SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

Social- og Ældreudvalget 2021-22
SOU Alm.del Bilag 181
Offentligt

Historisk

udredning

vedrørende

børn, unge og

voksne anbragt

i særforsorgens

institutioner

1933-1980

Klaus Petersen · Mette Seidelin · Sarah Smed

Poul Duedahl · Annemarie Borregaard

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

Historisk udredning vedrørende børn,

unge og voksne anbragt i særforsorgens

institutioner 1933-1980

Tekst: Klaus Petersen · Mette Seidelin · Sarah Smed

Poul Duedahl · Annemarie Borregaard

Grafisk tilrettelæggelse og tryk: Mark & Storm Grafisk A/S

ISBN: 978-87-87769-97-6

Udgivet af Danmarks Forsorgsmuseum (del af Svendborg Museum) 2022.

Udredningen er bestilt og finansieret af Social- og Ældreministeriet.

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

Indhold

Kapitel 1 Indledning

. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 11

Undersøgelsen og dens hovedtemaer . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 11

Om udredningsarbejdet . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 12

Om udredningens tilgang . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 13

Sprogbrug . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 14

Valg af undersøgelsestemaer . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 15

Praktiske bemærkninger til læsningen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 17

Kapitel 2 Kort sammenfatning af undersøgelsens resultater

. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 19

Kapitel 1 Indledning. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 19

Kapitel 3 Det anvendte materiale . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 19

Kapitel 4 Kort oversigt over eksisterende forskning m.v. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 19

Kapitel 5 Rids over særforsorgens udvikling 1933-1980 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 19

Kapitel 6 Særforsorgssystemet . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 20

Kapitel 7 Intelligenskvotient og intelligenstest . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 20

Kapitel 8 Ind- og udskrivning af særforsorgen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 20

Kapitel 9 Hverdagen som anbragt . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 21

Kapitel 10 Fysisk vold – lovgivning og regler . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 21

Kapitel 11 Fysisk vold mod de anbragte . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 21

Kapitel 12 Seksuelle overgreb . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 22

Kapitel 13 Tvang og behandlingsmæssige indgreb i forsorgsudøvelsen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 22

Kapitel 14 Sterilisation, kastration og abort. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 22

Kapitel 15 Fejlanbringelser . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 23

Kapitel 16 Tilsyn med særforsorgens udøvelse . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 23

Kapitel 17 Folketingets ombudsmand og § 71-tilsynet . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 23

Kapitel 18 Oplevet særforsorg . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 24

Kapitel 19 Overvejelser om anbringelsen og den oplevede forsorgs konsekvenser . . . . . . . . . . 24

Kapitel 20 Konklusion . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 24

Kapitel 3 Det anvendte kildemateriale

. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 25

Skriftligt kildemateriale fra samtiden . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 25

Centraladministrationens arkiver . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 26

Institutionsarkiver . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 27

Trykt kildemateriale . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 28

Interviews . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 29

Kapitel 4 Den eksisterende forskning

. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 33

Særforsorg . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 34

Publikationer om særforsorgens historie . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 35

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

Erfaret særforsorg . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 41

Afrunding . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 42

Kapitel 5 Rids over særforsorgens udvikling 1933-1980

. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 43

Særforsorgen før 1933 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 43

Særforsorgen etableres . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 45

Reformbølgen i 1950’erne . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 50

Normaliseringsperioden i 1960’erne og 1970’erne . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 54

Fra statslig til amtslig og kommunal forsorg . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 57

Kapitel 6 Særforsorgssystemet

. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 59

Særforsorgen på centralt niveau . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 60

De enkelte grene i særforsorgssystemet . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 62

Blinde og svagsynede . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 63

Døve, døvstumme og tunghøre . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 66

Epileptikere . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 68

Talelidende . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 69

Vanføre . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 71

Åndssvageforsorgen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 72

Ansatte . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 80

Kapitel 7 Intelligenskvotient og intelligenstest

. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 83

Brugen af IK-test i Danmark . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 84

Den danske diskussion om IK-test . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 85

Intelligensens målbarhed . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 86

Testens usikkerhed . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 86

Miljøets betydning . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 86

Åndssvageforsorgens læger og brugen af IK-test . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 86

Kapitel 8 Ind- og udskrivning af særforsorgssystemet

. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 89

Blinde og døve. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 90

Epileptikere . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 93

Talelidende . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 94

Vanføre . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 94

Åndssvage . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 95

Lovgivning om ind- og udskrivning . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 96

Ind- og udskrivning i praksis . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 100

Frivillig eller tvungen indskrivning? . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 103

Kriterierne for at være under åndssvageforsorgen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 106

Intelligenskvotient . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 106

Forsorgstrang . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 108

Materielle forhold i hjemmet . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 108

Arbejdsevner . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 109

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

Seksualitet . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 110

Farlig for sig selv eller omgivelserne . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 112

Familieforhold . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 113

Omfanget af udskrivningsbegæringer . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 114

Ankemuligheder . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 115

Kapitel 9 Hverdagen som anbragt

. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 119

Hverdagen på totalinstitutionerne . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 120

Kategorisering og placering . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 120

Hierarki og uniformering . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 123

Pladsforholdene . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 126

Institutionspræg . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 126

Overbelægning og underbemanding . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 128

Sovesalene . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 131

Tidlig sengelægning . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 132

Overvågning af seksualiteten . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 133

Uddannelse . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 137

Undervisning i døve-, blinde- og vanføresærforsorgen m.v. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 137

Undervisning i åndssvageforsorgen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 138

Beskæftigelse . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 140

Privatøkonomi . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 142

Kostforhold . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 143

De tavse og glemte . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 146

Familiekontakt . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 149

Brevcensur . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 149

Mangelfuld familiekontakt og institutionsbesøg . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 150

Kapitel 10 Fysisk vold – lovgivning og regler

. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 153

Borgerlig Straffelov af 1930 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 154

De lokale retningslinjer . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 154

De centrale retningslinjer . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 157

Kapitel 11 Fysisk vold mod anbragte

. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 163

Sagernes fordeling og omfang . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 164

Brug af fysisk vold inden for åndssvageforsorgen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 166

Voldens karakter . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 168

Skader på den anbragtes krop . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 171

Vold mod børn. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 173

Enkeltstående sager . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 174

Plejemoderen på Ebberødgård 1944 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 176

Omsorgselev på Ribelund 1972 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 180

Vold som institutionskultur . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 181

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

Pryglesagen på Rødbygård 1941 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 183

Vold og nedværdigende behandling på Karens Minde 1962 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 186

Lussinger på Gl. Bakkehus 1957-1959 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 186

Børneafdeling på Sølund 1962 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 189

De ansattes forklaringer på volden . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 191

Vold som nødværge . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 192

Vold som disciplinær foranstaltning . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 194

Vold som afmagt . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 196

Vold mellem patienter . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 197

Vold uden for institutionerne . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 199

Åndssvageforsorgens håndtering af voldssagerne . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 201

Sagernes udfald – fra frivillig opsigelse til undersøgelser . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 204

Undersøgelser . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 206

Vold i de øvrige særforsorgsgrene . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 208

Kapitel 12 Seksuelle overgreb

. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 213

Lovgivning og regler . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 213

Materialet og dets udfordringer. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 215

Overgreb begået af ansatte . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 216

Samleje . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 216

Uønsket berøring . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 219

Seksuelle overgreb begået uden for hovedinstitutionerne. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 221

Seksuelle overgreb mellem anbragte . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 222

Forståelsen og behandlingen af sager om seksuelle overgreb . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 225

Den problematiske bevisbyrde . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 226

Frivillighed og synet på den anbragte . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 229

Kapitel 13 Tvang og behandlingsmæssige indgreb i forsorgsudøvelsen

. . . . . . . . . . . . . . . . . . . 233

Regler for tvangsforanstaltninger i forsorgsudøvelsen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 234

Indespærring og isolation . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 237

Tvungent sengeleje . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 241

Fiksering. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 242

Formelle rammer . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 242

Brug af fiksering i åndssvageforsorgen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 244

Fiksering til debat fra midten af 1950’erne . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 246

Medicin og medicinsk passivering . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 251

Regler . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 252

Medicin . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 253

Medicinsk fiksering . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 255

Medicin som sanktion . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 257

Fysiske behandlinger og operative indgreb . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 258

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

Kapitel 14 Sterilisation, kastration og abort

. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 263

De formelle rammer for sterilisation . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 265

Sterilisationslovgivningen 1929-1967 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 265

1934 Lov om sterilisation af åndssvage . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 266

1935 Lov om sterilisation af psykisk normale og abnorme personer . . . . . . . . . . . . . . . . . 267

1967 Sterilisation – et frivilligt indgreb? . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 268

Kastration . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 268

Ægteskabslovgivningen 1922-1989 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 271

Abortlovgivningen 1937-1973 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 273

Det eugeniske grundlag for lovgivningen. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 274

Sterilisationspraksis . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 275

Maries historie . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 276

Diagnosen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 279

De familiære dispositioner . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 281

Adfærd, moral og seksualitet . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 282

Sterilisation som vejen til en normal tilværelse . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 285

Værger . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 289

Reoperation . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 290

Kapitel 15 Fejlanbringelser

. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 293

Fejlanbragt ved anbringelsestidspunktet . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 294

Vurdering som fejlanbragt over tid . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 298

Fejlplaceringer som fejlanbringelser . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 300

Kapitel 16 Tilsyn med særforsorgens udøvelse

. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 305

Regler og organisering af tilsyn i særforsorgen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 306

Tilsynsrådene under Statens Åndssvageforsorg 1960-1970 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 311

Tilsyn med anbragte i kontrolleret familiepleje m.v. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 317

Kapitel 17 Folketingets ombudsmand og § 71-tilsynet

. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 325

Folketingets ombudsmand . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 325

Folketingets § 71-tilsyn . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 331

Kapitel 18 Oplevet særforsorg

. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 335

Krydsfeltet mellem skriftlige og mundtlige kilder . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 336

Institutionsmiljø . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 337

Kontakten til den nære familie. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 339

Sociale relationer inden for forsorgen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 341

Fraværet af privatliv og overskridelse af intimsfæren . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 342

Toilet og bad . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 344

Manglende autonomi . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 345

Påklædning og udseende . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 346

Undervisning og arbejde . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 347

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

Kærester og seksualliv . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 348

Spisning . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 350

Følelsen af mindreværd . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 351

Ikke at turde følelser . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 351

Objektivisering og stigmatisering . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 352

Kapitel 19 Overvejelser om anbringelsen og den oplevede særforsorgs konsekvenser

. . . . 355

Efterundersøgelser . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 356

Tidligere anbragtes vurdering af konsekvenser. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 358

Rodløshed og fortrængning . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 358

Institutionspræget adfærd . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 358

Mindreværdsfølelser . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 359

Udfordringer med nære relationer og følelser . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 359

Udfordringer med fysisk nærhed . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 360

Dødsangst og selvmordstanker . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 360

Stigmatisering og fremmedgørelse . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 361

Betydning for egne børn . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 362

Refleksioner om konsekvenser af anbringelser i særforsorgen med udgangspunkt

i det gennemgåede materiale . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 362

Oplevelser af uretfærdighed og manglende anerkendelse . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 362

Social isolation . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 364

Stigmatisering . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 365

Konsekvenser for familieliv . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 365

Kapitel 20 Konklusion og perspektiver

. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 367

Særforsorgen – Om udskillelsen af en særlig gruppe borgere 1933-1980 . . . . . . . . . . . . . . . . . . 367

Svigt og overgreb i forbindelse med anbringelsen og forsorgsudøvelsen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 369

Hverdagen og oplevelsen af svigt i forbindelse med en anbringelse i særforsorgen . . . . . . . 370

Mørketal . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 371

Mulige konsekvenser ved anbringelsen belyst af tidligere anbragte . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 371

Statens tilsyn . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 372

Mulige forklaringsmønstre . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 372

Afrunding . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 374

Bilag B Sprogø og Livø - danske øanstalter for uønskede af Birgit Kirkebæk

. . . . . . . . . . . . . . 378

Bilag C Benyttede arkivalier

. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 399

Bilag D Oversigt over interviews

. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 418

Bilag E Interviewguide

. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 424

Bilag F Litteratur og andre kilder

. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 435

Bilag A Kommissorium

. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 376

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

Figur 1 Institutionsanbragte blinde 1934-1979. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 65

Figur 2 Institutionsanbragte døve 1934-1979 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 67

Figur 3 Institutionsanbragte epileptikere 1934-1979 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 68

Figur 4 Institutionsanbragte talelidende 1934-1979 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 70

Figur 5 Institutionsanbragte vanføre 1934-1979 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 72

Figur 6 Anbragte i åndssvageforsorgen på institution, i kontrolleret familiepleje

og eksterne patienter 1934-1979 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 80

Tabel 1 Forsorgscentre pr. 1. april 1961 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 76

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

Kapitel 1 Indledning

Socialministeriet offentliggjorde den 28. januar 2020 opdraget for en historisk udredning

vedrørende børn, unge og voksne anbragt i særforsorgens institutioner 1933-1980.

Danmarks Forsorgsmuseum i Svendborg fik i opdrag at forestå undersøgelsen.

Undersøgelsen behandler således den såkaldte særforsorg i det godt halve århundrede,

den eksisterede - fra dens etablering med Socialreformen i 1933 og frem til dens udlæg-

ning til amtskommuner og kommuner i 1980. Tanken bag særforsorgen var at udskille

en række grupper med særlige behov fra den almene forsorgspolitik. Derfor

særforsorg.

Særforsorgen omfattede:

•

Blinde og svagtseende

Døve og hørehæmmede

Epileptikere

Talelidende

Vanføre (datidens sprogbrug for mennesker med fysiske funktionsnedsættelser)

Åndssvage (datidens sprogbrug for mennesker med udviklingshæmning)

Det var grupper med vidt forskellige handicap. Det var grupper med hver sin historie både

før og efter 1933. Det var grupper af meget forskelligt omfang – åndssvageforsorgen var

således gennem hele perioden langt den største gruppe. Begrebet særforsorg var langt hen

et praktisk administrativt samlebegreb for en række grupper med handicap, som i 1933 blev

vurderet til ikke at passe ind i det generelle sociale forsorgssystem. Det afspejlede sig i, at

der på trods af den administrative samling under særforsorgen, eksisterede separat lovgiv-

ning for de ovennævnte grupper gennem hele den undersøgte periode.

Undersøgelsen og dens hovedtemaer

Den historiske udredning, som præsenteres i de følgende kapitler, tager sit udgangspunkt i

det af Socialministeriet formulerede opdrag (se bilag A). Der er tale om en bredt anlagt un-

dersøgelse af særforsorgens udvikling i perioden 1933-1980 med et ”særligt fokus på svigt

og overgreb, som f.eks. fysiske/seksuelle overgreb, psykisk vold, alvorlige mangler ved den

lægelige, praktiske eller følelsesmæssig omsorg.” Det vil sige, at undersøgelsen fokuserer på

de eventuelt problematiske aspekter af anbringelserne. Opdraget lister en række temaer,

som ønskes inddraget i undersøgelsen: De generelle forhold på særforsorgens institutioner

for tidsperioden 1933-1980, livsforholdene for de anbragte (børn, unge og voksne) under

deres ophold på særforsorgens institutioner, kortlægning af målgrupperne for særforsor-

gens virke, statens tilsynsforpligtigelse og praksis samt ”en afdækning af de oplevelser, trau-

mer og sekundære traumer og dermed konsekvenser for de berørte børn, unge og voksne.

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

Herunder også konsekvenser for de berørte af de fysiske indgreb, som blev udøvet inden

for rammerne af datidens lovgivning.” I de følgende kapitler behandler vi disse tematikker.

Om udredningsarbejdet

Arbejdet med udredningen startede i januar 2020 og afsluttes godt to år senere i februar

2022. Udredningen er forestået af Danmarks Forsorgsmuseum i Svendborg på opdrag af

Socialministeriet og har været ledet af professor ved Syddansk Universitet Klaus Petersen

og leder af Danmarks Forsorgsmuseum, Sarah Smed.

Selve undersøgelsesarbejdet er foretaget af en udredningsgruppe bestående af: professor

Klaus Petersen, museumsleder Sarah Smed, seniorforsker og arkivar ved Rigsarkivet Mette

Seidelin, professor ved Aalborg Universitet Poul Duedahl samt forsker ved Danmarks

Forsorgsmuseum Annemarie Borregaard.

Udredningen er finansieret af Socialministeriet. I forbindelse med færdiggørelsen af udred-

ningen har deltagerne dog - udover den af Socialministeriet finansierede arbejdstid - arbej-

det i deres egen tid og med en grad af goodwill fra deres respektive arbejdspladser.

Udredningsgruppen har arbejdet uafhængigt af Socialministeriet og interessegrupper. Der

blev i forbindelse med udredningens opstart afholdt et dialogmøde med organisationer

repræsenterende flere af de grupper, som er omfattet af undersøgelsen, med henblik på

fortolkning af opdraget.

Der har desuden været afholdt kvartalsmøder med repræsentan-

ter for Socialministeriet med henblik på orientering om projektets generelle fremdrift og

de løbende praktiske afgrænsninger af opdraget. Socialministeriet eller interessegrupperne

har ikke haft indflydelse på undersøgelsens resultater og ordlyd.

Udredningsarbejdet har strakt sig over to bemærkelsesværdige år præget af COVID-19 og

nedlukninger af store del af samfundet. Det har også præget arbejdet med udredningen.

For det første har vores respektive arbejdspladser i lange periode været mere eller mindre

nedlukkede. For det andet har en række praktiske opgaver som f.eks. indsamling af inter-

views og arbejdsmøder m.v. været besværliggjort. I den forbindelse har især en meget stor

imødekommenhed og fleksibilitet fra Rigsarkivet og Rigsarkivets medarbejdere været helt

afgørende for udredningsarbejdets fremdrift.

Seniorforsker og arkivar Asbjørn Romvig Thomsen fra Rigsarkivet har givet uvurderlig

hjælp med etablering og brug af en fælles database for projektet – og med udarbejdelsen

af oversigt over det gennemgående arkivmateriale (se bilag C). I forbindelse med indsam-

ling af interviews med tidligere anbragte, pårørende samt ansatte i særforsorgen har cand.

mag. Rasmus Greve og cand.mag. Line Poulsen været tilknyttet projektet. Post.doc. Cecilie

Mødet blev afholdt på Danmarks Forsorgsmuseum i Svendborg den 10. februar 2020 med deltagelse af re-

præsentanter for DH (Danske Handicaporganisationer), LEV (Interesseorganisationen for mennesker med

udviklingshandicap, deres familier og frivillige), ULF (Udviklingshæmmedes landsforbund), CP Danmark

(Landsforeningen for cerebral parese), Dansk Blindesamfund, Danske Døves Landsforbund, De Anbragtes

Vilkår og TABUKA (Landsforening for nuværende og tidligere anbragte).

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

Bjerre fra Syddansk Universitet har bidraget til oversigterne over antallet af anbragte i de

forskellige særforsorgsgrene. Psykiater Jens Lund Ahrenkiel har bistået med faglig viden om

medicinering af særforsorgsgruppens anbragte og har udarbejdet et arbejdsnotat om tidens

medicintyper og deres følgevirkninger.

Undersøgelsesgruppen inviterede i foråret 2020 Birgit Kirkebæk til at skrive et notat om

åndssvageforsorgens ø-anstalter på Livø og Sprogø med henblik på baggrunden for deres

oprettelse og anbringelser på øerne. Notatet bringes som bilag B i undersøgelsen.

I udredningens afsluttende fase har professor Rasmus Mariager (Københavns Universitet)

samt post doc. Stine Grønbæk Jensen (Syddansk Universitet) bistået med gennemlæsning

af udredningen i dens helhed. Nina Sigmund har bistået med sproglig korrektur af manu-

skriptet.

Opdragets kronologiske og tematiske bredde betyder, at vi undervejs i udredningsarbejdet

har måttet foretage en række valg og prioriteringer.

For det første har de givne tids- og ressourcemæssige rammer for udredningsarbejdet bety-

det, at vi har måttet prioritere i forhold til det særdeles omfattende kildemateriale om sær-

forsorgen i perioden 1933-1980. Særforsorgen omfattede seks særforsorgsgrene (jf. oven-

for) med hver sin lovgivning og hver sine institutioner. Der er tale om et stort antal (store

og små) institutioner, som er voksende gennem hele perioden. Ved periodens slutning op

mod 500. Det har ikke været muligt at inddrage alle disse institutioner i undersøgelsen.

Der er tale om et meget stort antal anbragte gennem de 50 år (især i åndssvageforsorgen).

Vi kender ikke det samlede antal individer, men gennem perioden var der løbende anbragt

mellem ca. 9000 og 21000 på særforsorgens institutioner, og heraf langt den største del in-

den for åndssvageforsorgen. Vi har således løbende måttet foretage en række valg i forhold

til, hvilke myndigheder (på centralt niveau), hvilke institutioner (på lokalt niveau), og hvilke

sager om anbragte (på personniveau) der skulle indgå i undersøgelsen – og i det hele taget,

hvilke arkivalier der har skullet inddrages (se også kapitel 3 samt bilag C).

For det andet behandler vi i udredningen flere kontroversielle og svære emner om overgreb

(f.eks. fysisk og seksuel vold) og tvang (i form af vidtgående indgreb som f.eks. fiksering og

sterilisation m.v.). Vi har derfor været nødt til at overveje, hvordan man behandler sådanne

problematikker, ikke mindst når det gælder en periode, som rækker næsten 100 år tilbage

og strækker sig over en knap 50-årig periode. Historiker Lene Koch beskriver i sit værk om

sterilisationspolitikkens praksis i Danmark de principielle positioner i forhold til problema-

tiske historiske emner:

På den ene side findes en ”indignationens historiografi” præget af

Undersøgelsen omfatter f.eks. ikke anbragte fra Grønland og Færøerne på institutioner i Danmark eller

hospitalssektoren (inklusive de daværende sindssygehospitaler).

Koch, 2000, s. 11-19.

Om udredningens tilgang

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

nutidig politisering af og moralisering over fortiden, hvor det er ofrene og uretfærdighe-

derne mod dem, som står i fokus. Lene Koch betoner, at man med den tilgang risikerer, at

normative forståelser og forudindtagethed kommer til at stå i vejen for at forstå, hvad der

skete i en historisk fortid. På den anden side er der en mere ”traditionel” historiografi, som

tilstræber en mere værdineutral beskrivelse af, hvad der skete, og hvilken kontekst det skete

i. Den kan dog med sin historisering af hændelserne komme til at fremstå ikke bare som

forklaring, men også som en forståelse af fortidens hændelser som betinget af en anden tid.

Det er svært ikke at blive indigneret, når man f.eks. undersøger synet på og behandlingen af

åndssvage på institutioner i 1930’erne og 1940’erne. Man kan også undre sig over, at f.eks.

børn med talelidelser blev indskrevet i særforsorgen og anbragt på en af dens institutioner.

Sprogbrugen, autoritetstroen og disciplinen på anstalter og institutter, sterilisationspolitik-

ken, tvangsforanstaltninger og ikke mindst datidens syn på individets rettigheder m.v. er set

med vore nutidige øjne svær at forstå. Samtidig ved vi, at de første årtier af den undersøgte

periode var en tid, hvor eugeniske tanker var bredt accepterede i samfundet, hvor det var

legitimt at slå børn både i familien og i skolen, og hvor autoritetstro og disciplin var langt

mere udbredt m.v. Der er ikke nogen sikker vej til at balancere mellem de to ovennævnte

positioner. Vi har først og fremmest søgt at være empiriske: Hvad var datidens regler (f.eks.

i forhold til straf og sanktioner), hvad finder vi i det gennemgåede materiale, og hvordan ser

tidligere anbragte på deres anbringelser i dag? Men som Lene Koch påpeger, følger samti-

dens syn altid med:

”Det betyder, at den historie, vi skriver, aldrig kan blive den samme som den, de oplevede

eller skabte. Historieskrivningen er et møde mellem to verdener, snarere end et forsøg på

at genskabe verden i en anden. Historien forandredes til stadighed i lyset af eftertidens

begivenheder, og historieskrivningen eksisterer under de samme betingelser. I denne tolk-

ningsproces foregår en konstant forandring af historiens og de historiske begivenheders

betydning.”

Udover i de tilfælde, hvor rapporten viser, at der allerede i samtiden fandt en overtrædelse

af de gældende regler sted, tilstræber undersøgelsen, med afsæt i ovenstående, en beskri-

vende karakter, som overlader en værdidom til læseren.

Sprogbrug

En særlig udfordring har været sprogbrugen. Sproget om marginaliserede og udsatte grup-

per er i stigende grad blevet politiseret. Det er sket med udgangspunkt i, at sprog kan diskri-

minere og være del af en identitetsmæssig kamp fra de berørte gruppers side. Det betyder,

at vi meget hurtigt bevæger os ind i et minefyldt terræn.

Vi har i undersøgelsen valgt at bruge datidens begreber og kategoriseringer. Det gælder

ikke bare i citater fra datiden, men også i vores beskrivelse og analyse. Det er ikke udtryk for

Koch, 2000, s. 19.

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

manglende anerkendelse eller for at gentage fortidens diskrimination, men fordi vi finder,

det er den mest rigtige og transparente måde at beskrive fortiden på. Også selvom datidens

sprog, set fra i dag, ofte forekommer nedgørende og negativt (f.eks. omkring begreber som

”vanføre”, ”åndssvag”, ”idiot”, ”debil”, ”sinke”, ”spastiker” m.v.). Vores valg om at fastholde da-

tidens sprogbrug skyldes ikke bare, at sprogbrugen er en del af historien, men også at nogle

begreber ikke er lette at ”oversætte” entydigt til en nutidig sprogbrug. Det gælder f.eks. et

begreb som ”åndssvag”, der i datiden rummede en bredere gruppe af individer end de, der i

dag udgør gruppen af mennesker med psykisk udviklingshæmning.

Hertil kommer, at den anvendte sprogbrug forekommer konstant gennem den undersøgte

periode. Vi har ikke foretaget en systematisk sprog- og begrebsanalyse, men det er påfal-

dende, hvor lidt sproget ser ud til at ændre sig i den undersøgte periode. Den meget nega-

tive sprogbrug knyttet til den eugeniske tænkning aftager i løbet af 1950’erne, men selv i

de sidste to-tre årtier, hvor individets rettigheder i større grad kom i fokus, fastholdtes de

begreber og kategorier, som blev fastlagt ved særforsorgens begyndelse i 1933.

Fra politisk

side var man opmærksom på dette, ikke mindst i forbindelse med vedtagelsen af en ny

åndssvagelov i 1959. F.eks. havde organisationen LEV i 1950’erne søgt at fjerne de negative

konnotationer ved begrebet ”åndssvag” ved at introducere det alternative begreb ”evne-

svag” (deraf foreningens navn: Landsforeningen for Evnesvages Vel). Men ved præsentatio-

nen af åndssvageloven af 1959 i Folketinget lød analysen hos socialminister Julius Bomholt

(en analyse som fik bred støtte fra de øvrige partier og fra Landsforeningen Evnesvages Vel):

”Vi skal ikke pakke problemet ind i neutrale ord; vi kan ikke flygte fra begrebets virkelighed

ved at flygte fra ordene, deres indhold følger med; og først ved at tale lige ud om ånds-

svaghed kan vi få skabt respekt om det åndssvage menneske og forståelse for forsorgens

arbejde. Der slides på ordene og især på visse ord. Jeg ville ønske, at vi kunne give ordet

’åndssvag’ den rette tone af alvor og medansvar, og som sagt: det at forældre ikke betragter

åndssvaghed som skyld, som noget, der skal skjules, men som et handicap, der kan ramme

ind i hvilken som helst familie.”

Valg af undersøgelsestemaer

I undersøgelsens opdrag ønskes ”særligt fokus på svigt og overgreb, som f.eks. fysiske/

seksuelle overgreb, psykisk vold, alvorlige mangler ved den lægelige, praktiske eller følel-

sesmæssige omsorg.” Begreber som ”svigt” og ”overgreb” implicerer en negativ værdidom

Jf. Bank-Mikkelsen 1979, s. 6-7 betød udlægningen af særforsorgen til amter og kommunerne i 1980 også,

at ordet ”åndssvag” blev ”udryddet i den sociale lovgivning” til fordel for ”personer med vidtgående fysisk

eller psykisk handicap.”

Man kan f.eks. følge dette ift. kategorier anvendt af Danmarks Statistik ift. antallet af anbragte under sær-

forsorgen. Den eneste ændring her er, at kategorien ”døvstumme” bliver til ”døve”.

Folketingstidende 1958-59,

Folketingets Forhandlinger, sp. 645.

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

– noget, som burde have været på en anden måde.

Det trækker dermed i retning af ”indig-

nationens historiografi” (se ovenfor) samtidig med, at det er grundlæggende vigtigt, at den

danske velfærdsstats historie ikke kun beskrives som en succeshistorie, men også med blik

for mere problematiske aspekter.

Vi har ikke på forhånd i undersøgelsen snævert defineret svigt og overgreb, men i stedet

interesseret os for, hvordan opfattelsen af begreberne kan tillægges forskelligt menings-

indhold over tid og alt efter hvilke perspektiver, de fortolkes fra. Begreber som svigt og

overgreb kan anskues ud fra en juridisk eller en kulturel eller moralsk synsvinkel, og de kan

ses med nutidens eller datidens øjne. Og endelig kan der være stor forskel i opfattelsen af

en konkret begivenhed, alt efter hvilken position man oplevede den fra: Det som f.eks. af en

ansat på en institution blev oplevet som den bedst mulige eller mindst dårlige behandling,

de givne ressourcer taget i betragtning, kunne fra den anbragtes perspektiv opleves som

svigt eller overgreb.

Vi har med dette afsæt i det følgende undersøgt centrale aspekter af anbringelse i særfor-

sorgen i perioden 1933-1980. Det drejer sig om

• Procedurer og tvangselementer i forbindelse med ind- og udskrivning af særforsorgen

(se kapitel 8)

• Hverdagslivet som anbragt (se kapitel 9)

• Bestemmelser om vold og fysisk straf (se kapitel 10)

• Forekomst af vold på særforsorgens institutioner (se kapitel 11)

• Forekomsten af seksuelle overgreb (se kapitel 12)

• Brug af tvang i forsorgsudøvelsen, bl.a. i form af fiksering, indespærring og behandling

(se kapitel 13)

• Bestemmelser og praksis omkring sterilisation, kastration samt abort (i åndssvagefor-

sorgen) (se kapitel 14)

• Fejlanbringelser (se kapitel 15)

• Tilsynet med særforsorgens institutioner og anbringelser (se kapitel 16)

• Folketingets ombudsmands og § 71-udvalgets tilsyn med anbringelser i særforsorgen

(se kapitel 17)

• Tidligere anbragtes oplevelser af anbringelsen i særforsorgen (se kapitel 18)

For et forsøg på at operationalisere disse begreber kan henvises til de følgende undersøgelser af svigt

og overgreb ift. anbragte børn i børneforsorgen: Norges Offentlige Utredninger 2004:23

Barnehjem og

specialskoler under luppen. Nasjonal kartlegging av omsorgssvikt og overgrep i barnevernsuinstitusjoner

1945-1980.

Oslo: NOU, 2004; Statens Offentliga Utredningar. SOU 2011/61.

Utredningen om vanvård

i den sociala barnavården. Vanvård i social barnavård: slutbetänkande.

Stockholm: Statens offentliga

utredningar, 2011; Roos, Sanna & Liselott Lund.

En utredning om vanvård av samhällsvardade barn på

Åland under 1953‐1971.

Landskapsregeringens socialvårdsbyrå, 2015 samt Hytönen, K._M., Malinen, A.,

Salenius, P., Haikari, J., Markkola, P., Kuronen, M. og Johanna Koivisto.

Missförhållanden och vanvård av

barn inom barnskyddets vård utom hemmet 1937–1983.

Social- och hälsovårdsministeriet, 2016.

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

De enkelte kapitler indledes med en begrebsafklaring og med en præsentation af gældende

love og regler. Kapitlerne 3-7 beskriver henholdsvis det anvendte materiale (se kapitel 3),

den eksisterende forskning (se kapitel 4), særforsorgens overordnede historie (se kapitel 5),

særforsorgssystemet (se kapitel 6) samt IK-test (se kapitel 7).

Selvom kapitlerne er mange – og nogle tillige lange – så er der, som nævnt, sket fravalg. Vi

har valgt tematikker, vi har fundet mest centrale ift. den stillede opgave. Vi har således ikke

tilstræbt at lave en systematisk undersøgelse af særforsorgens mere politisk-institutionelle

historie. Det har ikke været muligt inden for undersøgelsens rammer. I de enkelte kapitler

er der også foretaget til- og fravalg. For det første har vi i det gennemgåede materiale måttet

træffe svære valg ved at udvælge de eksempler, som præsenteres i de følgende kapitler. Det

betyder, at andre eksempler ikke medtages. For det andet har undersøgelsen vist, at ånds-

svageforsorgen både omfatter langt flere anbragte personer end de øvrige særforsorgsgrene

og har genereret et meget større arkivmateriale. Det sidste er et udtryk for, at anbringel-

serne i åndssvageforsorgen generelt var mere indgribende og indeholdt elementer (ikke

mindst sterilisationspolitikken), som ikke findes i de øvrige særforsorgsgrene. Det afspejler

sig i de følgende kapitler, hvor åndssvageforsorgen generelt fylder mest.

Praktiske bemærkninger til læsningen

Udover de ovennævnte bemærkninger ift. undersøgelsen – f.eks. omkring sprogbrug og

begreber ovenfor – er der enkelte mere praktiske forhold, som skal bemærkes:

For det første, at vi har anonymiseret de beskrevne sager. Bortset fra enkelte personer med

administrativt ansvar (som overlæger eller ledere i centraladministrationen) er alle person-

navne anonymiseret enten [navn udeladt] eller med angivelse af et IPnr. (interviewperso-

ner), og i enkelte tilfælde er sager sløret.

For det andet bruger vi i undersøgelsen generelt betegnelsen

anbragt

for dem, som blev

indskrevet under særforsorgen. Det er en forenkling. For nogle er denne betegnelse givetvis

mere retvisende end for andre, og i arkivmaterialet bruges en række forskellige betegnelser

som ”patienter”, ”klienter”, ”asylister”, ”elever” m.v.

For det tredje er citater fra samtidens dokumenter omskrevet til nutidig stavemåde.

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

Kapitel 2 Kort sammenfatning af

undersøgelsens resultater

Kapitel 1 Indledning

I det indledende kapitel præsenterer vi udredningens temaer og vores overordnede overve-

jelser i forbindelse med udredningsarbejdet. Desuden redegør vi for udredningsarbejdets

organisering og tilgangen til undersøgelsens emner (herunder valg og fravalg samt sprog-

og begrebsbrug).

Kapitel 3 Det anvendte materiale

Dette kapitel giver et kort overblik over det til undersøgelsen anvendte kildemateriale, som

falder i to hovedtyper: for det første skriftlige kilder fra samtiden i form af et omfattende

arkivmateriale fra særforsorgen, foruden love, betænkninger, folketingsdebatter m.m. For

det andet interviews, hvor tidligere anbragte – og ansatte og pårørende – beretter om deres

oplevelse med særforsorgen. En fuld oversigt over det anvendte materiale findes som bilag

C, D og F.

Kapitel 4 Kort oversigt over eksisterende forskning m.v.

Kapitlet er en kort oversigt over bøger og artikler, der behandler særforsorgens historie

i perioden 1933-1980. Forskningen deles i forskellige typer: Udover enkeltstående større

studier af forskerne Birgit Kirkebæk, Lene Koch og Jesper Vaczy Kragh findes en række

institutionshistorier i form af ældre jubilæumsskrifter, og en række nyere og mere instituti-

onskritiske forskningsbidrag. Desuden findes en række udgivelser baseret på øjenvidnebe-

retninger fra anbragte og ansatte. Størstedelen af den eksisterende forskning knytter sig til

åndssvageforsorgen.

Kapitel 5 Rids over særforsorgens udvikling 1933-1980

Dette kapitel tegner i hovedtræk særforsorgens udvikling 1933-1980 med afsæt i den bæ-

rende lovgivning og dens historiske kontekst. Det pointeres, at særforsorgen bestod af seks

særforsorgsgrene (målrettet henholdsvis døve, blinde, vanføre, epileptikere, talelidende og

åndssvage), som gennem hele den undersøgte periode i praksis havde deres egen forsorg

med egne regler og institutioner. Særforsorgen var således en administrativ ramme for for-

skellige grupper af mennesker med handicap. I kapitlet følges særforsorgens udvikling gen-

nem fire historiske faser: Perioden 1933-1950 betegnes som en etableringsfase, der startede

med Lov om offentlig Forsorg fra 1933, hvortil også hørte den eugeniske lovgivning, som

særligt fik betydning for åndssvageforsorgen. Den næste omfatter 1950’erne, som vi ser som

en re-orienteringsfase, hvor datidens tanker om individets rettigheder og velfærdsstatens

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

fremvækst dannede afsæt for en ny bølge af særforsorgslovgivning, som bl.a. satte uddan-

nelses-, beskæftigelses- og normaliseringsdagsordenen i fokus. De to sidste faser overlap-

per hinanden. Den tredje omfatter 1960’ernes og 1970’ernes forsøg på at implementere

dagsordenen fra 1950’erne, mens den fjerde handler om, hvordan der i kølvandet på social-

reformen omkring 1970 gradvis var tale om en afvikling af særforsorgen, som fandt endelig

sted i 1980 med udlægningen af særforsorgens opgaver til amter og kommuner.

Kapitel 6 Særforsorgssystemet

Dette kapitel beskriver det administrative særforsorgssystem, som blev etableret i 1933 og

følger dets udvikling frem til 1980. Hvor kapitel 5 sætter særforsorgens historie i kontekst,

beskriver vi i dette kapitel de administrative niveauer og enheder fra centraladministration

til de enkelte institutioner, som vi undersøger nærmere i udredningen.

Kapitel 7 Intelligenskvotient og intelligenstest

I dette kapitel giver vi en kort redegørelse for introduktion og brug af IK-test i Danmark.

En IK målt til 75 fungerede mere eller mindre som markør for grænsen mellem åndssvag

og ikke-åndssvag. Vi berører kort debatten om validitet og praksis i forbindelse med brug af

IK-test. Når IK og grænsen ved 75 fik en central betydning, var det fordi, det blev set som

et af de mest objektive kriterier for indskrivning i åndssvageforsorgen.

Kapitel 8 Ind- og udskrivning af særforsorgen

I dette kapitel sætter vi fokus på, hvordan de forskellige grupper blev indskrevet i hver

deres forsorgsgren. Indskrivning af blinde, døve, talelidende og vanføre skolebørn skete fra

fem-seksårsalderen til kostskoler ofte langt fra hjemmet. Hensigten var at give børnene de

bedste uddannelsesmuligheder, vel vidende at det skete på bekostning af relationerne til

familien. Anbringelsen ophørte normalt ved uddannelsens afslutning. Anbringelse under

åndssvageforsorgen adskilte sig på flere områder fra de øvrige særforsorgsgrene, idet både

børn og voksne kunne tvangsanbringes under åndssvageforsorgen, og anbringelsen var

tidsubestemt. Kriterierne for anbringelsen eller tilbageholdelsen var bredt defineret i lov-

givningen og beroede på et skøn i hvert enkelt tilfælde. I praksis blev det vurderet med brug

af IK-test, men også vedkommendes opførsel og moral blev anvendt som pejlemærker i

forhold til diagnose og forsorgstrang. De uklare kriterier for indskrivning kompromitterede

de anbragtes retssikkerhed. Dertil kommer, at vejen ud af forsorgen kunne omfatte krav om

sterilisation. I praksis blev vedkommendes samtykke indhentet, men samtykket var illuso-

risk, fordi de anbragte blev stillet over for et umuligt valg: fortsættelse af den tidsubestemte

anbringelse eller – hvis de samtykkede i sterilisationsindgrebet – mulighed for at komme

ud i en fri tilværelse.

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

Kapitel 9 Hverdagen som anbragt

Kapitlet fokuserer på hverdagslivet som anbragt i særforsorgen. Der er særligt fokus på de

store totalinstitutioner under åndssvageforsorgen, som var præget af tendenser i retning

af tvang og umyndiggørelse. Kapitlet fokuserer især på de sider af hverdagslivet, som i da-

tiden blev udsat for kritik, eller som sidenhen har tiltrukket sig negativ opmærksomhed.

Kapitlet viser, hvordan især åndssvageforsorgens institutioner gennem hele perioden var

præget af dårlige pladsforhold og underbemanding og uden en privatsfære for den enkelte

anbragte. Selvom der fra politisk side var fokus på problematikken, og forholdene blev søgt

forbedret, skete forandringerne kun langsomt. Kapitlet viser bl.a., at der i perioder var en

mangel på undervisnings- og aktiveringstilbud, og at det især gik ud over de svageste af de

anbragte, som undertiden blev overset til fordel for åndssvageforsorgens mere ressource-

stærke grupper.

Kapitel 10 Fysisk vold – lovgivning og regler

I dette kapitel undersøger vi de formelle regelsæt, der gennem undersøgelsesperioden for-

bød vold mod de anbragte i særforsorgen. De anbragte var formelt set beskyttet af straffe-

lovens bestemmelser og fra 1960 og frem også af centralt udarbejdede retningslinjer, der

rummede et tilsvarende forbud mod brug af vold. Inden for åndssvageforsorgen var der

fra undersøgelsesperiodens begyndelse lokalt udarbejdede retningslinjer, der rummede et

forbud mod at udøve vold mod de anbragte. Retningslinjerne lokalt såvel som centralt for-

udsatte dog, at de fysiske magthandlinger blev defineret som vold. I 1960’erne og 1970’erne

blev forbuddet præciseret og skærpet ad flere omgange fra de centrale myndigheders side

– det gælder både Socialministeriet (hvis ”slå-forbud” gjaldt for hele særforsorgen), Statens

Åndssvageforsorg og Socialstyrelsen (som ligeledes dækkede alle forsorgsgrene).

Kapitel 11 Fysisk vold mod de anbragte

I dette kapitel viser vi, at der forekom fysisk vold mod anbragte i særforsorgen gennem hele

undersøgelsesperioden, men at det særligt gjorde sig gældende i åndssvageforsorgen, hvor

det var en tilbagevendende problematik. Der var tale om forskellige former for fysisk vold

– fra lussinger og knytnæveslag til brug af genstande i forbindelse med overgreb. Den an-

satte forklarede typisk hændelsesforløbet som en kædereaktion, hvor det var den anbragtes

adfærd eller de strukturelle rammer, der havde presset vedkommende til at anvende vold.

Reaktionen fra den lokale og centrale ledelses side varierede alt efter voldens grovhed og

den anbragtes og ansattes generelle adfærd. I særlige tilfælde blev der iværksat en stør-

re undersøgelse af forholdene. De fleste sager ser ud til at have været håndteret internt i

forsorgen, og uden at politi og domstole blev indblandet. Ansattes brug af vold i de andre

grene af særforsorgen ser ud til at have været mere sjælden og i højere grad et udslag af

enkeltstående begivenheder sammenlignet med åndssvageforsorgen.

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

Kapitel 12 Seksuelle overgreb

I dette kapitel undersøger vi seksuelle overgreb i form af samleje og uønskede seksuelle be-

røringer i forbindelse med anbringelse på særforsorgens institutioner. Seksuelle relationer

mellem ansatte og anbragte var ikke tilladt i perioden. Det gennemgåede materiale viser

dog, at der i hele undersøgelsesperioden og i hovedparten af særforsorgsgrenene findes

sager med seksuelle relationer og seksuelle overgreb. Det fremgår både af det undersøgte

arkivmateriale og af de tidligere anbragtes erindringer om anbringelserne. Sagerne omfatter

både eksempler på brug af fysisk tvang i forbindelse med seksuelle overgreb, og eksem-

pler hvor der ikke fremgår brug af fysisk tvang. Vi ser desuden også på seksuelle overgreb

mellem de anbragte. I kapitlet pointeres også, at der kan eksistere et mørketal i forhold til

seksuelle overgreb. Desuden viser vi, at de anbragtes vidnesbyrd om seksuelle overgreb ofte

blev problematiseret med henvisning til deres generelle troværdighed som vidner og ud fra

datidens syn på nogle af de anbragte som værende seksuelt udfarende.

Kapitel 13 Tvang og behandlingsmæssige indgreb i forsorgsudøvelsen

Kapitlet fokuserer på åndssvageforsorgen, hvor brugen af tvang var mest udbredt. Vi ser

specifikt på tvang i forhold til isolering, tvungent sengeleje og fiksering samt medicinering

og behandling i form af operative indgreb. Kapitlet viser, at brugen af tvang var udbredt

som en accepteret del af behandlingen i åndssvageforsorgen, og at det blev motiveret ud

fra et ønske om f.eks. at beskytte anbragte mod selvskade eller skade på andre anbragte og

på ansatte. Men materialet viser også, at i en række tilfælde blev tvang – f.eks. i form af

fiksering eller anbringelse i isolation eller på lukket afdeling – anvendt som sanktion. Fra

1950’erne blev tvangsforanstaltningerne i stigende grad diskuteret både internt i særforsor-

gen og eksternt. Det påpeges f.eks., at store overfyldte institutioner førte til en øget brug af

tvangsforanstaltninger (herunder medicinering). Fra slutningen af 1960’erne blev regler for

brug af tvang gradvist strammet, og synet på brugen af den i åndssvageforsorgen ændrede

sig. Vi kan dog i det gennemgåede materiale se, at der helt op til 1970’ernes slutning fortsat

dukkede sager op, som viste udbredt brug af tvangsforanstaltninger.

Kapitel 14 Sterilisation, kastration og abort

I dette kapitel undersøges åndssvageforsorgens praksis i forbindelse med sterilisation. Med

åndssvageloven af 1934 var der hjemmel til at tvangssterilisere åndssvage. Sterilisation kun-

ne gennemføres, hvis vedkommende ikke mentes at kunne forsørge eller opdrage børn,

eller hvis det betød, at vedkommende kunne komme ud i en friere tilværelse. Der var med

andre ord tale om kriterier, der i første omgang overlod det til overlægerne at fortolke og

vurdere, om en person faldt inden for kriterierne. I praksis blev indstillingerne om steri-

lisation – ud over vedkommendes diagnose – begrundet i dels eugeniske hensyn, dels i

muligheden for udskrivning. Hovedparten (to tredjedele) af de steriliserede var kvinder.

Køns- og seksualitetsnormerne spillede en væsentlig rolle, idet seksuelle erfaringer (selv når

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

de stammede fra overgreb) blev set som tegn på, at kvinden ville være seksuelt aktiv efter

en udskrivning - deraf behovet for at sterilisere hende inden en udskrivning. Indstillingen

skulle godkendes af Sterilisationsnævnet, og både her og på lokalt niveau var man klar over,

at indgrebet ikke var frivilligt Det var ikke den eneste eugenisk motiverede lovgivning, idet

også ægteskabsloven og svangerskabsloven forsøgte at hindre åndssvage i at få børn. Det

var først i 1967, at 1934-lovens tvangsbestemmelser i forhold til sterilisation blev ophævet,

hvormed den eksplicitte kobling mellem udskrivning og sterilisation ikke længere formelt

set var gyldig.

Kapitel 15 Fejlanbringelser

Som det fremgår af kapitel 8, var regler for anbringelse i åndssvageforsorgen formuleret

med et stort rum for fortolkning. Det betyder, at det ikke er muligt – set i nutiden – at vur-

dere den enkelte anbringelses berettigelse i forhold til datidens regler. Vi har derfor anvendt

en snæver forståelse af fejlanbringelse som anbringelser, særforsorgen selv opdagede og

erkendte som fejlagtige. Vi har kun fundet sådanne sager fra åndssvageforsorgen. I kapitlet

skelnes mellem fejl ved anbringelsen (f.eks. en mand anbragt som åndssvag på grund af ik-

ke-opdaget døvhed) og vurdering som fejlanbragt over tid (hvor f.eks. senere IK-test tydede

på, at anbringelsen ikke burde have fundet sted). Desuden diskuterer vi fejlplaceringer in-

den for åndssvageforsorgens store specialiserede system som mulige fejlanbringelser. Med

udgangspunkt i vores snævre definition af fejlanbringelse kan vi vise, at de i enkelte tilfælde

fandt sted og blev erkendt af særforsorgssystemet. Vi må formode, at de sager, vi har fundet,

dækker over et større mørketal med sager, som ikke blev opdaget eller førte til reaktion.

Kapitel 16 Tilsyn med særforsorgens udøvelse

I dette kapitel ser vi på tilsynet med anbringelser inden for særforsorgen. Allerede i 1935

blev det slået fast, at direktøren for Særforsorgskontoret skulle føre tilsyn med ”sine” insti-

tutioner. Det gennemgåede materiale tyder dog på, at tilsyn mest er sket ved at reagere på

sager, som blev rapporteret opad i særforsorgssystemet, hvilket overlod et stort handlerum

til bestyrelser og ledelser på de enkelte institutioner. I forbindelse med åndssvageloven i

1959 blev der oprettet eksterne tilsynsråd for de regionale forsorgscentre. Det samme skete

for Kolonien Filadelfia (som behandlede epileptikere), mens der på de andre særforsorgs-

områder blev oprettet forskellige former for vejledende råd og nævn. Der er dog ikke me-

get, som tyder på, at disse tiltag førte til noget omfattende tilsyn.

Kapitel 17 Folketingets ombudsmand og § 71-tilsynet

Dette kapitel undersøger de to kontrol- og tilsynsinstanser, som blev oprettet med grund-

lovsændringen i 1953. § 71-udvalget (nedsat af Folketinget) skulle iflg. grundloven se på

administrativt anbragtes retssikkerhed. Udvalgets arbejde ser dog kun ud til perifert at have

berørt særforsorgens institutioner. Ombudsmandsinstitutionen, oprettet som klageinstans

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

for borgerne i forhold til det offentlige systems forvaltning, behandlede en række sager ved-

rørende åndssvageforsorgen. Det var dog især i 1970’erne, at ombudsmanden med inspek-

tioner på flere af de store anstalter kom til at præge diskussionen om åndssvageforsorgen.

Besøgene dokumenterede udbredt brug af tvang og dårlige fysiske rammer på en række

afdelinger m.v., og ombudsmandens rapporter var med til at skubbe på for ændringer af

forholdene.

Kapitel 18 Oplevet særforsorg

I dette kapitel er fokus på de subjektive erindringer og på de følelser, som de tidligere an-

bragte forbinder med deres anbringelsestid. Kapitlet gennemgår følgende overordnede

tematikker, som har kunnet spores i interviews med flere informanter: institutionsmiljø-

et, kontakten til familien, sociale relationer inden for særforsorgen, fravær af privatliv og

overskridelser af intimsfærer, manglende autonomi samt følelsen af mindreværd. Tematik-

kerne belyser det, som vi betegner som” den oplevede særforsorg” og beskrives på tværs af

forsorgsgrenene og undersøgelsesperioden. På trods af mange nuancer og forskelligartede

oplevelser beskriver mange anbragte - også mange årtier efter anbringelsen - følelsen af at

være klientgjort og ikke at blive set som et menneske med funktionsnedsættelse.

Kapitel 19 Overvejelser om anbringelsen og den oplevede forsorgs

konsekvenser

Et centralt spørgsmål i forbindelse med de forhold, som er dokumenteret i de forudgående

kapitler, er deres konsekvenser for de anbragte. Der er næppe tvivl om, at f.eks. de voldelige

eller seksuelle overgreb, som vi har beskrevet i de forudgående kapitler, har været trauma-

tiserende for mange anbragte. I dette kapitel får de tidligere anbragte ordet og fortæller om,

hvilke konsekvenser anbringelsen har haft for dem. De fremhæver bl.a. rodløshed, mindre-

værdsfølelser, problemer med sociale relationer også i forhold til familie og børn foruden

stigmatisering og selvmordstanker.

Kapitel 20 Konklusion

Dette afsluttende kapitel sammenfatter i koncentreret form en række af undersøgelsens

resultater og diskuterer fortolkningen af dem.

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

Kapitel 3 Det anvendte kildemateriale

Udredningen bygger på et stort og sammensat kildemateriale, der kan grupperes i to hoved-

typer: 1) skriftlige kilder fra samtiden og 2) interviews med nulevende personer.

De skriftlige

kilder fra samtiden omfatter først og fremmest arkivalier fra myndigheder og institutioner i

tilknytning til særforsorgen, men også lovgivning, kommissionsbetænkninger, folketingsde-

batter, tidsskrifts- og avisartikler m.m. Den anden hovedtype er interviews med tidligere an-

bragte og ansatte inden for særforsorgens forskellige grene, primært fra åndssvageforsorgen.

Formålet med at anvende de to hovedtyper af kildemateriale har været at få en så bredspek-

tret belysning af kommissoriets problemstillinger som muligt. Kildematerialet repræsente-

rer således forskellige perspektiver på undersøgelsens problemstillinger. Det arkivalske ma-

teriale giver i sagens natur primært særforsorgens blik på den anbragte og på anbringelsen i

sin helhed, men rummer dog indimellem også de anbragtes perspektiv fra samtiden i form

af f.eks. breve eller klager. Mere direkte kommer de (tidligere) anbragte til orde i de anvend-

te interviews, som er blevet foretaget inden for de seneste år. Her optræder italesættelsen

af deres oplevelser og erfaringer fra livet som anbragte på særforsorgens institutioner i en

mere fri og ubunden kontekst, sammenlignet med de anbragtes ”stemmer” fra samtidens

arkivalske materiale.

I det følgende knyttes enkelte overordnede bemærkninger til kildematerialet. For en fuld-

stændig oversigt over det anvendte materiale henvises til oversigten over gennemgået arkiv-

materiale (se bilag C), oversigt over interviews (se bilag D) samt litteraturlisten (se bilag F).

Skriftligt kildemateriale fra samtiden

Udredningen bygger først og fremmest på en omfattende undersøgelse af udvalgte arkiv-

skabere

og deres arkivalier i Rigsarkivets samlinger (se bilag C). Særforsorgen har efter-

ladt sig et særdeles righoldigt arkivmateriale, hvilket betyder, at vi af hensyn til de formelle

rammer for undersøgelsen (tid og ressourcer) har måttet prioritere i forhold til, hvad der

skulle undersøges.

Som det fremgår nedenfor, har vi valgt at foretage en empirisk undersøgelse af henholdsvis

det centrale og det lokale niveau i særforsorgen.

Anvendelsen af det mangfoldige kildema-

teriale fra de forskellige administrative niveauer har skullet bidrage til et helhedsperspektiv

på særforsorgen og på forholdene for de anbragte.

Desuden anvender vi den eksisterende forskning. Se kapitel 4 og bilag F.

Arkivskabere er Rigsarkivets generelle betegnelse for de myndigheder og institutioner mv., som har skabt

de arkivalier, der er blevet afleveret.

For en oversigt over det administrative system, se kapitel 6.

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

Centraladministrationens arkiver

På det centrale niveau har vi gennemgået arkivalier fra de relevante myndigheder i samti-

den: Socialministeriet (1933-1980), Særforsorgskontoret (der havde særforsorgsanstalterne

som sit dominerende ressortområde 1933-1968), Socialstyrelsen (1970-1980) og endelig

Statens Åndssvageforsorg (1959-1970). Se nærmere om særforsorgssystemet i kapitel 6.

Derudover har vi været i forskellige nævnsarkiver: Åndssvagenævnet af 1937 (1937-1954),

Åndssvageforsorgens Centralnævn (1959-1973), Sterilisationsnævnet (1934-1968) og

Døvenævnet (1950-1978).

Den empiriske undersøgelse af de centrale myndigheders arkiver har så vidt muligt taget af-

sæt i deres respektive journalplaner, journaler og journalkort med henblik på at identificere

relevante saggrupper, hvorefter vi har kunnet udpege, bestille og gennemgå journalsager-

ne.

Derudover har vi gennemgået en lang række arkivserier, som ikke indgår i et egentligt

journalsystem, men som har været relevante at inddrage i forhold til kommissoriet. For

Statens Åndssvageforsorgs vedkommende består en stor del af journalsagerne af ”samle-

sager” knyttet an til specifikke temaer, der har gjort det muligt at følge dokumentationen

heraf over tid. Statens Åndssvageforsorg rummer i det hele taget et omfattende arkiv, hvor-

imod arkivdannelsen i de øvrige særforsorgsgrene (under Særforsorgskontoret) er mere

begrænset. Det skal naturligvis ses i sammenhæng med, at åndssvageforsorgen var langt

den største af de seks forsorgsgrene.

Arkivalierne fra det centrale niveau giver et vigtigt indblik i den overordnede administration

og kontrol af særforsorgen, i dens enkelte grene og i dens udvikling over tid. Vi kan samtidig

se, at mange sager fra de lokale institutioner (f.eks. sager om vold og overgreb, problematiske

personalesager, principielle spørgsmål m.v.) blev endeligt afgjort på det centrale niveau. Det

betyder, at centraladministrationens arkivdannelse giver et overblik over, såvel som indblik

i, hvad der skete på det lokale niveau – og ikke sjældent kan vi her se, at mødet mellem det

lokale og det centrale niveau handlede om at få afklaret rammerne for håndteringen af de

anbragte. Derudover varetog det centrale niveau relationen til det politiske system.

Udover de ovennævnte myndigheder har vi i mere begrænset omfang inddraget materiale fra

relevante kommissioner og udvalg nedsat af Socialministeriet. Det gælder f.eks. ”Udvalget

af 19.04.1941 angående den mod Børne- og Åndssvageforsorgen offentligt fremførte Kritik”

og ”Udvalget af 30.4.1954 til behandling af Åndssvageforsorgens problemer”. I de fleste til-

fælde var der tale om lovforberedende udvalg og kommissioner, og derfor har vi også benyt-

tet os af de trykte betænkninger, der var resultatet af kommissionernes arbejde.

Forud for den empiriske undersøgelse har vi – i det omfang, arkivalierne indeholdt personfølsomme oplys-

ninger, som var yngre end 75 år – søgt og fået Rigsarkivets tilladelse til at benytte dem.

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

Institutionsarkiver

Det har været væsentligt for udredningen også at foretage en empirisk undersøgelse af det

lokale niveau, som man også kunne kalde for institutionsniveauet. Det var her, anbringel-

serne fandt sted, og hverdagen udfoldede sig for de anbragte. Dertil kommer, at selvom det

centrale niveau blev inddraget i en lang række sager, var det ikke alle forhold, der bevægede

sig op i systemet.

Det lokale niveau omfatter dels de store institutioner med formel struktur (bestyrelser, ad-

ministrative regler, formelle hierarkier m.v.), dels små og mere uformelle enheder, som var

drevet af enkeltpersoner eller af private familier. Begge institutionstyper findes inden for

alle særforsorgens grene. Omfanget af institutioner ændrede sig ret markant gennem den

undersøgte periode og steg især i periodens sidste år (se kapitel 6). Det har ikke været

muligt inden for undersøgelsens rammer at undersøge alle institutionerne, og vi har derfor

måttet foretage et udvalg. Udvalget er sket på baggrund af en gennemgang af fortegnelser

over det bevarede og afleverede arkivmateriale.

For åndssvageforsorgens vedkommende har vi for det første lagt vægt på at få både den

vestlige og den østlige del af Danmark repræsenteret i undersøgelsen, fordi åndssvagefor-

sorgen i Danmark indtil 1959 var regionalt opdelt (se kapitel 6). For det andet har vi lagt

vægt på at gennemgå arkiver fra de større anstalter – det gælder åndssvageanstalterne i

Brejning, Vodskov, Sølund, Ebberødgård, Rødbygård, Andersvænge og Strandvænget – der

rummede en stor del af de anbragte. Derudover fungerede de som hovedinstitutioner for en

række mindre ”satellit-institutioner” og den kontrollerede familiepleje, så undersøgelsen af

institutionerne giver også et vist indblik i forholdene på disse anbringelsessteder.

For de øvrige særforsorgsgrenes vedkommende har vi også fokuseret på de store anbrin-

gelsessteder som Statens Skole for Døve i København, Fredericiaskolen (Statens skole for

tunghøre), Statens fortsættelsesskole for døve og tunghøre (Nyborg), Statens Institut for

Blinde og Svagsynede i København, Samfundet og Hjemmet for Vanføre, Geelsgård Kost-

skole og Hald Ege. Også for de øvrige særforsorgsgrene har det ikke været muligt at gen-

nemgå alle anbringelsessteder.

Arkivmaterialet fra de lokale institutioner har vist sig at være af forskellig beskaffenhed, i

forhold til hvor meget der er bevaret, og hvordan arkivalierne er struktureret. De større in-

stitutioner ser ud til at have haft en nogenlunde systematisk arkivdannelse og har bevaret en

betragtelig del (men ikke alt). Ikke desto mindre har der også her været variationer blandt

institutionerne, i forhold til hvordan man har journaliseret oplysninger om de anbragte,

idet de kan optræde i forskellige typer af arkivserier. Dertil kommer, at journalsagernes

indhold varierer, men generelt indeholder arkiverne på lokalt niveau et ganske omfatten-

de materiale om den enkelte patients anbringelse – særligt i klient- og patientjournalerne

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

inden for åndssvageforsorgen. På grund af materialets omfang har vi måttet udvælge et

mindre udsnit af patientjournalerne, som det har været realistisk at gennemgå inden for de

givne rammer. Vi har primært udvalgt patientjournaler ud fra, at udsnittet samlet set skulle

dække undersøgelsens kronologiske bredde. Derudover har vi tilstræbt at nå omkring an-

bragtes journalsager fra forskellige af landets særforsorgsinstitutioner. F.eks. har vi gennem-

gået bevarede patientsager fra De Kellerske Anstalter og Ebberødgård, der også dækker

institutionernes filialer. De er meget omfattende og rummer bare for de Kellerske Anstalter

mere end 13.000 sager fra hele institutionens levetid, så i dette tilfælde har vi gennemgået

hver 30. arkivpakke fra perioden 1933-1980. For Ebberødgårds vedkommende har vi gen-

nemgået hver fjerde arkivpakke med klientjournaler fra hvert fødselsårti. Typisk rummer

hver arkivpakke mellem fem og ti patientsager. For de mindre institutioners vedkommende,

som f.eks. Rødbygård og Andersvænge, har vi også gennemgået hver fjerde arkivpakke med

bevarede journalsager.

Til brug for arkivstudierne har vi oprettet en fælles intern arbejdsdatabase, hvor relevante

sager er blevet tastet ind i en struktureret form. Det har muliggjort søgninger på nøgleord

og temaer på tværs af arkivskabere og arkivserier.

Udover det ovenstående materiale har vi haft adgang til at vurdere materiale fra

Folketingets §71-udvalg

på Folketingets Bibliotek og Arkiv, som vi dog ikke fandt væsentligt

for undersøgelsen. Desuden har vi fået adgang til materiale fra

Folketingets Ombudsmand.

Ombudsmandsinstitutionen har eftersøgt relevant materiale i deres eget arkiv ud fra de

journalnumre, vi har kunnet finde på relevante sager i Folketingets Ombudsmands Års-

beretning (for årene 1955-1980). Ombudsmanden har desuden foretaget en søgning på af

os udvalgte søgeord, men pga. arkiveringspraksis har denne søgning ikke ført til materiale.

(Se kapitel 17).

Trykt kildemateriale

Udover de administrative dokumenter fra myndigheder og institutioner har vi inddraget

trykt kildemateriale fra samtiden. Dette materiale inkluderer en række forskellige stem-

mer i form af embedsmænd, politikere, forskellige faggrupper, forældreorganisationer,

journalister m.m. Her er der tale om offentligt tilgængeligt materiale, hvoraf dele af det

indgik i den offentlige debat eller i forbindelse med administrative og politiske processer.

Vi vil her opliste de vigtigste typer af trykt kildemateriale, som er anvendt i vores under-

søgelse.

Love og bekendtgørelser m.v.:

Love, bekendtgørelser, cirkulærer m.v. er inddraget primært

til belysning af datidens formelle regler i forhold til de undersøgte temaer. Mens retten

til at lovgive entydigt lå hos Folketinget (indtil 1953 Rigsdagen), kom bekendtgørelser,

cirkulærer, cirkulæreskrivelser m.v. både fra Socialministeriet, Særforsorgskontoret (efter

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

1970 Socialstyrelsen) og de enkelte særforsorgsgrene (især Statens Åndssvageforsorg). Vi

har i denne sammenhæng benyttet eksisterende samlinger som

Lovtidende,

cirkulære-

samlinger m.m.

Materiale fra den parlamentariske beslutningsproces:

Det drejer sig især om Folketingets

og (før 1953) Landstingets debatter i forbindelse med centrale lovreformer af særforsorgen.

Debatterne er refereret i

Folketingstidende

(indtil 1953

Rigsdagstidende).

Hertil kommer

såkaldt lovforberedende materiale i form af trykte kommissionsberetninger.

Publikationer fra særforsorgen og dens institutioner:

Gennem hele perioden, og især fra

1950’erne og frem, har særforsorgen og dens institutioner udsendt en række publikationer.

Det drejer sig om interne publikationer, som f.eks. åndssvageforsorgens

S.Å.-Nyt,

trykte

årsberetninger, informationsmateriale, vejledninger til ansatte og anbragte m.v.

Samtidige tidsskrifter:

Der er i forbindelse med undersøgelsen gennemgået en række

tidsskrifter og aviser. Det drejer sig for det første om datidens fagtidsskrifter som f.eks.

Socialt

Tidsskrift, Juristen, Nordisk Tidsskrift for Åndssvageforsorg

samt

Ugeskrift for

Retsvæsen.

For det andet om tidsskrifter, som er knyttet til bestemte faggrupper eller in-

teresseorganisationer. Det gælder ikke mindst tidsskriftet

Kellers Minde / Evnesvages Vel

/ LEV-bladet

(forældreforeningen Evnesvages Vel),

Døvebladet

Socialpolitisk forenings

småskrifter.

Dagspressen:

Som det fremgår af de følgende kapitler, var der gennem det meste af perioden

en kritisk medieopmærksomhed i forhold til Særforsorgens håndtering af de anbragte. Vi

har ikke foretaget en systematisk undersøgelse af de trykte mediers avisartikler, men det

arkivalske materiale har vist sig at rumme en hel del udklip, som vi har kunnet benytte til at

studere konkrete problemstillinger set udefra.

Interviews

I forbindelse med undersøgelsen har vi inddraget en række mundtlige kilder. Denne kilde-

type er eksplicit nævnt i kommissoriet som kilde til, hvordan særforsorgens institutioner

er blevet oplevet. Det indsamlede materiale anvendes løbende i undersøgelsen, men især i

kapitlerne om den oplevede anbringelse (se kapitel 18) samt i overvejelserne om anbringel-

sen og den oplevede særforsorgs konsekvenser (se kapitel 19).

Materialet omfatter 85 interviews med tidligere anbragte, pårørende og ansatte i særforsor-

gen. De mundtlige kilder relaterer sig til to indsamlinger af interviews med tidligere anbrag-

te, ansatte og pårørende (med særligt fokus på førstnævnte gruppe): For det første har vi i

Indimellem har vi undladt at nævne detaljer om avisen af hensyn til at sikre de involveredes anonymitet.

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

forbindelse med undersøgelsen foretaget 54 interviews med informanter fra særforsorgen.

Disse består af 22 interviews med tidligere anbragte, fire interviews med pårørende og 27

interviews med tidligere ansatte. Udgangspunktet for indsamlingen har af etiske grunde

været, at de skulle ske på baggrund af henvendelse fra tidligere anbragte (eller ansatte og

pårørende). Interviewarbejdet er foregået i en periode fra marts 2020 til marts 2021. I pro-

cessen med indsamlingen har vi fulgt følgende:

• I den første tidlige fase efterlyste vi informanter via landsdækkende medier, sociale

medier, interesseorganisationers nyhedsbreve (og netværk) foruden distribution af

trykte flyers til f.eks. bo- og støttetilbud, handicaphistoriske samlinger og museer samt

socialpædagogiske pensionistforeninger. Dertil kommer opsøgende landsdækkende

kontakt til botilbud og kommuner via telefon og e-mail. Informanterne repræsenterer

samtlige forsorgsgrene bortset fra talelidende og døve (sidstnævnte er dog repræsen-

teret i den anden anvendte kildesamling, se nedenfor).

• De aftalte interviews blev foretaget i informanternes hjem, på Danmarks Forsorgsmuseum

eller i lokaler tilknyttet institutioner (som Vodskov eller Andersvænge). De foretagne

interviews havde en varighed på en til tre timer. Informanterne kunne, hvis de ønskede

det, medbringe en selvvalgt støtteperson. I forbindelse med interviewsituationen blev

informanterne oplyst om, at deltagelsen var frivillig, og at interviewet ville blive ano-

nymiseret. Der blev underskrevet en samtykkeerklæring for hvert interview. De fore-

tagne interviews kan betegnes som semistrukturerede, hvor spørgsmål blev tilpasset

dels den enkelte særforsorgsgren, dels i forhold til, om den pågældende var tidligere

anbragt, pårørende eller ansat. Se interviewguide i bilag E.

Indsamling af interviews blev på grund af nedlukninger forårsaget af COVID-19 stærkt ud-

fordret. Derfor blev enkelte interviews foretaget telefonisk eller virtuelt. Alle interviews er

blev optaget med diktafon, der er skrevet logbøger

, og endelig er de blevet transskriberet

og tematisk bearbejdet. Hovedvægten af informanterne fortæller om perioden fra 1950-

1980. (Se bilag D).

Interviews med informanter med udviklingshandicap er blevet tilpasset og tilrettelagt efter aftale med

støtteperson. Alle informanter er blevet tilbudt en efterfølgende samtale med en erfaren psykolog.

I logbøgerne er bl.a. noteret, hvordan kontakten til informanten er etableret, hvordan rammerne omkring

interviewsituation var (er det f.eks. et interview foretaget i eget hjem, på Danmarks Forsorgsmuseum, over

telefon eller via en virtuel mødeform. Det er også noteret, hvordan intervieweren oplevede stemningen før,

under og efter interviewet, og det er noteret, om der har været en efterfølgende kontakt med informanten,

og hvad denne kontakt har omhandlet.

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

For det andet anvendes også interviews indsamlet i perioden 2015-2018 i forbindelse med

projektet ”Anbragt i historien” (projektet blev varetaget af Danmarks Forsorgsmuseum på

vegne af Socialstyrelsen og finansieret af Satspuljemidler). I forbindelse med projektet blev

der indsamlet 31 øjenvidneberetninger fra anbragte fra særforsorgen.

Der var også her

tale om informanter, der selv havde taget kontakt eller med hjælp fra en støtteperson, og

proceduren for indsamlingen er stort set lig den ovenfor beskrevne.

Med inddragelsen af interviews har vi haft mulighed for at studere forholdene fra de an-

bragte fra forskellige vinkler – dvs. fra samtidens egne kilder (primært i form af det arki-

valske materiale) og til nutidens erindringer om anbringelsen under særforsorgen. Vi har

dog ikke foretaget en kobling mellem arkivmaterialet og informanternes beretninger. Vi har

således ikke eftersporet interviewpersonernes anbringelser eller konkrete erfaringer i ar-

kivmaterialet, ligesom vi heller ikke har kontaktet de personer, som optræder i arkivalierne

eller i den offentlige debat.

Men ved at inddrage forskelligartet materiale og de forskellige

blikke har vi kunnet tegne et mere nuanceret billede af anbringelser i særforsorgen. Vi dis-

kuterer i de følgende kapitler løbende de analytiske udfordringer med det forskelligartede

materiale i forbindelse med de enkelte undersøgelsestemaer.

Disse interviews er anvendt i Kragh et al., 2015.

Kragh et al., 2015, s. 18-19.

Jf. tilladelsen til at anvende de gennemgåede arkiver fra Rigsarkivet, er det ikke tilladt at henvende sig til

personer, som optræder i arkiverne.

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

Kapitel 4 Den eksisterende forskning

Formålet med dette kapitel er at skitsere nogle hovedpositioner – og centrale bidrag – i

denne forskning, med særligt fokus på den periode og på de grupper og emner, som be-

handles i vores undersøgelse. Vi vil inddrage dele af denne forskning i vores arbejde.

Historien om marginaliserede og udsatte grupper i Danmark blev indtil for et halvt år-

hundrede siden dyrket temmelig sporadisk i form af den tidlige kulturhistories fokus på

sociale og kriminelle randeksistenser og socialhistoriens fokus på økonomisk og social

ulighed. Der eksisterer fortsat en slags skisma i forskningen, for så vidt som de senere

årtiers forskning i velfærdsstatens historie kun i begrænset omfang omfatter historien

om de mest marginaliserede og udsatte grupper

samtidig med, at der fra 1980’erne

og 1990’erne har udviklet sig en parallel forskningstradition, som mere målrettet har

produceret ny forskning om fængselsvæsenets, psykiatriens og børneforsorgens historie

m.v.

Et par centrale temaer i forskningen om samfundets udsatte grupper har netop været bør-

neforsorgens og psykiatriens historie, og hvoraf enkelte bidrag lapper ind over vores un-

dersøgelses tematiske fokusområder. I et nyere værk har Cecilie Bjerre således undersøgt

Børneværnets anbringelsespolitik i perioden fra Børneloven i 1905 og frem.

Herudover

findes en række udredninger af behandlingen af institutionsanbragte børn i børneforsorgen

og anbringelsens konsekvenser. Studierne behandler i nogen grad de samme tematikker

inden for børneforsorgen, som vi undersøger i vores udredning.

Inden for dansk psykiatri-

Det gælder f.eks. syv-bindsværket Jørn Henrik Petersen, Klaus Petersen & Niels Finn Christiansen (red.):

Dansk Velfærdshistorie,

bd. 1-7, Odense: Syddansk Universitetsforlag, 2010-2014.

Jf. John T. Lauridsen:

Fra udstødte til anbragte, 1500-1950. Marginalgruppeforskning i Danmark,

Køben-

havn: Det Kongelige Bibliotek, 1996.

Cecilie Bjerre:

Når staten er far og mor. Børneværnets anbringelser af børn i Danmark 1905-1975,

Odense:

Syddansk Universitetsforlag, 2021.

Maria Rytter:

Godhavnsrapporten: en undersøgelse af klager over overgreb og medicinske forsøg på Dren-

ge-og Skolehjemmet Godhavn samt 18 andre børnehjem i perioden 1945-1976.

Odense: Syddansk Universi-

tetsforlag, 2011. Godhavn-undersøgelsen kom til på foranledning af Socialministeriet. Det kan bemærkes,

at også i nabolandene Norge, Sverige og Finland har der været forskellige mere eller mindre formelle un-

dersøgelser af anbringelser af børn og unge. Sverige: Statens Offentliga Utredningar. SOU 2011/61.

Utred-

ningen om vanvård i den sociala barnavården. Vanvård i social barnavård: slutbetänkande.

Stockholm:

Statens offentliga utredningar. Norge: Norges Offentlige Utredninger 2004:23

Barnehjem og specialskoler

under luppen. Nasjonal kartlegging av omsorgssvikt og overgrep i barnevernsuinstitusjoner 1945-1980.

Oslo:

NOU. Finland: Hytönen, K._M., Malinen, A., Salenius, P., Haikari, J., Markkola, P., Kuronen, M. og Johanna

Koivisto.

Missförhållanden och vanvård av barn inom barnskyddets vård utom hemmet 1937–1983.

Social-

och hälsovårdsministeriet, 2016. Ålandsøerne: Sanna Roos & Liselott Lund.

En utredning om vanvård av

samhällsvardade barn på Åland under 1953‐1971.

Landskapsregeringens socialvårdsbyrå, 2015

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

historie har særligt historikeren Jesper Vaczy Kragh bidraget med flere omfattende og

banebrydende studier, der bl.a. berører fiksering, celleanbringelse og medicinsk behand-

ling, som også er tematikker behandlet i vores undersøgelse, og hvor grænsen mellem psy-

kiatri og særforsorg ikke altid er helt klar.

Særforsorg

Ser vi mere specifikt på særforsorgens historie, som er fokuspunktet for vores undersøgelse,

har Danmarks Forsorgsmuseum stået bag udarbejdelsen af en undersøgelse af anbringelser

inden for socialforsorgen. Den undersøgelse har et bredere fokus end vores, idet den også

inkluderer børneforsorgen og psykiatrien og er baseret på et mindre omfattende arkivma-

teriale, men den berører flere af de samme temaer, som vi behandler.

Udover ovennævnte undersøgelse har Birgit Kirkebæk i flere publikationer beskrevet cen-

trale aspekter af åndssvageforsorgens historie, Lene Koch har grundigt undersøgt sterilisa-

tionspolitikken og -praksis i åndssvageforsorgen, mens Jesper Vaczy Kragh i bogen

IQ75

har beskrevet aspekter af åndssvageforsorgens historie med udgangspunkt i en konkret

anbragt mand, ligesom der findes en række udgivelser om enkelte institutioners historie

m.v. (se mere om de nævnte bidrag nedenfor). Men der savnes fortsat en samlet beskrivel-

se af særforsorgens såvel som de enkelte forsorgsgrenes historie i hele perioden fra 1933

til 1980, som inkluderer ikke bare den politiske historie (lovgivningen, institutionerne og

forvaltningen m.v.), men også særforsorgen i praksis (dvs. særforsorgens socialhistorie) og

den oplevede særforsorg.

Flere af de ovennævnte værker kommer – i større eller mindre grad – ind på livet på særfor-

sorgens institutioner og omfatter ofte kritiske skildringer af de fysiske rammer, tvangsele-

menter, fysiske indgreb og i nogen tilfælde overgreb. Det er dog fortsat sporadisk, hvad der

findes af forskning med særskilt fokus på forskellige former for svigt og overgreb undersøgt

ud fra både arkivstudier og vidnesbyrd. I det følgende vil vi se lidt nærmere på den noget

heterogene litteratur, som findes om særforsorgens historie.

F.eks. Jesper Vaczy Kragh (red.):

Psykiatriens historie i Danmark,

København: Hans Reitzel, 2008; Jesper

Vaczy Kragh,

Det hvide snit. Psykokirurgi og dansk psykiatri 1922-1983,

Odense: Syddansk Universitetsfor-

lag, 2010, og Jesper Vaczy Kragh:

Sikringen. Forbrydelse, farlighed og foranstaltninger, Sikringsafdelingen i

dansk psykiatri 1918-2018,

Odense: Syddansk Universitetsforlag, 2018.

Jesper Vaczy Kragh, Stine Grønbæk Jensen, Jacob Knage Rasmussen og Klaus Petersen:

Anbragt i Historien

Et socialhistorisk projekt om anbragte og indlagte i perioden 1945-1980,

Svendborg: Svendborg Museum,

2014. Bogen blev udarbejdet for Socialstyrelsen, og en let omarbejdet version er udgivet i form af Jesper

Vaczy Kragh, Stine Grønbæk Jensen og Jacob Knage Rasmussen:

På kanten af velfærdsstaten. Anbragte og

indlagte i dansk socialforsorg,

Odense: Syddansk Universitetsforlag, 2015. I begge finder man nyttige og

ganske omfattende litteraturoversigter.

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

Som nævnt ovenfor har der siden 1980’erne været en voksende interesse for forskning i

marginalgrupper og herunder de grupper, som hørte under særforsorgens ressort (se kapitel

6). Som toneangivende ift. studiet af særforsorgens historie skal nævnes Historisk Selskab

for Handicap og Samfund, som blev stiftet i 1986 med det formål at bevare erindringen

om særforsorgen i kølvandet på dens udlægning fra stat til amter og kommuner seks år

tidligere.

Foreningen har siden 1987 udgivet tidsskriftet

Handicaphistorisk tidsskrift

(tid-

ligere

Handicaphistorie

Handicap og samfund),

hvis temanumre har sat fokus på en

række forskelligartede emner med relation til særforsorgens historie. Tidsskriftet har ofte

blandet historiske undersøgelser med bidrag fra forskellige typer af øjenvidner. Fremhæves

skal også Center for Handicaphistorisk Forskning ved Danmarks Lærerhøjskole, der med

professor Birgit Kirkebæk i spidsen op gennem 1990’erne stod bag en række vægtige forsk-

ningsmæssige bidrag om forskellige handicapgruppers historie, hvoraf flere præsenteres

nedenfor. Endelig skal nævnes Nordic Network on Disability Research, som siden 1999 har

udgivet

Scandinavian Journal of Disability Research,

der med jævne mellemrum inkluderer

bidrag om den danske særforsorgs historie.

Nedenfor nævner vi en række af de væsentligste af disse initiativers forskningsmæssige

bidrag, hvoraf de fleste er kendetegnet ved, at de bygger på grundige arkivstudier supple-

ret med erindringsmateriale foruden en tydelig inspiration fra den franske tænker Michel

Foucault og hans vægt på videns- og magtrelationer og deres betydning for forholdet mel-

lem normalitet og afvigelse og den deraf følgende institutionsdannelse.

Herudover er der – særligt når det gælder de enkelte institutioners historie – udkommet

en række værker skrevet af personer, som ikke sjældent står uden for de nævnte forsknings-

netværk. Institutionshistoriografien falder i to dele. Den første del er ofte skrevet af tidligere

ansatte på institutionerne og består ikke sjældent af jubilæumsskrifter, som rummer en

mængde nyttige oplysninger om de enkelte institutioners baggrund, tilblivelse, indretning

og drift, men som samtidig holder sig loyalt til fortællingen om stifternes og de ansattes

Se: http://www.handicaphistorien.dk/

Se Eva Simonsen: ‘Disability History in Scandinavia. Part of an International Field’,

Scandinavian Journal of

Disability Research,

nr. 7., 2005, s. 137-154; Birgit Kirkebæk: ”Opkomsten af den handicaphistoriske forsk-

ning og etableringen af handicaphistoriske selskaber i 1980’erne og -90´erne”,

Handicaphistorisk Tidsskrift,

nr. 41, 2019, s. 82-93.

Se Birgit Kirkebæk & Ingrid Markussen (red.):

Diskurs, diagnose og konstruktion. Om Foucaultinspireret

forskning i Norden med relation til handicaphistorisk forskning,

København: Danmarks Lærerhøjskole,

Center for Handicaphistorisk Forskning, 1997. Desuden Edith Mandrup Rønn og Janie Olsen (red.):

Afvigelse fra hvad? De psykisk udviklingshæmmede og samfundet,

København: Institut for Europæisk Fol-

kelivsforskning, Københavns Universitet 1993; Poul Duedahl, Louise Nyholm Kallestrup og Lars Andersen

(red.):

De måske udstødte. Historiens marginale eksistenser,

Aalborg: Aalborg Universitetsforlag, 2005; Bir-

git Kirkebæk:

Almagt og afmagt. Specialpædagogikkens holdninger, handlinger og dilemmaer,

København:

Akademisk Forlag, 2010, og Birgit Kirkebæk, Lotte Hedegaard-Sørensen og Chalotte Glintborg:

Professio-

nelle blikke på den anden - når fortællinger forandrer identiteter,

København: Frydenlund Academic, 2018.

Publikationer om særforsorgens historie

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

gode hensigter og samtidens behandlingsmæssige fremskridt. Her repræsenterer institu-

tionerne først og fremmest et humanitetsfremskridt. Den anden del udgøres af primært

nyere forskningslitteratur, skrevet af en skønsom blanding af tidligere ansatte, etnologer

og historikere, som i højere grad holder en kritisk-videnskabelig distance til institutionen

med vægt på institutionaliseringens bagsider og disciplinerende og kontrollerende træk.

Værkerne er typisk skrevet med fokus på en enkelt af særforsorgens grupper, og balancen

mellem jubilæumsskrifter og den nyere forskningslitteratur varierer mellem dem:

Døveforsorgens historie

er langt overvejende præget af ældre jubilæumsskrifter, men der

findes dog også nyere og mere forskningsorienterede bidrag med en mere kritisk tilgang i

bl.a. Døvehistorisk Selskabs forskellige publikationer.

Forsorgen for talelidende

har også kastet flere publikationer af sig om historien, som for-

trinsvis er skrevet af en enkelt tidligere ansat.

Blindeforsorgen

har til gengæld været genstand for en blanding af mere traditionelle jubi-

læumsskrifter og en række afhandlinger, forskningsprojekter og bøger, hvoraf en god del er

forfattet af medlemmer af Blindehistorisk Selskab.

Dette gør sig gældende inden for stor set alle dele af marginalgruppeforskningens institutionshistorie. For

en diskussion af todelingen indenfor psykiatriforskningen, se Jette Møllerhøj: ”Psykiatriens definitioner af

det sindssyge og det sindssunde ca. 1850-1900”, i: Poul Duedahl, Louise Nyholm Kallestrup og Lars Ander-

sen (red.):

De måske udstødte. Historiens marginale eksistenser,

Aalborg: Aalborg Universitetsforlag, 2005.

A. Holm:

Den Kgl. Døvstummeskole, Nyborg. 1891 - 7. september – 1941,

Nyborg 1941; P. Høiberg:

Dø-

veskolen i Nyborg 1891-1966,

Nyborg, 1966; Th. Behrendt m.fl. (red.):

Døv i dag. Døveforeningen af 1866.

1866-1966,

København: Døvefonden, 1966; Asger Holm m.fl.:

Døveundervisning i Danmark 1807-1982,

København: Døvehistorisk Selskab, 1983; Jonna Widell:

Døves kultur. Fra åbning og isolation til manifesta-

tion og ligestilling,

Aalborg: Døveskolernes Materialelaboratorium 1993; Birgit Kirkebæk (red.):

At være

døv. Handicaphistorisk Tidsskrift,

nr. 10, 2003 [temanummer]; Eva Helena Andersen:

Er der plads til mig?

En fortælling om døve børn anno 1807-2007,

København: Skolen på Kastelsvej, 2007; Anne Vikkelsø:

CFD

gennem 150 år. 1869-2019,

København, CFD, 2021.

Steen Fibiger, ”Baggrunden for den talepædagogiske uddannelse”,

Handicaphistorie,

nr. 5, 1991, s.

39-48; Steen Fibiger, ”Talepædagogik i historisk belysning”, i:

Skolehistorie, handicaphistorie, idéhistorie, et

nyhedsbrev tilegnet Ingrid Markussen,

København 1998, s. 92-100 og Steen Fibiger, ”Talepædagogisk For-

ening i Danmark, verdens ældste talepædagogiske forening”,

Dansk audiologopædi,

bd. 23, nr. 4, s. 13-19.

Peter Ommerbo:

Dansk Blindesamfunds Historie. Udarbejdet efter Foreningens Blade og Protokoller,

København, 1944; Arne Søgaard-Andersen m.fl.:

Statens Institut for Blinde og Svagsynede i København:

1858 - 5. november – 1958,

København, 1958, samt Sven Houmøller:

Kjæde-Ordenen og Blindeforsorgen

1811 - 10. juni – 1961,

København: Selskabet Kjæden, 1961; Svend Jensen m.fl.:

1911-1986. Dansk Blinde-

samfunds 75-års jubilæum,

København: Dansk Blindesamfund, 1986; Niels Strandsbjerg:

Refsnæsskolen.

Institut for Blinde og Svagtsynede Børn og Unge i Danmark. 100 års jubilæum,

Refsnæs 1998; Svend Jensen:

Det første skridt mod ligestilling,

København: Dansk Blindesamfund, 2001; Gerhard Kaimer:

Blindhedens

verden, træk af blindes kulturhistorie,

Århus 2002; Rene Ruby, ”Konstruktionen af den blinde ca. 1850 –

1914”,

Handicaphistorisk tidsskrift,

nr. 12, 2002, s. 7-166; Pia Lundberg:

Blindhed, antropologisk analyse af

de blindes verden fra renæssancen til i dag,

Københavns Universitet: Det Samfundsvidenskabelige Fakultet,

2005; Birgit Kirkebæk (red.):

Blindhed. Handicaphistorisk Tidsskrift,

nr. 22, 2009 [temanummer]; Rene

Ruby, Afvigelsens dilemmaer, blindes organisering i det 20. århundrede [upubliceret ph.d.-afhandling,

Københavns Universitet], 2011, og Tina Adele Hoff og Michael Hinsch Jensen (red.):

”- gøre de Blinde til

frie og uafhængige Borgere”. 100 år med Dansk Blindesamfund,

København: Dansk Blindesamfund, 2012.

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

Vanføreforsorgen

blev på et tidligt tidspunkt taget under behandling af en række forskere –

herunder af historikerne Harald Jørgensen og Henrik Becker-Christensen – og siden hen i

skrifter udgivet af Museumsforeningen for Vanføreforsorgen.

Epileptikerforsorgen

er undersøgt i flere artikler foruden en enkelt bog skrevet af lektor

Bjørn Hamre om Kolonien Filadelfia i Dianalund, ligesom der løbende udgives en række

småskrifter af Kolonien Filadelfias museum.

Åndssvageforsorgen

har, som den største af forsorgsgrenene (se kapitel 6), været genstand

for en helt anderledes forskningsmæssig opmærksomhed. De overordnede udviklingstræk

i åndssvageforsorgens samlede historie kan man læse om i de bredt anlagte værker som

Anbragt i historien

På kanten af velfærdsstaten

og som del af de allerede nævnte vægtige

værker af Lene Koch, Jesper Vaczy Kragh, Poul Duedahl og Birgit Kirkebæk

. Eksempelvis

er hele normaliseringspolitikken og forsorgschef Niels Erik Bank-Mikkelsens tanker, som

danner fundament for tiden efter 1959 og frem til afviklingen af statsforsorgen, omdrej-

ningspunkt i sidstnævntes grundige og delvist arkivbaserede biografi om ham.

Herudover findes en længere række mere institutionsbundne fremstillinger vedrøren-

de åndssvageforsorgen af både jubilæumstypen og af mere videnskabelig karakter. Der er

således skrevet forskningsbaserede og ofte institutionskritiske værker om udviklingen af

den tidlige åndssvageforsorg med oprettelsen af Gl. Bakkehus og De Kellerske Anstalter

Samfundet og Hjemmet for vanføre. 1872 - 21. oktober – 1947,

København: Schultz, 1947; Harald Jørgen-

sen:

Vanføreforsorgen i Danmark gennem 100 år,

København: Samfundet og Hjemmet for Vanføre, 1972;

Bente Rødsgård:

Vanførefonden 1955-95,

København 1995; Henrik Becker-Christensen (red.):

Fra forsorg

til service. Sahva Fonden 125 års udvikling,

Institut for Grænseregionsforskning/Erhvervsarkivet, 1997;

Ib Bjerring Nielsen:

Rehabilitering i nordisk perspektiv med udgangspunkt i vanføreforsorgens udvikling i

de nordiske lande,

København: Museumsforeningen for Vanføreforsorgen og Hans Knudsen Instituttet,

2004, og Ib Bjerring Nielsen:

Det danske system, et forsøg på at afdække de tanker, der lå bag dannelsen af

Samfundet og Hjemmet for Vanføre,

København: Museumsforeningen for Vanføreforsorgen, 2006.

Mogens Lund: ”Epilepsiernes epidemiologi. Fra Frederik Kristoffer Hallager til Palle Juul-Jensen – med et

sideblik til Adolph Sell”,

Bibliotek for Læger,

bd. 182, nr. 2, 1990, s. 181-191; Bjørn Hamre:

Syge må plejes

med kærlighed. Kolonien Filadelfia 1897-1997,

Dianalund: Kolonien Filadelfia, 1997; John Alving, ”Epilepsi

– historiske aspekter. Fra djævlebesættelse til ionkanaler”,

Handicap og samfund,

nr. 11, 1998, s. 15-24, og

Bjørn Hamre: ”Disse samfundets stedbørn. Fra månesyge og djævlebesættelser til social forsorg og antiepi-

leptika”,

Handicaphistorisk Tidsskrift,

2001, s. 82-101.

Se også Edith Mandrup Rønn,

De fattige i ånden. Essays om kultur, normalitet og ufornuft.

København:

Museum Tusculanum 1996.

F.eks. i Jesper Vaczy Kragh:

IQ 75. Erling og åndssvageforsorgen,

København: Gads Forlag, 2022; Lene Koch:

Tvangssterilisation i Danmark 1929-67,

København: Gyldendal, 2001; Poul Duedahl:

Billeder fra en anden

verden. De Kellerske Anstalters historie,

2. udgave, København: Gads Forlag, 2019; Birgit Kirkebæk:

Norma-

liseringens periode. Dansk åndssvageforsorg 1940-1970 med særligt fokus på forsorgschef N.E. Bank-Mikkel-

sen og udviklingen af Statens Åndssvageforsorg 1959-1970,

København: SocPol, 2001 samt Birgit Kirkebæk

og Iver Horneman Møller:

Afhægtet. Mennesker med udviklingshandicap og deres levevilkår,

København,

Samfundslitteratur, 2020. Nævnes kan også Bjarne Hesselbæk:

Befrielsen. De udviklingshæmmedes historie

i Danmark,

København: Dansk Psykologisk Forlag, 2020.

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

og tidens efterfølgende fokus på opbygningen af store totalanstalter og en landsdækkende

åndssvageforsorg.

De Kellerske Anstalters historie har ligeledes været genstand for både et jubilæumsskrift og

en nyere og mere kritisk gennemgang af den samlede historie fra oprettelse til nedlæggelse.

Tilsvarende er der skrevet en samlet historie om åndssvageasylet Karens Minde, der begyndte

som en filial af De Kellerske Anstalter for siden at overgå til Østifternes Åndssvageanstalter,

ligesom der er skrevet værker om De Kellerske Anstalters filial- og isolationsanstalter på

Livø og Sprogø. Kendetegnende for flere af dem er, at de er inspireret af Foucaults syn

på anstalter som panoptisk magtarkitektur, og at værkerne bygger på studier af patient-

journaler, korrespondancesager, artikler, lovgivning og lægelige diskurser samt interviews

med tidligere ansatte og anbragte.

Også Ebberødgård Åndssvageanstalt, Åndssvageanstalten ved Ribe og Vodskov Åndssvageanstalt

og deres samlede historie har været genstand for nyere værker.

Derudover er der udformet en grundig og kildenær gennemgang af historien om de så-

kaldte fredehjem, hvis drift foregik i tæt samarbejde med åndssvageanstalterne, og hvorfra

mange nye anbragte blev hentet, ligesom der er skrevet en smule om den kontrollerede

familiepleje, igennem hvilken mange anbragte blev udsluset af åndssvageforsorgen igen.

Åndssvageforsorgen har også været genstand for en række historiske undersøgelser af mere

tematisk art, som f.eks. studiet af selve arkitekturen fra den tidlige forsorgs totalanstalter og

til normaliseringspolitikkens bofællesskaber.

Nete Balslev Wingender:

”Drivhuset for den sygnende Plante!” Børn og opdragelse i åndssvageanstalten Gl.

Bakkehus 1855-1902,

Slangerup: Dansk Psykologisk Forlag, 1992, og Birgit Kirkebæk:

Da de åndssvage blev

farlige,

Holte: SocPol, 1993.

Hans Otto Wildenskov:

Den Kellerske Anstalt i Brejning 1899-1949,

Brejning 1949; Birgit Kirkebæk: Da

de åndssvage blev farlige, Holte: SocPol, 1993, og Poul Duedahl:

Billeder fra en anden verden. De Kellerske

Anstalters historie,

2. udgave, København: Gads Forlag, 2019.

Birgit Kirkebæk:

Uduelig og ubrugelig. Åndssvageasylet Karens Minde 1880-1987,

København: SocPol 2007;

Birgit Kirkebæk:

Defekt og deporteret. Ø-anstalten Livø 1911-1961,

København: SocPol, 1997, og Birgit

Kirkebæk:

Letfærdig og løsagtig - kvindeanstalten Sprogø 1923-1961,

Holte, SocPol, 2004.

Torben Hvam:

Ebberødgårds historie. I medgang og modgang,

Birkerød: Birkerød Lokalhistoriske Arkiv

og Museum, 1994; Edith Mandrup Rønn:

”De fattige i ånden -”. Essays om kultur, normalitet og ufornuft.

København: Museum Tusculanum, 1996; Kirsten Enevoldsen: Ribelund 1907-2007, Ribe 2007, og Allan

Skou Kristensen:

100 år i Hammer Bakker. Fra Åndssvageanstalt til Handicapområde. Aalborgbogen 2015,

Aalborg: Selskabet for Aalborgs Historie, 2015.

Finn Andersen:

Lad os frede om disse piger. Bestyrelsen for Fredehjems oprettelse og virke 1906-84,

Oligo,

Center for Oligofrenipsykiatri, 2012, og Birgit Kirkebæk: ”Kontrolleret familiepleje - var det en form for

udlicitering?”,

Handicaphistorisk tidsskrift,

nr. 38, 2017, s. 56-65.

Per Holm m.fl.:

Fra totalinstitution til selvforvaltning - åndssvage i udvikling,

Viborg 1988; Erik Ejlers:

Fra

anstalt til bofællesskab. Åndssvageforsorgens bygningshistorie 1855-1990,

Haslev: Christian Ejlers Forlag,

1994, og Irma Toft:

Fra sovesal til egen bolig. En bog om de udviklingshæmmedes historie i Viborg Amt,

Viborg: Viborg Amt, Socialforvaltningen, 2000.

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

Udover de ovennævnte bidrag findes der en række bidrag, som har undersøgt særlige aspekter

af åndssvageforsorgen og åndssvageforsorgens praksis. Dette omfatter bl.a. følgende temaer:

Intelligenskvotient og habitus

som udgangspunkt for anbringelser har ikke dannet baggrund

for selvstændige værker, men udgør til gengæld en essentiel del af en række bredere værker

og artikler skrevet af bl.a. Lene Koch, Birgit Kirkebæk og Jesper Vaczy Kragh.

Behandling og fiksering

i åndssvageforsorgen fremgår på samme måde som et centralt led

i de bredere anlagte værker som

Anbragt i historien

På kanten af velfærdsstaten

samt i

en bog af Stine Grønbæk Jensen og Jesper Vaczy Kragh, ligesom lobotomien – det såkaldte

hvide snit – på omtrent 300 åndssvage indgår som led i Jesper Vaczy Kraghs omfattende

værk om lobotomiens samlede historie og betydning i socialforsorgen.

Sterilisationspolitik og -praksis

har på tilsvarende vis været genstand for endog særdeles

grundige værker. De handler om synet på de åndssvage som nogle, der ikke bare skulle

beskyttes mod samfundet, men hvor det særlig i begyndelsen af perioden i udpræget grad

handlede om at beskytte samfundet mod de åndssvage – dels ved at aflaste de pårørende

og dels ved at beskytte omverdenen mod de anbragtes angiveligt degenerative arveanlæg

gennem eugenisk lovgivning og sterilisationspolitik i perioden fra 1929 til 1967.

Vold

samt

seksualitet og seksuelle overgreb

indgår på tilsvarende vis i de allerede nævnte og

bredt anlagte værker, mens seksualitetens historie i særforsorgen i bredere forstand tillige

er emnet for et temanummer med en række bidrag af

Handicaphistorisk tidsskrift

fra 2014.

Fejlanbringelser

nævnes undertiden også i den bredere litteratur, men er ellers kun behand-

let sporadisk i artikelform og andetsteds, sådan som det f.eks. er tilfældet i forbindelse med

Lene Koch:

Tvangssterilisation i Danmark 1929-67,

København: Gyldendal, 2000, s. 92-95; Birgit Kirke-

bæk: ”I.K. 75. - grænsen mellem åndssvaghed og normalitet”,

Social kritik,

årg. 9, nr. 50, 1997, s. 20-33, og

Jesper Vaczy Kragh:

IQ 75. Erling og åndssvageforsorgen,

København: Gads Forlag, 2022, s. 30-32.

Stine Grønbæk Jensen og Jesper Vaczy Kragh:

Erfaret magt. Frustrationer og fastholdelser på botilbud,

Odense: Syddansk Universitetsforlag, 2020, og Jesper Vaczy Kragh,

Det hvide snit. Psykokirurgi og dansk

psykiatri 1922-1983,

Odense: Syddansk Universitetsforlag, 2010.

Birgit Kirkebæk:

Abnormbegrebet i Danmark i 20’erne og 30’erne. Med særligt henblik på eugeniske bestræ-

belser - og især i forhold til åndssvage,

København, Danmarks Lærerhøjskole, 1985; Lene Koch:

Racehy-

giejne i Danmark 1920-56,

København: Gyldendal, 1996, og Lene Koch:

Tvangssterilisation i Danmark

1929-67,

København: Gyldendal, 2001, og Gunnar Broberg og Nils Roll-Hansen:

Eugenics and the Welfare

State. Sterilization Policy in Denmark, Sweden, Norway, and Finland,

2. udg., Michigan State University

Press, 2004. Om danskernes forhold til medlidenhedsdrab, se Jesper Vaczy Kragh: ”Det sidste trin. Medli-

denhedsdrab på åndsvage og handicappede i Danmark”,

Handicaphistorisk tidsskrift

nr. 36, 2016, s. 7-22,

og om den begrebslige baggrund for racehygiejnen, se Poul Duedahl:

Fra overmenneske til UNESCO-men-

neske. Racebegrebet i Danmark 1890-1965,

Odense: Syddansk Universitetsforlag, 2017.

Karsten Løt: ”Brikker til handicap-sexologiens historie i Danmark – med udgangspunkt i Statens

Åndssvageforsorg”,

Handicaphistorisk tidsskrift,

nr. 31, 2014, s. 7-62; Edith Mandrup Rønn: ”Fra forbud til

påbud. De åndssvages seksualitet. Kovendingerne i 1960’erne og 1970’erne”,

Handicaphistorisk tidsskrift,

nr. 31, 2014, s. 74-88, og Stine Grønbæk Jensen: ”’... det var de fandeme strenge med’. Anbragtes fortællin-

ger om seksualitet på institutioner under åndssvageforsorgen i 1950’erne og 1960’erne”,

Handicaphistorisk

tidsskrift,

nr. 31, 2014, s. 89-110.

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

biografierne om de tidligere anbragte Christian Bonde og Erling Frederiksen samt i en bog

af Bjørn Christiansen om sin far.

Uddannelse m.v.:

Folkeskolens udsondring af og medvirken til anbringelse af børn under

åndssvageforsorgen samt undervisningen af åndssvage igennem tiden, fra ingen under-

visning overhovedet til opbygningen af et skolesystem efter Anden Verdenskrig, har også

dannet baggrund for et par forskningsbidrag.

Hertil kommer jubilæumsskrifter og interne

publikationer, som beskriver udviklingen på enkelte institutioner som f.eks. Gl. Bakkehus

eller de såkaldte eksternatskoler.

Ansatte i åndssvageforsorgen

og deres faglige organisationers historie i perioden er indgåen-

de behandlet i et enkelt bogværk, mens de pårørendes historie i kraft af forældreforeningen

LEV’s historie både har været genstand for både et jubilæumsskrift skrevet af forhenværen-

de forsorgschef Niels Erik Bank-Mikkelsen og en grundig historisk undersøgelse skrevet af

Birgit Kirkebæk.

Sluttelig skal nævnes en række af bøger og forskningsartikler, der omhandler det praktiske

arbejde med at fremfinde og anvende dokumenter om særforsorgens historie i stil med de

kildestudier, der danner baggrund for vores undersøgelse.

Bjørn Christiansen

En redningskrans af bly. En sand historie om min fars fejlplacering før og nu,

Køben-

havn: Forlaget Indblik, 2015; Birgit Kirkebæk og Benny Lihme:

Bonde - gal mand på rette vej. En biografi,

København: Social Kritik, 2017; Stine Grønbæk Jensen og Jesper Vaczy Kragh, ”I gråzonen – narrativer om

fejlanbringelser under åndssvageforsorgen”, i: Charlotte Giintberg m.fl. (red.),

Professionelle blikke på den

anden – når fortællinger forandrer identiteter,

København: Frydenlund Academic 2018, s. 79-97, og Jesper

Vaczy Kragh:

IQ 75. Erling og åndssvageforsorgen,

København: Gads Forlag, 2022, s. 30-32.

Birgit Kirkebæk: ”Det dummeste barn i skolen. Udskillelse af åndssvage børn fra folkeskolen”,

Den Jyske Hi-

storiker,

1993, s. 195-209, og Laust Torp Jensen:

Fra uddannelsessystemets udkant - fra forsorg til folkeskole,

Frydenlund, 2013.

E. Floris, ”Gl. Bakkehus gennem 100 år” i

Dr. med. Jens Rasmussen Hüberts. Den danske åndssvageforsorgs

grundlægger og Gl. Bakkehus gennem 100 år,

København, 1955, 44-88; Halvor Egekvist (red.),

Fra Gamle

Bakkehus til grønne skoler. Historiske artikler og kildeskrifter om åndssvageskolens 125-årige historie og dens

forhistorie,

København: S.Å.-Materialer, 1982.

Claus Øgendahl:

Socialpædagogernes historie,

København: Socialpædagogernes Landsforbund, 2000; Niels

Erik Bank-Mikkelsen:

LEV i 35 år,

København 1987, og Birgit Kirkebæk:

LEV 1952-2002. Udvikling for

udviklingshæmmede,

København 2004.

Birgit Kirkebæk, ”Eksempler på anvendelse af journal i handicaphistorisk forskning”,

Handicaphistorie,

nr. 1,

1987, s. 118-120; Grethe Ilsøe, ”Særforsorgens klientjournaler, bevaring, forskning og sikkerhed i landsarki-

verne”,

Handicaphistorie,

nr. 1, 1987, s. 131-136; Erik Nørr, ”Fra landsarkivet – handicaparkiver i Landsarkivet

for Sjælland”,

Handicaphistorie,

nr. 2, 1988, s. 133-138; Erik Nørr, ”Kilderne til handicapforskning, arkivfantasi

og administrationshistorie”,

Handicaphistorie,

nr. 3, 1989, s. 47-62; Niels Strandsbjerg:

Blindeinstitutioner

i Danmark 1858-1970,

København: Landsarkivet i København, 1992; Christian Larsen, ”Handicaparkiver

– også en rig kilde for personalhistorikere”,

Personalhistorisk Tidsskrift,

2002, s. 227-244; Christian Larsen,

”Handicaphistoriske kilder i Danmark”,

Handicaphistorisk Tidsskrift,

nr. 14, 2005, s. 68-83; Peter Fransen,

Jesper Vaczy Kragh, Jacob Knage Rasmussen og Stine Grønbæk Jensen: ”Arkivfortegnelse. Socialforsor-

gens arkiver om anbragte og indlagte i perioden 1933-1980”, bilag til

Anbragt i Historien,

Socialstyrelsen/

Svendborg Museum, 2015, samt Birgit Kirkebæk: ”En patienthistorie med udgangspunkt i journallæsning,

artikelgennemgang og en privat billedsamling”,

Handicaphistorisk tidsskrift,

nr. 40, 2018, s. 27-38.

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

Udover alle de nævnte værker om forskellige sider af særforsorgens historie findes der en

række øjenvidneberetninger fra tidligere anbragte og ansatte. Bl.a. i form af erindringsbø-

ger nedskrevet af de anbragte selv. Inden for åndssvageforsorgen vakte det således opsigt,

da Solborg Ruth Kristensen i 1987 udgav

Solborgs bog,

med sin ikke videre positive omtale

af tiden og oplevelserne som anbragt på Ebberødgård. Siden hen er flere erindringsbøger

kommet til, ofte støttet af Landsforeningen LEV eller Udviklingshæmmedes Landsforbund

(ULF), såsom erindringsbøger skrevet af Viola Tingleff og Bjarne Jensen. Dertil kommer

nogle af de allerede nævnte beretninger og interviews foretaget af pårørende og forskere,

som fortæller om anbringelser set med den anbragtes øjne.

På tilsvarende vis indgår en mængde nedskrevne erindringer af tidligere ansatte og anbrag-

te inden for alle særforsorgsgrene som selvstændige bidrag i

Handicaphistorisk tidsskrift,

hvis de altså ikke har udgivet dem selv.

Sideløbende har der været fokus på interviewformen som en metode til aktivt at indsamle

og bevare øjenvidneberetninger, og initiativerne omfatter alle grene af særforsorgen, sådan

som det er tilfældet med de interviews, der indgår i bogen

Livshistorier

fra 1996 og den

række af værker, som fulgte i slipstrømmen.

I flere af de ovennævnte forskningsbidrag indgår således mundtlige beretninger som en del

af kildematerialet. Bl.a. blev der foretaget hele 60 interviews med personlige beretninger af

mænd og kvinder, der som børn og unge var anbragt under særforsorgen i perioden 1945-

1980 i forbindelse med udarbejdelsen af rapporten

Anbragt i historien,

og en del af disse

Erfaret særforsorg

Se f.eks. Solborg Ruth Kristensen:

Solborgs bog,

København: Landsforeningen LEV, 1987, Viola Tingleff:

Violas bog,

København: LEV, 2000, og Bjarne Jensen:

Min opvækst på Den Kellerske Institution i Brejning,

Aarhus, 2016. Desuden Bjørn Christiansen:

En redningskrans af bly. En sand historie om min fars fejlplace-

ring før og nu,

København: Forlaget Indblik, 2015; Birgit Kirkebæk og Benny Lihme:

Bonde - gal mand på

rette vej. En biografi,

København: Social Kritik, 2017, og Jesper Vaczy Kragh:

IQ 75. Erling og åndssvagefor-

sorgen,

København: Gads Forlag, 2022, s. 30-32.

Rita Cecilie Varmby og Birgit Kirkebæk: ”Min opvækst på Blindeinstituttet Refsnæs”,

Handicaphistorisk

tidsskrift,

nr. 39, 2018, s. 41-67; Aage Staffe:

Åndssvag? tilladt? hvordan? Før 1959 efter 59,

København:

Forlaget BOgPArtisanen, 2004, og Rita Møller Nielsen:

Med liv og sjæl,

Slagelse, 2007.

Birgit Kirkebæk & Ingrid Markussen (red.):

Livshistorien,

København: Danmarks Lærerhøjskole, Center for

Handicaphistorisk Forskning, 1996; Lars Herlev,

Brejningrødder. Om livet på en åndssvageanstalt,

Vejle:

Voksenskolens Forlag, 1997; Diana Paarmann,

De Usædvanliges Historier. Udviklingshæmmede fortæller

om deres liv,

Hvidovre: Forlaget LEV, 1998; Solveig Schmidt:

Uhørt. 100 år set med døves øjne,

Aarhus:

Døveskolernes Materialecenter, 2003; Kristian Bertelsen:

Liv og arbejde – på Den Kellerske Institution DKI

i Brejning – fortalt af ansatte,

Brejning, 2008; Ellen Johansen, Kirsten Rosenkilde og Leif Toft m.fl.: (red.):

Fortællinger fra Andersvænge, 1940-2015. Beretninger på godt og ondt fra livet på Andersvænge,

Slagelse:

Dansk Forsorgshistorisk Museum, 2015; Anna Marie Bohsen:

Det franske eventyr,

Vejle 2015;

De åndssva-

ges historie: fortalt af de sidste øjenvidner,

Hansen & Pedersen film (produceret med støtte fra LEV, FOA og

Socialpædagogerne i samarbejde med TV-Glad til DR) 2015.

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

øjenvidneberetninger kan stadig i samlet og uredigeret form tilgås via en online database,

hvor der også fortsat indsamles beretninger.

Afrunding

Alt i alt findes der en righoldig men til gengæld også temmelig sporadisk forskning, der

dækker over mange forskelligartede emner i relation til sær- og åndssvageforsorgens hi-

storie. I denne undersøgelse bruger vi dele af litteraturen, hvor den er relevant, fordi den

forklarer eller supplerer vores fund. Det gælder ikke mindst Birgit Kirkebæks værker om

forskellige dele af åndssvageforsorgens historie foruden værker, der omhandler de dele af

undersøgelsens tematikker, som i kraft af dem i forvejen er velundersøgte. Det gælder des-

uden Lene Kochs meget grundige undersøgelse af steriliseringspolitik og -praksis.

Heller ikke vores undersøgelse udgør imidlertid nogen samlet historie om sær- og åndssva-

geforsorgens historie. Det er igen vigtigt at fastslå, at den alene er sat i verden for at afdække

en række særlige temaer baseret på empiriske studier, men også at de omvendt bidrager

markant til vores samlede forskningsmæssige viden om forsorgens historie.

https://www.anbragtihistorien.dk/index.php/fortael/fortaellinger

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

Kapitel 5 Rids over særforsorgens udvikling

1933-1980

Formålet med dette kapitel er i kort form at trække de store linjer i særforsorgens udvikling

frem og placere den i en historisk sammenhæng. Selve særforsorgssystemet og dets væsent-

ligste dele beskrives i kapitel 6. Undersøgelsen strækker sig over en lige knap 50-årig peri-

ode: fra 1933 til 1980, afgrænset i begyndelsen af Socialreformen i 1933 og i slutningen af

særforsorgens udlægning til kommuner og amter i 1980. Det halve århundrede var præget

af store samfundsforandringer. Det begyndte med en økonomisk krise i 1930’erne, der blev

efterfulgt af 2. Verdenskrig og den tyske besættelse. Herefter fulgte 1950’erne og 1960’erne

med økonomisk vækst og velstand, modernisering af samfundet og opbygning af velfærds-

staten samt forandringer af de bærende normer i samfundet f.eks. omkring kønsroller og

seksualitet. 1970’erne var til gengæld præget af økonomisk krise, og det var alt sammen

noget, som på forskellig vis påvirkede særforsorgen.

Særforsorgens historiske udvikling falder i fire hovedfaser: for det første den tidlige fase i

kølvandet på Socialreformen i 1933 og frem til 1950. For det andet en nyorienteringsfase

i 1950’erne, som afrundes med den såkaldte ”normaliseringspolitik” inden for åndssvage-

forsorgen i 1959. Og for det tredje en moderniseringsfase i 1960’erne og 1970’erne, hvor

normaliseringstanken langsomt blev implementeret. Endeligt en fjerde og afsluttende fase,

som tog sin begyndelse i 1970’erne og frem til, at særforsorgen blev udlagt til amter og kom-

muner i 1980. Faserne lapper ind over hinanden – de sidste to faser (normaliseringstankens

ekspansion og lukke-fasen) foregik nærmest parallelt. Det understreger, at særforsorgens

udvikling ikke nødvendigvis skete med tydelige skift eller brud, og at der heller ikke altid

var fuldstændig symmetri mellem særforsorgens forskellige dele. Selv når der var tydelige

lovgivningsmæssige brud som i 1933 eller 1959, foregik forandringerne ofte langsomt ude

i virkeligheden.

Særforsorgen før 1933

Særforsorgen byggede i høj grad på det allerede eksisterende. De områder, der med

Socialreformen i 1933 blev en del af særforsorgen (dvs. forsorg for døve, blinde, epilep-

tikere, talelidende, vanføre og åndssvage) har således hver deres lange historie, og især i

løbet af 1800-tallet var der blevet etableret en række selskaber og institutioner, der tilbød

forsorg for forskellige grupper med specifikke diagnoser og handicap. I 1926 blev der fastsat

Det afspejler sig også i, at en række nøglepersoner i særforsorgen var toneangivende i debatten om for-

sorgen og dens udøvelse for næsten hele den undersøgte periode. Det er måske mest tydeligt i åndssvage-

forsorgen med personer som embedsmanden Niels Erik Bank-Mikkelsen eller overlægerne Gunnar Wad

(Vodskov), P.A. Schwalbe-Hansen (Ebberødgård) og Hans Otto Wildenskov (De Kellerske Anstalter i

Brejning).

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

skolepligt for blinde og døve børn på et af de kongelige institutter herfor oprettet i hhv. 1858

og 1807.

Den første epileptiker flyttede ind på Kolonien Filadelfia i 1897. Vanføre fik i 1872

mulighed for skolegang, og de første institutioner for denne gruppe blev etableret i samme

årti.

De første institutioner for åndssvage var i drift fra 1855 (Gl. Bakkehus) og 1865 (Den

Kellerske Åndssvageanstalt)

, og flere fulgte (f.eks. Ebberødgård i 1892). Fra 1902 fik anstal-

terne statslig refusion af op mod halvdelen af betalingen for opholdene.

Talelidende fik de-

res eget institut i 1916 (men allerede i 1898 var der blevet etableret en klasse for talelidende

på Det Kgl. Døvstummeinstitut).

Endelig finder vi en række forskelligartede selskaber og

foreninger fra denne periode. Der kan f.eks. peges på Samfundet og Hjemmet for Vanføre

(stiftet 1872), Døvstummeforeningen (fra 1866) og Dansk Blindesamfund (fra 1911).

De tidlige årtier af 1900-tallet var ikke blot præget af en social reformbevægelse, som med

og uden statens hjælp søgte at løse forsorgsproblemer for de ovennævnte grupper. Den var

også præget af eugeniske tanker, og idéen om arvelighed kom især til at påvirke synet på

og behandlingen af ”åndssvage”. Den danske eugeniske tænknings historie er velbeskrevet

i forskningslitteraturen.

Grundidéen i den danske eugeniske debat var en bekymring for,

at hvad man i datiden anså som genetisk og moralsk ”defekte” grupper ville påvirke befolk-

ningens ”kvalitet” negativt – og at de ville påføre staten (og dermed alle skatteborgere) store

forsørgelsesmæssige udgifter. I nogle tilfælde blev det koblet sammen med en forestilling

om, at disse grupper var særligt seksuelt aktive eller promiskuøse – med et af datidens

begreber: ”hyper-seksuelle”. Derfor skulle samfundet beskytte sig mod denne udvikling

bl.a. ved at regulere disse gruppers mulighed for reproduktion. Det var ikke mindst læger

og videnskabsfolk, som var drivende i diskussionen om eugenik og nødvendigheden af en

statslig regulering, men tankerne vandt også indpas langt ind i det danske politiske system,

hvor ikke mindst datidens mest fremtrædende socialpolitiske debattør, socialdemokraten

Karl Kristian Steincke, tog emnet op i hans gennemgribende analyse af dansk socialpolitik

i bogen

Fremtidens Forsørgelsesvæsen

fra 1920-21.

I Steinckes analyse var målrettet euge-

nisk lovgivning en integreret del af en den rettighedsbaserede socialpolitik, han advokerede

Lov om døve børns undervisning, Lov nr. 56 af 31. marts 1926, samt Lov om blinde børns undervisning,

Lov nr. 57 af 31. marts 1926.

Kragh et. al, 2014, s.21.

Ibid.

Lov om åndssvageanstalterne, Lov nr. 21 af 21. februar 1902

Betænkningen vedr. forsorgen for talelidende 1954, s.11

Det centrale værk er Lene Koch,

Racehygiejne i Danmark 1920-1956,

København: Gyldendal 1996. Se også

bilag B.

Steincke, 1920-21; Petersen, Petersen & Christiansen, 2011, s. 140-147; Christensen, 1998.

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

for, og som i høj blev gennemført fra 1920’erne og frem til og med Socialreformen i 1933.

Steincke var nok en markant stemme i den socialpolitiske debat, men hans eugenisk moti-

verede tanker mødte bred tilslutning i datiden. Allerede inden Socialreformen af 1933 blev

vedtaget, var den første lovgivning målrettet de ovennævnte grupper blevet gennemført

med ægteskabsloven i 1922, som bestemte, at den ”som er åndsvag i højere grad, må ikke

indgå ægteskab”, samt (forsøgsloven) Lov om Sterilisation, der blev vedtaget i 1929 (se ka-

pitel 14).

Meget var således allerede på plads, før Socialreformen i 1933 søgte at bringe

mere orden i den allerede eksisterende forsorg for disse grupper og gøre den til en del af

den statslige forsorgspolitik.

Særforsorgen etableres

Med Socialreformens tilblivelse som en del af Kanslergadeforliget i 1933 blev rammerne for

hjælp til personer med fysiske og mentale handicap ændret og fastsat i en ny forsorgslov: Hvor

hjælpen før 1933 primært havde været forankret i det kommunale fattigvæsen og hos en række

private institutioner, overtog staten finansieringen af forsorgen for disse grupper og ansvaret for

at sikre de nødvendige forsorgsinstitutioner, for så vidt at en anbringelse var nødvendig.

Tan-

ken var at give disse mennesker et værdigt liv mod til gengæld at underlægge dem restriktioner

i forbindelse med f.eks. svangerskab, ægteskab og bopæl. I Forsorgslovens § 66 fremgår det,

hvilke grupper staten havde pligt til at hjælpe, ligesom også hjælpens form er kort beskrevet:

”Staten drager omsorg for opdragelse, underhold, forsørgelse, kur og pleje for sindssyge,

åndssvage, epileptikere, vanføre, lemlæstede, talelidende, blinde og døvstumme, for så vidt

pågældende skal undergives anstaltsbehandling enten på en egentlig statsanstalt eller en

statsanerkendt anstalt eller af sådanne anstalter under vedvarende tilsyn anbringes i kon-

trolleret familiepleje.”

De sindssyge hørte under sundhedsvæsnet (og Indenrigsministeriet), mens de ”lemlæste-

de” langt overvejende var en opgave for invalidelovgivningen.

De to grupper blev derfor

ikke en del af særforsorgen – det gjorde de øvrige.

Med loven om offentlig forsorg fra 1933 opstod ”særforsorgen” som begreb og administrativ

enhed, og dermed blev forsorg for mennesker med funktionsnedsættelser, der ikke kunne

klare sig selv, sat i system. I forbindelse med sin præsentation af loven brugte socialminister

K.K. Steincke dog ikke selv udtrykket ”særforsorg”, men talte i stedet om forskellige former

Koch, 1996, s. 22-26.

Lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, Lov nr. 276 af 30. juni 1922, § 10; Lov om adgang til sterilisati-

on, Lov nr. 130 af 1. juni 1929.

Lov om offentlig forsorg, lov nr. 181 af 20. maj 1933. Loven afløste Lov om det offentlige fattigvæsen af 9.

april 1891.

Særforsorgen omfattede dog i nogle tilfælde også mennesker, som ikke var født med deres handicap –

f.eks. senblinde.

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

for ”særhjælp”, herunder ”Forsorgen for abnorme, blinde, åndssvage, sindssyge, vanføre og

talelidende”, og i selve Forsorgsloven af 1933 tales om ”forsorg for abnorme, vanføre m.fl.”

Det var først med Lov om tilsyn m.v. vedrørende de under Socialministeriet hørende sær-

forsorgsanstalter i 1935 og med oprettelsen af stillingen som særforsorgsdirektør, at begre-

bet særforsorg blev etableret i den mening, det anvendes i denne undersøgelse.

For de anbragte på særforsorgens institutioner var det nok temmelig ligegyldigt, om det var

”særhjælp” eller ”særforsorg”. Tilbage stod, at med Socialreformen og de følgende love blev

der etableret et nyt forsorgssystem, som skilte nogle grupper ud fra den almindelige forsorg

og knyttede særlige regler og regulering til deres modtagelse af hjælp fra staten. Steincke

pegede i den forbindelse ikke mindst på indberetningspligten:

”Hovedvægten ligger jo på at skabe et bedre system i hele abnormforsorgen, og dertil tjener

de forskellige regler om indberetningspligten, ikke mindst for åndssvage, hvor de nuværende

forhold – særligt visse steder – råber til himmelen og viser os en lovgivningsmagt, der bevil-

ger den ene store anstalt efter den anden, men som i øvrigt synes temmelig ligeglad med de

åndssvages tumlen rundt i livet – med tilhørende børneavl af nye åndssvage.”

Forsorgsloven fra 1933 byggede således på – og henviste til allerede eksisterende lovgivning

og et allerede etableret system af institutioner inden for de seks særforsorgskategorier: blin-

de, døve, epileptikere, talelidende, vanføre og åndssvage. I de ovennævnte love for døve og

blinde fra 1926 var der allerede fastslået en indberetningspligt for døve og blinde børn. Med

1933-loven blev denne udvidet. Havde skoler, læger eller det lokale sociale udvalg mistanke

om åndssvaghed hos et barn, skulle barnet undersøges og ved konstateret åndssvaghed

indskrives i særforsorgen (se kapitel 8). I 1934 blev det fulgt op med

Lov om foranstaltninger

vedrørende åndssvage,

som fastsatte en mere samlet lovgivning for åndssvage.

Tilsvarende

indberetnings- og tvangsbestemmelser fandtes ikke i lovgivningen, for så vidt angår tale-

lidende, vanføre eller epileptikere.

”Indledning”,

Socialreformen med noter. Udgivet af Socialministeriet.

København 1933, s. 41; Lov om

offentlig forsorg, lov nr. 181 af 20. maj 1933, afsnit IV, §251-261. I lovens § 247 henvises dog til ”særforsor-

gen”, hvilket ser ud til også at omfatte sindssygelovgivningen.

Lov om tilsyn m.v. vedrørende de under Socialministeriet hørende særforsorgsanstalter i 1935, Lov nr. 104

af 30. marts 1935. Se kapitel 6 om særforsorgssystemet.

”Indledning”,

Socialreformen med noter. Udgivet af Socialministeriet.

København 1933, s. 41.

Lov om foranstaltninger vedrørende åndssvage, lov nr. 171 af 16. maj 1934.

Se Lov om offentlig forsorg, lov nr. 181 af 20. maj 1933, afsnit IV, § 251-261. For talelidende var indberet-

ning til invalideforsikringsretten dog en forudsætning for, at et barn kunne indskrives på en institution

eller evt. blive opereret, hvis taleproblemerne var fysisk betinget. Se

Betænkning vedrørende forsorgen for

talelidende afgivet af en af Socialministeriet under 12. maj 1949 nedsat kommission angående omorganise-

ringen af forsorgen for talelidende,

København 1954, s. 8-12.

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

Forsorgsloven fra 1933 var med andre ord mest en slags rammelov, og det er vigtigt at være

opmærksom på, at den administrative samling af forskellige grupper under særforsorgen

ikke afspejlede sig i en decideret (samlet) særforsorgslovgivning. Der var snarere tale om, at

der under den fælles administrative paraply eksisterede parallelle lovkomplekser for åndssva-

geforsorg, blindeforsorg, døveforsorg, epileptikerforsorg, vanføreforsorg og forsorg for taleli-

dende. Det vil fremgå af de følgende kapitler, at der både med hensyn til lovgivning og praksis

var væsentlige forskelle inden for særforsorgen. Det er der flere forklaringer på. Det handlede

for det første om synet på de forskellige grupper og de forskellige handicap. Det bliver tyde-

ligt, hvis man ser på eugenikkens betydning, som adskiller sig væsentligt i forhold til gruppen

af ”åndssvage” (og i nogen grad epileptikere), hvor sterilisationspolitikken satte tydelige spor

på såvel regelværk som praksis, og de øvrige grupper under særforsorgen, hvor de eugeniske

betragtninger ikke spillede nogen rolle.

Det handlede også om, at særforsorgens etablering

i 1933 i høj grad byggede på de eksisterende institutioner og den praksis, som var etableret i

årtierne før 1933 bygget op omkring de enkelte grupper af handicappede.

Det var således en meget heterogen gruppe, der med særforsorgen blev skilt ud fra den

”normale” sociallovgivning. Udover at det var grupper med en eller anden form for han-

dicap, var det også grupper med meget forskellige ressourcer, vilkår, identiteter og status

i samfundet. Inden for de enkelte grupper kunne der være en skillelinje mellem dem, som

blev indskrevet og anbragt i særforsorgen, og dem som levede et liv – måske med offentlig

hjælp – uden for særforsorgen. Det gælder f.eks. en ret stor del af de vanføre, hvor handi-

cappet ikke medførte institutionsanbringelse (men måske andre former for hjælp i hjem-

met). Det gælder også gruppen af epileptikere, hvor mange var på kortvarige ophold på de

under særforsorgen hørende institutioner. Det gælder også langt de fleste voksne blinde og

døve, som efter endt skolegang på særforsorgens institutioner levede et liv uden for sær-

forsorgen med en større eller mindre grad af selvforsørgelse og støtte. Også inden for ånds-

svageforsorgen var der en gruppe, som kunne undervises og måske (helt eller delvis) klare

sig selv senere i livet (se kapitel 9 om hverdagen). Den vigtigste skillelinje gik dog mellem

åndssvageforsorgen og de øvrige særforsorgsgrene, og afspejlede sig i sproget og synet på

grupperne. Hvor de blinde, døve, talelidende m.v. generelt blev betragtet som borgere med

et handicap, så det i 1930’erne og 1940’erne anderledes ud for de åndssvage (og i nogen

grad for gruppen af epileptikere), der med kobling til datidens eugeniske tænkning blev

omtalt som ”undermålere”, ”defekte”, ”degenererede”, ”abnorme”, ”intelligensdefekte” m.v.

Der var overvejelser i Socialministeriet om at inkludere døve, blinde og talelidende i forbindelse med

forberedelsen af ægteskabsloven af 1938, jf. Koch, 1996, s. 129. Indberetninger til Arvebiologisk Institut

omfattede også blinde, døve, talelidende og en række andre sygdomme, jf. Koch, 1996, s. 192.

Koch, 1996, s. 25-26, 73, 95. Se Christensen, 1998, s. 128-137 samt Kirkebæk, 1993 og Kirkebæk, 2004, s.

127-138.

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

Eller som intelligensmæssigt blev gradueret på en skala fra ”idioter” over ”imbecile” og

”debile” til ”sinker” (se kapitel 7). Selv deres udseende kunne kritiseres. I 1936 klagede en

admiral, som havde sin tjenestebolig lige ved siden af en institution for åndssvage, til de-

partementschefen i Socialministeriet over, at de anbragte opholdt sig på en veranda, som

vendte mod admiralens have og tennisbane.

Det var især et problem for admiralen, når

han havde gæster, som dermed blev konfronteret – eller i hvert fald kunne komme til at se

på – personer, som admiralen beskrev som ”frastødende i deres ydre”. Departementsche-

fen henstillede på den baggrund til institutionen, at brugen af verandaen blev begrænset,

og at man vurderede alumnerne ”æstetisk”, inden de fik adgang til den. Bestyrelsen for in-

stitutionen valgte i stedet at lukke verandaen, som efter deres oplysninger var et populært

sted for alumnerne, bl.a. når de skulle ryge.

Da åndssvaghed var en livsvarig defekt, der – med K.K. Steinckes ord fra 1934 – ”fra første

færd og hele livet igennem gør den pågældende mere eller mindre uskikket til arbejde i

samfundet og som hovedregel ganske uskikket til at opfylde forsøger- og opdragerpligter,”

var det netop gruppen af åndssvage, som var den primære målgruppe for den eugenisk

motiverede lovgivning, som fulgte efter den ovenfor nævnte foreløbige sterilisationslov fra

1929.

De eugeniske tanker kom i høj grad til at præge åndssvageforsorgen i de første årtier

efter 1933. Det skete på baggrund af sterilisationslovene i 1929, 1934 og 1935, og i det eu-

geniske lovgivningskompleks indgik også abortloven fra 1937 og ægteskabsloven fra 1938.

Lovenes indhold og betydning for åndssvageforsorgen er nærmere beskrevet i kapitel 14.

Dele af den eugenisk motiverede lovgivning omfattede også gruppen af epileptikere. Det

gælder f.eks. ægteskabsloven fra 1938, som bestemte, at også i tilfælde af arveligt betinget

epilepsi skulle der indhentes tilladelse til ægteskab, og ifølge Kochs undersøgelse af moti-

vationer for ansøgning om sterilisation henviste ca. 4 pct. af ansøgninger til epilepsi som

primær begrundelse.

Særforsorgssystemet – og dertil hørende love og regler for specifikke særforsorgsgrene –

udviklede sig gradvist efter etableringen i 1933-1935 med love og cirkulæreskrivelser fra

Socialministeriet. Med indskrivningspligten forøgedes antallet af åndssvage, blinde og døve,

som blev anbragt, og det førte til oprettelse af nye institutioner som f.eks. institutionen

Sølund ved Skanderborg i 1935 og anstalter i Mariager og Andersvænge ved Slagelse i 1940,

J.nr. R/582, 1936, Udtagne journalsager (1925-1959),

Østifternes Åndssvageanstalter, Bestyrelsen,

pk. 9,

Rigsarkivet (herefter benævnt ved forkortelsen ”RA”)

Rigsdagstidende 1933/1934, Folketingets forhandlinger, spalte 2998.

Lov om adgang til sterilisation, lov nr. 130 af 1. juni 1929. Lov om ændringer i Lov nr. 276 af 30. juni 1922

om ægteskabs indgåelse og opløsning, lov nr. 141 af 1.juli 1938.

Koch, 2000, s. 196.

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

hvortil kom udvidelser af de bestående anstalter og institutter og en forøget brug af den kon-

trollerede familiepleje, der var et billigere alternativ til institutionsanbringelsen (se kapitel 6).

Mens regler for ind- og udskrivning af særforsorgen og for sterilisationspolitikken var lov-

reguleret (om end med en vis fortolkningsramme jf. kapitel 8 og 14), var selve udøvelsen af

forsorg på den enkelte institution frem til 1960’erne meget mindre reguleret. Vi behandler

det forhold i de følgende tematiske kapitler. Det var anstalternes overlæger og forstanderne

for de statslige institutter, som bestemte praksis på de indre linjer. Således var det først, da

Det Kgl. Blindeinstituts forstander Grove-Rasmussen i 1943 døde, at der blev oprettet en

egentlig afdeling for blindeforsorg under særforsorgen.

Man kan således betegne instituti-

onerne frem til 1960’erne som stærkt paternalistiske.

Der var i undersøgelsesperioden bred politisk tilslutning til de grundlæggende tanker i

særforsorgen. De ovenfor nævnte eugeniske love blev vedtaget af meget brede politiske

flertal, og i forbindelse med forsorgslovens vedtagelse var der stort set ingen debat om

særforsorgsdelen. Den paternalistiske og stærkt regulerende tilgang baseret på de eksiste-

rende forsorgsinstitutioner var således politisk set bredt forankret. I 1947, i forbindelse med

en finanslovsdebat i Folketinget, udtalte et socialdemokratisk medlem af Folketinget om

anbragte i åndssvageforsorgen, at ”Ved asylpatienter forstås de ulykkelige medskabninger,

som er både åndeligt og legemligt defekte og derfor kan være en ualmindelig hård byrde for

et hjem, navnlig for de små hjem, hvor man hverken har tid, råd eller plads til at give dem

den fornødne pleje”.

Det var dog ikke alle, som var helt enige i at se så positivt på særforsorgen. Vi viser i de føl-

gende kapitler, at der løbende var klager fra anbragte og deres familier – også i den meget

tidlige del af perioden. Der er også eksempler på, at allerede i de første årtier kunne sær-

forsorgen – og især åndssvageforsorgen – komme i mediemæssigt stormvejr. Mediernes

blik var langt fra så gennemgribende kritisk i begyndelsen af perioden, som det blev fra

1950’erne. Der var dog flere, som kæmpede for de institutionsanbragtes vilkår. I

Politikens

spalter skrev avisfolk som redaktør Anker Kirkeby og journalist Ellen Hørup løbende kritisk

om problemerne i åndssvageforsorgen. Datidens måske nok mest eksponerede kritiker af

åndssvageforsorgen var kunstmaler og forfatter Nanna Andersen fra Hillerød.

Hun var

værge for flere anbragte, løb fra 1930’erne og op i 1950’erne ministre og anstaltsbestyrelser

på dørene og arrangerede debatmøder med deltagelse af pårørende fra alle egne af landet.

Kritikken pegede bl.a. – ofte i skarpe vendinger - på åndssvagelovgivningens umulige valg

mellem sterilisation eller indespærring, overlægernes nægtelse af udskrivning, anstalternes

arbejdsudnyttelse af anbragte, mangelfuld kontrol med åndssvage i familiepleje samt den

Statens Institut for Blinde og Svagsynede i København, 1958, s. 102.

Rigsdagstidende 1947-48, Folketingets forhandlinger, sp. 643.

Kirkebæk, 2001, s. 29-32.

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

generelt manglende retssikkerhed for mennesker anbragt i åndssvageforsorgen. Det var

f.eks. medieomtale af en enkeltsag fra Ebberødgård, der førte til et decideret stormløb mod

anstalten i oktober 1942, som endte med håndgemæng mellem utilfredse borgere og anstal-

tens plejere, og kostede initiativets anfører fire måneders fængsel.

Selv om særforsorgssy-

stemet især i de første årtier ikke var voldsomt lydhør i forhold til kritikken

, der blev afvist

som grundløs og set som udtryk for manglende forståelse for arbejdet med de anbragte,

ramte den ømme punkter. Det var således en bogudgivelse af benævnte Nanna Andersen,

Børne- og ungdomsforsorgen bag kulisserne,

som førte til, at socialministeren i 1941 nedsatte

et undersøgelsesudvalg om bl.a. forholdene i åndssvageforsorgen, som med sin betænkning

fra samme år bekræftede nogle af kritikpunkterne.

Reformbølgen i 1950’erne

1950’erne lignede på flere måder årtierne før. Særforsorgssystemet var grundlæggende ens

før og efter krigen (se kapitel 6). Det var de samme institutioner, som anbringelserne skete

på. Den eugeniske tænkning fortsatte med at præge behandlingen af ”de åndssvage”. Livet på

institutionerne havde ganske vist været præget af krigen på forskellig måde, men det var mere

midlertidige problemer. Men der var – så at sige – også begyndende grøde i særforsorgen.

1950’erne blev en slags overgangsperiode. For det første kom der et øget fokus på individets

rettigheder. For det andet blev den eugeniske tolkningsramme gradvis nedtonet. Og for det

tredje var 1950’erne også en periode med øget fokus på integration af marginaliserede grup-

per i kølvandet på velfærdsstatens begyndende ekspansion.

Som fastslået af daværende so-

cialminister Julius Bomholt i november 1958 i forbindelse med en ny åndssvagelov: 1950’erne

betød også for særforsorgen en reformbølge, som skulle sætte rammen for de følgende årtier.

Forud var gået en del debat, ikke mindst omkring åndssvageforsorgen, som også efter 1945

havde en dårlig presse. En af de mest omtalte mediesager var en sag fra 1940’erne, hvor en

kvinde anbragt på Ebberødgård ville udskrives og have erstatning for uberettiget anbrin-

gelse og sterilisation. Sagen begyndte i 1938 og blev afgjort ved retten i 1945, og den endte

med, at kvinden blev udskrevet (det blev således anerkendt, at hun var fejlanbragt), samtidig

”Stormen paa Ebberødgaard”,

Ekstra Bladet

22.10.1942; Hvam, 1993, s. 101-110. En organisation med

navnet ”Værnene” var i mange år aktive i kritikken af åndssvageforsorgen, og særligt af Ebberødgård.

Bestyrelsen for Østifternes Åndssvageanstalter udtalte i den forbindelse: ”Selvom ”Værnene”s angreb har

været fuldstændig grundløse, har de dog ikke kunnet undgå at virke undergravende for forsorgsarbejdet og

sprede nervøsitet blandt forsorgens arbejdere og ængstelse i alumnernes hjem”, hvilket var medvirkende

årsag til, at samme bestyrelse anlagde en injuriesag mod organisationens ledere i 1943. J.nr. B/86, 1942,

Udtagne journalsager (1925-1959),

Østifternes Åndssvageanstalter, Bestyrelsen,

pk. 86, RA

Se f.eks. Østifternes Åndssvageanstalter bestyrelsen, Beretning for årene 1. april 1938-31. marts 1942,

København 1942, s. 15-18.

Kirkebæk, 2001, s. 29-32.

Jf. Petersen et al., 2012.

Folketingstidende 1958-59, Folketingets Forhandlinger, sp. 643.

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

med at anstalten blev frikendt for at have handlet mod reglerne.

En anden lignende og me-

get omtalt sag fra 1951 handlede om en ung mand, der i årevis havde været anbragt på bl.a.

Ebberødgård, fordi han blev betragtet som åndssvag, men som siden kom i familiepleje,

hvor man fandt ud af, at anbringelsen skyldtes hans ordblindhed. På den baggrund fik han

fri proces til at anlægge en erstatningssag mod særforsorgen.

Hertil kom løbende anklager

i dagspressen om overgreb og om de elendige fysiske rammer i åndssvageforsorgen. De var

ikke sjældent drevet af forældreforeningerne, som anvendte dagspressen som en vej til at

lægge pres på åndssvageforsorgen og det politiske system.

Det var med til at tegne billedet

af en åndssvageforsorg ude af takt med tiden. Allerede i 1945 mente en journalist i

Politiken,

at særforsorgssystemet i høj grad lukkede sig om sig selv, betragtede klager som personlige

angreb, og at de efterfølgende undersøgelser gik ud på ingenting at finde.

1950’erne var også præget af øget forældreinddragelse, som var med til at skubbe på for

forandring. Særforsorgssystemet åbnede for mere forældreindflydelse via oprettelsen af nye

råd og nævn, og en generel betoning af betydningen af et tættere samarbejde (se kapitel

6). Der kom nye forældreforeninger til som f.eks. Foreningen for Spastisk Lammede Børn

(1950) og Forældreforeningen Kellers Minde (1952), hvor især sidstnævnte under det sene-

re navn Landsforeningen Evnesvages Vel hurtigt kom til at spille en central rolle ikke blot

som pressionsgruppe, men også som repræsentant for forældreinteresser i officielle udvalg

m.v.

Selvom der i starten af 1950’erne skete sammenstød mellem forældreforeninger og

ledelserne på de store anstalter, blev forældreforeningerne i løbet af 1950’erne en central

aktør i udviklingen af særforsorgen.

Hertil kom en i efterkrigstiden generel orientering mod individet og individuelle rettigheder

symboliseret med Danmarks medunderskrift af FN’s Verdenserklæring om Menneske-

rettigheder i 1948, ratifikationen af Det Europæiske Menneskerettighedscharter i 1953, og i

Patientsag nr. 7349, U-sager (1865-1990),

Den Kellerske Anstalt, Brejning,

pk. 1990-1925, RA. Samt

Ugeskrift for Retsvæsen,

1945, s. 246-251. Sagen førte også til en irettesættelse fra Særforsorgskontoret til

overlæge H.O. Wildenskov, fordi han havde foretaget en ny IK-test på kvinden.

”Justitsministeriet giver fri proces”,

Sorø Amtstidende

18.2.1951.

Se f.eks. ”Forældre protesterede imod, at deres Datter skulde betegnes som aandssvag”,

Hjørring Amtsti-

dende

21.5.1947; ”Fik prædikatet sinke – var intelligent, men ordblind”,

Nationaltidende

24.12.1950; og

”Overlæge behandlede Aandssvag ukorrekt”,

Information

17.7.1951.

”Den umættelige Aandssvageforsorg”,

Politiken

31.1.1945 samt ”Katastrofale Forhold for Danmarks Aands-

svage”,

Politiken

16.12.1945.

Vi kan således i det gennemgåede materiale se, at LEV har en løbende dialog med Statens Åndssvagefor-

sorg og indgår i høringer, udvalg m.v.

For et eksempel på en konflikt mellem forældreorganisation og anstaltsledelse på De Kellerske Anstalter: se

Referat fra fællesmøde mellem repræsentanter for forældreforeningen Kellers Minde og bestyrelsen for Den

Kellerske Anstalt 21.10.1954, i ”Forældreforeningen”, J. nr. F/37, Journalsager A-Ø (1897-1979),

Den Keller-

ske Anstalt, Brejning,

pk. 1990-89, Rigsarkivet; Brev fra bestyrelsen for Den Kellerske anstalt til forældrefor-

eningen Kellers Mindes i forbindelse med klage over H.O. Wildenskov, 13.1.1955, i ”Forældreforeningen”, J.

nr. F/37, Journalsager A-Ø (1897-1979),

Den Kellerske Anstalt, Brejning,

RA, pk. 1990-89, RA.

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

forbindelse med grundlovsrevisionen i 1953, der bl.a. medførte etableringen af Folketingets

ombudsmand og det såkaldte § 71-udvalg med henblik på at sikre individets rettigheder i

forhold til staten (se kapitel 17). Man kan sige, at 1930’ernes meget samfundsorienterede

særforsorg (især udtrykt i den eugeniske lovgivning) gradvist fra 1950’erne og frem svin-

gede over mod en mere individorienteret tilgang med fokus på den enkelte anbragtes ret

til at leve et liv så tæt på det normale som muligt – og med en problematisering af brug af

tvang. F.eks. blev det i 1954 gjort muligt at få domstolsprøvet administrative anbringelser i

særforsorgen.

Den ovenfor omtalte reformbølge omfattede ny lovgivning for blinde og døve i henholds-

vis 1950 og 1956.

Hvor de eksisterende love (fra 1926) havde fokuseret udelukkende på

indberetning og på undervisningen af blinde og døve børn, blev fokus i de nye love udvidet

til en mere overordnet blinde- og døveforsorg. 1926-bestemmelserne om indberetning og

skolepligt blev fastholdt, men i tillæg hertil blev mulighederne for hjælp til videre uddan-

nelse med henblik på selvforsørgelse nu betonet (se kapitel 8 om ind- og udskrivning af

særforsorgen). Det vil sige en styrkelse af hjælp og rettighedselementer i forhold til mu-

ligheden for at leve et liv uden for institutionerne. I 1954 kom en lovændring af forsorgs-

loven i forhold til de talelidende, hvor det eksisterende system var kommet under meget

voldsomt pres med stadigt voksende ventelister til Statens Institut for Talelidende. Med en

ændring af Forsorgsloven fik staten ansvar for at etablere et tilbud om ambulant behand-

ling af talelidelser, hvilket betød, at langt flere kunne modtage hjælp uden at skulle ind-

skrives på institution.

Indberetningspligten blev dog fastholdt bl.a. for at sikre, at der blev

givet hjælp. I 1959 kom en ny lov om statens åndssvageforsorg med virkning fra samme

år. Den var langt mere omfattende og gennemgribende end de ovennævnte love for døve,

blinde og talelidende. Loven kom til efter et omfattende udredningsarbejde i det såkaldte

”åndssvageudvalg”, der var blevet nedsat i 1954, og som kom med sin betænkning i 1958.

Betænkningen dannede grundlag for den nye lovgivning.

Loven skabte en ny samlet na-

tional ramme for Statens Åndssvageforsorg, som erstattede de to regionale rammer (De

jyske åndssvageanstalter og Østifternes Åndssvageanstalter). Den administrative ramme

er nærmere beskrevet i kapitel 6. Loven var også et opgør med 1930’ernes og 1940’ernes

Lov nr. 178 af 11. juni 1954 (som ændrer §§ 3, 4 og 5 i 1934-loven).

Lov om foranstaltninger vedrørende døve og tunghøre, lov nr. 21 af 27. januar 1950; Lov om foranstalt-

ninger vedrørende blinde og stærkt svagsynede, lov nr.117 af 11. maj 1956.

Lov om ændringer i §257 i Forsorgsloven vedr. talelidende, lov nr. 197 af 11. juni 1954.

Betænkning om Åndssvageforsorgen, Betænkning nr. 204, 1958, s.10

Lov om forsorgen for åndssvage og andre særlig svagtbegavede, lov nr. 192 af 5. juni 1959.

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

paternalistiske og lukkede åndssvageforsorg (se ovenfor).

Med socialminister Julius Bom-

holts ord fra fremlæggelsen af loven: ”Hvis dansk åndssvageforsorg nemlig skal udvikle sig

fra det anstaltsprægede – jeg benytter her bevidst ordet anstalt, selv om jeg er enig med

udvalget, når det foreslår, at denne betegnelse bør udryddes på dette område – til en fri-

ere form for forsorg, er den første betingelse, at de åndssvages forældre og pårørende vil

arbejde med på en sådan åben linje.”

Der blev således lagt op til en mere åben åndssvageforsorg, der i højere grad var i dialog

med forældre – og med det omgivende samfund. Lovens overordnede målsætning var en så

høj grad af normalisering som muligt: ”Skal vi i videst muligt omfang skabe en fri tilværelse

for de åndssvage, må samfundet også tilbyde den samme hjælp, som andre handicappede

kan opnå. […] Lovforslaget og udvalgets betænkning går på at skabe en sådan ligestilling.”

Med loven blev tvangsaspektet ved ind- og udskrivning i åndssvageforsorgen nedtonet –

men socialministeren understregede dog samtidig, at det nok ikke var muligt helt at komme

tvangsaspektet til livs.

100

Udviklingen inden for de enkelte særforsorgsgrene skal ses i sammenhæng med, hvad der

nogle gange i samtiden blev beskrevet som ”den lille socialreform”, og som omfattede en

ny forsorgslov i 1961 og revalideringsloven fra året før.

101

Forsorgsloven i 1961 betød ikke

nogen forandringer for særforsorgen ift. de ovennævnte reformer.

102

Den slog fast, at sta-

ten havde ansvaret for de institutionsanbragte, og det fremgik endvidere, at i en eventu-

el ventetid havde kommunens socialudvalg pligt til at iværksætte hjælp. I øvrigt blev der

henvist til de særlige love for døve, blinde og åndssvage. Loven betonede dog overord-

net en målsætning om så vidt muligt at hjælpe den enkelte til hel eller delvis selvforsør-

gelse.

103

Dette var hovedtemaet i revalideringsloven vedtaget året før, som skabte en ny

ramme for at styrke oplæring og beskæftigelse på særlige vilkår bl.a. for handicappede.

104

Lovens bærende idé var, at det socialpolitiske mål ikke kun var at skabe økonomisk tryg-

hed, men også at hjælpe den enkelte til at leve en så normal tilværelse som muligt, hvil-

ket inkluderede at skabe bedre erhvervs- og beskæftigelsesmuligheder for bl.a. psykisk

100

101

102

103

104

Kirkebæk, 2001 diskuterer lovens indhold og ikke mindst Niels Erik Bank-Mikkelsens centrale rolle i

udformningen og implementeringen af loven.

Folketingstidende 1958-1959, Folketingets Forhandlinger, sp. 644. Se også Bomholt 1960.

Julius Bomholt, Folketingstidende 1958-1959, Folketingets Forhandlinger, sp. 645.

Folketingstidende 1958-1959, Folketingets Forhandlinger, sp. 648-649. Se også diskussionen om dette i

kapitel 8.

Jf. Petersen, 2021, s. 398-401.

Lov om offentlig forsorg, lov nr. 169 af 31. maj 1961, § 71-75.

Lov om offentlig forsorg, lov nr. 169 af 31. maj 1961, § 1.

Revalideringsloven 1960. Se også Petersen 2012, s. 551-563.

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

og fysisk handicappede. For så vidt at der ikke var nogen revalideringsmuligheder, blev

der med en reform af Lov om folkeforsikring i 1961 lettet for adgangen til invalidepensi-

on.

105

Det betød bl.a., at nye grupper af anbragte f.eks. i åndssvageforsorgen kunne søge

om invalidepension i forbindelse med udskrivning eller anbringelse uden for anstalt.

106

Samlet set betød lovgivningen, at der blev lagt meget mere vægt på uddannelse og støtte

til selvforsørgelse. Det gjaldt også i særforsorgen, hvor der dels blev lagt op til udvikling

af skolesystemet især inden for åndssvageforsorgen, hvor det havde været småt med den

slags, dels en fokus også på beskæftigelse og uddannelse ud over grundskolen for alle sær-

forsorgsgrene. Den såkaldte normaliseringspolitik betød, at anbragte i særforsorgen skulle

leve et liv så tæt på ”det normale” som muligt. Det var mest et skifte i åndssvageforsorgen.

I de følgende årtier lagde de nye idealer rammen for udviklingen af særforsorgen med en

bevægelse fra det gamle paternalistiske system mod en mere individorienteret og moderne

særforsorg. En symbolsk markering af skiftet var nedlæggelsen af ø-anstalterne på Livø og

Sprogø i 1960-1961. ”Vore ø-anstalter behandler patienterne dårligere end straffefanger”,

lød det fra en af åndssvageforsorgens overlæger i en intern diskussion om lukningen, mens

andre overlæger mente, at der fortsat var behov for denne type institutioner til de sværeste

anbragte.

107

Som vi viser i de følgende kapitler, var der dog tale en gradvis, langstrakt og

langtfra problemløs forandringsproces.

Normaliseringstanken inden for særforsorgen, som er kort beskrevet ovenfor, var på sin vis

et paradoks, idet den gik imod den oprindelige idé med særforsorgen: at udskille særlige

grupper fra den almindelige forsorg.

108

Hertil kom, at normaliseringstankens målsætninger

relaterede sig til den generelle velstands- og velfærdsudvikling i samfundet. Normalisering

blev jagten på et bevægeligt mål, som bevægede sig rigtig stærkt især i 1960’erne, som var

årtiet– ”de gyldne 60’ere” – hvor danskerne oplevede meget høj økonomisk vækst og en

voldsom ekspansion af velfærdsstaten med en lang række nye sociale reformer og markante

forbedringer af ydelsesniveauer og social service.

109

Den afgående chef for åndssvageforsor-

gen Niels Erik Bank-Mikkelsen påpegede selv dette i 1980: ”1959-loven var imidlertid en

rammelov med en målsætning, som var afhængig af udviklingen. Man kan sige, at målet var

105

106

Petersen, 2012, s. 563-566. I 1965 kom der en selvstændig lov om invalidepension.

Se f.eks. J.nr. 10/62, 1968, Forhandlingsprotokoller (1959-1972),

Åndssvageforsorgens Centralnævn,

pk. A1-A2,

RA; J.nr. H/0/38/II, 1965, Journalsager (1959-1975),

Statens Åndssvageforsorg,

pk. 300, RA. Vi er også stødt

på flere sager, hvor åndssvageforsorgen frygtede økonomisk udnyttelse af anbragte i familiepleje, som modtog

invalidepension. Se f.eks. J.nr. H/0/420, Journalsager (1959-1975),

Statens Åndssvageforsorg,

pk. 347, RA.

Referat af overlægemøde 12. januar 1959: Overlægemødekorrespondance (1941-1979),

Andersvænge,

Lægekontoret,

pk. 2, RA samt ”Ø-Internaterne lader sig kun vanskeligt erstatte”,

Jyllands-Posten,

8.5.1960.

Jf. også Bank-Mikkelsen 1977, s. 46.

Jf. Petersen et al., 2013.

Normaliseringsperioden i 1960’erne og 1970’erne

107

108

109

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

bevægeligt – en ’tilværelse så nær det normale som muligt’ – det betyder, at denne tilværelse

skal følge udviklingen i samfundet. På den baggrund vil målet aldrig nås – der vil altid være

behov for videreudvikling.”

110

Det gik dog langsomt med at få normaliseringstankerne ført ud i livet, særligt inden for

åndssvageforsorgen. Således måtte socialminister Kaj Bundvad i en folketingsdebat om

åndssvageforsorgen i 1962 - presset af oppositionen - erkende den fortsatte pladsmangel og

overbelægning, de uegnede bygninger og de uværdige leveforhold på de store anstalter.

111

Bundvads erkendelse af særforsorgens – og især åndssvageforsorgens problemer – går igen

i flere af 1960’ernes og 1970’ernes folketingsdebatter m.v.

112

Politikerne var altså bekendt

med problemerne. I løbet af 1960’erne og 1970’erne skete der generelt en udbygning af sær-

forsorgen.

113

Især inden for åndssvageforsorgen blev der etableret nye og typisk mindre in-

stitutioner, der åbnede for andre boformer end de klassiske anstalter eller totalinstitutioner.

På trods af investeringer og moderniseringer var der dog stadig historiske lommer fra det

gamle system med overfyldte og dårligt fungerende afdelinger på de store gamle anstalter.

Det blev bl.a. pointeret af Folketingets ombudsmand i en række institutionstilsyn i sidste

del af 1970’erne (se kapitel 9 og 17).

En del af ekspansionen af særforsorgen skete i form af eksterne tilbud – tilbud, der lå uden

for de traditionelle institutioner, og som ikke involverede en anbringelse. Forsorgen for

de talelidende var gået i gang allerede i 1950’erne (se ovenfor) med en satsning på stats-

ligt finansieret mobile hjælpetilbud. Det betød, at mange flere talelidende kom i berøring

med særforsorgen.

114

Også på de andre særforsorgsområder voksede antallet af eksterne

patienter betragteligt. Blinde og døve elever kunne få undervisning i folkeskolen i stedet

110

111

Bank-Mikkelsen, 1980, s. 3.

Socialminister Kaj Bundvad (S): Bemærkninger til Lov om opførelse af skoler under Statens Åndssvagefor-

sorg,

Folketingstidende,

1961-62, og Poul Thomsen (K), 16.3.1962, 1. beh. af f. t. 1. vedr. institutionerne ved

forsorgscentret for Sønderjylland,

Folketingstidende,

1961-62.

Se f.eks. Gunhild Due (SF), 2.11.1966, Spørgsmål til socialministeren.

Folketingstidende,

1966-67, samt

Forslag til lov vedr. en institution på Amager i Forsorgscentret for København m.v.,

Folketingstidende,

1967-68; Eva Rée (V), 27/3 68, 1. beh. af f. t. 1. vedr. Forsorgscentret for København m.v.,

Folketingstidende,

1967-68.; Svend Erik Kjær Rasmussen (VS) og Erik Sigsgaard (VS), 25.10.1968, Forespørgsel til statsmini-

steren,

Folketingstidende

1968-69; Socialminister Eva Gredal (S), 9.2.1972, Spørgsmål til socialministeren,

Folketingstidende,

1971-72; Socialminister Eva Gredal (S), 14.2.1974, Forespørgsel til socialministeren,

Folketingstidende,

1973-74, 2.samling; Inger Lise Petersen (SF), 15.8.1973, Spørgsmål til statsministeren,

Folketingstidende, 1972-73, og Henning Philipsen (SF), 2.10.1974, Spørgsmål til socialministeren,

Folke-

tingstidende,

1974-75; Hanne Reintoft (DKP), 20.1.1976, l. beh. af f. t. beslutn. vedr. åndssvageforsorgen,

Folketingstidende, 1975-76.

Se f.eks. ”Uddrag af 1. revisionsdepartmentets beretning for finansåret 1973/74”,

S.Å.-Nyt,

nr. 9. 1974, s.

3-6, som viser en voldsom vækst i anlægsudgifter og driftsudgifter for åndssvageforsorgen i 1960’erne og

starten af 1970’erne.

Jf. Danmarks Statistik,

Statistisk Årbog

1979, s. 884 (tabel 247), var der i 1978 knap 5.000 eksterne taleli-

dende patienter (mod 36 institutionsanbragte). I 1949 var der blot 89 eksterne patienter (mod 96 anbragt

på institution).

112

113

114

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

for at være kostskoleelever.

115

Der skete en omfattende udbygning af skolesystemet inden

for åndssvageforsorgen, der var startet allerede under besættelsen, men som i løbet af

1960’erne og 1970’erne for alvor tog til.

116

Det skulle være muligt at bo hjemme hos sine

forældre – uanset funktionsnedsættelsens art – og i dagtimerne være i børnehave, skole

og på fritidshjem. For voksne under sær- og åndssvageforsorg kom ekstern forsorg også

i fokus, idet ”normalisering” også indbefattede andre botilbud end de store anstalter (se

kapitel 6, figur 6).

Med normaliseringspolitikken kom åndssvageforsorgen mere på linje med den kritiske til-

gang, der fandtes i offentligheden og medierne. Det var ikke fordi, kritikken tog af. Den

tog nærmere til i 1960’erne og 1970’erne med flere afsløringer om elendige forhold og om

mennesker, som ikke burde være anbragt.

117

Journalisten og politikeren Lis Møller bragte

det f.eks. ind i TV med indslag som udsendelsen i 1973 om forholdene på Ebberødgård.

118

Men mediekritikken kunne også bruges til at fremme normaliseringspolitikken. ”Hvis vi

skal have vendt stemningen her i landet, skal vi have journalister ind og beskrive forholde-

ne”, erindrer forsorgschef Bank-Mikkelsens hustru ham sige. ”Så tør politikerne ikke andet

end at gøre noget ved det”.

119

Det var en ikke ufarlig strategi, idet den også satte ansigt på det

system, som kritikken var rettet imod, og Bank-Mikkelsen blev selv i flere tilfælde målet for

kritik af den manglende udvikling af åndssvageforsorgen.

120

Også internt på institutionerne skete der forandringer i 1960’erne. Den største organisa-

toriske ændring kom i åndssvageforsorgen med etableringen af Statens Åndssvageforsorg

i 1959 med 11 regionale forsorgscentre (se kapitel 6). Denne reform indbefattede også et

markant skifte i ledelsen af åndssvageforsorgens institutioner. Hvor anstalterne i 1933-1959

var entydigt under ledelse af den lokale overlæge, blev der med etableringen af forsorgs-

centrene indført en firedelt ledelse, hvor den lægelige leder indgik sammen med en admini-

strativ leder, en pædagogisk leder og en socialfaglig leder. Denne komplicerede ”kollektive”

ledelsesform var ikke uden problemer. Ændringen skete på trods af lægernes modstand, og

der var i starten af 1960’erne løbende konflikter på de enkelte forsorgscentre mht. ledelses-

rummet, og hvem der havde autoritet på hvilke områder.

115

116

117

Appel & Coninck-Smith, 2014, s. 267-271.

Hansen, 1982, s. 175-192.

F.eks. ”Aandsvageanstalter med 100 pct.s. overbelægning”,

Jyllands-Posten

29.3.1963 og ”Forholdene er så

ringe, at en ansvarlig minister ikke kan tie”,

Herning Folkeblad

30.3.1963, ”1600 syge stuvet sammen under

uhumske forhold”,

Information

20.4.1963; og ”37 mennesker i to badekar”,

Jyske Tidende

21.4.1963.

Kragh, 2022, s. 229-230.

Kirkebæk, 2001, s. 105. Se også ”Rystende forhold for Danmarks evnesvage”,

Politiken

9.11.1959.

”Forsorgschef: Føler mig på anklagebænken”, BT, 30.8.1968, ”Forsorgen kunne kræve fuldstændig straffe-

attest - men gjorde det ikke”,

Jyllands-Posten

29.8.1968, ”Den hidtil alvorligste sag i min tid som forsorgs-

chef ”;

Vejle Amts Folkeblad

22.3.1968.

118

119

120

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

Forandringerne internt på institutionerne var også drevet af forandringerne i personale-

sammensætningen. Som beskrevet i kapitel 6 var der på mange institutioner et stort sammen-

sat personale. En del var ufaglært eller internt uddannet. I løbet af 1960’erne var der i stigende

grad tale om eksternt uddannet personale i form af lærere eller socialpædagoger, som ofte

kom med et moderne syn på pædagogik og socialt arbejde – og med en kritisk indstilling til

den gamle paternalistiske forsorg.

121

Det kunne føre til konflikter internt på institutionerne,

men de forskellige grupper kunne dog ofte mødes i en fælles kamp for bedre ressourcer og

bedre forhold – bl.a. ventileret gennem medierne.

122

Som vi viser i de følgende kapitler, kom der også internt i institutionerne en voksende re-

gulering til i sidste del af 1960’erne og op gennem 1970’erne. Det gælder f.eks. reglerne for

ind- og udskrivning (se kapitel 8), forbud mod anvendelse af vold (se kapitel 10) samt for

brugen af fysisk tvang (se kapitel 13), og i 1967 blev den formelle mulighed for tvangssteri-

lisation afskaffet.

123

Fra statslig til amtslig og kommunal forsorg

Med kommunalreformen i 1970 og socialreformen i sidste del af 1960’erne undergik det

offentlige velfærdssystem en større administrativ forandring.

124

Allerede med den såkaldte

styrelseslov fra 1970 blev det besluttet, at åndssvageforsorgen principielt skulle overgå til

amter og kommuner.

125

Det blev dog samtidig besluttet, at det ikke skulle ske her og nu, men

først efter en overgangsperiode, hvor staten bl.a. var ansvarlig for at sikre en nogenlunde

ens standard over hele landet. Med hensyn til de øvrige forsorgsgrene – døve, blinde, van-

føre, epileptikere og talelidende – var situationen uafklaret, da en stor del af forsorgen blev

udøvet af landsdækkende institutioner som f.eks. Blindeinstituttet på Refsnæs (hvorimod

åndssvageforsorgen med sine forsorgscentre allerede var regionaliseret) – og fordi antallet

af forsorgsanbragte på disse områder var ret begrænset. Socialreformkommissionen pege-

de dog i 1972 på, at efterhånden som behandlingen af de forskellige handicapgrupper var

drejet mod en mere differentieret og individualiseret behandling, og man havde bevæget

sig væk fra de store totalinstitutioner bl.a. til fordel for ekstern forsorg, burde det være

muligt at udlægge store dele af denne forsorg til amterne og kommunerne.

126

Folkeskolen

121

122

Øgendahl, 2000, s. 214-249.

”Aandssvage maa behandles som andre Voksne”,

Aktuelt

30.8.1961, og ”Aandssvag ødelagde Akkorden

– han arbejdede for hurtigt”,

Kristeligt Dagblad,

26.8.1961. ”37 mennesker i to badekar”,

Jyske Tidende,

31.3.1963, ”1000 syge stuvet sammen under uhumske forhold”,

Information,

28.4.1963 samt

LEV-bladet,

14. årg., nr. 4, 1965 og 18 årg., nr. 1, 1969.

Lov om sterilisation og kastration, Lov nr. 234 af 3. juni 1967. Se også kapitel 14.

Petersen et al. 2012, s. 78-124.

Lov nr. 227 af 27. maj 1970. Lov om styrelse af sociale og visse sundhedsmæssige anliggender.

Betænkning nr. 664. Socialreformkommissionens 2. betænkning. Det sociale tryghedssystem. Service og

Bistand. København 1972, 177-196.

123

124

125

126

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

kunne inden for specialundervisningen varetage de eksisterende specialskoletilbud sup-

pleret med amtslige initiativer. En række mere behandlingskrævende tiltag f.eks. i forhold

til epileptikere eller personer med fysisk handicap kunne varetages af hospitalssektoren.

Og de landsdækkende institutioner som f.eks. Kolonien Filadelfia og institutterne for døve,

blinde og talelidende kunne eventuelt tilbyde behandling af den mere specialiserede slags.

Et bærende princip for Socialreformen og den nye bistandslov fra 1974 var ”det enstrengede

system”, hvor særforsorgen dårligt passede ind. Man kan sige, at dermed var den statslige

særforsorg under gradvis afvikling. Bistandsloven fra 1974 ændrede ikke på særforsorgens

struktur eller indhold, men i forbindelse med folketingsbehandlingen henstillede et flertal

til, at regeringen i 1978 traf beslutning om særforsorgens udlægning.

127

Den lange proces

skete ikke uden en vis skepsis hos særforsorgen selv og hos forældreforeninger og interes-

seorganisationer med hensyn til, om amter og kommuner nu også var klar til at overtage

ansvaret – og om kompetencerne dertil var til stede

128

- mens andre repræsentanter for

særforsorgssystemet som åndssvageforsorgens socialledere og undervisningsinspektører

havde skubbet på for en hurtig udlægning.

129

Men i 1978 besluttede Folketinget at nedlæg-

ge den statslige særforsorg og i stedet overdrage ansvaret til amterne og kommunerne.

130

Denne administrative forandring var motiveret af et ønske om, at ansvaret for de enkelte

funktioner i særforsorgen blev placeret så tæt som muligt på den enhed, der havde ansvaret

for samme funktion uden for særforsorgen.

131

Det betød derfor, at ansvaret fra 1. januar

1980 blev placeret i amter og kommuner.

132

127

128

129

Folketingsårbogen ,1973/1974 (II samling), s. 269.

Bengtsson & Kristensen, 2006, s.29-32.

Se bilag 12 (Henvendelse fra Undervisningskollegiet (åndssvageforsorgen)) og bilag 13 (Henvendelse fra

Sociallederkollegiet (åndssvageforsorgen)), i

Betænkning nr. 664. Socialreformkommissionens 2. betænk-

ning. Det sociale tryghedssystem. Service og Bistand.

København 1972, s. 301-302.

Lov nr.257 af 8. juni 1978 om udlægning af åndssvageforsorgen m.v.

Se f.eks. Betænkning nr. 781 - Særforsorgens udlægning. Betænkning fra udvalget om udlægning af ånds-

svageforsorgen og den øvrige særforsorg, 1976.

Vedr. særforsorgens udlægning Bengtsson & Kristensen 2006.

130

131

132

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

Kapitel 6 Særforsorgssystemet

I dette kapitel giver vi en præsentation af særforsorgssystemet. Formålet med kapitlet er at

beskrive det system, der håndterede anbringelserne fra det centrale niveau til den enkelte

institution, og hvordan dette system ændrede sig gennem perioden 1933-1980. Desuden

angiver vi antallet af anbragte gennem perioden for de enkelte særforsorgsgrene. Kapitlet

kan læses i sammenhæng med kapitel 5, der giver et overblik over den undersøgte perio-

de. De to kapitler giver tilsammen en baggrund – og ramme – for de følgende kapitler. De

centrale pointer i kapitlet er, at særforsorgssystemet var omfattende og komplekst, og at der

var forskelle mellem de enkelte særforsorgsrene (både med hensyn til den formelle ramme

og forvaltningens omfang). Kapitlet understøtter desuden pointeringen i kapitel 5 af, at det

system, der blev etableret i 1933, langt hen byggede på de allerede eksisterende institutioner.

Endeligt viser tallene for antal anbragte i de enkelte særforsorgsgrene, at der var markante

forskelle i deres omfang (åndssvageforsorgen omfattede således mange gange flere anbragte

end de øvrige grene). Det skal betones, at vi ikke giver en detaljeret analyse af den forvalt-

ningsmæssige historie. Det er ikke muligt inden for rammerne af denne undersøgelse. Det

betyder, at temaer som ressortstrid mellem systemets forskellige institutioner og personer,

interne diskussioner af organisatoriske forhold, forholdet mellem forvaltning og det politiske

system eller økonomiske og regnskabsmæssige forhold kun vil blive berørt perifert.

Særforsorgen kom til verden med Socialreformen i 1933, hvor staten overtog ansvaret for de

under særforsorgen hørende grupper (se kapitel 5). Det nye forvaltningsmæssige system, som

fulgte med, byggede dog i nogen grad videre på, hvad der allerede var på plads. Særforsorgen

omfattede, som allerede nævnt, grupperne åndssvage, vanføre, blinde og svagtseende, døve

og døvstumme, epileptikere samt talelidende og ordblinde.

133

For samtlige af grupperne var

der allerede før 1933 etableret særinstitutioner og i nogen grad også lovgivning. Det gælder

f.eks. de store institutioner under åndssvageforsorgen som Ebberødgård (etableret i 1890), De

Kellerske Anstalter (etableret i 1865) eller Gl. Bakkehus, hvis etablering i 1855 ses som et start-

punkt for dansk åndssvageforsorgs historie.

134

Det Kgl. Blindeinstitut i København startede sit

arbejde i 1858 og Det Kgl. Døvstummeinstitut allerede i 1839. Det betød, at Socialreformen

også på særforsorgsområdet både var en nyskabelse og en fortsættelse af det bestående. Det

betød samtidigt, at særforsorgssystemet bestod af statslige institutioner og af selvstændige

(selvejende eller private) institutioner med egen identitet og traditioner – og med statsaner-

kendelse. Det sidste medførte, at institutionerne varetog opgaver for staten mod betaling og

133

134

Der er enkelte små grupper, som på forskellige tidspunkter er indplaceret som en del af særforsorgen, men

ikke indgår i undersøgelsen. Det gælder f.eks. en mindre gruppe tuberkulosepatienter.

