SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 56: Oversendelse af undersøgelse fra retssikkerhedsenheden af kommunernes vejledningspligt over for børn og unge i udsatte positioner og deres forældre samt det rådgivende organs bemærkninger hertil, fra

Social- og Ældreudvalget 2021-22
SOU Alm.del Bilag 56
Offentligt

Juli 2021

Kommunernes

vejledningspligt

over for børn og

unge i udsatte

positioner og

deres forældre

Udarbejdet af

Retssikkerhedsenheden

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 56: Oversendelse af undersøgelse fra retssikkerhedsenheden af kommunernes vejledningspligt over for børn og unge i udsatte positioner og deres forældre samt det rådgivende organs bemærkninger hertil, fra

ANKESTYRELSEN

Telefon: 33 41 12 00 mandag til fredag klokken 9-15

Postadresse: Ankestyrelsen, 7998 statsservice

Mailadresse: [email protected]

Hjemmeside: www.ast.dk

ISBN nr.: 978-87-7811-410-5

Indholdsfortegnelse

KAPITEL 1 SAMMENFATNING

Hovedresultater

Læsevejledning

KAPITEL 2 VEJLEDNINGSPLIGTEN OG

UNDERSØGELSENS MÅLGRUPPE

Kommunernes vejledningspligt

Retssikkerhedsenhedens tre undersøgelser om

vejledningspligten

Forhold af betydning for vejledning til målgruppen

Vejledning til udsatte børn og unge og deres forældre 17

KAPITEL 3 INDGANGE TIL VEJLEDNING

Kommunernes perspektiv på indgange til vejledning

Borgernes perspektiv på indgange til vejledning

KAPITEL 4 RAMMER FOR VEJLEDNINGEN

Borgernes perspektiv på rammer for vejledningen

Kommunernes perspektiv på rammer for vejledningen44

KAPITEL 5 VEJLEDNINGENS INDHOLD

Kommunernes perspektiv på vejledningens indhold

Borgernes perspektiv på vejledningens indhold

KAPITEL 6 KLAGEVEJLEDNING

Kommunernes perspektiv på klagevejledningen

Borgernes perspektiv på klagevejledningen

100

BILAG 1

BILAG 2

METODE OG DATAGRUNDLAG

EKSEMPLER PÅ REDSKABER

103

108

KAPITEL 1

Sammenfatning

Medlemmerne af det rådgivende organ har bedt den uaf-

hængige retssikkerhedsenhed, der er forankret i Ankestyrel-

sen, om at gennemføre i alt tre undersøgelser om kommuner-

nes vejledningspligt over for borgere.

De tre undersøgelser handler om tre målgrupper: Voksne i ud-

satte positioner, voksne med funktionsnedsættelse samt børn

og unge i udsatte positioner og deres forældre.

Denne rapport handler om kommunernes vejledning til børn og

unge i udsatte positioner og deres forældre, og er den sidste af

de tre undersøgelser. Alle tre undersøgelser afleveres til det

rådgivende organ i 2021.

KOMMUNENS VEJLEDNINGSPLIGT

Formålet med vejledningspligten i forvaltningslovens § 7

er at imødekomme borgernes informationsbehov og

undgå, at borgerne pga. fejl, manglende viden eller mis-

forståelser ikke får den rette hjælp.

Kommunens vejledning skal være helhedsorienteret og

tage højde for alle muligheder for støtte efter sociallov-

givningen, jf. retssikkerhedslovens § 5.

Kommunen skal også vejlede borgeren om muligheden

for at klage over en afgørelse, jf. forvaltningslovens § 25.

FORMÅLET MED

UNDERSØGELSEN

Formålet med undersøgelsen er at belyse, hvordan kommuner

varetager vejledningspligten over for udsatte børn og unge og

deres forældre, og hvordan kommuner, unge og forældre ople-

ver vejledningen.

Undersøgelsen skal desuden give eksempler på gode erfaringer

og udfordringer i forhold til vejledningen, baseret på kommu-

ner, børn og unge og forældres erfaringer.

METODE OG DATAGRUNDLAG

Undersøgelsen er baseret på kvalitative interview med

•

16 anbragte unge i alderen 14-17 år. De unge var på

interviewtidspunktet alle anbragt på en institution eller

et opholdssted

11 forældre til anbragte børn og unge

Sagsbehandlere i fem kommuner.

•

Derudover har centrale aktører på området bidraget til at

kvalificere undersøgelsen.

I rapporten præsenterer vi kommuners og borgeres erfa-

ringer. Rapporten indeholder ikke en juridisk vurdering af

kommunernes praksis, herunder om den er lovmedholde-

lig eller ej. Vi henviser dog løbende til lovgivningen og

Ankestyrelsens praksis på området.

Metode og datagrundlag uddybes i bilag 1.

HOVEDRESULTATER

Nedenfor præsenterer vi undersøgelsens hovedresultater.

FOKUS PÅ

ANBRAGTE BØRN

OG UNGE

Belysningen af borgernes perspektiv i rapporten er baseret på

interview med anbragte unge og forældre til anbragte. Mange

af kommunernes beskrivelser af deres praksis handler dog bre-

dere om børn og unge, der får eller kan have behov for for-

skellige former for støtte efter servicelovens kapitel 11, og de-

res forældre. Flere af de interviewede unge og forældres ople-

velser vil desuden formentlig være genkendelige for unge, der

modtager en anden foranstaltning efter § 52 i serviceloven (fx

familiebehandling, aflastning eller kontaktperson) og deres for-

ældre.

To forhold af grundlæggende betydning for vejledningen

Interviewene tegner et billede af, at to forhold har grundlæg-

gende betydningen for vejledningen og dermed på tværs af

rapportens kapitler og konklusioner:

Aktørerne omfatter udvalgte medlemmer af det rådgivende organ samt Børns Vilkår,

De Anbragtes Vilkår, VISO, Forældrelandsforeningen (FBU) og Foreningen Retssikker-

hed i Familiers Trivsel (RIFT).

BEHOV FOR

VEJLEDNING OM

KOMMUNENS

ROLLE

Kontakten sker ofte på kommunens initiativ

Den første kontakt imellem kommunen og udsatte børn og

unge og deres forældre sker ofte på kommunens initiativ. Det

betyder, at særligt den første vejledning fra kommunen i høj

grad handler om at forklare barnet, den unge eller forældrene

om kommunens rolle og handlemuligheder, og baggrunden for,

at kommunen involverer sig i deres liv.

Interviewene vidner om, at denne form for procesvejledning er

vigtig hele vejen igennem et forløb. Senere i et sagsforløb

handler procesvejledningen særligt om de næste skridt og

grundlaget for kommunens beslutninger.

Relationen er afgørende for vejledningen

Relationen imellem barnet, den unge eller forældrene og sags-

behandleren er afgørende for sagsbehandlerens muligheder for

at give god vejledning. For sagsbehandlerne betyder en god

relation, at de bedre kan vurdere, hvilken vejledning barnet,

den unge eller forældrene har brug for, og tilpasse vejlednin-

gen til deres forudsætninger.

For de unge og forældrene betyder en god relation, at de i hø-

jere grad lytter til og værdsætter vejledningen fra sagsbehand-

leren. For de unge og forældre, vi har talt med, er det afgø-

rende for en god relation til sagsbehandleren, at de oplever, at

sagsbehandleren lytter til dem og inddrager dem.

Rapporten indeholder fire tematiske kapitler om henholdsvis

indgange til vejledning, vejledningens rammer og indhold og

klagevejledning. De følgende afsnit præsenterer hovedresulta-

terne fra disse kapitler.

Indgange til vejledning

Kommunernes indsats for at sikre, at børn, unge og forældre

uden en sag har adgang til vejledning, er i høj grad baseret på

et godt samarbejde med almenområdet – dvs. skoler og dagin-

stitutioner. Samarbejdet er afgørende for kommunernes mulig-

heder for at få kendskab til børn og unge, der kan have behov

for særlig støtte. Derudover har kommunerne forskellige ind-

gange for børn, unge og forældre, der selv henvender sig for

at få vejledning, fx i form af åben, anonym rådgivning.

For børn, unge og forældre, der allerede har en sag, er sags-

behandlerens tilgængelighed og sagsbehandlerskift centrale te-

maer i forhold til, hvordan de oplever adgangen til vejledning.

GOD VEJLEDNING

KRÆVER EN GOD

RELATION

Sagsbehandlerskift kan skade relationen og dermed vejlednin-

gen, men er svære at undgå

Flere af de unge og forældre, vi har talt med, har oplevet

mange sagsbehandlerskift. Det er dog meget forskelligt, hvor-

dan det har påvirket dem, blandt andet afhængigt af hvor godt

de kender deres sagsbehandler, og hvor ofte de taler med ved-

kommende. For nogle af dem giver sagsbehandlerskift utryg-

hed og bidrager til en mistillid til kommunen.

Kommunerne fortæller, at sagsbehandlerskift ikke kan undgås,

blandt andet pga. deres organisering og naturlig udskiftning fx

ved barsler. De bestræber sig på at orientere børn, unge og

forældre om skiftene og så vidt muligt forberede dem på det.

Varierende erfaringer med sagsbehandlerens tilgængelighed

Kommunerne er bevidste om, at nogle børn, unge og forældre

oplever, at deres sagsbehandler ikke er tilgængelig. De forsø-

ger at imødekomme dette på forskellig vis.

De unges oplevelser med sagsbehandlerens tilgængelighed er

meget varierende. Nogle taler sjældent med deres sagsbe-

handler imellem møder, og har ikke behov for at kontakte

sagsbehandleren. For dem er sagsbehandlerens tilgængelighed

ikke en udfordring. Andre beskriver, at de ikke har sagsbe-

handlerens kontaktoplysninger, men gerne ville have bedre

mulighed for at kontakte deres sagsbehandler. Og endnu andre

oplever, at deres sagsbehandler er meget tilgængelig.

Vejledning gives af mange andre end sagsbehandleren

I forhold til spørgsmålet om, hvordan kommunerne sikrer, at

udsatte børn og unge og deres forældre får den vejledning, de

har behov for, er en central pointe, at det langt fra kun er de-

res sagsbehandlere, der sikrer dette. Både de unge og foræl-

drene modtager i vidt omfang vejledning fra andre end deres

sagsbehandler. Dels fra kommunen i bredere forstand – fx i

form af en § 54-støtteperson, der er ansat eller bevilget af

kommunen – dels fra mange andre fagpersoner og private re-

lationer i deres netværk. De unge, vi har talt med, modtager i

høj grad vejledning fra de voksne på deres anbringelsessted.

Det understreger, at det er vigtigt, at de fagpersoner i barnets,

den unges og forældrenes nærmiljø, der reelt varetager en del

af vejledningen om fx sagens forløb, rettigheder og støttemu-

ligheder, er klædt ordentligt på til den vejledningsopgave.

VARIERENDE

OPLEVELSER MED

TILGÆNGELIGHED

KOMMUNEN HAR

VEJLEDNINGS-

PLIGTEN

Det er kommu-

nen, der har an-

svaret for, at bor-

gerne får korrekt

og tilstrækkelig

vejledning.

UDVALGTE GODE ERFARINGER FRA KOMMUNER OG

BORGERE

•

Sms’er kan understøtte en oplevelse hos borgerne af,

at sagsbehandleren er tilgængelig. Hvis en borger rin-

ger på et tidspunkt, hvor sagsbehandleren er utilgæn-

gelig, kan sagsbehandleren fx sende en sms om, at han

vil ringe tilbage, evt. med et forslag til et tidspunkt.

Det er rart for de unge at kunne få vejledning af de

voksne i nærmiljøet. Det er dog samtidig vigtigt for

dem at have deres sagsbehandlers telefonnummer og

have mulighed for selv at kunne tage kontakt, hvis de

ønsker det.

Når sagsbehandleren selv kontakter de unge – enten

for at give en besked eller for at følge op på, hvordan

det går – kan det give de unge en oplevelse af, at sags-

behandleren stiller sig til rådighed, og dermed øge de

unges oplevelse af, at sagsbehandleren er tilgængelig.

•

Rammer for vejledningen

Rent praktisk foregår vejledning fra sagsbehandleren til bor-

gerne overvejende på fysiske møder. Den kan dog også ske te-

lefonisk og skriftligt. Det afhænger ifølge kommunerne af situ-

ationen, indholdet i vejledningen og borgernes forudsætninger.

Udfordrende at vejlede om alle forhold og samtidig tilpasse

vejledningen til borgeren

Kommunerne lægger stor vægt på, at vejledningen skal tilpas-

ses den enkelte borgers situation og forudsætninger, herunder

at der i en given vejledningssituation skal være plads til de

spørgsmål, borgeren selv har. Det kan dog være udfordrende

for kommunerne at give vejledning, der når omkring alle rele-

vante forhold. De ser sig derfor ofte nødsaget til at prioritere

og sprede vejledningen ud over flere gange. Det gælder både i

forhold til børn, unge og forældre.

Fokus på sprog, samtaleteknik og skriftlig understøttelse

I arbejdet med at tilpasse vejledningen til borgerne og sikre

sig, at den er forståelig, gør kommunerne blandt andet brug af

gentagelser, opfølgning og af at spørge ind til borgerens for-

ståelse af vejledningen. Derudover gør de alle meget ud af at

tilpasse deres sprog til barnets, den unges eller forældrenes

forudsætninger.

Flere kommuner fremhæver forskellige visuelle redskaber, som

de bruger til at understøtte vejledningen i situationen. Det kan

GOD VEJLEDNING

ER UDFORDRENDE

fx være tegninger, en tavle eller dialogkort. Nogle kommuner

har desuden gode erfaringer med skriftlige supplementer til

den mundtlige vejledning, fx i form af referater og pjecer.

Sproget er fint – men vejledningen utilstrækkelig for unge og

forældre

De unge og forældrene oplever overvejende, at deres sagsbe-

handler taler et let forståeligt sprog. Fra deres perspektiv er

den primære udfordring ikke, at de ikke forstår, hvad sagsbe-

handleren siger – men at de savner vejledning om en række

forhold. Det kan skyldes, at de ikke har fået vejledning om

disse forhold. Men det kan også skyldes, at sagsbehandleren

ikke har formået at gøre vejledningen forståelig og tilpasse

den til deres situation og forudsætninger.

Særligt forældre efterspørger mere skriftlig vejledning

De unge og forældre, der har erfaring med visuel og skriftlig

understøttelse af den mundtlige vejledning har værdsat det.

Det gælder fx en ung, der fik et hæfte om baggrunden for sin

anbringelse og om forløbet, i forbindelse med afgørelsen.

ISÆR FORÆLDRE

ØNSKER MERE

SKRIFTLIG

VEJLEDNING

Flere unge og forældre efterspørger, at den mundtlige vejled-

ning i højere grad suppleres med skriftlig vejledning. Det gæl-

der særligt forældre, der savnede bedre vejledning i forbin-

delse med, at deres barn blev anbragt. Retrospektivt vurderer

de, at de ikke var i en situation, hvor de reelt kunne modtage

vejledning om fx en støtteperson eller betydningen af, om de

samtykker eller ej til anbringelsen. De efterspørger let tilgæn-

geligt skriftligt materiale om processen, deres rettigheder og

støttemuligheder, som de kan tilgå, når de er klar til det. At

det kan være svært at modtage vejledning i en følelsesmæs-

sigt kritisk situation understreger også behovet for, at vejled-

ningen gentages.

UDVALGTE GODE ERFARINGER FRA KOMMUNER OG

BORGERE

•

Det kan understøtte den gode samtale – og dermed

vejledningen – hvis det fysiske møde foregår et andet

sted end i et mødelokale. Fx på en gå- eller køretur.

For at gøre vejledningen forståelig kan det være godt,

at sagsbehandleren spørger ind til borgernes forståelse

af vejledningen. Derudover kræver meget vejledning

gentagelse og opfølgning fra sagsbehandlerens side.

•

•

Både unge og forældre værdsætter, når deres sagsbe-

handler taler et sprog, de kan forstå, og fx ikke bruger

for mange fagtermer eller paragraffer.

Vejledningens indhold

Kommunernes vejledningspligt favner bredt, og i interviewene

har vi derfor spurgt bredt ind til indholdet i den vejledning,

kommunerne og børn, unge og forældre henholdsvis giver og

modtager. Til rapporten har vi udvalgt nogle emner i forhold til

vejledningens indhold, som er dem, der fylder mest i inter-

viewene, og som vi derfor fokuserer på. Det er blandt andet

procesvejledning ved starten af et forløb og ved en anbrin-

gelse, børn og unges ret til en bisidder og forældrenes ret til

en støtteperson efter § 54.

Procesvejledning fremhæves af både kommuner, unge og for-

ældre som vigtigt

Kommunerne lægger generelt vægt på at give god procesvej-

ledning – både indledningsvis, løbende og i forbindelse med en

anbringelse – og på den måde guide borgerne bedst muligt

igennem sagsforløbet. Derudover forsøger kommunerne på

forskellige måder at understøtte, at deres vejledning når om-

kring alle relevante forhold. Blandt andet ved at gøre brug af

skabeloner, dialogkort, dialog med kollegaer og netværksmø-

der.

De unge efterspørger også særligt procesvejledning om, hvad

der skal ske, hvornår og hvorfor. Det er meget forskelligt, om

de synes, at de har fået god procesvejledning i forbindelse

med deres anbringelse.

Kun få af de unge er blevet vejledt om retten til en bisidder

Det er kun nogle få af de unge, der husker eksplicit at være

blevet vejledt om deres ret til en bisidder. De fleste af dem

fortæller, at der altid er en voksen, fx fra anbringelsesstedet

med til møder med sagsbehandleren, men det er forskelligt,

om de selv er med til at bestemme, at det er sådan.

Forældrene mener generelt, at vejledningen har været man-

gelfuld

Forældrene er generelt utilfredse med vejledningen fra kom-

munen, som de vurderer har været mangelfuld – både hvad

angår procesvejledning og vejledning om rettigheder og støtte-

muligheder. Det skyldes blandt andet, at relationen for mange

er præget af mistillid.

VEJLEDNING OM

HVAD, HVORNÅR

OG HVORFOR

RET TIL

BISIDDER

Forældrene savner bedre vejledning om en række forhold. Det

er fx forskelligt, om og hvorfra de har fået vejledning om mu-

ligheden for en støtteperson under anbringelsen. Flere af dem

oplever desuden ikke at have fået vejledning om betydningen

af, om de samtykkede til anbringelsen eller ej, eller at den

vejledning de fik, var forkert.

UDVALGTE GODE ERFARINGER OG UDFORDRINGER

FRA KOMMUNER OG BORGERE

•

Hvis samarbejdet med forældrene tillader det, kan for-

ældrene med fordel modtage vejledning om forskellige

typer af anbringelse – herunder anbringelse med og

uden samtykke – før den endelige afgørelse.

Netværksmøder og tværfaglig koordinering såvel som

drøftelser med kollegaer og et ledelsesmæssigt fokus

på vejledningspligten, fx i forbindelse med ledelsestil-

syn med sagsbehandlernes arbejde, understøtter, at

vejledningen bliver helhedsorienteret og når omkring

alle relevante forhold.

For de unge hænger oplevelsen af den procesvejled-

ning, de får, tæt sammen med, om de oplever at blive

spurgt, hørt og inddraget. Det er fx positivt for flere

unge, når sagsbehandleren som led i procesvejledning i

forbindelse med en anbringelse, spørger, hvad de selv

vil.

Flere af de unge savner bedre vejledning om deres ret

til en bisidder, og hvad det indebærer. Det er rart for

de unge, når de selv får lov til at være med til at be-

stemme, hvilke voksne, der skal deltage i deres møder

med sagsbehandleren. Flere beskriver dog, at det ikke

er noget, de selv har valgt.

Når forældrene har en støtteperson har det for flere af

dem stor værdi, blandt andet fordi de modtager meget

vejledning fra støttepersonen.

•

Klagevejledning

Kommunerne sender altid en skriftlig klagevejledning til borge-

ren, når de træffer en afgørelse. I den forbindelse lægger de

vægt på at det skal være klart, hvornår de træffer en afgø-

relse. Når borgeren er utilfreds med afgørelsen vil kommu-

nerne typisk supplere den skriftlige klagevejledning med

mundtlig vejledning.

Flere af de unge, vi har talt med, vidste ikke, at de har ret til

at klage over kommunes afgørelser. De ville gerne have vidst

det, uanset om de ville gøre brug af det eller ej. Forældrene

får som regel skriftlig klagevejledning sammen med kommu-

nens afgørelser, men nogen efterspørger bedre vejledning.

UDVALGTE GODE ERFARINGER FRA KOMMUNER OG

BORGERE

•

Kommunerne har gode erfaringer med at supplere den

skriftlige klagevejledning med mundtlig vejledning. Det

er særligt relevant, når borgeren er utilfreds med afgø-

relsen.

Det fungerer godt, når den mundtlige og den skriftlige

klagevejledning tilpasses borgerens forudsætninger.

Sidstnævnte for eksempel ved at have skabeloner for

klagevejledningen, der er målrettet henholdsvis børn og

voksne.

•

LÆSEVEJLEDNING

Ud over denne sammenfatning er rapporten inddelt i fem ka-

pitler:

Kapitel 2

rammesætter undersøgelsens resultater og indehol-

der beskrivelser af lovgivning om kommunernes vejlednings-

pligt og forhold med betydning for vejledningen til målgrup-

pen.

Kapitel 3

handler om borgernes indgange til vejledning i kom-

munerne.

Kapitel 4

handler om rammerne for kommunernes vejledning,

og hvordan sagsbehandleren i vejledningen tager højde for

borgernes forudsætninger.

Kapitel 5

belyser indholdet af vejledningen med fokus på ud-

valgte forhold, kommunerne skal vejlede om, samt hvordan

kommunerne sikrer, at vejledningen er helhedsorienteret.

Kapitel 6

handler om kommunernes klagevejledning, og hvor-

dan den målrettes børn og unge i udsatte positioner og deres

forældre.

Særlige elementer i rapporten

Foruden beskrivelser af undersøgelsens resultater indeholder

rapporten følgende elementer, der fremhæver gode erfaringer

og udfordringer med vejledningen:

•

Eksempler, der handler om konkrete borgere, og som eksem-

plificerer gode erfaringer og udfordringer. Eksemplerne er

anonymiserede.

Eksemplerne er fremhævet ved brug af de to ikoner for hen-

holdsvis gode erfaringer og udfordringer, der ses her til

venstre.

•

Opsummeringer af gode erfaringer og udfordringer, der dels

er baseret på interviewene, dels er kvalificeret af relevante

aktører på området.

Opsummeringerne er fremhævet ved brug af to andre ikoner

for henholdsvis gode erfaringer og udfordringer, der ses her

til venstre.

KAPITEL 2

Vejledningspligten og under-

søgelsens målgruppe

I dette kapitel rammesætter vi undersøgelsens resultater ved

at beskrive nogle overordnede forhold om kommunernes vej-

ledning til børn og unge i udsatte positioner og deres forældre,

som konklusionerne i de efterfølgende kapitler skal forstås ud

fra.

Kapitlet belyser

RAMMER I

LOVGIVNINGEN

•

de lovgivningsmæssige rammer for kommunernes vejled-

ningspligt.

undersøgelsens afgrænsning.

forhold, der har særlig betydning for vejledningen til børn og

unge i udsatte positioner og deres forældre.

I forhold til de lovgivningsmæssige rammer er der en generel

vejledningspligt, der er beskrevet i forvaltningsloven; en vej-

ledningspligt på det sociale område, der er beskrevet i lov om

retssikkerhed og administration på det sociale område (heref-

ter kaldet retssikkerhedsloven); og en vejledningspligt over for

borgere omfattet af serviceloven.

KAPITLETS HOVEDPOINTER

•

Kommunernes vejledningspligt fremgår blandt andet af

forvaltningslovens § 7 og retssikkerhedslovens § 5.

Pligten til at give klagevejledning fremgår blandet an-

det af forvaltningslovens § 25.

Vejledningen til udsatte børn og unge og deres forældre

handler især om kommunens rolle og handlemuligheder

og sagens forløb. Det hænger sammen med, at kom-

munens involvering i borgernes liv ofte ikke sker efter

borgernes eget ønske. Derudover fylder vejledning om

rettigheder meget, ikke mindst i sager om anbringelse.

Relationen imellem borgeren og sagsbehandleren er af-

gørende for sagsbehandlernes muligheder for at give

god vejledning. God vejledning er tilpasset borgerens

behov og forudsætninger – og jo bedre relationen er,

desto bedre kender sagsbehandleren de behov og for-

udsætninger. For de unge og forældre, vi har talt, med

er oplevelsen af at blive spurgt, hørt og i det hele taget

inddraget afgørende for relationen.

•

KOMMUNERNES VEJLEDNINGSPLIGT

LOVGIVNING

OG GOD

FORVALTNINGS-

SKIK

Når en borger har behov for støtte fra kommunen, kan kom-

munen efter forvaltningslovens § 7 være forpligtet til at yde

vejledning til borgeren om dennes muligheder og rettigheder.

FORVALTNINGSLOVENS § 7

En forvaltningsmyndighed skal i fornødent omfang yde

vejledning og bistand til personer, der retter henvendelse

om spørgsmål inden for myndighedens sagsområde.

Forvaltningslovens § 7, stk. 1, gælder alene i tilknytning

til sager, hvor der er eller vil blive truffet afgørelse. Det

følger dog af almindelige retsgrundsætninger og god for-

valtningsskik, at der også skal ydes vejledning, selvom

der ikke er tale om en afgørelsessag. En sådan pligt kan

også følge af særregler i lovgivningen.

Det overordnede formål

med kommunernes vejledningspligt

er at imødekomme borgernes informationsbehov og undgå, at

borgerne på grund af fejl, uvidenhed eller misforståelser ud-

sættes for retstab.

Vejledningspligten skærpes, hvis borgeren har særlige proble-

mer så som ordblindhed eller et andet kommunikationspro-

blem.

Vejledningens indhold og omfang

afhænger af en konkret

vurdering af den enkelte borgers behov og forudsætninger.

Den kan gives både skriftligt og mundtligt. Det afgørende er,

at vejledningen gives på en sådan måde, at den opfylder sit

formål; nemlig at imødekomme borgerens informationsbehov.

Det følger af god forvaltningsskik, at kommunerne ikke alene

bør vejlede, når borgere retter henvendelse herom, men også

på eget initiativ når de er i kontakt med borger, og det fore-

kommer naturligt og relevant at vejlede.

Kommunerne skal være opmærksomme på deres pligt til at fo-

retage en

helhedsvurdering af borgernes samlede behov

for hjælp. Det indebærer en pligt til at vejlede borgerne i for-

hold til alle spørgsmål og ansøgninger efter den sociale lovgiv-

ning. Som led i helhedsvurderingen skal kommunerne også

Dette afsnit er baseret på

ombudsmandens beskrivelse

af vejledningspligten og de

nævnte uddrag af lovgivningen.

vurdere, om borgerne kan have behov for støtte efter anden

lovgivning. Det fremgår af retssikkerhedsloven § 5.

RETSSIKKERHEDSLOVENS § 5

Kommunalbestyrelsen skal behandle ansøgninger og

spørgsmål om hjælp i forhold til alle de muligheder, der

findes for at give hjælp efter den sociale lovgivning, her-

under også rådgivning og vejledning. Kommunalbestyrel-

sen skal desuden være opmærksom på, om der kan sø-

ges om hjælp hos en anden myndighed eller efter anden

lovgivning.

Ifølge forvaltningsloven § 25 har kommunerne desuden en

særskilt pligt til at vejlede borgere om deres

mulighed for at

klage.

FORVALTNINGSLOVENS § 25

Afgørelser, som kan påklages til anden forvaltningsmyn-

dighed, skal, når de meddeles skriftligt, være ledsaget af

en vejledning om klageadgang med angivelse af klagein-

stans og oplysning om fremgangsmåden ved indgivelse

af klage, herunder om eventuel tidsfrist.

Det gælder dog ikke, hvis afgørelsen fuldt ud giver den

pågældende part medhold.

RETSSIKKERHEDSENHEDENS TRE UNDERSØ-

GELSER OM VEJLEDNINGSPLIGTEN

Retssikkerhedsenheden gennemfører i alt tre undersøgelser

om kommunernes vejledningspligt over for tre forskellige mål-

grupper:

•

Voksne med funktionsnedsættelse

Voksne i udsatte positioner

Børn og unge i udsatte positioner og deres forældre.

I alle tre undersøgelser fokuserer vi på kommunernes vejled-

ningsforpligtelse i form af følgende:

1. Pligten til at vejlede borgerne om hvilken støtte de kan

være berettigede til inden for forskellige lovområder, jf.

forvaltningslovens § 7 og retssikkerhedslovens § 5 – både

indledningsvis og i forbindelse med opfølgning.

2. Pligten til at vejlede borgere om deres mulighed for at

klage over en afgørelse fra kommunen, jf. forvaltningslo-

vens § 25.

3. Evt. særlige fokusområder for en given målgruppe.

Denne undersøgelse handler om kommunernes vejledning til

børn og unge i udsatte positioner og deres forældre.

VEJLEDNING TIL UDSATTE BØRN OG UNGE OG

DERES FORÆLDRE

Kommunernes vejledning til børn og unge i udsatte positioner

og deres forældre handler særligt om

•

kommunens rolle, sagens forløb og baggrunden for kommu-

nens afgørelser og handlinger

barnet eller den unges og forældrenes rettigheder

hvilke muligheder der er for støtte.

Med andre ord er det især denne type af information, borgerne

på dette område har behov for – både indledende og løbende.

Ud over den generelle vejledningspligt, der er beskrevet oven-

for, har kommunerne en vejledningspligt over for borgere om-

fattet af serviceloven, der fremgår af servicelovens § 10.

Når er barn er fyldt 12 år, får det partsstatus i sager om an-

bringelse uden for hjemmet. Det indebærer blandt andet ret-

ten til at klage og til aktindsigt. Klageretten for børn og unge

og deres forældre fremgår af serviceloven §§ 166-169.

Omfanget af behovet for vejledning

Det er ikke muligt at opgøre, hvor stort behovet for vejledning

er blandt børn og unge i udsatte positioner og deres forældre.

Vejledningsbehovet hos den enkelte borger afhænger blandt

andet af sagens karakter og borgerens forudsætninger.

Vi kan dog få en indikation af behovets omfang ved at se på

antallet af borgere, der modtager en ydelse efter bestemmel-

ser i serviceloven, der er relateret til området udsatte børn og

unge.

