Europaudvalget 2022-23 (2. samling)
EUU Alm.del EU-note E 19
Offentligt
2694365_0001.png
EU-note
Til orientering af medlemmerne af Europaudvalget
Kompetencefordelingen mellem EU og medlemsstaterne
Sammenfatning
Spørgsmålet om kompetencefordelingen mellem EU og medlemsstaterne er af-
gørende for det råderum, som både EU og medlemsstaterne har som lovgivere.
EU’s beføjelser bygger på princippet om de tildelte kompetencer i
EU-traktaten,
hvilket indebærer, at Unionen kun har de beføjelser, som den er blevet tildelt af
medlemsstaterne.
EU’s beføjelser varierer dog betydeligt fra område til område.
Beføjelser, som ikke er tildelt Unionen, forbliver hos medlemsstaterne. For mere
end 15 år siden besluttede EU-landene med Lissabontraktaten at tydeliggøre
denne kompetencefordeling
ved at opdele EU’s kompetencer i fire forskellige ka-
tegorier.
Det kan dog fortsat godt være svært at sige præcis, hvor grænsen går mellem
EU’s og medlemsstaternes beføjelser,
og hvad råderummet er for deres respek-
tive lovgivningsindsats. Vi vil derfor
i
dette notat forsøge at gøre rede for, hvad
EU-retten siger om dette spørgsmål.
Kontaktperson
Morten Knudsen, EU-
chefkonsulent
21. april 2023
Hvis Folketinget og regeringen vil lovgive om et bestemt spørgsmål i Dan-
mark, har de ifølge grundlovens § 3 en almindelig kompetence til at gøre
dette og skal ikke påvise en særlig hjemmel til at fastsætte regler. De kan
kort sagt lovgive om alle spørgsmål. Sådan er det ikke med EU. EU kan kun
handle med hjemmel i EU-traktaterne.
EU’s råderum
til at lovgive varierer
samtidig betydeligt fra politikområde til politikområde.
I dette notat redegøres for, hvordan kompetencefordelingen mellem EU og
medlemsstaterne ser ud i henhold til EU-retten. Det vil ske på baggrund af en
gennemgang af de forskellige typer af kompetencer, som blev traktatfæstet
med Lissabontraktaten i 2009 med henblik på at tydeliggøre, hvor grænsen
går
for henholdsvis EU’s og medlemsstaternes råderum som lovgivere.
Til
sidst vil vi se nærmere på, hvad det for politikområder, hvor medlemsstaterne
fortsat er de primære lovgivere.
Side 1 | 12
EU-note - 2022-23 (2. samling) - E 19: EU-note om kompetencedeling mellem EU og medlemsstaterne
2694365_0002.png
1. Hvilke kompetencer har EU til at lovgive?
EU’s beføjelser bygger på
princippet om de tildelte kompetencer
i EU-trakta-
tens (TEU) artikel 5, stk. 1 og 2. Princippet indebærer, at Unionen kun har de
beføjelser, som den er blevet tildelt af medlemsstaterne.
1
EU-institutionerne
kan med andre ord ikke handle uden hjemmel. Omvendt forbliver beføjelser,
der ikke er tildelt Unionen, hos medlemsstaterne.
2
Det betyder også, at EU
ikke har kompetence til at fastsætte sine egne kompetencer. Overførsel af
nye beføjelser til EU kræver, at EU-landene ændrer traktaterne i henhold til
TEU art. 48 og efterfølgende ratificerer ændringerne nationalt.
EU’s
tildelte beføjelser varierer betydeligt fra samarbejdsområde til samar-
bejdsområde. Overordnet set opregner EU-traktaterne fire forskellige typer af
kompetencekategorier:
1. Enekompetencer
2. Delte kompetencer
3. Komplementære kompetencer
4. Koordinerende kompetencer.
3
Hertil kommer den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, som falder uden for
disse områder. Endelig udpeger traktaten også nogle udvalgte områder, hvor
kompetencen stadig først og fremmest ligger hos medlemsstaterne.
Den nærmere afgrænsning
af EU’s kompetencer
inden for de enkelte politik-
områder og måden, hvorpå disse kan udøves af EU-institutionerne, kan imid-
lertid ikke nødvendigvis aflæses ud fra, hvilken af de nævnte kompetenceka-
tegorier de tilhører. Det skyldes, at det præcise anvendelsesområde
for EU’s
beføjelser er fastlagt i hver enkelt af traktatens konkrete hjemmelsgrundlag.