Ryberg, 1982, s. 44-45.

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

dermed var underlagt statslig kontrol og regulering (både ift. økonomi og drift). Flere af de

enkelte institutioner, som var en del af særforsorgen, havde således parallelt med deres opga-

veløsning på vegne af (og betalt af staten) fortsat anbringelser m.v., som var betalt privat. Man

kunne således som privatperson anbringe f.eks. et barn hos De Kellerske Åndssvageanstalter

mod betaling udenom åndssvageforsorgen.

135

Vi er dog i vores gennemgang af både skriftlige

og mundtlige kilder kun stødt på meget få referencer til sådanne anbringelser.

I det følgende skitserer vi særforsorgssystemet fra Socialministeriet over de enkelte særfor-

sorgsgrene til de enkelte institutioner. I beskrivelsen af særforsorgens seks grene kommer

vi også ind på, hvem og hvor mange der var anbragt.

136

Vi behandler de enkelte grene hver

for sig. Det afspejler for det første, at der er store forskelle mellem dem. Især åndssva-

geforsorgen skiller sig ud som ikke bare mere omfattende (ift. antallet af institutioner og

anbragte), men også med en langt større centraliseret administration. Hvorimod de øvrige

særforsorgsgrene (døve og døvstumme, blinde og svagtseende, epileptikere, vanføre samt

talelidende og ordblinde) var båret af relativt få institutioner og en tilsyneladende mindre

centraliseret administration. For det andet er det vigtigt at være opmærksom på relationen

mellem grenene: De var, som nævnt ovenfor, målrettet hver sin funktionsnedsættelse, men

samtidig var det sådan, at åndssvageforsorgen fungerede som et opsamlingssted for dem,

som ikke blev vurderet undervisningsbare på f.eks. blinde- eller døveskolerne. Vi redegør

også i kapitlet for de væsentlige forvaltningsmæssige forandringer i perioden 1933-1980.

Også her skiller åndssvageforsorgen sig ud. Hvor de øvrige særforsorgsområders udvikling

i den undersøgte periode er præget af en høj grad af kontinuitet, er åndssvageforsorgen

præget af større forandring (se kapitel 5).

Særforsorgen på centralt niveau

Ansvaret for og administrationen af særforsorgen (i dens helhed) var gennem hele den un-

dersøgte periode placeret hos Socialministeriet. Det vil sige, at socialministeren var (sam-

men med Socialministeriets departementschef ) øverste ansvarlige for området. Det var

selvfølgelig de færreste sager vedr. særforsorgen, som landede på socialministerens eller

departementschefens bord, men det skete i særlige tilfælde (f.eks. ved store udfordringer,

sager med stor offentlig opmærksomhed eller i specielt alvorlige sager).

137

135

136

J.nr. 375, Klientsager (1865-1990),

De Kellerske Anstalter, Brejning,

pk. 1990-426, RA

Som det diskuteres nærmere nedenfor, findes der en række oversigter over, hvor mange der var anbragt

på enkelte år, men det er ikke muligt at sige, hvor mange der har været anbragt i alt, da anbringelse typisk

foregik over flere år. Vi har ikke fundet opgørelser over antallet af enkeltindivider, som har været anbragt.

Se også Bengtsson & Kristensen, 2006.

Se f.eks.: Om korporlig afstraffelse i Brejning: J.nr. 37/65, 1948, Journalsager (1921-1949),

Socialministeriet,

Særforsorgskontoret,

pk. 735, RA; Voldskultur på børneafdeling: J.nr. B/31/3, 1962, Journalsager (1949-

1968),

Socialministeriet, Særforsorgskontoret,

pk. 145, RA; Korporlig afstraffelse på ungdomsskole for

åndssvage: J.nr. B/12/38, 1965, Journalsager (1949-1968),

Socialministeriet, Særforsorgskontoret,

pk. 86, RA

137

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

Socialministeriet:

Socialministeren og Socialministeriet, som havde særforsorgen som res-

sortområde, var øverst i særforsorgssystemet gennem hele den undersøgte periode. Med

Socialreformen i 1933 blev særforsorgen placeret i 3. kontor i Socialministeriet (”Særfor-

sorgskontoret” – se nedenfor). Efter en reorganisering af Socialministeriets administration

i 1965 overgik særforsorg og revalidering til Socialministeriets 4. kontor (og særforsorgens

personale- og byggesager til 5. kontor. Fra 1966 3. kontor). I 1973 blev 4. kontor sammenlagt

med 5. kontor (børneforsorgen).

Særforsorgskontoret (1933-1968):

Som nævnt ovenfor blev særforsorgen administreret i

Socialministeriets 3. kontor, ”Særforsorgskontoret”. I 1935 blev der oprettet en stilling som

direktør for særforsorgen refererende direkte til socialministeren. Hovedopgaven var at føre

tilsyn med de under ministeriet hørende særforsorgsanstalter (se kapitel 16).

138

Særforsorgs-

kontoret tog sig af principielle og generelle spørgsmål vedrørende åndssvage, epileptikere,

talelidende, ordblinde, døve og tunghøre, blinde og svagtseende. Vanføreområdet var hen-

lagt til ”Revalideringskontoret” i Socialministeriet. Særforsorgskontoret havde tilsyn med

pleje, behandling og undervisning af patienter og elever anbragt på særforsorgens instituti-

oner samt for uddannelse af institutionernes personale.

139

I 1940 blev der oprettet en stilling

som økonomidirektør med særligt ansvar for økonomi og regnskab. Indtil 1949 behandlede

særforsorgskontoret også sager vedr. børneforsorgen, men i 1949 blev der oprettet et Bør-

neforsorgskontor, og i 1958 blev børneforsorgen lagt over i det nyoprettede ”Direktoratet

for Børne- og Ungdomsforsorgen”. I 1966 bortfaldt stillingen som særforsorgsdirektør.

Som det fremgår nedenfor, var relationen mellem Socialministeriet (herunder Særforsorgs-

kontoret) og de enkelte særforsorgsgrene organiseret på lidt forskellig måde og skiftede over

tid. Især åndssvageforsorgen (og i nogen grad også blindeforsorgen) fungerede langt hen

som egne enheder administrativt placeret mellem ministeriet og de enkelte institutioner.

På de øvrige særforsorgsområder var der i højere grad tale om, at de enkelte institutioner

(som f.eks. epileptikerkolonien Filadelfia) refererede direkte til Særforsorgskontoret.

I midten af 1960’erne blev Socialministeriet reorganiseret, hvilket betød oprettelsen af

”Direktoratet for Revalidering og Forsorg”.

Direktoratet for Revalidering og Forsorg (1966-70):

Direktoratet for Revalidering og Forsorg

blev oprettet i 1966 og overtog Særforsorgskontorets opgaver. Ved en ny organisatorisk

ændring i 1968 blev dette til Socialministeriets 4. kontor for særforsorg og revalidering.

140

I forbindelse med 1960’ernes Socialreform skete der også ændringer i administrationen

138

139

140

Jf. Lov nr. 104 af 30. marts 1935 om oprettelse af stilling som særforsorgsdirektør.

Betænkning fra ”Administrationsudvalget af 1960 4. Betænkning, Administrationen af arbejds- og social-

lovgivningen. 2. Delbetænkning”, Betænkning nr. 380, 1965, s. 4-7.

von Rosen, 1991, s. 290.

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

af særforsorgen, hvor de forskellige forsorgsområder (inklusive særforsorgen) blev samlet

under Socialstyrelsen.

Socialstyrelsen (1970-):

På anbefaling af Socialreformkommissionen blev Direktoratet for

Revalidering og Forsorg og Statens Åndssvageforsorg i 1970 lagt sammen med Direktora-

tet for Børne- og Ungdomsforsorgen i den nyoprettede ”Socialstyrelsen”.

141

Socialstyrelsen

var ledet af en chef og havde tilknyttet et styrelsesråd med repræsentanter for den sociale

sektor, kommunerne og arbejdsmarkedets parter (fra 1978 også med en repræsentant for

De Samvirkende Invalideorganisationer). Socialstyrelsen var organiseret i fem afdelinger,

herunder ”forsorg og revalidering”, hvorunder særforsorgen (inklusive Statens Åndssvage-

forsorg) hørte. Med en reorganisering i 1976 blev der oprettet en Særforsorgsafdeling. I

1978 blev særforsorgen udlagt til kommuner og amtskommuner med virkning fra 1.1. 1980

og afdelingen nedlagt. I forlængelse af oprettelsen af Socialstyrelsen blev også ankesystemet

centraliseret i Den Sociale Ankestyrelse.

Den Sociale Ankestyrelse (1973-):

Denne fungerede fra 1973 som ankeorgan for afgørelser

under den sociale lovgivning og afløste således bl.a. Åndssvageforsorgens Centralnævn i

denne henseende. Det var ankeinstans for afgørelser inden for særforsorgen.

I slutningen af den undersøgte periode skete der forandringer af den sociale sektor med den

gradvise udrulning af socialreformen og kommunalreformen i løbet af 1970’erne. Socialsty-

relsen var – også i 1980 – det centrale niveau under Socialministeriet, men de forskellige

særkontorer – herunder Statens Åndssvageforsorg (se nedenfor) – fungerede på lånt tid.

Med udlægningsloven fra 1978 blev administrationen af særforsorgen med virkning fra

1980 placeret hos amterne og kommunerne.

142

De enkelte grene i særforsorgssystemet

I særforsorgen var der institutioner for blinde, døve, epileptikere, talelidende (herunder

ordblinde), vanføre og åndssvage. De indlagte var adskilt efter alder og i dele af perioden

efter køn, hvilket betød, at der f.eks. var et tilbud til åndssvage børn og et andet til hen-

holdsvis åndssvage mænd og kvinder. Over tid blev institutionerne mere og mere speciali-

serede, hvilket også betød, at de indlagte blev opdelt i grupper efter alder, funktionsniveau,

temperament m.v. internt på institutionerne. Før 1959 var institutionerne for blinde, døve

og talelidende drevet af staten, hvorfor budgetterne hvert år blev optaget på finansloven.

Institutionerne for de tre andre forsorgsgrene var selvejende, foreningsdrevne eller private,

alle med driftsaftale med staten, hvorved driftsunderskuddet hvert år blev søgt dækket ved

141

142

Lov nr. 227 af 27.maj 1970 om styrelse af sociale og visse sundhedsmæssige anliggender

Lov nr. 257 af 8. juni 1978 om udlægning af åndssvageforsorgen. Se også Betænkning nr.781 ”Betænkning

fra udvalget om udlægning af åndssvageforsorgen og den øvrige særforsorg”, Socialministeriet 1976

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

bevillinger på de årlige bevillingslove.

143

De driftsforandringer, der kom til efter 1959, er

beskrevet under hver forsorgsgren i nedenstående afsnit.

Der var stor forskel på såvel organiseringen som institutionerne i de seks forsorgsgrene. For

blinde, døve, talelidende og vanføre var undervisning og uddannelse for børn og unge det

primære formål. Det betød, at ophold uden for hjemmet var i en begrænset periode. Der var

for ældre i de fire grene forskellige hjem for personer, der ikke længere kunne klare en tilvæ-

relse på egen hånd. For epileptikere kunne både børns og voksnes ophold på Filadelfia have

karakter af undervisning eller oplæring og enten være livslangt eller af begrænset varighed.

Langt de fleste patienter på Filadelfia blev indlagt på hospitalet for at blive udredt og medici-

neret for epilepsi. Åndssvageanstalterne (institutionerne) havde en lidt anden karakter, idet

indlæggelse her kunne være for hele livet; eller med henblik på at komme ud i en friere tilvæ-

relse i kontrolleret familiepleje med fortsat kontakt til åndssvageforsorgen. For alle instituti-

onerne gælder, at de havde en høj grad af autonomi i varetagelsen af den praktiske forsorg.

Det afspejler bl.a., at de fleste institutter og anstalter (se nedenfor) allerede var etablerede, da

staten i 1933 overtog ansvaret for særforsorgen. Den tradition for en høj grad af autonomi,

som f.eks. overlægerne på åndssvageforsorgens anstalter eller forstanderne på institutterne

havde, prægede også den lokale praksis i perioden 1933-1980. En systematisk undersøgel-

se af reguleringen af og forholdet mellem de administrative niveauer har ikke været mulig

inden for rammerne af vores undersøgelse, men det er vores indtryk, at der samlet set over

tid skete en gradvis centralisering og øget regulering af institutionerne. Nedenstående afsnit

indeholder en nærmere karakteristik af de enkelte forsorgsgrenes institutioner.

De to blindeinstitutter, Det Kgl. Blindeinstitut (oprettet 1857) og Det Kgl. Blindeinstitut på

Refsnæs (oprettet 1898, selvstændigt i 1918), blev i 1934, i kølvandet på Socialreformen,

lagt direkte under Socialministeriet med forstanderen for Det Kgl. Blindeinstitut i Køben-

havn som bindeled.

144

I forbindelse med et forestående forstanderskifte på institutterne ske-

te der i 1944 en reorganisering, hvor man oprettede en fælles administrativ enhed under

Socialministeriet: ”Administrationen af Statens Blindevæsen”.

Administrationen af Statens Blindevæsen (1944-1970):

Den primært koordinerende og ad-

ministrative enhed blev oprettet af Socialministeriet i 1944.

145

Administrationschefen havde

Blinde og svagsynede

143

144

145

Betænkning om Åndssvageforsorgen afgivet af det af Socialministeriet den 30. april 1954 nedsatte udvalg

til behandling af åndssvageforsorgens problemer, Betænkning nr. 204, 1958

Lov nr. 77 af 14. marts 1934 om fastsættelse af betalingen for anbringelse af personer, der i henhold til Lov

nr. 181 af 20. maj 1933 om offentlig forsorg § 66 jfr. §69 og 70, undergives særforsorg.

von Rosen, 1991, s.1463-1464; Strandsbjerg 1998, s. 21-23. (Blev også kaldt Statens Blindevæsen eller

Statens Blindeforsorg)

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

ansvaret for de overordnede administrative (og juridiske) opgaver og samarbejdet mellem

de to blindeinstitutter og forskellige andre private institutioner m.v. inden for blindesagen

(herunder også blindes beskæftigelse), mens forstanderen for Det Kgl. Blindeinstitut tog sig

af de pædagogiske opgaver.

146

I 1955 flyttede administrationschefen fysisk ud fra Det Kgl.

Blindeinstitut, og Statens Blindevæsen fik sin egen administration. Denne centrale admini-

strative enhed blev i 1956 skrevet ind i den nye blindelov.

147

Statens Blindevæsen blev nedlagt

i 1970, hvor administrationen af blindeloven kom til at ske i den nyoprettede Socialstyrelse.

148

I 1950’erne blev der på dette område, såvel som for døve og døvstumme (se nedenfor), op-

rettet et rådgivende råd, der dels kunne bidrage til en modernisering af forsorgen og dels

sikre en vis grad af indflydelse til forældre og de blinde og svagsynede selv.

Blindenævnet (1956-1978):

I Blindeloven fra 1956 blev det bestemt, at der skulle oprettes

et blindenævn til at følge udviklingen på området samt til at rådgive Socialministeren.

149

Rådet havde direktøren for særforsorgen som formand (fra 1966 chefen for Direktoratet

for Revalidering og forsorg, og fra 1970 chefen for Socialstyrelsens afdeling for ”Forsorg og

Revalidering”) samt deltagelse af administrationschefen for Statens Blindevæsen, forstan-

derne for blindeinstitutterne, repræsentanter for skolernes lærere og for forældrene samt

medlemmer udpeget af Dansk Blindesamfund. I 1978 overgik Blindenævnets opgaver til

Det Centrale Handicapråd.

Blindeinstitutioner:

Statens forsorg for blinde og svagtseende var domineret af de to store

(ovennævnte) institutioner, Det Kgl. Blindeinstitut i København og Det Kgl. Blindeinstitut

på Refsnæs (Refsnæsskolen ved Kalundborg), som begge var rettet mod skoleundervisning

af blinde børn (se kapitel 8). Udover de to store institutter var der en række institutioner

typisk rettet mod blindes beskæftigelse (værksteder eller praktisk oplæring) eller plejehjem

for ældre blinde. Begge institutter havde tilknyttet flere institutioner eller hjem (som f.eks.

Raklevgård, Hestehavehus og Værnehjemmet). Det var desuden muligt for både kommuner

og private at oprette forsorgslignende foranstaltninger efter godkendelse i Socialministeriet.

Der eksisterede således flere mindre private institutioner for blinde i det storkøbenhavn-

ske område (herunder både arbejdshjem og hjem målrettet ældre) såsom Blindehjemmet i

Klerkegade, Hjem for arbejdsføre blinde kvinder, Mariendalsvej, Hjemmet for blinde mænd,

146

147

148

149

Strandbjerg, 1992, s. 12. Herudover var der en chef for øjenklinikken.

Lov om foranstaltninger vedrørende blinde og stærkt svagsynede, lov nr. 117 af 11. maj 1956

Lov nr. 227 af 27. maj 1970 om styrelse af sociale og visse sundhedsmæssige anliggender

Lov om foranstaltninger vedrørende blinde og stærkt svagsynede, lov nr. 117 af 11. maj 1956

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

Bredegård ved Fredensborg samt Solgavehjemmet i Valby og endelig Elisabeth Stauns Hvile-

hjem for blinde kvinder i Lyngby. Desuden var der i Nærum blevet oprettet et hjem for

døvblinde mænd i 1949.

150

Der var gennem perioden ca. 200 pladser på de to store institutioner samt knap 100 pladser

til blinde på øvrige mindre statsanerkendte institutioner.

151

Antallet af blinde og svagsynede

på institution var i perioden forholdsvis konstant, antallet toppede i 1955-66 med ca. 280

anbragte, mens det var reduceret til ca. 200 ved forsorgens udlægning i 1980.

152

Der var i

1926 blevet indført skolepligt for blinde og svagtseende børn, men det var ikke alle, som

blev undervist på særforsorgens institutioner (nogle blev undervist i den offentlige skole,

andre privat).

153

Blindeloven om skolepligt blev ophævet i 1980, på det tidspunkt var de

fleste børn med synshandicap blevet en del af elevflokken i folkeskolens almindelige klasser.

Figur

Institutionsanbragte blinde 1934-1979

Figur 1

1 Institutionsanbragte blinde 1934-1979

400

350

300

250

200

150

100

1933

1935

1937

1939

1941

1943

1945

1947

1949

1951

1953

1955

1957

1959

1961

1963

1965

1967

1969

1971

1973

1975

1977

1979

Kilde: Danmarks Statistik, Statistisk Årbog, diverse år.

Kilde: Danmarks

medtager

Statistisk Årbog, diverse år.

Bemærkning: Tallene

Statistik,

ikke blinde anbragt i kontrolleret familiepleje og eksterne patienter.

Bemærkning: Tallene medtager

Der mangler oplysninger for enkelte år.

ikke blinde anbragt i kontrolleret familiepleje og eksterne patienter.

oplysninger for enkelte år.

Der man

150

Figur 2

et.al, 2015, s.104.

151 Kragh

Institutionsanbragte

152

153

Se f.eks. oversigten i Direktoratet for revalidering og forsorg, Institutioner for handicappede, København

1969, s. 22-30.

døve 1934-1979

600

500

400

300

Bengtsson & Kristensen, 2006, s. 12.

Lov om blinde børns undervisning, Lov nr. 57 af 31. marts 1926

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

Døve, døvstumme og tunghøre

Særforsorgen for døve, døvstumme og tunghøre var mindre formaliseret end åndssvage-

forsorgen (se nedenfor) og blindeforsorgen (se ovenfor) – der eksisterede ikke på samme

måde en administrativ enhed mellem ministeriet og de enkelte institutioner: Det Kongelige

Døvstummeinstitut i København (oprettet 1807)

154

, Det Kongelige Døvstummeinstitut i Fre-

dericia (oprettet 1880)

155

og Statens fortsættelsesskole for døve og tunghøre i Nyborg (op-

rettet 1890). Institutterne var direkte underlagt Socialministeriet via Særforsorgskontoret.

Der var dog i 1926 blevet oprettet et forstanderråd og et undervisningsråd med repræsen-

tanter for alle institutioner.

156

De tre institutioner var, som ovenfor med blindeforsorgen,

målrettet uddannelse af børn og unge inden for målgruppen. For regler og praksis i forbin-

delse med ind- og udskrivning se kapitel 8.

Ny lovgivning i 1950 betød dels en vis specialisering af institutternes målgrupper, dels

kom der et større fokus på efterværn og gruppens erhvervsmæssige beskæftigelse (med er-

hvervsvejledning og kurser og træning efter endt skolegang).

157

Herudover blev der oprettet

to nye nævn med både administrative og vejledende opgaver.

Døvenævnet (1950-1978):

Døvenævnet skulle på baggrund af indberetninger sørge for, at

døve og tunghøre børn blev inddraget under særforsorgen samt rådgive socialministeren

ift. udviklingen på dette særforsorgsområde.

158

Rådet havde således en direkte administrativ

funktion (med vejledning af forældre samt vurdering og indkaldelse af børn til de tre sko-

ler).

159

Rådet bestod af særforsorgsdirektøren som formand (fra 1966 chefen for Direktora-

tet for Revalidering og forsorg, og fra 1970 chefen for Socialstyrelsens afdeling for ”Forsorg

og Revalidering”) samt forstanderne fra døveinstitutterne/skolerne, lærer- og forældrere-

præsentanter samt et medlem fra Døvstummeforbundet. I 1978 overgik Døvenævnets op-

gaver til Det Centrale Handicapråd.

160

154

155

156

157

158

159

160

Det Kgl. Døvstummeinstitut i København (1807-1850), Statens Skole for Døve i København (1950-1979)

Det Kgl. Døvstummeinstitut i Fredericia (1881-1950), Statens Kostskole for Tunghøre og Døve (1950-

1973), Fredericiaskolen, Statens Skole for Tunghøre og Døve (1973-1979)

Lov om døve børns undervisning, Lov nr. 56 af 31. marts 1926. I denne forbindelse blev der oprettet lærer-

råd og forældreråd ved de enkelte institutter. Se kapitel 16 om tilsyn.

Lov om foranstaltninger vedrørende døve og tunghøre, Lov nr. 21 af 27. januar 1950. Loven omfattede

også bestemmelser om hjælpeforanstaltninger til døve i eget hjem.

Lov om foranstaltninger vedrørende døve og tunghøre, Lov nr. 21 af 27. januar 1950

Så vidt vi kan se, foregik denne administration tidligere på de enkelte institutter.

Lov om ændring af social bistand med flere love (Særforsorgens udlægning m.v.), Lov nr. 258 af 8. juni 1978

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

Tunghørenævnet (1950-1978):

Tunghørenævnet blev, som Døvenævnet (ovenfor), oprettet i

forbindelse med Døveloven fra 1950.

161

Det havde fokus på forhold for og støtte til de ikke-

svært tunghøre. I 1978 overgik Tunghørenævnets opgaver til Det Centrale Handicapråd.

162

I 1970 overgik også administrationen af særforsorgen for døve, døvstumme og tunghøre til

Socialstyrelsen

163

, og den blev som de øvrige særforsorgsområder udlagt til kommunerne i

1980.

164

Statens forsorg for døve, døvstumme og tunghøre var domineret af de tre ovennævnte

skoler og institutter. Indtil 1950 gik alle børn på instituttet i København, hvorefter de blev

opdelt efter høreevne, så elever med nedsat høreevne eller tab af høreevne med normal

taleevne fortsatte skolegangen i Nyborg, mens de øvrige elever blev overflyttet til døve-

skolen i Fredericia. Med den nye lov blev der åbnet op for, at børnene kunne blive på

den samme skole hele skoletiden ud, således at de enten begyndte i Nyborg (for de med

taleevne) eller i hhv. Fredericia eller København for de egentlige døves vedkommende.

165

Ud over de tre skoler fandtes mindre private hjem for voksne døve og døvstumme i Stor-

københavn, i Sydjylland og på Fyn som f.eks. Arbejdshjemmet for Døvstumme Piger i

København, Hjemmet for Døvstumme Mænd i Nyborg samt landbrugsskolen Stendetgård

ved Haderslev.

166

Der var gennem perioden anbragt mellem 300 og 400 døve børn på særforsorgens institu-

tioner. Der var i 1926 blevet indført undervisningspligt for døve og døvstumme børn, men

det var ikke alle, som blev undervist på særforsorgens institutioner (nogle få blev undervist

i den offentlige skole, andre privat).

167

161

162

163

164

165

166

167

Lov om foranstaltninger vedrørende døve og tunghøre, Lov nr. 21 af 27. januar 1950

Lov om ændring af social bistand med flere love (Særforsorgens udlægning m.v.), Lov nr. 258 af 8. juni 1978

Lov nr. 227 af 27. maj 1970 om styrelse af sociale og visse sundhedsmæssige anliggender

Lov om udlægning af åndssvageforsorgen og den øvrige særforsorg m.v., Lov nr. 257 af 8. juni 1978

Lov om foranstaltninger vedrørende døve og tunghøre, Lov nr. 21 af 27. januar 1950

Se f.eks. oversigten i Direktoratet for revalidering og forsorg, Institutioner for handicappede, København

1969, s. 41-50.

Lov om døve børns undervisning, Lov nr. 56 af 31. marts 1926

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

Figur

Institutionsanbragte døve 1934-1979

Figur 2

2 Institutionsanbragte døve 1934-1979

600

500

400

300

200

100

1933

1935

1937

1939

1941

1943

1945

1947

1949

1951

1953

1955

1957

1959

1961

1963

1965

1967

1969

1971

1973

1975

1977

1979

Kilde: Danmarks Statistik, Statistisk Årbog, diverse år.

Kilde: Danmarks

medtager

Statistisk Årbog, diverse år.

Bemærkning: Tallene

Statistik,

ikke døve (døvstumme) anbragt i kontrolleret familiepleje og eksterne patienter.

Der mangler oplysninger for enkelte år.

Bemærkning: Tallene medtager ikke døve (døvstumme) anbragt i kontrolleret familiepleje og eksterne patient

mangler oplysninger for enkelte år.

Forsorgen for epileptikere var af meget mere individuel karakter end f.eks. for åndssvage,

blinde og døve.

168

De fleste epileptikere levede uden for institution og havde evt. kun brug

for kortere ophold med pleje og medicinsk behandling (se kapitel 8). Forsorgen for epi-

leptikere var primært placeret på den private institution ”Kolonien Filadelfia” i Dianalund

(oprettet 1897), som var statsanerkendt og nærmest havde monopol på behandlingen. Fi-

ladelfia havde en driftsoverenskomst med staten og blev drevet med en egen bestyrelse

(se kapitel 16 om tilsyn). Den – og øvrige mindre institutioner (se nedenfor) - refererede

direkte til Socialministeriet (Særforsorgskontoret og fra 1970 Socialstyrelsen). Forsorgen

for epileptikere overgik som de øvrige særforsorgsområder til amter og kommuner i 1980.

169

Udover Kolonien Filadelfia blev der i 1899 oprettet et hospital til børn med epilepsi i

Nyborg samt forskellige private hjem for mænd og kvinder og familiepleje: Pedersborg

plejehjem for epileptiske drenge, Epileptikerhjemmet Bromme Sygehjem, Moltkes Sygehjem

– Diakonissestiftelsens skolehjem for epileptiske piger i Ruds Vedby, Plejehjemmet Stormly

i Juelsminde, Plejehjemmet Sells Minde i Hornsyld samt Attruphøj i Vodskov.

170

168

169

170

Stubbe Teglbjærg, 1945, s. 7-22.

Lov om ændring af social bistand med flere love (Særforsorgens udlægning m.v.), Lov nr. 258 af 8. juni 1978

Hamre, 1997; Direktoratet for revalidering og forsorg, Institutioner for handicappede, København 1969, s. 80-83.

Epileptikere

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

Figur 3

3 Institutionsanbragte epileptikere 1934-1979

Figur

Institutionsanbragte epileptikere 1934-1979

800

700

600

500

400

300

200

100

1933

1935

1937

1939

1941

1943

1945

1947

1949

1951

1953

1955

1957

1959

1961

1963

1965

1967

1969

1971

1973

1975

1977

1979

Kilde: Danmarks Statistik, Statistisk Årbog, diverse år. Bemærkning: Tallene medtager ikke epileptikere

anbragt i

Danmarks Statistik, Statistisk Årbog, diverse år.

Kilde:

kontrolleret familiepleje og eksterne patienter. Der mangler oplysninger for enkelte år.

Forsorgen for talelidende havde til formål at behandle personer med vanskeligheder i

forhold til sproget, talen eller stemmen: dvs. stammen, udtalefejl, hørestumhed, gane-

spalte, stemmelidelser og ordblindhed. Det var

1934-1979

særforsorgsområde med en

Figur 4 Institutionsanbragte talelidende

således et

klar berøringsflade til den almindelige skole. I 1937 blev det i Folkeskoleloven bestemt,

350

børn, der ikke kunne følge den almindelige folkeskoleundervisning, skulle have sær-

skilt undervisning. I 1943 kom bestemmelser om den særundervisning, ordblinde skulle

300

modtage. Hvis det ikke var muligt at afhjælpe problemet med undervisning og støtte

i folkeskolen, skulle denne finde sted på Taleinstituttet (se kapitel 8). Særforsorgen for

250

gruppen af talelidende blev varetaget på institutterne for talelidende (se nedenfor), der

refererede direkte til Socialministeriet (Særforsorgskontoret og fra 1970 Socialstyrelsen).

200

Administrationen af forsorgen for talelidende fyldte ikke meget sammenlignet med den

150

øvrige særforsorg. Den blev forestået af en deltidsbeskæftiget embedsmand i Særfor-

sorgskontoret.

171

Forsorgen for talelidende overgik som de øvrige særforsorgsområder til

100

amter og kommuner i 1980.

172

171

172

Betænkning fra ”Administrationsudvalget af 1960, s. 4. Betænkning Administrationen af arbejds- og social-

Talelidende

enkelte år.

oplysninger for

Bemærkning: Tallene medtager ikke epileptikere anbragt i kontrolleret familiepleje og eksterne patienter. Der

1933

1935

1937

1939

1941

1943

1945

1947

1949

1951

1953

1955

1957

1959

1961

1963

1965

1967

1969

1971

Lov om ændring af social bistand med flere love (Særforsorgens udlægning m.v.), Lov nr. 258 af 8. juni

1978

Kilde: Danmarks Statistik, Statistisk Årbog, diverse år.

Bemærkning: Tallene medtager ikke talelidende, der er eksterne patienter. Der mangler oplysninger for enkelt

1973

lovgivningen. 2. Delbetænkning”, Betænkning nr. 380, 1965, s. 38.

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

300

200

100

Der var institutter for talelidende i Hellerup (oprettet i København 1898, i Hellerup fra 1932)

og Århus (1937), hvor sidstnævnte havde afdelinger regionalt i Ålborg, Odense, Herning,

Viborg og Åbenrå

173

. Ordblindeinstituttet i Hellerup (oprettet i 1939) var en selvejende in-

stitution, drevet af Landsforeningen for Ordblindesagen i Danmark. Udgifterne til institut-

terne blev dækket af staten.

174

Der kom årligt ca. 800 elever på institutterne. Der var typisk

Kilde: Danmarks

kortere

Statistisk Årbog,

måneder),

tale om ophold af

Statistik,

varighed (tre-fire

diverse år.

men ikke mindst for hørestumme og

Bemærkning: Tallene medtager

over længere tid, undertiden op til to

familiepleje og eksterne

ordblinde kunne det strække sig

ikke epileptikere anbragt i kontrolleret

år og i særlige tilfælde

patienter. De

oplysninger for enkelte år.

tre år.

175

Gennem perioden blev der dog anbragt færre børn på institutterne, efterhånden

som folkeskolen overtog undervisningsopgaven.

176

1933

1935

1937

1939

1941

1943

1945

1947

1949

1951

1953

1955

1957

1959

1961

1963

1965

1967

1969

1971

1973

1975

1977

Figur 4 Institutionsanbragte talelidende 1934-1979

350

300

250

200

150

100

1933

1935

1937

1939

1941

1943

1945

1947

1949

1951

1953

1955

1957

1959

1961

Figur 4 Institutionsanbragte talelidende 1934-1979

1963

1965

1967

1969

1971

1973

Kilde: Danmarks Statistik, Statistisk Årbog, diverse år.

Kilde: Danmarks Statistik, Statistisk Årbog,

eksterne patienter.

Bemærkning: Tallene medtager ikke talelidende, der er

diverse år.

Bemærkning: Tallene medtager

Der mangler oplysninger for enkelte år.

ikke talelidende, der er eksterne

patienter. Der mangler oplysninger for enke

173

174

175

176

Direktoratet for revalidering og forsorg, Institutioner for handicappede, København 1969, s. 70-72.

Betænkning vedrørende forsorgen for talelidende afgivet af en af Socialministeriet under 12. maj 1949

nedsat kommission angående omorganiseringen af forsorgen for talelidende, 1954, s. 41.

Betænkning vedrørende forsorgen for talelidende afgivet af en af Socialministeriet under 12. maj 1949

nedsat kommission angående omorganiseringen af forsorgen for talelidende, 1954, s. 11-14.

Appel & Coninck-Smith, 2014.

1979

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

Forvaltningen af den statslige vanføreforsorg blev med 1933-loven lagt i hænderne på for-

eningen “Samfundet og Hjemmet for Vanføre”.

177

Det er vigtigt at være opmærksom på, at

langt de fleste fysisk handicappede ikke var placeret på institution. “Samfundet og Hjemmet

for Vanføre” havde i 1877 grundlagt en skole for børn med polio i København.

178

Der var

dog også en række mindre statsanerkendte institutioner, som udøvede forsorgsopgaver for

gruppen af vanføre (se nedenfor). Staten afholdt – som for de øvrige særforsorgsgrene -

samtlige omkostninger, mens foreningen stod for den praktiske forsorg (som bestod af både

skolegang og pleje).

179

Til forskel fra de fem andre særforsorgsgrene fandt administrationen

og koordineringen af vanføreforsorgen ikke sted fra Særforsorgskontoret, men fra Social-

ministeriets Revalideringskontor.

180

”Samfundet og Hjemmet for Vanføre” blev ledet af en

egen bestyrelse og med en administrationschef som daglig leder.

181

Desuden blev der nedsat

det såkaldte Vanførenævn.

Vanførenævnet (1961-1980):

Vanførenævnet skulle rådgive socialministeren, følge udviklin-

gen inden for vanføreforsorgen samt fremsætte ændringsforslag, hvis nævnet fandt det på-

krævet. Det bestod af særforsorgsdirektøren (fra 1966 chefen for Direktoratet for Revalidering

og forsorg og fra 1970 chefen for Socialstyrelsens afdeling for ”Forsorg og Revalidering”) og

repræsentanter for bl.a. institutionerne for vanføre, forældre til vanføre børn, vanførefor-

eningerne samt lægelig og pædagogisk repræsentation.

Vanføreforsorgen var, som nævnt ovenfor, præget af en række private institutioner aner-

kendt af staten. Samfundet og Hjemmet for Vanføre drev to ortopædiske hospitaler samt

ortopædiske sengeafdelinger på flere sygehuse. Opholdene på disse hospitaler kunne være

af kortere og længere varighed alt efter behandling og genoptræning.

182

I 1944 købte for-

eningen ”Geelsgård” i Virum, som godt 10 år senere blev taget i brug som kostskole for børn

med fysiske handicaps og der blev i 1960’erne oprettet børnehjem i Søllerød og Odense. I

1978 blev den ortopædiske kirurgi samlet med den resterende hospitalsadministration i

et helt offentligt foretagende. ”Samfundet og Hjemmet for Vanføre” fortsatte med at drive

Vanføre

177

178

179

180

181

182

Lov om offentlig forsorg, Lov nr.181 af 20. maj 1933, § 66

Betænkning fra ”Administrationsudvalget af 1960 4. Betænkning Administrationen af arbejds- og social-

lovgivningen. 2. Delbetænkning”, Betænkning nr. 380, 1965, s. 47.

Kragh et.al, 2015, s. 105.

Ibid., 6-7.

Betænkning fra ”Administrationsudvalget af 1960. Betænkning Administrationen af arbejds- og sociallov-

givningen. 2. Delbetænkning”, Betænkning nr. 320, 1962, s. 12.

Kragh et.al, 2015, s. 159. Det er således svært at skelne mellem behandling og anbringelse.

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

bandagerier, håndværkerskole samt småværksteder i København.

183

Geelsgård Kostskole

overgik til Københavns Amtskommune ved udlægningen af særforsorgen i 1980.

184

Des-

uden fandtes flere mindre institutioner som i nogle tilfælde var specialiseret i specifikke

fysiske handicap og kunne være målrettet både behandling og pleje. Det var f.eks.

Invalidesmåbørnshjælpens Hjem i Hørsholm, Børnehjemmet Kildehøj i Nivå, og Børne-

hjemmet Solbakken i Aarhus.

185

Figur

Institutionsanbragte vanføre 1934-1979

Figur 5

5 Institutionsanbragte vanføre 1934-1979

1600

1400

1200

1000

800

600

400

200

1933

1935

1937

1939

1941

1943

1945

1947

1949

1951

1953

1955

1957

1959

1961

1963

1965

1967

1969

1971

1973

1975

1977

1979

Kilde: Danmarks Statistik, Statistisk Årbog, diverse år.

Kilde: Danmarks Statistik, Statistisk Årbog, diverse

familiepleje og eksterne patienter.

Bemærkning: Tallene medtager ikke vanføre anbragt i kontrolleret

år.

Bemærkning: Tallene

enkelte år.

Der mangler oplysninger for

medtager ikke vanføre anbragt i kontrolleret familiepleje og

oplysninger for enkelte år.

eksterne patienter. De

Åndssvageforsorgen

Som det påpeges flere steder i undersøgelsen, fyldte åndssvageforsorgen meget i særforsor-

gen. Der var flere personer, som var anbragt tidsubegrænset, og der opstod i forbindelse

med anbringelserne mere komplicerede spørgsmål ift. ind- og udskrivning, brug af tvang

m.v. (se de respektive kapitler i undersøgelsen). Det betød, at åndssvageforsorgen på mange

måder var et system i særforsorgssystemet.

183

184

185

Lov nr. 276 af 8. juni 1976 om overførelse af de af Samfundet og Hjemmet for Vanføre drevne ortopædiske

hospitaler og afdelinger til amtskommunerne m.fl.

Lov nr. 257 af 8. juni 1978 om udlægning af åndssvageforsorgen og den øvrige særforsorg m.v.

Se Direktoratet for revalidering og forsorg, Institutioner for handicappede, København 1969, s. 165-178.

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

På samme måde som med de øvrige særforsorgsgrene byggede statsovertagelsen af forsor-

gen for åndssvage i høj grad videre på allerede eksisterende institutioner. En række af de

store anstalters historie startede længe før 1933. I historieskrivningen om dansk åndssvage-

forsorg peges ofte på etableringen af Gl. Bakkehus på Frederiksberg i 1855 som den første

anstalt. Senere kom bl.a. De Kellerske Anstalter i Brejning (oprettet 1865) og de dertilhøren-

de ø-anstalter på Livø (oprettet 1911) og Sprogø (oprettet 1923), Ribelund og Løgumgårde

i Sønderjylland (oprettet henholdsvis 1905 og 1929), Vodskov i Nordjylland (oprettet 1916),

Ebberødgård i Nordsjælland (oprettet 1892) og Rødbygård på Lolland (oprettet 1929). I

perioden 1933-1960 var åndssvageforsorgen regionalt organiseret i et historisk betinget

øst- og vestdansk samarbejde, der på lidt forskellig vis refererede til Socialministeriet via

særforsorgskontoret (se ovenfor).

186

Socialministeriet tog sig af alle lønnings- og pensions-

forhold, godkendelse af regnskaber, godkendelse af alt vedrørende bygninger (nybyggeri og

større renoveringer) samt fastsatte anstaltens plads- og personalenormeringer.

Østifternes Åndssvageanstalter (1902-1960):

Østifternes Åndssvageanstalter (tidl. De

Sjællandske Åndssvageanstalter) var opstået som følge af et tæt samarbejde mellem de i

datiden eksisterende sjællandske åndssvageanstalter på Sjælland og øerne. Østifternes

Åndssvageanstalter var organiseret som en selvejende institution med egen bestyrelse, hvor

formanden var udpeget af socialministeren og et administrationskontor med en kontor-

chef.

187

Bestyrelsen refererede til Socialministeriets særforsorgskontor. De enkelte anstalter

havde deres egne bestyrelser og var indtil 1960 ledet af den lokale overlæge. Overlægen for

Ebberødgård, den største institution på Sjælland, fungerede dog som den lægelige leder

inden for Østifternes Åndssvageanstalter. Ligeledes var en række opgaver som f.eks. den

kontrollerede familiepleje centraliseret på et særligt kontor under Østifternes Åndssvage-

anstalter.

De jyske åndssvageanstalter (1933-1960):

De Jyske Åndssvageanstalter (de fleste hørende

under De Kellerske Anstalter) var et lidt mindre formaliseret samarbejde mellem anstal-

terne i Jylland og på det meste af Fyn. De enkelte anstalter (Den Kellerske Anstalt, Ånds-

svageanstalten i Ribe samt Åndssvageanstalten ved Vodskov) havde deres egen bestyrelse

og fungerede mere autonomt end på Sjælland. Anstalterne var dog knyttet sammen med

186

Betænkning om åndssvageforsorgen afgivet af det af Socialministeriet den 30. april 1954 nedsatte udvalg til

behandling af åndssvageforsorgens problemer, Betænkning nr. 204, 1958, s.19. Man kan sige, at opdelingen

i øst og vest etableres gradvist i slutningen af 1900-tallet. De Kellerske Anstalter var f.eks. startet i Køben-

havn (men flyttede i 1898-99 til Brejning) og havde haft institutioner i københavnsområdet, som var blevet

overtaget af Gl. Bakkehus.

Se f.eks. Beretning fra Direktøren for Den sociale særforsorg for aaret 1943,

Socialt Tidsskrift,

1944, afd. C,

s. 15.

187

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

en fælles formand for de tre bestyrelser udpeget af Socialministeriet og blev ofte (de facto)

ved forhandlinger med Socialministeriet eller den østdanske modpart repræsenteret af De

Kellerske Anstalter i Brejning.

Det var bestyrelsen for den enkelte anstalt, som havde ansvaret for den overordnede ledelse

af anstalten, mens den daglige drift blev varetaget af anstaltens respektive leder, dvs. over-

lægen (indtil 1960).

188

Bestyrelserne havde myndighed til at ansætte og afskedige persona-

le, dog sorterede ikke-tjenestemandsansat personale under overlægen. Bestyrelsen skulle

indhente tilslutning til ansættelse og afskedigelse af anstaltslederen i Socialministeriet.

189

Bestyrelserne skulle efter forhandling med anstaltslederen fastsætte almindelige reglemen-

ter og instrukser til personalet, hvis dette var nødvendigt. Den skulle desuden træffe afgø-

relse om indkøb af fødevarer, forbrugsgenstande samt holde kontrol med indkøb. Årsbud-

gettet blev udarbejdet af anstaltslederen, som bestyrelsen efterfølgende vedtog sammen

med alle bevillinger uden for årsbudgettet. Bestyrelsen afgjorde spørgsmålet om patienters

inddragelse under og udskrivning af åndssvageforsorgen (se kapitel 8). Der var således tale

om en administration af åndssvageforsorgen med to lag: et lokalt og et regionalt, hvor det i

mange tilfælde – men i praksis ikke i alle – var det regionale niveau (ofte via bestyrelsesfor-

manden), som kommunikerede med Socialministeriets særforsorgskontor.

190

Udover over den ovenfor beskrevne administrative struktur blev der oprettet to særlige nævn

med betydning for åndssvageforsorgen: Sterilisationsnævnet, som blev oprettet i forlængelse

af sterilisationsloven fra 1934, og Åndssvagenævnet, som blev oprettet i 1937 med henblik

på en national koordinering mellem Socialministeriet og de to regionale institutioner.

Sterilisationsnævnet (1934-1967):

Nævnet blev oprettet i forbindelse med åndssvageloven i

1934 og behandlede indstillinger om sterilisation fra åndssvageforsorgens anstalters ledelse

(fra 1961 forsorgscentre).

191

Medlemmerne var udnævnt af Socialministeriet og bestod af

en dommer (formand), en læge med speciale i psykiatri eller åndssvageforsorg samt en

”socialpraktiker”. Nævnet blev nedlagt i 1967.

192

188

Bestyrelserne både på de enkelte anstalter og for Østifternes Åndssvageanstalter omfattede især frem-

trædende repræsentanter for det officielle Danmark (f.eks. departementschef, minister, Rigsdags- og

folketingsmedlemmer, stiftamtmand m.v.)

Vi kan dog se, at i flere tilfælde var ansættelsessager for personalet også forbi ministeriet.

Dette afspejler sig bl.a. i en ret omfattende arkivdannelse inden for åndssvageforsorgen.

Lov om foranstaltninger vedrørende åndssvage, lov nr. 171 af 16. maj 1934. Se også Koch, 1996, s. 59-65

for en analyse af nævnets arbejde.

Lov om sterilisation og kastration, lov nr. 234 af 3. juni 1967. Indstillinger skulle derefter behandles af

lokale lægeråd.

189

190

191

192

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

Åndssvagenævnet af 1937 (1937-1954):

Nævnet, der bestod af socialministeren, direktøren

for særforsorgen samt bestyrelsesformænd og ledende overlæge fra henholdsvis Østifternes

Åndssvageanstalter og de jyske åndssvageanstalter, havde som opgave at koordinere den re-

gionalt opdelte åndssvageforsorg og behandle principielle spørgsmål, oprettelse af nye an-

stalter m.v.

193

Nævnet skulle holde to årlige møder. Nævnets aktiviteter standsede i 1954, da

Socialministeriet nedsatte et ”Udvalg til behandling af åndssvageforsorgens problemer”.

194

Åndssvageloven i 1959 ændrede på flere måder administrationen af åndssvageforsorgen

både centralt – med oprettelsen af Statens Åndssvageforsorg – og lokalt med oprettelsen

af 11 forsorgscentre. Udover at skabe en ny ramme til realiseringen af en ny politik (den

såkaldte normaliseringspolitik – se kapitel 5), betød opbrydningen af det gamle system også

en højere grad af ensretning og centralisering.

Statens Åndssvageforsorg (1959-1970):

Med åndssvageloven i 1959 blev de øst- og vest-

danske anstalter lagt sammen til den selvejende institution ”Statens Åndssvageforsorg”

med egen bestyrelse og forsorgschef Niels Erik Bank-Mikkelsen som daglig leder.

195

Statens

Åndssvageforsorg blev i 1970 en del af Socialstyrelsen (se ovenfor), men fortsatte langt hen

som en enhed (med egen identitet) inden for rammerne af Socialstyrelsen indtil udlægnin-

gen til amterne i 1980.

Forsorgscentrene (1961-1980):

Med 1959-loven blev der også – med virkning fra 1961 -

dannet en hel ny administrativ organisation af anstalterne, idet Danmark blev opdelt i 11

forsorgscentre

196

. Disse bestod af en centralinstitution (de store eksisterende institutioner)

samt dertil hørende mindre plejesteder m.v. (se nedenfor). Samtidig brød man med den

gamle ledelsesmodel, hvor det alene var overlægen, som stod for at lede en anstalt. I stedet

fik forsorgscentrene en ikke altid helt ukompliceret firedelt ledelse bestående af en lægelig,

en pædagogisk, en social og en økonomisk-administrativ leder.

197

Hvert forsorgscenter hav-

de tilknyttet et lokalt tilsynsråd (se kapitel 16). Forsorgscentrene fortsatte med at eksistere

med de nedenstående administrative ændringer frem til 1980.

193

194

195

196

197

Betænkning om Åndssvageforsorgen afgivet af det af Socialministeriet den 30. april 1954 nedsatte udvalg

til behandling af Åndssvageforsorgens problemer, Betænkning nr. 204, 1958, s. 23.

Betænkning om Åndssvageforsorgen afgivet af det af Socialministeriet den 30. april 1954 nedsatte udvalg

til behandling af Åndssvageforsorgens problemer, Betænkning nr. 204, 1958, s. 178.

Lov om forsorgen for åndssvage og andre særlig svagtbegavede, Lov nr. 192 af 5. juni 1959.

Kirkebæk, 2001, s. 141-142.

For de forskellige lederes portefølje se: Særforsorgens Indhold. Amtsrådsforeningens konference om

særforsorgen den 25.-26. april 1977 på Den kommunale Højskole i Grenå, Amtsrådsforeningen 1977, s.

49-68. På baggrund af det gennemgåede materiale kan vi se, at denne ledelsesform gav anledning til en del

stridigheder især mellem overlægerne og resten af ledelsesgruppen.

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

Tabel 1 Forsorgscentre pr. 1. april 1961

Forsorgs-

center nr.

Navn

Centralinstitution

Vangede

Lillemosegård

Ebberødgård

Brejning

Ribelund

Vodskov

Rødbygård

Andersvænge

Nyborg

Evensølund, senere

flyttet til Næstved

Hald Ege

FC.Ib

FC.Iv

FC.II

FC.III

FC.IV

FC.V

FC.VI

FC.VII

FC.VIII

FC.IX

FC.X

FC.XI

Forsorgscenteret for København m.v.

Forsorgscenteret for Nordsjælland

Forsorgscenteret for Sydøstjylland m.v.

Forsorgscenteret for Sønderjylland m.v.

Forsorgscenteret for Nordjylland

Forsorgscenteret for Lolland-Falster

Forsorgscenteret for Vestsjælland (og Grønland)

Forsorgscenteret for Fyn m.v.

Forsorgscenteret for Sydøstsjælland

Forsorgscenteret for Midtjylland m.v.

Forsorgscenteret for Århus og Randers Amter m.v. Sølund

I forbindelse med 1959-loven blev der desuden oprettet en særlig ankeinstans for ånds-

svageforsorgen:

Åndssvageforsorgens Centralnævn (1959-1973):

Åndssvageforsorgens Centralnævn blev op-

rettet i forbindelse med åndssvageloven fra 1959 som ankeinstans for åndssvageforsorgen.

198

Nævnet bestod af en dommer, en socialpraktiker og en speciallæge i psykiatri (uafhængig af

åndssvageforsorgen). Nævnet kunne tage stilling til klager over indskrivning i eller (mang-

lende) udskrivning af åndssvageforsorgen for både børn og voksne. Fra 1973 overtog Den

Sociale Ankestyrelse (se ovenfor) rollen som ankeinstans for åndssvageforsorgen.

I 1970 overtog Socialstyrelsen den centrale forvaltning af Statens Åndssvageforsorg (som

med de øvrige særforsorgsgrene). Statens Åndssvageforsorg blev nedlagt som selvstændig

enhed og erstattet af et centralt vejledende råd under Socialstyrelsen og et lokalt vejleden-

de råd på institutionsniveau. I praksis ser det ud, som om åndssvageforsorgen dog også i

1970’erne fungerede som en egen institution inden for Socialstyrelsen (hvilket bl.a. skyldes,

at den karismatiske direktør for Statens Åndssvageforsorg, Niels Erik Bank-Mikkelsen, fort-

satte som leder). I 1980 blev åndssvageforsorgen ligesom den øvrige særforsorg udlagt til

amterne.

199

198

199

Lov om forsorgen for åndssvage og andre særlig svagtbegavede, lov nr. 192 af 5. juni 1959, § 4

Lov nr. 257 af 8. juni 1978 om udlægning af åndssvageforsorgen

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

Åndssvageforsorgens Centralt Vejledende Råd

(1970-1979): Rådet blev oprettet, da ånds-

svageforsorgen overgik til Socialstyrelsen. Det skulle bistå og vejlede Socialstyrelsen ift.

forsorgen for åndssvage.

200

Rådet bestod af 11 medlemmer udpeget af bl.a. Socialstyrelsen,

Undervisningsministeriet, forældreorganisationen LEV, personaleorganisationer og amterne.

Rådet blev nedlagt ifm. udlægningen af åndssvageforsorgen til amterne i 1980.

201

Åndssvageforsorgen bestod ikke bare af rækken af større anstalter og institutioner som

Ebberødgård, Rødbygård og Andersvænge, De Kellerske Anstalter i Brejning, Vodskov,

Ribelund eller Løgumgårde. Der var ved siden af de store anstalter (dog tilknyttet disse i

mere eller mindre grad) plejecentraler, koloniplejehjem, fredehjem, ventetidshjem, oplæ-

ringshjem, landbrugshjem m.v. De var ofte specialiserede mod særlige grupper – nogle

gange drevet af anstalterne (eller forsorgscentrene) - andre var drevet af foreninger eller pri-

vatpersoner med en overenskomst med enten anstalterne eller Statens Åndssvageforsorg.

Endelig var en stor del af de anbragte i åndssvageforsorgen i såkaldt kontrolleret familie-

pleje. Centralinstitutionen (eller senere forsorgscentret) førte tilsyn med anbringelsen (se

kapitel 16). Fra 1950’erne kom der desuden et antal uddannelsesinstitutioner for åndssvage

(eksternatskoler, værksteder, børnehaver m.v.).

202

Der var gennem perioden en stærk vækst i

antallet af institutioner, som dels skyldtes etablering af nye specialinstitutioner, dels et skifte

fra få meget store institutioner mod mindre og ofte mere specialiserede institutioner.

203

(Se

kapitel 5). I det følgende præsenteres kort de forskellige typer af anbringelsessteder. Der skal

dog gøres opmærksom på, at betegnelserne for de forskellige typer af anbringelsessteder

ofte i praksis skifter og bruges i flæng.

Centralinstitution (eller anstalt):

I 1970’erne også mere kritisk omtalt som ”totalinstitu-

tioner”. De største centralinstitutioner var Ebberødgård og De Kellerske Anstalter i Brejning

med op mod 1700 anbragte

204

. Centralinstitutioner bestod af en række specialiserede

afdelinger (se kapitel 9).

200

201

202

Lov om ændring af lov om forsorgen for åndssvage og andre særlig svagtbegavede. (Vedrørende forsorgens

administration m. v.). Lov nr. 228 af 27. maj 1970.

Lov nr. 257 af 8. juni 1978 om udlægning af åndssvageforsorgen

Direktoratet for revalidering og forsorg, Institutioner for handicappede, København 1969, s. 95-146

oplister de forskellige institutioner tilknyttet de enkelte forsorgscentre. Dette omfatter specialbehandlings-

hjem, ferie- og aflastningshjem, kostskoler, skoler, børnehaver, weekend—pasning, værksteder, pensiona-

ter, plejecentraler, børnehjem m.v.

Bengtsson & Kristensen, 2006, s.12: Der nævnes her: 4 i institutioner i 1933, 12 centralinstitutioner i 1955,

191 i 1966 og endelig 322 i 1979. Dette er dog ikke helt retvisende – f.eks. bestod den ene af de fire institu-

tioner i 1933 (Østifternes Åndssvageanstalter) af en række institutioner.

Betænkning om Åndssvageforsorgen afgivet af det af Socialministeriet den 30. april 1954 nedsatte udvalg

til behandling af Åndssvageforsorgens problemer, Betænkning nr. 204, 1958, s. 20

203

204

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

Ventetidshjem:

Små institutioner til mindre børn, der afventede en plads på en åndssvage-

anstalt.

205

Opholdet på ventetidshjem omfattede også en første undersøgelse af den anbragte

med henblik på om der skulle ske anbringelse. Iflg. Betænkningen fra Åndssvagekommissio-

nen i 1958 var ventetidshjemmene ”den forsorg, der etableres i ventetiden indtil en endelige

anbringelse, kan finde sted, er for så vidt et kunstprodukt af pladsmanglen [på de store anstal-

ter]”

206

. Staten overtog hjemmene i 1978

207

, inden de også blev udlagt til amterne i 1980.

Plejecentraler:

Små institutioner (også nogle gange kaldet ”koloniplejehjem” eller ”koloni”)

drevet af private med et fast tilskud pr. patient. Ofte med et meget hjemligt præg. I 1964 var

det generelle indtryk hos Statens Åndssvageforsorg, at der ikke var beskæftigelse til patien-

terne, at boligforholdene var ringe, samt at det var ældre patienter, der boede på plejecen-

tralerne.

208

Østifternes Åndssvageanstalter havde i 1958 26 af denne type institutioner med

en belægning på mellem ti og 40 klienter.

209

Hjemmene lå oftest ude på landet, og klienterne

blev beskæftiget med landbrug eller husgerning.

Oplæringshjem:

Åndssvageforsorgen rummede også forskellige oplæringshjem for unge

drenge og piger med henblik på at oplære dem til en friere tilværelse, f.eks. som medhjæl-

pere i landbruget eller i husholdninger. Eksempler herpå er Anneberg Ungdomsskole eller

Zoar (husholdningsskole for piger).

Fredehjem:

Jysk Børneforsorg/Fredehjem drev fire hjem for svagt begavede unge piger og

senere også drenge (Østergaard, Sølund, Holmstrupgaard og Handbjerg (i perioden 1913-

1984)). Formålet med fredehjemmene var at værne om sårbare piger og oplære dem under

hjemlige og trygge forhold.

210

Pigerne kunne være indskrevet under åndssvageforsorgen, og

fredehjemmene fungerede derfor som ventetidsforsorg eller som kontrolleret familiepleje.

Også private drev fredehjem, f.eks. Ingeborg Erlangs Fredehjem, Rosenvang eller Skarridshus.

205

206

207

208

209

210

Østifternes Åndssvageanstalters bestyrelse, Beretning for årene fra 1. april 1950 til 31. marts 1954, Køben-

havn 1956, s. 60-63.

Betænkning om Åndssvageforsorgen afgivet af det af Socialministeriet den 30. april 1954 nedsatte udvalg

til behandling af Åndssvageforsorgens problemer, Betænkning nr. 204, 1958, s. 45

Notat 1978: Journalsager (1976-1981),

Socialministeriet,

pk. 1147, RA

Notat 1964: Journalsager (1959-1975),

Statens Åndssvageforsorg,

pk. 313, RA

Betænkning om Åndssvageforsorgen afgivet af det af Socialministeriet den 30. april 1954 nedsatte udvalg

til behandling af Åndssvageforsorgens problemer, Betænkning nr. 204, 1958 s. 137

Andersen, 2010, s. 14.

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

Eksternatskoler & skolehjem:

Skoleundervisningen fandt i begyndelse af perioden kun sted

som kostskoleundervisning på Gl. Bakkehus, på skolehjemmet i Brejning og på skolehjem-

met i Vodskov (begge i tilknytning til anstalterne).

211

I 1944 blev den første eksternatskole

oprettet i Aarhus, hvorved barnet kunne blive boede hjemme i familien og gå i skole om

dagen. Antallet af eksternatskoler voksede, og i 1964 påbegyndtes byggeriet af de såkaldte

”Grønne Skoler” – og fem år senere var 32 skoler fordelt over hele landet taget i brug.

212

Eksternatskolerne kunne også anvendes af børn, der ikke var indskrevet i åndssvageforsorgen.

Børnehaver:

I løbet af 1950’erne blev der oprettet børnehaver for åndssvage børn rundt om

i landet, dels for at børnene kunne blive i hjemmet og ikke komme på anstalt og dels for at

aflaste forældrene i dagtimerne.

213

Kontrolleret familiepleje:

Kontrolleret familiepleje var anbringelser i private hjem mod

betaling – enten hos en plejefamilie (fremmedpleje) eller hos den åndssvages egen fami-

lie. Ofte indgik arbejdsopgaver (f.eks. i landbruget eller huset) som en del af anbringelsen.

Anbringelsen var under tilsyn fra den lokale anstalt (se kapitel 16). Antallet af anbragte i

kontrolleret familiepleje voksede fra 1940’erne og frem, ikke mindst fordi det var en billig

måde at håndtere de voksende ventelister til anstalterne på. Desuden indgik anbringelse i

kontrolleret familiepleje ofte som et centralt led i en udskrivningsproces (se kapitel 8).

Ø-anstalter:

De Kellerske Anstalter etablerede i 1911 og 1923 to ø-anstalter for henholdsvis

mænd (på Livø) og kvinder (på Sprogø). Tanken med ø-anstalterne var, at man der kunne

anbringe særligt problematiske personer, ofte relateret til seksuel adfærd eller kriminalitet,

så de ikke havde mulighed for at flygte fra anstalten.

214

(Se bilag B).

Antallet af anbragte i åndssvageforsorgen kan kun angives med en vis usikkerhed.

215

Der

findes forskellige tal – opdelt i anbringelseskategorier – over antallet af anbragte.

216

I sær-

forsorgsdirektørens beretninger fra 1940’erne optræder enkelte tal, og der er nogle mere

aggregerede tal i de årlige medicinalberetninger og hos Danmarks Statistik. Desuden findes

211

212

213

214

215

216

Betænkning om Åndssvageforsorgen afgivet af det af Socialministeriet den 30. april 1954 nedsatte udvalg

til behandling af Åndssvageforsorgens problemer, Betænkning nr. 204, 1958, s. 83.

Smith, 1969, s. 14-15.

Betænkning om Særforsorgens udlægning. Betænkning fra udvalget om udlægning af åndssvageforsorgen

og den øvrige særforsorg, Betænkning nr. nr. 781, 1976, s. 59

De to ø-anstalters (og de anbragtes) historie er beskrevet af Birgit Kirkebæk i Kirkebæk 2001 og 2004.

Berg, 1970. s. 11 skriver, at 1965 er første år, der er foretaget en samlet opgørelse over det totale antal

personer registreret under åndssvageforsorg i Danmark. Tallet for 1965 var 20.459.

Det er, som nævnt ovenfor, ikke muligt at slutte fra antallet anbragte på et bestemt tidspunkt, til antallet af

enkeltpersoner anbragt i særforsorgen gennem den undersøgte periode.

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

der forskellige steder i det gennemgåede materiale angivet tal for både pladser og vente-

lister. Tallene stemmer ikke fuldstændig overens, og de er opgjort og kategoriseret på lidt

forskellige måder.

Figur

6 Anbragte åndssvageforsorgen på institution, i kontrolleret familiepleje

Figur

6 Anbragte i

åndssvageforsorgen på institution, i kontrolleret familiepleje og

og eksterne

patienter

patienter 1934-1979

eksterne

1934-1979

25000

20000

15000

10000

5000

1933

1935

1937

1939

1941

1943

1945

1947

1949

1951

1953

1955

1957

1959

1961

1963

1965

1967

1969

1971

1973

1975

1977

1979

Åndssvage på anstalt

Åndssvage i familiepleje

Eksterne patienter

Fremmedpleje

Kilde:

Danmarks Statistik, Statistisk Årbog, diverse

Kilde:

Danmarks Statistik, Statistisk Årbog, diverse år.

år.

Bemærkning: Kategorien ”anbragte på

på institution” omfatter tabellens kategorier ”statsanstalt” og

Bemærkning: Kategorien ”anbragte

institution” omfatter tabellens kategorier ”statsanstalt” og ”anerkendt

”anerkendt anstalt”.

anstalt”. Der mangler oplysninger for enkelte

Der mangler oplysninger for enkelte år.

år.

Ansatte

Institutionerne – især de store totalinstitutioner i åndssvageforsorgen – havde mange

ansatte tilhørende forskellige personalegrupper. For den anbragte var personalet ansigtet

på anbringelsen. Der har selvfølgelig været stor variation i personalesammensætningen

og normeringen mellem institutioner alt efter størrelse og målgruppe. En anbragt i blin-

deforsorgen ville automatisk møde den på instituttet ansatte øjenlæge, epileptikere på

Kolonien Filadelfia ville opleve de ansatte som primært sundhedspersonale, anbragte på

skolehjem eller eksternatskoler ville mest af alt se lærere, mens en åndssvag anbragt på

De Kellerske Anstalter i Brejning befandt sig i et mindre landsbysamfund med en stor

og sammensat skare af medarbejdere. Vi vil her kortfattet beskrive hovedgrupperne af

ansatte:

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

Den enkelte institution havde en bestyrelse, som havde det øverste ansvar samt en institu-

tionsleder. På åndssvageforsorgens anstalter var lederen indtil 1961 overlægen, som alene

havde det øverste ansvar for institutionens daglige drift, og som de anbragte ville møde ikke

mindst på afgørende tidspunkter som ind- og evt. udskrivning (se kapitel 8).

217

På de øvrige

institutioner – f.eks. skolehjem eller institutterne for blinde, døve m.v. - var lederen typisk

en forstander. Internt på institutionerne finder vi en stor og sammensat personalegruppe

(afhængigt af institutionens størrelse og funktion).

218

Der var både uddannet og ufaglært

personale. I arkivmaterialet er det ikke mindst ledelsen og det uddannede personale, som

kommer til orde, mens de anbragte i dagligdagen har haft tæt kontakt med ufaglært pleje-

personale m.v. (se kapitel 9). Der var uddannet sundhedspersonale i form af læger, psyko-

loger og sygeplejersker især inden for åndssvageforsorgen og forsorgen for epileptikere.

Der var uddannet pædagogisk personale i form af lærere (især på skolehjemmene f.eks. for

blinde og døve) og i løbet af perioden også uddannede socialpædagoger. En del af plejeper-

sonalet var uddannet – f.eks. inden for åndssvageforsorgen, hvor man selv uddannede en

del af plejepersonalet, og vi finder således både plejere og plejeelever på institutionerne. Der

kom også flere uddannede socialrådgivere på institutionerne, som bl.a. løftede tilsyns- og

vejledningsopgaver m.v. En meget stor faggruppe var dog ufaglærte pleje- og omsorgs-

medarbejdere, der i modsætning til det uddannede personale typisk ikke var ansat som

tjenestemænd. Gruppen af uuddannede blev over årene større, og i 1970’erne var op imod

50 pct. af alle ansatte på Ebberødgård uden nogen uddannelse, hvilket blev problematiseret

mange gange af både institutionens ledelse, Socialstyrelsen og Socialministeriet.

219

Ser man

på de små lokalinstitutioner eller den kontrollerede familiepleje, var stort set alle uden en

relevant uddannelse. Udover de ovennævnte personalegrupper fandtes en lang række an-

dre kategorier af ansatte som køkkenpersonale (faglært og ufaglært), håndværkere (f.eks. på

værksteder), rengøringspersonale, landbrugspersonale m.v. Især på de større institutioner

var der et tydeligt hierarki mellem medarbejdere, hvor det faglige personale oftest indtog

de ledende funktioner som f.eks. afdelingsledere (eller som det hed i perioden i åndssvage-

forsorgen ”husfader” eller ”plejemoder”).

217

218

219

Se også Kirkebæk, 2007, s. 217-244.

Se f.eks. den detaljerede oversigt over ansatte på Østifternes Åndssvageanstalter i 1942 i: Østifternes Ånds-

svageanstalters bestyrelse,

Beretning for årene 1. april 1938-31. marts 1942,

København 1942, s. 25-34.

Folketingets Ombudsmands årsberetning for 1977, s. 336, socialminister Eva Gredal (S), 14.2.1974, fore-

spørgsel til socialministeren, Folketingstidende, 1973-74, 2. samling.

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

Kapitel 7 Intelligenskvotient og intelligenstest

I dette korte kapitel beskæftiger vi os med intelligenskvotient (IK) og IK-test. Som det frem-

går af de følgende kapitler, spillede IK-test en helt central rolle i åndssvageforsorgen, hvor

en IK målt til 75 fungerede som nok vigtigste (om end ikke eneste) markør for grænsen

mellem åndssvag og ikke-åndssvag. Formålet med kapitlet er at give en kort baggrund for

de følgende kapitler, hvor brugen af IK-test spiller en central rolle, især hvad angår ånds-

svageforsorgen (se kapitel 8 og kapitel 14). Den danske debat om IK og brugen af IK-test

i åndssvageforsorgen er grundigt undersøgt ikke mindst af historiker Lene Koch.

220

Dette

afsnit bygger således – medmindre andet er nævnt – på Lene Kochs arbejde.

Selvom brugen af IK-test i overvejende grad var et fænomen ift. åndssvageforsorgen, lå den

i princippet under hele særforsorgssystemet. IK-test kunne afgøre, om f.eks. en blind eller

døv, voksen eller barn, blev placeret i blinde- eller døveforsorgen eller som blind eller døv i

åndssvageforsorgen. Blinde- og døveforsorgen omfattede de undervisningsbare børn. Som

vi vil se i det følgende, var IK-test vigtige for en række beslutninger i åndssvageforsorgen

om ind- og udskrivning, sterilisation eller kastration, placeringen på en konkret institution

m.v. Med juristen Ernst Andersens ord fra 1954 var kategoriseringen dog ikke uden kon-

sekvenser:

”Når der knyttes vidtrækkende virkninger til begrebet åndssvag, er spørgsmålet, om et

menneske er åndssvag eller kun sinke, ikke akademisk. Den åndssvage kan ikke indgå æg-

teskab uden en dispensation, der praktisk taget altid vil blive betinget af sterilisation (ikke

kastration). Han kan imod sin vilje blive inddraget under forsorg på Ebberødgård eller i

familiepleje, og endelig kan han tvangssteriliseres. At åndssvagevæsenet i Danmark har en

høj standard, er en ringe trøst for den, der inddrages derunder uden at være åndssvag. Det

er en menneskelig og social deklassering at blive erklæret for åndssvag.”

221

I det følgende giver vi først en helt kort redegørelse for introduktion og brug af IK-test i

Danmark. Dernæst berører vi kort debatten om validitet og praksis ifm. brug af IK-test.

220

221

Koch, 2000, s. 83-108.

Andersen, 1954, s. 34-35.

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

Ideen om at måle intelligens havde sin oprindelse i det tidlige 1900-tals Frankrig, hvor

psykologen Alfred Binet og lægen Théodore Simon udviklede en ny metode til testning

af børns intelligens. Tanken var, at man i uddannelsessystemet kunne bruge dette til at

vurdere det konkrete barns intelligensmæssige stadium (eller alder). Den tyske psykolog

William Stern videreudviklede testmetoden, så den resulterede i en kvantitativ angivelse i

form af intelligenskvotient (IK).

222

IK, eller

forstandskvotienten,

blev beregnet ud fra en test,

hvor barnet først besvarede et skema med spørgsmål og udførte nogle prøver, hvorudfra en

intelligensalder blev vurderet. Herefter divideredes levealderen med intelligensalderen, og

resultatet herfra var dermed intelligenskvotienten.

223

Denne form for testning tiltrak sig også opmærksomhed i Danmark, hvor der ved De

Kellerske Åndssvageanstalter i Brejning blev udviklet særlige danske udgaver af den såkaldte

Binet-Simon-intelligenstest først af læge Bodil Marie Bloch-Hjort og senere af overlæge

i Brejning Hans Otto Wildenskov. Disse tests (Brejning I-III) var målrettet både børn og

voksne, og især på De Kellerske Åndssvageanstalter var det især den i 1929 lancerede

Brejning III,

som blev hyppigst anvendt i de følgende årtier.

224

Fra De Kellerske Anstalter

findes der fra 1940 en opgørelse over de forskellige typer af test, der var anvendt i 967

målinger. Her kan man læse, at de to mest brugte testtyper var: Brejning III: 503 gange og

en anden dansk bearbejdet model betegnet

D.S.

(Dansk Standard, udviklet af pædagoger

og psykologer): 292 gange.

225

Der findes ikke tilsvarende samlede opgørelser fra de andre

anstalter, men Lene Koch vurderer på baggrund af sin gennemgang af Sterilisationsnævnets

journaler, at tilsvarende testmateriale er blevet anvendt af de andre anstaltslæger.

226

De danske udgaver af Binet-Simon-testen (Brejning I-III) omfattede huskeprøver, billedbeskri-

velser (f.eks. ”smukke” og ”grimme” ansigter, som testpersonen skulle udpege), udfyldnings-

prøver samt begrebsdefinitioner.

227

Der skulle angives farver, tælles mønter, og for større børn

indgik der logiske prøver. Fra 13-15-års alderen indgik desuden mere abstrakte begreber og

filosofiske emner. Eksempelvis skulle man besvare spørgsmål som: ”Hvorfor kan man bedre

tilgive en mand, når han gør noget af hidsighed, end når han gør det uden hidsighed?”

228

222

223

224

225

226

227

228

Kragh, 2022, s. 30.

Koch, 2000, s. 89.

Varianter af Binet-Simon-testen var dominerende frem til 1960´erne iflg. Koch, 2000, s. 94.

Herudover blev de mindre udbredte testtyper

Stanley Porteus Performance scale

brugt 83 gange,

N.S.

gange,

Goddards

23 gange,

Brejning II

15 gange og Binet-Simons egen test 7 gange. Koch, 2000, s. 94.

Koch, 2000, s. 94-95.

Koch, 2000, s. 90.

Koch, 2000, s. 90 - 99 og Kragh, 2002, s. 31.

Brugen af IK-test i Danmark

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

IK-testen mundede ud i et tal, som gav mulighed for at vurdere, ikke bare om den testede

person var åndssvag eller ej, men også for opdelingen i forskellige kategorier af åndssvaghed.

229

Sinke:

IK 75-90

Debil:

IK 56-75

Imbecil:

IK 31-55

Idiot:

IK 0-30

Den første gruppe, sinkerne, hørte ikke til gruppen af åndssvage (medmindre andre indikati-

oner gjorde sig gældende), og de skulle primært placeres i det almindelige skolesystem (i hjæl-

peklasse eller på særlige skoler). De tre øvrige grupper var forskellige grader af åndssvaghed,

som i nogle tilfælde også blev omtalt som henholdsvis let, middelsvær eller dyb åndssvaghed.

IK-test indgik som allerede nævnt som et centralt og nogle gange afgørende element ifm.

ind- og udskrivning af åndssvageforsorgen (se kapitel 8). Der var dog indtil 1959 en re-

gionalt forskellig praksis i den danske åndssvageforsorg (se kapitel 6 vedr. den regionale

opdeling i perioden 1933-1959). Hos de jyske åndssvageanstalter fulgte man traditionen

hos Den Kellerske Åndssvageanstalt og lagde meget stor vægt på IK-test, da denne blev

betragtet som den mest objektive (videnskabelige) metode til at fastslå, om en person var

åndssvag eller ikke. Lægerne på Den Kellerske Åndssvageanstalt var de danske pionerer ift.

IK-test og anvendte disse til at positionere åndssvageforsorgens særlige lægefaglighed ift.

psykiatrien. Fokus var rettet mod, at åndssvaghed skulle fastslås og klassificeres så tidligt

som muligt, så den rette behandling kunne sættes i gang.

230

IK-test blev også anvendt hos

Østifternes Åndssvageanstalter, men her indgik testen som et vigtigt led i en samlet vur-

dering, som også inkluderede den undersøgtes habitus, farlighed og mulighed for social

tilpasning og selvforsørgelse.

231

Derved kunne en person med en IK-testscore højere end 75

blive indskrevet med henvisning til vedkommendes moralske eller sociale ”defekter”, mens

de jyske anstalter mere eller mindre automatisk fulgte IK-testens resultater (se kapitel 8).

232

Den danske diskussion om IK-test

Fra begyndelsen af den undersøgte periode var IK i sig selv og testningen til diskussion.

Hovedtemaer i diskussionen var, hvorvidt intelligens overhovedet var målbar, testenes usik-

kerhed, miljøbaggrundens betydning og det forhold, at det var åndssvageforsorgens egne

læger, der udførte testene.

233

229

230

231

232

233

Koch, 2000, s. 90.

Koch, 2000, s. 96-97.

Koch, 2000, s. 96-99.

Koch, 2000, s. 99.

Se også Torpe, 1970, s. 156-163.

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

Intelligensens målbarhed

Enkelte eksperter var skeptiske over for, om man kunne måle intelligens med ét tal. Psyko-

log Rasmus Hans Pedersen rettede i 1934 kritik mod, hvad han vurderede som åndssvage-

forsorgens alt for ukritiske brug af IK-test. Pedersen mente ikke, at et menneskes sociale

kompetencer kunne udtrykkes i et tal, hvor man ovenikøbet vidste, at miljøfaktorer og alder

spillede ind på resultatet. Det førte ifølge Pedersen til, at man uretmæssigt anbragte nogle i

åndssvageforsorgen, især børn og unge, som sandsynligvis ellers ville klare sig fint i livet.

234

Pedersen fik støtte fra næstformanden i Retslægerådet, psykiatriprofessor Hjalmar Helweg,

som mente, at man med brug af IK-test og dens tal ”prætenderer en nøjagtighed, som me-

toden ikke kan yde”.

235

Testens usikkerhed

Psykiatriprofessor August Wimmer var enig med sine to ovennævnte kolleger i, at intelli-

gens ikke var målbar, og fremhævede i 1936 endvidere, at ingen IK-testskala var i stand til at

angive præcise mål for en intelligensudvikling.

236

Wimmer pegede desuden på flere usikker-

hedsmomenter i testen: Den testede skolelærdom snarere end intelligens, og der manglede

prøver målrettet enkelte alderstrin, samt at prøverne kunne give misvisende resultater for

voksne, da de var udviklet til børn.

Miljøets betydning

Fra begyndelsen og til slutningen af undersøgelsesperioden blev miljøets betydning for

testresultaterne debatteret og drøftet. I periodens begyndelse fremsatte psykolog Rasmus

Hans Pedersen f.eks. bekymring over, at et ringe miljø kunne generere for lave værdier i

IK-test.

237

Mens psykolog Harald Torpe i slutningen af perioden i en gennemgang af den

internationale forskning på området pointerede, at problemet med miljøbaggrundens ind-

virkning på testresultatet var ”stort og indviklet”, og at ”prøvernes art favoriserer i nogen

grad børn, der er vokset op under gunstige hjemlige forhold”.

238

Åndssvageforsorgens læger og brugen af IK-test

Psykolog Pedersen (se ovenfor) pegede i 1934 på det problematiske i, at det var åndssvage-

forsorgens egne læger, der testede ifm. Indskrivning, og mente, at der var en tendens til at

234

235

236

237

238

Pedersen, 1934, s. 56-61.

Helweg, 1939, s. 111.

Koch, 2000, s. 100.

Koch, 2000, s. 102.

Torpe, 1970, s. 175.

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

sætte grænsen højt, så flere børn kunne indskrives under forsorgen.

239

Der manglede så at

sige en neutral instans uden en egeninteresse i ind- eller udskrivning, og ikke mindst græn-

sen på IK75 var problematisk. Overlæge Johannes Nørvig på Ebberødgård anerkendte, at

IK-testene måske ikke var en eksakt videnskab, og forklarede, at grænsen var ”trukket af

praktiske grunde. Individer med en kvotient under 75 ser vi oftest gå til grunde i den fri

konkurrence, medens individer med en kvotient over oftest klarer sig.”

240

IK75 kan derfor let

komme til at fremstå som et magisk tal. Brugen af IK-test og betydningen af det konkrete

tal var dog i hele perioden til diskussion både i videnskabelige kredse og inden for åndssva-

geforsorgen (se nedenfor). Når IK og især IK75 på trods af dette fik en så stor udbredelse

og betydning, skyldes det, at tallet var et af de få midler, man havde som kriterium for ind-

skrivning i åndssvageforsorgen (se kapitel 8).

239

Koch, 2000, s. 102-103. I 1970 påpegede psykolog Harald Torpe, at lægerne havde lov til at teste med brug

af Binet-systemet uden at være uddannet i det, samt at testens resultat også blev påvirket af testeren. Se

Torpe, 1970.

Koch, 2000, s. 104-105. Overlæge Nørvig anbragte det til trods gerne mennesker med en IK på over 75

grundet habituskriteriet.

240

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

Kapitel 8 Ind- og udskrivning af

særforsorgssystemet

I dette kapitel præsenterer vi de formelle bestemmelser for ind- og udskrivning af særfor-

sorgen i undersøgelsesperioden og redegør for, hvad det gennemgåede materiale viser om

praksis. Kapitlet bygger således dels på lovmateriale m.v. for de formelle regler, dels på det

gennemgåede arkivmateriale for så vidt angår datidens praksis.

Med Lov om offentlig forsorg i 1933 påtog staten sig ansvaret for, at døve, blinde, taleliden-

de, epileptikere, vanføre og åndssvage fik den rette behandling (se kapitel 6).

241

I årene her-

efter fulgte en række love, der satte rammerne for de enkelte særforsorgsgrene. De angav

kriterierne for, hvornår en person kunne indskrives under den relevante særforsorgsgren,

hvor vedkommende kunne anbringes, og hvornår vedkommende kunne udskrives af for-

sorgen igen. Kriterierne for ind- og udskrivning er af central betydning for anbringelsernes

karakter (tvang eller frivillighed), anbringelsernes varighed og for den enkelte anbragtes

retssikkerhed i forbindelse med anbringelse.

Vi behandler i kapitlet hver forsorgsgren for sig, fordi hverken lovgivning eller praksis på

dette område var ensartet (se kapitel 6). For blinde og døve var der for eksempel forholdsvis

enkle ind- og udskrivningskriterier, der omhandlede vedkommendes handicap og behov

for behandling, oplæring og skolegang i en defineret tidsperiode. For åndssvage beroede

ind- og udskrivningen derimod i høj grad på en vurdering af, om vedkommende var ånds-

svag og havde behov for at være under offentlig forsorg, og her var der i højere grad tale om

en tidsubestemt anbringelse. For de øvrige grupper (epileptikere, talelidende og vanføre)

var der ikke en særlovgivning udover de generelle bestemmelser i forsorgslovgivningen.

242

For grupperne med særlovgivning (blinde, døve og åndssvage indeholdt lovgivningen mu-

lighed for tvangsindskrivning). Endvidere var særforsorgsgrenene forbundne på den måde,

at blev f.eks. et døvt eller blindt barn vurderet som åndssvagt (ikke-undervisningsbart),

skulle det indskrives i åndssvageforsorgen.

243

241

242

243

Jf. Lov om offentlig forsorg, Lov nr. 181 af 20. maj 1933, § 66.

Lov om offentlig forsorg, Lov nr. 181 af 20. maj 1933, og Lov om offentlig forsorg, Lov nr. 169 af 31. maj 1961.

Se f.eks. Socialministeriets skrivelse af 30. december 1931, i Glahn, 1933, s. 4-5. For både blinde og døve

børn findes en lille gruppe i Danmarks Statistik, som er anbragt under kontrolleret familiepleje. Det

handlede bl.a. om blinde børn, der var vurderet som ”sinker” eller i lettere grad åndssvage, og derfor var

svære at undervise på institutterne. Jf.

Betænkning vedrørende forsorgen for blinde og stærkt svagsynede.

Betænkning nr. 125,

København 1955, s. 16. Vi har ikke undersøgt denne gruppe.

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

Vores undersøgelse viser, at særligt de åndssvages retssikkerhed i praksis kunne blive kom-

promitteret, fordi fraværet af klart definerede kriterier for ind- og udskrivning betød, at be-

slutningsgrundlaget ofte var uigennemsigtigt og kunne være præget af en vis tilfældighed.

244

Set fra de åndssvages perspektiv – hvoraf flere var særligt udsatte som følge af nedsatte

kognitive og fysiske evner – var det vanskeligt at gøre indsigelser imod det gennemgribende

indgreb, som en anbringelse var. Dertil kommer, at en tvangsanbringelse ikke kunne dom-

stolsprøves før en lovændring i 1954.

245

Men også tilsynet med åndssvageforsorgens praksis

var på dette område reelt udfordret af, at rammerne for ind- og udskrivning ikke var klart

beskrevne og i høj grad hvilede på den enkelte anstaltsoverlæges skøn (se kapitel 15 om

fejlanbringelser).

246

Blinde og døve børn havde ifølge den i 1933 eksisterende lovgivning skolepligt på et af de

statslige blindeinstitutter, medmindre forældrene efter ansøgning fik tilladelse til f.eks. pri-

vat undervisning i eget hjem eller på en privat skole. Blindeloven af 1926 bestemte, at blinde

eller svagtseende børn, som ikke kunne følge undervisningen i det almene skolesystem,

havde undervisningspligt på Statens Blindeinstitut.

247

If. Forsorgsloven af 1933 påhvilede

det de kommunale sociale udvalg at indberette blinde børn til Statens Blindeinstituts

248

Undervisningspligten startede det år, barnet fyldte otte år, og omfattede ti års

undervisning.

249

Lov om døvstumme børns undervisning fra 1926 bestemte på samme

måde, at ethvert barn, der var så døvt, at det ikke kunne følge undervisningen i det almene

Blinde og døve

244

Reglerne blev fortolket forskelligt alt efter, om vi kigger på institutionerne i Vest- eller Østdanmark.

Personer med en IK højere end 75 blev forholdsvis sjældent indskrevet i åndssvageforsorgen i Vestdan-

mark, fordi de her opererede med en grænse for åndssvaghed ved denne IK, mens der i den østlige del af

Danmark blev foretaget en bredere vurdering af en persons åndssvaghed ud fra dennes karakter og adfærd

og altså ikke kun vedkommendes IK. Se kapitel 7 for den samtidige diskussion af IK-testenes validitet. Se

også Kragh, 2022, s. 32.

Se også kapitel 7 i Koch, 2000, s. 151 ff., hvor hun behandler spørgsmålet om tvang og frivillighed i forbin-

delse med anbringelse af åndssvage. Lovændringen i 1954 kom med ”Lov om ændringer i lov nr. 171 af 16.

maj 1934 om foranstaltninger vedrørende åndssvage”, Lov nr. 178 af 11. juni 1954 § 3.

Forsorgstrang defineres af jurist Tyge Haarløv som de forhold, der nævnes i 1934-lovens § 4, hvoraf det

fremgår, at ledelsen på en anstalt ikke må nægte en person at blive udskrevet, medmindre det ”må forven-

tes, at han vil blive til væsentlig ulempe for samfundet” eller hvis vedkommende ikke kunne ”forsørge sig

selv, ægtefælle eller børn”, eller hvis ”der er nærliggende fare for, at han efter udskrivningen vil sætte børn i

verden.” Haarløv, 1948, s. 81-82.

Lov om blinde børns undervisning, Lov nr. 57 af 31.marts 1926. Blev et barn blindt efter otteårsalderen,

skulle det straks anbringes.

F.eks. Lov om offentlig forsorg, Lov nr. 181 af 20. maj 1933, § 258, stk. 3 om kommunernes sociale udvalgs

indberetningspligt til Statens Blindeinstituts register.

Blindeinstituttet Refsnæs havde også afdelinger for børn i førskolealderen, hvor forældrene kunne anmode

om at få deres børn indskrevet.

245

246

247

248

249

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

skolesystem, havde undervisningspligt på et af statens døvstummeinstitutter.

250

Undervis-

ningspligten strakte sig fra det år, barnet fyldte syv og til det 16. år. Der var altså både

for døve og blinde børn tale om en tvangsindskrivning i særforsorgens skolesystem i en

lovfæstet tidsperiode. Både for blinde og døve børn var der dog mulighed for at søge om

dispensation, hvis forældrene sørgede for privatundervisning (Døveloven) eller ”på anden

tilfredsstillende måde” sørgede for barnets undervisning (Blindeloven).

251

De to love skal ses

i sammenhæng med Forsorgslovens generelle bestemmelser om forsorg for blinde og døve.

I 1950’erne kom der ny lovgivning – i begge tilfælde baseret på forudgående kommissions-

arbejder, som i højere grad end tidligere tegnede en samlet særforsorg for de to grupper.

252

Lov om døvstumme børns undervisning fra 1950 var noget bredere anlagt end den fore-

gående lov fra 1926 og indeholdt udover skolepligten også en forpligtelse for staten om at

tilbyde støtte til uddannelse og beskæftigelse videre i livet.

253

Der var dog stadig tale om

en niårig skolepligt for de 7-16-årige døve børn, som i 1926-loven. Loven indskærpede, at

læger, de lokale sociale udvalg og kommuneskolerne havde pligt til at indberette døve og

stærkt hørehæmmede børn til det nyoprettede Døvenævn, som ud fra en vurdering af bar-

nets situation besluttede, om der skulle ske anbringelse på en af særforsorgens døveskoler.

Iflg. loven havde det lokale børneværn pligt til at understøtte en eventuel beslutning om

anbringelse. Udover skolepligten indeholdt loven, som nævnt, også en statslig forpligtelse

til at understøtte døve og svagthørendes uddannelse efter grundskolen, til at oprette særlige

værksteder m.v.

254

Her var dog tale om et tilbud og ikke tvang.

En sådan modernisering af blindeloven kom nogle år senere i 1956.

255

Den fulgte samme møn-

ster som døveloven fra 1950: oprettelsen af et Blindenævn, som dog ikke direkte skulle træffe

beslutninger om evt. anbringelse (dette lå fortsat hos Socialministeriet). Læreres, lægers og

de kommunale sociale udvalgs indberetningspligt blev skærpet. Loven omfattede ikke bare

skolepligten, men også statens forpligtelse til at støtte blindes uddannelse og beskæftigelse ud

over skolealderen. Skolepligten for blinde børn blev ændret, så den startede fra syv år og ti år

frem. Skolepligten for blinde børn var dermed et til to år længere end for døve børn.

I Folkeskoleloven af 1958 blev det bestemt, at ”for børn, der på grund af talevanskeligheder,

250

251

252

253

254

255

Lov om døvstumme børns undervisning, Lov nr. 56 af 31. marts 1926. Blev et barn døvt efter otteårsalde-

ren, skulle det straks anbringes.

Døveloven § 13 åbnede for, at der kunne gives statstilskud til privatundervisning af døve børn. Tilsvarende

bestemmelse fandtes ikke i Blindeloven.

Betænkning vedrørende forsorgen for døve,

1949.

Betænkning vedrørende forsorgen for blinde og stærkt

svagsynede. Betænkning nr. 125,

1955.

Lov om foranstaltninger vedr. døve og tunghøre, Lov nr. 21 af 27. januar 1950

Jf. Direktoratet for revalidering og forsorg, Institutioner for handicappede, København 1969, s. 36-40.

Lov om foranstaltninger vedr. blinde og stærkt svagsynede, Lov nr.117 af 11. maj 1956

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

svagt syn, svag hørelse, små evner eller læsevanskeligheder ikke med tilstrækkeligt udbytte

kan følge den almindelige undervisning, indrettes særundervisning.”

256

Dette betød, at en

del af de døve og blinde børn i løbet af undersøgelsesperioden blev elever i folkeskolen.

Anbringelse på særforsorgens uddannelsesinstitutioner for blinde og døve var præget af

tvang (skolepligt med mulighed for at få godkendt privat undervisning), som strakte sig

over en tidsbegrænset periode. Det kunne medføre en anbringelse langt fra hjemmet. For

de blinde børn på Statens Blindeinstitut i København og på Refsnæs i Nordsjælland. Og

selvom statens døveskoler lå mere geografisk spredt, betød døveskolernes opdeling af bør-

nene efter vurdering af evner, at et barn ikke nødvendigvis blev placeret tæt på hjemmet.

Skolernes arbejdsdeling kunne også betyde skoleskift i løbet af skoletiden.

Forældre, som ønskede dispensation fra Blinde- og Døvelovens bestemmelser om, at deres

barn skulle modtage undervisning og bo på blindeskolen på Refsnæs eller på et af de stats-

lige døveinstitutter, blev i flere tilfælde underlagt et vist pres fra både skolernes forstandere

og Blinde- og Døvenævnet for at lade barnet flytte hjemmefra for at sikre det en god ud-

dannelse. De forældre, der fortsat kæmpede imod, gav udtryk for, at de ikke følte opbakning

til deres beslutning om at give barnet en anden undervisning end den statslige, og at hjæl-

pemidler var svære - næsten umulige - at få udleveret eller få tilskud til på trods af, at der

i både Blinde- og Døveloven var dispensationsmulighed til anden undervisning.

257

En gen-

nemgang af Særforsorgskontorets behandling af ansøgninger om at lade barnet gå i skole

uden for de statslige institutter viser, at der var et pres for at acceptere særforsorgens skoler

om hjælp, og at barnet i en tidlig alder flyttede hjemmefra.

258

Det primære argument for, at

blinde børn f.eks. skulle indskrives på blindeinstituttet på Refsnæs eller i København, var,

at det sikrede en rationel oplæring til at kunne klare tilværelsen på egen hånd, som ikke på

lignende måde kunne finde sted i hjemmet og/eller den lokale skole.

259

På samme måde med

døve børn, hvor det krævede god argumentation fra forældrenes side for at kunne beholde

det døve barn hjemme til en anden skolegang. I Vejle fandtes en privat, senere kommunal,

taleskole (1929-57), som mange midtjyske forældre ønskede at sende deres børn til. Dog

var forstanderen for Statens Døveskole modstander af denne skole og dens metoder, hvilket

førte til diskussioner i pressen.

260

Bag de rationelle argumenter og forsøget på overtalelse af

256

257

258

259

260

Lov om folkeskolen, Lov nr. 220 af 18.juni 1958

Div. F/3-sager, ansøgning om dispensationer: Journalsager (1949-1968),

Socialministeriet, Særforsorgskon-

toret,

pk. 202, RA

J.nr. F/1/9, Journalsager (1949-1968),

Socialministeriet, Særforsorgskontoret,

pk. 193, RA

J.nr. 107/13, 1945, Journalsager (1921-1949),

Socialministeriet, Særforsorgskontoret,

pk. 634, RA

J.nr. 13/23, 1944, Journalsager (1921-1949),

Socialministeriet, Særforsorgskontoret,

pk. 581, RA. For ansøg-

ninger om at gå på andre skoler end Det Kgl. Døveinstitut, se Journalsager (1921-1949),

Socialministeriets,

Særforsorgskontoret,

pk. 650, RA.

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

forældrene var truslen om, at en anbringelse kunne gennemtvinges ved hjælp af Børnevær-

net. Et eksempel er fra 1945, hvor en mor fra Ålborg ikke ville sende datteren til Refsnæs,

da det iflg. moderen var alt for langt væk. Landsnævnet for børneforsorg blev blandet ind i

sagen, da alle andre muligheder for at overtale forældrene var udtømte, og det endte derfor

med en tvangsfjernelse.

261

Vi har ikke systematisk gennemgået alle sager om skoleanbrin-

gelser for blinde eller døve, men det virker dog til at være undtagelsen, at sager gik så langt.

Særforsorgen for blinde omfattede også institutioner for voksne og i mindre grad kontrol-

leret familiepleje, men dette var institutioner målrettet pleje især af ældre blinde, hvor den

blinde kunne søge om plads ved særligt behov. For både blinde og døve fandtes desuden

forskellige hjælpe- og rådgivningscentre, hjælp til uddannelse og oplæring, værksteder –

samt muligheden for forskellige former for hjælp via forsorgslovgivningen.

Med Forsorgsloven af 1933 (§ 66) påtog staten sig at drage omsorg for og udrede udgifterne

for alle epileptikeres anstaltsbehandling, hvis påkrævet. Opholdet var baseret på en læge-

lig vurdering.

262

I modsætning til de øvrige særforsorgsgrupper var hjælpen til epileptikere

ikke baseret på en særlig lovgivning. Forsorgen for epileptikere var placeret på den private

institution ”Kolonien Filadelfia” i Dianalund, som var statsanerkendt og havde monopol på

behandlingen. Epileptikerne på Filadelfia kunne deles op i to grupper: a) de hospitalsindlag-

te patienter til udredning for en epileptisk lidelse og b) anbragte, som ikke var i stand til at

klare sig selv pga. epilepsien, og som derfor var under særforsorg.

263

Opholdet på Filadelfia var således som udgangspunkt frivilligt og behandlingsorienteret.

Langt de fleste af de anbragte på Filadelfia var indlagt som hospitalspatienter for at blive

udredt for den epileptiske lidelse.

264

De epileptikere, som ikke kunne klare sig i eget hjem,

boede enten på Filadelfia, i andre private tilbud under Filadelfia eller i kontrolleret fami-

liepleje uden forbindelse til Filadelfia.

265

Udskrivning fandt sted, når den anbragte, efter en

lægelig vurdering, var i stand til at klare sig selv, hvilket først og fremmest hvilede på en

bedømmelse af sygdomstilstanden. Epileptikere kunne dog også tvangsindlægges på Fila-

delfia, hvis det blev skønnet, at den anbragte var til fare for sig selv eller sine omgivelser, og

Epileptikere

261

262

263

264

265

J.nr. 107/13, 1945, Journalsager (1921-1949),

Socialministeriet, Særforsorgskontoret,

pk. 634, RA

Glahn, 1935, s. 147-153. Se også ”Særforsorgens Indhold”. Amtsrådsforeningens konference om særforsor-

gen den 25.-26. april 1977 på Den kommunale Højskole i Grenå, Amtsrådsforeningen 1977, s. 104-105.

Der var således flere plejehjem tilknyttet Filadelfia – se Direktoratet for revalidering og forsorg, Institutio-

ner for handicappede, København 1969, s. 81-82.

Det af Folketinget i henhold til Grundlovens § 71 stk. 7 nedsatte tilsyn: J.nr. B/12/6, Journalsager (1949-

1968),

Socialministeriet, Særforsorgskontoret,

pk. 85, RA. Journalsagen dækker årene 1954-1962.

Hamre, 1997

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

dermed ikke kunne klare sig selv.

266

På baggrund af en konkret sag fra 1933 havde Socialmi-

nisteriet slået fast, at der udover farlighedskriteriet ikke var hjemmel til at tvangsindlægge

eller tilbageholde epileptikere.

267

En mindre gruppe af særforsorgspatienter bestod af patienter, der havde problemer med

sproget, talen eller stemmen, f.eks. ordblinde, stammere eller læbe-ganespalte-opererede. I

1937 blev det i Folkeskoleloven bestemt, at der skulle findes et andet skoletilbud, hvis skolen

vurderede, eleven grundet talevanskeligheder ikke kunne følge den almindelige skoleun-

dervisning.

268

Beslutningen om indstilling til behandling ved Statens Taleinstitut lå hos den

enkelte skolekommission. Fra 1948 blev indberetningspligten udvidet til også at omfatte

jordemødre, læger og sygeplejersker. De skulle indberette til invalideforsikringsretten, som

derefter skulle underrette Statens Institut for Talelidende.

269

De fleste ophold var kortvarige

(få måneder), men de kunne også strække sig over et til to år. Det kunne dog tage flere år,

før taleundervisningen blev igangsat, da der i hele undersøgelsesperioden var venteliste til

Statens Institut for Talelidende, først i Hellerup, siden også i Århus og Ålborg.

270

En revision

af Forsorgslovens bestemmelser om hjælp til talelidende i 1954 betød, at staten overtog

finansieringen af den ambulante hjælp til talelidende med henblik på, at flere børn skulle

hjælpes, hvor de boede.

271

Kildematerialet om gruppen af talelidende er meget begrænset, og vi har ikke fundet tegn

på, at forældre til talelidende børn har været uenige i indstilling til taleundervisning eller

blev presset til den. Vi har derimod fundet flere forespørgsler til og beklagelser over vente-

tiden for at blive optaget på taleinstituttet.

Talelidende

Vanføre

Indskrivning og udskrivning af vanføreforsorgen var anderledes end blinde- eller døvefor-

sorgens skolepligt, idet vanføre ikke kunne tvinges til særforsorg, og langt de fleste børn

eller voksne med fysisk handicap ikke blev anbragt på institution. For så vidt dem, som

blev anbragt på institution, skete indskrivning af børn på institution efter henvendelse fra

forældre til læge og Samfundet og Hjemmet for Vanføre, mens udskrivning naturligt fandt

266

267

268

269

270

271

Jf. Lov om offentlig forsorg, lov nr. 181 af 20. maj 1933, § 255

Glahn, 1935, s. 148.

Jf. Lov om folkeskolen, Lov nr.160 af 18. maj 1937, § 2, stk. 5

Betænkning vedrørende forsorgen for talelidende, 1954, s. 10.

Betænkning vedrørende forsorgen for talelidende, 1954 s. 11, og mødereferat fra 22.4.1975: Chefkollegiets

mødereferater med indkaldelser (1970-1990),

Socialstyrelsen,

pk. 26, RA

Lov om ændringer af Forsorgslovens § 257 om hjælp til talelidende, Lov nr. 197 af 11. juni 1954

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

sted ved skolegangens afslutning. Indskrivning af voksne skete efter individuel henvendelse

eller lægehenvisning til Samfundet og Hjemmet for Vanføre, hvor et dokumenteret behov

var ”indgangsbillet” til vanføreforsorg.

Lovgivningen på området er meget sparsom. I 1933-Forsorgslovens § 256 fremgår det, at

det sociale udvalg i kommunen havde pligt til at hjælpe, hvis vedkommende vanføre ikke var

berettiget til hjælp fra Invalideforsikringen. Gruppen af institutionsanbragte vanføre om-

fattede f.eks. svært handicappede børn på Solbakken i Højbjerg, skoleelever på Geelsgård

Kostskole, håndværkerskolen i København, respirationshjemmet for polioramte eller be-

boere på plejehjem for vanføre ældre.

Samfundet og Hjemmet for Vanføre (se kapitel 6 om særforsorgssystemet) drev langt de

flest tilbud til børn og voksne inden for særforsorgen, og over årene opstod der flere og flere

specialtilbud til særlige grupper af handicappede i hele landet. Formålet med kostskoler og

institutioner for fysisk handicappede børn og unge var primært at sikre dem en skolegang,

der var tilpasset den enkeltes handicap

272

, mens institutionerne for voksne var målrettet de,

der ikke kunne klare sig i eget hjem. De ortopædiske hospitaler og afdelinger lå i København,

Odense, Sønderborg, Kolding, Århus, Holstebro, Ålborg samt ved Centralsygehuset i

Esbjerg.

273

I Hornbæk og ved Hald Ege lå der et fysiurgisk hospital. Opholdene på disse

steder kunne være af kortere og længere varighed alt efter behandling og genoptræning,

hvorfor det for nogle vanføre blev at betragte som anbringelser.

274

Indlæggelse og behand-

linger på hospitaler er ikke med i denne undersøgelse. Med forsorgsloven af 1961 § 70 fort-

satte staten med at drage omsorg for og dække udgifter i trangstilfælde for anstaltsophold

for vanføre. Der var fortsat ikke regler om ind- og udskrivning.

Åndssvage

Åndssvageforsorgen adskilte sig på en lang række områder fra de øvrige særforsorgsgrene.

For det første var en indskrivning under forsorgen ikke ensbetydende med, at vedkommen-

de blev anbragt på en anstalt. Som det hed i et brev fra den undersøgte periodes begyndelse

fra Socialministeriet til folketingsmanden Edvard Sørensen, som frygtede den voksende

opgave for staten, skulle alle åndssvage godt nok indberettes til anstalternes læger, men der

var ikke noget til hinder for, at de kom i familiepleje eller blev passet af egen familie (dog

272

På Geelsgård Kostskole var der mulighed for op til 10 års skolegang og i den senere del af perioden tillige

en håndværkerskole. Se ”Særforsorgens Indhold”. Amtsrådsforeningens konference om særforsorgen den

25.- 26. april 1977 på Den kommunale Højskole i Grenå, Amtsrådsforeningen 1977, s. 86-87.

Lov om overførelse af de af Samfundet og Hjemmet for Vanføre drevne ortopædiske hospitaler og afdelin-

ger til amtskommunerne m.fl., Lov nr.276 af 8. juni 1977

Kragh et.al, 2015, s. 159.

273

274

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

under tilsyn af eksperterne på anstalterne).

275

”Indlæggelse på åndssvageanstalt” fandt kun

sted, når ”vedkommende skønnes trængende”, og det var anstaltens overlæge, som vurde-

rede, om det var tilfældet.

276

En stor gruppe – i perioder omkring halvdelen - blev anbragt

i det, der hed ”Kontrolleret familiepleje” – hvilket både kunne være en anbringelse hos en

fremmed familie eller hos den åndssvages egen familie under de regler, som var gældende

inden for åndssvageforsorgen (se kapitel 6). For det andet var det ikke fastlagt på forhånd,

hvor længe den enkelte person skulle være indskrevet, idet det bl.a. beroede på en vurde-

ring af vedkommendes forsorgstrang. For det tredje var der frem til 1967 hjemmel til at

tvangssterilisere åndssvage som et skridt i retning mod en friere tilværelse (se kapitel 14 om

sterilisation). Ind- og udskrivning af åndssvage var samlet set mere kompleks og på mange

måder også mere vidtrækkende end i de øvrige særforsorgsgrene. De følgende afsnit om

åndssvageforsorgens juridiske rammer og praksis i forbindelse med ind- og udskrivning har

derfor et større omfang end de tilsvarende afsnit om de andre forsorgsgrene. I det første

afsnit præsenterer vi lovgivningen, derefter fokuserer vi på, hvordan ind- og udskrivning

fandt sted i praksis, og til sidst giver vi et kort rids over mulighederne for at anke afgørelser

om ind- og udskrivning.

Året efter at Lov om offentlig Forsorg (1933) blev vedtaget, blev der gennemført en ny lov-

givning (”Lov om foranstaltninger vedrørende åndssvage”), der specifikt angik åndssvage.

Loven gav hjemmel til at tvangsindskrive og tvangstilbageholde børn og voksne, der havde

fået diagnosen åndssvag, under åndssvageforsorgen.

277

Indskrivningskriterierne fremgår

ikke klart af lovens bestemmelser, men ifølge jurist Tyge Haarløv skulle der udover diag-

nosen også foreligge forsorgstrang, der knyttede an til de kriterier, der kunne betinge en

udskrivning: Vedkommende måtte ikke komme til at ligge samfundet til last, skulle kunne

forsørge sig selv og sin eventuelle familie, og der måtte ikke være risiko for, at han/hun satte

Lovgivning om ind- og udskrivning

275

Hertil kom, at der især med oprettelsen af et egentligt skolesystem for åndssvage børn i 1960’erne blev

muligt at bruge skolerne uden at være indskrevet i åndssvageforsorgen eller at være indskrevet og bruge

skolerne, men blive boende i hjemmet. I Danmarks Statistiks oversigter over anbragte i særforsorgen op-

træder således et stort antal og stigende antal ”eksterne patienter” fra starten af 1960’erne. I 1962 ca. 2.000

og i 1979 over 10.000. Disse eksterne patienter indgår ikke vores undersøgelse.

Brev fra Socialministeriet til [navn udeladt] den 21. november 1933: Udtagne journalsager (1925-1959),

Østifternes Åndssvageanstalter, Bestyrelsen,

pk. 51, RA. Se f.eks. J.nr. 43/31, 1941, Journalsager (1921-

1949),

Socialministeriet, Særforsorgskontoret,

pk. 478, RA, hvor overlægen på Rødbygård bliver kritiseret af

Særforsorgskontoret for at tage sig for store friheder i sin vurdering.

Jf. Lov nr. 171 af 16. maj 1934 om foranstaltninger vedrørende åndssvage, § 4. Se endvidere Koch, 2000, s.

155. Indskrivning betød, at vedkommende enten blev placeret i kontrolleret familiepleje – dvs. med bopæl

hos en privat familie eller egen familie og underlagt åndssvageforsorgens regler og tilsyn – eller anbragt på

en åndssvageanstalt (se kapitel 6).

276

277

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

børn i verden (se udskrivningskriterierne nedenfor). Forsorgstrangen beroede således med

Haarløvs ord på et ”socialt skøn” i hvert enkelt tilfælde.

278

Begæringen om indskrivning af en åndssvag kunne fremsættes af vedkommendes nær-

meste – f.eks. værge, forældre, ægtefælle og myndige børn – men også af de kommunale

myndigheder som f.eks. børneværnsudvalget og socialudvalget. Tilsvarende kunne ledelsen

af en åndssvageanstalt begære en person indskrevet, og det samme kunne justitsministeren

og Rigsadvokaten som betingelse for tiltalefrafald.

279

Indskrivningen under forsorg skulle

godkendes af en læge, der skulle bekræfte, at vedkommende var åndssvag. Frem til 1959

kunne denne læge være en anstaltslæge, men herefter skulle bekræftelsen komme fra en

læge uden for forsorgen.

280

Det fremgik ikke af lovens bestemmelser, hvor længe en person skulle være indskrevet un-

der åndssvageforsorgen. Der var således tale om en tidsubestemt anbringelse. Begæring

om udskrivning kunne fremsættes af den åndssvage selv eller af de personer, der havde

hjemmel til at begære vedkommende indskrevet under forsorg, herunder også åndssvage-

anstalternes ledelse. Det var samtidig anstalternes ledelse, der skulle vurdere, om en person

kunne udskrives fra åndssvageforsorgen.

281

Afgørelsen kunne frem til 1954 ankes til social-

ministeren og derefter til domstolene.

Uanset om man var blevet tvangsindskrevet eller frivilligt havde ladet sig (eller sit barn)

indskrive under åndssvageforsorgen, kunne udskrivning kun imødekommes, hvis lovens

kriterier for udskrivning var opfyldt. I bestemmelsen er det formuleret lidt bagvendt, idet

det fremgår, at udskrivning ikke måtte nægtes, med mindre det kunne forventes, ”at han vil

blive til væsentlig ulempe for samfundet, eller at han er ude af stand til at forsørge sig selv,

ægtefælle eller børn, eller at der er nærliggende fare for, at han efter udskrivningen vil sætte

børn i verden.”

282

Begrebet ”væsentlig ulempe til samfundet” blev ikke nærmere defineret i

278

279

Haarløv 1948, s. 81. Se også Lov om offentlig forsorg, Lov nr. 181 af 20. maj 1933, § 254.

Jf. Lov nr. 171 af 16. maj 1934 om foranstaltninger vedrørende åndssvage, § 2. Se også Haarløv, 1948, s. 99.

Ifølge statsadvokat Knud Kirchheiner gjaldt tiltalefrafald kun de, som lægerne havde vurderet som ”klart

erkendte tilfælde af åndssvaghed”, mens de ”tvivlsomme mellemtilfælde”, dvs. dem, der lå på grænsen til

åndssvaghed (de, der lå mellem lettere åndssvage og sinkestadiet) skulle indbringes til domstolene, hvis de

mentes at have begået noget strafbart. Kirchheiner, 1953, s. 195.

Betænkning om åndssvageforsorgen

(Betænkning nr. 204 af 1958, s. 108), fremhæves det som proble-

matisk, at åndssvageforsorgens egne læger kunne affatte denne erklæring, ikke mindst fordi det kunne

resultere i en interessekonflikt, hvis lægens oprindelige begrundelse for anbringelsen blev genstand for en

senere domstolsprøvelse, hvor denne samtidig skulle udtale sig som ekspert. I 1959 blev det derfor indført,

at det var en læge uden for åndssvageforsorgens rammer, der skulle udforme lægeattesten. Jf. Lov om

forsorgen for åndssvage og andre særlig svagtbegavede, Lov nr. 192 af 5. juni 1959, § 10, stk. 2.

Hvis en person var blevet indskrevet under åndssvageforsorgen som betingelse for et tiltalefrafald, skulle

anklagemyndigheden give sit samtykke til en eventuel udskrivning (jf. § 4). Efter 1.10.1959 var det i stedet

åndssvageanstalternes ledelse, der skulle vurdere, om vedkommende kunne udskrives. Se Cirkulæreskri-

velse nr. 6 af 15. februar, 1961, til samtlige forsorgscentre om etablering og ophør af forsorg, II, 5a.

Lov nr. 171 af 16. maj 1934 om foranstaltninger vedrørende åndssvage, § 4

280

281

282

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

lovteksten, men formuleringen viser, at anbringelsen/tilbageholdelsen under forsorg skulle

tjene som beskyttelse af samfundet snarere end individet. Det er også konklusionen i en

betænkning fra 1958, men her fremgår det samtidig, at begrebet i praksis også indbefattede,

om en udskrivning ville være til ulempe for den pågældende person.

283

I forlængelse af udskrivningskriterierne var der hjemmel til at koble sterilisation sammen med

både ind- og udskrivning. Det fremgik således af loven, at den åndssvage kunne undgå ind-

skrivning eller få mulighed for at overgå til en friere tilværelse – evt. helt udskrives af forsor-

gen – hvis vedkommende forinden blev steriliseret.

284

Bestemmelsen indeholdt ikke et krav

om, at den åndssvage skulle give sit samtykke til sterilisationen, uanset at både overlægerne

og Sterilisationsnævnet i praksis foretrak, at de gav den. Formelt set kunne både åndssvage

kvinder og mænd tvangssteriliseres frem til 1967, hvor loven blev ændret (se kapitel 14).

1934-loven blev ændret ved vedtagelsen af ”Lov om forsorgen for åndssvage og andre særlig

svagtbegavede” i 1959.

285

Året før var tvangskriteriet i forbindelse med indskrivning såvel

som tilbageholdelse af åndssvage blevet problematiseret i en betænkning om åndssvage-

forsorgen. Udvalget bag betænkningen lagde således vægt på, at frivillighed skulle være

det bærende element i en kommende lovgivning, og at ”tvangsmomentet, der ifølge sa-

gens natur altid vil kunne virke odiøst”, skulle ”trænges mest muligt i baggrunden.” Udval-

get anbefalede dog ikke, at tvangsreglerne skulle afskaffes helt bl.a. med henvisning til, at

1934-lovens regler om tvangsindgreb ”har virket tilfredsstillende”.

286

Da loven blev vedtaget

i 1959, rummede den da også fortsat hjemmel til tvangsindskrivning, tvangstilbageholdel-

se og tvangssterilisation af åndssvage. Som titlen på loven viser, omhandlede den foruden

åndssvage også ”andre særlig svagtbegavede”.

287

Ingen af de to begreber (åndssvag og svagt-

begavet) blev nærmere defineret i lovteksten.

288

I et cirkulære fra samme år blev det dog

præciseret, at formålet med den brede betegnelse ikke var at ”udvide kredsen af de personer”,

283

Betænkning om åndssvageforsorgen, Betænkning nr. 204 af 1958, s.104. Jurist Tyge Haarløv omtaler i 1948

begrebet ”Ulempe til samfundet” som et ”ubestemt” udtryk, der åbner mulighed for ”vidtgående indgreb,

alt efter det indhold man ud fra skiftende tiders opfattelse vil give dette ord.” Haarløv, 1948, s. 94.

Lov om foranstaltninger vedrørende åndssvage, Lov nr. 171 af 16. maj 1934, § 5

Lov nr. 192 af 5. juni 1959 om forsorgen for åndssvage og andre særlig svagtbegavede.

Betænkning om åndssvageforsorgen, Betænkning nr. 204 af 1958, s. 101-102.

Lov nr. 192 af 5. juni 1959 om forsorgen for åndssvage og andre særlig svagtbegavede, §§ 8, 10 og 16. I

sidstnævnte bestemmelse fremgår det, at sterilisationsspørgsmålet skulle tages til revision af Folketinget på

et senere tidspunkt. Det medførte, at sterilisationsbestemmelserne, som ses i forskellige love, i 1967 blev

samlet i én lov med Lov om sterilisation og kastration, Lov nr. 234 af 3. juni 1967.

I betænkningen fra det foregående år havde udvalget bag denne da også lagt op til brug af en bredere

betegnelse af målgruppen med den begrundelse, at åndssvaghed ikke lod sig skarpt afgrænse, og at der var

tale om en ”helhedsvurdering”. Betænkning om åndssvageforsorgen, Betænkning nr. 204, 1958, s. 37.

284

285

286

287

288

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

som åndssvageforsorgen var forpligtet til at hjælpe.

289

Ikke desto mindre indebar den nye

formulering en forringelse af retssikkerheden i forhold til den gruppe af mennesker, som

ikke i lægefaglig forstand blev opfattet som åndssvage (dvs. med en IK lavere end 75). Den

manglende retssikkerhed på dette område var udvalget bag betænkningen forud for loven

klar over, men hensynet til behovet for at kunne udøve et bredere skøn i forbindelse med

indskrivningen vejede ikke desto mindre tungest.

290

Kriterierne for ind- og udskrivning havde på en række områder forandret sig med den nye

lov i 1959. Således fremgik det af lovens bestemmelser, at

indskrivning

(i loven angivet som

”iværksættelse af hjælpeforanstaltninger”) skulle finde sted, hvis den åndssvage var til fare

for sig selv eller andre. Det fremgik samtidig af loven, at farlighedskriteriet kunne forhindre

udskrivning,

ligesom en anbragt heller ikke kunne blive udskrevet, hvis dette ville ”medføre

væsentlige ulemper for vedkommende selv” (også omtalt som ”ulempekriteriet”).

291

Hvor

man med den foregående lov fra 1934 havde kunnet tilbageholde den åndssvage med den

begrundelse, at vedkommende ellers kunne blive til ulempe for

samfundet,

blev spørgs-

målet om udskrivning altså i 1959-loven set i forhold til

individets

tarv.

292

I et cirkulære fra

samme år blev der givet eksempler på, hvornår det kunne være til ulempe for den åndssva-

ge selv at blive udskrevet: Det handlede om, hvorvidt den pågældende havde behov for be-

handling, som kun kunne ydes, hvis vedkommende forblev indskrevet under forsorgen, om

der var risiko for, at den åndssvage efter udskrivning kunne havne i kriminalitet eller blive

”erhvervs- og subsistensløs”, og endelig om der var ”nærliggende fare for, at han vil blive

udsat for vanrøgt, udnyttelse eller forførelse.”

293

De nye udskrivningskriterier afspejlede der-

med den udvikling, som særforsorgen generelt gennemgik i undersøgelsesperioden med

normaliseringspolitikken, idet særforsorgens udøvelse i stigende grad blev italesat med in-

dividet – den anbragte – i centrum, mens argumentet om samfundet og den eugeniske

tankegang efter 1945 gradvist blev opfattet som problematisk (se kapitel 5).

1959-loven ændrede ikke på 1934-lovens bestemmelser vedr. sterilisation.

294

Der var således

fortsat hjemmel til at koble sterilisation og udskrivning sammen, men loven angav, at

289

290

291

292

293

294

Cirkulære om forsorgen for åndssvage og andre særlig svagtbegavede, Socialministeriets cirkulære af 8.

december 1959, afsnit II (betingelserne for at modtage hjælp), pkt. A. Målet var at mindske stigmatisering.

Betænkning om åndssvageforsorgen, Betænkning nr. 204, 1958, s. 37 ff.

Lov nr. 192 af 5. juni 1959 om forsorgen for åndssvage og andre særlig svagtbegavede, § 10

Lov om foranstaltninger vedrørende åndssvage, Lov nr. 171 af 16. maj 1934, § 4

Socialministeriets cirkulære af 8.12.1959. Cirkulære om forsorgen for åndssvage og andre særligt svagtbe-

gavede, s. 11 ff.

I 1959-lovens § 16 fremgik det, at loven ikke ophævede 1934-lovens §§ 6-9 (vedr. sterilisation) som ændret

ved bl.a. Lov nr. 178 af 11. juni 1954 ”Lov om ændringer i lov nr. 171 af 16. maj 1934 om foranstaltninger

vedrørende åndssvage.” 1934-lovens sterilisationsbestemmelser ses oprindeligt i § 5-8, men med ændring

af loven i 1954 var det nu §§ 6-9, der vedrørte sterilisation, og de blev således ikke ophævet med 1959-lo-

ven. Se også Kirkebæk, 2001, s. 99.

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

sterilisationsbestemmelserne skulle tages op til revision i Folketinget i 1962-1963. Det var

dog først i 1967, at muligheden for tvangssterilisation formelt set blev afskaffet (se kapitel

14).

295

I 1978 – altså 44 år efter at ”Lov om åndssvage” tillod tvangsindskrivning af åndssvage un-

der åndssvageforsorgen – blev muligheden for en administrativ tvangsanbringelse af voks-

ne åndssvage ophævet.

296

Dømt til anbringelse

Åndssvageforsorgen rummede udover de administrativt anbragte også åndssvage lov-

overtrædere, der var dømt til anbringelse eller indskrivning under åndssvageforsorgen i

henhold til straffelovens bestemmelser. Her var der således tale om personer, hvor retten

havde konkluderet, at de som følge af deres mentale handicap var straffri eller ikke kunne

idømmes en ordinær straf, men som af hensynet til retssikkerheden var blevet inddraget

under åndssvageforsorgen.

297

For denne gruppe gjaldt det, at hverken anstalternes ledelser

eller (fra 1959) Åndssvageforsorgens Centralnævn kunne afgøre, om vedkommende kunne

udskrives. Det var i stedet domstolene, der skulle tage stilling til en eventuel udskrivning.

298

Ind- og udskrivning i praksis

I det følgende skifter vi fokus fra lovgivning til praksis. Inden procedurerne for ind- og

udskrivningen gennemgås, skal det først konkretiseres, hvad der i praksis fulgte med en

ind- og udskrivning. Indskrivning under åndssvageforsorgen betød som nævnt ovenfor, at

den åndssvage enten blev placeret i ”kontrolleret familiepleje” (i et fremmed hjem eller hos

egen familie) eller blev anbragt på en større eller mindre anstalt under åndssvageforsorgen.

For børn og unges vedkommende kunne det første skridt mod anstaltsanbringelse gå via

de såkaldte ventetidshjem, indtil der var plads på en åndssvageanstalt. I den sidste del af

295

296

297

Lov om sterilisation og kastration, Lov nr. 234 af 3. juni 1967.

Lov om ændring af lov om social bistand med flere love, Lov nr. 258 af 8. juni 1978.

Borgerlig Straffelov af 15. april 1930. Frem til 1975 gjaldt følgende bestemmelser for de åndssvages ved-

kommende: Personer, der var ”åndssvage i højere grad” (”idioter” og ”imbecile”), var straffri på grund af

deres utilregnelighed jf. § 16. De lettere åndssvage var ikke per definition straffri, men kunne i henhold til

§ 17 vurderes som uegnet til ordinær straf. Alt afhængig af forbrydelsens grovhed og faren for fremtidig

kriminalitet kunne vedkommende dømmes til anbringelse på en åndssvageanstalt eller (i de mindre alvor-

lige tilfælde) til anbringelse under åndssvageforsorgen (jf. § 70). Til det sidste hørte, at åndssvageforsorgen

selv kunne vurdere, om vedkommende skulle anbringes på en anstalt eller i kontrolleret familiepleje.

Hurwitz, 1971 s. 287-288, 299-300 og 474. I 1975 ændredes straffeloven for så vidt, at §§ 16 og 17 mere

eller mindre sammenfattes i én paragraf (§ 16). Med en lovændring i 1973 ses reglerne for idømmelse af

særforanstaltninger i § 68 i stedet for som hidtil i § 70. Samtidigt ændredes begrundelsen fra hensynet til

retssikkerheden til forebyggelse af yderligere lovovertrædelser. Se Betænkning om foranstaltninger over for

åndssvage og andre svagt begavede lovovertrædere. Afgivet af det af Justitsministeriet den 24. september

1970 nedsatte udvalg, Betænkning nr. 955, 1982, s. 22 ff. Se også Toldbod, 1970, s. 15-19.

Hurwitz, 1971, s. 299-300.

298

100

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

undersøgelsesperioden forsøgte man dog både grundet pladsmangel og et ændret syn

på handicappede børn i højere grad at holde børnene i hjemmet mest muligt og i stedet

støtte forældrene i hjemmet, f.eks. med særlige børnehaver og eksternatskoler.

299

Besty-

relsen for Statens Åndssvageforsorg skrev i 1969 til overlægerne med ansvar for børn på

Børnehospitalet i Vangede og i Brejning, at: ”På baggrund af, at man stadig oplever, at pædi-

atere og fødselslæger anbefaler, at nyfødte åndssvage – især mongoler – straks efter fødslen

indlægges på en af åndssvageforsorgens institutioner, har vi i bestyrelsen drøftet, hvorledes

dette eventuelt kunne forebygges.” Bestyrelsen foreslog i den forbindelse, at overlægen på

Børnehospitalet i Vangede skulle skrive en artikel til

Ugeskrift for læger

om, at forældre godt

kunne have et åndssvagt barn i eget hjem, der kunne frekventere en ekstern foranstaltning

og på den måde udbrede kendskabet til åndssvageforsorgens muligheder for de læger, der

kom i kontakt med forældre til åndssvage børn.

300

Når det gælder udskrivning i praksis, skal det først og fremmest nævnes, at spørgsmålet

om udskrivning kun kom på tale for dem, der ikke blev placeret i den nedre ende af IK-ska-

laen. For de såkaldte ”idioter” (IK under 35) og ”imbecile” (IK på 35-55) var der langt op i

tid ikke noget alternativ til en anbringelse, og flere af dem må ligeledes formodes at have

haft svært ved at give udtryk for et ønske om udskrivning. Det er således ikke dem, vi ser i

arkivmaterialet i forbindelse med sager om udskrivning, men derimod de anbragte, som lå

i grænseområdet for ind- eller udskrivning i forhold til målt IK.

Udskrivningen foregik dog ikke fra den ene dag til den anden. Der var typisk tale om en

gradvis udskrivning, og her kunne forløbet være forskelligt, alt efter om den anbragte be-

fandt sig på en af de jyske anstalter eller under Østifternes Åndssvageanstalter. På Østifter-

nes Åndssvageanstalter var der flere veje ud af åndssvageforsorgen, der bl.a. kunne omfatte

anbringelse i kontrolleret familiepleje, ophold på en koloni (mindre institution), prøveud-

skrivning, delvis fri tjeneste og endelig en egentlig udskrivning.

301

Hvis disse ophold var for-

løbet tilfredsstillende, kunne prøveudskrivning og til sidst endelig udskrivning komme på

tale. For nogle anbragte blev vejen ud lang uden nogensinde at nå til en endelig udskrivning

af åndssvageforsorgen, mens andre efter få år i kontrolleret familiepleje blev udskrevet.

302

På de jyske anstalter gik vejen ud af forsorgen typisk via kontrolleret familiepleje. Af de ca.

17.000 personer, der i april 1958 var under åndssvageforsorgen i Danmark, var helt op imod

299

300

301

302

Bank-Mikkelsen, 1982, s. 123-146 og Hansen, 1982, s. 175-192.

J.nr. H/0/295, 1969, Brevkopier (1968-1972),

Socialstyrelsen,

pk. 1, RA

Se oversigtskort over ind- og udskrivning i Østifternes Åndssvageanstalter: j.nr. B/7/22, Journalsager

(1949-68),

Socialministeriet, Særforsorgskontoret,

pk. 66, RA

Denne procesvise udskrivning betød også, at man kunne bevæge sig baglæns, hvis f.eks. en prøveudskriv-

ning ikke blev vellykket. Vi har fundet eksempler på, at en person efter prøveudskrivning genanbringes op

til flere gange.

101

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

9.000 placeret i familiepleje

303

Gennemgangen af patientjournalerne fra de jyske anstalter vi-

ser da også, at familieplejen var den foretrukne måde at udsluse anbragte på. Herfra kunne

de med tiden udskrives helt, hvis anstalten skønnede, at det var forsvarligt.

Der var både ”strammere” og slappere”, når det handlede om, hvornår overlægerne fandt

det formålstjenstligt at udskrive de anbragte fra forsorgen. Systemet var bygget op således,

at det var de enkelte overlæger, der i hvert enkelt tilfælde skulle vurdere, om udskrivning

kunne bevilges. På Vodskov var overlæge Gunnar Wad f.eks. tilbageholdende med at ud-

skrive de anbragte med den begrundelse, at man principielt set ikke burde udskrive dem

definitivt, fordi der var tale om en uhelbredelig lidelse. Dertil kom, at man ifølge Wad und-

gik ”alle formaliteterne, der stod i forbindelse med en fornyet inddragelse under åndssvage-

forsorg”, hvis man undlod at udskrive definitivt.

304

Vores gennemgang af arkivmaterialet viser, at udskrivningsprocessen i nogle tilfælde inde-

holdt et element af forhandling mellem den anbragte og anstalterne. Vi kan således se, at de

anbragte kunne bruge en udskrivningsbegæring som en løftestang til at opnå bedre vilkår

under anstaltsanbringelsen

305

Vi kan ikke vide, om det havde været det oprindelige motiv

med udskrivningsbegæringen, men set fra anstalternes side kunne en sådan forhandling

bruges til at overtale de anbragte til at tilbagekalde deres udskrivningsbegæring og forblive

frivilligt under

åndssvageforsorgen et stykke tid endnu.

306

Ofte indgik det i aftalen, at spørgs-

målet om udskrivningen ville blive genoptaget inden for en overskuelig fremtid.

307

Anstal-

ternes argument for at udskyde udskrivningen handlede typisk om, at den anbragte havde

303

304

305

Betænkning om åndssvageforsorgen (m.v.). Betænkning nr. 204, 1958, s. 20.

Mødereferat af 4. juli 1941: Diverse udvalgsmateriale (1941-1944),

Socialministeriet, Udvalget af

19.04.1941 angående den mod Børne- og Åndssvageforsorgen offentligt fremførte kritik,

pk. 3, RA

I 1970 blev en udskrivningsbegæring eksempelvis opfattet som bortfaldet, fordi den anbragte på et møde

med deltagelse af repræsentanter fra Centralnævnet, den anbragtes tilsynsværge og anstaltens overlæ-

gen erklærede, at han ikke længere ønskede udskrivning, ”men at han gerne vil anbringes på en 1- eller

2-sengsstue i Rødbygård, således at han får mere privatliv”. Overlægen mente, at det ville blive muligt ved

nytårstid. J.nr. 9/1970, Forhandlingsprotokoller (1959-1972),

Centralnævnet,

pk. A1-A2, RA

Se f.eks. side 87, Forhandlingsprotokoller (1959-1972),

Åndssvageforsorgens Centralnævn,

pk. A1-A2, RA

Se f.eks. en sag fra 1961, hvor Centralnævnet imødekom begæring om udskrivning, men hvor tidspunk-

tet for udskrivningen blev udskudt med fem måneder ”for at give forsorgen mulighed for i mellemtiden

at være ham behjælpelig med at forberede hans overgang til tilværelsen uden for forsorgen, herunder at

rådgive begæring om invalidepension.” Side 33, Forhandlingsprotokoller (1959-1972),

Åndssvageforsorgens

Centralnævn,

pk. A1-A2, RA

306

307

102

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

behov for yderligere oplæring, inden vedkommende kunne overgå til en friere tilværelse,

eller også at vedkommende først skulle anbringes i kontrolleret familiepleje, før en endelig

udskrivning af forsorgen kunne realiseres.

308

Der findes ikke en samlet statistik over, hvem der havde begæret de åndssvage indskrevet

under forsorg. Vi kan se, at i nogle af sagerne var det forældre, der anmodede om at få deres

barn optaget under åndssvageforsorgen.

309

I andre sager var det de sociale myndigheder, der

tog initiativ til, at en borger blev indskrevet, men også anstalterne kunne være proaktive i

forhold til at indlægge personer under åndssvageforsorgen. Vi har således fundet eksempler

i den tidlige del af undersøgelsesperioden på skolelæger, der klagede over, at åndssvage-

forsorgens læger var for ivrige med at finde patienter, samtidig med at anstalternes læger

klagede over, at de sociale udvalg var for tøvende med at gå videre med indberetninger om

åndsvaghed m.v.

310

Både med 1934- og 1959-loven var der hjemmel til at tvangsindskrive en åndssvag (og efter

1959 også en person ligestillet hermed), men hvor mange der reelt blev tvangsindskrevet,

Frivillig eller tvungen indskrivning?

308

Det gælder f.eks. en sag fra 1942, hvor en overlæge afslog en udskrivningsbegæring fra en kvinde, hvis mand

var anbragt: ”Udsigterne for patientens udskrivning må således siges at være gode; men i betragtning af

hans tidligere langvarige, dårlige arbejdsvaner mener man, at han inden en udskrivning bør optrænes til

færdighed i stadigt arbejde. Da han kun har opholdt sig 4 måneder på anstalten, mener man at burde afven-

te resultatet af nogle måneders samlet præstation på det friere arbejdshold.” J.nr. 43/87, 1942, Journalsager

(1921-1949),

Socialministeriet, Særforsorgskontoret,

pk. 518, RA. For tilsvarende begrundelser, se side 16, 31

og 51 i Forhandlingsprotokoller (1959-1972),

Åndssvageforsorgens Centralnævn,

pk. A1-A2, RA

I en sag fra 1941 skrev en far til Særforsorgskontoret og anmodede om at få sin søn udskrevet. Han havde

selv anmodet om at få sønnen indskrevet, men skriver i brevet, at han afgav sin dengang 11-årige søn på

de forkerte præmisser: ”Det var børnehavefrøken som anbefalede mig det fordi han ikke kunne følge med

i skolen det skulle være så godt”. Ifølge faren havde sønnens ophold på Gl. Bakkehus dog ikke hjulpet dren-

gen. Faren fik afslag på udskrivningsbegæringen, fordi anstalten skønnede, at farens hjem var i for dårlig

stand. J.nr. 43/15, 1941, Journalsager (1921-1949),

Socialministeriet, Særforsorgskontoret,

pk. 478, RA. Se

også j.nr. 43/101, 1943, Journalsager (1921-1949),

Socialministeriet, Særforsorgskontoret,

pk. 556, RA, j.nr.

B/313, Sagsakter: A-Z (1930-1980),

Ebberødgård,

pk. 84, j.nr. B/6/621, Journalsager (1949-1968),

Socialmi-

nisteriet, Særforsorgskontoret,

pk. 46, RA, eller j.nr. B/6/831, Journalsager (1949-1968),

Socialministeriet,

Særforsorgskontoret,

pk. 48, RA

Læg vedr. Socialreformen: Udtagne journalsager (1925-1959),

Østifternes Åndssvageanstalter, Bestyrelsen,

pk. 21, RA. Her kan man se begge de nævnte klagepunkter. Det kan bemærkes, at der i materialet også

optræder enkelte anklager for kassetænkning, hvor kommunerne presser for at få flyttet personer fra den

kommunale forsorg over i den statsfinansierede særforsorg.

309

310

103

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

vides ikke.

311

Det er ikke lykkedes at identificere en samlet opgørelse.

312

Ifølge en betænkning

fra 1958 var det ikke mange, der var blevet anbragt ved tvang: ”Medens 1934-loven […]

i fremtrædende grad byggede på tvangsmæssige foranstaltninger, blev forholdet i praksis

stort set det modsatte, idet forsorgen i langt det overvejende antal tilfælde etableres og

opretholdes på frivilligt grundlag.”

313

Der er da heller ingen tvivl om, at anstalterne kunne betragtes som en hjælp for forældre til

asylister, som på den måde blev aflastet. Der er nu alligevel grund til at sætte spørgsmålstegn

ved, om der reelt altid var tale om frivillige indskrivninger og måske særligt for den gruppe

af åndssvage, som befandt sig lige på normalitetsgrænsen og var fertile og derfor blev anset

som en samfundsrisiko (se kapitel 5). Alene udsigten til en tvungen indskrivning kan have

presset de pågældende til frivilligt at lade sig (eller deres børn) indskrive. Det ses f.eks. i en sag

fra 1944, hvor en mor, hvis 14-årige søn var indskrevet under åndssvageforsorgen, forklarede

Særforsorgskontoret, at hun ”så helst at min søn blev helt fri af denne forsorg, som jeg […] er

bleven tvungen til at underskrive under trussel af, at han ellers ville blive fjernet fra hjemmet

ved Politiets hjælp.” Hun beskrev det således ikke som en frivillig indskrivning – selvom det

formelt set var det, der var foregået – men at hun i stedet havde følt sig presset hertil.

314

Dertil kommer, at alternativet til indskrivning var svært at få øje på, hvis vedkommende

311

Tvangsmæssig indskrivning af voksne kunne kun ske, hvis vedkommende forinden var blevet umyndig-

gjort. Se en sag fra 1947, hvor reglerne problematiseredes af Bestyrelsen for Østifternes Åndssvagean-

stalter, og hvor Særforsorgskontoret fastslog, at der ikke i lovgivningen var hjemmel til administrativt at

tvangsindlægge en myndig person, og at tvangsindskrivning forudsatte, at vedkommende forinden var

blevet gjort umyndig via domstolene. J.nr. 37/64, 1947, Journalsager (1921-1949),

Socialministeriet, Særfor-

sorgskontoret,

pk. 699, RA

Noget tyder på, at forsorgen ikke gik op i at dokumentere, om en indskrivning under forsorgen havde væ-

ret frivillig eller tvungen. I begyndelsen af 1960’erne fik Bestyrelsen for Statens Åndssvageforsorg et brev

fra Åndssvageforsorgens Centralnævn (ankeinstans for ind- og udskrivningssager 1959-1973), hvori det

fremgår, at centralnævnet ikke fandt det nødvendigt at sikre sig bevis for, at en indskrivning var foregået

frivilligt, fordi det ikke var vanskeligt at skønne, om der havde været tale om frivilligt eller tvang: ”Såfremt

det undtagelsesvis ved indlæggelsen foreligger særlige omstændigheder, der kan formodes senere at kunne

medføre påstand om, at indlæggelsen ikke har været frivillig, bør der dog umiddelbart i forbindelse med

indlæggelsen gives en fremstilling i journalen af disse forhold.” Side 55, Forhandlingsprotokoller (1959-

1972),

Åndssvageforsorgens Centralnævn,

pk. A1-A2, RA.

Betænkning nr. 204, 1958, s. 97

J.nr. 43/34, 1944, Journalsager (1921-1949),

Socialministeriet, Særforsorgskontoret,

pk. 593, RA. En anden

tilsvarende sag er fra 1940, hvor et forældrepar klagede over anbringelsen af deres to døtre under åndssva-

geforsorgen. De forklarede, at de ikke havde fået at vide, hvorfor pigerne var blevet anbragt i 1934, og at de

ikke havde afgivet forældremyndigheden. Det var forældrenes indtryk, at pigerne var blevet fjernet uden

grund. J.nr. 43/24, 1940, Journalsager (1921-1949),

Socialministeriet, Særforsorgskontoret,

pk. 445, RA. I

samme pakke ses en klage fra en mor, hvis datter var anbragt på Ebberødgård. Moren angiver, at hun og

datteren var blevet snydt i forbindelse med datterens anbringelse, fordi de troede, datteren skulle anbrin-

ges på et sygehus, men i stedet var hun blevet anbragt på Ebberødgård. Datteren var, ifølge moren, blevet

truet med, at hvis hun ikke lod sig indlægge på et sygehus og lod sig sterilisere, ville hun blive indlagt ved

politiets foranstaltning. Datteren gik derfor, ifølge moren, med til indlæggelse, men det viste sig være en

indlæggelse på Ebberødgård og ikke på et sygehus. J.nr. 43/47, 1940, Journalsager (1921-1949),

Socialmini-

steriet, Særforsorgskontoret,

pk. 445, RA.

312

313

314

104

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

havde behov for støtte. Hjælpeforanstaltninger kunne nemlig kun iværksættes, hvis man

lod sig indskrive under forsorgen.

At forsorgen hovedsageligt var kendetegnet ved frivillige anbringelser, forekommer også mis-

visende, når vi ser på mulighederne for at blive udskrevet. For selvom langt de fleste for-

mentlig blev anbragt uden, at de formelt set var blevet tvangsindskrevet, var det som nævnt i

præsentationen af lovgivningen ikke frivilligt, om eller hvornår de kunne forlade åndssvage-

forsorgen – her beskrevet med ordene fra en af de anbragtes mødre i 1936:

”Det

er nemt nok

at sende dem på hjem, men få dem ud derfra igen lader til at være besværlig.”

315

I nogle tilfælde

ser det ud til, at de anbragte og deres forældre enten ikke havde forstået eller ikke fået oplyst,

at frivilligheden kun rakte så langt som til indskrivningstidspunktet.

316

Vi har også set sager,

hvor forældrene gav udtryk for, at de ikke havde forventet, at indskrivning betød, at barnet

også kunne anbringes i kontrolleret familiepleje uden for hjemmet eller på en anstalt.

317

I en

enkelt sag fra 1940 ser det ud til, at en kvinde ikke var blevet gjort bekendt med, at hun skulle

anbringes på en anstalt. Politibetjenten, der skulle assistere ved anbringelsen, undlod at oplyse

hende om, at han havde fået til opgave at køre hende til anstalten i Brejning. I stedet forklare-

de han hende et par dage forinden, at han ville komme og hente hende, så hun kunne besøge

det børnehjem, hvor hendes barn for nylig var blevet anbragt. Politiassistenten forklarede sin

løgn sådan her: ”Dette sagde jeg, for at hun kunne være klar til at rejse om mandagen, og for

at hun ikke på forhånd skulle blive ked af det.” […] ”I øvrigt skal det bemærkes, at [hun] i alle

måder blev behandlet godt på Rejsen, og at hun tilsyneladende slet ikke var klar over, hvor

hun skulle hen.” At denne episode overhovedet blev til en sag, skyldes hendes kæreste, der ef-

terfølgende klagede over hendes anbringelse. Ministeriet var da heller ikke tilfredse med den

måde, det var foregået på: ”politiassistentens optræden kan ikke siges at have været fuldt ud

korrekt”, står der i et notat, hvori det også fremgår, at ministeriet ikke fandt grund til at gribe

ind i beslutningen om selve anbringelsen af den pågældende.

318

315

316

317

J.nr. 43/100, 1936, Journalsager (1921-1949),

Socialministeriet, Særforsorgskontoret,

pk. 314, RA

Se f.eks. j.nr. 43/42, 1940, Journalsager (1921-1949),

Socialministeriet, Særforsorgskontoret,

pk. 445, RA.

J.nr. B/1671, Sagsakter: A-Z (1930-1980),

Ebberødgård,

pk. 68, RA

I 1956 henstillede overlæge Aksel Olsen fra ”Den kontrollerede familiepleje” under Østifternes Ånds-

svageanstalter til socialkontorernes personale, at forældre til åndssvage børn skulle have klar besked om,

hvad åndssvageforsorgen kunne bidrage med, hvilke konsekvenser det ville få at have sit barn optaget på

venteliste m.m., da Østifternes Åndssvageanstalter havde erfaring med, at forældrene ikke altid var klar

over, hvad det indebar at sige sagde ja til en indskrivning. J.nr. A/136, Diverse journalsager (1934-1959),

Østifternes Åndssvageanstalter, Bestyrelsen,

pk. 1, RA

Ifølge hendes kærestes klage, som han sendte til kongen, havde politiassistenten sagt til kvinden, at hun

skulle i retten, og at dommeren ventede på hende, hvilket hun havde troet på. Han forklarede desuden, at

de havde glædet sig til, at de skulle giftes, og at sognerådet havde ødelagt ”vores lyse fremtid, for hun bliver

jo nok sindssyg af at blive ført bort på den lumske måde, og det gør jeg sikkert også.” J.nr. 43/22, 1940,

Journalsager (1921-1949),

Socialministeriet, Særforsorgskontoret,

pk. 445, RA

318

105

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

Ind- og udskrivning fra åndssvageforsorgen afhang først og fremmest af overlægens be-

dømmelse af vedkommende. Som nævnt tidligere i kapitlet skulle spørgsmålet om udskriv-

ningen i de første årtier vurderes ud fra et samfundshensyn jf. 1934-lovens bestemmelser,

mens det i 1959-loven fremgik, at det skulle vurderes ud fra den anbragtes eget ve og vel

– altså om det ville være til ulempe for vedkommende at stå uden for forsorgens rammer.

319

Noget tyder på, at skiftet fik en vis betydning i udskrivningssager. I hvert fald kan vi se, at

Åndssvageforsorgens Centralnævn i 1959 af deres advokat blev anbefalet at udskrive en

anbragt, fordi man med den nye lov ikke længere kunne tilbageholde ham med henvisning

til, at han var til ulempe for samfundet. Og da han samtidig ikke blev opfattet som farlig,

kunne han ikke fortsat tilbageholdes under åndssvageforsorgen. Udfaldet af sagen blev da

også, at vedkommende blev udskrevet.

320

Beslutningen om, hvorvidt en person skulle (for-)blive indskrevet under åndssvageforsor-

gen, blev i hele undersøgelsesperioden i praksis taget ud fra en samlet vurdering af, om den

anbragte ville være i stand til at klare sig uden for forsorgens rammer. Her blev der set på

både personens mentale tilstand (handicap) samt en række andre faktorer, som præsenteres

i det følgende. Vurderingen blev foretaget af anstalternes overlæger, som dels havde under-

søgt de anbragte, dels byggede deres bedømmelse på udtalelser fra andre institutioner og

kolleger, men også fra pårørende, tidligere arbejdspladser m.m., hvor den anbragte havde

opholdt sig ved. Det indbefattede en risiko for, at overlægen kunne fremhæve de udtalelser,

der understøttede hans eller hendes beslutning, og at dokumentation sågar kunne omfatte

løse rygter om den anbragte.

Selvom der i lovgivningen blev skelnet mellem ind- og udskrivningskriterier, kan vi se, at

der i praksis ikke var den store forskel på de argumenter, der var i spil i forbindelse med

vurdering af såvel indskrivning som udskrivning. Derfor har vi valgt at behandle dem sam-

let i det følgende.

Kriterierne for at være under åndssvageforsorgen

Intelligenskvotient

Beslutningen om indskrivning afhang først og fremmest af, om den pågældende havde fået

diagnosen åndssvag, og tilsvarende blev der i forbindelse med udskrivning set på, om ved-

kommendes diagnose stadig gjorde sig gældende. Lovgivningen rummede på intet tidspunkt

en nærmere definition af, hvornår en person var åndssvag, men inden for lægevidenskaben

319

320

For en diskussion af begrebet ”Væsentlige ulemper for pågældende selv” se j.nr. 4/62, Journalsager (1959-

1973),

Åndssvageforsorgens Centralnævn,

pk. C5, RA

Se f.eks. side 3 i Forhandlingsprotokoller (1959-1972),

Åndssvageforsorgens Centralnævn,

pk. A1-A2, RA

106

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

blev grænsen mellem åndssvag og ”sinke” i udgangspunktet sat ved en IK målt til 75.

321

Denne

grænses legitimitet var dog allerede fra begyndelsen omdiskuteret (se kapitel 7).

Det var særligt personer med en IK omkring 75, der i praksis kunne volde vanskeligheder

for anstalternes overlæger i forbindelse med ind- og udskrivning af åndssvageforsorgen,

fordi de opfattedes som grænsetilfælde – og hvor det kunne anses for at være mere eller

mindre tilfældigt, om den pågældende var havnet på den ene eller anden side af grænsen

mellem åndssvag og sinke.

322

Som det fremgår af kapitel 15, var der da også i flere tilfælde

tvivl om og diskussion af IK-målinger i forbindelse med konkrete anbringelsessager.

Arkivmaterialet fra det centrale administrationsniveau viser, at det generelt i undersøgel-

sesperioden blev opfattet som prekært at have personer med en IK over 75 indskrevet i

forsorgen, og jo længere vi når frem i tid, kan vi også se, at anstalterne i den slags sager lagde

mere og mere vægt på, at den anbragte ønskede at forblive indskrevet under åndssvagefor-

sorgen. Det kan man f.eks. se i en sag fra 1958, hvor det understregedes af anstalten, at en

ca. 30-årig mand med en IK på 87 frivilligt ønskede at forblive indskrevet under forsorgen.

Han boede på en såkaldt plejecentral, og sidst, han var blevet intelligensundersøgt, var ved

16-17-årsalderen. Han havde således ikke været intelligenstestet siden indskrivningen. Det-

te blev kritiseret af særforsorgskontoret:

”Den her omhandlede patient har i 13-14 år været under å.forsorg [åndssvageforsorg] uden

at blive int.prøvet [intelligensprøvet] siden inddragelsen. Denne prøve fandt endda sted ved

16-17-årsalderen, og man burde vel have været opmærksom på muligheden for senmodning

og den deraf følgende mulighed for at anbringe pågældende i plads. Jo længere tid der går,

inden patienten prøveudskrives, jo vanskeligere vil det være for patienten at klare sig selv.”

Særforsorgskontoret beskrev det endda som urimeligt, at en person med en så høj IK hav-

de hjulpet til på anstalten ”for en formentlig ganske ringe løn.” Bestyrelsen for Østifternes

Åndssvageanstalter, som den pågældende anstalt hørte under, blev derfor spurgt til,

hvad de gjorde for at undersøge, om der var andre lignende tilfælde, der ikke var blevet

321

I forbindelse med en ændring i ægteskabsloven i 1938 kan man tilsvarende se, at udvalget bag ægteskabs-

betænkningen fra samme år satte grænsen for åndssvaghed ved en IK på 75. Udvalget angav, at denne

grænse blev anvendt i forbindelse med de øvrige love om åndssvage, selvom det ikke blev nævnt eksplicit.

Jf. Betænkning over Forslag til lov om ægteskabs indgåelse og opløsning m.m. af 9. maj. 1969, s. 14. Ifølge

juraprofessor Stephan Hurwitz skelnedes der i retsplejen mellem åndssvaghed i henholdsvis

højere

lettere

grad. Til den første gruppe hørte ”idioter” (IK under 35) og ”imbecile” (IK på 35-55), mens ”debile”

(IK på 55-75) og sinker (IK på 75-90) hørte til gruppen af lettere åndssvage. Hurwitz, 1971 s. 300-301.

Se f.eks. j.nr. 43/10, 1940 Journalsager (1921-1949),

Socialministeriet, Særforsorgskontoret,

pk. 445, RA;

J.nr. B/6/285, Journalsager (1949-1968),

Socialministeriet, Særforsorgskontoret,

pk. 40, RA; J.nr. B/6/454,

Journalsager (1949-1968)

Socialministeriet, Særforsorgskontoret,

pk. 43, RA; J.nr. B/6/787, Journalsager

(1949-1968),

Socialministeriet, Særforsorgskontoret,

pk. 48, RA. Overlæge Gunnar Wad gav i 1953 udtryk

for utilfredshed med IK-grænsen på 75. J.nr. P/130, Journalsager (1949-1968),

Socialministeriet, Særfor-

sorgskontoret,

pk. 319, RA

322

107

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

intelligenstestet gennem en længere årrække. En overlæge fra Den kontrollerede fami-

liepleje under Østifternes Åndssvageanstalter forklarede, at der ikke fandt rutinemæssige

intelligensundersøgelser sted på grund af læge- og psykologmangel i åndssvageforsorgen.

I et notat på sagen har en anden embedsmand end den ovenfor citerede skrevet, at den

slags tilfælde ville løse sig, fordi det var i anstalternes interesse at anbringe flest mulige

under ”frie forhold” på grund af pladsmangel. Særforsorgskontoret endte med at accep-

tere, at den pågældende forblev indskrevet indtil videre, fordi vedkommende havde givet

samtykke hertil.

323

Forsorgstrang

Vurderingen af, om den åndssvage skulle indskrives eller forblive under åndssvageforsor-

gen, beroede (udover diagnosen) på, om vedkommende havde forsorgstrang (eller for-

sorgsbehov). Her indgik i praksis en række forskellige forhold, som spændte fra materiel-

le omstændigheder, støtte fra familie til vedkommendes adfærd m.m., der samlet set gav

åndssvageforsorgen et indtryk af, om ind- eller udskrivning var hensigtsmæssigt i de kon-

krete tilfælde.

Behovet for indskrivning under forsorgen kunne begrundes med dårlige boligforhold i eget

(eller forældrenes) hjem – f.eks. at der ikke var rent og pænt, men derimod beskidt eller

alt for trange pladsforhold. Det er særligt i de første årtier, at vi ser anbringelser begrundet

med, at forholdene i hjemmet var så dårlige, at den pågældende havde behov for at blive

indskrevet og anbragt på en anstalt. I en sag fra 1946 fremgår det f.eks., at forældrene havde

drengen i et bur i hjemmet.

324

Hjemmets standard kunne også påtales i forbindelse med en udskrivning. I 1937 skrev en

mor til statsminister Th. Stauning og klagede over, at hendes anmodning om at få sønnen

udskrevet fra Ebberødgård var blevet afvist af anstaltens overlæge: ”Det eneste jeg har fået

som svar på en ansøgning [om at få sønnen hjem] er usandhed hvor så overlægen end har

fået det fra. Jeg har en to- værelseslejlighed med køkken så hvad plads angår er der rigelig

jeg har kun to børn hjemme den ene er tre år og den anden er 14 år.”

Af overlægens skrivelse fremgår det, at den tilsynsførende fra den kontrollerede familiepleje

havde modsat sig, at sønnen blev anbragt i familiepleje i hjemmet med den begrundelse, at

moren ikke kunne håndtere sønnen, og at forholdene i hjemmet var elendige: ”ingen gardiner,

ingen lagener på sengen”, foruden dårlige ernæringsforhold, lød det i overlægens erklæring.

325

Materielle forhold i hjemmet

323

324

325

J.nr. B/6/1929, 1958, Journalsager (1949-1968),

Socialministeriet, Særforsorgskontoret,

pk. 60, RA

J.nr. 40/102, 1946, Journalsager (1921-1949),

Socialministeriet, Særforsorgskontoret,

pk. 664, RA

J.nr. 43/47, 1937, Journalsager (1921-1949),

Socialministeriet, Særforsorgskontoret,

pk. 348, RA

108

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

Arbejdsevner

Et andet væsentligt element handlede om, hvorvidt vedkommende kunne forsørge sig selv.

Når åndssvageforsorgens læger tog stilling til, om en person kunne udskrives, indgik det i

vurderingen i hele undersøgelsesperioden, om der var udsigt til, at den anbragte kunne få

et job og dermed forsørge sig selv og (hvis vedkommende var gift) sin familie – hvilket også

var et af udskrivningskriterierne med 1934-loven. Der blev bl.a. kigget på, om vedkommen-

de havde de rette færdigheder til at varetage en bestemt type job, f.eks. som medhjælper

i landbruget (særligt i begyndelsen af undersøgelsesperioden) eller som ufaglært arbejder

inden for forskellige håndværksfag eller i industrien.

Der var da også fra centralt hold en forventning om, at de, der kunne påtage sig et erhverv

uden for åndssvageforsorgen og dermed kunne klare sig selv, skulle have tilladelse til at

overgå til en friere tilværelse (evt. helt udskrives), hvis de ikke var til fare for samfundet.

Derfor blev der også rejst kritik af overlægen på Ebberødgård, da han i 1942 afviste at

udskrive en 20-årig mand, der ønskede at komme i lære. Overlægen begrundede sit af-

slag med, at drengens arbejde ikke var ”meget bevendt” på grund af manglende ”praktisk

håndelag”, og ”fordi han er noget ustadig”. Overlægen konkluderede, at ”det er fuldstændig

udelukket, at denne pt. [patient] kan få noget ud af en læreplads.” Drengen havde imidlertid

før anbringelsen på Ebberødgård stået i lære hos en smed, der beskrev ham som flink til sit

arbejde, lærenem, godmodig, og at han, selvom han var ”langsomt fattende”, leverede gode

resultater. Det endte med, at han blev anbragt i kontrolleret familiepleje hos smeden. Han

blev altså ikke udskrevet, men det var et skridt i den retning. Særforsorgskontoret var dog

ikke tilfreds med overlægens ageren i sagen: ”Der forekommer mig at være handlet lidet

smidigt af forsorgen i denne sag, og der er ting, der tyder på, at lægerne ikke har handlet

med fuld hensyntagen til patientens evner.”

326

Arbejdskompetencerne var således et vigtigt pejlemærke ved udskrivning, og for personer

med fysiske og mentale evner hertil gik vejen ud af forsorgen via oplæring i huslige pligter

(for kvinders vedkommende) eller arbejdserfaring i et af forsorgens værksteder eller land-

brug (for mænds vedkommende), som skulle kvalificere dem til et job uden for forsorgens

rammer. Oplæringen var således i høj grad kønnet og tidstypisk.

327

Gennem oplæringen

skulle den anbragte opnå konkrete kompetencer samt vise, at vedkommende kunne og ville

arbejde. Hvis det ikke var tilfældet, og hvis anstalten ikke fandt, at vedkommende havde

udviklet sig positivt, kunne det bruges som begrundelse for, hvorfor vedkommende endnu

ikke var klar til udskrivning. I en sag fra 1945 indstillede overlæge Wad fra Vodskov f.eks.

326

327

J.nr. 43/52, 1942, Journalsager (1921-1949),

Socialministeriet, Særforsorgskontoret,

pk. 518, RA

Side 51 og 83, Forhandlingsprotokoller (1959-1972), Åndssvageforsorgens Centralnævn, protokol A1, RA.

109

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

en 20-årig kvinde til, som han et års tid forinden havde ment kunne udskrives efter et år

med oplæring, at hun forblev under åndssvageforsorg, ”uanset at man har fundet en IK

over 75, og uanset at hun intellektuelt set næppe kan betegnes som åndssvag.” Det skyldtes,

forklarede han, at hun:

”ikke synes at være undergået nogen yderligere modning. Hun er ikke meget bevendt til

arbejde, er en besværlig pige, der ofte ligger i klammeri med kammeraterne, hendes seksu-

alitet synes usvækket, og det er forstanderindens mening – som jeg ganske deler – at hun

vil være ude af stand til at klare sig i livet på egen hånd.”

Han forklarede endvidere, at hun var glad for at være på anstalten, men tilføjede hertil, at han:

”nødig vil spørge hende direkte, om hun ønsker sig udskrevet. Stilles hun over for valget, er det

sandsynligt, at hun – der jo er ganske ude af stand til fornuftigt at bedømme sine muligheder og

evner – vil mene, at friheden er at foretrække. Undlader man at spørge hende, er det på den an-

den side meget usandsynligt, at hun skulle føle nogen utilfredshed med sine nuværende kår.”

328

Kvinden var altså ikke i lægefaglig henseende åndssvag, men bedømmelsen af hendes evner

og karakter gjorde hende i lægens øjne uegnet til at tage vare på sig selv.

Seksualitet

I vurderingen af ind- eller udskrivning af særligt de kvindelige åndssvage indgik der langt op

i tid en vurdering af deres moralske karakter, som i høj grad blev knyttet an til deres seksu-

alitet. I nogle af sagerne fremgår det ret direkte, som i en sag fra 1942, hvor anstalten afviste

at udskrive en kvinde med en IK på 75, blandt andet fordi hun udviste ”en overordentlig

stærk seksuel interesse.”

329

I andre sager ses det mere implicit, som i denne sag fra 1940,

hvor en kredslæge argumenterede for indskrivning af en kvinde, der havde fået diagnosen

åndssvag: ”Hendes mangel på praktisk færdighed gør det vanskeligt for hende at klare sig

økonomisk. Hertil kommer at hendes godtroenhed og hendes lette påvirkelighed nemt kan

føre til, at hun kommer ud i moralsk uføre. Jeg skal derfor anbefale, at hun inddrages under

Åndssvageforsorgen i hvert fald foreløbig.”

330

Hvis kvindens seksuelle erfaringer indgik i begrundelsen ved indskrivning, kunne den

”forfølge” den anbragte frem til udskrivning. Det ses bl.a. i en udskrivningssag i 1938, der

omhandlede en ung kvinde, der tidligere havde været anbragt på Sprogø, og som nu var

anbragt på et fredehjem. Da hendes far begærede hende udskrevet, fik hun følgende ”skuds-

mål” af overlægen:

328

329

330

J.nr. 39/45, 1945, Journalsager (1921-1949),

Socialministeriet, Særforsorgskontoret,

pk. 622, RA

J.nr. 43/86, 1942, Journalsager (1921-1949),

Socialministeriet, Særforsorgskontoret,

pk. 518, RA

J.nr. 43/54, 1940, Journalsager (1921-1949),

Socialministeriet, Særforsorgskontoret,

pk. 445, RA

110

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

”Der er ved siden heraf betydelige karakterdefekter, der navnlig giver sig udslag i uhæmmet

seksualitet. Da hun er ganske køn og ikke gør noget påfaldende indtryk, vil hun utvivlsomt,

hvis hun udskrives nu, gå lige ud i prostitutionen. Jeg skal anbefale hendes forbliven på

fredehjem.”

En stor del af overlægens karakteristik af kvinden stammede dog fra en beskrivelse af hende

fra hendes fortid på et andet fredehjem, hvor hun tidligere havde været anbragt. Overlægen

henviste også til udtalelser fra personalet på Sprogø, der beskrev hende som lad, trodsig,

næsvis m.m. og ikke mindst: at hun udviste stor interesse for mænd. Hun blev af de grunde

ikke udskrevet fra forsorgen.

331

Der var en frygt for, at særligt de, der lå i grænseområdet af åndssvaghed, ville leve et pro-

miskuøst liv, hvis de ikke blev anbragt.

332

Det skal ikke mindst i de første årtier af vores un-

dersøgelsesperiode ses i lyset af den eugeniske tankegang, hvor alene frygten for, at en ånds-

svag kvinde – men også en åndssvag mand – ville få åndssvage børn, kunne være grund nok

til en anbringelse på en anstalt (se kapitel 5). Frygten for, at åndssvage kvinder ville have

en promiskuøs adfærd, forblev dog eksisterende helt frem til 1960’erne (hvor synet på de

anbragtes seksualitet gradvist ændrede sig). Indtil 1961 blev Sprogø anvendt som et af de

steder, der skulle huse de kvinder, der mentes at være seksuelt aktive, og som således skulle

isoleres fra det øvrige samfund (se desuden bilag B). Dertil kommer, at frem til 1967 var

der hjemmel til at tvangssterilisere åndssvage kvinder og mænd i forbindelse med en mulig

overgang til en friere tilværelse, og her var deres seksuelle moral og erfaringer væsentlig i

forhold til, om indgrebet blev fundet væsentlig som betingelse for en udskrivning. I flere

sager kan vi således se, at en begæring om udskrivning kun lod sig realisere, hvis kvinden

indvilligede i sterilisation (se kapitel 14). Det var dog ikke alle, der umiddelbart efter en

sterilisation blev udskrevet fra forsorgen. Det ses f.eks. i en sag fra 1942, hvor en mor til en

anbragt kvinde på Sprogø oplyste i et klagebrev til Særforsorgskontoret, at hun havde fået

at vide, at datteren ville komme hjem, hvis hun lod sig sterilisere, og at anstalten ikke havde

holdt sit ord. Anstalten forklarede det over for Særforsorgskontoret med, at datteren efter

sterilisationen fortsat havde ”indladt” sig med mandlige alumner, og derfor var hun blevet

nægtet udskrivning. Sterilisationsindgrebet var således ikke nok til, at hun kunne udskri-

ves. Kvindens adfærd skulle også forandre sig. Sagen endte med, at moren fik afslag på sin

anmodning om at få datteren udskrevet, idet Særforsorgskontoret erklærede sig enig med

anstalten.

333

Der var dog også grænser for, hvorvidt en kvindes seksuelle erfaringer krævede

331

332

333

J.nr. 43/8, 1938, Journalsager (1921-1949),

Socialministeriet, Særforsorgskontoret,

pk. 378, RA

I dette indgik også frygten for, at de kunne blive udnyttet seksuelt uden for anstaltens rammer.

J.nr. 43/81, 1942, Journalsager (1921-1949),

Socialministeriet, Særforsorgskontoret,

pk. 518, RA

111

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

indskrivning under åndssvageforsorgen. Året efter anmodede en far om at få sin datter ind-

skrevet, selvom hun ikke var erklæret åndssvag, men han var frustreret over, at datteren var

usædelig. Anmodningen blev dog ikke imødekommet af hverken den pågældende anstalt

eller Særforsorgskontoret med henvisning til, at pigen ikke var åndssvag.

334

Udskrivning måtte i henhold til de juridiske bestemmelser ikke finde sted, hvis vedkom-

mende var farlig for sig selv eller andre. Hvis det var tilfældet, blev udskrivningsanmod-

ningen afslået. Det ses ikke mindst som et argument i Åndssvageforsorgens Centralnævns

afslag, hvilket afspejler, at det fremhæves i 1959-loven som argument for indskrivning/til-

bageholdelse af en åndssvag. I en sag fra 1960 havde anstalten således i første omgang afvist

en begæring om udskrivning fra en anbragt mand, som anstalten opfattede som farlig, fordi

vedkommende tidligere havde været dømt for en seksualforbrydelse. Centralnævnet er-

klærede sig enig med anstalten og afviste mandens anke om udskrivning.

335

Ofte blev både

farligheds- og ulempekriteriet nævnt i en samlet begrundelse for afslag på en udskrivnings-

begæring, som her: ”[vedkommende] må anses for at være åndssvag eller i en tilstand der

kan sidestilles her. Da den pågældende må anses for farlig for andre, og da ophør af hjæl-

peforanstaltningerne må antages at ville medføre væsentlige ulemper for ham, kunne hans

begæring […] ikke imødekommes.”

336

En særlig gruppe ud over de administrativt anbragte var de, som var blevet dømt til anbrin-

gelse i åndssvageforsorgen (se ovenfor). Også for deres vedkommende var der tale om en

tidsubestemt anbringelse, men de kunne ikke på samme måde begære sig udskrevet via de

administrative kanaler i Socialministeriet. I stedet var det retten, hvori vedkommende var

blevet dømt, der skulle vurdere, om dommen kunne ophæves.

337

Når vi er stødt på udskriv-

ningsbegæringer fra denne gruppe af anbragte i f.eks. Centralnævnets arkiv, kan vi da også

Farlig for sig selv eller omgivelserne

334

335

336

J.nr. 43/101, 1943, Journalsager (1921-1949),

Socialministeriet, Særforsorgskontoret,

pk. 556, RA

Side 3 og 16, Forhandlingsprotokoller (1959-1972),

Åndssvageforsorgens Centralnævn,

pk. A1-A2, RA.

Side 66, Forhandlingsprotokoller (1959-1972),

Åndssvageforsorgens Centralnævn,

pk. A1-A2, RA. For

tilsvarende sager i samme protokol, se f.eks. s. 75 samt j.nr. 1/67 (sidstnævnte i protokol A2). Se også

diskussion i 1959 ifm. en domsafgørelse, hvor retten mente, at da manden ikke var ”farlig for sig selv”, bør

han ikke anbringes. Overlæge Wad i Vodskov advarede mod, at denne fortolkning undergraver åndssva-

geforsorgens arbejde. Sagen ligger i læg 1959: Overlægemødekorrespondance (1941-1979),

Lægekontoret

Andersvænge,

pk. 2, RA

En særlig problematik handlede om anbragte ved dom, hvor det domsfastsatte farlighedskriterium bort-

faldt (f.eks. pga. alder), og dermed kunne de begære udskrivning af åndssvageforsorgen. I forbindelse med

en diskussion om dette i 1957 argumenterede overlæge Wildenskov i Brejning for, at man ikke behøvede

at informere de anbragte om dette forhold, og at de på hans anstalt ”fra ophævelsens dato betragter ham

som frivilligt anbragt, indtil han selv ytrer ønske om udskrivning”. Særforsorgskontoret mente dog, at man

havde en informationspligt – også selvom det ville føre til flere sager om udskrivning. Se j.nr. B/9/7, 1957,

Journalsager (1949-1968),

Socialministeriet, Særforsorgskontoret,

pk. 73, RA

337

112

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

se, at deres begæringer afvises med den begrundelse, at det lå uden for Centralnævnets be-

slutningskompetence, fordi vedkommende var blev dømt til anbringelse eller indskrivning

under åndssvageforsorgen. Faktisk kunne vedkommende ikke selv begære sig udskrevet,

idet det kun var anklagemyndigheden, anstaltens ledelse eller værgen, der kunne indbringe

spørgsmålet om udskrivning af vedkommende til den pågældende domstol.

Den anbragtes familieforhold kunne ligeledes indgå som et pejlemærke i forhold til behovet

for at (for)blive indskrevet under åndssvageforsorgen. Vi kan f.eks. se, at det kunne påvirke

bedømmelsen af en udskrivningsbegæring positivt, hvis den anbragte havde udsigt til at

få hjælp fra den nærmeste familie. Omvendt kunne det indgå som et negativt element i

vurderingen, hvis familien ikke blev fundet egnet til at hjælpe, hvilket bl.a. kunne være et

argument for indskrivning eller tilbageholdelse under forsorgen. I en sag fra 1962 afslog

Centralnævnet, at en anbragt kvinde kunne udskrives, og her indgik hendes familiære situa-

tion som en del af begrundelsen:

”Nævnet har herved bl.a. lagt vægt på risikoen for ved en udskrivning at ødelægge hendes

nuværende betryggende tilværelse, hendes manglende støtte hos slægtninge eller venner

samt det forhold, at udskrivningsspørgsmålet ikke forekommer nævnet at være patienten

selv særlig magtpåliggende.”

338

I nogle af sagerne kan vi se, at anstalternes negative beskrivelser af familierne skete i et for-

søg på at værne om de anbragte, således at de netop ikke blev udskrevet til familien, hvis der

var udsigt til, at de ville blive udnyttet – økonomisk eller seksuelt – i hjemmet. Det fremgår

f.eks. i en sag fra 1968, hvor Forsorgscentret for Lolland-Falster i et brev til Socialministeriet

gav udtryk for, at de ikke ville udskrive en kvinde til forældrene på trods af forældrenes øn-

ske herom, idet man var bange for, at de ville udnytte hendes arbejdskraft. Desuden mentes

hjemmet at være ustabilt, idet faderen var blevet opsagt og skulle flytte på plejehjem.

339

Det indgik også i vurderingen af særligt udskrivningsbegæringerne, om der var udsigt til, at

vedkommende ville indgå i et ”rimeligt” ægteskab, som det hed i en sag fra 1964.

340

Det ses

ikke eksplicit, hvad der skulle til for at give et ægteskab betegnelsen ”rimeligt”, men det har

Familieforhold

338

339

340

[uden j.nr.] 1962, side 49, Forhandlingsprotokoller (1959-1972), Åndssvageforsorgens Centralnævn, pk.

A1-A2, RA. Se også j.nr. 4/62, Journalsager (1959-1973), Åndssvageforsorgens Centralnævn, pk. C5, RA

J.nr. H/3500 Brevkopier (1968-1972),

Socialstyrelsen,

pk. 1, RA

(uden j.nr.) 1964, side 62, Forhandlingsprotokoller (1959-1972),

Åndssvageforsorgens Centralnævn,

pk. A1-

A2, RA. I en sag fra 1966 fik en anbragt kvinde tilladelse til at blive overflyttet til en anstalt tættere på en

mand, hun beskrev sig som kæreste med ”med henblik på at observere, hvorledes et nærmere bekendtskab

mellem hende og hr. [navn udeladt] vil udvikle sig.” (uden j.nr.) 1966, side 78, Forhandlingsprotokoller

(1959-1972),

Åndssvageforsorgens Centralnævn,

pk. A1-A2, RA

113

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

formentlig handlet om, hvorvidt de økonomiske rammer for ægteskabet var tilfredsstillen-

de (om manden havde arbejde og kunne forsørge familien), samt hvorvidt den kommende

ægtefælle havde en god moral og kunne støtte den åndssvage.

