Kulturudvalget 2021-22
L 135 Bilag 4
Offentligt
2559439_0001.png
Kulturudvalget 2021-22
13. april 2022
Til Folketingets Kulturudvalg, cc pressen
Kulturministeren har ikke ret
Hvis folketingsmedlemmerne læser kulturministerens svar til spørgsmål til Museumsloven, kan de ikke tro
andet, end at arbejdet med historiske fortidsminder er i gode hænder.
Det er imidlertid farligt at tro, at det er korrekt. Store dele af vores fysiske kulturarv er i fare for at forsvinde
for evigt, fordi der ikke findes et kvalificeret overblik, når ministeren ifølge sit forslag til ny museumslov
fremover skal udpege bevaringsværdige anlæg om den landbaserede infrastruktur.
Ministeren indrømmer i et svar til Folketingets Kulturudvalg, at der ikke findes noget særligt forskningsmiljø
på et dansk universitet, som arbejder med den landbaserede infrastrukturs historie. Hun kan heller ikke
pege på noget museum, som har et nationalt overblik og international orientering over området transport
på veje og broer.
Alligevel konkluderer ministeren, at ”museerne samlet set besidder de nødvendige faglige kompetencer
inden for infrastrukturens kulturhistorie.”
Den påstand er letsindig og efter vores mening forkert. Danmarks historie er i fare på et af samfundets
vigtigste områder – vejtransporten er det moderne samfunds livsnerve. Vi opfordrer medlemmerne af
Folketingets kulturudvalg at sikre, at der fremover skabes en permanent og stærk myndighedsbetjening fra
museer og forskningsinstitutioner om den landbaserede infrastruktur.
Med venlig hilsen
Niels Christian Skov Nielsen
Formand
Dansk Vejhistorisk Selskab
Jørgen Burchardt
næstformand og formand for forskningsudvalget
[email protected]
62 62 36 17/60 18 36 17