SOU, Alm.del - 2021-22 - Endeligt svar på spørgsmål 392: Spm. omtalepapir fra samrådet den 3/5-22 om udsatte borgeres adgang til at hæve kontanter i fysiske filialer, til social- og ældreministeren og kopi til erhvervsministeren

Social- og Ældreudvalget 2021-22
SOU Alm.del
Offentligt

Social- og ældreminister Astrid Krags talepapir

Anledning

Dato / tid

Sted

Talens varighed

Besvarelsen af SOU alm. del -

samrådsspørgsmål Å og AA

3. maj, kl. 16.00 – 17.30

Vær. 1-133 på Christiansborg

11 min.

Samrådsspørgsmål Å stillet efter ønske fra Pernille

Skipper (EL):

”Vil ministeren redegøre for, hvilke midlertidige løsninger der

findes i de store og mellem-store byer for udsatte borgere,

efter at flere banker har lukket for deres generelle adgang til

at hæve kontanter i fysiske filialer?”

Samrådssspørgsmål AA stillet efter ønske fra Pernille

Skipper (EL):

”Vil ministeren redegøre for, hvornår ministeren forventer, at

der findes en løsning for udsatte borgere, herunder ældre,

hjemløse og flere grupper af mennesker med handicap, som

ikke kan få adgang til deres egne penge, efter flere banker

har lukket de fysiske filialer og dermed adgangen til at hæve

kontanter uden et hævekort?”

Det talte ord gælder

[Indledning]

Tak for ordet.

Jeg starter med at svare på samrådsspørgsmål Å og

samrådsspørgsmål AA, hvorefter erhvervsministeren vil tage over

og besvare samrådsspørgsmålene og afrunde.

SOU, Alm.del - 2021-22 - Endeligt svar på spørgsmål 392: Spm. omtalepapir fra samrådet den 3/5-22 om udsatte borgeres adgang til at hæve kontanter i fysiske filialer, til social- og ældreministeren og kopi til erhvervsministeren

Først vil jeg sige, at jeg påskønner spørgerens vedholdenhed i

forhold til at rejse denne problemstilling. Man skal ikke

undervurdere, hvor frustrerende det må være ikke at kunne

komme til sine egne penge, eller ikke at kunne få dem udleveret

som kontanter.

Når det er en udfordring at komme til kontanter, så er skyldes det,

at udviklingen kun går én vej, og det er mod færre kontanter og

flere nye digitale løsninger. Derfor er der naturligt sket en

reduktion i antallet af kontantkasser.

Digitale løsninger er for langt de fleste af os en frisættende faktor.

Men desværre også for andre en begrænsende faktor.

Det er er derfor heller ikke nogen hemmelighed, at det har været

en svær sag at håndtere ministerielt. Svær fordi, at der ikke er

nogen let løsning på problemet.

Men vi er dog kommet et skridt nærmere. Det vil jeg komme

nærmere ind på senere, men lad mig lægge ud med besvare

samrådsspørgsmål Å.

[Besvarelse af samrådsspørgsmål Å]

Det er jo i sig selv en pointe, at der er og har været midlertidige

løsninger ude omkring i landet: For når der opstår problemer eller

udfordringer for udsatte grupper, så er velvilligheden til at gå den

ekstra meter stor blandt offentligt ansatte, privatansatte og

frivillige i organisationer.

Som jeg også tidligere har oplyst spørgeren om i et

udvalgsspørgsmål, er der rundt omkring i landet stadig banker,

der har åbne personligt betjente kasser. Jeg er med på, at antallet

er faldet betragteligt – men de findes dog.

Regeringen nedsatte i maj 2021 den tværministerielle

arbejdsgruppe, som skulle se på problemets omfang og

løsningsmodeller. Og i den sammenhæng har vi været i dialog

med en del interessenter – kommuner og organisationer – som

har kunnet fortælle os om forskellige midlertidige løsninger.

Jeg vil ikke her komme med en udtømmende liste, men give et

par nedslag.

[Eksempler fra Aarhus Kommune]

Aarhus Kommune har været optaget af problemstillingen – og lagt

et stort arbejde i at afsøge forskellige muligheder for de udsatte

grupper.

Der har fx været et samarbejde mellem kommunen og en bank

om udbetaling af kontanter til udsatte borgere under den første

Corona nedlukning i foråret 2020. Corona var jo med til at skubbe

på denne udvikling med nedlukning af de personligt betjente

kasser, og under nedlukningerne så man flere steder i landet, at

banker og kommuner arbejdede fint sammen.

Aarhus Kommune har kørt et pilotprojekt på et af kommunens

sociale tilbud med oprettelse af en institutionskonto adskilt fra

tilbuddets drift, hvor pengene går fra borgerens konto til

institutionskontoen. Herefter kan medarbejderen hæve de

ønskede kontanter – enten sammen med eller på vegne af

borgeren. Det er besluttet at gå videre med denne model.

En af de andre modeller, der arbejdes med, er en model med

udlevering af hævekort uden kode, så borgeren selv kan hæve

kontanter, og der indgås aftale med banken om overførsel af

mindre daglige beløb til borgerens hævekort.