341

Det gjaldt ikke kun for de an-

bragte kvinder. I en af de tidlige sager i arkivmaterialet var det en mandlig anbragt, der ifølge

anstalten var havnet i et uheldigt forhold, hvilket anstalten havde oplysninger om fra de

sociale myndigheder i kommunen. Manden var ellers kommet ud i kontrolleret familiepleje,

men fordi kommunen orienterede anstalten om, at han ville ”indgå ægteskab med en fraskilt

kvinde, som ikke er noget værd”, overvejede anstalten på socialudvalgets opfordring at gen-

indlægge manden på anstalten, ”da man anser det for uheldigt, at han bliver gift med den

omtalte kvinde.” Det fremgår ikke, hvorfor de tegnede et så negativt billede af kvinden, men

sagen er et eksempel på, at de kommende ægtefæller blev bedømt, og hvis ægtefællen ikke

blev anset som egnet, kunne udskrivning af den anbragte blive afslået.

342

Eftersom åndssvage

skulle have dispensation fra Justitsministeriet til at gifte sig, har anstalternes bedømmelse

af den kommende ægtefælle formentlig været vigtig – og ikke bare i forhold til udskriv-

ning – men altså også i forhold til, om man fra forsorgens side kunne anbefale ægteskabet.

Omfanget af udskrivningsbegæringer

Vi har ikke præcise tal for, hvor stor en del af de anbragte under åndssvageforsorgen, der

ønskede sig udskrevet. Enkelte tal eller skøn har vi dog fået fra samtiden:

• I 1948 anslog overlæge Wildenskov, Brejning, at kun 3 pct. af patienterne havde begæ-

ret sig udskrevet inden for det seneste år.

• En spørgeskemaundersøgelse i 1947 viste, at ca. 2 pct. frabad sig besøg (på plejestedet)

eller ønskede sig udskrevet.

• En opgørelse fra 1954-58 viste, at 434 personer begærede sig udskrevet, og at heraf

blev 41 pct. (181 ud af i alt 434 personer) udskrevet.

For perioden efter 1959 ser det ud til, at antallet af ønsker om udskrivning er steget – og

generelt blevet imødekommer. Forsorgschef Bank-Mikkelsen skrev i 1977 i S.Å.-Nyt:

”Siden loven af 1959 trådte i kraft, har bestemmelsen om, at en person administrativt kan

tvangsindlægges under åndssvageforsorg, aldrig været anvendt. Bestemmelsen om tilbage-

holdelse under forsorg mod pågældendes vilje anvendes stort set aldrig. Dvs. at så godt som

alle, der fremsætter anmodning om udskrivning, bliver udskrevet. Socialstyrelsen har siden

341

I en udskrivningssag fra 1960, der blev anket til Centralnævnet, anmodede Centralnævnet om yderligere

oplysninger om, hvorvidt den kvindelig anbragtes forlovede var ”en ordentlig person, der kan antages at

byde patienten trygge forhold – ikke blot for at vurdere ønskeligheden af sterilisation”. Side 23, Forhand-

lingsprotokoller (1959-1972),

Åndssvageforsorgens Centralnævn,

pk. A1-A2, RA

J.nr. 43/100, 1936, Journalsager (1921-1949),

Socialministeriet, Særforsorgskontoret,

pk. 314, RA

342

114

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

1971 foretaget en opgørelse over antallet af den slags udskrivningsønsker. For hele perio-

den har der været 2.225 sager, og heraf blev de 2.200 imødekommet, eller sagt på en anden

måde: kun ca. 1 ud hver hundrede, som søger om udskrivning, får det nægtet.”

343

For en umiddelbar betragtning synes disse tal altså at vidne om, at ganske få anbragte øn-

skede sig udskrevet af åndssvageforsorgen, og at en ganske stor del af dem, der indgav offi-

ciel begæring om det, faktisk

fik

bevilget udskrivning.

Der kan dog være et betragteligt mørketal af anbragte, der i højere eller mindre grad har

ønsket udskrivning, men som aldrig har indgivet officiel begæring om det – f.eks. fordi de

selv anså det for umuligt, eller fordi de på et meget tidligt stade (f.eks. i en samtale med

en plejer) fik at vide, at udskrivning aldrig ville kunne komme på tale.

344

Desuden kunne

udskrivning medføre krav om sterilisation for både kvinder og mænds vedkommende (jf.

afsnittet om sterilisation), hvilket kan have afholdt nogle fra at begære sig udskrevet.

Vi kan således ikke entydigt konkludere, om det var mange eller få, der reelt ønskede sig

udskrevet af åndssvageforsorgen uden at kunne blive det.

Ankemuligheder

Indtil 1954 kunne afgørelser om ind- og udskrivning af administrativt anbragte personer

ankes til socialministeren.

345

I Særforsorgskontorets arkiv findes der således et betydeligt

antal sager, hvor enten pårørende eller de anbragte selv havde klaget over, at de var blevet

indskrevet under åndssvageforsorgen, og endnu flere, der klagede over, at de var blevet

nægtet udskrivning. I langt de fleste sager bakkede Særforsorgskontoret op om anstalternes

vurderinger.

346

343

Bank-Mikkelsen, 1977, s. 5. Bank-Mikkelsen ønskede på den baggrund tvangsbestemmelsen helt ophævet:

”Dette kan ikke begrunde opretholdelse af et system, hvorefter en person, der frivilligt anbringes under for-

sorg, bliver ”bondefanget” i et ”ålerusesystem”, så han risikerer tvangsmæssigt at måtte forblive i systemet.”

Hertil kommer, at det var de anbragte, som befandt sit tættest på IK-grænsen, der havde chance for at blive

udskrevet, og andre grupper af anbragte kan af den grund enten ikke have søgt eller ikke haft ressourcerne

til at søge om udskrivning.

Lov om foranstaltninger vedrørende åndssvage, Lov nr. 171 af 16. maj 1934, § 4 samt Lov om ændringer i

lov nr. 171 af 16. maj 1934 om foranstaltninger vedrørende åndssvage, Lov nr. 178 af 11. juni 1954, § 3, stk.

2. Grundlovens § 71 stk. 6 (1953) bestemte, at frihedsberøvelsens lovlighed kunne afprøves ved domstole-

ne. Formentligt kunne sagerne også før 1954 domstolsprøves. I en sag fra 1942, hvor en 23-årig kvinde får

afslag på udskrivning, spørger moren således, om afgørelsen ”kan indankes for en domstol, da jeg synes,

det er uretfærdigt at beholde min datter, der går i sit 23de år, på Den Kellerske Åndssvageanstalt på 6. år.”

Hendes anmodning afvises i første omgang af en embedsmand i Særforsorgskontoret med den begrun-

delse, at ministerens afgørelse er endelig (sidste ankeinstans). Men sagen blev efterfølgende taget op i

Åndssvagenævnet, der konkluderede, at sagen kunne indankes til domstolene. Om den også blev det, vides

ikke. J.nr. 43/63, 1942, Journalsager (1921-1949),

Socialministeriet, Særforsorgskontoret,

pk. 518, RA

Udskrivninger mod anstaltens vilje (1953): J.nr. B7/81, Journalsager (1949-1968),

Socialministeriet, Særfor-

sorgskontoret,

pk. 69, RA

344

345

346

115

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

Med lovændringen i 1954 blev det formelt muligt for en person, der var blevet administra-

tivt indskrevet mod sin vilje (tvangsindlagt) eller nægtet udskrivning (tvangstilbageholdt)

at få forelagt sagen for domstolene og dermed få afgørelsen vurderet af en instans uden

for Socialministeriets ressortområde.

347

Det førte til en vækst i sager ved domstolene. Et

notat til Åndssvageudvalget (der forberedte en ny åndssvagelov) i november 1956 havde

samlet lige over 400 sager med afsæt i 1954-lovens bestemmelser om ret til domsprøvelse:

144 krav om udskrivning var imødekommet af særforsorgen, 165 afslået, og ud af disse var

96 blevet ført til domstolene, hvor 18 af de 96 blev udskrevet. 13 af de afviste havde anket

videre til landsretten, som udskrev to af dem, og en enkelt sag havde vendt Højesteret (som

havde stadfæstet afvisningen).

348

Det billede, som tegner sig i sagerne fra 1955, er, at dom-

stolene langt hen lagde vægt på de samme kriterier for udskrivning som institutionerne

selv: selvforsørgelse, familiesituation, intelligenskvotient, adfærd og ikke mindst seksuel

adfærd.

349

Alligevel kom de i enkelte tilfælde til en anden konklusion (se tallene ovenfor).

En forklaring kan være retssagens karakter, hvor anstaltslægens vurdering ikke stod alene,

mens den anbragte repræsenteredes ved en advokat, der kunne indkalde sine vidner. Ret-

ten kunne udover vidner og lægens udsagn også indhente en erklæring fra Retslægerådet.

Det skete f.eks. ved en sag, som nåede Højesteret i 1955. Her var Retslægerådet dog klart

på anstaltslægens side og påpegede bl.a., at «Faren for, at åndssvage unge piger udsætter

sig for besvangring, er altid stor, idet deres seksuelle hæmninger almindeligvis er mindre

end hos normaltbegavede. Det er oplyst, at den pågældende ser ganske godt ud og har vist

sig ’interesseret i drenge’ … Rådet må herefter mene, at der er nærliggende interesse for, at

hun ved udskrivning vil sætte børn i verden.”

350

I andre sager faldt det ud til fordel for den

klagende anbragte. Det gælder f.eks. en sag fra retten i Ålborg (også fra 1955), hvor retten

konkluderede, at ”Efter det foreliggende findes det betænkeligt at fastslå, at [navn udeladt]

vil være til væsentlig ulempe for samfundet, eller at hun er ude af stand til at forsørge sig

selv.”

351

347

348

Brøchner, 1956, s. 1-18.

Udskrivninger efter 1954-loven: J.nr. B/9/3, Journalsager (1949-1968),

Socialministeriet, Særforsorgskon-

toret,

pk. 73, RA. Brøchner, 1957, s. 438-443 undersøger 52 domme fra 1956-57, som viser et lignende

billede (i de 52 domme, omfattende 53 personer, blev ni udskrevet).

Samling af domsudskrifter: Udtagne journalsager (1925-1959),

Østifternes Åndssvageanstalter, Bestyrelsen,

pk. 29, RA. De fleste sager var anlagt af anbragte eller deres familie, men der var også enkelte sager, hvor

anstalterne gik til retten for udskrivning af domsanbragte, som Justitsministeriet ikke ønskede udskrevet.

Højesteretsdom 206/1955: Udtagne journalsager (1925-1959),

Østifternes Åndssvageanstalter, Bestyrelsen,

pk. 29, RA

Sag fra Retten i Ålborg 1955: Udtagne journalsager (1925-1959),

Østifternes Åndssvageanstalter, Bestyrel-

sen,

pk. 29, RA

349

350

351

116

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

I 1959 blev Centralnævnet oprettet, og det ændrede praksis for så vidt, at klager vedr. ind-

og udskrivning først skulle forelægges Centralnævnet, der bestod af en dommer, en psykia-

ter og en socialpraktiker.

352

Hvis Centralnævnet gav anstalterne medhold i, at vedkommen-

de enten skulle indskrives eller forblive indskrevet, kunne den anbragte således anke sagen

til domstolene.

At de åndssvage fik mulighed for at få prøvet deres anbringelse ved en domstol var formelt set

en styrkelse af deres retssikkerhed, men vi kan se, at i hvert fald efter 1959 fik de i praksis sjæl-

dent medhold, når de ankede en ind- eller udskrivning til domstolene. Det oplevede blandt

andre en kvinde, der var anbragt på forsorgscentret i Ribe, og som i 1959 bad om at blive

udskrevet. Ledelsen på forsorgscentret nægtede at udskrive hende med den begrundelse, at

det ville være til væsentlig ulempe for hende at blive udskrevet, da hun ikke kunne forsørge

sig selv. Kvinden ankede via sin værge afgørelsen til Centralnævnet, der gav forsorgscentret

medhold, hvorefter hun ankede afgørelsen til byretten i Haderslev. Heller ikke her fik kvin-

den medhold i sin begæring, idet dommeren lagde vægt på forsorgscentrets bedømmelse af

kvindens muligheder i forbindelse med en udskrivning.

353

En opgørelse foretaget af Central-

nævnet for perioden 1. oktober 1959 til 31. marts 1971 viser, at ud af de i alt 35 sager, som i

denne periode blev forelagt domstolene, var det kun i tre sager, at de anbragte fik medhold.

354

De tre sager blev dog efterfølgende anket til landsretten, og i alle tre blev underrettens dom

omstødt således, at Centralnævnet fik medhold i, at de pågældende ikke skulle udskrives.

Selvom domstolene sjældent gav de anbragte medhold, når de ankede Centralnævnets af-

gørelse om tilbageholdelse, tyder noget på, at muligheden for domstolsprøvelse alligevel

fik betydning. I et betænkningsudkast fra 1958 udarbejdet af ”Udvalget af 15.06.1948 til

undersøgelse af forsorgen for de i forsorgslovens kapitel XXIV-XXVII omhandlede per-

soner” fremgår det nemlig, at: ”Åndssvageforsorgen udskriver nu tit personer, hvis intel-

ligenskvotient er så ringe, af frygt for, at domstolene underkender dens bestemmelse om

tilbageholdelse.”

355

352

353

354

Lov om forsorgen for åndssvage og andre særlig svagtbegavede, Lov nr. 192 af 5. juni 1959, § 4.

Side 5 og 10 (protokol A1): Forhandlingsprotokoller (1959-1972),

Åndssvageforsorgens Centralnævn,

pk.

A1-A2, RA

J.nr. 7/71, Journalsager (1959-1973),

Åndssvageforsorgens Centralnævn,

pk. C1, RA. Heri fremgår det, at i

årene 1959/61 og 1961/1963 var der henholdsvis én og to sager, hvor underretten dømte til fordel for den

anbragte.

Materiale til møde 19.12.1958: Diverse forarbejder (1959-1959),

Socialministeriet, Udvalget af 15.06.1948

til undersøgelse af forsorgen for de i forsorgslovens kapitel XXIV-XXVII omhandlede personer,

pk. 3, RA

355

117

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

I 1973 blev Åndssvageforsorgens Centralnævn nedlagt, og herefter fungerede Den Sociale

Ankestyrelse, der blev oprettet samme år, som ankeinstans vedrørende ind- og udskrivning,

mens alle andre klager vedrørende forsorgens udførelse blev behandlet af Socialstyrelsen.

Lovgivningen indeholdt dog stadig enkelte tvangsbestemmelser, som gjorde, at voksne

personer, som overlægen skønnede var farlige for sig selv eller andre, skulle holdes under

forsorg, og for denne gruppe gjaldt det, at en afgørelse kunne indklages for Den Sociale

Ankestyrelse og prøves ved domstolene.

356

Særforsorgens udlægning, betænkning nr. 781, 1976, s. 84-85.

118

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

Kapitel 9 Hverdagen som anbragt

I dette kapitel undersøger vi hverdagslivet for anbragte i særforsorgen fra 1933-1980. Det

er et tema, som er adresseret i den for undersøgelsen stillede opgave (se bilag A), og en

kritisk vurdering af hverdagslivet for anbragte i særforsorgen er vigtig, fordi den opfanger

aspekter som mere sjældent optræder lige så tydeligt i det gennemgåede materiale som i

de egentlige sager om vold, overgreb m.v. Det er dog på mange måder en nærmest umulig

opgave at skulle udarbejde en totalbeskrivelse af hverdagslivet som anbragt. For det første

er perioden lang og præget af væsentlige forandringer i det små (f.eks. i bygningsmassen

eller i påklædningen på institutionerne) såvel som i den mere overordnede tilgang til de

anbragte (se kapitel 5).

Forandringerne i hverdagslivet som anbragt tog især fart i perioden fra 1960-1980, hvor

den såkaldte normaliseringstanke kom til at præge institutionslivet med bl.a. fokus på ud-

dannelse og aktivering for alle, og løbende modernisering af de fysiske og sociale rammer.

Omvendt var særforsorgen et stort, dyrt og tungt system at ændre, hvad der gjorde foran-

dringerne til en langstrakt affære, og dette forhold har – som vi giver eksempler på i dette

kapitel – haft afgørende betydning for mange anbragtes hverdag.

For det andet, har der udover forandringerne over tid har der været forskelle i hverdagslivet

mellem de enkelte særforsorgsgrene, mellem de enkelte institutioner og mellem de enkelte

anbragtes oplevelser inden for den samme institution. Vi ved mest om anbringelserne på de

store institutioner, fordi anbringelserne der har efterladt sig langt flere spor i dokumenterne

end anbringelser i familier og små plejeinstitutioner. Det er også beskrivelser af hverdags-

livet på de store institutioner, som præger den eksisterende forskning.

357

Dette kapitel tager

derfor først og fremmest udgangspunkt i hverdagslivet på de store institutioner. Kapitlet

bygger – udover den eksisterende forskning – på det gennemgåede materiale, forskellige

trykte rapporter m.v., samtidige artikler, samt de indsamlede erindringer fra tidligere an-

bragte.

357

Elementer af hverdagsbeskrivelse findes således i langt de fleste af de institutionshistorier samt erindrin-

ger, der er listet i forskningsoversigten (se kapitel 4). Se f.eks. Strandsbjerg, 1998, s. 53-62; Hvam, 1993, s.

72-79. Se desuden Kirkebæk, 1997 og Kirkebæk, 2004 for beskrivelser af hverdagen på de to ø-anstalter

på Livø og Sprogø. Kragh m.fl., 2015 indeholder desuden beskrivelser af en række centrale elementer i

hverdagen ikke mindst set fra den anbragtes perspektiv.

119

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

Særforsorgen var i hele perioden præget af totalinstitutioner. I Danmark fik denne instituti-

onsform sit ydre udtryk i store sammenhængende bygningsanlæg, ikke sjældent beliggende

på god afstand af det omgivende samfund og drevet som mere eller mindre selvforsynende

samfund i samfundet.

For en del anbragte udgjorde institutionsanbringelsen på den ene side en hjælp og forbed-

ring af de hidtidige livsvilkår, men anbringelse på en totalinstitution indebar også, at ens

hidtidige tilværelse blev erstattet af et liv, vedkommende ofte ikke selv havde valgt, og for

mange uden reel mulighed for at slippe derfra igen.

At være under særforsorg indebar, at den anbragte trådte ind i en verden, hvor tilværelsen

blev overvåget og reguleret efter allerede fastlagte rammer for alt fra spisesituationen til

sengetider. En verden, hvor norm- og regelbrud blev dokumenteret og fulgt af behandling

og sanktioner, og hvor forsorgsudøvelsen var i hænderne på overlæger, forstandere og på-

rørende.

”Hverdag” definerer vi i undersøgelsen som den almindelige daglige livsførelse for en an-

bragt i en af de statsstøttede totalinstitutioner. Vi undersøger forhold som

kategoriseringen

placeringen

af de anbragte på institutionen, der havde direkte betydning for den anbrag-

tes leveforhold,

hierarkiet og uniformeringen,

som mindskede vedkommendes mulighed

for individualitet,

pladsforholdene

som helhed, og

sovesalene

saniteten

i særdeleshed,

da institutionernes indretning mange steder indskrænkede muligheden for et privatliv. Vi

undersøger endvidere forhold relateret til

beskæftigelsen,

der var kendetegnet ved andre

timenormer og aflønningsforhold end i det omgivne samfund, manglen på og kvaliteten af

den

undervisning,

som var et omdrejningspunkt i normaliseringspolitikken, og

kostforhol-

dene,

som var udsat for kritik i store dele af den undersøgte periode. Og endelig behandles

de tavse og glemte

på anstalterne, som var de anbragte, der undertiden blev overset til fordel

for mere ressourcestærke grupper, og kommunikationen med verdenen uden for instituti-

onen i form af

familiekontakt.

Hverdagen på totalinstitutionerne

Kategorisering og placering

Efter en anbringelse på en af særforsorgens institutioner gjorde forstandere, overlæger, un-

dervisere og plejepersonale observationer med henblik på at placere den nyankomne i den

rette underkategori.

På Det Kongelige Døvstummeinstitut blev skolebørnene i 1934-35 delt i a-børn, b-børn og

c-børn efter deres begavelse.

358

På Statens Institut for Talelidende blev de anbragte derimod

inddelt i stammende elever, udtalefejlselever, ganespalteelever, hørestumme elever og elever

358

Nyt Dagblad,

10.3.1934 og 5.4.1935.

120

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

med fonasteni (stemmelidelse).

359

Også på blindeskoler og på institutioner for vanføre skete

inddelingerne efter graden af de anbragtes handicap. På den måde ville overlæger og pæ-

dagoger sikre, at de anbragte fik tildelt den form for behandling, undervisning og beskæf-

tigelse, der passede dem, og sikre at de elever, der ikke kunne følge med, blev flyttet videre

til åndssvageforsorgen. Således blev en dreng i 1934 anbragt en måned på blindeinstituttet,

men blev så udskrevet, ”da han ikke egnede sig til oplæring”, og forstanderen anbefalede, at

han fik plads i åndssvageforsorgen.

360

I åndssvageforsorgen var kategoriseringen mere kompliceret. Ifølge vedtægten for ledelsen

af de danske åndssvageanstalter fra 1939 handlede det både om graden af det psykiske

handicap, først og fremmest gennem måling af intellektuel alder baseret på IK-test (se ka-

pitel 7), om graden af hjælpebehov, underviselighed og arbejdsevne samt om eventuel sam-

fundsfare. Samlet afgjorde disse faktorer, på hvilken af anstaltens afdelinger, de anbragte

skulle anbringes, og hvordan de skulle behandles.

361

På De Kellerske Anstalters hovedanstalt i Brejning delte overlægen alle anbragte op i tre

hovedkategorier: ”Skolebørn”, som var børn, der var i stand til at modtage en eller anden for

oplæring, og som igen blev underopdelt i a-børn og b-børn, alt efter om læger og plejeper-

sonale vurderede, om de kunne tilegne sig boglige eller praktiske færdigheder. ”Arbejdsføre”,

som var voksne mænd og kvinder, der blev vurderet som produktive, og som igen blev

underopdelt efter evner og interesser i forhold til anstaltens tilhørende faciliteter i form af

landbrug og værksteder. ”Asylister”, som var de plejekrævende voksne og børn, hvor for-

sorgsopgaven overvejende var af hygiejnisk og forplejningsmæssig natur.

På den meget store anstalt i Brejning var der langt hen ad vejen overensstemmelse mellem

kategorierne og bygningsmassen, der rent fysisk var markeret i røde, hvide og gule farver,

og hvor man kunne sætte anbragte sammen med andre med de samme behov for derved at

gøre afdelingerne mere ensartede og behandlingen mere rationel – f.eks. ved at samle alle

dem, der skulle fikseres om natten, på et sted. På andre anstalter forholdt det sig anderle-

des. På Karens Minde, hvor bygningsmassen var mindre, nøjedes overlægen f.eks. med at

opdele anbragte i ”dårligt fungerende” og ”bedre fungerende”.

362

359

360

361

Belægningsliste for Statens institut for talelidende 1.1.1936: J.nr. 15/4, 1935, Journalsager (1921-1949),

Socialministeriet, Særforsorgskontoret,

pk. 268, RA.

J.nr. 105-121, 1933, Journalsager (1921-1949),

Socialministeriet, Særforsorgskontoret,

pk. 213, RA.

Vedtægt for ledelsen af de danske åndssvageanstalter, gældende fra 1.7.1939, trykt i: Betænkning om

åndssvageforsorgen afgivet af det af Socialministeriet den 30. april 1954 nedsatte udvalg til behandling af

åndssvageforsorgens problemer. Betænkning nr. 204, København 1958, s. 169-171.

Kirkebæk, 2007, s. 71.

362

121

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

Men når overbelægning prægede institutionerne, blev de fysiske rammer udfordret, så ideal

og realitet ikke stemte overens. En afdelingslæge fra Vodskov omtalte i 1949 åndssvage-

forsorgen generelt som en samling ”mammutanstalter” med ”håbløse byggemuligheder”.

363

Det var da heller ikke usædvanligt, at personalet i forbindelse med overbelægning begynd-

te at blande kategorierne, for at logistikken kunne gå op. Således hedder det i 1951 om

Ebberødgård, at en del voksne optog pladser på børneafdelingerne, ”fordi der ikke er plads

andetsteds”.

364

Forholdene på netop Ebberødgård gjorde da også i lange perioder kategorise-

ringen og dermed behandlingen problematisk. Det indrømmede overlæge P.A. Schwalbe-

Hansen i november 1961, hvor Statens Åndssvageforsorg forsøgte at skaffe sig et overblik

over afdelingernes forskellige anbragte:

”Eksempelvis skal jeg pege på afdeling G’s patientkategori”, skriver han sarkastisk i sin afrap-

portering. ”Her burde besvarelsen lyde: Kvinder, debile og idioter, unge og gamle, psyko-

tiske og psykopatiske, spastikere og gymnaster, tykke og tynde, pernittengryn og sjusked-

orter, pebermøer og vilde tøser, grimme og kønne, hjælpsomme og hjælpeløse, rolige og

urolige, renlige og urenlige, uberørte og temmelig rørte, nemme og vanskelige og dertil

nogle epileptikere, tunghøre og svagsynede m.m.”.

365

Underkategorierne ændrede sig løbende gennem perioden, efterhånden som der skete ny-

brud inden for behandling, eller der kom fokus på særlige diagnoser. Sådan skete det, da

overlæge Preben Plum fra Rigshospitalet og Foreningen for Spastiske Lammede Børn i 1950

satte fokus på spastikere og på ortopædi og fysioterapi, og gjorde det logisk at samle dem

fysisk (se også afsnittet om de glemte og gemte nedenfor). I de samme år kom der også

fokus på åndssvage børns taleproblemer, og der blev ansat talepædagoger og skabt fælles

undervisning med fokus på f.eks. læspen, udtalefejl og stammen.

366

En anbringelse og kategorisering var ikke nødvendigvis en forsikring om en stabil tilværelse

på den samme afdeling. Befandt man sig lige på normalitetsgrænsen, kunne der desuden

ske skift mellem anstaltsanbringelse på forskellige afdelinger og en underskov af andre til-

bud i form af ventetidshjem, fredehjem og familiepleje. For en enkelt anbragt under ånds-

svageforsorgen indebar det, at hun over et halvt århundredes forsorg nåede op på mindst

51 forskellige adresser.

367

363

364

365

366

367

Nordisk Tidsskrift for Åndssvageforsorg,

1949, s. 49.

Brev fra Ebberødgård til Østifternes Åndssvageanstalters bestyrelse 9/3 1953: Udtagne journalsager (1925-

1959), Østifternes Åndssvageanstalter, Bestyrelsen, pk. 16, RA.

J.nr. 110, Journalsager (1951-1979),

Ebberødgård,

pk. 19, RA.

J.nr. B/7/72, Journalsager (1949-1968),

Socialministeriet, Særforsorgskontoret,

pk. 69, RA.

J.nr. B/767, Sagsakter: A-Z (1930-1980),

Ebberødgård,

pk. 44, RA. Et andet eksempel på hyppige miljøskift

ses hos hovedpersonen i Kragh, 2022.

122

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

Kategorisering og placering af de anbragte var i hele undersøgelsens periode først og frem-

mest en lægefaglig opgave. Gennemsigtighed omkring afgørelsen var særligt i de første år

begrænset, og forslag om det modsatte mødte modstand. ”Jeg må – naturligvis – for mit

vedkommende klart tage afstand fra, at jeg ved nogen form for møde skal have pligt til selv

at orientere forældre om alt, hvad der står i deres barns journal”, skriver overlæge Gunnar

Wad i Vodskov, da den lokale forældreforening efter mange klager om interne flytninger

uden samtykke i 1969 krævede at deltage i behandlingsmøder om deres børn. ”Jeg tager

ligeledes klart afstand fra, at journaler, for hvilke jeg er ansvarlig eller medansvarlig, af andre

skal anvendes på sådan vis uden min godkendelse”.

368

Den lægefaglige kategorisering er til stede i samtlige patientjournaler helt op til nedlæg-

gelsen af særforsorgen i 1980, dog med en vis tendens i retning af stadig mere individuelle

hensyn. Hensyn fremskyndet af normaliseringspolitikken og den mulighed, som nye bofor-

mer gav, for ikke altid at skulle tage hensyn til bofællernes beskaffenhed. På samme måde

finder man en stadig større specialisering og mere målrettede tilbud inden for de øvrige

særforsorgsgrene.

Udover kategorisering og indplacering var der på institutionerne et magtmæssigt hierarki,

som på blindeinstitutter og døvstummeanstalter strakte sig fra forstanderen over lærerne til

eleverne, og på åndssvageanstalterne og hos vanføreforsorgen fra overlægen over plejerne

til de anbragte.

Hierarkiet kom til udtryk på mange måder. Ligesom uden for i normalsamfundet kom det

til udtryk i tiltaleformerne. På De Kellerske Anstalter i Brejning tiltalte alle ansatte stadig

i 1960’erne overlægen i tredje person, var Des med overordnet plejepersonale og dus med

ligesindede.

369

Men hierarkiet kom også til udtryk i en udstrakt paternalisme, hvor over-

lægen tog beslutninger på vegne af sine ”patienter”. På tilsvarende vis havde afdelingsledere

i åndssvageforsorgen i de første årtier titler som ”husfader” og ”plejemoder”, som ganske

vist signalerede hjemlighed, men også hvem der bestemte. Omvendt gik selv granvoksne

kvindelige anbragte under betegnelsen ”piger”.

Hierarkiet kom også til udtryk i sproget på andre måder. I 1949 var der f.eks. kortvarigt

en debat mellem læger og pædagoger inden for åndssvageforsorgen om det formålstjen-

lige i at udskifte begrebet ”patient” med begrebet ”elev” for at betone, at åndssvage havde

Hierarki og uniformering

368

369

Brev fra Gunnar Wad til Socialstyrelsen 3.12.1970 gengivet i ”Forældremøder”: J. nr. F/61, Journalsager

A-Ø (1897-1979),

Den Kellerske anstalt, Brejning,

pk. 1990-109, RA.

Bertelsen, 2008, s. 78.

123

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

læringsmæssige potentialer, men begrebet vandt aldrig rigtigt indpas.

370

Først fra 1969 fik

patientbegrebet en erstatning, da åndssvagelægerne begyndte at tale om ”klienter”.

371

Hierarkiet kom endnu tydeligere til udtryk i klædedragten. På samtlige særforsorgsinstitu-

tioner blev de anbragte nemlig i begyndelsen af den undersøgte periode uniformeret om

end i forskellig grad. Fra Det Kongelige Døvstummeinstitut, hvor alt tøj blev mærket med

et nummer, som derpå ofte blev gjort til kaldenavn for den anbragte, og til åndssvageforsor-

gen, hvor den anbragte som noget af det første blev bedt om at lægge privattøjet og trække

i en uniform produceret og udleveret af anstalten. Med det slidstærke stof stak de anbragte

ud fra f.eks. overlægerne med de hvide kitler og oppasserne med deres guldtressede kasket-

ter. Samtidig signalerede det for udenforstående, at de anbragte var fra institutionen, hvis

de stak af.

På institutionsbilleder fra periodens første par årtier ses da også store skarer af ensartet

klædte anbragte. ”Ikke mindst i tidligere tid var det almindeligt, at denne beklædning havde

et meget ensformigt og trist udseende”, hedder det i 1958 om åndssvageforsorgens beklæd-

ning. ”Der er i de senere år i væsentlig grad rådet bod på disse mangler”. En tilpasning af

tøjet, så de anbragte i højere grad kom til at tage sig ud som menneskene i det omgivne

samfund, blev en integreret del af det da nedsatte Åndssvageudvalgs forslag ud fra en idé

om, at det var en let og effektiv måde at skabe normalisering på. ”Udvalget henstiller derfor,

at man søger tilvejebragt så smidige regler, at en ligestilling med den øvrige befolkning i

denne henseende tilstræbes”, som det står videre i udvalgets betænkning.

372

Først året efter, i 1959, blev det muligt for pårørende til anbragte overalt i åndssvage-

forsorgen selv at bestemme, hvilket tøj deres pårørende skulle have på og bringe det til

anstalten, hvis de ønskede det.

373

Til en vis grænse. Af medarbejderbladet for Forsorgscenter

Lolland-Falster fremgår det nemlig så sent som i 1969, at den lokale overlæge havde nedlagt

forbud mod, at kvindelige anbragte gik i lange bukser. Statens Åndssvageforsorg mente dog,

at forbuddet ”ikke harmonerer med bestyrelsens ønske om selvbestemmelsesret for bebo-

erne bl.a. i denne henseende, og at det ikke kan godkendes”.

374

Der var desuden en tendens til, at det frie tøjvalg først og fremmest omfattede institutioner-

nes mere ressourcestærke anbragte, mens plejerne ufortrødent iklædte de plejekrævende

asylister ensartet og praktisk tøj skaffet af institutionen. I 1973 satte åndssvagelægen og

370

371

372

373

374

Se diskussion herom i flere artikler i

Nordisk Tidsskrift for Åndssvageforsorg,

1949.

Omsorgsudvalgets rapport om det omsorgsmæssige arbejde omkring spisesituationen, 1972, stk. 3.3.

Betænkning om Åndssvageforsorgen, nr. 204. 30. april 1958.

Ifølge Cirkulæreskrivelse nr. 10 af 22. maj 1962 gengivet i j. nr. F/61, ”Forældremøder”, Journalsager A-Ø

(1897-1979),

Den Kellerske anstalt, Brejning,

pk. 1990-109, RA.

J.nr. VI A 5, 1969: Brevkopier (1968-1972),

Socialstyrelsen,

pk. 1, RA.

124

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

folketingspolitikeren Inge Krogh fokus på netop det problem, der ifølge hende blotlagde

den manglende forståelse af, at også mennesker, som ikke kan udtrykke sig klart verbalt,

ønsker at skille sig positivt ud, og hun påpegede, at smukt tøj skabte glæde ikke kun for

de anbragte men også for de pårørende og for de ansatte, og faktisk kun havde en positiv

afsmitning på omgivelserne.

375

En meget markant form for regulering af de anbragtes udseende bestod i kortklipning af

henholdsvis celleanbragte og de angiveligt seksuelt udfarende kvinder. Det første fandt sted

i perioden fra anstalternes grundlæggelse og frem til afslutningen af Anden Verdenskrig,

mens det andet udelukkende var et krigsfænomen. Da den tyske besættelsesmagt beslag-

lagde Sprogø i 1941, måtte de anbragte kvinder nemlig evakueres og sendes tilbage til ho-

vedanstalten. Da De Kellerske Anstalter i Brejning blev betragtet som en åben anstalt, ty-

ede plejerne til at klippe kvinderne, så de blev mindre attraktive og ikke stak af og plejede

omgang med de tyske soldater. På den måde var institutionen fri for at låse dem inde. Så

kortklipningen blev en erstatning for ø-anbringelsen.

376

I forbindelse med cellestraf optræder kortklipning ofte i patientjournalerne fra Brejning,

Vodskov og Ribe i de første år og var stadig en integreret del af celleanbringelsen under

krigen. Således klagede faren til en 20-årig kvinde i 1944 over, at datteren efter en rømning i

Vodskov var blevet anbragt i en kold kælder og klippet skaldet. Af sagen fremgår dog også,

at der var temmelig uens praksis rundt om i landet, idet overlægen på Ebberødgård var ”er-

klæret modstander af klipninger og ikke tror på dens effektivitet som disciplinær afstraffel-

sesmetode”, og bestyrelsesformanden for Ebberødgård kaldte klipningen for ”middelalderlig

tortur”. På institutionen havde man modtaget to unge piger, der var blevet maskinklippet

i Brejning, fordi plejerne der ikke mente at kunne passe på dem. ”Pigebørnene, vi modtog,

så forfærdelige ud, og jeg ville under ingen omstændigheder gå med til at anvende sådanne

brutale metoder. Begge piger var dybt ulykkelige over skamferingen, som jeg i øvrigt må

anse for ikke blot rå, men også ganske irrelevant, idet patienter, der vil løbe, løber allige-

vel”.

377

Socialministeriet henstillede da også til, at ordningen ophørte, og i forbindelse med

klagesager fra 1945 og 1946 oplyste anstalterne i både Vodskov og Brejning da også, at me-

toden ophørte sammen med befrielsen.

378

375

376

Krogh, 1973, s. 3-8.

J.nr 43/61, 1941, Journalsager (1921-1949),

Socialministeriet, Særforsorgskontoret,

pk. 479, RA. Se også

Referat af Åndssvagenævnets møde den 23. januar 1942: Udtagne journalsager (1925-1959), Østifternes

Åndssvageanstalter,

Bestyrelsen,

pk. 50, RA, samt Diverse udvalgsmateriale (1941-1944),

Socialministeriet,

Udvalget af 19.04.1941 angående den mod Børne- og Åndssvageforsorgen offentligt fremførte kritik,

pk. 1, RA.

J.nr. 43/28, 1944 Journalsager (1921-1949),

Socialministeriet, Særforsorgskontoret,

pk. 593, RA.

J.nr. 43/105, 1945, Journalsager (1921-1949),

Socialministeriet, Særforsorgskontoret,

pk. 627, RA og J. nr.

40/138, 1946, Journalsager (1921-1949),

Socialministeriet, Særforsorgskontoret,

pk. 665, RA.

377

378

125

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

Pladsforholdene

Særforsorgens institutioner fandtes i mange udgaver. Nogle var placeret i byerne, andre på

landet, nogle var åbne, andre lukkede – og langt hen ad vejen bestemt af, hvor bygningerne

af historiske grunde var anlagt og af den trusselsgrad, forstandere og læger vurderede, at

de anbragte havde for normalsamfundet. Således kunne anbragte i døveforsorgen selv i den

tidligste periode uden videre forlade anstalterne i fritiden, mens det modsatte oftest gjorde

sig gældende i åndssvageforsorgen.

Men også inden for åndssvageforsorgen var der store forskelle. Fra de anbragte i familie-

pleje, der havde forholdsvis megen frihed, over til De Kellerske Anstalter i Brejning og

Åndssvageanstalten i Vodskov, hvor man rådede over såkaldt åbne anstalter med udstrakt

terrænfrihed for dem, der fulgte reglerne og forblev på anstaltsområdet. Og fra ø-filialernes

frie, men temmelig indskrænkede frihed og til Ribe og Rødbygårds hermetisk lukkede afde-

linger (se meget mere i afsnittet nedenfor om frihed, fritid og familiekontakt).

Det er dog vigtigt at pointere, at friheden for de anbragte generelt blev større i kølvandet på

normaliseringspolitikken fra omkring 1960, hvor der også gradvist kom flere nye instituti-

oner til, så flere blev indskrevet uden f.eks. at være anbragt på en totalinstitution. Der skete

samtidig en vækst i antallet af eksternatskoler og børnehaver, som gav mange, indskrevet i

særforsorgen, mulighed for at bo hjemme hos familien. I dette afsnit fokuserer vi dog pri-

mært på totalanstalterne og deres bygningsmasse.

De af særforsorgens totalanstalter, som blev oprettet helt frem til normaliseringspolitik-

kens fremvækst efter 1959, mindede i høj grad om tidens sygehusarkitektur. Det vil sige,

at bygningerne forekom storslåede og afspejlede, at der inde på den anden side af murene

blev udført en væsentlig samfundsopgave. De smukke omgivelser blev anset som et led i

behandlingen, og der var særligt i åndssvageforsorgen på samme måde som i psykiatrien en

idé om, at regelmæssige bygninger skaber regelmæssige sind.

379

Inden for murene var institutionerne mere forskelligartede. Institutionerne for blinde, døve

og talelidende havde opbygningen med spisesale, opholdsstuer og sovesale til fælles med

åndssvageforsorgen, men som et hjem for børn og unge var der samtidig et større fokus

på hjemlighed med billeder på væggene og pynt i vinduerne – at dømme fra fotografier

af institutionernes interiører.

380

I åndssvageforsorgen kom behandlingsfokusset derimod til

udtryk i et klassisk sygehuspræg. Interiøret havde de fleste steder et sterilt og skrabet udse-

ende uden for mange visuelle adspredelser. Sygehuspræget var dog mest udpræget blandt

asylisterne, som blev anset for de mest behandlingskrævende, mens man i den anden ende

af skalaen fandt beboerne på f.eks. Livø og Sprogø, hvor det netop var et væsentligt led i

379

380

Duedahl, 2019, s. 43.

Se f.eks. Strandsbjerg, 1998, s. 53-61.

Institutionspræg

126

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

behandlingen at signalere hjemlighed over for mennesker, der helst ville stikke af. Først med

betænkningen i 1958 fik åndssvageforsorgen fokus på det forhold, at der helt overordnet set

havde været ”lagt for lidt vægt på at skabe så hjemlige forhold som muligt for patienterne”.

381

Der blev taget initiativ til at ændre forholdene, og bl.a. diskuterede de jyske anstalter, om

der skulle blomster i vinduerne. Men budgetposten til pynt og hygge var et let sted at spare,

og overlægen i Brejning anslog, at udgiften til den slags maksimalt udgjorde fire procent af

hans egen husholdning, og at blomsterne nok ville være til større glæde for plejerne end for

de anbragte. Det var nu ikke alle, som var helt enige.

”Jeg tror ikke, at man skal undervurdere blomsternes betydning på afdelingerne”, replice-

rede overlæge Gunnar Wad i Vodskov. ”Det er vel rigtigt, at vi i vores private hjem kunne

nøjes med 4 pct. til blomster. Men man glemmer, at vi jo har så mange andre ting at pynte

op med. Ens kone, ens kones kjoler, ens børn, ens sofapuder, ens malerier, ens mange farver

på møbler og vægge etc. etc. Blomster er vel nok, når alt kommer til alt den billigste og

nemmeste måde at pynte op på afdelingerne”.

382

Netop Vodskov gik foran, og allerede det følgende år var hele ni afdelinger på anstalten – og

dermed flertallet af dem – forsynet med fjernsynsapparater, og institutionen var også i fuld

gang med anskaffelsen af dem på de øvrige jyske anstalter.

383

Det skete også, at kiosker og boglader forærede institutionerne gamle blade, som de an-

bragte kunne fornøje sig med, men at indrette mere hjemligt var ikke så let, for særforsor-

gens bygningsmasse var ikke indrettet til det. Ganske vist forsøgte anstaltsbestyrelserne

løbende at håndtere problemet ved at opsætte skillevægge og ved at opkøbe bygninger til

nye afdelinger, men næsten hver gang endte det med, at de også blev overfyldte for at ned-

bringe ventelisterne, og så blev det igen svært at få plads til nye møbler m.v.

384

Det lykkedes først for alvor, da der i løbet af 1960’erne og 1970’erne flere steder blev oprettet

mindre boenheder med enkeltværelser og med plads til et mere individualiseret interiør.

Men så længe de store totalanstalter eksisterede, var der fortsat lakuner med de gammel-

dags forhold. Da ombudsmanden i 1975-76 tog på en rundrejse til de store anstalter for at

vurdere forholdene med egne øjne, bemærkede han det stærke institutionspræg flere steder

(se kapitel 17).

381

382

383

384

Betænkning om åndssvageforsorgen afgivet af det af Socialministeriet den 30. april 1954 nedsatte udvalg

til behandling af åndssvageforsorgens problemer. Betænkning nr. 204, København 1958, s. 44.

Brev fra Gunnar Wad til O. Marthinsen og Martin Clausager, 19.5.1958, i ”Alumners adspredelser og

fornøjelser”: J.nr. A/13, Journalsager,

Vodskov Åndssvageanstalt,

pk. 2004-6, RA.

Notat vedr. fjernsynsapparater, 8.7.1959, i ”Alumners adspredelser og fornøjelser”: j.nr. A/13, Journalsager,

Vodskov Åndssvageanstalt,

pk. 2004-6, RA.

J.nr. B/192, Journalsager vedr. administration (1942-1959), Østifternes Åndssvageanstalter, Bestyrelsen, pk.

5, RA

127

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

”Da nogle af sovestuerne helt mangler stole og udsmykning, og da den lange, forholdsvis

brede gang gennem afdelingen mangler møbler og udsmykning, kan afdelingen – der i øv-

rigt i de fleste henseender svarer til de øvrige afdelingers gode standard – til dels virke lidt

kold og ’hospitalsagtig’”, noterede han f.eks. om et besøg på Hald Ege.

385

I Vodskov fandt han, at enkelte bygninger måtte ”betragtes som utilfredsstillende” med tar-

veligt møblement og uden mulighed for privatliv. Også i Brejning fandt han afdelinger med

”påtvunget fællesskab”, hvor nogle anbragte i fritiden måtte opholde sig i sovestuer med en

møblering og indretning, som gjorde dem ”uegnede til at aflaste de almindelige fælleslo-

kaler som opholdsværelse i fritiden”, og ude af stand til at sikre de anbragte nævneværdigt

privatliv. ”Betydelige grupper af klienter lever under forhold, som vurderet ud fra humani-

tære synspunkter må anses som klart utilfredsstillende”, lød ombudsmandens konklusion.

Værst så det dog ud på Ebberødgård, hvor ombudsmanden konstaterede, at ”levevilkårene

for klienterne ikke kan anses for forsvarlige”.

386

Da han i årene efter, i 1976 og igen i 1978,

vendte tilbage til Ebberødgård på fornyede inspektionsbesøg, var en del af de kritiske punk-

ter rettet op, men der var fortsat for mange anbragte, store sengestuer med for mange senge

og en mangel på opholdsrum.

387

Overbelægning og underbemanding

Pladsmangel var gennem alle årene et omfattende problem inden for alle dele af særforsor-

gen. Således kunne en avis i 1934-35 berette om særdeles kritisable fysiske rammer på Det

Kongelige Døvstummeinstitut, hvor mangel på plads tvang instituttet til at anbringe syge

børn i en gammel, utæt militærbarak præget af ”muggen, rådden lugt” og ”gennemtræk”.

Barakken blev delt med en række blinde børn med fare for, at de smittede hinanden.

388

Særligt åndssvageforsorgen var fra begyndelsen præget af pladsproblemer, og der blev lø-

bende investeret og udvidet, sådan som det var tilfældet med f.eks. oprettelse af de nye

anstalter Sølund (1934) og Andersvænge (1940). Men pladsmanglen fortsatte, og i efteråret

1954 besluttede et statsligt nedsat åndssvageudvalg at gennemføre en egentlig ”pladsunder-

søgelse” for at vurdere omfanget af den reelle overbelægning og pladsproblemer. For at gøre

det måtte de fastsætte en pladsnorm, der angav det absolutte minimumskrav pr. anbragt. På

baggrund af en række observationer fastslog Sundhedsstyrelsen, at det mindst forsvarlige

var fire kvadratmeter plads per anbragt i soverummene og tre kvadratmeter per anbragt i

385

386

387

388

Ombudsmandens rapport til Socialstyrelsen vedr. Hald Ege, 28.7.1976, i ”Ombudsmandssagen”: j.nr. O/32,

Journalsager A-Ø (1897-1979),

Den Kellerske Anstalt, Brejning,

pk. 1990-157, RA.

Folketingets ombudsmands beretning for året 1975, s. 572.

Folketingets ombudsmands beretning for året 1976, s. 319-340 og 1978, s. 336-337.

Nyt Dagblad,

10.3.1934 og 5.4.1935.

128

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

opholdsrummene.

389

Resultatet af undersøgelsen var, at der på åndssvageanstalterne var en

samlet overbelægning i sovesalene på 1491 pladser, mens der i forhold til opholdsrummene

var en overlægning på 2442 anbragte. Faktisk viste undersøgelsen, at der var overbelægning

på samtlige af åndssvageforsorgens anstalter med undtagelse af på Sprogø.

390

Overbelægningens konsekvenser blev forværret af en samtidig personalemangel især på de

mest nedslidte anstalter. Ifølge forældreforeningen LEV var det denne uheldige kombina-

tion af overbelægning og underbemanding, der på Karens Minde i 1956 blev rapporteret,

medvirkende til, at personalet følte sig tvunget til at ty til kadaverdisciplin og lussinger som

metode til at skabe orden, hvad der ikke havde været nødvendig under andre forhold. Over-

belægningen blev anslået til 32 pct.

391

Der skete fra slutningen af 1950’erne en vis udbygning især af åndssvageforsorgen, men de

bygninger, institutionerne fik tilbudt, var ofte gamle og nedslidte sanatoriebygninger, og

forældrene var ofte ikke glade for at få flyttet deres pårørende dertil. Så ”den væsentligste

– for ikke at sige den eneste for os acceptable grund til, at vi overtager dem”, skriver over-

læge Martin Clausager fra Brejning i 1959, ”er den, at vi må have vor belægning ned, og vor

pladsmangel afhjulpet”.

392

Netop det år havde man i Vodskov store problemer med at få plads til kvindelige asylister

og bad derfor Brejning om at tage nogle, men det blev afslået, for, som Clausager forklarede

Wad, så havde han selv ”næsten daglig det største besvær med at skaffe plads til de asylister,

som lever under uantagelige forhold. Frk. [navn udeladt] [ansat på kvindeasylet] er forstå-

ende, men kan jo ikke hekse. 182 patienter på afdeling D er topbelægning … Jeg er ked af

det, men hvad skal jeg gøre?”

393

Da åndssvageforsorgen i april 1961 nedlagde ø-internaterne på Livø og Sprogø, kom flere

af de domsanbragte tilbage til anstalterne, og de skulle indgå i de overfyldte og under-

bemandede afdelinger, hvor plejerne allerede i forvejen var pressede. Det mærkede de på

en af Ebberødgårds lukkede afdelinger, hvor personalet undertiden stod helt alene med de

vanskelige anbragte. ”I den uhensigtsmæssigt indrettede afdeling har vi 45 patienter, som

389

Åndssvageforsorgens pladsforhold. Pladsundersøgelsen 1956, s. 4 og Betænkning om åndssvageforsorgen

afgivet af det af Socialministeriet den 30. april 1954 nedsatte udvalg til behandling af åndssvageforsorgens

problemer. Betænkning nr. 204, København 1958, s. 118-119.

Betænkning om åndssvageforsorgen afgivet af det af Socialministeriet den 30. april 1954 nedsatte udvalg

til behandling af åndssvageforsorgens problemer. Betænkning nr. 204, København 1958, s. 120.

LEV-bladet,

1958, årgang 7:6. Se kapitel 11 om vold. Det samme argument bruges også om fikseringer, se

kapitel 13 om tvang.

Brev fra Martin Clausager til Gunnar Wad, 30.1.1959, i ”Resenlund”: J.nr. K/48, Journalsager A-Ø (1897-

1979),

Den Kellerske Anstalt, Brejning,

pk. 1990-139, RA.

Brev fra Martin Clausager til Gunnar Wad, 30.1.1959, i ”Resenlund”: J.nr. K/48, Journalsager A-Ø (1897-

1979),

Den Kellerske Anstalt, Brejning,

pk. 1990-139, RA.

390

391

392

393

129

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

alle er urolige og besværlige, og hvoraf i øjeblikket seks burde have været på Rødbygård eller

Livø”, hedder det tre måneder senere. ”Til disse 45 krudtkarle har vi to førsteplejere og 12

plejere, inklusive nattevagter. Dette betyder, at der på visse tider af døgnet, særlig morgen

og aften, hvor patienterne er spredt i to etager, kan være tidspunkter, hvor der kun er én

funktionær i hver etage. Dette er med den nuværende belægning og overbelægning forhold,

der indebærer en alvorlig risiko for katastrofer”.

394

Forældreforeninger kritiserede pladsforholdene, og overlægerne bakkede dem op. Myndig-

heder og politikere erkendte problemerne, udvidede løbende kapaciteten, men henholdt sig

også til manglende samfundsøkonomisk evne eller de periodevise byggestop i den offentlige

sektor. Det sidste var tilfældet, da sundhedsmyndighederne i 1963 erklærede Karens Minde

for uegnet som institution, og den blev alligevel opretholdt med den begrundelse, at anstal-

ten var fyldt med anbragte, som der ikke var andre steder at placere.

395

Med normaliseringspolitikken blev der givet en slags løfte om bedre og mere moderne

anbringelser i særforsorgen, som pegede væk fra de store anstalters regulerede instituti-

onsliv. Det viste sig dog at gå langsomt, når vi ser på pladsforholdene, og i april 1963 satte

forældreforeningen LEV sammen med flere nyhedsmedier fokus på pladsforholdene, mens

overlægerne beredvilligt viste rundt. Journalister beskrev i

Jydske Tidende

således, hvordan

Kvindeasylet i Brejning var indrettet med lokaler oprindelig beregnet til 80 mennesker, men

i virkeligheden husede 180 anbragte.

396

”På alle 33 afdelinger, ligger og sidder patienterne i trængsel”, supplerede

Information.

”Chefen

for børneafdelingen, overlæge Annelise Dupont, siger, at man er nødt til at holde de mest

svagelige børn i sengen, fordi man ikke har plads til dem, skrev avisen, og beskrev toiletfor-

holdene ”som i en kz-lejr”.

397

Overlæge Jørgen Lenstrup på Karens Minde viste journalisterne, hvordan åndssvage børn

var stuvet sammen i små og uhygiejniske rum uden mulighed for bad og almindelige toilet-

forhold, og hvor det var almindeligt, at 30 børn sad på potte samtidig i hjemmets lille skylle-

rum. Det havde allerede ført til én epidemisk tarminfektion, og det samme kunne ske igen.

398

Overbelægningen og underbemandingen i de dårlige omgivelser og arbejdspresset fik i sti-

gende grad plejepersonalet til at opfatte omgangen med de anbragte som et samlebåndsar-

bejde frem for et kald.

399

Det blev da også anerkendt af den ansvarlige overlæge Clausager,

394

395

396

397

398

399

Fra overlæge Annalise Dupont til bestyrelsen for Statens Åndssvageforsorg, 23.7.1960, i ”Kriminelle ånds-

svage”: J.nr. K/45, Journalsager A-Ø (1897-1979),

Den Kellerske Anstalt, Brejning,

pk. 1990-138, RA.

LEV-bladet,

1963, årgang 12:3

”37 mennesker i to badekar”,

Jydske Tidende,

21.4.1963.

”1600 syge stuvet sammen under uhumske forhold”,

Information,

10.4.1963.

”Saadan behandler vi aandssvage børn”,

Information,

21.3.1963.

Petersen, 1968, s. 157.

130

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

der i et brev fra februar 1969 nævner ”en utilstedelig overbelægning og yderst kritisable

forhold (…) hvor patienterne lever under kår i fysisk og sanitær henseende, der ud fra nuti-

dens standard kun kan betegnes som skandaløse”.

400

Grundlæggende kredsede alle ny- og ombygninger om at finde den rette balance mellem

areal per beboer og personalenormeringer, og derfor lod problemet sig ikke uden videre

løse. ”Der er inden for den danske åndssvageforsorg 8.300 pladser”, konstaterede folketings-

politikeren og tidligere åndssvagelæge Inge Krogh (Kristeligt Folkeparti) i januar 1976, ”og

ved en tælling, der for nylig er foregået, har man fundet, at 4.992 af disse pladser er util-

fredsstillende, altså næsten 5.000 utilfredsstillende pladser ud af 8.300”.

401

Også Folketingets

ombudsmand bemærkede problemerne på de allerede omtalte inspektionsture i samme pe-

riode. Han henstillede f.eks. for Ebberødgårds vedkommende til ”en radikal begrænsning”

i afdelingens antal af anbragte. Allerede i 1977 kunne LEV fortælle, at antallet af anbragte

på institutionens lukkede afdelinger nu var nedbragt, men at de for få plejere gav udtryk for

frustration, da der stadig ikke var tid til andet end den helt basale pleje, og at der i udstrakt

grad fortsat måtte anvendes fikseringer og ske medicinsk neddysning af de anbragte. ”For-

bedrede fysiske rammer er ikke nok til at menneskeliggøre tilværelsen”, som det hedder.

402

Da ombudsmanden vendte tilbage til Ebberødgård i 1978, bekræftede han billedet. Antallet

af anbragte var blevet meget mindre, men det var fortsat ikke alle steder, at det i sig selv

rettede op på problemerne. Selv fandt han afdelinger, hvor de anbragte, på grund af perso-

nalemanglen, kun fik den helt basale pleje og f.eks. kun i meget begrænset omfang kom ud

i fri luft – på to afdelinger drejede det sig om en halv time om ugen.

403

Sovesalene

Anstalterne var især kendetegnet af deres sovesale, der i de første årtier ikke sjældent var

indrettet med alt fra 30 senges stuer og helt op til omkring 60-80 senge og måske med en

skammel ved hver seng til at lægge tøj på foruden en eller flere latrinspande, hvor de an-

bragte i løbet af natten kunne forrette deres nødtørft. Det gav ikke de store muligheder for

at opretholde en privatsfære.

404

På enkelte anstalter stod det ekstra skidt til. På Ebberødgård måtte personalet – ifølge for-

ældreforeningen LEV – tage funktionærsenge i brug for at få plads til alle, og da institutio-

nen løb tør for dem, begyndte man i 1953 at have anbragte liggende på madrasser på gulvet,

400

401

402

403

404

Brev fra overlæge Martin Clausager til Bestyrelsen for Statens Åndssvageforsorg, 17.2.1969, i ”Foræl-

dremøder”: J.nr. F/61, Journalsager A-Ø (1897-1979),

Den Kellerske anstalt, Brejning,

pk. 1990-109, RA.

Inge Krogh (KrF), 20.1.1976, l. behandling af f. t. beslutning. vedr. åndssvageforsorgen,

Folketingstidende,

1975-76.

LEV-bladet

1977, årgang 26: 6/7.

Folketingets ombudsmands beretning for året 1978, s. 336-337.

LEV-bladet,

1957, årgang 6:2.

131

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

mens man på Andersvænge af pladsmangel indlagde anbragte børn på det stedlige sygehus

for at skaffe dem tag over hovedet.

405

Sundhedsstyrelsen fastslog det følgende år, at sengeafstanden skulle være minimum 80 cm,

men på Ebberødgård var der afstande helt ned til 18 cm. Selv i de bedste af institutionens

rum var der ikke mulighed for et privatliv, og da de pårørende samme år bad om i det

mindste at få et skab ved hver seng til opbevaring af de anbragtes personlige ejendele, måtte

institutionsledelsen erkende, at der ikke var plads.

406

Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, som blev ratificeret af Danmark i sep-

tember 1953, betonede imidlertid retten til et privatliv – dvs. en sfære, hvor den enkelte

netop uforstyrret kunne udfolde sin personlighed.

407

Den tidsånd, som konventionen var

udtryk for, kom siden til udtryk i den såkaldte normaliseringspolitik (se kapitel 5), og det

var i kølvandet på den, at forholdene ændrede sig markant. Der blev op gennem 1960’erne

sat skillevægge i mange af de gamle sovesale og bygget nyt, og i 1971 viste en ny senge-

pladsundersøgelse foretaget af Socialstyrelsen, at det i det foregående årti efterhånden var

lykkedes at gøre op med de gamle store sovesale. Omvendt var det sådan, at de fleste stadig

sov sammen med andre. Det gennemsnitlige antal senge per stue var nu nede på blot 2,7, og

alene i det seneste år var antallet af enkeltværelser tilsvarende vokset fra 1.310 til 1.474, og

de udgjorde nu 40 pct. af samtlige sovefaciliteter. Den største af de tilbageværende sovesale

fandtes på Rødbygård med plads til 28 anbragte.

408

Ved sengepladsundersøgelsen i 1977 var

det gennemsnitlige antal faldet til 1,8 seng per stue.

409

Tidlig sengelægning

En ting var sovesalene, noget andet sengetider. Tidlig sengelægning er et fænomen, som

kendes fra både ansattes og anbragtes beretninger hele vejen op gennem åndssvagefor-

sorgens historie, hvor mange husker, at de anbragte skulle i seng klokken 19 eller 20

afhængig af personalets vagtskifte, og uanset om de var børn eller voksne, mens andre

fortæller om tider, der lå endnu tidligere – så tidligt som klokken 14 på store badedag (se

kapitel 19).

Den megen tid i sengene blev bemærket af de pårørende i samtiden. En mor til en multi-

handicappet pige i Brejning i 1958 bad allerede efter få ugers anbringelse om at få hendes

405

406

LEV-bladet,

1963, årgang 12:3

LEV-bladet,

1954, årgang 3:3; Åndssvageforsorgens pladsforhold. Pladsundersøgelsen 1956, s. 4 og Betænk-

ning om åndssvageforsorgen afgivet af det af Socialministeriet den 30. april 1954 nedsatte udvalg til behand-

ling af åndssvageforsorgens problemer. Betænkning nr. 204, København 1958, s. 118-119 samt J.nr. B/192,

Journalsager vedr. administration (1942-1959), Østifternes Åndssvageanstalter, Bestyrelsen, pk. 5, RA.

Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, 1953, artikel 8.

Berg, 1972, s. 14-20.

”Sengepladsundersøgelsen 1977”,

S.Å.-nyt,

16. årg., nr. 11-12, 1977, s. 13.

407

408

409

132

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

datter hjem igen, da hun ikke kunne klare at se datterens mange liggesår, og at hun var

begyndt at tabe i vægt. ”Moderen fortæller om, hvordan det var en stor skuffelse for foræl-

drene, at de så sig nødsaget til at tage [navn udeladt] hjem igen”, noteres det i patientsagen.

”De kunne altså ikke holde ud, at pigen skulle behandles så lemfældigt, som tilfældet var,

og hvis moderens beretning er sandfærdig, hvad jeg ikke håber den er, så har vi heller ikke

været overfor [navn udeladt], som vi skulle. På Kvindehjemmet synes moderen, hun faldt

rigtig godt til, kun syntes moderen, de skulle ligge for meget i deres senge der”.

410

Fænomenet med tidlig sengelægning eksisterede langt op i tiden. Når Folketingets social-

udvalg eller ombudsmand tog på inspektionsture, var det i hvert fald et problem, de mødte.

Da ombudsmanden i april 1976 var på inspektionstur til Hald Ege, fandt han således enkelte

afdelinger, hvor de anbragte blev lagt i seng allerede klokken 18.

411

Og da han året efter tog

på inspektionsbesøg på Ebberødgård, konstaterede han, at der også fortsat der var afdelin-

ger, hvor de anbragte blev lagt tidligt i seng grundet personalemangel.

412

Overvågning af seksualiteten

I åndssvageforsorgen, hvor der var mange voksne, er der i stort set samtlige gennemgåede

patientjournaler notater om den anbragtes kønsliv. Det adskiller dem fra sager om anbragte

i andre dele af særforsorgen. Det blev f.eks. noteret, om vedkommende var seksuelt aktiv,

havde fået menstruation eller havde tendenser til onani. Omgang med det modsatte køn var

strengt forbudt i den første del af perioden. Kvinder i den fødedygtige alder skulle beskyttes,

og onani forplantede sig let til de øvrige anbragte og fik tankerne hen på det, som det gjaldt

om at holde tankerne fra. Normbrud kunne føre til reprimander, tvungent sengeleje og i

gentagne tilfælde af fiksering og medicinering (se kapitel 13).

”Har ikke vist seksuel interesse”, hed det i 1936 – ganske tidstypisk – om en ung asylist,

der blev anbragt i Vodskov. Men så blev han ældre, og i marts 1947 hed det pludselig, at

”afd[elingen] klager over, at han masturberer meget og i fuld offentlighed”. Overlæge og ple-

jere besluttede på den baggrund at fiksere manden, og efter et år prøvede de at give ham lidt

frihed og satte ham på ”trilleholdet” – lektioner i brug af trillebøre – og den fysiske beskæf-

tigelse så ud til at afhjælpe den seksuelle optagethed. ”Han masturberer mindre efter at han

går mere frit omkring”, noteres det, men virkningen varede kun i få dage. ”Masturberer atter

tiltagende”, skriver en plejer, som dog vurderede, at generelt gik det bedre med manden, for-

di han havde noget at tage sig til, og kun fritiden blev taget i anvendelse. ”Han masturberer,

så snart han kan få lejlighed til det, enten på opholdsstuen eller når han er kommet i seng.

410

411

412

Klientsag nr. 8821, Klientsager (1865-1990),

Den Kellerske Anstalt, Brejning,

pk. 1990-1402, RA.

Folketingets ombudsmands beretning for året 1976, s. 420-427.

Folketingets ombudsmands beretning for året 1978, s. 336-337.

133

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

Han er dog ganske klar over, at han ikke må, og respekterer til en vis grad irettesættelser,

hvorfor man om dagen kan holde ham lidt i tømme, når man ser efter ham til stadighed”.

413

Selvom de anbragte ofte var opdelt efter køn og i den tidlige periode ikke burde indgå i

seksuelle relationer, så skete det alligevel, frivilligt eller ufrivilligt (se kapitel 12). Plejerne

på ø-internaterne var f.eks. bevidste om, hvad der foregik på værelserne, og for Livøs ved-

kommende særligt ude i skoven, og i nogle af patientjournalerne er det angivet i hvilken

grad, de anbragte havde sex med andre anbragte. De ansatte greb her sjældent ind, og der

var ifølge Birgit Kirkebæk en erkendelse af blandt enkelte overlæger, at når de anbragte ikke

havde adgang til personer af det modsatte køn, så var der risiko for, at de i stedet indgik i

homoseksuelle forhold. Åndssvagelægerne forsøgte alene at mindske mulighederne, f.eks.

ved at undgå at sende unge og attraktive mænd til Livø, men ingen forestillede sig, at de

unge mennesker kunne holdes helt i ro.

414

Men prisen for at tillade seksuelle forhold var, at

de ifølge overlægerne forstyrrede, når de anbragte kom i land igen. ”Sprogøpiger har ofte

lært homoseksualitet i en grad, så det er meget generende ved senere anbringelse”, udtalte

overlæge P.A. Schwalbe-Hansen fra Ebberødgård således ved et overlægemøde i 1959.

415

Den stærkt regulerende tilgang til de anbragtes seksualitet kunne også have et beskyttende

element. Da en yngre mand i Vodskov, som virkede dominerende over for de andre anbragte,

en dag i 1964 ”blev grebet i analt coitus med en yngre lavtstående patient”, frygtede plejerne,

at der var tale om et ulige forhold, og plejerne observerede derfor førstnævnte konstant

og gav ham Truxal for at dæmpe adfærden. I februar 1966 kunne de konstatere, at han til-

syneladende var faldet til ro, for ”der har ikke siden ovennævnte været observeret nogen

klare seksuelle overgreb over for medpatienter, men man må holde meget øje med ham, og

medpatienterne er gennemgående meget bange for ham”, mens det i juni 1967 hed: ”Der har

ikke været observeret nogen seksuelle overgreb over for medpatienter, men man har lidt en

fornemmelse af, at deres angst for ham muligvis til dels kan skyldes, at han har forsøgt sig”.

416

Meget ændrede sig med p-pillen og et nyt syn på seksualitet i løbet af 1960’erne. Fra at være

et adfærdsmæssigt problem blev seksualitet i stigende grad set som en rettighed for også

anbragte med forskellige former for handicap. Det var ikke mindst tilfældet i åndssvagefor-

sorgen, hvor der var mange anbragte voksne af begge køn. Statens Åndssvageforsorgs års-

møde på Nyborg Strand i 1967 var således tilegnet de anbragtes seksualitet, og i kølvandet

413

414

415

416

Klientsag nr. 1072, Klientsager,

Vodskov Åndssvageanstalt,

pk. 180, RA.

Kirkebæk, 2013, s. 152.

Citeret efter Kirkebæk, 2004, s. 205.

Klientsag nr. 1312, Klientsager,

Vodskov Åndssvageanstalt,

pk. 220, RA.

134

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

på årsmødet fulgte til tider ophedede diskussioner især blandt grupper af ansatte om, hvor-

dan de eventuelt kunne støtte anbragte i realisering af deres seksualitet, og hvorvidt dette

var etisk forsvarligt.

417

Saniteten

Da toiletfaciliteterne på de store institutioner som udgangspunkt var indrettet med henblik

på lige dele massepleje og overvågning af de anbragte, manglede privatsfæren også der. På

åndssvageforsorgens institutioner foregik toiletbesøg ofte samlet og på toiletter indrettet

i lange rækker uden afskærmende vægge imellem, og de var mange steder utidssvarende

og uhygiejniske. Endnu i 1951 var der kun gammeldags tøndelatriner på Karens Minde, og

det samme var i 1956 tilfældet på Lillemosegård.

418

På andre af særforsorgens institutioner

var forholdene nok generelt bedre. Som regel var der afskærmning, som det var tilfældet

på Refsnæs. Til gengæld var der ikke låse i dørene, så de anbragte måtte råbe til de andre,

at toilettet var optaget.

419

Badesituationen var på tilsvarende vis et spørgsmål om massepleje. Den daglige vask foregik

på åndssvageforsorgens totalinstitutioner med vaskefade på sovesalene, hvor de arbejdsføre

ordnede deres egen hygiejne, mens asylisterne blev vasket af plejerne. De mest velfunge-

rende asylister stod i en lang kø for at blive vasket, og de dårligere lå i sengen. Derudover

var der den noget grundigere fællesbadning, som i Brejning om sommeren foregik samlet i

en havbadeanstalt, og ved fællesbadning indendørs om vinteren. I 1949 besigtigede Amts-

lægen i Vejle badeforholdene i Brejning efter en klage fra en anbragt. Klagen handlede om

de dårlige hygiejniske forhold, men giver et godt indblik i manglen på privatliv. Badningen

foregik da i anstaltens badeanstalt hver 14. dag for de 135 anbragte på Mandshjemmet, og

hvert badehold bestod af omtrent 35 personer:

”Efter afklædning foretages afsæbning af fødder og underkrop fra to zinkbaljer, der hver

rummer ca. 30 liter oppisket sæbevand, således at ca. 17 alumner enes om en zinkbalje.

Derefter finder afsæbning af hoved og hals sted fra en zinkbalje, ligeledes med ca. 30 liter

oppisket sæbevand, men denne zinkbalje må hele badeholdet på ca. 35 alumner enes om.

Efter denne primitive afsæbning føres alumnerne under kraftig varmtvandsbruse, hvorpå

aftørring og påklædning finder sted. [...] Selve badeanstalten er gammel og utidssvarende,

der forefindes kun to brusere, en stor og en lille, men kun den store benyttes”.

420

417

418

419

420

Kulick & Rydström, 2015. Se også Socialstyrelsen/Åndssvageforsorgen,

Man kalder dem åndssvage. Et

skrift om voksne åndssvage og deres vilkår,

København 1976, s. 8.

LEV-bladet,

1956, årgang 5:10

Kragh et al., 2016, s. 170.

J.nr. 40/116, 1949, Journalsager (1921-1949),

Socialministeriet, Særforsorgskontoret,

pk. 779, RA.

135

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

Sundhedsstyrelsen anbefalede, at anstalten undlod den uhygiejniske fællesindsæbning,

men tog ikke stilling til andet, og der blev da heller ikke i de følgende år ændret andet ved

proceduren, som blev overvåget og udført af plejerne. På Lillemosegård var der i 1956 i alt

230 anbragte, men kun et enkelt badekar og én bruser til deling. Der var ingen omklæd-

ningsmuligheder i badebygningen, så de anbragte, som var af begge køn, måtte gå nøgne

over gårdspladsen.

421

Dagbladet

Information

kunne samme år berette, at anstalten fortsat var uden rigtige toilet-

ter, men forsynet med 14 gammeldags lokummer i gården, og på sovesalene – hvoraf den

største rummede 60 mennesker – var der sat latrinspande frem om natten, og de var fyldt

om morgenen. Forstanderen for Lillemosegård udtalte, at der ikke var sket sanitære forbed-

ringer siden grundlæggelsen af institutionen i 1886.

422

Sådanne faciliteter blev dog, efterhånden som det omgivende samfund var forvænt med

bedre toiletforhold, i stigende grad set som for uværdige, og de blev gennem 1960’erne gen-

stand for stor mediebevågenhed. Billeder af toiletter på række og uhumske badefaciliteter

var stærkt medvirkende til den folkelig uvilje mod totalanstalten som boligform.

423

Der skete da også en løbende opgradering af de fysiske faciliteter, men det tog tid, og der

var store forskelle på tempoet. Endnu i 1969 var badeforholdene i Brejning ifølge forældre-

foreningen LEV yderst slette. På én afdeling var der tilsyneladende kun et enkelt badekar til

37 mænd, som alle var urenlige og med ble, og badekarret var ydermere placeret i kælderen,

så plejepersonalet måtte løfte patienterne derned med håndkraft.

424

Ved ombudsmandens

besøg på de danske institutioner for åndssvage i 1975-76 (se ovenfor) fandt han de sanitære

forhold forbedret enkelte steder, men generelt fortsat stærkt kritisable. I Vodskov og i Brejning

samt på Rødbygård og på Ebberødgård fandt han stadig toiletter uden skillevægge.

425

Det samme var tilfældet i februar 1979 på inspektionsturene til Ribelund, Løgumgårde og

Lillemosegård, hvor de dårlige og ”anstødelige” sanitære forhold fandtes på flere afdelinger

i form af toiletter uden skillevæg og døre.

426

421

422

423

424

425

LEV-bladet,

1956, årgang 5:10 og

LEV-bladet,1957,

årgang 6:2

”Uhygiejniske forhold paa aandsvageanstalt”,

Information,

24.1.1956

Se f.eks. ”37 mennesker i to badekar”,

Jydske Tidende,

21.4.1963; ”1600 syge stuvet sammen under uhumske

forhold”, information 20.4.1963; ”Sådan behandler vi åndssvage børn”,

Information

21.4.1963.

LEV-bladet,

1969, årgang 18:1.

Ombudsmandens rapport til Socialstyrelsen vedr. Rødbygård, 5.5.1976, i ”Ombudsmandssagen”: j.nr.

O/32, Journalsager A-Ø (1897-1979),

Den Kellerske Anstalt, Brejning,

pk. 1990-157, RA, samt Folketingets

ombudsmands beretning for året 1975, s. 572.

Folketingets ombudsmands beretning for året 1979, s. 229-257.

426

136

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

Uddannelse

Uddannelse og oplæring til selvforsørgelse – om muligt – var en bærende idé i særfor-

sorgen. De anbragte skulle ideelt set enten tilbydes en skolegang (som f.eks. på blinde- og

døveinstitutterne) eller en form for praktisk oplæring med henblik mulig beskæftigelse og

måske selvforsørgelse. For flertallet på åndssvageforsorgens totalinstitutioner var der i den

første del af perioden i højere grad fokus på oplæring med henblik på beskæftigelse på selve

institutionerne, inden normaliseringspolitikken i tiden efter 1959 gav mulighed for tilknyt-

ning til miljøer uden for anstalterne.

For børn og unge i store dele af særforsorgen var undervisningen henlagt til de statslige

institutter og det helt centrale led i opholdet, selvom der for f.eks. døvstumme også eksiste-

rede en småbørnsafdeling.

427

Undervisningsplanerne viser, at undervisningen både indeholdt specifikke elementer, som

knyttede sig til handicappet, som f.eks. blindeskrift, tegnsprog og mundaflæsning, og ele-

menter af almenuddannelse i form af grundskolens klassiske fag som dansk, historie og

matematik. Kvaliteten blev løbende fulgt fra ministeriel siden med indberetninger af ti-

metal og planer.

428

Undervisningens indhold ændrede sig dog løbende. For de døve elevers

vedkommende pågik der f.eks. i 1940’erne en diskussion om de anbragtes nytte af tegnsprog

– og om det ville føre til inklusion i ”døvesamfundet” men eksklusion af ”normalsamfun-

det” – og på Vejle Taleskole lærte underviserne således hørehæmmede børn at tale, mens

de statslige gjorde brug af tegnsprog, og det endte da efterhånden med, at der overalt blev

givet tegnsprogsundervisning.

429

For gruppen af talelidende gjorde desuden det særlige forhold sig gældende, at behand-

lingstiden på taleinstituttet var individuel (se kapitel 8). Typisk varede undervisningen kun

tre til fire måneder, men i visse tilfælde og ikke mindst for hørestumme og ordblinde måtte

der påregnes længere tid, undertiden op til to år, og i særlige tilfælde tre år. Undervisningen

foregik på hold, hvor talen blev trænet, men der blev til gengæld kun i begrænset grad ydet

undervisning i almindelige skolefag. Taleundervisningen varede nemlig fem timer dagligt,

hvorefter der var et par timers ”beskæftigelsesundervisning” i fritiden som sløjd, håndar-

bejde og gymnastik. Det betød, at eleverne med lange ophold kunne komme langt bagud i

de almindelige skolefag sammenlignet med klassekammeraterne på hjemskolen. Først fra

Undervisning i døve-, blinde- og vanføresærforsorgen m.v.

427

428

429

J.nr. sagsnr. 105-121, 1933, Journalsager (1921-1949),

Socialministeriet, Særforsorgskontoret,

pk. 213, RA.

J.nr. 10/17, 1934, Journalsager (1921-1949),

Socialministeriet, Særforsorgskontoret,

pk. 233, RA.

J.nr. 13/23, 1944, Journalsager (1921-1949),

Socialministeriet, Særforsorgskontoret,

pk. 581, RA.

137

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

1954 blev undervisningsstrukturen ændret, så der blev undervist i almindelige skolefag af

uddannede talelærere i klasser og i individuel taletræning dagligt.

430

Undervisning i åndssvageforsorgen

Der var fra 1933 undervisningspligt også for ”åndssvage” børn. Det var dog mest et teore-

tisk fænomen, da der kun i meget begrænset omfang blev tilbudt undervisning. Skoleun-

dervisning kunne i starten af perioden kun tilbydes på Gammel Bakkehus, De Kellerske

Anstalter i Brejning og Åndssvageanstalten ved Vodskov. Her blev nogle børn dog hurtigt

hægtet af den almindelige boglige undervisning og sat til praktisk oplæring. Det kunne, som

nævnt tidligere, være i form af et såkaldt ”trillehold”, hvor de pågældende lærte at håndtere

en trillebør. Asylister blev anset for direkte ikke-underviselige, hvilket ofte resulterede i

perioder uden nogen målrettede forsøg på aktivering.

431

Den tyske besættelse af Danmark satte imidlertid gang i en ny bevægelse om end utilsigtet.

432

Krigen resulterede i, at flere afdelinger blev beslaglagt til brug for kontorer og kaserner, så

åndssvagelægerne var nødt til at hjemsende en række anbragte. Det førte i 1944 til, som en

praktisk nødforanstaltning, oprettelsen af en eksternatskole i Aarhus under De Kellerske

Anstalter. Ordningen betød, at de anbragte kunne bo hjemme hos forældrene og gå i eks-

ternatskole om dagen. Det viste sig at blive en meget populær ordning hos forældrene,

og kombineret med voksende kritik af den manglende undervisning i åndssvageforsorgen

samt muligheden for at nedbringe ventelisterne, fik det også overlægerne til at gå i brechen

for eksternatskoleordningen. Bl.a. LEV skubbede kraftigt på, for at der skulle være reel un-

dervisningspligt, og forældrenes eneste anke var, at børnene fortsat skulle inddrages under

åndssvageforsorgen for at benytte sig af eksternatskolerne, så først da Socialministeriet i

1954 gav tilladelse til, at børn kunne optages uden inddragelse under forsorg, blev skolerne

for alvor tilløbsstykker. I 1957 var der allerede oprettet i alt 20 eksternatskoler med plads til

ca. 1.200 elever. De dækkede dog endnu kun omtrent halvdelen af landet, og der var brug

for omtrent det dobbelte antal. Målgruppen var den, som ikke kunne klares via skolernes

specialundervisning.

433

430

431

432

433

Betænkning om åndssvageforsorgen afgivet af det af Socialministeriet den 30. april 1954 nedsatte udvalg

til behandling af åndssvageforsorgens problemer. Betænkning nr. 204, København 1958, s. 11-14 og s. 27.

Kirkebæk, 2001, s. 192.

Bank-Mikkelsen, 1982, s. 99-122.

Betænkning om åndssvageforsorgen afgivet af det af Socialministeriet den 30. april 1954 nedsatte udvalg

til behandling af åndssvageforsorgens problemer. Betænkning nr. 204, København 1958, s. 82-83 og

Folketingsårbog 1961/62 s. 266-268, samt Notat til ministeren 4.11.1957 ”vedrørende åndssvageforsorgens

stilling”: J.nr. B9/10, Journalsager (1949-1968),

Socialministeriet, Særforsorgskontoret,

pk. 73, RA.

138

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

Undervisningen var endnu først og fremmest beregnet på de børn, der befandt sig i den hø-

jere ende af IK-skalaen og derfor ansås for at være underviselige. Med 1959-loven blev det

dog fastslået, at der gjaldt en ”undervisnings- og oplæringspligt” også for åndssvage børn

og unge på syv til 18 år, og det førte til udbygningen af eksternatskolerne – også kaldet ”de

grønne skoler” – så der i 1962 var hele 35 specialiserede dagskoler, og i 1970 knap 70, rundt

om i landet, hvilket også gav anledning til en pædagogisk udvikling inden for undervisnin-

gen af ”åndssvage”.

434

På nogle af de store totalinstitutioner var hverdagen derimod fortsat præget af manglende

undervisningstilbud. Det skyldtes bl.a. en lidt snæver forståelse af, hvad undervisning var,

og at en stor gruppe asylistbørn fortsat blev betragtet som u-underviselige.

435

Det var f.eks.

tilfældet på Ebberødgård. En mor til en 12-årig anbragt dreng fortæller således i

LEV-bladet

i 1961, hvordan hendes søn, der blev anbragt med en IK på 75 i de fire år, der var gået siden

anbringelsen, havde stået i stampe af mangel på aktivering. Børnene stod i timevis og kiggede

ud ad vinduerne, fortalte hun og havde ikke noget at tage sig til. For de anbragte, som befandt

sig lige på normalitetsgrænsen, betød de manglende læse- og skrivefærdigheder, at de var

vanskeligere stillet, end de kunne have været, når de ansøgte om at komme ud af forsorgen.

436

Samme år påbegyndte Statens Åndssvageforsorg imidlertid et forsøg på beskæftigelse af

de såkaldte ”rokkemænd” på Lillemosegård. Det var en svær begyndelse, men det lykkedes

ikke desto mindre at adsprede dem og give dem oplevelser og livsindhold.

437

Og beskæf-

tigelsen af netop asylister blev da også et centralt led i uddannelsen af plejere i forbin-

delse med oprettelsen af Personalehøjskolen på Islands Brygge i 1962, og det er i Statens

Åndssvageforsorgs eget tidsskrift

S.Å.-Nyt

muligt at følge, hvordan der gennem 1960’erne

og 1970’erne iværksættes en række forsøg og initiativer med henblik på aktivering af også

de svageste anbragte. Vi har ikke undersøgt, hvor udbredte disse initiativer var på de enkelte

institutioner. Der er dog næppe tvivl om, at ændringerne ikke skete lige hurtigt alle steder.

På Ebberødgård var det et ressourcemæssigt spørgsmål, da overlæge Schwalbe-Hansen

ikke mente, at han havde de personalemæssige kræfter til at beskæftige de dårligst udru-

stede. Han mente, at personalenormeringen var et levn fra en tid, hvor anbragte blot skulle

434

Betænkning om åndssvageforsorgen afgivet af det af Socialministeriet den 30. april 1954 nedsatte ud-

valg til behandling af åndssvageforsorgens problemer. Betænkning nr. 204, København 1958, s. 82-83;

Folketingsårbog

1961/62 s.266-268 samt Bank-Mikkelsen, 1982, s. 123. Se også

S.Å.-Nyt,

nr. 9, 1975, der

indeholdt flere artikler om åndssvageforsorgens skoler.

Referat 21.08.1973: Chefkollegiets mødereferater med indkaldelser (1970-1990),

Socialstyrelsen,

pk. 13,

RA. Niels Bank-Mikkelsen, 1982, s. 123.

LEV-bladet,

1961: årgang 10:9 og j.nr. 43/69, 1937, Journalsager (1921-1949),

Socialministeriet, Særfor-

sorgskontoret,

pk. 349, RA.

Kirkebæk, 2001, s. 192.

435

436

437

139

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

opbevares. ”Det for lille personale kan ikke overkomme mere”, argumenterede han, for når

”to plejere skal holde øje med 40 urolige, urenlige, delvis psykotiske patienter, er det ikke

let at få beskæftigelse i gang”, og ”skal patienter af denne type beskæftiges selv med ganske

primitive ting, kræver det mindst en funktionær til hver tre-fire patienter”.

438

Manglen på undervisning, oplæring og aktivering fortsatte. Så sent som i 1973 stod 1.700

børn under åndssvageforsorgen fortsat uden nogen skoleplads, hvilket var i klar modstrid

med loven, og forholdene førte gentagne gange til politiske diskussioner i Folketinget.

439

Men det gik dog fremad. Da ombudsmanden i juli 1976 besøgte Hald Ege konstaterede han,

at der var 94 undervisningspligtige anbragte, og heraf modtog de 73 undervisning i skole,

mens 19 blev på afdelingen om dagen, og to var på værksted.

440

Året efter – i 1977 – var

der på landsplan mindst 182 personer under åndssvageforsorg, som ikke havde et tilbud

om undervisning, hvilket dog var en markant ændring i forhold til i begyndelsen af årtiet.

441

Efter grundskolen blev de anbragte i særforsorgen opdelt efter evner og uddannet inden

for en række områder og ofte nogle, hvor der var tradition for at aftage mennesker med

handicap. En del blinde fandt således vej til beskæftigelse som organister, klaverstemmere,

børstenbindere og telefonister, mens en del i gruppen af blinde og døve blev anbragt på

”koloni”, som var en gård, hvor oplæringen først og fremmest var af landbrugsfaglig art.

442

Voksne epileptikere, indlagt på Filadelfia, skulle som del af behandlingen deltage i beskæf-

tigelse, men det var ikke altid, at kolonien kunne tilbyde dem netop det. I 1960-61 nedsatte

Socialministeriet et udvalg til at undersøge klager fremkommet i pressen over dette forhold.

Udvalget konkluderede, at otte ud af 235 kvinder ikke var beskæftiget, mens samtlige mænd

var, og at de eksisterende muligheder for uddannelse skulle udvides.

443

Hvad angår beskæftigelse for de voksne anbragte i åndssvageforsorgen, omfattede den først

og fremmest de arbejdsføre. En stor del blev udsluset gennem den kontrollerede familie-

pleje og fik typisk kønsopdelte opgaver som tjenestepiger og landbrugsmedhjælpere. Men

438

439

440

441

J.nr. F/II/0/1, Journalsager (1959-1975),

Statens Åndssvageforsorg,

pk. 290, RA.

Referat 21.08.73: Chefkollegiets mødereferater med indkaldelser (1970-1990),

Socialstyrelsen,

pk. 13, RA

og FT 1969/70, Forhandlingerne: sp.5196-5200; 1971/72: sp.2761-2762; 1972/73: sp.8176-8178.

Ombudsmandens rapport til Socialstyrelsen vedr. Hald Ege, 28.7.1976, i ”Ombudsmandssagen”: j.nr. O/32,

Journalsager A-Ø (1897-1979),

Den Kellerske Anstalt, Brejning,

pk. 1990-157, RA.

Referat 21.08.1973: Chefkollegiets mødereferater med indkaldelser (1970-1990),

Socialstyrelsen,

pk. 13

og FT 1969/70, Forhandlingerne: sp.5196-5200; 1971/72: sp.2761-2762; 1972/73: sp.8176-8178, 1978/79:

sp.5546-5586.

J.nr. 19/5, 1933, Journalsager (1921-1949),

Socialministeriet, Særforsorgskontoret,

pk. 203, RA.

J.nr. C/2/27, Journalsager (1949-1968),

Socialministeriet, Særforsorgskontoret,

pk. 163, RA.

Beskæftigelse

442

443

140

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

de arbejdsføres arbejdskraft var samtidig - og særligt i den første del af perioden - også en

central del af åndssvageforsorgens drift. Mændene først og fremmest i landbrugsarbejdet

og i værkstederne og kvinderne fortrinsvis i køkken, vaskeri og vævestuer og i forbindelse

med rengøring og med pleje af asylisterne.

444

”Han har et praktisk håndelag og tager godt på et redskab. Han hjælper til med rengøring,

brændselsbæring og lignende”, hed det således i 1951 om en ung mand anbragt i Vodskov.

Året efter havde han fået nye opgaver: ”Hjælper til ved pasningen af de dårligere patienter,

reder senge og boner gulv, flink til arbejdet. Villig og efterrettelig”, og i 1963 arbejdede han

fortsat: ”Patienten går til hånde på afdelingen, er bl.a. flink til at holde toiletterne rene”.

445

Normaliseringspolitikken ændrede imidlertid på totalinstitutionernes arbejdsforhold. Alle-

rede i efteråret 1959 begyndte overlægen i Brejning at fritage enkelte anbragte fra det dagli-

ge arbejde. Det skyldtes i første omgang et ønske om at nedbringe de anbragtes arbejdstid.

”Det forekom os at være et naturligt ønske, at arbejdsføres arbejdstid blev nedskåret, idet

den på et hjem var 51 ugentlige timer med en fridag hver anden uge, på et andet hjem 48

ugentlige timer med frihed hver fjerde søndag eftermiddag”, som det hedder i begrundel-

sen. ”Arbejdstiden er nu for det første hjems vedkommende nedbragt til 48 ugentlige timer

og for det andet til 45 ugentlige timer. Fridagsordningen er uændret”.

446

Men normaliseringspolitikken indebar også, at det blev anset som normalt at bo ét sted og

arbejde ét andet, og derfor blev der i begyndelsen af 1960’erne oprettet en række beskyttede

værksteder i de nærmeste byer. Disse var små produktionsvirksomheder, hvor en del af de

anbragte kunne løse lønopgaver for større virksomheder. For Ebberødgårds vedkommende

f.eks. i Farum og for De Kellerske Anstalter f.eks. i Vejle og Kolding.

447

På den tidligere omtalte inspektionstur til åndssvageforsorgens institutioner, som ombuds-

manden foretog i 1975-76, konstaterede han imidlertid, at der var store forskelle på graden

af beskæftigelsen af de anbragte. På Rødbygård, hvor en del var anbragt, fordi de blev be-

tragtet som adfærdsvanskelige, var kun 131 ud af de 375 anbragte beskæftiget på værkste-

der, og de 152 var tilsyneladende slet ”ikke muligt at beskæftige”, og de var derfor overladt

til den adspredelse, der fandt sted på afdelingerne.

Også i Brejning fandt ombudsmanden de anbragtes grad af undervisning og beskæftigel-

se ”væsentligt under det niveau, som tilsiges af både humanitære og behandlingsmæssige

444

445

446

447

Duedahl, 2019, s. 69-77.

Klientsag nr. 1312, Klientsager,

Vodskov Åndssvageanstalt,

pk. 220, RA.

Brev fra Martin Clausager til Niels Erik Bank-Mikkelsen, 17.1.1960, i ”Kritik”: J.nr. K/39, Journalsager A-Ø

(1897-1979),

Den Kellerske Anstalt, Brejning,

pk. 1990-137, RA.

J.nr. F/II/0/1, Journalsager (1959-1975),

Statens Åndssvageforsorg,

pk. 290, RA samt memo til bestyrelsen

for Statens Åndssvageforsorg, 21.3.1962, i ”Faciliteter”: J.nr. F/54, Journalsager A-Ø (1897-1979),

Den

Kellerske Anstalt, Brejning,

pk. 1990-109, RA.

141

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

hensyn”, og ”som var en forudsat målsætning i forbindelse med gennemførelsen af loven af

1959 om forsorgen for åndssvage”.

448

Det var i den tidlige del af perioden ikke tanken, at anbragte i særforsorgen skulle have en

privatøkonomi, eftersom de fik kost og forplejning på anstalten. Der var dog tidligt ønsker

om at indføre lommepenge, som gjorde de anbragte vant til at omgås penge og klar til et

eventuelt liv væk fra anstalten. Vi kan f.eks. se, at forstanderinden på Det Kongelige Blinde-

institut på Refsnæs i 1936 anmodede om et lommepengebeløb på tre kroner per måned til

hver af de anbragte til ”daglige småfornødenheder, de kan have brug for, og som vil kunne

være dem til opmuntring, ligesom de rent naturligt ved særlige lejligheder kan føle trang

til gennem smågaver eller på anden måde at ville glæde kammerater eller deres nærmeste

familie”, som argumentet lød. ”Rent menneskeligt set vil det også være sundt og udviklen-

de for dem, om de ligesom andre unge piger kan have et beløb – selvom det ikke er ret

stort – til fri disposition”.

449

Andre grupper kom senere med. Vi skal f.eks. frem til 1954, før

finansudvalget gav tilslutning til, at der blev udbetalt lommepenge efter faste takster til de

interne elever ved statens kostskoler for døve.

450

Af en sag fra 1963 fremgår det, at anbragte i

særforsorgen nu generelt fik lommepenge, og at institutionerne for børnenes vedkommen-

de fulgte børneforsorgens takster. Kun forsorgen for vanføre og epileptikere havde hidtil

haft særregler, idet den på visse punkter havde udbetalt vanføre mere, mens epileptikerne

på Filadelfia havde fået udbetalt mindre.

451

Inden for åndssvageforsorgen blev der tidligt givet arbejdsføre åndssvage lommepenge og

mulighed for at få udbetalt såkaldte arbejdsdusører. Ved en anbringelse tilhørte arbejds-

kraften ganske vist institutionen mod kost og logi, men omvendt fremmede pengemidler

arbejdslysten. Dog var satserne generelt lavere her, og på foranledning af forældreønsker

om højere beløbsstørrelser undersøgte Åndssvagenævnet i 1952-53 omfanget. Det viste sig,

at der var en stort set ensartet praksis på tværs af åndssvageanstalterne, idet lommepenge

og arbejdsdusører blev gradueret i størrelse under hensyn til de anbragtes arbejdsevne og

forståelse af pengenes værdi. Det højeste beløb, som da kunne udbetales til de mest arbejds-

duelige anbragte, var en krone ugentlig, mens de øvrige fik udbetalt mindre beløb eller slet

intet. I gennemsnit blev der udbetalt 20-30 kroner årligt per anbragt.

452

448

449

450

451

452

Folketingets ombudsmands beretning for året 1975.

J.nr. 20/8, 1936, Journalsager (1921-1949),

Socialministeriet, Særforsorgskontoret,

pk. 306, RA.

J.nr. G/6/120 1959, Journalsager (1949-1968),

Socialministeriet, Særforsorgskontoret,

pk. 238, RA.

J. nr. F/0/32, Journalsager (1959-1975),

Statens Åndssvageforsorg,

pk. 264, RA.

Læg B111: J.nr. B/766/131, Journalsager vedr. administration (1942-1959), Østifternes Åndssvageanstalter,

Bestyrelsen, pk. 3, RA.

Privatøkonomi

142

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

Ønsket om at hæve beløbsstørrelserne faldt dog ikke i god jord overalt. F.eks. undrede

overlægen på Andersvænge sig i marts 1956 over nytten af at give anstaltens 176 asylistbørn

lommepenge, ”da mange af dem jo er så lavtstående, at de ikke har forstand på, hvad der

gives dem”.

453

Det endte med et kompromis, som indbefattede en generel beløbsstigning og en fortsat

graduering af, hvem der skulle have mest, da Socialministeriet samme år godkendte, at

der på de jyske hovedanstalter kunne udbetales et beløb på gennemsnitlig 47 kr. årlig per

anbragt og på filialanstalterne et noget mindre beløb årligt, og med en lignende ordning for

Østifternes Åndssvageanstalters vedkommende.

454

Invalidepensionsreformen, i første omgang kun for folk med sygekassemedlemskab, satte

gang i en ny og større diskussion, ikke mindst da det fra 1. april 1961 reelt også blev muligt

for anbragte på særforsorgens institutioner at få invalidepension. Diskussionen handlede

om, hvorvidt de anbragte skulle informeres om muligheden og have hjælp til at ansøge, om

nogen af de anbragte ville ende med store opsparinger, om de ville bruge pengene på slik og

andre usunde sager, og om hvem der skulle holde styr på pengene på vegne af de anbragte.

I begyndelsen ansøgte institutionerne i overvejende grad kun til de anbragte, som, lægerne

skønnede, fik glæde af det, og som så kunne betale ferierejser, tøj og andet med deres egne

pengemidler.

455

Men fra 1965 søgtes invalidepension til alle eksternt anbragte og til dem,

der stod lige foran udskrivning, og efterhånden som årene gik, søgte institutionerne stort

set til alle.

456

Kostforhold

Kosten på særforsorgens institutioner fulgte som regel en fastlagt kostplan, som i de første

år var forskellig fra anstalt til anstalt, men som regel den samme uge efter uge.

De fleste ansatte havde kost som del af deres ansættelse, og der var på åndssvageanstalterne

i den første del af perioden ofte to slags mad, ”patientkost” og ”funktionærkost”, der som

regel blev spist forskudt og i separate rum. Funktionærkosten var kvalitetsmæssigt bedst.

Desuden var patientkosten delt op i asylistkost, som ofte var grødretter, og de arbejdsføres

kost, som oftere var tørkost og rigeligere grundet det arbejde, de udførte. Der var over årene

453

454

455

J.nr. B/111 og B/192, Journalsager vedr. administration, (1942-1959), Østifternes Åndssvageanstalter,

Bestyrelsen, pk. 3, RA.

Betænkning om åndssvageforsorgen afgivet af det af Socialministeriet den 30. april 1954 nedsatte udvalg

til behandling af åndssvageforsorgens problemer. Betænkning nr. 204, København 1958, s. 79-80.

Se læg vedr. invalidepension til åndssvage: J.nr. H/0/38, Journalsager (1959-75),

Statens åndssvageforsorg,

pk. 300, RA. samt Adgang til at søge invalidepension f. patienter under åndssvageforsorgen: j.nr. 5109/38-

5109/51, Journalsager (1968-1976),

Socialministeriet,

pk. 2382, RA.

Se læg ”Folke- og invalidepension m.v.”, J.nr. H/0/38, Journalsager (1959-1975),

Statens Åndssvageforsorg,

pk. 300, RA.

456

143

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

gentagne klager over patientkostens beskaffenhed, både over mængden og indholdet, men

klagerne hjalp sjældent.

457

Gunnar Wad fik i sine første år som læge i Brejning ”et stærkt indtryk af, hvor tilfæl-

digt der handles med hensyn til kosten”.

458

Han fortæller således om, hvordan han i 1936

på anstalten fandt en række tilfælde af øjentørsot og andre sygdomme på børneasylerne,

som viste sig at skyldes kostens manglende næringsværdi.

459

Nu fik mange mennesker i

1930’erne ganske vist en dårlig kost, men ifølge Wad handlede det i dette tilfælde om

manglende bevidsthed om kostens sammensætning. Socialministeriet satte i 1938 gang i

en undersøgelse af kostforholdene og udarbejdelsen af forslag til en fælles kostordning for

åndssvageanstalterne.

460

Der blev lavet en særlig minutiøs undersøgelse af maden på åndssvageanstalten i Ribe, som

især påpegede manglen på variation i maden. F.eks. fik samtlige alumner de samme forretter

året rundt. ”De mest anvendte forretter til samtlige alumner var mælkesupper. Vandgrød

blev hyppigt anvendt som middagsret, selvom der i tørkosten blev givet bygvandsgrød om

aftenen”. Men der var også andre kritikpunkter. F.eks. frembød asylisternes efterretter næ-

sten heller ingen variation. ”Asylisterne spiste dag ud og dag ind hachis med kartoffelmos,

kun afløst en gang om ugen af grønsagsfrikassé og en gang om ugen af en næringsfattig

makaronibudding, og endelig en meget sjælden gang af en ret som brunkål”.

461

Kalorieindholdet for de anbragte var dog udregnet sådan, at den var præcis tilstrækkelig på

de fleste afdelinger med enkelte undtagelser. Således fik de kvindelige asylister kun 1.950

kalorier om dagen, men havde efter de nyeste amerikanske udregninger behov for minimum

2.400 kalorier om dagen. Det var et alvorligt kritikpunkt i rapporten. Asylisterne manglede

desuden tilskud af grøntsager og fisk. Den overordnede konklusion var, at de anbragte i ånds-

svageforsorgen led af en generel mangel på vitaminer, og at der måtte en ændring til først

og fremmest for asylisterne. Men konklusionen var fulgt af en erkendelse af, at kostforhol-

dene grundet tider med rationering var vanskelige at reformere. Noget var der dog at gøre.

457

458

459

460

461

Kostforholdene på Åndssvageanstalten i Ribe, 1940: j.nr. K/14, Journalsager A-Ø (1897-1979),

Den Keller-

ske Anstalt, Brejning,

pk. 1990-128, RA.

Brev fra Gunnar Wad til bestyrelsen for De Kellerske Anstalter, 27.10.1954: J.nr. K/14, Journalsager A-Ø

(1897-1979),

Den Kellerske Anstalt, Brejning,

pk. 1990-128, RA.

Notat dateret 1.11.1954: j.nr. K/14, Journalsager A-Ø (1897-1979),

Den Kellerske Anstalt, Brejning,

pk.

1990-128, RA.

Brev fra Gunnar Wad til bestyrelsen for De Kellerske Anstalter, 27.10.1954: J.nr. K/14, Journalsager A-Ø

(1897-1979),

Den Kellerske Anstalt, Brejning,

pk. 1990-128, RA.

Kostforholdene på Åndssvageanstalten i Ribe, 1940: j.nr. K/14, Journalsager A-Ø (1897-1979),

Den Keller-

ske Anstalt, Brejning,

pk. 1990-128, RA.

144

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

Resultatet på anstalten Hübertzminde var f.eks., at mængden af grød næsten blev halveret og

kosten en anelse mere varieret, så de anbragte blev sikret de nødvendige vitaminer.

462

De let ændrede kostforhold standsede ikke de anbragtes jævnlige utilfredshed med ma-

den. Der findes fra perioden lige i kølvandet på undersøgelsen adskillige klager over ko-

sten. Således klagede en forælder over, at hendes søn, som var anbragt på Ebberødgård,

ikke fik nok at spise. To år senere klagede en anbragt fra samme sted til kongen. ”Vi får

ikke meget at spise for vi går og sulter”, skrev han, og ligeledes i 1942 klagede en pårørende

til en anbragt på Ebberødgård over, at et familiemedlem ikke fik mad nok, mens anstalten

påpegede, at drengen havde taget fire kilo på.

463

Samme år skrev to anbragte til Justitsmi-

nisteriet og klagede over kosten på Livø, som de anså ”for uspiselig da vi flere gange har

fået harsk og fordærvet flæsk”, mens brødet var ”surt og slimet da det er blandet med kar-

tofler”, ligesom portionerne angiveligt var for små og grøden eller vællingen ofte brændt

på. De Kellerske Anstalters svar til Særforsorgskontoret var, at de anbragte faktisk fik det

dobbelte af, ”hvad mennesker i almindelighed regner med”, og angav et omfang på daglig

basis i form af 325 gram rugbrød og 50 gram sigtebrød, en halv liter grød morgen og aften

og to retter mad til middag, idet anstaltsledelsen dog undlod at kommentere på eventuelle

kvalitetsproblemer.

464

Klagerne står langt fra alene. I 1946 klagede en mor til en dreng anbragt på Ebberødgård

igen over kosten. Øllebrøden var sur, hedder det, og hun havde observeret, at der var en

uge, hvor samtlige anbragte havde nægtet at indtage den. Overlæge Schwalbe-Hansen ind-

rømmede, at anstalten havde haft ”en lille øllebrødsstrejke”, men undskyldte sig med, at

det var ”uhyre besværligt at skaffe kvalificeret hjælp i køkkenet”, og det derfor havde været

overladt til en anbragt at lave den.

465

I februar 1948 bragte

Frederiksborg Amts Avis

en kritisk artikel om kostforholdene på

Ebberødgård på baggrund af oplysninger fra en tidligere plejer. Han kunne fortælle offent-

ligheden om de to slags kost og om, at de anbragte spiste stående, mens funktionærerne sad

ned og spiste. Anstaltsledelsen afviste kritikken af den stående kost, som ganske vist havde

fundet sted, med henvisning til at det stod plejerne og de anbragte frit for at hente flere stole

462

463

Gundtoft, 1940.

J.nr 43/53, 1940, Journalsager (1921-1949),

Socialministeriet, Særforsorgskontoret,

pk. 445, RA. J.nr. 43/13,

1942, Journalsager (1921-1949),

Socialministeriet, Særforsorgskontoret,

pk. 517, RA samt J.nr 43/89, 1942,

Journalsager (1921-1949),

Socialministeriet, Særforsorgskontoret,

pk. 518, RA.

J.nr. 43/20, 1942, Journalsager (1921-1949),

Socialministeriet, Særforsorgskontoret,

pk. 517, RA.

J.nr. 40/9, 1946, Journalsager (1921-1949),

Socialministeriet, Særforsorgskontoret,

pk. 663, RA. Året efter

blev der klaget over maden i Vodskov, idet de anbragte skrev, at afdelingens plejefars hund fik bedre mad

end de anbragte, men også i dette tilfælde afviste Særforsorgskontoret anklagerne.

464

465

145

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

ind. Til gengæld var den lydhør over for kosthierarkiet. ”Det er i det hele taget uheldigt, at

der findes to kostformer”, hedder det i svaret. ”Det rigtige var, at patientkosten blev bragt på

linje med funktionærkosten”.

466

I kølvandet på normaliseringspolitikken fortsatte klagerne over mængden og indholdet, og

de faste årlige tilsyn førte til regelmæssige undersøgelser af kvalitet og rigelighed (se kapitel

16). Således blev der foretaget kostbesøg i 1961-64 på alle 30 institutioner under Statens

Åndssvageforsorg og med detaljerede rapporter for de enkelte institutioner og med fokus

på ernæringen og alt sammen meget rationelt og en anelse paternalistisk. Der var kun få

kritikpunkter. Bl.a. viste en lægeundersøgelse på Karens Minde og Gl. Bakkehus, at børnene

ikke fik en tilfredsstillende kost.

467

På det tidspunkt blev der nogle steder fortsat serveret to forskellige slags mad og i to for-

skellige slags service – i porcelæn til funktionærerne og i bliktallerkener til de anbragte. Der

blev først i 1969 fra centralt hold udformet en politik med titlen ”Mad til mange”, som skulle

sikre varieret og næringsrig kost og ens mad for ansatte og anbragte. Forplejningsforholde-

ne på åndssvageforsorgens institutioner i 1969-70 viste da også, at forplejningsstandarden

på samtlige institutioner nu var højere end et ti år tidligere, og at maden var mere varieret.

468

En statslig undersøgelse af kostforholdene i Brejning i april 1972 viste desuden, at der ge-

nerelt var tilfredshed med kosten, selvom der fortsat blev ønsket større variation, men ge-

nerelt var der en erkendelse af, at standarden var højnet på det seneste, og kritikken gik i

mindre grad på selve maden og mere på personalemangel og dårlige køkkenforhold.

469

De tavse og glemte

I litteraturen om særforsorgen, men også i samtidens dokumenter, er det især de mest res-

sourcestærke, som træder frem og har en stemme. Rundt om på institutionerne var der

således børn, unge og voksne, som levede ”skjult” og følte sig overset (se kapitel 19). Van-

skeligst var situationen på åndssvageanstalterne, hvor nogle anbragte havde svært ved at

udtrykke sig forståeligt og dermed påvirke deres egen situation.

Faktisk kan det være omtrent umuligt at udpege netop dem, der blev overset og glemt, fordi

de netop ikke protesterede. Vi har meget få kilder til deres situation og oplevelser (se kapitel

og kapitel 18). Der er f.eks. næppe tvivl om, at åndssvageforsorgens asylister var den gruppe,

der igennem hele perioden samlet set var mest udsat. Der var blandt dem en gruppe stort

466

467

468

469

J.nr. B/36, Journalsager vedr. administration (1942-1959), Østifternes Åndssvageanstalter, Bestyrelsen, pk.

1 samt Frederiksborg Amts Avis 2.2.1948.

J.nr. H/0/33/II, Journalsager (1949-1975), Statens Åndssvageforsorg pk. 298, RA.

Oversigt over forplejningsforholdene på åndssvageforsorgens institutioner 1969-70: J.nr. H/0/33, Journal-

sager (1959-75),

Statens Åndssvageforsorg.,

pk. 299, RA.

Undersøgelse af kostforholdene på Centralinstitutionen Brejning, april 1972: J.nr. K/14, Journalsager A-Ø

(1897-1979),

Den Kellerske Anstalt, Brejning,

pk. 1990-128, RA.

146

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

set uden sprog, og nogle havde flere handicaps kombineret med diagnosen ”åndssvaghed”.

470

Disse tavse og glemte eksistenser dukker derfor mest op i kildematerialet, når medier og for-

ældreforeninger satte fokus på dem, eller når plejere eller pårørende f.eks. frembragte en kritik

for overlægen. Det kom indimellem til udtryk, når pårørende fandt deres familiemedlemmer

med liggesår, eller når udefrakommende indimellem påpegede den ensformige hverdag.

471

En specifik gruppe af tavse og glemte, der i perioden pludselig oplevede en vis bevågenhed,

var gruppen af spastikere, som gik på tværs af vanføre-, epileptiker- og åndssvageforsorgen.

Det var overlæge Preben Plum fra Rigshospitalet, der i 1950 først satte fokus på dem, og

medieomtalen førte til, at Socialministeriet nedsatte det såkaldte ”Spastikerudvalg”, som

udgav en betænkning med særlige løsninger for denne gruppe af anbragte.

472

”Der findes på åndssvageanstalterne en del cerebrale paretikere med spastiske lammelser”,

hedder det da også i et notat fra Socialministeriet i 1958. ”En konstatering af, hvorvidt disse

patienter er i egentlig forstand åndssvage, er meget vanskelig at foretage på grund af lidel-

sens indvirken på patientens evne til at meddele sig og gøre sig forståelig, men patienterne

må i hvert fald anses for at være handicappede på en sådan måde, at deres tilstand efter

lægeligt skøn ganske må sidestilles med åndssvaghed”.

473

På åndssvageanstalterne satte lægerne ind for at vende passiv pleje til aktiv genoptræning,

hvilket krævede nye rammer, og i de følgende år blev der indrettet afdelinger på bl.a. Karens

Minde og Ebberødgård, og i Vodskov og Brejning med forbedrede pladsforhold og tilknyt-

tede terapeuter.

474

Den pludselig interesse var dog ingen garanti for, at gruppen af spastikere ikke blev glemt

igen. De forbedrede fysiske rammer blev nemlig ikke altid fulgt af en opgradering på per-

sonalesiden, og i 1964 begyndte der en længere diskussion om forholdene for de anbragte

på spastikerafdelingen på Ebberødgård, hvor de pårørende klagede over kombinationen af

overbelægning og underbemanding. Den betød angiveligt, at nogle børn ”ligger i deres senge

hele dagen”, mens andre ”sidder i deres stole eller senge til kl.14, hvor de skal ordnes til natten”

og uden megen adspredelse (…) Måske er der bundet en eller anden lille legeting til nogle af

470

471

472

Kirkebæk, 2007.

Se f.eks. Klientsag nr. 8821, Klientsager (1865-1990),

Den Kellerske Anstalt, Brejning,

pk. 1990-1402, RA.

”Stort antal normale børn på vores åndssvageanstalter”

Demokraten

28.8.1950 og Rapport om spastikere

i Danmark iværksat af Socialministeriet, 1951: J.nr. S/55, Journalsager A-Ø (1897-1979),

Den Kellerske

Anstalt, Brejning,

pk. 1990-183, RA.

Ifølge notat til ministeren vedr. ”henvendelse fra redaktør Erik Volmer Jensen om udskillelse fra ånds-

svageforsorgen af cerebrale paretikere til en selvstændig forsorgsgren”, 6.3.1959: J.nr. B9/14, Journalsager

(1949-1968),

Socialministeriet, Særforsorgskontoret,

pk. 73, RA.

Betænkning om åndssvageforsorgen afgivet af det af Socialministeriet den 30. april 1954 nedsatte udvalg

til behandling af åndssvageforsorgens problemer. Betænkning nr. 204, København 1958, s. 44, og j.nr. T17,

Journalsager A-Ø (1897-1979),

Den Kellerske Anstalt, Brejning,

pk. 1990-187, RA.

473

474

147

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

børnenes senge. Falder den ned, kan der gå timer, før en får øje på det og samler det op”.

475

To år senere gik 20 forældrepar igen sammen om en klage over afdelingen, som pegede på

flere forhold som dårlig ledelse, en forkert holdning til de anbragte og den ringe persona-

lenormering. Sagen førte til, at den store afdeling på 40 børn blev opdelt i to selvstændige

afdelinger, men problemerne fortsatte, og i 1972 sagde en af afdelingssygeplejerskerne op

grundet de stadige klager over børn uden opsyn, og afdelingen blev af Socialstyrelsen be-

tegnet som ”et opbevaringssted”.

476

I 1978 klagede en mor til en dreng med cerebral parese igen over en af afdelingerne på Eb-

berødgård, fordi hun mente, at han og de øvrige anbragte blev behandlet lemfældigt og med

manglende påsyn og interesse, hvilket havde resulteret i, at hendes søn var kommet fysisk til

skade. Hun påviste desuden, hvordan der blev brugt en nedladende tone i de rapportbøger,

som fulgte patienterne. Sagen endte hos Socialministeriet, der gav hende medhold i klagerne.

477

Udover denne gruppe, som i en periode tiltrak sig opmærksomhed, er det til gengæld svært

at sige noget konkret om behandlingen – eller manglen på behandling – af andre store

grupper, som befandt sig i den store gruppe af asylister på åndssvageanstalterne (se kapitel

13). Heller ikke i kølvandet på normaliseringspolitikken. Den styrkede ganske vist en række

anbragtes mulighed for et mere frit og selvstændigt liv, men det omfattede i praksis sjældent

de svageste anbragte, der måtte forblive tilbage på institutionerne. Man kan sige, at norma-

liseringspolitikken – i åndssvageforsorgen – etablerede et ny hierarki mellem de ”normali-

serbare” og de ”ikke-normaliserbare”. Det var trods alt lettest at skabe en tilværelse så nær

det normale som muligt for anbragte, som befandt sig i nærheden af ”normalitetsgrænsen”.

I 1977-78 vurderede Socialstyrelsen, at de ”opbevarede” – altså ikke-aktiverede og passivt

forsørgede – udgjorde omtrent en tredjedel af samtlige anbragte i åndssvageforsorgen.

478

Der blev på baggrund af tallene fra Socialministeriet nedsat et omsorgsudvalg, der skulle

se på forholdene for denne ”svagest udrustede del af klientellet” på åndssvageanstalterne,

som ”hidtil havde været en ret forsømt gruppe”, som det hed. ”Denne gruppe har nemlig

gennemgående fået tildelt de dårligste og mest isoleret beliggende huse med den spartanske

møblering og i det hele taget et stimulifattigt miljø, ofte også med mindre personalnorme-

ring end andre steder. Behandlingsmæssigt, undervisningsmæssigt og forskningsmæssigt

har det også være de bedre udrustede, man interesserede sig for…”

479

475

476

477

478

479

LEV-bladet,

1964, årgang 13:5.

J. nr. 356/620101/2, Journalsager (1972-1982),

Socialstyrelsen,

pk. 847, RA. Desuden

LEV-bladet

1966,

årgang 15:5

J.nr. 356/620101/2, Journalsager (1972-1982),

Socialstyrelsen,

pk. 847, RA.

J.nr. 353/620101-1, Journalsager (1972-1982),

Socialstyrelsen,

pk. 843, RA.

Socialstyrelsens rapport om det omsorgsmæssige arbejde omkring spisesituationen,

Omsorgsudvalget/Socialstyrelsen, 1972, s. 11.

148

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

Familiekontakt

At være anbragt på en institution indebar at være på afstand af familien, hvilket igen inde-

bar en række afsavn og vanskeligheder i forhold til at holde kontakt. I det følgende fokuserer

vi på nogle vanskeligheder, som primært gjorde sig gældende i åndssvageforsorgen og for

mennesker i ofte livslange anbringelser.

Brevcensur

Det er vanskeligt at afgøre, præcist hvor udbredt brevcensur i særforsorgen har været i

den undersøgte periode, og hvordan den i givet fald har været praktiseret på de forskellige

institutioner grundet mangel på oplysninger i dokumenterne. Der er til gengæld ingen tvivl

om, at den særligt i de første årtier havde betydning for de anbragte i åndssvageforsorgen og

deres mulighed for at komme i kontakt med mennesker uden for institutionen – herunder

med deres pårørende.

I forbindelse med en klagesag over en nægtet udskrivningsbegæring, fremsat i 1944 af for-

ældrene til en anbragt på De Kellerske Anstalter, begrundede overlægen således i sit svar til

Særforsorgskontoret indholdet af et konfiskeret brev sendt fra forældrene til den anbragte.

Af brevet fremgik det, at forældrene ”ikke kan leve uden ham”, og de skrev, at ”vi kan ikke

være glade, uden at du er i vor midte”. Forældrene blev på den baggrund skoset for at gøre

drengen ked af det og utilfreds i stedet for at vænne sig til anstaltslivet, og på baggrund

af oplysninger i det konfiskerede brev gav overlægen forældrene påbud om kun at besøge

drengen hver anden måned i stedet for hver anden uge som hidtil.

480

Samme år klagede en anbragt på Ebberødgård over brevcensur i forbindelse med, at han an-

modede om definitiv udskrivning af åndssvageforsorgen og fritagelse for sterilisation. Med

hensyn til klagen over brevcensur henviste overlægen til, at de på Ebberødgård ”anvender

nøjagtig den samme censur på sindssygehospitaler, idet posten gennemgås af lægerne, men

at det i øvrigt er meget få breve, der tilbageholdes og aldrig til offentlige myndigheder”. Det

fremgår dog samtidig, at overlægen ønskede, at al korrespondance, også den fra offentlige

myndigheder, gik gennem netop ham. ”Man kan næppe befri sig for den tanke”, noterede

Særforsorgskontoret, ”at anstaltsledelsen vil have det i sin magt at begrænse patienternes

klager betydeligt ved overtalelser i forbindelse med evt. anden pression”.

481

På baggrund af en klage fra forældreforeningen LEV iværksatte Socialministeriet i 1955 en

undersøgelse af brugen af brevcensur i åndssvageforsorgen. I Brejning svarede bestyrelsen,

at en indlæggelse under forsorg gav den ret til at ”gennemlæse og eventuelt tilbagehol-

de breve, hvor det må anses for at være til bedste for patienten selv eller afsenderen eller

480

481

J.nr. 43/58, 1944, Journalsager (1921-1949),

Socialministeriet, Særforsorgskontoret,

pk. 593, RA.

J.nr 43/71, 1944 Journalsager (1921-1949),

Socialministeriet, Særforsorgskontoret,

pk. 594, RA.

149

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

modtageren”.

482

Dette skete for at forhindre breve til og fra ”uheldige” mandspersoner eller

stærkt kritiske og vrede breve til forældrene, og censuren var under alle omstændigheder

en kontrol af, hvem de anbragte havde korrespondance med. I praksis var brevcensuren dog

svær at opretholde, da enhver kunne poste et brev, så det gjaldt primært i forbindelse med

den indgående post. Og her kunne overlægerne på Østifternes Åndssvageanstalter supple-

re med, at stort set alle indgående breve blev afleveret uåbnet til de anbragte:

”Undtagelser fra denne regel er kun yderst få. Hvis vi har mistanke om, at en kvindelig pa-

tient under en ferie eller eskapade har fået en Nyhavnforbindelse eller at en mandlig patient

har fået kontakt med en homoseksuel person, ser vi efter, om et sådant særligt mistænkeligt

brev har et for patienten skadeligt indhold. Breve, der lader til at indeholde penge eller lig-

nende, åbnes af patienten i afdelingslederens nærværelse”.

483

Normaliseringspolitikken ændrede, som på andre områder, også på dette forhold. Først i

1966 udtalte Statens Åndssvageforsorg dog, at der rent principielt ikke burde være brev-

censur på anstalterne. Henstillingen er et udtryk for, at censuren stadig eksisterede, hvad

korrespondancen med anstalten i Brejning om deres brug af den da også bekræfter. I sags-

akterne fremgår det nemlig, at der stadig var brevcensur på alle de jyske anstalter med

undtagelse af Forsorgscentret for Sønderjylland. Fra og med samme år – 1966 – blev brev-

censuren afskaffet og forbudt overalt i åndssvageforsorgen.

484

Antallet af breve, der er opsnappet af brevcensuren, og som er vedlagt patientsagerne, viser,

at den ikke var sjældent forekommende, og at det altså også i praksis ganske længe var en

lettere filtreret viden, der nåede frem gennem korrespondancen med omverdenen.

Mangelfuld familiekontakt og institutionsbesøg

En anden vigtig livline for den anbragte til familie og pårørende var besøg. På institu-

tionerne for åndssvage gjorde der sig imidlertid særlige forhold gældende. Der var ganske

vist også her muligheder for, at pårørende kunne komme på besøg, og at dømme efter

patientjournalerne viste de pårørende helt generelt interesse og holdt øje med, hvordan det

gik deres anbragte pårørende og besøgte dem. Til gengæld foregik besøgene i de første år

sjældent i de overfyldte afdelinger, hvor de anbragte boede, men i særskilte besøgsstuer, og

de pårørende fik derfor sjældent noget retvisende billede af deres leveforhold. Først på for-

anledning af forældreforeningen LEV kom der årlige forældredage til, hvor forældre fik lov

482

Udtalelse til Socialministeriet vedr. brevcensur af Wamberg fra bestyrelse fra DKA, 21.6.1955: J.nr. B/48,

Journalsager A-Ø (1897-1979),

Den Kellerske Anstalt, Brejning,

pk. 1990-89, RA. Desuden J.nr. H/0/75,

Journalsager (1959-1975),

Statens Åndssvageforsorg,

pk. 312, RA.

Udtalelse vedr. brevcensur udarbejdet af Schwalbe-Hansen, marts 1954: J.nr. B/48, Journalsager A-Ø

(1897-1979),

Den Kellerske Anstalt, Brejning,

pk. 1990-89, RA.

J.nr. B/12/9, 1961, Journalsager (1949-1968),

Socialministeriet, Særforsorgskontoret,

pk. 85, RA og j.nr.

B/48, Journalsager A-Ø (1897-1979),

Den Kellerske Anstalt, Brejning,

pk. 1990-89, RA.

483

484

150

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

at se de afdelinger, hvor deres pårørende havde deres daglige gang. I Brejning blev den første

forældredag afholdt i 1954 med et fælles møde i forsamlingshuset, og ”[d]erefter aflægger

gæsterne besøg på de forskellige afdelinger”, som det hedder i programmet.

485

Vi har ikke noget systematisk overblik over de anbragtes besøgskontakt, men et fænomen,

som ser ud til især at gøre sig gældende i netop åndssvageforsorgen, er fraværet af besøg. År-

sagerne kan være mange. Det kan være, at forældrene enten ikke fandtes eller havde opgivet

kontakten til det anbragte barn, sådan som det antydes i nogle af erindringerne (se kapitel 18).

Fænomenet bekræftes af andre kilder. Om et ventetidshjem for åndssvage børn i Hellerup

hedder det f.eks. i 1954: ”Af disse 22 børn får kun tre regelmæssigt besøg, en af dem hver

uge, de andre to med skiftende mellemrum. Forældre til de 19 har simpelthen afskrevet

dem, de bekymrer sig ikke om dem, spørger aldrig til dem. Disse børn ved slet ikke, hvad en

far og mor er”.

486

Noget tilsvarende kunne en avis berette fra et ventetidshjem for børn i Elev

ved Aarhus, hvor forstanderparret ønskede at tallene så anderledes ud. ”Men af de 35 børn

er højst fem-seks, der får besøg, og som bliver husket”.

487

Det var netop fraværet af besøg, der fik forældreforeningen LEV’s landsformand Ellen Tuxen

til at sætte fokus på de glemte børn, og hun igangsatte bl.a. en ordning med pakke- og besøgs-

tanter.

488

”Det er en kendt sag, at der er forældre, som ikke har kontakt med deres børn, når de er i

institution”, står der endnu i 1969 i et udkast til en betænkning. ”Men vi ved også, at der fra

forsorgens side i disse tilfælde gøres et stort arbejde for at få genoprettet kontakten, idet

forsorgens udgangspunkt her er, at det i langt de fleste tilfælde ville være til overmåde stor

værdi for børnene, om de havde en kontakt med deres forældre”.

489

Da der fra 1970 i Vodskov blev arbejdet på at skabe endnu bedre relationer til forældrene,

udarbejdede overlæge Wad den eneste opgørelse, vi har, om familiekontakt. Han konklu-

derede, at ud af institutionens 796 anbragte var der 37 af dem, der slet ikke havde kontakt

med familien.

490

485

486

487

488

489

490

Brev fra overlæge Martin Clausager til Bestyrelsen for Statens Åndssvageforsorg, 17.2.1969: J.nr. F/61,

Journalsager A-Ø (1897-1979),

Den Kellerske anstalt, Brejning,

pk. 1990-109, RA.

”De, som blev glemt”,

Berlingske Tidende,

28.11.1954.

”Mange forældre glemmer deres aandsvage børn”,

Aarhus Stiftstidende

27.8.1953.

”Vi skal se mere naturligt på vores evnesvage børn”,

Demokraten

12.11.1953 og ”Folk skammer sig ikke,

hvis deres børn har tuberkulose”,

Jyllands-Posten

13.11.1953.

Udkast til betænkning, 1969: j.nr. F/61, Journalsager A-Ø (1897-1979),

Den Kellerske anstalt, Brejning,

pk.

1990-109, RA.

J.nr. F/0/99, Journalsager (1959-1975),

Statens Åndssvageforsorg,

pk. 277 [fortsætter i pakke 278], RA.

151

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

152

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

Kapitel 10 Fysisk vold – lovgivning og regler

Vold mod anbragte (fra ansatte eller andre anbragte) var i det gennemgåede materiale den

mest udbredte form for overgreb i den undersøgte periode. Vi har derfor – af hensyn til

kapitellængden – valgt at dele undersøgelsen af vold mod anbragte i to kapitler. Dette kapi-

tel giver en kort introduktion til de

bestemmelser,

som særforsorgen var underlagt, i forhold

til vold (fysisk afstraffelse) mod de anbragte, mens det efterfølgende kapitel tager fat på,

hvordan problematikken i

praksis

blev håndteret.

Særforsorgens institutioner var gennem hele undersøgelsesperioden underlagt forskellige

regelsæt, der forbød brug af vold mod de anbragte. Det gjaldt for det første straffelovens

bestemmelser, som indeholdt et generelt forbud mod at udsætte en person for vold. For-

buddet mod at anvende vold mod de anbragte blev også understreget på det centraladmini-

strative niveau fra 1960 og frem i form af vejledninger og cirkulæreskrivelser. På det lokale

niveau var der særligt inden for åndssvageforsorgen tilsvarende retningslinjer udarbejdet af

de forskellige anstalter, og som ser ud til at have eksisteret fra begyndelsen af undersøgel-

sesperioden. Formelt set var rammerne for håndteringen af personer, der var anbragt under

særforsorgen, således klare: Det var ikke tilladt at anvende vold mod de anbragte. Samtidig

var reglerne ikke mere klare, end at de lagde op til et skøn i hvert enkelt tilfælde i forhold

til, om handlingerne kunne opfattes som vold, og om det, der var foregået, overhovedet var

strafbart i juridisk forstand. Kapitlet bygger således ikke kun på bestemmelser i samtidens

lovgivning (og deraf følgende cirkulærer m.v.), men det inddrager i høj grad også arkivalier

om lokale regler og praksis, den lokale fortolkning af lovgivningen m.v.

I bestemmelserne på det lokale og på det centrale niveau optræder der forskellige betegnel-

ser for det, vi i dag ville betegne som fysisk vold. Det gælder f.eks. begreber som ”korporlig

revselse”, ”korporlig afstraffelse”, ”legemlig afstraffelse”, ”slå”, ”vold” m.m. I nogle sammen-

hænge ser begreberne ud til at have været anvendt synonymt med hinanden, mens de i

andre tilfælde har rummet en gradsforskel i forhold til voldens alvor og intentionen med

volden. Begrebet ”revselse” indeholder i udgangspunktet et element af opdragelse (af børn),

men begrebet var ikke altid afgrænset til de mindreårige. Det afspejler en paternalistisk

tilgang til anbragte, som særligt gjorde sig gældende, før normaliseringspolitikken vandt

indpas i 1960’erne. Vi har valgt at anvende samlebetegnelsen vold, medmindre det tjener et

selvstændigt formål at gøre brug af datidens egne udtryk.

153

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

I udgangspunktet var vold mod en person ikke lovlig i henhold til Borgerlig Straffelov af

1930, som var gældende i hele undersøgelsesperioden.

491

Denne beskyttelse gjaldt også for

dem, der var anbragt på en institution under særforsorgen. Bestemmelserne fremgår af

straffelovens §§ 244-246, hvor der skelnedes mellem ordinær vold (§ 244), kvalificeret vold

(§ 245) og særlig grov vold (§ 246), og hvor strafferammen afspejlede forbrydelsens alvor i

forhold til voldens grovhed og gerningspersonens intention.

492

Selvom vold mod en person altså var forbudt, var det ikke alle voldshandlinger, der skulle

retsforfølges. Den såkaldt simple (ordinære) vold – såsom lussinger, skub, spark, knytnæ-

veslag m.m. uden at offeret havde taget fysisk skade – skulle kun retsforfølges, hvis ”almene

hensyn” krævede det. Straffeloven og forarbejderne til den uddyber ikke begrebet ”almene

hensyn”, og derfor var det i praksis op til politiets og anklagemyndighedens skøn i hvert

enkelt tilfælde, om gerningspersonen skulle retsforfølges i de sager, hvor volden ikke hav-

de været grov i juridisk forstand eller medført skade på offerets krop.

493

Det kan forklare,

hvorfor – som vi skal se dette kapitels anden halvdel – ikke alle sager blev genstand for en

politimæssig undersøgelse.

Borgerlig Straffelov af 1930

De lokale retningslinjer

Det er først og fremmest i åndssvageforsorgens arkiver, at vi er stødt på lokale retnings-

linjer udarbejdet af de enkelte anstalter, der forbød brug af vold mod de anbragte. For-

buddet gjaldt også for børn i undervisningsmæssige sammenhænge, selvom det var tilladt

med en vis form for fysisk revselse af børn i skolevæsenet og i anerkendte børne- og ung-

domshjem under Børneforsorgen frem til 1967.

494

Det har til gengæld været mere uklart, i

hvilket omfang institutionerne i de andre særforsorgsgrene har opereret med tilsvarende

retningslinjer, idet vi kun har set spredte henvisninger hertil. For eksempel har vi fundet

en sag fra 1935, hvor en lærer fyres fra Statens Taleinstitut bl.a. for at have slået en elev. I

sagen omtales dels et forbud fra 1932, hvoraf det fremgik, at ”det er i almindelighed ikke

læreren eller det øvrige personale tilladt at slå eleverne. Hvis undtagelsesvist på grund af

personlig fornærmelse sådant finder sted, må sagen indberettes til forstanderen.” Dels at

491

492

Borgerlig Straffelov, Lov nr. 126 af 15. april 1930. Den trådte i kraft 1. januar 1933.

Begreberne anvendes ikke i lovteksten, men ses heri: Vestergaard et al., 2013, s. 9. Den første paragraf (§

244) omhandler både forsætlig vold uden skade og forsætlig vold, der utilsigtet havde medført skade. De to

sidste paragraffer (§§ 245-246) omhandler til gengæld tilfælde, hvor gerningsmanden havde haft til forsæt

at skade offeret. Se også Hurwitz, 1970, s. 251, og Seidelin, 2022

Jf. § 244 stk. 5, Borgerlig Straffelov af 1930, ændret ved lov nr. 87 af 15. marts 1939. I den oprindelige be-

stemmelse fra 1930 fremgår det tilsvarende af § 244 stk. 4, at offentlig påtale ikke finder sted ”med mindre

almene hensyn kræver det.”

Se oversigten ”Gældende regler om legemlig revselse og magtanvendelse”: J.nr. F/0/149, Journalsager

(1959-1975),

Statens Åndssvageforsorg,

pk. 288, RA

493

494

154

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

Socialministeriet året efter havde indskærpet forbuddet, så «kun forstanderen bemyndiges

hertil» og «kun som yderste nødmiddel og kun i tilfælde, hvor den rent legemlige virkning

kan antages forbundet med en psykisk påvirkning.»

495

I en sag fra 1940’erne om en blind

drengs ”utilbørlige adfærd” kan vi se, at administrationschefen for De Kgl. Blindeinstitutter

fremhævede, at blindeforsorgen (i modsætning til børneforsorgen) ikke var ”udrustet med

disciplinære magtmidler til anvendelse over for elever, der frembyder særlige alvorlige op-

dragelsesvanskeligheder; blindeinstitutterne er således ikke bemyndiget til at udøve nogen

form for hustugt.”

496

I den empiriske gennemgang af åndssvageforsorgens arkiver er vi stødt på flere lokale ret-

ningslinjer udarbejdet af anstalterne i Øst- og Vestdanmark, der eksplicit forbød brug af

vold mod de anbragte.

497

Nogle af retningslinjerne er trykte, mens vi i andre tilfælde kun har

set forbuddet mere eller mindre udførligt gengivet i sagsakterne fra de pågældende institu-

tioner eller på det centrale niveau. Det tidligste eksempel, vi er stødt på, er en henvisning til

et tjenestereglement på Rødbygård fra 27. november 1930, hvori det fremgår, at ”korporlig

revselse” er strengt forbudt.

498

I årene efter ses der stort set enslydende retningslinjer fra

flere af de andre anstalter under åndssvageforsorgen. For eksempel udgav Bestyrelsen for

Østifternes Åndssvageanstalter i 1940 en trykt vejledning for anstalten Andersvænge, hvori

personalet allerede i vejledningens § 1 kunne læse

499

”De må aldrig straffe en alumne, ej heller uden indhentet tilladelse fra den vagthavende

anvende tvangsmidler, isolering eller lign. Korporlig revselse er strengt forbudt.”

I samme vejledning fremgår det endvidere, at personalet skulle forsøge at vinde de anbrag-

tes tillid gennem venlighed og høflighed og vise dem overbærenhed og tålmodighed. Perso-

nalet måtte dog gøre brug af ”det nødvendige selvforsvar”, hvis de blev udsat for vold af de

anbragte. I retningslinjer fra anstalten i Vodskov blev der ligeledes skelnet mellem vold som

forsvar (nødværge) og vold som ”overgreb”. Anstaltens overlæge understregede da også på

et møde i 1941, at ”det var absolut plejerne forbudt at slå patienterne”, idet han bemærkede,

at det ”selvfølgelig ikke kunne udelukke[s], at de [ansatte] forsvarede sig mod patienternes

495

496

497

J.nr. 15/10, 1935, Journalsager (1921-1949),

Socialministeriet, Særforsorgskontoret,

pk. 269, RA

J.nr. 108/22, 1944, Journalsager (1921-1949),

Socialministeriet, Særforsorgskontoret,

pk. 600, RA

Sociallovgivningen rummede ikke et tilsvarende forbud. Det gælder ”Lov om Offentlig Forsorg” (1933),

”Lov om Foranstaltninger vedrørende åndssvage” (1934) og ”Lov om forsorgen for åndssvage og andre

særlig svagtbegavede” (1959). I betænkningen forud for 1959-lovens vedtagelse fremgår det, at udvalget

havde besluttet sig for ikke at udarbejde særlige regler for fysisk revselse inden for åndssvageforsorgen,

hvilket blev begrundet med, at det måtte opfattes som en selvfølge, at ”legemlig afstraffelse under enhver

form” var forbudt. Desuden henvistes der til, at der gennem en årrække havde været et sådant forbud på

institutionerne. Betænkning nr. 204, 1958, s. 145.

J.nr. Æ/142, Udtagne journalsager (1925-1959),

Østifternes Åndssvageanstalter, Bestyrelsen,

pk. 85, RA

Sag ”Orienteringsmateriale til nye medarbejdere”, Emneordnede sager (1939-1987),

Andersvænge,

pk. 68,

498

499

155

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

overfald - men et overgreb over for patienter ville i givet fald føre til øjeblikkelig afsked.”

500

Det ser således ud til, at der inden for åndssvageforsorgens institutioner generelt har været

forbud mod enhver form for korporlig revselse.

501

I de første årtier af undersøgelsesperio-

den fremgår det dog ikke altid helt klart af de skriftlige retningslinjer, om forbuddet omfat-

tede både børn og voksne. I 1953 blev det til gengæld slået fast af Bestyrelsen for Østifternes

Åndssvageanstalter, at også de anbragte børn på anstalterne var beskyttet af forbuddet.

Anledningen hertil var, at Overinspektionen for Børneforsorgen havde henvendt sig til

bestyrelsen for at få at vide, hvordan den forholdt sig til revselse af åndssvage børn, der

var anbragt i børneforsorgens institutioner – et problemfelt, som grundlæggende hand-

lede om, hvorvidt det var børneforsorgens eller åndssvageforsorgens regelsæt, der gjaldt

for åndssvage børn i børneforsorgens institutioner. Derudover ville Overinspektionen også

gerne vide, om det overhovedet var tilladt at revse børn anbragt i Østifternes åndssva-

geanstalter.

502

Bestyrelsen var ikke helt klar over, hvad den skulle svare, og sendte derfor

spørgsmålet videre til de enkelte anstalter. De enslydende svar viste imidlertid, at revselse af

børn ikke var tilladt på åndssvageanstalterne. Overlægen på Rødbygård skrev eksempelvis,

at der ved ”disciplinære vanskeligheder i princippet [anvendtes] pædagogiske fremgangs-

måder i retning af venlig eller strengere tilrettevisning og i mere udtalte tilfælde lægelige

behandlingsmetoder såsom sengeleje eller beroligende medicin.” Han understregede i den

forbindelse, at korporlig afstraffelse af børnene var forbudt, men dog ikke mere end, at der

var undtagelser. ”Om der nu og da skulle falde et lille klaps over fingrene er vel ikke udeluk-

ket”, skriver han, ”men heri ser jeg ikke nogen ulykke, når det i øvrigt drejer sig om velvilligt

og betænksomt personale.”

503

Også på Ebberødgård istemte man forbuddet mod revselse af

børn, men her understregede overlægen til gengæld, at ”klaps” ikke var tilladt. Overlægen

begrundede det på denne måde

504

500

Diverse udvalgsmateriale (1941-1944),

Socialministeriet, Udvalget af 19.04.1941 angående den mod Børne-

og Åndssvageforsorgen offentligt fremførte kritik,

pk. 3, RA. Også anstalten i Brejning havde nedskrevne

retningslinjer efter en større sag om vold mod de anbragte i 1948. Her fremgår det, at overtrædelse af

retningslinjerne kunne medføre afskedigelse. Nogle år senere valgte den daværende overlæge i Brejning

imidlertid at ændre på ordlyden i instruksen, så det ikke længere fremgik, at personalet kunne blive straffet

eller fyret, såfremt de overtrådte forbuddet. Brev af 12. marts 1964: Journalsager (1951-1979),

Ebberød-

gård,

pk. 1, RA.

I Betænkning om åndssvageforsorgen afgivet af det af Socialministeriet den 30. april 1954 nedsatte udvalg

til behandling af åndssvageforsorgens problemer, Betænkning nr. 204, 1958, s. 165, skriver LEV i en udta-

lelse: ”Man er bekendt med, at der er et forbud mod enhver form for legemlig revselse – et forhold man

kun kan hilse med tilfredshed”.

Brev af 30.11.1953 fra Overinspektionen for Børneforsorgen, der henviste til en tidligere henvendelse fra

den 9. oktober samme år, hvilket bestyrelsen ikke havde svaret på. J.nr. H/0/49, Journalsager (1959-1975),

Statens Åndssvageforsorg,

pk. 303, RA

J.nr. H/0/49, Journalsager (1959-1975),

Statens Åndssvageforsorg,

pk. 303, RA

Brev fra Ebberødgård, 19.10.1953: J.nr. H/0/49, Journalsager (1959-1975),

Statens Åndssvageforsorg,

pk.

303, RA

501

502

503

504

156

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

”Når jeg har forbudt afklapsning af børn, er det ikke så meget fordi jeg frygter, at en tilla-

delse skulle føre til misbrug, som fordi klø erfaringsmæssigt er en meget dårlig form for

behandling af svagt begavede børn. Normalt begavede uartige børn kan utvivlsomt have

stor gavn af en endefuld, men åndssvage børn afgjort ikke.”

Overlægen anviste bud på andre måder at håndtere vanskelige situationer med børn på,

herunder isolation fra de andre børn, sengeleje og i grelle tilfælde fiksering i sengen samt

brug af langærmede trøjer, der kunne anvendes over for børn, der smurte sig ind i afføring,

eller som gjorde skade på sig selv.

505

Stort set samme begrundelse for forbuddet angav man

på Andersvænge: ”Der er ingen grund til at tro, at åndssvage børn ikke skal være i stand til

at opfatte en venlig påmindelse og ej heller grund til at tro, at de vil blive lettere omgæn-

gelige ved slag eller klaps.”

506

Revselse skulle med andre ord kun anvendes, hvis den havde

en effekt, hvilket ikke var tilfældet for det åndssvage barn, der ikke var i stand til at forstå,

hvorfor det blev revset.

Ud fra de lokale retningslinjer at dømme var det først og fremmest anstalterne selv, der

skulle vurdere, om overtrædelse af forbuddet skulle medføre sanktioner for den pågæl-

dende.

507

Denne autonomi blev udfordret, da åndssvageforsorgen i 1959 blev reorganiseret.

De centrale retningslinjer

Med den organisatoriske ændring af åndssvageforsorgen i 1959 – herunder den stærkere

centralisering af forsorgen – fulgte fælles retningslinjer om de ansattes håndtering af de an-

bragte. Allerede den 5. marts 1960 udsendte bestyrelsen for Statens Åndssvageforsorgs en

cirkulæreskrivelse, hvori der indgår et forbud mod ”under nogen form” at slå patienterne,

og at ”overtrædelse af dette forbud vil medføre indstilling om afskedigelse”.

508

Derudover

skulle de lokale institutioners ledelse indberette sager, ”hvor en funktionær har slået en

patient”, til Statens Åndssvageforsorgs bestyrelse. Forbuddet mod at slå havde rod i de nye

tanker om normalisering af livet for de anbragte under åndssvageforsorgen, og hvor idealet

var, at de skulle behandles med samme omsorg og værdighed som normaltbegavede. De

skulle således ikke lægge krop til fysisk afstraffelse eller krænkende behandling.

505

506

507

508

Ibid.

Brev fra Andersvænge, 19.10.1953: J.nr. H/0/49, Journalsager (1959-1975),

Statens Åndssvageforsorg,

pk.

303, RA

Der ses dog løbende eksempler på sager, som af forskellige årsager blev opfattet som så graverende, at de

også blev forelagt Særforsorgskontoret.

Brev fra Bank-Mikkelsen af 5. marts 1960: J.nr. H/0/49, Journalsager (1959-1975),

Statens Åndssvagefor-

sorg,

pk. 303, RA. Bank-Mikkelsen oplyste dog i skrivelse til bl.a. Forsorgscentret for Østjylland og Fyn, at

det utvetydige forbud mod at slå de anbragte ikke udelukkede, at de ansatte reagerede i nødværgesituati-

oner – men han påpegede samtidig, at det var de ansattes opgave at forsøge at undgå at havne i den slags

situationer. J.nr. K/42, Journalsager A-Ø (1897-1979),

Den Kellerske Anstalt, Brejning,

pk. 1990-138, RA

157

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

At retningslinjerne lå den nye bestyrelse stærkt på sinde, fremgår bl.a. af, at forsorgschef

Bank-Mikkelsen i sit følgebrev til forsorgscentrenes ledelse bad dem om at sørge for, at alle

nyansatte skrev under på, at de havde modtaget skrivelsen.

509

Den nye cirkulæreskrivelse

blev dog ikke positivt modtaget alle steder i åndssvageforsorgen. Allerede seks dage efter

skrivelsen blev sendt ud, modtog Statens Åndssvageforsorgs bestyrelsen et brev fra ledelsen

på Forsorgscentret for København, der stillede følgende opklarende spørgsmål: ”Hvad for-

står man ved ’at slå’ patienter”? Forsorgscentrets ledelse henviste i brevet til, at det hændte,

at en patient ”hævder, at han er blevet slået”, og at det ved nærmere undersøgelser havde

vist sig, ”at patienten måske har fået et puf for at komme lidt i gang eller er blevet taget i

armen og sat hen på en stol.” Eksemplet skulle illustrere, at patienternes forståelse af begre-

bet ”slå” ikke nødvendigvis var i overensstemmelse med de ansattes opfattelse af begrebet

eller – forstår man – med virkeligheden. I brevet blev det nye regelsæt beskrevet som utrygt

for funktionærerne. Forsorgscentrets ledelse frygtede derfor, at nogle af de ansatte ville

undlade at vise ”den fornødne fasthed, når en sådan er påkrævet”, og at andre ville undla-

de at indberette episoder, hvor de havde taget fat i en patient, af frygt for at blive fyret.

510

Svaret fra Statens Åndssvageforsorgs bestyrelse kom knap en måned senere, og her lød det

temmelig kortfattet: ”I denne anledning skal man meddele, at bestyrelsen må anse det for

overflødigt at give en nærmere definition af dette forbud, der er klart og kategorisk.”

511

Der-

med undgik bestyrelsen at liste et helt katalog op over forbudte handlinger med fare for, at

der var handlinger, der blev overset.

Også fra Forsorgscentret i Brejning blev der udtrykt bekymring. Den 2. maj 1960 sendte

overlægen et brev til Statens Åndssvageforsorgs bestyrelse, hvori han forklarede, at formu-

leringen af reglerne havde medført ”en vis ængstelse og usikkerhed” blandt personalet. Det

skyldtes budskabet om, at det ikke var tilladt

under nogen form

at slå de anbragte, hvilket

personalet, ifølge overlægen, altid havde været klar over. Det, de var bekymrede for, var,

om det også indbefattede, at de ikke måtte sætte sig til nødværge, hvis de blev overfaldet

af de anbragte. Overlægen oplyste endvidere, at de på institutionen havde udleveret cirku-

læreskrivelsen ”så diskret som muligt” ved at lægge den i de ansattes lønningskuverter. Alt

sammen for at sikre, at de anbragte ikke fik kendskab til retningslinjerne. Ikke desto mindre

havde patienterne fundet frem til retningslinjernes eksistens. Det havde ifølge overlægen

givet anledning til ”provokationer fra de vanskeligere patienters side”, der bl.a. havde sagt

til personalet: ”Nå, nu gælder det nok om for jer at holde gulerødderne i lommen”, og ”nu

509

510

511

Ibid.

Brev fra Forsorgscentret for København m.v., d. 11.3.1960: J.nr. H/0/49, Journalsager (1959-1975),

Statens

Åndssvageforsorg,

pk. 303, RA

Brev fra Statens Åndssvageforsorgs bestyrelse, d. 6.4.1960: J.nr. H/0/49, Journalsager (1959-1975),

Statens

Åndssvageforsorg,

pk. 303, RA

158

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

må I sgu ikke røre os” o.l. Han refererede endvidere til to episoder, der havde fundet sted,

efter skrivelsen var blevet sendt ud og hvor nogle af de anbragte havde drukket sig fulde

og optrådt ”mere eller mindre provokerende” på offentlig vej, hvilket lokalbefolkningen var

blevet opskræmt over.

”Da de omtalte berusede patienter skulle føres bort, var der ’opløb i gaden’, for størstedelen

bestående af plejeres hustruer og børn, der skal have råbt til de pågældende plejere: ’Lad

patienterne blot te sig som de vil. I skal ikke røre dem. I risikerer at få jeres afsked’.”

512

Budskabet i overlægens brev var ikke til at tage fejl af: Cirkulæreskrivelsen havde ændret

på magtbalancen på forsorgscentrene i patienternes favør, og disciplinen var nu truet af

personalets frygt for at blive afskediget, hvis de tyede til fysisk magtanvendelse. Ti ansatte

på mandshjemmet i Brejning gav i den forbindelse udtryk for, at hvis det var rigtigt, at de

ikke måtte ty til selvforsvar, forlangte de mere personale på hver afdeling, og at patienternes

arbejdshold blev skåret ned til maksimalt fem mand.

513

Funktionærforbundet meldte sig også i koret af dem, der var kritiske over for det centralt

udarbejdede ”slå-forbud”, og særligt bestemmelsen om, at en overtrædelse medførte afske-

digelse. Forbundet var altså ikke imod forbuddet, men forsøgte at ændre på sanktionernes

hårdhed. I en skrivelse fra Statens Åndssvageforsorgs bestyrelse 8. maj 1961, som blev sendt

ud til alle forsorgscentre, fremgår det således, at funktionærforbundet ”har henstillet, at der

som regel ikke sker politianmeldelser i de sager af denne art, men at der i stedet afholdes

tjenstligt forhør.” I den anledning oplyste bestyrelsen, at det afhang af forholdene i de enkel-

te tilfælde, ”hvilken fremgangsmåde der er den bedst egnede”. Bestyrelsen slog dog fast, at

der ville ske politianmeldelse, ”hvis handlingen er af en sådan karakter, at der kan blive tale

om straf i medfør af den borgerlige straffelov, samt i øvrigt hvis det skønnes, at en episode

kun kan opklares ved en egentlig politimæssig undersøgelse.”

514

Det nye centrale regelsæt blev med andre ord mødt med en vis skepsis. Noget tyder på, at

modstanden ikke så meget gik på selve forbuddet mod at slå de anbragte, som på at forbud-

det blev opfattet som mere ufravigeligt, fordi det kom fra centralt hold. I hvert fald skinner

det igennem, at kritikerne var bekymrede for, at der ikke længere var mulighed for lokalt at

afgøre, om de konkrete episoder faldt ind under begrebet ”vold”, og hvor hårde sanktioner

der skulle tages i brug.

512

513

514

Brev fra Den Kellerske Anstalt, 2. maj 1960: J.nr. H/0/49, Journalsager (1959-1975),

Statens Åndssvagefor-

sorg,

pk. 303, RA

To breve dateret den 7. april 1960: J.nr. H/0/49, Journalsager (1959-1975),

Statens Åndssvageforsorg,

pk. 303, RA

Brev fra Statens Åndssvageforsorgs Bestyrelse, 8.5.1961: J.nr. H/0/49, Journalsager (1959-1975),

Statens

Åndssvageforsorg,

pk. 303, RA. Se også Skrivelser og cirkulærer: Udtagne journalsager (1925-1959),

Østif-

ternes Åndssvageanstalter, Bestyrelsen,

pk. 111, RA.

159

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

I 1961 udarbejdede Socialministeriet ”Vejledning i omsorgen for elever og patienter inden

for særforsorgen”, der gjaldt for alle, der var anbragt under særforsorgen – herunder også

for åndssvageforsorgen. I vejledningens afsnit 8 fremgår det, at ”Patienter eller elever må

ikke udsættes for legemlig revselse, vold eller krænkende behandling. Handlinger, der har

til hensigt at fremkalde legemlig smerte, såsom slag, lussinger, kniben o. lign. er således

forbudt.” Det fremgår også, at afstraffelse kan have varige følger for den pågældende. Til

gengæld måtte de ansatte ”i kritiske situationer” anvende fysisk magt, hvis det var for at

forhindre vold eller i forbindelse med nødværge – og altså ikke i form af revselse eller

afstraffelse.

515

Med denne vejledning blev det således for første gang slået fast fra centralt

hold og gældende for alle særforsorgens grene, at de anbragte ikke måtte udsættes for vold.

I de efterfølgende år blev slå-forbuddet (som det blev kaldt) indskærpet flere gange i ånds-

svageforsorgen.

516

Og retningslinjerne blev fortsat mødt med kritik. På et hovedsamar-

bejdsudvalgsmøde den 20. december 1966 lød det første punkt på dagsordenen: ”Hvor-

dan undgås overtrædelse af forbuddet mod korporlig revselse af patienter/elever?” Det var

Funktionærforbundet, der stod bag dette punkt, og forbundet udtalte, at der ikke var nogen

tvivl om, at kollegerne undlod at indberette episoder, fordi sanktionen ”altid er afskedigelse”.

Forsorgschef Bank-Mikkelsen prøvede på mødet at berolige forbundet og de ansatte: ”Det

er rigtigt, at vi siger, at sanktionen kan blive afskedigelse, hvis man anvender nogen form for

vold over for patienter/elever, men i en del af tilfældene er der kun sket påtale.” Han blødte

også op på kravet om indberetning af alle episoder ved at fremhæve, at der ikke var tale om

indberetningspligt, ”men dog en vis moralsk pligt til at gøre ledelsen bekendt med overgreb,

som man bliver vidne til.”

517

Noget tyder således på, at den hårde linje ikke altid blev fulgt i

praksis, når det gælder sanktioner ved overtrædelser af forbuddet.

I 1968 blussede debatten om slå-forbuddet atter op. Det skyldtes, at bestyrelsen for Statens

Åndssvageforsorg den 26. april dette år sendte et udkast til en ny skrivelse om forbuddet

ud til forsorgscentrene. Baggrunden var en opfordring fra Personaleforbundet til at drøf-

te, hvordan man kunne undgå overtrædelser, og endnu engang blev det fastslået, at kolle-

ger undlod at angive episoder, hvor en ansat havde overtrådt reglerne. Bekymringen om

515

516

J.nr. F/0/149, Journalsager (1959-1975),

Statens Åndssvageforsorg,

pk. 288, RA. samt J.nr. K/42, Journalsa-

ger A-Ø (1897-1979),

Den kellerske Anstalt Brejning,

pk. 1990-138, RA.

Ifølge notat fra Statens Åndssvageforsorgs Bestyrelse i 1968 blev der udsendt skrivelser om forbud mod at

slå den 6.4.1960, 8.5.1961, 12.5.1962 og 7.11.1967. J.nr. H/0/49, Journalsager (1959-1975),

Statens Ånds-

svageforsorg,

pk. 303, RA. Derudover indskærpede Bestyrelsen for Statens Åndssvageforsorg slå-forbuddet

ved skrivelser af 26.4.1968, 29.9.1969 og 23.3.1970 (ledsageskrivelse til Socialministeriets cirkulære nr. 23.

1970). Dertil kommer flere skrivelser fra Socialstyrelsen til forsorgscentrene i begyndelsen af 1970’erne,

jf. en opgørelse der ses i Ebberødgårds arkiv for perioden 1960-1973. J.nr. 126, Journalsager (1951-1979),

Ebberødgård,

pk. 21, RA.

J.nr. H/0/49, Journalsager (1959-1975),

Statens Åndssvageforsorg,

pk. 303, RA.

517

160

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

tvungen indberetning og muligheden for afskedigelse lurede altså stadig. Bestyrelsen skøn-

nede derfor, at der var behov for en ny vejledning med strammere krav om, at

alle

episo-

der skulle indberettes til Statens Åndssvageforsorgs bestyrelse, uanset om forsorgscentrene

mente, at der var hold i beskyldningerne om vold eller ej – og også uanset om personalet

eller ledelsen mente, at der havde været tale om nødværge. Tilsvarende skulle alle episoder

med krænkende behandling over for de anbragte indberettes til bestyrelsen. De nye krav

blev efterfølgende kritiseret af nogle af – men langt fra alle – forsorgscentrenes ledere.

Overlægen på Sølund kritiserede det eksempelvis for at begrænse forsorgscentrenes ”selv-

stændige justits”.

518

Overlægen ved Forsorgscentret for København beskrev det som ”ned-

vurderende” over for centerlederne, og advarede om, at det ville ødelægge arbejdsklimaet,

når også ”rene bagateller” skulle indberettes.

519

Fra samme forsorgscenter lød det endvidere,

at de nye krav ”minder lidt for meget om en politistat”, at ”krænkende beh. [behandling] er

helt umulig at bedømme” og at cirkulærer ”der ikke kan administreres bør ikke udsendes”.

520

Retningslinjerne for personalets håndtering af de anbragte var også i 1970’erne genstand

for debat.

521

Gennem det meste af dette tiår ses der både nyfortolkninger og præciseringer

af forbuddets afgrænsning og af konsekvenserne ved overtrædelser.

522

Samtidig opstod der i

518

Brev fra Forsorgscentret for Århus og Randers Amter m.v., Sølund, 7.6.1968. J.nr. H/0/49, Journalsager

(1959-1975),

Statens Åndssvageforsorg,

pk. 303, RA. I samme pakke ses også breve fra Forsorgscentret i

Sydøstjylland (Den Kellerske Institution) (17.9.1968), Midtjylland (Hald Ege, 17.9.1968), Fyn (Børnehospi-

talet i Nyborg, 24.9.1968) og København (1.10.1968), der ligeledes udtrykker kritik af bestyrelsens udkast

til ny vejledning. Dog erklærede ledelsen på Forsorgscentrene i Sønderjylland (Ribelund), Nordjylland

(Vodskov), Lolland-Falster m.v. (Rødbygård), Nordsjælland (Ebberødgård) og Vestsjælland (Andersvænge)

sig enten eksplicit enige i det nye krav, eller også oplyste de blot, at de ikke havde kommentarer hertil.

Overlægen så to mulige scenarier for sig, hvis kravet om indberetning af alle episoder blev fastholdt: 1)

Ledelsen ville ikke få noget at vide om en hændelse, fordi den skulle indberettes til bestyrelsen, eller 2)

ledelsen ville få indberetninger om episoder, hvor det handlede om, at nogen havde et horn i siden på ”den

formastelige.” Brev fra Forsorgscentret for København, 1.10.1968: J.nr. H/0/49, Journalsager (1959-1975),

Statens Åndssvageforsorg,

pk. 303, RA samt j.nr. 126, Journalsager (1951-1979),

Ebberødgård,

pk. 21, RA.

Brev fra forstander på Forsorgscentret for København (voksenafdelingen), 11.7.1968: J.nr. H/0/49, Journal-

sager (1959-1975),

Statens Åndssvageforsorg,

pk. 303, RA.

F.eks. erklærede overlæge Schwalbe-Hansen den 27. november 1970 i en skrivelse til Socialstyrelsen, at han

ikke havde efterlevet Socialstyrelsens følgebrev til cirkulære nr. 23 fra 23. marts samme år. Han havde således

undladt at indberette sager, hvor der kun bestod en mistanke om overgreb, fordi bestemmelsen ”reducerede”

dem (ledelsen) til ”sladrehanke”. Han ville kun indberette sager, hvor han havde en vished om, hvad der var

sket. J.nr. K/42, Journalsager A-Ø (1897-1979),

Den kellerske Anstalt Brejning,

pk. 1990-138, RA.

Jf. Statens Åndssvageforsorgs Cirkulære nr. 23 af 23. marts 1970 ”Om forbud om revselse, vold eller

krænkende behandling af åndssvageforsorgens patienter/elever”. I 1972 indskærpede Socialstyrelsen igen

reglerne, jf. j.nr. 126, 1972, Journalsager (1951-1979),

Ebberødgård,

pk. 21, RA. Se også Socialstyrelsens

cirkulæreskrivelse nr. 140 af 15. juli 1973 ”I. Forbud mod legemlig afstraffelse mv. II. Adgang til at klage

over forsorgens udøvelse”; Socialministeriets cirkulære nr. 505 af 19. september 1977 om magtanvendelse,

isolation og lukket afdeling m.v. i særforsorgens institutioner, samt om klageadgangen over forsorgsud-

øvelsen”; Social- og Indenrigsministeriets bekendtgørelse nr. 568 af 21.12. 1979 ”om magtanvendelse m.v. i

institutioner for voksne med vidtgående fysiske eller psykiske handicap”.

519

520

521

522

161

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

stigende grad et pres udefra, idet både Folketingets ombudsmand og pressen (se kapitel 17)

satte fokus på brug af fysisk magtanvendelse i både børneforsorgen og i særforsorgen. Om-

budsmandens bevågenhed på området var årsag til, at der i 1971 blev nedsat en arbejdsgrup-

pe under Socialstyrelsen, der skulle undersøge, om de anbragte inden for Socialstyrelsens

område (børneforsorgen, åndssvageforsorgen og den øvrige særforsorg) blev udsat for vold.

Arbejdsgruppen skulle desuden bidrage til udarbejdelsen af nye retningslinjer, der skul-

le sikre ensartede regler og praksis inden for hele Socialministeriets område.

523

Arbejdet

blev fulgt tæt af Ombudsmanden, der i december 1972 rykkede for de nye regler, ligesom

også embedsmændene i Socialministeriet begyndte at blive utålmodige i forhold til at få de

fælles retningslinjer på plads. Det skal ses i lyset af, at der inden for børneforsorgen havde

været en større sag om vold mod de anbragte børn.

524

De nye regler kom med Socialstyrelsens cirkulæreskrivelse i 1973, hvor det blev præciseret,

at ”behandlingen af elever og klienter i socialstyrelsens institutioner bygger på, at de er lige-

berettigede medmennesker, og at der ydes dem den størst mulige retssikkerhed under deres

ophold i institutionerne.” Det fremgår også, at ”enhver form for legemlig afstraffelse” og

nedværdigende behandling (i form af ”ydmygende eller hånende behandling”) var forbudt.

Fysisk magt måtte kun anvendes, hvis det var absolut nødvendigt – f.eks. hvis den anbragte

gjorde skade på sig selv eller andre eller opførte sig voldsomt eller truende.

525

Med cirkulæret fulgte samtidig nye regler om indberetningspligt, idet alle episoder nu skul-

le indberettes til Socialstyrelsen. Åndssvageforsorgens institutioner havde allerede siden

1968 haft denne pligt til at indberette alle episoder til Statens Åndssvageforsorgs bestyrelse,

men inden for de øvrige særforsorgsgrene havde en sådan indberetningspligt til styrelses-

niveau ikke været gældende før nu – og derfor blev det af særforsorgens konsulent bifaldet

som ”revolutionerende”. I den forbindelse bidrog Bank-Mikkelsen med et tilbageblik på de

foregående års praksis i åndssvageforsorgen og konstaterede, at her havde indberetnings-

pligten fungeret ”ganske godt”, men medgav dog samtidig: ”man har naturligvis ingen ga-

ranti for, at indberetning i alle tilfælde er foretaget.”

526

I næste kapitel vender vi tilbage til

indberetningspligten og håndteringen af vold mod de anbragte i praksis.

523

524

525

526

Brev fra arbejdsgruppen den 8.12.1972 til Socialstyrelsen: J.nr. F/0/149, 1972, Journalsager (1959-1975),

Statens Åndssvageforsorg,

pk. 288, RA.

Referat af møde i chefkollegiet den 6.12.1972: J.nr. F/0/149, Journalsager (1959-1975),

Statens Åndssvage-

forsorg,

pk. 288, RA

Socialstyrelsens cirkulæreskrivelse, ”I. Forbud mod legemlig afstraffelse mv. II. Adgang til at klage over

forsorgens udøvelse”, Cirkulæreskrivelse nr. 140 af 15. juli 1973.

Konsulentens udtalelse ses i et mødereferat af møde i Chefkollegiet den 23. oktober 1972, hvor et udkast

til cirkulæret blev drøftet. Det var på samme møde, at Bank-Mikkelsen gav et tilbageblik på implemen-

teringen af indberetningspligten i åndssvageforsorgen. J.nr. F/0/149, Journalsager (1959-1975),

Statens

Åndssvageforsorg,

pk. 288, RA.

162

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

Kapitel 11 Fysisk vold mod anbragte

Som netop beskrevet var det ikke tilladt for de ansatte i særforsorgen at bruge vold mod de

anbragte. En del af den stillede opgave har været at undersøge, om der i

praksis

blev begået

vold mod de anbragte. Dette kapitel bygger på gennemgang af et omfattende arkivmateri-

ale, hvor sager om vold findes både på centralt niveau (ofte de mere alvorlige sager eller i

forbindelse med sanktioner mod ansatte) og på lokalt niveau. Desuden er vold et gennem-

gående tema i de indsamlede erindringer fra tidligere anbragte. Vores undersøgelse viser

samlet set, at fysisk vold forekom gennem hele perioden i alle særforsorgens grene, og den

peger i retning af, at det først og fremmest gjorde sig gældende i åndssvageforsorgen. Det

kan forklares med, at åndssvageforsorgen var langt den største af de fem forsorgsgrene, og

at den har efterladt sig mere omfattende spor i arkiverne. En del af forklaringen kan nok

også findes i, at der ser ud til at have hersket en kultur i åndssvageforsorgen, hvor brug af

fysisk magtanvendelse var mere acceptabel her end i de øvrige særforsorgsgrene.

Overgrebene blev begået af fast- og løstansatte medarbejdere på tværs af forsorgsgrene,

men også af medanbragte. Det er vores fornemmelse, at vold mellem de anbragte i højere

grad blev overset fra institutionernes side – den optræder i hvert fald langt mindre hyppigt

i de skriftlige kilder, og selv når den nævnes, blev forholdene sjældent problematiseret. Ho-

vedparten af de sager om vold, som vi har identificeret i åndssvageforsorgen (både på lokalt

og centralt niveau), drejer sig om personer, der var anbragt på de større institutioner, og

altså ikke dem, der var anbragt i familiepleje (private hjem eller mindre enheder). Personer,

der var anbragt i familiepleje, har formentlig langt hen ad vejen udgjort forsorgens ”blinde

vinkel”, ikke mindst fordi tilsynet med de private hjem var beskedent. Der findes således ret

begrænset materiale om anbringelserne uden for institutionerne (se kapitel 3).

Når det gælder håndteringen af sagerne, ses der et ”før og efter” åndssvageforsorgens cen-

tralisering i 1959. Tonen blev skærpet på det centrale niveau i forhold til at fordømme vold

mod de anbragte (se kapitel 5), men måske vigtigst af alt, så medførte kravet om, at alle

slå-sager skulle indrapporteres til Statens Åndssvageforsorgs bestyrelse (fra 1960), at vol-

den på de enkelte institutioner blev synliggjort, og at det i stigende grad blev prekært for an-

stalterne at have problemer med vold. Ikke mindst pressen og senere hen Ombudsmanden

lagde et pres på forsorgen i den henseende.

527

De lokale anstalter var dog ikke meget for at

overlade bedømmelsen af sagerne til det centrale niveau, og der ses da også en klar forskel

i ”toppen og bunden” af forsorgen, idet der var en større nultolerance for vold på det cen-

trale niveau. På det lokale niveau skulle der forholdsvis grov vold til, før vi ser en entydig

527

J.nr. F/0/149, Journalsager (1959-1975),

Statens Åndssvageforsorg,

pk. 288, RA

163

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

fordømmelse. I stedet var der langt op i tid en forståelse for, at personalet kunne blive pres-

set til at begå vold på grund af de anbragtes adfærd og de manglende ressourcer.

Når vi i det følgende fremlægger vores undersøgelse af fysisk vold mod de anbragte i sær-

forsorgen, anvender vi begrebet ”vold” som samlebetegnelse for forskellige former for fysi-

ske krænkelser af en persons krop. Betegnelsen dækker over handlinger lige fra lussinger,

knytnæveslag, spark til brug af genstande i forbindelse med overgreb mod de anbragte. An-

dre typer af magtanvendelse falder derimod uden for og behandles i andre kapitler, selvom

de også kunne have været oplevet som vold. Det gælder f.eks. fiksering, isolation, tvungen

sengelægning, tvangsmedicinering og forskellige former for det, man også dengang (særligt

fra 1960’erne og frem) betegnede som krænkende behandling, så som kolde bade, at blive

klippet korthåret mod sin vilje m.m.

Ikke desto mindre kan det være problematisk at anvende begrebet ”vold”, fordi det signa-

lerer, at der dengang

var

blevet begået vold ud fra en juridisk bedømmelse af hændelses-

forløbet. Det er derfor vigtigt at understrege, at det ikke har været muligt på baggrund af

de identificerede sager i arkivmaterialet eller af interviewpersonernes beretninger at fast-

slå, om der i samtlige tilfælde var (og er) hold i anklagerne om vold. Det var nemlig ikke

alle sager, der blev genstand for en nærmere undersøgelse i samtiden, endsige kom for en

domstol. Både når det gælder fysiske og seksuelle overgreb, har det været en generel ud-

fordring at afklare de præcise forhold i de enkelte sager. Dertil kommer, at opfattelsen af

vold i udgangspunktet var kompleks. Ikke sjældent var der blandt de involverede aktører i

sagerne modsatrettede opfattelser af voldens karakter og alvor – herunder om handlinger-

ne overhovedet kunne karakteriseres som vold. Tilsvarende kunne der være uenighed om,

hvorvidt handlingerne havde været legitime (f.eks. i form af nødværge) eller illegitime (når

volden eksempelvis ikke mentes at være proportional med den anbragtes handlinger, eller

når volden havde karakter af afstraffelse). Når vi har valgt at anvende betegnelsen ”vold”,

skal det altså ikke ses som udtryk for, at handlingerne også i samtiden blev opfattet som

vold. I samtiden anvendte både ledelse, personale, de anbragte og pårørende begreber som

”vold” og ”revselse”, men også udtryk som ”fysisk afstraffelse”, ”mishandling”, og ”overfald”,

der endnu mere utvetydigt signalerede, at der var tale om illegitim magtanvendelse.

528

Sagernes fordeling og omfang

Vurderet ud fra vores gennemgang af særforsorgens arkiver ser det som nævnt ikke ud til,

at vold mod de anbragte inden for særforsorgens andre fem grene – døve, blinde, epilep-

tikere, talelidende og vanføre – var udbredt sammenlignet med åndssvageforsorgen, hvor

528

Se f.eks. Socialministeriets ”Vejledning i omsorgen for elever og patienter inden for særforsorgen”, 1961,

stk. 8. J.nr. F/0/149, Journalsager (1959-1975),

Statens Åndssvageforsorg,

pk. 288, RA

164

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

vold mod de anbragte var en konstant problematik. Også i samtiden bemærkede man, at

voldssager i de andre særforsorgsgrene var underrepræsenteret i forhold til åndssvage-

forsorgen. I 1972 blev det forklaret med, at der i disse grene indtil da kun havde været

krav om indberetningspligt til ledelsen på de lokale institutioner og ikke til styrelsen, hvor-

med sager forblev skjult for det centrale niveau.

529

Siden 1968 havde der derimod inden

for åndssvageforsorgen været krav om, at alle episoder vedrørende brug af vold skulle

indrapporteres centralt (til Statens Åndssvageforsorgs bestyrelse og senere hen til Social-

styrelsen), uanset om den lokale ledelse fandt beskyldningerne troværdige eller ej (se

kapitel 10).

530

En anden forklaring fra samme år kom fra en arbejdsgruppe under Social-

styrelsen, der begrundede den skæve fordeling af sager om vold i henholdsvis særforsor-

gen, åndssvageforsorgen og børneforsorgen med forskellige traditioner og forskelligartet

klientel, uden at det blev uddybet nærmere.

531

Formentlig sigtedes der til, at fordelingen

af sager afhang af, hvor der var flest udad-reagerende klienter, eller hvor behovet for op-

dragelse var størst, men det kan også forstås derhen, at der kunne være mere eller min-

dre stærke historiske traditioner for at anvende vold inden for de enkelte forsorgsgrene.

Det har ikke været muligt at nå frem til et samlet tal for, hvor mange anbragte der har lagt

krop til vold i undersøgelsesperioden.

