lignende”. Dette udtryk omfattede
ifølge bemærkningerne også genstande, som faldt uden for knivlovens anvendelsesområde, hvis
genstanden blev benyttet som en kniv, og angrebets potentielle farlighed talte for, at det skulle
sidestilles med angreb begået med en kniv eller andet blankvåben, f.eks. et angreb begået med
et glasskår benyttet som en kniv.
I TfK 2021.73V, hvor T efter at have knust en flaske mod F’s hoved tildelte F to yderligere slag
med den knuste flaske, hvilket medførte en syningskrævende flænge i ansigtet, blev straffen
udmålt til 4 måneders fængsel. Tiltalte var 17 år på gerningstidspunktet.
I to andre sager blev straffen udmålt til henholdsvis 5 og 6 måneders fængsel, hvor der var tale
om vold med knust glas, og hvorved der bl.a. blev pådraget henholdsvis en flænge i baghovedet
og
dybe sår på halsen. I den ene af disse sager (TfK 2019.964/2V) udtalte Landsretten, at T’s
701
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
angreb med det knuste glas måtte sidestilles med stik med en kniv, og straffen udmåltes med
henvisning til strafskærpelsen ved lov nr. 358 af 29. april 2018.
Hvor et angreb med knust glas har udgjort vold i gentagelsestilfælde, jf. straffelovens § 247,
stk. 1, er der endvidere udmålt straffe i niveauet fra 8 til 10 måneders fængsel, også henset til
de skader, som de forurettede pådrog sig.
Sammenligning med domme vedrørende overtrædelser begået inden strafskærpelsen i 2018
Ved en gennemgang af trykt praksis fra tiden inden strafskærpelsen i 2018 kan det udledes, at
der i sager om enkeltstående slag eller kast med en flaske eller et glas mod forurettedes hoved,
hvor glasset/flasken ikke er gået i stykker, og hvor der kun er sket begrænset skade, som ho-
vedregel er udmålt til fængsel i 60 dage.
Til sammenligning fandt Højesteret ved dommen gengivet i U 2020.918H (omtalt ovenfor) med
henvisning til bemærkningerne til den nævnte lovændring, at straffen skulle udmåles til 80 da-
ges fængsel. Der foretoges således en skærpelse med en tredjedel, som forudsat i 2018-lov-
forslaget.
Hvor flasken er blevet knust, er der inden lovændringen blevet udmålt straf i niveauet fra 3 til
4 måneders fængsel i tilfælde, hvor tiltalte ikke var relevant forstraffet. Der var i disse tilfælde
dog andre omstændigheder til stede, der havde en skærpende betydning for strafudmålingen,
idet tiltalte i det ene tilfælde ud over angrebet med flasken også havde tildelt forurettede 10
knytnæveslag i hovedet (U 2019.2879H), og idet volden i det andet tilfælde havde resulteret i
svær synsreduktion på det ene øje (TfK 2014.586/2V).
For så vidt angår slag med en flaske, der er blevet knust herved, og hvor forholdet er omfattet
af § 247, stk. 1, om vold i gentagelsestilfælde, er der både før og efter lovændringen udmålt 5
måneders fængsel. Det er dog udvalgets vurdering, at voldsudøvelsen i sagerne fra tiden inden
lovændringen er af væsentligt grovere karakter, end i sagen efter lovændringen (TfK
2022.453Ø omtalt ovenfor). I den ene sag (TfK 2017.238V) havde tiltalte således slået foruret-
tede i hovedet med en vinflaske, der blev knust samt flere gange sparket forurettede på kroppen,
mens han lå på jorden, hvorved forurettede pådrog sig bl.a. fem flænger i baghovedet. I den
anden sag havde tiltalte tildelt forurettede knytnæveslag, så F faldt om, hvorefter tiltalte havde
sat sig oven på forurettede og slået ham mange gange i hovedet med en glasflaske, så forurettede
pådrog sig flere flænger og blev bevidstløs.
702
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
I et enkelt tilfælde fra tiden inden lovændringen er straffen fastsat til fængsel i 9 måneder under
hensyn til de skader og varige mén, som forurettede havde pådraget sig (forurettede mistede et
øje) samt
T’s forstraffe.
Endelig er der inden lovændringen udmålt 2 års fængsel i en sag omfattet af straffelovens § 81
a, se om denne bestemmelse i kapitel 2, afsnit 1.3.1.
Det er udvalgets vurdering, at det af den refererede retspraksis kan udledes, at der i praksis er
sket en skærpelse af straffen for vold ved slag eller kast med flasker mv. på baggrund af lov-
ændringen i 2018.
Endelig skal nævnes, at der i den gennemgåede praksis vedrørende denne type vold ses at være
en enkelt dom (U 2018.3653Ø), som er omfattet af den særlige strafskærpelsesbestemmelse i
straffelovens § 81 a. I sagen, der vedrører et forhold begået inden strafskærpelsen i 2018, blev
straffen udmålt til 2 års fængsel under henvisning til både straffelovens § 247, stk. 1, samt at
udgangspunktet i sager omfattet af § 81 a er, at straffen skal forhøjes til det dobbelte i forhold
til den straf, som ellers ville være udmålt.
(c) Vold ved anvendelse af andre typer redskaber
Denne kategori af sager omfatter er bredt felt af overtrædelser af meget forskellig grovhed. Der
ses således i den gennemgåede trykte praksis vedrørende forhold begået efter strafskærpelsen i
2018 udmålt straffe i niveauet fra 60 dages fængsel til 1 år og 6 måneders fængsel. De groveste
tilfælde af § 245-vold findes dog ikke i denne kategori, men bl.a. under afsnittet om vold begået
med kniv. Desuden er sager om vold ved anvendelse af skydevåben omfattet af straffelovens §
192 a, stk. 1, ikke omtalt her. Der henvises til kapitel 6 vedrørende straffelovens § 192 a.
Forhold begået efter strafskærpelsen i 2018
I den mindre alvorlige ende af skalaen findes en række sager, som har resulteret i straf af 60
dages fængsel. Der ses bl.a. at være udmålt en fængselsstraf af 60 dage i en sag, hvor T havde
sprøjtet peberspray mod F’s ansigt (TfK 2020.681V). Desuden kan nævnes en anden dom fra
Vestre Landsret (TfK 2022.85V), hvor T i sin bil havde kørt med meget lav hastighed frem mod
F og påkørt F på knæet med minimale skader til følge.
I en sag om forsøg på grov vold ved at have kastet et løbehjul ca. 2 meter op i luften henover et
plankeværk ind til nabogrunden, hvor der sad tre børn, blev straffen dog udmålt til 60 dages
fængsel.
703
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
I en anden sag også vedrørende vold ved anvendelse af bil (TfK 2021.1145 V) blev straffen
udmålt til 80 dages fængsel, idet T havde accelereret kraftigt frem mod F og i forbikørslen ramt
F’s højre hånd, hvorved der opstod en behandlingskrævende
skade. Det bemærkes, at T var
tidligere straffet for grov vold, hvorfor forholdet var omfattet af § 247, stk. 1.
Straffen blev udmålt til 3 måneders fængsel i en sag om forsøg på påkørsel, hvilket mislykke-
des, da forurettede nåede at hoppe op på kølerhjelmen, hvorefter tiltalte fortsatte kørslen, indtil
forurettede blev slynget af.
I en række tilfælde, hvor der har været tale om slag mod kroppen med en genstand, der dog kun
har ført til begrænsede skade, er der udmålt straf af 3 måneders fængsel. I en af disse, en dom
fra Vestre Landsret (TfK 2021.290V), havde T slået F flere gange på kroppen med en trækæp
og revet F’s T-shirt
i stykker. I en sag gengivet i TfK 2021.382Ø var denne straf af 3 måneders
fængsel udmålt i et tilfælde, hvor T slået F med et skateboard således, at F havde fået en flænge
i baghovedet. I tre andre sager, hvor der blev idømt fængsel i 3 måneder, var der også slået med
genstande af træ og med et baseballbat. Skaderne bestod i bl.a. i tandskader.
I én sag blev der desuden udmålt 3 måneders fængsel for at have stukket forurettede i maven
med en skruetrækker.
Der ses i øvrigt at være fastsat straffe i niveauet 4 til 5 måneders fængsel i en række meget
forskelligartede tilfælde, herunder ved slag med bat, overkørsel af ben med en bil, og en kom-
bination af slag med billardkø, en skalle og flere knytnæveslag.
I et tilfælde, hvor T havde sat ild til F’s fødder med 2. gradsforbrændinger til følge, blev der
udmålt straf i niveauet 6 måneders fængsel. Samme straf blev udmålt i en sag, hvor T havde
stukket F i skulderen med en saks.
Endelig er et overfald med et vandrør, hvor der i øvrigt var tale om vold i gentagelsestilfælde,
straffet med 7 måneders fængsel, mens der er udmålt 1 år og 6 måneders fængsel for grov vold
i gentagelsestilfælde i en sag, hvor T havde slået F i hovedet og kastet salmiakspiritus i ansigtet
på ham med betydelig synsskade til følge. Sidstnævnte forhold var dog omfattet af straffelovens
§ 248 om legemsangreb under slagsmål, idet forurettede selv havde startet slagsmålet.
Sammenligning med domme vedrørende overtrædelser begået inden strafskærpelsen i 2018
Med henblik på at vurdere effekten af strafskærpelsen i 2018 er der i afsnit 3.2.4.1 (c) foretaget
en gennemgang af trykt praksis fra tiden inden lovændringen.
704
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
Af praksisgennemgangen kan bl.a. fremhæves, at der ses at være et stort antal domme, som er
resulteret i en strafudmåling af 60 dages fængsel. Volden er af forskelligartet karakter. Sagerne
omfatter således bl.a. i et tilfælde vold ved slag i hovedet med 900 gram tungt stykke metal, i
et andet tilfælde to slag i hovedet med en rundstok af træ med en sådan kraft, at stokken knæk-
kede, i et tredje tilfælde sprøjt i øjnene samt slag i nakken og hovedet, i et fjerde tilfælde slag
med en metalfil i ansigtet og i et femte tilfælde slag i hovedet på armen og på overkroppen med
et bordben af træ. I et sjette tilfælde var der tale om sprøjt med peberspray i hovedet på to
forurettede.
Det er udvalgets vurdering, at flere af ovenstående tilfælde er sammenlignelige med en række
af de tilfælde, som efter lovændringen har medført straf af 3 måneders fængsel, herunder sager
om slag mod hovedet med genstande af træ. Det er således vurderingen, at der for denne kate-
gori kan konstateres en skærpelse i udmålingspraksis på baggrund af lovændringen.
For så vidt angår sprøjt af peberspray, som efter lovændringen ses at have medført straf af 60
dages fængsel, ses der også inden lovændringen straffet med fængsel i 60 dage. I den pågæl-
dende sag vedrørende peberspray fra tiden inden lovændringen var der dog tale om sprøjt mod
to forurettede, hvilket havde haft en skærpende betydning for strafudmålingen.
Endvidere ses der inden lovændringen udmålt straf af 3 måneders fængsel i sager om henholds-
vis slag med totenschlæger (gentagelsestilfælde), slag med spade i hovedet og på kroppen og
slag med metalstang i nakken og på kroppen.
Slag med tungere metalgenstande ses i to tilfælde at være udmålt til fængsel i 6 måneder, dog i
begge tilfælde også henset til T’s forstraffe. I én sag blev straffen for slag med et metalrør samt
spark mod hovedet udført over længere tid med varig synsskade til følge udmålt til 1 års fæng-
sel.
Vold med køretøjer (henholdsvis traktor og bil) er blevet straffet med fængsel i 4 måneder. I et
tilfælde (TfK 2016.887V), hvor vold med en bil har haft meget alvorlige skader til følge, er
straffen udmålt til 9 måneders fængsel.
I to sager er der udmålt henholdsvis 1 år og 3 måneders fængsel og 1 år og 6 måneders fængsel
(gentagelsestilfælde) for at have sprøjtet salmiakspiritus i ansigtet på forurettede i begge til-
fælde med øjenskader til følge. Til sammenligning blev der for et lignende tilfælde efter lov-
ændringen også udmålt straf af 1 år og 6 måneders fængsel, jf. ovenfor. Forholdet begået efter
lovændringen var dog omfattet af straffelovens § 248.
705
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
I et tilfælde, hvor voldsudøvelsen havde medført livsfare som følge af kraniebrud og blødninger
i hjernen, ses der ligeledes udmålt straffe i niveauet 1 år og 6 måneders fængsel. Også i to andre
sager blev straffen udmålt til 1 år og 6 måneders fængsel. I den ene var der tale om gentagen
forgiftning af forurettede over et år, mens der i det andet tilfælde var tale om spark og slag med
et baseballbat og overhældning med kogende vand begået i forening.
Som det fremgår ovenfor, er det udvalgets vurdering, at lovændringen i 2018 har haft en skær-
pende effekt også på strafudmålingen i den type sager, der behandles i dette afsnit. Dog er det
på baggrund af den begrænsede trykte praksis for overtrædelser begået efter ændringen særligt
i den højere ende af skalaen vanskeligt at vurdere, om lovændringen har haft den tilsigtede
effekt for så vidt angår denne kategori af sager.
(d) Vold uden anvendelse af redskaber (spark, tramp, skaller, kvælergreb mv.)
Strafudmålingen i den i afsnit 3.2.4.1 (d) medtagede trykte praksis fra tiden efter lovændringen
i 2018 spænder mellem 4 måneders fængsel til 1 år og 2 måneders fængsel. I praksis vedrørende
overtrædelser begået inden lovændringen ses der at være en række domme, der kan oplyse
strafniveauet også i yderpositionerne, idet der er udmålt straffe i niveauet fra 60 dages fængsel
til 1 år og 9 måneders fængsel, hvorfor disse er inddraget nedenfor i relevant omfang.
Ligesom i de øvrige kategorier, er der tale om meget forskelligartede tilfælde, og der er således
vanskeligt af den trykte praksis at udlede faste udgangspunkter for strafudmålingen. Det er så-
ledes ikke muligt at konkludere, at f.eks. et halsgreb med blodudtrædninger til følge medfører
en bestemt straf. Der er derimod i nedenstående redegjort konkret for en række sager, som er
behandlet i afsnit 3.2.4.1 (d), og som kan illustrere det omtrentlige strafniveau.
60 dages fængsel ses (inden lovændringen) udmålt for et halsgreb der havde forårsaget punkt-
formede blødninger i bindehinderne i F’s øjne og bragt ham i livsfare. Der var dog i sagen
væsentlige formildende omstændigheder, herunder at F havde angrebet T (der på arbejde som
vagt) og T’s kollega med bl.a. skub, og at T havde været
berettiget til at fastholde F, dog ikke
ved et halsgreb af den nævnte karakter.
60 dages fængsel er (inden lovændringen) desuden udmålt i en sag, hvor T havde sparket F i
ryggen, hvorved F var væltet ned på fortovet, hvorefter T havde slået F ikke under 15 gange i
hoved og ansigt samt sparket F i hovedet, mens han lå ned. F pådrog sig dog begrænsede skader.
Også inden lovændringen blev udmålt 3 måneders fængsel i en sag, hvor T havde hoppet/spar-
ket på F’s hoved flere gange.
706
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
Efter lovændringen er der som anført udmålt straffe i niveauet fra 4 måneders fængsel til 1 år
og 2 måneders fængsel.
4 måneders fængsel er udmålt i en sag, hvor T i forening med to medgerningspersoner havde
overfaldet F med adskillige slag i hovedet og spark og tramp i hovedet og på kroppen, så F
mistede bevidstheden. F blev hospitalsindlagt i fire dage, og bl.a. var F’s kraveben gået af led.
Samme straf blev udmålt i en sag, hvor tiltalte, der var 15 år gammel, i forening med andre
havde tildelt en anden 15-årig dreng knytnæveslag i hovedet og sparket ham på kroppen og i
hovedet, og idet forurettede forsøgte at rejse sig, blev han skubbet ned i jorden, så hans hoved
ramte en metalpæl.
6 måneders fængsel er efter lovændringen udmålt i en sag, hvor T havde taget et hårdt kvælertag
på sin samlever, F, så hun ikke kunne trække vejret, og det sortnede for øjnene af hende, ligesom
hun fik blodudtrædninger på begge sider af halsen. Sagen kan pga. de skærpende omstændig-
heder i denne sag (herunder T’s betydelige forstraffe) modsat de formildende omstændigheder
i den ovennævnte sag om et halsgreb, hvor der blev udmålt 60 dages fængsel, ikke sammenlig-
nes med denne. Sagen er derimod mere sammenlignelig med dommen gengivet i U 2018.1533H
fra tiden inden lovændringen, hvor et halsgreb mod tiltaltes ekskæreste, hvor tiltalte samtidig
holdt forurettede for næse og mund, således at hun ikke kunne trække vejret og fik punktfor-
mede blødninger i det ene øje og bristede kar i begge øjne, samt et forhold af ulovlig tvang
medførte en straf på 4 måneders fængsel.
6 måneders fængsel er desuden udmålt i en sag om grov vold i gentagelsestilfælde, idet T i
forening med to medgerningspersoner havde begået et overfald i bandemiljøet, der dog ikke
kunne henføres under § 81 a.
I et tilfælde af en forælders enkeltstående vold (og således ikke mishandling) mod sin 4-årige
søn, hvor T tog et længerevarende halsgreb på sønnen, hvorved sønnen pådrog sig underhuds-
blødninger og blodudtrædninger i bl.a. øjnene og kom i umiddelbar livsfare, ligesom T klemte
om sønnens ansigt, så der opstod en underhudsblødning under øjet, blev udmålt en straf af 9
måneders fængsel.
Til sammenligning vedrørende vold mod et barn kan nævnes en sag om et forhold begået inden
lovændringen, hvor T blev straffet med fængsel i 1 år, ved at have udsat sin knap 2 måneder
gamle søn for grov vold på hoved og krop med tildeling af slag og ruskevold, hvorved barnet
var blevet påført blå mærker på kroppen og i ansigtet, brud på højre lårbensknogle, blødninger
i begge øjne samt to blødninger i hjernen.
707
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
Som et sidste eksempel omfattet af lovændringen fra 2018 skal nævnes en sag, hvor der blev
udmålt straf af 1 år og 2 måneders fængsel
for vold mod F (T’s ekshustru) i form af bl.a. ad-
skillige knytnæveslag, riv i håret samt et halsgreb med begge hænder, sådan at F fik vejrtræk-
ningsbesvær og blodunderløbne mærker i øjnene. Ved straffastsættelsen blev der lagt vægt på
voldens farlige karakter, at T tidligere var straffet for vold begået mod samme forurettede og
skærpelsen af straffen for grov vold i lov nr. 358 af 29. april 2018.
Fra tiden inden lovændringen ses desuden et par eksempler på strafudmåling i den lidt højere
ende. I én sag blev der udmålt straf af 1 år og 9 måneders fængsel for stump vold mod en
medindsats hoved og krop, der havde medført moderat til svær hjerneskade. Strafudmålingen
var begrundet i voldens grovhed, at F var værgeløs, de alvorlige og varige skader, og at T ad-
skillige gange tidligere var dømt for personfarlig kriminalitet.
Det er udvalgets vurdering, at det ikke med udgangspunkt i den trykte praksis er muligt at vur-
dere, om strafskærpelsen i 2018 har haft den tilsigtede effekt for så vidt angår denne kategori
af sager.
(e) Mishandling
Der ses kun at være én dom om mishandling, hvor forholdet er begået efter strafskærpelsen i
2018. I denne sag blev T straffet med 6 måneders fængsel ved i en årrække jævnligt bl.a. at
have slået sin datter og stedsøn på kroppen med knyttet hånd, herunder med fingerring på, og
at have slået sin datter med flad hånd i hovedet.
For så vidt angår mishandling begået inden lovændringen, er der i de gennemgåede trykte
domme udmålt straffe i niveauet fra 5 måneders fængsel til 1 år og 3 måneders fængsel.
I TfK 2016.602V, hvor straffen blev udmålt til 5 måneder henholdsvis 7 måneders fængsel (idet
T2 var tidligere straffet), havde mishandlingen begået mod to børn bl.a. bestået i slag med flad
hånd i ansigtet og med flad og knyttet hånd på kroppen, spark på kroppen, slag med køkken-
redskaber i træ og metal samt med sko, riv i håret, slag med en legetøjsgummislange, alt med
smerter og mærker til følge.
I TfK 2014.1186/2V var straffen udmålt til 8 måneders fængsel. T havde bl.a. i adskillige til-
fælde slået sin søn i hovedet og på kroppen med flad og knyttet hånd, fastspændt ham ved arme
og ben til en stol og slået ham i bagdelen med en trækæp og i et tilfælde tapet F’s arme fast til
et kosteskaft eller lignende.
708
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0141.png
I de grovere tilfælde er der udmålt straf i niveauet 1 år og 3 måneders fængsel. I disse tilfælde
har der været tale om mishandling af et spædbarn. I TfK 2012.172V var der tale, at T greb
hårdhændet om brystkassen, hvorved der opstod brud på to ribben, vred eller trak
kraftigt i F’s
højre ben, hvorved der opstod brud på højre lårben, klemte, vred og/eller trak kraftigt i begge
F’s håndled, hvorved der opstod brud på begge håndled, og trak kraftigt i F’s venstre ben, hvor-
ved der opstod brud på lægbenet. I TfK 2017.650/2V havde T med slag og anden form for vold
mod sit spædbarns hoved, krop og lemmer påførte hende skader i form af blodunderløbne mær-
ker på henholdsvis højre og venstre side af hovedet, en mindre blødning ved venstre øjes bin-
dehinde, flere brud på højre skinneben, brud på højre lægben, brud på venstre lårben, flere brud
på venstre skinneben og brud på flere ribben.
På baggrund af den begrænsede praksis vedrørende forhold begået efter lovændringen er det
ikke muligt for udvalget at vurdere, om lovændringen har haft en tilsigtede effekt for så vidt
angår mishandling.
3.2.6 Praksis vedrørende straffelovens § 246 om særlig grov vold
Nedenstående gennemgang af retspraksis vedrørende straffelovens § 246 er afgrænset således,
at den bygger på trykt praksis fra de seneste 10 år, hvor der hovedsageligt kun er dømt for et
tilfælde af overtrædelse af straffelovens § 246 uden anden kriminalitet til samtidig pådømmelse,
og hvor straffen så vidt muligt ikke er fastsat som fællesstraf med en tidligere straf eller med
en reststraf fra en prøveløsladelse, jf. straffelovens § 61, eller som tillægsstraf til en tidligere
straf, jf. straffelovens § 89 (dvs. ”rene” tilfælde).
Dommene er underinddelt i sager, hvor forholdet er begået henholdsvis før og efter strafskær-
pelsen ved lov nr. 358 af 29. april 2018, der trådte i kraft den 1. maj 2018, og er oplistet efter
straffens længde.
Fra retspraksis vedrørende særlig grov vold, herunder vold med døden til følge, kan der bl.a.
henvises til følgende afgørelser:
Sager, hvor forholdet er begået før strafskærpelsen i 2018:
TfK 2017.78V: T straffet med 1 års fængsel for særlig grov vold efter straffelovens § 246, jf. §
245, stk. 1, jf. § 247, stk. 1, om vold i gentagelsestilfælde, og overtrædelse af færdselsloven ved
som passager i en bil, der blev ført af en kammerat, F, i spirituspåvirket tilstand at have taget
fat i bilens rat og styret bilen, som kørte med en meget høj hastighed, mod højre, så bilen for-
ulykkede, og begge blev slynget ud af bilen og kom alvorligt til skade. F brækkede bl.a. ryggen
og blev lam fra underlivet og ned. T var tidligere straffet i 2014 for vold i gentagelsestilfælde.
709
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0142.png
U 2020.3504H: T straffet med 3 år og 6 måneders fængsel for vold med døden til følge efter
straffelovens § 246, jf. § 245, stk. 1, ved at have stukket F med en skarp genstand, så F fik tre
stiklæsioner i ansigtet og tre læsioner i ryggen, hvorefter F afgik ved døden. Sagen var såvel i
byretten som i landsretten rejst som en domsmandssag, og Højesteret bemærkede, at straffen
derfor ikke kunne udmåles til fængsel i 4 år eller derover, jf. retsplejelovens § 686, stk. 4, nr. 1.
Højesteret tiltrådte på den baggrund, at straffen var fastsat som sket i landsretten.
TfK 2013.30V: T1 og T2 straffet med 4 års fængsel, og T3 straffet med 3 år og 6 måneders
fængsel, for særlig grov vold efter straffelovens § 246, jf. § 245, stk. 1, for så vidt angik T2
tillige jf. § 247, stk. 1, om vold i gentagelsestilfælde, ved i forening og efter forudgående aftale
at have væltet F omkuld og herefter slået, sparket og trampet F adskillige gange i hovedet og
på kroppen, så F bl.a. pådrog sig kvæstningssår i hovedet, brud på næsen, flere ribbensbrud
samt blødninger i hjernen og hjerneskade med alvorlige psykiske og fysiske mén til følge. Over-
faldet havde påført F svær diffus hjernekvæstelse. Skaderne vurderes at være varige, og de
havde forringet hans livskvalitet og erhvervsevne. T2 var herudover skyldig i tyveri af F’s pung,
der indeholdt ca. 1.000 kr., mens T1 blev dømt for hæleri ved modtagelse af nogle af pengene.
De to ældste tiltalte, T1 og T2, blev begge straffet med fængsel i 4 år, mens T3, der på den ene
side var under 18 år på gerningstidspunktet, men som samtidig havde været meget aktiv under
voldsudøvelsen, blev straffet med fængsel i 3 år og 6 måneder.
TfK 2011.941Ø: T straffet med 5 års fængsel for særlig grov vold efter straffelovens § 246, jf.
§ 245, stk. 1, jf. § 247, stk. 1, om vold i gentagelsestilfælde, ved at have rusket sin da 5 måneder
gamle søn F voldsomt, formentlig i kombination med et eller flere voldsomme anslag mod et
blødt underlag, så F pådrog sig blå mærker, punktformede blødninger på halsen, på brystkassen,
på overarmen og skulderen, en blodansamling under hjernehinden hidrørende fra overrivning
af en blodåre på hjernens overside samt talrige blodudtrædninger i begge øjnes nethinder. F
blev i den forbindelse bragt i manifest livsfare og blev formentlig tilført en blivende hjerneskade
med nedsat førlighed og/eller intellekt til følge. T var tidligere straffet i 2000 med 60 dages
fængsel for overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1 (dissens for 6 års fængsel).
TfK 2018.1074V: T straffet med 6 års fængsel for vold med døden til følge efter straffelovens
§ 246, jf. § 245, stk. 1, idet T havde udsat sin datter, F, født i 2016, for ruskevold og slag og/eller
anden stump vold, hvorved F bl.a. blev påført lårbensbrud, blødning under den hårde hjerne-
hinde, blødning mellem de bløde hjernehinder og væskeansamlinger i hjernen, hvilket med-
førte, at F døde.
710
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0143.png
TfK 2017.272/2V: T2 straffet med 6 år og 6 måneders fængsel for vold med døden til følge
efter straffelovens § 246, jf. § 245, stk. 1, ved på en motocrosser at have påkørt to personer,
hvoraf den ene, F, afgik ved døden. Det blev lagt til grund, at T2 og T1, med T2 som fører og
T1 som passager, først kørte i retning mod en by, men at de stoppede og vendte motocrosseren,
hvorefter T2 gassede op og kørte tilbage i retning mod F og en anden person J, der, da de blev
påkørt, befandt sig i siden af vejen. Det blev også lagt til grund, at T2 førte motocrosseren med
en hastighed på ca. 50 km/t mod J og F, der begge blev ramt af motocrosseren forfra, stående,
bl.a. med den følge, at F døde inden for et minut efter påkørslen. Det var desuden bevist, at T2
efterfølgende kørte over J i hvert fald en gang med motocrosseren, og at T1 sparkede J flere
gange i hovedet og på kroppen. T2 var herudover skyldig i overtrædelse af færdselslovens § 54,
stk. 1, 1. pkt., og § 3, stk. 1, ved at have ført motocrosseren efter at have indtaget amfetamin og
THC. Ved udmåling af straffen for T2’s vedkommende blev der lagt vægt på voldens karakter,
omfang og følger, og at en del af volden mod J var begået i forening med T1.
TfK 2013.777V: T straffet med 7 års fængsel for vold med døden til følge efter straffelovens §
246, jf. § 245, stk. 1, ved med stump vold, herunder slagvåben, bl.a. at have tilføjet sin spinkle
kæreste, F, adskillige skader i form af talrige ribbensbrud, sammenklapning af venstre lunge,
blødning i venstre lungehule, bristning af milten og læsioner i hovedet, hvilket medførte, at F
afgik ved døden. T blev endvidere dømt for dokumentfalsk og forsøg på bedrageri, idet T havde
udfærdiget et falsk testamente for at få skifteretten til at anerkende ham som arveberettiget efter
F.
TfK 2019.867Ø: T straffet med 7 års fængsel for vold med døden til følge efter straffelovens §
246, jf. § 245, stk. 1, jf. straffelovens § 247, stk. 1, om vold i gentagelsestilfælde, idet T havde
tildelt F flere knytnæveslag i ansigtet og spark mod hovedet og kroppen på trods af, at F havde
tydeligt besværet vejrtrækning, spyttede blod og var svækket. Herefter trak T F ved håret ind
på et værelse og øvede yderligere vold mod ham, hvorefter T forlod værelset og F i hjælpeløs
tilstand, idet han meddelte en person på gangen, at F sov. F afgik herefter ved døden som følge
af forblødning efter sønderrivning af milten. Ved udmåling af straffen blev der lagt vægt på, at
der var tale om grov vold mod et svækket og værgeløst offer med døden til følge, at T flere
gange vendte tilbage og genoptog voldudøvelsen, inden han trak F ind på værelset, som han
herefter forlod, lukkede døren efter sig og meddelte en person på gangen, at F sov, så F ikke
umiddelbart blev fundet. Der blev endvidere lagt vægt på T’s forstraffe for ligeartet kriminalitet
(dissens for 8 års fængsel).
TfK 2013.609/2V: T1 straffet med 8 års fængsel, T2 straffet med 6 års fængsel, og T3 straffet
med 2 års fængsel, for vold med døden til følge efter straffelovens § 246, jf. § 245, stk. 1, for
så vidt angik T1 tillige jf. § 247, stk. 1, om vold i
gentagelsestilfælde, ved om aftenen på F’s
711
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0144.png
bopæl ved stump vold, herunder spark og tramp mod hovedet og kroppen på F, i forening at
have tilføjet F bl.a. kvæstningssår i ansigtet, brækket næse, delvist afrevet øre, flere brækkede
ribben, brækket brystben og blødning i hjernen, hvilket bevirkede, at F afgik ved døden. De
tiltalte blev desuden dømt for tyveri efter straffelovens § 276, idet de i umiddelbar forlængelse
af volden havde stjålet et stereoanlæg og flere højttalere fra F’s bopæl. T1 var tidligere straffet
flere gange, herunder for vold. T1 blev straffet med fængsel i 8 år, idet der blev lagt vægt på
karakteren af voldsforholdet og i skærpende retning på hans forstraffe for ligeartet kriminalitet.
T2 blev straffet med fængsel i 6 år, idet der blev lagt vægt på karakteren af voldsforholdet og i
formildende retning på hendes unge alder og umodenhed. T3 blev straffet med fængsel i 2 år,
idet der blev lagt vægt på karakteren af voldsforholdet og i formildende retning på hans noget
mindre andel i voldsudøvelsen.
U 2019.2688Ø: T straffet med 8 års fængsel for vold med døden til følge efter straffelovens §
246, jf. § 245, stk. 1, jf. § 247, stk. 1, om vold i gentagelsestilfælde, ved forsætligt at have påkørt
F med døden til følge. Byretten fastsatte straffen til fængsel i 6 år. Landsretten forhøjede straf-
fen til fængsel i 8 år.
Sager, hvor forholdet er begået efter strafskærpelsen i 2018:
TfK 2021.454V: T straffet med 4 års fængsel for særlig grov vold efter straffelovens § 246, jf.
§ 245, stk. 1, ved at have udsat sin 2 måneder gamle søn, F, for rusk og slag eller anslag mod
fast genstand eller overflade eller lignende kraftige stumpe traumer, så der opstod blødning
under den hårde hjernehinde på begge sider af hjernen bagtil, indtrykket kraniebrud i nakkebe-
net og mange blødninger i begge øjnes nethinder, alt hvorved F kom i livsfare og med risiko
for varigt mén. Ved udmåling af straffen blev der lagt vægt på den skærpelse af strafniveauet,
som skete ved lov nr. 358 af 29. april 2018, og de skader, som F var påført, forholdets meget
betydelige grovhed og farlighed, og at volden var begået over for et helt værgeløst offer på 2
måneder. Der blev endvidere lagt vægt på, at der var tale om et enkeltstående voldsforhold, at
der ikke var grundlag for at antage, at T havde haft forsæt til at tilføje F skade, og at T umid-
delbart efter voldshandlingen havde tilkaldt hjælp ved at kontakte alarmcentralen, samt at der
ikke på nuværende tidspunkt kunne konstateres varige mén hos F, der efter det oplyste havde
det godt og trivedes.
TfK 2021.32Ø: T straffet med 6 års fængsel for særlig grov vold efter straffelovens § 246, jf. §
245, stk. 1, ved at have bundet F’s hænder og hældt brændbar væske på F, der lå ned, hvorefter
T antændte væsken, hvilket resulterede i, at F kom i livsfare og blev forbrændt på ca. 50 pct. af
kroppen. F fik meget alvorlige skader ved forholdet. T blev endvidere dømt for bl.a. vidnetrus-
ler efter straffelovens § 123. T var tidligere straffet for personfarlig kriminalitet.
712
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0145.png
TfK 2021.181Ø: T straffet med 6 års fængsel for vold med døden til følge efter straffelovens §
246, jf. § 245, stk. 1, idet han havde stukket F i maveregionen med en kniv, så F forblødte og
afgik ved døden. Der havde tidligere på dagen været et sammenstød mellem T og F’s kamme-
rater, hvor T bl.a. tildelte en af kammeraterne en lussing og et knytnæveslag. F blev herefter
vred og opsøgte T, og i forbindelse med konfrontationen tildelte T F et stik i maveregionen.
Ibyretten blev straffen fastsat til fængsel i 5 år og 6 måneder, idet byretten som en formildende
omstændighed havde henvist til straffelovens § 82, nr. 5, som følge af den af F fremkaldte frygt
hos T. Landsretten tiltrådte, at der forelå strafformildende omstændigheder, jf. straffelovens §
82, nr. 5, men skærpede straffen til fængsel i 6 år (dissens for stadfæstelse under henvisning til,
at gerningen tillige grænsede til at være omfattet af en straffrihedsgrund, jf. straffelovens § 82,
nr. 3).
TfK 2021.511/2Ø: T1 straffet med 8 års fængsel, og T2 straffet med 7 års fængsel, for vold
med døden til følge efter straffelovens § 246, jf. § 245, stk. 1, for så vidt angik T2 tillige straf-
felovens § 247, stk. 1, om vold i gentagelsestilfælde, idet de tiltalte i forening med en ukendt
medgerningsperson overfaldt F og udøvede vold mod ham,
idet de bl.a. dunkede F’s hoved i
asfalten, smed F i vandet to gange, herunder med en livrem om hans hals, og fortsatte med at
udøve vold i form af slag og spark mod ham, da han var trukket op af vandet, hvilket medførte,
at F afgik ved døden den følgende dag som følge af sine hjernelæsioner. Byretten lagde til
grund, at T1 var den mest aktive. Byretten fastsatte straffen for begge de tiltalte til fængsel i 8
år. Landsretten stadfæstede strafudmålingen for T1, mens straffen for T2, der var en fællesstraf
med en tidligere reststraf på 42 dage, blev nedsat til fængsel i 7 år, idet landsretten lagde vægt
på T2’s mindre aktive rolle.
3.2.7 Delkonklusion vedrørende strafniveauet for overtrædelse af straffelovens § 246
Særlig grov vold efter straffelovens § 246 omfatter både tilfælde, hvor volden har været af en
så grov beskaffenhed eller haft så alvorlige skader, at der foreligger særdeles skærpende om-
stændigheder, og tilfælde, hvor volden har haft døden til følge, uden at dette kan tilregnes ger-
ningspersonen som en forsætlig følge.
Dette ses afspejlet i retspraksis i den undersøgte periode, hvor straffen for overtrædelse af § 246
i høj grad afhænger af, om offeret er afgået ved døden.
I de tilfælde, hvor straffen er udmålt til mellem 1 og 5 års fængsel, er der med enkelte særlige
undtagelser således tale om sager, hvor den forurettede er kommet alvorligt til skade og/eller
har været i livsfare, men ikke er afgået ved døden (f.eks. vold med brækket ryg og lammelse til
følge, hjerneskade med alvorlige psykiske eller fysiske mén til følge mv.). I et enkelt tilfælde
713
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
fra efter lovændringen i 2018 blev straffen endvidere udmålt til 6 års fængsel, idet tiltalte havde
hældt brandbar væske på forurettede og antændt væsken med meget alvorlige skader og livsfare
til følge.
I tilfælde af vold med døden til følge er straffene i den undersøgte periode med enkelte særlige
undtagelser, jf. ovenfor, derimod udmålt til mellem 6 og 8 års fængsel.
Det kan på den baggrund konstateres, at de længst udmålte straffe på 8 års fængsel ligger i den
øvre ende af strafferammen på 10 års fængsel i straffelovens § 246.
Ved Højesterets dom af 19. august 2020 (U 2020.3504H) blev straffen for vold med døden til
følge dog udmålt til fængsel i 3 år og 6 måneder. Der var imidlertid tale om en særlig situation,
idet sagen både i byretten og landsretten var rejst og behandlet som en domsmandssag, og straf-
fen kunne derfor ikke udmåles til fængsel i 4 år eller derover, jf. retsplejelovens § 686, stk. 4,
nr. 1. Højesteret fandt på den baggrund straffen passende fastsat til 3 år og 6 måneders fængsel.
Straffen var efter omstændighederne den i praksis højeste.
I Vestre Landsrets dom af 11. april 2013 gengivet i TfK 2013.609/2V blev der endvidere i en
sag om vold med døden til følge udmålt straf af 2 års fængsel til T3, idet denne havde haft en
mindre andel i voldsudøvelsen. T1 blev straffet med fængsel i 8 år og T2 med fængsel i 6 år.
Som anført i afsnit 3.1.2 ovenfor, er straffen for overtrædelse af § 246 senest skærpet ved lov
nr. 358 af 29. april 2018. Ifølge forarbejderne var det med lovændringen tilsigtet, at straffen for
overtrædelse af § 246 gennemgående skulle forhøjes med omkring en tredjedel i forhold til det
hidtidige strafniveau. Den generelle skærpelse skulle i de allergroveste tilfælde dog tilpasses
det eksisterende strafniveau for bl.a. drabsforsøg, som der ikke var tilsigtet ændringer i, og det
var på den baggrund ikke tilsigtet, at den fulde skærpelse skulle slå igennem i alle sager om
overtrædelse af § 246. Den fulde strafforhøjelse skulle således alene ske inden for normalom-
rådet i § 246 i modsætning til navnlig de allergroveste sager om overtrædelse af § 246.
Da vold med døden til følge må betragtes som værende blandt de allergroveste tilfælde af §
246-vold, må den generelle forhøjelse med omkring en tredjedel navnlig antages at gælde til-
fælde, hvor den forurettede ikke er afgået ved døden.
Gennemgangen af den meget begrænsede mængde trykt praksis i den undersøgte periode fra
før skærpelsen i 2018 viser, at straffen for § 246-vold, hvor den forurettede ikke er afgået ved
døden, er udmålt i niveauet fra 3 år og 6 måneders fængsel til 5 års fængsel. Dog blev straffen
i et særligt tilfælde udmålt til 1 års fængsel.
714
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
Efter skærpelsen i 2018 er der alene afsagt to trykte domme, der vedrører vold efter § 246, hvor
den forurettede ikke er afgået ved døden. Straffen blev i disse to sager fastsat til henholdsvis 4
og 6 års fængsel.
For så vidt angår vold med døden til følge, må det på baggrund af bemærkningerne til lovæn-
dringen i 2018 som nævnt antages, at det ikke var tiltænkt, at strafskærpelsen skulle slå fuldt
ud igennem i disse tilfælde.
Inden lovændringen blev der med enkelte særlige undtagelser, jf. ovenfor, for disse overtrædel-
ser udmålt straffe i niveauet 6 til 8 års fængsel. Inden lovændringen var strafmaksimum 8 års
fængsel, og de groveste tilfælde af § 246-vold blev således sanktioneret med lovens hårdeste
straf.
Ved lovændringen blev strafferammens maksimum hævet til fængsel i 10 år. Det var dog som
anført ikke hensigten, at strafniveauet for de allergroveste tilfælde skulle hæves med en tredje-
del, men tilpasses strafniveauet for drabsforsøg, som ikke blev ændret. Det bemærkes i den
forbindelse, at strafniveauet for drabsforsøg som udgangspunkt er 6 års fængsel. I den forelig-
gende begrænsede praksis vedrørende vold med døden til følge begået efter lovændringen ses
strafudmålingen i lighed med det hidtidige niveau at ligge i niveauet 6 til 8 års fængsel.
Der foreligger som anført kun 2 trykte domme vedrørende overtrædelser af § 246, hvor volden
ikke havde haft døden til følge. I disse sager blev straffen udmålt til henholdsvis 4 og 6 års
fængsel. Til sammenligning ses der inden lovændringen udmålt straffe i niveauet fra 3 år og 6
måneders fængsel til 5 års fængsel i sådanne sager.
Udvalget vurderer, at det på baggrund af den meget begrænsede praksis efter strafskærpelsen i
2018 med betydelig usikkerhed må antages, at lovgivers anvisninger om skærpelse med om-
kring en tredjedel er fulgt af domstolene i de tilsigtede tilfælde.
3.3 Konklusion
Overordnet er voldsforbrydelserne inddelt i simpel vold, jf. straffelovens § 244, kvalificeret
vold, jf. straffelovens § 245, og særlig grov vold, jf. § 246. Strafferammens maksimum er lavest
for § 244-vold, højere for § 245-vold og højest for § 246-vold.
Efter § 244, stk. 1, straffes ”den, som øver vold mod eller på anden måde angriber en andens
legeme”. Strafferammen er bøde eller fængsel indtil 3 år. Omfattet er bl.a. slag, herunder lus-
singer og knytnæveslag, bid og spyt i ansigtet. Efter § 244, stk. 2, kan straffen stige til fængsel
715
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0148.png
i 6 år, hvis sådan vold, som omfattet af § 244, stk. 1, begås gentagne gange over for en person
i eller nært knyttet til den forurettedes husstand.
Efter § 245 straffes (stk. 1) ”den, der udøver et legemsangreb af særligt
rå, brutal eller farlig
karakter eller gør sig skyldig i mishandling” eller (stk. 2) ”den, der uden for de i stk. 1 nævnte
tilfælde tilføjer en anden person skade på legeme eller helbred”. Strafferammen er fængsel ind-
til 6 år.
Efter § 246 kan straffen for et legemsangreb omfattet af § 245 stige til fængsel indtil 10 år, hvis
dette har været af så grov beskaffenhed eller haft så alvorlige skader eller døden til følge, at der
foreligger særdeles skærpende omstændigheder.
I nedenstående er det i forbindelse med redegørelsen for strafniveauerne ikke anført, om der
har været tale om betinget eller ubetinget straf. Det fremgår af praksisgennemgangene ovenfor
i afsnit 3.2.2, 3.2.4 og 3.2.6, om straffene i de enkelte sager er gjort betingede.
3.3.1 Straffelovens § 244 om simpel vold
Strafferammen i straffelovens § 244 (nu § 244, stk. 1) blev i 2002 ændret således, at strafmak-
simum blev forhøjet fra fængsel indtil 1 år og 6 måneder til fængsel indtil 3 år.
Lovændringen tilsigtede i øvrigt ifølge bemærkningerne, at strafniveauet i voldssager gennem-
gående skulle forhøjes med omkring en tredjedel i forhold den straf, der hidtil havde været
fastsat af domstolene. For § 244-sager skulle forhøjelsen dog kun slå igennem i nogle typer af
sager, herunder f.eks. sager om såkaldt gadevold og familievold. Derimod skulle den ikke slå
igennem i sager om såkaldt restaurationsvold.
I 2018 indsattes stk. 2 om vold i nære relationer i straffelovens § 244. Bestemmelsen finder
ifølge bemærkningerne bl.a. anvendelse på vold begået af personer i forurettedes husstand eller
af personer med en nær tilknytning til husstanden. Lovændringen indebar en skærpelse af straf-
fen for simpel vold omfattet af bestemmelsen uden at forholdet er omfattet af straffelovens §
245 om bl.a. mishandling. Med lovforslaget var det tilsigtet, at strafniveauet for sådanne over-
trædelser skulle fordobles sammenlignet med det hidtidige strafniveau.
I 2022 foretoges en sproglig ændring af straffelovens § 244, stk. 2, med henblik på at give
mulighed for i bemærkningerne at angive nærmere retningslinjer for strafniveauet. Det er med
ændringen forudsat, at strafniveauet for overtrædelse af bestemmelsen forhøjes med ca. en tred-
jedel sammenlignet med det gældende strafniveau, hvis den forurettede er under 18 år. Det
716
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
bemærkes, at der endnu ikke ses at foreligge trykt praksis om forhold begået efter ikrafttrædel-
sen af lovændringen.
Simpel vold efter straffelovens § 244, stk. 1, er traditionelt opdelt i en række forskellige tilfæl-
degrupper. I praksisgennemgangen ovenfor i afsnit 3.2.2 er der på samme måde foretaget en
sådan opdeling med henblik på at beskrive strafniveauet. Disse kategorier er gadevold, familie-
vold, vold mod børn i nære relationer, tilfældig konfliktvold, restaurantionsvold og andre typer
voldssager. Af delkonklusionen i afsnit 3.2.3 fremgår en uddybende gennemgang af strafni-
veauet for de enkelte kategorier af simpel vold. Her skal blot gøres en række mere overordnede
bemærkninger vedrørende strafniveauet for overtrædelse af straffelovens § 244.
Det bemærkes, at det pga. de mange varierende omstændigheder, der kan have betydning for
strafniveauet i voldssager, er vanskeligt at udlede helt klare strafniveauer i typetilfælde, idet
strafudmålingen altid vil bero på en helhedsvurdering. Det er dog muligt at identificere nogle
omtrentlige udgangspunkter for strafudmålingen og udlede nogle generelle tendenser vedrø-
rende effekten af, at bestemte skærpende henholdsvis formildende omstændigheder er til stede.
Som det fremgår ovenfor af afsnit 3.2.3, er der i de gennemgåede sager udmålt straffe i niveauet
fra bøde op til 9 måneders fængsel.
Det kan overordnet udledes, at som udgangspunkt straffes skub, spyt og slag med flad hånd
med fængsel i ca. 10 til 30 dage, og et knytnæveslag straffes med 30 til 40 dages fængsel. I
grovere tilfælde, hvor volden består i f.eks. flere slag, skaller og eller spark, er straffen udmålt
op til 3 måneders fængsel. Ved anvendelse af redskaber, eller når der har været tale om gentagen
vold begået over en periode, herunder sager omfattet af § 244, stk. 2, er straffen udmålt til
henholdsvis 4, 6 og 9 måneders fængsel.
I relation til spørgsmålet om, hvorvidt domstolene har fulgt lovgivers anvisninger, kan særligt
strafniveauet for restaurationsvold samt strafniveauet for overtrædelse af § 244, stk. 2, fremhæ-
ves, idet der for disse typer af sager, som anført ovenfor, er givet særlige anvisninger i lovbe-
mærkningerne.
I sager om restaurationsvold er et enkelt knytnæveslag typisk straffet med 30 dages fængsel.
Til sammenligning er et enkelt knytnæveslag typisk straffet med 40 dages fængsel i sager om
konfliktvold og gadevold samt i andre typer af voldssager. Det er på den baggrund udvalgets
vurdering, at denne differentiering af strafudmålingen, som blev forudsat i bemærkningerne til
lov nr. 308 af 6. juni 2002, er fulgt af domstolene i hvert fald for så vidt angår sådanne sager af
mindre alvorlig karakter.
717
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
Der findes endnu kun begrænset trykt praksis vedrørende straffelovens § 244, stk. 2. På bag-
grund af den foreliggende praksis er det dog udvalgets vurdering, at indsættelsen af straffelo-
vens § 244, stk. 2, har haft en væsentligt skærpende effekt på strafniveauet, se nærmere herom
i afsnit 3.2.3.2.
3.3.1.1.
Overordnede bemærkninger vedrørende strafniveauet for overtrædelse af straffe-
lovens § 244
Det kan konstateres, at strafudmålingen for vold efter § 244, stk. 1, ligger i den nedre ende af
strafferammen, der går fra bøde indtil fængsel i 3 år.
Det bemærkes, at de udvalgte sager netop er udvalgt, fordi der er tale om ”rene” § 244-sager,
og hvor der hovedsageligt er tale om enkeltstående forhold. Som det bl.a. fremgår af kapitel 2,
afsnit 1.1, fastsættes en strafferamme i almindelighed således, at den som udgangspunkt kan
rumme både de allergroveste tilfælde og de tilfælde, hvor der er flere forhold til samtidig på-
dømmelse. Selv i sager vedrørende flere og/eller grovere forhold af simpel vold, jf. straffelo-
vens § 244, ligger strafudmålingen efter praksis dog ikke i den øverste ende af strafferammen i
§ 244.
Det er udvalgets vurdering, at dette forhold særligt skal ses i lyset af, at de alvorligere tilfælde
af vold, herunder kvalificeret vold og mishandling, er omfattet af straffelovens andre voldsbe-
stemmelser med en højere strafferamme (§ 245 og § 246). Se nærmere herom nedenfor i afsnit
3.3.4.
Desuden bemærkes, at særligt ændringen af strafferammen i § 244 ved lov nr. 380 af 6. juni
2002 har bidraget til at forøge den afstand, der ses at være mellem strafferammens maksimum
og det faktisk udmålte strafniveau. Ved lovændringen blev strafferammen i § 244 fordoblet fra
1 år og 6 måneders fængsel til 3 års fængsel, mens strafniveauet ifølge bemærkningerne ikke
skulle fordobles tilsvarende, men skærpes med en tredjedel. Strafferammen blev således hævet
markant, mens man i bemærkningerne anviste, at strafniveauet kun skulle hæves med en relativt
mindre andel i forhold til det hidtidige niveau.
Det bemærkes endvidere, at strafskærpelsen med en tredjedel ifølge bemærkningerne til lov-
ændringen ikke var tilsigtet at skulle slå igennem i alle typer af § 244-vold, idet restaurations-
vold ikke var omfattet af skærpelsen. Hermed tilsigtedes ifølge lovbemærkningerne en større
nuancering
af strafniveauet i sager om simpel vold, alt efter hvilken type af voldssag der var
tale om. Udvalget bemærker i den forbindelse, at denne differentiering mellem forskellige
typer af voldssager kun i mindre grad har bidraget til en større spredning af
718
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0151.png
udmålingsniveauerne over strafferammen, idet der også i de groveste sagstyper som anført
alene var tilsigtet en skærpelse med en tredjedel i forhold til det hidtidige niveau. På trods af
den betydelige forøgelse af bestemmelsens strafmaksimum lagde lovgiver ikke op til en øget
differentiering af strafniveauet i de grove tilfælde, idet det for samtlige disse sager forudsat-
tes, at strafniveauet forøgedes med en tredjedel. Der var således ikke i lovbemærkningerne
givet anvisninger til en yderligere nuancering med henblik på udnyttelse af den øvre del af
den nu væsentligt udvidede strafferamme.
3.3.2 Straffelovens § 245 om kvalificeret vold
I 2002 gennemførtes en forhøjelse af strafferammerne i voldsbestemmelserne samtidig med, at
der forudsattes en gennemgående forhøjelse af strafniveauet. Ved lovændringen forhøjedes så-
ledes strafmaksimum i straffelovens § 245 fra 4 til 6 års fængsel. Lovændringen tilsigtede i
øvrigt ifølge bemærkningerne, at strafniveauet i bl.a. voldssager omfattet af § 245 gennemgå-
ende skulle forhøjes med omkring en tredjedel i forhold den straf, der hidtil var fastsat af dom-
stolene.
I 2018 foretoges sproglige ændringer af bl.a. § 245 med henblik på at indsætte anvisninger i
lovbemærkningerne vedrørende strafniveauet i skærpende retning. Af bemærkningerne frem-
går, at straffen for overtrædelse af bl.a. § 245 skulle forhøjes med en tredjedel i forhold til den
straf, der hidtil var fastsat af domstolene. Desuden skulle der i visse tilfælde ske en større nu-
ancering i strafudmålingen efter straffelovens § 245. Ifølge bemærkningerne gjaldt dette for de
allergroveste tilfælde af vold efter straffelovens § 245, herunder særligt hvor forurettede var
blevet udsat for meget omfattende vold, eventuelt begået af flere gerningsmænd, og havde fået
betydelige skader. I de alvorligste sager, skulle der således fremover udmåles en straf, der havde
en bedre sammenhæng med strafniveauet efter straffelovens § 246, og der skulle således ske en
yderligere skærpelse end skærpelsen med en tredjedel. Dette gjaldt ifølge bemærkningerne end-
videre i alle sager efter straffelovens § 245, hvor der var anvendt kniv eller lignende.
Overtrædelser af straffelovens § 245 kan være meget forskelligartede, og strafudmålingen vil
typisk være baseret på en række nærmere omstændigheder, der kan have betydning for straffen
i skærpende eller formildende retning.
I gennemgangen af praksis i afsnit 3.2.4 ovenfor er tilfældene inddelt i nogle overordnede ka-
tegorier med henblik på at kunne udlede nogle generelle tendenser i strafudmålingen ved over-
trædelse af straffelovens § 245. Disse kategorier er vold ved anvendelse af kniv, vold ved slag
med flasker og glas mv., vold ved anvendelse af andre typer redskaber, Vold uden anvendelse
af redskaber (spark, tramp, skaller, kvælergreb mv.) og mishandling.
719
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
Af afsnit 3.2.5 fremgår en uddybende gennemgang af strafniveauet for de enkelte kategorier af
grov vold. Her skal blot gøres en række mere overordnede bemærkninger vedrørende strafni-
veauet for overtrædelse af straffelovens § 245.
Sager om
vold ved anvendelse af kniv
kan være af meget forskelligartet karakter, og der er
således udmålt straffe fra 6 måneders fængsel og op til 3 års fængsel. I en enkelt sag (U
2021.4345H), hvor forholdet var omfattet af § 81 a, er straffen dog udmålt i niveauet 6 års
fængsel.
De omstændigheder, der særligt vurderes at have betydning for strafudmålingen, er bl.a. farlig-
heden og følgerne af knivstikket, antallet af knivstik, om tiltalte er tidligere straffet for ligeartet
kriminalitet, samt om forholdet er begået i forening med andre.
Det konkrete strafniveau i sager om grov vold ved anvendelse af kniv er i høj grad afhængigt
af en række konkrete omstændigheder, og det er derfor vanskeligt at sammenligne sagerne. Det
er dog på baggrund af analysen i afsnit 3.2.5 udvalgets opfattelse at lovændringen i 2018 gene-
relt har haft en væsentligt skærpende effekt på strafudmålingen. Det bemærkes dog, at der ikke
ses at være eksempler på de allergroveste tilfælde i trykte domme i perioden efter lovændringen
i 2018, og det er derfor ikke muligt at vurdere, hvorvidt anvisninger vedrørende skærpelse i
sådanne sager er fulgt af domstolene.
På samme måde kan
vold ved slag eller kast med flasker og glas mv.
være af meget forskellig
grovhed. Forhold begået efter lovændringen i 2018 ses at være resulteret i straffe i niveauet fra
80 dages fængsel til 10 måneders fængsel. I en enkelt sag fra inden lovændringen blev straffen
udmålt til 2 års fængsel som følge af, at forholdet var omfattet af den særlige strafskærpelses-
bestemmelse i straffelovens § 81 a.
Ved en gennemgang af trykt praksis fra tiden inden strafskærpelsen i 2018 kan det udledes, at
straffen i sager om enkeltstående slag eller kast med en flaske eller et glas mod forurettedes
hoved, hvor glasset/flasken ikke er gået i stykker, og hvor der kun er sket begrænset skade, som
hovedregel er udmålt til fængsel i 60 dage. Til sammenligning fandt Højesteret i en dom efter
2018-lovændringen, med henvisning til bemærkningerne til lovændringen, at straffen skulle
udmåles til 80 dages fængsel i en sag om slag i panden med et ølglas, der ikke blev knust.
Hvis glasset/flasken er blevet knust, har dette som regel en skærpende effekt. Desuden ses an-
tallet af slag eller stik med en knust flaske/glas, kropsdelen, som angrebet er rettet mod, og
skaderne, som forurettede pådrager sig, at have betydning for strafudmålingen.
720
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
Inden lovændringen er der i sådanne tilfælde udmålt straffe i niveauet 3 til 4 måneders fængsel,
hvor tiltalte ikke har været relevant forstraffet, og 5 til 9 måneders fængsel, hvor der har været
tale om vold i gentagelsestilfælde.
Efter lovændringen er der i sager, hvor glasset/flasken er blevet knust, herunder sager hvor der
efterfølgende er stukket med det knuste glas, udmålt straffe i niveauet 3 til 6 måneders fængsel,
hvor tiltalte ikke har været relevant forstraffet, og 8 til 10 måneders fængsel, hvor der har været
tale om vold i gentagelsestilfælde.
Det bemærkes, at det konkrete strafniveau i sager om grov vold ved slag eller kast med flasker
og glas mv. i høj grad afhænger af en række konkrete omstændigheder, og at det derfor er
vanskeligt at sammenligne sagerne. På baggrund af analysen i afsnit 3.2.5 er det dog udvalgets
vurdering, at der i praksis er sket en skærpelse af straffen for vold ved slag eller kast med flasker
mv. på baggrund af lovændringen i 2018.
I afsnit 3.2.4.1 (c) er endvidere udskilt en residualkategori vedrørende
vold ved anvendelse af
andre typer redskaber.
Denne kategori af sager omfatter er bredt felt af overtrædelser af meget
forskellig grovhed. Der ses således i den gennemgåede trykte praksis vedrørende forhold begået
efter lovændringen i 2018 udmålt straffe i niveauet fra 60 dages fængsel til 1 år og 6 måneders
fængsel. De groveste tilfælde af § 245-vold findes dog ikke i denne kategori, men bl.a. under
afsnittet om vold begået med kniv. Desuden er sager om vold ved anvendelse af skydevåben
omfattet af straffelovens § 192 a, stk. 1, ikke omtalt her. Der henvises til kapitel 6 vedrørende
straffelovens § 192 a.
Der henvises til afsnit 3.2.5, hvor der er foretaget en nærmere redegørelse for de forskellige
sager i denne kategori og strafniveauet i praksis. Kategorien omfatter bl.a. angreb med peber-
spray, køretøjer og diverse træ- og metalgenstande.
På baggrund af analysen i afsnit 3.2.5 er det udvalgets vurdering, at der i den mindre grove ende
kan konstateres en skærpelse af strafniveauet på baggrund af 2018-ændringen, idet der i en
række tilfælde er udmålt 3 måneders fængsel i sager, som vurderes at være sammenlignelige
med sager, der inden lovændringen blev straffet med fængsel i 60 dage. I de grovere sager er
det derimod grundet de mange konkrete omstændigheder i de enkelte sager, ikke muligt at vur-
dere, om lovændringen har haft den tilsigtede effekt.
I sager om
grov vold uden anvendelse af redskaber (spark, tramp, skaller, kvælergreb mv.)
er
der i praksis vedrørende forhold begået efter lovændringen i 2018 udmålt straffe i niveauet fra
4 måneders fængsel til 1 år og 2 måneders fængsel.
721
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
I praksis vedrørende overtrædelser begået inden lovændringen ses der at være udmålt straffe i
niveauet fra 60 dages fængsel til 1 år og 9 måneders fængsel. I den sidstnævnte sag var der tale
om meget grov vold med alvorlige følger, og tiltalte var tidligere straffet. Der ses ikke at være
sammenlignelige sager, hvor forholdet er begået efter lovændringen.
Der henvises i øvrigt til sammenfatningen i afsnit 3.2.5.
Ligesom i de øvrige kategorier, er der tale om meget forskelligartede tilfælde, og der er således
ikke muligt på baggrund af den trykte praksis at vurdere strafniveauet samt effekten af lovæn-
dringen i 2018.
Der ses kun at være én dom om
mishandling,
hvor forholdet er begået efter strafskærpelsen i
2018. I denne sag blev tiltalte straffet med 6 måneders fængsel ved i en årrække jævnligt bl.a.
at have slået sin datter og stedsøn på kroppen med knyttet hånd, herunder med fingerring på,
og at have slået sin datter med flad hånd i hovedet.
For så vidt angår mishandling begået inden lovændringen, er der i de gennemgåede trykte
domme udmålt straffe i niveauet fra 5 måneders fængsel til 1 år og 3 måneders fængsel. De
længste straffe er udmålt i sager om vold mod spædbørn, der bl.a. har medført flere knoglebrud.
Det er ikke muligt på baggrund af den begrænsede praksis vedrørende forhold begået efter lov-
ændringen i 2018 at vurdere, om lovændringen har haft den tilsigtede effekt.
3.3.2.1.
Overordnede bemærkninger vedrørende strafniveauet for overtrædelse af straffe-
lovens § 245
Det kan konstateres, at strafudmålingen for § 245-vold generelt ligger i den lavere ende af straf-
ferammen på fængsel indtil 6 år.
Det bemærkes, at de udvalgte sager netop er udvalgt, fordi der er tale om ”rene” § 245-sager,
og hvor der hovedsageligt er tale om enkeltstående forhold. Som det bl.a. fremgår af kapitel 2,
afsnit 1.1, fastsættes en strafferamme i almindelighed således, at den som udgangspunkt kan
rumme både de allergroveste tilfælde og de tilfælde, hvor der er flere forhold til samtidig på-
dømmelse. Dog er det på baggrund af gennemgangen udvalgets opfattelse, at uden for tilfælde
omfattet af straffelovens § 81 a udnyttes den øverste del af strafferammen i praksis ikke, heller
ikke i sager vedrørende flere og/eller grovere forhold af grov vold efter straffelovens § 245.
722
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0155.png
Dette forhold skal ses i lyset af, at de allergroveste tilfælde af vold ofte vil være omfattet af
straffelovens § 246, se nærmere herom nedenfor i den samlede konklusion i afsnit 3.3.4.
I bemærkningerne til lov nr. 358 af 29. april 2018 blev det forudsat, at der i de alvorligste
tilfælde af § 245-vold, som hidtil var blevet afgjort med straffe i niveauet fra omkring 1 år og
9 måneders fængsel, fremover skulle udmåles en straf, der havde en bedre sammenhæng med
strafniveauet for vold omfattet af straffelovens § 246. Sådanne tilfælde ses dog at være relativt
sjældne, og det er ikke muligt på baggrund af den foreliggende praksis at fastslå, hvorvidt denne
anvisning er fulgt i praksis.
Desuden bemærkes, at ændringen af strafferammen i § 245 ved lov nr. 380 af 6. juni 2002 har
bidraget til den afstand, der ses at være mellem strafferammen og det faktisk udmålte strafni-
veau. Ved lovændringen blev strafmaksimum i § 245 ændret fra 4 års fængsel til 6 års fængsel,
mens strafniveauet ifølge bemærkningerne ikke skulle forhøjes tilsvarende, men blot skærpes
med en tredjedel.
Endelig bemærkes, at strafniveauet for overtrædelse af straffelovens § 245 ikke kan anskues
isoleret, men må ses i sammenhæng med de øvrige voldsbestemmelser, jf. afsnit 3.3.4 nedenfor.
3.3.3 Straffelovens § 246 om særlig grov vold
Særlig grov vold efter straffelovens § 246 omfatter både tilfælde, hvor volden har været af en
så grov beskaffenhed eller haft så alvorlige skader, at der foreligger særdeles skærpende om-
stændigheder, og tilfælde, hvor volden har haft døden til følge, uden at dette kan tilregnes ger-
ningspersonen som en forsætlig følge.
Dette ses afspejlet i retspraksis i den undersøgte periode, hvor straffen for overtrædelse af § 246
i høj grad afhænger af, om offeret er afgået ved døden.
I de tilfælde, hvor straffen er udmålt til mellem 1 og 5 års fængsel, er der med enkelte særlige
undtagelser, jf. afsnit 3.2.7 ovenfor, tale om sager, hvor den forurettede er kommet alvorligt til
skade og/eller har været i livsfare, men ikke er afgået ved døden (f.eks. vold med brækket ryg
og lammelse til følge, hjerneskade med alvorlige psykiske eller fysiske mén til følge mv.). I et
enkelt tilfælde fra efter lovændringen i 2018 blev straffen endvidere udmålt til 6 års fængsel for
§ 246-vold, der ikke medførte døden. I tilfælde af vold med døden til følge er straffene i den
undersøgte periode med enkelte særlige undtagelser, jf. ovenfor derimod udmålt til mellem 6
og 8 års fængsel.
723
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
Det kan på den baggrund konstateres, at de længst udmålte straffe på 8 års fængsel ligger i den
øvre ende af strafferammen på 10 års fængsel i straffelovens § 246.
Straffen for overtrædelse af § 246 er senest skærpet ved lov nr. 358 af 29. april 2018. Ifølge
forarbejderne var det med lovændringen tilsigtet, at straffen for overtrædelse af § 246 gennem-
gående skulle forhøjes med omkring en tredjedel i forhold til det hidtidige strafniveau. Den
generelle skærpelse skulle i de allergroveste tilfælde dog tilpasses det eksisterende strafniveau
for bl.a. drabsforsøg, som ikke blev ændret. Den fulde strafforhøjelse skulle således alene ske
inden for normalområdet i § 246 i modsætning til navnlig de allergroveste sager om overtræ-
delse af § 246.
Da vold med døden til følge må betragtes som værende blandt de allergroveste tilfælde af §
246-vold, må den generelle forhøjelse med omkring en tredjedel navnlig antages at gælde til-
fælde, hvor den forurettede ikke er afgået ved døden.
Gennemgangen af praksis i den undersøgte periode fra før skærpelsen i 2018 viser, at straffen
for § 246-vold, hvor den forurettede ikke er afgået ved døden, i de fleste tilfælde er udmålt i
niveauet fra ca. 3 år og 6 måneders fængsel til 5 års fængsel.
Efter skærpelsen i 2018 er der alene afsagt to trykte domme, der vedrører vold efter § 246, hvor
den forurettede ikke er afgået ved døden. Straffen blev i disse to sager fastsat til henholdsvis 4
og 6 års fængsel.
For så vidt angår vold med døden til følge, må det på baggrund af bemærkningerne til lovæn-
dringen i 2018 som nævnt antages, at det ikke var tiltænkt, at strafskærpelsen skulle slå fuldt
ud igennem i disse tilfælde.
Inden lovændringen blev der med enkelte særlige undtagelser, jf. ovenfor, for disse overtrædel-
ser udmålt straffe i niveauet 6 til 8 års fængsel. Inden lovændringen var strafmaksimum 8 års
fængsel, og de groveste tilfælde af § 246-vold blev således sanktioneret med lovens hårdeste
straf.
Ved lovændringen blev strafferammens maksimum hævet til fængsel i 10 år. Det var dog som
anført ikke hensigten, at strafniveauet for de allergroveste tilfælde skulle hæves med en tredje-
del, men tilpasses strafniveauet for drabsforsøg, som ikke blev ændret. Det bemærkes i den
forbindelse, at strafniveauet for drabsforsøg som udgangspunkt er 6 års fængsel. I den forelig-
gende begrænsede praksis vedrørende vold med døden til følge begået efter lovændringen ses
strafudmålingen i lighed med det hidtidige niveau at ligge i niveauet 6 til 8 års fængsel.
724
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0157.png
Udvalget vurderer, at det på baggrund af den meget begrænsede praksis efter strafskærpelsen i
2018 med betydelig usikkerhed må antages, at lovgivers anvisninger om skærpelse med om-
kring en tredjedel er fulgt af domstolene i de tilsigtede tilfælde.
3.3.4 Samlet konklusion vedrørende §§ 244-246
Som det fremgår ovenfor, ses der for §§ 244 og 245 særligt udmålt straffe i den lavere ende af
strafferammerne til midten af strafferammerne. For § 246 ses der udmålt straffe også i den øvre
ende af strafferammen.
Særligt for § 244-vold bemærkes, at det forhold, at den højere ende af særligt strafferammen på
3 års fængsel i § 244, stk. 1, ikke udnyttes i praksis, bl.a. skal ses i lyset af, at de alvorligere
tilfælde af vold, herunder grov vold og mishandling, er omfattet af straffelovens andre volds-
bestemmelser med en skærpet strafferamme (§ 245 og § 246).
Det er udvalgets vurdering, at samspillet mellem voldsbestemmelserne giver mulighed for at
udmåle straffene i et konkret niveau inden for den samlede strafferamme for vold, som strækker
sig fra bøde indtil fængsel i 10 år, der sammenlignet med de øvrige sager på området afspejler
sagernes karakter og grovhed. De væsentlige overlap mellem strafferammerne i voldsbestem-
melserne giver mulighed for konkret at udmåle en straf for det enkelte tilfælde, som både er
proportional sammenlignet med andre voldstilfælde, som er henført under samme bestemmelse,
og som også er proportional sammenlignet med vold henført under andre voldsbestemmelser.
Det er således udvalgets vurdering, at der på tværs af voldsbestemmelserne er en generel pro-
gression i strafudmålingen, således at denne er proportional med grovheden af voldsudøvelsen.
Når der er tale om pådømmelse af et enkeltstående forhold, vil de tilfælde, som vurderes at være
så alvorlige, at de bør straffes med en straf i den øvre del af strafferammen for § 244, være af
en sådan karakter, at de næsten undtagelsesfrit vil blive anset for grov vold, jf. § 245, hvilket
må antages at være baggrunden for, at den øvre del af strafferammen i § 244 ikke ses anvendt i
praksis. Det samme kan anføres for så vidt angår den øvre del af § 245, idet de allergroveste
tilfælde af vold typisk vil blive anset for omfattet af § 246.
Det særlige samspil mellem voldsbestemmelserne kan f.eks. illustreres med henvisning til sa-
gerne om vold i nære relationer, der afhængig af de nærmere omstændigheder henføres under
§ 244, stk. 1, § 244, stk. 2, eller § 245, stk. 1.
Som det fremgår af afsnit 3.3.1 ses der i sager om familievold henført under § 244, stk. 1, at
være udmålt straffe i niveauet 30 dages fængsel til 3 måneders fængsel.
725
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
I sager om vold mod børn i nære relationer henført under § 244, stk. 1, ses der udmålt straffe i
niveauet fra 20 dages fængsel til 9 måneders fængsel. Gentagen vold af mindre alvorlig karakter
ses straffet med 50 dages til 3 måneders fængsel, mens de grovere tilfælde er udmålt højere.
Strafudmålingen er i sagerne om gentagen vold meget forskellig, og er afhængig af en lang
række omstændigheder, herunder karakteren af volden, tidsperioden, som volden har været ud-
ført over, hvor mange børn, der har været udsat for volden, og børnenes alder.
Der findes endnu kun en begrænset mængde praksis vedrørende straffelovens § 244, stk. 2. I
de sager, som foreligger, er straffen blevet udmålt til fængsel i 4 til 6 måneder.
I sager om mishandling, jf. straffelovens § 245, ses der i praksis at være udmålt straffe i niveauet
fra 5 måneders fængsel til 1 år og 3 måneder. Det bemærkes, at hovedparten af sagerne er fra
tiden inden strafskærpelsen i 2018.
Det er på baggrund af praksisgennemgangen udvalgets opfattelse, at udgangspunktet for straf-
udmålingen er højere for mishandling efter § 245, stk. 1, end for vold i nære relationer efter §
244, stk. 2, som igen er højere end for vold mod børn i nære relationer og familievold efter §
244, stk. 1. Strafudmålingen i sagerne er dog væsentligt influeret af en lang række konkrete
omstændigheder, hvilket medfører, at der ses at være en ”flydende” overgang mellem strafni-
veauerne for de enkelte bestemmelser, og det er udvalgets vurdering, at der for vold i nære
relationer ses at være en generel progression af strafudmålingen på tværs af voldsbestemmel-
serne, således at denne er proportional med grovheden af voldsudøvelse.
I andre sagstyper kan der ligeledes observeres en progression på tværs af bestemmelserne og
en ”flydende” overgang baseret på grovheden af de konkrete voldsforhold. I sager om gadevold,
konfliktvold, restaurationsvold og andre typer simpel vold omfattet af straffelovens § 244 er
der udmålt straf fra bøde til 9 måneders fængsel. I sager om knytnæveslag ligger strafniveauet
omkring 30 til 40 dages fængsel og under skærpende omstændigheder på 50 til 60 dages fæng-
sel. I nogle sager, hvor der har været tale om en kombination af f.eks. slag og spark, hvor volden
har haft læsioner til følge eller døden som uagtsom følge, eller der i øvrigt har foreligget væ-
sentligt skærpende omstændigheder, er straffen udmålt i et højere niveau til 3, 4 eller 6 måne-
ders fængsel. I en sag, hvor der var tale om et større antal forhold til samtidig pådømmelse blev
straffen udmålt til 9 måneders fængsel.
I sager om vold uden anvendelse af redskaber, der er vurderet at være af en så grov karakter, at
det er henført under § 245, ses der efter lovændringen i 2018 at være udmålt straffe fra 4 må-
neders fængsel til 1 år og 2 måneders fængsel. At der er en vis flydende overgang kan bl.a.
726
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
illustreres ved, at der blev udmålt 4 måneders fængsel for et overfald begået af to tiltalte med
adskillige slag i hovedet og spark og tramp i hovedet og på kroppen, hvorved forurettede mi-
stede bevidstheden og hans kraveben gik af led, således at han måtte indlægges i fire dage. Til
sammenligning blev der udmålt 3 måneders fængsel for simpel vold i gentagelsestilfælde, jf.
straffelovens § 244, stk. 1, jf. § 247, stk. 1, idet de to tiltalte tildelte forurettede flere slag i
ansigtet, rev hende i håret, væltede hende omkuld og sparkede og trampede hende flere gange
i hovedet, mens hun lå ned.
I kategorien findes desuden særligt sager om halsgreb med bl.a. blodudtrædning til følge, for
hvilke der er udmålt 6 måneders fængsel henholdsvis 9 måneders fængsel, idet halsgebet i sidst-
nævnte tilfælde havde medført umiddelbar livsfare. Endelig blev der udmålt 1 år og 2 måneders
fængsel for vold i gentagelsestilfælde i form af bl.a. halsgreb og adskillige knytnæveslag.
I sager om angreb med redskaber, der omfatter sager af meget forskelligartet karakter, er der
for forhold begået efter lovændringen i 2018 udmålt straffe fra 60 dages fængsel til 1 år og 6
måneders fængsel. I den lave ende er der udmålt 60 dages fængsel for at sprøjte peberspray i
ansigtet på forurettede. Slag med genstande af træ er udmålt til omkring 3 måneders fængsel,
mens angreb med et vandrør i gentagelsestilfælde er udmålt til 7 måneders fængsel og kast med
salmiakspiritus i ansigtet på forurettede med øjenskade til følge har medført 1 år og 6 måneders
fængsel.
Endelig er der i sager om angreb med skarpe genstande som knive og knust glas udmålt straffe
fra 4 måneders fængsel til 3 års fængsel. Hvor forholdet har været omfatte af straffelovens § 81
a, er der udmålt straf af 6 års fængsel.
I tilfælde, hvor der er begået mange forhold af en grovhed, der ikke kan henføres under § 245,
vil strafudmålingen skulle ske inden for strafferammen i § 244, og i disse tilfælde ligger straf-
udmålingen højere end for en enkeltstående overtrædelse. Det er dog relativt sjældent, at en
gerningsperson når at begå et stort antal mindre alvorlige voldsforbrydelser, inden sagen kom-
mer til pådømmelse. I de tilfælde, hvor dette alligevel sker, f.eks. i sager om familievold, ud-
måles straffen ud fra princippet om modereret kumulation, og straffen udmåles i et niveau, som
sammenlignet med andre typer af voldssager afspejler sagens karakter og grovhed, også selvom
der er tale om flere overtrædelser til samtidig pådømmelse.
Som det fremgår ovenfor, er det udvalgets vurdering, at domstolene generelt følger lovgivers
anvisninger vedrørende strafniveauerne. I den forbindelse bemærkes, at særligt ændringen af
strafferammen i § 244 ved lov nr. 380 af 6. juni 2002 har bidraget til den afstand, der ses at
være mellem strafferammen og strafniveauet. Ved lovændringen blev strafferammen i § 244
727
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0160.png
fordoblet fra 1 år og 6 måneders fængsel til 3 års fængsel, mens strafniveauet ifølge bemærk-
ningerne ikke skulle fordobles tilsvarende, men skærpes med en tredjedel. Strafskærpelsen
skulle i øvrigt kun gælde nogle typer af § 244-vold. Strafferammen blev således hævet markant,
mens man i bemærkningerne anviste, at strafniveauet kun skulle hæves med en relativt mindre
andel i forhold til det hidtidige niveau.
Afgrænsningen mellem §§ 244 og 245 sammenholdt med lovgivers anvisninger i forarbejderne
vurderes således at have haft væsentlig betydning for den store afstand mellem strafniveauet og
strafferammerne i disse bestemmelser.
Udvalget bemærker dog, at der for vold med døden til følge omfattet af § 246 er udmålt straffe
på op til 8 års fængsel, hvilket således ligger i den øvre ende af strafferammen. Hvis man således
anskuer voldsforbrydelserne fordelt over den samlede strafferamme for vold, som strækker sig
fra bøde indtil fængsel i 10 år, kan det konstateres, at der udmåles straffe inden for hele spektret,
og at straffene generelt set er udmålt proportionalt med forbrydelsens grovhed sammenlignet
både med voldstilfælde, som er henført under samme bestemmelse, og voldstilfælde, som er
henført under andre voldsbestemmelser. Det er dog klart, at den allergroveste vold er sjælden,
og at langt størstedelen af voldssagerne således resulterer i en straf udmålt i den lavere ende af
den samlede strafferamme.
Det er for så vidt angår de områder, hvor der foreligger tilstrækkelig trykt praksis til at drage
konklusioner, udvalgets vurdering, at domstolene generelt har udmålt straffene i overensstem-
melse med lovgivers anvisninger i lovforarbejderne. På de områder, hvor der ikke foreligger
tilstrækkelig trykt praksis til at drage generelle konklusioner, er det udvalgets vurdering, at der
ikke foreligger oplysninger, der giver grundlag for at antage, at domstolene ikke skulle have
fulgt lovgivers anvisninger i den foreliggende praksis.
4. Uagtsomt manddrab, uagtsom legemsbeskadigelse, forsætlig fareforvoldelse mv.
4.1 Straffelovens § 241 om uagtsomt manddrab
4.1.1 Lovgivning og forarbejder
Efter straffelovens § 241 straffes den, der uagtsomt forvolder en andens død, med bøde eller
fængsel indtil 4 måneder eller under særligt skærpende omstændigheder med fængsel indtil 10
år. Er forholdet begået i forbindelse med spirituskørsel, overtrædelse af færdselslovens § 54,
stk. 1 eller 2, særligt hensynsløs kørsel eller de groveste hastighedsovertrædelser, anses dette
ifølge bestemmelsens 2. pkt. som en særligt skærpende omstændighed.
Efter bestemmelsens ordlyd omfattes alle uagtsomhedsgrader, men praksis indikerer, at der sker
en vis begrænsning af anvendelsen af bestemmelsen, således at de allerlaveste grader af
728
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
uagtsomhed ikke straffes. Se nærmere herom bl.a. Den kommenterede straffelov (12. udgave):
Thomas Elholm m.fl., Kommenteret straffelov, Speciel del (12. udgave, 2022, side 492.
Bestemmelsen, der kriminaliserer uagtsomt manddrab, fandtes også i Borgerlig Straffelov af
1930, jf.
lov nr. 126 af 15. april 1930,
men bestemmelsen er siden ad flere omgange ændret
væsentligt. Ifølge bestemmelsens oprindelige udformning straffedes den, der uagtsomt for-
voldte en andens død, med hæfte eller bøde eller under skærpende omstændigheder med fæng-
sel indtil 4 år.
I
betænkning nr. 1099/1987 om strafferammer og prøveløsladelse
tog Straffelovrådet stilling
til, om der var grund til at foreslå ændringer af bl.a. straffelovens § 241 med henblik på justering
af strafferammen og/eller strafniveauet. Af betænkningen fremgår på side 163 ff. bl.a. følgende
vedrørende straffelovens § 241:
”7.2.2. Der tegner sig et ret klart billede af strafudmålingspraksis i sager om færd-
selsforseelser, der henføres under § 241 om uagtsomt manddrab. Hvis motorføreren
ikke har været spirituspåvirket, er normalstraffen dagbøder eller hæfte i 10-30 dage.
Hvis motorføreren har været påvirket af spiritus, medfører forholdet som hovedre-
gel ubetingede fængselsstraffe på 4-6 måneder. Af 60 sager, der er gengivet i Uge-
skrift for Retsvæsen og i domsoversigter i perioden 1968-85, resulterede 14 i dag-
bøder, 22 i hæftestraf (som nævnt normalt mellem 10 og 30 dage) og 23 i fængsels-
straf (heraf kun 6 på mere end 6 måneder). Det har i lidt ældre praksis været mere
almindeligt at idømme straffe på 8 måneder eller 1 år, i sjældne tilfælde på 1 år og
6 måneder. I perioden 1968-85 er der vistnok kun et eksempel på straf af 1 år og 6
måneder, U 1969.572 Ø.
[…]
Efter straffelovrådets vurdering er der ikke grundlag for at tilråde en skærpelse af
strafudmålingen i forhold til nugældende praksis ved domstolene, herunder det
nævnte normalniveau af 4-6 måneders fængsel i sager om uagtsomt manddrab for-
voldt under motorkørsel i spirituspåvirket tilstand. De følgende bemærkninger tager
især sigte på spiritussagerne.
Principielle strafferetlige synspunkter kan i og for sig tale for, at straffe på 4-6 må-
neder er udtryk for en streng bedømmelse. Hvor ingen skade sker, straffes promille
og spirituskørsel med bøde eller en kort frihedsstraf på normalt 14 dage i første-
gangstilfælde. Motorførerne straffes, fordi de i deres spirituspåvirkede tilstand rum-
mer en fare for færdselssikkerheden og for andre trafikanters liv og legeme. Men
når denne fare realiseres og de alvorligste følger indtræder, skærpes straffen meget
væsentligt, selv om den udviste adfærd ikke generelt kan siges at være en anden,
end hvis uheld var undgået. I de enkelte sager kan der dog undertiden foreligge
oplysninger om en særligt hasarderet og farlig kørsel, der adskiller forholdet fra den
mere typiske spirituskørsel. Straffe på 4-6 måneder er meget strengere end de
729
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
straffe, der ville fremkomme, hvis man tænkte sig en udmåling med udgangspunkt
i straffen for spirituskørsel, suppleret med en skærpelse for uagtsomt manddrab,
bedømt uden spirituspåvirkning.
For uagtsomt manddrab i trafikken uden spirituspåvirkning idømmes som nævnt
væsentlig lavere straffe. Der er derfor næppe tvivl om, at praksis i sager om spiri-
tuspåvirkning er bestemt af netop det forhold, at det er en spritbilist, der forvolder
en andens død. Det lave strafniveau, der accepteres, hvor spritbilisten slipper godt
fra kørslen, eller hvor en ædru person kører en anden ned, bliver både for lægfolks
retsfølelse og efter tilvante vurderinger ved domstolene helt uacceptabelt, hvor en
spritbilist forvolder en andens død. I en skarp form er dette udtrykt således af Rør-
dam i Juristen 1962 s. 448: "Der er ingen medlidenhed med spiritusbilisten, der
kører et andet menneske ihjel. På dette område får
–
også hos domstolene
–
de mest
primitive betragtninger råderum, og domstolenes praksis har sikkert bred tilslutning
i befolkningen, der snarere kunne tænkes at ønske sig en skærpelse end en mildnelse
af den lagte kurs". Det forekommer vanskeligt at anlægge fuldtud rationelle syns-
punkter på strafudmålingen i disse sager, og på baggrund af de følelsesmæssige
reaktioner, som her gør sig gældende, bliver det formentlig for mange et mindre
væsentligt spørgsmål, om der er en præventiv nødvendighed eller blot præventive
nyttevirkninger forbundet med de nuværende straffe eller endnu strengere straffe
for uagtsomt manddrab i spiritussager.
På baggrund af oplysningerne om retspraksis finder straffelovrådet det ubetænke-
ligt at fastslå, at der kan ske en væsentlig nedsættelse af det nuværende maksimum
i § 241 på 4 års fængsel. Det vil endvidere stemme meget godt med hidtidig praksis,
hvis der opretholdes en delt strafferamme, således at navnlig tilfælde af spirituspå-
virkning kan henføres under en bestemmelse om skærpende omstændigheder.
Der har i straffelovrådet været nogen stemning for at fastsætte maksimum til 2 år.
Det er på den anden side blevet fremhævet, at der kan tænkes grovere forhold end
dem, der hidtil i retspraksis har kunnet medføre straf af fængsel i 1 år og 6 måneder.
Man har derfor ment at burde foreslå, at strafferammen i § 241 bliver bøde eller
fængsel indtil 4 måneder, under skærpende omstændigheder fængsel indtil 3 år.”
Ved
lov nr. 272 af 3. maj 1989,
hvor bl.a. voldsbestemmelserne og straffelovens § 249 blev
nyaffattet, foretoges ingen ændring af § 241.
Ved
lov nr. 6 af 3. januar 1992
ændredes normalstrafferammen således, at uagtsomt manddrab
straffedes med bøde, hæfte eller fængsel indtil 4 måneder. Sidestrafferammen, der kunne an-
vendes under skærpende omstændigheder, var fortsat fængsel indtil 4 år. Ændringen begrunde-
des med, at der ved lovændringen i 1989 bl.a. blev gennemført en ændring af straffelovens §
249 om uagtsom legemsbeskadigelse, der blandt andet indebar, at straffen for overtrædelse af
bestemmelsen blev bøde, hæfte eller fængsel indtil 4 måneder eller under skærpende omstæn-
digheder fængsel indtil 4 år. Ændringen af § 241 tilsigtede således at bringe bestemmelsens
strafferamme i overensstemmelse med strafferammen i § 249, jf. Folketingstidende 1991-92,
730
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
tillæg A, spalte 1896. Bemærkningerne til lovændringen indeholder ikke nærmere anvisninger
vedrørende strafniveauet for overtrædelse af bestemmelsen.
Ved
lov nr. 380 af 6. juni 2002
ændredes sidestrafferammens maksimum fra 4 til 8 års fængsel.
I bemærkningerne til lovændringen, jf. Folketingstidende 2001-02, 2. samling, tillæg A, side
2937, henvises til en redegørelse af 3. januar 2002 om strafniveauet for overtrædelse af straffe-
lovens bestemmelser om uagtsomt manddrab, grov uagtsom legemsbeskadigelse og forsætlig
farefremkaldelse i færdselssager udarbejdet af Rigsadvokaten. Heraf fremgår, at normalstrafni-
veauet i sager om uagtsomt manddrab i forbindelse med førstegangstilfælde af spirituskørsel
var 6-8 måneder. Hvis der forelå skærpende omstændigheder, herunder hvis gerningsmanden
tidligere var straffet for spirituskørsel, og/eller kørslen i sig selv var foregået på særligt hensyn-
sløs måde, ville straffen blive udmålt i niveauet omkring 1 års fængsel. I særligt grove tilfælde
kunne der desuden blive tale om at udmåle en væsentlig højere straf. I et tilfælde var der udmålt
en straf på fængsel i 2 år og 6 måneder. For så vidt angår uagtsomt manddrab uden spirituskørsel
syntes disse tilfælde hovedsageligt straffet med bøde, hvis kørslen ikke kunne karakteriseres
som særligt hensynsløs. Hvis kørslen i sig selv kunne karakteriseres som særligt hensynsløs,
ville der ifølge Rigsadvokaten blive udmålt en væsentligt højere straf formentlig i niveauet
omkring 3-4 måneders fængsel.
Af bemærkningerne fremgår videre, at det gældende strafniveau i sager om uagtsomt manddrab,
uagtsom legemsbeskadigelse og forsætlig fareforvoldelse i forbindelse med samtidig overtræ-
delse af færdselsloven ikke i tilstrækkelig grad afspejlede krænkelsen af ofret, og at samfundets
klare afstandtagen fra denne form for kriminalitet derfor i højere grad burde komme til udtryk
i straffelovens strafferammer, jf. Folketingstidende 2001-02, 2. samling, tillæg A, side 2937 f.
Der anføres desuden følgende konkrete anvisninger vedrørende strafniveauet, jf. Folketingsti-
dende 2001-02, 2. samling, tillæg A, side 2955:
”Det forudsættes således, at straffen for uagtsomt manddrab ved spirituskørsel (her
i bemærkningerne anvendt som samlet betegnelse for spiritus- og promillekørsel),
der i normaltilfældene i dag af domstolene straffes med 6-8 måneders fængsel, i
retspraksis forhøjes til fængsel i 10-12 måneders fængsel. Det er hensigten, at for-
højelsen også skal slå igennem i sager om uagtsomt manddrab i forbindelse med
overtrædelse af færdselslovens § 54, stk. 1.
Der kan være skærpende omstændigheder, som gør, at forholdet skal bedømmes
strengere end normalniveauet. En skærpende omstændighed kan f.eks. være, at ger-
ningsmanden tidligere er straffet for spirituskørsel.
Det vil også være en skærpende omstændighed, hvis kørslen i sig selv er foregået
på særlig hensynsløs måde. Som det fremgår af pkt. 2.3.2.1. i de almindelige
731
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
bemærkninger, vil straffen i sådanne tilfælde, hvor der er tale om uagtsomt mand-
drab i forbindelse med spirituskørsel, og hvor kørslen i sig selv er foregået på en
særlig hensynsløs måde, i dag blive udmålt i niveauet omkring 1 års fængsel. Det
forudsættes, at der i sager af denne karakter fremover fastsættes en straf, der er
markant højere end de ovenfor angivne 10-12 måneder.
Endvidere forudsættes det, at straffen for uagtsomt manddrab uden spirituskørsel
forhøjes fra det nuværende strafniveau på 3-4 måneders fængsel til 6-8 måneders
fængsel, hvor kørslen i sig selv
har karakter af at være særlig hensynsløs.”
Ved
lov nr. 218 af 31. marts 2004
ændredes udtrykket ”skærpende omstændigheder” i bestem-
melsen til ”særligt skærpende omstændigheder”. Ændringen var rent teknisk begrundet, og der
tilsigtedes ingen ændring i det hidtidige strafbare område eller udmålingsniveau, jf. Folketings-
tidende 2003-04, tillæg A, side 3327.
Ved
lov nr. 559 af 24. juni 2005
indsattes i både straffelovens § 241 og § 249 som et 2. pkt.
følgende: ”Er forholdet begået i forbindelse med spirituskørsel
eller særlig hensynsløs kørsel,
anses dette som en særlig skærpende omstændighed”.
”Spirituskørsel” skal ifølge bemærkningerne, jf.
Folketingstidende 2004-05, 2. samling, tillæg
A, side 7323, forstås i overensstemmelse med færdselslovens § 53, således at begrebet omfatter
kørsel med en alkoholpromille på over 0,50.
Formålet med lovændringen var ifølge bemærkningerne, jf. Folketingstidende 2004-05, 2. sam-
ling, tillæg A, side 7317, at opnå en skærpelse af straffen for uagtsomt manddrab og uagtsom
betydelig legemsbeskadigelse i forbindelse med særligt hensynsløs kørsel. Der henvises i be-
mærkningerne til, at der i retspraksis gjaldt forskellige udgangspunkter for strafudmålingen af-
hængigt af, om der var tale om uagtsomt manddrab i forbindelse med spirituskørsel eller i for-
bindelse med særligt hensynsløs kørsel, og at strafniveauet som udgangspunkt lå højere ved
spirituskørsel. Med lovændringen forudsattes, at uagtsomt manddrab og betydelig legemsbe-
skadigelse i forbindelse med særligt hensynsløs kørsel, fremover som udgangspunkt skulle
straffes lige så strengt som uagtsomt manddrab og betydelig legemsbeskadigelse i forbindelse
med spirituskørsel.
I bemærkningerne til lovændringen, jf. Folketingstidende 2004-05, 2. samling, tillæg A, side
7320, er der henvist til en
redegørelse af 20. januar 2004 om udviklingen i strafniveauet efter
ikrafttræden af lov nr. 380 af 6. juni 2002
afgivet af Rigsadvokaten. Heraf fremgår, at det efter
Rigsadvokatens gennemgang af retspraksis var Rigsadvokatens opfattelse, at den tilsigtede
skærpelse med enkelte undtagelser var slået igennem i retspraksis.
732
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
Endvidere henvises i bemærkningerne til
Rigsadvokatens redegørelse af 7. marts 2005 om
straffene i sager om uagtsomt manddrab efter straffelovens § 241 i forbindelse med spiritus-
kørsel eller særlig hensynsløs kørsel
(bilag 1 til lovforslaget), jf. Folketingstidende 2004-05, 2.
samling, tillæg A, side 7321. Det konkluderes i bemærkningerne, at Rigsadvokatens gennem-
gang sammenfattende viste, at der i størstedelen af sagerne var fastsat straffe i overensstem-
melse med udgangspunkterne i forarbejderne til lovændringen i 2002. I nogle tilfælde var der
fastsat straffe, som umiddelbart forekom at være mildere end forarbejdernes udgangspunkter,
men i de fleste tilfælde syntes der at have foreligget konkrete, formildende omstændigheder.
Der henvises videre til, at det af Rigsadvokatens redegørelse desuden fremgik, at der også i
retspraksis
–
ligesom i forarbejderne
–
ved straffastsættelsen differentieredes mellem uagtsomt
manddrab begået i forbindelse med spirituskørsel og uagtsomt manddrab begået i forbindelse
med særligt hensynsløs kørsel, og at de førstnævnte tilfælde straffedes strengere end de sidst-
nævnte. Endelig henvises i bemærkningerne til Rigsadvokatens konklusion vedrørende forhol-
det mellem strafniveauet for henholdsvis uagtsomt manddrab begået i forbindelse med spiritus-
kørsel og uagtsomt manddrab begået i forbindelse med særligt hensynsløs kørsel, jf. Folketings-
tidende 2004-05, 2. samling, tillæg A, side 7339, hvoraf bl.a. fremgår:
”Denne adfærd som fører af et motorkøretøj er efter min opfattelse ikke mindre
alvorlig eller mindre risikobetonet end spiritus- eller promillekørsel, hvor kørslen
bortset fra spirituspåvirketheden ofte ikke sker på en særlig uforsvarlig måde. Det
kan endda anføres, at mange tilfælde af særlig hensynsløs kørsel er mere dadelvær-
dige end kørsel i spirituspåvirket tilstand med en lav promille. Ved spirituskørsel
med en lav promille kan det således tænkes, at det ikke står føreren klart, at han er
for påvirket af spiritus til lovligt at føre bil.
Det forekommer mig derfor ikke mindre strafværdigt, at en bevidst særlig hensyn-
sløs kørsel forvolder andres død, end når dette skyldes spirituskørsel.
Det vil derfor med hensyn til strafudmåling efter min opfattelse være velbegrundet
at sidestille kørsel af denne art med kørsel i spirituspåvirket tilstand i de situationer,
hvor kørslen resulterer i personskade eller død, således at udgangspunktet for straf-
fastsættelsen ved uagtsomt manddrab i forbindelse med særlig hensynsløs kørsel
ligesom ved spirituskørsel fastsættes til fængsel i 10-12 måneder mod det nugæl-
dende udgangspunkt på fængsel i 6-8 måneder.
En sådan forhøjelse af straffene bør efter min opfattelse overvejes i alle de tilfælde,
der er omfattet af § 126,
stk. 2, nr. 1, om særlig hensynsløs kørsel […]”
Bl.a. på den baggrund indsattes de nye punktummer i straffelovens §§ 241 og 249. Det under-
streges i bemærkningerne, at opregningen i de nye punktummer ikke udgør en udtømmende
opregning af særligt skærpende omstændigheder, men derimod alene en eksemplifikation af
733
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
tilfælde, der forekommer ofte i praksis, jf. Folketingstidende 2004-05, 2. samling, tillæg A, side
7323. Videre fremgår samme sted om det tilsigtede strafniveau:
”Med lovforslaget forudsættes det,
at der i retspraksis sker en forhøjelse af strafud-
målingsniveauet i sager om uagtsomt manddrab (§ 241) i forbindelse med særligt
hensynsløs kørsel, således at straffen for uagtsomt manddrab ved særligt hensynsløs
kørsel, der i normaltilfældene i dag straffes med 6-8 måneders fængsel, forhøjes til
fængsel i 10-12 måneder i normaltilfældene. Det svarer til straffen for uagtsomt
manddrab, der sker i forbindelse med spirituskørsel. Herved sidestilles særligt hen-
synsløs kørsel med spirituskørsel i tilfælde, hvor kørslen resulterer i uagtsomt
manddrab.
Fastsættelse af straffen vil fortsat bero på domstolenes konkrete vurdering i det en-
kelte tilfælde af samtlige sagens omstændigheder, og det angivne strafniveau vil
kunne fraviges i op- eller nedadgående retning, hvis der i den konkrete sag forelig-
ger andre skærpende eller formildende omstændigheder.
En skærpende omstændighed, som gør, at forholdet skal bedømmes strengere end
normalniveauet, kan f.eks. være, at gerningsmanden tidligere er straffet for spiri-
tuskørsel eller særligt hensynsløs kørsel.
Det vil også kunne være en skærpende omstændighed, hvis gerningsmanden tidli-
gere er straffet for anden risikobetonet kørsel, som har medført betinget eller ube-
tinget frakendelse af førerretten, og som har været udtryk for betydelig uansvarlig-
hed som fører af et motorkøretøj.
Navnlig kan der imidlertid være grund til at understrege, at det forudsættes, at til-
fælde, hvor der i forbindelse med den særligt hensynsløse kørsel har foreligget en
kombination af flere grove overtrædelser af færdselsloven, bedømmes strengt. Det
kan f.eks. være tilfælde, hvor der er tale om betydelig uansvarlig kørsel over en
længere strækning med både betydelige hastighedsoverskridelser og kørsel over for
rødt lys eller kørsel venstre om helleanlæg i områder med mange trafikanter. I så-
danne tilfælde bør der forekomme straffe, som ligger væsentligt over normalni-
veauet på de ovenfor angivne 10-12 måneders fængsel.
Det forudsættes, at forhøjelsen af strafudmålingsniveauet i sager om uagtsomt
manddrab i forbindelse med særligt hensynsløs kørsel slår igennem i de tilfælde,
der er omfattet af færdselslovens § 126, stk. 2, nr. 1, om særligt hensynsløs kørsel.
Det kan f.eks. være ved betydelige hastighedsovertrædelser, kørsel venstre om hel-
leanlæg eller over for rødt lys i områder med mange fodgængere og andre trafikan-
ter eller ved væddeløbskørsel. […]
Derimod bør den foreslåede forhøjelse af strafniveauet i sager om uagtsomt mand-
drab i forbindelse med særligt hensynsløs kørsel i overensstemmelse med det af
Rigsadvokaten anførte ikke omfatte tilfælde, der alene er omfattet af færdselslovens
§ 126, stk. 1, nr. 1, om kørsel under tilsidesættelse af væsentlige hensyn til færd-
selssikkerheden. Det hænger sammen med, at frakendelse af førerretten efter
734
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
færdselslovens § 126, stk. 1, nr. 1, ikke
–
i modsætning til færdselslovens § 126,
stk. 2, nr. 1
–
forudsætter et særligt dadelværdigt subjektivt forhold. Bestemmelsen
i færdselslovens § 126, stk. 1, nr. 1, omfatter således også f.eks. enkeltstående kør-
selsfejl, hvor der ikke sker en forsætlig eller uagtsom tilsidesættelse af færdselsreg-
lerne. […]”
Ved
lov nr. 716 af 25. juni 2010
indsattes ”, overtrædelse af
færdselslovens § 54, stk. 1
eller 2,”
efter ”spirituskørsel” i både straffelovens § 241, 2. pkt.,
og § 249, 2. pkt.
Formålet med lovændringen var bl.a. at gennemføre markante strafskærpelser for uagtsomt
manddrab og uagtsom betydelig legemsbeskadigelse begået i forbindelse med særligt hensyn-
sløs kørsel, spirituskørsel eller kørsel under påvirkning af bevidsthedspåvirkende stoffer mv.
Med ændringen af § 241 tilsigtedes en forhøjelse af strafudmålingsniveauet i sager om uagtsomt
manddrab begået i forbindelse med spirituskørsel, uagtsomt manddrab begået i forbindelse med
særligt hensynsløs kørsel og uagtsomt manddrab begået i forbindelse med overtrædelse af færd-
selslovens § 54, stk. 1 eller 2. Af de specielle bemærkninger til lovændringen, jf. Folketingsti-
dende 2009-10, tillæg A, L 179 som fremsat, side 52, fremgår således:
”Det foreslås at ændre
straffelovens § 241, 2. pkt., så det udtrykkeligt fremgår af
bestemmelsen, at det anses som en særlig skærpende omstændighed, hvis uagtsomt
manddrab begås i forbindelse med overtrædelse af færdselslovens § 54, stk. 1 eller
2.
Med forslaget forudsættes det, at der i retspraksis sker en sådan forhøjelse af straf-
udmålingsniveauet i sager om uagtsomt manddrab begået i forbindelse med spiri-
tuskørsel eller særlig hensynsløs kørsel, at straffen i normaltilfældene, der i dag
ligger på fængsel i 10-12 måneder, fremover forhøjes til fængsel i 16-18 måneder.
Det forudsættes ligeledes, at uagtsomt manddrab begået i forbindelse med overtræ-
delse af færdselslovens § 54, stk. 1 eller 2, hæves til et tilsvarende niveau i normal-
tilfældene.
En skærpende omstændighed, som gør, at forholdet skal bedømmes strengere end
normalniveauet, kan
–
ligesom efter gældende ret
–
være, at gerningsmanden tidli-
gere er straffet for spirituskørsel, særlig hensynsløs kørsel eller anden risikobetonet
kørsel, som har medført betinget eller ubetinget frakendelse af førerretten, og som
har været udtryk for betydelig uansvarlighed som fører af et motorkøretøj. Det vil
også kunne være en skærpende omstændighed, hvis gerningsmanden tidligere er
straffet for overtrædelse af færdselslovens § 54, stk. 1 eller 2.
I tilfælde af uagtsomt manddrab i forbindelse med særlig hensynsløs kørsel, hvor
der har foreligget en kombination af flere grove overtrædelser af færdselsloven, for-
udsættes det
–
ligesom efter gældende ret
–
at der fastsættes en straf, der er væsent-
lig strengere end det angivne normalniveau på 16-18 måneders fængsel. Det kan
735
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
f.eks. være tilfælde, hvor der er tale om betydelig uansvarlig kørsel over en længere
strækning med både betydelige hastighedsoverskridelser og kørsel over for rødt lys
eller kørsel venstre om helleanlæg i områder med mange trafikanter. Det samme
gælder sager om uagtsomt manddrab, hvor forholdet er begået i forbindelse med
spirituskørsel eller overtrædelse af færdselslovens § 54, stk. 1 eller 2, og hvor kørs-
len samtidig kan karakteriseres som særlig hensynsløs.
Det forudsættes endvidere, at der i de groveste tilfælde af uagtsomt manddrab i
forbindelse med spirituskørsel, overtrædelse af færdselslovens § 54, stk. 1 eller 2,
eller særlig hensynsløs kørsel
–
der som anført under punkt 3.3.2.2 i de almindelige
bemærkninger i praksis har medført straffe på 2�½ til 3 års fængsel
–
fremover skal
føre til straffe på op til 5 års fængsel.”
Endvidere fremgår følgende af lovforslagets almindelige bemærkninger, jf. Folketingstidende
2009-10, tillæg A, L 179 som fremsat, side 29:
”Justitsministeriet forudsætter, at de ovenfor beskrevne strafskærpelser i sager om-
fattet af straffelovens §§ 241 og 249 begået i forbindelse med særlig hensynsløs
kørsel, fremover får en vis afsmittende betydning for domstolenes strafudmåling i
de mere alvorlige sager om uagtsomt manddrab og uagtsom betydelig legemsbe-
skadigelse i forbindelse med kørsel under tilsidesættelse af væsentlige hensyn til
færdselssikkerheden, hvor der f.eks. foreligger et mere subjektivt dadelværdigt for-
hold.
Ud over det anførte tilsigter lovforslaget ikke nogen forhøjelser af strafudmålings-
niveauet i sager om overtrædelse af straffelovens §§ 241 og 249.
Særligt om sager vedrørende straffelovens § 252 bemærkes, at den udmålingsprak-
sis, som domstolene fremover på baggrund af lovforslaget vil fastlægge i forhold
til sager omfattet af straffelovens §§ 241 og 249, forudsættes at få en afsmittende
betydning for domstolenes strafudmåling i færdselssager omfattet af straffelovens
§ 252 om forsætlig
fareforvoldelse.”
Ved
lov nr. 290 af 27. februar 2021,
der trådte i kraft den 1. marts 2021, foretoges endnu en
ændring af bestemmelsen om uagtsomt manddrab. Lovændringen havde til formål at styrke
indsatsen mod farlig kørsel mv. og indebar ikke kun ændringer af straffelovens § 241, men også
ændringer af § 119, stk. 4 (der kriminaliserer det at lægge hindringer i vejen for nogen, hvem
det påhviler at handle i medfør af offentlig tjeneste eller hverv), §§ 249, 252 og 253.
I § 241, 1. pkt., ændredes sidestrafferammens maksimum fra fængsel indtil 8 år til fængsel indtil
10 år. I § 241, 2. pkt., ændredes ”eller særligt hensynsløs kørsel” til ”særligt hensynsløs kørsel
eller de groveste hastighedsovertrædelser”. En tilsvarende ændring foretoges i § 249, 2. pkt.
736
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
Begrebet ”de groveste hastighedsovertrædelser” omfatter ifølge bemærkningerne kørsel med
en hastighedsoverskridelse på mere end 100 pct. ved kørsel med over 100 km/t samt kørsel med
en hastighed på 200 km/t eller derover, jf. Folketingstidende 2020-21, tillæg A, L 141 som
fremsat, side 15. Der blev ifølge bemærkningerne ikke i øvrigt tilsigtet ændringer i anvendel-
sesområdet for § 241, 2. pkt. Lovændringen tilsigtede endvidere ikke en ændring i vurderingen
af, hvorvidt kørsel ved lavere hastighedsoverskridelser efter omstændighederne kan betragtes
som særligt hensynsløs og dermed blive omfattet af straffelovens § 241, 2. pkt.
Med lovændringen blev det forudsat, at strafniveauet i sager om uagtsomt manddrab begået i
forbindelse med spirituskørsel, overtrædelse af færdselslovens § 54, stk. 1 eller 2, eller særligt
hensynsløs kørsel, skulle skærpes med 150 pct. i forhold til det hidtil gældende strafniveau, jf.
Folketingstidende 2020-21, tillæg A, L 141 som fremsat, side 16. Straffen for uagtsomt mand-
drab begået i forbindelse med de groveste hastighedsovertrædelser blev forudsat skærpet med
et tilsvarende niveau.
Vedrørende strafudmålingen fremgår endvidere bl.a. følgende af bemærkningerne, jf. Folke-
tingstidende 2020-21, tillæg A, L 141 som fremsat, side 16:
”Med forslaget forudsættes det, at strafniveauet i sager om uagtsomt manddrab be-
gået i forbindelse med spirituskørsel, overtrædelse af færdselslovens § 54, stk. 1 el-
ler 2, eller særligt hensynsløs kørsel, skærpes med 150 pct. i forhold til det gældende
strafniveau. Det forudsættes i den forbindelse, at straffen for uagtsomt manddrab
begået i forbindelse med de groveste hastighedsovertrædelser fastsættes på et til-
svarende niveau.
Forslaget indebærer herved, at en overtrædelse af straffelovens § 241, 2. pkt., i nor-
maltilfælde, der i dag ville blive straffet med 18 måneders fængsel, fremover som
udgangspunkt vil skulle straffes med 3 år og 9 måneders fængsel.
En yderligere skærpende omstændighed, som gør, at forholdet skal bedømmes
strengere end normalniveauet, kan være, at gerningsmanden tidligere er straffet for
særligt hensynsløs kørsel, spirituskørsel eller overtrædelse af færdselslovens § 54,
stk. 1 eller 2, eller for anden risikobetonet kørsel. Det vil ligeledes være en yderli-
gere skærpende omstændighed, hvis gerningsmanden tidligere er straffet for kørsel
med en hastighedsoverskridelse på mere end 100 pct. ved kørsel med over 100 km/t
samt ved kørsel med en hastighed på 200 km/t eller derover.
Der vil endvidere
–
ligesom det er tilfældet efter gældende ret
–
skulle fastsættes en
straf, der er væsentlig strengere end det angivne normalniveau i tilfælde af uagtsomt
manddrab begået i forbindelse med særligt hensynsløs kørsel, hvor der har forelig-
get en kombination af flere grove overtrædelser af færdselsloven.
737
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0170.png
Det kan
–
som det også er tilfældet efter gældende ret
–
f.eks. være tilfælde, hvor
der er tale om betydelig uansvarlig kørsel over en længere strækning med både be-
tydelige hastighedsoverskridelser og kørsel over for rødt lys eller kørsel venstre om
helleanlæg i områder med mange trafikanter. Det samme gælder sager om uagtsomt
manddrab, hvor forholdet er begået i forbindelse med spirituskørsel, overtrædelse
af færdselslovens § 54, stk. 1 eller 2, eller ved de groveste hastighedsovertrædelser,
og hvor kørslen samtidig kan karakteriseres som særligt hensynsløs.
Strafniveauet for de grove tilfælde af uagtsomt manddrab begået i forbindelse med
særligt hensynsløs kørsel, der i dag ifølge retspraksis ligger mellem 1 år og 9 må-
neders fængsel og 2 års fængsel, forudsættes tilsvarende skærpet med 150 pct. i
forhold til det gældende strafniveau.
Forslaget indebærer således, at en grov overtrædelse af straffelovens § 241, 2. pkt.,
der i dag som udgangspunkt ville blive straffet med 2 års fængsel, fremover som
udgangspunkt vil skulle straffes med 5 års fængsel.
Det forudsættes endvidere, at straffen for de allergroveste tilfælde af uagtsomt
manddrab i forbindelse med spirituskørsel, overtrædelse af færdselslovens § 54, stk.
1 eller 2, eller særligt hensynsløs kørsel skærpes, således at der fremover som ud-
gangspunkt skal idømmes straffe, der er væsentligt højere end 5 års fængsel.
Fastsættelse af straffen vil fortsat bero på domstolenes konkrete vurdering i det en-
kelte tilfælde af samtlige omstændigheder i sagen, og det angivne strafniveau vil
kunne fraviges i op- eller nedadgående retning, hvis der i den konkrete sag forelig-
ger andre skærpende eller formildende omstændigheder, jf. herved de almindelige
regler om straffens fastsættelse i straffelovens kapitel
10.”
4.1.2 Praksis
4.1.2.1.
Straffelovens § 241, 1. pkt.
Straffen for overtrædelse af straffelovens § 241 afhænger i betydelig grad af omstændighederne
ved lovovertrædelsen, herunder om overtrædelsen er sket under særligt skærpende omstændig-
heder, jf. § 241, 2. pkt., jf. 1. pkt., således at strafferammen ikke er bøde eller fængsel indtil 4
måneder, men fængsel indtil 10 år.
De meget vide strafferammer i § 241
–
fra bøde til fængsel i 10 år
–
vidner om, at sager om
uagtsomt manddrab kan vedrøre forhold af meget forskelligartet karakter og grovhed, lige fra
f.eks. skud- og fyrværkeriulykker over simple færdselsuheld til særligt hensynsløs kørsel, hvor
personer er afgået ved døden.
Det praktiske anvendelsesområde for straffelovens § 241 er i retspraksis i vidt omfang sager
om færdselsovertrædelser begået under kørsel med et motorkøretøj.
738
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
Strafniveauet i sager om overtrædelse af § 241, 1. pkt., begået ved kørsel under tilsidesættelse
af væsentlige hensyn til færdselssikkerheden varierer efter retspraksis fra dagbøder i de
”mil-
deste” tilfælde til fængselsstraf i de grovere tilfælde, hvor føreren har begået grovere kørselsfejl,
og hvor der f.eks. foreligger et mere subjektivt dadelværdigt forhold, uden at der dog kan siges
at være tale om en bevidst tilsidesættelse af hensynet til andres sikkerhed, jf. herved også be-
mærkningerne i lovforslaget til lov nr. 716 af 25. juni 2010.
Det følger i den forbindelse af Højesterets praksis, at straffen for uagtsomt manddrab i forbin-
delse med kørsel under tilsidesættelse af væsentlige hensyn til færdselssikkerheden som nævnt
i færdselslovens § 125, stk. 1, nr. 1, som udgangspunkt er bøde, jf. Højesterets dom af 13. januar
2010 (gengivet i U 2010.1062H).
Denne strafposition dækker bl.a. over sager, hvor den tiltalte alene har begået en ”klapfejl” og
f.eks. på grund af et øjebliks uopmærksomhed har overset en ubetinget vigepligt. Den uagtsom-
hed, der er udvist i de tilfælde, hvor der udmåles bødestraf, ligger således i den laveste ende af
uagtsomhedsskalaen (de ”mildeste” tilfælde).
I dommen af 13. januar 2010 fastsatte Højesteret (efter de dagældende regler) straffen til fæng-
sel i 30 dage, idet Højesteret fandt, at der ikke forelå en enkeltstående kørselsfejl (en såkaldt
”klapfejl”), men en grov hastighedsovertrædelse i form af overskridelse
af den tilladte hastighed
med 70 pct., der sammen med en uhensigtsmæssig manøvre, som ikke var nærmere klarlagt,
førte til, at den tiltaltes bil skred over i den modsatte vognbane og dræbte en dreng på cykelstien.
Der var dermed tale om et forhold, der ikke kan karakteriseres som værende i den laveste ende
af uagtsomhedsskalaen, og som derfor ikke straffes med bødestraf, men med frihedsstraf (mel-
lemtilfældene).
Højesteret har senest i dom af 5. april 2018 (U 2018.2191H) gentaget, at udgangspunktet for
uagtsomt manddrab i forbindelse med kørsel under tilsidesættelse af væsentlige hensyn til færd-
selssikkerheden er bødestraf.
I dommen af 5. april 2018 fandt Højesteret
–
i forlængelse af den strafskærpelse, der skete ved
lov nr. 716 af 25. juni 2010
–
at uagtsomt manddrab begået under tilsidesættelse af væsentlige
hensyn til færdselssikkerheden, når der er tale om kørselsfejl af en grovhed svarende til, hvad
der forelå i Højesterets dom fra 2010, fremover som udgangspunkt skal straffes med fængsel i
mindst 60 dage (dvs. i mellemtilfældene).
739
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
I dommen af 5. april 2018 var der tale om en tiltalt, T, der som fører af en personbil kørte på en
landevej med mindst 117 km/t, selvom den tilladte hastighed var 80 km/t, over en uoverskuelig
bakketop. Efter at have passeret
og bemærket færdselstavlen ”Farligt vejkryds” påkørte T i
vejkrydset en anden personbil, hvis fører, F, blev dræbt. F, der kom fra T’s højre side og ville
svinge til venstre, havde ubetinget vigepligt over for T. Højesteret fandt, at T havde tilsidesat
væsentlige hensyn til færdselssikkerheden, jf. færdselslovens § 125, stk. 1, nr. 1, men at der
ikke var tale om særligt hensynsløs kørsel, jf. færdselslovens § 126, stk. 1, nr. 5. Der var derfor
ikke tale om uagtsomt manddrab under særligt skærpende omstændigheder, jf. straffelovens §
241, 2. pkt., jf. 1. pkt., men alene uagtsomt manddrab efter § 241, 1. pkt. Højesteret lagde ved
straffastsættelsen bl.a. vægt på, at ulykken ikke kun kunne tilskrives T’s grove hastighedsover-
trædelse, men også, at F havde overtrådt sin ubetingede vigepligt. Højesteret fastsatte herefter
–
efter en konkret vurdering af de pågældende omstændigheder
–
straffen til fængsel i 30 dage,
der efter oplysningerne om T’s personlige forhold blev gjort betinget med vilkår om samfunds-
tjeneste (dissens for 3 måneders ubetinget fængsel).
Retspraksis kan herefter opsummeres således, at de ”mildeste” tilfælde af uagtsomt manddrab
efter straffelovens § 241, 1. pkt., som udgangspunkt straffes med bøde, hvorimod mellemtil-
fældene efter § 241, 1. pkt., som udgangspunkt straffes med fængsel i mindst 60 dage.
For så vidt angår de groveste tilfælde af uagtsomt manddrab begået under særligt skærpende
omstændigheder, jf. straffelovens § 241, 2. pkt., jf. 1. pkt., henvises der til det følgende afsnit.
4.1.2.2.
Straffelovens § 241, 2. pkt.
Som det fremgår ovenfor, blev sidestrafferammen i straffelovens § 241 skærpet ved lov nr. 290
af 27. februar 2021 fra fængsel indtil 8 år til fængsel indtil 10 år, ligesom bestemmelsen i § 241,
2. pkt., blev ændret således, at også de groveste hastighedsovertrædelser blev omfattet af 2. pkt.
som en særligt skærpende omstændighed. Der skete samtidig en skærpelse af straffen for uagt-
somt manddrab under særligt skærpende omstændigheder.
Lovændringen trådte som nævnt i kraft den 1. marts 2021.
Ved gennemgang af trykt retspraksis kan det konstateres, at der ikke foreligger domme vedrø-
rende overtrædelse af straffelovens § 241, 2. pkt., jf. 1. pkt., begået efter den seneste skærpelse.
Det er på den baggrund ikke muligt på det foreliggende grundlag at fastslå, om domstolene
udmåler straffe i overensstemmelse med de tilkendegivelser om strafniveauet, der er angivet i
forarbejderne til de nugældende regler.
740
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
For så vidt angår det tidligere strafniveau undersøgte Rigsadvokaten i juni 2020 strafniveauet i
sager om vanvidskørsel efter straffelovens § 241, 2. pkt., og § 249, 2. pkt., efter de på det tids-
punkt gældende regler.
Rigsadvokaten foretog i den forbindelse en gennemgang af trykt retspraksis fra de seneste 5 år
samt en gennemgang af utrykt retspraksis fra landsretterne og byretterne fra de seneste 2 år.
Undersøgelsen er offentliggjort i Rigsadvokatens praksisgennemgang (del 2) af straffelovens
§§ 241, 2. pkt., og 249, 2. pkt. (version 1. marts 2021), der er tilgængelig i Anklagemyndighe-
dens Vidensbase.
Det fremgår heraf, at undersøgelsen bl.a. var baseret på trykte domme fra 2015 frem til juni
2020. Som bilag 1 til undersøgelsen er vedlagt en praksisoversigt, hvor de pågældende domme
er angivet, og hvortil der henvises for så vidt angår de udmålte straffe.
Af undersøgelsens sammenfatning fremgår følgende om strafniveauet for overtrædelse af §
241, 2. pkt., før skærpelsen ved lov nr. 290 af 27. februar 2021:
”Praksisgennemgangen viser, at i sager om overtrædelse af straffelovens §
241, 2.
pkt., er strafniveauet fra 1 år og 4 måneders fængsel til 1 år og 6 måneders fængsel,
når der alene er tale om et enkelt forhold af overtrædelse af straffelovens § 241, 2.
pkt. begået samtidig med overtrædelse af færdselslovens §§ 53 eller 54. I en enkelt
dom, hvor der udmåles 1 år og 6 måneders fængsel, indeholder afgørelsen dog til-
lige to overtrædelser af straffelovens § 249, 2. pkt.
I de tilfælde, hvor kørselsforløbet tillige vurderes at være særligt hensynsløst, såle-
des at der sker frakendelse af førerretten i medfør af færdselslovens § 126, stk. 4,
og/eller hvor den tiltalte tidligere er straffet for ligeartet kriminalitet, udmåles straf-
fen fra 1 år og 9 måneders fængsel til 2 års fængsel. I en enkelt sag er straffen
udmålt til fængsel i 2 år og 6 måneder
–
U 2018.2477 V. Dommen vedrører to
overtrædelser af straffelovens § 241, 2. pkt., og overtrædelse af færdselslovens §
53, og kørselsforløbet vurderes at være særligt hensynsløst, således at der sker fra-
kendelse af førerretten i medfør af færdselslovens § 126, stk. 4. I U 2019.2748 V
udmåles straffen til fængsel i 3 år for tre overtrædelser af § 241, 2.pkt., en overtræ-
delse af straffelovens § 249, 2. pkt., samt overtrædelse af færdselslovens § 53, lige-
som kørselsforløbet vurderes at være særligt hensynsløst, således at der sker fra-
kendelse af førerretten i medfør af færdselslovens § 126, stk. 4. Det bemærkes, at
den tiltalte tillige tidligere er straffet for spirituskørsel.
Dette strafniveau ses umiddelbart at være i overensstemmelse med forarbejderne til
straffelovens § 241, 2. pkt., idet det fremgår af forarbejderne til lov nr. 716 af 25.
juni 2010 om ændring af færdselsloven og straffeloven (L 179 af 26. marts 2010),
at straffen for uagtsomt manddrab begået i forbindelse med særlig hensynsløs kørsel
741
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0174.png
i normaltilfælde som udgangspunkt skal udmåles til fængsel i 16-18 måneder. Lo-
ven trådte i kraft den 1. juli 2010. Det fremgår samtidig af forarbejderne, at der kan
foreligge skærpende omstændigheder, som medfører, at forholdet skal bedømmes
strengere end det angivne normalniveau på 16-18 måneders fængsel.
En skærpende omstændighed kan f.eks. være, at den pågældende tidligere er straffet
for spirituskørsel, særlig hensynsløs kørsel eller anden risikobetonet kørsel, som har
medført betinget eller ubetinget frakendelse af førerretten, og som har været udtryk
for, at føreren af motorkøretøjet har udvist betydelig uansvarlighed. Det vil også
kunne være en skærpende omstændighed, hvis gerningsmanden tidligere er straffet
for overtrædelse af færdselslovens § 54, stk. 1 eller 2.
I tilfælde af uagtsomt manddrab i forbindelse med særlig hensynsløs kørsel, hvor
der er tale om en kombination af flere grove overtrædelser af færdselsloven, skal
straffen ifølge forarbejderne fastsættes til et niveau, der er væsentlig strengere end
det angivne normalniveau. Det kan f.eks. være tilfælde, hvor der er tale om betyde-
lig uansvarlig kørsel over en længere strækning med både betydelige hastigheds-
overskridelser og kørsel over for rødt lys eller kørsel venstre om helleanlæg i om-
råder med mange trafikanter. Det samme gælder sager om uagtsomt manddrab, hvor
forholdet er begået i forbindelse med spirituskørsel eller overtrædelse af færdsels-
lovens § 54, stk. 1 eller 2, og hvor kørslen samtidig kan karakteriseres som særlig
hensynsløs.
Det fremgår endvidere af forarbejderne, at de groveste tilfælde af uagtsomt mand-
drab i forbindelse med særlig hensynsløs kørsel
–
der i praksis før strafskærpelsen
i 2010 som udgangspunkt medførte straffe på mellem 2�½ og 3 års fængsel
–
frem-
over skal føre til straffe på op til 5 års fængsel. Der henvises til forarbejderne til lov
nr. 716 af 25. juni 2010 (L 179 af 26. marts 2010, de almindelige bemærkninger,
pkt. 3.3.3.2.).”
Efter afslutningen af Rigsadvokatens undersøgelse i juni 2020 er der yderligere afsagt følgende
trykte domme om uagtsomt manddrab efter straffelovens § 241, 2. pkt., efter de dagældende
regler, dvs. før strafskærpelsen ved lov nr. 290 af 27. februar 2021 (dommene er oplistet efter
straffens længde):
U 2021.840Ø: T straffet med 1 år og 4 måneders fængsel for uagtsomt manddrab efter straffe-
lovens § 241, 2. pkt., jf. 1. pkt., og overtrædelse af færdselsloven ved at have ført en personbil
på særligt hensynsløs måde og i forbindelse hermed med en hastighed på ikke under 100 km/t
i bymæssig bebyggelse at have mistet herredømmet over sin bil, hvorved F, der var passager i
bilen, som følge af skader ved uheldet afgik ved døden. Byretten fastsatte straffen til 1 år og 3
måneders fængsel, hvoraf 1 år blev gjort betinget som
følge af T’s gode personlige forhold,
herunder at han ikke tidligere var straffet af betydning for sagen. Landsretten forhøjede straffen
til fængsel i 1 år og 4 måneder. Uanset T’s gode personlige forhold fandt landsretten, at der i
en sag som den foreliggende, hvor T, der på gerningstidspunktet var 20 år, var fundet skyldig i
742
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0175.png
uagtsomt manddrab under særligt skærpende omstændigheder, ikke var grundlag for at gøre
straffen helt eller delvist betinget.
TfK 2021.187V: T straffet med 1 år og 6 måneders fængsel betinget med vilkår om samfunds-
tjeneste for bl.a. uagtsomt manddrab efter straffelovens § 241, 2. pkt., jf. 1. pkt., uagtsom le-
gemsbeskadigelse efter straffelovens § 249, 2. pkt., jf. 1. pkt., og spirituskørsel efter færdsels-
lovens § 53, stk. 1, ved at have ført en personbil, der forulykkede. En passager, F1, afgik ved
døden, og en anden passager, F2, blev alvorligt kvæstet. T havde ført bilen med en promille på
mindst 0,88. T blev i byretten straffet med 1 år og 6 måneders fængsel, der blev gjort betinget
med vilkår om samfundstjeneste. Landsretten stadfæstede dommen og anførte, at T havde sær-
deles gode personlige forhold og var 18 år på kørselstidspunktet, ligesom hun ikke var tidligere
straffet. I forbindelse med ulykken blev en af T’s nære veninder dræbt,
og en anden af hendes
veninder blev alvorligt kvæstet. Landsretten fandt under disse omstændigheder efter en samlet
vurdering, at der var grundlag for at fravige udgangspunktet om, at der idømmes en ubetinget
fængselsstraf for uagtsomt manddrab og uagtsom legemsbeskadigelse i forbindelse med spiri-
tuskørsel. Landsretten tiltrådte på denne baggrund, at hele straffen undtagelsesvis var gjort be-
tinget med vilkår om samfundstjeneste.
TfK 2020.619V: T1 straffet med 2 års fængsel for bl.a. uagtsomt manddrab efter straffelovens
§ 241, 2. pkt., jf. 1. pkt., og spirituskørsel efter færdselslovens § 53, stk. 1, ved at have kørt
spirituskørsel med en promille, der oversteg 1,20. Det fremgik af sagen, at T havde kørt slalom
mellem nogle parkerede biler på en villavej med op mod 100 km/t, hvilket blev anset som sær-
ligt hensynsløs kørsel. Bilen forulykkede med betydelig skade til følge, og en passager i bilen
afgik som følge heraf ved døden. Byretten fastsatte straffen til fængsel i 1 år og 9 måneder.
Landsretten forhøjede straffen til 2 års fængsel med henvisning til, at det uagtsomme manddrab
var begået i forbindelse med både spirituskørsel og særligt hensynsløs kørsel, og at T tidligere
var straffet flere gange for spirituskørsel (dissens for 1 år og 9 måneders fængsel).
4.2 Straffelovens § 249 om uagtsom legemsbeskadigelse
4.2.1 Lovgivning og forarbejder
Efter straffelovens § 249 straffes den, som uagtsomt tilføjer nogen betydelig skade på legeme
eller helbred, med bøde eller fængsel indtil 4 måneder eller under særligt skærpende omstæn-
digheder med fængsel indtil 8 år. Er forholdet begået i forbindelse med spirituskørsel, overtræ-
delse af færdselslovens § 54, stk. 1 eller 2, særligt hensynsløs kørsel eller de groveste ha-
stighedsovertrædelser, anses dette ifølge bestemmelsens 2. pkt. som en særligt skærpende om-
stændighed.
743
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
Bestemmelsen, der kriminaliserer uagtsom (betydelig) legemsbeskadigelse, fandtes også i Bor-
gerlig Straffelov af 1930, jf.
lov nr. 126 af 15. april 1930,
men bestemmelsen er siden ad flere
omgange ændret væsentligt. Bestemmelsen lød oprindeligt således:
”Den, som uagtsomt tilføjer nogen betydelig Skade paa Legeme eller Helbred, der
dog ikke falder ind under § 246, straffes med Bøde eller Hæfte. Paatale finder kun
Sted efter den forurettedes Begæring, medmindre almene Hensyn kræver Paatale.
Stk. 2. Den, som uagtsomt tilføjer nogen Skade af den i § 246 angivne Art, straffes
med Hæfte eller Bøde, under skærpende Omstændigheder med Fængsel indtil 4
Aar.”
Ved
lov nr. 272 af 3. maj 1989
blev bestemmelsen nyaffattet og lød herefter således:
”Den, som uagtsomt tilføjer nogen betydelig skade på legeme eller helbred, straffes
med bøde, hæfte eller fængsel indtil 4 måneder eller under skærpende omstændig-
heder med fængsel indtil 4 år.”
Lovændringen, der samtidig indebar en nyaffattelse af voldsbestemmelserne, hvorved den nu-
gældende overordnede afgrænsning mellem voldsforbrydelserne kriminaliseret i §§ 244-246
blev etableret, var i vidt omfang baseret på
Straffelovrådets betænkning nr. 1099/1987 om straf-
ferammer og prøveløsladelse,
se herom ovenfor i afsnit 3.1.1. Disse ændringer medførte som
konsekvens et behov for også at nyaffatte § 249, idet sondringen mellem § 246-skader og min-
dre betydelige skader som følge af den ændrede opbygning af §§ 244-246 ikke længere kunne
opretholdes, jf. Folketingstidende 1988-89, tillæg A, spalte 2871. Der er ikke i bemærkningerne
givet anvisninger vedrørende strafniveauet.
Ved
lov nr. 380 af 6. juni 2002
foretoges forhøjelser af strafferammerne i en række af straffe-
lovens bestemmelser om personfarlig kriminalitet, herunder straffelovens §§ 241 og 249. I §
249 ændredes således sidestrafferammens maksimum fra 4 til 8 års fængsel.
I bemærkningerne til lovændringen henvises til
Rigsadvokatens redegørelse af 3. januar 2002
om strafniveauet for overtrædelse af straffelovens bestemmelser om uagtsomt manddrab, grov
uagtsom legemsbeskadigelse og forsætlig farefremkaldelse i færdselssager
(bilag 4 til lov-
forslaget), hvori det på baggrund af gennemgangen af domme var antaget, at der i sager om
betydelig legemsbeskadigelse ved spirituskørsel udmåltes frihedsstraffe med udgangspunkt i et
niveau fra 30 dage til 3 måneder. Det forhold, at gerningsmanden tidligere var straffet for spi-
rituskørsel, blev desuden tillagt betydning ved strafudmålingen, og der var således for genta-
gelsestilfælde eksempler på domme på henholdsvis 3 og 4 måneders fængsel. Af redegørelsen
744
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
fremgik endvidere, at straffen i færdselssager om uagtsom betydelig legemsbeskadigelse uden
spirituskørsel som altovervejende hovedregel ville være bøde.
I bemærkningerne, jf. Folketingstidende 2001-02, 2. samling, tillæg A, side 2938, er herefter
givet følgende anvisninger vedrørende strafniveauet for overtrædelse af bl.a. straffelovens §
249:
”[…]
På den baggrund foreslår Justitsministeriet, at strafmaksimum i straffelovens § 241,
§ 249 og § 252 sættes op fra de nuværende 4 år til 8 års fængsel.
Med forslaget forudsættes det, at der i retspraksis sker en forhøjelse af strafudmå-
lingsniveauet i sager om uagtsomt manddrab ved spirituskørsel (her i bemærknin-
gerne anvendt som samlebetegnelse for både spiritus- og promillekørsel), således
at straffen for uagtsomt manddrab ved spirituskørsel i normaltilfældene forhøjes fra
fængsel i 6-8 måneder til fængsel i 10-12 måneder.
Der kan være skærpende omstændigheder, som gør, at forholdet skal bedømmes
strengere end normalniveauet. En skærpende omstændighed kan f.eks. være, at ger-
ningsmanden tidligere er straffet for spirituskørsel.
Det vil også være en skærpende omstændighed, hvis kørslen i sig selv er foregået
på særlig hensynsløs måde. Som det fremgår af pkt. 2.3.2.1., vil straffen i sådanne
tilfælde blive udmålt i niveauet omkring 1 års fængsel. Det forudsættes, at der i
sager, hvor der er tale om uagtsomt manddrab i forbindelse med spirituskørsel, og
hvor kørslen i sig selv er foregået på en særlig hensynsløs måde, fremover fastsættes
en straf, der er markant højere end de ovenfor angivne 10-12 måneder.
Endvidere forudsættes det, at straffen for uagtsomt manddrab uden spirituskørsel
forhøjes fra det nuværende strafniveau på 3-4 måneders fængsel til 6-8 måneders
fængsel i tilfælde, hvor kørslen i sig selv har karakter af at være særlig hensynsløs.
Lovforslaget tilsigter endvidere som udgangspunkt en tilsvarende forholdsmæssig
forhøjelse i sager om uagtsom betydelig legemsbeskadigelse (straffelovens § 249)
og forsætlig fareforvoldelse (straffelovens § 252), der sker i forbindelse med spiri-
tuskørsel, overtrædelse af færdselslovens § 54, stk. 1, eller særlig hensynsløs kørsel.
Eksempelvis forudsættes det, at der i sager om betydelig legemsbeskadigelse ved
spirituskørsel, som i dag straffes med 1-3 måneders fængsel, efter lovændringen
skal straffes med omkring 2-5 måneders
fængsel.”
Ved
lov nr. 218 af 31. marts 2004
ændredes udtrykket ”skærpende omstændigheder” i bestem-
melsen til ”særligt skærpende omstændigheder”. Ændringen var rent teknisk begrundet, og der
tilsigtedes ingen ændring i det hidtidige strafbare område eller udmålingsniveau, jf. Folketings-
tidende 2003-04, tillæg A, side 3327 f.
745
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
Ved
lov nr. 559 af 24. juni 2005
indsattes i både straffelovens § 241 og § 249 som et 2. pkt.
følgende: ”Er forholdet begået i forbindelse med spirituskørsel eller særlig hensynsløs
kørsel,
anses dette som en særlig skærpende omstændighed”.
”Spirituskørsel” skal ifølge bemærkningerne, jf.
Folketingstidende 2004-05, 2. samling, tillæg
A, side 7323, forstås i overensstemmelse med færdselslovens § 53, således at begrebet omfatter
kørsel med en alkoholpromille på over 0,50.
Formålet med lovændringen var ifølge bemærkningerne, jf. Folketingstidende 2004-05, 2. sam-
ling, tillæg A, side 7317, at opnå en skærpelse af straffen for uagtsomt manddrab og uagtsom
betydelig legemsbeskadigelse i forbindelse med særligt hensynsløs kørsel. Der henvises i be-
mærkningerne til at, der i retspraksis gjaldt forskellige udgangspunkter for strafudmålingen af-
hængigt af, om der var tale om uagtsomt manddrab eller uagtsom legemsbeskadigelse i forbin-
delse med spirituskørsel eller i forbindelse med særligt hensynsløs kørsel, og at strafniveauet
som udgangspunkt lå højere ved spirituskørsel. Med lovændringen forudsattes, at uagtsomt
manddrab og betydelig legemsbeskadigelse i forbindelse med særligt hensynsløs kørsel, frem-
over som udgangspunkt skulle straffes lige så strengt som uagtsomt manddrab og betydelig
legemsbeskadigelse i forbindelse med spirituskørsel.
I bemærkningerne til lovændringen, jf. Folketingstidende 2004-05, 2. samling, tillæg A, side
7320, er der henvist til en
redegørelse af 20. januar 2004 om udviklingen i strafniveauet efter
ikrafttræden af lov nr. 380 af 6. juni 2002 afgivet af Rigsadvokaten.
Heraf fremgår, at det efter
Rigsadvokatens gennemgang af retspraksis var Rigsadvokatens opfattelse, at den tilsigtede
skærpelse med enkelte undtagelser var slået igennem i retspraksis.
Vedrørende strafniveauet for overtrædelse af bestemmelsen fremgår følgende af bemærknin-
gerne, jf. Folketingstidende 2004-05, 2. samling, tillæg A, side 7326:
”Det forudsættes,
at uagtsom betydelig legemsbeskadigelse ved særligt hensynsløs
kørsel efter lovændringen skal straffes med omkring 2-5 måneders fængsel i nor-
maltilfældene. Det svarer til straffen ved uagtsom betydelig legemsbeskadigelse,
der sker i forbindelse med spirituskørsel.”
Ved
lov nr. 716 af 25. juni 2010
indsattes ”, overtrædelse af
færdselslovens § 54, stk. 1
eller 2,”
efter ”spirituskørsel” i både straffelovens § 241, 2. pkt., og § 249, 2. pkt.
746
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
Formålet med lovændringen var bl.a. at gennemføre markante strafskærpelser for uagtsomt
manddrab og uagtsom betydelig legemsbeskadigelse begået i forbindelse med særligt hensyn-
sløs kørsel, spirituskørsel eller kørsel under påvirkning af bevidsthedspåvirkende stoffer mv.
Med ændringen af § 249 tilsigtedes en forhøjelse af strafudmålingsniveauet i sager om uagtsom
legemsbeskadigelse begået i forbindelse med spirituskørsel, uagtsom legemsbeskadigelse be-
gået i forbindelse med særligt hensynsløs kørsel og uagtsom legemsbeskadigelse begået i for-
bindelse med overtrædelse af færdselslovens § 54, stk. 1 eller 2. Af de specielle bemærkninger
til lovændringen, jf. Folketingstidende 2009-10, tillæg A, L 179 som fremsat, side 53, fremgår
således:
”Med forslaget forudsættes det, at der i retspraksis sker en forhøjelse af straffen
i
sager om uagtsom betydelig legemsbeskadigelse begået i forbindelse med spiritus-
kørsel, særlig hensynsløs kørsel eller overtrædelse af færdselslovens § 54, stk. 1 el-
ler 2. Det forudsættes således, at straffen forhøjes fra 2-5 måneders fængsel til om-
kring 6-8 måneders fængsel i normaltilfældene.
Om strafskærpende omstændigheder henvises der til de specielle bemærkninger til
§ 2, nr. 1 (straffelovens § 241, 2. pkt.). Det forudsættes, at der i de grove tilfælde af
uagtsom betydelig legemsbeskadigelse begået i forbindelse med spirituskørsel, sær-
lig hensynsløs kørsel eller overtrædelse af færdselslovens § 54, stk. 1 eller 2, idøm-
mes straffe, der er markant højere end det angivne normalniveau på 6-8 måneders
fængsel, og at straffen i de groveste tilfælde, der i dag ligger på 8 til 10 måneders
fængsel
– også kommer op på et højere niveau.”
Endvidere fremgår følgende af lovforslagets almindelige bemærkninger, jf. Folketingstidende
2009-10, tillæg A, L 179 som fremsat, side 29:
”Justitsministeriet forudsætter,
at de ovenfor beskrevne strafskærpelser i sager om-
fattet af straffelovens §§ 241 og 249 begået i forbindelse med særlig hensynsløs
kørsel, fremover får en vis afsmittende betydning for domstolenes strafudmåling i
de mere alvorlige sager om uagtsomt manddrab og uagtsom betydelig legemsbe-
skadigelse i forbindelse med kørsel under tilsidesættelse af væsentlige hensyn til
færdselssikkerheden, hvor der f.eks. foreligger et mere subjektivt dadelværdigt for-
hold.
Ud over det anførte tilsigter lovforslaget ikke nogen forhøjelser af strafudmålings-
niveauet i sager om overtrædelse af straffelovens §§ 241 og 249.
Særligt om sager vedrørende straffelovens § 252 bemærkes, at den udmålingsprak-
sis, som domstolene fremover på baggrund af lovforslaget vil fastlægge i forhold
til sager omfattet af straffelovens §§ 241 og 249, forudsættes at få en afsmittende
betydning for domstolenes strafudmåling i færdselssager omfattet af straffelovens
§ 252 om forsætlig fareforvoldelse.”
747
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
Som et eksempel på en skærpende omstændighed, som medfører, at et forhold skal bedømmes
strengere end normalniveauet, er i de specielle bemærkninger til § 2, nr. 1, jf. Folketingstidende
2009-10, tillæg A, L 179 som fremsat, side 52, nævnt, at gerningsmanden er tidligere straffet
for spirituskørsel, særligt hensynsløs kørsel eller anden risikobetonet kørsel, som har medført
betinget eller ubetinget frakendelse af førerretten, og som har været udtryk for betydelig uan-
svarlighed som fører af et motorkøretøj. Det vil endvidere kunne være en skærpende omstæn-
dighed, hvis gerningsmanden tidligere er straffet for overtrædelse af færdselslovens § 54, stk.
1 eller 2.
Desuden er samme sted nævnt
–
i forhold til uagtsomt manddrab
–
at ved overtrædelse i forbin-
delse med hensynsløs kørsel, hvor der har foreligget en kombination af flere grove overtrædel-
ser af færdselsloven, forudsættes det, at der fastsættes en straf, der er væsentligt strengere end
det angivne normalniveau. Det kan ifølge bemærkningerne f.eks. være tilfælde, hvor der er tale
om betydelig uansvarlig kørsel over en længere strækning med både betydelige hastighedsover-
skridelser og kørsel over for rødt lys eller kørsel venstre om helleanlæg i områder med mange
trafikanter. Det samme gælder, hvor forholdet er begået i forbindelse med spirituskørsel eller
overtrædelse af færdselslovens § 54, stk. 1 eller 2, og hvor kørslen samtidig kan karakteriseres
som særligt hensynsløs.
Ved
lov nr. 290 af 27. februar 2021,
der trådte i kraft den 1. marts 2021, foretoges endnu en
ændring af bestemmelsen om uagtsom legemsbeskadigelse. Lovændringen havde til formål at
styrke indsatsen mod farlig kørsel mv. og indebar ikke kun ændringer af straffelovens § 249,
men også ændringer af § 119, stk. 4 (der kriminaliserer det at lægge hindringer i vejen for
nogen, hvem det påhviler at handle i medfør af offentlig tjeneste eller hverv), §§ 241, 252 og
253.
I § 249, 2. pkt., ændredes ”eller særligt hensynsløs kørsel” til ”særligt hensynsløs kørsel eller
de groveste hastighedsovertrædelser”. En tilsvarende ændring foretoges i § 241,
2. pkt.
Begrebet ”de groveste hastighedsovertrædelser” omfatter ifølge bemærkningerne kørsel med
en hastighedsoverskridelse på mere end 100 pct. ved kørsel med over 100 km/t samt kørsel med
en hastighed på 200 km/t eller derover, jf. Folketingstidende 2020-21, tillæg A, L 141 som
fremsat, side 16. Der blev ifølge bemærkningerne ikke i øvrigt tilsigtet ændringer i anvendel-
sesområdet for § 249, 2. pkt. Lovændringen tilsigtede endvidere ikke en ændring i vurderingen
af, hvorvidt kørsel ved lavere hastighedsoverskridelser efter omstændighederne kan betragtes
som særligt hensynsløs og dermed blive omfattet af straffelovens § 249, 2. pkt.
748
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
Med lovændringen blev det forudsat, at strafniveauet i sager om uagtsom legemsbeskadigelse
begået i forbindelse med spirituskørsel, overtrædelse af færdselslovens § 54, stk. 1 eller 2, eller
særligt hensynsløs kørsel, skulle skærpes med 100 pct. i forhold til det hidtil gældende strafni-
veau, jf. Folketingstidende 2020-21, tillæg A, L 141 som fremsat, side 16. Straffen for uagtsom
legemsbeskadigelse begået i forbindelse med de groveste hastighedsovertrædelser blev forudsat
fastsat på et tilsvarende niveau.
Vedrørende strafudmålingen fremgår endvidere bl.a. følgende af bemærkningerne, jf. Folke-
tingstidende 2020-21, tillæg A, L 141 som fremsat, side 16 f.:
”Med forslaget forudsættes det, at strafniveauet i sager om uagtsom betydelig le-
gemsbeskadigelse begået i forbindelse med spirituskørsel, overtrædelse af færd-
selslovens § 54, stk. 1 eller 2, eller særligt hensynsløs kørsel, skærpes med 100 pct.
i forhold til det gældende strafniveau. Det forudsættes i den forbindelse, at straffen
for uagtsom betydelig legemsbeskadigelse begået i forbindelse med de groveste ha-
stighedsovertrædelser fastsættes på et tilsvarende niveau.
Forslaget indebærer herved, at en overtrædelse af straffelovens § 249, 2. pkt., i nor-
maltilfælde, der i dag ville blive straffet med 6 måneders fængsel, fremover som
udgangspunkt vil skulle straffes med 1 års fængsel.
For nærmere beskrivelse af, hvad der kan udgøre yderligere strafskærpende om-
stændigheder henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 3.
Strafniveauet for de grove tilfælde af uagtsom betydelig legemsbeskadigelse begået
i forbindelse med spirituskørsel, overtrædelse af færdselslovens § 54, stk. 1 eller 2,
eller særligt hensynsløs kørsel, som i dag ifølge retspraksis ses at være fra 8 måne-
der til 1 års fængsel, forudsættes ligeledes skærpet med 100 pct. Forslaget indebæ-
rer herved, at en grov overtrædelse af straffelovens § 249, 2. pkt., der i dag ville
blive med straffet med 1 års fængsel, fremover som udgangspunkt vil skulle straffes
med 2 års fængsel.
Strafniveauet for de groveste tilfælde af uagtsom betydelig legemsbeskadigelse be-
gået i forbindelse med spirituskørsel, overtrædelse af færdselslovens § 54, stk. 1 el-
ler 2, eller særligt hensynsløs kørsel, som i dag straffes med mere end 8-12 måne-
ders fængsel, skærpes tilsvarende.
Fastsættelse af straffen vil fortsat bero på domstolenes konkrete vurdering i det en-
kelte tilfælde af samtlige omstændigheder i sagen, og det angivne strafniveau vil
kunne fraviges i op- eller nedadgående retning, hvis der i den konkrete sag forelig-
ger andre skærpende eller formildende omstændigheder, jf. herved de almindelige
regler om straffens fastsættelse i straffelovens
kapitel 10.”
749
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0182.png
4.2.2 Praksis
4.2.2.1.
Straffelovens § 249, 1. pkt.
Straffen for overtrædelse af straffelovens § 249 afhænger
–
ligesom for straffelovens § 241
–
i
betydelig grad af omstændighederne ved lovovertrædelsen, herunder om overtrædelsen er sket
under særligt skærpende omstændigheder, jf. § 249, 2. pkt., jf. 1. pkt., således at strafferammen
ikke er bøde eller fængsel indtil 4 år, men fængsel indtil 8 år.
De meget vide strafferammer i § 249
–
fra bøde til fængsel i 8 år
–
vidner om, at uagtsom
legemsbeskadigelse kan vedrøre forhold af meget forskelligartet karakter og grovhed, lige fra
f.eks. fyrværkeriulykker over simple færdselsuheld til særligt hensynsløs kørsel, hvor personer
er kommet alvorligt til skade.
Det praktiske anvendelsesområde for straffelovens § 249 er
–
ligesom for straffelovens § 241
–
i retspraksis i vidt omfang sager om færdselsovertrædelser begået under kørsel med et motor-
køretøj.
Strafniveauet i sager om overtrædelse af § 249 begået ved kørsel under tilsidesættelse af væ-
sentlige hensyn til færdselssikkerheden varierer
–
ligesom for straffelovens § 241
–
fra dagbø-
der i de ”mildeste” tilfælde til fængselsstraf i de grovere tilfælde.
Som eksempel på et ”mildere” tilfælde af overtrædelse af § 249, 1. pkt., der af domstolene
straffes med bøde, kan bl.a. nævnes Østre Landsrets dom af 27. august 2020 (U 2020.3537Ø),
hvor T blev straffet med 20 dagbøder à 300 kr. for uagtsom legemsbeskadigelse efter straffelo-
vens § 249, 1. pkt., og overtrædelse af færdselslovens § 3, stk. 1, og § 18, stk. 1, ved under
udførelsen af sit hverv som postbud og som fører af en postbil at have undladt at udvise til-
strækkelig agtpågivenhed under bakning med postbilen på en smal villavej uden fortov, hvor-
ved T overså en fodgænger med rollator, der kom gående på vejen. Fodgængeren blev ramt af
bilens bagende og pådrog sig alvorlige skader, herunder kraniebrud og flere brækkede ribben.
T havde herved tilsidesat væsentlige hensyn til færdselssikkerheden.
Der kan endvidere henvises til Vestre Landsrets dom af 19. august 2021 (TfK 2021.1110V),
hvor T blev straffet med 10 dagbøder à 600 kr. for bl.a. uagtsom legemsbeskadigelse efter straf-
felovens § 249, 1. pkt., og overtrædelse af færdselslovens § 3, stk. 1, § 4, stk. 1, og § 41, stk. 1,
ved som brandmand at have ført en brandbil ind i et vejkryds for rødt lys, mens bilens udryk-
ningslygter og lyd var aktiveret. T førte bilen med en fart på 67 km/t og havde ikke nedsat
hastigheden så meget, at han kunne standse for tværgående trafik. T påkørte en personbil, der
kom fra venstre, og føreren af bilen, F, pådrog sig hjerneblødning og brud på halshvirvlen og
ribben. F havde kørt med en hastighed på mindst 71 km/t, selv om den tilladte hastighed var 50
750
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0183.png
km/t, men dette fandtes ikke at have haft betydning for, at påkørslen fandt sted. T havde herved
tilsidesat væsentlige hensyn til færdselssikkerheden.
For så vidt angår de groveste tilfælde af uagtsom legemsbeskadigelse under særligt skærpende
omstændigheder, jf. straffelovens § 249, 2. pkt., jf. 1. pkt., henvises der til det følgende afsnit.
4.2.2.2.
Straffelovens § 249, 2. pkt.
Som det fremgår ovenfor, blev straffelovens § 249, 2. pkt., ændret ved lov nr. 290 af 27. februar
2021, hvor også de groveste hastighedsovertrædelser blev omfattet af 2. pkt. som en særligt
skærpende omstændighed. Der skete samtidig en skærpelse af straffen for uagtsom legemsbe-
skadigelse under særligt skærpende omstændigheder. Lovændringen trådte som nævnt i kraft
den 1. marts 2021.
Ved gennemgang af trykt retspraksis kan det konstateres, at der er afsagt følgende trykte domme
om overtrædelse af § 249, 2. pkt., begået efter den seneste skærpelse:
TfK 2022.145Ø: T straffet med 1 års fængsel for bl.a. uagtsom legemsbeskadigelse efter straf-
felovens § 249, 2. pkt., jf. 1. pkt., og spirituskørsel efter færdselslovens § 53, stk. 1, ved under
tilsidesættelse af væsentlige hensyn til færdselssikkerheden at have forvoldt betydelig legems-
beskadigelse. Forholdet var begået ved, at T førte bil med en promille på 2,18 og foretog et
venstresving, hvorved der skete sammenstød med en modkørende personbil, og en passager
pådrog sig skader i form af et brækket brystben og brækkede ribben. Byretten fastsatte straffen
til fængsel i 1 år under henvisning til strafskærpelsen ved lov nr. 290 af 27. februar 2021. T
ankede dommen til landsretten med påstand om frifindelse for overtrædelse af straffelovens §
249 samt formildelse. Anklagemyndigheden påstod stadfæstelse. Landsretten stadfæstede by-
rettens dom.
AM 2022.06.01Ø: T straffet med en tillægsstraf på 1 år og 2 måneders fængsel for navnlig
uagtsom legemsbeskadigelse efter straffelovens § 249, 2. pkt., jf. 1. pkt., og overtrædelse af
færdselslovens § 54, stk. 1, nr. 2, ved at have ført bil i hashpåvirket tilstand (lavt THC-indhold)
og ved svingning i et kryds at have påkørt en cyklist, der pådrog sig kraniebrud, hjerneblødnin-
ger og hjerneskade. T var desuden skyldig i kørsel i frakendelsestiden. T var tidligere straffet
for bl.a. overtrædelse af færdselslovens § 54, stk. 1, og kørsel i frakendelsestiden. Byretten
udmålte straffen til 10 måneders fængsel, og lagde ved straffastsættelsen vægt på strafskærpel-
sen ved lov nr. 290 af 27. februar 2021, og at T nu havde overtrådt straffelovens § 249 i forbin-
delse med overtrædelse af færdselslovens § 54, stk. 1, omfanget af de skader forurettede blev
påført, at T var frakendt førerretten, da han kørte, og at T tidligere var dømt for kørsel i fraken-
delsestiden og dømt for kørsel under påvirkning af kokain. I formildende retning lagde byretten
751
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0184.png
vægt på den lave mængde THC, der blev fundet i T’s blod, og at påkørslen skete med relativt
lav hastighed. Et flertal i landsretten fandt, at straffen, der blev fastsat som en tillægsstraf, jf.
straffelovens § 89, skulle forhøjes til 1 år og 2 måneders fængsel (dissens for 1 år og 3 måneders
fængsel).
TfK 2022.270Ø: T straffet med 1 år og 9 måneders fængsel for navnlig uagtsom legemsbeska-
digelse efter straffelovens § 249, 2. pkt., jf. 1. pkt., og overtrædelse af færdselslovens § 54, stk.
2, jf. § 117, stk. 2, nr. 2, ved at have ført bil i hashpåvirket tilstand og med en hastighedsover-
skridelse på over 100 pct., og selv om T var meddelt kørselsforbud på grund af epilepsi, at have
påkørt en anden bilist med meget alvorlig personskade til følge. Det blev lagt til grund, at der
var tale om særligt hensynsløs kørsel, jf. færdselslovens § 126, stk. 1, nr. 4. Endvidere blev T
fundet skyldig i nogle færdselslovsovertrædelser begået ved to andre episoder samt i trusler og
fornærmelig tiltale mod to betjente efter straffelovens § 119, stk. 1, og § 121. T var tidligere
straffet for bl.a. vold, spirituskørsel og narkokørsel. Ved straffastsættelsen lagde byretten vægt
på lovovertrædelsernes grovhed og oplysningerne om T. Byretten bemærkede i den forbindelse,
at ved lov nr. 290 af 27. februar 2021 blev straffen for vanvidskørsel ved overtrædelse af straf-
felovens § 249 fordoblet, hvor grove tilfælde ifølge lovbemærkningerne tidligere blev straffet
med fængsel fra 8 måneder til 1 år. I den foreliggende sag var der tale om en grov overtrædelse,
dels fordi T tidligere var straffet for spirituskørsel og narkokørsel, dels fordi der var tale om
kørsel med flere grove forhold, herunder hastighedsovertrædelse med 100 procent, hashkørsel
og kørsel i strid med et kørselsforbud fra en læge. I skærpende retning lagde byretten endvidere
vægt på de alvorlige personskader. Landsretten fandt, at straffen var passende fastsat, idet lands-
retten herved tog hensyn til de forhold, der var nævnt af byretten, herunder strafskærpelsen
indført med virkning fra den 1. marts 2021.
For så vidt angår det tidligere strafniveau undersøgte Rigsadvokaten
–
som anført ovenfor under
straffelovens § 241
–
i juni 2020 strafniveauet i sager om vanvidskørsel efter straffelovens §
241, 2. pkt., og § 249, 2. pkt., efter de på det tidspunkt gældende regler.
Rigsadvokaten foretog i den forbindelse en gennemgang af trykt retspraksis fra de seneste 5 år
samt en gennemgang af utrykt retspraksis fra landsretterne og byretterne fra de seneste 2 år.
Undersøgelsen er offentliggjort i Rigsadvokatens praksisgennemgang (del 2) af straffelovens
§§ 241, 2. pkt., og 249, 2. pkt. (version 1. marts 2021), der er tilgængelig i Anklagemyndighe-
dens Vidensbase.
752
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0185.png
Det fremgår heraf, at undersøgelsen bl.a. var baseret på trykte domme fra 2015 frem til juni
2020. Som bilag 1 til undersøgelsen er vedlagt en praksisoversigt, hvor de pågældende domme
er angivet, og hvortil der henvises for så vidt angår de udmålte straffe.
Af undersøgelsens sammenfatning fremgår følgende om strafniveauet for overtrædelse af §
249, 2. pkt., før skærpelsen ved lov nr. 290 af 27. februar 2021:
”Praksisgennemgangen viser, at der i sager om overtrædelse af straffelovens § 249,
2. pkt., hvor der alene er tale om overtrædelse af straffelovens § 249, 2. pkt., samt
overtrædelse af færdselslovens § 53 og/eller § 54, som udgangspunkt udmåles
straffe fra 60 dage til 6 måneders fængsel. Såfremt der tillige dømmes for overtræ-
delse af straffelovens § 252, og kørselsforløbet vurderes at være særligt hensynsløst,
således at der sker frakendelse af førerretten i medfør af færdselslovens § 126, stk.
4, eller såfremt den tiltalte tidligere er straffet for ligeartet kriminalitet, udmåles der
straffe i niveauet fra 8 måneder til 1 års fængsel. Praksisgennemgangen viser der-
udover, at i de tilfælde, hvor der tillige straffes for f.eks. flere forhold af overtræ-
delse af straffelovens § 249, 2. pkt., og/eller overtrædelse af straffelovens § 241, 2.
pkt., og hvor kørselsforløbet tillige vurderes at være særligt hensynsløst, således at
der sker frakendelse af førerretten i medfør af færdselslovens § 126, stk. 4, og/eller
såfremt den tiltalte tidligere er straffet for ligeartet kriminalitet, udmåles straffe op
til 3 års fængsel.
Dette strafniveau ses umiddelbart at være i overensstemmelse med forarbejderne til
lov nr. 716 af 25. juni 2010 (L 179 af 26. marts 2010), hvor straffen for uagtsom
betydelig legemsbeskadigelse efter straffelovens § 249 blev skærpet i samme situ-
ationer som for uagtsomt manddrab. Det betyder, at straffen blev skærpet i bl.a.
sager om uagtsom betydelig legemsbeskadigelse begået i forbindelse med særlig
hensynsløs kørsel. Straffen skal i disse tilfælde som udgangspunkt fastsættes til
fængsel i omkring 6-8 måneder i normaltilfældene.
Hvis der foreligger skærpende omstændigheder, skal forholdet bedømmes strengere
end normalniveauet og i grove tilfælde af uagtsom betydelig legemsbeskadigelse
begået i forbindelse med særlig hensynsløs kørsel, vil der skulle idømmes straffe,
der er markant højere end det angivne normalniveau på 6-8 måneders fængsel. I de
groveste tilfælde, hvor der før strafskærpelsen i 2010 blev idømt straffe på 8-10
måneders fængsel, skal der fremover idømmes en skærpet straf.”
Efter afslutningen af Rigsadvokatens undersøgelse i juni 2020 er der yderligere afsagt følgende
trykte domme om overtrædelse af straffelovens § 249, 2. pkt., efter de dagældende regler, dvs.
før strafskærpelsen ved lov nr. 290 af 27. februar 2021 (dommene er oplistet efter straffens
længde):
TfK 2021.140/2Ø: T straffet med 5 måneders fængsel betinget med vilkår om samfundstjeneste
for bl.a. uagtsom legemsbeskadigelse efter straffelovens § 249, 2. pkt., jf. 1. pkt., og
753
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0186.png
spirituskørsel efter færdselslovens § 53, stk. 1, ved med en alkoholpromille på 0,87 i blodet at
have påkørt en motorcyklist i forbindelse med, at T foretog svingning. Motorcyklisten fik be-
tydelige skader ved påkørslen, idet hans venstre fod og underben knustes og måtte amputeres.
I byretten blev T idømt fængsel i 3 måneder, der blev gjort betinget med vilkår om samfunds-
tjeneste. Landsretten skærpede straffen til fængsel i 5 måneder, der blev gjort betinget med
vilkår om samfundstjeneste, idet landsretten lagde vægt på strafskærpelsen ved lov nr. 716 af
25. juni 2010 af straffelovens § 249 i forbindelse med spirituskørsel og en samlet vurdering af
de konkrete omstændigheder i forbindelse med uheldet.
TfK 2020.725Ø: T straffet med 6 måneders fængsel betinget med vilkår om samfundstjeneste
for bl.a. uagtsom legemsbeskadigelse efter straffelovens § 249, 2. pkt., jf. 1. pkt., og spiritus-
kørsel efter færdselslovens § 53, stk. 1, ved at have ført en varevogn med en promille på 0,73 i
blodet og med en hastighed over det tilladte ført varevognen over i den modsatte vognbane. Her
påkørte T en modkørende personbil, hvis fører pådrog sig brud på skulder, arm, brystben samt
PTSD og depression. I byretten blev T idømt fængsel i 6 måneder, der blev gjort betinget med
vilkår om samfundstjeneste. Landsretten tiltrådte byrettens strafudmåling (dissens for at skærpe
straffen til fængsel i 8 måneder). Landsretten tiltrådte endvidere, at straffen undtagelsesvis var
gjort betinget med vilkår om samfundstjeneste.
TfK 2022.26V: T straffet med en tillægsstraf på 8 måneders fængsel for bl.a. uagtsom legems-
beskadigelse efter straffelovens § 249, 2. pkt., jf. 1. pkt. T, der ikke havde erhvervet kørekort,
blev for det første fundet skyldig i overtrædelse af færdselslovens § 3, stk. 1, § 26, stk. 6, og §
56, stk. 1, 1. pkt., ved at have påbegyndt et venstresving ind foran en modkørende bilist i et
vejkryds uden at sikre sig, at det kunne ske uden ulempe for modkørende færdsel, hvilket be-
virkede, at T i krydset stødte sammen med en anden personbil. T blev endvidere fundet skyldig
i spirituskørsel efter færdselslovens § 53, stk. 1, ved en anden dag at have ført personbil med
en alkoholpromille i blodet på 0,53 og narkokørsel efter færdselslovens § 54, stk. 1, nr. 1 og 2,
ved under samme kørsel at have haft kokain i blodet, samt overtrædelse af færdselslovens § 4,
stk. 1, § 41, stk. 1, og § 56, stk. 1, 1. pkt., ved at have ført bilen med mindst 94 km/t, selv om
det ved færdselstavle i forbindelse med midlertidig nedsættelse af hastighedsgrænsen ved vej-
arbejde var angivet, at hastigheden ikke måtte overstige 50 km/t. Endelig blev T som nævnt
fundet skyldig i uagtsom legemsbeskadigelse efter straffelovens § 249, 2. pkt., jf. 1. pkt., idet
sidstnævnte kørselsforløb resulterede i, at bilen forulykkede, hvorved F, der var passager, bl.a.
pådrog sig brud på venstre skulderblad, brud i højre kraveben, 2-3 ustabile brud i lænderyggen,
brud i skaftet af venstre lårben samt brud i skaftet af højre underben. Den omstændighed, at
vejbanens lave friktion vurderedes at have været en medvirkende årsag til uheldets opståen,
kunne ikke føre til en anden vurdering. T var tidligere straffet flere gange af betydning for
sagen, bl.a. i 2015 for bl.a. overtrædelse af færdselslovens § 54, stk. 1, 1. pkt., hvor han var
754
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0187.png
frakendt førerretten i 3 år, og i 2019, hvor han var straffet med fængsel i 60 dage og en bøde på
6.000 kr. for overtrædelse af bl.a. færdselslovens § 56, stk. 1, 1. pkt., og § 117 a, stk. 2, nr. 2.
Straffen, der blev fastsat som en tillægsstraf efter straffelovens § 89 til dommen fra 2019, blev
efter oplysningerne om T’s kørsel og F’s alvorlige skader fastsat til 8 måneders fængsel. Der
var ikke grundlag for at gøre straffen betinget, heller ikke med vilkår om samfundstjeneste.
TfK 2022.158Ø: T straffet med 10 måneders fængsel for bl.a. uagtsom legemsbeskadigelse
efter straffelovens § 249, overtrædelse af straffelovens § 253, brugstyveri af motorkøretøj efter
straffelovens § 293 a samt overtrædelse af en række færdselsbestemmelser ved i en brugsstjålet
bil i hashpåvirket tilstand at have påkørt en fodgænger og forvoldt betydelig skade i form af
bl.a. en stor hjerneblødning, læsion i baghovedet, brækkede ribben, en punkteret lunge og et
ødelagt knæ. Efterfølgende undlod T at hjælpe fodgængeren, idet T fortsatte sin kørsel. I by-
retten blev T straffet med fængsel i 10 måneder, der blev gjort betinget med vilkår om sam-
fundstjeneste. Landsretten fandt straffen passende udmålt, men fandt ikke, at den kunne gøres
betinget med vilkår om samfundstjeneste.
4.3 Straffelovens § 252 om forsætlig fareforvoldelse
4.3.1 Lovgivning og forarbejder
Efter straffelovens § 252, stk. 1, straffes den, der for vindings skyld, af grov af grov kådhed
eller på lignende hensynsløs vis forvolder nærliggende fare for nogens liv eller førlighed, med
fængsel indtil 8 år.
Efter bestemmelsens stk. 2 straffes på samme måde den, der på hensynsløs måde forvolder fare
for, at nogen smittes med en livstruende og uhelbredelig sygdom. Justitsministeren fastsætter
efter forhandlinger med sundhedsministeren, hvilke sygdomme der er omfattet af stk. 2, jf. be-
stemmelsens stk. 3.
I Borgerlig Straffelov af 1930, jf.
lov nr. 126 af 15. april 1930,
havde bestemmelsen følgende
affattelse:
”Med Hæfte eller med Fængsel indtil 4 Aar straffes den, der for Vindings Skyld, af
grov Kaadhed eller paa lignende hensynsløs Maade volder nærliggende Fare for
nogens Liv eller Førlighed.”
Bestemmelsens stk. 2 blev indsat ved
lov nr. 431 af 1. juni 1994.
Bestemmelsen lød på dette
tidspunkt således:
755
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
”Stk. 2.
På samme måde straffes den, der på hensynsløs måde gentagne gange eller
under i øvrigt særligt skærpende omstændigheder forvolder fare for, at nogen smit-
tes med en livstruende og uhelbredelig sygdom.”
I det oprindelige lovforslag havde man ikke indsat et krav om, at der fareforvoldelsen skulle
være sket gentagne gange eller under i øvrigt særligt skærpende omstændigheder. Dette blev
tilføjet i forbindelse med udvalgsbehandlingen af lovforslaget.
Om strafniveauet for overtrædelse af bestemmelsen fremgår af bemærkningerne til det oprin-
delige lovforslag, jf. Folketingstidende 1993-94, 1. samling, tillæg A, spalte 8782:
”Strafferammen i § 252, stk. 2, er som i stk. 1 hæfte eller fængsel i indtil 4 år. Over
for den, der ikke er fyldt 21 år, er der mulighed for at idømme bødestraf efter reglen
i straffelovens § 91, stk. 2. Strafniveauet forudsættes at komme til at svare til det
hidtidige ved overtrædelse af § 252, dvs. som udgangspunkt en kortere ubetinget
frihedsstraf. Har den pågældende haft forsæt til at begå andre og alvorligere straf-
felovsovertrædelser, f.eks. grov legemsbeskadigelse (§ 246) eller manddrab, kan
der i stedet straffes efter disse bestemmelser, eventuelt for forsøg. I øvrigt vil der
kunne straffes i sammenstød med f.eks. straffelovens §§ 245, 216, stk. 2, og 222,
stk. 2.”