Endelig er man i Aarhus ved at undersøge en model efter

inspiration fra institutionen Sølund i Skanderborg Kommune, hvor

man har valgt at oprette en fælles bankkonto. Fra denne konto

udstedes et First Card (Dankort) til alle medarbejdere, som er

ansat på 15 timer eller derover.

Disse kort er personlige. Medarbejderen kan anvende dette kort til

at handle på borgerens vegne og dokumentere sine indkøb vha.

en særlig app. Løsningen sikrer, at der ikke sker en større

opsparing på en konto, og månedsvis opkrævning sikrer, at

beløbene opkræves kontinuerligt hos den enkelte borger.

[Odense Kommune og Hus Forbi]

Så vil jeg også nævne eksemplet fra Odense Kommune, som har

haft samarbejde med en lokal bankfilial. Samarbejdet fungerer

sådan, at banken bruger sin universelkonto. Kunden møder op i

banken, og hvis kunden kan identificere sig selv eller genkendes,

så flytter den bankansatte efter kundens ønske et beløb fra

kundens konto til universelkontoen, og går så fysisk hen med

bankens hævekort og hæver beløbet i hæveautomaten.

Endeligt vil jeg nævne samarbejdet mellem Hus Forbi og Danske

Bank, der går ud på at sikre en mere smidig udlevering af

betalingskort og pinkode, hvor Hus Forbi står for at distribuere

kort til deres sælgere.

Og så har jeg ikke nævnt ordningen i København, hvor borgerne

kan gå ned i udvalgte banker og hæve deres kontanter, men det

ved jeg, at min kollega erhvervsministeren vil komme ind på i sin

besvarelse.

[Besvarelse af samrådsspørgsmål AA]

Som jeg nævnte i min indledning, er vi i regeringen kommet et

skridt tættere på en løsning. For den tværministerielle

arbejdsgruppe har afrapporteret.

Men lad mig først opholde mig lidt ved Aarhus Kommune igen.

For her har man – ud over de gode konkrete eksempler – også

taget et større og mere grundlæggende greb i brug, som jeg tror

har potentialet til at løse problemet for langt de fleste grupper.

Nemlig at integrere kravet om, at udsatte grupper får adgang til

deres egne penge, i kommunens udbud af bankforretninger.

For når kommuner rundt omkring i landet sender deres

bankforretninger i udbud, er det jo ofte meget store summer og

dermed meget interessante forretninger for bankerne.

Kommunerne har med andre ord mulighed for at lægge pres på,

at deres bankforbindelse sikrer adgang til kontanter for de udsatte

borgere, der opholder sig i kommunen.

Det sker nu i Aarhus Kommune, hvor et enigt byråd var enig om,

at kommunen skal integrere krav til kontantadgang i det

bankudbud, der gennemføres her i år.

[Udfordringer ved regulering]

Jeg må sige, at udbudsvejen, som vi ser i Aarhus, får mig til at

tænke over, om denne problemstilling ikke netop er et af de

områder, hvor det ikke nødvendigvis er den store politiske

reguleringshammer, der er bedst at bruge?

For hvis ikke udbudsvejen, hvad så? Hvis nu vi fx pålagde

kommunerne at løse opgaven, hvordan ville sådan en løsning så

se ud?

Der ville være mange svære spørgsmål: Hvem er præcis

målgruppen – det har i sig selv vist sig som en udfordring at

fastlægge. Hvad er det, man får ret til? Er det at hæve på sin

egen konto i en personligt betjent kasse i kommunen? Hvilket

altså indebærer, at kommunen skal have adgang til viden om

borgerens indeståender – for ikke at udbetale flere penge, end

der står på kontoen?

Så er der spørgsmålet om sikkerhed. Hvis der ville være mange

kontanter opbevaret på fx et jobcenter eller på en borgerservice,

hvordan ville sikkerheden omkring det så se ud?

[Anbefaling om et partnerskab og afrunding]

Med det in mente har den tværministerielle arbejdsgruppe

anbefalet regeringen, at den etablerer et partnerskab på tværs af

kommuner, brugerorganisationer, bankerne og ministerier.

Og det har vi taget positivt ned, fordi vi sådan set mener, at

løsningerne er derude – som vi fx har set med kommunernes

bankudbud.

Vi skal arbejde for, at mange flere kommuner begynder at

integrere ”sociale krav” i deres bankudbud. Jeg ved, at der er en

opmærksomhed på løsningen i kommunerne – og i deres fælles

organisation. Derfor håber jeg også, at vi igennem partnerskabet

ser, at udbudsvejen spreder sig hurtigt hen over landet.

Når vi nu går i gang med at nedsætte partnerskabet, er det også

for at sikre, at der er en fast dialog mellem ældre-, udsatte- og

handicaporganisationer, kommuner og banker. Partnerskabet skal

være et konkret løsningsorienteret partnerskab, hvor lokale

konkrete problemer kan blive håndteret.

Derfor vil vi nu tage kontakt til interessenterne og invitere dem

med i partnerskabet.

Så svaret på samrådsspørgsmål AA om, hvornår der kan

forventes en løsning, er, at det starter nu – og at man meget

gerne skulle kunne se, at der findes løsninger på konkrete

problemer i løbet af kort tid.

Så vidt fra mig, nu vil jeg overlade ordet til min kollega

erhvervsministeren.