532

Dertil er oplysningerne i arkiverne både for spredte

og af for varierende indhold. Samtidig antager vi, at der er et mørketal forbundet med vold,

således at ikke alle hændelsesforløb er blevet kendt eller omtalt internt i forsorgen. Bedømt

ud fra de sager, vi har identificeret, ser det dog ud til, at vold mod de anbragte var et kendt

fænomen inden for åndssvageforsorgen. At der

var

problemer med brug af vold inden for

denne forsorgsgren, vidner de gentagne præciseringer og problematiseringer af forbuddet

over tid også om. Endvidere giver de interne drøftelser på centralt niveau et klart indtryk af,

at man i den øverste ledelse opfattede vold begået af ansatte som et problem –

529

530

Referat af møde i Chefkollegiet den 23.10.1972: J.nr. F/0/149, Journalsager (1959-1975),

Statens Åndssvage-

forsorg,

pk. 288, RA

Fra 1960 skulle de lokale ledelser indberette slå-sager til det centrale niveau (Statens Åndssvageforsorgs

bestyrelse), men først i 1968 blev de pålagt at indberette alle sager af den type, uanset om de fandt dem

begrundede eller ej.

Rapportudkast april 1972: F/0/149, Journalsager (1959-1975),

Statens Åndssvageforsorg,

pk. 288, RA

Noget tyder på, at man internt i forsorgen ikke var interesseret i at føre statistik over sager vedr. vold

mod de anbragte. I 1962 blev Statens Åndssvageforsorgs bestyrelse kontaktet af Personalehøjskolen, der

ønskede at undervise i ”Slå-forbuddet”. I den forbindelse udbad skolen sig eksempler på overtrædelser og

håndteringen heraf. Bestyrelsen drøftede på et møde, om der skulle udarbejdes en oversigt over ”slå-sager”

til dette formål, men forslaget blev forkastet. Kontorchef Mac (Statens Åndssvageforsorg) skrev i et notat

den 14.12.1962 således om forslaget på mødet: ” […] at det vil vist være risikabelt at lave en sådan oversigt.

Vi ved ikke, hvor en sådan oversigt havner.” Se J.nr. H/0/49, Journalsager (1959-1975),

Statens Åndssvage-

forsorg,

pk. 303, RA

531

532

165

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

både for de anbragte og for forsorgens renommé. Ikke desto mindre lykkedes det ikke at få

implementeret en ”nul-volds-kultur” i åndssvageforsorgen, for selv i 1970’erne lå problema-

tikken højt på forsorgens – nu Socialstyrelsens – dagsorden.

Når vi i de næste afsnit går i dybden med vores undersøgelse vedrørende vold mod de an-

bragte inden for de enkelte forsorgsgrene, vil åndssvageforsorgen dominere analysen, fordi

det, som nævnt, er her, problemet ser ud til at have været størst. De øvrige forsorgsgrene

behandles separat sidst i kapitlet. I kapitlet beskrives langt fra alle de eksempler på brug

af eller anklager om vold, vi har fundet i kildematerialet. Der tegnes i stedet et overordnet

billede med inddragelse af relevante eksempler.

Brug af fysisk vold inden for åndssvageforsorgen

Det er primært i vores gennemgang af materiale fra åndssvageforsorgens centrale niveau –

dvs. i Særforsorgskontoret (1933-1959), Statens Åndssvageforsorg (1959-1970) og Social-

styrelsen (1970-1980) – at vi har fundet sager om vold mod de anbragte. Patient- og klient-

sagerne på institutionsniveau har vist sig sjældent at rumme oplysninger om ansattes eller

medanbragtes vold mod de anbragte. Oplysningerne fra det centrale niveau stammer pri-

mært fra skrivelser mellem det centrale niveau og de lokale institutioner og fra interne

notater. Oplysninger om vold fremgår også hyppigt i klageskrivelser af forskellig art indgi-

vet til det centrale niveau. Bag klageskrivelserne stod først og fremmest de anbragte selv,

hvilket indebærer, at det som hovedregel var de mere velfungerende anbragte, der klagede,

fordi de mentalt og fysisk var i stand til at udarbejde et brev eller mundtligt formulere en

klage. Der må med andre ord påregnes et mørketal for så vidt angår grupper af anbrag-

te, som var begrænsede i forhold til manglende fysiske evner og verbalt sprog, eller som

havde vanskeligt ved at bedømme, forstå og fortælle, hvad der foregik omkring dem. Det

betyder, at deres oplevelser – også i forhold til brug af vold – har efterladt sig få – om

nogen – spor.

I en del sager var det pårørende, der klagede over, at f.eks. deres søn eller datter havde været

udsat for vold på den institution, hvor de opholdt sig. Dertil kommer privatpersoner, der

havde organiseret sig som forsorgens ”vagthunde”, og som jævnligt rejste kritik af forhol-

dene på anstalterne – herunder for brug af vold mod de anbragte. Kritik som ofte aktivt

blev samlet op af medierne. Til gengæld er vi kun stødt på forholdsvis få sager, der synes at

være rejst på det øvrige personales foranledning. Dermed ikke sagt, at kolleger ikke greb

ind i de konkrete situationer, eller at de ikke efterfølgende indberettede dem til ledelsen,

måske har det blot ikke sat sig spor i kildematerialet. Men i de sager, der blev nedfældet og

behandlet lokalt eller centralt, fremgår det sjældent, at sagerne kom frem i lyset, fordi en

166

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

eller flere af den ansattes kolleger havde indberettet vedkommende.

533

Det var en kendt pro-

blemstilling inden for åndssvageforsorgen, at de ansatte var tøvende over for at indberette

oplysninger om en kollegas brug af fysisk magtanvendelse mod de anbragte – selvom man

fra centralt hold indskærpede indberetningspligten gentagne gange efter 1960 (se kapitel

10).

534

Der kan være flere forklaringer på de manglende indberetninger. I samtiden blev det

bl.a. forklaret med, at kollegerne ikke ønskede at angive hinanden, fordi det kunne med-

føre afskedigelse af den, der havde forbrudt sig mod slå-forbuddet. ”Man vil jo nødigt være

skyld i en andens afsked”, udtalte en ansat på et møde i hovedsamarbejdsudvalget den 20.

december 1966, hvor indberetningspligten blev diskuteret.

535

Men der kan også have været

andre grunde: Først og fremmest kan volden være foregået i det skjulte. Derudover kan

kollegerne have været utrygge ved, om en indberetning ville få konsekvenser for dem selv i

form af repressalier fra den pågældende, eller ved at ”anmelderens” egen adfærd over for de

anbragte ville blive draget i tvivl af ledelsen.

536

Det sidste skete for en lærer, der indberettede

en mandlig ansat på en institution for ”sadisme” overfor børnene. En tjenstlig undersøgelse

af den pågældende resulterede i, at beskyldningerne mod ham blev opfattet som grundlø-

se – bl.a. fordi dommeren såede tvivl om åndssvage børn som troværdige vidner. Herefter

blev der indledt en undersøgelse af læreren selv, der endte med, at hun blev afskediget.

537

Derudover kan der have hersket en vis fællesskabsfølelse på de enkelte institutioner eller

blandt bestemte personalegrupper, der har virket ”anmeldelseshæmmende”. Måske har der

endda været en opfattelse af, at anvendelsen af vold var et resultat af en presset hverdag

med ressourcekrævende patienter og personalemangel og derfor forståelig om end ikke

533

Der findes dog klare undtagelser som f.eks. en sag fra 1957, hvor en lærerinde indberettede sine kolleger

på Gl. Bakkehus for udbredt brug af fysisk vold. Se afsnittet ”Lussinger på Gl. Bakkehus 1957-1959”: J.nr.

B/1186, Journalsager vedr. administration og personale (1942-1959),

Østifternes Åndssvageanstalter, Besty-

relsen,

pk. 11, RA. Se også en sag fra 1972, hvor fem kolleger i fællesskab indberettede en omsorgselev til

Bestyrelsen for Statens Åndssvageforsorg og anmodede om, at han blev fjernet fra afdelingen. Se afsnittet

”Omsorgselev på Ribelund 1972”: J.nr. H/0/145 (”Klager over alt og alle”), Journalsager (1959-1975),

Sta-

tens Åndssvageforsorg,

pk. 323, RA

Ud over ”Vejledningen for omsorgen for elever og patienter i særforsorgen” (1961) blev det indskærpet i

cirkulæreskrivelse nr. 23 af 23.3.1970 samt i en skrivelse samme dag fra Statens Åndssvageforsorgs Besty-

relse til alle forsorgscentre. Tilsvarende fremgår det i cirkulæreskrivelse nr. 140 af 15.7.1973, der afløste

cirkulæreskrivelsen fra den 23.3.1970. J.nr. F/0/149, 1973, Journalsager (1959-1975),

Statens Åndssvage-

forsorg,

pk. 288, RA. Se også j.nr. K/42, Journalsager A-Ø (1897-1979),

Den Kellerske Anstalt, Brejning,

pk.

1990-138, RA

Referat af hovedsamarbejdsudvalgsmøde den 20. december 1966: j.nr. H/0/49, Journalsager (1959-1975),

Statens Åndssvageforsorg,

pk. 303, RA

Se f.eks. J.nr. B/12/10, Journalsager (1949-1968),

Socialministeriet, Særforsorgskontoret,

pk. 8, RA. I ”Be-

mærkninger til udkast til cirkulære om forbud mod legemlig afstraffelse m.v.” (Socialstyrelsen, udateret, men

formentlig fra 1973) fremgår det om indberetningspligten, at ”eventuelt ubehag hos personalet må klart vige

for retsbeskyttelsen af klienten.” De ansatte havde altså pligt til at indberette, selvom det ikke var behageligt

at angive en kollega. J.nr. F/0/149, 1973, Journalsager (1959-1975),

Statens Åndssvageforsorg,

pk. 288, RA

J.nr. 5111/144, 1970, Journalsager (1968-1976),

Socialministeriet,

pk. 2399, RA

534

535

536

537

167

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

nødvendigvis acceptabel. Kollegernes tilbageholdenhed i forhold til at indberette hinanden

kan også skyldes manglende tiltro til, at indberetningen blev taget alvorligt. I en større sag

om en husfaders voldelige adfærd i Brejning, som vi uddyber nedenfor, var det kolleger, der

indberettede ham til bestyrelsen for Den Kellerske Åndssvageanstalt i 1948, da sagen første

gang – officielt – blev håndteret som en klagesag. At det ikke var nemt at indberette en

kollega, kan man læse allerede i indledningen af deres brev til overlægen: ”Undertegnede

personale på Mandshjemmet D.K.A. Brejning, ser sig efter nøje overvejelse nødsaget sig at

indberette følgende angående [husfaderens] brutale og uligevægtige optræden på Mands-

hjemmet overfor alumner såvel som personale.”

538

Herefter opremsede de en række af hus-

faderens overgreb mod de anbragte, som de havde været vidne til – og som de i flere tilfæl-

de havde indrapporteret til overlægen, uden at det havde fået konsekvenser for husfaderen.

Det var årsagen til deres fælles skrivelse til bestyrelsen. I andre sager får man indblik i en

kultur blandt de ansatte, hvor brug af vold enten ikke blev opfattet som odiøst, eller hvor

det kan have været svært som kollega at gå imod strømmen. For eksempel kom det frem i

en undersøgelse af forholdene på børneafdelingen på Sølund i 1962 (som ligeledes uddybes

nedenfor), at vold havde været udbredt i hele personalegruppen, samtidig med det blev

konkluderet, at der ikke var beviser for ”egentlig mishandling”.

539

Voldens karakter

Beskrivelsen af voldshandlingerne varierer fra sag til sag. I nogle af sagerne er oplysninger-

ne om hændelsesforløbet grundigt beskrevet, både når det gælder optakten til handlingen

(hvorfor skete det), de konkrete handlinger (hvad var der sket) og håndteringen af sager-

ne (hvilket udfald fik sagen for de implicerede). I andre tilfælde er oplysningerne om vold

og optakten hertil mere sparsomme. Det gælder f.eks. en sag fra 1937, hvor en mor i et

klagebrev til Særforsorgskontoret oplyste, at hendes søn to gange var blevet slået, men det

uddybes ikke, hvordan det var foregået, eller hvem der havde slået ham.

540

Tilsvarende er

interviewdeltagernes beskrivelser af vold også af varierende indhold og omfang– nogle er

kort sagt mere detaljerede end andre. I andre tilfælde førte klager til større undersøgelser

f.eks. i forbindelse med tjenestemandssager, der typisk blev varetaget af en landsdommer og

indbefattede afhøringer m.v., hvormed sagerne er langt mere fyldige. Nedenfor gennemgår

vi eksempler på en række af de voldstyper, der ses beskrevet i sagerne fra arkiverne og i

beretningerne fra interviewdeltagerne. Det sker for at vise voldens meget forskelligartede

karakter. Vi præsenterer i den forbindelse eksemplerne som vold i den ”milde” ende og vold

538

539

J.nr. T/14, Journalsager A-Ø (1897-1979),

Den Kellerske Anstalt, Brejning,

pk. 1990-187, RA

J.nr. B/31/3, Journalsager (1949-1968),

Socialministeriet, Særforsorgskontoret,

pk. 145, RA. For en tilsvaren-

de sag se Gl. Bakkehussagen: Udtagne journalsager (1925-1959),

Østifternes Åndssvageanstalter, Bestyrel-

sen,

pk. 32, RA

J.nr. 43/47, 1937, Journalsager (1921-1949),

Socialministeriet, Særforsorgskontoret,

pk. 348, RA

540

168

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

i den ”grove” ende af et kontinuum alt efter, om volden havde medført fysisk skade på den

anbragte eller ej. Dermed ikke sagt, at den ”milde” vold ikke har været smertefuld eller haft

menneskelige konsekvenser for den enkelte. Den ”milde” vold kunne måske endda tage en

mere systematisk form og være begået af flere ansatte over tid. Når det gælder de anbragtes

følelsesmæssige oplevelse af volden, er kildematerialet imidlertid forholdsvist tavst (se dog

kapitel 18).

541

Det skal ses i sammenhæng med, at der var meget lidt fokus på voldens konse-

kvenser for dem, der lagde krop til den. Så sent som i 1972 gav Sociallederkollegiet udtryk for

en generel manglende viden om de anbragtes følelser: ”Hvorledes skal man f.eks. finde ud af,

hvordan en klient oplever en episode?”, og hvor understregningen ses i sagen.

542

Det er mu-

ligt, at de her tænkte på de anbragte, der havde vanskeligt ved at udtrykke sig verbalt, men vi

har generelt ikke indtryk af, at man har fulgt op på, hvordan de, der blev ofre for vold, havde

det bagefter. I stedet var der først og fremmest fokus på, hvad der var sket, og hvorfor det var

sket med henblik på at undgå gentagelser, men altså ikke på, hvilke psykiske konsekvenser

de pågældende handlinger medførte for den enkelte. Det er på sin vis ikke overraskende for

så vidt det gælder børn som ofre, fordi der i samtiden var en opfattelse af, at jo mindre man

snakkede om det, der var sket, jo mindre tog offeret skade.

543

(Se desuden kapitel 19).

I de sager, hvor handlingerne beskrives konkret, kan man således – lidt forenklet – pla-

cere den omtalte vold på en skala: I den ene – og mere ”milde” – ende finder vi sager, der

omhandler ansattes brug af f.eks. lussinger, skub og riv i hår, og hvor det ikke fremgår af

sagsakterne, at den anbragte har taget fysisk skade af volden. Som eksempel kan nævnes en

sag fra 1946, hvor en ca. 45-årig anbragt mand klager over, at han havde været udsat for en-

defulde (”tre-fire slag på det blotte sædeparti”) på anstalten i Vodskov.

544

IP39

545

beretter om

at blive revet i håret af en kvindelig afdelingsleder på Andersvænge, hvor hun var anbragt

i 1950’erne. Afdelingslederen beskrives som ”ondskabsfuld” og ”streng”. Hun havde f.eks.

trukket en tot ud af informantens hår. I en sag fra 1960 fremgår det, at de anbragte – der

var i 60-års alderen – havde været udsat for lussinger på det mindre plejested (i kontrolleret

541

Som eksempel på undtagelse kan nævnes en sag fra 1945, hvor en anbragt skrev til Socialministeriet og

begærede sig udskrevet samtidigt med, at han klagede over forholdene på Vodskov. Et af klagepunkterne

omhandlede de ansattes brug af vold som straf, hvilket han gav udtryk for, påvirkede ham: ”Vi får alle de

tæsk som der kan ligge på os, og det er ind i maven og i hovedet og får så havresuppe med meget salt i og

bliver klippet skaldet. Ja skal man så ikke tabe sit gode humør så ved jeg ikke, og hvis jeg skal blive ved med

dette at høre under åndssvageforsorg så er mit liv ikke mere kær end jeg kan gøre en ende på det.” J.nr.

43/105, 1933, Journalsager (1921-1949),

Socialministeriet, Særforsorgskontoret,

pk. 204, RA

Skrivelse af 22.12.1972: j.nr. F/0/149, Journalsager (1959-1975),

Statens Åndssvageforsorg,

pk. 288, RA

Seidelin, 2014, s. 141.

J.nr. 40/1, 1946, Journalsager (1921-1949),

Socialministeriet, Særforsorgskontoret,

pk. 663, RA

Anbragt åndssvageforsorgen fra 1949 og frem

542

543

544

545

169

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

familiepleje), hvor de opholdt sig.

546

Tilsvarende ses der også en sag fra 1979, hvor en ansat

indberetter, at hun har givet en anbragt en lussing.

547

Selvom den beskrevne vold således

kunne befinde sig i den mere milde ende, var der ikke desto mindre tale om handlinger, der

ikke var tilladte i henhold til forsorgens interne retningslinjer.

I den anden – og mere grove – ende af skalaen finder vi de sager, hvor der blev klaget over,

at den anbragte havde været udsat for vold i form af spark, brug af genstande m.m. Det

gælder f.eks. en sag fra 1938, hvor en far klagede til socialministeren over, at sønnen – der

var anbragt på Den Kellerske Åndssvageanstalt i Brejning – havde været udsat for vold

begået af en ansat på stedet. Faren skrev således, at den ansatte havde væltet sønnen om-

kuld og havde ”slæbt ham ind i gården, hvor han slog ham med knyttede hænder i ansigtet

og sparkede ham i skridtet.”

548

I en sag fra 1942 klagede en anbragt mand over, at plejerne

på Ebberødgård ”mishandler patienterne med at kværke dem og slå dem med kæppe for

til sidst at smide dem i seng med spænderemme og diverse genstande.”

549

En anden sag er

fra slutningen af 1950’erne og omfatter en anbragt på et privat plejested under Østifternes

Åndssvageanstalter. På gården, der havde 10 anbragte, havde gårdejerens søn slået en an-

bragt mand med tre knytnæveslag i ansigtet. Gårdejeren indrømmede i første omgang, at

sønnen havde ”tjattet lidt” til den anbragte, men efter at en læge havde tilset skaderne, blev

alle de anbragte flyttet, og sønnen blev politianmeldt og i retten idømt ti dages hæfte.

550

en anden sag fra samme periode omtales forskellige episoder, hvor en ansat havde anvendt

genstande til at slå de anbragte med, bl.a. med et kontrolur, så urets glas var gået i stykker,

og med remmen til selvsamme ur.

551

I 1960 havde en plejerske i Vodskov angiveligt slået en

af de anbragte med en plastictallerken oven i hovedet.

552

I en sag fra samme sted året efter

blev der klaget over, at en plejeelev havde slået en fikseret patient med et kosteskaft.

553

Også

IP33, som havde været anbragt på Ribelund i 1960’erne – fortæller, at der blev anvendt en

stok til at slå de anbragte med, når der var uro på afdelingen: ”så fik vi en med stokken, så

den brækkede. Fem slag fik jeg i røven og så brækkede den”. Den præcise årsag var, ifølge

546

547

548

549

550

551

552

553

J.nr. H/0/84, Journalsager (1959-1975),

Statens Åndssvageforsorg,

pk. 314, RA

J.nr. 352/650101, 1979, Journalsager (1972-1982),

Socialstyrelsen,

pk. 837, RA

J.nr. 43/9, 1938, Journalsager (1921-1949),

Socialministeriet, Særforsorgskontoret,

pk. 378, RA

J.nr. 43/10, 1942, Journalsager (1921-1949),

Socialministeriet, Særforsorgskontoret,

pk. 517, RA

Læg vedr. Kontrolleret familiepleje: Udtagne journalsager (1925-1959),

Østifternes Åndssvageanstalter,

Bestyrelsen,

pk. 15, RA

J.nr. B/3/100, Journalsager (1949-1968),

Socialministeriet, Særforsorgskontoret,

pk. 24, RA

J.nr. T/306, 1960, som behandles i j.nr. H/0/49,

Statens Åndssvageforsorg,

pk. 303, RA

J.nr. T/1811, 1962, som behandles i j.nr. H/0/49, Statens Åndssvageforsorg pk. 303. En tilsvarende sag ses i

j.nr. B/163, 1943, Journalsager vedr. administration (1942-1959),

Østifterne Åndssvageanstalter, Bestyrel-

sen,

pk. 5, RA

170

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

informanten, i dette tilfælde, at to drenge havde råbt ud ad vinduet. ”Man måtte ikke råbe

ud ad vinduet. Så fik man en af stokken”.

554

I flere af sagerne angives det, at volden havde medført, at den anbragte havde taget fysisk

skade i større eller mindre grad. I 1946 klagede en mor f.eks. over, at hendes søn, der var

anbragt på Den Kellerske Åndssvageanstalt i Brejning, var blevet sparket af den pågælden-

de husfader på stedet, og at sønnen havde fået store mærker på hoften.

555

I en sag fra det

efterfølgende år klagede en far ligeledes over, at sønnen var blevet sparket af en af funktio-

nærerne i Brejning, hvilket ifølge faren havde resulteret i, at sønnen nu var blevet lam i det

ene ben.

556

Den ”grove” ende af ”voldsskalaen” rummer således de sager, hvor volden havde

medført fysisk skade i form af f.eks. blå mærker, bidemærker og brækkede lemmer. I 1960

var det sågar endt med en ”grotesk voldsom intern blødning”, da en plejeelev havde slået

en asylist, sådan som det fremgår af en skrivelse fra overlægen i Vodskov til en kollega på

Rødbygård. ”En tosset sag”, kaldte overlægen i Vodskov den, og beskrev den som ”høj-

dramatisk, idet pt. [patienten] på en sikkert relativt beskeden ”volds”foranledning” måtte

på sygehuset for at blive behandlet.”

557

I en sag fra 1972 havde en omsorgselev på Ribelund

angiveligt givet en af de anbragte en endefuld og brækket armen på en spastisk pige, der sad

i kørestol – ligesom vedkommende også havde for vane at skælde de anbragte ud så højlydt,

at de blev urolige og ophidsede.

558

I et par sager blev der rejst tvivl om, hvorvidt dødsfald blandt de anbragte var forårsaget

af vold fra en ansat. I 1941 fremhævede et udvalg, der skulle undersøge forholdene i ånds-

svageforsorgen, hvorledes en alumne angiveligt skulle være afgået ved døden på grund af

kvælning. Ifølge sagsakterne var der tale om en sag på Ebberødgård, hvor en af plejerskerne

skulle have bundet et tørklæde for den pågældende kvindes mund, så hun blev kvalt. Det

er uvist, hvorfra udvalget havde deres oplysninger, idet sagen kun er omtalt ganske kort i et

notat. Det fremgår heller ikke, om der var hold i anklagerne.

559

At personalet i visse tilfælde

bandt klude om hovedet på de anbragte, omtales i en sag fra det efterfølgende år. Her var

554

555

556

557

558

559

IP 33, Anbragt åndssvageforsorgen 1960 og frem

J.nr. 40/138, 1946, Journalsager (1921-1949),

Socialministeriet, Særforsorgskontoret,

pk. 665, RA

J.nr. 40/55, 1947, Journalsager (1921-1949),

Socialministeriet, Særforsorgskontoret,

pk. 702, RA

Skrivelse af 26. april 1960: Cirkulærer og meddelelser m.m. (1933-1964),

Forsorgsinstitutionen Rødbygård,

pk. 1, RA

Indberetning af 20.12.1972: J.nr. H/0/145 (”Klager over alt og alle”), Journalsager (1959-1975),

Statens

Åndssvageforsorg,

pk. 323, RA

Det var ”Udvalget af 19.04.1941” der satte fokus på sagen. J.nr. 43/37, 1942, Journalsager (1921-1949),

Socialministeriet, Særforsorgskontoret,

pk. 517, RA

Skader på den anbragtes krop

171

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

det ikke endt med et dødsfald, men en af de anbragte klagede over, at personalet bandt

klude om hovedet på dem og placerede knuden i deres mund, ”så de dårligt kan få luft, det

kalder jeg umenneskeligt.” To forskellige overlæger under Østifternes Åndssvageanstalter

afviste anklagerne som grundløse, og den ene forklarede i en skrivelse til Særforsorgskon-

toret, at ”det hænder en sjælden gang, at sindssyge pt. [patienter], som spytter meget, får

et stykke bundet løst om hovedet, for at de ikke skal ramme medptt. [medpatienter] og

svine for meget til; men et sådant stykke bindes på en bestemt måde, der ikke generer pt.

[patienten]» Overlægernes forklaring blev mødt med en vis skepsis i særforsorgskontoret.

En fuldmægtig noterede således: ”Jeg føler mig langt fra tryg ved at skulle indstille sagen til

afgørelse på dette grundlag - og man har efter ens skøn lov til at betvivle Helmars [overlæ-

gens] forsikringer om, at der ikke øves overlast mod patienterne.”

560

I en sag fra 1955 havde en plejeelevs vold mod en 11-årig dreng resulteret i, at han blev

indlagt på sygehuset, hvor han døde. Den pågældende plejeelev blev idømt tre måneders

fængsel for at have givet ham et kraftigt slag i maven. Under sagen kom det frem, at en sy-

geplejerske på den pågældende anstalt havde lagt mærke til, at plejeeleven tidligere havde

været hård over for drengene. Et af børnene havde således haft blå mærker på kinden efter

en lussing, som plejeeleven indrømmede at have tildelt barnet. De tidligere episoder havde

dog ikke ført til sanktioner.

561

Voldens spændvidde er med andre ord bred i de sager, vi har identificeret, dog ses der en

overvægt af sager om den ”grove” vold (bortset fra dødsfald). Det kan skyldes, at det pri-

mært var den, der blev opdaget – særligt hvis volden havde medført sår, blå mærker eller

skader på den anbragtes krop, hvormed volden blev synlig for omgivelserne – men det kan

også skyldes, at det særligt var den ”grove” vold, der blev opfattet som illegitim såvel af de

anbragte og deres pårørende som af de ansatte og ledelsen på anstalterne. Det er formentlig

også de grovere sager, man fra forsorgens side har fundet relevant at dokumentere. At den

”milde” vold kunne bagatelliseres af institutionsledelsen, ses eksempelvis i Vodskov, hvor

to drenge i 1949 klagede over at have fået et par lussinger. Overlægen ønskede ikke at gå

nærmere ind i sagen, men slog fast, at ”der findes et alm. forbud mod at slå patienterne, og

at dette forbud i det store og hele overholdes […] Overlægen mener dog, at der nu og da

kan falde en lussing eller et beskedent nakkedrag af til en eller anden urolig dreng, idet dette

formentligt ikke kan forhindres, ligesom det er tvivlsomt, hvorvidt man bør forhindre det.

I øvrigt finder der ikke afstraffelser og mishandling sted”.

562

Lussinger og nakkedrag kunne

560

561

562

J.nr. 43/37, 1942, Journalsager (1921-1949),

Socialministeriet, Særforsorgskontoret,

pk. 517, RA

J.nr. B/6/1107, Journalsager (1949-1968),

Socialministeriet, Særforsorgskontoret,

pk. 51, RA

J.nr. 40/122, 1949, Journalsager (1921-1949),

Socialministeriet, Særforsorgskontoret,

pk. 779, RA

172

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

og skulle altså ikke nødvendigvis forhindres, og fordi drengene havde været ”urolige”, kunne

der argumenteres for, at der ikke havde været tale om ”afstraffelse” eller ”mishandling”. At

sagen ikke desto mindre kom frem, skyldes, at drengene klagede over hændelsesforløbet.

Vold mod børn

De bevarede dokumenter tillader ikke, at vi kommer med bud på, hvilke aldersgrupper

der oftest blev udsat for vold, idet oplysningerne i arkivmaterialet ikke er stringente nok til

en sådan analyse. Men vi kan se, at selvom der rent formelt var et forbud mod også at slå

børn, er det en anden virkelighed, vi møder i arkivalierne og i informanternes beretninger.

Vi har således mange sager, der handler om fysisk afstraffelse af børn på tværs af anstalter

og forsorgsgrene og i mindre omfang også i den private familiepleje – og vi har uden tvivl

ikke fundet frem til alle tilfælde.

Oplysningerne om vold mod børn kommer både fra børnene selv og fra deres pårørende

gennem klager, men også fra ansatte. I 1943 informerede en tidligere ansat på Ebberødgård

Særforsorgskontoret om, at der blev opbevaret et spanskrør i et skab på anstalten, og at han

havde set en plejer ”gennemprygle en dreng”. Han fortalte også, at der jævnligt blev brugt

fysisk afstraffelse i form af lussinger m.m.

563

Tilsvarende havde en lærerinde på Gl. Bakkehus

i 1957 forsøgt at råbe ledelsen op om forholdene for børnene på anstalten. Vi udfolder sagen

nedenfor, her skal blot nævnes, at hun informerede ledelsen om forholdene for børnene på

anstalten. I et brev til bestyrelsen for Østifternes Åndssvageanstalter forklarede hun, at på

trods af forstanderens forbud mod at slå børnene ”er det rystende og opslidende gang på

gang at modtage børnene til timer oprørte og urolige over korporlige afstraffelser foretaget

på afdelingen.”

564

Også IP19, der var ansat på Løgumgårde fra 1961 til 1980, fortæller, at der blev begået vold

på den børneafdeling, hvor vedkommende var ansat: ”Hvis ikke de ville makke ret de der

unger, så havde hun [en leder] et bundt nøgler, og så blev de ellers slæbt med op i den ene af

stuerne, og så fik de ellers for både nyt og gammelt.” Hun fortæller også, at hun havde været

vidne til kolleger, der slog børnene:

”Det gør ondt, når det er voksne, men det gør saftsuseme endnu mere ondt når det er små

børn, der kommer til at skulle stå model til de der tæsk. Jeg havde en elevkammerat, som hav-

de en bror derhjemme, der var mongol. Hun kunne overhovedet ikke have den behandling,

563

564

J.nr. B/256, Journalsager vedr. administration (1942-1959),

Østifternes Åndssvageanstalter, Bestyrelsen,

pk.

6, RA

J.nr. B/1186, Journalsager vedr. administration og personale (1942-1959),

Østifternes Åndssvageanstalter,

Bestyrelsen,

pk. 11, RA. Se også Gl. Bakkehussagen: Udtagne journalsager (1925-1959),

Østifternes Ånds-

svageanstalter, Bestyrelsen,

pk. 32, RA

173

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

og hun sagde at han skulle aldrig nogensinde på en institution. (…) vi stod tit og næsten

mere eller mindre græd på den afdeling. Det, syntes jeg, var hårdt.”

565

Det var dog sjældent, at vold mod børn blev problematiseret af overlægerne eller bestyrel-

sen på de enkelte anstalter, medmindre den havde været særlig grov. I kapitel 16 kan man

læse, hvordan anstalterne over en bred kam nægtede, at der blev brugt vold mod børnene.

Uoverensstemmelsen mellem retningslinjerne og det, vi ser som praksis – at børn blev slået

– kan skyldes begrebsforvirring. Hvornår var der f.eks. tale om legitim/illegitim

revselse,

hvornår var der tale om (strafbar)

vold?

Det skal ses i sammenhæng med, at det i samtiden

var kulturelt acceptabelt at slå børn, så længe det ikke havde karakter af mishandling, men

derimod af ”revselse”. Frem til 1967 var det tilladt at revse børn i skolevæsenet, og først i

1997 blev det entydigt slået fast, at forældre ikke måtte slå deres børn.

566

Anstalternes prak-

sis kan således ses som en afspejling af ”normalsamfundet”, hvor forældre og lærere – hvis

roller de ansatte havde overtaget i forbindelse med indskrivningen – kunne tillade sig at slå

børn som et led i den almindelige undervisning og opdragelse.

567

Enkeltstående sager

Ikke overraskende var det særligt ansatte med tæt daglig kontakt til de anbragte, der blev

anklaget for at have begået vold.

568

Hvis sagen blev nærmere beskrevet, fremgår det som

regel også, om der var tale om enkeltstående tilfælde, hvor en ansat ”forløb” sig, eller om

vedkommende havde øvet vold mod de anbragte tidligere.

Generelt kan vi af arkivmaterialet og i informanternes beretninger se to forskellige former

for ”kontekster” i forbindelse med volden:

1) Enkeltstående tilfælde, hvor volden er beskrevet som en isoleret handling begået af en

eller flere ansatte, og uden at der i øvrigt var tegn på, at der var tale om en gængs praksis

det pågældende sted og tidspunkt.

565

566

IP19, ansat åndssvageforsorgen 1961 og frem

Vestergaard et al., 2013, s. 11. For forbud mod at slå børn i skolevæsenet, se: Bekendtgørelse nr. 276 af 14.

juni 1967 om fremme af god orden i skolerne. For forbud mod at slå egne børn, se: Lov om ændring af lov

om forældremyndighed og samvær (afskaffelse af revselsesretten), Lov. nr. 416 af 10.6.1997, § 2.

Vestergaard et al., 2013, s. 11. Se også TNS Gallup meningsmåling 1969 ”Er en lussing ’på rette sted’ god

latin?” Her svarede 69 pct. af de adspurgte danskere, at fysisk afstraffelse af børn i form af en ”lussing eller

en endefuld eller lignende” kunne være på sin plads, mens 23 % svarerede, at det var forkert med fysisk

afstraffelse. Se https://danmarkshistorien.dk/vis/materiale/gallup-1969-er-en-lussing-paa-rette-sted-god-

latin/

Undtagelser fra dette billede, se: J.nr. 43/47, 1937, Journalsager (1921-1949),

Socialministeriet, Særforsorgs-

kontoret,

pk. 348, RA

567

568

174

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

2) Gentagelsestilfælde, hvor en eller flere ansatte flere gange havde anvendt vold mod de

anbragte, og hvor volden skildres som udtryk for en problematisk kultur på pågældende

institution eller afdeling.

Vi indleder med den første gruppe af sager, dvs. de sager, hvor der angives en enkelt ansat

som ophavsmanden til voldshandlingerne. Dem er der mange af i arkiverne, og de dækker

hele den kronologiske ramme for undersøgelsen. I 1938 klagede en stedfar eksempelvis

over en navngiven plejerske, der rev pigerne i håret og slog dem. Det fremgår ikke, hvor

længe det havde stået på, eller hvordan det var foregået – og det fremgår heller ikke, om der

var andre blandt personalet, der havde øvet vold mod steddatteren eller de andre anbragte.

569

I en sag fra 1956 var det den anbragte selv, der klagede over at have været udsat for vold.

Han var anbragt i Brejning, hvor han arbejdede i bageriet, og han fortalte en dag overlæ-

gen, at bagersvenden havde taget ham om halsen og slået ham med lussinger. ”Han viste

mig, at der på halsens højre side var mærker fra grebet”, noterede overlægen i sin rapport.

Sagen blev skildret som en enkeltstående hændelse: ”Jeg tilkaldte derefter [bagersvenden],

der indrømmede, at han havde forløbet sig, og at han var klar over, at han ikke måtte give

patienter korporlig revselse.”

570

I en opgørelse fra 1970 og 1971 optræder der syv forskellige

sager, der på nær en enkelt ligeledes bliver skildret som individuelle hændelser. I den første

sag var det en vikar for en afdelingsleder, der i 1970 blev indberettet for at have givet en af

de anbragte ”et par lussinger under et håndgemæng”. I den anden sag var det en fritidslærer,

der blev indberettet for at have givet en anbragt en ”kraftig lussing”. I en tredje sag var det

en omsorgsassistent, der indberettes for at have givet en anbragt en lussing, og i en fjerde

sag står der blot, at en anbragt var blevet slået af en omsorgsassistent. Den femte sag hand-

lede om en afdelingsleder, der havde givet en anbragt et slag over munden. I den sjette sag

var det en omsorgsassistent, der mentes at have overtrådt reglerne, idet vedkommende

”under badning af klient [havde taget] unødigt hårdt på kønsdelene, så klienten græd og

skreg af smerte.” Her fremgår det imidlertid også, at den ansatte tidligere havde overtrådt

de interne retningslinjer. Vedkommende havde således ”mere end en gang holdt en klient

i nakken og derefter skubbet ham og ladet ham falde.” I den syvende og sidste sag er der

tale om en værkstedslærer, der havde givet en anbragt en lussing, hvilket mentes at være

foregået i selvforsvar, fordi den anbragte angiveligt havde grebet en tom flaske, som skulle

569

Som regel var volden ikke det eneste, der blev klaget over ved samme lejlighed. Ofte var klagerne om vold

en af flere klager mod institutionernes håndtering af de anbragte. I sagen med stedfaren klagede denne

således også over, at steddatteren ikke måtte komme hjem på juleferie. J.nr. 43/98, 1938, Journalsager

(1921-1949),

Socialministeriet, Særforsorgskontoret,

pk. 380, RA

Rapport af 21.6.1956: J.nr. K/42, Journalsager A-Ø (1897-1979),

Den Kellerske Anstalt, Brejning,

pk. 1990-

138, RA

570

175

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

bruges til at slå værkstedslæreren med.

571

Det fremgår på nær en enkelt undtagelse ikke af

sagerne, om de pågældende medarbejdere havde gjort sig skyldig i lignende overtrædelser

af slåforbuddet tidligere, eller om også andre ansatte på de pågældende afdelinger havde

overtrådt forbuddet.

En række individuelle sager skiller sig ud, idet de blev genstand for en nærmere undersøgel-

se i åndssvageforsorgen, som regel enten på grund af voldens karakter (grovhed), eller fordi

volden havde fundet sted over længere tid. Dertil kommer, at hvis noget kom til offentlig-

hedens opmærksomhed og/eller blev taget op af Ombudsmanden, så øgede det chancen for

en gennemgribende undersøgelse. Vi har udvalgt enkelte af disse sager, som i det følgende

udfoldes i lidt flere detaljer. Sagerne viser, at grænsen mellem enkeltstående voldssager, og

hvad der kan opfattes som udtryk for en mere udbredt (lokal) voldsaccepterende kultur, er

flydende.

Plejemoderen på Ebberødgård 1944

I begyndelsen af 1940’erne var der gentagne konflikter mellem en plejemor og det øvrige

personale på en afdeling på åndssvageanstalten Ebberødgård.

572

Sagen giver indtryk af, at

forholdet mellem dem var særdeles anstrengt. Overlægen på Ebberødgård, P.A. Schwal-

be-Hansen, beskrev hende som dygtig, men også som stridsom og opfarende også over for

overlægen selv. Personalesagen eskalerede og endte lidt usædvanligt hos departements-

chefen i Socialministeriet, som i april 1944 slog fast, at der var kommet så mange klager, at

det nu måtte stoppe. Der blev derfor iværksat en disciplinærsag, som startede med en tje-

nestemandsundersøgelse. Undersøgelsen viste ikke bare personalemæssige konflikter, men

afhøringer af kolleger og anbragte omfattede også en række anklager om vold. En anbragt

fortalte om en situation, hun havde overværet: ”En dag havde hun [en anden anbragt pige]

været uartig, hvorfor plejemoder sparkede hende ned af trappen, og da hun ikke ville gå,

trak [plejemoderen] hende ved håret henad køkkengulvet. Plejemoder tog hende derefter

med ind i badeværelset, og da [navn udeladt] kom ud derfra, havde hun fået lange røde

rifter på halsen.” En anden anbragt fortalte, at hun ”en gang, da vidnet havde revet en kjole

i stykker, fordi hun ville have en anden, sparkede plejemoder hende i maven tre gange. Vid-

net var i forvejen af en funktionær spændt til WC-røret, fordi hun skulle have en sprøjte.

Vidnet stod altså stille, da plejemoder sparkede hende.” Flere vidner – anbragte, en pårø-

rende og kolleger – kunne desuden fortælle om hyppig brug af såkaldte ”bræksprøjter” (se

kapitel 13).

571

572

Det fremgår ikke af oversigten, hvilke institutioner sagerne var fra. Oversigt af 20.1.1972: j.nr. F/0/149,

1973, Journalsager (1959-1975),

Statens Åndssvageforsorg,

pk. 288, RA

Den omfattende sag ses i ”Ebberødgård tjenestemandssag”: Udtagne journalsager (1925-1949),

Østifternes

Åndssvageanstalter, Bestyrelsen,

pk. 68, RA

176

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

I rapporten fremgår det imidlertid, at undersøgelseslederen, byretsdommer H. Jacobi var

tøvende med at drage vidtrækkende konklusioner på baggrund af de anbragtes vidneud-

sagn om vold. Han vurderede, at plejemoderen ”til tider [er] for hårdhændet”, og at ”Pleje-

moder er en blanding af godt og ondt, hvor det sidste i det daglige er det stærkeste.” For-

manden for Ebberødgårds bestyrelse vurderer i et brev til Østifternes Åndssvageanstalters

bestyrelse i juni 1944, at det nok mest var overlæge Schwalbe-Hansen, som havde svigtet sit

tilsyn med plejemoderen, og derfor var problemet vokset, så de nu var nødt til at fyre hen-

de. Formanden havde dog, betonede han, intet imod, at pågældende kunne blive flyttet til

Rødbygård eller Andersvænge. Vi ved ikke præcist, hvad der skete i sagen, men i et brev til

departementschefen i Socialministeriet i august 1944 nævnte overlæge Schwalbe-Hansen,

at plejemoderen kunne komme til at lede et lille «koloni-plejehjem for vanskelige piger»

under Østifternes Åndssvageanstalter. Noget kunne således tyde på, at plejemoren fik lov

til at fortsætte sit virke som mellemleder under åndssvageforsorgen.

Husfader-sagen i Brejning 1948-1960

Sagen mod en husfader på Brejning er en af de mest omfattende sager om vold mod de

anbragte, som vi er stødt på. Der er tale om en tjenestemandsansat husfader (dvs. afdelings-

leder) på Mandshjemmet på Den Kellerske Åndssvageanstalt i Brejning, og som formentlig

i årevis havde udsat flere af de anbragte for fysiske overgreb foruden trusler om vold og

nedværdigende tale. Sagen begyndte formelt i 1948, hvor syv af hans kolleger som tidligere

nævnt indberettede ham for igennem flere år at have været brutal over for anbragte og

ansatte. En af sagerne handlede om overgreb på en tuberkulosepatient, der beskrives som

stærkt nervesvækket. Ifølge indberetningen havde husfaderen ”med stød og slag” angrebet

vedkommende. Et øjenvidne til episoden – en sadelmager på anstalten – havde indberettet

det til overlægen umiddelbart efter, det var sket. Den samme patient blev ifølge skrivelsen

senere udsat for endnu et overgreb, idet en plejeelev havde bundet hans hænder på ryggen

og slået ham ”i vidners påsyn”. Dette overgreb blev husfaderen efterfølgende informeret om,

men ”intet blev foretaget”.

573

J.nr. T/14, Journalsager A-Ø (1897-1979),

Den Kellerske Anstalt, Brejning,

pk. 1990-187, RA. Der har

formentlig været flere sager, hvor husfaderen har begået overgreb på de anbragte, end det ses i kolle-

gernes indberetning. I arkivet fra Særforsorgskontoret har vi eksempelvis fundet et brev dateret den 25.

august 1945, hvor en mor klagede til kongen over, at hendes søn efter en rømning havde fået prygl af

den pågældende husfader, foruden han var blevet klippet skaldet, isoleret i 16 dage og her kun havde fået

havresuppe. Det fremgår ikke af sagens akter, om sønnen var blevet udspurgt om hændelsesforløbet, men

det blev husfaderen, der nægtede anklagerne. J.nr. 43/89, 1945, Journalsager (1921-1949),

Socialministeriet,

Særforsorgskontoret,

pk. 627, RA

177

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

I en anden sag skulle husfaderen have overfaldet en anbragt med slag og stød i underlivet

samtidig med, at han ifølge kollegernes skrivelse skulle have sagt følgende: ”Jeg skal give dig,

din lille satan, så dine tarme sprøjter op på væggen og skal skrabes af med en spartel”. Også

den episode blev indberettet af et øjenvidne. Ifølge indberetningen havde husfaderen også

anvendt trusler om vold. Han havde givet følgende ordre til en ny plejeelev vedrørende en af

de anbragte: ”Såfremt den lille satan forsøger på noget som helst, så slå ham i jorden, og lad

de andre feje stumperne sammen.” At forholdene blev opfattet som alvorlige og uacceptable

af de pågældende kolleger, vidner deres beskrivelse af sagerne om, idet de anvendte termer

som ”brutale overgreb”, ”mishandling på det groveste” og ”afstraffelse”.

574

Husfaderen havde ifølge indberetningen også truet og talt nedsættende om en række kolle-

ger. På den baggrund opfordrede de syv kolleger til, at husfaderen blev suspenderet, mens

hans opførsel blev undersøgt.

575

Også fire værkstedsledere på Mandshjemmet bakkede op

om kritikken. De afgav en erklæring, hvori de bl.a. skrev, at de ganske vist ikke kendte til

alle de nævnte episoder, men at de ikke var forbavset set i lyset af hans opførsel i det hele

taget.

576

Også overlægen afgav en erklæring, men han var mere forbeholden i sin kritik.

Han lagde vægt på, at flere af forholdene havde fundet sted en del år tilbage. Den ældste

sag skulle ifølge overlægen være foregået før 1940. For det andet fremhævede han, at han

i sin tid kun var blevet informeret om to ud af de syv sager i indberetningen. I den ene –

den, hvor sadelmageren havde indberettet overgrebet på en tuberkulosepatient – havde

overlægen skønnet, at sadelmagerens udtalelse var farvet af en negativ oplevelse, som han

tidligere havde haft med husfaderen. Overlægen havde derfor ikke ment, at der var grund

til at foretage sig videre.

I den anden sag havde han afhørt husfaderen, som havde forklaret, at han havde grebet

fat i en anbragts jakke, men kun fordi vedkommende gjorde modstand. Overlægen havde

drøftet episoden med husfaderen, der havde nægtet at have slået den anbragte. Overlægen

havde også fået indblik i den anbragtes mening om hændelsesforløbet, idet en afdelingslæge

havde udspurgt vedkommende, og ifølge overlægen havde den anbragtes ”angivelser” af

hændelsesforløbet været for ”svævende til at være egnede som kontrabevis.” Overlægen

mente til gengæld, at han ikke var i tvivl om, at husfaderen anvendte en ”uparlamentarisk

tone” over for plejepersonalet. Han sluttede dog sin skrivelse af med at opfordre bestyrelsen

til at nedsætte en uvildig dommerundersøgelse af den rejste kritik mod husfaderen.

577

Knap en uge senere kom også husfaderen til orde, idet han i en ti sider lang skrivelse til

574

575

576

577

J.nr. T/14, Journalsager A-Ø (1897-1979),

Den Kellerske Anstalt, Brejning,

pk. 1990-187, RA

Skrivelse af 15.6. 1948: J.nr. T/14, Journalsager A-Ø (1897-1979),

Den Kellerske Anstalt, Brejning,

pk. 1990-187, RA

Uden dato: J.nr. T/14, Journalsager A-Ø (1897-1979),

Den Kellerske Anstalt, Brejning,

pk. 1990-187, RA

Skrivelsen af 20.6.1948: J.nr. T/14, Journalsager A-Ø (1897-1979),

Den Kellerske Anstalt, Brejning,

pk.

1990-187, RA

178

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

bestyrelsen forholdt sig til de fremsatte anklager. Han afviste alle anklagepunkter som enten

pure opspind, eller som et spørgsmål om, at der i de konkrete tilfælde havde været tale om

nødværge, dvs. nødvendig magtanvendelse. Om den anbragte, som han skulle have overfal-

det med stød og slag, skriver han, at han var:

”en ondsindet urolig homoseksuel mand, der altid bragte ufred mellem eleverne ved sin

homoseksualitet og i hans kølvand var der altid en stribe af slagsmål med stort blodtab og

blå øjne. Jeg havde megen ballade med ham, men omtalte slag og stød og omtalte ordstrøm

er opdigtet af anmelderen for at tjene sagen.”

Om en anden sag forklarede han, at den anbragte var en ondskabsfuld og voldsom person,

der havde givet ham (husfaderen) et blåt øje og ødelagt ting. I den forbindelse havde han

”for at skaffe ro” givet den anbragte ”en korporlig afstraffelse uden at dette kan komme ind

under begrebet mishandling, da jeg skelner mellem korporlig afstraffelse og mishandling.”

Han omtaler de pågældende kollegers indberetning som ”et lumsk baghold” og bruger en

del af de ti sider på at miskreditere dem, bl.a. ved at fortælle, at han gentagne gange har

holdt hånden over dem og undladt at indberette dem for deres forseelser.

Selvom nogle af kollegerne kort efter deres indberetning trak i land, blev der i slutningen af

1948 rejst en tjenestemandssag mod både husfaderen og to af dem, der havde klaget over

ham, og som han havde anklaget for at have overtrådt en række regler. Den ene for ”sløj-

hed” og ”uduelighed” i sin ansættelse samt mishandling af en anbragt i et enkelt tilfælde,

den anden for uretmæssigt at have beholdt 14 kr. Tjenestemandssagen endte med, at dom-

meren konkluderede, at husfaderen ”i en del tilfælde har udvist unødig voldelig adfærd

overfor alumner”, men at der på grund af omstændighederne og særligt ”at alumnerne

gennemgående er fysisk kraftige og psykisk angrebne og uberegnelige individer” ikke var

grundlag for at igangsætte en egentlig kriminel undersøgelse.

578

Til gengæld mente han,

at husfaderen kunne indstilles til forflyttelse til anden afdeling eller anden tjeneste. Det

synspunkt ville overlæge Hans Otto Wildenskov ikke bakke op om. Han fremhævede, at

husfaderen havde bragt ”ro, orden og disciplin” på ”vor uroligste afdeling” bestående af 130

”voksne, let åndssvage mænd, hvoraf en del af kværulerende slagsbrodertype”, samt at hus-

faderen havde ret til at agere i nødværge. Wildenskov anbefalede derfor, at han slap med

en påtale for, at han ikke havde talt respektfuldt til kollegerne. Sagen endte da også med, at

bestyrelsen for Den Kellerske Åndssvageanstalt ikke fandt det ”tilstrækkeligt godtgjort”, at

husfaderen havde mishandlet de anbragte. Til gengæld havde han indrømmet, at han ikke

havde indberettet eller journaliseret sit kendskab til overgreb begået af andre ansatte, og

det fik han en påtale for.

578

Resumé udarbejdet af en dommer, som var leder af tjenestemandundersøgelsen: J.nr. T/14, Journalsager

A-Ø (1897-1979),

Den Kellerske Anstalt, Brejning,

pk. 1990-187, RA

179

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

Sagen om husfaderen vidner om, at der var en vis forståelse for, at ansatte kunne gøre brug

af fysisk magtanvendelse, ud fra en antagelse om, at de anbragte kunne være vanskelige at

håndtere, og at nødværge kunne være nødvendig. Sagen vidner også om, at det var svært at

løfte bevisbyrden. Men sagen er også tidstypisk for så vidt, at ledelsen godtog husfaderens

adfærd, hvilket ses i flere andre sager fra de første par årtier af undersøgelsesperioden. Med

centraliseringen af åndssvageforsorgen kan man ane et skifte i de lokale institutioners syn

på vold mod de anbragte – det blev mere og mere prekært med den slags sager, da de nu

skulle indrapporteres til Statens Åndssvageforsorgs bestyrelse (se kapitel 10). Husfaderen

fik da heller ikke lov til at fortsætte med sin adfærd. Da søgelyset igen blev rettet mod ham i

perioden 1958-1960 efter nye klager om, at han slog patienterne, fornemmer man, at tiden

var en anden i forhold til den tidligere sag. Husfaderen blev nu opfattet som uegnet til at

være ansat ved åndssvageforsorgen, dels pga. hans omgangstone, dels fordi hans håndtering

af de anbragte blev opfattet som et levn fra fortiden: ”Bestyrelsen følte sig ikke overbevist

om, at [husfaderen] havde været i stand til at forstå og acceptere mere moderne former for

patientbehandling, herunder princippet om, at enhver form for legemlig afstraffelse af pa-

tienterne må undlades.” Han blev derfor fritaget for tjeneste i april 1960 af bestyrelsen, der

samtidig indstillede til Socialministeriet, at han blev afskediget som uegnet med sædvanlig

pension. Indstillingen blev tiltrådt af Socialministeriet og Finansministeriet efter drøftelse

med Statens Åndssvageforsorgs bestyrelse, der på mødet slog fast, at det var ”en ganske

enestående sag, at S.Å. [Statens Åndssvageforsorg] ikke havde flere sager af samme type

og formentlig ikke ville få det, og at S.Å [Statens Åndssvageforsorg] i øvrigt vil behandle

tjenestemandssager på sædvanlig vis med optagelse af forhør m.v.”

579

Omsorgselev på Ribelund 1972

I 1972 var det kolleger til en omsorgselev på Ribelund, der indberettede til den lokale besty-

relse, at eleven havde anvendt vold. De i alt fem ansatte anmodede om, at omsorgseleven blev

flyttet fra afdelingen. De oplyste, at vedkommende havde givet en af de anbragte en endefuld

og havde forårsaget en brækket arm på en spastisk pige i kørestol (jf. ovenstående afsnit ”Vol-

dens karakter”). Derudover nævnte kollegerne også, at omsorgseleven havde været borte i tre

timer med en person med epilepsi i meget svær grad og haft vedkommende med sig hjemme,

og at han havde taget tre drenge med i byen og senere med op på sit værelse uden at give

nogen besked. Omsorgseleven var endvidere ”periodisk opfarende” og ”udskældende” og de

mente ikke, han var egnet til jobbet - især i forhold til de svageste af de anbragte.

Det førte først til en undersøgelse lokalt på Ribelund, hvor forsorgscentret ønskede eleven

afskediget. Overlægen fandt ham ikke egnet, fordi hans ”adfærd afviger fra det norma-

le”, på grund af sagerne og hans opførsel, og fordi han påvirkede det generelle arbejds-

miljø negativt. I sagen om pigen med den brækkede arm, noteredes det i rapporten fra

579

J.nr. H/0/49, Journalsager (1959-1975),

Statens Åndssvageforsorg,

pk. 303, RA

180

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

forsorgscentret om eleven, at ”Ingen har set uheldet, men en medarbejder hørte smækket,

da knoglen knækkede”, og at han forud havde skældt ud på den anbragte pige i en spisesitu-

ation. Omsorgseleven kom med et længere svar, hvor han især kritiserede sine kolleger for

dårligt samarbejde og for at gå efter ham, fordi han sagde sin mening. Han indrømmede i

den forbindelse, at han havde slået en patient i enden som straf, fordi den anbragte havde

tisset på gulvet, og vedkendte sig også at råbe ad patienterne og kalde dem ved ukvemsord

med den begrundelse, at de alligevel ikke forstod, hvad han sagde til dem.

580

I forhold til sagen om den brækkede arm, erkendte eleven, at det var sket, men det havde

”ikke været med vilje” og var sket i et forsøg på at få pigen til at spise. Hans påstand om, at

pigen havde svage knogler, blev afvist af forsorgscentret.

Overlægen på Ribelund indstillede eleven til afskedigelse på baggrund af hele sagen, men

efter at Åndssvageforsorgens Personaleforbund havde interveneret i sagen, valgte Social-

styrelsen ikke at afskedige eleven alligevel, hvis eleven accepterede, at praktiktiden blev

forlænget med seks måneder ved et andet forsorgscenter.

I flere sager – se også de foregående sager – skildres ansattes vold mod de anbragte som en

del af en institutionskultur og som en ikke ualmindelig praksis. I en sag fra 1937 insinuerer

en far, at de anbragte i Brejning – i hvert fald på den afdeling, hvor hans datter var anbragt

– blev udsat for vold, selvom han ikke anvendte dette begreb: ”Som en udløber af denne sag

skal man høfligst forespørge om, hvormed det er bleven en skik, at kvinder som anbringes

der skal have lussinger, det er i hvert fald sket overfor min datter, og bagefter fik hun påbud

om ikke at fortælle noget til mig. Billiger Ministeriet en sådan behandling?” På sagsomslaget

er det noteret, at sagen omhandler en udskrivningsbegæring, og Særforsorgskontoret har

således ikke angivet, at faren ud over en udskrivningsbegæring også fremsatte klagen over

den fysiske afstraffelse af datteren.

581

Det kan skyldes, at farens anklage ikke forekom tro-

værdig. Det kan dog også ses som udtryk for, at lussinger ikke var problematiske i praksis i

begyndelsen af undersøgelsesperioden.

I 1966 blev tre navngivne plejere på Andersvænge beskyldt for at have slået tre fastbundne

anbragte. Af omslaget på sagen fremgår det, at den omhandler ”Korporlig afstraffelse af

personer under åndssvageforsorg”. I et notat i sagsakterne til Socialministeren er der skruet

en tand op for voldens alvor, idet det fremgår, at sagen omhandler ”patientmishandlinger”.

Vold som institutionskultur

580

Sagen ses dels i J.nr. H/0/145 (Titel på omslaget: ”Klager over alt og alle”), Journalsager (1959-1975),

Sta-

tens Åndssvageforsorg,

pk. 323, RA, dels i J.nr. 356/640101/1, Journalsager (1972-1982),

Socialstyrelsen,

pk.

849, RA, og endelig i j.nr. H/0/486, læg: Overtrædelse af cirk. 23, slåforbud m.v., Journalsager (1959-1975),

Statens Åndssvageforsorg,

pk. 350, RA.

J.nr. 43/37, 1937, Journalsager (1921-1949),

Socialministeriet, Særforsorgskontoret,

pk. 348, RA

581

181

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

Sagen kom frem, da en tidligere vikar på institutionen offentligt havde oplyst, at han havde

set tre plejere slå en patient, der både var dybt åndssvag og blind, og som sad fastbundet,

da overgrebet fandt sted. Det var tilsyneladende ikke første gang, idet han oplyste, at han

havde været vidne til, at de tre plejere uafhængigt af hinanden havde givet den anbragte en

lussing og slået en anden anbragt på stedet. Vidnet blev indkaldt til en samtale hos over-

lægen, og ifølge et notat i sagen varede mødet i to timer. Her fastholdt vidnet sine anklager

mod de tre plejere, ligesom han fortalte, at en af de kvindelige vikarer havde anbefalet ham

at gøre brug af ”denne behandling” af den anbragte. Ifølge overlægen indrømmede vidnet

imidlertid på mødet, ”at han selv af og til har givet en pt. [patient] en lussing el. ’en over fing-

rene.’” Sagen blev genstand for en politiundersøgelse, men resultatet af denne indgår ikke i

sagen. Noget kunne tyde på, at den endte med en henlæggelse, for ingen blandt personalet

kunne bekræfte de handlinger, som vikaren havde omtalt.

582

I en sag fra 1970 var det et anonymt brev til Vejle Politi, der beskrev noget, der fremstår som

en voldskultur under åndssvageforsorgen. Brevskriveren fortalte, at han havde ”fået tæsk og

atter tæsk”, dengang han havde været anbragt under åndssvageforsorgen. Det fremgår ikke

af brevet, hvor (hvilken anstalt) eller hvornår, det havde fundet sted, men brevskriveren

var ikke længere anbragt under forsorgen. Han indledte sit brev til politiet med at nævne

sin nuværende beskæftigelse som faglært arbejder, og han fortalte i den forbindelse, at han

klarede sig fint blandt de andre arbejdere. Brevskriveren har tilsyneladende gerne villet vise,

at han havde fået skabt sig en tilværelse, hvor han kunne klare sig selv – og klare sig godt –

men at dette var til trods for anbringelsen under åndssvageforsorgen. Han beskriver således

de konsekvenser – psykiske og fysiske – som anbringelsen havde haft for ham:

”En ting som er værst for mig, det er, alle disse år som er gået medens jeg var lukket inde

på anstalt. Disse år er spildt, og jeg kan ikke få fred i mit sind. Det er frygteligt, kan De tro.

Jeg har taget skade på sjæl og sind. Alle de mennesker som har gjort mig fortræd, glemmer

jeg aldrig. Jeg har fået tæsk og atter tæsk. Store og stærke opsynsmænd i uniformer er gru-

somme, kan jeg tale med om.”

Brevskriveren slutter af med at nævne, at han kunne have skrevet meget mere om disse år

og afslutter med noget, der kan ses som en slet skjult trussel mod personalet fra dengang:

”Jeg kommer en dag og taler med dem. Husk det.”

583

Ovenstående sager er langt fra de eneste, der indeholder beskrivelser af vold mod anbragte

som et mere generelt fænomen. I det følgende gives en detaljeret beskrivelse af udvalgte

sager, som er illustrative i den sammenhæng. Det er vigtigt at pointere, at vi også her er

afhængige af kildematerialet. Det er nemlig sager om vold på institutionerne, som fik særlig

582

583

J.nr. B/12/10, Journalsager (1949-1968),

Socialministeriet, Særforsorgskontoret,

pk. 85, RA

J.nr. H/0/145 ”Klager over alt og alle”, Journalsager (1959-1975),

Statens Åndssvageforsorg,

pk. 323, RA

182

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

opmærksomhed i samtiden og derfor har efterladt sig et tydeligt papirspor. Vi kan altså ikke

vurdere, om sagerne var unikke eller udtryk for en mere udbredt praksis.

I 1941 blev der af Socialministeriet nedsat et udvalg med den lange titel ”Udvalget af

19.04.1941 angående den mod Børne- og Åndssvageforsorgen offentligt fremførte Kri-

tik”.

584

Udvalget havde til formål at undersøge, om de klager, der var blevet fremført om

åndssvageforsorgen og børneforsorgens behandling af anbragte, havde sin berettigelse.

Udvalget tog i den forbindelse bl.a. på besøg på en række institutioner under åndssva-

geforsorgen, hvor medlemmerne holdt møder med overlægerne. Den 27. juli 1941 blev

det Rødbygårds tur til at få besøg, og her blev der fra udvalgets side spurgt ind til klager

om, at de anbragte blev pryglet. Overlæge Helmar udtrykte i sit svar først harme over, at

en af de udefrakommende kritikere af åndssvageforsorgen havde sigtet ham for at prygle

alumnerne, og han erklærede på mødet, at han ville renses for beskyldningen. Forman-

den for udvalget erklærede, at ”dette var af mindre betydning for udvalget og i og for sig

dette uvedkommende og ville gerne vide, om det kunne tænkes, at plejepersonalet øvede

vold mod alumnerne.” Udvalget holdt med andre ord fast i, at de ville have svar på, om

beskyldningerne om vold mod de anbragte var sande. Helmar svarede, at ”det ikke kunne

undgås, at personalet blev irriteret på alumnerne og forløb sig. Han ville mene, at plejerne

– dersom sådant skete – var provokeret dertil.” Han angav endvidere, at det var vanskeligt

at komme til bunds i den slags sager, fordi det var hans fornemmelse, at, plejerne holdt

sammen – og desuden kunne han personligt ikke være alle vegne. Han oplyste endvidere,

at det ikke fandtes et reglement på anstalten om vold mod de anbragte, og at han i stedet

fandt det bedre at give plejerne en ”bestemt tilrettevisning”, når det fandt sted.

585

Han for-

talte også, at de kun afskedigede plejeelever og ikke de fastansatte plejere for overtrædelser

mod alumnerne.

På mødet tog udvalget en konkret klage op. Den kom fra en mand, der opholdt sig på an-

staltens lukkede afdeling, og som hævdede, at plejerne slog alumnerne, ”så de er brune og

blå”. Helmar afviste anklagen, såede tvivl om mandens troværdighed og fandt det relevant at

beskrive hans seksuelle orientering: ”Han blev indlagt her i 1931. Han er løgnagtig og homo-

seksuel, som i øvrigt mange er det der.” Helmar forholdt sig ud fra referatet at dømme ikke

direkte til anklagerne om volden, bortset fra at han hævdede, at den anbragte ikke havde

Pryglesagen på Rødbygård 1941

584

Udvalgets arbejde og resultater ses i

Betænkning afgivet af det af Arbejds- og Socialministeriet under 19.

april 1941 nedsatte Udvalg angaaende den mod Børne- og Aandssvageforsorgen offentligt fremførte Kritik,

København 1941.

Der fandtes ellers et tjenestereglement af 27. november 1930 for Rødbygård, hvori der står at korporlig

revselse er strengt forbudt. Se j.nr. Æ/142, Udtagne journalsager (1925-1959),

Østifternes Åndssvageanstal-

ter, Bestyrelsen,

pk. 85, RA

585

183

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

klaget til overlægen over behandlingen på den lukkede afdeling. Dermed såede han tvivl

om, hvorvidt anklagen overhovedet var sandfærdig.

Da mødet med Helmar var slut, besigtigede udvalget anstaltens forskellige afdelinger,

og i den forbindelse blev udvalget – helt tilfældigt – via en af de anbragte på stedet op-

mærksom på, at to af de anbragte på den lukkede afdeling få dage forinden havde været

udsat for vold fra personalets side, ”hvad overlægen – der intet anede om den stedfundne

afstraffelse – og undrede sig herover, betegnede som ”et svineheld for udvalget”.” Udval-

get anmeldte sagen til politiet og afgav den 30. juli samme år en indberetning om sagen

til Socialministeriet. Heri fremgår det, at den ene af de anbragte havde forsøgt at flygte

fra anstalten, og at det var i forbindelse med pågribelsen af ham, at han blev udsat for

vold af to plejere. Ifølge den anbragte fik han knytnæveslag i hovedet og adskillige spark

på kroppen samt fire-fem slag med en livrem på kroppen. En anden anbragt – som også

havde overvejet at flygte – blev tilsvarende udsat for vold af plejerne. I forbindelse med

sagen dukkede der yderligere eksempler på vold op begået af plejerne i tidens løb, og flere

vidneudsagn fra de anbragte tegnede et billede af en afdeling, hvor brug af fysisk afstraf-

felse ikke var ualmindelig.

586

”Pryglesagen”, som den blev kaldt i samtiden, fik ikke konsekvenser for overlæge Helmar,

som var ansvarlig for Rødbygård, selvom notaterne i sagen viser, at Særforsorgskontoret

på ingen måde var tilfreds med hans ledelse. Der skulle endnu en sag til, før Helmar måtte

forlade sin stilling.

Den nye sag begyndte allerede samme år (1941) og handlede om, at Helmar angiveligt hav-

de set gennem fingre med en plejerskes opførsel. I den forbindelse blev der udtrykt kritik

af Helmar for:

• at han ikke indberettede en episode med plejersken, der i 1940 havde placeret en an-

bragt kvinde spændt fast på en bænk om natten, fordi hun (ifølge plejersken) havde

skreget op. Hun sad der i fem minutter og blev ikke slået ifølge plejersken. Helmar

havde valgt ikke at indberette sagen, fordi han frygtede, at bestyrelsen for Østifternes

Åndssvageanstalter ville fjerne plejersken som nattevagt, og fordi han ville skåne hen-

de for kritik. Han havde dog, fortalte han, påtalt episoden over for hende, og han havde

sørget for, at hun overgik til dagvagt en måneds tid senere. Når han ikke straks havde

sat hende på dagholdet, skyldes det, at han ikke fandt ”forholdet så graverende, at hun

burde fratræde straks”, men også fordi hun havde gæld og kunne tjene mere om natten,

og fordi han frygtede, hun ville begå selvmord.

586

Sagen omtales i: Diverse udvalgsmateriale (1941-1944),

Socialministeriet, Udvalget af 19.04.1941 angående

den mod Børne- og Åndssvageforsorgen offentligt fremførte kritik,

pk. 3, RA

184

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

• at han havde forhindret, at de funktionærer, der ønskede at få Funktionærforeningens

bestyrelse til at klage til bestyrelsen over episoden med plejersken, fik mulighed for

det, idet Helmar indkaldte personalet ”og foreholdt dem, at det kunne få konsekvenser,

hvis der blev klaget.” Også her udtalte bestyrelsen for Østifternes Åndssvageanstal-

ter sin ”alvorligste misbilligelse af den måde, hvorpå De har opnået, at der ikke blev

fremsat klage over omhandlede plejerske.” Helmar havde i et brev oplyst, at han rigtigt

nok havde sammenkaldt personalet og bebrejdet dem, at de løb med sladder om ple-

jersken, herunder at hun skulle have homoseksuelle forhold til de kvindelige anbragte.

”Jeg mindede dem om, at der ikke var mange imellem dem, der ikke en eller anden

gang selv havde nydt godt af min overbærenhed, når de i nidkærhed havde taget vel

hårdt på en patient.”

• at han havde givet plejersken ekstraforplejning – ifølge Helmar fordi hun var syg – og

at han ikke havde indberettet sin mistanke om, at personalet tog fra tøjbeholdningen,

til bestyrelsen.

Bestyrelsen fremhævede yderligere tre sager, som ikke indgik som en del af anklagepunk-

terne, men hvor den alligevel kritiserede Helmar. Det drejer sig om en sag hvor en ple-

jerske havde givet en dreng et par lussinger, hvilket kunne ses på drengens kind i form af

mærker, og hvor Helmar måske nok havde givet plejersken en alvorlig advarsel, men ved

dommerundersøgelsen samtidig udtalte, at forbuddet mod at slå ikke kunne overholdes på

børneafdelingen. Helmar blev desuden kritiseret for ikke at have indberettet en episode,

hvor en plejerske ”kom til at beskadige patientens ene finger så alvorligt, at den straks måt-

te amputeres”. Drengen, som sagen handlede om, led af ”kronisk kontraktur” og mentes at

have holdt fast i badekarrets kant, da hun løftede ham for kraftigt op, hvormed ”fingeren

bogstaveligt talt blev revet af.” Og endelig blev Helmar kritiseret for, at han ikke havde

indberettet, at en plejerske for nogle år tilbage havde forlovet sig med en patient. Helmar

havde forlangt, at plejersken ophævede forlovelsen, samtidig med at han fik den anbragte

placeret på den lukkede afdeling. Ikke mindst det sidste tiltag blev problematiseret af be-

styrelsen.

Sagen fik alvorlige konsekvenser for Helmar. I november 1941 blev han fritaget for tjeneste,

mens undersøgelsen fandt sted. På et møde i januar 1942 mellem særforsorgsdirektøren, ar-

bejdsministeren og departementschefen var der enighed om, at Helmar ikke skulle fortsæt-

te på Rødbygård, men at man i første omgang lod ham komme tilbage i stillingen omtrent

et par måneder, hvorefter han skulle tage sin afsked med pension.

587

Sagen ses omtalt i j.nr. 43/31 og j.nr. 43/48, 1941, Journalsager (1921-1949),

Socialministeriet, Særforsorgs-

kontoret,

pk. 478, RA

185

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

Vold og nedværdigende behandling på Karens Minde 1962

I begyndelsen af 1960’erne var Karens Minde omdrejningspunkt for et tjenestemandsfor-

hør mod en plejerske og en plejemoder. Plejersken blev anklaget for at have slået en dreng

med flad hånd i hovedet flere gange, at have givet mindst ét slag i den blottede bagdel med

en trælineal mod anden dreng samt slået en tredje dreng i hovedet med trælineal. Desuden

blev hun beskyldt for flere gange at have givet en pige kolde brusebade, at have nægtet hen-

de enkelte måltider og formodentligt mod den samme pige at have gnedet hende på den

blottede kønsdel med sin træsko. Plejersken enten afviste eller bortforklarede handlingerne,

men undersøgelsesdommeren konkluderede, at det var bevist, at hun var skyldig i såvel

vold som nedværdigende behandling af patienterne.

Også en plejemoder på Karens Minde blev beskyldt for i flere tilfælde at have slået drengene

på institutionen med flad hånd i den bare ende. Anklagerne kunne imidlertid ikke bevises,

og samlet set blev anklagerne mod plejemoderen set som en hævnakt fra ovennævnte ple-

jerskes side.

Endeligt blev en plejeelev anklaget for at have overtrådt slåforbuddet, idet hun to år tid-

ligere havde slået en voksen kvindelig patient i den bare ende. Dette blev opfattet som en

bagatel, og der blev ikke foretaget yderligere.

588

Lussinger på Gl. Bakkehus 1957-1959

I februar 1957 søgte en lærerinde på Gl. Bakkehus sin afsked. Baggrunden var, at hun fandt

forholdene og ikke mindst sine plejekolleger (altså dem som tog sig af børnene uden for

undervisningen) alt for hårdhændede overfor børnene.

589

Det var med lærerindens ord ”ry-

stende og opslidende gang på gang at modtage børnene til timer oprørte og urolige over

korporlige afstraffelser foretaget på afdelingen.” Hun havde gjort opmærksom på, at korpor-

lig straf ikke var tilladt jf. forstanderens forbud, men ikke desto mindre blev børnene udsat

for mobning og lussinger af plejepersonalet, ligesom hun fra en 11-årig elev med en bule i

hovedet havde hørt, at eleven var blevet slået i hovedet med en hammer. Afskedigelsesbre-

vet startede en større sag, som ikke bare handlede om lussinger mod børnene, men også om

forholdene på Gl. Bakkehus mere generelt.

590

Forstanderen indrømmede i juni måned samme år i et brev til bestyrelsen for Østifternes

Åndssvageanstalter, at ”disciplinen på skolehjemmet i visse tilfælde har været strammere,

588

J.nr. B/21/312, Journalsager (1949-1968),

Socialministeriet, Særforsorgskontoret,

pk. 116, RA. I 1937 var in-

stitutionen også genstand for en sag om vold. Se j.nr. S/33, Journalsager vedr. administration og personale

(1942-1959),

Østifternes Åndssvageanstalter, Bestyrelsen,

pk. 23, RA

J.nr. B/1186, Journalsager vedr. administration og personale 1942-1959,

Østifternes Åndssvageanstalter,

Bestyrelsen

pk. 11, RA

Den omfattende sag findes i ”Gl. Bakkehussagen”: Udtagne journalsager (1925-1959),

Østifternes Åndssva-

geanstalter, Bestyrelsen,

pk. 32, RA

589

590

186

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

end det er ønskeligt”. Han oplyste, at han flere gange havde betonet over for personalet, at

korporlig straf ikke var tilladt og kunne føre til afskedigelse. Overtrædelsen af forbuddet

forklarede han med, at der var en grundlæggende konflikt mellem en tilgang på skolen,

”som præges af moderne pædagogik”, og en tilgang på afdelingerne, ”som stadig bærer præg

af en mere konservativ indstilling over for opdragelse.” Sagen kunne være stoppet her, men

det gjorde den ikke, fordi forældreorganisationen LEV, ombudsmanden og medierne gik

ind i sagen, som på den baggrund skulle undersøges yderligere.

591

I første omgang specifice-

rede lærerinden således sine anklager i en officiel redegørelse til LEV, hvor hun nævnte kon-

krete kolleger, som iflg. hende havde overtrådt forbuddet mod at slå. De anklagede havde i

enkelte tilfælde delvist indrømmet dette over forstanderen, efter at sagen var kommet frem.

Med ombudsmanden, LEV og medierne på banen var det næsten givet, at sagen endte med

en dommerundersøgelse, som mere formelt med afhøring af de implicerede parter skulle

afklare, hvad der var sket. Landsretsdommer Jacobis undersøgelse lå klar i december 1957,

hvori det blev konkluderet, at der ”i en vis udstrækning har fundet korporlig revselse sted af

børnene på alle tre afdelinger”, selvom forstanderen havde forbudt det. De fleste af de kon-

krete anklager – især de mere alvorlige om at have slået en dreng i hovedet med en hammer,

prygl samt nogle af de konkrete sager blev benægtet af de anklagede, og dommeren fandt

ikke disse anklager bevist. Men tilbage stod stadig en ganske lang liste over indrømmelser

af revselse af eleverne:

Fem plejeelever erkendte at have givet enkelte lussinger og to af dem også et ”slag bagi”.

En plejerske indrømmede at have slået en enkelt dreng, tre andre plejersker, en plejefader,

en plejemoder, og en førsteplejerske indrømmede at have givet enkelte lussinger, og en

lærerinde erkendte ”måske en enkelt lussing”. Flere af disse betonede, at det lå lidt tilbage

i tiden. En natplejerske erkendte at have givet ”slag bagi”. En plejerske indrømmede ”en

lussing”, men afviste de anklager, som flere børn havde rejst om, at hun havde ”høvlet” en

dreng samt slået en anden dreng i hovedet med en hammer. En plejevikar indrømmede

en lussing, hvor han gav en dreng valget mellem at indberette eller ”en på kassen” her og

nu (drengen valgte det sidste). Pågældende forsvarede sig med, at det var ”før forbuddet”,

hvor fysisk revselse iflg. forstanderen havde været forbudt i næsten 20 år. En plejeelev ind-

rømmede at have givet et ”nakkedrag”. Samme elev havde nyligt været oppe og slås med

en anbragt dreng, som brækkede to ribben på ham (plejeren). Drengen anklagede plejeren

for at have startet slagsmålet med et knytnæveslag. En førsteplejerske nægtede anklager

om at have slået med sin nøglering eller have rykket hår ud, men indrømmede, at med de

mange problematiske børn på institutionen, var det ”næsten umuligt at undgå situationer,

hvor en lussing er på sin plads”. Endelig erkendte en plejemoder, som i følge overlægen var

591

Vi har af hensyn til anonymisering af sagens aktører valgt ikke at give oplysninger om avisartiklerne. Men

aviserne ses i selve sagsakterne.

187

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

”den stærkeste repræsentant” for den uønskede tradition, at have givet enkelte lussinger

og ”taget et barn i kinden”. Andre ansatte afviste at have foretaget korporlig afstraffelse,

men erkendte dog at have ”tjattet” (plejerske), ”taget i armen” (plejer), eller ”taget i øret” og

”tjat på skulderen” (plejer). Samlet set var der således mere end 20 ansatte, som på den ene

eller anden måde havde overtrådt forbuddet mod fysisk revselse på Gl. Bakkehus. Der var

desuden en lille håndfuld, som benægtede anklagerne – i forhold til den ene af disse (en

børnehavelærerinde) var der dog flere kolleger, som bevidnede, at de havde hørt hende sige,

at hun slog børnene.

I et brev fra dommeren til bestyrelsen for Østifternes Åndssvageanstalter nedtonede dom-

meren dog alvoren af det fundne:

”Jeg vil dog allerede nu stærkt understrege, at der efter det oplyste, ikke er tale om nogen

prygleaffære, men at forholdet er det, at en række af personalet nu og da har ladet sig for-

lede til at give børnene en enkelt lussing eller lignende, når børnene har været så uartige, at

irettesættelser ikke nyttede.”

Dommeren mente, at sagen var kommet frem pga. den føromtalte konflikt mellem lærere

og plejere ift. behandlingen af børnene. Der var f.eks. ingen forældreklager, fremhævede

han, og han havde afhørt de børn, som var berørt af anklagerne. Selvom de fleste i hans op-

fattelse havde svaret ærligt, så tilføjede han, at ”jeg mente at kunne mærke, at nogle af bør-

nene næppe var helt til at stole på.” Han ville mene, at ”forbuddet mod korporlig revselse i

et vist omfang er blevet overtrådt på Gl. Bakkehus” men ”da der ikke under mine afhøringer

er kommet særligt graverende sager frem - der er formentlig kun tale om enkelte lussinger

eller klask i halen eller lignende, ikke om egentlige pryglerier”, kunne man efter dommerens

vurdering godt undlade at rejse en disciplinærsag mod de ansatte.

Bestyrelsen for Østifternes Åndssvageanstalter fulgte dommerens anbefaling. Bestyrelses-

formanden gav i et notat fra 10. december 1957 udtryk for, at der ikke var grund til ”di-

sciplinære undersøgelser” da ”lussingerne er uddelt på passende steder og ved passende

lejligheder af dem, der i givne tilfælde følte sig nødsaget til at håndhæve ro og orden ved

disse lidt for kraftige midler - og så er de brugt i lidt for rigelige mængder!”. Hertil kom, at

størstedelen af personalet var involveret, så ”hvor skulle man begynde, og hvor skulle man

ende?” Bestyrelsen ville derfor indskærpe reglerne for personalet og holde øje med, om de

blev overholdt og ”har i øvrigt ikke fundet grundlag for at foretage videre i sagen.”

592

Der kom et par yderligere anklager fra en lokal sognepræst efter dommerundersøgelsen, som også efter

fornyet undersøgelse blev afvist. Se Rapport til Bestyrelsen for Østifternes Åndssvageanstalter, 28. januar

1958, Gl. Bakkehussagen: Udtagne journalsager (1925-1959),

Østifternes Åndssvageanstalter Bestyrelsen,

pk. 32, RA

188

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

Selv om sagen på denne måde blev lagt død, havde den dog flere efterdønninger. Medierne

fulgte sagen og var undrende over undersøgelsens frifindelse af personalet. Mediekritikken

tog bare til, da en psykolog og en overlæge tilknyttet Gl. Bakkehus gik i medierne med en

meget negativ vurdering af forholdene.

593

Det førte til en længere heftig intern diskussion

hos Østifternes Åndssvageanstalter om forholdet mellem forstanderen på Gl. Bakkehus

og de tilknyttede læger. I kampens hede mente en af lægerne f.eks., at ”forstanderen hav-

de mere behandlingsbehov end patienterne.”

594

Det endte dog med, at bestyrelsen støttede

forstanderen samtidig med, at en afdelingslæge, der var blevet fjernet som tilsynsførende

på Gl. Bakkehus-sagen, beskrev problemet på institutionen som en kultur, der ikke kunne

ændres ved at understrege det eksisterende forbud. Ombudsmanden gik foranlediget af

pressens kritik ind i en undersøgelse af sagens forløb, og kom i slutningen af 1959 med sin

vurdering.

595

Den var, at ”under hensyntagen til karakteren af de lussinger, der er givet, samt

den tid, der var forløbet” fandt han ikke, at bestyrelsen for Østifternes Åndssvageanstalter

kunne klandres for sin ageren.

Børneafdeling på Sølund 1962

Fredag den 13. juli 1962 blev overlægen ved forsorgscenteret for Randers og Århus Amter

informeret om, at der på børneafdelingen på ”Sølund” blev givet lussinger, og at behand-

lingen af børnene var hårdhændet. Dette resulterede i, at der allerede søndag den 15. juli

blev afholdt et møde med deltagelse af overlægen, tilsynsrådets formand, forsorgschefen

samt fungerende kontorchef Mac fra Særforsorgskontoret, hvor det blev besluttet, at der

skulle indledes forhør, og samme dag anmodede man præsidenten for Vestre Landsret om

at udpege en forhørsleder.

Efter at have forhørt hele personalet konkluderede forhørslederen i sin redegørelse den 7.

august samme år at ”så godt som hele personalet har overtrådt det ubetingede forbud mod

legemlig revselse, vold eller krænkende behandling, idet forhørsdommeren dog ikke finder

det bevist, at der er sket egentlig mishandling af børnene.”

596

Forhørslederen indstillede til, at tre afdelingsplejersker, som alle havde erkendt at have slået

børnene, blev tildelt en alvorlig misbilligelse og blev forflyttet til afdelinger for voksne.

Foruden at have slået børnene havde en af afdelingsplejerskerne direkte opfordret en plejeelev

593

594

595

596

Vi har af hensyn til anonymisering af sagens aktører valgt ikke at give oplysninger om avisartiklerne. Men

aviserne ses i selve sagsakterne.

Referat fra Østifternes Åndssvageanstalter bestyrelsesmøde 12. februar 1958, Gl. Bakkehussagen: Udtagne

journalsager (1925-1959),

Østifternes Åndssvageanstalter Bestyrelsen,

pk. 32, RA

”Undersøgelse af forholdene på et skolehjem for evnesvage børn (Gl. Bakkehus). Hørende under bestyrel-

sen for Østifternes Åndssvageanstalt”, j.nr. 540/58, Folketingets Ombudsmands Arkiv

J.nr. B/31/3, Journalsager (1949-1968),

Socialministeriet, Særforsorgskontoret,

pk. 145, RA

189

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

til det samme, og en anden af afdelingsplejerskerne havde i flere tilfælde anbragt drenge bag-

bundne i kælderen samt tvunget en mongolid dreng til at spise sin havregrød på wc’et. Alle tre

afdelingsplejersker havde derudover anvendt den ordning, at børn, der ikke kunne spise deres

mad, fik denne hensat i et skab og serveret på ny ved næste måltid og sådan fremdeles, indtil

maden var spist. Om den tredje afdelingsplejerske forelå der desuden vidneudsagn fra flere

vidner på, at hun skulle have kværket en lille pige, indtil denne var blevet helt blå i hovedet.

For så vidt angik plejeeleverne, der næsten alle erkendte at have slået børnene og i et enkelt

tilfælde endog at have sparket samt tvunget et barn til at spise havregrød, som denne havde

kastet op, henstillede forhørslederen, at plejeeleverne alvorligt blev tilkendegivet, at de gæl-

dende regler nøje måtte overholdes, at al anvendelse af legemlig revselse og tvang var for-

budt, og at man i tilfælde af vanskeligheder ikke på egen hånd måtte foretage sådanne hand-

linger, men at man straks gennem plejemoderen skulle foretage indberetning til overlægen.

Plejemoderen kunne ifølge forhørslederen ikke bebrejdes noget, da det syntes umuligt for

hende at føre så nøje tilsyn som ønskeligt med en afdeling bestående af over 100 børn.

Tilsynsrådet ved forsorgscenteret tilsluttede sig forhørslederens indstilling til Bestyrelsen

for Statens Åndssvageforsorg i forhold til de personalemæssige konsekvenser. Desuden øn-

skede tilsynsrådet, at to elever blev forflyttet til voksenafdelinger samt indstillede til, at

børneafdelingen blev omorganiseret til to afdelinger med anmodning om, at personalet

blev væsentligt forøget.

Bestyrelsen for Statens Åndssvageforsorg besluttede sig herefter for at indbringe sagen for

en tjenestemandsdomstol. Dette var tilsynsrådet imod, idet man frygtede, at pressen ville få

nys om sagen, og man anmodede i stedet bestyrelsen om at overveje sagen på ny.

Bestyrelsen besluttede derefter i samråd med tilsynsrådet at forsætte den foreløbige under-

søgelse med afhøringer af alle overordnede tjenestemænd på børneafdelingen. Efter dis-

se konkluderede undersøgelseslederen at ”… efter alt det nu foreliggende syntes de skete

overtrædelser af reglementet at være af en noget mindre graverende karakter, end han på

grundlag af de første undersøgelser måtte antage”.

597

Således havde de tre afdelingsplejersker

efter det nu foreliggende ikke ”slået børnene som straffeanstaltninger, men alene som et led

i deres forsøg på at rette børnene, og da de alle tre havde gjort et stort arbejde som ledere

af afdelingerne, og da de alle var flinke og rare mennesker”, henstillede forhørslederen til, at

hele personalet skulle tilkendegives, at gældende regler skulle overholdes.

Denne indstilling tilsluttede ledelsen for forsorgscentret og tilsynsrådet sig, idet et medlem

af tilsynsrådet (forældrerepræsentanten) dog fastholdt den første kraftige konsekvens fra

første forhørsrunde. Centerledelsen mente, at der var tale om tjat, små episoder og i hvert

fald ikke straffeforanstaltninger.

597

J.nr. B/31/3, Journalsager (1949-1968),

Socialministeriet, Særforsorgskontoret,

pk. 145, RA

190

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

Dette var Bestyrelsen for Statens Åndssvageforsorg ikke enig i, og de fastholdt ”at reagere så

kraftigt som muligt uden at afholde egentligt forhør”, hvilket betød, at de tre afdelingsple-

jersker blev tildelt en alvorlig advarsel og forflyttet til at gøre tjeneste på voksenafdelinger.

Intet blev foretaget ift. plejeeleverne, og plejemoderen blev ”tvangsindlagt” (citationstegn

ses i teksten fra Særforsorgskontoret) på ledelseskursus. Børneafdelingen skulle efter besty-

relsens mening opdeles i to på trods af centerledelsens betænkelighed derved.

”Efter en omhyggelig gennemgang af hele sagen må sfs.kontoret [Særforsorgskontoret]

være enig med bestyrelsen, idet man må se strengt på overtrædelse af forbuddet mod at slå

patienter m.v., og man kan ikke se, at landsdommerens og tilsynsrådets sidste indstillinger

har nogen relevans, idet det ser ud som om selv forhørslederen har glemt, at der i første

omgang var udtrykkelige tilståelser fra de pågældende plejersker om, at de havde slået pa-

tienterne, og i øvrigt forelå mangfoldige og samstemmende forklaringer fra det samlede

personale om de uheldige forhold, som igennem lang tid havde stået på afdelingen. I denne

forbindelse lægger sfs.kontoret [Særforsorgskontoret] vægt på, at der ikke her er tale om

enkeltstående affekthandlinger, men om en desværre temmelig langvarig praksis i eklatant

modstrid med de givne forskrifter. Dette må ses bl.a. på baggrund af den for øjeblikket for

højesteret verserende sag om afskedigelse uden pension af en plejer ved Ebberødgård, der i

et enkelt tilfælde havde slået en patient.”

Set fra både Bestyrelsen for Statens Åndssvageforsorgs og Særforsorgskontoret side var det

en hel afdeling, der handlede i strid med gældende regler. Reaktionen fra bestyrelsens side

blev bakket op af særforsorgskontoret.

598

I de sager, hvor de ansatte erkendte at have øvet vold mod de anbragte – også selvom de

ikke anvendte begrebet – blev handlingerne typisk sat ind i en forklaringsramme, der angav,

hvorfor

det var sket, sådan som det fremgår af flere af sagerne ovenfor. Volden blev typisk

sat ind i en kædereaktion, hvor det enten var den anbragte selv, der havde opført sig uhen-

sigtsmæssigt, f.eks. ved at have været aggressiv, provokerende eller truende, eller også var

det de vanskelige arbejdsvilkår - f.eks. for lidt personale til for mange anbragte - som havde

presset den ansatte.

599

Overordnet set finder vi tre hovedforklaringer på ansattes brug af

vold mod de anbragte: Det blev enten forklaret som

nødværge,

som

disciplinær foranstalt-

ning

eller som

afmagt.

Den første forklaring drejede sig om selvforsvar, den anden om af-

straffelse, men den tredje handlede om forskellige strukturelle problemer – f.eks. for mange

anbragte, dårlige fysiske rammer, manglende muligheder for fiksering m.v. – som havde

598

599

J.nr. B/31/3, Journalsager (1949-1968),

Socialministeriet, Særforsorgskontoret,

pk. 145, RA

Det er ikke ualmindeligt, at volden beskrives som en kædereaktion, hvor det er den skadelidtes handlinger,

der forklares som årsag til volden. Se f.eks. Seidelin, 2022.

De ansattes forklaringer på volden

191

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

presset den ansatte til at reagere uhensigtsmæssigt. Fælles for de tre forklaringsmodeller

er, at de på hver sin måde fratog vedkommende for ansvar eller påviste, at der var tale om

formildende omstændigheder i den konkrete kontekst.

I en række tilfælde blev volden forklaret som nødværge af de ansatte og til dels også af insti-

tutionernes ledelse, når de forholdt sig til hændelsesforløbet. I 1941 udtalte Overlæge Wad

fra anstalten i Vodskov, at det var forbudt at slå patienterne, men at det ”selvfølgelig ikke

kunne udelukke[s], at de forsvarede sig mod patienternes overfald.”

600

Denne formelle skel-

nen mellem overgreb og nødværge, hvoraf det første var forbudt, mens det sidste var tilladt,

ses gennem hele undersøgelsesperioden. Retten til at forsvare sig var hjemlet i straffelovens

bestemmelser om nødværge og ses også i Socialministeriets retningslinjer fra 1960’erne og

frem.

601

Det skinner dog igennem skrivelserne fra det centrale niveau, at fysisk magtanven-

delse generelt skulle ses som et nødvendigt onde. I 1973 fremhævedes det, at den kun måtte

anvendes, hvis formålet var at forhindre, at den anbragte eller andre kom til skade.

602

I en række sager forklarede de ansatte, at de havde anvendt nødværge, fordi de blev an-

grebet af den anbragte. Vi har set det i sagen om husfaderen på Mandshjemmet i Brejning

i årene 1948-1960, hvor han bl.a. forklarede, at en af de anbragte havde givet ham et blåt

øje.

603

Nødværge var også forklaringen i en sag fra 1962, hvor en løstansat mand slog en

anbragt på Vodskov med tre knytnæveslag på kroppen. Den ansatte erkendte hændelsesfor-

løbet, ”men han hævdede senere, at han havde handlet i selvforsvar.”

604

Vold som nødværge

600

Referat vedr. udvalgets besøg på Vodskov den 4. juli 1941: Diverse udvalgsmateriale (1941-1944),

Socialmi-

nisteriet, Udvalget af 19.04.1941 angående den mod Børne- og Åndssvageforsorgen offentligt fremførte kritik,

pk. 3, RA

Borgerlig Straffelov af 1930, § 13. I Socialministeriets vejledning (”Vejledning i omsorgen for elever og

patienter inden for særforsorgen”) fra 1961 fremgik det, at selvom elever og patienter inden for særfor-

sorgen ikke måtte udsættes for ”legemlig revselse eller vold”, var det tilladt for personalet at bruge fysisk

magtanvendelse i forbindelse med nødværge (jf. pkt. 9). Tilsvarende bestemmelse ses i Socialstyrelsens

cirkulære fra 1973, men her begrundes det ud fra et hensyn til personen selv (den anbragte) eller andre

omkring vedkommende: ”Fysisk magtanvendelse kan efter omstændighederne anvendes, såfremt en elev

eller klient udviser voldsom eller truende adfærd eller for at hindre den pågældende i at skade sig selv

eller andre. En sådan magtanvendelse må indskrænkes til det absolut nødvendige og gennemføres på den

lempeligst mulige måde.” J.nr. F/0/149, Journalsager (1959-1975),

Statens Åndssvageforsorg,

pk. 288, RA

Socialstyrelsens cirkulæreskrivelse, ”I. Forbud mod legemlig afstraffelse mv. II. Adgang til at klage over

forsorgens udøvelse”, Cirkulæreskrivelse nr. 140 af 15. juli 1973, stk. 1.

J.nr. T/14, Journalsager A-Ø (1897-1979),

Den Kellerske Anstalt, Brejning,

pk. 1990-187, RA

J.nr. H/0/49, Journalsager (1959-1975),

Statens Åndssvageforsorg,

pk. 303, RA

601

602

603

604

192

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

I en sag fra 1970’erne slap en ansat på et sjællandsk skolehjem med en påtale for at have

anvendt førergreb på en elev med henvisning til, at det var en stor, truende og voldsom elev,

som flere på hjemmet var bange for.

605

I en anden sag fra 1970’erne kan man dog se en gryende forandring. Sagen handler om, at

en lærer på en af åndssvageforsorgens skoler, havde slået en elev i brystet og sparket ham

bagi, efter læreren først selv var blevet slået og truet. Læreren forklarede sin adfærd som

en umiddelbar reaktion på elevens slag og trusler, og han betonede, at der ”kun er tale om

selvforsvar og ikke afstraffelse.” Eleven var – ifølge skolen – kendt som værende aggressiv.

Sagen førte til en længere intern refleksion i Socialstyrelsen om brug af magt i nødværge-

situationer. Selvom Socialstyrelsen mente, at både lærerens og skolens beretning viste, der

var tale om en nødværgesituation, fik læreren en påtale for at have bragt sig i en situation,

hvor volden var den eneste vej ud: ”Dette slagsmål er (som i øvrigt langt de fleste slags-

mål) ikke en pludselig opstået situation. Det er en følge af en længere verbal/psykisk kamp

med medfølgende ophobning af aggressioner hos begge parter. Når vi fortsat mener [navn

udeladt]’s reaktion bør påtales, skyldes det, at han som erfaren pædagog på et tidligere

tidspunkt burde have reageret anderledes og ikke have medvirket til at fremkalde en fysisk

konfrontation.”

606

Når ansatte beskrev et hændelsesforløb som nødværge, placerede de ansvaret for hand-

lingerne hos den anbragte – det var således den

anbragtes

adfærd, der havde ført til, at

den ansatte havde reageret med vold. Opfattelsen af de anbragtes skyld blev i mange af

sagerne bakket op af overlægerne. I 1941 erklærede Overlæge Helmar fra Rødbygård, at

det ikke kunne ”undgås, at personalet blev irriteret på alumnerne og forløb sig,” samtidigt

med at han placerede ansvaret hos de anbragte: ”Han ville mene, at plejerne - dersom så-

dant skete - var provokeret dertil og at spørgsmålet var påbegyndt fra alumnernes side.”

607

Stort set tilsvarende synspunkt blev fremført i 1968 af en overlæge fra Forsorgscentret i

København, som skrev, at ”det vil være en sjælden foreteelse, at en funktionær ligefrem

øver vold mod en patient i den form, at han overfalder patienten”. Han anbefalede derfor,

at sagerne ikke per definition blev opfattet som en funktionærsag, ”men først og fremmest

en patientsag.”

608

605

J.nr. 352/723201/1, Journalsager (1972-1982),

Socialstyrelsen,

pk. 840, RA. For tilsvarende sag, se: J.nr.

H/0/49, Journalsager (1959-1975),

Statens Åndssvageforsorg,

pk. 303, RA; Bestyrelsesmøde 9.12.1960: j.nr.

F/0/5, Journalsager (1959-1975),

Statens Åndssvageforsorg,

pk. 258, RA

J.nr. 352/728515/1, Journalsager (1972-1982),

Socialstyrelsen,

pk. 843, RA

Referat 29. juli 1941: Diverse udvalgsmateriale (1941-1944),

Socialministeriet, Udvalget af 19.04.1941 angå-

ende den mod Børne- og Åndssvageforsorgen offentligt fremførte kritik,

pk. 3, RA

Skrivelse af 11.7.1968: J.nr. H/0/49, Journalsager (1959-1975),

Statens Åndssvageforsorg,

pk. 303, RA

606

607

608

193

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

Særligt i perioden før 1960 blev volden ind i mellem beskrevet som et nødvendigt magt-

middel i de tilfælde, hvor en anbragt ikke ville indordne sig under reglerne. I en sag fra 1944

klagede en anbragt i en familiepleje på en gård over, at plejefaren havde mishandlet ham ved

at stikke en høtyv i hans ben, fordi han havde nægtet at malke køerne.

609

Det fremgår ikke,

om plejefaren blev foreholdt anklagerne.

I en sag fra 1946 anmodede en anbragt på anstalten i Vodskov Socialministeriet om at blive

udskrevet af forsorgen, og i samme brev spurgte han, om husfaderen ”har tilladelse til at slå

på os, da sådant er sket”.

610

Sagen blev videresendt til anstalten til udtalelse, og her medgav

Overlæge Wad, at den pågældende havde fået en ”endefuld” af husfaderen. I sin svarskrivel-

se beskrev han dels den anbragtes generelle opførsel (”kværulerende, utilfreds og vanskelig”

foruden pervers), dels optakten til volden. Her fremgik det, at den anbragte havde forladt

anstalten sammen med en anden uden tilladelse:

”Man stod nu overfor et problem. Dels var det en meget urolig tid, hvor anstalten med

grund frygtede en masseflugt af patienter, dels ønskede man over for de unge venner af pa-

tienten at fastslå, at han ikke var så stor en ”helt” som han gav sig ud for. Under disse ganske

ekstraordinære forhold ordinereredes en ”endefuld”, som tildeltes ham af husfaderen under

nærværelse af vidner.”

611

Der var altså tale om en disciplinær afstraffelse – der ifølge Wad kun skete denne ene gang

– og som var ordineret af overlægen. Formålet var præventivt: at forhindre en ”masse-

flugt”. Vodskovanstaltens bestyrelse bakkede op om håndteringen af sagen: ”Med hensyn

til klagen over, at afdelingslederen har slået alumnen bemærkes, at denne disciplinære for-

anstaltning, der skete efter overlægens ordination, efter bestyrelsens formening må anses

tilstrækkeligt motiveret ved de af anstalten oplyste forhold.”

612

Også overlæge Wildenskov i Brejning tilkendegav i 1946, at det i visse tilfælde kunne være

nødvendigt med korporlig afstraffelse af de anbragte, selvom han medgav, at det princi-

pielt set var forbudt. Ud over nødværge tillod Wildenskov det, når ”jeg mener, det vil være

gavnligt med en endefuld, hvor alle andre midler har svigtet, og vi står overfor en hyste-

risk, der nyder at være midtpunkt i alt undtagen i en endefuld”. Dertil kom det forhold, at

nogle patienter kunne være så udfordrende, at plejerne mistede besindelsen og langede en

609

610

611

612

J.nr. 43/55, 1944, Journalsager (1921-1949),

Socialministeriet, Særforsorgskontoret,

pk. 593, RA

J.nr. 40/1, 1946, Journalsager (1921-1949),

Socialministeriet, Særforsorgskontoret,

pk. 663, RA

Brev fra overlæge Wad af 18.1.1946: j.nr. 40/1, 1946, Journalsager (1921-1949),

Socialministeriet, Særfor-

sorgskontoret,

pk. 663, RA

Brev fra bestyrelsesformanden af 29.3.1946: J.nr. 40/1, 1946, Journalsager (1921-1949),

Socialministeriet,

Særforsorgskontoret,

pk. 663, RA

Vold som disciplinær foranstaltning

194

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

lussing. Når den slags kom til Wildenskovs kendskab ”undersøger jeg sagen og finder jeg,

at motiveringen har været til stede, foretager jeg mig intet”.

613

Det forklarer formentlig også

hans langvarige støtte til husfaderen på Mandshjemmet og det element af voldskultur, som

i hele hans embedsperiode blev tilladt netop der trods tilbagevendende klager.

De to ovennævnte sager bærer præg af, at de foregik i 1940’erne, hvor det ikke var opsigts-

vækkende at forklare vold som en disciplinær foranstaltning. Særforsorgskontoret var da

også noget vag i indvendingerne mod det, der var foregået. Her blev det blot nævnt i sagen

i Vodskov, at de ikke ville gribe ind, bortset fra, at ”vi [bør] dog fmtl. [formentlig] indskærpe,

at korporlig afstraffelse ikke fremtidig må finde sted.”

614

I enkelte sager forholdt Særforsorgskontoret sig mere kritisk over for anstalternes forkla-

ringer, som f.eks. i en sag fra 1943, hvor en anbragt klagede over, at hun på et tidligere

tidspunkt havde været udsat for grov mishandling på Ebberødgård. Ud over vold skulle en

plejerske angiveligt have smurt ekskrementer i hovedet på hende, hvilket alt sammen blev

afvist af overlægen på anstalten. En ansat i Særforsorgskontoret lod sig dog ikke berolige af

overlægens forsikringer:

”Nogen dyberegående undersøgelse har overlægen – man fristes til at sige som sædvanlig –

ikke følt sig foranlediget til at foretage, f.eks. ved afhøring af den navngivne plejerske, (der

måske endnu er på E.G. [Ebberødgård]), ved at sammenholde journalerne fra det påg. [på-

gældende] tidsrum for derigennem at få oplyst, om der på det daværende tidspunkt fandtes

flere tilfælde af ekskrementindsmørring etc. Overlægens henvisning til, at intet fremgår af

journalerne, vejer ikke tungt, når E.G., som det af dr. Kemp overfor mig er udtalt, på Over-

læge Nørvigs tid var berygtet for at føre meget sparsomme journaler. Alt i alt har vi ingen

hjælp fået fra Ø. Aa. [Østifternes Åndssvageanstalter] til nærmere oplysning om berettigel-

sen af de rejste klager.”

615

I 1960 var det en leder på Livø, der indberettede, at han i forbindelse med et ”oprør” på

øen havde givet en af de anbragte en ”let lussing for at få ro over gemytter.” Den er et

godt eksempel på, at de nye tanker om normalisering var begyndt at vinde indpas, for

bestyrelsen for Statens Åndssvageforsorg var noget mere klar i mælet end forgængeren,

613

614

Udkast til brev, marts 1946, fra Hans Otto Wildenskov, Bestyrelsessager 1945-46: Direktions-/bestyrelses-

sager (1895 - 1971),

Den kellerske Anstalt, Brejning, Direktion/Bestyrelse,

pk. 1990/8, RA

Notat af 27. maj 1946: j.nr. 40/1, 1946, Journalsager (1921-1949),

Socialministeriet, Særforsorgskontoret,

pk. 663, RA. I sagsakterne ses en udtalelse fra amtmanden i det pågældende område, ”at Overlægen har

dog efter praksis ret til at ”ordinere” legemlig afstraffelse i ganske særlige tilfælde […] Man har altså ikke

helt turdet give afkald på legemlig afstraffelse.” Tilsvarende kan vi i sagen om husfaderen i Brejning se, at

Særforsorgskontoret i 1948 noterede, at ”der i et vist omfang finder korporlig afstraffelse sted” i Brejning,

og at både overlægen og bestyrelsen ”til en vis grad” havde accepteret det. J.nr. 37/65, 1948, Journalsager

(1921-1949),

Socialministeriet, Særforsorgskontoret,

pk. 735, RA

J.nr. 43/102, 1943, Journalsager (1921-1949),

Socialministeriet, Særforsorgskontoret,

pk. 556, RA

615

195

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

Særforsorgskontoret, havde været det i sagen fra Vodskov. Bestyrelsen udtalte, at lussingen

ikke burde være givet og indskærpede over for vedkommende, at forbuddet mod fysisk

afstraffelse af de anbragte skulle overholdes. Han blev dog ikke afskediget, selv om det var

præcis den sanktion, man fra bestyrelsens side havde truet med, hvis forbuddet blev over-

trådt.

616

Med centraliseringen af åndssvageforsorgen i 1959 og de nye tanker om de anbragte som

ligeværdige mennesker, forekom det i stadig mindre omfang, at volden blev begrundet som

en disciplinær foranstaltning.

Vold som afmagt

I enkelte sager forklares vold med henvisning til afmagt i en presset hverdag. Det kunne

handle om udadreagerende anbragte, om personalemangel og dermed travlhed på afdelin-

gerne, men også om ansattes private problemer, der hver især eller tilsammen kunne vælte

læsset for de ansatte. I den ovennævnte sag fra Sølund skrev tilsynsrådet for forsorgscen-

teret til bestyrelsen for Statens Åndssvageforsorg at ”… der ER for mange børn og for lidt

personale på afdelingen”

617

som forklaring på volden. I en sag fra 1960 forklarede en plejer-

ske, at hun kun havde slået patienterne oven på de tæpper, de lå med i deres senge, for at få

ro på afdelingen for natten.

618

I en sag fra 1973 forklarede den ansatte, der anklagedes for at

have givet lussing i vrede, at han var overtræt pga. personalemangel.

619

I en sag fra 1963 var det overlægen, der forklarede, hvorfor en plejeelev havde slået en

anbragt kvinde. Han henviste for det første til, at den anbragte ”jævnlig er kontrær og van-

skelig, svær at få til at spise”, og at hun den pågældende dag havde smidt sig på gulvet flere

gange, hvorfor plejeeleven havde mistet tålmodigheden og havde givet hende en lussing.

For det andet var plejeelevens mor alvorligt syg, og for det tredje var der ikke personale nok

på afdelingen. Desuden fremhævede han, at plejeeleven i øvrigt udførte sit arbejde tilfreds-

stillende, ”og at hun angrede”. Overlægen tegnede således et billede af, at volden ikke havde

været intentionel, og at der ikke havde været tale om afstraffelse eller en tilbagevendende

praksis, men i stedet et sammensurium af uheldige omstændigheder.

620

616

J.nr. H/0/49, Journalsager (1959-1975),

Statens Åndssvageforsorg,

pk. 303, RA. For andre tilsvarende sager,

hvor personalet anvendte vold som en disciplinær foranstaltning se f.eks. J.nr. H/0/84, Journalsager (1959-

1975),

Statens Åndssvageforsorg,

pk. 314, RA

J.nr. B/31/3, Journalsager (1949-1968),

Socialministeriet, Særforsorgskontoret,

pk. 145, RA

J.nr. H/0/49, Journalsager (1959-1975),

Statens Åndssvageforsorg,

pk. 303, RA

J.nr. H/0/486, Journalsager (1959-1975),

Statens Åndssvageforsorg,

pk. 350, RA

J.nr. H/0/49, Journalsager (1959-1975),

Statens Åndssvageforsorg,

pk. 303, RA

617

618

619

620

196

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

Også Funktionærforbundet kunne forklare volden som udtryk for, at rammerne ikke var

tilfredsstillende på institutionerne. I en avisartikel fra 1966, som handlede om anklager om

vold mod anbragte på Andersvænge, forklarede forbundet, at ”de tilfælde, der har været

fremme, må ses på baggrund af den herskende mangel på kvalificeret personale og en alt

for ringe mulighed for sortering af patienter.” Forbundet slog dog fast, at de ikke ville holde

hånden over de ansatte, men de placerede ansvaret for volden andre steder end hos de

ansatte. Blandt andet lød det, at de ansatte fik en lav løn, og at forsorgen derfor ikke kunne

forvente velkvalificerede medarbejdere. I sagen fra Ribelund fra 1972 (se ovenfor) frem-

hævede Personaleforbundet ligeledes, at den voldelige plejeelev ikke havde fået optimal

oplæring m.m. Vold mod de anbragte havde altså en faglig vinkel, som forbundet kunne

bruge i arbejdet for at forbedre forholdene for de ansatte.

621

Vold mellem patienter

Vold kunne også finde sted mellem de anbragte. Vi har ikke meget viden om dette, for dels er

vi ikke stødt på problemstillingen i de lokale og centrale retningslinjer, dels ses det sjældent

omtalt i arkiverne. Arkivernes ”tavshed” kan forklares med, at ledelsen ikke opfattede det

som en væsentlig eller tilbagevendende problematik. Det kan også forklares med, at de an-

bragte qua deres mentale handicap ikke altid kunne strafforfølges, eller at gerningspersonen

kunne være under den kriminelle lavalder, hvormed der i juridisk forstand ikke var grundlag

for at foretage en egentlig undersøgelse af hændelsesforløbet. Men det kan også forklares

med, at der generelt i ledelseslagene på det lokale og centrale niveau ikke har været opmærk-

somhed på vold mellem anbragte. Når vi indimellem er stødt på sager, hvori der klages over,

at en anbragt har udøvet vold mod en anden anbragt, er det kendetegnende for sagsforløbet,

at volden enten blev afvist som opspind eller bagatelliseret i forhold til voldens alvor.

Det er i klagesagerne på det centrale niveau, at vi først og fremmest er stødt på sager, hvori

det fremgår, at en anbragt havde slået en anden anbragt. I en sag fra 1942 klagede en mor

til Særforsorgskontoret over, at hendes knapt 20-årige søn havde været udsat for vold fra

en anden anbragt på Ebberødgård. Helt konkret skulle medpatienten have slået hendes søn

over hænderne med en skovl, så hans hænder var begyndt at bløde. Den pågældende havde

også truet hendes søn med, at han ville smide ham i fyret, hvis sønnen sladrede. Overlæge

Schwalbe-Hansen fik forelagt klagen, og han fortalte, at han forgæves havde forsøgt at finde

ud af, hvad der var foregået mellem de to anbragte. Han konkluderede derfor, at sønnen

var ”pjanket og drillesyg, og det er muligt, at hans medptt. [medpatient] har langet ham

en”, men medpatienten havde nægtet at have slået med en skovl og truet ham med fyret.

621

J.nr. H/0/486, Journalsager (1959-1975),

Statens Åndssvageforsorg),

pk. 350, RA; J.nr. B/12/10, 1966, Jour-

nalsager (1949-1968),

Socialministeriet, Særforsorgskontoret,

pk. 85, RA

197

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

Schwalbe-Hansen fremhævede i sit svar, at ”den nævnte læsion”, var ”praktisk talt lægt” den

efterfølgende dag.

622

I to forskellige sager fra 1944 omtales også vold begået af anbragte mod andre anbragte.

Den ene sag er fra Hillerød Fredehjem, hvor en elev angiveligt havde straffet andre elever

med prygl, uden at de ansatte havde grebet ind. Det kom frem i forbindelse med en dom-

merundersøgelse af forholdene på hjemmet, og hvor dommeren beskrev det som ”uheldigt”,

at lærerinden, der havde overværet det, ikke havde grebet ind – og tilsvarende at forstan-

derinden havde undladt at gribe ind, da hun hørte, at den pågældende elev ville straffe

nogle af de andre anbragte. Det ændrede dog ikke på dommerens overordnede konklusion,

nemlig at de forskellige udefrakommende kritikpunkter af hjemmet var enten grundløse

eller stærkt overdrevne.

623

Den anden sag er fra Ebberødgård, hvor en mand klagede over, at to af de anbragte piger

(uvist hvilken relation han havde til dem) var blevet overfaldet af andre patienter efter ple-

jerskernes tilskyndelse. I følge manden havde pigerne fået håret flået af, så de næsten var

skaldede. Klagen blev afvist af både anstalten og Særforsorgskontoret.

624

Der findes en lignende klage i en sag fra Rødbygård, hvor en ansat på institutionen anklages

for, at hun i 1946 skulle have fået en kvindelig anbragt til at banke en anden kvindelig an-

bragt. Med noget forsinkelse kom sagen frem i 1948, da den ansatte søgte om forfremmelse

til stillingen som plejemoder. Overlægen iværksatte en forsinket intern undersøgelse, hvor

flere fra personalet bekræftede anklagen (som ellers i journalen var omtalt som et uheld).

Den ansatte kunne ”ikke huske” sagen, men ville dog heller ikke afvise, at den kunne have

fundet afsted. Overlægen valgte, fordi sagen lå et par år tilbage, og fordi hun ”har vist sig

flink”, at afvise hendes ønske om en forfremmelse, men ellers ikke gøre mere ud af sagen.

625

I en sag fra 1969 klagede en mor til Statens Åndssvageforsorgs bestyrelse over, at hendes søn

havde ligget i sengen på Ebberødgård i 25 år uden at blive beskæftiget i løbet af dagen, og at

han havde fået ansigtet ”flået i stykker af medpatient.” Bestyrelsen oplyste moren om forsorgs-

centrets svar på hendes anklager, og her fremgår det, at sønnens sygdom ifølge forsorgscentret

havde gjort det vanskeligt at pleje ham, og at ”ergoterapeuter har vurderet beskæftigelsesmu-

lighederne, men alle muligheder er udtømt”. Derudover blev det afvist, at sønnen havde været

udsat for et overfald. I svarskrivelsen fremgår det, at sønnen var blevet ”kradset lidt i ansigtet

622

623

624

625

Breve af 6. og 19.3.1942: J.nr. 43/52, 1942, Journalsager (1921-1949),

Socialministeriet, Særforsorgskontoret,

pk. 518, RA

J.nr. 41/9, 1944, Journalsager (1921-1949),

Socialministeriet, Særforsorgskontoret,

pk. 590, RA

J.nr. 43/77, 1944, Journalsager (1921-1949),

Socialministeriet, Særforsorgskontoret,

pk. 594, RA

J.nr. B/568, Journalsager vedr. administration og personale (1942-1959),

Østifternes Åndssvageanstalter,

Bestyrelsen,

pk. 7, RA

198

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

af en medpatient”, og at overlægen få dage efter ikke havde kunnet se spor herfra. Bestyrelsen

afviste på den baggrund klagen, men nævnte dog, at ”forsorgscentret er naturligvis opmærk-

som på – og vil søge at hindre – at heller ikke episoder som den passerede gentager sig.

626

En af de mest dramatiske sager om vold mellem anbragte ses i 1970’erne, hvor en mindre-

årig anbragt på en institution på Fyn slog en anden mindreårig anbragt ihjel. Noget kunne

tyde på, at gerningspersonen var fejlanbragt, men ud fra sagsakterne at dømme blev perso-

nalet frikendt for ansvar.

627

Forbuddet mod at slå anbragte under åndssvageforsorg omfattede også dem, der var an-

bragt i kontrolleret familiepleje – og som således befandt sig uden for institutionerne. Sager

om vold i plejefamilierne fylder ikke meget i arkiverne, hvilket vi antager skal ses i lyset af,

at de anbragte var mere isolerede i de private hjem – som typisk var en gård ude på landet

– frem for på institutionerne, hvor der var mere personale og dermed flere til at holde øje

og til at indberette eventuelle overgreb på de anbragte. De sager, vi har fundet om vold i

plejefamilierne, er typisk kommet frem ved, at de anbragte selv klagede over behandlingen,

eller at naboerne orienterede den nærliggende institution om, at de anbragte ikke blev be-

handlet forsvarligt af plejefamilien.

628

En sådan sag ses fra 1960, hvor naboernes udtalelser

om en plejemor førte til, at anklagemyndigheden rejste tiltale mod denne for overtrædelse

af straffeloven for ”overfald på sagesløs person med skade på legeme og helbred til følge

samt for mishandling ved jævnlig gennem de sidste ca. fire år, dels på sin bopæl, dels i et

sommerhus […], uden rimelig anledning at have slået og sparket den under åndssvage-

forsorg stående [kvinde].” Ifølge anklagemyndigheden havde plejemoren slået den anbragte

med en stok på armen, så en knogle brækkede, ligesom hun skulle have slået den anbragte

i ansigtet med stokken, hvorved hun fik et brud på næsen. Plejemoren var også tiltalt for at

have slået hende med en gaffel, hvilket skulle have medført et sår i baghovedet på kvinden.

Plejemoren nægtede sig skyldig i mishandlingen af den anbragte, men hun stod ved, at hun

i de senere år havde revset hende ved at tildele hende ”et par flade lussinger når rimelig og

begrundet anledning hertil forelå”. Metoden havde f.eks. været benyttet, når den anbragte

havde taget af madvarer, hun ikke havde fået lov til. Plejemoren erkendte også, at hun en-

gang havde givet den anbragte ”et dask” med en grydeske, men afviste at have sparket, an-

vendt knytnæveslag eller genstande. Hun benægtede også, at hun havde truet den anbragte

Vold uden for institutionerne

626

Morens brev er refereret i svarskrivelsen fra bestyrelsen den 10. januar 1969. Brevkopier (1968-1972),

Socialstyrelsen,

pk. 1, RA. For en lignende sag, se også j.nr. 5114/334, Journalsager (1968-76),

Socialmini-

steriet,

pk. 2498, RA

J.nr. 5114/278, Journalsager (1968-1976),

Socialministeriet,

pk. 2495, RA

Se f.eks. læg vedr. Kontrolleret familiepleje: Udtagne journalsager (1925-1959),

Østifternes Åndssvagean-

stalter, Bestyrelsen,

pk. 15, RA; Klientjournal B/767, Sagsakter: A-Z (1930-1980),

Ebberødgård,

pk. 44, RA

627

628

199

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

til tavshed ved at nævne, at hun ville blive sendt til Den Kellerske Åndssvageanstalt, hvis

hun fortalte om volden.

Kredslægen, der undersøgte den anbragte kvinde, konkluderede, at hun havde været ud-

sat for mishandling. Byretten endte da også med at idømme plejemoren seks måneders

betinget fængsel, men sagen blev anket til Landsretten, der omstødte byrettens dom til

frifindelse. I præmisserne for Landsrettens dom blev der bl.a. lagt vægt på, at kredslægen

havde ændret sin forklaring og nu konkluderede, at den anbragte havde været udsat for

misrøgt frem for mishandling. Han kunne nemlig ikke afvise, at den anbragtes mærker var

fremkommet på anden vis end gennem spark og slag. På samme måde blev det i dommens

præmisser fremhævet, at der burde have været mærker på kvindens arm, hvis bruddet var

opstået ved – som hun fortalte – at være blevet slået med en stok. Endvidere lagde ret-

ten vægt på, at den unge kvinde havde boet hos plejefamilien, fra hun var 15 år og havde

indtaget ”en noget anden stilling end en almindelig husassistent”. Det uddybes ikke, hvad

dommerens pointe med den oplysning var, men man kan forestille sig, at sagen mentes at

have karakter af et familiært forhold snarere end vold mod en anbragt. Endelig fik den an-

bragte kvinde ikke et positivt skudsmål fra åndssvageanstalten i Brejning, hvor hun havde

været anbragt, siden sagen kom frem. I en erklæring udarbejdet af overlæge Wildenskov

fremgår det, at hun nogle måneder efter byretsdommen havde forsøgt ”at strangulere” sig

med et strømpebånd viklet om halsen, og at det havde siddet så stramt, at personalet kun

vanskeligt fik det klippet over, hvorefter de kunne se en rød stranguleringsfure om hendes

hals. Det var anden gang, hun forsøgte selvmord.

Wildenskov tog imidlertid ikke hendes selvmordsforsøg særligt alvorligt. I hvert fald frem-

går det, at ”efter overlægens ordre måtte hun igen i arbejde, da man må mene, at hun har

bedre af at arbejde end at ligge og fange griller og atter prøve at vække opsigt.” Også over-

læge O.H. Bertelsen såede tvivl om den anbragtes troværdighed med sin karakteristik af

både hende og af åndssvage generelt: ”Fabuleren er ikke ualmindelig hos åndssvage, men er

ikke forekommet hos [den pågældende kvinde], mens hun var på anstalten, hvor man dog

måske endnu ikke kender hende til bunds.”

629

Sagen vakte opsigt i pressen, der bl.a. beskrev et fotografi, som blev fremlagt i retten, og som viste ”uhyg-

gelige mærker” på den anbragtes ben, som hun fortalt stammede fra dels plejemorens spark, dels at hun

måtte skrubbe gulv på knæene. Pressen oplyste også, at hun under retsmødet havde fortalt, at hun ikke fik

løn for sit arbejde, og at hun yderst sjældent havde en fridag, men derimod måtte arbejde fra tidlig morgen

til sen aften. J.nr. 43/51, 1941, Journalsager (1921-1949),

Socialministeriet, Særforsorgskontoret,

pk. 479, RA

200

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

Vi kan ikke vide, om naboernes indberetninger i alle tilfælde førte til en undersøgelse fra

anstalternes side. Noget tyder på, at de ikke gik nærmere ind i de sager, hvor overgrebene

var blevet begået flere år forinden indberetningen.

630

Til gengæld kunne det få konsekvenser

for plejefamilierne i forhold til, om de på et senere tidspunkt fik tilladelse til at få personer

fra anstalterne i pleje.

631

Det forudsatte dog, at overlægen fandt beskyldningerne mere eller

mindre troværdige. Det var ikke tilfældet i en sag fra 1946, hvor en mor klagede over, at

sønnen, der var anbragt i familiepleje på en gård fik ”knubs og stød” af sønnen på pleje-

stedet, og at han heller ikke tjente nok. Den kontrollerede familiepleje under Østifternes

Åndssvageanstalter afviste klagen sådan her:

”Hans beklagelse over plejehjemmet må betragtes som den sædvanlige kværuleren. […] At

han således skulle kunne gøre karlsarbejde og føler sig tilsidesat, fordi han ikke kan tjene

noget videre og kun får lommepenge, kan der således ikke tages hensyn til, da patienten

aldeles ikke kan anbringes i en almindelig privat familiepleje”.

Særforsorgskontoret, der havde modtaget morens klageskrivelse, noterede, at sønnens util-

fredshed nok ville forsvinde, hvis han fik flere penge, men at man burde forklare ham, ”at

hans plads egtl. [egentlig] var på en anstalt, og at opholdet nu er en begunstigelse”. Han skul-

le med andre ord være taknemmelig for at være kommet ud i en plads. Hverken anstalten

eller særforsorgskontoret berørte morens påstand om, at drengen blev udsat for knubs og

stød. Beskyldningerne mod plejestederne blev altså vurderet ud fra, hvordan den anbragte

havde opført sig, men også om der var et bedre alternativ – og i denne sag var alternativet

ifølge særforsorgskontoret en anstaltsanbringelse.

632

Åndssvageforsorgens håndtering af voldssagerne

Når man i åndssvageforsorgen fik kendskab til sager, hvor ansatte blev anklaget for at have

begået vold mod de anbragte, var der flere mulige udfald af sagen og med forskellige grader

af alvor for den ansatte. Sagen kunne f.eks. afvises som grundløs eller ikke alvorlig nok, den

ansatte kunne få en påtale og/eller blive forflyttet til anden afdeling eller anden institution,

vedkommende kunne blive afskediget, sagen kunne anmeldes til politiet, blive genstand for

en undersøgelse typisk foretaget af en dommer (og evt. efterfølgende tjenestemandsdom-

stol).

633

Vi har ikke inden for undersøgelsens rammer kunne foretage nogen systematisk

undersøgelse af sagernes behandling.

630

631

632

633

Se f.eks. j.nr. 43/55, 1944, Journalsager (1921-1949),

Socialministeriet, Særforsorgskontoret,

pk. 593, RA

Se f.eks. j.nr 40/106, 1947, Journalsager (1921-1949),

Socialministeriet, Særforsorgskontoret,

pk. 702, RA

J.nr. 40/112, 1946, Journalsager (1921-1949),

Socialministeriet, Særforsorgskontoret,

pk. 664, RA

I cirkulære nr. 1973, fremgår det, hvilke konsekvenser overtrædelse af slå-forbuddet kunne medføre for

den ansatte: ”påtale, bøde, forflyttelse, degradation eller afskedigelse”. En del af sagerne blev dog afsluttet

ved, at den ansatte selv tog sin afsked. Se f.eks. J.nr. H/0/84, Journalsager (1959-1975),

Statens Åndssvage-

forsorg,

pk. 314, RA

201

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

Generelt tyder sagerne på, at udfaldet af dem afhang af følgende parametre gennem hele

undersøgelsesperioden:

1. Beviser i sagen: Erkendte den ansatte, var der vidner til volden, eller havde volden ef-

terladt sig synlige spor på den anbragtes krop, der gav sagen karakter af mishandling?

2. Voldens karakter: hvor alvorlig havde volden været, havde den anbragte lidt skade på

en måde, der havde krævet behandling, og hvor ofte havde det stået på?

3. Voldens kontekst: hvilken optakt var der før voldshandlingen, og hvordan havde den

anbragte og den pågældende medarbejder opført sig i den konkrete situation?

4. Bedømmelsen af den ansattes karakter: hvilken stilling bestred vedkommende, hvor-

dan havde han/hun i øvrigt optrådt, var der f.eks. tale om en dygtig medarbejder, og

havde ledelsen tillid til den pågældende?

5. Bedømmelsen af den anbragtes karakter: hvordan opførte den anbragte sig alminde-

ligvis, havde vedkommende en udadreagerende eller konfliktsøgende adfærd?

Den samlede bedømmelse af parametrene havde indflydelse på, hvordan sagen blev

håndteret. Hvis den ansatte nægtede at have begået vold, og der ikke var beviser på, at

beskyldningerne var sande, blev sagen ofte henlagt.

634

Ebberødgårds overlæge, Schwalbe-

Hansen, afviste f.eks. i 1943 i et brev til anstaltens bestyrelse, at en ansat skulle have ”gen-

nempryglet” en anbragt. Han beskrev den anbragte som ”lidt af et skrog” og ”morfinist”, der

var anbragt på en svær afdeling med ”16 unge psykopater af den allervanskeligste slags”.

Han angav derfor, at han ikke ville undersøge sagen nærmere ”på så spinkelt grundlag”, og

desuden mente han, at det kunne få uheldige konsekvenser, hvis sagen kom frem: ”Ganske

vist drejer det sig om åndsvage patienter, men de er dog ikke mere åndsvage end at de

forstår at udnytte en situation. In casu ville vi meget let kunne inducere i dem de vildeste

historier om prygl og mishandling”.

635

634

Det afhang ikke mindst af, om sagen var af nyere dato, eller om der var tale om en anmeldelse af forhold,

der var foregået flere år forinden. ”Det svækker troværdigheden når så alvorlige forhold - som det synes

- først fremdrages til undersøgelse i 1943”, skrev en medarbejder i Særforsorgskontoret i en sag, hvor en

kvinde angav, at hun ca. ti år før havde været udsat for vold m.m. af en ansat. J.nr. 43/102, 1943, Journal-

sager (1921-1949),

Socialministeriet, Særforsorgskontoret,

pk. 556, RA

J.nr. B/256, Journalsager vedr. administration (1942-1959),

Østifternes Åndssvageanstalter, Bestyrelsen,

pk. 6, RA. Se også j.nr. H/0/84, Journalsager (1959-1975),

Statens Åndssvageforsorg,

pk. 314, RA hvori det

fremgår, at Wildenskov truede en plejemor (der indrømmede at have slået flere ældre personer, der var an-

bragt i familiepleje hos hende) med at anmelde sagen til politiet, ”men dette vil vi nødigt for ikke at skabe

for meget røre.” Sagen endte i stedet med, at plejemoren indvilligede i ikke længere at modtage åndssvage,

hvilket formentlig var det, Wildenskov ønskede at opnå med truslen om at anmelde sagen til politiet.

635

202

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

Tilsvarende kan vi se, at når volden ikke blev opfattet som alvorlig, eller når der var tale

om en enkeltstående hændelse, blev sagen ofte ikke genstand for en nærmere under-

søgelse.

636

Dertil kommer, at hvis konteksten omkring volden var kompleks i den forstand,

at der ikke stod klart, om der var tale om et overfald eller nødværge – eller hvis det netop

blev set som et tilfælde, hvor den ansatte med rimelighed havde forsvaret sig selv i den

konkrete situation – fik sagen sjældent konsekvenser for den ansatte, ud over en even-

tuel irettesættelse/påtale og påmindelse om, at forbuddet mod at slå de anbragte skulle

overholdes.

Også bedømmelsen af sagens hovedpersoner – den ansatte og den anbragte – spillede en

vigtig rolle. Hvis den ansatte havde et godt renommé, var der særligt i de første årtier af un-

dersøgelsen en tendens til, at sagen ikke fik konsekvenser, eller at man fandt en mindre al-

vorlig udvej. Det var f.eks. tilfældet i ovennævnte sag fra Rødbygård i 1948, hvor overlægen

undlod at indstille en kvindelig ansat til en disciplinærsag, selvom hun angiveligt havde fået

en patient til at gennembanke en anden patient et par år forinden. Dels fordi sagen lå langt

tilbage i tiden, dels fordi hun efterfølgende ”har vist sig flink”. Til gengæld blev hun ikke

forfremmet til plejemoder.

637

En overtrædelse af slåforbuddet blev dog ikke nødvendigvis

glemt, idet den kunne trækkes frem på et senere tidspunkt, hvis den ansatte igen overtrådte

det. Sagen om husfaderen fra Brejning er et godt eksempel.

638

Hvis den anbragte havde et dårligt renommé, kunne det også bremse en sag fra videre

undersøgelse eller fra at få konsekvenser for den ansatte. I en sag fra Rødbygård fra 1943

var det bl.a. overlægens beskrivelse af de anbragte, der havde klaget over vold, der fik politi-

mesteren til at undlade at rejse sigtelse i sagen. Ifølge de anbragte havde den ansatte bl.a.

slået dem med et kosteskaft, når de skulle på toilettet og slået en fastspændt patient i ho-

vedet, fordi vedkommende ikke ville spise sin mad. Politiet afhørte flere vidner i sagen. En

tidligere ansat bakkede op om de anbragtes forklaringer, mens overlægen afviste, at det var

foregået. Overlægen såede samtidig tvivl om anmeldernes karakter. Han beskrev dem som

uengagerede, uselvstændige, psykisk uligevægtige m.m. Politimesteren i Rødby fandt på

den baggrund ikke anledning til at rejse sigtelse mod nogen.

639

Det kan naturligvis skyldes

mangel på beviser (hvormed der var tale om påstand mod påstand), men med overlægens

636

637

638

Se f.eks. j.nr. H/3681, 1968, Brevkopier (1968-1972),

Socialstyrelsen,

pk. 1, RA

J.nr. B/568, Journalsager vedr. administration og personale (1942-1959),

Østifternes Åndssvageanstalter,

Bestyrelsen,

pk. 7, RA

J.nr. T/14, Journalsager A-Ø (1897-1979),

Den Kellerske Anstalt, Brejning,

pk. 1990-187, RA. Se også j.nr.

P/804, Journalsager vedr. administration og personale (1942-1959),

Østifternes Åndssvageanstalter, Besty-

relsen,

pk. 20, RA; J.nr. H/0/486, Journalsager (1959-1975),

Statens Åndssvageforsorg,

pk. 350, RA

J.nr. B/163, Journalsager vedr. administration (1942-1959),

Østifternes Åndssvageanstalter, Bestyrelsen,

pk.

5, RA

639

203

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

negative beskrivelse af de pågældende, såede han tvivl om deres troværdighed, og det gav-

nede ikke deres sag.

640

Nedenfor følger eksempler på de udfald, som sagerne kunne få for de ansatte, når det kom

frem, at de (typisk kort forinden) havde været involveret i en sag om vold mod en eller flere

af de anbragte.

Sagernes udfald – fra frivillig opsigelse til undersøgelser

Ikke alle sager vedr. vold medførte, at den ansatte blev udsat for en sanktion. Nogle sager

endte med at blive afvist eller opgivet. I en række sager blev sagen løst ved, at den ansatte

forlod sin stilling. Det gælder bl.a. den førnævnte sag fra 1960, som overlægen beskrev som

”en tosset sag”, og hvor den anbragte havde fået en voldsom intern blødning som følge af

volden. Den pågældende plejeelev blev med opbakning fra Statens Åndssvageforsorgs be-

styrelse ikke afskediget, men forlod selv sin stilling. I en skrivelse til en kollega gav overlæge

Wad fra anstalten udtryk for, at der ikke var overensstemmelse mellem åndssvageforsor-

gens retningslinjer og den faktiske håndtering af den pågældende sag: ”Jeg [Wad] er helt

enig med bestyrelsen i, at pigen ikke burde afskediges (og samtidig glad over at hun selv

nu er rejst. Hun har fået plads andetsteds). Men bestyrelsens beslutning strider jo på en

påfaldende vis mod bestyrelsens egen cirkulæreskrivelse. Og hvad forstås i dette navnlig

bemærkningen om, at ”overtrædelse af dette forbud vil medføre indstilling om afsked”?

Hvem skal indstille hvem til hvad? Bestyrelsen kan jo ikke befale overlægerne at indstille

til afsked, men naturligvis kun til at indberette. Og hvem skal bestyrelsen så indstille til?”

Baggrunden for Wads kritik af Statens Åndssvageforsorgs bestyrelse skal ses i lyset af, at der

en måneds tid forinden var blevet udsendt en cirkulæreskrivelse fra bestyrelsen, hvoraf det

fremgik, at overtrædelse af slå-forbuddet ville medføre afskedigelse, hvilket altså ikke skete

i denne sag.

641

Det er uvist, hvorfor bestyrelsen ikke anbefalede, at vedkommende blev fyret.

I andre sager fremgår det, at sagen blev løst ved, at vedkommende blev forflyttet fra afdelin-

gen. Det gælder bl.a. i den såkaldte pryglesag på Rødbygård i begyndelsen af 1940’erne, der

endte med, at de pågældende plejere blev idømt en bøde og blev flyttet til en åben afdeling

i stedet for at gøre tjeneste på den lukkede.

642

I sagen om børneafdelingen på Sølund i 1962

blev de tre afdelingsplejersker tildelt en alvorlig advarsel og forflyttet til at gøre tjeneste

640

For tilsvarende bedømmelse, se f.eks. mødereferat af 21.11.1968 fra Statens Åndssvageforsorgs bestyrelse,

j.nr. F/0/23, Journalsager (1959-1975),

Statens Åndssvageforsorg,

pk. 262, RA: ”Der blev givet en del modsi-

gende forklaringer, og sagen må falde på grund af bevisets stilling.”

Brev af 26.4.1960: Cirkulærer og meddelelser m.m. (1933-1964),

Forsorgsinstitutionen Rødbygård,

pk. 1,

Diverse udvalgsmateriale (1941-1944),

Socialministeriet, Udvalget af 19.04.1941 angående den mod Børne-

og Åndssvageforsorgen offentligt fremførte kritik,

pk. 3, RA

641

642

204

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

på voksenafdelinger.

643

I 1963 blev en andenårselev på Ebberødgård overført til tjeneste i

køkkenet, efter hun havde givet en anbragt en lussing.

644

Også omsorgseleven fra Ribelund,

der i 1972 angiveligt skulle have brækket armen på en anbragt i kørestol, blev forflyttet til

anden afdeling.

645

I en række sager blev den ansatte afskediget med henvisning til, at vedkommende havde

overtrådt reglerne ved at anvende vold mod de anbragte. I 1972 blev en omsorgsmedhjæl-

per på Ebberødgård f.eks. afskediget ”med en times varsel”.

646

I en opgørelse foretaget af

Socialstyrelsen i 1973 fremgår det, at styrelsen havde kendskab til 11 tilfælde af overtræ-

delser af forbuddet mod legemlig revselse i det foregående år, hvoraf to blev betegnet som

nødværge, en var frafaldet på grund af manglende bevis, en var endnu ikke afsluttet, i to

sager var medarbejderen blev fyret, og i de resterende fem var der ”tildelt advarsler af for-

skellig strenghed”.

647

I enkelte sager kan vi se, at overgrebene blev politianmeldt. Det gælder f.eks. en sag fra Vodskov

i 1959, hvor en plejer i første omgang blev suspenderet for vold mod en af de anbragte,

mens sagen blev undersøgt af politiet. Den endte med, at plejeren blev idømt dagbøder for

at have slået den anbragte med tre-fire knytnæveslag i ansigtet. Trods dommen fandt over-

lægen fra Vodskov det ikke nødvendigt at afskedige den ansatte. Det blev begrundet med, at

den pågældende medarbejder var ”en stilfærdig, pæn og anstændig mand, der havde et godt

forhold til patienterne og medarbejdere”, samt at både den ansatte og den anbragte havde

været ”trætte og irritable” den pågældende dag, fordi det havde været ”en lang og varm

dag”. Desuden lød begrundelsen, at sagen havde afstedkommet ”disciplinære vanskelighe-

der med patienterne” – uden at det begrundedes nærmere – og at en del kolleger havde

opfordret ledelsen til ikke at afskedige ham. Der var imidlertid langt fra enighed om, hvilke

konsekvenser sagen skulle have. Statens Åndssvageforsorgs bestyrelse ønskede ikke at følge

overlægen, og den indstillede den ansatte til afskedigelse uden pension. Socialministeriet

nåede imidlertid ikke at behandle sagen inden for tre måneders fristen for afskedigelse, men

ministeriet fandt det heller ikke nødvendigt at fyre den pågældende medarbejder. Ifølge mi-

nisteriet var der ikke grundlag for at tro, at vedkommende ville ”misbruge sin stilling”. Faren

643

644

645

646

J.nr. B/31/3, Journalsager (1949-1968),

Socialministeriet, Særforsorgskontoret,

pk. 145, RA

J.nr. H/0/49, Journalsager (1959-1975),

Statens Åndssvageforsorg,

pk. 303, RA

J.nr. H/0/145 (Titel på omslaget: ”Klager over alt og alle”), Journalsager (1959-1975),

Statens Åndssvagefor-

sorg,

pk. 323

H/0/486, Journalsager (1959-1975),

Statens Åndssvageforsorg,

pk. 350, RA. For tilsvarende sager med

afskedigelse, se f.eks. J.nr. 40/43, 1946, Journalsager (1921-1949),

Socialministeriet, Særforsorgskontoret,

pk.

663, RA; Mødereferat af 18.5.1972: Referater af lokalt vejledende rådsmøder (1971-1977),

Ebberødgård,

pk.

1, RA

Oversigt af 6.3.1973: J.nr. H/0/486, Journalsager (1959-1975),

Statens Åndssvageforsorg,

pk. 350, RA

647

205

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

for gentagelse syntes med andre ord ikke at foreligge, formentlig på grund af den positive

bedømmelse af vedkommendes opførsel. Sagen endte derfor med, at den ansatte fik tildelt

en alvorlig misbilligelse, ligesom han ikke længere måtte arbejde på samme afdeling.

648

Vi er ikke stødt på mange sager, der blev anmeldt til politiet.

649

Det er vores indtryk, at for-

sorgen lokalt og centralt har forsøgt at løse sagerne ved hjælp af de ansættelsesretlige sank-

tioner, de havde til rådighed. Det indbefattede ikke altid, at den ansatte blev fyret, sådan

som ovenstående sager viser. Det afhang i stedet af et konkret skøn i de konkrete tilfælde,

og hvor der indimellem blev anvendt en vis form for pragmatisme i forbindelse med sagens

håndtering.

I flere tilfælde inden for særforsorgen blev der iværksat en mere formel undersøgelse af

konkrete sager, som i alle de tilfælde, vi er stødt på, blev foretaget af en dommer eller i

form af tjenestemandsundersøgelser.

650

Vi har ikke foretaget en systematisk analyse af denne

type undersøgelsers formelle rammer, men helt overordnet var tjenestemandsundersøgelse

eller tjenestemandssager en del af en ansættelsesretslig sag mod en tjenestemandsansat.

651

De såkaldte dommerundersøgelser var bestilt af særforsorgen eller bestyrelsen for en spe-

cifik institution med henblik på en udredning af en specifik problematik, der dog ofte inde-

holdt spørgsmål om personalets adfærd og overtrædelse af evt. regler.

652

På baggrund af det

gennemgåede materiale ser vi, at de sager, som gav anledning til sådanne dommerundersø-

gelser, er ret forskellige, og sagerne indeholder ofte flere forskellige forhold og kan vedrøre

flere personer. Det er dog ikke helt klart, hvilke kriterier der lå til grund for, at en sag blev

henvist til en dommerundersøgelse, men der ser ud til at være flere faktorer, som har spil-

let ind. For det første sagens alvor – de fleste sager handler om mere alvorlige eller syste-

matiske overtrædelse af regler m.v. For det andet den anklagedes stilling, hvor undersøgel-

sen i nogle tilfælde er første skridt i forhold til at rejse en sag mod en tjenestemand (f.eks.

en ledende medarbejder). For det tredje ser det ud som om, at beslutninger om at starte

en sådan undersøgelse også kan være betinget af mediernes opmærksomhed på en sag.

Det gennemgåede materiale tyder på, at brugen af disse dommerundersøgelser havde flere

648

649

J.nr. H/0/49, Journalsager (1959-1975),

Statens Åndssvageforsorg,

pk. 303, RA

I 1961 skrev Bank-Mikkelsen til institutionernes ledelser, at anmeldelse af sager til politiet først skulle ske

efter tilladelse fra Statens Åndssvageforsorgs Bestyrelse. J.nr. H/0/84, Journalsager (1959-1975),

Statens

Åndssvageforsorg,

pk. 314, RA

De fleste af disse sager er fra åndssvageforsorgen, men se dog j.nr. C/5/20, 1961, Journalsager (1949-1968),

Socialministeriet, Særforsorgskontoret,

pk. 169, RA

Se f.eks. tjenestemandssagen mod forstanderen ved Statens Institut for Talelidende i 1946, j.nr. 16/31,

1946, Journalsager (1921-1949),

Socialministeriet, Særforsorgskontoret,

pk. 653, RA

Se f.eks. j.nr. 41/9, 1944. Journalsager (1921-1949),

Socialministeriet, Særforsorgskontoret,

pk. 590, RA

Undersøgelser

650

651

652

206

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

formål. For det første var det en grundig udredning med henblik på at træffe beslutninger

– og for at legitimere disse beslutninger. Flere undersøgelser førte således til både formelle

irettesættelser eller afskedigelser (direkte eller ved efterfølgende tjenestemandssag).

653

For

det andet signalerede dommerundersøgelserne udadtil – især i sager med medieopmærk-

somhed – at en sag blev taget alvorligt. For det tredje gav den en mulighed for at træde

vande i forbindelse med den pågældende sag. Det betød f.eks., at en medarbejder som følge

af anklagerne kunne søge væk, inden sagen blev afgjort.

Dommerundersøgelserne forløb ret ens. Åndssvageforsorgen (eller særforsorgskontoret)

lavede aftale med en dommer om at undersøge specifikke forhold omkring en person el-

ler specifikke begivenheder på en institution. Selve undersøgelsen omfattede både de eksi-

sterende sagsakter og afhøring af involverede (herunder anklagede personer) og vidner.

654

Dommeren lavede afsluttende en rapport med undersøgelsens forløb og referat af afhø-

ringer og konkluderede på sagen. Konklusionen forholdt sig typisk til en beskrivelse af

sagsforhold, en vurdering af hvorvidt specifikke forhold kunne anses som bevist, eller om

bevisbyrden var for svag, og en eventuel anbefaling af mulige konsekvenser.

655

Det kunne

være afskedigelse (eller start af en egentlig afskedigelsessag), irettesættelse eller henlæggel-

se af sagen. En dommerundersøgelse fra 1968 førte til afskedigelse af en lærer, der havde

fremsat og fastholdt alvorlige anklager mod en kollega, som iflg. undersøgelsen ikke kunne

bevises.

656

En anden dommerundersøgelse fra 1963 nåede frem til, at ”så godt som hele

personalet har overtrådt det ubetingede forbud mod legemlig revselse, vold eller kræn-

kende behandling, idet forhørsdommeren dog ikke finder det bevist, at der er sket egentlig

mishandling af børnene.”

657

Her lød henstillingen, at tre afdelingsplejersker, som alle havde

erkendt at have slået børnene, blev tildelt en alvorlig misbilligelse og forflyttedes til en af-

deling for voksne.

653

654

Se f.eks. Referat af bestyrelsesmøde nr. 105 den 11. april 1969: J.nr. F/0/23, Journalsager (1959-1975),

Sta-

tens Åndssvageforsorg,

pk. 262, RA

Vi kan se, at bestyrelsen for Statens Åndssvageforsorg i 1968 overvejede om man skulle bruge en auditør til

undersøgelserne frem for en dommer, ”idet en sådan [landsdommeren] ofte kun bearbejder det materiale,

der forelægges ham, hvorimod en auditør i højere grad selv sørger for at tilvejebringe det fornødne mate-

riale.” Se Referat fra bestyrelsesmøde nr. 1010, 13. december 1968: J.nr. F/0/23, Journalsager (1959-1975),

Statens Åndssvageforsorg,

pk. 262, RA.

Se f.eks. J.nr. B/140, Udtagne journalsager (1925-1959),

Østifternes åndssvageanstalter, Bestyrelsen,

pk. 103,

RA; J.nr. 24/5, 1943, Journalsager (1921-1949),

Socialministeriet, Særforsorgskontoret,

pk. 546, RA; J.nr.

5111/142, 1962, Journalsager (1968-1976),

Socialministeriet,

pk. 2398, RA; J.nr. Æ/142, 1941, Udtagne jour-

nalsager (1925-1959),

Østifternes Åndssvageanstalter, Bestyrelsen,

pk. 85, RA. For et eksempel på, at domme-

ren til Særforsorgskontorets fortrydelse ikke altid kom med anbefalinger til af undersøgelsens konsekvenser

se: J.nr. D/3/22, 1960, Journalsager (1949-1968),

Socialministeriet, Særforsorgskontoret,

pk. 174, RA

J.nr. 5111/144, Journalsager (1968-1976),

Socialministeriet,

pk. 2399, RA

J.nr. B/31/1, 1963. Journalsager (1949-1968),

Socialministeriet, Særforsorgskontoret,

pk. 145. RA. Se også

”Gl. Bakkehussagen”: Udtagne journalsager (1925-1959),

Østifternes Åndssvageanstalter, Bestyrelsen,

pk.

32, RA

655

656

657

207

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

De øvrige forsorgsgrene (blinde, døve, epileptikere, talelidende og vanføre) adskiller sig,

som nævnt tidligere, på flere måder fra åndssvageforsorgen. Det handler ikke bare om,

at antallet af anbragte var langt mindre (se kapitel 6 om særforsorgssystemet), men også

om, at åndssvageforsorgens arkivdannelse generelt er mere omfattende og formaliseret. For

grupperne blinde, døve og talelidende var der langt overvejende tale om anbringelser af

børn i forbindelse med skole og uddannelse, og de anbringelsesrammer ser ud til at have

været mindre under pres ift. åndssvageforsorgens nærmest permanente pladsproblemer og

personalemangel. Det betyder dog ikke, at vold ikke kunne være en del af anbringelserne

for disse grupper.

Det fremgår af erindringerne om anbringelserne. IP61

658

fortæller, at han i et tilfælde blev

slået af forstanderen i overværelse af en politiinspektør, som endte med at gribe ind – dog

uden at forfølge sagen videre: ”Så endte det med, at jeg simpelthen fik en knytnæve i ansig-

tet, så jeg faldt om lige så lang jeg var og trillede hen ad gulvet. Og overpolitiinspektøren,

han syntes, det var så voldsomt, at han faktisk sagde stop! Stop! (…) Jeg kan bare huske at jeg

græd som en stukket gris, jeg rystede over hele kroppen”. IP67

659

husker tilbage på en fødsels-

dagsfejring i “hjemmet”. I den anledning ”havde børnene fået lov at være længe oppe, og der

skulle festes lidt. Efter aftensmaden tissede jeg i bukserne. Jeg fik en endefuld og blev lagt i

seng.” En anden anbragt i vanføreforsorgen, IP64, fortæller om afstraffelse for at være ”fræk”

i skolen: ” Jeg havde en lærer. Han sagde jeg skulle være stille [jeg holdt ikke min mund], så

kom ham ned og tævede mig med knytnæver i hovedet. Resten af dagen lå jeg ude på toilet-

tet og brækkede mig i stride strømme. Og så kom jeg hjem med taxa og var hjemme i man-

ge uger.”

660

Hendes mor ringede efterfølgende til skolen og skældte ud over for forstanderen,

tilsyneladende uden at det havde konsekvenser for læreren. Også inden for blindeforsorgen

omtaler et par tidligere anbragte at være blevet slået.

661

IP76 fortæller om endefulde, da han

som barn var anbragt på Refsnæs: ”Hvis der blev for meget ballade på sovesalene, så kom hun,

og hvis det var rigtig slemt, så tog hun en med ud, og så fik man en røvfuld. En regulær røvfuld

i den bare ende […] Det kunne høres nogle gange… ordentlige klask der kom derudefra.”

662

Også i det gennemgåede arkivmateriale optræder der enkelte sager med vold i andre sær-

forsorgsgrene end åndssvageforsorgen.

Vold i de øvrige særforsorgsgrene

658

659

660

661

662

Anbragt, døveforsorgen 1945-1948

Anbragt, vanføreforsorgen 1956 og frem

Anbragt, vanføreforsorgen, Geelsgård 1956-1965

IP72, anbragt, blindeforsorgen, Refsnæs mm. 1950-60, og IP73 anbragt blindeforsorgen Refsnæs 1974-1978

Anbragt, blindeforsorgen, Refssnæs 1963-1971

208

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

I en sag fra Statens Institut for Talelidende blev en lærer i 1935 afskediget uden pension efter

en tjenestemandssag, som bl.a. handlede om, at han havde slået eleverne i forbindelse med

undervisningen. I forbindelse med undersøgelsen forud for afskedigelsen beskrev en lærere-

lev på instituttet sin kollegas tilgang til eleverne som følger: ”En af eleverne var sikkert meget

doven, men den eneste måde, hvorpå han blev opmuntret til flid, var ved skænd i en heftig

tone og talrige lussinger, ganske vist var disse ikke hårde men dog krænkende, da det skete

i overværelse af andre elever og to lærerelever, to gange slog [navn udeladt] endog bogen i

hovedet på drengen.” En anden kollega fortæller om en dreng, som gik i stå under oplæsning,

hvorefter den pågældende lærer gjorde grin med ham, dernæst ”fik drengen en lussing og

”[…] det gentog sig med den samme dreng og med andre”. I et brev til Socialministeriet skrev

instituttets forstander om læreren, at ”Trods gentagne forbud bliver han ved at slå eleverne,

håner dem, gør nar ad dem, og øger deres nervøsitet i stedet for at søge at bedre den.”

663

I 1945 blev der foretaget en dommerundersøgelse af forstanderen for Statens Institut for

Talelidende, hvor det blandt øvrige punkter fremhæves, at forstanderen havde revset en an-

bragt dreng. Ifølge sagsakterne havde forstanderen slået med en livrem oven på den pågæl-

dende drengs dyne, da drengen havde larmet meget på sovesalen. Herefter havde han slået

drengen i den bare ende med flad hånd samt givet ham en lussing. Næste dag var der tre

mærker på drengens kind, hvilket forstanderen angav, at han var meget ked af. Sagen førte til

opstandelse blandt lærerne over hændelsen. Vidner fortalte, at der var en del snak på lærer-

værelset om episoden: ”det var vidnets og andres mening, at de måtte foretage sig noget for

ikke at stå med et medansvar.” Drengens moder, med hvem forstanderen efterfølgende hav-

de en samtale, fremførte ikke noget klagemål. Vurderingen fra særforsorgen lyder, at ”for-

standeren er gået for vidt ved den pågældende lejlighed uden at hans forhold dog kan anses

for graverende. Han beklagede dagen efter optrinnet sin optræden … ikke anledning til at

foretage videre m.h.t. dette punkt”. Enden på sagen var, at forstanderen fik en misbilligelse.

664

I 1958 klagede en kollega over en sygeplejerske på Hjemmet for døve piger. Klagen omfat-

tede bl.a. ”fysiske overgreb over alumnerne” som inkluderede brug af lussinger, at ruske

og skubbe de anbragte, slag m.v. Sagen førte til en dommerundersøgelse, som dog delvis

frikendte den anklagede sygeplejerske. Selv om flere i sagen udtalte sig mod den anklagede,

endte dommeren med at afvise, der var en sag, dels på grund af bevisbyrden, dels med hen-

visning til, at den anklagede burde indrømmes en større margin i forhold til behandlingen

af de anbragte, fordi der var tale om psykisk svage beboere. Sagen endte således med, at det

var kollegaen, som rejste anklagen, der blev afskediget.

665

663

664

665

J.nr. 15/10, 1935, Journalsager (1921-1949),

Socialministeriet, Særforsorgskontoret,

pk. 269, RA

J.nr. 16/31, 1946, Journalsager (1921-1949),

Socialministeriet, Særforsorgskontoret,

pk. 653, RA

J.nr. G/6/206, 1958-1959, Journalsager (1949-1968),

Socialministeriet, Særforsorgskontoret,

pk. 241, RA

209

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

En yderligere sag, som også endte med dommerundersøgelse, er fra 1960, hvor en lands-

dommer havde undersøgt klager over vold på Børnehjemmet Solbakken. I rapporten vur-

derede landsdommeren, at en række forhold ”må anses for beviste”. Det omfattede bl.a.,

at en sygeplejerske havde givet en tiårig pige med muskelsvind to lussinger, at forstande-

ren havde givet en 18-årig poliopatient en lussing, og at forstanderen i flere tilfælde havde

undladt at indberette legemlig revselse af de anbragte, som de ansatte havde rapporteret

til ham. Rapporten indeholder også anklager mod ansatte, der ikke længere var ansat på

institutionen, og hvor landsdommeren nøjedes med at pointere, at det ikke var bevist, at

forstanderen havde haft kendskab til disse forhold.

666

Af en opgørelse over ”Klage- og indberetningssager i særforsorgen vedr. fysisk magtanven-

delse i perioden 1966-1971” fremgår der seks sager, hvoraf de fire tilsyneladende omhandler

enkeltstående episoder med vold mod de anbragte. Desværre fremgår det ikke, hvilke in-

stitutioner, der er tale om. I den ene af sagerne klagede en anbragt over, ”at en medarbejder

har vredet hans arm om.” Af det korte sagsresumé kan man læse, at den anbragte efterføl-

gende trak klagen tilbage, og at institutionen karakteriserede sagen som en ”misforståelse”. I

en anden sag klagede en anbragt over, at en medarbejder havde slået ham i ansigtet, ligesom

medarbejderen havde truet med, at den anbragte skulle arbejde hele dagen. Sagen blev

henlagt, fordi man ikke mente, at medarbejderen havde været på institutionen den dag,

hændelsen skulle være foregået. I en tredje sag er det forstanderinden på et børnehjem, der

indberettede en lærer på et af særforsorgens børnehjem for at slå børnene. Den pågældende

lærer sagde herefter op. Og endelig i en fjerde sag er det forstanderinden på et af børne-

hjemmene under særforsorgen, der blev indberettet for at have slået to elever. Også hun

forlod arbejdspladsen, fordi hun betragtede sig som afskediget.

667

Det kan se ud som om, at benyttelse af fysisk afstraffelse (og brug af vold) er blevet betragtet

som mere unormalt og upassende på særforsorgsinstitutionerne uden for åndssvagefor-

sorgen. Sagerne blev sanktionerede og indbefattede undersøgelser m.v. Der kan dog være et

mørketal i forhold til sager om fysisk afstraffelse mv., ikke mindst i henhold til Socialstyrelsens

cirkulære om forbud mod brug af fysisk afstraffelse m.v. i 1973. Af et referat fra et møde i

Socialstyrelsens chefkollegium i oktober 1972 fremgår det således, at der mellem åndssva-

geforsorgen og den øvrige særforsorg havde været forskellige principper for indberetning

af sager om fysisk afstraffelse. Uden for åndssvageforsorgen havde man ”kun haft indberet-

ningspligt til ledelsen af institutionen og ikke til styrelsen.”

668

Det vil sige, at i de fem sær-

666

667

668

Omslag: ”Børnehjemmet Solbakken - klager over forholdene”: j.nr. D/3/22, 1960, Journalsager (1949-1968),

Socialministeriet, Særforsorgskontoret,

pk. 174, RA

J.nr. F/0/149, 1973, Journalsager (1959-1975),

Statens Åndssvageforsorg,

pk. 288, RA

Referat af møde i chefkollegiet den 23.10.1972: Journalsager (1959-1975),

Statens Åndssvageforsorg,

pk.

288, RA

210

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

forsorgsgrene, der er blevet behandlet i denne sektion, er det muligt, at sager ikke er blevet

registreret og indberettet opad i systemet. De sager, vi vil støde på, er derfor typisk dem,

som førte til mere omfattende undersøgelser.

Dette bekræftes også af diskussioner i forbindelse med et kommissionsarbejde om organi-

seringen af forsorgen for blinde i starten af 1950’erne, hvori det noteres om Blindeinstituttet

i København: ”For mindre børn kunne en lussing under tiden gøre nytte, når ’de var gået i

baglås’, men for større kunne det virke ydmygende.”

669

En overlærer fra Refsnæs vurderede

i 1952, at der på Refsnæs meget sjældent blev anvendt korporlig som straf, lussinger eller

prygl. Det skete f.eks. kun i tilfælde af mishandling af mindre kammerater trods gentagne

advarsler og lignende. På instituttet i København, hvor der gik større børn, havde legemlig

afstraffelse tidligere været brugt, men blev det ikke længere. Der blev i stedet anvendt andre

former for straf som f.eks. bortfald af lommepenge eller isolation uden beskæftigelse. På

den baggrund mente forstanderen for blindeinstituttet, at der ikke var brug for egentligt

hustugtsreglement fra Socialministeriet gældende for blindeinstitutterne.

670

Vi har således kun fundet meget få sager indberettet, hvor der træffes beslutning om ikke

at sanktionere. Det gælder f.eks. en sag fra 1967, vedrørende børnehjemmet ”Gudrunsmin-

de”, som bl.a. husede epileptikere. Den omfattede om anklager om hårdhændet behandling

som f.eks. slag over fingre, slag i bagdelen m.v., men Socialstyrelsen vurderede, at ”det synes

vanskeligt på det foreliggende grundlag at føre noget bevis for, at der finder bevidste af-

straffelser sted i et sådant omfang eller i en sådan grad, at der kan rejses en egentlig sag”, og

fordi der manglede en kvalificeret leder til anbringelsesstedet, var det ”måske derfor i nogen

grad forståeligt (men ikke tilladeligt) om de [personalet] i visse situationer har været stærkt

presset ud over deres personlige muligheder og i nødsituationer måske har tyet til mindre

velovervejede og hensigtsmæssige reaktioner.”

671

Fra 1973 virker det som om, der blev indberettet flere sager. I to sager fra vanføreforsorgens

skole Geelsgård i 1975, havde en ansat givet en elev en lussing. I det første tilfælde, fordi

en urolig patient med muskelsvind under afklædning med sit hoved havde ramt plejerens

næse med hovedet. I det andet tilfælde havde en ansat på Geelsgårds fritidshjem forsøgt at

gribe ind i en konflikt mellem to anbragte og var i den forbindelse blevet spyttet i hovedet

669

670

671

Mødemateriale og -referater (1953-1955),

Socialministeriet, Kommissionen af 07.04.1949 angående omor-

ganiseringen af forsorgen for blinde (og stærkt svagtsynede),

pk. A3, RA

Redegørelser vedr. lovforslaget (1952-1955),

Socialministeriet, Kommissionen af 07.04.1949 angående

omorganiseringen af forsorgen for blinde (og stærkt svagtsynede),

pk. A5, RA

J.nr. 404/306/1, Klagesager vedrørende dag- og døgninstitutioner (okker sager) (1951-1976),

Socialstyrel-

sen,

pk. 2026, RA. Se desuden j.nr. C/5/20, 1961, Journalsager (1949-1968),

Socialministeriet, Særforsorgs-

kontoret,

pk. 169, RA

211

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

og havde givet pågældende en lussing.

672

I begge tilfælde førte handlingerne til en formel

påtale. Samme år (1974-1975) findes også en sag fra Statens fortsættelsesskole for tunghøre

og døve i Nyborg. En lærer havde givet en elev en lussing, så elevens briller faldt på gulvet.

Også her førte sagen til en påtale over for læreren. Sagerne giver det indtryk, at reglerne

blev fortolket stramt, idet der dog blev taget hensyn til situationen – i sidstnævnte sag

indgik således som en formildende omstændighed, at eleven havde provokeret læreren.

673

Vi har ikke i det gennemgåede materiale fundet sager med vold mellem de anbragte inden

for forsorgen for blinde, døve, epileptiker, talelidende eller vanføre. Det betyder ikke, at vi

dermed kan slutte, at dette ikke fandt sted. Jf. ovenfor fortalte en lærer fra Refsnæs i 1952,

at fysisk straf kun skete i forbindelse med gentagen ”mishandling af mindre kammerater”.

674

Sådanne sager har vi ikke fundet i arkivmaterialet, men i de foretagne interviews optræder

eksempler på vold mellem de anbragte børn: IP74 beskriver, hvordan han i 4. klasse lavede

en aftale med sig selv: ”nu vil jeg ikke finde mig i det her mere, uanset hvem der slår på mig,

så slår jeg igen og det betød selvfølgelig, at jeg fik endnu flere tæsk”.

675

IP75 fortæller ” Jeg

har slået en. Altså slået et barn. Vedkommende var svagere end mig, kunne ikke klare sig.

og begyndte at sige nogle mærkelige lyde. Jeg kunne have slået vedkommende ihjel (…) Det

var kampen for at overleve.”

676

IP76 fortæller om ”en specialelev som hele tiden var ude efter

mig Jeg skulle have bank … og det stod på i et par år”. Adspurgt om skolens reaktion og om

skolen kendte til det, svarer han: ”Ja det gjorde de. Det kunne de ikke have undgået fordi…

der var en gang hvor han gjorde det ude på en græsplæne, hvor jeg kom ned og ligge på

ryggen, så satte han sig over skrævs på mig og så spyttede han mig i munden, og der sad to

personaler lige ved siden af og snakkede. De kan ikke have undgået at se det. (…) Nej, det

var sgu forfærdeligt. Det fik jeg også ondt i maven af.”

677

672

673

674

675

676

677

For begge sager se j.nr. 352/800103/1, Journalsager (1972-1982),

Socialstyrelsen,

pk. 842, RA

J.nr. 352/882001/2, Journalsager (1972-1982),

Socialstyrelsen,

pk. 842, RA. I dette læg indgår også et par

sager, hvor personalet ikke blev sanktioneret.

Redegørelser vedr. lovforslaget (1952-1955),

Socialministeriet, Kommissionen af 07.04.1949 angående

omorganiseringen af forsorgen for blinde (og stærkt svagtsynede),

pk. A5, RA

Anbragt, blindeforsorgen, Refsnæs 1943 og frem

Anbragt, blindeforsorgen, Refsnæs m.fl. 1950 og frem

Anbragt, blindeforsorgen, Refsnæs 1963-71

212

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

Kapitel 12 Seksuelle overgreb

I dette kapitel undersøger vi, hvorvidt der er sket seksuelle overgreb i forbindelse med an-

bringelser på særforsorgens institutioner. Et seksuelt overgreb er både et fysisk overgreb og

en krænkelse, og indgår derfor som et centralt aspekt i vores undersøgelse. Kapitlet bygger

på gennemgang af et omfattende arkivmateriale, hvor sager om seksuelle overgreb ofte går

igen både i de lokale institutionsarkiver og på centralt niveau, hvilket vidner om, at disse

generelt blev betragtet som mere alvorlige end f.eks. de mere hyppige sager om vold. Vi

har i det gennemgåede materiale fundet en række sager om seksuelle overgreb kronologisk

spredt ud over hele denne undersøgte periode og inden for flere forsorgsgrene.

Hovedvægten af sager er fra åndssvageforsorgen. Med seksuelle overgreb forstår vi for det

første seksuelle relationer mellem ansatte og anbragte uanset den anbragtes køn eller al-

der. Seksuelle relationer mellem ansatte og anbragte var gennem hele perioden ikke tilladt.

Seksuelle relationer, hvor der ikke blev anvendt fysisk magt, blev dog nogle gange set som

en slags gråzone, hvor relationen på trods af et generelt forbud kunne blive fortolket som

en slags forførelse fra den anbragtes side eller som en gensidig ønsket seksuel relation. Den

anbragte kunne således blive set mere som en aktiv partner og mindre som et offer for en

ulovlig handling. En yderligere gråzone var uønsket seksuel berøring f.eks. i forbindelse

med badning, hvor ansatte berørte anbragte på måder, der af sidstnævnte blev oplevet som

krænkende. For det andet er der seksuelle overgreb mellem anbragte på institutionerne. Vi

har eksempler på overgreb mellem anbragte både i interviews og arkivmaterialet. I kapitlet

gennemgår vi de fundne sager og behandlingen af dem.

Som det gælder med kapitel 11 om vold, er der også i forhold til seksuelle overgreb analy-

tiske udfordringer med undersøgelsens materiale, idet det indeholder en række anklager,

der ikke blev genstand for en undersøgelse eller politimæssig efterforskning, og hvor vi ikke

kan afgøre anklagernes rigtighed. Hertil kommer, at man må formode, at der med hensyn til

seksuelle overgreb er et mørketal, dels i form af tilfælde, som ikke blev opdaget, dels i form

af tilfælde som ikke er blevet dokumenteret – og som derfor ikke optræder i det tilgænge-

lige materiale. Dette diskuteres mere udførligt nedenfor.

Lovgivning og regler

Seksuelle overgreb i form af voldtægt, blufærdighedskrænkelse m.v. var omfattet af forbud.

678

Jf. Borgerlig Straffelov, Lov nr. 125 af 15. april 1930 (i kraft 1933). For nærmere overblik over de juridiske

bestemmelser vedr. seksualforbrydelser fra ca. 1866 og frem, se ”Straffelovrådets betænkning om seksual-

forbrydelser, Betænkning nr. 1534, 2012, bd. 1.

213

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

Her gjaldt der samme regler for alle i det danske samfund: Børn var således beskyttet af den

seksuelle lavalder, som i straffeloven af 1930 var fastsat til 15 år for heteroseksuelle forhold

og 18 år for ”ældres forførelse” (for homoseksuelle forhold indtil 1976 henholdsvis 18 og 21

år). Voldtægtsbestemmelsen, som fremgår af straffelovens § 216, slog fast, at det var forbudt

ved ”vold, frihedsberøvelse eller fremkaldelse af frygt” at tvinge en kvinde til samleje mod

hendes vilje. Bestemmelsen skulle beskytte alle kvinder i samfundet, herunder også den,

der var erklæret for ”åndssvag”.

679

Frem til 1967 lød strafferammen for voldtægt på 1-16 års

fængsel, hvorefter den blev nedsat til fængsel i op til 10 år og uden en minimumsstraf.

680

216 omfattede kun heteroseksuelle relationer (vaginalt samleje). Homoseksuel kønslig om-

gang under tvang var omfattet af § 225 med op til 6 års fængsel (med særlig beskyttelse af

børn under 18 år) og ”anden heteroseksuel kønslig omgængelse” var dækket af § 224, men

blev straffemæssigt takseret mildere end samleje.

”Åndssvage” kvinder var endvidere omfattet af straffelovens § 217, som indeholdt et forbud

mod samleje med en kvinde, der var sindssyg eller ”udpræget åndssvag”, medmindre for-

uretteren var gift med kvinden. Bestemmelsen gjaldt også, selvom den åndssvage kvinde

havde givet sit samtykke til samlejet.

681

Indtil en lovændring i 1965 blev der i § 217 skelnet

mellem åndssvage, der

ikke

var anbragt under forsorg (stk. 1), og åndssvage, der

var

anbragt

på en anstalt (stk. 3). Samleje med den første havde en strafferamme på fængsel fra tre

måneder og op til otte år, mens samleje med en åndssvag på en anstalt havde en markant

mindre strafferamme med op til et års fængsel.

682

Ved lovændringen i 1965 blev der indført

en strafferamme for samleje med en åndssvag kvinde (som foruretteren ikke var gift med)

på fængsel i op til seks år, uanset om kvinden var inden for eller uden for åndssvageforsor-

gens rammer.

683

679

Krabbe, 1931 s. 263. Straffelovens §§ 216 og 217 var således ikke kønsneutrale, idet offeret angives at være

en kvinde. Dette skal ses som udtryk for, at samleje defineredes som vaginal penetration, hvormed vold-

tægt af mænd ikke var defineret som egentlig voldtægt og derfor heller ikke indgik i bestemmelsen. Det er

først med Lov nr. 256 af 27. maj 1981, at voldtægtsbestemmelsens ordlyd bliver kønsneutral.

Jf. § 216 i Borgerlig Straffelov af 1930. Bestemmelsen blev ændret igen ved lov nr. 248 af 9. juni 1967, hvor

minimumsstraffen på et år bortfaldt, samtidig med at strafferammen for voldtægt nu lød på fængsel indtil

10 år mod tidligere 16 år.

Straffelovens § 217 blev ændret i Lov nr. 212 af 4. juni 1965. Bestemmelsen gjaldt nu alle kvinder, der var

erklæret ”åndssvag” i modsætning til det tidligere krav om, at kvinden skulle være ”udpræget åndssvag” for at

være omfattet af bestemmelsen. Stk. 3. blev ved samme lejlighed ophævet, og bestemmelsen om forbud mod

samleje mellem ansatte og anbragte skal nu ses i § 219. Her lød strafferammen fortsat på fire års fængsel.

