Klima-, Energi- og Forsyningsudvalget 2022-23 (1. samling)
KEF Alm.del Bilag 17
Offentligt
Bekendtgørelse om en indefrysningsordning for høje
energiregninger for husstande og virksomheder
I medfør af § 2, stk. 2, § 3, stk. 4, § 4, stk. 7 og 10-11, § 10, stk. 4 og § 22, i lov nr. 1387 af 5.
oktober 2022 om en indefrysningsordning for høje energiregninger fastsættes:
Kapitel 1
Anvendelsesområde og definitioner
§ 1.
Denne bekendtgørelse finder anvendelse på en indefrysningsordning for husstande og
virksomheder for høje energiregninger.
§ 2.
I denne bekendtgørelse forstås ved:
1) Energi: El, gas og opvarmet vand.
2) Elhandelsvirksomhed: Virksomhed, der sælger elektricitet til eller køber elektricitet af den, der
omfattes af et aftagenummer, eller virksomhed, der sælger elektricitet på engrosmarkedet, og som er
registreret i Datahub.
3) Energivirksomhed: Elhandelsvirksomhed, gasleverandør og varmeforsyningsvirksomhed.
4) Energiregning: Faktura fra en energivirksomhed til en husstand eller en virksomhed.
5) Gasleverandør: Enhver fysisk eller juridisk person, der varetager forsyning med gas.
6) Varmeforsyningsvirksomhed: Virksomhed omfattet af § 20, stk. 1, i lov om varmeforsyning, der
leverer opvarmet vand til en husstand eller en virksomhed.
7) Indefrysning: Udskydelse af betaling for den del af energiregningen, der overstiger prisloftet.
8) Indefrysningsperiode: Periode på op til 12 måneder regnet fra tidspunktet for ikrafttræden, jf. §
23.
9) Indefrysningsloft: Beløbsgrænse på den indefrysning, som en virksomhed maksimalt kan opnå
hos energivirksomheden.
10) Husstand: En eller flere personer, der bor på samme adresse eller en ejer-, andels- eller
lejeboligforening uden CVR-nummer, som er
a) en elkunde, der køber elektricitet til eget eller hovedsagelig til eget husholdningsforbrug,
eller en elkunde, der aftager elektricitet på vegne af en eller flere beboelsesenheder, der ikke
råder over et aftagenummer,
b) en fysisk eller juridisk person, der køber gas til eget forbrug, eller en fysisk eller juridisk
person, der aftager gas på vegne af en eller flere beboelsesenheder, der ikke råder over et
aftagenummer, eller