Som beskrevet ovenfor fokuserer undersøgelsen på kommu-

nernes vejledning til anbragte børn og unge og deres forældre.

Tabel 1.1 viser antallet af anbragte børn og unge pr. 31. de-

cember 2019. Som det fremgår af tabellen, har kommunerne

indberettet, at der på dette tidspunkt var i alt 13.600 anbragte

børn og unge i Danmark.

TABEL 2.1 ANTAL ANBRAGTE BØRN OG UNGE PR. 31. DECEMBER 2019

Afgørelsestype

Forvaltningsafgørelse med samtykke (§52.3.7)

Børn og unge-udvalgsafgørelse uden samtykkekrav (§58)

I alt

Note: Ifølge Danmarks Statistik kan der være usikkerhed omkring tallene for nogle kommuner.

Kilde: Danmarks Statistik

Antal anbragte

10428

2624

13600

Behovet for vejledning er sandsynligvis større i tiden op til og

umiddelbart efter iværksættelsen af anbringelsen, end når bar-

net eller den unge har været anbragt i en længere periode. Tal

fra Danmarks Statistik viser, at der i 2019 i alt blev iværksat

2.109 nye anbringelser, se tabel 1.2.

TABEL 2.2 ANTAL IVÆRKSATTE ANBRINGELSER I 2019

Afgørelsestype

Forvaltningsafgørelse med samtykke (§52.3.7)

Børn og unge-udvalget uden samtykkekrav (§58)

I alt

Note: Ifølge Danmarks Statistik kan der være usikkerhed omkring tallene for nogle kommuner.

Kilde: Danmarks Statistik

Antal iværksatte

anbringelser

1767

342

2109

Kommunerne har også en vejledningspligt over for børn og

unge, som der ikke er grundlag for at anbringe, men som har

eller kan have behov for anden støtte i form af det, der kaldes

forebyggende foranstaltninger. Her har kommunen naturligvis

også en vejledningspligt over for forældrene. Tabel 1.3 viser,

hvor mange forebyggende foranstaltninger efter servicelovens

§ 52, stk. 3, der blev bevilget i 2019.

TABEL 2.3 ANTAL BEVILGEDE FOREBYGGENDE FORANSTALTNINGER EFTER SERVICELOVENS §

52, STK. 3

Foranstaltning

Ophold i dagtilbud, fritidshjem, ungdomsklub, uddannelsessted el.lign.

(§52.3.1)

Praktisk pædagogisk eller anden støtte i hjemmet (§52.3.2)

Familiebehandling eller behandling af barnets eller den unges problemer

(§52.3.3)

Etablering af døgnophold for både forældremyndighed, barnet og andre med-

lemmer af familien (§52.3. 4)

Aflastningsophold (§52.3.5)

Etablering af kontaktperson for hele familien (§52.3.6)

Praktikophold (§52.3.8)

Anden hjælp, der har til formål at yde rådgivning, behandling og pædagogisk

støtte (§52.3. 9)

I alt

Note: Ifølge Danmarks Statistik kan der være usikkerhed omkring tallene for nogle kommuner.

Kilde: Danmarks Statistik

Antal bevilgede

foranstaltninger

657

3296

12124

153

3414

734

216

1541

22135

Derudover kan vi via opgørelser fra Ankestyrelsen se omfanget

af klager efter bestemmelserne relateret til området udsatte

børn og unge. Omfanget af klager til Ankestyrelsen siger dog

ikke i sig selv noget om, hvorvidt kommunerne yder tilstræk-

kelig vejledning til borgerne.

I 2019 behandlede Ankestyrelsen 759 klagesager om anbrin-

gelse uden samtykke efter § 58. Ankestyrelsen behandlede

desuden 370 klagesager om foranstaltninger efter § 52, stk. 3,

nr. 1-9. Ankestyrelsens opgørelser giver ikke mulighed for at

opdele dette yderligere.

FORHOLD AF BETYDNING FOR VEJLEDNING TIL

MÅLGRUPPEN

I dette afsnit beskriver vi nogle forhold, der er væsentlige at

have for øje i forhold til at forstå kommunernes og borgernes

erfaringer med vejledningen, der præsenteres i resten af rap-

porten.

FOKUS PÅ

ANBRAGTE BØRN

OG UNGE

Belysningen af borgernes perspektiv i rapporten er baseret på

interview med anbragte unge og forældre til anbragte. Flere af

de interviewede unge og forældres oplevelser vil dog forment-

lig være genkendelige for unge, der modtager en anden foran-

staltning efter § 52 i serviceloven (fx familiebehandling, aflast-

ning eller kontaktperson) og deres forældre. Mange af kommu-

nernes beskrivelser af deres praksis handler desuden bredere

om børn og unge, der får eller kan have behov for forskellige

former for støtte efter servicelovens kapitel 11, og deres foræl-

dre.

Da de interviewede børn og unge alle var 14 år eller derover

kaldes de i resten af rapporten ”unge”.

Den første kontakt sker ofte på kommunens initiativ

Når børn eller unge i udsatte positioner og deres forældre før-

ste gang er i kontakt med kommunen sker det nogle gange på

barnets, den unges eller forældrenes initiativ. Ofte sker det

dog på kommunens initiativ, på baggrund af en underretning.

UNDERRETNINGSPLIGTEN

Det fremgår af servicelovens § 154, at den, der får kend-

skab til, at et barn eller en ung under 18 år fra forældres

eller andre opdrageres side udsættes for vanrøgt eller

nedværdigende behandling eller lever under forhold, der

bringer dets sundhed eller udvikling i fare, har pligt til at

underrette kommunen.

For personer, der udøver offentlig tjeneste eller offentligt

hverv er underretningspligten skærpet, jf. servicelovens

§ 153.

Det betyder, at særligt den første vejledning fra kommunen i

høj grad handler om at forklare barnet, den unge eller foræl-

drene om kommunens rolle og handlemuligheder, og baggrun-

den for, at kommunen involverer sig i deres liv.

Vejledning om kommunens rolle og sagens forløb kalder vi i

resten af rapporten ”procesvejledning”. Både kommunerne, de

unge og de forældre, vi har interviewet, fremhæver procesvej-

ledning som meget vigtigt. Både når borgerne første gang er i

kontakt med kommunen, men også løbende, og i særdeleshed

i forbindelse med en anbringelse.

Relationen er afgørende for vejledningen

Relationen imellem borgeren og sagsbehandleren er afgørende

for sagsbehandlerens muligheder for at give god vejledning.

Interviewene med kommunerne tegner et klart billede af, at

det er markant nemmere for dem at give god vejledning til

børn, unge og forældre, som de har en god relation til. En god

relation og et gensidigt kendskab til hinanden understøtter, at

de kan give borgerne den vejledning, de har brug for, tilpasse

GOD

INDDRAGELSE

En undersøgelse

fra Ankestyrelsen

peger på, at god

inddragelse for

børn og unge

overordnet blandt

andet er at blive

spurgt, hørt, set

og orienteret.

vejledningen til borgernes situation og forudsætninger, og gen-

nemskue, om borgerne har forstået vejledningen. De under-

streger desuden, at god vejledning kræver, at de spørger ind

til borgeren og dennes behov og ønsker – eller med andre ord

inddrager.

Interviewene med unge og forældre vidner på samme måde

om, at de i højere grad tager imod vejledning fra deres sags-

behandler og værdsætter denne vejledning, når relationen er

god. For de unge og forældre, vi har talt med, er det afgø-

rende for en god relation til sagsbehandleren, at de oplever, at

sagsbehandleren lytter til dem og inddrager dem.

Der er flere

eksempler på unge og forældre, som oplever ikke at have en

god relation til sagsbehandleren, ikke at blive inddraget, og

ikke at få god vejledning. Der er også eksempler på både unge

og forældre, hvor interviewene tyder på, at oplevelsen af ikke

at blive spurgt, hørt og i det hele taget inddraget, fylder så

meget, at de har svært ved at tage imod den vejledning, sags-

behandleren giver.

Relationen er dermed afgørende både for borgernes adgang til

vejledning hos sagsbehandleren og for kvaliteten af vejlednin-

gen - og inddragelse er afgørende for relationen.

Svært samarbejde imellem kommuner og forældre til børn, der

er anbragt uden forældrenes samtykke

For flere af de forældre, vi har talt med, er anbringelsen uden

deres samtykke eller har været det tidligere. En anbringelse

uden forældrenes samtykke er grundlæggende et svært ud-

gangspunkt for samarbejdet imellem forældrene og sagsbe-

handleren.

Dermed bliver det også sværere for sagsbehand-

lerne at give god vejledning i forbindelse med anbringelsen.

Kommunerne forsøger at imødekomme dette på forskellige

måder, men ingen af de forældre, vi har talt med, oplever, at

de har modtaget god vejledning fra starten af anbringelsen.

Det hænger formentlig sammen med, at flere af dem har eller

tidligere har haft en stor modvilje imod og mistillid til kommu-

nen og sagsbehandleren.

SAMARBEJDET

ER CENTRALT I

SAGER OM AN-

BRINGELSE

UDEN SAM-

TYKKE

En undersøgelse

fra Ankestyrelsen

om anbringelser

uden samtykke

peger blandt an-

det på, at der er

behov for at have

et særligt fokus på

inddragelse og

vejledning i denne

type sager. Foræl-

drene befinder sig

i en presset og

sårbar situation,

og har ofte ikke

tillid til, at kom-

munen ønsker at

hjælpe dem.

Se også Ankestyrelsen, 2020: ”Inddragelse af børn og unge ved valg af indsats og

opfølgning”.

Se også Ankestyrelsen, 2020: ”Anbringelser uden samtykke – kommunernes praksis

og perspektiver på stigningen”.

KAPITEL 3

Indgange til vejledning

Dette kapitel handler om, hvordan børn og unge i udsatte posi-

tioner og deres forældre kommer i kontakt med kommunen,

når de har behov for vejledning.

Kapitlet belyser

•

hvordan der skabes kontakt imellem kommunen og børn,

unge og forældre, der endnu ikke har en sag

hvordan kommunerne arbejder med at sikre, at sagsbehand-

lerne er tilgængelige for børn, unge og forældre, der allerede

har en sag

hvordan unge og forældre oplever sagsbehandlerens tilgæn-

gelighed.

KAPITLETS HOVEDPOINTER

Kommunernes beskrivelser af indgange til vejledning:

•

Den første kontakt sker ofte på baggrund af en under-

retning. Kommunerne har dog også en række forskel-

lige indgange, som børn, unge og forældre, der selv

retter henvendelse, kan gøre brug af.

Når kommunerne skal etablere kontakt til børn og

unge, der kan have behov for særlig støtte, er samar-

bejdet med almenområdet afgørende.

Kommunerne er bevidste om, at sagsbehandlerskift og

manglende tilgængelighed hos sagsbehandleren kan

være en udfordring for borgerne. De prøver at imøde-

komme denne udfordring på forskellige måder, og

fremhæver blandt andet brug af sms som centralt i for-

hold til tilgængelighed.

•

Borgernes beskrivelser af indgange til vejledning:

•

Både de unge og forældrene modtager i vidt omfang

vejledning fra andre end deres sagsbehandler. I forhold

til spørgsmålet om, hvordan kommunerne sikrer, at ud-

satte børn og unge og deres forældre får den vejled-

ning, de har behov for, er en central pointe dermed, at

det langt fra kun er deres sagsbehandlere, der sikrer

dette. Det er dels kommunen i bredere forstand – fx i

form af en § 54 støtteperson, der er ansat eller bevilget

af kommunen – dels andre fagpersoner og private rela-

tioner i borgernes netværk.

•

En del af de unge har kun sjældent behov for at kon-

takte deres sagsbehandler imellem møder, blandt andet

fordi de i højere grad trækker på andre voksne omkring

dem. Mange af de unge, der selv tager kontakt til sags-

behandleren, såvel som flere af forældrene, oplever, at

deres sagsbehandler er tilgængelig, når de ønsker at

komme i kontakt. Der er dog også nogen, der oplever

det modsatte.

KOMMUNERNES PERSPEKTIV PÅ INDGANGE TIL

VEJLEDNING

Dette afsnit belyser, hvordan kommunerne arbejder med at

etablere kontakt til børn og unge, der har behov for særlig

støtte, men som endnu ikke har en sag i kommunen, og til de-

res forældre. Derudover belyser afsnittet, hvordan kommu-

nerne arbejde med at sikre, at sagsbehandlerne er tilgænge-

lige for borgere, der allerede har en sag.

Indgange for borgere uden en sag

I alle de fem kommuner, vi har talt med, beskriver de, at der

er forskellige indgange til kommunen for børn og unge i ud-

satte positioner og deres forældre. Dermed er det også for-

skelligt, hvornår og hvordan borgerne første gang møder en

sagsbehandler og modtager vejledning fra børne- og familieaf-

delingen.

Overordnet fortæller kommunerne, at den første kontakt imel-

lem kommunens børn- og familieafdelingen og et barn, en ung

eller en familie, der har brug for særlig støtte, ofte sker på

baggrund af en underretning. Afhængigt af underretningens

indhold og karakter indkalder børn- og familieafdelingen heref-

ter barnet eller den unge og forældrene til en samtale for at

udrede sagen yderligere.

Samarbejdet med almenområdet om en tidlig indsats

I en del tilfælde fortæller kommunerne, at den første kontakt

til borgerne etableres igennem barnets skole eller dagtilbud.

Det sker enten ved, at skolen eller dagtilbuddet sender en un-

derretning eller gennem mere uformel dialog på initiativ fra

skolen, dagtilbuddet eller barnet, den unge eller forældrene

selv.

DET STARTER

OFTE MED EN

UNDERRETNING

”Vi prøver at synliggøre

os selv så meget, som vi

kan” (Fremskudt medar-

bejder)

Alle kommunerne beskriver, at de har fokus på samarbejdet

med almenområdet for på den måde at understøtte, at de så

tidligt som muligt bliver opmærksomme på børn og unge, der

kan have behov for særlig støtte. Nogle af kommunerne for-

tæller i den forbindelse, at de har såkaldte ”fremskudte” med-

arbejdere med eller uden myndighedsansvar, som er tilknyttet

en eller flere skoler eller institutioner, og som fungerer som

bindeled imellem skolerne og institutionerne og børn- og fami-

lieafdelingen. En af disse medarbejdere fortæller:

”Vi er fire fremskudte medarbejdere i alt, vi er distriktsop-

delt i kommunen, og vi er meget synlige på skoler og insti-

tutioner. Vores billeder hænger fremme og alle institutions-

ledere og medarbejdere rundt omkring ved, at vi er uddan-

net socialrådgivere. Vi prøver at synliggøre os selv så me-

get, som vi kan.” (Fremskudt medarbejder)

Tværfaglige møder tidligt i processen

Flere af kommunerne fortæller desuden, at når der er bekym-

ring for et barn eller en ung, vil der ofte blive afholdt et tvær-

fagligt møde tidligt i processen, gerne før en eventuel under-

retning, hvor barnet eller den unge, forældrene, fagpersoner

fra skolen eller dagtilbuddet samt en rådgiver fra kommunens

børne- og familieafdeling deltager. En sagsbehandler i en af

kommunerne fortæller:

”Pædagoger eller lærere indkalder os fra familieafdelingen

til et møde efter aftale med forældrene eller den unge. Det

behøver ikke at være et underretningsmøde, det kan det

også være, men det kan også bare være en form for intro-

duktionsmøde, hvor sagsbehandleren kan byde ind med

muligheder for hjælp. Det er en tryg måde at møde sagsbe-

handlerne fra familieafdelingen på. Så laver vi en vurdering

af, om det er et af vores tilbud der kan klare det, om vi kan

klare det efter § 11, eller om sagen skal videre i systemet.

Det er noget institutionerne bruger rigtig meget, og det er

vi stolte af.” (Sagsbehandler)

Klæder andre fagpersoner på til at vejlede

I en af kommunerne fremhæver de desuden, at fordi andre

fagpersoner på skoler og i daginstitutioner spiller en altafgø-

rende rolle i forhold til gøre opmærksom på, hvis barn eller en

ung kan have brug for særlig støtte, bruger de fra børn- og fa-

milieafdelingens side mange ressourcer på at ”klæde andre

fagpersoner godt på” til at kunne varetage den rolle. Det gør

de fx ved at indgå i en dialog med fagpersonerne om, hvor

højt bekymringsniveauet er i konkrete sager, og hvordan man

kan italesætte en bekymring på en god måde over for barnet

eller den unge og forældrene. Derudover gør de meget ud af at

sikre sig, at fagpersonerne har den relevante viden om, hvad

ANDRE END

SAGSBEHAND-

LEREN, DER

VEJLEDER

børn- og familieafdelingen er, og hvordan de kan hjælpe, så

fagpersonerne kan vejlede familierne om dette.

På den måde tager man i denne kommune konsekvensen af, at

det i vidt omfang er andre medarbejdere end kommunens

sagsbehandlere, der giver den indledende vejledning til ud-

satte børn og unge og deres forældre, ved at understøtte, at

disse medarbejdere er klædt på til at give vejledningen.

Forskellige indgange

Alle interviewkommunerne har ud over samarbejdet med sko-

ler og dagtilbud en række andre indgange, som børn og unge

og deres forældre kan benytte sig af, hvis de har brug for råd

og vejledning. De kan fx

•

INDGANG VIA

MAIL, TELEFON

ELLER FYSISK

•

ringe direkte til en vagttelefon i det team i børn- og familie-

afdelingen, der håndterer underretninger.

ringe til kommunens eller børn- og familieafdelingens hoved-

nummer og herfra blive viderestillet.

sende en mail til børn- og familieafdelingens hovedadresse.

møde fysisk op i børn- og familieafdelingen.

Flere kommuner fremhæver desuden, at børn, unge og foræl-

dre har mulighed for at modtage åben og anonym rådgivning i

form af samtaler med fx en sagsbehandler eller familiebehand-

ler. I den forbindelse kan de samtidig modtage rådgivning om,

hvilke andre måder kommunen kan hjælpe dem på, og hvad

det indebærer.

ÅBEN, ANONYM RÅDGIVNING, JF. SERVICELOVEN §

11, STK. 2

Kommunalbestyrelsen skal som led i det tidlige forebyg-

gende arbejde sørge for, at forældre med børn og unge

eller andre, der faktisk sørger for et barn eller en ung,

kan få en gratis familieorienteret rådgivning til løsning af

vanskeligheder i familien. Kommunalbestyrelsen er for-

pligtet til ved opsøgende arbejde at tilbyde denne rådgiv-

ning til enhver, som på grund af særlige forhold må anta-

ges at have behov for det. Tilbuddet om rådgivning skal

også omfatte vordende forældre. Såvel forældre som

børn og unge, der alene søger rådgivning, skal kunne

modtage denne anonymt og som et åbent tilbud.

I en af kommunerne fortæller de, at de for nylig har etableret

en åben, anonym rådgivning, der specifikt er målrettet unge.

Tilbuddet er åbent to gange om ugen, og her har de unge mu-

lighed for at modtage rådgivning fra forskellige fagpersoner.

Her bliver borgerne blandt andet vejledt om, at denne rådgiv-

ning er anonym, og at det blandt andet betyder, at de ikke be-

høver at sige deres navn, og at den fagperson, de taler med,

ikke har notatpligt.

I en anden kommune fortæller de, at de, ud over de allerede

nævnte muligheder, har en såkaldt ”ungechat”. Her kan unge

chatte anonymt online med en lokal sagsbehandler eller stille

spørgsmål i en brevkasse.

Kommunerne gør blandt andet opmærksom på de forskellige

muligheder for at komme i kontakt med dem på deres hjem-

meside samt på plakater og opslag på skoler og i fritidstilbud.

Sagsbehandlerens tilgængelighed

Myndighedssagsbehandleren har en stor del af ansvaret for, at

barnet, den unge og forældrene får den vejledning, de har be-

hov for. Sagsbehandlerens tilgængelighed er derfor et vigtigt

tema i forhold til at belyse, hvordan kommunerne sikrer, at

børn, unge og forældre får den vejledning, de har behov for.

Dette afsnit handler om, hvordan de kommuner, vi har talt

med, arbejder på at sikre, at sagsbehandleren er tilgængelig,

når borgere, der allerede har en sag i kommunen, har behov

for vejledning.

Udfordringer med tilgængeligheden

Overordnet oplever flere af sagsbehandlerne i interviewkom-

munerne, at der er borgere, der synes, at de er for svære at få

fat i.

I en af kommunerne fortæller de, at de har stort fokus på at

sikre sagsbehandlernes tilgængelighed for borgerne. De har

blandt andet åben telefontid hele dagen, og borgerne kan altid

møde fysisk op. Som en af sagsbehandlerne i kommunen si-

ger, ændrer det dog ikke ved, at de har mange møder og en

del administrativt arbejde, som gør, at de ikke altid kan tage

telefonen. De kan derfor opleve det som et dilemma, at de for-

ventes at være tilgængelige, men at det helt lavpraktisk er

svært:

”Jeg synes, at det er det største dilemma for os, at det ud-

adtil skal virke som om, at vi er tilgængelige fra 8 til 15.30

hver dag, men det er fysisk umuligt at sidde og fordybe sig i

alt det arbejde vi skal lave, og så snakke i telefon samtidig”

(Sagsbehandler)

Sagsbehandlerne i en af kommunerne fremhæver også, at det

er meget forskelligt, hvornår borgerne oplever dem som til-

gængelige. For nogen borgere er det fint at tale sammen hvert

PRØVER AT SIKRE

TILGÆNGELIGHED

halve år, mens andre har behov for at ringe flere gange om

ugen.

Generelt fortæller sagsbehandlerne i interviewkommunerne, at

de bestræber sig på at sikre, at borgerne ved, hvem deres

sagsbehandler er, har deres telefonnummer, og ved, at de al-

tid må ringe. Flere af de interviewede sagsbehandlere gør des-

uden meget ud af at fortælle børn og unge, at de altid kan sige

til deres lærer, forældre, kontaktperson eller andre omkring

dem, hvis de gerne vil tale med sagsbehandleren, og at så vil

de hjælpe dem med at komme i kontakt. En sagsbehandler,

der arbejde med unge, fortæller:

”Ingen går ud af døren uden mit telefonnummer og mail-

adresse. Hvis man tænker på, hvor mange der får oplysnin-

gerne, er der få, der bruger det aktivt. Men så har de det

også om to år, hvis de har brug for det og skal ikke ind og

finde kontaktoplysningerne på hjemmesiden. Det giver bor-

gerne en oplevelse af, at vi er tilgængelige. De kan fx taste

det ind i telefonen, mens man sidder sammen eller tage et

billede af visitkortet.” (Sagsbehandler)

Sagsbehandleren oplever jævnligt at blive ringet op af unge,

som hun ikke har haft kontakt til i noget tid. Det bliver hun

glad for, fordi det vidner om, at de unge beholder hendes tele-

fonnummer og ved, hvor de kan henvende sig – også når de

ikke længere modtager hjælp fra kommunen.

Brug af mobiltelefoner og sms-kontakt

I flere af kommunerne fremhæver de interviewede medarbej-

dere deres mobiltelefoner som et vigtigt redskab i forhold til at

give borgerne mulighed for at komme i kontakt med dem, og

en oplevelse af, at de er tilgængelige.

Flere fortæller fx, at de

har gode erfaringer med at sende en sms til borgere der har

ringet, om, at de ringer tilbage senere:

”Muligheden er, at man skriver, jeg er ophængt i dag, men

jeg ringer i morgen. Det er bare, at man lige giver dem en

lille opdatering. Det kan også være, at vi har aftalt at ringes

ved i denne her uge, og så bliver man syg, eller der kom-

mer noget akut. Der sender man bare lige en besked eller

brev i e-boks. Jeg husker dig, og kontakter dig i næste uge.

Det gør rigtig meget.” (Sagsbehandler)

”Ingen går ud af døren

uden mit telefonnummer

og min mailadresse”

(Sagsbehandler)

Se evt. Datatilsynets vejledninger om transmission af personoplysninger via sms:

https://www.datatilsynet.dk/hvad-siger-reglerne/vejledning/sikkerhed-/transmission-

af-personoplysninger/transmission-af-personoplysninger-via-sms”

DATATILSYNET OM

BRUG AF SMS

Ved brug af sms bør

kommuner være op-

mærksomme på Data-

tilsynets vejledning

om transmission af

personoplysninger via

sms.

Datatilsynet opfordrer

blandt andet til, at

sms’er alene bruges til

at give påmindelser

og korte servicebeske-

der og ikke til reel

sagsbehandling, og at

følsomme og fortrolige

oplysninger tages ud

af sms’er. Datatilsynet

lægger også vægt på,

at dataansvarlige – i

dette tilfælde kommu-

nerne – ikke bør op-

fordre til, at der sen-

des følsomme eller

fortrolige personoplys-

ninger til dem over

usikre forbindelser.

En sagsbehandler fra en af kommunerne fortæller, at hun i for-

hold til forældrene helt lavpraktisk har lavet en aftale med

flere af dem om, at de kan skrive en sms til hende, om at de

gerne vil tale med hende. Herefter skriver hun tilbage med et

forslag til et konkret tidspunkt en af de næste dage, hvor hun

kan ringe dem op. Det oplever hun, at flere forældre er godt

tilfredse med.

Sms’erne bidrager også til at berolige borgere, der kan være

utålmodige efter at få kontakt. Ved at sende en sms om, at de

ringer tilbage, giver sagsbehandlerne borgerne en oplevelse af,

at ”der er nogen i den anden ende”, som en af sagsbehand-

lerne siger.

Sms særligt godt til de unge

I nogle af kommunerne fortæller sagsbehandlerne, at de især

gør brug af sms i kontakten med de unge:

”Altså specielt til børn og unge, der er sms oplagt, fordi så

er de i skole og så kan man ikke lige. Jeg vil hellere ringe til

dem end at sende en indkaldelse til e-boks til en børnesam-

tale. Men det er endnu bedre at sende en sms: ”Kan du

komme og tale med mig den dag?”, og så svarer de, når det

passer ind i skoledagen og fritiden, og de ved også, at de

kan sende en sms.” (Sagsbehandler)

Sagsbehandlerne fortæller, at de også ind i mellem journalise-

rer indholdet af en sms-korrespondance, hvis det er relevant

for sagen.

En sagsbehandler i en anden kommune fortæller, at de ofte

oplever, at de unge selv fortæller, hvordan de har det via sms:

”Jeg oplever nogen gange, at unge sender sms’er, hvor de

skriver: ”Åh, jeg er simpelthen så frustreret over det med

min mor og far gør sådan og sådan”. Det bliver faktisk nem-

mere for dem at fortælle os det over sms. Selvom de kan

ringe, og selvom de er trygge og har tillid til mig, så bliver

det nemmere for dem at give udtryk for deres følelsesmæs-

sige tilstand over sms.” (Sagsbehandler)

Når kommuner modtager og afsender sms’er, bør de være opmærksomme på, om

sms’erne omfattes af journaliseringspligten i offentlighedslovens § 15. Det vil fx være til-

fældet for sms’er, der indeholder oplysninger om en sags faktiske grundlag eller faglige

vurderinger. Sms’er vil dog ofte være så formløse, at de ikke vil være at anse som doku-

menter omfattet af journaliseringspligten. Det gælder eksempelvis sms’er med besked

om, at en person ønsker opringning, eller om bekræftelse af mødetidspunkt. Se evt. Fol-

ketingets Ombudsmands overblik #7 om journaliseringspligten:

https://www.ombuds-

manden.dk/myndighedsguiden/generel_forvaltningsret/journaliseringspligt/#cp-title

SKIFT PGA.

ORGANISERING,

BARSEL,

OPSIGELSER OG

SYGDOM

Sagsbehandlerskift kan ikke undgås

Kommunerne fortæller, at de ikke kan undgå sagsbehandler-

skift. Ind imellem betyder deres organisering, at borgerne fx

skifter sagsbehandler på bestemte tidspunkter i sagsproces-

sen, fordi sagen overgår til et andet team. Derudover sker der

skift i forbindelse med sygdom, barsel og medarbejderudskift-

ning i kommunen.

Kommunerne bestræber sig på at informere borgerne, når der

sker et skift. Enten på det sidste møde, sagsbehandlerne har

med borgerne, eller pr. brev. Nogle sagsbehandlere fortæller,

at de har gode erfaringer med som ny sagsbehandler at ringe

og præsentere sig selv for borgeren. Når skiftet sker pga.

kommunens organisering har nogle sagsbehandlere desuden

gode erfaringer med at afholde et møde, hvor både den hidti-

dige og den nye sagsbehandler deltager. Generelt fremhæver

sagsbehandlerne, at det selvfølgelig er nemmest at sikre en

god overdragelse, når skiftet er planlagt. En sagsbehandler

fortæller om sidste gang, hun selv skulle overlevere en sag til

en anden sagsbehandler:

”Jeg vidste det flere måneder før, og brugte lang tid på at

forberede overleveringen. Vejledte borgerne om, hvad der

skulle ske, hvem de kan tage fat i. I det hele taget sørge for

at give dem en ordentlig vejledning om skiftet. Der var jeg

privilegeret, men ofte er vi ikke det, hvis nogen fx rejser el-

ler bliver syge.” (Sagsbehandler)

De interviewede sagsbehandlere vurderer, at det godt kan fo-

rekomme, at der er unge, der ikke ved, hvem deres sagsbe-

handler er. Nogle af sagsbehandlerne vurderer, at det især kan

ske, når der er mange skift med kort varsel, fx på grund af

sygdom, eller når der i perioder er vikarer på en sag.

KOMMUNERS GODE ERFARINGER

•

Fremskudte sagsbehandlere på skoler og i daginstituti-

oner bidrager i høj grad til, at kommunernes børn- og

familieafdeling kommer i kontakt med børn og unge,

der kan have behov for vejledning og særlig støtte.

Tværfaglige møder med deltagelse af barnet eller den

unge tidligt i et forløb giver mulighed for at give vejled-

ning om kommunens rolle fra start og derigennem

skabe en tryghed hos familien.

•

•

Det er godt givet ud at klæde personalet på almenom-

rådet godt på til at vejlede om børne- og familieafdelin-

gens funktion og mulighederne for støtte. Det under-

støtter, at familierne får god vejledning fra start.