Af stk. 1 fremgår det, at hvis gerningsmanden havde stået i et ”mere varigt kønsligt forhold” til kvinden, før

hun var blevet åndssvag (og hvor hun således havde været i ”normal tilstand”), kunne straffen nedsættes til

den laveste grad af fængsel.

Ved lov nr. 248 af 9. juni 1967 ses bestemmelsen nu i § 218, og også her lød strafferammen på op til fire års

fængsel for samleje med åndssvag kvinde.

680

681

682

683

214

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

Hvis der var tale om samleje mellem en anbragt person og en ansat på den pågældende

institution, var det straffelovens § 219, der var overtrådt. Her fremgår det, at strafferammen

var op til fire års fængsel, hvis man som ansat eller tilsynsførende havde haft samleje med en

person (mand såvel som kvinde) anbragt i et fængsel, fattighus, opfostringshjem, sindssy-

gehospital, åndssvageanstalt eller lignende institution.

684

Også her var det underordnet, om

den anbragte havde samtykket i samlejet. Forbrydelsen bestod nemlig med juraprofessor

Oluf H. Krabbes ord i den ansattes ”misbrug af overordnet eller overlegen stilling”.

685

Reglerne i straffeloven var således klare, hvad angår seksuelle relationer mellem ansatte

og anbragte. For seksuelle overgreb mellem anbragte i åndssvageforsorgen var situationen

mere kompliceret, idet den åndssvage iflg. straffelovens § 16 som udgangspunkt var straf-

fri.

686

Det betød, at overgreb mellem anbragte, såfremt de blev opdaget, måtte håndteres

administrativt inden for åndssvageforsorgen f.eks. ved at flytte den ene part til en anden

afdeling, skærpe overvågningen eller ved placering af gerningspersonen i en lukket afdeling

m.v. Det samme gør sig gældende for overgreb mellem anbragte under den kriminelle lav-

alder på tværs af særforsorgsgrenene.

Seksuelle overgreb – eller seksuelle relationer i det hele taget mellem ansat og anbragt –

nævnes ikke eksplicit i de regulativer, cirkulærer, instrukser m.v. fra særforsorgen, som er

gennemgået i forbindelse med undersøgelsen. Det ser ud, som om man her har henvist til

den gældende straffelov.

Materialet og dets udfordringer

Det er på baggrund af det analyserede skriftlige materiale og de indsamlede interviews ikke

muligt at anslå det samlede omfang af seksuelle overgreb. Vi har fundet en række sager,

hvoraf de fleste beskrives nedenfor. Vi formoder, at der har været flere sager end dem, vi

har fundet, i form af sager, som ikke er blevet anmeldt, opdaget eller taget alvorligt. Tilbage i

1945 noterede formanden for Rødbygårds bestyrelse således, at der på kort tid var kommet

flere sager, og at reglerne derfor burde strammes. Da reglerne i hele perioden var ret klare,

må det formodes, at han henviste til en manglende håndhævelse af reglerne. Formanden

684

685

686

Ændres ikke væsentligt med ændringen i straffeloven i 1965.

Krabbe, 1931, s. 263.

Det afhang dog af graden af åndssvaghed. Bestemmelsen omhandlede utilregnelige personer, der pga.

sindssygdom eller tilstande ligestillet hermed eller pga. åndssvaghed i højere grad ikke kunne straffes. Ifølge

Hurwitz 1971 s. 300 blev åndssvagehed i højere grad af domstolene anerkendt som værende idioti (IQ under

35) og imbecilitet (IQ mellem 35-55). Ifølge Hurwitz blev åndssvagehed i lettere grad af domstolene aner-

kendt som værende debilitet (IQ på 55-75), og hvor de pågældende ikke var omfattet af straffrihed. Hvis der

derimod (jf. § 17) var tale om, at ”Gerningsmanden [befandt] sig ved den strafbare handlings foretagelse i en

ved mangelfuld udvikling, svækkelse eller forstyrrelse af sjælsevnerne, herunder seksuel abnormitet, betinget

varigere tilstand, der dog ikke er af den i § 16 angivne beskaffenhed, afgør retten efter indhentet lægeerklæ-

ring og samtlige i øvrigt foreliggende omstændigheder, om han kan anses egnet til påvirkning gennem straf.”

215

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

konstaterede da også i sammenhængen, at ”det må antages, at mange tilfælde forbliver uop-

dagede.”

687

Der er således et mørketal af sager, som ikke er kommet frem. Det kan have flere grunde.

Ofrene for seksuelle overgreb kan have afstået fra at klage af frygt for stigmatisering, på

grund af påtaget skyld, frygt for repressalier eller af frygt for ikke at blive taget alvorligt. For

nogle anbragte har det kommunikativt været udfordrende at fremsætte anklager. Der kan

også være tale om, at institutionerne har forholdt sig passive, har afvist sager om seksuelle

overgreb på grund af svær bevisbyrde, ikke altid har taget anklager fra anbragte alvorligt,

eller har betragtet de anbragte som (delvist) medskyldige. Hertil kommer, at seksuelle over-

greb kunne ske, uden at de blev opdaget af institutionens ledelse og andre medarbejdere.

En yderligere analytisk udfordring er, at i mange tilfælde førte anklager om seksuelle over-

greb ikke til retslige sanktioner, men blev afvist på grund af bevisets stilling eller af andre

grunde. Vi kan ikke på baggrund af sagsmaterialet afgøre rigtigheden af konkrete anklager

om seksuelle overgreb. I nogle tilfælde erkendte den anklagede anklagen, og/eller klagen

blev undersøgt, anmeldt og førte til domfældelse. I de tilfælde vurderer vi sagen som et

fastslået seksuelt overgreb. I de øvrige tilfælde kan vi udelukkende fastslå, at der har været

en anklage og mistanke om et seksuelt overgreb.

Seksuelle overgreb begået af ansatte over for anbragte kunne omfatte både fysisk tvang og

forskellige andre former for magt og overtalelse. Det er vigtigt at have for øje, at der var

en magtmæssig asymmetri mellem de ansatte og de anbragte i særforsorgen (som nævnt

ovenfor var det baggrunden for straffelovens forbud). Vi har fundet et antal sådanne sager

gennem den undersøgte periode (se nedenfor). Nogle er kortfattet beskrevet i materialet.

Som f.eks. noteringen i en visdomsbog om, at lederen af en plejecentral under Østifternes

Åndssvageanstalter i 1955 fik 2 �½ års fængsel for samleje med patienter i pleje.

688

Andre

sager er udførligt undersøgt og beskrevet i arkivmaterialet.

Overgreb begået af ansatte

Samleje

Alle de fundne sager om ansatte, der har haft samleje med anbragte, stammer fra åndssva-

geforsorgen. Et dramatisk eksempel er fra Forsorgscenter Sydøstjylland og omhandler to

helt unge kvinder på 15 år og 17 år anbragt på en anstalt.

689

Begge karakteriseres i materialet

687

688

689

J.nr. B/527, 1945, Journalsager vedr. administration og personale (1942-1959),

Østifternes Åndssvageanstal-

ter, Bestyrelsen,

pk. 7, RA

Visdomsbog, (1936-1965),

Østifternes Åndssvageanstalter, Bestyrelsen,

pk. 1, RA

Fremstillingen her bygger på j.nr. B/67, Journalsager A-Ø (1897-1979),

Den Kellerske Anstalt, Brejning,

pk.

1990-91, RA

216

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

som ”svært” eller ”dybt” åndssvage uden sprog. Den 15-årige var fem gange fra oktober

1967 til januar 1968 under mærkelige omstændigheder fundet om natten ude af sin seng

og i andre rum end på sovesalen, den ene gang låst inde, en anden gang i en skov midt om

vinteren. Da pigen på grund af ”urolighed” var fikseret i sengen med fodrem og bag låst

dør, blev episoderne noteret af nattevagten. Episoderne ophørte, da hun blev flyttet til en

anden stue. Kort efter, i januar 1968, blev en 17-årig pige anbragt på samme stue, hvorfra

den 15-årige var forsvundet. Den 17-årige pige blev i midten af marts 1968 fundet midt

om natten af to lokale beboere i den lokale by i pyjamas vendt på vrangen og blev bragt til

sygehuset. Det førte til en reaktion fra institutionsledelsen, som anmeldte sagen til politiet.

Politiet anholdt hurtigt en nattevagt på institutionen, der blev anklaget for og indrømmede

bortførsel og voldtægt af den 17-årige pige.

Sagen voksede. Samme dag, som overgrebet blev opdaget, talte overlægen på anstalten

om en ”Forfærdelig sag” i en telefonsamtale med kontorchefen i Statens Åndssvageforsorg,

idet en pige var blevet fjernet fra institutionen og ”vistnok voldtaget”. Overlægen fremførte

mistanke om, at det samme var sket flere gange før med den 15-årige pige, hvis forsvinden

overlægen først lige var blevet gjort opmærksom på.

690

Politiet udvidede derfor anklager-

ne til også at omfatte overgreb mod den 15-årige pige. Sagen kunne muligvis være blevet

endnu større. I et brev fra overlægen til Bestyrelsen for Statens Åndssvageforsorg fire dage

senere bemærkede overlægen, at den pågældende nattevagt måske ikke kun havde været

aktiv om natten, men måske også havde haft fat i anbragte piger om dagen.

691

En kvindelig

leder på en afdeling havde rejst mistanke om overgreb mod en specifik pige og foretaget en

egen ”undersøgelse” af pigen. Det fremgår ikke eksplicit, hvad ”undersøgelsen” omfattede,

men det fik overlægen til at indskærpe, at personalet ikke måtte foretage sådanne fysiske

undersøgelser af de anbragte. Overlægen afsluttede brevet med at bemærke, at disse poten-

tielle nye sager ikke var oplyst til politiet og spurgte, om det burde ske. Det vides ikke, hvad

bestyrelsen svarede på dette spørgsmål, men sagerne dukkede ikke op i anklageskriftet. I

sin første (ovennævnte) rapport om sagen til Statens Åndssvageforsorgs bestyrelse nævnte

anstaltsoverlægen, at der var mistanke om voldtægt (fordi man havde fundet blod i pigens

ble), men beskæftigede sig mest med at forklare, hvordan det kunne være sket.

Anklagemyndigheden endte dog med at opgive anklagerne om fuldbyrdet voldtægt, fordi

den ikke mente at kunne løfte bevisbyrden. Efter kredslægens fysiske undersøgelse af de to

piger fra marts 1968 konkluderede han, at han ikke med sikkerhed kunne påvise, at der var

sket voldtægt, og de to piger var iflg. anklagemyndigheden pga. deres handicap ikke i stand

690

691

Notat af overlæge Anne-Lise Dupont fra telefonsamtale med kontorchef Mac, 13.3.1968: J.nr. B/67, Jour-

nalsager A-Ø, (1897-1979),

Den Kellerske Anstalt, Brejning,

pk. 1990-91, RA

Brev fra overlægen i Brejning til Bestyrelsen for Statens Åndssvageforsorg, 19.3.1968: J.nr. B/67, Journalsa-

ger A-Ø, (1897-1979),

Den Kellerske Anstalt, Brejning,

pk. 1990-91, RA

217

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

til at fortælle, hvad der var sket. Nattevagten havde godt nok erkendt voldtægt af den 17-åri-

ge i sit grundlovsforhør, men ville efterfølgende kun erkende at have forsøgt ”at stå i forhold”

til den yngste af pigerne. Hun, den 15-årige pige, blev gravid, og fik april 1968 tilladelse til en

abort. Men den skete så tidligt, at man ikke kunne foretage en blodtypekontrol. Nattevagten

blev derfor anklaget – og senere dømt - efter straffelovens § 219, som forbød ansatte i ånds-

svageforsorgen at have samleje med anbragte, samt efter § 250 om at efterlade et menneske

i hjælpeløs tilstand – men ikke efter voldtægtsbestemmelsen. Vedkommende blev idømt tre

års fængsel. Pigernes skæbne efter de voldsomme overgreb kender vi ikke.

Sagen, og den omfattende medieomtale som fulgte den, satte åndssvageforsorgen under

pres. Medierne rettede massivt søgelyset mod åndssvageforsorgen og dens manglende

evne til at beskytte pigerne, på trods af at der havde været forudgående uregelmæssigheder

omkring den 15-årige pige, som burde have ført til en meget tidligere reaktion. Hvordan

det kunne være sket? Og som det hed i en avisartikel fra samme år: hvad var ”tavshedens

årsager”?

692

Overlægen på anstalten havde selv antydet dette, da hun i sin skrivelse til ånds-

svageforsorgens bestyrelse fortalte om ”svævende” forklaringer, når hun afhørte personalet

om sagen.

693

Statens Åndssvageforsorgs bestyrelse og anstaltens refleksreaktion havde væ-

ret at holde kortene tæt til kroppen. Overlægen pålagde de ansatte tavshedspligt og bad

politiet om at behandle sagen i fortrolighed (”bag lukkede døre”). ”Skal forældrene til de to

piger underrettes”, lød det afslutningsvist i et brev til Statens Åndssvageforsorg.

694

Det var

dog ikke muligt at holde sagen væk fra offentligheden, og medierne fulgte den tæt. Presset

på åndssvageforsorgen voksede. På den korte bane blev der iværksat sanktioner i form af

”alvorlig påtale” eller ”suspension” af en række medarbejdere, som iflg. ledelsen burde have

rapporteret uregelmæssighederne til ledelsen. Det blev fulgt op af en tjenestemandsun-

dersøgelse, som pågik samtidig med retssagen mod nattevagten, og som først fandt sin

afslutning efter dennes dom. Landsdommeren, som forestod tjenestemandsundersøgelsen,

nåede frem til, at personalet ikke havde vidst, hvad der foregik, dog burde de irettesættes

for ikke at have rapporteret de forudgående hændelser til ledelsen. Til gengæld rettede han

kritik mod sin opdragsgiver - Statens Åndssvageforsorg - for bl.a. manglende kontrol med

ansattes straffeattester (se også nedenfor).

695

692

693

694

695

Detaljer om avisen og artiklen heri er udeladt af hensyn til at sikre de involveredes anonymitet

Brev fra overlægen i Brejning til Bestyrelsen for Statens Åndssvageforsorg, 19.3.1968: J.nr. B/67, Journalsa-

ger A-Ø, (1897-1979),

Den Kellerske Anstalt, Brejning,

pk. 1990-91, RA

Indberetning af overlæge Anne-Lise Dupont 14.3.1968: J.nr. B/67, Journalsager A-Ø, (1897-1979),

Den

Kellerske Anstalt, Brejning,

pk. 1990-91, RA

Detaljer om avisen og artiklen heri er udeladt af hensyn til at sikre de involveredes anonymitet.

218

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

Dette er dog ikke den eneste sag, vi har fundet. Vi er stødt på en række sager om seksuelle

overgreb eller anklager om seksuelle overgreb gennem hele perioden. Der er f.eks. op igen-

nem 1940’erne flere sager fra Rødbygård om mandligt personale, der blev anklaget for at

have stået i seksuelle forhold til kvindelige patienter.

696

De blev alle anmeldt til politiet, som

dog afviste at bringe dem for en domstol på grund af bevisets stilling (se også nedenfor).

Årsberetningen for tilsynsrådet for Forsorgscenter Århus og Randers Amter fra 1967-1968

fortæller om en ”seksuel sag”, hvor en ansat havde lokket en pige fra ungdomsskolen med

sig. Vedkommende tilstod over for politiet.

697

Vi har desuden et enkeltstående tilfælde, hvor

personalet ikke er gerningsperson, men er medvirkende til seksuel udnyttelse af anbragte.

Der var tale om en klage over forholdene på Vodskov fra 1945, hvor en mor til en anbragt

pige bl.a. fortalte, at plejeelever på Vodskov havde tilbudt datteren at komme i forbindelse

med tyskerne.

698

Mens en del andre klagepunkter blev afvist af overlægen på Vodskov med

henvisning til pigens ”almindelige løgnagtighed og fantasifuldhed”, erkendte overlægen net-

op dette klagepunkt, og det fremgår af akterne, at de pågældende ansatte blev afskediget.

Udover de ovenfor nævnte sager er der flere eksempler i nedenstående afsnit om overgreb

i forbindelse med anbringelser uden for hovedinstitutionen, og i afsnittet om den proble-

matiske bevisbyrde behandles en række anklager mod ansatte for at have haft samleje med

anbragte inden for åndssvageforsorgen.

Uønsket berøring

Vi er stødt på enkelte sager om uønsket berøring, der af den anbragte blev opfattet som

nedværdigende og seksualiseret, fra en række særforsorgsgrene. En tidligere anbragt på

Døveskolen i Nyborg fortæller om en kvindelig ansat, som ”legede med mit lem” i forbin-

delse med bad og vask.

699

En anbragt på Døveinstituttet i København fortæller om kvin-

delige elever, som blev berørt på bryster og lår. En blind, som opholdt sig på Refsnæs i

1940’erne, fortæller:

”Det var således, at der var et par lærere, som var lidt mere end almindeligt interesseret i

drenge. Vi skulle af og til have kontrolleret, om vores forhud var ren. Det var sikkert helt

fint. Der var dog en lærer, som meget gerne ville hjælpe os. En anden lærer var så interes-

seret i drengenumser, at han betalte op til 25 øre for at få lov til at slå os bagi. Et slag til 25

øre var med tilløb. De var begge ansat, da jeg kom til Refsnæs i 1943, og de var der stadig,

da jeg forlod stedet i 1951. Jeg protesterede mod at blive hjulpet med forhuden, så det fik

696

697

698

699

Personalesager (1960-1979),

Forsorgsinstitutionen Rødbygård,

pk. 7, RA

Årsberetning fra tilsynsrådet for Forsorgscenter XI (uden dato), 1968: Journalsager (1959-1975),

Statens

Åndssvageforsorg,

pk. 265, RA

J.nr. 43/37, 1945, Journalsager (1921-1949),

Socialministeriet, Særforsorgskontoret,

pk. 627, RA

IP61, anbragt 1945-1948

219

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

han ikke noget ud af hos mig. Så vidt jeg husker, var denne kontrol ikke regelmæssig. Med

hensyn til klap bagi, så skete det ret ofte, når den pågældende lærer havde inspektionen om

aftenen. Det er kun på afdelingen for drenge, jeg har oplevet det. Forhudskontrollen foregik

i den pågældende lærers værelse, som var på drengeafdelingen. Jeg husker ikke, at jeg har

talt med andre om det. Det var alt for pinligt. Klappene bagi foregik på sovesalen, hvor alle

de kammerater, man sov sammen med, var til stede. Jeg har aldrig oplevet, at andre voksne

overværede seancerne.”

700

Daglig pleje, behandling og omsorg i alle forsorgsgrenene kan have involveret en vis grad af

berøring. Og det er ikke sikkert, at den ansattes intention med handlingen og den anbragtes

oplevelse af handlingen er den samme. De ovennævnte interviews viser, at berøringer af

f.eks. kønsdele i forbindelse med bad kunne opleves som et overgreb. Samtidig kunne den

”nødvendige” berøring også bruges til at bortforklare uønsket berøring. Da der opstod en

personalesag med en voldelig lærer på Statens Institut for Talelidende i midten af 1930’erne,

kom det frem, at der også lå en ældre sag fra 1920’erne.

701

To lærerkolleger havde dengang

indberettet deres kollega for dagligt at have hånden oppe under kjolen på en kvindelig elev.

Læreren var sluppet med en forklaring om, at behandlingen nødvendigvis omfattede fysisk

berøring, og han aldrig havde været ”sanselig”. Sagen fik dog Sundhedsministeriet til at be-

slutte, at de kvindelige elever ikke måtte undervises af mandlige lærere.

Der er enkelte sager, hvor en ansat i det gennemgåede materiale bliver anklaget for at have

været ”nærgående”, uden at det specificeres nærmere. I 1935 blev en lærer fra Døveinsti-

tuttet i København fyret uden pension – efter en tjenestemandssag - for en række forhold,

herunder at have været nærgående over for to piger.

702

Anklager om seksuelle overgreb

indgik i nogle tilfælde i personalesager sammen med andre arbejdsmæssige uregelmæssig-

heder. Det var tilfældet med en mandlig ansat på Statens Institut for Talelidende i 1938-39,

der bl.a. blev anklaget for krænkelse af blufærdighed, da plejemødre på instituttet fortalte,

de havde fundet ham på en sovesal, mens den ansatte stod bøjet over og berørte en 13-årig

kvindelig elev, der lå i sin seng. Efter en politiundersøgelse valgte anklagemyndigheden pga.

bevisets stilling ikke at foretage sig videre i sagen. Den ansatte endte med at blive afskediget,

men tilsyneladende primært som følge af en strid med instituttets ledelse.

703

700

701

702

703

IP74, anbragt 1943-1951

J.nr. 15/10, 1935, ”Udskrift af rigsadvokatens forhørsprotokol, 22/11 1935”, Journalsager (1921-1949),

Socialministeriet, Særforsorgskontoret,

pk. 269, RA

J.nr. 15/10, 1935, Journalsager (1921-1949),

Socialministeriet, Særforsorgskontoret,

pk. 269, RA

J.nr. 15/6, 1937, Journalsager (1921-1949),

Socialministeriet, Særforsorgskontoret,

pk. 341, RA

220

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

Vi har ikke fundet lignende sager om uønsket berøring fra åndssvageforsorgen, hvilket kan

forekomme ret bemærkelsesværdigt, for så vidt at der var langt flere anbragte, og at anbrin-

gelserne ofte involverede meget mere direkte fysisk kontakt f.eks. i plejesituationen.

704

Det

sidste kan dog samtidig være en forklaring: Med den meget højere grad af fysisk kontakt i

den daglige pleje og behandling af de anbragte har tærsklen for, hvad der blev set som et

overgreb eller en krænkelse, muligvis været en del højere i åndssvageforsorgen end i de andre

særforsorgsgrene (hvilket selvfølgelig ikke betyder, at hændelsen er oplevet som mindre

ubehagelig).

Seksuelle overgreb begået uden for hovedinstitutionerne

Som det fremgår af kapitel 6, var mange anbragt uden for hovedinstitutionerne på mindre

institutioner, værksteder eller i kontrolleret familiepleje. Vi har kun fundet få eksempler

på seksuelle overgreb eller anklager om seksuelle overgreb uden for institutionerne, men

vi kan ikke afvise et mørketal af ikke-rapporterede hændelser. Vi har mindre viden om

og materiale vedrørende forholdene i den kontrollerede familiepleje og andre anbringelser

uden for hovedinstitutionerne, men generelt var de anbragte her ikke, som på anstalterne,

under dagligt tilsyn, ligesom der ikke har været en indbyrdes kontrol mellem personalet

(se kapitel 16). I forbindelse med en diskussion i 1964 om en revision af straffeloven (forud

for straffeloven af 1965), som ville forhøje strafferammen for samleje med åndsvage under

særforsorgens institutioner, forklarede overlægen fra Vodskov, at ”Intet menneske kan jo

forestille sig, at man fra anklagemyndighedens eller åndssvageforsorgens side ville foretage

sig noget mod enhver mand, der havde samleje med pigerne i familiepleje. Hidtil har det

jo været således, at man kun i helt ekstreme tilfælde anmeldte forholdet. Altså i realiteten

har åndssvageforsorgen selv bestemt, hvornår man vil anmelde. Dette kan unægteligt ikke

være rimeligt.”

705

I forlængelse af flere sager mente bestyrelsen på Rødbygård i 1945, at der skulle strammes

op over for anbringelse på prøve hos personalets familier.

706

Det blev dog ikke konkretiseret,

hvilke sager der havde været problematiske. En af de få sager, ud over den nedenfor beskrevne

704

I forbindelse med en voldssag på Gl. Bakkegård i slutningen af 1950’erne (se kapitel 11), fremkom der

mistanke om, at en mandlig ansat havde ”rørt” ved børnene. I forbindelse med afhøringerne erkendte

den pågældende, at der havde været fysisk berøring (som ikke blev specificeret), men nægtede, det var

af seksuel karakter. Undersøgelsesdommer Jacobi mente ikke, at der kunne blive en sag ud af dette. Den

pågældende ansatte, der var højt oppe i alder, blev efterfølgende sendt på pension. Se Rapport fra dommer

Jacobi til Bestyrelsen for Østifternes Åndssvageanstalter 28. januar 1958 i læg vedr. ”Gl. Bakkehus”: Udtag-

ne journalsager (1925-1959),

Østifternes Åndssvageanstalter, Bestyrelsen,

pk. 32, RA

J.nr. F/0/43, 1964, Journalsager (1959-1975),

Statens Åndssvageforsorg,

pk. 266, RA

J.nr. B/527, 1945, Journalsager vedr. administration og personale (1942-1959),

Østifternes Åndssvageanstal-

ter, Bestyrelsen,

pk. 7, RA

705

706

221

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

sag om voldtægt af en ung pige anbragt i huset hos en fabrikantfamilie fra midten af 1940’erne,

er fra et mindre opholdssted ledet af et ægtepar fra Østifternes Åndssvageanstalter,

hvor manden i 1947 blev afsløret i hønsehuset med en alumne. Det var hans ægtefælle, som

af frygt for gentagelse involverede både tilsynsførende og politiet.

707

Vi kan ikke se, at dette

førte til sanktioner. Ægteparret blev dog senere skilt, og hun overtog selv familieplejen. Så

sent som i 1979 har vi et eksempel på en kvinde, som blev fjernet fra en kontrolleret familie-

pleje efter 18 år. I sagen fra Ebberødgård er noteret: ”Officielt fjernet pgra plejeforældrenes

fremskredne alder, men reelt fjernet på grund af plejefaderens seksuelle tilnærmelser.” På

denne måde blev sagen afmonteret, uden at der blev rejst nogen egentlig sag.

708

Seksuelle overgreb mellem anbragte

Vi har fundet enkelte sager om seksuelle overgreb anbragte imellem. De optræder i arkiv-

materialet og i interviews. Det er ikke muligt på baggrund af materialet at sige noget om,

hvor udbredt overgreb mellem de anbragte var. De fundne sager stammer overvejende fra

den senere del af perioden (fra 1950’erne og frem), og i modsætning til andre typer af sager

om overgreb er der kun enkelte fra åndssvageforsorgen. Det kan dog ikke tages som tegn

på, at sådanne overgreb ikke fandt sted i den tidlige del af perioden eller i åndssvageforsor-

gen (se afsnit nedenfor om forståelsen og behandlingen af sagerne).

Man må også her formode, at der er et mørketal ift. denne type seksuelle overgreb. De

foretagne interviews giver eksempler på overgreb mellem anbragte og mulige forklaringer

på, hvorfor disse overgreb blev gemt væk. En af informanterne, der var elev på Refsnæs i

1950’erne, fortæller, hvordan hun blev tvunget til at onanere på en anden kvindelig elev:

”Jeg turde ikke fortælle det til nogen (…) Jeg oplevede det som et overgreb (…) Jeg skulle

tilfredsstille hende. Det var så flovt og så pinligt (…) det skete mange gange. Jeg skulle ikke

sige noget til nogen, om den affære der. Det var virkelig slemt.”

709

Her var det følelsen af

skam, som fik den pågældende til ikke at gå videre med sagen. En anden tidligere anbragt

på Refsnæs i 1970’erne fortæller om, hvordan hun i flere tilfælde blev udsat for en række

seksuelle overgreb.

710

Først som 8-årig fra en 9-årig dreng, som kom ind på hendes værelse

om natten, og ”så spørger han, om vi skal kneppe. Rent ud sagt. Og det ved jeg jo ikke, hvad

er, så det tror jeg bare, jeg siger. Men så tager han mig med ud på det der store badeværelse

... Og så gør han nogen ting ved mig på gulvet, og det bliver han egentlig ved med”. Det stod

på over et års tid, og på et tidspunkt fortalte hun det til en pædagog, som afviste det med, at

707

708

709

710

Læg vedr. Kontrolleret forsorg og ventetidsforsorg: Udtagne journalsager (1925-1959),

Østifternes Ånds-

svageanstalter, Bestyrelsen,

pk. 66, RA

J.nr. B/2110, 1979, Klientsager for fødte 1921-1930 (1921-1930),

Ebberødgård,

pk. 32, RA

IP75, anbragt 1950’erne

IP73, anbragt 1974-1978

222

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

den slags ikke skete på Refsnæs. Senere var det en ældre dreng, som misbrugte pigen. ”Hver

gang han kom hjem fra skole. så skulle jeg altid gøre nogen ting ved ham, onanere på ham

og sådan nogen ting, det blev en plage for mig til sidst, for jeg tænkte åh nej nu er klokken

15, nu kommer han.” Den tredje gang var det en ældre dreng, som bandt hende i skoven og

gennemførte samleje med hende. Også dette overgreb blev afvist af en pædagog og derfor

ikke fulgt op.

Generelt havde institutionerne svært ved at håndtere sager, hvor det handlede om to anbragte,

og ofte blev de ikke politianmeldt, eller sagen blev frafaldet efter politianmeldelse. I 1957 rej-

ste Rigsadvokaten tiltale mod flere elever på efterskolen Holsatia, der hørte under Samfundet

og Hjemmet for Vanføre, for blufærdighedskrænkelse over for en 15-årig pige.

711

Sagen blev

dog afsluttet uden en retssag. I 1964 blev en 15-årig pige flyttet fra en institution for døve,

fordi hun havde haft samleje med tre drenge under den seksuelle lavalder.

712

En mandlig elev

på blindeinstituttet var i september 1976 trængt ind til en kvindelig elev på hendes værelse.

713

Hun fortalte, at han ønskede samleje, men da hun sagde nej, stoppede han. Den mandlige elev

slap med en påtale fra forstanderen. Det blev diskuteret på centralt hold i særforsorgen, om

denne sag ikke burde politianmeldes, men man vurderede, at den var for «tynd». I en sag fra

en udslusningsinstitution i 1978 havde en mandlig beboer voldtaget en kvindelig beboer.

714

Institutionen valgte ikke at politianmelde den mandlige beboer og foreslog i stedet at ”iværk-

sætte pædagogiske foranstaltninger for at mindske risikoen for gentagelser”. Ifølge institutio-

nen ønskede kvinden ikke politianmeldelse. Socialstyrelsen greb dog ind i sagen, idet styrelsen

nok kunne acceptere at undlade politianmeldelse, men den dikterede, at manden blev flyt-

tet til en anden institution for at beskytte kvinden mod fornyede overgreb. En mulig forkla-

ring på, at der tilsyneladende kom flere sager med seksuelle overgreb mellem anbragte fra

1950’erne, kan være stigende opmærksomhed på de anbragtes seksuelle relationer samt en

voksende interaktion mellem de forskellige grupper af anbragte.

Sagerne illustrerer, at institutionerne kunne have svært ved at sikre anbragte mod overgreb

fra andre anbragte. De fysiske rammer med høj belægning, begrænset plads (se kapitel 9),

begrænsede personaleressourcer og tabuiseringen af overgreb m.v. gjorde det vanskeligt at

beskytte de anbragte mod hinanden. En tidligere ansat i åndssvageforsorgen fortæller såle-

des om seksuelle overgreb på sovesalene om natten: ”Der var der jo nogle af dem, der ikke

711

J.nr. D/2/94, Omslaget: ”Samfundet for hjemmet og vanføre: feriehjemmet Holsatia; kriminel sag i anled-

ning af blufærdighedskrænkelse”, 1957-1958, Journalsager (1949-1968),

Socialministeriet, Særforsorgskon-

toret,

pk. 173, RA

J.nr. G/5/314, 1964, Journalsager (1949-1968),

Socialministeriet, Særforsorgskontoret,

pk. 234, RA

J.nr. 352/924001/1, Journalsager (1972-1982),

Socialstyrelsen,

pk. 843, RA

J.nr. 352/824201/2, Journalsager (1972-1982),

Socialstyrelsen,

pk. 842, RA

712

713

714

223

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

var fikseret, som gik hen til dem, som var fikseret, og der hyggede de med hinanden. (…)

Bagefter fandt jeg alligevel ud af det… og det havde jeg det lidt træls med, det var faktisk

nogle af de bedre, der udnyttede de dårligere.”

715

Problemet var også kendt på centralt hold i særforsorgen. Allerede i 1940’erne havde for-

standeren på blindeinstituttet på Refsnæs peget på risikoen ved, at unge svagtbegavede

blinde mænd efter endt skolegang forblev på instituttet. Forstanderen var bange for, at de

ville forgribe sig på instituttets helt unge piger. ”Som det vil være ministeriet bekendt, ske-

te der for nogle måneder siden det, at en af disse store svagt begavede drenge var uterlig

overfor [navn udeladt]s datter. Der skete intet alvorligt, men det er ledelsen umuligt at

garantere, at en af disse unge mænd, der ikke i enhver situation kan forventes at have fuldt

herredømme over sig selv, forgriber sig på en af de mindre drenge i selve afdelingen eller på

en af pigerne ude i terrænet og derved forvolder uoprettelig skade”, lød det fra forstande-

ren.

716

I 1956 modtog Særforsorgskontoret syv klager om seksuelle tilnærmelser fra andre

patienter mod en patient indlagt på Vodskov.

717

Klagen blev afvist efter nærmere redegørel-

se fra bestyrelsen i Vodskov. Ministeriet var dog kritisk i forhold til, hvorvidt Vodskov på

betryggende vis håndterede de åndssvage, der var indlagt pga. seksuelle handlinger, men er-

kendte samtidig, at det var svært at forene princippet om, at de anbragte skulle have størst

mulig bevægelsesfrihed i dagligdagen med en streng kontrol af deres handlinger. Anstalten

havde oplyst, at den søgte at begrænse tilfælde af homoseksualitet og beskytte den svage

part efter bedste evne, men med åbne afdelinger kunne man ikke have fuld kontrol. Se også

afsnit nedenfor om frivillighed.

En mulig forklaring på, at vi har fundet få sager om overgreb mellem anbragte inden for

åndssvageforsorgen, kan være, at man i en eller anden grad har set igennem fingrene med

sådanne forhold og anset dem som frivillige relationer. Især hvis de ikke kunne føre til gra-

viditet. Det kan f.eks. se ud, som om at man på de to ø-anstalter (mandeanstalten Livø og

kvindeanstalten Sprogø) har haft en vis accept af homoseksuelle relationer (som ellers i flere

tilfælde i den tidlige del af perioden blev betragtet som negativt). Der har på øerne eksisteret

et frirum – f.eks. i skovene – som de anbragte har haft for sig selv - også i forhold til seksuelle

relationer.

718

Vi kan ikke vurdere, hvorvidt disse relationer har været frivillige eller har invol-

veret en form for tvang eller pres. I enkelte tilfælde noteres sådanne relationer i de anbragtes

715

716

717

718

IP27, ansat i åndssvageforsorgen 1974-1977

J.nr. 20/25, 1944, Journalsager (1921-1949),

Socialministeriet, Særforsorgskontoret,

pk. 583, RA

J.nr. B/6/1338, 1956, Journalsager (1949-1968),

Socialministeriet, Særforsorgskontoret,

pk. 54, RA

J.nr. 40/69, 1948, Journalsager (1921-1949),

Socialministeriet, Særforsorgskontoret,

pk. 738, RA. Det ses her,

at homoseksuelle relationer vurderes negativt (”Hun er veninde med [navn udeladt], de er meget intime,

ækle at se på, interesserer sig kun for hinanden.”). Se også Birgit Kirkebæk 2004 samt bilag B om anbringel-

ser på Livø og Sprogø.

224

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

journaler, f.eks. hvis den ene part så ud til at blive udnyttet. I en patientjournal fra 1937 kan

man læse, at ”thi [navn1 udeladt] har i kraft af sine seksuelle unoder ganske [navn2 ude-

ladt] i sin magt og [har] fuldstændig plyndret ham for alt, hvad [navn2 udeladt] var i stand

til at tjene eller erhverve sig på ulovlig vis”.

719

På samme måde kan man i en 14-årig drengs

klientjournal fra Ebberødgård læse, at drengen ”har været et let passivt offer for en homo-

seksuel person”.

720

Det fremgår ikke, hvordan anstalten reagerede på dette forhold. I 1943 no-

terede overlægen på Ebberødgård i en sterilisationssag om den anbragte, at ”han har her på

Ebberødgård være impliceret i nogle homoseksuelle forhold mellem patienterne. Det er ikke

ganske sikkert, at han har været den aktive part, men skyldsspørgsmålet er altid vanskeligt

at få udredt i sådanne sager.” Drengens forældre havde flere gange over for anstalten fremsat

påstande om, at drengen blev mishandlet på forskellig måde af ældre anbragte drenge, men

det blev tilbagevist af anstalten, idet drengen: ”… har gået sammen med en pervers medpt.

[patient], skønt man talrige gange har sagt, at han skulle holde sig fra denne. Benægter ikke,

at denne har kælet lidt for ham.”

721

Det blev tilsyneladende ikke undersøgt nærmere, om den

pågældende dreng var offer for overgreb. I 1951 blev en døvstum mand dømt for uterlighed

over for en dreng i en af skolerne for tunghøre og døve børn.

722

Vi har ikke fundet eksempler

på mere formelle anklager eller sager, der omfatter kvindelige homoseksuelle overgreb.

Datidens stærkt negative syn på homoseksualitet kan dog have afholdt mange fra at fortælle om

homoseksuelle overgreb. Vi kan også i forbindelse med fejlanbringelser se, at homoseksualitet

i 1940’erne tilsyneladende kunne legitimere at undlade at udskrive en anbragt (se kapitel 15).

Forståelsen og behandlingen af sager om seksuelle overgreb

Seksuelle overgreb havde store konsekvenser for dem, der var udsat for overgrebene, uan-

set om sagerne blev opdaget, og om der blev reageret på dem (se også kapitel 19). Vi vil i

det følgende trække tre aspekter frem, som vi finder, går på tværs af særforsorgssystemets

behandling af sagerne. Det drejer sig for det første om udfordringerne med at løfte bevis-

byrden i sagerne og om en udbredt mistro til de anbragtes vidneudsagn. Det var i en række

tilfælde svært at bevæge sig fra anklage til sanktion, og det skyldtes ofte manglende tiltro

til de anbragtes vidnesbyrd og klager. For det andet handler det om synet på den anbragte

i sagerne. Selvom lovgivningens forbud var klart, hævdede den anklagede i flere tilfælde, at

der var tale om en frivillig seksuel relation, og især i forhold til kvinder indgik forestillinger

om en aktiv seksualitet i vurderingen af sagerne. For det tredje var håndteringen af sagerne

719

720

721

722

J.nr. 1012, Klientsager,

Den Kellerske Anstalt, Brejning,

pk. 1986-1450, RA

J.nr. 2963, Klientsager for fødte 1921-1930 (1921-1930),

Ebberødgård,

pk. 36, RA

J.nr. 3384, Klientsager for fødte 1921-1930 (1921-1930),

Ebberødgård,

pk. 8, RA

J.nr. G/6/92, 1951, Journalsager (1949-1968),

Socialministeriet, Særforsorgskontoret,

pk. 238, RA

225

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

på lokalt niveau vigtige, fordi man her skulle tage den første beslutning - ikke bare om der

skulle ske en politianmeldelse eller ej - men også om, hvordan man håndterede anklager

m.v., hvis de ikke førte til en politianmeldelse eller retssag.

En generel problematik ved sager med anklager om seksuelle overgreb var bevisbyrden, da

episoderne stort set altid havde fundet sted på tomandshånd. Hertil kom, at den anbragte

på grund af sin funktionsnedsættelse ikke altid var i stand til at fortælle sin side af historien

eller blev anset som et dårligt vidne (se også kapitel 11 om vold). Den dramatiske sag, som

indledte dette kapitel, er et eksempel på dette, hvor anklageren på grund af bevisbyrden

endte med ikke at lade anklageskriftet omfatte voldtægt, men i stedet søgte den anklagede

dømt efter mildere paragraffer. Der er flere eksempler på, at politiet opgav sager på grund af

bevisbyrden.

723

Det betød, at institutionerne i nogle tilfælde ikke anmeldte potentielle sager,

eller at anmeldte sager blev afvist af politiet og retssystemet.

Vi kan se, at det i flere tilfælde var sådan, at i sager om seksuelle overgreb blev de anbragtes

vidneudsagn ikke prioriteret højt i retssystemet. Var man indskrevet under åndssvagefor-

sorgen, var man således dårligere stillet i retssystemet. I en sag fra Rødbygård fra 1945

tilstod en plejer at have flirtet med en kvindelig patient (breve, kindkys m.v.), men afviste

hendes påstand om, at det (tre gange) havde udviklet sig til samleje. Sagen blev overdraget

til politiet, hvor anklagen om samleje blev henlagt på grund af bevisets stilling. Med poli-

timesterens ord:

”Når nu henses til, at [den anbragte, navn udeladt] efter overlægens og andre forklaringer

er meget upålidelig, er der vel nok, uanset, at samlejerne godt kan have fundet sted, uden at

nattevagten opdagede det, jfr. [nattevagten, navn udeladt]s forklaring, udskriften side 8, og

uanset at der, når henses til det i øvrigt passerede, er nogen sandsynlighed for rigtigheden af

[den anbragte, navn udeladt]s forklaring, noget betænkeligt at anse det for bevist, at plejer

[navn udeladt] har haft samleje med hende.”

724

Et yderligere eksempel på nedtoningen af anbragtes vidneudsagn er en voldtægtssag fra

Ebberødgård i midten af 1940’erne.

725

En pige anbragt som hushjælp hos en fabrikantfamilie

(under den kontrollerede familiepleje) anklagede via sin bror og forældreforeningen fa-

miliefaren for voldtægt. Anklagen førte imidlertid ikke til en politianmeldelse, hvilket fik

Den problematiske bevisbyrde

723

Se f.eks. J.nr. 43/93, 1941, Journalsager (1921-1949),

Socialministeriet, Særforsorgskontoret,

pk. 479, RA;

J.nr. 15/6, 1937, Journalsager (1921-1949),

Socialministeriet, Særforsorgskontoret),

pk. 341, RA eller j.nr.

D/2/94, 1957-1958, Journalsager (1949-1968),

Socialministeriet, Særforsorgskontoret,

pk. 173, RA

J.nr. B/497, 1945, Journalsager vedr. administration og personale (1942-1959),

Østifternes Åndssvageanstal-

ter, Bestyrelsen,

pk. 6, RA

J.nr. 40/161, 1946, Journalsager (1921-1949),

Socialministeriet, Særforsorgskontoret,

pk. 665, RA

724

725

226

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

broren til at klage. I særforsorgskontorets interne sagsakter forklares, at ”Grunden til, at

man ikke har ladet foretage en politimæssig undersøgelse, er den, at en politimand har sagt

til overlægen, om man ikke kunne undlade anmeldelse i sager af denne art, som alligevel

ikke lod sig føre til bunds.” Videre lyder det, at ”det fremgår af sagen, at pt. [patienten] fmtl.

er meget upålidelig således at det er usandsynligt, at hendes forklaring er sandfærdig. På det

foreliggende grundlag er det ganske umuligt at foretage en vurdering, som kan føre til en

endelig afg. [afgørelse] af sagen.” Det betød, at det nu var den anklagede, som var offeret, og

at ”Det er fmtl. nødv. at lade en sådan undersøgelse finde sted, især for at ”sigtede” derved

kan få lejlighed til at blive ”renset””. Det er ikke klart, hvad der præcis skete i sagen, men da

særforsorgskontoret et års tid senere fulgte op på sagen, var pigen blevet flyttet til en ny

familie, og den anklagede familiefar var idømt fire måneders fængsel.

Et nyere eksempel er en omfattende sag mod en kvindelig lærer på Djurslandsskolen i slut-

ningen af 1960’erne. Hun var anklaget for at have fremsat uretmæssige anklager mod en

mandlig kollega for sadisme og seksuelle overgreb mod børnene.

726

I forbindelse med den

derfor igangsatte tjenestemandsundersøgelse mod den mandlige kollega fastslog domme-

ren, som foretog tjenestemandsundersøgelsen, at man ikke kunne bygge sådanne anklager

på, hvad åndssvage børn havde sagt. Sagen resulterede i, at den kvindelige lærer blev afske-

diget, på trods af at der fra flere forældre kom nye anklager mod hendes mandlige kollega.

Han nåede i stedet, efter pres fra skolens ledelse, frem til, at han ville flytte til en anden

skole.

Det formelle skridt i forhold til anklager om seksuelle overgreb var en politianmeldelse.

Det skete f.eks., da en medicinstuderende i 1942 havde haft samleje med en pige anbragt i

kontrolleret familiepleje hos Ebberødgårds inspektør.

727

Overlægen ved Ebberødgård, P.A.

Schwalbe-Hansen, afskedigede umiddelbart den medicinstuderende og foretog anmeldelse

til politiet, som dog henlagde sagen på grund af bevisets stilling. Den medicinstuderende

hævdede, at pigen havde haft almindeligt tøj på, og at han derfor ikke vidste, at hun var

anbragt. Pigen erklærede dog, at hun havde fortalt det til ham, og at den medicinstude-

rende havde sagt, at det vidste han godt. Pigen beskrev ikke det skete som voldtægt, men

mere som en slags forførelse. Schwalbe-Hansen var i denne sag på pigens side, og fortalte,

at ”Pt.[patienten] under denne anden samtale endnu er i noget trykket stemning (hun blev

ulykkelig, da den lægestuderende lige efter samlejet havde sagt, at han var ringforlovet og

derfor ikke kunne ses med hende), men ganske rolig og behersket, og at der ingen grund

er til at tvivle på hendes udsagns rigtighed.” I en sag fra 1945 var en plejer på Rødbygård

726

727

J.nr. 5111/144, Journalsager (1968-76),

Socialministeriet,

pk. 2399, RA

J.nr. 43/93, 1942, Journalsager (1921-1949),

Socialministeriet, Særforsorgskontoret,

pk. 519, RA

227

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

af bestyrelsen blevet politianmeldt for at have stået i seksuel relation til en anbragt kvin-

de.

728

Kvinden havde i sommeren 1945 været prøveudskrevet i familiepleje hos plejeren og

dennes familie, men blev senere på året genanbragt på Rødbygård. Plejeren nægtede, at

der havde været en seksuel relation, og statsadvokaten valgte ikke at rejse en sag på grund

af bevisets stilling. Overlægen på Rødbygård konstaterede, at han ikke selv kunne udrede

sagen yderligere. Plejeren blev efterfølgende bevilliget afsked, da han ikke følte sig veltilpas

på arbejdspladsen efter anklagerne. Det skal understreges, at der også var sager, som førte

til både politianmeldelse og dom. En avlsbestyrer på Sprogø blev f.eks. i 1941 idømt fire

måneders fængsel for at have haft seksuelt forhold til fire anbragte piger.

729

Det er svært at tegne et entydigt billede af særforsorgens behandling af sagerne. Reglerne

var klare, og vi har ikke fundet spor af en formel accept af regelbrud eller gradbøjning af

reglerne. Men som de ovenstående eksempler viser, var det ofte svært at løfte bevisbyrden,

fordi de anbragtes udsagn ikke blev vurderet som troværdige over for den anklagedes ud-

sagn. Det betød, at i anmeldte sager opgav politiet og anklagemyndigheden sagerne med

henvisning til, at bevisbyrden ikke var løftet, og det virker, som om institutionsledelser og

den centrale åndssvageforsorg i nogen grad internaliserede denne tilstand og derfor kunne

vælge ikke at videresende klagerne. Det gælder f.eks. en sag fra Blindeinstituttet i Hellerup

i 1976, hvor en mandlig elev ”gjorde tilnærmelser” og ønskede samleje med en kvindelig

elev.

730

Sagen endte med, at den mandlige elev slap med en påtale fra forstanderen, da man i

Socialstyrelsen vurderede sagen som ”for tynd” til at sende videre til politiet. I nogle tilfælde

blev de i stedet håndteret internt med forflytning m.v. (se nedenfor).

Det kan også være et udtryk for institutionernes beskyttelse af sig selv, idet en politianmel-

delse kunne føre til negativ opmærksomhed fra medierne eller de overordnede i systemet.

I en personalesag fra Rødbygård er der f.eks. noteret, at ”For 2 dage siden gjorde social-

rådgiver [navn udeladt] mig opmærksom på, at der ymtedes om, at der kunne eksplodere

endnu en ”bombe” på Rødbygård, dvs. at hvis pigen ikke holdt sin mund, ville der komme

en ny sag vedrørende ukorrekt opførsel fra en funktionærs side overfor en patient”.

731

Her

stod institutionens ry og rygte over den enkelte anbragtes tryghed. Sagen ovenfor om de

to bortførte piger peger ligeledes på, at dette hensyn til den offentlige debat spillede en vis

rolle i sagshåndteringen.

728

729

730

731

J.nr. B/527, Journalsager vedr. administration og personale (1942-1959),

Østifternes Åndssvageanstalter,

Bestyrelsen

pk. 7, RA

J.nr. 36/11, 1941, Journalsager (1921-1949),

Socialministeriet, Særforsorgskontoret,

pk. 473, RA

Blindeinstituttet i Hellerup [navn udeladt]: J.nr. 352/924001/1, 1976, Journalsager (1972-1982),

Socialsty-

relsen,

pk. 843, RA

Notat, 14.11.1945: Personalesager (1960-1979),

Forsorgsinstitutionen Rødbygård,

pk. 7, RA

228

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

Frivillighed og synet på den anbragte

Det var ikke usædvanligt, at en mistænkt eller anklaget for seksuelt overgreb enten afviste

handlingen eller argumenterede for, at det var tale om en frivillig seksuel relation. Der er fle-

re af sådanne sager som nævnt ovenfor. Det er ikke muligt at vurdere graden af frivillighed i

forhold til de gennemgåede sager. Vi kan ikke afvise, at en anbragt frivilligt kan være indgået

i en seksuel relation med en ansat. Det vil dog være en relation indgået i et stærkt asymme-

trisk magtforhold, og straffeloven omfattede ikke noget frivillighedsbegreb i forhold til de

anbragte inden for åndssvageforsorgen, og ingen af institutionerne accepterede seksuelle

relationer mellem ansatte og anbragte. Men forestillinger og argumenter om frivillighed

kunne stadig spille en rolle i praksis for en sags udfald.

I forbindelse med en diskussion i 1964 om åndssvages stilling i straffeloven (og straffelovens

brug af begrebet åndssvaghed) erindrede overlægen fra institutionen Hald Ege:

”Jeg husker fra min Brejning-tid en fungerende ”avls”-medhjælper på Sprogø, som havde ta-

get sin stilling lidt for bogstaveligt, idet han havde stået i forhold til seks piger og besvangret

den ene. Han slap med seks måneder (på grund af det specielle miljø, der af dommeren blev

betragtet som et diskriminerende moment”).”

732

Et andet eksempel er en sag fra en mindre institution i åndssvageforsorgen i slutningen af

1970’erne, hvor en kvindelig anbragt havde haft samleje med en ansat under en julefrokost.

Det var ikke klart, hvorvidt der var tale om voldtægt, eller om hun frivilligt var gået med

til samleje under julefrokosten, hvor både personale og anbragte efter det oplyste havde

indtaget rigelige mængder alkohol. På den baggrund blev der ikke foretaget anmeldelse

eller anden sanktion over for pågældende medarbejder, bortset fra en indskærpelse over for

personalet om at holde sig i stand til at passe sit arbejde.

733

Frivillighedsargumentet var blandt andet knyttet til kvindelige anbragtes seksualitet. Vi kan

i materialet se, at institutionerne især frem til 1960’erne var optagede af især kvindelige

anbragtes seksualitet (se kapitel 8 om ind- og udskrivning samt kapitel 14 om sterilisation).

I en række sager – både de som førte til sanktioner, og de som afvistes – fremhæves kvin-

delige anbragtes seksualitet og seksuelle adfærd i sagen, men også deres erfaringer forud

for sagen. I de to ovennævnte sager fra Rødbygård i 1945 udtalte overlægen således om de

to yngre kvinder, at de henholdsvis ”var blevet lidt vidtløftig i seksuel henseende” og ”… en

732

733

J.nr. F/0/43, 1964, Journalsager (1959-1975),

Statens Åndssvageforsorg,

pk. 266, RA

J.nr. 352/630101/2, Journalsager (1972-1982),

Socialstyrelsen,

pk. 836, RA

229

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

dame, der er sprængfuld af erotik og yderst aggressiv på det område”.

734

Det fremgår ikke

klart, hvad denne vurdering byggede på.

Langt de fleste anklager om seksuelle overgreb er rettet mod mandligt personale, og de for-

urettede er kvinder. I de meget få sager, hvor kvinder er udøvere, ser det ud, som om man

ikke har ført egentlige sager. I en større sag om afskedigelse af overlægen ved Rødbygård

fra 1941 indgik i anklagerne mod overlægen, at han ikke havde indberettet en sag om en

kvindelig ansat, som havde forlovet sig med en anbragt, til særforsorgskontoret. Overlægen

havde løst sagen lokalt ved at tvinge den kvindelige ansatte til at ophæve forlovelsen og ved

at placere den mandlige anbragte på en lukket afdeling.

735

I en anden sag fra 1969 havde en

kvindelig plejeelev på en institution under åndssvageforsorgen et seksuelt forhold til en

mandlig anbragt.

736

Plejeeleven blev – med accept fra statsadvokaten – ikke straffet og fik

mulighed for at færdiggøre sin elevtid på en anden institution. Der er desuden enkelte sager,

hvor der antydes kvindelige ansattes mulige overgreb på (og forhold til) anbragte kvinder.

737

Der er tale om forhold, som nævnes ifm. andre sager og forhold, og det ser ikke ud, som

om der blev ageret på disse antydninger. Hertil kommer en sag fra 1964, hvor en ældre pige

havde haft samleje med tre drenge under den seksuelle lavalder på statens kostskole for

døve i Nyborg.

738

Der blev ikke rejst sag, men pigen blev flyttet fra skolen. Man skal være

forsigtig med at generalisere pba. få sager, men det forhold, at disse sager søges løst lokalt

uden politianmeldelse og rapportering til særforsorgskontoret, kan antyde, at man i nogen

grad har anset disse forhold som frivillige og ikke som overgreb.

Håndteringen af sager om seksuelle overgreb

Nogle gange blev sager afsluttet på lokalt plan uden involvering af politiet. Det gælder f.eks.

en ung mandlig afløser på Livø, som havde overfaldet en køkkenpige med en stok og flået

tøjet af hende. Han erkendte at have ”forløbet sig” og bad selv om lov til at rejse fra plad-

sen.

739

Ovenfor findes yderligere eksempler på dette, hvor man henviser til usikkerheden ift.

734

J.nr. B/527, Journalsager vedr. administration og personale (1942-1959),

Østifternes Åndssvageanstalter,

Bestyrelsen,

pk. 7, RA samt J.nr. B/497, Journalsager vedr. administration og personale (1942-1959),

Østif-

ternes Åndssvageanstalter, Bestyrelsen,

pk. 6, RA

J.nr. 35/31, 1941, Journalsager (1921-1949),

Socialministeriet, Særforsorgskontoret,

pk. 473, RA

J.nr. 5111, 1968, Journalsager (1968-1976),

Socialministeriet,

pk. 2397, RA

F.eks. J.nr. V/573, Journalsager vedr. administration og personale (1942-1959),

Østifternes Åndssvagean-

stalter, Bestyrelsen,

pk. 25, RA; J.nr. Ø/688, Journalsager vedr. administration og personale (1942-1959),

Østifternes Åndssvageanstalter, Bestyrelsen,

pk. 28, RA

J.nr. G5/314, 1964, Journalsager (1949-1968),

Socialministeriet, Særforsorgskontoret,

pk. 234, RA

J.nr. P/117, Sager vedr. administration og personale (1942-1959),

Østifternes Åndssvageanstalter, Bestyrel-

sen,

pk. 19, RA

735

736

737

738

739

230

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

de anbragtes udsagn. Det virker dog, som om man i periodens senere del mere konsekvent

har ageret på sager om seksuelle overgreb med politianmeldelse. Det udelukker dog ikke en

fortsat eksistens af et mørketal med sager, som ikke kom til behandling.

Særforsorgssystemet anvendte også andre sanktioner end politianmeldelsen. Således blev

overlægen på Rødbygård i starten af 1940’erne suspenderet og presset til at tage sin afsked,

da det stod klart, at han systematisk ikke indrapporterede voldssager og seksuelle overgreb

– og forfulgte personale, som ønskede sådanne sager frem i lyset.

740

Vi kan også se brug af

mere personalemæssige sanktioner i form af advarsler, flytning til andet arbejde eller en

helt anden institution. Det kunne være systemets sanktion i tilfælde, hvor man ikke kunne

løfte bevisbyrden i en retssag eller i forhold til afskedigelse. En plejer anklaget for seksuelle

overgreb og uterlighed mod to anbragte blev således i 1941 afskediget, selvom politiet hav-

de henlagt sagen.

741

På Kolonien Filadelfia blev flere diakoner afskediget eller forflyttet til

andre afdelinger i 1961 som følge af anklager om seksuelle tilnærmelser mod mindreårige

patienter. I en af disse sager nåede den interne dommerundersøgelse frem til, at der ikke

var tilstrækkeligt grundlag for en politianmeldelse, men diakonen fik – med henvisning til

hensynet til forældrene – forbud mod at have med den konkrete patient at gøre.

742

Denne

måde at håndtere sagerne på kunne dog også være en måde at fjerne fokus fra problemet

på, uden at det blev til en egentlig sag.

Et andet problem var manglende kontrol med de ansattes baggrund og registrering af sager

om overgreb. I forbindelse med ovennævnte sag på Filadelfia i 1961 blev der i dommerun-

dersøgelsen (og fra tilsynsrådet) udtalt kritik af, at der ikke fandt nogen systematisk regi-

strering sted.

743

Justitsministeriet udsendte i 1962 et cirkulære, som krævede mere udbredt

brug af straffeattester på institutionerne.

744

Men det ser ikke ud, som om brug af straffe-

attester blev praktiseret på alle institutioner. Det viser en sag fra Taleinstituttet i 1966, hvor

en lærer blev idømt fængsel og frakendt retten til at undervise i fem år for seksuel omgang

med elever (dog ikke på instituttet men i forbindelse med privatundervisning). I forbindel-

se med sagen kom det frem, at læreren i 1949 var dømt for en lignende forbrydelse (samt

740

741

J.nr. 35/31, 1941, Journalsager (1921-1949),

Socialministeriet, Særforsorgskontoret,

pk. 473, RA

J.nr. 43/93, 1941, Journalsager (1921-1949),

Socialministeriet, Særforsorgskontoret,

pk. 479, RA. Se også:

J.nr. B/153, Journalsager vedr. administration (1942-1959),

Østifternes Åndssvageanstalter, Bestyrelsen,

pk.

4, RA

J.nr. C/5/20, Journalsager (1949-1968),

Socialministeriet, Særforsorgskontoret,

pk. 169, RA

J.nr. C/5/20, Journalsager (1949-1968),

Socialministeriet, Særforsorgskontoret,

pk. 169, RA

Cirkulære om strafferegistre og kriminalstatistik m.v., Justitsministeriets cirkulære nr. 273 af 5. december

1962

742

743

744

231

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

for at overtræde en række polititilhold).

745

Instituttet blev i den forbindelse kritiseret for

ikke at have været opmærksomme på den gamle dom. Sagen med de to bortførte piger i

1968 (se ovenfor) viste også, at indhentning af straffeattester ikke var blevet sat i system,

og Statens Åndssvageforsorg modtog derfor skarp kritik i medierne og kritik fra Socialmi-

nisteriet. Dommerundersøgelsen viste, at institutionen ikke havde krævet en straffeattest,

som det ellers var muligt jf. Justitsministeriets cirkulære fra december 1962.

746

Nattevagten

var fra dag til dag blevet ansat som medhjælper, fordi der var akut mangel på personale.

Da man efter en måned bad om straffeattest, slog hans nærmeste leder sig til tåls med en

ikke-fuldstændig version, der ikke omfattede den række af domme for vold, svig og færd-

selsovertrædelser, som manden havde med sig i bagagen. Som landsdommeren fastslog,

ville man selv med den ”mest liberale” fortolkning næppe have kunnet forestille sig, at han

var blevet ansat med et sådant register af lovovertrædelser. Der blev dog ikke placeret et

egentligt administrativt ansvar for dette, ud over kritik af, at særforsorgens praksis ikke var

veletableret. Som det hed i et notat fra Socialministeriet, var der mulighed for et vist skøn

lokalt, men ”omvendt er det klart, at vold og forbrydelser mod kønssædeligheden afskærer

fra ansættelse.”

747

Vi har ikke fundet spor af sådan systematisk registrering af sager vedr.

seksuelle overgreb i nogen af særforsorgsgrenene eller fra centralt hold.

745

746

747

J.nr. E/15/63, Journalsager (1949-1968),

Socialministeriet, Særforsorgskontoret,

pk. 192, RA

J.nr. B/11/69, 1968, Journalsager (1949-1968),

Socialministeriet, Særforsorgskontoret,

pk. 83, RA

J.nr. 5109/59-70, Journalsager (1968-1976),

Socialministeriet,

pk. 2384, RA

232

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

Kapitel 13 Tvang og behandlingsmæssige

indgreb i forsorgsudøvelsen

I dette kapitel ser vi på brugen af tvang i forsorgsudøvelsen i form af indespærring og fik-

sering. Det er temaer, som også indgår i kapitel 9 om hverdagslivet og kapitel 18 om den

oplevede forsorg. Brugen af tvang kunne for anbragte opleves som et voldsomt overgreb.

I kapitlet beskriver vi reguleringen af brugen af tvang i forsorgsudøvelsen, som først for al-

vor tog til fra slutningen af 1960’erne, og vi ser nærmere på følgende aspekter: indespærring

(brugen af celler og lukkede afdelinger), fastholdelse og fiksering (og tvunget sengeleje),

brug af medicin (herunder spørgsmålet om medicinsk fiksering) samt tvang i behandling.

748

Der er tale om tvangsindgreb og behandlingstiltag, som for den anbragte kan have været

oplevet som voldsomme frihedsindgreb. Selvom holdningen både generelt og specifikt til

de enkelte former for tvang ændrede sig gennem perioden, og især i 1970’erne var der

gennem hele perioden en erkendelse af, at tvang kunne være nødvendigt f.eks. for at undgå

selvskade eller skade på andre. Forsorgsudøvelsen, den daglige praktiske forsorg på institu-

tionerne og den lægelige behandling af de anbragte, var generelt mindre reguleret end f.eks.

spørgsmål om ud- og indskrivning.

749

Undtagelserne var brugen af vold, sterilisation og

kastration samt abort, som behandles i særskilte kapitler (se kapitel 10 og 14).

På dette område adskiller åndssvageforsorgen sig også markant fra de øvrige særforsorgs-

grene. Det skyldes de enkelte særforsorgsgrenes temmelig forskelligartede klientel og for-

sorgens formål. Hvor den for bl.a. blinde og døve fokuserede på skoleuddannelse for børn,

havde åndssvageforsorgen et mere sammensat klientel, som strakte sig fra eksternatskoler og

skolehjem til de store anstalter, hvor der var anbragt både børn og voksne, og hvor en del af

dem var udfordret af svære handicap. I dette kapitel er fokus derfor næsten udelukkende på

åndssvageforsorgen og dens anstalter, og kun i enkelte tilfælde inddrages også andre grup-

per.

750

Da man i offentligheden og internt i åndssvageforsorgen i løbet af 1950’erne indså, at

748

749

Vi foretager ikke nogen undersøgelse af den lægelige behandling og operationer af anbragte f.eks. med

henblik på vurdering af sådanne indgrebs karakter eller relevans.

Lægerne i særforsorgen var underlagt Sundhedsstyrelsens tilsynsmyndighed med de sundhedsmæssige

forhold. Jf. ”Betænkning om åndssvageforsorgen. Afgivet af det af Socialministeriet den 30. april 1954

nedsatte udvalg til behandling af åndssvageforsorgens problemer”, Betænkning nr. 204, 1958. Vi har dog

ikke set nogen spor af, at dette har haft betydning for de i kapitlet behandlede former for tvang.

Der er sandsynligt, at der også skete tvang for anbragte i åndssvageforsorgen på de små plejekolonier eller

i den kontrollerede familiepleje f.eks. i form at indelåsning m.v. Kildematerialet om disse anbringelser er

stærkt begrænset, og vi ikke fundet nogen eksempler, ligesom denne type anbringelser ikke indgår i sær-

forsorgens diskussioner om brugen af tvang.

750

233

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

der fandt udbredt brug af tvang sted, rejste det spørgsmålet om, hvorfor det var sådan. Vi fin-

der især to forklaringer i diskussionerne: Den ene forklarede det med åndssvageforsorgens

personalemangel og store overfyldte afdelinger, hvor der ikke var andre udveje end at fiksere

og medicinere de anbragte. Den anden forklaring pegede på, at der over årene var opstået

en behandlingskultur på mange af åndssvageforsorgens institutioner og afdelinger, hvor

brugen af tvangsforanstaltninger indgik i den behandlingsmæssige værktøjskasse.

Hertil kommer – i forhold til begge ovennævnte typer af forklaringer – spørgsmålet om

tvangsindgrebenes funktion. Det formelle formål i åndssvageforsorgen var behandling bredt

forstået som både behandling med henblik på en bedring af den anbragtes tilstand. Det

var gennem hele perioden dét formål, der legitimerede brugen af tvang: At det skete i be-

handlingsøjemed for den anbragtes bedste. Men den magt, som lå i at råde over bl.a. spæn-

detrøjer, lukkede afdelinger og medicinering, udgjorde samtidig en fare for misbrug, hvor

tvangsindgreb kunne bruges som sanktion og til disciplinering af de anbragte. Det er svært

at skelne mellem disse funktioner i praksis i det enkelte tilfælde. Funktionerne var delvis

overlappende, og brugen af tvang som sanktion og disciplinering var ofte meget mindre eks-

plicit i datidens diskussioner end det mere legitime hensyn til den anbragtes bedste. Men når

forsorgschefen for åndssvageforsorgen i 1965 indskærpede, at ”det må være et krav, at enhver

form for straf, f.eks. sengeleje, henlæggelse i celle samt overførsel til lukket afdeling anføres i

journalen med motivering” indikerer det, at en sådan brug ikke var helt ukendt i samtiden.

751

Vi giver nedenfor eksempler på en sådan brug af tvang og behandling som adfærdsregu-

lering og sanktion. Det er ikke muligt at sige præcis, hvor udbredte disse typer af tvangs-

foranstaltninger var. Det gennemgåede materiale tyder dog på, at de var ganske udbredte i

åndssvageforsorgen (f.eks. brug af fiksering). Hvor stor del af disse foranstaltninger, der kan

karakteriseres som sanktioner, en konsekvens af ressourcemangel eller nødvendige indgreb

i behandlingshenseende, er meget svært at sige.

Regler for tvangsforanstaltninger i forsorgsudøvelsen

Så vidt vi kan se, var tvangsforanstaltninger i forsorgsudøvelsen (med undtagelse af sterili-

sation) ikke centralt reguleret før slutningen af 1960’erne. Vi vurderer det som udtryk for, at

særforsorgssystemet gennem det meste af den undersøgte periode betragtede f.eks. brug af

fiksering, medicinering m.v. som behandling og dermed en beslutning, som skulle træffes

af den eller de læger, som var ansvarlige for behandlingen af den anbragte.

Forsorgsudøvelsen – den praktiske del af anbringelsen inden for institutionen – blev ikke

specificeret i Forsorgsloven fra 1933 eller i Åndssvageloven fra 1959. I

Cirkulære om forsor-

gen for åndssvage og andre særligt svagtbegavede

fra 1959, der udmøntede åndssvageloven fra

samme år, gennemgås regler for ind- og udskrivning, men der tales kun generelt om ”pleje”,

751

J.nr. H/0/92, Journalsager (1959-1975),

Statens Åndssvageforsorg,

pk. 316, RA

234

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

”behandling” og ”hjælpeforanstaltninger”, uden at de uddybes, og uden at der opstilles regler

for dem. Heller ikke den af Socialministeriet udsendte

Vejledning i omsorgen for elever

og patienter

fra 1961 var meget mere specifik bortset fra generelle formuleringer om at møde

den anbragte som et individ, om at undgå krænkelser af de anbragte, og om at ansatte havde

pligt til at indberette ”episoder med anvendelse af fysiske magtmidler” til sin leder.

752

Reguleringen af tvangsforanstaltninger er derfor foregået lokalt på de enkelte institutioner.

Man kan eksempelvis se, at fiksering, isolation og medicinering fremgår af patientjour-

nalerne. I nogle tilfælde blev der også brugt rapportbøger over brug af celleanbringelse og

fiksering m.v. En sådan registrering af tvangsforanstaltninger blev f.eks. indført i Brejning i

1948.

753

Disse rapportbøger fra Brejning er bevaret.

754

De viser bl.a., at udover indespærring

i cellebygning indbefattede brugen af magtmidler isolationsceller, fiksering og beroligende

medicin – nogle gange i kombination. Om en mand anbragt i Mandscellen på Brejning hed

det f.eks. for en dag i april 1969, at han var ”atter fikseret i mavebælte, hånd og fodrem kl.

7.30 efter voldsom og støjende optræden under modtagelse af sin morgenmad, der kastes

rundt i stue I, flyttes til stue II”, og for samme aften noteres det, at manden er kommet ”ud af

fix[ering] kl. 19.00, på nær fodrem, fået aftenmedicinen”, som bl.a. bestod af et beroligende

middel, og senere samme dag bliver han igen fikseret på grund af støjende adfærd og får

yderligere en injektion samt ud på natten endnu en beroligende pille.

755

Brugen af tvangsindgreb var underlagt overlægen, som dog ser ud til at have givet en vis

grad af autonomi til plejepersonalet (med undtagelse af receptudskrivning og beslutning

om operative indgreb). Brug af rapportbøger – og notering i patientjournaler – kan ses som

en passiv regulering, idet plejerne skrev ned, når de anvendte magtmidler, og så skulle det

efterfølgende via rapportbogen godkendes af overlægen f.eks. i forbindelse med stuegang.

Vi kan ikke se, hvor udbredt praksis med rapportbøger var, og hvor effektivt der blev fulgt

op på rapporteringen, og vi formoder, at praksis har varieret mellem institutionerne alt

efter den lokale overlæges ledelses- og kontrolstil, de lokale traditioner, plejepersonalets

vaner m.v. Hertil kommer, at rapportbøger ikke nødvendigvis betød, at formelle eller ufor-

melle regler blev fulgt. Der er eksempler på, at problemer først blev opdaget i forbindelse

med undersøgelser af andre og mere skærpende forhold. Det var f.eks. tilfældet med en sag

i 1971, hvor en plejer havde givet en anbragt nogle slag i ansigtet, mens han og to kolleger

var i færd med at fiksere vedkommende i en isolationscelle. I forbindelse med udredningen

752

753

754

755

Socialministeriet, Vejledning i omsorgen for elever og patienter, 1961.

Jfr. instruks for rapportbogen udformet af overlæge Martin Clausager, 8.1.1964: j.nr. K/42, Journalsager

A-Ø (1897-1979),

Den Kellerske Anstalt, Brejning,

pk. 1990-138, Rigsarkivet.

Vi er ikke stødt på tilsvarende registreringer for andre institutioner.

Indførsel 16.4.1969, Døgnjournal, GII, 3.1.1969-19.4.1969: Rapportbøger (1950-1980),

Den Kellerske An-

stalt, Brejning,

pk. 1990-2114, RA

235

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

af sagen opdagede anstaltsledelsen, at der også var sket en overtrædelse af reglerne, idet

celleopholdet ikke var lægeordineret.

756

I løbet af 1960’erne kom der i stigende grad kritik af forholdene i åndssvageforsorgen – især

på de store institutioner – som skabte større opmærksomhed også om brugen af tvangsfor-

anstaltninger. På den baggrund udsendte Socialministeriet i 1968 sin første bekendtgørel-

se, som regulerede brugen af fikseringer m.v.

757

Den er nærmere beskrevet nedenfor. Med

1968-bekendtgørelsen startede en periode i 1970’erne med mere regulering og begræns-

ning af mulighederne for brug af tvang i åndssvageforsorgens forsorgsudøvelse.

758

Vi har kun i begrænset omfang undersøgt de interne beslutningsprocesser i særforsorgs-

systemet, men vores indtryk er, at i forbindelse med særforsorgens gradvise afvikling, star-

tende med kommunal- og socialreform sidst i 1960’erne, voksede reguleringsbehovet uden

for åndssvageforsorgen. Det ser ud til at være Socialministeriet og Socialstyrelsen (oprettet

1970), som gennemførte en serie regulerings- og kontroltiltag, mens åndssvageforsorgen

og lederne af forsorgscentrene var mere tøvende og skeptiske i forhold til den praktiske

implementering af reglerne i en virkelighed præget af begrænsede ressourcer.

I 1977 blev bestemmelserne om brugen af tvang væsentligt skærpet og præciseret med

en ny bekendtgørelse fra Socialministeriet. Bekendtgørelsen gjorde brugen af tvang til

undtagelsen, dvs. kun når ”strengt nødvendigt”. Brug af isolation var ikke længere tilladt,

fiksering måtte kun ske i behandlingsøjemed og ikke længere end ”højst nødvendigt”,

kun de i bekendtgørelsen nævnte fikseringsformer var tilladt, og det blev klart defineret,

hvilke grupper der kunne anbringes på lukket afdeling. Desuden blev kravene til registre-

ring af tvang præciseret og skærpet. 1977-bekendtgørelsen blev ikke vel modtaget hos

lederne af forsorgscentrene i åndssvageforsorgen.

759

Den blev beskrevet som urealistisk,

fordi ”efter overlægekollegiets opfattelse kan magtanvendelse under forskellige former

ikke undgås”, og fordi bekendtgørelsen ”er en endeløs fokuseren på de negative sider af

forsorgstilværelsen”. Der blev f.eks. fra overlægernes side peget på, at kravene om en ti-

mes dagligt ophold i ”fri luft” for anbragte på lukkede afdelinger og maksimalt fire timers

fiksering i dagtimerne var urealistiske med den daværende bemanding. De pegede også

på uhensigtsmæssigheder, som det forhold, at når man ikke fik mulighed for at isolere en

756

757

758

J.nr. H/0/276, Journalsager (1959-1975),

Statens Åndssvageforsorg,

pk. 335, RA

Statens Åndssvageforsorg, cirkulære 18 af 1.7.1968 om formelle betingelser ved iværksættelse m.v. af fikse-

ring, isolering og ophold på lukket afdeling.

Vi har ikke medtaget

Bekendtgørelse nr. 568 af 21. december 1979 om magtanvendelse m.v. for institutioner

for voksne med vidtgående fysiske eller psykiske handicap,

da denne vedrører det amtslige og kommunale

system etableret i 1980.

Se indlæggene i

Evnesvages Vel,

nr. 1, 1978, s. 11-13 samt

Evnesvages Vel,

nr. 3, 1978, s. 13-15.

759

236

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

anbragt på sit værelse, så kunne det føre til mere vold mellem de anbragte eller øget brug

af fiksering.

760

Indespærring og isolation

Institutionerne inden for åndssvageforsorgen havde forskellige muligheder for indespær-

ring og isolation af anbragte (se også bilag B). Det er, så vidt vi kan se, ikke tilfældet inden

for de øvrige særforsorgsgrene. I en sag fra 1944, hvor en ansat i blindeforsorgen havde

”isoleret” en dreng på grund af hans opførsel, blev det set som en undtagelse, og administra-

tionschefen for de kongelige blindeinstitutter fremhævede, at blindeforsorgen slet ikke var

”udrustet med disciplinære magtmidler til anvendelse over for elever, der frembyder særlige

alvorlige opdragelsesvanskeligheder”.

761

Det følgende afsnit om indespærring og isolering fokuserer på åndssvageforsorgen, hvor

der fandtes flere former for lukkede afdelinger samt såkaldte vagt- eller celleafdelinger. De

lukkede afdelinger blev bl.a. brugt i forhold til farlige anbragte, anbragte med flugtrisiko m.v.

En opgørelse fra 1964 om de anbragte på lukket afdeling i Brejning viser, at de anbragte var

der af mange forskellige grunde. Men blandt mændene var hovedårsagen helt overvejende

”bortgangstendens”, men derudover var der også eksempler på domsanbringelse for ”seksu-

elt betonet overfald på drenge” og sindslidelser, som dog så vidt mulig blev afhjulpet med

psykofarmaka. Hos kvinderne var der primært tale om psykoser, som alle blev holdt i ave

med psykofarmaka, og der var både voldsomme og dybt åndssvage kvinder og domsan-

bragte kvinder lige på normalitetsgrænsen mellem hinanden.

762

Der var lukkede afdelinger på de større institutioner. F.eks. havde man i Vodskov i 1963

en vagtbygning normeret til i alt 12 mænd og 12 kvinder og med tre cellerum i hver, men

i realiteten var de overfyldt. Kvindeafdelingen var belagt med 20 anbragte og mandsafde-

lingen med 25.

763

Herudover havde Rødbygård særligt sikrede afdelinger.

764

Det var den lo-

kale anstaltsledelse, som besluttede, hvorvidt der skulle ske anbringelse på lukket afdeling.

Vagt- eller celleafdelinger var målrettet kortere ophold i forbindelse med akutte situationer.

760

Socialministeriets bekendtgørelse nr. 505 af 19. september 1977.

Bekendtgørelse om magtanvendelse, isola-

tion og lukket afdeling m.v. i særforsorgens institutioner samt om klageadgangen over forsorgsudøvelsen.

Evnesvages Vel,

nr. 12, 1977, s. 3-5.

J.nr. 108/22, 1944, Journalsager (1921-1949),

Socialministeriet, Særforsorgskontoret,

pk. 600, RA

Oplysninger om patienter på afdeling GI og GII i Brejning, udformet af overlæge O.H. Berthelsen, 21. og

29.6.1964, ”Lukkede afdelinger”: j.nr. L/32, Journalsager A-Ø,

Den Kellerske Anstalt, Brejning,

pk. 1990-146,

Brev fra Gunnar Wad til P. A. Schwalbe Hansen og A. Dupont, 4.7.1963, ”Lukkede afdelinger”: j.nr. L/32,

Journalsager A-Ø (1897-1979),

Den Kellerske Anstalt, Brejning,

pk. 1990-146, RA

Også de to ø-anstalter, Livø og Sprogø, under De Kellerske Anstalter, var tænkt som anbringelsessteder for

særligt problematiske anbragte. Se Bilag B.

761

762

763

764

237

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

Den type frihedsberøvelse var baseret på godkendelse af institutionsledelsen og i praksis

typisk overlægen – det ser dog ud, som om plejepersonalet flere steder kunne beslutte en

anbringelse i celle mod senere godkendelse fra lægen. I en midlertidig instruks for Vodskovs

vagtafdelinger fra 1955 beskrives kortfattet regler for aflåsning, medicinbrug, og eventuel

brug af fiksering på afdelingen, der ”bør principielt undgås”

765

. Medicin måtte kun gives

efter lægeordination, ligesom lægen ved fiksering og isolation skulle orienteres ved den

daglige stuegang. Bekendtgørelsen fra 1968 fokuserede primært på fiksering, men slog fast,

at isolation ikke måtte bruges som sanktion.

766

Med bekendtgørelsen fra 1977 blev regler-

ne for isolation og lukkede afdelinger yderligere skærpet. Isolation i aflåste rum var ikke

længere tilladt. Anbringelse på en lukket afdeling måtte kun ske ”i behandlingsøjemed” og

forudsat, at det var nødvendigt for at hindre vedkommende i at skade sig selv eller andre,

hvis det ikke kunne afværges på andre måder og blev godkendt af institutionsledelsen eller

en bemyndiget afdelingsleder. Anbringelsen måtte ikke vare længere end højst nødvendigt.

Det vigtigste var dog, at målgruppen for anbringelse på lukket afdeling blev markant inds-

nævret til anbragte ved dom, sigtede og sindssyge over 15 år. De to bekendtgørelser betød,

at det ikke længere var lovligt at bruge den lukkede afdeling som en sanktion.

767

Det er svært at vurdere nødvendigheden og berettigelsen af tvangsindgreb i de konkrete

tilfælde. Men i det gennemgåede materiale optræder tilfælde, hvor denne form for friheds-

berøvelse - i kortere eller længere tid – ser ud til at have karakter af sanktion. I forbindel-

se med afskedigelsen af overlægen på Rødbygård i 1940’erne indgik i sagen, at overlægen

havde placeret en mandlig anbragt, der havde forlovet sig med en kvindelig ansat, på en

lukket afdeling.

768

Et andet eksempel er en kvinde, anbragt i Vodskov i maj 1951, som ved

ankomsten blev anbragt i en celle, fordi hun blev oplevet som ”overordentlig udisciplineret,

usædvanlig fræk og næsvis, obskøn, med et ordforråd som den værste gadetøs”. Patient-

sagen fortsætter: ”Hendes mildeste svar til plejemor var ’klap gællerne i, kælling, det kan

du sgu selv gøre’. Hun har ikke været aggressiv, men truet med det, ligesom hun har truet

med at løbe ved første lejlighed”.

769

I en diskussion om 1977-bekendtgørelsen (se ovenfor)

bemærkede en centerleder, at de ”lukkede afdelinger kan stadig for let anvendes over for

765

766

767

Midlertidig Instruks for personalet ved vagtafdelingerne: Udtagne journalsager (1925-1959), Østifternes

Åndssvageanstalter, Bestyrelsen, pk. 111, RA

Statens Åndssvageforsorg,

Cirkulære 18 af 1.7.1968 om formelle betingelser ved iværksættelse m.v. af fikse-

ring, isolering og ophold på lukket afdeling.

Socialministeriets bekendtgørelse nr. 505 af 19. september 1977.

Bekendtgørelse om magtanvendelse, isola-

tion og lukket afdeling m.v. i særforsorgens institutioner samt om klageadgangen over forsorgsudøvelsen

– se

især § 1,4; 3, 6-9.

J.nr. Æ/142, 1941, Udtagne journalsager (1925-1959), Østifternes Åndssvageanstalter, Bestyrelsen, pk. 84,

J. nr. 7538, Klientsager,

Den Kellerske Anstalt, Brejning,

pk. 1990-1270, RA

768

769

238

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

klienter, der på en åben afdeling har skabt problemer. Rigtigheden af den påstand bekræftes,

når man ser på antallet af pladser på lukkede afdelinger rundt om i landet.”

770

På de fleste større anstalter fandtes der egentlige cellebygninger. Det var aflåste og kønsop-

delte bygninger, hvor de anbragte kunne bevæge sig frit inde i bygningerne og på daglige

gårdture. De anbragte skulle ”så vidt muligt være på opholdsstuerne og kun, når det er

nødvendigt, anbringes i enestue”, som det hed i instruksen for vagtafdelingen på Vodskov i

1955.

771

Cellebygningerne (eller vagtafdelingerne) var fængselslignende og kunne være gan-

ske primitive. På Livø fandtes en særskilt bygning med seks isolationsceller indrettet som

klassiske fængselsceller med ovenlys, uden flugtmulighed, med et glughul i døren til obser-

vation samt et hulrum i væggen, hvor der kunne indsættes opvarmning afskærmet fra den

anbragte med en rist.

772

I Vodskov havde man en overgang bl.a. celler på Avlsgården, og her

kunne der ligge to mand i hvert af de meget spartansk indrettede rum. ”De lå på en madras

på gulvet”, erindrer en tidligere plejer i Vodskov, og fortsætter: ”Der var en lille smule lys

oppe fra et vindue, men man kunne ikke se ud. Der stod en potte i hver celle til både stort

og småt. Der var ingen blade, der var ingen aviser, der var ikke en radio, intet var der. De

kom heller ikke ud og gå som i en arrest, endsige fik frisk luft. Når de havde ligget der en

uge eller 14 dage, så var det lige så de dinglede, og så blev de somme tider desperate, og så

lå de der og hamrede med fødderne på døren, og lyden bredte sig jo i hele afdelingen. Så

kom Høgen. ’Pedersen’, sagde han, ’vi skal lige op og have ro i cellerne’. Så gik vi derop. Der

var to yderdøre. Jeg fik besked på at holde vagt ved den yderste, så gik Høgen ind i cellen, og

der lød et brøl derindefra, og så blev der ro. Man kan godt slå folk, uden man kan se det”.

773

I 1942 klagede to anbragte i Brejning til Justitsministeren over at blive straffet med celle-

ophold ”på en madras på det bare gulv og ingen lagner eller pude kun fire tæpper og ingen

varme er der i cellen”.

774

Det ser ud til, at kosten også kunne indgå i en sådan adfærdsregu-

lerende behandling. Som svar på en klagesag over et celleophold i 1945, forklarede overlæ-

gen i Vodskov, at ”[e]fter rømning fra anstalten lægges patienten almindeligvis 2-3 dage på

havresuppe”.

775

770

771

772

773

774

775

Evnesvages Vel, nr. 1, 1978, s. 12.

Instruks for vagtafdelingen i Vodskov: Udtagne journalsager (1925-1959), Østifternes Åndssvageanstalter,

Bestyrelsen, pk. 111, RA. Enestuerne var isolationsceller integreret i de større og lukkede cellebygninger.

Cellerne på Livø findes stadig og kan ses der.

Kragh et al., 2016, s. 286. Se også j.nr. 36/10, 1949, Journalsager (1921-1949),

Socialministeriet, Særfor-

sorgskontoret,

pk. 774, RA

J.nr. 43/20, 1942, Journalsager (1921-1949),

Socialministeriet, Særforsorgskontoret),

pk. 517, RA

J.nr. 43/105, 1945, Journalsager (1921-1949),

Socialministeriet, Særforsorgskontoret,

pk. 627, RA. Af sagen

fremgår, at havresuppen var tillavet uden salt.

239

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

Både i cellebygninger og på de lukkede afdelinger var der mulighed for at isolere patienter-

ne i forskellige grader. ”Når vi ikke kunne styre dem, kunne vi være nødt til at lægge dem

i seng”, fortæller en plejemor, der fra omkring 1960 arbejdede på den lukkede afdeling for

kvinder i Brejning. ”Der var fire stuer med træsenge, som var støbt fast i gulvet, og her blev

de piger, der havde gjort noget alvorligt, lukket ind. Der var ingen håndtag på den indven-

dige side af døren, så det var faktisk en fængselscelle, og i enkelte tilfælde kunne det være

nødvendigt at spænde pigen fast til sengen med læderremme, hvis hun gik helt amok og

slog og sparkede på døre og vægge”.

776

En af de anbragte, der i den periode blev placeret i isolationscelle på Ebberødgård, husker,

hvordan det var at være placeret i isolation: ”De hev mig i håret og holdt mig fast i håret, og

så skubbede de mig bare ind, der hvor jeg skulle være, og der sad jeg helt alene”, fortæller

hun. ”De tændte lyset for mig på væggen, og så kom de bare hen, og så fik jeg maden ind,

jeg måtte ikke snakke med nogen”.

777

Der findes også klager fra anbragte på lukkede afdelinger fra den undersøgte periode, som

viser, at det for den anbragte blev oplevet som et stort frihedsindgreb.

778

Vi har ikke sam-

lede tal over anbringelser på lukkede afdelinger eller i celle/vagtafdeling, men de fandtes

gennem hele perioden på de store institutioner. Da Folketingets ombudsmand i 1975-76

tog på inspektionsbesøg på landets institutioner for åndssvage, fandt han fortsat lukkede

afdelinger. I Brejning var 40 ud af 1.070 anbragte placeret på lukkede afdelinger, i Vodskov

18 ud af 604 og på Rødbygård 34 ud af 376.

779

Socialministeriets bekendtgørelse fra 1977

forbød imidlertid, som nævnt ovenfor, brugen af isolation, og i sidste halvdel af 1970’erne

blev brugen af lukkede afdelinger begrænset på de fleste steder. Indespærring var nu kun

tilladt som en allersidste udvej.

780

De lukkede afdelinger ændrede af samme grund udseende og inventar i periodens sidste

år. Før 1977 bestod f.eks. cellebygning GI i Brejning af 12 værelser med plads til 15 kvinder.

Indenfor fandt man en opholdsstue med tre fastspændte stole og et spisebord. I alle vinduer

var der enten indsat panserglas eller jerntremmer. Værelsesdørene var tykke specialdøre

med observationshul og dørlåse kun forsynet med håndtag på ydersiden og med sengene

boltet fast. Gården var indhegnet af et fire meter højt hegn, hvor de anbragte opholdt sig

776

Mølhave, 2001.

777 Kragh et al., 2016, s. 101-102.

778 Se f.eks. J.nr. H/2508, 1968, Brevkopier (1968-1972),

Socialstyrelsen,

pk. 1, RA;

LEV-bladet

1977, årgang 26:

6/7,

LEV-bladet

1977, årgang 26: 12.

779 Ombudsmandssagen: j.nr. O/32, Ombudsmandens rapport til Socialstyrelsen vedr. Rødbygård, 5.5.1976,

Journalsager A-Ø (1897-1979),

Den Kellerske Anstalt, Brejning,

pk. 1990-157, RA

780 Det var dog fortsat tilladt at låse afdelinger med f.eks. børn eller demente om natten.

240

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

om dagen. I et tilbageblik blev det beskrevet som: ”Isolation, p.n.-medicin [pro necessitate

= efter behov] og fiksering var almindelig anvendt, det var f.eks. almindeligt, at en nyan-

kommen klient var fikseret i op til flere dage, indtil man så hvordan klienten reagerede ved

overflytningen”.

781

Men som en konsekvens af bekendtgørelsen af 1977 og det ændrede syn

på brugen af tvang i forsorgsudøvelsen blev bygningen nyindrettet. Der kom håndtag på

indersiden af værelserne, de anbragte havde undertiden selv en nøgle, det faste inventar var

fjernet, og hegnet udenfor var hevet ned og erstattet med et stakit. Det eneste, der nu gjor-

de den lukkede afdeling lukket, var en låst yderdør. Det var dog sådan, iflg. en diskussion i

Socialministeriet, at ”Ophold i lukket afdeling bliver stadig brugt som pressionsmiddel… ”

782

Vi kan se, at i en række tilfælde blev anbragte på særforsorgens institutioner tvunget til at

være i deres senge også uden for almindelig sengetid (fiksering i seng behandles i det følgen-

de afsnit). En del af forklaringen herpå var plads- og personaleforhold på institutionerne (se

kapitel 9).

Det kunne dog også være en sanktion i forhold til dårlig opførsel eller brud på afdelingens

regler. Det fremgår af flere af de gennemgåede patientsager, og overlægen på Ebberødgård,

P.A. Schwalbe-Hansen, påpegede i 1953, i forbindelse med, at han indskærpede forbuddet

mod at slå børn i åndssvageforsorgen, at man kan ”med held anvende isolation fra de andre

børn og sengeleje; i særlig grelle tilfælde kan benyttes fiksation i sengen”.

783

Tvungen sengelægning varede som oftest i et døgn, men kunne udvides alt efter forseelsens

karakter.

784

Den ser ud til at kunne antage forskellig karakter alt efter hvilken institution og

forseelse, det drejede sig om. ”Streng sengeleje på hårdt underlag” hedder det f.eks. i sep-

tember 1944 om en kvinde, der stak af fra sovesalen i Vodskov ved sammen med to andre

anbragte at fire sig ned med lagner.

785

Der kunne også være tale om forebyggelse, hvor tvungent sengeleje gjorde det lettere at

kontrollere de anbragte. I forbindelse med en klagesag fra Rødbygård i starten af 1960’erne

nævnes, at de anbragte på en specifik afdeling lillejuleaften skulle i seng allerede kl. 13

om eftermiddagen grundet frygten for selvmordsforsøg, fordi man på dette tidspunkt,

Tvungent sengeleje

781 ”Afd. GI. Tanker omkring lukkede afdelinger”, 26.10.1978: Journalsager (1976-1981),

Socialministeriet,

pk. 1190, RA

782 ”Afd. GI. Tanker omkring lukkede afdelinger”, 26.10.1978: Journalsager (1976-1981),

Socialministeriet,

pk. 1190, RA

783

J. nr. 18, 1953, Journalsager (1951-1979),

Ebberødgård,

pk. 2, RA. ”Kortere sengeleje” nævnes også som

acceptabel sanktion i ”Vejledning for koloniplejehjem”: Udtagne journalsager (1925-1959), Østifternes

Åndssvageanstalter, Bestyrelsen, pk. 15, RA.

Se f.eks. sag, hvor der tales om en måned: sag, nr. A/201, Klientsager for fødte 1921-1930 (1921-1930),

Ebberødgård,

pk. 80, RA

Sag nr. 6457, Klientsager,

Den Kellerske Anstalt, Brejning,

pk. 1990-1150, RA

784

785

241

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

ifølge Statens Åndssvageforsorg, ”havde mange ting og småredskaber fremme til brug ved

juleudsmykningen”.

786

Fiksering fandt, så vidt vi kan se, kun sted i åndssvageforsorgen og i nogen grad inden for

epileptikerforsorgen (og sandsynligvis også i vanføreforsorgen).

787

Følgende afsnit fokuserer

på brug af fiksering i åndssvageforsorgen.

Fiksering, dvs. mekanisk fastspænding, kunne have flere årsager. Den kunne finde sted for

at passivisere ved voldsomhed, raseriudbrud, eller hvis en anbragt var selvmordstruet eller

ville stikke af. Den kunne finde sted for at skabe ro på store sovesale om natten, da ”nogle

patienter har for vane at stå op og genere de andre ved at slå dem, kradse dem, lægge sig i

sengen hos dem, lade vandet i andres senge osv.”

788

Det kunne ske for at hindre epileptikere

i at falde ud af sengene under natlige anfald, for at begrænse selvskade samt for at holde

anbragte i ro f.eks. under måltider, toiletbesøg og ved sengelægning. Fiksering blev endvi-

dere anvendt i forbindelse med uønsket seksuel adfærd. En anbragt asylist i Vodskov blev

fikseret i muffetrøje, fordi han var støjede, baldrede ruder, slog hovedet mod dørene, pillede

huller i murene og bed flager af bordene og skulle tilses konstant. Men også fordi afdelingen

klagede over, at han konstant og i fuld offentlighed masturberede.

789

Fiksering handlede

således både om at beskytte den anbragte og eventuelt andre anbragte og om at skabe ro og

orden inden for institutionens rammer.

I det følgende ser vi på de formelle rammer for brug af fiksering inden for åndssvagefor-

sorgen, som indtil slutningen af 1960’erne var stort set fraværende. Vi ser på den praktiske

brug af fiksering og på den diskussion om brug af fiksering, som i 1960’erne og 1970’erne

betød forsøg på at begrænse brugen af fiksering. Helt afviklet blev brugen aldrig. Snarere

skelnede man i stadig stigende grad mellem legitim og illegitim fiksering.

Fiksering

Formelle rammer

De formelle rammer for fiksering fulgte det generelle mønster om brugen af tvang på institu-

tionerne (se ovenfor). Vi har ikke fundet nogen central regulering af fiksering før i 1968. Det

gennemgåede materiale efterlader indtryk af, at indtil da var brug af fiksering reguleret af lokal

786

787

J.nr. B/50/54, 1962, Journalsager (1949-1968),

Socialministeriet, Særforsorgskontoret,

pk. 148, RA

Vi har fundet et enkelt eksempel fra epileptikerkolonien Filadelfia med en klage over en mand, der iflg.

klagen i årevis har ligget fastspændt på Kolonien Filadelfia. Fikseringen erkendes af institutionen. Se J.nr.

48/4, 1948, Journalsager (1921-1949),

Socialministeriet, Særforsorgskontoret,

pk. 740, RA

Brev fra overlæge P. Schwalbe-Hansen, Ebberødgård, til Statens Åndssvageforsorg, 27.4.1968, ”Fixering”: j.

nr. F/59, Journalsager A-Ø (1897-1979),

Den Kellerske Anstalt, Brejning,

pk. 1990-109, RA

Sag nr. 1072, Klientsager,

Vodskov Åndssvageanstalt,

pk. 055/180, RA. Se også Sag nr. 1081, Klientsager,

Den Kellerske Anstalt, Brejning,

pk. 1990-490, RA

788

789

242

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

praksis og i enkelte tilfælde af nedskrevne instrukser. Der ser ud til at have været en generel

forståelse i perioden af, at fiksering formelt skulle være ordineret eller godkendt af en læge.

Som nævnt ovenfor indførte man f.eks. i Brejning en rapportbog i forbindelse med magtan-

vendelse over for de anbragte, og herunder brugen af fikseringer, som skulle gennemses og

godkendes af overlægen. På samme måde skrev overlæge Gunnar Wad i 1968, at på Vodskov

blev rapportbogen over fikseringen gennemset af lægen ugentligt.

790

Det er dog ikke helt klart,

hvad det betød i praksis, og hvilket handlerum dette efterlod til plejepersonalet. For det første

betød rapporteringen, at overlægen kontrollerede noget, som var sket frem for at ordinære

fiksering, og for det andet taler ombudsmanden i forbindelse med sine institutionstilsyn i

1970’erne kritisk om, at man nogle steder brugte ”p.n.-ordination, hvilket betød, at lægen

havde ordineret fiksering, men plejepersonalet kunne vurdere det konkrete behov.

791

Der blev brugt forskellige former for fiksering i åndssvageforsorgen: bindebånd om det ene

ben, muffetrøje, vest med bændel, vest og fodrem, handsker samt fodrem og rem om livet.

792

Den konkrete fikseringsmåde afspejlede fikseringens formål. Den kunne f.eks. hindre den

anbragte i at bevæge sig rundt, stå ud af sengen, skade sig selv og skade andre m.v. og kunne

knytte sig til særlige situationer (f.eks. ifm. spisning) eller tidspunkter (f.eks. om natten). Vi

har ikke fundet nogen praktiske instrukser om de konkrete fikseringsformer og må gå ud

fra, at det primært er sket som en del af personalets uddannelse og praktiske oplæring på

institutionerne. I 1969 førte en fiksering imidlertid til et tragisk dødsfald. En 24-årige mand-

lig patient med influenza på institutionen Løgumgårde var om eftermiddagen blevet lagt i

seng iført muffetrøje og fodrem. Han blev fundet kvalt samme aften. Politiet og amtslægen

kunne ikke forklare hændelsen, men overlæge P.A. Schwalbe-Hansen fra Ebberødgård

var ikke i tvivl om, at dødsfaldet skyldtes fejlagtig brug af muffetrøje. Han understregede

dog, at der ikke fandtes nogen instruks for den praktiske brug af fikseringsmidler i ånds-

svageforsorgen. Sagen omkring dødsfaldet fik tilsyneladende ikke konsekvenser, ud over

at overlægen på Løgumgårde på eget initiativ forbød fiksering med muffetrøjer på sin an-

stalt.

793

Schwalbe-Hansen forfattede efterfølgende en instruks i den korrekte brug af muffe-

trøje, som blev udsendt af Statens Åndssvageforsorg.

794

790

791

792

793

794

”Slendrian at fastlåse åndssvage”,

Politiken

4.4.1968.

Se: J.nr. 1975/1171/06, 1975/939/06, 1975/1691/06, 1976/159/06, 1976/620/06, 1979/743/06,

1979/1125/06, alle i arkivet hos Folketingets ombudsmand

Hertil kommer forskellige mere hjemmegjorte løsninger, som begrænsede den anbragtes mobilitet.

Jf. j.nr. 267, 1969, Journalsager (1951-1979),

Ebberødgård,

pk. 35, RA

J.nr. 269, 1969, Journalsager (1951-1979),

Ebberødgård,

pk. 35, R.A. Schwalbe-Hansens instruks blev

optrykt i

SÅ-Nyt.

243

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

I 1968 kom det første cirkulære om brugen af tvang og herunder fiksering.

795

Det slog fast, at

anbragte ikke måtte fikseres uden lægeordination. Der var dog en undtagelse for akutte si-

tuationer, men i sådanne tilfælde skulle det ifølge cirkulæret dokumenteres: ”Skulle det dog

af sikkerhedshensyn være tvingende nødvendigt, skal rapportbogen føres og fremlægges

ved den først påfølgende stuegang, således at årsagen til den foretagne fiksering bliver ført

ind i journalen”. Ved hvert lægebesøg skulle der tages stilling til fikseringens opretholdelse.

Endelig var det et krav, at fikserede anbragte skulle tilses af plejepersonalet mindst to gange

i døgnet.

Bekendtgørelsen fra 1977 strammede reglerne.

796

Det blev specificeret, hvilke typer af fikse-

ring der kunne anvendes (bælte, håndremme, fodremme og livstykke). Hertil kom dog, at

fastspænding i en stol eller kørestol for at hindre den pågældende i at falde ud, eller ”bløde,

beskyttende specialhandsker”, ikke blev betragtet som fiksering. Endvidere skulle persona-

let tilse den fikserede hver halve time. Endelig blev der sat tidsgrænser på fikseringen, så det

ikke var muligt at holde en anbragt permanent fikseret - f.eks. højst ti timer efter kl. 20 og

maksimalt fire timer i dagtimerne.

Fiksering blev brugt i åndssvageforsorgen gennem hele perioden fra 1933 til 1980. Da social-

ministeren og finansministeren i maj 1936 var på besøg på Ebberødgård, nævnte overlæge

Johannes Nørvig f.eks. brugen af filtbælte, handsker og fastspænding i senge.

797

”Jeg har den

tvivlsomme ære, at jeg er den af os, der længst har set fikseringer”, skrev overlæge Gunnar

Wad i Vodskov i 1968 i et brev til sin kollega overlæge Martin Clausager i Brejning. ”Jeg

har fra de første dage i Vodskov i 1938 helt uden for al fornuft kvalmende erindringer om

fastspændte børn – der ikke engang havde den fordel at være åndssvage”.

798

I 1945 fortæller

en far, via Valby Forældreforening, at han på besøg på Ebberødgård blev ”ilde berørt ved at

se sin datter i spændetrøje og handsker på hænderne … Faderen konstaterede ved selvsyn

seks-syv blodudtrækninger samt fem-seks rifter på håndleddet, som var stærkt ophovnet.”

Faren havde talt med den vagthavende læge, der afviste hans klage. Det samme gjorde over-

lægen med henvisning til, at plejemoderen (der om morgenen havde taget handskerne af

pigen) ikke havde bemærket noget, og at ”det antagelig er patienten selv eller faderen, der

795

796

797

798

Statens Åndssvageforsorg, cirkulære 18 af 1.7.1968 om formelle betingelser ved iværksættelse m.v. af fikse-

ring, isolering og ophold på lukket afdeling.

Socialministeriets bekendtgørelse nr. 505 af 19. september 1977.

Bekendtgørelse om magtanvendelse, isola-

tion og lukket afdeling m.v. i særforsorgens institutioner samt om klageadgangen over forsorgsudøvelsen

Oversigter og mødereferater (1936-1939),

Socialministeriet, Udvalget af 18.07.1936 angående kompetence-

forholdet mellem Børneforsorgen og Åndssvageforsorgen med videre,

1936, pk. 1, RA

Brev fra Gunnar Wad til Martin Clausager 8.4.1968, ”Fixering”: j. nr. F/59, Journalsager A-Ø (1897-1979),

Den Kellerske Anstalt, Brejning,

pk. 1990-109, RA

Brug af fiksering i åndssvageforsorgen

244

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

har fremkaldt de omhandlede læsioner.”

799

En tidligere ansat fortæller, da hun i 1963 tiltrådte

en stilling som plejer på Børneasylet i Brejning og blev slået af synet af børnene, mellem syv

og 14 år gamle: ”Flere af dem var bundet fast, andre løb rundt med luffer – et værre taber-

nakel”.

800

Fem år senere, i 1968, kunne bestyrelsesmedlem Edel Saunte berette om forholde-

ne på Ebberødgård: ”Set børn bundet ved vasken”, noterede hun, ”set kvinder bundet fast

i sengen på grund af graviditet”.

801

Samme år var der skriverier lokalt på Lolland, som bl.a.

kritiserede, at der var børn på Rødbygård, der sad fastspændt døgnets 24 timer. Bestyrelsen

for Statens Åndssvageforsorg bad på den baggrund om at få beskrivelse af hvert enkelt til-

fælde, herunder om der ikke kunne gøres noget, ”så fikseringen kan lettes.”

802

Fikseringer optræder også i tidligere anbragtes erindringer. For den anbragte, som blev fik-

seret, kunne det sætte sig dybe spor. En anbragt på Andersvænge, der i 1950’erne ofte blev

spændt fast på grund af uro, husker mange år efter, hvordan hun fik remme om fødder og

hænder eller blev placeret i sengen med en muffetrøje. ”Det var varmt om sommeren med

rumdragt på, jeg svedte meget”, fortæller hun. ”Det var rigtig hårdt dengang”.

803

”Jeg strittede

imod, så de måtte have hjælp”, fortæller Solborg i sin bog om sit ophold på Ebberødgård.

”En tyk matrone sad på min mave, og jeg blev spændt fast. Inden nåede jeg at bide hende

bagi, og hun tog mig i kinderne og sagde: ’Bider du, din lille satan’. Jeg lå spændt fast fra kl.

7 til 12 og råbte hele tiden”.

804

Vi har ikke et samlet overblik over brugen af fiksering på institutionerne før sidst i 1960’erne,

men de gennemgåede patientjournaler tyder på, at brugen var udbredt og fandt sted på alle

afdelinger.

805

Fiksering ser ikke ud til at have været et egentligt diskussionstema i åndssvage-

forsorgen før 1950’erne. Vi har kun fundet en enkelt personalesag, som inkluderer brug af

fiksering. I forbindelse med en tjenestemandssag på Ebberødgård i 1944 fremgik det, at en

plejemor havde brugt fysisk fastspænding ”lovlig hyppigt” og både for at skabe ro og som

straffemiddel, og særlig det sidste blev anset for en overtrædelse af gældende praksis. Der

blev rejst en disciplinærsag mod hende og tre andre plejere for at have spændt en urolig

799

800

801

802

J.nr. 43/22, 1945, Journalsager (1921-1949),

Socialministeriet, Særforsorgskontoret,

pk. 627, RA. Se også fra

1940’erne: J.nr. 1988, Klientsager for fødte 1921-1930, (1921-1930),

Ebberødgård,

pk. 16, RA

Bertelsen, 2008, s. 17.

Kirkebæk, 2001, s. 191.

J.nr. f/VI/A/5, 1969, Brevkopier (1968-1972),

Socialstyrelsen,

pk. 1, RA. Se også en sag fra 1969, hvor der

tales om en mand, der havde været fastspændt til en stol i 18 år. Se: J.nr. 120/1, Journalsager (1959-1975),

Statens Åndssvageforsorg,

pk. 282, RA

Kragh et al. 2016, s. 314.

Kristensen, 1987, s. 24-25.

Vi formoder, at der har været store forskelle mellem afdelinger.

803

804

805

245

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

patients fødder fast med remme hen over hovedet. På trods af den akavede stilling tog

overlægen plejerne i forsvar, for som han skrev: ”Det må dog ikke forglemmes, at den an-

vendte fremgangsmåde er ganske uskadelig for patienten, og at den indtagne stilling bruges

af mange mennesker i deres daglige motion”.

806

I det følgende vil vi se nærmere på brugen af fiksering og diskussionen om fiksering fra

midten af 1950’erne frem til 1980, hvor der gradvist kom en mere kritisk indstilling og mere

regulering af praksis – kombineret med en erkendelse af, at i praksis og givet de ressource-

mæssige rammer i åndssvageforsorgen var fiksering svært helt at undgå.

I 1955 fik åndssvageanstalten i Vodskov besøg af en plejer fra England, som blev forarget

over den udstrakte brug af fiksering i Danmark. Det fik overlæge Gunnar Wad til at foretage

en undersøgelse af brugen af fiksering både i Vodskov og hos kolleger rundt om i landet.

807

Svarene fra kollegerne viste store forskelle, idet mellem syv og 22 pct. af de anbragte på in-

stitutionerne i et vist omfang var fikseret dagligt.

808

Et par af overlægerne havde en undskyl-

dende tilgang til emnet. Fra overlæge Schwalbe-Hansen på Ebberødgård lød forklaringen,

at han havde mange med ”psykoser”, og ”at det ikke er noget helt lille antal patienter, der selv

beder om at blive fikserede, når de mærker, det trækker op til en urofase.” På Ebberødgård

var 117 ud af 542 (21,6 pct.) af de anbragte i en eller anden grad fikseret. 17 var fikserede

hele døgnet. Overlæge Aksel Olsen mente heller ikke, at han ”havde noget at rose” sig af,

når det kom til brug af fiksering på Karens Minde, hvor ca. 20 pct. af de anbragte var fikse-

rede. Overlæge Georg V. Bredmose på Andersvænge gik grundigere til værks. Samme dag

som han modtog brevet, talte han op, men luftede samtidig en mistanke om, at hans perso-

nale ikke altid fulgte procedurer og orienterede ham om fikseringer. ”Jeg er tilfældigt faldet

ind visse sådanne steder, hvor mechanical restraint er brugt til min store forbløffelse”, lød

det fra Bredmose. Wad tog i sin sammenfatning af tallene ikke direkte afstand sine kolleger

– han mente også, at fikseringerne skete af hensyn til patienten. Men, pointerede han, det

interessante spørgsmål var: ”Kan vi ikke nå til med andre og rarere midler at hindre patien-

terne i at gøre skade på sig selv og omgivelserne?” Svaret var, mente Wad, at det kunne man,

men det ville kræve mere personale.

Wad gik i gang med at ændre praksis på Vodskov: ”Det viste sig nemlig, at på samme af-

deling, med samme patienter og med samme personale faldt antallet af fikserede i løbet af

806

807

808

Ebberødgård tjenestemandssag: Udtagne journalsager (1925-1959), Østifternes Åndssvageanstalter, Besty-

relsen, pk. 68, RA

Se oversigt over fikseringer fra 1955, ”Fixerede patienter”: Journalsager (1959-1975),

Statens Åndssvagefor-

sorg,

pk. 327, RA. De følgende citater stammer fra denne sag.

J.nr. H/0/190, 1955, Journalsager (1959-1975),

Statens Åndssvageforsorg,

pk. 327, RA

Fiksering til debat fra midten af 1950’erne

246

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

ganske kort tid med et ikke ubetydeligt antal”, huskede han siden. ”Det er nemt at skyde

skylden på plejepersonalet. Jeg synes desværre, at jeg selv er den egentlig skyldige. Hvad

Søren har man ellers en overlæge til, hvis det ikke er ham, der river folk ud af slendrian”.

809

Det ser ikke ud, som om overlæge Wads initiativer i Vodskov umiddelbart smittede af på

de øvrige institutioner. Forandringen tog først fart efter, at bl.a. forældreforeningerne fra

1960’erne satte fikseringer i åndssvageforsorgen på den offentlige dagsorden.

I denne diskussion træder to hovedforklaringer på den udbredte brug af fiksering frem. For

det første, jf. Wad ovenfor, var det en del af plejekulturen på institutionerne. En ung plejer,

som i 1966 blev ansat i Brejning og straks blev afdelingsleder, forsøgte at erstatte en del af fik-

seringerne med mere socialpædagogiske metoder, men mødte modstand fra ældre kolleger,

som var vant til at gøre tingene på deres måde. ”Heldigvis havde jeg en del yngre personale,

så vi fik lov at prøve nogle nye tiltag, bl.a. fik vi løst de fastspændte stole, som beboerne sad

på. Vi lod dem også komme mere ud. Før havde de om søndagen siddet fastspændt i deres

søndagstøj og hørt radiogudstjeneste. De måtte ikke komme ud i søndagstøjet og snavse sig

til. Vi lod dem så gå i dagligtøjet også om søndagen og lod dem gå ude”.

810

Men sådan var det

ikke alle, der så på sagerne. Da der i 1960 kom en klage fra tidligere plejere på Kvindeasylet

i Brejning om, at flere af de anbragte sad konstant fikseret, fik det plejemoderen (afdelings-

lederen) til at forsvare sig skriftligt: ”Angående [navn udeladt], da er hun meget urolig og

aggressiv krampepatient, der altid må sidde fikseret, da hun ellers farer rundt og slår de

andre patienter …”

811

På samme måde fortæller overlægen i Brejning om en ung mand, som

det meste af dagen blev fikseret med muffetrøje på grund af skrigeture og raseriudbrud.

Ifølge en plejer skyldtes det uro på afdelingen, og plejerens vurdering var, at det kunne æn-

dres ved at placere manden i en mindre gruppe i roligere omgivelser.

812

Den tilgang mødte

imidlertid modstand fra ældre kolleger. Overlægen citerer fra afdelingens dagbog, hvor det

i maj 1968 fremgår om manden: ”Må fikseres fuldstændig om natten, også med muffe, og

som nævnt også af og til om dagen. Hvis han er rigtig slem, bliver han sat ud i et skur, hvor

han er bundet – bliver så hurtig god igen”.

813

I juli samme år blev manden kortvarigt placeret

i et åbent læskur med fodrem. Plejeren kritiserede i den forbindelse sine kolleger for at bruge

809

810

811

812

813

Wad, 1968, s. 10-11. Se også Wads vurdering i Referat af afdelingsmøde 22.11.1966 Vodskov, ”Fixerede

patienter”: Journalsager (1959-1975),

Statens Åndssvageforsorg,

pk. 327, RA

Bertelsen, 2008, s. 40.

Afskrift angående patienternes behandling på Kvindeasylet, 1960, ”Kritik”: j.nr. K/39, Journalsager A-Ø

(1897-1979)

Den Kellerske Anstalt, Brejning,

pk. 1990-137, RA

Brev fra overlæge Martin Clausager til chefredaktøren for dagbladet Information, 9.4.1968, ”Brejningssa-

gen”: j.nr. B/67, Journalsager A-Ø (1897-1979) i

Den Kellerske Anstalt, Brejning,

pk. 1990-91, RA.

Brev fra overlæge Martin Clausager til chefredaktøren for dagbladet Information, 9.4.1968, ”Brejningssa-

gen”: j.nr. B/67, Journalsager A-Ø (1897-1979) i

Den Kellerske Anstalt, Brejning,

pk. 1990-91, RA.

247

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

fiksering som straf, men blev irettesat af en plejemor med, at der ikke var tale om straf, men

om behandling.

For det andet var brugen af fiksering også en konsekvens af overfyldte afdelinger med be-

grænsede personaleressourcer inden for åndssvageforsorgen. I en forældreklage til Statens

Åndssvageforsorg fra 1960 blev det påtalt, at den 15-årige søn anbragt på Ribelund blev

fikseret en halv time før hvert eneste måltid ”for at give personalet den fornødne ro til

borddækning m.v.”. Overlægen forklarede, at afdelingens 21 åndssvage og urolige drenge

om dagen blev passet af en plejerske og en plejeelev i en kombineret spise- og opholds-

stue. De to ansatte havde ifølge overlægen ikke andre muligheder end at fiksere de mest

urolige børn for at undgå skader på indbo og medpatienter. ”Formentligt ville fiksering

kunne undgås ved en forøgelse af personalet, og til den omtalte drengeafdeling ville det

være rimeligt, at der til stadighed var et plejepersonale på tre personer”, lød overlægens

vurdering.

814

Koblingen mellem manglende ressourcer og brug af fiksering blev løftet frem i flere sam-

menhænge af overlægerne, der måske følte, at de noget uretfærdigt stod på mål for en

kritik, som de ikke havde ressourcer til at imødekomme. I forbindelse med en overgrebssag

i Brejning sidst i 1960’erne kom det frem i medierne, at flere af de anbragte var spændt fast

i sengen om natten.

815

Martin Clausager, overlæge i Brejning, forklarede som svar, at der

alene var tale om natlig fastspænding, og at man længe havde arbejdet med så vidt muligt

at undgå fiksering. ”I dag er det et særsyn i dagtimerne”, forklarede han, ”[d]e omtalte piger

er aldrig fikseret om dagen”. Når de var det om natten, skete det af hensyn til personalet,

så ”man f.eks. under indsovningsprocessen har dem sikkert i sengen, således at man (nat-

tevagten) ved, at de ikke farer rundt i sengene hos hinanden og forulemper hinanden. Den

lette rem, som de er fikseret med, frigøres, hvis det overhovedet er muligt, når de er faldet

i søvn. Enhver form for fiksering er lægeordineret og kontrolleres af lægen”.

816

En oversigt

fra Brejning fra 1968 viser, at 69 af de anbragte (ca. otte pct.) regelmæssigt blev fikseret.

De fleste af dem blev fikseret hver nat, mens andre blev fikseret i forbindelse med uro,

voldsomhed og raseriudbrud. En enkelt var ”permanent fikseret, fordi hun ellers omgående

814

815

816

J.nr. B/6/486, 1944, Udtalelse af overlæge R. Marthinsen, Journalsager (1949-1968),

Socialministeriet,

Særforsorgskontoret,

pk. 44, RA

Fremgår af landsdommer Svend Elmings tjenestemandsforhør i Brejningsagen, 24.8.1968, i ”Brejnings-

sagen”: j.nr. B/67, Journalsager A-Ø (1897-1979),

Den Kellerske Anstalt, Brejning,

pk. 1990-91, RA

Sagen beskrives i brev fra overlæge Martin Clausager til chefredaktøren for dagbladet Information,

9.4.1968, ”Brejningssagen”: j.nr. B/67, Journalsager A-Ø (1897-1979),

Den Kellerske Anstalt, Brejning,

pk.

1990-91, RA

248

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

flygter fra afdelingen og samtidig vælter potteplanter og møbler etc.”

817

I nogle tilfælde, f.eks.

på Brejnings ”spastikerafdeling”, skete fikseringen af ”sikkerhedsmæssige grunde”, hvor bør-

nene blev fikseret til kørestole og senge, så de ikke kom til skade ved fald. Skulle antallet

af fikseringer sænkes, krævede det ifølge overlægen ”betydeligt bedre bygningsmæssige og

personalemæssige forhold, end danske åndssvageinstitutioner for de dybest åndssvage rå-

der over i dag”.

818

Diskussionerne førte til, at Statens Åndssvageforsorg lavede en samlet undersøgelse af bru-

gen af fiksering. Den viste meget store forskelle mellem institutionerne.

819

Fra Gl. Bakkehus

lød det, at man slet ikke anvendte fiksering, mens der på Børnehospitalet i Vangede (en

del af åndssvageforsorgen) var 49 børn, som regelmæssigt var fikseret om natten for at

hindre, at de kravlede ud af sengen. På den store sjællandske institution Ebberødgård blev

59 anbragte bæltefikseret hver nat, og yderligere 13 andre måtte fikseres ved behov.

820

Vodskov var 48 ud af 661 voksne og 14 ud af 151 børn regelmæssigt fikseret. Overlæge Wad

erkendte, det var uværdigt for patienterne og udtryk for en ”slendrianmentalitet”, men med

overbelægning og de forhåndenværende personaleressourcer kunne man dårligt nedbringe

brugen af fiksering yderligere.

821

På baggrund af diskussionerne udsendte Socialministeriet i 1968 det første regelsæt for

brugen af fiksering m.v. (se ovenfor), som beskrev, hvad der ser ud til at være tidens ek-

sisterende praksis med, at fiksering skulle være lægeordineret, og at brugen af fiksering

skulle dokumenteres i rapportbøger.

822

Det betød, lægen kunne følge, hvorvidt personalet

fulgte instruksen, og ved hvert lægebesøg skulle der tages stilling til fikseringens eventuelle

opretholdelse.

Instruksen førte dog ikke nødvendigvis til en ændret praksis alle steder. En kritisk plejer,

der blev ansat på Andersvænge i 1971, fortæller, at ”[m]ange af beboerne var fikseret”, og

817

Brev fra overlæge Børge Nielsen til overlæge Martin Clausager 23.4.1968, ”Fixering”: j. nr. F/59, Journalsa-

ger A-Ø (1897-1979),

Den Kellerske Anstalt, Brejning,

pk. 1990-109, RA. De øvrige overlæger fremlagde i

flere tilfælde en lignende argumentation: Se også overlæge i Vodskov Gunnar Wad i ”De evnesvage skal ud

af spændetrøjen”, Berlingske Tidende, 5.4.1968. J.nr. H/0/190, Journalsager (1959-1975),

Statens Åndssvage-

forsorg,

pk. 327, RA

Brev fra overlæge Martin Clausager til chefredaktøren for dagbladet

Information,

9.4.1968, j.nr. B/67,

Journalsager A-Ø (1897-1979),

Den Kellerske Anstalt, Brejning,

pk. 1990-91, RA

Læg: ”Fixerede patienter”: Journalsager (1959-1975),

Statens Åndssvageforsorg,

pk. 327, RA

Korrespondance af maj-juni 1968, ”Fixering”: j. nr. F/59, Journalsager A-Ø (1897-1979),

Den Kellerske

Anstalt, Brejning,

pk. 1990-109, RA.

Politiken

4.4.1968.

Cirkulære 18 af 1.7.1968 om formelle betingelser ved iværksættelse m.v. af fiksering, isolering og ophold på

lukket afdeling.

818

819

820

821

822

249

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

”[m]an stillede ikke rigtig spørgsmål ved det. Man skiftede bleen, og så satte man bæltet på

igen. Der var ikke regler om, hvor længe de måtte ligge der, man havde egentlig frit slag til

at lade dem ligge. Det har været overgreb, men sådan var systemet, og logikken i det system,

det var sådan, at den, der havde det største antal nøgler, han bestemte. Man havde nøgler

til dørene, til vinduerne, til bælterne, og jo flere nøgler og jo mere synlige, de var, jo mere

magt havde man”.

823

I forbindelse med ombudsmandens undersøgelse af forholdene på Ebberødgård i somme-

ren 1975 kom det frem, at en fjerdedel af de anbragte på tre af Ebberødgårds afdelinger

var bæltefikseret om natten, og ombudsmanden efterlyste på den baggrund klarere regler

for, hvornår hvilke typer fiksering var forsvarlige.

824

Det førte til en diskussion i lægekredse

af, hvor fiksering var relevant behandling, f.eks. når en anbragt var til fare for sig selv, og

hvornår det var straf eller udtryk for manglende personalemæssige ressourcer.

825

Sagen blev

også grebet politisk – bl.a. af folketingspolitikeren Inge Krogh, som selv havde en fortid

som læge i åndssvageforsorgen, og førte bl.a. til, at brugen af muffetrøjer blev forbudt med

bekendtgørelsen fra 1977.

826

Et sådant forbud mod muffetrøjer gav plejerne praktiske udfordringer. På Ebberødgård

havde en blind åndssvag pige været fysisk fikseret med muffetrøje gennem 16 år på grund

af selvskadende adfærd. I 1976 hed det i forbindelse med et behandlingsmøde, at man ingen

planer havde om at vænne hende af med muffetrøjen, ”da hun føler sig godt tilpas i den”. Da

forbuddet så kom året efter, måtte man finde en ny løsning, og det lykkedes med træning

at få hende til at komme ud af muffetrøjen, men blot for at overgå til en hjemmelavet trøje

med meget lange ærmer og med net for hænderne, fordi hun efter mange års fiksering

følte sig tryg i den. Da det blev opdaget af overlægen, indberettede han sagen til Social-

styrelsen og undskyldte forholdet med, at der grundet sygdom hos personalet ikke havde

været mulighed for at øge pigens træning i et liv uden fiksering. Socialstyrelsen noterede i

den forbindelse følgende om sagen: ”Hvis man overhovedet kan sige noget pænt om dette

forhold, må det være, at S-J [overlægen] i det mindste er ærlig”, og fortsatte: ”Han er på den

823

824

825

826

Kragh et al., 2016, s. 412.

Ombudsmandens årsrapport 1975, s. 594.

”Fixering”: j. nr. F/59, Journalsager A-Ø (1897-1979),

Den Kellerske Anstalt, Brejning,

pk. 1990-109, RA

Se fx Inge Krogh (KrF), 20.1.1976, l. beh. af f. t. beslutn. vedr. åndssvageforsorgen,

Folketingstidende

1975-

76. Cirkulære nr. 505 af 19.7.1977 om magtanvendelse, isolation og lukket afdeling m.v. i særforsorgens

institutioner. For en rapportbog, se ”Fikseringsbog”, 1978: Emneordnede sager (1936-2009),

Andersvænge,

pk. 90, RA

250

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

anden side den eneste, der tager bekendtgørelsen rigtig alvorligt og indberetter overtræ-

delser”.

827

Socialstyrelsen overvejede i 1977 at foretage en decideret indsamling af muffe-

trøjerne ude på institutionerne, så brug ikke længere var en mulighed.

828

Det skete dog ikke.

Med andre ord, en ting var instruks, noget andet var at ændre praksis i virkeligheden, og

bemærkningen fra Socialstyrelsen antyder eksistensen af et mørketal med fikseringer, som

ikke blev noteret, eller som ikke fulgte reglerne.

829

Det blev også påpeget af bl.a. ombuds-

manden, fra politisk hold, fra forældreorganisationen LEV, og Socialstyrelsen registrerede

selv overtrædelser af reglerne.

830

En undersøgelse af forsorgscentrenes indberetninger seks

måneder efter 1977-bekendtgørelsen viste f.eks., at én enkelt institution havde foretaget

2.354 fikseringer på én måned fordelt på kun 31 anbragte (dvs. mere end to fikseringer om

dagen i gennemsnit), og generelt blev det konkluderet, at ”på de fleste afdelinger fikseres

i samme omfang som før bekendtgørelsen trådte i kraft.”

831

Alt tyder dog på, at antallet af

fikseringer faldt i sidste del af 1970’erne.

832

Medicin og medicinsk passivering

Der blev – som det fremgår ikke mindst af de undersøgte patientjournaler – i åndssvage-

forsorgen og for epileptikere og vanføre ordineret en række forskellige typer af medicin

til de anbragte. Formålet med medicineringen var at bedre en sygdomstilstand baseret på

den pågældende anbragtes diagnose. For gruppen af åndssvage var der ikke mulighed for

en egentlig helbredelse, så medicineringen rettede sig primært mod at afhjælpe forskellige

følgevirkninger af diagnosen. Vi forholder os ikke i afsnittet til medicinering (præparater og

doser) af enkelte patienter, men tegner et bredt billede af medicineringen.

827

Sag nr.36/1414, 1978, Journalsager (1972-1982),

Socialstyrelsen,

pk. 912, RA. For en lignende sag fra 1968,

hvor et barn har vænnet sig til fiksering om natten, se Beretning fra Forsorgscenter for København til

Statens Åndssvageforsorg 10. juni 1968, ”Fixering”: j. nr. F/59, Journalsager A-Ø (1897-1979),

Den Kellerske

Anstalt, Brejning,

pk. 1990-109, RA

J.nr. 36/1414, 1978, Journalsager (1972-1982),

Socialstyrelsen,

pk. 912, RA

Se f.eks. j.nr. 356/700101/2, 1975, Journalsager (1972-1982),

Socialstyrelsen,

pk. 850, RA

LEV-bladet

1978, årgang 27: 3; Referat nr. 3, 1978: Det lokale vejledende råds mødeprotokol (1970-1978)

Andersvænge, Undervisningslederen/Inspektøren,

pk. 1, RA, samt ”Fikseringsbog”: Emneordnede sager

(1936-2009)

Andersvænge,

pk. 90, RA. Se også j.nr. 3420/16, Journalsager (1972-1982),

Socialstyrelsen,

pk. 747, RA; Overtrædelse af cirkulære om brug af magtmidler, 1980: Chefkollegiets mødereferater med

indkaldelser (1970-1990),

Socialstyrelsen,

pk. 72; J.nr. 36/1322, 1975-76, Journalsager (1972-1982),

Social-

styrelsen,

pk. 912, RA; J.nr. 5119/103, 1979, Journalsager (1976-1981),

Socialministeriet,

pk. 1190, RA

Evnesvages Vel,

nr. 10, 1978, s. 7-9.

Mødereferat 3/4.4.1978: Chefkollegiets mødereferater med indkaldelser (1970-1990),

Socialstyrelsen,

pk.

52, RA; mødereferat 4.12.1979: Chefkollegiets mødereferater med indkaldelser (1970-1990),

Socialstyrel-

sen,

pk. 63, RA; Referat nr. 3, 1978: Det lokale vejledende råds mødeprotokol (1970-1978),

Andersvænge,

Undervisningslederen/Inspektøren,

pk. 1, RA; Kann-Rasmussen, 1979, s. 18-20.

828

829

830

831

832

251

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

Medicineringen kan for nogle tidligere anbragte stå som en problematisk erindring: En

kvinde, som var anbragt på Ebberødgård, husker tydeligt, hvordan hun fik piller sammen

med havregrøden. ”Det var sådan nogle hvide nogle (…) man blev sådan rundt på gulvet.

Jeg ved ikke, om det var beroligende piller. Jeg fik dem hver dag, men jeg vidste ikke, hvorfor

jeg skulle have piller”. Nogle gange var det svært at få pillerne ned, fortæller hun, ”men så

hældte de dem sgu da bare ned i maden”.

833

Vi er ikke stødt på instrukser for medicinering.

834

Udskrivning af medicin var det lægeud-

dannede personales ansvar og opgave. Vi kan se, at dette i en række tilfælde indskærpes

over for personalet på åndssvageforsorgens institutioner.

835

Men praksis omkring medicin-

håndtering var mere uklar. I mange tilfælde var det personalet på de enkelte afdelinger,

som havde ansvar for uddelingen af medicin til de anbragte, og i nogle tilfælde også præ-

cis, hvornår den skulle bruges.

836

Overlæge Wad i Vodskov pointerede i 1966 således, at

medicin skulle ordineres af anstaltslægerne, ”men det må erindres, at medicin meget vel

kan ordineres ’p.n.’, hvilket betyder, at der gives plejemoder bemyndigelse til at udlevere en

bestemt medicin til en navngiven patient efter behov”.

837

Det ser ud til at have været den generelle praksis, at overlægen ordinerede, og plejeperso-

nalet gav medicinen, men villigheden til at uddele medicinen kunne være større hos dem,

der skulle skabe ro, end hos dem, der ordinerede medicinen. Overlæge Wad mente, at me-

dicinen først og fremmest sløvede plejerne og fratog dem ansvar, og grundet mistanke om

overforbrug indførte han 1966 i Vodskov en skriftlig medicinordning, hvor alle medicinordi-

nationer i forbindelse med fiksering fremefter – som på Ebberødgård og i Brejning – skulle

indføres i rapportbogen. Håndkøbsmedicin kunne dog fortsat håndteres af en plejemor eller

hendes stedfortræder under ansvar over for overlægen men aldrig af underordnet persona-

le.

838

I 1973 blev det indskærpet, at injektioner kun måtte finde sted efter lægeordination, og

Regler

833

834

835

836

837

838

Kragh et al., 2016, s. 100-101. Se også j.nr. H/1591 og H/2353, Brevkopier (1968-1972),

Socialstyrelsen,

pk.

1, RA

Medicineringen har selvfølgelig været underlagt de helt overordnede regler for udskrivning af medicin

som Medicinlov, lægemiddellov og Medicinalstyrelsens godkendelse af præparater.

Se f.eks. Midlertidig Instruks for personalet ved vagtafdelingerne: Udtagne journalsager (1925-1959),

Østifternes Åndssvageanstalter, Bestyrelsen, pk. 111, RA

Se f.eks. Referat 5. Anstaltsmøde 15. juni 1945: Korrespondance fra Østifternes Åndssvageanstalts besty-

relse m.v. (1943-1965),

Andersvænge, Lægekontoret,

pk. 1, RA

J. nr. H/0/190, 1966, Journalsager (1959-1975),

Statens Åndssvageforsorg,

pk. 327, RA

J. nr. H/0/190, 1966, Journalsager (1959-1975),

Statens Åndssvageforsorg,

pk. 327, RA

252

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

ved akut brug skulle det rapporteres til lægen senest ved først følgende stuegang, ligesom

samtlige ordinationer skulle jævnligt tages op til revision.

839

Bekendtgørelsen af 1977 (se ovenfor) var den første regulering af ”farmakologiske tvangs-

midler”, som blev defineret som ”ethvert medikament, der indgives klienten mod dennes

vilje for at dæmpe en urotilstand.” Det blev dog udelukkende slået fast, at det var den an-

svarlige læge, som i samarbejde med institutionslederen traf beslutninger om ”medikamen-

tets indgivelse”.

840

I 1978 blev det endvidere bestemt, at ”p.n.-medicinering” ikke var tilladt,

men at lægen skulle kontaktes hver gang.

841

Det var dog ikke alle, som mente, kontrolsystemet fungerede. I netop 1978 sagde en syge-

plejelærer ved Koldingfjord-skolen sin stilling op, fordi hun ikke længere kunne acceptere

forholdene for de anbragte. Ifølge hende blev medicinudleveringen forestået af ansatte, som

ikke var uddannet i medicinhåndtering, hvilket gav sig udtryk i fejlmedicinering f.eks. med

øjendråber, som kunne have resulteret i blindhed samt i dobbeltmedicinering med giftig

medicin mod struma. Opsigelsen førte til en tjenestemandsundersøgelse mod lærerens tid-

ligere afdelingsleder, fordi forbruget af medikamenter på afdelingen viste sig forbløffende

højt. ” [Navn udeladt] eksperimenterede temmelig kraftigt på helt eget initiativ”, fortæller

sygeplejelæreren. ”Klienterne blev hver morgen fodret med kalk, kultabletter, ølgærtablet-

ter osv.”, men det var ikke det eneste. Den afgående sygeplejelærer fortsatte: ”Forbruget

af psykofarmaka var enormt, og alle mandlige patienter blev behandlet med androcur …

antiandrogener. Sådanne præparater må stadig anses for at være forsøgspræparater, der

kun bør anvendes af specialister. Ikke desto mindre deltes det med rund hånd ud til alle de

mandlige klienter på blindeafdelingen. Androcurbehandling er efter min – og andres opfat-

telse – et farmakologisk tvangsmiddel af allergroveste art – et uhørt indgreb på menneskers

personlige frihed … Afdelingslederen mangler komplet viden om medikamenter og disses

virkninger og bivirkninger … og derudover fremhævede hun, at ”Rekvisition af medicin

sker uden lægemedvirken.”

842

Medicin

I åndssvageforsorgen blev der gennem den undersøgte periode anvendt flere medicin-

ske præparater. En gennemgang af et udvalg af patientjournaler fra Brejning viser således

mere end 40 præparater. Ifølge speciallæge i psykiatri Jens Lund Ahrenkiel kan listen over

839

840

841

842

J. nr. 3420/9, 1973, Journalsager (1972-1982),

Socialstyrelsen,

pk. 746, RA

Det er uklart, hvor meget dette forandrede, da vi formoder, at en stor del af medicinen blev indtaget uden

tvang.

Mødereferat 10.1.1978, ”I & J, diverse”: Emneordnede sager (1936-2009),

Andersvænge,

pk. 21, RA

J.nr. 3421/8, Journalsager (1972-1982),

Socialstyrelsen,

pk. 749, RA

253

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

anvendte medikamenter inddeles i: antiandrogener

843

(mod mandlig kønsdrift), antidepres-

siva

844

(mod depression), antiepileptika (mod epilepsi), benzodiazepiner og andre beroli-

gende midler

845

(mod angst og søvnbesvær), neuroleptika

846

(antipsykotiske midler) samt

midler mod bivirkninger af antipsykotisk medicin.

847

Desuden optræder andre lægemidler

som medicinsk prævention samt medicin mod sukkersyge, forstoppelse m.v. Den nævnte

medicin kunne have bivirkninger som hukommelsesbesvær, depression, kvalme, sløvhed,

rystelser m.v., og den kunne være afhængighedsskabende. F.eks. det beroligende middel

Kloral, der virkede beroligende og søvnfremkaldende, men var afhængighedsskabende og

havde mulige bivirkninger som f.eks. sløvhed.

Brugen af beroligende medicin i åndssvageforsorgen ser ud til at have foregået helt fra star-

ten af 1930’erne. Overlæge Johannes Nørvig fortæller i maj 1936, at der blev anvendt so-

vemedicin på Ebberødgård, og at anvendelsen i høj grad skyldtes de anbragtes reaktion på

de uhensigtsmæssige bygninger med den megen larm.

848

Da (senere) overlæge Aksel Olsen

kom til Ebberødgård året efter, anvendte man Apormorfin som beroligende middel. Det

var et derivat af morfin og havde en beroligende effekt på patienten uden at være afhængig-

hedsskabende. I små doser førte lægemidlet til afspænding i musklerne og trang til at ligge

stille, mens den i for store doser fik de anbragte til at føle sig søsyge og fremkaldte opkast-

ninger. Ved Olsens ankomst i 1937 gav man i reglen større doser, mens man nogle år senere

– i 1944, hvor han udtalte sig om sagen – gav mindre doser og fortyndede Apomorphinen

”således den kun har halv styrke”.

849

I løbet af 1950’erne blev man i åndssvageforsorgen optaget af psykofarmaka, som kom

på markedet under navnet Largactil og Reserpin, og som gik deres sejrsgang i psykiatri-

en. Largactil blev både i Danmark og i udlandet ofte beskrevet som ”kemisk lobotomi”.

850

843

844

845

846

847

848

849

850

F.eks. præparaterne Achylin, Anlovar, Durabolin, Ethynoløstradiol, Ferroplex, Magnesia, Ponderal,

Provera, Rastinon, Reserpin og Vepicombin.

F.eks. præparaterne Saroten og Tryptisol.

F.eks. præparaterne Kloral, Apodorm, Mogadon, Apozepam, Stesolid, Fenemal og Librium.

F.eks. præparaterne Buronil, Cisordinol, Sordinol, Fluanxol, Largactil, Melleril, Neulactil, Nozinan,

Serenase, Trilafon og Truxal.

F.eks. præparaterne Akineton, Brocadisipal, Disipal og Cogentin.

Oversigter og mødereferater, 1936, (1936-1939),

Socialministeriet, Udvalget af 18.07.1936 angående

kompetenceforholdet mellem Børneforsorgen og Åndssvageforsorgen med videre,

pk. 1, RA

Tjenestemandssag Ebberødgård: Udtagne journalsager (1925-1959), Østifternes Åndssvageanstalter, pk. 68, RA

Kragh, 2016, s. 374.

254

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

Serpasil og Reserpin kom på samme måde til i 1950’erne. Det sidste blev udviklet mod forhø-

jet blodtryk, men havde vist sig at virke beroligende og blev derfor anvendt på folk med uro,

angst, voldsomhed og depression.

851

I journalen for en patient i Brejning, som ofte og især om

natten var selvskadende, grædende og hallucinerende, kan man se, at de foretrukne lægemid-

ler op gennem 1950’erne var Serpasil og Reserpin, mens han i perioden 1964-1974 primært

fik ordineret Truxal.

852

I rapportbøgerne fra cellebygningerne GI og GII i Brejning kan man

se, at det danske lægemiddel Truxal i løbet af 1960’erne blev et udbredt lægemiddel, som

blev givet til nogle anbragte flere gange dagligt. ”Det er vor erfaring, at man i alle tilfælde kan

anvende psykofarmaka”, skriver overlægen i Brejning det år, ”men at der må individualiseres

under hensyn til patienternes tålsomhed overfor disse ikke ufarlige medicamina”.

853

Truxal

havde den fordel, at produktet var billigt, og at kroppen ikke vænnede sig til det, så det var let

for plejerne at dosere. Sådan hed medicineringen en februar aften i 1969 for tre celleanbragte,

som hver aften blev givet samme mængde medikamenter, så de holdt sig i ro natten over:

”[Navn på anbragt] 50 mg Truxal kl. 21.30

[Navn på anbragt] 30 mg Truxal kl. 21.30

[Navn på anbragt] 50 mg Truxal + 1 codimagnyl kl. 21.30”.

854

Medicinsk fiksering

I forbindelse med Folketingets ombudsmands inspektionsrejse til de større danske anstalter

i 1970’ernes sidste halvdel, rejste han forsigtigt spørgsmålet om, hvorvidt brugen af medicin

i nogle tilfælde kunne ses som en medicinsk fiksering (se kapitel 17). I diskussionen om

brug af fysisk fiksering (se ovenfor) var det et gennemgående tema, at personalet var under

pres og derfor måtte ty til fysisk fiksering for at kunne håndtere de anbragte. Var det samme

tilfældet med medicineringen? Også med medicinering kan det være svært at skelne mel-

lem den for den anbragte nødvendige medicin og eventuelt fikserende motiver. I princip-

pet udelukker det ene ikke nødvendigvis det andet. I nogle tilfælde indgik den medicinske

fiksering i samspil med fysisk fiksering. I Brejning blev en arbejdsfør patient anbragt først i

cellebygningen og siden på Sprogø, men kom så tilbage til Brejning grundet dårlig opførsel,

og her fik hun i løbet af 1948 flere gange beroligende medicin i form af injektioner og tab-

letter med forskellige former for sovemedicin, samtidig med at hun blev lagt i enecelle med

bælte og handsker.

855

851

852

853

854

855

”Vi ved, hvad stofferne gør, men ikke hvorfor”,

Information,

23.8.1958

Sag nr. 273, Klientsager (1865-1990),

Den Kellerske Anstalt, Brejning,

pk. 1990-418, RA

Brev fra overlæge Martin Clausager til Statens Åndssvageforsorg, 3.4.1968, ”Fixering”: j. nr. F/59, Journal-

sager A-Ø (1897-1979),

Den Kellerske Anstalt, Brejning,

pk. 1990-109, RA

Indførsel 14.2.1969, Døgnjournal, GII, 3.1.1969-19.4.1969: Rapportbøger (1969-1972),

Den Kellerske An-

stalt, Brejning,

pk. 1990-2114, RA.

J.nr. 35, Klientsager (1865-1990),

Den Kellerske Anstalt, Brejning,

pk. 1990-405, RA

255

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

I andre tilfælde ser det ud, som om medicineringen trådte i stedet for den fysiske fik-

sering. Overlæge Wad i Vodskov, der også søgte at begrænse fysisk fiksering, mente, at

medicineringen af de anbragte fratog plejerne ansvar, og han strammede derfor reglerne

for uddeling af medicin i Vodskov (se ovenfor).

856

Fra institutionen Karens Minde husker

en tidligere plejer i 1960’erne, hvordan enkelte anbragte blev medicineret. Blandt andet

en kvinde, som blev opstemt, når hun så mænd og ville stikke af, og ”og så fik hun en

beroligende sprøjte”.

857

Overlæge Clausager i Brejning udtalte i 1968, at ”[d]et er klart, at

indførelse af medikamenter (psykofarmaka) har betydet meget på dette område”. Han

nævnte en ung mand i Brejning, som i længere tid dagligt var blevet fysisk fikseret på

grund af uro, skrigeture og raseriudbrud, for at blive beroliget med medicin: ”Man har

prøvet med snart alle former for medicin, og han får i øjeblikket Serenase med i hvert fald

nogen effekt”.

858

Om en anden anbragt, der havde været i mange år på anstalten uden at

skabe problemer, hedder det: ”I 1971 bliver hun dog drillende og udskældende, hvorfor

hun sættes i Truxalbehandling”.

859

Ebberødgård meddelte i 1974 til Socialstyrelsen, at på

grund af personalemangel var næsten alt træningsarbejde ophørt, og ikke bare blev flere

klienter end tidligere derfor medicinsk fikseret, men ”de får større doser medicin end tid-

ligere”.

860

I 1979 kom der anklager om medicinsk fiksering på en lukket kvindeafdeling på

netop Ebberødgård. ”Personalet selv ønsker ikke disse fikseringer”, udtalte forsorgschef

Niels Erik Bank-Mikkelsen, og bad overlægen sikre alternative behandlingsmetoder, for

de ansatte forstod ikke, hvorfor der fortsat blev krævet brug af stærk medicin over for

aggressive anbragte.

861

Chefkollegiet i Socialstyrelsen konkluderede i april 1978, at farmakologisk tvangsmedi-

cinering og injektion ikke var særlig udbredt i åndssvageforsorgen mere generelt.

862

I mange

tilfælde kan det dog være svært at afgøre, om medicinering kan betegnes som medicinsk

fiksering. For det første var medicineringen en del af behandlingen, og fikseringsvirkninger

kunne være utilsigtede bivirkninger. For det andet fremgår ”medicinsk fiksering” ikke som

en eksplicit begrundelse i patientjournalerne, og det kan være svært at afkode f.eks. en

856

857

858

J.nr. H/0/190, 1966, Journalsager (1959-1975),

Statens Åndssvageforsorg,

pk. 327, RA

Kirkebæk, 2007, s. 69.

”Fikseringer” (læg med dokumentation fra efteråret 1968), ”Brejningsagen”: j.nr. B/67, Journalsager A-Ø

(1897-1979),

Den Kellerske Anstalt, Brejning,

pk. 1990-91, RA. Se også sag nr. 8683, Klientsager (1865-

1990),

Den Kellerske Anstalt, Brejning,

pk. 1990-1388, RA

Sag nr. 43, Klientsager (1865-1990),

Den Kellerske Anstalt, Brejning,

pk. 1990-406, RA

J.nr. 330/16, 1974, Journalsager (1972-1982),

Socialstyrelsen,

pk. 659, RA. Der blev ligefrem talt om, at

”Der er givet fejlagtig medicinering med forgiftning til resultat”

Chefkollegiets mødereferater med indkaldelser, 1979, (1970-1990),

Socialstyrelsen,

pk. 59, RA

Chefkollegiets mødereferater med indkaldelser, 1978, (1970-1990),

Socialstyrelsen,

pk. 53, RA

859

860

861

862

256

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

generel og hyppig anvendt årsag som ”psykisk ustabilitet”, som blev behandlet med midler,

som havde en sløvende virkning.

863

Vi har fundet enkelte eksempler på brug af medicin som sanktion. I 1944 startede en tjene-

stemandsundersøgelse mod en plejemor på Ebberødgård på grund af hendes kontinuerlige

konflikter med det øvrige personale. I den forbindelse fremkom en længere række anklager

fra hendes kolleger, som blandt andet omfattede omtale af en anbragt pige, som var blevet

fastspændt til WC-røret og havde fået en sprøjte, mens en anden pige, som var urolig, blev

bundet fast til et toilet flere timer hver dag, og mens hun lå der, gav plejemoren hende ”den

ene sprøjte Apomorphin efter den anden, således pigen lå og kastede op”. Ifølge anklager-

ne blev sprøjterne også brugt som trussel og straf på afdelingen. Om en anbragt pige hed

det, at ”[n]år hun ikke vilde spise sin mad gav plejemoder hende en sprøjte”.

864

Om denne

specifikke anklage indrømmede overlæge Schwalbe-Hansen, at de såkaldte ”bræksprøjter”

ofte blev anvendt på Ebberødgård og med hans vidende, mens et vidne fastholdt, at det er

”plejemoderen, der træffer bestemmelse herom, og den bruges altså uden lægeordination”.

Avisomtale af sagen førte til, at Socialministeriet indkaldte anstaltens bestyrelsesformand

og overlæge Schwalbe-Hansen til samtale, og der blev givet påbud om, at alle plejere blev

gjort klart, at brug af medicin altid skulle over overlægens bord. For at sikre sig mod mis-

brug blev al brug af medicin på Ebberødgård fremover registreret.

865

Allerede året efter kun-

Politiken

dog på baggrund af en intern informant fortælle, at der på en afdeling fortsat

blev brugt sprøjter som straf.

866

I 1953 forklarede overlægen på Rødbygård til bestyrelsen for

Østifternes Åndssvageanstalter, at ”vedrørende anvendelse af korrigerende midler over for

børn under den undervisningspligtige alder må jeg for Rødbygårds vedkommende oply-

se, at der ved disciplinære vanskeligheder i princippet anvendes pædagogiske fremgangs-

måder i retning af venlig eller strengere tilrettevisning og i mere udtalte tilfælde lægelige

Medicin som sanktion

863

864

F.eks. sagerne nr. 203, 238 og 239, Klientsager (1865-1990),

Den Kellerske Anstalt, Brejning,

pk. 1990-414

og pk. 1990-415, RA

Tjenestemandssag Ebberødgård: Udtagne journalsager (1925-1959), Østifternes Åndssvageanstalter, pk.

68, RA. Tjenestemandsundersøgelsen endte med, at man ikke mente at kunne løfte bevisbyrden ift. brugen

af sprøjterne. Se dog også om brug af Apomorphin på Ebberødgård, Schwalbe-Hansens fremlæggelse på 5.

Anstaltsmøde 15.6.1945: Korrespondance fra Østifternes Åndssvageanstalts bestyrelse m.v. (1943-1965),

Andersvænge, Lægekontoret,

pk. 1, RA

Referat 5. Anstaltsmøde 15.juni 1945: Korrespondance fra Østifternes Åndssvageanstalts bestyrelse m.v.

(1943-1965),

Andersvænge, Lægekontoret,

pk. 1, RA

J.nr. B/353, 1945, Journalsager vedr. administration og personale (1942-1959), Østifternes Åndssvagean-

stalter, pk. 4, RA. Se også anklager om bræksprøjter i j.nr. 43/4, 1943, Journalsager (1921-1949),

Social-

ministeriet, Særforsorgskontoret,

pk. 555; Sag.nr. A/108, Klientsager for fødte 1921-1930 (1921-1930),

Ebberødgård,

pk. 44, RA

865

866

257

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

behandlingsmetoder såsom sengeleje eller beroligende medicin.”

867

Og i 1957 klagede en

anbragt på Andersvænge til overlægen over en navngiven plejerske, som angiveligt slog og

gav hende indsprøjtninger som straf, fordi hun masturberede om morgenen. Sagen blev

dog henlagt på grund af mangel på beviser, eftersom ingen kolleger havde set det, og fordi

plejersken selv søgte sin afsked.

868

Vi har fundet enkelte sager af denne art i arkivmaterialet, og oplevelsen fremgår af flere

interviews med tidligere anbragte, men det er svært at vurdere, om brug af medicin som

straf var et meget udbredt fænomen. I 1968-bekendtgørelsen om magtanvendelse m.v. (se

ovenfor) blev det dog understreget, at trusler om beroligende injektioner ikke længere måt-

te finde sted.

869

Behandling og lægekonsultation indgik som en mulig – og for nogen daglig – del af en an-

bringelse i store dele af særforsorgen. På blindeinstitutterne var der tilknyttet en øjenlæge,

epileptikere var indlagt på Kolonien Filadelfia og modtog lægebehandling (herunder me-

dicin), åndssvageforsorgen var langt hen ledet af læger, og de anbragte vanføre modtog alt

efter det specifikke fysiske handicap behandling.

870

Alt efter hvor og hvornår i særforsorgen,

man var anbragt, kunne anbringelse således omfatte forskellige former for fysiske behand-

linger og operative indgreb: fysioterapi i vanføreforsorgen, læbe-ganespalte-operationer

blandt talelidende, operationer af spastikere, hjernekirurgi i åndssvageforsorgen m.v. For-

målet med disse behandlinger og indgreb var at mindske graden af et handicap eller de

negative virkninger af det, og størstedelen af dem var ukontroversielle i samtiden (se også

kapitel 14 om sterilisation, kastration og abort). Vi vil ikke give nogen samlet fremstilling

eller vurdering af behandlinger og operative indgreb inden for særforsorgen men blot træk-

ke enkelte aspekter ud i dette afsnit.

På Geelsgård Kostskole i Virum, Vanføreforeningens skoleafdeling, var fysisk øvelse, træ-

ning og fysioterapi en del af børnenes dagligdag. ”Der finder utvivlsomt overbehandling

Fysiske behandlinger og operative indgreb

867

868

869

870

Brev 19.10.1953 fra Rødbygård (fra overlægen) til Bestyrelsen for Østifternes Åndssvageanstalter: j.nr.

H/0/49, Journalsager (1959-1975),

Statens Åndssvageforsorg,

pk. 303, RA

J.nr. B/1332, Journalsager vedr. administration og personale (1942-1959), Østifternes Åndssvageanstalter,

pk. 10, RA

Cirkulære 18 af 1.7.1968 om formelle betingelser ved iværksættelse m.v. af fiksering, isolering og ophold på

lukket afdeling.

Se f.eks.

Rapport om spastikere i Danmark,

udformet for Socialministeriet, 1951, ”Spastiske børn”: j.nr.

S/55, Journalsager A-Ø (1897-1979),

Den Kellerske Anstalt, Brejning,

pk. 1990-183, RA, som viser, at ikke

mindst gruppen af spastikere fik foretaget en række forskellige operative indgreb og behandlinger.

258

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

sted på Geelsgård”, mente et bestyrelsesmedlem i april 1957 med en bekymring, som nok

var mere rettet mod udgifterne end børnene. ”Der er 11 fysioterapeuter ansat … det er

lægerne, der ordinerer behandlingen, men de fører åbenbart ikke tilstrækkelig kontrol … vi

kan ikke forsvare at øse så mange penge ud her til overbehandling … [at] 100 ud af de 110

børn skal have behandling lyder utroligt”.

871

Også fra forældrene kom der i nogle tilfælde

klager over behandlingen, men det var snarere, at den var for hårdhændet.

For børnene kunne dette fokus på fysisk behandling i sig selv være stressende. En tidligere

anbragt på Geelsgård husker følgende: ”Vi elever var aldrig fredede. Vi fik prompte skæld-

ud, hvis vores stativer eller ortopædiske fodtøj ikke sad korrekt, eller hvis vi ikke deltog i den

behandling, der var besluttet ovenfra. Vi opbyggede et gedigent had til alt, hvad der lugtede

af fagfolk, for vi følte, at vi aldrig kunne få et frikvarter fra vores handicap. Der var læger

nærmest hver dag på Geelsgård”.

872

En dreng, som blev anbragt i 1957 og tilbragte otte år på Geelsgård med diagnosen ”dværg-

vækst og misdannelser i alle led”, husker sin barndom som en, hvor børnene af frygt for

nye operationer var bange for det regelmæssige lægetilsyn. ”Dengang mente man, at man

med kirurgiske indgreb kunne klare alt”, fortæller han. ”Jeg blev opereret hvert halve år”.

Operationerne gjorde ondt, og hvert eneste år var der – som han husker det – børn, der

døde som følge af operationerne. ”Man blev skåret op i brystbenet, og så blev en dims fæ-

stet til rygraden”, husker han. ”Men jeg slap med skrækken”.

873

En anden anbragt, der blev opereret flere gange, har en tilsvarende erindring om tiden.

”De operationer, vi som børn blev udsat for, faldt desværre ikke altid ud, som det var øn-

sket. Det var som om, vi ikke ejede vores egen krop. Vores kroppe var i stedet reduceret

til et aktieselskab, som fagfolk med ambitioner af forskellig slags havde en aktie i. Jeg fik

yderligere indtryk af, at der gik mode i nogle bestemte operationer. I en periode lå mange

elever på en båre, fordi de var blevet opereret i hofterne. I en anden periode var det in

at afstive diverse led i benene, som så blev afløst af operationer, hvor kirurgerne bræk-

kede underbenene og drejede dem, så de kunne vokse sammen på en ny måde. Herved

ville man undgå, at vores ben kom til at ligne nyfødte kalves. Når vi så blev udskrevet til

Geelsgård efter operationerne, var der en langvarig genoptræning forude, der yderligere

tog tid fra skolegangen.”

874

871

872

873

874

Referat af bestyrelsesmøde 11.4.1957: Bestyrelsesprotokoller (1872-1995),

Samfundet og Hjemmet for

Vanføre,

pk. 6, RA

Klitgaard, 2020, s. 96.

IP65, anbragt 1955-1965

Klitgaard, 2020, s. 98-99.

259

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

Også inden for åndssvageforsorgen fandt der i en periode operative indgreb sted i form

af lobotomi (det såkaldte hvide snit). Hvor der i 1950’erne hos nogle læger var optimistisk

tro på lobotomi som behandlingsmåde, er synet på behandlingen i dag meget kritisk bl.a.

på grund af meget store bivirkninger (f.eks. i form af apati) og risiko i forbindelse med

indgrebet.

875

Historikeren Jesper Vaczy Kragh vurderer, at der i perioden 1947-1983 blev

foretaget lobotomi på omkring 300 anbragte i åndssvageforsorgen.

876

Fra 1947 begyndte

åndssvageanstalterne at indstille anbragte børn og voksne til lobotomi på Rigshospitalet

i København eller på Århus Kommunehospital. Blandt de første var en 19-årig stærkt ud-

adreagerende kvinde fra Vodskov, som ofte måtte placeres i cellen. Indledningsvist forsøgte

man sig i sommeren 1947 med pentazolchok – krampeanfald fremkaldt af indsprøjtninger

med hjertemedicin – som var en metode især benyttet til patienter med skizofreni. Be-

handlingen foregik over flere dage og uden bedøvelse, selvom den fremkaldte meget vold-

somme kramper. Efter fire behandlinger uden effekt blev kvinden i november 1947 sendt

til lobotomering. Pludselig blev hun rolig. ”Hun, der tidligere var et af afd [afdelingens]

huskors, mærkes nu meget lidt”, hedder det i patientjournalen.

877

Indstillingerne til lobo-

tomi-operation fra åndssvageanstalterne til de hospitaler, som udførte operationen, virker

kortfattede og fokuserede på de anbragtes adfærd. Om en 12-årig dreng fra Andersvænge

hed det f.eks. i patientjournalen, at han var ”urolig og erotisk opstemt. Lobotomi indiceret”,

og om en 13-årig pige hed det i 1949, at hun ønskes lobotomeret ”på grund af skrigeture” og

”ituriven”.

878

Og om en niårig dreng hed det også i 1949, at lobotomi skal iværksættes, ”hvis

han bliver så urolig, at man ikke kan holde det ud”.

879

Om en seksårig dreng lød det, at han

rev ting i stykker og ”ikke var til at komme i kontakt med”, mens indgrebet for en otteårig

drengs vedkommende blev begrundet med, at han var ”urenlig, urolig, masturberer hæm-

ningsløst”, og om en 12-årig pige noterede man, at hun var ”aggressiv”, og lobotomi blev

forsøgt ”for at søge at pacificere patienten”.

880

En lobotomioperation forudsatte et samtykke

875

876

877

Kragh, 2010.

Kragh, 2022, s. 140 Se også Kragh, 2010. Heri omtales indstillinger til lobotomi fra Kolonien Filadelfia.

Vores formodning er dog, at det drejer sig om patienter fra Filadelfias psykiatriske afdeling.

Sag nr. 1068, Klientsager,

Vodskov Åndssvageanstalt,

pk. 180, RA. ”Huskors” betyder noget, som volder

plage i et hus. En anden sag fra 1952 viser dog, at det ikke var altid, indgrebet havde den ønskede virkning

– se sag nr. 1069, Klientsager,

Vodskov Åndssvageanstalt,

pk. 180, RA; og Sag nr. 389, Klientsager (1865-

1990),

Den Kellerske Anstalt, Brejning,

pk. 1990-419, RA

Kragh, 2010, s. 207-208.

Kragh, 2010 s. 225.

Kragh, 2010, s. 344.

878

879

880

260

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

fra den anbragte eller dennes forældre.

881

Et eksempel er en sag fra 1951, hvor en ung kvinde

fra Brejning – kendt på afdelingen for at kunne bryde ud af enhver form for fiksering –

blev indstillet til lobotomi. Overlæge Clausager spurgte forældrene, som modsatte sig, og

i stedet måtte man regulere hendes adfærd ved hjælp af beroligende medikamenter.

882

I en

anden sag opgav overlægen dog at få samtykke, fordi den anbragte kvinde kun havde en

pårørende, som af overlægen blev vurderet som paranoid.

883

I et brev til en tredje anbragt

drengs forældre karakteriseres lobotomien således som en ”lille operation i hjernen”.

884

kan på baggrund af de gennemgåede sager ikke være sikker på, at der er givet samtykke i alle

tilfælde, eller vurdere hvorvidt der ifm. samtykke er lagt pres på den anbragte eller dennes

pårørende, og om hvorvidt der er informeret om operationens risici.

885

881

Kragh, 2010, s. 293-334. Undersøger samtykkediskussionen, som bølgede frem og tilbage i 1940’erne og

1950’erne. Flere læger især fra sindssygehospitalerne pressede på for at undgå kravet om samtykke, mens

lægerne, som foretog operationen, og Sundhedsstyrelsen var mere fastholdende. If. Vaczy Kragh fandt der

operationer sted uden reelt samtykke, og de anbragte og/eller familien kunne blive udsat for pres for at

give samtykke.

Sag nr. 452, Klientsager,

Den Kellerske Anstalt, Brejning,

pk. 1990-419, RA

Sag nr. 1069, Klientsager,

Vodskov Åndssvageanstalt,

pk. 180, RA

Brev fra 1952: Sag nr. 2963, Klientsager for fødte (1921-1930),

Ebberødgård,

pk. 36, RA

For en beskrivelse af selve operationen og dertil hørende risici – se Kragh, 2010.

882

883

884

885

261

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

262

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

Kapitel 14 Sterilisation, kastration og abort

I dette kapitel sætter vi fokus på åndssvageforsorgens praksis i forbindelse med sterilisation

og i mindre omfang også kastration og abort. Det er en af de mest velundersøgte proble-

matikker i åndssvageforsorgens historie, særligt gennem Lene Kochs grundige studier af

tvangssterilisationer både som idé og som praksis.

886

Koch har således gennemgået 13.000

sterilisationssager fra perioden 1929-1967 og på den baggrund beskrevet motivationer bag

indgrebene, behandlingen af sagerne og brugen af tvang.

887

En stor del af det følgende vil

derfor naturligt bygge på Kochs studier, som vil blive suppleret med de arkivundersøgelser,

vi har foretaget i særligt Særforsorgskontorets journalsager vedrørende sterilisation samt

enkelte stikprøver i Sterilisationsnævnets arkiv. I vores empiriske undersøgelse har vi haft

særligt fokus på, hvordan anstalterne brugte sterilisation som et instrument til at (gen)

placere åndssvage i en ”normal” tilværelse uden for særforsorgens rammer, sådan som ste-

rilisationsbestemmelserne også lagde op til (se gennemgang af lovgivningen nedenfor). Vi

har således interesseret os for, hvordan bestemmelserne blev omsat i praksis, herunder i

hvilke situationer anstalterne argumenterede for sterilisation, samt hvilke begrundelser de

angav herfor.

Derudover har vi været opmærksomme på indgrebets følger set fra de åndssvages eget

perspektiv. Her har det vist sig, at særligt det centraladministrative niveaus arkivalier har

kunnet vise, hvordan indgrebet kunne problematiseres af de anbragte i forbindelse med en

udskrivningssag – men også af kvinder, der

var

blevet udskrevet, efter at indgrebet hav-

de fundet sted. I forhold til de udskrevne kvinder er vi således stødt på en del sager, der

fortæller om tiden efter sterilisation og udskrivning fra forsorgen, og hvor de pågældende

kvinder har klaget over de fysiske og psykiske omkostninger, sterilisationsindgrebet havde

påført dem. Fælles for de pågældende er, at de skildrede deres tilværelse som alt andet end

”normal”, for selvom indgrebet havde medført, at de var blevet udskrevet fra forsorgen (eller

havde fået tilladelse til at indgå ægteskab), var de samtidigt blevet afskåret fra at få et fami-

lieliv med børn og fra at have en ”normal” krop.

888

886

887

888

Koch, 1996. Se også Koch, 2000.

Koch, 2000.

Også mænd er repræsenteret i klagesagerne om sterilisation, dog i meget færre antal end kvinderne.

263

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

Åndssvageforsorgens sterilisationspraksis var en gennemgående problematik i særforsor-

gens væsen og i de åndssvages tilværelse frem til 1960’erne.

889

Den kunne både optræde som

betingelse for at undgå indskrivning og som forudsætning for hel eller delvis udskrivning.

Den kunne også komme i spil i forbindelse med de åndssvages kærlighedsliv, idet sterili-

sation kunne sættes som betingelse for en ægteskabstilladelse. Selv det at få følelser for en

anden person (af modsat køn) kunne medføre et ønske fra forsorgens side om, at vedkom-

mende blev steriliseret. Frem til 1967 var der med 1934-loven hjemmel til at tvangssterili-

sere åndssvage mænd og kvinder, idet loven ikke krævede, at den pågældende samtykkede

i indgrebet.

890

I praksis blev der som hovedregel indhentet samtykke fra den pågældende,

men der kunne være tale om et tvungent samtykke: Hvis den anbragte ønskede sig en friere

tilværelse, kunne indgrebet blive stillet som en forudsætning.

Bag denne praksis lå særligt i de første tiår teorier om arvelighed (eugenik), der beskrev,

hvordan befolkningen på sigt ville blive degenereret, hvis åndssvage fik lov til at formere sig

(se bilag B). Et sådant scenarie blev skildret som et socialt og kulturelt problem, men i høj

grad også som en samfundsøkonomisk trussel mod den gryende velfærdsstat.

891

Det øko-

nomiske problem bestod i, at der ikke var råd til sociale reformer, der havde som sin grund-

læggende præmis at tage hånd om de svageste i samfundet, hvis befolkningen i stigende

grad kom til at belaste de offentlige udgifter. Et af de mest kendte citater til at illustrere den

eugeniske tankegang er fra K.K. Steincke (jurist og politiker), som i 1920 skrev følgende i sin

bog

Fremtidens Forsørgelsesvæsen:

”[…] ethvert menneskeligt væsen skal have ret til den lykkeligst mulige tilværelse og skal,

om fornødent beskyttes og plejes. Kun i en henseende må samfundet være på sin post: med

889

Steriliseringslovgivningen omfattede også epileptikere (og enkelte andre grupper, som ikke er en del af

denne undersøgelse). Jf. Koch, 2000, s. 196 samt s. 382 (tabel 12) var ca. 4 pct. af steriliseringsansøgnin-

gerne begrundet med epilepsi (en højere andel i den tidlige periode). Jf. Stubbe Teglbjærg, ”Epileptiker-

forsorgen”, i Beretning for direktøren for den sociale særforsorg for året 1944,

Socialt Tidsskrift,

Afd. C,

1945, s. 18 skete sterilisering af epileptikere primært af sociale eller medicinske grunde (fremfor arvebio-

logiske). Ægteskabsloven af 1938 (som behandles nedenfor) gjorde det bl.a. muligt at kræve sterilisation af

epileptikere som betingelse for at kunne indgå ægteskab. Vi har ikke undersøgt praksis i forbindelse med

sterilisation af epileptikere.

Lov om foranstaltninger vedrørende åndssvage, Lov nr. 171 af 16. maj 1934, §§ 5-8. Med Lov om steri-

lisation og kastration, Lov nr. 234 af 3. juni 1967, blev sterilisation gjort betinget af, at den pågældende

begærede det foretaget, og dermed var der ikke længere hjemmel til tvangssterilisation. Tvang skal dog

ikke forstås bogstaveligt – som en fysisk magtanvendelse i forbindelse med indgrebet. Koch, 2000, s. 191.

Koch, 2000 s. 55 ff.

890

891

264

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

hensyn til forplantningen […] Vi behandler undermåleren med al omsigt og kærlighed,

men forbyder ham blot til gengæld at formere sig.”

892

De formelle rammer for sterilisation

Åndssvageforsorgens sterilisationspraksis havde gennem hele perioden lovhjemmel, ligesom

anstalterne med enkelte undtagelser også fulgte de formelle administrative procedurer, der

var forbundet hermed. Der var med andre ord ikke tale om et vilkårligt eller ulovligt indgreb,

men derimod om et politisk besluttet redskab til at forhindre åndssvage i at sætte børn i

verden.

893

Lovgivningen var i den forbindelse formuleret på en måde, der gav anstalterne vide

beføjelser til at få en åndssvag mand eller kvinde steriliseret, og som reelt gjorde de åndssvage

magtesløse, fordi indgrebet for mange indgik som betingelse for en udskrivning. I sin helhed

blev der i perioden 1929-1938 gennemført en række love, som samlet set satte begrænsnin-

ger for åndssvages mulighed for at få børn, og som mere eller mindre blev afskaffet igen i

1960’erne og 1970’erne. Lovgivningens udvikling afspejler dermed det øgede pres for norma-

lisering af de åndssvages tilværelse, herunder at styrke deres retssikkerhed som medborgere i

samfundet. Her følger en kort præsentation af de væsentligste love på området.

Den første sterilisationslov blev vedtaget i 1929 som en midlertidig lov, hvormed Justitsmini-

steriet kunne give tilladelse til sterilisation af psykisk abnorme personer, der var anbragt på en

forsorgsanstalt. Indgrebet skulle ske, når det ”må anses særdeles magtpåliggende for samfun-

det og gavnligt for dem selv, at de sættes ud af stand til at få afkom.”

894

Det gjaldt ikke kun for

åndssvage, men også for psykopater og epileptikere, som var anbragt under forsorgsvæsenet.

Loven var et resultat af et pres fra Den Kellerske Åndssvageanstalt, der havde argumenteret

for, at sterilisation af åndssvage ville være til gavn både for samfundet (som garanti for en sund

og stærk befolkning) og for de åndssvage selv (som middel til at komme ud fra forsorgens

rammer).

895

Der var tale om den første eugenisk funderede sterilisationslov i Europa, og den

vakte interesse i udlandet.

896

Loven beskrev de formalia, der skulle være opfyldt for, at sterili-

sationen kunne bevilges, herunder at det var anstalternes ledelse, der formelt skulle indstil-

le den pågældende til sterilisation på baggrund af anstaltsoverlægens eller en embedslæges

892

Steincke, 1920, s. 237. Citatet er bl.a. omtalt i ”Redegørelse om de politiske overvejelser, der dannede det

lovmæssige grundlag for tvangssterilisation af åndssvage i Danmark i perioden 1929 til 1967”, Socialmini-

steriet, Handicapkontoret 7. kontor, 21. oktober 1997

Se f.eks. Kemp, 1944, s. 49-63.

Lov om adgang til Sterilisation, Lov nr. 130 af 1. juni 1929, § 2

Kirkebæk, 2004, s. 137. Koch, 2000 s. 44 og 56 ff.

Til sammenligning fik Norge sin første eugeniske sterilisationslov i 1934 (samme år som Tyskland), mens

Sverige og Finland fulgte efter i 1935. Se Kemp, 1943, s. 299

Sterilisationslovgivningen 1929-1967

893

894

895

896

265

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

udtalelse. Det var Justitsministeriet (efter indhentet udtalelse fra Retslægerådet og Sundheds-

styrelsen), der skulle give tilladelse hertil. Loven gav ikke hjemmel til tvangssterilisation, idet

den ”psykisk abnorme” eller dennes værge skulle samtykke i indgrebet.

897

I 1934 blev der vedtaget en særlov for åndssvage, som udover at tillade tvangsanbringelse

og tvangstilbageholdelse af åndssvage (se kapitel 8) også gav hjemmel til tvangssterilisation

af åndssvage ud fra ”samfundsmæssige hensyn”.

898

Kriterierne for sterilisation var opfyldt,

hvis den åndssvage på grund af sin ”åndssvaghed” ikke ville være i stand til at opdrage sine

børn ”på forsvarlig måde” eller forsørge dem, eller hvis vedkommende kunne komme ud i

en friere tilværelse i form af udskrivning eller anbringelse i kontrolleret familiepleje efter

indgrebet.