EU’s
råderum som lovgiver kan derfor variere betydeligt fra samarbejdsom-
råde til samarbejdsområde. Selv inden for hver enkelt af de fire kompetence-
kategorier kan der være vigtige forskelle i både
EU’s
og medlemsstaternes
råderum.
1
EU-traktaten gør det klart, at det er medlemsstaterne og ikke traktaterne selv, som tildeler EU
kompetencer. Det hedder således i TEU art. 1 (1): »Ved denne traktat opretter de høje kontra-
herende parter indbyrdes en Europæisk Union, i det følgende nævnt »Unionen«, som med-
lemsstaterne tildeler kompetencer for at nå deres fælles mål«.
Dette er fastslået i såvel TEU art. 4 (1) og TEU art. 5 (2).
I EUF-traktatens (TEUF) artikel 2 og 6 tales der om »kompetence til at understøtte, koordinere
eller supplere medlemsstaternes indsats. Vi har i denne EU-note valgt sammenfattende at
kalde disse beføjelser for
komplementære.
Beskrivelsen følger således Robert Schützes frem-
stilling i »European Constitutional Law«, s. 237.
2
3
Side 2 | 12
EU-note - 2022-23 (2. samling) - E 19: EU-note om kompetencedeling mellem EU og medlemsstaterne
2694365_0003.png
Hertil kommer, at EU har såkaldte funktionelle kompetencer såsom regulerin-
gen af den fri bevægelighed, som går på tværs af politikområderne og der-
med kan betyde, at medlemsstaternes lovgivning (selv på områder, hvor de
er hovedlovgivere
4
) skal respektere hensynet til f.eks. vandrende arbejdsta-
geres rettigheder, den fri bevægelighed for tjenesteydelser eller for at sikre
EU-borgere mod diskrimination.
Vi vil i det
følgende kort gøre rede for EU’s
forskellige typer af kompetencer
og det råderum, som knytter sig til hver enkelt af disse kompetencekategorier
for såvel EU som de enkelte medlemsstater. Lad det dog være sagt med det
samme: Der tegner sig et kompliceret billede af kompetencedelingen mellem
EU og medlemsstaterne, hvor det i de konkrete sager kan være svært at
sige, hvor EU-rettens påvirkning begynder og slutter, og præcis hvad råde-
rummet for medlemsstaternes lovgivningsindsats er.
Tabellen bagest i denne note giver et skematisk overblik over fordelingen af
politikområder inden for de nævnte kompetencekategorier.
Lissabontraktat skulle tydeliggøre kompetencefordeling
Ideen om at fastsætte en mere præcis afgrænsning af kompetencefordelingen mellem
EU og medlemsstaterne opstod i forbindelse med EU-landenes drøftelser om Nicetrakta-
ten, som blev undertegnet i februar 2001. I en erklæring til Nicetraktaten om EU’s fremtid
identificerede EU-landene spørgsmålet om en klarere kompetencefordeling som et af
fire centrale spørgsmål, som en fremtidig regeringskonference burde tage stilling til.
Det viste sig imidlertid hurtigt umuligt at blive enige om et præcist og bindende kompe-
tencekatalog på Det Europæiske Konvent, som blev nedsat for at forberede regerings-
konferencen.
I stedet valgte EU-landene med vedtagelsen af den såkaldte forfatningstraktat en løs-
ning, hvor arbejdsdelingen mellem EU og medlemsstaterne skulle
tydeliggøres
ved at
inddele EU’s kompetencer
på de forskellige politikområder i fire overordnede kompeten-
cekategorier.
Selv om forfatningstraktaten blev forkastet ved folkeafstemninger i Frankrig og Holland,
overlevede denne del af forfatningstraktaten og blev taget med over i Lissabontraktaten,
som trådte i kraft den 1. december 2009.
2. Kompetencekategorier
Enekompetence
EU har kun enekompetence på nogle få områder.
5
Det drejer sig om: 1) Told-
unionen, 2) fastlæggelsen af konkurrenceregler, der er nødvendige for det in-
dre marked, 3) den monetære politik for de EU-lande som har indført euroen,
4
Men det er fortsat op til medlemsstaterne at vedtage deres egen lovgivning på disse områder.