Sms’er kan understøtte en oplevelse hos borgerne af,

at sagsbehandleren er tilgængelig. Hvis en borger rin-

ger på et tidspunkt, hvor sagsbehandleren er utilgæn-

gelig, kan sagsbehandleren fx sende en sms om, at han

vil ringe tilbage, evt. med et forslag til et tidspunkt.

Ved sagsbehandlerskift er det godt – hvis det er muligt

– at afholde et møde med borgerne, hvor både den hid-

tidige og den nye sagsbehandler deltager. Alternativt

kan de nye sagsbehandler ringe til borgerne og præ-

sentere sig selv. Under alle omstændigheder er det vig-

tigt at sikre, at borgerne orienteres, når de får en ny

sagsbehandler.

•

BORGERNES PERSPEKTIV PÅ INDGANGE TIL

VEJLEDNING

Dette afsnit beskriver, hvorfra borgerne modtager vejledning,

og hvordan de oplever sagsbehandlerens tilgængelighed.

Mange andre end sagsbehandleren, der vejleder

Når et barn eller en ung har en sag i en kommune, har myn-

dighedssagsbehandleren i kommunens børn- og ungeafdeling

en nøglerolle i forhold til at sikre, at barnet eller den unge og

forældrene får relevant og tilstrækkelig vejledning. Det er

kommunen som forvaltningsmyndighed, der har ansvar for, at

borgerne får den fornødne vejledning, jf. forvaltningslovens §

7. I forhold til barnet eller den unge og forældrene er det sags-

behandleren, der primært repræsenterer kommunen som for-

valtningsmyndighed.

HVEM DÆKKER

BORGERNES

VEJLEDNINGS-

BEHOV?

Interviewene med unge og forældre tegner et klart billede af,

at de i høj grad modtager vejledning fra andre end sagsbe-

handleren. I forhold til spørgsmålet om, hvordan kommunerne

sikrer, at udsatte børn og unge og deres forældre får den vej-

ledning, de har behov for, er en central pointe dermed, at det

langt fra kun er deres sagsbehandlere, der dækker borgernes

vejledningsbehov. Det er dels kommunen i bredere forstand –

fx i form af en § 54 støtteperson, der er ansat eller bevilget af

kommunen – dels andre fagpersoner og private relationer i

borgernes netværk.

De unge får meget vejledning fra voksne på anbringelsesstedet

De unge, vi har interviewet, er alle anbragt. Flere af dem be-

skriver, at hvis de har behov for vejledning eller har spørgsmål

til sagsbehandleren, vil de som oftest tage fat i en voksen i de-

res nærmiljø – fx en voksen på deres anbringelsessted eller en

forælder.

De voksne i de unges nærmiljø spiller dermed en afgørende

rolle i forhold til at dække de unges vejledningsbehov. For det

første er det i mange tilfælde dem, der giver selve vejlednin-

gen. For det andet er det ofte dem, de unge tager fat i, hvis de

har spørgsmål til sagsbehandleren, for at bede dem bringe

spørgsmålet videre. Dermed er de også afgørende i forhold til

at sikre, at de unge har adgang til vejledning hos sagsbehand-

leren.

FORÆLDRE

For nogle af de unge, vi har interviewet, er forældrene cen-

trale, fx fordi det er dem, der primært varetager kontakten til

sagsbehandleren. For 15-årige Mikkel spiller hans mor fx en

central rolle i forhold til kontakten til sagsbehandleren. Han

mødes med sagsbehandleren hver tredje måned. Hvis han har

spørgsmål imellem møderne, siger han det til sin mor, som så

siger det videre til sagsbehandleren. På samme måde kontak-

ter sagsbehandleren altid moren først, hvis hun har en besked

til Mikkel.

For mange af de unge, vi har talt med, er det særligt de

voksne på anbringelsesstedet, der vejleder, og hjælper dem

med at få adgang til vejledning hos sagsbehandleren.

16-årige Benjamin fortæller, at han på et tidspunkt oplevede,

at sagsbehandleren ønskede at flytte ham fra sit opholdssted,

hvor han er glad for at være. Benjamin læste selv op på lov-

givningen på internettet, og mente ikke, at kommunens be-

grundelse for at ændre anbringelsesstedet var god nok. Det

fortalte han nogen af de voksne på opholdsstedet, som sagde,

at de nok skulle hjælpe med, at han fik lov at blive boende.

Benjamin fortæller, at han generelt har opsøgt meget viden

selv, og derudover fået vejledning af de voksne på anbringel-

sesstedet:

”Mine råd har mest været fra internettet, men jeg har også

virkelig brugt de voksne omkring mig, fordi de har rimelig

godt styr på det. Jeg har haft mange tråde, jeg kunne

trække i. Så jeg har mest brugt dem omkring mig, og hvis

de så ikke har kunnet svare… det sidste har altid været, at

jeg har spurgt min sagsbehandler.” (Benjamin, 16 år)

VOKSNE PÅ

ANBRINGELSES-

STEDET

INTERNETTET

Benjamin er dog glad for at have sin sagsbehandlers direkte

telefonnummer. Særligt fordi han ved, at flere af dem, han bor

sammen med, ikke har deres sagsbehandlers nummer, men

kun kan gå igennem de voksne på anbringelsesstedet:

”Det synes jeg godt at flere kommuner kunne implemen-

tere. Det er rart, at jeg kan skrive til hende privat eller

ringe, hvis der er noget, som jeg ikke gide at snakke med

mit bosted eller min kontaktperson om. Det vil jeg gerne

snakke med min sagsbehandler om, fordi hun måske kan

gøre noget ved det.” (Benjamin, 16 år)

Benjamins eksempel vidner dermed om, at selvom de unge i

høj grad bruger de voksne på anbringelsesstedet er det rart for

dem også at have mulighed for at kunne kontakte sagsbe-

handleren selv.

Et andet eksempel på en ung, der i høj grad bruger de voksne

på anbringelsesstedet til at få vejledning, er Freja. Hendes

fortælling uddybes i eksemplet herunder.

VIL GERNE SELV

KUNNE KONTAKTE

SAGS-

BEHANDLEREN

UDFORDRING FOR UNG: JEG KENDER IKKE MIN

SAGSBEHANDLER RET GODT

Freja på 15 år har været anbragt i fem år på det samme

sted. Freja synes, at det er nemmere at spørge lederen

på sit opholdssted, når hun har spørgsmål eller gerne vil

mødes med sagsbehandleren, end selv at kontakte sags-

behandleren. Det skyldes blandt andet, at hun ikke ken-

der sagsbehandleren ret godt:

”Jeg har [sagsbehandlerens] arbejdsnummer, så jeg

kan godt skrive til hende, hvis der er et eller andet

vigtigt, eller ringe. Jeg kan bedst lide, at det er en af

de voksne eller lederen der arrangerer mødet, fordi

jeg synes det er bare sådan lidt nemmere. (…) Jeg har

jo heller ikke haft hende i særlig lang tid, så det er jo

sådan mest fordi jeg egentlig ikke rigtig kender hende

så meget, og egentlig er jeg sådan lidt genert nogen

gange.”

Freja har aldrig selv ringet eller skrevet til sin sagsbe-

handler. Hun kan dog godt finde på at have et spørgsmål

med til sagsbehandleren, når de skal mødes. Fx vil hun

på deres næste møde spørge, om hun kan få lov at

komme på ferie med sine forældre. Hun kan generelt

godt lide møderne, som hun fortæller bliver afholdt

mindst hvert halve år, fordi hun ser det som en mulighed

for at få svar på nogle spørgsmål. Ind i mellem siger

sagsbehandleren, at hun er nødt til lige at undersøge det

og tale med sin leder, og derefter giver Frejas kontakt-

pædagog på anbringelsesstedet besked. Det skete fx da

Freja spurgte om muligheden for at komme på efter-

skole. Lidt tid efter fortalte hendes kontaktpædagog

hende, at hun godt kunne komme på efterskole.

Det var fint for Freja at få besked gennem kontaktpæda-

gogen, selvom hun havde foretrukket, at sagsbehandle-

ren også ringede og fortalte hende det selv.

Eksemplet er anonymiseret

Kapitel 5 indeholder eksempler på, hvorfra de unge har fået

vejledning om konkrete forhold.

Forældrene får meget vejledning fra deres § 54-støtteperson

Forældre, hvis barn bliver anbragt har ret til en støtteperson i

forbindelse med anbringelsen. Støttepersonen er et tilbud til

forældrene.

STØTTEPERSON EFTER SERVICELOVEN § 54

Kommunalbestyrelsen skal tilbyde forældremyndighedens

indehaver en støtteperson i forbindelse med barnets eller

den unges anbringelse uden for hjemmet, jf. § 52, stk. 3,

nr. 7, eller § 14 i lov om bekæmpelse af ungdomskrimi-

nalitet.

Stort set alle de forældre, vi har talt med, har en støtteperson

efter § 54. For flere af dem spiller støttepersonen en central

rolle i forhold til at få vejledning. Støttepersonen er bevilget af

kommunen, men for mange af forældrenes vedkommende er

støtteperson ikke en medarbejder fra kommunen (uddybes i

kapitel 5 om vejledningens indhold).

Derudover er der flere af forældrene, der fortæller, at de har

fået viden om deres rettigheder, sagens forløb og støttemulig-

heder ved selv at søge på internettet, gennem organisationer

og deres private netværk, fx i form af familierelationer, der

selv har været anbragt, eller på anden vis har personlige erfa-

ringer med området.

Flere husker ikke den første kontakt med kommunen

For flere af de børn og unge og forældre, vi har interviewet,

ligger den første kontakt med kommunens børn- og ungeafde-

ling en del år tilbage. De har derfor svært ved at huske, hvor-

dan kontakten i første omgang blev etableret. Derfor har vi

kun ganske få beskrivelser af den første kontakt fra et borger-

perspektiv.

Flere af de unge fortæller, at det ikke var dem selv, der tog

kontakt til kommunen, men at de er usikre på, om det var de-

res lærer, deres forældre eller andre, der tog kontakt. Enkelte

af dem mindes svagt den første kontakt.

16-årige Laura beskriver fx, hvordan hun og hendes familie fik

besøg af en sagsbehandler fra kommunen, fordi Laura ikke

havde været i skole i et stykke tid og ikke havde det godt. Det

var Lauras forældre, der havde kontaktet kommunen for at

bede dem vurdere, om Laura kunne have behov for særlig

støtte. Herefter fulgte en lang proces, hvor forældrene ifølge

Laura kæmpede for at overbevise kommunen om, at Laura

havde brug for hjælp.

Nogle af forældrene beskriver, at de selv – ligesom Lauras for-

ældre – tog kontakt til kommunens børn- og ungeafdeling for

at bede om hjælp til deres barn. For alle disse forældre var det

klart, hvor de skulle henvende sig, hvilket for en del af dem

skyldtes, at de tidligere havde været i kontakt med afdelingen.

De fortæller, at de enten ringede til afdelingen eller mødte fy-

sisk op. De beskriver dog andre udfordringer i forbindelse med

den første kontakt.

Fx fortæller Camilla, hvis 15-årige datter er anbragt, at hun

oplevede, at kommunen ikke ville hjælpe hende, da hun bad

om hjælp:

”Jeg tog selv kontakt til kommunen og bad om hjælp, fordi

jeg kunne se, at det var ved at gå i en forkert retning for

min datter, og jeg blev bare mødt med, at jeg skulle tag an-

svar som forælder.” (Camilla, mor til 15-årig der er an-

bragt)

Camilla fortæller, at datteren efter noget tid fik en kontaktper-

son, men at det ikke gjorde nogen forskel. Hun bad derfor

kommunen om yderligere hjælp, men uden held. Først da Ca-

milla ”smed hende ud hjemmefra” fandt kommunen et op-

holdssted til hende.

Louise, hvis datter blev anbragt som spæd, fortæller, at hun

under graviditeten bad sin læge om råd. Herefter sendte lægen

en underretning til kommunens børn- og ungeafdeling, uden at

VIDSTE, HVOR DE

SKULLE

HENVENDE SIG

Louise vidste det. Louise er dermed et eksempel på en foræl-

der, hvis første kontakt med kommunens børn- og ungeafde-

ling fandt sted på baggrund af en underretning.

Unge og forældres oplevelse af sagsbehandlerens til-

gængelighed

De interviewede unge og forældre har blandede erfaringer med

deres sagsbehandlers tilgængelighed.

En del af de unge fortæller, at de ikke kender deres sags-

behandler ret godt, og kun sjældent er i kontakt med vedkom-

mende imellem møder. De kan derfor ikke udtale sig om sags-

behandlerens tilgængelighed. Det er dog værd at bemærke, at

de ikke tænker på sagsbehandleren som en, de selv kan kon-

takte imellem møderne, hvis de har spørgsmål. Her vil de som

oftest gå til de voksne i deres nærmiljø, som så eventuelt kan

bringe deres spørgsmål videre til sagsbehandleren. Det tyder

på, at disse unge ikke har oplevelse af, at sagsbehandleren sti-

ler sig til rådighed imellem møderne.

Gode erfaringer med kontakten til sagsbehandleren og dennes

tilgængelighed

Blandt de unge, der kender deres sagsbehandler og ind i mel-

lem selv tager kontakt til sagsbehandleren, er der nogen, der

oplever en god tilgængelighed. De voksne på anbringelsesste-

det spiller dog også for disse unge en vigtig rolle i forhold til at

sikre dem adgang til vejledning.

Astrid er 14 år og en af dem, der har hyppig kontakt med sin

sagsbehandler og oplever sagsbehandleren som meget tilgæn-

gelig. Astrid har sagsbehandlerens telefonnummer og møder

med sagsbehandleren ca. en gang om måneden. Astrids ople-

velse af sagsbehandlerens tilgængelighed hænger dermed

også sammen med, at de mødes ofte. De har både opfølg-

ningsmøder, hvor Astrids kontaktperson fra anbringelsesstedet

også er med, og ”børnemøder”, hvor det kun er Astrid og

sagsbehandleren, og hvor dagsordenen er mere fri. Astrid kan

bedst lide at tale med sagsbehandleren ansigt til ansigt, og har

kun ringet til sagsbehandleren nogle få gange. Hun er glad for

også at have en kontaktperson på sit anbringelsessted, som

kan hjælpe med ”de små ting i hverdagen” og som ofte hjæl-

per med at bringe Astrids spørgsmål videre til sagsbehandle-

ren.

15-årige Maja oplever, ligesom Astrid, generelt at få den viden

hun har brug for, og kunne få svar på de spørgsmål hun har.

For Maja sker det i et samspil imellem de voksne på anbringel-

sesstedet og hendes sagsbehandler:

NOGLE HAR IKKE

BEHOV FOR

KONTAKT TIL

SAGS-

BEHANDLEREN

”Jeg har sagsbehandlerens nummer. Og jeg har skrevet til

hende en gang, om vi kunne holde et møde, fordi jeg gerne

ville vide, hvad der skete. Så skriver hun, at det kan vi sag-

tens, og hun vil lige aftale med opholdsstedet, hvornår det

vil passe bedst. (…) I starten ringede hun også ind i mellem

for at høre, hvordan det gik, og så har vi holdt et par møder

på opholdsstedet. (…) For det meste, hvis jeg har været i

tvivl om noget eller har haft nogen spørgsmål, så har jeg

snakket med de voksne fra opholdsstedet om det, og når vi

så sidder til de her møder, så siger de det eller minder mig

lige om det.” (Maja, 15 år)

Et tredje eksempel er Amalie. Eksemplet uddybes i boksen

herunder.

GOD ERFARING FRA UNG: LØBENDE KONTAKT MED

SAGSBEHANDLER AFHÆNGIGT AF BEHOV

Amalie på 17 år fortæller, at hun er glad for sin nuvæ-

rende sagsbehandler, blandt andet fordi sagsbehandleren

er tilgængelig og nærværende:

”Hun har flere gange sagt, at jeg kan tage kontakt til

hende, når det passer mig. Hun er meget mere nær-

værende til forskel fra den sidste. Hun siger, at hun

også kommer til at følge mig efter, at jeg bliver 18,

hvilket jeg er meget begejstret for, fordi jeg ikke er

super glad for skift og konstante ændringer og alt det

der (…) Så det skaber en tryghed.”

Amalie har aldrig selv kontaktet sin sagsbehandler imel-

lem deres møder, men fortæller, at sagsbehandleren no-

gen gange ringer til hende. Det synes hun er rart:

”Nogen gange har jeg fået opkald fra sagsbehandle-

ren. Så har det været sådan med at tale om, hvordan

det er gået derhjemme, eller hvis der er et møde

snart, så vil min sagsbehandler lige ringe og spørge,

hvordan står tingene til (…) Det kan nogen gange

være lidt rart, fordi jeg ikke har så meget kontakt med

min sagsbehandler hver dag, så kan det være rart at

blive mindet om, at de er der for at hjælpe, og at man

også kan hive fat i dem.”

Ved at ringe til Amalie gør sagsbehandleren Amalie op-

mærksom på, at hun er tilgængelig, hvis Amalie har

spørgsmål eller på anden vis brug for vejledning. Amalie

fortæller, at det varierer, hvor ofte sagsbehandleren kon-

takter hende, afhængigt af behovet for det:

”Jeg er blevet tilbudt, at vi kunne have sådan nogle

ugentlige opkald. Men det har jeg så sagt nej til, fordi

jeg følte, at det vil blive lidt for meget i forhold til mit

skema, og hvad jeg lige nu har, som er lidt presset.”

I perioder har Amalie og sagsbehandleren også sms’et

sammen. Det satte Amalie stor pris på, særligt i perioden

op til, at hun skulle anbringes, og hvor hun ventede på

afklaring i forhold til, hvor hun skulle bo. Den seneste tid

har Amalie ikke haft behov for den tætte kontakt til sags-

behandleren.

Eksemplet er anonymiseret

VIGTIGT AT

SAGS-

BEHANDLEREN

VENDER TILBAGE

Flere af forældrene beskriver ligesom disse unge, at de – til

trods for andre udfordringer i samarbejdet – oplever, at sags-

behandleren er tilgængelig. En del fremhæver, at det er vigtigt

for dem, at sagsbehandleren vender tilbage, når de har forsøgt

at ringe forgæves.

Fx oplever Mette generelt, at hun kan få fat i sagsbehandleren

eller alternativt dennes leder:

”Hun ringer ikke altid tilbage samme dag, men så går der et

par dage. Men jeg ved godt, hvordan jeg skal få fat i tin-

gene, hvis det er helt oppe at køre. Men jeg har så også

nummer til afdelingslederen og til teamlederen, hvis der er

noget, der er akut. Og til den anden skriver jeg normalt, og

så ringer hun til mig engang imellem. Jeg vil ikke sige, at

jeg har svært ved at få fat i dem.” (Mette, mor til to an-

bragte børn)

Hans og hans kone er tilfredse med samarbejdet med deres

nuværende sagsbehandler, herunder hendes tilgængelighed.

De oplever, at sagsbehandleren har travlt, og derfor ind i mel-

lem håndterer deres spørgsmål langsommere, end de kunne

ønske sig. Men Hans og sagsbehandleren har lavet en aftale,

om, hvad Hans skal gøre, hvis han vil i kontakt med hende.

Denne aftale fungerer godt for Hans:

"Hun har jo lidt travlt. Så jeg er begyndt at skrive til hende:

Jeg har nogle ting jeg gerne vil snakke med dig om. Vil du

give mig et kald en dag? Så kommer der en sms en halv

dag senere: Jeg kan ringe i overmorgen kl. 15, passer det

dig? Fint. Så skriver hun sådan et telefonmøde i kalenderen"

(Hans, far til 3-årig, der er anbragt)

Han fremhæver også, at sagsbehandleren er fleksibel i forhold

til, hvordan kontakten skal foregå. Hans’ kone har nogle psyki-

ske vanskeligheder, der gør, at hun har det bedst med at kom-

munikere med sagsbehandleren over sms. Det er sagsbehand-

leren også åben over for:

”Det er [sagsbehandleren] helt med på, at gøre det på den

måde. Og det synes jeg dælme er en god ting. I stedet for

at sige, at vi lukker hende af, fordi vi skal tale i telefon eller

have det på mail." (Hans, far til 3-årig, der er anbragt)

Udfordringer med tilgængelighed og kontakt

Der er også unge, der oplever, at det er svært at få kontakt til

deres sagsbehandler, og at det betyder, at de ikke altid kan få

svar på deres spørgsmål eller få den viden, de har brug for.

Som flere af de andre har de voksne omkring sig, der forsøger

at hjælpe dem med at få svar på deres spørgsmål, men for

disse unge er det ikke tilstrækkeligt.

Et eksempel på dette er Clara, hvis fortælling uddybes i boksen

herunder.

UDFORDRING FOR UNG: MIN SAGSBEHANDLER

VENDER IKKE TILBAGE PÅ MINE HENVENDELSER

Clara er 17 år og har boet på sit nuværende opholdssted

i ca. et år. Inden da har hun boet på to andre opholds-

steder.

Clara har aldrig haft et godt samarbejde med sin sagsbe-

handler, hvilket hun er ked af. Hun har længe haft en op-

levelse af, at hendes sagsbehandler ikke lytter til hende,

og fortæller, at hun ofte ikke får svar på sine henvendel-

ser til sagsbehandleren. Hun fortæller blandt andet, at

hun ind i mellem kan være vred og frustreret, og at sær-

ligt, da hun var yngre kunne hun godt finde på at skrive

nogle ”grimme ting” til sagsbehandleren. Sagsbehandle-

ren vendte aldrig tilbage på sådanne beskeder, men se-

nere kunne Clara se i forbindelse med en aktindsigt, at

sagsbehandleren havde modtaget og journaliseret hen-

Bemærk Datatilsynets vejledning om, at dataansvarlige – i dette tilfælde kommunen

- ikke bør opfordre til, at der sendes følsomme eller fortrolige personoplysninger til

dem over usikre forbindelser:

https://www.datatilsynet.dk/presse-og-nyheder/ny-

hedsarkiv/2020/okt/maa-man-opfordre-borgere-til-at-bruge-en-ukrypteret-forbin-

delse

des beskeder. For Clara vidner det om, at sagsbehandle-

ren ikke gad at svare hende, og det undrer Clara, at

sagsbehandleren ikke ringede til hende og spurgte, om

hun var okay. Hun har haft forskellige sagsbehandlere,

og har kontinuerligt oplevet, at hun enten ikke kunne få

fat i dem, eller at de ikke vendte tilbage på hendes hen-

vendelser.

Clara oplever, at det er ledelsen på opholdsstedet, der

hjælper hende med alt, og giver hende svar på alle

spørgsmål. Hun ville gerne have et bedre samarbejde

med sin sagsbehandler, og for hende ville det betyde me-

get, hvis sagsbehandleren ind imellem kontaktede

hende:

”At hun bare ringer nogle gange og spørger, hvordan

det går, altså at hun laver en opfølgning. Jeg føler

ikke, at det er reelt, at det er mig der skal kontakte

min sagsbehandler for at få fat på hende. Jeg føler, at

det er hende der skal bekymre sig om, hvordan hen-

des unge har det. Det føler jeg, at hun godt kunne

have været bedre til. Jeg føler, at der har været nul

samarbejde. Det er jeg faktisk rigtig ked af.”

Eksemplet er anonymiseret

HAR IKKE SAGS-

BEHANDLERENS

TELEFONNUMMER

ELLER MAIL

Emilie på 17 år er også en af dem, der er frustreret over ikke

at kunne komme i kontakt med sin sagsbehandler. Hun ved

ikke, hvad hun skal gøre, hvis hun har spørgsmål til sagsbe-

handleren, da hun ikke har sagsbehandlerens mailadresse eller

telefonnummer. Hun fortæller, at hun kan tage fat i sin fars

kone, som så kan skrive til sagsbehandleren. Hun ville dog

gerne have mulighed for selv at kunne kontakte sagsbehandle-

ren. Da vi talte med Emilie, var hun utålmodig efter en afkla-

ring i forhold til sin skolesituation efter sommerferien, og ville

gerne have mulighed for at kontakte sagsbehandleren og

spørge, om der var noget nyt.

Enkelte af forældrene oplever også, at det kan være svært at

få fat i deres sagsbehandler, og at der kan gå meget lang tid,

før sagsbehandleren vender tilbage med afklaring eller svar på

deres henvendelse.

Fx fortæller Jesper:

”Jeg

ventede 3 uger på svar sidst jeg sendte end mail. Jeg

sender mails, for det kan ikke hjælpe, at jeg ringer. Der er

tit optaget. Og så skal man ringe der mellem 8 og 9 om

morgenen, og det kan jeg ikke hvis jeg er på arbejde. Men

jeg har prøvet, hvor hun så siger, at hun ringer tilbage se-

nere, men det sker sjældent.” (Jesper, far til 16-årig, der er

anbragt)

Jesper oplever, at det varierer meget, hvor svært det er at

komme i kontakt med sagsbehandleren, og at det blandt andet

afhænger af, hvor mange møder sagsbehandleren har en given

dag. Han har forståelse for, at sagsbehandlerne har travlt,

men er frustreret over at skulle vente. Han oplever ofte, at der

ikke er tid nok på møder med sagsbehandleren til at tale sam-

men. Så får han at vide, at han skal sende en mail, så vil de

vende tilbage. Det fungerer ok, men igen oplever Jesper, at

han ofte skal vente længe på et svar.

En anden forælder, Peter, fortæller, at han flere gange har

sendt breve og e-mails til deres sagsbehandler. Han får en

kvittering for, at de er modtaget, men Peter oplever ikke at få

svar eller nogen forklaringer.

Forskelligt, hvor påvirkede de unge er af sagsbehandlerskift

Interviewene med både unge og forældre vidner om, at mange

skift i sagsbehandlere – som borgerne vel at mærke ikke selv

har ønsket – kan være en udfordring i forhold til at sikre god

vejledning. Dels udfordrer det relationen og samarbejdet imel-

lem de unge eller forældrene og sagsbehandleren. Dels kan

det gøre det sværere at få adgang til vejledning, hvis man på

grund af mange skift ikke kender sin sagsbehandler eller ved,

hvem der er ens sagsbehandler.

Blandt de unge, vi har talt med, er det meget forskelligt, hvor

påvirkede de har været af skiftene i sagsbehandler.

Nogen af de unge fortæller, at de har oplevet mange sagsbe-

handlerskift, men at det ikke har været svært for dem, fordi de

alligevel ikke kender deres sagsbehandler ret godt. Det gælder

fx Christian på 15 år, der fortæller, at han har mødt sin sags-

behandler nogle få gange, og hver gang var det en ny. Han har

også haft en sagsbehandler, som han aldrig nåede at møde.

Han mener, at han har haft tre eller fire forskellige sagsbe-

handlere. Når han har skiftet sagsbehandler, har det været

hans forældre, der har fortalt ham det. Det har dog ikke været

svært for ham at skifte, fordi han alligevel ikke har kendt no-

gen af dem ret godt.

Andre af de unge har været meget påvirket af de mange skift i

sagsbehandlere. Fx fortæller Emilie, at hun hver gang har op-

levet det som et svigt, når hun fik en ny, og at det har påvirket

hende tillid til dem:

SAGSBEHANDLER-

SKIFT KAN

UDFORDRE

RELATIONEN

”Man føler sig svigtet, jeg følte mig i hvert fald svigtet af

mine sagsbehandlere. Fordi de ikke hjalp. Så sagde de, vi

skal nok hjælpe dig, så fik jeg en ny sagsbehandler. Så jeg

stolede ikke, jeg stoler ikke på mine sagsbehandlere.” (Emi-

lie, 17 år)

For forældrene kan skiftene skade samarbejdet

Flere af forældrene fremhæver ligesom de unge, at de har op-

levet mange skift i sagsbehandlere. For mange af dem har det

bidraget negativt til et samarbejde med kommunen, der i for-

vejen ikke er godt. Fx fortæller Anette, at de maksimalt haf

haft den samme sagsbehandler et år af gangen:

”Der går ca. mellem et halv år eller et år, og man får det

ikke at vide. Så er det først, når man henvender sig der-

nede, hvor de siger: Hun er væk, du har nu hende her (…)

Hver gang jeg får en ny sagsbehandler, så sidder vi og for-

ventningsafstemmer, for de er godt klar over, at tilliden fra

vores side bliver mindre og mindre. Hvis man hele tiden

skal starte forfra med en ny, så bruger man et par måneder

på at hun/han kommer ordentlig ind i sagen, og så går der

et par måneder mere, og så kommer der en ny. Vi forvent-

ningsafstemmer rigtig meget.” (Anette, mor til 17-årig, der

er anbragt)

Der er dog også forældre, der fortæller, at de har et bedre

samarbejde med deres nuværende sagsbehandler end med de

tidligere. For disse forældre har skiftet dermed bidraget posi-

tivt til samarbejdet med kommunen.

UNGE OG FORÆLDRES GODE ERFARINGER OG ØN-

SKER

•

Voksne i de unges nærmiljø spiller en vigtig rolle i for-

hold til at sikre de unge adgang til den vejledning, de

har behov for. De voksne kan både selv give vejledning

og fungere som mellemled ved at bringe de unges

spørgsmål videre til sagsbehandleren.

Det er rart for de unge at kunne få vejledning af de

voksne i nærmiljøet. Det er dog samtidig vigtigt for de

unge at have deres sagsbehandlers telefonnummer og

have mulighed for selv at kunne tage kontakt, hvis de

ønsker det.

For flere af forældrene spiller deres støtteperson efter §

54 en afgørende rolle i forhold til at sikre, at de får re-

levant vejledning. Dette bekræftes af de foreninger, vi

•

har talt med, som repræsenterer forældre til anbragte

børn og unge.

•

Både de unge og forældrene fremhæver det som posi-

tivt, når sagsbehandleren vender hurtigt tilbage på de-

res henvendelser. Gerne med en sms om, at han ringer

tilbage senere. En forening, der repræsenterer foræl-

drene, fremhæver, at mange forældre oplever, at sags-

behandleren ikke vender tilbage på deres henvendelser.

Når sagsbehandleren selv kontakter de unge – enten

for at give en besked eller for at følge op på, hvordan

det går –kan det give de unge en oplevelse af, at sags-

behandleren stiller sig til rådighed, og dermed øge de

unges oplevelse af, at sagsbehandleren er tilgængelig.

En forening, der repræsenterer forældrene, vurderer, at

dette også gælder for mange af dem.

•

KAPITEL 4

Rammer for vejledningen

Dette kapitel handler om rammerne for kommunernes vejled-

ning til børn og unge i udsatte positioner og deres forældre.