899

Loven rummede ikke som 1929-loven et krav om, at det skulle være ”særde-

les magtpåliggende for samfundet”, at vedkommende blev steriliseret. Der ses heller ikke

krav om minimumsalder, eller at den åndssvage skulle være anbragt på en anstalt. Den gav

i det hele taget anstalterne ret vide beføjelser i forhold til at indstille en åndssvag mand

eller kvinde til sterilisation, ikke mindst fordi de angivne kriterier for indgrebet i høj grad

beroede på et skøn. Det var da også et erklæret mål med loven, at flere åndssvage skul-

le steriliseres, fordi man dels fra politisk hold, dels fra de jyske anstalters side mente, at

1929-loven ikke havde været tilstrækkeligt anvendt.

900

På et møde mellem Socialministe-

riet og de centrale overlæger fra de jyske og sjællandske anstalter et par år før loven blev

vedtaget, gav socialminister K.K. Steincke således udtryk for en skepsis over for de store

forskelle mellem øst og vest, idet Den Kellerske Åndssvageanstalt stod for hovedparten af

sterilisationsindstillingerne, mens langt færre kom fra de sjællandske anstalter. På mødet

gav overlæge Wildenskov fra åndssvageanstalten i Brejning udtryk for ønsker om en endnu

mere liberal tilgang til brugen af sterilisation, idet han argumenterede for, at også dem, som

skulle forblive på anstalt, burde steriliseres, ”når de pågældende kunne beroliges ved sterili-

sation.” Det synspunkt blev udfordret af overlæge Nørvig fra Østifternes Åndssvageanstal-

ter, der henviste til, at det måtte være lovens tanke, at de, som skulle blive på institutionen,

ikke skulle steriliseres. Steincke slog imidlertid fast: ”at det ikke var nødvendigt at fortolke

loven så strengt, at operationen af sådanne alumner var udelukket. Operationen åbnede

1934 Lov om sterilisation af åndssvage

897

898

899

900

Der var ikke krav om skriftligt samtykke, blot at vedkommende skulle have tiltrådt, at indgrebet skulle

finde sted. Koch, 2000, s. 41.

Lov om foranstaltninger vedrørende åndssvage, Lov nr. 171 af 16. maj 1934, §§ 5-8.

Jf. § 5 i nævnte lov.

For nærmere indblik i de interne drøftelser i åndssvageforsorgen forud for den nye lovgivning, se j.nr. 315,

1933, Journalsager (1921-1949),

Socialministeriet, Særforsorgskontoret,

pk. 221, RA. Her fremgår det f.eks.,

at overlæge Wildenskov ønskede lettere adgang til sterilisation af åndssvage for bl.a. at undgå de dyre

anbringelser (Se brev fra Wildenskov til DKA Bestyrelse den 3. maj 1933). Se også Koch, 2000, s. 65.

266

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

dog altid mulighed for senere udskrivning, og i tilfælde af udskrivning måtte det altid anses

for magtpålæggende for samfundet, at de pågældende sættes ud af stand til at få afkom.”

901

Steincke støttede således en så lempelig adgang til sterilisation som mulig. I sine erindringer

fra 1949 fremhævede han da også, at bestemmelsen om sterilisation var det vigtigste ele-

ment i 1934-loven, fordi der hermed ”kunne spares store udgifter for det offentlige og opnås

forskellige andre goder, også for de åndssvage selv.”

902

Området kom med 1934-loven under

Socialministeriet, og det var det nyoprettede Sterilisationsnævn, der skulle tage stilling til

anstaltsledelsernes sterilisationsanmodninger. Sterilisationsnævnet skulle i henhold til lo-

ven bestå af en dommer (som formand), en socialpraktiker samt en lægeuddannet inden for

psykiatrien eller åndssvageforsorgen. For at de kunne behandle en begæring om sterilisati-

on, skulle der foreligge en udtalelse fra overlægen på den pågældende anstalt samt en ”ud-

talelse” fra ”en særlig i sagens anledning beskikket værge”, der også skulle have erklæret sig

bekendt med indgrebets ”beskaffenhed” og følgerne heraf.

903

I modsætning til 1929-loven

rummede loven fra 1934 ikke krav om samtykke fra den åndssvage (eller fra dennes værge),

hvormed det formelt set var tilladt at tvangssterilisere åndssvage personer.

Året efter (i 1935) blev der vedtaget en ny lov som erstatning for 1929-lovens midlertidige

bestemmelser.

904

Den gav hjemmel til sterilisation og kastration af psykisk

normale

såvel

som psykisk

abnorme

personer.

905

Sidstnævnte gruppe omfattede ikke personer med

diagnosen ”åndssvag”, der fortsat hørte under 1934-loven. Når det er relevant at trække

1935-loven frem i vores sammenhæng, skyldes det, at der udviklede sig en praksis, at i de

sager, hvor resultatet af den anbragtes intelligenstest var højere end 75, skulle indgrebet

foretages med hjemmel i denne lov.

906

I modsætning til 1934-loven var indgrebet frivilligt

for så vidt, at begæring om indgrebet skulle komme fra den pågældende (hvilket både gjaldt

for den psykisk normale og den psykisk abnorme). Men hvis den psykisk abnorme ikke var

i stand til at forstå indgrebets betydning, kunne værgen alene underskrive sterilisationsbe-

gæringen. Hvis den pågældende var indskrevet på en anstalt, kunne anstaltsledelsen alene

underskrive begæringen. Der kan derfor også ved denne lov sættes spørgsmålstegn ved

graden af frivillighed.

907

Overlæge Schwalbe-Hansen omtalte den da også i 1950 med citati-

1935 Lov om sterilisation af psykisk normale og abnorme personer

901

902

903

904

905

906

907

J.nr. 315, 1933, Journalsager (1921-1949),

Socialministeriet, Særforsorgskontoret,

pk. 221, RA

Steincke, 1949, s. 195.

Lov om foranstaltninger vedrørende åndssvage, Lov nr. 171 af 16. maj 1934, §§ 5 og 7

Lov om adgang til sterilisation og kastration, Lov nr. 176 af 11. maj 1935

Det indbefattede sindssyge, kroniske alkoholister, vagabonder m.m. Koch, 2000, s. 193 og s. 195.

Koch, s. 228 ff.

Koch, 2000, s. 194 ff.

267

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

onstegn som ””frivillighedsloven” af 1935.”

908

Som betingelser for sterilisation for de psykisk

normale fremgik det, at der skulle foreligge særlige hensyn, ”navnlig fare for afkommets

arvelige belastning”, ligesom vedkommende skulle være myndig. For de psykisk abnorme

gjaldt det, at det skulle være til gavn for vedkommende selv, ”at han sættes ude af stand til

at få afkom”, og her ses ikke en minimumsalder.

Hvor 1934-loven (vedr. åndssvage) hørte under Socialministeriet, hørte 1935-loven under

Justitsministeriets ressortområde (sådan som det også havde været tilfældet med loven fra

1929, som den afløste). Retslægerådet skulle forud for den endelige afgørelse i hver enkelt

sag afgive en erklæring i forhold til, om indgrebet var hensigtsmæssigt, og om betingelserne

for indgrebet var til stede.

I 1967 blev sterilisationsbestemmelserne samlet i én lov, hvormed den afløste bestem-

melserne i de tidligere love, der specifikt omhandlede sterilisation.

909

Dermed var der ikke

længere lovhjemmel til koblingen mellem udskrivning og sterilisation, som havde været

gældende med 1934-lovens bestemmelser. Den nye sterilisationslov skelnede ikke mellem

”normale”, psykisk syge og åndssvage som de tidligere love på området. Begæringen om

sterilisation skulle komme fra den pågældende person, men det fremgår også, at hvis ved-

kommende ”på grund af sindssygdom, åndssvaghed eller anden grund [er] varigt ude af

stand til at forstå betydningen af indgrebet eller behandlingen, kan begæring fremsættes

af en dertil beskikket værge.”

910

Som Koch påpeger, minder denne del af bestemmelsen om

1934-lovens tvangsbestemmelse. Der er så vidt vides ikke foretaget videnskabelige under-

søgelse af, hvordan sterilisationsindgrebet

efter

1967 foregik i praksis, herunder hvor mange

der fra åndssvageforsorgen gennemgik indgrebet, og om tvangselementet fortsatte længere

op i tid.

911

1967 Sterilisation – et frivilligt indgreb?

Kastration

Den ovennævnte lovgivning om sterilisation (med undtagelse af 1934-loven) indeholdt

også muligheden for tvungen eller frivillig kastration. Hvor sterilisationsbestemmelser

omhandlede eugenik og et ønske om at regulere reproduktion, handlede kastrations-

lovgivningen om at regulere seksuel adfærd og om at forebygge nye overgreb. Der havde

forud for lovgivningen været debatter om såkaldt ”legal kastration” i akademiske kredse og i

908

909

910

911

J.nr. B/76/50, Udtagne journalsager (1925-1959),

Østifternes Åndssvageanstalter, Bestyrelsen,

pk. 74, RA

Lov om sterilisation og kastration, Lov nr. 234 af 3. juni 1967. Dermed bortfaldt sterilisationsbestemmel-

serne i 1934-loven og 1935-loven samt sterilisationsbestemmelsen i svangerskabsloven af 1956.

Lov om sterilisation og kastration, Lov nr. 234 af 3. juni 1967, § 9, stk. 1

Koch, 2000, s. 325; Kragh, 2022, s. 66-68 og 206 ff.

268

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

offentligheden en diskussion foranlediget af sager om seksuelle overgreb og kritik fra kvin-

deorganisationer.

912

Det blev taget op på politisk niveau, og kastration blev del af den første

midlertidige lov om sterilisation og kastration i 1929 (se også ovenfor).

Den midlertidige 1929-lov nævnte ikke eksplicit kastration, men talte generelt om, at ”per-

soner, hvis kønsdrifts abnorme styrke udsætter dem for at begå forbrydelser og derved

fremkalder fare for dem selv og samfundet, kan efter forudgående lægelig vejledning om

indgrebets følger og efter egen begæring underkastes indgreb i kønsorganerne”.

913

Det in-

kluderede både sterilisation og kastration. Loven beskrev, med samme regler som med ste-

rilisation (se ovenfor), de formalia, der skulle være opfyldt, for at kastrationen kunne be-

vilges, herunder at det var anstalternes ledelse, der formelt skulle indstille den pågældende

til kastration på baggrund af anstaltsoverlægens eller en embedslæges udtalelse. Det var

Justitsministeriet (efter indhentet udtalelse fra Retslægerådet og Sundhedsstyrelsen), der

skulle give tilladelse hertil. Loven gav ikke hjemmel til tvangskastration, idet den ”psykisk

abnorme” eller dennes værge skulle samtykke i indgrebet.

I 1935-loven, som erstattede de midlertidige bestemmelser i 1929-loven permanent, næv-

nes kastration eksplicit.

914

Loven fastholdt de ovennævnte bestemmelser om adgangen til

kastration, idet indgrebet udover farlighedsargumentet nu også omfattede tilfælde, hvor

kønsdriften ”medfører betydelige sjælelige lidelser eller social forringelse for ham.” Indika-

tionen for kastration blev således gjort bredere og dermed også mere åben for fortolkning.

Desuden blev der i lovens § 4 åbnet for tvangskastration i tilfælde af alvorlige sædeligheds-

forbrydelser. Muligheden for tvangskastration ser dog ikke ud til at have været anvendt.

915

Kastrationsbestemmelserne omfattede i princippet både mænd og kvinder, men blev, så

vidt vi kan se, kun anvendt ift. mænd.

916

I forbindelse med en betænkning om sterilisation og kastration fra 1964 blev der foretaget

en undersøgelse af brugen af kastration. Den viste, at der på dette tidspunkt var foretaget

912

913

914

915

Koch, 1996, s. 56.

Lov om adgang til Sterilisation, Lov nr. 130 af 1. juni 1929, § 1.

Lov om adgang til sterilisation og kastration, Lov nr. 176 af 11. maj 1935, § 2 og 4.

Jf. Betænkning om sterilisation og kastration afgivet af det af Justitsministeriet den 30. december 1958

nedsatte udvalg, København 1964, s. 44. Her nævnes, at der i lovens allerførste år blev afsagt fem domme,

som inkluderede mulighed for en evt. senere tvangskastration, men at tvangsbestemmelserne aldrig blev

iværksat, da de pågældende personer selv ansøgte om kastration.

Det fremhæves i lovens § 4, at det altid skal tages i betragtning, at ”indgrebet for kvindens vedkommende

er af mere indgribende og farligere karakter”.

916

269

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

ca. 900 kastrationer.

917

Frem til 1969 blev, ifølge historiker Jesper Vaczy Kragh, i alt 1012

personer kastreret.

918

Undersøgelsen af de 900 kastrationer viste, at knap halvdelen af det

samlede antal kastrationer (ca. 44 pct.) var foretaget på personer anbragt inden for ånds-

svageforsorgen, og at ca. 80 pct. af det samlede antal forud for indgrebet havde begået sek-

sualforbrydelser, hvilket omfattede både uterlighed (den største gruppe) og mere alvorlige

seksualforbrydelser.

919

Ifølge 1964-betænkningen var indgrebet i ca. 20 pct. af tilfældene

forebyggende:

”De knapt 20 pct., der intet seksuelt kriminelt havde begået, udgøres dels af personer, som

på hospitaler for åndssvage og sindssyge havde udvist en sådan adfærd, at man måtte for-

vente, at de ville begå seksuelle lovovertrædelser under friere forhold, dels af personer, som

selv befrygtede, at deres kønsdrift kunne medføre, at de forbrød sig seksuelt, eller hvis køns-

drift i det hele taget påførte dem sjælelige lidelser eller social forringelse. Sådanne lidelser

forekommer hyppigt ved hyperseksualitet, homoseksualitet, pædofile tendenser, seksuelle

perversioner m.m.”

920

Citatet antyder, at kriterierne for risikovurderingen både ift. farlighed og for ”sjælelige li-

delser” var brede og ikke udelukkende præget af straffelovgivningens bestemmelser men

også af datidens seksualmoral.

921

Vi har fundet enkelte sager omhandlende kastration i det

gennemgåede materiale. Et par af disse sager tyder på, at kastration på samme måde som

sterilisation (jf. ovenfor) kunne indgå i forhandlinger om anbringelsens karakter og evt. ud-

skrivning. I en sag fra Livø i 1941 skrev overlægen om en mand, der blev genanbragt på øen,

at ”af hensyn til generalprævention … anbringes [han] på den lukkede afdeling, man bør

søge ham overtalt til kastration, idet man må stille ham overfor valget mellem fortsat in-

despærring eller kastration med påfølgende internering i fritiden over et længere tidsrum”,

og lidt senere i samme sag, noteres: ”Overtales til frivillig kastration”.

922

I 1965 forklarede

overlægen ved Ebberødgård, Schwalbe-Hansen, i

Politiken,

at kastration for den berørte

åndssvage var ”en kolossal fordel, at han efter kastrationen kan gå ud i livet uden angst. Alle

917

918

919

920

921

922

Betænkning om sterilisation og kastration afgivet af det af Justitsministeriet den 30. december 1958 ned-

satte udvalg, København 1964, s. 48.

Jesper Vaczy Kragh, ”De udsattes Danmarkshistorie”,

Berlingske Tidende,

5. december 2020.

Betænkning om sterilisation og kastration afgivet af det af Justitsministeriet den 30. december 1958 ned-

satte udvalg, København 1964, s. 49.

Betænkning om sterilisation og kastration afgivet af det af Justitsministeriet den 30. december 1958 ned-

satte udvalg, København 1964, s. 42-43.

Homoseksualitet var blevet afkriminaliseret med straffeloven af 1930 (for voksne), og kategorien ”perver-

siteter” var ikke en entydig kategori.

J.nr. 39/31, 1940, Journalsager (1921-1949),

Socialministeriet, Særforsorgskontoret,

pk. 442, RA. Se også j.nr

39/3, 1945, Journalsager (1921-1949),

Socialministeriet, Særforsorgskontoret,

pk. 622, RA; J.nr. 39/5, 1940,

Journalsager (1921-1949),

Socialministeriet, Særforsorgskontoret,

pk. 442, RA

270

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

kastrerede kommer ud, på nær undtagelserne, de rene idioter, som kan kastreres, når de

kommer ind i belastende onani-vaner”.

923

Med 1967-loven om sterilisation og kastration blev 1935-lovens bestemmelser om tvangs-

kastration afskaffet.

924

Med hensyn til indikationer for kastration var situationen dog ret

uændret, idet: ”Tilladelse til kastration kan meddeles den, hvis kønsdrift udsætter ham for

at begå forbrydelser eller medfører betydelige sjælelige lidelser eller social forringelse for

ham.” Der var også fortsat mulighed for, at en værge kunne ansøge, f.eks. hvis pågældende

på grund af ”hæmmet psykisk udvikling” ikke var i stand til at ”forstå betydningen af ind-

grebet”. Anstaltens mulighed for at ansøge om kastration udgik således af loven. 1967-loven

fastholdt også formuleringen om ”Tilladelse til kastration kan meddeles den, hvis kønsdrift

udsætter ham for at begå forbrydelser eller medfører betydelige sjælelige lidelser eller social

forringelse for ham”. Vi kan ikke på baggrund af undersøgelsen sige noget om udvikling i og

praksis ifm. kastration efter 1967-loven.

925

Også med ægteskabslovgivningen bestræbte lovgiverne sig på at afholde de åndssvage fra at

stifte familie. I 1922 blev der indført et ægteskabsforbud for sindssyge og ”åndssvage i højere

grad”.

926

I 1938 blev dette forbud strammet i forbindelse med en ændring af loven. Nu var det

for det første alle åndssvage – og altså ikke længere kun åndssvage i

højere

grad – der var

omfattet af ægteskabsforbuddet.

927

For det andet gjaldt bestemmelsen (foruden sindssyge)

nu også for psykopater ”i højere grad”, kroniske alkoholister, samt epileptikere ”med jævnlige

923

924

925

Schwalbe-Hansen i Politiken 14. juli 1965 (citeret fra Kragh et. al, 2015, s. 238).

Lov om sterilisation og kastration, Lov nr. 234 af 3. juni 1967.

Vi har et par sager, hvor der ansøges om kastration fra årene lige efter 1967-loven. Se j.nr. 5114/1 og

5114/5, 1968. Journalsager (1968-1976),

Socialministeriet,

pk. 2487, RA. Kragh et. al, 2015, s. 382 taler om

en ”diskret udfasning” af kastration i 1970’erne.

Jf. Lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, Lov nr. 276 af 6. juli 1922, § 10. Med denne lov blev det

bestemt, at åndssvage ”i højere grad” ikke måtte gifte sig. Det samme gjorde sig gældende for sindssyge,

men de kunne få dispensation via kongelig bevilling, hvis der ikke var fare for ”sygeligt afkom” m.m. Loven

trådte i kraft 1. juli 1923.

Hverken i ægteskabslovgivningen eller i de øvrige love, som er nævnt her, ses en nærmere definition af

begrebet ”åndssvag”. I selve lovteksten fra 1938 ses ikke en definition af begrebet ”åndssvag”, men i en

betænkning fra 1969 henvises der til definition af begrebet i

Rigsdagstidende

1937-1938, tillæg B, sp.

739: ”Efter forhandlingen med lægeautoriteterne er der i udvalget enighed om, at ordet ”åndssvag” ikke

omfatter de såkaldte ”sinker”, men som hovedregel kun de personer, hvis intelligenskvotient efter lægelig

undersøgelse, foretaget i overensstemmelse med de nu anvendte intelligensmålinger, ikke overstiger 75,

en opfattelse, der deles af Justitsministeren.” Her fremgår det endvidere, at Ernst Andersen i værket

Ægte-

skabsret

fra 1954 (s. 36) havde fastslået, at præciseringen i 1938 blev anvendt som definition af åndssvag-

hed i forbindelse med efterfølgende love, ”idet der ikke nogetsteds i lovgivningen findes en definition af

begrebet.” Se

Betænkning over forslag til lov om ægteskabs indgåelse og ophævelse m.m., afgivet af udvalget

den 9. maj 1969,

bilag 1, sp. 1911.

Ægteskabslovgivningen 1922-1989

926

927

271

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

anfald eller med udtalte psykiske forandringer”. Justitsministeriet kunne dog give dispensa-

tion til ægteskab ”under hensyn til lidelsens art, den ringe fare for overførelse på afkommet

samt partens evne til at bedømme ægteskabets betydning […]” Med andre ord: en eugenisk

begrundelse for ægteskabsforbuddet, idet loven skulle forhindre, at dårlige gener spredte sig

i befolkningen. Samtidig var der hjemmel til at gøre tilladelsen til ægteskab betinget af, at

vedkommende lod sig sterilisere.

928

Der var ikke tale om et tvangsindgreb, men de facto kan

åndssvage have følt sig presset til at indvillige i indgrebet for at blive gift – og for dermed

at leve op til de sociale normer i samtiden, hvor ægteskab gav status, mens det at leve i et

uægteskabeligt forhold havde et mere negativt skær. Loven omfattede alle, der havde fået

diagnosen åndssvag uafhængigt af, om de var indskrevet under åndssvageforsorgen eller ej.

Men ægteskabsloven i 1969 blev ægteskabsforbuddet for sindssyge og åndssvage opret-

holdt, da justitsministeren fortsat skulle give dispensation hertil.

929

Målgruppen var således

blevet indsnævret sammenlignet med loven af 1938, og dertil kom, at en dispensation ikke

længere kunne gøres betinget af, at den åndssvage lod sig sterilisere. Vi har ikke undersøgt,

hvad der i så fald skulle til for at få dispensation til ægteskab. Til gengæld kan vi se, at alle-

rede i begyndelsen af 1970’erne blev ægteskabsforbuddet for åndssvage taget op til overve-

jelse. En arbejdsgruppe under Socialstyrelsen forholdt sig således til, hvorvidt ægteskabs-

forbuddet skulle bibeholdes for denne gruppe. Arbejdsgruppen fremlagde i den forbindelse

argumenterne for og imod en bevarelse af forbuddet. Argumenterne

for

lød sådan her: ”En

længere betænkningstid for parterne, eugeniske hensyn, beskyttelse af den åndssvage og

den eventuelt ikke åndssvage part.” Det var således en blanding af hensyn til individet og

til samfundet. Argumenterne

imod

forbuddet lød til gengæld sådan her: ”Bestemmelsen

virker desavouerende på klientellet og bliver i mange tilfælde omgået både af personer, som

forbliver under S.Å. [Statens Åndssvageforsorg] og ikke indgiver ansøgning om ægteskab-

stilladelse (…) og af personer, der lader sig udskrive af S.Å. forinden ægteskabets indgåelse.”

Ikke alle oplyste om deres diagnose i deres ansøgning om indgåelse af ægteskab, og dertil

kom, at omstødelse af ulovligt indgåede ægteskaber som hovedregel ikke fandt sted. Ar-

bejdsgruppen anførte også, at forbuddet var svært at opretholde, fordi ikke alle åndssvage

var registrerede, ligesom den heller ikke forhindrede åndssvage i at få børn. I forlængelse

heraf blev det fremført, at en fjernelse af forbuddet måske endda kunne mindske omfanget

af par, der levede sammen uden at være gift, og også bremse promiskuitet i samfundet (hvis

de åndssvage kunne gifte sig og dermed leve i mere faste forhold). Konklusionen på ud-

valgets drøftelser blev, at de argumenterede

for,

at forbuddet mod ægteskab for åndssvage

burde afskaffes:

928

929

Jf. Lov nr. 141 af 13. april 1938, § 1. Den trådte i kraft 1. juli 1938.

Lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, Lov nr. 256 af 4. juni 1969, § 5: ”Den, som er sindssyg eller

åndssvag, må ikke indgå ægteskab uden justitsministerens tilladelse.” Loven trådte i kraft 1. januar 1970.

272

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

”Åndssvage (debile og imbecile) skal som andre medborgere have adgang til at indgå æg-

teskab, da man må regne med, at de som normalbegavede har behov for kontakt, tryghed,

accept og familieliv. Ægteskabet er for mange åndssvage et statussymbol og et led i en

normaliseringsproces.”

930

Ægteskabsforbuddet for denne gruppe af borgere blev dog først endeligt afskaffet i 1989,

hvormed både åndssvage og sindssyge kunne gifte sig uden et formelt krav om først at have

indhentet dispensation.

931

Svangerskabslovgivningen gjorde det ligeledes muligt at forhindre åndssvage i at gennem-

føre svangerskab. Her handler det ganske vist ikke om sterilisation, men derimod om mu-

ligheden for at få en abort på et eugenisk grundlag. I 1937 blev der vedtaget en lov, der gav

hjemmel til abort, hvis der bl.a. var ”nærliggende fare for, at barnet på grund af arvelige

anlæg vil blive lidende af sindssygdom, åndssvaghed, andre svære mentale forstyrrelser,

epilepsi eller alvorlig og uhelbredelig legemlig sygdom.”

932

Det var i udgangspunktet kvinden

selv, der skulle anmode om at få foretaget en abort, men begæringen kunne også komme fra

en værge, der var blevet beskikket hertil af det sociale udvalg i kommunen, hvis den pågæl-

dende kvinde på grund af sindssygdom, åndssvaghed m.m. ikke selv var i stand til at forstå

indgrebets betydning. Hvis hun var indskrevet under forsorgen, kunne også anstaltsledel-

sen indstille hende til en abort.

933

Loven trådte i kraft den 1. oktober 1939, men allerede før

denne dag blev der med justitsminister K.K. Steinckes accept givet tilladelse til at foretage

en abort på en 22-årig kvinde indstillet til anstaltsophold i Brejning, idet hun var blevet

besvangret af en åndssvag mand anbragt på samme anstalt.

934

930

931

932

Der ses ikke en dato på arbejdsgruppens skiftlige erklæring, men den er ud fra de øvrige dokumenter i

sagen at dømme fra 1972. J.nr. F/0/85, Journalsager (1959-1975),

Statens Åndssvageforsorg,

pk. 275, RA

Lov om ændring af ægteskabsloven m.v., Lov nr. 209 af 5. april 1989.

Loven gav også tilladelse til abort, hvis en kvinde havde været udsat for en seksualforbrydelse, eller hvis

kvindens liv og helbred var truet i forbindelse med graviditeten. Jf. Lov om foranstaltninger i anledning

af svangerskab m.m., Lov nr. 163 af 18. maj 1937, § 1. Den trådte i kraft den 1. oktober 1939, jf. Lov om

udskydelse af ikrafttræden af Lov nr. 163 af 18. maj 1937 om foranstaltninger i anledning af svangerskab

m.m., Lov nr. 84 af 31. marts 1938. For nærmere oplysninger om abortens historiske udvikling, se Ander-

sen Nexø, 2005.

Lov om foranstaltninger i anledning af svangerskab m.m., Lov nr. 163 af 18. maj 1937, § 2. Jf. Beretning fra

Direktøren for den sociale særforsorg for året 1942,

Socialt Tidsskrift,

Afd. C, nr. 3, 1943, s. 17, havde Rets-

lægerådet i forbindelse med en konkret sag vurderet, at ”såfremt betingelserne for svangerskabsafbrydelse

er til stede, hvilket oftest vil være tilfældet, når tilladelse til sterilisation meddeles i medfør af sterilisations-

loven eller åndssvageloven, vil det ordentligvis være rimeligt, at svangerskabsafbrydelsen foretages før eller

samtidig med sterilisationen.”

Tilladelsen til den uhjemlede abort blev givet af Socialministeriet, efter at man havde forespurgt Justitsmi-

nisteriet, idet man i Særforsorgskontoret var klar over, at indgrebet var ulovligt. J.nr. 43/64, 1937, Journal-

sager (1921-1949),

Socialministeriet, Særforsorgskontoret,

pk. 349, RA

Abortlovgivningen 1937-1973

933

934

273

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

I 1956 blev retten til at få foretaget en abort udvidet. Der var fortsat hjemmel til abort på

eugenisk indikation, og i den forbindelse blev der nu hjemmel til ved samme lejlighed at ste-

rilisere kvinden, hvis det var hende (og ikke barnefaren), der var bærer af de arvelige anlæg.

Indgrebet behøvede ikke en særlig tilladelse, hvis kvinden gav samtykke hertil.

935

Indgrebet

skulle ske senest ved udløbet af 16. graviditetsuge.

936

I 1973 ændrede reglerne sig for så vidt, at der blev adgang til fri abort. Tilladelsen var altså

ikke længere afhængig af, om barnet f.eks. havde udsigt til at lide af en mental sygdom, idet

alle kvinder nu havde ret til at få foretaget en abort inden 12. graviditetsuge.

937

Med svan-

gerskabsloven af 1973 var der dog fortsat tilladelse til, at en beskikket værge kunne anmode

om, at en kvinde, som var enten sindssyg eller åndssvag ”eller af anden grund ude af stand

til at forstå betydningen af indgrebet”, kunne få foretaget en abort.

938

Vi har ikke gennemgået sager om abort på åndssvage kvinder, og vi kan derfor ikke redegøre

for, i hvilket omfang de fik fjernet fosteret i forbindelse med en graviditet, og om det skete

under pres fra værge og/eller anstaltsledelsen. Set i lyset af samtidens sterilisationspraksis

kan man dog forestille sig – hvilket Lene Koch også har anført – at åndssvage kvinder kan

have oplevet et pres i forhold til at lade sig underkaste en abort.

939

Det eugeniske grundlag for lovgivningen

1930’erne dannede således afsæt for en række mere eller mindre eugenisk motiverede lo-

ve.

940

Lovgivningen afspejler samtidens bestræbelser på at forhindre en såkaldt degenere-

ring af befolkningen. Det var baseret på en forestilling om, at åndssvaghed kunne nedar-

ves gennem generationer, og at antallet af åndssvage var i vækst. Lovene var derfor tænkt

som en beskyttelse af samfundet og af de kommende generationer ud fra sociale, sund-

hedsmæssige og økonomiske perspektiver. Det blev dog samtidigt påpeget, at sterilisation

også var et humant indgreb for den åndssvage, idet det kunne medføre, at vedkommende

blev udskrevet af forsorgen (og evt. anstaltsanbringelse) og således kunne få en normal

935

936

937

Lov om foranstaltninger i anledning af svangerskab m.v., Lov nr. 177 af 23. juni 1956, § 1. Loven trådte i

kraft 1. oktober 1956. Koch, 2000, s. 319-324

Lov om foranstaltninger i anledning af svangerskab m.v., Lov nr. 177 af 23. juni 1956, § 1, stk. 2

Lov om svangerskabsafbrydelse, Lov nr. 350 af 13. juni 1973, § 1. Det var muligt med abort længere henne

i graviditeten, hvis f.eks. ”der er fare for, at barnet på grund af arvelige anlæg eller beskadigelse eller syg-

dom i fostertilstanden vil få en alvorlig legemlig eller sjælelig lidelse,” jf. § 3. Loven trådte i kraft 1. oktober

1973.

Lov om svangerskabsafbrydelse, Lov nr. 350 af 13. juni 1973, § 5

Koch, 2000, s. 320

Koch, 2000, s. 121, s. 321 ff.

938

939

940

274

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

tilværelse.

941

Da forslaget til 1934-loven blev fremlagt i februar måned samme år, brugte

den socialdemokratiske folketingspolitiker Vilhelm Rasmussen da også ordet humant om

muligheden for, at samfundet i kraft af sterilisationsbestemmelsen kunne ”frigøre sig for de

åndssvage”:

”Når jeg bruger ordet ”human” her, vil jeg gerne understrege, at der i dette anliggende ikke

alene skal vises humanitet over for den, der er åndssvag, men også over for de åndssvage,

som den pågældende kan blive fader eller moder til, og over for det samfund, som lider

under åndssvagheden både derved, at de åndssvage vækker sorg hos deres nærmeste, og

derved, at samfundet har meget store udgifter i anledning af åndssvagheden.”

942

Med tiden trængte det eugeniske argument dog mere og mere i baggrunden. Lene Koch

vurderer på baggrund af en systematisk gennemgang af den brugte motivation i ansøg-

ninger til Sterilisationsnævnet, at i perioden 1934-1946 indgik eugenisk motivation i un-

der halvdelen af ansøgningerne, i perioden 1946-1962 var det ca. halvdelen, og efter 1962

aftog brugen af eugenisk motivation i ansøgningerne.

943

Da det samlede antal sterilisationer

i samme periode faldt kraftigt i løbet af 1960’erne, kan man tale om, at eugenikken mistede

betydning i perioden. Lene Koch vurderer, at det primært var den social-eugeniske betragt-

ning, som var under afvikling til fordel for et mere moderne medicinsk-eugenisk tilgang,

som ikke på samme måde anlagde betragtninger om samfundsnytte og samfundstrusler.

Sterilisationspraksis

944

I alt blev ca. 13.000 personer steriliseret i perioden 1929-1967, hvoraf lige knapt 6000 blev

steriliseret med hjemmel i åndssvageloven fra 1934. Hovedparten af de steriliserede ånds-

svage hørte til i gruppen ”lettere åndssvage” og primært i alderen 18-30 år.

945

Fordelingen

vidner om, at målgruppen for indgrebet især var de debile (lettere åndssvage) i den seksuelt

aktive og fertile alder, og som kunne tænkes at indgå i en seksuel relation med en person af

det modsatte køn, hvorimod børn, ældre og dem med den laveste intelligenskvotient ikke

blev fundet relevante i denne sammenhæng. Hovedparten af de steriliserede efter 1934-lo-

vens bestemmelser var anbragt på en åndssvageanstalt, men en mindre del var anbragt i

941

942

943

944

Koch, 2000, s. 189.

Førstebehandling af Forslag til lov om foranstaltninger vedrørende åndssvage den 8. marts 1934,

Rigsdags-

tidende 1933/1934,

Folketingets forhandlinger sp. 2998 ff.

Koch, 2000, s. 131-143.

I det følgende vil vi fokusere på, hvornår og med hvilke begrundelser sterilisation af åndssvage blev an-

vendt i praksis. Eftersom vores undersøgelsesperiode begynder i 1933, har vi stort set kun undersøgt sager,

der omhandlede bestemmelserne fra 1934 og (i mindre omfang) 1935.

De fordeler sig på 117 steriliseret efter 1929-loven, 5779 efter 1934-loven og 6839 efter 1935-loven. Se

tabel 1, 2 og 10 i Koch, 2000, s. 372 ff.

945

275

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

ventetidsforsorgen, kontrolleret familiepleje m.m.

946

Indgrebet var først og fremmest rele-

vant for dem, der havde udsigt til at blive udskrevet – og det var typisk de lettere åndssvage

– hvormed behovet for sterilisation (set med forsorgens øjne) opstod.

947

Omtrent to tredjedele af de steriliserede åndssvage var kvinder, og ifølge overlæge Wildenskov

skyldtes det, at der var større risiko for, at en normal mand var sammen med en åndssvag

kvinde, end at en åndssvag mand var sammen med en normal kvinde.

948

Bag denne tanke-

gang aner man datidens traditionelle køns- og seksualnormer, hvor manden sås som den

aktive part i en seksuel relation, mens kvinden var den mere passive part. Ikke dermed sagt,

at åndssvageforsorgen generelt opfattede de åndssvage kvinder som seksuelt passive. Både

på lokalt såvel som på centralt niveau kan vi se, at særligt de lettere åndssvage kvinder ofte

blev beskrevet som promiskuøse og let tilgængelige, og at begrundelsen for både en anbrin-

gelse (se kapitel 8) og sterilisation ofte blev koblet sammen med deres seksuelle erfaringer

og mangelfulde moral.

949

Maries historie

En af de kvinder, der blev steriliseret med hjemmel i 1934-loven, var Marie, som lagde

krop til indgrebet i 1935 – dvs. året efter det var blevet tilladt at tvangssterilisere ånds-

svage i Danmark.

950

Marie var på det tidspunkt 20 år gammel og anbragt på Den Kellerske

Åndssvageanstalt i Brejning. I hendes sterilisationssag ses overlægens skriftlige indstilling,

som i første omgang skulle godkendes af anstaltens bestyrelse og herefter indsendes til

Særforsorgskontoret, der fremsendte indstillingen til godkendelse i Sterilisationsnævnet.

I indstillingen kan man læse om Maries familiære baggrund og hendes sociale karakter –

med andre ord oplysninger, der umiddelbart kan virke som en neutral beskrivelse af Marie.

Men der var ikke tale om tilfældige deskriptive oplysninger: De tjente et bestemt formål,

idet de mere eller mindre udgjorde begrundelsen for,

hvorfor

Marie burde steriliseres. Det

handlede med andre ord om at få overbevist Sterilisationsnævnet om, at indstillingens kon-

klusion var korrekt. Begrundelserne var en blanding af lægefaglige aspekter og subjektive

946

947

948

949

Ifølge Lene Kochs opgørelse blev 5779 personer steriliseret efter 1934-lovens bestemmelser, heraf boede

3744 på en åndssvageanstalt, 1394 under friere former, mens 570 boede i hjemmet. Koch, 2000, s. 70.

Koch, 2000, s. 70.

Koch, 2000, s. 81. Koch angiver, at den skæve kønsfordeling ikke har været genstand for en nærmere

undersøgelse. Det står derfor ikke helt klart, hvorfor kvinder var overrepræsenterede.

Den negative beskrivelse af de åndssvage kvinders seksualitet ses særligt for de såkaldte Sprogøpiger, der

netop var blev anbragt på øen for at forhindre dem i at udleve deres seksualitet. Se Kirkebæk, 2004, s. 134

og s. 301 ff.

Maries sag er frit tilgængelig på Rigsarkivets hjemmeside, og derfor har vi valgt at anvende den som ek-

sempel uden at anonymisere oplysningerne i sagen. Se https://kilderne.dk/laeringstilbud/gymnasiepakker/

de-uoenskede/

950

276

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

vurderinger af hendes optræden, som var farvet af den eugeniske tankegang og af samti-

dens køns- og seksualnormer.

Om Maries biologiske ophav kan man læse, at hendes mors mand ikke var Maries far –

hvilket Marie ikke vidste – og at anstalten ikke havde kendskab til, hvem der var hendes

biologiske far. Om Maries mor lød det til gengæld, at hun ikke havde fået det bedste skuds-

mål af sin svigerfamilie. Det fremgår også, at Marie var nummer fire i en børneflok på i alt

otte børn, ”om hvilke der ikke oplyses noget om disposition”. Overlægen kunne således ikke

fastslå, om Maries åndssvaghed var nedarvet. Herefter redegjorde han for Maries liv og

færden efter konfirmationen og tegnede et billede af hende som ”socialt åndssvag” – også

omtalt som moralsk åndssvag, og hvor åndssvagheden altså ikke udsprang af genetisk arv.

Hun havde først fået ophold hos en tante, som ifølge overlægen havde tilkendegivet (uvist

til hvem), at Marie havde stjålet (”smårapset”) fra sin mor, og at hun skulle holdes under

kontrol. Tanten skulle også have fortalt, at Maries far (som altså ikke var hendes rigtige far)

var i tvivl om hendes mentale tilstand. Herefter ses der en gennemgang af de forskellige

pladser på landet, hvor Marie havde tjent, hvor længe hun havde tjent der, og hvor tilfredse

de havde været med hende. Ifølge overlægen havde plads nr. to været utilfreds med hende:

”det sidste år var hun upålidelig, løb ude om natten, en gang borte i tre dage, ville også

rapse, hvorfor hun måtte forlade pladsen i utide.” Plads nr. tre havde fortalt, at hun ”løb ude

og fik kønssygdom”, mens plads nr. fire havde oplyst, at hun var flink, dygtig og god ved

børnene, men også at hun var ”usandfærdig og smårapsede”. Med gengivelsen af pladsernes

beskrivelse af Marie fik overlægen sat fokus på hendes moral. Det blev endvidere under-

støttet i overlægens beskrivelse af de kønssygdomme, som Marie havde lidt af, og hvor

mange mænd hun havde smittet, foruden en optælling af, hvor mange mænd hun havde

haft samleje med. Derudover kan man læse, at hun som 16-årig fik tiltalefrafald i en sag om

tyverier mod at blive inddraget under værgerådet, og at hun i de efterfølgende år flyttede

rundt mellem forskellige anbringelsessteder, herunder Vejstrup Pigehjem på Fyn. Det var

her, overlægen første gang mødte Marie, idet han undersøgte, om hun var åndssvag. Hun

blev testet til en IK på 75 og blev kort efter anbragt på Sprogø.

Indstillingen koncentrerede sig herefter om Maries arbejdsevner og indsats, hvor hun be-

skrives som sjusket og upålidelig, ”men under strengt tilsyn arbejder hun ret godt.” Desuden

var hun ”ret flink til håndarbejde.” Også hendes moralske karakter blev lagt frem. Overlæ-

gen beskriver hende på dette område som ”tyvagtig, mistænkt i hvert fald men ikke grebet

på fersk gerning, da hun er snu”. Hun beskrives endvidere som opmærksomhedskrævende,

slesk og som en ”øjentjener” (indsmigrende). Om hendes seksualmoral lød det, at hun ikke

var ”rå” eller ”udfordrende, men formentlig er hun det uden tilsyn”. Hendes arbejdsindsats

blev tilsyneladende forbedret, for overlægen fremhæver, at hun i 1934 var flink til sit arbej-

de med huslige arbejdsopgaver på Sprogø, men også at hun kunne hjælpe i landbruget, hvor

277

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

hun kunne malke, køre med heste, tynde roer m.m. Overlægen endte med at konkludere, at

Marie var let åndssvag, overfladisk og impulsiv, havde ringe modstandskraft, og at hun ikke

holdt sig tilbage fra de tilbud og adspredelser, som hun mødte. Men overlægen fremhævede

samtidig, at hun viste fremskridt i sit arbejde, og derfor vurderede han samlet set, at hun

kunne overgå til ”familiepleje under fornødent tilsyn”.

Overlægens konklusion kan umiddelbart virke ambivalent, men hele essensen var at vise, at

Marie på den ene side var klar til at komme ud i samfundet, men ikke mere klar end at hun

skulle sikres mod graviditet. Overlægen omtalte således udskrivning til familiepleje som et

”forsøg”, der ”bør betinges af forudgående sterilisation”. Han begrundede det med, at man ikke

kunne forvente, at hun selv i familiepleje kunne stå under fuldstændigt tilsyn, og at hun des-

uden ikke kunne forsøge sig selv og eventuelle børn og heller ikke opdrage dem på ”forsvarlig

måde” – det sidste var stort set formuleret, som det stod skrevet i selve lovteksten. Overlægen

afsluttede indstillingen med at nævne, at Marie var ”indforstået” med indgrebet, og at den

beskikkede værge – en læge fra Korsør – havde afgivet sin udtalelse. Indstillingen blev un-

derskrevet den 20. november 1934, og den fulgte herefter den administrative procedure på

området, idet den gik via anstaltens bestyrelse til Særforsorgskontoret, som videresendte den

til afgørelse i Sterilisationsnævnet. Den 2. januar 1935 gav Sterilisationsnævnet tilladelse til, at

indgrebet blev foretaget, og den 28. januar samme år blev Marie steriliseret på Vejle Sygehus.

Maries sag illustrerer, hvordan den juridiske bestemmelse om sterilisation af åndsvage blev

omsat i praksis. Indstillingen til sterilisation blev i hovedtræk knyttet an til fire begrun-

delser, som både flugtede med kriterierne i lovteksten – men også gik et skridt videre:

Den første begrundelse handlede om vedkommendes diagnose, dvs. at vedkommende var

åndssvag, hvormed den pågældende var omfattet af 1934-lovens tvangsbestemmelser. Den

anden handlede om familiære dispositioner for åndssvaghed – altså om vedkommende var

arveligt belastet. Det var på dette punkt, at man i praksis gik et skridt videre, for i lovteksten

var der ikke et eksplicit krav om en eugenisk begrundelse for indgrebet, men sådan blev

”hensynet til samfundet” (som det stod i loven) praktiseret. Den tredje begrundelse angik

vedkommendes sociale adfærd og moral. Beskrivelsen af den ser ud til at have tjent et dob-

belt formål: Den supplerede IK-testen for så vidt, at den kunne understøtte diagnosen som

åndssvag, fordi personen kunne beskrives som ”socialt åndssvag”. Men den viste samtidig

også, om vedkommende kunne tage vare på eventuelle børn, herunder opdrage dem, sådan

som det stod angivet i lovens bestemmelser. Den fjerde begrundelse handlede om, hvor-

vidt en sterilisation kunne medføre, at vedkommende helt eller delvist kunne udskrives fra

åndssvageforsorgen, som ligeledes var et af lovens kriterier for sterilisation af åndssvage.

951

I det følgende ser vi nærmere på de fire forskellige begrundelser.

951

Ifølge Kochs undersøgelse af sagerne i Sterilisationsnævnet fordelte begrundelserne sig stort set ligeligt mel-

lem det, som Koch omtaler som ”eugenisk disposition” og ”ikke-eugenisk disposition”. Koch, 2000, s. 374.

278

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

Diagnosen

Sterilisation efter 1934-lovens bestemmelser forudsatte, at vedkommende havde fået diag-

nosen åndssvag. Loven angav imidlertid ikke en fast grænse for åndssvaghed, hvilket særligt

i de første år af lovens levetid betød, at også personer med en IK over 75 – der ellers (stort

set) var den gængse grænse i lægefaglige kredse – blev steriliseret efter denne lov. Hvis de

lå over grænsen, kunne indstillingen legitimeres med, at testresultatet var misvisende, idet

overlægen vurderede, at den pågældende reelt havde en lavere IK. Diskrepansen mellem

testresultatet og overlægens vurdering blev i nogle af sagerne begrundet med, at testper-

sonerne havde tillært sig de rigtige svar, fordi de tidligere havde taget prøven, hvorved de

kunne

huske

svarene, men ikke

forstå

dem.

952

Få år efter 1934-lovens vedtagelse blev Særforsorgskontoret og Sterilisationsnævnet dog

i stigende grad betænkelige, når sterilisationsindstillingen omhandlede en person, der var

blevet testet til en IK over 75 og dermed snarere var at kategorisere som sinke end ånds-

svag. Kravet blev, at den slags sager skulle afgøres efter 1935-lovens bestemmelser, som

Justitsministeriet og Retslægerådet skulle tage sig af – og hvor tvangssterilisation som tidli-

gere nævnt formelt set ikke var en mulighed.

953

I en sag fra 1940 afviste Særforsorgskontoret

således at videresende sagen til Sterilisationsnævnet til afgørelse efter 1934-loven, fordi den

18-årige kvinde, som sagen drejede sig om, og som var anbragt på Ebberødgård, havde fået

målt sin IK til 88. I overlægens indstilling havde han ellers suppleret oplysningerne om hen-

des IK med, at den var ”noget højere end svarende til det indtryk, man har fået af patienten

under hendes ophold her.” Han så hende med andre ord som åndssvag. Han understøttede

det ved at sammenligne hende med de andre anbragte på afdelingen:

”På afd., hvor der befinder sig en del i lettere grad åndssvage patienter, afviger hun ikke i

sin være- og tænkemåde ret meget fra disse. Hun har de samme overfladiske interesser,

mangler initiativ, og i hendes fritid er hendes interesser meget primitive, hun læser nogle

ugeblade, men tager aldrig på egen hånd fat på noget håndarbejde. I sin omgang med kam-

meraterne er hun pjanket og pjattet uden noget rigtig indhold.”

952

I en sag fra begyndelsen af 1940’erne argumenterede overlæge Schwalbe-Hansen fra Ebberødgård for, at en

kvindes nye (og højere) intelligenskvotient ikke var troværdig. ”Jeg skal tilføje, at flere af prøverne er af en

sådan art, at ptt. [patienterne] kan lære besvarelserne udenad, før de undersøges, hvilket jo også i nogen

grad forringer prøvens værdi.” Brev fra Schwalbe-Hansen den 10.2.1941: J.nr. 43/65, 1940, Journalsager

(1921-1949),

Socialministeriet, Særforsorgskontoret,

pk. 445, RA. Tilsvarende argument ses i en sag fra

1945, hvor overlæge Wad fra Vodskov Åndssvageanstalt skriver til bestyrelsen for den pågældende anstalt,

at ”det har hidtil været den almindelige opfattelse, at der ved ofte gentagne prøver, opnås noget for høje

resultater.” J.nr. 39/45, 1945, Journalsager (1921-1949),

Socialministeriet, Særforsorgskontoret,

pk. 622, RA

J.nr. 39/36, 1949, Journalsager (1921-1949),

Socialministeriet, Særforsorgskontoret,

pk. 775, RA. Se også j.nr.

39/251, 1948, Journalsager (1921-1949),

Socialministeriet, Særforsorgskontoret,

pk. 737, RA

953

279

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

Overlægen fremhævede også, at hun i forbindelse med intelligenstesten ikke havde kunnet

nævne 60 navneord på tre minutter, og at hun ikke havde kunnet definere abstrakte be-

greber. Overlægens konklusion lød, at kvinden var åndssvag og burde steriliseres, hvilket

anstaltens bestyrelse bakkede op om. Da sagen blev forelagt Særforsorgskontoret, der age-

rede som ”mellemled” mellem anstalterne og Sterilisationsnævnet, blev der imidlertid sået

tvivl om hendes diagnose. I et notat fremgår det, at ”det synes betænkeligt at betegne en

pt. [patient] med IK 88 som værende åndssvag, uanset at den påg. [pågældende] har vist en

del karakterologiske defekter.” Sagen blev derfor sendt tilbage til Ebberødgård, der herefter

indstillede hende efter 1935-lovens bestemmelser, og knapt fire måneder efter overlægens

oprindelige indstilling godkendte Justitsministeriet sterilisationsbegæringen.

954

Sterilisation efter 1935-loven begrænsede dog anstalterne, for så vidt at den pågældende

skulle

samtykke i indgrebet, og det kunne volde problemer, hvis den åndssvage var mod-

villig og vedholdende. Det kan man bl.a. se i en sag fra 1945, hvor Åndssvageanstalten i

Vodskov ønskede at udskrive en 20-årig kvinde, der havde været indskrevet under ånds-

svageforsorgen, siden hun var fire år gammel, og som nu var blevet testet til en IK på 77.

Anstalten ville dog kun udskrive hende, hvis hun forinden blev steriliseret, men eftersom

Sterilisationsnævnet på dette tidspunkt ikke længere ville give tilladelse til sterilisation efter

1934-lovens tvangsbestemmelser, hvis personen havde en IK over 75, var tvangssterilisati-

on ikke en mulighed. Det var dog heller ikke muligt at sterilisere hende efter 1935-lovens

bestemmelser om sterilisation, for kvinden ønskede ikke at blive steriliseret. Overlægen

tilkendegav i drøftelserne internt i forsorgen, at kvinden ville opfatte sterilisation som et

tvangsindgreb: ”Man kan naturligvis direkte sige til hende, at det er ganske frivilligt, om hun

vil lade sig operere eller ej. I så fald er der ingen tvivl om, at hun siger nej, og skulle hun sige

ja, vil hun altid senere kunne hævde, at hun er blevet forvirret og overtalt af overlægens vel-

talenhed.” Overlægen fandt det med andre ord ikke formålstjenstligt at oplyse kvinden om

hendes rettigheder. I den slags sager kunne åndssvageanstalternes læger ikke stille meget

op, for hvis den anbragte ikke var erklæret åndssvag og vedholdende nægtede at gå frivilligt

med til en sterilisation, kunne han/hun ikke steriliseres mod sin vilje.

955

Dette forhold blev

kritiseret af åndssvageforsorgens lægekonsulent Tage Kemp, der var en ivrig fortaler for

brugen af sterilisation.

956

Særforsorgen havde bedt om hans vurdering af sagen, og han kon-

kluderede, at ”det vil være uheldigt, om rent formelle betragtninger skulle hindre sterilisati-

onens gennemførelse, og det vil derfor være rimeligt at tage spørgsmålet om sterilisation op

til fornyet overvejelse uden at lade sig hæmme af de eventuelle formelle vanskeligheder, der

kan være forbundet hermed. Det primære er dog, at patienternes og samfundets interesse

954

955

956

J.nr. 42/3, 1940, Journalsager (1921-1949),

Socialministeriet, Særforsorgskontoret,

pk. 442, RA

Se f.eks. J.nr. 39/5, 1944, Journalsager (1921-1949),

Socialministeriet, Særforsorgskontoret,

pk. 588, RA

Kemp, 1944, 49-63.

280

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

bliver varetaget.” Hans udtalelse kan tolkes som et udtryk for, at formalia – dvs. Sterilisati-

onsnævnets praktiske anvendelse af IK-grænsen på 75 – var for rigide, og at 1934-lovens

tvangsbestemmelser burde kunne anvendes i de sager, hvor det var i ”samfundets og indivi-

dets interesse”.

957

Det sidste handlede ikke om den anbragtes egen vurdering. I stedet var det

set ud fra et paternalistisk perspektiv, hvor åndssvageforsorgen bedst kunne vurdere, hvad

der var i de pågældende personers interesse.

Både overlægen og lægekonsulenten argumenterede samlet set for, at kvinden skulle forbli-

ve indskrevet under åndssvageforsorgen, indtil hun gik med til at lade sig sterilisere. Dette

var imidlertid problematisk, fordi hun ikke længere var erklæret for åndssvag og derfor frit

kunne forlade forsorgen (se kapitel 8). Anstaltsoverlægen vægrede sig dog imod at lade

spørgsmålet om udskrivning være op til hende: ”jeg mener at måtte tilføje, at jeg meget

nødigt vil spørge hende direkte, om hun ønsker sig udskrevet. Stilles hun over for valget,

er det sandsynligt, at hun – der jo er ganske ude af stand til fornuftigt at bedømme sine

muligheder og evner – vil mene, at friheden er at foretrække.” Dertil kom, at overlægen ikke

mente, at hun ville være utilfreds med at forblive anbragt. Særforsorgskontoret gav til gen-

gæld udtryk for, at kvinden selv skulle tage stilling til, om hun ønskede at forblive indskrevet

og ”henstillede” til, at anstalten ikke måtte bringe spørgsmålet om sterilisation på bane over

for hende, før hun havde fået tilbuddet om at forlade forsorgen. Særforsorgskontoret ville

altså sikre sig, at kvinden ikke opfattede sterilisationen som frivillig tvang. Sagen endte

med, at kvinden blev udskrevet efter længere tids pres fra Særforsorgskontoret og uden

forudgående sterilisation.

958

De familiære dispositioner

Den anden begrundelse, der ses i indstillingerne til Sterilisationsnævnet, handler om, hvor-

vidt der var personer med mentale lidelser i den åndssvages familie. Det stod ikke i lov-

teksten fra 1934, at vedkommende skulle være arveligt disponeret for åndssvaghed, for at

Sterilisationsnævnet kunne godkende en indstilling. I praksis var det dog et forhold, der

blev lagt vægt på i overlægernes indstillinger, hvilket vidner om, at de så sterilisation som

et eugenisk værktøj til at forhindre ”dårlige” arveanlæg i at blive videreført. Dertil kom, at

det eugeniske argument også var et gyldigt argument i Sterilisationsnævnet, som skulle

957

Lægekonsulentens erklæringer mødte ind imellem modstand internt i forsorgen. Se f.eks. en sag fra 1940,

hvor åndssvageanstalten i Ribe afviste at indskrive en kvinde med en IK testet til 79 med den begrundelse,

at hun ikke var åndssvag med den IK. Lægekonsulenten anbefalede imidlertid, at hun blev indskrevet og

steriliseret. Det førte til kritik fra overlægen i Ribe, som anfægtede lægekonsulentens bedømmelse og hans

faglige viden. Arbejds- og Socialministeriet erklærer sig enig med overlægen i den pågældende sag. J.nr.

43/2, 1940, Journalsager (1921-1949),

Socialministeriet, Særforsorgskontoret,

pk. 445, RA

J.nr. 39/45, Journalsager (1921-49),

Socialministeriet, Særforsorgskontoret,

pk. 622, RA. For en anden sag

med en kompliceret forhandling, som også endte med udskrivning uden sterilisation se j.nr. 42/56, 1935,

Journalsager (1921-1949),

Socialministeriet Særforsorgskontoret,

pk. 273, RA.

958

281

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

godkende indstillingerne. Lene Koch har foretaget en opgørelse af Sterilisationsnævnets

sager, og her viser hun, at den eugeniske indikation blev anvendt i 34 pct. af sagerne i 1934,

50 pct. i 1945 og – som det højeste niveau – 60 pct. i 1952. Vi skal frem til 1962, før antallet

af sager med begrundelsen eugenisk indikation falder til under 50 pct. af sagerne. I 1967 ses

indikationen i 24 pct. af sagerne. Nedgangen handler ifølge Koch om, at eugenikbegrebet

med tiden ændrede karakter mod en mere medicinsk forståelse, hvilket betød, at åndssvag-

hed betragtedes” i højere grad som en social og pædagogisk problematik.”

959

De familiære dispositioner ses i indstillingerne for både mænd og kvinder, og problematik-

ken optræder både i de sager, der blev behandlet efter 1934-loven og efter 1935-lovens be-

stemmelser. I mange af sagerne var det kun den nærmeste familie, der omtales. Det gælder

f.eks. en sag fra 1940, hvor det fremgik, at ”Faderen har været indlagt på sindssygehospi-

talet. Moderen menes at være åndssvag.”

960

I en anden sag fra samme år fremgik det, at en

kusine til den pågældende kvinde var anbragt på Den Kellerske Åndssvageanstalt.

961

I andre

sager henvistes til fjernere slægtsled. Det gælder f.eks. en sag fra 1946: ”Pt.s [patientens]

bedstefaders søster menes at have haft to åndssvage børn, der døde i fire-femårs alderen.

Pt.s [patientens] moder skal have været svagt begavet, hun døde i barselsseng. Faderen nor-

malt begavet.” Derudover fremgik det, at hun havde en yngre søster, der blev beskrevet som

åndssvag i lettere grad, og som var inddraget under åndssvageforsorg.

962

Som det fremgår af de ovenstående eksempler, kan det ikke altid ses, hvor oplysninger-

ne om familien stammede fra, og formuleringerne viser indimellem, at informationerne

nærmest ser ud til at have været rygtebaserede, f.eks. når der som ovenfor står ”menes at

være åndssvag” og ”skal have været svagt begavet”. Det var tilsyneladende ikke et krav, at de

familiære dispositioner skulle dokumenteres.

Adfærd, moral og seksualitet

Det tredje argument, som også er det, der omfangsmæssigt fylder mest i overlægernes ste-

rilisationsindstillinger, er den åndssvages adfærd og moral. Som vi så i beskrivelsen af Marie

ovenfor, kunne overlægerne komme langt omkring i deres karakteristik af de åndssvage –

f.eks. i forhold til deres begrænsede arbejdsevner (hvormed de ikke var i stand til at forsørge

eventuelle børn) og deres kriminelle tilbøjeligheder (hvormed deres moral var anløben).

For kvindernes vedkommende kunne det også handle om hendes evner som mor og hus-

mor. Dette kunne pege bagud i tid, hvis kvinden havde fået børn og dermed havde vist sine

(manglende) evner på dette område, men det kunne også pege frem i tid i forhold til, om

959

960

961

962

Koch, 2000, s. 131 ff. Citatet er fra s. 139.

J.nr. 42/21, 1940, Journalsager (1921-1949),

Socialministeriet, Særforsorgskontoret,

pk. 442, RA

J.nr. 42/35, 1940, Journalsager (1921-1949),

Socialministeriet, Særforsorgskontoret,

pk. 443, RA

J.nr. 37/3, 1946, Journalsager (1921-1949),

Socialministeriet, Særforsorgskontoret,

pk. 659, RA

282

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

det kunne forventes, at hun kunne leve op til rollen som mor og husmor, hvis hun skulle få

(flere) børn. I 1939 fremgik det eksempelvis om en kvinde, som overlægen på Ebberødgård

ønskede at få steriliseret, at hun var ”ude af stand til at passe sit hjem betryggende, at hun

ikke er i stand til at opdrage sine børn [hun havde i alt født fem], at eventuelle senere børn

også kan frygtes arveligt belastede.” Hendes mand opponerede imod, at hun blev steriliseret

og begrundede det bl.a. med, at ”hvert eneste af de børn min kone har sat i verden er stær-

ke og kernesunde og ikke moderne videnskabelige problembørn.” Kvinden var ved sagens

begyndelse i 1939 ikke anbragt på anstalten, men det endte med, at hun blev tvangsanbragt

og herefter steriliseret.

963

Derudover var der særligt ét centralt tema, som går igen i mange af sagerne på tværs af de

åndssvages køn, nemlig beskrivelsen af deres seksuelle moral med særligt fokus på deres

manglende hæmninger. For kvindernes vedkommende kunne det, som vi har set i Maries

sag, give sig udslag i, at deres seksuelle erfaringer minutiøst blev refereret, eller at det blev

angivet, om de eventuelt havde haft kønssygdomme, og i givet fald hvor mange mænd de

havde smittet med dem osv. Marie var således langt fra den eneste, som fik sine seksuelle

erfaringer trukket frem i sterilisationsindstillingerne. I en sag fra 1940 skriver lægekonsu-

lent Tage Kemp om en 26-årig kvinde, der var anbragt på åndssvageanstalten i Brejning:

”Straks efter konfirmationen har hun vist sig lad, udygtig, sjusket, løgnagtig, upålidelig og

usædelig og har kun kunnet være i sine pladser ganske kort tid. Hun begyndte tidligt at

færdes sammen med løsagtige kvinder, fik i 20-årsalderen et barn uden for ægteskab samt

kønssygdom og i de samme år to betingede domme for tyveri og bedrageri.”

Den kvinde, som Kemp beskrev, havde været anbragt i tre år under åndssvageforsorgen,

dels på Sprogø, dels på anstalten i Brejning. Efter ”anstaltsopdragelse og –oplæring” havde

hun ifølge lægekonsulenten opnået en række praktiske færdigheder – med andre ord var

hun klar til at komme ud i en friere tilværelse – men der var stadig udfordringer med kvin-

den, som begrundede sterilisationsbegæringen. Hun beskrives således som ”holdningsløs,

let påvirkelig, og har stadig vist livlig seksuel interesse.”

964

Beskrivelsen af kvindernes seksuelle erfaringer kunne også være med henvisning til, at de

som helt unge havde været udsat for seksuelle overgreb – og uden at begrebet ”overgreb”

blev benyttet, og uden at det står helt klart, om kvindernes oplevelser blev opfattet som

963

964

J.nr. 43/65, 1940, Journalsager (1921-1949),

Socialministeriet, Særforsorgskontoret,

pk. 445, RA. Der henvi-

ses heri også til J.nr. 173/39, 1940.

Se Lægekonsulentens brev af 20.3.1940. J.nr. 42/35, 1940, Journalsager (1921-1949),

Socialministeriet,

Særforsorgskontoret,

pk. 443, RA

283

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

overgreb i overlægernes vurdering.

965

Det er dog næppe tilfældet, for Birgit Kirkebæks un-

dersøgelse af Sprogøanstalten viser, at de piger, der havde været udsat for incest, kunne

gøres moralsk ansvarlige for forbrydelsen.

966

Beskrivelsen af kvindernes seksuelle erfaringer tjente flere formål. For det første under-

støttede det diagnosen af dem som åndssvage, ikke mindst i de tilfælde, hvor resultatet af

intelligenstesten lå enten over eller lige omkring de 75, som var grænsen mellem åndssvag

og sinke. For det andet understøttede beskrivelsen af deres seksuelle erfaringer overlægens

indstilling om, at der var behov for, at den pågældende person blev steriliseret. Formålet

var med andre ord at vise over for såvel Særforsorgskontoret som Sterilisationsnævnet, at

samfundet kunne forvente, at den pågældende ville indgå i seksuelle relationer med deraf

følgende risiko for graviditet. Argumentationen byggede bl.a. på en forestilling om, at ånds-

svage kvinder manglede hæmninger på det seksuelle område, men også at de var lette ofre:

”Man må regne med hun må være et let bytte for uansvarlige personer”, stod der således i

en sag fra 1950’erne.

967

Opfattelsen af kvindernes seksualitet var farvet af samtidens køns-

og seksualitetsnormer, hvor en kvinde blev bedømt ud fra, om hun levede op til samtidens

moralske standarder for en ”rigtig” kvinde – hvilket i praksis ville sige, at hun skulle kunne

passe hjem og børn, holde sig til én mand, som hun allerhelst skulle være gift med, være tro-

fast og ikke falde for erotiske fristelser osv.

968

Faldt hun uden for normerne, og mentes hun

samtidig at være så svagt begavet, at hun kunne karakteriseres som åndssvag, var hun i mål-

gruppen for dem, som lægerne fandt det påkrævet at sterilisere. Sterilisation var således både

et eugenisk værktøj og et effektivt disciplineringsredskab over for de åndssvage kvinder, idet

alene snakken om operationen signalerede, at de skulle holde sig inden for de snævre seksua-

litetsgrænser, hvis de ville gøre sig håb om at få lov til at beholde muligheden for reproduktion.

Der var dog ikke helt enighed i samtiden om, hvorvidt en sterilisation af åndssvage el-

ler svagtbegavede kvinder var gavnligt for sædeligheden i samfundet. Retslægerådet, som

behandlede sager om sterilisation for bl.a. de ”psykisk abnorme” efter 1935-loven, var be-

kymret for, om en sterilisation ville medføre, at kvinderne netop ikke holdt sig på ”dydens

965

966

967

968

Se f.eks. j.nr. 42/3, 1940 og j.nr. 42/21, 1940, Journalsager (1921-1949),

Socialministeriet, Særforsorgskontoret,

pk. 442, RA; J.nr. 42/52, 1943, Journalsager (1921-1949),

Socialministeriet, Særforsorgskontoret,

pk. 552, RA

Kirkebæk, 2004, s. 140.

Domme, optagelser og udskrivninger: Udtagne journalsager (1925-1959),

Østifternes Åndssvageanstalter,

Bestyrelsen,

pk. 29, RA

Se f.eks. j.nr. 42/35, 1940, Journalsager (1921-1949),

Socialministeriet. Særforsorgskontoret,

pk. 443, RA.

Normerne kunne også bruges mod myndighederne: I en sag fra 1943 truede en åndssvag (men ikke

anstaltsanbragt) kvinde med at leve uægteskabeligt sammen med sin kæreste, hvis hun skulle lade sig

sterilisere for at få tilladelse til ægteskab. Hun endte med at få tilladelse til at blive gift og uden krav om

sterilisation. J.nr. 39/5, 1944, Journalsager (1921-1949),

Socialministeriet, Særforsorgskontoret,

pk. 588, RA

284

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

smalle sti”, når først indgrebet var blevet foretaget.

969

Deres manglende fertilitet kunne ifølge

Retslægerådet medføre, at de steriliserede kvinder ikke holdt sig tilbage fra at indgå i sek-

suelle relationer – uægteskabelige forhold – fordi faren for graviditet var forsvundet. I en

diskussion om en sag fra 1955 henviste Retslægerådet til, at den pågældendes attraktive

udseende gjorde det endnu mere tænkeligt, at hun ville blive gravid: ”Faren for, at ånds-

svage unge piger udsætter sig for besvangring, er altid stor, idet deres seksuelle hæmninger

almindeligvis er mindre end hos normaltbegavede. Det er oplyst, at den pågældende ser

ganske godt ud og har vist sig ’interesseret i drenge’ […] Rådet må herefter mene, at der er

nærliggende risiko for, at hun ved udskrivning vil sætte børn i verden.” Dertil kom, at det

ville være forbundet med en arvelighedsrisiko, og at Rådet heller ikke mente, at hun ville

være i stand til at opdrage sine børn.

970

Når en åndssvag person blev indstillet til sterilisation, skyldtes det som hovedregel, at ved-

kommende enten stod til at blive indskrevet i forsorgen, eller at vedkommende var på vej

mod en udskrivning. Når sterilisation kom på bane i forbindelse med indskrivning under

forsorgen, handlede det om, at indskrivningen i visse sager kunne undgås på betingelse af,

at den åndssvage accepterede at blive steriliseret. Men i de fleste sager blev sterilisation

taget op i forbindelse med udskrivning. Her handlede det om, at sterilisation blev sat som

en betingelse for, at den anbragte kunne komme ud i en friere tilværelse enten i form af en

fuld udskrivning eller som et skridt i den retning i form af anbringelse under kontrolleret

familiepleje.

971

Endelig kunne sterilisationsindstillingerne også optræde i forbindelse med,

at den åndssvage ønskede at blive gift, idet sterilisation kunne sættes som betingelse for at

opnå ægteskabstilladelse. Sterilisationsindgrebet kunne med andre ord gøre sig gældende

på flere måder og på forskellige tidspunkter i forbindelse med den åndssvages vej ud mod

en friere og mere normaliseret tilværelse.

I udgangspunktet var der som nævnt hjemmel til tvangssterilisation i forbindelse med ud-

skrivning af åndssvageforsorgen, men i praksis rummer langt de fleste af indstillingerne

samtykke fra den åndssvage.

972

Samtykket angives i overlægens indstilling af den pågælden-

de, og i nogle af sagerne ses det suppleret med en skriftlig henvendelse fra den anbragte til

overlægen, som f.eks. i denne sag fra 1934

973

969

970

971

972

973

Koch, 2000, s. 42 ff.

Domme, optagelser og udskrivninger: Udtagne journalsager (1925-1959),

Østifternes Åndssvageanstalter,

Bestyrelsen, pk. 29, RA

J.nr. 37/32, 1947, Journalsager (1921-1949),

Socialministeriet, Særforsorgskontoret,

pk. 699, RA

Ifølge Koch forelå der i 97 pct. af Sterilisationsnævnets sager samtykke fra den pågældende. Koch, 2000, s.

177.

J.nr. 1934/41, 1941, Journalsager, (1934-1968),

Sterilisationsnævnet,

pk. 2, RA

Sterilisation som vejen til en normal tilværelse

285

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

”Hr. Overlæge Wildenskov,

Herved vil jeg gerne have lov at spørge Dem om, jeg ikke må have lov til at skrive

under på operationen til næste gang der er nogle der skal skrive under. Jeg ved

godt at jeg har forset mig flere gang, men jeg skal vel ikke blive ved at sættes

tilbage. Hvis det er sådan at jeg ikke må skrive under, vil jeg gerne hjem til min

søster på ferie i stedet for, jeg har jo også 50 kr. nede hos Dem, som jeg har tænkt

på og ville bruge til rejsen. Nu håber jeg at De vil svare mig på mit brev.

En venlig hilsen

[navn udeladt]”

Der er imidlertid grund til at problematisere de åndssvages samtykke i forbindelse med

sterilisationsindstillingerne, hvilket Kochs undersøgelser også viser.

974

Vores gennemgang

af både sterilisationssager og klagesager på det centrale niveau bekræfter, at sterilisations-

indgrebet langt fra altid var et frit og ubundet valg. De åndssvage stod i stedet over for et

noget nær umuligt valg: ville de blive på anstalten – uvist i hvor lang tid – eller ville de lade

sig sterilisere og dermed komme ud i en friere tilværelse? Samtidig kan vi se, at der fra an-

stalternes side blev lagt et betydeligt pres på de anbragte og indimellem også på deres pårø-

rende i forhold til at samtykke i sterilisationen. I en sag fra midten af 1940’erne kan vi f.eks.

se, at en far nægtede at skrive under på, at sønnen blev steriliseret. Efter tre ”kraftige” opfor-

dringer fra anstaltens side, hvoraf det fremgik, at sønnen ikke ville blive udskrevet, før han

blev steriliseret, endte faren med at acceptere indgrebet.

975

I en sag fra 1946 klagede en mor

over, at hendes søn skulle have fjernet sine ”kønskirtler”. I overlægens svar til moren kan

man se, at han nedtoner indgrebets betydning. Overlægen forklarede, at det ikke drejede

sig om en fjernelse af kønskirtlerne, ”men kun om afbrydelse af sædstrengen (sterilisation).

Ved denne lille operation sker der som bekendt ikke andet, end at han ikke bliver i stand til

at sætte børn i verden. Han kan derimod som enhver indgå ægteskab. Hans kønsdrift bliver

upåvirket.”

976

I en sag fra 1976 klagede en mand til socialminister Eva Gredal over, at han var

blevet steriliseret under sin anbringelse i åndssvageforsorgen i begyndelsen af 1950’erne, og

beskriver indgrebet som tvang

977

974

975

976

977

Koch, 2000, s. 200 ff.

J.nr. A/401, Klientsager for fødte (1921-1930),

Ebberødgård,

pk. 64, RA. For tilsvarende sag se f.eks. j.nr.

43/60, 1940, Journalsager (1921-1949),

Socialministeriet, Særforsorgskontoret,

pk. 445, RA

J.nr. 40/31, 1946, Journalsager (1921-1949),

Socialministeriet, Særforsorgskontoret,

pk. 663, RA

J.nr. 5114/6, 1976, Journalsager (1976-1981),

Socialministeriet,

pk. 1178, RA

286

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

”Når jeg skriver til Dem, er det fordi, jeg synes, at jeg er blevet behandlet forkert

af samfundet. Det er selvfølgelig ikke Deres personlige ansvar, men jeg tror alli-

gevel, det er Dem, jeg skal skrive til, hvis jeg skal gøre mig håb om, at der bliver

rettet lidt op på det, der er sket.

Jeg var syv-otte år, da man fandt ud af, at jeg ikke var så god til at regne og skrive.

Derfor blev jeg sendt på åndssvageanstalten ”Vodskov”. Der gik jeg så blandt alle

mulige sinker i ca. 12 år.

Jeg var 19 år, da jeg endelig kom ud derfra. For at komme ud, var det nødvendigt,

at jeg måtte skrive under på, at de måtte sterilisere mig. Det synes jeg var afpres-

ning, og jeg mener, at det må være muligt at give mig en erstatning for det. Det

var mig også meget imod at være lukket inde på anstalten sammen med sådan

nogle sinker, som sidder og bider sig selv i hånden. Jeg fik i hvert fald nerver af

det. Og det lider jeg af den dag i dag. Jeg mener bestemt, at man har behandlet

mig helt forkert, og at man slet ikke har gjort nok for at hjælpe mig.

Nu har jeg været ude i det fri i ca. 24 år, og jeg er blevet gift, og jeg ville gerne

have haft børn, men som De allerede ved, er det gjort umuligt for mig.

Jeg ved ikke så meget om lovparagraffer og sådan noget, men vil De ikke under-

søge, om ikke man kan give mig erstatning.”

Det fremgår ikke af sagsakterne, om manden endte med at få erstatning. Brevet vidner dog

om, at koblingen mellem sterilisation og udskrivning kunne opleves som et pres. Set fra

forsorgens side skulle samtykket medvirke til at ophæve tvangsaspektet, sådan som Koch

fremhæver det: ”Det betød, at personalet på anstalterne var nødt til at bruge kræfter på at

forklare og overbevise folk om operationens nødvendighed – og måtte blive ved, indtil sam-

tykket blev fremkaldt. Overtalelsen havde naturligvis uomgængeligt karakter af en styrende

og ulige samtale på anstaltens præmisser og var alt andet end herredømmefri kommunika-

tion; den havde endvidere til formål at tilsløre det, der også foregik, nemlig at en magtfuld

person forsøgte at overtale en afmægtig.”

978

Der er flere tegn på, at de administrative led – Sterilisationsnævnet, Særforsorgskontoret

og anstalterne – var bevidste om, at samtykket ikke var frivilligt. På et møde i Sterilisati-

onsnævnet i februar 1951 medgav Sterilisationsnævnets formand, at ”nævnet ikke lagde så

meget vægt på patienternes samtykke, idet man ofte må gå ud fra, at patienterne ikke for-

stod meget af det hele. For nævnet er det dog en betryggelse at have patientens samtykke,

men nævnet er vel klar over, at samtykket kan blive illusorisk, når det tvinges frem gennem

fortsat anstaltsophold.” Han henholdt sig dog til, at der var lovhjemmel til ”at gøre den

978

Koch, 2000, s. 191.

287

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

åndssvages overførsel til eller forbliven under friere forhold betinget af en sterilisation.”

979

I et andet tilfælde angives det i et brev fra Særforsorgskontoret til en sagfører i en sag om

mulig tvang ved indhentning af samtykke, at dette skulle ses som udtryk for ”en hensynta-

gen til de patienter, der må forventes at have forståelse af betydningen af indgrebet.” Sam-

tidig fremgik det dog, at ”enhver sterilisationssag bliver (…) uden hensyn til foreliggende

samtykkeerklæring fra patienterne undergivet sædvanlig realitetsbehandling i nævnet med

henblik på spørgsmålet om, hvorvidt det i overensstemmelse med lovens bestemmelser kan

godkendes, at patienterne steriliseres.”

980

De åndssvages samtykke til sterilisation betød, at både de og deres pårørende kunne have en

forventning om, at de efter sterilisationen ville blive udskrevet. Det blev også forventet fra

centralt hold, idet et cirkulære fra 1961 angav, at hovedkontoret under Statens Åndssvage-

forsorg skulle have besked, når den steriliserede blev udskrevet eller anbragt under friere

forhold, og at hvis det ikke fandt sted inden for et halvt år efter sterilisationen var blevet fore-

taget, skulle årsagen hertil meddeles Statens Åndssvageforsorg.

981

I Særforsorgskontorets

arkiv ses der i forlængelse heraf en del klager, som netop handlede om, at anstalten ikke

havde levet op til sin del af det, man kunne kalde for ”sterilisationskontrakten” – dvs. at

vedkommende havde givet sit samtykke under forudsætning af at blive udskrevet fra forsor-

gen, men altså uden at det var sket. Indgrebet medførte således ikke altid, at den anbragte

blev udskrevet umiddelbart efter. I 1934 klagede en anbragt mand over, at sterilisationen

ikke som forventet havde været en ”frihedsbillet.”

982

I 1942 klagede en mor til Særforsorgs-

kontoret over, at hendes datter fortsat var anbragt på Sprogø, efter hun var blevet steri-

liseret. Moren oplyser i sit brev, at hun havde fået at vide, at datteren ville komme hjem,

hvis hun lod sig sterilisere, men at anstalten havde afvist hendes anmodning med den

begrundelse, at datteren efter sterilisation fortsat havde indladt sig med mandlige alum-

ner, og derfor kunne hun ikke komme ud. Sterilisationsindgrebet var således ikke al-

tid nok til at blive udskrevet. I dette tilfælde skulle pigens adfærd – hendes manglende

hæmninger på det seksuelle område – også forandre sig, før udskrivningen kunne fin-

de sted. Særforsorgskontoret erklærede sig enig med anstaltens vurdering, og moren fik

således afslag på at få sin datter udskrevet.

983

I 1943 var det en forlovet til en åndssvag

kvinde, der klagede til Særforsorgskontoret: ”Hun er for længst steriliseret, og overlægen

979

980

981

982

983

Mødereferat Sterilisationsnævnet 17/2 1951: Udtagne journalsager (1925-1959),

Østifternes Åndssvagean-

stalter, Bestyrelsen,

pk. 78, RA

J.nr. B/6/81, 1950, Journalsager (1949-1968),

Socialministeriet, Særforsorgskontoret,

pk. 36, RA

Cirkulæreskrivelse nr. 9 af 15. februar 1961 til samtlige forsorgscentre om forsorgens udøvelse, s. 5.

J.nr. 384, 1934, Journalsager (1921-1949),

Socialministeriet, Særforsorgskontoret,

pk. 251, RA

J.nr. 43/81, 1942, Journalsager (1921-1949),

Socialministeriet, Særforsorgskontoret,

pk. 518, RA, og j.nr.

5114/46, 1969, Journalsager (1968-1976),

Socialministeriet,

pk. 2488, RA

288

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

lovede, at hun måtte få sin frihed når hun var steriliseret, men holdt ikke ord.”

984

I 1946

klagede en mand, der var anbragt i kontrolleret familiepleje over, at han ikke var ble-

vet udskrevet endeligt af forsorgen, selvom han tre år forinden var blevet steriliseret:

”[…] hvis anstaltens ledelse virkelig havde i sinde at blive ved med at holde mig lænket, så

syntes jeg sandelig ikke, der var nogen mening i at sterilisere mig, dette syntes jeg er ufor-

skammet gjort.”

Han blev dog ikke udskrevet, bl.a. med den begrundelse, at han var vådligger, og at hans

husbond tog sig meget af det og af ham, foruden at hans egen familie ikke havde god ind-

flydelse på ham.

985

Koblingen mellem sterilisation og udskrivning kunne også få anstalterne til at udskyde ste-

rilisationen. I 1945 oplyste overlæge Schwalbe-Hansen i forbindelse med en klage, at ”da det

erfaringsmæssigt har vist sig uheldigt at beholde patienter på anstalt efter sterilisationen, når

patienterne har fået det indtryk, at de skulle udskrives, så snart operationen var overstået,

har vi ment det hensigtsmæssigt at udskyde sterilisationen til et mere gunstigt tidspunkt.”

986

Værger

I henhold til 1934-lovens bestemmelser skulle en beskikket værge erklære sig bekendt med

indgrebets ”beskaffenhed” og følgerne heraf. Værgen var således den åndssvages repræ-

sentant i forbindelse med behandling af sterilisationssagen, og vedkommende blev formelt

udpeget af den lokale skifteret, men ofte pegede anstalterne på, hvem der kunne og ville på-

tage sig rollen.

987

Det betød, at anstalterne kunne udpege dem, der var villige til at samtykke

i, at indgrebet blev iværksat. Værgerne kunne komme fra den nærmeste familie, en lokal

læge m.m.

988

I en sag fra 1947 beklagede bestyrelsen for Østifternes Åndssvageanstalter sig

over, at det i den pågældende sag havde vist sig svært at få beskikket en egnet værge ”og

evt. villig til at sige ja t. [til] ster.en [sterilisationen].” I Særforsorgskontorets notat på sagen

fremgår det, at det at være værge var et borgerligt ombud, man kunne udpeges til – man

kunne således tvangsbeskikkes som værge. Men det fremgår også, at det ikke hjalp meget

984

985

986

987

988

J.nr. 43/4, 1943, Journalsager (1921-1949),

Socialministeriet, Særforsorgskontoret,

pk. 555, RA

J.nr. 40/4, 1946, Journalsager (1921-1949),

Socialministeriet, Særforsorgskontoret,

pk. 663, RA

J.nr. 43/18, 1945, Journalsager (1921-1949),

Socialministeriet, Særforsorgskontoret,

pk. 627, RA

Koch, 2000, s. 161

I 1961 blev det bestemt, at hvis en af forældrene ikke var udpeget som værge, skulle det dels fremgå af

overlægens sterilisationsindstilling, dels skulle der indhentes en erklæring fra forældrene ”om deres stilling

til spørgsmålet om sterilisation.” Der var ikke tale om, at forældrene skulle give tilsagn til indgrebet: ” deres

eventuelle negative holdning udelukker ikke, at sagen alligevel kan føres igennem”. Til gengæld skulle det

fremgå af indstillingen, hvorfor de modsatte sig indgrebet. Forsorgscentrene havde imidlertid ikke pligt til

at høre forældrene, men hvis de undlod, skulle det begrundes i indstillingen.

289

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

at tvangsbeskikke en værge, ”hvis man kan gå ud fra, at nægtelsen af at overtage hvervet

vil være identisk med, at de påg. [pågældende] siger nej også til ster.spm.et. [sterilisations-

spørgsmålet].” Værgens samtykke var da også en forudsætning for, at Sterilisationsnævnet

kunne give tilladelse til indgrebet. Af samme grund vakte det f.eks. bekymring, da en ka-

tolsk præst blev udpeget som værge til to åndssvage søstre i 1941, fordi præsten var imod

sterilisationsindgrebet – og ikke udelukkende af religiøse årsager. I mange af sagerne frem-

går det ikke, om værgen kendte til familien, og der var da heller ikke krav om, at værgen

skulle drøfte indgrebet med den åndssvage. I tilfældet med den katolske præst ser det ud

til, at præsten kendte familien. Han afviste f.eks. lægekonsulent Tage Kemps udtalelse om

familien og hjemmet, fordi han mente, at det var usandt, at familien boede i et lysthus, at

faren ikke havde arbejde (Kemp havde oplyst, at faren var arbejdsløs), og fandt, at pigerne

var gode piger, der ikke skulle straffes med sterilisation. Østifternes Åndssvageanstalter,

som pigerne var anbragt under, forsøgte at få dommeren, der havde beskikket værgen, til

at trække beskikkelsen tilbage, hvilket blev nægtet. Sagen endte i Justitsministeriet, og kort

efter blev værgen fritaget fra beskikkelsen.

989

Reoperation

990

I 1943 skrev Socialministeriets lægekonsulent Tage Kemp i en artikel om arvehygiejne,

at ”erfaringerne herhjemme viser, patienterne og deres pårørende næsten altid ser med

forståelse på de arvehygiejniske indgreb eller forholdsregler og ikke modsætter sig dem.”

Han medgav, at der kunne opstå ”gnidninger og konfliktsituationer”, men beskrev dem som

sjældne. Hans pointe var, at når sager herom vakte opsigt, var det ikke retvisende for, hvor

mange patienter der reelt var tilfredse med indgrebet.

991

Kemps konklusion bygger forment-

lig på de årlige efterundersøgelser af steriliserede efter 1934-loven frem til ca. 1951, og hvor

der udover eventuelle følgevirkninger m.m. blev angivet, om den steriliserede var tilfreds

med indgrebet. I Lene Kochs undersøgelse fremgår det, at ca. 25 pct. af de adspurgte hav-

de erklæret sig tilfreds, ca. 5 pct. havde erklæret sig utilfreds, ca. 20 pct. ”indifferent”, og

i halvdelen af sagerne havde der intet stået herom.

992

Den steriliseredes holdning kunne

skifte over tid. I en sag fra slutningen af 1930’erne oplyste en steriliseret kvinde et års tid

efter indgrebet, at hun ikke var utilfreds og bemærkede hertil, ”når man kan komme ud, går

man gerne med til det.” Året efter fortalte hun: ”Jeg er ikke glad for det, og jeg er heller ikke

sådan ked af det.”

993

989

990

991

992

993

J.nr. 43/25, 1941, Journalsager (1921-1949),

Socialministeriet, Særforsorgskontoret,

pk. 478, RA

For nærmere indblik i det kirurgiske indgreb i forbindelse med sterilisation, se Betænkning om sterilisation

og kastration, afgivet af det af Justitsministeriet den 30. december 1958 nedsatte udvalg, s. 116

Kemp, 1943, s. 301.

Koch, 2000, s. 268 ff.

J.nr. 1937/156, 1937, Journalsager (1934-1968),

Sterilisationsnævnet,

pk. 22, RA

290

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

Kemp problematiserede ikke det ulige magtforhold, der var til stede i forbindelse med ef-

terundersøgelserne, herunder at den steriliserede sad over for en anstaltslæge, der måske

ovenikøbet havde medvirket i forbindelse med indskrivningen af den pågældende, og som

havde mulighed for at indstille vedkommende til genindskrivning. Det kan derfor ikke un-

dre, hvis de steriliserede ikke var kritiske over for indgrebet i forbindelse med efterunder-

søgelserne.

I vores gennemgang af særligt Særforsorgskontorets arkiv er vi imidlertid stødt på anmod-

ninger fra tidligere anbragte, som havde lagt krop til sterilisationsindgrebet, og som ønske-

de at blive refertiliseret.

994

Ifølge Lene Koch bad 54 personer om at blive re-opereret i perio-

den 1934-1967. De fleste af de sager, vi er stødt på, er fra tiden efter 1950, og de omhandler

både mænd og kvinder, der anmodede om at få genskabt deres fertilitet. I de fleste sager

begrundes det med, at vedkommende gerne ville have børn. I en sag fra Sølund fremgår det,

at kvinden var deprimeret over ikke at kunne få børn, men samtidig fremgik det, at selv hvis

operationen ikke kunne genskabe hendes fertilitet, ”ville det også være en stor tilfredsstillel-

se for hende på denne måde at generhverve sin fulde kvindelighed.”

995

Muligheden for at blive refertiliseret stod ikke nævnt i sterilisationslovgivningen.

996

Frem til

1967 skulle de pågældende søge Socialministeriet om tilladelse til at gennemgå operationen.

Problemet var, at mange var blevet steriliseret på en måde, der gjorde det vanskeligt, hvis

ikke ligefrem umuligt at genskabe deres fertilitet.

997

Ikke alle kunne således få imødekommet

deres ønske om re-operation af medicinske årsager, men afslag på re-operation kunne også

begrundes med, at den oprindelige begrundelse for indgrebet stadig var gældende.

998

Selvom der formelt set ikke var mange begæringer om re-operationer, vakte de alligevel op-

sigt internt i åndssvageforsorgen. Under et møde mellem Sterilisationsnævnet, overlæger

fra åndssvageanstalterne og en kontorchef i Særforsorgskontoret i 1950 gav Sterilisations-

nævnet således udtryk for, at begæringerne om re-operation vidnede om, at sterilisations-

indgrebet havde alvorlige følger for de pågældende personer:

994

I denne pakke ses der flere sager vedr. ønske om re-operation: pk. 149, Journalsager (1949-1968),

Socialmi-

nisteriet, Særforsorgskontoret,

RA. Se også j.nr B/50/219, 1963, Journalsager (1949-1968),

Socialministeriet.

Særforsorgskontoret,

pk. 151, RA

J.nr. B/50/576, 1961, Journalsager (1949-1968),

Socialministeriet, Særforsorgskontoret,

pk. 157, RA

Betænkning om sterilisation og kastration, afgivet af det af Justitsministeriet den 30. december 1958 ned-

satte udvalg, s. 38.

Se f.eks. J.nr. B/50/101, 1962-1963, Journalsager (1949-1968),

Socialministeriet, Særforsorgskontoret,

pk.

149, RA samt j.nr. 5114/74, 1969, Journalsager (1968-1976),

Socialministeriet,

pk. 2488, RA

Koch, 2000, s. 298.

995

996

997

998

291

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

[Nævnet finder] ”at sterilisation er et alvorligt indgreb, som man må være meget varsom

med at foretage, hvis betingelserne herfor ikke med sikkerhed er til stede. Nævnets syns-

punkt er dette, at man hellere må sterilisere en patient for lidt end en for meget. Den senere

tids andragender om reoperationer har for nævnet understreget betydningen af, at sterili-

sation kun kan tiltrædes, når sagen ligger fuldt belyst.”

999

J.nr. B/6/165, 1950, Journalsager (1949-1968),

Socialministeriet, Særforsorgskontoret,

pk. 38, RA

292

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

Kapitel 15 Fejlanbringelser

I dette kapitel ser vi på fejlanbringelser. Vi har vurderet det som et centralt tema i udred-

ningen, dels fordi en tvangsmæssig anbringelse uden grund må betragtes som et overgreb,

og dels fordi der i den eksisterende forskning og debatten om åndssvageforsorgens historie

indgår kritik af fejlanbringelser.

1000

Vi har også fundet betragtninger om mulige fejlanbrin-

gelser i interviews med tidligere ansatte i åndssvageforsorgen (se nedenfor). Kapitlet foku-

serer på åndssvageforsorgen, da vi ikke i det gennemgåede kildemateriale har fundet sager

om evt. fejlanbringelser fra de øvrige særforsorgsgrene. Det afspejler bl.a., at kriterierne

for at blive indskrevet i blinde- eller døveforsorgen var relativt klare.

1001

Som det fremgår

nedenfor, er der dog inden for åndssvageforsorgen eksempler på, at døve eller ordblinde har

været fejlplacerede i åndssvageforsorgen. Kapitel 8 om ind- og udskrivning viser, hvordan

samtidens ind- og udskrivningskriterier i åndssvageforsorgen omfattede såvel IK-test som

vurderinger af farlighed, muligheden for at få børn, selvforsørgelse m.v. Det var samlet set

komplekse og rummelige vurderingskriterier. Vi kan f.eks. se, at ofte - især i den tidlige del

af den undersøgte periode - indgik seksuel adfærd i den samlede vurdering af en patient.

Det er kriterier, som set fra i dag virker både uforståelige og forkerte. Målt med nutidens

alen vil en del af anbringelserne i åndssvageforsorgen således fremstå som forkerte - som

fejlanbringelser. Da kriterierne for ind- og udskrivning af åndssvageforsorgen som nævnt

var ganske brede, giver det ikke mening, at vi vurderer de enkelte anbringelsessager. I stedet

ser vi udelukkende se på sager, hvor særforsorgssystemet selv i samtiden anså noget for en

fejlanbringelse eller på anden vis problematiserede anbringelsen.

Det omfatter for det første anbringelser, der blev erkendt som værende fejlagtige allerede

ved indskrivningstidspunktet. Det vil sige sager, hvor særforsorgen erkendte, at en person

var blevet anbragt på baggrund af en forkert vurdering og diagnose (og dermed ikke burde

have været anbragt). For det andet omfatter det anbringelser, der over tid blev opfattet

som fejlagtige. Det er en mindre klar kategori, som især knytter sig til brugen af IK-test i

åndssvageforsorgen. Der findes en lang række tilfælde i det gennemgåede materiale, hvor

en anbragt person testede forskelligt over tid, og hvor spørgsmålet om udskrivning derfor

blev rejst af enten den anbragte eller åndssvageforsorgen (lokalt eller centralt) – og som

i en del tilfælde førte til en udskrivning af åndssvageforsorgen. Udover at den slags sager

generelt problematiserede brugen af IK-test som kriterium for anbringelse, blev de sjældent

1000 Se f.eks. Kragh et al., 2015, s. 175-190. Se også Jensen & Kragh, 2018, s. 79-97.

1001 Det betyder ikke, at vi dermed kan udelukke, at der f.eks. er sket anbringelse på en forkert institution eller

i en forkert gruppe eller ikke givet den rigtige undervisning eller behandling inden for de øvrige særfor-

sorgsgrene.

293

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

karakteriseret som en egentlig fejlanbringelse, så længe IK-testen ved anbringelsen testede

under 75.

1002

Det viser f.eks. en sag fra 1943, hvor en kvinde anbragt på Ebberødgård anlagde

erstatningssag mod Østifternes Åndssvageanstalter for uberettiget inddragelse under ånds-

svageforsorg og for uberettiget sterilisation.

1003

Det fremgår af kvindens patientsag, at hun i

forbindelse med en utugtssag i 1938 blev administrativt anbragt på Ebberødgård, fordi hun

under sagen var blevet testet som åndssvag med en IK på 75. Tre år senere tog hun initiativ

til at lade sig undersøge af en neurologisk overlæge, som erklærede hende ikke-åndssvag,

idet hun havde en IK ”i den øverste del af sinkegruppen”. Kvinden rejste på den baggrund

erstatningssagen. I forbindelse med retssagen blev hun IK-testet af overlægen i Brejning,

som bekræftede, at kvinden ikke var åndssvag, men havde en IK på 80-85. Retssagen førte

til, at kvinden blev udskrevet som ikke-åndssvag, men hun fik derimod ikke medhold i, at

der var tale om en fejlanbringelse. Åndssvageforsorgen slap for ansvar for fejlagtig anbrin-

gelse med henvisning til testen ved anbringelsen i 1938. Vi har dog fundet enkelte sager,

hvor åndssvageforsorgen selv på baggrund af senere IK-test tilbageskuende vurderede, at

anbringelsen havde været fejlagtig, eller at manglende udskrivning havde sin årsag i andre

forhold end åndssvaghed.

I det følgende vil vi således se på de sager, vi er stødt på, hvor særforsorgssystemet aner-

kendte en fejlanbringelse eller kraftigt problematiserede den. Afsluttende vil vi diskutere

en række sager, som grænser op til fejlanbringelse uden at være det i snæver forstand. Man

kan diskutere, om de fundne sager er få eller mange, men man skal samtidig huske på, at

der sandsynligvis er et mørketal mht. fejlanbringelser, som ikke blev opdaget, eller som ikke

medførte videre undersøgelser på anstalterne.

1004

Det kunne være anbringelser, som var be-

grundet mere i den anbragtes sociale adfærd end i åndssvaghed, eller sager, hvor man ved

beslutningen om anbringelsen havde vurderet forkert. De mange sager om udskrivning,

som dukker op på alle niveauer i åndssvageforsorgen (lokalt, central og ved domstole og

ankemyndigheder) tyder på, at en del anbragte selv oplevede sig som fejlanbragte.

Fejlanbragt ved anbringelsestidspunktet

Vi har fundet enkelte sager, hvor særforsorgssystemet eksplicit erkendte, at der var sket en

fejl ved anbringelsen. De er alle fra åndssvageforsorgen og omfatter personer, der pga. af et

andet (uopdaget) handicap var blevet fejlanbragt under åndssvageforsorg.

1002 Det kunne f.eks. forklares med senmodning, effekt af opholdet eller bare være uforklarligt. Pointen var, at

den anbringelsesmotiverende IK-test så at sige frikendte systemet for fejlagtig anbringelse.

1003 J.nr. U/7349, U-sager (1865-1990),

Den Kellerske Anstalt, Brejning,

pk. 1990-1925, RA. Et referat af hele

højesteretssagen, hvor den endelig afgørelse falder i januar 1945, kan findes i

Ugeskrift for Retsvæsen,

1945,

s. 246-251.

1004 Som Kragh m.fl. 2015 peger på, var det en diskussion om fejlanbringelser i forhold til konkrete enkeltsager.

S. 179.

294

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

En sag fra 1941 viser, at høreproblemer kunne føre til fejlanbringelse – især hvis anstalten

holdt igen med IK-test. Sagen omhandler en mand, der gennem 20 år havde været anbragt

i Brejning, og som gerne ville udskrives, efter at en test havde vurderet hans IK til 77,5. An-

stalten oplyste i den forbindelse, at de aldrig havde haft mistanke om, at manden ikke hørte

hjemme under åndssvageforsorgen. Han havde ikke påkaldt sig opmærksomhed, fordi han

var tunghør. På Særforsorgskontoret var man ikke imponerede af denne ”ikke smigrende

sag for åndssvageforsorgen.” Der blev udtalt skarp kritik af, at overlægen i Brejning ikke hav-

de IK-testet manden, ikke mindst når man i Brejning netop lagde så meget vægt på IK-test.

Særforsorgskontoret gik videre og mente, at manden slet ikke burde have været indskrevet

overhovedet, og når han i testen scorede som ”sinke”, så kunne det vel skyldes hans 20 år

lange ophold på en åndssvageanstalt.

1005

I en anden sag fra 1941 udtrykte særforsorgskontoret sin undren og kritik over, at en mand

havde været anbragt i et år på Ebberødgård, selvom anstalten vidste, at han ikke var ånds-

svag. Begrundelsen fra anstalten var, at han ellers ville blive ”professionel homoseksuel”.

1006

endnu en sag fra samme år klagede aktivisten Nanna Andersen til Socialministeriets Udvalg

af 1941 over, at en mand var indlagt på den lukkede afdeling på Rødbygård, selvom han ikke

var erklæret åndssvag.

1007

Han blev bl.a. holdt på institutionen, fordi han mentes at være

homoseksuel. Udvalget udtalte kritik af dette.

1008

Svaret fra overlægen på Rødbygård var, ”Ja,

han skulle i grunden ikke være hernede. Han er ikke åndssvag men psykopat. […] Personligt

ville jeg gerne udskrive ham - det er som sagt ulovligt, at han er her - men bestyrelsen vil

ikke gå med hertil.”

1009

En nordjysk kvinde var som ung blevet anbragt på Vanførehjemmet, fordi hun havde Liddles

syndrom, men på hjemmet antog man hende for ”imbecil i let grad”, og derfor blev hun i

1935 indskrevet under Vodskov Åndssvageanstalts familiepleje. Da kvindens plejemoder

blev gammel, skulle der nogle år senere findes et nyt plejested, og derfor skulle hun optages

på en åndssvageanstalt. Der var plads på anstalten i Mariager. Kvinden protesterede imid-

lertid voldsomt, da dette kom på tale i januar 1941: ”Hun er meget fornærmet over at skulle

betegnes som åndssvag, og erklærer at have attest for ikke at være det, og hun fremviser en

udskrivningsseddel fra Vanførehjemmet, hvorpå der står: ’Velbegavet, men stærkt præget

1005 J.nr 43/36, 1941, Journalsager (1921-1949),

Socialministeriet, Særforsorgskontoret,

pk. 478, RA

1006 J.nr. 43/54, 1941, Journalsager (1921-1949),

Socialministeriet, Særforsorgskontoret,

pk. 479, RA

1007 Udvalget af 1941 var nedsat for at undersøge en række klager over børne- og særforsorgen.

1008 Diverse udvalgsmateriale, (1941-1944),

Socialministeriet, Udvalget af 19.04.1941 angående den mod Børne-

og Åndssvageforsorgen offentligt fremførte kritik,

pk. 2, RA

1009 Diverse udvalgsmateriale (1941-1944),

Socialministeriet, Udvalget af 19.04.1941 angående den mod Børne-

og Åndssvageforsorgen offentligt fremførte kritik,

pk. 3, RA

295

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

af sin svaghed. Mangler initiativ. Læge Christensen, Svenstrup, skal have erklæret, at hun

ikke hører til på en åndssvageanstalt, men på vanførehjem”. Hun blev ikke desto mindre i

oktober 1941 anbragt på åndssvageanstalten ved Mariager, hvor man straks bemærkede

hendes mange ukontrollable bevægelser, men samtidig vurderede, at hun fysisk og verbalt

var i stand til at gennemføre en IK-test. Det skete i januar 1942, den første test af kvindens

IK, og den viste en IK på 85. ”Kontakten er fortrinlig”, konstaterede overlægen i hendes

journal, ”Hun virker næsten som en normal, ud over at armenes tilstand hindrer hende i

et par prøver”. I maj 1942 blev hun udskrevet af åndssvageforsorgen og i stedet anbragt på

Gjern Hvilehjem.

1010

En sag fra 1947 vakte en del opmærksomhed i dagspressen. En mand var som barn blevet

døv efter alvorlig sygdom, og han var i 1909 blevet erklæret åndssvag – uden at være det.

Det blev først opdaget, da manden var 46 år, idet en lærer på Statens Aflæsekursus for

døve i Fredericia fandt ud af, at han var velbegavet. Inden da var manden blevet erklæret

for ”farlig for den offentlige sikkerhed” for bl.a. personfarlig kriminalitet og anbragt et par

år på den statslige sikringsanstalt i Nykøbing Sjælland og efterfølgende på Rødbygård. En

IK-test i 1946 ”faldt negativt ud på grund af patientens manglende evne til at omsætte den

psykiske virksomhed i skrevne ord.” I 1947 blev han steriliseret. Fejlen var ikke blevet opda-

get på åndssvageanstalterne, fordi manden ikke havde haft mulighed for at lære tegnsprog.

Særforsorgskontoret udtrykte stærk skepsis ift. Ebberødgårds håndtering af sagen, da man

på særforsorgskontoret mente, der ”med rette at kunne rejses tvivl om, hvorvidt den påg.s

[pågældendes] inddragelse og ophold under å.f. [åndssvageforsorg] har været begrundet.”

1011

Som en slags efterdønning på ovennævnte sag igangsatte særforsorgen i starten af 1950’erne

en undersøgelse af døve i åndssvageforsorgen. Her fandt man, at fire ud af Gl. Bakkehus’

ca. 250 elever var døve men ikke åndssvage, samt at én ud af 176 andre undersøgte kunne

udskrives helt af forsorgen.

1012

I 1961 var problemet tilsyneladende endnu ikke helt løst, og

man overvejede i Statens Åndssvageforsorg systematisk at høre-teste åndssvage. Iflg. en af

forsorgens læger havde det ”nemlig vist sig, at der hos åndssvage er påvist et meget stort

antal hørelidelser med hørenedsættelse, og det er meget muligt er en del af disse patienter

ikke virkelig åndssvage, men kun pseudo debile foranlediget ved nedsat høreevne.»

1013

Det

1010 J.nr. 379, Klientsager,

Vodskov Åndssvageanstalt,

pk. 60, RA

1011 J.nr 39/43, 1947, Journalsager (1921-1949),

Socialministeriet, Særforsorgskontoret,

pk. 700, RA Overlæ-

gen på Ebberødgård forsvarede sig med, at taleinstitutterne var alt for hurtige til at sende de lidt tungere

anbragte over til Åndssvageforsorgen.

1012 J.nr. B/7/20 Journalsager (1949-1968),

Socialministeriet, Særforsorgskontoret,

pk. 66, RA. Se også ”Aands-

svage – der ikke er det”,

Social-Demokraten,

22.7.1951.

1013 Brev fra dr. Clemmensen til dr. Blegvad 25/10 1961: J.nr. F/0/4, Journalsager (1959-1975),

Statens Åndssva-

geforsorg,

pk. 257, RA

296

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

ville altså sige fejlanbragte døve. Den efterfølgende undersøgelse fandt frem til fire anbrag-

te, der på grund af hørenedsættelse ikke var ”virkelig åndssvage”.

En sag fra 1947 handler om en treårig pige, som var anbragt under ventetidsforsorg, men

som viste sig ikke at være åndssvag. Pigen blev udskrevet, da Rigshospitalets psykiatriske

børneafdeling fandt ud af, at pigen var hørestum og havde en IK på 98.

1014

I en sag fra Brej-

ning havde en otteårig dreng i 1955 problemer med at følge med i skolen. Han fik foretaget

en test, der viste en IK på 66, og drengen kom i september 1955 under åndssvageforsorg og

blev indskrevet på en eksternatskole i Randers. Her blev han året efter testet til en IK på 71.

Men man nåede dog frem til, at testresultatet kunne være udtryk for, at han var ordblind i

svær grad. I 1957 blev der derfor foretaget yderligere to tests, der tog højde for ordblindhe-

den, og som viste en IK på 83 og 91-96. Han blev på den baggrund udskrevet af åndssvage-

forsorgen i juli 1957 og placeret i folkeskolen i det, der i datiden blev kaldt ”hjælpeklasse”.

1015

Udover de ovenfor ovennævnte sager, hvor særforsorgssystemet erkendte en sandsynlig

fejlanbringelse, er der enkelte sager, hvor åndssvageforsorgens læger vurderede, at en per-

son burde være anbragt i psykiatrien fremfor åndssvageforsorgen. Et eksempel fra slutnin-

gen af 1960’erne omhandler en pige, som var dømt til anbringelse på Ebberødgård for for-

skellige kriminelle handlinger (bl.a. for at have bortført to spædbørn). Hun var flere gange

stukket af fra anstalten og blev af lægerne vurderet som ”voldeligt udadreagerende”. I den

forbindelse udtalte forsorgschef Bank-Mikkelsen offentligt, at pigen ”hører ikke hjemme

under Åndssvageforsorgen. Hun er et problembarn, som andre bør tage sig af. Jeg tror, at

et statshospital med dygtige psykiatere er det ideelle sted for hende.”

1016

Overlæge Schwal-

be-Hansen, Ebberødgård, var i et notat til Socialministeren fra april 1970 på samme linje og

vurderede, at pigen ikke var ”egnet til ophold på en overfyldt åndssvageinstitution. Opgaven

er for vanskelig og for belastende for hendes forældre […]. Det vil formentligt være vanske-

ligt for åndssvageforsorgen eventuelt i samarbejde med revalideringen at finde et egnet ple-

jested eller passende beskæftigelse […].»

1017

Så vidt vi kan se, forblev pigen dog anbragt på

Ebberødgård. Et eksempel på, at sådanne fejlplaceringer kunne få vidtrækkende konsekven-

ser for øvrige anbragte i åndssvageforsorgen, er en sag fra starten af 1970’erne, hvor en ung

dreng anbragt på en institution under åndssvageforsorgen slog et andet anbragt barn ihjel.

Det fremgår af sagens akter, at gerningsmanden i flere år havde vandret mellem forskellige

1014 J.nr. 40/100, 1947, Journalsager (1921-1949),

Socialministeriet, Særforsorgskontoret,

pk. 702, RA

1015 J.nr. 8696, Klientregister, U-sager (1950-1988),

Den Kellerske Anstalt, Brejning,

pk. 1990-1936, RA. Se også

en anden sag med en anbragt med ordblindhed: J.nr. 8705, Klientsager (1865-1990),

Den Kellerske Anstalt,

Brejning,

pk. 1990-1936, RA. Se desuden også interview med IP27, ansat Ribelund 1974-1977.

1016 Avisudklip: J.nr. 5114/58, Journalsager (1968-1976),

Socialministeriet,

pk. 2488, RA

1017 Ibid.

297

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

skoler og hjem, som alle havde svært ved at håndtere ham.

1018

Han beskrives i den interne

korrespondance mellem Socialministeriet, Socialstyrelsen og de berørte institutioner, som

”indenfor normalområdet”, og i et håndskrevet notat på sagen står, at der nok ”kan sættes

spørgsmålstegn ved hans anbringelse i åfs. [åndssvageforsorg].”

1019

Vurdering som fejlanbragt over tid

Test af IK var et centralt indskrivningskriterium i åndssvageforsorgen. Det fremgik ikke af

åndssvageloven, hvor grænsen for åndssvaghed gik. Typisk blev der anvendt en IK-grænse

på 75 (se kapitel 7). Den enkelte person kunne dog over tid teste forskelligt ift. IK. Vi har

således fundet en del sager, hvor en anbragt på senere tidspunkter end ved indskrivningen

tester højere værdier, og i en række tilfælde også over en IK på 75.

1020

Sådanne forbedringer

i IK-test indgår ofte i sager om udskrivning. Det er dog vigtigt at fremhæve, at der iflg.

datidens regler udover IK-score også indgik kriterier omkring adfærd, forsorgstrang og far-

lighed i forbindelse med ind- og udskrivning (se i kapitel 8). Man kunne således ikke slutte

fra en IK-test-score på over 75 til, at personen ifølge datidens bestemmelser automatisskulle

udskrives af åndssvageforsorgen. Men vi har fundet enkelte sager, hvor IK-test foretaget

efter indskrivningen har fået åndssvageforsorgen til at problematisere selve anbringelsen,

samt sager, hvor brugen af IK-test er blevet vurderet som problematisk.

Vi har således fundet tilfælde, hvor IK-test ikke er blevet anvendt i forbindelse med anbrin-

gelsen (hvis man f.eks. var blevet anbragt, før IK-test blev systematisk anvendt), eller hvor

en enkelt ”lav” test ikke blev fulgt op af løbende testning. Det gælder f.eks. en mand, anbragt

i Brejning som 11-årig i 1921, der først fik foretaget IK-målinger i 1942. Testene viste, at

han havde en IK på 79 og 75-81 og dermed ikke lå under den grænse på 75, som var den

anvendte grænse for kategorien åndssvag. Manden blev dog på Brejning. Senere tests i 1944

viste en IK på 78 og 84-100. Men heller ikke denne gang blev han udskrevet. Den præcise

årsag fremgår ikke af sagen, men sandsynligvis har han ikke selv anmodet om at blive ud-

skrevet. Først efter at have indledt en affære med en kvindelig anbragt, som førte til, at han

1018 J.nr. 5114/278, Journalsager (1968-1976),

Socialministeriet,

pk. 2495, RA

1019 J.nr. 5114/44, Journalsager (1976-1981),

Socialministeriet,

pk. 1180, RA

1020 Som eksempler på sådanne sager kan henvises til: J.nr. 8787, Klientsager (1865-1990),

Den Kellerske

Anstalt, Brejning,

pk. 1990-1937, RA; J.nr. 43/10, 1940, Journalsager (1921-1949),

Socialministeriet,

Særforsorgskontoret,

pk. 445, RA; J.nr. 8679, Klientsager (1865-1990),

Den Kellerske Anstalt, Brejning,

pk.

1990-1936, RA. Dette kunne opstå i forbindelse med anbringelse ved dom – se f.eks. j.nr. 8766, Klientsager

(1865-1990),

Den Kellerske Anstalt, Brejning,

pk. 1990-1937, RA.; J.nr. 8782, Klientsager (1865-1990),

Den

Kellerske Anstalt, Brejning,

pk. 1990-1937, RA

298

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

blev sendt til Livø, gav manden udtryk for, at han ønskede at blive udskrevet fra Brejning. I

oktober 1951 rejste han således fra Livø for at klare sig selv.

1021

En sag fra 1947 handler om en pige, som var anbragt i Ribelund og på Sprogø. Pigens IK

var i 1942 blevet testet til 66. De Kellerske Åndssvageanstalter afviste derfor hendes onkels

anmodninger om at få pigen udskrevet og angav samtidig som begrundelse, at hun var usæ-

delig og flere gange bortgået fra anstalten. Onklens klager fik dog Særforsorgskontoret til

at gå ind i sagen, og overlæge Wildenskov i Brejning fik besked på at foretage en ny IK-test.

Denne viste en IK på 85, og Wildenskov anbefalede på den baggrund udskrivning, da han

nu vurderede, at hun ikke var åndssvag, hvorefter pigen blev udskrevet. Særforsorgskonto-

ret udtrykte kritik af forløbet og ikke mindst af IK-målingen fra 1942, idet det noterede sig

”Endvidere er det måske godt, at hun blev undersøgt af en anden læge.”

1022

I en sag fra 1949 klagede en far over, at hans 11-årige søn var blevet indskrevet på et sko-

lehjem under åndssvageforsorgen. I forbindelse med indskrivningen i april 1949 var hans

IK testet til 70, men en ny test viste en IK på 86. Chefen for Statens Åndssvageforsorg,

Bank-Mikkelsen, noterede i den forbindelse på sagens omslag, at ”Det var da godt, faderen

rejste sagen, da patienten ikke er åndssvag.”

1023

I langt de fleste sager om IK-test, som over tid bevæger sig til en score på 75, vurderedes

disse ikke som fejlanbringelser. I en række tilfælde blev de taget til efterretning og medførte

udskrivning. I andre tilfælde afvistes udskrivning med henvisning til sociale forhold, adfærd

eller den manglende mulighed for selvforsørgelse.

Det sidste gælder f.eks. en mand anbragt i 1930, som, på trods af han viste sig normalt

begavet, først blev udskrevet 21 år senere, efter en årelang proces. Østifternes Åndssvage-

anstalter indrømmede undervejs i sagen, at de havde fejlvurderet hans forsørgelsesevne,

hvilket havde ført til en forsinket udskrivelse af særforsorg.

1024

Et andet eksempel er en sag

fra 1940, hvor en anbragt på Ebberødgård blev testet til at have en IK på 91, men lægerne

på institutionen betegnede ham som ”socialt åndssvag” og mente derfor, han skulle forblive

under forsorg. Særforsorgskontoret forholdt sig dog ret kritisk over for denne tilgang: ”jeg

ville dog mene, at en IK på 91, skønt den findes efter gentagne undersøgelser, må drage

diagnosen stærkt i tvivl. Jeg tror ikke at de jyske å’er [åndssvageanstalter] ville inddrage

1021 J.nr. 342, Klientsager (1865-1990),

Den Kellerske Anstalt, Brejning,

pk. 1990-422, RA. For en næsten tilsva-

rende sag (også fra Brejning) se j.nr. 40/26, 1948, Journalsager (1921-1949),

Socialministeriet, Særforsorgs-

kontoret,

pk. 738, RA

1022 J.nr 40/98, 1947, Journalsager (1921-1949),

Socialministeriet, Særforsorgskontoret,

pk. 702, RA

1023 J.nr. 40/146, 1948, Journalsager (1921-1949),

Socialministeriet, Særforsorgskontoret,

pk. 740, RA

1024 J.nr. 40/20, 1948, Journalsager (1921-1949),

Socialministeriet, Særforsorgskontoret,

pk. 738, RA

299

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

denne pt. [patient] og den omstændighed, at han ikke menes at kunne klare sig selv, be-

rettiger jo ikke det store indgreb som å-forsorg [åndssvage-] med anbringelse på anstalt

betyder.”

1025

Det endte derfor med, at han blev udskrevet.

På tilsvarende vis opdagede man også i Brejning i 1949, at en mangeårig anbragt havde en

IK på 81-83. Men det var ikke lige til at få ham ud af institution, da anstalten anså det for

umuligt for ham at blive selvforsørgende, og forældrene var for gamle til at kunne hjemtage

ham. Det førte til en tre år lang diskussion mellem hjemkommune, amt, særforsorgskontor

og anstalt om anbringelse, og om hvem der evt. skulle betale for den. Det sluttede, da man-

den i 1951 pludselig selv bad om at komme derfra og efterfølgende blev udskrevet. Forløbet

fik Særforsorgskontoret til at uddele en næse til Brejning for langsommelighed: ”Det er

uheldigt, at anstalten først nu, hvor patienten selv har rejst udskrivningssagen, for alvor for-

søger at få ham, der ikke er åndssvag, anbragt uden for anstalt ikke mindst, når man tager

den voldsomme pladsnød i betragtning”.

1026

Langsommelighed kunne også blive til glemsomhed. Det var tilfældet med en anbragt un-

der Forsorgscenteret i Ribe, som i 1964 gerne ville udskrives. Manden var blevet anbragt

som 15-årig og havde været anbragt i godt ti år. Da manden anmodede om udskrivning,

viste det sig, at bestyrelsen for forsorgscentret faktisk havde udskrevet ham to år tidligere,

men havde glemt at give ham besked om det. Særforsorgskontorets svar lyder: ”Det er

kedeligt, at bestyrelsen [som] tidligere har indberettet pågældende som udskrevet, nu må

indrømme, at man ikke ved, hvorfor denne udskrivning ikke har fundet sted. Der er vel

næppe anledning til at foretage videre end at meddele patienten, at bestyrelsen har begået

en fejl, og at han nu bliver udskrevet endeligt af forsorg.”

1027

Fejlplaceringer som fejlanbringelser

Udover at blive anbragt i en forsorgsgren – åndssvageforsorgen – som man ikke hørte til

i, var der også mulighed for, at man kunne blive fejlplaceret inden for åndssvageforsorgen,

som var et stort system med mange forskellige institutioner, og inden for de større instituti-

oner også med forskellige specialiserede afdelinger. Ikke mindst de stadige pladsproblemer

i åndssvageforsorgen kunne skabe problemer ift. den optimale anbringelsesform. Det

var i hvert fald vurderingen hos Bestyrelsen for Østifternes Åndssvageanstalter i 1948:

”Kravene om, at anstalterne skal modtage åndssvage, navnlig børn, er overordentligt stær-

ke og voksende. Forholdene tvinger anstalten til at anbringe patienter, som egentlig burde

1025 J.nr. 43/10, 1940, Journalsager (1921-1949),

Socialministeriet, Særforsorgskontoret,

pk. 445, RA

1026 J.nr. 40/26, 1948, Journalsager (1921-1949),

Socialministeriet, Særforsorgskontoret,

pk. 738, RA

1027 J.nr. B/6/75, Journalsager (1949-1968),

Socialministeriet, Særforsorgskontoret),

pk. 36, RA

300

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

forblive på anstalten, i kontrolleret familiepleje for at skaffe plads til de allermest trængen-

de, navnlig.”

1028

I 1953 var der fortsat pres på åndssvageforsorgen, især i københavnsom-

rådet. I Bestyrelsen for Østifternes Åndssvageanstalter talte man om voksne, som optog

pladser på børneafdelinger, ”fordi der ikke er plads andetsteds”. Og Københavns Kommune

skrev til direktøren for særforsorgen, at den havde flere åndssvage børn på Nørre Hospital,

som bare ventede på en plads.

1029

Flere tidligere ansatte peger på lignende forhold. En tidligere ansat i åndssvageforsorgen i

1970’erne taler om, at ”På den afdeling jeg var, var det en mærkelig blanding. Et par stykker

var stærkt adfærdsvanskelige […] og et par stykker havde meget alvorlig epilepsi. Og et par

stykker af dem hørte ikke til der. De var bedre. Det var nok fordi, at der havde været nogle

problemer med dem fysisk på en eller anden måde, og så havde man tænkt, at nu skulle de

samles der.”

1030

En anden tidligere ansat i åndssvageforsorgen sidst i 1970’erne fortæller, at

mange af de anbragte kunne hjælpe til. ”De var nok fejlplacerede. De kunne mange ting,

men var sat tilbage i forhold til at ville kunne klare sig selv økonomisk”.

1031

Der var desuden

i 1960’erne en diskussion om, hvorvidt psykotiske børn var rigtigt placeret i åndssvagefor-

sorgen.

1032

Denne problematik dukker også op i forhold til gruppen af spastikere anbragt i åndssvage-

forsorgen. Samfundet og Hjemmet for Vanføre havde i 1952 åbnet et skolehjem i Søllerød

for spastikere, men der var fortsat også en antal spastikere anbragt på åndssvageforsorgens

institutioner. Spørgsmålet var, om de hørte til der? Professor Preben Plum havde fra starten

af 1950’erne med sine undersøgelser peget på, at det var problematisk med de ca. 300 spa-

stiske børn, som han mente befandt sig under åndssvageforsorgen.

1033

”At være spastiker var

næsten per definition lig med at være åndssvag”, som en tidligere anbragt forklarer. ”Havde

man tillige et dårligt eller slet intet talesprog, var man helt yt”.

1034

Der var eksempler på, at

anbragte spastikere tilsyneladende forbedrede deres intellekt i betydelig grad gennem træ-

ning af deres talehandicap. En anbragt spastiker var på den måde gået fra en IK-testscore

1028 J.nr. B/18, Journalsager vedr. administration (1942-1959), Østifternes Åndssvageanstalter Bestyrelsen, pk.

1, RA

1029 Kontrolleret familiepleje: Udtagne journalsager (1925-1959), Østifternes Åndssvageanstalter Bestyrelsen,

pk. 16, RA

1030 IP17, ansat flere steder på Fyn bl.a. i Nyborg fra 1968

1031 IP12, ansat Løgumgårde 1976 og frem

1032 Se f.eks. Arnfred, 1970, s. 53-70.

1033 ”Stort antal normale børn på vores åndssvageanstalter”,

Social-Demokraten,

20.8.1950.

1034 Kragh et.al, 2016, s. 366.

301

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

på 52 til en på 90, og en anden havde bevæget sig fra 55 til 80.

1035

I perioden 1950-1952 blev

10 spastikere således udskrevet af Østifternes Åndssvageanstalters kontrollerede familie-

pleje.

1036

Åndssvageforsorgen forsøgte at få Vanføreforeningen til at tage sig af behandlingen

af deres anbragte spastikere med argumentet, at det ville give dem bedre muligheder for

træning og oplæring. Men Vanføreforeningen, der havde som formål at oplære til selvfor-

sørgelse, mente ikke, at man kunne forvente, at den tog sig af åndssvage spastikere. Alene på

Ebberødgård befandt der sig i de år 91 anbragte spastikere og yderligere 116 i kontrolleret

familiepleje.

1037

Løsningen blev i stedet, at der blev indrettet særlige spastikerafdelinger på

flere institutioner.

1038

Da en forælder til et spastisk barn i 1958 foreslog, at gruppen blev

skilt ud som en egen særforsorgsgren, blev dette klart afvist fra særforsorgskontoret, som

mente, at ”Anvender man derimod definitionen af åndssvaghed ud fra en helhedsvurdering

stillet diagnose af den pågældende person, herunder en vis lavere intelligenskvotient, må

de omhandlede patienter betegnes som åndssvage.” Der var derfor ingen grund til at skifte

spor i anbringelserne: ”Der findes på åndssvageanstalterne en del cerebrale paretikere … En

konstatering af, hvorvidt disse patienter er i egentlig forstand åndssvage, er meget vanskelig

at foretage på grund af lidelsens indvirkning på patientens evne til at meddele sig og gøre

sig forståelig, men patienterne må i hvert fald anses for at være handicappede på en sådan

måde, at deres tilstand efter et lægeligt skøn ganske må sidestilles med åndssvaghed.”

1039

Vi har også fundet tilfælde, hvor fejlanbragte i åndssvageforsorgen havde svært ved at kom-

me ud og få plads f.eks. i en af de andre forsorgsgrene eller i børneforsorgen, fordi der også

der var pladsmangel. En sag fra 1947 omhandler en 17-årig pige indlagt til observation for

åndssvaghed i Brejning. Efter tre og en halv måned erklærede anstalten, at pigen ikke var

åndssvag, og man anmodede derfor børneværnet om at anbringe pigen et andet sted. Det

skete imidlertid ikke. Efter flere måneders fortsat anbringelse i åndssvageforsorgen stak

pigen af fra anstalten i Brejning, hvorefter hun blev anbragt på Sprogø i to år. Her fik hun

blærebetændelse og kom derfor på Vejle Sygehus. Hun bad om at tale med politimesteren,

der gik ind i sagen og skrev til ministeriet. Det endte med, at ministeriet kom med skarp

1035 Brev fra Aksel Olsen til P. Stockholm, 22.2.1951: J. nr. 160, Journalsager (1951-1979),

Ebberødgård,

pk. 25,

RA samt Wad, 1951.

1036 Referat af møde mellem åndssvagelægerne 7.6.1951: J. nr. 160, Journalsager (1951-1979),

Ebberødgård,

pk.

25, RA.

1037 Brev fra Aksel Olsen til P. Stockholm (Samfundet og Hjemmet for Vanføre), 7.8.1952: J. nr. 160, Journalsa-

ger (1951-1979),

Ebberødgård,

pk. 25, RA

1038 J.nr. B/9/14, 1958, Journalsager, (1949-1968),

Socialministeriet, Særforsorgskontoret,

pk. 73, RA

Se J.nr. 161, Notat fra Ebberødgård til Statens Åndssvageforsorg 4.1.1961, Journalsager, (1951-1979),

Ebbe-

rødgård,

pk. 25, RA; Brev fra Schwalbe-Hansen til Statens Åndssvageforsorg 8.12.1965: J.nr. 161, Journalsager,

(1951-1979),

Ebberødgård,

pk. 25, RA

1039 J.nr. B/9/14, Journalsager (1949-1968),

Socialministeriet, Særforsorgskontoret,

pk. 73, RA

302

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

kritik af børneforsorgen, overinspektøren for børneforsorgen og af overlægen i Brejning.

1040

I 1948 ville en far gerne have sin datter udskrevet fra Brejning. Pigen, der blev beskrevet

som åndssvag i lettere grad og lammet i arme og ben, havde været på anstalt i 19 år. Anstal-

ten var klar over, at pigen ikke hørte til på den afdeling, hun var på, men havde ikke et bedre

sted, da der var pladsmangel. Faderen kritiserede i sit brev bl.a., at de piger, der hjalp med

at passe datteren, var ringere mentalt udrustet end hende. Faderen ville derfor gerne have

datteren udskrevet til et pleje- eller hvilehjem tættere på familiens eget hjem. Den praktiske

udfordring var, hvem der skulle betale for anbringelsen. Det løstes ved, at hjemkommunen

tildelte hende invalidepension, som kunne bruges til at betale for ophold på et lokalt pleje-

hjem.

1041

Åndssvageforsorgen var selv opmærksomme på problemet mht. fejlplacering. I et brev til

lægerne på Andersvænge i 1959 anmodede forældrene til en dreng indskrevet på en ekster-

natskole om hjælp. IK-test viste, at drengen var normaltbegavet, men med svær ordblind-

hed. Forældrene anmodede om, at han blev flyttet til Statens Institut for Talelidende, men

de havde ikke råd til selv at betale. På Andersvænge erkendte man problemet, men man

havde måneder senere ikke fået ham ”afsat”. I et notat til sagen blev det nævnt, at man ikke

altid kunne sende sådanne elever tilbage til folkeskolen, fordi især de små skoler ikke havde

specialklasser. Der nævnes i sagen syv sådanne sager alene i Viborg-området.

1042

En sag fra

1969 handler om anbringelsen af en ”debil” pige. Statens Åndssvageforsorg havde foreslået

at anbringe hende på Lillemosegård, men iflg. overlægen var hun fagligt ”bedre” end de an-

bragte der. I diskussionen nåede man frem til, at hun burde blive anbragt på Gl. Bakkehus,

men institutionen var lige lukket, og der ville gå et par år, før en ny skole var klar.

1043

Endelig kan man argumentere for, at en ikke-anbringelse også kan ses som en slags fejlpla-

cering. Der var i særforsorgen og ikke mindst i åndssvageforsorgen i den undersøgte perio-

de ventelister i forhold til anbringelse. Vi har i det gennemgåede materiale flere eksempler

på forældre, som mere eller mindre desperat anmoder om hjælp i form af en anbringelse

af deres barn.

1044

I 1955 kunne man således i aviserne læse historien om, hvordan en, ifølge

aviserne, ”dybt åndssvag” dreng, stod lænket i en kostald, mens hans forældre ventede på,

1040 J.nr. B/6/146, Journalsager (1949-1968),

Socialministeriet, Særforsorgskontoret,

pk. 37, RA. Wildenskov

takker i et efterfølgende brev ironisk for den tildelte ”næse”.

1041 J.nr. 40/56, 1948, Journalsager (1921-1949),

Socialministeriet, Særforsorgskontoret,

pk. 738, RA

1042 Læg 1959, Overlægemødekorrespondance (1941-1979),

Andersvænge Lægekontoret,

pk. 2, RA

1043 Brev fra Forsorgscenter København (Børneafdeling) til bestyrelsen for Statens Åndssvageforsorg 27/10

1969: J.nr. F/0/46-F/0/55/A/1, 1961, Journalsager (1959-1975),

Statens Åndssvageforsorg,

pk. 267, RA

1044 Se f.eks. J.nr. B/6/621, 1952, Journalsager (1949-1968),

Socialministeriet, Særforsorgskontoret,

pk. 46, RA

eller J.nr. B/6/831, 1954, Journalsager (1949-1968),

Socialministeriet, Særforsorgskontoret,

pk. 48, RA

303

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

at der blev plads til ham på anstalten i Brejning.

1045

Ifølge aviserne var drengens forældre

gået med til at fortælle historien, dokumenteret med billeder, i håbet om, at andre børn og

forældre ikke kom i samme situation.

1045 J.nr. K/59, Journalsager A-Ø (1897-1979),

Den Kellerske Anstalt, Brejning,

pk. 1990-140, RA

304

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

Kapitel 16 Tilsyn med særforsorgens udøvelse

Formålet med dette kapitel er at undersøge tilsynet med forsorgens udøvelse. Hvilke regler

var der for tilsynet, og især hvordan fandt det sted i praksis? Spørgsmålet om tilsyn indgår

som en del af den stillede opgave for undersøgelsen. Vores gennemgang af materialet viser,

at der kun i begrænset omfang var et effektivt tilsyn med særforsorgens institutioner – og

med de anbringelsessteder der lå under den enkelte hovedinstitution. Det betyder dog ikke,

at der slet ingen kontrol var – og kontrollen kunne i nogle tilfælde have en effekt.

Der var i hele den undersøgte periode forskellige former for kontrol med de enkelte institu-

tioner under særforsorgen, hvorvidt de fulgte gældende regelsæt samt i forhold til rammer-

ne for anbringelsen. Tilsynet kunne være organiseret internt, f.eks. ved at en overordnet

administrativ instans kontrollerede institutioner under den (se kapitel 6) eller eksternt i

form af et tilsyn foretaget af personer uden for særforsorgssystemet. I kapitlet gennemgås

organiseringen af tilsynet på tværs af særforsorgsgrenene og dets udvikling over tid.

Det tilsyn, som blev ført af Folketingets ombudsmand og Folketingets § 71-udvalg, be-

handles separat i kapitel 17. Desuden fandtes forskellige andre former for tilsyn, som ikke

behandles i denne undersøgelse. For det første var der gennem hele perioden kontrol af

økonomi og regnskab, som ikke bare foregik internt i særforsorgen, men også involvere-

de kontrol fra Rigsrevisionen og Finansministeriets Revisionskontor.

1046

For det andet var

der til anbringelsesstederne tilknyttet en læge, som skulle tilse institutionen og behandle

anbragte ved opståede skader m.v., og desuden skulle den lokale embedslæge tilse instituti-

oner i sit område. Vi har ikke undersøgt denne form for tilsyn. Som det fremgår af kapitel 6

om særforsorgssystemet var der lægepersonale på en række af særforsorgens institutioner,

og enkelte steder i det gennemgåede materiale antydes, at et sådant lægetilsyn ikke funge-

rede alle steder – eller blev oplevet som unødvendigt. ”Jeg går ud fra at vore institutioner

råder over al ønskelig lægelig bistand”, hedder det i et håndskrevet notat på et dokument i

særforsorgskontoret i 1960’erne.

1047

I et internt notat i særforsorgskontoret fra august 1962

er vurderingen, ”at embedslægen i mange tilfælde ikke kan overkomme at tilse sfs. [særfor-

sorgs-]institutionerne, selvom han ifølge loven har pligt dertil”.

1048

Det blev videre om den

1046 Vi kan af de gennemgåede sagsakter se, at Finansministeriets Revisionskontor i flere tilfælde havde et

kritisk øje på udgifter til åndssvageforsorgen og energisk kiggede efter besparelsesmuligheder. Det kunne

handle om lommepenge til de anbragte, sammenligning af udgifter pr. anbragt på institutionerne, om an-

bragte i åndssvageforsorgen skulle have adgang til invalidepension, eller at enkelte anbragte på institution

over tid fik en personlig opsparing.

1047 J.nr. P/404, 1966, Journalsager (1949-1968),

Socialministeriet, Særforsorgskontoret,

pk. 339, RA

1048 J.nr. P/343, 1962, Journalsager (1949-1968),

Socialministeriet, Særforsorgskontoret,

pk. 337, RA

305

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

lokale tilsynsførende læge fremhævet, at denne ”ikke nødvendigvis fører det almindelige

tilsyn med institutionen, idet han som regel kun bliver tilkaldt til de enkelte patienter.”

1049

For det tredje fandtes der gennem det meste af den undersøgte periode et tilsyn med kost

og ernæring på de store institutioner foretaget af Statens Vitaminlaboratorium og senere

Statens Levnedsmiddelinstitut. Vi er i det gennemgåede materiale stødt på en række rap-

porter fra disse tilsyn i 1960’erne, som grundigt gennemgår kostplaners ernæringsværdi,

madhygiejne m.v., men som også berører f.eks. den sociale situation omkring måltider-

ne.

1050

Rapporten for Rødbygård fra 1963 foreslår eksempelvis at mindske brødmængden

om morgenen for kvinderne, at veksle mellem forskellige ostesorter, at begrænse servering

af grød om aftenen m.v. (se desuden kapitel 9). For det fjerde var der forskellige former for

pædagogisk tilsyn ifm. med undervisning, bl.a. ift. skolerne for blinde og døve børn, hvilket

omfattede kontrol med timeplaner, karakterer osv.

Regler og organisering af tilsyn i særforsorgen

I den tidlige særforsorgslovgivning var tilsyn primært internt. Afsnittet i

Lov om offentlig

forsorg fra 1933

om særforsorgen indeholdt ikke bestemmelser om tilsyn udover økono-

misk revision.

1051

I de følgende år blev særforsorgssystemet gradvist udviklet. Særforsorgen

bestod af en skønsom blanding af statslige og ikke-statslige institutioner. Hvor statsinstitu-

tioner uden videre kunne reguleres inden for det eksisterende administrative system under

Socialministeriet, var det mere kompliceret med de ikke-statslige institutioner, som alle

spillede en helt central rolle i udførelsen af særforsorg. Det var motivet bag en tilsynslov og

etableringen af en ny stilling som direktør for særforsorgen i 1935, som skulle forestå tilsyn

af institutioner, som modtog midler fra staten.

1052

Debatten om loven i Rigsdagen viste, at

der var en vis skepsis over for statens intervention i og regulering af ikke-statslige instituti-

oner.

1053

Lov om tilsyn m.v. vedrørende de under Socialministeriet hørende særforsorgsanstal-

ter

fra 1935 bekræfter dog, at Socialministeriet havde ret til at føre tilsyn med såvel statslige

institutioner som med ikke-statslige institutioner med driftsoverenskomst med staten. Ikke

bare på det økonomiske område men også ift. emner som personalets uddannelse, plads-

behov, ernæring, sikring af nogenlunde ensartede forhold samt hvilke foranstaltninger ”af

1049 J.nr. B/32, 1946, Sager vedr. administration og personale (1942-1959),

Østifternes Åndssvageanstalter,

Bestyrelsen,

pk. 1, RA

1050 J.nr. H/0/33, Journalsager (1959-1975),

Statens Åndssvageforsorg,

pk. 298 og pk. 299, RA

1051 Lov om offentlig forsorg, lov nr. 181 af 20. maj 1933

1052 Lov om Tilsyn m.v. vedrørende de under Socialministeriet hørende Særforsorgsinstitutioner, lov nr.104 af

30. marts 1935

1053 Se sammenfatning i

Rigsdagsårbogen

1934-35, s. 200-203.

306

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

racehygiejnisk karakter, der må forbedres og træffes til gavn for forsorgen.”

1054

Loven skel-

nede mellem åndssvageforsorgen, hvor der kun kunne foretages aftalte besøg, og de øvrige

særforsorgsgrene (døve, blinde, epileptikere, talelidende m.v.), hvor særforsorgen kunne

foretage uanmeldte besøg.

Vi har ikke fundet eksempler på, at særforsorgskontoret har ført et systematisk tilsyn med

de enkelte institutioner (se dog nedenfor om åndssvageforsorgens tilsynsråd fra 1961). Det

ser ud til at være foregået mere ad hoc med udgangspunkt i de sager, som dukkede op, samt

via løbende kommunikation mellem institutionernes bestyrelser, de enkelte forsorgsinsti-

tutioners administration og særforsorgen. Denne mere uformelle tilgang bekræftes også i

et notat fra 1968 fra Særforsorgskontoret til Socialministeriet:

”For særforsorgen (bortset fra åndssvageforsorgen) gælder det, at de store institutioner er

statsinstitutioner, men der findes en række selvejende institutioner. For alle disse hjem gæl-

der det, at de ledes af bestyrelser, der beskikkes af soc.min [Socialministeriet] … skal rette

sig efter de forholdsregler, der måtte blive fastsat af direktoratet, ligesom de er undergivet

det tilsyn, der vil gribe ind overfor indgreb imod beboerne, der efter tilsynsmyndighedernes

opfattelse er urimelige. Tilsynet med disse hjem sker ud fra den forudsætning, at institutio-

nerne har en vis frihed med hensyn til tingenes udvikling, og at man altså nødig giver påbud

på forhånd, men kun griber ind, når man finder udviklingen uheldig i det enkelte hjem.”

1055

Tilsynet med særforsorgens institutioner overgik i 1970 til Socialstyrelsen,

1056

og med

Bistandslovens ikrafttræden fra 1976 overgik tilsynet med institutionerne til amtsrådet og

amtskommunernes socialcentre (se kapitel 6).

1057

Udover den ovenfor beskrevne form for generelt tilsyn udøvet af Socialministeriet fandtes

forskellige typer af, hvad man kan betegne som tilsyn og kontrol af de enkelte forsorgsgrene.

Allerede i 1926 var der med loven om døve børns undervisning etableret et nationalt ”For-

ældreråd” med en forældrerepræsentant fra hver af institutionerne. Rådets medlemmer

havde bl.a. ret til at foretage tilsynsbesøg, idet:

”Ethvert af nævnets medlemmer har ret til i påkommende tilfælde at aflægge besøg på de

forskellige anstalter og under ledsagelse af vedkommende anstalts forstander eller en af

denne dertil bemyndiget i de plejehjem, hvor børnene er anbragt under anstaltsopholdet.

Bemærkninger eller forslag, som et sådant besøg måtte give anledning til, kan af nævnet

1054 Lov om tilsyn m.v. vedrørende de under Socialministeriet hørende særforsorgsanstalter, lov nr. 104 af 30.

marts 1935, almindelige bemærkninger, s. 4-5.

1055 J.nr. 50/12, 1968, Journalsager (1968-1976),

Socialministeriet,

pk. 2339, RA

1056 Lov om styrelsen af sociale og visse sundhedsmæssige anliggender, lov nr. 227 af 27. maj 1970, § 20

1057 Cirkulære om bistandslovens bestemmelser om særforsorgsinstitutioner m.v., Socialministeriet, af 30.

marts 1976

307

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

indsendes til Socialministeriet, for så vidt de foreliggende spørgsmål ikke løses ved forhand-

ling med vedkommende forstander.”

1058

Med vedtagelsen af

Loven om foranstaltninger vedrørende døve og tunghøre

i 1950 blev der

endvidere oprettet et Døvenævn og et Tunghørenævn, og forældrerepræsentationen blev

styrket, mens opgaven for de to nævn blev at rådgive ministeriet og ”følge udviklingen in-

denfor lovens område og fremsætte forslag om sådanne foranstaltninger, som udviklingen

måtte gøre påkrævede”.

1059

De to nævn havde også hjemmel til at foretage anmeldte besøg

på kostskolerne.

Det er formuleringer, som går igen i

Lov om foranstaltninger vedrørende blinde og stærkt

svagsynede

fra 1956, hvor der blev etableret et nationalt Blindenævn med repræsentan-

ter fra Dansk Blindesamfund, forældre til blinde børn, ansatte på blindeinstitutterne samt

statslige embedsmænd.

1060

Det er dog uklart, hvorvidt – og i hvilket omfang – sådanne tilsyn fra de ovennævnte for-

ældreråd og nævn har fundet sted, idet vi ikke i arkivalierne har fundet spor efter dem.

I en oversigt fra Socialstyrelsens chefkollegium, udarbejdet i 1974, konstateres det, at de

nyetablerede nævn hverken på blinde- eller døveområdet førte til etableringen af nogen

tilsynsvirksomhed.

1061

Kolonien Filadelfia, der behandlede epileptikere, fik i 1961 implementeret et eksternt til-

synsråd med tilhørende vedtægter.

1062

Der var her tale om et fagligt orienteret tilsynsråd,

der skulle bygge bro mellem Socialministeriet og Filadelfia. Formanden var udpeget af

socialministeren, to medlemmer med særlig lægefaglig ekspertise blev udpeget af Sund-

hedsstyrelsen, og de to sidste medlemmer skulle henholdsvis være en ”socialpraktiker” (ud-

peget af Købstadsforeningens Sociale Udvalg) og en ”pædagogisk kompetent” (udpeget af

Undervisningsministeriet). Rådet skulle holde mindst fire årlige møder og føre protokol

1058 Lov om døve børns undervisning, lov nr. 56 af 31. marts 1926, § 10

1059 Lov om foranstaltninger vedrørende døve og tunghøre, lov nr. 21 af 27. januar 1950

1060 Lov nr. 117 af 11. maj 1956 ”Lov om foranstaltninger vedrørende blinde og stærkt svagsynede”

1061 Redegørelse over Socialstyrelsens tilsyns- og vejledningsvirksomhed, Mødeindkaldelser og referater

19.03.1974-30.04.1974: Chefkollegiets mødereferater med indkaldelser (1972-1990),

Socialstyrelsen,

pk.

18, RA. På de mindre hjem var det således bestyrelserne for hjemmene, der fungerede som en slag tilsyn.

Jf. førnævnte redegørelse var der kun en af disse institutioner (Hjemmet på Mariendalsvej), som havde

etableret et tilsynsråd.

1062 Vedtægter for Tilsynsrådet for Kolonien Filadelfias forsorg for epileptikere og sindslidende 1961: J.nr.

5202/1, Journalsager (1968-1976),

Socialministeriet,

pk. 2512, RA

308

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

over sit arbejde.

1063

I praksis bestod tilsynsrådet af ganske prominente og indflydelsesrige

personer. I 1966 var medlemmerne henholdsvis borgmester (og tidligere MF’er), socialdi-

rektør, overlæge, professor, skoleinspektør og kontorchef.

1064

Udvalgets rapporter for årene

1962-1963 samt 1966-1968 viser, at det førte kontrol med og rejste kritik af den kontrol-

lerede familiepleje, besigtigede koloniens plejehjem, arbejdede med koloniens moderni-

sering og behandlede enkelte klagesager. Tilsynsrådet kom med bemærkninger til forhol-

dene på de enkelte anbringelsessteder (primært bygningsmæssige og sanitære forhold).

Tilsynsrådet mente f.eks., især med hensyn til anbragte i den kontrollerede familiepleje,

at ”patienterne burde følge med i den velstandsstigning, andre borgere havde fået del i”

1065

og den nye lov om invalidepension, som anbragte havde mulighed for at søge, betød, at

der skete store opsparinger af midler, som i højere grad skulle anvendes til at forbedre

især de materielle forhold for de anbragte. Tilsynsrådet for Kolonien Filadelfia blev ned-

lagt i 1974, da Socialministeren fik adgang til at udpege to medlemmer af bestyrelsen.

Der har ikke været noget særligt tilsyn med Samfundet og Hjemmet for Vanføres insti-

tutioner ifølge en rapport fra 1974 fra Socialstyrelsen om tilsyn med særforsorgens insti-

tutioner.

1066

Det tætteste, man kommer på et tilsyn, er, at Socialministeriet udpegede to

medlemmer til Samfundet og Hjemmet for Vanføres bestyrelse. Den havde ansvaret for

institutionerne drevet af Samfundet og Hjemmet for Vanføre. Desuden var der enkelte an-

dre institutioner for vanføre, hvoraf ingen af disse ser ud til at have haft direkte tilsynsbe-

stemmelser.

Der fandtes ikke særlige tilsynsregler for Det Statslige Institut for Talelidende.

1067

Åndssvageforsorgen omfattede flere institutioner og anbragte end de øvrige særforsorgs-

områder. I

Vedtægterne for åndssvageforsorgens institutioner

fra 1939 blev det overladt til

direktøren for særforsorgen at føre tilsyn med sine institutioner ”i henhold til den instruks,

1063 Tilsynsrådet for Filadelfias rapporter findes i arkivserien Journalsager (1949-1968),

Socialministeriet,

Særforsorgskontoret,

samt i Vedtægter for Tilsynsrådet for Kolonien Filadelfias forsorg for epileptikere og

sindslidende 1961: j.nr. 5202/1, Journalsager (1968-1976),

Socialministeriet,

pk. 2512, RA (Alle er stemplet

”FORTROLIGT”).

1064 Beretning om virksomheden i perioden 1. november 1966-1. april 1968: J.nr. 5202/1, Journalsager (1968-

1976),

Socialministeriet,

pk. 2512, RA

1065 Beretning om virksomheden i perioden 1.november 1966-1.april 1968: J.nr. 5202/1, Journalsager (1968-

1976),

Socialministeriet,

pk. 2512, RA

1066 Redegørelse over Socialstyrelsens tilsyns- og vejledningsvirksomhed, Mødeindkaldelser og referater

19.03.1974-30.04.1974: Chefkollegiets mødereferater med indkaldelser (1972-1990),

Socialstyrelsen,

pk. 18,

RA. Vi kan dog ikke udelukke, at enkelte institutioner på eget initiativ havde etableret en form for tilsyns-

råd.

1067 J.nr. 330/18, 1974, Journalsager (1972-1982),

Socialstyrelsen,

pk. 660, RA

309

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

der udfærdiges for hans tilsynsvirksomhed”.

1068

Vi har dog, som nævnt, ikke fundet en sådan

instruks om direktørens tilsyn eller spor af et formaliseret tilsyn med de enkelte institutioner.

I forlængelse af den nye åndssvagelov fra 1959 blev der taget initiativ til oprettelse af et

eksternt tilsyn for hvert af de nyoprettede forsorgscentre (Se kapitel 6 ). I lovens § 3, stk. 2-4

hed det således

1069

”Stk. 2. Ved hvert forsorgscenter oprettes et tilsynsråd, der har til opgave at føre tilsyn med

forsorgens udøvelse og at samvirke med de lokale ledere om administrationen af de i om-

rådet beliggende institutioner til opnåelse af forsorgens formål. Der kan tillægges tilsynsrå-

dets medlemmer et honorar, der bevilges på de årlige finanslove.

Stk. 3. Til tilsynsrådets møder tilkaldes som regel forsorgscentrets lokale ledere.

Stk. 4. De nærmere regler om oprettelse af forsorgscentre og om oprettelse af lokale tilsyns-

råd fastsættes af socialministeren.”

Tilsynsrådene havde ikke formelle magtbeføjelser, men de skulle bl.a. være rådgivende i

spørgsmål om ansættelse af ledende personale, om ændringer i ”forsorgens udøvelse”, in-

stitutionens organisation samt i forbindelse med ”større byggearbejder”. Tilsynsrådet skulle

orienteres om klagesager og kunne også selv modtage klager.

Etableringen af tilsynsrådene skal ses som en del af den gennemgribende reorganisering af

åndssvageforsorgen, hvor man bevægede sig fra et system med to store aktører (Østifternes

Åndssvageanstalter og De Kellerske Anstalter) til et mere centraliseret system baseret på 11

forsorgscentre, der hørte under Statens Åndssvageforsorgs bestyrelse. Ifølge loven fra 1959

skulle der for hvert af de 11 forsorgscentre etableres et tilsynsråd, der skulle føre tilsyn med

”forsorgens udøvelse” i et tæt samarbejde med centrets ledelse.

1070

Rådet skulle bestå af fem

medlemmer. Forældreorganisationer udpegede ét medlem, de kommunale organisationer

tre, mens formanden, som var det sidste medlem, blev udpeget af Socialministeren. Alle

rådets medlemmer var således eksterne i forhold til både institutioner og særforsorgen som

helhed.

Tilsynsrådene og deres opgaver blev ændret i en lovrevision for åndssvageforsorgen fra

1970, som del af den store socialreform og dertil hørende administrative reform.

1071

I loven

blev det bestemt, at hvert forsorgscenter skulle have et ”lokalt vejledende råd”, der skulle

1068 Vedtægt for Ledelsen af de danske Åndssvageanstalter af 27. juni 1939: J.nr. 37/15, 1939, Journalsager

(1921-1949),

Socialministeriet, Særforsorgskontoret,

pk. 409, RA

1069 Lov om forsorgen for åndssvage og andre særlig svagtbegavede, Lov nr. 192 af 5. juni 1959

1070 Foreløbige retningslinjer for tilsynsrådenes arbejde – Bilag. Vedtægt for ledelsen af statens forsorg for

åndssvage og særlig svagtbegavede, 1963: J.nr. F/0/18, Journalsager (1959-1975),

Statens Åndssvageforsorg,

pk. 260, RA

1071 Lov om ændring af lov om forsorgen for åndssvage og andre særlig svagtbegavede. (Vedrørende forsorgens

administration m. v.), Lov nr. 228 af 27. maj 1970

310

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

følge udviklingen og komme med indspil til den lokale forsorgs udvikling. Tilsynsopgaven

blev dermed nedtonet til fordel for ”vejledning” og dialog. Det lokale vejledende råd skulle

have to repræsentanter for forældreforeninger, to for personalet og tre udpeget af amtet.

Rådets sammensætning blev ændret til fordel for forældre og medarbejdere. Forsorgscen-

trene var fra 1970 under tilsyn af Socialstyrelsen, som dog ser ud til at have accepteret en

høj grad af lokal autonomi. I den ovennævnte redegørelse til Socialstyrelsens chefkollegium

i 1974 lyder det, at ”styrelsen i videst muligt omfang må søge at undgå instrukser og regu-

lativer af en sådan art, og i et sådant omfang, at det vil virke begrænsende på lokalt initiativ

og dæmpende på de enkelte centerlederes ansvar.”

1072

I det følgende afsnit ser vi nærmere på etableringen af tilsynsråd i åndssvageforsorgen og

deres praksis i perioden 1960-1970.

Efter 1959-loven fulgte en større intern diskussion i åndssvageforsorgen om tilsynsrådenes

opgaver. Diskussionen afspejlede, at det gik lidt trægt med at få etableret disse tilsynsråd

og ikke mindst med at få sat rammerne for deres arbejde (se nedenfor om tilsynsrådenes

arbejde). 1959-loven og oprettelsen af forsorgscentre med en ny firedelt ledelsesform betød,

at hvor det tidligere var overlægen, som var den formelle leder af anstalterne, skulle opga-

ven nu deles med andre i den nye organisatoriske struktur. Det var ikke let at få til at virke

i praksis (se kapitel 6), og overlægerne frygtede, at tilsynsrådene kunne føre til yderligere

indskrænkning af deres indflydelse. I et brev fra august 1959 til forsorgschefen for Åndssva-

geforsorgen, Bank-Mikkelsen, mente overlæge Gunnar Wad fra Vodskov, at den nye instans

skulle ledes af en handlekraftig formand, som ”ved hvad en sag er”.

1073

Man fornemmer en

vis frygt for, at tilsynsrådene skulle tiltage sig en for aktiv rolle på for mange områder.

I første omgang var det op til de lokale tilsynsråd selv at definere deres opgaver, men i et

udkast til retningslinjer for tilsynsrådene fra marts 1963 udstak Særforsorgskontoret en op-

gavebeskrivelse: mindst to årlige møder, en årlig beretning til institutionens bestyrelse, må-

nedlige møder mellem centerledelse og tilsynsrådets formand m.v.

1074

Tilsynsrådene skulle

desuden høres i forbindelse med klagesager. Rådets formand skulle være med i det lokale

planlægningsudvalg og byggeudvalg, og formanden skulle orienteres om budgetforslag,

1072 Redegørelse over Socialstyrelsens tilsyns- og vejledningsvirksomhed, Mødeindkaldelser og referater

19.03.1974-30.04.1974: Chefkollegiets mødereferater med indkaldelser (1972-1990),

Socialstyrelsen,

pk. 18,

1073 Brev fra Wad til Bank-Mikkelsen 19. august 1959: Overlægemødekorrespondance (1941-1979),

Anders-

vænge, Lægekontoret,

pk. 2, RA

1074 Foreløbige retningslinjer for tilsynsrådenes arbejde – Bilag. Vedtægt for ledelsen af statens forsorg for

åndssvage og særlig svagtbegavede, 1963: J.nr. F/0/18, Journalsager (1959-1975),

Statens Åndssvageforsorg,

pk. 260, RA

Tilsynsrådene under Statens Åndssvageforsorg 1960-1970

311

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

regnskab m.v. Desuden havde medlemmerne ret til ”når som helst” at besøge de anbragte,

hvad enten de var anbragt på institutionen eller udenfor. Idealet var, at besøg blev koordine-

ret med forsorgscentret, og at en repræsentant derfra deltog, men i tilfælde af klager kunne

tilsynsrådets formand beslutte at holde forsorgscentret udenfor.

Der er dog kun i begrænset omfang bevaret materiale fra tilsynenes løbende arbejde (ud-

over deres årlige beretninger, se nedenfor). Det kan skyldes manglende skriftlig dokumen-

tation af deres arbejde og en varierende arkiveringspraksis. Det er f.eks. usikkert, om alle

tilsynsråd arbejdede med protokoller for deres arbejde. I juni 1967 lød det fra bestyrelsen

for Åndssvageforsorgen, at ”Bestyrelsen vil ikke blande sig i … og heller ikke i spørgsmålet

om regler for protokol eller mødereferater”.

1075

Tilsynet omfattede formelt både centralinstitutioner og underskoven af værksteder, sko-

ler, kolonier, private plejehjem m.v. og refererede til Statens Åndssvageforsorg (og dennes

bestyrelse). At tilsynet var tænkt som den centrale myndigheds kontrol fremgår af, at det

var Statens Åndssvageforsorg, som udpegede formanden. I et brev fra Statens Åndssva-

geforsorg til en tilsynsrådsformand afvises et forslag om at dele referater fra årlige møder

mellem tilsynsråd og Statens Åndssvageforsorg med forsorgscentrenes ledelse, da det ville

bryde den nødvendige fortrolighed mellem tilsynsråd og forsorgskontoret.

1076

Det tyder på,

at Statens Åndssvageforsorg ønskede tilsynet som deres repræsentanter ude lokalt. Det ser

dog kun ud til at være lykkedes i meget begrænset omfang. På et møde med tilsynsrådenes

medlemmer på Ebberødgård i juni 1968 lød det fra forsorgschef og formand for Bestyrelsen

for Statens Åndssvageforsorg, Bank-Mikkelsen:

”Bestyrelsen finder, at tilsynsrådene har væsentlige opgaver inden for forsorgen, men det

er også, som om man mærker for lidt til tilsynsrådenes virksomhed. Det var nok ønskeligt,

om man viste lidt mere initiativ med henblik særlig på den daglige behandling af patien-

terne, måske i forbindelse med uanmeldte småbesøg samlet eller enkeltvis. Det er jo ikke

meningen, at tilsynsrådene blot skal holde møde med centerledelserne. Vi får relativt få

henvendelser fra tilsynsrådene.”

1077

Året efter, i notat fra Særforsorgskontoret, lød vurderingen, at man ikke rigtig vidste, hvor

meget tilsynsrådene lavede, men iflg. Bank-Mikkelsens personlige erfaring med indsatsen

var ”den måske nok … noget mindre end ønskelig og forventet”, hvilket efter hans vurde-

ring skyldtes det store kommunale islæt i tilsynsrådene (se nedenfor om tilsynsrådenes

1075 J.nr. 128, 1968, Journalsager (1951-1979),

Ebberødgård,

pk. 21, RA

1076 Brev fra Statens Åndssvageforsorg til formændene for tilsynsrådene 16. december 1961: J.nr. F/0/34,

Journalsager (1959-1975),

Statens Åndssvageforsorg,

pk. 265, RA

1077 J.nr. 128, 1968, Journalsager (1951-1979),

Ebberødgård,

pk. 21, RA

312

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

sammensætning).

1078

Dette bekræftes i det gennemgåede materiale, hvor tilsynsrådene ser

ud til at spille en meget begrænset rolle i sagsbehandlingen inden for særforsorgssystemet.

Vi kan dog se, at tilsynsrådene over tid kom i gang med deres arbejde. Mens det interne dag-

lige arbejde i de 11 tilsynsråd under åndssvageforsorgen ikke har efterladt sig papirspor

1079

giver de årlige beretninger fra de enkelte tilsynsråd indsendt til Statens Åndssvageforsorg et

vist indblik i tilsynsrådenes arbejde. Der findes for perioden 1961-1968 en tæt på komplet

samling årlige beretninger, og i enkelte tilfælde tillige enkeltstående referater fra lokale til-

synsmøder. Årsberetningerne er typisk ret kortfattede - mellem en og fire sider.

1080

På bag-

grund af beretningerne er det muligt at se lidt nærmere på tilsynsrådene og deres arbejde.

På listen over medlemmer af tilsynsrådene findes en del repræsentanter for det politiske

system (sognerådsformænd, borgmestre eller folketingsmedlemmer) samt offentlige em-

bedsmænd (som f.eks. amtmænd, kommunaldirektører, socialinspektører, skoleinspektører

og lærere). Hertil kommer, at en del af de øvrige medlemmer (betegnet som bl.a. gårdejere,

købmænd og betjente) også meget vel kan have været lokale politikere. Selvom åndssvage-

forsorgen ikke var i kommunalt regi, betød det, at det indtil 1970 i høj grad var offentlige

repræsentanter, som kontrollerede en offentlig institution. Medlemmerne var fagligt set

lægfolk, og tilsynsarbejdet var sandsynligvis én opgave blandt mange andre. Det virker, som

om det primært var den af direktoratet udpegede formand, der drev det lokale tilsynsråds

aktiviteter. Det vil sige, at tilsynet var meget personafhængigt – og i tilfælde af formands-

skifte kunne arbejdet nærmest gå helt i stå.

Udover en kort indledende - og famlende - fase kan vi på baggrund af årsberetningerne se,

at der blev udført løbende tilsyn, og at der (med få undtagelser) blev indsendt beretninger

årligt. I de første årsberetninger klagede flere tilsyn over at famle i blinde. I Forsorgscenter

Vestsjællands beretning for 1961-62 lyder det: ”I det hele taget kan man ikke sige tilsynsrå-

det er helt tilfreds med arbejdsvilkårene. Vi synes, vi får for lidt at vide om, hvad der sker

og skal ske på Andersvænge, vi læser for ofte om ting og begivenheder i aviserne, som vi

synes vi burde have fået at vide på anden måde.”

1081

Klager af denne type går igen i adskil-

lige beretninger og henviser både til manglende instruks fra centralt hold og til et uklart

forhold mellem tilsyn og det lokale forsorgscenters ledelse. De nye tilsyn skulle finde plads

og funktion i den nye struktur for åndssvageforsorgen, og da tilsynets medlemmer generelt

1078 Læg: Samråd med ministeren angående finanslovsforslag: Journalsager (1968-1976),

Socialministeriet,

pk.

2371, RA

1079 Der nævnes i et par tilfælde i årsrapporterne en protokol for tilsynsrådet, men det er trods omfattende

søgning ikke lykkedes at lokalisere sådanne protokoller.

1080 Se J.nr. F/0/34, Journalsager (1959-1975),

Statens Åndssvageforsorg,

pk. 265, RA

1081 Beretning for forsorgscenter VII 1961-1962: J.nr. F/0/34, Journalsager (1959-1975),

Statens Åndssvage-

forsorg,

pk. 265, RA

313

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

havde begrænset kendskab til åndssvageforsorg, blev de i høj grad skolet af centrene selv.

Der blev dog efterhånden etableret en form for praksis, hvor tilsynsrådet blev orienteret

om større aktuelle klagesager på institutionerne og fik mulighed for at kommentere disse.

F.eks. henstillede forsorgschefen i 1961, at sager af ”en vis betydning” skulle høres hos det

pågældende tilsyn, inden forsorgscentret sendte det videre til bestyrelsen. I en diskussion

i bestyrelsen for Statens Åndssvageforsorg i juni 1967 blev det pointeret, at ”tilsynsrådene

orienteres om bestyrelsens afgørelse i klagesager”, idet det dog samtidig blev slået fast, at det

var bestyrelsen, som havde myndigheden til at agere i sagerne.

1082

Ifølge årsberetningerne holdt tilsynsrådene typisk tre til fem årlige møder. Nogle af dem blev

afholdt på institutionerne kombineret med rundvisning og eventuelt fælles møde med cen-

terledelsen. Formanden havde en mere aktiv rolle end de øvrige medlemmer, denne deltog

jævnligt i ledelsesmøder eller andre møder på forsorgscentrene og foretog på egen hånd en

række institutionsbesøg m.v. Der findes kun enkeltstående referater fra tilsynsrådenes in-

terne møder, men sammenholdt med årsrapporterne var dagsordenen domineret af temaer

som institutionens økonomi, byggesager, personaleforhold og pladsproblemer. Rapporter-

ne indeholder meget få klagepunkter udover en tilbageværende generel kritik af sektorens

generelle underfinansiering og pladsproblemer rettet mod Statens Åndssvageforsorg og

det politiske system. Der blev dog i enkelte tilfælde rejst kritik af de interne konflikter på

forsorgscentre (typisk mellem personalegrupper og ledelsesstrenge). I sjældne tilfælde tog

tilsynene også selv forhold op til kritik. Således omtales i beretningen for tilsynsrådet for

Forsorgscenter Århus-Randers i 1966-67, hvordan et uanmeldt besøg på et værksted gav

anledning til påtale, og at sagen derefter blev bragt i orden.

1083

På Forsorgscenter Lolland-

Falster foretog tilsynsrådet i starten af 1960’erne en undersøgelse på områdets skoler og

konstaterede, at centret havde svigtet i forhold til at informere om eksternatskolerne.

1084

Der er også enkelte sager, hvor tilsynsrådet kritiserede afgørelsen i sager om brug af vold,

som på Forsorgscenter Nordsjælland i 1963-64, hvor der blev udtrykt utilfredshed med, at

en ansat, der havde slået en anbragt, blev forflyttet til et andet center fremfor at blive fy-

ret.

1085

Men overordnet set udtrykker rapporterne støtte til arbejdet ude på institutionerne

snarere end en kritisk kontrol af deres arbejde. Flere af beretningerne konstaterer således,

1082 J.nr. 128, Journalsager (1951-1979),

Ebberødgård,

pk. 21, RA

1083 Beretning tilsynsrådet for forsorgscenter XI 1966-1967: J.nr. F/0/34, Journalsager (1959-1975),

Statens

Åndssvageforsorg,

pk. 265, RA

1084 Beretning tilsynsrådet for forsorgscenter VI 1961-1962: J.nr. F/0/34, Journalsager (1959-1975),

Statens

Åndssvageforsorg,

pk. 265, RA

1085 Beretning tilsynsrådet for forsorgscenter II 1963-1964: j.nr. F/0/34, Journalsager (1959-1975),

Statens

Åndssvageforsorg,

pk. 265, RA

314

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

at der ”har ikke for tilsynsrådet foreligget henvendelser, og man tager det som udtryk for

almindelig tilfredshed med centrets arbejde.”

Det ser ud, som om der var stor forskel på, hvor proaktive tilsynsrådene var.

1086

Langt de

fleste valgte en passiv strategi, hvor besøg på centre og dertilhørende institutioner var aftalt

på forhånd med centerledelsen. Besøgene kunne derfor få mere karakter af rundvisning end

af et tilsyn. Det var undtagelsen, at tilsynsrådene valgte en mere offensiv strategi med uan-

meldte besøg. Rapporterne fortæller heller ikke meget om tilsynsrådenes direkte kontakt

med de anbragte i åndssvageforsorgen. I årsrapporten fra Forsorgscenter Sydøstsjælland for

1963-64 konstateres, at ”[k]ontakten mellem tilsynsråd og patienter er ikke stor, nærmest

tilfældig.”

1087

I rapporten fra samme center for 1966-67 nævnes, at formanden har modtaget

ti henvendelser fra patienter og pårørende ”men ingen direkte klager”.

1088

I enkelte andre

rapporter nævnes enkelte klager, primært fra forældre. Det gælder f.eks. fra formanden for

tilsynsrådet for Forsorgscenter Vestsjælland, som er forældrevalgt. Der er dog ifølge årsrap-

porten mest tale om misforståelser, som formanden fik glattet ud.

1089

Tilsynsrådene omfattede formelt også det ganske store antal anbragte uden for centrenes

egne institutioner (den kontrollerede familiepleje). Det virker dog, som om det ikke alle

steder har fungeret i praksis. Vi kan se, at på Forsorgscenter Lolland-Falster fik tilsyns-

rådet allerede i 1961 lister med patienter i kontrolleret familiepleje udleveret.

1090

Fra flere

forsorgscentre var der dog frygt for, at besøg fra lægfolk kunne medvirke til at stigmatisere

de anbragte uden for de egentlige institutioner. Der var således flere tilsynsråd, som klage-

de over, at de ikke kunne få udleveret lister over anbragte uden for hovedinstitutionerne.

Tilsynsrådet for Forsorgscenter Midtjylland mener i rapporten for 1968-69, at ”[v]i er helt

afskåret fra det allervæsentligste i vort tillidsarbejde at kunne kontrollere, om der finder

misbrug sted.”

1091

1086 Nielsen, 1967, s. 25-26

1087 Beretning for tilsynsrådet for forsorgscenter IX 1963-1964: J.nr. F/0/34/I, Journalsager (1959-1975),

Statens

Åndssvageforsorg,

pk. 265, RA

1088 Beretning for tilsynsrådet for forsorgscenter IX 1966-1967: J.nr. F/0/34/I, Journalsager (1959-1975),

Statens

Åndssvageforsorg,

pk. 265, RA

1089 Mødereferat 15.10.1965, j.nr. F/VII/O2, Journalsager (1959-1975),

Statens Åndssvageforsorg,

pk. 291, RA.

1090 Beretning for tilsynsrådet for forsorgscenter VI 1961-1962: J.nr. F/0/34/I, Journalsager (1959-1975),

Statens

Åndssvageforsorg,

pk. 265, RA

1091 Beretning for tilsynsrådet for forsorgscenter X 1968-1969: J.nr. F/0/34/I, Journalsager (1959-1975),

Statens

Åndssvageforsorg,

pk. 265, RA

315

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

Statens Åndssvageforsorg var ikke ubetinget tilfreds med tilsynsrådenes arbejde. Der ser

ud til at have været en oplevelse af, at tilsynsrådene i højere grad end ønsket havde allieret

sig med forsorgscentrene og dermed ikke var blevet den ønskede eksterne kontrolinstans.

Man kan i årsberetningerne se, at tilsynene eksplicit støtter op om institutionernes struk-

turelle udfordringer med stram økonomi, pladsmangel og dårlige fysiske rammer – og

kun meget sjældent rejser kritik af forsorgscenteret selv. Som det lød i årsberetningen

for tilsynet for Forsorgscenter Sønderjylland for 1966-67, hvor overlægen på årets enlige

møde (pga. formandsskifte) efter at have beværtet med frokost ”kvitterede ved at udtale

sin glæde over, at tilsynsrådet altid havde bakket centerledelsen op”.

1092

Et andet eksempel

også fra Forsorgscenter Sønderjylland er, hvor tilsynsrådets årsrapport for 1968-69 om-

taler en sag fra Løgumgårde, hvor en ansat er anklaget for at slå børnene: ”Den prekære

sag fik sin afslutning ved, at [navn udeladt] søgte sin afsked, der i øvrigt alligevel var nært

forestående på grund af alder. Ved et personalemøde på afdelingen udtalte tilsynsrådets

formand anerkendende takkeord til [navn udeladt] for mange års dygtigt, uselvisk og

opofrende arbejde i åndssvageforsorgens tjeneste.”

1093

Tilsynsrådet ser således ud til at være blevet en del af systemet. Og samtidig var der må-

ske heller ikke et ønske om at gøde jorden alt for meget for klager. På et nationalt møde

for tilsynsrådenes formænd i 1966 udtalte den socialdemokratiske folketingsmand Kristian

Albertsen således:

”Der er en god vækst og udvikling i forsorgsarbejdet. Der er hos bevillingsmyndighederne

og i befolkningen en god forståelse for, at der må ske noget indenfor åndssvageforsorgen.

Jeg er bare bange for, at den nuværende uro kan slå noget i stykker. Dette vil jeg gerne sige til

tilsynsrådsmedlemmerne, så de kan være med til at glatte ud, således at befolkningens tillid

til forsorgen kan bevares. Meget af den rejste kritik har været usaglig og helt urimelig.”

1094

Det var et dilemma for Statens Åndssvageforsorg. Den så gerne, at tilsynet styrkede kon-

trollen med, hvad der foregik på institutionerne, men det skulle helst ikke udvikle sig til en

storm mod særforsorgen i almenhed. Det kan også være forklaringen på, at forsorgschef

Bank-Mikkelsen på samme møde undveg en diskussion om styrket forældrerepræsenta-

tion i tilsynsrådene i forhold til de magtfulde formænd. Bank-Mikkelsen slog fast, at for-

manden var formand, og at bestyrelsen for Statens Åndssvageforsorg ikke ville blande sig

1092 Beretning for tilsynsrådet for forsorgscenter IV 1966-1967: J.nr. F/0/34/I, Journalsager (1959-1975),

Statens

Åndssvageforsorg,

pk. 265, RA

1093 Beretning for tilsynsrådet for forsorgscenter IV 1968-1969: J.nr. F/0/34/I, Journalsager (1959-1975),

Statens

Åndssvageforsorg,

pk. 265, RA

1094 Referat af møde mellem bestyrelsen og medlemmer af tilsynsrådene fredag den 9. juni 1967: J.nr. F/0/34/I,

1967, Journalsager (1959-1975),

Statens Åndssvageforsorg,

pk. 265, RA

316

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

i formandens arbejde. Af samme grund havde bestyrelsen for Statens Åndssvageforsorg

året før, på et møde i juni 1965, afvist et forslag om, at tilsynsrådenes rapporter skulle være

offentlige.