Det fremgår ikke af bemærkningerne til ændringsforslaget til lovforslaget, jf. Folketingstidende
1993-94, 1. samling, tillæg B, spalte 1739 f., hvorved bestemmelsens anvendelsesområde ind-
skrænkedes på den ovenfor nævnte måde, om ændringen havde betydning for det forudsatte
strafniveau.
Ved
lov nr. 468 af 7. juni 2001
nyaffattedes stk. 2 således:
”Stk. 2.
På samme måde straffes den, der på hensynsløs måde forvolder fare for, at
nogen smittes med en livstruende og uhelbredelig sygdom.”
Ved samme lovændring indsattes stk. 3:
”Stk. 3.
Justitsministeren fastsætter efter forhandling med sundhedsministeren,
hvilke sygdomme der er omfattet af stk. 2.”
Lovændringen havde bl.a. til formål at sikre, at det i lyset af de forbedrede behandlingsmulig-
heder for hiv/aids også fremover ville være muligt at straffe personer, der forvoldte fare for, at
andre smittedes med sygdommen. Desuden skulle det være muligt at straffe i situationer, hvor
der kun kunne føres bevis for ét ubeskyttet samleje mellem en hiv-smittet og anden person,
hvilket var baggrunden for, at ”gentagne gange” udgik af bestemmelsens stk. 2. Der er ikke i
bemærkningerne til lovændringen givet anvisninger vedrørende strafniveauet.
756
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
Ved
lov nr. 380 af 6. juni 2002
foretoges forhøjelser af strafferammerne i en række af straffe-
lovens bestemmelser om personfarlig kriminalitet, herunder bl.a. straffelovens § 252, hvor mak-
simumstraffen i stk. 1 hævedes fra fængsel indtil 4 år til fængsel indtil 8 år.
Af bemærkningerne, jf. Folketingstidende 2001-02, 2. samling, tillæg A, side 2938, fremgår
bl.a. følgende vedrørende strafniveauet:
”På den baggrund foreslår Justitsministeriet, at strafmaksimum i straffelovens §
241, § 249 og § 252 sættes op fra de nuværende 4 år til 8 års fængsel.
Med forslaget forudsættes det, at der i retspraksis sker en forhøjelse af strafudmå-
lingsniveauet i sager om uagtsomt manddrab ved spirituskørsel (her i bemærknin-
gerne anvendt som samlebetegnelse for både spiritus- og promillekørsel), således
at straffen for uagtsomt manddrab ved spirituskørsel i normaltilfældene forhøjes fra
fængsel i 6-8 måneder til fængsel i 10-12 måneder.
Der kan være skærpende omstændigheder, som gør, at forholdet skal bedømmes
strengere end normalniveauet. En skærpende omstændighed kan f.eks. være, at ger-
ningsmanden tidligere er straffet for spirituskørsel.
Det vil også være en skærpende omstændighed, hvis kørslen i sig selv er foregået
på særlig hensynsløs måde. Som det fremgår af pkt. 2.3.2.1., vil straffen i sådanne
tilfælde blive udmålt i niveauet omkring 1 års fængsel. Det forudsættes, at der i
sager, hvor der er tale om uagtsomt manddrab i forbindelse med spirituskørsel, og
hvor kørslen i sig selv er foregået på en særlig hensynsløs måde, fremover fastsættes
en straf, der er markant højere end de ovenfor angivne 10-12 måneder.
Endvidere forudsættes det, at straffen for uagtsomt manddrab uden spirituskørsel
forhøjes fra det nuværende strafniveau på 3-4 måneders fængsel til 6-8 måneders
fængsel i tilfælde, hvor kørslen i sig selv har karakter af at være særlig hensynsløs.
Lovforslaget tilsigter endvidere som udgangspunkt en tilsvarende forholdsmæssig
forhøjelse i sager om uagtsom betydelig legemsbeskadigelse (straffelovens § 249)
og forsætlig fareforvoldelse (straffelovens § 252), der sker i forbindelse med spiri-
tuskørsel, overtrædelse af færdselslovens § 54, stk. 1, eller særlig hensynsløs kørsel.
Eksempelvis forudsættes det, at der i sager om betydelig legemsbeskadigelse ved
spirituskørsel, som i dag straffes med 1-3 måneders fængsel, efter lovændringen
skal straffes med omkring 2-5
måneders fængsel.”
Ved
lov nr. 1832 af 8. december 2020,
der trådte i kraft den 15. december 2020, foretoges en
sproglig ændring af straffelovens § 252, stk. 1, med henblik på at give mulighed for i bemærk-
ningerne at angive nærmere retningslinjer om strafniveauet. Lovændringen var særligt foranle-
diget af, at man i slutningen af december 2019 havde set episoder, hvor fyrværkeri var blevet
affyret mod bl.a. politiet og tilfældige forbipasserende.
757
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
Vedrørende strafudmålingen for bestemte typer af overtrædelser af straffelovens § 252 fremgår
følgende af bemærkningerne til lovændringen, jf. Folketingstidende 2020-21, tillæg A, L 23
som fremsat, side 11:
”Med ændringen forudsættes det således, at straffen
i medfør af straffelovens §
252 for forsætlig fareforvoldelse ved kast eller affyring af genstande mod privat-
personer skal forhøjes med omkring en tredjedel i forhold til den straf, der hidtil har
været fastsat af domstolene.
Eksempelvis vil det, at man affyrer fyrværkeri mod privatpersoner, eller at man
kaster sten eller flasker ind i en gruppe af mennesker, være omfattet af strafskær-
pelsen.
Ændringen betyder således, at en person, der efter gældende praksis ville blive
idømt en fængselsstraf på 30 dages fængsel, med lovforslaget fremover som ud-
gangspunkt vil skulle idømmes en fængselsstraf på 40 dages fængsel.
Fastsættelse af straffen vil fortsat bero på domstolenes konkrete vurdering i det en-
kelte tilfælde af samtlige omstændigheder i sagen, og det angivne strafniveau vil
kunne fraviges i op- og nedadgående retning, hvis der i den konkrete sag foreligger
skærpende eller formildende omstændigheder, jf. herved de almindelige regler om
straffens fastsættelse i straffelovens kapitel 10.
Der er ikke i øvrigt tilsigtet ændringer af den gældende retstilstand. Lovforslaget
ændrer således ikke på bestemmelsens anvendelsesområde, strafbetingelser eller de
forhold, der i almindelighed vil kunne anses som skærpende eller formildende om-
stændigheder.”
Ved
lov nr. 290 af 27. februar 2021,
der trådte i kraft den 1. marts 2021, foretoges endnu en
sproglig ændring af § 252, stk. 1, med henblik på at give mulighed for i bemærkningerne at
angive nærmere retningslinjer om strafniveauet.
Følgende fremgår af bemærkningerne, jf. Folketingstidende 2020-21, tillæg A, L 141 som frem-
sat, side 17:
”Med den foreslåede ændring er det forudsat, at straffen for forsætlig fareforvol-
delse efter straffelovens § 252, stk. 1, forårsaget i forbindelse med færdselslovs-
overtrædelser fremover skal skærpes med 50 pct.
Rigsadvokaten har oplyst, at strafniveauet i sager om overtrædelse af straffelovens
§ 252 i forbindelse med færdselslovsovertrædelser i dag ses at være fra 7 dage til 4
måneders fængsel ved enkeltstående overtrædelser og fra 4 måneder til 8 måneders
fængsel ved flere forhold vedrørende overtrædelse af straffelovens § 252.
758
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0191.png
Forslaget indebærer herved, at en overtrædelse af straffelovens § 252 i forbindelse
med færdselslovsovertrædelser, der i dag ville blive straffet med 4 måneders fæng-
sel, fremover som udgangspunkt vil skulle straffes med 6 måneders fængsel, mens
en overtrædelse, der i dag ville blive straffet med 8 måneders fængsel, fremover
som udgangspunkt vil skulle straffes med 1 års fængsel.
Fastsættelse af straffen vil fortsat bero på domstolenes konkrete vurdering i det en-
kelte tilfælde af samtlige omstændigheder i sagen, og det angivne strafniveau vil
kunne fraviges i op- eller nedadgående retning, hvis der i den konkrete sag forelig-
ger andre skærpende eller formildende omstændigheder, jf. herved de almindelige
regler om straffens fastsættelse i straffelovens kapitel 10.
De foreslåede strafskærpelser angår alene forsætlig fareforvoldelse begået i forbin-
delse med færdselslovsovertrædelser. Der er ikke i øvrigt tilsigtet ændringer af den
gældende retstilstand.”
4.3.2 Praksis
4.3.2.1.
Straffelovens § 252, stk. 1
Straffen for overtrædelse af straffelovens § 252, stk. 1, afhænger af omstændighederne ved
lovovertrædelsen.
Straffelovens § 252, stk. 1, anvendes i praksis bl.a. i sager om uforsvarlig omgang med skyde-
våben under leg mv. som følge af grov kådhed, og i sager, hvor en gerningsperson bevidst
afgiver skud i retning mod andre, f.eks. i det offentlige rum, således at der opstår nærliggende
fare for andre personers liv eller førlighed.
Bestemmelsen er bl.a. anvendt i sager, hvor der er rejst tiltale for drabsforsøg efter straffelovens
§ 237, jf. § 21, eller forsøg på grov vold efter straffelovens § 245, stk. 1, jf. § 21, idet gernings-
personen har afgivet skud mod andre, men hvor der ikke er ført bevis for, at gerningspersonen
har haft forsæt til at dræbe eller udøve grov vold mod de personer, som skuddene er rettet imod,
således at vedkommende alene dømmes for at have udsat personerne for nærliggende fare efter
straffelovens § 252, stk. 1. I disse tilfælde straffes der samtidig for overtrædelse af straffelovens
§ 192 a, stk. 1, om ulovlig våbenbesiddelse.
Endvidere anvendes straffelovens § 252, stk. 1, i praksis i sager om farlig kørsel. Dette gælder
bl.a. i sager, hvor en gerningsperson bevidst kører frem i bil mod en anden person, uden at
gerningspersonens forsæt rækker til at udøve skade på personen, ligesom bestemmelsen anven-
des i sager om vanvidskørsel, hvor gerningspersonen ved sin kørsel bevidst sætter sig ud over
hensynet til andre trafikanters sikkerhed.
759
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0192.png
I det følgende beskrives retspraksis, hvor straffelovens § 252, stk. 1, er anvendt i en række
forskelligartede tilfælde, idet både domme vedrørende farlig kørsel og domme vedrørende an-
dre former for forsætlig fareforvoldelse er medtaget med henblik på en sammenligning af straf-
niveauet for de forskellige overtrædelser af bestemmelsen:
Praksis vedrørende fareforvoldelse efter straffelovens § 252, stk. 1, ved forsætlig afgivelse af
skud, jf. straffelovens § 192 a (oplistet efter straffens længde):
Fra retspraksis vedrørende fareforvoldelse ved forsætlig afgivelse af skud efter straffelovens §
192 a kan der bl.a. henvises til følgende afgørelser:
TfK 2012.477V: T straffet med 1 år og 6 måneders fængsel for overtrædelse af straffelovens §
252, stk. 1, idet han, mens han befandt sig på en cykelsti, afgav skud med en riffel ud over
offentlig vej og i retning mod en bil, hvor tre personer, herunder F, befandt sig. T blev samtidig
fundet skyldig i overtrædelse af straffelovens § 192 a, stk. 1, nr. 1, idet riflen i forlængelse af
skudepisoden blev fundet frit tilgængelig, skarpladt og afsikret i en garage bag en fryser, hvor-
for T allerede derfor havde besiddet riflen under særligt skærpende omstændigheder. T havde
endvidere besiddet 25-30 skarpe patroner. Det fremgik af sagen, at T bl.a. forklarede, at han
den pågældende dag vågnede ved, at der blev banket på døren. Lige idet han var kommet uden-
for, kom F til stede og slog ud mod ham. T følte sig truet og løb derfor ind og hentede riflen,
idet han var bange og ville have dem væk. Ved fastsættelse af straffen blev der lagt vægt på
optakten til episoden og baggrunden for, at våbenet blev anvendt, efter at T var blevet opsøgt i
sit hjem. Der blev endvidere lagt vægt på, at T var i besiddelse af yderligere ammunition, og at
T ladede og afsikrede våbenet, så det umiddelbart kunne affyres igen.
TfK 2014.260Ø: T1, T2 og T3 straffet med 1 år og 6 måneders fængsel for overtrædelse af
straffelovens § 252, stk. 1, ved i forening og efter forudgående aftale med flere medgernings-
personer at have affyret flere skud med en pistol mod en forbipasserende personbil, hvori der
befandt sig to personer, uden at ramme. De tiltalte blev også fundet skyldige i overtrædelse af
straffelovens § 192 a ved at have været i besiddelse af pistolen. To af de tiltalte var tidligere var
straffet.
TfK 2014.765Ø: T straffet med 1 år og 6 måneders fængsel for overtrædelse af straffelovens
§§ 192 a, 252, stk. 1, og § 266, idet han, da han opsøgte sin ekskæreste, som var sammen med
en anden mand, F, medbragte et jagtgevær,
hvorefter T forvoldte nærliggende fare for F’s liv
eller førlighed, da T affyrede et skud ind i en dørkarm, mens F stod i døren. T var herudover
skyldig i to overtrædelser af våbenloven med hensyn til knive.
760
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0193.png
TfK 2010.34Ø: T straffet med 1 år og 6 måneders fængsel som fællesstraf for overtrædelse af
straffelovens § 192 a, stk. 1, og § 252, stk. 1, idet han med en tromlerevolver i en afstand af ca.
11 meter affyrede et skud mod tre personer, hvorved han forvoldte nærliggende fare for disse
personers liv og førlighed, ligesom en af dem blev ramt i muskulaturen mellem skulderen og
halsen. T var tidligere straffet, bl.a. i 2008, hvor han var idømt 6 måneders fængsel for grov
vold i gentagelsestilfælde efter straffelovens § 245, stk. 1, jf. § 247, stk. 1, hvorefter han blev
prøveløsladt med en reststraf på 59 dage. I byretten blev T straffet med en fællesstraf på fængsel
i 1 år og 9 måneder. Landsretten bemærkede, at forholdet var begået før den ved lov nr. 501 af
12. juni 2009 skete ændring af straffelovens § 192 a. Landsretten bemærkede endvidere, at der
ved strafudmålingen i skærpende retning bl.a. måtte lægges vægt på, at T ved flere tidligere
lejligheder var dømt for personfarlig kriminalitet, at forholdet blev begået få måneder efter, at
han blev prøveløsladt efter afsoning af en dom for vold af særligt farlig karakter, og at T med
henblik på konfrontation med forurettede skaffede sig et skarpladt kraftigt håndvåben. Uanset
disse skærpende omstændigheder fandt landsretten, at fællesstraffen burde nedsættes til fængsel
i 1 år og 6 måneder.
U 2016.2752H: T1 straffet med 2 års fængsel i en sag, hvor T1 og T2 var tiltalt for bl.a. forsøg
på manddrab ved i forening og efter forudgående aftale eller fælles forståelse at have forsøgt at
dræbe en eller flere personer i en tatovørforretning, idet A, som var under den kriminelle laval-
der på gerningstidspunktet, efter forudgående aftale eller fælles forståelse med T1 og i det hele
efter tilskyndelse fra T2 affyrede skud med en revolver mod forretningen, hvori der befandt sig
flere personer, som havde relation til en anden gruppering end de tiltalte. For Højesteret angik
sagen navnlig, om de tiltalte havde haft forsæt til at begå manddrab eller alene til forsætlig
fareforvoldelse. Højesteret fastslog, at der efter landsrettens bevisresultat vedrørende de tiltaltes
forsæt ikke var grundlag for at dømme de tiltalte for drabsforsøg, men alene for forsætlig fare-
forvoldelse efter straffelovens § 252, stk. 1. Højesteret henviste bl.a. til, at landsrettens præmis-
ser, herunder
anvendelsen af ordet ”kunne”, måtte forstås således, at landsretten havde lagt til
grund, at T1 havde anset det for overvejende sandsynligt, at døden var en mulig følge af skud-
dene. Det kunne derimod ikke udledes af præmisserne, at T1 havde anset dødens indtræden
som en overvejende sandsynlig følge af skuddene. Højesteret fandt herefter, at landsrettens be-
visresultat ikke gav grundlag for at fastslå, at T1 havde sandsynlighedsforsæt til manddrab. For
T2 henviste Højesteret til, at landsrettens bevisresultat måtte forstås således, at T2 tilskyndede
A og T1 til at skyde direkte mod tatovørforretningen, men at det ikke fremgik af bevisresultatet,
om T2 havde til hensigt, at nogen skulle dø, eller om T2 anså det som en overvejende sandsynlig
følge af de afgivne skud, at nogen ville blive dræbt. Højesteret havde herefter ikke et tilstræk-
keligt sikkert grundlag for at fastslå, at T2 havde direkte forsæt eller sandsynlighedsforsæt til
at begå manddrab. Højesteret fastsatte sanktionen for T1 til fængsel i 2 år som en tillægsstraf.
T2 blev idømt en særforanstaltning (anbringelse på psykiatrisk afdeling).
761
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0194.png
TfK 2018.1363V: T1 straffet med 4 års fængsel, og T2 straffet med 5 års fængsel i en sag, hvor
T1 og T2, der begge tidligere var straffet for personfarlig kriminalitet, var en del af en gruppe
personer, der havde indfundet sig på en parkeringsplads foran to forretninger, hvor også perso-
ner fra en anden gruppering var mødt op. T1 og T2 var i forhold 1 a og 1 tiltalt for overtrædelse
af straffelovens § 192 a, stk. 3, jf. stk. 1, og straffelovens § 237, jf. § 21 og § 252, stk. 1, idet
de i forening og efter fælles forståelse eventuelt med uidentificeret medgerningsperson havde
afgivet flere skud med et 9 mm skydevåben i forsøg på at dræbe A, B og C samt ved af grov
kådhed eller på lignende hensynsløs måde at have forvoldt nærliggende fare for andres liv eller
førlighed, idet der blev afgivet 8 skud mod personer fra den anden gruppering, hvoraf flere skud
ramte facaden til den ene forretning, og mindst 4 skud gik ind i butikken, hvor flere personer
opholdt sig, og et skud ramte en person, der sad i en personbil på parkeringspladsen, og på vej
væk var der afgivet endnu et skud. Subsidiært blev forholdet påstået henført under straffelovens
§ 246, jf. § 245, stk. 1, jf. § 21, og mest subsidiært under § 252, stk. 1. De tiltalte var endvidere
i forhold 2 tiltalt for overtrædelse af straffelovens § 245, stk. 1, idet den bil, de tiltalte sad i på
vej væk fra parkeringspladsen, påkørte C med høj fart. T2 var herudover tiltalt for vold begået
under et karneval begået mod to forurettede. De tiltalte nægtede sig skyldige i forholdene 1, 1a
og 2. Det var bevist, at de to tiltalte havde været til stede på parkeringspladsen, og at mødet
mellem de to grupperinger ikke var tilfældigt, ligesom det var bevist, at T1 og T2 havde været
i den bil, hvorfra skuddene var blevet afgivet, og at det var T1, der havde været fører af bilen.
Det var endvidere bevist, at begge tiltalte havde haft kendskab til det medbragte skydevåben,
og at personerne i bilen havde haft en fælles forståelse og accept af, at våbnet skulle anvendes
ved en konfrontation med den anden gruppering. Det kunne ikke fastslås, hvem der havde af-
fyret skydevåbnet i forhold 1. De tiltalte blev både i byretten og i landsretten frifundet for den
principale og subsidiære påstand og alene fundet skyldig i fareforvoldelse efter straffelovens §
252, stk. 1, idet det var godtgjort, at de tiltalte havde indset det for overvejende sandsynligt, at
affyring af flere skud med et automatvåben fra parkeringspladsen og et skud på vej væk på et
område, hvor der opholdt sig mange mennesker, indebar en nærliggende fare for liv og førlig-
hed hos de personer, der opholdt sig i området, herunder for de personer, der befandt sig i
skudretningen, ligesom begge var skyldige i overtrædelse af straffelovens § 192 a, stk. 3, jf. stk.
1. Alene T1, der havde været fører af bilen, blev fundet skyldig i overtrædelse af § 245, stk. 1,
ved påkørslen af C på vej væk. T2 havde erkendt sig skyldig i grov vold under karnevallet ved
at have stukket en ung mand med en kniv i maven samt udøvet § 244-vold mod en anden ung
mand. T1 blev i byretten straffet med fængsel i 3 år og 6 måneder og T2 med fængsel i 4 år og
6 måneder. Landsretten, der stadfæstede byrettens afgørelse af skyldspørgsmålet, forhøjede
T1’s straf til fængsel i 4 år og T2’s straf til fængsel i 5 år, idet landsretten lagde vægt på de
samme skærpende omstændigheder som byretten og på, at et af skuddene havde ramt en
762
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0195.png
tilfældig person i en personbil, og at det udelukkende var rent held, at ikke flere blev ramt ved
skyderiet ved et butikscenter i åbningstiden.
TfK 2019.434V: T1 straffet med 7 års fængsel, og T2 straffet med 6 år og 6 måneders fængsel,
i en sag, hvor T1 og T2 var tiltalt for overtrædelse af straffelovens § 237, jf. § 21, jf. § 81 a, ved
en aften på en vej, som tilhørende bandegrupperingen Loyal to Familia (LTF) i forening og
efter forudgående aftale og planlægning at have forsøgt at dræbe F, der tilhørte en anden ban-
degruppering, idet de tiltalte kørende på en motorcykel eftersatte F, som førte en knallert, og
forfulgte ham over en længere strækning, hvorefter F påkørte en bil og faldt af sin knallert,
hvorefter de tiltalte affyrede en skarpladt halvautomatisk pistol mod F på kort afstand, hvilket
skud ikke ramte, fordi han undveg, ligesom de forsøgte at affyre yderligere mindst et skud, alt
hvorved F var i livsfare. De var subsidiært tiltalt for overtrædelse af straffelovens § 245, stk. 1,
jf. § 246, jf. § 81 a (forhold 1). De tiltalte blev begge frifundet for den principale og subsidiære
tiltale, idet det ikke fandtes bevist, at de havde haft forsæt til manddrab eller at ramme F, lige-
som det ikke var bevist, at de havde forsæt til at begå et legemsangreb af særligt rå, brutal eller
farlig karakter. De tiltalte blev i overensstemmelse med deres erkendelse dømt for overtrædelse
af straffelovens § 252, stk. 1, ved at have forvoldt nærliggende fare for F’s liv eller førlighed.
De blev endvidere fundet skyldige i overtrædelse af straffelovens § 192 a, stk. 1, nr. 1, ved
under særligt skærpende omstændigheder at have besiddet den skarpladte, halvautomatiske pi-
stol ladt med 6 skarpe skud, ligesom de affyrede skud mod F (forhold 2). Det var bevist, at
skudepisoden havde baggrund i en verserende konflikt mellem grupper af personer fra hen-
holdsvis LTF og Brabrandgruppen, hvor der kort tid forinden gerningstidspunktet som led i
konflikten havde været anvendt skydevåben, og at de tiltalte, da de begik lovovertrædelsen, var
motiveret af at ville deltage i eller reagere på konflikten mellem de to grupper. Forholdet blev
derfor henført under straffelovens § 81 a. T1 var tidligere straffet, navnlig ved en dom i 2015,
hvor han var straffet med fængsel i 1 år og 9 måneder for overtrædelse af straffelovens § 245,
stk. 1, og våbenloven. Han var prøveløsladt med en reststraf på 214 dage, og straffen blev i
medfør af straffelovens § 40, stk. 1, jf. § 61, stk. 2, fastsat som en fællesstraf med denne rests-
traf. T1 blev straffet med fængsel i 7 år. T2, der tidligere var straffet for overtrædelse af straf-
felovens § 266 og § 119, stk. 1, blev straffet med fængsel i 6 år og 6 måneder. Ved straffast-
sættelsen blev der navnlig lagt vægt på, at forhold 1 var planlagt og udført af flere i forening,
og at de tiltalte på åben gade i retning mod et glasparti til et pizzeria havde skudt bevidst mod
en person. Forholdet måtte derfor anses for en meget grov forsætlig fareforvoldelse, og der blev
vedrørende dette forhold også lagt vægt på, at det efter forarbejderne til straffelovens § 81 a er
tilsigtet, at der skal ske en fordobling af den straf, der ellers ville blive udmålt. Vedrørende
bedømmelsen af forhold 2 blev der bl.a. taget hensyn til, at forholdet var begået efter strafskær-
pelsen af straffelovens § 192 a ved lov nr. 494 af 22. maj 2017.
763
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0196.png
Praksis vedrørende farlig kørsel efter straffelovens § 252, stk. 1:
Som det fremgår af afsnit 4.3.1, blev straffelovens § 252, stk. 1, ændret ved lov nr. 290 af 27.
februar 2021, hvor straffen for overtrædelse af bestemmelsen i forbindelse med færdselslovs-
overtrædelser blev skærpet med 50 pct. i forhold til det gældende strafniveau.
Det betyder, at en overtrædelse af straffelovens § 252, stk. 1, i forbindelse med færdselslovs-
overtrædelser, der før lovændringen blev straffet med 4 måneders fængsel, fremover som ud-
gangspunkt skal straffes med 6 måneders fængsel, mens en overtrædelse, der før lovændringen
blev straffet med 8 måneders fængsel, fremover som udgangspunkt skal straffes med 1 års
fængsel.
Lovændringen trådte som anført i kraft den 1. marts 2021.
Ved gennemgang af trykt retspraksis kan det konstateres, at der er afsagt en enkelt trykt dom
om overtrædelse af § 252, stk. 1, begået efter den seneste skærpelse:
TfK 2022.102V: T straffet med 2 års fængsel som fællesstraf med en betinget dom på 30 dage,
jf. straffelovens § 61, for forsætlig fareforvoldelse efter straffelovens § 252, stk. 1, kørsel i
frakendelsestiden efter færdselslovens § 117 a, stk. 1, narkokørsel efter færdselslovens § 54,
stk. 1, nr. 2, og overtrædelse af en række andre færdselsbestemmelser ved at have ført personbil,
selvom T var frakendt førerretten, og i forbindelse med denne kørsel, der strakte sig over ca. 50
km, hvor han var eftersat af politiet, at have udsat andre trafikanter for nærliggende fare for
deres liv eller førlighed i 9 tilfælde, bl.a. ved at køre i venstre kørebane, således at modkørende
biler måtte undvige for at undgå påkørsel. T var herudover skyldig i overtrædelse af straffelo-
vens § 164, stk. 1, ved at have forklaret, at det var en anden person, der havde ført bilen. T var
tidligere straffet flere gange, bl.a. for narkokørsel efter færdselslovens § 54. For disse forhold
og nogle andre færdselsforseelser blev T straffet som anført. Landsretten henviste i relation til
strafudmålingen til lov nr. 290 af 27. februar 2021, der trådte i kraft den 1. marts 2021, hvorefter
det var forudsat, at straffen for forsætlig fareforvoldelse efter § 252, stk. 1, forårsaget i forbin-
delse med færdselslovsovertrædelser skulle skærpes med 50 pct. Navnlig på den baggrund og
efter forholdenes karakter og antallet af færdselslovsovertrædelser fandt landsretten, at straffen
skulle fastsættes til fængsel i 2 år.
For så vidt angår det tidligere strafniveau undersøgte Rigsadvokaten i juni 2020 strafniveauet i
sager om vanvidskørsel efter straffelovens § 252, stk. 1, og færdselslovens § 118, stk. 10, efter
de på det tidspunkt gældende regler.
764
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
Rigsadvokaten foretog i denne forbindelse en gennemgang af trykt retspraksis og afgørelser fra
Anklagemyndighedens Vidensbase vedrørende straffelovens § 252, stk. 1, fra de seneste 10 år,
ligesom der foretoges en gennemgang af utrykt retspraksis fra landsretterne og byretterne.
Undersøgelsen er offentliggjort i Rigsadvokatens praksisgennemgang (del 1) af straffelovens §
252, stk. 1, og færdselslovens § 118, stk. 10 (version 1. marts 2021), der er tilgængelig i An-
klagemyndighedens Vidensbase.
Det fremgår heraf, at undersøgelsen bl.a. var baseret på trykte domme fra 2010 frem til juni
2020. Som bilag 1 til undersøgelsen er vedlagt en praksisoversigt, hvor de pågældende domme
er angivet, og hvortil der henvises for så vidt angår de udmålte straffe.
Af undersøgelsens sammenfatning fremgår følgende om strafniveauet for overtrædelse af §
252, stk. 1, før skærpelsen ved lov nr. 290 af 27. februar 2021:
”Praksisgennemgangen viser, at i sager om overtrædelse af straffelovens § 252, er
strafniveauet fra 7 dage til 4 måneders fængsel, når der alene er tale om overtræ-
delse af et enkelt forhold af straffelovens § 252. I nogle domme indeholder afgørel-
sen dog også overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1, og/eller spiritus/narkokør-
sel. I de tilfælde, hvor der er tale om flere forhold af overtrædelse af straffelovens
§ 252 og i nogle tilfælde tillige spiritus/narkokørsel, udmåles straffen fra 4 måneder
til 8 måneders fængsel. I sager, hvor der samtidig straffes for øvrige straffelovs-
overtrædelser, eller hvor den tiltalte er massivt forstraffet, udmåles straffene som
udgangspunkt i niveauet fra 8 måneder til 1 år og 3 måneders fængsel. Det bemær-
kes dog, at der i 5 domme i oversigten er udmålt straffe på fængsel i mere end 1 år
og 3 måneder. I en dom er der tale om en fællesstraf indeholdende 355 dages rests-
traf, og i de resterende 4 domme straffes der tillige for øvrige straffelovsovertræ-
delser.
Der er ikke entydigt fastsat et strafniveau for vanvidskørsel i forarbejderne til straf-
felovens § 252. Det fremgår af forarbejderne til lov nr. 716 af 25. juni 2010 (L 179
af 26. marts 2010, de almindelige bemærkninger pkt. 3.3.3.2.), at den udmålings-
praksis, som domstolene fastlægger i sager om overtrædelse af straffelovens § 241
og straffelovens § 249 i forbindelse med særlig hensynsløs kørsel, forudsættes at
have en afsmittende betydning på domstolenes strafudmåling i færdselssager om-
fattet af straffelovens § 252 om forsætlig fareforvoldelse.”
Efter afslutningen af Rigsadvokatens undersøgelse i juni 2020 er der yderligere afsagt følgende
trykte domme om overtrædelse af straffelovens § 252, stk. 1, efter de dagældende regler, dvs.
før strafskærpelsen ved lov nr. 290 af 27. februar 2021 (dommene er oplistet efter straffens
størrelse):
765
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0198.png
TfK 2020.1152Ø: T straffet med 20 dages fængsel betinget for forsætlig fareforvoldelse efter
straffelovens § 252, stk. 1, samt overtrædelse af færdselsloven, ved at have udsat en parkerings-
vagt for nærliggende fare ved at køre frem, så parkeringsvagten måtte springe til side for ikke
at blive ramt.
TfK 2021.500Ø: T straffet med 40 dages fængsel betinget med vilkår om samfundstjeneste for
forsætlig fareforvoldelse efter straffelovens § 252, stk. 1, samt overtrædelse af færdselsloven,
idet T på motorvejen overhalede en bil højre om og herefter hurtigt bremsede op, så den anden
bil måtte bremse op og undvige i midterrabatten, hvorved der skete sammenstød med fare for
liv og førlighed samt materiel skade. Årsagen hertil var, at T havde følt sig generet af den anden
persons kørsel.
TfK 2021.897Ø: T straffet med 40 dages fængsel for forsætlig fareforvoldelse efter straffelo-
vens § 252, stk. 1, samt overtrædelse af en række færdselsbestemmelser i forbindelse med en
aggressiv og chikanøs kørsel på motorvejen, hvor T bl.a. flere gange med for høj hastighed trak
ind foran en bil og foretog hårde opbremsninger, så den anden bils fører måtte bremse kraftigt.
Årsagen hertil var en uoverensstemmelse med T’s kæreste, K, som befandt sig som passager i
den anden bil. T var tidligere straffet flere gange, bl.a. for vold. Byretten frifandt T for overtræ-
delse af straffelovens § 252, stk. 1, men idømte T fængsel i 40 dage for færdselslovsovertræ-
delserne samt en betinget førerretsfrakendelse for tilsidesættelse af væsentlige hensyn til færd-
selssikkerheden. Landsretten fandt det godtgjort, at T’s kørsel var så hensynsløs, og at han for-
voldte en sådan nærliggende fare for K og føreren af den anden bil, F, samt andre bilister, at
forholdet var omfattet af straffelovens § 252. Landsretten tiltrådte strafudmålingen, samt at
straffen henset til T’s forstraffe ikke kunne gøres betinget.
TfK 2021.391Ø: T straffet med 6 måneders fængsel for forsætlig fareforvoldelse efter straffe-
lovens § 252, stk. 1, begået over for en politibetjent, jf. straffelovens § 119, stk. 1. T havde
desuden overtrådt en lang række færdselsbestemmelser. Overtrædelserne var sket i forbindelse
med et kørselsforløb, hvor T i kokainpåvirket tilstand i en brugsstjålet bil, til dels under efter-
sættelse af politiet, bl.a. kørte over for rødt, ligesom han kørte i høj fart og på cykelsti. T blev
dømt for overtrædelse af straffelovens § 252, stk. 1, og § 119, stk. 1, i forbindelse med en
episode i den sidste del af kørselsforløbet, hvor T udsatte en politibetjent, der måtte springe til
side, for nærliggende fare, ligesom T modsatte sig anholdelse, jf. straffelovens § 119, stk. 4. T
var også skyldig i tre yderligere forhold om brugstyveri af bil og kørsler, selvom han var fra-
kendt førerretten. Der var tale om tre tredjegangskørsler i frakendelsestiden og én andengangs-
kørsel i narkotikapåvirket tilstand. Byretten fastsatte straffen til fængsel i 8 måneder. Landsret-
ten tog ved straffens udmåling udgangspunkt i bemærkningerne til lov nr. 716 af 25. juni 2010,
de sædvanlige takstmæssige positioner for overtrædelse af færdselsloven og Højesterets dom
766
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0199.png
gengivet i U 2013.854H, og nedsatte straffen til fængsel i 6 måneder, der ikke kunne gøres
betinget med vilkår om samfundstjeneste.
TfK 2020.443Ø: T straffet med 1 år og 3 måneders fængsel for forsætlig fareforvoldelse efter
straffelovens § 252, stk. 1, i forbindelse med et længere kørselsforløb på motorcykel, hvor han
forsøgte at køre fra en politibetjent. T havde i 7 tilfælde udsat andre trafikanter for fare. T havde
desuden overtrådt en lang række færdselslovsbestemmelser. For disse forhold samt nogle min-
dre forhold vedrørende hæleri, hærværk og overtrædelse af lov om euforiserende stoffer blev T
straffet som anført. Straffen blev fastsat som en tillægsstraf, jf. straffelovens § 89. Landsretten
bemærkede i den forbindelse, at det ved den seneste strafskærpelse for vanvidskørsel i 2010 var
forudsat, at denne ville få afsmittende betydning for strafudmålingen i færdselssager omfattet
af straffelovens § 252.
Praksis vedrørende øvrige tilfælde af fareforvoldelse efter straffelovens § 252, stk. 1 (oplistet
efter straffens længde):
TfK 2019.317V: T straffet med 14 dages fængsel betinget og en tillægsbøde for overtrædelse
af straffelovens § 252, stk. 1, og jagtloven, idet han på en jagt ramte en anden jæger, F, med 10
hagl, hvorved F pådrog sig læsioner, herunder en læsion i nakkeregionen og en på armen.
TfK 2017.1319Ø: T straffet med 14 dages fængsel betinget og en tillægsbøde for overtrædelse
af straffelovens § 252, stk. 1, idet T under en rådyrjagt på en afstand af ca. 20 meter havde ramt
F med hagl i låret og i en finger med mindre personskade til følge. Ved straffastsættelsen blev
der lagt vægt på, at T var ustraffet, og på den begrænsede personskade.
TfK 2010.570V: T straffet med 20 dages fængsel betinget for overtrædelse af straffelovens §
252, stk. 1, samt jagtloven ved under jagt i en plantage, mens han stod i en skyttekæde, at have
affyret et skud mod en fugl i skyttekædens retning i en for lav vinkel, hvorved han udsatte F’s
liv eller førlighed for alvorlig fare, idet F blev ramt af flere hagl, herunder i øjet og på halsen
med varige men i form af blindhed på venstre øje, tinnitus og fastlåst hagl i halsknoglen til
følge.
TfK 2018.594V: T straffet med 20 dages fængsel betinget for overtrædelse af straffelovens §
252, stk. 1, idet han sammen med sin bror med bl.a. overhåndskast havde kastet tyggegummi
fra en bro ned på en motorvej. Ved straffastsættelsen blev der lagt vægt på forholdets karakter
og T’s unge alder.
767
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0200.png
TfK 2007.688V: T straffet med 30 dages fængsel betinget for overtrædelse af straffelovens §
252, stk. 1, ved i et festtelt at have kastet en bænk, der var 2 meter lang og vejede 12 kg, gennem
luften hen mod en gruppe mennesker. Det blev lagt til grund, at der havde foreligget formil-
dende omstændigheder i form af grove provokationer fra den gruppe af personer, som bænken
blev kastet mod, og straffen blev derfor gjort betinget. Efter sagens omstændigheder og oplys-
ningerne om T’s personlige forhold, fandt landsretten i modsætningen til byretten ikke, at der
var grundlag for at fastsætte vilkår om samfundstjeneste.
TfK 2016.1146Ø: T straffet med 40 dages fængsel betinget med vilkår om samfundstjeneste
for overtrædelse af straffelovens § 266 og § 252, idet T telefonisk og på sms havde truet sin
ekskone på livet, ligesom han havde klippet et bremserør på en bil, der tilhørte ekskonens nye
kæreste, over med en bidetang. Byretten fastsatte straffen til fængsel i 40 dage, der henset til
kriminalitetens hensynsløshed ikke kunne gøres betinget. Landsretten fandt under hensyn til
tiltaltes gode personlige forhold, at straffen kunne gøres betinget med vilkår om samfundstje-
neste (dissens for at udmåle straffen til 60 dage).
TfK 2019.1230Ø: T straffet med 50 dages fængsel for overtrædelse af straffelovens § 252, stk.
1, og forsøg herpå, jf. § 21, idet han på tværs af en vej havde gravet en 50 cm bred og 50 cm
dyb rende i vejen, som han havde tildækket, så man ikke kunne se den. T mente, at naboerne
ikke var berettigede til at benytte vejen, men naboerne havde ved dom fået medhold i, at de
havde ret til at benytte vejen. F2 undgik at køre i renden med sin bil, da hun blev opmærksom
på renden, men politiassistent P1 faldt i renden i forbindelse med en politiforretning. T var
herudover skyldig i forsøg på vold i gentagelsestilfælde, jf. straffelovens § 244, jf. § 21, § 247,
stk. 1, idet han forsøgte at spænde ben for sin ældre nabo, F1, der undveg. T var tidligere flere
gange, senest i 2018, hvor han var straffet for vold mod personer på vejen. Under hensyn hertil
skærpede landsretten den af byretten fastsatte straf til fængsel i 50 dage, der ikke kunne gøres
betinget.
TfK 2011.770V: T straffet med 60 dages fængsel betinget for overtrædelse af straffelovens §
252, stk. 1, og § 291, stk. 1, ved om natten i grov kådhed eller på lignende hensynsløs måde at
have forvoldt nærliggende fare for en lastbilchaufførs liv eller førlighed, idet T fra en motor-
vejsbro kastede småsten mod en lastbil, så der kom flere stenslag på lastbilens bildør. Ved straf-
fastsættelsen blev der lagt vægt på T’s unge alder.
TfK 2015.1178Ø: T straffet med 3 måneders fængsel for overtrædelse af straffelovens § 252,
stk. 1, og § 291, stk. 2, idet han, efter at være blevet smidt ud fra et værtshus, havde kastet flere
brosten mod et kældervindue ind til værtshuset. En af stenene smadrede ruden og flere personer
768
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0201.png
bag ruden blev ramt af glas og brosten, heraf en person i hovedet, således at vedkommende fik
hjernerystelse. T var tidligere straffet flere gange for vold og hærværk.
TfK 2007.569/2Ø: T straffet med 6 måneders fængsel for overtrædelse af straffelovens § 252,
stk. 1, og overtrædelse af fyrværkeriloven under skærpende omstændigheder, idet T uden tilla-
delse havde indkøbt og videresolgt festfyrværkeri og uden tilladelse og fornøden sikkerhed
havde opbevaret ca. 35 kg af det indkøbte festfyrværkeri og mere end de 100 kg småfyrværkeri
og nytårsfyrværkeri, han havde tilladelse til, i en lade, hvorved der ved brand opstået ved børns
leg blev forvoldt væsentlig skade på personer og ejendom, og da der opstod brand, undlod at
oplyse om opbevaringen af festfyrværkeriet, hvilket udsatte de tilstedeværende brand- og poli-
tifolk for nærliggende fare for liv og førlighed, da en større mængde fyrværkeri sprang i luften.
TfK 2007.195Ø: T1, T2 og T3 straffet med 8 måneders fængsel, heraf 4 måneder betinget, for
overtrædelse af straffelovens § 252, stk. 1, og § 291, stk. 2, ved en aften under bilkørsel 10
gange at have kastet sten mod modkørende biler. Herudover gjorde de tiltalte sig samme aften
skyldige i 7 tilfælde af overtrædelse af straffelovens § 291, stk. 2, ved at kaste sten mod huse
og biler, hvilket bl.a. medførte knusning af ruder. T1 havde desuden ved denne og en senere
lejlighed ført bil, selv om hun ikke havde førerret. T1 og T3 blev begge af byretten straffet med
8 måneders fængsel, hvoraf 7 måneder efter omstændighederne herunder de tiltaltes unge alder
blev gjort betinget. T1 blev herudover idømt en bøde på 10.000 kr. Landsretten stadfæstede
udmålingen af straffene, men gjorde alene 4 måneder af straffene betingede. T2 blev af lands-
retten idømt en særforanstaltning (behandlingsdom).
TfK 2013.894V: T1 straffet med 1 år og 3 måneders fængsel og en tillægsbøde, og T2 straffet
med 3 måneders fængsel, for overtrædelse af straffelovens § 252, stk. 1, ved i en periode fra
omkring juli til oktober 2011 i to garager i forening med to andre at have opbevaret ca. 500 kg
kaliumperchlorat og 250 kg aluminiumspulver, som de blandede til færdigt sprængstof og an-
vendte til fremstilling af et ukendt større antal kanonslag, ligesom de opbevarede et ukendt
større antal færdige kanonslag i bygningen, hvilket voldte alvorlig fare for nogens liv eller før-
lighed, og der skete en eksplosion i bygningen, hvorved de to ovennævnte personer, der opholdt
sig på stedet, døde. De tiltalte blev også fundet skyldige i overtrædelse af fyrværkeriloven ved
at have indrettet virksomhed til fremstilling af fyrværkeri under skærpende omstændigheder
med tilsigtet økonomisk fordel, og alt hvorunder der voldtes væsentlig skade på personer, idet
de nævnte personer døde ved eksplosionen, og der voldtes fare for øvrige personer, der opholdt
sig i nærheden af ejendommen, ligesom der voldtes væsentlig skade på ejendommen og adskil-
lige omkringliggende ejendomme. T1 var herudover skyldig i tre tilfælde af kørsel i frakendel-
sestiden. T1 havde endvidere overtrådt fyrværkeriloven, idet han i 2009 med henblik på vide-
resalg havde erhvervet 310 raketter, der ikke var sikkerhedsgodkendt, ligesom han opbevarede
769
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0202.png
konsumfyrværkeri, alt under skærpende omstændigheder med tilsigtet økonomisk fordel. T1
blev endvidere fundet skyldig i at have ført en varebil belæsset med farligt gods i form af lovligt
og ulovligt fyrværkeri uden at opfylde kravene til transport heraf. T1 blev endelig fundet skyl-
dig i overtrædelse af fyrværkeriloven ved at have erhvervet 1.000 kanonslag, som han opbeva-
rede på en nærmere angivet adresse, og ved med henblik på videresalg at have opbevaret kon-
sumfyrværkeri, alt under skærpende omstændigheder. Han havde endvidere med henblik på
videresalg erhvervet 10 luftbomber og 54 ulovlige kanonslag, ligesom han havde opbevaret
konsumfyrværkeri svarende til en nettoeksplosivmængde på ca. 50 kg, alt under skærpende
omstændigheder med tilsigtet økonomisk fordel. Ved straffastsættelsen blev der lagt vægt på,
at de tiltalte havde gjort sig skyldige i medvirken til produktion af kanonslag og opbevaring af
materialer hertil i et boligområde uden at have haft tilladelse hertil. Der blev endvidere lagt
vægt på farligheden og på den betydelige skade, der skete som følge af produktionen/opbeva-
ringen. Der blev herudover på den ene side lagt vægt på, at to mennesker var omkommet som
følge af den ulovlige produktion, og på den anden side, at de omkomne selv havde haft en vis
andel i produktionen. For T2’s vedkommende blev der endvidere lagt vægt på, at han mod
betaling 5-7 gange havde bistået ved produktionen af kanonslag.
TfK 2007.523Ø: T1 og T2 straffet med 2 års fængsel for overtrædelse af straffelovens § 252,
stk. 1, ved en morgen på Nørreport Station i København at have tildelt en mand, de mødte her,
flere slag, spark og skubbet ham, hvorved han faldt ned på togskinnerne, hvorefter de hindrede
ham i at komme op på perronen ved at tildele ham spark, selvom der var et S-tog på vej til
perronen. T1 var tidligere straffet i 2002 for vold, og T2 var tidligere straffet flere gange for
vold. Der blev ved straffens udmåling for begge de tiltalte i skærpende retning lagt vægt på
forholdets karakter og grovhed (dissens for fængsel i 3 år).
TfK 2007.684Ø: T straffet med en tillægsstraf på 2 år og 4 måneders fængsel for overtrædelse
af straffelovens § 252, stk. 1, ved på Nørreport Station i København at have skubbet en mand
ned på skinnerne foran et S-tog, der i det samme øjeblik kom kørende, hvorefter toget kørte hen
over manden, der pådrog sig en flænge i panden samt hudafskrabninger på begge arme og ben.
T var tidligere straffet i 2004 for bl.a. medvirken til røveriforsøg og overtrædelse af straffelo-
vens § 245, stk. 1, og i 2006 tidligere straffet for bl.a. røveri med en fællesstraf på 8 måneders
fængsel og en bøde på 10.000 kr. Der blev ved strafudmålingen i skærpende retning bl.a. lagt
vægt på, at T på hensynsløs måde skubbede manden ned på skinnerne foran et S-tog, og at der
herved opstod en livstruende situation, idet S-toget ikke havde mulighed for at standse, men
kørte over manden, der slap med en flænge i panden og hudafskrabninger på arme og ben. Der
blev i skærpende retning også lagt vægt på, at T tidligere var straffet for personfarlig krimina-
litet (dissens for fængsel i 2 år og 9 måneder).
770
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0203.png
4.3.2.2.
Straffelovens § 252, stk. 2 og 3
Bestemmelsen i straffelovens § 252, stk. 2, om den, der på hensynsløs måde forvolder fare for,
at nogen smittes med en livstruende og uhelbredelig sygdom, anvendes aktuelt ikke i praksis,
idet adgangen til at fastsætte, hvilke sygdomme der skal være omfattet af § 252, stk. 2, jf. stk.
3, ikke er udnyttet for tiden.
Bestemmelsen behandles derfor ikke nærmere her.
4.4 Straffelovens § 253 om bl.a. flugtbilisme
4.4.1 Lovgivning og forarbejder
Efter straffelovens § 253, stk. 1, straffes den, som, uagtet det var ham muligt uden særlig fare
eller opofrelse for sig selv eller andre, undlader (1) efter evne at hjælpe nogen, der er i øjensyn-
lig livsfare, eller (2) at træffe de foranstaltninger, som af omstændighederne kræves til redning
af nogen tilsyneladende livløs, eller som er påbudt til omsorg for personer, der er ramt af skib-
brud eller anden tilsvarende ulykke. Strafferammen er bøde eller fængsel indtil 2 år.
Efter bestemmelsens stk. 2 straffes den, der overtræder stk. 1 i forbindelse med flugt fra et
færdselsuheld, hvorved nogen er tilføjet betydelig personskade. Strafferammen er fængsel indtil
2 år.
I Borgerlig Straffelov af 1930, jf.
lov nr. 126 af 15. april 1930,
lød straffelovens § 253 således:
”Med Bøde eller Hæfte indtil 3 Maaneder straffes den, som, uagtet det var ham
muligt uden særlig Fare eller Opofrelse for sig selv eller andre, undlader
1) efter Evne at hjælpe nogen, der er i øjensynlig Livsfare, eller
2) at træffe de Foranstaltninger, som af Omstændighederne kræves til Redning
af nogen tilsyneladende livløs, eller som er paabudt til Omsorg for Personer, der
er ramt af Skibbrud eller anden tilsvarende Ulykke.”
I år 2001
ændredes ”hæfte” til ”fængsel” som følge af afskaffelse af hæftestraffen, jf. kapitel 2,
afsnit 1.1. Ved
lov nr. 218 af 31. marts 2004
ændredes strafferammens maksimum fra fængsel
i 3 måneder til fængsel i 2 år. Lovændringen var baseret på Straffelovrådet anbefaling i betænk-
ning nr. 1424/2002 om straffastsættelse og strafferammer. Af betænkningen fremgår følgende
om Straffelovrådets overvejelser vedrørende bestemmelsen, jf. betænkningens side 817 f.:
”4.4.1. Efter straffelovens § 253 straffes med bøde eller fængsel indtil
3 måneder
den, som, uagtet det var ham muligt uden særlig fare eller opofrelse for sig selv
eller andre, undlader (1) efter evne at hjælpe nogen, der er i øjensynlig livsfare, eller
(2) at træffe de foranstaltninger, som af omstændighederne kræves til redning af
nogen tilsyneladende livløs, eller som er påbudt til omsorg for personer, der er ramt
771
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
af skibbrud eller anden tilsvarende ulykke. Om bestemmelsen kan henvises til Den
kommenterede straffelov s. 312 ff.
Når bortses fra ændringerne som følge af hæftestraffens afskaffelse, jf. lov nr. 433
af 31. maj 2000, har § 253 været uændret siden borgerlig straffelovs ikrafttræden i
1933. Om forarbejderne kan henvises til Straffelovskommissionens betænkning af
1912, § 249 samt s. 230. Der kan endvidere henvises til Torps betænkning af 1917,
forl.l. § 31, stk. 1, nr. 2 og 3, samt s. 27, og Straffelovskommissionens betænkning
af 1923, forsl.l. § 36, nr. 2 og 3, samt sp. 408 f. Endelig kan henvises til Rigsdags-
tidende 1924-25, tillæg A, sp. 3385 (§ 252).
4.4.2. Ved sin gennemgang af § 253 i betænkning nr. 1099/1987 om strafferammer
og prøveløsladelse foreslog Straffelovrådet strafferammens maksimum hævet til 6
måneders fængsel, sml. s. 169:
”Medens det med hensyn til de foran nævnte faredelikter [§§ 250-252]
fore-
kommer klart, at strafmaksimum kan nedsættes, må det overvejes at forhøje
maksimum i § 253. ... § 253 er i retspraksis i nogle tilfælde blevet foretrukket
frem for § 250 i sager om flugtbilister, og det kan da synes ejendommeligt, at
der gælder et så lavt strafmaksimum som 3 måneders hæfte, når forholdet
efter færdselslovens § 117, stk. 4, jfr. § 9, kan medføre indtil 1 års fængsel
under skærpende omstændigheder … Når strafferammen i § 253 skal ændres
ved hæftestraffens afskaffelse, vil straffelovrådet finde det naturligt at fore-
skrive straf af bøde eller fængsel indtil 6 måneder.”
I tilslutning til ovenstående bemærkes, at overtrædelse af færdselslovens § 9 (nu §
9, stk. 1) straffes med bøde eller under skærpende omstændigheder med fængsel
indtil 1 år, jf.
færdselslovens § 117, stk. 5, 1. pkt.”
Der ses ikke i forarbejderne til lovændringen at være givet anvisninger vedrørende det konkrete
udmålingsniveau inden for strafferammen.
Ved
lov nr. 498 af 17. juni 2008
indsattes et nyt stk. 2:
”Stk. 2.
Med fængsel indtil 2 år straffes den, som overtræder stk. 1 i forbindelse
med flugt fra et færdselsuheld, hvorved nogen er tilføjet betydelig personskade.”
Af bemærkningerne til bestemmelsen fremgår bl.a., jf. Folketingstidende 2007-08, 2. samling,
tillæg A, side 5705:
”Den foreslåede bestemmelse har til formål at skærpe straffen i de groveste tilfælde
af flugt fra et færdselsuheld med personskade.
Bestemmelsen indebærer, at der indsættes et nyt stykke i straffelovens § 253, hvor-
efter overtrædelse af § 253 i forbindelse med flugt fra et færdselsuheld, hvorved
772
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
nogen er tilføjet betydelig personskade, straffes med fængsel indtil 2 år. Bøde udgår
således af strafferammen for så vidt angår overtrædelser af denne karakter.
Det tilsigtes hermed, at straffen i de pågældende sager som udgangspunkt skal være
en frihedsstraf i niveauet 2-3 måneders ubetinget fængsel. Straffen kan dog efter
omstændighederne gøres betinget, f.eks. hvis den pågældende selv er kommet til
skade og som følge af en choktilstand forlader uheldsstedet uden at yde den for-
nødne hjælp.
Ved flugt fra et færdselsuheld forstås, at den pågældende trafikant enten ikke er
standset eller nok er standset, men herefter har forladt uheldsstedet uden at yde
hjælp til den eller de tilskadekomne.
Ved betydelig personskade forstås dels situationer, hvor den tilskadekomne er i
øjensynlig livsfare eller tilsyneladende livløs, jf. § 253, stk. 1, nr. 1 og nr. 2, 1. led,
dels situationer, hvor den tilskadekomne (i øvrigt) er pådraget betydelig skade på
legeme eller helbred, jf. § 253, stk. 1, nr. 2, 2. led, jf. færdselslovens § 9, stk. 2, nr.
1, som affattet ved dette lovforslag.
Begrebet »betydelig skade på legeme eller helbred« skal herved forstås i overens-
stemmelse med det skadesbegreb, der har udviklet sig i praksis efter straffelovens
§ 249 om uagtsom legemsbeskadigelse. Den foreslåede bestemmelse i § 253, stk.
2, vil således f.eks. typisk omfatte skader, der medfører varigt men, kraniebrud og
lårbensbrud, men ikke f.eks. ukomplicerede armbrud.
For at bestemmelsen kan finde anvendelse kræves det, at gerningsmanden har haft
det fornødne forsæt. Det fornødne forsæt kan f.eks. foreligge, hvis gerningsmanden
har vidst, at en person, der var indblandet i uheldet, har pådraget sig betydelig skade
(f.eks. i tilfælde, hvor gerningsmanden standser og konstaterer, at der er tale om
alvorlige skader, og herefter forlader uheldsstedet uden at yde hjælp), eller hvis
gerningsmanden som følge af omstændighederne ved uheldet må have anset dette
for overvejende sandsynligt.
Det bemærkes, at det ikke er en forudsætning for anvendelsen af bestemmelsen, at
færdselsuheldet kan tilregnes gerningsmanden som uagtsomt, således at denne til-
lige kan straffes for overtrædelse af
straffelovens § 249.”
Ved
lov nr. 290 af 27. februar 2021,
der trådte i kraft den 1. marts 2021, foretoges en sproglig
ændring af bestemmelsen med henblik på at få mulighed for i bemærkningerne at angive nær-
mere retningslinjer om strafniveauet efter bestemmelsen.
Vedrørende det forudsatte strafniveau fremgår følgende af bemærkningerne til lovforslaget, jf.
Folketingstidende 2020-21, tillæg A, L 141 som fremsat, side 18:
773
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0206.png
”Med lovforslaget forudsættes det, at straffen for flugtbilisme efter
straffelovens §
253, stk. 2, skærpes med 50 pct. i forhold til den straf, der i dag ville blive idømt
for en tilsvarende overtrædelse.
Forslaget indebærer således eksempelvis, at en overtrædelse af straffelovens § 253,
stk. 2, der i dag ville blive straffet med 2 måneders fængsel, fremover som udgangs-
punkt skal straffes med 3 måneders fængsel, og at en overtrædelse, der i dag ville
blive straffet med 3 måneders fængsel, fremover som udgangspunkt skal straffes
med 5 måneders fængsel.
Fastsættelse af straffen vil fortsat bero på domstolenes konkrete vurdering i det en-
kelte tilfælde af samtlige omstændigheder i sagen, og det angivne strafniveau vil
kunne fraviges i op- eller nedadgående retning, hvis der i den konkrete sag forelig-
ger skærpende eller formildende omstændigheder, jf. herved de almindelige regler
om straffens fastsættelse
i straffelovens kapitel 10.”
4.4.2 Praksis
4.4.2.1.
Straffelovens § 253, stk. 1
Fra nyere retspraksis vedrørende straffelovens § 253, stk. 1, kan der bl.a. henvises til Vestre
Landsrets dom af 17. marts 2021 (TfK 2021.569V), hvor T blev straffet med 20 dages betinget
fængsel for overtrædelse af straffelovens § 253, stk. 1, nr. 1. T fik en tidlig morgen besøg af F,
der var meget påvirket. Efter nogen tid gik F i krampe. Kramperne varede ca. 1 minut, hvorefter
F blev ukontaktbar og ikke svarede på T’s spørgsmål eller
reagerede på, at hun skubbede til
ham. T forklarede, at hun troede, at F var epileptiker, og at han sov. Hun tog herefter til fysio-
terapeut. Da hun kom tilbage, sad F på samme måde, som da hun forlod ham, og T slog da
alarm. Det blev efterfølgende konstateret, at F var død, og at dødsårsagen var amfetaminfor-
giftning. T blev tiltalt for overtrædelse af § 253, stk. 1, nr. 1, ved i et tidsrum på ca. 7 timer at
have undladt efter evne at hjælpe F, der var i øjensynlig livsfare, idet han var gået i kramper og
ikke var kontaktbar, alt hvorved han efterfølgende afgik ved døden. T blev fundet skyldig, idet
det blev lagt til grund, at hun måtte have været klar over, at F under og umiddelbart efter kram-
peanfaldet befandt sig i øjensynlig livsfare, og at hun uden særlig fare eller opofrelse kunne
have tilkaldt hjælp. T blev straffet med fængsel i 20 dage, der blev gjort betinget.
4.4.2.2.
Straffelovens § 253, stk. 2
Straffelovens § 253, stk. 2, anvendes i sager, hvor gerningspersonen overtræder § 253, stk. 1, i
forbindelse med flugt fra et færdselsuheld, hvor nogen er tilføjet betydelig personskade.
Som anført ovenfor, blev straffelovens § 253, stk. 2, indsat ved lov nr. 498 af 17. juni 2008.
Det blev i den forbindelse forudsat, at straffen i sager om overtrædelse af § 253, stk. 2, som
udgangspunkt skulle være en frihedsstraf i niveauet 2-3 måneders ubetinget fængsel. Det var
774
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0207.png
dog samtidig anført, at straffen efter omstændighederne kunne gøres betinget, f.eks. hvis den
pågældende selv er kommet til skade og som følge af en choktilstand forlader uheldsstedet uden
at yde den fornødne hjælp.
Som ligeledes anført ovenfor er straffelovens § 253, stk. 2, senest ændret ved lov nr. 290 af 27.
februar 2021, hvor straffen blev skærpet med 50 pct. i forhold til det gældende strafniveau. Det
betyder, at overtrædelser af bestemmelsen, som tidligere blev straffet med 2-3 måneders fæng-
sel, nu som udgangspunkt skal straffes med fængsel i 3-5 måneder. Lovændringen trådte i kraft
den 1. marts 2021.
Ved gennemgang af trykt retspraksis kan det konstateres, at der ikke foreligger domme vedrø-
rende overtrædelse af § 253, stk. 2, begået efter den seneste skærpelse.
Det er derfor ikke muligt på det foreliggende grundlag at fastslå, om domstolene udmåler straffe
i overensstemmelse med de tilkendegivelser om strafniveauet, der er angivet i forarbejderne til
de nugældende regler.
For så vidt angår det tidligere strafniveau (dvs. fra før skærpelsen ved lov nr. 290 af 27. februar
2021) kan der henvises til følgende domme, hvor straffen blev udmålt til fængsel i mellem 60
dage og 3 måneder:
TfK 2011.470Ø: T straffet med bl.a. 60 dages fængsel for overtrædelse af straffelovens § 253,
stk. 2, jf. stk. 1, uagtsom legemsbeskadigelse efter straffelovens § 249 og overtrædelse af færd-
selsloven under tilsidesættelse af væsentlige hensyn til færdselssikkerheden, idet T kørte ind i
en rundkørsel mod rødt lys, hvorved han påkørte en dreng, der krydsede vejen i en fodgænger-
overgang, hvilket bevirkede, at drengen pådrog sig betydelig skade. T forlod efterfølgende ste-
det, selvom drengen lå på uheldsstedet og var tilføjet betydelig personskade, ligesom T undlod
at underrette politiet. T gjorde sig senere skyldig i spirituskørsel med en blodalkoholpromille
på mindst 0,75. I byretten blev T straffet med 60 dages fængsel og en tillægsbøde på 7.500 kr.
Landsretten, der tillige fandt T skyldig i yderligere et tilfælde af fremkørsel mod rødt lys, fast-
satte straffen til 60 dages fængsel og en bøde på 8.500 kr.
U 2019.1283V: T straffet med 3 måneders fængsel for overtrædelse af straffelovens § 253, stk.
2, jf. stk. 1, uagtsom legemsbeskadigelse efter straffelovens § 249 og overtrædelse af færdsels-
loven ved om natten i en bil at have påkørt en person, der gik i rabatten, og som pådrog sig
betydelige skader, hvorefter T undlod at standse. Landsretten anførte, at det er forudsat i forar-
bejderne til straffelovens § 253, stk. 2, fra 2008, at straffen som udgangspunkt skal være en
frihedsstraf i niveauet 2-3 måneders ubetinget fængsel, men at straffen dog efter
775
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0208.png
omstændighederne kan gøres betinget. Landsretten fandt på den baggrund, og under henvisning
til at påkørslen havde fundet sted midt om natten på en mørk landevej, at straffen skulle fast-
sættes til fængsel i 3 måneder. Der var ikke holdepunkter for at antage, at der ved revisionen af
straffelovens regler om samfundstjeneste skulle ske en lempelse af straffen i denne type sager,
hvor forurettede var påført betydelige fysiske skader, og tiltalte var fundet skyldig i en forsætlig
handling. Straffen skulle derfor som udgangspunkt være ubetinget. Der forelå ikke omstændig-
heder, der kunne begrunde en fravigelse fra dette udgangspunkt, og straffen blev derfor gjort
ubetinget.
U 2023.1186H: T straffet med 3 måneders fængsel og en tillægsbøde for navnlig overtrædelse
af færdselslovens § 253, stk. 2, ved som passager i en bil at være flygtet fra et færdselsuheld,
hvor en cyklist blev tilføjet betydelig skade. Ved straffastsættelsen henviste Højesteret til for-
arbejderne til lov nr. 498 af 17. juni 2008, hvor det er angivet, at straffen for overtrædelse af
bestemmelsen som udgangspunkt skulle være en frihedsstraf i niveauet 2-3 måneders ubetinget
fængsel. Efter grovheden af flugtforholdet tiltrådte Højesteret, at T skulle straffes med fængsel
i 3 måneder. Straffen indeholdt tillige straffen for overtrædelser af lovgivningen om euforise-
rende stoffer, som T også var skyldig i (små mængder hash og kokain til eget brug). Straffen
var en tillægsstraf, jf. straffelovens § 89, til tidligere bødestraffe.
4.5 Konklusion
Konklusion vedrørende sager om kørsel
Som det fremgår af afsnit 4.1.1, 4.2.1, 4.3.1 og 4.4.1 ovenfor, er der i 2021 sket skærpelse af
straffene for overtrædelse af straffelovens §§ 241, 249, 252 og 253, når overtrædelserne sker i
forbindelse med kørsel. Der er i den forbindelse givet anvisninger i forarbejderne om strafud-
målingsniveauet for visse typetilfælde af overtrædelser.
For så vidt angår
straffelovens § 241,
om uagtsomt manddrab, er der på nuværende tidspunkt
ikke afsagt trykte domme vedrørende forhold begået efter den seneste skærpelse.
Det er derfor ikke muligt at fastslå, om domstolene udmåler straffe i overensstemmelse med de
tilkendegivelser om strafniveauet, der er angivet i forarbejderne til den seneste skærpelse, i
sager, hvor forholdet er begået under særligt skærpende omstændigheder efter straffelovens §
241, 2. pkt., jf. 1. pkt. (de allergroveste tilfælde).
For så vidt angår sager om grovere tilfælde af uagtsomt manddrab efter § 241, 1. pkt. (mellem-
tilfældene), har Højesteret i en dom fra 2018 fastslået, at uagtsomt manddrab begået under til-
sidesættelse af væsentlige hensyn til færdselssikkerheden, når der er tale om kørselsfejl af en
vis grovhed, som udgangspunkt skal straffes med fængsel i mindst 60 dage. Udvalget vurderer,
776
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
at Højesteret herved har fulgt de anvisninger, der er angivet i forarbejderne til ændringen af §
241, 2. pkt., i 2010, hvor det ved skærpelsen af straffen for særligt hensynsløs kørsel forudsattes,
at skærpelsen ville få ”en vis afsmittende betydning” for domstolenes strafudmåling i de mere
alvorlige sager om uagtsomt manddrab i forbindelse med kørsel under tilsidesættelse af væsent-
lige hensyn til færdselssikkerheden, hvor der foreligger et mere subjektivt dadelværdigt forhold
(mellemtilfældene). Udvalget bemærker dog, at et mindretal i Højesteret
–
under henvisning til
omstændighederne i den konkrete sag
–
fandt, at straffen burde fastsættes til 3 måneders fæng-
sel.
For så vidt angår
straffelovens § 249,
om uagtsom legemsbeskadigelse, omfatter praksisgen-
nemgangen tre relevante domme vedrørende forhold begået efter den seneste skærpelse i 2021.
I sagerne er straffene udmålt til fængsel mellem 1 år og 1 år og 9 måneder.
I dommen, der resulterede i 1 års fængsel (TfK 2022.145Ø), var tiltalte dømt for bl.a. uagtsom
legemsbeskadigelse under særligt skærpende omstændigheder, jf. straffelovens § 249, 2. pkt.,
jf. 1. pkt., i forbindelse med spirituskørsel efter færdselslovens § 53, stk. 1, ved at have ført bil
med en promille på 2,18 og foretaget et venstresving, hvorved der skete sammenstød med en
modkørende personbil, og en passager pådrog sig skader i form af et brækket brystben og bræk-
kede ribben.
Udvalget vurderer, at udmålingen af straffen i denne sag er i overensstemmelse med de tilken-
degivelser, der er angivet i forarbejderne til skærpelsen af § 249 i 2021, hvorefter et tilfælde af
uagtsom legemsbeskadigelse begået i forbindelse med spirituskørsel (som i den pågældende
sag) som udgangspunkt straffes med 1 års fængsel.
I en anden dom, der resulterede 1 år og 2 måneders fængsel, blev der på den ene side lagt vægt
på forurettedes skader (kraniebrud, hjerneblødninger og hjerneskade), at T var frakendt fører-
retten, da han kørte, og at T tidligere var dømt for kørsel i frakendelsestiden og dømt for kørsel
under påvirkning af kokain. I formildende retning lagde byretten vægt på den lave mængde
THC, der blev fundet i T’s blod, og at påkørslen skete med relativt lav hastighed.
I den tredje dom, hvor straffen blev udmålt til 1 år og 9 måneders fængsel, havde tiltalte ført bil
i hashpåvirket tilstand og med en hastighedsoverskridelse på over 100 pct., og selv om han var
meddelt kørselsforbud på grund af epilepsi, hvorved han havde påkørt en anden bilist med me-
get alvorlig personskade til følge. Det blev lagt til grund, at der var tale om særligt hensynsløs
kørsel, jf. færdselslovens § 126, stk. 1, nr. 4. Endvidere blev tiltalte fundet skyldig i nogle færd-
selslovsovertrædelser begået ved to andre episoder samt i trusler og fornærmelig tiltale mod to
777
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
betjente efter straffelovens § 119, stk. 1, og § 121. Tiltalte var tidligere straffet for bl.a. vold,
spirituskørsel og narkokørsel.
Det er udvalgets vurdering, at domstolene også i disse sager har fulgt lovgivers anvisninger
vedrørende strafniveauet. Det bemærkes i den forbindelse, at byretten i den sidstnævnte sag
henviste til, at straffen for overtrædelse af straffelovens § 249 ved vanvidskørsel ved lov nr.
290 af 27. februar 2021 blev fordoblet, herunder i grove tilfælde, der ifølge lovbemærkningerne
tidligere var blevet straffet med fængsel fra 8 måneder til 1 år. I den foreliggende sag var der
tale om en sådan grov overtrædelse.
For så vidt angår
straffelovens § 252, stk. 1,
om forsætlig fareforvoldelse, er der på nuværende
tidspunkt ligeledes kun afsagt en enkelt trykt dom vedrørende et forhold begået efter den sene-
ste skærpelse i 2021.
I den pågældende sag (TfK 2022.102V) fastsatte landsretten straffen til 2 års fængsel som fæl-
lesstraf med en tidligere dom på 30 dages betinget fængsel for i 9 tilfælde at have udsat andre
trafikanter for nærliggende fare efter straffelovens § 252, stk. 1. Fareforvoldelsen skete i for-
bindelse med narkokørsel efter færdselslovens § 54, stk. 1, i frakendelsestiden, jf. færdselslo-
vens § 117 a, stk. 1. Kørslen foregik over en længere strækning, hvor den tiltalte blev eftersat
af politiet, og modkørende bilister måtte undvige for at undgå at blive påkørt. Den tiltalte blev
derudover straffet for overtrædelse af bl.a. straffelovens § 164, stk. 1, ved at have forklaret, at
det var en anden person, der havde ført bilen. Den tiltalte var tidligere straffet flere gange for
narkokørsel.
Udvalget vurderer, at udmålingen af straffen i denne sag er i overensstemmelse med de tilken-
degivelser, der er angivet i forarbejderne til skærpelsen af § 252, stk. 1, i 2021, hvorefter straffen
for forsætlig fareforvoldelse i forbindelse med færdselslovsovertrædelser skal skærpes med 50
pct. i forhold til det gældende strafniveau. Den relativt langvarige straf af fængsel i 2 år må i
den forbindelse ses i lyset af de konkrete
–
herunder relativt skærpende
–
omstændigheder, der
forelå i den pågældende sag (9 tilfælde af fareforvoldelse under eftersættelse, samtidig narko-
kørsel, samtidig kørsel i frakendelsestiden, tidligere straffet for narkokørsel og overtrædelse af
straffelovens § 164, stk. 1, til samtidig pådømmelse).
For så vidt angår
straffelovens § 253, stk. 2,
om flugtbilisme, er der på nuværende tidspunkt
ikke afsagt trykte domme vedrørende forhold begået efter den seneste skærpelse i 2021.
Det er i ovenstående flere gange anført, at det ikke er muligt for udvalget at drage konklusioner
vedrørende strafniveauet, eller om domstolene følger lovgivers anvisninger. Det bemærkes i
778
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
den forbindelse, at der efter praksisgennemgangen ikke er grundlag for en antagelse om, at
domstolene ikke skulle følge lovgivers anvisninger på området for uagtsomt manddrab, uagt-
som legemsbeskadigelse, forsætlig fareforvoldelse begået i forbindelse med kørsel eller flugt-
bilisme.
5. Afsluttende bemærkninger
Dette kapitel er overordnet inddelt i tre hovedafsnit om henholdsvis manddrab, vold og uagt-
somme forbrydelser mv. Konklusionerne for udvalgets undersøgelse findes under hvert af disse
afsnit i henholdsvis afsnit 2.3 (manddrab), afsnit 3.3 (vold) og afsnit 4.5 (uagtsomme forbry-
delser mv.).
For så vidt angår afsnittet om vold er konklusionen i afsnit 3.3 en helt overordnet, samlet kon-
klusion på tværs af de forskellige voldstyper For en mere detaljeret gennemgang af udvalgets
konklusioner for hver enkelt voldstype henvises til delkonklusionerne i afsnit 3.2.3 (§ 244),
3.2.5 (§ 245) og 3.2.7 (§ 246).
779
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
Kapitel 9
Uberettiget videregivelse af meddelelser eller billeder vedrørende
en andens private forhold mv.
1. Lovgivning og forarbejder
Straffelovens § 264 d findes i straffelovens kapitel 27 om freds- og ærekrænkelser og vedrører
uberettiget videregivelse af meddelelser eller billeder af privat karakter. Bestemmelsen lyder:
”§ 264 d. Med bøde eller fængsel indtil 6 måneder
straffes den, som uberettiget vi-
deregiver meddelelser eller billeder vedrørende en andens private forhold eller i øv-
rigt billeder af den pågældende under omstændigheder, der åbenbart kan forlanges
unddraget en bredere offentlighed. Bestemmelsen finder også anvendelse, hvor
meddelelsen eller billedet vedrører en afdød person.
Stk. 2.
Foreligger der under hensyn til oplysningernes eller videregivelsens karak-
ter og omfang eller antallet af berørte personer særligt skærpende omstændigheder,
kan straffen stige til fængsel indtil 3 år.”
Omfattet af beskyttelsen af ”private forhold” i bestemmelsens stk. 1, 1. pkt., 1. led, er bl.a.
interne familieforhold, seksualforbindelser, sygdom, stof- eller spiritusmisbrug, selvmord og
selvmordsforsøg, mens oplysninger om uddannelse, erhverv og arbejde derimod normalt ikke
vil være omfattet. Oplysninger om, at en person har begået et strafbart forhold, falder antagelig
uden for beskyttelsen, hvorimod oplysninger om, at den pågældende har været offer for en for-
brydelse, afhængig af det strafbare forholds karakter kan falde indenfor. Beskyttelsen gælder i
forhold til både rigtige og urigtige oplysninger om de pågældende private forhold. Beskyttelsen
i bestemmelsens stk. 1, 1. pkt., 2. led, skal efter forarbejderne og retspraksis fortolkes snævert.
Bestemmelsen omfatter eksempelvis billeder af ofre for ulykker, jf. Folketingstidende 2017-18,
tillæg A, L 115 som fremsat, side 3 f.
Beskyttelsen angår identificerbare enkeltpersoner, herunder afdøde personer. Beskyttelsen an-
tages også at omfatte private foreningers private forhold.
Begrebet ”videregivelse” omfatter videregivelse i enhver form og både privat og offentlig vi-
deregivelse. Den blotte forevisning af billeder er ikke omfattet, medmindre forevisningen inde-
bærer, at der videregives en meddelelse vedrørende en andens private forhold, jf. Folketingsti-
dende 2017-18, tillæg A, L 115 som fremsat, side 4.
Straffelovens kapitel 27 om freds- og ærekrænkelser blev gennemgribende revideret ved lov nr.
89 af 29. marts 1972, hvorved der bl.a. indsattes en række nye bestemmelser i kapitlet, herunder
780
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
§ 264 d. Bestemmelsen var dog delvist en videreførelse af de hidtil gældende bestemmelser i §
263, stk. 1, nr. 3 og 4.
I Borgerlig Straffelov af 1930, jf.
lov nr. 126 af 15. april 1930,
fandtes i § 263, stk. 1, nr. 3, en
bestemmelse om offentlig meddelelse om privatlivet tilhørende forhold. Den dagældende be-
stemmelse lød:
”§ 263. Med Bøde eller Hæfte indtil
6 Maaneder straffes den, som krænker nogens
Fred
[…]
3) ved offentlig Meddelelse om Privatlivet tilhørende Forhold, som med rime-
lig Grund kan forlanges unddraget Offentligheden.”
Ved
lov nr. 87 af 15. marts 1939
nyaffattedes § 263, stk. 1, hvorved beskyttelsen mod offentlig
meddelelse om privatlivet tilhørende forhold udvidedes og opdeltes i to numre i § 263, stk. 1:
“Stk.
1.
Med Bøde eller Hæfte indtil 6 Maaneder straffes den, som krænker nogens
Fred
[…]
3) ved offentlig Meddelelse om nogens rent private hjemlige Forhold,
4) ved offentlig Meddelelse om andre Privatlivet tilhørende Forhold, som med
rimelig Grund kan forlanges unddraget Offentligheden.”
For så vidt angik meddelelse om rent private hjemlige forhold fandt man, at anvendelsesområ-
det var tilstrækkeligt begrænset ved, at der skulle være tale om en fredskrænkelse. For så vidt
angik andre privatlivet tilhørende forhold, fandt man derimod, at det kunne være rigtigt at tage
med i betragtning, om den pågældende meddelelse med rimelig grund kunne forlanges unddra-
get offentligheden, jf. Rigsdagstidende 1938-39, tillæg A, spalte 3780.
Som nævnt ovenfor blev straffelovens kapitel 27 gennemgående revideret ved
lov nr. 89 af 29.
marts 1972.
Ved lovændringen blev bl.a. den hidtil gældende § 263 ophævet, og i stedet ind-
sattes en række nye bestemmelser, herunder § 264 d. Bestemmelsen blev affattet således:
Ӥ 264 d.
Med bøde, hæfte eller fængsel indtil 6 måneder straffes den, der uberetti-
get videregiver meddelelser eller billeder vedrørende en andens private forhold eller
i øvrigt billeder af den pågældende under omstændigheder, der åbenbart kan
781
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
forlanges unddraget offentligheden. Bestemmelsen finder også anvendelse, hvor
meddelelsen eller billedet vedrører en afdød person.”
Lovforslaget var baseret på Straffelovrådets betænkning nr. 601/1971 om privatlivets fred, og
bestemmelsen svarede til den af Straffelovrådet foreslåede § 264 c. I lovforslagets bemærknin-
ger, jf. Folketingstidende 1971-72, tillæg A, spalte 559, henvises der således til bemærknin-
gerne til denne bestemmelse på side 62-63 i betænkningen. Heraf fremgår bl.a., at bestemmel-
sen til dels svarede til de hidtil gældende regler i § 263, stk. 1, nr. 3-4, men dog havde et bredere
anvendelsesområde end disse bestemmelser. Om udvidelsen af anvendelsesområdet fremgår
bl.a. følgende af Straffelovrådets betænkning, side 62:
”Som nævnt ovenfor s. 53 har straffelovrådet fundet behov for ved siden af den
gældende beskyttelse mod offentlig omtale eller billedgengivelse af private forhold
at give mulighed for at ramme udbredelse af billeder taget under sådanne omstæn-
digheder, at det på forhånd er klart, at en offentliggørelse vil virke overordentlig
krænkende. Som det fremgår af det tidligere anførte, har straffelovrådet forudsat, at
den foreslåede udvidelse af straffebestemmelsen fik et meget snævert anvendelses-
område. Man har markeret det snævre anvendelsesområde med ordene: »billeder af
den pågældende under omstændigheder, der åbenbart kan forlanges unddraget of-
fentligheden«.
Medens der i de gældende regler kræves »offentlig meddelelse« har man i udkastet
udvidet bestemmelsen til at omfatte »den, der uberettiget videregiver«. Medens
man naturligvis ikke kan straffe personer, der på legal måde kommer under vejr
med andres personlige forhold eller
–
f.eks. i forbindelse med bekendtskab
–
i be-
siddelse af billeder af andre under rent private forhold, kan man opstille et værn
imod, at sådanne oplysninger og billeder videregives til udenforstående med den
risiko for videre udbredelse, der ligger heri. Uden for straffebestemmelsen vil fort-
sat falde den blotte forevisning af billeder for andre.
[…]
Udtrykket »meddelelser eller billeder vedrørende en andens private forhold« skal
ses i sammenhæng med ordet »uberettiget«, og der er ikke tilsigtet nogen realitets-
ændring i forhold til de gældende regler vedrørende »rent hjemlige forhold« og
»andre privatlivet tilhørende forhold, som med rimelig grund kan forlanges unddra-
get offentligheden«.”
Straffelovens § 264 d er herefter ændret ved
lov nr. 257 af 10. april 2018,
der trådte i kraft den
15. april 2018, hvor der indsattes et stk. 2 med ordlyden:
”Stk. 2.
Foreligger der under hensyn til oplysningernes eller videregivelsens karak-
ter og omfang eller antallet af berørte personer særligt skærpende omstændigheder,
kan straffen stige til fængsel indtil 3 år.”
782
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
Lovændringen skete som led i udmøntningen af udspillet ”Skærpet indsats mod digitale sex-
krænkelser” og byggede på Straffelovrådets anbefaling i betænkning nr. 1563/2017 om freds-
og ærekrænkelser. Lovændringen havde til formål at skærpe straffen for overtrædelse af § 264
d begået under særligt skærpende omstændigheder.
Om det hidtidige strafniveau fremgår følgende af bemærkningerne til lovændringen, jf. Folke-
tingstidende 2017-18, tillæg A, L 115 som fremsat, side 3 f.:
”2.2. Skærpelse af straffen for videregivelse af oplysninger om private forhold mv.
2.2.1. Gældende ret
[…]
2.2.1.3.
Strafferammen i straffelovens § 264 d er bøde eller fængsel indtil 6 måneder.
Straffen for overtrædelse af straffelovens § 264 d fastsættes af domstolene på bag-
grund af en konkret vurdering af samtlige omstændigheder i den enkelte sag. Som
følge af de forskelligartede forhold, der omfattes af bestemmelsen, varierer de kon-
kret udmålte straffe for overtrædelse af bestemmelsen.
Det fremgår af betænkningens side 103, at der i 2011 til 2015 blev afgjort 106 straf-
fesager, hvor straffelovens § 264 d var hovedforholdet. Der blev i lidt under halv-
delen af sagerne straffet med fængsel, heraf blev otte sager afgjort med ubetinget
fængsel.
Det bemærkes, at det fremgår af Rigsadvokatens Meddelelse af 5. maj 2017 om
digitale sexkrænkelser, at udgangspunktet for strafpåstanden er fængsel, men at den
konkrete strafpåstand skal afhænge af sagens nærmere omstændigheder. Det frem-
går endvidere, at der
–
når der er tale om, at et eller nogle få nøgenbilleder deles
f.eks. via internettet
–
skal tages udgangspunkt i en strafpåstand på fængsel i 30-40
dage. Er der tale om mange billeder, er karakteren af billederne grovere, eller er
videregivelsen sket i et større omfang, skal der nedlægges påstand om en skærpet
straf, ligesom der undtagelsesvist kan nedlægges påstand om en lavere straf, f.eks.
hvis tiltalte er under 18 år, og der er tale om videregivelse af et enkelt billede, som
ikke har en grov karakter, til en eller få personer.”
På side 103-109 i betænkning nr. 1563/2017 om freds- og ærekrænkelser fremgår bl.a. følgende
om det dagældende strafniveau for overtrædelse af § 264 d:
”2.5.2.
Straf
2.5.2.1. Retspraksis mv.
Straffelovens § 264 d beskytter altovervejende enkeltpersoner, og strafferammen er
bøde eller fængsel indtil 6 måneder.
783
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
Ifølge bilag 7 blev der i perioden 2011 til 2015 afgjort 106 straffesager, hvor straf-
felovens § 264 d var hovedforholdet. Der blev i lidt under halvdelen af sagerne
straffet med fængsel, heraf blev otte sager afgjort med ubetinget fængsel med en
gennemsnitlig straflængde på mellem 17 og 56 dages fængsel. Den gennemsnitlige
bødestraf for overtrædelse af bestemmelsen var ca. 2.500 kr. til 3.500 kr.
Fra nyere trykt retspraksis om straffelovens § 264 d kan nævnes UfR 2016.3125 Ø,
hvor T som pensioneret polititjenestemand efter sin pensionering udgav en bog om
opklaringen af syv drabssager, herunder en sag hvor A var gerningsmand. I bogen
blev der bl.a. givet oplysninger om A's følelsesmæssige reaktioner under afhøringen
af ham, herunder at A begyndte at græde, var ophidset og helt usammenhængende,
samt om fund af stærkt pornografisk materiale med pædofile undertoner hos A.
Selvom A i bogen var omtalt som B, var det som følge af øvrige oplysninger i bogen
let at identificere A som gerningsmanden. T fandtes skyldig i overtrædelse af straf-
felovens § 264 d og idømtes 6 dagbøder á 550 kr.
Der kan endvidere henvises til TfK 2008.499 Ø, hvor tre ansvarshavende redaktører
på nogle dagblade og et ugeblad samt fire journalister på disse blade blev straffet
for overtrædelse af straffelovens § 264 d i anledning af nogle artikler, hvoraf det
fremgik, at en kendt tv-vært havde ophævet eller var ved at ophæve samlivet med
sin mand. Grundlaget for artiklerne var, at hun havde erhvervet en ejendom alene i
nærheden af parternes fælles bolig. Landsretten bemærkede bl.a., at tv-værten ikke
havde fremlagt sit privatliv, herunder sine ægteskabelige forhold, for medierne så-
ledes, at medierne derved kunne være i god tro om hendes holdning til den omtvi-
stede omtale. De tre ansvarshavende redaktører blev herefter hver straffet med 20
dagbøder á 500 kr., mens de fire journalister, der havde skrevet artiklerne, hver blev
straffet med 10 dagbøder á 500 kr. De tre ansvarshavende redaktører blev endvidere
hver in solidum med de ansvarlige journalister dømt til at betale tv-værten en tort-
godtgørelse på 20.000 kr.
Der kan ligeledes henvises til TfK 2005.709/1 Ø, hvor T via internettet havde sendt
nøgenbilleder til flere personer af en kvinde, han tidligere var kommet sammen
med, og samtidig havde sendt en pornografisk tekst, som gav indtryk af, at det var
kvinden, som sendte billeder og tekst. T blev i medfør af straffelovens § 264 d straf-
fet med 20 dages fængsel.
Der kan endvidere henvises til TfK 2003.239/2 Ø, hvor T fremsendte oplysninger
om sin tidligere ægtefælle A's forhold til sine børn, forhold til tidligere ægtefæller,
sygdomme, arbejdsforhold og kæresteforhold til en stor del af beboerne i to bolig-
blokke, som lå ved A's bopæl, og til A's daværende arbejdsgiver og kolleger. T blev
straffet med 10 dagbøder á 200 kr.
Ved Østre Landsrets dom gengivet i FED 2001.2520 Ø blev en journalist C og
chefredaktør D, der begge var ansat på ugebladet U, fundet skyldige i at have over-
trådt straffelovens § 264 d ved på forsiden og i en artikel i U at have bragt omtale
af, at journalisterne A og B var kærester, selv om A og B tidligere over for U ud-
trykkeligt havde frabedt sig offentlig omtale af deres forhold. C blev straffet med
784
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
10 dagbøder á 500 kr. og D blev straffet med 15 dagbøder á 1.000 kr. C og D skulle
in solidum betale 20.000 kr. i tortgodtgørelse til hver af sagsøgerne, A og B.
Der kan endelig henvises til UfR 1999.177 V, hvor T scannede 7 nøgenbilleder af
sin tidligere hustru H og lagde dem ind på sin hjemmeside på internettet med en
angivelse af hendes personnummer, adresse og telefonnummer og med en stærkt
krænkende tekst til hvert billede. T idømtes ubetinget hæfte i 20 dage.
2.5.2.2. Straf ved videregivelse på internettet mv.
Straffelovrådet finder, at videregivelse af oplysninger om andres private forhold på
internettet generelt kan indebære privatlivskrænkelser af en alvor, som ikke tidli-
gere er set. Oplysninger på internettet kan spredes meget vidt og meget hurtigt og
kan i praksis være vanskelige og i visse tilfælde næsten umulige at få slettet igen.
Der er dermed en større risiko for store skadevirkninger og mere vedvarende kræn-
kelser, end der f.eks. er ved krænkelser gennem trykte aviser, tidsskrifter eller bøger
eller gennem æterbårne medier, og den samlede effekt af dette kan være foruroli-
gende stor.
Straffelovrådet finder på denne baggrund, at der bør være mulighed for i tilfælde af
særligt skærpende omstændigheder af videregivelse af oplysninger om andres pri-
vate forhold at idømme en højere straf end fængsel i 6 måneder. Rådet finder såle-
des, at straffen for særligt grove overtrædelser af § 264 d bør kunne stige til fængsel
i 2 år. Rådet lægger herved bl.a. vægt på, at strafferammen for blufærdighedskræn-
kelse efter § 232 (af personer over 15 år) er bøde eller fængsel indtil 2 år.
I de tilfælde, hvor der i kommercielt og/eller journalistisk øjemed offentliggøres
oplysninger vedrørende en andens private forhold, som er fremkommet ved en
overtrædelse af § 263 eller § 264, vil der i almindelighed være tale om uberettiget
udnyttelse som nævnt i § 264 c, således at strafferammerne i §§ 263 og 264 finder
tilsvarende anvendelse. Der vil dermed også under særligt skærpende omstændig-
heder være mulighed for at idømme op til 6 års fængsel.
Som eksempel kan nævnes tilfælde, hvor et massemedie har udnyttet oplysninger,
der er fremkommet ved uberettiget indtrængen i et datasystem, jf. det gældende §
263, stk. 2, og rådets forslag til § 263, stk. 1. Under særligt skærpende omstændig-
heder kan også den videre udnyttelse af oplysningerne straffes med op til 6 års
fængsel, jf. straffelovens § 264 c, jf. § 263, stk. 3. Det vil også gælde den udnyttelse,
der måtte have bestået i ikke at offentliggøre oplysninger (f.eks. oplysninger om
anvendelse af betalingskort), men i at lokalisere en person f.eks. med henblik på at
iagttage eller fotografere den pågældende og eventuelle ledsagere.
Straffelovrådet foreslår på denne baggrund en ny skærpet sidestrafferamme for
overtrædelser af § 264 d, når der under hensyn til oplysningernes eller videregivel-
sens karakter og omfang eller antallet af berørte personer er tale om særligt skær-
pende omstændigheder. Den skærpede sidestrafferamme vil f.eks. kunne finde an-
vendelse på udbredelse i en større kreds via internettet, herunder på sociale medier.
785
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
Straffelovrådet overvejelser om en skærpet sidestrafferamme har bl.a. baggrund i
den seneste tids udvikling i relation til digitale sexkrænkelser, herunder navnlig når
billederne/videoerne videregives på internettet. Sådanne krænkelser bør give anled-
ning til overvejelser om strafskærpelse for på den måde at understrege alvoren af
handlingerne. Selv om der kan ligge mange forskellige motiver bag en digital sex-
krænkelse
–
lige fra videregivelse ud fra et hævnmotiv til blot ubetænksomhed
–
vil
det i alle tilfælde kunne være særdeles ydmygende for de forurettede, ligesom det i
mange tilfælde vil have vidtrækkende psykologiske konsekvenser for disse.
Straffelovens § 264 d om videregivelse af oplysninger om en andens private forhold
straffes som anført med bøde eller fængsel indtil 6 måneder, og blufærdighedskræn-
kelse efter straffelovens § 232 straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år. Udbre-
delse af børnepornografi straffes efter § 235 med bøde eller fængsel indtil 2 år eller
under særligt skærpende omstændigheder med fængsel indtil 6 år.
Dette betyder, at strafmaksimum for digitale sexkrænkelser er fængsel i indtil 2 år,
jf. straffelovens § 232 og § 264 d, jf. § 88, stk. 1. Hvis forurettede er under 18 år,
er forholdet omfattet af straffelovens § 235, stk. 1, hvor strafmaksimum også som
udgangspunkt er fængsel i 2 år, men hvor der under særligt skærpende omstændig-
heder kan straffes med fængsel indtil 6 år. Det kan ikke udelukkes, at der kan fore-
komme tilfælde, hvor strafmaksimum i medfør af § 232, 2. led, vil være 4 år, fordi
der er tale om billeder eller videoer med et seksuelt, men ikke pornografisk, indhold
af et barn under 15 år. Det bemærkes imidlertid, at videregivelse af pornografiske
billeder, der straffes efter § 235, hvor strafmaksimum er fængsel i 2 år, som det
klare udgangspunkt bør føre til en strengere straf end videregivelse af nøgenbilleder
uden et pornografisk indhold, og det forhøjede strafmaksimum i § 232, 2. led, må
på den baggrund antages sjældent at få afgørende betydning for den straf, som ud-
måles i den konkrete sag, idet dette strafmaksimum er begrundet med, at § 232
supplerer de mere alvorlige bestemmelser om seksuelt forhold til barn under 15 år,
og det er således forbeholdt grovere overtrædelser.
Der foreligger kun få trykte afgørelser om det konkrete strafniveau for sager om
digitale sexkrænkelser eller lignende omfattet af § 264 d og § 232. I TfK 2014.641
Ø blev en person idømt ubetinget fængsel i 40 dage for medvirken til blufærdig-
hedskrænkelse, jf. straffelovens § 232, jf. § 23, og for overtrædelse af straffelovens
§ 264 d. Den domfældte havde uberettiget videregivet links til private fotos af sek-
suelt indhold af sin ekskone til adskillige personer på en sexchat. Han havde herud-
over i et enkelt tilfælde oplyst hendes identitet til en anden mand, hvilket medførte,
at den pågældende kontaktede hende.
I TfK 2013.627 Ø blev en person idømt ubetinget fængsel i 6 måneder for medvir-
ken til blufærdighedskrænkelse efter straffelovens § 232 og overtrædelse af straffe-
lovens § 264 d, jf. § 23, medvirken til udbredelse af børnepornografisk materiale
efter straffelovens § 235, stk. 1, jf. § 23, samt for besiddelse af børnepornografisk
materiale efter straffelovens § 235, stk. 2. Den domfældte blev fundet skyldig i uden
samtykke fra de pågældende at have lagt billeder af 11 kvinder, heraf 3 kvinder
under 18 år, ud på en hjemmeside, hvor billederne blev eller skulle blive manipule-
ret, så de kom til at fremstå som utugtige eller pornografiske. Den domfældte blev
786
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
endvidere fundet skyldig i at videregive kontaktoplysninger på i hvert fald en af de
piger, som var afbilledet, hvilket medførte henvendelser til den pågældende. Han
blev endelig fundet skyldig i at have besiddet 1.450 fotografier og 45 film omfattet
af straffelovens § 235, stk. 2.
Baggrunden for den begrænsede landsretspraksis vedrørende digitale sexkrænkel-
ser eller lignende overtrædelser af straffelovens § 232 og § 264 d skønnes dels at
være, at der er tale om et relativt nyt fænomen, dels at der ikke i alle tilfælde af
digitale sexkrænkelser har været rejst tiltale eller er domfældt efter begge bestem-
melser. Rigsadvokaten har imidlertid i november 2015 udarbejdet en intern videns-
pakke til anklagemyndigheden om it-kriminalitet.
Det fremgår af denne videnspakke, at der i sager om digitale sexkrænkelser skal
rejses tiltale efter både straffelovens § 232 og § 264 d. Rigsadvokaten forventer på
den baggrund, at anklagemyndighedens strafpåstand og domstolenes straffastsæt-
telse vil afspejle forbrydelsens karakter og grovhed, herunder at der både er tale om
en krænkelse af seksuel karakter og om videregivelse af private billeder/videoer.
Anklagemyndigheden har i øvrigt på nuværende tidspunkt fokus på sager om digi-
tale sexkrænkelser. Sager om blufærdighedskrænkelse på internettet er således
medtaget i Rigsadvokatens oversigt over anklagerfaglige fokusområder i retsprak-
sis, og dette indebærer bl.a., at retspraksis skal følges med fokus på strafniveauet.
På baggrund af den sparsomme landsretspraksis og anklagemyndighedens fokus på,
at der rejses tiltale efter både straffelovens § 232 og § 264 d, og at strafpåstanden
afspejler dette, er det vanskeligt at slå fast, hvad strafniveauet er eller vil blive ved
et typisk tilfælde af digital sexkrænkelse. Det bemærkes i den forbindelse, at det er
svært at definere et typisk tilfælde, idet de konkrete omstændigheder i sagerne kan
være vidt forskellige, herunder i relation til karakteren og antallet af billedet eller
billederne, til omfanget af udbredelsen, til om billedet er ledsaget af tekst, og til om
forholdet er begået med et hævnmotiv, ligesom forholdene i vidt omfang også begås
af og mod personer under 18 år.
Det er navnlig i forhold til unge lovovertrædere mere end tvivlsomt, hvorvidt alene
en strafskærpelse er den mest hensigtsmæssige måde at søge at opnå en adfærds-
ændring og herved begrænse denne form for kriminalitet, der i et vist omfang er et
udslag af, at der formentlig i stigende grad er eller har været en tendens til at sende
nøgenbilleder mv. af sig selv til f.eks. en kæreste. Særligt i forhold til de unge vil
det formentlig på den baggrund være nærliggende at supplere en konsekvent rets-
forfølgning med en oplysningsindsats, som sikrer viden om, at videregivelse af sek-
suelle/pornografiske billeder eller videoer er strafbart, og at det har vidtrækkende
konsekvenser for de forurettede for forbrydelserne. Straffelovrådet har i den forbin-
delse noteret sig regeringens udspil om en skærpet indsats mod digitale sexkræn-
kelser, der blev præsenteret i februar 2017.
Straffelovrådets forslag om en skærpet sidestrafferamme på fængsel indtil 2 år for
overtrædelser af straffelovens § 264 d er begrundet i de alvorlige skadevirkninger
og mere vedvarende krænkelser, der er forbundet med videregivelse af oplysninger
787
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
eller billeder om andres private forhold på internettet, fordi oplysningerne eller bil-
lederne kan spredes meget vidt og hurtigt, og i praksis kan være vanskelige og i
visse tilfælde næsten er umulige at få slettet igen.
Forslaget hænger som anført ovenfor i høj grad sammen med den udvikling, der er
set inden for kriminalitetstypen digitale sexkrænkelser, og det er således også hen-
sigten, at den skærpede sidestrafferamme vil finde anvendelse på mere alvorlige
tilfælde af denne type kriminalitet, herunder hvor gerningsmanden har videregivet
billeder/videoer af særlig krænkende karakter, i et stort omfang, på internettet eller
af et stort antal forurettede.
Digitale sexkrænkelser er som nævnt typisk også omfattet af § 232 om blufærdig-
hedskrænkelse, der har et strafmaksimum på 2 års fængsel. Idet § 232 omfatter en
bred vifte af krænkelser af en vis grovere karakter, herunder visse berøringer af
seksuel karakter, er det imidlertid Straffelovrådets vurdering, at straffen for digitale
sexkrænkelser efter gældende retspraksis som udgangspunkt må forventes at blive
udmålt som en frihedsstraf i den lavere ende af strafferammen i § 232.
Det er på baggrund af den meget betydelige krænkelse, som digitale sexkrænkelser
kan indebære, Straffelovrådets opfattelse, at det kan give anledning til tvivl om,
hvorvidt de straffe, der efter gældende praksis udmåles i sager om digitale sexkræn-
kelser efter §§ 232 og 264 d, i de groveste tilfælde i tilstrækkeligt omfang afspejler
forbrydelsens grovhed, når de sammenlignes med strafniveauet for andre krænkel-
ser.
For de fleste mennesker udgør nøgenbilleder, herunder billeder og videoer af den
pågældende i seksuelle situationer noget meget privat og intimt. Udbredelse af fo-
tografisk materiale i form af nøgenbilleder og lignende mod den afbildedes vilje må
således antages som udgangspunkt at blive opfattet som særdeles indgribende og
krænkende af den afbildede. Det gælder særligt, hvis materialet er udbredt i en bred
kreds eksempelvis via internettet, hvor den krænkedes mulighed for at fjerne mate-
rialet er stærkt begrænset, og hvor der derfor er tale om en vedvarende krænkelse.
Efter Straffelovrådets opfattelse bør grove digitale sexkrænkelser således anses som
meget alvorlige privatlivskrænkelser, der omfattes af den foreslåede § 264 d, stk. 2,
og af § 232. Straffelovrådet forudsætter således også, at der for sådanne grove kræn-
kelser vil være grundlag for at udmåle straffe, som ligger noget højere end den straf,
der må forventes at blive udmålt efter de gældende bestemmelser i §§ 232 og 264
d. Hensigten med rådets forslag er således, at der skal udmåles straffe på et niveau,
som afspejler forbrydelsens karakter og grovhed, herunder at der både er tale om en
krænkelse af seksuel karakter og af privatlivets fred, og som er egnede til at virke
afskrækkende på potentielle gerningsmænd.
Det er Straffelovrådets opfattelse, at et strafmaksimum på 2 års fængsel er passende
i forhold til at rumme alle alvorlige tilfælde af overtrædelse af § 264 d, herunder
digitale sexkrænkelser af den type, hvor gerningsmanden for eksempel på basis af
et datalager udbreder mange billeder/videoer af forskellige personer. Ligeledes er
et sådant maksimum efter rådets opfattelse passende afbalanceret i forhold til straf-
felovens strafferammer i øvrigt. Sidstnævnte hensyn er imidlertid i vidt omfang et
788
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
spørgsmål af mere politisk karakter. Det bemærkes i øvrigt, at strafmaksimum vil
være 6 år, hvis forholdet er begået mod personer under 18 år, og der foreligger
særligt skærpende omstændigheder, herunder udbredelse af mere systematisk eller
organiseret karakter, jf. § 235, stk. 1, 2. pkt.
Det bemærkes, at Straffelovrådet ikke finder behov for at tilkendegive noget ud-
gangspunkt for det konkrete strafniveau efter § 264 d. Bestemmelsen omfatter så
forskelligartede forhold, at det i de konkrete tilfælde er op til domstolene at udmåle
enten en bøde-
eller frihedsstraf, der står mål med den begåede forbrydelse.”
Justitsministeren fulgte i første omgang Straffelovrådets anbefaling og fremsatte forslag om
indsættelse af et stk. 2 i straffelovens § 264 d med et strafmaksimum på 2 års fængsel. På bag-
grund af tilkendegivelserne under udvalgsbehandlingen af lovforslaget fremsatte justitsministe-
ren dog et ændringsforslag til lovforslaget, der indebar, at bestemmelsens strafmaksimum fast-
sattes til 3 års fængsel. Af bemærkningerne til ændringsforslaget, jf. Folketingstidende 2017-
18, tillæg B, betænkning over L 115, side 2, fremgår:
”Til nr. 2
Det følger af lovforslagets § 1, nr. 2, at strafmaksimum i det foreslåede § 264 d, stk.
2, fastsættes til 2 års fængsel.
I lyset af de tilkendegivelser, der er fremkommet under lovforslagets behandling,
finder Justitsministeriet, at strafmaksimum i det foreslåede § 264 d, stk. 2, i stedet
bør fastsættes til 3 års fængsel.
Der er herved ikke tilsigtet nogen ændring i de forudsætninger med hensyn til straf-
udmålingen, som fremgår af bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 2.”
De strafpositioner, som fremgår af bemærkningerne til det oprindelige lovforslag, er således på
trods af den efterfølgende ændring af strafferammen i det foreslåede stk. 2 relevante. Vedrø-
rende den foreslåede ordning fremgår følgende af lovbemærkningerne, jf. Folketingstidende
2017-18, tillæg A, L 115 som fremsat, side 6 og 8 f.:
”2.2.3.
Den foreslåede ordning
Justitsministeriet er enig i Straffelovrådets overvejelser og forslag om en skærpet
sidestrafferamme i straffelovens § 264 d. Det foreslås på den baggrund at indsætte
et stk. 2 i § 264 d med et strafmaksimum på fængsel indtil 2 år, som skal omfatte
overtrædelser af bestemmelsen begået under særligt skærpende omstændigheder,
herunder grovere sager om digitale sexkrænkelser.
Dette indebærer bl.a., at sager, hvor gerningsmanden har videregivet nøgenbilleder
eller -videoer, og dette materiale enten har haft en særlig krænkende karakter, er
udbredt i et stort omfang, herunder på internettet, er udbredt i et stort antal eller
789
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
består af et stort antal forurettede, omfattes af den foreslåede sidestrafferamme i stk.
2.
Derimod vil videregivelse af nogle få billeder i en mindre kreds
–
uanset at videre-
givelsen sker via internettet
–
ikke blive omfattet af den foreslåede bestemmelse i
stk. 2, og sådanne tilfælde vil således fortsat skulle bedømmes efter den gældende
bestemmelse i § 264 d med et strafmaksimum på fængsel indtil 6 måneder. Det
gælder dog ikke, hvis der er tale om et særligt krænkende billede, f.eks. fordi det er
af seksuel eller pornografisk karakter.
Der lægges i forlængelse heraf op til, at der sker en forhøjelse af straffen for de
overtrædelser af § 264 d, der efter forslaget omfattes af den foreslåede stk. 2. Det
forudsættes i den forbindelse, at der skal ske en gennemgående forhøjelse af straffen
med en tredjedel i forhold til den straf, der i dag ville blive fastsat af domstolene.
På baggrund af den variation, som de forskelligartede sager om overtrædelse
af straffelovens § 264 d, herunder digitale sexkrænkelser, har, er det ikke muligt at
angive et bestemt strafniveau. Som eksempel kan dog nævnes, at der med forslaget
lægges op til, at en sag om en digital sexkrænkelse i form af udbredelse af et eller
få nøgenbilleder på internettet i en større kreds af personer vil skulle straffes med
mindst 60 dages fængsel.
Den konkrete fastsættelse af straffen vil fortsat bero på domstolenes vurdering i det
enkelte tilfælde af samtlige omstændigheder i sagen, jf. herved de almindelige reg-
ler om straffens fastsættelse i straffelovens kapitel 10.
[…]
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til § 1
[…]
Til nr. 2
[…]
Forslaget til § 264 d, stk. 2, indebærer en skærpet sidestrafferamme, hvorefter det
bliver muligt at straffe overtrædelser af § 264 d med fængsel i indtil 2 år, når der
under hensyn til oplysningernes eller videregivelsens karakter og omfang eller an-
tallet af berørte personer foreligger særligt skærpende omstændigheder.
Uberettiget udbredelse af oplysninger om en andens private forhold til en større
kreds på internettet vil ikke nødvendigvis i sig selv betyde, at et sådant forhold skal
henføres under den foreslåede sidestrafferamme i stk. 2. I almindelighed vil en så-
dan henførelse afhænge af karakteren af de oplysninger eller billeder, som videre-
gives. Henførelse til det foreslåede stk. 2 vil f.eks. kunne ske, hvis forholdet vedrø-
rer oplysninger om eller billeder af seksuel karakter, eller hvis videregivelsen er
790
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
sket med økonomisk vinding for øje eller med særligt skademotiv eller lignende.
Det kan dog ikke udelukkes, at videregivelse af oplysninger, der ikke har en sådan
karakter, alene på grund af en meget omfattende udbredelse eksempelvis på inter-
nettet vil kunne være så krænkende, at der alene af den grund foreligger sådanne
særligt skærpende omstændigheder, at forholdet bør henføres under den foreslåede
skærpede sidestrafferamme i stk. 2.
Forslaget vil ofte være relevant i forhold til digitale sexkrænkelser, herunder i for-
hold til grovere tilfælde af denne type kriminalitet, navnlig hvor gerningsmanden
har videregivet et eller flere billeder eller videoer af særlig krænkende karakter,
hvor det er udbredt i et stort omfang, herunder på internettet, hvor der er udbredt et
stort antal billeder eller videoer, eller hvor sagen vedrører et stort antal forurettede.
Der vil f.eks. være tale om billeder eller videoer af særlig krænkende karakter, der
skal henføres til det foreslåede stk. 2, hvis det har pornografisk karakter, herunder
hvis der foregår en seksuel aktivitet, uanset om en eller flere personer er afbildet.
Omvendt vil billeder af en person, der poserer nøgen, fortsat i almindelighed skulle
henføres til § 264, stk. 1.
Forslaget til stk. 2 vil endvidere i almindelighed omfatte tilfælde, hvor et enkelt
nøgenbillede gøres offentligt tilgængeligt på internettet. Gøres billedet ikke offent-
ligt tilgængeligt på internettet, men er delingen målrettet den afbildedes nærmeste
eller daglige omgangskreds, herunder kolleger, skole- eller uddannelseskammerater
eller familie, vil denne målrettede deling i sig selv kunne føre til, at der foreligger
særligt skærpende omstændigheder. Omvendt vil deling af billedet i en mere snæver
kreds skulle henføres til § 264 d, stk. 1.
Der vil også kunne tænkes tilfælde, hvor oplysningerne ikke har seksuel karakter,
men vedrører andre forhold af privat karakter, f.eks. sygdom, politiske og økono-
miske forhold, herunder insolvens, hvis uberettigede videregivelse
–
eventuelt med
økonomisk vinding for øje eller andet skademotiv
–
vil kunne have betydelige ska-
devirkninger for den forurettede. Også i sådanne tilfælde vil der kunne foreligge
sådan særligt skærpende omstændigheder, at straffastsættelsen bør ske efter den
skærpede strafferamme i forslaget til § 264 d, stk. 2.
Det er med forslaget forudsat, at der skal ske en forhøjelse af straffen med en tred-
jedel i forhold til den straf for overtrædelse af straffelovens § 264 d, der ellers ville
blive fastsat af domstolene. Dette indebærer eksempelvis, at en sag om en digital
sexkrænkelse i form af udbredelse af et eller få nøgenbilleder på internettet i en
større kreds af personer vil skulle straffes med mindst 60 dages fængsel.
Forslaget vil også gælde, selv om sager om digitale sexkrænkelser i forvejen kan
straffes med indtil 2 års fængsel, jf. straffelovens § 232.
Fastsættelsen af straffen vil fortsat bero på domstolenes konkrete vurdering i det
enkelte tilfælde af samtlige omstændigheder i sagen, jf. herved de almindelige reg-
ler om straffens fastsættelse i straffelovens kapitel 10.
791
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
Den skærpede strafferamme forudsættes anvendt ved særligt grove overtrædelser
af straffelovens § 264 d, uanset om den konkret forskyldte straf fastsættes til mindre
end fængsel i 6 måneder. Ændringen er dog kun tilsigtet at skulle finde anvendelse
på visse overtrædelser, der også i dag ville føre til udmåling
af en fængselsstraf.”
Senere samme år foretoges endnu en ændring af straffelovens § 264 d, idet der ved
lov nr. 1719
af 27. december 2018,
der trådte i kraft den 1. januar 2019, foretoges en gennemgående revision
af straffelovens kapitel 27 om freds- og ærekrænkelser, der havde til formål at styrke det straf-
feretlige værn mod krænkelser af privatlivets fred og mod ærekrænkelser, herunder ved at gen-
nemføre en generel modernisering af straffelovens bestemmelser om freds- og ærekrænkelser.
Lovændringen byggede i vidt omfang på Straffelovrådets betænkning nr. 1563/2017 om freds-
og ærekrænkelser, men indeholdt tillige en række forslag til ændringer, som ikke stammede fra
Straffelovrådets betænkning.
Ved lovændringen foretoges en sproglig ændring af straffelovens § 264 d, stk. 1, 1. pkt. bestå-
ende i, at ”den, der” ændredes til ”den, som”, der gav mulighed for i bemærkningerne at angive
nærmere retningslinjer om strafniveauet efter bestemmelsen. Ved lovændringen hævedes bø-
deniveauet for overtrædelser af en række bestemmelser i straffelovens kapitel 27. Af bemærk-
ningerne til lovændringen fremgår bl.a. følgende, jf. Folketingstidende 2018-19, 1. samling,
tillæg A, L 20 som fremsat, side 31 f.:
”2.10.3.
Justitsministeriets overvejelser og lovforslagets udformning
Justitsministeriet er enig i Straffelovrådets overvejelser og forslag med hensyn til
strafferammerne for freds- og ærekrænkelser, og lovforslaget er udformet i over-
ensstemmelse hermed. Det bemærkes i den forbindelse, at Straffelovrådets forslag
om en ny skærpet sidestrafferamme for overtrædelse af § 264 d er blevet gennem-
ført ved lov nr. 257 af 10. april 2018, dog med den ændring, at sidestrafferammen i
det indsatte stk. 2 indeholder hjemmel til fængsel indtil 3 år.
Med hensyn til strafniveauet for freds- og ærekrænkelser er Justitsministeriet også
enig med Straffelovrådet i, at domstolene i sager, der har en sådan grovhed, at straf-
fen bør være fængsel, gennemgående udmåler en fængselsstraf, der står i passende
forhold til den begåede forbrydelse. For så vidt angår udmåling af fængselsstraf
finder Justitsministeriet således ligesom Straffelovrådet ikke anledning til at foreslå
ændringer i strafniveauet, ud over de forudsætninger vedrørende straffen for grove
overtrædelser af straffelovens § 264 d, som blev gennemført ved lov nr. 257 af 10.
april 2018.
For så vidt angår strafniveauet i sager, hvor en freds- eller ærekrænkelse straffes
med bøde, er det imidlertid Justitsministeriets opfattelse, at bødeniveauet i dag ikke
i tilstrækkelig grad afspejler lovovertrædelsens grovhed.
Justitsministeriet finder således, at der er behov for en meget markant skærpelse af
bødeniveauet.
792
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
På denne baggrund forudsættes det med lovforslaget, at bødestraf for freds- og ære-
krænkelser gennemgående tredobles i forhold til det hidtidige strafniveau. Dette
gælder både i sager mod enkeltpersoner, hvor bøderne i dag ofte er forholdsvis be-
skedne, ofte i størrelsesordenen fra 1.200 kr. op til 5.000 kr., og i sager mod juridi-
ske personer, hvor straffen er markant højere, ofte i størrelsesordenen fra 25.000 kr.
op til 45.000 kr.
I forhold til bødestraf for freds- og ærekrænkelser til ansvarshavende redaktører hos
massemedier forudsættes en gennemgående femdobling i forhold til det hidtidige
strafniveau. Det gælder også for de overtrædelser, hvor bøden udmåles efter medie-
ansvarslovens § 26, stk. 2. Det bemærkes, at den tilsigtede femdobling af bødestraf-
fen til redaktører kun skal finde anvendelse i tilfælde, hvor den pågældende agerer
som redaktør og ikke som privatperson.
Som eksempel på virkningen af en femdobling af bødestraffen til chefredaktører
sammenholdt med en tredobling af tortgodtgørelse kan nævnes, at en sag om en
privatlivskrænkelse i dag kan tænkes at blive afgjort med en bøde på 20.000 kr. til
chefredaktøren, ligesom den pågældende vil kunne dømmes til at betale en godtgø-
relse på 50.000 kr. sammen med en journalist, dvs. i alt 45.000 kr. skal betales af
redaktøren. Med forslaget om femdobling af bødestraffen og tredobling af tortgodt-
gørelsen vil samme sag efter de foreslåede lovændringer blive afgjort med en bøde
på 100.000 kr. til chefredaktøren samt tortgodtgørelse på 150.000 kr., som evt. vil
skulle betales sammen med en journalist. Dvs. 175.000 kr. skal betales af redaktø-
ren.
Der vil i gentagelsestilfælde være grundlag for markant højere bødestraffe. Det be-
mærkes i den forbindelse, at spørgsmålet om, hvorvidt der er tale om et gentagel-
sestilfælde, vil afhænge af, om det er den samme person, der på et tidligere tids-
punkt har overtrådt et forbud eller lignende. I sager, hvor en repræsentant for et
massemedie begår en overtrædelse, vil det således ikke være afgørende, om perso-
nen repræsenterede det samme massemedie, sidste gang personen begik en over-
trædelse.
Derimod lægges der med lovforslaget ikke op til at forhøje bødestraffen i de sager
mod juridiske personer, hvor der udmåles en bøde, der afspejler, at en tilsvarende
freds- eller ærekrænkelse begået af en enkeltperson ville være blevet straffet med
fængsel. Der lægges således ikke op til, at bødestraffen i sager af den karakter, som
der var tale om i Se og Hør-sagen, hvor en udgiver af et ugeblad blev idømt en bøde
på 10.000.000 kr., skal forhøjes i forhold til i dag.
Fastsættelsen af straffen vil fortsat bero på domstolenes konkrete vurdering i det
enkelte tilfælde af samtlige omstændigheder i sagen, jf. herved de almindelige reg-
ler om straffens fastsættelse i straffelovens kapitel 10.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 4-7, 9, 10 og 12 (forslag til straffelovens §§
263, 263 a, 264, 264 a, 264 c, 264 d, 267 og 268),
og bemærkningerne hertil.”
793
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
Endvidere ændredes i samme bestemmelse ”offentligheden” til ”en bredere offentlighed”. Der
var herved tilsigtet en mindre udvidelse af bestemmelsens anvendelsesområde for så vidt angår
nøgenbilleder, der er taget i det offentlige rum, se nærmere herom i bemærkningerne til lovæn-
dringen, jf. Folketingstidende 2018-19, 1. samling, tillæg A, L 20 som fremsat, side 19 f. og 56
f.
2. Praksis
Som det fremgår ovenfor, er straffen for overtrædelse af straffelovens § 264 d senest skærpet
den 15. april 2018, hvor den skærpede sidestrafferamme i § 264 d, stk. 2, blev indsat, og den 1.
januar 2019, hvor bødeniveauet for overtrædelse af § 264 d, stk. 1, blev tredoblet (henholdsvis
femdoblet for massemediers ansvarshavende redaktørers vedkommende).
Nedenstående gennemgang omfatter nyere retspraksis, hvor overtrædelsen af § 264 d er begået
både inden og efter disse strafskærpelser.
Gennemgangen er i øvrigt afgrænset således, at den bygger på trykt retspraksis, hvor der ho-
vedsageligt kun er domfældt for overtrædelse af straffelovens § 264 d uden anden kriminalitet
til samtidig pådømmelse af afgørende betydning for straffen, ligesom gennemgangen er afgræn-
set således, at den bygger på domme, hvor straffen så vidt muligt ikke er fastsat som fællesstraf
med en tidligere straf, jf. straffelovens § 61, eller som tillægsstraf til en tidligere straf, jf. straf-
felovens § 89 (dvs. ”rene” tilfælde).
Dog er retspraksis, hvor andre lovovertrædelser, der har nær sammenhæng med overtrædelsen
af straffelovens § 264 d, medtaget, f.eks. samtidige overtrædelser af straffelovens § 232 og §
264 d ved eksempelvis deling af et nøgenbillede. Disse domme er også nævnt i kapitlet om
blufærdighedskrænkelse efter straffelovens § 232.
Dommene er oplistet efter straffens længde.
I forhold til bødestraf for freds- og ærekrænkelser til ansvarshavende redaktører hos masseme-
dier blev der i forarbejderne til lov nr. 1719 af 27. december 2018 forudsat en gennemgående
femdobling i forhold til det hidtidige strafniveau. Der ses ikke at foreligge praksis herom efter
lovændringen. Som anført i afsnit 1 omfatter gennemgangen ikke sager om fredskrænkelse be-
gået ved uberettiget videregivelse af oplysninger eller billeder i medierne, idet disse typisk an-
lægges som private søgsmål af private som forurettede.
794
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0227.png
2.1 Praksis vedrørende overtrædelser af straffelovens § 264 d, stk. 1
2.1.1 Sager, hvor forholdet er begået før strafskærpelserne i 2018 og 2019
TfK 2018.1391V: T straffet med 5 dagbøder à 500 kr. for overtrædelse af straffelovens § 264 d
(nu § 264 d, stk. 1) og blufærdighedskrænkelse efter § 232 ved til to personer at have videregivet
en video af to piger, F1 og F2, der dansede kun iført trusser. T var 18 år på gerningstidspunktet.
F1 forklarede bl.a. for retten, at videoen var lavet for sjov, mens pigerne var på efterskole, og
at det ikke var meningen, at den skulle have været delt. Det blev i overensstemmelse med T’s
forklaring lagt til grund, at T havde sendt videoen til to personer, som han kendte, og som havde
en familiemæssig relation til den ene af pigerne på videoen. Herefter og efter indholdet af vi-
deoen, der var af nogle sekunders varighed og viste en form for dans, hvor pigernes blottede
bryster sås kortvarigt, fandt landsretten, at straffen passende kunne fastsættes til 5 dagbøder à
500 kr. Landsretten lagde tillige vægt på den tid, der var forløbet, siden forholdet var begået.
U 2018.2438V: T straffet med 5 dagbøder à 500 kr. for overtrædelse af straffelovens § 264 d
(nu § 264 d, stk. 1) og blufærdighedskrænkelse efter § 232 ved at have delt en filmsekvens med
en varighed på 56 sekunder via sin Facebook-profil og via Messenger i fem tilfælde. T var
oprindeligt tiltalt for overtrædelse af straffelovens § 235, stk. 1, idet personerne på filmsekven-
sen var 15 år gamle, og idet den der var enighed mellem anklagemyndigheden og T om, at den
indeholdt seksuel aktivitet, der kunne kategoriseres som ”børnepornografi i kategori 2”. T
kendte dog ikke de forurettede, og det var ikke bevist, at han via medier eller på anden måde
havde fået kendskab til deres alder forud for, at han videresendte filerne med filmsekvensen.
Landsretten anførte, at der var tale om en filmoptagelse af dårlig og sløret kvalitet. Ingen af
deltagernes ansigter fremgik tydeligt på noget tidspunkt, og landsretten fandt, at det ikke ud fra
de medvirkende personers udseende i øvrigt fremstod klart eller som overvejende sandsynligt,
at de forurettede var under 18 år. Landsretten fandt, at det heller ikke på baggrund af de øvrige
omstændigheder i filmsekvensen, herunder de medvirkendes stemmer, og indholdet af det, der
blev sagt, kunne konstateres, at de forurettede var under 18 år, eller at dette fremstod som over-
vejende sandsynligt. Landsretten fandt det herefter ikke
–
og heller ikke under anvendelse af
forsætsformen dolus eventualis
–
bevist, at T ved besiddelsen og delingen af filmsekvensen
havde forsæt til at overtræde straffelovens § 235, og T blev frifundet herfor. Derimod fandt
landsretten T skyldig i fire tilfælde af overtrædelse af straffelovens § 264 d (ét forhold var
forældet) og fem tilfælde af overtrædelse af § 232. På baggrund af filmsekvensens indhold,
herunder navnlig at den kvindelige medvirkendes fulde navn blev nævnt i begyndelsen af film-
sekvensen, fandt landsretten, at tiltalte i hvert fald må have anset det som overvejende sandsyn-
ligt, at de forurettede ikke ønskede optagelsen videregivet til andre, ligesom T’s deling af film-
sekvensen var egnet til at krænke blufærdigheden hos de forurettede. T blev dog frifundet for
at have krænket blufærdigheden hos de personer, der have modtaget filmsekvensen, idet disse
ifølge T enten selv havde anmodet om at få filmen tilsendt eller i hvert fald var bekendt med
indholdet heraf.
795
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0228.png
TfK 2018.1150/3V: T straffet med 6 dagbøder à 400 kr. for overtrædelse af straffelovens § 264
d (nu § 264 d, stk. 1) og blufærdighedskrænkelse efter § 232 ved uden F’s viden at have taget
et foto, der viste F iført T-shirt og g-strengstrusser, og at have videresendt dette via Snapchat
til
én person sammen med teksten: ”Her har du et billede af F”. Ifølge T’s forklaring var fotoet
taget, mens han lå på sengen i F’s hjem i forbindelse med, at hun gjorde sig klar til at lægge sig
til at sove. Fotoet var således taget under omstændigheder, der åbenbart kan forlanges unddraget
offentligheden, jf. straffelovens § 264 d. Landsrettens flertal fandt endvidere T skyldig i over-
trædelse af straffelovens § 232. Flertallet udtalte, at fotoet havde fokus på F’s bagdel, og at det
på fotoet kun kunne anes, at hun var iført g-strengstrusser. Fotoet havde set i sammenhængen
en seksuel karakter af en sådan grovhed, at det havde været egnet til at krænke F’s blufærdighed.
T blev endvidere fundet skyldig i hæleri med hensyn til et tændstiketui i kobber. Efter en samlet
vurdering blev straffen fastsat som anført. Der blev herved lagt vægt på karakteren af de begå-
ede forhold.
U 2016.3125Ø: T straffet med 6 dagbøder à 550 kr. for overtrædelse af straffelovens § 264 d
(nu § 264 d, stk. 1). T, der var pensioneret polititjenestemand, havde udgivet en bog om en
række drabssager, som han i sit virke havde deltaget i opklaringen af. Bogen indeholdt bl.a.
udsagn om en af gerningspersonerne
A’s psykiske habitus og adfærd under afhøringer hos po-
litiet, hvor han var mistænkt og senere sigtet for drab, og om fundet hos ham af stærkt porno-
grafiske billedermed pædofile undertoner. Bl.a. fremgik, at han virkede uligevægtig, opfarende,
rastløs og mærkelig, samt at han begyndte at græde og var usammenhængende. Landsretten
fandt det ubetænkeligt at lægge til grund, at det måtte have stået klart for tiltalte, at den angive-
lige anonymisering, der alene bestod i at undlade gengivelse af A’s navn og i stedet omtale ham
som ”B”, var utilstrækkelig, når der hensås til de meget detaljerede
oplysninger om den 7 år
gamle drabssag, der i øvrigt blev givet i bogen. Da det endvidere kunne lægges til grund, at A
ikke havde givet samtykke til udsagnene, og at videregivelsen af oplysningerne i øvrigt var
uberettiget, fandt landsretten tiltalte skyldig i overtrædelse af straffelovens § 264 d.
TfK 2003.239/2Ø: T straffet med 10 dagbøder à 200 kr. for overtrædelse af straffelovens § 264
d (nu § 264 d, stk. 1), idet han til sin tidligere ægtefælle F’s daværende arbejdsgiver og kollegaer
samt til en stor
del af beboerne i to boligblokke ved A’s bopæl havde fremsendt breve med
bilag, der indeholdt oplysninger om F’s forhold til sine børn, forhold til tidligere ægtefæller,
sygdomme, arbejdsforhold og kæresteforhold, herunder kopier af privatpersoners breve og e-
mails sendt til og fra F. Byretten fastsatte straffen til 20 dagbøder à 500 kr., men landsretten
nedsatte straffen til 10 dagbøder à 200 kr.
TfK 2019.584Ø: T1 straffet med 7 dages fængsel betinget for overtrædelse af straffelovens §
264 d (nu § 264 d, stk. 1) og blufærdighedskrænkelse efter § 232. T, der var 15 år på
796
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0229.png
gerningstidspunktet, havde via Facebook Messenger modtaget billeder af seksuel karakter af F
af fra T2, der tidligere havde haft et forhold til forurettede, F (sagen blev for T2’s vedkommende
ikke anket til landsretten). T1 videregav de pågældende fotos til en veninde via Facebook Mes-
senger. Videregivelsen kunne ikke anses for berettiget, og T blev fundet skyldig i overtrædelse
af straffelovens § 232 og § 264 d. Henset til T’s meget unge
alder og personlige forhold blev
straffen fastsat som anført.
TfK 2005.712Ø: T1 og T2 straffet med 10 dages fængsel betinget for overtrædelse af straffelo-
vens § 264 d (nu § 264 d, stk. 1) og blufærdighedskrænkelse efter § 232, idet de i forening
uberettiget på internettet på chatlinjen ofir.dk under navne som ”Liderlige Mette”, ”Frække
Mette” og lignende gav udtryk for, at F ønskede sex med forskellige mænd, hvorefter de i ad-
skillige tilfælde videregav hendes telefonnummer til mænd, der ønskede seksuel kontakt, og
oplyste hvilke former for sex F var interesseret i, hvorefter de pågældende mænd, en enkelt af
dem i en sjofel tone, kontaktede hende telefonisk for at få en aftale. Byretten fastsatte straffen
til 10 dages ubetinget fængsel. Landsretten lagde til grund, at de tiltalte snarere havde handlet i
stor tankeløshed end med en egentlig plan om at skade F, som de ikke kendte. Herefter og idet
landsretten lagde vægt på, at F’s telefonnummer kun var anvendt til chat på nettet og ikke lagt
ud på en åben hjemmeside, sammenholdt med de gode personlige oplysninger, der forelå om
de tiltalte, fandt landsretten det forsvarligt at gøre straffen betinget (dissens for at stadfæste
byrettens dom).
TfK 2017.655V: T straffet med 10 dages fængsel betinget for overtrædelse af straffelovens §
264 d (nu § 264 d, stk. 1) og blufærdighedskrænkelse efter § 232 ved via Instagram i forening
med sin mindreårige lillesøster at have krænket blufærdigheden hos F, der var 13 år, idet T
havde oprettet en falsk Instagram-profil
i F’s navn, hvorfra de uploadede fem billeder af F iført
undertøj samt på to af billederne hendes nøgne bryster. T var 15 år på gerningstidspunktet.
Under hensyn til billedernes karakter sammenholdt med de omstændigheder, hvorunder bille-
derne var optaget, fandt landsretten, at billederne ikke var omfattet af straffelovens § 235, stk.
1, om udbredelse af børnepornografi.
TfK 2019.694V: T straffet med 10 dages fængsel betinget for overtrædelse af straffelovens §
264 d (nu § 264 d, stk. 1) og blufærdighedskrænkelse efter § 232 ved at have sendt fire nøgen-
billeder af den dengang 14- eller 15-årige F via Facebook til en chatgruppe. T hade forklaret,
at han havde fundet billederne på en pornoside. Landsretten bemærkede, at billederne frem-
trådte som private amatørbilleder, der var optaget i hjemlige omgivelser, og de viste F nøgen.
Uanset sin benægtelse havde T derfor ikke haft grund til at gå ud fra, at han frit kunne videregive
billederne uden F’s samtykke. Ved straffastsættelsen blev der lagt vægt på karakteren
af bille-
derne, og at T var knap 17 år på gerningstidspunktet. Endvidere blev der lagt vægt på, at vide-
regivelsen af billederne med navns nævnelse nok var sket inden for en lukket gruppe, men at
797
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0230.png
mange mennesker fik adgang til billederne, og at der derved var en betydelig risiko for yderli-
gere spredning af billederne på internettet, hvilket kunne øge skadevirkningerne for F. T blev
frifundet for overtrædelse af § 235, stk. 1, 1. pkt., idet det ikke fandtes bevist, at T vidste, at
billederne var optaget, før F fyldte 18 år.
U 2018.2970V: T straffet med 20 dages fængsel betinget for overtrædelse af straffelovens §
264 d (nu § 264 d, stk. 1) og blufærdighedskrænkelse
efter § 232 ved til F’s mor at have frem-
sendt fire billeder af sin tidligere samlever, F, i tre forskellige seksuelle situationer, der åbenbart
kunne forlanges unddraget offentligheden. T forklarede, at han og F havde boet sammen i en
længere årrække, og at han sendte billederne 1-2 uger efter, at de var gået fra hinanden. T for-
klarede, at F ikke svarede
på hans henvendelser, og at han sendte billederne til F’s mor for at
få en reaktion fra F og derved komme i kontakt med hende. Landsretten anførte, at optagelserne
var sket med F’s indforståelse, at billederne var sendt til F’s mor og ikke var delt
med andre,
og at der efter oplysningerne i sagen ikke var risiko for, at billederne ville blive udbredt til
andre. Under disse omstændigheder fandt landsretten, at straffen passende at kunne fastsættes
som anført.
TfK 2017.486Ø: T straffet med 20 dages fængsel betinget med vilkår om samfundstjeneste for
overtrædelse af straffelovens § 264 d (nu § 264 d, stk. 1). T, der intet forudgående kendskab
havde til F, havde på en offentlig tilgængelig hjemmeside fundet nogle billeder af F. T videre-
gav nogle af billederne ved at sende dem til en række personer i F's vennekreds, som tiltalte
havde fundet frem til via F's Facebookprofil. På et af disse billeder havde F blottede bryster.
Cirka 4 måneder herefter udarbejdede tiltalte en collage bestående af disse og nogle yderligere
billeder, hvorpå man bl.a. så F let påklædt, og hvor tiltalte havde tilføjet teksten ”Ask me dirty
questions” og angivet F's Facebookprofil. Han uploadede denne collage på tre hjemmesider.
Byretten fastsatte straffen til fængsel i 14 dage, der blev gjort betinget med vilkår om samfunds-
tjeneste. Landsretten skærpede straffen til fængsel i 20 dage, idet landsretten navnlig lagde vægt
på, at T havde sendt billederne direkte til personer i F’s vennekreds og efterfølgende tillige
lagde billederne på flere hjemmesider med angivelse af F's Facebookprofil og en erotisk opfor-
drende tekst, der fremstår som lavet af hende selv. I vurderingen indgik herudover billedernes
karakter og det forhold, at billederne allerede lå på en offentlig tilgængelig hjemmeside. Under
henvisning til tiltaltes gode personlige forhold og lov nr. 152 af 18. februar 2015 fandt lands-
retten, at straffen kunne gøres betinget med vilkår om samfundstjeneste.
TfK 2003.692/1Ø: T straffet med 20 dages fængsel for overtrædelse af straffelovens § 264 d
(nu § 264 d, stk. 1) ved uberettiget af have videregivet meddelelser vedrørende F's private for-
hold og blufærdighedskrænkelse af F efter § 232. T havde på internetsiden www.dating.dk un-
der profilen ”F” bl.a. oprettet følgende tekst: ”Jeg er
en 24-årig single, der søger en kæreste/el-
sker. Jeg har en del erfaring hvad angår fyre, så du behøves ikke at være erfaren for at komme
798
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0231.png
i kanen med mig. Jeg lærer dig en masse ting med min glatte våde mis!!! … Jeg arbejder i
øjeblikket hos Home Ejendomsmægler
[…] som salgsassistent. Hvis dette har fanget din inte-
resse så skriv eller ring eventuelt til mig, så aftaler vi at mødes. Du kan tro jeg er fræk
–
uh
yea.”.
TfK 2005.709/1Ø: T straffet med 20 dages fængsel for overtrædelse af straffelovens § 264 d
(nu § 264 d, stk. 1) ved via internettet til indtil flere personer at have sendt billeder af F, som
han tidligere var kommet sammen med, hvor hun var nøgen eller kun ganske let påklædt, lige-
som han havde medsendt en pornografisk tekst, hvoraf det falskeligt fremgik, at det var F, som
sendte billeder og tekst.
U 2018.567V: T, der var 17 år på gerningstidspunktet, straffet med 30 dages fængsel betinget
med vilkår om samfundstjeneste for overtrædelse af straffelovens § 264 d (nu § 264 d, stk. 1)
og blufærdighedskrænkelse efter § 232, idet T til en fest for de ansatte i en forlystelsespark på
et toilet med sin mobiltelefon optog en snapchat-video af F1 og F2, mens de havde samleje på
toilettet, hvorefter T uploadede videoen til My Story, hvorved han videregav filmen til hele sin
vennekreds på My Story, der bestod af 100-150 personer. Henset til karakteren og omfanget af
den krænkelse, som de forurettede havde været udsat for, idet videoen blev videregivet til 100-
150 personer, fastsatte landsretten straffen til fængsel i 30 dage. Landsretten anførte, at ud-
gangspunktet for en overtrædelse af den pågældende karakter er ubetinget fængsel, men under
hensyn til T’s alder og gode personlige forhold samt den udvidelse af anvendelsesområdet for
samfundstjeneste, som blev gennemført ved lov nr. 152 af 18. februar 2015, fandtes det imid-
lertid forsvarligt at gøre straffen betinget med vilkår om samfundstjeneste.
TfK 2017.476/2V: T straffet med 40 dages fængsel betinget med vilkår om samfundstjeneste
for overtrædelse af straffelovens § 264 d (nu § 264 d, stk. 1), medvirken til blufærdighedskræn-
kelse, jf. § 232, jf. § 23, og trusler, jf. § 266. T havde på to internetadresser oprettet datingpro-
filer med personlige oplysninger og billeder af F, herunder oplyst hendes telefonnummer, hvil-
ket medførte, at F i flere tilfælde blev kontaktet af mænd, der ønskede at have sex med hende,
hvilket var egnet til at krænke hendes blufærdighed. T blev som anført endvidere fundet skyldig
i trusler efter straffelovens § 266 ved i en sms-besked
til F at have skrevet ”Jeg slår dig ihjel
hvis jeg møder dig”. Byretten fastsatte straffen til 40 dages fængsel. Byretten lagde vægt på
grovheden af forholdene, herunder de følger, som de falske profiler havde haft for F, og fandt
efter lovovertrædelsens karakter ikke grundlag for at gøre straffen betinget. Landsretten tiltrådte
efter forholdenes karakter og omfang udmålingen af straffen, men fandt bl.a. efter oplysnin-
gerne om T’s gode personlige forhold, at det var forsvarligt undtagelsesvis at gøre
straffen be-
tinget med vilkår om samfundstjeneste.
799
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0232.png
TfK 2014.641Ø: T straffet med 40 dages fængsel for overtrædelse af straffelovens § 264 d (nu
§ 264 d, stk. 1) og blufærdighedskrænkelse, jf. § 232. T havde uberettiget via en sexchat til
adskillige personer distribueret links, der gav adgang til private fotos med seksuelt indhold af
sin ekskone F. T blev desuden fundet skyldig i medvirken til blufærdighedskrænkelse efter
straffelovens § 232, jf. § 23, idet han i ét tilfælde havde oplyst, at kvinden på billederne var F,
hvilket medførte, at en person kontaktede F, hvilket var egnet til at krænke F’s blufærdighed.
Under hensyn til grovheden af lovovertrædelserne, herunder at billederne blev videregivet til
personer, der kunne opbevare og selv videregive disse, samt de følger, det havde haft for F, og
uanset at T ikke tidligere var straffet, var der ikke grundlag for at gøre straffen betinget.
TfK 2018.61Ø: T straffet med 60 dages fængsel betinget med vilkår om samfundstjeneste for
overtrædelse af straffelovens § 264 d (nu § 264 d, stk. 1) og blufærdighedskrænkelse efter §
232. Overtrædelsen af § 264 d bestod i, at T havde lagt 119 fotos og 4 filmfiler af sin ekskæreste,
F, på det sociale medie Google+, herunder under angivelse af hendes rigtige navn. Ca. 98 af
fotografierne og 3 af videoklippene var af seksuel karakter, hvor billederne inkluderede nærbil-
leder af hendes kønsdele og bryster, og videoklippene inkluderede en samlejesituation, hvor F
bl.a. sagde, at T ikke skulle filme. Overtrædelsen af straffelovens § 232 bestod i, at T havde
krænket blufærdigheden hos F og medarbejdere i en virksomhed, som T havde givet adgang til
billederne. Straffen fastsattes til fængsel i 60 dage, der blev gjort betinget med vilkår om sam-
fundstjeneste, da sagen ikke var fremmet med tilstrækkelig hurtighed fra anklagemyndighedens
side.
TfK 2017.1052Ø: T straffet med 4 måneders fængsel betinget med vilkår om samfundstjeneste
for overtrædelse af straffelovens § 264 d (nu § 264 d, stk. 1), blufærdighedskrænkelse, jf. § 232,
til dels forsøg herpå, jf. § 21, og hacking, jf. § 263, stk. 2. Tiltalte havde via mail videregivet
intime nøgenbilleder af en kvinde, F, til lederen af en børneinstitution, hvor F var i praktik,
samt til direktøren i den virksomhed, hvor F’s kæreste var i praktik, ligesom T på hegnet til F’s
praktikplads havde ophængt flere laminerede intime nøgenbilleder af F. Endvidere afleverede
T i en postkasse billederne i en kuvert tilstilet en person sammen med et brev fra F, skrevet af
T, med en opfordring til seksuelt
samvær. Endelig havde T hacket F’s mailprogram og læst
flere mails. Byretten udmålte straffen til 5 måneders fængsel. Efter karakteren af de begåede
forhold, herunder at de rundsendte billeder efter det oplyste ikke var lagt på internettet, nedsatte
landsretten straffen til fængsel i 4 måneder, som blev gjort betinget med vilkår om samfunds-
tjeneste (dissens for 3 måneders betinget fængsel med vilkår om samfundstjeneste).
TfK 2018.1400Ø: T straffet med 5 måneders fængsel for én overtrædelse af straffelovens § 264
d (nu § 264 d, stk. 1), en række blufærdighedskrænkelser efter § 232 og overtrædelser af § 263,
stk. 2 (hacking). T havde bl.a. videregivet billeder af F1 på en pornografisk hjemmeside, hvor
der i en mappe på hjemmesiden fremgik billeder af F1 samt billeder af en pornomodel, der til
800
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0233.png
forveksling lignede F1, således at man ville tro, at alle billederne forestillede F1, ligesom der
endvidere var påført hendes fulde navn og cpr-nummer på billederne. T havde desuden skaffet
sig adgang til to tidligere kæresters,
F2 og F3’s, personlige papirer bl.a. via F2’s NemID. Her-
udover havde han i fem tilfælde med skjult kamera optaget sit seksuelle samkvem med F2, F4
og F5. Byretten fastsatte straffen til fængsel i 3 måneder. Landsretten skærpede straffen til
fængsel i 5 måneder, idet retten bl.a. lagde vægt på sagens karakter og omfang, herunder at der
var tale om adskillige systematiske krænkelser, hvor tiltalte gennem en længere periode havde
udnyttet og misbrugt sin it-tekniske viden til at begå alvorlige og krænkede lovovertrædelser.
U 2015.2561H: T straffet med 6 måneders fængsel for besiddelse af og medvirken til udbredelse
af seksuelle fotografier af tre personer under 18 år (børnepornografi), jf. straffelovens § 235,
stk. 1 og 2, jf. § 23, medvirken til uberettiget videregivelse af billeder af et antal unge kvinder,
jf. straffelovens § 264 d (nu § 264 d, stk. 1), jf. § 23, og medvirken til blufærdighedskrænkelse,
jf. § 232, jf. § 23. For Højesteret angik sagen alene spørgsmål om fastsættelse af tortgodtgørelse
for krænkelserne. Tiltalte havde lagt billeder af 11 kvinder, herunder tre under 18 år, på en
hjemmeside, hvor billederne blev manipuleret, således at de kom til at fremstå som utugtige
eller pornografiske, og blev udbredt til brugerne af internetsiden, herunder med henblik på, at
brugerne af internetsiden fik udløsning på billederne og lagde nye billeder heraf på internetsi-
den. Endvidere videregav tiltalte i hvert fald i et tilfælde kontaktoplysninger på en af de piger,
som var afbilledet.
2.1.2 Sager, hvor forholdet er begået efter strafskærpelserne i 2018 og 2019
Der ses kun at foreligge en enkelt trykt dom vedrørende overtrædelse af straffelovens § 264 d,
stk. 1, begået efter skærpelserne i 2018 og 2019:
TfK 2022.477V: T straffet med 10 dagbøder à 750 kr. for overtrædelse af straffelovens § 264 d
ved over en periode på fire dage fra sin offentlige Twitter-profil at have gengivet et opslag på
Twitter, der viste billeder af A og B, hvor B’s hoved var sløret i forbindelse med et voldeligt
overfald på B. Disse omfattede bl.a. et billede, hvor B var tvunget ned på knæ for at kysse foden
på A. Landsretten fandt, at opslaget viste den person, som knælede foran en anden, under så-
danne krænkende omstændigheder, at det åbenbart kunne forlanges unddraget en bredere of-
fentlighed, og at T havde indset dette. Efter T’s egen forklaring blev det lagt til grund, at der
var stor bevågenhed om sagen, da han re-tweetede opslaget, og det blev derfor ikke tillagt be-
tydning, at ansigtet på B var sløret, idet han under de konkrete omstændigheder umiddelbart
kunne genkendes i visse kredse i offentligheden. Byretten udmålte straffen som anført og lagde
ved straffastsættelsen vægt på sagens karakter. Landsretten fandt straffen passende.
801
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0234.png
2.1.3 Sager om overtrædelser begået af redaktører og journalister ved massemedier
Der ses af og til sager om overtrædelse af § 264 d ved uberettiget videregivelse af billeder eller
oplysninger i medierne.
Fra trykt retspraksis kan henvises til følgende to domme, der begge vedrører forhold begået
inden lov nr. 1719 af 27. december 2018, hvormed der tilsigtedes en markant forhøjelse af
bødeniveauet.
Det bemærkes, at forbrydelserne i straffelovens kapitel 27 bortset fra §§ 266-266 b er som ud-
gangspunkt undergivet privat påtale. I en række sagstyper, herunder i sager om overtrædelse af
straffelovens § 264 d, kan offentlig påtale dog bl.a. ske efter forurettedes anmodning, jf. straf-
felovens § 275, stk. 2, nr. 1. Forurettede kan således vælge i stedet at anlægge sagen som en
privat straffesag, hvilket har været tilfældet i de to sager gengivet i dette afsnit.
TfK 2008.499Ø: T1, T3 og T6 (ansvarshavende redaktører) straffet med 20 dagbøder à 500 kr.,
og T2, T4, T5 og T7 (journalister) straffet med 10 dagbøder à 500 kr., for overtrædelse af straf-
felovens § 264 d (nu § 264 d, stk. 1). Se og Hør, B.T. og Ekstra Bladet havde bragt artikler med
oplysninger om, at F, der var en kendt studievært, havde købt bolig alene. Artiklen i Se og Hør
var baseret på oplysninger fra tingbogen og understøttet af fotos optaget af en fotograf fra Se
og Hør. Artiklerne i B.T. og Ekstra Bladet havde tilsvarende indhold, idet artiklen i B.T. dog
endvidere var understøttet af den yderligere oplysning, at den villa, som F ejede sammen med
sin mand, var sat til salg. Landsretten fandt, at læsere af omtalen i Se og Hør og B.T. ikke kunne
være i tvivl om, at det centrale i disse mediers omtale var meddelelsen om, at F havde ophævet
eller var i færd med at ophæve samlivet med sin mand, herunder at F i denne forbindelse havde
erhvervet egen bolig, selvom samlivsophævelsen ikke udtrykkelig blev nævnt. Omtalen i Ekstra
Bladet refererede direkte til samlivsophævelse såvel på forsiden, i overskrift som i artikeltek-
sten. Landsretten fandt, at de tre mediers omtale af F's samlivsophævelse med sin mand indebar
en videregivelse af meddelelse om private forhold, som omfattes af straffelovens § 264 d. Det
forhold, at tingbogsoplysninger om ejendomserhvervelser var offentligt tilgængelige og kunne
anvendes i journalistisk øjemed fandtes ikke at kunne føre til en anden vurdering. Landsretten
fandt endvidere, at omtalen af en sket eller nært forestående samlivsophævelse havde været
uberettiget i forhold til F. Landsretten bemærkede i den forbindelse bl.a., at der ikke forelå
samtykke, og at selvom F som kendt studievært i TV-udsendelser måtte tåle nogen offentlig
omtale af sin person, fandtes omtalen af samlivsophævelsen ikke at indgå i en sammenhæng
eller anledning, hvor F
–
eller hendes mand
–
selv havde givet anledning hertil, eller hvor op-
lysningens offentliggørelse af andre grunde findes berettiget. Landsretten lagde vægt på, at hun
ikke kunne anses for at have fremlagt sit privatliv, herunder sine ægteskabelige forhold, for
medierne således, at medierne derved kunne have været i god tro om hendes holdning til den
omtvistede omtale. Dommen er afsagt med dissens.
802
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0235.png
U 2005.123Ø: T1 (chefredaktør) straffet med en bøde på 40.000 kr., og T2 og T3 (journalister)
straffet med en bøde på 15.000 kr. for overtrædelse af straffelovens § 264 d (nu § 264 d, stk. 1)
fastsat efter medieansvarslovens § 26, stk. 2. De tiltalte var ansat på et ugeblad, hvor de i to
numre havde bragt artikler inkl. fotos om A’s og B’s private forhold samt om A’s tidligere
private forhold til C uden de pågældendes samtykke. T2 og T3 havde forfattet artiklerne. A og
B var offentligt kendte personer og var henholdsvis træner og spiller i samme tophåndboldklub.
T1 havde desuden efterfølgende medvirket i et tv-program, hvor han havde omtalt A og B ved
navn. Sagen var en privat straffesag anlagt af A og B. Landsretten lagde til grund, at indholdet
af artiklerne og udtalelserne i tv-programmet ubestridt vedrørte forhold af privat karakter, jf.
straffelovens § 264 d, og at de indstævnte ikke havde samtykket i offentliggørelsen af artiklerne
mv. Det måtte endvidere lægges til grund, at T1, T2 og T3 med sikkerhed måtte gå ud fra, at A
og B ikke ville give samtykke til eller være indforstået med, at artiklerne mv. blev offentliggjort.
Endelig lagde landsretten til grund, at hverken artiklerne eller udtalelserne havde noget med
sportslige spørgsmål at gøre, men reelt alene fokuserede på A’s og B’s personlige forhold. På
denne baggrund fandt landsretten, at den vidtgående ytringsfrihed, som generelt må komme
pressen til gode af hensyn til dennes mulighed for på rimelig måde at udfylde rollen som of-
fentlighedens kontrol- og informationsorgan, ikke i det foreliggende tilfælde
–
ud fra en afvej-
ning af hensynet til A og B
–
kunne føre til, at offentliggørelsen af artiklerne mv. kunne anses
for berettiget, jf. straffelovens § 264 d, eller i øvrigt berettiget i medfør af Menneskerettigheds-
konventionens artikel 10. Straffene fandtes at skulle fastsættes efter medieansvarslovens § 26,
stk. 2. Som skærpende omstændighed lagde landsretten vægt på, at T1, T2 og T3 var bekendt
med A’s og B’s holdning til oplysninger i ugebladet om deres privatliv, de tiltaltes kendskab til
en tidligere dom mellem A og samme ugeblad og endelig på oplysningerne om ugebladets
oplagstal og læserkreds. Straffen blev fastsat som en sumbøde, jf. medieansvarslovens § 26,
stk. 2 in fine.
2.2 Praksis vedrørende overtrædelser af straffelovens § 264 d, stk. 2
TfK 2021.1175V: T straffet med 60 dages fængsel for overtrædelse af navnlig straffelovens §
264 d, stk. 2, jf. stk. 1, og § 232 ved at have uploadet 8 billeder af F til en pornohjemmeside,
hvoraf man på 5 af billederne kunne se F’s kønsdele eller bagdel, sammen med F’s fulde navn.
F havde forklaret, at hun havde haft et seksuelt forhold med T, men at hun ikke havde delt
nøgenbilleder med T, og at hun ikke havde givet tilladelse til at dele billederne. Efter karakteren
og antallet af de billeder, som var lagt på pornohjemmesiden med angivelse af F’s navn,
og
hvoraf det fremgik, at billederne var set 3.302 gange, fastsatte landsretten straffen som anført.
Landsretten lagde herunder vægt på den strafskærpelse, der var forudsat i lov nr. 257 af 10.
april 2018. Efter forholdets karakter var der ikke grundlag for at gøre straffen betinget, heller
ikke med vilkår om samfundstjeneste.
803
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0236.png
TfK 2022.472V: T straffet med en tillægsstraf på 60 dages fængsel for overtrædelse af straffe-
lovens § 264 d, stk. 2, jf. stk. 1, og blufærdighedskrænkelse efter § 232 ved i en periode fra maj
til september 2020 at have delt fire videoer af F med pornografisk indhold. Videoerne var delt
på en pornografisk hjemmeside. T var tidligere straffet i 2021 med 7 måneders fængsel og bøder
for anden kriminalitet, og straffen blev derfor fastsat som en tillægsstraf, jf. straffelovens § 89,
til disse straffe. Ved straffastsættelsen blev der bl.a. lagt vægt på den strafskærpelse, der var
forudsat ved lov nr. 257 af 10. april 2018.
TfK 2020.827V: T straffet med 3 måneders fængsel betinget med vilkår om samfundstjeneste
for overtrædelse af straffelovens § 264 d, stk. 2, jf. stk. 1, og blufærdighedskrænkelse efter §
232 ved i tre tilfælde at have oprette en salgsannonce på en hjemmeside med udbud af seksuelle
ydelser mod betaling med et tilhørende pornografisk fotografi af en ukendt person og med hen-
visning til F’s privatadresse og telefonnummer. I et af disse tilfælde var der til annoncen tilføjet
et billede af F’s ansigt. Ved straffastsættelsen blev der lagt vægt på karakteren og grovheden af
de indrykkede
annoncer og på T’s personlige forhold.
TfK 2022.344V: T straffet med 4 måneders fængsel betinget med vilkår om samfundstjeneste
for overtrædelse af straffelovens § 264 d, stk. 2, jf. stk. 1, ved i et opslag på sin Facebook-profil
at have delt et link til en videosekvens, der viste handlingen, hvorved F og en veninde blev
dræbt under anvendelse af kniv i Marokko, samt senere på samme Facebook-profil at have delt
navnet på en anden hjemmeside, hvor man kunne fremsøge videosekvensen. T, der på davæ-
rende tidspunkt var formand for Nye Borgerlige i Nordjylland, forklarede, at han mente, at den
danske regering undertrykte drabene på kvinderne. Landsretten fandt dog, at det havde været
muligt for tiltalte at belyse de kritisable forhold, som han ønskede at give udtryk for i sit opslag,
uden at dele indholdet af videosekvensen. Videregivelsen havde på den anførte baggrund efter
en samlet vurdering
–
og uanset at der havde været tale om en politisk motiveret ytring
–
ikke
været berettiget.
3. Konklusion
Som det fremgår ovenfor, er straffen for overtrædelse af straffelovens § 264 d senest skærpet
ved lov nr. 257 af 10. april 2018, der trådte i kraft den 15. april 2018, og ved lov nr. 1719 af 27.
december 2018, der trådte i kraft den 1. januar 2019.
Ved den førstnævnte lovændring (lov
nr. 257 af 10. april 2018)
indsattes et stk. 2 i § 264 d,
hvorefter straffen under særligt skærpende omstændigheder kan stige til fængsel indtil 3 år.
Vedrørende anvendelsesområdet for bestemmelsen fremgår af lovbemærkningerne bl.a., at sa-
ger, hvor gerningsmanden har videregivet nøgenbilleder eller -videoer, og dette materiale enten
har haft en særlig krænkende karakter, er udbredt i et stort omfang, herunder på internettet, er
udbredt i et stort antal eller består af et stort antal forurettede, omfattes af sidestrafferammen i
804
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
stk. 2. Derimod vil videregivelse af nogle få billeder i en mindre kreds
–
uanset at videregivelsen
sker via internettet
–
ikke blive omfattet af bestemmelsen i stk. 2, og sådanne tilfælde vil således
skulle bedømmes efter § 264 d, stk. 1, med et strafmaksimum på fængsel indtil 6 måneder. Det
gælder dog ikke, hvis der er tale om et særligt krænkende billede, f.eks. fordi det er af seksuel
eller pornografisk karakter.
Der blev med indsættelsen af stk. 2 desuden forudsat en gennemgående forhøjelse af straffen
for de overtrædelser, der omfattes af stk. 2 med en tredjedel i forhold til den straf, der hidtil
ville være blevet fastsat af domstolene. Med henvisning til den variation, som sagerne om over-
trædelse af straffelovens § 264 d havde, angav man ikke i lovbemærkningerne et konkret straf-
niveau. Der anførtes dog et enkelt eksempel, idet det forudsattes, at en sag om en digital sex-
krænkelse i form af udbredelse af et eller få nøgenbilleder på internettet i en større kreds af
personer ville skulle straffes med mindst 60 dages fængsel.
Ved den sidstnævnte lovændring (lov
nr. 1719 af 27. december 2018)
foretoges en sproglig
ændring af § 264 d, stk. 1, med henblik på i bemærkningerne at give anvisninger vedrørende
strafniveauet. I lovbemærkningerne anførtes, at bødeniveauet for overtrædelse af § 264 d, stk.
1, som udgangspunkt skulle tredobles, henholdsvis femdobles for massemediers ansvarsha-
vende redaktørers vedkommende (dog ikke i sager mod juridiske personer, hvor der udmåles
en bøde, der afspejler, at en tilsvarende freds- eller ærekrænkelse begået af en enkeltperson ville
være blevet straffet med fængsel).
Af bemærkningerne til denne lovændring fremgår endvidere, at med hensyn til strafniveauet
for freds- og ærekrænkelser er man er enig med Straffelovrådet i, at domstolene i sager, der har
en sådan grovhed, at straffen bør være fængsel, gennemgående udmåler en fængselsstraf, der
står i passende forhold til den begåede forbrydelse, og at man for så vidt angår udmåling af
fængselsstraf derfor ikke finder anledning til at foreslå ændringer i strafniveauet ud over de
forudsætninger vedrørende straffen for grove overtrædelser af straffelovens § 264 d, som blev
gennemført ved lov nr. 257 af 10. april 2018.
I nedenstående er det i forbindelse med redegørelsen for strafniveauerne ikke anført, om der
har været tale om betinget eller ubetinget straf. Det fremgår af praksisgennemgangen ovenfor i
afsnit 2, om straffene i de enkelte sager er gjort betingede.
3.1 Straffelovens § 264 d, stk. 1, om uberettiget videregivelse
Ved lov nr. 257 af 10. april 2018 tilføjedes et stk. 2 med en skærpet strafferamme, se nedenfor
om praksis efter denne del af bestemmelsen.
805
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
Ved lov nr. 1719 af 27. december 2018 blev der som udgangspunkt forudsat en tredobling af
bødeniveauet i sager om overtrædelse af § 264 d (der ikke er begået af massemediers ansvars-
havende redaktører), der medfører
bødestraf.
Der ses kun at foreligge en enkelt sag om over-
trædelse af straffelovens § 264 d, stk. 1, hvor forholdet er begået efter denne skærpelse. I sagen
blev straffen udmålt til 10 dagbøder à 750 kr. (7.500 kr.).
Fra tiden inden lovændringen foreligger fem domme, hvor straffen er udmålt til bøde (og hvor
der ikke er tale om sager om oplysninger eller billeder offentliggjort i massemedierne). I disse
er straffene udmålt til henholdsvis 5 dagbøder à 500 kr. (2.500 kr.), 6 dagbøder à 400 kr. (2.400
kr.), 6 dagbøder à 550 kr. (3.300 kr.) og 10 dagbøder à 200 kr. (2.000 kr.).
Det er udvalgets vurdering, at domstolene i den sag, der foreligger fra tiden efter lovændringen,
har fulgt lovgivers anvisninger om strafniveauet.
For så vidt angår sager om oplysninger eller billeder offentliggjort i massemedierne ses der kun
at foreligge to sager herom, jf. afsnit 2.1.3 ovenfor. Begge sager er fra tiden inden lov nr. 1719
af 27. december 2018.
For så vidt angår sager, hvori der idømmes
fængselsstraf,
har de nævnte lovændringer i 2018
og 2019 ikke haft til hensigt at medføre ændringer i strafniveauet for de tilfælde, hvor overtræ-
delsen også efter indsættelsen af stk. 2 ved lov nr. 257 af 10. april 2018 skal henføres under den
strafferamme af fængsel indtil 6 måneder, som nu er angivet i § 264 d, stk. 1.
For så vidt angår de tilfælde, der i dag skal henføres under § 264 d, stk. 2, blev det tilsigtet at
hæve strafniveauet med en tredjedel. Hvorvidt disse anvisninger er fulgt af domstolene i praksis
behandles nedenfor i afsnit 3.2.
Af praksisgennemgangen i afsnit 2.1 fremgår 15 sager om overtrædelse af straffelovens § 264
d (nu § 264 d, stk. 1), der har medført fængselsstraf, begået inden ikrafttrædelsen af de to oven-
nævnte lovændringer. Der ses ikke at foreligge sager om overtrædelse af § 264 d, stk. 1, der har
medført fængselsstraf, begået efter lovændringerne.
I de nævnte sager fra tiden inden lovændringerne er der udmålt straffe i niveauet fra
7 dages
fængsel til 6 måneders fængsel,
idet det bemærkes, at de tiltalte i nogle af sagerne samtidig er
fundet skyldig i en række andre overtrædelser af en vis betydning for strafudmålingen, herunder
straffelovens § 232 om blufærdighedskrænkelse med en strafferamme på 2 års fængsel.
806
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
I den lavere ende er der udmålt straf af
7 dages fængsel
for overtrædelse af straffelovens § 264
d og § 232 om blufærdighedskrænkelse i en sag, hvor tiltalte (15 år gammel) havde videresendt
fotos af seksuel karakter, som tiltalte havde modtaget fra forurettede, til tiltaltes veninde.
I tre sager er der udmålt straf af
10 dages fængsel
for overtrædelse af straffelovens § 264 d og
§ 232 om blufærdighedskrænkelse. I én af disse havde de to tiltalte på en chatlinje givet udtryk
for, at forurettede ønskede sex med forskellige mænd samt videregivet hendes telefonnummer,
hvilket resulterede i flere henvendelser til forurettede. Landsretten bemærkede, at de tiltalte
snarere har handlet i stor tankeløshed end med en egentlig plan om at skade P, som de tiltalte
ikke kendte. I de to øvrige sager var der tale om deling af forurettedes navn sammen med bil-
leder, hvor forurettede var helt eller delvist afklædt, delt henholdsvis på Instagram og i en chat-
gruppe på Facebook. I begge disse sager var tiltalte under 18 år på gerningstidspunktet.
I fire sager blev straffen udmålt til
20 dages fængsel
for overtrædelse af § 264 d henholdsvis §
264 d og § 232. I tre af sagerne havde tiltalte på internettet delt en erotisk opfordrende tekst,
der fremstod som skrevet af forurettede, hvilket i to af sagerne havde været ledsaget af intime
billeder af forurettede. I én sag havde tiltalte sendt seksuelle billeder af forurettede til foruret-
tedes mor.
I én sag blev tiltalte (17 år gammel) straffet med
30 dages fængsel
for overtrædelse af straffe-
lovens § 264 d og § 232 ved at have optaget to forurettede have samleje og delt optagelsen,
således at videoen blev videregivet til 100-150 personer.
I to sager, hvor tiltalte havde delt personlige oplysninger, herunder telefonnummer, og billeder
af en forurettet via en sexchat henholdsvis en sugardatinghjemmeside, hvilket resulterede i, at
forurettede blev kontaktet, blev straffen udmålt til
40 dages fængsel
for overtrædelse af straffe-
lovens § 264 d og § 232. I den ene sag blev tiltalte desuden dømt for trusler, jf. straffelovens §
266. I den anden sag var der tale om private fotos med seksuelt indhold.
I én sag blev tiltalte straffet med
60 dages fængsel
for overtrædelse af straffelovens § 264 d og
§ 232 for at have lagt 100 fotos og filmklip af seksuel karakter af sin ekskæreste på internettet,
herunder med angivelse af hendes navn.
I den højere ende er der i tre sager udmålt straf af henholdsvis
4, 5 og 6 måneders fængsel,
idet
tiltalte i alle disse samtidig blev dømt for overtrædelse af andre straffelovsbestemmelser. I de
to førstnævnte var der ud over overtrædelse af straffelovens § 264 d og § 232 også tale om
overtrædelse af § 263, stk. 2 (hacking). I sagen, der resulterede i 4 måneders fængsel, havde
tiltalte bl.a. ophængt intime nøgenbilleder af forurettede uden for dennes arbejdsplads og vide-
regivet billederne til lederen på arbejdspladsen samt hacket sig ind og læst kvindens mails. I
807
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
sagen, der resulterede i 5 måneders fængsel, havde tiltalte lagt billeder af en kvinde med navn
og cpr-nummer på en pornografisk hjemmeside samt hacket sig adgang til en andens personlige
papirer. I sagen, der resulterede i 6 måneders fængsel havde tiltalte ved uberettiget udbredelse
af seksuelle fotografier af 11 personer, herunder personer under 18 år, ud over overtrædelse af
straffelovens § 264 d og § 232 også gjort sig skyldig i overtrædelse af § 235, stk. 1, og 2, jf. §
23 (medvirken til besiddelse og videregivelse af seksuelt materiale med personer under 18 år).
Det kan således konstateres, at de sager, som ikke er af en karakter, der i dag ville være omfattet
af § 264 d, stk. 2, men af normalstrafferammen i § 264 d, stk. 1, er afgjort med straf i den nedre
del af strafferammen. Det bemærkes dog, at det i bemærkningerne til lov nr. 1719 af 27. de-
cember 2018 anføres, at domstolene i sager, der har en sådan grovhed, at straffen bør være
fængsel, gennemgående udmåler en fængselsstraf, der står i passende forhold til den begåede
forbrydelse, og at man for så vidt angår udmåling af fængselsstraf derfor ikke fandt anledning
til at foreslå ændringer i strafniveauet, ud over de forudsætninger vedrørende straffen for grove
overtrædelser af straffelovens § 264 d, stk. 2, som blev gennemført ved lov nr. 257 af 10. april
2018.
3.2 Straffelovens § 264 d, stk. 2, om uberettiget videregivelse under særligt skærpende
omstændigheder
Der ses at foreligge fire trykte domme vedrørende overtrædelse af straffelovens § 264 d, stk. 2.
I disse sager er straffen udmålt til henholdsvis
60 dages fængsel (i én sag som tillægsstraf), 3
måneders fængsel og 4 måneders fængsel.
I den første sag, der resulterede i straf af 60 dages fængsel, havde tiltalte uploadet otte billeder
af forurettede, hvor man på fem af dem kunne se forurettedes kønsdele eller bagdel, til en por-
nohjemmeside sammen med forurettedes navn. Det bemærkes, at det af bemærkningerne til lov
nr. 257 af 10. april 2018 som eksempel fremgår, at deling af et eller få nøgenbilleder på inter-
nettet i en større kreds af personer vil skulle straffes med mindst 60 dages fængsel.
I den anden sag, der resulterede i en tillægsstraf på 60 dages fængsel til en tidligere dom på 7
måneders fængsel, havde tiltalte delt fire videoer af forurettede med pornografisk indhold. Vi-
deoerne var delt på en pornografisk hjemmeside.
I den tredje sag, der resulterede i straf af 3 måneders fængsel, havde tiltalte i tre tilfælde oprettet
en salgsannonce på en hjemmeside med udbud af seksuelle ydelser mod betaling med et tilhø-
rende pornografisk fotografi af en ukendt person
–
i ét tilfælde med et fotografi af forurettedes
ansigt
–
og med henvisning til forurettedes privatadresse, telefonnummer m.v.
808
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
I den sidste sag, der resulterede i straf af 4 måneders fængsel, havde tiltalte på Facebook delt et
link til en videosekvens og navnet på en hjemmeside med en videosekvens, der viste F og en
veninde blive dræbt med kniv i Marokko.
Strafudmålingen i de nævnte få trykte sager om overtrædelse af straffelovens § 264 d ligger i
den nedre del af sidestrafferammen i § 264 d, stk. 2, på fængsel indtil 3 år.