Rammerne for vejledningen er afgørende i forhold til at sikre,

at vejledningen er tilpasset borgerens situation og forudsæt-

ninger, så borgerne kan modtage og forstå vejledningen.

Kapitlet belyser

•

hvor og hvordan vejledningen foregår

hvordan kommunerne arbejder med at tilpasse vejledningen

til borgernes situation og forudsætninger og gøre den forstå-

elig.

borgernes oplevelse af, om vejledningen er tilpasset deres si-

tuation og forudsætninger, og hvad der kan bidrage til at un-

derstøtte det.

KAPITLETS HOVEDPOINTER

Kommunernes beskrivelser af rammer for vejledningen:

•

Det kan være udfordrende for kommunerne at give vej-

ledning, der når omkring alle relevante forhold, og

samtidig er tilpasset borgerens situation og forudsæt-

ninger. De ser sig derfor ofte nødsaget til at prioritere

og sprede vejledningen ud over flere gange.

Kommunerne fortæller, at vejledningen primært foregår

på møder. Den kan dog også ske telefonisk og skriftligt.

Det afhænger af situationen, indholdet i vejledningen

og borgernes forudsætninger.

For at tilpasse vejledningen til borgerens situation og

forudsætninger, og sikre sig, at den er forståelig for

borgerne, gør kommunerne blandt andet brug af genta-

gelser, opfølgning og forskellige redskaber til at under-

støtte vejledningen visuelt – fx tavler og tegninger. De

er desuden meget optaget af at tilpasse deres sprog til

borgeren.

Nogle af kommunerne har gode erfaringer med at sup-

plere den mundtlige vejledning med skriftlig vejledning

fx i form af mødereferater og pjecer.

•

Borgernes beskrivelser af rammer for vejledningen:

•

De unge fortæller, at de primært modtager vejledning

fra sagsbehandleren på møder. Forældrene modtager

vejledning fra sagsbehandleren på mange forskellige

måder.

De unge og forældrene oplever overvejende, at deres

sagsbehandler taler et let forståeligt sprog. Fra deres

perspektiv er den primære udfordring ikke, at de ikke

forstår, hvad sagsbehandleren siger – men at de savner

vejledning om en række forhold. Det kan skyldes, at de

ikke har fået vejledning om disse forhold. Men det kan

også skyldes, at sagsbehandleren ikke har formået at

gøre vejledningen forståelig og tilpasse den til deres si-

tuation og forudsætninger.

Nogle unge og forældre har gode erfaringer med, at

kommunen bruger fx tavler til at understøtte vejlednin-

gen og med at modtage referater fra møder som skrift-

ligt supplement til den mundtlige vejledning.

Særligt forældrene efterspørger dog mere og bedre

skriftlig vejledning, fx om processen og deres rettighe-

der som forældre til et anbragt barn. Det er vigtigt for

dem at kunne tilgå vejledningen på et tidspunkt, hvor

de er klar til det – frem for fx at modtage den samtidig

med, at de får at vide, at deres barn skal anbringes.

•

KOMMUNERNES PERSPEKTIV PÅ RAMMER FOR

VEJLEDNINGEN

Denne første del af kapitlet handler om kommunernes per-

spektiv. Det vil sige, hvad kommunerne fortæller om de prakti-

ske rammer for vejledningen, og om, hvad de gør for at til-

passe vejledningen til borgernes situation og forudsætninger.

Udfordring at vejlede om alle forhold og samtidig til-

passe vejledningen til borgeren

Grundlæggende beskriver kommunerne, at det kan være ud-

fordrende at give vejledning, der når omkring alle relevante

forhold, og samtidig er tilpasset borgerens situation og forud-

sætninger.

GOD VEJLEDNING

KRÆVER

FLEKSIBILITET

God vejledning forudsætter ifølge sagsbehandlerne i interview-

kommunerne, at de er fleksible, lyttende og har fokus på de

forhold, borgeren selv bringer op. Det kan betyde, at de ikke

altid kan nå omkring alle de forhold, de selv gerne ville vejlede

om ved et givent møde. Som en sagsbehandler fremhæver er

kunsten derfor at have overblik over, hvad man har fået vej-

ledt om, og hvad man skal huske at tage op næste gang eller

eventuelt ringe og informere forældrene om. Sagsbehandlerne

lægger dog ikke skjul på, at det er en krævende opgave altid

at få givet relevant og tilstrækkelig vejledning – og at det også

er en opgave, de ikke altid lykkes med. En anden sagsbehand-

ler i samme kommune siger:

”Vi ser det som en del af vores vejledningspligt at fange

vejledningsbehov, der kommer frem i den enkelte samtale.

Men det er også det, der er det svære. Det er der, vi kan

overse noget, vi kan være for trætte, det kan være det for-

kerte match imellem os og borgeren. Men det er også det,

der kan give den helt rigtige gode oplevelse både for os, og

for dem der sidder over for os. Fordi vi følger med og tilpas-

ser”. (Sagsbehandler)

I mange tilfælde oplever kommunerne derfor, at det er nød-

vendigt – som det også fremgår af eksemplet herover –

at prioritere i vejledningens indhold, og at sprede vejledningen

ud, så borgerne ikke får al information på én gang.

”Det er begrænset, hvor meget man kan præsentere et barn

for”

I forhold til børn og unge fremhæver en sagsbehandler, at det

er begrænset, hvor meget vejledning man kan give et barn el-

ler en ung på én gang:

”Der er begrænsninger for, hvor meget kan man præsen-

tere et barn for, hvor meget kan et barn tage ind. Nogen

gange ender man med at få den der samtale, hvor barnet

siger: ”Det ved jeg ikke”, ”det kan jeg ikke huske”, ”det

ved jeg ikke”. Og så skal man måske bare konstatere, at så

bliver samtalen kort, og så kan man, hvis man har mulighed

for det, tage en opfølgende samtale inden for kort tid”

(Sagsbehandler)

Sagsbehandleren har gode erfaringer med at holde flere, kor-

tere møder med børn og unge. Hun understreger dog samtidig,

at det ikke er en god løsning for alle børn og unge - fx ikke for

dem, der er trætte af at tale med kommunen.

En sagsbehandler i en anden kommune fortæller tilsvarende,

at hun oplever, at det er meget forskelligt, hvad børnenes be-

hov er, første gang de mødes. Hun vil altid vejlede om ”hvad vi

sidder her for”, som hun siger, men derudover kan samtalerne

udfolde sig meget forskelligt:

”Vi hører dem selvfølgelig, hvordan de har det, og hvad de

går og kæmper med. Selvfølgelig vejleder jeg dem i, hvem

” Der kan være mange

ting, der gør, at vi ikke

får det frem, vi skal”

(Sagsbehandler)

jeg er, hvad jeg laver, men nogle gange så lytter vi jo også

bare meget til de unge, og prøver at finde ud af, hvordan vi

kan hjælpe dem bedst. (…) Det er meget forskelligt. Det af-

hænger af samtalen og barnets modenhed og fornemmelser

for dem. Men selvfølgelig fortæller vi dem, hvad vi sidder

her for. Og jeg fortæller også altid til en afslutning, hvad

der skal ske efterfølgende.” (Sagsbehandler)

Prioriterer at imødekomme forældrene

I forhold til forældrene fortæller nogle af sagsbehandlerne på

samme måde, at ind i mellem de ser sig nødsaget til at priori-

tere at imødekomme forældrene, frem for at insistere på at

vejlede om alle relevante forhold med det samme. En sagsbe-

handler fortæller:

” Det er jo vigtigt for os at få fortalt dem om deres rettighe-

der, men det er ikke altid det, der er det vigtigste. De kom-

mer ikke til at føle sig mere mødt ved, at vi sidder og for-

tæller dem om alle deres rettigheder. Det er mere, at vi

møder dem i ting, som de selv føler er en udfordring, om at

rumme og være i det, der er skidesvært for dem at accep-

tere. Altså nu er der nogen, der trækker noget ned over ho-

vedet på dem, som de faktisk ikke har lyst til. Det er mere

det, man skal være i.” (Sagsbehandler)

Som beskrevet i kapitel 2 hænger vejledning, samarbejde og

inddragelse af borgerne uløseligt sammen. Det kræver en form

for relation og en eller anden grad af samarbejde at kunne

give og modtage vejledning – og jo bedre relationen og samar-

bejdet er, desto bedre kan vejledningen blive.

Derfor er det en central udfordring for kommunerne, hvordan

de i en vejledningssituation skal prioritere imellem at vejlede

om alle relevante forhold, og arbejdet med relationen til borge-

ren. Og derfor er det relevant at overveje, hvordan og hvornår

vejledningen gives.

De praktiske rammer

I forhold til, hvor og hvordan vejledning gives, fortæller kom-

munerne, at det afhænger af situationen, indholdet og borger-

nes forudsætninger. Meget vejledning kan gives telefonisk,

men der er også vejledning, som de som udgangspunkt altid

vil give ved et fysisk møde. De fremhæver, at der kan være

fordele ved begge dele.

Afhænger af situationen, indholdet og borgernes forudsætnin-

ger

Kommunerne fortæller, at vejledningen kan gives på mange

forskellige måder. Det kan fx være ved fysiske møder, tele-

fonisk, virtuelle møder, over SMS eller skriftligt. Hvordan det

” Det er jo vigtigt for os

at få fortalt dem om de-

res rettigheder, men det

er ikke altid det, der er

det vigtigste” (Sagsbe-

handler)

MØDER,

TELEFONISK, SMS

ELLER BREV

foregår, afhænger af situationen, relationen til borgeren, bor-

gerens forudsætninger, og indholdet af den vejledning, de skal

give.

En sagsbehandler i en af kommunerne fortæller, at de gerne

vil holde flest mulige fysiske møder med børn, unge og foræl-

dre, blandt andet for at etablere en relation. Der er dog også

vejledning, de som udgangspunkt godt kan give telefonisk. Det

afhænger meget af borgerens forudsætninger, herunder, hvor

godt de taler og forstår dansk:

”Hvis det er mindre ting, og hvis man ved, at det er foræl-

dre, der taler og forstår dansk, og, sådan generelt, så er der

egentlig flere ting man kan gøre over telefon. Jeg skulle for

eksempel partshøre en mor her den anden dag i forhold til

en børnefaglig undersøgelse, som jeg vidste, at hun ville

være med på, og ville være enig i. Så det gjorde jeg over

telefonen, fordi det var rimelig hurtigt og gøre. Der var ikke

nogen grund til, at hun skulle komme op til os bare for det.

Andre gange, når jeg fx har en familie, der ikke taler så

godt dansk, så gør vi det fysisk hver gang der er bare den

mindste ting, og vi gør det med tolk. Fordi vi skal være

sikre på, at de forstår.” (Sagsbehandler)

Nogle af kommunerne fremhæver, at den indledende vejled-

ning om, hvor borgerne skal henvende sig, som oftest bliver

givet telefonisk. Derudover vil de ofte give ”gentagelsesvej-

ledning” telefonisk. Dvs. vejledning, der er blevet givet én

gang på et fysisk møde, men som borgerne skal have igen –

enten fordi kommunen vurderer det, eller fordi borgeren selv

efterspørger det. En sagsbehandler fortæller:

”Man kunne godt have den første snak omkring anbringelse,

tale om, om det skal være med eller uden samtykke og ret-

tigheder i den forbindelse, måske også støtteperson og de

forskellige muligheder. Have den snak ansigt til ansigt som

det første. Og så have de her gentagelser telefonisk. Det er

ofte det, der sker.” (Sagsbehandler)

Betydningen af et fysisk møde

Når sagsbehandlerne skal give børn, unge eller forældre be-

sked om en afgørelse og give vejledning i den forbindelse for-

tæller flere, at de som udgangspunkt gerne vil mødes fysisk.

Det gælder især i de tilfælde, hvor de forventer, at borgeren vil

være utilfreds med afgørelsen. Hvis de omvendt ved, at borge-

ren vil blive glad for afgørelsen, kan de dog godt finde på at

give beskeden telefonisk.

”GENTAGELSES-

VEJLEDNING”

Sagsbehandlerne fremhæver generelt, at det fysiske møde gi-

ver dem bedre mulighed for at aflæse borgerne og sikre sig, at

de har forstået vejledningen. En sagsbehandler siger:

”Jeg har flere forældre, der kognitivt er meget dårlige. Jeg

skal kunne se dem i øjnene for at se, om der er noget, de

har brug for at vide, og for at fornemme, om de har for-

stået, hvad jeg har forklaret. Eller om de bare siger: ”Ja

ja”.” (Sagsbehandler)

Nogle af sagsbehandlerne fortæller, at de lægger vægt på at

holde fysiske møder i komplicerede sager – blandt andet for at

understøtte samarbejdet.

En af sagsbehandlerne understreger, at det fysiske møde kan

være afgørende i forhold til at ”aflæse de unge” rigtigt og der-

med få spurgt ind til de rigtige ting, og givet den rigtige vejled-

ning. Hun har særligt gode erfaringer med fysiske møder, der

ikke foregår i et mødelokale:

”Rigtig ofte med de unge, så har man 20 gange fået at vide,

at ”jeg har det fint” og ”der er ikke noget”, men man kan

aflæse i deres kropssprog, at de bliver ved med at invitere.

Eller de ringer måske bare for at sige ingenting. Der kan en

køretur eller gåtur gøre, at vi faktisk kan finde ud af, hvad

det reelt handler om, så de kan få den rigtige vejledning.

Særligt køreturen er god, når man ikke sidder over for hin-

anden fysisk, men kan sidde ved siden af hinanden og kigge

ud af vinduet eller være fælles om noget tredje.” (Sagsbe-

handler)

Fordele ved telefonisk vejledning

I en af kommunerne fortæller sagsbehandlerne, at de oplever,

at nogle borgere siger mere og taler mere frit i telefonen, end

de gør ved fysiske møder. Det gælder blandt andet for nogle af

de unge:

”En del unge har, i forlængelse af perioden med restriktio-

ner pga. COVID-19, spurgt, om de ikke bare kan tale i tele-

fon. Hvor vi normalt ville tænke, at man skulle mødes eller

så skulle det foregå virtuelt. Men at tale i telefon sætter de

unge fri, de skal ikke tænke over øjenkontakten, den over-

vågede fornemmelse er der ikke, når man taler i telefon. Og

det gør også, at vi kan komme ind og vejlede, fordi vi finder

ud af, hvad det faktisk handler om.” (Sagsbehandler)

En anden kommune har ligeledes erfaret, at det for nogle bor-

gere kan være rart at modtage vejledning på afstand:

” En køretur eller gåtur

kan gøre, at vi faktisk

kan finde ud af, hvad det

reelt handler om, så de

kan få den rigtige vejled-

ning” (Sagsbehandler)

RART MED

VEJLEDNING PÅ

AFSTAND

”Det kan faktisk nogle af de erfaringer, vi har gjort os under

alt det her nedlukning. For nogle borgere kan det faktisk

være rart med noget distance. Vi kan godt tage noget på

skærmen eller på telefonen. Det kan egentlig være meget

rart.” (Sagsbehandler)

Samtaleredskaber og sprog

De sagsbehandlere, vi har talt med, gør sig mange overvejel-

ser om, hvordan de kan tilpasse vejledningen til borgernes for-

udsætninger og gøre den forståelig. Flere af dem fremhæver i

den forbindelse forskellige samtaleredskaber. De giver desu-

den eksempler på, hvordan de forsøger at tilpasse deres sprog

til borgernes forudsætninger.

Samtaleredskaber

For at understøtte at borgerne forstår vejledningen gør sags-

behandlerne brug af forskellige redskaber i samtalerne med

borgerne.

Flere af sagsbehandlerne fremhæver, at det ikke er tilstrække-

ligt at spørge borgerne, om de har forstået vejledningen eller

har spørgsmål. Deres erfaring er, at mange – forældre såvel

som børn og unge – hurtigt vil sige, at de har forstået vejled-

ningen, uden at det nødvendigvis er tilfældet.

Gentagelser og opfølgning

Flere af de interviewede sagsbehandlere beskriver, at de ofte

gentager vejledning mange gange. Både på samme møde og

efterfølgende, ved møder og telefonsamtaler. De beskriver

dette som et helt centralt redskab i forhold til at understøtte,

at borgerne forstår vejledningen. Det er samtidig en måde for

sagsbehandlerne at understøtte, at deres vejledning når om-

kring alle relevante forhold. En sagsbehandler siger:

”Det handler om gentagelser og opfølgninger. Hele tiden re-

ferere tilbage til ”det var det her, vi snakkede om”.” (Sags-

behandler)

Gentagelser og opfølgning fremhæves af flere sagsbehandlere

som særligt relevant i forhold til forældre, hvis børn skal an-

bringes. Særligt, hvis de fornemmer, at forældrene i situatio-

nen, hvor de får beskeden, har svært ved at tage imod vejled-

ning om den videres proces, deres støttemuligheder og ret-

tigheder. En sagsbehandler fortæller:

”Typisk synes jeg at det kræver en opfølgning på, hvad det

egentlig var, vi snakkede om i sidste uge. Nogen forældre,

når de hører anbringelse, så tager de faktisk ikke mere ind.

IKKE NOK AT

SPØRGE, OM

BORGEREN HAR

FORSTÅET VEJ-

LEDNINGEN

SVÆRT AT

MODTAGE

VEJLEDNING

SAMMEN MED EN

SVÆR BESKED

Der skal man være sikker på, at man får givet dem vejled-

ning igen, og får snakket om, hvad der fx ligger i § 54 og

hvorfor det er en god idé.” (Sagsbehandler)

Som denne sagsbehandler siger, handler det også om, at bor-

gerne ofte ikke kan modtage og forstå al relevant vejledning

på én gang. Dette uddybes i kapitel 5.

Sagsbehandlerne i nogle af kommunerne fortæller, at de altid

gør meget ud af at sikre sig, at borgerne ved, hvor de skal

henvende sig, hvis der opstår spørgsmål efter et møde. På den

måde kan borgerne selv gøre opmærksomme på, hvis de har

behov for en gentagelse:

”Når ting bundfælder sig, så kan der dukke en masse

spørgsmål op. Så det er også noget af det, jeg bringer op til

møderne: Hvis nu der dukker spørgsmål op, hvem skal I så

have fat i, og hvordan gør I det. Så man på et møde også li-

gesom får en sikkerhed for, at der er også en livline, hvis

det her overhovedet ikke giver mening.” (Sagsbehandler)

En af dem, der arbejder som fremskudt sagsbehandler i denne

kommune fortæller, at hun nogle gange har lavet en aftale

med en ung eller en forælder om, at hun vil ringe tilbage da-

gen efter mødet, så de kan samle op på snakken og på, om de

har nogen spørgsmål. Hun fremhæver dog, at det også ligger i

hendes funktion at hun har tid til dette, hvilket ikke nødven-

digvis gælder for de af hendes kollegaer, der er myndigheds-

sagsbehandlere.

Spørge ind og bede dem genfortælle

Nogle af sagsbehandlerne fortæller, at de ofte forsøger at få en

fornemmelse af, hvor meget borgerne har forstået, ved at

stille spørgsmål til dem. En sagsbehandler fortæller i forhold til

børn og unge:

”Man pejler sig ind på det, når man sidder over for barnet,

hvor man sådan laver nogle lakmusprøver på, om de har

forstået, hvad man har sagt undervejs. (Sagsbehandler)

En sagsbehandler i en anden kommune gør ofte brug af at

”tjekke ind” med borgerne, som hun siger. Dvs. at spørge ind

til borgernes overvejelser, og hvad de hører hende sige. Jo

bedre hun kan få dem til at sætte ord på, hvad de hører og

tænker, desto bedre kan hun vejlede dem. Hun giver et ek-

sempel på, hvordan hun bruger det i forhold til vejledning til

forældre om betydningen af, om de samtykke til en anbrin-

gelse eller ej:

””Vil du lige forklare med

dine egne ord, hvad vi

har aftalt, hvad har du

hørt mig sige?””(Sagsbe-

handler)

”Det handler jo om gentagelser, men også om at tjekke ind

med forældrene og forventningsafstemning. Fx sige: ”Hvad

tænker I, er det noget i vil samtykke til?” Det ved de måske

ikke, og så kan man prøve at spørge lidt ind til, hvorfor er

det du vil samtykke eller hvorfor tænker du, at du ikke vil

samtykke. Prøve at se, om man kan få dem til at sætte ord

på, hvad der ligger bag det. Forventer de fx, at hvis jeg si-

ger ja, så får jeg mere samvær? Det ser vi nogen gange. Og

så skal man jo have forklaret, at det er ikke det, det handler

om. Du er ikke stillet bedre i forhold til samvær, om du

samtykker eller ej.” (Sagsbehandler)

I en af kommunerne fremhæver de desuden, at det er værdi-

fuldt at have andre med til møder, som kender borgerne bedre

end sagsbehandleren selv. Det kan fx være en bisidder, en læ-

rer, en psykolog eller familiebehandler. Denne sagsbehandlers

erfaring fra netværksmøder, hvor der netop deltager flere fag-

personer, der kender borgerne, er, at disse fagpersoner har en

bedre fornemmelse af, hvad borgeren har og ikke har forstået.

På den baggrund kan de være med til at stille spørgsmål og

”være nysgerrige på borgerens vegne”, som sagsbehandleren

formulerer det.

Tilpasning af sproget

De sagsbehandlere, vi har talt med, er generelt meget optaget

af at tilpasse deres sprog til borgeren. Det fremhæver de som

helt nødvendigt i forhold til at sikre, at borgeren forstår vejled-

ningen.

En sagsbehandler fortæller, at hun særligt over for børn og

unge går meget op i at undgå at bruge ord som ”udvikling”,

”trivsel” eller ”fastholdelse i uddannelse”. I stedet for sidst-

nævnte vil hun fx sige, at det handler om at du skal blive

bedre til at komme i skole. En kollega fortæller supplerende, at

det i høj grad også handler om at tilpasse sproget til den en-

kelte borger:

”Hvis vi har nogle meget veluddannede forældre, så er det

én måde, at vi skal italesætte ting på. Der kan vi godt bruge

ord som retssikkerhed og journalpligt. Hvis det er nogen

som har knapt så mange ressourcer, så vil jeg mere sige:

”Jeg skriver det her ned. Så vi altid kan gå tilbage og se,

hvad er det vi har talt om til møderne. Du kan også få lov til

at se det, hvis du har brug for det på et tidspunkt.” Og hvis

det er til de unge, så siger vi det også på en anden måde.”

(Sagsbehandler)

I en af kommunerne fortæller de, at de generelt er meget op-

taget af relationen til borgerne og derfor også har stort fokus

på deres sprogbrug. En sagsbehandler fra denne kommune,

UNDGÅR ORD SOM

”UDVIKLING” OG

”TRIVSEL”

der arbejder med unge, fortæller som eksempel, at hun altid

prøver at henvise til noget, de unge kan relatere til, når hun

skal forklare dem, hvad en børnefaglig undersøgelse er:

”Nogen gange fungerer det godt at sammenligne det med at

udfylde en blå bog i skolen. Det er noget, de fleste kender

til, hvis de har en vis alder. Hvis jeg har en information om

den unge inden, fx hvis jeg ved, at de går til karate, bruger

jeg det til at sige: ”Vi kommer fx til at snakke en hel masse

sammen om at gå til karate. Det er fordi det er vigtigt for

mig i den børnefaglige undersøgelse, at jeg ved noget om,

hvad du godt kan lide at lave”.” (Sagsbehandler)

Sproglige vanskeligheder og brug af tolk

I forhold til sprogbrug er der også flere af sagsbehandlerne,

der fremhæver, at det er vigtigt at være opmærksom på, hvor

godt borgerne forstår dansk.

En sagsbehandler fortæller, at hvis borgerne ikke forstår eller

taler godt dansk, vil de som regel vil have en tolk med. De

sætter desuden ekstra tid af til at forklare om lovgivningen og

hvorfor hun som sagsbehandler gør, som hun gør. Hun frem-

hæver også, at det i disse situationer kan være særligt vigtigt

at supplere den mundtlige vejledning med noget skriftligt.

En sagsbehandler fra en anden kommune oplever, at hun

nogle gange skal være lidt insisterende over for forældre med

etnisk minoritetsbaggrund for at få en tolk med til møderne.

Hun oplever ofte, at de ikke ønsker det. Men det er vigtigt for

hende i forhold til at sikre, at de forstår vejledningen, og at

hun forstår dem:

”Jeg ringer nogle gange til dem, hvis jeg kan se på navn el-

ler ud fra underretningen, at forældrene måske ikke forstår

så meget dansk. Så prøver jeg at ringe til dem og få et kort

indtryk af dem i forhold til, hvor meget eller lidt dansk de

kan. Og så kan jeg være rimelig hurtig der til at sige, at til

vores møde vil der også være en tolk, så vi sikrer, at vi for-

står hinanden. Der har jeg også prøvet, at de siger, at det

har de slet ikke behov for. De forstår mig så fint, hvor jeg

så måske siger: Jeg har brug for at sikre mig, at jeg forstår

jer.” (Sagsbehandler)

Skriftlig og visuel understøttelse af vejledningen

I alle interviewkommuner arbejder de i et eller andet omfang

med skriftlig vejledning, blandt andet i form af referater fra

møder og forskellige pjecer. Flere af dem fortæller også, at

bruger forskellige metoder til visuelt at understøtte vejlednin-

gen på selve mødet. Det bidrager til at gøre vejledningen for-

ståelig og tilgængelig for borgerne.

FLERE ØNSKER

IKKE TOLK

Nogle af de unge og forældre, vi har interviewet, efterspørger

mere skriftlig vejledning. Dette uddybes i anden del af kapitlet

om borgernes perspektiv.

Referater og pjecer

Hvad angår mødereferater vurderer nogle af sagsbehandlerne,

at der umiddelbart er mange borgere, der ikke læser dem. De

er dog samtidig bevidste om, at borgerne får meget mundtlig

vejledning, og at det kan være svært at huske det hele – sær-

ligt, hvis vejledningen er blevet givet i en situation, hvor bor-

geren var presset. Derfor vurderer de, at referater i nogle til-

fælde kan være et godt supplement til den mundtlige vejled-

ning.

To af kommunerne fortæller desuden, at de har en pjece om

henholdsvis den børnefaglige undersøgelse og om samvær.

Den ene kommune fortæller, at pjecen om den børnefaglige

undersøgelse altid sendes ud til borgerne før det møde, hvor

de skal tale om undersøgelsen:

”Vi har et lille katalog om undersøgelsen, som vi også altid

sender med, hvor hele forløbet bliver beskrevet, så de kan

orientere sig inden vores møde. På den måde sikrer vi os

også, at hvis der er et eller andet, jeg glemmer at få sagt til

mødet, så har de det i hvert fald stående i deres e-boks.”

(Sagsbehandler)

I bilag 2 fremgår et uddrag af denne pjece om den børnefag-

lige undersøgelse.

Den anden kommune fortæller, at de har en pjece om sam-

vær, som de dog ikke selv har udviklet, men som de giver

unge og forældre med, ”hvis vi er rigtig gode”, som en af dem

siger.

Visuelle redskaber

Flere af kommunerne fortæller, at de gør brug af forskellige

former for redskaber til at understøtte vejledningen på møder,

ved at visualisere vejledningens indhold. Det drejer sig om føl-

gende redskaber:

•

PJECER

Dialogkort

I en af kommunerne gør de brug af såkaldte dialogkort. Her

fremgår der på den ene side en række punkter, sagsbehand-

leren skal vejlede om. På den anden side er de relevante ud-

drag af lovgivningen indsat. Kommunen har udarbejdet en

række dialogkort, så de er tilpasset forskellige tidspunkter i

et sagsforløb. Dialogkortene hjælper sagsbehandleren med at

huske, hvad hun skal vejlede om (se også kapitel 5), men

kan også understøtte samtalen med borgeren og borgerens

forståelse af vejledningen. I bilag 2 fremgår et eksempel på

et dialogkort til brug for vejledning af børn og unge før en

anbringelse.

•

SIGNS OF

SAFETY

”Signs of Safety er

en metode, der

anvendes i børne-

sager. Metoden

har et overordnet

mål om at skabe

samarbejde og

partnerskab med

familien om en

løsning, der kan

skabe sikkerhed

og trivsel for bar-

net.” (Socialsty-

relsens hjemme-

side)

Dokumentskabeloner

En sagsbehandler i en af kommunerne fortæller, at de bruger

forskellige dokumentskabeloner til vejledningssamtaler. Hun

fremhæver en skabelon hvorpå der er tegninger af forskellige

hoveder – fx far, mor, den unge, sagsbehandleren. Denne

skabelon kan hun bruge som afsæt for samtalen, fx ved at

spørge den unge, hvad hun tror, at sagsbehandleren vil sige i

dag. Nogle gange skriver sagsbehandleren nogle af de ting,

hun selv og den unge siger, på skabelonen undervejs i sam-

talen. Men hun sørger også for, som hun siger, at fortælle

dem, at ”det

er helt okay, hvis de smider den ud eller laver

en papirflyver ud af den”.

Hun har gode erfaringer med at

bruge skabelonen også til samtaler med unge, som måske

umiddelbart synes, at det er åndssvagt:

”Som socialrådgivere skal vi også turde noget mere. Tage

nogle af de her skabeloner med til forældrene, eller til nogle

af de her 17-årige drenge, som virker enormt hårdkogte og

halvkriminelle. Turde at tage de her billeder med alligevel.

Så kan det godt være, at de starter med at sige: ”Hold

kæft, hvor fucking latterligt”, og så alligevel ser jeg under-

vejs i samtalen, at det der papir bliver hevet længere og

længere frem.” (Sagsbehandler)

•

Tavlesystemer

I to af kommunerne fremhæver de brug af tavler til visuel

understøttelse af indholdet på møder. I en af kommunerne

fortæller de fx, at de afholder møder med børn, unge og for-

ældre med afsæt i metoden ”Signs of Safety”. Her skriver de

op på en tavle, hvad der kan være svært, hvad der bekym-

rer, hvad der fungerer, og hvad der kan reducere bekymrin-

gen. Derudover skriver de mål og aftaler. Efter sådan et

møde tager alle, inklusiv borgerne, et billede af tavlen, som

fungerer som referat. De beskriver desuden, at de nogle

gange bruger en tavle til at visualisere forskellige former for

anbringelse, når de skal vejlede forældrene om dette – her-

under, hvad det betyder, om de vælger at samtykke eller ej.

Dette er uddybet i kapitel 5.