Enekompetenceområderne, som er specifikt opregnet i TEUF art. 3, kodificerer Domstolens
retspraksis i bl.a. ERTA-sagen 22/70 og sagerne 1/5, 804/79 og 41/76. Enekompetence blev
første gang nævnt i traktaterne med Maastrichttraktaten fra 1993, som dog ikke gav nogen
5
Side 3 | 12
EU-note - 2022-23 (2. samling) - E 19: EU-note om kompetencedeling mellem EU og medlemsstaterne
2694365_0004.png
4) Bevarelse af havets biologiske ressourcer, 5) den fælles handelspolitik og
6) Indgåelsen af internationale aftaler, som har hjemmel i en lovgivnings-
mæssig EU-retsakt.
På områder, hvor EU har enekompetence, kan
kun
Unionen lovgive og ved-
tage bindende retsakter. Medlemsstaterne kan således kun lovgive på disse
områder, hvis det sker som led i gennemførelsen af EU-retsakter, eller hvis
de bemyndiges til dette af EU.
Det forekommer dog fra tid til anden, at EU giver sådanne bemyndigelser til
EU-landene. Bl.a. har medlemsstater anmodet om bemyndigelse til at indgå
bilaterale aftaler med tredjelande i en række tilfælde. F.eks. benyttede EU i
2020 denne mulighed til at bemyndige Italien og Tyskland til at indgå eks-
terne aftaler med Schweiz på transportområdet.
6
Delt kompetence
På langt de fleste samarbejdsområder deler EU og medlemsstaterne kompe-
tencen til at lovgive. Traktatens udgangspunkt er, at EU og medlemsstaterne
deler lovgivningskompetencen på alle områder, hvor EU ikke har enekompe-
tence eller komplementær kompetence. De delte kompetenceområder tilhø-
rer med andre ord en slags restkategori.
De vigtigste områder med delt kompetence
7
omfatter det indre marked, so-
cial- og arbejdsmarkedspolitik, økonomisk, social og territorial samhørighed,
landbrug og fiskeri, miljø, forbrugerbeskyttelse, transport, transeuropæiske
net, energi, området med frihed, sikkerhed og retfærdighed og fælles sikker-
hedsudfordringer på folkesundhedsområdet
8
. Hertil kommer områder som
forskning, teknologisk udvikling, rummet, udviklingssamarbejde og humani-
tær bistand
9
. På områder med delt kompetence kan EU som udgangspunkt
nærmere definition på begrebet. Det kom først med Lissabontraktaten fra 2009, som i TEUF
art. 3 giver en sådan definition.
6
Europa-Parlamentets og Rådets afgørelser (EU) 2020/854 af 18. juni 2020 og Europa-Parla-
mentets og Rådets afgørelser (EU) 2020/853 af 18. juni 2020.
De vigtigste områder med delt kompetence er opregnet i TEUF art. 4.
På sundhedsområdet er der tale om en blandet kompetencestruktur. Som udgangspunkt er be-
skyttelse og forbedring af mennesker sundhed et område, hvor EU’s rolle er at understøtte eller
supplere medlemsstaternes lovgivning. Men når det handler om håndteringen af fælles sikker-
hedsudfordringer på folkesundhedsområdet, har EU både mulighed for at minimumsharmoni-
sere og totalharmonisere medlemsstaternes lovgivning.
7
8
9
Denne gruppe af politikområder adskiller sig dog fra førstnævnte gruppe af områder på et par
væsentlige punkter. I TEUF art. 4 (3) og 4 (4) fastslås det således
eksplicit, at EU’s udøvelse af
disse kompetencer ikke kan føre til, at medlemsstaternes forhindres i at udøve deres kompe-
tence.
Side 4 | 12
EU-note - 2022-23 (2. samling) - E 19: EU-note om kompetencedeling mellem EU og medlemsstaterne
2694365_0005.png
kun lovgive, hvis det påtænkte mål med et forslag ikke i tilstrækkelig grad kan
opfyldes af medlemsstaterne selv, men bedre kan nås på EU-plan.
10
Ifølge traktaten kan medlemsstaterne til gengæld kun udøve deres beføjelser
i det omfang, EU ikke har udnyttet sin kompetence.
11
Det præciseres dog, at
denne
fortrængning
(preemption) af medlemsstaternes mulighed for at udøve
deres beføjelser ikke gælder for hele det pågældende samarbejdsområde,
men alene for »de elementer, der indgår i de på området vedtagne EU-rets-
akter«
12
. Medlemsstaterne kan ligeledes lovgive igen, hvis EU ophører med
at udøve sin kompetence på et delt kompetenceområde (se eksempel i boks
nedenfor).