Det bemærkes i den forbindelse, at strafferammen for de tilfælde, der efter lovændringen ved
lov nr. 257 af 10. april 2018 ville være omfattet af bestemmelsens stk. 2, med lovændringen
blev hævet fra fængsel i 6 måneder til fængsel i 3 år. Dog bemærkes, at en væsentlig del af
disse tilfælde hidtil samtidig med § 264 d også var blevet henført under straffelovens § 232 om
blufærdighedskrænkelse med en strafferamme på 2 år. Som det fremgår af afsnit 1 ovenfor,
havde Justitsministeriet oprindeligt i lovforslaget lagt op til at fastsætte den skærpede sidestraf-
ferammes maksimum i samme niveau som strafmaksimum i § 232, altså til fængsel i 2 år. Denne
ændring skulle ledsages af en forhøjelse af strafniveauet med en tredjedel sammenlignet med
det hidtidige niveau, der skulle gælde for alle tilfælde, der herefter henførtes under det foreslå-
ede stk. 2, herunder i sager om digitale sexkrænkelser der i forvejen kunne straffes med op til
2 års fængsel, jf. straffelovens § 232. Under udvalgsbehandlingen blev lovforslaget dog ændret
således, at maksimum i den nye sidestrafferamme hævedes til fængsel indtil 3 år. Af bemærk-
ningerne hertil fremgår, at der ikke herved var tilsigtet nogen ændring i de forudsætninger med
hensyn til strafudmålingen, som fremgik af det oprindelige lovforslag. Der var således tale om
en markant forhøjelse af strafferammens maksimum for forhold, der fremover ville henføres
under § 264 d, stk. 2, mens der forudsattes en forøgelse af strafniveauet med en tredjedel.
Som det fremgår af afsnit 3.1 ovenfor, blev der i trykt praksis inden lovændringen udmålt straffe
i niveauet fra bøde til 20 dages fængsel i tilfælde, der alene henførtes under straffelovens § 264
d. I tilfælde, hvor forholdet samtidig er henført under andre bestemmelser, herunder særligt
straffelovens § 232 (med et strafmaksimum på 2 års fængsel), ses der udmålt straffe op til 6
måneders fængsel. Det hidtidige strafniveau lå således i den lave ende af henholdsvis straffe-
rammen i § 264 d på bøde eller fængsel indtil 6 måneder og strafferammen i § 232 på bøde eller
fængsel indtil 2 år. Den væsentlige forhøjelse af strafferammen for overtrædelser omfattet af §
264 d, stk. 2, samtidig med en relativt mindre forøgelse af strafniveauet har således efter udval-
gets vurdering bidraget til afstanden mellem strafferammens maksimum og det konkret udmålte
strafniveau.
Sagerne om overtrædelse af straffelovens § 264 d er af meget forskelligartet karakter, og straf-
udmålingen i sagerne er derfor foretaget på baggrund af en konkret helhedsvurdering af en
række forskellige omstændigheder i sagerne. Det er på den baggrund vanskeligt at sammenligne
strafudmålingen i sagerne fra tiden inden strafskærpelserne med sagerne omfattet heraf. Det er
809
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
dog udvalgets vurdering, at strafskærpelsen ved lov nr. 257 af 10. april 2018 har haft en effekt
i den begrænsede foreliggende praksis vedrørende overtrædelser henført under § 264 d, stk. 2.
810
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
Kapitel 10
Formueforbrydelser
1. Indledning
Straffelovens kapitel 28 om formueforbrydelser omfatter en længere række forskelligartede for-
brydelser. Ved en lovændring i 2001 samledes det tidligere kapitel 28 om berigelsesforbrydelser
med det tidligere kapitel 29 om andre strafbare formuekrænkelser på baggrund af en anbefaling
fra Brydensholt-udvalget, jf. betænkning nr. 1371/1999 om udviklingen i lovgivningen og kri-
minaliteten samt hæleri og anden efterfølgende medvirken, side 109. Udvalget begrundede an-
befalingen med, dels at opdelingen gav et misvisende billede af, hvilke typer bestemmelser
kapitlet indeholdt, dels at der ikke var noget praktisk behov for opdelingen.
Begrebet ”berigelsesforbrydelser” bruges dog stadig
i dag i overensstemmelse med definitionen
i bl.a. Straffelovskommissionens betænkning fra 1923, spalte 366, som de forbrydelser, der er
karakteriseret ved, at uberettiget vinding opnås direkte gennem retsstridig tilføjelse af et tilsva-
rende formuetab for forurettede (materiel formueforskydning). Straf for overtrædelse af en af
disse bestemmelser kræver således et såkaldt berigelsesforsæt. Dog er det for visse bestemmel-
ser tilstrækkeligt, at gerningspersonen har indset en væsentlig risiko for tab. Berigelsesforbry-
delserne findes i §§ 276-289 a.
Straffelovens §§ 276-283 indeholder ingen strafferammer, idet disse er samlet i §§ 285-287.
Denne systematik blev indført med 1930-straffeloven
med det formål at ”gennemføre Ensartet-
hed i Behandlingen så fuldkomment, at den ret ørkesløse Strid om den rette Afgrænsning mel-
lem Tyveri, Underslæb, Bedrageri o.s.v. mister praktisk Betydning.”, jf.
Torps betænkning af
1917, side 231.
Disse bestemmelser vedrører tyveri (§ 276), indbrudstyveri (§ 276 a), ulovlig omgang med hit-
tegods (§ 277), underslæb (§ 278), bedrageri (§ 279), databedrageri (§ 279 a), mandatsvig (§
280), afpresning (§ 281), åger (§ 282) og skyldnersvig (§ 283).
De efterfølgende berigelsesforbrydelser har derimod selvstændige strafferammer. I straffelo-
vens § 288 er røveri kriminaliseret. Straffelovens § 289 vedrører særligt grove overtrædelser af
skatte-, told-, afgifts- eller tilskudslovgivningen og særligt grove overtrædelser af § 289 a. Straf-
felovens § 289 a vedrører bl.a. svig med nationale eller EU-midler.
Herefter følger en række forbrydelser, der relaterer sig til formuegoder, men som ikke kræver
berigelsesforsæt.
811
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
I § 290 er hæleri kriminaliseret, § 290 a vedrører hvidvask, mens § 290 b giver mulighed for at
idømme medlemmer af direktionen eller bestyrelsen af et systemisk vigtigt finansielt institut en
højere straf for overtrædelse af visse bestemmelser i lov om finansiel virksomhed og hvidvask-
loven.
Dernæst følger hærværksbestemmelsen i § 291 og § 292, hvorefter det er kriminaliseret at und-
drage sine ejendele fra at tjene til fyldestgørelse af sine fordringshavere ved at ødelægge disse.
I § 293 og § 293 a er brugstyveri kriminaliseret, § 294 vedrører selvtægt, mens § 295 krimina-
liserer inddæmning eller anbringelse af faste indretninger i ferske vande eller på søterritoriet i
strid med privates eller det offentliges ret.
Straffelovens § 296 og § 297 er bedragerilignende bestemmelser. Bestemmelserne var tidligere
samlet i en enkelt bestemmelse, men ved en lovændring i 2005 blev bestemmelserne delt, idet
§ 296 nu udgør en overbygning til en række speciallovsbestemmelser om juridiske personers
retsforhold, mens forhold, der ikke særligt relaterer sig til juridiske personer, er udsondret til en
særskilt bestemmelse i § 297.
§ 298 er subsidiær til bedrageri, jf. § 279, og er bl.a. anvendelig i visse situationer, hvor ger-
ningspersonen ikke på det relevante tidspunkt havde berigelsesforsæt.
På samme måde er § 299, stk. 1, subsidiær til § 280 om mandatsvig. § 299, stk. 2, vedrører
returkommission.
§§ 299 a-299 d er alle overbygningsbestemmelser, der gælder for særligt grove overtrædelser
af visse bestemmelser i speciallovgivningen.
Straffelovens § 300 kan anvendes i nogle tilfælde, hvor en skyldner forringer sine kreditorers
mulighed for at søge fyldestgørelse i vedkommendes aktiver, og hvor § 283 ikke er anvendelig.
Straffelovens § 300 a og § 300 b supplerer henholdsvis § 279 og § 282. Efter § 300 c straffes
visse tilfælde af efterfølgende medvirken til overtrædelser af § 282, § 300 a eller § 300 b.
Efter § 301 straffes den, der med forsæt til uberettiget anvendelse fremstiller, skaffer sig, be-
sidder eller videregiver oplysninger, som identificerer et betalingsmiddel, der er tildelt andre,
eller genererede betalingskortnumre. Straffelovens § 302 er en overbygningsbestemmelse til
reglerne om bl.a. bogføring i speciallovgivningen og er subsidiær til straffelovens § 296.
812
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0245.png
Efter § 303 straffes groft uagtsom tilforhandling mv. af ting, der er erhvervet ved en berigelses-
forbrydelse.
§ 304 vedrører påvirkning af en stemmeafgivning vedrørende et formuegode. § 304 a vedrører
bestikkelse af en voldgiftsdommer.
Straffelovens § 305 er en påtalebestemmelse, der fastsætter hvilke af kapitlets bestemmelser,
der er undergivet henholdsvis privat og betinget offentlig påtale. De øvrige bestemmelser, der
ikke er nævnt i § 305, er undergivet offentlig påtale.
Udvalget har afgrænset undersøgelsen således, at strafniveauet for overtrædelse af straffelovens
§§ 276-293 a behandles i nedenstående, mens §§ 294-304 a, der ikke kan anses for at have
nogen videre betydning for udvalgets arbejde, ikke behandles yderligere.
2. Straffelovens §§ 276-287
2.1 Lovgivning og forarbejder vedrørende §§ 276-283
2.1.1 Straffelovens § 276 om tyveri
Straffelovens § 276 om tyveri lyder:
Ӥ
276. For tyveri straffes den, som uden besidderens samtykke borttager en frem-
med rørlig ting for at skaffe sig eller andre uberettiget vinding ved dens tilegnelse.
Med rørlig ting sidestilles her og i det følgende en energimængde, der er fremstillet,
opbevaret eller taget i brug til frembringelse af lys, varme, kraft eller bevægelse
eller i andet økonomisk øjemed.”
Bestemmelsen er ikke ændret siden Borgerlig Straffelov fra 1930, jf.
lov nr. 126 af 15. april
1930.
Ved
lov nr. 760 af 29. juni 2011
foretoges en skærpelse af straffen for organiseret indbrudskri-
minalitet. Med ændringen blev det således i strafskærpelsesreglen i straffelovens § 286, stk. 1,
præciseret, at straffen for visse formueforbrydelser kan stige til fængsel indtil 6 år, såfremt der
er tale om tyveri begået som led i organiseret indbrudskriminalitet. Samtidig tilsigtedes med
ændringen en gennemgående forhøjelse af straffen for organiseret indbrudstyveri, der henføres
under § 286, stk. 1, med en tredjedel i forhold til den straf, der hidtil var fastsat af domstolene.
For en nærmere beskrivelse af lovændringen henvises til afsnit 2.1.11 nedenfor.
Indtil vedtagelsen af
lov nr. 1680 af 26. december 2017
omfattede straffelovens § 276 alle for-
mer for tyveri. Med lovændringen blev indbrudstyveri dog selvstændigt kriminaliseret i § 276
a og således udsondret fra anvendelsesområdet for § 276.
813
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0246.png
Strafferammen for tyveri er som udgangspunkt fængsel indtil 1 år og 6 måneder, jf. straffelo-
vens § 285, stk. 1. Straffen kan dog i medfør af straffelovens § 286, stk. 1, under visse omstæn-
digheder stige til fængsel indtil 6 år. Hvis tyveriet er af mindre strafværdighed, er straffen bøde,
og under i øvrigt formildende omstændigheder kan straffen bortfalde, jf. § 287, stk. 1. Se nær-
mere om straffelovens §§ 285-287 nedenfor i afsnit 2.1.11.
2.1.2 Straffelovens § 276 a om indbrudstyveri
Straffelovens § 276 a om indbrudstyveri lyder:
Ӥ 276 a.
For indbrudstyveri straffes den, som uberettiget skaffer sig adgang til
fremmed hus og uden besidderens samtykke borttager en fremmed rørlig ting for at
skaffe sig eller
andre uberettiget vinding ved dens tilegnelse.”
Bestemmelsen blev indført ved
lov nr. 1680 af 26. december 2017,
der trådte i kraft den 1.
januar 2018. Ændringen indebar, at indbrudstyveri blev udskilt fra den almindelige tyveribe-
stemmelse i straffelovens § 276 til en særskilt bestemmelse i § 276 a.
Formålet med ændringen var bl.a. at markere, at indbrudstyveri adskiller sig fra andre former
for tyveri, herunder f.eks. cykeltyveri eller simpelt lommetyveri, da indbrudstyveri er særligt
utryghedsskabende for de personer, der udsættes for sådanne forbrydelser, jf. Folketingstidende
2017-18, tillæg A, L 34 som fremsat, side 2.
Samtidig indsattes en henvisning i straffelovens § 285, stk. 1, og § 286, stk. 1, til straffelovens
§ 276 a. Bestemmelsen blev ved indførelsen også omfattet af § 287, der allerede henviste til
”§§ 276-283”. Strafudmålingen for en overtrædelse § 276 a skal
derfor ligesom for overtrædel-
ser af § 276 ske inden for strafferammerne i §§ 285-287. Strafferammen for overtrædelse af §
276 a er således som udgangspunkt fængsel indtil 1 år og 6 måneder, jf. § 285, stk. 1, dog
således at straffen i medfør af § 286, stk. 1, kan stige til fængsel indtil 6 år, hvis betingelserne
herfor er opfyldt. Er overtrædelsen af mindre strafværdighed, er straffen bøde, og under i øvrigt
formildende omstændigheder kan straffen bortfalde, jf. straffelovens § 287, stk. 1. Det er dog i
bemærkningerne til § 276 a forudsat, at straffelovens § 287 som udgangspunkt ikke anvendes
ved indbrudstyveri, jf. nedenfor. Se nærmere om straffelovens §§ 285-287 nedenfor i afsnit
2.1.11.
Der blev med lovændringen endvidere lagt op til, at der skulle ske en gennemgående forhøjelse
af strafudmålingsniveauet for indbrudstyveri, der henføres under straffelovens § 285, stk. 1,
begået i beboelse har befundet sig personer i hjemmet, med en tredjedel i forhold til det gæl-
dende strafniveau.
814
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0247.png
Vedrørende det hidtidige stafniveau for indbrudstyveri fremgår i afsnittet om gældende ret i
bemærkningerne til lovændringen, jf. Folketingstidende 2017-18, tillæg A, L 34 som fremsat,
side 2 f., bl.a. følgende:
”2.1.3. Straffen i sager om tyveri, herunder indbrudstyveri, fastsættes –
som i andre
straffesager
–
på baggrund af en konkret vurdering af samtlige sagens omstændig-
heder, herunder tidligere domme, værdien af de stjålne genstande, udførelsen af
tyveriet, antallet af gerningsmænd og antallet af foretagne tyverier til samtidig be-
dømmelse. Som følge af de mange forskelligartede forhold er der imidlertid stor
variation i strafniveauet for indbrudstyveri. Det er på den baggrund i øvrigt vanske-
ligt præcist at angive strafniveauet for disse sager. Som eksempel kan dog nævnes,
at sager om indbrudstyveri i 1. gangstilfælde, der i dag ville blive straffet i omegnen
af 30 dages fængsel, efter den foreslåede strafskærpelse blive straffet med i omeg-
nen af 40 dages fængsel.
2.1.4. Er der i forbindelse med et tyveri ødelagt, beskadiget eller bortskaffet ting,
der tilhører en anden, kan der efter omstændighederne straffes i sammenstød med
straffelovens § 291 om hærværk. Efter § 291, stk. 1, er strafferammen for hærværk
bøde eller fængsel indtil 1 år og 6 måneder. Øves der hærværk af betydeligt omfang
eller af mere systematisk eller organiseret karakter, eller er gerningsmanden tidli-
gere straffet for hærværk mv., kan straffen stige til fængsel i 6 år, jf. § 291, stk. 2.”
Vedrørende strafskærpelsen fremgår af bemærkningerne, jf. Folketingstidende 2017-18, tillæg
A, L 34 som fremsat, side 3, bl.a. følgende:
”2.2.3.
Der lægges med forslaget endvidere op til, at der skal ske en gennemgående
forhøjelse af strafudmålingsniveauet for indbrudstyveri begået i beboelse, hvor der
under indbruddet har befundet sig personer i hjemmet, med en tredjedel i forhold
til det gældende strafniveau, når straffen fastsættes efter straffelovens § 285, stk. 1.
Der tilsigtes ikke i øvrigt en skærpelse af strafudmålingsniveauet for indbrudstyveri
omfattet af den foreslåede § 276 a, herunder for indbrudstyveri, der henføres under
straffelovens § 286.
Strafudmålingen vil således fortsat skulle foretages inden for de eksisterende straf-
ferammer i straffelovens §§ 285-287. Der ændres således ikke med forslaget på
afgrænsningen af, om et indbrudstyveri skal henføres under straffelovens §§ 285,
286 eller 287. Det forudsættes således, at den hidtidige praksis, hvorefter straffelo-
vens § 287 som udgangspunkt anvendes på simpelt tyveri, og dermed som udgangs-
punkt ikke anvendes ved indbrudstyveri, fortsætter efter indførelsen af den foreslå-
ede bestemmelse i straffelovens § 276 a.”
2.1.3 Straffelovens § 277 om ulovlig omgang med hittegods
Straffelovens § 277 om ulovlig omgang med hittegods lyder:
815
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0248.png
Ӥ 277. For ulovlig omgang med hittegods straffes den, som for derigennem at
skaffe sig eller andre uberettiget vinding tilegner sig en fremmed rørlig ting, som
ikke er i nogens varetægt, eller som ved ejerens forglemmelse eller på lignende
tilfældig måde er kommet i gerningsmandens varetægt.”
Bestemmelsen er ikke ændret siden Borgerlig Straffelov af 1930, jf.
lov nr. 126 af 15. april
1930.
Ulovlig omgang med hittegods straffes i modsætning til §§ 276, 276 a og 278-283 ikke i medfør
af straffelovens § 285, stk. 1, men i medfør af bestemmelsens stk. 2. Efter § 285, stk. 2, straffes
ulovlig omgang med hittegods med bøde eller fængsel indtil 1 år og 6 måneder. Bestemmelsen
er desuden ikke omfattet af den skærpede strafferamme i § 286, men er omfattet af § 287. Se
nærmere om straffelovens §§ 285-287 nedenfor i afsnit 2.1.11.
2.1.4 Straffelovens § 278 om underslæb
Straffelovens § 278 om underslæb lyder:
Ӥ
278. For underslæb straffes den, som for derigennem at skaffe sig eller andre
uberettiget vinding
1) tilegner sig en fremmed rørlig ting, der er i hans varetægt, uden at forholdet
falder ind under § 277,
2) fragår modtagelsen af pengelån eller andet lån til eje eller af en ydelse, for
hvilken der skal svares vederlag,
3) uretmæssig forbruger ham betroede penge, selv om han ikke var forpligtet til
at holde disse afsondrede fra sin egen formue.
Stk. 2.
Bestemmelsen i stk. 1, nr. 1, omfatter ikke dispositioner over købte gen-
stande, med hensyn til hvilke en sælger har forbeholdt sig ejendomsret, indtil købe-
summen er betalt.”
Bestemmelsen i § 278 er kun ændret en enkelt gang siden Borgerlig Straffelov fra 1930, jf.
lov
nr. 126 af 15. april 1930,
idet bestemmelsens stk. 2 blev indsat ved
lov nr. 319 af 13. juni 1973.
Ændringen bundede bl.a. i en tilbagevendende debat om den strafferetlige betydning af ejen-
domsforbehold.
Efter hidtil gældende ret kunne den, der havde købt en ting på afbetaling med gyldigt ejendoms-
forbehold, men videresolgte tingen, forinden købesummen fuldt ud var betalt, straffes efter §
278 (afbetalingsunderslæb). Med ændringen foretoges en afkriminalisering af sådanne forhold.
816
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0249.png
Sådanne dispositioner kan dog efter omstændighederne være omfattet af straffelovens § 279
som bedrageri over for den senere erhverver af genstanden og eventuelt tillige over for den
oprindelige sælger, hvis køberen allerede ved handlens indgåelse har haft forsæt til at disponere
i strid med ejendomsforbeholdet, jf. Folketingstidende 1972-73, tillæg A, spalte 5141.
Ændringen byggede dels på betænkning nr. 650/1972 vedrørende nogle af- og nedkriminalise-
ringsspørgsmål afgivet af en arbejdsgruppe nedsat af Justitsministeriet samt på udtalelser, som
Justitsministeriet havde indhentet over betænkningen, herunder navnlig en udtalelse af 5. januar
1973 fra Straffelovrådet.
Strafferammen for underslæb er som udgangspunkt fængsel indtil 1 år og 6 måneder, jf. straf-
felovens § 285, stk. 1. Straffen kan dog under visse omstændigheder stige til fængsel indtil 8
år, jf. straffelovens § 286, stk. 2. Såfremt underslæbet er af mindre strafværdighed, er straffen
bøde, og under i øvrigt formildende omstændigheder kan straffen bortfalde, jf. straffelovens §
287, stk. 1. Se nærmere om straffelovens §§ 285-287 nedenfor i afsnit 2.1.11.
2.1.5 Straffelovens § 279 om bedrageri
Straffelovens § 279 om bedrageri lyder:
Ӥ 279. For bedrageri straffes den, som, for derigennem at skaffe sig eller andre
uberettiget vinding, ved retsstridigt at fremkalde, bestyrke eller udnytte en vildfa-
relse bestemmer en anden til en handling eller undladelse, hvorved der påføres
denne eller nogen, for hvem handlingen eller undladelsen bliver afgørende, et for-
muetab.”
Bestemmelsen i straffelovens § 279 er ikke ændret siden Borgerlig Straffelov fra 1930, jf.
lov
nr. 126 af 15. april 1930.
Bestemmelsen suppleres af en række andre bestemmelser i straffelovens kapitel 28, herunder
§§ 296-298 og § 300 a.
Strafferammen for bedrageri er som udgangspunkt fængsel indtil 1 år og 6 måneder, jf. straffe-
lovens § 285, stk. 1. Straffen kan under visse omstændigheder stige til fængsel indtil 8 år, jf.
straffelovens § 286, stk. 2. Såfremt bedrageriet derimod er af mindre strafværdighed, er straffen
bøde, og under i øvrigt formildende omstændigheder kan straffen bortfalde, jf. straffelovens §
287, stk. 1. Se nærmere om straffelovens §§ 285-287 nedenfor i afsnit 2.1.11.
817
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0250.png
2.1.6 Straffelovens § 279 a om databedrageri
Straffelovens § 279 a om databedrageri lyder:
Ӥ 279
a. For databedrageri straffes den, som for derigennem at skaffe sig eller
andre uberettiget vinding retsstridigt ændrer, tilføjer eller sletter oplysninger eller
programmer til elektronisk databehandling eller i øvrigt retsstridigt søger at påvirke
resultatet
af sådan databehandling.”
Bestemmelsen blev indført ved
lov nr. 229 af 6. juni 1985,
der byggede på Straffelovrådets
betænkning nr. 1032/1985 om datakriminalitet. Der fandtes at være behov for en særskilt be-
stemmelse om databedrageri, idet en række bedragerilignende forhold vedrørende dataforhold
efter Straffelovrådets opfattelse ville falde uden for den almindelige bedrageribestemmelse i §
279, jf. Folketingstidende 1984-85, tillæg A, spalte 4378.
Om formålet med og udformningen af bestemmelsen anføres i forarbejderne, jf. Folketingsti-
dende 1984-85, tillæg A, spalte 4378, bl.a.:
”Den gældende bestemmelse i § 279 om bedrageri vil kunne omfatte forhold, som
begås under anvendelse af datateknik. Straffelovrådet nævner som eksempel på et
sådant dataforhold, som vil være omfattet af bedrageribestemmelsen, at en person
uretmæssigt tilføjer, ændrer eller sletter dataoplysninger under omstændigheder,
hvor en anden person derefter opfatter de urigtige dataoplysninger og på dette
grundlag foretager en handling eller undlader at foretage sig noget, f.eks. at debitere
eller kreditere en person et beløb. I sådanne tilfælde er der gennem dataanlæggets
udvisende på en skærm eller en udskrift af dataoplysninger fremkaldt en vildfarelse
og en handling på en måde, der ganske svarer til, at gerningsmanden svigagtigt
fremsender eller anbringer urigtige regninger, fakturaer, varerekvisitioner o.lign.
eller mundtligt giver urigtige oplysninger.
I visse tilfælde kan det være mere tvivlsomt, om bedrageribestemmelsen er anven-
delig på dataforhold. Det nævnes i den forbindelse, jfr. betænkningen side 46, at en
ret almindelig form for datakriminalitet består i, at en person, der betjener et data-
anlæg eller kan give instruktioner om dettes betjening, opretter fiktive konti for
ikke-eksisterende personer (leverandører, forsikringstagere, lønmodtagere, pensio-
nister m.v.) og opnår udbetaling via konti, som han selv eller andre råder over, af
de beløb, som foregives at tilkomme de opdigtede personer. De nærmere anvendte
fremgangsmåder kan variere meget, bl.a. beroende på hvad det er nødvendigt og
muligt for den pågældende at gennemføre af mellemliggende transaktioner for at
undgå kontrol. Straffelovrådet bemærker, at i relation til bedrageriforbrydelsen skal
pågældendes handlemåde have fremkaldt, bestyrket eller udnyttet en vildfarelse hos
andre og dermed fremkaldt en disposition. Rådet antager, at disse krav normalt er
opfyldt, når overordnede i virksomheden er blevet motiverede til ikke at foretage
sig noget, fordi de er gået ud fra, at opgjorte beløb, foreliggende navnelister etc.
svarer til reelle forpligtelser. Men selv om et sådant forhold eventuelt ikke omfattes
818
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
af bedrageribestemmelsen i straffelovens § 279, vil det ofte kunne være omfattet af
straffelovens § 280 om mandatsvig, der er subsidiær i forhold til § 279.
I betænkningen, side 47-48, fremhæver straffelovrådet, at straffelovens § 279 om
bedrageri ikke omfatter tilfælde, hvor en forretningsmæssig arbejdsgang er så au-
tomatiseret, at der ikke i forløbet optræder en enkeltperson, der handler på grundlag
af de urigtige dataoplysninger. Herhen hører bl.a. tilfælde, hvor beløb krediteres
eller debiteres en person (eller overføres fra en person til en anden) ved indtastning
i et dataanlæg uden yderligere mellemkommende handlinger, der opfylder kravet i
§ 279 om, at nogen er blevet vildledt til at gøre eller undlade noget. Sådanne tilfælde
vil ikke kunne straffes som tyveri, da der ikke borttages nogen rørlig ting, og heller
ikke som underslæb med hensyn til penge, da pengene ofte ikke vil være »betro-
ede«, jfr. § 278, stk. 1, nr. 3. I praksis har man derfor været nødt til at anvende
bestemmelsen i straffelovens § 280 om mandatsvig, selv om det eventuelt er en
underordnet medarbejder, som har udført handlingen.
I klasse med de her nævnte tilfælde, hvor oplysningen indtastes direkte i et dataan-
læg, og hvor straffelovens § 279 om bedrageri derfor ikke kan anvendes, sætter
straffelovrådet tilfælde, hvor der ganske vist er en person, der handler i tillid til
urigtige oplysninger fra et dataanlæg, men hvor den pågældende
–
typisk som følge
af sin underordnede stilling
–
ikke kan siges at udøve nogen reel prøvelse af oplys-
ningernes rigtighed. Dette kan f.eks. understreges af en almindelig instruks til den
pågældende om, at den pågældende skal udbetale penge eller f.eks. som lagerfor-
valter skal udlevere varer i overensstemmelse med de oplysninger, der fremkommer
på en terminalskærm eller en udskrift af dataoplysninger. Grænsen for anvendelsen
af § 279 i tilfælde af den nævnte art kan efter rådets opfattelse næppe angives helt
sikkert; den kan bl.a. bero på den pågældendes stilling, f.eks. om den, der aflæser
dataoplysninger, er lagerforvalter eller chauffør, hovedkasserer eller assistent på
kassererkontoret.
Som det fremgår af det anførte, vil en række bedragerilignende forhold vedrørende
dataforhold således efter straffelovrådets opfattelse falde uden for bestemmelsen i
§ 279, hvis der ikke i forløbet optræder en person, som er blevet vildledt til at gøre
eller undlade noget. De fleste af disse forhold må ganske vist i dag
–
når de er begået
af ansatte
–
antages at være omfattet af straffelovens § 278, stk. 1, nr. 3, om under-
slæb med hensyn til betroede penge eller af § 280 om mandatsvig, jfr. betænknin-
gens kapitel 7. Men straffelovrådet fremhæver, at ingen af disse bestemmelser er
udformet med henblik på at ramme datakriminalitet. Der kan derfor ifølge rådet
tænkes tilfælde, hvor det vil være mindre naturligt at henføre disse nye kriminali-
tetsformer under bestemmelserne om pengeunderslæb eller mandatsvig.
Straffelovrådet finder det navnlig på den baggrund hensigtsmæssigt i lighed med,
hvad der påtænkes i de øvrige nordiske lande, at samle disse bedragerilignende for-
hold i en ny bestemmelse i straffelovens § 279 a om databedrageri.
Efter forslaget straffes for databedrageri den, som for derigennem at skaffe sig eller
andre uberettiget vinding retsstridigt ændrer, tilføjer eller sletter oplysninger eller
programmer til elektronisk databehandling eller i øvrigt retsstridigt søger at påvirke
819
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0252.png
resultatet af sådan databehandling. Bestemmelsen er udformet med udgangspunkt i
den almindelige bedrageribestemmelse i § 279 for at understrege tilknytningen til
denne bestemmelse, men samtidig frigøres databedrageriforhold fra kravet i § 279
om, at en person som følge af gerningsmandens forhold skal være blevet vildledt til
at foretage en disposition. I stedet for denne vildledelse træder ved databedrageri
det for dataforhold mere dækkende krav om, at der skal være sket et indgreb i grund-
laget for den elektroniske databehandling. Bestemmelsen er endvidere udformet så-
ledes, at der ikke
–
som tilfældet er efter den almindelige bedrageribestemmelse
–
skal føres bevis for, at der foreligger et økonomisk tab hos offeret for gerningen.
[…]
2.4 […]
Justitsministeriet kan endvidere tiltræde straffelovrådets forslag om, at den nye be-
stemmelse om databedrageri udformes på tilsvarende måde som § 279 om bedra-
geri, men at kravene efter denne bestemmelse bl.a. fraviges for så vidt angår kravet
om, at der skal føres bevis for et økonomisk tab hos offeret. Kravet herom i § 279
og i § 280 har i praksis givet anledning til en række vanskeligheder. For så vidt
angår dataforhold ville et krav om økonomisk tab yderligere bevirke vanskeligheder
i praksis, da det ofte vil kunne være vanskeligt at fremskaffe oplysninger om, hvor-
vidt og i givet fald hvornår den tabsforvoldende databehandling har fundet sted.
Justitsministeriets forslag til en ny bestemmelse om databedrageri er på baggrund
af det anførte udformet i overensstemmelse
med straffelovrådets udkast.”
Databedrageri er en berigelsesforbrydelse og forudsætter således berigelsesforsæt. Der er, som
det fremgår af de citerede bemærkninger, derimod ikke noget krav om, at der faktisk sker et
formuetab hos forurettede, og forbrydelsen fuldbyrdes allerede på tidspunktet for foretagelsen
af handlingen.
Med hensyn til strafferammen blev det vurderet, at der skulle gælde den samme strafferamme
for databedrageri som for bl.a. bedrageri og mandatsvig. Normalstrafferammen er således fæng-
sel indtil 1 år og 6 måneder, jf. straffelovens § 285, stk. 1. Under visse omstændigheder kan
straffen stige til fængsel i 8 år, jf. straffelovens § 286, stk. 2. Er databedrageriet omvendt af
mindre strafværdighed, vil straffen være bøde, og under i øvrigt formildende omstændigheder
kan straffen bortfalde, jf. straffelovens § 287, stk. l. Se nærmere om straffelovens §§ 285-287
nedenfor i afsnit 2.1.11.
2.1.7 Straffelovens § 280 om mandatsvig
Straffelovens § 280 om mandatsvig lyder:
”§ 280. For mandatsvig straffes, for så vidt forholdet ikke falder ind under §§ 276-
279 a, den, som for derigennem at skaffe sig eller andre uberettiget vinding påfører
en anden formuetab
820
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0253.png
1) ved misbrug af en for ham skabt adgang til at handle med retsvirkning for
denne eller
2) ved i et formueanliggende, som det påhviler ham at varetage for den anden,
at handle mod dennes tarv.”
Bestemmelsen i § 280 har i det væsentligste været uændret siden vedtagelsen af Borgerlig Straf-
felov fra 1930, jf.
lov nr. 126 af 15. april 1930.
Bestemmelsen er alene ændret ved
lov nr. 229 af 6. juni 1985,
hvor der som konsekvens af
indførelsen af en ny bestemmelse om databedrageri i straffelovens § 279 a blev indsat en hen-
visning hertil i § 280. Herved blev § 279 a tilføjet i rækken af berigelsesforbrydelser, som man-
datsvigbestemmelsen er subsidiær i forhold til.
I de specielle bemærkninger til ændringen, jf. Folketingstidende 1984-85, tillæg A, spalte 4386,
henvises til Straffelovrådets betænkning nr. 1032/1985 om datakriminalitet, der dannede grund-
lag for lovændringen. Af betænkningens side 83 fremgår om ændringen af bestemmelsen i §
280 følgende:
”Ved ændringen indføjes § 279 a i rækken af berigelsesforbrydelser, som er pri-
mære i forhold til mandatsvigsbestemmelsen. Den nye bestemmelse i § 279 a om
databedrageri vil i sammenhæng med ændringen af § 280 formentlig betyde, at stør-
stedelen af de sager om datakriminalitet, som efter gældende ret er henført til § 280,
i fremtiden vil blive henført under den nye bestemmelse i § 279 a om databedra-
geri.”
Strafferammen for mandatsvig er som udgangspunkt fængsel indtil 1 år og 6 måneder, jf. straf-
felovens § 285, stk. 1. Straffen kan dog under visse omstændigheder stige til fængsel indtil 8
år, jf. straffelovens § 286, stk. 2. Såfremt mandatsviget er af mindre strafværdighed, er straffen
bøde, og under i øvrigt formildende omstændigheder kan straffen bortfalde, jf. straffelovens §
287, stk. 1. Se nærmere om straffelovens §§ 285-287 nedenfor i afsnit 2.1.11.
2.1.8 Straffelovens § 281 om afpresning
Straffelovens § 281 om afpresning lyder:
”§ 281. For afpresning straffes, for så vidt forholdet ikke falder ind under § 288,
1) den, som, for derigennem at skaffe sig eller andre uberettiget vinding, truer nogen
med vold, betydelig skade på gods eller frihedsberøvelse, med at fremsætte
usand sigtelse for strafbart eller ærerørigt forhold eller åbenbare privatlivet til-
hørende forhold,
2) den, som truer nogen med at anmelde eller åbenbare et strafbart forhold eller med
at fremsætte sande ærerørige beskyldninger for derigennem at skaffe sig eller
821
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
andre en vinding, der ikke er tilbørligt begrundet ved det forhold, som har givet
anledning til truslens fremsættelse.”
Bestemmelsen i § 281 er ikke ændret siden Borgerlig Straffelov fra 1930, jf.
lov nr. 126 af 15.
april 1930.
Strafferammen for afpresning er som udgangspunkt fængsel indtil 1 år og 6 måneder, jf. straf-
felovens § 285, stk. 1. Straffen kan dog under visse omstændigheder stige til fængsel indtil 6
år, jf. straffelovens § 286, stk. 1. Såfremt afpresningen er af mindre strafværdighed, er straffen
bøde, og under i øvrigt formildende omstændigheder kan straffen bortfalde, jf. straffelovens §
287, stk. 1. Se nærmere om straffelovens §§ 285-287 nedenfor i afsnit 2.1.11.
Ved
lov nr. 672 af 8. juni 2017,
der trådte i kraft den 1. juli 2017, indsattes ”eller fordi der er
tale om systematisk eller organiseret afpresning” i straffelovens § 286, stk. 1, med henblik på,
at det udtrykkeligt skulle fremgå, at § 286, stk. 1, finder anvendelse i sådanne tilfælde.
Lovændringen bundede bl.a. i den politiske aftale om Bandepakke III. Om baggrunden for lov-
ændringen fremgår af bemærkningerne, jf. Folketingstidende 2016-17, tillæg A, L 190 som
fremsat, side 17, bl.a.:
”Det
fremgår af den politiske aftale om Bandepakke III, at aftalepartierne er enige
om, at straffelovens § 286, stk. 1, skal ændres, således at straffen for systematisk
eller organiseret afpresning skærpes med en tredjedel. Det vil bl.a. gælde for grove
tilfælde af afpresning, hvor bander systematisk eller organiseret opkræver beskyt-
telsespenge af forretningsdrivende for at lade dem være i fred.
Der er i flere byer set eksempler på rocker- og bandemedlemmer, som afpresser
lokale erhvervsdrivende. Denne type kriminalitet udføres typisk af organiserede
grupper, som kræver, at erhvervsdrivende skal betale såkaldte »beskyttelsespenge«
for at lade dem være i fred. Der er bl.a. konstateret tilfælde inden for prostitutions-
, restaurations-, kiosk- og tatovørbranchen. Kendetegnende for disse brancher er, at
de har stor kundekontakt og umiddelbart tilgængelige forretningslokaler.
I den indledende afpresningsfase udføres kriminaliteten oftest af flere rocker- og
bandemedlemmer, som er voldsparate. Når opkrævningen af »beskyttelsespenge«
herefter er blevet systematiseret til regelmæssig betaling, bliver opkrævningen ty-
pisk varetaget af en enkelt person, der ved henvendelse på stedet får udbetalt kon-
tanter. Justitsministeriet finder, at initiativet bør gennemføres ved en ændring af
straffelovens § 286, stk. 1, der udtrykkelig fastslår, at straffen for afpresning kan
stige til fængsel i indtil 6 år, når der er tale om systematisk eller organiseret afpres-
ning.”
822
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0255.png
Med lovændringen blev der lagt op til, at straffen for systematisk eller organiseret afpresning
skulle skærpes med en tredjedel i forhold til den frihedsstraf for systematisk eller organiseret
afpresning, der hidtil havde været fastsat af domstolene. Om strafniveauet og bestemmelsens
anvendelsesområde fremgår af de specielle bemærkninger, jf. Folketingstidende 2016-17, til-
læg A, L 190 som fremsat, side 46 f., bl.a.:
”Den foreslåede bestemmelse er navnlig tiltænkt at skulle finde anvendelse på
grove tilfælde af afpresning, hvor personer med tilknytning til rocker- eller bande-
miljøet gentagne gange opkræver såkaldte »beskyttelsespenge« af erhvervsdri-
vende for at lade dem være i fred, jf. herom ovenfor pkt. 2.4.2 i lovforslagets al-
mindelige bemærkninger. Personer uden tilknytning til rocker- eller bandemiljøet
vil imidlertid også være omfattet af den foreslåede strafskærpelse.
Det vil afhænge af en konkret vurdering, om der er tale om systematisk eller orga-
niseret afpresning. Der vil i den forbindelse navnlig skulle lægges vægt på, om der
er tale om gentagne tilfælde af afpresning over for f.eks. en bestemt erhvervsdri-
vende eller erhvervsdrivende i samme kvarter eller branche. Der er ikke krav om,
at alle tilfælde af afpresning udføres af den samme gerningsperson, hvis afpresnin-
gen udøves af de pågældende efter aftale, eller hvis gerningspersonen f.eks. har
viden om, at det afpresningsforhold, som den pågældende begår, indgår i en syste-
matisk eller organiseret afpresning af en eller flere forurettede udført af f.eks. andre
medlemmer af samme gruppering.
Som nævnt ovenfor pkt. 2.4.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger vil dette
eksempelvis kunne være tilfældet, hvor den indledende afpresning er udøvet af en
eller flere personer, og hvor den efterfølgende afpresning udøves af en anden per-
son, der ikke har medvirket til den indledende afpresning, men som er bekendt med
afpresningen.
Tilfælde, hvor en enkeltperson systematisk afpresser et større antal erhvervsdri-
vende, vil også være omfattet af den foreslåede bestemmelse.
Det er med forslaget forudsat, at der som udgangspunkt skal ske en forhøjelse af
straffen med omkring en tredjedel i forhold til den frihedsstraf for systematisk eller
organiseret afpresning, der hidtil har været fastsat af domstolene.
Fastsættelsen af straffen vil fortsat bero på domstolenes konkrete vurdering i det
enkelte tilfælde af samtlige omstændigheder i sagen, og det angivne strafniveau vil
kunne fraviges i op- og nedadgående retning, hvis der i den konkrete sag foreligger
skærpende eller formildende omstændigheder, jf. herved de almindelige regler om
straffens fastsættelse i straffelovens kapitel 10.”
2.1.9 Straffelovens § 282 om åger
Straffelovens § 282 om åger lyder:
823
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
”§ 282. For åger straffes den, som udnytter en anden persons betydelige økonomi-
ske eller personlige vanskeligheder, manglende indsigt, letsind eller et bestående
afhængighedsforhold til i et aftaleforhold at opnå eller betinge en ydelse, der står i
væsentligt misforhold til modydelsen, eller som der ikke skal ydes vederlag for.”
I Borgerlig Straffelov af 1930, jf.
lov nr. 126 af 15. april 1930,
havde straffelovens § 282 føl-
gende ordlyd:
Ӥ 282. For Aager straffes den, som udnytter
nogens Nød, Enfoldighed, Uerfaren-
hed eller et overfor ham bestaaende Afhængighedsforhold til i en Retshandel at
opnaa eller betinge en Ydelse, der staar i aabenbart Misforhold til Modydelsen, saa
og den, som efter med Kendskab til Retshandelens Beskaffenhed at have erhvervet
et paa en saadan Retshandel grundet Krav gør dette gældende eller overdrager det
til en anden.”
Bestemmelsen fik sin nuværende affattelse ved
lov nr. 250 af 12. juni 1975.
Med lovændringen,
der byggede på Straffelovrådets udtalelse af 14. januar 1974 om økonomisk kriminalitet, tilsig-
tedes bl.a. en gennemførelse af et øget strafferetligt værn mod skadelig økonomisk virksomhed.
Strafferammen for åger var forinden lovændringen fængsel indtil 2 år, jf. den dagældende §
285, stk. 3, jf. § 282. Straffen kunne i medfør af den dagældende § 286, stk. 3, stige til fængsel
indtil 6 år, når forbrydelsen var af særlig grov beskaffenhed. Var forbrydelsen af særlig ringe
strafværdighed kunne straffen i medfør af den dagældende § 287 nedsættes til hæfte eller bøde.
Også spørgsmålet om strafferammen for overtrædelse af bestemmelsen blev behandlet i forar-
bejderne til lovændringen. Af de specielle bemærkninger til lovforslaget, jf. Folketingstidende
1974-75, 2. samling, tillæg A, spalte 788, fremgår bl.a.:
”Straffelovrådet henleder i udtalelsen (side 24) opmærksomheden på, at der i for-
bindelse med en eventuel udvidelse af § 282 kan være anledning til at udvide straf-
ferammen vedrørende åger, der efter straffelovens § 285, stk. 3, omfatter hæfte og
fængsel indtil 2 år, til også at omfatte bødestraf. Rådet henviser herved til, at åger
jævnligt begås af økonomisk velstillede personer, over for hvem bøde ofte vil være
en adækvat sanktion. Justitsministeriet finder ikke en sådan ændring påkrævet. Så-
fremt der findes at være trang til anvendelse af bødestraf uden for de tilfælde, der
er omfattet af straffelovens § 287, vil bøde kunne idømmes som tillægsstraf efter
straffelovens § 50, stk. 2, eller i forbindelse med en betinget dom efter § 58, stk. 2.”
Strafferammen er siden ændret, se nærmere herom nedenfor i afsnit 2.1.11 om straffelovens §§
285-287. Strafferammen for åger er således i dag som udgangspunkt fængsel indtil 1 år og 6
måneder, jf. straffelovens § 285, stk. 1. Straffen kan dog under visse omstændigheder stige til
fængsel indtil 6 år, jf. straffelovens § 286, stk. 1. Såfremt overtrædelsen er af mindre
824
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0257.png
strafværdighed, er straffen bøde, og under i øvrigt formildende omstændigheder kan straffen
bortfalde, jf. straffelovens § 287, stk. 1.
2.1.10 Straffelovens § 283 om skyldnersvig
Straffelovens § 283 om skyldnersvig lyder:
Ӥ 283. For skyldnersvig straffes den, som for derigennem at skaffe sig eller andre
uberettiget vinding
1) afhænder, pantsætter eller på anden måde råder over ham tilhørende
gods, hvorover tredjemand har erhvervet en rettighed, med hvilken handlin-
gen er uforenelig,
2) efter at hans bo er taget under konkursbehandling eller rekonstruktionsbe-
handling er indledt, foretager handlinger, der går ud på, at boets ejendele og
fordringer ikke kommer fordringshaverne til gode,
3) ved falske foregivender, forstikkelse, proformaretshandler, betydelige gaver,
uforholdsmæssigt forbrug, salg til underpris, betaling af eller sikkerhedsstil-
lelse for uforfaldne gældsposter eller på anden lignende måde unddrager sine
ejendele eller fordringer fra at tjene sine fordringshavere eller nogen enkelt
af disse til fyldestgørelse.
Stk. 2.
Er handlinger af den under nr. 3 angivne art foretaget til begunstigelse af en
fordringshaver, bliver denne dog kun at straffe, hvis han på en tid, da han forudså,
at skyldnerens konkurs eller rekonstruktionsbehandling var umiddelbart forestå-
ende, har bestemt skyldneren til at yde ham sådan begunstigelse.”
Bestemmelsen er siden Borgerlig Straffelov fra 1930, jf.
lov nr. 126 af 15. april 1930,
kun
ændret en enkelt gang ved
lov nr. 718 af 25. juni 2010,
hvor der foretoges en ændring af § 283,
stk. 1, nr. 2, således at ”eller forhandling om tvangsakkord uden for konkurs er åbnet” ændredes
til ”eller rekonstruktionsbehandling er indledt”, ligesom der foretoges en ændring af § 283, stk.
2, hvor ”betalingsstandsning” blev ændret til ”rekonstruktionsbehandling”. Der var tale om
konsekvensændringer som følge af indførelsen af et nyt regelsæt om rekonstruktionsbehand-
ling.
Strafferammen for skyldnersvig er som udgangspunkt fængsel indtil 1 år og 6 måneder, jf.
straffelovens § 285, stk. 1, 1. pkt. Dog kan straffen i de tilfælde, der er nævnt i § 283, stk. 2, for
såvel skyldneren som for den begunstigede fordringshaver gå ned til bøde, jf. straffelovens §
285, stk. 1, 2. pkt. Omvendt kan straffen for overtrædelse af § 283 under visse omstændigheder
stige til fængsel indtil 8 år, jf. straffelovens § 286, stk. 2. Såfremt overtrædelsen er af mindre
strafværdighed, er straffen derimod bøde, og under i øvrigt formildende omstændigheder kan
825
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0258.png
straffen bortfalde, jf. straffelovens § 287, stk. 1. Se nærmere om straffelovens §§ 285-287 ne-
denfor i afsnit 2.1.11.
2.1.11 Straffelovens §§ 285-287
Strafferammerne for straffelovens §§ 276-283 er samlet i §§ 285-287. I straffelovens § 285
angives normalstrafferammen for forbrydelserne. Bestemmelsen suppleres af § 286 om særligt
grove fremtrædelsesformer og af § 287 om mindre strafværdige fremtrædelsesformer.
Bestemmelserne i §§ 285-287 lyder:
Ӥ
285. De i §§ 276, 276 a og 278-283 nævnte forbrydelser straffes med fængsel
indtil 1 år og 6 måneder. I de i § 283, stk. 2, nævnte tilfælde kan straffen såvel for
skyldneren som for den begunstigede fordringshaver gå ned til bøde.
Stk. 2.
Ulovlig omgang med hittegods straffes med bøde eller fængsel indtil 1 år og
6 måneder.
§ 286. Straffen kan stige til fængsel indtil 6 år, når de i §§ 276, 276 a, 281 og 282
nævnte forbrydelser er af særligt grov beskaffenhed navnlig på grund af udførelses-
måden, eller fordi forbrydelsen er udført af flere i forening eller under medtagelse
af våben eller andet farligt redskab eller middel, eller på grund af de stjålne gen-
standes betydelige værdi eller de forhold, under hvilke de befandt sig, eller fordi
der er tale om tyveri begået som led i organiseret indbrudskriminalitet, eller fordi
der er tale om systematisk eller organiseret afpresning, eller når et større antal for-
brydelser er begået.
Stk. 2.
Straffen kan stige til fængsel indtil 8 år, når de i §§ 278-280 og 283 nævnte
forbrydelser er af særligt grov beskaffenhed navnlig på grund af udførelsesmåden,
eller fordi forbrydelsen er udført af flere i forening, eller som følge af omfanget af
den opnåede eller tilsigtede vinding, eller når et større antal forbrydelser er begået.
§ 287. Er nogen af de forbrydelser, der er nævnt i §§ 276-283, af mindre strafvær-
dighed på grund af de omstændigheder, hvorunder handlingen er begået, de til-
vendte genstandes eller det lidte formuetabs ringe betydning eller af andre grunde,
er straffen bøde. Under i øvrigt formildende omstændigheder kan straffen bortfalde.
Stk. 2.
Forsøg på forbrydelse, der er omfattet af stk.
1, er strafbart.”
Strafferammerne har været samlet i §§ 285-287 siden Borgerlig Straffelov af 1930, jf.
lov nr.
126 af 15. april 1930.
Hidtil havde strafferammerne været angivet i de enkelte bestemmelser.
Bestemmelserne havde i Borgerlig Straffelov af 1930 følgende ordlyd:
”§ 285. De i §§ 276, 278-281
og 283 nævnte forbrydelser samt hæleri med hensyn
til disse og med hensyn til røveri straffes med fængsel indtil 2 år, i
826
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
gentagelsestilfælde 3 år. I de i § 283, stk. 2, omhandlede tilfælde kan straffen såvel
for skyldneren som for den begunstigede fordringshaver gå ned til hæfte.
Stk. 2.
Ulovlig omgang med hittegods samt hæleri med hensyn hertil straffes med
bøde, hæfte eller med fængsel indtil 2 år.
Stk. 3.
Åger straffes med hæfte eller med fængsel indtil 2 år.
§ 286. Er et tyveri af særlig grov beskaffenhed, såsom på grund af den måde, hvorpå
det er udført, eller fordi det er udført af flere i forening eller under medtagelse af
våben eller andet farligt redskab eller middel, eller på grund af de stjålne genstandes
betydelige værdi eller de forhold, under hvilke de befandt sig, såvel som når tyverier
er begået i større antal, kan straffen stige til fængsel i 6 år.
Stk. 2.
Straffen for underslæb, bedrageri, mandatsvig og skyldnersvig kan, når for-
brydelsen er af særlig grov beskaffenhed, eller når et større antal forbrydelser er
begået, stige til fængsel i 8 år.
Stk. 3.
Under tilsvarende omstændigheder kan staffen for afpresning, åger og hæleri
stige til fængsel i 6 år.
§ 287. Er nogen af de i § 276 eller §§ 278-284 nævnte forbrydelser af særlig ringe
strafværdighed på grund af de omstændigheder, hvorunder handlingen er begået, de
tilvendte genstandes eller det lidte formuetabs ringe betydning eller af andre
grunde, kan straffen nedsættes til hæfte eller bøde og under i øvrigt formildende
omstændigheder bortfalde.
Stk. 2.
Ved ulovlig omgang med hittegods eller ved hæleri med hensyn hertil kan
straffen under formildende omstændigheder bortfalde.”
Samlingen af strafferammerne havde til formål at simplificere straffastsættelsen i sager om
overtrædelse af en række berigelsesforbrydelser, jf. Rigsdagstidende 1924-25, tillæg A, spalte
3393. Ifølge bemærkningerne til bestemmelserne ville en samling af strafferammerne medføre,
at distinktionerne mellem eksempelvis tyveri og bedrageri, samt inden for tyveribegrebet, som
under den tidligere gældende ordning kunne medføre konsekvenser med hensyn til bedømmel-
sen af straffen, fremover kun ville have teoretisk betydning, jf. Rigsdagstidende 1924-25, tillæg
A, spalte 3393.
Ved
lov nr. 319 af 13. juni 1973
foretoges en nyaffattelse af § 285, stk. 1, 1. pkt., og § 287.
Bestemmelserne fik herved følgende affattelse:
”§ 285. De i §§ 276, 278-281
og 283 nævnte forbrydelser samt hæleri med hensyn
til disse og med hensyn til røveri straffes med fængsel indtil 1 år og 6 måneder, i
gentagelsestilfælde 2 år og 6 måneder. I de i § 283, stk. 2, omhandlede tilfælde kan
827
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
straffen såvel for skyldneren som for den begunstigede fordringshaver gå ned til
hæfte.
Stk. 2.
Ulovlig omgang med hittegods samt hæleri med hensyn hertil straffes med
bøde, hæfte eller med fængsel indtil 2 år.
Stk. 3.
Åger straffes med hæfte eller med fængsel indtil 2 år.
[…]
§ 287. Er nogen af de forbrydelser, der er nævnt i §§ 276-284, af mindre strafvær-
dighed på grund af de omstændigheder, hvorunder handlingen er begået, de til-
vendte genstandes eller det lidte formuetabs ringe betydning eller af andre grunde,
er straffen bøde eller hæfte. Under i øvrigt formildende omstændigheder kan straf-
fen bortfalde.
Stk. 2.
Forsøg på forbrydelse, der er omfattet af stk. 1, er strafbart.”
Med lovændringen blev strafmaksimum for de berigelsesforbrydelser, der omfattes af normal-
strafferammen i § 285, stk. 1, 1. pkt., nedsat til fængsel i 1 år og 6 måneder, i gentagelsestilfælde
2 år og 6 måneder. Samtidig blev anvendelsesområdet for § 287 udvidet, idet ordene ”forbry-
delser af særlig ringe strafværdighed” blev erstattet af ”forbrydelser af mindre strafværdighed”.
Ved ændringen gennemførtes samtidig en række andre ændringer af straffeloven. Sigtet med
lovændringen var ifølge bemærkningerne i første række en almindelig sænkning af strafudmå-
lingsniveauet på en række væsentlige områder inden for strafferetten, jf. Folketingstidende
1972-73, tillæg A, spalte 5128.
Den nye normalstrafferamme i § 285, stk. 1, 1. pkt., var et resultat af lovforslagets behandling
i Folketinget. I lovforslaget var stillet forslag om at afskaffe det særlige strafmaksimum for
gentagelsestilfælde på fængsel indtil 3 år og om i øvrigt at opretholde det hidtil gældende mak-
simum på fængsel indtil 2 år, jf. Folketingstidende 1972-73, tillæg A, spalte 5128. Lovforslaget
byggede på betænkning nr. 650/1972 vedrørende nogle af- og nedkriminaliseringsspørgsmål,
der blev afgivet af en arbejdsgruppe nedsat af Justitsministeriet, samt på udtalelser, som Justits-
ministeriet havde indhentet over betænkningen, herunder navnlig en udtalelse af 5. januar 1973
fra Straffelovrådet.
I bemærkningerne til lovændringen anføres under henvisning til arbejdsgruppens betænkning
samt Straffelovrådets udtalelse en række overvejelser om strafudmålingen efter §§ 285 og 287.
Heraf fremgår bl.a., jf. Folketingstidende 1972-73, tillæg A, spalte 5129 ff.:
”Arbejdsgruppen har i sin betænkning henstillet, at der søges gennemført en almin-
delig sænkning af strafudmålingsniveauet. Under hensyn til, at ejendoms-
828
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
forbrydelserne udgør langt den overvejende del af de anmeldte overtrædelser af
straffeloven, har arbejdsgruppen i første række haft den strafferetlige behandling af
disse forbrydelser for øje. Sænkningen af strafudmålingsniveauet foreslås bl.a. gen-
nemført gennem en ændring af bestemmelserne i straffelovens §§ 285 og 287. §
285 fastsætter normalstrafferammen for berigelsesforbrydelser til fængsel indtil 2
år, i gentagelsestilfælde 3 år, medens § 287 foreskriver, at straffen kan nedsættes til
hæfte eller bøde eller efter omstændighederne helt bortfalde, når forbrydelsen er af
særlig ringe strafværdighed.
Ved at ophæve den særlige strafferamme for gentagelsestilfælde i § 285 og ved at
give bestemmelsen i § 287 et bredere anvendelsesområde kan man efter arbejds-
gruppens opfattelse bidrage til en lempeligere behandling af berigelsesforbrydelser,
særlig den mindre berigelseskriminalitet. Det må herefter være overladt til domsto-
lene og anklagemyndigheden at søge disse intentioner gennemført i praksis.
Straffelovrådet har tiltrådt ændringen af § 287, således at der åbnes mulighed for en
videregående brug af bestemmelsen såvel af anklagemyndigheden som af domsto-
lene. Derimod har kun tre af straffelovrådets seks medlemmer kunnet tiltræde for-
slaget om ændring af § 285.
Justitsministeriet er enig med arbejdsgruppen og straffelovrådet i, at der på væsent-
lige områder indenfor strafferetten bør søges gennemført en almindelig sænkning
af strafudmålingsniveauet. Det er på denne baggrund, man må se forslaget om æn-
dring af straffelovens §§ 285 og 287 samt af straffelovens § 80, jfr. nedenfor under
pkt. 5, der er i overensstemmelse med arbejdsgruppens indstilling. Gennemføres
disse forslag, vil det ad lovgivningsvejen være slået fast, at der skal ske en almin-
delig sænkning af strafudmålingsniveauet.
Det vil imidlertid ikke være praktisk muligt at gennemføre en sådan sænkning alene
ad lovgivningsvejen, idet det er vanskeligt at udforme straffebestemmelserne så de-
tailleret, at de også med hensyn til strafudmålingen dækker alle forekommende til-
fælde. Sænkningen må derfor også gennemføres ved ændringer i domstolenes ud-
målingspraksis. Anklagemyndigheden kan her medvirke til at fremme udviklingen,
dels gennem sin tiltalefrafaldspraksis, dels ved i videre omfang, end tilfældet er i
dag, i de konkrete sager at formulere påstande om strafudmålingen. Justitsministe-
riet vil gennem instrukser til anklagemyndigheden sikre, at denne bidrager til den
ønskede afdæmpning
af strafudmålingsniveauet.”
Under de specielle bemærkninger til ændringen af straffelovens § 285 fremgår desuden vedrø-
rende straffen efter § 285, jf. Folketingstidende 1972-73, tillæg A, spalte 5142:
”Forslaget er i overensstemmelse med arbejdsgruppens
forslag. Der henvises til ar-
bejdsgruppens betænkning s. 46 og til de almindelige bemærkninger ovenfor under
punkt 3.
Forslaget indebærer, at strafferammen også i gentagelsestilfælde er fængsel indtil 2
år, hvor den nu er fængsel indtil 3 år. Som anført under de almindelige
829
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
bemærkninger er tre af straffelovrådets medlemmer gået ind for at bevare en særlig
gentagelsesregel i § 285. Den væsentligste betydning af en forhøjet strafferamme i
gentagelsestilfælde ligger efter disse medlemmers mening i, at en sådan ramme gi-
ver domstolene, der erfaringsmæssigt er meget tilbageholdende med at anvende lo-
vens maksimumstraf, større mulighed for i de grovere tilfælde af gentagelse at fast-
sætte en efter de konkrete forhold passende straf.
Det er justitsministeriets opfattelse, at de tilfælde, hvor der er behov for en strafud-
måling ud over fængsel i 2 år, i almindelighed vil kunne henføres under den skær-
pede bestemmelse i § 286. Det er derfor muligt, at en konsekvens af ændringen af
§ 285 vil blive en øget anvendelse af § 286. Som anført af straffelovrådets tre øvrige
medlemmer vil dette imidlertid være en fordel, idet retten herved tvinges til i den
enkelte sag at overveje, om denne sag er egnet til at føres op i en højere ramme.”
Lovforslagets behandling i Folketinget mundede dog som nævnt ud i, at der i normalstraffe-
rammen skete en nedsættelse af strafmaksimum til 1 år og 6 måneder, i gentagelsestilfælde 2
år og 6 måneder. Om baggrunden herfor fremgår af bemærkningerne til ændringsforslaget, jf.
Folketingstidende 1972-73, tillæg B, spalte 2248, alene:
”Ændringen tilsigter ad lovgivningsvejen at understrege ønsket om en almindelig
sænkning af strafudmålingsniveauet med hensyn til mindre berigelsesforbrydelser
af ikke-professionel
karakter.”
Der ses ikke at være anført en nærmere begrundelse for bevarelsen af den særlige strafferamme
for gentagelsestilfælde.
Med lovændringen foretoges også en ændring af den dagældende bestemmelse i straffelovens
§ 80 om straffens fastsættelse, således at det herefter ikke længere fremgik af bestemmelsen, at
der skulle tages hensyn til ”gerningsmandens foregående vandel” (tidligere kriminalitet).
Herom fremgår følgende af bemærkningerne, jf. Folketingstidende 1972-73, tillæg A, spalte
5131 f.:
”5. Arbejdsgruppen har –
ligeledes i kapitel 2
–
givet udtryk for den opfattelse, at
der i retspraksis anvendes unødigt lange straffe over for tidligere straffede. For at
fremskynde en ændring i domstolenes udmålingspraksis foreslår man derfor, at hen-
visningen til gerningsmandens foregående vandel i straffelovens § 80, der fastlæg-
ger de almindelige principper for strafudmålingen, udgår. Man er klar over, at dette
ikke vil og heller ikke bør forhindre domstolene i ved strafudmålingen at tillægge
gerningsmandens fortid en vis betydning.
Det er straffelovrådets opfattelse, at retspraksis
–
navnlig i de senere år
–
i et ikke
ubetydeligt omfang har bevæget sig bort fra anvendelsen af skærpede straffe over
for tidligere straffede. Der er enighed om, at tidligere kriminalitet hidtil er betragtet
som en væsentlig udmålingsfaktor, og at det må anses for ønskeligt, at der på dette
830
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
punkt sker en ændring, som har sit udgangspunkt i en udvikling, der allerede er i
gang.
Et flertal af straffelovrådets medlemmer fraråder imidlertid, at § 80 ændres som
foreslået af arbejdsgruppen. Man finder det mindre velbegrundet at svække indhol-
det af § 80 ved at fjerne henvisningen til foregående vandel, i særdeleshed da for-
målet ikke er at tage afstand fra det i bestemmelsen udtrykte almindelige princip,
men at støtte en udvikling med hensyn til udviklingen i visse typer af sager. Der
henvises til straffelovrådets indstilling s. 23.
Et mindretal i straffelovrådet kan tiltræde arbejdsgruppens forslag til ændring af §
80. Man lægger herved bl. a. vægt på, at en sådan ændring kan støtte en udvikling
henimod en mærkbar sænkning i strafudmålingsniveauet. Man fremhæver endvi-
dere, at bestemmelsens nuværende formulering er mindre vellykket med hensyn til
angivelse af relevante individuelle forhold. Man finder det betænkeligt, at hensynet
til den tidligere vandel har fået en meget fremtrædende plads i bestemmelsen, sam-
tidig med at denne undlader at nævne andre forhold, der tillægges og i fremtiden
bør tillægges en mere væsentlig betydning. Der sigtes herved navnlig til dårlige
personlige og sociale forhold. Der henvises til straffelovrådets indstilling s. 22.
Justitsministeriet er enig med arbejdsgruppen og straffelovrådet i, at tendenser til
unødig eller urimelig strafskærpelse som følge af gentagen kriminalitet må modvir-
kes. Man kan tiltræde de synspunkter, der er anført af straffelovrådets mindretal, og
det forslag til en ændret formulering af § 80, som dette mindretal har fremsat.”
I modsætning til den foreslåede afskaffelse af den særlige strafferamme for gentagelsestilfælde
i § 285 blev forslaget om ændring af § 80 ikke justeret i forbindelse med udvalgsbehandlingen.
Se nærmere om straffelovens almindelige del, herunder bestemmelserne om straffastsættelse i
kapitel 2, afsnit 1.
Vedrørende strafudmålingsniveauet i sager om brugstyveri og tyveri anføres i bemærkningerne
desuden, jf. Folketingstidende 1972-73, tillæg A, spalte 5132 ff.:
”7. Udover de mere generelle spørgsmål, som er omtalt ovenfor, har arbejdsgruppen
stillet forslag om ændring af den strafferetlige linie, der følges på forskellige områ-
der indenfor straffelovens specielle del. Det gælder f.eks. sager om brugstyveri, bu-
tikstyveri og checkmisbrug. Der henvises til kapitel 3 i arbejdsgruppens betænk-
ning. Arbejdsgruppen har således taget afstand fra den i praksis nærmest undtagel-
sesfri anvendelse af ubetinget frihedsstraf over for brugstyveri af motorkøretøjer.
Efter gruppens opfattelse bør brugstyveri af motorkøretøjer ved sanktionsvalget li-
gestilles med almindeligt tyveri, og for så vidt angår brugstyveri af knallerter bør
den almindelige reaktion være en bøde eller en betinget dom.
Af oplysninger, som straffelovrådet har tilvejebragt, fremgår, at en mildere kurs
over for såvel brugstyveri af motorkøretøjer som brugstyveri af knallerter allerede
er indledt af domstolene. Der henvises til rådets indstilling s. 26.
831
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
Justitsministeriet kan tiltræde arbejdsgruppens og straffelovrådets udtalelse om, at
en tilnærmelse i sanktionsvalget mellem brugstyveri og andet tyveri er ønskelig, og
man vil gennem anklagemyndighedens tiltalepraksis søge at fremme denne udvik-
ling.
For så vidt angår butikstyveri har arbejdsgruppen foreslået, at der til straffelovens
§ 287 føjes en bestemmelse, hvorefter påtale ved tyveri af varer, som er udbudt til
salg på en sådan måde, at de er let tilgængelige for kunderne, kun finder sted, hvis
almene hensyn kræver det.
Samtlige de myndigheder, der har udtalt sig om arbejdsgruppens forslag, har taget
afstand fra en sådan bestemmelse. Man har bl.a. anført, at det såvel af generalpræ-
ventive grunde som af hensyn til at sikre overensstemmelse mellem straffeloven og
den almindelige moralopfattelse i befolkningen er af betydning at fastholde, at ty-
veri er strafbart, uanset under hvilke omstændigheder det begås.
Heller ikke straffelovrådet har kunnet tiltræde arbejdsgruppens forslag, idet man
finder en udskillelse af visse butikstyverier fra det strafbare område vilkårlig.
Som anført af straffelovrådet i dets indstilling s. 27 vil det væsentligste i arbejds-
gruppens intentioner kunne opnås på en principielt rigtigere måde dels ved er ud-
bygning af den tiltalefrafaldspraksis, der allerede er indledt af anklagemyndigheden
i sager om butikstyveri, dels ved en udvidet anvendelse af straffelovens § 287, jfr.
bemærkningerne ovenfor under punkt 3. Justitsministeriet har på dette grundlag
ikke fundet det nødvendigt eller rigtigt at gennemføre den foreslåede ændring. Man
vil imidlertid gennem anklagemyndighedens tiltalepraksis søge at fremme den øn-
skede udvikling.”
Som nævnt ovenfor indebar lovændringen endvidere en ændring af straffelovens § 287. Af de
specielle bemærkninger, jf. Folketingstidende 1972-73, tillæg A, spalte 5142 ff., fremgår herom
følgende:
”Forslaget er i overensstemmelse med arbejdsgruppens indstilling. Om forslaget og
den nærmere begrundelse herfor henvises til arbejdsgruppens betænkning s. 45 og
til de almindelige bemærkninger ovenfor under punkt 3. Der henvises endvidere til
straffelovrådets indstilling s. 24-25.
I forhold til den gældende bestemmelse i § 287 er ordene ”forbrydelser af
særlig
ringe strafværdighed” erstattet af ordene ”forbrydelser af mindre strafværdighed”.
Endvidere er anvendelsen af bøde eller hæfte gjort obligatorisk, hvis forholdet hen-
føres under § 287. Efter straffelovens § 21, stk. 3, straffes forsøg, for så vidt ikke
andet er bestemt, kun, når der for lovovertrædelsen er foreskrevet højere straf end
hæfte. Da det kan være tvivlsomt, om § 287 efter ændringen er en lempelsesregel
til § 285 eller en selvstændig regel, er det i overensstemmelse med straffelovrådets
indstilling i bestemmelsen præciseret, at den også omfatter forsøg på de forbrydel-
ser, der omhandles af bestemmelsen.”
832
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
Ved
lov nr. 239 af 1. juni 1982
afskaffedes reglen i straffelovens § 285, stk. 1, 1. pkt., om et
forhøjet strafmaksimum i gentagelsestilfælde. Lovændringen indebar, at fængsel i 1 år og 6
måneder blev et fælles strafmaksimum for førstegangs- og gentagelsestilfælde. Åger, der hidtil
havde haft sin egen strafferamme i § 285, stk. 3, blev omfattet af den fælles strafferamme i
bestemmelsens stk. 1. Bestemmelsen i § 285 fik herefter følgende ordlyd:
Ӥ
285. De i §§ 276, 278-281 og 283 nævnte forbrydelser, hæleri med hensyn her-
til og med hensyn til røveri samt åger straffes med hæfte eller med fængsel indtil
1 år og 6 måneder. I de i § 283, stk. 2, nævnte tilfælde kan straffen såvel for
skyldneren som for den begunstigede fordringshaver gå ned til bøde.
Stk. 2.
Ulovlig omgang med hittegods samt hæleri med hensyn hertil straffes med
bøde, hæfte eller fængsel indtil 1 år og 6 måneder.”
Samtidig gennemførtes en ændring af den skærpede strafferamme for tyveri i straffelovens §
286, stk. 1, så det hidtidige strafmaksimum på fængsel indtil 6 år blev nedsat til fængsel indtil
4 år.
De hidtil gældende forhøjede strafmaksima i § 286, stk. 2 og 3, for underslæb, bedrageri, man-
datsvig og skyldnersvig på fængsel i 8 år og for afpresning, åger og hæleri på fængsel i 6 år
forblev uændrede. Om strafferammen i disse sager fremgår af forarbejderne, jf. Folketingsti-
dende 1981-82, 2. samling, tillæg A, spalte 4528, bl.a.:
”Der foreslås ikke nogen sænkning af strafferammerne i straffelovens § 286, stk. 2-
3, om underslæb, bedrageri, mandatsvig, skyldnersvig, afpresning, åger og hæleri
af særlig grov karakter eller i større antal. Efter justitsministeriets opfattelse er der
i sager, som har karakter af forretningsmæssig økonomisk kriminalitet ikke anled-
ning til at sænke de nugældende strafmaksima. Det har været overvejet at sænke
strafferammen for groft hæleri til fængsel i 4 år i forbindelse med den foreslåede
tilsvarende rammesænkning for groft tyveri i § 286, stk. 1. Blandt andet på bag-
grund af høringssvarene har justitsministeriet imidlertid ikke ment at burde frem-
sætte forslag herom.”
Derudover ophævedes med lovændringen adgangen til at idømme hæftestraf i sager efter § 287,
således at der i sager omfattet af denne bestemmelse, alene var adgang til at idømme bødestraf.
Samtidig tilsigtedes med lovændringen en udvidet anvendelse af § 287, jf. Folketingstidende
1981-82, 2. samling, tillæg A, spalte 4526.
Formålet med lovændringen var at gennemføre en betydelig sænkning af strafudmålingsni-
veauet for berigelsesforbrydelser. Der blev med lovændringen lagt op til en sænkning af de
daværende strafudmålinger for berigelsesforbrydelser med gennemgående en tredjedel og en
833
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
udvidet anvendelse af betingede domme og bøder, jf. Folketingstidende 1981-82, 2. samling,
tillæg A, spalte 4521. Lovændringen havde ifølge forarbejderne, jf. Folketingstidende 1981-82,
2. samling, tillæg A, spalte 4522, bl.a. baggrund i hensynet til pladsforholdene i kriminalfor-
sorgens anstalter. Derudover skulle lovændringen ses i sammenhæng med en tendens i de se-
nere års kriminalpolitik i retning af en begrænsning i anvendelsen af frihedsstraffe. Af lov-
forslagets almindelige bemærkninger, jf. Folketingstidende 1981-82, 2. samling, tillæg A,
spalte 4521 ff., fremgår bl.a.:
”1. Lovforslaget tilsigter en betydelig sænkning af strafudmålingsniveauet
for beri-
gelsesforbrydelser. Der lægges ved lovforslaget op til en sænkning af strafudmålin-
gerne i disse sager med gennemgående en tredjedel i forhold til de straffe, som
idømmes i dag, og til en udvidet anvendelse af betingede domme og bøder.
[…]
2. Lovforslaget skal ses i sammenhæng med en hovedtendens i de senere års krimi-
nalpolitik i retning af en begrænsning i anvendelsen af frihedsstraf. Denne tendens
har gjort sig gældende ikke blot i Danmark, men også i den vestlige verden i øvrigt.
[…]
At lovforslaget fremsættes nu, må endvidere ses i sammenhæng med de nuværende
meget alvorlige kapacitetsproblemer inden for kriminalforsorgen. […]
[…]
Justitsministeriet har derfor valgt at foreslå den nødvendige formindskelse i kapa-
citetsbehovet gennemført ved en sænkning af strafferammerne for de almindelige
berigelsesforbrydelser. For at vælge denne løsning taler også, at der gennem en
sænkning af strafudmålingsniveauet for berigelsesforbrydelser vil kunne opnås et
mere rimeligt forhold mellem straffene for berigelsesforbrydelser og straffene for
andre forbrydelser, herunder voldsforbrydelserne, hvor der i de seneste år ud fra
bl.a. de samme hensyn er gennemført en skærpelse i udmålingspraksis for visse
typer af sager.
[…]
5. Justitsministeriets lovforslag indebærer, at det gældende strafmaksimum for gen-
tagelsestilfælde i § 285 på fængsel i 2 år og 6 måneder ophæves, således at strafud-
måling efter denne bestemmelse fremtidig vil skulle ske inden for et fælles straf-
maksimum for førstegangs- og gentagelsestilfælde på fængsel i 1 år og 6 måneder.
Samtidig foreslås det, at der indføres adgang til at idømme hæftestraf inden for om-
rådet for § 285. Det foreslås endvidere, at strafmaksimum i § 286, stk. 1, om tyve-
rier af særlig grov karakter eller i større antal nedsættes fra fængsel i 6 år til fængsel
i 4 år. Endelig foreslås adgangen til at idømme hæftestraf i sager efter §
834
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
287 ophævet, således at der i sager, der omfattes af denne bestemmelse, fremtidig
alene bliver adgang til at idømme bødestraf.
De foreslåede ændringer tilsigter tilsammen en sænkning af de nuværende strafud-
målinger for berigelsesforbrydelser på gennemgående en tredjedel. Endvidere til-
sigter lovforslaget en udvidet anvendelse af betingede domme, herunder kombina-
tionsdomme efter straffelovens § 58, stk. 1, og en udvidet anvendelse af § 287 om
berigelsesforbrydelser af mindre strafværdighed. Justitsministeriet forudsætter, at
der ikke sker forskydninger i skærpende retning i anvendelsesområderne for §§
285-286.
[…]
Gennemførelsen af lovforslaget vil bevirke, at der inden for de nedsatte strafferam-
mer skal fastlægges en helt ny udmålingspraksis, således at udmålingsniveauet for
berigelsesforbrydelser skal nedsættes med en tredjedel. Løsningen af denne opgave
–
uden støtte i et forudgående udvalgsarbejde med en nærmere belysning og vurde-
ring af praksis og mere specificerede udmålingsanvisninger
–
er forbundet med ikke
ubetydelige vanskeligheder. Man må i den forbindelse være opmærksom på, at
strafudmålingen inden for berigelsesområdet ikke på samme måde som inden for
andre udmålingsområder har en takstpræget karakter, men i væsentlig grad er præ-
get af sagens individuelle omstændigheder, herunder den tiltaltes personlige forhold
og tidligere kriminalitet. Ved udmålingen af ubetingede frihedsstraffe for berigel-
sesforbrydelser vil situationen således ofte være den, at straffen skal fastsættes som
en fælles straf under hensyn til en tidligere betinget dom eller en reststraf fra en
tidligere prøveløsladelse. Navnlig i en overgangsperiode vil det således stille store
krav til domstolene at udmønte lovforslagets intentioner i praksis. Domstolene er
imidlertid fortrolige med den opgave at fastlægge en gradueret bedømmelse af for-
skellige sagstyper inden for de generelle retningslinier, der angives af lovgivnings-
magten. I forbindelse med straffelovrådets høring over alternativbetænkningen er
der da også fra domstolsside givet udtryk for, at det ville være muligt at gennemføre
en generel sænkning af udmålingsniveauet, som kunne opveje den strafforlængelse,
som ellers kunne blive følgen af en eventuel afskaffelse eller begrænsning af ad-
gangen til prøveløsladelse. Det må derfor forventes, at det vil være muligt at over-
vinde vanskelighederne ved på grundlag af nye lovregler at fastlægge en ny praksis
inden for berigelsesområdet. Anklagemyndigheden vil kunne bidrage hertil, bl.a.
ved i videre omfang end i dag at nedlægge påstand vedrørende strafudmålingen.
[…]”
Ved
lov nr. 229 af 6. juni 1985
blev straffelovens § 279 a om databedrageri indført, og i den
forbindelse blev
”databedrageri” tilføjet efter ”bedrageri” i § 286, stk. 2. Lovændringen var
baseret på Straffelovrådets betænkning nr. 1032/1985 om datakriminalitet. Om strafferam-
merne for den nye bestemmelse om databedrageri anfører Straffelovrådet følgende, jf. betænk-
ningens side 83 f.:
835
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
”Efter straffelovrådets opfattelse bør databedrageri på grund af forbrydelsens nære
forbindelse til bedrageri og mandatsvig have samme strafferamme som disse for-
brydelser. Dette betyder, at normalstraffen efter straffelovens § 285, stk. 1, bør være
fængsel indtil 1 år og 6 måneder, i gentagelsestilfælde 2 år og 6 måneder. Dette
nødvendiggør ingen ændring af § 285, stk. 1. Tilsvarende bør den lavere straffe-
ramme i § 287 vedrørende forhold af mindre strafværdighed også kunne finde an-
vendelse på databedrageri. Dette nødvendiggør ikke nogen en ændring af denne
bestemmelse. Derimod kræver det ændring af straffelovens § 286, stk. 2, at indføje
databedrageri blandt de berigelsesforbrydelser, som under skærpende omstændig-
heder kan medføre fængsel
i indtil 8 år.”
I
betænkning nr. 1099/1987 om strafferammer og prøveløsladelse
behandlede Straffelovrådet
bl.a. spørgsmålet om strafniveauet for berigelses- og voldskriminalitet samt om, hvorvidt der
på baggrund af ændringerne af straffeloven i 1973 og 1982 var behov for yderligere ændringer
i §§ 285-287.
Vedrørende Straffelovrådets synspunkter om strafniveauet for berigelses- og voldskriminalitet
anføres bl.a., jf. betænkningens side 119 ff.:
”Både før og efter lovændringen af 1982 har der flere gange været fremsat kritik af
strafudmålingen, for så vidt angår forholdet mellem straffene for berigelsesforbry-
delser og straffene for voldsforbrydelser. Det anføres, at domstolene gennem deres
strafudmåling opretholder en for høj vurdering af økonomiske interesser, sammen-
lignet med den vurdering af hensynet til beskyttelse af legemets integritet, som
kommer til udtryk i strafudmålingen i voldssager. I det følgende skal knyttes nogle
bemærkninger til dette almindelige spørgsmål om forholdet mellem berigelsesfor-
brydelser og voldsforbrydelser med hensyn til straffens fastsættelse. Der ses bort
fra mere specielle sammenligninger, f.eks. mellem voldtægt og røveri.
Når økonomiske interesser som her anført stilles over for beskyttelsen af legemets
integritet, bør man være opmærksom på, at der ved berigelsesforbrydelser og andre
strafbare formuekrænkelser ikke altid er tale om angreb på rent økonomiske inte-
resser. Det forholder sig ikke altid således, at den ved formuekrænkelser forvoldte
skade fuldt ud kan gøres op i penge og f.eks. fuldt ud genoprettes ved erstatning fra
forsikringen. Ikke blot ved røveri, men også ved adskillige tyverier og hærværks-
handlinger
–
ikke mindst indbrud i privat beboelse
–
kan også forvoldes en kræn-
kelse af affektionsværdier og af enkeltpersoners og familiers følelser af tryghed
omkring deres personlige livsforhold.
Det er i nogle henseender sikkert, at sanktionspraksis ikke er mildere men tværti-
mod strengere over for voldsforbrydere end over for berigelsesforbrydere. Betin-
gede domme forekommer, når de sammenlignes med de ubetingede domme, i væ-
sentligt mindre omfang i voldssager end i sager om berigelseskriminalitet. Det skal
hertil føjes, at også antallet af bødeafgørelser er betydelig større i sager om berigel-
seskriminalitet, der henføres under straffelovens § 287, end i sager om vold.
836
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
Som følge af de her nævnte forhold er ubetinget frihedsstraf en relativt større gruppe
inden for voldssagerne end inden for sager om berigelsesforbrydelser.
[…]
Den kritik af udmålingspraksis, som blev refereret ovenfor, tager vistnok særlig
sigte på sager, i hvilke der både for voldskriminalitetens og berigelseskriminalite-
tens vedkommende er idømt ubetinget frihedsstraf. Det synes navnlig at blive an-
ført, at der udmåles strengere straffe for berigelsesforbrydelser end for voldsforbry-
delser, og dette skulle som nævnt være udtryk for en overdreven beskyttelse af for-
muegoder sammenlignet med beskyttelsen mod fysisk overlast. Der er imidlertid
grund til at være opmærksom på nogle typiske forskelle mellem sager om vold og
sager om berigelsesforbrydelser. Disse forskelle kan i nogen grad forklare, at der
også fremkommer forskelle med hensyn til udmålingsniveauet.
I voldssager foreligger der som oftest kun et enkelt strafbart forhold til pådømmelse.
I sager om berigelseskriminalitet er det meget almindeligt, at der rejses tiltale og
afsiges dom for flere eller mange strafbare forhold. Dette kan i en del tilfælde for-
klare, at straffen for tyverier m.v. overstiger det niveau af et par måneders friheds-
straf, som er almindeligt ved pådømmelsen af et voldsforhold (se om udmålings-
praksis med hensyn til vold nedenfor i kap. 6.3).
Hertil kommer, at straffen i sager om berigelseskriminalitet også hyppigere end i
voldssager påvirkes af, at der foreligger gentagen kriminalitet. Som foran nævnt er
det bl.a. almindeligt forekommende, at der tidligere over for samme person har væ-
ret anvendt en eller flere ikke-frihedsberøvende sanktioner, og derefter kan der fo-
rekomme gentagne domme til frihedsstraf. Det er særlig klart, at straffastsættelsen
skærpes i en gentagelsessituation, når strafbare forhold er begået i prøvetiden efter
en betinget dom eller prøveløsladelse, således at en tidligere idømt straf eller rests-
traf indgår i den straf, som nu fastsættes. Denne skærpende virkning af tidligere
afgørelser forekommer sjældent i sager om vold.
Straffelovrådet har ikke haft mulighed for i enkeltheder at søge belyst, hvorledes de
her nævnte momenter gør sig gældende i konkrete straffesager. Ved en gennemgang
af domme, som måske kan foretages i forbindelse med en senere betænkning om
sanktionsspørgsmål, ville de foran omtalte sammenligninger mellem straffe for
vold og for berigelseskriminalitet især give anledning til at undersøge to spørgsmål.
Det ene er, om de nævnte træk ved sager om berigelseskriminalitet
–
f.eks. pådøm-
melse af flere strafbare forhold eller gentagelsesvirkning
–
muligvis undertiden gør
sig gældende med overdreven vægt ved straffens fastsættelse. Det andet spørgsmål
er, om der forekommer mere rene eksempler på enkeltstående berigelseskriminali-
tet, begået i førstegangstilfælde, der lader sig sammenligne med voldssager og de i
disse idømte straffe. I straffelovrådet er nogle medlemmer tilbøjelige til at mene, at
der er nogen sandhed i påstanden om en tilbøjelighed til ved strafudmålingen at
overbetone strafværdigheden af formuekrænkelser. Spørgsmålet vil blive berørt
igen nedenfor i forbindelse med rådets konklusioner vedrørende strafferammerne i
§§ 285-287. Der er i straffelovrådet enighed om, at en almindelig skærpelse af
837
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
straffene for voldsforbrydelser næppe er noget velegnet middel til udligning af mu-
lige skævheder i forholdet mellem vold og berigelsesforbrydelser, se herom kap.
6.6.”
På baggrund af ovenstående drøftede Straffelovrådet en række muligheder for ændringer af §§
285-287. Der var dog ikke enighed blandt rådets medlemmer om, hvorvidt der var grundlag for
yderligere nedsættelser af strafferammerne for berigelsesforbrydelser. Af betænkningen frem-
går på side 122 ff. følgende:
”4.5.2. Et flertal i straffelovrådet (Elmer, Haulrig, Langkilde, Lindegaard og Rentz-
mann) finder ikke grundlag for at foreslå en nedsættelse af strafferammens maksi-
mum i § 285. Disse medlemmer henviser til, at der allerede er sket nedsættelser to
gange inden for en forholdsvis kort årrække. En ændring af maksimum fra 1 år og
6 måneder til 1 år ville
–
også selv om den blev begrænset til tilfælde, hvor der ikke
foreligger gentagelse
–
være betænkelig med henblik på nogle af de groveste kri-
minalitetsformer, der foreligger til pådømmelse. Der er i almindelighed ikke i prak-
sis stor tilbøjelighed til at anvende en strafferammes maksimum, og hvis maksimum
i § 285 blev fastsat til 1 år, ville det inden for den grovere ende af kriminaliteten
normalt være en straf på mindre end 1 års fængsel, der kom i betragtning. Hertil
kommer, at straffene også på de lavere trin af skalaen ville blive presset nedad, hvis
man skulle bevare sædvanlige muligheder for at differentiere strafudmålingen i
overensstemmelse med kriminalitetens grovhed, herunder navnlig antallet af krimi-
nelle forhold og størrelsen af de beløb, der er indvundet ved lovovertrædelserne.
Når det er nævnt af mindretallet, at der samtidig med en nedsættelse af maksimum
i § 285 kunne ske en vis udvidelse af anvendelsesområdet for § 286, må man nære
betænkelighed ved denne fremgangsmåde. § 286 har væsentlig højere maksima end
§ 285. Det må betragtes som en fordel, at anvendelsen af § 286 i hidtidig praksis
har kunnet begrænses til virkelig grove forhold. Hvis der skulle være spørgsmål om
en øget anvendelse af § 286, ville der opstå nye afgrænsningsproblemer, og man
måtte spørge, hvad der egentlig er vundet ved at nedsætte maksimum i § 285, når
de forhold, der mest direkte ville blive berørt af nedsættelsen, i stedet kan henføres
under en strengere bestemmelse.
Disse medlemmer vil imidlertid ikke afvise, at der inden for det nugældende mak-
simum i § 285 kan være grundlag for yderligere reduktioner i strafudmålingen i
overensstemmelse med de tilkendegivelser, der fremkom i 1982. Der foreligger
endnu ikke noget klart overblik over 1982-lovens virkninger. Det er tænkeligt, at
man ved nærmere analyse af et domsmateriale vil kunne pege på grupper af tilfælde,
hvor strafreduktioner kommer i betragtning med henblik på en videre tilnærmelse
til lovgiverens målsætning fra 1982. Der henvises herved til bemærkninger i kap.
3.5.8.
4.5.3. Et mindretal (Bang og Waaben) finder, at der på ny bør ske en ændring i §
285 som støtte for en fortsat reduktion af straffene for berigelsesforbrydelser. I pe-
rioden siden omkring 1970 har det været et hovedpunkt i den kriminalpolitiske
838
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
debat at søge brugen af ubetinget frihedsstraf reduceret. Visse resultater af denne
bestræbelse har også kunnet konstateres, men det må ventes, at der her er tale om
en langtidsbevægelse, og det forekommer ikke unaturligt, at dette med forholdsvis
korte mellemrum giver anledning til, at udviklingen støttes ved lovændringer. I
1982 var det Folketingets hensigt
–
i tilknytning til udtalelser fra straffelovrådets
flertal
–
at strafferammeændringer skulle ledsages af en reduktion af det faktiske
udmålingsniveau på gennemgående en tredjedel. Skønt de senere statistiske opgø-
relser kan efterlade nogen uklarhed, finder mindretallet det mest nærliggende at
antage, at praksis har været et godt stykke fra at opfylde forudsætningen om en
strafreduktion på gennemgående en tredjedel.
Hvis der skal være nogen realitet i de ofte gentagne ønsker om en mindre brug af
frihedsstraffen, må det først og fremmest være på berigelsesforbrydelsernes om-
råde, der skal opnås noget i denne retning. De udgør langt den største del af straf-
felovskriminaliteten, og der er i øvrigt tegn på, at det på flere af de øvrige krimina-
litetsområder vil være svært at opnå strafreduktioner, eller at der ligefrem kan være
områder, hvor der ønskes strafskærpelse. I forhold til den almindelige kriminalpo-
litiske målsætning med hensyn til frihedsstraf er berigelsesforbrydelserne altså cen-
tralt placeret. Som tidligere nævnt er mindretallet desuden tilbøjeligt til at mene, at
der stadig er noget rigtigt i påstanden om en tilbøjelighed til i udmålingspraksis at
vurdere beskyttelsen af økonomiske interesser for højt sammenlignet med andre
interesser.
På baggrund af det her anførte forekommer det mindretallet at være en nærliggende
løsning, at strafmaksimum i § 285 nedsættes fra 1 år og 6 måneder til 1 år. Der er
også den mulighed, at maksimum på 1 år og 6 måneder opretholdes med henblik på
gentagelsestilfælde, medens maksimum i øvrigt bliver 1 år. Efter denne løsning
genoplives altså en delt strafferamme i § 285. Vælges denne løsning, vil der forhå-
bentligt om nogle år foreligge gode muligheder for at undersøge nærmere, hvorle-
des de successive lovændringer har virket, og der vil kunne tages stilling til, om der
til den tid er grundlag for at nedsætte også gentagelsesmaksimum til 1 år. Ved nær-
mere undersøgelser vil det også kunne belyses, om der fortsat er holdepunkter for
at antage, at mængden af frihedsstraf målt i forhold til befolkningstallet, er større i
Danmark end i lande som Norge, Sverige og Holland. En antagelse om, at det for-
holdt sig således, fandt bl.a. udtryk i bemærkningerne til lovforslaget om berigel-
sesforbrydelser i 1982, se herom FT 1981-82, tillæg A, sp. 4526.
Såfremt en delt strafferamme i § 285 vælges, ville det være naturligt i § 285 at tilføje
en bestemmelse om, at den i § 81, stk. 3, omhandlede gentagelsesfrist i denne for-
bindelse er 3 år. Af de grunde, som er nævnt i kapitel 3.5.6, har straffelovrådet ment
at burde afstå fra nu at foreslå en generel ændring af dette indhold i § 81, men det
er fremhævet, at rådet ser velvilligt på tanken.
Ved den nævnte nedsættelse af maksimum i § 285 til 1 år kan det blive aktuelt at
henføre visse grænsetilfælde under § 286 i stedet for som hidtil under § 285. Det er
naturligvis ikke tanken, at det faktiske udmålingsniveau skulle være uændret, alene
med den forskel, at nogle tilfælde overflyttes til § 286. En nedsættelse af maksimum
i § 285 skal resultere i en reel reduktion i udmålingsniveauet. Men der vil i et mindre
839
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
antal tilfælde være anledning til at overveje, om ikke grovere kriminalitet bør hen-
føres under § 286, som allerede i dag har en sådan formulering, at den tillader en
videre anvendelse end den hidtil kendte. Selv med en sådan begrænset udvidelse af
§ 286-området kan det med sikkerhed påregnes, at området fortsat vil være et min-
dre antal sager om berigelsesforbrydelser af særlig grov beskaffenhed eller begået
i stort antal.
Mindretallet vil henlede opmærksomheden på nogle synspunkter og forslag i den
nye svenske betænkning ”Påföljd för brott”, se SOU 1984:14 s. 215 ff. Fängsels-
straffkommittén fremhæver det almindelige synspunkt, at der er grund til at foretage
en nedprioritering af økonomiske beskyttelsesinteresser. Det anføres bl.a., at en for-
holdsvis ny empirisk undersøgelse af retsbevidstheden i Sverige giver støtte for den
antagelse, at bestemmelserne i brottsbalken om formueforbrydelser i almindelighed
tillægger disse forbrydelser for høj strafværdighed og derfor bør ændres. En række
formueforbrydelser i brottsbanken, der i det væsentlige svarer til forbrydelserne i §
285, har i dag et normalmaksimum på 2 års fængsel. Betænkningen foreslår en nor-
malramme på bøde eller fængsel indtil 6 måneder bl.a. for forbrydelserne stöld,
tillgrepp av fortskaffningsmedel, bedrägeri, ocker, häleri, förskingring, trolöshet
mod huvudman og oredlighet mot borgenärer. Med hensyn til utpressning foreslås
et lidt højere maksimum, nemlig 9 måneder. Til alle de nævnte normalrammer føjes
en skærpet ramme for de tilfælde, hvor forbrydelsen er ”grov”. Maksimum i disse
skærpede rammer er for de fleste forbrydelsers vedkommende 5 år, i enkelte til-
fælde lidt mindre eller lidt mere. Desuden foreslås der forhøjede minima på 3 må-
neder i de skærpede rammer; som omtalt i kap. 3.3 har brugen af sådanne forhøjede
minima ikke tilslutning i straffelovrådet.
De svenske regler og forslag kan ikke uden videre sammenlignes med forholdene i
dansk ret, bl.a. fordi der i Sverige er tradition for at henføre flere forhold under
”grov” forbrydelse og altså under skærpede strafferammer, end det er praksis i Dan-
mark. Dette er formentlig baggrunden for, at den svenske komité har kunnet foreslå
et så lavt maksimum som 6 måneder i normalrammerne. Den svenske ordning synes
på den anden side at støtte det ovenfor nævnte synspunkt, at der ikke er betænke-
ligheder ved en beskeden udvidelse af området for § 286. Dette område vil stadig
være mindre end efter de svenske regler med hensyn til ”grov” forbrydelse, og for
så vidt angår normalrammens maksimum vil mindretallet som nævnt foreslå 1 år, i
gentagelsestilfælde 1 år og 6 måneder, og ikke den svenske betænkning 6 måneder.”
Endelig behandlede Straffelovrådet i betænkningen nogle yderligere spørgsmål om udformnin-
gen af §§ 285-287. Om besvarelsen af disse spørgsmål var der i det væsentlige enighed blandt
rådets medlemmer. Af betænkningens side 125 f., fremgår bl.a.:
”4.5.4.
Straffelovrådet har drøftet nogle spørgsmål om ændring af enkeltheder i §§
285-287 om strafferammerne for berigelsesforbrydelser.
Det er således blevet drøftet, om der i § 285, stk. 1, bør opstilles forskellige straffe-
rammer for de i bestemmelsen nævnte forbrydelser, og om der i § 286 kan være tale
om en omformulering af betingelserne for den skærpede bedømmelse og en
840
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
ændring af rammerne i stk. 2 og 3. Det er imidlertid straffelovrådets konklusion, at
der ikke bør stilles forslag om ændringer på disse punkter.
Det er også blevet overvejet, om der i § 285, stk. 1, bør tilføjes en adgang til at
idømme bøde. Det kan næppe mod en sådan løsning indvendes, at den er ulogisk
og overflødig i betragtning af, at der i § 287 er hjemmel til bødestraf. Allerede nu
er der i § 285, stk. 2, bøde i strafferammen for ulovlig omgang med hittegods og
hæleri med hensyn hertil, skønt disse forbrydelser også er omfattet af § 287. I den
svenske betænkning SOU 1986:14 s. 217 er det foreslået at optage bøde i normal-
rammen for stöld, selv om bøde samtidig bliver straffen for det mindre betydelige
tyveri, der kaldes snatteri.
Der kunne formentlig undtagelsesvis være behov for at anvende bøde i sager, som
ikke henføres under § 287. Ændringen af § 287 i 1973 har, i forbindelse med poli-
tisagsbehandling, bevirket en stor udvidelse af området for bødestraf i sager om
små berigelsesforbrydelser. Men det kan ses som en svaghed ved den gældende
ordning, at området for § 287 i praksis afgrænses med udpræget vægt på visse be-
løbsgrænser med hensyn til de tilvendte værdier. Denne svaghed kunne afhjælpes
ved en tilføjelse af bøde til § 285, stk. 1, navnlig for så vidt angår tilfælde, der ikke
efter en rutinemæssig bedømmelse let lader sig henføre under § 287. En anden mu-
lighed er at søge anvendelsesområdet for § 287 udvidet, hvilket er muligt uden æn-
dring af ordlyden af bestemmelsen, som omfatter alle tilfælde, hvor berigelsesfor-
brydelsen er af ”mindre strafværdighed ”. Det bør i den forbindelse fremhæves, at
domstolene allerede i et ganske vist mindre antal tilfælde har henført f.eks. ind-
brudstyverier, arbejdspladstyverier og gentagen tyverikriminalitet under § 287, når
forbrydelsen konkret er bedømt som mindre strafværdig.
Det er den overvejende opfattelse i straffelovrådet, at man bør blive stående ved
den gældende ordning og ikke indføje bøde i § 285, stk. 1. Man understreger i stedet
behovet for et bredere og mindre beløbsfikseret anvendelsesområde for bødeafgø-
relser efter § 287. Et sådant udvidet anvendelsesområde for § 287 vil imødekomme
ønsket om fortsat nedkriminalisering af de mindre grove berigelsesforbrydelser og
kan også ses som en følge af, at hæftestraffen vil udgå af § 285 ved hæftestraffens
afskaffelse.
To medlemmer (Bang og Waaben) vil dog foretrække, at bøde optages i strafferam-
men i § 285. Dette vil understrege den foran omtalte målsætning med hensyn til et
bredere og mindre beløbsfikseret anvendelsesområde for bøde, og det vil være en
fordel, at bøde efter § 285 ikke behøver at idømmes som tillægsstraf til betinget
dom
efter § 58, stk. 2.”
På baggrund af ovenstående overvejelser blev der ikke anbefalet ændringer af bestemmelserne
i §§ 285-287.
Ved
lov nr. 367 af 18. maj 1994
tilføjedes overtrædelse af § 289, 2. pkt., om groft smugleri til
den dagældende hæleribestemmelse i straffelovens § 284, således at modtagelse mv. af en
841
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
vinding opnået ved overtrædelse af § 289, 2. pkt., herefter skulle straffes som hæleri. Samtidig
tilføjedes ”eller overtrædelse af § 289, 2. pkt.” efter ”røveri” i § 285, stk. 1, således at sådant
hæleri også skulle straffes efter denne strafferamme.
På samme måde indsattes der i den dagældende bestemmelse i straffelovens § 284 om hæleri
ved
lov nr. 228 af 4. april 2000
henvisninger til straffelovens § 122 og § 144 om henholdsvis
ydelse og modtagelse af bestikkelse og til § 289 a vedrørende bl.a. svig med nationale eller EU-
midler, mens samme henvisninger indsattes i § 285, stk. 1, i relation til hæleri.
Ved
lov nr. 465 af 7. juni 2001
nyaffattedes straffelovens § 285 således:
Ӥ 285.
De i §§ 276 og 278-283 nævnte forbrydelser straffes med fængsel indtil 1
år og 6 måneder. I de i § 283, stk. 2, nævnte tilfælde kan straffen såvel for skyldne-
ren som for den begunstigede fordringshaver gå ned til bøde.
Stk. 2.
Ulovlig omgang med hittegods straffes med bøde eller fængsel indtil 1 år og
6 måneder.”
Samtidig nyaffattedes § 286, stk. 3, således:
”Stk. 3. Under tilsvarende omstændigheder kan straffen for afpresning og åger stige
til fængsel i 6 år.”
Endelig ændredes ”§§ 276-284” til ”§§ 276-283” i §
287, stk. 1, idet § 284 blev ophævet. Hæ-
leribestemmelsen var herefter at finde i en nyaffattet form i straffelovens § 290 med en selv-
stændig strafferamme.
Ændringerne i §§ 285-287 var en konsekvens af ophævelsen af hæleribestemmelsen i straffe-
lovens § 284 og forslaget om indførelsen af en ny hæleribestemmelse i § 290, jf. nærmere herom
nedenfor i afsnit 6. I overensstemmelse hermed udgik henvisningerne til § 284 i berigelsesfor-
brydelsernes straffebestemmelser.
Ved
lov nr. 218 af 31. marts 2004
blev bl.a. straffelovens § 286 nyaffattet. Bestemmelsen fik
herved følgende ordlyd:
”§ 286. Straffen kan stige til fængsel indtil 6 år, når de i §§ 276, 281 og 282 nævnte
forbrydelser er af særlig grov beskaffenhed navnlig på grund, af udførelsesmåden,
eller fordi forbrydelsen er udført af flere i forening eller under medtagelse af våben
eller andet farligt redskab eller middel, eller på grund af de stjålne genstandes be-
tydelige værdi eller de forhold, under hvilke de befandt sig, eller når et større antal
tyverier er begået.
842
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
Stk. 2.
Straffen kan stige til fængsel indtil 8 år, når de i §§ 278-280 og 283 nævnte
forbrydelser er af særlig grov beskaffenhed navnlig på grund af udførelsesmåden,
eller fordi forbrydelsen er udført af flere i forening, eller som følge af omfanget af
den opnåede eller tilsigtede vinding, eller når et større antal
forbrydelser er begået.”
Lovændringen byggede navnlig på Straffelovrådets betænkning nr. 1424/2002 om straffastsæt-
telse og strafferammer, hvori Straffelovrådet bl.a. foretog en vurdering af strafferammerne i
straffeloven og kom med indstillinger til ændringer med henblik på at skabe større indbyrdes
sammenhæng og harmoni i straffesystemet. Straffelovrådet drøftede bl.a. opdelingen mellem
straffelovens § 285 og § 287 samt strafmaksima efter § 286. Af betænkningens side 923 f.
fremgår herom følgende:
”12.2.
Straffelovrådet har ved vurderingen af strafferammerne i straffelovens §§
285-287 taget udgangspunkt i de overvejelser, som fremkom i 1987-betænkningen.
Rådet finder af de grunde, som flertallet anførte, sml. pkt. 5.3 ovenfor, ikke grund-
lag for at ændre strafmaksimum i § 285, herunder ved opstilling af forskellige straf-
ferammer for de i bestemmelsen nævnte forbrydelser. Der er dog enighed om, at
det både efter en vurdering af forbrydelsens strafværdighed og ud fra hensynet til
at skabe større homogenitet i strafferammesystemet vil være forsvarligt og ønske-
ligt at ændre strafmaksimum for ulovlig omgang med hittegods fra fængsel i 1 år
og 6 måneder til 1 års fængsel, sml. § 1, nr. 65, i rådets lovudkast.
Der er under rådets drøftelse rejst spørgsmål om at tilføje en adgang til at idømme
bøde i § 285, stk. 1, og som følge heraf ophæve § 287 som overflødig. Et flertal af
Straffelovrådets medlemmer (Henning Fode, Jacques Hermann, Lars Bay Larsen,
Claus Jesper Nørøxe, William Rentzmann og Sven Ziegler) finder det imidlertid af
de grunde, der er anført i 1987-betænkningen
− herunder også forarbejderne til §
287, sml. pkt. 3.2 ovenfor − rigtigst, at man bliver stående ved den gældende ord-
ning, der er vel indarbejdet i praksis, og således undlader at indføje bøde i § 285,
stk. 1. Et mindretal (Vagn Greve og Jakob Lund Poulsen) udtaler, at opdelingen
mellem § 285 og § 287 adskiller sig fra den måde, som straffeloven i øvrigt er op-
bygget på, at der ikke ses nogen særlig grund til en sådan opdeling på dette område,
og at opdelingen i praksis har foranlediget sager, som må anses for unødvendige.
Den nuværende formulering kan være en hindring for en i øvrigt velbegrundet prak-
sisændring. Med forslaget tilsigtes ingen ændring i retspraksis.
Som nævnt ovenfor indebærer den skala baseret på det angrebne retsgode, som
Straffelovrådet har opstillet, at strafmaksima for de forbrydelser, som i dag omfattes
af § 286, ændres til 6 år, idet de henføres til kategorien ”angreb på privat ejendoms-
ret og på statsapparatet mv.” Denne kategorisering
indebærer, at strafmaksimum
for tyveri hæves fra 4 til 6 års fængsel, og strafmaksimum for underslæb, bedrageri,
databedrageri, mandatsvig og skyldnersvig sænkes fra 8 til 6 års fængsel. Strafmak-
simum for afpresning og åger forbliver uændret 6 års fængsel.
843
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
Straffelovrådet er opmærksomt på, at der ikke mindst i de senere år er forekommet
sager med langvarige fængselsstraffe for berigelseskriminalitet. Som eksempel kan
peges på domme (primært vedrørende skyldnersvig) i de større selskabstømmer-
komplekser, hvor der er idømt straffe på 6 og 7 års fængsel (samlet skattebeløb
henholdsvis 170 mio. kr. og 330 mio. kr.), sml. Anklagemyndighedens Årsberet-
ning 1998-1999, s. 14-15. Ved vurderingen af strafmaksima for berigelseskrimina-
litet skal haves for øje, at straffelovens § 88, stk. 1, 2. pkt., i sammenstødstilfælde
under særdeles skærpende omstændigheder åbner mulighed for at forhøje den hø-
jeste for nogen af lovovertrædelserne foreskrevne straf med indtil det halve. An-
vendt i kombination med § 88, stk. 1, 2. pkt., kan et strafmaksimum på 6 års fængsel
således efter omstændighederne forhøjes til 9 års fængsel.
Det er under Straffelovrådets drøftelse påpeget, at § 286 kan overvejes præciseret
bl.a. med henblik på i lovteksten at angive praktisk talt alle de tilfælde, hvor der kan
være behov for at gå ud over strafmaksimum i § 285, stk. 1. Det er dog også anført,
at en sådan fremgangsmåde kan volde vanskelighed.
Det er Straffelovrådets konklusion, at de forskellige strafmaksima i § 286 bl.a. af
hensyn til at skabe større homogenitet og sammenhæng i strafferammesystemet bør
ændres, så der fastsættes et fælles maksimum for de forbrydelser, som i dag indgår
i bestemmelsen. Rådet henviser herved bl.a. til, at det ved udformningen af straffe-
rammer er et væsentligt hensyn at forhindre skadens indtræden
–
her ejendomsret-
tens krænkelse. Måden, skaden sker på
–
det være sig ved tyveri, bedrageri eller
andet
–
er af mindre betydning.
Rådet finder, at et strafmaksimum på 6 års fængsel ville være passende, når der
samtidig i grove sammenstødstilfælde med meget store beløb sikres mulighed for
at forhøje strafmaksimum til 9 års fængsel i medfør af § 88, stk. 1, 2. pkt.”
Lovgiver fulgte dele af Straffelovrådets forslag. Af de almindelige bemærkninger til lovændrin-
gen, jf. Folketingstidende 2003-04, tillæg A, side 3318 f., fremgår bl.a.:
”4.15.3. Justitsministeriets overvejelser
Justitsministeriet er enig i, at hensynet til homogenitet og sammenhæng i straffe-
rammerne kunne tale for at ændre § 286 således, at der fastsættes et fælles maksi-
mum for de forbrydelser, som i dag indgår i bestemmelsen.
Straffelovrådet anfører til støtte for forslaget om et fælles strafmaksimum bl.a., at
alle grove former for berigelseskriminalitet bør være undergivet samme strafmak-
simum, idet strafværdigheden af disse forbrydelser afhænger af det beskyttede rets-
gode og ikke af om der er tale om den ene eller anden form for berigelseskrimina-
litet. Med hensyn til spørgsmålet om, hvilket fælles strafmaksimum der bør gælde
anfører rådet, at bestemmelsen i straffelovens § 88, stk. 1, 2. pkt., åbner mulighed
for i sammenstødstilfælde under særdeles skærpende omstændigheder at forhøje
den højeste for nogen af lovovertrædelserne foreskrevne straf med indtil det halve.
844
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
Et strafmaksimum på fængsel i 6 år i § 286 vil således efter omstændighederne blive
forhøjet til 9 års fængsel.
Over for Straffelovrådets forslag kan det på den anden side anføres, at forbrydelser,
der angår betroede midler eller udføres ved komplicerede økonomiske transaktioner
i forretningsmæssige forhold (»white-collar crime« mv.), derved bliver sidestillet
med tyveri med hensyn til strafferammen, og det kan virke urimeligt, da der ved
disse forbrydelser ofte i de grove tilfælde svindles med meget store pengebeløb.
Samtidig er der på grund af disse forbrydelsers ofte komplekse og mere skjulte ka-
rakter umiddelbart en mindre opdagelsesrisiko end ved f.eks. tyveri, og efterforsk-
ning og retsforfølgning af disse forbrydelsestyper kræver ofte meget store ressour-
cer. Endvidere kan det anføres, at der i retspraksis i de senere år er forekommet
domme med langvarige fængselsstraffe for disse former for berigelseskriminalitet,
også domme, hvor straffen har været over 6 års fængsel. Disse forhold taler efter
Justitsministeriets opfattelse imod at nedsætte strafmaksimum for bedrageri mv. fra
8 til 6 års fængsel med henblik på at opnå et ensartet strafmaksimum for alle grove
berigelsesforbrydelser.
Efter en samlet vurdering mener Justitsministeriet, at § 286 bør være opdelt på den
måde, at stk. 1 omfatter grove tilfælde af tyveri, afpresning og åger med en straffe-
ramme på 6 år, mens stk. 2 omfatter grove tilfælde af underslæb, bedrageri, databe-
drageri, mandatsvig og skyldnersvig med en strafferamme på 8 år.
For så vidt angår groft tyveri, jf. straffelovens § 286, stk. 1, indebærer forslaget en
skærpelse i forhold til det gældende strafmaksimum på 4 års fængsel. Der tilsigtes
hermed en skærpelse af strafniveauet for den groveste del af de sager, der i dag
henføres til straffelovens § 286, stk. 1.
For underslæb, bedrageri, databedrageri, mandatsvig og skyldnersvig af særlig grov
beskaffenhed, jf. straffelovens § 286, stk. 2, samt åger og afpresning af særlig grov
beskaffenhed, jf. § 286, stk. 3, opretholdes de gældende strafferammer.”
Lovændringen indebar således en forhøjelse af strafferammen for groft tyveri fra fængsel indtil
4 år til fængsel indtil 6 år, jf. straffelovens § 286, stk. 1. De øvrige strafmaksima i § 286 forblev
uændrede. Ændringen skulle ifølge bemærkningerne til bestemmelsen, jf. Folketingstidende
2003-04, tillæg A, side 3336, give domstolene et større spillerum i strafudmålingen i sager om
grovere tilfælde af tyveri. Forslaget tilsigtede en skærpelse i strafudmålingen for den groveste
del af de sager, der hidtil var henført til straffelovens § 286, stk. 1. Om strafferammerne fremgår
af de specielle bemærkninger, jf. Folketingstidende 2003-04, tillæg A, side 3336, desuden føl-
gende:
”For så vidt angår groft tyveri, jf. straffelovens § 286, stk. 1, indebærer lovforslagets
§ 1, nr. 61, en skærpelse i forhold til det gældende strafmaksimum på 4 års fængsel,
således strafmaksimum bliver på 6 års fængsel. Hensigten med denne skærpelse er
at give domstolene et større spillerum i strafudmålingen i sager om grovere tilfælde
845
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
af tyveri. Forslaget tilsigter en skærpelse i strafudmålingen for den groveste del af
de sager, der i dag henføres til straffelovens § 286, stk. 1.
Forslagets § 1, nr. 61, medfører endvidere, at strafmaksimum for underslæb, bedra-
geri, databedrageri, mandatsvig og skyldnersvig af særlig grov beskaffenhed, jf.
straffelovens § 286, stk. 2, forbliver uændret. Det samme gør sig gældende for åger
og afpresning af særlig grov beskaffenhed, som i dag er reguleret i § 286, stk. 3.
”
Med ændringen blev der i bestemmelsens stk. 2 desuden foretaget en præcisering af, hvilke
forhold der betinger anvendelsen af den skærpede strafferamme i bestemmelsen. Herom anføres
i bemærkningerne til lovændringen, jf. Folketingstidende 2003-04, tillæg A, side 3336:
”Lovforslaget medfører endvidere, at der i lovteksten sker en præcisering af de til-
fælde, hvor forholdet kan henføres under en skærpet strafferamme. Opregningen er
imidlertid ikke udtømmende. Afgørende for anvendelsen af den nye § 286 er en
konkret helhedsbedømmelse. Den praksis, som knytter sig til den hidtidige straffe-
lovs § 286, vil fortsat være vejledende. § 88, stk. 1, 2. pkt., forudsættes endvidere
fortsat at kunne bringes i anvendelse på forhold, der henføres under § 286. Straf-
maksimum kan således forhøjes til 9 år f.eks. i tilfælde, hvor der foreligger et eks-
traordinært stort antal tyverier, som hver især er af mindre grov beskaffenhed, eller
i tilfælde af skyldnersvig eller bedrageri, som involverer meget store beløb.”
Ved
lov nr. 352 af 19. maj 2004
ændredes ”tyverier” til ”forbrydelser” i § 286, stk. 1, sidste led.
Af bemærkningerne til lovændringen, jf. Folketingstidende 2003-04, tillæg B, side 1496, frem-
går:
”Ændringsforslaget indebærer, at der i relation til den skærpede strafferamme i §
286, stk. 1, bl.a. kan lægges vægt på, om der er begået et større antal forbrydelser.
Hensigten med den nye formulering af straffelovens § 286, stk. 1, jf. lov nr. 218 af
31. marts 2004, er således, at den skærpede strafferamme på 6 år skal kunne finde
anvendelse, når der er tale om et større antal forbrydelser omfattet af straffelovens
§ 276 (tyveri), § 281 (afpresning)
eller § 282 (åger).”
Ved
lov nr. 760 af 29. juni 2011
foretoges en skærpelse af straffen for organiseret indbrudskri-
minalitet. Med ændringen blev det således i strafskærpelsesreglen i straffelovens § 286, stk. 1,
præciseret, at straffen for visse formueforbrydelser kan stige til fængsel indtil 6 år, såfremt der
er tale om tyveri begået som led i organiseret indbrudskriminalitet. Desuden tilsigtedes med
ændringen en gennemgående forhøjelse af straffen for organiseret indbrudstyveri, der henføres
under § 286, stk. 1, med en tredjedel i forhold til den straf, der hidtil var fastsat af domstolene.
Som eksempler på organiseret indbrudstyveri omfattet af skærpelsen nævnes i bemærkningerne
til bestemmelsen, jf. Folketingstidende 2010-11, 1. samling, tillæg A, L 209 som fremsat, side
846
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
6, tyvebander, som målrettet og systematisk stjæler betydelige værdier ved indbrud, eller som
på professionaliseret vis f.eks. stjæler designermøbler fra private hjem eller gennemfører ram-
buktyverier.
I de almindelige bemærkninger til ændringen behandles det hidtidige strafniveau for organiseret
indbrudstyveri efter § 286, stk. 1, ligesom bemærkningerne indeholder en gennemgang af en
række eksempler, der illustrerer normalstrafniveauet i sager om organiseret indbrudstyveri.
Vedrørende strafniveauet for organiseret indbrudstyveri fremgår under henvisning til oplysnin-
ger fra Rigsadvokaten, jf. Folketingstidende 2010-11, 1. samling, tillæg A, L 209 som fremsat,
side 2, følgende:
”2.1.2. Rigsadvokaten har
oplyst, at organiseret indbrudskriminalitet som f.eks. ty-
vebander, som målrettet og systematisk stjæler betydelige værdier ved indbrud, el-
ler som på professionaliseret vis f.eks. stjæler designermøbler fra private hjem eller
gennemfører rambuktyverier, som det klare udgangspunkt henføres under bestem-
melsen i straffelovens § 286, stk. 1. Organiseret indbrudskriminalitet omfattet af
straffelovens § 276, jf. § 286, stk. 1, vil typisk medføre en straf på omkring 2 års
ubetinget fængsel afhængig af de konkrete omstændigheder i sagen. Der er dog også
eksempler på sager, hvor straffen er udmålt noget lavere end normalstraffen, lige-
som der er eksempler på sager, hvor straffen er udmålt til mere end 2 års fængsel.”
Samme sted i de almindelige bemærkninger fremhæves en række eksempler på trykt praksis
vedrørende organiseret indbrudskriminalitet:
”Som eksempler, der illustrerer normalstrafniveauet, kan fra trykt praksis bl.a. næv-
nes Højesterets dom refereret i Ugeskrift for Retsvæsen 1996, side 1471, hvor den
tiltalte blev fundet skyldig i syv tyverier på postkontorer med et samlet udbytte på
ca. 185.000 kr. I denne sag fastsatte Højesteret straffen til fængsel i 2 år.
Der kan endvidere henvises til dommen refereret i Tidsskrift for Kriminalret 2005,
side 776, hvor en person blev fundet skyldig i sammen med en anden gerningsmand
at være brudt ind i to banker i åbningstiden, hvor de stjal 21.500 euro og ca. 2,1
mio. kr. Retten fastsatte straffen til fængsel i 2 år og lagde ved straffastsættelsen
vægt på, at der var tale om nøje planlagte tyverier fra pengeinstitutter med et stort
udbytte, at tyverierne var begået af flere i forening, og at tiltalte tidligere var straffet
for berigelseskriminalitet.
Endvidere kan nævnes dommen refereret i Tidsskrift for Kriminalret 2011, side
128, hvor den tiltalte blev fundet skyldig i sammen med tre ukendte gerningsmænd
at være brudt ind i en forretning under anvendelse af en gaffeltruck og have stjålet
ure og smykker til en værdi af ca. 1,1 mio. kr. Landsretten udmålte en fælles- og
tillægsstraf på fængsel i 1 år og 9 måneder, der omfattede en tidligere straf på 30
dages fængsel. Ved strafudmålingen lagde retten vægt på, at tyveriet var udført af
flere i forening, på udførelsesmåden og på værdien af det stjålne.
847
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
Herudover kan der fra utrykt retspraksis henvises til Retten i Koldings dom af 24.
november 2010, hvor tre udlændinge blev fundet skyldige i 19 indbrud, hvor de
stjal bl.a. biler, GPS-udstyr, værktøj og kontanter til en samlet værdi af mere end 1
mio. kr. Tyverierne blev begået i løbet af fire besøg i Danmark inden for 1 år. De
pågældende blev idømt fængsel i 1 år og 9 måneder og udvist med indrejseforbud i
10 år. Retten lagde ved straffens fastsættelse vægt på værdien af de stjålne gen-
stande, at tyverierne var planlagte og professionelt organiseret, og at forholdene var
begået af flere gerningsmænd i forening, der var kommet til landet med henblik på
at stjæle.
Som et andet eksempel på organiserede indbrud i privat beboelse kan nævnes dom-
men refereret i Tidsskrift for Kriminalret 2010, side 896/2, hvor tre personer blev
fundet skyldige i bl.a. 18 villaindbrud, hvor de havde stjålet især kostbare designer-
møbler og PH-lamper til en samlet værdi af over 1 mio. kr. Straffene blev fastsat til
fængsel i henholdsvis 1 år og 9 måneder, 1 år og 6 måneder og 1 år og 3 måneder.
Ved straffastsættelsen lagde retten navnlig vægt på forholdenes antal og karakter,
herunder at indbruddene var planlagt og gennemført i forening og med et vist pro-
fessionelt præg.
Som et eksempel, hvor straffen er udmålt højere end normalstrafniveauet, kan der
henvises til Retten i Helsingørs utrykte dom af 11. maj 2011, hvor to udlændinge
blev fundet skyldige i bl.a. at have begået 25 villaindbrud i forening med et samlet
udbytte på ca. 1,1 mio. kr. Herudover blev den ene af de tiltalte fundet skyldig i otte
yderligere indbrud, mens den anden tiltalte tillige blev dømt for bl.a. flugtforsøg fra
arresten og brugstyveri. De pågældende blev endvidere begge dømt for hæleri med
hensyn til koster til en værdi af ca. 150.000 kr. samt for tyveri af en bil til en værdi
af ca. 250.000 kr. De pågældende blev begge idømt en straf på 3 års fængsel og
udvist med indrejseforbud for bestandig. Retten lagde ved strafudmålingen bl.a.
vægt på, at der var tale om et professionelt og systematisk tyvetogt, at de pågæl-
dende alene var komme til landet for at begå kriminalitet, og at de mange indbrud
var begået i private hjem.
Endvidere kan nævnes dommen refereret i Tidsskrift for Kriminalret 2005, side
595/2, hvor en person blev fundet skyldig i flere tyverier fra byggepladser, trælast-
handler mv., til dels ved indbrud, med et samlet udbytte på godt 1,1 mio. kr. Her-
udover havde den pågældende under indbrud i en fabrik stjålet smykker, sølvbestik
mv. til en samlet bruttopris på ca. 9,8 mio. kr. og en nettopris på ca. 4,1 mio. kr.,
ligesom han havde gjort sig skyldig i hæleri. Straffen blev fast il fængsel i 3 år og
6 måneder. Der blev ved strafudmålingen generelt taget hensyn til forholdenes
grove karakter, herunder at forholdene delvis var begået af flere i forening, samt
omfanget af den tilsigtede vinding.”
Ved
lov nr. 672 af 8. juni 2017
blev straffelovens § 286, stk. 1, igen ændret som led i udmønt-
ningen af den politiske aftale om Bandepakke III, der bl.a. indeholdt en række initiativer, der
skulle styrke indsatsen mod rocker-
og bandekriminalitet. Ved lovændringen tilføjedes ”eller
fordi der er tale om systematisk eller organiseret afpresning” til bestemmelsen, således at det
848
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
udtrykkeligt fremgår, at afpresning af denne karakter er omfattet af den højere strafferamme i
bestemmelsen. Samtidig blev det i bemærkningerne til bestemmelsen forudsat, at straffen for
systematisk eller organiseret afpresning skulle skærpes med en tredjedel i forhold til den fri-
hedsstraf, der hidtil havde været fastsat af domstolene.
Om baggrunden for lovændringen fremgår af bemærkningerne, jf. Folketingstidende 2016-17,
tillæg A, L 190 som fremsat, side 17, bl.a. følgende:
”2.4.2. Justitsministeriets overvejelser
Det fremgår af den politiske aftale om Bandepakke III, at aftalepartierne er enige
om, at straffelovens § 286, stk. 1, skal ændres, således at straffen for systematisk
eller organiseret afpresning skærpes med en tredjedel. Det vil bl.a. gælde for grove
tilfælde af afpresning, hvor bander systematisk eller organiseret opkræver beskyt-
telsespenge af forretningsdrivende for at lade dem være i fred.
Der er i flere byer set eksempler på rocker- og bandemedlemmer, som afpresser
lokale erhvervsdrivende. Denne type kriminalitet udføres typisk af organiserede
grupper, som kræver, at erhvervsdrivende skal betale såkaldte »beskyttelsespenge«
for at lade dem være i fred. Der er bl.a. konstateret tilfælde inden for prostitutions-
, restaurations-, kiosk- og tatovørbranchen. Kendetegnende for disse brancher er, at
de har stor kundekontakt og umiddelbart tilgængelige forretningslokaler.
I den indledende afpresningsfase udføres kriminaliteten oftest af flere rocker- og
bandemedlemmer, som er voldsparate. Når opkrævningen af »beskyttelsespenge«
herefter er blevet systematiseret til regelmæssig betaling, bliver opkrævningen ty-
pisk varetaget af en enkelt person, der ved henvendelse på stedet får udbetalt kon-
tanter. […]”
I afsnittet om gældende ret i lovforslagets almindelige bemærkninger, jf. Folketingstidende
2016-17, tillæg A, L 190 som fremsat, side 17, fremgår vedrørende det hidtidige strafniveau i
sager om grov afpresning, jf. straffelovens § 286, stk. 1, følgende:
”Når der er tale om grove afpresningssager, jf. straffelovens
§ 286, stk. 1, vil der
almindeligvis blive udmålt en længere frihedsstraf. Det er imidlertid vanskeligt
præcist at angive strafniveauet for disse sager, da der er tale om et begrænset antal
sager på området.
Som eksempel på trykt retspraksis vedrørende overtrædelse af straffelovens § 281,
jf. § 286, stk. 1, kan nævnes Vestre Landsrets dom af 2. juli 2014 (gengivet i TfK
2014.965V), hvor tre personer blev idømt fængsel for henholdsvis 4 og 5 tilfælde
af afpresning. En af de tiltalte blev straffet med 8 måneders fængsel, idet retten
lagde vægt på, at han havde haft en underordnet rolle, og at han ikke tidligere var
straffet af betydning for sagen. En anden tiltalt blev straffet med fængsel i 2 år (730
849
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
dage), hvoraf en reststraf udgjorde 250 dage, mens en tredje tiltalt blev straffet med
fængsel i 3 år og 6 måneder (1277 dage), hvoraf en reststraf udgjorde 790 dage.”
Om anvendelsesområdet for bestemmelsen fremgår af de specielle bemærkninger til ændringen,
jf. Folketingstidende 2016-17, tillæg A, L 190 som fremsat, side 46 f., endvidere:
”Den foreslåede bestemmelse er navnlig tiltænkt at skulle finde anvendelse på
grove tilfælde af afpresning, hvor personer med tilknytning til rocker- eller bande-
miljøet gentagne gange opkræver såkaldte »beskyttelsespenge« af erhvervsdri-
vende for at lade dem være i fred, jf. herom ovenfor pkt. 2.4.2 i lovforslagets al-
mindelige bemærkninger. Personer uden tilknytning til rocker- eller bandemiljøet
vil imidlertid også være omfattet af den foreslåede strafskærpelse.
Det vil afhænge af en konkret vurdering, om der er tale om systematisk eller orga-
niseret afpresning. Der vil i den forbindelse navnlig skulle lægges vægt på, om der
er tale om gentagne tilfælde af afpresning over for f.eks. en bestemt erhvervsdri-
vende eller erhvervsdrivende i samme kvarter eller branche. Der er ikke krav om,
at alle tilfælde af afpresning udføres af den samme gerningsperson, hvis afpresnin-
gen udøves af de pågældende efter aftale, eller hvis gerningspersonen f.eks. har
viden om, at det afpresningsforhold, som den pågældende begår, indgår i en syste-
matisk eller organiseret afpresning af en eller flere forurettede udført af f.eks. andre
medlemmer af samme gruppering.
Som nævnt ovenfor pkt. 2.4.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger vil dette
eksempelvis kunne være tilfældet, hvor den indledende afpresning er udøvet af en
eller flere personer, og hvor den efterfølgende afpresning udøves af en anden per-
son, der ikke har medvirket til den indledende afpresning, men som er bekendt med
afpresningen.
Tilfælde, hvor en enkeltperson systematisk afpresser et større antal erhvervsdri-
vende, vil også være omfattet af den foreslåede bestemmelse. Det er med forslaget
forudsat, at der som udgangspunkt skal ske en forhøjelse af straffen med omkring
en tredjedel i forhold til den frihedsstraf for systematisk eller organiseret afpres-
ning, der hidtil har været fastsat af domstolene.
Fastsættelsen af straffen vil fortsat bero på domstolenes konkrete vurdering i det
enkelte tilfælde af samtlige omstændigheder i sagen, og det angivne strafniveau vil
kunne fraviges i op- og nedadgående retning, hvis der i den konkrete sag foreligger
skærpende eller formildende omstændigheder, jf. herved de almindelige regler om
straffens fastsættelse i straffelovens kapitel 10.”
Ved
lov nr. 1680 af 26. december 2017
indførtes i §§ 285, stk. 1, 1. pkt., og 286, stk. 1, en
henvisning til straffelovens § 276 a om indbrudstyveri. Ændringen var en konsekvens af, at der
i straffelovens § 276 a blev indsat en ny bestemmelse om indbrudstyveri. Med ændringen blev
der endvidere lagt op til, at der skulle ske en gennemgående forhøjelse af
850
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0283.png
strafudmålingsniveauet for indbrudstyveri, henført under § 285, stk. 1, begået i beboelse, hvor
der under indbruddet har befundet sig personer i hjemmet, med en tredjedel.
Der henvises til lovforslagets almindelige bemærkninger, jf. Folketingstidende 2017-18, tillæg
A, L 34 som fremsat, side 3, hvoraf bl.a. fremgår:
”2.2.3.
Der lægges med forslaget endvidere op til, at der skal ske en gennemgående
forhøjelse af strafudmålingsniveauet for indbrudstyveri begået i beboelse, hvor der
under indbruddet har befundet sig personer i hjemmet, med en tredjedel i forhold
til det gældende strafniveau, når straffen fastsættes efter straffelovens § 285, stk. 1.
Der tilsigtes ikke i øvrigt en skærpelse af strafudmålingsniveauet for indbrudstyveri
omfattet af den foreslåede § 276 a, herunder for indbrudstyveri, der henføres un-
der straffelovens § 286.
Strafudmålingen vil således fortsat skulle foretages inden for de eksisterende straf-
ferammer i straffelovens §§ 285-287. Der ændres således ikke med forslaget på af-
grænsningen af, om et indbrudstyveri skal henføres under straffelovens §§ 285, 286
eller 287. Det forudsættes således, at den hidtidige praksis, hvorefter straffelovens
§ 287 som udgangspunkt anvendes på simpelt tyveri, og dermed som udgangspunkt
ikke anvendes ved indbrudstyveri, fortsætter efter indførelsen af den foreslåede be-
stemmelse i straffelovens § 276
a.”
Der henvises i øvrigt til afsnit 2.1.2 om straffelovens § 276 a ovenfor.
2.2 Praksis og delkonklusioner
2.2.1 Praksis vedrørende straffelovens § 276
2.2.1.1.
Praksis vedrørende straffelovens § 276, jf. § 287
Som det fremgår ovenfor, er normalstrafferammen for tyveri efter straffelovens § 276 fængsel
indtil 1 år og 6 måneder, jf. straffelovens § 285, stk. 1.
Er tyveriet af mindre strafværdighed, er straffen dog bøde, og under i øvrigt formildende om-
stændigheder kan straffen helt bortfalde, jf. straffelovens § 287, stk. 1.
Der ses kun at foreligge ganske sparsom trykt retspraksis, hvor tyveri er henført under den
mildere strafferamme i § 287, stk. 1. Dette må antages at bero på, at strafudmålingen for tyverier
henført under straffelovens § 287 i praksis i vidt omfang følger faste strafpositioner/strafudmå-
lingsprincipper. Rigsadvokaten har i Rigsadvokatmeddelelsens afsnit ”Formueforbrydelser –
de almindelige berigelsesforbrydelser”, punkt 5.1.3.,
sammenfattet disse.
851
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0284.png
Heraf fremgår, at tyveri i reglen ikke kan afgøres efter straffelovens § 287, hvis gerningen har
rettet sig mod værdier (udsalgsprisen), der overstiger 8.000 kr., eventuelt lidt højere, når erstat-
ning er betalt. Endvidere fremgår følgende af Rigsadvokatmeddelelsen:
”Bødepåstande
For butikstyverier gælder de nedenstående retningslinjer for bødepåstanden, der
også kan anvendes for andre tyverier, der anses for omfattet af § 287.
Værdi (udsalgspris)
- 1.000 kr.
Bøde
Bøde svarende til det dob-
belte af det stjålnes værdi,
dog mindst 500 kr. Beløbet
oprundes til det nærmeste be-
løb deleligt med 100 kr.
2.000 kr.
2.500 kr.
3.000 kr.
3.500 kr.
4.000 kr.
4.500 kr.
5.000 kr.
1.000 kr.
–
1.499 kr.
1.500 kr.
–
2.999 kr.
3.000 kr.
–
3.999 kr.
4.000 kr.
–
4.999 kr.
5.000 kr.
–
5.999 kr.
6.000 kr.
–
6.999 kr.
7.000 kr.
–
7.999 kr.
Det er en forudsætning for anvendelsen af de angivne bødepåstande, at det stjålne
er tilbageleveret, eller at der er/bliver betalt erstatning.
Forurettedes rimelige erstatningskrav udelukker afgørelse med bødeforelæg.
Hvis forurettede frafalder erstatningskrav, og tilbagelevering af det stjålne ikke er
sket, skal der nedlægges påstand om en forhøjet bøde, der kan fastsættes til vær-
dien af det stjålne med et tillæg med udgangspunkt i de ovennævnte takster, såle-
des at gerningsmanden ikke stilles bedre i disse tilfælde, end hvor der er sket til-
bagelevering eller betalt erstatning.”
Fra nyere trykt retspraksis (fra 2000 og frem) kan der henvises til følgende afgørelser, der er
oplistet efter bødestraffens størrelse:
TfK 2005.65Ø: T straffet med 4 dagbøder à 150 kr. for tyveri efter straffelovens § 276, jf. §
287, stk. 1, ved at have stjålet varer til en værdi af ca. 70 kr. i en forretning. T var tidligere
straffet, senest i 2003 med 50 dages betinget fængsel med vilkår om samfundstjeneste for bl.a.
852
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0285.png
tyveri, ligesom T var tidligere straffet i 2004 med en bøde for tyveri. Byretten fastsatte straffen
til 7 dages fængsel i medfør af § 285, stk. 1. Landsretten fandt ikke, at T var så massivt forstraf-
fet, at T på trods af det stjålnes ringe værdi og omstændighederne ved handlingen skulle straffes
med fængsel efter § 285, stk. 1. Landsretten fastsatte derfor straffen efter § 287, stk. 1, til bøde.
U 2001.742Ø: T straffet med 6 dagbøder à 150 kr. for tyveri efter straffelovens § 276, jf. § 287,
stk. 1, ved i 2 tilfælde at have begået butikstyveri af varer til en værdi af henholdsvis 300 kr. og
160 kr. T var tidligere straffet i 1995, 1997 og to gange i 1998 for butikstyveri. Under hensyn
til omfanget af de tidligere forhold, til den tid, der var gået siden da, og til de nu stjålne gen-
standes beskedne værdi fastsatte landsretten straffen efter § 287, stk. 1, til bøde.
2.2.1.2.
Praksis vedrørende straffelovens § 276, jf. § 285, stk. 1
Som det fremgår ovenfor, er normalstrafferammen for tyveri efter § 276 fængsel indtil 1 år og
6 måneder, jf. § 285, stk. 1.
Nedenstående gennemgang af retspraksis er afgrænset således, at den bygger på trykt praksis
fra de seneste 10 år, hvor der hovedsageligt kun er domfældt for tyveri efter straffelovens § 276,
jf. § 285, stk. 1, uden anden kriminalitet til samtidig pådømmelse af afgørende betydning for
straffen, og hvor straffen så vidt muligt ikke er fastsat som fællesstraf med en tidligere straf
eller med en reststraf fra en prøveløsladelse, jf. straffelovens § 61, eller som tillægsstraf til en
tidligere straf, jf. straffelovens § 89 (dvs. ”rene” tilfælde).
Dommene er inddelt i tilfældegrupper ud fra typen af tyveri (butikstyveri, indbrudstyveri og
øvrige tyverier).
Dommene er oplistet efter straffens længde. I gennemgangen er dommene ikke opdelt efter, om
den fastsatte straf er ubetinget eller betinget, herunder med vilkår om samfundstjeneste, idet
længden af fængselsstraffen som udgangspunkt antages at afspejle rettens vurdering af den på-
dømte kriminalitets alvor, mens spørgsmålet om betinget dom i højere grad beror på konkrete
omstændigheder ved tiltaltes personlige forhold. Se de generelle bemærkninger herom i kapitel
1, afsnit 4.
Det bemærkes, at praksisgennemgangen som nævnt ovenfor bl.a. omfatter sager om indbruds-
tyveri. Indbrudstyveri var tidligere omfattet af den almindelige tyveribestemmelse i § 276, men
er nu særskilt kriminaliseret i straffelovens § 276 a om indbrudstyveri, jf. vedtagelsen af lov nr.
1680 af 26. december 2017, som trådte i kraft den 1. januar 2018. Dommene om indbrudstyveri
efter § 276 er medtaget med henblik på sammenligning med strafniveauet for indbrudstyveri
efter § 276 a.
853
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0286.png
(a) Butikstyveri (tyveri fra forretninger i åbningstiden)
TfK 2013.1003/2V: T straffet med 30 dages fængsel for tyveri efter straffelovens § 276, jf. §
285, stk. 1, ved i 2 tilfælde at have begået butikstyveri af varer til en samlet værdi af 1.239 kr.
T var tidligere straffet adskillige gange for berigelseskriminalitet, senest i 2012 med fængsel i
1 år og 9 måneder. Uanset varernes relativt beskedne værdi, og at det stjålne kunne leveres
tilbage, blev forholdene henført under straffelovens § 285, stk. 1, da T var massivt forstraffet
for berigelseskriminalitet, da der var tale om butikstyverier i to tilfælde, og da tyverierne var
begået under afsoning/udslusning.
TfK 2017.952Ø: T straffet med 30 dages fængsel for tyveri efter straffelovens § 276, jf. § 285,
stk. 1, ved i forening med en medgerningsperson at have stjålet en læderjakke til 3.119 kr. i en
forretning. T var indrejst i Danmark seks dage før. Ved straffastsættelsen lagde byretten vægt
på det stjålnes værdi og omstændighederne ved tyveriet, herunder at tyveriet var begået i for-
ening med en medgerningsperson og under anvendelse af en computertaske indrettet til formå-
let.
Efter oplysningerne om omstændighederne ved tyveriet, oplysningerne om T’s meget korte
ophold i Danmark og det forhold, at T endnu ikke havde arbejde eller en konkret aftale om
arbejde, lagde byretten til grund, at T var kommet til Danmark i hvert fald bl.a. med det formål
at begå kriminalitet. Landsretten stadfæstede strafudmålingen, herunder at straffen ikke kunne
gøres betinget.
TfK 2018.1225/2V: T straffet med 30 dages fængsel for tyveri efter straffelovens § 276, jf. §
285, stk. 1, ved i forening med en medgerningsperson at have stjålet varer i en tøjforretning til
en samlet værdi af 3.519 kr. ved anvendelse af en såkaldt ”russerpose”. Ved straffastsættelsen
lagde landsretten navnlig vægt på, at der var tale om et professionelt tilrettelagt tyveri begået
af flere personer i forening under anvendelse af en ”russerpose”.
TfK 2020.569Ø: T1 og T2 straffet med 30 dages fængsel for tyveri efter straffelovens § 276,
jf. § 285, stk. 1, ved i forening at have stjålet varer i en butik til en værdi af ca. 4.000 kr. ved
anvendelse af en såkaldt ”russerpose”. Ved straffastsættelsen lagde byretten vægt på tyveriets
karakter, da tyveriet var begået i forening, herunder ved anvendelse af en rygsæk indrettet til
formålet. For landsretten angik sagen alene spørgsmål om udvisning.
TfK 2015.184Ø: T straffet med 40 dages fængsel for forsøg på tyveri efter straffelovens § 276,
jf. § 285, stk. 1, jf. § 21, ved i forening med to andre personer at have forsøgt at stjæle 22
kartoner cigaretter til en værdi af 8.785 kr. fra en forretning, hvilket imidlertid mislykkedes, da
en ekspedient kom til kassen. T var tidligere straffet for tyveri, senest i 2013 med 30 dages
fængsel. I byretten blev T straffet med 20 dages fængsel, hvilket landsretten forhøjede til 40
dage under hensyn til, at T tidligere var straffet for ligeartet kriminalitet.
854
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0287.png
TfK 2017.1194V: T2 straffet med 60 dages fængsel, og T1 straffet med 40 dages fængsel, for
tyveri efter straffelovens § 276, jf. § 285, stk. 1, ved i 3 tilfælde at have begået butikstyveri og
i den forbindelse stjålet varer for ca. 611 kr., 1.607 kr. og 2.858 kr. T2 var tidligere straffet i
2016 to gange med bøde for butikstyveri. Ved straffastsættelsen lagde landsretten vægt på, at
T1 og T2 havde begået tre tyverier i forening, på de stjålne varers mængde og værdi og på, at
forholdene havde et vist systematisk præg. Der blev endvidere lagt vægt på, at T2 var tidligere
straffet for tyveri, og at T1 ikke var tidligere straffet.
(b) Indbrudstyveri (tyveri ved indbrud i beboelse, fritidshuse, forretninger mv.)
TfK 2014.70V: T straffet med 14 dages fængsel betinget for forsøg på tyveri efter straffelovens
§ 276, jf. § 285, stk. 1, jf. § 21, ved at være brudt ind på en genbrugsplads for at stjæle effekter,
hvilket imidlertid mislykkedes, da en vagt kom til stede.
TfK 2016.592/2Ø: T straffet med 30 dages fængsel betinget for forsøg på tyveri efter straffelo-
vens § 276, jf. § 285, stk. 1, jf. § 21, ved at være brudt ind i et kolonihavehus for at stjæle,
hvilket imidlertid mislykkedes, da han ikke fandt noget af værdi. T var tidligere straffet i 2010
for berigelseskriminalitet, herunder indbrudstyveri. Straffen blev gjort betinget, bl.a. med vilkår
om, at T, hvis Kriminalforsorgen fandt det fornødent, skulle undergive sig behandling mod
misbrug af euforiserende stoffer.
TfK 2013.445V: T straffet med 30 dages fængsel for tyveri efter straffelovens § 276, jf. § 285,
stk. 1, ved at have begået indbrud i en villa, hvorfra T stjal et guldarmbånd, en guldhalskæde,
kamera mv. til en værdi af ca. 20.800 kr. T var tidligere straffet i 2007, 2008 og 2010 for tyveri,
og i 2010 var han endvidere straffet med 10 måneders fængsel og en bøde for tyveri og røveri.
Henset til forstraffene for ligeartet kriminalitet var der ikke grundlag for at gøre straffen betin-
get.
TfK 2013.740V: T straffet med 30 dages fængsel for forsøg på tyveri efter straffelovens § 276,
jf. § 285, stk. 1, jf. § 21, ved at have forsøgt at begå indbrud på en fabrik, hvilket dog mislyk-
kedes, da T blev overrasket af ejeren af fabrikken. T var tidligere straffet flere gange, bl.a. for
tyveri. I byretten havde anklagemyndigheden ikke protesteret imod, at straffen blev gjort betin-
get. Bl.a. med henvisning hertil og til T’s personlige forhold fastsatte byretten straffen til 30
dages betinget fængsel. Under ankesagen påstod anklagemyndigheden skærpelse. Landsretten
fandt straffen passende udmålt, dog således at straffen skulle gøres ubetinget navnlig under
hensyn til T’s tidligere straffe (dissens).
855
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0288.png
TfK 2014.1066Ø: T straffet med 60 dages fængsel betinget med vilkår om samfundstjeneste
for tyveri efter straffelovens § 276, jf. § 285, stk. 1, ved at have begået 2 indbrudstyverier med
et udbytte på ca. 99.560 kr. og 47.580,47 kr. T var tidligere straffet med bøde for berigelseskri-
minalitet. Ved straffastsættelsen blev der lagt vægt på forholdenes karakter og de stjålne vær-
dier sammenholdt med T’s gode personlige forhold.
TfK 2014.233V: T straffet med 60 dages fængsel for tyveri efter straffelovens § 276, jf. § 285,
stk. 1, ved i forening med en medgerningsperson at have begået indbrud i en ejendom, hvorfra
de stjal et fjernsyn, en boremaskine, en radio mv. til en værdi af ca. 14.500 kr. T var tidligere
straffet flere gange for berigelseskriminalitet, senest i Danmark i 2008 med 5 måneders betinget
fængsel med vilkår om samfundstjeneste. T var endvidere den 17. februar 2012 straffet med
fængsel i 4 år i Frankrig for overtrædelse af narkotikalovgivningen of var løsladt efter afsoning
den 1. december 2012. Det nye forhold, som blev pådømt i nærværende sag, var begået i januar
2013. Efter oplysningerne om T’s
forstraffe og hurtige recidiv var der ikke grundlag for at gøre
straffen betinget, heller ikke med vilkår om samfundstjeneste.
U 2017.35H: T straffet med 60 dages fængsel for tyveri efter straffelovens § 276, jf. § 285, stk.
1, ved at have begået indbrud i en villa og stjålet genstande for ikke under 5.000 kr. T var i
2011 tidligere straffet med 10 måneders fængsel for indbrudstyveri af særligt grov beskaffen-
hed, jf. straffelovens § 276, jf. § 286, stk. 1, og det nye forhold var begået i prøvetiden efter
løsladelse. Under hensyn til T’s forstraf forhøjede Højesteret straffen fra 30 dages fængsel, som
by- og landsretten havde udmålt, til 60 dages fængsel. Straffen blev fastsat som tillægsstraf, jf.
straffelovens § 89, til tidligere bødestraf.
TfK 2015.1076/2V: T straffet med 3 måneders fængsel, heraf 2 måneder betinget med vilkår
om samfundstjeneste, for tyveri efter straffelovens § 276, jf. § 285, stk. 1, ved at have begået 3
indbrudstyverier, idet T i forening med en ukendt medgerningsperson i det ene tilfælde brød
ind i en villa, hvorfra de stjal effekter af en betydelig værdi, i det andet tilfælde i forening med
en ukendt medgerningsperson brød ind i en villa, hvorfra de stjal effekter til en samlet værdi af
4.000 kr. og i det tredje tilfælde brød ind i en villa, hvorfra de stjal effekter for ca. 20.000 kr. T
var tidligere straffet, senest i 2011 med 30 dages betinget fængsel som tillægsstraf for tyveri og
i 2013 for tyveri og databedrageri. T forklarede om sine personlige forhold, at han havde fået
en kæreste, som han skulle giftes med, og at han havde gennemført et taxakursus og nu var
arbejdssøgende. Han havde fået styr på sit liv, og han røg ikke længere hash og drak kun alkohol
lejlighedsvis. Ved fastsættelsen af straffen blev der lagt vægt på forholdenes karakter og antal
og T’s forstraffe. Efter oplysningerne om T’s gode personlige forhold var det uanset T’s for-
straffe forsvarligt at gøre straffen delvist betinget med vilkår om samfundstjeneste.
856
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0289.png
TfK 2017.471Ø: T straffet med 5 måneders fængsel for tyveri efter straffelovens § 276, jf. §
285, stk. 1, ved i forening med en medgerningsperson at have begået indbrud i en villa og stjålet
indbo for ca. 116.000 kr. Forholdet var begået i august 2015 i prøvetiden for en prøveløsladelse
i september 2013 efter afsoning af en dom for ligeartet kriminalitet. T var yderligere tidligere
straffet adskillige gange for ligeartet kriminalitet. Ved straffastsættelsen lagde byretten vægt
på, at indbruddet var begået i forening med en anden, det stjålnes værdi, og at indbruddet var
begået i prøvetiden for løsladelsen. Landsretten henviste yderligere til T’s forstraffe og stadfæ-
stede straffen.
TfK 2017.1055V: T straffet med 5 måneders fængsel for tyveri efter straffelovens § 276, jf. §
285, stk. 1, ved at have begået 5 indbrudstyverier i villaer og landbrugsejendomme, hvorfra T
stjal effekter af betydelig værdi for ca. 495.000 kr. T var tidligere straffet i 2016 for forsøg på
indbrudstyveri. Straffen, der til dels blev fastsat som en tillægsstraf, jf. straffelovens § 89, til
dommen fra 2016, hvor T var idømt 30 dages fængsel, blev af landsretten fastsat under hensyn
til forholdenes antal og karakter og T’s forstraf.
TfK 2015.1018V: T straffet med 6 måneders fængsel for tyveri efter straffelovens § 276, jf. §
285, stk. 1, ved i marts og juli 2014 at have begået 2 indbrudstyverier. I det ene tilfælde brød T
ind i en kirke, hvorfra han stjal lamper til en værdi af ca. 97.930 kr., og i det andet tilfælde var
han i forening med ukendte gerningspersoner brudt ind i en villa, hvorfra de stjal en lampe til
en værdi af ca. 10.000 kr. T var i perioden fra 2007 til 2013 tidligere straffet flere gange for
berigelseskriminalitet, senest i 2013 med 30 dages fængsel for forsøg på tyveri. Han var løsladt
i februar 2014 efter afsoning af den
seneste dom. Under henvisning til T’s forstraffe for tyveri,
det hurtige recidiv, karakteren af det første forhold, og at der i det andet forhold havde været
flere gerningspersoner, blev straffen fastsat som sket.
TfK 2014.935Ø: T1 straffet med 7 måneders fængsel for navnlig tyveri efter straffelovens §
276, jf. § 285, stk. 1, til dels forsøg herpå, jf. § 21, ved at have forsøgt at begå indbrud 2 gange
samme dag, idet T i forening med en medgerningsperson ringede på to steder for at undersøge,
om der var nogen hjemme. De opgav deres forehavende, da der ved den ene lejlighed var be-
boere hjemme, og de ved den anden lejlighed blev overrasket af nogle borgere. Efter at T1 var
løsladt efter varetægtsfængsling for disse forhold, begik T et indbrud, hvorfra han stjal nogle
fiskehjul. T1 var tidligere straffet adskillige gange, senest i 2013 med en fællesstraf for tyveri
og forsøg herpå. Landsretten fastsatte straffen med henvisning til karakteren af tyveriforholdene
sammenholdt med T1’s mange tidligere straffe
for ligeartet kriminalitet og det hurtige recidiv.
TfK 2014.429Ø: T1 straffet med 8 måneders fængsel for tyveri efter straffelovens § 276, jf. §
285, stk. 1, ved i oktober 2012 i forening med to andre personer at være brudt ind i et lager,
hvorfra de stjal tøj til en samlet værdi af ca. 391.000 kr. T1 var, inden dette forhold blev begået,
857
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0290.png
tidligere straffet flere gange for berigelseskriminalitet, herunder i januar 2012 med 3 måneders
fængsel for tyveri, og var, efter forholdet var begået, yderligere straffet med 30 dages fængsel
og bøde for tyveri. Straffen blev i den forbindelse fastsat som en tillægsstraf, jf. straffelovens §
89.
U 2013.2035H: T straffet med 1 års fængsel for tyveri efter straffelovens § 276, jf. § 285, stk.
1, til dels forsøg herpå, jf. § 21, ved at have begået 5 indbrud og 6 forsøg på indbrud med et
samlet udbytte på knap 8.000 kr. T var tidligere straffet flere gange for berigelseskriminalitet,
herunder for tyveri. Alle forholdene var begået under afsoning.
TfK 2014.53/2Ø: T straffet med 1 års fængsel for tyveri efter straffelovens § 276, jf. § 285, stk.
1, til dels forsøg herpå, jf. § 21, ved at have begået 3 indbrudstyverier i private hjem med et
samlet udbytte på mindst 200.000 kr. og 4 forsøg på indbrud. T var tidligere straffet mange
gange for indbrudstyveri og var løsladt et par måneder, før det første forhold blev begået.
TfK 2014.214Ø: T straffet med 1 års fængsel for tyveri efter straffelovens § 276, jf. § 285, stk.
1, samt hæleri efter straffelovens § 290, stk. 1, ved at have begået 4 indbrudstyverier samt 2
andre tyverier og et hæleri med et samlet udbytte på ca. 230.000 kr. T var tidligere straffet flere
gange for berigelseskriminalitet, senest i 2011 med en fællesstraf på 1 års fængsel. Under hen-
syn til, at T tidligere var straffet gentagne gange, herunder for ligeartet kriminalitet, var der ikke
grundlag for at gøre en del af straffen betinget.
TfK 2015.34Ø: T straffet med 1 års fængsel for tyveri efter straffelovens § 276, jf. § 285, stk.
1, ved i løbet af et par måneder at have begået 8 indbrud i fritidshuse og 2 forsøg herpå. T havde
herudover begået 4 tyverier, bl.a. tyveri af en bil. Det samlede udbytte af tyverierne var ca.
280.000 kr. Herudover var T skyldig i hæleri vedrørende bl.a. møbler til en samlet værdi af ca.
25.000 kr. Landsretten fastsatte straffen til fængsel i 1 år (dissens for 9 måneders fængsel).
TfK 2019.50V: T straffet med 1 år og 3 måneders fængsel for tyveri efter straffelovens § 276,
jf. § 285, stk. 1, og indbrudstyveri efter straffelovens § 276 a, jf. § 285, stk. 1 (dagældende §
276), til dels forsøg herpå, jf. § 21, ved i 7 tilfælde at have begået indbrud eller forsøgt herpå i
lejligheder, hvorfra T stjal for mere end 125.000 kr. T var endvidere skyldig i hæleri af gen-
stande, der stammede fra indbrud, til en værdi af ca. 40.000 kr. T var tidligere straffet mange
gange for ligeartet kriminalitet. Straffen blev til dels fastsat som en tillægsstraf, jf. straffelovens
§ 89, til en tidligere bødestraf.
858
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0291.png
(c) Øvrige tyverier (tyverier fra biler, plejehjem, kontorer, institutioner, andre personer
mv.)
TfK 2014.627Ø: T straffet med 30 dages fængsel betinget for tyveri efter straffelovens § 276,
jf. § 285, stk. 1, og stillingsmisbrug efter straffelovens § 155, 2. pkt., ved i forbindelse med sit
arbejde som social- og sundhedshjælper i 2 tilfælde at have stjålet henholdsvis 400 kr. fra en
kvinde og 1.000 kr. fra en anden kvinde.
TfK 2016.224/2Ø: T1 og T2 straffet med 30 dages fængsel betinget for tyveri efter straffelovens
§ 276, jf. § 285, stk. 1, ved i forening på deres bopæl at have stjålet el til en værdi af ca. 24.000
kr. fra elselskabet. Tyveriet var sket ved påvirkning af elmåleren med en magnet eller lignende.
For T1’s vedkommende blev straffen til dels fastsat som en tillægsstraf, jf. straffelovens § 89,
til en tidligere bødestraf.
TfK 2014.830V: T straffet med 30 dages fængsel for tyveri efter straffelovens § 276, jf. § 285,
stk. 1, ved i forening med tre andre personer at have stjålet en bærbar computer fra et værelse
på en institution. Det blev lagt til grund, at tyveriet var sket efter forudgående planlægning. T
var tidligere straffet, herunder i 2013 med 60 dages fængsel for tyveri og brugstyveri af et mo-
torkøretøj. Ved fastsættelsen af straffen blev der lagt vægt på forholdets karakter, T’s forstraffe,
og at forholdet var begået kun to uger efter dommen i 2013.
TfK 2016.381Ø: T2 straffet med 30 dages fængsel for forsøg på tyveri efter straffelovens § 276,
jf. § 285, stk. 1, jf. § 21, ved at have forsøgt at stjæle værdier fra garderobeskabe i et fitness-
center i forening med to andre. Tyveriet mislykkedes, da de blev tilbageholdt af personer på
stedet. T2 blev derudover fundet skyldig i hæleri med hensyn til en mobiltelefon, der var stjålet
i et andet fitnesscenter. Straffen blev fastsat under henvisning til, at tyveriet var planlagt og
begået af flere personer i forening.
TfK 2017.248V: T straffet med 30 dages fængsel for tyveri efter straffelovens § 276, jf. § 285,
stk. 1, ved i forening med en medgerningsperson at have stjålet pantflasker til en værdi af 3.293
kr. fra en indhegnet plads. Der var ikke grundlag for at gøre straffen betinget.
TfK 2021.1034V: T straffet med 30 dages fængsel for tyveri efter straffelovens § 276, jf. § 285,
stk. 1, ved fra et kontor i den forening, hvor T afviklede samfundstjeneste, at have stjålet en
indkøbspose, et elektronisk nøglekort, et par sko, en skydelære og fem kuverter med kontanter
til en værdi af ca. 7.000 kr. T var tidligere straffet i 2014 med 30 dages betinget fængsel med
vilkår om samfundstjeneste for tyveri og i 2019 med 20 dages betinget fængsel med vilkår om
samfundstjeneste samt en bøde for bl.a. tyveri.
Under hensyn til T’s forstraffe var der ikke
grundlag for at gøre straffen betinget, heller ikke med vilkår om samfundstjeneste.
859
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0292.png
TfK 2018.1156Ø: T1 og T2 straffet med 40 dages fængsel for tyveri efter straffelovens § 276,
jf. § 285, stk. 1, til dels forsøg herpå, jf. § 21, ved i forening med en tredje person at have begået
tricktyveri og forsøg herpå over for to unge. Ved tyveriet lykkedes det at stjæle en iPhone fra
F1, ligesom de forsøgte at stjæle et ur fra F2, hvilket dog mislykkedes, da uret gik i stykker.
Straffen blev fastsat under henvisning til på den ene side de tiltaltes unge alder og på den anden
side, at kriminaliteten var begået i forening efter forudgående aftale og efter, at de tiltalte havde
været i Danmark i meget kort tid.
TfK 2015.47Ø: T straffet med 60 dages fængsel for medvirken til tyveri efter straffelovens §
276, jf. § 285, stk. 1, jf. § 23, ved at have stjålet indbo, bl.a. en bærbar computer og et fjernsyn,
fra en lejlighed, hvor T havde været på besøg. T var endvidere skyldig i overtrædelse af færd-
selsloven. T var tidligere straffet for tyveri og røveri. I byretten blev T straffet med 50 dages
fængsel og en bøde på 7.000 kr., og byretten lagde ved straffastsættelsen vægt på forholdets
karakter, herunder at tyveriet var begået mod en person med et angiveligt psykisk handicap,
sammenholdt med oplysningerne om T’s forstraffe for berigelseskriminalitet. Landsretten lagde
vægt på det samme som byretten, men forhøjede fængselsstraffen til 60 dage.
U 2016.2087Ø: T straffet med 60 dages fængsel for tyveri efter straffelovens § 276, jf. § 285,
stk. 1, ved at have stjålet smykker til en værdi af 166.800 kr. fra en person, som T indfandt sig
hos som hjemmehjælper. Landsretten fandt ikke grundlag for at gøre straffen betinget og lagde
herved vægt på, at T som indehaver af en betroet stilling havde misbrugt sin adgang til foruret-
tedes hjem, og at T ikke havde medvirket til foretagelse af en personundersøgelse.
TfK 2016.623Ø: T straffet med 3 måneders fængsel betinget med vilkår om samfundstjeneste
for tyveri efter straffelovens § 276, jf. § 285, stk. 1, ved at have stjålet ikke under 40.000 kr.
over en periode på ca. 13 måneder i forbindelse med udførelsen af sit arbejde som hjemmehjæl-
per for ældre beboer. Byretten fastsatte straffen til 3 måneders ubetinget fængsel, der henset til
bl.a. sagens karakter ikke kunne gøres betinget. Landsretten fandt straffen på 3 måneders fæng-
sel passende, men fandt det forsvarligt at gøre straffen betinget med vilkår om samfundstjeneste
under hensyn til bl.a., at T ikke tidligere var straffet.
TfK 2014.1015/2V: T1 og T2 straffet med 6 måneders fængsel for tyveri efter straffelovens §
276, jf. § 285, stk. 1, ved i forening at være brudt ind i 6 varebiler, hvorfra de stjal værktøj mv.
til en værdi af over 200.000 kr. Det blev lagt til grund, at de tiltalte udelukkende var kommet
til Danmark for at begå tyverier. På denne baggrund og under hensyn til, at værdien af det
stjålne måtte antages at være over 200.000 kr., blev straffen fastsat som sket.
860
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0293.png
2.2.1.3.
Praksis vedrørende straffelovens § 276, jf. § 286, stk. 1
Som det fremgår ovenfor, er normalstrafferammen for tyveri efter § 276 fængsel indtil 1 år og
6 måneder, jf. § 285, stk. 1.
Straffen kan dog stige til fængsel indtil 6 år, når tyveriet er af særligt grov beskaffenhed navnlig
på grund af udførelsesmåden, eller fordi tyveriet er udført af flere i forening eller under medta-
gelse af våben eller andet farligt redskab eller middel, eller på grund af de stjålne genstandes
betydelige værdi eller de forhold, under hvilke de befandt sig, eller fordi der er tale om tyveri
begået som led i organiseret indbrudskriminalitet, eller når et større antal tyverier er begået, jf.
straffelovens § 286, stk. 1.
Nedenstående gennemgang af retspraksis er afgrænset således, at den bygger på trykt praksis
fra de seneste 20 år, hvor der hovedsageligt kun er domfældt for tyveri af særligt grov beskaf-
fenhed efter straffelovens § 276, jf. § 286, stk. 1, uden anden kriminalitet til samtidig pådøm-
melse af væsentlig betydning for straffen, og hvor straffen så vidt muligt ikke er fastsat som
fællesstraf med en tidligere straf eller med en reststraf fra en prøveløsladelse, jf. straffelovens
§ 61, eller som tillægsstraf til en tidligere straf, jf. straffelovens § 89 (dvs. ”rene” tilfælde).
Dommene er inddelt i tilfældegrupper ud fra typen af tyveri (butikstyveri, indbrudstyveri og
øvrige tyverier) og er
–
for så vidt angår indbrudstyveri
–
yderligere inddelt i sager, hvor for-
holdet er begået før henholdsvis efter ikrafttrædelsen af lov nr. 760 af 29. juni 2011, hvor straf-
fen for organiseret indbrudstyveri efter § 286, stk. 1, blev skærpet med en tredjedel. Skærpelsen
trådte i kraft den 1. juli 2011.
Dommene er oplistet efter straffens længde. I gennemgangen er dommene ikke opdelt efter, om
den fastsatte straf er ubetinget eller betinget, herunder med vilkår om samfundstjeneste, idet
længden af fængselsstraffen som udgangspunkt antages at afspejle rettens vurdering af den på-
dømte kriminalitets alvor, mens spørgsmålet om betinget dom i højere grad beror på konkrete
omstændigheder ved tiltaltes personlige forhold. Se de generelle bemærkninger herom i kapitel
1, afsnit 4.
(a) Butikstyveri (tyveri fra forretninger i åbningstiden)
TfK 2018.993V: T straffet med 1 år og 6 måneders fængsel for tyveri af særligt grov beskaf-
fenhed efter straffelovens § 276, jf. § 286, stk. 1, ved i forening og efter forudgående aftale med
en eller flere medgerningspersoner i 20 tilfælde at have begået tyverier fra dagligvareforretnin-
ger. T blev endvidere fundet skyldig ved i samme periode i 2 tilfælde at have begået tyverier
alene, ligesom T i et enkelt tilfælde blev fundet skyldig i hæleri i forening med en medgernings-
person. Navnlig under hensyn til tyveriernes udførelsesmåde og antal blev forholdene henført
861
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0294.png
under straffelovens § 286, stk. 1, med undtagelse af et enkelt forhold. Ved fastsættelsen af straf-
fen blev der lagt vægt på, at forholdene var begået af flere personer i forening efter nøje plan-
lægning, forholdenes antal og de involverede værdier og den koldsindige måde, tyverierne var
begået på, hvor gerningspersonerne på en måde, der ikke kunne være tilfældig, havde opsøgt
mindre supermarkeder på tidspunkter, hvor det alene havde været få og yngre medarbejdere,
som havde betjent kunderne.
TfK 2018.533/2V: T straffet med en fællesstraf på 1 år og 9 måneders fængsel for tyveri af
særligt grov beskaffenhed efter straffelovens § 276, jf. § 286, stk. 1, ved i forening med flere
medgerningspersoner over en periode på ca. 2 år at have begået mere end 20 butikstyverier og
forsøg herpå. Tyverierne var sket i supermarkeder i åbningstiden, og tyvekosterne havde været
letomsættelige varer som spiritus, cigaretter og kaffe. T var tidligere straffet mange gange for
berigelseskriminalitet, senest i 2012 med fængsel i 2 år og 3 måneder for bl.a. røveri. T var
prøveløsladt i 2015 fra dommen med en reststraf på 49 dage, og nogle af forholdene var begået
i prøvetiden. Straffen blev fastsat som en fællesstraf, jf. straffelovens § 61, stk. 2, der omfattede
reststraffen på 49 dage.
(b) Indbrudstyveri (tyveri ved indbrud i beboelse, fritidshuse, forretninger mv.)
Sager, hvor forholdet er begået før strafskærpelsen i 2011:
TfK 2010.991V: T straffet med 6 måneders fængsel betinget med vilkår om samfundstjeneste
for tyveri af særligt grov beskaffenhed efter straffelovens § 276, jf. § 286, stk. 1, ved i forening
og efter forudgående aftale med tre medgerningspersoner at have stjålet computere til en samlet
værdi af ca. 328.704 kr. ved at have begået indbrud i en lagerhal. De tiltalte var endvidere
skyldige i brugstyveri af motorkøretøj efter straffelovens § 293 a ved uberettiget at have brugt
en varebil til at køre fra gerningsstedet. Efter oplysningerne om T’s gode personlige forhold,
herunder at han ikke var straffet af betydning for sagen, og da T havde været frihedsberøvet
under sagen, fandt landsretten det forsvarligt at gøre straffen betinget med vilkår om samfunds-
tjeneste.
TfK 2012.60Ø: T straffet med 6 måneders fængsel for tyveri af særligt grov beskaffenhed efter
straffelovens § 276, jf. § 286, stk. 1, og brugstyveri af motorkøretøj efter straffelovens § 293 a
ved at have begået 2 indbrudstyverier i henholdsvis en virksomhed og en kirke og brugsstjålet
en bil. Ved indbruddet i virksomheden blev der stjålet designermøbler mv. til en værdi af ca.
450.000 kr. samt en bilnøgle, som T efterfølgende benyttede til at brugsstjæle bilen. Ved ind-
bruddet i kirken blev der stjålet designermøbler mv. til en værdi af ca. 87.000 kr. T var tidligere
straffet, senest i 2000 for bl.a. tyveri.
862
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0295.png
TfK 2007.39V: T2 straffet med 9 måneders fængsel, og T1 straffet med 9 måneders fængsel,
heraf 6 måneder betinget med vilkår om samfundstjeneste, for tyveri af særligt grov beskaffen-
hed efter straffelovens § 276, jf. § 286, stk. 1, ved i forening at have begået indbrud i en land-
ejendom og opbrudt et pengeskab, hvorfra de stjal 80.000 kr. i kontanter, smykker samt jule-
skeer til en samlet værdi af 298.400 kr. T1 var ikke tidligere straffet af betydning og forklarede
om sine personlige forhold, at han var færdig med grundforløbet på teknisk skole og havde fået
en læreplads som murer. Efter oplysningerne om hans personlige forhold blev 6 måneder af
straffen gjort betinget med vilkår om samfundstjeneste. Med hensyn til T2 havde Kriminalfor-
sorgen udtalt, at vilkår om tilsyn i forbindelse med en eventuel betinget dom ikke ville tjene
noget formål, da T2 var i tilsyn, men ikke mødte til de aftalte samtaler og ikke forstod alvoren
af en betinget dom. Kriminalforsorgen fandt på den baggrund ikke T2 egnet til en betinget dom
med vilkår om samfundstjeneste. T2 forklarede, at han nu arbejdede som tømrerformand, og at
han forventede at blive fyret, hvis han skulle afsone en ubetinget fængselsstraf. Efter oplysnin-
ger om T2’s personlige forhold fandt landsretten ikke grundlag for
at gøre straffen helt eller
delvist betinget.
TfK 2010.225Ø: T1 straffet med en fællesstraf på 1 års fængsel for tyveri af særligt grov be-
skaffenhed efter straffelovens § 276, jf. § 286, stk. 1, ved i forening med to andre at have begået
indbrud i en forretning, hvorfra de stjal fotoudstyr til en værdi af mindst 890.000 kr. T1 var
tidligere straffet flere gange, senest i 2008 med en tillægsstraf på 30 dages betinget fængsel og
en bøde på 10.000 kr. for bl.a. tyveri. Straffen blev fastsat som en fællesstraf, jf. straffelovens
§ 61, stk. 2, med den tidligere betingede straf og bødestraffen.