1095

For at styrke tilsynsrådenes rolle over for forsorgscentrenes ledelse blev det i august 1967

besluttet at udsende pjecen

Hæmmet udvikling,

som udover en generel introduktion til

åndssvageforsorgen også indeholdt navne og adresser på tilsynets lokale medlemmer. Hå-

bet var, at øget synlighed omkring tilsynsrådene i højere grad kunne skabe rollen som kon-

taktpunkt for kritik fra anbragte, forældre eller andre. Tilsynsrådene blev i 1970 erstattet

med lokale vejledende råd for de enkelte forsorgscentre. Rådenes formelle funktion ændre-

de dermed karakter.

1096

Hovedinstitutionerne i særforsorgen var store institutioner med et net af mindre enheder

tilknyttet (se kapitel 6) samt en stor del af deres klientel anbragt i kontrolleret familieple-

je.

1097

Der var tale om ret forskellige anbringelsessteder, som inkluderede f.eks. et ægtepar,

der havde et mindre antal anbragte på en gård, små private institutioner, plejefamilier og

plejeanbringelse i egen familie. Fælles for disse ret forskellige anbringelsesformer var, at

de var godkendt af og havde en aftale med hovedinstitutionen (om betaling, arbejde, de

fysiske rammer m.v.), samt at de var underlagt hovedinstitutionens tilsyn. Det var især

åndssvageforsorgen, som anvendte anbringelser uden for institutionerne. Men det fandtes

også i mindre målestok inden for de øvrige særforsorgsgrene. Der var f.eks. en række børn

på døveskolerne, som boede privat hos familier uden for skoletiden. Forstanderen for døv-

stummeinstitutterne mente i 1940, at der ”er for øjeblikket ikke noget regelmæssigt tilsyn,

kun lejlighedsvis og når der er noget i vejen. Med det stigende antal anbringelser bliver det

mere og mere nødvendigt at spørgsmålet ordnes”.

1098

Vi har ikke fundet materiale vedrøren-

de tilsyn med denne type plejesteder for andre forsorgsgrene end åndssvageforsorgen (samt

i et vist omfang i årsberetningerne fra Kolonien Filadelfias tilsynsråd – se ovenfor).

Tilsyn med anbragte i kontrolleret familiepleje m.v.

1095 Ad forsorgschefens marginalpåtegning side 2 på koncept af 1/5 1965: J.nr. F/0/34/I, 1965, Journalsager

(1959-1975),

Statens Åndssvageforsorg,

pk. 265, RA

1096 Redegørelse over Socialstyrelsens tilsyns- og vejledningsvirksomhed, Mødeindkaldelser og referater

19.03.1974-30.04.1974: Chefkollegiet (1972-1990),

Socialstyrelsen,

pk.nr. 18, RA. Her vurderes, at de lokale

vejledende råd var aktive både i form af dialog og besøg på institutionerne. Vi har gennemgået enkelte

arkivmaterialer for enkelte af de vejledende råd.

1097 Andelen af anbragte i kontrolleret familiepleje svinger gennem perioden, men samlet set var ca. 1/3 an-

bragt i kontrolleret familiepleje.

1098 J.nr. 13/1, 1940, Journalsager (1921-1949),

Socialministeriet, Særforsorgskontoret,

pk. 437, RA

317

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

Inden for åndssvageforsorgen var denne type anbringelse (kontrolleret familiepleje) udbredt

og omfattede op imod halvdelen af alle anbringelser. Det var især de mest ressourcestærke

anbragte inden for åndssvageforsorgen, der var anbragt i kontrolleret familiepleje, og en så-

dan anbringelse indgik ofte som led (en slags prøveanbringelse) i en eventuel udskrivnings-

proces (se kapitel 8).

1099

Indtil 1960 var den kontrollerede familiepleje organiseret forskelligt

i Øst- og Vestdanmark (se kapitel 6 systemet). I Vestdanmark havde de jyske anstalter etab-

leret et decentralt system, hvor tilsynet med anbringelser i kontrolleret familiepleje indgik

i den normale anstaltsdrift underlagt den enkelte institutions overlæge og omfattede både

psykiatrisk tilsyn (af en læge) samt ”regelmæssige sociale tilsyn”.

1100

I Østdanmark, under

Østifternes Åndssvageanstalter, var der et mere centraliseret tilsynssystem med et særligt

kontor for den kontrollerede familiepleje placeret på institutionen Gl. Bakkehus.

1101

Den

centraliserede løsning – der i nogen grad afspejlede den særlige situation i København – var

tilsyneladende ikke uden udfordringer. Overlæge P.A. Schwalbe-Hansen fra Ebberødgård

vurderede i 1940 tilsynet som ringe.

1102

I forlængelse af en klagesag om dårlige forhold i en kon-

trolleret familiepleje fra 1939 udbad særforsorgskontoret sig en redegørelse fra Østifternes

Åndssvageanstalter om tilsynet med den kontrollerede familiepleje.

1103

Det varede dog to år,

før der kom svar tilbage – hvilket man internt i særforsorgskontoret tog som udtryk for, at

Bestyrelsen for Østifternes Åndssvageanstalter godt var klar over, at tilsynet ikke fungere-

de.

1104

I beretningen fra Østifternes Åndssvageanstalter 1942-1946 vurderes, at det på grund

af især ”trafikvanskelighederne” (mangel på transportmidler) havde været ”ugørligt at holde

den ønskede kontakt vedlige med patienterne og deres anbringelsessted.”

1105

1099 Wad, 1944, s. 64-77.

1100 J.nr. 101/6, 1939, Journalsager (1921-1949),

Socialministeriet, Særforsorgskontoret,

pk. 418, RA; J.nr. 43/3,

1939, Journalsager (1921-1949),

Socialministeriet, Særforsorgskontoret,

pk. 412, RA. Tilsynsbesøgene kan

bl.a. følges i patientjournalerne.

1101 Afskrift: Udtagne journalsager (1925-1959),

Østifternes Åndssvageanstalter, Bestyrelsen,

pk. 90, RA; Østif-

ternes Aandssvageanstalt,

Beretning for aarene 1942-1946,

Udgivet af Anstaltens Bestyrelse, s. 73.

1102 J.nr. 14, 1956, Journalsager (1951-1979),

Ebberødgård,

pk. 1, RA

1103 J.nr. 43/3, 1939, Journalsager (1921-1949),

Socialministeriet, Særforsorgskontoret,

pk. 412, RA

1104 J.nr. 43/3, 1939, Journalsager (1921-1949),

Socialministeriet, Særforsorgskontoret,

pk. 412, RA samt J.nr.

35/8, 1939, Journalsager (1921-1949),

Socialministeriet, Særforsorgskontoret,

pk. 441, RA; Side 8, 19. marts

1957: Forhandlingsprotokol for bestyrelsen (1936-1959),

Østifternes Åndssvageanstalter,

pk. 1-3, RA. Se

også diskussionen i Det af Socialministeriet nedsatte udvalg af 19. april 1941 vedr. Børne- og Åndssvage-

forsorgens anbringelsesforhold jf. Mødereferat 30. april 1941: J.nr. 101/6, 1939, Journalsager (1921-1949),

Socialministeriet, Særforsorgskontoret,

pk. 418, RA. Her taler flere af medlemmer om ”Problemet om den

manglende kontrol med familieplejehjem”.

1105 Østifternes Åndssvageanstalter bestyrelsen, Beretning for årene 1. april 1942 til 31. marts 1946, Køben-

havn 1946, s. 70.

318

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

Anbringelserne i kontrolleret familiepleje var underlagt samme regler som anstaltsanbrin-

gelserne for så vidt angår behandlingen af de anbragte. Det gælder f.eks. forbuddet mod

fysisk straf (se kapitel 10). Vi har desuden fundet et enkelt eksempel på en ”Vejledning

for koloniplejehjem” for Østifternes Åndssvageanstalter (udateret, sandsynligvis fra slut

1940’erne eller starten af 1950’erne).

1106

Vejledningen er forholdsvis overordnet og slår fast,

at der skal være klare aftaler (om arbejde, fritid, kost, fritid og evt. undervisning samt lom-

mepenge). Anbringelsesstedet anbefales at føre en kostbog (i tilfælde af klager over kosten)

samt en regnskabsbog over f.eks. lommepenge eller andre indtægter, som man opbevarer

for den anbragte. De anbragtes korrespondance bør i almindelighed ikke kontrolleres – og

”Enhver legemlig straf af patienterne er på det strengeste forbudt”. De eneste disciplinære

sanktioner, der nævnes, er ”kortere sengeleje indtil 4 dage” eller ”fratagelse af goder”. Vejled-

ningen omfatter ikke noget om tilsyn. Også det af Arbejds- og Socialministeren i 1941 ned-

satte udvalg vedrørende kritik af børne- og åndssvageforsorgen (se kapitel 5) var opmærk-

somme på det manglende tilsyn med den kontrollerede familiepleje.

1107

Udvalget afsluttede

arbejdet med at afgive en betænkning, hvori det om tilsyn konkluderede: ”Tilsynet med …

de i familiepleje anbragte åndssvage har ikke været tilstrækkeligt effektivt.” Derfor blev ind-

førelsen af et effektivt lokalt tilsyn med personer anbragt under børne – og åndssvagefor-

sorgen foreslået og betonet som den mest betydningsfulde og påkrævede foranstaltning.

1108

Fra 1960 blev anbringelser uden for hovedinstitutionerne underlagt forsorgscentrene (og

var i perioden 1960-1970 underlagt deres eksterne tilsynsråd (se ovenfor)). Der er flere

kilder til tilsynet med den kontrollerede familiepleje. Man kan over tid følge tilsynet med

familieplejen i patientsagerne. De gennemgåede patientsager viser, at der løbende blev be-

søgt plejesteder. Journalerne omfatter dog ikke en omfattende rapportering, men der blev

typisk tilføjet en note i patientsagen om, at det gik godt, at vedkommende var tilfreds eller

måske krævede nogle småting ændret eller gerne ville have en anden plads m.v. Det kan

ses som en meget praktisk kontrol. Vi har endvidere fundet enkelte mere udførlige rap-

porter fra kontrol og tilsyn med familieplejen og med mindre private anbringelsessteder

(samt forskelligt andet materiale desangående) i det gennemgåede arkivmateriale. Vi har

ikke kunnet lokalisere samlinger af egentlige tilsynsrapporter. De sager, som dukker op,

er typisk mere problematiske sager.

1109

Meget af korrespondancen mellem hovedinstituti-

1106 Vejledning for koloniplejehjem: Udtagne journalsager (1925-1959),

Østifternes Åndssvageanstalter, Besty-

relsen,

pk. 15, RA

1107 Se Referat fra 1. møde 30. april 1941: j.nr. 101/6, 1939, Journalsager (1921-1949),

Socialministeriet, Særfor-

sorgskontoret,

pk. 418, RA

1108 Ministeriernes Pressesekretariat 18. december 1941: j.nr. 21/41, Udtagne journalsager (1925-1959),

Østif-

ternes Åndssvageanstalter, Bestyrelsen,

pk. 99, RA

1109 Se f.eks. J.nr. B/50/533, 1958, Journalsager (1949-1968),

Socialministeriet, Særforsorgskontoret,

pk. 156, RA

319

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

onerne og de mindre anbringelsessteder eller familieplejen handlede om økonomiske og

kontraktmæssige forhold. Det inkluderer alt fra betalingen for anbringelsen til spørgsmål

om de anbragtes lommepenge, private opsparinger, refusion af særlige udgifter m.v. Det

fundne materiale tyder på, at sådanne tilsyn især omhandlede de fysiske rammer (særligt

soverum og adgang til toilet), hygiejne (renlighed og adgang til bad), mulighed for beskæfti-

gelse (f.eks. værksteder eller arbejdsopgaver), kost, honorering af de anbragte (lommepenge

og ”dusører”), beklædning og de sociale rammer (mulighed for fritidsbeskæftigelse m.v.).

1110

Hvis man med forbehold for materialets karakter skal tegne nogle mønstre i tilsynet med

den kontrollerede familiepleje, tyder det på, at: Der for første var en lavere forventning

ifm. anbringelser i kontrolleret familiepleje. I materialet erkendes i flere tilfælde, at man

på små private institutioner ofte har måttet acceptere problematiske fysiske rammer.

1111

en korrespondance mellem to overlæger fra Østifternes Åndssvageanstalter i 1956 om et

konkret privat anbringelsessted konstateres om en anbragt, at ”Hans undertøj var forfær-

delig snavset, vel at mærke ikke akut snavs, men udpræget langtids skidt. … Personalet

anfører, at man tidligere har iagttaget, at det kunne knibe med renholdelse af patienterne

… De må nok igen have en opsang deroppe.”

1112

Pragmatismen omfattede også i nogen grad

behandlingen af de anbragte. I forbindelse med vold og overgreb fastholdt man, så vidt

vi kan se, samme regler som på hovedinstitutionerne. Men der var en forståelse for, at de

private aktører med meget få undtagelser ikke havde en faglig viden i omgangen med de

anbragte. Det gælder f.eks. en patient fra Vodskov, som var anbragt i kontrolleret fami-

liepleje, men hvor der i slutningen af 1940’erne kom klager og et efterfølgende besøg af

familieplejeinspektøren. Plejestedet udtalte, at de kun beholdt patienten i familiepleje, fordi

de frygtede at komme til at stå uden pige på gården, og at patienten selv var rejst fra plad-

sen til anstalten et par dage før tilsynsbesøget. I denne sag bemærkede Socialministeriets

embedsmænd, at der var ”ingen tvivl om, at pt [patienten] sikkert ikke bliver behandlet

”sart” i plejestedet, men hun er jo også vanskelig”. Ministeriet vurderede imidlertid, at det

var anstalten, som havde begået en fejl ved at anbringe en pige i familiepleje, fordi hun ikke

”burde være anbragt under frie forhold som sket”.

1113

Plejestedets kvalitet blev ikke omtalt.

1110 Se f.eks. Klientsager: Udtagne journalsager (1925-1959),

Østifternes Åndssvageanstalter, Bestyrelsen,

pk.

71 og 72, RA. I Østifternes Åndssvageanstalter bestyrelsen, Beretning for årene 1. april 1942 til 31. marts

1946, København 1946. s. 6, omtales en koloni under Ebberødgård, der blev lukket pga. at forholdene ikke

var ”fuldt tilfredsstillende.”

1111 I et debatindlæg i

Evnesvages Vel,

20(3), 1971, fremhæver overlæge Gunnar Wad (fra Vodskov), at man

godt vidste, at lønnen nogle gange var for ringe, og at det var ringe værelser m.v. Men målet var at få ånds-

svage til ”at være med i livet”, og han (og andre med ham) derfor tog ansvar for at lade problemerne fare.

1112 J.nr. 14, Journalsager (1951-1979),

Ebberødgård,

pk. 1, RA

1113 J.nr. 40/17, 1948, Journalsager (1921-1949),

Socialministeriet, Særforsorgskontoret,

pk. 738, RA

320

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

Ifølge overlæge Gunnar Wad var denne pragmatiske tilgang til de private plejesteder ikke

nødvendigvis et stort problem. Han argumenterede i 1959 med afsæt i sine erfaringer fra

anstalten ved Vodskov netop for en høj grad af pragmatisme med henvisning til de anbrag-

tes bedste.

1114

I hans vurdering var det bedre at lukke øjnene for, at lønnen måske var lidt lav,

eller at boligforholdene ikke helt levede op tidens standard, hvis den anbragte var tilfreds

med anbringelsen og blev behandlet med omsorg og tålmodighed. Mere tilsyn kunne lige-

frem forværre den anbragtes situation: ”Dette kontrasterer på en højst kuriøs måde med de

ofte samme kritikeres krav om mere frihed for vore patienter. Mange af vore familieplejepa-

tienter er henrykte for besøg fra anstalten, men der findes et ikke helt lille antal, der meget

bestemt vil have sig for mange besøg frabedt. I ganske enkelte plejesteder kommer vi slet

ikke, men fører ’tilsynet’ ad løndomsfulde veje. Der kræves takt og finfølelse. … Tror nogen

i øvrigt, at vore plejesteder ville finde sig deri?”

1115

Wad vurderede – optimistisk – at ”[s]ammenfattende tør det siges, at intet menneske tør

udelukke, at en åndssvag i et plejested kan risikere at blive udsat for uheldig behandling og

misbrug – i en kortere tid. Et længere varende misbrug tør derimod næsten altid siges at

være udelukket.”

1116

Der var dog også i nogle tilfælde tegn på, at tilsynet kunne blive nedprioriteret og/eller kan

betegnes som reaktivt. I 1944 behandlede Bestyrelsen for Østifternes Åndssvageanstalter

en konflikt om etableringen af et private plejested, hvor plejefaderen i sin sagsfremlæggelse

beskrev en ordveksling i forbindelse med indgåelse af aftalen med forstanderen fra ho-

vedinstitutionen:

”’Ja’, siger forstanderen, ’Nu er det hele i orden’ og henvendt til overlægen, siger han: ’De vil

nok tage tilsynet den første tid, da jeg ikke får tid til at tage herned så tit.’ ’Det skal jeg nok’,

siger overlægen. Til mig siger overlægen: ’Er der noget de vil os, kan de jo hurtigt cykle op

og tale med os.’”

1117

I det gennemgåede materiale kan vi se, at der løbende dukker sager op i medierne om

anbringelser i kontrolleret familiepleje. I starten af 1950’erne kom der f.eks. en sag i aviser-

ne – drevet af den fremtrædende forsorgskritiker Nanna Andersen og DSU’s tidsskrift

Fri

Ungdom

– med anklager om, at en kvinde anbragt i familiepleje på en gård blev mishandlet

og arbejdsmæssigt misbrugt med en 17-timers arbejdsdag, lav løn og elendige indkvarte-

ringsforhold. Kvinden havde været anbragt på stedet i mere end 20 år. Medieopmærksom-

heden resulterede i, at den kontrollerede familiepleje under Østifternes Åndssvageanstalter

1114 Wad, 1959, 25-37. Se også Thisted-Jensen, 1951, s. 17-18; Wad, 1971, s. 14-16.

1115 Wad, 1959, s. 32.

1116 Wad, 1959, s. 33.

1117 Klientsager: Udtagne journalsager (1925-1959),

Østifternes Åndssvageanstalter, Bestyrelsen,

pk. 71, RA Jf.

ovenfor havde man i 1939 på samme måde bedt om en redegørelse.

321

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

fik pigen fjernet og erkendte, at det burde være sket før. Sagen giver et indblik i en praktisk

udfordring ift. at føre tilsyn med de mange anbringelser i kontrolleret familiepleje. Den

ansvarlige tilsynsførende erkendte sit svigt, men betonede, at tilsynsarbejdet var voldsomt

besværliggjort af det store antal opgaver. Sagen blev behandlet af Østifternes Åndssvage-

anstalters bestyrelse, som også erkendte problemet. Forsorgschef Bank-Mikkelsen mente

i den forbindelse, at: ”Der kunne være grund til, inden ministeren orienteres om sagen at

udbede sig noget fyldigere om, hvor stor arbejdsbyrden for medarbejderne under k. f. [kon-

trolleret familiepleje] er samt om, i hvilket omfang man må afstå fra at udøve tilsyn pga.

manglende personale.”

1118

Et andet eksempel fra 1957 viser også, at særforsorgssystemet kunne reagere meget lang-

somt på kritiske tilsynsrapporter.

1119

I november 1954 havde den tilsynsførende for familie-

plejen på Sjælland om en konkret anbringelse udtalt, at ”hun ikke følte sig tryg ved den-

ne anbringelse og ikke fortsat turde tage ansvaret for den.” Formanden for Bestyrelsen for

Østifternes Åndssvageanstalter ”noterede sagen for ved lejlighed at aflægge et besøg”. Det

trak dog noget ud, og først efter at ovennævnte Nanna Andersen blandede sig i sagen, fik

bestyrelsesformanden lejlighed til at aflægge et besøg i juli 1955. Han fandt forholdene

for dårlige, og kvinden blev flyttet senere samme måned. Bestyrelsesformanden påtog sig

ansvaret for den alt for sene reaktion, men påpegede i samme åndedrag, at han og hele

systemet var under voldsomt pres med pladsmangel, for mange sager og for få ressourcer

til at ivaretage tilsynet.

1120

Det er svært på baggrund af notaterne i patientjournaler og de øvrige gennemgåede mate-

rialer at tegne et klart billede af tilsynet med patienter i kontrolleret familiepleje. Der fandt

tilsynsbesøg sted, og der blev - om end ikke altid lige hurtigt - reageret på klager, men der

var også huller i systemet. På et bestyrelsesmøde i Statens Åndssvageforsorg i oktober 1959

– lige før oprettelsen af forsorgscentrene – tales åbent om, at ”institutionsledelserne har

mistet interessen for de små enheder”, og at der ”findes forfærdende eksempler på mang-

lende tilsyn.”

1121

1118 Notat 10. september 1956: J.nr. B/7/113, Journalsager (1949-1968),

Socialministeriet, Særforsorgskontoret,

pk. 70, RA

1119 Brev fra J. Sauerbrey [best.fmd. Østifternes Åndssvageanstalter] til Socialministeriets Særforsorgskontor

25. august 1956: J.nr. B/7/163, Journalsager (1949-1968),

Socialministeriet, Særforsorgskontoret,

pk. 70, RA

1120 Se også Østifternes Aandssvageanstalt,

Beretning for aarene fra 1942-1946,

udgivet af anstaltens bestyrelse,

s. 70-71.

1121 Referat af bestyrelsesmøde nr. 1 13/10 1959: J.nr. F/0/1, Journalsager (1959-1975),

Statens Åndssvagefor-

sorg,

pk. 257, RA

322

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

En anden sag, der ramte medierne, er fra 1970-1971, omhandlede en mand anbragt under

meget dårlige forhold. Ifølge beskrivelsen i en af aviserne havde ”Tilsynet godkendt et væ-

relse i et frugtkølerum med et loft af pap og tagplader”.

1122

Sagen fik socialdemokraten Kjeld

Olesen til i januar 1971 at stille spørgsmål til socialminister Nathalie Lind om, hvordan hun

ville sikre, at anbragte i familiepleje levede under betryggende forhold. I sit svar erkend-

te ministeren svigtet i den konkrete sag og informerede om, at Socialstyrelsen nu havde

iværksat et arbejde for at få overblik over standarden på de eksisterende anbringelsessteder

samt ”udarbejde fælles regler for fremmedanbringelser.”

1123

Halvanden uge efter, at sagen

havde været oppe i Folketinget, kunne man læse, at Socialstyrelsens direktør H.C. Seierup

havde indkaldt forsorgscentrene til et møde om, hvilke krav der skulle stilles til forholdene

for familieanbragte åndssvage.

1124

En måned senere havde Det Centralt Vejledende Råd ved

Åndssvageforsorgen via en arbejdsgruppe udsendt, hvad der, så vidt vi kan se, er det første

egentlige regelsæt for brug af fremmedfamiliepleje (dvs. det omfattede ikke den del af den

kontrollerede familiepleje, som var hos egen familie).

1125

Regelsættet fastsatte dog ikke en

egentlig standard (udover at der skulle ”tilstræbes gode og ugenerte vaske- og bademulig-

heder”) men betonede, at der skulle ”indgås en klar aftale om de forpligtelser og rettighe-

der, der påhviler parterne” herunder, at hvis den anbragte ydede arbejde, skulle ”ydelse og

modydelse (skal) stå i rimeligt forhold”, og der skulle være aftalt ferie, arbejdstid m.v., klare

aftaler hvis værten skulle yde bistand ift. den anbragtes personlige hygiejne og beklædning

samt aftale om regnskab for alle økonomiske forhold.

Da retningslinjerne kom, var denne anbringelsesform dog under afvikling. Antallet af an-

bringelser i den kontrollerede familiepleje (især fremmedplejen) faldt hurtigt fra sidst i

1960’erne, og på forsorgscentrene var indstillingen, at denne plejeform helt skulle afskaffes

eller i hvert fald være undtagelsen, der kunne anvendes i helt særlige situationer. I 1975 kom

et cirkulære fra Socialministeriet, som betonede, at det var ”særforsorgsinstitutionen” (hvor

pågældende var anbragt eller indskrevet), der havde ansvaret for at undersøge, godkende og

lave en aftale med det pågældende plejested.

1126

Undersøgelsen skulle ikke blot omhandle

1122 Oplysninger om aviserne og artiklerne heri er udeladt af hensyn til at sikre anonymiteten for de involve-

rede. Sagen førte – efter klager, politianmeldelse mod Statens Åndssvageforsorg, flugt, en retssag mod

anbringelsesstedet m.v. – til, at manden blev udskrevet af åndssvageforsorgen. J.nr. 125, 1971, Journalsager

(1968-1976),

Socialministeriet,

pk. 2491, RA

1123

Folketingstidende 1970-1971,

Folketingets Forhandlinger, sp. 2832-2835. Se også Skrivelse til alle forsorgs-

centre af 23. februar 1971: J.nr. 125, Journalsager (1968-1976),

Socialministeriet,

pk. 2491, RA

1124

Sjællands Tidende,

22. januar 1971

1125 Retningslinjer for anvendelse af fremmedpleje: J.nr. 125, Journalsager (1968-1976),

Socialministeriet,

pk.

2491, RA

1126 Cirkulære om dag- og døgnpleje m.v. efter bistandsloven, Socialministeriets cirkulære nr. 178 af 30. sep-

tember 1975

323

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

de fysiske rammer, men vurdere, om personerne, som boede der, var egnede til at modtage

personer i pleje. Ift. tilsyn påhvilede det ”særforsorgsinstitutionen” at føre tilsyn med hjem-

mene. Dvs. tilse, at forholdene ”til enhver tid er forsvarlige”, samt at de opfyldte de krav om

pleje m.v., som fulgte med den anbragtes handicap.

324

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

Kapitel 17 Folketingets ombudsmand

og § 71-tilsynet

I forbindelse med grundlovsrevisionen i 1953 blev der oprettet to nye – delvis overlappende

- instanser i tilknytning til Folketinget, som skulle være med til at kontrollere forvaltningen

og dens relation til borgerne: Folketingets ombudsmand og §71-udvalget. I dette kapitel ser

vi på de to udvalgs funktioner ift. særforsorgen. Især Folketingets ombudsmand var i den sid-

ste del af den undersøgte periode (med en række inspektionsbesøg på åndssvageforsorgens

anstalter) med til både at beskrive og ændre forholdene på anstalterne (ikke mindst ift. bru-

gen af tvang) inden for denne del af særforsorgen. §71-udvalget synes i højere grad at have

været fokuseret på enkelte personers forhold, og kun i ret begrænset omfang på anbragte

inden for særforsorgen. Man kan således se dette kapitel som et supplement til kapitel 16

om tilsyn, og som et bidrag til diskussionen om brugen af fysisk magtanvendelse (se kapitel

10, 11 og 13).

Som en del af grundlovsrevisionen i 1953 blev det besluttet at oprette en ombudsmand-

sinstitution.

1127

Ombudsmanden, der blev valgt af Folketinget, skulle varetage borgernes

retssikkerhed i forhold til den offentlige forvaltning.

1128

Han havde mulighed for enten på

eget initiativ eller grundet en klage fra en borger at rejse sager, når han skønnede, at det var

nødvendigt at undersøge, om forvaltningens håndtering stemte overens med de formelle

bestemmelser. Ombudsmanden bestemte således selv, hvilke sager han ønskede at under-

søge nærmere. Ombudsmanden startede sin virksomhed i foråret 1955.

Ifølge ombudsmandsloven fra 1954 (§ 1), skulle ombudsmanden have ”indseende med sta-

tens civile og militære forvaltning.”

1129

Dommernes embedsførelse faldt uden for ombuds-

mandens virksomhed, som ellers omfattede (§§ 4 og 5): ”ministre, statens tjenestemænd og

alle andre personer, som virker i statens tjeneste … har indseende med, om de i § 4 nævnte

Folketingets ombudsmand

1127 For en historisk oversigt se Østergaard-Nielsen, 1999. Bogen gennemgår Ombudsmandens virke, men

berører ikke anbragte i særforsorgen. Det samme gælder bogen

50 år – 50 sager,

udgivet af Folketingets

Ombudsmand 2008. En statistisk oversigt i Lerhard, 1972, s. 7-8 viser, at i perioden blev langt de fleste (et

enkelt år 88 pct.) af henvendelserne afvist, og ud af de mellem 149 og 406 årlige sager førte kun en ret lille

del til kritik.

1128 Ombudsmanden skulle have en juridisk uddannelse, og vedkommende måtte ikke være medlem af Folke-

tinget. Juraprofessor Stephan Hurwitz (1901-1981) blev Danmarks første ombudsmand, og han bestred

embedet frem til 1971, hvor han blev afløst af Lars Nordskov Nielsen (1924-2000), der ligeledes var jura-

professor, og som var ombudsmand frem til 1981.

1129 Lov nr. 203 af 11. juni 1954. Se også bekendtgørelse nr. 48 af 9. februar 1962 ”Bekendtgørelse af instruks for

folketingets ombudsmand”.

325

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

personer gør sig skyldig i fejl eller forsømmelse under udøvelsen af deres tjeneste”.

1130

Kla-

ger over de i § 4 nævnte personer kunne indgives til Ombudsmanden (dog senest et år

efter forholdet), og ombudsmanden kunne også optage sager til undersøgelse af egen drift

ifølge § 6. Det sidste betød, at ombudsmandsinstitutionen kunne tage initiativ til under-

søgelser f.eks. efter omtale i medierne. Det var ombudsmanden, som vurderede, om en

fremsendt klage skulle tages op til behandling, eller om den skulle afvises eller henvises

til eksisterende klageinstanser. Sagerne skulle dog være færdigbehandlede i forvaltningen

(herunder også i den pågældende ankeinstans), før han kunne foretage en undersøgelse.

1131

Ombudsmanden var forpligtet til at rette henvendelse til den påklagede. Drejede det sig

om en tjenestemand, kunne denne kræve sagen behandlet gennem tjenestemandssyste-

met. Omvendt var den påklagede person eller institution forpligtet til at besvare Ombuds-

mandens henvendelser. Ombudsmanden havde ikke beføjelse til at omgøre beslutninger,

men han kunne fremsætte kritik over for den pågældende myndighed og opfordre den til

at genoptage en sag. Hertil hørte, at ombudsmanden kunne pålægge en statslig styrelse

at rejse disciplinærsag mod en tjenestemand, der var ansat i staten, og tilsvarende krav

kunne han fremføre over for de kommunale myndigheder i forhold til kommunalt ansatte

tjenestemænd.

1132

Det er ikke helt klart, hvor meget særforsorgen har fyldt i ombudsmandens arbejde.

1133

Ombudsmandens arbejde er overordnet beskrevet i institutionens årsberetninger for hele

perioden 1955-1980. Heri kan vi se oplysninger om i alt 37 sager vedrørende åndssvage-

forsorgen, som ombudsmanden har behandlet, ligesom det fremgår, at han har været på

inspektion i samlet set 10 af åndssvageforsorgens institutioner. Inspektionerne, der om-

tales i årsberetningerne, fandt alle (bortset fra en enkelt inspektion på Rødbygård i 1961)

sted i 1970’erne. Der optræder ikke sager vedr. de øvrige særforsorgsgrene i ombudsman-

dens beretninger. Årsberetningerne omhandler dog ikke alle sager, som ombudsmanden

var involveret i, men kun et udvalg af disse (f.eks. hans rapporter fra inspektionsbesøg på

åndssvageforsorgens institutioner 1975-1980). Årsberetningerne giver således kun et mi-

nimumstal for de gange, han engagerede sig i sager om åndssvageforsorgen eller valgte at

besøge de pågældende institutioner. I nogle tilfælde kan vi ikke eller kun i meget begrænset

omfang se, hvad sagerne omhandlede (f.eks. undersøgelse af forhold, personalesager, køb af

1130 Folketingstidende 1953, Tillæg C sp.721-724.

1131 Jf. Bekendtgørelse nr. 48 af 9.2.1962, § 4, stk. 2. Se også bilag 12 i Betænkning om offentlighed i forvaltnin-

gen afgivet af den ved Statsministeriets skrivelse af 25. februar 1956 nedsatte kommission, Betænkning nr.

325 1963.

1132 Jf. Bekendtgørelse nr. 48 af 9.2.1962, § 9, stk. 3.

1133 Busck, 1995 s. 27. Det fremgår her i, at “cases related to social matters” i de første årtier fyldte en del.

326

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

bygninger m.v.), og tilsvarende kan vi kun i enkelte tilfælde se sagens udfald (f.eks. ”kritik”,

”henstilling”, ”ej anledning til kritik”).

1134

Vi har med hjælp fra Ombudsmandens kontor eftersøgt enkeltsager/klager vedr. særfor-

sorgen – både de, der blev behandlet, og de, der blev afvist, men grundet datidens arkive-

ringspraksis, herunder mangel på relevante søgemidler i Ombudsmandsinstitutionen, har

denne søgning ikke givet resultat (se kapitel 3 om det anvendte materiale).

1135

Vi har dog

fået adgang til det materiale, som optræder med journalnumre i årsberetningerne (og som

således har været søgbare). Der er i disse enkelte tilfælde tale om et samlet materiale vedr.

behandlingen af den konkrete sag. Derudover dukker ombudsmanden op som aktør i kil-

dematerialet fra åndssvageforsorgen (såvel som i særforsorgen og Socialministeriet), dels

med løbende forespørgsler og opfølgninger på sager. Det gælder f.eks. de tilfælde, hvor Om-

budsmanden henviser en klage over ikke at kunne blive udskrevet fra åndssvageforsorgen

til Folketingets § 71-udvalg (se kapitel 8).

1136

I det følgende gennemgås enkelte af de større sager, som Ombudsmanden var involveret i.

1137

I 1959 gik Ombudsmanden for første gang ind i en større sag vedrørende forholdene på

en hel institution under åndssvageforsorgen, nemlig skolehjemmet Gl. Bakkehus under

Østifternes Åndssvageanstalter. Anledningen var en række artikler i dagbladet

Information

om brug af lussinger på skolehjemmet.

1138

Ombudsmanden igangsatte en undersøgelse i

forlængelse af den undersøgelse, landsdommer Helge Jacobi tidligere havde foretaget for

særforsorgen (se kapitel 11 om denne sag). Hvor dommerundersøgelsen fokuserede på, om

de ansatte på Gl. Bakkehus havde overtrådt regler mod brug af fysisk straf, var Ombuds-

mandens undersøgelse bredere anlagt og indeholdt blandt andet vurderinger af de ansattes

evner til at have med børn at gøre, af det lægelige tilsyn og af en konflikt mellem plejeper-

sonale, pædagogisk personale og læger. Ombudsmandens rapport indskærpede over for

åndssvageforsorgen, at brug af korporlig afstraffelse var strengt forbudt. Ombudsmandens

1134 Gennemgang af

Folketingets ombudsmands beretning

for alle årene mellem 1955 og 1980.

1135 Mailkorrespondance med Ombudsmandsinstitutionen i perioden 03.03.2020-22.07.2020.

1136 J.nr. B/510, Klientsager for fødte 1921-1930 (1921-1930),

Ebberødgård,

pk. 20, Rigsarkivet; J.nr.1/66, Jour-

nalsager (1959-1973),

Åndssvageforsorgens Centralnævn,

pk. C12, RA

1137 Udover de større sager nedenfor kan vi se, at han var involveret i enkelte personalesager i åndssvageforsor-

gen i 1950’erne og 1960’erne, sager om åndssvageforsorgens økonomiske forhold m.v., samt et antal ikke

nærmere definerede sager vedr. enkelte af åndssvageforsorgens institutioner. Se også en sag, hvor ombuds-

manden støtter en gruppe af anbragte på Ribelund i deres klager over en meget lav lommepengesats – se

j.nr. 3401/2/(V), Journalsager (1972-1982),

Socialstyrelsen,

pk. 708, RA

1138 J.nr. 540/58, Folketingets Ombudsmands arkiv. Se også en lignende sag også fra Gl. Bakkehus i 1950’erne,

hvor Ombudsmanden også støtter institutionens håndtering af sagen. Se J.nr. H/0/49, Journalsager (1959-

1975),

Statens Åndssvageforsorg,

pk. 303, RA

327

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

konklusion lød dog, at der var tale om lussinger og ikke om en ”prygleaffære”. Hermed lå

han på linje med den forudgående dommerundersøgelse. Men ombudsmanden fortsatte

sin vurdering med: ”Kort sagt: på GlB [Gl. Bakkehus] slår alle, hvorimod på Erg [Ebberød-

gård] kun plejer E og kun én gang.”

1139

Årsagen til problemerne på Gl. Bakkehus blev vur-

deret til at være vanskelige arbejdsforhold, utidssvarende bygninger samt overbelægning.

Det blev desuden fastslået, at både bestyrelsen for Østifternes Åndssvageanstalter, Social-

styrelsen og Socialministeriet havde været bekendt med forholdene på Gl. Bakkehus, men

ikke havde gjort tilstrækkeligt for at rette op herpå.

1140

Ombudsmanden gik dermed et skridt

længere end dommerundersøgelsen, idet han rettede kritik mod de overordnede forvalt-

ningsniveauer, som burde have ført tilsyn med og reageret på situationen på Gl. Bakkehus.

I sidste del af 1970’erne foretog Ombudsmanden flere inspektionsrejser til en række insti-

tutioner under åndssvageforsorgen. Det første besøg på Ebberødgård beskrives i rapporten

som ”første led i en besøgsrække vedrørende åndssvageforsorgens institutioner”.

1141

Det kan

betegnes som en mere proaktiv strategi, hvor ombudsmanden over en årrække systematisk

søgte at forbedre forholdene især på de store anstalter. I 1975 besøgte han Ebberødgård,

Vodskov og Brejning. I 1976 var det Hald Ege og Rødbygård, han inspicerede. I 1978 igen

Ebberødgård og i 1979 besøgte han Ribe og Løgumgårde samt Lillemosegård i Nordsjæl-

land. Ved besøgene på anstalterne var der afsat tid til, at de anbragte og familiemedlemmer,

der ønskede at tale med ombudsmanden eller en af hans medarbejdere, kunne komme til

det.

1142

I rapporterne henvises der dog primært til samtaler med anstalternes ledelse og

personale.

Hver af disse inspektionsrejser blev afsluttet med en rapport, som oftest indbefattede både

kritik, henstillinger, anmodninger om nærmere udredning samt anbefalinger. Ombuds-

manden kunne således ikke pålægge forsorgen at iværksætte konkrete forandringer.

Rapporterne fra institutionsbesøgene havde et nogenlunde ens format og startede med en

gennemgang af de fysiske rammer (bygningernes stand, indretning m.v.). Da besøgene gik

til de store gamle anstalter (”centralinstitutioner”), var der ofte stor forskel mellem afdelin-

gerne på den enkelte institution, men alle steder var der afdelinger, hvor standarden langt

fra var tilfredsstillende iflg. ombudsmanden. I samtlige rapporter optræder der således kri-

tik af store upersonlige sovesale, manglende rum til fritidsbeskæftigelse og toiletter uden

1139 J.nr. 540/58, Folketingets Ombudsmands arkiv, s. VIII 4. Henvisningen til Ebberødgård angår en sag om en

plejer ved Ebberødgård, som blev afskediget uden pension for at have slået en patient. J.nr. B/1/367, 1958,

Journalsager (1949-1968)

Socialministeriet, Særforsorgskontoret,

pk. 16, RA

1140 J.nr. B/1/367, 1958, Journalsager (1949-1968),

Socialministeriet, Særforsorgskontoret,

pk. 16, RA

1141 Folketingets ombudsmands beretning for året 1975, s. 56-59.

1142 Folketingets ombudsmands beretning for året 1975 s. 347.

328

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

døre og afskærmning, som ”forekommer ganske overordentlig anstødelig”. Værst stod det

nok til på Ebberødgård (som ombudsmanden besøgte flere gange), hvor f.eks. ”friluftsa-

realer fremtræder i vidt omfang som forholdsvis nøgne ”løbegårde””, og ”levevilkårene for

klienterne ikke kan anses for forsvarlige”.

1143

Men også de sønderjyske anstalter Ribelund og

Løgumgårde fik ret kritiske vurderinger. I Løgumgårde påpegede ombudsmanden f.eks., at

fordi der manglede et skyllekar på en afdelings badeværelse, måtte sengetøj fra urenlige an-

bragte skylles op i badekarret.

1144

De dårlige rammer medvirkede til at forringe forholdene

for de anbragte. Ikke bare medførte de - hvilket går igen i alle rapporterne – et ”påtvunget

fællesskab” og ikke ”noget nævneværdigt individuelt privatliv”. De betød også, at pleje- og

omsorgsarbejdet fungerede dårligere end nødvendigt og med en forøget brug af restrikti-

oner over for de anbragte i form af tidlig sengetid, aflåste afdelinger og brug af fikserings-

midler.

Ombudsmandens rapporter omhandlede også mere specifikke temaer. Det gjaldt for det

første adgangen til uddannelses- og fritidsaktiviteter, hvor ombudsmanden generelt fandt,

at anstalterne ikke levede op til tidens krav. Værst så det ud i Brejning og på Ebberødgård

i 1975, hvor ”aktivitetsniveauet med henvisning til undervisning og beskæftigelse fortsat

ligger væsentligt under det niveau, som tilsiges af både humanitære og behandlingsmæssige

hensyn, - som var en forudsat målsætning i forbindelse med gennemførelsen af loven af

1959 om forsorgen for åndssvage.”

1145

På inspektionerne i de følgende år fandt han generelt

situationen forbedret, om end der stadig var restgrupper, som ikke blev undervist, eller som

kun i meget begrænset omfang blev aktiveret. Da han besøgte Ebberødgård igen i 1978,

kritiserede han, at på enkelte afdelinger var der anbragte, som kun kom ud i frisk luft en

halv time ugentligt.

1146

For det andet havde ombudsmanden sidst i 1970’erne stærk fokus

på brug af tvang i åndssvageforsorgen i form af fiksering og placering på lukkede afdelin-

ger (se kapitel 13). Dette var således et dominerende tema både i inspektionsbesøgene og

i dialogen med Socialstyrelsen, hvor han flere gange udbad sig nærmere oplysninger om

f.eks. tvangsfiksering og pressede på for et mere præcist regelsæt for brugen af tvang og

lukkede afdelinger.

1147

Inspektionsrapporterne viser, at brugen af tvangsforanstaltninger var

ret forskellig på institutionerne, hvad der delvist reflekterede forskelle i klientel og i fysiske

rammer, men ombudsmanden pegede imidlertid på, at praksis også afspejlede, hvorvidt

1143 Folketingets ombudsmands beretning for året 1975, s. 572.

1144 Folketingets ombudsmands beretning for året 1979, s. 231.

1145 Folketingets ombudsmands beretning for året 1975, s. 351 og 572.

1146 Folketingets ombudsmands beretning for året 1978, s. 327.

1147 Se f.eks. Folketingets ombudsmands beretning for året 1975, s. 345-351, s .575, s .594-595, s. 634-635; for

året 1976, s. 40-41; for året 1977, s. 52-55; for året 1978, s. 327-334; beretning for året 1979, s. 232-235, s.

252-254.

329

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

institutionernes personale var indstillede på at gøre en indsats for at imødekomme Social-

styrelsens arbejde med at nedbringe antallet af pladser på lukkede afdelinger og minimere

brugen af fiksering– samt Socialstyrelsens og Socialministeriets vilje til at præcisere reg-

lerne for brug af tvang. For det tredje kommenterede ombudsmanden i en række tilfælde

personalebemanding m.v., men han var dog her generelt forsigtig med at drage klare kon-

klusioner og komme med anbefalinger til normeringer.

Rapporterne indeholdt en række ret konkrete forslag til forbedring af bygningsmassen

(f.eks. toiletforholdene), lukning af de dårligste afdelinger og om nedbringelse af antallet af

anbragte. Det fremgår af rapporterne, at institutionerne ofte bakkede op om kritikken, og at

kritikken først og fremmest var rettet mod centralt hold. Korrespondancen med Socialmi-

nisteriet og Socialstyrelsen i forlængelse af inspektionerne viser, at der generelt hurtigt blev

reageret på ombudsmandens specifikke kritik af de fysiske rammer på de enkelte instituti-

oner.

1148

Et konkret eksempel er Ebberødgård, der blev besøgt både i 1975 og 1978.

1149

I 1978

var en del af kritikken fra 1975 blevet udbedret, f.eks. var flere store sovesale blevet opdelt i

mindre enheder, havde fået nye møbler, udsmykning, og desuden havde hver beboer et eget

skab til opbevaring af private ejendele.

1150

Med hensyn til de øvrige fokuspunkter - uddannelse og aktivering samt brugen af tvang

– var der i højere grad tale om et kontinuerligt pres både på anstalterne og på ministerielt

niveau. Ombudsmandens rapporter løftede kritikken op på et formelt og meget synligt

niveau. Når han i hver af disse inspektionsrapporter påpegede,

”at

der bydes grupper af

klienterne boligvilkår, der afviger væsentligt fra den standard, der blev anbefalet i betænk-

ning nr. 204/58 om åndssvageforsorgen, som lå til grund for loven af 1959 om forsorgen for

åndssvage og for den standard, der har fundet udtryk i FN-deklarationen af 1971 om men-

talt retarderede personers rettigheder, pkt. 5”, så fik det opmærksomhed i offentligheden

og internt i særforsorgssystemet. Det samme gjorde de meget konkrete kritikpunkter, som

fremgik af rapporterne. Ombudsmandens kritik blev ikke mindst samlet op af forskellige

interessegrupper, og det lagde et pres på centralinstitutionernes ledelser, på Socialstyrelsen

og på Socialministeriet.

1151

Et pres, som ikke nødvendigvis var uvelkomment. I 1975 var

man i Socialstyrelsens chefkollegium fuldstændig enig i ombudsmandens indtryk efter

et inspektionsbesøg i Brejning, og chefkollegiet var desuden af den holdning, at ”hans

1148 Dette fremgår af rapporterne, hvor ministeriets svar ofte er sammenfattet – og mere detaljeret fra den ofte

ganske omfattende korrespondance i forlængelse af et inspektionsbesøg.

1149 Folketingets ombudsmands beretning for året 1978, s. 336-337. Se også Kasbæk, 1979, s. 4-8.

1150 Folketingets ombudsmands beretning for året 1978, s. 323.

1151 Folketingets ombudsmands beretning for året 1975, s. 348, 573, 632; for året 1976, s. 400.

330

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

skrivelse må ses som en hjælp for styrelsen i bestræbelserne for at forbedre institutioner-

ne”.

1152

Samme holdning kom til udtryk i 1976 efter et inspektionsbesøg på anstalten i Vod-

skov, hvor chefkollegiet tog den efterfølgende rapport fra Ombudsmanden til efterretning

og erklærede sig enig i konklusionerne.

1153

Det fremgår af ombudsmandens rapporter (og af

korrespondancen knyttet til dem), at der op gennem 1970’erne blev oprustet ift. uddannelse

og aktivering inden for åndssvageforsorgen. Mht. tvangsforanstaltninger blev de gældende

regler for tvang og målet om at mindske brugen af tvang indskærpet for anstaltsledelser-

ne.

1154

Og i 1979 fulgte en ny bekendtgørelse fra Socialministeriet om brugen af tvang på

institutioner for voksne med vidtgående fysisk og psykisk handicap, som præciserede og

strammede regler for brug af fiksering m.v. (se kapitel 13).

1155

Det er selvfølgelig svært at

præcisere betydningen af Ombudsmandens arbejde med disse områder. Det var temaer,

som generelt var oppe i tiden både i og uden for åndssvageforsorgen (f.eks. spørgsmål om

skolegang, aktivering, lukkede afdelinger og brug af tvang).

Folketingets § 71-tilsyn

I 1953 blev der i medfør af grundlovsændringen nedsat et særligt folketingsudvalg med den

opgave at føre tilsyn med administrativt frihedsberøvede personer, det såkaldte § 71-tilsyn

(tilsynet eksisterer fortsat).

1156

Udvalgets formål var at føre tilsyn med forholdene for dem,

der var administrativt anbragt (dvs. frihedsberøvede uden at det var besluttet af en døm-

mende myndighed).

1157

Udvalget skulle ikke forholde sig til, om en anbringelse havde været

nødvendig, ligesom det heller ikke kunne træffe afgørelser i de enkelte sager. I stedet var

det udvalgets opgave at føre tilsyn med, om de anbragte blev behandlet forsvarligt og efter

forskrifterne. Hvis det ikke var tilfældet, kunne udvalget henstille til, at forholdene blev æn-

dret. Udvalget beskæftiger sig således delvis med de samme opgaver som ombudsmanden

(se ovenstående i dette kapitel). Det betyder både formelt og i praksis, at § 71-tilsynet kan

overdrage sager til ombudsmanden (men ikke omvendt).

1158

1152 Mødereferat af 28.10.1975: Chefkollegiets mødereferater med indkaldelser (1970-1990),

Socialstyrelsen,

pk. 31, RA

1153 Mødereferat af 16.3.1976: Chefkollegiets mødereferater med indkaldelser (1970-1990),

Socialstyrelsen,

pk.

34, RA

1154 Folketingets ombudsmands beretning for året 1977, s. 55.

1155 Bekendtgørelse nr. 568 af 21/12/1979 om magtanvendelse m.v. i institutioner for voksne med vidtgående

fysisk eller psykisk handicap.

1156 Danmarks Riges Grundlov af 5. juni 1953, § 71, stk. 7. Se også

§71-tilsynet i 50 år,

Folketinget 2003.

1157 Personer anbragt i forbindelse med en domstolsafgørelse faldt til gengæld uden for udvalgets tilsynsområ-

de.

1158 Jf. §15 i Lov nr. 203 af 11. juni 1954 ”Lov om folketingets ombudsmand”. Se også diskussionen i Gammel-

toft-Hansen, 2003, s. 41-64.

331

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

§ 71-tilsynet har gennem tiden primært beskæftiget sig med frihedsberøvelse inden for

psykiatrien, magtanvendelse i institutioner for voksne med vidtgående fysiske og psykiske

handicap, magtanvendelse i døgninstitutioner for børn og unge, tvangsanbringelser af børn

uden for hjemmet samt senildementes forhold.

1159

Særforsorgen er kun i meget begrænset

omfang indgået i udvalgets arbejde. De vigtigste redskaber for tilsynet har været behandling

af konkrete henvendelser og tilsynsbesøg. I forhold til vores undersøgelse er det således ad-

ministrativ frihedsberøvelse inden for åndssvageforsorgen, som er relevant ift. § 71-udvalget.

Vi har i forbindelse med undersøgelsen gennemset materiale fra udvalgets arkiv, der er

bevaret i Folketingets Bibliotek.

1160

Materialet tyder på, at udvalget – i hvert fald i vores un-

dersøgelsesperiode – kun i meget begrænset omfang har behandlet sager vedr. åndssvage-

forsorgen. Det har primært orienteret sig mod brugen af tvang inden for psykiatrien. Dette

bekræftes også af det øvrige materiale gennemgået ifm. undersøgelsen. Fra og med 1971

kan § 71-udvalgets årsberetning ses i

Folketingstidendes

Tillæg B. Årsberetningerne giver

dog kun et begrænset indblik i udvalgets konkrete arbejde og tilsynsbesøg. Det udleverede

og gennemgåede materiale fra Folketingets Bibliotek tyder på, at § 71-udvalgets tilsyn kun i

begrænset omfang omfattede åndssvageforsorgens institutioner.

I arkivalierne fra Rødbygård kan vi dog se, at tilsynet i 1967 var på et besøg af tre timers

varighed: Først frokost og samtale med centerledelsen, dernæst besigtigelse af sikringsafde-

lingen m.v. og til sidst afsluttende samtaler med centerledelsen.

1161

Man kan desuden i ud-

valgets årsberetninger se, at der i folketingsåret 1972-73 blev aflagt besøg på forsorgscentret

Andersvænge, hvor udvalget fandt det beklageligt, at kriminelle åndssvage var indlagt på

samme afdeling som ikke-kriminelle åndssvage, og at der var en stor spredning i de anbrag-

tes IK.

1162

I september 1973 var § 71-tilsynet på endnu et besøg på Rødbygård.

1163

Udvalget

kommenterede her på institutionens lokalemæssige udfordringer. I 1978 var udvalget på

tilsyn på Ebberødgård, hvor det sammen med repræsentanter for ledelsen, personalet og

forældre drøftede institutionens problemer. Desuden besøgte tilsynet tre afdelinger på in-

stitutionen.

1164

1159

§71-tilsynet i 50 år,

Folketinget 2003, 35-39. Vedr. begrebet frihedsberøvelse, som fortolkes bredt, så det

også omfatter anbringelse på en åben afdeling, hvor man kan bringes tilbage med tvang, se s. 23-30.

1160 Materialet er fundet frem af Folketingets Bibliotek, og især for de første årtier er der tale om et begrænset

materiale fra udvalgets sagsbehandling.

1161 J.nr. 60839, Oversigt over 60-sager fra sekretariatet (1960-1969),

Forsorgsinstitutionen Rødbygård,

pk. 22,

1162 Folketingstidende 1972-73 Tillæg B, sp.2983-2986

1163 J.nr. 70303, 1973, Sagskontorets 70-sager (1970-1979),

Forsorgsinstitutionen Rødbygård,

pk. 33, RA

1164 Folketingstidende 1977-78, Tillæg B, sp.1797-1800

332

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

I 1979 var § 71-tilsynet i Brejning for at besigtige forsorgscentret der. Dette tilsynsbesøg

havde særligt fokus på nedlæggelsen af en såkaldt lukket afdeling (afdeling F) og deraf føl-

gende flytning af seks beboere på afdelingen. Lukningen af afdelingen var en del af Social-

ministeriets modernisering af Brejning. Socialministeriet (og socialminister Eva Gredal)

havde besluttet at nedlægge den konkrete afdeling, fordi den var i meget dårlig stand. Men

beboerne ønskede ikke at blive flyttet. Socialministeriet beskrev selv sagen således: ”Da

udflytningen af klienterne fra afd. F herefter skulle finde sted i 1979, rejste der sig meget

kraftige protester fra de pårørendes side, dels med begrundelse i det uheldige i at sprede en

gruppe klienter, der havde levet sammen i mange år, dels fordi enkelte fik dårligere værelser

end hidtil (f.eks. dobbeltværelse i stedet for enkeltværelse).”

1165

Sagen var af pårørende blevet

forelagt Folketingets Socialudvalg flere gange, ligesom der var klaget til Ombudsmanden

og til §71-tilsynet, der tog på tilsyn på anstalten i Brejning for at høre mere om sagen. So-

cialleder ved forsorgscenteret for Sydøstjylland, Hans Otto Wildenskov, forklarede i den

forbindelse, at han selv også var betænkelig ved flytningen, da man ikke ”bør gennemtvinge

en flytning på klientens eller andre klienters bekostning.” På trods af klager og tilsyn endte

det dog med, at klienterne blev flyttet (og skilt fra hinanden), da den nedslidte bygning

lukkede i juni 1980.

§ 71-tilsynets besøg var anmeldte forud for ankomsten. I det gennemsete arkivmateriale på

Folketingets Bibliotek findes ikke beretninger eller rapporter om de enkelte besøg. Vi har

således begrænset viden om, hvordan det har været praktiseret. Vi har dog fundet et enkelt

program for et besøg på Rødbygård i 1973. Udvalget havde på forhånd bedt institutionen

om, at de anbragte blev gjort bekendt med muligheden for at fremføre klager ved personlig

samtale med tilsynet, og der optræder 19 navngivne personer – alle anbragte - som ønske-

de at tale med udvalget.

1166

Vi har ikke fundet referater af disse samtaler.

§ 71-tilsynet modtog også løbende klager eller henvendelser

1167

, heraf en mindre del fra an-

bragte i åndssvageforsorgen eller deres pårørende. Når udvalget behandlede en sag, havde

det – på samme måde som i ombudsmandsinstitutionen – mulighed for at indkalde supple-

rede oplysninger hos de relevante myndigheder og personer.

1168

Vores gennemgang af det

udleverede materiale viser, at en del af sagerne blev henvist til Ombudsmandsinstitutionen

eller andre instanser.

1165 J.nr. 5109/45, 1978, Journalsager (1976-1981)

Socialministeriet,

pk. 1142, RA

1166 J.nr. 70303, 1973, Sagskontorets 70-sager (1970 - 1979),

Forsorgsinstitutionen Rødbygård,

pk. 33, RA

1167 Dette nævnes i udvalgets årsberetninger (flere forskellige år) og ses i arkivmaterialet, f.eks. J.nr. 1/66, 1966,

Journalsager (1959-1973),

Åndssvageforsorgens Centralnævn,

pk. C12, RA

1168 J.nr. 1/66, Journalsager (1959-1973),

Åndssvageforsorgens Centralnævn,

pk. C12, RA

333

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

334

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

Kapitel 18 Oplevet særforsorg

Formålet med dette kapitel er at se på de subjektive erindringer og på de følelser, som

de tidligere anbragte forbinder med deres anbringelsestid. Det er en tematik som nævnes

eksplicit i opgavebeskrivelsen. Som nævnt i kapitel 4 om den eksisterende forskning har be-

retninger fra de mennesker, som på krop og sjæl har oplevet særforsorgens institutionsliv,

generelt ikke fået meget plads i historieskrivningen. Dermed kan de mennesker, som har

levet dele af eller måske hele deres liv på særforsorgens institutioner, komme til at fremstå

tavse og passive.

1169

De optræder sjældent som stemmer i de politiske processer eller i sær-

forsorgens administration.

I den forbindelse er der blevet indsamlet en række interviews med tidligere anbragte – og

ansatte og pårørende – fra undersøgelsesperioden og på tværs af særforsorgens grene (se

kapitel 3). Kapitlets forudsætning er således, at en række informanter aktivt har ønsket at

dele deres personlige historie med offentligheden og dermed bidrage til viden om og forstå-

else for, hvordan særforsorgen har været erfaret på individniveau.

1170

De anbragtes oplevelser af anbringelsens konsekvenser behandles i det efterfølgende ka-

pitel. Dette kapitel er bygget op omkring følgende overordnede tematikker, som har stået

centralt i beretningerne om at være anbragt:

•

institutionsmiljøet

kontakten til familien

sociale relationer inden for forsorgen

fravær af privatliv og overskridelser af intimsfærer

manglende autonomi

følelsen af mindreværd

På hver sin måde belyser de den oplevede forsorg fra særforsorgens øjenvidner. Men på tværs

af de seks temaer, de mange år, de forskellige forsorgsgrene og på tværs af de mennesker,

som vi har talt med, går en særlig type af erindring med mange nuancer igen: en erindring,

der knytter sig til, hvordan de anbragte i større eller mindre grad - også mange årtier efter

1169 Jensen, 2019, s. 19.

1170 I enkelte tilfælde har vi desuden inddraget trykte erindringstekster fra tidligere anbragte, som sætter an-

bringelsen ind i deres konkrete livshistorie. F.eks. Bjarne Jensen:

Min opvækst på Den Kellerske Institution

i Brejning,

2016. Bjørn Christiansen:

En redningskrans af bly. En sand historie om min fars fejlplacering før

og nu,

2015. Solborg Ruth Christensen:

Solborgs bog,

1987. Hanne Klitgaard Larsen:

Spark døren op og træk

livet ind. En livsfortælling,

2020 samt en række udgivelser i Handicaphistorisk Tidsskrift, f.eks.

Udviklings-

hæmmede, nr. 21.

At bo på institution – historisk perspektiveret gennem øjenvidneskildringer,

nr. 39.

335

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

anbringelsen - husker følelsen af at være klientgjort frem for at blive betragtet som et men-

neske med en særlig personlighed.

Krydsfeltet mellem skriftlige og mundtlige kilder

Oplevelsen af særforsorgens udøvelse vil i det følgende blive beskrevet ved hjælp af inter-

views. Muligheden for at høre de tidligere anbragtes stemmer i forhold til oplevelsen af at

være anbragt udgør et vigtigt og særskilt kildemateriale. De samtidige skriftlige kilder, som

er hovedgrundlaget for de forudgående kapitler, er ofte produceret af særforsorgens ansatte

eller, når det gælder den offentlige debat, af journalister, som ikke selv var anbragt. Selvom

de tidligere anbragtes stemmer naturligvis ikke er fuldstændigt fraværende i det skriftlige

kildemateriale (eller i de forudgående kapitler), er disse ”stemmer”, når de optræder, ofte på

forskellige måder bundet til den formelle kontekst, til særforsorgssystemet. I arkiverne er

dokumenter, der indeholder de anbragtes ord eller synspunkter, ofte udarbejdet af ansatte

på institutionerne, der således agerede som ”budbringere” eller fortolkere af de anbragtes

oplevelser. Det betyder, at vi oftest kun får kendskab til de dele af de anbragtes beretninger,

som de ansatte har valgt at nedfælde og ikke den anbragtes beretning i sin helhed. Selv i de

klagebreve, der er udarbejdet af de anbragte på egen hånd og indsendt til f.eks. det centrale

niveau, optræder systemet ofte som en slags skyggeaktør, der påvirker både rammerne for

en klage, men også dens indhold (f.eks. hvad der opleves legitimt at klage over).

Selvom det til tider kan være muligt at komme forholdsvis tæt på forskellige oplevelser fra

de anbragtes liv i de skriftlige kilder (som i en række af de beskrevne sager i de foregående

kapitler), fortæller arkivmaterialet sjældent meget om de

følelser,

der har været forbundet

med det at være anbragt. Hvordan oplevede de anbragte f.eks. det at bo på en anstalt, og

hvordan oplevede de deres muligheder for indflydelse på eget liv? For at få et indblik i den

oplevede forsorg og de følelser, der kunne være forbundet med den, har vi inddraget vid-

nesbyrd fra tidligere anbragte, pårørende og ansatte.

De indsamlede vidnesbyrd er tilbageblik og derfor bundne af deres nutidige kontekst. Erin-

dringer er generelt påvirket af den tid, de er formet i, og nutidens normer og værdier fun-

gerer som prisme for den måde, vi ser vores egen fortid på og bedømmer den. Selvom de

tidligere anbragtes (og ansatte og pårørendes) beretninger ikke er samtidige med anbrin-

gelsen, er de den bedste kilde, vi har til at opnå viden om oplevelsen af at have været under

særforsorg. Man skal dog have kildematerialets mulige begrænsninger for øje, da der eksi-

sterer et stort antal anbragte, som af forskellige årsager ikke har kunnet eller har ønsket at

sætte ord på deres oplevelser.

1171

1171 Årsager hertil kan være et omsiggribende handicap, og/eller at minder om f.eks. overgreb fra anbringelsen

kan være fortrængt. For mere viden herom i Kirkebæk 2008. Se også bidragene i

Handicaphistorisk Tids-

skrift,

nr. 39, 2018 [temanummer om ”At bo på institution – historisk perspektiveret gennem øjenviden-

skildringer]

336

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

IP43, anbragt fra 1946-1978 under åndssvageforsorgen, beskriver her, hvor svært det kan

være:

”Jeg tør ikke fortælle noget. Jeg tør ikke komme frem med noget, så bliver jeg så angst, og

det er nok det, jeg bliver så skidt tilpas af. Jeg tør ikke komme frem med noget. Jeg tør godt

til dig […] Jeg vil hellere ud med det, ellers så bliver jeg bare skidt tilpas, hvis jeg holder det

inde. Jeg vil gerne komme frem med det.”

IP32, anbragt fra 1944-1958 under åndssvageforsorgen, fortæller i interviewet for første

gang som 83-årig om traumatiske begivenheder tilbage i hendes ungdom: ”Det har jeg

faktisk aldrig sagt til nogen. I og med at jeg hørte under hjemmet, så skulle man jo være

forsigtig.”

1172

De anbragte, som har fortalt om deres anbringelse, repræsenterer således ikke den samlede

gruppe af anbragte under særforsorgen. Der var store forskelle mellem de forskellige grup-

per i særforsorgen, mellem institutioner og afdelinger, og mellem de enkelte individer. Men

der er dog også gennemgående temaer og mønstre i beretningerne, og som derfor virker til

at have karakter af noget mere generelt.

De tidligere anbragtes vidnesbyrd er i det følgende suppleret med vidnesbyrd fra pårø-

rende til tidligere anbragte og ansatte i særforsorgen. Størstedelen af vidnesbyrdene fra de

tidligere anbragte omhandler perioden i 1950’erne og 1960’erne, mens det for de tidligere

ansatte gælder, at det er perioden 1960’erne og 1970’erne, som er bedst repræsenteret. Det

er klart, at ansatte ofte vil have en anden oplevelse end de anbragte. For de ansatte har

institutionslivet primært været et arbejde, for de anbragte har det været et livsvilkår. Men

som det fremgår, kan disse interviews være med til at tegne et mere samlet billede af den

oplevede særforsorg.

Institutionsmiljø

Oplevelserne af forsorg og normalitet for de anbragte bærer præg af stor kompleksitet, når

man medtager de fem årtier, der undersøges, de forskellige forsorgsgrene og handicap samt

det store antal institutionstyper, medarbejdere og anbragte.

Retten til et eget liv for anbragte under åndssvageforsorgen, på så normale vilkår som

muligt, blev formuleret med normaliseringspolitikken. Her kom der øget bevågenhed på

voksne anbragtes principielle ret til et liv på så normale vilkår som muligt. Mens hensig-

ten med forsorgens udøvelse for særforsorgens blinde, døve og vanføre helt fra periodens

begyndelse var oplæring og uddannelse med selvforsørgelse i det almindelige samfund som

målsætning (se kapitel 6).

1172 IP32, anbragt, åndssvageforsorgen 1944-1958

337

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

I 1950’erne betonede Forældreforeningen LEV som led i drøftelserne af normalisering, at

institutionerne burde have et mere hjemligt præg uden f.eks. brug af anstaltsbetegnelser, og

at der var brug for en forbedret kontakt til og adgang for pårørende.

1173

Det var dog ikke let i

praksis, som beskrevet i kapitel 9. Et årti senere, i 1969, blev der nedsat et ”omsorgsudvalg”

efter drøftelser mellem forsorgschefen og personaleforbundet. Udvalget bestod af repræsen-

tanter fra bl.a. Socialstyrelsen, personaleforbundet og de store centralinstitutioner, og udval-

gets opgave var at ”indsamle, vurdere, systematisere og endelig udbrede den viden – praktisk

og teoretisk – der i dag er om det omsorgsmæssige arbejde.”

1174

Hvilket de gjorde i en række

rapporter, der skulle udbrede denne viden. Som en målsætning for forsorgens udførelse var,

”at skabe et klientcentreret miljø, hvor den åndssvage kan udvikle sig harmonisk, psykisk og

fysisk, og hvori han stimuleres i at udvikle sine egne ressourcer optimalt.”

1175

Et ”klientcentre-

ret miljø” stod i modsætning til den samfundscentrerede forsorg, hvor samfundets interesser

blev tilgodeset, og til den personalecentrerede forsorg, hvor det var personalets interesser,

der blev tilgodeset frem for ”klienternes”.

1176

Var det f.eks. hensynet til samfundet, personalet

eller klienterne, der vægtede tungest, når personalets arbejdstid eller klienternes sengetider

blev bestemt?

IP34, anbragt som ung under åndssvageforsorgen i Brejning 1958-1975, fortæller om per-

sonalet: ”De var strenge en gang imellem. Andre gange var de sådan lidt irriterede. Men de

har aldrig nogen sinde, nej, kun en gang imellem sagde de; Goddag [navn], har du det godt?”

IP42

1177

, anbragt på Ebberødgård i samme periode, fortæller: ”Vi skulle i seng klokken syv,

for vi skulle tidligt op. Allerede klokken fire var der nogle, der kom i seng, men jeg kom i

seng klokken syv. Der var også nogle, der var i sengen hele dagen, så lå man bare der og

snakkede og kiggede på hinanden, og så klokken 11 så kom nattevagten og så efter, om der

var noget.”

IP18

1178

, ansat på Ribelund fra slutningen af 1960´erne, fortæller: ”Ro, renlighed og regel-

mæssighed herskede. Det skal jeg hilse at sige da. Engang tog stuelederen mig i at tale med

de anbragte. Så sagde hun ’Det havde jeg godt nok ikke troet om dig’.”

1173 Betænkningen om åndssvageforsorgen nr. 204 af 30. april 1954, publiceret 1958. Bilag 2. Se desuden i

Socialministeriets cirkulære af 8. december 1959 om forsorgen for åndssvage og andre særligt svagtbe-

gavede om følgende formulering (Stk. IV, A): ”Åndssvageforsorgen må søge at skabe en tilværelse for den

åndssvage så nær på det normale som muligt, hvad enten denne tilværelse helt eller delvis må blive på en

institution eller ude i samfundet.”

1174 Jf. Omsorgsudvalgets rapport om det omsorgsmæssige arbejde omkring spisesituationen, 1972, stk. 1.3.

1175 Omsorgsudvalgets rapport om det omsorgsmæssige arbejde omkring spisesituationen, 1972, stk. 3.3.

1176 Omsorgsudvalgets rapport om det omsorgsmæssige arbejde omkring spisesituationen, 1972, stk. 3.1.

1177 Anbragt, åndssvageforsorgen 1957-1967

1178 Ansat, åndssvageforsorgen 1968 og frem

338

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

IP16

1179

, ansat i slutningen af perioden på Løgumgårde under åndssvageforsorgen: ”De blev

lagt i seng mellem 17-18, fordi dagpersonalet skulle gå hjem kl. 18, og så kom der to aften-

vagter. Jeg synes godt nok, at det var svært sådan en sommeraften at skulle lægge nogle

friske unger i seng. Men de skulle ligge derinde kl. 18, for der skulle du hjem.”

Det fremgår af ovenstående, at en del husker forsorgen som et personale- eller samfundscen-

treret miljø snarere end et klientcentreret miljø. Det var en tematik, som i periodens sidste del

også blev fremhævet af særforsorgssystemet selv. Det i 1970’erne arbejdende Omsorgsudvalg

under åndssvageforsorgen betonede således, at udfordringerne med at skabe et klientcentre-

ret miljø bl.a. var grundet manglende vidensdeling og isolerede institutionskulturer: ”Under

sit arbejde har udvalget fået bestyrket det indtryk, at man på institutionerne ofte ved meget

lidt om, hvad der foregår på naboinstitutionen, ja selv på naboafdelingen. Kommunikation

forekommer ofte slet ikke – hver institution/afdeling lever sin egen tilværelse”.

1180

Der blev

også peget på nogle medarbejderes problematiske indstilling til den anbragte: ”Den menne-

skelige kvalitet, medarbejderne giver deres arbejde, skal udspringe af en accept af den ånds-

svage som et ligeværdigt medmenneske. Det er en forudsætning for, at omsorgsarbejdet kan

lykkes. Dette syn på klienterne har ikke været almindeligt, og man kan ikke forvente, at alle

medarbejdere i dag gennem deres opdragelse og opvækst er påvirket af denne indstilling.”

1181

Forholdet til familien (eller måske snarere adskillelsen fra familien) fremstår som et centralt

tema i mange tidligere anbragtes fortællinger på tværs af perioden og forsorgsgrenene, og

adskillelsen fra og den nogle gange sparsomme kontakt til familien fremhæves af mange som

smertefuld. ”Da vi ikke kunne udskyde afskeden længere, løb jeg skrigende efter lillebilen

[taxaen] med min mor i håb om at kunne indhente hende. Min mor fortalte senere, at hun

græd, men var nødt til at bede chaufføren køre så hurtigt som muligt,” fortæller en informant

fra blindeforsorgen.

1182

En informant fra døveforsorgen fortæller om det øjeblik i 1945, hvor

det pludselig gik op for ham, at forældrene var i færd med at overdrage ham til Det Kongelige

Døvstummeinstitut i København: ”Jeg kan huske, at jeg begyndte at skrige. Jeg kan huske, at

min far holdt om mig og satte mig op på sit knæ og holdt meget voldsomt fast i mig med ar-

men. Så gik min mor væk, og så blev jeg nærmest slæbt hen ad jorden og kom op i bygningen

på første sal, hvor jeg fik at vide, at jeg skulle blive. Så sad jeg bare der og græd og græd”.

1183

1179 Ansat, åndssvageforsorgen 1972 og frem

1180 Omsorgsudvalgets rapport om det omsorgsmæssige arbejde omkring spisesituationen, 1972, stk. 1.3.

1181 Omsorgsudvalgets rapport om det omsorgsmæssige arbejde omkring klientboligen og personaleindsatsen,

1974, stk. 3.4.5.

1182 IP74, anbragt, blindeforsorgen, Refsnæs 1943-1951

1183 IP61, anbragt, døveforsorgen 1945-48

Kontakten til den nære familie

339

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

Flere vidnesbyrd indeholder erindringer om sårbare familiære relationer, der stadig rummer

stærke følelser og svære minder, når de tidligere anbragte og deres pårørende skal sætte ord

på dem. Det ses inden for alle særforsorgsgrenene og handler om oplevelsen af at blive efter-

ladt eller være glemt på institutionen af sine forældre - og for de pårørendes vedkommende

om oplevelsen af at svigte og ikke at kunne fastholde relationen til det anbragte barn. IP34, der

i 1958 blev anbragt i Brejning på sin 3-års fødselsdag, fortæller: ”[Lægerne] sagde, at de [for-

ældrene] kunne aflevere mig her, og så glemme alt om det, og så tage hjem og dyrke en ny.”

1184

En sådan besked kunne også ramme forældrene til de anbragte børn hårdt. En informant

beskriver f.eks., hvordan hun som en 18-årig mor i midten af 1950’erne tog til åndssvage-

anstalten Ribelund med sin jævnaldrende mand og deres seks måneder gamle søn til en

undersøgelse efter anbefaling fra deres egen læge:

”Vi kommer ned til en overlæge. Da vi var færdige med undersøgelsen, tog han min mand

med ud. Da han [lægen] kommer ud til mig, så siger han: ’Det er jo en nitte. Prøv igen. Og

hvis det er det samme, så lad være’. Og det blev jeg så stjernegal over, fordi jeg synes ikke,

at det var noget at byde et ungt menneske. Så det har jeg aldrig tilgivet ham. Man kan ikke

kalde et barn for en nitte. Jeg følte, at det var så nedværdigende, at vi kom og afleverede en

’nitte’, og det har jeg aldrig tilgivet ham”.

1185

Sønnen blev anbragt.

Tilværelsen som anbragt i enten i kortere eller længere tid påvirkede relationerne til de

anbragtes familier. Nogle informanter fortæller, at de havde regelmæssig kontakt med fa-

milien, der enten kom på anmeldte besøg på institutionerne, eller informanterne kom på

planlagte ferier i hjemmet. Men mange var anbragt langt væk fra hjemmet, og den fysiske,

og med tiden ofte også psykologiske, afstand kunne blive så udfordrende, at de familiære

relationer kom under pres eller helt svandt bort.

En pårørende til en anbragt på Ribelund i slutningen af 1950’erne fortæller: ”Da min bror

var lidt mindre, jamen der har han måske været otte år. Der kan jeg huske, at der var jeg

med nede og besøge ham på institutionen. Men vi kom jo aldrig ind. Der var sådan noget

med, at vi sad i et venteværelse, og så blev han vasket og kom i det pæne tøj, og så kom han

ud, og så havde vi måske to timer, vi måtte være sammen med ham, og så skulle vi aflevere

ham igen. Vi kom aldrig op at se, hvor han boede. De [forældrene] stillede ingen spørgs-

målstegn ved, at man ikke måtte komme ind. Man var jo meget autoritetstro.”

1186

Samme informant kom senere som ung voksen i midten af 1970’erne selv til at arbejde på

Ribelund og fik i den forbindelse en fornemmelse af, at broren ikke blev behandlet godt.

1184 IP34, anbragt, åndssvageforsorgen, Brejning 1958-1974

1185 IP28, pårørende, åndssvageforsorgen, Ribelund og Brejning, 1952 og frem

1186 IP27, ansat og pårørende, åndssvageforsorgen, Ribelund, 1974-1977

340

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

Informanten fortalte dog aldrig sine forældre om det: ”Det holdt jeg fuldstændig for mig selv.

Jeg ville slet ikke have noget ud af at fortælle min mor og far, at han blev spulet med koldt

vand, fordi de kunne jo ikke tage ham med hjem, og de kunne jo ikke råbe dem op derinde.”

1187

En informant fra blindeforsorgen, der i skolealderen var anbragt på Refsnæs, husker, hvor-

dan han som barn forsøgte at fastholde følelsen af stadig at høre til hos sin familie:

”Det kunne jo godt ske, at vi fik pakker hjemmefra. Det fik jeg sommetider, men ikke ret tit,

men det kunne ske. Og det slik, vi så fik, blev så sat hen i et skab, og så fik vi noget af det om

eftermiddagen, så vi ikke selv rådede over det. Det var sådan set fint nok, men papiret om

pakken, det beholdt jeg i hvert fald. Og hvorfor nu det? Fordi det havde været hjemme. Det

kom hjemmefra, og det var bevis for at høre til.”

1188

Kommunikationen mellem den anbragte og pårørende kunne være kontrolleret (se kapitel 9 ):

”Hver uge fik jeg pakke og brev hjemmefra, men pakken og brevet blev åbnet. Der var cen-

sur på. Når vi børn skrev et brev, fik vi besked på, at det skulle læses af plejemor (…) Jeg

ved ikke, om mine forældre vidste, at der var censur på posten. Telefonsamtaler var der ikke

noget, der hed. Jeg kan kun huske, at jeg har talt i telefon en gang til min fødselsdag, og det

skønt mine forældre havde telefon i deres forretning.”

1189

For nogle anbragte i særforsorgen kunne samværet med de andre anbragte på insti-

tutionerne udvikle sig til venskaber og sociale relationer. De sociale relationer kunne

f.eks. etableres gennem en fælles barndom og ungdom på skoler og institutter inden

for blinde-, døve- og vanføreforsorgen, og de kunne opbygges gennem lange ophold in-

den for åndssvageforsorgens store anstalter. ”Vi bakkede hinanden op. Vi sladrede ikke

om hinanden, det gjorde man ikke”, fortæller en informant fra åndssvageforsorgen om

det oplevede fællesskab.

1190

Det gjaldt dog ikke, at alle oplevede fællesskab og inklusi-

on. IP66, anbragt under vanføreforsorgen 1959-1965, fortæller om sine første dage som

barn på Geelsgård:

”Så troede jeg, at jeg sku´ til snart at lege med de andre, der fik jeg et chok. De var sure de

andre, de var uglade, de var skeptiske, de andre børn. Jeg var den yngste, og jeg kom ind på

en fire-sengsstue, og jeg fik et chok, for jeg troede, at der var liv og glade dage der, og de var

søde ved hinanden. Dér fik jeg et chok. Ensomhed, ked af det-hed, ingen trøstede, ingen

Sociale relationer inden for forsorgen

1187 Ibid.

1188 IP81, anbragt, blindeforsorgen, Refsnæs, 1951 og frem

1189 IP67, anbragt, vanføreforsorgen, Geelsgård 1956 og frem

1190 IP31, anbragt, åndssvageforsorgen, Vodskov 1953-1965

341

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

gjorde noget, ikke noget fra de voksne. De kunne kun skælde ud, og de andre børn drillede,

nej det var ikke rart.”

1191

En anden informant fra blindeforsorgen fortæller, at selvom han havde venner på Refsnæs,

så lærte han ikke at udvikle for nære relationer til dem: ”Det, man lærer som institutions-

barn, det er jo, at folk forsvinder. Det være sig voksne eller børn. Pludselig er de der ikke

mere, og du ser dem ikke igen. Derfor lærer man sig jo ikke at udvikle for nære forhold til

nogen, og sådan har jeg det nok stadigvæk.”

1192

Flere tidligere anbragte på tværs af forsorgsgrenene sætter desuden også ord på, hvordan

de i deres barndom, ungdom og voksenliv både mødte plejepersonale, der viste omsorg, og

med hvem de havde trygge og nære relationer, og hvordan de mødte det modsatte.

En informant fra vanføreforsorgen fortæller om en ansat: ”Hun var så sød ved børn, kærlig,

engageret og spurgte. Det var sådan nye tider, tænkte vi, jahhhh. Hun blev [dog] frosset ud.

Hun var for tæt på børnene, man skal ikke komme for tæt på statens børn.”

1193

Samme informant fortæller videre:

”Der var nogle plejere den gang, hvor det var tydeligt, at der ikke rigtigt var status i at have

med handicappede at gøre, når det handlede om det plejemæssige. (…) Fysserne [fysiotera-

peuterne] og lægerne, de havde magt, dér var prestige. Men dem der passede os, det var sgu

nogle skæve eksistenser nogle da dem. Jeg kan huske en gammel kone, hun gik og pimpede

sprit (…) Altså de var sgu ringe. De trængte selv til hjælp. Man havde følelsen af besvær,

følelsen af ikke at have værdi, følelsen af opbevaring.”

1194

En anden informant, der i den samme periode blev anbragt under åndssvageforsorgen og

snart flyttede afdeling, fortæller:

”Man måtte heller ikke vise følelser, som nu den første nat, jeg [informanten var ca. fire år]

var på afdelingen. Jeg var ked af det og græd mig i søvn. Det var nok, fordi jeg savnede den

afdeling, jeg havde boet på. Men jeg fik at vide af nattevagten, at jeg skulle holde op med at

flæbe.”

1195

Fraværet af privatliv og overskridelse af intimsfæren

Et andet gennemgående temaer i den oplevede forsorg er fratagelse eller fraværet af pri-

vatliv. Institutionslivet, der for mange var præget af en nøje struktureret hverdag i store

institutioner indrettet med fælles spiserum, sovesale, arbejds- eller undervisningslokaler

1191 IP66, anbragt, vanføreforsorgen, Geelsgård 1959-1969

1192 IP72, anbragt, blindeforsorgen, Refsnæs 1950-1954

1193 IP66, anbragt, vanføreforsorgen, Geelsgård, 1959-1965

1194 Ibid.

1195 IP34, anbragt, åndssvageforsorgen, Brejning, 1958-1974

342

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

og bade- og toiletfaciliteter delt med et stort antal andre anbragte, betød manglende eller

stærkt begrænsede muligheder for privatliv.

Gennem den undersøgte periode forandredes de fysiske rammer på institutionerne og de

individuelle forventninger til privatliv både på institutionerne og i samfundet mere generelt.

Det er dog et gennemgående træk i informanternes beretninger, der primært omhandler

perioden fra 1950’erne og frem, at de betoner en kombination af en manglende intimsfære

med følelsen af at være konstant overvåget. En informant, der var anbragt under åndssva-

geforsorgen fra 1966, beskriver det således: ”Vi havde ikke rigtig nogen dør. Jeg er glad for,

det ikke er gamle dage mere (…) gudskelov, det er jeg glad for”.

1196

En anden anbragt fortæller om livet i 1950’erne og 1960’erne i Brejning: ”Fik man ikke lært

andet derude, så fik man da i det mindste lært at gå sidelæns, fordi sengene stod så tæt.

Senere blev det til ottemandsstuer, så seks og til sidst tremandsstuer. Det endte også med,

at vi fik hver vores natbord – nærmest en kommode med plads til lidt private ting – bøger,

breve og hvad man ellers havde.”

1197

Det manglende privatliv og mulighed for at være alene kunne også gøre sig gældende i an-

dre dele af særforsorgen. En informant fra blindeforsorgen i 1950’erne fortæller:

”Man kunne ikke trække sig tilbage. Der var kun toilettet. Og så var der endda nogle steder,

hvor de lå ved siden af hinanden, så der var man heller ikke engang rigtigt alene.”

1198

Samme informant beskriver følelsen af ikke at have et trygt sted at kunne give udtryk for

sine følelser: ”Man havde heller ikke et sted at være ked af det. Hvis man var rigtig langt

nede og ikke kunne andet end give sig til at græde, så skulle man i hvert fald sørge for, der

ikke var nogen, der så det.”

1199

Mulighederne for at være sig selv var få, og vidnesbyrd på tværs af særforsorgsgrenene giver

eksempler på de anbragtes alternative veje til at skabe rum til privatliv – hvis det var muligt.

En anbragt med fysisk handicap på Geelsgård i første del af 1960’erne fortæller:

”Der var et bestemt skab, jeg elskede at kravle ud af kørestolen og sætte mig derind og

lukke og lege med mine legesager. Der var der ingen, der vidste, hvor jeg var (…) og når jeg

ligesom ikke kunne tage mere, så gik jeg ind i det skab der og legede med mine dukker og

legede selv.”

1200

1196 IP39, anbragt, åndssvageforsorgen, Andersvænge, 1966 og frem

1197 Herlev, 1997, s. 39.

1198 IP75, anbragt, blindeforsorgen, Refsnæs, 1950 og frem

1199 Ibid.

1200 IP66, anbragt, åndssvageforsorgen, Geelsgård 1959-1965

Ikke at have sit eget rum

343

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

To informanter anbragt på Refsnæs i 1950´erne fortæller: ”Vi havde ikke noget privatliv no-

gen steder. På Østskolen der havde vi en stol. Og på legestuen havde vi et skab. Det var, hvad

vi havde.”

1201

En anden informant fra Fredericiaskolen fortæller om sin tid der i 1960’erne:

”Vi havde et lille skab, aflåst (…) Vi havde ikke nøglen til dem. Vi skulle gå hen til plejemor,

hvis vi skulle have noget. Vi havde ikke nøgler.”

1202

Toilet og bad

Fraværet af privatliv omfattede også forholdene på toiletterne og ved badning. ”I begyn-

delsen kunne man ikke låse toiletterne (…) At være alene, det var sådan set ikke en mulig-

hed”.

1203

”Jeg kan ikke mindes, at der var lås, man måtte sige: ’Optaget på det lyse’. Det var

jo der, hvor der var et vindue og: ’Optaget på det mørke’. Ellers kom der jo nogen brasende

ind.”

1204

En tidligere ansat på åndssvageforsorgens institution Løgumgårde fortæller, at der var faste

toilettider med den begrundelse i samtiden, at mange anbragte åndssvage ikke havde noget

sprog:

”Så det var sådan fast toilettid, det var ikke noget med, at man gik på toilet, når man skulle”.

Badningen var en gang om ugen, og ”så var det ellers på samlebånd (…) en stod og trak tøjet

af dem, og en brusede dem, og en tørrede dem, og en så deres negle efter og al sådan noget,

og en fik hjulpet dem i tøjet. Sådan gik det på samlebånd hele tiden.”

1205

En tidligere ansat fra både Løgumgårde og Brejning fortæller:

”En gang om ugen blev alle stillet på række, og vi gik over i maskinhuset, det var der badehuset

var, og så kom alle 30 ellers i bad. Det foregik sådan, at man som personale fik et stort hvidt

forklæde på, lige som man havde på slagterier, og lange gummistøvler, og så var der to der

skrubbede dem på ryggen og sørgede for, at de blev ekstra rengjort omkring deres kønsdele,

og så gik det ellers videre. Så fik de rent tøj på, som var lagt frem i kasser, for de havde jo ikke

deres eget tøj, det var jo institutionens tøj det hele. Som meget ung mand var det en meget

dehumaniserende oplevelse. Det var nedværdigende at skulle de her ting. Men desværre gik

der ikke så lang tid, før det ikke gik mig på mere. Og det har jeg tænkt meget over siden. Den

forråelse, der hurtigt kommer over en, og hvor man så tænker, at det bare er dagligdag.”

1206

1201 IP81, anbragt, blindeforsorgen, Refsnæs i 1951 og frem

1202 IP60, anbragt, døveforsorgen, Fredericiaskolen 1959-1967

1203 IP72, anbragt, blindeforsorgen, Refsnæs 1950-1954

1204 IP75, anbragt, blindeforsorgen, Refsnæs 1950 og frem

1205 IP11, ansat, åndssvageforsorgen, Løgumgårde 1963 og frem

1206 IP9, ansat, åndssvageforsorgen, Løgumgårde og Brejning 1969 og frem

344

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

En tidligere anbragt fra Andersvænge beskriver badesituationerne således:

”Det var koldt bad, vi fik dengang (…) koldt brusebad. De var rigtig ondskabsfulde. Vi sad på

en bænk og blev bruset over med koldt vand”.

1207

En anden tidligere fra Vodskov fremhæver

i sit interview, at noget af det værste var, når de alle sammen skulle i bad om fredagen, og

personalet stillede sig op og gjorde klar til at varetage hver deres funktion:

”Det var nærmest som på samlebånd. Den ene vasker hår, så blev man vasket over hele

kroppen, og så ind under bruseren, der fik man lov til at stå to-tre minutter, så var det ud

igen, man blev tørret, og så fik man klippet negle. Det havde jeg det meget svært ved. Og det

var ydmygende, at jeg helt op til 14-års alderen skulle stå og være nøgen over for kvindfolk,

der skulle vaske dig både det ene og det andet sted. Du har da også følelser, og du har da

også stolthed. Jeg synes f.eks., at jeg blev vasket for meget i skridtet. Det synes jeg. Undskyld

jeg siger det.”

1208

Manglende autonomi

Friheden og retten til at have og udøve indflydelse på eget liv og individualitet handler også

om, hvad man kan kalde retten til at forme og præge sit eget liv – det gælder f.eks. i forhold

til udseende (f.eks. påklædning eller frisure), at vælge og blive støttet i egen selvstændighed

(f.eks. ift. undervisning og arbejde), til at kunne udfolde sin egen seksualitet og ift. spises-

ituationer.

Mange informanter beskriver deres anbringelser som præget af manglende autonomi.

”Jeg kom til Pedersborg Drengehjem for børn med epilepsi. Det var kæft, trit og retning. De

startede med at ødelægge ens selvstændighed der,” fortæller en informant om anbringelsen

i 1950’erne.

1209

En anden informant også anbragt pga. epilepsi fortæller om den første dag,

og om ikke at blive informeret: ”Så fik man et rum, man skulle være i, og så skulle man ud

at spise sammen med de andre. Nogle sad og smed med maden, og jeg tænkte, hvad laver

jeg egentlig her. Der var jo ingen, der fortalte en nogen ting.”

1210

Flere vidnesbyrd fra anbragte, pårørende og ansatte beskriver på forskellig vis oplevelsen af

manglende autonomi både konkret og følelsesmæssigt. Fra en tidligere ansat i åndssvage-

forsorgen lyder den pessimistiske vurdering, at det med ”at have indflydelse på sit eget liv,

det eksisterede jo ikke den gang.”

1211

1207 IP39, anbragt, åndssvageforsorgen, Andersvænge 1963 og frem

1208 IP31, anbragt, åndssvageforsorgen, Vodskov 1953-1965

1209 IP62, anbragt, epileptikerforsorgen, Pedersborg, 1954-1958

1210 IP37, anbragt, forskellige forsorgsgrene 1953-1968

1211 IP8, ansat, åndssvageforsorgen, Brejning 1963 og frem

345

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

Påklædning og udseende

I de anbragtes beretninger handler fraværet af autonomi ofte om helt konkrete ting. F.eks.

kan vi se, at retten til at have og vælge sit eget tøj – eller mangel på samme – har haft stor

betydning for oplevelsen af at være anbragt. Flere tidligere ansatte og anbragte fortæller, at

de anbragte ikke altid måtte benytte det tøj, de fik med hjemmefra.

At fremstå som en individuel person, der var ligestillet med den ”normale” befolkning,

handlede altså også om påklædning – at føle sig som et ”almindeligt” menneske og ikke

som en anbragt, sådan som det fælles tøj kunne signalere. Institutionstøjet var da heller ikke

altid behageligt. En informant anbragt under åndssvageforsorgen fortæller om patientkjo-

lerne, som alle de anbragte kvinder havde på om dagen:

”Den gik helt ned til skoene. Sådan var det. Man kunne dårligt gå (…) men når min mor

kom og besøgte mig, så fik jeg mit eget tøj på, men de andre dage måtte man ikke have eget

tøj på.”

1212

Samme informant fortæller videre, at det kun var om dagen, at hun havde tøj

på. Om natten sov hun nøgen, hvilket hun oplevede som ydmygende. Især når hun havde

menstruation.

En anden informant, anbragt på Brejning fra 1956, fortæller: ”Det var noget værre gammelt

laset tøj, vi gik i dengang (…) Vi gik i drejlsbukser, bare man gik, så peb de, og lange strøm-

per med elastik i, nej det var sparetider (…) og vi havde sko fra noget, der hedder Koda

Cykelfabrik, du ved på siderne var der stof, og bunden var lavet af cykeldæk.”

1213

Vidnesbyrd fra åndssvageforsorgen fortæller om, hvordan det blev oplevet, når man ikke

havde retten til selv at vælge tøjet:

”Man blev vækket af morgenholdet klokken syv. Så stod vi ud af sengen og tog tøj på. Tøjet

lå for enden af sengen på en taburet. Det var institutionens tøj, man havde på. For når man

kom som ny til Asylgården, blev ens tøj afleveret og lagt på depot, og så fik man udleveret

institutionens tøj. Det var et gråt sæt, der bestod af skjorte og bukser med elastik, der slut-

tede om benene. Der stod DKA (De Kellerske Anstalter) på tøjet. Vi gik i det samme tøj alle

sammen, så vi var nemme at kende, hvis der var nogen, der stak af ”.

1214

1212 IP42, anbragt, åndssvageforsorgen, Ebberødgård 1949-1959

1213 IP55, anbragt, åndssvageforsorgen, Brejning 1956-1980. Bemærkning: I Omsorgsudvalgets rapport fra

1973 fremhæves det i anbefalingerne, at ”Påklædningen betyder meget for mennesker. Med påklædning

fremhæver mennesket det billede af sig selv, som det ønsker, at andre skal have af det. (…) Hvilken stil

tøjet skal have, kan ikke nøje præciseres, med noget kan siges om, hvordan det ikke må se ud. Det må ikke

have faconer eller snit, som ikke mere er gængse, og det må ikke af økonomiske hensyn købes ind i så store

mængder, at ensartetheden forøger institutionspræget.” Omsorgsudvalgets rapport om det omsorgsmæssi-

ge arbejde i af- og påklædningssituationen (1973), stk. 3.4.1 og stk. 3.5.

1214 IP34, anbragt åndssvageforsorgen, Brejning 1958-1974. En tidligere ansat fra De Kellerske Anstalter skriver

desuden: ”Det med uniformen var nok især for, at andre kunne kende forskel på beboerne og personalet”,

som en tidligere plejer udtrykker det, ”for ellers kunne det tit være svært at se, hvem der var hvem, da

mange af beboerne dengang var meget mobile og ofte optrådte ret selvstændige. De skulle jo nok slet ikke

have været anbragt i Brejning.” Bertelsen, 2008, s. 20.

346

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

En anden informant fra åndssvageforsorgen husker institutionstøjet, der var nummereret.

Når der var besøg, fik de nyt tøj på: ”Det var der ikke meget ved. Jeg ville hellere have haft

mit eget tøj, men det måtte vi ikke. Det låste de sgu da inde, når min far og mor kom, fik vi

først nyt udleveret. Det skulle vi så aflevere igen [efter besøget].”

1215

En informant anbragt under blindeforsorgen fra sit syvende til sit femtende år fortæller, at

moren fik besked på at sy et nummer i tøjet før ankomsten til skolen. ”Det har fulgt mig hele

tiden det nummer. I alle otte år jeg har været der, har jeg altid haft nr. 12. Når der var breve

eller pakker til os, så var det ikke noget med navnene, så var det sgu numre.” Informanten

fortæller videre, at dette nummer også blev brugt på stoflommetørklæder, når de skulle til

øjenlæge eller tandlæge. ”Så det der nr. 12. Det er sådan et magisk nummer. (Intervieweren

spørger om det er godt eller skidt magisk). Det er mest skidt. Det er det.”

1216

En informant fra vanføreforsorgen erindrer sin ankomst som syvårig til Geelsgård således:

”Jeg bed følelserne i mig og tog [ved afskeden] ansvaret for både min far og mor og udbrød:

’Farvel mor og far, nu siger jeg og dukke Sonja farvel.’ (…) Næste dag blev jeg klædt i noget

andet tøj og forvandlede mig til et af Samfundet og Hjemmet for Vanføres institutionsbørn

med uredt hår. Kun min dukke Sonja havde bevaret pynten. ’Vi har altså ikke tid til at sætte

hestehale på dig. Når barberen kommer, bliver du klippet korthåret,’ præciserede en assi-

stent på afdelingen.”

1217

Undervisning og arbejde

Flere informanter har i interviewene berettet om følelsen af manglende indflydelse på ek-

sempelvis, hvor de skulle arbejde, eller hvad de kunne oplæres i.

En informant fra døveforsorgen fortæller, at han gerne ville have været landmand i 1960’erne.

Dette fik han dog ikke lov til. Han skulle være murer, bestemte forstanderen, som havde det

sidste ord, når det kom til praktikpladser.

”Vi havde [ellers] en god erhvervskonsulent. Han kunne forklare, hvad arbejdsemnerne var.

Hvad man kunne bruge sine hænder til. Han underviste også på skolen. Han snakkede med

os, og han sagde ’hvad er du dygtig til?’ (…) Jeg ville være landmand, det måtte jeg bare ikke

(…) Det var forstanderen, der bestemte (…) Jeg fik bestemt, at jeg skulle være murer.”

1218

1215 IP33, anbragt, åndssvageforsorgen, Ribelund 1960 og frem

1216 IP76, anbragt, blindeforsorgen, Refsnæs 1963-1971

1217 IP66, anbragt, vanføreforsorgen, Geelsgård 1959-1965. En tidligere ansat fra åndssvageforsorgen i

1950’erne fortæller desuden: ”På pigeafdelingerne var det altid en bestemt – som regel en mandlig – plejer,

der klippede pigerne. De havde alle samme frisure.” Bertelsen (2008), s. 23.

1218 IP60, anbragt, døveforsorgen, Nyborgskolen m.m. 1953-1967

347

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

En anden informant fra åndssvageforsorgen, der i 1970’erne arbejdede på et beskyttet værk-

sted, fra han var 18, til han var 20 år, fortæller, at han her søgte om at få et fire-ugers kursus

i forskalling af huse.

”Det fik han (lederen) sgu hurtigt sat en stopper for. Jeg var jo ikke myndig, det var jeg først,

da jeg var 21, så det benyttede han sig af. Så han havde taget kontakt til dem nede i Ribe

[der tilbød kurset]. Og igen med den begrundelse, at jeg ville få et nederlag. Det mente han,

hvis at jeg kom derud, ville jeg ikke kunne klare det. Og hvor vidste han dog det fra? (…)

Jeg kunne ikke gøre ret meget, fordi når jeg ikke var myndig, så var der jo andre, der kunne

bestemme over mig.”

Intervieweren spørger her, hvordan han havde det med det, og informanten svarer:

”Det var ikke ret sjovt. Jeg synes også, at der var nogle muligheder, der blev taget fra mig,

fordi jeg fik jo nogle tilbud [om arbejde], blandt andet fra en der byggede både (…) Men det

fik han også ødelagt. Han viste mig endda selv det brev, de havde skrevet til ham.”

1219

Kærester og seksualliv

For særligt de unge anbragte på tværs af forsorgsgrene og især frem til 1960’erne beskrives

det, som et utvetydigt regelsæt, at man ikke måtte have kærester, og at pigerne og drengene

ikke måtte være sammen uden opsyn. Men mange fortæller dog også om, hvordan de på

trods fandt veje til kæresteri i det skjulte.

”Vi måtte ikke have kærester på Nyborgskolen, men vi gjorde det alligevel, så havde vi det

i smug”, fortæller en tidligere anbragt under døveforsorgen i 1940’erne.

1220

En anden in-

formant, fra samme sted, men anbragt årtiet efter, fortæller, at de hørende par ofte gik på

[Nyborg]volden og lavede kæresteting. Men at hvis de døve havde en, de gerne ville kysse,

så skulle det ske i det skjulte. For de måtte ikke være sammen med piger.

1221

En informant fra åndssvageforsorgen fortæller, at når pigerne og drengene nåede 15-16-års

alderen på Vodskov, så havde de et system, hvor de blinkede med lyset fra afdeling til afde-

ling efter sengetid kl. 19.30: ”Hvis vi blinkede én gang, og de blinkede tre gange, så skulle vi

mødes nede i sanglokalet. Og her kærestede vi så.”

1222

En informant fra vanføreforsorgen fortæller, at når pigerne begyndte at menstruere, skulle

de være på deres værelse fra kl. 20, og de måtte ikke være sammen med drengene eller være

på de andre afdelinger. Det var uskrevne regler, men de anbragte vidste, at der blev holdt øje

1219 IP38, anbragt, åndssvageforsorgen, Østbo m.m. 1973-1979

1220 IP59, anbragt, døveforsorgen, 1936-1944

1221 IP61, anbragt, døveforsorgen, Nyborgskolen 1945-1948

1222 IP31, anbragt, åndssvageforsorgen, Vodskov 1953-1965

348

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

med dem, og at hvis de blev opdaget, skulle de i seng, eller f.eks. at en fritidsaktivitet, som

den anbragte var glad for, kunne blive frataget dem efterfølgende som sanktion.

1223

Andre tidligere anbragte fra åndssvageforsorgen beretter om hårde sanktioner og nedvær-

digende behandling, hvis der blot var sået en mistanke om en interesse i det modsatte

køn. En kvindelig informant fortæller om sin tid på et indremissionsk drevet fredehjem i

1960’erne:

”Mig og en dame vi sad en dag på en bænk og kunne kigge ned på vejen. Så kom der en

lastbil. Han kørte ind på en parkeringsplads ikke så langt derfra. Han vinkede til os, og vi

vinkede igen. Ved du, hvad vi fik for det? Otte dage i sengen! Og man måtte ikke engang gå

på toilettet, nej, der kom en toiletspand ind. Så kom der morgenmad, middagsmad, aftens-

mad. Eftermiddagskaffe og aftenkaffe, det så vi ikke.”

1224

På institutionsniveau blev de anbragtes seksualliv reguleret. En mandlig tidligere ansat fra

Brejning har fortalt: ”Hvis jeg på vej hjem fra en vagt f.eks. så en kvindelig og mandlig be-

boer stå og snakke sammen, var jeg faktisk forpligtet til at indberette det, og så kunne de to

let risikere en eller anden form for straf – en dag i sengen eller enestue.”

1225

Seksualmoralen var dog under forandring gennem den undersøgte periode, og det kunne

også spores inden for særforsorgen i 1960’erne og 1970’erne.

Onani blev betragtet som problematisk, og tidligere ansatte og anbragte inden for åndssva-

geforsorgen beretter om sanktioner mod dette helt op til periodens slutning. En informant,

der var anbragt på Ribelund i 1960’erne, svarer f.eks. sådan her på spørgsmålet om, hvorvidt

man havde ret til privatliv i forhold til at masturbere: ”Nej, det måtte vi ikke.” Intervieweren

spørger herefter, hvad der skete, hvis det blev opdaget, og informanten svarer: ”Så fik vi

skæld ud. Så fik vi stuearrest i fire-fem dage. Så måtte vi ikke komme ud.”

1226

En informant, der var ansat samme sted i årene 1974-1977, fortæller om, hvordan hun selv

oplevede krydspresset i selv at have et mere tidssvarende syn på de anbragtes seksualitet,

mens de ansatte fra ledelsen havde fået en instruks om at forhindre onani:

”Hvis vi kom ind, og vi så det, så skulle de simpelthen bare have at vide: ’Nu skal I op og i bad,

og det skulle bare være nu’, og det skulle de ikke have lov til, fordi det var noget svineri. Det

ville de [ledelsen] simpelthen bare ikke have. Og så kom de jo så op, og hvis det var sådan,

at det var for voldsomt, så kunne vi bare give dem noget koldt vand (…) Der var en bruser,

så kunne man bare give dem noget koldt vand. Så sagde jeg, det vil jeg simpelthen ikke.”

1227

1223 IP66, anbragt, vanføreforsorgen, Geelsgård 1959-1965

1224 IP48, anbragt, åndssvageforsorgen, Sølund m.fl. 1963 og frem

1225 Kragh et al., 2015, s. 137.

1226 IP33, anbragt, åndssvageforsorgen, Ribelund 1960 og frem

1227 IP27, ansat, åndssvageforsorgen, Ribelund 1974-1977

349

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

Spisning

Ubehagelige oplevelser omkring kost og spisesituationen går også igen i flere beretninger fra

flere forsorgsgrene frem til 1960’erne. En tidligere anbragt i Brejning i 1950’erne husker, at

”der var også en pige på min afdeling, som klagede over maden. Hun kaldte den for hunde-

æde. Overlæge Wildenskov gav hende ret, men hun blev alligevel straffet og kom i ’cellen’”.

1228

En anden anbragt fra åndssvageforsorgen i 1950’erne fortæller om maden: ”Det var noget

hundeæde. Man kunne risikere at finde hæfteplaster i gullaschen og ølkapsler i øllebrøden.

Vi blev tvunget til at spise op”. Spisningen foregik desuden i fuldstændig ro. ”Det var en

stilleleg. Hvis der ikke var ro, eller hvis der var nogen der legede med bestikket, risikerede

man, at hjælpepigerne kom og samlede tallerkenerne sammen. Når man så fik en tallerken

igen, var det tilfældigt, hvilken tallerken, man fik. Man kunne få noget mad, som en af de

andre havde siddet og rodet rundt i”.

1229

En tidligere ansat fra åndssvageforsorgen fortæller fra undersøgelsens sidste årti på Vodskov:

”På asylafdelingen fik de dårligste deres smørrebrød blødt op i te, og så blev det hele blen-

det. Det var bestemt, at kosten handlede om det sundhedsfaglige og ikke omsorgen.”

1230

Den dårlige kost og det, at maden blev anrettet af personalet, mens de anbragte havde pligt

til at spise op, kendetegner også erindringerne fra særforsorgens andre grene. En anbragt

på døvstummeinstituttet i København fra slutningen af 1940’erne husker, at nægtede man,

så kom køkkenchefen til stede.

”Hvis jeg ikke havde spist op eller ikke kunne lide det, så kom hun hen, kiggede ned på os

og pegede ned på tallerkenen. Så holdt hun mit hoved, og så fik man skovlet maden ind

[informanten viser med hænderne, hvordan hun med hurtige og voldsomme bevægelser

skovlede maden ind i munden]. Det var meget voldsomt, hun holdt fast om nakken, og så

sørgede hun for, at munden var spilet op. Hvis vi begyndte at græde, fik vi en over nakken,

for vi måtte ikke græde. Det var ikke kun mig, det var også de andre, det gik ud over, hvis

de ikke havde spist op.”

1231

På tilsvarende vis kunne spisesituationer på blindeinstituttet Refsnæs være præget af lyden

af børn, der græd og kastede op: ”[Nogle børn] blev tvangsfodret. Jeg havde prøvet det før

på børnehjemmet, så jeg var hærdet på det tidspunkt og spiste det, der var. Men det var

altså ikke sjovt at sidde og se på, at ens kammerater kastede op ved siden af en. Det skete

1228 Herlev, 1997, s. 47.

1229 Jensen, 2016, s. 22 og s. 29.

1230 IP23, ansat, åndssvageforsorgen, Vodskov 1970 og frem

1231 IP61, anbragt, åndssvageforsorgen, Nyborgskolen 1945-1956

350

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

hver morgen. [Assistenterne sagde:] ’Så skal du have det her ned, og har du forstået det, du

spiser den mad.’ Ja, det kom jo op igen, så måtte de jo spise også det, de havde kastet op. Og

det der blev til rest fra middagen og maden, det måtte de spise i løbet af dagen. Man skulle

lære at spise. Og det var selvfølgelig hjemveen, der gjorde det. Jeg overværede, at de hylede

og skreg: ’Jeg kan ikke spise det her’”. Samme informant forklarer videre, at ”de [ansatte] var

ikke så gode til at forklare: ’Det her er grønkålssuppe, det her er oksekødssuppe, og det her

er så melboller’”, fortæller en anbragt. ”Hvis der var noget, jeg fik i munden, og konsistensen

var forkert, så blev jeg bange for det og hylede og skreg. Og så var det bare ned med det, og

’så holder du op med det skrigeri’”.

1232

En anden informant fra blindeforsorgen fortæller om, hvordan det foregik, når børnene

blev sat til at spise det, som de tidligere på dagen havde levnet: ”Så blev man kaldt ind i

spisestuen alene, og så sad man der og skulle spise det, mens der var et personale, der stod

og holdt øje. Det er jo ikke rart sådan noget.” Han fortæller videre om selve spisesituatio-

nerne: ”Man bliver jo også påvirket, når der sidder en ved siden af en, som kaster op, fordi

han ikke kan lide havregrød eller øllebrød.”

1233

En anbragt fra vanføreforsorgen fortæller, at

”Hvis nogen kastede op, så var det bare ind med det igen … Det var så uværdigt, som noget

kan være”.

1234

Følelsen af mindreværd

I de fleste af de tidligere anbragtes vidnesbyrd fylder forskellige følelser tilknyttet oplevelsen

af at være mindre værd og føle sig udenfor. Både når der berettes om de følelser, som huskes

fra tiden under selve anbringelsen, men også når der fortælles om de følelser, som der stadig

bæres på (se kapitel 19). I dette indgår flere temaer.

Ikke at turde følelser

En informant, der som barn og ung var anbragt under blindeforsorgen, fortæller, at mor-

genvækningen og morgenmaden gennem årevis var frygtet for især dem, der led af hjemve:

”Vi blev vækket hårdt og brutalt af sådan nogle gammeljomfruelige assistenter. Så skulle vi

så ned og have morgenmad, og det var et helvede, fordi der var mange, der havde hjemve.

Og det var noget pjat, at man havde hjemve, man skulle være stor, man skulle ikke græde.

Vi måtte ikke vise følelser.”

1235

1232 IP75, anbragt, blindeforsorgen, Refsnæs m.fl. 1950 og frem

1233 IP76, anbragt, blindeforsorgen, Refsnæs 1963-1971

1234 IP69, anbragt, vanføreforsorgen, Hald Ege m.fl. 1955-1973

1235 IP75, anbragt, blindeforsorgen, Refsnæs 1950 og frem

351

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

En anden informant fortæller, hvordan han husker følelsen af ikke at kunne hjælpe medan-

bragte børn med fysiske handicap, når disse børn fik tæsk i forbindelse med idræt:

”I gymnastiktimerne skulle vi børn løbe rundt, og jeg kan huske, at der var en eller to elever,

der var stærkt handicappede spastikere, som så også skulle forsøge at løbe. Så fik de tæsk

på ryggen, ligesom de faldt til jorden. Jeg kom forbi, og jeg så det ske, og jeg ville jo gerne

hjælpe, men vi skulle gå forbi uden at måtte hjælpe dem.”

1236

En informant fra åndssvageforsorgen husker særligt frygten for en bestemt medarbejder:

”Der var én, der arbejdede hos de store, der kunne finde på at give lussinger, en plejer. Han

kunne godt finde på at slå, og det var ikke kun på den ene side af hovedet, nej det var på begge

sider af hovedet, og så med begge hænder og så … løftede han en op, og man blev smidt ned

på gulvet. Han arbejdede på afdelingen i mange år, og jeg var utryg ved ham. Hvis forstander-

inden havde set det, så havde det været farvel og tobak til ham. Men vi turde ikke sige det.”

1237

IP81, der var anbragt under blindeforsorgen i 1950’erne, reflekterer over, hvad frygten gjor-

de: ”Man kunne nok godt gøre modstand, men det hjalp jo ikke, og det vidste vi godt. Så

de fleste var jo føjelige, og sagde: ’Nå men så gør vi det så. Vi må jo have det overstået. Vi

skal væk’. Jeg holdt mig bare væk fra ballade og fra assistenterne. Sørgede for at gemme

mig selv.”

1238

En anden informant fra blindeforsorgen fortæller om strategien for at undgå

straffene, der føltes som overgreb: ”Jeg lærte at blive usynlig. Og det lykkedes jo på en måde.

Men man kan sige, at prisen var for høj, for jeg fik ondt i maven af alle de psykiske ting.”

1239

Følelsen af objektivisering og stigmatisering kommer til udtryk i flere tilfælde i de tidligere

anbragtes beretninger. Ofte er følelserne koblet til oplevelser af ikke at være en del af nor-

malsamfundet eller at blive udstillet som anderledes. ”De har åbenbart troet, vi var nogen,

der smittede,” udtaler en informant fra åndssvageforsorgen om, hvordan han tænker, at

befolkningen i nærheden af institutionen betragtede dem, der boede på anstalten.

1240

En informant fra åndssvageforsorgen fortæller om, hvordan det føltes, når de gik ture i byen:

”Nogle skulle gå i række og holde hinanden i hånden. Nøj, hvor folk gloede. Det føltes ned-

værdigende. Vi måtte heller ikke snakke med nogen, når vi var ude at gå tur. Så fik vi sgu en

skideballe. Så skulle vi have snore om armene. Det var ligesom at have håndjern på. Folk de

gloede på os.”

1241

1236 IP61, anbragt, døveforsorgen, Nyborgskolen 1945-1956

1237 IP52, anbragt, åndssvageforsorgen, Ribelund 1964-1976

1238 IP81, anbragt, blindeforsorgen, Refsnæs 1951 og frem

1239 IP76, anbragt, blindeforsorgen, Refsnæs 1963-1971

1240 IP52, anbragt, åndssvageforsorgen, Ribelund, 1964-1976

1241 IP33, anbragt, åndssvageforsorgen, Ribelund fra ca. 1960 og frem

Objektivisering og stigmatisering

352

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

En anden informant fra åndssvageforsorgen, der var anbragt i kontrolleret familiepleje

mange steder, beretter om at blive hentet af politiet og flyttet til et nyt sted: ”Jeg protestere-

de jo. Der var ingen, der kunne hente mig uden, at politiet skulle komme. De vidste jo godt,

at jeg ikke ville tage med [frivilligt], så politiet kom for, at jeg skulle komme med. Så blev jeg

sat i en politibil med tremmer. Det var vel ikke nødvendigt.”

1242

Selvom den fysiske afstand mellem institutionen og lokalsamfundet var lille, kunne den

sociale afstand være stor. Som en tidligere anbragt beskriver det:

”Det var først, da vi skulle gå til præst, da vi skulle konfirmeres, at vi mødte dem [andre

børn og unge fra lokalområdet]. Der mødte vi dem nede i konfirmationssalen hos præsten.

Og jeg kan huske, at det var en meget mærkelig oplevelse. Jeg anede ikke, hvordan man

skulle opføre sig sammen med dem. De seende var nogle fremmede nogle. Det var meget

mærkeligt. Det var sådan, jeg ved ikke helt, hvad jeg skal sammenligne det med. Folk fra

en fremmet planet … er det vel nærmest. De vidste jo heller ikke, hvordan man skulle gøre

overfor en blind, vel?”

1243

En tidligere anbragt fra åndssvageforsorgen fortæller, at det at blive afleveret på Brejning

som ganske lille af sine forældre har sat sig spor: ”Det, jeg blev udsat for den dag, var at føle

mig som et kasseret stykke affald, der bare skulle smides ud. Jeg var en ting, der var fejl i, så

mine forældre afleverede mig på Asylgården på Afdeling F1.”

1244

”Jeg kan huske, at når der var internationale ortopædiske kongresser, så skulle de mest

handicappede børn op og gå på et bord, hvor de blev gloet på af ortopæder. Jeg følte mig

udstillet, og en gang skreg jeg så meget, at jeg blevet båret ud og fik en skideballe.”

1245

Sådan

fortæller en informant fra vanføreforsorgen om episoder, som efterlod hende med følelse af

at være tingsliggjort som et barn med handicap.

En informant fra døveforsorgen fortæller om sin anbringelse fra hans femte til ottende år, at

nummeringen gennemsyrede hverdagen på Det Kongelige Døvstumme Institut. Han husker:

”Jeg var nr. 6, og når jeg gik hen til håndvasken, skulle jeg gå hen til vask nr. 6, havde jeg lært,

og så havde jeg sådan et mærke under mine sko, hvor der stod nr. 6, og i mit tøj blev der syet et

mærke i mit tøj, hvor der stod nr. 6. Så jeg var bare altid nr. 6 (…) Ved bordet sad børnene num-

mereret fra nr. 1 til nr. 8 og så videre, og så var der så et nr., der hed nr. 6, og så blev jeg ført der-

hen til, og så fik jeg at vide, at der skal du sidde ved plads nr. 6. Men det var først efter en uge,

at jeg opdagede systemet og blev klar over, at det her var tegnet for et 6-tal på tegnsprog.”

1246

1242 IP32, anbragt, åndssvageforsorgen, Brejning m.fl. 1944-1958

1243 IP76, anbragt, blindeforsorgen, Refsnæs 1963-1971

1244 IP34, anbragt, åndssvageforsorgen, Brejning 1958-1974

1245 IP66, anbragt, vanføreforsorgen, Geelsgård 1959-1965

1246 IP61, anbragt, Det Kongelige Døvstumme Institut 1945-1948 og på Nyborgskolen 1948-1956

353

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

Personalet og de anbragte indbyrdes brugte nummereringen i stedet for at bruge de an-

bragtes navne, hvilket betød, at informanten under anbringelsen fik den opfattelse, at han

faktisk hed ”nr. 6”, hvilket gav problemer, når han var sammen med sin familie. En dag, hvor

der var besøg af moren og lillesøsteren, husker informanten, at moren råbte hans navn

meget højt (informanten har en lille hørerest), hvorefter informanten vendte sig om imod

hende og sagde:

”Jeg hedder ikke [navn udeladt], jeg hedder nr. 6. Jeg troede simpelthen, at jeg havde fået

navnet nr. 6, og det fortalte min søster så mine forældre, at inde i børnehaven der eller på in-

stitutionen, der hed jeg ikke [navn udeladt], der hed jeg nr. 6. Og det blev min mor forvirret

over at høre, så hun stod og sagde til både mig og min søster, ”du hedder [navn udeladt], du

hedder [navn udeladt]. Jeg kan huske, at jeg begyndte at græde. Fordi jeg tænkte, jeg hedder

jo ikke [navn udeladt]. Jeg var nr. 6.”

Informanten identificerede sig således som nr. 6, helt indtil vedkommende flyttede til

Nyborgskolen, hvor børnene ved ankomsten skulle sige deres navne. ”Jeg sagde, at jeg hed

nummer seks, fordi det hed jeg jo. Så fik jeg at vide, at det hed jeg ikke. Du skal sige på

dansk: Jeg hedder [navn udeladt]. Jeg var vant til altid at have heddet nr. 6 og den ved siden

af mig nr. 5. Sådan havde det været i de foregående år”.

I både interviews og i arkivmaterialet er vi stødt på vidnesbyrd fra kvinder, der som anbrag-

te unge under åndssvageforsorgen blev steriliserede, og i deres efterfølgende liv har følt sig

stigmatiseret af andre pga. anbringelsen og indgrebet. For nogle har indgrebet også medført

følelsen af skam.

En tidligere anbragt kvinde fortæller i et interview om sin beslutning om at fortælle sin

kommende mand om sin fortid, som hun ellers havde holdt skjult:

”Han spurgte, om jeg ville rejse med ham. Men jeg havde jo ikke fortalt ham om min situ-

ation – at jeg stadig hørte ind under åndssvageforsorgen. Og jeg skulle være forsigtig. Man

skulle jo være på sin plads, og jeg havde faktisk selv søgt det arbejde, for jeg ville jo ikke

have, at der var nogen, der vidste det [at hun var under forsorg]. Min mand sagde til mig,

at det ikke betød noget for ham. Men mange mange gange fik han stukket i snuden af sin

egen familie: ’tænk med hende får du ingen børn’. Det fik han at høre hele tiden. Men han

sagde bare til dem, at jeg havde fortalt det hele til ham. Og så ville han ikke høre mere. ’Jeg

har godkendt [navn udeladt], som hun er’. Inden vi giftede os, sagde jeg til ham, nu sætter

vi os ned, og så fortalte jeg ham det hele. For han vidste ingenting om det her. Det var helt

fremmed for ham.”

1247

1247 IP32, anbragt, åndssvageforsorgen, Brejning, 1944-1958

354

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

Kapitel 19 Overvejelser om anbringelsen og

den oplevede særforsorgs konsekvenser

I dette kapitel ser vi på, hvad der i undersøgelsens opdrag er beskrevet som ”oplevelser,

traumer og sekundære traumer og deraf konsekvenser for de berørte børn, unge og voksne,

herunder gennem interviews med nulevende personer”, der har været anbragt i perioden.

I de forudgående kapitler har vi undersøgt en række aspekter af anbringelser inden for

særforsorgen og herunder fundet eksempler på brug af vold, seksuelle overgreb, tvangs-

foranstaltninger i forbindelse med anbringelsen m.v. og anbragtes reaktioner og oplevelser

af dem baseret på både arkivmateriale og interviews. Traumatiske oplevelser under en an-

bringelse kan have konsekvenser for den enkelte anbragte både på langt og kort sigt.

1248

systematisk undersøgelse af, hvad anbringelsen og deraf følgende oplevelser og traumer

(f.eks. ifm. oplevelsen af svigt eller overgreb) har betydet for de enkelte anbragte, har ikke

været mulig inden for rammerne af denne undersøgelse.

1249

Kapitlet bygger derfor først og

fremmest på tidligere anbragtes egne vurderinger af anbringelsens konsekvenser.

1250

Der er en række udfordringer i forhold til diskussionen om konsekvenser af anbringelser i

særforsorgen: For det første kan vi ikke skelne mellem konsekvenser af anbringelsen i sig

selv og betydningen af eventuelle specifikke overgreb. Denne skelnen kan - set fra særfor-

sorgssystemets perspektiv - have været relevant, men set fra de anbragtes perspektiv må det

formodes at være to sider af samme sag. For det andet har vi et ret begrænset kildemateriale

til oplevelserne og deres konsekvenser udover de foretagne interviews og andre eksisteren-

de vidnesbyrd. Vi har patientjournaler, som følger enkelte anbragte gennem forsorgssyste-

met med henblik på behandling og anbringelsens form i dele af det gennemgåede, som i

nogle tilfælde indbefatter den anbragtes perspektiv og reaktioner. For det tredje har hver

enkelt anbragt deres egen historie, og generalisering bør ske med forsigtighed og respekt

for den individuelle historie. Det giver også en mere overordnet udfordring for så vidt, at vi

kan se, at der f.eks. i forhold til de mange sager fra åndssvageforsorgen er en stærk overvægt

1248 For en diskussion af dette se Jensen, 2019. Se også Kragh og Jensen, 2020.

1249 Der kan f.eks. peges på Kragh, 2022, som tager afsæt i en enkeltpersons (Erling Frederiksen) historie som

årelang anbragt i åndssvageforsorgen – og inkluderer også livshistorien efter anbringelsen. Der kan også

peges på undersøgelser af tidligere anbragte i børneforsorgen, som viser potentialet i at inddrage livshi-

storier: Jensen, 2019 og Rasmussen, 2021. Disse undersøgelser viser også, hvor ressourcekrævende denne

type studier er.

1250 Som det fremgår af kapitel 3 om det anvendte kildemateriale, stammer nogle af de her anvendte interviews

fra indsamling i forbindelse med projektet ”Anbragt i historien” ved Danmarks Forsorgsmuseum. Enkelte

interviews indgår således som korte personskildringer i Kragh et.al., 2015.

355

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

af de mest ressourcestærke anbragte i det gennemgåede materiale, mens de svageste (f.eks.

mennesker uden sprog og med meget store plejebehov) ikke optræder i samme grad.

Endelig er der klare forskelle mellem særforsorgsgrenene. Med etableringen af særforsor-

gen i 1933 blev forskellige grupper med handicap samlet i én administrativ ramme uden

for den almene forsorgslovgivning. Som det fremgår af de forudgående kapitler, bestod

særforsorgen dog både i forhold til lovgivning, institutioner og forsorgens praksis af ret

autonome forsorgsgrene for henholdsvis åndssvage, vanføre, blinde og svagtseende, døve

og hørehæmmede, epileptikere og talelidende – og der var store forskelle mellem anbrin-

gelsesformer og forsorgens udøvelse. De forudgående kapitler viser, at en række af de un-

dersøgte temaer – som sterilisation og kastration samt fejlanbringelser og tvangsforanstalt-

ninger i form af fiksering og isolation – næsten udelukkende knytter sig til anbringelser i

åndssvageforsorgen. Også når vi ser på de temaer, som inkluderer alle forsorgsgrene såsom

anstaltskultur, ind- og udskrivning, tilsyn samt overgreb i form af vold og seksuelle overgreb

– fylder åndssvageforsorgen meget. Det skyldes ikke kun, at åndssvageforsorgen omfattede

langt flere mennesker, men også at anbringelserne inden for denne forsorg generelt var

mere indgribende. Der var i åndssvageforsorgen tale om tidsubegrænsede anbringelser og

ofte om langt mere indgribende anbringelser bl.a. båret af datidens eugeniske tanker, som

ikke genfindes i de øvrige særforsorgsgrene. Også med hensyn til f.eks. adgang til træning,

uddannelse og skolegang er der en skillelinje, hvor dette indtil 1950’erne langt hen ad vejen

var fraværende i åndssvageforsorgen, mens netop skole og uddannelse var i fokus for an-

bringelser af f.eks. blinde og døve.

Kapitlet er inddelt således, at vi først kort redegør for de ganske få eksisterende efterun-

dersøgelser af tidligere anbragte for dernæst at fokusere på de anbragtes og deres pårøren-

des egne beskrivelser af konsekvenser af svigt og overgreb under anbringelsen. Afsluttende

trækker vi enkelte perspektiver frem fra det gennemgåede materiale, som understøtter de

oplevede anbringelser.

Efterundersøgelser

Der findes kun i meget begrænset omfang efterundersøgelser af, hvordan det er gået med

anbragte i særforsorgen efter udskrivningen, og de fokuserer mest på åndssvageforsorgen.

1251

Socialministeriet fik i starten af 1950’erne foretaget en efterundersøgelse af 145 elever ud-

skrevet fra blindeforsorgen 1939-1948.

1252

Den viste, at de undersøgte blinde på mange må-

1251 Udover de her nævnte studier findes et par mindre undersøgelser: Gunnar Wad, ”Internatbørns senere

skæbne,

Nordisk Tidsskrift for Åndssvageforsorg,

1957, s.94 samt H.O. Wildenskov, ”Internatelevers senere

skæbne,

Nordisk Tidsskrift for Åndssvageforsorg,

1957, s. 45-59.

1252 ”Efterundersøgelse af elever udskrevet af blindeforsorgen”,

Socialt Tidsskrift,

Afd. A, nr. 11-12, 1955, s. 342-

390. Undersøgelsen var foretaget af Socialministeriets statsvidenskabelige konsulent.

356

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

der levede et ”normalt” liv med ægteskab, familie, egen bolig – dog med den undtagelse, at

det kun var en ret lille gruppe, som kunne klare sig med for arbejdsindkomst. Langt de fleste

levede af en blanding af arbejdsindkomst og sociale ydelser. Birthe Elisabeth Friis udførte i

starten af 1960’erne en mindre undersøgelse, hvor hun fulgte tidligere elever fra åndssvage-

forsorgens skolehjem Gl. Bakkehus udskrevet i perioden 1937-46. Undersøgelsen omfattede

304 tidligere elever, hvoraf 43 pct. var blevet endeligt udskrevet af åndssvageforsorgen, mens

de øvrige var i kontrolleret familiepleje (37 pct.) eller på anstalt (20 pct.). Undersøgelsen

omhandlede bl.a. arbejdsliv, familieliv, boligforhold og kriminalitet. Den viste overordnet, at

langt de fleste (ca. 75 pct.) af de endeligt udskrevne tidligere elever fra Gl. Bakkehus klarede

sig uden hjælp. Som et decideret skolehjem, specifikt målrettet de undervisningsbare i ånds-

svagegruppen, er Gl. Bakkehus dog ikke repræsentativ for åndssvageforsorgen.

1253

Med afsæt i interesse fra Socialstyrelsen, Statens Åndssvageforsorg og forældreforeningen

LEV tog Socialforskningsinstituttet i midten af 1960’erne initiativ til en undersøgelse af

”Intelligenshæmmedes og udskrevne psykiatriske patienters sociale forhold”.

1254

Det havde

form af en undersøgelse af den ”faktiske sociale situation” for ca. 1.000 ”åndssvage”, som

på udskrivningstidspunktet (1966) blev vurderet ”i stand til at føre en mere eller mindre

selvstændig tilværelse”. Undersøgelsen omfattede således ikke dem, der var døgnanbragt

på institutioner – altså de svageste grupper under åndssvageforsorgen. Undersøgelsen var

bredt anlagt og omfattede arbejdsevne, arbejdsforhold, indkomst, familieforhold og sociale

kontakter, boligforhold og kontakten til behandlingssystemet seks år efter udskrivningen.

Det blev f.eks. vurderet, at to ud af tre nærmest havde fuld arbejdsevne (”med sporadisk

optrædende symptomer”), en fjerdedel havde nedsat arbejdsevne, mens restgruppen var

uden erhvervsevne.

1255

I forbindelse med undersøgelsen blev der også spurgt om, hvorvidt

et ”intellektuelt handicappet individ i almindelighed havde nogen gavn og nytte af at kom-

me under forsorg”.

1256

Knap halvdelen af de adspurgte svarede, at det var tilfældet, mens en

ud af tre svarede, at det ikke var tilfældet. Vi har ikke fundet tilsvarende efterundersøgelser

for de øvrige særforsorgsgrene med gyldighed for undersøgelsesperioden.

1257

1253 Birthe E. Friis,

Gammel Bakkehus-elever gennem en årrække,

Duplikeret rapport fra Statens Åndssvagefor-

sorg 1962,

1254 Eszter Körmendi,

Psykisk handicappede. Intelligenshæmmedes og udskrevne psykiatriske patienters sociale

forhold,

Socialforskningsinstituttet, publikation 67, København 1975. En del af resultaterne blev publiceret

allerede i P-H Kühl & Eszter Körmendi,

Intelligenshæmmedes social situation,

Socialforskningsinstituttets

Meddelelser 3, København 1973.

1255 Körmendi, 1975, s. 23.

1256 Körmendi, 1975, s. 170-71.

1257 Det omfattende studie af fysisk handicappede (som inkluderer vanføre, blinde og døve) af Bent Rold

Andersen m.fl.,

Fysisk handicappede i Danmark, bd. 1-6,

Socialforskningsinstituttet 1964, behandler fysisk

handicappedes livsforløb på en række aspekter, men det er ikke muligt at isolere de grupper, som undersø-

ges i vores undersøgelse (anbragte med fysisk handicap i særforsorgen).

357

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

Tidligere anbragtes vurdering af konsekvenser

I interviews med tidligere anbragte og pårørende er der i forbindelse med denne undersø-

gelse blevet spurgt ind til, hvorvidt informanterne i dag oplever, at deres anbringelse har

haft konsekvenser for deres senere liv og i så fald hvordan. De fleste finder, at anbringel-

sen har haft konsekvenser. Dette afsnit skal læses i sammenhæng med kapitel 18 om den

oplevede særforsorg, og i det følgende fokuserer vi specifikt på, hvilke temaer de tidligere

anbragte trækker frem i deres vurdering af anbringelsens konsekvenser.

Rodløshed og fortrængning

Flere informanter finder, at det at flytte (eller blive flyttet) fra sin egen familie og eventuelt

under anbringelsen at blive flyttet mellem afdelinger eller institutioner har været medvir-

kende årsag til, at de har svært at føle sig hjemme noget sted. IP63

1258

, som blev anbragt som

12-årig i 1949 grundet epilepsi, fortæller: ”Jeg føler ikke, at jeg har boet nogen steder. Jeg

føler ikke rigtigt, at jeg har rod nogen steder. Jeg følte mig ikke hjemme nogen steder.” Der-

udover peger flere informanter fra især åndssvageforsorgen på, at nogle af de svære erin-

dringer fra anbringelsen har været eller stadig bliver fortrængt. De har således svært ved at

forlige sig med deres egen livshistorie. IP50, som var anbragt under åndssvageforsorgen fra

1969-1973, fortæller, at anbringelsen på Ebberødgård er det værste, han har oplevet. Han

ville ønske, han aldrig havde været der. ”Det er en tid, jeg gerne vil glemme”.

1259

Flere tidligere anbragte har oplevet, at livet efter anbringelsen, dvs. uden for en institution,

har været svært at navigere i, da deres adfærd har været stærkt præget af institutionslivet.

Det gælder f.eks. følelsen af at være under overvågning og kontrol, men også mere praktisk

fornemmelsen af at mangle de kundskaber, der skal til for at håndtere en hverdag væk fra

institutionen. IP34

1260

, som blev anbragt under åndssvageforsorgen i 1958, ser tilbage på

oplevelsen af at flytte væk fra Brejning og institutionslivet: ”Det var helt anderledes. No-

get man skulle vænne sig til. Der skulle man pludselig en masse ting. Det var sådan noget

som at kunne komme op om morgenen og smøre madpakker, og man skulle selv sørge for

hygiejnen også. Ligeså at komme på arbejde. Vi skulle selv lære at vaske tøj og gøre rent

på værelserne.” IP74

1261

, anbragt under blindeforsorgen i 1943, fortæller også om at forlade

institutionslivet: ”Det var en underlig fornemmelse. Der var meget, jeg ikke kunne finde ud

af. Jeg synes virkelig, det var svært at finde ud af at bo for sig selv.” Tiden under forsorg var

1258 Anbragt, epileptikerforsorgen, Filadelfia 1949-1988.

1259 IP44 (åndssvageforsorgen 1938-1984), IP45 (åndssvageforsorgen 1947-1981), IP47 (åndssvageforsorgen

1955 og frem) samt IP58 (åndssvageforsorgen 1961 og frem) fortæller også om rodløshed og fortrængning.

1260 Anbragt åndssvageforsorgen 1958-1974.

1261 Anbragt, blindeforsorgen 1943 og frem.

Institutionspræget adfærd

358

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

for mange præget af en oplevelse af udpræget kontrol og overvågning. Det har for nogle

medført, at de også efter anbringelsen frygter fortsat kontrol og overvågning og har udvik-

let skepsis over for repræsentanter for det offentlige system. IP37

1262

, der var anbragt under

åndssvageforsorgen som ung, fortæller: ”De skal ikke rende og snage i, hvad jeg foretager

mig. Jeg vil ikke overvåges.”

1263

IP66, der var anbragt under vanføreforsorgen fra 1959-1965,

deler oplevelsen af, at hun ”ikke kan klare mennesker, eller at der er nogen, der skal bestem-

me over mig. Jeg er allergisk mod det.”

Mindreværdsfølelser

En institutionaliseret barndom og ungdom bliver af flere informanter fremhævet som årsag

til, at deres liv efter anbringelsen er præget af manglende selvværd og store udfordringer

med at sige fra. IP72, anbragt under blindeforsorgen i perioden 1950-1960, siger: ”Man bli-

ver forsynet med en masse mindreværdskomplekser. Vi fik at vide, at dét kan I jo ikke ude

i samfundet (…) og nu skal I ikke tro, at I er noget, vel. Det var holdningen. Formodentligt

brugte de det for at beskytte os mod at få for store forventninger til det liv, vi ville komme

til at leve. For mit vedkommende resulterede det så i et enormt mindreværdskompleks.

Bare fordi jeg var blind.” IP76, anbragt under blindeforsorgen fra 1963-1971, supplerer: ”Jeg

har svært ved at sige fra over for personer, som jeg på en eller anden måde betragter som

en autoritet. Hvis sådan én siger til mig, at jeg skal et eller andet, så kan jeg ikke finde på

at sige: ’Det vil jeg ikke’. Så jeg prøver så vidt muligt at lade være med at komme i sådanne

situationer. Jeg holder mig tilbage i stedet for, for så kan det være, at de ikke opdager mig.”

1264

Udfordringer med nære relationer og følelser

Særforsorgens institutionsliv har for flere af de tidligere anbragte betydet store udfordrin-

ger med at indgå i og bevare nære relationer og med at have et følelsesliv. IP72, som var

anbragt under blindeforsorgen i årene 1950-1960, fortæller: ”Det, man lærer som instituti-

onsbarn, det er jo, at folk forsvinder. Det være sig voksne eller børn. Pludselig er de der ikke

mere, og du ser dem ikke igen. Derfor lærer man sig jo ikke at udvikle for nære forhold til

nogen, og sådan har jeg det nok stadigvæk. Så den der institutionsadfærd med at betragte

mennesker, som nogle der forsvinder for dig. Det gør, at man har meget svært ved for alvor

at knytte sig til nogen. Sådan tror jeg, at jeg har det stadigvæk.” IP75, der blev anbragt under

1262 Anbragt, åndssvageforsorgen 1957-1968.

1263 IP38 (åndssvageforsorgen 1973-1979), IP50 (åndssvageforsorgen 1969-1973), IP54 (åndssvageforsorgen

1949-1968) og IP57 (åndssvageforsorgen 1952 og frem) fortæller også om konsekvenserne af en instituti-

onspræget adfærd efter anbringelsen sammen med IP75 (blindeforsorgen 1950 og frem), IP79 (blindefor-

sorgen 1947 og frem), IP78 (blindeforsorgen 1949 og frem) samt IP81 (blindeforsorgen 1951 og frem).

1264 Udover IP72 og IP76 fortæller IP75 (blindeforsorgen 1950 og frem), IP49 (åndssvageforsorgen 1953 og

frem), IP58 (åndssvageforsorgen 1961 og frem) og IP61 (døveforsorgen 1945-1948) om konsekvenserne af

følelserne knyttet til mindreværd.

359

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

blindeforsorgen fra 1950-1968, fremhæver tilsvarende reaktioner: ”Det har præget mig fø-

lelsesmæssigt. At jeg har sværere ved de meget dybere kontakter. Jeg er ikke så meget til nye

kontakter. Og det der med at vise følelser over for nye mennesker, jeg er lidt bange for at

miste det igen. […] Nej, jeg skal passe på. Man skal lære at beskytte sig selv.” IP74, anbragt

i blindeforsorgen fra 1943 og frem, vurderer om konsekvenserne for sit liv: ”Jeg må sige, at

i dag, som 84-årig, må jeg erkende, at jeg har et noget særligt forhold til følelser. Jeg er lidt

bange for følelser og har været det altid. Jeg har selvfølgelig gjort, hvad jeg kunne for at prø-

ve på at beherske det og selvfølgelig prøvet på at undgå, at det gik ud over min familie.”

1265

Udfordringer med fysisk nærhed

Udfordringer ved fysisk nærhed med andre mennesker eller ved at opretholde et naturligt

forhold til egen seksualitet bliver af flere informanter fremhævet som en oplevet konse-

kvens fra anbringelsen. IP75

1266

, som blev anbragt under blindeforsorgen, fortæller: ”På et

tidspunkt var jeg meget bange for knus og kram og sådan noget, det var jeg altså virkelig

gennem mange år. Jeg er blevet lidt bedre til det, men der er selvfølgelig nogle ar stadigvæk,

men det må man jo prøve at få det bedste ud af at leve med, fordi det forsvinder aldrig

rigtigt.” IP38, som var anbragt under åndssvageforsorgen fra 1969 til 1979, fortæller om

tiden efter anbringelsen: ”Det der med at være åben og turde nogle ting har jeg nok haft lidt

svært ved. Bl.a. på grund af at jeg kun har været sammen med drenge i lang tid. Det gør jo

et eller andet.” IP73, anbragt inden for blindeforsorgen i perioden 1974-1978, blev under sin

anbringelse udsat for flere seksuelle overgreb af bl.a. andre elever. I den forbindelse fortæller

hun om de videre følger: ”Det med grænser har været rigtig svært for mig som voksen, og

jeg har gået i terapi.”

1267

Dødsangst og selvmordstanker

Enkelte tidligere anbragte beretter om tilstedeværelsen af selvmord og selvmordstanker,

og tidligere anbragte fra vanføreforsorgen fortæller om at leve med en angst for døden.

IP68, anbragt under vanføreforsorgen fra 1954-1965, fortæller: ”Jeg gik altid med den der

uro, fordi jeg er blevet opereret, hvor man faktisk ikke vidste, om det gik godt eller skidt.

Og den der angst, som man også tidligt bliver klar over, der var nogen af dem, der blev

opereret, de kom aldrig tilbage. De døde simpelthen. Den har jeg skullet leve med altid,

også nu. Derfor har jeg sagt, jeg bliver aldrig indlagt mere.” Temaet selvmord bliver også

1265 Desuden fortæller IP73 (blindeforsorgen 1974-1978) samt følgende anbragt under åndssvageforsorgen:

IP39 (1949 og frem), IP38 (1973-1979) samt IP50 (1969-1973) om udfordringer med nære relationer og

følelsesliv.

1266 Anbragt 1950 og frem.

1267 Desuden fortæller IP75 (1950 og frem), IP76 (1963-1971) og IP73 (1974-1978), alle fra blindeforsorgen, om

udfordringer med fysisk nærhed og seksualitet.

360

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

bragt op på forskellig vis. IP68

1268

vurderer i sit interview, at der ”er mange, der er døde [af

dem hun var anbragt sammen med] også grundet selvmord. Om de så har drukket sig ihjel

eller hvordan.” IP60, anbragt under døveforsorgen fra 1953 til 1967, fortæller om sine egne

selvmordstanker, efter at han havde forladt forsorgen og stod på egne ben og oplevede en

dyb splittelse mellem de døves og de hørendes verden: ”Det var i 1969-1970. Jeg kan huske,

at jeg gik tur med hunden. Jeg havde sagt til mine forældre, at jeg ikke passede i de hørendes

verden. For at overbevise mine forældre og få min vilje, så ville jeg drukne [mig] i åen. Men

hunden kunne mærke det og trak i mig. Ellers ville jeg ikke have levet i dag.”

1269

Flere af de tidligere anbragte på tværs af forsorgsgrenene fremhæver betydningen af at

føle sig stigmatiseret og fremmedgjort i sit voksenliv. IP68, anbragt under vanføreforsorgen

1954-1964, fortæller, at: ”9,9 ud af 10, og det er gamle venskaber vi taler om, har aldrig

vidst, at jeg har gået på Geelsgård.” Hun mødes jævnligt i sociale sammenhænge med en,

der har været ansat på Geelsgård, og når hun hører vedkommende tale om stedet, prøver

hun bare at holde fast i sig selv på en eller anden måde: ”Så bliver jeg ked af, at jeg ikke bare

kan sige det”. IP36, anbragt under åndssvageforsorgen 1960 og frem, fortæller: ”Ingen i mit

arbejdsliv ved, at det er del af min fortid. Heller ikke mine børn. Min kone ved det, og det

er det. Ingen andre skal vide det.” IP76, som var anbragt under blindeforsorgen 1963-1971,

fortæller om tiden efter Refsnæs: ”Jeg kunne tydeligt mærke det, da jeg skulle gå i en almin-

delig skole. Altså hvor stor forskel der var. Jeg havde f.eks. aldrig haft en seende kæreste, og

jeg tror faktisk, at det er en af grundene til, at jeg aldrig har lært det der med at være sam-

men med seende mennesker.” IP83, anbragt under blindeforsorgen 1959-1963, supplerer:

”Jeg var fremmed for mig selv, fra jeg var 10 år gammel i 1961 [og] til 2009”.

1270

IP61, der var

anbragt under døveforsorgen 1945-1948, fortæller, at han i mange år har været bitter over

ikke at kunne skrive ordentligt dansk, og at der på Nyborgskolen blev fokuseret så meget på

tale: ”Min store drøm var at blive god til at skrive dansk. Det med at tale har aldrig rigtigt

interesseret mig, men jeg ville rigtigt gerne blive god til at skrive dansk. Selv hvis jeg til sidst

blev rigtigt god til at tale dansk, hvem skulle jeg så tale med i givet fald? I hele mit liv har jeg

været i døveverdenen og været sammen med døve, så hvad ville formålet være med det …

hvem skulle jeg tale med?”

Stigmatisering og fremmedgørelse

1268 Anbragt, vanføreforsorgen 1954-1965

1269 Også IP73 (anbragt blindeforsorgen 1974-1978) fortæller om tanker om selvmord og dødsangst.

1270 Følgende anbragte beretter om konsekvenserne forbundet til stigmatisering og fremmedgørelse: IP76

(blindeforsorgen 1963-1971), IP83 (blindeforsorgen 1959-1963), IP60 (døveforsorgen 1953-1967), IP68

(vanføreforsorgen 1954-1965), IP36 (åndssvageforsorgen 1960 og frem), IP32 (åndssvageforsorgen 1944-

1958) samt IP61 (døveforsorgen 1945-1948).

361

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

Enkelte informanter berører også det forhold, at anbringelsestiden for dem har ført til, at

de har fravalgt at blive forældre, eller hvis de har fået børn, er deres opdragelse af børnene

blevet influeret af deres oplevelser fra anbringelsen. IP75, der var anbragt under blinde-

forsorgen fra 1950 og frem, siger: ”Jeg lovede mig selv som 13-årig, at jeg ikke ville have

børn, fordi jeg ikke syntes, jeg havde noget at tilbyde dem. De skulle ikke opleve det liv, jeg

havde.” IP37

1271

, der som ung efter en barndom på Filadelfia og under børneforsorgen i en

kort periode var under åndssvageforsorgen, fortæller, at det også har været svært for hans

egen søn at vokse op med en far, der har været anbragt. ”Det har været svært at være barn

i vores hjem. Mest fordi vi ikke har haft nære sociale relationer med andre mennesker. Han

kan f.eks. ikke undgå at bemærke, at vi ikke har tillid til andre mennesker. Det har han det

derfor også selv svært ved i dag. Og det viser jo, at han er lige så påvirket af det, som vi er.”

1272

De tidligere anbragte, som er blevet interviewet, finder således en række negative konse-

kvenser af anbringelsen i særforsorgen, når de ser på deres nutidige liv. Det er imidlertid

svært at generalisere de oplevelser og følelser, som den enkelte tidligere anbragte har.

1273

Flere af de temaer, som trækkes frem af de tidligere anbragte, kan vi genkende i dele af det

gennemgåede arkivmateriale. Det ser vi kort på i det følgende afsnit.

Betydning for egne børn

Refleksioner om konsekvenser af anbringelser i særforsorgen med

udgangspunkt i det gennemgåede materiale

I det følgende supplerer vi med enkelte refleksioner om, hvordan de tidligere anbragtes

oplevelser (se ovenfor) finder genklang i det gennemgåede materiale. Der er således tale om

enkelte udvalgte og illustrative eksempler fra det materiale, som analyseres grundigt i de

forudgående kapitler. Vi skal i denne forbindelse gøre opmærksom på, at det gennemgåede

materiale vedrører selve anbringelserne og kun i begrænset omfang indeholder oplysninger

om livet efter udskrivning.

Oplevelser af uretfærdighed og manglende anerkendelse

Vi ved fra undersøgelser af tidligere anbragte inden for børneforsorgen, at oplevelsen af ikke

at være blevet hørt og af manglende anerkendelse af negative oplevelser i forbindelse med

anbringelsen kan være stærk, og den kan have konsekvenser for tidligere anbragtes livsfor-

løb og livskvalitet.

1274

Der er ikke grund til at formode, at dette er anderledes for anbragte

1271 Anbragt, særforsorgen og børneforsorgen 1957-1968.

1272 Følgende informanter beretter om fravalget og påvirkningen af egne børn: IP75 (blindeforsorgen 1950 og

frem) og IP37 (åndssvageforsorgen 1957-1968).

1273 Vi formoder, at der ifm. rekrutteringen til interviews, som har baseret sig på frivillige henvendelser, er en

bias, så det overvejende er de mest ressourcestærke tidligere anbragte, som er stået frem for at fortælle

deres historie. Se nærmere i kapitel 3 om interviewdeltagere.

1274 Jensen, 2016.

362

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

i særforsorgen (uanset om de var anbragte i en periode eller gennem hele livet). Vi har i

arkivmaterialet fundet eksempler på, at anbragte eller tidligere anbragte under åndssvage-

forsorg søger anerkendelse og erstatning for deres oplevelser som anbragte. Der er f.eks.

flere retssager, hvor tidligere anbragte lægger sag an mod enten anstalter eller Socialmini-

steriet for fejlanbringelse, overgreb, dårlig behandling under indlæggelse eller for manglen-

de skolegang. Et eksempel på et stærkt ønske om anerkendelse og oprejsning er en mand

født i 1896, som blev anbragt på Gl. Bakkehus Skolehjem som niårig.

1275

Efter tre år blev

han overflyttet til Ebberødgård, da skolen ikke mente, at han kunne lære noget. I over 50 år

boede manden på en række institutioner (Ebberødgård, Rødbygård, plejecentralen Østergård

og Andersvænge), og hans anmodninger om at komme ud i kontrolleret familiepleje eller

blive helt udskrevet blev afslået, da institutionerne fandt, at han havde tendens til vaga-

bondering m.v. Først som 58-årig blev han prøveudskrevet til Hjemmet for døve mænd

i Nyborg, ikke fordi han var døv, men fordi hjemmet lå i nærheden af mandens familie

– og fordi han havde boet på døvehjemmet i flere sommerferier. Efter to år på døvehjem-

met blev han endeligt udskrevet af åndssvageforsorgen i 1956. I en kort periode derefter

havde han lønnet arbejde, men det meste af tiden modtog han bistand fra det offentlige

for at klare tilværelsen. Allerede året efter sin endelige udskrivning lagde han sag an mod

Østifternes Åndssvageanstalter med påstand om erstatning for ukorrekt anbringelse, idet

han selv mente, at betingelserne for inddragelse og fastholdelse under forsorg ikke havde

været opfyldt. Østre Landsret frikendte Østifternes Åndssvageanstalter for alle anklager i 1958.

Manden fortsatte dog sin kamp og søgte adskillige gange Justitsministeriet om oprejsning

og bevilling til at anke dommen samt om fri proces under anken. Disse ansøgninger blev

alle afslået. Han fortsatte med at kontakte Justitsministeriet, Socialministeriet og Social-

styrelsen for at få erstatning for det, han mente, var en uretmæssig anbringelse. Det sidste

brev, vi har fundet fra ham, er fra 1979, hvor han som 83-årig skriver til Justitsministeriet:

”Jeg er den mand, der under tvang har været anbragt under forsorg i 50 år. Jeg har siden jeg

kom ud (for ca.20 år siden) forgæves søgt at få min sag taget op – fordi jeg mener at have

krav på erstatning. … men uden resultat. … Bistandskontoret vil ikke hjælpe mig, de siger

det er min egen skyld, at jeg ikke har penge og at jeg bruger alle mine penge til at ringe for

– men jeg er meget ensom og kan kun komme i forbindelse med omverden pr. telefon. Jeg

håber De kan gøre noget for mig, således jeg endnu kan få lidt glæde af livet. Med venlig

hilsen [navn udeladt]”.

1275 J.nr. 5119/87, Journalsager (1976-1981),

Socialministeriet,

pk. 1189, RA. De følgende citater stammer fra

denne sag. Der findes flere sådanne sager, og flere blev ført ved domstolene. For en interessant case, hvor

Statens Åndssvageforsorg forsøger på uformel vis at hjælpe en tidligere anbragt med et kontant tilskud,

fordi man har mistanke om, at der er tale om en mulig fejlanbringelse, se j.nr. B/6260, Journalsager (1949-

1968),

Socialministeriets Særforsorgskontor,

pk. 39, RA

363

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

Brevet blev videresendt fra Justitsministeriet til Socialministeriet, som dog afviste at gå ind

i sagen.

Anbringelsen – både i åndssvageforsorgen og i de andre særforsorgsgrene – betød ofte, at

den anbragte blev placeret langt væk fra familie, og at adgang til besøg m.v. alt efter institu-

tionen og den konkrete anbringelse kunne være reguleret. En mindre undersøgelse fra 1972

viser, at ud af 466 institutionsanbragte børn i åndssvageforsorgen var der 28 (6,2 pct.), som

slet ingen forældrekontakt havde.

1276

Undersøgelsen siger dog ikke noget om frekvensen

af kontakt, eller hvordan den har været oplevet af de pågældende. En særlig udsat gruppe

var de svageste af de anbragte i åndssvageforsorgen. I rapporten om Ebberødgård fra 1978

fra Folketingets ombudsmand (se også kapitel 17) bemærker han således, at de ”rokkende

klienter bør have et tilbud bl.a. om menneskelig kontakt”.

1277

En sådan isolering fra omverde-

nen kunne fortsætte også efter anbringelsen (som påpeget ovenfor af de tidligere anbragte).

Den allerede nævnte undersøgelse fra Socialforskningsinstituttet i 1960’erne omtaler de

psykisk handicappede fra åndssvageforsorgen, som boede uden for institutionerne, som

”overordentligt kontaktløse” i sammenligning med resten af befolkningen.

1278

Kun 20 pct.

var medlem af en forening, mod 66 pct. af befolkningen som helhed, og deres deltagelse var

generelt meget lav i forhold til f.eks. de fysisk handicappedes. I alt 25 pct. – især de enlige

og ugifte – følte sig ensomme og isolerede.

1279

I arkivmaterialet er der enkelte sager om mennesker, der efter et langt liv inden for sær-

forsorgens beskyttende mure har haft vanskeligt ved at klare sig efter en udskrivelse. Et

markant eksempel er en kvinde, der efter næsten 35 år på Ebberødgård og adskillige forsøg

på kontrolleret familiepleje fik sin egen lejlighed. Hun var fortsat under forsorgens tilsyn,

hvilket betød, at den sociale vejleder fra Ebberødgård kom på besøg. I forbindelse med et

af disse besøg noteres det, at ”[l]ejligheden ser ud, som om [navn udeladt] for nylig er flyt-

tet ind. Der står papkasser og kufferter i alle rum, - en del af hendes bagage er endnu ikke

pakket ud”.

1280

Da hun to år senere igen får besøg, lyder det: ”Lejligheden ser ud, som den

dag, da [navn udeladt] flyttede ind. Hendes kufferter og papkasser står rundt omkring langs

væggene uåbnede”. For andre betød udfordringerne ved at håndtere virkeligheden uden

for institutionen, at de over en årrække bevægede sig ind og ud af institutionsanbringelse.

Social isolation

1276 Hansen & Sønderskov-Rasmussen, 1972, s. 214.

1277 J.nr. 352/620101/9, Journalsager (1972-1982),

Socialstyrelsen,

pk. 834, RA

1278 Körmendi, 1975, s. 24-25.

1279 Körmendi, 1975, s. 25-30.

1280 J.nr. B/767, Sagsakter: A-Z (1930-1980),

Ebberødgård,

pk. 44, RA

364

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

Stigmatisering

Vi har også i det gennemgåede materiale fundet eksempler på, at en anbringelse i åndssvage-

forsorgen opleves og beskrives som stigmatiserende. En mandlig anbragt på Rødbygård

klagede i 1970 til Socialstyrelsen over, at personalet ledsagede ham iført anstaltens uniformer:

”Det er ikke morsomt at komme ind på en ventesal på et sygehus eller andre steder, hvor

der er flere mennesker, når man ledsages af personale, der er iført den nævnte uniform”.

1281

Der er eksempler på, at anbragte i kontrolleret familiepleje, eller som på anden måde var

anbragt uden for de store institutioner, frabad sig tilsynsbesøg, fordi de blev oplevet som

stigmatiserende.

1282

Stigmatiseringen var erkendt internt i åndssvageforsorgen, og stemplet

”åndssvag” kunne afholde nogle fra at søge hjælp. Det kom f.eks. frem i en intern diskussion

om reorganisering af forsorgen i 1970, hvor det blev bemærket, at den ”diskriminerende”

registrering under Statens Åndssvageforsorg i sig selv stod i vejen for arbejdet med nor-

maliseringspolitikken og forsorgens arbejde.

1283

Og på samme måde blev eksternatskolerne

først for alvor populære, da forældre kunne få deres børn optaget, uden at de skulle ind-

drages under forsorg.

Konsekvenser for familieliv

Som det fremgår ovenfor, peger flere tidligere anbragte på, at særforsorgsanbringelsen har

påvirket deres familieliv m.v. Som det fremgår af kapitel 14, kunne udskrivning af ånds-

svageforsorgen indbefatte krav om sterilisation eller tilladelse til ægteskab. Det betød, at de

ikke havde mulighed for at få børn. Vi har ikke i det gennemgåede materiale fundet oplys-

ninger om de anbragtes liv efter evt. udskrivning, men Socialforskningsinstituttets oven-

nævnte undersøgelse, publiceret i 1975, viste, at kun 33 pct. af de undersøgte fra åndssvage-

forsorgen levede i parforhold og 10 pct. som familie med børn mod 60 pct. i befolkningen

som helhed.

1284

Det var overvejende de bedst fungerende og flere kvinder end mænd.

1281 J.nr. 5114/65, Journalsager (1968-76),

Socialstyrelsen,

pk. 2488, RA

1282 Se f.eks. Spørgeskema vedr. klienter i familiepleje (1905-1979),

Ribelund,

pk. 971, RA, eller Journalsager

(1959-1973),

Åndssvageforsorgens Centralnævn,

pk. C2, RA

1283 Nedsættelse af arbejdsgruppe i forbindelse med formulering af den sociale sektors arbejdsområde og

målsætning, Notat af 27. januar 1970: J.nr. F/0/85/I, Journalsager (1959-1975),

Statens Åndssvageforsorg,

pk. 274, RA

1284 Körmendi 1975, s. 23-25.

365

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

366

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

Kapitel 20 Konklusion og perspektiver

”Man kan lære meget ved at se på, hvordan [et samfund] behandler de svagest stillede af

dets borgere, og jeg føler mig overbevist om, at man fra alle sider i dette land har det ønske,

at denne forsorgsgren skal være i orden, så langt menneskelig vilje når.”

1285

Socialminister Julius Bomholt 1958

I de foregående 19 kapitler har vi undersøgt en række centrale aspekter vedrørende anbrin-

gelser i særforsorgens institutioner 1933-1980. Jf. kapitel 5 og 6 omfattede særforsorgen

den offentlige forsorg for blinde, døve, epileptikere, talelidende, vanføre og åndssvage. Un-

dersøgelsens opdrag (bilag A) har været at undersøge, om der var børn, unge og voksne,

der under anbringelse i særforsorgen i denne periode kan have været udsat for overgreb og

svigt. Det korte svar på det spørgsmål er, at vores undersøgelse viser, at der i den undersøgte

periode skete svigt og overgreb mod anbragte i særforsorgen.

Vores opdrag lægger dog op til en bredere undersøgelse end det simple ja eller nej. For at

besvare spørgsmålet om mulige overgreb og svigt har vi undersøgt det i forhold til en ræk-

ke konkrete problematikker: vold, seksuelle overgreb, fejlanbringelser, sterilisationspolitik,

tvang i forsorgsudøvelsen, ind- og udskrivning samt hverdagslivet som anbragt. Derudover

har vi undersøgt statens tilsynsforpligtelse samt oplevelser og konsekvenser i relation til

anbringelsen set fra de anbragtes perspektiv. Vi har i undersøgelsen anlagt en empirisk

beskrivende tilgang snarere end en normativt vurderende tilgang.

I dette konklusionskapitel opsummerer vi de helt overordnede linjer af undersøgelsens re-

sultater samlet i tre temaer: 1) svigt og overgreb, 2) mulige konsekvenser ved anbringelsen

og 3) statens tilsyn. Afsluttende overvejer vi mulige forklaringsmønstre. Kapitlet lægger dog

ud med en karakteristik af særforsorgen og de forskellige grupper, som var omfattet af den.

For en sammenfatning af de enkelte kapitler henvises til kapitel 2.

Særforsorgen – Om udskillelsen af en særlig gruppe borgere 1933-1980

Undersøgelsen behandler seks meget forskellige grupper af anbragte: blinde, døve, epilep-

tikere, talelidende, vanføre og åndssvage. Det er grupper med forskellige handicaps og af

forskellig størrelse. Mens der løbende var anbragt op mod 20.000 i åndssvageforsorgen, var

antallet af anbragte i de øvrige særforsorgsgrene langt mindre (se kapitel 6).

1286

En gennem-

1285

Folketingstidende

1958/59, Folketingets Forhandlinger, sp. 646-647.

1286 Der findes kun oplysninger om antal anbragte pr. år. Da de fleste var anbragt i flere år, er det ikke muligt at

sige, hvor mange enkeltindivider, der har været anbragt under særforsorg i undersøgelsesperioden.

367

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

gående pointe i undersøgelsen er, at særforsorgen som en administrativ enhed omfattede

grupper underlagt forskellig lovgivning og praksis. Det gælder både i forhold til procedurer

i forbindelse med ind- og udskrivning af særforsorgen, i forhold til formålet med institu-

tionsanbringelse og i forhold til forsorgens udøvelse.

I forhold til indskrivning i særforsorgen var det i perioden pligtigt for skoler, læger m.v. at

indberette døve, blinde, talelidende og åndssvage. For de tre første særforsorgsgrene var

det primært målrettet børn og unge i den skolepligtige alder, der som udgangspunkt skulle

anbringes uden for hjemmet på en dertil oprettet institution. For døve og blinde omfattede

anbringelsen hele skoletiden (op til ti år), mens der for talelidende var tale om kortere an-

bringelser (fra et par måneder og til et par år).

Det forholdt sig anderledes med den store gruppe af åndssvage. Her kunne både børn

og voksne indskrives og anbringes – om nødvendigt med tvang – og anbringelsen var

tidsubegrænset. Det betød ikke, at alle åndssvage var anbragt for livstid. Mange blev ud-

skrevet efter kortere eller længere anbringelser, men det var ledelsen af den lokale insti-

tution, der vurderede, om der skulle ske fortsat anbringelse eller udskrivning. Samtidig

var kriterierne for både anbringelse og udskrivning uklare med en høj grad af individuelt

skøn på den enkelte institution. Skønnet var baseret på en samlet vurdering, som dels

omfattede IK-test (typisk med IK75 som øvre grænse), dels en vurdering af evnen til

selvforsørgelse og farlighed i forhold til sig selv og i forhold til samfundet. Dertil kom

også vurderingen af den pågældendes moral som pejlemærke for, om vedkommende

kunne begå sig i samfundet, eller om vedkommende ville komme til at ligge samfundet

til last ikke bare økonomisk, men også i forhold til f.eks. sædelighed. De uklare regler for

gruppen af åndssvage betød, at den enkelte anbragtes retssikkerhed - herunder mulig-

heden for at gøre indsigelse mod anbringelsen – var udfordret, og dertil kom, at det var

svært at føre tilsyn med anbringelsernes berettigelse. Det gav sig bl.a. udtryk i protester

og retssager om konkrete anbringelsers legitimitet, og det er også inden for åndssvage-

forsorgen, at vi har fundet eksempler på fejlanbringelser, som i samtiden var erkendt af

særforsorgssystemet.

For epileptikere og vanføre var reglerne for ind- og udskrivning meget generelle og relate-

rede sig mere til en vurdering af den enkeltes behov for behandling eller forsorg. Det betød,

at for disse to grupper var anbringelserne også af meget forskellig varighed.

En anden væsentlig forskel inden for særforsorgen var, at for åndssvage – og i nogen grad

også for epileptikere – var anbringelsen præget af datidens eugeniske tænkning og lovgiv-

ning. Det betød, at de to grupper blev betragtet som arveligt belastede, og især de ånds-

svage blev set som en potentiel trussel mod befolkningens kvalitet og mod den offentlige

økonomi, for så vidt at de sociale udgifter til forsorg og anbringelse ville øges. Parallelt med

etableringen af særforsorgen blev der gennemført en lovgivning målrettet en begrænsning

368

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

af de åndssvages reproduktion om nødvendigt ved tvang. Det fik stor indflydelse på de an-

bragte åndssvages og epileptikeres situation.

Svigt og overgreb i forbindelse med anbringelsen og forsorgsudøvelsen

Vi har i det gennemgåede materiale fundet flere sager vedr. svigt og overgreb fra åndssva-

geforsorgen end fra de øvrige særforsorgsgrene. At der var langt flere problematiske sager

i åndssvageforsorgen, afspejler, at forsorgen for gruppen af åndssvage omfattede langt flere

anbringelser, og at det var mere langvarige anbringelser. Hertil kom, at anbringelser i ånds-

svageforsorgen ofte var mere indgribende både i forhold til selve forsorgsudøvelsen og i

forhold til reglerne for ind- og udskrivning.

Vi har i vores undersøgelse fokuseret på følgende tematikker: brug af vold, seksuelle over-

greb, erkendte fejlanbringelser, sterilisationspolitikkens praksis, brug af tvang i forsorgs-

udøvelsen samt hverdagslivet for de anbragte. De anbragtes oplevelse af svigt i forbindelse

med anbringelsen og anbringelsens konsekvenser diskuteres i det følgende afsnit. Vi har i

det gennemgåede materiale og i de indsamlede beretninger fundet en række eksempler på

overgreb og svigt.

Vold:

Det var ikke tilladt at anvende vold mod de anbragte. Vi viser imidlertid, at der i en

del tilfælde fandt voldelige overgreb sted over for de anbragte på særforsorgens instituti-

oner på tværs af forsorgsgrenene. Det omfatter såvel ansattes brug af vold såvel som vold

mellem anbragte. Det gjorde sig særligt gældende i åndssvageforsorgen. Her er der flere

forhold, der peger på, at vold var en konstant problematik i hele undersøgelsesperioden:

det gælder de gentagne præciseringer af forbuddet over tid, problematisering af fænome-

net på det centrale niveau især fra 1960’erne og frem, de konkrete sager om vold, som vi

har identificeret i arkivmaterialet foruden de tidligere anbragtes og ansattes beskrivelser

af vold (se kapitel 11).

Seksuelle overgreb:

Vi viser, at der i enkelte tilfælde fandt seksuelle overgreb sted i form

af samleje eller uønsket seksuel berøring, og at de seksuelle overgreb blev begået enten af

ansatte mod anbragte eller af anbragte mod anbragte. Vi har fundet eksempler på tværs af

særforsorgens grene (se kapitel 12).

Brug af tvang i anbringelsen:

Vi viser, at anbringelserne i åndssvageforsorgen omfattede

udstrakt brug af tvangsforanstaltninger i form af fiksering, isolering og medicinering i for-

bindelse med forsorgsudøvelsen, og vi kan se, at det i nogle tilfælde havde karakter af sank-

tion, hvilket ikke var tilladt i henhold til de gældende regler, mens det i andre tilfælde blev

begrundet som en konsekvens af åndssvageforsorgens dårlige pladsforhold og overfyldte

afdelinger (se kapitel 13).

369

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

Eugenisk motiverede indgreb:

Sterilisationspolitikken var en del af åndssvageforsorgens

praksis, ikke mindst i forbindelse med spørgsmål om udskrivning eller indgåelse af ægte-

skab. Så længe den åndssvage var anbragt på anstalt, var ”faren” for, at hun eller han ville

reproducere sig begrænset. Men uden for anstalterne var der ingen kontrol, og da lægerne

ofte anså især de såkaldte ”lettere åndssvage” kvinder som seksuelt udadvendte (i samtiden

anvendte lægerne bl.a. begrebet ”hyper-seksuelle”), blev adgangen til normalsamfundet i

den eugeniske optik en markant trussel. I mange tilfælde blev krav om sterilisation da også

stillet som en forudsætning for en udskrivning eller en anbringelse uden for de store insti-

tutioner. Muligheden for tvangssterilisation omfattede også gruppen af epileptikere, når der

var tale om arvelig epilepsi, men ikke de øvrige grupper under særforsorgen. Den eugeniske

optik satte hensynet til samfundet over hensynet til individet i hvert fald frem til 1960’erne.

Fejlanbringelser:

Vi har inden for åndssvageforsorgen fundet eksempler på, at særforsorgen

selv har erkendt, at der i en række tilfælde havde fundet fejlanbringelser sted. Der er flere

årsager til fejlanbringelserne: ikke-opdagede handicaps (f.eks. døvhed, der blev forveks-

let med åndssvaghed), usikkerhed om brugen af IK-test, og at anbringelseskriterierne for

gruppen af åndssvage først og fremmest var baseret på et samlet skøn.

Hverdagen og oplevelsen af svigt i forbindelse med en anbringelse i særforsorgen

Hverdagslivet for en anbragt har været afhængig af, hvornår man var anbragt samt på hvil-

ken institution og med hvilken fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse. Men tager man

det store vue over institutionslivet, var det generelt præget af manglende frihed, fravær af

privatliv, kategorisering og hierarki. Hertil kom, at de fysiske rammer ofte var udfordrede:

overfyldte afdelinger og sovesale, meget ringe toilet- og badeforhold og utidssvarende byg-

ninger m.v. var en konsekvens af et voksende antal anbragte, uden at den økonomiske ram-

me fulgte med. Disse problemer var, ikke mindst for åndssvageforsorgens vedkommende,

erkendt i såvel den offentlige debat som blandt de bevilgende myndigheder gennem hele

perioden.

Svigt af de anbragte kunne også handle om uddannelse og oplæring. Særforsorgen omfatte-

de også investeringer i at gøre den anbragte klar til et eventuelt liv uden for institutionerne.

Hvor forsorgen for blinde og døve var eksplicit rettet mod børnenes skolegang, uddannelse

og mulighed for selvforsørgelse, forholdt det sig anderledes for de øvrige særforsorgsgre-

ne. For gruppen af vanføre kom der gradvis fokus på undervisning. For epileptikere og

talelidende var der mest tale om tidsbegrænsede ophold, der dog kunne have en negativ

indvirkning på eventuel skolegang, fordi de kun i begrænset omfang modtog almindelig

undervisning. For gruppen af åndssvage var der længe stort set ikke tale om uddannelse

eller oplæring. For den gruppe, der blev vurderet som ”dybt åndssvage” (nogle gange kaldet

370

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

”asylister”), var der primært tale om pleje og opbevaring. Først i løbet af 1960’erne kom der

gradvist større fokus på denne udsatte og ofte tavse og usynlige gruppe anbragte med et

øget fokus på aktivering og træning af kommunikative evner m.v. Den gruppe af åndssvage,

der lå nærmere ”normalområdet”, blev i de første årtier primært sat til praktisk arbejde på

anstalterne eller i forbindelse med en anbringelse uden for anstalten, f.eks. i form af kon-

trolleret familiepleje. Først fra 1950’erne blev der for alvor satset på uddannelse og beskæf-

tigelse inden for åndssvageforsorgen, og fra 1970’erne kan vi se, at det omfattede samtlige

grupper af anbragte.

Vi har kun kunnet identificere sager med overgreb og svigt, hvis de fremgår af det skriftlige

kildemateriale eller af de indsamlede interviews. Det rejser naturligvis spørgsmålet om,

hvad der ikke fremgår af kildematerialet, og hvad alle de mange, vi ikke har talt med, ville

kunne berette om. Vi formoder, at der med hensyn til vold, seksuelle overgreb og andre

former for tvang og overgreb eksisterer et mørketal. Vi kan i sagens natur ikke vide, hvor

stort mørketallet er, men vi kan forestille os forskellige grunde til, at eventuelle sager ikke

kom frem. For det første har de ansattes incitament til at indberette et regelbrud været be-

grænset, da det i værste fald kunne medføre ansættelsesmæssige sanktioner for den medar-

bejder, der havde overtrådt reglerne. For det andet formoder vi, at den anbragte heller ikke

altid har indberettet et overgreb. Det kan f.eks. skyldes begrænsede kommunikative evner.