Ophør af EU-kompetence
I 2015 besluttede EU med vedtagelsen af direktiv (EU) 2015/412 at overlade det til
medlemsstaterne selv at tage stilling til dyrkning af genmodificerede organismer
på deres territorium
herunder at vedtage foranstaltninger, som begrænser eller
forbyder dette, hvis det vel at mærke kunne begrundes i tungtvejende grunde så-
som: a) miljøpolitiske mål, b) fysisk planlægning, c) arealanvendelse, d) socioøko-
nomiske virkninger, e) undgåelse af GMO-forekomst i andre produkter, jf. artikel
26a f) landbrugspolitiske mål eller g) offentlig orden.
Hertil kommer, at reglen om fortrængning af medlemsstaternes mulighed for
at lovgive ikke gælder for alle områder med delt kompetence. Forskning, tek-
nologisk udvikling, rummet, udviklingssamarbejde og humanitær bistand er
således undtaget fra reglen om fortrængning.
13
Hertil kommer, at reglen om fortrængning heller ikke gælder fuldt ud på de
samarbejdsområder, hvor EU alene kan vedtage minimumsregler, som tilla-
der medlemsstaterne at opretholde eller indføre strengere nationale regler.
10
Hvis EU vil udøve kompetencer, som deles med EU-landene, skal det ske i overensstemmelse
med nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet i TEU art. 5 (3) og 5 (4). Nærhedsprincip-
pet indebærer, at EU kun kan lovgive, hvis det vurderes, at målene for den påtænkte handling
ikke i tilstrækkelig grad kan opfyldes af medlemsstaterne på centralt, regionalt eller lokalt plan,
men på grund af den påtænkte handlings omfang eller virkninger bedre kan nås på EU-plan.
Ifølge TEUF art 2 (2).
11
12
I protokol nr. 25 til Lissabontraktaten fastslås det: »Når Unionen tager initiativer på et bestemt
område, omfatter denne udøvelse af kompetence kun de elementer, der indgår i den pågæl-
dende EU-retsakt, og omfatter derfor ikke hele området, jf. artikel 2, stk. 2, i traktaten om Den
Europæiske Unions funktionsmåde om delt kompetence.«
TEUF art. 4 (3) og 4 (4).
13
Side 5 | 12
EU-note - 2022-23 (2. samling) - E 19: EU-note om kompetencedeling mellem EU og medlemsstaterne
2694365_0006.png
Det gør sig f.eks. gældende på miljøområdet, forbrugerbeskyttelse og for ar-
bejdstagernes sikkerhed og sundhed.
14
Komplementære kompetencer
På nogle enkelte samarbejdsområder har medlemsstaterne ønsket at fast-
holde en højere grad af autonomi. Her er
EU’s beføjelser derfor begrænset
til
såkaldt komplementære kompetencer. Det drejer sig om beskyttelse og for-
bedring af menneskers sundhed
15
, industri, kultur, turisme, uddannelse, er-
hvervsuddannelse, ungdom, sport, civilbeskyttelse og administrativt samar-
bejde.
EU’s rolle
er på disse områder først og fremmest at »understøtte, koordinere
eller supplere medlemsstaternes indsats«
16
. Her er det medlemsstaterne,
som har hovedansvaret for at lovgive. Det fastslås således typisk på disse
områder, at EU skal respektere det nationale ansvar for reguleringen.
F.eks. skal EU på uddannelses-og undervisningsområdet udvise fuld respekt
for, at det er medlemsstaterne, som har ansvar for undervisningsindholdet og
tilrettelæggelsen af uddannelsessystemerne og erhvervsuddannelserne.
17
Og på sundhedsområdet hedder det, at det er medlemsstaterne, som har
»ansvar for udformningen af deres sundhedspolitik samt for organisation og
levering af sundhedstjenesteydelser og behandling på sundhedsområdet
[…]
samt fordelingen af de midler, der afsættes hertil«
18
.
Kendetegnende for de komplementære kompetencer er, at EU ikke har befø-
jelser til at harmonisere medlemsstaternes lovgivning.
EU’s ageren er be-
grænset til forskellige typer af tilskyndelsesforanstaltninger såsom handlings-
planer eller støtteprogrammer.