TfK 2009.450Ø: T2 straffet med en fællesstraf på 1 år og 3 måneders fængsel for navnlig tyveri
af særligt grov beskaffenhed efter straffelovens § 276, jf. § 286, stk. 1, ved i forening med en
anden at have begået indbrud i en forretning og stjålet tøj mv. til en værdi af ca. 1,2 mio. kr. T2
var tidligere straffet, bl.a. med 8 måneders fængsel for dokumentfalsk og var efter afsoning af
denne dom prøveløsladt i 2007 med en reststraf på 82 dage. I byretten blev T2 straffet med en
fællesstraf, jf. straffelovens § 61, stk. 2, på fængsel i 1 år og 3 måneder, idet der i skærpende
retning blev lagt vægt på, at de tiltalte ved tyveriet handlede i forening, var maskerede samt de
stjålne varers værdi. Landsretten stadfæstede dommen, idet fællesstraffen henset til karakteren
af tyveriforholdet og T2’s tidligere straffe var passende fastsat.
TfK 2003.686V: T1 og T2 straffet med 1 år og 6 måneders fængsel for tyveri af særligt grov
beskaffenhed efter straffelovens § 276, jf. § 286, stk. 1, samt brugstyveri af motorkøretøj efter
straffelovens § 293 a ved i en brugsstjålet bil i forening med en medgerningsperson at have
begået indbrud i en forretning. Medgerningspersonen bakkede bilen ind gennem indgangspar-
tiet i forretningen, hvorefter de tiltalte, der var iført masker og handsker, knuste glasmontrer og
stjal kameraer, videokameraer og mobiltelefoner til en samlet værdi af ca. 750.000 kr. Ved
863
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0296.png
straffastsættelsen blev der lagt vægt på, at der var stjålet for betydelige værdier, at forholdet var
planlagt og udøvet under maskering, og at det var sket ved brug af en bil (rambuktyveri).
TfK 2011.128Ø: T straffet med 1 år og 9 måneders fængsel for tyveri af særligt grov beskaf-
fenhed efter straffelovens § 276, jf. § 286, stk. 1, ved i forening med andre at have begået
indbrud i en forretning ved anvendelse af en gaffeltruck. Fra forretningen stjal de ure og smyk-
ker til en værdi af ca. 1,1 mio. kr. T var tidligere straffet i 2010 med 30 dages betinget fængsel
for bl.a. indbrud. Straffen blev fastsat som en fælles- og tillægsstraf, jf. straffelovens § 61, stk.
1, og § 89, omfattende de 30 dages fængsel fra den tidligere dom. Ved strafudmålingen lagde
landsretten vægt på, at tyveriet var udført af flere i forening, på udførelsesmåden og på værdien
af det stjålne.
TfK 2013.544V: T straffet med 1 år og 9 måneders fængsel for tyveri af særligt grov beskaf-
fenhed efter straffelovens § 276, jf. § 286, stk. 1, ved i forening med andre at have begået
indbrud i en guldsmedeforretning, hvorfra de stjal guldsmykker for ca. 1.386.000 kr. T var
endvidere skyldig i tyveri ved i forening med flere medgerningspersoner at have begået indbrud
i et kontor, hvorfra de stjal et pengeskab med 37.000 kr. Endelig var T skyldig i brugstyveri af
en bil efter straffelovens § 293 a og overtrædelse af straffelovens § 164, stk. 1, ved under afhø-
ring hos politiet som mistænkt for hæleri at have oplyst at være en anden. T var tidligere straffet
i 2002 med 3 måneders fængsel for bl.a. tyveri og i 2005 med 60 dages fængsel for tyveri.
TfK 2005.776V: T straffet med 2 års fængsel for tyveri af særligt grov beskaffenhed efter straf-
felovens § 276, jf. § 286, stk. 1, ved i forening med en anden at have stjålet 21.500 euro fra en
bank, hvor de brød ind, og ved i forening med den samme medgerningsperson at have stjålet
ca. 2,1 mio. kr. fra en anden bank, hvor de brød ind i åbningstiden. T var tidligere straffet for
berigelseskriminalitet.
TfK 2007.708Ø: T1 straffet med 2 års fængsel for navnlig tyveri af særligt grov beskaffenhed
efter straffelovens § 276, jf. § 286, stk. 1, ved i forening med andre og ved brug af en brugs-
stjålen bil at have begået rambuktyveri i en urmagerforretning, hvorfra de stjal ure til en værdi
af 448.758 kr., som blev henført under straffelovens § 286, stk. 1. T1 var endvidere skyldig i
tyveri fra en bil, som blev henført under straffelovens § 285, stk. 1. T1 var tidligere straffet i
2000 med 1 år og 3 måneders fængsel for røveri. Såvel byretten som landsretten fastsatte straf-
fen til 2 års fængsel. Byretten lagde vægt på, at anvendelsen af en bil til at skaffe sig adgang til
de lokaler, hvor kosterne befandt sig, var en hensynsløs, brutal og risikabel fremgangsmåde,
ligesom fremgangsmåden medførte store ødelæggelser. Byretten lagde også vægt på den bety-
delige værdi af det stjålne. Landsretten fandt straffen passende og stadfæstede byrettens dom.
864
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0297.png
TfK 2009.482V: T straffet med 2 års fængsel for navnlig tyveri af særligt grov beskaffenhed
efter straffelovens § 276, jf. § 286, stk. 1, til dels forsøg herpå, jf. § 21, ved i forening med
andre at være brudt ind på et slot for at stjæle to malerier, hvilket imidlertid mislykkedes, da
tyverialarmen gik i gang. Et par uger senere havde de begået indbrud på slottet på ny, hvor det
denne gang lykkedes at stjæle de to malerier. Det blev lagt til grund, at T havde planlagt tyve-
rierne. Forurettede havde opgjort maleriernes værdi til 20 mio. kr. Der var dog ikke grundlag
for at vurdere maleriernes ægthed, og den nærmere værdi af malerierne kunne ikke fastlægges.
Landsretten udtalte, at T ansås for at have planlagt og udført tyveriforsøget og tyveriet i tillid
til, at de pågældende malerier var ægte. Bl.a. herefter måtte det anses for omfattet af tiltaltes
forsæt, at der var tale om tyveri af betydelige værdier.
TfK 2009.430/3Ø: T straffet med 2 år og 6 måneders fængsel for tyveri af særligt grov beskaf-
fenhed efter straffelovens § 276, jf. § 286, stk. 1, ved i forening med andre at have begået 8
indbrudstyverier i virksomheder, hvorfra de stjal metaller til en værdi af ca. 2,1 mio. kr., lige-
som T forsøgte at begå indbrudstyveri 2 gange. T var endvidere skyldig i en række brugstyverier
og forsøg herpå. Byretten fastsatte straffen til 3 års fængsel og lagde vægt på det stjålnes værdi
og på, at tyverierne var begået i forening af flere gerningspersoner, der kom til landet med
henblik på at stjæle. Landsretten fastsatte under henvisning til sagens omfang og værdien af det
stjålne og af de i øvrigt af byretten anførte grunde straffen til 2 år og 6 måneders fængsel.
TfK 2011.615V: T1 straffet med en fællesstraf på 3 års fængsel, og T2 straffet med 2 års fæng-
sel, for tyveri af særligt grov beskaffenhed efter straffelovens § 276, jf. § 286, stk. 1, ved i
forening at have begået omfattende planlagte, systematiske og professionelle indbrudstyverier
hos virksomheder, navnlig med henblik på at stjæle bærbare computere. Værdien af det stjålne
var for T1’s vedkommende 1.259.504 kr. og for T2’s vedkommende
1.303.784 kr. T1 var tid-
ligere straffet i 2008 med fængsel i 1 år for bl.a. tyveri og forsøg herpå, ligesom T1 tidligere
var straffet i 2009 med fængsel i 1 år som fællesstraf med en reststraf efter afsoningen af dom-
men fra 2008. T1 var prøveløsladt i 2009 med en reststraf på 151 dage, hvorefter T1 begik de
aktuelle indbrud. Straffen på 3 års fængsel til T1 blev fastsat som en fællesstraf, jf. straffelovens
§ 61, stk. 2, omfattende reststraffen på 151 dage.
TfK 2005.595/2Ø: T straffet med 3 år og 6 måneders fængsel for tyveri af særligt grov beskaf-
fenhed efter straffelovens § 276, jf. § 286, stk. 1, ved at have begået tyveri fra byggepladser,
trælasthandler mv., til dels ved indbrud, til en værdi af ca. 1,1 mio. kr. T havde endvidere begået
indbrud i en fabrik og stjålet smykker, sølvbestik mv. til en værdi af ca. 9,8 mio. kr. (bruttopris)
henholdsvis 4,1 mio. kr. (nettopris). Endelig var T skyldig i hæleri. Ved straffastsættelsen blev
der lagt vægt på forholdenes grove karakter, herunder at forholdene til dels var begået af flere
personer i forening, samt omfanget af den tilsigtede vinding.
865
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0298.png
Sager, hvor forholdet er begået efter strafskærpelsen i 2011:
TfK 2013.999V: T straffet med 8 måneders fængsel for tyveri af særligt grov beskaffenhed efter
straffelovens § 276, jf. § 286, stk. 1, ved i forening og efter forudgående aftale og planlægning
med en anden at være brudt ind i en pengeboks i en dagligvareforretning, hvorfra T stjal kon-
tanter, skrabelodder og frimærker til en værdi af 86.178,90 kr. T var herudover skyldig i forsøg
på brugstyveri. T var tidligere straffet flere gange for tyveri. Straffen blev fastsat under henvis-
ning til karakteren af tyveriforholdet og til T’s tidligere straffe for berigelseskriminalitet
U 2014.2586Ø: T straffet med 1 års fængsel for forsøg på tyveri af særligt grov beskaffenhed
efter straffelovens § 276, jf. § 286, stk. 1, jf. § 21, ved at have medvirket til forsøg på indbrud i
en erhvervsvirksomhed, hvor han holdt vagt. Indbruddet mislykkedes, da T blev anholdt. T var
tidligere straffet flere gange, senest i 2013 med 60 dages fængsel for bl.a. tyveri. Denne straf
var ikke afsonet. Landsretten fastsatte som nævnt straffen til 1 års fængsel, hvori indgik de 60
dages fængsel, som ikke var afsonet,
jf. straffelovens § 89, jf. § 88. Under hensyn til T’s for-
straffe var der ikke grundlag for at gøre straffen betinget, heller ikke med vilkår om samfunds-
tjeneste.
TfK 2017.1190Ø: T straffet med 1 års fængsel for tyveri af særligt grov beskaffenhed efter
straffelovens § 276, jf. § 286, stk. 1, ved at have begået indbrud i en villa i forening med flere
medgerningspersoner og stjålet designermøbler til en værdi af ca. 520.000 kr. De havde endvi-
dere stjålet optageren til villaens overvågningskamera. T var tidligere straffet, senest i 2015
med 60 dages fængsel for tyveri.
TfK 2014.411Ø: T1 og T2 straffet med 2 års fængsel navnlig for tyveri af særligt grov beskaf-
fenhed efter straffelovens § 276, jf. § 286, stk. 1, ved i forening at have begået 8 indbrudstyve-
rier i villaer. T1 havde yderligere begået indbrudstyveri i en villa alene, og T2 havde yderligere
begået indbrudstyveri i to villaer alene. Ved fastsættelsen af straffene lagde landsretten navnlig
vægt på tyveriforholdenes antal og karakter, værdien af de stjålne effekter, på at begge de tiltalte
tidligere var straffet i udlandet flere gange for ligeartet kriminalitet, og på den strafskærpelse
for organiseret indbrudstyveri, som blev indført ved lov nr. 760 af 29. juni 2011.
TfK 2012.865Ø: T straffet med en fællesstraf på 2 år og 6 måneders fængsel for tyveri af særligt
grov beskaffenhed efter straffelovens § 276, jf. § 286, stk. 1, til dels forsøg herpå, jf. § 21, og
for brugstyveri af motorkøretøj efter straffelovens § 293 a ved i 3 tilfælde at have begået indbrud
med henblik på at stjæle pengeskabe. T havde indledningsvis brugsstjålet en firehjulstrækker,
som han sammen med flere medgerningspersoner havde brugt til at trække et pengeskab ud af
et supermarked om natten. De transporterede herefter pengeskabet væk og stjal 370.000 kr. i
kontanter fra det. T forsøgte efterfølgende med en entreprenørmaskine sammen med
866
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0299.png
medgerningspersoner at stjæle et pengeskab fra et andet supermarked, hvilket imidlertid mis-
lykkedes. Endelig stjal T med medgerningspersoner ved brug af en firehjulstrækker i et super-
marked et pengeskab med ca. 153.000 kr. i kontanter og checks. T var tidligere straffet flere
gange for bl.a. berigelseskriminalitet, senest i 2011 med 3 måneders fængsel, heraf 1 måned
ubetinget, for bl.a. tyveriforsøg. Ved straffastsættelsen blev straffen fastsat som en fællesstraf
på 2 år og 6 måneders fængsel, der omfattede den betingede del af dommen på 3 måneders
fængsel.
TfK 2016.1220V: T straffet med 2 år og 9 måneders fængsel for tyveri af særligt grov beskaf-
fenhed efter straffelovens § 276, jf. § 286, stk. 1, ved i forening med andre personer at være
brudt ind i en guldsmedeforretning ved at bryde gennem en væg og stjålet smykker mv. til en
værdi af mindst 1 mio. kr. T havde desuden i forening med andre skaffet sig adgang til en anden
guldsmedebutik ved at bryde gennem en væg, hvorfra de stjal smykker for ca. 150.000 kr. T
var tidligere straffet for berigelseskriminalitet i udlandet, dels i 2012 med 8 måneders fængsel,
dels i 2013 med 3 måneders fængsel. Ved fastsættelsen af straffen lagde landsretten vægt på, at
der var tale om tyveri af særligt grov beskaffenhed, bl.a. fordi de to forhold var begået af flere
gerningspersoner i forening med få dages mellemrum, og at indbruddene, der var rettet mod
store værdier, havde været nøje planlagt og bar præg af at være meget professionelt organiseret.
Endvidere lagde landsretten vægt på, at T og medgerningspersonerne kun var kommet til Dan-
mark for at udføre betydelig berigelseskriminalitet.
TfK 2020.172/2V: T straffet med en fællesstraf på 2 år og 9 måneders fængsel for tyveri af
særligt grov beskaffenhed efter straffelovens § 276, jf. § 286, stk. 1, ved i forening og efter
forudgående aftale med andre personer via opbrydning af en nøgleboks og senere ved gennem-
brydning af en mur at have skaffet sig adgang til butikker, hvorfra de stjal mobiltelefoner til en
samlet værdi af ca. 1,6 mio. kr. T var tidligere straffet adskillige gange for berigelseskriminali-
tet, senest i 2014 med fængsel i 2 år for bl.a. tyveri, i 2017 med fængsel i 6 måneder for bl.a.
tyveri, i 2017 med fængsel i 4 måneder for bl.a. tyveri og i 2017 med fængsel i 30 dage for bl.a.
hæleri. T var prøveløsladt i januar 2018 med en reststraf på 137 dage. Ved fastsættelsen af
straffen, der blev fastsat som en fællesstraf med hensyn til reststraffen på 137 dage, jf. straffe-
lovens § 61, stk. 2, blev der lagt vægt på, at der var tale om flere forhold med store værdier, at
forholdene var begået af flere personer i forening, at forholdene havde et professionelt præg,
og at indbruddene var begået i prøvetiden efter T’s afsoning af flere
domme for berigelseskri-
minalitet.
U 2013.1904Ø: T1 og T2 straffet med 3 års fængsel for tyveri af særligt grov beskaffenhed
efter straffelovens § 276, jf. § 286, stk. 1, ved at have begået et betydeligt antal organiserede
indbrudstyverier. T1 var skyldig i 30 indbrudsforhold med værdier til ikke under 700.000 kr.,
og T2 var skyldig i 23 indbrudsforhold med værdier til ikke under 600.000 kr. T2 var tidligere
867
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0300.png
straffet i 2011 med 60 dages fængsel for bl.a. tyveri. Straffene blev fastsat under henvisning til
strafskærpelsen for organiseret indbrudstyveri ved lov nr. 760 af 29. juni 2011.
TfK 2014.1086Ø: T straffet med en fællesstraf på 3 år og 6 måneders fængsel for tyveri af
særligt grov beskaffenhed efter straffelovens § 276, jf. § 286, stk. 1, til dels forsøg herpå, jf. §
21, ved at have begået 12 tyverier og 2 forsøg herpå, som i det væsentlige angik indbrudstyve-
rier, med et udbytte på mindst 360.000 kr. T var herudover skyldig i overtrædelse af lov om
euforiserende stoffer ved at have købt 50 gram amfetamin, til dels med henblik på videreover-
dragelse. T var tidligere straffet adskillige gange for berigelseskriminalitet. Straffen blev fastsat
som en fællesstraf, jf. straffelovens § 61, stk. 2, som omfattede en reststraf på 130 dage fra
prøveløsladelse fra tidligere domme for bl.a. tyveri.
U 2017.275H: T straffet med 3 år og 6 måneders fængsel for tyveri af særligt grov beskaffenhed
efter straffelovens § 276, jf. § 286, stk. 1, og røveri efter straffelovens § 288, stk. 1, nr. 2. T
havde i forening med to andre begået indbrud i en villa og derefter forsøgt at begå indbrud i
yderligere to villaer, hvor de blev overrasket og forfulgt af F, der kort tid efter fandt gernings-
personerne og koster fra indbruddet i den første villa ca. 200 meter fra denne. F blev i den
forbindelse truet. Højesteret fastslog, at der var en sådan sammenhæng mellem tyveriet og trus-
len om vold, at forholdet med rette var henført under straffelovens § 288, stk. 1, nr. 2, om røveri.
T var herudover skyldig i en række indbrud, som Højesteret henførte under straffelovens § 286,
stk. 1, som organiseret indbrudskriminalitet. Ved tyverierne var der stjålet for ca. 350.000-
400.000 kr. Under hensyn til, at T tidligere var dømt for tyveri, og til antallet og karakteren af
tyverierne samt til, at T tillige var dømt for røveri, fandt Højesteret, at straffen skulle fastsættes
som sket.
TfK 2019.214V: T1 og T2 straffet med 3 år og 6 måneders fængsel for tyveri af særligt grov
beskaffenhed efter straffelovens § 276, jf. § 286, stk. 1, ved at have begået adskillige indbruds-
tyverier i villaer, hvorfra de stjal genstande for betydelige værdier. T1 og T2 blev endvidere
fundet skyldige i fra ukendte gerningssteder i Danmark at have begået indbrud og stjålet gen-
stande for mere end 100.000 kr. De var tidligere straffet i 2016 med 60 dages fængsel for tyveri,
til dels forsøg herpå. Ved fastsættelsen af straffene blev der lagt vægt på antallet af indbrud i
private hjem, der alle var begået som led i organiseret berigelseskriminalitet, og de betydelige
værdier, der var stjålet for. Der blev desuden lagt vægt på, at T1 og T2 tidligere var straffet for
indbrudskriminalitet i Danmark, og at de var indrejst i Danmark kort tid efter dommen i 2016,
hvor de var blevet udvist med indrejseforbud, alene med det formål at deltage i omfattende
indbrudstyverier af professionel og organiseret karakter fra private med andre gerningsperso-
ner.
868
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0301.png
TfK 2018.214/2V: T1 straffet med 5 års fængsel, og T2 straffet med 3 år og 6 måneders fængsel,
for tyveri af særligt grov beskaffenhed efter straffelovens § 276, jf. § 286, stk. 1. T1 blev fundet
skyldig i at have begået ca. 100 indbrudstyverier i villaer og forsøg herpå, mens T2 blev fundet
skyldig i at have begået mere end 50 indbrud sammen med T1. De var kommet ind i husene
ved at underbore et vindue eller en terrassedør, hvorefter de med en metalstang kunne løfte et
håndtag op og åbne vinduet/terrassedøren. De havde navnlig stjålet kontanter, smykker og bær-
bare computere. I byretten blev T1 straffet med 4 år og 6 måneders fængsel, og T2 straffet med
4 års fængsel. Landsretten forhøjede straffen for T1 til 5 års fængsel, men nedsatte til gengæld
straffen for T2 til 3 år og 6 måneders fængsel, idet der navnlig blev lagt vægt på antallet af
tyverier og den omstændighed, at de var kommet til Danmark med det formål at begå indbrud.
(c) Øvrige tyverier (tyveri af biler, arbejdspladstyveri mv.)
TfK 2003.673Ø: T1 og T2 straffet med 1 års fængsel for tyveri af særligt grov beskaffenhed
efter straffelovens § 276, jf. § 286, stk. 1, ved som vognmand og chauffør i forbindelse med
transport for en kunde at have stjålet 8 computere til en samlet værdi af ca. 80.000 kr. og ved
at have stjålet 90 computere til en samlet værdi af ca. 1,5 mio. kr. T2 var tidligere straffet for
tyveri.
TfK 2008.320V: T straffet med 1 år og 3 måneders fængsel betinget med vilkår om samfunds-
tjeneste for tyveri af særligt grov beskaffenhed efter straffelovens § 276, jf. § 286, stk. 1, ved i
et firma, hvor T var ansat, at have stjålet 16 computere, 2 forsendelser indeholdende kontanter
og et ukendt antal mobiltelefoner til en samlet værdi af 625.913 kr. T forklarede om sine per-
sonlige forhold, at han var i gang med at gennemføre en uddannelse, hvor der var ganske be-
stemte frister for at bestå eksaminer, og at hvis han skulle afsone en fængselsstraf, ville det
blive meget vanskeligt for ham at gennemføre uddannelsen inden for tidsrammerne. Efter op-
lysningerne om T’s usædvanligt gode personlige forhold og hans uddannelsesforhold sammen-
holdt med, at han ikke tidligere var straffet og efter det oplyste havde bistået myndighederne
med at tilvejebringe de stjålne koster, var det forsvarligt at gøre straffen betinget med vilkår om
samfundstjeneste.
TfK 2007.767/2V: T straffet med 1 år og 6 måneders fængsel, heraf 1 år og 3 måneder betinget
med vilkår om samfundstjeneste, for tyveri af særligt grov beskaffenhed efter straffelovens §
276, jf. § 286, stk. 1, ved i forening med en kollega over en længere periode at have stjålet
flaskeøl, fustageøl mv. fra sin arbejdsgiver til en værdi af mere end 1 mio. kr. I byretten blev
straffen fastsat til fængsel i 1 år og 6 måneder, som i det hele blev gjort betinget med vilkår om
samfundstjeneste. Medgerningspersonen var tidligere idømt samme straf, men heraf skulle
alene 3 måneder afsones, mens resten var gjort betinget med vilkår om samfundstjeneste.
Landsretten tiltrådte strafudmålingen, herunder byrettens bemærkning om, at straffen som
869
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0302.png
udgangspunkt skulle være ubetinget. Hverken sagsbehandlingstidens længde eller det forhold,
at T havde betalt erstatning til arbejdsgiveren, kunne imidlertid begrunde, at straffen kunne
gøres helt betinget. Da T havde gode personlige forhold, blev straffen gjort delvist betinget,
således at 3 måneder skulle afsones, mens resten blev gjort betinget med vilkår om samfunds-
tjeneste.
TfK 2009.657Ø: T1 straffet med 1 år og 6 måneders fængsel, heraf 1 år og 3 måneder betinget
med vilkår om samfundstjeneste, for tyveri af særligt grov beskaffenhed efter straffelovens §
276, jf. § 286, stk. 1, ved over en længere periode på knap 2 år i forening med sin hustru fra sin
arbejdsplads at have stjålet ca. 40 tons kobberplader til en værdi af ca. 1 mio. kr. T1 var tidligere
straffet i 1998 med 4 måneders betinget fængsel for bl.a. tyveri. I byretten blev T1 straffet med
1 år og 6 måneders fængsel. Henset til, at T1’s tidligere dom for arbejdspladstyveri var fra 1998
og til T1’s personlige
forhold, fandt landsretten det forsvarligt at gøre 1 år og 3 måneder betin-
get bl.a. med vilkår om samfundstjeneste, således at kun 3 måneder af straffen skulle afsones.
TfK 2003.665Ø: T straffet med 1 år og 6 måneders fængsel for tyveri af særligt grov beskaf-
fenhed efter straffelovens § 276, jf. § 286, stk. 1, ved som ansat på et postkontor at have stjålet
ca. 900.000 kr. fra et pengeskab, som T havde nøgle til, i forening med en anden. T var tidligere
straffet for forsøg på tyveri. Ved straffastsættelsen blev der lagt vægt på, at T var initiativtager
til tyveriet, som involverede hans bror.
TfK 2006.55Ø: T straffet med 1 år og 6 måneders fængsel for tyveri af særligt grov beskaffen-
hed efter straffelovens § 276, jf. § 286, stk. 1, ved at have stjålet edb-udstyr til en værdi af ca.
918.000 kr. fra sin arbejdsplads. T var tidligere straffet, senest i 1994 for bl.a. tyveri.
TfK 2009.48Ø: T1 straffet med 1 år og 6 måneders fængsel for tyveri af særligt grov beskaf-
fenhed efter straffelovens § 276, jf. § 286, stk. 1, ved i forening med andre at have afluret
pinkoden til andres dankort 9 gange og forsøgt herpå én gang. Dankortene blev efterfølgende
brugt til uretmæssig at hæve i alt knap 250.000 kr. og forsøg på hævning af godt 20.000 kr. T1
havde desuden stjålet 7.400 kr. i kontanter. Byretten lagde ved straffastsættelsen vægt på, at der
var tale om et større antal meget professionelt udførte tyverier med et betydeligt udbytte, og at
tyverierne var begået af flere i forening rettet mod ældre mennesker, som T1 havde udvalgt sig
som lette ofre. Landsretten stadfæstede (med dissens for at forhøje straffen) byrettens dom.
TfK 2013.66V: T1-T4 straffet med 1 år og 6 måneders fængsel for tyveri af særligt grov be-
skaffenhed efter straffelovens § 276, jf. § 286, stk. 1, til dels forsøg herpå, jf. § 21, ved i forening
at have stjålet en sættevognstrækker med tilkoblet blokvogn fra et vognmandsfirma til en værdi
af ca. 2,5 mio. kr. De havde efterfølgende indfundet sig i et område med henblik på at begå
tyveri af formentlig en entreprenørmaskine eller lignende til en ukendt, formodet stor, værdi,
870
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0303.png
bl.a. ved at anvende det tidligere stjålne sættevognstog med tilkoblet blokvogn, hvilket imid-
lertid blev forhindret, da politiet kom til stede. Straffen blev fastsat under henvisning til forhol-
denes karakter og omfang.
TfK 2009.104Ø: T1 straffet med 1 år og 9 måneders fængsel for tyveri af særligt grov beskaf-
fenhed efter straffelovens § 276, jf. § 286, stk. 1, ved i forening med en medansat i et rederi ad
2 gange at have stjålet 1.143 ton fuelolie til en værdi af ca. 2 mio. kr. fra et containerskib.
TfK 2012.114V: T1 straffet med 2 års fængsel, heraf 1 år og 9 måneder betinget med vilkår om
samfundstjeneste, for tyveri af særligt grov beskaffenhed efter straffelovens § 276, jf. § 286,
stk. 1, ved i forening med T2 at have stjålet ca. 140 elevationssenge, madrasser og madrasbrem-
ser til en værdi af ca. 2,5 mio. kr. fra T1’s arbejdsplads. Ved afgørelsen om en delvist betinget
dom blev der uanset tyveriernes omfang og karakter lagt
vægt på T1’s personlige forhold og
den tid, der var forløbet.
TfK 2004.212Ø: T1 og T2 straffet med 2 års fængsel for tyveri af særligt grov beskaffenhed
efter straffelovens § 276, jf. § 286, stk. 1, ved at have begået tyveri fra en værditransport, hvor
T2 var ansat som chauffør, idet T1 efter forudgående aftale og iført maskering gik til køretøjets
bagagerum, der var åbnet af T2, og stjal ca. 2,4 mio. kr. og en check på 32.900 kr. T2 var
desuden skyldig i overtrædelse af straffelovens § 165 ved at have anmeldt, at han havde været
udsat for et røveri i forbindelse hermed, og T1 var endvidere skyldig i overtrædelse af våben-
loven. Ved straffastsættelsen lagde landsretten især vægt på, at tyveriet var planlagt, på udbyt-
tets størrelse samt på, at det var begået
af flere i forening hos den enes (T2’s) arbejdsgiver.
TfK 2013.306Ø: T straffet med 2 år og 6 måneders fængsel for tyveri af særligt grov beskaf-
fenhed efter straffelovens § 276, jf. § 286, stk. 1, ved at have stjålet 6 biler, til dels ved brug af
reservenøgler, som T bestilte, til en samlet værdi af ca. 1,7 mio. kr. T1 var herudover skyldig i
forsøg på dokumentfalsk efter straffelovens § 171, jf. § 21. T1 var tidligere straffet flere gange
for berigelseskriminalitet, herunder tyveri af dyre biler. Ved straffastsættelsen blev der navnlig
lagt vægt på, at T tidligere var straffet for ligeartet kriminalitet.
TfK 2003.793Ø: T straffet med 3 års fængsel for navnlig tyveri af særligt grov beskaffenhed
efter straffelovens § 276, jf. § 286, stk. 1, ved flere gange at have begået tyveri fra sin arbejds-
plads, hvor han med flere medgerningspersoner stjal bærbare computere mv. til en samlet værdi
af ca. 10,5 mio. kr. T var endvidere skyldig i 6 gange at have ført bil uden at have erhvervet
kørekort. T var tidligere straffet for bedrageri og kørsel uden førerret.
TfK 2004.305Ø: T straffet med 3 års fængsel for tyveri af særligt grov beskaffenhed efter straf-
felovens § 276, jf. § 286, stk. 1, ved over en længere periode i forening med andre ansatte at
871
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0304.png
have stjålet computere og andet edb-udstyr til en samlet værdi af ca. 10,3 mio. kr. fra sin ar-
bejdsplads.
2.2.2 Delkonklusion vedrørende straffelovens § 276
Normalstrafferammen for tyveri efter straffelovens § 276 er fængsel indtil 1 år og 6 måneder,
jf. straffelovens § 285, stk. 1. Er tyveriet af mindre strafværdighed, er straffen dog bøde, og
under i øvrigt formildende omstændigheder kan straffen helt bortfalde, jf. straffelovens § 287,
stk. 1. Straffen kan dog stige til fængsel indtil 6 år, når tyveriet er af særligt grov beskaffenhed
navnlig på grund af udførelsesmåden, eller fordi tyveriet er udført af flere i forening eller under
medtagelse af våben eller andet farligt redskab eller middel, eller på grund af de stjålne gen-
standes betydelige værdi eller de forhold, under hvilke de befandt sig, eller fordi der er tale om
tyveri begået som led i organiseret indbrudskriminalitet, eller når et større antal tyverier er be-
gået, jf. straffelovens § 286, stk. 1.
Strafudmålingen afhænger i høj grad af, hvilken af de tre strafferammer et tyveriforhold er
henført under, og udvalgets delkonklusioner vedrørende tyveri, jf. straffelovens § 276, er på
den baggrund opdelt i disse tre hovedkategorier.
Straffelovens § 276 er ikke ændret siden indførelsen af Borgerlig Straffelov af 1930. Ved
lov
nr. 1680 af 26. december 2017
udskiltes indbrudstyveri til en særlig bestemmelse i 276 a, se
herom nedenfor i afsnit 2.2.4.
Ved
lov nr. 760 af 29. juni 2011
foretoges en skærpelse af straffen for organiseret indbrudskri-
minalitet. Med ændringen blev det således i strafskærpelsesreglen i straffelovens § 286, stk. 1,
præciseret, at straffen for visse formueforbrydelser kan stige til fængsel indtil 6 år, såfremt der
er tale om tyveri begået som led i organiseret indbrudskriminalitet. Samtidig tilsigtedes med
ændringen en gennemgående forhøjelse af straffen for organiseret indbrudstyveri, der henføres
under § 286, stk. 1, med en tredjedel i forhold til den straf, der hidtil var fastsat af domstolene.
I nedenstående er det i forbindelse med redegørelsen for strafniveauerne ikke anført, om der
har været tale om betinget eller ubetinget straf. Det fremgår af praksisgennemgangen ovenfor i
afsnit 2.2.1, om straffene i de enkelte sager er gjort betingede.
2.2.2.1.
Forhold henført under § 276, jf. § 287
Der ses kun at foreligge to nyere trykte domme (domme fra år 2000 og frem), der kan bidrage
til at belyse strafniveauet for overtrædelser af straffelovens § 276, som er henført under straf-
ferammen i § 287. Dette må antages at bero på, at strafudmålingen for tyverier henført under
straffelovens § 287 i praksis i vidt omfang følger faste strafpositioner/strafudmålingsprincipper.
872
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
Rigsadvokaten har i Rigsadvokatmeddelelsens afsnit ”Formueforbrydelser –
de almindelige be-
rigelsesforbrydelser”, punkt 5.1.3.,
sammenfattet disse. Der henvises til afsnit 2.2.1.1 ovenfor.
Der er i de to trykte sager, som foreligger, udmålt henholdsvis 4 og 6 dagbøder á 150 kr. I
sagerne var der tale om butikstyveri for beskedne beløb (henholdsvis 70 kr. og samlet 460 kr.).
I begge sager var de tiltalte tidligere straffet for ligeartet kriminalitet.
2.2.2.2.
Forhold henført under § 276, jf. § 285, stk. 1
Der foreligger en væsentligt større mængde praksis i denne kategori, og praksisgennemgangen
er på den baggrund begrænset til praksis fra de seneste 10 år.
(a) Butikstyveri (tyveri fra forretninger i åbningstiden)
I sager om butikstyveri henført under strafferammen i § 285, stk. 1, er der udmålt straffe i
niveauet 30 til 60 dages fængsel (seks sager).
I fire sager blev straffen udmålt til 30 dages fængsel. I tre af disse var der tale om butikstyveri
for 3-4.000 kr. begået i forening med en medgerningsperson. I to af disse havde der været an-
vendt en såkaldt ”russerpose”, således at alarmen ikke sættes i gang, når butikken forlades. I
den tredje var tiltalte kommet til Danmark i hvert fald bl.a. med det formål at begå tyveri.
I den sidste sag, der resulterede i 30 dages fængsel, var der ved to butikstyverier stjålet varer til
en samlet værdi af 1.239 kr. Tiltalte var tidligere straffet for berigelseskriminalitet, og tyveri-
erne var begået under afsoning/udslusning.
I én sag blev der udmålt 40 dages fængsel, idet tiltalte i forening med to andre havde forsøgt at
stjæle 22 kartoner cigaretter til en værdi af 8.785 kr. Tiltalte var tidligere straffet for tyveri.
I den sidste sag var der udmålt 60 dages fængsel (T2) henholdsvis 40 dages fængsel (T1) til to
tiltalte for tre tilfælde af butikstyveri for en samlet værdi af 5.066 kr. Landsretten lagde bl.a.
vægt på, at tyverierne havde et vist systematisk præg. T2 var tidligere straffet for tyveri.
Straffen for butikstyveri udmåles således typisk i den lave ende af strafferammen i straffelovens
§ 285, stk. 1.
(b) Indbrudstyveri (tyveri ved indbrud i beboelse, fritidshuse, forretninger mv.)
Det bemærkes, at indbrudstyveri efter indførelsen af § 276 a i 2018 er henført til denne bestem-
melse, hvorfor det i dette afsnit beskrevne er udtryk for strafniveauet inden denne lovændring.
873
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
For en redegørelse for det aktuelle strafniveau for indbrudstyveri, jf. straffelovens § 276 a, hen-
vises til afsnit 2.2.4 nedenfor.
Indbrudstyveri henført under § 276, jf. § 285, stk. 1, (inden indsættelsen af § 276 a) kan være
af meget forskelligartet karakter og grovhed, hvilket også kommer til udtryk ved, at straffen for
sådanne forhold ses at være udmålt til mellem 14 dages fængsel og 1 år og 3 måneders fængsel.
De forhold, der ofte ses at være lagt vægt på ved udmålingen af straffen, omfatter bl.a. antallet
af tyverier, det stjålnes værdi, om tyveriet er nøje planlagt, organiseret eller af mere systematisk
karakter, om forholdet er begået alene eller i forening med andre, og om gerningspersonen er
tidligere straffet for ligeartet kriminalitet.
I den lavere ende findes en række sager om forsøg på indbrudstyveri. I én sag blev der udmålt
14 dages fængsel for forsøg på at stjæle effekter fra en genbrugsplads. I to andre sager blev der
udmålt 30 dages fængsel for forsøg på indbrudstyveri henholdsvis på en fabrik og i et koloni-
havehus. I begge disse sager var tiltalte tidligere straffet for bl.a. for tyveri.
I ét tilfælde udmåltes 30 dages fængsel for et fuldbyrdet indbrudstyveri i en villa af genstande
til en værdi af ca. 20.800 kr. Tiltalte var tidligere straffet flere gange for bl.a. tyveri.
60 dages fængsel er udmålt i tre sager. I én af disse fandt Højesteret, at straffen for et indbrud i
en villa, hvor der var stjålet genstande for ikke under 5.000 kr. skulle fastsættes til 60 dages
fængsel under hensyn til, at tiltalte var tidligere straffet for indbrudstyveri af særligt grov be-
skaffenhed, jf. straffelovens § 276, jf. § 286, stk. 1. Det nye forhold var begået i prøvetiden
efter løsladelse.
I de to andre sager, hvor straffen blev udmålt til 60 dages fængsel, var der stjålet for henholdsvis
14.500 kr. og 147.140 kr. (ved to indbrud) I den førstnævnte var tiltalte tidligere straffet flere
gange for berigelseskriminalitet, senest med 5 måneders betinget fængsel, og der blev lagt vægt
på tiltaltes hurtige recidiv. I den sidstnævnte var tiltalte tidligere straffet med bøde for berigel-
seskriminalitet.
I sager om enkeltstående tyverier for betydelige beløb (henholdsvis 116.000 kr. og 391.000 kr.)
begået i forening, og hvor tiltalte har været betydeligt forstraffet, er straffen udmålt til hen-
holdsvis 5 og 8 måneders fængsel.
I sager om flere indbrud, der samlet har resulteret i udbytte af betydelig værdi, er straffene
udmålt til 3 måneders fængsel, 5 måneders fængsel, 6 måneders fængsel, i tre tilfælde 1 års
874
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
fængsel og i ét tilfælde 1 år og 3 måneders fængsel. I de sager, der resulterede i 1 års fængsel,
var der tale om mellem fire og otte fuldbyrdede indbrudstyverier og en række forsøg herpå samt
andre tyverier og hæleriforbrydelser. Udbyttet heraf lå på mellem ca. 2-300.000 kr. I sagen, der
resulterede i 1 år og 3 måneders fængsel, var tiltalte skyldig i 7 tilfælde af indbrud eller forsøg
herpå for mere end 125.000 kr. og hæleri af genstande til en værdi af ca. 40.000 kr. Den tiltalte
var tidligere straffet mange gange for ligeartet kriminalitet.
Der er dog også udmålt 1 års fængsel i en sag, hvor værdien af det stjålne var væsentligt mindre,
idet tiltalte i denne sag havde begået fem indbrud og seks forsøg på indbrud, hvorved tiltalte
havde opnået et udbytte på knap 8.000 kr. Tiltalte var flere gange tidligere straffet for berigel-
seskriminalitet, og alle forholdene var begået under afsoning.
På samme måde er der i en anden sag udmålt 7 måneders fængsel for to indbrudsforsøg begået
i forening og ét indbrud, hvor tiltalte stjal nogle fiskehjul. Der var lagt vægt på, at tiltalte var
tidligere straffet adskillige gange for ligeartet kriminalitet og tiltaltes hurtige recidiv.
Strafferammen i straffelovens § 285, stk. 1, er fængsel indtil 1 år og 6 måneder. For så vidt
angår indbrudstyverier henført under denne bestemmelse begået frem til udskillelsen af ind-
brudstyveri til en selvstændig bestemmelse i § 276 a i 2018 er strafferammen i vidt omfang
udnyttet. Vedrørende strafniveauet efter strafskærpelsen i 2018 henvises til afsnit 2.2.4 vedrø-
rende straffelovens § 276 a nedenfor.
(c) Øvrige tyverier (tyveri af biler, arbejdspladstyveri mv.)
I sagerne om øvrige tyverier er der udmålt straffe i niveauet fra 30 dages fængsel til 6 måneders
fængsel.
En del af disse sager vedrører arbejdspladstyveri eller lignende tyverier, hvor tiltalte i kraft af
sin stilling har fået adgang til det stjålne. I den lavere ende er der i et sådant tilfælde udmålt 30
dages fængsel til en social- og sundhedshjælper, der i to tilfælde havde stjålet henholdsvis 400
kr. og 1000 kr. Hun blev også dømt for stillingsmisbrug, jf. straffelovens § 155, 2. pkt. I en
anden sag blev der også udmålt 30 dages fængsel, idet tiltalte havde stjålet for 7.000 kr. fra en
forening, hvor han afviklede samfundstjeneste. Tiltalte var tidligere straffet for tyveri.
I to andre sager er hjemmehjælpere blevet idømt henholdsvis 60 dage og 3 måneders fængsel
for tyveri af genstande fra borgernes hjem. I det første tilfælde var der tale om et enkelt tyveri
til en værdi af 166.800 kr., mens der i det andet tilfælde var tale om gentagne tyverier over 13
måneder til en samlet værdi af ikke under 40.000 kr.
875
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
I øvrigt er der udmålt 30 til 60 dages fængsel for en række forskelligartede tyveriforhold (6
sager). 30 dages fængsel er f.eks. udmålt for tyveri af en computer fra et værelse på en institu-
tion begået i forening to uger efter en tidligere dom. Samme straf er udmålt for forsøg på tyveri
af effekter fra et garderobeskab i et fitnesscenter samt et tilfælde af hæleri. Der blev endvidere
udmålt 30 dages fængsel for tyveri af pantflasker til en værdi af 3.293 kr. fra en indhegnet plads,
ligesom der blev udmålt 30 dages fængsel for tyveri af el for 24.000 kr. fra et elselskab ved
påvirkning af elmåler med magnet eller lignende.
40 dages fængsel er udmålt for et fuldbyrdet og et forsøg på tricktyveri af henholdsvis en iPhone
og et ur begået i forening. 60 dages fængsel blev udmålt for at have stjålet indbo, herunder en
bærbar computer og et fjernsyn, fra en lejlighed, hvor tiltalte var på besøg.
I ét tilfælde blev der udmålt 6 måneders fængsel for i forening at være brudt ind i 6 varebiler
og stjålet for over 200.000 kr. De tiltalte var udelukkende kommet til Danmark for at begå
tyverier.
Disse forhold ses således at være udmålt i den nedre tredjedel af strafferammen.
Forskellen i strafudmålingsniveauet i disse sager sammenlignet med indbrudstyveri og butiks-
tyveri må antages at hænge sammen med, at indbrudstyverier generelt vurderes at være af gro-
vere karakter end andre tyverier, mens butikstyverier generelt vurderes at være af mindre grov-
hed. Arbejdspladstyverier antages dog også generelt at være en kvalificeret form for tyveri, bl.a.
pga. tillidsbruddet herved og den lave opdagelsesrisiko. Det er dog sagernes nærmere konkrete
omstændigheder, der i meget vidt omfang er udslagsgivende for straffens længde.
2.2.2.3.
Forhold henført under § 276, jf. § 286, stk. 1
(a) Butikstyveri (tyveri fra forretning i åbningstiden)
I denne kategori ses at foreligge to relevante trykte domme, hvori der henholdsvis er udmålt 1
år og 6 måneders fængsel og 1 år og 9 måneders fængsel. Der var i begge tilfælde tale om
mindst 20 tyverier fra dagligvareforretninger begået i forening og efter forudgående aftale med
andre. I sagen, der resulterede i 1 år og 9 måneders fængsel (fællesstraf omfattende en reststraf
på 49 dage), var tiltalte i øvrigt tidligere straffet mange gange for berigelseskriminalitet, og en
række af de pådømte forhold var begået i prøvetiden efter løsladelse.
Butikstyveri henføres oftest under straffelovens § 285 eller § 287. Dette må antages at være
begrundet i den generelle vurdering af grovheden af sådanne tyverier, samt at værdien af ud-
byttet generelt set må antages sjældent at bevæge sig op i de betydelige værdier, som der sæd-
vanligvis skal være tale om, for at et forhold henføres under § 286.
876
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
På baggrund af denne relativt begrænsede praksis kan det dog konstateres, at butikstyveri i de
groveste tilfælde med mange forhold, eventuelt med et vist systematisk præg, henføres under
bestemmelsen i § 286. I disse tilfælde er straffene udmålt i den nedre tredjedel af strafferammen
på fængsel indtil 6 år.
(b) Indbrudstyveri (tyveri ved indbrud i beboelse, fritidshuse, forretninger mv.)
Som det fremgår ovenfor foretoges i 2011 en lovændring, der havde til formål at skærpe straffen
for organiseret indbrudstyveri med en tredjedel sammenlignet med det hidtidige niveau. Ved
en lovændring, der trådte i kraft den 1. januar 2018, blev indbrudstyveri udskilt af straffelovens
§ 276 til sin egen bestemmelse i § 276 a, jf. nedenfor i afsnit 2.2.4. Der blev ikke med lovæn-
dringen i 2018 tilsigtet en ændring i strafudmålingsniveauet for indbrudstyverier henført under
§ 286, så de nedenfor anførte strafniveauer efter lovændringen i 2011 må således anses for
udtryk for gældende ret.
Strafniveauet i sager begået inden strafskærpelsen i 2011
I disse sager ses straffen udmålt til mellem 6 måneders fængsel og 3 år og 6 måneders fængsel
(14 sager).
Strafudmålingen ses i vidt omfang at være afhængig af værdien af det stjålne, omstændighe-
derne omkring indbruddet, herunder om der har været tale om rambuktyveri, om det har været
nøje planlagt mv., den tiltaltes forstraffe, samt om tiltalte er kommet til Danmark med det for-
mål at begå indbrudstyveri.
I den lavere ende er der udmålt straffe i niveauet 6 til 9 måneders fængsel i sager, hvor det
stjålne havde en værdi på ca. 300.000-550.000 kr. I de to sager, der resulterede i 6 måneders
fængsel, blev de tiltalte samtidig dømt for brugstyveri af et motorkøretøj i forbindelse med
indbruddet, og i den ene sag var der desuden tale om to indbrudstyverier, og den tiltalte var
tidligere straffet.
Hvor det stjålnes værdi har ligget omkring 900.000-1.400.000 kr., er der i de fleste sager udmålt
straffe i niveauet fra 1 års fængsel til 1 år og 9 måneders fængsel. I alle sagerne var de tiltalte
relevant forstraffet. I en enkelt sag med et udbytte i denne størrelsesorden blev straffen udmålt
til 2 års fængsel henholdsvis 3 års fængsel, der var en fællesstraf med en reststraf på 151 dage.
Der var tale om omfattende, planlagte, systematiske og professionelle indbrudstyverier.
I to sager blev straffen udmålt til 2 års henholdsvis 2 år og 6 måneders fængsel for flere ind-
brudstyverier af værdier opgjort til ca. 2,1-2,3 mio. kr. I sagen, hvor der udmåltes 2 år og 6
877
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
måneders fængsel, var der tale om 8 tyverier og 2 forsøg herpå samt en række brugstyverier og
forsøg herpå. Den tiltalte var udelukkende kommet til Danmark med henblik på at stjæle.
I to sager blev straffen udmålt til 1 år og 6 måneders fængsel og 2 år, selvom det stjålnes værdi
var relativt mindre end i de ovennævnte sager, idet værdien i sagerne beløb sig til henholdsvis
ca. 750.000 kr. og 448.758 kr. I begge sager var der dog lagt særlig vægt på, at der var tale om
rambuktyveri. I den ene sag udtalte retten bl.a., at der var tale om en hensynsløs, brutal og
risikabel fremgangsmåde.
Der blev også udmålt 2 års fængsel i en sag, hvor den nærmere værdi af det stjålne ikke kunne
fastlægges, idet der var tale om to malerier, som forurettede havde opgjort værdien af til 20
mio. kr., men retten havde ikke grundlag for at vurdere maleriernes ægthed. Landsretten lagde
dog vægt på, at tiltalte havde planlagt og udført først et tyveriforsøg og dernæst et tyveri af
malerierne i tillid til, at de var ægte.
I den øvre ende er der udmålt 3 år og 6 måneders fængsel for to indbrud begået i forening til en
værdi af henholdsvis 1,1 mio. kr. og 9,8 mio. kr. (brutto)/4,1 mio. kr. (netto). Den tiltalte var
samtidig skyldig i hæleri.
Strafniveauet i sager begået efter strafskærpelsen i 2011, men før lovændringen i 2018
Strafniveauet efter skærpelsen i 2011 ses i de foreliggende sager at ligge mellem 8 måneders
fængsel og 5 års fængsel (12 sager).
I den lave ende er der udmålt 8 måneder for et indbrud i en pengeboks i en dagligvareforretning,
hvor tiltalte sammen med en anden stjal værdier for 86.178,90 kr. Han var endvidere skyldig i
forsøg på brugstyveri og tidligere straffet for berigelseskriminalitet.
I to sager er der udmålt straffe på 1 års fængsel. I den ene sag, hvor der i straffen indgik en
tidligere straf for bl.a. tyveri på 60 dages fængsel, var der tale om forsøg på indbrud i en er-
hvervsvirksomhed, hvor tiltalte havde holdt vagt. I den anden sag havde tiltalte, der ligeledes
var tidligere straffet for tyveri, begået indbrud i en villa i forening med flere andre, hvor der
bl.a. var stjålet for 520.000 kr.
I fem sager er der udmålt straf på mellem 2 og 3 års fængsel, hvor værdien af det stjålne sam-
menlagt for flere forhold har ligget mellem 500.000 og 1,6 mio. kr. I sagerne er der i skærpende
retning lagt vægt på bl.a. antallet af forhold, om tyverierne var organiserede og professionelle
og tiltaltes forstraffe.
878
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
I den højere ende er der udmålt fængsel i 3 år og 6 måneders fængsel til fire tiltalte og hen-
holdsvis 5 års fængsel til én tiltalt.
I to sager, der resulterede i 3 år og 6 måneders fængsel, blev de tiltalte dømt for både indbruds-
tyverier og helholdsvis besiddelse af 50 gram amfetamin og røveri.
I to andre sager, der resulterede i straffe af 3 år og 6 måneders og 5 års fængsel, var der tale om
adskillige indbrudstyverier i villaer (i sidstnævnte sag ca. 100 indbrudstyverier og forsøg
herpå). I begge sager var de tiltalte indrejst i Danmark alene med det formål at begå indbrud.
Som følge af de mange konkrete omstændigheder, der har stor betydning for strafudmålingen i
de enkelte sager, er det vanskeligt at foretage en direkte sammenligning af sagerne inden straf-
skærpelsen med sagerne efter strafskærpelsen.
Det er dog udvalgets vurdering på baggrund af ovenstående gennemgang, at der tegner sig et
overordnet billede af, at der er sket en skærpelse af strafudmålingen i sagerne om organiseret
indbrudstyveri efter lovændringen i 2011, og det er på den baggrund udvalgets vurdering, at
domstolene har fulgt lovgivers anvisninger i lovforarbejderne til lovændringen, selvom det ikke
er muligt præcist at fastslå, at skærpelsen har udgjort nøjagtigt en tredjedel sammenlignet med
det hidtidige strafniveau.
Efter lovændringen i 2011 ses der at være udmålt straffe både i den nedre og den øvre ende af
strafferammen i § 286, stk. 1, for indbrudstyveri. Det er således udvalgets vurdering, at dom-
stolene efter lovændringen i 2011 og frem til udskillelsen af indbrudstyveri til en selvstændig
bestemmelse i 2018 har udnyttet strafferammen i sager om indbrudstyveri. Praksis vedrørende
indbrudstyveri fra 2018 og frem behandles i nedenstående afsnit 2.2.3-2.2.4 om straffelovens §
276 a.
(c) Øvrige tyverier (tyveri af biler, arbejdspladstyveri mv.)
I øvrige tyverisager henført under § 286, stk. 1, er der udmålt straffe i niveauet 1 til 3 års fængsel
(14 sager).
I 11 af disse sager var der tale om arbejdspladstyveri eller i øvrigt tyveri, hvor den tiltalte har
fået adgang til det stjålne i kraft af sin stilling. I seks af disse sager ses der at være udmålt straffe
i niveauet fra 1 års til 1 år og 6 måneders fængsel i sager, hvor der er blevet stjålet mellem ca.
600.000 og 1,6 mio. kr. I tre sager blev der udmålt mellem 1 år og 9 måneders fængsel og 2 års
fængsel i sager, hvor udbyttet var 2-2,5 mio. kr. I den høje ende er der udmålt 3 års fængsel i
879
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0312.png
to sager om tyveri i forening med andre af bl.a. computere til en samlet værdi af henholdsvis
ca. 10,3 mio. kr. og 10,5 mio. kr.
De tre øvrige sager er af forskelligartet karakter. Der blev udmålt 1 år og 6 måneders fængsel
for i forening 9 gange at have afluret pinkoden til de forurettedes dankort og ét forsøg herpå,
hvorefter der blev hævet knap 250.000 kr. samt forsøgt hævet godt 20.000 kr. Desuden havde
tiltalte hævet 7.400 kr. i kontanter. Der blev bl.a. lagt vægt på, at der var tale om et professionelt
udført tyveri målrettet ældre mennesker.
Der blev ligeledes udmålt 1 år og 6 måneders fængsel for i forening først at have stjålet en
sættevognstrækker med tilkoblet blokvogn fra et vognmandsfirma til en værdi af ca. 2,5 mio.
kr. og efterfølgende at have forsøgt at stjæle en entreprenørmaskine eller lignende til en ukendt,
formodet stor, værdi.
I den højere ende er der udmålt 2 år og 6 måneders fængsel for tyveri af 6 biler til en samlet
værdi af 1,7 mio. kr. samt for dokumentfalsk. Tiltalte var flere gange tidligere straffet for lige-
artet kriminalitet.
Det kan således konstateres, at der i disse sager er udmålt straffe i den nedre halvdel af straffe-
rammen på fængsel indtil 6 år. Det er udvalgets vurdering, at dette bl.a. hænger sammen med
karakteren af tyverierne, der generelt set vurderes at være af mindre grovhed end indbrudsty-
veri, hvor det kan konstateres, at der er udmålt straffe også i den øvre del af strafferammen.
Arbejdspladstyverier antages dog også generelt at være en kvalificeret form for tyveri, bl.a. pga.
tillidsbruddet herved og den lave opdagelsesrisiko.
2.2.3 Praksis vedrørende straffelovens § 276 a
2.2.3.1.
Praksis vedrørende straffelovens § 276 a, jf. § 287
Som det fremgår ovenfor, er normalstrafferammen for indbrudstyveri efter straffelovens § 276
a fængsel indtil 1 år og 6 måneder, jf. § 285, stk. 1.
Er tyveriet af mindre strafværdighed, er straffen dog bøde, og under i øvrigt formildende om-
stændigheder kan straffen helt bortfalde, jf. straffelovens § 287, stk. 1.
Der ses ikke at foreligge trykt retspraksis, hvor indbrudstyveri er henført under den mildere
strafferamme i § 287, stk. 1.
880
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0313.png
2.2.3.2.
Praksis vedrørende § 276 a, jf. § 285, stk. 1
Som nævnt ovenfor er normalstrafferammen for indbrudstyveri fængsel indtil 1 år og 6 måne-
der, jf. § 285, stk. 1.
Nedenstående gennemgang af retspraksis er afgrænset således, at den bygger på trykt praksis,
hvor forholdet er begået efter indførelsen af § 276 a den 1. januar 2018, og hvor der hovedsa-
geligt kun er domfældt for overtrædelse af § 276 a, jf. § 285, stk. 1, uden anden kriminalitet til
samtidig pådømmelse af afgørende betydning for straffen. Gennemgangen er desuden afgræn-
set således, at den bygger på domme, hvor straffen så vidt muligt ikke er fastsat som fællesstraf
med en tidligere straf eller med en reststraf fra en prøveløsladelse, jf. straffelovens § 61, eller
som tillægsstraf til en tidligere straf, jf. straffelovens § 89 (dvs. ”rene” tilfælde).
Dommene er oplistet efter straffens længde. I gennemgangen er dommene ikke opdelt efter, om
den fastsatte straf er ubetinget eller betinget, herunder med vilkår om samfundstjeneste, idet
længden af fængselsstraffen som udgangspunkt antages at afspejle rettens vurdering af den på-
dømte kriminalitets alvor, mens spørgsmålet om betinget dom i højere grad beror på konkrete
omstændigheder ved tiltaltes personlige forhold. Se de generelle bemærkninger herom i kapitel
1, afsnit 4.
Der ses kun at foreligge sparsom retspraksis vedrørende overtrædelse af § 276 a, jf. § 285, stk.
1, der opfylder ovennævnte kriterier.
Fra retspraksis kan der navnlig henvises til følgende afgørelser:
TfK 2019.1369Ø: T straffet med 30 dages fængsel for indbrudstyveri efter straffelovens § 276
a, jf. § 285, stk. 1, ved at have begået indbrud i en villa og stjålet to bilnøgler, vin og en halv
kasse cola. Efter gerningstidspunktet for dette indbrud var T senere straffet tre gange, dels ved
dom i 2018 med 40 dages betinget fængsel med vilkår om samfundstjeneste for bl.a. butiksty-
veri, dels ved dom i 2019 med dagbøder for bl.a. tyveri og endelig ved dom i 2019 med 20
dages betinget fængsel med vilkår om samfundstjeneste for bl.a. indbrudstyveri. Straffen blev
fastsat som en tillægsstraf, jf. straffelovens § 89, til disse tre tidligere domme. Ved strafudmå-
lingen blev der lagt vægt på forholdets karakter og de tidligere straffe.
U 2021.4769H: T straffet med 40 dages fængsel for forsøg på indbrudstyveri efter straffelovens
§ 276 a, jf. § 285, stk. 1, jf. § 21, ved i forening med to medgerningspersoner at have forsøgt at
begå indbrud i en tøjforretning, hvilket imidlertid mislykkedes. Ved straffastsættelsen blev der
lagt vægt på, at forholdet var begået af de tiltalte i forening og under anvendelse af værktøj og
maskering. For Højesteret angik sagen alene spørgsmål om udvisning.
881
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0314.png
TfK 2022.490V: T straffet med 50 dages fængsel for indbrudstyveri efter straffelovens § 276
a, jf. § 285, stk. 1, ved i forening med en medgerningsperson at have begået indbrud i en ejen-
dom, der forekom forladt, hvorfra de stjal en kassettebåndoptager, en natlampe og en kasserolle.
T var tidligere straffet i 2020 for indbrudstyveri. Ved straffastsættelsen blev der lagt vægt på
den tidligere straf for indbrudstyveri og det hurtige recidiv.
2.2.3.3.
Praksis vedrørende straffelovens § 276 a, jf. § 286, stk. 1
Som det fremgår ovenfor, er normalstrafferammen for indbrudstyveri efter § 276 a fængsel
indtil 1 år og 6 måneder, jf. § 285, stk. 1.
Straffen kan dog stige til fængsel indtil 6 år, når indbrudstyveriet er af særligt grov beskaffenhed
navnlig på grund af udførelsesmåden, eller fordi tyveriet er udført af flere i forening eller under
medtagelse af våben eller andet farligt redskab eller middel, eller på grund af de stjålne gen-
standes betydelige værdi eller de forhold, under hvilke de befandt sig, eller fordi der er tale om
tyveri begået som led i organiseret indbrudskriminalitet, eller når et større antal tyverier er be-
gået, jf. straffelovens § 286, stk. 1.
Nedenstående gennemgang af retspraksis er afgrænset således, at den bygger på trykt praksis,
hvor forholdet er begået efter indførelsen af § 276 a den 1. januar 2018, og hvor der hovedsa-
geligt kun er domfældt for overtrædelse af § 276 a, jf. § 286, stk. 1, uden anden kriminalitet til
samtidig pådømmelse af væsentlig betydning for straffen. Gennemgangen er desuden afgrænset
således, at den bygger på domme, hvor straffen så vidt muligt ikke er fastsat som fællesstraf
med en tidligere straf eller med en reststraf fra en prøveløsladelse, jf. straffelovens § 61, eller
som tillægsstraf til en tidligere straf, jf. straffelovens § 89 (dvs. ”rene” tilfælde).
Dommene er oplistet efter straffens længde. I gennemgangen er dommene ikke opdelt efter, om
den fastsatte straf er ubetinget eller betinget, herunder med vilkår om samfundstjeneste, idet
længden af fængselsstraffen som udgangspunkt antages at afspejle rettens vurdering af den på-
dømte kriminalitets alvor, mens spørgsmålet om betinget dom i højere grad beror på konkrete
omstændigheder ved tiltaltes personlige forhold. Se de generelle bemærkninger herom i kapitel
1, afsnit 4.
Der ses kun at foreligge sparsom retspraksis, hvor forholdet er henført under den skærpede
sidestrafferamme i § 286, stk. 1.
Fra retspraksis kan der navnlig henvises til følgende afgørelser:
TfK 2020.172/2V: T straffet med en fællesstraf på 2 år og 9 måneders fængsel for indbrudsty-
veri af særligt grov beskaffenhed efter straffelovens § 276 a, jf. § 286, stk. 1, ved i forening og
882
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0315.png
efter forudgående aftale med andre personer via opbrydning af en nøgleboks og efterfølgende
ved gennembrydning af en mur at have skaffet sig adgang til flere butikker, hvorfra de stjal
mobiltelefoner til en samlet værdi af ca. 1,6 mio. kr. T var tidligere straffet adskillige gange for
berigelseskriminalitet, senest i 2014 med fængsel i 2 år for bl.a. tyveri, i 2017 med fængsel i 6
måneder for bl.a. tyveri, i 2017 med fængsel i 4 måneder for bl.a. tyveri og i 2017 med fængsel
i 30 dage for bl.a. hæleri. T var prøveløsladt i januar 2018 med en reststraf på 137 dage. Ved
fastsættelsen af straffen, der blev fastsat som en fællesstraf med hensyn til reststraffen på 137
dage, jf. straffelovens § 61, stk. 2, blev der lagt vægt på, at der var tale om flere forhold med
store værdier, at forholdene var begået af flere personer i forening, at forholdene havde et pro-
fessionelt præg, og at indbruddene var begået i prøvetiden efter afsoning af flere domme for
berigelseskriminalitet.
TfK 2019.1558/2V: T straffet med 3 års fængsel for indbrudstyveri af særligt grov beskaffenhed
efter straffelovens § 276 a, jf. § 286, stk. 1, ved at have begået adskillige indbrud og forsøg
herpå, der navnlig var rettet mod efterskoler, hvor T stjal computere mv. til en værdi af ca. 1,4
mio. kr. T var herudover skyldig i overtrædelse af straffelovens § 191, stk. 2, jf. stk. 1, 1. pkt.,
ved at have været i besiddelse af 39 gram kokain, til dels med henblik på videreoverdragelse.
T var tidligere straffet adskillige gange, senest i 2017, hvor han var idømt 3 måneders fængsel
for grov vold og prøveløsladt med en reststraf på 24 dage. Efter antallet af indbrud og den
samlede værdi af de stjålne effekter, forholdenes systematiske og organiserede karakter og T’s
forstraffe blev straffen fastsat som anført. Straffen omfattede også reststraffen på 24 dage fra
prøveløsladelse, jf. straffelovens § 61, stk. 2.
TfK 2020.478V: T1 straffet med 3 år og 6 måneders fængsel for navnlig indbrudstyveri af
særligt grov beskaffenhed efter straffelovens § 276 a, jf. § 286, stk. 1, til dels forsøg herpå, jf.
§ 21, ved i forening med en medgerningsperson at have begået omfattende tyverier og forsøg
herpå (over 200 forhold) af bl.a. computere fra højskoler og efterskoler til en samlet værdi af
knap 2 mio. kr. T1 var tidligere straffet flere gange, herunder for berigelseskriminalitet. Ved
straffastsættelsen blev der lagt vægt på forholdenes karakter, antal og alvor, herunder den sam-
lede værdi, der var stjålet for, og at indbrudstyverierne var begået i forening. Der blev endvidere
lagt vægt på, at tyverierne var sket fra værelser, hvor eleverne boede, og at de tiltalte i flere
tilfælde havde antruffet elever på værelserne under tyverierne. Straffen blev fastsat som en til-
lægsstraf, jf. straffelovens § 89, til en tidligere dom på 40 dages fængsel for anden kriminalitet.
2.2.4 Delkonklusion vedrørende straffelovens § 276 a
Straffelovens § 276 a blev indsat ved
lov nr. 1680 af 26. december 2017,
hvorved indbrudsty-
veri blev udskilt fra den almindelige tyveribestemmelse i § 276.
883
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
Strafudmålingen for en overtrædelse af straffelovens § 276 a skal ligesom for tyveri, jf. § 276,
udmåles inden for strafferammerne i §§ 285-287.
Der blev ved indførelsen af bestemmelsen i lovbemærkningerne lagt op til, at der skulle ske en
gennemgående forhøjelse af strafudmålingsniveauet for indbrudstyveri, der henføres under §
285, stk. 1, hvor der under indbrudstyveri begået i beboelse har befundet sig personer i hjemmet.
Der tilsigtedes ikke i øvrigt en skærpelse af strafudmålingsniveauet for indbrudstyveri omfattet
af § 276 a, herunder indbrudstyverier, der henføres under § 286.
Der ændredes endvidere ikke på afgrænsningen af, om et indbrudstyveri skal henføres under §§
285, 286 eller 287. Det forudsattes således, at den hidtidige praksis, hvorefter straffelovens §
287 som udgangspunkt ikke anvendes ved indbrudstyveri, fortsatte.
2.2.4.1.
Forhold henført under § 276 a, jf. § 287
Der ses ikke at foreligge trykt retspraksis, hvor indbrudstyveri er henført under den mildere
strafferamme i § 287. Det bemærkes i den forbindelse, at det fremgår af lovbemærkninger til
straffelovens § 276 a, at det forudsattes, at den hidtidige praksis, hvorefter straffelovens § 287
som udgangspunkt ikke anvendes ved indbrudstyveri, fortsatte efter lovændringen.
2.2.4.2.
Forhold henført under § 276 a, jf. § 285, stk. 1
Der foreligger tre trykte domme om indbrudstyveri, jf. § 276 a, der er henført under § 285, stk.
1, og som er egnet til at danne grundlag for undersøgelsen. I disse er straffen udmålt til 30 til
50 dages fængsel.
I én sag blev der udmålt en tillægsstraf på 30 dages fængsel for et indbrud i en villa, hvor tiltalte
havde stjålet to bilnøgler, vin og en halv kasse cola. Straffen var en tillægsstraf til tre tidligere
domme på henholdsvis bøde, 20 dages og 40 dages betinget fængsel for bl.a. tyveri.
I en anden sag blev tiltalte straffet med 40 dages fængsel for forsøg på indbrudstyveri i en
tøjforretning begået sammen med to medgerningspersoner under anvendelse af værktøj og ma-
skering.
I den sidste sag blev der udmålt 50 dages fængsel for indbrud i en villa, der forekom forladt,
begået i forening med en medgerningsperson. Der blev stjålet en kassettebåndoptager, en nat-
lampe og en kasserolle. Der blev ved straffastsættelsen lagt vægt på, at tiltalte hurtigt havde
recidiveret efter en tidligere straf for indbrudstyveri.
884
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
På baggrund af den begrænsede praksis er det ikke muligt at drage generelle konklusioner ved-
rørende strafniveauet for indbrudstyveri efter § 276 a, jf. § 285, stk. 1. Det er dog udvalgets
opfattelse, at strafudmålingen ligger i tråd med strafudmålingsniveauet for indbrudstyveri hen-
ført under § 276, jf. § 285, stk. 1, fra tiden inden lovændringen i 2018.
Skærpelsen, som forudsattes i bemærkningerne til lovændringen i 2018, ses ikke at være rele-
vant for sagerne omtalt i dette afsnit, idet ingen af sagerne drejer sig om tilfælde af indbrudsty-
veri, der henføres under § 285, stk. 1, hvor gerningspersonen har haft forsæt med hensyn til, at
der under indbrudstyveri begået i beboelse har befundet sig personer i hjemmet.
2.2.4.3.
Forhold henført under § 276 a, jf. § 286, stk. 1
Der foreligger tre trykte domme om indbrudstyveri, jf. § 276 a, der er henført under § 286, stk.
1, egnet til at danne grundlag for undersøgelsen. I disse er straffen udmålt til fængsel mellem 2
år og 9 måneder og 3 år og 6 måneder.
I sagen, der resulterede i 2 år og 9 måneders fængsel (fællesstraf sammen med en reststraf på
137 dage) havde tiltalte i forening med andre via opbrydning af en nøgleboks og gennembryd-
ning af en mur skaffet sig adgang til flere butikker, hvorfra de stjal mobiltelefoner til en samlet
værdi af ca. 1,6 mio. kr. Forholdene havde et professionelt præg. Tiltalte var adskillige gange
tidligere straffet for berigelseskriminalitet, og indbruddene var begået i prøvetiden efter afso-
ning.
Der blev endvidere udmålt 3 års fængsel for adskillige indbrud og forsøg herpå mod efterskoler,
hvor tiltalte stjal computere til en værdi af ca. 1,4 mio. kr., men også for besiddelse af 39 gram
kokain til dels med henblik på videreoverdragelse, jf. straffelovens § 191, stk. 2, jf. stk. 1, 1.
pkt. Der blev lagt vægt på forholdenes systematiske og organiserede karakter og tiltaltes for-
straffe.
I sagen, hvor der blev udmålt straf på 3 år og 6 måneders fængsel, havde tiltalte i forening med
en medgerningsperson begået over 200 forhold af indbrudstyveri og forsøg herpå, hvor de
havde stjålet bl.a. computere fra værelser på højskoler og efterskoler til en samlet værdi på knap
2 mio. kr. Herudover blev der lagt vægt på, at tyverierne var sket fra elevernes værelser, hvor
de tiltalte i flere tilfælde havde antruffet eleverne på værelserne under tyverier. Tiltalte var i
øvrigt tidligere straffet for berigelseskriminalitet.
Det er udvalgets vurdering, at domstolene med strafudmålingen i sagerne om overtrædelse af §
276 a i overensstemmelse med lovgivers anvisninger har videreført strafudmålingsniveauet for
indbrudstyveri henført under § 276, jf. § 286, stk. 1, inden lovændringen i 2018.
885
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0318.png
2.2.5 Praksis vedrørende straffelovens § 277
2.2.5.1.
Praksis vedrørende § 277, jf. § 287
Der ses ikke at foreligge nyere trykt retspraksis, hvor ulovlig omgang med hittegods er henført
under den mildere strafferamme i § 287.
2.2.5.2.
Praksis vedrørende § 277, jf. § 285, stk. 2
Som anført ovenfor er normalstrafferammen for ulovlig omgang med hittegods bøde eller fæng-
sel indtil 1 år og 6 måneder, jf. § 285, stk. 2.
Nedenstående gennemgang af retspraksis er afgrænset således, at den bygger på trykt praksis
fra de seneste 30 år, hvor der hovedsageligt kun er domfældt for overtrædelse af § 277, jf. §
285, stk. 2, uden anden kriminalitet til samtidig pådømmelse af væsentlig betydning for straffen,
og hvor straffen så vidt muligt ikke er fastsat som fællesstraf med en tidligere straf eller med
en reststraf fra en prøveløsladelse, jf. straffelovens § 61, eller som tillægsstraf til en tidligere
straf, jf.
straffelovens § 89 (dvs. ”rene” tilfælde).
Dommene er oplistet efter straffens længde. I gennemgangen er dommene ikke opdelt efter, om
den fastsatte straf er ubetinget eller betinget, herunder med vilkår om samfundstjeneste, idet
længden af fængselsstraffen som udgangspunkt antages at afspejle rettens vurdering af den på-
dømte kriminalitets alvor, mens spørgsmålet om betinget dom i højere grad beror på konkrete
omstændigheder ved tiltaltes personlige forhold. Se de generelle bemærkninger herom i kapitel
1, afsnit 4.
Der ses kun at foreligge ganske sparsom retspraksis vedrørende overtrædelse af § 277, der op-
fylder ovennævnte kriterier.
Fra retspraksis kan der henvises til følgende afgørelser:
U 1993.903H: T straffet med 60 dages fængsel betinget for ulovlig omgang med hittegods efter
straffelovens § 277, jf. § 285, stk. 2, ved at have hævet ca. 90.000 kr., som ved en fejl var blevet
indsat på T’s postgirokonto.
TfK 2007.310/3V: T straffet med 3 måneders fængsel betinget med vilkår om samfundstjeneste
for ulovlig omgang med hittegods efter straffelovens § 277, jf. § 285, stk. 2, ved at have tilegnet
sig 500.000 kr., som en kommune ved en fejl havde indsat på en kassekredit tilhørende et firma,
som T var direktør for og eneanpartshaver i.
U 1996.1241V: T1 og T2 straffet med 10 måneders fængsel betinget med vilkår om samfunds-
tjeneste for ulovlig omgang med hittegods efter straffelovens § 277, jf. § 285, stk. 2, ved at have
886
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0319.png
tilegnet sig i alt 1.417.624 kr., som ved en fejl var blevet indsat på de tiltaltes girokonto. Trods
størrelsen af det tilegnede beløb var det efter omstændighederne, herunder oplysningerne om
de tiltaltes personlige forhold, forsvarligt at gøre straffene betinget med vilkår om samfunds-
tjeneste.
2.2.6 Delkonklusion vedrørende straffelovens § 277
Normalstrafferammen for ulovlig omgang med hittegods er i medfør af straffelovens § 285, stk.
2, bøde eller fængsel indtil 1 år og 6 måneder. Er forholdet af mindre strafværdighed, er straffen
dog bøde, og under i øvrigt formildende omstændigheder kan straffen helt bortfalde, jf. straffe-
lovens § 287, stk. 1. Bestemmelsen er ikke omfattet af den skærpede strafferamme i § 286.
Straffelovens § 277 er ikke ændret siden Borgerlig Straffelov af 1930, og der er ikke givet mere
præcise anvisninger vedrørende strafudmålingen i lovbemærkningerne til bestemmelsen eller
til § 285 eller § 287.
I nedenstående er det i forbindelse med redegørelsen for strafniveauerne ikke anført, om der
har været tale om betinget eller ubetinget straf. Det fremgår af praksisgennemgangen ovenfor i
afsnit 2.2.5, om straffene i de enkelte sager er gjort betingede.
2.2.6.1.
Forhold henført under § 277, jf. § 287
Der ses ikke at foreligge nyere trykt retspraksis, hvor ulovlig omgang med hittegods er henført
under den mildere strafferamme i § 287.
2.2.6.2.
Forhold henført under§ 277, jf. § 285, stk. 2
Der foreligger tre trykte domme om ulovlig omgang med hittegods, jf. § 277, der er henført
under § 285, stk. 2, egnet til at danne grundlag for undersøgelsen. I disse er straffen udmålt til
mellem 60 dages fængsel og 10 måneders fængsel. I alle sagerne er der tale om tilegnelse af et
beløb, som ved en fejl var blevet indsat på en konto, som tiltalte rådede over.
I sagen, der resulterede i 60 dages fængsel var der tale om et beløb på ca. 90.000 kr. I en anden
sag, der resulterede i 3 måneders fængsel, var der tale om et beløb på 500.000 kr., og i den
sidste sag, der resulterede i 10 måneders fængsel, var beløbet 1.417.624 kr.
Det er udvalgets vurdering, at strafudmålingen i disse sager i høj grad er betinget af beløbets
størrelse. I de tre sager er der udmålt straffe fra den nedre del til midten af strafferammen.
887
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0320.png
2.2.7 Praksis vedrørende straffelovens § 278
2.2.7.1.
Praksis vedrørende straffelovens § 278, jf. § 287
Som det fremgår ovenfor, er normalstrafferammen for underslæb efter straffelovens § 278
fængsel indtil 1 år og 6 måneder, jf. § 285, stk. 1.
Er forholdet af mindre strafværdighed, er straffen dog bøde, og under i øvrigt formildende om-
stændigheder kan straffen helt bortfalde, jf. straffelovens § 287, stk. 1.
Der ses ikke at foreligge nyere trykt retspraksis, hvor underslæb er henført under den mildere
strafferamme i § 287.
Af Rigsadvokatmeddelelsens afsnit ”Formueforbrydelser –
de almindelige berigelsesforbrydel-
ser”, punkt 5.1.3.,
fremgår, at tyveri, underslæb og bedrageri i reglen ikke kan afgøres efter
straffelovens § 287, hvis gerningen har rettet sig mod værdier (udsalgsprisen), der overstiger
8.000 kr., eventuelt lidt højere, når erstatning er betalt. Se nærmere herom i afsnit 2.2.1.1 oven-
for.
2.2.7.2.
Praksis vedrørende straffelovens § 278, jf. § 285, stk. 1
Som nævnt ovenfor, er normalstrafferammen for underslæb fængsel indtil 1 år og 6 måneder,
jf. § 285, stk. 1.
Nedenstående gennemgang af retspraksis er afgrænset således, at den bygger på trykt praksis
fra de seneste 20 år, hvor der hovedsageligt kun er domfældt for overtrædelse af § 278, jf. §
285, stk. 1, uden anden kriminalitet til samtidig pådømmelse af afgørende betydning for straf-
fen, og hvor straffen så vidt muligt ikke er fastsat som fællesstraf med en tidligere straf eller
med en reststraf fra en prøveløsladelse, jf. straffelovens § 61, eller som tillægsstraf til en tidli-
gere straf, jf. straffelovens § 89 (dvs. ”rene” tilfælde).
Dog er retspraksis, som omfatter andre lovovertrædelser, der har nær sammenhæng med over-
trædelsen af straffelovens § 278, medtaget, f.eks. samtidige overtrædelser af straffelovens øv-
rige bestemmelser, herunder bedrageri, mandatsvig og dokumentfalsk, da en del retspraksis
vedrører økonomisk kriminalitet i bred forstand begået ved en flerhed af forbrydelser.
Dommene er oplistet efter straffens længde. I gennemgangen er dommene ikke opdelt efter, om
den fastsatte straf er ubetinget eller betinget, herunder med vilkår om samfundstjeneste, idet
længden af fængselsstraffen som udgangspunkt antages at afspejle rettens vurdering af den på-
dømte kriminalitets alvor, mens spørgsmålet om betinget dom i højere grad beror på konkrete
888
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0321.png
omstændigheder ved tiltaltes personlige forhold. Se de generelle bemærkninger herom i kapitel
1, afsnit 4.
Fra retspraksis kan der henvises til følgende afgørelser:
TfK 2012.623V: T straffet med 50 dages fængsel betinget for underslæb efter straffelovens §
278, stk. 1, nr. 3, jf. § 285, stk. 1, ved som regnskabsassistent på en fabrik uretmæssigt at have
tilegnet sig 14.352 kr. fra virksomheden. I betragtning af størrelsen af beløbet blev straffen gjort
betinget uden vilkår om samfundstjeneste.
U 2012.406Ø: T straffet med 60 dages fængsel betinget for underslæb efter straffelovens § 278,
stk. 1, nr. 1, jf. § 285, stk. 1, ved som leasingtager af en varebil at have beholdt bilen med
henblik på at unddrage den fra leasingselskabet permanent og derigennem tilegne sig den, indtil
den senere blev udleveret til fogeden.
TfK 2015.1014V: T straffet med 3 måneders fængsel betinget for underslæb efter straffelovens
§ 278, stk. 1, nr. 3, jf. § 285, stk. 1, ved som advokat uretmæssigt at have forbrugt penge, der
var betroet ham som advokat. T havde ad to omgange overført i alt 79.820 kr. fra en klientkonto
tilhørende et konkursbo til en anden klientkonto tilhørende et anpartsselskab og på den måde
nedbragt et lån, som han havde kautioneret for. Ved straffastsættelsen, herunder afgørelsen om
betinget dom, lagde byretten navnlig vægt på forholdets alder. Landsretten stadfæstede byret-
tens dom.
TfK 2010.343/2Ø: T straffet med 3 måneders fængsel betinget med vilkår om bl.a. samfunds-
tjeneste for underslæb efter straffelovens § 278, stk. 1, nr. 3, jf. § 285, stk. 1, ved som souschef
i et supermarked at have tilegnet sig i alt 57.500 kr. fra supermarkedets pengeskab. I byretten
blev straffen fastsat til 3 måneders ubetinget fængsel, men landsretten gjorde efter oplysnin-
gerne om T’s personlige forhold straffen betinget med vilkår om samfundstjeneste samt vilkår
om, at T skulle undergive sig psykiatrisk eller psykologisk behandling mod spillelidenskab efter
tilsynsmyndighedens nærmere bestemmelse.
TfK 2006.633V: T straffet med 3 måneders fængsel for underslæb efter straffelovens § 278,
stk. 1, nr. 3, jf. § 285, stk. 1, ved som salgsassistent i en hvidevareforretning i 4 tilfælde at have
tilegnet sig kontante indbetalinger fra kunder, der beløb sig til i alt ca. 19.000 kr. T var tidligere
straffet i 1997 og 2001 for bl.a. berigelseskriminalitet. Med henvisning til T’s betroede stilling
og T’s forstraffe var der ikke grundlag for at gøre straffen betinget.
TfK 2005.244V: T straffet med 4 måneders fængsel for underslæb efter straffelovens § 278,
stk. 1, nr. 3, jf. § 285, stk. 1, ved som planlægningsmedarbejder i en kommune ad flere gange
889
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0322.png
at have tilegnet sig 82.041 kr., som var modtaget som afregning af indtægter fra et kulturarran-
gement. I byretten blev straffen fastsat til 4 måneders fængsel, som under hensyn til den tid, der
var forløbet, siden forholdet var begået, og T’s personlige forhold blev gjort rent betinget.
Landsretten tiltrådte, at straffen var fastsat til 4 måneder, og at den var gjort betinget, men fandt,
at der efter forholdets karakter skulle fastsættes vilkår om samfundstjeneste.
TfK 2016.779Ø: T straffet med 6 måneders fængsel betinget for underslæb efter straffelovens
§ 278, stk. 1, nr. 3, jf. § 285, stk. 1, ved som statsautoriseret revisor at have tilegnet sig ca.
780.000 kr., som var betroet ham i sin egenskab af revisor. Byretten lagde ved straffastsættelsen
vægt på, at T var ustraffet, T’s personlige forhold og den forløbne tid. Landsretten fandt henset
til den forløbne tid, og uanset sagens karakter og omfang, ikke grundlag for at forhøje straffen,
idet det indgik som en formildende omstændighed, jf. straffelovens § 82, nr. 12, at T blev fra-
kendt retten til at udøve revisionsvirksomhed i 3 år.
TfK 2003.784Ø: T straffet med 10 måneders fængsel betinget med vilkår om samfundstjeneste
for underslæb og bedrageri efter straffelovens § 278, stk. 1, nr. 3, og § 279, jf. § 285, stk. 1,
samt dokumentfalsk efter straffelovens § 172, jf. § 171, ved som ansat på et plejehjem i en
periode fra 1998 til 2001 at have tilegnet sig ca. 240.000 kr., som hun i henhold til en fuldmagt
hævede på en plejehjemsbeboers konto, samt ved at have hævet i alt 20.000 kr. på andre konti
under anvendelse af falske fuldmagter, ligesom hun fik et pengeinstitut til at udbetale sig i alt
15.000 kr. fra en beboers konto. Efter oplysningerne om T’s personlige forhold gjorde lands-
retten, uanset karakteren og omfanget af T’s kriminalitet, straffen betinget med vilkår om sam-
fundstjeneste.
TfK 2014.447Ø: T straffet med 10 måneders fængsel for underslæb efter straffelovens § 278,
stk. 1, nr. 3, jf. § 285, stk. 1, ved som ansat i en forretning at have tilegnet sig i alt ca. 300.000
kr., som skulle have været indbetalt til forretningens bank. T var tidligere straffet, senest ved
dom i 2008 med 8 måneders fængsel for tyveri og hæleri.
TfK 2004.472V: T straffet med 1 års fængsel betinget med vilkår om samfundstjeneste for
underslæb efter straffelovens § 278, stk. 1, nr. 3, jf. § 285, stk. 1, ved at have tilegnet sig ca.
400.000 kr. af omsætningen fra en kommunal servicestation, hvor T var ansat som centerchef.
TfK 2014.1035V: T straffet med 1 års fængsel, heraf 9 måneder betinget, for underslæb efter
straffelovens § 278, stk. 1, nr. 1, jf. § 285, stk. 1, ved at have leaset en bil, som T efterfølgende
omregistrerede og udførte til Tyskland. I byretten blev der ved straffastsættelsen lagt vægt på
forholdets karakter, herunder den betydelige vinding, og at T var ustraffet. Er flertal i landsret-
ten fandt efter forholdets karakter, at delvis anvendelse af ubetinget fængsel var påkrævet. 3
måneder af straffen blev derfor gjort ubetinget, mens resten blev gjort betinget.
890
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0323.png
2.2.7.3.
Praksis vedrørende straffelovens § 278, jf. § 286, stk. 2
Som det fremgår ovenfor, er normalstrafferammen for underslæb fængsel indtil 1 år og 6 må-
neder, jf. § 285, stk. 1.
Straffen kan dog stige til fængsel indtil 8 år, når forholdet er af særligt grov beskaffenhed navn-
lig på grund af udførelsesmåden, eller fordi forbrydelsen er udført af flere i forening, eller som
følge af omfanget af den opnåede eller tilsigtede vinding, eller når et større antal forbrydelser
er begået, jf. straffelovens § 286, stk. 2.
Nedenstående gennemgang af retspraksis er afgrænset således, at den bygger på trykt praksis
fra de seneste 20 år, hvor der hovedsageligt kun er domfældt for overtrædelse af § 278, jf. §
286, stk. 2, uden anden kriminalitet til samtidig pådømmelse af væsentlig betydning for straffen,
og hvor straffen så vidt muligt ikke er fastsat som fællesstraf med en tidligere straf eller med
en reststraf fra en prøveløsladelse, jf. straffelovens § 61, eller som tillægsstraf til en tidligere
straf, jf. straffelovens § 89 (dvs. ”rene” tilfælde).
Dog er retspraksis, som omfatter andre lovovertrædelser, der har nær sammenhæng med over-
trædelsen af straffelovens § 278, medtaget, f.eks. samtidige overtrædelser af straffelovens øv-
rige bestemmelser, herunder bedrageri, mandatsvig og dokumentfalsk, da en del retspraksis
vedrører økonomisk kriminalitet i bred forstand begået ved en flerhed af forbrydelser.
Dommene er oplistet efter straffens længde. I gennemgangen er dommene ikke opdelt efter, om
den fastsatte straf er ubetinget eller betinget, herunder med vilkår om samfundstjeneste, idet
længden af fængselsstraffen som udgangspunkt antages at afspejle rettens vurdering af den på-
dømte kriminalitets alvor, mens spørgsmålet om betinget dom i højere grad beror på konkrete
omstændigheder ved tiltaltes personlige forhold. Se de generelle bemærkninger herom i kapitel
1, afsnit 4.
Fra retspraksis kan der henvises til følgende afgørelser:
TfK 2021.405V: T straffet med 10 måneders fængsel betinget med vilkår om samfundstjeneste
for underslæb af særligt grov beskaffenhed efter straffelovens § 278, stk. 1, nr. 3, jf. § 286, stk.
2, ved som økonomiansvarlig i en sportsforening at have forbrugt 632.261,03 kr. af foreningens
midler, som var betroet hende. Byretten lagde ved straffastsættelsen vægt på beløbets størrelse,
at T havde tilbagebetalt beløbet, og på T’s gode personlige
forhold, herunder at hun ikke tidli-
gere var straffet. Landsretten fandt straffen passende.
891
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0324.png
TfK 2015.919V: T straffet med 1 års fængsel, heraf 10 måneder betinget, for underslæb af
særligt grov beskaffenhed efter straffelovens § 278, stk. 1, nr. 1, jf. § 286, stk. 2, ved som social-
og sundhedshjælper at have begået underslæb for 250.000 kr. over for en beboer i et bofælles-
skab. Underslæbet var begået over for en svag beboer på en institution, som T havde omsorgs-
mæssigt ansvar for, og hvis økonomi hun havde rådighed over. Forholdet blev derfor henført
under straffelovens § 286, stk. 2. Efter forholdets karakter og sagens grovhed i form af udnyt-
telse af en svag beboer, og da T ikke var egnet til at udføre samfundstjeneste, var der ikke
grundlag for at gøre hele straffen betinget. Straffen blev i stedet gjort delvist betinget, således
at 60 dage skulle fuldbyrdes, mens resten blev gjort betinget.
TfK 2015.120Ø: T2 straffet med 1 år og 3 måneders fængsel betinget, og T1 straffet med 1 års
fængsel betinget, for underslæb af særligt grov beskaffenhed efter straffelovens § 278, stk. 1,
nr. 3, jf. § 286, stk. 2, ved uberettiget at have hævet i alt 848.000 kr. på nogle bankkonti tilhø-
rende F, hvortil T2 havde fuldmagt. T2 var yderligere skyldig i underslæb med hensyn til
162.200 kr., som var hævet fra F’s bankkonti, således at T2 var skyldig i underslæb med hensyn
til i alt 1.010.200 kr. Ved straffastsættelsen blev der lagt vægt på forholdets karakter og på, at
T2 måtte anses for at have haft en mere aktiv rolle end T1. Da både T1 og T2 var ustraffede,
fandtes det under hensyn til deres relativt høje alder undtagelsesvis forsvarligt at gøre straffene
betingede.
TfK 2004.524V: T straffet med 1 år og 3 måneders fængsel, heraf 1 år betinget med vilkår om
samfundstjeneste, for underslæb af særligt grov beskaffenhed efter straffelovens § 278, stk. 1,
nr. 3, jf. § 286, stk. 2, ved som kasserer i en bank uretmæssigt at have tilegnet sig 930.000 kr.
T forklarede om sine personlige forhold, at han var gået i behandling for ludomani, og at han
ville fortsætte med denne behandling. Han havde nu fået job som lagerarbejder. Landsretten
fandt, at der efter forholdets karakter og størrelsen af beløbet ikke var grundlag for at gøre
straffen helt betinget. Efter oplysningerne om T’s
gode personlige forhold, herunder at han på
eget initiativ var gået i behandling for ludomani, blev 1 år gjort betinget med vilkår om sam-
fundstjeneste.
TfK 2005.127/3Ø: T straffet med 1 år og 6 måneders fængsel, heraf 1 år og 3 måneder betinget,
for navnlig underslæb af særligt grov beskaffenhed efter straffelovens § 278, stk. 1, nr. 3, jf. §
286, stk. 2, ved som ejendomsmægler i 6 tilfælde uretmæssigt at have forbrugt i alt ca. 4,5 mio.
kr., som han havde modtaget i sit arbejde. T var endvidere skyldig i dokumentfalsk med hensyn
til en revisorerklæring samt skyldig i overtrædelse af bekendtgørelse om ejendomsformidleres
sikkerhedsstillelse og behandling af betroede midler. Ved straffastsættelsen blev der bl.a. lagt
vægt på T’s alder, den tid, der var gået,
siden forholdene var begået, at der var sket rettigheds-
frakendelse, og at forhandlingerne om afvikling af T’s gæld var mundet ud i en aftale.
892
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0325.png
TfK 2005.649Ø: T straffet med 1 år og 6 måneders fængsel, heraf 1 år og 3 måneder betinget
med vilkår om samfundstjeneste, for underslæb af særligt grov beskaffenhed efter straffelovens
§ 278, stk. 1, nr. 3, jf. § 286, stk. 2, ved som advokat at have tilegnet sig ca. 1,3 mio. kr. fra
klientkontomidler. T tog på tidspunktet for underslæbet lykkepiller og kokain. Da forholdet
kom frem, havde T det psykisk dårligt og blev indlagt på en psykiatrisk afdeling. Landsretten
bemærkede, at udgangspunktet ved advokatunderslæb var ubetinget fængsel, men fandt det ef-
ter T’s personlige og helbredsmæssige forhold undtagelsesvis forsvarligt
at gøre 1 år og 3 må-
neder betinget med vilkår om, at T efter Kriminalforsorgens bestemmelse skulle undergive sig
psykiatrisk eller psykologisk behandling samt behandling mod stofmisbrug, ligesom T skulle
udføre samfundstjeneste. Landsretten lagde herved særligt vægt på de store belastninger, som
T havde været udsat for i forbindelse med en langvarig retssag mod ham, hans afhængighed af
medicin og kokain, hans ophør som advokat på det kontor, hvor han havde arbejdet i mange år,
hans etablering af ny advokatvirksomhed samt oplysningerne om hans personlige og familie-
mæssige forhold (dissens, idet et mindretal ikke fandt grundlag for at gøre nogen del af straffen
betinget under hensyn til kriminalitetens art og omfang).
U 2021.4966Ø: T2 straffet med 1 år og 6 måneders fængsel, heraf 1 år og 3 måneder betinget
med vilkår om samfundstjeneste, for underslæb og bedrageri af særligt grov beskaffenhed efter
straffelovens § 278, stk. 1, nr. 3, og § 279, jf. § 286, stk. 2, ved at have ladet kunder booke
arrangementer på en restaurant, som T2 havde tilknytning til, hvorved T2 i forening med en
anden fik kunderne til at indbetale penge til restauranten, selvom de tiltalte ikke havde evnen
eller viljen til at afholde arrangementerne eller foretage tilbagebetaling. Indbetalingerne gik
videre til konti, som T2 i vidt omfang anvendte til rent private formål. På denne baggrund fandt
landsretten, at der var tale om forbrug af betroede penge. Der var tale om indbetalinger på ca.
1,67 mio. kr. Efter oplysningerne om, at T2 ikke tidligere var straffet, og hans personlige for-
hold fandt landsretten det forsvarligt at gøre en del af straffen betinget med vilkår om sam-
fundstjeneste.
TfK 2011.634/2V: T straffet med 1 år og 6 måneders fængsel for underslæb af særligt grov
beskaffenhed efter straffelovens § 278, stk. 1, nr. 3, jf. § 286, stk. 2, ved som økonomiansvar-
lig/regnskabschef i en virksomhed at have begået underslæb for ca. 1,2 mio. kr. over en længere
periode på ca. 4 år. T var tidligere straffet i 2004 med fængsel i 1 år og 6 måneder, heraf 1 år
og 3 måneder betinget, ved som regnskabschef i en anden virksomhed at have begået bedrageri
og dokumentfalsk over for virksomheden. T forklarede, at hun havde begået det aktuelle forhold
(underslæbet), da hun led af købemani, men nu var blevet behandlet for det. Ved straffastsæt-
telsen blev der lagt vægt på, at underslæbet var begået over en længere periode, og at T havde
haft en betroet stilling. Baggrunden for underslæbet og den omstændighed, at T på eget initiativ
var gået i behandling for købemani, kunne ikke føre til, at straffen helt eller delvist kunne gøres
betinget.
893
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0326.png
TfK 2017.80Ø: T straffet med 1 år og 6 måneders fængsel for underslæb af særligt grov be-
skaffenhed efter straffelovens § 278, stk. 1, nr. 3, jf. § 286, stk. 2, overtrædelse af straffelovens
§ 131 og § 162 samt overtrædelse af retsplejelovens § 120 ved som advokat uretmæssigt at have
forbrugt ca. 1,7 mio. kr. fra klientkontoen. T var skyldig i overtrædelse af straffelovens § 131
og retsplejelovens § 120 ved, efter at hans ret til at udøve advokatvirksomhed var bortfaldet
som følge af en konkurs, i to tilfælde at have udgivet sig for at være advokat over for retten. T
blev fundet skyldig i overtrædelse af straffelovens § 162 ved over for skifteretten at have afgivet
urigtig erklæring om, at han ikke ejede fast ejendom. Efter karakteren og omfanget af forhol-
dene fandt retten ikke, at sagsbehandlingstidens længde kunne begrunde, at straffen helt eller
delvist skulle gøres betinget, herunder med vilkår om samfundstjeneste.
U 2005.1929Ø: T straffet med 2 års fængsel for underslæb af særligt grov beskaffenhed efter
straffelovens § 278, stk. 1, nr. 3, jf. § 286, stk. 2, ved som regnskabsmedarbejder i en forening
at have tilegnet sig ikke under 3,5 mio. kr. over en periode på ca. 3,5 år. Landsretten fandt i
modsætning til byretten ikke, at der var grundlag for at gøre straffen betinget med vilkår om
samfundstjeneste.
TfK 2014.577V: T straffet med 2 år og 6 måneders fængsel for underslæb af særligt grov be-
skaffenhed efter straffelovens § 278, stk. 1, nr. 3, jf. § 286, stk. 2, ved over en periode fra 2005
til 2012 som bogholder i et varmeselskab at have tilegnet sig 4.856.975,80 kr., dels ved at over-
føre beløb til sin egen bankkonto og til flere bankkonti tilhørende
T’s ægtefælle eller hans virk-
somheder, dels ved at overføre beløb til forskellige firmaers konti som betaling for egne eller
ægtefællens regninger. Ved straffastsættelsen blev der lagt vægt på beløbets størrelse, at T
havde været i en særdeles betroet stilling, at forholdet var begået over en længere årrække, og
at det var sket systematisk og med forsøgt tilsløring. Forholdene havde desuden påført varme-
selskabet og dets brugere en betydelig risiko for tab. I formildende retning blev der lagt vægt
på T’s medvirken
til sagens opklaring. Der var ikke grundlag for at gøre straffen helt eller del-
vist betinget, heller ikke med vilkår om samfundstjeneste.
U 2014.1593Ø: T straffet med 2 år og 6 måneders fængsel for underslæb og bedrageri af særligt
grov beskaffenhed efter straffelovens § 278, stk. 1, nr. 3, og § 279, jf. § 286, stk. 2, ved i for-
bindelse med sit arbejde som forsikringsmægler/agent at have modtaget præmieindbetalinger
fra guldsmede- og urmagerforretninger for tegning af forsikringer hos et forsikringsselskab,
uden at T havde tegnet forsikringerne med deraf følgende manglende forsikringsdækning hos
guldsmede- og urmagerforretningerne. Ved strafudmålingen blev der i skærpende retning lagt
vægt på, at T over en længere periode og over for mange kunder havde udvist en professionel
og overlagt uærlig adfærd, hvor han havde misbrugt et tillidsforhold og nærmest taget kunderne
som gidsler i økonomisk henseende. T valgte, da der ikke var forsikringsdækning af
894
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0327.png
forsikringsselskabet, selv at agere forsikringsselskab uden at have de fornødne tilladelser og
forudsætninger herfor, i forbindelse med anvendelsen af de meget store indbetalte præmiebeløb
fra kunder (T modtog ca. 3,5 mio. kr.), der i forbindelse med tegning af forsikring skulle have
dækket en samlet forsikringssum på knap 480 mio. kr. På den baggrund og henset til krimina-
litetens store omfang og meget grove karakter skulle T idømmes en fængselsstraf udmålt i år,
som ikke kunne gøres hverken helt eller delvist betinget.
TfK 2017.1158/2Ø: T straffet med 4 års fængsel for underslæb og databedrageri af særligt grov
beskaffenhed efter straffelovens § 278, stk. 1, nr. 3, og § 279 a, jf. § 286, stk. 2, ved som øko-
nomisk værge for F at have overført eller ladet overføre i alt 8,7 mio. kr. fra F’s bankkonto til
sin egen og sin samlevers konto eller til andre personer til brug for private indkøb. T var end-
videre skyldig i overtrædelse af straffelovens § 175 ved i en elektronisk kirkebog at have afgivet
urigtig erklæring om relationen mellem T og F. Straffen blev fastsat
under henvisning til T’s
betroede stilling som økonomisk værge, overførslernes varighed og systematiske karakter samt
beløbets størrelse.
2.2.8 Delkonklusion vedrørende straffelovens § 278
Strafferammen for underslæb er som udgangspunkt fængsel indtil 1 år og 6 måneder, jf. straf-
felovens § 285, stk. 1. Straffen kan dog under visse omstændigheder stige til fængsel indtil 8
år, jf. straffelovens § 286, stk. 2. Såfremt underslæbet er af mindre strafværdighed, er straffen
bøde, og under i øvrigt formildende omstændigheder kan straffen bortfalde, jf. straffelovens §
287, stk. 1.
Der er ikke givet mere præcise anvisninger vedrørende strafudmålingen i lovbemærkningerne
til bestemmelsen eller til §§ 285-287.
I nedenstående er det i forbindelse med redegørelsen for strafniveauerne ikke anført, om der
har været tale om betinget eller ubetinget straf. Det fremgår af praksisgennemgangen ovenfor i
afsnit 2.2.7, om straffene i de enkelte sager er gjort betingede.
2.2.8.1.
Forhold henført under § 278, jf. § 287
Der ses ikke at foreligge nyere trykt retspraksis, hvor underslæb er henført under den mildere
strafferamme i § 287.
Af Rigsadvokatmeddelelsens afsnit ”Formueforbrydelser –
de almindelige berigelsesforbrydel-
ser”, punkt 5.1.3.,
fremgår, at tyveri, underslæb og bedrageri i reglen ikke kan afgøres efter
straffelovens § 287, hvis gerningen har rettet sig mod værdier (udsalgsprisen), der overstiger
8.000 kr., eventuelt lidt højere, når erstatning er betalt. Se nærmere herom i afsnit 2.2.1.1 oven-
for.
895
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2.2.8.2.
Forhold henført under§ 278, jf. § 285, stk. 1
Der foreligger 11 trykte domme om underslæb, jf. § 278, der er henført under § 285, stk. 1,
egnet til at danne grundlag for undersøgelsen. I disse er straffen udmålt til mellem 50 dages
fængsel og 1 års fængsel.
I den nedre ende er der udmålt 50 dages fængsel for som regnskabsassistent på en fabrik at have
tilegnet sig 14.352 kr. fra virksomheden. I samme ende er der udmålt 60 dages fængsel for som
leasingtager af en varebil at have beholdt bilen med henblik på at unddrage den fra leasingsel-
skabet.
3 måneders fængsel blev udmålt i et tilfælde, hvor tiltalte havde tilegnet sig 19.000 kr. Tiltalte
var tidligere straffet flere gange for berigelseskriminalitet.
I tre sager er der udmålt 3 til 4 måneders fængsel for underslæb af mellem 57.500 kr. og 82.041
kr. Der var tale om henholdsvis en advokats overførsler fra klientkonto, en souschefs tilegnelse
fra et supermarkeds pengeskab og en kommunal medarbejders tilegnelse af indtægter fra et
kulturarrangement.
I én sag blev der udmålt 6 måneders fængsel til en statsautoriseret revisor, der havde tilegnet
sig ca. 780.000 kr. Ved strafudmålingen lagde landsretten bl.a. vægt på, at tiltalte var frakendt
retten til at udøve revisionsvirksomhed, jf. straffelovens § 82, nr. 12.
I den højere ende er der udmålt mellem 10 måneders fængsel og 1 års fængsel for tilegnelse af
mellem 275.000 kr. (ved underslæb, bedrageri og dokumentfalsk) og 400.000 kr.
I én sag blev der udmålt 1 års fængsel for underslæb af en leaset bil, idet tiltalte omregistrerede
bilen og udførte den til Tyskland.
Udvalget vurderer, at der ved strafudmålingen generelt lægges stor vægt på værdien af det til-
egnede. I de foreliggende sager er der udmålt straffe i de to nedre tredjedele af strafferammen
på fængsel i 1 år og 6 måneder, mens den øverste tredjedel ikke er udnyttet i disse sager. Det
bemærkes i den forbindelse, at de grovere sager, der beløbsmæssigt overstiger de heromtalte
sager, typisk vil blive henført under § 286, stk. 2, jf. lige nedenfor i afsnit 2.2.8.3.
896
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2.2.8.3.
Forhold henført under § 278, jf. § 286, stk. 2
Der foreligger 13 trykte domme om underslæb, jf. § 278, der er henført under § 286, stk. 2,
egnet til at danne grundlag for undersøgelsen. I disse er straffen udmålt til mellem 10 måneders
fængsel og 4 års fængsel.
I en enkelt sag blev forholdet henført under straffelovens § 286, stk. 2, på trods af, at der relativt
set var tale om et beløb i den lavere ende på 250.000 kr. Subsumptionen var begrundet i, at
underslæbet var begået af en social- og sundhedshjælper over for en svag beboer på en institu-
tion, som tiltalte havde omsorgsmæssigt ansvar for, og hvis økonomi hun havde rådighed over.
Straffen blev udmålt til 1 års fængsel.
Herudover er der i den lavere ende udmålt straffe i niveauet fra 10 måneders fængsel til 1 år og
3 måneders fængsel. I sagerne vedrørte underslæbet beløb fra ca. 600.000 til 1 mio. kr.
I sager (fire sager), hvor beløbene har ligget mellem 1 og 2 mio. kr., er der udmålt straffe i
niveauet 1 år og 6 måneders fængsel.
I én sag, hvor der blev udmålt 1 år og 6 måneders fængsel, havde tiltalte som ejendomsmægler
uretmæssigt forbrugt i alt ca. 4,5 mio. kr., som han havde modtaget i sit arbejde som ejendoms-
mægler. Ved straffastsættelsen blev der lagt vægt på tiltaltes alder, den tid, der var gået siden
forholdet var begået, at der var sket rettighedsfrakendelse, og at forhandlingerne om afvikling
af tiltaltes gæld var mundet ud i en aftale.
For underslæb henholdsvis underslæb og bedrageri, hvor beløbet udgjorde mellem ca. 3,5 og
4,9 mio. kr., er der udmålt straffe i niveauet fra 2 års til 2 år og 6 måneders fængsel. I én sag
blev der endvidere udmålt 2 år og 6 måneders fængsel for underslæb af ca. 800.000 kr. og
mandatsvig for 27 mio. kr., hvorved banken, som tiltalte var ansat i, led et tab på ca. 4,6 mio.
kr.
I en enkelt sag er der udmålt straf på 4 års fængsel for underslæb og databedrageri, idet tiltalte
som økonomisk værge for forurettede havde overført eller ladet overføre i alt 8,7 mio. kr. fra
forurettedes bankkonto til sin egen og sin samlevers.
Udvalget vurderer, at der ved strafudmålingen generelt lægges stor vægt på værdien af det til-
egnede. I de foreliggende sager er der udmålt straffe i den nedre halvdel af strafferammen på
fængsel indtil 8 år.
897
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0330.png
2.2.9 Praksis vedrørende straffelovens § 279
2.2.9.1.
Praksis vedrørende straffelovens § 279, jf. § 287
Som det fremgår ovenfor, er normalstrafferammen for bedrageri efter straffelovens § 279 fæng-
sel indtil 1 år og 6 måneder, jf. § 285, stk. 1.
Er forholdet af mindre strafværdighed, er straffen dog bøde, og under i øvrigt formildende om-
stændigheder kan straffen helt bortfalde, jf. § 287, stk. 1.
Der ses ikke at foreligge nyere trykt retspraksis, hvor bedrageri er henført under den mildere
strafferamme i § 287.
Af Rigsadvokatmeddelelsens afsnit ”Formueforbrydelser –
de almindelige berigelsesforbrydel-
ser”, punkt 5.1.3.,
fremgår, at tyveri, underslæb og bedrageri i reglen ikke kan afgøres efter
straffelovens § 287, hvis gerningen har rettet sig mod værdier (udsalgsprisen), der overstiger
8.000 kr., eventuelt lidt højere, når erstatning er betalt. Se nærmere herom i afsnit 2.2.1.1 oven-
for.
2.2.9.2.
Praksis vedrørende straffelovens § 279, jf. § 285, stk. 1
Som nævnt er normalstrafferammen for bedrageri fængsel indtil 1 år og 6 måneder, jf. § 285,
stk. 1.
Nedenstående gennemgang af retspraksis er afgrænset således, at den bygger på trykt praksis
fra de seneste 10 år, hvor der hovedsageligt kun er domfældt for overtrædelse af § 279, jf. §
285, stk. 1, uden anden kriminalitet til samtidig pådømmelse af afgørende betydning for straf-
fen, og hvor straffen så vidt muligt ikke er fastsat som fællesstraf med en tidligere straf eller
med en reststraf fra en prøveløsladelse, jf. straffelovens § 61, eller som tillægsstraf til en tidli-
gere straf, jf. straffelovens § 89 (dvs. ”rene” tilfælde).
Dog er retspraksis, som omfatter andre lovovertrædelser, der har nær sammenhæng med over-
trædelsen af straffelovens § 279, medtaget, f.eks. samtidige overtrædelser af straffelovens øv-
rige bestemmelser, herunder om databedrageri, underslæb, mandatsvig og dokumentfalsk, da
en del retspraksis vedrører økonomisk kriminalitet i bred forstand begået ved en flerhed af for-
brydelser.
Dommene er oplistet efter straffens længde. I gennemgangen er dommene ikke opdelt efter, om
den fastsatte straf er ubetinget eller betinget, herunder med vilkår om samfundstjeneste, idet
længden af fængselsstraffen som udgangspunkt antages at afspejle rettens vurdering af den på-
dømte kriminalitets alvor, mens spørgsmålet om betinget dom i højere grad beror på konkrete
898
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0331.png
omstændigheder ved tiltaltes personlige forhold. Se de generelle bemærkninger herom i kapitel
1, afsnit 4.
Fra retspraksis kan der henvises til følgende afgørelser:
TfK 2015.417Ø: T straffet med 14 dages fængsel betinget for bedrageri efter straffelovens §
279, jf. § 285, stk. 1, og dokumentfalsk efter straffelovens § 172, stk. 1, jf. § 171, ved at have
ombyttet falske DSB-billetter til gyldige billetter. Billetterne havde en værdi af 1.986 kr. Straf-
fen blev fastsat som en tillægsstraf, jf. straffelovens § 89, til en tidligere bødestraf.
TfK 2014.346/2Ø: T straffet med 40 dages fængsel betinget for bedrageri efter straffelovens §
279, jf. § 285, stk. 1, og falsk anmeldelse efter straffelovens § 165 ved at have formået en
sparekasse til at tilbageføre 25.007 kr. til T’s konto ved i strid med sandheden at have under-
skrevet en erklæring om, at transaktioner på 26.007 kr., der var foretaget med hans dankort,
ikke var foretaget af ham eller nogen anden med hans accept. T havde samtidig anmeldt til
politiet, at hans dankort var blevet stjålet. Byretten fastsatte straffen til 40 dages fængsel og
fandt det forsvarligt at gøre straffen betinget henset til, at T ikke tidligere var straffet, og at han
havde gode personlige forhold. Landsretten fandt straffen passende.
TfK 2017.1142Ø: T straffet med 40 dages fængsel betinget for bedrageri efter straffelovens §
279, jf. § 285, stk. 1, ved at have fremvist en original
bilregistreringsattest, som tilhørte T’s
tidligere samlever, til et automobilfirma. Automobilfirmaet omregistrerede herefter bilen til T,
kort før samleveren døde.
TfK 2021.313Ø: T straffet med en tillægsstraf på 60 dages fængsel for forsøg på bedrageri efter
straffelovens § 279, jf. § 285, stk. 1, jf. § 21, og dokumentfalsk efter straffelovens § 172, jf. §
171, ved svigagtigt at have forsøgt at opnå et lån på 32.000 kr. og som dokumentation for sin
indkomst at have sendt tre falske lønsedler til låneinstituttet. T var, efter at forholdet var begået,
straffet i 2018 med 60 dages fængsel for vold. Byretten fastsatte straffen til 30 dages fængsel
som en tillægsstraf, jf. straffelovens § 89, til dommen fra 2018. Landsretten forhøjede straffen
til 60 dages fængsel.
TfK 2015.734V: T straffet med 3 måneders fængsel betinget med vilkår om samfundstjeneste
for forsøg på bedrageri efter straffelovens § 279, jf. § 285, stk. 1, jf. § 21, og falsk anmeldelse
efter straffelovens § 165 ved i strid med sandheden at have anmeldt til et forsikringsselskab, at
T’s motorcykel til 90.000 kr. var blevet stjålet, og ved i strid med sandheden at have anmeldt
tyveriet til politiet. Efter forholdets karakter og den økonomiske værdi af motorcyklen blev
straffen fastsat som anført. Efter forarbejderne til en lovændring i 2015, hvor reglerne om sam-
fundstjeneste var blevet ændret, fandt landsretten ikke, at der var grundlag for at opretholde
899
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0332.png
udgangspunktet om, at der i sager om forsikringsbedrageri med hensyn til biler af en betydelig
værdi i almindelighed skal idømmes ubetinget frihedsstraf i forbindelse med en betinget dom
med vilkår om samfundstjeneste, jf. Højesterets dom U 2002.1264H. Under hensyn til lovæn-
dringen fra 2015 og T’s gode
personlige forhold blev straffen derfor gjort betinget med vilkår
om samfundstjeneste.
TfK 2022.264Ø: T straffet med 3 måneders fængsel betinget med vilkår om samfundstjeneste
for bedrageri efter straffelovens § 279, jf. § 285, stk. 1, ved i 5 tilfælde at have solgt kopitasker
til andre personer for mellem 6.000 og 10.000 kr. under påskud om, at der var tale om ægte
Chanel-tasker. T var tidligere straffet i 2019 med dagbøder for bedrageri. Straffen blev til dels
fastsat som en tillægsstraf, jf. straffelovens § 89, til denne dom. Ved straffastsættelsen lagde
landsretten vægt på forholdenes antal og karakter og på den tidligere dom. Henset til T’s gode
personlige forhold og at T afdrog på de forurettedes erstatningskrav, fandt landsretten, at straf-
fen kunne gøres betinget med vilkår om samfundstjeneste.
TfK 2014.110Ø: T straffet med 3 måneders fængsel, heraf 2 måneder betinget, for bedrageri og
underslæb efter straffelovens § 279 og § 278, stk. 1, nr. 3, jf. § 285, stk. 1, samt dokumentfalsk
efter straffelovens § 172, stk. 1, jf. § 171, ved som advokat og formand for en andelsboligfor-
ening at have gjort sig skyldig i 8 tilfælde af dokumentfalsk, 5 tilfælde af bedrageri for ca.
25.000 kr. i alt og et enkelt tilfælde af underslæb for 2.740 kr. T var tidligere straffet i 2001
med 6 måneders betinget fængsel med vilkår om samfundstjeneste for bedrageri og dokument-
falsk.
TfK 2018.801Ø: T straffet med 3 måneders fængsel for forsøg på bedrageri efter straffelovens
§ 279, jf. § 285, stk. 1, jf. § 21, og dokumentfalsk efter straffelovens § 171 ved at have forsøgt
at opnå et banklån på 40.000 kr. ved at have sendt en låneansøgning, der var vedlagt tre falske
lønsedler til en bank, selvom T manglede evne eller vilje til at betale lånet tilbage. Bedrageriet
mislykkedes, da banken opdagede, at lønsedlerne var falske. T var tidligere straffet i 2009 og
2010 for ligeartet kriminalitet. Da T tidligere var straffet for ligeartet kriminalitet, kunne straf-
fen ikke gøres betinget med vilkår om samfundstjeneste.
TfK 2018.797Ø: T1 straffet med 4 måneders fængsel betinget med vilkår om samfundstjeneste
for forsøg på bedrageri efter straffelovens § 279, jf. § 285, stk. 1, jf. § 21, ved at have forsøgt
at begå bedrageri over for et forsikringsselskab, idet T fingerede et bilsammenstød. Bilens han-
delsværdi var 140.000 kr. Da T ikke tidligere var straffet for ligeartet kriminalitet, blev straffen
gjort betinget med vilkår om samfundstjeneste. Straffen blev fastsat som en tillægsstraf, jf.
straffelovens § 89, til en tidligere bødestraf.
900
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0333.png
TfK 2015.777Ø: T1 og T2 straffet med 4 måneders fængsel betinget med vilkår om samfunds-
tjeneste for bedrageri efter straffelovens § 279, jf. § 285, stk. 1, til dels forsøg herpå, jf. § 21,
ved i forening at have planlagt og udført et sammenstød med deres biler, hvorefter de i strid
med sandheden anmeldte skaden til deres respektive forsikringsselskaber F1 og F2. T1 krævede
at få udbetalt 115.000 kr. i erstatning, hvilket forsikringsselskabet F1 udbetalte. T2 krævede
55.000 kr. i erstatning, hvilket forsikringsselskabet F2 nægtede at udbetale.
TfK 2019.1394Ø: T straffet med 5 måneders fængsel betinget med vilkår om samfundstjeneste
for bedrageri efter straffelovens § 279, jf. § 285, stk. 1, og dokumentfalsk efter straffelovens §
171, stk. 1, jf. § 172, stk. 1, ved i 4 tilfælde at have underskrevet lånedokumenter i sin hustrus
navn vedrørende i alt 305.000 kr. Straffen blev fastsat som en tillægsstraf, jf. straffelovens §
89, til to tidligere domme, hvor T var idømt bødestraf. Byretten lagde ved straffastsættelsen
vægt på kriminalitetens art og omfang og på T’s gode personlige forhold, ligesom der blev lagt
vægt på, at sagens behandling havde været længere end nødvendig, uden at det kunne henføres
til T’s forhold. Landsretten fandt straffen passende.
TfK 2020.519Ø: T straffet med 5 måneders fængsel for bedrageri efter straffelovens § 279, jf.
§ 285, stk. 1, til dels forsøg herpå, jf. § 21, for dokumentfalsk efter straffelovens § 171 samt
falsk anmeldelse efter straffelovens § 165, idet T i 2 tilfælde indgav falsk anmeldelse til et
forsikringsselskab og til politiet om, at der havde været indbrud i hans hjem. Ved den første
anmeldelse gjorde T brug af en falsk faktura og anmeldte, at en computer var blevet stjålet,
hvorefter forsikringsselskabet udbetalte ca. 20.000 kr. Ved den anden anmeldelse anmeldte T,
at en iPad til en værdi af 6.500 kr. var blevet stjålet. Sidstnævnte anmeldelse fattede forsik-
ringsselskabet mistanke til, og selskabet afviste derfor at udbetale erstatning for iPad’en. T var
tidligere straffet, bl.a. i 2017 for tyveri. Byretten fastsatte straffen til 4 måneders fængsel, som
landsretten forhøjede til 5 måneder efter forholdenes karakter og T’s forstraffe.
TfK 2015.990Ø: T straffet med 6 måneders fængsel betinget med vilkår om samfundstjeneste
for forsøg på bedrageri efter straffelovens § 279, jf. § 285, stk. 1, jf. § 21, ved i forening med
en anden at have forsøgt at få et forsikringsselskab til at udbetale 280.510 kr. i erstatning for et
HIFI-anlæg, som T i strid med sandheden anmeldte var blevet stjålet ved et indbrud i hendes
lejlighed. Forsikringsselskabet fattede mistanke til anmeldelsen og afviste at udbetale erstat-
ning.
TfK 2017.880Ø: T straffet med 6 måneders fængsel betinget med vilkår om samfundstjeneste
for bedrageri efter straffelovens § 279, jf. § 285, stk. 1, ved at have begået forsikringsbedrageri
for ca. 330.000 kr. Efter en brand i sin lejlighed tegnede T en forsikring med tilbagevirkende
krav og oplyste i den forbindelse, at hun ikke havde haft skader, selvom det var tilfældet. T
anmeldte herefter skaden, hvorefter forsikringsselskabet udbetalte erstatning.
901
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0334.png
TfK 2016.30Ø: T2 straffet med 8 måneders fængsel for forsøg på bedrageri efter straffelovens
§ 279, jf. § 285, stk. 1, jf. § 21, og falsk forklaring for retten efter straffelovens § 158, stk. 1,
idet T bl.a. havde manipuleret med dna-prøver i en faderskabssag for at undgå at betale børne-
bidrag. Der var efter den begåede kriminalitets alvorlige karakter og omfang ikke grundlag for
en helt eller delvist betinget dom.
TfK 2016.1191/2V: T straffet med en tillægsstraf på 9 måneders fængsel for bedrageri efter
straffelovens § 279, jf. § 285, stk. 1, ved i 52 tilfælde på vegne af en virksomhed at have med-
virket til at indgå aftaler og modtage betaling for snerydning for i alt over 100.000 kr., selvom
T hverken havde vilje eller evne til at opfylde aftalerne. T blev endvidere fundet skyldig i på
vegne af den samme virksomhed at have indgået aftale med en avis om indrykning af annoncer
til en værdi af 70.000 kr., selvom T var klar over, at virksomheden ikke havde evne eller vilje
til at betale herfor. T1 var tidligere straffet i 2010 med 1 års fængsel for bedrageri. Straffen blev
fastsat som en tillægsstraf, jf. straffelovens § 89, til en tidligere dom fra 2014 på 3 måneders
fængsel som fællesstraf for ikke-ligeartet kriminalitet. Ved straffastsættelsen lagde landsretten
vægt på antallet af forhold, beløbet som sagen vedrørte, og på T’s tidligere straffe for ligeartet
kriminalitet. Der var ikke grundlag for at gøre straffen betinget, heller ikke med vilkår om sam-
fundstjeneste.
TfK 2017.1131/2V: T straffet med 1 års fængsel, heraf 9 måneder betinget, for bedrageri efter
straffelovens § 279, jf. § 285, stk. 1, ved svigagtigt at have fået F1 til at udbetale 418.331 kr.
som lån til T og svigagtigt at have fået F2 til at betale 3.200 kr. for en computer, selvom T
hverken havde evne eller vilje til at betale lånet tilbage eller levere computeren. T forklarede
om sine personlige forhold, at hun modtog førtidspension, og at hun havde fået konstateret
kræft, som hun gik til kontrol for. Kriminalforsorgen havde i personundersøgelsen udtalt, at det
var tvivlsomt, om T var i stand til at gennemføre et vilkår om samfundstjeneste, men at man
var indforstået med at søge det gennemført. Under hensyn til det bedragne beløbs størrelse og
den lange periode, bedrageriet havde fundet sted, skulle en del af straffen være ubetinget. Under
hensyn til T’s personlige forhold og den tid, der var gået, siden forholdene var begået, og som
ikke skyldtes T’s forhold, samt efter indholdet af Kriminalforsorgens udtalelse blev en del af
straffen gjort betinget.
TfK 2020.82V: T straffet med 1 års fængsel for bedrageri efter straffelovens § 279, jf. § 285,
stk. 1, ved i 116 tilfælde at have begået bedrageri over for en række personer ved at oplyse, at
han ville levere diverse effekter, herunder Playstations og grafikkort, hvorefter han fik køberne
til at overføre penge, selvom T ikke havde evne eller vilje til at levere de pågældende ting.
Landsretten fandt T skyldig i bedrageri for ca. 126.000 kr. Forholdene var begået systematisk
over for mange personer og over en længere periode. T var tidligere straffet i 2017 med 4
902
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0335.png
måneders betinget fængsel for tyveri og forsøg herpå, og mange af de aktuelle bedrageriforhold
var begået i prøvetiden for denne dom. Der var ikke grundlag for at gøre nogen del af straffen
betinget, heller ikke med vilkår om tilsyn og behandling mod ludomani, som T led af.
2.2.9.3.
Praksis vedrørende straffelovens § 279, jf. § 286, stk. 2
Som det fremgår ovenfor, er normalstrafferammen for bedrageri fængsel indtil 1 år og 6 måne-
der, jf. § 285, stk. 1.
Straffen kan dog stige til fængsel indtil 8 år, når forholdet er af særligt grov beskaffenhed navn-
lig på grund af udførelsesmåden, eller fordi forbrydelsen er udført af flere i forening, eller som
følge af omfanget af den opnåede eller tilsigtede vinding, eller når et større antal forbrydelser
er begået, jf. straffelovens § 286, stk. 2.
Nedenstående gennemgang af retspraksis er afgrænset således, at den bygger på trykt praksis
fra de seneste 10 år, hvor der hovedsageligt kun er domfældt for overtrædelse af § 279, jf. §
286, stk. 2, uden anden kriminalitet til samtidig pådømmelse af væsentlig betydning for straffen,
og hvor straffen så vidt muligt ikke er fastsat som fællesstraf med en tidligere straf eller med
en reststraf fra en prøveløsladelse, jf. straffelovens § 61, eller som tillægsstraf til en tidligere
straf, jf. straffelovens
§ 89 (dvs. ”rene” tilfælde).
Dog er retspraksis, som omfatter andre lovovertrædelser, der har nær sammenhæng med over-
trædelsen af straffelovens § 279, medtaget, f.eks. samtidige overtrædelser af straffelovens øv-
rige bestemmelser, herunder om databedrageri, underslæb, mandatsvig og dokumentfalsk, da
en del retspraksis vedrører økonomisk kriminalitet i bred forstand begået ved en flerhed af for-
brydelser.
Dommene er oplistet efter straffens længde. I gennemgangen er dommene ikke opdelt efter, om
den fastsatte straf er ubetinget eller betinget, herunder med vilkår om samfundstjeneste, idet
længden af fængselsstraffen som udgangspunkt antages at afspejle rettens vurdering af den på-
dømte kriminalitets alvor, mens spørgsmålet om betinget dom i højere grad beror på konkrete
omstændigheder ved tiltaltes personlige forhold. Se de generelle bemærkninger herom i kapitel
1, afsnit 4.
Fra retspraksis kan der henvises til følgende afgørelser:
U 2016.3121Ø: T straffet med 1 års fængsel betinget med vilkår om samfundstjeneste for be-
drageri af særligt grov beskaffenhed efter straffelovens § 279, jf. § 286, stk. 2, ved i forening
med fem spillere i en fodboldklub at have spillet på udfaldet af to kampe, som klubben spillede,
og hvor de forinden havde aftalt kampenes udfald (matchfixing). T og spillerne spillede ca.
903
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0336.png
370.000 kr. på kampene og fik udbetalt ca. 900.000 kr. i gevinster. Ved afgørelsen om betinget
dom blev der lagt vægt på den tid, der var gået, siden overtrædelserne var begået, og på oplys-
ningerne om T’s ustraffede
baggrund og gode personlige forhold. Der blev endvidere henvist
til ændringen af reglerne om samfundstjeneste i 2015.
TfK 2017.1275Ø: T1 straffet med 1 års fængsel betinget med vilkår om samfundstjeneste for
bedrageri af særligt grov beskaffenhed efter straffelovens § 279, jf. § 286, stk. 2, i forening med
T2, idet T1 efter aftale instruerede T2 til at fremsende fakturaer på 824.150 kr. for arbejde, der
var udført privat for T1, til T1’s arbejdsgiver, som derefter betalte fakturaerne.
Da T1 på ar-
bejdsgiverens forespørgsel havde svært ved at redegøre for en af fakturaerne, erkendte T1 for-
holdet og betalte beløbet tilbage. Henset til T1’s gode personlige forhold, herunder at han ikke
tidligere var straffet, og til at han havde betalt beløbet tilbage, gjorde landsretten straffen betin-
get med vilkår om samfundstjeneste.
TfK 2019.545/2V: T straffet med 1 års fængsel for bedrageri af særligt grov beskaffenhed efter
straffelovens § 279, jf. § 286, stk. 2, ved i 5 tilfælde at have formået andre til at betale 115.500
kr., 6.000 kr., 15.000 kr., 26.500 kr. og 191.900 kr. for køb af biler, selvom T ikke havde evne
eller vilje til at levere bilerne. T havde endvidere formået personalet i en bilforretning til at
udlevere en bil ved, at T foreviste et overførselsbilag, hvoraf fremgik, at der var overført 42.000
kr. til forretningen, selvom det ikke var tilfældet. T var tidligere straffet i 2009 med 1 års betin-
get fængsel med vilkår om samfundstjeneste for dokumentfalsk, underslæb og bedrageri. Efter
at T havde udført en del af samfundstjenesten fra denne dom, overholdt han ikke længere vil-
kåret, og der blev derfor truffet afgørelse om 8 måneders fængsel, hvoraf 3 måneder skulle
afsones. Efter forholdenes karakter, antal og omfang samt det beløb, der var bedraget for, og da
T tidligere var straffet for ligeartet kriminalitet, blev forholdene henført under straffelovens §
286, stk. 2. Ved straffastsættelsen blev der lagt vægt på forholdenes karakter, antal og omfang,
herunder det besvegne beløb, og på at T tidligere var straffet for fuldstændig ligeartet krimina-
litet. Det indgik herudover på den ene side, at en del af beløbene var tilbagebetalt, men at det
på den anden side først var sket efter det første retsmøde og derfor ikke var et udslag af fortry-
delse hos T. Der var uanset T’s gode personlige forhold ikke grundlag for at gøre nogen del af
staffen betinget, heller ikke med vilkår om samfundstjeneste.
TfK 2017.1102/2V: T straffet med 1 år og 3 måneders fængsel, heraf 1 år betinget med vilkår
om samfundstjeneste, for bedrageri af særligt grov beskaffenhed efter straffelovens § 279, jf. §
286, stk. 2, til dels forsøg herpå, jf. § 21, og dokumentfalsk af særlig grov karakter efter straf-
felovens § 171, jf. § 171, stk. 2, ved i 7 tilfælde at have formået eller forsøgt at få udbetalt
erstatning fra sit forsikringsselskab for forskellige tyverier. Der var tale om bedrageri for ca.
237.000 kr. og forsøg på bedrageri for ca. 570.000 kr. Landsretten bemærkede, at bedrageri- og
dokumentfalskforholdene var udført over en længere periode med et professionelt tilsnit over
904
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0337.png
for den samme forurettede. Ved afgørelsen om delvist betinget dom blev der lagt vægt på, at
noget af kriminaliteten ikke blev fuldbyrdet, ligesom der blev lagt vægt på T’s gode personlige
forhold, og at der ved en lovændring i 2015 var tilsigtet et udvidet anvendelsesområde for bru-
gen af samfundstjeneste. Da T endvidere var ustraffet, fandtes det forsvarligt at gøre noget af
straffen betinget med vilkår om samfundstjeneste.
TfK 2018.890Ø: T1 og T2 straffet med 1 år og 6 måneders fængsel, heraf 1 år og 3 måneder
betinget med vilkår om samfundstjeneste, for bedrageri af særligt grov beskaffenhed efter straf-
felovens § 279, jf. § 286, stk. 2, og dokumentfalsk efter straffelovens § 171, til dels forsøg
herpå, jf. § 21, for over 2 mio. kr. ved i 8 tilfælde at have henvendt sig til privatpersoner med
henblik på at få dem til at investere i råvarer fra Sydafrika og Brasilien, som imidlertid var
konstruktioner uden reelt indhold, og ved at have forevist et falsk kontoudtog vedrørende en
bankkonto. Henset til at T1 og T2 var ustraffede, kunne straffene gøres delvist betingede med
vilkår om samfundstjeneste.
U 2021.4966Ø: T2 straffet med 1 år og 6 måneders fængsel, heraf 1 år og 3 måneder betinget
med vilkår om samfundstjeneste, for bedrageri og underslæb af særligt grov beskaffenhed efter
straffelovens § 279 og § 278, stk. 1, nr. 3, jf. § 286, stk. 2, ved at have ladet kunder booke
arrangementer på en restaurant, som T2 havde tilknytning til, hvorved T2 i forening med en
anden fik kunderne til at indbetale penge til restauranten, selvom de tiltalte ikke havde evne
eller vilje til at afholde arrangementerne eller foretage tilbagebetaling. Indbetalingerne gik vi-
dere til konti, som T2 i vidt omfang anvendte til rent private formål. På denne baggrund fandt
landsretten, at der var tale om forbrug af betroede penge. Der var tale om indbetalinger på ca.
1,67 mio. kr. Efter oplysningerne om, at T2 ikke tidligere var straffet, og hans personlige for-
hold fandt landsretten det forsvarligt at gøre en del af straffen betinget med vilkår om sam-
fundstjeneste.
TfK 2017.934V: T straffet med 1 år og 6 måneders fængsel for bedrageri og tyveri af særligt
grov beskaffenhed efter straffelovens § 279 og § 276, jf. § 286, stk. 1 (rettelig § 286, stk. 2), til
dels forsøg herpå, jf. § 21, ved i 30 tilfælde at have ringet til ældre mennesker og udgivet sig
for at være fra banken. T fortalte, at deres dankort skulle ombyttes, hvorefter han kom ud på
deres bopæl og fik udleveret dankortene og pinkoderne hertil. T hævede efterfølgende penge i
hæveautomater eller forsøgte herpå og havde samlet set hævet mere end 300.000 kr. T meldte
selv sig til politiet. I et tilfælde havde T desuden stjålet smykker til en værdi af 54.000 kr. T var
tidligere straffet for berigelseskriminalitet. Ved straffastsættelsen blev der bl.a. lagt vægt på
udførelsesmåden og antallet af forhold, og at T havde begået kriminaliteten over for ældre men-
nesker, som han havde udvalgt som lette ofre. Der blev endvidere lagt vægt på det betydelige
økonomiske udbytte af hævningerne og værdien af de stjålne genstande, og at T mindre end to
år før, at forholdene var begået, var idømt en betinget straf for berigelseskriminalitet. På den
905
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0338.png
anden side blev der lagt vægt på, at T havde meldt selv sig til politiet. Da T tidligere var straffet
flere gange for berigelseskriminalitet og under hensyn til forholdenes karakter, fandt landsretten
uanset T’s gode personlige forhold ikke tilstrækkeligt grundlag for at gøre straffen helt eller
delvist betinget.
TfK 2022.47Ø: T1 straffet med 1 år og 6 måneders fængsel for bedrageri af særligt grov be-
skaffenhed efter straffelovens § 279, jf. § 286, stk. 2, ved som medstifter, formand og revisor i
en velgørende forening, som havde til formål at hjælpe kræftramte børn, at have udnyttet en
vildfarelse hos virksomheder, der donerede penge til foreningen, om, at en ikke ubetydelig del
af pengene gik til foreningens formål. Kun ca. 10 pct. af de samlede donationer gik til kræft-
ramte børn. Virksomhedernes tab blev opgjort til 3,8 mio. kr. Byretten fastsatte straffen til
fængsel i 1 år og 6 måneder, hvoraf 3 måneder skulle afsones, mens resten blev gjort betinget
med vilkår om samfundstjeneste. Landsretten tiltrådte, at straffen var fastsat som sket, men
fandt, at straffen skulle gøres ubetinget (dissens for 2 års fængsel). Landsretten lagde på den
ene side vægt på bedrageriets organiserede og professionelle præg. På den anden side lagde
landsretten vægt på den forløbne tid og at T1 ikke tidligere var straffet.
U 2021.1490Ø: T straffet med 2 års fængsel for bedrageri af særligt grov beskaffenhed efter
straffelovens § 279, jf. § 286, stk. 2, og dokumentfalsk efter straffelovens § 171, jf. § 172, ved
at have indgået aftale om at agere rugemor for tre par, selvom T savnede vilje hertil. T havde
formået at få de tre par til at udbetale i alt ca. 460.000 kr. til dækning af påståede udgifter ved
fertilitetsbehandlinger, selvom udgifterne var lavere, og selvom T savnede vilje til at agere ru-
gemor for parrene. T fødte på et tidspunkt tvillinger, uden at T oplyste nogen af parrene om det.
T var tidligere straffet i 2016 med 30 dages betinget fængsel for tyveri og bedrageri. Byretten
fastsatte straffen til 1 år og 9 måneders fængsel, men landsretten forhøjede straffen til 2 år, der
delvist blev fastsat som en tillægsstraf, jf. straffelovens § 89, til den tidligere dom fra 2016. Ved
straffastsættelsen lagde landsretten i skærpende retning vægt på T’s særdeles grove og syste-
matiske udnyttelse af de tre pars tillid og den særlige sårbare situation, de befandt sig i, samt at
T tidligere var dømt for bedrageri, og at hun havde begået forholdene i prøvetiden for den tid-
ligere betingede dom.
TfK 2015.424V: T straffet med en fællesstraf på 2 år og 3 måneders fængsel for navnlig bedra-
geri af særligt grov beskaffenhed efter straffelovens § 279, jf. § 286, stk. 2, til dels forsøg herpå,
jf. § 21, ved i 27 tilfælde at have begået bedrageri eller forsøg herpå, idet T i flere tilfælde
svigagtigt oprettede firmakundekonti i sportsforretninger, hvorefter han fik leveret varer,
selvom han hverken havde evne eller vilje til at betale for varerne. T havde endvidere fået per-
soner, der var boligsøgende, til at betale depositum på 11.700 kr. for en lejlighed, som han ikke
ejede eller havde rådighed over. T havde også lejet maskiner, som han ikke havde evne eller
vilje til at betale leje for, og havde i flere tilfælde solgt fordringer eller forsøgt herpå ved brug
906
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0339.png
af falske fakturaer, hvorved modparten led et tab på ca. 340.000 kr. Endelig havde T i flere
tilfælde forevist falske bankoverførsler over for bilsælgere, hvorefter han fik udleveret tre dyre
biler. Herudover havde T begået flere færdselslovsovertrædelser og anden kriminalitet, bl.a.
dokumentfalsk. T var tidligere straffet i 2013 med 3 måneders betinget fængsel for anden kri-
minalitet. Landsretten fastsatte straffen som en fællesstraf, jf. straffelovens § 61, med den be-
tingede dom fra 2013.
TfK 2015.906V: T1 straffet med 2 år og 3 måneders fængsel, og T2 straffet med 2 års fængsel,
for bedrageri og databedrageri af særligt grov beskaffenhed efter straffelovens § 279 og § 279
a, jf. § 286, stk. 2, ved i forening med en række rumænske statsborgere, der var indrejst i Dan-
mark, at have indgået køb, lån og etablering af kreditter, som blev udnyttet til køb af varer mv.,
for et beløb på ikke under 1,2 mio. kr.
U 2021.1616Ø: T straffet med 2 år og 3 måneders fængsel for bedrageri af særligt grov beskaf-
fenhed efter straffelovens § 279, jf. § 286, stk. 2, ved at have skaffet sig eller andre uberettiget
vinding hos op mod ca. 8.000 forbrugere, idet T vildledte forbrugerne om, at de mod betaling
af 5 kr. deltog i konkurrencer, hvor forbrugerne kunne vinde præmier, hvilket fik dem til at
indbetale 5 kr., hvorefter forbrugerne uden deres viden og accept tegnede abonnement på en
datingside og fik trukket 499 kr. på deres konti hver måned. T formåede på den måde at få et
ukendt antal forbrugere til at betale mindst 3.733.966,40 kr. Byretten fastsatte straffen til 3 års
delvist betinget fængsel. Landsretten fandt, at fængsel i 3 år ville være en korrekt straf for den
begåede kriminalitet, når der hensås til, at T havde bedraget ca. 8.000 forbrugere, der var blevet
lokket i en abonnementsfælde, at det samlede beløb, der var bedraget for, udgjorde ca. 3,7 mio.
kr., at kriminaliteten var udført over en periode på 7 måneder, og at kriminaliteten havde haft
et organiseret og professionelt præg. Hertil kom, at kriminaliteten var egnet til at skade om-
dømmet for de virksomheder, der var nævnt i de vildledende kampagner. Landsretten fandt dog
med henvisning til sagsbehandlingstidens længde, der ikke kunne bebrejdes T, og T’s unge
alder på gerningstidspunktet, at straffen burde nedsættes til 2 år og 3 måneders fængsel (dissens
for 2 år og 6 måneder). Der var ikke grundlag for i dette tilfælde, hvor T var idømt en fæng-
selsstraf på over 1 år og 6 måneders fængsel, undtagelsesvist at gøre straffen helt eller delvis
betinget, heller ikke med vilkår om samfundstjeneste.
U 2014.1593Ø: T straffet med 2 år og 6 måneders fængsel for bedrageri og underslæb af særligt
grov beskaffenhed efter straffelovens § 279 og § 278, stk. 1, nr. 3, jf. § 286, stk. 2, ved i forbin-
delse med sit arbejde som forsikringsmægler/agent at have modtaget præmieindbetalinger fra
guldsmede- og urmagerforretninger for tegning af forsikringer hos et forsikringsselskab, uden
at T havde tegnet forsikringerne, hvilket medførte manglende forsikringsdækning hos guld-
smede- og urmagerforretningerne. Ved strafudmålingen blev der i skærpende retning lagt vægt
på, at T over en længere periode og over for mange kunder havde udvist en professionel og
907
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0340.png
overlagt uærlig adfærd, hvor han havde misbrugt et tillidsforhold og nærmest taget kunderne
som gidsler i økonomisk henseende. T valgte, da der ikke var forsikringsdækning af forsik-
ringsselskabet, selv at agere forsikringsselskab uden at have de fornødne tilladelser og forud-
sætninger for det, i forbindelse med anvendelsen af de meget store indbetalte præmiebeløb fra
kunder, der i forbindelse med tegning af forsikring skulle have dækket en samlet forsikringssum
på knap 480 mio. kr. På den baggrund og henset til kriminalitetens store omfang og meget grove
karakter skulle T idømmes en fængselsstraf udmålt i år, som ikke kunne gøres hverken helt eller
delvist betinget.
U 2021.1166Ø: T straffet med 3 års fængsel for bedrageri af særligt grov beskaffenhed efter
straffelovens § 279, jf. § 286, stk. 2, til dels forsøg herpå, jf. § 21, samt hacking efter straffelo-
vens § 263, stk. 1 og 3, ved at have anvendt ”trojanske heste” i forbindelse med
pokerspil på
internettet i perioden fra 2008 til 2014. Landsretten fandt T skyldig i bedrageri for ikke under
3,45 mio. kr. samt et yderligere ikke opgjort beløb og forsøg på yderligere berigelse. Ved straf-
fastsættelsen lagde landsretten på den ene side vægt på, at T groft havde udnyttet de forurettedes
tillid bl.a. i forbindelse med installationen af det computerprogram, som var anvendt, og på den
anden side, at der skulle henses til den lange sagsbehandlingstid. Landsretten fandt ikke grund-
lag for at gøre straffen helt eller delvist betinget.
TfK 2022.13Ø: T straffet med 3 års fængsel for bedrageri af særligt grov beskaffenhed efter
straffelovens § 279, jf. § 286, stk. 2, ved at have foranlediget, at to hospitaler betalte 3.778.941
kr. til et firma i udlandet for at få udført blodprøveanalyser. Firmaet havde imidlertid ikke udført
analyserne og var alene oprettet med det formål at begå bedrageri. Byretten fastsatte straffen til
2 år og 6 måneders fængsel, hvilket landsretten skærpede til 3 års fængsel. Landsretten lagde
herved vægt på det unddragne beløb, at T havde misbrugt sin ledende stilling som overlæge på
to hospitaler, at lovovertrædelserne havde stået på i mere end 5 år, hvor T fabrikerede fakturaer
og mange andre dokumenter, at de strafbare handlinger var nøje planlagt, og at T på systematisk
og kompleks vis havde udvist omfattende bestræbelser på tilsløring af forholdenes rette sam-
menhæng. Under hensyn til karakteren af kriminaliteten og det unddragne beløbs størrelse, og
da den lange sagsbehandlingstid
hovedsageligt skyldtes, at T’s tilsløring af forholdene havde
nødvendiggjort en omfattende efterforskning i ind- og udlandet, var der ikke grundlag for at
gøre straffen helt eller delvist betinget, heller ikke med vilkår om samfundstjeneste.
TfK 2019.1411V: T1 straffet med 5 års fængsel, og T2 straffet med 3 års fængsel, for bedrageri
og databedrageri af særligt grov beskaffenhed efter straffelovens § 279 og § 279 a, jf. § 286,
stk. 2, til dels forsøg herpå, jf. § 21, samt hacking efter straffelovens § 263, stk. 2, jf. stk. 3, til
dels forsøg herpå, jf. § 21, ved i forening at have installeret keyloggere på computere på bibli-
oteker for at skaffe oplysninger om bl.a. andre personers brugernavne og adgangskoder til Ne-
mID, ligesom de tiltalte forsøgte herpå. Ved straffastsættelsen blev der for T1’s vedkommende
908
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0341.png
lagt vægt på, at der var installeret en betydelig mængde keyloggere, at forholdene var begået
over en periode på ca. 6 måneder og involverede værdier for ca. 5,9 mio. kr., ligesom der blev
lagt vægt på, at T1 havde haft en ledende rolle og flere gange tidligere var straffet for berigel-
seskriminalitet inden for få år, hvor seneste dom var få måneder før de første aktuelle forhold
var begået. Ved straffastsættelsen blev der for T2’s vedkommende lagt vægt på, at forholdene
var begået over en periode på ca. 2 måneder og involverede værdier for ca. 2,5 mio. kr. T2
havde ikke haft den ledende og organiserende rolle, men havde på den anden side heller ikke
haft en perifer rolle. Han var tidligere dømt for berigelseskriminalitet, herunder for hacking ved
installation af keyloggere, og de aktuelle forhold var begået i prøvetiden for denne dom.
TfK 2018.907/2Ø: T1 straffet med 5 års fængsel for bedrageri af særligt grov beskaffenhed
efter straffelovens § 279, jf. § 286, stk. 2, samt modtagelse af bestikkelse efter straffelovens §
144 ved som sagsbehandler i SKAT efter aftale med T2, der blev straffet med 4 år og 6 måne-
ders fængsel for bedrageri af særligt grov beskaffenhed efter straffelovens § 279, jf. § 286, stk.
2, at have indtastet urigtige oplysninger i SKATs sagsbehandlingssystem om, at T2’s virksom-
hed havde modtaget aktieudbytte. Herved fik de SKAT til at udbetale ca. 37 mio. kr. i udbytte-
refusion, ligesom T1 over en længere årrække havde modtaget ca. 2 mio. kr. i bestikkelse fra
T2. Ved straffastsættelsen lagde landsretten ligesom byretten vægt på forholdets usædvanlige
grovhed og omfang, herunder den berigelse, som T2 havde opnået ved forbrydelsen. Landsret-
ten lagde herudover vægt på, at T1 havde begået kriminaliteten under misbrug af sin stilling
hos SKAT, jf. straffelovens § 81, stk. 1, nr. 8, og at T2 måtte anses for at være den, der havde
modtaget hovedparten af udbyttet. Herudover blev størrelsen af den uberettigede udbytterefu-
sion, den enkeltstående karakter af forholdet, størrelsen af det beløb, T1 modtog, og den tid, der
var forløbet, taget i betragtning ved strafudmålingen. Den omstændighed, at det var knap 11 år
siden, bedrageriet var begået, kunne ikke føre til, at straffene helt eller delvist skulle gøres be-
tinget. Det lange tidsforløb beroede alene på, at man først fattede mistanke om lovovertrædel-
serne, som var vanskelige at opdage, mange år efter, at de var begået. Efterforskningen og straf-
forfølgningen havde derfor været fremmet med den fornødne hurtighed. Heller ikke T1’s alder
eller det, som i øvrigt var oplyst om de tiltaltes personlige forhold, kunne efter karakteren og
grovheden af de begåede forhold føre til, at straffene helt eller delvist skulle gøres betinget.
TfK 2021.670V: T1 straffet med 6 års fængsel for bedrageri og mandatsvig af særligt grov
beskaffenhed efter straffelovens § 279 og § 280, nr. 2, jf. § 286, stk. 2, ved at have handlet mod
selskabet G’s tarv, idet T1 overførte mindst 420 mio. kr. fra konti tilhørende selskabet G til
selskabet B, hvor T1 var enekapitalejer og enetegningsberettiget, hvorefter T1 uberettiget vide-
reførte ca. 73 mio. kr. til sine egen private konti eller andres konti til brug for private formål,
som var selskabet G uvedkommende. Herved led selskabet et tab på mindst ca. 73 mio. kr. eller
blev udsat for væsentlig risiko herfor. T var endvidere skyldig i at have formået et bankkonsor-
tium til at bevilge og udbetale et lån på 165 mio. euro (ca. 1,23 milliarder kr.) til selskabet G
909
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0342.png
under forudsætning af, at selskabet G’s tilgodehavende på ikke under 420 mio. kr. hos selskabet
B var tilbagebetalt, hvilket T1 urigtigt over for bankerne oplyste var sket. Dette medførte, at
bankerne udbetalte lånet, hvorved bankerne led et tab på ikke under 420 mio. kr. eller blev udsat
for væsentlig risiko herfor. Ved straffastsættelsen blev der lagt vægt på, at kriminaliteten havde
rettet sig mod betydelige værdier, havde strakt sig over en længere periode og bar præg af vel-
tilrettelagt og omhyggelig gennemførelse. Da der ikke forelå særlige oplysninger om T1’s hel-
bredsmæssige situation, var der ikke alene ud fra T1’s alder grundlag for at udmåle
en lavere
straf, end hvad der måtte anses som normal straf.
U 2021.1450H: T straffet med 7 års fængsel for bedrageri af særligt grov beskaffenhed efter
straffelovens § 279, jf. § 286, stk. 2, og dokumentfalsk, mandatsvig, skyldnersvig og forsøg
herpå samt momssvig for et samlet beløb på ca. 635 mio. kr. T begik forholdene som medinde-
haver, bestyrelsesmedlem, direktør og daglig leder i en virksomhed. For Højesteret angik sagen
alene spørgsmålet om straffastsættelse. Højesteret fandt, at der ikke var grundlag for at anvende
straffelovens § 88, stk. 1, 2. pkt., om, at straffen kan stige med indtil det halve, hvis der fore-
ligger særdeles skærpende omstændigheder, og fandt, at straffen passende kunne fastsættes til
7 års fængsel. Højesteret lagde navnlig vægt på lovovertrædelsernes karakter og grovhed, her-
under beløbenes størrelse, T’s centrale rolle i kriminaliteten, som var planlagt og systematisk,
og at T havde beriget sig selv med et stort millionbeløb. Der forelå ikke omstændigheder, som
kunne føre til en mildere straf. Straffen blev fastsat som en tillægsstraf, jf. straffelovens § 89,
til tidligere bødestraffe.
2.2.10 Delkonklusion vedrørende straffelovens § 279
Strafferammen for bedrageri er som udgangspunkt fængsel indtil 1 år og 6 måneder, jf. straffe-
lovens § 285, stk. 1. Straffen kan under visse omstændigheder stige til fængsel indtil 8 år, jf.
straffelovens § 286, stk. 2. Såfremt bedrageriet derimod er af mindre strafværdighed, er straffen
bøde, og under i øvrigt formildende omstændigheder kan straffen bortfalde, jf. straffelovens §
287.
Straffelovens § 279 er ikke ændret siden Borgerlig Straffelov af 1930, og der er ikke givet mere
præcise anvisninger vedrørende strafudmålingen i lovbemærkningerne til bestemmelsen eller
til §§ 285-287.
Ved
lov nr. 228 af 4. april 2000
indsattes straffelovens § 289 a om socialbedrageri mv., hvorved
sådanne forhold blev udskilt af den almindelige bedrageribestemmelse. Vedrørende denne be-
stemmelse henvises til afsnit 5 nedenfor.
910
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
I nedenstående er det i forbindelse med redegørelsen for strafniveauerne ikke anført, om der
har været tale om betinget eller ubetinget straf. Det fremgår af praksisgennemgangen ovenfor i
afsnit 2.2.9, om straffene i de enkelte sager er gjort betingede.
2.2.10.1.
Forhold henført under § 279, jf. § 287
Der ses ikke at foreligge nyere trykt retspraksis, hvor bedrageri er henført under den mildere
strafferamme i § 287.
Af Rigsadvokatmeddelelsens afsnit ”Formueforbrydelser –
de almindelige berigelsesforbrydel-
ser”, punkt 5.1.3.,
fremgår, at tyveri, underslæb og bedrageri i reglen ikke kan afgøres efter
straffelovens § 287, hvis gerningen har rettet sig mod værdier (udsalgsprisen), der overstiger
8.000 kr., eventuelt lidt højere, når erstatning er betalt. Se nærmere herom i afsnit 2.2.1.1 oven-
for.
2.2.10.2.
Forhold henført under § 279, jf. § 285, stk. 1
Der foreligger 18 trykte domme om bedrageri, jf. § 279, der er henført under § 285, stk. 1, egnet
til at danne grundlag for undersøgelsen. I disse er straffen udmålt til mellem 14 dages fængsel
og 1 års fængsel.
Seks sager vedrører forsikringsbedrageri, mens fire sager vedrører bedrageri med henblik på
optagelse af lån. Yderligere tre sager vedrører salg af produkter eller ydelser, der enten er falske,
eller hvor tiltalte hverken har haft vilje eller evne til levere ydelsen. De resterende sager er af
forskelligartet karakter.
Ved strafudmålingen er der særligt lagt vægt på værdien af udbyttet. Desuden er der bl.a. lagt
vægt på antallet af forhold og tiltaltes tidligere straffe.
I den lave ende er der udmålt 14 dages fængsel for bedrageri og dokumentfalsk ved at have
ombyttet falske DSB-billetter til gyldige. Billetternes værdi var 1.986 kr. I en anden sag blev
der udmålt 40 dages fængsel for bedrageri og falsk anmeldelse ved at have formået en spare-
kasse til at tilbageføre 25.007 kr. til tiltaltes konto under angivelse af, at hans dankort var blevet
stjålet og misbrugt. Samme straf blev i en tredje sag udmålt for at have fået omregistreret tiltal-
tes tidligere samlevers bil til tiltaltes navn, kort før hendes død.
I fire sager, hvor udbyttet var omkring 30-40.000 kr. blev straffene udmålt til mellem 60 dages
og 3 måneders fængsel. I én sag, der også resulterede i 3 måneders fængsel, blev tiltalte dømt
for bedrageri og falsk anmeldelse, idet tiltalte i strid med sandheden havde meldt sin motorcykel
til 90.000 kr. stjålet til politiet og sit forsikringsselskab.
911
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
I to sager blev straffen udmålt til 4 måneders fængsel for forsøg på bedrageri henholdsvis ét
tilfælde af forsøg på og ét fuldbyrdet bedrageri begået mod de tiltaltes forsikringsselskaber med
et tilsigtet udbytte på 140-170.000 kr.
I én sag blev straffen udmålt til 5 måneders fængsel for bedrageri og forsøg på bedrageri mod
sit forsikringsselskab for samlet 26.500 kr., dokumentfalsk og falsk anmeldelse. Ved strafud-
målingen blev der særligt lagt vægt på tiltaltes forstraffe.
I to andre sager om forsikringsbedrageri blev de tiltalte straffet med 6 måneders fængsel for
forsøg på bedrageri helholdsvis fuldbyrdet bedrageri for beløb af ca. 280-330.000 kr.
For bedrageri og dokumentfalsk ved i fire tilfælde at have underskrevet lånedokumenter ved-
rørende i alt 305.000 kr. i sin hustrus navn blev tiltalte idømt 5 måneders fængsel.
I den højere ende er der i fire sager udmålt straffe på mellem 8 måneders og 1 års fængsel. 8
måneders fængsel blev udmålt for manipulation med dna-prøver i en faderskabssag med hen-
blik på at undgå at betale børnebidrag.
I to sager, der vedrørte et større antal forhold begået mod mange forurettede, blev der udmålt
straf af 9 måneder fængsel (tillægsstraf) henholdsvis 1 års fængsel. I den førstnævnte sag var
der tale om 52 forhold med et samlet udbytte på over 100.000 kr. samt et enkelt yderligere
forhold med et udbytte til en værdi af 70.000 kr. Tiltalte var tidligere straffet, og straffen blev
udmålt som en tillægsstraf. I den anden sag var der tale om 116 tilfælde med et samlet udbytte
på 126.000 kr. Der blev lagt vægt på, at der var tale om systematiske overtrædelser over for
mange forurettede i en længere periode, at tiltalte var tidligere straffet, og at mange af forhol-
dene var begået i prøvetiden.
I én sag havde tiltalte svigagtigt opnået et lån på 418.331 kr. samt et udbytte på 3.200 kr. for et
andet forhold. Tiltalte blev idømt 1 års fængsel.
Straffene for overtrædelse af § 279, jf. § 285, stk. 1, er således udmålt inden for strafferammens
to nedre tredjedele, mens den øverste tredjedel ikke ses at være udnyttet i de trykte domme. Det
bemærkes i den forbindelse, at de grovere sager, der beløbsmæssigt overstiger de heromtalte
sager, typisk vil blive henført under § 286, stk. 2, jf. lige nedenfor i afsnit 2.2.10.3.
912
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2.2.10.3.
Forhold henført under § 279, jf. § 286, stk. 2
Der foreligger 19 trykte domme om bedrageri, jf. § 279, der er henført under § 286, stk. 2, egnet
til at danne grundlag for undersøgelsen. I disse er straffen udmålt til mellem 1 og 7 års fængsel.
I den lavere ende er der udmålt 1 års fængsel for bedrageri for værdier af ca. 400-900.000 kr. I
nogle sager er straffen for sådanne tilfælde dog udmålt højere som følge af konkrete omstæn-
digheder.
I én sag blev der således udmålt en straf på 1 år og 6 måneders fængsel for bedrageri for mere
end 300.000 kr. og tyveri for 54.000 kr., idet forbrydelserne var begået over for ældre menne-
sker, som tiltalte havde udvalgt som lette ofre. Desuden var tiltalte tidligere straffet for berigel-
seskriminalitet.
I en anden sag blev straffen for forsikringsbedrageri udmålt til 1 år og 3 måneders fængsel.
Tiltalte havde ved 7 tilfælde af bedrageri og forsøg herpå i alt fået udbetalt ca. 237.000 kr. og
forsøgt at få udbetalt yderligere 570.000 kr.
I en tredje sag blev tiltalte straffet med 2 års fængsel for bedrageri og dokumentfalsk, idet hun
havde indgået aftale om at agere rugemor for tre par og hermed formået dem til at udbetale ca.
460.000 kr. til dækning af de påståede udgifter til fertilitetsbehandling, selvom udgifterne var
lavere, og selvom tiltalte savnede vilje til at agere rugemor for parrene. Ved straffastsættelsen
blev der lagt vægt på tiltaltes særdeles grove og systematiske udnyttelse af de tre pars tillid og
den særligt sårbare situation, de befandt sig i, samt tiltaltes forstraffe, og at forholdene var be-
gået i prøvetiden herfor.
I sager med et omtrentligt udbytte på mellem 1 og 2 mio. kr. er der udmålt straffe i niveauet fra
1 år og 6 måneders fængsel til 2 år og 3 måneders fængsel.
I sager vedrørende beløb i størrelsesordenen ca. 3,5-3,8 mio. kr. er der udmålt straffe fra 1 år
og 6 måneders fængsel til 3 års fængsel. Der er i skærpende retning særligt lagt vægt på tiltaltes
misbrug af de forurettedes tillid, den periode, som forholdene var begået over, samt graden af
systematik og professionalisme som prægede forholdene.
I én sag blev straffen til den ene tiltalte udmålt til 5 års fængsel og til den anden tiltalte udmålt
til 3 års fængsel. De tiltalte havde installeret keyloggere på computere på biblioteker for at
skaffe oplysninger om bl.a. adgangskoder og NemID. For så vidt angik den første tiltalte invol-
verede overtrædelserne værdier for ca. 5,9 mio. kr., og der blev desuden lagt vægt på, at han
913
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0346.png
havde haft en ledende rolle. For den anden tiltalte vedrørte overtrædelserne værdier for 2,5 mio.
kr.
I en sag om bedrageri med udbytterefusion blev straffen udmålt til 5 års fængsel til den ene
tiltalte, der som medarbejder i SKAT havde indtastet forkerte oplysninger i SKAT’s sagsbe-
handlingssystem, hvorved den anden tiltalte havde fået udbetalt ca. 37 mio. kr. i udbytterefu-
sion. Han havde endvidere modtaget bestikkelse på 2 mio. kr. fra den anden tiltalte. Den anden
tiltalte blev straffet med 4 år og 6 måneder for forholdet.
I den øvre ende findes to sager om bedrageri i flere tilfælde i kombination med andre overtræ-
delser for meget høje beløb. I disse er der udmålt straffe på henholdsvis 6 års og 7 års fængsel.
Der var i sagerne tale beløb på henholdsvis 493 mio. kr. (mandatsvig og bedrageri) og 635 mio.
kr. (mandatsvig, bedrageri, skyldnersvig, momssvig og dokumentfalsk).
Udvalget konstaterer, at strafferammen i § 286, stk. 2, er udnyttet både i den lavere og den øvre
ende. Ved strafudmålingen er der generelt lagt stor vægt på udbyttets værdi, men også på bl.a.
antallet af forhold, om der er tale om udnyttelse af et særligt tillidsforhold, om forholdene er
systematiske, velorganiserede eller har haft et professionelt præg og tiltaltes forstraffe.
2.2.11 Praksis vedrørende straffelovens § 279 a
2.2.11.1.
Praksis vedrørende straffelovens § 279 a, jf. § 287
Som det fremgår ovenfor, er normalstrafferammen for databedrageri efter straffelovens § 279
a fængsel indtil 1 år og 6 måneder, jf. § 285, stk. 1.
Er forholdet af mindre strafværdighed, er straffen dog bøde, og under i øvrigt formildende om-
stændigheder kan straffen helt bortfalde, jf. straffelovens § 287, stk. 1.
Der ses ikke at foreligge nyere trykt retspraksis, hvor databedrageri er henført under den mildere
strafferamme i § 287.
2.2.11.2.
Praksis vedrørende straffelovens § 279 a, jf. § 285, stk. 1
Som nævnt ovenfor er normalstrafferammen for databedrageri fængsel indtil 1 år og 6 måneder,
jf. § 285, stk. 1.
Nedenstående gennemgang af retspraksis er afgrænset således, at den bygger på trykt praksis
fra de seneste 20 år, hvor der hovedsageligt kun er domfældt for overtrædelse af § 279 a, jf. §
285, stk. 1, uden anden kriminalitet til samtidig pådømmelse af afgørende betydning for straf-
fen, og hvor straffen så vidt muligt ikke er fastsat som fællesstraf med en tidligere straf eller
914
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0347.png
med en reststraf fra en prøveløsladelse, jf. straffelovens § 61, eller som tillægsstraf til en tidli-
gere straf, jf. straffelovens § 89 (dvs. ”rene” tilfælde).
Dog er retspraksis, som omfatter andre lovovertrædelser, der har nær sammenhæng med over-
trædelsen af straffelovens § 279 a, medtaget, f.eks. samtidige overtrædelser af straffelovens
øvrige bestemmelser, herunder om bedrageri, mandatsvig og dokumentfalsk, da en del retsprak-
sis vedrører økonomisk kriminalitet i bred forstand begået ved en flerhed af forbrydelser.
Dommene er oplistet efter straffens længde. I gennemgangen er dommene ikke opdelt efter, om
den fastsatte straf er ubetinget eller betinget, herunder med vilkår om samfundstjeneste, idet
længden af fængselsstraffen som udgangspunkt antages at afspejle rettens vurdering af den på-
dømte kriminalitets alvor, mens spørgsmålet om betinget dom i højere grad beror på konkrete
omstændigheder ved tiltaltes personlige forhold. Se de generelle bemærkninger herom i kapitel
1, afsnit 4.
Fra retspraksis kan der henvises til følgende afgørelser:
TfK 2023.38V: T straffet med 20 dages fængsel betinget for databedrageri efter straffelovens §
279 a, jf. § 285, stk. 1, ved uberettiget at have tilegnet sig sin stedfars kreditkort og hævet 5.000
kr. Kriminalforsorgen havde ikke fundet T egnet til samfundstjeneste. Straffen blev gjort betin-
get med vilkår om bl.a. tilsyn af Kriminalforsorgen og ambulant psykiatrisk behandling. Ved
straffastsættelsen blev der lagt vægt på forholdets karakter, herunder beløbets størrelse og om-
stændighederne, hvorunder kortet var tilegnet, samt at T ikke tidligere var straffet for ligeartet
kriminalitet.
TfK 2015.709/2Ø: T straffet med 30 dages fængsel for databedrageri efter straffelovens § 279
a, jf. § 285, stk. 1, ved fra sin ægtefælles IP-adresse og ved anvendelse af et EAN-nummer, der
tilhørte en kommunal institution, at have bestilt varer på internettet for ca. 14.000 kr. T var
tidligere straffet i 2006 og 2007 for bedrageri, tyveri og dokumentfalsk. Byretten fastsatte straf-
fen til 30 dages fængsel, der som følge af T’s forstraffe for bl.a. ligeartet kriminalitet ikke kunne
gøres betinget. Landsretten stadfæstede byrettens dom.
TfK 2017.9V: T straffet med 40 dages fængsel for databedrageri efter straffelovens § 279 a, jf.
§ 285, stk. 1, ved i forbindelse med sit arbejde som frisørelev at have tilegnet kortoplysninger
fra betalingskort tilhørende T’s arbejdsgiver, som T brugte til i 10 tilfælde at overføre i alt ca.
3.500 kr. til forskellige personer og forretninger, ligesom T også brugte kortoplysningerne til
at købe billetter til en forlystelsespark. I alt var der tale om databedrageri for 4.276,25 kr. T var
tidligere straffet i 2014 med 40 dages betinget fængsel med vilkår om samfundstjeneste for
databedrageri, bedrageri, tyveri og dokumentfalsk. Byretten fastsatte straffen for den aktuelle
915
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0348.png
kriminalitet til 40 dages ubetinget fængsel, idet byretten fandt, at der ikke var grundlag for på
ny at gøre straffen betinget, da T mindre end et år efter den betingede dom i 2014 havde begået
ny kriminalitet. Et flertal i landsretten stemte for at stadfæste byrettens dom, mens et mindretal
ville gøre straffen betinget med vilkår om samfundstjeneste, navnlig under hensyn til de be-
skedne beløb, som kriminaliteten vedrørte, og T’s gode
personlige forhold.
TfK 2019.527Ø: T straffet med 60 dages fængsel betinget for databedrageri efter straffelovens
§ 279 a, jf. § 285, stk. 1, og hacking efter straffelovens § 263, stk. 2, ved at have købt stjålne
kreditkortoplysninger på ”det mørke internet” og anvendt dem til at købe varer på internettet,
ligesom T hackede sig ind i en virksomheds system, så databedragerierne fremstod, som om de
var begået fra virksomhedens IP-adresse. Kriminaliteten beløb sig til et samlet beløb på 19.000
kr. Under hensyn til at forholdene var begået for mere end 2 år siden, uden at dette kunne
tilskrives T, fastsatte byretten straffen til 40 dages betinget fængsel, hvilket landsretten forhø-
jede til 60 dages betinget fængsel (dissens for 3 måneders fængsel).
TfK 2022.203V: T straffet med 60 dages fængsel betinget for databedrageri efter straffelovens
§ 279 a, jf. § 285, stk. 1, til dels forsøg herpå, jf. § 21, og tyveri efter straffelovens § 276 ved at
have overført 26.800 kr. via Mobilepay fra F1 til sin egen konto og
stjålet et kreditkort fra F2’s
taske, som T i to tilfælde brugte til at hæve i alt 1.300 kr., ligesom hun to gange forsøgte at
hæve penge på kreditkortet, hvilket imidlertid mislykkedes, da hun tastede forkert pinkode, og
der ikke var dækning på kortet. Ved straffastsættelsen blev der lagt vægt på, at der var tale om
to forhold, og at T i det ene forhold havde fået adgang til oplysningerne i kraft af sit tidligere
virke som hjemmehjælper for F1. Under hensyn til T’s gode personlige forhold, at hun var
ustraffet, og at hun havde tilbagebetalt beløbet til F1, blev straffen gjort betinget. Straffen blev
fastsat som en tillægsstraf, jf. straffelovens § 89, til tre tidligere bødestraffe.