Tegninger og billeder

Flere af sagsbehandlerne fortæller, at de bruger tegninger på

forskellige måder. I forhold til vejledning om en støtteperson

efter § 54 fortæller en sagsbehandler fx, at hun kan finde på

at tegne en der græder og en pil hen til et telefonnummer og

teksten ”§ 54”. En kollega fortæller, at hun ligeledes ofte gør

•

brug af tegninger, som hun giver borgerne med hjem sam-

men med tre sætninger ”i deres sprog”.

Forberedelse til møder

I nogle af kommunerne fremhæver de, at de forsøger at un-

derstøtte vejledningen til borgerne ved at forberede dem på

møder.

I en kommune fortæller en sagsbehandler fx, at hun har gode

erfaringer med at sende et ”børnebrev” ud forud for en sam-

tale med et barn. I brevet står, hvad de skal snakke om, at

barnet har ret til at have en med, og hvilke emner de skal om-

kring på mødet.

En sagsbehandler i en anden kommune beskriver et konkret

eksempel på, hvordan hun forberedte et 12-årig barn med au-

tisme på deres møde. Eksemplet fremgår af boksen herunder.

GOD ERFARING FRA KOMMUNE: BREV TIL BARN

SOM FORBEREDELSE TIL MØDE

Sagsbehandleren fortæller, at hun for nylig har sendt et

brev til en 12-årig pige med autisme, som hun skulle mø-

des med i forbindelse med en børnefaglig undersøgelse.

Sagsbehandleren fortæller:

”Hun vil gerne kunne forberede sig på, hvad vi skal

tale om på mødet. Jeg beskriver, at vi skal tale sam-

men både med dig og dine forældre. Vi skal tale om,

hvordan det er at være dig, og hvad der kan være

svært ved at være dig. Så har jeg beskrevet områ-

derne for en børnefaglig undersøgelse, så jeg skal tale

med hende om skolen, hvornår det er godt og svært,

hvad hun godt kan lide. Jeg har skrevet lidt spørgsmål

under hvert område. Hvad med i fritiden, hvad laver

du der. Er det sammen med mor og far. Så er hun li-

gesom forberedt på det. (…) Jeg skrev også, at den

børnefaglige undersøgelse skal laves for at finde ud af,

hvordan vi bedst kan hjælpe hende og hendes foræl-

dre til at få det bedre i hverdagen.”

I en tredje kommune fortæller de blot, at de er opmærksomme

på, når de sender en mødeindkaldelse, at den skal bidrage til

at forberede borgerne på mødet, fx hvad mødet skal handle

om.

Forberedelse til møderne er også noget, nogle af de unge, vi

har interviewet, efterspørger.

KOMMUNERS GODE ERFARINGER

•

Hvis man skal give god vejledning, der når omkring alle

relevante forhold, og samtidig er tilpasset borgerens

behov og forudsætninger, er det oftest nødvendigt at

prioritere i den enkelte vejledningssituation og sprede

vejledningen ud. Det er begrænset, hvor meget man

kan præsentere borgerne for på én gang – særligt når

der samtidig skal være plads til at arbejde inddragende

og have fokus på den gode relation.

Vejledningens form skal tilpasses indholdet, situationen

og borgerens forudsætninger. Noget vejledning kan gi-

ves telefonisk, mens anden vejledning – fx om en svær

afgørelse – altid skal gives ved et fysisk møde.

Det kan være en stor fordel at give vejledningen ved et

fysisk møde, fordi man som sagsbehandler her bedre

kan aflæse borgernes reaktion og fornemme, hvad de

har behov for mere vejledning om. Det kan understøtte

den gode samtale med borgerne – og dermed vejled-

ningen – hvis det fysiske møde foregår et andet sted

end i et mødelokale. Fx på en gå- eller køretur.

Når samtalen og vejledningen foregår telefonisk kan

nogle borgere tale mere frit end ved et fysisk møde.

Det giver igen sagsbehandleren bedre mulighed for at

tilpasse vejledningen til borgerens behov.

For at gøre vejledningen forståelig kan det være godt

at sagsbehandleren spørger ind til borgernes forståelse

af vejledningen. Derudover kræver meget vejledning

gentagelse og opfølgning fra sagsbehandlerens side.

Redskaber til at understøtte vejledningen visuelt kan

styrke vejledningen. Fx at skrive eller tegne sammen

på en tavle eller et papir. En kommune har gode erfa-

ringer med dialogkort, der visuelt illustrerer de elemen-

ter, der skal vejledes om ved et givent møde.

Det kan styrke vejledningen, at borgerne forberedes

godt på møder, og hvad de skal handle om.

•

BORGERNES PERSPEKTIV PÅ RAMMER FOR VEJ-

LEDNINGEN

Anden halvdel af kapitlet præsenterer borgernes perspektiv på

rammerne for vejledningen. Det vil sige hvor og hvordan de

modtager vejledning, og om de oplever, at vejledningen er til-

passet deres situation, behov og forudsætninger.

De praktiske rammer

Dette afsnit handler om, hvor og hvordan de unge og foræl-

drene modtager vejledning fra sagsbehandleren.

De unge får primært vejledning ved fysiske møder

De unge, vi har talt med, taler primært med deres sagsbe-

handler ved møder. Flere fortæller, at møderne som regel fore-

går på deres anbringelsessted, hvilket de synes er fint.

Som beskrevet i kapitel 3 fortæller en del af de unge, at de

kun sjældent kontakter deres sagsbehandler og sjældent taler

med sagsbehandleren imellem møderne. Imellem møderne kan

de dog få vejledning fra andre voksne omkring dem.

Forældrene får vejledning på flere forskellige måder

Interviewene med forældrene vidner om, at de får vejledning

på flere forskellige måder. Både ved fysiske møder, telefonisk

og skriftligt. De mødes alle ind i mellem med sagsbehandleren,

men flere af dem beskriver også, at de jævnligt taler i telefon

med sagsbehandleren eller skriver til sagsbehandleren, hvis de

har spørgsmål. Nogle fremhæver, at det er vigtigt for dem at

”have alting på skrift”, fordi de tidligere har oplevet misforstå-

elser og fejl fra sagsbehandlerens side i forbindelse med

mundtlig kommunikation.

Borgerne forstår sproget, men mangler vejledning

De unge og forældre, vi har talt med, oplever generelt, at de-

res sagsbehandlere er gode til at tale et forståeligt sprog. Fx

siger 14-årige Jonathan om sin sagsbehandler:

”Når hun snakker gør hun det også, så det er ret forståeligt.

Hvert eneste ord, hun siger, det er forståeligt. Hun snakker

ikke som om, at jeg er en baby, men heller ikke som om, at

jeg er en eller anden voksen, der forstår alt. ” (Jonathan, 14

år)

For borgerne er udfordringen i forhold til den vejledning, de får

fra sagsbehandleren, dermed ikke, at sagsbehandleren ikke

formår at tale et forståeligt sprog. Det er snarere – for nogle af

de interviewede borgere – at de savner vejledning om flere re-

levante forhold (uddybes i kapitel 5). Det kan skyldes, at de

ikke har fået denne vejledning. Det kan også skyldes, at sags-

behandleren ikke har formået at gøre vejledningen forståelig

” Hun snakker som om,

at hun snakker til mig.”

(Jonathan, 14 år)

for dem, fx fordi den ikke i tilstrækkelig grad var tilpasset de-

res situation og forudsætninger.

Flere af forældrene beskriver, at de i retrospekt havde svært

ved at tage imod vejledning i situationen, da de fik besked om,

at deres barn skulle anbringes. Som beskrevet ovenfor er in-

terviewkommunerne umiddelbart bevidste om denne proble-

matik. Den understreger behovet for gentagelse af vejledning,

som flere af kommunerne allerede praktiserer. Problematikken

peger også på, at en endnu højere grad af skriftlig understøt-

telse af vejledningen end det, kommunerne i denne undersø-

gelse beskriver, kunne være relevant. Dette uddybes i afsnittet

om skriftlig understøttelse nedenfor.

Skriftlig og visuel understøttelse af vejledningen

Nogle af de interviewede unge og forældre har gode erfaringer

med, at kommunen understøtter vejledningen til dem ved brug

af skriftligt materiale eller ved at visualisere vejledningen. Der

er dog også nogle, særligt af de unge, der ikke mindes at have

modtaget noget på skrift fra kommunen – end ikke en afgø-

relse. Nogle af både de unge og forældrene efterspørger, at

kommunerne i højere grad supplerer den mundtlige vejledning

med skriftligt materiale.

Gode erfaringer med skriftlig og visuel understøttelse

Tre af forældrene og en enkelt af de unge beskriver konkrete

gode erfaringer med skriftlig og visuel understøttelse af vejled-

ningen.

Anette, som er mor til en ung, der er anbragt, fortæller, at det

gode samarbejde med hendes nuværende sagsbehandler

blandt andet skyldes, at Anette får referat fra alle møder:

GLAD FOR

MØDEREFERATER

”Noget nyt, det er, at jeg får et referat. Det er ikke bare et

referat, det fylder altså to sider, og der står alt, hvad vi har

snakket om. Og jeg kan genkende mig selv, og det jeg har

sagt, og alt det, der står. Der er ikke nogle fejl i, hun skriver

alt det ned, som vi snakker om, sådan som det er. Der bli-

ver ikke lavet nogen fortolkninger.” (Anette, mor til 17-årig

der er anbragt)

Anette havde talt med sagsbehandleren om, at hun over årene

har udviklet en mistro over for kommunens sagsbehandler, og

at hun har oplevet, at mange af dem ikke var kompetente. Det

blev afsættet til, at de aftale, at Anette skulle have referater

fra alle deres møder.

Et andet eksempel er Hans. Eksemplet uddybes i boksen her-

under.

GOD ERFARING FRA FORÆLDER: SAGSBEHANDLE-

REN BRUGER EN TAVLE TIL AT SIKRE, AT ALLE BLI-

VER HØRT

Hans og hans kone har i dag en sagsbehandler, som de

er glade for. En af udfordringerne for Hans og hans kone

har været, at deres søns plejefamilie ikke har ønsket at

samarbejde med dem som biologiske forældre, og ifølge

Hans har fortalt sagsbehandlerne løgne om Hans og hans

kone. Samtidig har Hans og hans kone oplevet, at de

ikke er blevet hørt eller inddraget. Det har medført, at

samarbejdet med plejefamilien er meget udfordret og at

deres tillid til kommunens sagsbehandlere er meget be-

grænset. Noget af det, den nye sagsbehandler ifølge

Hans gør godt, er, at hun samler Hans, hans kone og ple-

jefamilien til møder, og bruger en tavle til at understøtte,

at alle føler sig hørt. Sagsbehandleren skriver de punkter

op på tavlen, som de skal tale om, og skriver herefter

”forældre” og ”plejeforældre” under hvert punkt. På den

måde sikrer hun sig, at begge parter bliver hørt. Hans

fortæller, hvad det betyder for ham:

"Det giver jo en ro i, at vi skal nok blive hørt. Hende

der var der før, hun kom bare med, at plejefamilien

havde fortalt sådan og sådan, uden at vi fik mulighed

for at sige noget eller gøre indvendinger. Vi havde in-

gen rettigheder, plejefamilien talte altid sandt."

Selvom der ikke decideret er tale om vejledning her, så

bruger sagsbehandleren tavlen til at styrke samarbejdet

med Hans og hans kone, såvel som samarbejdet mellem

Hans, hans kone og plejefamilien. Det giver et bedre

grundlag for at de hver især kan give og modtage vejled-

ning.

Eksemplet er anonymiseret

Louise fortæller om et konkret greb, som hendes sagsbehand-

ler gør brug af – og som virker godt for Louise:

”Det grønne er det posi-

tive, det blå er dét, vi

skal fokusere på, og det

røde er det negative.”

(Louise, mor til 2-årig,

der er anbragt)

”Til opfølgningsmøderne bliver der skrevet med grøn, blå og

rød. Og når noget er færdigt, tager jeg et billede af det, så

jeg selv har det. En ting er, at det bliver skrevet ned i hand-

leplaner og alt det der. Det fatter jeg ikke en brik af, når det

står der. Fordi de ikke direkte skriver ’jeg skal fokusere på

de her ting’. Men det gør de så med grøn, blå og rød.” (Lou-

ise, mor til 2-årig der er anbragt)

Den unge, som er det sidste eksempel, er Astrid. Hun fortæl-

ler, at hun fik et hæfte om sin anbringelse, som sagsbehandle-

ren havde lavet. Det oplevede hun som god vejledning, fordi

det hjalp hende til at forstå grundlaget for afgørelsen såvel

som processen. Dette eksempel uddybes i kapitel 5.

Efterspørger mere skriftlig vejledning

En af de unge og tre af forældrene efterspørger meget eksplicit

mere skriftlig vejledning.

16-årige Benjamin efterspørger en skriftlig begrundelse for

kommunens udmeldinger:

PJECE: ”DET

HAR DU RET

TIL”

Socialstyrelsen

har udgivet en

pjece ved navn

”Det har du ret til

– til forældre, hvis

barn er anbragt

eller skal anbrin-

ges” (Socialstyrel-

sen, 2014). Den

kan findes på So-

cialstyrelsens

hjemmeside.

”Da jeg fik at vide, at de godt kunne tænke sig, at jeg kom i

ungdomsbolig, der kunne jeg virkelig godt tænke mig, at

jeg fx bare fik på papir: Hvad er begrundelsen for, at I lige

præcis tænker, at jeg skal ud [fra opholdsstedet]? Jeg fik at

vide, at grunden var, at jeg var god i skolen. Men det er jo

ikke en god nok årsag. Så jeg kunne godt tænke mig, at det

stod på skrift. Og hvis det så har en god begrundelse, er det

jo svært at argumentere for.” (Benjamin, 16 år)

Umiddelbart er afgørelsen endnu ikke truffet, da vi taler med

Benjamin, hvorfor han ikke har fået en skriftlig afgørelse.

Camilla, Jesper og Mette, der alle tre er forældre til børn, der

er anbragt, efterspørger en form for skriftligt vejledningsmate-

riale til forældre, hvis børn skal anbringes. Mette siger:

”Der burde jo ligge en liste til forældre med de her vejled-

ninger, synes jeg, så man lige kan tage dem op og se ’hvor-

dan er det nu?’. Fordi det der med, at man sidder og hører

noget i et splitsekund, hvor din hjerne den er slået fra, og

du er følelsesmæssigt… det kan du bare ikke. Så der burde

ligge en pjece eller noget om, hvordan og hvorledes, som

man kan gå tilbage og se på. Hvordan var det nu.” (Mette,

mor til to anbragte børn)

Forberedelse til møder

Nogle af de unge fortæller, at det har stor betydning for dem

at være forberedt på, når de skal have møder med sagsbe-

handleren, og hvad møderne skal handle om.

For 16-årige Benjamin er det vigtigt at have mulighed for at

forberede sig til møder med sagsbehandleren, fx ved at lave

lidt ”research”, som han kalder det, omkring de ting, de skal

drøfte. Derfor ville han gerne have en dagsorden forud for de

halvårlige opfølgningsmøder med sin sagsbehandler.

Laura har nogle forskellige psykiske diagnoser, der betyder, at

hun har svært ved at håndtere usikkerhed. Det gælder også i

forhold til kontakten til kommunen og møder med sagsbehand-

leren. Inden Lauras skulle tale med sin nuværende sagsbe-

handler bad Lauras mor ham om at give besked om, hvornår

han ville ringe, hvad han ville spørge om, og hvor lang tid det

ville tage.

”Der var min mor ligesom nødt til at skrive og ringe til ham

og sige: ”Laura har simpelthen ikke overskud til at have den

her samtale med dig, hvis hun ikke bare har en lidt en idé

om, hvad I skal snakke om, og hvor lang tid det skal tage.”

Og dagen inden sendte han så en mail, hvor der ligesom

stod, hvor lang tid det ville tage, og hvor mange spørgsmål

han ville stille. Men der var min mor også med, og der holdt

hun ligesom også øje med, at det blev til det. Det syntes

jeg i hvert fald var rart, for ellers ville jeg ikke have haft

overskud til at skulle snakke, fordi der havde jeg ikke mødt

ham før, så det var lidt mange nye ting på én gang.”

(Laura, 16 år)

UNGE OG FORÆLDRES GODE ERFARINGER OG ØN-

SKER

•

Både unge og forældre værdsætter, når deres sagsbe-

handler taler et sprog, de kan forstå, og fx ikke bruger

for mange fagtermer eller paragraffer.

Nogle forældre og unge fremhæver sagsbehandlerens

brug af visuelle redskaber i vejledningen positivt. De

sætter fx pris på, når sagsbehandleren skriver hoved-

punkter fra et møde op på en tavle.

Nogle borgere har gode erfaringer med at få skriftlig

vejledning i form af mødereferater. Andre efterspørger

generelt mere skriftlig vejledning som supplement til

den mundtlige. Blandt andet for bedre at kunne forstå

grundlaget for kommunens afgørelser, og for selv at

kunne læse om processen og deres rettigheder på et

tidspunkt, hvor de er klar til det. Sidstnævnte fremhæ-

ves af forældre, der oplevede, at de ikke kunne tage

imod vejledning i situationen, da de fik at vide, at deres

barn skulle anbringes.

To foreninger, der repræsenterer forældrene, fremhæ-

ver blandt andet, at det for mange forældre er svært at

modtage vejledning på kritiske tidspunkter i sagen, og

at det derfor er afgørende, at vejledningen gentages.

•

De fremhæver også, at mødereferater bidrager til at af-

hjælpe forvirring og misforståelser, men at forældrene

som oftest ikke får et referat.

•

For nogle unge er det vigtigt at være forberedt på mø-

der med sagsbehandleren, og fx vide på forhånd, hvad

de skal tale om. En forening, der repræsenterer foræl-

drene, fremhæver, at dagsordener, der reelt beskriver,

hvad mødet skal handle om, understøtter samarbejdet

imellem kommunen og forældrene, og dermed vejled-

ningen.

KAPITEL 5

Vejledningens indhold

Dette kapitel handler om indholdet i den vejledning, som børn

og unge i udsatte positioner og deres forældre modtager.

Kapitlet belyser

•

hvad kommunerne lægger vægt på at vejlede børn, unge

og forældre om

hvordan kommunerne sikrer, at vejledningen er helhedsori-

enteret

hvad borgerne har fået vejledning om, og hvad de savner

vejledning om.

Kommunernes vejledningspligt favner bredt, og i interviewene

har vi derfor spurgt bredt ind til indholdet i den vejledning,

kommunerne og borgerne henholdsvis giver og modtager. In-

terviewene har derfor både handlet om vejledning om sagens

forløb, vejledning om rettigheder og vejledning om støttemu-

ligheder.

Efterfølgende har vi udvalgt nogle emner i forhold til vejlednin-

gens indhold, som er dem, der fylder mest i interviewene, og

som vi derfor fokuserer på i kapitlet. Det drejer sig om vejled-

ning om følgende emner:

•

Processen ved starten af et forløb

Processen i forbindelse med anbringelse

Retten til en bisidder (kun børn og unge)

Støtteperson efter § 54 (forældre)

Betydningen af samtykke eller ej til anbringelse (forældre)

KRAV OM HELHEDSORIENTERET VEJLEDNING, MEN

INGEN SPECIFIKKE KRAV TIL VEJLEDNINGENS

INDHOLD

Som beskrevet i kapitel 2 er kommunerne forpligtede til

at yde helhedsorienteret vejledning, jf. retssikkerhedslo-

ven § 5. Ved vejledningen skal sagsbehandlerne være

opmærksomme på mulighederne for støtte efter den so-

ciale lovgivning.

Derudover er der ikke specifikke krav til vejledningens

indhold. Det fremgår af ombudsmandens myndigheds-

guide blandt andet, at hovedsynspunktet er, at vejlednin-

gen skal have et indhold, der sikrer, at borgeren ikke ud-

sættes for et retstab på grund af fejl, uvidenhed eller

misforståelser. De nærmere krav til vejledningens ind-

hold og omfang afhænger af omstændighederne og de

spørgsmål, som borgeren eventuelt stiller.

KAPITLETS HOVEDPOINTER

Kommunernes beskrivelser af vejledningens indhold:

•

Kommunerne lægger generelt vægt på at give god pro-

cesvejledning – både indledningsvis, løbende og i for-

bindelse med en anbringelse – og på den måde guide

borgerne bedst muligt igennem sagsforløbet.

Over for børn og unge lægger kommunerne derudover

blandt andet særlig vægt på at vejlede om retten til en

bisidder.

Kommunerne forsøger på forskellige måder at under-

støtte, at deres vejledning når omkring alle relevante

forhold. Blandt andet ved at gøre brug af skabeloner,

dialogkort, dialog med kollegaer og netværksmøder.

•

Borgernes beskrivelser af vejledningens indhold:

•

De unge efterspørger også særligt procesvejledning

om, hvad der skal ske, hvornår og hvorfor. Det er me-

get forskelligt, om de synes, at de har fået god proces-

vejledning i forbindelse med deres anbringelse.

Det er kun nogle få af de unge, der husker eksplicit at

være blevet vejledt om deres ret til en bisidder. De fle-

ste af dem fortæller, at der altid er en voksen, fx fra

anbringelsesstedet med til møder med, men det er for-

skelligt, om de selv er med til at bestemme, at det er

sådan.

Forældrene er generelt utilfredse med vejledningen fra

kommunen. Det skyldes blandt andet, at relationen for

mange er præget af mistillid.

Forældrene savner bedre vejledning om en række for-

hold. Det er fx forskelligt, om og hvorfra de har fået

vejledning om muligheden for en støtteperson under

•

https://www.ombundsmanden.dk/myndighedsguiden/generel_forvaltningsret/vejled-

ningspligt/

anbringelsen. Flere af dem oplever desuden ikke at

have fået vejledning om betydningen af, om de sam-

tykkede til anbringelsen eller ej, eller at den vejledning

de fik, var forkert.

KOMMUNERNES PERSPEKTIV PÅ VEJLEDNIN-

GENS INDHOLD

Første del af kapitlet handler om indholdet af vejledningen fra

kommunernes perspektiv. Det handler både om, hvad kommu-

nerne lægger vægt på at vejlede om, og hvordan de arbejder

med at sikre, at vejledningen er helhedsorienteret.

Hvad lægger kommunerne vægt på at vejlede om?

I interviewene med kommuner har vi bedt dem fortælle, hvad

de lægger vægt på at vejlede børn, unge og forældre om på

forskellige tidspunkter i et sagsforløb.

Flere af sagsbehandlerne fremhæver især procesvejledning. De

beskriver, at procesvejledning handler om at ”guide” borgerne

igennem forløbet og sikre mest mulig gennemsigtighed i for-

hold til kommunens rolle. Derudover fremhæver kommunerne

vejledning om deres notatpligt, og om en række af borgernes

rettigheder.

I de følgende afsnit uddyber vi kommunernes beskrivelser af,

hvad de blandt andet lægger vægt på at vejlede om. Det er

vigtigt at understrege, at det ikke en udtømmende liste over

forhold, kommunerne vejleder om.

Indledende procesvejledning

Den indledende vejledning, når et barn eller en ung og deres

forældre første gang er i kontakt med kommunens børne- og

familieafdeling, varetages overvejende af medarbejdere i kom-

munernes underretningsteams, af fremskudte medarbejdere

på skoler og i dagtilbud og af medarbejdere i kommunernes

åbne, anonyme rådgivningstilbud, fx familiebehandlere.

Som en sagsbehandler, der arbejder i underretningsteamet i

en af kommunerne, siger, handler den indledende vejledning i

høj grad om at ”invitere borgerne indenfor”.

En sagsbehandler, der arbejder som fremskudt medarbejder

på almenområdet i en anden kommune, fortæller, at hun sær-

ligt lægger vægt på at vejlede om, hvad borgerne kan forvente

af kommunen. Hendes kollega fra kommunens underretnings-

team fortsætter, med fokus på vejledning til forældre:

GUIDE OG SKABE

GENNEMSIGTIG-

HED

”Det første møde vi har med dem er ofte i forbindelse med

en underretning, som de selvfølgelig skal partshøres i. Så

starter vi jo også lidt med at fortælle, hvad er det vi kan.

Hvad er en børnefaglig undersøgelse? Hvad betyder et 11,3

forløb? Der er jo ingen tvivl om, vi har jo et møde på 1

time, og der er utroligt mange informationer til forældrene.

Nogle gange kommer de, og allerede der synes de, at det er

svært at være her. Hvor man ligesom stille og roligt starter

med at fortælle, hvad er det, vi kan, hvad ligger der i det

her møde. Og hvad kan de forvente.” (Sagsbehandler)

Flere af sagsbehandlerne beskriver desuden, at den indledende

procesvejledning i kommunens underretningsteam også kan

indebære vejledning om støttemuligheder. Vejledningen om

støttemuligheder vil dog også ofte indgå i forbindelse med vej-

ledningen om den børnefaglige undersøgelse, hvor sagsbe-

handlerne vejleder om de forskellige former for støtte de kan

give på baggrund af undersøgelsen.

Boksen herunder giver et uddybet eksempel på, hvad en sags-

behandler lægger vægt på at give vejledning om, når hun før-

ste gang mødes med et barn eller en ung. Det drejer sig pri-

mært om procesvejledning, men også om grundlæggende ret-

tigheder.

STØTTE-

MULIGHEDER

GOD ERFARING FRA KOMMUNE: INDHOLDET I VEJ-

LEDNINGEN VED DET FØRSTE MØDE MED ET BARN

ELLER EN UNG

En sagsbehandler fra underretningsteamet i en af kom-

munerne fortæller, hvad hun blandt andet lægger vægt

på at vejlede børn og unge om, når hun møder dem før-

ste gang. Hun siger samtidig, at det ikke er sikkert, at

hun husker det hele i interviewet. Nedenstående kan der-

for ikke betragtes som en udtømmende liste.

Sagsbehandleren fortæller, at de for det første som of-

test taler med forældrene først, og i den sammenhæng

beder forældrene være med til at forberede barnet på, at

de skal mødes med kommunen, og hvad det handler om.

I forhold til selve mødet med barnet vejleder hun om:

Formålet med samtalen:

”Det kan være, at vi har

modtaget et brev eller en underretning fra en skole, som

har været lidt i tvivl om, hvorfor det kan være, at han

ikke kommer i skole for eksempel. Og det vil vi jo rigtig

gerne spørge ham om, og om der er andre ting, der kan

være svære eller ikke særlig gode”

Notatpligten og sagsbehandlerens rolle:

”Jeg siger,

at jeg skriver alting ned, og at det er, fordi jeg har notat-

pligt, og hvad min rolle er: Jeg er socialrådgiver her, og

jeg taler med mange børn, og jeg taler altid med deres

forældre først.

At hun også taler med forældrene:

”De skal vide, at

jeg har snakket med forældrene, og at jeg skal snakke

med deres forældre bagefter. Så jeg informerer dem

også om, at det ikke er et fortroligt rum, at det er noget,

som jeg også skal snakke med deres forældre om bagef-

ter.”

Sagsbehandlerens tavshedspligt:

”Så siger jeg også,

at jeg har tavshedspligt, så det er ikke noget, jeg går

rundt og taler med alle de andre om. Der er ikke nogen i

klassen, der ved det. Det kan de jo være rigtig bange for.

Så det siger jeg altid til dem”

I forhold til mindre børn siger hun:

”Over for de helt små fortæller jeg bare, hvad en un-

derretning er, og hvad kommunen er for noget, og

hvad jeg er for en, og hvorfor vi taler med barnet. Så

jeg fortæller det samme bare på sådan lidt mere bør-

nesprog og kommer med lidt eksempler og sådan no-

get.”

Sagsbehandleren fremhæver, at noget af det vigtigste for

hende er at vejlede børn og unge om, at hun har tavs-

hedspligt, men at hun skal tale med forældrene om, hvad

barnet eller den unge har sagt. Det ligger hende meget

på sinde, at det ikke skal komme som en overraskelse

for dem efterfølgende.

Hun gør desuden meget ud af at vejlede om barnets ret

til en bisidder. Dette uddybes nedenfor.

NOTATPLIGT

”En myndighed

har notatpligt i af-

gørelsessager, når

den mundtligt el-

ler på anden måde

modtager oplys-

ninger om sagens

faktiske grundlag

eller eksterne fag-

lige vurderinger,

der er af betyd-

ning for sagens

afgørelse” (Om-

budsmandens

myndighedsguide)

Vejledning til børn og unge i forbindelse med anbringelse

Når et barn eller en ung skal anbringes er der en række for-

hold, kommunen skal vejlede dem om. I interviewene har vi

bedt sagsbehandlerne beskrive, hvad de særligt lægger vægt

på at vejlede om, da det ikke var muligt at nå omkring alle for-

hold.

Flere af dem fremhæver igen særligt procesvejledning – dvs.

en vejledning om, hvad der skal ske, hvorfor, hvornår og hvor-

dan. Derudover nævner de blandt andet retten til en bisidder

(som de dog som regel vil have vejledt om på et tidligere tids-

punkt i forløbet), retten til en støtteperson og retten til sam-

vær.