Et eksempel er EU’s
ERASMUS-program,
som støtter udveksling af studerende på de videregående uddannelser og er-
hvervsuddannelser i EU-landene.
På flere af disse områder foregår der også mere uformelle tilnærmelser af
EU-landenes politik gennem den såkaldte åbne koordinationsmetode, som
14
Medlemsstaternes mulighed for at vedtage strengere nationale beskyttelsesforanstaltninger
gælder bl.a. for TEUF art. 153 (4), arbejdstagernes sikkerhed og sundhed, TEUF art. 168 (4) om
kvaliteten og sikkerheden af organer og af stoffer af menneskelig oprindelse, blod og blodpro-
duktion, TEUF art. 169 om forbrugerbeskyttelse og TEUF art. 193 om miljø.
15
Dog er fælles sikkerhedsudfordringer på folkesundhedsområdet en delt kompetence, hvor EU
kan vedtage enten minimumsharmonisering eller totalharmonisering.
TEUF art. 2 (5), se også TEUF art. 6.
TEUF art. 165 (1) og TEUF art. 166 (1).
TEUF art. 168 (7).
16
17
18
Side 6 | 12
EU-note - 2022-23 (2. samling) - E 19: EU-note om kompetencedeling mellem EU og medlemsstaterne
2694365_0007.png
benytter sig af retningslinjer, indikatorer, udveksling af bedste praksis, over-
vågning og evaluering.
Områderne med komplementære kompetencer er dog ikke helt immune over
for indflydelse fra EU. EU har harmoniseret regler på områder med komple-
mentære kompetencer ved hjælp af andre af traktatens retsgrundlag. F.eks.
har EU vedtaget bindende regler på uddannelsesområdet
19
om gensidig an-
erkendelse af eksamensbeviser med hjemmel i traktatens bestemmelser for
fri bevægelighed for personer
20
og på sundhedsområdet om fremstilling,
mærkning og salg af tobaksvarer, patientmobilitet og medicinsk udstyr på
grundlag af bestemmelserne om oprettelsen af det indre marked
21
.
Koordinerende kompetencer
EU har koordinerende kompetencer på tre politikområder: 1) den økonomiske
politik, 2) beskæftigelsespolitikken og 3) social- og arbejdsmarkedspolitikken.
EU’s
beføjelser er her begrænset til at
samordne
medlemsstaternes politik-
ker.
Man kan derfor spørge, om de tre områder ikke burde have været kategorise-
ret som komplementære kompetencer?
22
Det kunne man dog ikke enes om i
Det Europæiske Konvent, som udarbejdede dette afsnit af traktaten. Konven-
tet fandt, at
EU’s koordination
af medlemsstaternes politikker på disse områ-
der var for betydningsfuld til, at de ikke »bare« kunne klassificeres som kom-
plementære.
23
Selv om det mere præcise indhold af
EU’s
koordinerende kompetencer i det
store hele er udefineret,
har EU’s indsats
her stor betydning.
EU’s
kompeten-
cer på disse områder gør det bl.a. muligt for Rådet at vedtage henstillinger
19
Hertil kommer, at retstilstanden på uddannelsesområdet i EU (om f.eks. adgangen til videre-
gående uddannelser og studiestøtte) er præget af retspraksis fra EU-domstolen, som er udviklet
på baggrund af det almindelige diskriminationforbud (TEUF art. 18), arbejdskraftens fri bevæge-
lighed (TEUF. art. 45) og den fri bevægelighed for unionsborgere (TEUF art. 21).
20
TEUF art. 46, 53 og 62.
TEUF art. 114.
21
22
Når der blev oprettet en særlig kategori af koordinerende kompetencer skyldes det, at man
ikke kunne opnå politisk enighed i det europæiske konvent om, hvor man skulle placere sam-
ordningen af den økonomiske politik og beskæftigelsespolitikken.
Jean Claude Piris, The Constitution for Europe
A Legal Analysis, 2006, s. 81.
23
Side 7 | 12
EU-note - 2022-23 (2. samling) - E 19: EU-note om kompetencedeling mellem EU og medlemsstaterne
2694365_0008.png
om de overordnede retningslinjer for medlemsstaternes og Unionens økono-
miske politikker eller beskæftigelsespolitikker.
24
Koordineringen af EU-lande-
nes økonomiske politikker og beskæftigelsespolitikker foregår i dag inden for
rammerne af det såkaldt Europæiske Semester.