TfK 2010.494Ø: T straffet med 5 måneders fængsel for databedrageri efter straffelovens § 279
a, jf. § 285, stk. 1, ved at have tilegnet oplysninger om fra betalingskort tilhørende to kunder på
en tankstation, hvor T arbejdede, som han efterfølgende misbrugte til at oprette bankkonti i
kundernes navne. T overførte herefter 95.847 kr. og 19.677 kr. fra kundernes konti til nyopret-
tede konti og påførte den ene kunde/dennes bank et tab på 60.847 kr. og risiko for tab på 35.000
kr., ligesom han påførte den anden kunde/dennes bank et tab på 19.677 kr. Byretten fastsatte
straffen til 5 måneders fængsel og lagde herved vægt på, at kriminaliteten var rettet mod bety-
delige beløb og med et væsentligt formuetab til følge, samt at T havde udøvet en vidtgående
indsats i sit forehavende, hvilket bl.a. havde omfattet oprettelse af en falsk emailadresse til brug
for indhentelse af kode hos den ene forurettedes bank. Landsretten stadfæstede byrettens dom,
idet der henset til kriminalitetens karakter og omfang ikke var grundlag for at gøre straffen
betinget, heller ikke med vilkår om samfundstjeneste (dissens, idet et mindretal ville gøre 4
måneder af straffen betinget med vilkår om samfundstjeneste).
916
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0349.png
TfK 2021.1239/2V: T straffet med 5 måneders fængsel for databedrageri efter straffelovens §
279 a, jf. § 285, stk. 1, ved at have overført 64.838 kr. fra F’s konto til sine egne konti via
netbank ved brug af rette oplysninger og adgangskoder. T var tidligere straffet i 2016 med 1 års
betinget fængsel med vilkår om samfundstjeneste for databedrageri af særligt grov beskaffen-
hed, dokumentfalsk og underslæb. Under hensyn til karakteren af det aktuelle forhold og T’s
tidligere dom for ligeartet kriminalitet blev straffen fastsat som anført. Navnlig under hensyn
til T’s tidligere dom var der ikke grundlag for at gøre straffen helt eller delvist betinget, heller
ikke med vilkår om samfundstjeneste (dissens for at gøre straffen betinget med vilkår om sam-
fundstjeneste). Straffen blev fastsat som en tillægsstraf, jf. straffelovens § 89, til en tidligere
bødestraf.
TfK 2013.635V: T straffet med 6 måneders fængsel, heraf 3 måneder betinget, for databedra-
geri efter straffelovens § 279 a, jf. § 285, stk. 1, ved at
have overført 94.775 kr. fra F’s konto til
sin egen konto via netbank ved brug af rette kode. T havde foretaget ca. 50 overførsler. T var
tidligere straffet i 1999 og 2002 med betinget fængsel for underslæb. Ved straffastsættelsen
blev der på den ene side lagt vægt på, at T tidligere var straffet for ligeartet kriminalitet, at der
var tale om mange overførsler over en lang periode, og at forholdet var begået under udnyttelse
af F’s psykiske udvikling. På den anden side blev der lagt vægt på den tid, der var forløbet,
siden T sidst var dømt for ligeartet kriminalitet, og den tid, der var forløbet, siden de aktuelle
forhold var begået.
TfK 2010.431Ø: T1 og T2 straffet med 1 års fængsel for databedrageri efter straffelovens § 279
a, jf. § 285, stk. 1, ved i forening, herunder med én eller flere andre personer, på ukendt vis at
have tilegnet kortoplysninger fra 15 betalingskort, som de i 26 tilfælde anvendte til transaktio-
ner via internettet for ca. 275.000 kr. Transaktionerne blev dog ikke gennemført, da kortene var
spærret. De forurettede blev herved påført en væsentlig risiko for tab. Ved straffastsættelsen
lagde landsretten navnlig vægt på kriminalitetens karakter og omfang.
2.2.11.3.
Praksis vedrørende straffelovens § 279 a, jf. § 286, stk. 2
Som det fremgår ovenfor, er normalstrafferammen for databedrageri fængsel indtil 1 år og 6
måneder, jf. § 285, stk. 1.
Straffen kan dog stige til fængsel indtil 8 år, når forholdet er af særligt grov beskaffenhed navn-
lig på grund af udførelsesmåden, eller fordi forbrydelsen er udført af flere i forening, eller som
følge af omfanget af den opnåede eller tilsigtede vinding, eller når et større antal forbrydelser
er begået, jf. straffelovens § 286, stk. 2.
917
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0350.png
Nedenstående gennemgang af retspraksis er afgrænset således, at den bygger på trykt praksis
fra de seneste 20 år, hvor der hovedsageligt kun er domfældt for overtrædelse af § 279 a, jf. §
286, stk. 2, uden anden kriminalitet til samtidig pådømmelse af væsentlig betydning for straffen,
og hvor straffen så vidt muligt ikke er fastsat som fællesstraf med en tidligere straf eller med
en reststraf fra en prøveløsladelse, jf. straffelovens § 61, eller som tillægsstraf til en tidligere
straf, jf. straffelovens § 89 (dvs. ”rene” tilfælde).
Dog er retspraksis, som omfatter andre lovovertrædelser, der har nær sammenhæng med over-
trædelsen af straffelovens § 279 a, medtaget, f.eks. samtidige overtrædelser af straffelovens
øvrige bestemmelser, herunder om bedrageri, mandatsvig og dokumentfalsk, da en del retsprak-
sis vedrører økonomisk kriminalitet i bred forstand begået ved en flerhed af forbrydelser.
Dommene er oplistet efter straffens længde. I gennemgangen er dommene ikke opdelt efter, om
den fastsatte straf er ubetinget eller betinget, herunder med vilkår om samfundstjeneste, idet
længden af fængselsstraffen som udgangspunkt antages at afspejle rettens vurdering af den på-
dømte kriminalitets alvor, mens spørgsmålet om betinget dom i højere grad beror på konkrete
omstændigheder ved tiltaltes personlige forhold. Se de generelle bemærkninger herom i kapitel
1, afsnit 4.
Fra retspraksis kan der henvises til følgende afgørelser:
TfK 2008.873Ø: T straffet med 1 års fængsel, heraf 10 måneder betinget med vilkår om sam-
fundstjeneste, for databedrageri af særligt grov beskaffenhed efter straffelovens § 279 a, jf. §
286, stk. 2, ved i en periode fra 2000 til 2007 som regnskabsassistent i en virksomhed i 48
tilfælde at have overført penge til sine egne konti, så virksomheden led et tab på 703.444 kr.
Byretten lagde ved strafudmålingen vægt på, at der efter forholdets karakter og omfang, herun-
der at besvigelserne
havde strakt sig over en længere årrække ved T’s misbrug af sin stilling i
virksomheden, ikke var grundlag for at gøre straffen betinget i sin helhed, selvom T havde gode
personlige forhold. 2 måneder af straffen på 1 år skulle derfor afsones, mens de resterende 10
måneder skulle gøres betinget med vilkår om samfundstjeneste. Landsretten fandt straffen pas-
sende og fandt ikke fuldt tilstrækkeligt grundlag for at ændre vilkårene for den betingede del af
straffen.
TfK 2021.1216/2V: T straffet med 1 års fængsel, heraf 9 måneder betinget, for databedrageri
af særligt grov beskaffenhed efter straffelovens § 279 a, jf. § 286, stk. 2, og dokumentfalsk efter
straffelovens § 171 ved i 24 tilfælde at have udnyttet sin kærestes NemID til at optage lån i
hendes navn for mere end 400.000 kr. T var tidligere straffet i 2009 med 1 års betinget fængsel
med vilkår om samfundstjeneste for bedrageri og dokumentfalsk. For de aktuelle forhold blev
T straffet med 1 års delvist betinget fængsel. T led af ludomani, havde meldt sig selv til politiet
918
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0351.png
og havde medvirket til sagens opklaring. Under henvisning hertil og til, at sagen ikke var afgjort
inden for rimelig tid, skulle 3 måneder af straffen afsones, mens resten blev gjort betinget.
TfK 2004.282Ø: T straffet med 1 år og 3 måneders fængsel for databedrageri af særligt grov
beskaffenhed efter straffelovens § 279 a, jf. § 286, stk. 2, ved som skadebehandler i et forsik-
ringsselskab over en periode fra 2000 til 2003 i adskillige tilfælde i strid med sandheden at have
anført, at der
skulle ske erstatningsudbetalinger til en modtager med T’s tidligere navn. T ud-
stedte herefter checks, som han indsatte på sin egen konto. På den måde fik T udbetalt 1.282.446
kr. T var herudover skyldig i overtrædelse af våbenloven ved at have besiddet ammunition på
sin bopæl.
U 2005.666H: T straffet med 1 år og 6 måneders fængsel, heraf 1 år og 3 måneder betinget med
vilkår om samfundstjeneste, for databedrageri af særligt grov beskaffenhed efter straffelovens
§ 279 a, jf. § 286, stk. 2, ved som sagsbehandler i et forsikringsselskab via et meget stort antal
elektroniske transaktioner at have udstedt checks til sig selv og indsat dem på sin konto, hvor-
ved han opnåede et udbytte på ca. 1,3 mio. kroner. I både by- og landsretten blev T straffet med
1 år og 3 måneders fængsel. Højesteret forhøjede straffen til 1 år og 6 måneders fængsel, men
fandt det forsvarligt at gøre 1 år og 3 måneder betinget med vilkår om samfundstjeneste (dissens
for at gøre hele straffen ubetinget). Ved afgørelsen om en delvist betinget dom lagde flertallet
vægt på en samlet vurdering af kriminalitetens karakter og omfang, T’s stilling i forsikringssel-
skabet, hans gode personlige forhold og T’s medvirken til, at forsikringsselskabet havde fået
tilbagebetalt størstedelen af det tilegnede beløb.
TfK 2010.785V: T straffet med 1 år og 6 måneders fængsel, heraf 1 år og 3 måneder betinget
med vilkår om samfundstjeneste, for databedrageri af særligt grov beskaffenhed efter straffelo-
vens § 279 a, jf. § 286, stk. 2, og underslæb efter straffelovens § 278, stk. 1, nr. 3, ved i perioden
fra 2002 til 2008 som bogholder i nogle virksomheder at have overført i ca. 857.000 kr. fra sine
arbejdsgiveres konti til sin egen konto samt uretmæssigt udstedt og hævet checks for ca.
137.000 kr., hvorved arbejdsgiverne led et tab på ca. 994.000 kr. T havde desuden begået un-
derslæb over for et fjernvarmeselskab ved at have hævet to checks på i alt ca. 6.500 kr. på
fjernvarmeselskabets konto. Uanset karakteren og omfanget af lovovertrædelserne fandt et fler-
tal i landsretten, herunder ud fra oplysningerne om T’s personlige forhold med tre skolesøgende
børn, at det var forsvarligt at gøre 1 år og 3 måneder betinget med vilkår om samfundstjeneste
(dissens for at gøre hele straffen ubetinget).
TfK 2004.469/2Ø: T straffet med 1 år og 6 måneders fængsel for databedrageri af særligt grov
beskaffenhed efter straffelovens § 279 a, jf. § 286, stk. 2, ved som sagsbehandler i en kommune
over en periode fra 2000 til 2003 at have overført 1.046.279 kr. til sin egen konto. Byretten
lagde ved strafudmålingen vægt på, at der var tale om et stort antal overførsler, der var foretaget
919
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0352.png
systematisk over et antal år under anvendelse af kommunens edb-system, mens T var ansat i en
betroet stilling, hvor han havde adgang til at disponere over de kommunale midler på kommu-
nens vegne. Byretten fandt ikke,
at der efter oplysningerne om baggrunden for T’s handlinger
eller hans personlige forhold i øvrigt var sådanne formildende eller undskyldelige omstændig-
heder, at straffen kunne gøres betinget, heller ikke med vilkår om samfundstjeneste. Landsretten
fandt straffen passende og fandt af de af byretten anførte grunde, at der ikke var grundlag for
en helt eller delvist betinget dom.
U 2004.2733H: T straffet med 1 år og 6 måneders fængsel for databedrageri af særligt grov
beskaffenhed efter straffelovens § 279 a, jf. § 286, stk. 2, ved som bankrådgiver i et pengein-
stitut over en periode på mere end 7 år ved brug af et meget stort antal elektroniske transaktioner
at have overført penge fra ca. 60 kundekonti til sine egne eller andres konti for et samlet beløb
på ca.
1,2 mio. kr. Højesteret fastsatte straffen til 1 år og 6 måneders fængsel. Uanset T’s gode
personlige forhold var der efter kriminalitetens karakter og omfang ikke grundlag for at gøre
straffen helt eller delvist betinget, heller ikke med vilkår om samfundstjeneste (dissens for at
gøre 1 år og 3 måneder betinget med vilkår om samfundstjeneste).
TfK 2005.35V: T straffet med 1 år og 6 måneders fængsel for databedrageri af særligt grov
beskaffenhed efter straffelovens § 279 a, jf. § 286, stk. 2, ved som bankrådgiver og senere
afdelingsdirektør i et pengeinstitut over en periode på ca. 3 år at have hævet eller overført
469.576 kr., 5.600 kr., 498.237 kr., 6.100 kr. og 11.875 kr. fra kunders konti. Byretten fastsatte
straffen til 1 år og 6 måneders fængsel, hvoraf kun 3 måneder skulle afsones, mens resten blev
gjort betinget med vilkår om samfundstjeneste. Landsretten tiltrådte, at straffen var udmålt til
1 år og 6 måneder, men fandt under hensyn til forholdenes karakter og omfang, at der uanset
T’s gode personlige
forhold ikke var grundlag for at gøre straffen helt eller delvis betinget,
heller ikke med vilkår som samfundstjeneste.
TfK 2015.653V: T straffet med 1 år og 6 måneders fængsel for databedrageri og tyveri af særligt
grov beskaffenhed efter straffelovens § 279 a og § 276, jf. § 286, stk. 2, til dels forsøg herpå,
jf. § 21, ved i 22 tilfælde enten alene eller i forening med andre at have stjålet 23 Dankort eller
MasterCard og brugt dem til 130 hævninger for et samlet beløb på ca. 380.000 kr. ved brug af
pinkoder, som de forinden havde afluret. T havde herudover i 25 tilfælde forsøgt at hæve yder-
ligere ca. 20.000 kr. Byretten fastsatte straffen til 2 års fængsel, idet byretten lagde vægt på den
omfattende kriminalitet, der var udøvet af flere i forening for et ganske betydeligt beløb. Lands-
retten lagde vægt på kriminalitetens omfang og dens professionelle karakter og på, at det måtte
lægges til grund, at T var kommet til Danmark alene med det formål at begå kriminalitet. Lands-
retten tog derudover hensyn til, at T ikke kunne antages at have haft en mere overordnet rolle i
forbindelse med kriminaliteten. Landsretten nedsatte herefter straffen til 1 år og 6 måneders
fængsel.
920
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0353.png
TfK 2004.470Ø: T1 straffet med 1 år og 9 måneders fængsel for databedrageri af særligt grov
beskaffenhed efter straffelovens § 279 a, jf. § 286, stk. 2, til dels forsøg herpå, jf. § 21, ved i
forening med to andre i forbindelse med betalinger fra kunder i en kiosk, hvor de tiltalte arbej-
dede, at have foretaget skanning af oplysninger fra 122 betalingskort. Oplysningerne blev ef-
terfølgende anvendt til at fabrikere falske betalingskort, som de tiltalte anvendte 188 gange i
pengeautomater, hvor de foretog hævninger for 371.600 kr. og forsøg på hævninger for 177.000
kr. T1 blev i byretten straffet med 1 år og 6 måneders fængsel, men landsretten forhøjede bl.a.
under hensyn til tilliden til en sikker anvendelse af et sædvanligt betalingsmiddel, den ringe
opdagelsesrisiko og den professionalisme, hvormed kriminaliteten var planlagt og gennemført,
straffen til 1 år og 9 måneders fængsel.
TfK 2011.184Ø: T straffet med 2 års fængsel, heraf 1 år og 9 måneder betinget med vilkår om
samfundstjeneste, for databedrageri af særligt grov beskaffenhed efter straffelovens § 279 a, jf.
§ 286, stk. 2, ved i perioden fra 2005 til 2009 som lønchef at have overført 3.342.812 kr. fra sin
arbejdsgivers feriekonto til sine egne konti. Ved straffastsættelsen, herunder afgørelsen om en
delvist betinget dom, lagde landsretten navnlig vægt på T’s gode personlige forhold
og på, at T
havde vist vilje og evne til at afdrage på gælden til arbejdsgiveren, samt at han rent faktisk
havde afdraget et betydeligt beløb.
U 2003.2308Ø: T straffet med 2 års fængsel for databedrageri af særligt grov beskaffenhed efter
straffelovens § 279 a, jf. § 286, stk. 2, ved som ansat i et pengeinstitut at have overført penge
til sine egne konti for næsten 1,2 mio. kr. I byretten blev T straffet med 1 år og 6 måneders
fængsel, som landsretten forhøjede til 2 år under hensyn til, at forholdene var begået under
ansættelse som bankrådgiver, og at der var tale om et stort antal transaktioner, som systematisk
var udført gennem mere end 7 år med et udbytte på ca. 1,2 millioner kr. Uanset det oplyste om
T’s gode personlige forhold var der efter kriminalitetens
karakter og omfang ikke grundlag for
at gøre straffen helt eller delvist betinget, heller ikke med vilkår om samfundstjeneste.
TfK 2013.843V: T straffet med 2 års fængsel for forsøg på databedrageri af særligt grov be-
skaffenhed efter straffelovens § 279 a, jf. § 286, stk. 2, jf. § 21, ved i forening med andre at
have opsat skimmingudstyr i hæveautomater med henblik på at aflure pinkoder til betalingskort,
som blev anvendt i hæveautomaterne, og med henblik på at skaffe oplysninger om betalings-
kortene, som kunne bruges til at fabrikere falske betalingskort, ligesom oplysningerne også på
anden vis kunne bruges til hævninger på konti, der var tilknyttet kortene. Ved straffastsættelsen
blev der lagt vægt på, at T var indrejst i Danmark alene med det formål at begå kriminalitet,
ligesom der blev lagt vægt på forholdenes grove og professionelle karakter. Der blev endvidere
lagt vægt på, at den omhandlede form for kriminalitet kunne undergrave tilliden til en sikker
anvendelse af et sædvanligt betalingsmiddel.
921
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0354.png
TfK 2015.906V: T1 straffet med 2 år og 3 måneders fængsel, og T2 straffet med 2 års fængsel,
for databedrageri og bedrageri af særligt grov beskaffenhed efter straffelovens § 279 a og § 279,
jf. § 286, stk. 2, ved i forening med en række rumænske statsborgere, der var indrejst i Danmark,
at have indgået køb, lån og etablering af kreditter, som blev udnyttet til køb af varer mv., for et
beløb på ikke under 1,2 mio. kr.
TfK 2004.539Ø: T straffet med 2 år og 6 måneders fængsel for databedrageri af særligt grov
beskaffenhed efter straffelovens § 279 a, jf. § 286, stk. 2, ved som leder af et kommunalt be-
handlerafsnit over en periode fra 1996 til 2002 ved anvendelse af kommunens edb-system at
have overført 3.869.825 kr. til en konto, hvorfra T senere hævede pengene. T havde betalt ca.
1/3 af beløbet tilbage til kommunen. Et flertal i landsretten fastsatte straffen til 2 år og 6 måne-
ders fængsel og lagde navnlig vægt på, at forholdet var begået under ansættelse som leder for
et behandlerafsnit i Københavns Kommune, og at der var tale om et stort antal datatransaktioner
over en længere årrække med et samlet udbytte på over 3,8 mio. kr. Henset til forholdets ka-
rakter fandt flertallet uanset T’s gode personlige forhold og den omstændighed, at T havde
tilbagebetalt knap 1/3 af beløbet, ikke, at der var grundlag for at gøre straffen helt eller delvis
betinget, heller ikke med vilkår om samfundstjeneste (dissens for 2 års fængsel).
TfK 2015.590V: T1 og T2 straffet med 2 år og 6 måneders fængsel for medvirken til databe-
drageri af særligt grov beskaffenhed efter straffelovens § 279 a, jf. § 286, stk. 2, jf. § 23, og
overtrædelse af straffelovens § 301, stk. 2, jf. stk. 1, nr. 1, til dels forsøg herpå, jf. § 21, ved i
flere tilfælde at have monteret teknisk udstyr med en falsk front på betalingskortterminaler på
tankstationer, som kopierede og gemte kortoplysninger samt pinkoder på kunder, som anvendte
terminalerne. Oplysningerne og pinkoderne blev efterfølgende sendt til uidentificerede med-
gerningspersoner i USA, som gennemførte adskillige hævninger, hvorved Nets led et tab på
232.578 kr. T1 og T2 forsøgte også at hæve yderligere 289.223 kr., hvilket imidlertid mislyk-
kedes. Ved straffastsættelsen blev der lagt vægt på, at T1 og T2 havde handlet under særligt
skærpende omstændigheder, idet der var tale om nøje planlagt kriminalitet og omfattende og
professionelle lovovertrædelser styret af bagmænd rettet mod et for samfundet vigtigt betalings-
middel.
U 2018.993V: T straffet med 2 år og 6 måneders fængsel for databedrageri af særligt grov
beskaffenhed efter straffelovens § 279 a, jf. § 286, stk. 2, og hacking efter straffelovens § 263,
stk. 2, til dels forsøg herpå, jf. § 21, ved i forening med andre at have installeret keyloggere på
computere på biblioteker og afluret brugernavn og adgangskoder til NemID, som herefter blev
anvendt til at bestille nye NemID-nøglekort. De nye nøglekort blev enten sendt til de forurette-
des adresser og fjernet fra postkassen eller sendt til en anden adresse, som de forurettedes post-
adresser var blevet ændret til. Der blev i flere tilfælde også bestilt simkort til de forurettedes
922
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0355.png
telefoner, som gerningspersonerne tilegnede sig på samme måde. Herefter havde gerningsper-
sonerne via de forurettedes netbank hævet store beløb på de forurettedes konti. T var herudover
skyldig i hæleri efter straffelovens § 290, stk. 1, med hensyn til et stjålet pas. Ved straffastsæt-
telsen blev der lagt vægt på, at T var fundet skyldig i installation af 7 keyloggere og forsøg på
installation af yderligere 41 keyloggere på offentlige computere. Der var tale om tyveri af iden-
titet i 8 tilfælde, og det samlede udbytte udgjorde ca. 1,8 mio. kr. Der var desuden tale om nøje
planlagt kriminalitet, som havde en professionel og omfattende karakter, og som undergravede
tilliden til anvendelsen af NemID. Kriminaliteten var endvidere udført over en længere periode
og havde involveret mange personer. I formildende retning blev der lagt vægt på T’s forholdsvis
unge alder, og at han ikke tidligere var straffet af betydning for sagen (dissens for 3 års fængsel).
Straffen blev fastsat som en tillægsstraf, jf. straffelovens § 89, til to tidligere bødestraffe.
TfK 2018.751V: T straffet med 2 år og 6 måneders fængsel for medvirken til databedrageri af
særligt grov beskaffenhed efter straffelovens § 279 a, jf. § 286, stk. 2, jf. § 23, til dels forsøg
herpå, jf. § 21, og overtrædelse af straffelovens § 301, stk. 2, jf. stk. 1, nr. 1, ved i forening med
flere medgerningspersoner at have opsat skimmingudstyr på betalingsautomater med henblik
på at aflure og kopiere betalingskortoplysninger, som skulle anvendes til uberettiget hævninger,
hvilket imidlertid mislykkedes. I tre tilfælde lykkedes det dog at anvende kortoplysningerne til
at hæve henholdsvis 10.340 kr., 6.769 kr. og 74.622, ligesom der blev forsøgt hævet 94.847 kr.,
36.792 kr. og 232.255 kr. Ved straffastsættelsen blev der lagt vægt på, at T og en medtiltalt var
kommet til Danmark med det formål at begå kriminalitet, at forholdene var begået i forening,
og at der var tale om meget professionel og organiseret kriminalitet, som undergravede tilliden
til et sædvanligt betalingsmiddel, ligesom der var opnået et betydeligt udbytte. Byretten fast-
satte straffen til 2 år og 3 måneders fængsel, men landsretten forhøjede straffen til 2 år og 6
måneder.
TfK 2022.462Ø: T straffet med 2 år og 6 måneders fængsel for databedrageri af særligt grov
beskaffenhed efter straffelovens § 279 a, jf. § 286, stk. 2, ved over en periode på ca. 8 år via sin
stilling som sælger i en virksomhed i 713 tilfælde via fiktive salgsordrer at have foranlediget,
at varer blev sendt til kunder, men således at han selv modtog betaling på et samlet beløb på ca.
5,5 mio. kr. Herved led virksomheden et tab på ca. 9,6 mio. kr. i udsalgspris og et lavere beløb
i produktionsomkostninger. Ved straffastsættelsen blev der lagt vægt på antallet af forhold, at
forholdene var begået over en 8-årig
periode over for T’s arbejdsgiver samt på beløbenes stør-
relse. I formildende retning blev der lagt vægt på, at der gennem T’s tilståelse var opnået en
ikke ubetydelig procesøkonomisk besparelse. Henset til kriminalitetens karakter og omfang var
der ikke grundlag for at gøre straffen helt eller delvist betinget med vilkår om samfundstjeneste,
selvom T var egnet hertil.
923
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0356.png
TfK 2011.388Ø: T1-T5 straffet med 4 års fængsel for databedrageri af særligt grov beskaffen-
hed efter straffelovens § 279 a, jf. § 286, stk. 2, til dels forsøg herpå, jf. § 21, ved i forening,
herunder med andre personer, at have opsat skimningsudstyr ved en række pengeautomater.
Oplysningerne fra betalingskort, der blev anvendt i pengeautomaterne, blev anvendt til at fabri-
kere falske betalingskort, som efterfølgende blev brugt i 1.118 tilfælde til at hæve 1.881.200
kr., ligesom kortene blev forsøgt anvendt i 2.913 tilfælde til at hæve 3.373.000 kr. I byretten
blev de tiltalte straffet med 3 år og 6 måneders fængsel, men landsretten forhøjede straffene til
4 års fængsel. Ved straffastsættelsen lagde landsretten især vægt på, at de var indrejst i Danmark
alene med det formal at begå bedrageri med falske betalingskort, at kriminaliteten havde haft
et meget betydeligt omfang og var professionelt planlagt og udført, at kriminaliteten var begået
af flere i forening, herunder af medgerningspersoner i England, USA og Canada, samt at denne
form for kriminalitet kunne undergrave tilliden til en sikker anvendelse af et sædvanligt beta-
lingsmiddel.
TfK 2017.1158/2Ø: T straffet med 4 års fængsel for databedrageri og underslæb af særligt grov
beskaffenhed efter straffelovens § 279 a og § 278, stk. 1, nr. 3, jf. § 286, stk. 2, ved som øko-
nomisk værge for F at have overført eller ladet overføre i alt 8,7 mio. kr. fra F’s bankkonto til
sin egen og sin samlevers konto eller til andre personer til brug for private indkøb. T var end-
videre skyldig i overtrædelse af straffelovens § 175 ved i en elektronisk kirkebog at have afgivet
urigtig erklæring om relationen mellem T og F. Straffen blev fastsat under henvisning til T’s
betroede stilling som økonomisk værge, overførslernes varighed og systematiske karakter samt
beløbets størrelse.
U 2005.701/1H: T straffet med en fællesstraf på 5 års fængsel for databedrageri af særligt grov
beskaffenhed efter straffelovens § 279 a, jf. § 286, stk. 2, og for forsikringsbedrageri, hæleri,
bedrageri og dokumentfalsk. T var en byretsdom straffet med en fællesstraf på 2 år og 8 måne-
ders fængsel for 32 tilfælde af databedrageri, forsikringsbedrageri for 332.000 kroner, 11 til-
fælde af hæleri, 8 tilfælde af bedrageri samt 2 tilfælde af dokumentfalsk. Under sagen havde T
været varetægtsfængslet, men efter løsladelsen og hovedforhandlingen begik T i alt 279 nye
tilfælde af databedrageri. Ved en ny byretsdom blev T for disse forhold straffet med fængsel i
4 år. Ved begge domme blev forholdene henført under straffelovens § 286, stk. 2. Databedra-
gerierne, som beløb sig til i alt 2,6 millioner kr., var udført i forening med flere medgernings-
personer over en længere periode, hvor der ved anvendelse af kopierede og forfalskede beta-
lingskort var foretaget 1.655 hævninger. Landsretten stadfæstede straffen i begge sager, der
efterfølgende blev indbragt for Højesteret, hvor de blev behandlet samlet. Højesteret fastsatte
straffen som en samlet straf på 5 års fængsel, der tillige omfattede den betingede del af en
tidligere dom. Højesteret henviste ved straffastsættelsen bl.a. til, at datakriminaliteten havde
været professionelt planlagt og udført sammen med flere, at T tidligere var straffet for
924
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0357.png
berigelseskriminalitet, og at der havde været tale om fortsat kriminalitet efter løsladelsen fra
varetægtsfængslingen og efter byrettens første dom.
TfK 2019.1411V: T1 straffet med 5 års fængsel, og T2 straffet med 3 års fængsel, for databe-
drageri og bedrageri af særligt grov beskaffenhed efter straffelovens § 279 a og § 279, jf. § 286,
stk. 2, til dels forsøg herpå, jf. § 21, samt hacking efter straffelovens § 263, stk. 2, jf. stk. 3, til
dels forsøg herpå, jf. § 21, ved i forening at have installeret keyloggere på computere på bibli-
oteker for at skaffe oplysninger om bl.a. andre personers brugernavne og adgangskoder til Ne-
mID, ligesom
de tiltalte forsøgte herpå. Ved straffastsættelsen blev der for T1’s vedkommende
lagt vægt på, at der var installeret en betydelig mængde keyloggere, at forholdene var begået
over en periode på ca. 6 måneder og involverede værdier for ca. 5,9 mio. kr., ligesom der blev
lagt vægt på, at T1 havde haft en ledende rolle og flere gange tidligere var straffet for berigel-
seskriminalitet inden for få år, hvor seneste dom var få måneder før de første aktuelle forhold
var begået. Ved straffastsættelsen blev der
for T2’s vedkommende lagt vægt på, at forholdene
var begået over en periode på ca. 2 måneder og involverede værdier for ca. 2,5 mio. kr. T2
havde ikke haft den ledende og organiserende rolle, men havde på den anden side heller ikke
haft en perifer rolle. Han var tidligere dømt for berigelseskriminalitet, herunder for hacking ved
installation af keyloggere, og de aktuelle forhold var begået i prøvetiden for denne dom.
2.2.12 Delkonklusion vedrørende straffelovens § 279 a
Straffelovens § 279 a blev indført ved
lov nr. 229 af 6. juni 1985.
Formålet med lovændringen
var blandt andet at sikre, at straffelovens bestemmelser i tilstrækkeligt omfang tog højde for
den teknologiske udvikling og de kriminalitetsmuligheder, denne udvikling havde medført, og
der fandtes særligt behov for en særskilt bestemmelse om databedrageri, idet en række bedra-
gerilignende forhold vedrørende dataforhold ville falde uden for den almindelige bedrageribe-
stemmelse i § 279.
Med hensyn til strafferammen blev det vurderet, at der skulle gælde den samme strafferamme
for databedrageri som for bl.a. bedrageri og mandatsvig. Normalstrafferammen er således fæng-
sel indtil 1 år og 6 måneder, jf. straffelovens § 285, stk. 1. Under visse omstændigheder kan
straffen stige til fængsel i 8 år, jf. straffelovens § 286, stk. 2. Er databedrageriet omvendt af
mindre strafværdighed, vil straffen være bøde, og under i øvrigt formildende omstændigheder
kan straffen bortfalde, jf. straffelovens § 287, stk. l.
I nedenstående er det i forbindelse med redegørelsen for strafniveauerne ikke anført, om der
har været tale om betinget eller ubetinget straf. Det fremgår af praksisgennemgangen ovenfor i
afsnit 2.2.11, om straffene i de enkelte sager er gjort betingede.
925
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2.2.12.1.
Forhold henført under § 279 a, jf. § 287
Der ses ikke at foreligge nyere trykt retspraksis, hvor databedrageri er henført under den mildere
strafferamme i § 287.
2.2.12.2.
Forhold henført under § 279 a, jf. § 285, stk. 1
Der foreligger 9 trykte domme om databedrageri, jf. § 279 a, der er henført under § 285, stk. 1,
egnet til at danne grundlag for undersøgelsen. I disse er straffen udmålt til mellem 20 dages
fængsel og 1 års fængsel.
I den lavere ende er der i fem sager udmålt straf fra 20 til 60 dages fængsel for databedrageri
med udbytte i niveauet ca. 4.000-28.000 kr.
I tre sager er der udmålt straffe fra 5 til 6 måneders fængsel for databedrageri vedrørende beløb
på mellem ca. 65.000 og 115.000 kr. I skærpende retning blev der i sagen, der resulterede i 6
måneders fængsel, lagt vægt på, at tiltalte havde udnyttet forurettedes psykiske udvikling, samt
på tiltaltes forstraffe.
I en enkelt sag blev straffen udmålt til 1 års fængsel til to tiltalte, der i forening med en eller
flere andre personer havde tilegnet sig kortoplysninger fra 15 betalingskort, som de i 26 tilfælde
anvendte til transaktioner via internettet for ca. 275.000 kr. Transaktionerne blev dog ikke gen-
nemført, da kortene var spærret.
Der er for databedrageri henført under § 285, stk. 1, særligt udmålt straffe i strafferammens
nedre tredjedel, mens der i ét tilfælde er udmålt 1 års fængsel. Udvalget konstaterer, at der ved
strafudmålingen
–
ligesom det er tilfældet for de øvrige berigelsesforbrydelser
–
særligt er lagt
vægt på værdien af udbyttet. Desuden er der bl.a. lagt vægt på tiltaltes tidligere straffe. Ved en
sammenligning med strafudmålingen for anden berigelseskriminalitet henført under § 285, stk.
1, er det udvalgets vurdering, at straffene i sager om databedrageri er udmålt i et niveau sva-
rende til disse andre sager. At der i vidt omfang kun er udmålt straffe i den nedre tredjedel af
strafferammen vurderes således blot at bero på sagernes konkrete karakter.
2.2.12.3.
Forhold henført under § 279 a, jf. § 286, stk. 2
Der foreligger 23 trykte domme om databedrageri, jf. § 279 a, der er henført under § 286, stk.
2, og som er egnet til at danne grundlag for undersøgelsen. I disse er straffen udmålt til mellem
1 og 5 års fængsel.
926
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
I den lave ende er der udmålt 1 års fængsel for i 24 tilfælde at have udnyttet sin kærestes NemID
til at optage lån i hendes navn for mere end 400.000 kr. Tiltalte var tidligere straffet for ligeartet
kriminalitet, men havde på den anden side meldt sig selv og led af ludomani.
I otte sager er der udmålt mellem 1 og 2 års fængsel for databedrageri i forbindelse med misbrug
af tiltaltes stilling for mellem ca. 700.000 kr. og 1,3 mio. kr. Ved den konkrete strafudmåling
er der bl.a. lagt vægt på antallet af overførsler mv., og hvorvidt disse er foretaget systematisk
over en længere periode.
I én sag, hvor en lønchef havde overført ca. 3,3 mio. kr. fra sin arbejdsgivers feriekonto til sin
egen konto i perioden 2005 til 2009, blev straffen udmålt til 2 års fængsel, idet der bl.a. blev
lagt vægt på, at tiltalte havde vist vilje og evne til at afdrage på gælden.
I yderligere to sager, hvor tiltalte havde misbrugt sin stilling, blev der udmålt straf af 2 år og 6
måneders fængsel. I den ene sag havde tiltalte som leder af et kommunalt behandlerafsnit over
en periode fra 1996 til 2002 begået databedrageri for ca. 3,87 mio. kr. I den anden sag havde
tiltalte over en periode på ca. 8 år via sin stilling som sælger i 713 tilfælde foranlediget, at varer
blev sendt til kunder, men således at han selv modtog betaling på et samlet beløb på ca. 5,5 mio.
kr., hvorved virksomheden led et tab på 9,6 mio. kr. i udsalgspris og et lavere beløb i produkti-
onsomkostninger.
I en væsentlig del af sagerne om databedrageri er der tale om afluring og kopiering af oplysnin-
ger vedrørende betalingskort eller NemID. I disse sager er der udmålt straffe på mellem 1 år og
6 måneders fængsel og 5 års fængsel. Ved strafudmålingen er der særligt lagt vægt på værdien
af udbyttet, forholdenes professionelle karakter, at denne type kriminalitet er egnet til at under-
grave tilliden til et sædvanligt betalingsmiddel samt i nogle sager, at forholdene er begået i
forening med medgerningspersoner i udlandet, og at de tiltalte er indrejst i Danmark udeluk-
kende med det formål at begå kriminalitet.
Som eksempel på disse sager kan der i den lavere ende nævnes en sag, hvor der blev udmålt 1
år og 6 måneders fængsel for tyveri og databedrageri ved at have stjålet 23 betalingskort og
brugt dem til hævning af ca. 380.000 kr. ved brug af pinkoder, som de forinden havde afluret.
Desuden havde tiltalte forsøgt at hæve yderligere 20.000 kr.
Desuden kan der nævnes to sager, hvor der blev udmålt straffe af 2 år og 6 måneders fængsel.
I den ene var der navnlig tale om medvirken til databedrageri ved i flere tilfælde at have mon-
teret teknisk udstyr på betalingskortterminaler, som kopierede kortoplysninger og pinkoder fra
kunder, der anvendte terminalerne. Oplysningerne blev siden sendt til medgerningspersoner i
927
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
USA, som gennemførte hævninger med et tab for Nets på ca. 230.000 kr. til følge. De tiltalte
forsøgte endvidere at hæve yderligere ca. 290.000 kr.
I den anden havde tiltalte gjort sig skyldig i databedrageri, hacking og hæleri. Tiltalte havde i
forening med andre bl.a. installeret keyloggere på computere på biblioteker og afluret oplys-
ninger til NemID. Oplysningerne blev brugt til at hæve store beløb på de forurettedes konti, og
det samlede udbytte udgjorde ca. 1,8 mio. kr.
Endelig kan som eksempler i den højere ende henvises til to sager, der i den ene sag resulterede
i 4 års fængsel og i den anden sag 5 års fængsel til den ene tiltalte og 3 års fængsel til den anden
tiltalte. I den førstnævnte sag havde de tiltalte opsat skimningsudstyr ved en række pengeauto-
mater, og oplysningerne indsamlet herved blev anvendt til at fabrikere falske betalingskort, som
blev brugt til at hæve ca. 1,88 mio. kr., ligesom kortene blev forsøgt anvendt til at hæve ca. 3,37
mio. kr. De tiltalte var indrejst i Danmark alene med det formål at begå databedrageri, og kri-
minaliteten var professionelt planlagt og udført af flere i forening, herunder medgerningsper-
soner i England, USA og Canada.
I den anden sag havde de tiltalte installeret keyloggere på computere på biblioteker for at skaffe
oplysninger om bl.a. adgangskoder og NemID. For så vidt angik den første tiltalte, der blev
idømt 5 års fængsel, involverede overtrædelserne værdier for ca. 5,9 mio. kr., og der blev des-
uden lagt vægt på, at han havde haft en ledende rolle. For den anden tiltalte, der blev idømt 3
års fængsel, vedrørte overtrædelserne værdier for 2,5 mio. kr.
Som et eksempel i den højere ende, der ikke vedrører systematisk indsamling og misbrug af
oplysninger vedrørende betalingskort eller NemID, kan nævnes en sag, hvor der blev udmålt 4
års fængsel for underslæb og databedrageri, idet tiltalte som økonomisk værge for forurettede
havde overført eller ladet overføre i alt 8,7 mio. kr. fra forurettedes bankkonto til sin egen og
sin samlevers.
Udvalget konstaterer, at der er udmålt straffe i den nedre del og midten af strafferammen i
straffelovens § 286, stk. 2, på indtil 8 års fængsel. Det bemærkes i den forbindelse, at der for
f.eks. bedrageri efter straffelovens § 279 er udmålt straffe i den øvre del af denne strafferamme
i tilfælde, hvor værdien af udbyttet væsentligt overstiger de beløb, som sagerne i nærværende
afsnit vedrører. Idet der ved strafudmålingen særligt lægges vægt på værdien af udbyttet, må
det antages, at det forhold, at der ikke er udmålt straffe i den øvre del af strafferammen i § 286,
stk. 2, i sager om databedrageri efter § 279 a, beror på den omstændighed, at der ikke i den
gennemgåede praksis foreligger sager, hvor udbyttet har været af en sådan størrelse, som ifølge
praksis for de øvrige berigelsesforbrydelser, herunder bedrageri, vil kunne bringe strafudmå-
lingen op i dette niveau.
928
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0361.png
2.2.13 Praksis vedrørende straffelovens § 280
2.2.13.1.
Praksis vedrørende straffelovens § 280, jf. § 287
Som det fremgår ovenfor, er normalstrafferammen for mandatsvig efter straffelovens § 280
fængsel indtil 1 år og 6 måneder, jf. § 285, stk. 1.
Er forholdet af mindre strafværdighed, er straffen dog bøde, og under i øvrigt formildende om-
stændigheder kan straffen helt bortfalde, jf. straffelovens § 287, stk. 1.
Der ses ikke at foreligge nyere trykt retspraksis, hvor mandatsvig er henført under den mildere
strafferamme i § 287.
2.2.13.2.
Praksis vedrørende straffelovens § 280, jf. § 285, stk. 1
Som nævnt ovenfor er normalstrafferammen for mandatsvig fængsel indtil 1 år og 6 måneder,
jf. § 285, stk. 1.
Nedenstående gennemgang af retspraksis er afgrænset således, at den bygger på trykt praksis
fra de seneste 20 år, hvor der hovedsageligt kun er domfældt for overtrædelse af § 280, jf. §
285, stk. 1, uden anden kriminalitet til samtidig pådømmelse af afgørende betydning for straf-
fen, og hvor straffen så vidt muligt ikke er fastsat som fællesstraf med en tidligere straf eller
med en reststraf fra en prøveløsladelse, jf. straffelovens § 61, eller som tillægsstraf til en tidli-
gere straf, jf. straffelovens § 89 (dvs. ”rene” tilfælde).
Dog er retspraksis, som omfatter andre lovovertrædelser, der har nær sammenhæng med over-
trædelsen af straffelovens § 280, medtaget, f.eks. samtidige overtrædelser af straffelovens øv-
rige bestemmelser, herunder om bedrageri, underslæb, skyldnersvig og dokumentfalsk, da en
del retspraksis vedrører økonomisk kriminalitet i bred forstand begået ved en flerhed af forbry-
delser.
Dommene er oplistet efter straffens længde. I gennemgangen er dommene ikke opdelt efter, om
den fastsatte straf er ubetinget eller betinget, herunder med vilkår om samfundstjeneste, idet
længden af fængselsstraffen som udgangspunkt antages at afspejle rettens vurdering af den på-
dømte kriminalitets alvor, mens spørgsmålet om betinget dom i højere grad beror på konkrete
omstændigheder ved tiltaltes personlige forhold. Se de generelle bemærkninger herom i kapitel
1, afsnit 4.
Fra retspraksis kan der henvises til følgende afgørelser:
929
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0362.png
TfK 2011.396/2Ø: T straffet med 14 dages fængsel for mandatsvig efter straffelovens § 280,
nr. 1, jf. § 285, stk. 1, ved at have misbrugt sin arbejdsgivers benzinkort til at betale benzin til
brug for sin egen bil for 7.298 kr. T var herudover skyldig i tyveri efter straffelovens § 276, jf.
§ 285, stk. 1, ved at have stjålet nogle tomme kildevandsflasker til en værdi af ca. 150 kr. fra
en kunde, som T arbejdede som vagtmand for.
U 2008.1063Ø: T straffet med 30 dages fængsel for mandatsvig efter straffelovens § 280, nr. 1,
jf. § 285, stk. 1, og brugstyveri af motorkøretøj efter straffelovens § 293 a, idet T uberettiget
havde benyttet en lastbil, som tilhørte T’s arbejdsgiver, til kørsel samt benyttet et benzinkort
tilhørende arbejdsgiveren til køb af brændstof for ca. 10.000 kr. Henset til forholdets karakter
var der ikke grundlag for at gøre straffen helt eller delvist betinget, heller ikke med vilkår om
samfundstjeneste. Straffen blev fastsat som en tillægsstraf, jf. straffelovens § 89, til en tidligere
bødestraf.
TfK 2011.737V: T straffet med 40 dages fængsel betinget for mandatsvig efter straffelovens §
280, nr. 1, jf. § 285, stk. 1, ved som ansat i en kommune at have bestilt en køkkenmaskine for
21.250 kr. T annullerede senere ordren og oplyste først kommunens kontonummer og efterføl-
gende sit eget,
således at beløbet blev indsat på T’s konto. T havde ifølge det oplyste gennem-
gået behandling mod ludomani. På denne baggrund og efter oplysningerne om T’s gode per-
sonlige forhold i øvrigt var det forsvarligt at gøre straffen betinget, bl.a. med vilkår om, at T
skulle undergive sig behandling mod ludomani og psykiatrisk behandling, såfremt tilsynsmyn-
digheden skønnede det fornødent.
TfK 2016.374V: T straffet med 10 måneders fængsel, heraf 9 måneder betinget med vilkår om
samfundstjeneste, for mandatsvig og tyveri efter straffelovens § 280, nr. 1, og § 276, jf. § 285,
stk. 1, ved som pædagog på en boenhed og som kontaktperson for F1 og F2 at have misbrugt
sin adgang til at handle med retsvirkning for disse, idet T betalte for private udgifter med midler
fra F1’s
og F2’s konti, ligesom T stjal kontanter fra F1 og F2. T havde uretmæssigt tilegnet sig
ikke under 160.000 kr. fra F1 og ikke under 60.000 kr. fra F2. Herudover var T skyldig i over-
trædelse af straffelovens § 155, 2. pkt., jf. 1. pkt., ved at have misbrugt sin stilling til at krænke
F1’s og F2’s ret. Ved straffastsættelsen blev der på den ene side lagt vægt på forholdenes meget
alvorlige karakter, herunder at de var begået ved mange transaktioner over en længere periode
over for personer, som T gennem sit arbejde som pædagog var kontaktperson for, og på den
anden side på oplysningerne om hendes personlige forhold. Herefter skulle 30 dage af straffen
afsones, mens resten blev gjort betinget med vilkår om samfundstjeneste.
TfK 2017.124Ø: T straffet med 1 år og 3 måneders fængsel betinget med vilkår om samfunds-
tjeneste for mandatsvig efter straffelovens § 280, nr. 1, jf. § 285, stk. 1, ved over en periode på
ca. 4 år at have misbrugt en fuldmagt, som var udstedt til T af en ældre, svækket kvinde, til at
930
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0363.png
foretage hævninger på kvindes konto og sælge værdipapirer for ca. 550.000 kr. Straffen blev til
dels fastsat som en tillægsstraf, jf. straffelovens § 89, til en tidligere bødestraf.
TfK 2018.718/2Ø: T straffet med 1 år og 6 måneders fængsel betinget med vilkår om sam-
fundstjeneste for mandatsvig efter straffelovens § 280, nr. 2, jf. § 285, stk. 1, ved som kontor-
medarbejder på to kommunale plejecentre over en periode på ca. 8 år at have benyttet kommu-
nens hævekort til at foretage private indkøb og kontanthævninger for ca. 1,4 mio. kr. Henset til
T’s personlige forhold og den forløbne tid blev straffen gjort betinget med vilkår om samfunds-
tjeneste (dissens for at frifinde T).
U 2004.2870Ø: T straffet med 1 år og 6 måneders fængsel, heraf 1 år og 3 måneder betinget
med vilkår om samfundstjeneste, for mandatsvig og bedrageri efter straffelovens § 280, nr. 1,
og § 279, jf. § 285, stk. 1, samt dokumentfalsk efter straffelovens § 172, stk. 1, jf. § 171, ved
som sportschef på en tv-kanal over en periode på ca. 13 måneder at have begået mandatsvig,
bedrageri og dokumentfalsk for ca. 925.000 kr. i forbindelse med udbetalinger af rejseforskud
og godkendelse af udgiftsbilag. T begik forholdene for at finansiere private internetkasinotrans-
aktioner. T oplyste, at han led af ludomani. Efter det oplyste om baggrunden for kriminaliteten,
T’s særdeles gode personlige forhold, hans alder og et betydeligt svigt i tv-kanalens
kontrol,
fandtes det forsvarligt at gøre en del af straffen betinget med vilkår om samfundstjeneste.
2.2.13.3.
Praksis vedrørende straffelovens § 280, jf. § 286, stk. 2
Som det fremgår ovenfor, er normalstrafferammen for mandatsvig fængsel indtil 1 år og 6 må-
neder, jf. § 285, stk. 1.
Straffen kan dog stige til fængsel indtil 8 år, når forholdet er af særligt grov beskaffenhed navn-
lig på grund af udførelsesmåden, eller fordi forbrydelsen er udført af flere i forening, eller som
følge af omfanget af den opnåede eller tilsigtede vinding, eller når et større antal forbrydelser
er begået, jf. straffelovens § 286, stk. 2.
Nedenstående gennemgang af retspraksis er afgrænset således, at den bygger på trykt praksis
fra de seneste 20 år, hvor der hovedsageligt kun er domfældt for overtrædelse af § 280, jf. §
286, stk. 2, uden anden kriminalitet til samtidig pådømmelse af væsentlig betydning for straffen,
og hvor straffen så vidt muligt ikke er fastsat som fællesstraf med en tidligere straf eller med
en reststraf fra en prøveløsladelse, jf. straffelovens § 61, eller som tillægsstraf til en tidligere
straf, jf. straffelovens § 89 (dvs.
”rene” tilfælde).
Dog er retspraksis, som omfatter andre lovovertrædelser, der har nær sammenhæng med over-
trædelsen af straffelovens § 280, medtaget, f.eks. samtidige overtrædelser af straffelovens øv-
rige bestemmelser, herunder om bedrageri, underslæb, skyldnersvig og dokumentfalsk, da en
931
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0364.png
del retspraksis vedrører økonomisk kriminalitet i bred forstand begået ved en flerhed af forbry-
delser.
Dommene er oplistet efter straffens længde. I gennemgangen er dommene ikke opdelt efter, om
den fastsatte straf er ubetinget eller betinget, herunder med vilkår om samfundstjeneste, idet
længden af fængselsstraffen som udgangspunkt antages at afspejle rettens vurdering af den på-
dømte kriminalitets alvor, mens spørgsmålet om betinget dom i højere grad beror på konkrete
omstændigheder ved tiltaltes personlige forhold. Se de generelle bemærkninger herom i kapitel
1, afsnit 4.
Fra retspraksis kan der henvises til følgende afgørelser:
TfK 2003.379/2V: T straffet med 1 år og 6 måneders fængsel betinget med vilkår om sam-
fundstjeneste for mandatsvig af særligt grov beskaffenhed efter straffelovens § 280, nr. 2, jf. §
286, stk. 2, ved som fuldmægtig i en sparekasse at have ladet en kundes låneengagementer stige
med 2.557.010 kr., selvom T vidste, at engagementerne ikke måtte stige yderligere. Herved
skaffede han kunden en uberettiget vinding og påførte sparekassen et tilsvarende tab eller risiko
herfor. Under henvisning til, at det ikke kunne udelukkes, at en utilstrækkelig revision havde
været en medvirkende årsag til den tidsmæssige udstrækning af forholdet, og at forholdet ikke
havde medført personlig vinding for T, blev straffen fastsat som sket. Navnlig under hensyn til,
at forholdet ikke havde været forbundet med vinding for T, hans nærmeste eller hans personlige
venner
og til T’s særdeles gode personlige forhold, fandt landsretten det forsvarligt at gøre hele
straffen betinget med vilkår om samfundstjeneste.
TfK 2016.1218V: T straffet med 1 år og 6 måneders fængsel for mandatsvig af særligt grov
beskaffenhed efter straffelovens § 280, nr. 1, jf. § 286, stk. 2, ved som daglig leder af admini-
strationen i en virksomhed at have overført betalinger fra virksomhedens konto til sin egen
konto, ligesom han med fiktive oplysninger om arbejdstimer foretog lønudbetalinger fra virk-
somheden til en person, som uberettiget fik indbetalt pengene, hvorefter T overførte pengene
til sin egen konto. Virksomheden blev herved påført et tab på 1.290.695,67 kr. eller risiko her-
for. Ved strafudmålingen blev der lagt vægt på, at T havde haft en særlig betroet stilling i virk-
somheden, at forholdet var begået over en længere periode samt det beløbsmæssige omfang.
Der var ikke grundlag for at gøre straffen helt eller delvist betinget.
U 2008.1607H: T straffet med 2 års fængsel for mandatsvig af særligt grov beskaffenhed efter
straffelovens § 280, jf. § 286, stk. 2, ved som borgmester at have ladet en kommune betale en
entreprenørvirksomhed 9 mio. kr. i merpris for byggearbejder for kommunen vedrørende en
sportshal, mod at beløbet med tillæg af yderligere 1 mio. kr. skulle ydes som sponsorbidrag til
en sportsklub i kommunen. Der var på den ene side ikke grundlag for at antage, at T’s handling
932
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0365.png
havde været motiveret af et ønske om at opnå personlig økonomisk vinding. På den anden side
måtte det tillægges væsentligt skærpende betydning, at T groft havde misbrugt sin stilling som
borgmester, jf. straffelovens § 81, nr. 8. Sagsbehandlingstiden kunne ikke betragtes som en
formildende omstændighed ved fastsættelse af straffen. Efter en samlet vurdering tiltrådte Hø-
jesteret, at straffen var fastsat til 2 års fængsel, og at der ikke var grundlag for at gøre nogen del
af straffen betinget, heller ikke med vilkår om samfundstjeneste.
U 2004.2212Ø: T straffet med 2 år og 6 måneders fængsel for mandatsvig og underslæb af
særligt grov beskaffenhed efter straffelovens § 280, nr. 1, og § 278, stk. 1, nr. 3, jf. § 286, stk.
2, ved som ansat i en bank at have begået mandatsvig over for banken for ca. 27 mio. kr.,
hvorved banken led et tab på 4.647.919 kr., ligesom T begik underslæb over for en kunde over
en periode på ca. 6 år for 806.098 kr. Henset til T’s betroede stilling, beskaffenheden af forhol-
dene, at forholdene angik betydelige beløb, og at forholdene var begået over flere år, fandt
landsretten uanset T’s gode
personlige ikke, at der var grundlag for at gøre en del af straffen
betinget med vilkår om samfundstjeneste.
TfK 2022.191V: T1 straffet med 2 år og 6 måneders fængsel for mandatsvig af særligt grov
beskaffenhed efter straffelovens § 280, jf. § 286, stk. 2, til dels forsøg herpå, jf. § 21, og for at
have ydet bestikkelse efter straffelovens § 122. T1 havde som serviceleder hos en teknisk in-
stallationsvirksomhed med ansvar for bl.a. virksomhedens opgaver for Forsvaret foranlediget,
at fakturaer fra en murermester og en tømrermester og arbejdstimer for et beløb på 1.633.612
kr., der vedrørte en tilbygning og renovering af T2’s ejendom, blev sendt til installationsvirk-
somheden med henblik på virksomhedens betaling af fakturaerne og helt eller delvise videre-
fakturering til en tredje person, X, for at formå T2, der var ansat som byggeleder i en styrelse i
Forsvaret, til at godkende fakturaer udstedt af installationsvirksomheden til X, selvom installa-
tionsvirksomheden ikke havde leveret ydelser svarende til de fakturerede beløb. For dette blev
T1 fundet skyldig i bestikkelse. T1 blev fundet skyldig i mandatsvig af særligt grov beskaffen-
hed for et beløb på over 587.453 kr. ved at have indgået aftale med en murermester og en
tømrermester om renovering af sin private ejendom, hvorefter han lod installationsvirksomhe-
den betale regningerne, selvom de var virksomheden uvedkommende. Endelig blev T1 fundet
skyldig i forsøg på mandatsvig af særligt grov beskaffenhed for et beløb på 276.953 kr. for
forsøg på tilsvarende handlinger.
TfK 2005.388Ø: T straffet med 2 år og 9 måneders fængsel for mandatsvig af særligt grov
beskaffenhed efter straffelovens § 280, nr. 1, jf. § 286, stk. 2, ved over en periode på ca. 2 år
som daglig leder og medaktionær i et aktieselskab uden bestyrelsens accept at have hævet ca.
5,3 mio. kr. til udgifter, der var selskabet uvedkommende. T var herudover skyldig i bedrageri
efter straffelovens § 279 ved svigagtigt over for aktieselskabet at have givet indtryk af, at pro-
venuet ved en check, som T havde udstedt, var blevet indbetalt til Told/Skat, hvilket imidlertid
933
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0366.png
ikke var tilfældet. Herved led aktieselskabet et tab på 2 mio. kr. Henset til de betydelige beløb,
som sagen angik, var der uanset T’s gode personlige forhold ikke grundlag for at gøre straffen
helt eller delvist betinget, heller ikke med vilkår om samfundstjeneste.
TfK 2010.43V: T1 straffet med 3 år og 6 måneders fængsel, og T2 straffet med 2 år og 6 må-
neders fængsel, for mandatsvig af særligt grov beskaffenhed efter straffelovens § 280, nr. 2, jf.
§ 286, stk. 2, idet T1 som erhvervsrådgiver i en bank havde indsat ca. 5,3 mio. kr., som stam-
mede fra ejendomskøb, og som skulle have været deponeret, på sælgerselskabets driftskonto,
hvorved banken led et tilsvarende tab, da selskabet blev erklæret konkurs, og ejendomshand-
lerne ikke blev gennemført. T2 var selskabets direktør og blev fundet skyldig i medvirken til
mandatsvig af særligt grov beskaffenhed, idet T2 medvirkede til, at T1 ikke indsatte pengene
på de pågældende deponeringskonti. T1 var herudover skyldig i 3 tilfælde af dokumentfalsk af
særlig grov karakter efter straffelovens § 172, stk. 2, jf. § 171, og 2 tilfælde af bedrageri af
særligt grov beskaffenhed efter straffelovens § 279, jf. § 286, stk. 2, ved som hovedaktionær i
et selskab at have formået et andet selskab til at yde betydelige lån ved brug af falske indestå-
elser fra en bank. Endelig var T1 skyldig i at have formået en sparekasse til at udbetale ca. 1,7
mio. kr. fra en byggekredit ved at præsentere sparekassen for falske fakturaer. Pengene an-
vendte T1 på et hus, som han solgte med fortjeneste. Straffen for T1 blev fastsat som en til-
lægsstraf, jf. straffelovens § 89, til tidligere færdselslovsovertrædelser.
TfK 2013.415Ø: T straffet med 4 år og 6 måneders fængsel for mandatsvig af særligt grov
beskaffenhed efter straffelovens § 280, nr. 1, jf. § 286, stk. 2, ved som direktør i to anpartssel-
skaber at have overført/hævet ca. 130,5 mio. kr. fra anpartsselskabernes konti, som T herefter
anvendte til private formål, bl.a. til ombygning af biler og bolig. T var herudover skyldig i
dokumentfalsk af særlig grov karakter efter straffelovens § 172, stk. 2, jf. § 171, ved at have
forfalsket kontoudskrifter fra skabernes bank. Byretten fastsatte straffen til 3 år og 6 måneders
fængsel og fandt, at der ikke var grundlag for at forhøje straffen med indtil det halve efter
straffelovens § 88, stk. 1, 2. pkt., idet der ikke forelå særdeles skærpende omstændigheder.
Landsretten tiltrådte vurderingen vedrørende § 88, stk. 1, 2. pkt., men forhøjede straffen til 4 år
og 6 måneders fængsel. Landsretten lagde på den ene side vægt på, at der var tale om et bety-
deligt beløb, og at kriminaliteten var foregået over en længere periode. På den anden side blev
der lagt vægt på, at T frivilligt havde angivet sig selv, at T havde søgt at genoprette skaden, at
der var sket rettighedsfrakendelse hos T og T’s særlige personlige forhold og forholdene for
T’s børn.
U 2019.3407V: T straffet med 5 års fængsel for mandatsvig af særligt grov beskaffenhed efter
straffelovens § 280, nr. 2, jf. § 286, stk. 2, ved som direktør i et selskab, der var en del af O.W.
Bunker-koncernen, at have handlet mod selskabets tarv, idet T var ansvarlig for indgåelse af
oliehandler med en samhandelspartner (et bargefirma), som væsentligt oversteg den
934
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0367.png
kreditramme, der var godkendt for bargefirmaet, således at bargefirmaets gæld steg markant
frem til, at O.W. Bunker gik konkurs. Landsretten fandt, at T forsætligt havde handlet mod
koncernens tarv med et tab på 114,8 mio. US dollars for koncernen til følge, og at bargefirmaet
havde opnået en uberettiget vinding. Landsretten fastsatte straffen under henvisning til på den
ene side, at det betydelige tab havde medvirket til koncernens konkurs, og på den anden side,
at T ikke selv havde opnået vinding.
TfK 2021.670V: T1 straffet med 6 års fængsel for mandatsvig og bedrageri af særligt grov
beskaffenhed efter straffelovens § 280, nr. 2, og § 279, jf. § 286, stk. 2, ved at have handlet mod
selskabet G’s tarv, idet T1 overførte mindst 420 mio. kr. fra konti tilhørende selskabet G til
selskabet B, hvor T1 var enekapitalejer og enetegningsberettiget, hvorefter T1 uberettiget vide-
reførte ca. 73 mio. kr. til sine egne private konti eller andres konti til brug for private formål,
som var selskabet G uvedkommende. Herved led selskabet et tab på mindst ca. 73 mio. kr. eller
blev udsat for væsentlig risiko herfor. T var endvidere skyldig i at have formået et bankkonsor-
tium til at bevilge og udbetale et lån på 165 mio. euro (ca. 1,23 milliarder kr.) til selskabet G
under forudsætning af, at selskabet G’s tilgodehavende på mindst 420 mio. kr. hos selskabet
B
var tilbagebetalt, hvilket T1 over for bankerne oplyste var sket i strid med sandheden. Dette
medførte, at bankerne udbetalte lånet og led et tab på mindst 420 mio. kr. eller blev udsat for
væsentlig risiko herfor. Ved straffastsættelsen blev der lagt vægt på, at kriminaliteten havde
rettet sig mod betydelige værdier, havde strakt sig over en længere periode og bar præg af vel-
tilrettelagt og omhyggelig gennemførelse. Da der ikke forelå særlige oplysninger om T1’s hel-
bredsmæssige situation, var der
ikke alene ud fra T1’s alder grundlag for at udmåle en lavere
straf, end hvad der måtte anses som normal straf.
U 2021.1450H: T straffet med 7 års fængsel og en tillægsbøde for mandatsvig, bedrageri og
skyldnersvig af særligt grov beskaffenhed efter straffelovens § 280, § 279 og § 283, jf. § 286,
stk. 2, til dels forsøg herpå, jf. § 21, samt dokumentfalsk og momssvig for et samlet beløb på
ca. 635 mio. kr. T begik forholdene som medindehaver, bestyrelsesmedlem, direktør og daglig
leder i en virksomhed. For Højesteret angik sagen alene spørgsmålet om straffastsættelse. Hø-
jesteret fandt, at der ikke var grundlag for at anvende straffelovens § 88, stk. 1, 2. pkt., om, at
straffen kan stige med indtil det halve, hvis der foreligger særdeles skærpende omstændigheder.
Højesteret fandt, at straffen passende kunne fastsættes til 7 års fængsel og lagde navnlig vægt
på lovovertrædelsernes karakter og grovhed, herunder beløbenes størrelse, T’s centrale rolle i
kriminaliteten, som var planlagt og systematisk, og at T havde beriget sig selv med et stort
millionbeløb. Der forelå ikke omstændigheder, som kunne føre til en mildere straf. Straffen
blev fastsat som en tillægsstraf, jf. straffelovens § 89, til tidligere bødestraffe.
935
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0368.png
2.2.14 Delkonklusion vedrørende straffelovens § 280
Strafferammen for mandatsvig er som udgangspunkt fængsel indtil 1 år og 6 måneder, jf. straf-
felovens § 285, stk. 1. Straffen kan dog under visse omstændigheder stige til fængsel indtil 8
år, jf. straffelovens § 286, stk. 2. Såfremt mandatsviget er af mindre strafværdighed, er straffen
bøde, og under i øvrigt formildende omstændigheder kan straffen bortfalde, jf. straffelovens §
287, stk. 1.
Der er ikke givet mere præcise anvisninger vedrørende strafudmålingen i lovbemærkningerne
til bestemmelsen eller til §§ 285-287.
I nedenstående er det i forbindelse med redegørelsen for strafniveauerne ikke anført, om der
har været tale om betinget eller ubetinget straf. Det fremgår af praksisgennemgangen ovenfor i
afsnit 2.2.13, om straffene i de enkelte sager er gjort betingede.
2.2.14.1.
Forhold henført under § 280, jf. § 287
Der ses ikke at foreligge nyere trykt retspraksis, hvor mandatsvig er henført under den mildere
strafferamme i § 287.
2.2.14.2.
Forhold henført under § 280, jf. § 285, stk. 1
Der foreligger syv trykte domme om mandatsvig, jf. § 280, der er henført under § 285, stk. 1,
og som er egnet til at danne grundlag for undersøgelsen. I disse er straffen udmålt til mellem
14 dages fængsel og 1 år og 6 måneders fængsel.
I den lave ende er der i én sag udmålt 14 dages fængsel for misbrug af en arbejdsgivers benzin-
kort for 7.298 kr. og i en anden sag udmålt 30 dages fængsel for uberettiget brug af en lastbil
samt misbrug af benzinkort for 10.000 kr. Endelig blev 40 dages fængsel udmålt til en kommu-
nalt ansat, der havde bestilt en køkkenmaskine for 21.250 kr., men annullerede ordren og fik
pengene indsat på sin konto.
10 måneders fængsel blev udmålt i en sag, hvor tiltalte som pædagog på en boenhed og som
kontaktperson for de to forurettede havde misbrugt sin adgang til at handle med retsvirkning
for disse, ligesom tiltalte havde stjålet kontanter fra dem. Tiltalte havde herved tilegnet sig ikke
under 220.000 kr. fra de to forurettede i alt.
I den højere ende er der udmålt mellem 1 år og 3 måneders fængsel og 1 år og 6 måneders
fængsel for tilegnelse af mellem 550.000 kr. og 1,4 mio. kr.
936
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
Udvalget vurderer, at der ved strafudmålingen generelt lægges stor vægt på værdien af det til-
egnede. Desuden er der i visse sager lagt vægt på perioden, over hvilken forholdene er begået,
samt tillidsforholdet mellem tiltalte og forurettede.
Udvalget konstaterer, at domstolene i sager om mandatsvig henført under § 285, stk. 1, har
udmålt straffe både i den nedre og øvre ende af strafferammen på fængsel indtil 1 år og 6 må-
neder.
2.2.14.3.
Forhold henført under § 280, jf. § 286, stk. 2
Der foreligger 11 trykte domme om mandatsvig, jf. § 280, der er henført under § 286, stk. 2, og
som er egnet til at danne grundlag for undersøgelsen. I disse er straffen udmålt til mellem 1 år
og 6 måneders fængsel og 7 års fængsel.
I den lavere ende er der udmålt 1 år og 6 måneders fængsel for mandatsvig for ca. 1,3 henholds-
vis 2,5 mio. kr. I sidstnævnte sag blev der bl.a. lagt vægt på, at tiltalte ikke havde haft nogen
personlig vinding.
I én sag blev der udmålt 2 års fængsel til en borgmester, der havde ladet en kommune betale en
entreprenørvirksomhed 9 mio. kr. i merpris for byggearbejder for kommunen vedrørende en
sportshal, mod at beløbet med tillæg af yderligere 1 mio. kr. skulle ydes som sponsorbidrag til
en sportsklub i kommunen. Tiltaltes handling havde på den ene side ikke været motiveret af et
ønske om at opnå personlig økonomisk vinding, men på den anden side havde tiltalte groft
misbrugt sin stilling som borgmester, jf. straffelovens § 81, nr. 8.
Der er desuden udmålt mellem 2 år og 6 måneders fængsel og 3 år og 6 måneders fængsel i fire
sager, hvor tiltalte har begået mandatsvig i kombination med andre overtrædelser. I én sag, der
resulterede i 2 år og 6 måneders fængsel, havde tiltalte begået mandatsvig og forsøg herpå for
i alt ca. 860.000 kr. og ydet bestikkelse, jf. straffelovens § 122. I en anden sag, der resulterede
i samme strafudmåling, havde tiltalte begået mandatsvig for 27 mio. kr., der havde resulteret i
et tab på ca. 4,6 mio. kr., samt gjort sig skyldig i underslæb for ca. 800.000 kr.
I to andre sager var der tale om mandatsvig for ca. 5,3 mio. kr. I den ene sag blev den ene tiltalte
blot dømt for dette forhold (2 år og 6 måneders fængsel), mens den anden samtidig blev dømt
for to tilfælde af bedrageri og tre tilfælde af dokumentfalsk (3 år og 6 måneders fængsel). I den
anden sag blev tiltalte ud over mandatsvig endvidere dømt for bedrageri for 2 mio. kr., og straf-
fen blev udmålt til 2 år og 9 måneders fængsel.
I den øvre ende findes en række sager om mandatsvig i flere tilfælde i kombination med andre
overtrædelser for meget høje beløb. I disse er der udmålt straffe på 4 år og 6 måneders, 5 års, 6
937
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0370.png
års og 7 års fængsel. Der var i sagerne tale om beløb på ca. 130,5 mio. kr. (mandatsvig og
dokumentfalsk), 114,8 mio. US dollars (mandatsvig alene), 493 mio. kr. (mandatsvig og bedra-
geri) og 635 mio. kr. (mandatsvig, bedrageri, skyldnersvig, momssvig og dokumentfalsk).
Udvalget vurderer, at der ved strafudmålingen generelt lægges stor vægt på værdien af det til-
egnede. Desuden er der i visse sager lagt vægt på perioden over hvilken forholdene er begået,
om tiltalte selv har opnået personlig vinding, og om overtrædelserne er planlagte og systemati-
ske.
Udvalget konstaterer på baggrund af ovenstående, at strafferammen på indtil 8 års fængsel i
vidt omfang er udnyttet i sager om mandatsvig under særligt skærpende omstændigheder, jf.
straffelovens § 280, jf. § 286, stk. 2.
2.2.15 Praksis vedrørende straffelovens § 281
2.2.15.1.
Praksis vedrørende straffelovens § 281, jf. § 287
Som det fremgår ovenfor, er normalstrafferammen for afpresning efter straffelovens § 281
fængsel indtil 1 år og 6 måneder, jf. § 285, stk. 1.
Er forholdet af mindre strafværdighed, er straffen dog bøde, og under i øvrigt formildende om-
stændigheder kan straffen helt bortfalde, jf. straffelovens § 287, stk. 1.
Der ses ikke at foreligge nyere trykt retspraksis, hvor afpresning er henført under den mildere
strafferamme i § 287.
2.2.15.2.
Praksis vedrørende straffelovens § 281, jf. § 285, stk. 1
Som nævnt ovenfor er normalstrafferammen for afpresning fængsel indtil 1 år og 6 måneder,
jf. § 285, stk. 1.
Nedenstående gennemgang af retspraksis er afgrænset således, at den bygger på trykt praksis
fra de seneste 20 år, hvor der hovedsageligt kun er domfældt for overtrædelse af § 281, jf. §
285, stk. 1, uden anden kriminalitet til samtidig pådømmelse af afgørende betydning for straf-
fen, og hvor straffen så vidt muligt ikke er fastsat som fællesstraf med en tidligere straf eller
med en reststraf fra en prøveløsladelse, jf. straffelovens § 61, eller som tillægsstraf til en tidli-
gere straf, jf. straffelovens § 89 (dvs. ”rene” tilfælde).
Dog er retspraksis, som omfatter andre lovovertrædelser, der har nær sammenhæng med over-
trædelsen af straffelovens § 281, medtaget, f.eks. samtidige overtrædelser af straffelovens
938
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0371.png
øvrige bestemmelser, bl.a. om vold og trusler, da en del retspraksis vedrører afpresning begået
i kombination med andre lovovertrædelser.
Dommene er oplistet efter straffens længde. I gennemgangen er dommene ikke opdelt efter, om
den fastsatte straf er ubetinget eller betinget, herunder med vilkår om samfundstjeneste, idet
længden af fængselsstraffen som udgangspunkt antages at afspejle rettens vurdering af den på-
dømte kriminalitets alvor, mens spørgsmålet om betinget dom i højere grad beror på konkrete
omstændigheder ved tiltaltes personlige forhold. Se de generelle bemærkninger herom i kapitel
1, afsnit 4.
Fra retspraksis kan der henvises til følgende afgørelser:
TfK 2017.170Ø: T straffet med 40 dages fængsel for afpresning efter straffelovens § 281, nr.
1, jf. § 285, stk. 1, ved at have truet forurettede med at sælge hendes pung med bl.a. sygesik-
ringsbevis og Nem-ID, hvis ikke hun betalte 3.000 kr. T forklarede, at han havde fundet pungen.
Straffen blev fastsat som sket og anset for udstået ved T’s varetægtsfængsling i 25 dage.
TfK 2015.738V: T straffet med 60 dages fængsel betinget for afpresning efter straffelovens §
281, nr. 1, jf. § 285, stk. 1, ved at have truet forurettede, F, med at åbenbare privatlivet tilhø-
rende forhold, hvis ikke F betalte 75.000 kr. Ved straffastsættelsen blev der lagt vægt på for-
holdets karakter og oplysningerne om T’s personlige forhold.
U 2017.1326Ø: T2 straffet med 3 måneders fængsel for navnlig afpresning efter straffelovens
§ 281, nr. 1, jf. § 285, stk. 1, ved i forening med en anden at have truet to forurettede, F1 og F2,
samt pårørende til F2 med, at de tiltalte ville bortskaffe F1’s motorcykel
til en værdi af ca.
250.000 kr., hvis ikke de betalte 25.000 kr. T var herudover skyldig i brugstyveri af motorkø-
retøj efter straffelovens § 293 a ved at have brugsstjålet F1’s motorcykel. T2 var tidligere straf-
fet flere gange for berigelseskriminalitet og for brugstyveri.
TfK 2021.318V: T straffet med 3 måneders fængsel for afpresning efter straffelovens § 281, nr.
1, jf. § 285, stk. 1, ved via sms at have truet forurettede, F, med, at T ville åbenbare privatlivet
tilhørende forhold, hvis F ikke
betalte 150.000 kr., idet han skrev til F: ”Du ved ligeså godt som
mig, hvorfor K tog sit eget liv, han fortalte mig alt om dig og din affære, og skrev det delvist.
Jeg kunne ikke tro det, da jeg fik det at vide, og fordi han var så fuld, sendte han mig de billeder,
han tog af dig. Billederne viser dig med …/Fuck at ikke kun snakker sammen og drikker sam-
men. Har I to lyst til at komme på forsiden af BT og Thistedposten, samtidig med, at TV2 står
foran jeres dør. Hvad vil jeres familier sige til det. Hvordan vil det påvirke jeres arbejde. Hvis
I to vil undgå det, så må I to købe den historie og tilhørende billeder af mig for kun 150000 kr.
Tror så meget værdi har jeres familier og arbejde for jer. Jeg forventer svar inden i morgen kl.
939
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0372.png
1200. Dette nr. er slukket
indtil i morgen kl. 1200. Først der sender du mig jeres svar”. Efter
sagens karakter og omstændigheder var der ikke grundlag for at gøre straffen helt eller delvist
betinget, heller ikke med vilkår om samfundstjeneste.
TfK 2014.651V: T straffet med en fællesstraf på 4 måneders fængsel for afpresning efter straf-
felovens § 281, nr. 1, jf. § 285, stk. 1, ved at have truet forurettede, F, med at åbenbare privat-
livet tilhørende forhold, hvis ikke hun betalte 152.000 kr. T havde via korrespondance på Fa-
cebook,
sms og telefonisk truet med at vise ærekrænkende fotos for F’s familie og venner samt
på Facebook. Det fremgik af sagen, at F i den periode, der var omfattet af tiltalen, havde overført
i alt 16.000 kr. til T’s konto. Efter hendes forklaring var betalingerne
foretaget, fordi T krævede
det, i første omgang med et beløb på 250.000 kr., og sagde, at nogle fotos, som ville gå ud over
hende ære, ellers ville blive sendt til hendes familie, der er muslimer. T og F havde tidligere
haft et seksuelt forhold. T var tidligere straffet, senest i 2012 med 3 måneders fængsel for vold
og grov vold i gentagelsestilfælde. Efter forholdets karakter var der ikke grundlag for at gøre
straffen betinget, heller ikke med vilkår om samfundstjeneste. Straffen blev af landsretten fast-
sat som en fællesstraf, jf. straffelovens § 61, stk. 2, med en reststraf på 31 dage fra løsladelse
fra den tidligere dom.
TfK 2020.285V: T straffet med 5 måneders fængsel, hvoraf 50 dage skulle afsones, mens den
resterende del blev gjort betinget, for afpresning efter straffelovens § 281, nr. 1, jf. § 285, stk.
1, ved i 3 tilfælde at have truet sin ekskæreste, F, med at sende nøgenbilleder af hende til hendes
familie og venner, medmindre hun lånte eller betalte T 5.000 kr. og i det sidste forhold 15.000
kr. T var herudover skyldig i blufærdighedskrænkelse efter straffelovens § 232, stk. 1, og over-
trædelse af straffelovens § 264 d, stk. 1, ved at have sendt et nøgenbillede af F til en af hendes
tidligere kærester. T var tidligere straffet i 2011 straffet med 40 dages fængsel for bl.a. vold.
Ved fastsættelsen af straffen på 5 måneder blev der lagt vægt på karakteren af lovovertrædel-
serne. Landsretten fandt ligesom byretten, at ubetinget fængsel var påkrævet, men da T ikke
havde været straffet i en længere årrække, og han havde fornuftige personlige forhold, skulle
kun 50 dage afsones, mens den resterende del blev gjort betinget med vilkår om, at T skulle
underkaste sig behandling mod misbrug af alkohol og underkaste sig psykiatrisk behandling.
TfK 2003.781Ø: T straffet med 6 måneders fængsel for afpresning efter straffelovens § 281, nr.
1, jf. § 285, stk. 1, ved at have ladet to medgerningspersoner rette henvendelse til F og ved
trusler om vold at have formået ham til at underskrive et lånedokument om, at F havde lånt
52.000 kr. af T. Afpresningen skete med henblik på at anvende dokumentet til modregning i en
civilretlig tvist. Ved straffastsættelsen lagde byretten betydelig vægt på, at T var bagmanden
bag handlingen, og at han var tæt på at opnå en betragtelig økonomisk fordel. Under hensyn til
forholdets karakter kunne betinget dom ikke anvendes. Landsretten fandt straffen passende
940
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0373.png
fastsat og fandt ikke grundlag for at gøre straffen betinget, heller ikke med vilkår om samfunds-
tjeneste.
TfK 2013.578V: T1 straffet med 6 måneders fængsel, og T2 straffet med 60 dages fængsel, for
afpresning efter straffelovens § 281, nr. 1, jf. § 285, stk. 1, ved i 2 tilfælde at have udøvet
afpresning mod forurettede, F. T1 og T2 blev fundet skyldige i at have opsøgt F på bopælen og
ved trussel om vold at have truet ham til at betale 10.000 kr., som F betalte som 5 afdrag på
hver 2.000 kr. Da det sidste afdrag var betalt, opsøgte de F på ny og sagde, at han stadig skyldte
2.000 kr. Da F nægtede dette, sagde T2, at de ville komme dagen efter, og så var det 4.000 kr.
T1 gav i den forbindelse F et knytnæveslag i hovedet. Herved blev T1
–
ud over afpresning
–
også fundet skyldig i vold i gentagelsestilfælde efter straffelovens § 244, jf. § 247, stk. 1. T1
var tidligere straffet flere gange, bl.a. for røveriforsøg, vold og grov vold i gentagelsestilfælde.
For T1’s vedkommende fastsatte byretten straffen til 1 år og 3 måneders fængsel og for T2’s
vedkommende til 6 måneders fængsel. Landsretten nedsatte straffene til henholdsvis 6 måneder
(dissens for 8 måneder) og 60 dage. Ved straffastsættelsen lagde landsretten vægt på karakteren
af forholdene, herunder at afpresningen var foregået ved at opsøge F i dennes eget hjem. For så
vidt angik T1 blev der yderligere lagt vægt på, at afpresningen blev fulgt op af vold mod F, og
at T1 tidligere var straffet for personfarlig kriminalitet. Straffen for T2 blev fastsat som en til-
lægsstraf, jf. straffelovens § 89, til en tidligere bødestraf.
TfK 2003.479/2Ø: T straffet med 8 måneders fængsel, heraf 6 måneder betinget, for afpresning
efter straffelovens § 281, nr. 1, jf. § 285, stk. 1, samt vold efter straffelovens § 244, idet T ved
en lejlighed tildelt en klassekammerat, F, et knytnæveslag i ansigtet, og ved en senere lejlighed
tildelte F tre knytnæveslag i hovedet og to spark i ryggen. Ved sidstnævnte episode gjorde T
sig desuden skyldig i afpresning, idet han truede F med yderligere vold, hvis ikke F betalte et
ikke nærmere angivet beløb, ligesom ”H.A” blev nævnt. Byretten fastsatte straffen til 6 måne-
ders fængsel, hvilket landsretten forhøjede til 8 måneder. Navnlig under hensyn til T’s alder på
gerningstidspunktet (17 år) samt oplysningerne om hans personlige forhold, fandt landsretten
det undtagelsesvist forsvarligt at gøre 6 måneder af straffen betinget.
TfK 2004.372/3Ø: T2 straffet med 8 måneders fængsel, og T1 straffet med 6 måneders fængsel,
for afpresning efter straffelovens § 281, nr. 1, jf. § 285, stk. 1, og trusler efter straffelovens §
266. T1 og T2 var for det første skyldige i fremsættelse af trusler ved
–
efter at et beløb på ca.
200.000 kr., som forurettede, F, havde opbevaret for T1, var forsvundet ved et indbrud
–
at have
sagt til F, at man i Indien klippede fingre af personer som hende, og at T1 ville brænde det hus
af, hvor F’s veninde og venindens og F’s sønner opholdt sig. Dagen efter afpressede de tiltalte
F, idet T2 ved trussel om rockere og Bandidos med henblik på at få F til at betale ca. 225.000
kr. fik F til at hæve 110.000 kr. T2 var tidligere straffet for berigelses- og voldskriminalitet.
941
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0374.png
TfK 2011.829Ø: T1 og T2 straffet med 8 måneders fængsel for afpresning efter straffelovens §
281, nr. 1, jf. § 285, stk. 1, og vold efter straffelovens § 244, for T1’s vedkommende i genta-
gelsestilfælde, jf. § 247, stk. 1, ved i forening at have tildelt forurettede, F, flere knytnæveslag
i ansigtet, slag på kroppen
og spark på benet, samt ved i den forbindelse at have taget F’s com-
puter som pant og truet ham til skaffe dem 50.000 kr. ved anvendelse af den skete voldsudøvelse
og trussel om yderligere vold, idet T1 og T2 truede med, at de ville tage F med ud i skoven og
skyde ham, hvis ikke betalte han 10.000 kr. dagen efter. T1 og T2 havde handlet i forening,
men T1 havde hverken slået eller sparket F. T1 var tidligere straffet, bl.a. for vold i gentagelse-
stilfælde og trusler. Ved straffastsættelsen blev der lagt vægt på, at T2 var drivkraften bag for-
holdene, og at T1 tidligere var straffet for vold.
TfK 2015.259Ø: T1 straffet med 8 måneders fængsel, og T2 og T3 begge straffet med 7 måne-
ders fængsel, for afpresning efter straffelovens § 281, nr. 1, jf. § 285, stk. 1, ved i forening med
andre at have forsøgt at formå forurettede, F, til at betale 150.000 kr. i forbindelse med en
uoverensstemmelse om løn, som de tiltalte havde til gode. De 150.000 kr. oversteg den løn, de
mente at have til gode. De tiltalte havde i knap 2 timer holdt F tilbage på et autoværksted, hvor
de truede F, bl.a. med at ”klippe fingre” og ”køre ham ud i skoven og gennemkneppe ham”.
Herved fik de F til at hæve 15.000 kr. og udlevere sin bil, ligesom de tvang F til at underskrive
et gældsbevis vedrørende 135.000 kr. T1 var herudover skyldig i vidnetrusler efter straffelovens
§ 123 ved i forbindelse med episoden at have truet F med at dræbe ham og hans familie, hvis
han anmeldte episoden til politiet. T2 og T3 var yderligere skyldige i overtrædelser af færdsels-
loven. T2 og T3 var tidligere straffet, bl.a. for berigelseskriminalitet. Ved fastsættelsen af straf-
fene blev der lagt vægt på, at T1 var skyldig i både afpresning og vidnetrusler, mens T2 og T3
var tidligere straffet gentagne gange, ligesom der blev lagt vægt på karakteren af det pres, der
var udøvet mod F, og den tidsmæssige udstrækning af forholdet. Henset til karakteren af af-
presningsforholdet var der ikke grundlag for at gøre straffene helt eller delvist betingede, her-
under med vilkår om samfundstjeneste. Straffene til T2 og T3 blev fastsat som tillægsstraffe,
jf. straffelovens § 89, til tidligere bødestraffe.
TfK 2018.714Ø: T1 straffet med 8 måneders fængsel, og T2 og T3 straffet med 6 måneders
fængsel, for afpresning efter straffelovens § 281, nr. 1, jf. § 285, stk. 1, ved i forening at have
indfundet sig i en forretning iført tøj med bandelogo på og anmodet forretningsindehaveren om
støtte i form af penge hver måned, hvilket forretningsindehaveren imidlertid afviste. T1 var
tidligere straffet flere gange, bl.a. for vold og afpresning, T2 var tidligere straffet flere gange,
bl.a. for vold og berigelseskriminalitet, og T3 var tidligere straffet flere gange, bl.a. for over-
trædelse af straffelovens § 119. Straffen til T2 og T3 blev fastsat som tillægsstraffe, jf. straffe-
lovens § 89, til tidligere fængselsstraffe på mellem 10 dage og 4 måneder.
942
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0375.png
U 2020.3409H: T straffet med 8 måneders fængsel for afpresning efter straffelovens § 281, nr.
1, jf. § 285, stk. 1, grov vold efter straffelovens § 245, stk. 1, og forsøg på ulovlig tvang efter
straffelovens § 260, stk. 1, nr. 1, jf. § 21. T var for det første skyldig i afpresning i forening med
flere medgerningspersoner ved at have opsøgt en forurettet, F1, på bopælen og med trussel om
vold krævet, at F1
skulle betale 41.000 kr., som F1’s lillebror angiveligt skyldte personer i
miljøet. F1 blev truet med, at det ”enten var ham eller broren, der skulle betale”, at der ”ville
komme nogen og tæske ham eller slå ham ihjel”, og at han ”ville blive en del af problemet,
hvis
ikke han betalte”. T var derudover skyldig i grov vold ved to dage senere at have udøvet grov
vold mod F1, idet T sammen med flere medgerningspersoner opsøgte F1 ud for hans bopæl,
hvor de slog ham i hovedet med en kæp eller et lignende slagvåben, sparkede og slog ham, efter
at han var faldet ned på jorden, samt tildelte ham yderligere slag med et slagvåben, mens han
lå ned. Efter at F1 kom op igen, blev han på ny slået af gerningspersonerne. Endelig var T
skyldig i forsøg på ulovlig tvang ved en tredje dag (dagen mellem afpresningen og den grove
vold) at have opsøgt F2, der var bror til F1, i en butik, hvor T sagde til broderen, at han ville
gøre skade på ham, hvis ikke han oplyste, hvor deres lillebror opholdt sig. T forsøgte herved at
tvinge broren til at oplyse lillebrorens opholdssted, så de kunne opkræve penge af ham. Både
byretten og landsretten fastsatte straffen til 7 måneders fængsel, men Højesteret forhøjede straf-
fen til 8 måneders fængsel. Ved fastsættelsen af straffen fandt Højesteret, at det i skærpende
retning skulle indgå, at den grove vold, afpresningen og forsøget på ulovlig tvang blev begået
ved tre forskellige episoder fordelt over tre dage og havde sammenhæng med gerningsperso-
nernes forsøg på inddrivelse af en gæld på ca. 40.000 kr., som de forurettedes lillebror angive-
ligt skyldte tredjemand. Det var endvidere en skærpende omstændighed, at den grove vold blev
begået af flere personer i forening efter forudgående aftale, at der var tale om overfald uden for
forurettedes bopæl, og at der blev udøvet betydelig vold, bl.a. med redskab og slag samt spark
på en liggende person. I skærpende retning skulle der desuden tages hensyn til, at afpresningen,
der fandt sted i forurettedes hjem, var begået af flere personer i forening efter forudgående
aftale. En samlet vurdering og under hensyn til den generelle forhøjelse af straffen med en
tredjedel for overtrædelse af straffelovens § 245, stk. 1, som var forudsat i forarbejderne til lov
nr. 358 af 29. april 2018, fandt Højesteret, at straffen burde forhøjes til 8 måneder. Højesteret
tiltrådte, at der efter forholdenes karakter ikke var grundlag for at gøre straffen helt eller delvist
betinget, herunder med vilkår om samfundstjeneste. Straffen blev fastsat som en tillægsstraf, jf.
straffelovens § 89, til en tidligere bødestraf.
TfK 2011.747/4Ø: T2 straffet med 9 måneders fængsel for afpresning efter straffelovens § 281,
nr. 1, jf. § 285, stk. 1, og trusler efter straffelovens § 266 ved i forening med andre personer
gentagne gange i form af personlige henvendelser og sms-beskeder at have truet F og dennes
familie, bl.a. med at bortføre F og hans familie, torturere dem og klippe deres fingre af, bringe
F til udlandet indsvøbt i sort plastik og truet F på livet med henblik på at formå ham til at betale
beløb fra 15.000 euro til 150.000 euro. F var også blevet truet med at få sprættet sin mave op,
943
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0376.png
hvis ikke han betalte mindst 20.000 euro samt truet med at få skåret indvoldene ud, hvis ikke
han betalte 10.000 euro. Straffen blev fastsat som en tillægsstraf, jf. straffelovens § 89, til en
tidligere bødestraf.
TfK 2006.175V: T straffet med 10 måneders fængsel for afpresning efter straffelovens § 281,
nr. 1, jf. § 285, stk. 1, og vidnetrusler efter straffelovens § 123, idet T havde bedt en person, X,
om at videregive en besked til forurettede, F, om, at F ikke længere kunne gemme sig og ligeså
godt kunne betale de penge, han skyldte T, at F’s gæld var på 20.000 kr., og at F jo havde alle
sine fingre endnu, og det ville han jo gerne blive ved med at have (afpresning). T havde endvi-
dere dagen efter under en telefonsamtale med X sagt, at X var en stikker, og at T måtte sætte
nogen på sagen (vidnetrusler). T var tidligere straffet flere gange for personfarlig kriminalitet,
senest i 2005 med en fællesstraf på 1 års fængsel for bl.a. vold og trusler mod F. Ved straffast-
sættelsen blev der lagt vægt på, at der var tale om hurtigt recidiv, og at F også var forurettet i
T’s seneste dom.
TfK 2010.534Ø: T1 straffet med 10 måneders fængsel for afpresning efter straffelovens § 281,
nr. 1, jf. § 285, stk. 1, og forsøg på ulovlig tvang efter straffelovens § 260, stk. 1, nr. 1, jf. § 21.
T1 var skyldig i sammen med en medgerningsperson
at have indfundet sig på forurettede, F’s,
kontor, hvor de forsøgte at tvinge F til at betale 1,2 mio. kr. til tredjemand under henvisning til
et gældsbrev (forsøg på ulovlig tvang), ligesom de forsøgte at presse F til at betale 300.000 kr.
til T1 og medgerningspersonen for deres ulejlighed ved at fremsætte trusler om, at T1 havde
siddet
i fængsel, og at de vidste, hvor F’s mor boede (afpresning). T1 var tidligere straffet flere
gange for personfarlig kriminalitet, bl.a. for vold, grov vold, trusler, vidnetrusler og ulovlig
tvang.
TfK 2017.290Ø: T1 straffet med 11 måneders fængsel, og T2 straffet med 8 måneders fængsel,
for navnlig afpresning efter straffelovens § 281, nr. 1, jf. § 285, stk. 1, ved at have indfundet
sig hos en erhvervsdrivende i dennes café og på hans bopæl og afkrævet ham i alt 20.000 kr. i
beskyttelsespenge, idet de tiltalte
sagde, at de var fra ”Black Army”, hvorunder T2 bar en kniv
synligt i bukselinningen. De tiltalte var endvidere skyldige i overtrædelse af bl.a. knivloven
under skærpende omstændigheder. T1 og T2 var tidligere straffet for personfarlig kriminalitet,
for T1’s vedkommende bl.a. i form af vold, røveri og anden berigelseskriminalitet, og for T2’s
vedkommende i form af røveriforsøg. Byretten fastsatte efter forholdets karakter og forstraffene
straffen for T1 til 9 måneders fængsel samt en bøde, og for T2, hvis andel i afpresningsforholdet
var mindre, til 6 måneders fængsel. Landsretten forhøjede straffen for T1 til 11 måneder og for
T2 til 8 måneder under henvisning til navnlig grovheden af afpresningsforholdet sammenholdt
med forstraffene.
944
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0377.png
TfK 2004.177V: T straffet med 1 års fængsel for afpresning efter straffelovens § 281, nr. 1, jf.
§ 285, stk. 1, og vidnetrusler efter straffelovens § 123 ved to gange at have truet F1 til at betale
”dummebøder” på henholdsvis 2.000 kr. og 5.000 kr. I forbindelse med den
sidste dummebøde
fremsatte T vidnetrusler over for F1 i anledning af F’s anmeldelse af det første afpresningstil-
fælde. T var herudover skyldig i endnu et forhold om vidnetrusler ved at have forulempet F2,
der havde vidnet mod T i en hærværkssag, idet T løb efter ham, mens han udtalte, at han nok
skulle få ram på ham. Byretten fastsatte straffen til 8 måneders fængsel, hvilket landsretten
forhøjede til 1 års fængsel.
2.2.15.3.
Praksis vedrørende straffelovens § 281, jf. § 286, stk. 1
Som det fremgår ovenfor, er normalstrafferammen for afpresning fængsel indtil 1 år og 6 må-
neder, jf. § 285, stk. 1.
Straffen kan dog stige til fængsel indtil 6 år, når afpresningen er af særligt grov beskaffenhed
navnlig på grund af udførelsesmåden, eller fordi forbrydelsen er udført af flere i forening eller
under medtagelse af våben eller andet farligt redskab eller middel, eller fordi der er tale om
systematisk eller organiseret afpresning, eller når et større antal forbrydelser er begået, jf. straf-
felovens § 286, stk. 1.
Nedenstående gennemgang af retspraksis er afgrænset således, at den bygger på trykt praksis
fra de seneste 20 år, hvor der hovedsageligt kun er domfældt for overtrædelse af § 281, jf. §
286, stk. 1, uden anden kriminalitet til samtidig pådømmelse af væsentlig betydning for straffen,
og hvor straffen så vidt muligt ikke er fastsat som fællesstraf med en tidligere straf eller med
en reststraf fra en prøveløsladelse, jf. straffelovens § 61, eller som tillægsstraf til en tidligere
straf, jf. straffelovens § 89 (dvs. ”rene”
tilfælde).
Dog er retspraksis, som omfatter andre lovovertrædelser, der har nær sammenhæng med over-
trædelsen af straffelovens § 281, medtaget, f.eks. samtidige overtrædelser af straffelovens øv-
rige bestemmelser, bl.a. om vold og trusler, da en del retspraksis vedrører afpresning begået i
kombination med andre lovovertrædelser.
Dommene er inddelt i sager, hvor forholdet er begået før henholdsvis efter ikrafttrædelsen af
lov nr. 672 af 8. juni 2017, hvor straffen for systematisk eller organiseret afpresning efter § 286,
stk. 1, blev skærpet med en tredjedel. Skærpelsen trådte i kraft den 1. juli 2017.
Dommene er oplistet efter straffens længde. I gennemgangen er dommene ikke opdelt efter, om
den fastsatte straf er ubetinget eller betinget, herunder med vilkår om samfundstjeneste, idet
længden af fængselsstraffen som udgangspunkt antages at afspejle rettens vurdering af den på-
dømte kriminalitets alvor, mens spørgsmålet om betinget dom i højere grad beror på konkrete
945
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0378.png
omstændigheder ved tiltaltes personlige forhold. Se de generelle bemærkninger herom i kapitel
1, afsnit 4.
Sager, hvor forholdet er begået før strafskærpelsen i 2017:
TfK 2014.965V: T3 straffet med 8 måneders fængsel for afpresning af særligt grov beskaffen-
hed efter straffelovens § 281, nr. 1, jf. § 286, stk. 1, ved i flere tilfælde i forening med andre at
have indfundet sig på bordeller og tilbudt ”beskyttelsespenge” for 5.000 kr. om måneden, mens
de var iført tøj, der viste tilknytning til Bandidos. Ved de enkelte episoder fremgik det mere
eller mindre direkte, at det ville få konsekvenser, hvis tilbuddet ikke blev accepteret.
TfK 2005.702Ø: T straffet med 1 års fængsel for afpresning af særligt grov beskaffenhed efter
straffelovens § 281, nr. 1, jf. § 286, stk. 1, ved i et brev til en bankansat at have truet med at
sprænge en bombe, hvis ikke der blev lagt 100.000 kr. på et nærmere angivet sted. T var desu-
den skyldig i vidnetrusler efter straffelovens § 123, idet han skrev i brevet, at det kunne gå ud
over den ansattes nærmeste, hvis hun ringede til politiet. Byretten lagde ved straffastsættelsen
på den ene side vægt på, at T var ustraffet, og på den anden side, at der var tale om alvorlige
trusler om bombesprængning i en tid, hvor det generelle trusselsbillede vedrørende bomber var
væsentligt ændret, ligesom det var en skærpende omstændighed, at truslen var rettet direkte
mod en navngiven ansat og dennes navngivne ægtefælle og barn. Efter sagens karakter var der
uanset T’s gode personlige forhold ikke grundlag for at gøre straffen betinget, hverken helt eller
delvist. Landsretten fandt straffen passende fastsat.
TfK 2011.49V: T straffet med 1 års fængsel for forsøg på afpresning af særligt grov beskaffen-
hed efter straffelovens § 281, nr. 1, jf. § 286, stk. 1, jf. § 21, samt forsøg på ulovlig tvang efter
straffelovens § 260, stk. 1, jf. § 21, ved telefonisk over for politiet og senere under en anholdelse
at have sagt, at han havde forgiftet varer i et supermarked, og afkrævet 2 mio. kr. for at fortælle,
hvilke varer han havde forgiftet, ligesom han i forbindelse med et forsøg på at blive løsladt af
politiet havde sagt, at hvis ikke han blev løsladt, ville nogen dø eller lignende. Ved straffast-
sættelsen blev der lagt vægt på forholdets grovhed, størrelsen af det afkrævede beløb, samt at
T fastholdt oplysningen om forgiftning af madvarer fire gange over for politiet.
Sager, hvor forholdet er begået efter strafskærpelsen i 2017:
TfK 2019.256Ø: T straffet med 1 års fængsel for afpresning af særligt grov beskaffenhed efter
straffelovens § 281, nr. 1, jf. § 286, stk. 1, og grov vold efter straffelovens § 245, stk. 1, ved i
forening med en større gruppe uidentificerede maskerede medgerningspersoner at have opsøgt
forurettede, F, på en parkeringsplads og udøvet grov vold mod ham, bl.a. ved slag med base-
ballbats i hovedet og på kroppen, samtidig med at T sagde til F, at han ”bare skulle have de
946
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0379.png
10.000 kr. nu”, ligesom der blev holdt en pistollignende genstand hen foran F’s hoved. T var
tidligere straffet i 2009 med 5 måneders betinget fængsel for brandstiftelse og fareforvoldelse.
Ved straffastsættelsen blev der lagt vægt på forholdets karakter, herunder den store gruppe ma-
skerede gerningsmænd, karakteren af den udøvede vold og de fremsatte trusler. Der var ikke
grundlag for at gøre straffen helt eller delvist betinget, herunder med vilkår om samfundstjene-
ste.
TfK 2021.987Ø: T straffet med 1 års fængsel for afpresning af særligt grov beskaffenhed efter
straffelovens § 281, nr. 1, jf. § 286, stk. 1, samt vold i gentagelsestilfælde efter straffelovens §
244, stk. 1, jf. § 247, stk. 1, ved over en periode på ca. en måned i forening med to medger-
ningspersoner, der var fra bandemiljøet, at have afpresset forurettede, F, ved anvendelse af trus-
ler, spark og slag. T havde endvidere tvunget F til at overnatte hos den ene medgerningspersoner
med det formål at få F til at betale 280.000 kr. T var tidligere straffet flere gange for vold, senest
i 2015 med 4 måneders betinget fængsel med vilkår om samfundstjeneste for grov vold i gen-
tagelsestilfælde og i 2017 med 60 dages fængsel for vold i gentagelsestilfælde. Ved straffast-
sættelsen lagde landsretten ligesom byretten vægt på sagens karakter, herunder at forholdet
havde fundet
sted over en længere periode, og T’s forstraffe for vold.
TfK 2023.85Ø: T2 og T3 straffet med 1 år og 3 måneders fængsel, og T1 straffet med 1 års
fængsel, for afpresning af særligt grov beskaffenhed efter straffelovens § 281, nr. 1, jf. § 286,
stk. 1,
samt grov vold efter straffelovens § 245, stk. 1, for T2’s vedkommende i gentagelsestil-
fælde, jf. § 247, stk. 1, ved i forening at have truet forurettede, F, med kniv og udtalt, at han nu
var meldt ud af en bandegruppering og skulle betale 700.000 kr. i udmeldelsesgebyr, hvoraf
125.000 kr. skulle betales samme aften, hvorefter de tiltalte senere samme aften udøvede grov
vold mod F. T3 var yderligere skyldig i bl.a. nogle mindre narkotikaforhold efter straffelovens
§ 191, stk. 2, jf. stk. 1, 1. pkt. T1 var tidligere straffet flere gange for berigelseskriminalitet, og
T2 var tidligere straffet mange gange for ligeartet kriminalitet, herunder for afpresning af sær-
ligt grov beskaffenhed, vidnetrusler, trusler, ulovlig tvang samt vold og grov vold i gentagelse-
stilfælde. Landsretten fastsatte straffene som sket under henvisning til forholdenes grovhed, de
tiltaltes indbyrdes rollefordeling og de tiltaltes forstraffe. For T3’s vedkommende blev straffen
fastsat som en tillægsstraf, jf. straffelovens § 89, til en tidligere dom på 60 dages fængsel for
overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1.
TfK 2020.992/2Ø: T1 og T2 straffet med 1 år og 9 måneders fængsel for navnlig afpresning af
særligt grov beskaffenhed efter straffelovens § 281, nr. 1, jf. § 286, stk. 1, ulovlig tvang efter
straffelovens § 260, stk. 1, nr. 1, og frihedsberøvelse efter straffelovens § 261, stk. 1, ved i
forening med medgerningspersoner at have tvunget forurettede, F, ind i en bil og over et forløb
på ca. 4,5 time at have truet F med en machete og en pistollignende genstand til bl.a. at placere
sig i ”henrettelsesstilling”, alt med henblik på at afpresse F 150.000 kr. T1 og T2 var ligeledes
947
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0380.png
skyldige i vidnetrusler mod F og brugstyveri af F’s bil. T1 var herudover skyldig i grov vold i
gentagelsestilfælde ved at forsøge at påkøre en person samt i overtrædelse af knivloven og lov
om euforiserende stoffer, ligesom T2 yderligere var skyldig i overtrædelse af straffelovens §
167 ved anvendelse af en falsk pengeseddel og i trusler. T1 var tidligere straffet i 2014 med 30
dages betinget fængsel for vold, og T2 var tidligere straffet i 2016 og 2018 for berigelseskrimi-
nalitet, bl.a. røveri.
2.2.16 Delkonklusion vedrørende straffelovens § 281
Strafferammen for afpresning er som udgangspunkt fængsel indtil 1 år og 6 måneder, jf. straf-
felovens § 285, stk. 1. Straffen kan dog under visse omstændigheder stige til fængsel indtil 6
år, jf. straffelovens § 286, stk. 1. Såfremt afpresningen er af mindre strafværdighed, er straffen
bøde, og under i øvrigt formildende omstændigheder kan straffen bortfalde, jf. straffelovens §
287, stk. 1.
Ved
lov nr. 672 af 8. juni 2017,
der trådte i kraft den 1. juli 2017, indsattes ”eller fordi der er
tale om systematisk eller organiseret afpresning” i straffelovens § 286, stk. 1, med henblik
på,
at det udtrykkeligt skulle fremgå, at § 286, stk. 1, finder anvendelse i sådanne tilfælde. Med
lovændringen blev der lagt op til, at straffen for systematisk eller organiseret afpresning skulle
skærpes med en tredjedel i forhold til den frihedsstraf for systematisk eller organiseret afpres-
ning, der hidtil havde været fastsat af domstolene.
I nedenstående er det i forbindelse med redegørelsen for strafniveauerne ikke anført, om der
har været tale om betinget eller ubetinget straf. Det fremgår af praksisgennemgangen ovenfor i
afsnit 2.2.15, om straffene i de enkelte sager er gjort betingede.
2.2.16.1.
Forhold henført under § 281, jf. § 287
Som det fremgår ovenfor, ses der ikke at foreligge nyere trykt retspraksis, hvor afpresning er
henført under den mildere strafferamme i § 287. Seneste trykte dom er fra 1968 (U 1968.512V).
Der kan på den baggrund ikke drages generelle konklusioner om strafniveauet i sager, hvor
afpresning henføres under § 287.
2.2.16.2.
Forhold henført under § 281, jf. § 285, stk. 1
I sager om afpresning, der er henført under strafferammen i § 285, stk. 1, er der i den gennem-
gåede praksisperiode udmålt straffe på mellem 40 dages fængsel og 1 års fængsel fordelt på 19
domme.
948
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
I den laveste ende er der udmålt straffe på 40 og 60 dages fængsel. I dommen på 40 dages
fængsel havde tiltalte truet forurettede med at sælge hendes pung, som han tilfældigvis havde
fundet, hvis ikke hun betalte 3.000 kr. I dommen på 60 dages fængsel havde tiltalte truet foru-
rettede med at åbenbare privatlivet tilhørende forhold, hvis ikke han betalte 75.000 kr.
I den lavere ende er der også udmålt straffe på mellem 3 og 5 måneders fængsel fordelt på fire
domme.
I en af sagerne havde tiltalte i forening med en anden truet to forurettede og disses pårørende
med at bortskaffe en motorcykel til en værdi af ca. 250.000 kr., hvis ikke de betalte 25.000 kr.
I den pågældende sag var tiltalte endvidere skyldig i brugstyveri af den pågældende motorcykel,
ligesom tiltalte tidligere var straffet flere gange for berigelseskriminalitet og brugstyveri. I en
anden sag havde tiltalte truet forurettede med at åbenbare privatlivet tilhørende forhold, hvis
ikke forurettede betalte 150.000 kr. I en tredje sag havde tiltalte truet forurettede med at åben-
bare privatlivet tilhørende forhold, hvis ikke hun betalte 152.000 kr., hvoraf de 16.000 kr. blev
overført til tiltalte. I den pågældende sag var tiltalte tidligere straffet for bl.a. vold og grov vold
i gentagelsestilfælde, og straffen blev fastsat som en fællesstraf med en reststraf på 31 dage. I
den fjerde sag havde tiltalte i tre tilfælde truet sin ekskæreste med at sende nøgenbilleder af
hende til hendes familie og venner, hvis ikke hun lånte eller betalte 5.000 kr. og 15.000 kr. til
tiltalte. I den pågældende sag var tiltalte endvidere skyldig i blufærdighedskrænkelse og over-
trædelse af straffelovens § 264 d, stk. 1, ved at have sendt et nøgenbillede af samme forurettede
til en af hendes tidligere kærester, og tiltalte var desuden tidligere straffet for bl.a. vold.
I den lidt højere ende er der udmålt straffe på mellem 6 og 8 måneders fængsel fordelt på otte
domme, hvoraf der i størstedelen af dommene (seks domme) er udmålt 8 måneders fængsel.
Disse sager er navnlig karakteriseret ved, at der er tale om grovere afpresning, hvor den/de
forurettede er blevet afpresset én eller flere gange til at betale større pengebeløb, og/eller hvor
der er anvendt grove trusler, herunder om at få klippet fingre af eller blive skudt, eller anvendt
vold, f.eks. knytnæveslag i hovedet og spark på kroppen, ligesom afpresningen i flere tilfælde
er begået i forening med en eller flere medgerningspersoner, og/eller hvor tiltalte er tidligere
straffet for ligeartet kriminalitet. I flere sager er der endvidere tale om domfældelse for både
afpresning og andre grove lovovertrædelser, herunder vold, grov vold, trusler, vidnetrusler og
forsøg på ulovlig tvang. I enkelte sager er der tale om afpresning, hvor forurettede er blevet
opsøgt i eget hjem, hvilket er blevet tillagt skærpende betydning for straffen.
I den høje ende er der udmålt straffe på mellem 9 måneders fængsel og 1 års fængsel fordelt på
fem domme. I to af sagerne er straffen udmålt til 10 måneders fængsel, mens der i de resterende
tre sager er udmålt straffe på henholdsvis 9 måneder, 11 måneder og 1 års fængsel. I fire af
949
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
sagerne er der tale om afpresning samt anden alvorlig kriminalitet i form af trusler, vidnetrusler
eller forsøg på ulovlig tvang. Alle fem domme er karakteriseret ved, at der er tale om grov
afpresning, hvor forurettede er blevet afpresset relativt store eller meget store beløb, eller hvor
afpresningen vedrører beskyttelsespenge eller ”dummebøder”, og/eller hvor der
er fremsat me-
get grove trusler, bl.a. om at blive udsat for tortur, få klippet fingre af mv. I tre af sagerne er
tiltalte tidligere straffet flere gange eller gentagne gange for ligeartet kriminalitet, herunder for
personfarlig kriminalitet. Der er således tale om sager, hvor en række skærpende omstændig-
heder har haft betydning for straffen.
Strafferammen i straffelovens § 285, stk. 1, er fængsel indtil 1 år og 6 måneder. For så vidt
angår afpresning henført under denne bestemmelse konstaterer udvalget, at strafferammens ne-
derste to tredjedele er udnyttet i de gennemgåede sager, mens der ikke har været udmålt straffe
i den øverste tredjedel.
2.2.16.3.
Forhold henført under § 281, jf. § 286, stk. 1
I sager om afpresning henført under den skærpede strafferamme i § 286, stk. 1, er der i den
gennemgåede praksisperiode udmålt straffe på henholdsvis 8 måneders fængsel og 1 års fæng-
sel for forhold begået før lovændringen i 2017, mens der er udmålt straffe på mellem 1 års
fængsel og 1 år og 9 måneders fængsel for forhold begået efter lovændringen.
Det bemærkes i den forbindelse, at den tilsigtede strafskærpelse ved lovændringen i 2017 alene
omfatter ”systematisk eller organiseret afpresning” efter § 286, stk. 1. Det fremgår af bemærk-
ningerne til lovændringen, at der ved vurderingen heraf lægges vægt på, om der er tale om
gentagne tilfælde af afpresning over for f.eks. en bestemt erhvervsdrivende eller erhvervsdri-
vende i samme kvarter eller branche. Der er dog ikke krav om, at alle tilfælde af afpresning
udføres af samme gerningsperson, hvis afpresningen udøves af de pågældende efter aftale, eller
hvis gerningspersonen f.eks. har viden om, at det afpresningsforhold, som den pågældende be-
går, indgår i en systematisk eller organiseret afpresning af en eller flere forurettede udført af
f.eks. andre medlemmer af samme gruppering. Tilfælde, hvor en enkeltperson systematisk af-
presser et større antal erhvervsdrivende, vil dog også være omfattet af skærpelsen.
Fra retspraksis
før
lovændringen i 2017 er der som nævnt udmålt straffe på henholdsvis 8 må-
neders fængsel og 1 års fængsel fordelt på tre domme.
I en af dommene blev straffen udmålt til 8 måneders fængsel, mens straffen i de to øvrige
domme blev udmålt til 1 års fængsel. I dommen på 8 måneders fængsel havde tiltalte i flere
tilfælde i forening med andre indfundet sig på bordeller og tilbudt beskyttelsespenge for 5.000
kr. om måneden, mens de var iført tøj, der viste tilknytning til Bandidos. I den ene af dommene,
950
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
hvor straffen blev fastsat til 1 års fængsel, havde tiltalte i et brev til en bankansat truet med at
sprænge en bombe, hvis ikke der blev lagt 100.000 kr. på et nærmere angivet sted, ligesom han
var skyldig i vidnetrusler ved at have skrevet i brevet, at det kunne gå ud over den ansattes
nærmeste, hvis hun ringede til politiet. I den anden dom, hvor straffen blev fastsat til 1 års
fængsel, havde tiltalte forsøgt at afpresse politiet 2 mio. kr. for at fortælle, hvor han angiveligt
havde lagt forgiftede varer i et supermarked, ligesom han senere ulovligt forsøgte at tvinge
politiet til at løslade ham ved at udtale, at hvis ikke han blev løsladt, ville nogen dø eller lig-
nende. Ved straffastsættelsen i sidstnævnte sag blev der bl.a. lagt vægt på, at han fire gange
fastholdt oplysningen om forgiftning af madvarer over for politiet.
Fra retspraksis
efter
lovændringen i 2017 er der som nævnt udmålt straffe på mellem 1 års
fængsel og 1 år og 9 måneders fængsel fordelt på fire domme.
I to af dommene er straffen udmålt til 1 års fængsel. I en af disse domme havde tiltalte i forening
med en større gruppe maskerede medgerningspersoner opsøgt forurettede og udøvet grov vold
mod ham, bl.a. ved slag med baseballbats i hovedet og på kroppen, alt med henblik på at af-
presse ham 10.000 kr., ligesom der blev holdt en pistollignende genstand mod forurettedes ho-
ved. I denne sag var tiltalte tidligere straffet. I den anden dom på 1 års fængsel havde tiltalte i
forening med to medgerningspersoner fra bandemiljøet afpresset forurettede over en periode på
ca. en måned ved anvendelse af trusler, spark og slag samt tvunget forurettede til at overnatte
hos en af medgerningspersonerne med det formål at få vedkommende til at betale 280.000 kr.
I denne sag var tiltalte også tidligere straffet, bl.a. flere gange for vold.
I en tredje dom blev to tiltalte idømt 1 år og 3 måneders fængsel, mens en medtiltalt blev idømt
1 års fængsel, ved i forening at have truet forurettede med kniv og udtalt, at han nu var meldt
ud af en bandegruppering og skulle betale 700.000 kr. i udmeldelsesgebyr, hvoraf 125.000 kr.
skulle betales samme aften, hvorefter de tiltalte senere samme aften udøvede grov vold mod
forurettede. Den ene tiltalte var yderligere skyldig i bl.a. nogle mindre narkotikaforhold efter
straffelovens § 191, stk. 2, jf. stk. 1, 1. pkt. En anden tiltalt var tidligere straffet flere gange for
berigelseskriminalitet, og en tredje tiltalt var tidligere straffet mange gange for ligeartet krimi-
nalitet, herunder for afpresning af særligt grov beskaffenhed, vidnetrusler, trusler, ulovlig tvang
samt vold og grov vold i gentagelsestilfælde.
I dommen på 1 år og 9 måneders fængsel havde to tiltalte begået afpresning, ulovlig tvang og
frihedsberøvelse ved i forening med medgerningspersoner at have tvunget forurettede ind i en
bil og over et forløb på ca. 4,5 time truet forurettede med en machete og en pistollignende
genstand til bl.a. at placere sig i ”henrettelsesstilling”, alt med henblik på at afpresse den på-
gældende 150.000 kr. De tiltalte var herudover skyldige i vidnetrusler mod forurettede og
951
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0384.png
brugstyveri af hans bil. Den ene tiltalte var endvidere skyldig i bl.a. grov vold i gentagelsestil-
fælde ved at forsøge at påkøre en anden person, ligesom den anden tiltalte var skyldig i at have
anvendt en falsk pengeseddel samt fremsat trusler. Begge tiltalte var tidligere straffet for lige-
artet kriminalitet.
Strafferammen i straffelovens § 286, stk. 1, er fængsel indtil 6 år. For så vidt angår afpresning
henført under denne bestemmelse både før og efter strafskærpelsen i 2017 kan det konstateres,
at kun strafferammens nederste tredjedel er udnyttet i de ovennævnte sager, hvor straffen blev
fastsat til 1 år og 9 måneders fængsel, mens de øvrige straffe er udmålt væsentligt lavere (mel-
lem 8 måneder og 1 år og 3 måneders fængsel) i den nederste del af strafferammen.
Det bemærkes endvidere, at de beløb, som afpresningen i sagerne vedrører, generelt set er la-
vere end udbyttet i sager om anden berigelseskriminalitet henført under § 286. Endvidere be-
mærkes, at selvom det tilsigtede udbyttes størrelse i sager om afpresning er af væsentlig betyd-
ning for strafudmålingen, er det vurderingen, at dette element er af relativt mindre betydning
for strafudmålingen i sager om afpresning end i sager om anden berigelseskriminalitet. Der er
således i disse sager i høj grad lagt vægt på andre forhold, herunder truslernes grovhed, om der
samtidig er anvendt vold eller begået anden kriminalitet, om der f.eks. trues til ”beskyttelses-
penge”, om forholdet er begået i forening med andre, og om den tiltalte er tidligere straffet.
Der er således tale om en forbrydelsesart, der placerer sig mellem formueforbrydelserne og de
personfarlige forbrydelser, hvilket også er afspejlet i de principper, som strafudmålingen i sa-
gerne hviler på. Strafudmålingsniveauet i sager om afpresning lader sig derfor vanskeligt sam-
menligne med strafudmålingsniveauet i andre sager om berigelseskriminalitet.
I perioden efter lovændringen i 2017 ses der ikke at være afsagt domme omhandlende systema-
tisk eller organiseret afpresning efter § 286, stk. 1. Der er således ikke i nogen af de gennem-
gåede sager tale om afpresning mod erhvervsdrivende mv., men i stedet afpresning begået mod
enkeltpersoner under omstændigheder, som ikke er omfattet af den tilsigtede skærpelse.
2.2.17 Praksis vedrørende straffelovens § 282
2.2.17.1.
Praksis vedrørende straffelovens § 282, jf. § 287
Som det fremgår ovenfor, er normalstrafferammen for åger efter straffelovens § 282 fængsel
indtil 1 år og 6 måneder, jf. § 285, stk. 1.
Er forholdet af mindre strafværdighed, er straffen dog bøde, og under i øvrigt formildende om-
stændigheder kan straffen helt bortfalde, jf. straffelovens § 287, stk. 1.
952
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0385.png
Der ses ikke at foreligge nyere trykt retspraksis, hvor åger er henført under den mildere straffe-
ramme i § 287.
2.2.17.2.
Praksis vedrørende straffelovens § 282, jf. § 285, stk. 1
Som nævnt ovenfor, er normalstrafferammen for åger fængsel indtil 1 år og 6 måneder, jf. §
285, stk. 1.
Nedenstående gennemgang af retspraksis er afgrænset således, at den bygger på trykt praksis
fra de seneste 30 år, hvor der hovedsageligt kun er domfældt for overtrædelse af § 282, jf. §
285, stk. 1, uden anden kriminalitet til samtidig pådømmelse af afgørende betydning for straf-
fen, og hvor straffen så vidt muligt ikke er fastsat som fællesstraf med en tidligere straf eller
med en reststraf fra en prøveløsladelse, jf. straffelovens § 61, eller som tillægsstraf til en tidli-
gere straf, jf. straffelovens § 89 (dvs. ”rene” tilfælde).
Dommene er oplistet efter straffens længde. I gennemgangen er dommene ikke opdelt efter, om
den fastsatte straf er ubetinget eller betinget, herunder med vilkår om samfundstjeneste, idet
længden af fængselsstraffen som udgangspunkt antages at afspejle rettens vurdering af den på-
dømte kriminalitets alvor, mens spørgsmålet om betinget dom i højere grad beror på konkrete
omstændigheder ved tiltaltes personlige forhold. Se de generelle bemærkninger herom i kapitel
1, afsnit 4.
Det bemærkes, at der kun foreligger sparsom retspraksis om overtrædelse af § 282, jf. § 285,
stk. 1. Fra retspraksis kan der henvises til følgende afgørelser:
U 2007.1450Ø: T straffet med 3 måneders fængsel betinget for åger efter straffelovens § 282,
jf. § 285, stk. 1, ved at have udnyttet en 95-årig alderdomssvækket mand til at hæve 40.000 kr.,
som T anvendte til T’s eget private forbrug.
TfK 2008.864Ø: T straffet med 5 måneders fængsel betinget med vilkår om samfundstjeneste
for åger efter straffelovens § 282, jf. § 285, stk. 1, ved som social- og sundhedshjælper at have
udnyttet en 86-årig dement kvindes tilstand og formået hende til at overdrage smykker og andre
værdigenstande til T til en værdi af mindst 150.000 kr. T var tidligere straffet i 1999 med en
betinget dom uden straffastsættelse for underslæb. Efter det oplyste om T’s personlige forhold,
herunder hendes datters sygdom, var det uanset kriminalitetens karakter og omfang undtagel-
sesvist forsvarligt at gøre straffen betinget med vilkår om samfundstjeneste (dissens, idet et
mindretal i landsretten kun ville gøre 4 måneder af straffen betinget, mens resten skulle gøres
ubetinget).
953
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0386.png
TfK 2004.649Ø: T straffet med 8 måneders fængsel for åger efter straffelovens § 282, jf. § 285,
stk. 1, samt modtagelse af bestikkelse efter straffelovens § 144 og stillingsmisbrug efter straf-
felovens § 155 ved som hjemmehjælper at have udnyttet en 88-årig mand til at udstede 30
checks på i alt 337.400 kr. til T. Straffen blev fastsat til 8 måneders fængsel, men med dissens
for 10 måneders fængsel. Ved straffastsættelsen blev der bl.a. taget hensyn til, at T blev frakendt
retten til at udøve virksomhed som social- og sundhedshjælper mv.
U 2009.1678Ø: T straffet med 10 måneders fængsel betinget med vilkår om samfundstjeneste
for åger efter straffelovens § 282, jf. § 285, stk. 1, ved at have udnyttet en 82-årig alderdoms-
svækket kvinde, der led af demens, til at sælge sit sommerhus for 700.000 kr., selvom huset var
vurderet til 1.450.000 kr., og umiddelbart efter salget blev sat til salg for 2.400.000 kr. Under
henvisning til sagens særegne karakter og T’s særdeles gode personlige forhold var det undta-
gelsesvist forsvarligt at gøre straffen betinget med vilkår om samfundstjeneste.
2.2.17.3.
Praksis vedrørende straffelovens § 282, jf. § 286, stk. 1
Som det fremgår ovenfor, er normalstrafferammen for åger fængsel indtil 1 år og 6 måneder,
jf. § 285, stk. 1.
Straffen kan dog stige til fængsel indtil 6 år, når forbrydelsen er af særligt grov beskaffenhed
navnlig på grund af udførelsesmåden, eller fordi forbrydelsen er udført af flere i forening eller
under medtagelse af våben eller andet farligt redskab eller middel, eller når et større antal for-
brydelser er begået mv., jf. straffelovens § 286, stk. 1.
Nedenstående gennemgang af retspraksis er afgrænset således, at den bygger på trykt praksis
fra de seneste 30 år, hvor der hovedsageligt kun er domfældt for overtrædelse af § 282, jf. §
286, stk. 1, uden anden kriminalitet til samtidig pådømmelse af væsentlig betydning for straffen,
og hvor straffen så vidt muligt ikke er fastsat som fællesstraf med en tidligere straf eller med
en reststraf fra en prøveløsladelse, jf. straffelovens § 61, eller som tillægsstraf til en tidligere
straf, jf. straffelovens § 89 (dvs. ”rene” tilfælde).
Dommene er oplistet efter straffens længde. I gennemgangen er dommene ikke opdelt efter, om
den fastsatte straf er ubetinget eller betinget, herunder med vilkår om samfundstjeneste, idet
længden af fængselsstraffen som udgangspunkt antages at afspejle rettens vurdering af den på-
dømte kriminalitets alvor, mens spørgsmålet om betinget dom i højere grad beror på konkrete
omstændigheder ved tiltaltes personlige forhold. Se de generelle bemærkninger herom i kapitel
1, afsnit 4.
Det bemærkes, at der kun foreligger ganske sparsom retspraksis vedrørende overtrædelse af §
282, jf. § 286. Fra retspraksis kan der henvises til følgende afgørelser:
954
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0387.png
U 2004.2779V: T straffet med 1 år og 3 måneders fængsel for åger og bedrageri af særligt grov
beskaffenhed efter straffelovens § 282 og § 279, jf. dagældende § 286, stk. 2 og 3, til dels forsøg
herpå, jf. § 21, idet T var skyldig i 3 tilfælde af bedrageri ved under forskellige urigtige anbrin-
gender at have formået personer til at udbetale mindst 300.000 kr., ligesom T var skyldig i et
tilfælde af bedrageri over for en kommune for et beløb på ca. 43.000 kr. Endelig var T skyldig
i flere tilfælde af åger og forsøg herpå begået over for et ældre ægtepar, som T ved hjælp af
opdigtede historier fik til at udbetale en række beløb samt forsøgte herpå. T var tidligere straffet
i 1994 og 1999 med både betinget og ubetinget fængsel for bedrageri og dokumentfalsk. Ved
straffastsættelsen blev der lagt vægt på, at der var tale om flere grove forhold begået over en
længere periode med flere forurettede. Under henvisning til forholdenes grovhed, og da T tid-
ligere var straffet, var der ikke grundlag for at gøre straffen betinget.
TfK 2015.537/2Ø: T1 straffet med 3 års fængsel for navnlig åger af særligt grov beskaffenhed
efter straffelovens § 282, jf. § 286, stk. 1, ved over en længere periode at have udnyttet en række
rumænske statsborgere, der var kommet til Danmark for at arbejde, til at udføre arbejde i ren-
gøringsbranchen og hos bl.a. T1 privat. T1 var oprindeligt tiltalt for menneskehandel efter straf-
felovens § 262 a, stk. 1, og åger af særligt grov beskaffenhed efter § 282, jf. § 286, stk. 1, men
landsretten fandt det efter en samlet vurdering ikke godtgjort, at der var tale om tvangsarbejde,
hvorfor T1 blev frifundet for menneskehandel. T1 blev i stedet alene dømt for åger af særligt
grov beskaffenhed. T1 var tidligere straffet med 10 dages fængsel og bøder for anden krimina-
litet, og straffen blev fastsat som en tillægsstraf, jf. straffelovens § 89, hertil. Ved straffastsæt-
telsen lagde landsretten vægt på, at T1 i forening med en medgerningsperson havde skaffet de
rumænske statsborgere til Danmark og lod dem arbejde og leve under kummerlige forhold. De
forurettede levede under særdeles dårlige økonomiske forhold i Rumænien og havde dårlige
sprogkundskaber og ringe mulighed for at sætte sig ind i danske arbejds- og leveforhold. T1 og
medgerningspersonen udnyttede i den forbindelse de forurettedes økonomisk vanskelige stil-
ling og manglende indsigt i danske forhold til at formå dem til at arbejde for sig mod at yde
dem kost og logi, der efter danske forhold var uacceptabelt ringe, samt en betaling, der måtte
anslås at udgøre mindre end 25 pct. af en gennemsnitsnettoløn for en rengøringsassistent. End-
videre tilegnede T1 og medgerningspersonen sig de forurettedes lønudbetalinger på ca. 448.000
kr. mod at yde de forurettede en beskeden betaling samt kost og logi. Den uberettigede vinding,
som de tiltalte opnåede fra de forurettede, kunne ikke opgøres præcist, men måtte anslås til
adskillige millioner kroner. Samlet set forelå der herefter en professionelt tilrettelagt, systema-
tisk og langvarig udnyttelse af de forurettede og en betydelig uberettiget vinding for de tiltalte,
som blev tillagt vægt i skærpende retning.
955
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0388.png
2.2.18 Delkonklusion vedrørende straffelovens § 282
Strafferammen for åger er som udgangspunkt fængsel indtil 1 år og 6 måneder, jf. straffelovens
§ 285, stk. 1. Straffen kan dog under visse omstændigheder stige til fængsel indtil 6 år, jf. straf-
felovens § 286, stk. 1. Såfremt overtrædelsen er af mindre strafværdighed, er straffen bøde, og
under i øvrigt formildende omstændigheder kan straffen bortfalde, jf. straffelovens § 287, stk.
1.
Der er ikke givet mere præcise anvisninger vedrørende strafudmålingen i lovbemærkningerne
til bestemmelsen eller til §§ 285-287.
I nedenstående er det i forbindelse med redegørelsen for strafniveauerne ikke anført, om der
har været tale om betinget eller ubetinget straf. Det fremgår af praksisgennemgangen ovenfor i
afsnit 2.2.17, om straffene i de enkelte sager er gjort betingede.
2.2.18.1.
Forhold henført under § 282, jf. § 287
Som det fremgår ovenfor, ses der ikke at foreligge trykt retspraksis, hvor åger er henført under
den mildere strafferamme i § 287.
2.2.18.2.
Forhold henført under § 282, jf. § 285, stk. 1
I sager om åger henført under strafferammen i § 285, stk. 1, er der i den gennemgåede praksis-
periode udmålt straffe på mellem 3 og 10 måneders fængsel fordelt på fire domme.
I den laveste ende er der udmålt straf på 3 måneders fængsel i en sag, hvor tiltalte havde udnyttet
en 95-årig alderdomssvækket mand til at hæve 40.000 kr., som tiltalte anvendte til eget privat-
forbrug.
I den lidt højere ende er der udmålt straf på 5 måneders fængsel i en sag, hvor tiltalte som social-
og sundhedshjælper havde udnyttet en 86-årig dement kvindes tilstand til at få hende til at over-
drage smykker og andre værdigenstande til tiltalte til en værdi af mindst 150.000 kr. Tiltalte
var tidligere straffet for underslæb.
Der er endvidere udmålt straf på 8 måneders fængsel i en sag om åger, modtagelse af bestikkelse
og stillingsmisbrug, hvor tiltalte som hjemmehjælper havde udnyttet en 88-årig mand til at ud-
stede checks på i alt 337.400 kr. til tiltalte.
I den høje ende er der udmålt straf på 10 måneders fængsel i en sag, hvor tiltalte havde udnyttet
en 82-årig alderdomssvækket kvinde, der led af demens, til at sælge sit sommerhus for 700.000
956
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
kr., selvom huset var vurderet til 1.450.000 kr., og umiddelbart efter blev sat til salg for
2.400.000 kr.
På baggrund af praksis, der må betegnes som sparsom, ses straffen for åger navnlig at afhænge
af det beløb, der er opnået eller tilsigtet opnået ved forbrydelsen.
Strafferammen i straffelovens § 285, stk. 1, er fængsel indtil 1 år og 6 måneder. For så vidt
angår åger henført under denne bestemmelse kan det konstateres, at strafferammens nederste to
tredjedele er udnyttet i de refererede sager, mens der ikke er udmålt straffe i den øverste tred-
jedel.
2.2.18.3.
Forhold henført under § 282, jf. § 286, stk. 1
I sager om åger, der er henført under den skærpede sidestrafferamme i § 286, stk. 1, er der i den
gennemgåede periode udmålt straffe på henholdsvis 1 år og 3 måneders fængsel og 3 års fæng-
sel.
I dommen på 1 år og 3 måneders fængsel var tiltalte skyldig i både åger og bedrageri, til dels
forsøg herpå. Tiltalte havde i tre tilfælde begået bedrageri ved under urigtige anbringender at
have formået personer til at udbetale mindst 300.000 kr., ligesom tiltalte var skyldig i et tilfælde
af bedrageri over for en kommune for et beløb på ca. 43.000 kr. Endelig var tiltalte skyldig i
flere tilfælde af åger og forsøg herpå over for et ældre ægtepar, som han ved hjælp af opdigtede
historier fik til at udbetale en række beløb samt forsøgte herpå. Tiltalte var tidligere straffet to
gange for bedrageri og dokumentfalsk. Ved straffastsættelsen blev der lagt vægt på, at der var
tale om flere grove forhold begået over en længere periode med flere forurettede.
I dommen på 3 års fængsel var der tale om en person, der blev fundet skyldig i åger ved over
en længere periode at have udnyttet en række rumænske statsborgere, der var kommet til Dan-
mark for at arbejde, til at udføre arbejde i rengøringsbranchen og hos tiltalte privat. Ved straf-
fastsættelsen blev der lagt vægt på, at tiltalte i forening med en medgerningsperson havde skaf-
fet de rumænske statsborgere til Danmark og lod dem arbejde og leve under kummerlige for-
hold. Tiltalte og medgerningspersonen udnyttede i den forbindelse de forurettedes økonomisk
vanskelige stilling og manglende indsigt i danske forhold til at formå dem til at arbejde for sig
mod at yde dem kost og logi, der efter danske forhold var uacceptabelt ringe, samt en betaling,
der måtte anslås at udgøre mindre end 25 pct. af en gennemsnitsnettoløn for en rengøringsassi-
stent. Endvidere tilegnede tiltalte og medgerningspersonen sig de forurettedes lønudbetalinger
på ca. 448.000 kr. mod at yde de forurettede en beskeden betaling samt kost og logi. Den ube-
rettigede vinding, som de tiltalte havde opnået fra de forurettede, kunne ikke opgøres præcist,
men måtte anslås til adskillige millioner kroner. Samlet forelå der en professionelt tilrettelagt,
957
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0390.png
systematisk og langvarig udnyttelse af de forurettede og en betydelig vinding for de tiltalte, som
blev tillagt vægt i skærpende retning.
På baggrund af ovennævnte praksis, der må betegnes som ganske sparsom, ses straffen for åger
af særligt grov beskaffenhed navnlig at afhænge af det beløb, der er opnået eller tilsigtet opnået,
men også af omstændighederne ved forbrydelsen. I sidstnævnte dom blev der således bl.a. lagt
vægt på den professionelt tilrettelagte, systematiske og langvarige udnyttelse af de forurettede
i en sag om åger, som må betegnes som særligt grov.
Strafferammen i straffelovens § 286, stk. 1, er fængsel indtil 6 år. For så vidt angår åger henført
under denne bestemmelse er halvdelen af strafferammen udnyttet i de ovennævnte sager, idet
der dog kun foreligger én dom, hvor straffen blev fastsat til 3 års fængsel, mens straffen i den
anden sag er udmålt væsentligt lavere (1 år og 3 måneders fængsel) i den nederste del af straf-
ferammen.
2.2.19 Praksis vedrørende straffelovens § 283
2.2.19.1.
Praksis vedrørende straffelovens § 283, jf. § 287
Som det fremgår ovenfor, er normalstrafferammen for skyldnersvig efter straffelovens § 283
fængsel indtil 1 år og 6 måneder, jf. § 285, stk. 1, 1. pkt.
Er forholdet af mindre strafværdighed, er straffen bøde, og under i øvrigt formildende omstæn-
digheder kan straffen helt bortfalde, jf. straffelovens § 287, stk. 1.
Der ses ikke at foreligge nyere trykt retspraksis, hvor skyldnersvig er henført under den mildere
strafferamme i § 287.
2.2.19.2.
Praksis vedrørende straffelovens § 283, jf. § 285, stk. 1
Som nævnt ovenfor er normalstrafferammen for skyldnersvig fængsel indtil 1 år og 6 måneder,
jf. § 285, stk. 1, 1. pkt. Dog kan straffen i de tilfælde, der er nævnt i § 283, stk. 2, for såvel
skyldneren som for den begunstigede fordringshaver gå ned til bøde, jf. § 285, stk. 1, 2. pkt.
Nedenstående gennemgang af retspraksis er afgrænset således, at den bygger på trykt praksis
fra de seneste 30 år, hvor der hovedsageligt kun er domfældt for overtrædelse af § 283, jf. §
285, stk. 1, uden anden kriminalitet til samtidig pådømmelse af afgørende betydning for straf-
fen, og hvor straffen så vidt muligt ikke er fastsat som fællesstraf med en tidligere straf eller
med en reststraf fra en prøveløsladelse, jf. straffelovens § 61, eller som tillægsstraf til en tidli-
gere straf, jf. straffelovens § 89 (dvs. ”rene” tilfælde).
958
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0391.png
Dommene er oplistet efter straffens længde. I gennemgangen er dommene ikke opdelt efter, om
den fastsatte straf er ubetinget eller betinget, herunder med vilkår om samfundstjeneste, idet
længden af fængselsstraffen som udgangspunkt antages at afspejle rettens vurdering af den på-
dømte kriminalitets alvor, mens spørgsmålet om betinget dom i højere grad beror på konkrete
omstændigheder ved tiltaltes personlige forhold. Se de generelle bemærkninger herom i kapitel
1, afsnit 4.
Fra retspraksis kan der henvises til følgende afgørelser:
TfK 2020.1083V: T straffet med 30 dages fængsel betinget for skyldnersvig efter straffelovens
§ 283, stk. 1, nr. 3, jf. § 285, stk. 1, ved som skyldner at have undladt at oplyse i fogedretten, at
han ejede en skurvogn, som han senere solgte for 10.000 kr. Ved straffastsættelsen blev der lagt
vægt på forholdets karakter og skurvognens værdi.
TfK 2000.569V: T straffet med bl.a. 3 måneders fængsel betinget for skyldnersvig efter straf-
felovens § 283, stk. 1, nr. 1, jf. § 285, stk. 1, ved som ejer af en ejendom at have fjernet køk-
keninventar og indvendige døre fra ejendommen i strid med panthaverens rettigheder. Det blev
lagt til grund, at effekterne havde en ikke ubetydelig værdi, uden at denne nærmere kunne fast-
lægges. T var endvidere skyldig i overtrædelse af færdselsloven. Byretten fastsatte straffen til
4 måneders betinget fængsel med vilkår om samfundstjeneste samt en tillægsbøde, men lands-
retten nedsatte straffen til 3 måneders fængsel og en tillægsbøde og fandt efter en samlet vur-
dering af forholdet, at det var tilstrækkeligt at gøre fængselsstraffen rent betinget.
TfK 2014.1055V: T straffet med 3 måneders fængsel betinget for skyldnersvig efter straffelo-
vens § 283, stk. 1, nr. 3, jf. § 285, stk. 1, ved at have unddraget sine fordringshavere værdier i
form af inventar, maskiner og produkter
fra T’s minkfarm til en anslået værdi af ca. 194.000
kr., idet T skjulte aktiverne på forskellige adresser. Byretten fastsatte straffen til 6 måneders
betinget fængsel, hvilket landsretten nedsatte til 3 måneder betinget. Ved straffastsættelsen
lagde
landsretten ligesom byretten vægt på forholdets karakter og omfang. Henset til T’s gode
personlige forhold og relativt høje alder samt den tid, der var gået, siden forholdet var begået,
og som ikke kunne tilskrives T’s forhold, blev straffen gjort betinget.
TfK 2014.375Ø: T straffet med 4 måneders fængsel betinget for skyldnersvig efter straffelovens
§ 283, stk. 1, nr. 3, jf. § 285, stk. 1, ved som direktør i et anpartsselskab kort før en likvidati-
onsbehandling at have overført 138.000 kr. til moderselskabet, hvor T ligeledes var direktør. T
var herudover skyldig i overtrædelse af straffelovens § 302, stk. 1, ved som direktør i først-
nævnte anpartsselskab groft at have overtrådt lovgivningsmæssige krav til bl.a. bogføringen.
Byretten fastsatte straffen til 4 måneders fængsel, hvoraf 2 måneder blev gjort betinget. Henset
959
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0392.png
til størrelsen af beløbet og til, at T ikke tidligere var straffet af betydning, fandt landsretten det
forsvarligt at gøre straffen betinget i sin helhed.
TfK 2011.687/2Ø: T straffet med 6 måneders fængsel betinget for skyldnersvig efter straffelo-
vens § 283, stk. 1, nr. 2, jf. § 285, stk. 1, ved efter konkurs i sin virksomhed at have ladet
315.000 kr., der tilhørte boet, overføre til sig selv. Beløbet anvendte T bl.a. til at betale anden
gæld i strid med konkursordenen. T havde efter konkursen også hævet 66.000 kr. på virksom-
hedens konto, som blev unddraget fordringshaverne. Under henvisning til T’s gode personlige
forhold og til, at han ikke tidligere var straffet af betydning, blev straffen gjort betinget. Straffen
blev fastsat som en tillægsstraf, jf. straffelovens § 89, til en tidligere bødestraf for overtrædelse
af færdselsloven.
U 1995.689V: T straffet med 9 måneders fængsel for skyldnersvig efter straffelovens § 283,
stk. 1, nr. 1, jf. § 285, stk. 1, ved at have solgt en kreaturbesætning og driftsmidler fra sin
landbrugsejendom for i alt 519.774,57 kr., som T efterfølgende forbrugte, hvilket var i strid
med panthaverens rettigheder og medførte tab for panthaveren. Ved straffastsættelsen fandt
landsretten, at oplysninger om T’s personlige og psykiske forhold ikke kunne føre til, at straffen
helt eller delvist skulle gøres betinget.
2.2.19.3.
Praksis vedrørende straffelovens § 283, jf. § 286, stk. 2
Som det fremgår ovenfor, er normalstrafferammen for skyldnersvig fængsel indtil 1 år og 6
måneder, jf. § 285, stk. 1, 1. pkt.
Straffen kan dog stige til fængsel indtil 8 år, når forbrydelsen er af særligt grov beskaffenhed
navnlig på grund af udførelsesmåden, eller fordi forbrydelsen er udført af flere i forening, eller
som følge af omfanget af den opnåede eller tilsigtede vinding, eller når et større antal forbry-
delser er begået, jf. straffelovens § 286, stk. 2.
Nedenstående gennemgang af retspraksis er afgrænset således, at den bygger på trykt praksis
fra de seneste 30 år, hvor der hovedsageligt kun er domfældt for overtrædelse af § 283, jf. §
286, stk. 2, uden anden kriminalitet til samtidig pådømmelse af væsentlig betydning for straffen,
og hvor straffen så vidt muligt ikke er fastsat som fællesstraf med en tidligere straf eller med
en reststraf fra en prøveløsladelse, jf. straffelovens § 61, eller som tillægsstraf til en tidligere
straf, jf. straffelovens
§ 89 (dvs. ”rene” tilfælde).
Dommene er oplistet efter straffens længde. I gennemgangen er dommene ikke opdelt efter, om
den fastsatte straf er ubetinget eller betinget, herunder med vilkår om samfundstjeneste, idet
længden af fængselsstraffen som udgangspunkt antages at afspejle rettens vurdering af den på-
dømte kriminalitets alvor, mens spørgsmålet om betinget dom i højere grad beror på konkrete
960
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0393.png
omstændigheder ved tiltaltes personlige forhold. Se de generelle bemærkninger herom i kapitel
1, afsnit 4.
Fra retspraksis kan der henvises til følgende afgørelser:
TfK 2015.359Ø: T straffet med 9 måneders fængsel betinget for skyldnersvig af særligt grov
beskaffenhed efter straffelovens § 283, stk. 1, nr. 3, jf. § 286, stk. 2, ved at have unddraget sine
ejendele fra at tjene til fyldestgørelse for sine kreditorer, idet T hævede 700.000 kr. fra sin
konto, som han forbrugte, hvorved kreditorerne led et tilsvarende tab. Byretten fastsatte straffen
til 6 måneders fængsel, hvoraf 3 måneder blev gjort betinget, hvilket landsretten forhøjede til 9
måneders fængsel. Under hensyn til at T nu var pensioneret, at han var ustraffet, og at han havde
gode personlige forhold, blev straffen undtagelsesvist gjort betinget i sin helhed.
TfK 2022.70Ø: T straffet med 1 års fængsel betinget for skyldnersvig af særligt grov beskaf-
fenhed efter straffelovens § 283, stk. 1, nr. 3, jf. § 286, stk. 2, ved som advokat at have begået
skyldnersvig i forening med sin klient, idet T, selvom han var bekendt med, at klienten var
begæret konkurs, overførte 2,5 mio. kr. fra klientkontoen til en tredje person med henblik på at
medvirke til, at klienten opnåede en uberettiget vinding på dette beløb. Herved led klientens
kreditorer et tilsvarende tab eller blev udsat for væsentlig risiko herfor. Skyldnersviget var be-
gået i 2011, og sagen blev behandlet i byretten i 2019 og i landsretten i 2021. Byretten fastsatte
straffen til 1 år og 3 måneders fængsel, der bl.a. på grund af den forløbne tid blev gjort betinget.
T blev endvidere frakendt retten til at udøve advokatvirksomhed indtil videre. Landsretten stad-
fæstede dommen med den ændring, at straffen blev nedsat til 1 års betinget fængsel, idet lands-
retten ligeledes lagde vægt på rettighedsfrakendelsen. Endvidere lagde landsretten vægt på be-
løbets størrelse, og at forholdet var begået i forening. Straffen blev fastsat som en tillægsstraf,
jf. straffelovens § 89, til en tidligere bøde for overtrædelse af færdselsloven.
TfK 2005.337/2V: T straffet med 1 år og 3 måneders fængsel for skyldnersvig af særligt grov
beskaffenhed efter straffelovens § 283, stk. 1, nr. 3, jf. § 286, stk. 2, ved at have unddraget sine
kreditorer ca. 1,8 millioner kr. Byretten fastsatte straffen til 1 år og 3 måneders ubetinget fæng-
sel med henvisning til omstændighederne i sagen, herunder størrelsen af det unddragne beløb,
og til, at T fortsat unddrog banken og sine øvrige kreditorer fyldestgørelse af de bortskaffede
midler. Landsretten tiltrådte af de af byretten anførte grunde, at der uanset T’s alder og gode
personlige forhold ikke var grundlag for at gøre straffen helt eller delvist betinget, heller ikke
med vilkår om samfundstjeneste (dissens for med henvisning til T’s alder at gøre straffen be-
tinget med vilkår om samfundstjeneste).
TfK 2002.437Ø: T straffet med 1 år og 6 måneders fængsel betinget for medvirken til skyld-
nersvig af særligt grov beskaffenhed efter straffelovens § 283, stk. 1, nr. 3, jf. § 286, stk. 2, jf.
961
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0394.png
§ 23, til dels forsøg herpå, jf. § 23, samt overtrædelse af straffelovens § 296, stk. 1, nr. 2 og 3,
og overtrædelse af aktieselskabsloven og anpartsselskabsloven ved som direktør og bestyrel-
sesmedlem i en koncern at have medvirket til en medtiltalts omfattende og systematiske skyld-
nersvig i forbindelse med erhvervelse af overskudsselskaber (selskabstømmersag). Herved blev
statskassen påført eller forsøgt påført et tab på ca. 16 mio. kr. T2 havde opnået en mindre per-
sonlig vinding, mens den medtiltalte havde opnået en meget betydelig vinding.
TfK 2000.474Ø: T1 straffet med en fællesstraf på 2 år og 6 måneders fængsel for skyldnersvig
af særligt grov beskaffenhed efter straffelovens § 283, stk. 1, nr. 3, jf. § 286, stk. 2, ved til dels
i forening med en medtiltalt, T2, efter at have erhvervet 17 overskudsselskaber at have unddra-
get statskassen ca. 14 mio. kr., der var afsat til betaling af selskabsskatter (selskabstømmersag).
T1 var herudover skyldig i overtrædelse af straffelovens § 296, stk. 1, nr. 3, ved i strid med
reglerne om udbetaling af udbytte at have ladet beløbet udtage, selvom der ikke var sket elimi-
nering eller udskydelse af selskabsskatterne. Straffen blev fastsat som en fællesstraf, jf. straffe-
lovens § 61, stk. 1, der omfattede en tidligere dom på 3 måneders betinget fængsel for bedrageri
og forsøg herpå.
TfK 2010.424Ø: T straffet med 2 år og 6 måneders fængsel for skyldnersvig af særligt grov
beskaffenhed efter straffelovens § 283, stk. 1, nr. 3, jf. § 286, stk. 2, ved i forbindelse med
SKATs inddrivelse af gæld hos T for ca. 15 mio. kr. at have oplyst i strid med sandheden, at
han ud over en pensionsopsparing kun havde aktiver for ca. 2,3 mio. kr., selvom han havde
yderligere aktiver i form af biler, gældsbreve mv. for 8.218.000 kr. Herudover var T skyldig i
overtrædelse af våbenloven ved at have været i besiddelse af en pistol med skarpe patroner på
bopælen. Byretten fastsatte straffen til 3 års fængsel og lagde vægt på, at T ikke tidligere var
straffet, at aktiverne var til stede, og at T ikke havde opnået nogen berigelse. Landsretten ned-
satte straffen til 2 år og 6 måneders fængsel og lagde vægt på, at T hidtil var ustraffet, og at han
havde gode personlige forhold. Henset til størrelsen af tabsrisikoen, som T påførte skattemyn-
dighederne, og til det strafbare forholds planlagte karakter fandt landsretten ikke grundlag for
at gøre straffen helt eller delvist betinget, heller ikke med vilkår om samfundstjeneste.
TfK 2000.5Ø: T straffet med 3 års fængsel for skyldnersvig af særligt grov beskaffenhed efter
straffelovens § 283, stk. 1, nr. 3, jf. § 286, stk. 2, samt overtrædelse af straffelovens § 296, stk.
1, nr. 3, ved efter at have erhvervet et anpartsselskab med datterselskaber, i strid med reglerne
i aktieselskabsloven og anpartsselskabsloven at have udtaget og udlånt ca. 1,4 mio. kr. af sel-
skabernes midler uden lånedokumenter eller sikkerhed herfor samt udtaget selskabets reste-
rende midler på ca. 2.100.775 kr. ved bl.a. at benytte falske dokumenter. Herved led selskaberne
og disses kreditorer tab eller væsentlig risiko herfor på ikke under 3.500.775 kr.
962
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0395.png
TfK 2007.393V: T2 straffet med 3 års fængsel, og T1 straffet med 1 år og 9 måneders fængsel,
for skyldnersvig af særligt grov beskaffenhed efter straffelovens § 283, stk. 1, nr. 3, jf. § 286,
stk. 2, samt overtrædelse af straffelovens § 302, stk. 1, nr. 1 og 2, ved efter at have overtaget et
selskab
at have undladt at føre forretningsbøger og misbrugt T1’s og T2’s adgang til at handle
for selskabet, idet de ved anvendelse af bl.a. falsk navn og proformaretshandler unddrog sel-
skabets kreditorer ca. 2,4 mio. kr. T2 var tidligere straffet i 1996 og 2000 med længerevarende
fængselsstraffe for bl.a. bedrageri, herunder af særligt grov beskaffenhed, og underslæb, man-
datsvig og dokumentfalsk. Ved straffastsættelsen blev der i skærpende retning lagt vægt på, at
T2 tidligere var straffet for ligeartet kriminalitet, og at T2 var hovedmanden bag forholdene.
TfK 2002.195Ø: T1 straffet med 5 års fængsel for skyldnersvig af særligt grov beskaffenhed
efter straffelovens § 283, stk. 1, nr. 3, jf. § 286, stk. 2, ved i forening med andre efter at have
erhvervet 65 overskudsselskaber at have unddraget statskassen ca. 71 mio. kr., der var afsat til
betaling af skatter (selskabstømmersag). De tiltalte var endvidere skyldige i overtrædelse af
selvfinansieringsforbudet i aktie- og anpartsselskabslovgivningen i forbindelse med erhvervel-
sen af selskaberne.
U 2021.1450H: T straffet med 7 års fængsel og en tillægsbøde for skyldnersvig, mandatsvig og
bedrageri af særligt grov beskaffenhed efter straffelovens § 283, stk. 1, nr. 3, § 280, nr. 1, og §
279, jf. § 286, stk. 2, til dels forsøg herpå, jf. § 21, samt dokumentfalsk og momssvig for et
samlet beløb på ca. 635 mio. kr. T begik forholdene som medindehaver, bestyrelsesmedlem,
direktør og daglig leder i en virksomhed. For Højesteret angik sagen alene spørgsmålet om
straffastsættelse. Højesteret fandt, at der ikke var grundlag for at anvende straffelovens § 88,
stk. 1, 2. pkt., om, at straffen kan stige med indtil det halve, hvis der foreligger særdeles skær-
pende omstændigheder, og fandt, at straffen passende kunne fastsættes til 7 års fængsel. Høje-
steret lagde navnlig vægt på lovovertrædelsernes karakter og grovhed, herunder beløbenes stør-
relse, T’s centrale rolle i kriminaliteten, som var planlagt og systematisk, og at T havde beriget
sig selv med et stort millionbeløb. Der forelå ikke omstændigheder, som kunne føre til en mil-
dere straf. Straffen blev fastsat som en tillægsstraf, jf. straffelovens § 89, til tidligere bøde-
straffe.
2.2.20 Delkonklusion vedrørende straffelovens § 283
Strafferammen for skyldnersvig er som udgangspunkt fængsel indtil 1 år og 6 måneder, jf.
straffelovens § 285, stk. 1, 1. pkt. Dog kan straffen i de tilfælde, der er nævnt i § 283, stk. 2, for
såvel skyldneren som for den begunstigede fordringshaver gå ned til bøde, jf. straffelovens §
285, stk. 1, 2. pkt. Omvendt kan straffen for overtrædelse af § 283 under visse omstændigheder
stige til fængsel indtil 8 år, jf. straffelovens § 286, stk. 2. Såfremt overtrædelsen er af mindre
strafværdighed, er straffen derimod bøde, og under i øvrigt formildende omstændigheder kan
straffen bortfalde, jf. straffelovens § 287, stk. 1.
963
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
I nedenstående er det i forbindelse med redegørelsen for strafniveauerne ikke anført, om der
har været tale om betinget eller ubetinget straf. Det fremgår af praksisgennemgangen ovenfor i
afsnit 2.2.19, om straffene i de enkelte sager er gjort betingede.
2.2.20.1.
Forhold henført under § 283, jf. § 287
Som det fremgår ovenfor, ses der ikke at foreligge trykt retspraksis, hvor skyldnersvig er hen-
ført under den mildere strafferamme i § 287.
2.2.20.2.
Forhold henført under § 283, jf. § 285, stk. 1
I sager om skyldnersvig, der er henført under strafferammen i § 285, stk. 1, er der i den gen-
nemgåede periode udmålt straffe på mellem 30 dages fængsel og 9 måneders fængsel fordelt
på seks domme.
I den lave ende er der udmålt straf på 30 dages fængsel i en sag, hvor tiltalte som skyldner
havde undladt at oplyse i fogedretten, at han ejede en skurvogn, som han senere solgte for
10.000 kr. Ved fastsættelsen af straffen blev der lagt vægt på forholdets karakter og skurvog-
nens værdi.
I to domme er der endvidere udmålt straffe på 3 måneders fængsel. I den ene sag havde tiltalte
som ejer af en ejendom fjernet inventar mv. fra ejendommen i strid med panthaverens rettighe-
der. Effekterne havde en ikke ubetydelig værdi, uden at denne kunne fastlægges nærmere. I den
anden sag havde tiltalte unddraget sine fordringshavere værdier i form af inventar, maskiner og
produkter fra dennes minkfarm til en anslået værdi af ca. 194.000 kr. Ved straffastsættelsen
lagde landsretten vægt på forholdets karakter og omfang.
I en enkelt dom er der udmålt straf på 4 måneders fængsel for en tiltalt, der som direktør i et
selskab kort før likvidationsbehandling havde overført 138.000 kr. til moderselskabet, hvor til-
talte også var direktør. Tiltalte var herudover skyldig i overtrædelse af straffelovens § 302, stk.
1, ved at have overtrådt bogføringsreglerne. Landsretten fastsatte straffen til 4 måneders fæng-
sel.
I den lidt højere ende er der i en enkelt dom udmålt straf på 6 måneders fængsel. Tiltalte havde
efter konkurs i sin virksomhed ladet 315.000 kr., som tilhørte boet efter virksomheden, overføre
til sig selv. Beløbet anvendte tiltalte bl.a. til at betale anden gæld i strid med konkursordenen.
Tiltalte havde efter konkursen endvidere hævet 66.000 kr. på virksomhedens konto, som blev
unddraget fordringshaverne.
964
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
I den høje ende er der i en enkelt dom udmålt straf på 9 måneders fængsel i en sag, hvor tiltalte
havde solgt en kreaturbesætning og driftsmidler fra sin landbrugsejendom for i alt 519.774,57
kr., som tiltalte efterfølgende forbrugte, hvilket var i strid med panthaverens rettigheder og
medførte tab for panthaveren.
På baggrund af denne praksis ses straffen for skyldnersvig navnlig at afhænge af det beløb, der
er opnået eller tilsigtet opnået ved forbrydelsen.
Strafferammen i straffelovens § 285, stk. 1, 1. pkt., er fængsel indtil 1 år og 6 måneder. For så
vidt angår skyldnersvig henført under § 285, stk. 1, kan det konstateres, at særligt strafferam-
mens nederste tredjedel er udnyttet i de refererede sager, mens der ikke er udmålt straffe i de
øverste to tredjedele på nær i en enkelt sag, hvor straffen er fastsat til 9 måneders fængsel.
2.2.20.3.
Forhold henført under § 283, jf. § 286, stk. 2
I sager om skyldnersvig, der er henført under den skærpede strafferamme i § 286, stk. 2, er der
i den gennemgåede periode udmålt straffe på mellem 9 måneders fængsel og 7 års fængsel
fordelt på 10 domme.
I den lave ende er der i en enkelt dom udmålt straf på 9 måneders fængsel i en sag, hvor tiltalte
havde unddraget ejendele fra sine kreditorer ved at hæve 700.000 kr. fra sin konto, som han
forbrugte.
Der er endvidere i enkelt dom udmålt straf på 1 års fængsel. Tiltalte havde som advokat begået
skyldnersvig i forening med sin klient, idet tiltalte, selvom han var bekendt med, at klienten var
begæret konkurs, overførte 2,5 mio. kr. fra klientkontoen til en tredje person med henblik på at
medvirke til, at klienten opnåede uberettiget vinding. Ved fastsættelsen af straffen lagde lands-
retten vægt på den forløbne tid og på, at tiltalte samtidig blev frakendt retten til at virke som
advokat. Endvidere blev der lagt vægt på beløbets størrelse, og at forholdet var begået i for-
ening. Straffen blev fastsat som en tillægsstraf, jf. straffelovens § 89, til en tidligere bødestraf.
Endelig er der i den lave ende også udmålt straffe på henholdsvis 1 år og 3 måneders fængsel
og 1 år og 6 måneders fængsel.
I dommen på 1 år og 3 måneders fængsel havde tiltalte unddraget sine kreditorer ca. 1,8 mio.
kr. Straffen blev fastsat under henvisning til omstændighederne i sagen, herunder størrelsen af
det unddragne beløb, og til at tiltalte fortsat unddrog banken og sine øvrige kreditorer fyldest-
gørelse af de bortskaffede midler.
965
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
I dommen på 1 år og 6 måneders fængsel havde tiltalte medvirket til skyldnersvig, til dels for-
søgt herpå, samt overtrådt straffelovens § 296, stk. 1, nr. 2 og 3, aktieselskabsloven og anparts-
selskabsloven ved som direktør og bestyrelsesmedlem i en koncern at have medvirket til en
medtiltalts omfattende og systematiske skyldnersvig i forbindelse med erhvervelse af over-
skudsselskaber (selskabstømmersag), hvorved statskassen blev påført eller forsøgt påført et tab
på ca. 16 mio. kr.
I den lidt højere ende er der i to sager udmålt straffe på 2 år og 6 måneders fængsel.
I den ene sag havde tiltalte, til dels i forening med en anden, unddraget statskassen ca. 14 mio.
kr., der var afsat til betaling af selskabsskatter, efter at have erhvervet 17 overskudsselskaber
(selskabstømmersag). Tiltalte var endvidere skyldig i overtrædelse af straffelovens § 296, stk.
1, nr. 3, ved i strid med reglerne om udbetaling af udbytte at have ladet det omhandlede beløb
udtage, selvom der ikke var sket eliminering eller udskydelse af selskabsskatterne. Straffen blev
fastsat som en fællesstraf, jf. straffelovens § 61, stk. 1, omfattende en tidligere dom på 3 måne-
ders betinget fængsel for bedrageri og forsøg herpå.
I den anden sag havde tiltalte, i forbindelse med SKATs inddrivelse af gæld hos tiltalte for ca.
15 mio. kr., oplyst i strid med sandheden, at han ud over en pensionsopsparing kun havde akti-
ver for ca. 2,3 mio. kr., selvom han havde yderligere aktiver i form af biler, gældsbreve mv. for
8.218.000 kr. Herudover var tiltalte skyldig i overtrædelse af våbenloven ved at have været i
besiddelse af en pistol med skarpe patroner på bopælen. Byretten fastsatte straffen til 3 års
fængsel og lagde vægt på, at tiltalte ikke tidligere var straffet, at aktiverne var til stede, og at
tiltalte ikke havde opnået nogen berigelse. Landsretten nedsatte straffen til 2 år og 6 måneders
fængsel og lagde vægt på, at tiltalte var ustraffet, og at han havde gode personlige forhold.
I den lidt højere ende er der endvidere udmålt straf på 3 års fængsel i en sag, hvor tiltalte, efter
at have erhvervet et anpartsselskab med datterselskaber, i strid med reglerne i aktieselskabslo-
ven og anpartsselskabsloven havde udtaget og udlånt ca. 1,4 mio. kr. af selskabernes midler
uden lånedokumenter eller sikkerhed herfor samt udtaget selskabets resterende midler på ca.
2.100.775 kr. ved bl.a. at benytte falske dokumenter. Herved led selskaberne og disses kredito-
rer tab eller væsentlig risiko herfor på ikke under 3.500.775 kr. Tiltalte var i den forbindelse
også skyldig i overtrædelse af straffelovens § 296, stk. 1, nr. 3.
Der er også udmålt straf på 3 års fængsel (og 1 år og 9 måneders fængsel) i en sag, hvor to
tiltalte havde undladt at føre forretningsbøger og misbrugt deres adgang til at handle for et
selskab ved at unddrage selskabets kreditorer ca. 2,4 mio. kr. Den tiltalte, der blev idømt 3 års
fængsel, var tidligere idømt længerevarende fængselsstraffe for ligeartet kriminalitet. Ved
966
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
straffastsættelsen blev der for dennes vedkommende i skærpende retning lagt vægt på, at han
var tidligere straffet, og at han var hovedmanden bag forholdene.
I den høje ende er der i én sag udmålt straf på 5 års fængsel og i en anden sag udmålt straf på 7
års fængsel.
I dommen på 5 års fængsel havde tiltalte i forening med andre, efter at have erhvervet 65 over-
skudsselskaber, unddraget statskassen ca. 71 mio. kr., der var afsat til betaling af skatter (sel-
skabstømmersag). Tiltalte var endvidere skyldig i overtrædelse af selvfinansieringsforbuddet i
aktie- og anpartsselskabslovgivningen i forbindelse med erhvervelsen af selskaberne.
I dommen på 7 års fængsel havde tiltalte som medindehaver, bestyrelsesmedlem, direktør og
daglig leder i en virksomhed begået skyldnersvig, mandatsvig og bedrageri af særligt grov be-
skaffenhed, til dels forsøg herpå, samt dokumentfalsk og momssvig for et beløb på ca. 635 mio.
kr. Ved fastsættelsen af straffen blev der navnlig lagt vægt på lovovertrædelsernes karakter og
grovhed, herunder beløbenes størrelse, tiltaltes centrale rolle i kriminaliteten, som var planlagt
og systematisk, og på at tiltalte havde beriget sig selv med et stort millionbeløb. Straffen blev
fastsat som en tillægsstraf, jf. straffelovens § 89, til tidligere bødestraffe. Ud over fængsels-
straffen på 7 år blev tiltalte endvidere idømt en tillægsbøde på 15.275.000 kr.
På baggrund af ovennævnte praksis ses straffen for skyldnersvig af særligt grov beskaffenhed
navnlig at afhænge af det beløb, der er opnået eller tilsigtet opnået, men også af omstændighe-
derne ved forbrydelsen. I flere af de refererede domme er der således bl.a. lagt vægt på, om
tiltalte tidligere er straffet for ligeartet kriminalitet, om tiltalte selv har opnået berigelse, om
tiltalte har indtaget en central rolle i forbrydelsen, og om skyldnersvigen har været planlagt
og/eller systematisk. Omvendt er der i formildende retning lagt vægt på, om der er sket ret-
tighedsfrakendelse.
Strafferammen i straffelovens § 286, stk. 2, er fængsel indtil 8 år. For så vidt angår skyldnersvig
henført under denne bestemmelse konstaterer udvalget, at strafferammen i høj grad er udnyttet
i de refererede sager. Selvom der i flere sager er udmålt straffe i den lave ende af strafferammen,
er der samtidig i flere sager idømt straffe i midten samt i den høje ende af strafferammen, jf.
dommene på henholdsvis 3 år, 5 år og 7 års fængsel.
2.3 Konklusion
For en gennemgang af strafniveauerne for overtrædelser af straffelovens §§ 285-287, jf. §§ 276-
283, henvises til delkonklusionerne under de enkelte praksisgennemgange i afsnit 2.2 ovenfor.
967
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0400.png
Som det fremgår af delkonklusionerne ovenfor, lægges der i sager om overtrædelse af straffe-
lovens §§ 276-283 særlig vægt på værdien af udbyttet. Det bemærkes dog også, at der samtidig
lægges vægt på en lang række øvrige konkrete omstændigheder, herunder bl.a. antallet af for-
hold, længden af perioden som forholdene er begået over, om overtrædelsen er begået alene
eller i forening med andre, om overtrædelsen har haft et systematisk, organiseret eller professi-
onelt præg, om der er tale om udnyttelse af et særligt tillidsforhold eller misbrug af en særlig
stilling, om tiltalte har forsøgt at genoprette skaden, om tiltalte samtidig er blevet idømt ret-
tighedsfrakendelse, om tiltalte er kommet til Danmark kun med det formål at begå berigelses-
kriminalitet samt tiltaltes forstraffe. Det bemærkes endvidere, at strafudmålingen i sager om
afpresning i højere grad afhænger af andre forhold end størrelsen af det tilsigtede udbytte, se
herom i afsnit 2.2.16.
Strafudmålingen er således først og fremmest influeret af værdien af udbyttet, men herudover
også af en lang række andre konkrete omstændigheder.
Det er på baggrund af gennemgangen ovenfor i afsnit 2.2 udvalgets vurdering, at strafferam-
merne i straffelovens §§ 285-287 i vidt omfang udnyttes i sager om berigelseskriminalitet, jf.
straffelovens §§ 276-283. Selvom der for visse af de undersøgte berigelsesbestemmelsers ved-
kommende kun eller primært er udmålt straffe i de nedre dele af strafferammen, er det udvalgets
vurdering, at når udmålingspraksis anskues på tværs af de enkelte berigelsesforbrydelser, ud-
nyttes strafferammen fuldt ud. Det er udvalgets vurdering, at der gennem domstolenes langva-
rige praksisudvikling på tværs af berigelsesforbrydelserne i straffelovens §§ 276-283 er skabt
en gennemgående proportionalitet mellem grovheden af de enkelte forhold og strafudmålingen,
hvilket er i overensstemmelse med formålet med samlingen af strafferammerne i straffelovens
§§ 285-287.
