EUU, Alm.del - 2021-22 - Endeligt svar på spørgsmål 155: Spm. om reglerne for våbeneksport er totalharmoniseret i EU, til justitsministeren, kopi til udenrigsministeren

Europaudvalget 2021-22
EUU Alm.del
Offentligt

Folketinget

Europaudvalget

Christiansborg

1240 København K

DK Danmark

Dato:

Kontor:

Sagsbeh:

Sagsnr.:

Dok.:

17. maj 2022

Sikkerhedskontor II

Maria Farshidnia Axelsen

2022-0032/06-0177

2384337

Besvarelse af spørgsmål nr. 155 (Alm. del) fra Folketingets Europaud-

valg

Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr. 155 (Alm. del), som Folketin-

gets Europaudvalg har stillet til justitsministeren den 24. marts 2022.

Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Søren Søndergaard (EL).

Mattias Tesfaye

Louise Mariegaard

Slotsholmsgade 10

1216 København K.

T +45 3392 3340

F +45 3393 3510

www.justitsministeriet.dk

[email protected]

Side 1/4

EUU, Alm.del - 2021-22 - Endeligt svar på spørgsmål 155: Spm. om reglerne for våbeneksport er totalharmoniseret i EU, til justitsministeren, kopi til udenrigsministeren

Spørgsmål nr. 155 (Alm. del) fra Folketingets Europaudvalg:

”Vil

ministeren redegøre for om reglerne for våbeneksport er

totalharmoniseret i EU, eller om det er op til de enkelte EU-

lande at fastsætte regler herfor.”

Svar

Reglerne for våbeneksport i EU er ikke totalharmoniseret, men harmoni-

seres på bestemte områder gennem Europa-Parlamentets og Rådets direktiv

(EU) 2021/555 af 24. marts 2021 om kontrol med erhvervelse og besiddelse

af våben (kodifikation) (våbendirektivet), Rådets fælles holdning

2008/944/FUSP af 8. december 2008 om fælles regler for kontrol med ek-

sport af militærteknologi- og udstyr (EUT L 335 af 13.12.2008, s. 99) æn-

dret ved Rådets afgørelse (FUSP) 2019/1560 af 16. september 2019 (Rådets

fælles holdning) og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr.

258/2012 af 14. marts 2012 om gennemførelse af artikel 10 i De Forenede

Nationers protokol om bekæmpelse af ulovlig fremstilling af og handel med

skydevåben og dele, komponenter samt ammunition hertil, der supplerer De

Forenede Nationers konvention om bekæmpelse af grænseoverskridende or-

ganiseret kriminalitet (»FN’s

våbenprotokol«), og om fastsættelse af udfør-

selstilladelse og indførsels- og transitforanstaltninger for skydevåben og

dele, komponenter samt ammunition hertil (håndskydevåbenforordningen).

Våbendirektivet er et minimumsharmoniseringsdirektiv, hvilket betyder, at

EU-medlemsstaterne kan fastsætte mere restriktive regler i deres nationale

lovgivning med afsæt i eksempelvis udenrigs- og sikkerhedspolitiske hen-

syn. Rådets fælles holdning indeholder ikke-bindende fælles regler for vå-

beneksport i EU. Eksport af håndskydevåben er harmoniseret ved håndsky-

devåbenforordningen, som gælder direkte i medlemsstaterne.

Nedenfor gennemgås hovedelementerne i våbendirektivet, Rådets fælles

holdning samt håndskydevåbenforordningen.

Våbendirektivet er en såkaldt kodifikation (dvs. en retligt bindende sam-

ling og simplificering af gældende retsakter) af Rådets direktiv af 18. juni

1991 om erhvervelse og besiddelse af våben (91/477/EØF) (våbendirektiv

I), Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/51/EF af 21. maj 2008 om

ændring af Rådets direktiv 91/477/EØF om erhvervelse og besiddelse af vå-

ben (våbendirektiv II) og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU)

Side 2/4

EUU, Alm.del - 2021-22 - Endeligt svar på spørgsmål 155: Spm. om reglerne for våbeneksport er totalharmoniseret i EU, til justitsministeren, kopi til udenrigsministeren

2017/853 af 17. maj om ændring af Rådets direktiv 91/477/EØF om erhver-

velse og besiddelse af våben (EØS-relevant tekst) (våbendirektiv III).

Våbendirektiv I blev indført som følge af ophævelsen af kontrollen ved de

indre grænser i EU fra den 1. januar 1993. Med ophævelsen af kontrollen

med besiddelse af visse skydevåben ved EU's indre grænser anså man det

således for påkrævet at indføre regler, der ville gøre det muligt at udføre

kontrol i medlemsstaterne. Direktivet indeholder med henblik herpå regler

om erhvervelse og besiddelse af skydevåben samt om overførsel af skyde-

våben mellem medlemsstaterne.