Nationale enekompetencer?
EU-traktaterne indeholder ikke en opregning af politikområder, hvor med-
lemsstaterne har enekompetence
25
. Medlemsstaternes kompetencer er, som
allerede nævnt, sikret gennem traktatens princip om de tildelte kompetencer,
som fastslår at beføjelser, der ikke er tildelt Unionen, forbliver hos medlems-
staterne. Spørgsmålet er dog, hvad det så nærmere bestemt er for områder,
som forbliver nationalt ansvar?
I den EU-retlige litteratur skelner man mellem: 1)
implicitte
nationale kompe-
tencer på de politikområder, som ikke er opregnet i traktaten som EU-kompe-
tencer og 2)
eksplicitte
nationale kompetencer på de områder, hvor EU er til-
delt beføjelser, men hvor traktatteksten udtrykkeligt begrænser EU’s
handle-
muligheder inden for de pågældende områder.
26
Eksempler på implicitte nationale kompetencer kan være tildeling af nationalt
statsborgerskab, personers civilstatus, udskrivning af skatter eller regler om
navngivning.
27
På ingen af disse områder tildeler EU-traktaterne EU udtryk-
kelige beføjelser til at regulere.
28
Et eksempel på en eksplicit national kompetence er de begrænsninger, som
traktaten fastsætter
for EU’s handleevne på det social-
og arbejdsmarkeds-
politiske område. Bl.a. må EU ikke vedtage lovgivning, som »anfægter med-
lemsstaternes muligheder for at fastlægge de grundlæggende principper i de-
24
25
TEUF art. 121 og TEUF art. 148.
Det Europæiske Konvents arbejdsgruppe V om komplementære kompetencer afviste hurtigt
ideen om en opregning af medlemsstaternes kompetencer i den nye traktat. Nogle medlemmer
frygtede, at det med urette kunne give det indtryk, at medlemsstaterne får deres kompetencer
fra EU og ikke omvendt, mens andre var bekymrede
for, at handling fra EU’s side aldrig ville
blive mulig på disse områder (»Final report of Working Group V, CONV 375/1/02 REV 1«).
De Witte, Bruno: »Exclusive Member State Competences
Is There Such a Thing?« 2020. De
Witte skelner her mellem medlemsstaternes implicitte beføjelser (retained competences) og ek-
splicitte beføjelser (reserved competences).
De Witte, Bruno: »Exclusive Member State Competences
Is There Such a Thing?« 2020.
26
27
28
Regeringen blev i januar 2008 spurgt om, hvilke danske lovgivningsområder, der med Lissa-
bontraktaten ikke påvirkes af EU. Regeringen opregnede i sit svar til Folketingets Europaudvalg
politikområder såsom fordelingspolitikken, herunder skattepolitikken, velfærdspolitikken i brede-
ste forstand (herunder social forsorg, boligpolitik, m.v.), arealanvendelse, religiøse spørgsmål,
indretning af de væbnede styrker og politiet og kommunale spørgsmål.
Side 8 | 12
EU-note - 2022-23 (2. samling) - E 19: EU-note om kompetencedeling mellem EU og medlemsstaterne
2694365_0009.png
res sociale sikringsordninger«, ligesom EU-lovgivning »ikke i væsentligt om-
fang [må] berøre den økonomiske balance i disse ordninger«
29
. Tilsvarende
har EU ikke beføjelser på det social-og arbejdsmarkedspolitiske område til at
vedtage lovgivning for »lønforhold, organisationsret, strejkeret eller ret til
lockout«
30
.
Et andet eksempel på en eksplicit national kompetence er de ejendomsretlige
ordninger i medlemsstaterne, som ifølge traktaten eksplicit er udpeget som et
område, som ikke berøres af EU-retten.
31
På lignende vis kan enhver medlemsstat »træffe de foranstaltninger, som
den anser for nødvendige til beskyttelse af sine væsentlige sikkerhedsinte-
resser, og som vedrører fabrikation af eller handel med våben, ammunition
og krigsmateriel«
32
.