3. Straffelovens § 288 om røveri
3.1 Lovgivning og forarbejder
Straffelovens § 288 om røveri lyder:
”§ 288. For røveri straffes med fængsel indtil 6 år den, som for derigennem at skaffe
sig eller andre uberettiget vinding ved vold eller trussel om øjeblikkelig anvendelse
af vold
1) fratager eller aftvinger nogen en fremmed rørlig ting,
2) bringer en stjålen ting i sikkerhed eller
3) tvinger nogen til en handling eller undladelse, der medfører formuetab for
den overfaldne eller nogen, for hvem denne handler.
968
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
Stk. 2.
Straffen kan stige til fængsel i 10 år, når et røveri er af særligt grov beskaf-
fenhed navnlig på grund af dets særligt farlige karakter, udførelsesmåden eller om-
fanget af den opnåede eller tilsigtede vinding, eller fordi gerningsmanden er trængt
ind i et privat hjem
for at begå røveri, eller når et større antal forbrydelser er begået.”
I Borgerlig Straffelov af 1930, jf.
lov nr. 126 af 15. april 1930,
havde § 288 følgende ordlyd:
Ӥ
288. For Røveri straffes med Fængsel fra 6 Maaneder til 10 Aar den, som for
derigennem at skaffe sig eller andre uberettiget Vinding ved Vold eller Trussel om
øjeblikkelig Anvendelse af saadan
1) fratager eller aftvinger nogen fremmed rørlig Ting,
2) bringer en stjaalen Ting i Sikkerhed eller
3) tvinger nogen til en Handling eller Undladelse, der medfører Formuetab for
den overfaldne eller nogen, for hvem denne handler.
Stk. 2.
Har Røveriet haft en særlig farlig Karakter, kan Straffen stige til Fængsel i
16 Aar.”
Ved
lov nr. 256 af 27. maj 1981
foretoges ændringer af en række straffelovsbestemmelser,
herunder røveribestemmelsen i straffelovens § 288. Lovændringen, der byggede på Straffelov-
rådets betænkning nr. 914/1980 om voldtægt, røveri og brandstiftelse, indebar bl.a., at det for-
højede strafminimum på 6 måneders fængsel udgik, og at maksimum i normalstrafferammen i
stk. 1 nedsattes fra 10 års fængsel til det nuværende 6 års fængsel. Desuden nedsattes det skær-
pede strafmaksimum i bestemmelsens stk. 2 fra fængsel i 16 år til det nuværende maksimum
på fængsel i 10 år. Kriteriet for anvendelsen af den skærpede strafferamme i bestemmelsens
stk. 2 blev ligeledes ændret, således at den skærpede strafferamme kom til at omfatte tilfælde,
hvor ”røveriet har haft en særlig farlig karakter, eller der i øvrigt foreligger skærpende omstæn-
digheder”.
Under henvisning til Straffelovrådets betænkning nr. 914/1980 fremgår af de almindelige be-
mærkninger til lovændringen, jf. Folketingstidende 1980-81, tillæg A, spalte 4001 f., vedrø-
rende strafferammen bl.a. følgende:
”Straffelovrådet konstaterer (betænkningen
side 63 ff. sammenholdt med side 56
ff.), at de i praksis udmålte straffe for røveri i det helt overvejende antal tilfælde
ligger på et niveau, der er meget langt fra de i dag gældende strafmaksima på 10 og
16 års fængsel. Det må efter rådets opfattelse anses for uheldigt, at de gældende
strafmaksima i så udpræget grad afviger fra de vurderinger af forbrydelsens
969
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
karakter og reaktionsbehov, som viser sig i den gældende udmålingspraksis. Det er
efter straffelovrådets opfattelse samtidig nærliggende at antage, at det gældende
strafminimum på fængsel i 6 måneder i § 288, stk. 1, er til hinder for en ønskelig
differentiering i strafudmålingen, når det drejer sig om røveri af ringere grovhed.
Når det drejer sig om de ordinære former for røveri, må det nuværende maksimum
på 10 års fængsel i § 288, stk. 1, i dag forekomme uforholdsmæssigt højt. Heller
ikke med hensyn til de grovere former for røveri kan der i dag antages at være noget
rimeligt behov for et så højt strafmaksimum som det gældende på 16 års fængsel.
Efter de oplysninger, som straffelovrådet har indhentet om nævningesager i årene
1976-79 er de straffe, som ved nævningeting er idømt for ukvalificeret røveri efter
§ 288, stk. 1, i næsten 30 pct. af tilfældene på højst 1 års fængsel, mens godt 70 pct.
har været på højst 2 år og op mod 90 pct. på højst 3 år. Nogle af nævningesagerne
har angået røveriforhold af meget beskeden karakter. Der er efter straffelovrådets
opfattelse ikke rimelig grund til, at sager på dette udmålingsniveau skal undergives
den bekostelige og tidkrævende behandling ved nævningeting, og straffelovrådet
finder det ønskeligt at begrænse anvendelsen af nævningebehandling af sager om
røveri.
Straffelovrådet anbefaler, at strafminimum på 6 måneders fængsel ophæves, og at
de gældende strafmaksima for røveri nedsættes.
Rådet foreslår, at den almindelige strafferamme i § 288, stk. 1, fastsættes til fængsel
indtil 6 år.
Rådet finder det mere tvivlsomt, om strafferammer for kvalificeret røveri (§ 288,
stk. 2) kan sænkes helt ned til 10 år, eller om man bør begrænse sig til en nedsættelse
til 12 år. Alt i alt finder rådet dog at burde foreslå et strafmaksimum på fængsel
indtil 10 år. Der gives i den forbindelse udtryk for, at det må forekomme rigtigt, at
der gælder det samme legale strafmaksimum for røveri og voldtægt, hvis fælles
særkende er, at der er udøvet tvang ved vold eller trussel om vold.
I forbindelse med de foreslåede ændringer af strafmaksima foreslår rådet en ændret
udformning af kriterierne for at henføre røveri under den skærpede straffebestem-
melse i stk. 2. […]”
Justitsministeriet kunne i det hele tiltræde Straffelovrådets synspunkter og forslag vedrørende
røveri. Af de almindelige bemærkninger til ændringen, jf. Folketingstidende 1980-81, tillæg A,
spalte 4002 ff., fremgår i relation hertil:
”[…]
Straffelovrådets forslag om udformningen af strafferammerne for voldtægt, røveri
og brandstiftelse indebærer en opspaltning af strafferammerne i forskellige rammer
for grove og mindre grove forhold. Justitsministeriet kan tiltræde det ønskelige i en
sådan opspaltning af de pågældende strafferammer. Det kan give anledning til be-
tænkelighed, at der selv for en forbrydelse i alle dens ordinære former principielt
970
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
gælder et strafmaksimum, der må forekomme urimeligt i forhold til forbrydelsens
karakter.
Justitsministeriet kan tiltræde, at der i ordinære tilfælde af voldtægt, røveri og
brandstiftelse bør gælde et strafmaksimum på fængsel indtil 6 år, og at gældende
strafminima bør ophæves. En strafferamme på højst 6 års fængsel vil efter de af
straffelovrådet fremhævede statistiske oplysninger være fuldt tilstrækkelig med
henblik på sådanne ukvalificerede overtrædelser.
Bl.a. i betragtning af det gældende udmålingsniveau i sådanne sager finder justits-
ministeriet, at der ikke kan anføres afgørende betænkeligheder imod, at sådanne
ukvalificerede overtrædelser af de nævnte straffebestemmelser som følge af de nye
strafferammer vil skulle behandles som domsmandssager i stedet for som i dag som
nævningesager.
Spørgsmålet om strafmaksimum i de normale tilfælde må også ses i sammenhæng
med de foreslåede højere strafferammer for tilfælde, hvor der foreligger særligt
skærpende omstændigheder. Straffelovrådets forslag til udformningen af skærpel-
seskriterierne vil efter justitsministeriets opfattelse give tilstrækkelige muligheder
for at idømme længere straffe end fængsel i 6 år i de tilfælde, hvor der efter den
gældende udmålingspraksis har vist sig behov herfor.
Justitsministeriet finder ligesom straffelovrådet, at det øverste strafmaksimum for
voldtægt, røveri og brandstiftelse bør være 10 år. For så vidt angår voldtægt svarer
dette til det gældende maksimum, og der tilsigtes ikke med forslaget nogen ændring
af det gældende strafudmålingsniveau. Med hensyn til røveri og brandstiftelse efter
§ 181 indebærer forslaget, at den øverste strafferamme nedsættes til 10 år. For så
vidt angår røveri kan det give anledning til en vis tvivl, om en sådan nedsættelse
bør ske. Justitsministeriet kan imidlertid tiltræde straffelovrådets synspunkt om, at
der i sager om et enkelt røveri næppe vil være behov for fængselsstraf i mere end
10 år, og at et eventuelt behov for i sager om flere forhold undtagelsesvis at idømme
en strengere straf vil kunne imødekommes på tilstrækkelig måde gennem den gæl-
dende regel i straffelovens § 88, stk. 1, 2. pkt., hvorefter straffen i sådanne tilfælde
under særdeles skærpende omstændigheder kan forhøjes med indtil det halve. Det
kan endvidere efter justitsministeriets opfattelse forekomme uheldigt, at formålet
med den udøvede tvang i dag fører til et højere strafmaksimum for røveri end for
voldtægt, når det dog er et fælles særkende for disse, forbrydelser, at der er udøvet
tvang ved vold eller trussel om vold.”
I betænkningen bemærkede Straffelovrådet desuden, at nedsættelsen af strafferammen for kva-
lificeret røveri kunne have en indflydelse på strafudmålingsniveauet i røverisager. Af betænk-
ningens side 65 f., fremgår bl.a.:
”Man må samtidig være opmærksom på, at en nedsættelse af strafferammen for
kvalificeret røveri til fængsel i indtil 10 år formentlig vil medføre en vis sænkning
af udmålingsniveauet i nogle røverisager. Dette gælder også i sager, der omfatter
flere forhold. Selv om strafferammen i sådanne tilfælde efter § 88, stk. 1, 2. pkt.,
971
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
under "særdeles skærpende omstændigheder" vil kunne forhøjes med indtil det
halve, må det antages, at denne bestemmelse i praksis vil blive forbeholdt tilfælde
af ekstraordinær grovhed.”
Som nævnt ovenfor medførte lovændringen desuden en ændring i kriterierne for at henføre
røveri under den skærpede strafferamme i § 288, stk. 2. Herom henvises i lovforslagets specielle
bemærkninger alene til Straffelovrådets betænkning, hvoraf på side 66 ff. bl.a. fremgår:
”Det foreslåede strafmaksimum på 6 år i den almindelige strafferamme vil efter
straffelovrådets opfattelse give grundlag for en passende strafudmåling i den helt
overvejende del af de tilfælde, der i dag henføres under § 288, stk. 1. Det gælder
også i en række af de tilfælde, hvor forholdet er begået under omstændigheder, som
tillægges skærpende betydning ved strafudmålingen efter den gældende § 288, stk.
1. Den omstændighed, at forholdet er begået af flere i forening, eller at det drejer
sig om bank- eller sparekasserøveri, bør således ikke i sig selv kunne begrunde an-
vendelse af den skærpede strafferamme.
At røveriet har rettet sig mod betydelige værdier, eller at der er tale om flere forhold,
bor i almindelighed heller ikke i sig selv medføre, at sagen falder uden for den al-
mindelige strafferamme. Det kan dog ikke udelukkes, at der kan forekomme til-
fælde, hvor antallet af forhold eller udbyttets eksorbitante størrelse, i forbindelse
med andre særlige omstændigheder (systematisk forudgående planlægning, gernin-
gens professionelle præg eller lignende), kan give sagen som helhed en så grave-
rende karakter, at det må anses for påkrævet at gøre brug af den skærpede straffe-
ramme. I en sådan helhedsbedømmelse vil der også være plads til at tage hensyn til
tidligere domfældelser for røveri.
Der kan næppe opstilles helt faste retningslinier for afgørelsen af, i hvilke tilfælde
selve karakteren af den anvendte vold eller trussel skal medføre, at forholdet hen-
føres under den skærpede strafferamme. Udgangspunktet må efter straffelovrådets
opfattelse være de far1ighedssynspunkter, der ligger til grund for den nuværende
retstilstand. I overensstemmelse hermed bør den skærpede strafferamme1 i almin-
delighed finde anvendelse i tilfælde, hvor der i forbindelse med røveriet er anvendt
eller truet med skarpladte skydevåben eller andre særligt farlige våben eller midler.
Det samme gælder, hvis der (forsætligt) er påført betydelig legemsskade.
Anvendelse af den skærpede ramme vil også kunne komme på tale i andre tilfælde,
hvor forholdet har været af særlig grov karakter. Uden for de ovennævnte klare
farlighedstilfælde kan der imidlertid næppe peges på bestemte gerningstræk, som
er egnede til at være afgørende for anvendelsen af den skærpede ramme ved en
isoleret bedømmelse hver for sig. Man bør ved valget mellem den almindelige og
skærpede ramme ikke overbetone enkelte grovhedsfaktorer vedrørende f.eks. inten-
siteten af den udøvede vold, de følger, som den (uagtsomt) har medført, offerets
alder eller lignende. Derimod vil grovhedsfaktorer af denne karakter kunne fore-
ligge i en sådan kombination, at de efter en samlet vurdering af sagen giver grundlag
for at anvende den skærpede strafferamme.
972
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
Det følger af det anførte, at valget mellem den almindelige og skærpede straffe-
ramme og dermed af procesform i væsentlig grad vil afhænge af en konkret vurde-
ring. Det vil efter straffelovrådets opfattelse være naturligt, at sager om røveri frem-
mes som nævningesager efter den skærpede strafferamme i tilfælde, hvor det efter
en vurdering af samtlige gerningsmomenter kan forventes, at gerningsmanden vil
blive idømt en straf på omkring 4 års fængsel eller derover.
De ovenfor fremhævede synspunkter nødvendiggør næppe ubetinget en ændring af
det nuværende kriterium for anvendelsen af den skærpede strafferamme. I enkelte
tilfælde vil det dog kunne forekomme mindre heldigt, hvis anvendelsen af den skær-
pede ramme alene skal være knyttet til en bedømmelse af, om røveriet er af "særlig
farlig karakter". Det gælder blandt andet, når det drejer sig om de ovennævnte und-
tagelsestilfælde, hvor udbyttets ekstraordinære størrelse eller antallet af forhold ef-
ter omstændighederne kan gøre en skærpet bedømmelse påkrævet. Også i den nu-
værende praksis forekommer der tilfælde, hvor et bredere affattet kriterium ville
have givet et mere dækkende grundlag for anvendelsen af den skærpede ramme.
Alt i alt finder straffelovrådet det rigtigst, at der ved en ændring af lovens nuvæ-
rende kriterium sker en markering af, at anvendelsen af den skærpede ramme ikke
alene bygger på en vurdering af de anvendte tvangsmidlers farlighed, men er knyttet
til en helhedsbedømmelse af samtlige sagens omstændigheder. En sådan ændring
vil formentlig mest hensigtsmæssigt kunne ske ved en tilføjelse til lovens nuvæ-
rende udtryk, således at kriteriet for anvendelsen af den skærpede ramme herefter
lyder: "hvis røveriet har haft en særlig farlig karakter, eller der i øvrigt foreligger
særligt skærpende omstændigheder". Udtrykket "særligt skærpende omstændighe-
der" udelukker ikke, at strafferammen på 10 år efter § 88, stk. 1, 2. pkt. forhøjes
med det halve, når der foreligger flere forhold, og sagen er af ekstraordinær grov-
hed.”
Som led i revisionen af strafferammer i betænkning nr. 1099/1987 om strafferammer og prøve-
løsladelse blev det af Straffelovrådet drøftet, om der var grundlag for en yderligere nedsættelse
af det forhøjede strafmaksimum på fængsel i 10 år, samt om der burde ske en yderligere reduk-
tion af normalstrafferammens maksimum på fængsel i 6 år. Der var i Straffelovrådet enighed
om, at det hidtidige strafferammemaksimum på fængsel indtil 10 år i den skærpede straffe-
ramme burde opretholdes. Der kunne dog ikke opnås enighed om udformningen af normalstraf-
ferammen, idet et flertal på fire medlemmer gik ind for en yderligere reduktion af normalstraf-
ferammens maksimum fra fængsel i 6 år til fængsel i 4 år, mens et mindretal på tre medlemmer
foretrak at fastholde strafferammen på 6 år.
Af betænkningens side 128 fremgår i relation hertil bl.a.:
”Straffelovrådet har ikke fundet grundlag for en ny nedsættelse af det forhøjede
strafmaksimum på 10 års fængsel i § 288, stk. 2. Det kan derimod ikke udelukkes,
at der bør ske en nedsættelse til 4 eller 5 år af det nuværende maksimum på 6 års
fængsel i § 288, stk. 1. Der kan vanskeligt tænkes at blive behov for at idømme straf
973
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
af mere end 4 års fængsel i sager, der ikke kan henføres under § 288, stk. 2, om 10
års maksimum. Det må herved tages i betragtning, at strafferammens maksimum
kan overskrides
–
altså også hvis 6 års maksimum i stk. 1 nedsættes
–
såfremt der
er spørgsmål om fastsættelse af fællesstraf som følge af tidligere prøveløsladelse
eller betinget dom, og at der i tilfælde af sammenstød (f.eks. pådømmelse af flere
røverier) er mulighed for en forhøjelse af strafmaksimum efter § 88, stk. 1.
Som det er nævnt ovenfor, blev der i 1981 fastsat samme strafferamme for voldtægt,
brandstiftelse (§ 181) og røveri. Straffelovrådet tillægger det ikke væsentlige be-
tydning, om paralleliteten mellem de tre forbrydelser opretholdes i denne hen-
seende. Man ser med andre ord ikke i forholdet til § 216 eller § 181 noget, der taler
imod en isoleret nedsættelse af maksimum for røveri.
Røveri er en forbrydelse, der forekommer i meget forskellige grader af grovhed.
Den spænder fra nogle særdeles grove og farlige handlinger til relativt ubetydelige
og ufarlige forhold, der i realiteten ligger nær ved et tyveri i kombination med vold
og trusler og måske oftere burde bedømmes på denne måde og ikke som røveri.
Udmålingspraksis viser allerede nu, at røverier kan være af meget forskellig straf-
værdighed, men det kunne være en fordel at lade en lovændring være en tilkende-
givelse om, at man fortsat bør vise åbenhed over for en vis omvurdering af de rø-
verier, der ikke hører til de groveste.
Konklusionen af straffelovrådets overvejelser på dette punkt er blevet, at et flertal
(Bang, Haulrig, Rentzmann og Waaben) foreslår det ordinære strafmaksimum ned-
sat fra 6 til 4 år, medens et mindretal (Elmer, Langkilde og Lindegaard), der bl.a.
henviser til, at § 288 er ændret så sent som i 1981, vil foretrække at blive stående
ved 6 år, men med en tilkendegivelse om de foran nævnte synspunkter på udmå-
lingsniveauet.”
Ved
lov nr. 218 af 31. marts 2004
foretoges endnu en ændring af straffelovens § 288, hvorved
bestemmelsens stk. 2 fik følgende affattelse:
”Stk. 2. Straffen
kan stige til fængsel i 10 år, når et røveri er af særlig grov beskaf-
fenhed navnlig på grund af dets særlig farlige karakter, udførelsesmåden eller om-
fanget af den opnåede eller tilsigtede vinding, eller når et større antal forbrydelser
er begået.”
Lovændringen, der byggede på Straffelovrådets betænkning nr. 1424/2002 om straffastsættelse
og strafferammer, indebar bl.a., at der indsattes en række nye bestemmelser om straffens fast-
sættelse i straffelovens almindelige del, samt at der foretoges en modernisering af en lang række
strafferammer i straffelovens specielle del.
Ændringen indebar, at der i bestemmelsen skete en præcisering af de tilfælde, hvor et givent
forhold kunne henføres under en skærpet strafferamme. Der foretoges ingen ændring af straf-
ferammen i § 288, stk. 2, og der tilsigtedes med den nye affattelse af bestemmelsens stk. 2 heller
974
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
ikke nogen ændring af udmålingsniveauet i sager om røveri, jf. Folketingstidende 2003-04, til-
læg A, side 3337.
Om straffelovens § 288 anføres i de almindelige bemærkninger til lovændringen, jf. Folketings-
tidende 2003-04, tillæg A, side 3319, bl.a. følgende:
”Justitsministeriet er enig med Straffelovrådet i, at der ikke er grundlag for at ændre
de nuværende strafmaksima i straffelovens § 288. Røveri kan efter omstændighe-
derne være af en sådan grovhed og farlighed, at et strafmaksimum i de alvorligste
tilfælde på mindre end 10 år
–
uanset muligheden for efter omstændighederne at
straffe i sammenstød med §§ 245 og 246
–
vil være utilstrækkeligt med henblik på
at kunne markere strafværdigheden af denne forbrydelse.
Justitsministeriet har overvejet, om Straffelovrådets forslag om en præcisering af
betingelserne for at anvende den skærpede strafferamme i § 288, stk. 2, utilsigtet
vil kunne medføre, at forhold, som i dag er omfattet af bestemmelsen, vil falde
udenfor. Under hensyn til, at det fremgår af rådets lovudkast, at opregningen af
skærpelsestilfælde ikke er udtømmende, jf. ordene »navnlig på grund af...«, kan
Justitsministeriet dog tilslutte sig udkastet, og lovforslaget er udformet i overens-
stemmelse hermed. Den foreslåede formulering tilsigter således ikke at ændre kri-
terierne for, hvornår et forhold falder ind under sidestrafferammen i § 288, stk. 2.”
Af de specielle bemærkninger til bestemmelsen, jf. Folketingstidende 2003-04, tillæg A, side
3337, fremgår vedrørende strafudmålingen efter § 288, stk. 2, desuden:
”Opregningen af skærpelsestilfælde er ikke udtømmende. Afgørende for anvendel-
sen af den nye § 288, stk. 2, er en konkret helhedsbedømmelse. Den praksis, som
knytter sig til den hidtidige straffelovs § 288, vil fortsat være vejledende. § 88, stk.
1, 2. pkt., forudsættes endvidere fortsat at kunne bringes i anvendelse på forhold,
der henføres under § 288, stk. 2. Strafmaksimum kan således f.eks. forhøjes til 15
år i tilfælde, hvor der foreligger et ekstraordinært stort antal røverier, som hver især
er af mindre grov beskaffenhed, eller hvor der er tale om røverier, som involverer
meget store beløb.”
Ved
lov nr. 760 af 29. juni 2011
foretoges en ændring af § 288, stk. 2, hvorved bestemmelsen
fik sin nuværende ordlyd, idet
der indsattes ”eller fordi gerningsmanden er trængt ind i et privat
hjem for at begå røveri”. Lovændringen medførte, at egentlige hjemmerøverier som udgangs-
punkt skal anses for at være røveri af en sådan grov beskaffenhed, at forholdet skal henføres
under strafskærpelsesreglen i straffelovens § 288, stk. 2, med en strafferamme på fængsel indtil
10 år. Med ”egentlige hjemmerøverier” forstås ifølge bemærkningerne til ændringen, jf. Folke-
tingstidende 2010-11, 1. samling, tillæg A, L 209 som fremsat, side 6, røverier, hvor gernings-
manden og offeret ikke har haft forudgående personlige relationer, hvor motivet må antages at
være en formodning om værdier i offerets hjem, og hvor gerningsmanden er trængt ind i det
975
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
private hjem, uanset at beboerne var hjemme. Ved lovændringen foretoges endvidere en væ-
sentlig skærpelse af strafniveauet for egentlige hjemmerøverier, jf. nedenfor.
Lovændringen blev gennemført som led i udmøntningen af en politisk aftale om en styrket
indsats mod kriminelle bander og organiseret indbrudskriminalitet samt en styrket indsats for
at beskytte ofre mv.
Forud herfor havde Rigsadvokaten efter anmodning fra Justitsministeriet afgivet en redegørelse
for strafniveauet i sager om røveri begået i private hjem. Rigsadvokaten konkluderede bl.a., at
normalstraffen i sager om egentligt hjemmerøveri lå i niveauet fra 2 år og 6 måneders fængsel
til 3 års fængsel. Af de almindelige bemærkninger til lovændringen, jf. Folketingstidende 2010-
11, 1. samling, tillæg A, L 209 som fremsat, side 4, fremgår vedrørende Rigsadvokatens rede-
gørelse følgende:
”3.1.2. Efter anmodning fra Justitsministeriet afgav Rigsadvokaten i oktober 2009
en redegørelse for strafniveauet i sager om røveri begået i private hjem. I redegø-
relsen angav Rigsadvokaten også sin opfattelse af, om der kunne være brug for
yderligere initiativer med henblik på at sikre en skærpet strafferetlig vurdering på
dette område.
Rigsadvokaten anførte, at den øgede opmærksomhed og den særlige indsats på om-
rådet navnlig var rettet mod de egentlige hjemmerøverier
–
det vil sige røverier,
hvor gerningsmanden og offeret ikke har haft forudgående personlige relationer,
hvor motivet må antages at være en formodning om værdier i offerets hjem, og hvor
gerningsmanden er trængt ind i det private hjem, uanset at beboerne var hjemme.
Rigsadvokaten anførte endvidere, at Højesteret i en dom refereret i Ugeskrift for
Retsvæsen 2009, side 1410, mere generelt havde udtalt, at indtrængen i privat hjem
for at begå røveri er en selvstændig skærpende omstændighed, som må tillægges
betydning ved fastsættelse af straffen. Desuden anførte Rigsadvokaten, at det også
i hovedparten af de øvrige sager om egentligt hjemmerøveri udtrykkeligt af retten
blev anset som en skærpende omstændighed ved røveriet, at det var begået i privat
hjem.
Den samlede gennemgang af de domme, der var omfattet af kategorien egentligt
hjemmerøveri, viste efter Rigsadvokatens opfattelse, at straffen lå i niveauet 2 år og
6 måneder til 3 års fængsel, når der ikke forelå særlig skærpende eller formildende
omstændigheder.
For så vidt angår sagerne om røveri i privat hjem med motiv af hævn eller inddri-
velse af påstået gæld eller lignende og sagerne om indbrud, som udvikler sig til et
røveri, anførte Rigsadvokaten, at domstolene også i disse sager generelt ved straf-
fastsættelsen lagde vægt på, at røveriet er begået i privat hjem. På baggrund af
976
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
sagernes forskellighed fandt Rigsadvokaten det imidlertid vanskeligt at udtale sig
mere præcist om straffeniveauet i disse sager.
Rigsadvokaten anførte, at den skærpede strafferetlige vurdering, som ligger i an-
klagemyndighedens påstand om, at det skal anses som en selvstændig skærpende
omstændighed, at røveriet er begået i privat hjem, måtte anses for at have haft ind-
flydelse på domstolenes fastsættelse af straffen i skærpende retning. Der kunne så-
ledes siges at være sket en skærpelse af strafniveauet, navnlig i sagerne om de
egentlige hjemmerøverier.
Rigsadvokaten fandt endvidere, at der ved højesteretsdommen var fastlagt et vist
–
strengt
–
strafniveau for egentlige hjemmerøverier, og at det var slået fast, at det
skal anses for en selvstændig skærpende omstændighed, at et røveri begås i et privat
hjem. På den baggrund fandt Rigsadvokaten ikke behov for yderligere initiativer til
sikring af en skærpet strafferetlig vurdering på området. Rigsadvokaten fandt dog,
at det ville være nyttigt at følge strafudmålingen i sager om de egentlige hjemme-
røverier i endnu en periode for derved at sikre fortsat opmærksomhed på området.
Justitsministeriet anmodede i overensstemmelse hermed Rigsadvokaten om at ud-
arbejde en fornyet udtalelse om straffene i sager om egentlige hjemmerøverier.
Rigsadvokaten iværksatte herefter en ny midlertidig underretnings- og forelæggel-
sesordning i sager om egentlige hjemmerøverier og udarbejdede på den baggrund
en ny redegørelse, der omfatter by- og landsretsdomme, hvor dommen er afsagt i
perioden fra den 1. juli 2009 til den 1. juli 2010.
Den samlede gennemgang af dommene viste efter Rigsadvokatens opfattelse, at
normalstraffen for egentlige hjemmerøverier fortsat ligger i niveauet 2 år og 6 må-
neder til 3 års fængsel. Straffastsættelsen i den enkelte sag vil dog
–
ligesom i andre
straffesager
–
altid ske efter en konkret vurdering af sagens samlede omstændighe-
der i både skærpende og formildende retning.”
Ved lovændringen tilsigtedes en fordobling af straffen i sager om egentligt hjemmerøveri sam-
menlignet med det hidtidige niveau. Herom fremgår af bemærkningerne til bestemmelsen, jf.
Folketingstidende 2010-11, 1. samling, tillæg A, L 209 om fremsat, side 6, følgende:
”Det tilsigtes samtidig, at straffen i de pågældende sager forhøjes til det dobbelte i
forhold til den straf, der hidtil har været fastsat af domstolene, således at straffen
som udgangspunkt vil være 5 års fængsel.
Fastsættelsen af straffen i det enkelte tilfælde vil fortsat bero på domstolenes kon-
krete vurdering af samtlige omstændigheder i sagen, og det angivne strafniveau vil
kunne fraviges i op- og nedadgående retning, hvis der i den konkrete sag foreligger
skærpende eller formildende omstændigheder, jf. herved de almindelige regler om
straffens fastsættelse i straffelovens kapitel 10.”
977
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0410.png
Sager om hjemmerøverier kan opdeles i tre kategorier:
1) Egentligt hjemmerøveri: Røveri, hvor gerningsmanden og forurettede ikke har forudgå-
ende personlige relationer, men hvor motivet må antages at være en formodning om
værdier i forurettedes hjem, og hvor gerningsmanden er trængt ind i det private hjem,
uanset at beboerne var hjemme, jf. forarbejderne til lov nr. 760 af 29. juni 2011 (lov-
forslag nr. L 209 af 25. maj 2011, de specielle bemærkninger til § 1, nr. 2)
2) Røveri i privat hjem med motiv af hævn eller inddrivelse af påstået gæld eller lignende:
Røveri begået med baggrund i stridigheder eller uoverensstemmelser mellem foruret-
tede og gerningsmanden eller personer med tilknytning til gerningsmanden, herunder
hvad der kan betegnes som ”hævnmotiv”, og også hvor der er tale om et påstået skyld-
forhold mellem parterne, herunder narkogæld, jf. bilag 2 til lovforslag nr. L 209 af 25.
maj 2011
3) Indbrud, som udvikler sig til et røveri: Røveri, der opstår i tilfælde, hvor en beboer
kommer til stede under et igangværende indbrud i et privat hjem, jf. bilag 2 til lovforslag
nr. L 209 af 25. maj 2011
Der henvises herved også til Rigsadvokatmeddelelsen, afsnittet om formueforbrydelser
–
de
almindelige berigelsesforbrydelser, pkt. 4.2.
Afgrænsningen mellem de forskellige former for hjemmerøverier har bl.a. betydning for straf-
udmålingen, jf. lov nr. 760 af 29. juni 2011, hvor straffen for egentligt hjemmerøveri blev skær-
pet til som udgangspunkt 5 års fængsel.
Højesteret har udtalt i dom af 17. december 2012 (U 2013.821H), at kerneområdet i definitionen
af et ”egentligt hjemmerøveri” må antages at være planlagte overfald på tilfældige sagesløse
personer i eget hjem for at fratage dem værdier.
3.2 Praksis
3.2.1 Praksis vedrørende straffelovens § 288, stk. 1, nr. 1
Som det fremgår ovenfor, er normalstrafferammen for røveri efter straffelovens § 288, stk. 1,
nr. 1, fængsel indtil 6 år.
Nedenstående gennemgang af retspraksis er afgrænset således, at den bygger på trykt praksis
fra de seneste 10 år, hvor der hovedsageligt kun er domfældt for overtrædelse af § 288, stk. 1,
nr. 1, uden anden kriminalitet til samtidig pådømmelse af afgørende betydning for straffen, og
hvor straffen så vidt muligt ikke er fastsat som fællesstraf med en tidligere straf eller med en
978
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0411.png
reststraf fra en prøveløsladelse, jf. straffelovens § 61, eller som tillægsstraf til en tidligere straf,
jf. straffelovens § 89 (dvs.
”rene” tilfælde).
Dog er retspraksis, som omfatter andre lovovertrædelser, der har nær sammenhæng med over-
trædelsen af straffelovens § 288, stk. 1, nr. 1, medtaget, f.eks. samtidige overtrædelser af straf-
felovens øvrige bestemmelser om bl.a. grov vold og vidnetrusler, da en del retspraksis vedrører
røveri begået i kombination med andre lovovertrædelser.
Dommene er oplistet efter straffens længde. I gennemgangen er dommene ikke opdelt efter, om
den fastsatte straf er ubetinget eller betinget, herunder med vilkår om samfundstjeneste, idet
længden af fængselsstraffen som udgangspunkt antages at afspejle rettens vurdering af den på-
dømte kriminalitets alvor, mens spørgsmålet om betinget dom i højere grad beror på konkrete
omstændigheder ved tiltaltes personlige forhold. Se de generelle bemærkninger herom i kapitel
1, afsnit 4.
Fra retspraksis kan der henvises til følgende afgørelser:
TfK 2019.494V: T straffet med 4 måneders fængsel for forsøg på røveri efter straffelovens §
288, stk. 1, nr. 1, jf. § 21, ved om morgenen på et torv at have forsøgt at tage en burgerbolle,
hvilket blev forhindret af F. T forsøgte herefter igen at tage en burgerbolle og skubbede til F,
ligesom han flere gange tog kvælertag på F. Røveriet mislykkedes, da F på ny forhindrede T i
at tage en burgerbolle. Ved straffastsættelsen blev der lagt vægt på karakteren af den udøvede
vold. Der var ikke grundlag for at gøre straffen helt eller delvist betinget. Straffen blev fastsat
som en tillægsstraf, jf. straffelovens § 89, til tre tidligere bødestraffe for bl.a. tyveri.
TfK 2016.554V: T straffet med 6 måneders fængsel, heraf 4 måneder betinget med vilkår om
samfundstjeneste, for røveri efter straffelovens § 288, stk. 1, nr. 1, ved om aftenen på en parke-
ringsplads i forening med flere medgerningspersoner
at have lokket F og F’s venner til parke-
ringspladsen, hvor de frarøvede F noget hash ved at tildele F adskillige knytnæveslag i hovedet
og på kroppen. Ved udmåling af straffens længde på 6 måneder blev der navnlig lagt vægt på
forholdets karakter
og T’s rolle under røveriet. Under hensyn til, at T var 17 år på gerningstids-
punktet, og at hun ikke tidligere var straffet og havde gode personlige forhold, fandtes det for-
svarligt at gøre 2 måneder af straffen ubetinget, mens de resterende 4 måneder blev gjort betin-
get med vilkår om samfundstjeneste.
TfK 2019.1542/3V: T straffet med 6 måneders fængsel, heraf 4 måneder betinget med vilkår
om samfundstjeneste, for røveri efter straffelovens § 288, stk. 1, nr. 1, ved i forening med en
medtiltalt, T1, at have begået gaderøveri og i den forbindelse frataget et ur fra F, idet en af de
tiltalte udtalte: ”Du kan vælge mellem at give uret eller en brækket næse” eller lignende,
979
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0412.png
hvorefter T løb frem mod F og tog fat i ham eller skubbede ham, så han væltede. T truede
herefter F med en knyttet næve til at udlevere sit ur. T var tidligere straffet, men ikke af betyd-
ning for sagen. Ved straffastsættelsen blev der navnlig lagt vægt på, at der var tale om røveri
begået af to personer i forening, og på den voldsomhed, hvorved F var blevet væltet omkuld,
idet T havde taget et langt tilløb, før han væltede F omkuld. På den anden side blev der lagt
vægt på, at T ikke tidligere var straffet for tilsvarende kriminalitet.
U 2022.1342Ø: T straffet med 6 måneders fængsel for røveri efter straffelovens § 288, stk. 1,
nr. 1, ved i forening med en medgerningsperson at have frataget F en halskæde. Ved fastsættel-
sen af straffen blev der lagt vægt på karakteren af røveriet, herunder at det var begået i forening
med en medgerningsperson, og den begrænsede personskade.
TfK 2016.894V: T straffet med 7 måneders fængsel, heraf 5 måneder betinget med vilkår om
samfundstjeneste, for røveri efter straffelovens § 288, stk. 1, nr. 1, ved at have frarøvet F en
iPhone til en værdi af 3.689 kr. T havde fået lov at låne telefonen, men da forurettede ville have
den tilbage, slog T hende med flad hånd, så hun væltede bagover og faldt. T var herudover
skyldig i vold efter straffelovens § 244 ved en anden dag på et parkeringsareal at have tildelt en
anden person tre slag med flad hånd i ansigtet. Endvidere var T skyldig i at have ført bil uden
at have erhvervet kørekort samt i overtrædelse af straffelovens § 164, stk. 1, ved under afhøring
hos politiet at have oplyst at være en anden. T var tidligere straffet for bl.a. tyveri og brugsty-
veri. Navnlig under hensyn til en udtalelse fra Kriminalforsorgen om, at T havde gode og vel-
ordnede personlige og sociale forhold, og at han havde beskæftigelse samt et aktivt fritidsliv,
fandt landsretten det uanset karakteren af røveriet undtagelsesvist forsvarligt at gøre 2 måneder
af straffen ubetinget, mens de resterende 5 måneder blev gjort betinget med vilkår om sam-
fundstjeneste.
TfK 2018.474V: T straffet med 7 måneders fængsel, heraf 5 måneder betinget med vilkår om
bl.a. samfundstjeneste, for røveri efter straffelovens § 288, stk. 1, nr. 1, og grov vold efter straf-
felovens § 245, stk. 1, ved om natten i forening og efter forudgående aftale eller fælles forståelse
med tre medgerningspersoner at have begået røveri mod F ved at frarøve ham en mobiltelefon,
et ur og en kortholder indeholdende kort og kontanter. Det blev lagt til grund, at en person
forinden havde aftalt et møde med F. Da F dukkede op, væltede gerningspersonerne, der alle
var maskerede, F omkuld og tildelte ham adskillige slag, spark og/eller tramp i hovedet og på
kroppen samt fratog ham de pågældende ting. Efter forholdets karakter, og da T ikke tidligere
var straffet, skulle 2 måneder af straffen afsones, mens de resterende 5 måneder blev gjort be-
tinget med vilkår om samfundstjeneste og vilkår om behandling mod misbrug af euforiserende
stoffer, såfremt Kriminalforsorgen fandt det fornødent.
980
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0413.png
TfK 2019.549/2Ø: T4 straffet med 7 måneders fængsel for forsøg på røveri efter straffelovens
§ 288, stk. 1, nr. 1, jf. § 21, ved i forening med tre andre ved trussel om vold at have afkrævet
4.500 kr. af en forurettet, F4, der imidlertid ikke selv havde beløbet. F4’s ven, X1, tilbød at låne
ham beløbet, hvorefter
X1 overførte pengene til F4’s ven, X2, der hævede penge i en hæveau-
tomat og gav dem til de tiltalte. Landsretten fandt de tiltalte skyldige i forsøg på røveri, idet
politiet efterfølgende kom til stede. T var tidligere straffet i 2017 med fængsel for bl.a. vold.
Ved straffastsættelsen blev der for T4’s vedkommende lagt vægt på forholdets karakter, og at
røveriet var begået kort tid efter, at han ved dommen i 2017 var straffet for vold. De øvrige
tiltalte, T1-T3, blev ud over røveriforsøget også dømt for anden kriminalitet og idømt andre
straffe end T4.
TfK 2020.467Ø: T1 og T2 straffet med 8 måneders fængsel, heraf 6 måneder betinget med
vilkår om samfundstjeneste, for røveri efter straffelovens § 288, stk. 1, nr. 1, vold efter straffe-
lovens § 244 og
trusler efter straffelovens § 266, samt for T2’s vedkommende tillige overtræ-
delse af knivloven. T1 og T2 var for det første skyldige i røveri ved i forening, iført maskering
og ved anvendelse af kniv at have begået røveri mod F1 om natten i et S-tog, hvor de fratog
ham 100 euro. To dage forinden havde T1 og T2 gjort sig skyldige i vold og trusler ved at have
sparket en anden forurettet, F2, en gang på knæet og truet med en kniv. T1 og T2 var begge 17
år på gerningstidspunktet. De var tidligere straffet for mindre forhold. Byretten fastsatte straffen
for begge tiltalte til 6 måneders betinget fængsel med vilkår om samfundstjeneste. Under hen-
visning til at røveriet var foregået under fremvisning af en kniv, forhøjede landsretten straffene
til 8 måneders fængsel, hvoraf 2 måneder skulle afsones, mens de resterende 6 måneder blev
gjort betinget med vilkår om samfundstjeneste.
TfK 2014.206V: T straffet med 8 måneders fængsel for røveri efter straffelovens § 288, stk. 1,
nr. 1, ved at have begået røveri mod en dagligvareforretning, hvor T truede en kasseekspedient
med en kniv og tvang hende til at tage pengekassen op og stille på rullebåndet ved kassen.
Herfra T tog ca. 13.000 kr. i kontanter. Ved straffastsættelsen blev der lagt vægt på karakteren
af forholdet. Der var ikke grundlag for at gøre straffen helt eller delvist betinget.
TfK 2015.922Ø: T1 og T2 straffet med 9 måneders fængsel, heraf 6 måneder betinget, for for-
søg på røveri efter straffelovens § 288, stk. 1, nr. 1, jf. § 21, og grov vold efter straffelovens §
245, stk. 1, ved at have forsøgt at begå røveri mod en købmandsbutik ved anvendelse af en
peberspray. T1 var herudover skyldig i overtrædelse af straffelovens § 124, stk. 1, ved som
varetægtsfængslet at være flygtet fra en ungdomsinstitution, og T2 var yderligere skyldig i
overtrædelse af våbenbekendtgørelsen ved at have været i besiddelse af en peberspray. T1 var
15 år på gerningstidspunktet, og T2 var 16 år på gerningstidspunktet. Henset til de tiltaltes alder
blev den betingede del af straffen gjort betinget med vilkår om foranstaltninger efter lov om
social service § 52.
981
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0414.png
TfK 2019.1012V: T straffet med 9 måneders fængsel for røveri efter straffelovens § 288, stk.
1, nr. 1, ved i en forretning i forening med flere medgerningspersoner og ved anvendelse af en
pistolattrap og en kniv at have frarøvet en ekspedient 10.244 kr. og 26 pakker cigaretter til en
værdi af 11.270 kr. T var tidligere straffet, bl.a. i 2017 med dagbøder for brugstyveri. Ved
udmålingen af straffen blev der lagt vægt på, at der var tale om røveri, der var begået af flere i
forening efter forudgående planlægning og under anvendelse af maskering og våben. Der blev
endvidere lagt vægt på, at T var med inde i forretningen, og at det var ham, der havde var i
besiddelse af den medbragte kniv. Efter forholdets karakter var der ikke grundlag for at gøre
straffen betinget.
TfK 2020.508V: T1 og T2 straffet med 9 måneders fængsel for røveri efter straffelovens § 288,
stk. 1, nr. 1, ved i forening og efter forudgående aftale eller fælles forståelse at have udsat F1
og F2 for røveri på gaden, idet T2 slog F1 i brystet, så han væltede bagover, hvorefter T2 truede
ham med tæsk og slog ham i hovedet med flad hånd. T1 truede herudover F2 med en glasflaske
mod F2’s tinding og slog ham i hovedet med knyttet
hånd. De tiltalte frarøvede F1 ca. 13 kr.
og F2 ca. 50 kr. T1 var tidligere straffet i 2018 for røveriforsøg og vold, og T2 var tidligere
straffet i 2017 for bl.a. røveriforsøg. Ved straffastsættelsen blev der bl.a. lagt vægt på, at de
tiltalte havde handlet i forening, og at røveriet var begået mod to personer. Der blev endvidere
lagt vægt på, at T1 og T2 var tidligere straffet for ligeartet kriminalitet. Der var uanset deres
unge alder ikke grundlag for at gøre dele af straffen betinget.
TfK 2014.1219V: T straffet med 10 måneders fængsel for røveri efter straffelovens § 288, stk.
1, nr. 1, ved om aftenen på gaden at have frarøvet F en mobiltelefon. T tildelte F nogle knytnæ-
veslag i ansigtet og tog F’s telefon fra F’s jakkelomme. T slog på ny F i ansigtet,
så F røg ned
på knæ, og mens F lå på jorden, sparkede T ham i ansigtet. T var tidligere straffet flere gange,
bl.a. for tyveri, vold og trusler. Ved straffastsættelsen blev der bl.a. lagt vægt på voldens karak-
ter, og at T var tidligere straffet adskillige gange for berigelseskriminalitet og vold, senest i
2013 blot ca. 14 dage før røveriet. Der blev endvidere lagt vægt på, at forholdet var begået i
prøvetiden for en prøveløsladelse fra afsoning af en tidligere dom for ligeartet kriminalitet.
TfK 2017.928/2V: T straffet med 1 års fængsel for røveri efter straffelovens § 288, stk. 1, nr.
1, ved som følge af en uoverensstemmelse med F at have indfundet sig i F’s lejlighed i påvirket
tilstand sammen med T2, der ligeledes var påvirket. Her tog T halsgreb på F, tildelte ham flere
slag i hovedet og på kroppen med knyttet hånd og frarøvede ham 200 kr. og en pakke cigaretter,
ligesom T rev en halskæde af F’s hals. T var tidligere straffet flere gange for ligeartet krimina-
litet, herunder vold, grov vold og røveri. Det aktuelle forhold var begået ganske kort tid efter,
at T ved dom i 2016 var straffet for bl.a. vold. Under hensyn hertil og til, at forholdet var begået
982
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0415.png
under indtrængning i F’s hjem af flere i forening og under anvendelse af maskering, fastsatte
landsretten straffen som sket.
TfK 2019.864V: T2 straffet med 1 års fængsel, og T1 straffet med 9 måneders fængsel, for
røveri efter straffelovens § 288, stk. 1, nr. 1, ved i forening at have begået røveri mod F, idet
T1 og T2 trængte ind i F’s lejlighed og
udsatte ham for vold ved slag på kroppen og tramp i
hovedet, mens F lå værgeløs på gulvet. De frarøvede ham i den forbindelse ca. 40 gram hash.
T1 og T2 var herudover hver især skyldig i nogle mindre forhold, bl.a. overtrædelse af bekendt-
gørelse om euforiserende stoffer samt hærværk. T1 var tidligere straffet i 2017 med dagbøder
for tyveri, og T2 var tidligere straffet flere gange i perioden 2012-2017 for personfarlig krimi-
nalitet, bl.a. vold og grov vold, herunder i gentagelsestilfælde, trusler, vidnetrusler og overtræ-
delse af straffelovens § 119, stk. 1. Ved straffastsættelsen blev der lagt vægt på sagens karakter,
herunder at det var T2, der sparkede F. Det var i den forbindelse en skærpende omstændighed,
at T2 var tidligere straffet af betydning for sagen.
TfK 2019.1263V: T straffet med 1 års fængsel for røveri efter straffelovens § 288, stk. 1, nr. 1,
ved ud for en bank at have frarøvet F1 og F2 i alt 1.000 kr. samt en pung ved anvendelse af
kniv. T var desuden skyldig i vidnetrusler efter straffelovens § 123 ved i forbindelse med røve-
riet at have truet F1 med ordene: ”Vi har din adresse, hvis du overvejer at ringe til politiet”. T
var tidligere straffet flere gange for personfarlig kriminalitet, bl.a. i 2013 og 2014 for vold og i
2017 for røveri. Straffen blev fastsat efter en samlet vurdering af sagens karakter og grovhed
(dissens for 1 år og 2 måneders fængsel).
TfK 2021.430Ø: T straffet med 1 års fængsel for røveri efter straffelovens § 288, stk. 1, nr. 1,
ved at have begået røveri i et supermarked, hvor T med en attrappistol truede tre medarbejdere
til at udlevere ca. 43.000 kr. fra kasseapparatet og et pengeskab. T var tidligere straffet i 2020
med 4 måneders fængsel for røveri. Ved straffastsættelsen blev der lagt vægt på forholdets
karakter, herunder at røveriet var planlagt, og at T havde medbragt en attrappistol, ligesom der
blev lagt vægt på T’s hurtige recidiv, idet T tidligere var straffet for røveri. Der var på denne
baggrund ikke grundlag for at gøre straffen helt eller delvist betinget, heller ikke med vilkår om
samfundstjeneste.
TfK 2021.1263V: T1 straffet med 1 års fængsel for røveri efter straffelovens § 288, stk. 1, nr.
1, og vidnetrusler efter straffelovens § 123, stk. 1, ved i forening med en medtiltalt, T2, at have
truet F med en kniv til at overføre et beløb via MobilePay samt fremsat vidnetrusler i denne
forbindelse. T1 var tidligere straffet i 2020 med 5 måneders fængsel for vold og grov vold, til
dels forsøg herpå. Byretten fastsatte straffen for T1 og T2 til 1 års fængsel. Ved strafudmålingen
blev der lagt vægt på de tiltaltes forstraffe for personfarlig kriminalitet, på deres relativt hurtige
recidiv og sagens karakter, herunder at røveriforholdet var begået i forening og under trussel
983
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0416.png
med kniv. Landsretten stadfæstede byrettens dom vedrørende T1, da det alene var ham, der
havde anket.
TfK 2015.959/2V: T straffet med 1 år og 3 måneders fængsel for røveri efter straffelovens §
288, stk. 1, nr. 1, ved i 2 tilfælde at have begået røveri mod dagligvareforretninger. T havde i
det ene tilfælde indfundet sig en aften i en lokalbrugs, hvor han iført maskering og ved trussel
med en paintballpistol tvang ekspedienten til at udlevere ca. 10.000 kr. T var endvidere skyldig
i røveri ved ca. en måned senere at have indfundet sig i en købmandsforretning, hvor han iført
maskering og ved trussel med en kniv tvang ekspedienten til at udlevere ca. 3.600 kr. Ved
straffastsættelsen blev der lagt vægt på, at T var skyldig i to planlagte grove røverier mod per-
sonale i dagligvarebutikker, at han havde været maskeret, og at han havde truet med henholds-
vis en paintballpistol og en kniv. Der blev endvidere lagt vægt på, at han ved røverierne havde
tilegnet sig ikke ubetydelige beløb. Der var ikke grundlag for at gøre nogen del af straffen
betinget, heller ikke med vilkår om samfundstjeneste.
TfK 2023.86Ø: T straffet med 1 år og 3 måneders fængsel for røveri efter straffelovens § 288,
stk. 1, nr. 1, og vidnetrusler efter straffelovens § 123 ved i forening med en medgerningsperson
og ved anvendelse af kniv at have frarøvet F1 sin knallert, ligesom T i samme forbindelse frem-
satte verbale vidnetrusler mod F1 og dennes kammerater, F2 og F3. T var tidligere straffet flere
gange for personfarlig kriminalitet, herunder to gange for røveri, samt vidnetrusler, vold, grov
vold og overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1. Det aktuelle forhold var begået mindre end
2 måneder efter, at T var løsladt fra afsoning af en tidligere dom. Ved straffastsættelsen blev
der lagt vægt på forholdenes grovhed, og at T tidligere var straffet for røveri og den øvrige
kriminalitet som nævnt ovenfor, ligesom der blev lagt vægt på, at forholdet var begået kun 59
dage efter løsladelsen. Straffen blev fastsat som en tillægsstraf, jf. straffelovens § 89, til T’s
seneste dom på 3 måneders fængsel.
U 2013.821H: T1 og T2 straffet med 1 år og 6 måneders fængsel for røveri efter straffelovens
§ 288, stk. 1, nr. 1, ved sammen at være trængt ind hos F, hvor de ved anvendelse af vold i form
af et halsgreb samt ved trussel om vold, herunder med en lægtehammer, frarøvede F nogle
personlige genstande og 1.200 kr. i kontanter. T1 og T2 forklarede under sagen, at F kendte en
medgerningsperson, T3, hvis sag blev behandlet særskilt, som havde anstiftet røveriet mod F.
T3 deltog dog ikke selv i udførelsen af røveriet. T2 var tidligere straffet i 2009 for bl.a. hæleri
og tyveri. Byretten og landsretten fandt de tiltalte skyldige i hjemmerøveri og fastsatte straffen
efter straffelovens § 288, stk. 2, til fængsel i 5 år. Højesteret fandt på baggrund af forarbejderne
til straffelovens § 288, stk. 2, at det ikke med tilstrækkelig sikkerhed kunne lægges til grund, at
det havde været hensigten med strafskærpelsesreglen i § 288, stk. 2, at et røveri som det fore-
liggende skulle anses som et ”egentligt hjemmerøveri” omfattet af bestemmelsen. Da røveriet
heller ikke i øvrigt kunne anses for at være af særligt grov beskaffenhed, fandt Højesteret, at
984
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0417.png
straffen for begge de tiltalte skulle fastsættes efter straffelovens § 288, stk. 1, nr. 1, til fængsel
i 1 år og 6 måneder. Højesteret ændrede herved landsrettens dom.
TfK 2014.993Ø: T straffet med 1 år og 6 måneders fængsel for røveri efter straffelovens § 288,
stk. 1, nr. 1, ved i forening med andre at have begået røveri mod to supermarkeder med få dages
mellerum. Ved anvendelse af en attrappistol fik T udleveret kassebeholdningerne på 8.891,91
kr. og ca. 3.600 kr.
T var 15 år på gerningstidspunkterne. Under hensyn til T’s unge alder og
den omstændighed, at T ikke tidligere var straffet, blev 1 år af straffen gjort betinget bl.a. med
vilkår om, at T skulle undergive sig foranstaltninger i medfør af § 52 i lov om social service.
TfK 2015.258V: T straffet med 1 år og 6 måneders fængsel for røveri efter straffelovens § 288,
stk. 1, nr. 1, ved at have begået bankrøveri, hvor T iført maskering og under trussel med kniv
tvang en bankansat til at udlevere ca. 25.000 kr. T var herudover skyldig i brugstyveri efter
straffelovens § 293, stk. 1, af en cykel og overtrædelse af våbenloven ved at have været i be-
siddelse af en køkkenkniv. Ved straffastsættelsen blev der lagt vægt på, at T, der på gernings-
tidspunktet var 20 år, havde begået røveri i en bank under anvendelse af maskering og kniv.
TfK 2015.454Ø: T straffet med 1 år og 6 måneders fængsel for røveri efter straffelovens § 288,
stk. 1, nr. 1, ved i 2 tilfælde at have bedøvet og frataget de forurettede penge og betalingskort,
som T efterfølgende benyttede til et større antal transaktioner i forening med en medgernings-
person. T fik herved udbetalt ca. 36.500 kr., mens nogle transaktioner på ca. 15.000 kr. blev
afvist. Ved straffastsættelsen blev der lagt vægt på forholdenes karakter, herunder at de foru-
rettede blev bedøvet og efterladt bevidstløse, og at forholdene var nøje planlagte. I formildende
retning blev der lagt vægt på den forløbne tid, siden forholdene blev begået, og som beroede på
såvel T’s som myndighedernes forhold.
TfK 2021.385Ø: T1 straffet med 1 år og 6 måneders fængsel for røveri efter straffelovens §
288, stk. 1, nr. 1, ved i forening med en anden, hvis sag var afgjort, at have lokket F ud i en
skov under påskud af, at F skulle mødes med en 14-årig pige. I skoven truede T1 ved anvendelse
af en kniv og i forening med T2 F til at overføre 50.000 kr. til T2’s konto. T1 var endvidere
skyldig i vidnetrusler efter straffelovens § 123 og overtrædelse af knivloven begået ved samme
episode. T1 var tidligere straffet for både berigelseskriminalitet, vold og trusler. Ved straffast-
sættelsen blev der lagt vægt på karakteren og grovheden af forholdet, herunder at T og den
anden person havde lokket F ud i en skov om natten, hvor de iført maskering og under anven-
delse af kniv
og trussel om vold frarøvede F et stort beløb, ligesom der blev lagt vægt på T1’s
tidligere straf for vold og trusler. Af samme grund var der ikke grundlag for at gøre straffen helt
eller delvist betinget, heller ikke med vilkår om samfundstjeneste.
985
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0418.png
TfK 2022.46Ø: T2 straffet med 1 år og 6 måneders fængsel for røveri efter straffelovens § 288,
stk. 1, nr. 1, og husfredskrænkelse efter straffelovens § 264, stk. 1, nr. 1, ved i forening med en
medtiltalt, T1, og to ukendte medgerningspersoner, der alle var maskerede, at være trængt ind
hos F, som de mente havde stjålet en taske fra T1. Mens T2 bevogtede F med et baseballbat,
frarøvede medgerningspersonerne et tv, en jakke og andre genstande fra F. Byretten fastsatte
straffen for T1 og T2 til 1 år og 6 måneders fængsel. Landsretten stadfæstede byrettens dom
vedrørende T2, da det kun var ham, der havde anket.
U 2019.2069H: T straffet med 2 års fængsel for røveri efter straffelovens § 288, stk. 1, nr. 1,
tyveri efter straffelovens § 276, jf. § 285, stk. 1, til dels forsøg herpå, jf. § 21, samt overtrædelse
af våbenloven, lov om euforiserende stoffer og færdselsloven. For så vidt angår røveriet var T
skyldig i røveri ved i forening med en medgerningsperson at have taget en taske fra en ældre
kvinde under den trussel om øjeblikkelig anvendelse af vold, som lå i situationen. Forholdet var
begået i kvindens hjem, hvortil de havde skaffet sig adgang ved at foregive at være håndværkere
(tricktyveri). T var endvidere skyldig i bl.a. flere tilfælde af tyveri og forsøg herpå. T var tidli-
gere straffet ved et stort antal domme (26 domme) med i alt ca. 3 år og 3 måneders fængsel for
en række forhold af navnlig tyveri og overtrædelse af våbenloven og færdselsloven begået over
en årrække. For Højesteret angik sagen navnlig straffastsættelsen og spørgsmålet om udvisning.
Landsretten havde fastsat straffen til 2 års fængsel, og Højesteret fandt ikke grundlag for at
ændre herpå. En tillægsbøde på 10.000 kr., som landsretten også havde idømt T, bortfaldt, da
Højesteret fandt, at der forelå sådanne særlige grunde, at der ikke skulle fastsættes en tillægs-
bøde for overtrædelserne af færdselsloven, jf. færdselslovens § 118 a, stk. 4.
TfK 2019.728/2V: T straffet med 2 års fængsel for røveri efter straffelovens § 288, stk. 1, nr.
1, ved at være trængt ind i en feriehytte, hvor et ægtepar opholdt sig. I feriehytten fik T under
trussel med en kniv ægteparret til at udlevere nøglen til deres Jaguar, som T kørte væk fra stedet
i. Han blev senere standset med spiritus i blodet. T havde i den forbindelse gjort sig skyldig i
spirituskørsel, kørsel i frakendelsestiden og overtrædelse af knivloven. T var tidligere straffet
flere gange, bl.a. for personfarlig kriminalitet og berigelseskriminalitet i form af vold, brand-
stiftelse, overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1, fareforvoldelse, tyveri og brugstyveri af
motorkøretøj. Røveriet i feriehytten blev alene henført under straffelovens § 288, stk. 1, nr. 1,
og ikke som hjemmerøveri efter § 288, stk. 2, idet et flertal i landsretten fandt, at indtrængning
i en lejet feriebolig ikke kunne sidestilles med at trænge ind i et privat hjem. Ved straffastsæt-
telsen blev der lagt vægt på, at røveriet var begået ved indtrængen i en bolig, hvor T måtte have
været klar over, at der opholdt sig en eller flere personer. Endvidere blev der lagt vægt på selve
røveriets grovhed, at det fandt sted efter forudgående planlægning og i den hensigt at stjæle
betydelige værdier, samt på T’s tidligere vandel, hvorefter han flere gange var straffet for bl.a.
vold og berigelseskriminalitet. Endelig blev der lagt vægt på, at røveriet var begået under trussel
med en kniv, og at T også tidligere var straffet for spirituskørsel, samt at det aktuelle
986
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0419.png
spirituskørselsforhold var begået i frakendelsestiden. Straffen blev fastsat som en tillægsstraf,
jf. straffelovens § 89, til en tidligere dom på 30 dages fængsel for kørsel i frakendelsestiden.
TfK 2020.1010Ø: T1 straffet med 2 års fængsel for røveri efter straffelovens § 288, stk. 1, nr.
1, til dels forsøg herpå, jf. § 21, husfredskrænkelse efter straffelovens § 264, stk. 1, nr. 1, hær-
værk efter § 291, stk. 1, og overtrædelse af våbenloven ved i forening med T2 og en tredje
person, X, at være
trængt maskerede ind i F’s private hjem, hvor de slog og sparkede F og
truede F med en gaspistol og afkrævede ham 100.000 kr. Da F ikke havde pengene, tog de hans
pung og andre af F’s genstande, herunder nøglen til hans bil, som de forsøgte at få F til
at
omregistrere til en af de tiltalte. T1 og T2 var desuden skyldige i fremsættelse af vidnetrusler
mod F efter straffelovens § 123. Episoden havde angiveligt baggrund i et økonomisk mellem-
værende mellem F og T2’s kæreste. Byretten fastsatte straffen for
T1 til 2 års fængsel og for
T2, som var tidligere straffet for ligeartet kriminalitet, og som var hovedmanden bag forholdet,
til fængsel i 2 år og 3 måneder. Landsretten stadfæstede byrettens dom for så vidt angår T1,
som var den eneste, der ankede.
TfK 2021.840V: T straffet med 2 års fængsel for røveri efter straffelovens § 288, stk. 1, nr. 1,
og grov vold efter straffelovens § 245, stk. 1, ved i forening med flere personer efter forudgå-
ende aftale og planlægning at have overfaldet F ud for hans bopæl og slået ham mange gange
med slagvåben i ansigtet, i hovedet, på armene og på kroppen, bl.a. mens han lå ned på jorden.
De tiltalte fratog ham samtidig mindst 69.000 kr. i kontanter. Ved overfaldet pådrog F sig bl.a.
brud på pandebenet, flere brud på begge sider af overkæben, brud i begge øjenhuler både indad
mod næsen og i væggen mod begge tindinger, brud af begge kæbehuler, brud af begge kindben,
brud gennem ganen, brud af næsen, brud af halsrygsøjlen, forskudt brud på venstre albueben,
lungekvæstelse i begge lunger og tandskade. Ved udmålingen af straffen lagde landsretten vægt
på, at forholdet var begået uden for F’s hjem, på F’s skader samt karakteren og omfanget af
volden.
TfK 2022.225Ø: T straffet med 2 års fængsel for forsøg på røveri efter straffelovens § 288, stk.
1, nr. 1, jf. § 21, og grov vold efter straffelovens § 245, stk. 1, ved i forening med andre at have
forsøgt at begå røveri mod fire personer på et bordel, hvor mindst ni gerningspersoner var ma-
skerede og anvendte knive og slagvåben. T var herudover skyldig i overtrædelse af våbenbe-
kendtgørelsen ved i forbindelse med røveriforsøget at have besiddet en totenschlæger. T var
tidligere straffet i 2019 med en bøde for tyveri. Ved straffastsættelsen blev der navnlig lagt vægt
på karakteren og grovheden af røveriforsøget, herunder at det var begået efter indtrængen på en
privat adresse. Der blev i skærpende retning endvidere lagt vægt på, at forholdet var begået i
forening, og at der under røveriet blev truet med kniv samt udøvet grov vold, herunder slag med
totenschlægere, ligesom der blev lagt vægt på den strafskærpelse, der skete ved lov nr. 358 af
987
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0420.png
29. april 2018, hvor straffen for grov vold blev skærpet. Af samme grund var der ikke grundlag
for at gøre straffen helt eller delvist betinget.
TfK 2014.1201V: T1 straffet med 2 år og 3 måneders fængsel, og T2 straffet med 1 år og 6
måneders fængsel,
for røveri efter straffelovens § 288, stk. 1, nr. 1, ved at være trængt ind i F’s
private hjem og bl.a. frarøvet F en bærbar computer. T1 og T2 havde i den forbindelse skubbet
F hårdt i brystet og holdt ham fast, mens de gennemrodede hans lommer og placerede ham i en
sofa, hvor de havde skubbet ham hårdt tilbage i sofaen, da han på et tidspunkt forsøgte at rejse
sig. For landsretten var spørgsmålet bl.a., om der forelå et egentligt hjemmerøveri efter straffe-
lovens § 288, stk. 2. Landsretten fandt, at det ikke kunne afvises, at der havde været sådanne
personlige relationer mellem F og T2, at røveriet ikke kunne anses som et egentligt hjemmerø-
veri. Der var heller ikke i øvrigt forhold, som medførte, at røveriet måtte anses for at være af
særligt grov beskaffenhed. Herefter blev de tiltalte frifundet for overtrædelse af § 288, stk. 2,
og forholdet blev i stedet henført under § 288, stk. 1, nr. 1. Det blev lagt til grund, at T2 havde
haft en mere passiv rolle end T1. Ud over røveriet var T2 også skyldig i flere forhold vedrørende
spirituskørsel og kørsel uden at have erhvervet kørekort. T1 var tidligere straffet, herunder for
vold og røveri eller forsøg herpå. T2 var ligeledes tidligere straffet for vold og røveri samt for
spirituskørsel. Ved fastsættelsen af straffen for røveriet lagde landsretten vægt på, at røveri un-
der indtrængen i et privat hjem i sig selv var en skærpende omstændighed. I skærpende retning
lagde landsretten desuden vægt på, at røveriet var begået af flere i forening, og at de tiltalte var
tidligere straffet flere gange for personfarlig kriminalitet. T1 var straffet for røveri eller forsøg
herpå, senest 2 måneder før røveriet. I formildende retning lagde landsretten vægt på, at den
udøvede vold havde været meget begrænset og ikke havde medført skader, og for T2’s ved-
kommende på hans mere passive rolle under røveriet.
TfK 2018.465V: T straffet med 2 år og 6 måneders fængsel for røveri efter straffelovens § 288,
stk. 1, nr. 1, og grov vold i gentagelsestilfælde efter straffelovens § 245, stk. 1, jf. § 247, stk. 1,
ved at være trængt ind på F’s bopæl, hvor T med kniv eller et andet skarpt våben påførte F
læsioner i ansigtet, på øret og på venstre hånd samt ved stump vold eller skub påførte F hudaf-
skrabninger og blodunderløbne mærker på arme og ben, mens T med henblik på at fratvinge F
værdier udtalte ”giv mig pengene” eller lignende, ligesom han søgte efter værdier i lejligheden,
hvorefter han forlod stedet med en pakke cigaretter. Landsretten fandt, at røveriet var fuldbyr-
det, da T havde forladt stedet med cigaretterne. Landsretten fandt, at det ikke kunne afvises, at
der var en sådan personlig relation mellem T og F, at røveriet ikke kunne anses for et egentligt
hjemmerøveri. Herefter, og da røveriet heller ikke i øvrigt kunne anses for at være af særligt
grov beskaffenhed, var der ikke grundlag for at henføre forholdet under straffelovens § 288,
stk. 2. Ud over røveriet var T endvidere skyldig i trusler efter straffelovens § 266, tyveri efter §
276, overtrædelse af § 119, stk. 1, fornærmelig tiltale efter § 121 samt overtrædelse af knivlo-
ven. T var siden 2007 tidligere straffet i alt 20 gange, herunder 4 gange for røveri, hvoraf 3 af
988
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0421.png
røverierne var hjemmerøverier, bl.a. mod en ældre og gangbesværet person. Efter karakteren
og grovheden af røveriet sammenholdt med de øvrige forhold, som T var skyldig i, og henset
til T’s forstraffe, stemte et flertal i landsretten for at fastsætte
straffen til 2 år og 6 måneders
fængsel (dissens for 2 år og 9 måneder). Straffen blev til dels fastsat som en tillægsstraf, jf.
straffelovens § 89, til en tidligere dom, hvor T var straffet med dagbøder for tyveri.
TfK 2019.876Ø: T straffet med 2 år og 6 måneders fængsel for røveri efter straffelovens § 288,
stk. 1, nr. 1, og frihedsberøvelse efter straffelovens § 261, stk. 1, ved i forening med flere med-
gerningspersoner i 10 tilfælde at have begået gaderøverier og i 4 af disse tilfælde frihedsberøvet
de forurettede ved at bevogte dem i 20 minutter til en time, efter de havde været udsat for røveri.
Gaderøverierne var begået om aftenen/natten. T var 17 år på gerningstidspunkterne. Uanset T’s
unge alder var der efter forholdenes karakter og antal ikke grundlag for at gøre straffen helt
eller delvist betinget, heller ikke med vilkår om samfundstjeneste.
TfK 2015.783Ø: T1 straffet med 3 års fængsel, og T2 straffet med 2 års fængsel, for navnlig
røveri efter straffelovens § 288, stk. 1, nr. 1, idet T1 bl.a. var skyldig i 10 gaderøverier, og T2
bl.a. var skyldig i 7 gaderøverier samt et butiksrøveri med en attrappistol, der til dels var begået
af de tiltalte i forening med andre. Røverierne var begået, da de tiltalte var 15-17 år. T1 og T2
var endvidere skyldig i en række andre lovovertrædelser. Ved straffastsættelsen lagde landsret-
ten vægt på, at de tiltalte, der ikke var fyldt 18 år på gerningstidspunkterne, havde begået gade-
røverier i forening med andre personer mod unge mennesker og for T2’s vedkommende, at
han
også havde begået et butiksrøveri ved anvendelse af en attrappistol. Der var efter forholdenes
karakter og antal ikke grundlag for at gøre nogen del af straffene betinget.
TfK 2017.301Ø: T2 straffet med 3 års fængsel, og T1 straffet med 2 års fængsel, for navnlig
røveri efter straffelovens § 288, stk. 1, nr. 1, til dels forsøg herpå, jf. § 21. T2 var skyldig i 4
røverier og 2 forsøg herpå, og T1 var skyldig i 2 røverier og 1 røveriforsøg, alle begået mod en
række dagligvareforretninger. Det blev lagt til grund, at røverierne var begået ved anvendelse
af en attrappistol og et koben, at der ikke blev udøvet vold mod de ansatte, og at røverierne var
kortvarige og udbyttet beskedent. T2 var tidligere straffet for tyveri, herunder forsøg, og vold.
Ved straffastsættelsen blev der lagt vægt på, at de tiltalte medbragte våben, i flere tilfælde en
pistollignende genstand, som blev anvendt til at true butikspersonalet. Der blev endvidere lagt
vægt på, at de tiltalte var maskerede, og at flere af røverierne var begået i forening med hinanden
eller andre. Endelig blev der lagt vægt på, at flere af røverierne, der blev begået mod butikker
omkring disses lukketid, tog sigte på værdier af en vis størrelse, herunder i forbindelse med, at
de forurettede i flere af forholdene blev truet til at åbne butikkens pengeskab.
TfK 2021.49Ø: T straffet med 3 år og 11 måneders fængsel for røveri efter straffelovens § 288,
stk. 1, nr. 1, til dels forsøg herpå, jf. § 21, ved at have begået 13 gaderøverier og forsøg herpå.
989
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0422.png
Gaderøverierne var oftest sket om natten mod drenge og unge mænd ved anvendelse af kniv. T
var herudover skyldig i en række mindre forhold, herunder vidnetrusler efter straffelovens §
123 og anden berigelseskriminalitet, bl.a. databedrageri efter § 279 a og hæleri efter § 290, stk.
1. T var tidligere straffet flere gange, navnlig for berigelseskriminalitet. Ved straffastsættelsen
blev der lagt vægt på kriminalitetens art og store omfang. Det blev i den forbindelse tillagt vægt
i skærpende retning, at nogle af forholdene var begået af flere i forening, ligesom røverierne
var begået mod meget unge ofre, hvor de fleste havde forklaret, at de ikke så det som en mu-
lighed at stikke af fra T eller råbe om hjælp, da de var bange for konsekvenserne for sig selv
og/eller deres venner, hvis de prøvede på noget. Sagen var rejst som en domsmandssag, og T
kunne derfor ikke idømmes 4 års fængsel eller derover, jf. retsplejelovens § 686, stk. 4, nr. 1.
TfK 2016.1171/2V: T straffet med 5 års fængsel for røveri efter straffelovens § 288, stk. 1, nr.
1, ved i 9 tilfælde over en periode på ca. 2 måneder at have begået røveri mod dagligvarefor-
retninger, hvor han truede ekspedienterne med en hardballpistol eller en attrappistol og fik ud-
leveret beløb på mellem 700 kr. og 18.050 kr. T var tidligere straffet i 2009 for bedrageri og
dokumentfalsk, ligesom han var tidligere straffet i 2010 for røveri. Ved straffastsættelsen blev
der lagt vægt på antallet af røverier, at de var begået under anvendelse af en hardballpistol, der
for ekspedienterne havde
fremstået som et rigtigt våben, at 8 af røverierne ifølge T’s egen for-
klaring havde været planlagte, og at et af røverierne ikke havde været planlagt, men at T under
dette røveri havde måttet true en ansat med pistolen, da den pågældende havde prøvet at fast-
holde T. Der blev endvidere lagt vægt på, at forholdene var begået over en forholdsvis kort
periode, og at T tidligere var straffet for røveri.
3.2.2 Praksis vedrørende straffelovens § 288, stk. 1, nr. 2
Som det fremgår ovenfor, er normalstrafferammen for røveri efter straffelovens § 288, stk. 1,
nr. 2, fængsel indtil 6 år.
Nedenstående gennemgang af retspraksis er afgrænset således, at den bygger på trykt praksis
fra de seneste 10 år, hvor der hovedsageligt kun er domfældt for overtrædelse af § 288, stk. 1,
nr. 2, uden anden kriminalitet til samtidig pådømmelse af afgørende betydning for straffen, og
hvor straffen så vidt muligt ikke er fastsat som fællesstraf med en tidligere straf eller med en
reststraf fra en prøveløsladelse, jf. straffelovens § 61, eller som tillægsstraf til en tidligere straf,
jf. straffelovens § 89 (dvs. ”rene” tilfælde).
Dog er retspraksis, som omfatter andre lovovertrædelser, der har nær sammenhæng med over-
trædelsen af straffelovens § 288, stk. 1, nr. 2, medtaget, f.eks. samtidige overtrædelser af straf-
felovens øvrige bestemmelser om bl.a. grov vold, da en del retspraksis vedrører røveri begået i
kombination med andre lovovertrædelser.
990
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0423.png
Dommene er oplistet efter straffens længde. I gennemgangen er dommene ikke opdelt efter, om
den fastsatte straf er ubetinget eller betinget, herunder med vilkår om samfundstjeneste, idet
længden af fængselsstraffen som udgangspunkt antages at afspejle rettens vurdering af den på-
dømte kriminalitets alvor, mens spørgsmålet om betinget dom i højere grad beror på konkrete
omstændigheder ved tiltaltes personlige forhold. Se de generelle bemærkninger herom i kapitel
1, afsnit 4.
Fra retspraksis kan der henvises til følgende afgørelser:
TfK 2018.59/2V: T straffet med 3 måneders fængsel for medvirken til røveri efter straffelovens
§ 288, stk. 1, nr. 2, jf. § 23, ved i forening med to medgerningspersoner at have stjålet varer i
en dagligvareforretning for ca. 45,50 kr. og ved trussel om øjeblikkelig anvendelse af vold at
have bragt varerne i sikkerhed, da de to medgerningspersoner
sagde til ekspedienten: ”Skal du
have nogle tæsk” eller lignende, idet ekspedienten bad om betaling for varerne. Under hensyn
til den nære tids- og stedsmæssige sammenhæng mellem de fremsatte trusler for at undgå beta-
ling og tyveriet af varerne blev handlingen henført under straffelovens § 288, stk. 1, nr. 2. Da
T under episoden fulgtes med den ene medgerningsperson, og da T med sin adfærd bakkede
medgerningspersonen op, da denne truede ekspedienten, havde T medvirket til røveriet, jf.
straffelovens § 23. T var tidligere straffet flere gange for ligeartet kriminalitet, senest i 2015
med fængsel for bl.a. brugstyveri af motorkøretøj efter straffelovens § 293 a. Ved straffastsæt-
telsen blev der i skærpende retning lagt vægt på, at røveriet var udført af flere gerningsmænd i
forening. I formildende retning blev der lagt vægt på T’s rolle under røveriet og på, at varerne
alene havde en værdi af 45,50 kr. Kriminalforsorgen havde udtalt, at T ikke var egnet til at
modtage en betinget dom, da der ikke kunne peges på recidivforebyggende vilkår. Under hen-
syn til T’s forstraffe og udtalelsen fra Kriminalforsorgen var der ikke grundlag for at gøre straf-
fen helt eller delvist betinget (dissens for 60 dages fængsel).
TfK 2020.675Ø: T straffet med 3 måneders fængsel for forsøg på røveri efter straffelovens §
288, stk. 1, nr. 2, jf. § 21, ved i en dagligvareforretning bl.a. at have skubbet til en butiksansat
for at bringe vodkaflasker, han havde stjålet i butikken, i sikkerhed. Byretten fastsatte straffen
til 3 måneders fængsel og lagde vægt på kriminalitetens alvor, men også dens begrænsede om-
fang. Landsretten fandt, at straffen var passende udmålt.
TfK 2015.1255Ø: T straffet med 4 måneders fængsel betinget med vilkår om samfundstjeneste
for røveri efter straffelovens § 288, stk. 1, nr. 2, ved i et supermarked at have stjålet varer for
74,50 kr. og i den forbindelse bragt varerne i sikkerhed ved vold eller trussel om vold, idet hun,
da en butiksansat ville tilbageholde hende med varerne, slog den pågældende flere gange i an-
sigtet med knyttet hånd og bed ham i armen. Byretten lagde ved straffastsættelsen vægt på
991
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0424.png
forholdets karakter, herunder værdien af varerne, og at der ikke var tale om et planlagt røveri.
Landsretten fandt straffen passende udmålt.
TfK 2019.1367/2V: T straffet med 4 måneders fængsel betinget med vilkår om samfundstjene-
ste for røveri efter straffelovens § 288, stk. 1, nr. 2, ved i en dagligvareforretning at have tildelt
en butiksassistent et knytnæveslag i ansigtet og bidt ham i armen for at bringe varer til en værdi
af 195 kr. i sikkerhed, som hun forinden havde stjålet. T var herudover skyldig i tyveri efter
straffelovens § 276, jf. § 287, stk. 1, ved i en anden butik at have stjålet parfumer for 2.211 kr.
T var tidligere straffet i 2013 og 2016 med bøder for butikstyveri, ligesom hun var tidligere
straffet i 2017 med 30 dages betinget fængsel for forsøg på butikstyveri og med en bøde for
butikstyveri. Ved udmålingen af straffen på 4 måneder lagde landsretten lagt vægt på karakteren
af navnlig røveriet sammenholdt med T’s forstraffe. Efter oplysningerne om T’s gode person-
lige forhold og positive udvikling, siden forholdene var begået, fandtes det undtagelsesvist for-
svarligt at gøre straffen betinget med vilkår om samfundstjeneste.
TfK 2016.986V: T straffet med 5 måneders fængsel for røveri efter straffelovens § 288, stk. 1,
nr. 2, ved i en dagligvareforretning at have stjålet varer, hvorefter han, da personalet fra butik-
ken forsøgte at tilbageholde ham, trak en kødøkse op af lommen, som han truede personalet
med, for at bringe varerne i sikkerhed. T var herudover skyldig i overtrædelse af våbenloven
ved at have medbragt kødøksen. Byretten gjorde straffen betinget, hvilket landsretten omgjorde.
Landsretten fandt navnlig under hensyn til karakteren af røveriet, herunder at det skete under
trussel med en medbragt kødøkse, at der ikke var grundlag for at gøre straffen helt eller delvist
betinget.
TfK 2022.395V: T straffet med 6 måneders fængsel for røveri efter straffelovens § 288, stk. 1,
nr. 2, jf. § 247, stk. 1, til dels forsøg herpå, jf. § 21, ved uden for en forretning at have forsøgt
at bringe stjålne genstande i sikkerhed ved anvendelse af vold, idet T inde i forretningen stjal
tre parfumer til en samlet udsalgspris på 1.170 kr., hvorefter T forlod forretningen, men blev
tilbageholdt af personale uden for indgangen. I denne forbindelse satte T sig voldsomt til mod-
værge og slog og sparkede ud efter to ansatte, hvoraf den ene blev ramt i ansigtet af et slag. T
var herudover skyldig i bl.a. to butikstyverier. T var tidligere straffet flere gange, herunder for
vold, grov vold, røveri og tyveri. Efter karakteren af røveriet sammenholdt med T’s forstraffe
blev straffen fastsat som sket, og der var ikke grundlag for at gøre straffen betinget, hverken
helt eller delvist.
TfK 2017.551Ø: T1 straffet med en fællesstraf på 1 år og 6 måneders fængsel for røveri efter
straffelovens § 288, stk. 1, nr. 2, og grov vold efter straffelovens § 245, stk. 1, forsøg på røveri
efter straffelovens § 288, stk. 1, nr. 2, jf. § 21, og overtrædelse af våbenbekendtgørelsen. T1 var
i forhold 1 skyldig i forsøg på røveri ved at have henvendt sig til F, der havde Rolex-ure til salg,
992
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0425.png
på dennes adresse medbringende en peberspray og en nødhammer under påskud af, at T1 ville
købe uret af F. F fattede dog mistanke og oplyste, at der befandt sig et barn i lejligheden, og at
hans kone snart kom hjem. Dette bevirkede, at T1 opgav sit forehavende. I forhold 2 var T1
skyldig i forsøg på røveri ved senere samme aften, igen medbringende en peberspray og en
nødhammer, at have henvendt sig til F på ny og forsøgt at få F med ned på gaden, hvilket F dog
afviste. I forhold 3 var T1 skyldig i at have henvendt sig til en anden forurettet, F2, på dennes
adresse medbringende en peberspray og en nødhammer. Da F2 viste T1 uret, sprayede T1 pe-
berspray i hovedet på F2 og slog ham med nødhammeren i hovedet og på kroppen, hvorefter
T1 løb væk med uret. Herudover var T1 i forhold 4 skyldig i overtrædelse af våbenbekendtgø-
relsen ved at have været i besiddelse af pebersprayen og nødhammeren. I forhold 3 var spørgs-
målet for landsretten navnlig, om T1 var trængt ind i lejligheden hos F2, således at der forelå et
egentlig hjemmerøveri efter straffelovens § 288, stk. 2. Et flertal i landsretten fandt, at der ikke
var tale om et egentligt hjemmerøveri og lagde herved vægt på, at F2 havde åbnet døren til
lejligheden, så T1 kunne gå ind. Forhold 3 blev derfor alene henført under straffelovens § 288,
stk. 1, nr. 2. T1 var tidligere straffet for bl.a. tyveri, ligesom T1 var straffet med 40 dages be-
tinget fængsel for overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1. Ved straffastsættelsen blev der ud
over forholdenes karakter navnlig lagt vægt på, at røveriet var begået i et privat hjem, og at T
anvendte en peberspray. Der var af samme grunde ikke grundlag for at gøre straffen betinget.
Straffen blev fastsat som en fællesstraf, jf. straffelovens § 61, stk. 2, med den tidligere betingede
dom på 40 dage.
TfK 2021.459V: T straffet med 2 års fængsel for røveri efter straffelovens § 288, stk. 1, nr. 2,
ved at være trængt ind i F’s private hjem midt på dagen for at stjæle. Da T var inde i huset og
tog nogle smykker i soveværelset, blev han opdaget af F, og T udøvede i den forbindelse vold
mod F for at bringe smykkerne i sikkerhed. Der var rejst tiltale for hjemmerøveri efter straffe-
lovens § 288, stk. 2, jf. stk. 1, nr. 2. T forklarede, at han troede, der ikke var nogen hjemme, da
han trængte ind i huset. T var tidligere straffet to gange i 2014 med fængsel for tyveri. T blev
frifundet for hjemmerøveri efter § 288, stk. 2, da det ikke var bevist, at T havde forsæt til at
begå røveri, da han gik ind for at stjæle. Forholdet blev derfor alene henført under § 288, stk.
1, nr. 2. T har herudover skyldig i overtrædelse af et indrejseforbud efter udlændingelovens §
59 b, stk. 1. Efter karakteren af og omstændighederne ved røveriet, herunder at røveriet var
begået i F’s hjem, og at der var udøvet vold over for en ældre dame, fastsatte landsretten straffen
som sket.
3.2.3 Praksis vedrørende straffelovens § 288, stk. 1, nr. 3
Der ses ikke at foreligge nyere trykt retspraksis, hvor røveri er henført under straffelovens §
288, stk. 1, nr. 3, der er en sjældent anvendt bestemmelse.
993
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0426.png
3.2.4 Praksis vedrørende straffelovens § 288, stk. 2, om røveri af særligt grov beskaffenhed
Som det fremgår ovenfor, kan straffen for røveri af særligt grov beskaffenhed efter straffelovens
§ 288, stk. 2, stige til fængsel indtil 10 år.
Ved lov nr. 760 af 29. juni 2011, der trådte i kraft den 1. juli 2011, blev straffen for egentlige
hjemmerøverier skærpet, idet et egentligt hjemmerøveri som udgangspunkt blev fastsat til 5 års
fængsel.
Nedenstående gennemgang af retspraksis er afgrænset således, at den bygger på trykt praksis,
hvor forholdet er begået efter strafskærpelsen den 1. juli 2011, og hvor der hovedsageligt kun
er domfældt for overtrædelse af § 288, stk. 2, uden anden kriminalitet til samtidig pådømmelse
af væsentlig betydning for straffen, og hvor straffen så vidt muligt ikke er fastsat som fællesstraf
med en tidligere straf eller med en reststraf fra en prøveløsladelse, jf. straffelovens § 61, eller
som tillægsstraf til en tidligere straf, jf. straffelovens § 89 (dvs. ”rene” tilfælde).
Dog er retspraksis, som omfatter andre lovovertrædelser, der har nær sammenhæng med over-
trædelsen af straffelovens § 288, stk. 2, medtaget, f.eks. samtidige overtrædelser af straffelo-
vens øvrige bestemmelser om bl.a. grov vold og vidnetrusler, da en del retspraksis vedrører
røveri begået i kombination med andre lovovertrædelser.
Dommene er inddelt i tilfældegrupper ud fra typen af røveri (hjemmerøveri henholdsvis øvrige
røverier omfattet af § 288, stk. 2).
Dommene er oplistet efter straffens længde. I gennemgangen er dommene ikke opdelt efter, om
den fastsatte straf er ubetinget eller betinget, herunder med vilkår om samfundstjeneste, idet
længden af fængselsstraffen som udgangspunkt antages at afspejle rettens vurdering af den på-
dømte kriminalitets alvor, mens spørgsmålet om betinget dom i højere grad beror på konkrete
omstændigheder ved tiltaltes personlige forhold. Se de generelle bemærkninger herom i kapitel
1, afsnit 4.
Domme om (egentlige) hjemmerøverier:
Højesteret har i dom af 30. december 2013 (U 2014.948H) udtalt, at forarbejderne til lov nr.
760 af 29. juni 2011 må forstås således, at udgangspunktet er, at straffen for et egentligt hjem-
merøveri, der er omfattet af straffelovens § 288, stk. 2, skal fastsættes til fængsel i 5 år, men at
strafudmålingen i det enkelte tilfælde beror på en konkret vurdering af samtlige omstændighe-
der i sagen.
994
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0427.png
Fra retspraksis vedrørende egentlige hjemmerøverier begået efter den 1. juli 2011 omfattet af
straffelovens § 288, stk. 2, kan der henvises til følgende afgørelser:
TfK 2020.797V: T straffet med 3 års fængsel for forsøg på røveri af særligt grov beskaffenhed
efter straffelovens § 288, stk. 2, jf. § 21, ved at have forsøgt at begå hjemmerøveri i et privat
hjem, som T havde udset sig, og hvor han vidste, at der boede to pensionerede læger, som han
mente havde mange penge. T forklarede selv, at han ville tvinge dem til at overføre penge til
sig. T indfandt sig ved huset en tidlig morgen iført maskering og medbringende bl.a. plastics-
trips, en strømpistol og en gaspistol. Han ringede på døren, men døren blev ikke åbnet, og han
forlod herefter stedet. Landsretten lagde til grund, at T havde forsæt til at begå hjemmerøveri,
og at T ikke var trådt frivilligt tilbage fra forsøg, jf. straffelovens § 22, men i stedet løb fra
stedet, da han blev opdaget af en af beboerne, der ikke lukkede op, men så ham i øjnene og
derefter trak sig tilbage ind i huset. Landsretten fandt på denne baggrund, at T opgav sit fore-
havende, fordi han stødte på tilfældige hindringer, der betød, at han ikke kunne gennemføre
røveriet. T var derfor skyldig i forsøg på hjemmerøveri. T var herudover skyldig i overtrædelse
af våbenloven ved i forbindelse med røveriforsøget at have været i besiddelse af en strømpistol
og en gaspistol, ligesom T også var skyldig i overtrædelse af lov om forbud mod visse doping-
midler ved at have været i besiddelse af dopingmidler til eget brug. Efter alvoren af forholdet,
hvor T havde planlagt at begå hjemmerøveri, hvorunder han, der var påvirket af kokain, var
maskeret og havde medbragt strips og våben, fandt landsretten, at straffen passende kunne ud-
måles til fængsel i 3 år.
U 2013.1977V: T straffet med 3 år og 6 måneders fængsel for røveri af særligt grov beskaffen-
hed efter straffelovens § 288, stk. 2, jf. stk. 1, nr. 1 og 2, ved i forening med en medgernings-
person at være
trængt ind i F’s private hjem og tvunget F til at udlevere ca. 400 kr. og en ring.
Hjemmerøveriet foregik ved, at T og medgerningspersonen, der begge var maskerede, holdt en
kniv samt en økse frem mod F, mens de råbte, at F skulle give dem penge og lignende. Ger-
ningspersonerne
skar desuden ledningen til F’s telefon over for at forhindre ham i at tilkalde
hjælp. Da de flygtede fra stedet, skubbede de til F og slog ud efter ham, ligesom T sparkede F
i brystkassen, så han faldt omkuld. T var herudover skyldig i overtrædelse af våbenbekendtgø-
relsen ved at have båret kniven og øksen ved røveriet. T var 17 år på gerningstidspunktet og var
tidligere dømt for berigelseskriminalitet, men ikke for personfarlig kriminalitet. Landsretten
fandt, at røveriet var et egentligt hjemmerøveri. Efter forarbejderne til straffelovens § 288, stk.
2, skulle straffen fastsættes efter en konkret vurdering og under hensyn til, om der forelå skær-
pende eller formildende omstændigheder som beskrevet i navnlig straffelovens §§ 80-82.
Landsretten udtalte, at indtrængning i privat hjem for at begå røveri i sig selv var en skærpende
omstændighed. Der måtte i samme retning lægges vægt på, at røveriet blev begået af T og A i
forening, og at de medbragte våben i form af en kniv og en økse. På den anden side måtte der
lægges vægt på, at røveriet ikke havde udpræget professionel karakter og på den begåede vold
995
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0428.png
og de forholdsvis begrænsede skader som følge heraf. I formildende retning måtte der desuden
lægges vægt på T’s unge alder, og at T tidligere
var dømt for berigelseskriminalitet, men ikke
for personfarlig kriminalitet. På denne baggrund blev straffen fastsat som sket.
U 2016.1077Ø: T2 og T3 straffet med 3 år og 6 måneders fængsel for forsøg på røveri af særligt
grov beskaffenhed efter straffelovens § 288, stk. 2, jf. stk. 1, nr. 1, jf. § 21, ved i forening med
to medtiltalte, T1 og T4, at have forsøgt at begå hjemmerøveri og aftvinge husets beboer vær-
digenstande i form af skunk og penge. T2 udpegede lejligheden, hvorefter T1, T3 og T4 ind-
fandt sig på adressen. T4 bankede på døren, hvorefter T1 og T3 trængte ind i lejligheden iført
maskering, ligesom T3 var bevæbnet med en kniv. Røveriet mislykkedes, da der bl.a. opstod
håndgemæng med lejlighedens beboer, og de tiltalte måtte derfor opgive deres forehavende og
flygte. Ved straffastsættelsen bemærkede landsretten, at der var tale om et planlagt hjemmerø-
veri, hvor maskerede gerningspersoner var trængt ind i en beboelseslejlighed, hvor de forven-
tede at møde en beboer, som de let kunne overmande, hvilket kun mislykkedes, fordi de mødte
uventet hård modstand, og muligvis fordi der også uventet var en kvinde og to børn til stede i
lejligheden. Landsretten udtalte videre, at straffen for et fuldbyrdet hjemmerøveri af en karakter
som det foreliggende som er udgangspunkt fængsel i 5 år. Der var ikke oplyst omstændigheder
i sagen, som gav tilstrækkeligt grundlag for at fravige dette udgangspunkt, bortset fra at der var
tale om et forsøg, som hurtigt blev opgivet. Landsretten fastsatte under disse omstændigheder
straffen som sket (dissens for at fastsætte straffen til 3 års fængsel).
TfK 2018.850V: T straffet med 3 år og 6 måneders fængsel for forsøg på røveri af særligt grov
beskaffenhed efter straffelovens § 288, stk. 2, jf. stk. 1, nr. 1, jf. § 21, ved i 2 tilfælde at have
forsøgt at begå hjemmerøverier mod ældre kvinder. T ringede i det ene tilfælde på døren til en
73-årig kvinde, som åbnede døren
og sagde: ”Du skal ikke ind her” eller lignende, hvorefter
han gav hende et hårdt skub på kroppen og løb ind i lejligheden for at stjæle, hvilket imidlertid
mislykkedes. T ringede umiddelbart efter på døren til en 75-årig kvinde i opgangen, som åbnede
døren, hvorefter han gav hende et hårdt skub på kroppen, så hun kortvarigt mistede balancen,
hvorefter han løb ind i lejligheden for at stjæle, hvilket også denne gang mislykkedes. Ved
straffastsættelsen blev der lagt vægt på, at T var skyldig i to tilfælde af hjemmerøveri begået i
samme opgang og i tidsmæssig sammenhæng, og at beboerne i begge tilfælde var ældre kvin-
der. I formildende retning blev der lagt vægt på, at T ikke havde været maskeret eller havde
medbragt våben, og at der kun havde været en begrænset brug af vold ved den skete indtrængen,
ligesom T selv havde opgivet røveriforsøgene ret hurtigt uden at have mødt væsentlig modstand
og uden at stjæle noget, hvorfor T havde udvist en ringe fasthed i forsættet. Endelig blev der
lagt vægt på, at T ikke tidligere var straffet af betydning for sagen.
U 2023.364H: T1 og T2 straffet med 3 år og 9 måneders fængsel for forsøg på røveri af særligt
grov beskaffenhed efter straffelovens § 288, stk. 2, jf. stk. 1, nr. 1, jf. § 21, samt forsøg på grov
996
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0429.png
vold efter straffelovens
§ 245, stk. 1, jf. § 21, for T’s vedkommende i gentagelsestilfælde, jf. §
247, stk. 1, ved i januar 2021 i forening med en medtiltalt, T3, efter forudgående aftale eller
fælles forståelse at have forsøgt at begå hjemmerøveri hos F og i denne forbindelse forsøgt at
udøve grov vold mod ham. T1 og T2, der var maskerede og bevæbnede, havde banket på F’s
dør for at skaffe sig adgang til F’s lejlighed, mens en kvindelig medtiltalt, T3, befandt sig inde
i lejligheden under påskud af at have en ”sugardate” med F. Det blev lagt til grund, at T1 fra
døråbningen skød flere gange ind i lejligheden med en hardballpistol, og at T2 slog ud efter F
med en kødhammer. Selvom T3 ikke var udøvende i forhold til volden, var det hende, der havde
anstiftet røveriet. Det blev i den forbindelse lagt til grund, at T3 ud fra sit forudgående kendskab
til F havde en formodning om, at F var i besiddelse af værdier på bopælen. T1 var tidligere
straffet flere gange, bl.a. i 2020 med 6 måneders fængsel for grov vold i gentagelsestilfælde og
tyveri, ligesom han var tidligere straffet i 2020 med 9 måneders fængsel for bl.a. indbrudstyveri,
som blev fastsat som en fællesstraf med 6 måneders fængsel fra en tidligere dom. Efter at have
begået det aktuelle forhold, var T1 yderligere straffet med bøder ved fem domme i 2021. T2
var tidligere straffet i 2019 med 60 dages betinget fængsel med vilkår om samfundstjeneste for
bl.a. indbrudstyveri. Efter at have begået det aktuelle forhold, var T2 yderligere straffet i 2021
med 7 måneders fængsel, heraf 5 måneder betinget med samfundstjeneste, for bl.a. vold. For
Højesteret var spørgsmålet navnlig, om der var tale om forsøg på et egentligt hjemmerøveri ud
fra oplysningerne om relationen mellem T3 og F (sugardaten). Højesteret tiltrådte efter en sam-
let vurdering af de faktiske omstændigheder, som var lagt til grund af landsretten, at betingelsen
om, at gerningspersonen og offeret ikke havde forudgående personlige relationer, var opfyldt,
og at der derfor forelå forsøg på et egentligt hjemmerøveri, jf. straffelovens § 288, stk. 2, jf. §
21. Højesteret fastsatte straffene for T1 og T2 til 3 år og 9 måneders fængsel. Straffen blev for
T1’s vedkommende fastsat som en tillægsstraf, jf. straffelovens § 89, til de fem tidligere bøde-
straffe fra 2021. For T2’s
vedkommende blev straffen fastsat som en fælles- og tillægsstraf, idet
straffen blev fastsat som en fællesstraf, jf. straffelovens § 61, stk. 1, med de 5 måneders betinget
fængsel fra den tidligere dom fra 2021, og som tillægsstraf, jf. straffelovens § 89, til de 2 må-
neders ubetinget fængsel fra samme dom. T3 blev af landsretten straffet med 2 år og 6 måneders
fængsel. Ved fastsættelsen af hendes straf blev der særligt lagt vægt på hendes unge alder og
positive udvikling, og at hun ikke var tidligere straffet af betydning for sagen.
U 2017.1762H: T straffet med 4 år og 6 måneders fængsel for forsøg på røveri af særligt grov
beskaffenhed efter straffelovens § 288, stk. 2, jf. stk. 1, nr. 1, jf. § 21, og grov vold i gentagel-
sestilfælde efter straffelovens § 245, stk. 1, jf. § 247, stk. 1, ved at have forsøgt at begå hjem-
merøveri mod en ældre, svagelig mand, F. T trængte ind i F’s hjem og opsøgte ham i stuen,
som tillige fungerede som soveværelse, og spurgte efter penge, hvorefter T angreb F. T slog F
flere gange i ansigtet og på kroppen samt slog F i ansigtet med en stegepande, hvorefter T
undløb fra stedet. Da det var usikkert, om T borttog værdier fra F’s hjem, var der alene bevis
for forsøg på røveri. T var tidligere straffet flere gange, herunder for personfarlig kriminalitet,
997
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0430.png
bl.a. vold og røveri. Ved straffastsættelsen lagde landsretten vægt på forholdets karakter og
grovhed, herunder at F var en ældre, værgeløs mand, som blev opsøgt i sit hjem og udsat for
forsøg på hjemmerøveri og grov vold, og at T tidligere var straffet, herunder for vold og flere
røverier. Der blev endvidere lagt vægt på, at der var tale om særlig grov og afstumpet vold
begået over længere tid. For Højesteret angik sagen alene spørgsmålet om udvisning.
U 2014.948H: T1 og T2 straffet med 5 års fængsel for røveri af særligt grov beskaffenhed efter
straffelovens § 288, stk. 2, jf. stk. 1, nr. 1, og grov vold efter straffelovens § 245, stk. 1, ved om
aftenen at have begået hjemmerøveri mod en ældre, svagelig person, F. T1 og T2 trængte sam-
men ind hos F og slog F i hovedet med en flaske, der blev knust. T var tidligere straffet i 2011
med dagbøder for tyveri. Det blev lagt til grund, at røveriet ikke var nøjere planlagt, at foruret-
tedes skader var forholdsvis begrænsede, og at udbyttet alene
var en nøgle til F’s hus, som
efterfølgende blev fundet hos T2. Landsretten fastsatte straffen for både T1 og T2 til 5 års
fængsel. For Højesteret var spørgsmålet navnlig, om der var tale om et hjemmerøveri omfattet
af straffelovens § 288, stk. 2. Højesteret udtalte bl.a., at det fremgår af forarbejderne, at det
tilsigtes, at straffen for et egentligt hjemmerøveri, der omfattes af straffelovens § 288, stk. 2,
forhøjes til det dobbelte i forhold til den straf, der hidtil har været fastsat af domstolene, således
at straffen som udgangspunkt vil være fængsel i 5 år. I forarbejderne er det i den forbindelse på
baggrund af to redegørelser fra Rigsadvokaten forudsat, at normalstraffen for egentlige hjem-
merøverier da lå i niveauet 2 år og 6 måneder til 3 års fængsel. Det anføres samtidig i forarbej-
derne, at fastsættelsen af straffen vil bero på domstolenes konkrete vurdering i det enkelte til-
fælde af samtlige omstændigheder i sagen, og at det angivne strafniveau vil kunne fraviges i
op- eller nedadgående retning, hvis der i den konkrete sag foreligger skærpende eller formil-
dende omstændigheder. Højesteret udtalte herefter, at forarbejderne må forstås således, at ud-
gangspunktet er, at straffen for et egentligt hjemmerøveri, der er omfattet af straffelovens § 288,
stk. 2, skal fastsættes til fængsel i 5 år. Udmålingen af straffen i det enkelte tilfælde beror dog
på en konkret vurdering af samtlige omstændigheder i sagen. Højesteret bemærkede herved, at
Højesteret tidligere i dom af 10. marts 2009 (U 2009.1410H) har udtalt, at grovheden af egent-
lige hjemmerøverier kan variere meget betydeligt. Ved straffastsættelsen i den konkrete sag
lagde Højesteret vægt på, at røveriet var begået om aftenen af to gerningsmænd i forening over
for en ældre, svagelig person. Der blev udøvet grov vold omfattet af straffelovens § 245. Røve-
riet var dog ikke nøjere planlagt, forurettedes skader var forholdsvis begrænsede, og udbyttet
var alene en nøgle. Efter en samlet vurdering fandt Højesteret på den baggrund, at der ikke var
tilstrækkeligt grundlag for at nedsætte straffen, der var fastsat til 5 års fængsel.
TfK 2016.915/2Ø: T1 straffet med 5 års fængsel, og T2 straffet med 3 år og 6 måneders fængsel,
for forsøg på røveri af særligt grov beskaffenhed efter straffelovens § 288, stk. 2, jf. stk. 1, nr.
1, jf. § 21, grov vold efter straffelovens § 245, stk. 1, vidnetrusler efter straffelovens § 123 samt
overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1. T1 og T2, der på gerningstidspunktet var 18 og 16
998
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0431.png
år, var skyldige i forsøg på hjemmerøveri ved
at være trængt ind i F’s hjem, hvor de åbnede
skuffer og værktøjskasser og afkrævede F penge og en mobiltelefon, ligesom de overfaldt F
med slag og spark i kroppen og på ansigtet, så F fik en varig synsnedsættelse. T1 og T2 tændte
også en kogeplade og truede med at brænde huset ned, ligesom de truede med at komme tilbage
og slå ham ihjel, hvis han anmeldte forholdet til politiet. Hjemmerøveriet mislykkedes kun,
fordi politiet kom til stede og anholdt T1 og T2. I den forbindelse havde T1 og T2 overfaldet to
polititjenestemænd med trusler, herunder mod polititjenestemændenes familier. Straffen for T1
blev fastsat til 5 års fængsel, mens straffen for T2 blev fastsat til 3 og 6 måneders fængsel på
grund af hans unge alder. Ved straffastsættelsen blev der i øvrigt lagt vægt på, at forsøget på
hjemmerøveri var begået af de tiltalte i forening og i fælles forståelse, og at det alene blev
afbrudt ved politiets ankomst til stedet. Der blev endvidere lagt vægt på, at de tiltalte havde
begået vold omfattet af straffelovens § 245, stk. 1, 2. pkt., og at de påførte forurettede en varig
synsskade. Endelig blev det tillagt betydning, at de tiltalte havde fremsat vidnetrusler mod for-
urettede.
U 2016.65V: T straffet med en fællesstraf på 5 år og 6 måneders fængsel for røveri af særligt
grov beskaffenhed efter straffelovens § 288, stk. 2, jf. stk. 1, nr. 1, og grov vold i gentagelse-
stilfælde efter straffelovens § 245, stk. 1, jf. § 247, stk. 1, ved at være trængt ind i F’s hjem,
hvor han slog F med en hardballpistol og bl.a. frarøvede et Mastercard, en mobiltelefon, et
kamera og en PlayStation. T var tidligere straffet flere gange for berigelseskriminalitet, vold,
trusler, vidnetrusler og afpresning. T var prøveløsladt i 2013 med en reststraf på 41 dage. Ved
straffastsættelsen
blev der lagt vægt på, at røveriet var begået i F’s private hjem, at der var
udøvet grov vold over for en værgeløs person, at F’s skader dog var begrænsede, at forholdet
var begået i prøvetiden efter prøveløsladelse, og at T tidligere var straffet for vold, trusler og
berigelseskriminalitet. Straffen blev fastsat som en fællesstraf, jf. straffelovens § 61, stk. 2,
omfattende reststraffen på 41 dage.
U 2018.3668V: T straffet med 5 år og 6 måneders fængsel for røveri af særligt grov beskaffen-
hed efter straffelovens § 288, stk. 2, jf. stk. 1, nr. 1, og grov vold efter straffelovens § 245, stk.
1, ved om aftenen i forening med en medgerningsperson at have begået hjemmerøveri mod en
85-årig kvinde. Gerningspersonerne trængte ind og væltede kvinden omkuld, gav hende gaffa-
tape for øjnene, bandt hendes hænder og fødder og gav hende flere stød med en strømpistol,
samtidig med at de stjal 4.000 kr. i kontanter og noget sølvtøj. Kvindens 72-årige bror kom på
et tidspunkt tilfældigt på besøg, og en af gerningspersonerne affyrede i den forbindelse en pul-
verslukker mod hans hoved, satte gaffatape for hans øjne, bandt hans hænder og fødder, ligesom
gerningspersonerne slog den 85-årige kvinde, der var væltet omkuld, i hovedet og på kroppen
med bl.a. knytnæve samt gav hende flere stød med strømpistolen. T var herudover skyldig i en
række mindre forhold, bl.a. hæleri efter staffelovens § 290, stk. 1, og databedrageri efter § 279
a. T var tidligere straffet for berigelseskriminalitet og afsonede på gerningstidspunktet for
999
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0432.png
hjemmerøveriet en dom med fodlænke. Et flertal i landsretten stemte for at stadfæste byrettens
strafudmåling på 5 år og 6 måneders fængsel, mens et mindretal ville udmåle straffen til 6 års
fængsel. Landsretten bemærkede, at det fremgår af bemærkningerne til lov nr. 760 af 29. juni
2011, hvor straffen for hjemmerøveri blev skærpet, at udgangspunktet for straffen for et egent-
ligt hjemmerøveri er fængsel i 5 år, og at dette strafniveau kan fraviges i op- og nedadgående
retning, hvis der i den konkrete sag foreligger skærpende eller formildende omstændigheder.
Landsretten fandt på baggrund af omstændighederne i sagen, at der var grundlag for at fravige
udgangspunktet i opadgående retning.
TfK 2019.832V: T straffet med 5 år og 6 måneders fængsel for røveri af særligt grov beskaf-
fenhed efter straffelovens § 288, stk. 2, jf. stk. 1, nr. 1, og frihedsberøvelse efter straffelovens
§ 261, stk. 1, ved at være brudt ind i en villa, hvor han iført maskering skaffede sig adgang til
husets soveværelse, slog F i ansigtet, skubbede hende omkuld i sengen og truede hende med
udtalelser om en pistol, mens han sagde ”Money, money, money” eller lignende. T tvang hende
herefter rundt i huset, ligesom han bandt hende på hænder og fødder og stjal kontanter, smyk-
ker, ure, sølvtøj mv. T og F havde ikke nogen forudgående relation. Efter oplysningerne om
varigheden af frihedsberøvelsen af F blev T dømt for frihedsberøvelse ud over hjemmerøveri.
T var tidligere straffet flere gange i perioden 2008-2018, bl.a. for vold, trusler, tyveri og hæleri
samt i 2012 med 8 måneders fængsel for røveri. Ved udmålingen af straffen blev der lagt vægt
på, at der var tale om et egentligt maskeret hjemmerøveri med anvendelse af vold over for en
ældre dame med efterfølgende frihedsberøvelse med en samlet varighed på 2-3 timer. Der blev
endvidere lagt vægt på, at T tidligere var straffet flere gange for røveri, vold og berigelseskri-
minalitet. Straffen blev fastsat som en tillægsstraf, jf. straffelovens § 89, til en tidligere dom på
6 måneders fængsel for tyveri og hæleri, til en tidligere udenlandsk dom på 30 dages fængsel
for et forhold, der ville være omfattet af straffelovens § 119, stk. 1, samt til en tidligere bøde-
vedtagelse.
U 2017.1769H: T straffet med 7 år og 8 måneders fængsel for forsøg på røveri af særligt grov
beskaffenhed efter straffelovens § 288, stk. 2, jf. stk. 1, nr. 1, jf. § 21, og grov vold i gentagel-
sestilfælde efter straffelovens § 245, stk. 1, jf. § 247, stk. 1, samt overtrædelse af våbenbekendt-
gørelsen. T var skyldig i sammen med en anden at have forsøgt at begå hjemmerøveri mod to
ældre personer i deres private hjem ved anvendelse af grov vold. Forholdet blev begået over et
længere tidsrum, hvor gerningspersonerne anvendte særdeles grov og hensynsløs vold over for
navnlig den ene af de forurettede med meget alvorlige følger. Under røveriforsøget forsøgte
gerningspersonerne, herunder T, der var den mest voldelige, at få de forurettede til at åbne et
pengeskab til den bilforretning, der var hjemmehørende på samme adresse. Landsretten lagde
på den baggrund til grund, at hjemmerøveriet tog sigte på værdier, der kunne være ganske be-
tydelige. T var herudover skyldig i overtrædelse af våbenbekendtgørelsen ved på en adresse at
have været i besiddelse af en gasspray. T var tidligere straffet flere gange, herunder for vold og
1000
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0433.png
frihedsberøvelse. Ved straffastsættelsen blev der lagt vægt på de ovenfor nævnte omstændig-
heder og på, at T var tidligere straffet for personfarlig kriminalitet. Straffen blev fastsat som en
tillægsstraf, jf. straffelovens § 89, til navnlig en tidligere dom på 4 måneders fængsel for grov
vold og trusler. For Højesteret angik sagen alene spørgsmålet om udvisning.
TfK 2016.736Ø: T1 straffet med 8 års fængsel for navnlig røveri af særligt grov beskaffenhed
efter straffelovens § 288, stk. 2, jf. stk. 1, nr. 1, og røveri efter straffelovens § 288, stk. 1, nr. 1.
T1 var i den forbindelse skyldig i sammen med T2 at have begået to egentlige hjemmerøverier
samt et røveri begået i private hjem. T1 var herudover skyldig i vold, vidnetrusler, ulovlig tvang,
trusler og forsøg på afpresning over for én af de forurettede fra hjemmerøverierne. T1 var tid-
ligere straffet i 2011 med 6 måneders fængsel og i 2013 med 3 år og 2 måneders fængsel for
forskellige former for personfarlig kriminalitet og berigelseskriminalitet. Ved straffastsættelsen
blev der for T1’s vedkommende lagt vægt på hans tidligere straffe, hurtigt recidiv, og at forhol-
dene var begået under udslusning fra afsoning.
TfK 2016.1431V: T straffet med en fællesstraf på 8 års fængsel for navnlig røveri af særligt
grov beskaffenhed efter straffelovens § 288, stk. 2, jf. stk. 1, nr. 1, til dels forsøg herpå, jf. § 21,
og forsøg på røveri efter straffelovens § 288, stk. 1, nr. 1, jf. § 21. I forhold 1 forsøgte T at begå
røveri mod en guldsmedeforretning, idet han medbragte en kniv og en peberspray, som han
truede personalet med, og forsøgte at ødelægge en montre med smykker og ure. Røveriet mis-
lykkedes imidlertid, da T blev overmandet af personalet. I forhold 4 begik T hjemmerøveri ved
indtrængen i privat hjem, da han under påskud af at ville købe et smykke trængte ind i et privat
hjem, hvor han fratog en kvinde et guldsmykke til en værdi af ca. 30.000 kr. I forhold 5 forsøgte
T at begå et yderligere hjemmerøveri, da han med trussel med en pistol forsøgte at tvinge ejeren
af et Breitling-ur til en værdi af ca. 88.000 kr. til at give slip på uret, hvilket dog mislykkedes,
da T ikke fik udleveret uret. T var yderligere skyldig i en række mindre forhold. T var tidligere
straffet i 2015 med 60 dages betinget fængsel for underslæb og brugstyveri af motorkøretøj.
Ved straffastsættelsen lagde landsretten navnlig vægt på, at der var tale om to planlagte hjem-
merøverier, hvoraf det ene, der mislykkedes, blev begået under anvendelse af en hardballpistol,
og et planlagt røveri mod en guldsmedeforretning, hvor T medbragte kniv og peberspray. Straf-
fen blev fastsat som en fællesstraf, jf. straffelovens § 61, stk. 1, omfattende den tidligere dom
på 60 dages betinget fængsel, ligesom straffen til dels blev fastsat som en tillægsstraf, jf. straf-
felovens § 89, til en tidligere dom på 20 dages fængsel.
Øvrige røverier omfattet af straffelovens § 288, stk. 2:
TfK 2018.1216V: T straffet med en fællesstraf på 7 års fængsel for røveri af særligt grov be-
skaffenhed efter straffelovens § 288, stk. 2, jf. stk. 1, nr. 1, til dels forsøg herpå, jf. § 21, røveri
efter straffelovens § 288, stk. 1, nr. 1, og tyveri efter straffelovens § 276, jf. § 285, stk. 1. T
1001
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0434.png
havde for det første begået 4 røverier mod guldsmedeforretninger samt ét forsøg herpå i for-
ening med medgerningspersoner. Det blev lagt til grund, at T var fører af flugtbilen, der blev
anvendt til røverierne. Røverierne mod guldsmedeforretningerne blev alle henført under straf-
felovens § 288, stk. 2, af et flertal i landsretten, da røverierne var udført af flere i forening og
under anvendelse af våben rettet mod betydelige værdier. T var herudover skyldig i røveri efter
§ 288, stk. 1, nr. 1, ved sammen med en medgerningsperson at være brudt ind i en villa, hvor
ejeren kom til stede og blev truet med en kniv, hvorefter T og medgerningspersonen kørte fra
stedet med de stjålne effekter. T var tidligere straffet adskillige gange, herunder for berigelses-
kriminalitet, bl.a. to røverier. Ved straffastsættelsen blev der lagt vægt på antallet og karakteren
af røverierne og røveriforsøget samt T’s tidligere straffe. Det skulle desuden tages i betragtning
i skærpende retning, at forholdene var begået i prøvetiden efter prøveløsladelse i 2016fra afso-
ning af en tidligere dom. Straffen blev (i relation til ét af røverierne) fastsat som en tillægsstraf,
jf. straffelovens § 89, til en tidligere dom på 3 måneders fængsel for overtrædelse af lov om
euforiserende stoffer og våbenbekendtgørelsen samt hæleri, ligesom straffen blev fastsat som
en fællesstraf, jf. straffelovens § 61, stk. 2, omfattende en reststraf på 154 dage fra prøveløsla-
delsen fra 2016.
3.3 Konklusion
3.3.1 Indledende bemærkninger om strafniveauet
I sager om røveri, der er henført under
straffelovens § 288, stk. 1,
hvor normalstrafferammen er
fængsel indtil 6 år, er der i den gennemgåede periode udmålt straffe på mellem 3 måneders
fængsel og 5 års fængsel i praksis.
For så vidt angår røveri, der er henført under straffelovens
§ 288, stk. 1, nr. 1
(om at fratage
eller aftvinge nogen en fremmed rørlig ting), er der udmålt straffe på mellem 4 måneders fæng-
sel og 5 års fængsel.
I sager om røveri efter straffelovens
§ 288, stk. 1, nr. 2
(om at bringe en stjålen ting i sikkerhed),
er der udmålt straffe på mellem 3 måneders fængsel og 2 års fængsel.
Der ses ikke i den gennemgåede periode at være afsagt trykte domme, hvor forhold er blevet
henført under straffelovens
§ 288, stk. 1, nr. 3
(om at tvinge nogen til en handling eller undla-
delse, der medfører formuetab for den overfaldne eller nogen, for hvem denne handler).
I sager om røveri af særligt grov beskaffenhed efter
straffelovens § 288, stk. 2,
hvor strafferam-
men er fængsel indtil 10 år, er der i den gennemgåede periode udmålt straffe på mellem 3 års
fængsel og 8 års fængsel.
1002
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0435.png
I nedenstående er det i forbindelse med redegørelsen for strafniveauerne ikke anført, om der
har været tale om betinget eller ubetinget straf. Det fremgår af praksisgennemgangen ovenfor i
afsnit 3.2, om straffene i de enkelte sager er gjort betingede.
3.3.2 Straffelovens § 288, stk. 1, nr. 1, om røveri ved fratagelse eller aftvingelse af fremmed
rørlig ting
For så vidt angår røveri henført under straffelovens § 288, stk. 1, nr. 1, er der i den lave ende i
en enkelt sag udmålt straf på 4 måneders fængsel for forsøg på røveri i en sag, hvor tiltalte om
morgenen på et torv havde forsøgt at tage en burgerbolle, hvilket blev forhindret af forurettede,
som tiltalte skubbede og flere gange tog kvælertag på. Røveriet mislykkedes, da forurettede på
ny forhindrede tiltalte i at tage en burgerbolle. Ved straffastsættelsen blev der lagt vægt på
karakteren af den udøvede vold.
I tre domme er straffen fastsat til 6 måneders fængsel. I en af dommene havde tiltalte, der var
17 år på gerningstidspunktet, i forening med flere medgerningspersoner om aftenen lokket for-
urettede og dennes venner til en parkeringsplads, hvor de fratog forurettede noget hash ved at
tildele ham adskillige knytnæveslag i hovedet og på kroppen. I de to andre domme var der i
begge sager tale om gaderøverier, hvor de tiltalte fratog de forurettede henholdsvis et ur og en
halskæde. I begge sager blev røverierne begået i forening med andre.
I tre domme er straffen udmålt til 7 måneders fængsel. I to domme, hvor straffen blev fastsat til
7 måneders fængsel var der ligeledes tale om gaderøveri, i det ene tilfælde af en mobiltelefon
og i det andet tilfælde af en mobiltelefon, et ur og en kortholder indeholdende kort og kontanter.
I førstenævnte sag blev tiltalte endvidere dømt for bl.a. simpel vold ved at have tildelt en person
tre slag med flad hånd i ansigtet ved en anden episode, og i sidstnævnte sag blev røveriet begået
ved anvendelse af grov vold, idet tiltalte og medgerningspersonerne, der alle var maskerede,
væltede forurettede omkuld og tildelte ham adskillige slag, spark og/eller tramp i hovedet og
på kroppen. I førstnævnte sag var tiltalte tidligere straffet for tyveri og brugstyveri, mens tiltalte
i sidstnævnte sag ikke var tidligere straffet. I en tredje dom blev straffen fastsat til 7 måneders
fængsel for forsøg på røveri, idet tiltalte i forening med tre andre afkrævede 4.500 kr. af foru-
rettede. Tiltalte var i denne sag tidligere straffet for bl.a. vold, og ved straffastsættelsen blev der
lagt vægt på forholdets karakter, og at røveriet var begået kort tid efter, at han ved den tidligere
dom var straffet for vold.
I en sag hvor to tiltalte i forening, iført maskering og ved anvendelse af kniv havde frataget
forurettede 100 euro om natten i et S-tog, blev straffen udmålt til 8 måneders fængsel. De tiltalte
var begge 17 år på gerningstidspunktet og blev endvidere fundet skyldige i vold og trusler ved
at have sparket en anden forurettet på knæet og truet med kniv ved en anden episode. De var
1003
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
begge tidligere straffet for mindre forhold. Ved strafudmålingen blev der bl.a. lagt vægt på, at
røveriet var foregået under fremvisning af en kniv.
I den lidt højere ende er der udmålt straffe på henholdsvis 8 måneders fængsel (én sag) og 9
måneders fængsel (to sager) for røverier begået mod forretninger. I dommen på 8 måneders
fængsel havde tiltalte truet en kasseekspedient med kniv og frataget ca. 13.000 kr. i kontanter
fra kassebeholdningen. I den ene af dommene på 9 måneders fængsel havde to tiltalte forsøgt
at begå røveri mod en købmandsbutik ved anvendelse af grov vold, idet de anvendte en peber-
spray. Den ene tiltalte var 15 år på gerningstidspunktet, mens den anden var 16 år på gernings-
tidspunktet. Begge tiltalte var yderligere skyldige i nogle mindre forhold. I den anden dom på
9 måneders fængsel havde tiltalte i forening med flere medgerningspersoner ved anvendelse af
en pistolattrap og en kniv frarøvet en ekspedient 10.244 kr. og cigaretter til en værdi af 11.270
kr. Tiltalte var tidligere straffet, bl.a. med dagbøder for brugstyveri, og ved udmålingen af straf-
fen blev der bl.a. lagt vægt på, at der var tale om røveri begået af flere personer i forening efter
forudgående planlægning og under anvendelse af maskering og våben.
I den lidt højere ende er der også udmålt straffe på henholdsvis 9 måneders fængsel og 10
måneders fængsel for gaderøverier. I begge sager var de tiltalte tidligere straffet for ligeartet
kriminalitet i form af bl.a. røveri, tyveri, vold og trusler.
Desuden er der i fem domme udmålt straffe på 1 års fængsel. To af dommene vedrører røveri
begået i den forurettedes hjem, hvor effekter af beskeden værdi blev frarøvet, mens der i en
tredje dom var tale om røveri begået mod et supermarked, idet tiltalte ved anvendelse af en
attrappistol truede ekspedienter til at udlevere ca. 43.000 kr. fra kasseapparatet og et pengeskab.
Tiltalte var i sidstnævnte sag tidligere straffet for røveri, og ved fastsættelsen af straffen blev
der bl.a. lagt vægt på tiltaltes hurtige recidiv.
I to domme er straffen udmålt til 1 år og 3 måneders fængsel. I den ene sag var der tale om
røveri mod dagligvareforretninger i to tilfælde ved anvendelse af henholdsvis en paintballpistol
og kniv. Ved straffastsættelsen blev der bl.a. lagt vægt på, at tiltalte havde begået to planlagte
grove røverier mod personale i dagligvarebutikker, at han havde været maskeret, og at han
havde truet med henholdsvis en paintballpistol og en kniv. Der blev endvidere lagt vægt på, at
han ved røverierne havde tilegnet sig ikke ubetydelige beløb på henholdsvis ca. 10.000 kr. og
ca. 3.600 kr. I den anden sag var der tale om røveri og vidnetrusler mod en person, som fik
frarøvet sin knallert. Tiltalte var i denne sag tidligere straffet flere gange for personfarlig kri-
minalitet, herunder to gange for røveri, vidnetrusler, vold, grov vold og overtrædelse af straffe-
lovens § 119, stk. 1, og det aktuelle forhold var begået mindre end to måneder efter, at tiltalte
var løsladt fra afsoning af en tidligere dom.
1004
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
I seks domme er der udmålt straffe på 1 år og 6 måneders fængsel. I to af sagerne var der tale
om røveri ved indtrængning hos de forurettede, og i to andre sager var der tale om røveri begået
mod henholdsvis supermarkeder og en bank. I dommen vedrørende røveri mod to supermarke-
der var røverierne sket med få dages mellemrum og ved anvendelse af en attrappistol. Tiltalte
fik i den forbindelse udleveret kassebeholdningerne på henholdsvis 8.891,91 kr. og ca. 3.600
kr. Tiltalte var 15 år på gerningstidspunkterne. I dommen, hvor tiltalte havde begået bankrøveri,
havde tiltalte ved trussel med en kniv og iført maskering tvunget en bankansat til at udlevere
ca. 25.000 kr. Tiltalte var i denne sag yderligere skyldig i to mindre forhold. I en femte dom
blev tiltalte fundet skyldig i røveri ved i forening med en anden person at have lokket forurettede
ud i en skov under påskud af, at forurettede skulle mødes med en 14-årig pige. I skoven truede
tiltalte ved anvendelse af en kniv og i forening med medtiltalte forurettede til at overføre 50.000
kr. til medtiltaltes konto. Tiltalte var i denne sag også skyldig i vidnetrusler og overtrædelse af
knivloven begået ved samme episode og var tidligere straffet for både berigelseskriminalitet,
vold og trusler.
I fem domme er straffen udmålt til 2 års fængsel. I den ene dom var tiltalte skyldig i røveri,
tyveri, til dels forsøg herpå, samt overtrædelse af våbenloven, lov om euforiserende stoffer og
færdselsloven. For så vidt angår røveriet var tiltalte skyldig i røveri ved i forening med en med-
gerningsperson at have taget en taske fra en ældre kvinde under den trussel om øjeblikkelig
anvendelse af vold, der lå i situationen. Forholdet var begået i kvindens hjem, hvortil de havde
skaffet sig adgang ved at udgive sig for at være håndværkere. Tiltalte var i denne sag også
skyldig i bl.a. flere tilfælde af tyveri samt forsøg herpå og var tidligere straffet ved et stort antal
domme (26 domme) med i alt ca. 3 år og 3 måneders fængsel for en række forhold, bl.a. tyveri.
I tre andre domme var der tale om røveri begået enten i forurettedes hjem/i en feriehytte eller
ud for forurettedes hjem. I en enkelt sag var der tale om forsøg på røveri ved anvendelse af grov
vold begået på et bordel, hvor tiltalte sammen med flere medgerningspersoner, der alle var
maskerede og anvendte knive og slagvåben, forsøgte at begå røveri mod fire personer. Tiltalte
var i denne sag tidligere straffet med bøde for tyveri.
I en enkelt dom er der udmålt 2 år og 3 måneders fængsel samt 1 år og 6 måneders fængsel til
to tiltalte for røveri ved indtrængning i forurettedes hjem. Under røveriet blev forurettede fra-
røvet en bærbar computer ved anvendelse af skub i brystet og fastholdelse. Begge tiltalte var
tidligere straffet for ligeartet kriminalitet. Den ene tiltalte havde haft en mere passiv rolle end
den anden, hvilket blev tillagt vægt ved udmålingen af straffen for den ene tiltalte. Ved fastsæt-
telsen af straffen blev der lagt vægt på, at røveri under indtrængen i et privat hjem i sig selv var
en skærpende omstændighed.
I to domme er straffen udmålt til 2 år og 6 måneders fængsel for røveri ved anvendelse af grov
vold i gentagelsestilfælde henholdsvis frihedsberøvelse. I dommen, hvor røveriet var sket ved
1005
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
anvendelse af grov vold i gentagelsestilfælde, trængte tiltalte ind i forurettedes hjem, hvor han
med kniv eller et andet skarpt våben påførte forurettede læsioner i ansigtet, på øret og på hånden
og ved stump vold eller skub påførte forurettede hudafskrabninger og blodunderløbne mærker
på arme og ben, imens
tiltalte udtalte ”giv mig pengene” eller lignende og søgte efter værdier,
hvorefter han forlod stedet med en pakke cigaretter, hvorved røveriet blev fuldbyrdet. Ud over
røveriet var tiltalte endvidere skyldig i trusler, tyveri, overtrædelse af § 119, stk. 1, fornærmelig
tiltale samt overtrædelse af knivloven og var tidligere straffet i alt 20 gange, herunder fire gange
for røveri, hvoraf tre af røverierne var hjemmerøverier begået mod bl.a. en ældre og gangbe-
sværet person. I den anden dom, hvor røverierne var sket ved anvendelse af frihedsberøvelse,
havde tiltalte i forening med flere medgerningspersoner i 10 tilfælde begået gaderøveri og i fire
af disse tilfælde frihedsberøvet de forurettede ved at bevogte dem i mellem 20 minutter og en
time, efter at de havde været udsat for røveri. Tiltalte var i denne sag 17 år på gerningstidspunk-
terne.
I den høje ende er der i to sager udmålt straffe på 3 års fængsel. I begge sager var tiltalte skyldig
i en række røverier, i det ene tilfælde 10 gaderøverier og i det andet tilfælde fire røverier samt
to forsøg herpå. I begge sager blev røverierne begået i forening med andre personer.
Endvidere er der i en enkelt dom udmålt straf på 3 år og 11 måneders fængsel for røveri, til dels
forsøg herpå, ved at have begået 13 gaderøverier og forsøg herpå. Gaderøverierne var oftest
sket om natten mod drenge og unge mænd ved anvendelse af kniv. Tiltalte var herudover skyl-
dig i en række mindre forhold, herunder vidnetrusler og berigelseskriminalitet, bl.a. databedra-
geri og hæleri. Tiltalte var tidligere straffet flere gange, navnlig for berigelseskriminalitet.
Endelig er der i den høje ende udmålt straf på 5 års fængsel i en sag, hvor tiltalte i ni tilfælde
over en periode på ca. 2 måneder havde begået røverier mod dagligvareforretninger, hvor han
truede ekspedienterne med en hardballpistol eller en attrappistol til at udlevere beløb på mellem
700 kr. og 18.050 kr. Tiltalte var tidligere straffet for røveri, bedrageri og dokumentfalsk.
På baggrund af ovennævnte praksis kan det sammenfattende konstateres, at der i sager om
ga-
derøveri
er udmålt straffe på mellem 6 måneders fængsel og 3 år og 11 måneders fængsel.
Det kan endvidere konstateres, at der i sager om
røveri mod dagligvareforretninger mv.
er ud-
målt straffe på mellem 8 måneders fængsel og 5 års fængsel.
Det kan også konstateres, at der i sager om
røveri begået i forurettedes hjem (der ikke udgør
egentlige hjemmerøverier)
er udmålt straffe på mellem 1 års fængsel og 2 år og 6 måneders
fængsel, og at det fremgår af de omhandlede domme, at det i sig selv betragtes som en skær-
pende omstændighed, at et røveri begås i den forurettedes private hjem, også selvom der ikke
1006
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0439.png
foreligger et egentligt hjemmerøveri, der kan henføres under den skærpede strafferamme i straf-
felovens § 288, stk. 2, jf. nedenfor i afsnit 3.3.4.
I sager om
øvrige røverier,
der ikke kan henføres til en af de ovenfor nævnte kategorier, kan
det konstateres, at der er udmålt straffe på mellem 4 måneders fængsel og 2 års fængsel.
På baggrund heraf kan udvalget konkludere, at størstedelen af straffene for røveri efter straffe-
lovens § 288, stk. 1, nr. 1, ligger i den lavere ende eller i midten af strafferammen på 6 års
fængsel, men at strafferammen dog udnyttes i de groveste sager, hvor straffene ligger i eller
lige under den øverste tredjedel af strafferammen.
3.3.3 Straffelovens § 288, stk. 1, nr. 2, om røveri ved at bringe en stjålen ting i sikkerhed
For så vidt angår røverier henført under straffelovens § 288, stk. 1, nr. 2, er der i den lave ende
udmålt straffe på 3 måneders fængsel i to domme.
I den ene dom havde tiltalte i forening med to medgerningspersoner stjålet varer i en dagligva-
reforretning for ca. 45,50 kr. og bragt varerne i sikkerhed ved trussel om vold, idet de to med-
gerningspersoner truede ekspedienten med tæsk eller lignende, da ekspedienten bad om beta-
ling for varerne. Tiltalte var tidligere straffet flere gange for ligeartet kriminalitet. I den anden
dom havde tiltalte forsøgt at begå røveri i en dagligvareforretning ved at skubbe til en butiks-
ansat for at bringe nogle vodkaflasker, han havde stjålet i butikken, i sikkerhed. Røveriet mis-
lykkedes, da han blev tilbageholdt af personalet.
I to domme er der udmålt straffe på 4 måneders fængsel for røveri ved at have bragt varer, som
blev stjålet i dagligvareforretninger, i sikkerhed. I den ene sag var der tale om varer for 74,50
kr., og i den anden sag drejede det sig om varer for 195 kr. I begge sager udøvede tiltalte vold
mod ekspedienten ved at slå vedkommende i ansigtet med knyttet hånd og bide vedkommende
i armen. I den ene sag var tiltalte yderligere skyldig i butikstyveri ved at have stjålet parfumer
for 2.211 kr. og var tidligere straffet flere gange med bøde og fængsel for butikstyveri og forsøg
herpå.
I en enkelt dom er der udmålt straf på 5 måneders fængsel for røveri ved at have stjålet varer i
en dagligvareforretning, hvorefter tiltalte, da personalet forsøgte at tilbageholde ham, trak en
kødøkse op af lommen, som han truede personalet med for at bringe varerne i sikkerhed. Tiltalte
var herudover skyldig i overtrædelse af våbenloven ved at have medbragt kødøksen i forretnin-
gen.
I en enkelt dom er der udmålt straf på 6 måneders fængsel for røveri, til dels forsøg herpå, ved
uden for en forretning at have forsøgt at bringe stjålne varer i sikkerhed ved anvendelse af vold,
1007
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
idet tiltalte stjal tre parfumer inde i forretningen til en værdi af 1.170 kr., hvorefter tiltalte forlod
forretningen, men blev tilbageholdt af personale uden for indgangen. I den forbindelse satte
tiltalte sig voldsomt til modværge og slog og sparkede ud efter to ansatte, hvoraf den ene blev
ramt i ansigtet af et slag. Tiltalte var herudover skyldig i bl.a. to butikstyverier og var tidligere
straffet flere gange, bl.a. for vold, grov vold, røveri og tyveri.
I den høje ende er der i en enkelt dom udmålt straf på 1 år og 6 måneders fængsel som fællesstraf
med en tidligere betinget dom på 40 dages fængsel. I denne sag havde tiltalte begået røveri ved
anvendelse af grov vold samt forsøgt at begå røveri. Tiltalte var for det første skyldig i forsøg
på røveri ved at have henvendt sig til forurettede, der havde Rolex-ure til salg, på dennes adresse
medbringende en peberspray og en nødhammer under påskud af, at tiltalte ville købe uret af
forurettede. Forurettede fattede imidlertid mistanke og oplyste, at der befandt sig et barn i lej-
ligheden, og at hans kone snart kom hjem, hvilket bevirkede, at tiltalte opgav sit forehavende.
I et andet forhold var tiltalte skyldig i forsøg på røveri ved senere samme aften, igen medbrin-
gende en peberspray og en nødhammer, at have henvendt sig til den samme forurettede og
forsøgt at få ham med ned på gaden, hvilket forurettede dog afviste. I et tredje forhold var tiltalte
skyldig i at have henvendt sig til en anden forurettet på dennes adresse, igen medbringende en
peberspray og en nødhammer. Da denne forurettede viste tiltalte et ur, sprayede tiltalte peber-
spray i hovedet på ham og slog ham med nødhammeren i hovedet og på kroppen, hvorefter
tiltalte forlod stedet med uret. Herudover var tiltalte skyldig i overtrædelse af våbenbekendtgø-
relsen ved at have været i besiddelse af pebersprayen og nødhammeren. Tiltalte var tidligere
straffet for bl.a. tyveri, ligesom han var straffet med betinget fængsel for overtrædelse af straf-
felovens § 119, stk. 1. Ved straffastsættelsen blev der bl.a. lagt vægt på, at røveriet var begået i
privat hjem, og at tiltalte anvendte en peberspray.
Endelig er der i den høje ende udmålt straf på 2 års fængsel i en dom, hvor tiltalte var trængt
ind i forurettedes hjem midt på dagen for at stjæle. Da tiltalte var inde i huset og tog nogle
smykker i soveværelset, blev han opdaget af forurettede, hvorefter tiltalte udøvede vold mod
hende for at bringe smykkerne i sikkerhed. Der var således ikke tale om et egentligt hjemme-
røveri. Tiltalte var herudover skyldig i overtrædelse af et indrejseforbud efter udlændingelovens
§ 59 b, stk. 1. Han var tidligere straffet to gange med fængsel for tyveri. Ved straffastsættelsen
blev der bl.a. lagt vægt på, at røveriet var begået i forurettedes hjem, og at der var udøvet vold
over for forurettede, der var en ældre dame.
På baggrund af ovennævnte praksis kan det sammenfattende konstateres, at der i sager om
rø-
veri i dagligvareforretninger, hvor stjålne varer bringes i sikkerhed ved vold eller trussel om
øjeblikkelig anvendelse af vold,
er udmålt straffe på mellem 3 og 6 måneders fængsel.
1008
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0441.png
I sager om
røveri i private hjem, hvor stjålne genstande bringes i sikkerhed ved vold eller trussel
om øjeblikkelig anvendelse af vold (der ikke udgør egentlige hjemmerøverier),
kan det konsta-
teres, at der i den gennemgåede periode er udmålt straffe på henholdsvis 1 år og 6 måneders
fængsel og 2 års fængsel, og at det i den forbindelse i sig selv betragtes som en skærpende
omstændighed, at røveriet er begået i den forurettedes private hjem, også selvom der ikke fore-
ligger et egentligt hjemmerøveri efter den skærpede strafferamme i straffelovens § 288, stk. 2.
På baggrund heraf kan udvalget konkludere, at størstedelen af straffene for røveri efter straffe-
lovens § 288, stk. 1, nr. 2, ligger i den lave ende af strafferammen på 6 års fængsel, men at
strafferammen i et vist omfang udnyttes i de groveste sager, hvor straffene ligger i den nederste
tredjedel af strafferammen. Udvalget kan samtidig konstatere, at straffen for røveri efter § 288,
stk. 1, nr. 2, generelt udmåles lidt lavere end straffen for røveri efter § 288, stk. 1, nr. 1. Dette
har naturlig sammenhæng med, at overtrædelser af § 288, stk. 1, nr. 2, typisk konkret vurderes
at være af mindre grov karakter end overtrædelser af § 288, stk. 1, nr. 1, idet overtrædelser af §
288, stk. 1, nr. 2, ofte har udviklet sig på en mere tilfældighedspræget vis.
3.3.4 Straffelovens § 288, stk. 2, om røveri af særligt grov beskaffenhed
I sager om røveri af særligt grov beskaffenhed efter straffelovens § 288, stk. 2, hvor strafferam-
men er fængsel indtil 10 år, er der i den gennemgåede periode overordnet udmålt straffe på
mellem 3 og 8 års fængsel.
Ved
lov nr. 760 af 29. juni 2011,
der trådte i kraft den 1. juli 2011, blev straffen for egentlige
hjemmerøverier skærpet, idet et egentligt hjemmerøveri som udgangspunkt blev fastsat til 5 års
fængsel.
Højesteret har i den forbindelse udtalt i dom af 30. december 2013 (U 2014.948), at forarbej-
derne til loven må forstås således, at udgangspunktet er, at straffen for et egentligt hjemmerø-
veri, der er omfattet af straffelovens § 288, stk. 2, skal fastsættes til 5 års fængsel, men at straf-
udmålingen i det enkelte tilfælde dog må bero på en konkret vurdering af samtlige omstændig-
heder i sagen. Højesteret bemærkede i den forbindelse, at Højesteret tidligere i dom af 10. marts
2009 (U 2009.1410) har udtalt, at grovheden af egentlige hjemmerøverier kan variere meget
betydeligt.
I sager om
egentlige hjemmerøverier
efter straffelovens § 288, stk. 2, er der i den gennemgåede
periode udmålt straffe på mellem 3 og 8 års fængsel.
I en enkelt dom er der udmålt straf på 3 års fængsel for
forsøg
på hjemmerøveri. I den pågæl-
dende sag havde tiltalte udset sig et privat hjem, hvor han vidste, at der boede personer, som
han mente havde mange penge. Tiltalte indfandt sig ved huset iført maskering og medbringende
1009
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
bl.a. plasticstrips, en strømpistol og en gaspistol. Han ringede på døren, men døren blev ikke
åbnet, og han forlod herefter stedet. Det blev lagt til grund, at tiltalte herved havde forsæt til at
begå hjemmerøveri, og at han ikke var trådt frivilligt tilbage fra forsøg, jf. straffelovens § 22,
men i stedet løb væk, da han blev opdaget af en af beboerne, der ikke lukkede op. Tiltalte var
herudover skyldig i overtrædelse af våbenloven ved i forbindelse med røveriet at have været i
besiddelse af en strømpistol og en gaspistol, ligesom tiltalte også var skyldig i overtrædelse af
lov om forbud mod visse dopingmidler ved at have været i besiddelse af dopingmidler til eget
brug. Straffen blev fastsat under hensyn til bl.a., at tiltalte var maskeret og havde medbragt
våben og strips.
I tre domme er straffen fastsat til 3 år og 6 måneders fængsel. I den ene dom var tiltalte i for-
ening med en medgerningsperson trængt ind i forurettedes private hjem og havde tvunget for-
urettede til at udlevere ca. 400 kr. og en ring. Tiltalte og medgerningspersonen, der begge var
maskerede, havde holdt en kniv og en økse frem mod forurettede, mens de råbte, at han skulle
give dem penge eller lignende. Gerningspersonerne skar desuden ledningen til forurettedes te-
lefon over for at forhindre ham i at tilkalde hjælp. Da de flygtede fra stedet, skubbede de til
ham og slog ud efter ham, ligesom tiltalte sparkede ham i brystkassen, så han faldt omkuld.
Tiltalte var endvidere skyldig i overtrædelse af våbenbekendtgørelsen ved at have båret kniven
og øksen ved røveriet. Tiltalte, der var 17 år på gerningstidspunktet, var tidligere dømt for be-
rigelseskriminalitet, men ikke for personfarlig kriminalitet. Ved strafudmålingen blev der i
skærpende retning bl.a. lagt vægt på, at røveriet blev begået af tiltalte og medgerningspersonen
i forening, og at de medbragte våben i form af en kniv og en økse. På den anden side blev der
lagt vægt på, at røveriet ikke havde udpræget professionel karakter og på den begåede vold og
de forholdsvis begrænsede skader. I formildende retning blev der endvidere lagt vægt på tiltal-
tes unge alder, og at han tidligere var dømt for berigelseskriminalitet, men ikke for personfarlig
kriminalitet.
I de to andre domme, hvor straffen blev fastsat til 3 og 6 måneders fængsel, var der i begge
sager tale om
forsøg
på hjemmerøveri. I den ene sag havde i alt fire personer forsøgt at begå
hjemmerøveri og aftvinge husets beboer værdigenstande i form af skunk og penge. To af de
tiltalte trængte ind i lejligheden iført maskering, mens den ene af dem var bevæbnet med en
kniv. Røveriet mislykkedes, da der bl.a. opstod håndgemæng med lejlighedens beboer, hvorfor
de måtte opgive deres forehavende og flygte. Ved straffastsættelsen blev der lagt vægt på, at
der var tale om et planlagt hjemmerøveri, hvor maskerede gerningsmænd var trængt ind i en
beboelseslejlighed, hvor de forventede at møde en beboer, som let kunne overmandes, hvilket
kun mislykkedes, fordi de mødte uventet hård modstand, og muligvis også, fordi der uventet
var en kvinde og to børn til stede i lejligheden. Der var ikke oplyst omstændigheder i sagen,
som gav tilstrækkeligt grundlag for at fravige udgangspunktet på 5 års fængsel, bortset fra at
der var tale om et forsøg, som hurtigt blev opgivet. I den anden sag havde tiltalte i to tilfælde
1010
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
forsøgt at begå hjemmerøveri mod ældre kvinder, hvilket begge gange mislykkedes. Ved straf-
fastsættelsen blev der lagt vægt på, at tiltalte var skyldig i to tilfælde af hjemmerøveri begået i
samme opgang og i tidsmæssig sammenhæng, og at beboerne i begge tilfælde var ældre kvin-
der. I formildende retning blev der lagt vægt på, at han ikke havde været maskeret eller havde
medbragt våben, og at der kun havde været en begrænset brug af vold ved den skete indtrængen,
ligesom tiltalte selv havde opgivet røveriforsøgene ret hurtigt uden at have mødt væsentlig
modstand og uden at stjæle noget, hvorfor han havde udvist en ringe fasthed i forsættet. Endelig
blev der lagt vægt på, at han ikke tidligere var straffet af betydning for sagen.
I en enkelt dom er der udmålt straf på 3 år og 9 måneders fængsel ligeledes for
forsøg
på hjem-
merøveri i en sag, hvor tre personer havde forsøgt at begå hjemmerøveri ved anvendelse af grov
vold, idet den ene af personerne, en kvinde, havde indfundet sig i forurettedes lejlighed, mens
to medgerningspersoner, der begge var maskerede og bevæbnede, bankede på døren for at
skaffe sig adgang til forurettedes lejlighed. Fra døråbningen skød den ene mand flere gange ind
i lejligheden med en hardballpistol, mens den anden man slog ud efter forurettede med en kød-
hammer. De to tiltalte, der havde forsøgt at komme ind i lejligheden, var begge tidligere straffet
for ligeartet kriminalitet. For den ene tiltaltes vedkommende blev straffen fastsat som tillægs-
straf til tidligere bødestraffe, og for den andens vedkommende blev straffen fastsat som fælles-
straf med en tidligere dom på 5 måneders betinget fængsel og som tillægsstraf til samme dom,
hvor tiltalte ligeledes var straffet med 2 måneders ubetinget fængsel.
I den lidt højere ende er der i en enkelt dom om
forsøg
på hjemmerøveri udmålt straf på 4 år og
6 måneders fængsel i en sag, hvor tiltalte havde forsøgt at begå hjemmerøveri mod en ældre
svagelig mand ved anvendelse af grov vold i gentagelsestilfælde. Tiltalte var trængt ind i foru-
rettedes hjem og opsøgte ham i stuen, hvor han spurgte efter penge, hvorefter tiltalte angreb
forurettede. Tiltalte slog forurettede flere gange i ansigtet og på kroppen samt slog ham i ansig-
tet med en stegepande, hvorefter tiltalte undløb fra stedet. Han var tidligere straffet flere gange,
herunder for personfarlig kriminalitet, bl.a. vold og røveri. Ved straffastsættelsen blev der lagt
vægt på forholdets karakter og grovhed, herunder at forurettede var en ældre værgeløs mand,
som blev opsøgt i sit hjem og udsat for forsøg på hjemmerøveri og grov vold, og at tiltalte
tidligere var straffet, herunder for vold og flere røverier. Der blev desuden lagt vægt på, at der
var tale om særlig grov og afstumpet vold begået over længere tid.
I to domme er der udmålt straffe på 5 års fængsel dels for fuldbyrdet hjemmerøveri, dels for
forsøg på hjemmerøveri, begge ved anvendelse af grov vold. I dommen, hvor hjemmerøveriet
blev fuldbyrdet, var to tiltalte trængt ind hos en ældre svagelig person, som de slog i hovedet
med en flaske, som blev knust. Ved straffastsættelsen blev der lagt vægt på, at røveriet var
begået om aftenen af to gerningsmænd i forening over for en ældre, svagelig person ved anven-
delse af grov vold. Røveriet var dog ikke nøjere planlagt, forurettedes skader var forholdsvis
1011
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
begrænsede, og udbyttet var alene en nøgle til forurettedes hus. I dommen, hvor hjemmerøveriet
ikke blev fuldbyrdet, var to tiltalte på 18 og 16 år trængt ind i forurettedes hjem, hvor de åbnede
skuffer og værktøjskasser og afkrævede forurettede penge og en mobiltelefon, ligesom de over-
faldt forurettede med slag og spark i kroppen og på ansigtet, så forurettede fik en varig syns-
nedsættelse. De tiltalte tændte også en kogeplade og truede med at brænde huset ned, ligesom
de truede med at komme tilbage og slå ham ihjel, hvis han anmeldte forholdet til politiet. Hjem-
merøveriet mislykkedes, da politiet kom til stede og anholdt dem. I den forbindelse overfaldt
de to polititjenestemænd med trusler. Straffen for den ene tiltalte blev fastsat til 5 års fængsel,
mens straffen for den anden tiltalte blev fastsat til 3 og 6 måneders fængsel på grund af dennes
unge alder. Ved straffastsættelsen blev der i øvrigt lagt vægt på, at forsøget var begået af de
tiltalte i forening og i fælles forståelse, og at det alene blev afbrudt ved politiets ankomst til
stedet. Der blev endvidere lagt vægt på, at de tiltalte havde begået grov vold, og at de påførte
forurettede en varig synsskade. Endelig blev det tillagt betydning, at de tiltalte havde fremsat
vidnetrusler mod forurettede.
I tre domme er straffen fastsat til 5 år og 6 måneders fængsel. I alle tre domme var der tale om
fuldbyrdede hjemmerøverier ved anvendelse af enten grov vold eller frihedsberøvelse som led
i røverierne, og i alle tre sager var de tiltalte tidligere straffet for ligeartet kriminalitet.
I den højere ende er der i en enkelt dom udmålt straf på 7 år og 8 måneders fængsel for
forsøg
på hjemmerøveri ved anvendelse af grov vold i gentagelsestilfælde. Tiltalte var i denne sag
skyldig i sammen med en anden at have forsøgt at begå hjemmerøveri mod to ældre personer.
Forholdet blev begået over et længere tidsrum, hvor de anvendte særdeles grov og hensynsløs
vold over for navnlig den ene forurettede med meget alvorlige skader til følge. Det blev lagt til
grund, at røveriet tog sigte på værdier, der kunne være ganske betydelige. Tiltalte var herudover
skyldig i overtrædelse af våbenbekendtgørelsen ved at have været i besiddelse af en gasspray
og var tidligere straffet flere gange, herunder for vold og frihedsberøvelse. Ved straffastsættel-
sen blev der lagt vægt på de ovenfor nævnte omstændigheder og på, at tiltalte var tidligere
straffet.
Endelig er der i den høje ende udmålt straffe på 8 års fængsel i to sager, hvor straffen i den ene
sag bl.a. blev fastsat som en fællesstraf med en tidligere betinget dom på 60 dages fængsel. I
begge sager var der tale om bl.a. fuldbyrdede hjemmerøverier. Den ene sag drejede sig om en
tiltalt, der i forening med en medgerningsperson havde begået to egentlige hjemmerøverier samt
et (uegentligt) røveri i privat hjem. Tiltalte var endvidere skyldig i vold, vidnetrusler, ulovlig
tvang, trusler samt forsøg på afpresning over for én af de forurettede fra hjemmerøverierne og
var tidligere straffet flere gange for forskellige former for personfarlig kriminalitet og berigel-
seskriminalitet. Ved straffastsættelsen blev der lagt vægt på hans tidligere straffe, hurtige reci-
div, og at forholdene var begået under udslusning fra afsoning. I den anden sag var der tale om
1012
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
et fuldbyrdet hjemmerøveri, hvor tiltalte under påskud af at ville købe et smykke trængte ind i
et privat hjem, hvor han fratog en kvinde et guldsmykke til en værdi af ca. 30.000 kr. Tiltalte
var endvidere skyldig i forsøg på endnu et hjemmerøveri, hvor han med trussel med en hard-
ballpistol forsøgte at tvinge ejeren af et ur til en værdi af ca. 88.000 kr. til at give slip på uret,
hvilket dog mislykkedes, da tiltalte ikke fik udleveret uret. Endvidere havde tiltalte forsøgt at
begå røveri mod en guldsmedeforretning, idet han medbragte en kniv og en peberspray, som
han truede personalet med, og forsøgte at ødelægge en montre med smykker og ure. Røveriet
mislykkedes, da han blev overmandet af personalet. Herudover var tiltalte skyldig i en række
mindre forhold. Ved straffastsættelsen blev der navnlig lagt vægt på, at der var tale om to plan-
lagte hjemmerøverier, hvoraf det ene, der mislykkedes, blev begået under anvendelse af en
hardballpistol, og et planlagt røveri mod en guldsmedeforretning, hvor tiltalte medbragte kniv
og peberspray. Straffen blev fastsat som en fællesstraf omfattende en tidligere dom på 60 dages
betinget fængsel, ligesom straffen delvist blev fastsat som en tillægsstraf til en tidligere dom på
20 dages fængsel.
På baggrund af ovennævnte praksis kan det sammenfattende konkluderes, at der i sager om
forsøg på hjemmerøveri
er udmålt straffe på mellem 3 års fængsel og 7 år og 8 måneders fæng-
sel, mens der i sager om
fuldbyrdet hjemmerøveri
er udmålt straffe på mellem 3 år og 6 måne-
ders fængsel og 8 års fængsel.
Ved strafudmålingen spiller det navnlig ind, om der er tale om forsøg eller fuldbyrdet hjemme-
røveri, antallet af røverier til pådømmelse, om der har været anvendt vold samt karakteren heraf,
og om forurettede har fået skader samt karakteren/alvoren heraf. Det spiller også ind, om foru-
rettede har været særligt udsat (f.eks. på grund af alder eller svækkelse), herunder om foruret-
tede har været værgeløs, ligesom det spiller ind, om der har været anvendt våben, om gernings-
personen har været maskeret under røveriet, om røveriet er begået af flere i forening eller efter
forudgående planlægning, og om tiltalte tidligere er straffet for ligeartet kriminalitet. Endvidere
indgår værdien af udbyttet samt tiltaltes alder, således at ung alder typisk indgår som formil-
dende omstændighed.
På baggrund af denne praksis er det udvalgets vurdering, at domstolene har fulgt lovgivers
anvisninger om et strafudgangspunkt på 5 års fængsel for hjemmerøveri efter straffelovens §
288, stk. 2, således at udgangspunktet alene fraviges, hvis der konkret foreligger omstændighe-
der, som giver grundlag for en sådan fravigelse, f.eks. hvis der alene foreligger et forsøg på
hjemmerøveri eller som følge af tiltaltes unge alder.
Det bemærkes i den forbindelse, at udgangspunktet på 5 års fængsel både fraviges i opadgående
og nedadgående retning alt efter omstændigheder. Der er således eksempler i praksis på, at
1013
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
straffen udmåles til
mere
end 5 års fængsel, hvis der konkret foreligger skærpende omstændig-
heder, også i sager om forsøg på hjemmerøveri.
På denne baggrund er det udvalgets vurdering, at domstolene følger lovgivers anvisninger i
sager om hjemmerøveri, og at strafferammen på 10 års fængsel i straffelovens § 288, stk. 2, i
vidt omfang udnyttes af domstolene.
I sager om
øvrige røverier, der henføres under straffelovens § 288, stk. 2, på grund af forholdets
særligt grove beskaffenhed,
er der i den gennemgåede periode i en enkelt dom udmålt straf på
7 års fængsel som fællesstraf med en reststraf på 154 dage fra en tidligere prøveløsladelse. I
den pågældende sag var der tale om røveri, til dels forsøg herpå, samt tyveri, idet tiltalte i for-
ening med flere medgerningspersoner havde begået fire røverier samt ét forsøg mod guldsme-
deforretninger. Det blev lagt til grund, at tiltalte var fører af den flugtbil, som blev anvendt til
røverierne. Røverierne var sket ved anvendelse af våben og var rettet mod betydelige værdier.
Tiltalte var herudover skyldig i røveri efter straffelovens § 288, stk. 1, ved sammen med en
medgerningsperson at være brudt ind i en villa, hvor ejeren kom til stede og blev truet med en
kniv, hvorefter tiltalte og medgerningspersonen kørte fra stedet med de stjålne effekter. Tiltalte
var tidligere straffet adskillige gange, herunder for berigelseskriminalitet, bl.a. to røverier. Ved
straffastsættelsen blev der lagt vægt på antallet og karakteren af røverierne og røveriforsøget
samt tiltaltes forstraffe. Der blev endvidere lagt vægt på, at forholdene var begået i prøvetiden
efter prøveløsladelse fra afsoning af en tidligere dom.
På baggrund af den sparsomme retspraksis er det ikke muligt at drage mere generelle konklu-
sioner om strafniveauet i denne type sager.
4. Straffelovens § 289 om særligt grove overtrædelser af skatte-, told-, afgifts- eller til-
skudslovgivningen eller af § 289 a
4.1 Lovgivning og forarbejder
Straffelovens § 289 har følgende ordlyd:
”§ 289. Med fængsel indtil 8 år straffes den, som for derigennem
at skaffe sig eller
andre uberettiget vinding gør sig skyldig i overtrædelse af særligt grov karakter af
skatte-, told-, afgifts- eller tilskudslovgivningen eller af § 289 a.
Stk. 2.
Bestemmelsen i stk. 1 finder kun anvendelse, hvis der i den i stk. 1 nævnte
lovgivning er henvist til denne bestemmelse.
Stk. 3.
Ved udmåling af tillægsbøde efter § 50, stk. 2, i forbindelse med overtrædelse
af stk. 1 skal der lægges vægt på, om forbrydelsen er af særlig grov beskaffenhed
navnlig på grund af udførelsesmåden, eller fordi forbrydelsen er udført af flere i
forening, eller når et større antal forbrydelser er begået.”
1014
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
Bestemmelsen indeholder en skærpet strafferamme for grove overtrædelser af speciallovgiv-
ningen vedrørende skat, told, afgifter og offentligt tilskud eller af straffelovens § 289 a, jf. afsnit
5 nedenfor. Overbygningsbestemmelsen i straffelovens § 289 finder kun anvendelse i det om-
fang, der i speciallovgivningen, hvor en handling er kriminaliseret, er henvist til bestemmelsen,
jf. straffelovens § 289, stk. 2.
Modsat hvad der som udgangspunkt gælder for straffebestemmelser i særlovgivningen, er kra-
vet til den subjektive skyld i straffelovsbestemmelser som udgangspunkt forsæt, jf. straffelo-
vens § 19. Hvis der er handlet uagtsomt, vil forholdet ikke kunne henføres under straffelovens
§ 289.
§ 289 blev indsat i straffeloven ved
lov nr. 550 af 22. december 1971.
Her havde bestemmelsen
følgende ordlyd:
Ӥ
289. Med fængsel indtil 4 år straffes den, der gør sig skyldig i skattesvig af særlig
grov karakter, jfr. skattekontrollovens § 13, stk. 1. På samme måde straffes den, der
gør sig skyldig i indsmugling af særlig grov karakter, jfr. toldlovens § 123, stk. 2,
smh. med stk. 1, eller den, der gør sig skyldig i en tilsvarende overtrædelse af told-
lovens § 123, stk. 3.”
Indførelsen af bestemmelsen havde nær sammenhæng med en samtidig ændring af skattekon-
trolloven og toldloven og byggede i det væsentlige på en indstilling af 5. maj 1971, der blev
afgivet til finansministeren af arbejdsgruppen vedrørende ændring af kontrollovens straffebe-
stemmelser. Arbejdsgruppen havde bl.a. til opgave at overveje spørgsmålet om overførelse af
skattekontrollovens afsnit III, der bl.a. indeholdt lovens straffebestemmelser, til straffeloven.
Det blev af arbejdsgruppen foreslået, at der i straffeloven indsattes en bestemmelse om straf for
skattesvig af særlig grov karakter. Under henvisning til arbejdsgruppens indstilling fremgår af
forarbejderne til lovændringen, jf. Folketingstidende 1971-72, tillæg A, spalte 235 f., følgende:
”I den tidligere nævnte indstilling af 5. maj 1971 til finansministeren fra arbejds-
gruppen vedrørende ændring af skattekontrollovens straffebestemmelser foreslås
det, at der i borgerlig straffelov indsættes en bestemmelse om straf for skattesvig af
særlig grov karakter. Efter arbejdsgruppens mening bør der i øvrigt ikke ske over-
førsel af straffebestemmelser fra skattekontrolloven til borgerlig straffelov.
Som begrundelse herfor anføres i arbejdsgruppens indstilling, at
“en lang række skatte-
og afgiftslove indeholder straffebestemmelser for und-
dragelser, -lovbestemmelser, der i henseende til strafferamme og betydning
1015
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
for samfundet kan sidestilles med kontrollovens straffebestemmelser. Inden
for finansministeriets område kan der f.eks. peges på kildeskatteloven, told-
loven og merværdiafgiftsloven.
Arbejdsgruppen finder ikke grunde, der taler for at underkaste de almindelige
bestemmelser i kontrolloven en særbehandling ved at overflytte disse bestem-
melser til borgerlig straffelov. De resultater af psykologisk karakter, som man
ønsker at opnå med en overførelse til straffeloven, opnår man formentlig i
tilfredsstillende omfang ved at indsætte en enkelt bestemmelse om skattesvig
i straffeloven.”
Arbejdsgruppens forslag om at indsætte en bestemmelse om skattesvig af særlig
grov karakter i straffeloven motiveres navnlig med, at man ikke mener at kunne
bortse fra muligheden af, at en bestemmelses placering i borgerlig straffelov frem
for i en særlov øger den præventive virkning af bestemmelsen. Endvidere er man
af den opfattelse, at den nugældende strafferamme, bøde, hæfte eller fængsel indtil
2 år, for skattesvig er utilstrækkelig med hensyn til de særlig grove tilfælde, og at
der derfor bør gives mulighed for at udmåle indtil 4 års fængsel, således som det
allerede er muligt efter toldloven med hensyn til indsmugling m. v. under skær-
pende omstændigheder.”
I bemærkningerne til lovændringen anføres, at en del af de hørte myndigheder var imod indfø-
relsen af en sådan bestemmelse, særligt med hensyn til skattesvig med den begrundelse, at en
sådan bestemmelse kun sjældent ville blive anvendt af domstolene, hvorfor den ville have en
ringe præventiv virkning. Hertil anføres i bemærkningerne, jf. Folketingstidende 1971-72, til-
læg A, spalte 236, følgende:
”Det er justitsministeriets opfattelse, at man som et led i den tilsigtede skærpelse af
sanktionerne over for skattesvig, indsmugling og de forhold, der efter toldloven
straffes som indsmugling, bør åbne mulighed for at henføre de groveste tilfælde af
disse forbrydelser under en bestemmelse i borgerlig straffelov. Herved fremhæver
man tydeligst den ønskede sidestilling med andre alvorlige forbrydelser. Bestem-
melsen foreslås indsat som § 289 i straffelovens kapitel 28 om berigelsesforbrydel-
ser. Både skattesvig og indsmugling rummer i deres typiske form et vindingsmotiv
hos gerningsmanden og et tilsvarende tab for de offentlige, der gør det naturligt at
placere den nye bestemmelse sammen med andre berigelsesforbrydelser.”
Med lovændringen tilsigtedes ud over en overførsel af en række af særlovgivningens straffebe-
stemmelser til straffeloven også en skærpelse af strafferammen for skattesvig fra den hidtidige
”bøde, hæfte eller fængsel indtil 2 år” til ”fængsel indtil 4 år”, idet den hidtil gældende straffe-
ramme fandtes utilstrækkelig ved strafudmålingen i de særligt grove tilfælde. Om det foreslåede
§ 289, 1. pkt., fremgår af de specielle bemærkninger til bestemmelsen, jf. Folketingstidende
1971-72, tillæg A, spalte 237 f., følgende:
1016
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
”Det fremgår af bestemmelsen, at gerningsindholdet for den forbrydelse, den tager
sigte på, findes i skattekontrollovens § 13, stk. 1. Ordlyden af denne bestemmelse,
således som den er affattet i det forslag om ændring af kontrolloven, som finansmi-
nisteren for kort tid siden har fremsat, er anført i bilaget.
Efter kontrolloven er strafferammen for skattesvig bøde, hæfte eller fængsel indtil
2 år. Langt den største del af de sager, i hvilke der rejses tiltale, må derfor fortsat
forventes afgjort efter kontrollovens regler. Kun i de tilfælde, hvor anklagemyndig-
heden skønner, at en straf på mere end 2 års fængsel bør komme på tale, får § 289
et selvstændigt anvendelsesområde, men bestemmelsen tager ikke kun sigte herpå.
Den forudsættes påberåbt i alle tilfælde, hvor der efter anklagemyndighedens og
skattemyndighedernes opfattelse er begået skattesvig af så grov karakter, at sam-
fundets reaktion også bør give sig udtryk ved valget af straffenormen.
Det har været overvejet, om der som foreslået af arbejdsgruppen i bestemmelsen
burde optages nogle momenter til belysning af, hvornår en forbrydelse burde anses
for skattesvig af særlig grov karakter, f.eks. det besvegne beløbs størrelse, antallet
af strafbare forhold eller lignende. I overensstemmelse med en række af de hørte
myndigheder finder justitsministeriet imidlertid, at bestemmelsens anvendelsesom-
råde bedst vil kunne fastlægges i en retspraksis, der dannes uden hensyn til en op-
regning af kvalificerende forhold, som under alle omstændigheder kun kan angives
som eksempler.
Som det fremgår af finansministerens forslag til ændring af skattekontrolloven, op-
hæves den hidtil gældende bestemmelse om obligatoriske tillægsbøder i visse skat-
tesvigssager. Det forudsættes imidlertid, at der for fremtiden nedlægges påstand om
idømmelse af bøde som tillægsstraf i medfør af straffelovens § 50, stk. 2, medmin-
dre særlige omstændigheder taler herimod.”
Vedrørende bestemmelsen i § 289, 2. pkt., om indsmugling m.v., fremgår af de specielle be-
mærkninger til bestemmelsen, jf. Folketingstidende 1971-72, tillæg A, spalte 238, endvidere:
”Efter den gældende toldlovs § 123, stk. 2, straffes indsmugling under skærpende
omstændigheder med fængsel indtil 4 år. Det samme gælder de forhold, der omfat-
tes af § 123, stk. 3. Med hensyn til disse bestemmelser henvises til F. T. 1969-70,
Tillæg A, sp. 3846 f.
Den foreslåede bestemmelse om straf for indsmugling af særlig grov karakter er
alene en overførsel til straffeloven af den skærpede strafferamme i toldloven. Det
er meningen,
at kvalifikationskravet “af særlig grov karakter” skal fortolkes på
samme måde som det hidtidige kvalifikationskrav i toldlovens § 123, stk. 2, “under
skærpende omstændigheder”.
Som følge af den foreslåede bestemmelse vil toldloven blive foreslået ændret, såle-
des at strafferammen for indsmugling m. v. i denne lov vil blive bøde, hæfte eller
fængsel indtil 2 år.”
1017
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
Ved
lov nr. 367 af 18. maj 1994
foretoges en ændring af § 289 idet bestemmelsen i toldlovens
§ 123 var blevet flyttet til § 73.
Ved
lov nr. 228 af 4. april 2000
blev § 289, 1. pkt., nyaffattet. Bestemmelsens 1. pkt., fik herved
følgende ordlyd:
”Med fængsel indtil 4 år straffes den, der gør sig skyldig i skattesvig af særlig grov
karakter, jf. skattekontrollovens § 13, stk. 1, eller i momssvig af særlig grov karak-
ter, jf. momslovens §
81, stk. 3.”
Med ændringen blev bestemmelsens anvendelsesområde udvidet til også at omfatte grove over-
trædelser af momsloven. Hidtil havde alene skattesvig og indsmugling været omfattet af straf-
forhøjelsesbestemmelsen. Dette havde hidtil medført, at der ikke var parallelitet mellem straf-
ferammerne for grov skattesvig og grov momssvig, idet momssvig af særlig grov karakter tid-
ligere som udgangspunkt kun kunne straffes med fængsel indtil 2 år i medfør af momslovens §
81, stk. 3.
Formålet med ændringen var ifølge forarbejderne, jf. Folketingstidende 1999-00, tillæg A, side
222, således bl.a. at gennemføre en harmonisering af reglerne for overtrædelse af henholdsvis
momsloven og skattekontrolloven. Om baggrunden for lovændringen fremgår af bemærknin-
gerne, jf. Folketingstidende 1999-00, tillæg A, side 222, bl.a. følgende:
”Skatteministeriet har som led i regeringens ønske om over en bred front at styrke
indsatsen over for den økonomiske kriminalitet anbefalet, at straffeloven ændres,
således at der gennemføres en harmonisering af reglerne for overtrædelse af hen-
holdsvis momsloven og skattekontrolloven.