Generelt understreger sagsbehandlerne dog, at det er forskel-

ligt afhængigt af situationen og barnet eller den unge, hvad de

særligt lægger vægt på. Som flere af sagsbehandlerne frem-

hæver, afhænger indholdet af vejledningen til børn og unge -

herunder den begrundelse de får for, hvorfor de skal anbringes

– fx af deres alder og modenhed og sagens karakter. En sags-

behandler siger:

”Det jo også lidt, hvor de selv er. Nogle børn kan godt selv

se, at der er nogle problemer, og nogle børn er super loy-

ale. Det er jo svært at svare på generelt, men det kan

være, at man siger, at der er nogle ting derhjemme som er

rigtigt svære for mor og far at gøre, som skal være i orden

for, at det er godt for dig at være derhjemme. Derfor er der

nogle til ting far skal arbejde med, og imens han gør det, er

det bedre og du vil have det bedre ved at bo et andet sted”

(Sagsbehandler)

En kollega tilføjer, at vejledningen er meget forskellig af-

hængigt af, om barnet eller den unge selv ønsker at flytte. Hun

oplever, at en del af de unge, hun er i kontakt med, selv øn-

sker at komme væk fra hjemmet, og at det mindsker behovet

for procesvejledning til den unge i forbindelse med anbringel-

sen.

forhold til procesvejledningen til børn og unge om, at anbrin-

gelsen skal finde sted, hvornår og hvordan, fremhæver en af

sagsbehandlerne, at det altid er en svær afvejning, hvornår

den vejledning skal gives:

”Generelt tænker jeg, at man skal præsentere dem for det

så kort tid som muligt før det skal ske, så man kan være så

præcis som muligt. Så man fx kan sige: ”I skal i en plejefa-

milie, de hedder det her, her er nogen billeder af dem, det

kommer til at foregå sådan her”. Jo mere konkret man kan

gøre det, jo bedre synes jeg, at det bliver for barnet. (…) El-

lers så bliver det: ”Du skal muligvis på et tidspunkt mellem

nu og sommer”. Men det skaber utryghed for barnet på et

tidspunkt, hvor det formentligt er svært.” (Sagsbehandler)

Sagsbehandlerens overvejelser er særligt interessante i lyset

af, at flere af de unge, vi har talt med, har været frustreret

over først at blive orienteret om kommunens afgørelser kort

FORSKELLIGT

HVORNÅR OG

HVORDAN DER

SKAL VEJLEDES

BØRNESAMTALE

INDEN

AFGØRELSE

Kommunen skal

tale med barnet

eller den unge om

anbringelsen in-

den de træffer af-

gørelse, jf. ser-

vicelovens § 48.

tid inden de skal effektueres. Dette uddybes i anden halvdel af

kapitlet om de unges og forældrenes perspektiv.

Vejledning til børn og unge om retten til en bisidder

Alle kommuner fortæller, at de tidligt i et forløb vejleder barnet

eller den unge om deres ret til en bisidder. Flere af sagsbe-

handlerne fremhæver netop retten til en bisidder som noget af

det, de lægger særlig vægt på altid at vejlede børn og unge

om.

RET TIL BISIDDER FOR BØRN OG UNGE, JF. SER-

VICELOVEN § 48 A

Et barn eller en ung, hvis sag behandles efter denne lov,

har på ethvert tidspunkt af sagens behandling ret til at

lade sig bistå af andre.

Stk. 2.

Stk. 1 finder ikke anvendelse, hvis myndigheden

træffer afgørelse om, at barnets eller den unges inte-

resse i at kunne lade sig bistå bør vige for væsentlige

hensyn til offentlige eller private interesser, eller hvor

andet er fastsat ved lov. Myndigheden kan endvidere

træffe afgørelse om at tilsidesætte barnets eller den un-

ges valg af bisidder, hvis der er bestemte grunde til at

antage, at bisidderen vil varetage andre interesser end

barnets eller den unges.

Stk. 3.

Myndigheden kan træffe afgørelse om at udelukke

en bisidder helt eller delvis fra et møde, hvis det skønnes

af betydning for at få barnets eller den unges uforbe-

holdne mening belyst.

Stk. 4.

En bisidder for et barn eller en ung skal være

fyldt 15 år og er omfattet af straffelovens § 152 om tavs-

hedspligt.

En sagsbehandler fortæller:

”Fra vi får en sag, og fra den første børnesamtale vi skal

have, vil jeg altid tilstræbe, at der er en bisidder med til

barnet. En tryghedsperson. Vi taler med barnet om, hvem

det skal være, og hvad barnets tanker er omkring det.”

(Sagsbehandler)

Sagsbehandleren fremhæver, at hun lægger stor vægt på in-

den en samtale med et barn at opfordre både barnet og foræl-

drene til at finde en voksen, som barnet er tryg ved, og som

kan sidde med til mødet. Sagsbehandleren oplever, at det vir-

ker betryggende både for barnet og forældrene. Hun gør desu-

den meget ud af både at vejlede om retten til bisidder, og om

retten til at vælge bisidderen fra, fx hvis skolen har valgt en

lærer som bisidder, som barnet ikke har lyst til at have med.

Nogle af de interviewede sagsbehandlere fortæller, at de sjæl-

dent bruger ordet ”bisidder”, når de vejleder børn og unge om

denne rettighed. En af dem siger fx:

”Jeg tror ikke jeg har prøvet at sige ”du har ret til en bisid-

der” endnu. Men jeg lægger i hvert fald vægt på, at hvis de

gerne vil have deres skolelærer Ole med, eller en fra op-

holdsstedet, så er personen velkommen. Og man kan selv

bestemme, om man gerne vil have samtalen alene eller

gerne vil have en med. Det går igen, næsten uanset hvilken

form for samtale det er.” (Sagsbehandler)

Flere af sagsbehandlerne fremhæver, at bisidderen i mange til-

fælde gør en stor og positiv forskel, og også bidrager til at un-

derstøtte, at barnet eller den unge får den vejledning, de har

behov for, og kan forstå den. Sagsbehandlerne i en af kommu-

nerne fortæller, at de særligt oplever, at bisidderne bidrager til

at kvalificere vejledningen, når det er en bisidder, der kender

barnet godt:

”Det kan være meget hjælpsomt, hvis det er en, der kender

barnet godt. En der kan støtte barnet, og som jeg kan spille

bold opad og fx sige: ”Er der noget, du bliver nysgerrig på,

når barnet siger sådan og sådan?” for at få flere oplysnin-

ger. (…) Selvom bisidderne ikke skal sige noget, så kan de

have en positiv effekt på, hvad børnene fortæller. De kan

hjælpe med at stille spørgsmål og fx sige: ”Hvad var det, du

fortalte mig i morges?” fordi de kender bestemte hændel-

ser, som de ved, fylder for barnet.” (Sagsbehandler)

Der er dog samtidig enighed blandt flere af de interviewede

sagsbehandlere om, at en mindre god bisidder kan have nega-

tiv betydning for samtalen med barnet og dermed vejlednin-

gen. Fx hvis det er en bisidder, der selv er følelsesmæssigt in-

volveret i sagen.

Vejledning til forældre i forbindelse med anbringelse

I forhold til forældre, hvis barn skal anbringes, fremhæver

nogle af interviewkommunerne, at vejledningspligten er mere

omfattende end i forhold til barnet eller den unge. En sagsbe-

handler fra en af kommunerne remser nogle af de forhold op,

som forældrene skal vejledes om, ud over procesvejledningen:

” Jeg tror ikke jeg har

prøvet at sige ”du har ret

til en bisidder” endnu.”

(Sagsbehandler)

og unge-udvalg, har de ret til en advokat eller ej. Om deres

muligheder for samvær. At vi ændrer folkeregisteradressen,

vi kommer til at tage jeres børnepenge, og der vil også blive

fastsat forældrebetaling. Hvis det er et meget lille barn, så

skal vi også vejlede om muligheden for, at vi undersøger,

hvorvidt der skal ske en bortadoption af det her barn. Vi

skal vejlede om forældrehandleplan, om støtteperson til

dem og støtteperson til barnet”. (Sagsbehandler)

En sagsbehandler fortæller, at hun som en del af den løbende

procesvejledning gør meget ud af at informere forældrene om,

hvor bekymrede hun og hendes kollegaer er. Det gør hun i et

forsøg på at sikre, at anbringelsen ikke kommer bag på foræl-

drene:

”Hvis der har været et forløb med noget støtte, hvor det

ikke fungerer, så er det vigtigt, at vi oplyser dem om, hvor

bekymrede vi egentlig er, og hvad det kan have af betyd-

ning, hvis vi ikke ser en forbedring. Det er ikke fordi man

skal sidde og true dem med anbringelse, men de skal ind-

drages undervejs, så det ikke bare kommer ud af det blå, at

nu hedder det anbringelse.” (Sagsbehandler)

Dette er interessant set i lyset af, at flere af de forældre, vi har

talt med, beskriver, at det kom bag på dem, da kommunen

fortalte dem, at deres barn skulle anbringes. Dette uddybes i

anden halvdel af kapitlet om de unges og forældrenes perspek-

tiv.

Vejledning til forældre om § 54-støtteperson

Når et barn bliver anbragt, har forældrene blandt andet ret til

en støtteperson efter § 54 i serviceloven.

”

De skal jo vejledes om, at uden samtykke skal man i børn

LØBENDE

ITALESÆTTE

BEKYMRINGS-

NIVEAU

GENTAGEN

VEJLEDNING

STØTTEPERSON EFTER SERVICELOVEN § 54

Kommunalbestyrelsen skal tilbyde forældremyndighedens

indehaver en støtteperson i forbindelse med barnets eller

den unges anbringelse uden for hjemmet, jf. § 52, stk. 3,

nr. 7, eller § 14 i lov om bekæmpelse af ungdomskrimi-

nalitet.

I alle kommunerne fremhæver sagsbehandlerne, at de ikke

kun vejleder om muligheden for en støtteperson og forældre-

handleplan efter § 54 én gang. De vil ofte vejlede om det før-

ste gang, når forældrene får besked om, at barnet skal anbrin-

ges, og herefter gentage tilbuddet ved alle opfølgningsmøder,

hvis forældrene fortsat ikke takker ja. De oplever ofte, at for-

ældrene er mere lydhøre over for, hvad en støtteperson kan

hjælpe med, når selve afgørelsen om anbringelse er lidt på af-

stand.

Nogle af sagsbehandlerne fortæller desuden, at forældrene i

anbringelsessager ofte også vil modtage vejledning om støtte

efter § 54 på skrift. På den måde får forældrene mulighed for

at læse det, når det passer dem, og samtidig er sagsbehandle-

ren sikker på – og kan dokumentere – at de har fået al den in-

formation, de skal have ifølge lovgivningen.

Flere af sagsbehandlerne beskriver, at de oplever, at § 54-

støttepersonen er med til at sikre, at forældrene får den vej-

ledning, de har behov for. Både ved selv at give vejledning og

ved at understøtte sagsbehandlerens vejledning. En af dem

fortæller, at hun som sagsbehandler også gør brug af det, når

forældrene har en støtteperson:

”Jeg synes ofte, at det har en rigtig god effekt. Man kan li-

gesom også tjekke ind undervejs med støttepersonen: ”Er

det noget i snakker videre om?” Hvis man på et møde fx

kan være i tvivl om de egentlig forstår, hvad jeg siger. Så

ved man, at de jo netop er med i den vejledning, og så afta-

ler man, at de går ud og snakker om det bagefter. Det har

jeg rigtig god erfaring med.” (Sagsbehandler)

Vejledning om betydningen af, om forældrene samtykker til

anbringelsen

Interviewene med forældre vidner om, at de ikke altid oplever

at blive vejledt korrekt om, hvad det betyder, om de samtyk-

ker til anbringelsen eller ej.

SAMTYKKE ELLER EJ

Når kommunen vil anbringe et barn uden at have sam-

tykke fra forældremyndighedsindehaver, gælder der

nogle særlige regler, som ikke gælder i forhold til anbrin-

gelser med samtykke.

Fx skal alle sager om anbringelse uden for hjemmet uden

samtykke behandles i kommunens børn og unge-udvalg,

jf. § 58 i serviceloven. Kommunen skal også tilbyde gra-

tis advokatbistand til forældremyndighedsindehaver og

børn og unge over 12 år i forbindelse med behandling af

sagen, jf. § 72, og oplyse om retten til aktindsigt og ret-

ten til at udtale sig for børn og unge-udvalget, jf. § 74,

stk. 2.

UNDERSØGELSE

OM STIGNING I

ANBRINGELSER

UDEN SAM-

TYKKE

Ankestyrelsen har

gennemført en

undersøgelse om

årsagerne til, at

der er set en stig-

ning i andelen af

anbringelser, der

sker uden sam-

tykke.

Undersøgelsen

kan findes via An-

kestyrelsens

hjemmeside.

Sagsbehandlerne i kommunerne fortæller lidt forskelligt om,

hvordan de vejleder om betydningen af, om forældrene sam-

tykker, og hvad de lægger vægt på. De fremhæver blandt an-

det, at de vejleder om

at det som udgangspunkt ikke vil gøre den store forskel

i deres hverdag og i forhold til kontakten med barnet

at det kan være gavnligt for barnet at opleve, at de

som forældre accepterer beslutningen

at det indebærer en vis mødeaktivitet, hvis de ikke

samtykker

at det ikke har betydning for deres samvær med bar-

net, om de samtykker eller ej

I en af kommunerne siger sagsbehandlerne, at de desværre

ikke har fundet den gode løsning på, hvordan de sikrer, at for-

ældrene forstår betydningen af at samtykke eller ej. En af dem

fortæller dog, at de har gode erfaringer med allerede i forløbet

op til afgørelsen at holde et møde med forældrene, hvor de

gennemgår de forskellige typer anbringelse. Hun fortæller:

”Når samarbejdet er til det – det er det jo desværre ikke al-

tid - men så har vi allerede i forløbet op til anbringelsen in-

viteret dem til et møde, hvor vi har oplistet de forskellige

muligheder på en tavle. Og så har vi snakket om, hvad for-

skellen er på netværksanbringelse, og en anbringelse med

og uden samtykke (…) Der arbejder vi jo ind i at få en dia-

log med dem. Nogen af dem har allerede en advokat på for-

hånd, og så siger vi: Tag den advokat med, en eller anden

bisidder de har fra børns vilkår eller alt muligt andet – uan-

set, at vi ikke ved endnu, om det bliver uden samtykke. Tag

dem med, tag jeres netværk med, så I har nogen, I kan gå

hjem og snakke med omkring det her.” (Sagsbehandler)

Nogle af sagsbehandlerne fremhæver desuden også i denne

sammenhæng, at det ofte er nødvendigt at gentage vejlednin-

gen og løbende tale om det. Dette er uddybet i kapitel 4.

KOMMUNERS GODE ERFARINGER OG UDFORDRIN-

GER

•

God procesvejledning i starten af et forløb er afgørende

for at ”invitere borgeren indenfor”.

Hvor meget og hvordan borgere skal vejledes om pro-

cessen i forbindelse med en anbringelse afhænger af

borgerens forhold og forudsætninger, og sagens karak-

ter.

•

•

Vejledning til børn og unge om retten til en bisidder

skal ske fra start og gentages løbende, dog uden nød-

vendigvis at bruge ordet ”bisidder”.

Vejledning til forældre om en støtteperson efter § 54

skal på samme måde gentages løbende. Dette bekræf-

tes af foreninger, der repræsenterer forældrene.

Det er svært at vurdere, hvornår det er bedst at vej-

lede et barn eller en ung om en forestående anbrin-

gelse. En sagsbehandler fremhæver, at hun gerne vil

vente til hun kan være ret konkret i forhold til fx hvor

barnet skal bo og hvornår det skal flytte.

Det er vigtigt, at forældre er orienteret om graden af

bekymring hos kommunen før de får besked om, at de-

res barn skal anbringes. De skal så vidt muligt være

forberedt på, at det er en mulighed. Dette bekræftes af

foreninger, der repræsenterer forældrene.

Hvis samarbejdet med forældrene tillader det, kan for-

ældrene med fordel modtage vejledning om forskellige

typer af anbringelse – herunder anbringelse med og

uden samtykke – før den endelige afgørelse. Dette be-

kræftes også af foreninger, der repræsenterer foræl-

drene.

•

Kommunernes arbejde med helhedsorienteret vejled-

ning

I alle kommunerne oplever sagsbehandlerne, at deres vejled-

ningspligt er omfattende. Der er med andre ord mange for-

hold, de skal vejlede om.

Som beskrevet i kapitel 4 beskriver kommunerne desuden, at

det kan være udfordrende at vejlede om alle relevante forhold

og samtidig sikre, at vejledningen er tilpasset borgerens situa-

tion og forudsætninger, og have blik for at understøtte relatio-

nen og samarbejdet.

Dette afsnit handler om, hvordan kommunerne arbejder med

at sikre, at vejledningen bliver helhedsorienteret i den for-

stand, at vejledningen når omkring alle forhold, der er rele-

vante i den givne situation.

Journaliseringssystemer og skabeloner

Flere af kommunerne fremhæver, at når de skal notere faglige

vurderinger i deres journaliseringssystem, gør de det i en ska-

belon, der samtidig fungerer som en form for tjekliste. Her skal

VEJLEDNING OM

ALLE RELEVANTE

FORHOLD

de fx angive, om de har givet klagevejledning, afholdt partshø-

ring, indhentet samtykke mv. På den måde kan de ikke undgå

at forholde sig til, om det er sket. Derudover fortæller flere af

kommunerne, at de gør brug af skabeloner, fx for afgørelser.

Begge dele bidrager til at understøtte, at de får vejledt om alle

relevante forhold. En sagsbehandler fortæller:

”Mængden af ting, man skal huske, er ret omfattende. Der-

for ved vi også, at vi bliver nødt til at have nogle understøt-

tende elementer. Vi bruger [journaliseringssystemet] DUBU

i kommunen, så vi er hjulpet godt på vej i nogle sammen-

hænge, fordi der er nogle felter, man skal tage stilling til og

krydse af (…) Sådan en form for stillads, der skal under-

støtte, at vi får tilbudt borgeren, det, de skal tilbydes, og at

vi også får dem informeret om, hvordan tingene forløber.”

(Sagsbehandler)

Kommunens journaliseringssystem og skabeloner understøtter

dermed, at de udfører alle relevante sagsskridt, og dermed in-

direkte, at de får vejledt om de forskellige sagsskridt. At et

sagsskridt er gennemført er dog ikke nødvendigvis ensbety-

dende med, at sagsbehandleren har givet barnet eller den

unge og forældrene god vejledning i forbindelse med det givne

sagsskridt.

Dialogkort

I en af kommunerne bruger sagsbehandlerne en slags dialog-

kort til at understøtte, at de får givet den relevante vejledning.

Der er et dialogkort for forskellige led i en sagsproces, som an-

giver, hvad sagsbehandleren skal huske at vejlede borgeren

om på netop dette tidspunkt i sagen. En sagsbehandler fortæl-

ler:

”Vi har jo dialogkort, hvor der står alle de ting, vi skal huske

at sige til dem. Nogle gange har vi sendt dem med i indkal-

delsen, så de kan orientere sig inden vores møde. Det er et

stykke papir eller et værktøj, hvor der er nogle tegninger i

forhold til ens retssikkerhed, og så står der lige beskrevet

hvilken paragraf, og hvorfor det er sådan.” (Sagsbehandler)

Dialogkortene vil sagsbehandleren ofte bruge ved møder med

forældre samt større børn og unge. I bilag 2 fremgår et ek-

sempel på sådan et dialogkort.

Kommunens brug af dialogkort er ligeledes beskrevet i kapitel

4, fordi kortene dels støtter sagsbehandleren i at nå omkring

alle relevante forhold, dels understøtter borgerens forståelse af

vejledning ved at visualisere indholdet.

Netværksmøder og tværfaglig koordinering

I en af kommunerne gør de hyppigt brug af netværksmøder,

som kan afholdes på forskellige tidspunkter i et sagsforløb. Her

deltager barnet eller den unge og forældrene, og eventuelt an-

dre fra familiens private netværk. Derudover deltager en

række forskellige fagpersoner med tilknytning til barnet eller

den unges sag. Medarbejderne i kommunen oplever, at mø-

derne i høj grad understøtter, at deres vejledning bliver hel-

hedsorienteret i den forstand, at det styrker opmærksomheden

på støttemuligheder for familien i det brede faglige netværk:

”Med vores netværksmøder tænker vi bredt, biologisk set,

men også professionelt. Fx både i forhold til morens syge-

dagpenge, hvad der kan være i forhold til skoleværing eller

andet, beskæftigelsesrådgivere på jobcenteret eller psyki-

atrien (…) Der får man ofte vejledning både i forhold til sko-

leregi, typisk med os, også fra PPR, så man får ligesom af-

dækket alle de muligheder, der kan være, både for forældre

og børn” (Sagsbehandler)

I en anden kommune fremhæver de, at de har gode erfaringer

med en koordineret tværfaglig indsats i forbindelse med, at en

ung skal overgå fra børn- og familieafdelingen til voksenområ-

det. Indsatsen består blandt andet i, at der udpeges en koordi-

nerende sagsbehandler og afholdes koordinerende møder på

tværs af de fagområder, den unge er i berøring med. Det un-

derstøtter, at den unge får en helhedsorienteret vejledning om

forskellige muligheder for støtte.

KOMMUNERS GODE ERFARINGER

•

Journaliseringssystemer og skabeloner kan understøtte,

at vejledningen når omkring alle relevante forhold ved

at minde sagsbehandleren om centrale forhold, som

borgeren skal oplyses om ved et givent sagsskridt.

Netværksmøder og tværfaglig koordinering understøt-

ter, at vejledningen bliver helhedsorienteret.

•

BORGERNES PERSPEKTIV PÅ VEJLEDNINGENS

INDHOLD

Anden del af kapitlet handler om borgernes perspektiv på vej-

lednings indhold: Hvad de har modtaget vejledning om, og

hvad de savner vejledning om.

Som beskrevet i kapitel 2 vidner interviewene med både unge

og forældre om, at de i vidt omfang modtager vejledning fra

andre end deres sagsbehandler. Denne del af kapitlet handler

derfor både om indholdet i den vejledning, de får fra sagsbe-

handleren og fra andre.

Fordi det kun er ganske få unge og forældre, der kan huske

deres første kontakt med kommunen, indeholder kapitlet ikke

et afsnit om den indledende procesvejledning fra et borgerper-

spektiv.

De unges perspektiv

Både blandt de unge og forældrene er der flere, der generelt

oplever at have fået utilstrækkelig vejledning af deres nuvæ-

rende og/eller tidligere sagsbehandlere.

Et godt eksempel er Amalie på 16 år. Hun fortæller, at hendes

tidligere sagsbehandler ikke fortalte hende og hendes forældre

om, hvilke former for støtte, kommunen kunne tilbyde dem, og

hvordan de kunne hjælpe dem:

”Vi kendte ikke rigtig til vores muligheder, og vi blev faktisk

nødt til at tage fat i andre, venner og familie, for at få råd-

givning til, hvad man kan gøre i sådan nogle situationer,

fordi min sagsbehandler ikke rigtig kunne besvare nogle af

de spørgsmål. Og ikke fortalte os, hvordan man kunne

håndtere forskellige situationer.” (Amalie, 16 år)

Hun fortæller videre – som flere andre af de unge – at hun tid-

ligere kun vidste, at hun havde nogle rettigheder som anbragt,

men ikke, hvad hendes rettigheder var. Hun stolede på, at

sagsbehandleren ville give hende og forældrene den relevante

vejledning:

” Vi blev jo lidt forsømt

af vores sagsbehandler”

(Amalie, 16 år)

”Jeg havde egentlig bare haft nogle forventninger i lang tid

om, at min sagsbehandler hun gør bare, som vi har aftalt,

og det kører som det skal. Men det var først bagefter, at jeg

opdagede, hvor meget vi gik glip af, og hvor længe vi skulle

vente. Vi blev jo lidt forsømt af vores sagsbehandler.”

(Amalie, 16 år)

Siden har Amalie fået en anden sagsbehandler, som hun ople-

ver at modtage langt mere og bedre vejledning fra.

Procesvejledning om anbringelse

Som det fremgår i kapitlets første del, lægger kommunerne

blandt andet vægt på procesvejledning – dvs. at vejlede børn,

unge og forældre om, hvad der skal ske, hvorfor og hvordan.

Interviewene med de unge vidner om, at denne form for vej-

ledning også er vigtig for dem. Det er dog meget forskelligt,

hvor god procesvejledning, de oplever at have modtaget i for-

bindelse med anbringelsen, og ligeledes hvordan de har ople-

vet den vejledning de har fået om deres rettigheder.

De unges oplevelse af den vejledning, de har fået om proces-

sen i forbindelse med anbringelsen, afhænger for flere af dem

meget af, om de oplevede at have mulighed for at være med

til at bestemme, at de skulle anbringes, og hvor det skulle

være. Det er endnu et eksempel på, at god vejledning også fra

et borgerperspektiv er nært knyttet til inddragelse.

De unges beskrivelser af den vejledning, de har modtaget i

forbindelse med anbringelsen, handler både om dengang, de

først blev anbragt, og om skift i anbringelsessted, som for flere

af dem er mere præsent.

God vejledning og inddragelse

En del af de unge fortæller, at de har fået god vejledning om

forløbet i forbindelse med anbringelsen og/eller skift i anbrin-

gelsessted. Nogen har fået god vejledning fra deres sagsbe-

handler, mens andre primært har fået god vejledning fra andre

voksne omkring dem, fx de voksne på anbringelsesstedet.

Et eksempel er 15-årige Maja. Hun fortæller, at hun selv øn-

skede at flytte væk hjemmefra, og at hun var tilfreds med den

vejledning, hun fik fra sagsbehandleren:

”Min sagsbehandler var god til at fortælle mig i starten,

hvad der skulle ske. Dagen inden jeg flyttede, havde vi haft

et møde på min skole, hvor vi havde snakket lidt. Jeg kan

huske, at hun spurgte mig, om jeg ville hjem igen eller et

andet sted hen. Og så sagde jeg, at jeg helst ikke ville

hjem. Så sagde hun, at det er helt okay, så tager vi tilbage

til mit kontor, og så finder vi et sted, du kan være.” (Maja,

15 år)

Astrid er et andet eksempel. Hendes fortælling om vejlednin-

gen i forbindelse med, at hun blev anbragt, uddybes i boksen

herunder.

VEJLEDNING

NÆRT KNYTTET

TIL INDDRAGELSE

GOD ERFARING FRA UNG: ”DE HAVDE LAVET EN

HEL BOG TIL OS”

Astrid på 14 år har været anbragt i tre år. Hun er en af

dem, der oplevede at få god vejledning i forbindelse

med, at hun og hendes bror skulle flytte væk fra deres

mor og ind hos en plejefamilie. Astrid var på det tids-

punkt 12 år. Hun fortæller:

”Jeg fik det at vide af min rådgiver, ved siden af min

mor. Jeg fik at vide, at det var fordi min mor er syg.

Og det var faktisk noget med min mors valg. At vi

skulle afsted, mig og min bror. Vi vidste godt, at vores

mor havde det rigtig svært nogle gange, når hun var

indlagt på hospitalet. Og hvis jeg blev passet af na-

boen. Og så blev det for hårdt for hende, og så kom

jeg så i plejefamilie.”

Astrid fortæller, at rådgiveren havde lavet et hæfte – el-

ler en bog, som Astrid selv kalder det – til hende, hvor

der stod lidt om anbringelsen:

”Jeg synes faktisk, at jeg fik en rigtig god forklaring.

De havde lavet en hel bog til mig og min bror for at

forklare det helt ordentligt for os. (…) Der står vores

navne, at vi bor ikke hjemme hos vores mor, hvorfor,

og at nu har mor syntes, at vi skulle hen et godt sted

at bo, så vi kan komme til aktiviteter og skole hver

eneste dag. Og hvad der var godt ved at bo et andet

sted også. Det føler jeg hjalp rigtig meget. Jeg forstod

jo ikke det hele, men jeg fik meget forståelse i det.”

Eksemplet er anonymiseret

SAVNER MERE

OG BEDRE

VEJLEDNING

Uklarhed og manglende viden

Der er også en del af de unge, som ikke har været tilfredse

med den procesvejledning, de har fået i forbindelse med an-

bringelsen og ændringer i anbringelsessted. Det er forskelligt,

hvorfor de ikke har været tilfredse, og hvad de har savnet

mere eller bedre vejledning om. Det handler dog gennemgå-

ende om mangelfuld vejledning om grundlaget for beslutnin-

gen, om langsommelighed og manglende information under-

vejs i forløbet.

For 16-årige Laura har det i høj grad været forældrene, der

har varetaget kontakten med kommunen. Laura beskriver dog,

at processen op til hendes anbringelse for dem alle var præget

af usikkerhed, langsommelighed og manglende information fra

kommunen. Laura var indlagt på en psykiatrisk afdeling, og da

hun blev udskrevet derfra anbefalede hendes psykiater, at hun

skulle bo et sted med konstant voksenopsyn – og ikke der-

hjemme. Herefter boede Laura derhjemme i seks måneder,

mens kommunen vurderede, om hun skulle anbringes og i så

fald hvor.

”Så der går lang tid, hvor vi bare står derhjemme, og jeg

har jo ingen idé om, hvad jeg skal, jeg går jo bare og ven-

ter. Og det er jo ret svært, når man bare skal gå og vente

og vente på: Hvad er det, jeg skal? Det fylder jo også rigtig

meget.” (Laura, 16 år)

Laura fortæller, at forældrene undervejs i forløbet flere gange

kontakter kommunen for at få at vide, hvad der sker og hvad

status er, men at kommunen kun nogle få gange selv kontak-

ter dem. Laura blev endelig anbragt, da hendes forældre også

havde set stedet og sagt god for det. Hun talte på intet tids-

punkt selv med kommunen, men siger selv, at hendes foræl-

dre også har gjort meget for at skåne hende for det.

To andre eksempler på unge, der har oplevet mangelfuld vej-

ledning i forbindelse med deres anbringelse, er Freja og Rune.

Deres fortællinger uddybes i boksene herunder.

UDFORDRING FOR UNG: MINE FORÆLDRE VIDSTE

DET IKKE

15-årige Freja husker tydeligt den dag, hun og hendes

lillesøster blev anbragt, selvom det er fire år siden.

Freja selv fik beskeden om anbringelsen på et møde på

skolen med sin sagsbehandler. Her talte de om nogle fa-

milieproblemer, som Freja godt kendte til, og Freja fik at

vide, at hun og lillesøsteren skulle anbringes, og ville

blive hentet derhjemme kl.18. Freja siger:

”Efter det der møde, så tog jeg lige hjem, jeg tænkte

ikke så meget over det. Jeg tror ikke, jeg helt forstod,

hvad han sagde til mig på det tidspunkt.”

Da hun kom hjem fra skole fandt hun ud af, at hendes

forældre ikke vidste det. Hun måtte derfor fortælle foræl-

drene, at hun og lillesøsteren ville blive hentet samme

dag:

”Og så kan jeg huske, min far han tog en sovepille, og

så gik han ovenpå for at sove, fordi han ville ikke

kunne klare at håndtere situationen. Og min mor var

også helt i chok over det. De vidste det ikke, det var

mig, der fik det at vide og skulle fortælle det til dem.

Hvilket jeg synes var lidt hårdt (…) Noget tid efter bli-

ver der ringet på døren, der kommer min rådgiver så

sammen med to politibetjente, og han siger så, at vi

skal pakke. Min mor ville ikke have, at vi skulle gå,

hun nægtede, men det var så derfor, at han havde ta-

get de to betjente med.”