Våbendirektiv II havde primært til formål at bringe våbendirektivet i over-

ensstemmelse med FN's våbenprotokol (Protocol against the Illicit Manu-

facturing of and Trafficking in Firearms, Their Parts and Components and

Ammunition, supplementing the United Nations Convention against Trans-

national Organized Crime, resolution 55/255 vedtaget af FN's generalfor-

samling den 31. maj 2001) med henblik på EU's ratifikation af våbenproto-

kollen. Våbenprotokollen har til formål at fremme, lette og styrke samarbej-

det mellem de kontraherende stater med henblik på at forebygge, bekæmpe

og udrydde ulovlig fremstilling af og handel med skydevåben og dele, kom-

ponenter samt ammunition til skydevåben gennem bl.a. indførelsen af et

fælles begrebsapparat, så alle kontraherende stater opererer med den samme

forståelse af begreberne skydevåben, dele til skydevåben og ammunition.

Våbendirektiv III blev vedtaget som led i opfølgningen på de terrorangreb,

der fandt sted i Paris og København i 2015. Med direktivet fastsattes bl.a.

skærpede regler for mærkning af skydevåben og våbendele samt krav om

registrering af våbenhandlere og våbenmæglere, herunder regler om indbe-

retning af oplysninger for våbenhandlere og våbenmæglere til medlemssta-

ternes kompetente myndigheder.

Rådets fælles holdning fastsætter ikke-bindende fælles regler for våben-

eksport i EU med henblik på styrket samarbejde og kongruens mellem EU-

medlemsstaternes tilgang på området.

Artikel 2 i Rådets fælles holdning indeholder otte kriterier, som medlems-

staternes myndigheder bør vurdere våbeneksportansøgninger ud fra. Krite-

rierne indebærer bl.a., at en eksporttilladelse bør afslås, hvis den strider

imod medlemsstaternes internationale forpligtelser på våbenområdet; hvis

der er en risiko for, at udstyr anvendes til krænkelse af menneskerettigheder

Side 3/4

EUU, Alm.del - 2021-22 - Endeligt svar på spørgsmål 155: Spm. om reglerne for våbeneksport er totalharmoniseret i EU, til justitsministeren, kopi til udenrigsministeren

i modtagerlandet; hvis der er risiko for, at materiellet kan anvendes mod

egne, medlemsstaters eller allieredes styrker, eller hvis modtagerlandet støt-

ter eller tilskynder til terrorisme mv.

Efter artikel 4 i Rådets fælles holdning bør medlemsstaterne desuden dele

oplysninger om ansøgninger om eksporttilladelser, der er blevet nægtet i

overensstemmelse med ovenstående kriterier, med de øvrige medlemsstater.

Rådets fælles holdning fastsætter således rammer for våbeneksport, som det

forventes, at EU-medlemsstaterne efterlever i deres forvaltning på våbenek-

sportområdet, jf. tredje betragtning i Rådets fælles holdning. Reglerne er på

baggrund af deres ikke-bindende karakter ikke til hinder for, at nationale

myndigheder fører en mere eller mindre restriktiv praksis end de øvrige EU-

medlemsstater.

For så vidt angår eksport af civile håndskydevåben og dele, væsentlige

komponenter samt ammunition hertil, der ikke specifikt er beregnet til mili-

tære formål, gælder håndskydevåbenforordningen, jf. artikel 1 og ottende

betragtning i håndskydevåbenforordningen. Håndskydevåbenforordningen

har direkte virkning i EU-medlemsstaternes nationale ret, jf. artikel 288 i

Traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde.

Formålet med håndskydevåbenforordningen er at gennemføre artikel 10 i

FN’s Våbenprotokol, jf. femte og ottende betragtning i håndskydevåbenfor-

ordningen.

Artikel 10 i FN’s Våbenprotokol indeholder generelle krav

til

eksport-, import- og transitlicens- eller autorisationssystemer for så vidt an-

går våben samt dele, komponenter og ammunition hertil.

Af håndskydevåbenforordningens artikel 4 fremgår kravet om, at der skal

indhentes udførselstilladelse ved udførsel af skydevåben, væsentlige kom-

ponenter samt ammunition dertil. Forordningens regler om eksport af hånd-

skydevåben og dele, væsentlige komponenter samt ammunition hertil om-

fatter kun eksport til tredjelande uden for EU, jf. artikel 2, nr. 14 i håndsky-

devåbenforordningen.

Side 4/4