Efter Skatteministeriets opfattelse bør grove overtrædelser af momsloven omfattes
af straffelovens § 289. Endvidere bør overtrædelser af momsloven også undergives
en forældelsesfrist på 10 år. Justitsministeriet er enig i, at der bør gennemføres en
sådan strafferetlig ligestilling mellem skattesvig og momssvig.
Justitsministeriet lægger i den forbindelse i lighed med Skatteministeriet bl.a. vægt
på, at statens provenu ved opkrævning af moms er lige så beskyttelsesværdigt som
provenuet af indkomstskatterne, og at omstændighederne ved momssvig ikke ad-
skiller sig så væsentligt fra skattesvigstilfældene, at det kan begrunde forskellige
strafmaksima og forældelsesfrister.
Endvidere vil en udvidelse af straffelovens § 289 til at omfatte grove overtrædelser
af momsloven kunne medvirke til en forenkling af sagerne om grove overtrædelser
af momsloven, idet det ikke
–
for at henføre forholdet under straffeloven
–
vil være
nødvendigt i det enkelte tilfælde at skulle føre bevis for, at betingelserne for at
dømme for bedrageri, jf. straffelovens § 279, er opfyldt.
1018
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
Det foreslås på den baggrund, at straffelovens § 289 ændres, således at der bliver
mulighed for at straffe momssvig af særlig grov karakter med fængsel indtil 4 år.
[…]”
Lovændringen indebar desuden en strafskærpelse for så vidt angik de grove momssager, der
hidtil var behandlet efter momsloven. Herom fremgår følgende af bemærkningerne til lovæn-
dringen, jf. Folketingstidende 1999-00, tillæg A, side 222:
”I forhold til
de grove momssager, der i dag behandles efter momsloven med et
strafmaksimum på fængsel i 2 år, indebærer forslaget en skærpelse. I forhold til de
momssager, hvor betingelserne er opfyldt for at henføre forholdet under straffelo-
vens § 279 om bedrageri, der efter straffelovens § 286, stk. 2, i grove tilfælde har
et strafmaksimum på fængsel i 8 år, vil en anvendelse af § 289 indebære et straf-
maksimum på fængsel i 4 år. Da den foreslåede udvidelse af § 289 har til formål at
medføre en strafskærpelse i de grove momssager, tilsigtes der ikke hermed en sam-
tidig straflempelse i forhold til de grove momssager, der hidtil er blevet henført
under straffelovens § 279, og hvor der er eksempler på straffe af fængsel i 4 år og
6 måneder. For sådanne sager vil dette efter omstændighederne kunne sikres ved en
anvendelse af strafforhøjelsesreglen i straffelovens § 88, stk. 1,
2. pkt.”
Om afgrænsningen mellem straf efter momsloven eller straffeloven fremgår af bemærknin-
gerne, jf. Folketingstidende 1999-00, tillæg A, side 267:
”Den foreslåede bestemmelse forudsættes ikke udelukkende anvendt i tilfælde,
hvor strafferammen på fængsel indtil 2 år i momslovens § 81, stk. 3, ikke findes
tilstrækkelig. På lignende måde, som det i dag er tilfældet f.eks. ved valget mellem
at straffe skattesvig efter skattekontrolloven eller efter straffelovens § 289, forud-
sættes den foreslåede nye bestemmelse om grov momssvig i straffeloven anvendt i
tilfælde, hvor forholdet skønnes at være så groft, at samfundets reaktion bør give
sig udtryk ved anvendelse af straffeloven frem for særlovgivningen. Dette gælder,
selv om den konkret forskyldte fængselsstraf fastsættes til væsentligt mindre end 2
år. Denne grænse mellem momsloven og straffeloven må i praksis som udgangs-
punkt ventes fastlagt efter beløbets størrelse.”
Ved
lov nr. 366 af 24. maj 2005
blev § 289 endnu en gang nyaffattet. Bestemmelsen fik herved
følgende ordlyd:
”§ 289. Med fængsel
indtil 8 år straffes den, som for derigennem at skaffe sig eller
andre uberettiget vinding gør sig skyldig i overtrædelse af særlig grov karakter af
skatte-, told-, afgifts- eller tilskudslovgivningen eller af § 289 a.
Stk. 2.
Bestemmelsen i stk. 1 finder kun anvendelse, hvis der i den i stk. 1 nævnte
lovgivning er henvist til denne bestemmelse.”
1019
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
Lovændringen byggede på betænkning nr. 1396/2001, som Justitsministeriets udvalg om øko-
nomisk kriminalitet og datakriminalitet (Brydensholt-udvalget) havde afgivet.
Ændringen indebar først og fremmest, at anvendelsesområdet for § 289 blev udvidet til at om-
fatte alle grove overtrædelser af skatte-, told-, afgifts-, og tilskudslovgivningen samt af § 289
a. Formålet hermed var at etablere en fælles bestemmelse, der omhandler alle grove tilfælde af
berigelseskriminalitet rettet mod offentlige midler, jf. Folketingstidende 2004-05, 2. samling,
tillæg A, side 390. Herved tilsigtedes en mere ensartet strafferetlig beskyttelse, uanset hvilken
type af offentlige midler en berigelsesforbrydelse er rettet imod. For så vidt angik de dele af
lovgivningen, der også hidtil havde været omfattet af overbygningsbestemmelsen i § 289, in-
debar lovændringen kun ændring af bestemmelsens strafferamme, jf. herom nedenfor.
Samtidig blev det i § 289, stk. 2 fastslået, at bestemmelsens anvendelse forudsætter, at der i den
pågældende særlovgivning er angivet en udtrykkelig henvisning til straffelovens § 289. Formå-
let med denne ordning var bl.a., at der udtrykkeligt skal tages stilling til behovet for at kunne
anvende straffelovens overbygningsbestemmelser i forhold til den pågældende særlovsovertræ-
delse, og man undgår herved tvivl om, hvilke særlovsovertrædelser der kan henføres til § 289,
jf. Folketingstidende 2004-05, 2. samling, tillæg A, side 369.
Med lovændringen blev strafferammen desuden hævet til fængsel i 8 år. Herved ligestilledes
den strafferetlige beskyttelse mod grov svig med hensyn til offentlige midler med den beskyt-
telse, der efter straffelovens § 279 om bedrageri gjaldt i tilfælde af grov svig med private midler,
jf. straffelovens § 286, stk. 2.
Spørgsmålet om strafferammen var bl.a. drøftet af Brydensholt-udvalget. Der var dog i udvalget
uenighed om, hvilken strafferamme § 289 burde have. Af de almindelige bemærkninger, jf.
Folketingstidende 2004-05, 2. samling, tillæg A, side 369, fremgår vedrørende udvalgets over-
vejelser om bestemmelsens strafferamme følgende:
”Der har ikke i udvalget været enighed om, hvilken strafferamme en ny § 289 bør
have. 7 af udvalgets medlemmer finder det naturligt at bevare fængsel indtil 4 år
som maksimalstraffen på området. En strafferamme på fængsel indtil 4 år i den
foreslåede § 289 vil indebære, at der for et stort antal særlovsovertrædelser sker en
fordobling af strafmaksimum, idet der i dag for disse overtrædelsers vedkommende
typisk er et strafmaksimum på fængsel indtil 2 år. En strafferamme på fængsel indtil
4 år vil omvendt også betyde en halvering af strafmaksimum for et mindre antal
overtrædelser, der i dag henføres under straffelovens § 279 om bedrageri, hvor
strafferammen kan gå op til fængsel indtil 8 år. Efter disse udvalgsmedlemmers
opfattelse er der imidlertid intet grundlag for at antage, at denne sidstnævnte kon-
sekvens vil ændre straffebestemmelsernes præventive virkning.
1020
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
6 af udvalgets medlemmer foreslår et strafmaksimum, der svarer til straffelovens
bedrageribestemmelse. Herved opnås, at groft bedrageri med hensyn til private og
offentlige midler sidestilles med en strafferamme på fængsel indtil 8 år. Mindretal-
let henviser bl.a. til, at der i sager vedrørende selskabstømning, hvor der er sket
domfældelse for skyldnersvig, jf. straffelovens § 283, er idømt straffe på fængsel i
6 år. Der bør efter mindretallets opfattelse ikke være forskel på strafansvaret i en
situation, hvor man - som i selskabstømningssagerne - tilegner sig penge, der er til
stede i et selskab til brug for betaling af skat, og en situation, hvor man på grund af
urigtige oplysninger i selvangivelsen ikke afkræves betaling af skat. Mindretallet
anser det endvidere for et uheldigt signal at fastsætte en lavere strafferamme end 8
år, da dette vil betyde en nedkriminalisering i forhold til de overtrædelser, der i dag
henføres under § 279 om bedrageri.
6 andre udvalgsmedlemmer anbefaler et strafmaksimum på fængsel indtil 6 år. Det
anføres, at dette vil være udtryk for en passende harmonisering med strafferammer
for kriminalitet rettet mod private midler.
For så vidt angår de særlove, der fremover vil kunne indeholde henvisninger til
straffelovens § 289, foreslår udvalget, at strafferammerne fastsættes til bøde eller
fængsel indtil l år og 6 måneder. Udvalget har i den forbindelse peget på, at en
naturlig konsekvens af at sidestille afgiftsovertrædelser med de traditionelle beri-
gelsesforbrydelser er, at strafferammerne harmoniseres, jf. straffelovens § 285, der
fastsætter normalstrafferammen for tyveri, underslæb, bedrageri mv. til bøde eller
fængsel indtil 1 år og 6 måneder.”
Spørgsmålet om strafferammen i § 289 var ligeledes blevet behandlet af Straffelovrådet i be-
tænkning nr. 1424/2002 om strafferammer og straffastsættelse. Om Straffelovrådets overvejel-
ser fremgår af forarbejderne, jf. Folketingstidende 2004-05, 2. samling, tillæg A, side 372, føl-
gende:
”I betænkningen har Straffelovrådet om strafferammen
i § 289 og § 289 a anført, at
der i rådet har været tvivl om, hvorvidt disse bestemmelser, der retter sig mod of-
fentlige midler, bør sidestilles med bedrageri. Et flertal i Straffelovrådet (6 med-
lemmer) finder ligesom 6 af medlemmerne i Brydensholt-udvalget, at der bør være
overensstemmelse mellem straffelovens § 289 og § 286, jf. § 279, således at be-
skyttelsen af private og offentlige midler sidestilles. Flertallet bemærker, at der ikke
findes holdepunkter for, at en straffebestemmelse, der beskytter offentlige midler,
bør være mildere end den, der værner både private og i et vist omfang offentlige
midler. Flertallet finder under hensyn til rådets samtidige forslag om et fælles straf-
maksimum i § 286 på fængsel i 6 år, at strafferammen i § 289 bør være fængsel
indtil 6 år.
Et mindretal i Straffelovrådet (2 medlemmer) finder, at strafferammen i § 289 fort-
sat bør være fængsel indtil 4 år.”
1021
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
Et flertal i Straffelovrådet fandt således, at der bør være overensstemmelse mellem strafferam-
men i § 289 og § 286, jf. § 279. Strafferammen i § 286, stk. 2, var imidlertid efter betænkningens
afgivelse blevet hævet til fængsel indtil 8 år ved lov nr. 218 af 31. marts 2004. Lovgiver var
enig i både Brydensholt-udvalget og Straffelovrådets flertals opfattelse af, at beskyttelsen mod
svig rettet mod offentlige midler bør svare til den, der gælder i relation til svig rettet mod private
midler. Strafferammen i § 289 blev derfor med lovændringen fastsat til fængsel i 8 år i over-
ensstemmelse hermed. Af bemærkningerne til ændringen, jf. Folketingstidende 2004-05, 2.
samling, tillæg A, side 372, fremgår:
”Efter Justitsministeriets opfattelse kan der ikke peges på hensyn, der begrunder en
mildere strafferetlig bedømmelse af svig over for det offentlige. Justitsministeriet
finder således ligesom dele af Brydensholt-udvalget og Straffelovrådets flertal, at
svig rettet mod offentlige midler bør have en strafferetlig beskyttelse svarende til
den, der gælder i relation til svig rettet mod private midler.
I forbindelse med gennemførelsen af Straffelovrådets betænkning nr. 1424/2002
ved lov nr. 218 af 31. marts 2004 om ændring af straffeloven og retsplejeloven
(Ændring af strafferammer og bestemmelser om straffastsættelse) fandt Justitsmi-
nisteriet efter en samlet vurdering, at straffelovens § 286 bør være opdelt på den
måde, at stk. 1 omfatter grove tilfælde af tyveri mv. med en strafferamme på fæng-
sel indtil 6 år, mens stk. 2 omfatter grove tilfælde af underslæb, bedrageri, databe-
drageri, mandatsvig og skyldnersvig med en strafferamme på fængsel indtil 8 år.
Justitsministeriet finder på den baggrund, at strafferammen i den foreslåede § 289
bør fastsættes til fængsel i 8 år i overensstemmelse med strafferammen i straffelo-
vens § 286, stk. 2, jf. § 279.”
Ved
lov nr. 431 af 16. maj 2012
blev bestemmelsens stk. 3 indsat:
”Stk. 3. Ved udmåling af tillægsbøde efter § 50, stk. 2, i forbindelse med overtræ-
delse af stk. 1 skal der lægges vægt på, om forbrydelsen er af særlig grov beskaf-
fenhed navnlig på grund af udførelsesmåden, eller fordi forbrydelsen er udført af
flere i forening, eller når et større antal forbrydelser er begået.”
Lovændringen bundede i en politisk aftale om en midlertidig strafnedsættelsesordning for ude-
holdt udenlandsk indkomst. Formålet hermed var at få skattepligtige, der havde undladt at op-
lyse de danske myndigheder om deres værdier i udenlandske pengeinstitutter eller hos tilsva-
rende udenlandske aktører, til at give sig til kende, således at værdierne kunne beskattes korrekt.
I øvrigt blev det aftalt at søge en bedre udnyttelse af strafferammen i større skatteunddragelses-
sager, herunder et højere bødeniveau, for overtrædelser af skattelovgivningen.
Bestemmelsen i stk. 3 omhandler udmålingen af tillægsbøder i forbindelse med overtrædelser
af § 289. Med ændringen tilsigtedes en bedre udnyttelse af strafferammen i større
1022
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
skatteunddragelsessager, herunder et højere bødeniveau for overtrædelser af skattelovgivnin-
gen. Om baggrunden for ændringen fremgår af bemærkningerne, jf. Folketingstidende 2011-
12, tillæg A, L 109 som fremsat, side 15 f., følgende:
”Forligsparternes ønske om, at strafferammen udnyttes bedre i større skatteunddra-
gelsessager, er en henstilling til regeringen om skærpet straf. I lovforslaget er dette
ønske udmøntet i et forslag om at udvide straffelovens § 289 med et nyt stykke, der
indeholder anvisninger om udmåling af tillægsbøde efter straffelovens § 50, stk. 2,
som i modsætning til den midlertidige strafnedsættelsesordning er tidsubegrænset.
Strafudmålingen inden for skatte- og afgiftsstrafferetten følger en ganske ensartet
og detaljeret retspraksis, hvor der ved forsætlige overtrædelser i tillæg til friheds-
straf gives en bøde, der svarer til én gang de unddragne beløb, når der er tale om
skat, moms, arbejdsmarkedsbidrag og lønsumsafgift, og en halv gang de unddragne
beløb, når unddragelsen vedrører punktafgifter, se afsnit 3.1. om gældende ret.
Størrelsen af den tilsigtede vinding indgår i bedømmelsen af forholdets grovhed,
hvor tommelfingerreglen er, at unddragelser over 500.000 kr. vil kunne henføres til
straffelovens § 289. I dag gælder denne beløbsgrænse efter retspraksis for hvert
lovområde for sig, dvs. skattelovene, de generelle afgiftslove og punktafgiftslovene.
Normalt har særligt skærpende omstændigheder alene fået betydning for friheds-
straffens længde, mens tillægsbøden har ligget fast. Der er intet ønske om, at der
gives kortere eller længere frihedsstraffe ved særlig grove forbrydelser, men der er
et ønske om, at grovheden også
afspejler sig i tillægsbøden.”
Den nye bestemmelse i stk. 3 udgjorde en strafskærpelsesbestemmelse for så vidt angår tillægs-
bøden, jf. straffelovens § 50, stk. 2. De skærpende omstændigheder blev formuleret svarende
til strafskærpelsesbestemmelserne i straffelovens § 286, der gælder for en række andre berigel-
sesforbrydelser, jf. afsnit 2.1.11 ovenfor. Ifølge bemærkningerne til bestemmelsen, jf. Folke-
tingstidende 2011-12, tillæg A, L 109 som fremsat, side 20, var der ikke et ønske om ændring
af niveauet for udmålingen af frihedsstraffen, hvorfor en forhøjelse af bøden ikke forudsattes
modsvaret af en mindre frihedsstraf.
I de specielle bemærkninger til ændringen, jf. Folketingstidende 2011-12, tillæg A, L 109 som
fremsat, side 20, anføres en række omstændigheder, som kan indgå i vurderingen ved udmåling
af tillægsbøden. Af bemærkningerne fremgår:
”Der er ikke tale om, at strafskærpelsen i form af højere tillægsbøde end en gang
unddragelsen skal have virkning for alle overtrædelser af skatte- og afgiftslovgiv-
ningen, der er omfattet af straffelovens § 289, fordi unddragelsen er over 500.000
kr. Der skal være tale om særligt skærpende omstændigheder.
1023
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
De omstændigheder ved den foretagne unddragelse, som bør indgå i vurderingen
ved udmåling af tillægsbøden, er f.eks. udførelsesmåden gennem en planlægning,
der tilsigter at vanskeliggøre opklaring af unddragelsen. Placering af indeståender i
udenlandske pengeinstitutter m.v., som SKAT ikke kan indhente oplysninger fra,
må anses for at være en manøvre, der tilsigter at vanskeliggøre opklaringen. Af
andre vigtige strafskærpende omstændigheder kan nævnes, at der er flere gernings-
mænd, f.eks. i forbindelse med stråmandsvirksomhed, tale om særlig planlægning
i øvrigt eller tale om overtrædelser af flere skatte- og afgiftslove.
Tilstedeværelsen af de nævnte skærpende omstændigheder bør som udgangspunkt
medføre, at niveauet for tillægsbøden forhøjes med 20 pct. i forhold til det nuvæ-
rende niveau.”
Forarbejderne indeholder en nærmere gennemgang af den hidtidige sanktionspraksis for over-
trædelse af skatte- og afgiftslovgivningen, herunder også for overtrædelser, der henføres under
§ 289. Af de almindelige bemærkninger, jf. Folketingstidende 2011-12, tillæg A, L 109 som
fremsat, side 8, fremgår vedrørende det hidtil gældende strafniveau for overtrædelse af straffe-
lovens § 289:
”3.1.1.1.
Samlet forsætlig unddragelse over ca. 500.000 kr.
Sanktionen for en forsætlig unddragelse over ca. 500.000 kr. er efter praksis ube-
tinget frihedsstraf (fængsel) med hjemmel i straffelovens § 289, hvor strafferammen
er fængsel i op til 8 år. Grænsen på 500.000 kr. ligger ikke fuldstændig fast; andre
grove omstændigheder kan bevirke, at § 289 bringes i anvendelse, selv om unddra-
gelsen er lidt mindre. Disse sager behandles altid af anklagemyndigheden, da sagen
ikke kan afsluttes administrativt af SKAT med et bødeforelæg. Der er dog en und-
tagelse hertil. For juridiske personers vedkommende kan sagerne behandles af
SKAT, da straffen er begrænset til bødestraf. Udgangspunktet i disse sager er en
normalbøde på to gange unddragelsen.
I intervallet �½-1 mio. kr. er sanktionen en fængselsstraf på 6-8 måneder, i intervallet
1-2 mio. kr. 9-12 måneder og over 2 mio. kr. fra 1 år og opefter. Hertil kommer en
tillægsbøde svarende til det unddragne beløb, der normalt afrundes nedad til det
nærmeste beløb, der er deleligt med 1.000 kr.
[…]
3.1.2.1. Samlet forsætlig unddragelse over ca. 500.000 kr. i punktafgifter
Sanktionen for en forsætlig unddragelse af punktafgifter på over 500.000 kr. er efter
praksis ubetinget frihedsstraf (fængsel) med hjemmel i straffelovens § 289, hvor
strafferammen er fængsel i op til 8 år. Grænsen på 500.000 kr. ligger ikke fuldstæn-
dig fast; andre grove omstændigheder kan bevirke, at § 289 bringes i anvendelse,
selv om unddragelsen er lidt mindre. Sagerne behandles af anklagemyndigheden.
Der udmåles normalt en tillægsbøde svarende til halvdelen af unddragelsen.
1024
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
Fængselsstraffen ligger på samme niveau som i sager vedrørende overtrædelse af
skattelovgivningen m.v., jf. afsnit 3.1.1.1. Det er således i udmåling af tillægsbø-
dens størrelse, at forskellen i sanktionsniveau fremgår.
For juridiske personers vedkommende kan sagerne behandles af SKAT, da straffen
er begrænset til bødestraf. Udgangspunktet er en normalbøde på én gang unddra-
gelse.”
Lovændringen indeholdt desuden en midlertidig nedsættelse af strafferammen i § 289 fra fæng-
sel i 8 år til bøde på op til 60 pct. af de skyldige skatter og afgifter for visse forsætlige overtræ-
delser af nærmere angivne bestemmelser i skatte- og afgiftslovgivningen. Denne ændring inde-
bar
dels,
at overtrædelse af straffelovens § 289, hvor den normale strafferamme er fængsel,
skulle straffes med bøde, hvis overtrædelsen var omfattet af de kriterier, der afgrænsede ord-
ningen, og
dels
at sanktionen var en bøde på op til 60 pct. af de unddragne skatter og afgifter.
Med lovændringen blev der ligeledes lagt op til, at forsætlige overtrædelser af skatte- og af-
giftslovgivningen, der ikke henføres til § 289, skulle straffes med bøde på højst 60 pct. af de
unddragne skatte og afgifter såfremt der var tale om forsætlige overtrædelser på 100.000 kr. og
derover. Der var med ændringen ikke lagt op til en ændring af, hvilke strafbare forhold der kan
henføres til straffelovens § 289.
Om afgrænsningen af ordningen fremgår af forarbejderne, jf. Folketingstidende 2011-12, tillæg
A, L 109 som fremsat, side 12 f., bl.a. følgende:
”Den foreslåede ordning er et supplement til den
generelle strafnedsættelsesordning
ved selvanmeldelse, som er beskrevet i afsnit 3.1.3, og den vil medføre en yderli-
gere strafnedsættelse i de sager, hvor der er forsæt til unddragelse af skatter og af-
gifter, og hvor sagerne efter den almindelige ordning ville blive indbragt for dom-
stolene med påstand om betinget eller ubetinget frihedsstraf. Den foreslåede ord-
ning gælder både for fysiske og juridiske personer, og den er midlertidig: Der er
kun mulighed for at blive omfattet af den, hvis man henvender sig i perioden fra og
med den 1. juli 2012 til og med den 30. juni 2013. Afsnit 4.1.1. indeholder en over-
ordnet beskrivelse af den fremgangsmåde, som skal benyttes, når man ønsker at
anmelde sig under ordningen.
Under den foreslåede ordning kan selvanmeldere, der opfylder betingelserne, undgå
frihedsstraf uanset størrelsen af unddragelsen.
Det ene hovedelement
er således, at
overtrædelse af straffelovens § 289, hvor den normale strafferamme er fængsel,
straffes med bøde, hvis overtrædelsen er omfattet af de kriterier, der afgrænser ord-
ningen, og tilsvarende gælder overtrædelser af skatte- og afgiftslovgivningen, hvor
strafferammen giver mulighed for fængsel. Den foreslåede ordning er afgrænset til
forsætlige unddragelser fra og med 100.000 kr., da mindre grove forhold allerede
efter den nugældende strafnedsættelsesordning for selvanmeldere ikke resulterer i
straf, se afsnit 3.1.3.
1025
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
Det bliver samtidig muligt at afslutte den strafmæssige del af sagen ved, at SKAT
udsteder et administrativt bødeforelæg, som vedtages af den pågældende. Herved
kan overtræderen undgå kontakt til politiet og anklagemyndigheden og undgå den
offentlighed, der er et element i den almindelige strafferetspleje.
Det andet hovedelement
i lovforslagets udmøntning af den foreslåede ordning er, at
sanktionen er en bøde på op til 60 pct. af de unddragne skatter og afgifter. Forslaget
vedrørende bødefastsættelsen er nærmere omtalt i afsnit 4.1.2.
Den foreslåede ordning angår alene overtrædelser af skatte- og afgiftslovgivningen,
herunder overtrædelser af straffelovens § 289. Der er ikke hjemmel til at undlade
strafforfølgning for andre forhold, der vedrører selve erhvervelsen af de midler, der
har været holdt skjult i udlandet, og hvis SKAT konstaterer noget, der tyder på an-
dre strafbare forhold, vil sagen overgå til behandling hos politiet. På den ene side
skal alle skyldige skatter og afgifter opgøres, men på den anden side skal det for-
hindres, at ordningen anvendes til hvidvaskning af midler, der er tilvejebragt ved
kriminel aktivitet. Den skattepligtige skal derfor sandsynliggøre, at midlerne stam-
mer fra lovlige aktiviteter.
Den foreslåede ordning angår kun overtrædelser af skatte- og afgiftslovgivningen,
som har tilknytning til placering af værdier i udlandet. Personer, som reelt er skat-
tepligtige til Danmark, men som har søgt at vildlede de danske myndigheder om, at
dette er tilfældet, kan ikke få strafnedsættelse. Sådan vildledning er kriminaliseret i
skattekontrollovens § 15, som er undtaget fra ordningen, se bemærkningerne til §
1, stk. 2.
Den foreslåede ordning indebærer en nedsættelse af straffen i forhold til den straf,
der ville være forskyldt, dersom de samme forhold var blevet straffet efter de al-
mindelige regler om selvanmeldelse. Afgrænsningen mellem overtrædelser, der
medfører straf, og overtrædelser, der ikke straffes, er den samme. Som det fremgår
af afsnit 3.1.3., er overtrædelser, der er begået af grov uagtsomhed, straffri, når der
er tale om selvanmeldelse, og ordningen er derfor begrænset til forsætlige overtræ-
delser. Forsætlige overtrædelser, hvor det unddragne beløb er under 100.000 kr. er
ligeledes straffri ved selvanmeldelse, og den midlertidige strafnedsættelsesordning
omfatter således kun overtrædelser, hvor den forsætlige unddragelse er 100.000 kr.
og derover.”
Lovændringen førte til visse uafklarede forhold for så vidt angik selvanmeldelse, hvilket i al-
mindelighed indgår som formildende omstændighed ved straffastsættelsen i dansk strafferet, jf.
straffelovens § 82, nr. 9, og under særligt formildende omstændigheder kan føre til, at straffen
bortfalder, jf. straffelovens § 83, 2. pkt. Med hensyn til forholdet mellem lovændringen og den
dagældende ordning for selvanmeldelse, fremgår af bemærkningerne til ændringen, jf. Folke-
tingstidende 2011-12, tillæg A, L 109 som fremsat, side 13 f., følgende:
1026
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
”Som det fremgår af afsnit 3.1.3., betyder den igangværende ændring af den straf-
feretlige sanktionspraksis, at der er uafklarede forhold i den nuværende selvanmel-
delsesordning. Indtil ændringen var sanktionen ved alle forsætlige unddragelser fra
og med 100.000 kr. betinget frihedsstraf og en tillægsbøde på halvdelen af unddra-
gelsen. Forsætlige unddragelser af skattelovgivningen og de generelle afgiftslove
fra og med 100.000 kr., men mindre end 250.000 kr. kan efter ændringen ikke sank-
tioneres med betinget frihedsstraf og tillægsbøde, og spørgsmålet er således, om der
i dette interval skal kunne sanktioneres med bødestraf, eller om straffen skal bort-
falde. Strafbortfald vil være en radikal lempelse af sanktionsniveauet i forhold til
tidligere.
Jo mildere sanktionen bliver, jo større bliver samtidig forskellen til den nuværende
sanktionspraksis ved selvanmeldelse for forsætlige unddragelser af punktafgifter
over 100.000 kr., hvor der efter praksis nedlægges påstand om betinget frihedsstraf
og tillægsbøde på halvdelen af unddragelsen. Det betyder, at strafnedsættelsen i
disse sager alene afspejler sig i valg af betinget i forhold til ubetinget frihedsstraf.
Regeringen finder, at strafudmålingen i intervallet 100.000 kr. til 250.000 kr. ved
selvanmeldelse for på den ene side punktafgifter og på den anden side skatter og
generelle afgifter bør harmoniseres.
Skatteministeriet skal derfor i samarbejde med anklagemyndigheden forelægge
domstolene en ny praksis i den almindelige selvanmeldelsesordning, således at en
forsætlig unddragelse af skatter og generelle afgifter i intervallet mellem 100.000
kr. og 250.000 kr. skal kunne afgøres administrativt med en bøde på én gang und-
dragelsen (svarende til halvdelen af normalbøden), da en forsætlig unddragelse på
100.000 kr. og derover må anses for så alvorlig, at strafbortfald ikke vil være rime-
ligt.
Indtil domstolene har godkendt en ny sanktionspraksis, skal disse sager således sta-
dig sendes til politiet med anmodning om, at der nedlægges påstand om en bøde på
én gang unddragelsen med henblik på, at domstolene fastlægger en sanktionsprak-
sis.
I sager om punktafgiftsovertrædelser med en forsætlig unddragelse på 100.000 kr.
og derover anmodes politiet om, at der i stedet for betinget frihedsstraf nedlægges
påstand om en bøde på én gang unddragelsen, når unddragelsen ligger i intervallet
mellem 100.000 kr. og 250.000 kr., således at sanktionsniveauet ved selvanmel-
delse bliver ensartet.
Der findes ingen praksis for sanktionsudmåling ved juridiske personers selvanmel-
delse. Det er regeringens opfattelse, at forsætlige overtrædelser, begået af juridiske
personer, skal kunne straffes med bøde på én gang unddragelsen uanset unddragel-
sens størrelse, når unddragelsen er 100.000 kr. eller derover. Det svarer til princip-
pet om, at bøden ved selvanmeldelse halveres i forhold til normalbøden, og det
svarer til, at sanktionsniveauet for juridiske personer følger normalbødesystemet,
jf. afsnit 3.1.
1027
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
Der sker ingen ændring i sager, hvor den forsætlige unddragelse er 250.000 kr. og
derover, men under 500.000 kr., hvor der stadig vil blive nedlagt påstand om betin-
get frihedsstraf og en tillægsbøde på halvdelen af unddragelsen.”
Om bødefastsættelsen fremgår af bemærkningerne til lovændringen, jf. Folketingstidende
2011-12, tillæg A, L 109 som fremsat, side 15, desuden:
”Det forudsættes, at bøden i sager, hvor betingelserne i den foreslåede § 1, stk. 1,
er opfyldt, som udgangspunkt fastsættes til 60 pct. af de unddragne skatter og af-
gifter.
Med de unddragne skatter og afgifter menes det samlede beløb i skat og eventuelt
moms og afgifter, herunder også punktafgifter, som den skattepligtige skulle have
betalt, hvis skatte- og afgiftsreglerne var blevet anvendt korrekt. Der opgøres et
samlet beløb for alle berørte indkomstår og eventuelt afgiftsperioder. Den rentetil-
skrivning, som vil indgå i beregningen af det faktisk skyldige skatte- og afgiftsbe-
løb, betragtes ikke som en unddragelse.
Det bemærkes i den forbindelse, at straffen uanset de ovenfor angivne retningslinjer
for bødens fastsættelse fortsat vil bero på domstolenes konkrete vurdering i det en-
kelte tilfælde af sagens omstændigheder. Det angivne bødeniveau vil således kunne
fraviges inden for den angivne strafferamme på op til 60 pct. af det unddragne be-
løb, hvis der i den konkrete sag
foreligger omstændigheder, der taler herfor.”
Ordningen med en midlertidig strafnedsættelse gjaldt alene henvendelser fra og med den 1. juli
2012 til og med den 30. juni 2013 og finder således ikke anvendelse i dag.
4.2 Praksis
Som det fremgår ovenfor, er strafferammen for særligt grove overtrædelser af skatte-, told-,
afgifts- eller tilskudslovgivningen eller af straffelovens § 289 a fængsel indtil 8 år, jf. straffelo-
vens § 289, stk. 1.
Ved udmåling af tillægsbøder efter straffelovens § 50, stk. 2, i forbindelse med overtrædelse af
§ 289, stk. 1, skal der lægges vægt på, om forbrydelsen er af særlig grov beskaffenhed navnlig
på grund af udførelsesmåden, eller fordi forbrydelsen er udført af flere i forening, eller når et
større antal forbrydelser er begået, jf. straffelovens § 289, stk. 3.
Det bemærkes, at der kun ses at foreligge en enkelt trykt dom (TfK 2023.39Ø), hvor straffelo-
vens § 289, stk. 3, er citeret i dommen.
Nedenstående gennemgang af retspraksis er afgrænset således, at den bygger på trykt praksis
fra de seneste 10 år, hvor der hovedsageligt kun er domfældt for overtrædelse af skatte-, told-,
1028
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0461.png
afgifts- eller tilskudslovgivningen eller af straffelovens § 289 a af særligt grov karakter, jf.
straffelovens § 289, uden anden kriminalitet til samtidig pådømmelse af væsentlig betydning
for straffen, og hvor straffen så vidt muligt ikke er fastsat som fællesstraf med en tidligere straf
eller med en reststraf fra en prøveløsladelse, jf. straffelovens § 61, eller som tillægsstraf til en
tidligere straf,
jf. straffelovens § 89 (dvs. ”rene” tilfælde).
Dog er retspraksis, som omfatter andre lovovertrædelser, der har nær sammenhæng med over-
trædelsen af straffelovens § 289, medtaget, f.eks. samtidige overtrædelser af straffelovens øv-
rige bestemmelser om dokumentfalsk mv., da en del retspraksis vedrører overtrædelser af straf-
felovens § 289 begået i kombination med andre lovovertrædelser.
Dommene er oplistet efter (fængsels)straffens længde. I gennemgangen er dommene ikke op-
delt efter, om den fastsatte straf er ubetinget eller betinget, herunder med vilkår om samfunds-
tjeneste, idet længden af fængselsstraffen som udgangspunkt antages at afspejle rettens vurde-
ring af den pådømte kriminalitets alvor, mens spørgsmålet om betinget dom i højere grad beror
på konkrete omstændigheder ved tiltaltes personlige forhold. Se de generelle bemærkninger
herom i kapitel 1, afsnit 4.
Fra retspraksis kan der henvises til følgende afgørelser:
TfK 2019.1329V: T straffet med 4 måneders fængsel betinget samt en tillægsbøde på 250.000
kr. for overtrædelse af boafgiftsloven af særligt grov karakter efter straffelovens § 289 ved at
have fortiet og undladt at indsende gaveanmeldelse til myndighederne i forbindelse med, at han
gav sin datter og svigersøn 3.550.000 kr. i gave. Herved blev det offentlige unddraget ca.
520.000 kr. i gaveafgift. T var herudover skyldig i overtrædelse af straffelovens § 302, stk. 1,
nr. 1 og 2, ved som direktør og daglig leder i et aktieselskab at have overtrådt bogføringsreg-
lerne, hvilket medførte, at der ikke var regnskabsmateriale, der kunne udleveres til kurator, da
selskabet blev erklæret konkurs. Tillægsbøden fandtes i medfør af straffelovens § 50, stk. 2,
passende at kunne fastsættes til 250.000 kr.
TfK 2015.833Ø: T straffet med 6 måneders fængsel betinget med vilkår om samfundstjeneste
samt en tillægsbøde på 775.000 kr. for momssvig af særligt grov karakter efter straffelovens §
289 ved som direktør og eneanpartshaver i et selskab at have opgjort selskabets momstilsvar
for lavt. Herved blev det offentlige unddraget 792.000 kr. i moms. Byretten fastsatte straffen til
6 måneders ubetinget fængsel samt en tillægsbøde på 775.000, jf. straffelovens § 50, stk. 2.
Landsretten fandt, at straffen var passende udmålt, men fandt efter sagens karakter og under
henvisning til de ændrede regler om samfundstjeneste ved lov nr. 152 af 18. februar 2015, at
fængselsstraffen kunne gøres betinget med vilkår om samfundstjeneste.
1029
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0462.png
TfK 2015.221Ø: T straffet med 6 måneders fængsel samt en tillægsbøde på 637.000 kr. for
skatte- og momssvig af særligt grov karakter efter straffelovens § 289 ved at have unddraget
det offentlige skat og arbejdsmarkedsbidrag for henholdsvis 496.911 kr. og 72.242 kr. T var
herudover skyldig i momssvig ved at have afgivet urigtige oplysninger til brug for afgiftskon-
trollen, hvorved det offentlige blev unddraget 68.000 kr. i moms. Byretten fastsatte straffen til
6 måneders fængsel og en tillægsbøde på 625.000 kr. Landsretten stadfæstede fængselsstraffen,
men forhøjede tillægsbøden til 637.000 kr. svarende til det unddragne beløb (dissens for en
betinget straf med vilkår om samfundstjeneste). Straffen blev fastsat som en tillægsstraf, jf.
straffelovens § 89, til tidligere bødestraffe.
U 2015.2417Ø: T straffet med 8 måneders fængsel betinget med vilkår om samfundstjeneste
samt en tillægsbøde på 950.000 kr. for skatte- og momssvig af særligt grov karakter efter straf-
felovens § 289 ved at have unddraget det offentlige ca. 215.000 kr. i skat og ca. 735.000 kr. i
moms. Byretten fastsatte straffen til 8 måneders ubetinget fængsel og en tillægsbøde. Landsret-
ten fandt, at fængselsstraffen på 8 måneder var passende udmålt, men henset til de ændrede
regler om samfundstjeneste ved lov nr. 152 af 18. februar 2015 var det efter sagens omstændig-
heder og T’s forhold forsvarligt
at gøre fængselsstraffen betinget med vilkår om samfundstje-
neste. Straffen blev fastsat som en tillægsstraf, jf. straffelovens § 89, til en tidligere bødestraf.
TfK 2017.1280V: T straffet med 8 måneders fængsel betinget med vilkår om samfundstjeneste
samt en tillægsbøde på 900.000 kr. for skattesvig af særligt grov karakter efter straffelovens §
289 ved at have unddraget det offentlige 698.242 kr. i skat. T var herudover skyldig i momssvig
ved at have drevet momspligtig virksomhed, selvom virksomhedens registrering var blevet ind-
draget af SKAT, og i den forbindelse udstedt fakturaer med moms, hvorved det offentlige blev
unddraget 212.904 kr. i moms. Ved straffastsættelsen blev der lagt vægt på størrelsen af det
unddragne beløb. T blev i medfør af straffelovens § 50, stk. 2, idømt en tillægsbøde på 900.000
kr.
TfK 2014.381Ø: T straffet med 8 måneders fængsel, heraf 4 måneder betinget, samt en tillægs-
bøde på 999.000 kr. for momssvig af særligt grov karakter efter straffelovens § 289 ved at have
afgivet urigtige oplysninger til brug for afgiftskontrollen, således at det offentlige blev unddra-
get 999.075 kr. i moms. Byretten fastsatte straffen til 8 måneders fængsel, hvoraf 4 måneder
blev gjort betinget, samt en tillægsbøde på 650.000 kr. Landsretten bemærkede, at der ved over-
trædelser som den foreliggende som udgangspunkt skal idømmes en ubetinget fængselsstraf,
medmindre der foreligger særlige omstændigheder, der kan begrunde en fravigelse af dette ud-
gangspunkt. Ved straffastsættelsen blev der lagt vægt på, at forholdet var begået over en læn-
gere periode trods en revisors kritiske bemærkninger i selskabets regnskaber for de tre år, der
var omfattet af gerningsperioden. Under hensyn til sagens karakter og den samlede sagsbehand-
lingstid fandt landsretten ikke, at sagsbehandlingstiden i sig selv kunne begrunde en formildelse
1030
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0463.png
af straffen. T havde erkendt sig skyldig i byretten og medvirket til sagens oplysning, og hans
selskab havde betalt 696.484 kr. af den unddragne moms. På den baggrund og under hensyn til
T’s meget gode personlige forhold forelå der sådanne særlige omstændigheder, at der var grund-
lag for at gøre straffen delvist betinget. Landsretten stadfæstede herefter byrettens dom med
den ændring, at tillægsbøden blev forhøjet til 999.000 kr. (dissens for at stadfæste byrettens
tillægsbøde).
TfK 2015.1211V: T straffet med 10 måneders fængsel betinget med vilkår om samfundstjeneste
samt en tillægsbøde på 575.000 kr. for registreringsafgiftsunddragelse af særligt grov karakter
efter straffelovens § 289 ved i forening med andre personer at have unddraget staten registre-
ringsafgifter, idet de over for SKAT afgiftsberigtigede nogle biler, der var købt i USA, til en
lavere værdi end bilernes reelle indkøbspris. Herved blev det offentlige unddraget i alt knap 1,2
mio. kr. i afgifter. Ved straffastsættelsen blev der bl.a. lagt vægt på den medgåede tid og T’s
gode personlige forhold.
TfK 2014.607Ø: T straffet med 1 års fængsel betinget samt en tillægsbøde på 2,11 mio. kr. for
momssvig af særligt grov karakter efter straffelovens § 289 ved som ansvarlig indehaver af et
selskab at have afgivet urigtige eller vildledende oplysninger til brug for afgiftskontrollen. Her-
ved blev det offentlige unddraget 2.110.876 kr. i moms. Landsretten fandt, at lang sagsbehand-
lingstid i sagen udgjorde en krænkelse af EMRK artikel 6, stk. 1. Som konsekvens heraf blev
fængselsstraffen gjort betinget. Der var dog ikke grundlag for også at lade tillægsbøden ned-
sætte eller bortfalde.
U 2017.401Ø: T straffet med 1 års fængsel betinget med vilkår om samfundstjeneste samt en
tillægsbøde på 940.000 kr. for momssvig af særligt grov karakter efter straffelovens § 289 for
et beløb på 949.000 kr. samt overtrædelse af straffelovens § 299, stk. 2, for et beløb på ca.
866.000 kr. (dissens for henholdsvis delvist betinget dom og ubetinget dom).
TfK 2014.256Ø: T1 straffet med 1 års fængsel samt en tillægsbøde på 1 mio. kr. for skatte- og
momssvig af særligt grov karakter efter straffelovens § 289 ved som reel ansvarlig for et selskab
at have drevet momsregistreret virksomhed uden at være registreret, ligesom der blev udbetalt
løn til selskabets ansatte, uden at der skete lønindeholdelse. Herved blev det offentlige unddra-
get 1.378.927 kr. i moms og skat. T1 havde herudover undladt at foretage indeholdelse af ar-
bejdsmarkedsbidrag, således at det offentlige blev unddraget 108.436 kr. i arbejdsmarkedsbi-
drag. T1 var tidligere straffet i 2006 med 60 dages fængsel og en tillægsbøde på 350.000 kr. for
overtrædelse af skattekontrolloven, kildeskatteloven og arbejdsmarkedsfondsloven. Byretten
fastsatte straffen til 9 måneders fængsel, hvilket landsretten forhøjede til 1 års fængsel. Lands-
retten fandt ikke tilstrækkeligt grundlag for at skærpe den bødestraf, som byretten i medfør af
1031
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0464.png
straffelovens § 82, nr. 13, havde fastsat med nedsættelse af straffen på grund af lang sagsbe-
handlingstid.
TfK 2014.1041Ø: T straffet med 1 års fængsel samt en tillægsbøde på 875.000 kr. for registre-
ringsafgiftsunddragelse af særligt grov karakter efter straffelovens § 289 ved som direktør for
et selskab at have afgivet urigtige oplysninger til brug for fastsættelsen af registreringsafgiften
for 7 biler, idet T1 i strid med sandheden oplyste, at bilerne var parallelimporteret fra Sverige,
selvom bilerne var købt i Danmark. Det offentlige blev herved unddraget 1.761.795 kr. i regi-
streringsafgift. T1 var herudover sig skyldig i dokumentfalsk. Der var ikke grundlag for at gøre
straffen helt eller delvist betinget, heller ikke med vilkår om samfundstjeneste.
U 2017.1185H: T straffet med 1 års fængsel samt en tillægsbøde på 1,225 mio. kr. for skattesvig
af særligt grov karakter efter straffelovens § 289, ligesom T var skyldig i momssvig, ved at
have unddraget det offentlige ca. 1,2 mio. kr. i skatter og moms. T var herudover skyldig i
overtrædelse af straffelovens § 302 ved groft at have tilsidesat bogføringsreglerne. T var tidli-
gere straffet i 2005 med 40 dages fængsel for overtrædelse af skatte- og momslovgivningen.
Højesteret tiltrådte, at by- og landsretten havde fastsat fængselsstraffen til 1 år. Henset til, at T
nu var skyldig i at have unddraget statskassen et betydeligt beløb ved moms- og skattesvig, og
at han tidligere var straffet for ligeartet kriminalitet for ca. 280.000 kr., var der uanset T’s
gode
personlige forhold ikke grundlag for at gøre straffen helt eller delvist betinget med vilkår om
samfundstjeneste.
TfK 2013.428V: T straffet med 1 år og 3 måneders fængsel samt en tillægsbøde på 2,475 mio.
kr. for momssvig af særligt grov karakter efter straffelovens § 289 ved som den reelt ansvarlige
for tre selskaber at have angivet selskabernes momstilsvar for lavt med i alt 2.476.280 kr. T var
tidligere straffet i 1997 for bedrageri og overtrædelse af momsloven samt i 2005 for skyldner-
svig. Ved straffastsættelsen blev der lagt vægt på størrelsen af det unddragne beløb, og at T
tidligere var straffet for ligeartet kriminalitet. Sagens tidsmæssige forløb kunne ikke føre til et
andet resultat. Straffen blev fastsat som en tillægsstraf, jf. straffelovens § 89, til tidligere bø-
destraf.
TfK 2013.846Ø: T straffet med 1 år og 6 måneders fængsel betinget samt en tillægsbøde på
4,675 mio. kr. for momssvig af særligt grov karakter efter straffelovens § 289 ved som direktør,
hovedanpartshaver og daglig leder af et selskab at have angivet 4.676.701 kr. for lidt i salgs-
moms. Herved unddrog T det offentlige det pågældende beløb i moms. Under hensyn til, at
anklageskriftet i den relativt ukomplicerede sag først blev indgivet 5 år efter, at SKAT var ble-
vet opmærksom på, at T ikke havde foretaget korrekt momsindberetning, og over 4 år efter, at
SKAT traf afgørelse herom, og da længden af dette tidsrum i det væsentlige beroede på myn-
dighedernes forhold, blev fængselsstraffen gjort betinget. Der var ikke grundlag for tillige at
1032
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0465.png
gøre bødestraffen betinget. Straffen blev fastsat som en tillægsstraf, jf. straffelovens § 89, til en
tidligere bødestraf.
TfK 2021.871V: T straffet med 1 år og 6 måneders fængsel betinget samt en tillægsbøde på
2,225 mio. kr. for moms- og skattesvig af særligt grov karakter efter straffelovens § 289 ved
som direktør og regnskabsansvarlig i et selskab at have angivet selskabets skattepligtige ind-
komst for lavt. Herved blev det offentlige unddraget i alt 779.765 kr. i skat, ligesom T i samme
periode angav selskabets salgsmoms for lavt, hvorved det offentlige blev unddraget i alt
1.462.015 kr. i moms. T var tidligere straffet i 1996 med 2 år og 3 måneders fængsel for under-
slæb og bedrageri i selskabsmæssigt regi. Såvel fængselsstraffen som tillægsbøden blev fastsat
under henvisning til forholdenes omfang og til, at de var begået få år efter, at T var idømt en
længere fængselsstraf for ligeartet kriminalitet. Efter T’s personlige forhold og den lange sags-
behandlingstid, der skyldtes
T’s sygdom, blev fængselsstraffen undtagelsesvist gjort betinget.
TfK 2018.432V: T straffet med 1 år og 6 måneders fængsel for navnlig socialbedrageri af sær-
ligt grov karakter efter straffelovens § 289 a, stk. 1, jf. stk. 4, jf. § 289, stk. 1, ved over en
flerårig periode at have begået socialbedrageri over for det offentlige ved uberettiget at have
modtaget pension og boligstøtte for et betydeligt beløb, selvom han var flyttet fra Danmark og
reelt boede og opholdt sig i England. T opnåede herved uberettiget udbetaling på 941.836 kr. T
var herudover skyldig i nogle mindre forhold, bl.a. vold efter straffelovens § 244 og trusler efter
straffelovens § 266. T var tidligere straffet i 2003 med 3 års fængsel for bl.a. bedrageri af særligt
grov beskaffenhed og i 2012 med 40 dages fængsel for tyveri. Ved straffastsættelsen blev der
ud over den begåede vold navnlig lagt vægt på, at T vedvarende over en periode på flere år
havde begået bedrageri over for det offentlige for et betydeligt beløb. Efter navnlig karakteren
af socialbedrageriet sammenholdt med T’s forstraffe var der ikke grundlag for at gøre nogen
del af straffen betinget, heller ikke med vilkår om samfundstjeneste. Straffen blev til dels fastsat
som en tillægsstraf, jf. straffelovens § 89, til den tidligere dom på 40 dages fængsel.
U 2015.3873H: T straffet med 1 år og 8 måneders fængsel, heraf 1 år og 2 måneder betinget,
samt en tillægsbøde på 2,7 mio. kr. for momssvig af særligt grov karakter efter straffelovens §
289 ved som direktør i et selskab at have unddraget det offentlige ca. 5,4 mio. kr. i moms. Ved
straffastsættelsen blev der lagt vægt på, at der var tale om momsunddragelser af betydelige
beløb som resultat af organiseret svindel med flere medvirkende aktører, der løbende og syste-
matisk havde misbrugt
momsreglerne til ”momskarruselsvig” ved brug af flere ”skraldespands-
selskaber”. Højesteret fandt, at ubetinget frihedsstraf under disse omstændigheder burde være
udgangspunktet. Højesteret bemærkede, at landsretten havde lagt til grund, at T havde haft en
beskeden rolle i selskabet og ikke havde medvirket aktivt. Som direktør for et ”skraldespands-
selskab” havde han dog udfyldt en nødvendig og ikke uvæsentlig rolle som led i den begåede
kriminalitet. Højesteret fandt, at disse forhold burde afspejles i strafudmålingen, herunder i
1033
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0466.png
udmålingen af tillægsbødens størrelse. Straffen blev fastsat som en fællesstraf, jf. straffelovens
§ 61, stk. 1, med en tidligere betinget dom på 2 måneders fængsel for anden kriminalitet. På
baggrund af det anførte fastsatte Højesteret tillægsbøden til 2.700.000 kr. svarende til halvdelen
af normalbøden ved momsunddragelser af den omhandlede størrelse, jf. straffelovens § 50, stk.
2.
TfK 2023.39Ø: T1 straffet med 1 år og 9 måneders fængsel, heraf 1 år og 3 måneder betinget,
samt en tillægsbøde på 4,4 mio. kr. for moms- og skattesvig af særligt grov karakter efter straf-
felovens § 289 for et samlet beløb på ca. 3,7 mio. kr. T1 blev for det første fundet skyldig i
momssvig og forsøg herpå ved som den reelle leder af et selskab at have unddraget det offent-
lige ca. 845.000 kr. og forsøgt unddraget det offentlige 311.000 kr. for købsmoms på fakturaer,
der var uden realitet. T1 var endvidere skyldig i kildeskattesvig ved at have unddraget det of-
fentlige 2.344.000 kr. og forsøgt unddraget det offentlige 205.125 kr. i A-skat og AM-bidrag i
løn for sort arbejde. Ved straffastsættelsen lagde landsretten bl.a. vægt på, at aktiviteterne var
nøje planlagt på en måde, der antageligvis tilsigtede at vanskeliggøre opklaring af unddragelsen
ved at
skjule aktiviteterne i selskabets ”hvide” økonomi, ligesom aktiviteterne var udført i for-
ening med andre, herunder ved brug af ”skraldespandsselskaber”. På grund af lang sagsbehand-
lingstid skulle kun 6 måneder af fængselsstraffen afsones, men den resterende del på 1 år og 3
måneder blev gjort betinget. T1 blev endvidere pålagt en tillægsbøde, jf. straffelovens § 50, stk.
2, der var forhøjet med 20 pct. til 4.440.000 kr., jf. straffelovens § 289, stk. 3. Ved udmålingen
heraf lagde landsretten vægt på, at forbrydelsen var af særlig grov karakter, hvorfor niveauet
for tillægsbøden skulle forhøjes med 20 % i forhold til normalstørrelsen for bøder i den pågæl-
dende type af sager, jf. § 289, stk. 3, og forarbejderne hertil.
TfK 2018.757Ø: T1 straffet med 2 års fængsel samt en tillægsbøde på 2,45 mio. kr., og T2
straffet med 1 år og 3 måneders fængsel samt en tillægsbøde på 1,6 mio. kr., for momssvig af
særligt grov karakter efter straffelovens § 289 ved som henholdsvis direktør/ejer og som revisor
i et selskab at have unddraget det offentlige 3.247.237 kr. T1 var herudover skyldig i unddra-
gelse af A-skat og arbejdsmarkedsbidrag efter straffelovens § 289, jf. opkrævningsloven, for et
beløb på 657.733 kr., samt unddragelse af B-indkomst efter straffelovens § 289, jf. skattekon-
trolloven, for et beløb på 513.024 kr. Endvidere var T1 skyldig i overtrædelse af straffelovens
§ 302, stk. 1, nr. 2, ved ikke at have opbevaret selskabets bogføringsmateriale betryggende. T2
var tidligere straffet for ligeartet kriminalitet. Straffen for T1 blev fastsat til 2 års fængsel, der
ikke kunne gøres betinget, samt en tillægsbøde på 2.450.000 kr. Der blev herved lagt vægt på
omfanget og karakteren af den begåede kriminalitet. Henset til omfanget og grovheden af kri-
minaliteten var der ikke
grundlag for at gøre T1’s straf betinget med vilkår om samfundstjene-
ste. For T2’s vedkommende blev straffen under hensyn til T2’s betydningsfulde rolle i den
begåede kriminalitet og T2’s forstraffe fastsat til fængsel i 1 år og 6 måneder, der ikke kunne
gøres betinget, samt en tillægsbøde på 1.600.000 kr.
1034
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0467.png
TfK 2021.763Ø: T straffet med 2 års fængsel samt en tillægsbøde på 10,085 mio. kr. for skatte-
og momssvig af særligt grov karakter efter straffelovens § 289 for et samlet beløb på lidt over
10 mio. kr. Forholdene var begået i perioden 2013-2014, og anklagemyndigheden havde rejst
tiltale i 2018. Ved straffastsættelsen blev der på den ene side lagt vægt på, at T var skyldig i
skatte- og afgiftsunddragelse for et betydeligt beløb på i alt 10.085.157 kr. På den anden side
blev der i formildende retning lagt vægt på sagsbehandlingstiden, der skyldtes både anklage-
myndighedens og domstolenes forhold. Tillægsbøden blev udmålt som et beløb svarende til det
unddragne beløb. Straffen blev fastsat som en tillægsstraf, jf. straffelovens § 89, til en tidligere
bødestraf.
TfK 2014.196V: T1 straffet med 2 år og 6 måneders fængsel samt en tillægsbøde på 20,075
mio. kr., og T2 straffet med 2 års fængsel samt en tillægsbøde på 17,750 mio. kr., for momssvig
af særligt grov karakter efter straffelovens § 289. T1 og T2 blev fundet skyldige i at have sam-
arbejdet om omfattende og systematisk momssvig ved indberetning af fiktiv købsmoms til
SKAT. De havde haft forskellige roller i forbindelse med kriminaliteten, men det kunne ikke
antages, at den ene havde haft en mere vigtig rolle end den anden. T2 var tidligere straffet i
2010 med 2 år og 6 måneders fængsel for bedrageri, underslæb og dokumentfalsk. Ved straf-
fastsættelsen blev der taget hensyn til lang sagsbehandlingstid, men sagsbehandlingstiden
kunne ikke også begrunde en nedsættelse af tillægsbøderne på henholdsvis knap 20.075.000 kr.
og knap 17.750.000 kr. For T2’s vedkommende blev straffen fastsat som en tillægsstraf, jf.
straffelovens § 89, til T2’s tidligere dom på 2
år og 6 måneders fængsel.
TfK 2022.39Ø: T2 straffet med 3 års fængsel, heraf 2 år og 6 måneder betinget, og T1 straffet
med 1 år og 6 måneders fængsel, ligesom de begge blev idømt en tillægsbøde på 18,4 mio. kr.,
for overtrædelse af moms- og kildeskatteloven af særligt grov karakter efter straffelovens § 289
for et samlet beløb på ca. 18,4 mio. kr. T1 var herudover skyldig i dokumentfalsk og forsøg på
bedrageri i forbindelse med en privat låneansøgning. Moms- og skatteunddragelserne var sket
i forbindelse med drift af en virksomhed, hvor T1 var den reelle indehaver og ansvarlige, mens
T2 var den registrerede ejer. Over en periode på mere end 2 år og 3 måneder blev der ikke
foretaget momsindberetning eller indeholdelse af A-skat og arbejdsmarkedsbidrag. T1 var tid-
ligere straffet for ligeartet kriminalitet, senest i 2017 med bl.a. 2 år og 6 måneders fængsel for
overtrædelse af straffelovens § 289. For T2’s vedkommende bemærkede landsretten, at T2 som
registreret ejer af virksomheden udfyldte en nødvendig og ikke uvæsentlig rolle. Mens T1 var
den reelle leder af virksomheden, indtog T2 en mere underordnet rolle. Henset hertil og til, at
T2 ikke tidligere var straffet, var der undtagelsesvist grundlag for at gøre en del af fængsels-
straffen betinget, således at T2 kun skulle afsone 6 måneder nu, mens de resterende 2 år og 6
måneder blev gjort betinget. Da T1 var tidligere straffet for ligeartet kriminalitet, var der ikke
grundlag for at gøre straffen for T1 helt eller delvist betinget, heller ikke med vilkår om
1035
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0468.png
samfundstjeneste. Straffen for T1 blev fastsat som en tillægsstraf, jf. straffelovens § 89, til den
tidligere dom fra 2017 og en tidligere bødestraf. Efter straffelovens § 50, stk. 2, skulle T1 og
T2 også betale en tillægsbøde som nævnt ovenfor.
TfK 2015.186Ø: T straffet med 3 års fængsel samt en tillægsbøde på 24,275 mio. kr. for moms-
svig af særligt grov karakter efter straffelovens § 289. T havde som indehaver og leder af en
virksomhed forsætligt afgivet urigtige oplysninger til afgiftskontrollen, hvorved statskassen
blev unddraget moms for i alt 26.736.779 kr. Byretten fastsatte straffen til 3 års fængsel og i
overensstemmelse med anklagemyndighedens påstand en tillægsbøde på 24.275.000 kr. Byret-
ten gjorde i den forbindelse 2 år og 6 måneder af straffen betinget, idet byretten i formildende
retning lagde vægt på, at T havde anvendt pengene til den fortsatte drift af virksomheden efter
hendes ægtefælles død. Landsretten fandt ikke grundlag for at gøre straffen helt eller delvist
betinget, idet den omstændighed, at T havde ladet det unddragne beløb indgå i virksomhedens
drift, ikke kunne føre til andet resultat.
TfK 2013.509Ø: T straffet med 3 år og 6 måneders fængsel betinget samt en tillægsbøde på
19,1 mio. kr. for skattesvig af særligt grov karakter efter straffelovens § 289 ved at have undladt
at oplyse om udlodning fra et udenlandsk selskab og renteindtægter mv. fra en trust, som T
havde oprettet i udlandet. Herved blev det offentlige unddraget ikke under 19.101.514 kr. i skat.
Fængselsstraffen
blev under henvisning til T’s høje alder gjort betinget, jf. straffelovens § 82,
nr. 2 (med dissens for en delvist betinget dom). Ved straffastsættelsen blev der i øvrigt lagt vægt
på størrelsen af de unddragne skatter, skatteunddragelsens systematiske og professionelle ka-
rakter samt længden af det tidsrum, T unddrog skattebetalingen.
TfK 2013.150V: T straffet med 4 års fængsel samt en tillægsbøde på 20,45 mio. kr. for regi-
streringsafgiftsunddragelse af særligt grov karakter efter straffelovens § 289 ved at have afgifts-
berigtiget 278 parallelimporterede biler til en lavere værdi end de faktiske indkøbspriser med
tillæg af avance og merværdiafgift. Herved blev det offentlige unddraget knap 41 mio. kr. i
registreringsafgift. Ved straffastsættelsen blev der på den ene side lagt vægt på omfanget af
afgiftsunddragelsen, der var sket under anvendelse af fiktive bilag. På den anden side blev der
lagt vægt på den tid, der var gået, og at sagen havde ligget stille i flere perioder. Straffen blev
herefter nedsat med 1 år som følge af de formildende omstændigheder, jf. straffelovens § 82,
nr. 13. Byretten havde ikke idømt T en tillægsbøde efter straffelovens § 50, stk. 2, idet T ikke
ville være i stand til at betale bøden. Landsretten idømte T en tillægsbøde på 20.450.000 kr., da
dette er udgangspunktet ved grove skatte- og afgiftsunddragelser, og der var ikke efter sagens
omstændigheder grundlag for at fravige dette udgangspunkt.
TfK 2018.442Ø: T straffet med 4 års fængsel samt en tillægsbøde på 20,6 mio. kr. for momssvig
af særligt grov karakter efter straffelovens § 289 for et beløb på ca. 20,5 mio. kr., bedrageri af
1036
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0469.png
særligt grov beskaffenhed efter straffelovens § 279, jf. § 286, stk. 2, for et beløb på mindst 3,7
mio. kr. og forsøg herpå for 7,8 mio. kr., samt dokumentfalsk af særlig grov karakter efter
straffelovens § 172, stk. 2, jf. § 171. Ved straffastsættelsen blev der som skærpende omstæn-
dighed lagt vægt på, at der var tale om gentagne og systematiske unddragelser af moms for et
betydeligt beløb og over en lang periode. Det var desuden en skærpende omstændighed, at da
T blev opdaget i sin ulovlige virksomhed og blev forhindret i at unddrage det offentlige yderli-
gere beløb i moms, påbegyndte han en ny ulovlig virksomhed med dokumentfalsk og bedrageri
ved salg af fiktive fakturaer. Der blev endvidere lagt vægt på, at da SKAT indledte kontrol, blev
overtrædelserne forsøgt skjult af T med falske bilag og falske fabrikerede kontoudtog. Endelig
blev der i skærpende retning lagt vægt på, at det omhandlede selskab blev oprettet af T alene
med det formål at få en hurtigere udbetaling af det urigtige angivne negative momstilsvar. På
den anden side blev der taget hensyn til, at T havde aflagt en fuldstændig tilståelse, og at han
blev frakendt retten til at drive virksomhed i selskabsform. Der var ikke grundlag for at gøre
nogen del af straffen betinget, heller ikke med vilkår om samfundstjeneste, på grund af karak-
teren og alvoren af kriminaliteten. Straffen blev fastsat som en fællesstraf, jf. straffelovens §
61, stk. 1, med en tidligere dom på 30 dages fængsel for anden kriminalitet.
TfK 2022.34V: T straffet med 4 års fængsel samt en tillægsbøde på 71 mio. kr. for overtrædelse
af tobaksafgiftsloven af særligt grov karakter efter straffelovens § 289 ved i forening og efter
forudgående aftale eller fælles forståelse med 13 andre personer at have fremstillet mindst 41
mio. cigaretter på en professionelt indrettet cigaretfabrik, der ikke var autoriseret hos myndig-
hederne, og i den forbindelse undladt at betale tobaksafgifter til staten. Det offentlige blev her-
ved unddraget ca. 71 mio. kr. i tobaksafgifter. Navnlig under hensyn til størrelsen af unddra-
gelsen og til, at T ikke havde haft en ledende rolle, blev straffen fastsat som sket. Tillægsbøden
blev i medfør af straffelovens § 50, stk. 2, fastsat under hensyn til størrelsen af det unddragne
beløb.
U 2021.1450H: T straffet med 7 års fængsel samt en tillægsbøde på 15,275 mio. kr. for moms-
svig af særligt grov karakter efter straffelovens § 289 samt mandatsvig, bedrageri og skyldner-
svig af særligt grov beskaffenhed efter straffelovens § 280, § 279 og § 283, jf. § 286, stk. 2, til
dels forsøg herpå, jf. § 21, og dokumentfalsk, for et samlet beløb på ca. 635 mio. kr. T begik
forholdene som medindehaver, bestyrelsesmedlem, direktør og daglig leder i en virksomhed.
For Højesteret angik sagen alene spørgsmålet om straffastsættelse. Højesteret fandt, at der ikke
var grundlag for at anvende straffelovens § 88, stk. 1, 2. pkt., om, at straffen kan stige med
indtil det halve, hvis der foreligger særdeles skærpende omstændigheder. Højesteret fandt, at
straffen passende kunne fastsættes til 7 års fængsel og lagde navnlig vægt på lovovertrædelser-
nes karakter og grovhed,
herunder beløbenes størrelse, T’s centrale rolle i kriminaliteten, som
var planlagt og systematisk, og at T havde beriget sig selv med et stort millionbeløb. Der forelå
ikke omstændigheder, som kunne føre til en mildere straf. T blev endvidere idømt en
1037
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0470.png
tillægsbøde på 15.275.000 kr. i medfør af straffelovens § 50, stk. 2. Straffen blev fastsat som
en tillægsstraf, jf. straffelovens § 89, til tidligere bødestraffe.
4.3 Konklusion
I nedenstående er det i forbindelse med redegørelsen for strafniveauerne ikke anført, om der
har været tale om betinget eller ubetinget straf. Det fremgår af praksisgennemgangen ovenfor i
afsnit 4.2, om straffene i de enkelte sager er gjort betingede.
4.3.1 Straffelovens § 289, stk. 1
I sager om overtrædelse af skatte-, told-, afgifts- eller tilskudslovgivningen eller af straffelovens
§ 289 a af særligt grov karakter er der i den gennemgåede periode udmålt straffe på mellem 4
måneders fængsel (samt en tillægsbøde) og 7 års fængsel (samt en tillægsbøde) fordelt på 28
sager.
I den lave ende er der i en enkelt dom udmålt straf på 4 måneders fængsel samt en tillægsbøde
for overtrædelse af boafgiftsloven af særligt grov karakter, hvorved det offentlige blev unddra-
get ca. 520.000 kr. i gaveafgift. Tiltalte var endvidere skyldig i overtrædelse af straffelovens §
302, stk. 1, nr. 1 og 2, ved at have overtrådt bogføringsreglerne.
I to domme er der udmålt straffe på 6 måneders fængsel samt en tillægsbøde for skatte- og
momssvig af særligt grov karakter for 792.000 kr. og ca. 637.153 kr.
I tre domme blev straffen fastsat til 8 måneders fængsel samt en tillægsbøde for skatte- og
momsvig af særligt grov karakter for 950.000 kr., 911.146 kr. og 999.075 kr.
I en enkelt dom er der udmålt straf på 10 måneders fængsel samt en tillægsbøde for registre-
ringsafgiftsunddragelse af særligt grov karakter for 1.200.000 kr.
I fem domme er der udmålt straffe på 1 års fængsel samt en tillægsbøde for skatte- og momssvig
af særligt grov karakter samt anden lignende kriminalitet for 2.110.876 kr., 1.815.000 kr.,
1.487.363 kr., 1.761.795 kr. og ca. 1.200.000 kr. I to af sagerne var tiltalte tidligere straffet for
ligeartet kriminalitet.
I en enkelt dom blev straffen fastsat til 1 år og 3 måneders fængsel samt en tillægsbøde for
momssvig af særligt grov karakter for 2.476.280 kr. I denne sag var tiltalte tidligere straffet for
ligeartet kriminalitet.
I tre domme er der udmålt straffe på 1 år og 6 måneders fængsel, i to tilfælde med en tillægs-
bøde, for henholdsvis momssvig, skatte- og momssvig og overtrædelse af straffelovens § 289 a
1038
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
af særligt grov karakter for 4.676.701 kr., 2.241.780 kr. og 941.836 kr. I to af sagerne var tiltalte
tidligere straffet for ligeartet kriminalitet, og i sagen vedrørende overtrædelse af straffelovens
§ 289 a for et beløb på 941.836 kr. var tiltalte samtidig skyldig i andre forhold, bl.a. vold og
trusler.
I en enkelt dom blev straffen fastsat til 1 år og 8 måneders fængsel samt en tillægsbøde for
momssvig af særligt grov karakter for ca. 5.400.000 kr. Ved straffastsættelsen blev der lagt
vægt på, at der var tale om momsunddragelser af betydelige beløb som resultat af organiseret
svindel med flere medvirkende aktører, der løbende og systematisk havde misbrugt momsreg-
lerne til ”momskarruselsvig” ved brug af flere ”skraldespandsselskaber”.
I en enkelt dom er der endvidere udmålt straf på 1 år og 9 måneders fængsel samt en tillægsbøde
for moms- og skattesvig af særligt grov karakter for et samlet beløb på ca. 3.700.000 kr. Ved
straffastsættelsen blev der bl.a. lagt vægt på, at aktiviteterne var nøje planlagt på en måde, der
antageligvis tilsigtede at vanskeliggøre opklaring af unddragelsen ved at skjule aktiviteterne i
selskabets ”hvide” økonomi, ligesom aktiviteterne var udført i forening
med andre, herunder
ved brug af ”skraldespandsselskaber”.
I to domme er straffen udmålt til 2 års fængsel samt en tillægsbøde for skatte- og momssvig af
særligt grov karakter for henholdsvis 4.417.994 kr. og ca. 10.000.000 kr. Ved fastsættelsen af
straffen i sagen vedrørende ca. 10 mio. kr. blev der i formildende retning lagt vægt på sagsbe-
handlingstiden, der skyldtes både anklagemyndighedens og domstolenes forhold.
I en enkelt dom er der udmålt straf på 2 år og 6 måneders fængsel samt en tillægsbøde for
momssvig af særligt grov karakter for ca. 20.076.977 kr.
I to domme er straffen fastsat til 3 års fængsel samt en tillægsbøde for skatte-/momssvig af
særligt grov karakter for beløb på ca. 18.400.000 kr. og 26.736.779 kr.
I en enkelt dom er straffen fastsat til 3 år og 6 måneders fængsel og en tillægsbøde for skattesvig
af særligt grov karakter for ikke under 19.101.514 kr.
I tre domme er straffen fastsat til 4 års fængsel og en tillægsbøde for henholdsvis registrerings-
afgiftsunddragelse, momssvig og overtrædelse af tobaksafgiftsloven af særligt grov karakter, i
det ene tilfælde tillige bedrageri af særligt grov beskaffenhed og dokumentfalsk af særligt grov
karakter, for henholdsvis ca. 41.000.000 kr., ca. 24.000.000 kr. og ca. 71.000.000 kr.
1039
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0472.png
Endelig er der i en enkelt dom udmålt straf på 7 års fængsel i en sag, hvor tiltalte som medin-
dehaver, bestyrelsesmedlem, direktør og daglig leder i en virksomhed havde begået momssvig,
skyldnersvig, mandatsvig og bedrageri af særligt grov karakter, til dels forsøg herpå, samt do-
kumentfalsk for et beløb på ca. 635.000.000 kr. Ved fastsættelsen af straffen på 7 år blev der
navnlig lagt vægt på lovovertrædelsernes karakter og grovhed, herunder beløbenes størrelse,
tiltaltes centrale rolle i kriminaliteten, som var planlagt og systematisk, og på at tiltalte havde
beriget sig selv med et stort millionbeløb.
På baggrund af ovennævnte praksis ses straffen efter straffelovens § 289, stk. 1, navnlig at
afhænge af det beløb, der er opnået eller tilsigtet opnået ved forbrydelsen. Der ses således at
være en klar sammenhæng mellem beløbets størrelse og straffens længde. Med hensyn til en
eventuel tillægsbøde udmåles denne også i forhold til beløbets størrelse.
Ved strafudmålingen lægges der endvidere vægt på omstændighederne ved forbrydelsen, her-
under om gerningspersonen har forsøgt at sløre forbrydelsen og dermed opdagelsesrisikoen, om
forbrydelsen har haft karakter af systematisk eller organiseret svindel eller på anden vis har
været nøje planlagt, om gerningen er begået i forening med andre personer og i så fald tiltaltes
rolle heri samt længden af den periode, hvor forbrydelsen er begået, ligesom der lægges vægt
på, om gerningspersonen tidligere er straffet for ligeartet kriminalitet, og om gerningspersonen
har beriget sig selv. I flere sager er der i formildende retning lagt vægt på sagsbehandlingstiden.
På baggrund af ovennævnte praksis er det udvalgets vurdering, at domstolene i vidt omfang
udnytter strafferammen på 8 års fængsel i straffelovens § 289, stk. 1.
4.3.2 Straffelovens § 289, stk. 3, om overtrædelser af særlig grov beskaffenhed
Som det fremgår ovenfor, ses der kun ses at foreligge en enkelt trykt dom (TfK 2023.39Ø),
hvor straffelovens § 289, stk. 3, er citeret i dommen. I den pågældende sag blev tiltalte idømt 1
år og 9 måneders fængsel samt en tillægsbøde på 4,4 mio. kr. for moms- og skattesvig af særlig
grov karakter for et samlet beløb på ca. 3,7 mio. kr.
Tiltalte blev herved pålagt en tillægsbøde efter straffelovens § 50, stk. 2, der var forhøjet med
20 pct., jf. straffelovens § 289, stk. 3. Ved udmålingen heraf lagde landsretten vægt på, at for-
brydelsen var af særlig grov karakter, hvorfor niveauet for tillægsbøden skulle forhøjes med 20
pct. i forhold til normalstørrelsen for bøder i den pågældende type af sager, jf. § 289, stk. 3, og
forarbejderne hertil.
På baggrund af denne meget sparsomme praksis er det ikke muligt at drage mere generelle
konklusioner om, hvorvidt domstolene udmåler tillægsbøder i overensstemmelse med straffe-
lovens § 289, stk. 3.
1040
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
5. Straffelovens § 289 a om svig med nationale eller EU-midler
5.1 Lovgivning og forarbejder
Straffelovens § 289 a om bl.a. svig med nationale eller EU-midler har følgende ordlyd:
”§ 289 a. Med bøde eller fængsel indtil 1 år og 6 måneder straffes den, der til brug
for afgørelser om betaling eller tilbagebetaling af told eller afgifter til eller udbeta-
ling eller tilbagebetaling af tilskud eller støtte fra danske myndigheder eller De Eu-
ropæiske Fællesskabers institutioner eller andre fællesskabsorganer giver urigtige
eller vildledende oplysninger eller fortier oplysninger, herunder undlader at opfylde
en oplysningspligt af betydning for sagens afgørelse med forsæt til at unddrage sig
eller andre betaling eller med forsæt til at opnå uberettiget udbetaling til sig eller
andre.
Stk. 2.
På samme måde straffes den, der uretmæssigt udnytter en lovligt opnået for-
del med hensyn til betalinger som nævnt i stk. 1, og den, der uretmæssigt anvender
udbetalinger som nævnt i stk. 1 til andre formål end dem, de oprindelig var bevilget
til. Dette gælder dog ikke ydelser, der bevilges til privat brug.
Stk. 3.
Bestemmelserne i stk. 1 og 2 finder kun anvendelse, hvor anden lovgivning
ikke indeholder en tilsvarende regulering.
Stk. 4.
Overtrædelser af stk. 1 eller stk. 2 af særligt grov karakter straffes efter §
289.”
Bestemmelsen blev indført i straffeloven ved
lov nr. 228 af 4. april 2000.
Bestemmelsen havde
på dette tidspunkt følgende ordlyd:
”§ 289 a. Med bøde, hæfte eller fængsel
indtil 4 år straffes den, der til brug for
afgørelser om betaling til eller udbetaling fra De Europæiske Fællesskabers budget
eller budgetter, der forvaltes af eller for De Europæiske Fællesskaber, giver urigtige
eller vildledende oplysninger eller fortier oplysninger af betydning for sagens afgø-
relse med forsæt til at unddrage sig eller andre betaling eller med forsæt til at opnå
uberettiget udbetaling til sig eller andre. Udbetaling fra De Europæiske Fællesska-
bers budget m.v. omfatter også ordninger, der kun delvis er finansieret af EU-mid-
ler.
Stk. 2.
På samme måde straffes den, der uretmæssigt udnytter en lovligt opnået for-
del med hensyn til betalinger som nævnt i stk. 1, og den, der uretmæssigt anvender
udbetalinger som nævnt i stk. 1 til andre formål end dem, de oprindelig var bevilget
til.”
Lovændringen havde dels til formål at udmønte visse punkter fra regeringens handlingsplan
mod økonomisk kriminalitet og dels at gennemføre en række konventioner m.v., der var udar-
bejdet i EU, OECD og Europarådet med henblik på bekæmpelse af bestikkelse. Lovforslaget
1041
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
skulle desuden ses i sammenhæng med det arbejde, der foregik i Udvalget om økonomisk kri-
minalitet og datakriminalitet, der var nedsat som led i udmøntningen af regeringens handlings-
plan. Udvalget havde bl.a. til opgave at gennemgå straffelovens bestemmelser om berigelses-
forbrydelser samt vurdere behovet for skærpelser af strafniveauet for økonomisk kriminalitet.
De internationale tiltag på området, herunder i EU-regi, skulle ligeledes indgå i udvalgets ar-
bejde.
Med indførelsen af § 289 a tilsigtedes navnlig at opfylde Danmarks forpligtelser i henhold til
Konvention af 26. juli 1995 om beskyttelse af De Europæiske Fællesskabers finansielle inte-
resser, den såkaldte EU-svigskonvention.
Danmark var i medfør af EU-svigskonventionens artikel 1 bl.a. forpligtet til at kriminalisere
EU-svig. I lovforslaget drøftes to muligheder for kriminaliseringen heraf, idet følgende anføres,
jf. Folketingstidende 1999-00, tillæg A, side 229 ff.:
”3.5.1. EU-svigskonventionens
artikel 1 indeholder bl.a. definitionen af EU-svig og
afgrænser dermed det område, som konventionen forpligter til at kriminalisere, jf.
pkt. 3.1. Den adfærd, som efter artikel 1 skal være strafbar, vil i langt de fleste
tilfælde være omfattet af straffelovens § 279. Imidlertid må artikel 1 antages også
at medføre en pligt til at kunne straffe i tilfælde, hvor der ikke har foreligget en
bestemmende vildfarelse. Dette vil f.eks. gælde, hvis ikke blot den enkelte medar-
bejder er vidende om forholdet, men hele institutionen, hvor den pågældende er
ansat, ser igennem fingre med, at der sker uretmæssig udbetaling af midler fra bud-
getter, der forvaltes af eller for De Europæiske Fællesskaber.
Endvidere skal der være mulighed for at straffe i tilfælde, hvor fordele f.eks. i form
af støtte til et bestemt formål er opnået på retmæssigt grundlag, men hvor støtten
efterfølgende uretmæssigt anvendes til andre formål.
Som nævnt under pkt. 3.2, er der bl.a. i administrationslovene inden for landbrug
og fiskeri m.v. fastsat bestemmelser om strafansvar for personer, der til brug for
afgørelser om betaling af afgifter eller udbetaling af ydelser i henhold til vedkom-
mende forordning giver urigtige eller vildledende oplysninger eller fortier oplys-
ninger af betydning for sagens afgørelse, for at unddrage sig eller andre betaling af
afgifter eller opnå uberettiget udbetaling af ydelser til sig selv eller andre. Strafan-
svaret omfatter også den, der handler i strid med de vilkår, der er fastsat i en afgø-
relse om udbetaling af støtte eller afgiftsfritagelse.
Sådanne særlovsbestemmelser findes imidlertid ikke på alle områder, hvor der af
eller for De Europæiske Fællesskaber forvaltes budgetmidler. Som eksempel kan
peges på lovbekendtgørelse nr. 318 af 18. maj 1989 med senere ændringer om til-
skud til efteruddannelse inden for jordbrugserhvervene. Denne lov indeholder ikke
straffebestemmelser. Muligheden for at straffe svig i forbindelse med opnåelse af
1042
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
tilskud beror derfor på straffelovens bestemmelser, herunder navnlig § 279 om be-
drageri.
Som et andet eksempel kan nævnes lov nr. 335 af 1. maj 1996 om administration af
tilskud fra Den Europæiske Socialfond. Denne lov kriminaliserer i et vist omfang
adfærd i forbindelse med opnåelse af tilskud fra Den Europæiske Socialfond på
urigtigt grundlag. Efter § 13, stk. 3, jf. stk. 1, kan der således straffes i tilfælde, hvor
der i forbindelse med indgivelse af en ansøgning om tilskud fra Socialfonden eller
i forbindelse med gennemførelsen af et projekt med tilskud fra Socialfonden er af-
givet urigtige oplysninger eller fortiet omstændigheder, som er af betydning for be-
rettigelsen af det ydede tilskud, eller i øvrigt mod bedre vidende uberettiget modta-
get tilskud fra Socialfonden. Er der i forbindelse med indgivelse af ansøgning om
tilskud fra Socialfonden eller i forbindelse med gennemførelsen af et projekt med
tilskud fra Socialfonden udvist svigagtigt forhold, er der ligeledes mulighed for at
straffe, jf. § 13, stk. 3, jf. stk. 2. De nævnte forhold straffes efter lovens § 13, stk. 3,
med bøde, medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning. Der sigtes
herved bl.a. til straffelovens § 279 om bedrageri.
En model for gennemførelse af EU-svigskonventionens artikel 1 kunne være at gen-
nemgå de allerede gældende regler i særlovgivningen og foretage de tilpasninger,
som en sådan gennemgang måtte vise behov for, eventuelt suppleret med en »over-
bygningsbestemmelse« i straffeloven ad modum straffelovens § 289. En sådan
fremgangsmåde, der vil føre til en lang række ensartede bestemmelser i særlovgiv-
ningen, forekommer af lovtekniske grunde ikke hensigtsmæssig. En anden mulig-
hed er at gennemføre artikel 1 ved en ny, generel bestemmelse i straffeloven om
EU-svig. En sådan straffelovsbestemmelse vil dog ikke overflødiggøre en gennem-
gang af straffebestemmelserne i særlovgivningen, idet der på et senere tidspunkt
må tages stilling til, i hvilket omfang en sådan ny straffelovsbestemmelse medfører
behov for tilpasning, eventuelt ophævelse, af de nugældende straffebestemmelser i
særlovgivningen. Justitsministeriet finder efter en samlet vurdering af fordele og
ulemper ved de to modeller, at det vil være rigtigst, at artikel 1 i EU-svigskonven-
tionen gennemføres ved, at deri straffeloven indsættes en ny, generel bestemmelse,
som særligt tager sigte på forsætligt EU-svig. En sådan bestemmelse vil ikke blot
omfatte de gældende ordninger vedrørende EU's indtægter og udgifter, men også
de ordninger, der i fremtiden måtte blive indført.”
På denne baggrund blev der fremsat forslag om indførelse af en bestemmelse om EU-svig i
straffelovens § 289 a. Der fandtes på dette tidspunkt allerede en række straffebestemmelser om
EU-svig på visse særlovsområder, hvorfor den nye bestemmelse i § 289 a ifølge bemærknin-
gerne til ændringen, jf. Folketingstidende 1999-00, tillæg A, side 231, havde karakter af en
overbygning til straffebestemmelser i særlovgivningen. I forarbejderne til lovændringen drøftes
forholdet mellem straf efter straffelov og særlov. Herom fremgår følgende af de almindelige
bemærkninger, jf. Folketingstidende 1999-00, tillæg A, side 231:
”For så vidt angår særlovsområder, hvor der allerede i dag findes straffebestemmel-
ser om EU-svig, vil forholdet mellem den foreslåede bestemmelse i § 289 a og
1043
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
sådanne særlovsbestemmelser i princippet ikke adskille sig fra, hvad der gælder på
andre områder, hvor en straffelovsbestemmelse har karakter af en overbygning til
straffebestemmelser i særlovgivningen. Som eksempler kan nævnes forholdet mel-
lem skattekontrollovens § 13 og straffelovens § 289 og mellem momsloven og den
foreslåede udvidelse af straffelovens § 289, jf. bemærkningerne til § 1, nr. 7. Som
eksempler på andre overbygningsbestemmelser i straffeloven kan fra de senere år
nævnes § 192 a om grove våbenlovsovertrædelser, § 196 om grove miljøovertræ-
delser samt § 125 a om grov menneskesmugling.
Det her anførte gælder for så vidt både før og efter, at den nævnte eventuelle tilpas-
ning af særlovsbestemmelserne er gennemført. Når spørgsmålet om forholdet mel-
lem straffelov og særlov i det foreliggende tilfælde imidlertid kan stille sig lidt mere
kompliceret, skyldes det bl.a., at den foreslåede bestemmelse i § 289 a skal tjene
som overbygning til en lang række særlovsbestemmelser, hvor der f.eks. for nogles
vedkommende kun er bøde i strafferammen, mens andre indeholder hjemmel til
fængsel indtil 4 år, dvs. samme strafmaksimum som foreslået i § 289 a.
Om forholdet kan mere konkret anføres følgende:
Da den foreslåede bestemmelse i § 289 a kun omfatter forsætlige forhold, jf. straf-
felovens § 19, må spørgsmålet om et eventuelt strafansvar i anledning af uagtsomt,
eventuelt groft uagtsomt, forhold bedømmes efter straffebestemmelserne i særlov-
givningen. Forsætlige forhold, der f.eks. på grund af beløbets beskedne størrelse
kan afgøres med bøde, bør ligeledes henføres til særlovsbestemmelsen. Adgangen
til at idømme bøde for forsætlig EU-svig efter straffelovens § 289 a vil i så fald
navnlig få praktisk betydning på områder, hvor der ikke findes særlovsbestemmel-
ser. Forsætlige forhold, der er af en sådan grovhed, at der bør idømmes frihedsstraf,
henføres til straffelovsbestemmelsen, hvis særlovsbestemmelsen alene hjemler bø-
destraf. I de tilfælde, hvor særlovsbestemmelsen indeholder hjemmel til friheds-
straf, vil udgangspunktet være, at mindre grove forhold, der alene straffes med en
kortere frihedsstraf, henføres til særlovsbestemmelsen. Er der derimod tale om
grove forhold, forudsættes det, at straffelovsbestemmelsen anvendes. Dette gælder,
selv om den fængselsstraf, der konkret udmåles, måtte ligge inden for det strafmak-
simum, der er fastsat i særlovsbestemmelsen. Dette er i overensstemmelse med sæd-
vanlige principper om forholdet mellem særlovsbestemmelser og overbygningsbe-
stemmelser i straffeloven.”
Med indførelsen af bestemmelsen i § 289 a tilsigtedes ligeledes, at straffeloven skulle leve op
til en række andre artikler i EU-svigskonventionen. Af bemærkningerne til lovændringen frem-
går herom følgende, jf. Folketingstidende 1999-00, tillæg A, side 231 f.:
”3.5.2.
Som nævnt i pkt. 3.1, medfører EU-svigskonventionens
artikel 2
bl.a. pligt
til at sikre, at EU-svig i hvert fald i grove tilfælde, dvs. tilfælde, som angår et mind-
stebeløb på højst 50.000 ECU (efter 1. januar 1999 50.000 euro, for tiden ca.
370.000 kr.), kan straffes med frihedsstraf, der kan medføre udlevering.
1044
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
Gennemføres forslaget om EU-svig, jf. straffelovens § 289 a i lovforslagets § 1, nr.
8, vil der i tilfælde af EU-svig om beløb på minimum 370.000 kr. være mulighed
for at straffe med fængsel indtil 4 år. Der vil derfor også være mulighed for at ud-
levere i sådanne tilfælde, jf. ovenfor pkt. 3.4. Bl.a. på den baggrund medfører gen-
nemførelsen af artikel 2 ikke yderligere behov for lovgivning.
3.5.3. Artikel 3
fastsætter som nævnt i pkt. 3.1 pligt til at sikre, at virksomhedsledere
og andre med beslutnings- og kontrolbeføjelser i en virksomhed kan straffes i til-
fælde, hvor underordnede har begået EU-svig på virksomhedens vegne.
Pligten til at kunne straffe bestemmes af principperne i medlemsstaternes nationale
lovgivning.
På den baggrund må kriminaliseringspligten anses for opfyldt ved straffelovens be-
stemmelser om medvirken i § 23 og om tilregnelse i § 19 sammenholdt med den
foreslåede bestemmelse om EU-svig i § 289 a.
Gennemførelsen af artikel 3 medfører derfor ikke behov for yderligere lovgivning.
3.5.4. Artikel 4-7
i EU-svigskonventionen indeholder en række bestemmelser om
straffemyndighed, udlevering og retsforfølgning, pligt til samarbejde ved grænse-
overskridende kriminalitet samt forbud mod dobbelt strafforfølgning (ne bis in
idem), jf. pkt. 3.1.
Efter Justitsministeriets opfattelse opfylder de gældende danske regler om straffe-
myndighed og internationalt strafferetligt samarbejde m.v., jf. pkt. 3.3 og 3.4, de
forpligtelser, som følger af de nævnte bestemmelser i EU-svigskonventionen. Dette
forudsætter dog, at Danmark ved ratifikationen afgiver erklæring vedrørende for-
buddet mod dobbelt strafforfølgning, jf. konventionens artikel 7, stk. 2 og 4, sva-
rende til den erklæring, som blev afgivet ved ratifikationen af konventionen mellem
De Europæiske Fællesskabers medlemsstater om forbud mod dobbelt strafforfølg-
ning.
Der stilles på den baggrund ikke forslag om ændringer på dette område.”
Den adfærd, som efter EU-svigskonventionen skulle være strafbar, var i visse tilfælde allerede
omfattet af straffeloven, herunder især af straffelovens § 279 om bedrageri. Den nye bestem-
melse i § 289 a tog dog særligt sigte på EU-svig og udgjorde derfor en vis udvidelse af krimi-
naliseringen. Om bestemmelsens anvendelsesområde fremgår af de specielle bemærkninger til
bestemmelsen, jf. Folketingstidende 1999-00, tillæg A, side 267 f., bl.a. følgende:
”Bestemmelsen indebærer, at der gives mulighed for med bøde, hæfte eller fængsel
indtil 4 år at straffe den, der til brug for afgørelser om betaling til eller udbetaling
fra De Europæiske Fællesskabers budget eller budgetter, der forvaltes af eller for
De Europæiske Fællesskaber, giver urigtige eller vildledende oplysninger eller for-
tier oplysninger af betydning for sagens afgørelse med forsæt til at unddrage sig
1045
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
eller andre betaling eller med forsæt til at opnå uberettiget udbetaling til sig eller
andre.
Overtrædelsen fuldbyrdes ved afgivelsen af oplysningerne med det angivne videre-
gående forsæt. Den form for fortielse, der består i, at den pågældende helt undlader
at opfylde en oplysningspligt, fuldbyrdes på det tidspunkt, hvor oplysningerne
skulle have været afgivet.
Er der ved samme handling begået en overtrædelse af både § 279 og af den nye
bestemmelse i § 289 a, forudsættes forholdet alene pådømt efter § 289 a. Er der tale
om indsmugling af særlig grov karakter, henføres forholdet (som hidtil) under den
særlige overbygningsbestemmelse i straffelovens § 289, 2. pkt.
Efter bestemmelsen kan der endvidere straffes for EU-svig i tilfælde, hvor en person
uretmæssigt udnytter en lovligt opnået fordel med hensyn til betaling af ydelser
eller uretmæssigt anvender udbetalinger til andre formål end dem, de oprindelig var
bevilget til. Dette omfatter f.eks. tilfælde, hvor en støttemodtager har handlet i strid
med vilkår, som er fastsat eller som gælder for tildelingen af støtten. Denne form
for EU-svig fuldbyrdes på det tidspunkt, hvor fordelen uretmæssigt udnyttes, eller
hvor udbetalingen anvendes til uvedkommende formål.
Udtrykket
»betaling af ydelser til De Europæiske Fællesskabers budget eller bud-
getter, der forvaltes af eller for De Europæiske Fællesskaber«,
skal forstås på
samme måde som ordet »indtægter« i EU-svigskonventionens artikel 1, stk. 1, litra
b, jf. pkt. 3.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger. Det indebærer bl.a., at be-
stemmelsen omfatter afgifter, der er pålagt handelen med tredjelande inden for ram-
merne af den fælles landbrugspolitik, og afgifter, der er fastsat inden for rammerne
af den fælles markedsordning for sukker, samt told, der opkræves i handelen med
tredjelande. Bestemmelsen omfatter derimod ikke moms. Svig med moms vil imid-
lertid kunne straffes efter momslovens § 81, stk. 3, eller efter omstændighederne
straffelovens § 289,1. pkt., jf. lovforslagets § 1, nr. 7, og pkt. 2 i lovforslagets al-
mindelige bemærkninger.
Udtrykket
»udbetaling af ydelser fra De Europæiske Fællesskabers budget eller
budgetter, der forvaltes af eller for De Europæiske Fællesskaber«,
skal forstås på
samme måde som ordet »udgifter« i EU-svigskonventionens artikel 1, stk. 1, litra
a, jf. pkt. 3.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger. Det medfører bl.a., at be-
stemmelsen ikke alene omfatter tilskud og støtte, der forvaltes direkte over Fælles-
skabernes almindelige budget, men også tilskud og støtte, der er opført på budgetter,
som forvaltes af eller for Fællesskaberne, f.eks. Den Europæiske Udviklings- og
Garantifond for Landbruget og Den Europæiske Socialfond. Støtteordninger, som
kun delvist er finansieret af fællesskabsmidler, er tillige dækket af udtrykket, jf. §
289 a, stk. 1, 2. pkt. Det indebærer, at svindel med og misbrug af sådanne ordninger
i det hele behandles efter § 289 a.
Hverken den nugældende bestemmelse i straffelovens § 279 eller den foreslåede
supplerende bestemmelse i § 289 a om EU-svig er begrænset til danske forhold. De
pågældende bestemmelser vil derfor efter omstændighederne også kunne anvendes
1046
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
på fællesskabstjenestemænd, medlemmer af EU-Kommissionen, Europa-Parla-
mentet, EF-Domstolen og Revisionsretten i det omfang, forholdet er undergivet
dansk straffemyndighed efter bestemmelserne i straffelovens §§ 6-12.”
Ved
lov nr. 366 af 24. maj 2005
nyaffattedes bestemmelsen i § 289 a, således at den fik sin
nuværende ordlyd. Hvor bestemmelsen hidtil alene havde reguleret svig, der var rettet mod EU-
midler eller blandede midler, som består af både EU-midler og nationale midler, blev bestem-
melsen med lovændringen udvidet til også at omfatte beskyttelse af nationale afgifter samt
støtte- og tilskudsmidler. Hermed tilsigtedes at etablere en mere ensartet strafferetlig beskyt-
telse mod berigelseskriminalitet rettet mod offentlige midler, uanset om disse stammede fra EU
eller fra danske myndigheder.
Lovforslaget byggede bl.a. på betænkning nr. 1396/2001, som Justitsministeriets udvalg om
økonomisk kriminalitet og datakriminalitet (Brydensholt-udvalget) havde afgivet.
Med lovændringen blev anvendelsesområdet for bestemmelsen i § 289 a udvidet. Om anven-
delsesområdet for den nyaffattede bestemmelse fremgår af de specielle bemærkningerne til be-
stemmelsen, jf. Folketingstidende 2004-05, 2. samling, tillæg A, side 390, følgende:
”Den foreslåede bestemmelse viderefører gerningsindholdet i den nugældende §
289 a om EU-svig, men udvider bestemmelsen til. også at finde anvendelse på svig
med nationale støtte- og tilskudsmidler. Bestemmelsen tilsigter således at etablere
en ensartet beskyttelse mod svig med offentlige midler, uanset om der er tale om
EU-midler, nationale midler eller en blanding heraf.
Bestemmelsen omhandler for det første midler, der udbetales af eller skal tilbage-
betales til danske myndigheder. Dette begreb skal forstås på samme måde som i
straffelovens §§ 164-165, der vedrører offentlig myndighed.
Bestemmelsen omhandler for det andet midler, der udbetales af eller skal tilbage-
betales til De Europæiske Fællesskabers institutioner eller andre fællesskabsorga-
ner. Herved menes - som efter den nugældende § 289 a
–
betaling til eller udbetaling
fra De Europæiske Fællesskabers budget eller budgetter, der forvaltes af eller for
De Europæiske Fællesskaber. I begge tilfælde er det uden betydning, om midlerne
formidles via et mellemled, der ikke kan karakteriseres som en dansk myndighed
eller et EU-organ, idet det afgørende er, om der reelt er tale om en afgift til eller
tilskud fra disse.
Bestemmelsen omfatter i overensstemmelse med EU-svigskonventionen de midler,
der har form af told, afgifter, tilskud eller støtte. For så vidt angår afgift skal dette
forstås som en fiskal begrundet generel national afgift, der pålægges alle eller visse
grupper efter faste kriterier, og hvor afgiftssatsen er den samme for alle regulerede.
Bestemmelsen omfatter således ikke afgifter, der har pønal karakter, eller som har
karakter af et vederlag for en ydelse.
1047
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
Bestemmelsens
stk. 1
omhandler både den, der handler aktivt i forbindelse med
svigen ved at afgive urigtige eller vildledende oplysninger, samt den, der forholder
sig passiv ved at fortie oplysninger eller ved at
undlade
at opfylde en oplysnings-
pligt.
I begge tilfælde er det efter bestemmelsen et krav, at den pågældende har forsæt til
at unddrage sig eller andre betaling eller har forsæt til at opnå uberettiget udbetaling
til sig selv eller andre.
Det er derimod ikke et krav, at der hos den pågældende myndighed foreligger en
bestemmende vildfarelse. Bestemmelsen giver således - i lighed med den nugæl-
dende § 289 a
–
hjemmel til at straffe forsætlig svig, selv om der ikke hos myndig-
heden har foreligget en bestemmende vildfarelse, eksempelvis fordi der i hele myn-
digheden ses igennem fingre med, at der svindles med de pågældende midler.
Overtrædelsen fuldbyrdes på det tidspunkt, hvor de urigtige eller vildledende op-
lysninger gives, eller hvor en oplysningspligt skulle have været opfyldt.
Efter den foreslåede
stk. 2
kan også visse efterfølgende handlinger i relation til de
omhandlede midler straffes. Bestemmelsen vedrører den, der uretmæssigt udnytter
en lovlig opnået fordel med hensyn til de omhandlede betalinger, og den, som uret-
mæssigt anvender udbetalinger til andre formål end dem, de oprindeligt var bevilget
til. En sådan »efterfølgende svig« kan eksempelvis foreligge, hvis et tilskud er ud-
betalt i overensstemmelse med retningslinjerne herfor, men hvor modtageren efter-
følgende anvender midlerne i strid med de vilkår, der er fastsat for tildeling af til-
skuddet.
Overtrædelse af stk. 2 fuldbyrdes på det tidspunkt, hvor fordelen uretmæssigt ud-
nyttes, eller hvor udbetalingen udnyttes til uvedkommende formål. Det følger af
lovforslaget, at denne del af den foreslåede § 289 a ikke skal finde anvendelse på
ydelser, der er bevilget til privat brug. Dette begreb er bredere end begrebet »sæd-
vanligt underhold«, der anvendes i straffelovens § 290, stk. 3, om hæleri. Eksem-
pelvis vil tilskud til erhvervelse af et handicapkøretøj være at betragte som midler
bevilget til privat brug, men næppe en del af sædvanligt underhold.”
Ændringen indebar desuden, at det i bestemmelsens stk. 3 blev angivet, at bestemmelserne i
stk. 1 og 2 alene finder anvendelse, hvis der ikke i anden lovgivning er en tilsvarende regulering.
Herved fastslås, at bestemmelsen i § 289 a er subsidiær i forhold til særlovgivningen. Om be-
tydningen heraf fremgår af bemærkningerne til lovændringen, jf. Folketingstidende 2004-05,
2. samling, tillæg A, side 391, følgende:
”I den foreslåede § 289 a, stk. 3, angives, at bestemmelserne i stk. 1 og 2 kun finder
anvendelse, hvis der ikke i anden lovgivning er en tilsvarende regulering. Heraf
følger, at § 289 a er subsidiær i forhold til særlovgivningen, således at
1048
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
særlovgivningen har forrang i det omfang, der heri er bestemmelser, hvis gernings-
indhold svarer til den foreslåede § 289 a.
Med formuleringen tilsvarende regulering menes således, at den pågældende særlov
skal indeholde en fuldstændig, selvstændig straffehjemmel, og ikke hverken ud-
trykkelig eller forudsat kun have straffebestemmelser vedrørende mindre grove
overtrædelser, mens grovere overtrædelser er forudsat henført under straffeloven.
En lang række særlovsbestemmelser indeholder angivelse af en straf, der efterføl-
ges af en formulering i lighed med »medmindre strengere straf er forskyldt efter
anden lovgivning« eller »medmindre strengere straf er forskyldt efter straffeloven«.
Det forudsættes, at sådanne henvisninger fremover betragtes som en henvisning til
den foreslåede § 289 a. Dette får som konsekvens, at § 289 a bliver anvendelig i
forhold til overtrædelser af den pågældende særlov, idet særlovsbestemmelsen så-
ledes ikke indeholder en fuldstændig og selvstændig straffehjemmel
–
dvs. særlo-
ven indeholder i så fald ikke en »tilsvarende regulering«.
Den foreslåede systematik indebærer, at den foreslåede § 289 a finder anvendelse
(1) hvis der ikke e en særlovgivning på området, (2) hvis der ikke i særlovgivningen
er en gerningsbeskrivelse, der svarer til § 289 a, (3) hvis der ikke i særlovgivningen
er straffebestemmelser eller (4) hvis særlovgivningen indeholder en henvisning til
straffelovens bestemmelser.”
Med lovændringen blev strafmaksimum for overtrædelser af § 289 a, stk. 1 og 2, nedsat fra
fængsel indtil 4 år til fængsel indtil 1 år og 6 måneder. Er der tale om særligt grove overtrædel-
ser af § 289 a, kan forholdet efter lovændringen henføres til overbygningsbestemmelsen i den
med lovforslaget foreslåede § 289, hvorefter strafferammen er fængsel indtil 8 år. Spørgsmålet
om strafferammen i § 289 a havde været genstand for drøftelser i Udvalget om økonomisk
kriminalitet og datakriminalitet. Om udvalgets drøftelser anføres i forarbejderne, jf. Folketings-
tidende 2004-05, 2. samling, tillæg A, side 371:
”Udvalget
har overvejet, hvilken strafferamme den foreslåede § 289 a bør inde-
holde. Udvalget finder, bl.a. under hensyn til at sociale ydelser som udgangspunkt
foreslås omfattet af bestemmelsens anvendelsesområde, at strafmaksimum bør
følge straffelovens § 285, der angiver normalstrafferammen for berigelsesforbry-
delser. Udvalget foreslår derfor, at overtrædelser af den foreslåede § 289 a straffes
med bøde eller fængsel indtil l år og 6 måneder.
Udvalget foreslår samtidig, at grove overtrædelser af § 289 a skal kunne straffes
efter den foreslåede § 289. § 289 a bør derfor
–
i overensstemmelse med den lov-
tekniske løsning, der er foreslået af udvalget
– indeholde en henvisning til § 289.”
Justitsministeriet tilsluttede sig udvalgets forslag med hensyn til strafferammen i § 289 a.
1049
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0482.png
5.2 Praksis
5.2.1 Praksis vedrørende straffelovens § 289 a, stk. 1
Som det fremgår ovenfor, er strafferammen for overtrædelse af straffelovens § 289 a, stk. 1,
bøde eller fængsel indtil 1 år og 6 måneder.
Nedenstående gennemgang af retspraksis er afgrænset således, at den bygger på trykt praksis
siden indførelsen af bestemmelsen i 2000, hvor der hovedsageligt kun er domfældt for overtræ-
delse af straffelovens § 289 a, stk. 1, uden anden kriminalitet til samtidig pådømmelse af væ-
sentlig betydning for straffen, og hvor straffen så vidt muligt ikke er fastsat som fællesstraf med
en tidligere straf eller med en reststraf fra en prøveløsladelse, jf. straffelovens § 61, eller som
tillægsstraf til en tidligere straf, jf. straffelovens § 89 (dvs. ”rene”
tilfælde).
Det bemærkes, at gennemgangen ikke omfatter domme om overtrædelse af § 289 a, stk. 1, hvor
straffen er blevet skærpet i medfør af straffelovens § 81 d, idet bestemmelsen i § 81 d nu er
ophævet og alene fandt anvendelse i en relativt kort periode til imødegåelse af svindel med
hjælpepakker mv. under Covid-19-epidemien.
Dommene er oplistet efter straffens længde. I gennemgangen er dommene ikke opdelt efter, om
den fastsatte straf er ubetinget eller betinget, herunder med vilkår om samfundstjeneste, idet
længden af fængselsstraffen som udgangspunkt antages at afspejle rettens vurdering af den på-
dømte kriminalitets alvor, mens spørgsmålet om betinget dom i højere grad beror på konkrete
omstændigheder ved tiltaltes personlige forhold. Se de generelle bemærkninger herom i kapitel
1, afsnit 4.
Fra retspraksis kan der henvises til følgende afgørelser:
TfK 2014.769/2V: T straffet med 50 dages fængsel betinget for medvirken til overtrædelse af
straffelovens § 289 a, stk. 1, jf. § 23, ved i en periode på knap et halvt år at have medvirket til,
at tre personer uberettiget fik udbetalt SU som udeboende. Efter forudgående aftale lod T de
pågældende personer tilmelde sig folkeregisteret på T’s bopæl, selvom de stadig boede hos
deres forældre. T medvirkede herved til, at SU-styrelsen udbetalte i alt 28.884 kr. for meget i
SU til de tre personer. Ved straffastsættelsen blev der lagt vægt på, at T var ustraffet, og at han
havde tilladt de tre personer at tilmelde sig folkeregisteret på sin adresse og dermed gjort det
muligt for dem uberettiget at få udbetalt SU som udeboende.
TfK 2009.94Ø: T straffet med 60 dages fængsel betinget for overtrædelse af straffelovens §
289 a, stk. 1, samt overtrædelse af lov om euforiserende stoffer ved i 16 tilfælde svigagtigt at
have benyttet en anden persons identitet til at formå en læge samt lægevagten til at udskrive
recepter på ketogan, som hun hentede og var i besiddelse af til eget forbrug. Sygesikringen blev
1050
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0483.png
herved påført et ikke nærmere specificeret tab. T var tidligere straffet i 2005 med 60 dages
betinget fængsel for et tilsvarende forhold. Byretten fastsatte straffen til 30 dages ubetinget
fængsel og lagde vægt på, at T havde misbrugt sit arbejde og skaffet sig et ikke ubetydeligt
antal ketogantabletter, samt at hun tidligere var straffet for tilsvarende kriminalitet. Som følge
heraf fandt byretten, at straffen ikke kunne gøres betinget, heller ikke med vilkår om samfunds-
tjeneste. Landsretten forhøjede straffen til 60 dages
fængsel, men gjorde under hensyn til T’s
personlige forhold, herunder hendes helbredsforhold, straffen betinget (dissens for ubetinget
fængsel).
TfK 2014.450Ø: T straffet med 60 dages fængsel betinget for overtrædelse af straffelovens §
289 a, stk. 1, ved fra april til juli 2011 uberettiget at have modtaget ca. 36.500 kr. i kontanthjælp,
idet T undlod at oplyse kommunen om, at hun i den pågældende periode modtog løn fra et
hospital, hvor hun var ansat med løntilskud. Byretten fastsatte straffen til 30 dages betinget
fængsel og lagde vægt på karakteren og omfanget af overtrædelsen. I formildende retning lagde
byretten vægt på, at T var ustraffet, at der var gået to år fra gerningstidspunktet til dom, og at T
havde overholdt en afdragsordning. Landsretten forhøjede straffen til 60 dages fængsel og til-
trådte, at straffen skulle være betinget.
TfK 2012.315V: T straffet med 3 måneders fængsel betinget for overtrædelse af straffelovens
§ 289 a, stk. 1, ved i en periode på 1 år uberettiget at have fået udbetalt 53.513 kr. for meget i
aktiveringsydelse og dagpenge fra sin a-kasse, idet T undlod at påføre det korrekte antal ar-
bejdstimer og lønindtægter fra tolkeoversættelsesarbejde på sine dagpengekort. Navnlig under
hensyn til, at anmeldelsen af forholdet var sket i oktober 2009, at der først var rejst tiltale i
januar 2011, og til den tid der samlet set var forløbet, siden forholdet var begået i 2007, blev
straffen gjort betinget uden vilkår om samfundstjeneste.
TfK 2022.218V: T straffet med 3 måneders fængsel betinget med vilkår om samfundstjeneste
for overtrædelse af straffelovens § 289 a, stk. 1, ved som direktør i en virksomhed at have
afgivet urigtige oplysninger i en ansøgning til Erhvervsstyrelsen om lønkompensation i forbin-
delse med Covid-19-epidemien med forsæt til at opnå uberettiget udbetaling af tilskud eller
støtte til sig selv eller andre på ca. 44.000 kr. Det fremgik af ansøgningen, at tre ansatte var
blevet hjemsendt i en nærmere angiven periode til trods for, at ingen af dem var hjemsendt. T
fik herved Erhvervsstyrelsen til at udbetale 235.483,86 kr. som lån, kredit, støtte, tilskud eller
lignende kompensation fra hjælpepakker til imødegåelse af skadevirkningerne ved COVID-19-
epidemien, hvoraf de ca. 44.000 kr. vedrørte den nærmere angivne periode. Ved straffastsæt-
telsen blev der lagt vægt på forholdets karakter og størrelsen af det udbetalte beløb. Da T ikke
tidligere var straffet og havde gode personlige forhold, var det forsvarligt at gøre straffen be-
tinget med vilkår om samfundstjeneste (dissens for ubetinget fængsel). En påstand fra anklage-
myndigheden om, at T skulle idømmes en tillægsbøde efter straffelovens § 50, stk. 2, blev ikke
1051
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0484.png
taget til følge. Som begrundelse herfor anførte byretten, at der efter en samlet vurdering ikke
var tilstrækkeligt grundlag for en tillægsbøde. Landsretten tiltrådte, at T ikke skulle idømmes
en tillægsbøde.
TfK 2011.1074Ø: T straffet med 4 måneders fængsel betinget for overtrædelse af straffelovens
§ 289 a, stk. 1, ved svigagtigt at have givet urigtige oplysninger til sin a-kasse i årene 2007-
2008 om, at han havde færre lønnede arbejdstimer, end hvad han reelt havde. T bestemte herved
a-kassen til at udbetale 64.734 kr. for meget i supplerende dagpenge. På baggrund af forholdets
alder, og da T var ustraffet og afdrog på det skyldige beløb, blev straffen gjort betinget.
TfK 2015.711Ø: T straffet med 4 måneders fængsel betinget for overtrædelse af straffelovens
§ 289 a ved uberettiget at have modtaget ca. 64.000 kr. i dagpenge, idet T ikke oplyste a-kassen
om, at hun havde job i en kommune samtidig med, at hun modtog supplerende dagpenge. Straf-
fen blev gjort betinget, da T var ustraffet, havde gode personlige forhold og afdrog på gælden.
TfK 2017.671Ø: T straffet med 4 måneders fængsel betinget for overtrædelse af straffelovens
§ 289 a ved at have undladt at oplyse om deltidsarbejde, hvorved T fik udbetalt ca. 79.000 kr.
for meget i dagpenge (dissens for at frifinde T).
TfK 2014.1116V: T straffet med 5 måneders fængsel betinget med vilkår om samfundstjeneste
for overtrædelse af straffelovens § 289 a, stk. 1, ved over en periode på ca. 2 år uberettiget at
have fået udbetalt 100.161 kr. i dagpenge og feriedagpenge fra sin a-kasse. T havde svigagtigt
undladt at oplyse a-kassen om, at hun havde lønnet arbejde i videre omfang end det, hun havde
indberettet på dagpengekort. Ved straffastsættelsen blev der lagt vægt på størrelsen af det ud-
betalte beløb. Efter forholdets karakter og under hensyn til, at T ikke tidligere var straffet, fand-
tes det forsvarligt at gøre straffen betinget med vilkår om samfundstjeneste.
TfK 2022.14Ø: T straffet med 5 måneders fængsel betinget med vilkår om samfundstjeneste
for overtrædelse af straffelovens § 289 a ved som direktør og ejer af et selskab at have indgivet
ansøgning til Erhvervsstyrelsen om udbetaling af knap 108.000 kr. i lønkompensation fra Co-
vid-19-hjælpepakker til et fiktivt antal ansatte. Ansøgningen var indgivet inden ikrafttrædelsen
af lov nr. 349 af 2. april 2020, hvor straffen for lovovertrædelser med baggrund i Covid-19-
epidemien blev skærpet efter straffelovens § 81 d. Byretten fastsatte straffen til 5 måneders
fængsel, som efter lovovertrædelsens sammenhæng med de særlige forhold omkring Covid-19-
epidemien blev gjort ubetinget. Landsretten fandt straffen passende udmålt, men fandt efter
forholdets karakter og under hensyn til, at T ikke tidligere var straffet, at straffen kunne gøres
betinget med vilkår om samfundstjeneste.
1052
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0485.png
TfK 2016.1463/2V: T1 og T2 straffet med 6 måneders fængsel betinget for overtrædelse af
straffelovens § 289 a, stk. 1, ved som fraskilte ægtefæller, der var registreret på hver sin adresse,
men som reelt boede sammen, uberettiget at have fået udbetalt ca. 215.000 kr. for meget i so-
ciale ydelser over en periode på knap 1 år. Ved straffastsættelsen blev der på den ene side lagt
vægt på forholdets karakter og størrelsen af det beløb, som de havde bedraget for. På den anden
side blev der lagt vægt på, at begge tiltalte var ustraffede og på det oplyste om deres personlige
forhold.
TfK 2014.253Ø: T straffet med 9 måneders fængsel betinget for overtrædelse af straffelovens
§ 289 a, stk. 1, ved i perioden fra 2006 til 2008 uberettiget at have modtaget 408.924 kr. i
kontanthjælp ved at have fortiet, at T havde lønnet arbejde i et bageri. Byretten fastsatte straffen
til 9 måneders fængsel, hvoraf 6 måneder blev gjort betinget. Landsretten tiltrådte strafudmå-
lingen på 9 måneders fængsel, men gjorde under hensyn til T’s personlige forhold og det tids-
rum, der var forløbet, siden forholdet var begået, herunder den lange sagsbehandlingstid, i det
hele straffen betinget (dissens for at stadfæste byrettens delvist betingede dom).
TfK 2015.268/2Ø: T straffet med 1 års fængsel for overtrædelse af straffelovens § 289 a, stk.
1, ved over en periode på knap 3 år svigagtigt at have undladt at oplyse sin a-kasse om, at T
drev selvstændig virksomhed som kunsthandler. T fik som følge heraf uberettiget udbetalt
537.237 kr. i dagpenge. T var tidligere straffet i 2009 med 5 måneders betinget fængsel med
vilkår om samfundstjeneste for bedrageri. Byretten fastsatte straffen til 1 år og 3 måneders
fængsel, men under hensyn til størrelsen af det modtagne beløb, den lange periode, og da T
tidligere, ca. �½ år inden forholdet tog sin begyndelse, var straffet for berigelseskriminalitet,
fandt landsretten, at straffen passende kunne fastsættes til 1 års fængsel. Af samme grunde var
der ikke er grundlag for at gøre straffen helt eller delvist betinget, herunder med vilkår om
samfundstjeneste.
5.2.2 Praksis vedrørende straffelovens § 289 a, stk. 2
Som det fremgår ovenfor, er strafferammen for overtrædelse af straffelovens § 289 a, stk. 2,
bøde eller fængsel indtil 1 år og 6 måneder.
Der ses ikke at foreligge sager, hvor straffelovens § 289 a, stk. 2, har været anvendt i praksis.
5.2.3 Praksis vedrørende straffelovens § 289 a, stk. 4
Som det fremgår ovenfor, kan straffen for overtrædelser af straffelovens § 289 a, stk. 1 eller
stk. 2, der er af særligt grov karakter efter § 289 a, stk. 4, stige til fængsel indtil 8 år efter den
skærpede strafferamme i straffelovens § 289.
1053
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0486.png
Nedenstående gennemgang af retspraksis er afgrænset således, at den bygger på trykt praksis
siden indførelsen af § 289 a, stk. 4, i 2005 ved lov nr. 366 af 24. maj 2005.
Der ses kun at foreligge en enkelt trykt dom, hvor forholdet er henført under straffelovens §
289 a, stk. 4, jf. § 289:
TfK 2018.432V: T straffet med 1 år og 6 måneders fængsel for navnlig socialbedrageri af sær-
ligt grov karakter efter straffelovens § 289 a, stk. 1, jf. stk. 4, jf. § 289, stk. 1, ved over en
flerårig periode at have begået socialbedrageri over for det offentlige ved uberettiget at have
modtaget pension og boligstøtte for et betydeligt beløb, selvom han var flyttet fra Danmark og
reelt boede og opholdt sig i England. T opnåede herved uberettiget udbetaling på 941.836 kr. T
var herudover skyldig i nogle mindre forhold, bl.a. vold efter straffelovens § 244 og trusler efter
straffelovens § 266. T var tidligere straffet i 2003 med 3 års fængsel for bl.a. bedrageri af særligt
grov beskaffenhed og i 2012 med 40 dages fængsel for tyveri. Ved straffastsættelsen blev der
ud over den begåede vold navnlig lagt vægt på, at T vedvarende over en periode på flere år
havde begået bedrageri over for det offentlige for et betydeligt beløb. Efter navnlig karakteren
af socialbedrageriet
sammenholdt med T’s forstraffe var der ikke grundlag for at gøre nogen
del af straffen betinget, heller ikke med vilkår om samfundstjeneste. Straffen blev til dels fastsat
som en tillægsstraf, jf. straffelovens § 89, til den tidligere dom på 40 dages fængsel.
5.3 Konklusion
I nedenstående er det i forbindelse med redegørelsen for strafniveauerne ikke anført, om der
har været tale om betinget eller ubetinget straf. Det fremgår af praksisgennemgangen ovenfor i
afsnit 5.2, om straffene i de enkelte sager er gjort betingede.
5.3.1 Straffelovens § 289 a, stk. 1 og 2
I sager om overtrædelse af straffelovens § 289 a, stk. 1, er der i den gennemgåede periode
udmålt straffe på mellem 50 dages fængsel og 1 års fængsel fordelt på 13 domme.
Der ses ikke at foreligge sager, hvor straffelovens § 289 a, stk. 2, har været anvendt i praksis.
For så vidt angår domme om overtrædelse af straffelovens § 289 a, stk. 1, er der i den lave ende
udmålt straf på 50 dages fængsel i en sag, hvor tiltalte havde medvirket til, at tre personer ube-
rettiget fik udbetalt SU som udeboende for i alt 28.884 kr.
I to domme er der udmålt straffe på 60 dages fængsel. I den ene sag havde tiltalte i 16 tilfælde
benyttet en anden persons identitet til at formå en læge og lægevagten til at udskrive recepter
på ketogan, som hun hentede, hvorved sygesikringen blev påført et ikke nærmere specificeret
tab. Tiltalte blev i den forbindelse også dømt for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer
1054
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
og var tidligere straffet for et tilsvarende forhold. I den anden sag havde tiltalte uberettiget
modtaget ca. 36.500 kr. i kontanthjælp, og ved strafudmålingen blev der bl.a. lagt vægt på, at
der var gået to år fra gerningstidspunktet til dom, og at tiltalte havde overholdt en afdragsord-
ning.
I to domme er der udmålt straffe på 3 måneders fængsel for socialbedrageri med hensyn til
henholdsvis 53.513 kr. og ca. 44.000 kr.
I tre domme er straffen fastsat til 4 måneders fængsel for socialbedrageri med hensyn til 64.734
kr., ca. 64.000 kr. og ca. 79.000 kr.
I to domme er straffen fastsat til 5 måneders fængsel for socialbedrageri med hensyn til hen-
holdsvis 100.161 kr. og 108.000 kr.
I en enkelt dom er straffen fastsat til 6 måneders fængsel for socialbedrageri vedrørende ca.
215.000 kr. over en periode på knap 1 år.
I den højere ende er der udmålt straf på 9 måneders fængsel i en sag, hvor tiltalte over en periode
på ca. 2 år uberettiget havde modtaget 408.924 kr. i kontanthjælp.
Endelig er der i en enkelt dom udmålt straf på 1 års fængsel for socialbedrageri over en knap 3
år lang periode, hvor tiltalte uberettiget fik udbetalt 537.237 kr. Tiltalte var tidligere straffet
med 5 måneders betinget fængsel med vilkår om samfundstjeneste for bedrageri, og straffen
blev fastsat under hensyn til størrelsen af det modtagne beløb, den lange periode, og da tiltalte
tidligere, ca. et halvt år inden forholdet tog sin begyndelse, var straffet for berigelseskriminali-
tet.
På baggrund af ovennævnte praksis kan det konstateres, at straffen for overtrædelse af straffe-
lovens § 289 a, stk. 1, navnlig fastsættes under hensyn til det beløb, som svigen har vedrørt.
Endvidere indgår det i strafudmålingen, om tiltalte tidligere er straffet for ligeartet kriminalitet.
I nogle sager indgår det også, om tiltalte har indgået en afdragsordning og afdrager på beløbet,
ligesom sagsbehandlingstiden i nogle sager er tillagt vægt i formildende retning.
Strafferammen i straffelovens § 289 a, stk. 1, er bøde eller fængsel indtil 1 år og 6 måneder.
Det kan konstateres, at der i den gennemgåede praksis navnlig er udmålt straffe i den lave ende
af strafferammen, idet straffene hovedsageligt er udmålt i den nederste tredjedel af strafferam-
men. Der er dog samtidig eksempler på, at straffen er udmålt omkring midten af strafferammen,
jf. dommene på 9 måneders fængsel og 1 års fængsel.
1055
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0488.png
5.3.2 Straffelovens § 289 a, stk. 4
For så vidt angår overtrædelser af straffelovens § 289 a, der henføres under den skærpede straf-
feramme i straffelovens § 289, jf. straffelovens § 289 a, stk. 4, ses der i den gennemgåede
periode kun at være afsagt en enkelt trykt dom, hvor forholdet er henført herunder.
I den pågældende dom blev straffen fastsat til 1 år og 6 måneders fængsel i en sag, hvor tiltalte
over en flerårig periode havde begået socialbedrageri ved uberettiget at have modtaget pension
og boligstøtte for et betydeligt beløb, selvom han var flyttet fra Danmark og reelt boede og
opholdt sig i England. Tiltalte opnåede herved en uberettiget udbetaling på 941.836 kr. Tiltalte
var samtidig skyldig i nogle mindre forhold, bl.a. simpel vold og trusler. Han var tidligere straf-
fet med 3 års fængsel for bl.a. bedrageri af særligt grov beskaffenhed og med 40 dages fængsel
for tyveri. Ved straffastsættelsen blev der ud over den begåede vold navnlig lagt vægt på, at
tiltalte vedvarende over en periode på flere år havde begået bedrageri over for det offentlige for
et betydeligt beløb. Straffen blev til dels fastsat som en tillægsstraf til den tidligere dom på 40
dages fængsel.
På baggrund af denne meget sparsomme praksis vurderes det ikke muligt at drage mere gene-
relle konklusioner om strafniveauet i sager omfattet af straffelovens § 289 a, stk. 4. Dog kan
det konstateres, at straffen i den ovenfor omtalte dom er udmålt noget over straffene, som er
udmålt i sager om overtrædelse af straffelovens §§ 289 a, stk. 1 og 2.
6. Straffelovens § 290 om hæleri
6.1 Lovgivning og forarbejder
Straffelovens § 290 om hæleri har følgende ordlyd:
”§ 290. For hæleri
straffes med bøde eller fængsel indtil 1 år og 6 måneder den,
som uberettiget modtager eller skaffer sig eller andre del i udbytte, der er opnået
ved en strafbar lovovertrædelse, og den, der uberettiget ved at skjule, opbevare,
transportere, hjælpe til afhændelse eller på lignende måde efterfølgende virker til at
sikre en anden udbyttet af en strafbar lovovertrædelse, medmindre forholdet er om-
fattet af § 290 a.
Stk. 2.
Straffen kan stige til fængsel i 6 år, når hæleriet er af særligt grov beskaffen-
hed navnlig på grund af forbrydelsens erhvervsmæssige eller professionelle karak-
ter eller som følge af den opnåede eller tilsigtede vinding, eller når et større antal
forbrydelser er begået.
Stk. 3.
Straf efter denne bestemmelse kan ikke pålægges den, som modtager udbytte
til sædvanligt underhold fra familiemedlemmer eller samlever, eller den, der
1056
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
modtager udbytte som normalt vederlag for sædvanlige forbrugsvarer, brugsting
eller tjenester.”
I Borgerlig Straffelov af 1930, jf.
lov nr. 126 af 15. april 1930,
var hæleri kriminaliseret i den
dagældende § 284. Bestemmelsen havde på dette tidspunkt følgende ordlyd:
Ӥ
284. For Hæleri straffes den, som modtager eller skaffer sig eller andre Del i en
ved Tyveri, ulovlig Omgang med Hittegods, Underslæb, Bedrageri, Mandatsvig,
Afpresning, Skyldnersvig eller Røveri erhvervet Vinding, samt den, som ved For-
dølgelse, Hjælp til Afhændelse eller paa lignende Maade virker til at sikre en anden
Udbyttet af en saadan Forbrydelse.”
Strafferammen for hæleri var på dette tidspunkt og indtil lov nr. 465 af 7. juni 2001 fastsat i
straffelovens §§ 285-287. Strafferammen for hæleri med hensyn til visse forbrydelser var i
medfør af Borgerlig Straffelov af 1930 som udgangspunkt fastsat til fængsel indtil 2 år og i
gentagelsestilfælde indtil 3 år, jf. straffelovens § 284, jf. § 285, stk. 1. Hæleri med hensyn til
ulovlig omgang med hittegods straffedes i medfør af § 285, stk. 2, med bøde, hæfte eller fængsel
indtil 2 år. Straffen kunne under visse omstændigheder stige til fængsel indtil 6 år, jf. den da-
gældende § 286, stk. 3. Såfremt hæleriet var af mindre strafværdighed, var straffen bøde, og
under i øvrigt formildende omstændigheder kunne straffen bortfalde, jf. straffelovens § 287,
stk. 1. Se nærmere om straffelovens §§ 285-287 ovenfor i afsnit 2.1.11.
Ved
lov nr. 160 af 28. april 1982
indsattes en bestemmelse om narkotikahæleri i den dagæl-
dende straffelovs § 191 a med følgende ordlyd:
Ӥ 191 a.
Med fængsel indtil 6 år straffes den, som modtager eller skaffer sig eller
andre del i en vinding, der er erhvervet ved en overtrædelse af § 191, samt den, som
ved opbevaring, transport, hjælp til afhændelse eller på lignende måde virker til at
sikre en anden udbyttet af en sådan overtrædelse.”
Baggrunden herfor var ifølge lovbemærkningerne, jf. Folketingstidende 1981-82, 2. samling,
tillæg A, spalte 1300, at repræsentanter for politiet og anklagemyndigheden havde peget på, at
der var et praktisk behov for en bestemmelse om straf for den, som modtager andel i udbytte,
der er opnået ved en overtrædelse af lovgivningen om euforiserende stoffer. Der var herved
bl.a. henvist til de særlige bevisproblemer, som knyttede sig til anvendelsen af de almindelige
regler om medvirken inden for området med overdragelse af narkotika, samt at en sådan regel
formentlig ville kunne forbedre mulighederne for at ramme de egentlige bagmænd inden for
narkotikahandelen.
1057
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
Bestemmelsens strafmaksimum blev fastsat til 6 år, hvilket på daværende tidspunkt svarede til
strafmaksimum for de groveste former for hæleri med hensyn til berigelsesforbrydelser, jf. den
dagældende bestemmelse i straffelovens § 286, stk. 3.
Ved
lov nr. 229 af 6. juni 1985
foretoges en ændring af den dagældende hæleribestemmelse
som følge af indsættelsen af en særskilt bestemmelse om databedrageri i straffelovens § 279 a,
idet der i § 284 blev indsat en henvisning til den nye § 279 a. Med lovændringen blev databe-
drageri således tilføjet i rækken af berigelsesforbrydelser, med hensyn til hvilke der kan begås
forsætligt hæleri.
Ved
lov nr. 367 af 18. maj 1994
indsattes endvidere en henvisning til den dagældende bestem-
melse i straffelovens § 289, 2. pkt., om groft smugleri i hæleribestemmelsen. Som konsekvens
heraf blev hæleri med hensyn til udbyttet fra groft smugleri efter straffelovens § 289, 2. pkt.,
kriminaliseret.
Samtidig med udvidelsen af hæleribestemmelsen med en henvisning til det dagældende § 289,
2. pkt., undersøgte Justitsministeriet, om udvidelsen også skulle omfatte den dagældende be-
stemmelse i straffelovens § 289, 1. pkt., om skattesvig af særligt grov karakter. Dette skønnedes
uhensigtsmæssigt, idet bestemmelsen ville give anledning til betydelige bevisvanskeligheder
med hensyn til både udbyttet og den subjektive tilregnelse, jf. Folketingstidende 1993-94, 1.
samling, tillæg A, spalte 6346. Samme sted i lovforslagets almindelige bemærkninger fremhæ-
ves vedrørende kriminaliseringen af hæleri med hensyn til skattesvig af særligt grov karakter
desuden følgende:
”Desuden gælder for langt de fleste særlovsovertrædelser, at hæleri med hensyn til
udbyttet fra særlovsovertrædelsen ikke er strafbart. At indføre et særligt hælerian-
svar, for så vidt angår udbyttet af groft skattesvig, må således forudsætte en særlig
begrundelse, når hæleri med hensyn til f.eks. alvorlig miljøkriminalitet og overtræ-
delse
af fiskerilovgivningen ikke er selvstændigt kriminaliseret.”
På den baggrund fandt Justitsministeriet ikke grundlag for at stille forslag om kriminalisering
af hæleri med hensyn til skattesvig af særligt grov karakter.
Ved
lov nr. 228 af 4. april 2000
blev den dagældende bestemmelse i straffelovens § 284 udvidet
til også at omfatte aktiv og passiv bestikkelse, jf. straffelovens §§ 122 og 144, samt svig med
EU-midler, jf. straffelovens § 289 a. Lovændringen havde ifølge bemærkningerne bl.a. til for-
mål at opfylde anden protokol til EU-svigskonventionen, som bl.a. fastsætter en pligt til at kri-
minalisere hvidvaskning af udbytte, der hidrører fra EU-svig, jf. Folketingstidende 1999-00,
tillæg A, side 259.
1058
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
Ved
lov nr. 465 af 7. juni 2001
foretoges en række ændringer af bestemmelserne i straffelovens
kapitel om formueforbrydelser, hvilket bl.a. indebar en nyaffattelse af hæleribestemmelsen, der
samtidig blev flyttet til straffelovens § 290. Med lovændringen fik bestemmelsen i § 290 føl-
gende ordlyd:
Ӥ 290.
For hæleri straffes med bøde eller fængsel indtil 1 år og 6 måneder den,
som uberettiget modtager eller skaffer sig eller andre del i udbytte, der er opnået
ved en strafbar lovovertrædelse, og den, der uberettiget ved at skjule, opbevare,
transportere, hjælpe til afhændelse eller på lignende måde efterfølgende virker til at
sikre en anden udbyttet af en strafbar lovovertrædelse.
Stk. 2.
Når hæleriet er af særlig grov beskaffenhed, eller når hæleriet har været er-
hvervsmæssigt, er straffen bøde eller fængsel indtil 6 år.
Stk. 3.
Straf efter denne bestemmelse kan ikke pålægges den, som modtager udbytte
til sædvanligt underhold fra familiemedlemmer eller samlever, eller den, der mod-
tager udbytte som normalt vederlag for sædvanlige forbrugsvarer, brugsting eller
tjenester.”
Ved lovændringen ophævedes § 191 a om narkotikahæleri, der herefter ville være omfattet af
hæleribestemmelsen i § 290.
Lovændringen byggede på to delbetænkninger fra Justitsministeriets udvalg om økonomiske
kriminalitet og datakriminalitet (»Brydensholt-udvalget«), der bl.a. skulle vurdere behovet for
skærpelser af strafniveauet for økonomisk kriminalitet og fremkomme med forslag, der tog
højde for den udvikling, som de ændrede økonomiske kriminalitetsmønstre og den moderne
teknologi havde ført til. Særligt relevant for ændringen af hæleribestemmelsen er delbetænk-
ning I (betænkning nr. 1371/1999) om udviklingen i lovgivningen og kriminaliteten samt om
hæleri og anden efterfølgende medvirken.
Lovændringen havde ifølge bemærkningerne, jf. Folketingstidende 2000-01, tillæg A, side
5693, bl.a. til formål at udvide kriminaliseringen af hæleri til at omfatte hæleri med hensyn til
udbytte fra alle strafbare lovovertrædelser, idet den dagældende hæleribestemmelse alene om-
fattede hæleri med hensyn til udbytte fra visse nærmere angivne lovovertrædelser. Desuden
indebar lovændringen en sproglig modernisering af hæleribestemmelsen, idet ordet ”fordøl-
gelse” i den dagældende § 284 blev ændret til ”at skjule”, ligesom ”vinding” blev erstattet af
”udbytte” for at benytte det samme udtryk i begge led af bestemmelsen. Med ændringen blev
opbevaring og transport desuden tilføjet som yderligere eksempler på måder at sikre udbyttet
af det strafbare forhold.
1059
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
Om baggrunden for udvidelsen af hæleribestemmelsen fremgår under henvisning til udvalgets
overvejelser bl.a. følgende af lovforslagets almindelige bemærkninger, jf. Folketingstidende
2000-01, tillæg A, side 5696:
”Udvalget finder, at behovet for en udvidelse af reguleringen udelukkende vedrører
udbyttet fra kriminalitet. Med hensyn til udbyttet finder udvalget det væsentligt, at
området reguleres på en måde, der giver en ensartet behandling af dispositioner
over udbyttet, uanset hvilken kriminalitet udbyttet hidrører fra. Med dette udgangs-
punkt finder udvalget det ikke hensigtsmæssigt at udvide hælerireglerne gennem en
yderligere opremsning af bestemte forbrydelser.
Behovet for kriminalisering gælder, hvad enten udbyttet er en typisk eller atypisk
side af den pågældende kriminalitetsform. Det er en typisk side ved straffelovens
og særlovenes berigelsesforbrydelser, men en atypisk side f.eks. ved drab, hvor en
lejemorder imidlertid kan have et betragteligt udbytte, eller ved vold og trusler, hvor
der kan være tale om betaling til personer, der inddriver gæld med sådanne midler
(såkaldt »gorillavirksomhed«). Desuden er der en række kriminalitetsformer, der
ikke kan karakteriseres som berigelsesforbrydelser, men typisk giver et ulovligt ud-
bytte. Det gælder f.eks. for mange miljølovsovertrædelser, menneskesmugling,
ulovlig våbenhandel og overtrædelser af kvoteordninger for fisk og andre varer.
Udvalget finder, at reguleringen bør omfatte det identificerbare, direkte udbytte ved
kriminalitet, herunder identificerbare surrogater og identificerbare frugter
–
f.eks.
renter
–
af dette udbytte. Kravet om et identificerbart udbytte vil typisk betyde, at
der ikke kan dømmes for efterfølgende medvirken, hvis udbyttet består af en be-
sparelse (som tilfældet f.eks. er ved visse former for miljøkriminalitet).
Udbyttebegrebet i den foreslåede bestemmelse omfatter ikke information, der ikke
er knyttet til et fysisk medie, herunder f.eks. erhvervshemmeligheder og pinkoder
til telefoner (såkaldte »calling cards«). I det omfang denne form for »udbytte« skal
omfattes af hælerilignende regler, må det efter udvalgets opfattelse ske ved særskilt
lovregulering, således som det allerede er tilfældet på visse områder. Som eksempel
kan nævnes straffelovens § 264 c om strafansvar for den, der skaffer sig eller ube-
rettiget udnytter oplysninger, der er fremkommet ved overtrædelse af straffelovens
§§ 263-264
a om fredskrænkelser.”
Justitsministeriet kunne tiltræde udvalgets forslag om indførelse af en generel hæleribestem-
melse i straffeloven og udformningen heraf. Lovforslaget var derfor udformet i overensstem-
melse med udvalgsflertallets forslag.
Med lovændringen blev det i bestemmelsens stk. 3 præciseret, at straf efter hæleribestemmelsen
ikke kan pålægges den, som modtager udbytte til sædvanligt underhold fra familiemedlemmer
eller samlever, eller den, der modtager udbytte som normalt vederlag for sædvanlige forbrugs-
varer, brugsting eller tjenester. Denne begrænsning blev fundet nødvendig under hensyn til det
1060
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
vide omfang, som den nye hæleribestemmelse ville få, jf. Folketingstidende 2000-01, tillæg A,
side 5714.
Udvalget havde i forbindelse med udarbejdelsen af betænkning nr. 1371/1999 desuden overve-
jet, hvilket strafmaksimum den foreslåede hæleribestemmelse skulle have. Af forarbejderne, jf.
Folketingstidende 2000-01, tillæg A, side 5698 f., fremgår om bestemmelsens strafferamme
bl.a. følgende:
”Et
flertal
i udvalget (11 medlemmer) finder, at det strafmaksimum på 6 år, der
gælder for straffelovens § 191 a og § 284, bør bibeholdes også for den udvidede
bestemmelse.
Dette flertal har henvist til, at der også efter de nugældende bestemmelser i visse
situationer er en højere strafferamme for hæleri end for førforbrydelsen. Ved tyveri
af særlig grov beskaffenhed er strafmaksimum fængsel i 4 år, jfr. straffelovens §
286, stk. 1, mens maksimumstraffen for hæleri (f.eks. med hensyn til tyveri) af sær-
lig grov beskaffenhed efter bestemmelsens stk. 3 er fængsel i 6 år.
Spørgsmålet har også tidligere været overvejet, bl.a. i forbindelse med lov nr. 239
af 1. juni 1982 om ændring af straffeloven (Straffene for berigelsesforbrydelser
m.v.), hvor maksimumstraffen for tyveri blev nedsat fra 6 år til 4 år, og hvor det
tilsvarende blev overvejet at sænke strafferammen for groft hæleri til fængsel i 4 år.
I visse af høringssvarene blev der taget afstand fra en sådan tilsvarende nedsættelse,
bl.a. under henvisning til, at hælerne i vidt omfang op træder som bagmænd i rela-
tion til mange unge lovovertræderes kriminelle virksomhed. Af de almindelige be-
mærkninger til lovforslaget, jf. Folketingstidende 1981-82, tillæg A, sp. 4528, frem-
går, at man
–
bl.a. på baggrund af høringssvarene
–
ikke fandt grundlag for at frem-
sætte forslag om en sådan tilsvarende nedsættelse af strafferammen for groft hæleri.
Spørgsmålet om ændring af straffebestemmelsen i straffelovens § 286 har ligeledes
været behandlet i Straffelovrådets betænkning nr. 1099/1987 om strafferammer og
prøveløsladelse. Straffelovrådet konkluderede, at der ikke burde stilles forslag om
en ændring af strafferammerne i § 286, stk. 2 og 3.
Efter flertallets forslag vil den skærpede strafferamme på fængsel indtil 6 år ikke
kun gælde i forhold til de grove former for hæleri, der i dag er omfattet af en 6 års
strafferamme (§ 191 a og § 286, stk. 3), men også i forhold til grove former for
hæleri, der ligger inden for det nykriminaliserede område, f.eks. hæleri med hensyn
til udbytte fra menneskesmugling, ulovlig våbenhandel mv. Det forudsættes dog
herved, at straffe i området mellem 4 og 6 år i almindelighed kun kan komme på
tale i forhold til hæleriforbrydelser, der i dag er omfattet af et strafmaksimum på 6
år i § 191 a og § 286, stk. 3.
Et
mindretal
i udvalget (7 medlemmer) finder, at strafmaksimum skal være fængsel
i 4 år. Dette mindretal anfører, at fængsel i 4 år er det gennemgående maksimum i
nyere straffebestemmelser vedrørende ikke personfarlig kriminalitet.
1061
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
Et andet
mindretal
i udvalget (1 medlem) finder ligeledes, at det almindelige straf-
maksimum skal være fængsel i 4 år, men at der for så vidt angår narkotikahæleri
ikke er påvist særlige grunde til at nedsætte det gældende strafmaksimum på fæng-
sel i 6 år.
Udvalget har herudover overvejet, om der i relation til strafudmålingen i de kon-
krete sager skal gælde et yderligere maksimum, der relaterer sig til den aktuelle
førforbrydelses maksimum.
Et
flertal
i udvalget (17 medlemmer) finder, at hæleri skal bedømmes som en selv-
stændig forbrydelse med et strafmaksimum, der fastsættes efter vurderingen af
strafværdigheden af de alvorligste hælerier. Dette flertal lægger vægt på, at ved
udmåling af konkrete straffe inden for den fastsatte strafferamme for hæleri vil før-
forbrydelsens art og gerningsmandens kendskab hertil ofte få væsentlig betydning.
Flertallet finder det således ikke hensigtsmæssigt, at førforbrydelsens strafmaksi-
mum ubetinget skal gælde som strafmaksimum for hæleriet. I de tilfælde, hvor hæ-
leren ikke er bekendt med, hvilken førforbrydelse udbyttet stammer fra, må straffen
for hæleriforholdet fastsættes mere frigjort fra førforbrydelsen. Hælerens forsæt,
det vil her sige hans antagelse af, hvilken type kriminalitet udbyttet kan hidrøre fra,
vil i denne sammenhæng være af væsentlig betydning ved vurderingen af strafvær-
digheden af hans handlinger og dermed straffens størrelse.
Et
mindretal
i udvalget (2 medlemmer) finder, at førforbrydelsen bør identificeres
tilstrækkeligt til, at strafferammen kendes. Er der flere aktuelle muligheder, må den
laveste strafferamme finde anvendelse. Kravet til en konkretisering vil således være
mindre end det, der gælder i dag, idet der alene skal konkretiseres nok til, at den
rigtige strafferamme findes. Ved flere sandsynlige muligheder skal den laveste
strafferamme anvendes.”
Af de specielle bemærkninger til bestemmelsen, jf. Folketingstidende 2000-01, tillæg A, side
5714, fremgår om strafferammen desuden følgende:
”Det strafmaksimum på 6 år, der gælder for straffelovens § 191 a og § 284, foreslås
bibeholdt for den udvidede bestemmelse, jf. dennes stk. 2. Det forudsættes herved,
at straffe i området mellem 4 og 6 år i almindelighed kun kan komme på tale i
forhold til hæleriforbrydelser, der i dag er omfattet af et strafmaksimum på 6 år i §
191 a og § 286, stk. 3.
Det bemærkes i øvrigt, at hæftestraf ikke indgår i strafferammen, idet hæftestraffen
ved lov nr. 433 af 31. maj 2000 er afskaffet med virkning fra den 1. juli 2001. Af-
skaffelsen af hæftestraffen er en konsekvens af lov nr. 432 af 31. maj 2000 om
fuldbyrdelse af straf mv.”
1062
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
Ved
lov nr. 218 af 31. marts 2004
foretoges en ændring af bestemmelsen i § 290, stk. 2 om
groft hæleri, der fik følgende ordlyd:
”Stk.
2.
Straffen kan stige til fængsel i 6 år, når hæleriet er af særlig grov beskaf-
fenhed navnlig på grund af forbrydelsens erhvervsmæssige karakter eller som følge
af den opnåede eller tilsigtede vinding, eller når et større antal forbrydelser er be-
gået.”
Lovforslaget byggede navnlig på Straffelovrådets betænkning nr. 1424/2002 om straffastsæt-
telse og strafferammer, og der blev med lovændringen foretaget en modernisering af straffe-
rammerne i straffeloven og en revidering af reglerne om strafudmåling i straffelovens kapitel
10 (§§ 80-83). Lovændringen havde således bl.a. til formål at fastsætte, hvilke nærmere mo-
menter der i almindelighed skal indgå ved den konkrete strafudmåling som formildende og
skærpende omstændigheder ifølge bemærkningerne til lovforslaget, jf. Folketingstidende 2003-
04, tillæg A, side 3285.
Ændringen af straffelovens § 290, stk. 2, skulle bringe affattelsen af kriterierne for anvendelsen
af den skærpede sidestrafferamme i bestemmelsen på linje med de skærpede sidestrafferammer
for tyveri i § 286, stk. 1, og røveri i § 288, stk. 2, der også ændredes ved lovændringen, jf.
Folketingstidende 2003-04, tillæg A, side 3337.
Med lovændringen blev sidestrafferammerne i en række af straffelovens bestemmelser ophæ-
vet. Et antal bestemmelser fandtes dog fortsat at burde indeholde en skærpet sidestrafferamme.
Af bemærkningerne til lovændringen, jf. Folketingstidende 2003-04, tillæg A, side 3291, frem-
går om Justitsministeriets overvejelser herom bl.a.:
”Ved vurderingen af, hvilke bestemmelser der fortsat
bør indeholde en skærpet
sidestrafferamme, har Justitsministeriet navnlig lagt vægt på forbrydelsens straf-
værdighed.
I lyset af rådets generelle anbefaling om så vidt muligt at præcisere kriterierne for,
hvornår en skærpet strafferamme kan finde anvendelse, har rådet efter en gennem-
gang af straffelovens skærpende sidestrafferammer fundet, at kriteriet »særligt
skærpende omstændigheder« eller lignende i enkelte sidestrafferammer bør præci-
seres nærmere, således at det af bestemmelsen fremgår, hvad der navnlig skal for-
stås ved kriteriet.”
Ved
lov nr. 1549 af 21. december 2010
indsattes ”eller professionelle” efter ”erhvervsmæssige”
i § 290, stk. 2.
1063
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
Lovændringen foretoges som led i en styrket indsats til forebyggelse og bekæmpelse af indbrud
i private hjem og omsætning af hælervarer, som hidrører fra indbrud
–
den såkaldte indbruds-
pakke.
Om baggrunden for lovændringen fremgår af lovforslaget, jf. Folketingstidende 2010-11, 1.
samling, tillæg A, L 3 som fremsat, side 2 f., bl.a.:
”Endelig sættes der med indbrudspakken fokus på at bekæmpe den asociale tendens
til at købe hælervarer, som er den indirekte årsag til indbrudskriminalitet.
Formålet med lovforslaget er at udmønte de dele af indbrudspakken, der vedrører
henholdsvis strengere straffe for hæleri og tættere koordinering af indsatsen ved
udslusning fra fængsel.
Med lovforslaget ønsker regeringen således dels at sætte hårdere ind over for bag-
mændene til organiseret hæleri, dels at sende et meget tydeligt og kraftigt signal
om, at hæleri er uacceptabelt, til de borgere, der måtte lade sig friste af »fordelagtige
tilbud« på stjålne varer. De foreslåede skærpelser af straffen for professionelt hæleri
og groft uagtsomt hæleri vil navnlig få betydning for hæleri med hensyn til stjålne
genstande hidrørende fra indbrud. Skærpelserne vil imidlertid også omfatte hæleri-
sager, hvor de stjålne genstande hidrører fra andre former for berigelseskriminali-
tet.”
Ifølge bemærkningerne til lovforslaget, jf. Folketingstidende 2010-11, 1. samling, tillæg A, L
3 som fremsat, side 4, sigtedes med udtrykket ”hæleri af professionel karakter” bl.a. til hæleri i
tilknytning til organiserede hælercentraler og anden mere systematiseret hæleri samt hæleri
vedrørende stjålne genstande, som hæleren har ”bestilt” hos en indbrudstyv.
Med lovændringen tilsigtedes en skærpelse af straffen for overtrædelse af straffelovens § 290,
stk. 2, med en tredjedel. Af lovforslagets specielle bemærkninger fremgår om strafniveauet for
overtrædelse af § 290, stk. 2, følgende:
”Forslaget tilsigter, at straffen i sager om professionelt hæleri gennemgående for-
højes med omkring en tredjedel i forhold til den straf, der hidtil har været fastsat af
domstolene. Fastsættelse af straffen vil fortsat bero på domstolenes konkrete vur-
dering i det enkelte tilfælde af samtlige sagens omstændigheder, og de angivne
strafniveauer vil kunne fraviges i op- og nedadgående retning, hvis der i den kon-
krete sag foreligger
skærpende eller formildende omstændigheder.”
Om det dagældende strafniveau for overtrædelse af hæleribestemmelsen samt strafudmålingen
fremgår af de almindelige bemærkninger til ændringen jf. Folketingstidende 2010-11, 1. sam-
ling, tillæg A, L 3 som fremsat, side 4:
1064
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0497.png
”Efter Rigsadvokatens meddelelse nr. 9/2005 om strafpåstande i sager om overtræ-
delse af straffeloven vil anklagemyndigheden i sager om hæleri efter § 290, stk. 1,
med hensyn til værdier, der ikke overstiger 8.000 kr., som udgangspunkt nedlægge
påstand om bøde på op til 5.000 kr. Hæleri efter bestemmelsen med hensyn til vær-
dier, der overstiger 8.000 kr., vil typisk medføre fængselsstraf.
For så vidt angår § 290, stk. 2, har Rigsadvokaten oplyst, at hæleri omfattet af be-
stemmelsen typisk vil medføre fængselsstraf, og at der som altovervejende hoved-
regel vil være tale om en ubetinget fængselsstraf.
Straffens længde fastsættes på baggrund af en konkret vurdering af sagens omstæn-
digheder, herunder navnlig værdien af de omhandlede effekter. Endvidere tillægges
karakteren og omfanget af førforbrydelsen
–
dvs. den forbrydelse, som udbyttet
hidrører fra
–
betydelig vægt ved vurderingen af strafværdigheden og dermed straf-
fens længde, ligesom det betragtes som en skærpende omstændighed, hvis tiltalte
tidligere er straffet for berigelseskriminalitet.
Derudover tillægges det efter den foreliggende praksis betydning, om hæleriforhol-
det er begået i forretningsøjemed, og om der ved hæleriet kunne forventes et bety-
deligt udbytte. Rigsadvokaten har oplyst, at hæleri af særlig grov beskaffenhed efter
§ 290, stk. 2, typisk straffes med fængsel i 6-10 måneder, idet strafudmålingen i en
given sag som beskrevet ovenfor vil afhænge af sagens konkrete omstændigheder.
En person, der begår hæleri efter straffelovens § 290, skal ved siden af straffen
tilbagelevere eller betale erstatning for det stjålne efter dansk rets almindelige reg-
ler.”
Ved
lov nr. 711 af 8. juni 2018
blev en del af hæleribestemmelsen i § 290 udskilt til en selv-
stændig bestemmelse om hvidvask i straffelovens § 290 a, se herom nedenfor i afsnit 7. Der var
ikke med lovændringen tiltænkt andre ændringer i straffelovens § 290.
6.2 Praksis
6.2.1 Praksis vedrørende straffelovens § 290, stk. 1
Som det fremgår ovenfor, er normalstrafferammen for hæleri efter straffelovens § 290, stk. 1,
bøde eller fængsel indtil 1 år og 6 måneder.
Nedenstående gennemgang af retspraksis er afgrænset således, at den bygger på trykt praksis
fra de seneste 10 år, hvor der hovedsageligt kun er domfældt for overtrædelse af § 290, stk. 1,
uden anden kriminalitet til samtidig pådømmelse af afgørende betydning for straffen, og hvor
straffen så vidt muligt ikke er fastsat som fællesstraf med en tidligere straf eller med en reststraf
fra en prøveløsladelse, jf. straffelovens § 61, eller som tillægsstraf til en tidligere straf, jf. straf-
felovens § 89 (dvs. ”rene” tilfælde).
1065
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0498.png
Dommene er oplistet efter straffens længde. I gennemgangen er dommene ikke opdelt efter, om
den fastsatte straf er ubetinget eller betinget, herunder med vilkår om samfundstjeneste, idet
længden af fængselsstraffen som udgangspunkt antages at afspejle rettens vurdering af den på-
dømte kriminalitets alvor, mens spørgsmålet om betinget dom i højere grad beror på konkrete
omstændigheder ved tiltaltes personlige forhold. Se de generelle bemærkninger herom i kapitel
1, afsnit 4.
Det bemærkes, at praksisgennemgangen også omfatter forhold, som tidligere var omfattet af
bestemmelsen i § 290 om hæleri, men som nu er blevet udskilt og særskilt kriminaliseret som
hvidvask efter straffelovens § 290 a, og som derfor ville blive henført under denne bestemmelse,
såfremt forholdet blev pådømt i dag.
Fra retspraksis kan der henvises til følgende afgørelser:
TfK 2018.502Ø: T straffet med 30 dages fængsel for hæleri efter straffelovens § 290, stk. 1,
ved 14 gange at have benyttet en BroBizz, der var stjålet, hvorved ejeren af BroBizz’en led et
tab på 2.503 kr. T var tidligere straffet i 2015 med 20 dages betinget fængsel for berigelseskri-
minalitet i form af socialbedrageri. Ved straffastsættelsen lagde landsretten særligt vægt på T’s
forstraf.
TfK 2020.335Ø: T straffet med 40 dages fængsel betinget med vilkår om samfundstjeneste for
hæleri efter straffelovens § 290, stk. 1, ved at have været i besiddelse af en stjålet carboncykel
til ca. 33.000 kr. Byretten fastsatte straffen til 30 dages betinget fængsel med vilkår om sam-
fundstjeneste, men landsretten forhøjede under hensyn til cyklens værdi straffen til 40 dages
fængsel, der ligeledes blev gjort betinget med vilkår om samfundstjeneste.
TfK 2016.616Ø: T straffet med 60 dages fængsel betinget for hæleri efter straffelovens § 290,
stk. 1, ved at have købt en cykel til en værdi af 66.000 kr. for kun 15.000 kr.
TfK 2017.1176V: T straffet med 60 dages fængsel for hæleri efter straffelovens § 290, stk. 1,
ved at have været i besiddelse af flere PH-lamper og glasskærme mv., selvom T vidste eller
bestemt formodede, at lamperne mv. stammede fra en strafbar lovovertrædelse. Det blev lagt
til grund, at effekterne havde en værdi af 17.500 kr. T var tidligere straffet to gange med betin-
gede domme, bl.a. med vilkår om samfundstjeneste. Ved straffastsættelsen blev der lagt vægt
på forholdenes omfang og karakter. Henset til T’s tidligere betingede domme var der ikke
grundlag for at gøre straffen betinget, heller ikke med vilkår om samfundstjeneste.
TfK 2019.846Ø: T2 straffet med 3 måneders fængsel betinget for hæleri efter straffelovens §
290, stk. 1, ved at have stillet sin bankkonto til rådighed for indbetalinger på i alt ca. 104.000
1066
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0499.png
kr., som stammede fra bedragerier. Kriminalforsorgen havde ikke fundet T egnet til samfunds-
tjeneste. Straffen blev fastsat til 3 måneders fængsel, der blev gjort betinget med vilkår om bl.a.
behandling mod misbrug af euforiserende stoffer efter Kriminalforsorgens nærmere bestem-
melse.
TfK 2020.835/2V: T straffet med 3 måneders fængsel betinget for hæleri efter straffelovens §
290, stk. 1, ved at have modtaget og opbevaret mindst 115.000 kr. for sin bror til sikring af hans
udbytte, selvom T vidste eller bestemt formodede, at pengene stammede fra brorens salg af
hash. Ved straffastsættelsen blev der lagt vægt på forholdets karakter. Henset til, at T ikke tid-
ligere var straffet og havde gode personlige forhold, var det efter omstændighederne, navnlig
når der hensås til, at der var forløbet godt 2 år fra gerningstidspunktet, forsvarligt at gøre straffen
betinget.
TfK 2021.377Ø: T straffet med 3 måneders fængsel betinget for hæleri efter straffelovens §
290, stk. 1, ved at have opbevaret 200.000 kr. i kontanter for sin søn, selvom T vidste eller
bestemt formodede, at pengene hidrørte fra narkotikahandel eller en anden strafbar lovovertræ-
delse. Ved straffastsættelsen blev der lagt vægt på kriminalitetens karakter og omfang, herunder
beløbets størrelse. Straffen blev gjort betinget, da T var ustraffet, og forholdet var begået i 2017.
TfK 2013.483Ø: T straffet med 3 måneders fængsel for hæleri efter straffelovens § 290, stk. 1,
ved at have hjulpet til transport til Tyskland og afhændelse af sølv og guld til en anslået værdi
af mindst 60.000 kr., som T vidste eller bestemt formodede stammede fra et ulovligt forhold.
TfK 2017.1271/2Ø: T1 straffet med 4 måneders fængsel for hæleri efter straffelovens § 290,
stk. 1, ved at have fået overdraget en minilæsser til en værdi af ca. 300.000 kr., der var stjålet
fra en byggeplads. T1 var tidligere straffet i 2011 og 2013 for bl.a. tyveri. Ved straffastsættelsen
lagde landsretten navnlig vægt på T1’s tidligere straffe for berigelseskriminalitet.
TfK 2014.45V: T straffet med 5 måneders fængsel for hæleri efter straffelovens § 290, stk. 1,
ved at have opbevaret 341.000 kr., som hidrørte fra en strafbar lovovertrædelse. T var endvidere
skyldig i et bedrageriforhold vedrørende et beløb på ca. 20.000 kr. T var tidligere straffet for
berigelseskriminalitet. Ved straffastsættelsen blev der lagt vægt på beløbenes størrelse, forhol-
denes karakter og T’s
tidligere domme for berigelseskriminalitet. Straffen for hæleri blev fastsat
som en tillægsstraf, jf. straffelovens § 89.
TfK 2015.279V: T straffet med 5 måneders fængsel for hæleri efter straffelovens § 290, stk. 1,
ved på åben gade at have været i besiddelse af 325.500 kr. i kontanter, som han vidste eller
bestemt formodede stammede fra en strafbar overtrædelse. T var tidligere straffet i 2008 med 8
måneders fængsel for forsøg på hæleri. Efter forholdets karakter og da tiltalte tidligere var dømt
1067
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0500.png
for hæleri, fandt landsretten, at straffen som udgangspunkt passende kunne fastsættes til fæng-
sel i 6 måneder. Navnlig henset til den tid, der var forløbet, siden forholdet var begået, blev
straffen dog fastsat til fængsel i 5 måneder. Der var henset til T’s forstraffe
ikke grundlag for
at gøre straffen betinget (dissens for betinget fængsel).
TfK 2018.569/2V: T straffet med 6 måneders fængsel, heraf 4 måneder betinget, for hæleri efter
straffelovens § 290, stk. 1, ved efter forudgående aftale med en uidentificeret person at have
medvirket til, at ukendte personer via hacking af en netbank uberettiget kunne sikre sig udbyttet
fra en strafbar lovovertrædelse, idet T foranledigede, at de ukendte personer overførte i alt
324.500 kr. fra to personers konti i banken til konti tilhørende to personer, X1 og X2, der senere
anvendte pengene til at købe Bitcoins, som blev videreoverført til en tredje person i udlandet,
selv om T vidste eller bestemt formodede, at pengene stammede fra en strafbar lovovertrædelse.
T fik i den forbindelse 20.000 kr. for sin medvirken. Ved straffastsættelsen blev der lagt vægt
på kriminalitetens karakter. T var af Kriminalforsorgen fundet uegnet til at udføre samfunds-
tjeneste. På denne baggrund fandt landsretten uanset T’s personlige forhold, at
det var påkrævet,
at en del af straffen var ubetinget. Straffen blev herefter fastsat til 6 måneders fængsel, hvoraf
4 måneder blev gjort betinget.
6.2.2 Praksis vedrørende straffelovens § 290, stk. 2
Som det fremgår ovenfor, er normalstraffen for hæleri bøde eller fængsel indtil 1 år og 6 må-
neder, jf. straffelovens § 290, stk. 1.
Straffen kan dog stige til fængsel indtil 6 år, når hæleriet er af særligt grov beskaffenhed navnlig
på grund af forbrydelsens erhvervsmæssige eller professionelle karakter eller som følge af den
opnåede eller tilsigtede vinding, eller når et større antal forbrydelser er begået, jf. straffelovens
§ 290, stk. 2.
Nedenstående gennemgang af retspraksis er afgrænset således, at den bygger på trykt praksis
vedrørende forhold begået både før og efter ændringen af § 290, stk. 2, ved lov nr. 1549 af 21.
december 2010, der trådte i kraft den 1. januar 2011, hvor straffen for professionelt hæleri gen-
nemgående blev forhøjet med omkring en tredjedel. Gennemgangen af praksis forud for straf-
skærpelsen bygger på praksis fra affattelsen af § 290 i 2001 og frem.
Gennemgangen er i øvrigt afgrænset til sager, hvor der hovedsageligt kun er domfældt for over-
trædelse af § 290, stk. 2, uden anden kriminalitet til samtidig pådømmelse af væsentlig betyd-
ning for straffen, og hvor straffen så vidt muligt ikke er fastsat som fællesstraf med en tidligere
straf eller med en reststraf fra en prøveløsladelse, jf. straffelovens § 61, eller som tillægsstraf
til en tidligere straf, jf. straffelovens § 89 (dvs. ”rene” tilfælde).
1068
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0501.png
Dommene er oplistet efter straffens længde. I gennemgangen er dommene ikke opdelt efter, om
den fastsatte straf er ubetinget eller betinget, herunder med vilkår om samfundstjeneste, idet
længden af fængselsstraffen som udgangspunkt antages at afspejle rettens vurdering af den på-
dømte kriminalitets alvor, mens spørgsmålet om betinget dom i højere grad beror på konkrete
omstændigheder ved tiltaltes personlige forhold. Se de generelle bemærkninger herom i kapitel
1, afsnit 4.
Det bemærkes, at praksisgennemgangen også omfatter forhold, som tidligere var omfattet af
bestemmelsen i § 290 om hæleri, men som nu er blevet udskilt og særskilt kriminaliseret som
hvidvask efter straffelovens § 290 a, og som derfor ville blive henført under denne bestemmelse,
såfremt forholdet blev pådømt i dag.
Sager, hvor forholdet er begået før skærpelsen i 2011:
TfK 2004.356V: T straffet med 8 måneders fængsel betinget med vilkår om samfundstjeneste
for hæleri af særligt grov beskaffenhed efter straffelovens § 290, stk. 2, ved fra sin forretning
for ca. 30.000 kr. at have købt knap 11.000 kg messingkopper til en værdi af mere end 300.000
kr., selvom kopperne hidrørte fra en strafbar lovovertrædelse.
TfK 2007.379/2V: T straffet med 8 måneders fængsel, heraf 6 måneder betinget, for hæleri af
særligt grov beskaffenhed efter straffelovens § 290, stk. 2, ved at have købt kontormøbler, som
havde en nyværdi ved udsalg i forretningerne på ca. 1 mio. kr., selvom T vidste eller havde en
bestemt formodning om, at sælgeren af kontormøblerne ikke havde ret til at sælge møblerne
som sket. T var tidligere straffet, senest i 2001 for dokumentfalsk og tyveri med 60 dages fæng-
sel, som var en fællesstraf omfattende en betinget straf for overtrædelse af straffelovens § 276.
TfK 2011.842Ø: T straffet med 8 måneders fængsel, heraf 4 måneder betinget, for hæleri af
særligt grov beskaffenhed efter straffelovens § 290, stk. 2, ved at have modtaget og opbevaret
varer til en samlet værdi af mindst 500.000 kr. Straffen blev fastsat som en tillægsstraf, jf.
straffelovens § 89, til en tidligere bødestraf.
TfK 2004.240Ø: T1 og T2 straffet med 8 måneders fængsel for hæleri af særligt grov beskaf-
fenhed efter straffelovens § 290, stk. 2, ved at have modtaget en stjålet bil til en værdi af ca.
488.000 kr. og kørt den til en færge med henblik på at føre bilen til udlandet. T1 og T2 var
herudover skyldige i dokumentfalsk ved at have forevist en falsk registreringsattest og forsik-
ringsbevis for den stjålne bil ved udrejsekontrollen ved færgen.
TfK 2006.117V: T straffet med 8 måneders fængsel for hæleri af særligt grov beskaffenhed
efter straffelovens § 290, stk. 2, ved at have købt/modtaget en stor mængde varer, bl.a. tøj, sko,
1069
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0502.png
isenkram og indbogenstande til en værdi af ca. 400.000 kr., selv om genstandene stammede fra
tyveri. T var tidligere straffet for tyveri.
TfK 2007.65V: T straffet med 10 måneders fængsel for hæleri af særligt grov beskaffenhed
efter straffelovens § 290, stk. 2, ved at have købt en bil til en værdi af mindst 950.000 kr. for
210.000 kr., selv om han vidste eller bestemt formodede, at bilen hidrørte fra berigelseskrimi-
nalitet. T var herudover skyldig i flere færdselslovsovertrædelser. T blev straffet med 10 måne-
ders fængsel for hæleriet og en bøde for færdselslovsovertrædelserne.
TfK 2009.781Ø: T straffet med 2 års fængsel for hæleri af særligt grov beskaffenhed efter straf-
felovens § 290, stk. 2, ved efter et røveri med et udbytte på 60 mio. kr. at have transporteret ca.
8 mio. kr. af udbyttet fra et sted til et andet og efterfølgende på sin bopæl og i en bankboks at
have opbevaret 4 mio. kr., ligesom hun forbrugte 17.000 kr. af udbyttet. Byretten idømte T 3
års fængsel, hvilket landsretten nedsatte til 2 års fængsel. Ved straffastsættelsen lagde landsret-
ten i skærpende retning vægt på størrelsen af de beløb, T transporterede og opbevarede i en
længere periode, og på at T vidste, at pengene hidrørte fra et røveri, der var planlagt gennem en
længere periode. I formildende retning blev lagt vægt på betydningen for opklaringen af de
oplysninger, som T havde givet, at T kun i begrænset omfang havde fået del af udbyttet, og på
hendes personlige forhold, herunder hendes psykiske tilstand.
Sager, hvor forholdet er begået efter skærpelsen i 2011:
TfK 2021.304Ø: T straffet med 4 måneders fængsel for hæleri af særligt grov beskaffenhed
efter straffelovens § 290, stk. 2, ved at have været i besiddelse af 48.500 kr. i kontanter, da han
cyklede væk fra Christiania. Det blev lagt til grund, at pengene stammede fra salg af hash som
led i den organiserede hashhandel på Christiania, og han blev derfor fundet skyldig i at have
transporteret udbytte fra hashhandel. T var herudover skyldig i ulovlig omgang med hittegods
med hensyn til den cykel, han brugte til at køre væk fra Christiania. T var tidligere straffet for
overtrædelse af lov om euforiserende stoffer. Henset til, at det beløb, som tiltalte blev fundet i
besiddelse af, hidrørte fra salg af hash, der fandt sted som led i den organiserede hashhandel på
Christiania og mængden af hash, som beløbet var omregnet fra, blev forholdet henført under
straffelovens § 290, stk. 2. Ved straffastsættelsen lagde landsretten vægt på karakteren af hæ-
leriforholdet og på, at T tidligere var straffet for ligeartet kriminalitet.
TfK 2020.169Ø: T straffet med 6 måneders fængsel for hæleri af særligt grov beskaffenhed
efter straffelovens § 290, stk. 2, ved at have været i besiddelse af autocamper til en værdi af ca.