Frejas historie er et eksempel på, at det for Freja selv var

svært i første omgang at forstå beskeden om, at hun

skulle anbringes og hvorfor. Hun siger senere i inter-

viewet, at hun godt forstod det, da hun havde haft tid til

at tænke over det. Derudover er det er eksempel på

mangelfuld vejledning til Freja, idet hun ikke var forbe-

redt på, at hendes forældre ikke kendte til anbringelsen.

Det kan desuden tyde på, at vejledningen til forældrene

også har været mangelfuld, idet beskeden om anbringel-

sen, i hvert fald ifølge Freja, kom som en overraskelse

for dem.

Eksemplet er anonymiseret

UDFORDRING FOR UNG: ”JEG VED IKKE, HVAD DE

TÆNKER”

16-årige Rune har været anbragt i fire år. Han er egentlig

glad for sin sagsbehandler og synes, at hun er god til at

spørge og lytte. Han savner dog mere information fra

sagsbehandleren og de andre voksne omkring ham.

Rune synes aldrig, at han har fået en begrundelse for,

hvorfor han skal være anbragt. Derudover savner han vi-

den om, hvor de voksne omkring ham vurderer, at han

er i sin udvikling, og hvornår han kan flytte ud fra an-

bringelsesstedet igen. Det savner han vejledning om

både fra sin sagsbehandler, sine forældre og de voksne

på stedet:

”Kommunikationen mellem mig, [opholdsstedet],

kommunen og mine forældre er ikke så god i den for-

stand, at jeg ikke føler, at jeg er med i forløbet. Jeg

får ikke information om, hvor de tænker, at jeg er

henne i mit forløb og min udvikling. Fx har jeg spurgt

min sagsbehandler – det var så min sidste sagsbe-

handler – hvad hun tænkte, og hvor de gerne ville hen

med min udvikling for at jeg kunne flytte ud. Og jeg

føler ikke, at jeg har fået et klart nok svar.

Rune understreger, at han heller ikke ved, hvad persona-

let på opholdsstedet tænker:

”De kunne både tænke, at det går dårligt og de kunne

tænke, at det går skidegodt, og at jeg er tæt på at

skulle flytte hjem. Det ved jeg ikke, og jeg føler virke-

lig, at det er ikke optimalt, at man ikke ved det, når

det er ens liv, det handler om. Jeg føler, at det er ind-

lysende, at man inddrager den unge i processen og

forløbet. Det føler jeg ikke, at jeg bliver (…) En ting er,

hvorfor jeg skal bo her, en anden ting er hvorfor jeg

ikke får noget grundlag for, hvorfor de tænker, at jeg

skal bo her. Altså nogen begrundelse.”

Sagsbehandleren kontakter aldrig Rune, og han ser

hende kun til opfølgningsmøder hvert halve år.

Eksemplet er anonymiseret

Som beskrevet i kapitel 2 får mange af de unge meget vejled-

ning fra de voksne på deres anbringelsessted. Rune er et ek-

sempel på, hvordan det er, når hverken sagsbehandleren eller

de voksne på anbringelsesstedet kan give den vejledning, man

som ung har behov for.

Vejledning om retten til en bisidder

Det er meget forskelligt, hvordan og hvor meget de unge, vi

har talt med, er blevet vejledt om deres ret til en bisidder.

Flere af dem fortæller dog, at de ikke kendte til denne ret-

tighed.

De unge fortæller generelt, at der som regel er andre med til

møderne med sagsbehandleren. Enten en forælder eller en

voksen fra anbringelsesstedet. Ingen af de unge omtaler disse

voksne som ”bisiddere”, og det er forskelligt, om de unge ople-

ver, at de selv har mulighed for at vælge, om disse andre

voksne skal deltage.

Ingen eller begrænset viden om rettigheder generelt

Nogle fortæller, at de generelt ikke vidste og har fået vejled-

ning om, at de har rettigheder som anbragte. De kender der-

med heller ikke deres ret til en bisidder eller til at klage (uddy-

bes i kapitel 6).

Andre fortæller, at de ved, at de har nogle rettigheder, men

ikke hvad de er. Det gælder fx Luna, som fortæller:

”Altså jeg ved, at jeg har nogle. Jeg ved bare ikke sådan

specifikt, hvad de er. Jeg har bare fået at vide, at jeg har

nogle, ikke mere. Det sagde min sagsbehandler, men jeg fik

aldrig at vide hvad for nogle, det var. Og hvad det var, de

indebar. (…) De sagde bare i forhold til de her møder, og i

forhold til alt det her, der foregår, så har du jo selv nogle

personlige rettigheder. Så gik de egentlig videre, så fik jeg

ikke mere at vide om det.” (Luna, 15 år)

OFTE ANDRE MED

TIL MØDER

PJECER OM

BØRN OG UNGES

RETTIGHEDER

VED ANBRIN-

GELSE

Børnerådet og So-

cialstyrelsen har i

samarbejde udar-

bejdet fire pjecer

om børn og unges

rettigheder, når

kommunen over-

vejer og beslutter,

om de skal an-

bringes, og mens

de er anbragt.

Pjecerne kan fin-

des på Socialsty-

relsens hjemme-

side.

Mikkel fortæller det samme. Det var dog hans kontaktperson

på opholdsstedet, og ikke hans sagsbehandler, der fortalte

ham, at han har rettigheder.

Nogen vejledning om bisidder

Nogle af de unge fortæller, at de på forskellig vis og i forskel-

ligt omfang er blevet vejledt om deres ret til en bisidder. Det

er dog forskelligt, om de kender ordet ”bisidder”, og om det i

vejledningen er blevet italesat som en rettighed.

Astrid har fået vejledning fra sin tidligere sagsbehandler om

sin ret til en bisidder, og genkender selve ordet:

”Det har jeg faktisk. Det er én, der kan forklare din sag. Det

var min gamle rådgiver, der fortalte det. Da jeg blev 13

skulle vi have en masse møder, for der måtte jeg begynde

at komme med til dem. Og hun sagde så, at der var mulig-

hed for, at vi kan skaffe dig noget, der hedder en bisidder,

hvis du ikke kan forstå alle tingene og har svært ved at for-

tælle de ting, du gerne vil fortælle.” (Astrid, 14 år)

På det tidspunkt ønskede Astrid dog ikke en bisidder, men ville

gerne bare ”snakke for sig selv”. I dag har hun altid sin kon-

taktperson fra anbringelsesstedet med til møder, hvilket hun er

glad for. Hun fremhæver, at kontaktpersonen hjælper med at

oversætte, hvis der er ord, sagsbehandleren siger, som Astrid

ikke forstår. Derudover er det rart for Astrid, når de voksne på

anbringelsesstedet over for sagsbehandleren kan bekræfte

Astrids egen fornemmelse af, at det går godt.

Clara er også en af dem, der har fået vejledning om sin ret til

en bisidder, og gjort brug af den. Samtidig fortæller hun, at

hun er irriteret over, når hun ikke selv får lov at være med til

at bestemme, hvem der skal deltage i hendes møder med

sagsbehandleren. Hendes eksempel uddybes i boksen herun-

der.

GOD ERFARING FRA UNG: ”MIN BISIDDER ER MED,

NÅR JEG BEDER OM DET”

Clara på 15 år er også blevet vejledt om sin ret til en bi-

sidder, og om muligheden for at få en bisidder fra Børns

Vilkår. Hun fik dog hverken denne vejledning af sin sags-

behandler eller de voksne på anbringelsesstedet, men af

den kommunale døgnvagt, som hun på et tidspunkt var i

kontakt med.

Bisidderen kommer kun med på møder, når Clara selv

kontakter hende og beder hende deltage i et møde. Der-

udover kan Clara finde på at kontakte bisidderen, hvis

hun har spørgsmål til ”regler og love”, som hun siger. Bi-

sidderen har blandt andet fortalt Clara, at hun kan klage

over kommunens afgørelser, og hjulpet hende med at

skrive en klage.

Clara fortæller her, hvilken forskel det gjorde for hende

at have bisidderen med til nogle af de møder med sags-

behandleren, der har handlet om, hvor Clara skulle bo:

”På det tidspunkt, når jeg snakkede med min sagsbe-

handler, der blev jeg rigtig vred. Der var det svært for

mig at holde selvkontrollen, fordi jeg havde prøvet så

mange gange at sige det på en pæn måde. Der var

min bisidder god til at sige: ”Måske skal vi lige trække

noget luft?”, for det kunne jeg ikke selv finde ud af,

det var i hvert fald meget svært.”

Clara fortæller, at da hun boede på sit tidligere opholds-

sted, var der altid en pædagog derfra med til møderne

med sagsbehandleren. Clara brød sig ikke om pædago-

gerne og oplevede, at de blandede sig på møderne:

”Der skulle altid være en pædagog med, og jeg havde

det jo ikke så godt med pædagogerne der. Hver gang

jeg sagde noget, blandede pædagogerne sig og sagde,

at det ikke er rigtigt, og jeg var sådan og sådan. Det

var bare meget udmattende, at jeg ikke bare kunne

snakke med min sagsbehandler alene. På [opholdsste-

det før det] havde jeg mange børnesamtaler med min

sagsbehandler alene. Der var pædagogerne også så-

dan: ”Vil du have os med, eller vil du snakke med din

sagsbehandler alene?”

På sit nuværende opholdssted er Clara glad for, at ledel-

sen fra opholdsstedet deltager på møderne med sagsbe-

handleren. Hun kan godt lide ledelsen på stedet, og er

glad for, at de er med til at høre, hvad sagsbehandleren

siger, frem for, at Clara selv skal genfortælle det.

Clara er dermed et eksempel på en ung, for hvem det er

vigtigt at have medbestemmelse i forhold til, hvem der

skal deltage på hendes møder med sagsbehandleren.

Eksemplet er anonymiseret

Der er også nogle af de unge, der mindre eksplicit end Astrid

og Clara er blevet vejledt om retten til en bisidder.

KENDER IKKE

ORDET

”BISIDDER”

Maja genkender fx ikke umiddelbart ordet ”bisidder”. Hun for-

tæller dog, at hun har mulighed for at vælge, om der skal del-

tage en voksen fra anbringelsesstedet til møderne med sags-

behandleren eller ej:

”Jeg fik at vide af en af de voksne på opholdsstedet, som

jeg snakker godt med, han sagde at til de her møder måtte

jeg godt have en med, hvis jeg havde brug for det. Det

havde jeg ikke fået at vide før. Det er meget dejligt at vide,

at man godt må have en med (…) Når der er møder med

min sagsbehandler, så siger de voksne til mig, at du har et

møde den her dag, og så fortæller de, hvem der er på ar-

bejde den dag, og spørger, om der er nogen af dem, jeg har

lyst til at have med - og så skriver de det i deres kalender.”

(Maja, 15 år)

I starten af forløbet, før hun blev anbragt, havde hun møder

alene med sagsbehandleren, hvilket hun syntes var helt fint.

Maja er dermed ikke specifikt blevet vejledt om sin ret til en

bisidder. Men interviewet tyder på, at de voksne på hendes an-

bringelsessted forsøger at hjælpe hende til at gøre brug af

denne rettighed.

Elias fortæller, at han har fået lidt at vide om sine rettigheder,

herunder, at han har ret til at have nogen med til møder. I

praksis er det sådan, at hans mor og hans kontaktperson altid

er med til møder. Elias oplever ikke, at det er noget, han er

med til at bestemme. ”Det

er bare sådan, det er”,

som han si-

ger. Han mener godt, at han kunne sige til sin kontaktperson,

hvis han ikke ønskede, at moren var med, og at det i så fald

kunne blive sådan. Han tilføjer dog: ”Men

det er i sidste ende

dem, der bestemmer”.

Elias oplever altså ikke reelt, at han har

mulighed for selv at pege på, hvem han ønsker at have med til

møderne, og hvem han ikke ønsker at have med.

Ingen vejledning om bisidder

Andre af de unge mener ikke, at de på nogen måde er blevet

vejledt om deres ret til en bisidder.

Freja fortæller, at hun i forhold til sine rettigheder ved, at hun

har lov til at sige sin mening. Hun har ikke fået vejledning om

andre konkrete rettigheder, herunder retten til en bisidder. In-

tervieweren forklarer Freja, hvad en bisidder er, og hun siger:

”Det har vi ikke fået fortalt, det er ikke noget, der har været

snak om. På et tidspunkt sagde min pædagog noget med, at

jeg havde ret til at gå fra et møde, hvis det på et tidspunkt

blev for meget for mig. Men ellers så nej, så har de ikke rig-

tig snakket med mig om det.” (Freja, 15 år)

Luna fortæller på samme måde, at hun ikke vidste, hvad en bi-

sidder er, eller at hun har ret til en bisidder. Det ville hun

gerne have vidst:

”Altså jeg tror da godt, at jeg ville have haft sådan en. Jeg

tror, at jeg ville have det rarere ved at sige, sådan hvad jeg

mente 100%, hvis der var en jeg kendte, der sad ved siden

af mig.” (Luna, 15 år)

Lunas mor har været med til de fleste møder, men ikke som

hendes bisidder. Moren har mere deltaget, fordi anbringelsen

blandt andet handlede om hendes udfordringer.

16-årige Kasper kender ikke til sin ret til en bisidder. Han har

boet hos en plejefamilie i mange år, og fortæller, at plejeforæl-

drene altid er med til møderne med sagsbehandleren. Han har

ikke selv bedt om at have dem med, men mener, at det er

”kommet naturligt”, fordi han har boet hos dem i mange år.

DE UNGES GODE ERFARINGER OG ØNSKER

•

For de unge hænger oplevelsen af den procesvejled-

ning, de får, tæt sammen med, om de oplever at blive

spurgt, hørt og inddraget. Det er fx positivt for flere

unge, når sagsbehandleren som led i procesvejledning i

forbindelse med en anbringelse, spørger, hvad de selv

vil.

Skriftligt materiale, der beskriver grundlaget for anbrin-

gelsen og den videre proces, og som er målrette den

enkelt unge, kan være en godt supplement til mundtlig

vejledning.

Flere af de unge savner bedre vejledning om processen

i forbindelse med deres anbringelse eller skift i anbrin-

gelsessted. De savner fx vejledning om grundlaget for

beslutningen, og at få besked om anbringelsen eller

flytningen bedre tid i forvejen.

Flere af de unge savner bedre vejledning om deres ret

til en bisidder, og hvad det indebærer. Det er rart for

de unge, når de selv får lov til at være med til at be-

stemme, hvilke voksne, der skal deltage i deres møder

med sagsbehandleren. Flere beskriver dog, at det ikke

er noget, de selv har valgt til.

•

Forældrenes perspektiv

De forældre, vi har talt med, oplever overvejende, at den vej-

ledning, de har modtaget fra kommunale sagsbehandlere, har

været utilstrækkelig.

En af dem er Jesper, hvis fortælling uddybes i eksemplet

herunder.

UDFORDRING FOR FORÆLDER: JEG HAR IKKE FÅET

VEJLEDNING FRA KOMMUNEN OVERHOVEDET

Jesper er 52 år og har en søn på 16 år, der er anbragt.

Jesper har delt forældremyndighed med moren, som han

ikke bor sammen med længere. I Jespers opfattelse af

deres sagsbehandler og kommunen som helhed fylder

det meget, at han løbende har savnet vejledning og in-

formation:

”Jamen, jeg synes ikke at jeg har fået noget vejled-

ning fra kommunen overhovedet. Jeg skal selv hitte

ud af det hver gang”.

Jesper fortæller, at han er blevet tilbudt en støtteperson

efter § 54. Men derudover har han hverken modtaget

vejledning om støttemuligheder, rettigheder eller sagens

forløb. Fx fik han og moren ikke noget at vide om, hvad

der skulle ske, da sønnen blev anbragt. Sønnen blev hen-

tet direkte fra skole og en medarbejder fra kommunen

kom på besøg hos Jesper og moren og orienterede dem

om det. Herefter hørte de ikke noget i nogle måneder.

Jesper kender dog til nogle af sine rettigheder, fx retten

til en bisidder og til aktindsigt, fordi han selv har været

anbragt en stor del af sit liv.

Jesper har gjort meget ud af selv at vejlede sin søn ud

fra sin egen viden:

”Du får jo ikke at vide, at du kan søge om hjælp, det

skal du selv finde ud af. Jeg har også sagt til min søn,

at han kan få en støtteperson eller en bisidder med til

møder. Det har jeg måtte fortælle ham, det vidste han

slet ikke. Jeg har også sagt, at du må gerne sige fra –

fx hvis du har en dårlig dag, at jeg kan ikke være med

til det møde, vi skal have i dag.”

Jesper efterspørger bedre vejledning til forældre, hvis

børn bliver anbragt:

”Man burde have en eller anden hjemmeside eller no-

get, hvis man har et barn der er ved at blive anbragt.

Eller nogen fagfolk, en eller anden kompetent, der

kommer ud og fortæller, hvad det er, der skal ske nu.

Nu skal dit barn fjernes, så derfor vil vi gerne forklare,

hvad der kommer til at foregå nu. Og lægger en slag-

plan for barnet og forældrene”.

Eksemplet er anonymiseret

Interviewene med forældrene vidner om, at deres generelle

samarbejde med sagsbehandlerne fra kommunen betyder me-

get for, hvordan de oplever den vejledning, de har modtaget,

og om de mener, at den har været tilstrækkelig.

Efterspørger bedre vejledning fra start

Flere af de forældre, vi har talt med, oplevede, at den vejled-

ning de fik, da deres barn blev anbragt, var meget mangelfuld.

Nogle af dem fremhæver, at de gerne ville have haft mere og

bedre vejledning fra start, både om processen og deres ret-

tigheder. Fx siger Camilla, hvis 15-årige datter er anbragt:

”Jeg tror det er rigtig vigtigt, at når man tager hul på noget,

så falder vejledningen med det samme. Så blandt andet det

her med, nu skal din datter anbringes, hvad skal der så

ske? Hvad har du af rettigheder, og hvad har du ikke mulig-

hed for? Så man får italesat det med det samme.” (Camilla,

mor til 15-årig, der er anbragt)

Camilla foreslår, at man som forælder kunne få udleveret en

mappe, hvor al relevant information om processen og ens ret-

tigheder var samlet. Hun mener, at det må kunne gøres på en

måde, hvor det er relativt let tilgængeligt og tilføjer: ”Det be-

høver ikke at være svært, bare fordi det er kommunalt”.

Jesper i eksemplet ovenfor præsenterer en lignende idé.

Procesvejledningen er dog langt fra kun vigtig fra start, men

også løbende. Anette, hvis 17-årige søn er anbragt, fortæller,

at hun netop har efterspurgt mere vejledning om processen:

”Det er sådan en ting, jeg faktisk selv har efterlyst. Jeg har

manglet en form for rød tråd og informationer. At de fortæl-

ler mig, hvad de har gang i, og hvad der skal ske nu (…) For

mig er mere information lig med mere ro, for så er der ikke

plads til, at man sidder og laver sine egne teorier eller egne

overbevisninger omkring tingene. Når man ikke får noget at

vide, så laver man sine egne historier, og de er ikke altid

rigtige. Det finder man jo først ud af, når man konfronterer

sagsbehandleren. Det bliver en konfrontation og ikke et

VEJLEDNINGEN

SKAL FALDE MED

DET SAMME

samarbejde, hvor man stiller konfronterende spørgsmål. Og

så er vi inde i den her krigszone.” (Anette, mor til 17-årig,

der er anbragt)

Som beskrevet ovenfor, har samarbejdet betydning for foræl-

drenes oplevelse af den vejledning, de får. Citatet fra Anette

vidner om, at det omvendte også gør sig gældende: At mang-

lende procesvejledning kan have negativ betydning for samar-

bejdet.

Manglende vejledning om flere forskellige forhold

Det er forskelligt, hvad forældrene har savnet vejledning om

op til og i forbindelse med selve anbringelsen.

Louise er et eksempel på en forælder, der har savnet bedre

vejledning om en række forhold. Hendes fortælling uddybes i

eksemplet herunder.

FORMANDSBESLUTNING EFTER § 75

Formanden for kommunens børn og unge-udvalg kan

træffe en foreløbig afgørelse om anbringelse uden sam-

tykke, hvis afgørelsen af hensyn til barnets eller den un-

ges øjeblikkelige behov ikke kan afvente, at sagen be-

handles i børn og unge-udvalget.

Formandsbeslutningen skal godkendes af børn- og unge-

udvalget inden for syv dage.

UDFORDRING FOR FORÆLDER: MANGLENDE VEJ-

LEDNING OM EN RÆKKE FORHOLD

Louise er 27 år og har en datter på 2 år, som er anbragt.

Da Louises datter var spæd, fik hun besøg af forskellige

familiekonsulenter fra kommunen flere gange. Louise for-

tæller, at hun og hendes mand ikke fik ret meget at vide

om, hvorfor familiekonsulenterne skulle være der. Kun,

at de var der for at hjælpe dem, fordi Louise selv tidli-

gere har været anbragt og haft et misbrug.

En dag skulle Louise og hendes mand have et møde med

to familiekonsulenter. Kort inden mødet bankede det på

døren, og det viste sig at være formanden for kommu-

nens børn og unge-udvalg. På mødet fik Louise at vide,

at hendes datter skulle anbringes på baggrund af en for-

mandsbeslutning. Louise fortæller:

”Det eneste, jeg kunne gøre var at bevare roen og

trække vejret, og jeg gik ud for at ryge en cigaret. Og

formanden kommer ud og spørger, om jeg ved, hvad

en frivillig anbringelse og en tvangsanbringelse er, og

nu skulle han nok forklare mig, hvad det er. Jeg

sagde, at det skulle han slet ikke: Jeg ved udmærket

godt, hvad forskellen er, da jeg selv har været an-

bragt, og det vidste han, hvis han havde læst min sag.

Og at jeg faktisk ikke vil have, at de tager hende (…)”

Efter anbringelsen går der tre uger, før Louise og hendes

mand får noget at vide om deres datters velbefindende.

Og det gør de kun, fordi Louise selv ringer til formanden

for børn og unge-udvalget:

”Senere den dag kommer plejefamilien og tager

hende. Det er jo midt i ferien, så der går tre uger ca.,

før vi får noget at vide. Vi ser hende ikke, ingen kon-

takter os eller ringer til os. Så ringer jeg til forman-

den, og siger at jeg skal vide, hvor mit barn er. Og får

at vide, at hun er i en nabokommune og har det godt.”

Louise siger selv, at det er muligt, at hun har fået nogle

oplysninger i forbindelse med anbringelsen, som hun ikke

var i stand til at modtage:

”Når man er sur, kan det godt glippe at få ting med.

Jeg tror ikke, da hun blev anbragt, at jeg har fået

med, hvad hendes forløb skulle være.”

I Louises fortælling er der flere eksempler på situationer,

hvor hun ikke oplever at have modtaget den vejledning,

hun havde brug for: I forbindelse med, at familiekonsu-

lenterne kom i hendes hjem; i forbindelse med selve an-

bringelsen og i perioden umiddelbart efter anbringelsen.

Eksemplet er anonymiseret

Vejledning om betydningen af samtykke til anbringelsen

Som beskrevet i første del af kapitlet, forsøger de interviewede

sagsbehandlere at give god vejledning om, hvad det betyder

for forældrene, om de samtykker eller ej. Det står dog samti-

dig klart, at det er noget, sagsbehandlerne kan synes er udfor-

drende.

Flere af de forældre, vi har talt med, mener, at de har modta-

get forkert vejledning om netop dette, da deres barn blev an-

bragt. Det gælder fx Hans og Charlotte, der begge oplevede,

at de blev ”presset” til at indvilge i en frivillig anbringelse.

Hans fortæller:

"Vi sad i en situation, hvor der sad fire damer og nidstirrede

os, og sagde: ”I får det bedre, hvis I går med til en frivillig.

I er bedre stillet" ”. (Hans, far til 3-årig, der er anbragt)

” ”I får det bedre, hvis I

går med til en frivillig. I

er bedre stillet"” (Hans,

far til 3-årig, der er an-

bragt)

Hans og hans kone så ikke andre udveje, da både de og deres

barn var stressede efter en længere periode med usikkerhed

og jævnlige besøg af medarbejdere fra kommunen, der skulle

observere dem. De endte dog senere med at trække samtyk-

ket, da de på eget initiativ havde fået en advokat, som rådede

dem til det.

Charlotte fortæller, at beskeden om, at deres datter skulle an-

bringes, kom meget bag på Charlotte og hendes mand. Datte-

ren havde nogle psykiske vanskeligheder og havde i noget tid

været hos en aflastningsfamilie med jævne mellemrum. Char-

lotte og hendes mand vidste, at de skulle have et møde med

sagsbehandleren og en anden medarbejder fra kommunen,

men ikke, hvad det handlede om:

”Så smed de en bombe. De siger til os, at de ikke kan

hjælpe hende, når hun bor i hjemmet. De kan ikke sige, at

det er en tvangsanbringelse, fordi de har ikke noget at

sætte på familien. Men hvis vi siger ja til, at hun bliver frivil-

lig anbragt, vil alle de penge, hun har brug for, følge med,

og hun vil få den alt den hjælp, hun skal have. Men hvis hun

bliver boende hjemme, så er der intet hjælp at hente.”

(Charlotte, mor til 15-årig, der er anbragt)

Charlotte og hendes mand havde svært ved at forstå, at det

ikke skulle være det bedste for deres datter at blive i hjemmet.

Samtidig kunne de se, at datteren ikke havde det godt, og

havde brug for hjælp. De oplevede derfor ikke at have et valg.

Senere fandt de ud af, at de ikke reelt var blevet vejledt om

muligheden for ikke at samtykke:

”Senere

fandt vi ud af, at havde vi sagt nej, og de havde la-

vet det om til tvang, så havde vi masser af rettigheder. Så

kunne vi også få en advokat med det samme (…) Men det

var der ikke nogen, der tilbød os, der var ingen, der sagde

noget.” (Charlotte, mor til 15-årig, der er anbragt)

Linda fortæller, at hun fik at vide, at hun ville få mere samvær

og i det hele taget få lov at være en større del af datterens liv,

hvis hun samtykkede – hvilket hun gjorde. Hun har dog også

senere trukket sit samtykke tilbage på baggrund af vejledning

fra sin § 54-støtteperson.

Nogle af forældrene fremhæver også i denne sammenhæng, at

de var under stort pres, da de fik at vide, at deres barn skulle

SVÆRT AT TAGE

IMOD

VEJLEDNING I EN

PRESSET

SITUATION

anbringes – og at det kan betyde, at de ikke har fået alting

med. Anette fremhæver fx, at det er problematisk at få vejled-

ningen om retten til en støtteperson samtidig med, at man får

at vide, at ens barn skal anbringes:

”Det, der er problemet med en §54, det er, at når du får det

at vide, så får du det at vide samtidig med, at dit barn bli-

ver anbragt. Ens hjerne kører på det der anbringelse, og

man tænker på, hvordan det skal gå. Nu hvor jeg ikke er

mor mere, måske er jeg også bare for dum til det. Når du

sidder med alle de tanker, så får du at vide, at du kan få en

§54, det er en støtteperson. Det har du krav på, fordi du

har fået barn anbragt uden for hjemmet. Det er en form for

mellemled mellem os, sådan at hun kan forklare, hvad de

forskellige ting betyder.” (Anette, mor til 17-årig, der er an-

bragt)

Vejledning om og fra støttepersonen efter § 54

I forhold til, hvorfra de har fået vejledning, fremhæver flere af

forældrene deres støtteperson efter § 54 som helt central. En

af forældrene siger fx, at det er hendes støtteperson og til dels

hendes familiebehandler, der vejleder hende, mens sagsbe-

handleren ”er myndighed og skriver sagsakter”.

Næsten alle de forældre, vi har talt med, har en støtteperson

efter § 54. En undersøgelse fra Ankestyrelsen viser dog, at det

er langt fra alle forældre til anbragte børn og unge, der har en

støtteperson.

UNDERSØGELSE

OM STØTTE

EFTER § 54

Ankestyrelsen har

gennemført en

undersøgelse om

støtte efter § 54,

som behandler

emnet mere dyb-

degående, og som

er tilgængelig via

Ankestyrelsens

hjemmeside.

Dette afsnit handler både om, hvorfra forældrene har fået vej-

ledning om deres ret til en støtteperson efter § 54, hvem deres

støtteperson er og hvilken vejledning de får fra støtteperso-

nen.

Vejledning om retten til en støtteperson

Nogle af de interviewede forældre fortæller, at de ikke har fået

vejledning fra sagsbehandleren om deres ret til en støtteper-

son. De fortæller fx, at de har fået kendskab til denne ret-

tighed gennem familiemedlemmer eller søgning på internettet.

En af dem fik det at vide af den psykolog, der gennemførte en

forældrekompetenceundersøgelse. De har dermed også først

fået øjnene op for denne rettighed et stykke tid efter, at deres

børn blev anbragt.

Blandt dem, der har fået vejledning om det, er der flere, der

har oplevet det som en tung proces at finde en god støtteper-

son. Fordi deres tillid til kommunen var begrænset, havde de

Ankestyrelsen, 2021: ”Støtte efter serviceloven § 54 til forældre, hvis barn er anbragt”

ØNSKER IKKE

STØTTEPERSON

FRA KOMMUNEN

behov for, at vedkommende ikke var ansat i kommunen. Det

gælder fx Hans, som fortæller:

”Vi blev også præsenteret for at vi kunne få en støtteper-

son. Og det var en, der arbejdede godt sammen med [kom-

munen]. Som vi kunne se faktisk var ansat i [kommunen].

Så det havde vi ikke tillid til.” (Hans, far til 3-årig, der er

anbragt)

Hans og hans kone fandt derfor selv en anden støtteperson.

De første to de fandt var dog for dyre for kommunen. I dag

har de en støtteperson fra en interesseorganisation.

Derudover er der flere forældre, der fremhæver, at også vej-

ledning om en støtteperson kan være svær at tage imod i en

presset situation –fx Anette, der er citeret ovenfor.

Vejledning fra støttepersonen

Forældrene fortæller, at de bruger deres støtteperson til en

lang række forskellige ting.