Endelig har medlemsstaterne med vedtagelsen af Lissabontraktaten i 2009
indsat en bestemmelse, som forpligter EU til at respektere medlemsstaternes
nationale identitet. Det hedder således i TEU art. 4 (2), at Unionen skal re-
spektere medlemsstaternes »nationale identitet, som den kommer til udtryk i
deres grundlæggende politiske og forfatningsmæssige strukturer, herunder
regionalt og lokalt selvstyre. Den respekterer deres centrale statslige funktio-
ner, herunder sikring af statens territoriale integritet, opretholdelse af lov og
orden samt beskyttelse af den nationale sikkerhed«.
Den præcise retlige betydning af denne bestemmelse om medlemsstaternes
nationale identitet mangler fortsat endelig afklaring. Det må dog antages, at
respekten for medlemsstaternes nationale identitet vil skulle afbalanceres
mod andre EU-retlige hensyn såsom den fri bevægelighed m.v.
33
Generelt følger det af Domstolens faste praksis, at selv om det tilkommer
medlemsstaterne at træffe de nødvendige foranstaltninger til at opretholde
deres indre og ydre sikkerhed, betyder det ikke, at sådanne foranstaltninger
falder helt uden for EU-rettens anvendelsesområde. EU-Domstolen har flere
gange slået fast, at kravet om, at EU skal respektere medlemsstaternes nati-
29
TEUF art. 153 (4).
30
TEUF art. 153 (5). Se EU-Domstolens afgørelse i sag C-438/05 af 11. december 2007 Viking
Line og Danmarks verserende
annullationssøgsmål i sagen om EU’s mindstelønsdirektiv Sag
C-19/23.
TEUF art. 345.
TEUF art. 346.
31
32
33
Se »The EU Treaties and the Charter of Fundamental Rights: A Commentary Manuel«,
Kellerbauer (ed.), Marcus Klamert (ed.), Jonathan Tomkin 2019.
Side 9 | 12
EU-note - 2022-23 (2. samling) - E 19: EU-note om kompetencedeling mellem EU og medlemsstaterne
2694365_0010.png
onale sikkerhed ikke indebærer et almindeligt forbehold for samtlige foran-
staltninger, som medlemsstaterne måtte træffe af hensyn til den offentlige
sikkerhed, som undtager disse fra EU-rettens anvendelsesområde.
34
34
Se f.eks. EU-domstolens afgørelser i sagerne C-38/06 fra 2010, eller forenede sager C-
715/17, C-718/17 og 719/17 eller C-742/19.
Side 10 | 12
EU-note - 2022-23 (2. samling) - E 19: EU-note om kompetencedeling mellem EU og medlemsstaterne
2694365_0011.png
Tabel 1:
EU’s kompetenceområder
Områder, hvor
Områder med
enekompetence
Områder med
delt kompe-
tence
EU kan ved-
tage under-
støttende og
koordinerende
tiltag
Andre områder,
hvor både EU og
medlemsstaterne er
kompetente, men
ikke hører under de
tre kompetenceka-
tegorier.
Beskyttelse
Toldunionen
Det indre mar-
ked
af menne-
skers sund-
hed
Fastlæggelse af de kon-
kurrenceregler, der er
nødvendige for det indre
markeds funktion
Social og ar-
bejdsmarkeds-
politikken
Økonomisk,
Den monetære politik
social og terri-
torial samhø-
righed
Bevarelse af havets bio-
logiske ressourcer inden
for rammerne af den
fælles fiskeripolitik
Landbrug og fi-
skeri (undtagen
havets biologi-
ske ressourcer)
Uddannelse,
Den fælles handelspoli-
tik
ungdom,
Miljø
sport og er-
hvervsuddan-
nelse
Indgåelse af internatio-
nale aftaler, når indgåel-
sen har hjemmel i en
lovgivningsmæssig rets-
akt m.v.
Transport
Administrativt
samarbejde
Forbrugerbe-
skyttelse
Civil beskyt-
telse
Turisme
Kultur
Industri
Samordning af de
økonomiske politik-
ker og beskæftigel-
sespolitikken
Fælles udenrigs-
og sikkerhedspoli-
tik
Forskning, teknolo-
gisk udvikling og
rumpolitik
Udviklingssamar-
bejde og humani-
tær bistand
Side 11 | 12
EU-note - 2022-23 (2. samling) - E 19: EU-note om kompetencedeling mellem EU og medlemsstaterne
2694365_0012.png
Transeuropæi-
ske net
Energi
Frihed, sikker-
hed og retfær-
dighed
Fælles sikker-
hedsudfordrin-
ger på folke-
sundhedsom-
rådet
Side 12 | 12