60.000 euro, der var stjålet i Tyskland og klonet, så den fremstod som værende af et andet
mærke og stelnummer. Ved straffastsættelsen lagde byretten vægt på karakteren af hælerifor-
holdet, herunder dets udførelsesmåde, og værdien af autocamperen. Efter forholdets karakter,
1070
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0503.png
værdien af autocamperen og udførelsesmåden var der ikke grundlag for at gøre straffen betin-
get. For landsretten angik sagen alene et spørgsmål om udvisning.
TfK 2014.178V: T straffet med 8 måneders fængsel, heraf 6 måneder betinget, for hæleri af
særligt grov beskaffenhed efter straffelovens § 290, stk. 2, ved i forening med sin tidligere
ægtefælle at have været i besiddelse af en større mængde beklædning, porcelæn, tasker, desig-
nerisenkram, kosmetik og en computer, der hidrørte fra tyveri, til en samlet værdi af ca. 655.000
kr. Efter oplysningerne om T’s personlige forhold, herunder de helbredsmæssige
oplysninger,
samt den omstændighed, at T ikke tidligere var straffet, var det forsvarligt at gøre 6 måneder af
straffen betinget.
TfK 2017.875Ø: T straffet med 8 måneders fængsel, heraf 4 måneder betinget, for hæleri af
særligt grov beskaffenhed efter straffelovens § 290, stk. 2, ved at have været i besiddelse af et
beløb på ca. 508.000 kr., som var overført fra en bank i Bahrain til T’s konto i Danmark. Det
måtte lægges til grund, at beløbet hidrørte fra en udenlandsk virksomhed, der ved bedrageri var
blevet vildledt til at indbetale til et forkert kontonummer. Byretten havde fastsat straffen til 6
måneders fængsel, heraf 3 måneder betinget, men landsretten forhøjede straffen til 8 måneders
fængsel, hvoraf 4 måneder blev gjort betinget.
TfK 2016.791V: T straffet med 8 måneders fængsel for hæleri af særligt grov beskaffenhed
efter straffelovens § 290, stk. 2, ved i forening med tre andre at have modtaget, opbevaret og
transporteret tre stjålne bådmotorer til en samlet værdi af ca. 195.000 kr. T var blevet anholdt
ved grænseovergangen til Polen med bådmotorerne i sin bil. T var tidligere straffet i udlandet
for bl.a. tyveri af bådmotorer. Ved afgørelsen om at henføre forholdet under § 290, stk. 2, blev
der lagt vægt på, at hæleriet havde en professionel karakter. Der blev endvidere lagt vægt på
værdien af bådmotorerne og på, at hæleriet var begået i tidsmæssig nær sammenhæng med
tyveriet af bådmotorerne, og at hæleriet var begået af flere personer i forening og havde inde-
båret transport af motorerne ud af Danmark.
TfK 2019.149Ø: T1 straffet med 9 måneders fængsel, heraf 6 måneder betinget, og T2 straffet
med 6 måneders fængsel, heraf 4 måneder betinget, for hæleri af særligt grov beskaffenhed
efter straffelovens § 290, stk. 2, ved at være indrejst i Danmark med 99.200 euro i kontanter,
som de tiltalte vidste eller bestemt formodede stammede fra en strafbar handling. Ved straffast-
sættelsen blev der lagt vægt på forholdets karakter og beløbets størrelse. Det blev i den forbin-
delse lagt til grund, at T2 havde haft en mindre fremtrædende rolle i forholdet.
TfK 2022.15Ø: T straffet med 1 års fængsel, heraf 8 måneder betinget, for hæleri af særligt
grov beskaffenhed efter straffelovens § 290, stk. 2, ved at have modtaget og til dels videresolgt
el-artikler for mindst 1 mio. kr., selvom T vidste, at el-artiklerne stammede fra
1071
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0504.png
berigelseskriminalitet. Ved straffastsættelsen blev der navnlig lagt vægt på beløbets størrelse
og kriminalitetens grovhed, herunder at T agerede som led i sit erhverv. Det blev dog fundet
forsvarligt at gøre straffen delvist betinget under hensyn til T’s helbredsforhold, den forløbne
sagsbehandlingstid, og at T ikke tidligere var straffet.
U 2014.727Ø: T straffet med 1 år og 6 måneders fængsel for hæleri af særligt grov beskaffenhed
efter straffelovens § 290, stk. 2, til dels forsøg herpå, jf. § 21, med hensyn til designermøbler,
der havde en samlet værdi på ca. 734.000 kr. T var tidligere straffet flere gange for berigelses-
kriminalitet, bl.a. hæleri med hensyn til
designermøbler. Henset hertil samt til T’s hurtige reci-
div efter en løsladelse blev straffen fastsat som anført. Ved straffastsættelsen blev der også lagt
vægt på den tilsigtede strafskærpelse ved ændringen af § 290, stk. 2, den 1. januar 2011 (lov nr.
1549 af 21. december 2010). Straffen blev til dels fastsat som en tillægsstraf, jf. straffelovens §
89, til en tidligere dom på 10 dages fængsel for hæleri.
TfK 2012.637V: T straffet med 1 år og 9 måneders fængsel for hæleri af særligt grov beskaf-
fenhed efter straffelovens § 290, stk. 2, ved uberettiget at have modtaget en bus til en værdi af
ca. 2 mio. kr., som stammede fra tyveri. T kørte efterfølgende bussen mod Polen. Ved straffast-
sættelsen blev der lagt vægt på værdien af bussen, og at hæleriet var tilrettelagt med anvendelse
af nummerplader og indregistreringsattest hidrørende fra en anden bus, samt at kørslen var til-
rettelagt med T’s deltagelse ved montage af nummerplade. Det blev endvidere tillagt afgørende
betydning, at forbrydelsen var af organiseret og professionel karakter.
TfK 2017.179/2V: T straffet med 1 år og 9 måneders fængsel for hæleri af særligt grov beskaf-
fenhed efter straffelovens § 290, stk. 2, ved i forening med tre andre personer at have opbevaret
adskillige biler, bildele, både, værktøj, elektronisk udstyr mv., selvom T vidste eller bestemt
formodede, at genstandene stammede fra strafbare forhold. T var tidligere straffet i 2013 med
bøde for hæleri. Ved straffastsættelsen blev der lagt vægt på, at de pågældende effekter ikke
var nye, således at værdien skulle fastsættes ud fra en skønnet værdi. Der blev endvidere lagt
vægt på omfanget og værdien af effekterne, at forholdet havde haft et systematisk og professi-
onelt tilsnit, og at det var begået af flere i forening. Der var på denne baggrund ikke mulighed
for at gøre nogen del af straffen betinget. Straffen blev fastsat som en tillægsstraf, jf. straffelo-
vens § 89, til den tidligere bøde for hæleri.
TfK 2019.567V: T straffet med 4 års fængsel for hæleri af særligt grov beskaffenhed efter straf-
felovens § 290, stk. 2, ved ad flere gange at have fået overleveret i alt ca. 34 mio. kr. i Danmark,
som han foranledigede transporteret til Holland og Spanien. T forklarede i byretten, at hans
bruttofortjeneste herved var omkring 800.000 kr. Ved straffastsættelsen blev der lagt vægt på
en samlet vurdering af T’s rolle som professionel pengekurer, antallet af rejser, det transporte-
rede beløb og T’s fortjeneste sammenholdt med den omstændighed, at det, således som tiltalen
1072
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0505.png
var formuleret, ikke var lagt fast, fra hvilke strafbare lovovertrædelser de transporterede beløb
stammede.
U 2021.1108Ø: T straffet med 4 års fængsel for hæleri af særligt grov beskaffenhed efter straf-
felovens § 290, stk. 2, idet T, der arbejdede som chauffør, og som kørte turistkørsel mellem
Danmark og Makedonien, fragtede mindst 30 mio. kr. i kontanter mellem landene. Byretten
lagde ved straffastsættelsen navnlig lagt vægt på antallet af transporter og på størrelsen af de
transporterede beløb. Der var efter forholdenes karakter og de involverede værdier ikke grund-
lag for at gøre straffen helt eller delvist betinget, heller ikke med vilkår om samfundstjeneste.
Landsretten fandt straffen passende udmålt.
TfK 2022.35Ø: T3 straffet med 4 års fængsel, T1 straffet med 3 års fængsel, og T2 straffet med
2 års fængsel, for hæleri af særligt grov beskaffenhed efter straffelovens § 290, stk. 2, ved over
en periode på ca. 10 år at have modtaget udbytte fra eller medvirket til at sikre og skjule udbytte
fra bedragerier begået af deres mor. De tiltaltes mor var dømt for bedragerier ved over en år-
række som offentligt ansat i en styrelse at have anvist offentlige tilskudsmidler for i alt 113
mio. kr. til sine egne konti. For T3’s vedkommende udgjorde udbyttet af hæleriet ca. 37,2 mio.
kr., for T1’s vedkommende ca. 10,7 mio. kr. og for T2’s vedkommende ca. 3,5 mio. kr. T1 var
herudover skyldig i et forhold om besiddelse af børnepornografi efter straffelovens § 235, stk.
2. Ved straffastsættelsen blev der lagt vægt på beløbets størrelse, den betydelige økonomiske
vinding, og at forholdet var begået kontinuerligt over en længere årrække.
6.3 Konklusion
Hæleri straffes som udgangspunkt med bøde eller fængsel indtil 1 år og 6 måneder, jf. straffe-
lovens § 290, stk. 1. Straffen kan stige indtil 6 år, når hæleriet er af særligt grov beskaffenhed,
jf. bestemmelsens stk. 2.
I nedenstående er det i forbindelse med redegørelsen for strafniveauerne ikke anført, om der
har været tale om betinget eller ubetinget straf. Det fremgår af praksisgennemgangen ovenfor i
afsnit 6.2, om straffene i de enkelte sager er gjort betingede.
6.3.1 Straffelovens § 290, stk. 1, om hæleri
I sager om overtrædelse af straffelovens § 290, stk. 1, er der i den gennemgåede periode udmålt
straffe på mellem 30 dages fængsel og 6 måneders fængsel fordelt på 12 domme.
I den lave ende er der udmålt 30 dages fængsel for 14 gange at have benyttet en stjålet BroBizz,
hvorved ejeren led et tab på 2.503 kr. Ved strafudmålingen blev der særligt lagt vægt på, at den
tiltalte var tidligere straffet med 20 dages betinget fængsel for socialbedrageri.
1073
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0506.png
Hvor værdien af det, som hæleriet vedrører, har været henholdsvis 33.000 kr., 66.000 kr. og
17.500 kr., er straffen udmålt til 40 til 60 dages fængsel. I de førstnævnte sager var der tale om
hæleri med hensyn til cykler. I sidstnævnte tilfælde (17.500 kr.) var der tale om hæleri med
hensyn til lamper og glasskærme, og tiltalte var tidligere straffet to gange. I én sag blev straffen
udmålt til 3 måneders fængsel for hæleri, idet tiltalte i forening med andre havde hjulpet med
transport til Tyskland og afhændelse af sølv og guld til en anslået værdi af mindst 60.000 kr.
I tre andre sager blev straffen udmålt til 3 måneders fængsel for hæleri vedrørende beløb på
mellem 104.000 og 200.000 kr., der hidrørte fra henholdsvis bedrageri og narkotikahandel. I
ingen af sagerne var de tiltalte relevant forstraffet.
I sager, hvor hæleriet har vedrørt værdier på mellem ca. 300.000 kr. og 341.000 kr., er straffene
udmålt til 4 måneders fængsel i ét tilfælde, 5 måneders fængsel i to tilfælde og 6 måneders
fængsel i ét tilfælde. I dommene, der resulterede i 4 til 5 måneders fængsel, var de tiltalte tidli-
gere straffet for formueforbrydelser. I sagen, der resulterede i 6 måneders fængsel, havde tiltalte
via hacking af en netbank medvirket til, at to ukendte personer kunne sikre sig udbytte fra en
strafbar overtrædelse, der siden blev videreført til en tredje person i udlandet.
På baggrund af den gennemgåede praksis kan det konstateres, at domstolene ved strafudmålin-
gen for hæleri, jf. straffelovens § 290, stk. 1, i vidt omfang lægger afgørende vægt på værdien
af det, som hæleriet vedrører. Desuden er der bl.a. lagt vægt på forholdets karakter, tiltaltes
forstraffe og tiden, der er forløbet, siden overtrædelsen blev begået.
I de foreliggende sager er der udmålt straffe i den nedre tredjedel af strafferammen på fængsel
i 1 år og 6 måneder, mens de to øvre tredjedele ikke er udnyttet i disse sager. Det bemærkes i
den forbindelse, at de grovere sager, der beløbsmæssigt overstiger de heromtalte sager, typisk
vil blive henført under § 290, stk. 2, jf. lige nedenfor i afsnit 6.3.2.
6.3.2 Straffelovens § 290, stk. 2, om hæleri af særligt grov beskaffenhed
I sager om overtrædelse af straffelovens § 290, stk. 2, er der i den gennemgåede periode udmålt
straffe på mellem 8 måneders fængsel og 2 års fængsel fordelt på syv domme vedrørende for-
hold begået før lovændringen i 2011, der tilsigtede en skærpelse af straffen for overtrædelse af
straffelovens § 290, stk. 2, med en tredjedel og straffe på mellem 4 måneders fængsel og 4 års
fængsel fordelt på 13 domme vedrørende forhold begået efter lovændringen i 2011.
Fra tiden
før lovændringen
er der i størstedelen af sagerne (fem domme) udmålt straffe på 8
måneders fængsel for hæleri for mellem 300.000 kr. og 1 mio. kr.
1074
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
I en enkelt dom er der udmålt 10 måneders fængsel for hæleri vedrørende 950.000 kr., og i en
enkelt dom er der udmålt 2 års fængsel for hæleri vedrørende i alt ca. 12 mio. kr., der stammede
fra et planlagt røveri. I sidstnævnte tilfælde var der således tale om hæleri af en karakter, som
må betegnes som særligt grov.
Normalstraffen i de nævnte sager har dermed været en straf i niveauet ca. 8 måneders fængsel.
Fra tiden
efter lovændringen
er der i den lave ende i én dom udmålt 4 måneders fængsel til en
person, der blev fundet i besiddelse af 48.500 kr. i kontanter hidrørende fra salg af hash som
led i den organiserede hashhandel på Christiania. Som begrundelse for, at forholdet blev henført
under § 290, stk. 2, henviste landsretten til, at beløbet hidrørte fra salg af hash, der fandt sted
som led i den organiserede hashhandel på Christiania, samt til mængden af hash, som beløbet
var omregnet fra.
I samme ende blev der i en anden dom udmålt 6 måneders fængsel for hæleri med hensyn til en
autocamper til en værdi af 60.000 euro, der var stjålet i Tyskland og klonet, så den fremstod
som værende af et andet mærke og stelnummer.
I tre sager er der udmålt 8 måneders fængsel. I én af disse havde tiltalte i forening med andre
modtaget, opbevaret og transporteret tre stjålne bådmotorer til en samlet værdi af ca. 195.000
kr. ud af Danmark. Tiltalte var tidligere straffet i udlandet for bl.a. tyveri af bådmotorer. Der
blev desuden bl.a. lagt vægt på, at hæleriet havde en professionel karakter. I de to andre sager
var der tale om hæleri vedrørende værdier på henholdsvis ca. 508.000 kr. og 655.000 kr. hidrø-
rende fra berigelseskriminalitet.
I en enkelt sag, hvor to tiltalte var indrejst i Danmark med 99.200 euro i kontanter, var straffen
til den ene tiltalte udmålt til 9 måneders fængsel, mens straffen til den anden tiltalte, der havde
haft en mindre fremtrædende rolle, var udmålt til 6 måneders fængsel. I en anden sag, hvor
beløbet var nogenlunde tilsvarende (734.000 kr.), blev straffen udmålt til 1 år og 6 måneders
fængsel for hæleri med hensyn til designermøbler, idet tiltalte var tidligere straffet flere gange
for berigelseskriminalitet bl.a. med hensyn til designermøbler, og der var tale om hurtigt reci-
div.
I en sag, hvor der var tale om hæleri med hensyn til el-artikler for mindst 1 mio. kr., som tiltalte
havde begået som led i sit erhverv, blev der udmålt 1 års fængsel.
1075
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
I to sager er der udmålt 1 år og 9 måneders fængsel for hæleri med hensyn til en bus til ca. 2
mio. kr. henholdsvis adskillige biler, bildele, både, værktøj, elektronisk udstyr mv. I begge sa-
ger blev der lagt vægt på forholdenes professionelle karakter.
Hvor de beløb, som hæleriet har vedrørt, har været betydeligt højere, er straffene tilsvarende
udmålt væsentligt højere. Således er der udmålt fængsel i 2 til 4 år i sådanne sager. I to af
sagerne, hvor straffen i begge tilfælde blev fastsat til 4 års fængsel, havde der været tale om
transport af henholdsvis 30 og 34 mio. kr. mellem Danmark og udlandet. Der blev i begge sager
bl.a. lagt vægt på antallet af rejser og beløbets størrelse.
I den sidste sag blev der udmålt mellem 2 og 4 års fængsel til tre tiltalte for over en periode på
10 år at have modtaget udbytte fra eller medvirket til at sikre og skjule udbytte fra bedrageri for
i alt 113 mio. kr. begået af deres mor som offentligt ansat i en styrelse. De tiltaltes udbytte af
hæleriet var henholdsvis 37,2 mio. kr. (4 års fængsel), 10,7 mio. kr. (3 års fængsel, også skyldig
i besiddelse af børnepornografi) og 3,5 mio. kr. (2 års fængsel).
På baggrund af den gennemgåede praksis kan det konstateres, at domstolene ved strafudmålin-
gen for hæleri, jf. straffelovens § 290, stk. 2, i vidt omfang lægger afgørende vægt på værdien
af det, som hæleriet vedrører. Desuden er der bl.a. lagt vægt på karakteren af førforbrydelsen,
at forholdet har et systematisk og professionelt tilsnit, at der har været tale om transport af
værdier til udlandet og tiltaltes forstraffe.
I de foreliggende sager kan det konstateres, at der er udmålt straffe i den nedre og mellemste
tredjedel af strafferammen på fængsel indtil 6 år, mens den øvre tredjedel ikke er udnyttet. Det
er udvalgets vurdering, at der i flere af de gennemgåede sager om forhold begået efter lovæn-
dringen i 2011 er udmålt væsentligt højere straffe end i sager om forhold begået før lovændrin-
gen vedrørende hæleri for sammenlignelige beløb.
7. Straffelovens § 290 a om hvidvask
7.1 Lovgivning og forarbejder
Straffelovens § 290 a om hvidvask lyder:
”§ 290 a. For hvidvask straffes med bøde eller fængsel indtil 1 år og 6 måneder den,
der konverterer eller overfører penge, som direkte eller indirekte er udbytte af en
strafbar lovovertrædelse, for at skjule eller tilsløre den ulovlige oprindelse.
Stk. 2.
Straffen kan stige til fængsel i 8 år, når hvidvasken er af særligt grov beskaf-
fenhed navnlig på grund af forbrydelsens erhvervsmæssige eller professionelle ka-
rakter eller som følge af den opnåede eller tilsigtede vinding, eller når et større antal
forbrydelser er begået.”
1076
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
Bestemmelsen blev indsat i straffeloven ved
lov nr. 711 af 8. juni 2018,
der trådte i kraft den 1.
juli 2018, som led i udmøntningen af en politisk aftale om styrket indsats mv. i den finansielle
sektor. Der er ikke foretaget ændringer af bestemmelsen siden.
Med lovændringen blev en del af hæleribestemmelsen i straffelovens § 290 udskilt til en selv-
stændig bestemmelse om hvidvask. Formålet hermed var ifølge bemærkningerne til lovændrin-
gen, jf. Folketingstidende 2017-18, tillæg A, L 147 som fremsat, side 2, at styrke den straffe-
retlige indsats mod hvidvask.
Der var som anført tale om, at en del af hæleribestemmelsen blev udskilt til en særskilt bestem-
melse. I modsætning til den dagældende bestemmelse om hæleri i straffelovens § 290 omfatter
hvidvaskbestemmelsen også hvidvask af udbytte af egne strafbare forhold (såkaldt selvhvid-
vask), jf. Folketingstidende 2017-18, tillæg A, L 147 som fremsat, side 8. Denne kriminalise-
ring af forhold, som gerningspersonen til førforbrydelsen selv foretager, var således udtryk for
en vis nykriminalisering.
I bemærkningerne til bestemmelsen, jf. Folketingstidende 2017-18, tillæg A, L 147 som frem-
sat, side 8 f., er der redegjort relativt detaljeret for anvendelsesområdet af den nye bestemmelse.
Bestemmelsen tager sigte på hvidvask af penge. Dette gælder, både når det direkte udbytte af
førforbrydelsen er penge, og når et udbytte i andet end penge er blevet omsat til penge, som
derefter hvidvaskes. Hertil tilføjes i bemærkningerne, at bestemmelsen således ikke tager sigte
på den første omsætning til penge eller håndtering i øvrigt af udbytte, som består i andet end
penge. Som eksempel herpå nævnes i bemærkningerne køb og salg eller udlejning af genstande,
som er stjålet eller i øvrigt fravendt nogen ved en strafbar lovovertrædelse, såvel som transport
eller opbevaring af sådanne genstande. Handlinger af denne karakter er også efter lovændringen
omfattet af hæleribestemmelsen i straffelovens § 290.
Som anført ovenfor omfatter den selvstændige hvidvaskbestemmelse handlinger foretaget af
personer, der ikke har medvirket til førforbrydelsen, såvel som handlinger foretaget af personer,
der har medvirket til førforbrydelsen. Almindelige strafferetlige principper om sammenstød
finder anvendelse, jf. Folketingstidende 2017-18, tillæg A, L 147 som fremsat, side 9.
Med lovændringen blev strafmaksimum for forhold af særligt grov beskaffenhed efter bestem-
melsens stk. 2 fastsat til fængsel i 8 år. For de forhold af særligt grov beskaffenhed, som hidtil
ville have været omfattet af § 290, stk. 2, og som efter lovændringen blev omfattet af den selv-
stændige hvidvaskbestemmelse, forhøjedes strafmaksimum således fra 6 til 8 års fængsel. Her-
med sikredes ifølge bemærkningerne til bestemmelsen, jf. Folketingstidende 2017-18, tillæg A,
1077
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
L 147 som fremsat, side 10, at domstolene har råderum til at udmåle den nødvendigt hårde straf
også i de allergroveste tilfælde af hvidvask. Der var ikke hermed tilsigtet en generel forhøjelse
af strafniveauet for hvidvask af særligt grov karakter sammenlignet med det hidtidige strafni-
veau for hæleri af særligt grov beskaffenhed.
Vedrørende strafferammen for overtrædelse af bestemmelsen i § 290 a fremgår af bemærknin-
gerne til lovforslaget, jf. Folketingstidende 2017-18, tillæg A, L 147 som fremsat, side 5 f., bl.a.
følgende:
”2.2.3.1. Den almindelige strafferamme for hæleri svarer i dag til den almindelige
strafferamme for en række berigelsesforbrydelser, herunder tyveri, underslæb, be-
drageri, mandatsvig, afpresning og skyldnersvig, jf. straffelovens § 285, stk. 1.
Justitsministeriet finder, at den almindelige strafferamme for den foreslåede selv-
stændige hvidvaskbestemmelse ligesom den gældende hæleribestemmelse bør være
den samme som den almindelige strafferamme for berigelsesforbrydelser, dvs. bøde
eller fængsel indtil 1 år og 6 måneder.
2.2.3.2. Under særligt skærpende omstændigheder kan straffen for hæleri stige til
fængsel i 6 år, hvilket svarer til strafferammen for tyveri, afpresning og åger af
særligt grov beskaffenhed, jf. § 286, stk. 1.
Strafferammen for flere andre berigelsesforbrydelser, herunder underslæb, bedra-
geri, mandatsvig og skyldnersvig, af særligt grov beskaffenhed går imidlertid op til
8 års fængsel, jf. § 286, stk. 2. Det samme gælder overtrædelser af særligt grov
karakter af skatte-, told-, afgifts- eller tilskudslovgivningen, jf. § 289, stk. 1.
Efter den foreslåede selvstændige hvidvaskbestemmelse kan hvidvask finde sted
med hensyn til alle førforbrydelser, der har givet et økonomisk udbytte i penge eller
andre formuegoder af økonomisk værdi, som efterfølgende er omsat i penge. Hvid-
vask efter den foreslåede bestemmelse er en økonomisk forbrydelse, der afhængig
af de nærmere omstændigheder kan være lige så alvorlig som de alvorligste ikke-
voldelige økonomiske forbrydelser i øvrigt.
Hertil kommer, at det i retspraksis er forekommet, at hæleri i form af konvertering
af penge, hvilket fremover vil være omfattet af den foreslåede selvstændige hvid-
vaskbestemmelse, er blevet straffet med det gældende maksimum efter hæleribe-
stemmelsen på 6 års fængsel.
Justitsministeriet finder på den baggrund, at den øvre strafferamme for særligt
grove overtrædelser af den foreslåede selvstændige hvidvaskbestemmelse bør være
8 år. For de tilfælde af hæleri af særligt grov beskaffenhed, der fremover vil være
omfattet af den foreslåede selvstændige hvidvaskbestemmelse, forhøjes strafmak-
simum således fra 6 års til 8 års fængsel.
1078
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
En sådan forhøjelse af strafmaksimum til 8 års fængsel vil sikre, at domstolene har
råderum til at udmåle den nødvendigt hårde straf også i de allergroveste tilfælde af
hvidvask.”
I de specielle bemærkninger til § 290 a, jf. Folketingstidende 2017-18, tillæg A, L 147 som
fremsat, side 10, anføres vedrørende strafudmålingen desuden følgende:
”For hvidvaskhandlinger, der i dag er omfattet af hæleribestemmelsen i § 290, er
der ikke tilsigtet nogen ændringer i strafudmålingen i forhold til den eksisterende
praksis eller i de forhold, der i almindelighed anses som skærpende eller formil-
dende omstændigheder.
I det omfang hvidvask af udbytte af egne strafbare forhold skal straffes efter den
foreslåede bestemmelse (jf. herom ovenfor), forudsættes det, at straffen udmåles på
samme måde som for tilsvarende hvidvaskhandlinger med hensyn til udbytte af an-
dres strafbare forhold.
Der vil kunne være tilfælde, hvor førforbrydelsen som udgangspunkt straffes med
bøde, men hvor strafniveauet for overtrædelse af den foreslåede § 290 a vil være
fængsel, når der tages udgangspunkt i det nuværende strafniveau for hæleri efter
straffelovens § 290.
Det foreslås i
stk. 2,
at straffen for hvidvask kan stige til fængsel i 8 år, når hvidva-
sken er af særligt grov beskaffenhed navnlig på grund af forbrydelsens erhvervs-
mæssige eller professionelle karakter eller som følge af den opnåede eller tilsigtede
vinding, eller når et større antal forbrydelser er begået.
Opregningen af de strafforhøjende omstændigheder er ikke udtømmende, og det
afgørende for anvendelsen af stk. 2 vil være en konkret helhedsbedømmelse.
Beskrivelsen af de strafforhøjende omstændigheder er magen til den gældende be-
stemmelse i straffelovens § 290, stk. 2, om særligt groft hæleri, og det er hensigten,
at den foreslåede bestemmelse skal forstås på samme måde. Det foreslåede straf-
maksimum på 8 år for hvidvask af særligt grov beskaffenhed indebærer, at straf-
maksimum for hvidvaskhandlinger, der i dag er omfattet af § 290, stk. 2, om hæleri
af særligt grov beskaffenhed, forhøjes fra 6 år til 8 år.
Denne forhøjelse af strafmaksimum til 8 års fængsel vil sikre, at domstolene har
råderum til at udmåle den nødvendigt hårde straf også i de allergroveste tilfælde af
hvidvask. Der er ikke tilsigtet en generel forhøjelse af strafniveauet for hvidvask af
særligt grov karakter sammenlignet med det gældende strafniveau for hæleri af sær-
ligt grov beskaffenhed.”
1079
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0512.png
7.2 Praksis
7.2.1 Praksis vedrørende straffelovens § 290 a, stk. 1
Som det fremgår ovenfor, er normalstrafferammen for hvidvask efter straffelovens § 290 a, stk.
1, bøde eller fængsel indtil 1 år og 6 måneder.
Der ses ikke at foreligge relevant trykt retspraksis om straf for overtrædelse af straffelovens §
290 a, stk. 1, idet tiltalte i den eneste foreliggende dom om overtrædelse af § 290 a, stk. 1, blev
idømt ambulant psykiatrisk behandling ved psykiatrisk afdeling, da den pågældende var util-
regnelig på grund af sindssygdom eller en tilstand, der måtte ligestilles hermed, jf. straffelovens
§ 16, stk. 1, og derfor ikke var egnet til straf.
7.2.2 Praksis vedrørende straffelovens § 290 a, stk. 2
For hvidvask er normalstraffen bøde eller fængsel indtil 1 år og 6 måneder, jf. straffelovens §
290 a, stk. 1.
Straffen kan dog stige til fængsel indtil 8 år, når hvidvasken er af særligt grov beskaffenhed
navnlig på grund af forbrydelsens erhvervsmæssige eller professionelle karakter eller som følge
af den opnåede eller tilsigtede vinding, eller når et større antal forbrydelser er begået, jf. straf-
felovens § 290 a, stk. 2.
Nedenstående gennemgang af retspraksis er afgrænset således, at den bygger på trykt praksis
siden indførelsen af bestemmelsen den 1. juli 2018, hvor der hovedsageligt kun er domfældt for
overtrædelse af § 290 a, stk. 2, uden anden kriminalitet til samtidig pådømmelse af væsentlig
betydning for straffen, og hvor straffen så vidt muligt ikke er fastsat som fællesstraf med en
tidligere straf eller med en reststraf fra en prøveløsladelse, jf. straffelovens § 61, eller som til-
lægsstraf til en tidligere straf, jf. straffelovens § 89 (dvs. ”rene” tilfælde).
Dommene er oplistet efter straffens længde. I gennemgangen er dommene ikke opdelt efter, om
den fastsatte straf er ubetinget eller betinget, herunder med vilkår om samfundstjeneste, idet
længden af fængselsstraffen som udgangspunkt antages at afspejle rettens vurdering af den på-
dømte kriminalitets alvor, mens spørgsmålet om betinget dom i højere grad beror på konkrete
omstændigheder ved tiltaltes personlige forhold. Se de generelle bemærkninger herom i kapitel
1, afsnit 4.
For så vidt angår sager om hvidvask begået før indførelsen af straffelovens § 290 a henvises
der til praksisbeskrivelsen ovenfor vedrørende straffelovens § 290 om hæleri.
Fra retspraksis kan der henvises til følgende afgørelser:
1080
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0513.png
TfK 2022.422Ø: T straffet med 1 år og 3 måneders fængsel, heraf 9 måneder betinget, for hvid-
vask af særligt grov beskaffenhed efter straffelovens § 290 a, stk. 2, ved at have transporteret
et kontantbeløb på ca. 1,6 mio. kr. fra Danmark til Tyskland. Ved fastsættelsen af den samlede
straf på 1 år og 3 måneder blev der lagt vægt på kriminalitetens karakter, herunder størrelsen af
kontantbeløbet. Efter en samlet vurdering af T’s personlige forhold sammenholdt med overtræ-
delsens karakter fandt landsretten det forsvarligt undtagelsesvist at bestemme, at 9 måneder
blev gjort betinget.
TfK 2021.727Ø: T straffet med 1 år og 3 måneders fængsel for hvidvask af særligt grov be-
skaffenhed efter straffelovens § 290 a, stk. 2, ved at have transporteret 218.000 euro i et hulrum
i en bil. Byretten fastsatte straffen til 1 år og 9 måneders fængsel, hvilket landsretten nedsatte
til 1 år og 3 måneders fængsel (med dissens for 1 år og 6 måneder). Ved straffastsættelsen lagde
landsretten vægt på forholdets professionelle karakter, beløbets størrelse, den tilsigtede vinding
og T’s nødvendige og ikke underordnede rolle.
TfK 2022.271V: T straffet med 2 års fængsel for hvidvask af særligt grov beskaffenhed efter
straffelovens § 290 a, stk. 2, ved at have modtaget, hævet og videreført i alt ca. 6,6 mio. kr.,
som var direkte eller indirekte udbytte af en strafbar lovovertrædelse. T var herudover skyldig
i bedrageri af særligt grov beskaffenhed efter straffelovens § 279, jf. § 286, stk. 2, ved at have
fremkaldt den vildfarelse hos tre personer, at han ville investere penge for dem, hvorefter han
alene investerede en mindre del og forbrugte resten selv, således at de pågældende personer led
et tab på ca. 264.000 kr. T var tidligere straffet i 2019 med 4 måneders betinget fængsel med
vilkår om samfundstjeneste for hæleri og bedrageri. Byretten fastsatte straffen til 2 års fængsel,
hvoraf kun 6 måneder skulle afsones, mens resten blev gjort betinget. Landsretten bemærkede,
at der ved straffastsættelsen i formildende retning skulle lægges vægt på, at T havde afgivet
fuld tilståelse og i vidt omfang havde bidraget med oplysninger til efterforskningen i et større
sagskompleks om hvidvask. I skærpende retning skulle der på den anden side navnlig lægges
vægt på, at der var tale om organiseret og professionel hvidvask i bandemiljøet, og at T tidligere
var straffet for bedrageri. Landsretten tiltrådte, at straffen var udmålt til 2 års fængsel, men
fandt ikke grundlag for at gøre nogen del af straffen betinget.
U 2021.3543Ø: T1 straffet med 3 år og 11 måneders fængsel for medvirken til forsøg på hvid-
vask af særligt grov beskaffenhed efter straffelovens § 290 a, stk. 2, jf. § 21, henholdsvis over-
trædelse af § 290 a, stk. 2, jf. dagældende § 290, stk. 2, jf. stk. 1, jf. § 21, ved i forening med
andre at have hvidvasket beløb på ikke under 140 mio. kr. gennem diverse pengeoverførsler.
Ved straffastsættelsen blev der i formildende retning lagt vægt på, at der kun var sket domfæl-
delse for forsøg på hvidvask, og at der ikke forelå oplysninger om, at T havde haft egen øko-
nomisk vinding i nogen betydelig grad. På den anden side blev der i skærpende retning lagt
vægt på det beløb, T1 blev dømt for at have forsøgt at hvidvaske, og at handlingerne fremstod
1081
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0514.png
professionelle og organiserede. Endvidere blev der lagt vægt på T’s centrale rolle. Der blev
endvidere henset til, at den med lov nr. 711 af 8. juni 2018 indførte forhøjede strafferamme på
8 års fængsel i straffelovens § 290 a, stk. 2, alene fandt anvendelse på forhold, som var begået
den 1. juli 2018 eller senere. Straffen blev til dels fastsat som en tillægsstraf, jf. straffelovens §
89, til en tidligere bødestraf.
TfK 2022.240V: T straffet med en fællesstraf på 4 år og 6 måneders fængsel for hvidvask af
særligt grov beskaffenhed efter straffelovens § 290 a, stk. 2, ved at have deltaget i betaling af
fiktive fakturaer på ca. 37,5 mio. kr. til udenlandske konti med henblik på at sløre pengenes
ulovlige oprindelse. T havde som betaling herfor modtaget 1,5 mio. kr. T var tidligere straffet i
2012 med 60 dages fængsel for hæleri og i 2018 med 2 år og 6 måneders fængsel for narkoti-
kakriminalitet. De nye forhold var begået i prøvetiden, efter at T var prøveløsladt fra afsoningen
af dommen for narkotikakriminalitet med en reststraf på 305 dage. Ved straffastsættelsen blev
der lagt vægt på det beløbsmæssige omfang, antallet af transaktioner og på, at T havde haft en
aktiv rolle i såvel bestillingen af falske fakturaer som i håndteringen af kontanter. Endvidere
blev der lagt vægt på forholdenes organiserede og professionelle karakter. Straffen blev fastsat
som en fællesstraf, jf. straffelovens § 61, stk. 2, med reststraffen på 305 dage.
TfK 2022.222V: T straffet med 4 år og 6 måneders fængsel for hvidvask af særligt grov be-
skaffenhed efter straffelovens § 290 a, stk. 2, ved via et aktieselskab og et anpartsselskab, som
T ejede og var direktør i, at have overført ca. 110 mio. kr. til udenlandske konti ved brug af
betaling af fiktive fakturaer med henblik på at sløre pengenes ulovlige oprindelse. T forklarede,
at han selv havde modtaget 1 % af overførslerne. Ved straffastsættelsen blev der i byretten i
skærpende retning lagt vægt på beløbets størrelse og den aktive og nødvendige funktion, som
T havde varetaget, og i formildende retning på, at T var ustraffet og havde gode personlige
forhold. I landsretten blev der supplerende lagt vægt på forholdenes organiserede og professi-
onelle karakter, men også, at T i det ene forhold reelt kun havde haft en rolle som stråmand.
Uanset det oplyste om T’s gode personlige forhold var der ikke grundlag for at gøre straffen
helt eller delvist betinget.
TfK 2022.424Ø: T straffet med 5 års fængsel for hvidvask af særligt grov beskaffenhed efter
straffelovens § 290 a, stk. 2, til dels forsøg herpå, jf. § 21, ved at have modtaget meget store
kontantbeløb på i alt mindst 230 mio. kr., som T konverterede eller overførte for at skjule eller
tilsløre deres ulovlige oprindelse, ligesom T forsøgte herpå. Efter omstændighederne fandt
landsretten ikke, at der forelå særdeles skærpende omstændigheder, jf. straffelovens § 88, stk.
1, 2. pkt., således at straffen kunne forhøjes med indtil det halve. Ved udmålingen af straffen
lagde landsretten navnlig vægt på, at der var tale om mange transaktioner begået over længere
tid vedrørende et samlet set meget stort beløb, ligesom landsretten lagde vægt på den professi-
onelle karakter, som udførelsen havde haft. Ved straffastsættelsen indgik det endvidere, at der
1082
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
ikke kunne siges noget sikkert om T’s placering i det kriminelle netværk ud over, at han måtte
antages at have været ret langt nede i hierarkiet, og at han i det væsentlige havde adlydt ordrer
og i vidt omfang foretaget det praktiske arbejde for andre.
7.3 Konklusion
Efter straffelovens § 290 a, stk. 1, straffes hvidvask med bøde eller fængsel indtil 1 år og 6
måneder. Straffen kan dog stige til fængsel i 8 år, når hvidvasken er af særligt grov beskaffen-
hed navnlig på grund af forbrydelsens erhvervsmæssige eller professionelle karakter eller som
følge af den opnåede eller tilsigtede vinding, eller når et større antal forbrydelser er begået, jf.
§ 290 a, stk. 2.
Straffelovens § 290 a blev indsat ved
lov nr. 711 af 8. juni 2018
og trådte i kraft den 1. juli
2018. Med indsættelsen af bestemmelsen blev en del af hæleribestemmelsen i straffelovens §
290 udskilt til en selvstændig bestemmelse i § 290 a for at styrke den strafferetlige indsats mod
hvidvask.
Bestemmelsen omfatter både hvidvask af udbytte af egne strafbare forhold (såkaldt selvhvid-
vask) og hvidvask af penge, som direkte eller indirekte er udbytte af en anden persons strafbare
forhold. For så vidt angår selvhvidvask var der tale om nykriminalisering, idet sådanne forhold
ikke havde været omfattet af den hidtil gældende hæleribestemmelse i § 290.
Med hensyn til strafudmålingen for hvidvask efter straffelovens § 290 a fremgår det af forar-
bejderne til bestemmelsen, at for hvidvaskhandlinger, der hidtil havde været omfattet af hæle-
ribestemmelsen i § 290, var der ikke tilsigtet nogen ændringer i strafudmålingen i forhold til
den eksisterende praksis eller i de forhold, der i almindelighed anses som skærpende eller for-
mildende omstændigheder. I det omfang der er tale om hvidvask af udbytte af egne strafbare
forhold, blev det forudsat, at straffen udmåles på samme måde som for tilsvarende hvidvask-
handlinger med hensyn til udbytte af andres strafbare forhold. Det anføres i den forbindelse i
bemærkningerne, at der vil kunne forekomme tilfælde, hvor førforbrydelsen som udgangspunkt
straffes med bøde, men hvor strafniveauet for overtrædelse af § 290 a vil være fængsel, når der
tages udgangspunkt i det hidtidige strafniveau for hæleri efter § 290. Der er ikke i øvrigt givet
nærmere anvisninger om det konkrete strafniveau for overtrædelse af § 290 a, stk. 1.
I forhold til hvidvask af særligt grov beskaffenhed efter § 290 a, stk. 2, er strafferammen på 8
års fængsel fastsat højere end strafferammen på 6 års fængsel for hæleri af særligt grov beskaf-
fenhed efter § 290, stk. 2. Dette skal ifølge lovbemærkningerne sikre, at domstolene har råde-
rum til at udmåle den nødvendigt hårde straf også i de allergroveste tilfælde af hvidvask. Der
er imidlertid ikke tilsigtet nogen generel forhøjelse af strafniveauet for hvidvask af særligt grov
beskaffenhed sammenlignet med det gældende strafniveau for hæleri af særligt grov
1083
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0516.png
beskaffenhed. Der er ikke herudover givet nærmere anvisninger om det konkrete strafniveau
for overtrædelse af § 290 a, stk. 2.
I nedenstående er det i forbindelse med redegørelsen for strafniveauerne ikke anført, om der
har været tale om betinget eller ubetinget straf. Det fremgår af praksisgennemgangen ovenfor i
afsnit 7.2, om straffene i de enkelte sager er gjort betingede.
7.3.1 Straffelovens § 290 a, stk. 1, om hvidvask
Der ses endnu ikke at foreligge relevant trykt retspraksis om overtrædelse af straffelovens §
290 a, stk. 1, idet tiltalte i den eneste foreliggende dom om overtrædelse af § 290 a, stk. 1, blev
idømt ambulant psykiatrisk behandling ved psykiatrisk afdeling, da den pågældende var util-
regnelig på grund af sindssygdom eller en tilstand, der måtte ligestilles hermed, jf. straffelovens
§ 16, stk. 1, og derfor ikke var egnet til straf.
7.3.2 Straffelovens § 290 a, stk. 2, om hvidvask af særligt grov beskaffenhed
I sager om hvidvask af særligt grov beskaffenhed efter straffelovens § 290 a, stk. 2, er der i den
gennemgåede periode udmålt straffe på mellem 1 år og 3 måneders fængsel og 5 års fængsel
fordelt på syv domme.
I to domme er straffen fastsat til 1 år og 3 måneders fængsel. I den ene havde tiltalte hvidvasket
ca. 1,6 mio. kr., mens den tiltalte i den anden sag havde hvidvasket 218.000 euro. I begge sager
blev der lagt vægt på beløbets størrelse, og i den ene sag blev der tillige lagt vægt på forholdets
professionelle karakter, den tilsigtede vinding og tiltaltes nødvendige og ikke underordnede
rolle.
I en enkelt dom blev tiltalte straffet med 2 års fængsel for at have hvidvasket i alt ca. 6,6 mio.
kr., ligesom den pågældende også var skyldig i bedrageri af særligt grov beskaffenhed for ca.
264.000 kr. Ved strafudmålingen blev der i formildende retning lagt vægt på, at tiltalte havde
afgivet fuld tilståelse og i vidt omfang bidraget med oplysninger til efterforskningen i et større
sagskompleks om hvidvask, og i skærpende retning på, at der var tale om organiseret og pro-
fessionel hvidvask i bandemiljøet, og at tiltalte tidligere var straffet for bedrageri.
I en enkelt dom er straffen fastsat til 3 år og 11 måneders fængsel. I den pågældende sag havde
tiltalte medvirket til forsøg på hvidvask af ikke under 140 mio. kr. Ved straffastsættelsen blev
der i formildende retning lagt vægt på, at der kun var sket domfældelse for forsøg, og at der
ikke forelå oplysninger om, at tiltalte havde haft egen økonomisk vinding i nogen betydelig
grad. I skærpende retning blev der lagt vægt på det beløb, T1 blev dømt for at have forsøgt at
hvidvaske, at handlingerne fremstod professionelle og organiserede og tiltaltes centrale rolle.
1084
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
Der blev endvidere henset til, at den med lov nr. 711 af 8. juni 2018 indførte forhøjede straffe-
ramme på 8 års fængsel i straffelovens § 290 a, stk. 2, alene fandt anvendelse på forhold, som
var begået den 1. juli 2018 eller senere. Det bemærkes, at sagen ses at være rejst som doms-
mandssag, således at straffen ikke kunne fastsættes til 4 års fængsel eller derover, jf. retspleje-
lovens § 686, stk. 4, nr. 1.
I to domme er straffen fastsat til 4 år og 6 måneders fængsel. I den ene dom havde tiltalte
hvidvasket ca. 110 mio. kr., og ved straffastsættelsen i denne sag blev der i skærpende retning
lagt vægt på beløbets størrelse og den aktive og nødvendige funktion, tiltalte havde varetaget,
og i formildende retning på, at tiltalte var ustraffet og havde gode personlige forhold. Der blev
endvidere lagt vægt på forholdenes organiserede og professionelle karakter, men også på, at
tiltalte i det ene forhold reelt kun havde haft en rolle som stråmand. I den anden dom blev
straffen fastsat som en fællesstraf med en reststraf på 305 dage. Tiltalte havde i denne sag hvid-
vasket ca. 37,5 mio. kr. Tiltalte var tidligere straffet, og ved straffastsættelsen blev der lagt vægt
på det beløbsmæssige omfang, antallet af transaktioner og på, at tiltalte havde haft en aktiv
rolle. Endvidere blev der lagt vægt på forholdenes organiserede og professionelle karakter.
Endelig er der i en enkelt dom udmålt en straf på 5 års fængsel i en sag, hvor tiltalte havde
hvidvasket, til dels forsøgt herpå, vedrørende mindst 230 mio. kr. Ved udmålingen af straffen
blev der lagt vægt på, at der var tale om mange transaktioner begået over længere tid vedrørende
et samlet set meget stort beløb, ligesom der blev lagt vægt på den professionelle karakter, som
udførelsen havde haft. Det indgik endvidere, at der ikke kunne siges noget sikkert om tiltaltes
placering i det kriminelle netværk ud over, at han måtte antages at have været ret langt nede i
hierarkiet, og at han i det væsentlige havde adlydt ordrer og i vidt omfang foretaget det praktiske
arbejde for andre.
På baggrund af praksis kan det sammenfattende konstateres, at domstolene ved strafudmålingen
for hvidvask af særligt grov karakter i vidt omfang lægger vægt på størrelsen af det beløb, der
er hvidvasket for. Endvidere lægges der i skærpende retning vægt på forholdets professionelle
og/eller organiserede karakter, længden af perioden med hvidvask, den tilsigtede vinding, til-
taltes rolle, og om tiltalte tidligere er straffet. I formildende retning er der i praksis lagt vægt
på, om der alene foreligger forsøg på hvidvask, graden af egen vinding, og om tiltalte har afgivet
fuld tilståelse og bidraget med oplysninger til sagens opklaring.
I de gennemgåede sager er der udmålt straffe i de to nedre tredjedele af strafferammen på 8 års
fængsel, således at den højst udmålte straf er på 5 års fængsel. Den øverste tredjedel af straffe-
rammen ses derimod ikke udnyttet.
1085
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
8. Straffelovens § 291 om hærværk
8.1 Lovgivning og forarbejder
Straffelovens § 291 om hærværk lyder:
”§ 291. Den, der ødelægger, beskadiger eller bortskaffer
ting, der tilhører en anden,
straffes med bøde eller fængsel indtil 1 år og 6 måneder.
Stk. 2.
Øves der hærværk af betydeligt omfang, eller af mere systematisk eller or-
ganiseret karakter, eller er gerningsmanden tidligere fundet skyldig efter nærvæ-
rende paragraf eller efter § 180, § 181, § 183, stk. 1 og 2, § 184, stk. 1, § 193 eller
§ 194, kan straffen stige til fængsel i 6 år.
Stk. 3.
Forvoldes skaden under de i stk. 2 nævnte omstændigheder af grov uagtsom-
hed, er straffen bøde eller fængsel indtil 6 måneder.
Stk. 4.
Ved fastsættelse af straffen efter stk. 1 og 2 skal det indgå som en skærpende
omstændighed, at forholdet er begået, mens eller i umiddelbar forlængelse af at der
i området foregår grov forstyrrelse af ro og orden på offentligt sted, eller at hærværk
er begået mod ting, der tjener til at forebygge eller bekæmpe kriminalitet. Det skal
ved fastsættelse af straffen efter stk. 1 og 2 endvidere indgå som skærpende om-
stændighed, at forholdet er begået mod ting, der tilhører en af de i § 119 nævnte
personer, når gerningen har baggrund i den forurettedes udførelse af offentlig tje-
neste eller hverv.”
I Borgerlig Straffelov af 1930, jf.
lov nr. 126 af 15. april 1930,
havde § 291 følgende ordlyd:
”§ 291. Den, som ødelægger, beskadiger eller bortskaffer Ting, der tilhører en an-
den, straffes med Bøde, Hæfte eller med Fængsel indtil 1 Aar.
Stk. 2.
Øves der Hærværk af betydeligt Omfang, eller er Gerningsmanden tidligere
fundet skyldig efter nærværende Paragraf eller efter §§ 180, 181, 183, Stk. 1 og 2,
184, Stk. 1, 193 eller 194, kan Straffen stige til Fængsel i 4 Aar.
Stk. 3.
Forvoldes Skaden under de i Stk. 2 nævnte Omstændigheder af grov Uagt-
somhed,
er Straffen Bøde, Hæfte eller Fængsel indtil 6 Maaneder.”
Bestemmelsen blev først ændret ved
lov nr. 352 af 19. maj 2004,
hvor der foretoges en nyaffat-
telse af bestemmelsens stk. 1 og 2 således:
”§ 291. Den, der ødelægger, beskadiger eller bortskaffer
ting, der tilhører en anden,
straffes med bøde eller fængsel indtil 1 år og 6 måneder.
Stk. 2.
Øves der hærværk af betydeligt omfang eller af mere systematisk eller orga-
niseret karakter, eller er gerningsmanden tidligere fundet skyldig efter nærværende
1086
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
paragraf eller efter § 180, § 181, § 183, stk. 1 og 2, § 184, stk. 1, § 193 eller § 194,
kan straffen stige til fængsel i 6 år.”
Hovedformålet med lovændringen var at skabe en forbedret strafferetlig beskyttelse mod IT-
kriminalitet. Lovændringen havde desuden til formål at gennemføre de ændringer i straffeloven
og retsplejeloven, der var nødvendige for, at Danmark kunne ratificere Europarådets konven-
tion om IT-kriminalitet, samt for at Danmark kunne deltage i vedtagelsen af en EU-rammeaf-
gørelse om angreb på informationssystemer, jf. Folketingstidende 2003-04, tillæg A, side 1766
f.
Herved ændredes strafferammerne således, at normalstrafferammen i stk. 1 hævedes til bøde
eller fængsel indtil 1 år og 6 måneder, og strafmaksimum i sidestrafferammen i stk. 2 hævedes
fra 4 til 6 års fængsel.
Endvidere blev anvendelsesområdet for sidestrafferammen i stk. 2 udvidet til også at omfatte
hærværk af mere systematisk eller organiseret karakter. Ændringen var nødvendiggjort af for-
pligtelsen efter artikel 7 i det daværende forslag af 19. april 2002 til EU-rammeafgørelse om
angreb på informationssystemer, jf. Rådets rammeafgørelse 2005/222/RIA af 24. februar 2005,
L 69/67-71, 2005.
Vedrørende ændringerne i strafferammerne samt udvidelsen af anvendelsesområdet af bestem-
melsens stk. 2 fremgår bl.a. følgende af de almindelige bemærkninger til lovændringen, jf. Fol-
ketingstidende 2003-04, tillæg A, side 1793 f. og 1819:
”5.2. Brydensholt-udvalgets
overvejelser og forslag vedrørende datahærværk mv.
5.2.1. Datahærværk og rådighedshindring
Ved behandlingen af spørgsmålet om datakriminalitet har Brydensholt-udvalget
bl.a. overvejet anvendeligheden af straffelovens bestemmelser om hærværk (§ 291)
og rådighedshindring (§ 293). Det hænger sammen med, at bestemmelserne i straf-
felovens § 291 og § 293 ikke er udformet med henblik på at ramme IT-kriminalitet.
I betænkning nr. 1417/2002 om IT-kriminalitet anfører Brydensholt-udvalget, at
der på dette område i hvert fald overvejende må antages at være strafferetlig dæk-
ning i hærværksbestemmelsen i straffelovens § 291, jf. betænkningen side 116f og
157-158.
Med hensyn til uberettiget sletning eller ændring af data eller programmel anfører
udvalget, at der herved foreligger beskadigelse eller ødelæggelse af ting, jf. straffe-
lovens § 291.
1087
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
I betænkningen anføres det endvidere, at en særlig hærværksvariant er de såkaldte
e-mail bomber og lignende, f.eks. Denial-of-Service angreb eller Ping of Death,
hvor der ikke forekommer hverken ødelæggelse, ændring eller uberettiget adgang,
men derimod alene er tale om brug i form af chikane. Herom anføres det i betænk-
ningen (side 119), at det i nedbrudssituationer vil være nærliggende at overveje, om
sådanne nedbrud er omfattet af hærværksbestemmelsen
–
det vil sige at nedbruddet
kan karakteriseres som en beskadigelse. Imidlertid kan anvendelse af straffelovens
§ 293 også overvejes.
Om virus, der sletter, ændrer, herunder tilføjer, eller blokerer oplysninger, anføres
det i betænkningen, at det er sandsynligt, at en virus normalt vil opfylde betingel-
serne i straffelovens § 291, da virussen indgår som en del af systemet og ændrer
dette.
I betænkningen er det herefter anført, at udvalget finder, at der er behov for en vis
justering og præcisering af straffeloven under hensyntagen til, at der inden for elek-
tronisk databehandling forekommer hærværk, hvor der ikke er helt klar strafferetlig
dækning, samt hærværk, som antagelig dækkes af forskellige bestemmelser i straf-
feloven.
Efter udvalgets opfattelse er der ikke behov for en særskilt straffelovsbestemmelse
om datahærværk. Udvalget finder endvidere, at hærværksbestemmelsen i straffelo-
vens § 291, der har et bredt anvendelsesområde, er tilstrækkeligt dækkende, og der
derfor ikke er behov for en ændring af denne bestemmelse.
[…]
5.3. Justitsministeriets overvejelser
5.3.1. Justitsministeriet kan tilslutte sig Brydensholt-udvalgets synspunkt om, at der
ikke er behov for en særskilt bestemmelse om datahærværk.
Straffelovrådet har i betænkning nr. 1424/2002 foretaget en gennemgang og vurde-
ring af strafferammerne i straffeloven. Om hærværksbestemmelsen i straffelovens
§ 291, stk. 1, anfører Straffelovrådet i betænkningen side 936, at strafferammen bør
hæves til bøde eller fængsel indtil 1 år og 6 måneder, hvilket stemmer overens med
normalstrafferammen for berigelsesforbrydelser, bortset fra ulovlig omgang med
hittegods.
Justitsministeriet er enig i, at hensynet til sammenhæng i strafferammesystemet kan
tale for en forhøjelse af strafferammen i § 291, stk. 1, således at normalstraffen
svarer til normalstrafferammen for andre forbrydelser, der krænker ejendomsretten.
På den baggrund foreslås det, at strafferammen i § 291, stk. 1, ændres til bøde eller
fængsel indtil 1 år og 6 måneder.
For så vidt angår den forhøjede sidestrafferamme i § 291, stk. 2, har Straffelovrådet
i betænkning nr. 1424/2002 side 936 anført, at strafferammen bør bringes i
1088
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
overensstemmelse med det strafmaksimum, rådet foreslår for andre angreb på pri-
vat ejendomsret. Straffelovrådet foreslår på den baggrund strafmaksimum i § 291,
stk. 2, hævet til fængsel i 6 år.
Straffelovrådet anfører videre, at rådet tidligere i betænkning nr. 1099/1987 om
strafferammer og prøveløsladelse har givet udtryk for, at gentagelsesreglen i § 291,
stk. 2, (hvorefter gerningsmanden kan straffes efter den skærpede strafferamme,
hvis den pågældende tidligere er fundet skyldig i overtrædelse af hærværk eller efter
§§ 180, 181, 183, stk. 1 og 2, 184, stk. 1, 193 eller 194) rækker for vidt, og at det
fortsat er rådets opfattelse, at bestemmelsen i sin nuværende udformning er for vidt-
gående.
Justitsministeriet kan tilslutte sig Straffelovrådets betragtninger om strafmaksimum
i § 291, stk. 2, og strafferammen foreslås på den baggrund hævet til fængsel i 6 år.
Med den foreslåede skærpelse af strafferammen i § 291, stk. 2, tilsigtes en større
graduering af straffen i de groveste tilfælde af hærværk.
Justitsministeriet finder imidlertid ikke grundlag for i øvrigt at ændre bestemmelsen
som foreslået af Straffelovrådet, idet der ikke bør ske lempelser i gentagelsestil-
fælde. Efter ministeriets opfattelse bør der således fortsat være mulighed for anven-
delse af den forhøjede sidestrafferamme i tilfælde, hvor tiltalte tidligere er fundet
skyldig i hærværk mv.
[…]
8.2.5. […]
For så vidt angår krænkelse af datahemmeligheden, som omfattet af artikel 2, op-
fyldes denne forpligtelse som nævnt under pkt. 8.2.1. ved straffelovens § 263, stk.
2, hvorefter hacking kan straffes med fængsel indtil 6 måneder. Det følger imidler-
tid af artikel 7, at hacking, der foretages inden for rammerne af en kriminel organi-
sation, skal kunne straffes med op til mellem 2 og 5 års fængsel. Danmarks tilslut-
ning til rammeafgørelsen nødvendiggør således en ændring af strafferammen, såle-
des at denne opfylder artikel 7.
[…]
Efter § 291, stk. 1, straffes hærværk med fængsel indtil 1 år. Ved hærværk af bety-
deligt omfang, eller hvis der foreligger gentagelse, kan straffen stige til fængsel i 4
år. Forpligtelsen efter artikel 6 er opfyldt i relation til strafferammen i § 291, stk. 1,
mens forpligtelsen efter artikel 7 nødvendiggør en ændring af den forhøjede side-
strafferamme i § 291, stk. 2. På den baggrund foreslås § 291, stk. 2, ændret, således
at også hærværk af mere systematisk eller organiseret karakter kan straffes med
fængsel indtil 4 år,
jf. lovforslagets § 1, nr. 12.”
Af de specielle bemærkninger til lovændringen, jf. Folketingstidende 2003-04, tillæg A,
side 1824, fremgår:
1089
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
”Det foreslås at ændre strafferammen for hærværk efter § 291, således at normal-
strafferammen i stk. 1 hæves til bøde eller fængsel indtil 1 år og 6 måneder.
Endvidere foreslås strafmaksimum i § 291, stk. 2, hævet fra 4 til 6 år og anvendel-
sesområdet udvidet, således at bestemmelsen tillige er anvendelig, hvor der er tale
om hærværk af mere systematisk eller organiseret karakter. Det vil afhænge af en
konkret vurdering, om hærværk skønnes at være af mere systematisk eller organi-
seret karakter. Der henvises herom til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 9
(straffelovens § 263, stk. 3).”
Af bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 9, jf. Folketingstidende 2003-04, tillæg A, side
1822,
fremgår om det, der må anses for at være af ”systematisk eller organiseret karakter”,
følgende:
”Det vil afhænge af en konkret vurdering, om overtrædelsen skønnes at være af
mere systematisk eller organiseret karakter. Bestemmelsen herom skal bl.a. ses i
sammenhæng med artikel 7 i forslag til rammeafgørelse om angreb på informati-
onssystemer, der henviser til EUs fælles aktion af 21. december 1998 om at gøre
det strafbart at deltage i en kriminel organisation i EUs medlemsstater (EFT L 351
af 29. december 1998, s. 1), dog således at den deri fastsatte strafferamme ikke
finder anvendelse. Udtrykket systematisk eller organiseret er imidlertid ikke be-
grænset til aktiviteter foretaget af en kriminel organisation som defineret i den fæl-
les aktion. Andre former for systematisk eller organiseret hacking vil således skulle
anses for en skærpende omstændighed ved anvendelsen af § 263, stk. 3.”
Ved
lov nr. 1107 af 1. december 2009
indsattes et stk. 4 i bestemmelsen med følgende ordlyd:
”Stk.
4. Ved fastsættelse af straffen efter stk. 1 og 2 skal det indgå som en skær-
pende omstændighed, at forholdet er begået, mens eller i umiddelbar forlængelse af
at der i området foregår grov forstyrrelse af ro
og orden på offentligt sted.”
Med lovændringen tilsigtedes en forhøjelse af straffen med halvdelen i forhold til det hidtidige
strafniveau i sager om hærværk begået mens eller i umiddelbar forlængelse af, at der foregår
grov forstyrrelse af den offentlige ro og orden.
Af de almindelige bemærkninger til lovændringen, jf. Folketingstidende 2009-10, tillæg A, L
49 som fremsat, side 6 f., fremgår bl.a. følgende om det hidtidige strafniveau og det tilsigtede
strafniveau i sager omfattet af det nye stk. 4:
”2.2. Hærværk
2.2.1. Gældende ret
Efter straffelovens § 291, stk. 1, om hærværk straffes den, der ødelægger, beskadi-
ger eller bortskaffer ting, der tilhører en anden, med bøde eller fængsel indtil 1 år
og 6 måneder.
1090
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
Efter bestemmelsens stk. 2 kan straffen stige til fængsel i 6 år, hvis der øves hær-
værk af betydeligt omfang, eller af mere systematisk eller organiseret karakter, eller
hvis gerningsmanden tidligere er fundet skyldig i hærværk, brandstiftelse mv.
Efter Rigsadvokatens Meddelelse nr. 9/2005 om strafpåstande i sager om overtræ-
delse af straffeloven skal anklagemyndigheden i hærværkssager som udgangspunkt
nedlægge påstand om en bøde på 800 kr. ved skadestørrelser indtil 1.600 kr. Ved
skadestørrelser på 1.600 kr. og derover er udgangspunktet en bøde svarende til halv-
delen af skadens størrelse, idet beløbet dog oprundes til det nærmeste beløb deleligt
med 100 kr. Bøden halveres i begge tilfælde, hvis erstatning er betalt, dog ikke til
beløb under 500 kr.
Det fremgår desuden af rigsadvokatmeddelelsen, at hærværk i reglen ikke bør straf-
fes med bøde, hvis skadens størrelse overstiger 15.000 kr. I sådanne tilfælde bør
forholdet henføres under straffelovens § 291, stk. 2, og der bør som udgangspunkt
nedlægges påstand om frihedsstraf, afhængig af eventuelle skærpende eller formil-
dende omstændigheder, herunder arten og antallet af hærværksforhold. Ved vurde-
ringen af, om der skal nedlægges påstand om frihedsstraf, bør der også tages hensyn
til gerningsmandens mulighed for at indse, at hærværket ville medføre skade i
denne størrelsesorden.
Hvis en bøde undtagelsesvis kommer på tale ved skadestørrelser over 15.000 kr.,
kan der ved bødepåstanden tages udgangspunkt i de ovennævnte påstande ved ska-
destørrelser på 1.600 kr. og derover.
Som det fremgår, idømmes der i grove hærværkssager og i gentagelsestilfælde som
det klare udgangspunkt en frihedsstraf. Der er stor variation i de konkrete straffe,
som afhænger af omstændighederne i den enkelte sag, herunder f.eks. værdien af
det ødelagte (som kan variere betydeligt fra sag til sag), gerningsmandens eventu-
elle forstraffe, og om der er tale om organiseret eller systematisk hærværk.
En person, der begår hærværk, skal ved siden af straffen betale erstatning for det
ødelagte efter dansk rets almindelige erstatningsregler.
2.2.2. Lovforslagets udformning
Der bør efter Justitsministeriets opfattelse ske en skærpelse af straffen for hærværk
efter straffelovens § 291, stk. 1 og 2, hvis overtrædelsen sker, mens eller i umiddel-
bar forlængelse af, at der i området foregår grov forstyrrelse af ro og orden på of-
fentligt sted omfattet af straffelovens § 134 a, jf. pkt. 2.1.2 ovenfor.
Afhængig af de konkrete omstændigheder vil personer, der begår hærværk i forbin-
delse med, at der i det pågældende område foregår grov forstyrrelse af den offent-
lige ro og orden, kunne anses for at være deltagere i urolighederne og for at handle
efter aftale eller flere i forening, og i så fald vil de kunne straffes for overtrædelse
af straffelovens § 134 a. Uanset om dette måtte være tilfældet, vil den pågældende
imidlertid ved sin handling kunne medvirke til at optrappe en i forvejen spændt og
tilspidset situation.
1091
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
På denne baggrund foreslås det, at der i straffelovens § 291 indsættes et nyt stk. 4,
hvorefter det ved straffens fastsættelse skal indgå som en skærpende omstændighed,
at forholdet er begået, mens eller i umiddelbar forlængelse af, at der i området fo-
regår grov forstyrrelse af ro og orden på offentligt sted.
Som anført ovenfor idømmes der som udgangspunkt frihedsstraf i grove hærværks-
sager og i gentagelsestilfælde. Der er stor variation i de konkrete straffe, som af-
hænger af omstændighederne i den enkelte sag, herunder f.eks. værdien af det øde-
lagte (som kan variere betydeligt fra sag til sag), gerningsmandens eventuelle for-
straffe og om der er tale om organiseret eller systematisk hærværk. Der bør efter
Justitsministeriets opfattelse ske en betydelig skærpelse af straffen i tilfælde, hvor
der begås hærværk, mens eller i umiddelbar forlængelse af, at der i området foregår
grov forstyrrelse af den offentlige ro og orden, og det forudsættes, at der i sådanne
tilfælde i givet fald som udgangspunkt sker en forhøjelse af straffen med halvdelen
i forhold til den frihedsstraf, der ville være blevet fastsat efter de hidtidige regler.
I tilfælde, hvor der i de omhandlede sager undtagelsesvis fastsættes en bødestraf
(f.eks. fordi der er tale om en ustraffet gerningsmand, der begår hærværk for et
mindre beløb), forudsættes der som udgangspunkt tilsvarende at ske en forhøjelse
af bøden med det halve i forhold til det sædvanlige niveau. Bøden til en gernings-
mand, der f.eks. begår hærværk for 10.000 kr., forudsættes således som udgangs-
punkt forhøjet fra 5.000 kr. til 7.500 kr. Hertil kommer naturligvis den forurettedes
erstatningskrav.
Fastsættelsen af straffen i de konkrete sager om overtrædelse af straffelovens § 291,
stk. 1 og 2, vil i øvrigt fortsat bero på domstolenes konkrete vurdering i det enkelte
tilfælde, og det angivne strafniveau vil kunne fraviges i op- eller nedadgående ret-
ning, hvis der i den konkrete sag er omstændigheder, der taler herfor, jf. herved de
almindelige regler om straffens fastsættelse i straffelovens §§ 80-82.
Der tilsigtes med lovforslaget ikke skærpelser af straffen for hærværk i andre sager,
dvs. hvor der ikke er tale om hærværk begået, mens eller i umiddelbar forlængelse
af, at der i området foregår grov forstyrrelse af offentlig ro og orden.
[…]”
Ved
lov nr. 141 af 28. februar 2018,
der trådte i kraft den 2. marts 2018, indsattes ”,
eller at
hærværk er begået mod ting,
der tjener til at forebygge eller bekæmpe kriminalitet” efter ”of-
fentligt sted” i § 291, stk. 4. Det forudsattes i lovbemærkningerne, at straffen for hærværk be-
gået mod ting, der tjener til at forebygge eller bekæmpe kriminalitet, som udgangspunkt skær-
pes med halvdelen i forhold til den straf, som ville være blevet idømt efter de hidtidige regler.
Af bemærkningerne til lovændringen, jf. Folketingstidende 2017-18, tillæg A, L 91 som frem-
sat, side 3 f., fremgår bl.a.:
1092
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
”Det foreslås at ændre
straffelovens § 291, stk. 4, således at det ved fastsættelsen af
straffen efter stk. 1 og 2 også skal indgå som en skærpende omstændighed, at hær-
værk er begået mod ting, der tjener til at forebygge eller bekæmpe kriminalitet.
Den foreslåede strafskærpelse omfatter hærværk mod eksempelvis overvågnings-
kameraer, alarmer, gadebelysning, udstyr til automatisk hastighedskontrol (ATK)
(herunder et køretøj, hvori mobilt ATK-udstyr er placeret), udstyr til automatisk
nummerpladegenkendelse (ANPG) (herunder kameraer og øvrige tekniske installa-
tioner mv.) og mobile nærpolitistationer (herunder bl.a. køretøjer og pavilloner).
Forslaget omfatter også eksempelvis vejtekniske foranstaltninger i form af bomme
og skiltning opsat for at hindre utryghedsskabende knallertkørsel eller bilræs. For-
slaget omfatter overvågningskameraer, alarmer osv., uanset om kameraet, alarmen
osv. er opsat af eksempelvis politiet, forsvaret, Vejdirektoratet eller en anden stats-
lig myndighed, en region eller kommune, et trafikselskab, et boligselskab, en er-
hvervsvirksomhed eller en privatperson. Forslaget omfatter både ting, der er place-
ret på offentligt tilgængelige steder, og ting, der er placeret på ikke-offentligt til-
gængelige steder.
Det forudsættes, at straffen for hærværk begået mod ting, der tjener til at forebygge
eller bekæmpe kriminalitet, som udgangspunkt skærpes med halvdelen i forhold til
den straf, som ville være blevet idømt efter de hidtidige regler.
I de tilfælde, hvor hærværket er begået i tilknytning til grov forstyrrelse af ro og
orden i området, således at forholdet er omfattet af den gældende strafskærpelses-
regel i § 291, stk. 4, vil der dog ikke skulle ske en yderligere skærpelse af strafni-
veauet i forhold til i dag.
Fastsættelsen af straffen vil fortsat bero på domstolenes konkrete vurdering i det
enkelte tilfælde af samtlige omstændigheder i sagen, jf. herved de almindelige reg-
ler om straffens fastsættelse i straffelovens kapitel 10.”
Ved
lov nr. 82 af 30. januar 2019,
der trådte i kraft den 1. februar 2019, indsattes et 2. pkt. i §
291, stk. 4, med følgende ordlyd:
”Det skal ved fastsættelse af straffen efter stk. 1 og 2 endvidere indgå som skær-
pende omstændighed, at forholdet er begået mod ting, der tilhører en af de i § 119
nævnte personer, når gerningen har baggrund i den forurettedes udførelse af offent-
lig tjeneste eller hverv.”
Lovændringen havde baggrund i en politisk aftale om strafskærpelser for chikane, trusler og
hærværk mod personer i offentlig tjeneste eller hverv, herunder lokalpolitikere. Det blev med
ændringen forudsat, at straffen i tilfælde omfattet af den nye bestemmelse skulle forhøjes med
en tredjedel i forhold til den straf, som ville være idømt efter de hidtidige regler.
1093
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
Af bemærkningerne til lovændringen, jf. Folketingstidende 2018-19, 1. samling, tillæg A, L 94
som fremsat, side 7, fremgår bl.a.:
”2.3.3.
Den foreslåede ordning
Det foreslås at ændre straffelovens § 291, stk. 4, således at det ved fastsættelsen af
straffen for hærværk efter straffelovens § 291, stk. 1 og 2, skal indgå som en skær-
pende omstændighed, at forholdet er begået mod ting, der tilhører en af de i § 119
nævnte personer, når gerningen har baggrund i den forurettedes udførelse af offent-
lig tjeneste eller hverv.
Henvisningen til straffelovens § 119, stk. 1, indebærer, at persongruppen, der er
omfattet af den foreslåede bestemmelse skal afgrænses i overensstemmelse med
den tilsvarende afgrænsning i straffelovens § 119, stk. 1, jf. nærmere herom under
pkt. 2.1.1.2 ovenfor. Det fremgår herunder bl.a., at bestemmelsen omfatter personer
ansat i den offentlige forvaltning (dvs. statslige, regionale og kommunale instituti-
oner), ligesom andre personer, der handler i medfør af offentlige tjeneste eller
hverv, herunder f.eks. lokalpolitikere, er omfattet.
Med den foreslåede ordning vil det fremover fremgå direkte af straffelovens § 291,
stk. 4, at det ved strafudmålingen skal indgå som en strafskærpende omstændighed,
at forholdet er begået mod ting, der tilhører en af de i § 119 nævnte personer, når
gerningen har baggrund i den forurettedes udførelse af offentlig tjeneste eller hverv.
Det er en forudsætning, at hærværket har »baggrund i« den pågældendes udførelse
af offentlig tjeneste eller hverv, hvilket bl.a. vil omfatte tilfælde, hvor hærværket
begås som reaktion på eller som følge af den forurettedes udførelse af offentlig tje-
neste eller hverv.
Med forslaget vil straffelovens § 81, nr. 14, ikke finde anvendelse for strafudmålin-
gen for overtrædelse af straffelovens § 291, stk. 1 og 2, når der er tale om ting, der
tilhører en af de i § 119 nævnte personer, dvs. personer i offentlig tjeneste eller
hverv.
Straffelovens § 81, nr. 14, vil derimod fortsat omfatte strafudmålingen for overtræ-
delse af straffelovens § 291, stk. 1 og 2, når lovovertrædelsen har baggrund i den
forurettedes nærmestes udførelse af offentlig tjeneste eller hverv.
Der tilsigtes med lovforslaget ikke nogen ændring i anvendelsesområdet for straf-
felovens § 291, ligesom der heller ikke tilsigtes ændring i de forhold, der i almin-
delighed anses som skærpende eller formildende omstændigheder.
Det er med forslaget til ændringen af straffelovens § 291, stk. 4, forudsat, at straffen
i disse tilfælde forhøjes med en tredjedel i forhold til den straf, som ville være blevet
idømt efter de hidtidige regler.
1094
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0527.png
Fastsættelsen af straffen vil fortsat bero på domstolenes konkrete vurdering i det
enkelte tilfælde af samtlige omstændigheder i sagen, og det angivne strafniveau vil
kunne fraviges i op- og nedadgående retning, hvis der i den konkrete sag foreligger
skærpende eller formildende omstændigheder, jf. herved de almindelige regler om
straffens fastsættelse i straffelovens kapitel 10.”
I de specielle bemærkninger til ændringen, jf. Folketingstidende 2018-19, 1. samling, tillæg A,
L 94 som fremsat, side 10, anføres som et eksempel hærværk mod en socialrådgivers private
bil, hvis hærværket begås som følge af den pågældendes arbejde.
8.2 Praksis
8.2.1 Praksis vedrørende straffelovens § 291, stk. 1
Som det fremgår ovenfor, er normalstrafferammen for hærværk efter straffelovens § 291, stk.
1, bøde eller fængsel indtil 1 år og 6 måneder.
I Rigsadvokatmeddelelsens afsnit om formueforbrydelser, punkt 5.7., har Rigsadvokaten på
baggrund af praksis opstillet nogle udgangspunkter for strafpåstande i sager om hærværk. Heraf
fremgår bl.a.:
”Værdigrænse
Hærværk kan i reglen ikke straffes med bøde, hvis skadens størrelse overstiger
15.000 kr.
Ved skadestørrelser på mere end 15.000 kr. skal forholdet henføres under straffelo-
vens § 291, stk. 2, og der skal som udgangspunkt nedlægges påstand om fængsels-
straf, afhængig af eventuelle skærpende eller formildende omstændigheder, herun-
der arten og antallet af hærværksforhold. Ved vurderingen af, om der skal nedlæg-
ges påstand om frihedsstraf, må der også tages hensyn til gerningsmandens mulig-
hed for at indse, at hærværket ville medføre skade i denne størrelsesorden.
Bødepåstande
Udgangspunktet er, at anklagemyndigheden skal nedlægge påstand om en bøde på
800 kr. ved skadestørrelser indtil 1.600 kr.
Ved skadestørrelser på 1.600 kr. og derover er udgangspunktet en bøde svarende til
halvdelen af skadens størrelse, idet beløbet dog oprundes til det nærmeste beløb
deleligt med 100 kr.
Bøden halveres i begge ovennævnte tilfælde, hvis erstatning er betalt, dog ikke til
beløb under 500 kr.
1095
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0528.png
Hvis påstand om bøde undtagelsesvis kommer på tale ved skadestørrelser over
15.000 kr., kan der ved bødepåstanden tages udgangspunkt i de angivne påstande
ved skadestørrelser på 1.600 kr. og derover.
Forurettedes rimelige erstatningskrav af ikke helt bagatelagtig størrelse udelukker
afgørelse med bødeforelæg.”
Nedenstående gennemgang af retspraksis er afgrænset således, at den bygger på trykt praksis
fra de seneste 10 år, hvor der hovedsageligt kun er domfældt for overtrædelse af § 291, stk. 1,
uden anden kriminalitet til samtidig pådømmelse af afgørende betydning for straffen, og hvor
straffen så vidt muligt ikke er fastsat som fællesstraf med en tidligere straf eller med en reststraf
fra en prøveløsladelse, jf. straffelovens § 61, eller som tillægsstraf til en tidligere straf, jf. straf-
felovens § 89 (dvs. ”rene” tilfælde).
Dommene er oplistet efter straffens længde. I gennemgangen er dommene ikke opdelt efter, om
den fastsatte straf er ubetinget eller betinget, herunder med vilkår om samfundstjeneste, idet
længden af fængselsstraffen som udgangspunkt antages at afspejle rettens vurdering af den på-
dømte kriminalitets alvor, mens spørgsmålet om betinget dom i højere grad beror på konkrete
omstændigheder ved tiltaltes personlige forhold. Se de generelle bemærkninger herom i kapitel
1, afsnit 4.
Fra retspraksis kan der henvises til følgende afgørelser:
U 2018.2539Ø: T straffet med 4 dagbøder à 200 kr. for hærværk efter straffelovens § 291, stk.
1, ved at have kastet genstande mod naboens rude, hvorved der skete skade for 300,00 kr.
TfK 2015.461V: T straffet med 5 dagbøder à 360 kr. for hærværk efter straffelovens § 291, stk.
1, ved at have ridset en bil, hvorved der skete skade for ca. 3.500 kr.
U 2013.2630H: T straffet med 8 dagbøder à 600 kr. for hærværk efter straffelovens § 291, stk.
1, og overtrædelse af den dagældende bestemmelse i straffelovens § 119, stk. 3 (nu stk. 4), ved
at have modsat sig anholdelse i forbindelse med en politiforretning og i den forbindelse udøvet
hærværk mod en patruljevogn, idet T stemte fødderne mod et sæde i patruljevognen, så sædet
blev skubbet skævt, hvorved der skete skade for et ukendt beløb.
TfK 2015.896V: T straffet med 8 dagbøder à 500 kr. for hærværk efter straffelovens § 291, stk.
1, ved at have smadret en rude på et værtshus, hvorved der skete skade for 8.043 kr. Ved straf-
fastsættelsen blev der lagt vægt på størrelsen af de skader, der var forvoldt.
1096
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0529.png
8.2.2 Praksis vedrørende straffelovens § 291, stk. 2
Som det fremgår ovenfor, er normalstrafferammen for hærværk efter § 291, stk. 1, bøde eller
fængsel indtil 1 år og 6 måneder.
Straffen kan dog stige til fængsel indtil 6 år, når der øves hærværk af betydeligt omfang eller
af mere systematisk eller organiseret karakter, eller når gerningsmanden tidligere er fundet skyl-
dig efter § 291 eller efter § 180, § 181, § 183, stk. 1 og 2, § 184, stk. 1, § 193 eller § 194, jf.
straffelovens § 291, stk. 2.
Nedenstående gennemgang af retspraksis er afgrænset således, at den bygger på trykt praksis
fra de seneste 10 år, hvor der hovedsageligt kun er domfældt for overtrædelse af § 291, stk. 2,
uden anden kriminalitet til samtidig pådømmelse af væsentlig betydning for straffen, og hvor
straffen så vidt muligt ikke er fastsat som fællesstraf med en tidligere straf eller med en reststraf
fra en prøveløsladelse, jf. straffelovens § 61, eller som tillægsstraf til en tidligere straf, jf. straf-
felovens § 89 (dvs. ”rene” tilfælde).
Dommene er oplistet efter straffens længde. I gennemgangen er dommene ikke opdelt efter, om
den fastsatte straf er ubetinget eller betinget, herunder med vilkår om samfundstjeneste, idet
længden af fængselsstraffen som udgangspunkt antages at afspejle rettens vurdering af den på-
dømte kriminalitets alvor, mens spørgsmålet om betinget dom i højere grad beror på konkrete
omstændigheder ved tiltaltes personlige forhold. Se de generelle bemærkninger herom i kapitel
1, afsnit 4.
Fra retspraksis kan der henvises til følgende afgørelser:
TfK 2013.255Ø: T straffet med 7 dages fængsel betinget og en tillægsbøde på 1.000 kr. for
groft hærværk efter straffelovens § 291, stk. 2, og overtrædelse af færdselsloven ved forsætligt
at have bakket ind i en anden bil to gange, hvorved der skete skader for ca. 14.900 kr. T var
tidligere straffet to gange for hærværk. Ved straffastsættelsen blev der lagt vægt på forholdets
karakter og T’s personlige forhold.
TfK 2021.224V: T straffet med 14 dages fængsel betinget for groft hærværk efter straffelovens
§ 291, stk. 2, ved at have skåret toppen af 13 træer, der stod på kommunens grund. Træerne
havde en meget betydelig værdi på mindst 100.000 kr. Under hensyn til forholdets karakter og
omfang kunne straffen passende udmåles til 14 dages fængsel, og i overensstemmelse med an-
klagemyndighedens påstand blev straffen gjort betinget.
TfK 2016.175V: T straffet med 14 dages fængsel betinget med vilkår om samfundstjeneste og
en tillægsbøde på 2.000 kr. for groft hærværk efter straffelovens § 291, stk. 2, og overtrædelse
1097
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0530.png
af færdselslovens § 118, jf. § 18, stk. 1, ved forsætligt at have bakket sin bil ind i en anden bil,
der
blev ført af T’s kæreste. Ifølge et værkstedstilbud ville reparation af bilen koste ca. 33.000
kr. Da T ikke tidligere var straffet af betydning for sagen og efter oplysningerne om hans per-
sonlige forhold blev straffen gjort betinget med vilkår om samfundstjeneste. Der blev ved straf-
fastsættelsen i øvrigt lagt vægt på karakteren af og omstændighederne ved hærværket.
TfK 2015.995Ø: T, der var under 18 år på gerningstidspunktet, straffet med 20 dages fængsel
betinget for hærværk samt groft hærværk efter straffelovens § 291, stk. 1 og 2, ved i 3 tilfælde
at have udøvet hærværk mod et asylcenter, hvor T boede, idet T knuste flere ruder med en
billardkugle samt smadrede forrude, bagrude og siderude på en Røde Kors-bil med skader for i
alt ca. 32.000 kr. til følge. Byretten fastsatte straffen til 20 dages fængsel, der blev gjort betinget
med vilkår om bl.a. hjælpeforanstaltninger efter servicelovens § 52. Ved straffastsættelsen
lagde byretten vægt på, at T var ustraffet, og hans unge alder. For landsretten angik sagen alene
spørgsmålet om udvisning.
TfK 2016.838/2V: T straffet med 20 dages fængsel betinget for groft hærværk efter straffelo-
vens § 291, stk. 2, ved at have sparket til en motorcykel, der væltede, så der opstod skader for
ca. 22.000 kr. T var i 2007 tidligere straffet med bøde for hærværk efter straffelovens § 291,
stk. 1. T blev straffet med 20 dages fængsel, der efter forholdets karakter og oplysningerne om
T’s personlige forhold blev gjort betinget. Ved straffastsættelsen blev der endvidere lagt vægt
på forholdets karakter og værdi, og at T tidligere var straffet for ligeartet kriminalitet. Der var
ikke grundlag for at fastsætte vilkår om samfundstjeneste.
TfK 2021.1124Ø: T straffet med 20 dages fængsel betinget for groft hærværk efter straffelovens
§ 291, stk. 2, ved at have udøvet hærværk mod sin ekskærestes bil for ca. 45.000 kr., idet T
ridsede bilen og punkterede alle hjul. Ved straffastsættelsen lagde byretten vægt på forholdets
karakter og på T’s gode personlige forhold. Landsretten fandt straffen
passende udmålt.
TfK 2016.331Ø: T straffet med 30 dages fængsel betinget og en tillægsbøde på 6.000 kr. for
groft hærværk efter straffelovens § 291, stk. 2, ved at have fældet et stort træ på naboens grund.
Ifølge et overslag var udgiften til plantning af et nyt træ ca. 394.000 kr. Byretten fastsatte straf-
fen til 30 dages fængsel, der bl.a. på grund af T’s alder blev gjort betinget, ligesom T blev pålagt
en tillægsbøde på 6.000 kr. Landsretten stadfæstede byrettens dom med bemærkning om, at T
af helbredsmæssige årsager ikke var egnet til at udføre samfundstjeneste.
TfK 2020.869Ø: T1 og T2 straffet med 30 dages fængsel betinget og en tillægsbøde på 6.000
kr. for groft hærværk efter straffelovens § 291, stk. 2, ved at have fældet 10 træer på naboens
grund, hvorved der skete skade for et ukendt beløb. Ved afgørelsen om at henføre forholdet
under § 291, stk. 2, blev der bl.a. lagt vægt på den værdi, som træerne måtte anslås at have.
1098
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0531.png
Byretten fastsatte straffen til 30 dages fængsel, der henset til de tiltaltes gode personlige forhold,
herunder at de ikke tidligere var straffet, blev gjort betinget. De tiltalte blev endvidere idømt en
tillægsbøde. Landsretten stadfæstede byrettens dom, idet straffen fandtes passende udmålt.
TfK 2022.339V: T straffet med 30 dages fængsel betinget for groft hærværk efter straffelovens
§ 291, stk. 2, ved at have klippet op til en meter af højden på 122 stk. thujahækkeplanter, der
var placeret på naboens grund, hvorved der skete skade for et større beløb, der ikke mere præcist
kunne fastlægges. T’s nedklipning af thujahækken blev efter en vurdering af bl.a. de naboretlige
regler anset for hærværk, og efter oplysningerne om antallet af hækkeplanter og deres indkøbs-
værdi blev hærværket anset for at være af betydeligt omfang, dog mindre end det, der var anført
i tiltalen, hvor et beløb på ca. 315.000 kr. var anført. Navnlig efter forholdets karakter og efter
en skønsmæssig vurdering af skadens omfang blev straffen udmålt som anført. Efter T’s alder
og personlige forhold kunne straffen gøres betinget.
TfK 2018.385Ø: T straffet med 30 dages fængsel betinget med vilkår om samfundstjeneste for
groft hærværk efter straffelovens § 291, stk. 2, ved i forening med flere andre personer at have
udøvet hærværk mod to metrotog i form af graffitimaling. T var tidligere straffet i 2007 og 2008
med bøde for bl.a. hærværk efter straffelovens § 291, stk. 1. Metroselskabet havde opgjort ska-
den til 45.812 kr., men landsretten fandt det kun bevist, at der var sket skade for et betydeligt
beløb. Da T tidligere var straffet to gange for hærværk, forholdet var begået i forening, og der
var tale om en betydelig skade på tog, tiltrådte landsretten, at forholdet var henført under straf-
felovens § 291, stk. 2. Ved straffastsættelsen blev der i både by- og landsretten lagt vægt på
forholdets omfang og på, at forholdet var begået i forening.
8.2.3 Praksis vedrørende straffelovens § 291, stk. 3
Efter straffelovens § 291, stk. 2, kan straffen for hærværk stige til fængsel indtil 6 år, hvis der
øves hærværk af betydeligt omfang eller af mere systematisk eller organiseret karakter, eller
når gerningsmanden tidligere er fundet skyldig efter § 291 eller efter § 180, § 181, § 183, stk.
1 og 2, § 184, stk. 1, § 193 eller § 194.
Forvoldes skaden under de i § 291, stk. 2, nævnte omstændigheder af grov uagtsomhed, er
straffen dog bøde eller fængsel indtil 6 måneder, jf. straffelovens § 291, stk. 3.
Der ses ikke at foreligge nyere trykt praksis, hvor straffelovens § 291, stk. 3, har været anvendt.
8.2.4 Praksis vedrørende straffelovens § 291, stk. 4
Efter straffelovens § 291, stk. 4, skal det ved fastsættelsen af straffen efter § 291, stk. 1 og 2,
indgå som en skærpende omstændighed, at forholdet er begået, mens eller i umiddelbar forlæn-
gelse af at der i området foregår grov forstyrrelse af ro og orden på offentligt sted, eller at
1099
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0532.png
hærværk er begået mod ting, der tjener til at forebygge eller bekæmpe kriminalitet. Det skal
ved fastsættelsen af straffen efter stk. 1 og 2 endvidere indgå som skærpende omstændighed, at
forholdet er begået mod ting, der tilhører en af de i § 119 nævnte personer, når gerningen har
baggrund i den forurettedes udførelse af offentlig tjeneste eller hverv.
Der ses kun at foreligge en enkelt trykt dom, hvor straffelovens § 291, stk. 4, har været anvendt:
TfK 2019.1048/3V: T2 straffet med 4 måneders fængsel for hærværk efter straffelovens § 291,
stk. 1, jf. stk. 4, samt overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1, og § 134 a ved i forening med
T1 og flere andre personer at have kastet med sten mod polititjenestemænd og brandmænd, der
var tilkaldt til et boligområde i anledning af brand i en skraldespand. T2 var i den forbindelse
skyldig i hærværk, idet han ved stenkast ødelagde en forrude på en patruljebil, så der skete
skade for 5.795 kr. Ved straffastsættelsen blev der lagt vægt på, at overtrædelserne af straffelo-
vens § 119, stk. 1, og § 134 a var begået på offentligt sted af flere personer i forening, hvoraf
nogle af personerne var iført kendetegn fra Black Army, og at der var tale om stenkast mod
politi og brandvæsen, som var tilkaldt til et boligområde i anledning af brand i en skraldespand,
hvilket udgjorde en betydelig skærpende omstændighed. Der blev i den forbindelse også taget
hensyn til den skærpelse af strafniveauet for overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1, i for-
bindelse med grov forstyrrelse af ro og orden på offentligt sted, som blev gennemført ved lov
nr. 1728 af 27. december 2016. Der blev endvidere lagt vægt på den tid, der var forløbet, siden
forholdene var begået. Det må antages, at den væsentligste del af straffen var begrundet i over-
trædelsen af straffelovens § 119 og § 134 a, og at overtrædelsen af § 291, skt. 4, således var af
mindre betydning for strafudmålingen.
8.3 Konklusion
Efter straffelovens § 291, stk. 1, er normalstrafferammen for hærværk bøde eller fængsel indtil
1 år og 6 måneder.
Øves der hærværk af betydeligt omfang eller af mere systematisk eller organiseret karakter,
eller er gerningsmanden tidligere fundet skyldig efter § 291 eller efter § 180, § 181, § 183, stk.
1 og 2, § 184, stk. 1, § 193 eller § 194, kan straffen dog stige til fængsel i 6 år, jf. § 291, stk. 2.
Forvoldes skaden under de i stk. 2 nævnte omstændigheder af grov uagtsomhed, er straffen
bøde eller fængsel indtil 6 måneder, jf. § 291, stk. 3.
Ved fastsættelse af straffen efter § 291, stk. 1 og 2, skal det indgå som en skærpende omstæn-
dighed, at forholdet er begået, mens eller i umiddelbar forlængelse af at der i området foregår
grov forstyrrelse af ro og orden på offentligt sted, eller at hærværk er begået mod ting, der tjener
til at forebygge eller bekæmpe kriminalitet. Det skal ved fastsættelse af straffen efter stk. 1 og
1100
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2 endvidere indgå som skærpende omstændighed, at forholdet er begået mod ting, der tilhører
en af de i § 119 nævnte personer, når gerningen har baggrund i den forurettedes udførelse af
offentlig tjeneste eller hverv, jf. § 291, stk. 4.
Straffelovens § 291 blev indsat i 1930-straffeloven og blev først ændret i 2004, hvor bestem-
melsens stk. 1 og 2 blev nyaffattet. Strafferammen i stk. 1 blev i den forbindelse hævet til bøde
eller fængsel indtil 1 år og 6 måneder svarende til normalstrafferammen for berigelsesforbry-
delserne. Strafferammen i stk. 2 blev desuden hævet til 6 års fængsel svarende til det strafmak-
simum, der gælder for angreb på privat ejendomsret. Disse strafferammer er fortsat gældende i
dag. Det fremgår af forarbejderne til lovændringen fra 2004, at der med skærpelsen af straffe-
rammen i § 291, stk. 2, tilsigtedes en større graduering af straffen i de groveste tilfælde af
hærværk.
I 2009 blev straffelovens § 291, stk. 4, indsat, hvorved der tilsigtedes en skærpelse af straffen
for hærværk, når forholdet er begået, mens eller i umiddelbar forlængelse af, at der i området
foregår grov forstyrrelse af ro og orden på offentligt sted. Det fremgår af forarbejderne, at der
skal ske en betydelig skærpelse af straffen i disse tilfælde, og det forudsættes, at der som ud-
gangspunkt sker en forhøjelse af straffen med halvdelen i forhold til den frihedsstraf, der ville
være blevet fastsat efter de hidtidige regler. Forhøjelsen gælder også tilfælde, hvor gernings-
manden straffes med en bøde. Med lovændringen var der ikke tilsigtet skærpelser af straffen i
andre sager, hvor hærværket ikke er begået under omstændigheder som nævnt i § 291, stk. 4.
I 2018 blev hærværk begået mod ting, der tjener til at forebygge eller bekæmpe kriminalitet,
indføjet som en skærpende omstændighed i § 291, stk. 4. Ifølge lovbemærkningerne tilsigtedes
en skærpelse med halvdelen i forhold til den straf, der ville være udmålt efter de hidtidige regler.
Endelig blev hærværk begået mod ting, der tilhører en af de i straffelovens § 119 nævnte per-
soner, når gerningen har baggrund i den forurettedes udførelse af offentlig tjeneste eller hverv,
i 2019 også indføjet som skærpende omstændighed, hvorefter straffen for hærværk begået mod
disse ting skal skærpes med en tredjedel i forhold til det hidtidige strafniveau.
I Rigsadvokatmeddelelsens afsnit om formueforbrydelser, punkt 5.7., har Rigsadvokaten på
baggrund af praksis opstillet nogle udgangspunkter for strafpåstande i sager om hærværk. Heraf
fremgår bl.a. at hærværk i reglen ikke straffes med bøde, hvis skadens størrelse overstiger
15.000 kr. Endvidere fremgår, at der skal nedlægges påstand om en bøde på 800 kr. ved skade-
størrelse op til 1.600 kr., mens udgangspunktet ved skadestørrelser på 1.600 kr. og derover er
en bøde svarende til halvdelen af skadens størrelse. Bøden halveres i begge ovennævnte til-
fælde, hvis erstatning er betalt, dog ikke til beløb under 500 kr.
1101
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0534.png
I nedenstående er det i forbindelse med redegørelsen for strafniveauerne ikke anført, om der
har været tale om betinget eller ubetinget straf. Det fremgår af praksisgennemgangen ovenfor i
afsnit 8.2, om straffene i de enkelte sager er gjort betingede.
8.3.1 Straffelovens § 291, stk. 1, om hærværk
I sager om hærværk efter straffelovens § 291, stk. 1, er der i den gennemgåede periode udmålt
straffe på mellem 4 og 8 dagbøder fordelt på fire sager.
I alle fire sager er værdien af det ødelagte opgjort til maksimum ca. 8.000 kr., hvilket er i over-
ensstemmelse med den værdigrænse, der er anført i Rigsadvokatmeddelelsens afsnit om for-
mueforbrydelser, punkt 5.7., hvorefter hærværk som udgangspunkt kun straffes med bøde, hvis
skadens størrelse ikke overstiger 15.000 kr. Der er således tale om hærværk mod genstande
med en forholdsvis beskeden skadesværdi. I to af sagerne er der tale om hærværk på ruder, og
i to andre sager er der tale om hærværk på biler.
På baggrund af ovennævnte praksis kan udvalget konstatere, at der ved strafudmålingen efter §
291, stk. 1, navnlig lægges vægt på skadens størrelse. Bøderne er udmålt i overensstemmelse
med udgangspunkterne i Rigsadvokatmeddelelsen.
Udvalget kan desuden konstatere, at straffene i de gennemgåede sager er udmålt i den lavere
ende af strafferammen i § 291, stk. 1, på bøde eller fængsel indtil 1 år og 6 måneders fængsel.
8.3.2 Straffelovens § 291, stk. 2, om hærværk af betydeligt omfang, af mere systematisk eller
organiseret karakter eller i gentagelsestilfælde
I sager om groft hærværk efter straffelovens § 291, stk. 2, er der i den gennemgåede periode
udmålt straffe på mellem 7 dages fængsel og 30 dages fængsel fordelt på 10 domme.
I størstedelen af sagerne (syv sager) er straffen udmålt til mellem 20 og 30 dages fængsel.
I de resterende sager er straffen udmålt til henholdsvis 7 dages fængsel (én sag) og 14 dages
fængsel (to sager).
I dommen på 7 dages fængsel havde tiltalte forsætligt bakket ind i en anden bil to gange, hvor-
ved der skete skade for ca. 14.900 kr. Tiltalte var tidligere straffet to gange for hærværk, og ved
straffastsættelsen blev der lagt vægt på forholdets karakter og tiltaltes personlige forhold. Ved
dommen blev tiltalte endvidere dømt for overtrædelse af færdselsloven og idømt en tillægsbøde
herfor. I en anden dom blev straffen udmålt til 14 dages fængsel for hærværk for henholdsvis
ca. 33.000 kr. for forsætligt at have bakket ind i en anden bil.
1102
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0535.png
I tre domme blev der udmålt straffe på 20 dages fængsel og i én sag blev der udmålt 30 dages
fængsel for hærværk for mellem ca. 22.000 kr. og 45.000 kr. I sagen, der resulterede i 30 dages
fængsel var tiltalte tidligere straffet for hærværk. Det samme var den tiltalte i én af sagerne, der
resulterede i 20 dages fængsel, idet det bemærkes, at der i denne sag var begået hærværk for
22.000 kr.
Fire af sagerne vedrører fældning eller beskæring af træer eller anden beplantning på en nabo-
grund. I disse sager er der udmålt straffe i niveauet 14 til 30 dages fængsel på trods af, at der i
sagerne har været tale om skade for op til flere hundredetusinde kroner.
På baggrund af ovennævnte praksis kan udvalget konstatere, at der ved strafudmålingen efter §
291, stk. 2, lægges vægt på bl.a. forholdets karakter, skadens størrelse og eventuelle forstraffe
for kriminalitet som nævnt i § 291, stk. 2.
Udvalget kan endvidere konstatere, at der er udmålt straf i den lavere ende af strafferammen.
8.3.3 Straffelovens § 291, stk. 3, om groft uagtsomme overtrædelser
Der ses ikke at foreligge nyere trykt praksis, hvor straffelovens § 291, stk. 3, har været anvendt.
8.3.4 Straffelovens § 291, stk. 4, om skærpende omstændigheder
Der er i praksisgennemgangen kun identificeret en enkelt relevant trykt sag om hærværk efter
straffelovens § 291, stk. 1 og 2, hvor straffen er fastsat under henvisning til § 291, stk. 4. I sagen
blev der udmålt en straf på 4 måneders fængsel for hærværk efter straffelovens § 291, stk. 1, jf.
stk. 4, samt overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1, og § 134 a, idet tiltalte i forening med
flere andre havde kastet sten mod polititjenestemænd og brandmænd, der var tilkaldt til et bo-
ligområde i anledning af brand i en skraldespand. Tiltalte var i den forbindelse skyldig i hær-
værk efter § 291, stk. 1, jf. stk. 4, idet han ved stenkast ødelagde en forrude på en patruljebil,
så der skete skade for 5.795 kr. Ved straffastsættelsen blev der lagt vægt på, at overtrædelserne
af straffelovens § 119, stk. 1, og § 134 a var begået på offentligt sted af flere personer i forening,
hvoraf nogle af personerne var iført kendetegn fra Black Army, og at der var tale om stenkast
mod politi og brandvæsen, som var tilkaldt til et boligområde i anledning af brand i en skralde-
spand, hvilket udgjorde en betydelig skærpende omstændighed. Der blev endvidere taget hen-
syn til den skærpelse af strafniveauet for overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1, i forbin-
delse med grov forstyrrelse af ro og orden på offentligt sted, som blev gennemført ved lov nr.
1728 af 27. december 2016. Endelig blev der lagt vægt på den tid, der var forløbet, siden for-
holdene var begået. Det må antages, at det har været afgørende for strafudmålingen, at tiltalte
samtidig blev dømt for overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1, og § 134 a.
1103
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
På baggrund af den meget sparsomme praksis vurderes det ikke muligt at drage konklusioner
om strafniveauet for forhold, der henføres under § 291, stk. 4, og om domstolene følger lovgi-
vers anvisninger.
9. Straffelovens § 293 om brugstyveri
9.1 Lovgivning og forarbejder
Straffelovens § 293 om brugstyveri har følgende ordlyd:
”§ 293. Den, som uberettiget bruger en ting, der tilhører en anden, straffes med bøde
eller fængsel indtil 1 år, medmindre forholdet er omfattet af § 293 a. Under skær-
pende omstændigheder, navnlig når tingen ikke bringes tilbage efter brugen, kan
straffen stige til fængsel i 2 år.
Stk. 2.
Den, der uberettiget hindrer en anden i helt eller delvis at råde over ting,
straffes med bøde eller fængsel indtil 1 år. Straffen kan stige til fængsel i 2 år, hvor
der er tale om overtrædelser af mere systematisk eller organiseret karakter, eller der
i øvrigt foreligger særligt skærpende omstændigheder.”
Bestemmelsens stk. 2 om rådighedshindring påtales kun efter den forurettedes begæring (be-
tinget offentlig påtale), medmindre almene hensyn kræver påtale, jf. straffelovens § 305, stk. 1.
I Borgerlig Straffelov af 1930, jf.
lov nr. 126 af 15. april 1930,
havde bestemmelsen i § 293
følgende affattelse:
”§ 293. Den, som uberettiget bruger en Ting, der tilhører en anden, saaledes at der
derved paaføres denne Tab eller væsentlig Ulempe, straffes med Bøde eller Hæfte.
Under skærpende Omstændigheder, navnlig naar Tingen er af betydelig Værdi, kan
Straffen stige til Fængsel i 2 Aar.
Stk. 2.
Den, som lægger Hindringer i Vejen for, at nogen udøver sin Ret til at raade
over eller tilbageholde en Ting, straffes med Bøde eller Hæfte eller under skær-
pende Omstændigheder med Fængsel indtil
6 Maaneder.”
Ved
lov nr. 163 af 31. maj 1961
nyaffattedes bestemmelsens stk. 1 således:
”Stk. 1. Den, som uberettiget bruger en ting, der tilhører en anden, straffes med
bøde, hæfte eller fængsel indtil 1 år. Under skærpende omstændigheder, navnlig når
tingen ikke bringes tilbage efter brugen, kan straffen stige til fængsel i 2 år.”
Ændringen havde baggrund i, at der var sket en stigning i antallet af brugstyverier af biler,
motorcykler og knallerter. Justitsministeriet havde under hensyn hertil anmodet
1104
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
straffelovskommissionen om at overveje spørgsmålet om ændring af bestemmelserne om
brugstyveri. Spørgsmålet blev behandlet i betænkning nr. 232/1959 vedrørende ungdomskrimi-
naliteten. Lovforslaget havde
–
navnlig af lovtekniske grunde
–
fået en anden udformning end
kommissionens forslag, men adskilte sig i realiteten ikke væsentligt fra kommissionsudkastet,
jf. Folketingstidende 1960-61, 2. samling, tillæg A, spalte 578.
Med lovændringen blev normalstrafferammen i stk. 1, 1. pkt., forhøjet, idet ”hæfte” ændredes
til ”hæfte eller fængsel indtil 1 år”. Lovændringen indebar desuden, at betingelsen om, at der
var forvoldt ejeren tab eller væsentlig ulempe, blev ophævet. Endelig blev det udtrykkeligt ind-
sat i bestemmelsens 2. pkt., at den omstændighed, at tingen ikke stilles tilbage efter brugen, var
en skærpende omstændighed, som kunne bringe et forhold inden for anvendelsesområdet af den
skærpede sidestrafferamme. I bemærkningerne henvistes til, at strafmaksimum i disse tilfælde
således svarede til (det dagældende) strafmaksimum ved ordinært tyveri. Til gengæld udgik det
i bestemmelsen hidtil anførte om brugstyveri af ting med betydelig værdi.
Om baggrunden for ændringerne fremgår af bemærkningerne, jf. Folketingstidende 1960-61,
2. samling, tillæg A, spalte 578, følgende:
”I betragtning af den betydning, brugstyverier af motordrevne køretøjer har –
sam-
menlignet med andre brugstyverier
–
er det ikke naturligt, at anvendelse af fæng-
selsstraf alene er hjemlet i en særlig regel om strafforhøjelse. Det foreslås derfor, at
fængselsstraf optages i den normale strafferamme for brugstyveri.
Efter den gældende bestemmelse er straf for brugstyveri betinget af, at der er for-
voldt ejeren tab eller væsentlig ulempe. Denne betingelse har medført tvivl og van-
skeligheder i praksis og foreslås nu ophævet.
Endelig foreslås den i bestemmelsen indeholdte regel om strafforhøjelse udformet
således, at den omstændighed, at tingen ikke stilles tilbage efter brugen, udtrykke-
ligt gøres til en strafforhøjelsesgrund med den virkning, at det almindelige straf-
maksimum ved ordinært tyveri, fængsel i 2 år, bliver gældende. Det er navnlig
denne omstændighed, der kan gøre brugstyveriet ligeartet med tyveriet, og det er
derfor rigtigst, at den udtrykkeligt anføres som strafforhøjelsesgrund.”
Som led i Straffelovrådets arbejde, der resulterede i
betænkning nr. 1099/1987 om strafferam-
mer og prøveløsladelse,
blev også strafferammen i § 293 behandlet. Der var enighed i rådet om
at nedsætte strafmaksimum efter § 293, stk. 1, 1. pkt., fra fængsel indtil 1 år til fængsel indtil 6
måneder. Der var ligeledes enighed om, at også maksimum i bestemmelsens stk. 1, 2. pkt.,
kunne nedsættes. Rådet kom med to forskellige forslag hertil, der fremgår af betænkningens
side 133:
1105
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
”Et flertal (Elmer, Haulrig,
Langkilde, Lindegaard og Rentzmann) foreslår 2 år æn-
dret til 1 år og 6 måneder. Herved sidestilles strafferammen med den, der gælder
for ordinært tyveri, og flertallet lægger i øvrigt vægt på, at muligheden for vare-
tægtsfængsling, der efter retsplejelovens § 762 beror på et strafferammemaksimum
på mindst 1 år og 6 måneder, ikke afskæres.
Et mindretal (Bang og Waaben) finder et maksimum på 1 år fuldt tilstrækkeligt.
Skulle det i sjældne tilfælde blive aktuelt at fastsætte en straf over 1 år for brugsty-
verier begået i stort antal, kan maksimum forhøjes efter § 88 om sammenstød af
forbrydelser. Om sammenhængen med fængslingsreglerne bemærker mindretallet,
at man ikke bør lade en fængslingsregel være en hindring for velbegrundede ned-
sættelser af strafferammer. Skal der fortsat stå 1 år og 6 måneder i retsplejelovens
§ 762, bør § 293 særskilt nævnes i retsplejelovens § 762, hvis en fængslingsadgang
er ønskelig. Det forholder sig på samme måde på andre punkter, hvor strafferammer
kan nedsættes under 1 år og 6 måneder.
For så vidt angår formuleringen af § 293, stk. 1, 2. pkt., findes det rigtigst at stryge
tilføjelsen: ”navnlig når tingen ikke bringes tilbage efter brugen”. Denne tilføjelse,
hvis forhistorie er nævnt ovenfor, skyldes overvejelser vedrørende bedømmelsen af
brugstyveri af befordringsmidler, som var aktuelle i 1961, men ikke har samme
betydning i dag. Det fremgår af ordet ”navnlig”, at det i tilføjelsen nævnte tilfælde
ikke er det eneste område for anvendelse af et forhøjet maksimum. Man kan derfor
uden skade nøjes med at anføre kriteriet ”under særligt skærpende omstændighe-
der”.”
For så vidt angik straffen efter straffelovens § 293, stk. 2, var der enighed i rådet om, at straffen
kunne begrænses til bøde. Begrundelsen herfor var, at § 293, stk. 2, havde en meget ringe prak-
tisk betydning og muligvis helt kunne undværes, jf. betænkning nr. 1099/1987 om strafferam-
mer og prøveløsladelse, side 134.
Der foretoges ikke nogen ændringer af straffelovens § 293 på baggrund af Straffelovrådets for-
slag i betænkning nr. 1099/1987 om strafferammer og prøveløsladelse.
Ved
lov nr. 380 af 6. juni 2002
indsattes en ny bestemmelse i straffelovens § 293 a vedrørende
brugstyveri af motorkøretøj, jf. nærmere herom nedenfor i afsnit 10. Med lovændringen fore-
toges som konsekvens heraf en ændring af § 293, således at det udtrykkeligt fremgår af bestem-
melsen, at den ikke finder anvendelse, såfremt forholdet er omfattet af straffelovens § 293 a.
Herved blev området for § 293 indskrænket, idet bestemmelsen herefter ikke længere omfattede
brugstyveri af motorkøretøj.
Bestemmelsen i § 293 fik sin nuværende affattelse ved
lov nr. 352 af 19. maj 2004.
Med lov-
ændringen foretoges en nyaffattelse af bestemmelsens stk. 2, der fik følgende ordlyd:
1106
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
”Stk. 2. Den, der uberettiget hindrer en anden i helt eller delvis at råde over ting,
straffes med bøde eller fængsel indtil 1 år. Straffen kan stige til fængsel i 2 år, hvor
der er tale om overtrædelser af mere systematisk eller organiseret karakter, eller der
i øvrigt foreligger særligt skærpende omstændigheder.”
Hovedformålet med lovændringen var at skabe en forbedret strafferetlig beskyttelse mod IT-
kriminalitet. Lovændringen havde desuden til formål at gennemføre de ændringer i straffeloven
og retsplejeloven, der var nødvendige for, at Danmark kunne ratificere Europarådets konven-
tion om IT-kriminalitet, samt for at Danmark kunne deltage i vedtagelsen af en EU-rammeaf-
gørelse om angreb på informationssystemer, jf. Folketingstidende 2003-04, tillæg A, side 1766
f.
Særligt med hensyn til ændringen af § 293, stk. 2, var formålet udtrykkeligt at fastsætte, at
bestemmelsen også omfatter elektroniske rådighedshindringer, jf. Folketingstidende 2003-04,
tillæg A, side 1824. Endvidere hævedes strafferammen for rådighedshindring således, at nor-
malstrafferammen blev bøde eller fængsel indtil 1 år, mens den skærpede sidestrafferammes
maksimum fastsattes til fængsel i 2 år.
Lovændringen byggede navnlig på betænkning nr. 1417/2002 om IT-kriminalitet, der var blevet
udarbejdet af Udvalget om økonomisk kriminalitet og datakriminalitet (Brydensholt-udvalget).
Lovforslaget var med enkelte afvigelser udformet i overensstemmelse med Brydensholt-udval-
gets synspunkter. Af bemærkningerne til lovændringen, jf. Folketingstidende 2003-04, tillæg
A, side 1794 f., fremgår i relation hertil:
”5.3.2. Justitsministeriet kan tiltræde Brydensholt-udvalgets
forslag om, at anven-
delsesområdet for straffelovens § 293, stk. 2, skal omfatte den, der uberettiget hin-
drer en anden i helt eller delvist at råde over ting. Med formuleringen »uberettiget
hindrer« i stedet for »lægger hindringer i vejen for« forudsættes det, at bestemmel-
sen også omfatter elektroniske rådighedshindringer.
Den foreslåede bestemmelse omfatter rådighedshindringer, der helt eller delvist at
råde over ting. Omfattet af bestemmelsen vil således også være tilfælde, hvor den
berettigede alene begrænses væsentligt i sin rådighed, f.eks. ved et såkaldt Denial-
of-service angreb, hvor anvendelse af et informationssystem delvist umuliggøres.
Kravet om, at handlingen skal være »uberettiget«, indebærer, at f.eks. lovlig tilba-
geholdsret ikke udgør en overtrædelse af denne bestemmelse.
Brydensholt-udvalget har i betænkningen foreslået en ændring af strafferammen i
§ 293, stk. 2, således at overtrædelse straffes med bøde eller fængsel indtil 1 år, og
med en skærpet strafferamme på fængsel indtil 2 år under skærpende omstændig-
heder. Strafferammen bringes herved i overensstemmelse med strafferammen i §
293, stk. 1.
1107
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
Straffelovrådet har i betænkning nr. 1424/2002 side 994, anført, at § 293, stk. 2, har
været genstand for grundige overvejelser i Brydensholt-udvalget, og at rådet, der
har noteret sig udvalgets synspunkter og vurderinger, på den baggrund ikke har
fundet anledning til at gå ind i en nærmere vurdering af strafferammen i §293, stk.
2.
Justitsministeriet kan tilslutte sig Brydensholdt-udvalgets synspunkter, og lov-
forslaget er i hovedsagen udformet i overensstemmelse hermed. Om baggrunden
for den nærmere udformning af den foreslåede § 293, stk. 2, henvises til pkt. 8.2.5.
om Justitsministeriets overvejelser om lovgivningsmæssige konsekvenser af for-
slag til EU-rammeafgørelse om angreb på informationssystemer.
Om den nærmere affattelse af den skærpede sidestrafferamme, hvorefter denne fin-
der anvendelse under »særligt skærpende omstændigheder«, henvises endvidere til
Justitsministeriets overvejelser gengivet under pkt. 2.3.1.1, idet der med den fore-
slåede ændring ikke tilsigtes nogen realitetsændring i forhold til bestemmelsens nu-
værende ordlyd.
Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til
lovforslagets § 1, nr. 13.”
Af de specielle bemærkninger til ændringen af § 293, stk. 2, jf. Folketingstidende 2003-04,
tillæg A, side 1824, fremgår:
”Det vil afhænge af en konkret vurdering, om rådighedshindringen skønnes at være
af mere systematisk eller organiseret karakter, eller om der i øvrigt foreligger sær-
ligt skærpende omstændigheder. Der henvises herom til bemærkningerne til lov-
forslagets § 1, nr. 9 (straffelovens § 263, stk. 3).”
Af bemærkningerne til forslagets § 1, nr. 9, jf. Folketingstidende 2003-04, tillæg A, side 1822,
fremgår:
”Det vil afhænge af en konkret vurdering, om overtrædelsen skønnes at være af
mere systematisk eller organiseret karakter. Bestemmelsen herom skal bl.a. ses i
sammenhæng med artikel 7 i forslag til rammeafgørelse om angreb på informati-
onssystemer, der henviser til EUs fælles aktion af 21. december 1998 om at gøre
det strafbart at deltage i en kriminel organisation i EUs medlemsstater (EFT L 351
af 29. december 1998, s. 1), dog således at den deri fastsatte strafferamme ikke
finder anvendelse. Udtrykket systematisk eller organiseret er imidlertid ikke be-
grænset til aktiviteter foretaget af en kriminel organisation som defineret i den fæl-
les aktion. Andre former for systematisk eller organiseret hacking vil således skulle
anses for en skærpende omstændighed ved anvendelsen af § 263, stk. 3.”
1108
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0541.png
9.2 Praksis
9.2.1 Praksis vedrørende straffelovens § 293, stk. 1
Som det fremgår ovenfor, straffes brugstyveri efter straffelovens § 293, stk. 1, med bøde eller
fængsel indtil 1 år, medmindre forholdet er omfattet af straffelovens § 293 a. Under skærpende
omstændigheder, navnlig når tingen ikke bringes tilbage efter brugen, kan straffen dog stige til
fængsel i 2 år.
Nedenstående gennemgang af retspraksis er afgrænset således, at den bygger på trykt praksis
fra de seneste 30 år, hvor der hovedsageligt kun er domfældt for overtrædelse af § 293, stk. 1,
uden anden kriminalitet til samtidig pådømmelse af afgørende betydning for straffen, og hvor
straffen så vidt muligt ikke er fastsat som fællesstraf med en tidligere straf eller med en reststraf
fra en prøveløsladelse, jf. straffelovens § 61, eller som tillægsstraf til en tidligere straf, jf. straf-
felovens § 89 (dvs. ”rene” tilfælde).
Dommene er oplistet efter straffens længde. I gennemgangen er dommene ikke opdelt efter, om
den fastsatte straf er ubetinget eller betinget, herunder med vilkår om samfundstjeneste, idet
længden af fængselsstraffen som udgangspunkt antages at afspejle rettens vurdering af den på-
dømte kriminalitets alvor, mens spørgsmålet om betinget dom i højere grad beror på konkrete
omstændigheder ved tiltaltes personlige forhold. Se de generelle bemærkninger herom i kapitel
1, afsnit 4.
Det bemærkes, at praksisbeskrivelsen ikke omfatter sager om brugstyveri af motorkøretøj, som
i dag henføres under straffelovens § 293 a, hverken før eller efter indførelsen af § 293 a i 2002.
Når der bortses fra sådanne sager, ses der at foreligge ganske sparsom retspraksis vedrørende §
293, stk. 1, hvor gerningspersonen ikke samtidig er dømt for anden kriminalitet af afgørende
betydning for straffen. Fra retspraksis kan der således henvises til følgende afgørelser, der op-
fylder ovennævnte kriterier:
TfK 2011.684V: T straffet med 4 dagbøder à 250 kr. for brugstyveri efter straffelovens § 293,
stk. 1, ved at have brugsstjålet en golfvogn, som T tillige kørte spirituskørsel i. T blev herved
også fundet skyldig i spirituskørsel efter færdselsloven. Straffen for brugstyveriet blev fastsat
til 4 dagbøder à 250 kr., mens straffen for spirituskørsel blev fastsat til 8.000 kr. Bødestraffene
blev efter omstændighederne fastsat hver for sig, jf. straffelovens § 88, stk. 3, in fine.
U 2005.1962/2Ø: T straffet med 10 dages fængsel betinget for brugstyveri efter straffelovens §
293, stk. 1, ved at have brugsstjålet en knallert i gentagelsestilfælde. T var tidligere straffet i
1996 og 1997 for brugstyveri efter § 293, stk. 1, til dels forsøg herpå, jf. § 21, ligesom T var
straffet i 1999 for tyveri. Ved afgørelsen om betinget dom lagde landsretten vægt på den tid,
1109
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0542.png
der var gået, siden T sidst havde overtrådt straffelovens § 293, og på at T ikke var straffet siden
1999.
9.2.2 Praksis vedrørende straffelovens § 293, stk. 2
Som det fremgår ovenfor, straffes den, der uberettiget hindrer en anden i helt eller delvis at råde
over ting, med bøde eller fængsel indtil 1 år, jf. straffelovens § 293, stk. 2. Straffen kan dog
stige til fængsel i 2 år, hvis der er tale om overtrædelser af mere systematisk eller organiseret
karakter, eller der i øvrigt foreligger særligt skærpende omstændigheder.
Der ses ikke at foreligge nyere trykt praksis, hvor straffelovens § 293, stk. 2, har været anvendt.
9.3 Konklusion
Normalstrafferammen for brugstyveri og rådighedshindring, jf. straffelovens § 293, er bøde
eller fængsel indtil 1 år, men straffen kan under skærpende omstændigheder stige til fængsel i
2 år.
Der ses at foreligge meget begrænset relevant trykt praksis vedrørende overtrædelse af § 293,
stk. 1, om brugstyveri. På baggrund af de foreliggende domme kan det dog konstateres, at der
er udmålt bødestraf for et førstegangstilfælde af brugstyveri, jf. straffelovens § 293, stk. 1. I
gentagelsestilfælde kan det konstateres, at der er udmålt en kortere fængselsstraf på 10 dages
betinget fængsel.
Der ses ikke at foreligge nyere trykt praksis, hvor straffelovens § 293, stk. 2, har været anvendt.
Det bemærkes, at brugstyveri af motorkøretøj blev udskilt til en særskilt bestemmelse ved
lov
nr. 380 af 6. juni 2002,
og det blev i den forbindelse forudsat, at der skulle ske en generel
forhøjelse af strafudmålingsniveauet for denne type overtrædelser, således at der i normale før-
stegangstilfælde som udgangspunkt skal fastsættes en kortere, ubetinget straf på 14 dages fæng-
sel. Se om strafudmålingen i disse sager lige nedenfor i afsnit 10.
10. Straffelovens § 293 a om brugstyveri af motorkøretøj
10.1 Lovgivning og forarbejder
Straffelovens § 293 a om brugstyveri af motorkøretøj har følgende ordlyd:
”§ 293 a. For brugstyveri af motorkøretøj straffes med bøde eller fængsel indtil 1
år og 6 måneder den, der uberettiget bruger et motorkøretøj, der tilhører en anden.
Under særligt skærpende omstændigheder, herunder navnlig i gentagelsestilfælde,
kan straffen stige til fængsel i 4 år.”
1110
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
Bestemmelsen i § 293 a blev indsat i straffeloven ved
lov nr. 380 af 6. juni 2002.
Brugstyveri
af motorkøretøj havde hidtil været omfattet af den almindelige brugstyveribestemmelse i straf-
felovens
§ 293. Bestemmelsen har bortset fra en enkelt ændring i 2004, hvor udtrykket ”skær-
pende omstændigheder” blev ændret til ”særligt skærpende omstændigheder”, jf. nedenfor, væ-
ret uændret siden dens indsættelse.
Formålet med indførelsen af en særskilt bestemmelse om brugstyveri af motorkøretøj var at
skærpe straffen herfor for herigennem at markere den alvor, hvormed samfundet ser på denne
form for kriminalitet, jf. Folketingstidende 2001-02, 2. samling, tillæg A, side 2928. Om bag-
grunden for lovændringen fremgår desuden, jf. Folketingstidende 2001-02, 2. samling, tillæg
A, side 2939:
”3.2.
Retspraksis
Langt hovedparten af alle biltyverier er brugstyverier. Et enkelt tilfælde af første-
gangsbrugstyveri af en bil straffes ifølge Rigsadvokatens bødekatalog normalt med
en bøde på 3.000 kr., hvis gerningsmanden er over 18 år. Gentagelsestilfælde har
ofte medført frihedsstraf. For personer under 18 år er der i praksis tale om bøder på
1.500 kr. i førstegangstilfælde og i andengangstilfælde på 2.000 kr. De nævnte tak-
ster for brugstyveri gælder som nævnt kun, hvor der er tale om sager om et enkelt
tilfælde af førstegangsbrugstyveri.
3.3. Justitsministeriets overvejelser
Som det fremgår, straffes brugstyveri af motorkøretøjer i dag efter den almindelige
bestemmelse om brugstyveri i straffelovens § 293. Brugstyveri af motorkøretøjer,
navnlig brugstyveri af biler, adskiller sig imidlertid på flere punkter fra andre brugs-
tyverier.
Det er erfaringen, at kørsel i en brugsstjålet bil i almindelighed indebærer en forøget
risiko for uheld i trafikken, herunder uheld med personskade til følge, idet der i
disse tilfælde ofte er tale om en mere uforsigtig kørsel, hvor formålet med kørslen
ikke nødvendigvis er transport. Brugstyveri af biler sker endvidere ofte i forbindelse
med anden form for kriminalitet, f.eks. indbrudstyveri eller lignende.
Henset til den brugsværdi og den økonomiske værdi en bil har, er brugstyveri af en
bil endvidere i almindelighed til stor gene og ulempe for ejeren. Hertil kommer, at
brugsstjålne biler i almindelighed ikke bringes tilbage til ejeren af gerningsmanden.
I den forstand har biltyveri reelt stor lighed med egentligt tyveri omfattet af straffe-
lovens § 276.
På den anførte baggrund foreslås det, at indføje en ny, særlig bestemmelse om
brugstyveri af motorkøretøjer i straffelovens § 293 a. Herved markeres den alvor,
hvormed samfundet ser på denne form for kriminalitet.”
1111
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
Med ændringen blev normalstrafferammen for brugstyveri af motorkøretøj forhøjet fra fængsel
i 1 år til 1 år og 6 måneder og den skærpede sidestrafferamme forhøjet fra fængsel i 2 år til 4
år, og der blev i forarbejderne forudsat en generel forhøjelse af strafudmålingsniveauet. Af be-
mærkningerne til lovændringen, jf. Folketingstidende 2001-02, 2. samling, tillæg A, side 2940,
fremgår vedrørende strafudmålingsniveauet efter den nye bestemmelse følgende:
”Som anført må brugstyveri af motorkøretøjer efter Justitsministeriets opfattelse
ofte reelt betragtes som ligeartet med egentligt tyveri af et sådant køretøj. Det fore-
slås derfor, at normalstrafferammen for brugstyveri af motorkøretøjer skal være
bøde eller fængsel indtil 1 år og 6 måneder. Det svarer til normalstrafferammen for
tyveri efter bestemmelsen i straffelovens § 285, stk. 1, jf. § 276. Strafskærpelses-
reglen i § 293 a, 2. pkt., indeholder et strafmaksimum på fængsel i 4 år, hvilket
svarer til straffelovens § 286, stk. 1, om tyveri af særlig grov beskaffenhed. Efter
den foreslåede strafskærpelsesregel i straffelovens § 293 a, 2. pkt., er det navnlig i
gentagelsestilfælde, at straffen kan stige til fængsel i 4 år.
Efter straffelovens § 81, stk. 1, er det en betingelse for anvendelse af bestemmelser
om forhøjet straf eller andre retsfølger i gentagelsestilfælde, at gerningsmanden,
inden vedkommende på ny forbrød sig, i den danske stat er fundet skyldig i en efter
det fyldte 18. år begået strafbar handling, som loven tillægger gentagelsesvirkning
på den nu begåede, eller i forsøg på eller medvirken til en sådan.
Justitsministeriet har overvejet, om der er anledning til at fravige bestemmelsen i
straffelovens § 81, stk. 1. Efter Justitsministeriets opfattelse ses der imidlertid ikke
at være anledning til at fastsætte mulighed for i forbindelse med biltyveri at kunne
idømme en person under 18 år over 1 år og 6 måneders fængsel, som er normal-
strafferammen efter den foreslåede § 293 a, for brugstyveri af biler mv. Hertil kom-
mer, at der ved mere omfattende brugstyverier begået af en person under 18 år efter
omstændighederne vil være mulighed for at idømme en ungdomssanktion efter
straffelovens § 74 a.
På den anførte baggrund har Justitsministeriet ikke i forbindelse med den foreslåede
nye § 293 a fundet anledning til at fravige bestemmelsen i straffelovens § 81, stk.
1.
Med den foreslåede nye bestemmelse i § 293 a i straffeloven forudsættes det, at der
i retspraksis sker en generel forhøjelse af strafudmålingsniveauet, således at der i
normale førstegangstilfælde, hvor der efter gældende domspraksis i de fleste til-
fælde idømmes en bøde for et biltyveri, i stedet som udgangspunkt fastsættes en
kortere, ubetinget straf på 14 dages fængsel. Dommen kan, navnlig for personer
under 18 år, gøres betinget med vilkår om samfundstjeneste.
Hvis der er tale om brugstyveri af adskillige biler, bør der normalt fastsættes en
højere straf end det angivne udgangspunkt. For personer over 18 år forudsættes det
således, at der i disse tilfælde normalt fastsættes en straf på 20 dages ubetinget
fængsel.
1112
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
Ved pådømmelse af spiritus- eller promillekørsel i en brugsstjålet bil skal der efter
straffelovens § 88 udmåles en fællesstraf for overtrædelse af straffelovens § 293 a
og færdselslovens § 117, stk. 4.”
Ved
lov nr. 218 af 31. marts 2004
ændredes bestemmelsens 2. pkt., således at udtrykket ”skær-
pende omstændigheder” blev ændret til ”særligt skærpende omstændigheder”. Ændringen skete
som led i en modernisering af strafferammerne i straffeloven, der navnlig byggede på Straffe-
lovrådets betænkning nr. 1424/2002 om straffastsættelse og strafferammer.
Straffelovrådet havde bl.a. behandlet spørgsmålet om anvendelsen af normal- og sidestraffe-
rammer. Om Straffelovrådets overvejelser herom fremgår af bemærkningerne, jf. Folketingsti-
dende 2003-04, tillæg A, side 3290 f., bl.a. følgende:
”Rådet har set
det som en opgave ved revisionen af strafferammesystemet at
komme med forslag til en mere præcis og nuanceret angivelse af de kriterier, der
kan eller skal betinge anvendelsen af sidestrafferammer i skærpende retning.
Mens kriterierne for strafforhøjelse i overensstemmelse med legalitetsprincippet så-
ledes bør være udformet så klart og præcist som muligt, er der ikke samme behov
for, at kriterierne for strafnedsættelse skal udformes præcist. […]
Uanset det ovenfor anførte principielle udgangspunkt, kan der efter rådets opfattelse
for visse bestemmelsers vedkommende være behov for at bevare en højere side-
strafferamme med mindre præcise kriterier. Med henblik på disse tilfælde foreslår
rådet anvendelse af kriteriet »særligt skærpende omstændigheder« i sidestrafferam-
men for rent sprogligt at markere forskellen til den almindelige vurdering af skær-
pende omstændigheder ved udmåling inden for normalstrafferammen, jf. den fore-
slåede § 81 (lovforslagets § 1, nr. 2). I de tilfælde, hvor der i særlovgivningen fortsat
måtte være behov for at udskille forhold i lavere sidestrafferammer, foreslår rådet
tilsvarende, at man anvender udtrykket »særligt formildende omstændigheder«.”
Justitsministeriet tilsluttede sig Straffelovrådets generelle synspunkter om normal- og sidestraf-
ferammer. Bestemmelsens strafmaksimum forblev uændret, og der var med lovændringen ikke
tilsigtet en ændring af det hidtidige strafbare område eller af udmålingsniveau, jf. Folketingsti-
dende 2003-04, tillæg A, side 3328.
10.2 Praksis
Som det fremgår ovenfor, straffes brugstyveri af motorkøretøj efter straffelovens § 293 a med
bøde eller fængsel indtil 1 år og 6 måneder. Under særligt skærpende omstændigheder, herunder
navnlig i gentagelsestilfælde, kan straffen dog stige til fængsel i 4 år.
1113
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0546.png
Nedenstående gennemgang af retspraksis er afgrænset således, at den bygger på trykt praksis
siden indførelsen af bestemmelsen, hvor der hovedsageligt kun er domfældt for overtrædelse af
§ 293 a uden anden kriminalitet til samtidig pådømmelse af væsentlig betydning for straffen,
og hvor straffen så vidt muligt ikke er fastsat som fællesstraf med en tidligere straf eller med
en reststraf fra en prøveløsladelse, jf. straffelovens § 61, eller som tillægsstraf til en tidligere
straf, jf. straffelovens § 89 (dvs. ”rene” tilfælde).
Som følge heraf er domme om brugstyveri af motorkøretøj, hvor tiltalte samtidig har kørt spi-
rituskørsel eller kørsel i narkotikapåvirket tilstand, jf. færdselslovens § 53 og § 54, ikke medta-
get. Endvidere er sager om brugstyveri af motorkøretøj, hvor tiltalte samtidig straffes for kørsel
i frakendelsestiden i gentagelsestilfælde eller kørsel uden førerret i gentagelsestilfælde heller
ikke medtaget.
Dommene er oplistet efter straffens længde. I gennemgangen er dommene ikke opdelt efter, om
den fastsatte straf er ubetinget eller betinget, herunder med vilkår om samfundstjeneste, idet
længden af fængselsstraffen som udgangspunkt antages at afspejle rettens vurdering af den på-
dømte kriminalitets alvor, mens spørgsmålet om betinget dom i højere grad beror på konkrete
omstændigheder ved tiltaltes personlige forhold. Se de generelle bemærkninger herom i kapitel
1, afsnit 4.
Fra retspraksis kan der henvises til følgende afgørelser:
U 2003.931Ø: T straffet med 8 dagbøder à 500 kr. for brugstyveri af motorkøretøj efter straf-
felovens § 293 a ved at have været passager i en brugsstjålet bil. Tiltalte forklarede for lands-
retten, at han få dage forinden gerningstidspunktet havde lært chaufføren at kende, og at han
først, da han havde sat sig ind i bilen, opdagede, at der var opbrudt ved tændingslåsen. Lands-
retten udtalte, at uanset, at udgangspunktet for fastsættelsen af straffen for brugstyveri af mo-
torkøretøj er ubetinget frihedsstraf, var der under de foreliggende omstændigheder, hvor T ikke
var den, der havde sat sig i besiddelse af bilen, men alene var passager, undtagelsesvist grundlag
for bødestraf.
U 2006.653V: T2 straffet med 8 dagbøder à 500 kr. for brugstyveri af motorkøretøj efter straf-
felovens § 293 a ved at have været passager i en brugsstjålet bil. Landsretten bemærkede ind-
ledningsvist vedrørende straffastsættelsen, at i tilfælde, hvor overtrædelsen af § 293 a alene
består i, at den pågældende har været passager i en brugsstjålet bil, må det bl.a. afhænge af de
nærmere omstændigheder ved og karakteren af kørslen i bilen, om der skal udmåles en ubetin-
get frihedsstraf. Betinget straf eller dagbøder vil f.eks. kunne anvendes, hvor det først i forbin-
delse med selve kørslen bliver kendt for en passager, at bilen er brugsstjålet, eller hvor der er
tale om en enkelt kørsel som passager uden skærpende omstændigheder, eksempelvis i form af,
1114
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0547.png
at føreren er påvirket af spiritus eller euforiserende stoffer, eller at kørslen har været særlig
farlig for andre trafikanter. Ved fastsættelsen af straffen for T2’s vedkommende lagde landsret-
ten herefter vægt på, at strafferammen i § 293 a indeholder hjemmel til at idømme bøde, og at
T2 først blev klar over, at bilen var stjålet, da han sad i den som passager på bagsædet og så, at
den blev startet med en skruetrækker. T2 blev på denne baggrund straffet med bøde i stedet for
fængsel. For en medgerningsperson
T1’s vedkommende blev straffen fastsat til 14 dages betin-
get fængsel med vilkår om samfundstjeneste, jf. gengivelsen af samme dom nedenfor.
TfK 2008.708Ø: T1 straffet med 8 dagbøder à 500 kr. for brugstyveri af motorkøretøj efter
straffelovens § 293 a ved at have været passager i en brugsstjålet bil. Byretten fastsatte straffen
til 14 dages betinget fængsel, men landsretten nedsatte straffen til bødestraf. Landsretten be-
mærkede herved, at der under de foreliggende omstændigheder, hvor T1 først under kørslen
blev klar over, at bilen var brugsstjålet, var grundlag for at fravige udgangspunktet om, at der
for overtrædelse af § 293 a fastsættes en frihedsstraf. Straffen, der blev fastsat som en tillægs-
straf, jf. straffelovens § 89, blev herefter fastsat til en bøde.
TfK 2004.378Ø: T straffet med 14 dages fængsel betinget for brugstyveri af motorkøretøj efter
straffelovens § 293 a ved at have brugt en bil, der
tilhørte T’s arbejdsgiver, til privat kørsel. T
var endvidere skyldig i overtrædelse af færdselsloven, hvilket blev straffet med en tillægsbøde.
TfK 2004.376V: T straffet med 14 dages fængsel betinget for brugstyveri af motorkøretøj efter
straffelovens § 293 a ved i forening med en medgerningsperson uberettiget at have brugt en
personbil, der stod parkeret, idet de skubbede bilen hen på en gårdsplads, hvor de forsøgte at
starte bilen, hvilket imidlertid mislykkedes, da politiet kom til stede. I en personundersøgelse
var T skønnet egnet til at modtage en betinget dom, men på grund af sin unge alder og person-
lige forhold skønnedes han ikke egnet til at udføre samfundstjeneste. Straffen blev udmålt til
14 dage. Landsretten bemærkede, at T først var fyldt 18 år ca. 1,5 måned før brugstyveriet, og
at T efterfølgende var blevet optaget på en institution for sent udviklede med henblik på et
flerårigt forløb, som tog sigte på, at T kunne blive egnet til i hvert fald delvist normal beskæf-
tigelse. Dette forløb var efter det oplyste indtil videre vellykket og ville i tilfælde af en ubetinget
dom blive afbrudt. Under disse omstændigheder var der undtagelsesvist grundlag for at gøre
straffen betinget (dissens for ubetinget fængsel).
TfK 2004.679Ø: T straffet med 14 dages fængsel betinget for brugstyveri af motorkøretøj efter
straffelovens § 293 a ved at have brugsstjålet en
bil, efter en af T’s kammerater havde givet
ham nøglen til bilen. T førte herefter bilen uden at have erhvervet kørekort og gjorde sig i den
forbindelse tillige skyldig i hensynsløs kørsel. Byretten fastsatte straffen til 14 dages fængsel,
der blev gjort betinget under henvisning til T’s unge alder, samt idømte
T en tillægsbøde for
overtrædelsen af færdselsloven. Landsretten bemærkede, at udgangspunktet ved overtrædelse
1115
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0548.png
af § 293 a er en ubetinget frihedsstraf. Der var imidlertid i det foreliggende tilfælde grundlag
for undtagelsesvist at gøre straffen betinget som bestemt af byretten (dissens for at gøre straffen
ubetinget).
TfK 2005.434Ø: T straffet med 14 dages fængsel betinget for brugstyveri af motorkøretøj efter
straffelovens § 293 a ved uberettiget at have brugt
en bil, der tilhørte T’s arbejdsgiver, til privat
kørsel. Byretten fastsatte straffen til 14 dages ubetinget fængsel, hvilket landsretten ændrede til
betinget fængsel, idet det under hensyn til forholdets enkeltstående og atypiske karakter og den
lange tid, der var gået, siden forholdet var begået, undtagelsesvist var forsvarligt at gøre straffen
betinget. T blev endvidere pålagt en tillægsbøde på 2.000 kr. i medfør af straffelovens § 58, stk.
2.
TfK 2005.557Ø: T straffet med 14 dages fængsel betinget for forsøg på brugstyveri af motor-
køretøj efter straffelovens § 293 a, jf. § 21, ved i forening med en anden at have forsøgt at
brugsstjæle en bil, hvilket mislykkedes, da politiet kom til stede. Henset til T’s meget gode
personlige forhold gjorde landsretten undtagelsesvist straffen betinget med vilkår om sam-
fundstjeneste (dissens for ubetinget fængsel).
TfK 2006.401/1Ø: T straffet med 14 dages fængsel betinget for brugstyveri af motorkøretøj
efter straffelovens § 293 a ved uberettiget at have brugt en bil, som T havde lejet, efter lejepe-
riodens udløb. T brugte bilen i ca. 2,5 måneder efter udløbet af lejeperioden. Byretten fastsatte
straffen til 14 dages fængsel og fandt under hensyn til den lange periode, bilen var brugsstjålet,
ikke, at straffen kunne gøres betinget. Landsretten gjorde efter forholdets atypiske karakter,
herunder at T havde lejet bilen, straffen betinget. Straffen blev fastsat som en tillægsstraf, jf.
straffelovens § 89, til en tidligere bødestraf.
TfK 2006.575/2V: T straffet med 14 dages fængsel betinget for brugstyveri af motorkøretøj
efter straffelovens § 293 a ved at have været passager i en brugsstjålet bil, som en medgernings-
person
forinden havde stjålet, mens T så på. Et flertal i byretten fandt det henset til T’s begræn-
sede andel i brugstyveriet og hans unge alder forsvarligt at gøre straffen betinget. Landsretten
stadfæstede byrettens dom med bemærkning om, at udgangspunktet er en ubetinget straf, når
den tiltalte har været til stede i forbindelse med brugstyveriet, og føreren af bilen har været
spirituspåvirket. Under hensyn til, at T, der var ustraffet, kun netop var fyldt 18 år på gernings-
tidspunktet, at T kun havde været passager, at der var gået mere end 1 år samt henset til oplys-
ningerne om T’s gode personlige forhold, fandt landsretten, at der forelå sådanne forhold, at
straffen undtagelsesvist kunne gøres betinget som bestemt af byretten.
TfK 2007.751V: T straffet med 14 dages fængsel betinget for brugstyveri af motorkøretøj efter
straffelovens § 293 a ved at have brugsstjålet en
bil, der tilhørte T’s kæreste. Det fremgik
af
1116
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0549.png
sagen, at T havde taget nøglen til bilen og kørt en tur, uden at kæresten var klar over det. By-
retten fastsatte straffen til 14 dages ubetinget fængsel og en bøde på 5.000 kr. for kørsel uden
at have erhvervet kørekort, jf. færdselslovens § 56, stk. 1. Med henvisning til de ganske særlige
omstændigheder, der gjorde sig gældende ved brugstyveriet, fandt landsretten, at det var for-
svarligt undtagelsesvist at gøre straffen betinget.
U 2008.1823H: T straffet med 14 dages fængsel betinget for brugstyveri af motorkøretøj efter
straffelovens § 293 a samt brugstyveri efter straffelovens § 293, stk. 1, ved uberettiget at have
brugt en udlejningsbil, som T havde lejet, men ikke leveret rettidigt tilbage, samt uberettiget at
have brugt en trailer, som han på et andet tidspunkt havde lejet, men heller ikke havde leveret
rettidigt tilbage. Både i byretten og landsretten blev straffen fastsat til 14 dages ubetinget fæng-
sel. Højesteret udtalte, at der efter forarbejderne til § 293 a i normale førstegangstilfælde som
udgangspunkt skal fastsættes en kortere ubetinget straf på 14 dages fængsel for brugstyveri af
en bil. Højesteret fandt imidlertid, at brugstyveri af en lejet bil i almindelighed må anses for at
være af en anden karakter end de tilfælde, som strafskærpelsen umiddelbart tog sigte på med §
293 a. Højesteret fandt på den baggrund, at udgangspunktet om en ubetinget fængselsstraf
kunne fraviges, og straffen blev herefter gjort betinget. T blev endvidere idømt en tillægsbøde
på 3.000 kr.
TfK 2020.505V: T straffet med 14 dages fængsel betinget for brugstyveri af motorkøretøj efter
straffelovens § 293 a. Overtrædelsen var sket i forening med to andre, idet gerningspersonerne
trak en motorcykel til en parkeringsplads, hvor T kom til stede og overdrog dem en skruetræk-
ker. Motorcyklen blev herefter forsøgt startet med skruetrækkeren, mens T var til stede, hvilket
imidlertid mislykkedes, da politiet kom til stede. T var ca. 16 år på gerningstidspunktet. Ved
straffastsættelsen blev der lagt vægt på karakteren af forholdet.
TfK 2020.689V: T straffet med 14 dages fængsel betinget for brugstyveri af motorkøretøj efter
straffelovens § 293 a ved at have benyttet en bil,
der tilhørte T’s arbejdsgiver, til privat kørsel i
forbindelse med en hospitalsundersøgelse. Landsretten anførte, at brugstyveri af motorkøretøj
efter forarbejderne som udgangspunkt skal straffes med ubetinget fængsel i 14 dage. Landsret-
ten fandt imidlertid, at den foreliggende situation, hvor der var tale om uberettiget brug af et
køretøj, som tilhørte T’s arbejdsgiver,
til transport til en hospitalsundersøgelse, var af en anden
karakter end de tilfælde, som den skærpede strafbestemmelse umiddelbart tog sigte på. Lands-
retten fandt på den baggrund, og i øvrigt under hensyn til de særlige omstændigheder, som førte
til den uberettigede anvendelse af køretøjet, at udgangspunktet om ubetinget frihedsstraf kunne
fraviges. Straffen blev herefter undtagelsesvist gjort betinget.
TfK 2003.636/2V: T, der var under 18 år på gerningstidspunktet, straffet med 14 dages fængsel
betinget med vilkår om samfundstjeneste for brugstyveri af motorkøretøj efter straffelovens §
1117
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0550.png
293 a ved i forening med en anden at have brugsstjålet en bil og kørt uden at have erhvervet
kørekort, jf. færdselslovens § 56, stk. 1. Byretten fastsatte straffen til 14 dages fængsel, der blev
gjort betinget uden vilkår om samfundstjeneste. Landsretten ændrede straffen til betinget fæng-
sel med vilkår om samfundstjeneste, idet det var forudsat i forarbejderne til § 293 a, at der ved
førstegangsovertrædelser normalt fastsættes en ubetinget straf af fængsel i 14 dage, men at
straffen, navnlig for personer under 18 år, kan gøres betinget med vilkår om samfundstjeneste.
Landsretten fandt ikke grundlag for at fravige dette udgangspunkt, og straffen blev derfor gjort
betinget med vilkår herom.
TfK 2003.742Ø: T2 straffet med 14 dages fængsel betinget med vilkår om samfundstjeneste
for brugstyveri af motorkøretøj efter straffelovens § 293 a ved i forening med en anden under
en julefrokost på deres arbejdsplads uberettiget at have brugt en af arbejdsgiverens biler til
kørsel. T2 gjorde sig i den forbindelse også skyldig i kørsel uden at have erhvervet kørekort, jf.
færdselslovens § 56, stk. 1. Byretten fastsatte straffen til 14 dages fængsel og en tillægsbøde på
5.000 kr. Landsretten, der bemærkede, at T2 fortsat var ansat i det firma, som ejede bilen, gjorde
under henvisning til T2’s gode personlige forhold og til, at det var forudsat i forarbejderne til §
293 a, at samfundstjeneste kan anvendes efter en konkret vurdering, fængselsstraffen betinget
med vilkår herom.
U 2004.959Ø: T, der var under 18 år på gerningstidspunktet, straffet med 14 dages fængsel
betinget med vilkår om samfundstjeneste for forsøg på brugstyveri af motorkøretøj efter straf-
felovens § 293 a, jf. § 21, ved i forening med en anden at have forsøgt at starte en bil med
henblik på uberettiget kørsel. T var tidligere straffet i 2002 med en bøde for brugstyveri efter
straffelovens § 293, stk. 1. Under henvisning til forarbejderne til § 293 a, hvoraf følger, at straf-
fen for brugstyveri af motorkøretøj kan gøres betinget med vilkår om samfundstjeneste, navnlig
for personer under 18 år, blev straffen gjort betinget med vilkår herom (dissens for betinget
dom alene med vilkår om hjælpeforanstaltninger efter § 52 i lov om social service).
U 2006.653V: T1 straffet med 14 dages fængsel betinget med vilkår om samfundstjeneste for
brugstyveri af motorkøretøj efter straffelovens § 293 a ved at have været passager i en brugs-
stjålet bil. Landsretten bemærkede indledningsvist vedrørende straffastsættelsen, at i tilfælde,
hvor overtrædelsen af § 293 a alene består i, at den pågældende har været passager i en brugs-
stjålet bil, må det bl.a. afhænge af de nærmere omstændigheder ved og karakteren af kørslen i
bilen, om der skal udmåles en ubetinget frihedsstraf. Betinget straf eller dagbøder vil f.eks.
kunne anvendes, hvor det først i forbindelse med selve kørslen bliver kendt for en passager, at
bilen er brugsstjålet, eller hvor der er tale om en enkelt kørsel som passager uden skærpende
omstændigheder, eksempelvis i form af, at føreren er påvirket af spiritus eller euforiserende
stoffer, eller at kørslen har været særlig farlig for andre trafikanter. Navnlig under hensyn til, at
T1 vidste, at bilen var stjålet, før han gik med
hen til den, fandtes straffen for T1’s
1118
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0551.png
vedkommende at burde fastsættes til 14 dages fængsel. På baggrund af T1’s gode personlige
forhold, og under hensyn til at der alene var tale om én kørsel som passager, og efter det oplyste
uden skærpende omstændigheder af nogen art, fandtes straffen at kunne gøres betinget med
vilkår om samfundstjeneste. For en medgerningsperson
T2’s vedkommende blev straffen fast-
sat til en bøde, jf. gengivelsen af samme dom ovenfor.
TfK 2007.327V: T straffet med 14 dages fængsel betinget med vilkår om samfundstjeneste for
forsøg på brugstyveri af motorkøretøj efter straffelovens § 293 a, jf. § 21, ved at have forsøgt
at starte en motorcykel med henblik på uberettiget brug af den, hvilket mislykkedes, da politiet
blev tilkaldt og kom til stede. T var tidligere straffet, bl.a. i 2004 med 1 års fængsel for berigel-
seskriminalitet. T forklarede om sine personlige forhold, at han var i lære som tømrer, og at han
ville miste sin læreplads, hvis han blev idømt en ubetinget fængselsstraf. Landsrettens flertal
udtalte, at udgangspunktet, når en person over 18 år begår brugstyveri, er, at der er forskyldt
ubetinget frihedsstraf. Navnlig under hensyn til, at der alene var tale om et forsøg, der måtte
antages kun at have haft ringe udsigt til at lykkes,
og til T’s gode personlige forhold, var det
forsvarligt undtagelsesvist at gøre straffen betinget med vilkår om samfundstjeneste (dissens
for ubetinget fængsel).
TfK 2010.788Ø: T1 straffet med 14 dages fængsel betinget med vilkår om samfundstjeneste
for brugstyveri af motorkøretøj efter straffelovens § 293 a ved at have brugsstjålet en bil, som
T benyttede til kørsel over tre dage, og som han førte uden at have erhvervet kørekort, jf. færd-
selslovens § 56, stk. 1. Byretten fastsatte straffen til 14 dages fængsel og en bøde på 5.000 kr.
Landsretten gjorde efter det oplyste om T1’s personlige forhold, herunder hans unge alder (18
år) og behovet for støtte, undtagelsesvist straffen betinget med vilkår om samfundstjeneste.
TfK 2003.498Ø: T straffet med 14 dages fængsel for forsøg på brugstyveri af motorkøretøj efter
straffelovens § 293 a, jf. § 21, ved at have forsøgt at brugsstjæle en bil. Der var ikke grundlag
for at gøre straffen betinget, heller ikke med vilkår om samfundstjeneste.
TfK 2003.530/2V: T straffet med 14 dages fængsel for brugstyveri af motorkøretøj efter straf-
felovens § 293 a ved at have brugsstjålet en bil. Landsretten udtalte, at brugstyveri af biler efter
forarbejderne til § 293 a straffes med ubetinget frihedsstraf, også i førstegangstilfælde. Der var
ikke oplyst omstændigheder, som gav grundlag for at fravige dette udgangspunkt, og straffen
blev derfor gjort ubetinget i overensstemmelse med bemærkningerne til § 293 a.
U 2003.2551V: T straffet med 14 dages fængsel for brugstyveri af motorkøretøj efter straffelo-
vens § 293 a ved at have brugsstjålet en bil. T var herudover skyldig i to tilfælde af kørsel uden
kørekort, jf. færdselslovens § 56, stk. 1. Byretten fastsatte straffen til 10 dages fængsel, der på
grund af T’s unge alder blev
gjort betinget, samt en tillægsbøde på 8.000 kr. Landsretten
1119
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0552.png
bemærkede, at det af forarbejderne til § 293 a fremgår, at der som udgangspunkt skal idømmes
en ubetinget straf på fængsel i 14 dage for en førstegangsovertrædelse af bestemmelsen. Lands-
rettens flertal fandt ikke grundlag for at fravige dette udgangspunkt og gjorde derfor straffen
ubetinget (dissens for at forhøje straffen til 14 dage, men på baggrund af, at T måtte antages at
ville have leveret bilen tilbage, ville mindretallet gøre straffen betinget).
TfK 2004.6V: T1 og T2 straffet med 14 dages fængsel for brugstyveri af motorkøretøj efter
straffelovens § 293 a ved at have brugsstjålet en bil. T1 var tidligere straffet i 2002 for brugs-
tyveri efter straffelovens § 293, stk. 1. Byretten fastsatte straffen til 14 dages betinget fængsel,
men landsretten gjorde straffen ubetinget, da der ikke forelå særlige omstændigheder, der kunne
begrunde en fravigelse fra det udgangspunkt, der var i forarbejderne til § 293 a.
U 2004.283Ø: T straffet med 14 dages fængsel for brugstyveri af motorkøretøj efter straffelo-
vens § 293 a ved at have brugsstjålet en varebil. Under henvisning til forarbejderne til § 293 a
kunne straffen ikke gøres betinget.
TfK 2004.107Ø: T straffet med 14 dages fængsel for brugstyveri af motorkøretøj efter straffe-
lovens § 293 a ved i 2 tilfælde at have været passager i en bil, som en anden havde brugsstjålet.
Byretten fastsatte straffen til dagbøder under henvisning til, at T alene var passager i bilen, men
landsretten forhøjede straffen til 14 dages ubetinget fængsel og lagde vægt på, at T var klar
over, at bilen var brugsstjålet, da han ved to lejligheder lod sig befordre i den, hvorfor ubetinget
frihedsstraf var forskyldt.
TfK 2004.145/2V: T straffet med 14 dages fængsel for brugstyveri af motorkøretøj efter straf-
felovens § 293 a ved i forening med to andre at have været passager i en brugsstjålet bil. T var
herudover skyldig i overtrædelse af våbenloven ved at have båret en enhåndsbetjent foldekniv
og i overtrædelse af lov om visse dopingmidler ved at have været i besiddelse af anabolske
steroider til eget brug. Byretten fastsatte straffen til 14 dages fængsel og gjorde straffen betinget
under henvisning til, at T ikke havde været med til selve brugstyveriet, men blev hentet af
medgerningspersonerne og alene kørte med en kort tur. Landsretten fandt det uden betydning,
at T kun var passager i bilen, og da der heller ikke i øvrigt forelå omstændigheder, der kunne
føre til, at det var forsvarligt at gøre straffen betinget, blev straffen gjort ubetinget.
TfK 2005.378/2V: T straffet med 14 dages fængsel for brugstyveri af motorkøretøj efter straf-
felovens § 293 a ved at have været passager i en brugsstjålet bil, som han vidste eller i hvert
fald måtte indse var brugsstjålet. Efter forholdets karakter var der ikke grundlag for at gøre
straffen betinget.
1120
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0553.png
TfK 2007.445Ø: T straffet med 14 dages fængsel for brugstyveri af motorkøretøj efter straffe-
lovens § 293 a og brugstyveri efter straffelovens § 293, stk. 1, ved uberettiget at have brugt en
udlejningsbil og en udlejningstrailer 1-2 måneder efter, at udlejningsperioderne var udløbet.
Der fandtes ikke at foreligge sådanne særlige forhold, der kunne begrunde, at straffen undta-
gelsesvist kunne gøres betinget, hverken med eller uden vilkår om samfundstjeneste.
TfK 2010.333V: T straffet med 14 dages fængsel for brugstyveri af motorkøretøj efter straffe-
lovens § 293 a ved i forening med to andre at have brugsstjålet en bil. T var herudover skyldig
i brugstyveri efter straffelovens § 293, stk. 1, ved sammen med de to andre uberettiget at have
brugt en byggelift til kørsel. T var 18 år på gerningstidspunktet. Hverken T’s alder eller det
tidsrum, der var forløbet, efter at forholdene var begået, kunne medføre, at straffen kunne gøres
betinget.
TfK 2019.379Ø: T straffet med 14 dages fængsel for brugstyveri af motorkøretøj efter straffe-
lovens § 293 a ved at have brugsstjålet en lejet bil, som T ikke leverede tilbage ved lejeperiodens
udløb, men i stedet blev standset i af politiet. Efter forarbejderne til § 293 a er udgangspunktet
14 dages fængsel, som byretten gjorde betinget. Landsretten ændrede straffen til ubetinget
fængsel, idet T senest i 2016 var straffet for tvang, afpresning og overtrædelser af færdselsloven
ved kørsel i hashpåvirket tilstand, og idet brugstyveriforholdet var begået, mens T var frakendt
førerretten. T var herudover skyldig i kørsel i frakendelsestiden, hvilket T blev straffet med en
tillægsbøde for.
TfK 2005.41V: T straffet med 20 dages fængsel betinget med vilkår om samfundstjeneste for
forsøg på brugstyveri af motorkøretøj efter straffelovens § 293 a, jf. § 21, ved i et 3. gangstil-
fælde at have forsøgt at brugsstjæle en bil. T var tidligere straffet to gange for brugstyveri. T
forklarede om sine personlige forhold, at han tidligere havde været stofmisbruger, men nu var
ude af sit misbrug. Han havde fire børn og boede alene med de to yngste, hvoraf det ene havde
damp, og hans børn skulle anbringes, hvis han skulle afsone en fængselsstraf. Han havde søgt
vejledning i Familiehuset,
og en ansat herfra forklarede bl.a., at T’s børn havde oplevet meget
turbulens, og at stabilitet derfor var meget væsentlig for dem. Henset til T’s forstraffe blev
straffen fastsat til 20 dages fængsel. Landsretten bemærkede i den forbindelse, at udgangspunk-
tet, når en person over 18 år begår brugstyveri, er, at der er forskyldt ubetinget frihedsstraf.
Efter oplysningerne om T’s personlige forhold, herunder oplysningerne om hans børn, var der
imidlertid undtagelsesvist grundlag for at gøre straffen betinget med vilkår om samfundstjene-
ste.
TfK 2006.70V: T straffet med 30 dages fængsel for brugstyveri af motorkøretøj efter straffelo-
vens § 293 a ved i et 3. gangstilfælde at have brugsstjålet to biler, som T havde lånt til prøve-
kørsel, og som han først leverede tilbage noget tid efter, således at der i begge tilfælde forelå
1121
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0554.png
væsentlige overskridelser af fristerne for prøvekørslerne. T var tidligere straffet to gange for
brugstyveri, og der forelå derfor et 3. gangstilfælde til pådømmelse. Ved straffastsættelsen blev
der lagt vægt på, at T i begge tilfælde, inden han fik bilerne udleveret, foreviste kørekort, og at
der i det første tilfælde blev udfærdiget køreseddel med angivelse af kørekortnummeret. Under
disse omstændigheder fandt landsretten, at straffen skulle fastsættes til 30 dages fængsel i mod-
sætning til byretten, som havde fastsat straffen til 40 dages fængsel. Efter forholdets karakter,
og da T tidligere var straffet for tilsvarende forhold, var der ikke grundlag for at gøre straffen
betinget.
U 2006.1655V: T straffet med 30 dages fængsel for brugstyveri af motorkøretøj efter straffelo-
vens § 293 a ved i et 3. gangstilfælde at have brugsstjålet en bil. T var tidligere straffet to gange
i henholdsvis 2001 og 2002 for brugstyveri. Ved straffastsættelsen blev der navnlig lagt vægt
på T’s forstraffe.
TfK 2007.12V: T straffet med 30 dages fængsel for brugstyveri af motorkøretøj efter straffelo-
vens § 293 a, 2. pkt., ved i et 3. gangstilfælde at have brugsstjålet en varebil. T var tidligere
straffet tre gange for brugstyveri, men første gang var T under 18 år, og det foreliggende tilfælde
blev derfor anset for et 3. gangstilfælde. T blev endvidere straffet med en tillægsbøde på 1.500
kr. for overtrædelse af færdselslovens § 3, stk. 1, og § 9, stk. 1, ved ikke at have udvist den
fornødne agtpågivenhed, hvilket var medvirkende årsag til, at der skete sammenstød med en
holdende bus, hvorefter T kørte fra stedet uden at give sig til kende.
TfK 2009.925V: T straffet med 50 dages fængsel for brugstyveri af motorkøretøj efter straffe-
lovens § 293 a ved i et 5. gangstilfælde at have brugsstjålet en bil. Forholdet var begået i for-
ening med en anden. T var tidligere straffet fire gange i perioden 2004-2008 for brugstyveri,
herunder af motorkøretøjer. Ved straffastsættelsen blev der lagt vægt på T’s forstraffe.
TfK 2020.1041V: T straffet med 3 måneders fængsel for brugstyveri af motorkøretøj efter straf-
felovens § 293 a, 2. pkt., ved i et 14. gangstilfælde at have brugsstjålet en bil. T var herudover
skyldig i kørsel i frakendelsestiden, jf. færdselslovens § 117 a, stk. 1. T var tidligere straffet 13
gange
for brugstyveri af motorkøretøj. Ved straffastsættelsen blev der lagt vægt på T’s for-
straffe. T blev endvidere idømt en tillægsbøde på 9.000 kr. for kørslen i frakendelsestiden.
10.3 Konklusion
Brugstyveri af motorkøretøj efter straffelovens § 293 a straffes med bøde eller fængsel indtil 1
år og 6 måneder. Under særligt skærpende omstændigheder, herunder navnlig i gentagelsestil-
fælde, kan straffen dog stige til fængsel i 4 år.
1122
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
Bestemmelsen i § 293 a blev indsat i straffeloven ved
lov nr. 380 af 6. juni 2002,
hvorved
brugstyveri af motorkøretøj blev udskilt af den almindelige brugstyveribestemmelse i straffe-
lovens § 293. I bemærkningerne til lovændringen blev det forudsat, at der i retspraksis skulle
ske en generel forhøjelse af strafudmålingsniveauet for denne type overtrædelser, således at der
i normale førstegangstilfælde som udgangspunkt skal fastsættes en kortere, ubetinget straf på
14 dages fængsel. Straffen kan, navnlig for personer under 18 år, gøres betinget med vilkår om
samfundstjeneste. Endvidere fremgår det af bemærkningerne, at hvis der er tale om brugstyveri
af adskillige biler, skal der normalt fastsættes en højere straf end det angivne udgangspunkt, og
for personer over 18 år forudsattes det således, at der i disse tilfælde normalt skal fastsættes en
straf på 20 dages ubetinget fængsel.
I sager om overtrædelse af straffelovens § 293 a er der i den gennemgåede periode udmålt
straffe på mellem 8 dagbøder og 3 måneders fængsel fordelt på 37 domme.
I tre domme er der udmålt
bødestraf.
I alle tilfælde har der været tale om 8 dagbøder à 500 kr.
Sagerne har det til fælles, at tiltalte har været
passager i den brugsstjålne bil, og først da ved-
kommende havde sat sig ind i bilen, blev den pågældende klar over, at bilen var brugsstjålet.
I
én af dommene (U 2006.931V) udtalte landsretten sig generelt om afvigelsen af udgangspunktet
om ubetinget fængselsstraf, når tiltalte havde været passager i den brugsstjålne bil. Landsretten
bemærkede i den forbindelse, at i tilfælde, hvor overtrædelsen af § 293 a alene består i, at den
pågældende har været passager i en brugsstjålet bil, må det bl.a. afhænge af de nærmere om-
stændigheder ved og karakteren af kørslen i bilen, om der skal udmåles en ubetinget friheds-
straf. Betinget straf eller dagbøder vil f.eks. kunne anvendes, hvor det først i forbindelse med
selve kørslen bliver kendt for en passager, at bilen er brugsstjålet, eller hvor der er tale om en
enkelt kørsel som passager uden skærpende omstændigheder, eksempelvis i form af, at føreren
er påvirket af spiritus eller euforiserende stoffer, eller at kørslen har været særlig farlig for andre
trafikanter.
I 28 domme er der udmålt straf af
14 dages fængsel.
Heraf er 11 gjort betinget, 6 gjort betinget
med vilkår om samfundstjeneste og 11 gjort ubetinget.
Det er på den baggrund udvalgets vurdering, at udgangspunktet på 14 dages fængsel for brugs-
tyveri af motorkøretøj i førstegangstilfælde følges af domstolene. Det er endvidere udvalgets
vurdering, at 14 dages ubetinget fængsel må anses for at være forbeholdt kerneområdet for
brugstyveri af motorkøretøj, samt at domstolene udmåler ubetinget straf i sager omfattet heraf
som forudsat af lovgiver, således at betingede domme navnlig er forbeholdt de tilfælde, der
falder uden for kerneområdet.
1123
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
I sagerne, hvor der blev udmålt 14 dages
ubetinget
fængsel, har domstolene vurderet, at der
ikke forelå konkrete omstændigheder, der kunne føre til en fravigelse af udgangspunktet om 14
dages ubetinget fængsel i førstegangstilfælde, jf. forarbejderne til § 293 a.
I sagerne, hvor straffen på 14 dages fængsel blev gjort
betinget,
har der i sagerne foreligget
konkrete omstændigheder, der har ført hertil, herunder bl.a. tiltaltes unge alder eller særlige
personlige forhold, at der har været tale om forsøg, at tiltalte blot var passager i den brugsstjålne
bil, at der har været tale om privat anvendelse af en bil, der tilhørte den tiltaltes arbejdsgiver,
eller uberettiget brug af en lejet bil efter lejeperiodens udløb. Højesteret har i U 2008.1823H
udtalt, at brugstyveri af en lejet bil i almindelighed må anses for at være af en anden karakter
end de tilfælde, som strafskærpelsen umiddelbart tog sigte på med § 293 a.
I dommene, hvor straffen er udmålt
højere end udgangspunktet på 14 dages fængsel,
er der tale
om brugstyveri i
gentagelsestilfælde.
Der blev udmålt 20 dages betinget fængsel med vilkår om samfundstjeneste for et forsøg på
brugstyveri i 3. gangstilfælde. Straffen blev gjort betinget som følge af tiltaltes særlige person-
lige forhold.
I tre sager om 3. gangstilfælde blev straffen udmålt til 30 dages fængsel, mens et 5. gangstil-
fælde medførte fængsel i 50 dage. I en enkelt sag blev straffen udmålt til 3 måneders fængsel
for brugstyveri i et 14. gangstilfælde.
I en enkelt sag om et 2. gangstilfælde blev straffen dog udmålt til 14 dages fængsel.
Som det fremgår af gennemgangen, er straffene for brugstyveri af motorkøretøj udmålt i den
nedre ende af strafferammen. Det er dog udvalgets vurdering, at domstolene har fulgt lovgivers
anvisninger vedrørende strafudmålingen, idet der i førstegangstilfælde som udgangspunkt er
udmålt 14 dages ubetinget fængsel, og at der er udmålt 14 dages betinget fængsel henholdsvis
betinget fængsel med vilkår om samfundstjeneste i sager, hvor der har foreligget konkrete om-
stændigheder, der kunne begrunde dette. I flergangstilfælde er der i langt de fleste sager udmålt
en højere straf, således at brugstyveri, hvor tiltalte er massivt forstraffet for tilsvarende krimi-
nalitet, straffes med en markant fængselsstraf.
11. Afsluttende bemærkninger
I dette kapitel findes først en analyse af strafniveauet for overtrædelse af de berigelsesbestem-
melser for hvilke det gælder, at strafferammerne er samlet i straffelovens §§ 285-287. Efter
praksisgennemgangene for hver af disse berigelsesforbrydelser i afsnit 2.2 er strafniveauet for
1124
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
den pågældende berigelsesforbrydelse sammenfattet i en delkonklusion. Disse delkonklusioner
findes i afsnit 2.2.2, 2.2.4, 2.2.6, 2.2.8, 2.2.10, 2.2.12, 2.2.14, 2.2.16, 2.2.18 og 2.2.20. I afsnit
2.3 findes en samlet konklusion vedrørende strafniveauet på tværs af de omtalte berigelsesfor-
brydelser. Dernæst følger en række separate afsnit vedrørende straffelovens §§ 288-293 a i af-
snit 3-10. Konklusionerne for udvalgets undersøgelse findes under hvert af disse afsnit.
1125
 REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v. REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om ministeren vil oversende den udvalgsredegørelse, der afdækker forholdet mellem strafniveauer og strafferammer m.v.
2805837_0559.png
1127