For nogen er støttepersonen først og fremmest en, de kan

støtte sig til, og ”læsse af på”. Camilla fortæller:

”Det er jo rart, man har nogen man kan læsse af på. Hvor-

dan man har det med, at ens barn er anbragt. Og så er det

lige meget om det er frivillig eller tvang, det kan være hårdt

uanset hvad. Det kan være rart at tale om de følelser, der

er inde i en. Det er mest det, jeg bruger støtten til.” (Ca-

milla, mor til 15-årig, der er anbragt)

For flere af forældrene er støttepersonen en af de primære kil-

der til viden om sagsprocessen, støttemuligheder og deres ret-

tigheder. Det gælder fx for Anette, som siger:

”Det er faktisk der, at jeg får de fleste af mine informationer

fra, i forhold til, hvad jeg har ret til og ikke har ret til. Det er

hende, jeg taler med, når der er et eller andet, hvor jeg si-

ger: ”Der må være en paragraf, hvor vi kan søge det her

under?” Måske noget tøj til min søn eller en ny seng, fordi

den er gået i stykker, eller hvad der ellers kan opstå. Så er

det hende, jeg går til for at få det juridiske i orden. Hvad

har jeg lov til, hvad har jeg ret til og krav på.” (Anette, mor

til 17-årig der er anbragt)

Det gælder også for Charlotte, hvis fortælling uddybes i bok-

sen herunder.

GOD ERFARING FRA FORÆLDER: ”DET ER VORES

STØTTEPERSON, DER ER DRIVKRAFTEN HER-

HJEMME”

Charlotte og hendes mand har en datter på 15 år, der

har været anbragt i 6 år. Charlotte beskriver et udfordret

samarbejde med kommunens sagsbehandlere, som ifølge

Charlotte har været præget af fejl i sagsbehandlingen,

uvidenhed og manglende vejledning. Deres tillid til kom-

munen er derfor meget begrænset. Det var årsagen til,

at de, da de blev tilbudt en støtteperson fra kommunens

familiecenter, sagde nej tak. Hun fortæller:

”Vi har hele tiden sagt, at vi vil ikke have noget med

familiecentret at gøre. Vi er godt klar over, at så sid-

der der en eller anden og skriver noget til sagsbe-

handleren, som måske er løgn. Vi stoler ikke på nogen

som helst, der sidder og skriver noget ned, og skal

sendes videre. Det gør vi ikke. Det skal være en ude-

frakommende.”

De har i dag en støtteperson ved navn Karen, fra en inte-

resseorganisation. Hun vejleder dem om sagens forløb,

hvad der skal ske, og om deres rettigheder. Som Char-

lotte siger, er det Karen, ”der

er drivkraften herhjemme”.

Hun fortæller også, hvordan Karen er helt afgørende i

forhold til at hjælpe Charlotte og hendes mand med at

formulere breve til kommunen og Ankestyrelsen:

”Når du skal sidde og skrive en klage til kommunen el-

ler Ankestyrelsen som forælder, så har du altid for

mange følelser indblandet. Du bliver kvalt i alt det

mørke, og så kommer du til at sætte dig ned og skrive

noget rigtig møg, som du faktisk slet ikke burde

skrive. Der er det godt at have sådan en støtteperson,

der kan hjælpe dig med at sidde skrive og læse det

igennem”.

Eksemplet er anonymiseret

Jesper bruger sin støtteperson som bisidder ved møder, til at

læsse af på og som hjælp til at skrive breve:

”Det er jo ikke alt, hvad de siger, man lige opfatter – for at

være helt ærlig (…) Og så er hun god at læsse af på, hvis

man kan sige det sådan. Og til at formulere, når man skal

skrive et eller andet. Jeg skriver bare lige ud af landevejen,

kalder en spade for en spade. Hvor hun siger, at nogle

gange er det meget godt at få det skrevet på en professio-

nel måde, ellers forstår de ikke en meter”. (Jesper, far til

16-årig, der er anbragt)

FORÆLDRES GODE ERFARINGER OG ØNSKER

•

Flere af forældrene efterspørger bedre vejledning om

processen og deres rettigheder fra starten af et anbrin-

gelsesforløb. Dette bekræftes af foreninger, der repræ-

senterer forældrene.

Flere af forældrene oplever, at den vejledning de fik fra

sagsbehandleren om forskellen på en anbringelse med

og uden samtykke, var mangelfuld eller forkert. Dette

bekræftes af foreninger, der repræsenterer forældrene.

I forhold til vejledning om en støtteperson efter § 54 er

det for nogle forældre en udfordring, at de i første om-

gang kun blev præsenteret for muligheden for en støt-

teperson fra kommunen, som de ikke ønskede, på

grund af manglende tillid til kommunen generelt.

Når forældrene har en støtteperson har det for flere af

dem stor værdi, blandt andet fordi de modtager meget

vejledning fra støttepersonen. Dette bekræftes af for-

eninger

•

KAPITEL 6

Klagevejledning

Dette kapitel beskriver, hvordan interviewkommunerne giver

klagevejledning, og hvad de lægger vægt på, når de gør det.

Derudover belyser kapitlet, hvordan borgerne oplever den kla-

gevejledning, de modtager.

KLAGEVEJLEDNING

Når kommunen giver borgeren råd og vejledning om mu-

ligheder for hjælp eller støtte, skal kommunen være op-

mærksom på, om der er i den forbindelse meddeleles en

beslutning, der går på, om borgeren har ret eller ikke ret

til en ydelse og som derfor kan betragtes som en afgø-

relse.

FORVALTNINGSLOVENS § 25

Når kommunen giver borgeren en skriftlig afgørelse, der

kan påklages til en anden forvaltningsmyndighed, skal

kommunen samtidig give borgeren en klagevejledning,

medmindre borgeren får fuldt ud medhold.

I klagevejledningen skal fremgå, hvem borgeren kan

klage til, hvordan borgeren skal gøre, og hvad tidsfristen

for at klage er.

Den almindelige vejledningspligt medfører, at kommunen

også om fornødent skal give borgeren klagevejledning

ved en mundtlig afgørelse.

KAPITLETS HOVEDPOINTER

Kommunernes beskrivelser af klagevejledningen:

•

Kommunerne sender altid en skriftlig klagevejledning til

borgeren, når de træffer en afgørelse. I den forbindelse

lægger de vægt på at det skal være klart, hvornår de

træffer en afgørelse.

Når borgeren er utilfreds med afgørelsen vil kommu-

nerne typisk supplere den skriftlige klagevejledning

med mundtlig vejledning.

•

•

Nogle kommuner har gode erfaringer med at forsøge at

tilpasse klagevejledningen til den enkelte borger, så

den tager højde for borgerens forudsætninger.

Borgerenes beskrivelser af klagevejledningen:

•

Flere af de unge, vi har talt med, vidste ikke, at de har

ret til at klage over kommunes afgørelser. De ville

gerne have vidst det, uanset om de ville gøre brug af

det eller ej.

Forældrene får som regel skriftlig klagevejledning sam-

men med kommunens afgørelser, men nogen efterspør-

ger bedre vejledning.

En del af forældrene har prøvet at klage, og flere finder

det meget ressourcekrævende at skulle i gennem en

klageproces. Derfor benytter de sig ikke altid af mulig-

heden for at klage, selvom de er utilfredse med afgørel-

sen.

•

KOMMUNERNES PERSPEKTIV PÅ KLAGEVEJLED-

NINGEN

Første del af kapitlet handler om, hvordan kommunerne giver

klagevejledning, og hvad de lægger vægt på i den forbindelse.

Altid skriftlig klagevejledning

Alle interviewkommunerne beskriver, at de altid automatisk

vedlægger en skriftlig klagevejledning til den afgørelse, de

sender til borgeren. En sagsbehandler siger:

”Klagevejledningen er altid med i afgørelsesbrevet. Den er

bare med hver gang. Og det er både, hvis du er forældre-

myndighedsindehaver, og hvis du er barn. Og vi skriver vo-

res telefonnumre, hvis de har brug for at drøfte det med os

eller et eller andet, så de har mulighed for det.” (Sagsbe-

handler)

Det skal være klart, når der træffes en afgørelse

Ifølge lovgivningen skal en kommune vejlede borgeren i mulig-

hederne for at klage, når der er blevet truffet afgørelse. De fle-

ste kommuner beskriver også, at de altid er tydelige over for

borgeren omkring, hvornår der træffes en afgørelse. De be-

skriver, hvordan de ofte mundligt siger til borgeren, når der er

kommet en afgørelse, og at de i den forbindelse har mulighed

VEJLEDNING OM

AFGØRELSES-

BEGREBET

Ankestyrelsen har

netop udgivet en

vejledning om af-

gørelsesbegrebet,

der skal hjælpe

kommunerne til at

vurdere, hvornår

de træffer en af-

gørelse.

for at klage. En kommune beskriver, at de sjældent bare sen-

der en afgørelse til borgeren med en skriftlig klagevejledning,

men at de gør opmærksom på afgørelsen inden:

” Som regel vil de ikke bare få tilsendt en afgørelse, det er

noget vi har snakket om først. Hvad end det er en afgørelse

på en foranstaltning, som vi er enige om, eller fordi de har

søgt om noget, og fået afslag, så vil jeg altid fortælle dem

det mundtligt først, og så sige, at nu får I tilsendt en afgø-

relse.” (Sagsbehandler)

En sagsbehandler i en af kommunerne beskriver, at de nogle

gange internt har svært ved at bedømme, hvornår de træffer

en afgørelse

”Det har været et af vores huller internt at være klare på,

hvornår noget er en afgørelse, og man egentlig skal træffe

en afgørelse, og hvornår man ikke skal. Jeg arbejder med,

at når det er en afgørelse så kommer den altid på skrift. Jeg

giver den også mundtligt. Men det skriftlige er for at sikre

mig, at det er skrevet ned, hvad vi har aftalt, hvad er af-

gjort, og der er en klagevejledning med. Det er lige så me-

get for min egen skyld, som for den, jeg sidder overfor.”

(Sagsbehandler)

En sagsbehandler fra samme kommune siger supplerende, at

det er noget, de er blevet skarpere på inden for den seneste

tid:

”Vi får sendt langt flere ”

afgørelser med klagevej-

ledning ud til borgerne

end vi tidligere har gjort”

”Vi har haft et skærpet fokus på det i afdelingen og derfor

er det blevet klarere. Vi får sendt langt flere afgørelser med

klagevejledning ud til borgerne end vi har gjort tidligere.”

(Sagsbehandler)

Mundtlig klagevejledning, når borgeren er uenig i afgø-

relsen

Alle de interviewede kommuner beskriver, hvordan de typisk

også mundtligt fortæller borgeren om deres ret til at klage –

men kun, hvis borgerne er uenige i afgørelsen. En sagsbe-

handler fremhæver, at en fordel ved mundtlig klagevejledning

er, at det giver borgeren mulighed for at spørge ind til vejled-

ningen. Derudover vurderer hun, at det for mange borgere kan

være svært at læse og forstå den skriftlige klagevejledning:

”Jeg tænker, at det giver bedst mening for borgeren, at det

bliver givet mundtligt, for så er der mulighed for at spørge

Se evt. Ankestyrelsens publikation ”Vejledning om afgørelsesbegrebet”.

ind til det. For at kunne læse og forstå det, der står, skal

man være vant til juridisk skrift.

Uanset om borgeren er uenig eller enig i afgørelsen, fortæller

kommunerne, at de altid sender skriftlig klagevejledning sam-

men med afgørelsen.

Tilpasning af klagevejledningen til borgeren

Nogle af sagsbehandlerne beskriver, hvordan de tilpasser de-

res klagevejledning til den borger, der skal modtage den, for

at sikre sig, at vejledningen er forståelig for borgeren.

Tilpasningen kan fx ske ved at give mundtlig klagevejledning,

der er målrettet borgeren. En sagsbehandler giver et eksempel

på, hvordan hun tilpasser klagevejledningen til forældrene til

et anbragt barn:

”Jeg har nogle forældre, der sådan kognitivt ligger meget

lavt, og de har givet udtryk for, at de ikke var tilfredse med

en afgørelse om samvær. Der har jeg ringet til dem og for-

talt, hvad de helt konkret skal gøre. Jeg tænker, når man

har rigtig svært ved det, så skal de også hjælpes videre i

systemet” (Sagsbehandler).

Dette er i overensstemmelse med beskrivelserne i kapitel 4 af,

hvordan kommunerne generelt bestræber sig på at tilpasse de-

res vejledning til borgerens situation og forudsætninger.

I en anden kommune beskriver de, at de har god erfaring med

at bruge forskellige skabeloner for klagevejledningen med for-

skelligt sprog, afhængigt af, om den skal sendes til en ung el-

ler en forælder. Det er dog ikke noget, de gør i denne kom-

mune længere. Sagsbehandlerne kender ikke årsagen.

En sagsbehandler i en tredje kommune beskriver, at det er

sjældent, at de gør noget ekstra for at sikre sig, at borgerne

har forstået den skriftlige klagevejledning. Hun kan dog finde

på at sige til forældrene, at de kunne sætte sig sammen med

deres bisidder og skrive ned, hvad de er utilfredse med, sådan

at de får hjælp til at sætte ord på det.

Sagsbehandleren fortæller samtidig, at kommunens klagevej-

ledninger, så vidt hun ved, kun findes på dansk, og at det for-

mentlig kan udfordre nogle borgere med etnisk minoritetsbag-

grund. Her bliver det mundtlige supplement til den skriftlige

klagevejledning, som alle kommunerne i et eller andet omfang

praktiserer, meget vigtigt.

100

KOMMUNERS GODE ERFARINGER

•

Den skriftlige klagevejledning er altid vedlagt afgørel-

sen. Blandt andet derfor er det vigtigt som kommune at

være bevidst om, hvornår man træffer en afgørelse.

Den skriftlige klagevejledning kan med fordel suppleres

med mundtlig vejledning. Det er særligt relevant, når

borgeren er utilfreds med afgørelsen.

Både den mundtlige og den skriftlige klagevejledning

kan tilpasses borgerens forudsætninger. Sidstnævnte fx

ved at have skabeloner for klagevejledningen, der er

målrettet henholdsvis børn og voksne.

•

BORGERNES PERSPEKTIV PÅ KLAGEVEJLED-

NING EN

Denne del af kapitlet handler om borgernes perspektiv på kla-

gevejledningen. Dels om de har fået klagevejledning, dels om

de har gjort brug af deres mulighed for at klage.

Kendskab til muligheden for at klage

De fleste af de interviewede unge kender ikke til deres ret til at

klage, og mindes ikke at have modtaget vejledning om det,

hverken på skrift eller mundtligt. Flere af dem giver udtryk for,

at de gerne ville have vidst det, selvom de er i tvivl om, om de

ville have gjort brug af det.

Flere af de unge mindes generelt ikke at have modtaget breve

fra kommunen, ej heller skriftlige afgørelser, og dermed heller

ikke skriftlig klagevejledning.

Nogle kender til muligheden, men har ikke haft behov for at

gøre brug af den. Det gælder fx Jonathan på 14 år. Han for-

tæller, at han modtager afgørelser fra kommunen, men at det

primært er hans far og bonusmor, der tager sig af det.

”Sådan nogle breve er ikke lige mig, så dem læser min far

og bonusmor. Men jeg skimmer lige og ser, hvad der er vig-

tigt at vide. Men alt hvad jeg har brug for at vide, får jeg at

vide på møder” (Jonathan, 14 år)

Også i forhold til klagevejledning er der eksempler på, at de

unge modtager vejledningen fra andre end sagsbehandleren.

16-årige Amalie beskriver, hvordan det var hendes genbo, der

MODTAGER IKKE

BREVE

101

fortalte hendes forældre om muligheden for at klage, da gen-

boen selv var sagsbehandler. Genboen hjalp efterfølgende

også familien med at sende en klage til kommunen.

Endelig er der nogle få af de unge, der har erfaring med at

klage. Det gælder fx 16-årige Laura og 17-årge Clara. Laura

har ikke selv direkte været involveret i klageprocessen, som

hendes forældre har varetaget. Clara har netop klaget, med

hjælp fra sin bisidder, og venter nu på svar fra Ankestyrelsen.

Forældrene modtager skriftlig klagevejledning

Forældrene fortæller, at de generelt modtager klagevejledning

på skrift sammen med kommunens afgørelser.

VIGTIGT MED

TYDELIGE

AFGØRELSER

En forælder beskriver dog, hvordan han oplever at få en klage-

vejledning med, når han får en afgørelse, men at kommunen

ikke altid sender afgørelser:

"Ja, det har stået der, når jeg har fået afgørelser. Men det

jeg har klaget meget over det er, at de har sendt oriente-

ringsbreve ud, for eksempel om hvordan samværet ser ud

de næste måneder. Nu har du samvær de og de dage de

næste tre måneder og det er hver 14. dag. Men det nytter

jo ikke noget, for jeg kan jo ikke klage over et orienterings-

brev” (Hans, far til 3-årig, der er anbragt).

Samtidig beskriver forældrene, hvordan de ikke har fået meget

hjælp af kommunen, hvis de gerne ville klage. En forælder for-

tæller, hvordan hun savner bedre klagevejledning:

”Jeg kunne godt tænke mig, at der var noget mere vejled-

ning. Og så kan det godt være, at de siger, at du kan klage

over det, men det er ikke en vejledning i min optik. Man

kunne jo klage over alting, men det hjælper jo heller ikke

noget, hvis der ikke sker noget” (Mette, mor til to anbragte

børn).

Flere af de interviewede forældre fortæller, at de fået hjælp af

deres § 54-støttepersoner til at klage. Igen er det værd at be-

mærke, at selvom flere af de forældre, vi har talt med, har en

støtteperson efter § 54, gælder ikke alle forældre til anbragte

børn og unge.

”Det kan godt være, at

de siger, at du kan klage

over det, men det er ikke

vejledning i min optik.”

(Mette, mor til to an-

bragte børn)

Se Ankestyrelsen, 2021: ”Støtte efter servicelovens § 54 til forældre, hvis barn er

blevet anbragt”.

102

Det kræver ressourcer at klage

De fleste af de interviewede forældre fortæller, hvordan det

kræver mange ressourcer for dem at klage til kommunen, og

at det har betydning for, om de vælger at klage eller ej.

Fx beskriver Louise, at hun har været klar over sin mulighed

for at klage, men at det ville kræve for meget af hende:

”Ja, det er jeg klar over. Det har stået i papirerne, så jeg

har aldrig været i tvivl om det, og min 54’er siger det også

hver gang, at jeg kan klage over en afgørelse. Men det ville

komme til at tage al min energi, og så ved jeg, at jeg ikke

kan være der for [hendes barn] under næste samvær (…)

Tanken har været der, men jeg har også den med, at jeg

skal tage mine kampe med omhu, fordi jeg ved, at hvis jeg

begynder at klage over en ting, skal jeg højst sandsynligt i

Ankestyrelsen, og det har jeg simpelthen ikke overskud til”

(Louise, mor til 4-årig, der er anbragt).

Charlotte beskriver også, hvordan hun igennem en interesse-

organisation har fået støtte og mod til at klage, selvom hun tit

får lyst til at smide håndklædet i ringen:

”Det er dem, der har fået os til at rejse os, og turde kæmpe

fordi selvfølgelig har der været dage, hvor jeg har spurgt

min mand om vi skal smide håndklædet i ringen, og skrive

et brev til vores søn, som de må give ham, når han bliver

18. Og så sige: Okay, det er jeres barn, vi kan ikke gøre no-

get” (Charlotte, mor til 15-årig, der er anbragt).

UNGE OG FORÆLDRES GODE ERFARINGER OG ØN-

SKER

•

Flere af de unge kender ikke deres ret til at klage. De

ville gerne have vidst det, selvom de ikke nødvendigvis

ville have gjort brug af det.

De to unge, der har prøvet at klage, har fået hjælp af

deres forældre eller bisidder.

Forældrene modtager klagevejledning på skrift sammen

med afgørelser fra kommunen. Nogen efterspørger dog

bedre klagevejledning, fx i form af en dialog om mulig-

heden.

Det kan være ressourcekrævende at klage, og det af-

holder nogle borgere fra at gøre det.

•

103

BILAG 1

Metode og datagrundlag

Dette bilag uddyber undersøgelsens metode og datagrundlag.

Undersøgelsen er baseret på interview med:

•

16 anbragte børn og unge

11 forældre til anbragte børn og unge

Medarbejdere fra fem kommuner.

INDDRAGELSE AF RELEVANTE AKTØRER

I forbindelse med opstarten af undersøgelsen drøftede vi un-

dersøgelsens tema med udvalgte medlemmer af det rådgi-

vende organ samt forskellige andre aktører på området: Børns

Vilkår, De Anbragtes Vilkår, VISO, Forældrelandsforeningen

(FBU) og Foreningen Retssikkerhed i Familiers Trivsel (Rift).

Formålet var at afdække aktuelle undertemaer og spørgsmål,

der kunne være relevante at få belyst i undersøgelsen. De ak-

tører, der ikke er er medlemmer af det rådgivende organ, har

desuden bidraget til kvalificering af de eksempler på gode erfa-

ringer og udfordringer, der indgår i rapporten.

INTERVIEW MED UNGE OG FORÆLDRE

Vi har i alt gennemført 27 interview med borgere: 16 interview

med anbragte børn og unge og 11 interview med forældre til

anbragte børn.

Interviewene blev gennemført i foråret 2021. På grund af re-

striktioner i forbindelse med COVID-19 blev alle interview gen-

nemført telefonisk.

Målgruppe

Undersøgelsen handler om kommunernes vejledning til børn

og unge i udsatte positioner og deres forældre. Borgerperspek-

tivet er dog kun belyst gennem interview med anbragte børn

og unge og forældre til anbragte børn og unge.

Når kommunerne træffer afgørelse om at anbringe et barn el-

ler en ung er det en indgribende beslutning i barnets eller den

unges og forældrenes liv. Det betyder, at kommunens vejled-

ning særligt i forhold til anbragte børn og unge og deres foræl-

dre, er afgørende for at sikre det bedst mulige forløb og under-

støtte anbringelsens formål.

Flere af de interviewede unge og forældres oplevelser vil dog

formentlig være genkendelige for unge og forældre, der mod-

104

tager en anden foranstaltning efter § 52 i serviceloven (fx fa-

miliebehandling, aflastning eller kontaktperson). Mange af

kommunernes beskrivelser af deres praksis handler desuden

bredere om børn og unge, der får eller kan have behov for for-

skellige former for støtte efter servicelovens kapitel 11, og de-

res forældre.

Vi har også forsøgt at komme i kontakt med børn og unge, der

ikke er anbragt, men har en kontaktperson, men desværre

uden held.

De unge

De børn og unge, vi har talt med, var alle på interviewtids-

punktet anbragt på et opholdssted eller en døgninstitution. De

repræsenterer dermed et mindre udsnit af udsatte såvel som

anbragte børn og unge i Danmark

. Flere af dem har dog tidli-

gere været anbragt i en plejefamilie.

De er alle 14-17 år og kaldes derfor i rapporten blot ”unge”.

Forældrene

De forældre, vi har talt med, er forældre til mellem et og tre

anbragte børn eller unge i alderen 3-17 år.

Forældrene adskiller sig fra flertallet af forældre til anbragte

unge ved, at de fleste af dem har en støtteperson efter § 54.

En undersøgelse fra Ankestyrelsen har vist, at det generelt kun

er omkring en fjerdedel af alle forældre til anbragte, der har

det.

Rekruttering af forældre, børn og unge

For at rekruttere unge og forældre til interview er vi gået igen-

nem både organisationer og kommuner for at sikre mest mulig

variation i de interviewede unge og forældres erfaringer.

Rekrutteringen er foregået igennem De Anbragtes Vilkår,

FADD, FBU og Rift, samt igennem de fem interviewkommuner.

De fleste interviewpersoner har vi fået kontakt til gennem or-

ganisationerne. Der er dog ikke grundlæggende forskelle på de

unges og forældrenes erfaringer alt efter om kontakten er

etableret gennem organisationer eller kommuner.

Formidling af kontakt

Kontakten til de unge og forældrene er blevet etableret ved, at

vi har sendt et informationsbrev om undersøgelsen til vores

En analyse fra Social- og Ældreministeriet fra 2019 viser, at 65 pct. af alle anbragte

børn og unge var anbragt i en plejefamilie pr. 31. december 2017. Se ”Velfærdspoli-

tisk analyse: Kommunal variation på anbringelsesområdet”.

Ankestyrelsen, 2021: ”Støtte efter § 54 til forældre, hvis barn er blevet anbragt”.

105

kontaktpersoner i organisationer og foreninger. De har herefter

videreformidlet vores forespørgsel til unge og forældre, som de

vurderede var relevante interviewdeltagere. Dernæst har de

sendt os kontaktoplysninger på unge og forældre, der ønskede

at deltage, så vi selv kunne kontakte dem med henblik på at

aftale et tidspunkt for interview og forklare nærmere om un-

dersøgelsen.

Fortrolighed og samtykke

Ved starten af hvert interview fortalte vi de unge og foræl-

drene om undersøgelsens formål. Vi fortalte dem desuden

•

at de til enhver tid kunne trække sig fra undersøgelsen og

interviewet

at de altid gerne måtte sige, hvis der var et spørgsmål, de

ikke havde lyst til at svare på

at de er anonyme, også i den endelige rapport, og at vi

ikke fortæller nogen, hvad de har fortalt os

Til de unge fortalte vi desuden, at vi har underretningspligt, og

hvad det vil sige: At hvis de fortæller os noget, der gør os be-

kymrede for, om de får den rigtige hjælp, er vi nødt til at sige

til en kollega i Ankestyrelsen, at vi er bekymrede – men ikke

hvorfor.

Disse forhold fremgik også af det materiale om undersøgelsen,

de unge og forældrene fik udleveret ved den første kontakt, og

som dannede grundlag for, at de valgte at deltage i undersø-

gelsen.

Vi spurgte desuden alle de interviewede unge og forældre om

vi måtte optage interviewet på diktafon, hvilket de alle sagde

ja til.

Endelig sikrede vi os, at de unge og forældrene også i situatio-

nen havde lyst til at deltage i interviewet, således at det forud-

gående samtykke til kontaktpersonen ikke stod alene.

For unge under 15 år har vi med kontaktpersonernes hjælp

desuden indhentet samtykke fra en forældremyndighedsinde-

haver til deres deltagelse i undersøgelsen.

Formål med interviewene

For både de anbragte børn og unge og forældrene var formålet

med interviewene at belyse deres erfaringer med vejledning

fra kommunen. I interviewene har vi blandt andet spurgt til:

•

Om det er klart for dem, hvor de skal henvende sig for at få

vejledning, både ved første henvendelse og undervejs i deres

forløb, og om de oplever, at sagsbehandleren er tilgængelig.

106

•

Hvordan vejledningen foregår og om vejledningen er forståe-

lig.

Om de oplever, at få den vejledning de har behov for, eller

om der er noget, de savner vejledning om.

Om de har fået klagevejledning.

I alle interviewene har vi lagt vægt på at få beskrevet konkrete

eksempler på vejledningssituationer for at kunne inddrage

disse igennem rapporten.

INTERVIEW MED KOMMUNER

Vi har gennemført interview med medarbejdere i fem kommu-

ner.

Interviewene blev gennemført i foråret 2021. På grund af re-

striktioner i forbindelse med COVID-19 blev alle interview gen-

nemført telefonisk eller over Skype.

Deltagerne i interviewene var myndighedssagsbehandlere, som

arbejder med målgruppen, fremskudte medarbejdere på skoler

og i daginstitutioner samt faglige koordinatorer.

Udvælgelse af kommuner

De fem kommuner er udvalgt ud fra et ønske om spredning i

forhold til geografi og størrelse. I undersøgelsen indgår to

store kommuner og tre mellemstore/små kommuner, der er

jævnt fordelt i regionerne. Derudover har vi udvalgt kommu-

nerne på baggrund af viden fra de indledende interview med

medlemmer af organet og andre aktører om, hvilke kommu-

ner, der kunne have gode erfaringer i forhold til arbejdet med

at opfylde vejledningspligten.

Formål med interviewene

Formålet med kommuneinterviewene har været at belyse:

•

Hvordan de arbejder med at sikre at både borgere med og

uden en sag har adgang til vejledning

Hvad de lægger vægt på at vejlede børn og unge og deres

forældre om.

I hvilket omfang, hvornår og hvordan de vejleder hhv. børn

og unge og deres forældre om

forskellige muligheder for støtte

sagens forløb og grundlaget for kommunens beslutninger

grundlæggende rettigheder på forskellige tidspunkter i et

sagsforløb (fx retten til en bisidder, retten til at klage over

enhver afgørelse og rettigheder ved møde i børn og unge-

udvalg).

Hvordan de sikrer, at vejledningen er helhedsorienteret og

tilpasset borgernes forudsætninger og behov.

107

•

Hvilke udfordringer de oplever i forhold til at skulle vejlede

børn og unge og deres forældre, og hvilke gode erfaringer de

har.

DATABEHANDLING OG ANALYSE

Interviewene er blevet optaget på diktafon og efterfølgende

transskriberet. Herefter er der foretaget en systematisk kod-

ning med udgangspunkt i et kodetræ. Kodetræet bygger på te-

maer og spørgsmål fra interviewguiden i kombination med

analysetemaer, som er opstået på baggrund af interviewene.

I afrapporteringen har vi benyttet eksempler fra interviewene

til at illustrere gode erfaringer og udfordringer, interviewperso-

nerne har beskrevet. Eksemplerne er anonymiserede.

Alle citater og beskrivelser af konkrete situationer er ligeledes

anonymiserede i rapporten.

HØRING

Interviewpersonerne fra kommunerne har fået de uddrag af

rapporten, der er baseret på deres udtalelser, i faktuel høring.

Formålet med høringen er at sikre, at vi har forstået udsag-

nene som de var ment.

Alle unge og forældre har også fået tilbud om at få uddragene,

der er baseret på interviewet med dem, i høring. De fleste har

takket ja. Uddragene er blevet sendt til deres e-boks eller som

fysisk post til de unge, der ikke bruger deres e-boks.

108

BILAG 2

Eksempler på redskaber

Bilaget indeholder to eksempler på redskaber til visuel og

skriftlig understøttelse af den mundtlige vejledning. Redska-

berne indgår i bilaget efter aftale med den pågældende kom-

mune.

Dialogkort

Her ses et eksempel på et dialogkort til brug for vejledning til

børn og unge før en anbringelse. På bagsiden fremgår de rele-

vante uddrag af lovgivningen. Kommunen har tilsvarende dia-

logkort for andre centrale tidspunkter i et sagsforløb, og både

målrettet vejledning til børn/unge og forældre.

109

Uddrag af pjecen ”Har dit barn brug for hjælp?” om den

børnefaglige undersøgelse

110

111