Baggrund for forslaget og fordele ved at gennemføre forslagets elementer
Vi står i en historisk og alvorlig krise. Et rekordstort antal mennesker er lige nu på flugt fra krig, forfølgelse og
overgreb, hvoraf størstedelen er internt fordrevne eller opholder sig i nabolandet til deres oprindelsesland.
Relativt få flygtninge får asyl i Europa, og asyl-indvandringen i Danmark er på et historisk lavt niveau. I 2020
fik 601 mennesker tildelt asyl ud af 1.515 asylansøgere, hvilket er det laveste antal i over 30 år og siden
opgørelsens start i 1984.
Danmark har engang været et forbillede internationalt, når det gælder menneskerettigheder og flygtninge.
Vi var det første land i verden til at underskrive FN’s Flygtningekonvention. Vi har taget imod FN-
kvoteflygtninge siden 1979 og har årligt taget imod 500 kvoteflygtninge fra 1989 til 2016.
Men det er ikke længere den position vi er kendt for, og vi fremstår i dag som skrækeksemplet på en inhuman
og usolidarisk flygtningepolitik.
Vi har en moralsk krise, når vi trods advarsler fra FN, fageksperter og menneskerettighedsorganisationer
insisterer på at sende flygtninge tilbage til Syrien, og prøver at udlicitere ansvaret for asylbehandling og
beskyttelse af flygtninge til udemokratiske og autoritære lande uden for
EU’s grænser.
Vi bliver irettesat i hårde vendinger af FN, EU og Den Afrikanske Union. Den danske regering taber sager ved
Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. Og præcis 70 år efter at Danmark underskrev
Flygtningekonventionen, er vi på forsiden af verdens største aviser på grund af den danske regerings
beslutning om at udvise syriske flygtninge.
Danmark er tydeligvis ikke for dem, der kan og vil, når vi vælger at udvise mennesker, der allerede er
velintegrerede, og det strider mod al logik, når de samme mennesker kunne bruges til at løfte vores velfærd
i en tid, hvor vi desperat mangler flere sygeplejersker, lærere og pædagoger.
De syrere, der får frataget deres opholdstilladelse, ender dog i realiteten på et udrejsecenter, hvor de kan
komme til at bo i årevis og på ubestemt tid, fordi de ikke kan sendes tilbage med tvang, da Danmark af
åbenlyse grunde ikke samarbejder med Assad-regimet.
Ønsker vi virkelig at være sådan et samfund? Kan vi ikke gøre det bare en smule bedre?
Det er en grundlæggende del af den danske selvforståelse, at vi som samfund engagerer os for de svage og
hjælper mennesker i nød. Men skridt for skridt har vi bevæget os væk fra idealerne om medmenneskelighed,
humanisme og solidaritet og har nået bunden i vores behandling af flygtninge.
En
fortsættelse af den nuværende politik og regeringens mål om ’nul’ asylansøgere placerer et yderligere og
urimeligt stort ansvar på nærområdelandene, som i forvejen er hårdt pressede og huser langt størstedelen
af verdens flygtninge.
Selv om der er blevet givet flere penge til nærområdebistand, står dette langtfra mål med investeringerne i
nye former for grænsekontrol og aftaler med tredjelande. Milliarder brugt på afskrækkelse og forhindringer
har dog ikke kunnet stoppe en generel stigning i antallet af flygtninge på globalt plan.
Nærområderne løser heller ikke problemet ved at få en pose penge fra Danmark. De store mængder af
flygtninge har brug for jobs, uddannelse og boliger
–
noget, som de pågældende lande i forvejen har stor
mangel på. Derfor er der brug for, at vi både støtter nærområderne og modtager flere flygtninge i Danmark.
Det er på denne baggrund, at vi har fremsat borgerforslaget om en mere human og solidarisk
flygtningepolitik, som har fået mere end 50.000 støttetilkendegivelser og nu skal behandles som
beslutningsforslag i Folketinget.
1