Vi har således fundet ret få sager, som involverer de svageste af de anbragte i åndssvagefor-

sorgen. Det kan også skyldes en oplevelse af ikke at være blevet hørt, hvis man fortalte om

sine oplevelser. En tidligere anbragt fortæller således om, at klager over seksuelle overgreb

blev slået hen med, at sådan noget ikke skete på den pågældende institution.

1287

Det gen-

nemgåede kildemateriale fortæller en tydelig historie om, at vidneudsagn fra en anbragt i

behandlingen af sager om overgreb ofte blev sat til side for den ansattes version af det ind-

trufne. I nogle tilfælde med henvisning til den anbragtes moralske habitus. Dertil kommer,

at de anbragte befandt sig i et hierarki og i en på mange måder autoritær kultur, som kan

have gjort det vanskeligt at klage over forholdene. Endelig er det vores vurdering, at langt

fra alle opdagede sager er blevet journaliseret og derfor ikke optræder i det gennemgåede

materiale. Det kan bl.a. skyldes, at der på en bestemt afdeling var opstået en kultur, som

accepterede brug af vold, en vis solidaritet mellem de ansatte – eller mellem de ansatte og

institutionens ledelse – og institutionslederes interesse i at løse problemerne internt.

Mørketal

Mulige konsekvenser ved anbringelsen belyst af tidligere anbragte

Vi viser – på baggrund af de indsamlede interviews – at mange af de tidligere anbragte

oplevede problematiske aspekter ved anbringelsen. Det spænder fra oplevelsen af egentlige

1287 IP73, anbragt, blindeforsorgen, Refsnæs 1974-1978

371

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

overgreb i form af vold og seksuelle overgreb til en mere generel oplevelse af svigt, krænkel-

se, manglende anerkendelse som individ m.v. Den oplevede forsorg er beskrevet nærmere

i kapitel 18 og kan sammenfattes i citatet: ”Vi er mærkede af det. Det er noget, der skete i

barndommen, men det [de svære følelser og minder] kommer frem, når vi taler om det.”

1288

En stor del af de tidligere anbragte, som har berettet deres historie for os, vurderer således,

at anbringelsen i særforsorgen har haft negative konsekvenser for deres liv både under og

efter anbringelsen i form af rodløshed, mindreværdsfølelse, problemer med at indgå i socia-

le og familiemæssige relationer, stigmatisering, angst – og for anbragte, der var blevet steri-

liserede, en manglende mulighed for at få børn. Det peger på, at institutionsanbringelser er

et stort indgreb i det enkelte menneskes liv og kan have store konsekvenser. De anbragtes

oplevelser understøttes af de beskrivelser, som optræder i interviews med pårørende og

tidligere ansatte (se kapitel 18 og 19).

Statens tilsyn

Vi viser, at der kun i begrænset omfang har være tale om et systematisk tilsyn med anbrin-

gelserne. I 1935 blev det bestemt, at særforsorgsdirektøren havde ansvar for tilsyn med sine

institutioner, men så vidt vi kan se, var der tale om et passivt tilsyn, hvor man fra centralt

hold primært reagerede på sager indberettet fra institutionerne eller på eksterne klager og

sager, som dukkede op i medierne. Først i 1961 blev der iværksat et eksternt tilsyn for de lo-

kale forsorgscentre i åndssvageforsorgen og for Kolonien Filadelfia (epileptikerforsorgen).

1289

Det ser imidlertid også ud til at have haft begrænset betydning, og tilsynet blev efterhånden

i højere grad rådgivende end kontrollerende. Vi viser også, at centralinstitutionernes tilsyn

med anbringelserne uden for institutionerne (især den kontrollerede familiepleje) i nogen

grad fandt sted, men ofte blev betegnet som mangelfuldt og problematisk. Med oprettelsen

af Folketingets ombudsmandsinstitution og § 71-tilsynet i forlængelse af grundlovsændrin-

gen i 1953 blev der således etableret yderligere kontrolmekanismer. § 71-tilsynet ser ikke

ud til at have haft væsentlig betydning inden for særforsorgens virke, hvorimod vi kan se,

at Ombudsmandens inspektionsrejser til de store anstalter inden for åndssvageforsorgen i

sidste del af 1970’erne havde en vis effekt.

Mulige forklaringsmønstre

Undersøgelsen har, jf. det givne kommissorium, fokuseret på hændelser i forbindelse med

anbringelse og mindre på de mulige årsagsforklaringer. Vi kan dog på baggrund af det gen-

nemgåede materiale pege på en række mulige forklaringsmønstre, i forhold til hvorfor der

på en lang række områder foregik svigt og overgreb mod de anbragte.

1288 IP66, anbragt, vanføreforsorgen 1959-1965

1289 Vi har ikke fundet lignende eksterne tilsyn for de øvrige særforsorgsgrene.

372

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

For det første blev der af særforsorgen selv – især inden for åndssvageforsorgen – peget på

manglende ressourcer. Der opstod ret hurtigt store pladsproblemer i åndssvageforsorgen,

som gennem det meste af perioden var plaget af både overfyldte afdelinger og personale-

mangel (især mangel på uddannet personale). Det blev også løbende erkendt af det politiske

system. Vi har ikke analyseret sektorens økonomiske rammer i perioden 1933-1980, men

det gennemgåede materiale tyder på, at f.eks. pladsproblemerne var en medvirkende årsag

til en øget brug af tvang.

For det andet virker der ikke til at have været et effektivt kontrolsystem i forhold til instituti-

onernes forsorgsudøvelse. Tilsynet ser derfor heller ikke i praksis ud til at have været effek-

tivt, og hertil kommer, at der indtil 1960’erne var en ret begrænset regulering af forholdene

for de anbragte på institutionerne. Det betyder ikke, at der slet ikke blev reageret på brud

på regler eller overgreb – som vi viser, blev disse i en række tilfælde sanktioneret internt

eller anmeldt til politiet. Vi kan dog samtidig se, at det ikke altid var tilfældet, og det fremgår

endvidere, at der var en generel skepsis over for troværdigheden fra anbragte i forbindelse

med klager eller som vidner.

For det tredje kan man pege på den eugeniske tænknings betydning for synet på mennesker

med funktionsnedsættelser – og især for gruppen af åndssvage. Den retorik, som fulgte

med i form af ”degenererede individer”, ”undermålere” og ”abnorme” m.v., kan have påvirket

den måde, de blev behandlet på i forbindelse med anbringelsen. Sprog kan skabe handlinger

og kan have skabt en forståelse af de berørte handicapgrupper som mindreværdige borgere,

der igen kan have medvirket til en grad af forråelse i behandlingen af dem.

For det fjerde er det sandsynligt, at institutionskulturen har spillet en rolle. Det kan afspejle

institutionsledelsens tilgang til brug af tvang eller vold. Det fremgår af flere af de forudgående

kapitler, der også viser eksempler på, hvad der på enkelte afdelinger ligner udviklingen af en

voldsaccepterende kultur. Det betyder også, at der har været store forskelle mellem særfor-

sorgsgrenene, mellem de enkelte institutioner og mellem afdelingerne på samme institution.

For det femte har medierne spillet en dobbelt rolle. På den ene side var de (nogle gange i

alliance med forældreforeninger) ofte med til at afsløre kritiske forhold i særforsorgen. På

den anden side fik risikoen for dårlig presse også i nogle tilfælde særforsorgen til at holde

lav profil i forhold til kritiske sager og måske gøre forsøg på at løse dem internt for at undgå

mediernes kritiske blik.

Det er dog også klart, at særforsorgen og dens institutioner ændrede sig gennem den

undersøgte periode (se f.eks. kapitel 5 og 9) med øget fokus på de anbragtes forhold og

373

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

retssikkerhed. Det er mest tydeligt i forhold til gruppen af åndssvage, hvor anbringelsen

afveg fra de øvrige særforsorgsgrene. Det afspejlede på mange måder den generelle udvik-

ling i samfundet, der var præget af en voldsom ekspansion af velfærdsstaten fra slutningen

af 1950’erne og op gennem 1960’erne. Det betød, at sammenligningsgrundlaget for sær-

forsorgens såkaldte ”normaliseringspolitik” var i stadig bevægelse, hvilket også påvirkede

særforsorgen. Det handlede både om kvaliteten af den tilbudte forsorg, men også om øget

fokus på individet og individets rettigheder. Som vi viser i undersøgelsen, var der dog tale

om en langsom forandringsproces, hvor der helt frem til 1980 fortsat eksisterede lommer

af det gamle særforsorgssystem.

Afrunding

Som det fremgår ovenfor, og af de forudgående kapitler, kan der løftes adskillige kritiske

aspekter frem i forbindelse med anbringelser i særforsorgen mellem 1933 og1980. Der er

sager, som blev anset som problematiske i samtiden (både i forhold til regler og etik), og

der er yderligere sager, som set fra nutidens normer er problematiske. Vi argumenterer

også for, at der sandsynligvis er et mørketal af sager, som ikke optræder i det gennemgåede

materiale.

374

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

Bilag

375

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

Bilag A Kommissorium

376

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

have været blevet påført børn, unge og voksne som konsekvens af datidens lovgiv-

ning samt datidens moral, etik og normer på et af sær- og åndssvageforsorgens in-

stitutioner.

•

Oplevelser, traumer, sekundære traumer og deraf konsekvenser for de berørte

børn, unge og voksne, herunder gennem interviews med nulevende personer. I

den forbindelse inddrages også perspektivet fra de mennesker, der var ansat på in-

stitutionerne.

Eventuelle andre relevante vinkler, der måtte opstå undervejs i arbejdet, og som øn-

skes inddraget og beskrevet, afklares med Social- og Indenrigsministeriet.

Organisering af den historiske udredning

Den historiske udredning forestås af Danmarks Forsorgsmuseum inden for en tidspe-

riode på 1-1�½ år. Der lægges vægt på, at fagpersonerne, der skal varetage opgaven, har

indgående kendskab til sær- og åndssvageforsorgens historie.

Den historiske udredning skal bygge på fagpersonernes generelle viden, relevante hi-

storiske kilder samt interviews med nulevende personer, som var involveret i eller be-

rørt af de forhold, som var omfattet af sær- og åndssvageforsorgens institutioner.

Det står fagpersonerne frit for at rådføre sig med relevante institutioner, organisatio-

ner m.v. i forbindelse med udarbejdelsen af den historiske udredning.

Iværksættelse af den historiske udredning

Social- og Indenrigsministeren udpeger Danmarks Forsorgsmuseum til at forestå ud-

redningen, der ligeledes indgår kontrakt med museet. Danmarks Forsorgsmuseum

forpligtes herunder til at forelægge udredningens foreløbige resultater halvårligt for

Social- og Indenrigsministeriet.

Det tilstræbes, at den historiske udredning senest afleveres til regeringen den 1. au-

gust2021 med henblik på efterfølgende offentliggørelse.

377

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

Bilag B Sprogø og Livø – danske ø-anstalter for

uønskede

Af Birgit Kirkebæk

Mine bøger om de danske ø-anstalter Livø (1911-1961) og Sprogø (1923-1961) har de leden-

de ansatte i Statens Åndssvageforsorg som den væsentligste kilde. Dels fordi det var deres

”tale”, der kom til udtryk i korrespondancesager, artikler, journalnotater, breve til pårørende,

myndigheder og kolleger m.v., dels fordi deres beskrivelse af fænomenet ”åndssvaghed”

fik betydning for periodens socialpolitiske tiltag og dermed for en lang række menneskers

konkrete liv. Åndssvagelægernes medicinske og biologiske forståelse indgik med en syner-

gieffekt i politiske, psykiatriske, juridiske, sociale, psykologiske og pædagogiske tekster, der

handlede om den gruppe, der arvemæssigt og adfærdsmæssigt skilte sig ud fra resten af

befolkningen. Jeg har tidligere analyseret opdelingen mellem ”normale” og ”åndssvage” og

mellem ”farlige” og ”u-farlige” åndssvage i perioden 1911-1961 for at finde frem til, hvad

datidens nærmest totale opslutning til et bestemt ”valg” af videnskabelig sandhed kom til at

betyde politisk, fagligt og menneskeligt. Jeg har villet se på virkningen af åndssvagelægernes

forståelse og formidling. Jeg har også eftersøgt de anbragtes egen tale, som den fremkom

i bortcensurerede breve, udsagn citeret i journaler og artikler og i enkelte interviews. I det

følgende sammenfatter jeg resultaterne af mine studier af åndssvageforsorgens idémæssi-

ge baggrund og dens danske praksis med særligt henblik på de to ø-anstalter på Livø og

Sprogø. Åndssvagelægen Chr. Kellers interesse for ø-anstalterne er en specifik, men også

tilfældig tildragelse af stor betydning for en periodes fortælling om de ”moralsk åndssvage”.

Baggrund

Det var Chr. Keller (1858-1934), der i starten af det 20. århundrede ”opfandt” Livø og Spro-

gø som ø-anstalter for ”moralsk åndssvage” mænd og ”letfærdige og løsagtige” kvinder, men

det kunne lige så vel have været en anden, der havde fået den idé. Den vigtigste muligheds-

betingelse for ø-anstalternes opkomst - og overlægens position - var, at datidens forskellige

teorier om arv fik et sandhedsstempel og gav lovning på en effektiv og rationel politisk løs-

ning på de sociale problemer, som politikerne baksede med. I opdelingen af arveligt defekte

degenererede åndssvage og mere ”almindelige” åndssvage samt i specificeringen af, hvad de

”moralsk åndssvage” ville komme til at betyde for det danske samfund, lå der en forkastel-

se af de åndssvages almene menneskelige værdi. Alt, hvad de anbragte på Livø og Sprogø

sagde og gjorde - eller havde gjort - blev gjort til genstand for ”videnskabelige” analyser, der

dels var rettet mod at bekræfte nødvendigheden af samfundsmæssig indgriben over for de

udpeget defekte, dels var fokuseret på at beskrive ”sygdommens” karakteristika, så de ”de-

fekte” kunne findes og isoleres.

378

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

Teorierne bag ”moralsk sindssygdom” nationalt og internationalt

Den tilstand eller lidelse, som de anbragte på Livø og Sprogø mentes at lide af, hed oprin-

deligt ”moralsk sindssygdom”. Den engelske sindssygelæge Prichard havde allerede i 1842

beskrevet ”moralsk sindssygdom” som en egentlig sindssygdom.

1290

Den opfattelse blev se-

nere forladt til fordel for en opfattelse af, at der snarere var tale om en defekttilstand, som

optrådte i tilknytning til diagnosen åndssvaghed. Lidelsen blev kaldt ”moralsk imbicillitet”

eller ”moralsk åndssvaghed”, fordi datidens fagkundskab mente, at der altid var svag bega-

velse knyttet til diagnosen. Indehavere af denne diagnose blev i Danmark også kaldt antiso-

ciale. Det, der karakteriserede tilstanden, var, at al ydre påvirkning i form af opdragelse og

behandling var omsonst.

Den danske teolog og forstander Johan Keller skrev i 1870 om ”idioter”, der havde adfærd

og udseende som dyr, og han forklarede det ud fra tidens teorier med, at idiotens fosterud-

vikling var stoppet i utide. Teorien, som dette udsagn byggede på, var den såkaldte

rekapi-

tulationsteori,

som den tyske læge og zoolog Ernst Haeckel havde fremsat i 1866. Teorien

gik ud på, at individets udvikling i fostertilstanden gennemløb hele slægtens udviklingshi-

storie. Hvis fosterudviklingen gik i stå for tidligt, kunne individet fødes med dyriske træk og

instinkter: ”Standses Udviklingen paa et tidligt Stadium hos Fosteret, bliver den aandelige

Tilstand lig det Dyrs, hvis Hjernedannelse svarer til det Stadium i den menneskelige Hjer-

neudvikling, hvor denne er standset, og Dyrets characteristiske Præg og Instinkter ville

træde frem hos dette Dyr i Menneskeskikkelse”

1291

. Også Darwins evolutionsteori havde

betydning i den sammenhæng. Den rejste spørgsmålet om, hvor i udviklingskæden et men-

neske blev menneske.

1292

Derfor kunne der ifølge teorierne fødes mennesker, som var på et

mere primitivt udviklingstrin end resten af befolkningen. Mennesker af denne type ville

blive til fare for civilisationen, hvis man af misforstået humanitet undlod at gribe ind. Den

italienske sindssygelæge Lombroso udviklede i 1870’erne sin teori om ”forbrydermenne-

sket”. Den gik ud på, at der kunne ske tilbageslag i arv (atavisme), og at det ville betyde,

at der kunne forekomme ”uciviliserede mennesker” midt i en befolkning af civiliserede.

1293

Den fremtrædende tyske psykiater Krafft-Ebing beskrev i sin store lærebog om psykiatri

fra 1883 tilstanden ”moralsk sindssygdom” både i dens medfødte og erhvervede former. I

forhold til den medfødte lidelse skulle en eller flere af følgende karakteristika være til stede:

Ophavet skulle være sindssygt, drikfældigt eller epileptisk. Der skulle forekomme både psy-

kiske og fysiske degenerationstegn samt funktionelle degenerationstegn særligt i forhold til

kønslivet. Krafft-Ebing fandt, at kønslivet var det vigtigste organiske grundlag for udviklin-

gen af den moralske sans. Det skulle undersøges, om der var epilepsi, motoriske problemer

1290 Kirkebæk, 1993, s. 62 – jf. Prichard, 1842.

1291 Keller, 1870, s.185-186.

1292 Kirkebæk, 1993, s.55-88.

1293 Lombroso, 1887.

379

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

eller andre sygelige forhold hos patienten. Hvis der var tale om en erhvervet skade, skulle

denne kunne påvises. Diagnostisk var det i forhold til den medfødte lidelse vigtigt at kunne

eftervise intellektuel svækkelse, sygelige følelsesudsving, usandfærdighed og perversion af

den naturlige drift.

1294

Også en anden af tidens store, tyske psykiatriske foregangsmænd, Emil Kraepelin, beskrev

den moralske sindssygdom. Han mente, at det drejede sig om en forstyrrelse på det følel-

sesmæssige område, og at det handlede om en mangel på eller svækkelse af de følelser, som

kunne modvirke hensynsløs tilfredsstillelse af egoistiske tilbøjeligheder. På det sædelige

område viste der sig hos sådanne personer fra den tidligste barndom mangel på medfølel-

se – for eksempel ved grusomt dyrplageri, mishandling af legekammerater, ondskabsfulde

drillerier og i utilgængelighed over for enhver opdragelsesmæssig indflydelse. Herudover

ville der udvikle sig en vedvarende tilstand af utilsløret egoisme og en manglende kærlighed

til og æresfølelse over for forældre og søskende. ”Alle opdragelsesforsøg forbliver frugteslø-

se, fordi netop de mest værdifulde hjælpemidler til dette, kærlighed og æresfølelse, her ikke

finder noget tilknytningspunkt”, skrev Kraepelin i 1899.

1295

Årsagsmæssigt spillede ”det arvelige spørgsmål” en central rolle i den tids teoretiske uni-

vers, hvad angår diagnosen ”moralsk sindssygdom” respektive ”moralsk åndssvaghed”. I

1899 blev den franske psykolog Th. Ribots bog udgivet på dansk. Den hedder

Sjælsævner-

nes Arvelighed.

Ribot var professor i psykologi ved College de France, og hans bog blev ud-

givet med et forord af den fremtrædende danske filosof Harald Høffding. Ribot gennemgik i

bogens kapitler arveligheden af instinkterne, af sanseevnerne, af hukommelsen, af vanerne,

af åndsevnerne, af følelserne og lidenskaberne, af folkeslagenes karaktertræk og af sygelig-

hed i sjælsevnerne, og han præsenterede arvelighedens love, som de blev opfattet på den

tid, og arvelighedens sjælelige, moralske og samfundsmæssige følger. ”Det er nok for os ved

enkelte klare og sikre Kendsgerninger at vise, at Arveligheden udstrækker sig til alle Dele

og Livsytringer i Legemet, til dets ydre og indre Sammensætning, til dets Sygdomme, dets

særlige Karaktermærker og til dets erhvervede Tillempelser”

1296

, skriver han. Han pointerer,

at ”For den, der vil overbevise sig om Arvelighedens store Betydning i enhver Form af For-

fald, gives intet mere tiltrækkende Studium end det om de degenererede. Man kan her følge

dens Ødelæggelsesarbejde Skridt for Skridt gennem 3-4 Slægtled indtil Idiotisme, Vanvid

eller fuldstændigt Ophør af Slægten”.

1297

Ribot henviste her til en anden samtidig teoretiker:

1294 Krafft-Ebing, 1883, bind 2, s.122.

1295 Kraepelin, 1899, s. 583, min oversættelse.

1296 Ribot, 1899, s.1.

1297 Ribot 1899, s. 109.

380

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

Den franske sindssygelæge B.A. Morel, som i 1857 formulerede en degenerationsteori, der

blev meget kendt i Danmark, fordi den danske sindssygelæge Fr. Lange skrev disputats om

teorien i 1883. Morels teori gik ud på, at defekter på arvematerialet udviklede sig progres-

sivt over fire generationer og ville medføre de ramte slægters uddøen.

Disse teorier fra 1800-tallets slutning kom til at spille en rolle op gennem første del af

1900-tallet. Det var det fundament, eugenik eller racehygiejne hvilede på, og det blev un-

derstøttet af en teori, den engelske matematiker og genetiker Francis Galton fremsatte i

1883 og 1905. Hans eugeniske teori angik muligheden for raceforbedring gennem sam-

fundsmæssige tiltag. Negativ eugenik var fravalg, og positiv eugenik var tilvalg af værdiful-

de raceelementer.

Progressionstanke og politisk eftertanke i Danmark

En ting var den menneskelig progression – eller mangel på samme – noget andet var,

om samfundet på samme måde som mennesket gennemløb en evolutionær udvikling.

Det spørgsmål besvarede progressionsteorien med et ”ja”. Progressionsteorien opstod i

1870’erne og gik ud på, at samfundslivet havde samme evolutionære udvikling som arterne

i Darwins evolutionsteori.

1298

Mange blev bange for, at samfundet bevægede sig mod sin

undergang, fordi de civiliserede samfund arbejdede i modstrid med naturens love og holdt

liv i svage. Alle disse teorier gav anledning til politisk eftertanke:

I K.K. Steinckes banebrydende bog

Fremtidens Forsørgelsesvæsen

fra 1920 er der kapitler

om ”Det sociale Minimums politik” og ”Raceforbedring (Racehygiejne, Eugenik) racehygi-

ejne”.

1299

Steincke gennemgår i kapitlerne argumenter for og imod, at der skal indføres ægte-

skabsforbud til visse grupper af befolkningen, og om sterilisering bør overvejes. Han skri-

ver, at der er stor usikkerhed om disse spørgsmål, men at der ikke er tvivl om, at den sociale

lovgivning begår en fejl ved

ikke

at medtænke arvelighedsmomentet. Steincke inddrager en

række teorier om eugenik og skriver som en form for konklusion: ”Hvis et menneskeligt

Væsen, der er belastet med arvelige Anlæg, nu eengang er født, skal han have Ret til at

leve og glæde sig ved Tilværelsen, saa vidt han kan og Hensynet til hans Medmenneskers

Velfærd tillader det, men én Ret skal ham miste, én Mulighed skal berøves ham, nemlig at

overføre sine Mangler til Efterkommerne og paa den Maade at forevige og Mangedoble

Ulykken”.

1300

1298 Bury, 1955, jf. Kirkebæk, 1993, s.72.

1299 Steincke, 1920, s. 228-236 og s. 237 – 266.

1300 Steincke, 1920, s. 237.

381

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

Selvom Steincke gav udtryk for en vis usikkerhed, var han ikke i tvivl om, hvor de dårli-

ge arvebærere skulle findes, nemlig hos ”de aandelige eller legemlige Invalider, de syge og

Forbryderne”. Steincke nedsatte en kommission i 1924, der skulle se på spørgsmålet om

racehygiejniske lovgivninger. Arbejdet resulterede i sterilisationsloven af 1929, som var

Europas første. I kommissionen sad bl.a. Christian Keller fra De Kellerske Aandssvage-

anstalter. Han var en af de praktikere, der skulle føre de racehygiejniske tanker ud i livet.

En anden praktiker var den fremtrædende psykiater August Wimmer. Han skrev i 1909 i

bogen

Degenererede Børn

et afsnit, der hed ”Moralsk udartning (Moralsk Imbecillitet –

”Den fødte Forbryder”). Wimmer mente, at ”moralsk udartning” var et almindeligt træk

ved åndssvaghed, som man havde ”Lov til at udsondre og beskrive for sig, naar man blot

stadig husker, at det alene drejer sig om en Variant af Aandssvaghedens formrige Gruppe

(”moralsk Imbecillitet”).”

1301

Den eugeniske lovgivning

Med den danske ægteskabslov af 1922 fik åndssvage forbud mod at gifte sig uden en sær-

lig tilladelse fra myndighederne. Dette forbud blev også opretholdt i senere revisioner af

ægteskabsloven. Først i 1989 blev forbuddet ophævet. De danske sterilisationslovgivninger

af 1929 og 1934 gav mulighed for sterilisation af åndssvage, mens kastration af åndssvage

blev foretaget efter sterilisations- og kastrationsloven af 1935. At blive steriliseret åbnede

en lille mulighed for at kunne blive gift. Loven af 1929 havde fokus på det arvelige grundlag

for beslutningen om sterilisation, mens åndssvageloven af 1934 gik mere bredt ud. Der

blev her ikke skelnet mellem erhvervet og arvelig åndssvaghed, ligesom sociale forhold blev

medtænkt. Efterhånden fik sociale forhold tiltagende betydning for opfattelsen af, hvilke

åndssvage der var ”farlige” i samfundsmæssig forstand.

1302

Det skyldtes også det enkle fak-

tum, at ”moralsk åndssvaghed” var en klinisk diagnose, der alene hvilede på beskrivelse af

adfærdstræk, men som ikke var baseret på konkrete medicinske fund.

At der med åndssvageloven af 1934 var tale om en progressiv bevægelse med hensyn til

at indfange de åndssvage, ses af, at der i forsorgsloven af 1933 var indsat en paragraf om

indberetningspligt. Det vil sige, at alle i offentlige embeder (sociale udvalg, lærere, læger,

ledere af private og offentlige skoler) havde pligt til at indberette, hvis de fandt et barn, ung

eller voksen med påfaldende udseende eller adfærd, så denne kunne blive undersøgt på den

nærmeste åndssvageanstalt. Der var allerede i forsorgsloven indføjet en række bestemmel-

ser, som gjorde det muligt at bryde frivillighedsprincippet og benytte tvangsbestemmelser

ved at umyndiggøre den pågældende. Efter åndssvageloven af 1934 var det både lovligt

og muligt at ”foretage Tvangsinddragelse og Tilbageholdelse under Aandssvageforsorg ad

1301 Wimmer, 1909, s. 130-141.

1302 Kirkebæk, 1993.

382

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

administrativ Vej”.

1303

Det blev med denne lov muligt at indlægge mennesker på åndssva-

geanstalt mod deres - eller deres pårørendes - vilje. Det, der satte gang i kommunernes

indberetningerne, var, at staten betalte, hvis et menneske blev anbragt på åndssvageanstalt.

At det satte gang i antallet af anbringelser, er uden enhver tvivl. Der blev oprettet en række

ventetidshjem, fordi de i forvejen overfyldte anstalter havde svært ved at rumme de nytil-

komne. Med forsorgsloven af 1933 blev åndssvageforsorgen ”En egentlig Statsforsorg”.

1304

Åndssvageloven af 1934 blev skabt i et samarbejde mellem Socialministeriet og overlæge

Wildenskov fra De Kellerske Aandssvageanstalter, der udformede det meste af lovteksten.

Loven var specielt rettet mod de lettere åndssvage, som kunne tænkes at sætte børn i ver-

den, og formålet var sterilisation. Et af tre følgende ulempekriterier skulle være opfyldt, for

at loven kunne træde i funktion. Det var, at den pågældende skulle være:

•

til betydelig ulempe for samfundet

ude af stand til at ernære sig selv, ægtefælle og børn

med risiko for at sætte børn i verden

Da loven blev indført, vakte den ikke særlig opmærksomhed. Den blev gennemført i

enighed de politiske partier imellem og uden nogen særlig offentlig reaktion.

De ledende praktikere

Det diskursive landskab fra 1800-tallets slutning og 1900-tallets begyndelse forklarer, på

hvilken teoretisk baggrund overlæge Chr. Keller fra de Kellerske Aandssvageanstalter ar-

gumenterede for oprettelse af en ø-anstalt for åndssvage forbrydere. Dette skete i perioden

fra 1898 og frem til 1911, hvor den første ø-anstalts oprettelse blev en realitet.

1305

Senere - i

1918 - indledte Chr. Keller sit andet offentlige og politiske felttog for at få oprettet en ø-an-

stalt for kvinder.

1306

Konstruktionen af ”den moralsk åndssvage kvinde” indtog en særlig po-

sition, som lettede ham vejen: Hun var ifølge flere teorier den ”farligste” både i arvemæssig

og social forstand. I arvelig forstand, fordi det var forventet, at de fødte børn ville blive ”rin-

gere” end den moder, der havde båret dem. Socialt, fordi den moralsk åndssvage kvinde var

den, der ”ansvarsløst” smittede mændene med kønssygdomme – og den, der ”ansvarsløst”

fødte uægte børn, som fattigvæsenet ville komme til at hænge på økonomisk. Chr. Kellers

kamp for at få oprettet en ø-anstalt for kvinder skal ses ind i denne sammenhæng. Keller

ønskede med sine ø-anstalter at opbygge en praksis, som kunne leve op til de anbefalinger

1303 Danmarks sociale Lovgivning 1891-1941, s. 165.

1304 Ibid., s. 172.

1305 Kirkebæk, 1997.

1306 Kirkebæk, 2004.

383

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

og anvisninger, der implicit lå i de beskrevne teorier. Det drejede sig om at forebygge kri-

minelle handlinger og yderligere spredning af tilstanden ”moralsk åndssvaghed” gennem de

berørtes reproduktion, hvilket krævede omhyggelig diagnosticering og udvikling af egnede

behandlingsmetoder. Da det lå i diagnosen ”moralsk åndssvaghed”, at egentlig behandling

ikke var mulig, måtte disciplin og kontrol træde i stedet for mere pædagogiske tiltag. Dår-

lig arv kan ikke behandles med pædagogiske midler, var det budskab, der dengang lå i en

rendyrket biologistisk tilgang til den menneskelige adfærd. Derfor blev de metoder, man

brugte, også universelle, forstået på den måde, at de blev praktiseret løsrevet fra enhver

forståelse af den enkelte anbragtes erfaringsbaggrund, historie og præferencer.

De ”moralsk åndssvage” kvinder

I 1918 indledte Chr. Keller sit offentlige og politiske felttog for at få oprettet en ø-anstalt

for kvinder i lighed med den, han allerede i 1911 havde oprettet for mænd på Livø. 1.

Verdenskrig var netop afsluttet, revolutionen i Rusland indledt, og på hjemmefronten var

et spirende kvindeoprør i gang. Tiden var på mange måder turbulent. Generelt blev civi-

lisationen anset for at være i fare, ikke alene på grund af de mange unge mænd, som var

blevet slået ihjel på de europæiske slagmarker og de proletariske ideer og udfordringer,

men også på grund af eugenikkens teorier og det, der blev opfattet som kvindernes vigende

kønsmoral i efterkrigstidens turbulens. Inde i denne problemkreds indtog konstruktionen

af den moralsk åndssvage kvinde en særlig position: Hun blev defineret som mere åndssvag

på moralen end på intellektet. Og hendes adfærd blev først og fremmest defineret som for

omkostningstung for samfundet. Økonomiske forudsigelser spillede en stor rolle. Chr. Kel-

lers kamp for at få oprettet en ø-anstalt for kvinder skal ses ind i denne problematik. Han

ønskede en ø for de kvinder, der efter hans faglige vurdering led af manglende moral som en

personlig essens.

1307

Det lykkedes for ham at etablere en kvindeanstalt på øen Sprogø i 1923.

Der var mange, der på forskellig vis argumenterede for, at Chr. Kellers ide om en ø-anstalt

for ”løsagtige” kvinder ikke bare var en god ide, men ligefrem et samfundsmæssigt nødven-

digt tiltag. De, der ikke kunne rummes adfærdsmæssigt og økonomisk, måtte fjernes fra

samfundet – ikke mindst på grund af faren for reproduktion. Forskellige instansers interes-

ser og ønsker mødtes. Det var:

• ”kommunernes ønske om at slippe af med personer, som lå fattigvæsenet til byrde,

som kunne forventes ikke at klare sig selv fremover, og som stod i fare for at føde uægte

børn, som kommunen ville komme til at hænge på

• medicinens advarsler i forhold til prostitutionens sundhedstruende virkninger gennem

spredning af kønssygdomme, og Sundhedsstyrelsens ønske om hygiejniske indgreb

1307 Koch, 1996 og 2000. Kirkebæk, 1993, 1997, 2001, 2004 og 2007. Rønn, 1996.

384

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

• psykiatriens faglige behov for at vinde hævd på at være dem, der kunne klassificere og

diagnosticere kvinder, som blev anset for arveligt og moralsk mindreværdige

•

åndssvageoverlægernes behov for, som de egentlig vidende på feltet i praksis, at løse en

socialhygiejnisk opgave i forhold til samfundet og være politisk handlingsanvisende

• retsvæsenets problem med, hvor mennesker, der blev vurderet som uegnet til egentlig

straf, skulle placeres

• opdragelseshjemmenes og redningshjemmenes problem med at slippe af med piger, de

havde svært ved at holde styr på, og som de mente ville smitte de øvrige piger moralsk

• overlæge Chr. Kellers personlige ambition om at få oprettet en ø-anstalt for kvinder i

lighed med den, der tidligere var oprettet for mænd og hans interesse i at skaffe kvin-

der til indsættelse på anstalten

• politikernes behov for at højne den arbejdsmæssige og kønslige moral hos kvinder i

den danske befolkning som helhed

• Dansk Kvindesamfunds interesse i at lægge afstand til ”letfærdige og løsagtige” medsø-

stre, som ikke holdt et traditionelt kvindeideal i hævd”

1308

Generelt var de praktiserende læger fokuseret på at finde de degenererede, antisociale og

udisciplinerede individer, som ikke var sindssyge, men primitive og driftsstyrede. Både et

socialt og et eugenisk ønske om at begrænse antallet af ”underlødige” var styrende. Socialt

afvigende og uheldige arvelige egenskaber var i fokus.

Positionerne

Et stort arkivmateriale både om Livø-anstalten og om Kvindeanstalten på Sprogø viser, hvor-

dan professionens selvfremstilling i arkivets skrevne tekster spiller sammen med tidens race-

hygiejniske forestillinger, politiske forebyggelsesstrategier og egne professionelle ambitioner.

Overlægerne var de aktive udøvere af det, der var politisk bestemt. Overlæge Christian Keller

(1858-1934) var den, der argumenterede for og bevirkede, at Danmark fik oprettet to ø-an-

stalter for henholdsvis mænd og kvinder. Han var også aktiv i kommissionen vedrørende de

degenerativt bestemte, som K.K. Steincke nedsatte i 1924, og som resulterede i sterilisati-

onsloven af 1929. Hans efterfølger, overlæge Hans Otto Wildenskov (1892-1959), arbejdede

videre i samme spor. Han argumenterede for, at intelligensprøver var et ”objektivt” redskab til

at skille åndssvage ud fra normalbefolkningen, og han fremstillede sine egne intelligensprøver

efter forlæg af Binet-Simon. De blev kaldt Brejning I, II og III. Wildenskov mente, at grænsen

mellem åndssvaghed og ikke åndssvaghed burde sættes ved IK 75. Det argumenterede han for

i artikler, foredrag og i sin korrespondance. Han havde i hele sin arbejdsperiode en omfatten-

de produktion af artikler og foredrag vedrørende eugenikkens nødvendighed.

1308 Kirkebæk, 2003, s. 89.

385

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

Overlægerne fik en position som dem, der fagligt set vidste mest om åndssvage. Da de først

havde opnået denne position, legitimerede den i sig selv alle faglige beslutninger på godt og

ondt. De arbejdede til stadighed på en udbygning af anstalterne og med nye og mere speci-

ficerede klassifikationer af de indsatte. Jo større den enkelte anstalt blev, jo flere ”specialer”

inden for åndssvaghedens område, der kunne opvises, jo lettere blev det at argumentere for

yderligere udbygning. Det blev legitimt, at anstalternes omfang voksede, og at pladsantallet

på ø-anstalterne blev forøget. Overlægerne kæmpede til stadighed med andre instanser om

beslutningsmagten over behandlingen af de ”moralsk afvigende”. Det gjaldt, ifølge sterilisati-

onsloven af 1929, Retslægeråd og Sundhedsstyrelse. Ifølge åndssvageloven af 1934 gjaldt det

Sterilisationsnævnet, og med åndssvage- og kastrationsloven af 1935 gjaldt det Justitsmini-

steriet og Retslægerådet. Overlægerne skulle desuden løbende forhandle med diverse sog-

neråd. Når et menneske skulle steriliseres eller kastreres, skulle overlægen ansøge de nævnte

instanser om at måtte få indgrebet foretaget. Her var der ikke i alle tilfælde enighed. Det faldt

overlægerne for brystet, da de mente, at det var dem, der havde den faglige kompetence.

Hvor kampen mellem overlægerne og de nævnte instanser handlede om faglige uenigheder i

forhold til ansøgninger om tilladelse til sterilisation, kastration eller for dømtes vedkommen-

de kontrolleret familiepleje, handlede diskussionerne med sognerådene mere om økonomi

set i forhold til forbliven på anstalt, udskrivelse til kontrolleret familiepleje eller ægteskab.

I det hele taget er det tydeligt, at det, der startede med at være en diskussion om arv, endte

med at blive en praksis, der blev legitimeret ud fra den sociale ulempe, de åndssvage forårsa-

gede. Arv blev for sognerådene mere et baggrundstapet for deres sociale beslutninger.

I 1934 blev overlæge Wildenskovs bog

Investigations into the causes of mental deficiency

udgivet både på et dansk og et engelsk forlag. Wildenskov fremhævede, at hans undersøgel-

se baserede sig på fire års studier, og at han håbede, at undersøgelsen kunne være et lille bi-

drag til afklaring af, hvad årsagerne til mentale afvigelser kunne være. Selv om Wildenskov

skrev, at hans forskning kun var et lille bidrag til afklaring, så prægede hans forforståelse

naturligvis hans forskning. Og den virkede, set med nutidens øjne, noget bastant og sikker.

Det var opfattelsen af, at der var en tiltagende vækst af abnorme ikke alene i det danske

samfund, men også i andre samfund, vi kunne sammenligne os med. Samfundsinteressen i

at undgå og uskadeliggøre asociale og antisociale bærere af mental sygdom står i forgrund

for hans forskningsinteresse. Han var med andre ord ikke i tvivl om, at han i sin ”befolk-

ning” på Den Kellerske Anstalt i Brejning og på ø-anstalterne Sprogø og Livø havde en

ophobning af disse uønskede samfundselementer placeret. Ifølge Wildenskov samlede den

videnskabelige og samfundsmæssige interesse sig om det store antal af mentalt afvigende,

som var en del af de ”horder af prostitution, fattigdom, vagabondering og kriminalitet”, der

fandtes.

1309

De redskaber, Wildenskov anvendte, når han skulle bedømme en indsendt eller

1309 Wildenskov ,1934, s. 1.

386

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

nylig anbragt person, var slægtsundersøgelser, intelligensprøver og kliniske undersøgelser.

Han var specielt interesseret i at undersøge forholdet mellem arvelig og erhvervet ånds-

svaghed, og han endte med at konkludere, at selv hvor erhvervede hjerneskader kunne

påvises, ville arven spille en væsentlig rolle. Han måtte hurtigt indse, skrev han, at han ikke

kunne opnå tilstrækkeligt valide resultater, hvis han ikke inddrog slægtshistorien, og han

kom med nogle eksempler på det.

Konstruktion af ”Sprogø-pigen”

Et eksempel på inddragelsen af slægtsundersøgelsens betydning handler om en pige, hvis

moder led af syfilis. Undersøgelse af pigen gav som resultat, at hun også var inficeret med

syfilis. Ved at spørge sig for hos moderens tidligere lærer og præst viste det sig, at moderen

var mentalt retarderet allerede i skoletiden, mens barnets fader blev bedømt til at være

sinke. ”Så begge forældre var oligofrene, hvilket vil betyde, at forventet 91 % af afkommet

vil blive oligofrene”, skrev Wildenskov.

1310

Konklusionen var, at barnet nok var præget af en

erhvervet lidelse, nemlig syfilis, men at det centrale var, at hun allerede fra start var præget

af svær arvelig belastning. På baggrund af sine fund mente Wildenskov, at det var nødven-

digt at undersøge både den erhvervede lidelse og slægtshistorien, og at de to tilgange burde

kombineres, da det ofte viste sig, at der var en ophobning af meningitis, encephalitis etc.

i mentalt retarderede familier. Spørgsmålet var ifølge Wildenskov, om en ufavorabel arv

allerede havde gødet jordbunden for den skadelige effekt af en erhvervet lidelse.

1311

At dette

kunne skyldes fattigdom og sociale forhold, var ikke medtænkt.

Wildenskov beskæftigede sig ikke alene med de personer, der blev indbragt og anbragt på

Den Kellerske Åndssvageanstalt, men han gik også bredere ud. Han ønskede at få lov at un-

dersøge børn på landets børnehjem, da han var overbevist om, at der disse steder gemte sig

mange åndssvage børn og unge, som burde overføres til åndssvageforsorgen. Det var bør-

neforsorgens ledere ikke umiddelbart enige i. De følte sig usikre på, om de intelligensprøver,

Wildenskov benyttede, var så objektive redskaber, som han hævdede, de var.

1312

Konstruktionen af ”Sprogø-pigen” som letfærdig og løsagtig blev også en konstruktion af en

uønsket kvindetype – en konstruktion, som blev tillagt objektiv medicinsk betydning. Det

øgede åndssvageoverlægernes samfundsmæssige betydning som specialister i åndssvaghed.

Oprettelsen af Kvindeanstalten på Sprogø blev både medicinsk og politisk en påmindelse

til kvinder om, hvilke former for opførsel der var henholdsvis acceptabel eller uacceptabel

i det danske samfund.

1310 Wildenskov, 1934, s. 20.

1311 Ibid., s. 23.

1312 Wildenskov, 1936, s. 95 - 104.

387

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

De uciviliserede træk

De uciviliserede træk, der knyttede sig til de ”defekte”, var vagabondering, seksuelle afvi-

gelser og løssluppenhed, tyveri, alkoholisme og manglende evne til at klare sig selv. Den

danske psykiater Knud Pontoppidan beskæftiger sig i sine skrifter med degeneration som

en uoprettelig tilstand. ”Se vi endelig pa den saakaldte psychomotoriske Side af Sjælelivet,

Viljes- og Driftslivet, saa gør den degenerative Constitutionsanormali sig ogsaa her gæl-

dende [… ] Naar Defekten træder særligt frem som Mangel paa dybere moralsk Hold, er

disse Mennesker tilbøjelige til at give efter for usædelige Motiver, og vi have da det aller

sørgeligste Resultat af Arveligheden, hvor Sygdom avler Forbrydelse og Fædrenes Synder

hjemsøges paa Børnene i mange Led”.

1313

”Den fra Moderen nedarvede Disposition er den

farligste”, skrev Pontoppidan

1314

, hvilket synes at have været et almindeligt synspunkt, da

langt flere kvinder end mænd blev steriliseret.

1315

I bogen

Danmarks sociale Lovgivning 1891-1941

fremhæves det, hvorfor det var så vig-

tigt, at åndssvageforsorgen nu var blevet en egentlig statsforsorg, som kunne tage hånd om

uønskede grupper af befolkningen: ”En stor Del af de Aandssvage kan ikke indordne sig

under Samfundets almindelige Krav til Enkeltindividet; de bliver arbejdssky, vagabonderen-

de, vidtløftige og ansvarsløse i seksuel Henseende og gradvist ganske blottet for Samfunds-

sind, tænker kun paa at udnytte Samfundets Fordele uden Genydelse, eller de bliver direkte

antisociale og kriminelle; saaledes har ca. 10 Pct. af de paa Anstalterne anbragte gjort sig

skyldige i Kriminalitet. Tilbøjeligheden til Tilbagefald er stor, hvis de ikke inddrages under

varigere Forsorg”.

1316

Denne beskrivelse svarer til, hvad der blev formidlet af åndssvagean-

stalternes overlæger – både i tidsskrifter, til myndigheder og til det politiske system. ”Fjen-

den” var udpeget. Nu gjaldt det om at indfange ham eller hende, og det skulle forsorgsloven

af 1933 og åndssvageloven af 1934 garantere. Det blev fremhævet, at ”Danmark (var) forsy-

net med en Række store og velindrettede moderne Aandssvageanstalter”.

1317

Det var nu ikke

de direkte berørtes og deres pårørendes mening. Ej heller den kulturradikale offentligheds

mening. Få år efter udgivelsen i 1941 kom der offentlig kritik af forholdene på de danske

åndssvageanstalter.

1318

1313 Pontoppidan, 1891, s. 61.

1314 Ibid., s.55.

1315 Koch, 2000.

1316 Danmarks sociale Lovgivning 1891-1941, s. 172-173.

1317 Ibid., s. 176.

1318 Kirkebæk, 2001.

388

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

Tidsubestemt anbringelse

Mændene på Livø var indsat både af retlige og disciplinære grunde. To tredjedele var dømt

til anstalt eller forsorg, en tredjedel var ikke dømt. Det var det almindelige, at mændene

var på Livø tre år for hver forseelse, uanset hvad de havde gjort. Det mest almindelige

var tyveri og bedrageri. Logikken i praksis var, at mændene ikke blev dømt for den kon-

krete forbrydelse, men at de blev taget hånd om på grund af deres diagnose. Indehavere

af diagnosen ”moralsk åndssvaghed” ville ifølge teorien handle antisocialt efter pludselige

indskydelser og instinkter. Logikken var, at det, der i dag gav sig udslag i cykeltyveri, kunne

i morgen udarte til mord og brandstiftelse. I behandlingsdommen lå et forebyggende mo-

ment. Den sociale ulempe i samfundet blev på denne måde indkredset og personliggjort.

Ved at indfange og uskadeliggøre de ”moralsk åndssvage” var utopien, at samfundet som

helhed ville beskærme sig mod arvelige defekter og de dertil hørende moralske udskejelser.

Ved at analysere ordvalget i journalerne og på de stamkort, som var indlagt i 13 journaler

fra Livø, tilfældigt udvalgt for perioden 1911-1926, får vi de ord, der diagnostisk betegnede

tilstanden ”moralsk åndssvaghed” eller ”antisocialitet”. Ordene er ordnet af mig efter emne,

det ser således ud for de 13 personers vedkommende:

Rå, sparker, slår, ødelægger, forulemper, ond, dyrplager

Uartig, hidsig, næsvis, vanskelig, drilagtig, uforskammet, ulydig, vild

Doven, arbejdsvægrende, sløv

Fej, smårapsende, tyvagtig, upålidelig, uimodtagelig

Uterlig, usædelig, sexuelle perversiteter

Bortgang, flugt, vagabonderen, skulken

Moralsk defekt, moralsk imbecillitet, åndelig undermåler, svagt begavet.

1319

Da disse ord indgik i den teoretiske beskrivelse af den antisociale og moralsk åndssvage til-

stand, var det også denne diagnose, fagkundskaben tænkte i, når de stødte på mennesker, som

afveg fra tidens almindelige moralkodeks. Var der mistanke om, at en tiltalt var svagtbega-

vet og led af moralsk åndssvaghed, blev vedkommende indlagt til observation. Bekræftedes

diagnosen, blev han ikke dømt efter de almindelige paragraffer, men fik som utilregnelig en

behandlingsdom – det vil sige en tidsubestemt administrativ dom, som enten kunne være at

blive dømt til forsorg eller til anstalt. At blive dømt til anstalt var en strengere straf end at blive

dømt til forsorg. Som dømt til forsorg kunne man godt være i et kontrolleret arbejdsforhold

uden for anstalten, mens man som dømt til anstalt skulle være indsat på en bestemt anstalt.

1319 Arkivfond: Den Kellerske Aandssvageanstalt. Journal Nr.: 995, 998, 1000, 1132, U1, U42, U1023, U1250,

U1271,

U2857, U4563, U4671, U5375, RA

389

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

Kvinderne på Sprogø var som mændene indsat både af retlige og disciplinære grunde, men

nok så meget af kønslige. Forestillingen var, at kvinderne var utugtige og havde en uhæm-

met seksualitet, der førte dem på afveje. I Sprogø-anstaltens eksistensperiode fra 1923 til

1961 har der i alt været indsat omkring 500 kvinder på øen, oftest mellem 44 og 50 kvin-

der ad gangen. Genindlæggelser var der mange af - dels af disciplinære årsager - dels af

sociale og arbejdsmæssige. Det almindelige var, at kvinderne var otte år på Sprogø, før de

blev prøvet ude i kontrolleret familiepleje. Diagnostiske kodeord i forhold til kvinderne

var letfærdighed, løsagtighed og hyperseksualitet, men også vagabondering, tyvagtighed og

arbejdsudygtighed kunne indgå som diagnostiske pejlemærker. Udviste kvinden en adfærd,

som helt eller delvist inkluderede de omtalte begreber, kunne man næsten være sikker på,

at hun var en af

dem:

de moralsk åndssvage, som var mere åndssvage på moralen end på in-

tellektet. Det var kombinationen af formodet arvelig defekt, afvigende adfærd og problemet

med at klare sig i plads, som førte til kvindernes indlæggelse på Sprogø. Et af de væsentligste

argumenter for indlæggelse var af økonomisk art: Kvinden havde født et eller flere børn,

som fattigvæsenet måtte tage sig af, eller kvinden var så løsagtig, at en graviditet kunne

forventes. Kvindens børn forventedes at blive endnu ”ringere” end hun selv, samtidig med,

at det var forventet, at hun producerede afkom i rigelig mængde. Journalernes fortællinger

handler mere om disse forventninger og om den specifikke diagnoses forud fastslåede diag-

nosebillede end om den enkelte kvinde.

1320

Brugen af tvangssterilisation og kastration

Det primære formål med at indsætte mennesker på ø-anstalterne Livø og Sprogø var at

hindre, at de fik børn. Det betød, at sterilisation blev det vitale omdrejningspunkt for over-

lægernes praksis. Det gjaldt også til en vis grad kastration, hvis den pågældende mand hav-

de begået seksuelle overgreb, var homoseksuel eller havde andre former for ”generende

seksualitet” som ”overdreven onani” eller ekshibitionisme. Selvom der også foregik sterili-

sation af mennesker, der var anbragt på moderanstalterne, så var den overvejende interesse

rettet mod dem, der var anbragt på ø-anstalterne, da de mentes at udgøre den mest akutte

eugeniske og/eller sociale fare for samfundet. Ifølge Lene Koch blev der ifølge loven af 1929

steriliseret 117 personer i perioden 1930-1935, heraf 67 på eugenisk indikation og 50 på

ikke-eugenisk, det vil sige andre årsager, der som regel var bundet til sociale forhold. De

Jyske Anstalter steriliserede i den periode 60 personer.

I forhold til 1934-loven blev 5779 mennesker steriliseret i perioden 1934-1968. Af dem var

3970 kvinder. 1165 sterilisationer blev udført i regi af De Kellerske Anstalter. I forhold til

1935-loven blev 6839 mennesker steriliseret i perioden 1935-1968, 5917 var kvinder.

1321

Det

1320 Kirkebæk, 2004.

1321 Koch, 2000, s. 371 – 384.

390

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

1322

, omfatter i alt 1467

numre, men nogle personer er opført uden nummer, og der er også tomme numre. Tidspe-

rioden er 10. april 1930 til 11. oktober 1972. Optælling på navne giver 89 kastrerede og 285

steriliserede mænd og 1084 steriliserede kvinder.

1323

Som det ses, steg antallet af steriliserede voldsomt efter sterilisationslovene i 1934 og 1935.

Det er iøjnefaldende, at især kvinder blev steriliseret. Det, de pågældende fik stillet i udsigt

som ”tak” for sterilisation og kastration, var udskrivning. At så mange blev steriliseret efter

et mere eller mindre påtvunget bejaende tilsagn, siger noget om, hvor belastende det var -

og er - at leve med en tidsubestemt straf.

Talen om sterilisationens og kastrationens nødvendighed

Især korrespondancen mellem overlæge Wildenskov og de skiftende inspektører på Livø

giver et billede af, hvordan overlægen/overlægerne opfattede deres opgave i forhold til sam-

fundet. Den tidsubestemte straf blev eksempelvis både af overlæge og inspektør på Livø

anset for en nødvendighed, hvis de skulle gøre sig håb om at styre de indsatte. Der lå en

disciplineringsmulighed i at have magt over både sterilisation og udskrivning. Selv om ste-

rilisation var lokkemidlet, blev ingen sat ”fri” efter operation. De fleste kom i kontrolleret

familiepleje under fortsat tilsyn og kontrol af anstalten og med mange genindlæggelser til

følge, hvis der var overtrædelser af de givne normer for tilpasset opførsel. Samtidig blev der

i tale og skrift argumenteret for et overordnet hensyn til samfundet.

I forhold til kvinderne på Sprogø var det ”aktiv seksualitet”, børn født uden for ægteskab

og tilpasningsvanskeligheder i forhold til arbejde, der førte til anbringelse. Om den først

ankomne kvinde på Sprogø i 1923 skriver overlæge Wildenskov i et tilbageblik i 1938: ”An-

bringes af Sogneraadet i en Plads, men Husbond har Samleje med hende en Snes Gange.

Senere indlader hun sig med andre og føder et Barn. Anbringes på Riis Plejehjem til Indl.

paa Sprogø. – I.Q. 1923 = 52,5. Under Feriebesøg Samleje med tidligere Barnefader (1926).

Steriliseres juni 1930. – Familiepleje 9-7-30. Juli 1931 gaar Tur med Broderen […], men

denne udnytter hende som seksuelt Aktiv overfor Kammeraterne. Flyttes derfor 1-9-1931

til fjernere Plejested. Her er man træt af hende April 1934, hvorfor til ny Pleje. Hun er opsat

paa at blive gift, har prøvet Forlovelse, men Manden var ganske uegnet. Har siden været i

samme Pleje”.

Den omtalte pleje var kontrolleret familiepleje, hvor de anbragte skulle arbejde uden løn

mod forplejning. Samtidig skulle den pågældende familie kontrollere den anbragtes adfærd

1322 Arkivfond SOC 50: Den Kellerske Aandssvageanstalt, Løbenummer 1986/444, RA

1323 Kirkebæk, 1997, s. 145.

391

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

og rapportere til anstalten. Hvorvidt manden var ”uegnet”, afgjorde sognet. Havde en mand

været under fattigforsorg i en periode, var han pr. definition uegnet. De eventuelle ægtefæl-

ler blev både vurderet økonomisk og i forhold til arvelig belastning – det vil i lægmandsbe-

dømmelse sige social belastning. Overlægen fulgte som regel sognets vurdering. Som det ses

af citatet, blev skylden for samleje med den tidligere husbond tillagt kvinden. Dette er helt

generelt, når det drejer sig om beskrivelse af kvinderne på Sprogø. Kvinderne blev på grund

af deres diagnose opfattet som den udfordrende og opfordrende part. De blev i journaler og

korrespondance tillagt skylden for både incest, overgreb og seksuelt overførte sygdomme.

Heller ikke mændenes seksualitet gik hus forbi, da angsten gik på underlødigt afkom. I 1931

skrev Wildenskov eksempelvis til inspektøren på Livø: ”P… Dobbeltøl agter at indtræde i

Ægtestanden, hannem siges at følge … [anden mands navn], idet de i de sidste Mdr. har

delt godt og ondt. Typen generer mig stærkt som uegnet til Fremavl … [tredje mands navn]

søger jeg at blokere Sædkanalerne paa, desværre lyder sidste Rapport fra Edderup paa, at

Kæresten ikke er sluppet helt uforandret fra den hyppige Delen Seng med ham. Vi maa på

dette Punkt optræde mere effektivt i Fremtiden, om Landet skal klare Krisen”.

1324

”P.R. er velegnet til Udgangsforsøg, men desværre tilhører han en saa ualmindelig belastet

Familie, at jeg ikke mener, det vil være lovligt at lade ham gaa ud uden Sterilisation, hvilket

jeg flere Gange har talt med ham om. Tiderne opmuntrer ikke det danske Samfund til ny

Produktion af smaa R…ere”, skrev Wildenskov i 1940.

Citaterne illustrerer magtforholdet. Det, der

personligt

generede overlæge Wildenskov, var

også det, der blev handlet på. Ingen retshandlinger pågik. Det gjorde der heller ikke, hvad

angår kastrationer. I 1939 skrev overlæge Wildenskov eksempelvis om en mand: (…) har

været uterlig mod Børn, er i Dag gaaet i den store Celle og faar der Valget mellem Kastra-

tion eller Livø”. Selv om der som omtalt i forhold til sterilisation og kastration skulle ansø-

ges om tilladelse i forhold til Retslægeråd og Sundhedsstyrelse (Sterilisationsloven af 1929)

Sterilisationsnævnet (Åndssvageloven af 1934) og Justitsministerium og Retslægeråd (Ste-

rilisations- og kastrationsloven af 1935), så fulgte disse instanser i vidt omfang overlægens

indstillinger. Det var for en stor del overlægen, der bestemte forholdet mellem tidsubestemt

straf og operation og mellem overtrædelse og sanktion, selv om han i nogle tilfælde skulle

argumentere med de ovennævnte instanser for at få gennemført den påtænkte operation.

Med hensyn til udskrivning til kontrolleret familiepleje skulle Justitsministeriet og Rets-

lægerådet spørges, hvis det gjaldt retligt indlagte åndssvage. Overlægens råd og ønske ser

stort set ud til at være blevet fulgt.

1324 Kirkebæk, 1997, s. 73.

392

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

Omkring årsskiftet 1949-50 oplevede overlæge Wildenskov, at det blev vanskeligere at få

sterilisationssager igennem, og han blev også selv mere tilbageholdende i forhold til græn-

setilfældene. Ikke fordi han ændrede standpunkt, men fordi der begyndte at blive rejst kritik

af sterilisationspraksis.

1325

Der er ikke brud i tekst eller opfattelse, når man ser på journalno-

tater og korrespondancesager fra ø-anstalternes oprettelse og til deres nedlæggelse.

Årsager til anbringelse

Både mændene på Livø og kvinderne på Sprogø blev opfattet som syge og uhelbredelige i

kraft af deres diagnose. De blev kontrolleret og behandlet i forhold til denne opfattelse. Be-

greberne ”syg” og ”fange” skifter hele tiden figur og grund. Når de anbragte opførte sig efter

forskrifterne, blev de behandlet som syge. Når de forbrød sig mod de givne regler, blev de

beskrevet og behandlet som fanger. Begge køn blev beskrevet med de samme stereotyper

årene igennem, men det var forskellige karakteristika, der blev beskrevet i forhold til den

kvindelige og den mandlige form for moralsk åndssvaghed.

Kvindernes karakteristika var ifølge journalnotater, artikler og korrespondancesager: usæ-

delighed/ ukontrollabel seksualitet/hyperseksualitet, letfærdighed, karakterologisk brist, let

åndssvaghed, arbejdsmæssig ubrugelighed og adfærdsmanifestationer som ”øjentjeneri”,

løgne og hysteri.

I 1938 udarbejdede overlæge Wildenskov en statistik over Sprogøs forgangne 15 år. Den

omhandlede 160 kvinder. Deres forsyndelser opgjorde han således

1326

•

tyveri: 40

falsk anmeldelse for voldtægt: 2

overtrædelse af politihold: 8

påført andre venerisk smitte: 7

blodskam (incest): 9

uterlig mod drenge: 1

barnedrab: 3

brandstiftelse: 5

betleri: 4

drabsforsøg og overfald: 2

Åbenbart havde ikke alle de anbragte kvinder ”syndet”, men da diagnosen indebar, at man

aldrig kunne vide, hvad kvinderne ville finde på, så var en forebyggende indsættelse på

Sprogø en hyppigt anvendt praksis.

1325 Kirkebæk ,1997, s. 165.

1326 Kirkebæk, 2004, s. 140.

393

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

Mændenes karakteristika var, at de var karakterløse, uhelbredelige, antisociale forbryder-

typer, der drak og vagabonderede og herunder begik vold, tyveri, ildspåsættelse og seksuelle

overgreb. Af en opgørelse for perioden april 1911 til august 1920 fremgår det, at der havde

været 147 anbragte på Livø. Af dem var 82 indsat på grundlag af en retskendelse, men de

øvrige var indsat af disciplinære grunde. Begrundelser for indsættelse var følgende

1327

•

vagabondering: 49

lejlighedstyveri: 47

sædelighedsforbrydelser: 22

brandstiftelse: 19

indbrudstyveri: 3

Resten kan have været overført fra moderanstalten som straf for flugtforsøg eller ”ustyrlig-

hed”, hvilket var en almindelig brugt fremgangsmåde.

Hvordan blev de indsatte behandlet på øerne, og hvordan havde de det?

Hvordan de indsatte og anbragte havde det, forekommer kun implicit, da de ikke blev

spurgt. De blev ikke set som unikke individer, men blot som del af en gruppe diagnosticere-

de afvigere, hvis handlinger var en del af deres ”sygdomsbillede”. At den tidsubestemte straf

var svær at leve med, ses dels af de mange flugtforsøg fra Livø, dels af oprør og ”hysteri” på

Sprogø. Ideen med indsættelse på de to ø-anstalter var, at samfundet skulle skærmes ved, at

der i forhold til ”moralsk åndssvage” blev handlet før, forbrydelsen blev begået. Mange blev

indsat på det grundlag, altså før de retligt var blevet tiltalt for noget.

Kvindernes hidsighedsanfald, lunefuldhed, næsvished, uro og tværhed blev behandlet med

beroligende sengeleje. Hysteri blev behandlet med bespænding, isolation og evt. beroligen-

de indsprøjtninger.

1328

De strafformer, der ellers blev anvendt på Sprogø, var at blive fratruk-

ket i arbejdsdusør, at miste hele ugelønnen, at blive låst inde i et værelse et eller flere døgn,

at blive lagt i seng kortere eller længere tid, at blive frataget måltider, at blive indsat i celle

et, to, tre, fire eller i særlige tilfælde flere døgn, at blive lagt i bælte, remme og muffetrøje, at

få inddraget søndagen som kollektiv straf. For et eksempel beskrives det i en indberetning

fra 1954:

”…

[navn udeladt] meget doven, ufredelig og løgnagtig. Skabte hele søndagen kon-

fliktsituationer; var urolig hen på aftenen; vagten mistede kontrollen med pigerne; hun blev

talt til rette, fik scopolamin c. tetrapon 1 ml., blev lagt i celle i nat, taget i arbejde til morgen.

Ikke faldet til ro endnu”. Overlæge Wildenskov havde allerede to år tidligere skrevet til for-

standerinden og fortalt, at der var en advarsel mod at bruge scopolamin-morfin, men det

1327 Kirkebæk, 1997, s. 40.

1328 Kirkebæk, 2004, s. 303.

394

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

havde åbenbart ikke ændret praksis.

1329

Der var ingen regler for, hvor længe kvinder kun-

ne ligge fastspændt eller sidde i isolation, og der var tilsyneladende heller ikke tilsyn med

medicinforbrug. Til opsyn om natten og til at lægge modvillige kvinder i seng og bespænde

dem, blev de ansatte mænd på fyret brugt. Det må have været ydmygende og skræmmende

for kvinder, der lå i en forsvarsløs position.

Mændene blev straffet for arbejdsvægring, forsøg på oprør og først og fremmest for flugt og

flugtforsøg. På Livø var der mulighed for at blive indsat i celle som straf. Der var ikke græn-

ser for, hvor længe man kunne sidde isoleret i celle. En hyppig anvendt straf var, at overlæ-

gen forlængede perioden for tidsubestemt indsættelse, eller at mændene blev frataget deres

tøj og låst inde på værelserne i perioder, hvor Limfjorden var islagt. Alligevel lykkedes det

for nogle at flygte over isen, nogle druknede under forsøget. Med hensyn til flugt og flugt-

forsøg er der en opgørelse for perioden 1911-1920: Det lykkedes elleve at flygte pr. båd, tre

på en selvlavet tømmerflåde, seks flygtede over isen, en druknede under flugtforsøg. Der

var desuden legio af mislykkede flugtforsøg.

1330

Med hensyn til arbejde og fortæring var der forskel på de to anstalter. Hvor mændene kla-

gede over dårlig kost og for små rationer, skulle kvinderne på Sprogø - som en del af deres

kommende arbejde i kontrolleret familiepleje - lære at lave god mad. Mændene skulle for-

trinsvis yde hårdt fysisk arbejde i landbruget og med anlægsarbejder, mens kvinderne skulle

lære at gøre rent, vaske, sy og væve tøj og passe husdyr.

Mulighed for udskrivning

Da der var tale om en deterministisk opfattelse af de anbragte, og da diagnosen ifølge den

gængse opfattelse viste, hvem de pågældende

var,

ikke hvad de kunne

blive,

så var det også

farligt at slippe de indsatte løs uden kontrol. For de fleste anbragte blev kontrollen livslang,

selvom lokkemidlet i forhold til sterilisation var, at dette kunne sætte personen ”fri”. Den

tidsubestemte straf blev betragtet som human, fordi man ikke burde straffe syge. Men de

anbragte ville langt hellere modtage en almindelig straf, så de vidste, hvornår de igen blev

løsladt. Baggrunden var den deterministiske retsopfattelse, der slog igennem i Retspleje-

loven af 1916, Sikringsloven af 1925 og Borgerlig Straffelov af 1930. Den betød, at der blev

lovgivet mod bestemte (uhelbredelige) grupper af befolkningen, som det ses i sterilisations-

og kastrationslovene. Det var love, der skulle sikre samfundets sociale selvforsvar og virke

afskrækkende og uskadeliggørende, men som også skulle skelne mellem, hvem der var eg-

net til almindelig straf, og hvem der ikke var det.

1331

Muligheden for at blive udskrevet til en

1329 Kirkebæk, 2004, s. 231.

1330 Kirkebæk, 1997, s. 45.

1331 Kirkebæk, 1997, s. 100-102 og s. 115.

395

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

helt fri og ukontrolleret tilværelse fra de to ø-anstalter var næsten ikke eksisterende. Med

grundloven af 1953 kom der ganske vist en mulighed for at få sit tvungne ophold på ånds-

svageanstalt retligt bedømt, men mange har ikke haft viden og overskud til at føre en sådan

sag igennem. ”Overlægen var suveræn med hensyn til at vurdere, hvornår behandlingen på

øen havde båret tilstrækkelig frugt til, at udskrivning kunne komme på tale.”

1332

Det ville sige

udskrivning til kontrolleret familiepleje.

Fulgte man datidens regler – eller blev disse brudt?

Med hensyn til sterilisations- og kastrationslove fulgte man på anstalterne tidens regler,

således som overlæge Christian Keller havde været med til at udforme dem i kommissionen

af 1924 (Sterilisationsloven af 1929), og som overlæge Wildenskov for en stor del selv havde

skabt dem gennem sit bidrag til Åndssvageloven af 1934. Overlægerne var aktive agenter i

tiden. Men de handlede også egenrådigt. Således kritiserede overlæge Wildenskov offent-

ligt, at han syntes, det tog for lang tid at få anmodninger om sterilisation igennem, og han

kunne også godt finde på at placere et retligt indlagt menneske i kontrolleret familiepleje,

før retsmyndighederne havde godkendt det. I det hele taget var overlæge Wildenskov i

konflikt med Retslægerådet, og han saboterede helt frem til 1953 rådets ønske om, at de

steriliserede skulle efterundersøges. Ifølge overlæge Wildenskov var der ingen grund til at

efterundersøge effekten af indgrebet, da han

vidste,

at sterilisation videnskabelig set var til

gavn for både de pågældende og samfundet.

1333

At staten med politikerne fastholdt de givne regler, længe efter at de eugeniske teorier var

opgivet, og vidensniveauet havde ændret sig, tyder på, at det politisk set ikke hastede med

at få lavet tingene om. Åndssvageloven blev først ændret i 1959, Sterilisationsloven blev

først ændret i 1967 og Ægteskabsloven i 1989 efter pres udefra - fra pårørende, menings-

dannere og embedsmænd. Det betød, at mennesker med udviklingshandicap - også efter

ø-anstalternes nedlæggelse i 1961 - blev fastholdt i et fornedrende, udslidt og fremmedsty-

ret anstaltsmiljø, der ikke levnede plads til individuelle behov, behandling, undervisning og

kommunikations- og relationsopbygning. Først i 1980 fik alle børn med udviklingshandicap

ret og pligt til undervisning.

Det skjulte og usagte

I min forskning om åndssvageforsorgens historie

1334

er diagnosebilleders afhængighed af tid

og afhængighed af forskellige tiders øjeblikkelige diskurs blevet markant accentueret. Selv

1332 Ibid., s. 117.

1333 Ibid., s. 133.

1334 Kirkebæk 1993, 1997, 2001, 2004, og 2007.

396

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

den mest videnskabelige videnskabelighed har indbyggede problemer, som består i, at vi

tolker de videnskabelige resultater ind i en aktuel samfundsmæssig social og politisk sam-

menhæng. Jeg har i min forskning specielt fokuseret på teoriernes praksisside og på prak-

tikernes ageren og egenproduktion inden for deres tids sandheds univers, der igen hænger

sammen med det, der er forventet og krævet politisk. Diagnosebilleder med tilhørende

teorier kommer og forgår. Hver diagnostisk teori har sin praksis og sine diagnosebilleder,

som igen giver plads for sine specialister, hvis samfundsmæssige, sociale og faglige opgave

det er at behandle og hjælpe dem, der har diagnosen. Her er det vigtigt at erindre - og stå

ved - at denne historie ikke har været uden ofre.

Litteratur

Bury, J.B. (1955)

The Idea of Progress. An Inquiry into its growth and origin.

Dover Publica-

tions, New York 1955.

Danmarks sociale Lovgivning 1891 – 1941.

Udgivet af Socialt Tidsskrift.

Keller, Johan (1870): Om Forholdet mellem Sjæl og Legeme hos Idioten. I:

Nordisk Tids-

skrift for Blinde-, Døvstumme- og Idiotskolen.

Kjøbenhavn, s. 168 -190.

Kirkebæk, Birgit (1993):

Da de åndssvage blev farlige.

Forlaget SocPol, Holte 1993.

Kirkebæk, Birgit (1997):

Defekt og deporteret. Livø-Anstalten 1911-1961.

Forlaget SocPol,

Holte.

Kirkebæk, Birgit (1997) a: Ø-anstalten Livø. Kriminalasyl for åndssvage mænd 1911-1961.

Diskurs, diagnose og konstruktion. Danmarks Lærerhøjskole 1997,

s. 187-215.

Kirkebæk, Birgit (2001):

Normaliseringens periode.

Forlaget SocPol, Holte.

Kirkebæk, Birgit (2003): Konstruktionen af ”Sprogø-Pigen”. I:

Social Kritik nr. 87,

s. 88-96.

Kirkebæk, Birgit (2004):

Letsindig og løsagtig. Kvindeanstalten Sprogø 1923-1961.

Forlaget

SocPol, Holte.

Kirkebæk, Birgit (2007):

Uduelig og ubrugelig. Åndssvageasylet Karens Minde 1880-1987.

Forlaget SocPol, Holte.

Koch, Lene (2000):

Tvangssterilisation i Danmark 1929-67.

Gyldendal, København.

Kraepelin, Emil (1899):

Psychiatrie. Ein Lehrbuch für Studierende und Aerzte.

Verlag von

Johann Ambrosius Barth, Leipzig.

Krafft-Ebing, R.v. (1883):

Lehrbuch der Psychiatrie auf Klinischer Grundlage für Praktische

Ärzte und Studierende.,

Band I und II, Stuttgart, Verlag Von Ferdinand Enke.

Lange, Fr. (1883):

Om Arvelighedens Indflydelse i Sindssygdomme.

Gyldendalske Boghan-

dels Forlag, København.

Lombroso, Cesare (1887):

Der Verbrecher in Anthropologischer, Arztlicher und Juristischer

Beziehung.

I und II Band. Verlag vom J.F. Richter, Hamburg.

Prichard, I.C. (1842):

Om Sindssygdomme og andre sygelige Sjelstilstande.

Oversat af H.

Selmer. C.A. Reitzels Forlag, København.

Pontoppidan, Knud:

Fire Psychiatriske Foredrag.

Th. Lind. Kjøbenhavn 1891.

397

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

Pontoppidan, Knud:

Retspsykiatriske Erklæringer.

København. Th. Linds Efterfølgers forlag.

Hans Frandsen 1901.

Ribot, Th. (1899):

Sjælsævnernes Arvelighed.

Gyldendalske Boghandels Forlag, København.

Rønn, Edith Mandrup:

De fattige i ånden. Essays om kultur, normalitet og ufornuft.

Museum

Tusculanums Forlag, Københavns Universitet 1996.

Steincke, K.K. (1920): Fremtidens Forsørgelsesvæsen. København. Trykt hos J.H. Schultz.

Wildenskov, H.O. (1934):

Investigations into the causes of mental deficiency.

Levin og

Munksgaard, København og Humphrey Milford, London.

Wildenskov, H.O. (1936):Er Intelligensmaalingen paalidelig? I:

Børnesagens Tidende. 31.

Aargang, nr. 6,

s. 95 – 104.

Wimmer, August (1909):

Degenererede Børn.

Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag, Kø-

benhavn.

398

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

Bilag C Benyttede arkivalier

Arkivalier fra Rigsarkivet

Andersvænge

Emneordnede sager (1936-2009), 43 pk.:

Pk. 1, 2, 3, 6, 8, 10, 11, 13, 14, 18, 20, 21, 23, 31, 32, 36, 37, 38, 40, 41, 42, 43, 46,

53, 54, 56, 58, 59, 60, 64, 67, 68, 78-85, 88, 90, 91, 92, 99, 100, 101, 102, 103, 104

Journalsager (1980-1990), 1 pk.:

Pk. 1

Klientsager, hjælpeforanstaltninger (1940-1990), 10 pk.:

Pk. 35, 70, 105, 135, 170, 205, 240, 275, 310, 345

Klientsager: døde beboere (1940-1990), 16 pk.:

Pk. 10, 20, 30, 40, 50, 60, 70, 80, 90, 100, 110, 120, 130, 140, 150, 160

Personalesager (1962-1988), 4 pk.:

Pk. 1, 2, 3, 4

Personalesager, chefer (1962-1988), 2 pk.:

Pk. 1, 2

Sager vedr. retslige undersøgelser (1941-1959), 7 pk.:

Pk. 1, 2, 3, 4, 5, 6, 7

Andersvænge, Lægekontoret

Dagligdagen vedr. afdelingsstruktur m.m. (1952-1981), 1 pk.:

Pk. 1

Dagligdagen vedr. ferierejser m.m. (1951-1978), 1 pk.:

Pk. 1

Dagligdagen vedr. gaver til patienterne m.m. (1954-1979), 1 pk.:

Pk. 1

Dagligdagen vedr. konfirmation m.m. (1941-1978), 1 pk.:

Pk. 1

Dagligdagen vedr. musikterapi m.m. (1940-1978), 1 pk.:

Pk. 1

Diverse korrespondance vedr. dagligdagen (1954-1979), 1 pk.:

Pk. 1

Diverse lægers korrespondance (1950-1974), 2 pk.:

Pk. 1, 2

Fikseringer (1948-1979), 2 pk.:

Pk. 1, 2

399

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

Interne meldinger (1961-1966), 4 pk.:

Pk. 1, 2, 3, 4

Korrespondance fra sundhedsstyrelsen m.m. (1932-1979), 1 pk.:

Pk. 1

Korrespondance fra Østifternes Åndssvageantalts bestyrelse m.v. (1943-1965), 1 pk.:

Pk. 1

Korrespondance fra åndssvagenævnet (1930-1954), 1 pk.:

Pk. 1

Korrespondance vedr. det centralt vejledende råd m.m. (1961-1979), 1 pk.:

Pk. 1

Korrespondance vedr. det lokalt vejledende råd m.m. (1965-1979), 1 pk.:

Pk. 1

Korrespondance vedr. forældreforeningen m.m. (1948-1962), 1 pk.:

Pk. 1

Korrespondance vedr. inspektørkollegiet m.m. (1968-1979), 1 pk.:

Pk. 1

Korrespondance vedr. Korsevad, Livø, Sprogø m.m. (1949-1977), 1 pk.:

Pk. 1

Korrespondance vedr. statens åndssvageforsorgs kontaktudvalg m.m. (1962-1979), 1 pk.:

Pk. 1

Korrespondance vedr. udslusning m.m. (1936-1977), 1 pk.:

Pk. 1

Korrespondance vedr. venteforsorg (1941-1979), 1 pk.:

Pk. 1

Lobotomi, sterialisation og kastration m.m. (1941-1978), 1 pk.:

Pk. 1

Love, cirkulærer m.m. (1933-1979), 3 pk.:

Pk. 1, 2, 3

Natrapportbog (1965-1966), 1 pk.:

Pk. 1

Overlægemødekorrespondance (1941-1979), 5 pk.:

Pk. 1, 2, 3, 4, 5

Overlægens korrespondance (1941-1965), 1 pk.:

Pk. 1

Personalesager vedr. funktionærer (1940-1979), 10 pk.:

Pk. 1, 2, 3, 4, 5, 6, 7, 8, 9, 10

Personalesager vedr. læger og kandidater (1941-1980), 4 pk.:

Pk. 1, 2, 3, 4

400

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

Spastikere og epileptikere (1940-1963), 1 pk.:

Pk. 1

Vigtige meddelelser (1939-1979), 1 pk.:

Pk. 1

Årsberetninger fra åndssvageforsorgen m.m. (1938-1966), 1 pk.:

Pk. 1

Andersvænge, Undervisningslederen/Inspektøren

Centerledermøder (1959-1978), 1 pk.:

Pk. 1

Cirkulærer, love m.m. (1965-1980), 7 pk.:

Pk. 1, 2, 3, 4, 5, 6, 7

Det lokale vejledende råds korrespondance (1968-1979), 3 pk.:

Pk. 1, 2, 3

Det lokale vejledende råds mødeprotokol (1970-1978), 1 pk.:

Pk. 1

Interne meldinger (1971-1977), 1 pk.:

Pk. 1

Korrespondance vedr. bestyrelsen for statens åndssvageforsorg m.m. (1953-1977), 2 pk.:

Pk. 1, 2

Personaleindberetninger (1965-1978), 1 pk.:

Pk. 1

Sager henlagt alfabetisk efter emne (1940-1981), 5 pk.:

Pk. 1, 2, 3, 4, 5

Vægterbog (1965-1977), 1 pk.:

Pk. 1

Den Kellerske Anstalt, Brejning

Belægningsprotokol (1939-1968), 4 pk.:

Pk. 1986-218, 1986-228, 1986-238, 1986-245

Diverse journalsager VI (1960-1984), 1 pk.:

Pk. 1990-256

Dr. O.H. Berthelsens sociale undersøgelser (1941-1953), 2 pk.:

Pk. 1990-2170, 1990-2171

Forhandlingsprotokol (1913-1959), 2 pk.:

Pk. 2011-128, 2011-129

Journalsager A-Ø (1897-1979), 34 pk.:

Pk. 1990-64, 1990-66, 1990-67, 1990-68, 1990-80, 1990-81, 1990-89, 1990-90,

1990-91, 1990-92, 1990-93, 1990-95, 1990-96, 1990-99, 1990-102, 1990-108,

1990-109, 1990-110, 1990-128, 1990-133, 1990-137, 1990-138, 1990-139,

401

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

1990-146, 1990-153, 1990-157, 1990-159, 1990-178, 1990-181, 1990-182, 1990-

183, 1990-184, 1990-187, 1990-199

Klientregister (1865-1990), 7 pk.:

Pk. 1990-397, 1990-398, 1990-399, 1990-400, 1990-401, 1990-402, 1990-403

Klientregister, U-sager (1950-1988), 5 pk.:

Pk. 1990-1969, 1990-1970, 1990-1971, 1990-1972, 1990-1973

Klientsager (1865-1935), 10 pk.:

Pk. 1986-30, 1986-31, 1986-32, 1986-34, 1986-35, 1986-49, 1986-81, 1986-90,

1986-92, 1986-96

Klientsager (1865-1990), 104 pk.:

Pk. 1990-404, 1990-405, 1990-406, 1990-407, 1990-408, 1990-409, 1990-410,

1990-411, 1990-412, 1990-413, 1990-414, 1990-415, 1990-416, 1990-417, 1990-

418, 1990-419, 1990-420, 1990-421, 1990-422, 1990-423, 1990-424, 1990-425,

1990-426, 1990-430, 1990-458, 1990-460, 1990-472, 1990-480, 1990-482, 1990-

490, 1990-520, 1990-550, 1990-580, 1990-593, 1990-610, 1990-640, 1990-670,

1990-676, 1990-700, 1990-729, 1990-730, 1990-760, 1990-790, 1990-809, 1990-

810, 1990-811, 1990-820, 1990-850, 1990-857, 1990-880, 1990-910, 1990-922,

1990-940, 1990-958, 1990-970, 1990-1000, 1990-1030, 1990-1060, 1990-1090,

1990-1120, 1990-1150, 1990-1180, 1990-1210, 1990-1240, 1990-1270, 1990-

1300, 1990-1330, 1990-1360, 1990-1385, 1990-1386, 1990-1387, 1990-1388,

1990-1389, 1990-1390, 1990-1391, 1990-1392, 1990-1393, 1990-1394, 1990-

1395, 1990-1396, 1990-1397, 1990-1398, 1990-1399, 1990-1400, 1990-1401,

1990-1402, 1990-1403, 1990-1420, 1990-1450, 1990-1480, 1990-1510, 1990-

1540, 1990-1570, 1990-1600, 1990-1630, 1990-1660, 1990-1690, 1990-1720,

1990-1750, 1990-1780, 1990-1810, 1990-1840, 1990-1870, 1990-1900

Rapportbøger (1950-1980), 6 pk.:

Pk. 1990-2111, 1990-2112, 1990-2113, 1990-2114, 1990-2115, 1990-2116

Pk. 1986-444

Sterilisationssager (1930-1972), 1 pk.:

Pk. 1986-3

U-sager (1865-1967), 19 pk.:

Pk. 1986-96, 1986-246, 1986-247, 1986-248, 1986-249, 1986-261, 1986-280,

1986-286, 1986-349, 1986-363, 1986-371, 1986-372, 1986-373, 1986-375, 1986-

401, 1986-408, 1986-410, 1986-429, 1986-441

U-sager (1865-1990), 34 pk.:

Pk. 1990-1902, 1990-1907, 1990-1908, 1990-1909, 1990-1910, 1990-1911, 1990-

1912, 1990-1913, 1990-1914, 1990-1915, 1990-1916, 1990-1917, 1990-1918,

402

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

1990-1919, 1990-1920, 1990-1921, 1990-1922, 1990-1923, 1990-1924, 1990-

1925, 1990-1926, 1990-1927, 1990-1928, 1990-1929, 1990-1930, 1990-1931,

1990-1932, 1990-1933, 1990-1934, 1990-1935, 1990-1936, 1990-1937, 1990-

1938, 1990-1939

Den Kellerske Anstalt, Brejning, Direktion/Bestyrelse

Journal (1954-1959), 1 pk.:

Pk. 2011-9

Journalsager (1954-1959), 7 pk.:

Pk. 2011-1, 2011-2, 2011-3, 2011-4, 2011-5, 2011-6, 2011-7

Den Sociale Ankestyrelse

Alfabetisk register til visdomsbog (1965-1976), 1 pk.:

Pk. 18

Døvenævnet

Elevfortegnelser (1950-1978), 4 pk.:

Pk. 5, 20, 35, 45

Ebberødgård

Bog over flugtforøg fra anstalten (1926-1940), 1 pk.:

Pk. 1

Budgetter med forslag til finanslov (1905-1979), 10 pk.:

Pk. 2, 3, 4, 5, 6, 7, 8, 9, 10, 11

Feriebog for mandsafdelingen (1925-1938), 1 pk.:

Pk. 1

Forstanderens klientsager (1922-1996), 4 pk.:

Pk. 1, 2, 3, 4

Journalsager (1951-1979), 38 pk.:

Pk. 1, 2, 3, 4, 5, 6, 7, 8, 9, 10, 11, 12, 13, 14, 15, 16, 17, 18, 19, 20, 21, 22, 23, 24,

25, 26, 27, 28, 29, 30, 31, 32, 33, 34, 35, 36, 37, 38

Klientsager for fødte 1911-1920 (1911-1920), 19 pk.:

Pk. 4, 8, 12, 16, 20, 24, 28, 32, 36, 40, 44, 48, 52, 56, 60, 64, 68, 72, 76

Klientsager for fødte 1921-1930 (1921-1930), 25 pk.:

Pk. 4, 8, 12, 16, 20, 24, 28, 32, 36, 40, 44, 48, 52, 56, 60, 64, 68, 72, 76, 80, 84, 88,

92, 96, 100

Klientsager for fødte 1931-1940 (1931-1940), 17 pk.:

Pk. 4, 8, 12, 16, 20, 24, 28, 32, 36, 40, 44, 48, 52, 56, 60, 64, 68

Medicinbog (1971-1980), 2 pk.:

Pk. 1, 2

Overlæge T.Hvams arkiv vedr. klienterne O.F. og I.T. (1961-1994), 1 pk.:

Pk. 93

403

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

Personalesager (1922-1943), 2 pk.:

Pk. 1, 2

Personalesager (1960-1986), 2 pk.:

Pk. 1, 2

Personalesager for chefer (1960-1986), 10 pk.:

Pk. 1, 2, 3, 4, 5, 6, 7, 8, 9, 10

Personalesager vedr. forsorgscentret, børnehaven m.m. (1965-1980), 1 pk.:

Pk. 92

Protokol over forsvundne og efterlyste klienter (1967-1977), 1 pk.:

Pk. 1

Protokol over prøveudskrevne klienter (1949-1959), 1 pk.:

Pk. 1

Rapportbog for nattevægteren (1946-1965), 1 pk.:

Pk. 1

Referater af centerlederens møder (1973-1979), 1 pk.:

Pk. 1

Referater af lokalt vejledende rådsmøder (1971-1977), 2 pk.:

Pk. 1, 2

Referater af samarbejdsudvalgets møder (1972-1978), 2 pk.:

Pk. 1, 2

Sagsakter: A-Z (1930-1980), 22 pk.:

Pk. 4, 8, 12, 16, 20, 24, 28, 32, 36, 40, 44, 48, 52, 56, 60, 64, 68, 72, 76, 80, 84, 88

Sociallederens diverse sager (1965-1973), 2 pk.:

Pk. 1, 2

Foreningen for Spastisk Lammede, kredsforening for Østjylland

Sager vedr. Foreningen for Spastisk lammede, Landsforeningen til bekæmpelse af

cerebral parese (1958-1988), 1 pk.:

Pk. 10

Forsorgsinstitutionen Rødbygård

Cirkulærer og meddelelser m.m. (1933-1964), 1 pk.:

Pk. 1

Diverse korrespondance m.m. (1938-1957), 1 pk.:

Pk. 1

Diverse korrespondance m.m. (1940-1952), 1 pk.:

Pk. 1

Diverse mødereferater (1968-1971), 1 pk.:

Pk. 1

Diverse sager (1950-1964), 2 pk.:

Pk. 1, 2

404

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

Diverse skrivelser vedr. Overlægekontoret (1947-1963), 2 pk.:

Pk. 1, 2

Domsudskrifter vedr. indkomne patienter (1954-1964), 2 pk.:

Pk. 1, 2

Ekspektanter (1960-1960), 1 pk.:

Pk. 1

Forældreforeningen m.m. (1951-1961), 1 pk.:

Pk. 1

K (1950-1975), 1 pk.:

Pk. 1

Kartotek over 70-sager (1970-1979), 1 pk.:

Pk. 1

Kartotek over inspektørkontorets 60-sager (1960-1969), 1 pk.:

Pk. 1

Klientsager (1929-2000), 31 pk.:

Pk. 337, 338, 339, 340, 341, 342, 343, 344, 345, 346, 347, 348, 349, 350, 351, 352,

353, 354, 355, 356, 357, 358, 359, 360, 361, 362, 363, 364, 365, 366, 367

Klientsager fødte 1940-1949 (1940-1990), 24 pk.:

Pk. 1, 2, 3, 4, 5, 6, 7, 8, 9, 10, 11, 12, 13, 14, 15, 16, 17, 18, 19, 20, 21, 22, 23, 24

Kontrolleret familiepleje (1948-1964), 7 pk.:

Pk. 1, 2, 3, 4, 5, 6, 7

Korrespondance vedr. diverse patienter (1961-1963), 2 pk.:

Pk. 1, 2

Medicinbog m.m. (1931-1971), 1 pk.:

Pk. 1

Mentalundersøgelser m.m. (1948-1959), 1 pk.:

Pk. 1

Omskrevne klientjournaler (1929-1953), 4 pk.:

Pk. 1, 2, 3, 4

Overordentlige foranstaltninger (1947-1955), 1 pk.:

Pk. 1

Oversigt over 60-sager fra sekretariatet (1960-1969), 26 pk.:

Pk. 1, 2, 3, 4, 5, 6, 7, 8, 9, 10, 11, 12, 13, 14, 15, 16, 17, 18, 19, 20, 21, 22, 23, 24,

25, 26

Personalesager (1960-1979), 11 pk.:

Pk. 1, 2, 3, 4, 5, 6, 7, 8, 9, 10, 11

Protokol over samarbejdsudvalgsmøder (1953-1972), 2 pk.:

Pk. 1, 2

405

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

Prøveudskrivninger (1944-1959), 2 pk.:

Pk. 1, 2

Rapportbog (1962-1980), 7 pk.:

Pk. 1, 2, 3, 4, 5, 6, 7

Sagskontorets 70-sager (1970-1979), 5 pk.:

Pk. 1, 15, 25, 30, 33

Årsberetninger mm. (1938-1955), 1 pk.:

Pk. 1

Fredericiaskolen, Statens skole for tunghøre og døve

Diverse sager vedr. elever (1910-1946), 1 pk.:

Pk. 118

Diverse vedr. eleverne (1939-1974), 1 pk.:

Pk. 245

Elevsager (1919-1971), 15 pk.:

Pk. 246, 251, 256, 261, 266, 271, 276, 281, 286, 291, 296, 301, 306, 311, 316

Sager vedr. løn, ansættelse m.m. (1932-1977), 1 pk.:

Pk. 78

Fysiurgisk Hospital, Hald Ege

Spastikerbørnehjemmet, korrespondance, beregninger m.v. (1952-1972), 1 pk.:

Pk. 18

Geelsgård Kostskole

Geelsgård-sagen (funktionærforeningens materiale) (1963-1966), 1 pk.:

Pk. 1

Instruks for skolebestyreren (1963-1963), 1 pk.:

Pk. 2

Klientsager, børn, unge og handicappede (1959-1996), 18 pk.:

Pk. 1, 2, 3, 4, 5, 6, 7, 8, 9, 10, 11, 12, 13, 14, 15, 16, 17, 18

Skoleudvalgsmøder (1964-1977), 1 pk.:

Pk. 1

Ungdomsafdelingen (1964-1973), 1 pk.:

Pk. 2

Løgumgård

Patientjournaler (1929-1980), 3 pk.:

Pk. 1, 15, 30

Samfundet og Hjemmet for Vanføre

Bestyrelsesprotokoller (1872-1995), 6 pk.:

Pk. 1-3, 4, 5, 6, 51, 52

Dagbøger og huskerier (1950-1987), 2 pk.:

Pk. 62, 63

406

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

Forretningsudvalgsprotokoller (1953-1986), 3 pk.:

Pk. 54, 55, 56

Mødeprotokoller for den daglige ledelse (1938-1963), 1 pk.:

Pk. 57

Reglementer (1935-1943), 1 pk.:

Pk. 60

Socialministeriet

Diverse kommissionsmateriale (1941-1955), 1 pk.:

Pk. 10

Emnekartotek (1968-1976), 9 pk.:

Pk. 160, 161, 162, 163, 164, 165, 166, 167, 168

Emnekartoteker (1976-1981), 9 pk.:

Pk. 198, 199, 200, 201, 202, 203, 204, 205, 206

Journalkort (1968-1976), 6 pk.:

Pk. 62, 63, 64, 65, 66, 67

Journalkort (1976-1981), 4 pk.:

Pk. 107, 108, 109, 110

Journalsager (1968-1976), 112 pk.:

Pk. 968, 2335, 2336, 2337, 2338, 2339, 2340, 2341, 2342, 2343, 2344, 2345, 2346,

2347, 2348, 2349, 2350, 2351, 2352, 2353, 2354, 2355, 2356, 2357, 2358, 2359,

2360, 2361, 2362, 2363, 2364, 2365, 2366, 2367, 2368, 2369, 2370, 2371, 2372,

2373, 2374, 2375, 2376, 2377, 2378, 2379, 2380, 2381, 2382, 2383, 2384, 2385,

2386, 2387, 2388, 2389, 2390, 2391, 2392, 2393, 2394, 2395, 2396, 2397, 2398,

2399, 2400, 2401, 2402, 2487, 2488, 2489, 2490, 2491, 2492, 2493, 2494, 2495,

2496, 2497, 2498, 2512, 2513, 2514, 2515, 2516, 2536, 2537, 2538, 2539, 2540,

2541, 2542, 2543, 2544, 2545, 2546, 2547, 2548, 2549, 2550, 2551, 2552, 2553,

2554, 2555, 2556, 2557, 2558, 2559, 2560, 2561

Journalsager (1976-1981), 115 pk.:

Pk. 1108, 1109, 1110, 1111, 1112, 1113, 1114, 1115, 1116, 1117, 1118, 1119,

1120, 1121, 1122, 1123, 1124, 1125, 1126, 1127, 1128, 1129, 1130, 1131, 1132,

1133, 1134, 1135, 1136, 1137, 1138, 1139, 1140, 1141, 1142, 1143, 1144, 1145,

1146, 1147, 1148, 1149, 1150, 1151, 1152, 1153, 1154, 1155, 1156, 1157, 1158,

1159, 1160, 1161, 1162, 1163, 1164, 1165, 1166, 1167, 1168, 1169, 1170, 1171,

1172, 1173, 1174, 1175, 1176, 1177, 1178, 1179, 1180, 1181, 1182, 1183, 1184,

1185, 1186, 1187, 1188, 1189, 1190, 1191, 1192, 1193, 1194, 1195, 1196, 1197,

1198, 1199, 1200, 1201, 1202, 1203, 1204, 1205, 1206, 1207, 1208, 1209, 1210,

1211, 1212, 1213, 1214, 1215, 1216, 1217, 1218, 1219, 1220, 1221, 1222

Kartotek over journalsagerne vedr. forsorgsundersøgelsen (1958-1958), 2 pk.:

Pk. 1, 2

407

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

Registranter (1919-1985), 1 pk.:

Pk. 72

Visdomsbøger (1933-1974), 5 pk.:

Pk. 1, 2, 3, 4-5, 6

Socialministeriet, Alderdomshjemsunderudvalget

Materiale fra alderdomshjemsudv vedr. 2. del af betænkningen (1948-1951), 1 pk.:

Pk. 6

Socialministeriet, Gennemførselsudvalget vedrørende udlægning af Åndsvagefor-

sorgen og den øvrige særforsorg

Mødereferater og arbejdspapirer (1976-1978), 1 pk.:

Pk. 1

Socialministeriet, Kommissionen af 07.04.1949 angående omorganiseringen af for-

sorgen for blinde (og stærkt svagtsynede)

Afskrifter og korrespondance vedr. underudvalgene (1949-1953), 1 pk.:

Pk. A6

Bilag samt administrative spørgsmål vedr. betænkningen (1954-1955), 1 pk.:

Pk. A2

Bilag vedr. møder (1949-1952), 1 pk.:

Pk. A5

Bilag vedr. møder og regnskaber (1949-1955), 1 pk.:

Pk. A4

Materiale og korrektur vedr. betænkning (1955-1955), 1 pk.:

Pk. A1

Materiale vedr. blindeforsorg i andre lande (1949-1955), 1 pk.:

Pk. A6

Mødemateriale og -referater (1953-1955), 1 pk.:

Pk. A3

Oversigt over underudvalg under Blindekommissionen (1949-1955), 1 pk.:

Pk. B2

Redegørelser vedr. lovforslaget (1952-1955), 1 pk.:

Pk. A5

Udkast til betænkning (1955-1955), 1 pk.:

Pk. A1

Socialministeriet, Særforsorgskontoret

Brevregister (1921-1966), 2 pk.:

Pk. 13, 20

Journal (1921-1949), 28 pk.:

Pk. 23, 51, 53, 54, 56, 58, 59, 61, 62, 64, 65, 67, 68, 70, 71, 73, 74, 76, 77, 79, 80,

82, 84, 85, 86, 87, 88, 89

408

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

Journaler (1946-1951), 6 pk.:

Pk. 12, 13, 14, 15, 16, 17

Journalkort (1949-1968), 13 pk.:

Pk. 94, 95, 96, 97, 98, 99, 100, 101, 102, 103, 104, 105, 106

Journalregister (1921-1966), 21 pk.:

Pk. 50, 52, 55, 57, 60, 63, 66, 69, 72, 75, 78, 81, 83, 86, 87, 88, 89, 90, 91, 92, 93

Journalsager (1921-1949), 244 pk.:

Pk. 199, 200, 201, 202, 203, 204, 205, 206, 211, 212, 213, 221, 232, 233, 234, 235,

236, 237, 242, 243, 244, 245, 251, 268, 269, 270, 271, 272, 273, 274, 279, 280,

304, 305, 306, 307, 308, 309, 310, 311, 312, 313, 314, 319, 320, 321, 334, 335,

336, 337, 339, 340, 341, 342, 343, 344, 345, 346, 347, 348, 349, 354, 355, 356,

370, 371, 372, 373, 374, 375, 376, 377, 378, 379, 380, 384, 385, 403, 404, 405,

406, 407, 408, 409, 410, 411, 412, 413, 417, 418, 419, 420, 436, 437, 438, 439,

440, 441, 442, 443, 444, 445, 446, 450, 451, 466, 467, 468, 469, 470, 471, 472,

473, 474, 475, 476, 477, 478, 479, 485, 486, 490, 505, 506, 507, 508, 509, 510,

511, 512, 513, 514, 515, 516, 517, 518, 519, 526, 527, 528, 543, 544, 545, 546,

547, 548, 549, 550, 551, 552, 553, 554, 555, 556, 561, 562, 566, 580, 581, 582,

583, 584, 585, 586, 587, 588, 589, 590, 591, 592, 593, 594, 598, 599, 600, 605,

616, 617, 618, 619, 620, 621, 622, 623, 624, 625, 626, 627, 633, 634, 639, 649,

650, 651, 652, 653, 654, 655, 656, 657, 658, 659, 660, 661, 662, 663, 664, 665,

694, 695, 696, 697, 698, 699, 700, 701, 702, 703, 729, 730, 731, 732, 733, 734,

735, 736, 737, 738, 739, 740, 741, 768, 769, 770, 771, 772, 773, 774, 775, 776,

777, 778, 779, 780

Journalsager (1949-1968), 269 pk.:

Pk. 6, 7, 8, 9, 10, 11, 12, 13, 14, 15, 16, 17, 18, 19, 20, 21, 22, 23, 24, 25, 26, 27, 28,

29, 30, 31, 32, 33, 34, 35, 36, 37, 38, 39, 40, 41, 42, 43, 44, 45, 46, 47, 48, 49, 50,

51, 52, 53, 54, 55, 56, 57, 58, 59, 60, 61, 62, 63, 64, 65, 66, 67, 68, 69, 70, 71, 72,

73, 74, 75, 76, 77, 78, 79, 80, 81, 82, 83, 84, 85, 86, 87, 88, 89, 90, 91, 92, 93, 94,

95, 96, 97, 98, 99, 100, 101, 102, 103, 104, 105, 106, 107, 108, 109, 110, 111, 112,

113, 114, 115, 116, 117, 118, 119, 120, 121, 122, 123, 124, 125, 126, 127, 128, 129,

130, 131, 132, 133, 134, 135, 136, 137, 138, 139, 140, 141, 142, 143, 144, 145, 146,

147, 148, 149, 150, 151, 152, 153, 154, 155, 156, 157, 158, 159, 160, 161, 162, 163,

164, 165, 167, 168, 169, 170, 171, 172, 173, 174, 175, 176, 177, 178, 179, 180, 181,

182, 183, 187, 189, 192, 193, 194, 195, 196, 197, 198, 199, 200, 201, 202, 203, 204,

205, 206, 207, 208, 209, 210, 211, 212, 213, 214, 215, 216, 217, 218, 219, 220, 221,

222, 223, 224, 225, 226, 227, 228, 229, 230, 231, 232, 233, 234, 235, 236, 237, 238,

239, 240, 241, 242, 248, 249, 258, 259, 260, 261, 262, 263, 264, 265, 266, 267, 268,

269, 270, 271, 272, 283, 292, 309, 310, 311, 312, 313, 314, 315, 316, 319, 326, 327,

331, 335, 337, 339, 340, 341, 342, 353, 354

409

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

Socialministeriet, Udvalget af 10.2.1961 vedr. Kolonien Filidelfias overenskomst

med staten

Diverse udvalgsmateriale (1960-1965), 1 pk.:

Pk. 2

Socialministeriet, Udvalget af 12.05.1949 vedrørende omorganisationen af forsor-

gen for talelidende

Korrektur vedrørende betænkning (1949-1954), 1 pk.:

Pk. 1

Korrespondance (1949-1954), 1 pk.:

Pk. 1

Mødereferater (1949-1954), 1 pk.:

Pk. 1

Socialministeriet, Udvalget af 15.06.1948 til undersøgelse af forsorgen for de i for-

sorgslovens kapitel XXIV-XXVII omhandlede personer

Afskrifter (1951-1951), 1 pk.:

Pk. 4

Anstaltbeskrivelser (1948-1951), 2 pk.:

Pk. 8, 9

Avisudklip vedr. Sundholmen (1951-1951), 1 pk.:

Pk. 4

Bemærkninger til lovudkast til Fororgsloven (1953-1953), 1 pk.:

Pk. 4

Besvarelser af to enqueter (1955-1957), 1 pk.:

Pk. 9

Divere udvalgmateriale (1948-1953), 1 pk.:

Pk. 10

Diverse forarbejder (1959-1959), 1 pk.:

Pk. 3

Diverse forarbejder til udkast (1958-1958), 1 pk.:

Pk. 6

Diverse mødematerialer (1956-1958), 1 pk.:

Pk. 6

Diverse personsager (1950-1950), 1 pk.:

Pk. 9

Diverse vedr. sekretærhonorarer (1948-1953), 1 pk.:

Pk. 7

Hovedrevisoratsagen om studenterlønninger (1952-1958), 1 pk.:

Pk. 1

410

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

Manuskript til udkast til betænkning (1955-1955), 1 pk.:

Pk. 1

Materiale til beskrivelse af anstalters regnskaber (1948-1951), 1 pk.:

Pk. 8

Materiale vedr. alkoholisme (1948-1953), 1 pk.:

Pk. 10

Materiale vedr. Kjems Århusundersøgelse (1951-1951), 1 pk.:

Pk. 1

Materiale vedr. sygekasseforhold (1951-1952), 1 pk.:

Pk. 1

Matr. vedr. forskellige institutioner med beslægtet klientel (1951-1951), 1 pk.:

Pk. 8

Matr. vedr. Københavns Politis sociale hjælpetjeneste (1954-1956), 1 pk.:

Pk. 2

Matr. vedr. undertegnelse og udsendelse af 1. betænkning (1955-1955), 1 pk.:

Pk. 7

Mødereferater (1948-1959), 4 pk.:

Pk. 1, 2, 3, 4

Oplysninger vedr. anstalterne (1948-1953), 1 pk.:

Pk. 11

Rapporter over anstaltbesøg (1948-1949), 1 pk.:

Pk. 10

Reglementer for arbejdsanstalter (1933-1951), 1 pk.:

Pk. 9

Statistik og oversigter over anstalterne (1948-1953), 1 pk.:

Pk. 11

Udkast til love (1953-1953), 1 pk.:

Pk. 4

Udkast til reglement (1958-1958), 1 pk.:

Pk. 6

Socialministeriet, Udvalget af 18.07.1936 angående kompetenceforholdet mellem

Børneforsorgen og Åndssvageforsorgen med videre

Diverse udvalgsmateriale (1936-1939), 1 pk.:

Pk. 3

Oversigter og mødereferater (1936-1939), 1 pk.:

Pk. 1

Underudvalg 1 kompetanceudvalget (1936-1939), 1 pk.:

Pk. 1

411

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

Underudvalg II psykopatudvalget (1936-1939), 1 pk.:

Pk. 1

Underudvalg III Lovændringsudvalget (1936-1939), 1 pk.:

Pk. 2

Underudvalg V Lægeforhold (1936-1939), 1 pk.:

Pk. 3

Socialministeriet, Udvalget af 19.04.1941 angående den mod Børne- og Åndssvage-

forsorgen offentligt fremførte kritik

Diverse udvalgsmateriale (1941-1944), 3 pk.:

Pk. 1, 2, 3

Socialministeriet, Udvalget af 30.4.1954 til behandling af Åndssvageforsorgens

problemer

Betænkning (1958-1958), 1 pk.:

Pk. A2

Diverse materiale vedr. betænkningen (1954-1958), 1 pk.:

Pk. A1

Udkast til betænkning (1954-1958), 1 pk.:

Pk. A2

Socialstyrelsen

Brevkopier (1968-1972), 8 pk.:

Pk. 1, 2, 3, 4, 5, 6, 7, 8

Chefkollegiets mødereferater med indkaldelser (1970-1990), 72 pk.:

Pk. 1, 2, 3, 4, 5, 6, 7, 8, 9, 10, 11, 12, 13, 14, 15, 16, 17, 18, 19, 20, 21, 22, 23, 24,

25, 26, 27, 28, 29, 30, 31, 32, 33, 34, 35, 36, 37, 38, 39, 40, 41, 42, 43, 44, 45, 46,

47, 48, 49, 50, 51, 52, 53, 54, 55, 56, 57, 58, 59, 60, 61, 62, 63, 64, 65, 66, 67, 68,

69, 70, 71, 72

Journalkort, stikordsregister til grå sager (1972-1982), 25 pk.:

Pk. 36, 37, 38, 39, 40, 41, 42, 43, 44, 45, 46, 47, 48, 49, 50, 51, 52, 53, 54, 55, 56,

57, 58, 59, 60

Journalplan (1972-1982), 1 pk.:

Pk. 1

Journalsager (1972-1982), 130 pk.:

Pk. 109, 110, 111, 114, 306, 307, 308, 309, 310, 634, 635, 642, 643, 644, 645, 646,

647, 648, 649, 650, 651, 652, 658, 659, 660, 661, 662, 663, 664, 665, 666, 667,

668, 669, 670, 671, 672, 673, 674, 675, 676, 677, 678, 679, 680, 681, 707, 708,

745, 746, 747, 748, 749, 750, 751, 752, 753, 754, 755, 756, 757, 787, 788, 789,

790, 791, 792, 793, 794, 795, 796, 797, 798, 799, 800, 801, 802, 803, 804, 805,

806, 807, 808, 809, 810, 811, 812, 813, 814, 815, 816, 817, 818, 819, 820, 821,

412

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

822, 823, 824, 825, 826, 827, 828, 829, 830, 831, 832, 833, 834, 835, 836, 837,

838, 839, 840, 841, 842, 843, 847, 848, 849, 850, 851, 852, 853, 854, 855, 910,

911, 912

Klagesager vedrørende dag- og døgninstitutioner (okker sager) (1951-1976), 66 pk.:

Pk. 1986, 1987, 1988, 1989, 1990, 1991, 1992, 1993, 1994, 1995, 1996, 1997,

1998, 1999, 2000, 2001, 2002, 2003, 2004, 2005, 2006, 2007, 2008, 2009, 2010,

2011, 2012, 2013, 2014, 2015, 2016, 2017, 2018, 2019, 2020, 2021, 2022, 2023,

2024, 2025, 2026, 2027, 2028, 2029, 2030, 2031, 2032, 2033, 2034, 2035, 2036,

2037, 2038, 2039, 2040, 2041, 2042, 2043, 2044, 2045, 2046, 2047, 2048, 2049,

2050, 2051

Lægesager vedrørende dag- og døgninstitutioner (lilla sager) (1947-1975), 27 pk.:

Pk. 2164, 2165, 2166, 2167, 2168, 2169, 2170, 2171, 2172, 2173, 2174, 2175,

2176, 2177, 2178, 2179, 2180, 2181, 2182, 2183, 2184, 2185, 2186, 2187, 2188,

2189, 2190

Visdomsbog. Oversigt over vanføreområdet (1955-1971), 1 pk.:

Pk. 1

Statens fortsættelsesskole for døve og tunghøre i Nyborg

Fællesforstandermøder (1971-1974), 1 pk.:

Pk. 1

Personalesager (1891-1980), 8 pk.:

Pk. 1, 2, 3, 4, 5, 6, 7, 8

Referat af forstandermøder (1970-1977), 2 pk.:

Pk. 1, 2

Statens Institut for Blinde og Svagsynede i København

Forstanderens meddelelsesbog (1922-1962), 1 pk.:

Pk. 1-3

Klientsager (1924-1971), 21 pk.:

Pk. 4, 8, 12, 16, 20, 24, 28, 32, 36, 40, 44, 48, 52, 56, 60, 64, 68, 72, 76, 80, 84

Kontaktudvalgsmøder (1969-1976), 2 pk.:

Pk. 1, 2

Lærerrådsmøder (1977-1981), 1 pk.:

Pk. 1

Lærerrådsprotokol (1907-1968), 2 pk.:

Pk. 1-2, 3-4

Personaleinstrukser og charteks (1858-1944), 2 pk.:

Pk. 1, 2

Samarbejdsudvalgsmøder (1969-1978), 1 pk.:

Pk. 1

413

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

Samrådsmøder (1968-1979), 2 pk.:

Pk. 1, 2

Statens Skole for Døve i København

Elevsager (1960-1986), 13 pk.:

Pk. 1, 2, 3, 4, 5, 6, 7, 8, 9, 10, 11, 12, 13

Emneordnet materiale (1844-1986), 25 pk.:

Pk. 1, 2, 3, 7, 8, 15, 19, 20, 21, 22, 23, 24, 25, 26, 27, 37, 38, 39, 43, 46, 73, 90, 91,

108, 109

Palle Vestbergs orienterende papirer (1967-1977), 1 pk.:

Pk. 1

Personalesager (1957-1986), 1 pk.:

Pk. 1

Protokol for lærerrådet (1904-1970), 1 pk.:

Pk. 1

referater for samarbejdsudvalg og forretningsudvalg (1969-1974), 1 pk.:

Pk. 1

Særskilte elevsager (1963-1979), 12 pk.:

Pk. 1, 2, 3, 4, 5, 6, 7, 8, 9, 10, 11, 12

Statens Åndssvageforsorg

Alfabetisk stikordsregister (1959-1973), 1 pk.:

Pk. 537-546

Fortegnelse over sager (1959-1973), 1 pk.:

Pk. 537-546

Journalsager (1959-1975), 95 pk.:

Pk. 257, 258, 259, 260, 261, 262, 263, 264, 265, 266, 267, 268, 269, 270, 271, 272,

273, 274, 275, 276, 277, 278, 279, 280, 281, 282, 283, 284, 285, 286, 287, 288,

289, 290, 291, 292, 293, 294, 295, 296, 297, 298, 299, 300, 301, 302, 303, 304,

305, 306, 307, 308, 309, 310, 311, 312, 313, 314, 315, 316, 317, 318, 319, 320,

321, 322, 323, 324, 325, 326, 327, 328, 329, 330, 331, 332, 333, 334, 335, 336,

337, 338, 339, 340, 341, 342, 343, 344, 345, 346, 347, 348, 349, 350, 457

Overlæge Hvams arkiv (1961-1974), 2 pk.:

Pk. 1, 2

Visdomsbøger (1960-1970), 1 pk.:

Pk. 553-559

Sterilisationsnævnet

Journaler (1934-1968), 13 pk.:

Pk. 10, 11, 12, 13, 14, 15, 16, 17, 18, 19, 20, 21, 22

Journalsager (1934-1968), 19 pk.:

Pk. 2, 12, 22, 32, 42, 52, 62, 72, 82, 92, 102, 112, 122, 132, 142, 152, 162, 172, 182

414

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

Strandvænget

Klientsager (1961-1980), 20 pk.:

Pk. 4, 24, 44, 64, 84, 104, 124, 144, 164, 184, 204, 224, 244, 264, 284, 304, 324,

344, 364, 384

Personalesager (1961-1980), 5 pk.:

Pk. 1, 2, 3, 4, 5

Sølund Forsorgscenter, Skanderborg

Klientsager (1935-1993), 5 pk.:

Pk. 1994-206, 1994-230, 1994-260, 1994-290, 1994-320

Vodskov Åndssvageanstalt

Forhandlingsprotokol (1914-1959), 2 pk.:

Pk. 2011-61, 2011-62

Journalsager (1916-1980), 21 pk.:

Pk. 2004/1, 2004/2, 2004/3, 2004/4, 2004/5, 2004/6, 2004/7, 2004/8, 2004/9,

2004/10, 2004/11, 2004/12, 2004/13, 2004/14, 2004/15, 2004/16, 2004/17,

2004/18, 2004/19, 2004/20, 2004/21

Klientsager (1916-1980), 16 pk.:

Pk. 30, 60, 90, 120, 150, 180, 210, 250, 280, 310, 350, 380, 410, 440, 470, 500

Vodskov Åndssvageanstalt, 2. Afdeling

Dag-natjournal (1917-1923), 1 pk.:

Pk. 2004/571-575

Østifternes Åndssvageanstalter, Bestyrelsen

Diverse journalsager (1934-1959), 1 pk.:

Pk. 1

Forhandlingsprotokol for bestyrelsen (1936-1959), 1 pk.:

Pk. 1-3

Journal vedr. Karens Minde (1924-1933), 1 pk.:

Pk. 1

Journalsager vedr. administration (1942-1959), 6 pk.:

Pk. 1, 2, 3, 4, 5, 6

Journalsager vedr. administration og personale (1942-1959), 28 pk.:

Pk. 1, 2, 3, 4, 5, 6, 7, 8, 9, 10, 11, 12, 13, 14, 15, 16, 17, 18, 19, 20, 21, 22, 23, 24,

25, 26, 27, 28

Liste over indgående breve (1919-1953), 6 pk.:

Pk. 1, 2, 3, 4, 5, 6

Memorialprotokol (1936-1959), 1 pk.:

Pk. 1-4

Pensionistbog (1932-1951), 1 pk.:

Pk. 1

415

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

Pk. 1-2 (1945-1951), 1-2 (1956-1960)

Reskonto for udbetalte pensioner (1949-1953), 1 pk.:

Pk. 1-2

Udtagne journalsager (1925-1959), 68 pk.:

Pk. 1, 5, 9, 10, 12, 13, 14, 15, 16, 17, 21, 22, 23, 24, 25, 26, 27, 28, 29, 30, 31, 32,

33, 36, 38, 41, 42, 44, 50, 51, 52, 53, 54, 62, 64, 65, 66, 68, 69, 70, 71, 72, 74, 78,

79, 80, 81, 82, 83, 84, 85, 86, 90, 91, 92, 93, 94, 95, 99, 100, 101, 103, 105, 108,

109, 110, 111, 114

Visdomsbog (1936-1965), 1 pk.:

Pk. 1

Åndssvageanstalten ved Ribe

Journalsager (1962-1985), 1 pk.:

Pk. 2003/4

Journalsager, Institutionsadministrationen Ribelund (1978-1992), 1 pk.:

Pk. 2497

Klientsager (1907-1979), 5 pk.:

Pk. 126, 160, 190, 220, 250

Spørgeskema vedr. klienter i familiepleje (1905-1979), 1 pk.:

Pk. 971

Åndssvageforsorgens Centralnævn

Beretning (1959-1959), 1 pk.:

Pk. D1

Dombogsudskrifter (1954-1959), 1 pk.:

Pk. E1 og E2

Forhandlingsprotokoller (1959-1972), 1 pk.:

Pk. A1-A2

Journal med register (1959-1973), 1 pk.:

Pk. B1

Journalsager (1959-1973), 20 pk.:

Pk. C1, C2, C3, C4, C5, C6, C7, C8, C9, C10, C11, C12, C13, C14, C15, C16,

C17, C18, C19, C20

Åndssvagenævnet af 1937

Forhandlingsprotokol (1937-1946), 1 pk.:

Pk. 1

Forhandlingssager (1937-1938), 1 pk.:

Pk. 1

416

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

Arkivalier fra Folketingets Ombudsmands arkiv

Folketingets Ombudsmand

Udvalgte journalsager:

J.nr. 540/58, 1975-1171-06,1975-939-06, 1975-1691-06, 1976-159-06, 1976-620-

06, 1979-743-06, 1979-1125-06

417

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

Bilag D Oversigt over interviews

Informant Anbragt /

Interview-

Ansat /

Person (IP)

Pårørende

+nummer

ANSAT

IP1

IP2

IP3

IP4

IP5

IP6

IP7

IP8

IP9

IP10

IP11

IP12

IP13

IP14

IP15

Ansat

Åndssvageforsorg

Andersvænge

1966-1981

Andersvænge

1972-frem

Andersvænge,

Lillemosegård

1963-frem

Andersvænge

1972-1983

Ebberødgård

1960’erne-frem

Ebberødgård

1960’erne-frem

Ebberødgård

1962-frem

Brejning

1963-frem

Løgumgårde, Brej-

ning 1969-frem

Ribelund

1973-frem

Løgumgårde

1963-frem

Løgumgårde

1976-frem

Ebberødgård

1973-1974

Vodskov

1973-1974

Fælleshåb

1971-frem

Forsorgsgren

Institution /

Periode

Indsamlet til

udredningen

(U) eller

Anbragt i

historien (A)

418

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

IP16

IP17

IP18

IP19

IP20

IP21

Ansat

Åndssvageforsorg

Løgumgårde

1972-frem

Flere steder

1968-frem

Ribelund

1968-frem

Løgumgård

1961-frem

Løgumgård

1968-frem

Ribelund og Statens U

Åndssvageforsorg

(Familieplejen)

1948-frem

Vodskov

1949-frem

Vodskov

1970-frem

Vodskov

1970-frem

Andersvænge

1971-1974

Andersvænge

1971-1974

Ribelund

1974-1977

IP22

IP23

IP24

IP25

IP26

IP27

Ansat

Åndssvageforsorg

PÅRØRENDE

IP28

IP29

IP30

Mor til to an-

bragte

søster til to

anbragte

Søster til en

anbragt

ANBRAGTE

IP31

Anbragt

Åndssvageforsorg

Vodskov

1953-1965

Åndssvageforsorg

Brejning og Ri-

belund 1952-frem

Brejning og Ri-

belund 1952-frem

Sølund

1975 (?)-frem

419

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

IP32

IP33

IP34

IP35

IP36

Anbragt

Åndssvageforsorg

Brejning m.fl.

1944-1958

Ribelund m.fl.

1960-frem

Brejning

1958-1974

Klostervej (Odense) U

og Pilebakken

1967-frem

Odder Børnehjem,

Ebberødgård m.fl.

1960-frem

IP37

Anbragt

Åndssvage- og epi- Filadelfia, Thorshøj- U

leptikerforsorgen gård 1957-1968

(anbringelser under

børneforsorgen un-

dervejs)

Åndssvageforsorg

Østbo (Esbjerg),

Rolighedsvej (Rin-

ge), Rantzausminde

(Svendborg)

1973-1979

Karensminde og

Andersvænge

1949-frem

Brejning

1942-frem

Ribelund

1949-1976

Ebberødgård

1957-1967

Brejning

1946-1978

Vodskov og Ri-

belund

1938-1984

IP38

Anbragt

IP39

IP40

IP41

IP42

IP43

IP44

IP45

IP46

Anbragt

Åndssvageforsorg

Brejning og kontrol- A

leret familiepleje mv.

1947-1981

Brejning

1940-1977

420

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

IP47

Anbragt

Åndssvageforsorg

Statens Institut for

talelidende og An-

dersvænge

1955-frem

Sølund m.fl.

1963-frem

IP48

IP49

IP50

IP51

IP52

IP53

IP54

IP55

IP56

IP57

IP58

Anbragt

Åndssvageforsorg

Gråsten Fredehjem, A

Ribelund m.fl.

1953-frem

Ebberødgård

1969-1973

Fælleshåb m.fl.

1951-frem

Ribelund

1964-1976

Ventetidshjem, Vod- A

skov m.fl.

1948-frem

Vodskov

1949-1968

Ebberødgård m.fl.

1946-frem

Brejning m.fl.

1956-frem

Andersvænge m.fl.

1952-frem

Gammelbakkehus

m.fl.

1961-frem

Nyborg og KBH

1935-1944

Nyborg mm.

1953-1967

Nyborg

1945-1948

Pedersborg

1954-1958

IP59

IP60

IP61

Anbragt

Døveforsorg

IP62

Anbragt

Epilepsi

421

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

IP63

Anbragt

Epilepsi

Filadelfia

1949-1988

Geelsgård

1956-1965

Esplanaden m.fl.

1955-1965

Geelsgård

1959-1965

Geelsgård

1956

Geelsgård

1954-1965

Hald Ege m.fl.

1955-1973

IP64

IP65

IP66

IP67

IP68

IP69

IP70

IP71

IP72

IP73

IP74

IP75

IP76

IP77

IP78

IP79

IP80

Anbragt

Vanføreforsorg

Blindeforsorg

Sanfundet og Hjem- A

met for vanføre

1956-1960

Hald Ege 1973-frem A

Refsnæs m.fl.

1950-1960

Refsnæs

1974-1978

Refsnæs

1943

Refsnæs m.fl.

1950

Refsnæs

1963-1971

Refsnæs

1963-

Refsnæs m.fl.

1949-?

Refsnæs

1947-?

Refsnæs

1975-1987

422

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

IP81

IP82

IP83

Anbragt

ANSAT

Blindeforsorg

Refsnæs m.fl.

1951-frem

Refsnæs og Blinde-

instituttet

1948-1964

Refsnæs

1959-1963

IP84

IP85

Ansat

Særforsorgen

Centraladministrati- U

onen 1970-frem

Institution i ånds-

svageforsorgen

1963-1978 Central-

administrationen

1978-frem

423

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

Bilag E Interviewguide

Anbragte

Introduktion

(intern)

Orientering om undersøgelsens formål

• Inden interviewet går i gang, orienterer vi om undersøgelsens formål, forventede pub-

licering og politiske kontekst.

• Selve interviewguiden italesættes. Den skal ikke være styrende, men hjælpe os med at

komme ind på centrale temaer.

Orientering om interviewets ramme og praktiske forhold

• Hvis der er en ven, et familiemedlem eller en støtteperson til stede, afklares det med

interviewpersonen, hvorvidt personen skal være i rummet eller vente udenfor under

selve interviewet.

• Vi tager os den tid, det tager!

• Det er okay ikke at ville eller kunne svare på de enkelte spørgsmål.

• Der findes ingen rigtige eller forkerte svar.

• Der kan holdes pauser undervejs, alt efter den enkeltes ønsker.

• Man bestemmer selv, hvorvidt man ønsker at være anonym eller optræde med navns

nævnelse.

• Vi gør opmærksom på, at interviewet vil blive optaget på diktafon.

Mulighed for afklarende spørgsmål

• Spørg om interviewpersonen har nogle afklarende spørgsmål eller kommentarer, før

I går i gang.

Personlige data

Navn:

Adresse og tlf. og e-mail:

Fødselsdato:

Fødested:

Forsorgsgren:

Anbringelsessteder (angiv periode):

Grunde til at deltage

• Hvorfor har du sagt ja til at deltage og dele din historie?

• Hvordan føles det at sidde her og skulle til at fortælle?

424

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

Erindringer med særlig betydning

• Er der nogle konkrete erindringer fra din anbringelse, der har brændt sig fast, eller som

betyder noget særligt for dig?

Anbringelsen

• Ved du, hvorfor du blev anbragt?

• Hvordan blev du orienteret om det?

• Kan du huske ankomsten og den første dag?

Hverdag

Bygninger

• Hvordan så bygningerne ud? Hvordan var de indrettet?

• Kan du beskrive området omkring institutionen?

Kost og måltider

• Kan du fortælle lidt om maden?

• Hvordan sad I til måltiderne?

• Var der forskel på maden til personalet og til de anbragte?

• Blev du mæt?

• Hvad skete der, hvis I ikke kunne spise op?

Beklædning og fodtøj

• Hvordan så du ud?

• Kunne man se på tøjet, hvor I kom fra?

• Havde du dit eget tøj, eller var det fællestøj?

• Var der navnemærker eller numre i tøjet?

Hygiejne, bad og toiletforhold

• Hvordan foregik det, når I skulle i bad?

• Hvordan foregik det om morgenen, når I skulle gøres klar, og om aftenen, når I skulle

i seng?

• Kunne I låse døren til toilettet?

Skole, arbejde og fritid

Skole

• Hvor meget gik du i skole?

• Hvordan oplevede du din skolegang?

425

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

• Synes du, at du lærte det, du havde brug for?

• Ville du gerne have gået i almindelig skole?

Arbejde

• Havde du arbejde og pligter i det daglige?

• Hvad synes du om dine pligter / dit arbejde? Fik du løn eller lommepenge?

Fritid

• Hvad lavede du typisk, når du ikke gik i skole eller arbejdede?

• Gik du til noget?

• Kunne du selv bestemme, hvad du lavede?

• Hvad lavede du i ferier og på helligdage?

Omsorg

Ansatte

• Hvilke personer gjorde et særligt indtryk på dig?

• Var der nogen, du kunne betro dig til?

• Var der stor udskiftning i medarbejdergruppen?

• Var medarbejderne uddannede?

• Følte du, at medarbejderne kunne løse og magte deres opgave?

• Oplevede du et hierarki mellem medarbejderne?

Anbragte

• Var der nogle af de andre anbragte, du havde et særligt forhold til?

• Hvad lavede I sammen, når personalet ikke var der?

• Oplevede du et hierarki mellem de anbragte? (Uvenskab og intern afstraffelse?)

• Oplevede du venskab, fællesskab, omsorg og støtte?

Familie

• Havde du kontakt til din familie?

• Hvilke tanker og følelser havde du om din familie?

• Prøvede din familie at få dig hjem?

Andre

• Var der andre, du havde et særligt forhold til?

• Havde du kontakt med naboer eller andre i lokalsamfundet?

426

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

Behandling og træning

Medicinsk behandling

• Har du fået psykofarmaka?

• Hvilke former?

• Hvordan foregik det?

• Hvordan var det?

• Kendte du formålet med medicineringen?

• Blev du orienteret om bivirkninger?

Træning og genoptræning

• Har du modtaget træning eller været i genoptræning?

• Hvordan oplevede du det?

• Kendte du formålet?

Operationer og indgreb

• Er du blevet opereret? (Er du f.eks. blevet steriliseret?)

• Kendte du formålet?

• Blev du orienteret om risici?

Generelt

• Følte du, det psykologiske / medicinske personale var kompetente?

• Havde du mulighed for at afslå eller sige nej til behandling / træning?

• Har du erfaringer med at føle dig udstillet?

• Har du haft en følelse af, at læger / psykologisk personale forsøgte sig frem?

Tvang, straf og overgreb

• Kan du huske, hvilke regler der var?

• Var der også uskrevne regler?

• Hvad skete der, når reglerne blev overtrådt?

• Har du oplevet kollektiv straf?

• Har du oplevet, at du blev slået?

• Har du oplevet, at du blev spændt fast eller låst inde?

• Har du oplevet, at du blev medicineret som straf?

• Har du oplevet, at nogen blev tvunget til at gøre noget, de ikke ville?

• Har du oplevet fysiske, psykiske eller seksuelle overgreb?

427

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

Modstand og handlemuligheder

• Hvordan kunne man omgå reglerne?

• Hvordan kunne man gøre modstand?

• Har du prøvet at stikke af?

• Hvad kunne man gøre for at få opmærksomhed eller omsorg?

• Hvad gjorde du for at passe på dig selv?

Rettigheder

• Hvor kunne man gå hen, hvis man gerne ville være alene?

• Havde du nogen ting, som var dine egne? Hvor var de opbevaret?

• Havde du hemmeligheder?

• Hvilke muligheder var der for at have et seksualliv, en kæreste, blive gift, etablere en

familie?

• Hvordan var det første gang, du fik dit eget værelse / lejlighed?

• Har du eller din familie klaget over forholdene?

• Hvem kunne man gå til, hvis der var noget, man var utilfreds med?

Tilsyn

• Kom der nogen udefra og så til jer?

• Hvordan foregik det?

Følger i det videre liv

• Hvordan har dit liv været, efter du var anbragt i store træk?

• Hvordan har anbringelsen påvirket dit liv på godt og ondt?

• Har anbringelsen også påvirket dine børns liv?

• Hvordan tror du, at dit liv havde set ud, hvis du ikke var blevet anbragt?

Generelle refleksioner

• Har du et budskab om livet som anbragt, som vi kan lære af i dag?

• Er der noget, som du ville ønske, havde været anderledes?

• Har du fotos, genstande eller arkivmateriale, som du gerne vil vise, eller som du ønsker

skal indgå i vores arbejde?

• Er der noget, som du gerne ville have fortalt, men som vi ikke har været inde på?

• Hvordan har det været at tale om dine oplevelser?

Afslutning

• Præsentation og underskrivelse af informeret samtykke samt fuldmagt.

• Har du nogen, du kan snakke med, efter vi er taget afsted?

428

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

Interviewguide - pårørende

Anbringelsen

• Ved du, hvorfor han/hun blev anbragt?

• Hvor blev han/hun anbragt?

• Hvordan fandt du ud af det?

• Kan du huske første gang, I talte om, at han/hun skulle anbringes?

• Hvem besluttede, at han/hun skulle anbringes?

Hverdag

• Hvordan oplevede du de fysiske rammer og omgivelser?

Skole, arbejde og fritid

• Var han/hun hjemme i ferien? – hvis nej, hvorfor ikke?

• Hvad lavede I i ferien?

• Hvordan opførte han/hun sig i hjemmet?

• Hvordan var dynamikken/stemningen, når han/hun var hjemme?

Omsorg

Ansatte

• Har du besøgt din pårørende på anbringelsesstedet?

• Hvad var dit indtryk af stedet?

• Var der nogen eller noget, der gjorde særligt indtryk på dig?

• Var der nogen, du kunne tale med, betro dig til eller stille spørgsmål til?

• Hvordan var dit indtryk af personalet?

• Oplevede du, at medarbejderne kunne løse og magte deres opgaver?

• Oplevede du et hierarki mellem de ansatte på stedet?

Familie

• Havde I kontakt til hinanden udover ferien?

• Kunne I sende breve eller ringe sammen uden indblanding fra personalet?

• Hvilke tanker og følelser havde du i forhold til din pårørende?

• Var I tilfreds med anbringelsesstedet, eller forsøgte I at få ham/hende hjem? Hvordan

talte han/hun om det sted, han/hun var anbragt?

• Hvor tætte var I?

• Hvordan var han/hun som person?

• Hvordan talte I i familien om ham/hende, når han/hun ikke var der?

429

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

Andre

• Var det muligt at opbygge kærlighedsforhold på stedet?

Behandling og træning

• Har du kendskab til, at din pårørende fik medicin (psykofarmaka)?

· Hvilke?

· Hvordan foregik det?

· Var det noget, han/hun talte om?

• Ved du, om den pårørende modtog træning?

• Har du kendskab til, at den pårørende har fået foretaget operationer?

• Havde den pårørende mulighed for at sige nej til medicin og operationer?

• Har den pårørende fortalt om ubehagelige situationer i forbindelse med behandling?

Tvang, straf og overgreb

• Fortalte den pårørende om, hvilke regler der var?

• Fortalte den pårørende om episoder, hvor han/hun blev straffet?

· Hvordan foregik det?

• Har den pårørende fortalt om overgreb - fysiske, psykiske, seksuelle?

• Har den pårørende prøvet at stikke af eller på andre måder givet udtryk for, at det var

ubehageligt at bo på stedet?

Rettigheder

• Ved du, om der fra familiens side er blevet klaget over behandlingen og forholdene?

Følger i det videre liv

• Har livet som anbragt påvirket den pårørende. Både godt og ondt?

• Hvordan tror du, livet havde set ud, hvis den pårørende ikke var blevet anbragt?

Andet

• Har du fotos, breve eller andet, du har lyst til at dele med os?

• Hvordan har det været at fortælle til os?

430

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

Interviewguide - ansatte

Interviewet er struktureret efter en række udvalgte temaer, som knytter sig til liv og vilkår

på sær- og åndssvageforsorgens institutioner i perioden 1933-1980. Spørgsmålene tager

udgangspunkt i samme temaer som i interviewguiden til anbragte, men med en anden

indgangsvinkel.

Hverdagen

Temaet handler om det daglige liv på institutionen og omfatter områder som bygninger, kost,

beklædning, arbejde, skolegang, fritid og fejring.

Fortæl om jeres første dag

•

Hvordan forløb den første dag?

Hvilke instruktioner fik I?

Hvad gjorde indtryk på jer?

Var der var noget, I gerne ville ændre?

Hvorfor havde I valgt at søge arbejde inden for den sociale forsorg?

Fortæl om hjemmet / institutionen / hospitalet

• Hvad var det for et sted?

• Kan I huske nogen sigende episoder knyttet til hverdagens liv?

Fortæl også om

• En typisk dag på afdelingen

• Bygninger og indretning

•

• Mad og måltider

• Beklædning

• Vask og hygiejne

• Skole og beskæftigelse

• Fest og fejring

Sociale relationer

Omhandler relationer mellem beboere, personale, pårørende og det omgivende samfund.

Fortæl om de sociale relationer

• Kan I huske episoder, som handler om sociale relationer på institutionen; om venskab,

fællesskab, omsorg eller om ensomhed?

431

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

Fortæl om jeres forhold til beboerne

• Var der nogen, I havde et særligt forhold til?

• Er der nogen, som har gjort et særligt indtryk?

• Hvilken betydning havde I for beboerne?

• Hvad var beboernes muligheder for at få omsorg i forhold til børn generelt?

Fortæl om beboernes forhold til hinanden

Fortæl om kontakten til beboernes familier

Behandling, terapi og træning

Temaet indbefatter de forskellige typer af faglige tilgange og indsatser. F.eks. lægelige, psykolo-

giske eller pædagogiske tilgange og indsatser.

Fortæl om den faglige udvikling og de vigtigste milepæle i perioden

• Oplevede I markante ændringer i fagligheden undervejs?

• Hvad eller hvem satte gang i disse ændringer?

• Har I oplevet ændringer i jeres egen faglige tilgang hen over årene?

Fortæl om de faglige tilgange og indsatser

• Hvilke indsatser var dominerende?

• Hvilke værdier og menneskesyn lå bag de forskellige indsatser?

• Var der faglige uenigheder og magtkampe mellem de forskellige medarbejdergrupper?

Tvang, straf og overgreb

Temaet omhandler brugen af straf, tvang og overgreb samt oplevelser af dette.

Er der særlige episoder, som har brændt sig fast i jeres erindring?

Fortæl om regler

• Hvilke regler var der?

• Hvem lavede dem?

• Hvilke værdier, principper eller logikker lå bag?

• Hvad skete der, når reglerne blev overtrådt?

• Hvordan var det at administrere regler, man måske ikke syntes om?

Fortæl om tvang og overgreb

• Har I overværet eller deltaget i tvang?

• I hvilke situationer brugte de ansatte tvang?

• Har I kendskab til verbale, fysiske eller seksuelle overgreb?

432

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

• Var der nogen, der greb ind?

• Hvad kunne man gøre som ansat for at hjælpe?

Fortæl om beboernes modstand

Rettigheder og privatliv

Temaet omhandler spørgsmål om individuelle rettigheder - herunder muligheden for pri-

vatliv.

Fortæl om beboernes rettigheder

• Hvilke muligheder havde beboerne for at have private ejendomme og opbevare disse?

• Hvilke muligheder havde beboerne for privatliv?

• Og for autonomi og uafhængighed?

• Var der lås på værelser og toiletter?

• Blev breve censurerede?

Fortæl om centrale milepæle i forhold til beboernes rettigheder

• Hvilken betydning tror I, ændringerne har haft for beboerne?

• Hvilke betydninger havde ændringerne for jeres arbejdsliv?

Normalisering

Temaet berører periodens opfattelser, forklaringer og reaktioner på afvigelse og normalitet, og

hvordan det var at flytte fra anbringelsesstedet.

Fortæl om tidens opfattelser af afvigelse og normalitet

• Hvilke holdninger havde andre til jeres arbejde?

• Hvilke forklaringer på anbringelse blev anvendt i perioden?

• Hvordan var beboernes kontakt til lokalsamfundet?

• Hvad tænkte I selv om det at være anbragt?

Fortæl om normalisering og udflytning

• Hvornår kom de første ud og bo i egne boliger?

• Hvilke bekymringer var fremherskende?

• Hvordan reagerede beboerne?

• Hvad tænker I om udflytningen i dag?

• Hvad er vundet?

• Er der noget, som er gået tabt?

• Er der nogle bestemte sigende episoder, I kan huske?

433

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

Refleksioner

Fortæl, hvad I tænker om jeres arbejde i dag

• Hvad tænker I i dag om vilkårene for de anbragte i perioden 1945-1980?

• Hvad tænker I om forholdene for de ansatte?

• Er der noget i jeres arbejdsliv, som I er særlig stolte over eller glade for?

• Er der noget, som I gerne ville have gjort anderledes?

• Hvad var det værste og det bedste, I oplevede som ansatte?

Andre temaer?

• Er der emner, vi ikke har været omkring, som I synes er vigtige at få med i historien om

den sociale forsorg i perioden 1945-1980?

434

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

Bilag F Litteratur og andre kilder

Litteraturliste

Alving, John. ”Epilepsi – historiske aspekter. Fra djævlebesættelse til ionkanaler”,

Handicap

og samfund,

nr. 11, 1998, s. 15-24.

Amtsrådsforeningen.

Særforsorgens Indhold.

Amtsrådsforeningens konference om særfor-

sorgen den 25.-26. april 1977 på Den kommunale Højskole i Grenå, 1977.

https://www.anbragtihistorien.dk/index.php/fortael/fortaellinger (tilgået 10.02.2022)

Andersen, Bent Rold et al.

Fysisk handicappede i Danmark.

Bd. 1-6, Socialforsknings-

instituttet 1964.

Andersen, Ernst.

Ægteskabsret I.

København: G.E.C.Gads Forlag, 1954.

Andersen, Eva Helena.

Er der plads til mig? En fortælling om døve børn anno 1807-2007,

København: Skolen på Kastelsvej, 2007.

Andersen, Finn.

Lad os frede om disse piger. Bestyrelsen for Fredehjems oprettelse og virke

1906-84,

Oligo, Center for Oligofrenipsykiatri, 2012.

Andersen, Nanna.

Børne- og ungdomsforsorgen bag kulisserne.

København: 1941.

Sniff Andersen Nexø,

Det rette valg: dansk abortpolitik i 1930’erne og 1970’erne,

Køben-

havns Universitet: 2005.

Appel, C., & Coninck-Smith, N. D. (Eds.).

Da skolen blev sin egen: 1920-1970.

Dansk skole-

historie Vol. 4. Aarhus Universitetsforlag: 2014.

Arnfred, Axel H. ”Psykotiske børns placering under åndssvageforsorgen”, i Mogens Hansen

(red.),

Psykisk udviklingshæmning. En artikelsamling.

København: Gyldendal 1970, s. 53-70.

Bank-Mikkelsen, Niels Erik. ”Om båse og specialister”.

SÅ-Nyt,

16. årg., nr. 11-12, 1977, s. 5.

Bank-Mikkelsen, Niels Erik. ”Målsætninger for åndssvageforsorgen og øvrige særforsorg”.

Amtsrådsforeningen, Særforsorgens indhold.

Amtsrådsforeningens konference om særfor-

sorgen den 25.-26. april 1977 på den kommunale højskole i Grenå, s. 37-47.

435

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

Bank-Mikkelsen, Niels Erik. ”Status for statens åndssvageforsorg pr. 1. januar 1980”, S.Å.-

Nyt, nr. 2, 1980, s. 3-7

Bank-Mikkelsen, Niels Erik. ”Åndssvageforsorgens styrelse og organisation”. I: Halvor Ege-

kvist (red.)

Fra Gamle Bakkehus til grønne skoler. Historiske artikler og kildeskrifter om

åndssvageskolens 125-årige historie og dens forhistorie.

København: S.Å.-Materialer 1982,

s. 123-146.

Bank-Mikkelsen, Niels Erik.

LEV i 35 år,

København 1987.

Becker-Christensen, Henrik (red.).

Fra forsorg til service. Sahva Fonden 125 års udvikling,

Institut for Grænseregionsforskning/Erhvervsarkivet 1997.

Behrendt, Th. m.fl. (red.).

Døv i dag. Døveforeningen af 1866. 1866-1966,

København: Døve-

fonden, 1966.

Bengtsson, S., Kilskou Kristensen, L.

Særforsorgens udlægning: Et litteraturstudie.

Social-

forskningsinstituttet, 2006.

Berg, Elith. ”Åndssvageproblemets omfang i Danmark statistisk belyst”. I Mogens Hansen

(red.),

Psykisk udviklingshæmning,

København: Gyldendal 1970, s. 11-22.

Berg, Elith. ”Sengepladsundersøgelsen 1971 – nu højst 28 senge på samme stue”.

S.Å.-nyt,

11. årg., nr. 1, januar 1972, s.14-20.

Bertelsen, Kristian.

Liv og arbejde – på Den Kellerske Institution DKI i Brejning – fortalt af

ansatte,

Brejning 2008.

Bjerre, Cecilie.

Når staten er far og mor. Børneværnets anbringelser af børn i Danmark

1905-1975,

Odense: Syddansk Universitetsforlag, 2021.

Bohsen, Anna Marie.

Det franske eventyr,

Vejle 2015;

De åndssvages historie: fortalt af de

sidste øjenvidner,

Hansen & Pedersen film (produceret med støtte fra LEV, FOA og Social-

pædagogerne i samarbejde med TV-Glad til DR) 2015.

Bomholt, Julius. ”Det moderne samfund og de åndssvage”.

Nordisk Tidsskrift for åndssvage-

forsorg,

nr. 1-4, 1960, s. 8-16.

436

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

Broberg, Gunnar og Nils Roll-Hansen.

Eugenics and the Welfare State. Sterilization Policy

in Denmark, Sweden, Norway, and Finland,

2. udg., Michigan State University Press, 2004.

Brøchner, Hans. ”Nogle betragtninger over åndssvages frihedsberøvelse”.

Juristen,

1956,

s. 1-18.

Brøchner, Hans. ”Supplerende betragtninger over åndssvages frihedsberøvelse”,

Juristen,

1957, s. 438-443.

Busck, Lars. ”The History and Development of the Institution of Ombudsman”, i:

The Da-

nish Ombudsmand, Folketingets Ombudsmand,

1995.

Christensen, Jacob.

K.K. Steincke. Mennesket og politikeren. En biografi.

København: Chri-

stian Ejlers Forlag 1998.

Christiansen, Bjørn.

En redningskrans af bly. En sand historie om min fars fejlplacering før

og nu.

København: Forlaget Indblik, 2015.

Danmarks Statistik.

Statistisk Årbog 1979,

s. 884.

Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. 1953.

Duedahl, Poul.

Fra overmenneske til UNESCO-menneske. Racebegrebet i Danmark 1890-

1965.

Odense: Syddansk Universitetsforlag, 2017.

Duedahl, Poul.

Billeder fra en anden verden. De Kellerske Anstalters historie.

2. udgave,

København: Gads Forlag, 2019.

Duedahl, Poul; Kallestrup, Louise Nyholm og Lars Andersen (red.).

De måske udstødte.

Historiens marginale eksistenser,

Aalborg: Aalborg Universitetsforlag, 2005.

Egekvist, Halvor (red.).

Fra Gamle Bakkehus til grønne skoler. Historiske artikler og kilde-

skrifter om åndssvageskolens 125-årige historie og dens forhistorie,

København: S.Å.-Mate-

rialer, 1982.

Ejlers, Erik.

Fra anstalt til bofællesskab. Åndssvageforsorgens bygningshistorie 1855-1990.

Haslev: Christian Ejlers Forlag, 1994.

437

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

Enevoldsen, Kirsten.

Ribelund 1907-2007.

Ribe 2007.

Fibiger, Steen. ”Baggrunden for den talepædagogiske uddannelse”,

Handicaphistorie,

nr. 5,

1991. s. 39-48.

Fibiger, Steen. ”Talepædagogik i historisk belysning”. I:

Skolehistorie, handicaphistorie,

idéhistorie, et nyhedsbrev tilegnet Ingrid Markussen,

København 1998, s. 92-100.

Fibiger, Steen. ”Talepædagogisk Forening i Danmark, verdens ældste talepædagogiske for-

ening”,

Dansk audiologopædi,

bd. 23, nr. 4, 2007. s. 13-19.

Floris, E. ”Gl. Bakkehus gennem 100 år” i

Dr. med. Jens Rasmussen Hüberts. Den danske

åndssvageforsorgs grundlægger og Gl. Bakkehus gennem 100 år,

København 1955. s. 44-88.

Folketinget. §71-tilsynet

i 50 år.

Folketinget, 2003.

Folketingets Ombudsmand.

50 år - 50 sager: 1955 - 2004.

København: Folketingets Om-

budsmand, 2008.

Fransen, P., Kragh, J. V., Rasmussen, J. K. og Stine Grønbæk Jensen. ”Arkivfortegnelse. So-

cialforsorgens arkiver om anbragte og indlagte i perioden 1933-1980”, bilag til

Anbragt i

Historien,

Socialstyrelsen/Svendborg Museum, 2015.

Friis, Birthe E.

Gammel Bakkehus-elever gennem en årrække.

Duplikeret rapport fra Statens

Åndssvageforsorg 1962.

Hansen, Jørgen. ”Åndssvageskolens udvikling fra 1959-1979.” I: Halvor Egekvist (red.)

Fra

Gamle Bakkehus til grønne skoler. Historiske artikler og kildeskrifter om åndssvageskolens

125-årige historie og dens forhistorie.

København: S.Å.-Materialer 1982, s. 175-192.

Gammeltoft-Hansen, Hans. ”§71-tilsynet og ombudsmanden”. I

§71-tilsynet i 50 år,

Folke-

tinget 2003.

Glahn, Hans Egede.

Oversigt over de vigtigste love og administrative bestemmelser vedrøren-

de det danske blindevæsen.

Socialministeriet 1933.

Glahn, Hans Egede. ”Forsorgen for epileptikere”.

Socialt Tidsskrift,

1935, s. 147-153.

438

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

Gundtoft, C.N.S.

Om ernæring af aandsvage.

København 1940.

Hamre, Bjørn.

Syge må plejes med kærlighed. Kolonien Filadelfia 1897-1997,

Dianalund:

Kolonien Filadelfia, 1997.

Hamre, Bjørn. ”Disse samfundets stedbørn. Fra månesyge og djævlebesættelser til social

forsorg og antiepileptika”,

Handicaphistorisk Tidsskrift,

2001, s. 82-101.

Hansen, Jørgen. ”Åndssvageskolens udvikling 1959-1979. Om udviklingslinjen debilsko-

le-beskæftigelsesskole-træningsskole-distriktsskole-folkeskole” i: Halvor Egekvist (red.).

Fra Gamle Bakkehus til grønne skoler. Historiske artikler og kildeskrifter om åndssvagesko-

lens 125-årige historie og dens forhistorie.

København: S.Å.-Materialer 1982, s. 175-192.

Hansen, Jørgen & Preben Sønderskov-Rasmussen.

Nogle udviklingsaspekter i relation til

åndssvaghed. En retrospektiv undersøgelse.

Specialeopgave ved det pædagogisk-psykologi-

ske studium, Danmarks Lærerhøjskole 1972, s. 214.

Haarløv, Tyge.

Administrativ frihedsberøvelse indenfor den offentlige forsorg og beslægtede

områder.

1948.

Helweg, Hjalmar.

Den retslige Psykiatri i kort Omrids.

København: Hagerup, 1939.

Herlev, Lars.

Brejningrødder. Om livet på en åndssvageanstalt,

Vejle: Voksenskolens Forlag

1997.

Hesselbæk, Bjarne.

Befrielsen. De udviklingshæmmedes historie i Danmark,

København:

Dansk Psykologisk Forlag, 2020.

Hoff, Tina Adele og Michael Hinsch Jensen (red.).

”- gøre de Blinde til frie og uafhængige

Borgere”. 100 år med Dansk Blindesamfund,

København: Dansk Blindesamfund, 2012.

Holm, A.

Den kgl. Døvstummeskole, Nyborg. 1891 - 7. september – 1941.

Nyborg, 1941.

Holm, Asger m.fl.

Døveundervisning i Danmark 1807-1982,

København: Døvehistorisk Sel-

skab, 1983.

Holm, Per m.fl.

Fra totalinstitution til selvforvaltning - åndssvage i udvikling,

Viborg 1988.

439

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

Houmøller, Sven.

Kjæde-Ordenen og Blindeforsorgen 1811 - 10. juni – 1961,

København:

Selskabet Kjæden, 1961.

Hurwitz, Stephan.

Kriminalret, Speciel Del.

1970.

Hurwitz, Stephan, & Waaben, Knud.

Den danske kriminalret, almindelig del

(4. rev. udg.,

ved Knud Waaben ed.). København: Gad, 1971.

Hvam, Torben.

Ebberødgårds historie. I medgang og modgang,

Birkerød: Birkerød Lokalhi-

storiske Arkiv og Museum, 1994.

Hytönen, K._M., Malinen, A., Salenius, P., Haikari, J., Markkola, P., Kuronen, M. og Johanna

Koivisto.

Missförhållanden och vanvård av barn inom barnskyddets vård utom hemmet

1937–1983.

Social- och hälsovårdsministeriet, 2016.

Høiberg, P.

Døveskolen i Nyborg 1891-1966,

Nyborg 1966Jensen, Svend m.fl.:

1911-1986.

Dansk Blindesamfund 75-års jubilæum,

København: Dansk Blindesamfund, 1986.

Ilsøe, Grethe. ”Særforsorgens klientjournaler, bevaring, forskning og sikkerhed i landsarki-

verne”,

Handicaphistorie,

nr. 1, 1987, s. 131-136.

Jensen. Bjarne..Min

opvækst på Den Kellerske Institution i Brejning,

Aarhus 2016.

Jensen, Claus Haagen:

Folketingets Ombudsmand i Den Store Danske

på lex.dk. Hentet 6.

februar 2022 fra https://denstoredanske.lex.dk/Folketingets_Ombudsmand

Jensen, Svend.

Det første skridt mod ligestilling,

København: Dansk Blindesamfund, 2001.

Jensen, Stine Grønbæk. ”’... det var de fandeme strenge med’. Anbragtes fortællinger om

seksualitet på institutioner under åndssvageforsorgen i 1950’erne og 1960’erne”,

Handicap-

historisk tidsskrift,

nr. 31, 2014, s. 89-110.

Jensen, Stine Grønbæk.

At åbne skuffen. Om tidligere børnehjemsbørns transformationer af

selvet og den sociale verden gennem erindringsarbejde,

Odense: Syddansk Universitetsfor-

lag, 2019.

Jensen, Stine Grønbæk og Jesper Vaczy Kragh. ”I gråzonen – narrativer om fejlanbringelser

under åndssvageforsorgen”. I: Charlotte Giintberg m.fl. (red.),

Professionelle blikke på den an-

den – når fortællinger forandrer identiteter,

København: Frydenlund Academic 2018, s. 79-97.

440

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

Jensen, Stine Grønbæk og Jesper Vaczy Kragh.

Erfaret magt. Frustrationer og fastholdelser

på botilbud,

Odense: Syddansk Universitetsforlag, 2020.

Johansen, Ellen, Rosenkilde, Kirsten og Leif Toft m.fl.: (red.).

Fortællinger fra Andersvænge,

1940-2015. Beretninger på godt og ondt fra livet på Andersvænge,

Slagelse: Dansk Forsorgs-

historisk Museum, 2015.

Jørgensen, Harald.

Vanføreforsorgen i Danmark gennem 100 år,

København: Samfundet og

Hjemmet for Vanføre, 1972.

Kaimer, Gerhard.

Blindhedens verden, træk af blindes kulturhistorie,

Århus 2002.

Kann-Rasmussen, Lene. ”Erfaringer fra socialstyrelsens administration af reglerne om

magtanvendelse”.

S.Å.-Nyt,

nr. 2, 1979, s. 18-20.

Kasbæk, Stefan.” Bemærkninger til ombudsmandens rapport af 13. oktober 1978”,

LEV-Bla-

det,

28(1), 1979, s. 4-8.

Kemp, Tage. ”Særforsorg og arvehygiejne”.

Socialt Tidsskrift,

Afd. A, 1944, s. 49-63.

Kemp, Tage. ”Arvehygiejne i teori og praksis”.

Socialt Tidsskrift,

19. årg. nr 10, 1943, s. 299.

Kircheiner, K. ”Om tiltalefrafald”.

Nordisk Tidsskrift for Kriminalvidenskab,

40 (3), 1953, s.

195.

Kirkebæk, Birgit.

Abnormbegrebet i Danmark i 20’erne og 30’erne. Med særligt henblik på

eugeniske bestræbelser - og især i forhold til åndssvage,

København, Danmarks Lærerhøj-

skole, 1985.

Kirkebæk, Birgit. ”Eksempler på anvendelse af journal i handicaphistorisk forskning”,

Han-

dicaphistorie,

nr. 1, 1987, s. 118-120.

Kirkebæk, Birgit.

Da de åndssvage blev farlige.

Holte: SocPol, 1993.

Kirkebæk, Birgit. ”Det dummeste barn i skolen. Udskillelse af åndssvage børn fra folkesko-

len”,

Den Jyske Historiker,

1993, s. 195-209.

Kirkebæk, Birgit.

Defekt og deporteret. Ø-anstalten Livø 1911-1961,

København: SocPol,

1997.

441

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

Kirkebæk, Birgit. ”I.K. 75. - grænsen mellem åndssvaghed og normalitet”,

Social kritik,

årg.

9, nr. 50, 1997, s. 20-33.

Kirkebæk, Birgit.

Normaliseringens periode. Dansk åndssvageforsorg 1940-1970 med særligt

fokus på forsorgschef N.E. Bank-Mikkelsen og udviklingen af Statens Åndssvageforsorg 1959-

1970,

København: SocPol, 2001.

Kirkebæk, Birgit (red.).

At være døv. Handicaphistorisk Tidsskrift,

nr. 10, 2003.

Kirkebæk, Birgit.

Letfærdig og løsagtig - kvindeanstalten Sprogø 1923-1961,

Holte, SocPol,

2004.

Kirkebæk, Birgit.

LEV 1952-2002. Udvikling for udviklingshæmmede,

København 2004.

Kirkebæk, Birgit.

Uduelig og ubrugelig. Åndssvageasylet Karens Minde 1880-1987,

Køben-

havn: SocPol 2007.

Kirkebæk, Birgit. ”Hvad er fortrængning?”

Handicaphistorisk Tidsskrift,

nr. 21, 2008.

Kirkebæk, Birgit (red.).

Blindhed. Handicaphistorisk Tidsskrift,

nr. 22, 2009.

Kirkebæk, Birgit.

Almagt og afmagt. Specialpædagogikkens holdninger, handlinger og dilem-

maer,

København: Akademisk Forlag, 2010.

Kirkebæk, Birgit. ”Kontrolleret familiepleje - var det en form for udlicitering?”,

Handicaphi-

storisk tidsskrift,

nr. 38, 2017, s. 56-65.

Kirkebæk, Birgit. ”En patienthistorie med udgangspunkt i journallæsning, artikelgennem-

gang og en privat billedsamling”,

Handicaphistorisk tidsskrift,

nr. 40, 2018, s. 27-38.

Kirkebæk, Birgit. ”Opkomsten af den handicaphistoriske forskning og etableringen af han-

dicaphistoriske selskaber i 1980’erne og -90erne”,

Handicaphistorisk Tidsskrift,

nr. 41, 2019,

s. 82-93.

Kirkebæk, Birgit & Ingrid Markussen (red.).

Diskurs, diagnose og konstruktion. Om Foucaul-

tinspireret forskning i Norden med relation til handicaphistorisk forskning,

København:

Danmarks Lærerhøjskole, Center for Handicaphistorisk Forskning, 1997.

442

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

Kirkebæk, Birgit & Ingrid Markussen (red.).

Livshistorien,

København: Danmarks Lærer-

højskole, Center for Handicaphistorisk Forskning, 1996.

Kirkebæk, Birgit og Benny Lihme.

Bonde - gal mand på rette vej. En biografi,

København:

Social Kritik, 2017.

Kirkebæk, Birgit, Hedegaard-Sørensen, Lotte og Chalotte Glintborg.

Professionelle blikke

på den anden - når fortællinger forandrer identiteter,

København: Frydenlund Academic,

2018.

Kirkebæk, Birgit og Iver Horneman Møller.

Afhægtet. Mennesker med udviklingshandicap

og deres levevilkår.

København, Samfundslitteratur, 2020.

Koch, Lene.

Racehygiejne i Danmark 1920-56,

København: Gyldendal, 1996.

Koch, Lene.

Tvangssterilisation i Danmark 1929-67,

København: Gyldendal, 2000.

Körmendi, Eszter.

Psykisk handicappede. Intelligenshæmmedes og udskrevne psykiatriske

patienters sociale forhold.

Socialforskningsinstituttet, publikation 67, København 1975.

Krabbe, O., & Rasting, Carl.

Borgerlig straffelov af 15. april 1930 og lov af s.d. om ikrafttræ-

den af borgerlig straffelov m.m.

Kbh: Gad, 1931.

Kragh, Jesper Vaczy (red.).

Psykiatriens historie i Danmark,

København: Hans Reitzel, 2008.

Kragh, Jesper Vaczy.

Det hvide snit. Psykokirurgi og dansk psykiatri 1922-1983,

Odense:

Syddansk Universitetsforlag, 2010.

Kragh, Jesper Vaczy. ”Det sidste trin. Medlidenhedsdrab på åndsvage og handicappede i

Danmark”,

Handicaphistorisk tidsskrift

nr. 36, 2016, s. 7-22.

Kragh, Jesper Vaczy.

Sikringen. Forbrydelse, farlighed og foranstaltninger, Sikringsafdelingen

i dansk psykiatri 1918-2018,

Odense: Syddansk Universitetsforlag, 2018.

Kragh, Jesper Vaczy.

IQ 75. Erling og åndssvageforsorgen,

København: Gads Forlag, 2022.

Kragh, Jesper Vaczy, Stine Grønbæk Jensen, Jacob Knage Rasmussen og Klaus Petersen.

Anbragt i Historien Et socialhistorisk projekt om anbragte og indlagte i perioden 1945-1980,

443

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

Svendborg: Svendborg Museum 2014.

Kragh, Jesper Vaczy, Stine Grønbæk Jensen og Jacob Knage Rasmussen.

På kanten af vel-

færdsstaten. Anbragte og indlagte i dansk socialforsorg,

Odense: Syddansk Universitetsfor-

lag, 2015.

Kragh, Jesper Vaczy m.fl.:

På kanten af velfærdsstaten. Anbragte og indlagte i dansk social-

forsorg 1933-1980,

2. rev. udg., Odense: Syddansk Universitetsforlag, 2016.

Kristensen. Allan Skou.

100 år i Hammer Bakker. Fra Åndssvageanstalt til Handicapområ-

de. Aalborgbogen 2015,

Aalborg: Selskabet for Aalborgs Historie, 2015.

Kristensen, Solborg Ruth.

Solborgs bog,

København: Landsforeningen LEV, 1987.

Krogh, Inge. ”Påklædningen betydning på patienter i forsorgsinstitutioner”,

S.Å.-nyt,

12.

årg., nr. 7, juli 1973, s. 3-8.

Kulick, Don & Jens Rydström.

Loneliness and Its Opposite: Sex, Disability, and the Ethics of

Engagement.

Durham: Duke University Press, 2015.

Kühl, P-H & Eszter Körmendi.

Intelligenshæmmedes social situation.

Socialforskningsinsti-

tuttets Meddelelser 3, København 1973.

Larsen, Christian. ”Handicaparkiver – også en rig kilde for personalhistorikere”,

Personalhi-

storisk Tidsskrift,

2002, s. 227-244.

Larsen, Christian. ”Handicaphistoriske kilder i Danmark”,

Handicaphistorisk Tidsskrift,

nr.

14, 2005, s. 68-83.

Larsen, Hanne Klitgaard.

Spark døren op og træk livet ind. En livsfortælling

Trykværket,

2020.

Lauridsen, John T.

Fra udstødte til anbragte, 1500-1950. Marginalgruppeforskning i Dan-

mark,

København: Det Kongelige Bibliotek, 1996.

Lerhard, Mogens, (red.).

The Danish Ombudsman 1955-1969.

København: Schultz, 1972.

Leuning, Erik. ”Beretning fra direktøren for den sociale særforsorg for aaret 1943”. I

Socialt

Tidsskrift,

1944, afd. C, s. 15.

444

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

Lund, Mogens. ”Epilepsiernes epidemiologi. Fra Frederik Kristoffer Hallager til Palle

Juul-Jensen – med et sideblik til Adolph Sell”,

Bibliotek for Læger,

bd. 182, nr. 2, 1990, s.

181-191.

Lundberg, Pia.

Blindhed, antropologisk analyse af de blindes verden fra renæssancen til i

dag,

Københavns Universitet: Det Samfundsvidenskabelige Fakultet, 2005.

Løt, Karsten. ”Brikker til handicap-sexologiens historie i Danmark – med udgangspunkt i

Statens Åndssvageforsorg”,

Handicaphistorisk tidsskrift,

nr. 31, 2014, s. 7-62.

Mølhave, Margrethe. Fortæller om sit liv, transskription af interview, Sindbjerg Sogns Lo-

kalhistoriske Arkiv, 2001.

Møllerhøj, Jette: ”Psykiatriens definitioner af det sindssyge og det sindssunde ca. 1850-

1900”. I: Duedahl, Poul, Kallestrup, Louise Nyholm og Lars Andersen (red.):

De måske ud-

stødte. Historiens marginale eksistenser,

Aalborg: Aalborg Universitetsforlag, 2005.

Nielsen, Ib Bjerring.

Rehabilitering i nordisk perspektiv med udgangspunkt i vanføreforsor-

gens udvikling i de nordiske lande,

København: Museumsforeningen for Vanføreforsorgen

og Hans Knudsen Instituttet, 2004.

Nielsen, Ib Bjerring.

Det danske system, et forsøg på at afdække de tanker, der lå bag dan-

nelsen af Samfundet og Hjemmet for Vanføre,

København: Museumsforeningen for Vanfø-

reforsorgen, 2006.

Nielsen, Rita Møller.

Med liv og sjæl,

Slagelse 2007.

Nielsen, Rikard. ”Tilsynsrådenes funktion”,

Evnesvages Vel,

16(4), 1967, s.25-26.

Norges Offentlige Utredninger 2004:23

Barnehjem og specialskoler under luppen. Nasjonal

kartlegging av omsorgssvikt og overgrep i barnevernsuinstitusjoner 1945-1980.

Oslo: NOU,

2004.

Nørr, Erik. ”Fra landsarkivet – handicaparkiver i Landsarkivet for Sjælland”,

Handicaphisto-

rie,

nr. 2, 1988, s. 133-138.

Nørr, Erik. ”Kilderne til handicapforskning, arkivfantasi og administrationshistorie”,

Han-

dicaphistorie,

nr. 3, 1989, s. 47-62.

445

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

Ommerbo, Peter.

Dansk Blindesamfunds Historie. Udarbejdet efter Foreningens Blade og

Protokoller,

København 1944.

Paarmann, Diana.

De Usædvanliges Historier. Udviklingshæmmede fortæller om deres liv,

Hvidovre: Forlaget LEV, 1998.

Pedersen, Rasmus Hans. ”Anvendelse af Intelligensprøver”,

Børnesagens Tidende,

nr. 29,

1934, s. 56-61.

Petersen, Eggert.

Sociale roller og trivsel. En socialpsykologisk undersøgelse af to grupper fra

et plejepersonale på centralinstitution Brejning.

København, Mentalhygiejnisk Forsknings-

institut, 1968.

Petersen, Jørn Henrik. ”Invalideforsikring”, i: Jørn Henrik Petersen, Klaus Petersen & Niels

Finn Christiansen (red.),

Dansk Velfærdshistorie. Velfærdsstatens storhedstid. Bind IV. Peri-

oden 1956-1973.

Odense: Syddansk Universitetsforlag, 2012, s. 551-563.

Petersen, Jørn Henrik, Klaus Petersen & Niels Finn Christiansen (red.).

Dansk Velfærds-

historie,

bd. 1-7, Odense: Syddansk Universitetsforlag, 2010-2014.

Petersen, Jørn Henrik, Klaus Petersen & Niels Finn Christiansen, ”Det socialpolitiske

idélandskab” i Jørn Henrik Petersen, Klaus Petersen & Niels Finn Christiansen (red.),

Dansk

Velfærdshistorie. Mellem skøn og ret. Bind II. Perioden 1898-1933,

Odense: Syddansk Uni-

versitetsforlag 2011, s. 140-147.

Petersen, Jørn Henrik, Klaus Petersen & Niels Finn Christiansen (red.).

Dansk Velfærdshi-

storie. Velfærdsstatens storhedstid. Bind IV. Perioden 1956-1973.

Odense: Syddansk Uni-

versitetsforlag

Petersen, Jørn Henrik. Julius Bomholt. Fra idé til handling, København: Gads Forlag 2021.

Rasmussen, Jacob Knage.

Hvem troede de jeg var?

Ph.d.-afhandling. SDU, 2021.

Roos, Sanna & Liselott Lund.

En utredning om vanvård av samhällsvardade barn på Åland

under 1953‐1971.

Landskapsregeringens socialvårdsbyrå, 2015.

Ruby, Rene. ”Konstruktionen af den blinde ca. 1850 – 1914”,

Handicaphistorisk tidsskrift,

nr. 12, 2002, s. 7-166.

446

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

Ruby, Rene.

Afvigelsens dilemmaer, blindes organisering i det 20. århundrede.

[upubliceret

ph.d.-afhandling, Københavns Universitet], 2011.

Ryberg, Lasse. ”De åndssvages historie fra oldtiden til åndssvageforsorgens tilblivelse”. I

Egekvist, Halvor (red.)

Fra Gamle Bakkehus til grønne skoler. Historiske artikler og kilde-

skrifter om åndssvageskolens 125-årige historie og dens forhistorie,

København: S.Å.-Mate-

rialer 1982, s. 44-45.

Rytter, Maria.

Godhavnsrapporten: en undersøgelse af klager over overgreb og medicinske

forsøg på Drenge-og Skolehjemmet Godhavn samt 18 andre børnehjem i perioden 1945-

1976.

Odense: Syddansk universitetsforlag, 2011.

Rødsgård, Bente.

Vanførefonden 1955-95,

København 1995.

Rønn, Edith Mandrup.”De

fattige i ånden -”. Essays om kultur, normalitet og ufornuft. En

etnologisk undersøgelse af praksis inden for dansk åndssvagevæsen og -forsorg ca. 1840-1990.

Med eksempelmateriale fra den tidligere åndssvageanstalt i Ribe,

København: Museum

Tusculanum, 1996.

Rønn, Edith Mandrup. ”Det handicaphistoriske interview”.

Handicaphistorisk Tidsskrift,

nr. 21, 2008.

Rønn, Edith Mandrup. ”Fra forbud til påbud. De åndssvages seksualitet. Kovendingerne i

1960’erne og 1970’erne”,

Handicaphistorisk tidsskrift,

nr. 31, 2014, s. 74-88.

Rønn, Edith Mandrup og Janie Olsen (red.).

Afvigelse fra hvad? De psykisk udviklingshæm-

mede og samfundet,

København: Institut for Europæisk Folkelivsforskning, Københavns

Universitet 1993.

Samfundet og Hjemmet for vanføre. 1872 - 21. oktober – 1947,

København: Schultz, 1947.

Schmidt, Solveig.

Uhørt. 100 år set med døves øjne,

Aarhus: Døveskolernes Materialecenter,

2003.

Simonsen, Eva. ”Disability History in Scandinavia. Part of an International Field”,

Scandina-

vian Journal of Disability Research,

nr. 7., 2005, s. 137-154.

Smith, Jørgen. ”Oversigt over udviklingen i Statens Åndssvageforsorgs byggeri i årene 1959-

69”. I

Ti års åndssvageforsorg,

Statens Åndssvageforsorg, 1969.

447

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

Socialministeriet.

Socialreformen med noter.

”Indledning”, Udgivet af Socialministeriet. Kø-

benhavn 1933.

Socialstyrelsen/Åndssvageforsorgen.

Man kalder dem åndssvage. Et skrift om voksne ånds-

svage og deres vilkår.

København 1976.

Socialministeriet. ”Efterundersøgelse af elever udskrevet af blindeforsorgen”,

Socialt Tids-

skrift, Afd. A.,

nr. 11-12, 1955, s. 342-390.

Staffe, Aage.

Åndssvag? tilladt? hvordan? Før 1959 efter 59,

København: Forlaget BOgPAr-

tisanen, 2004.

Statens Institut for Blinde og Svagsynede i København,

København: 1958.

Statens Offentliga Utredningar. SOU 2011/61.

Utredningen om vanvård i den sociala

barnavården. Vanvård i social barnavård: slutbetänkande.

Stockholm: Statens offentliga

utredningar, 2011.

Steincke, K.K.

Fremtidens Forsørgelsesvæsen, Fremtidens Forsørgelsesvæsen,

Bd. I-II, Kø-

benhavn 1920-21.

Steincke, K.K.

Fra nul til tres – Erindringer,

1949.

Strandsbjerg, Niels.

Blindeinstitutioner i Danmark 1858-1970,

København: Landsarkivet i

København, 1992.

Strandsbjerg, Niels.

Refsnæsskolen. Institut for Blinde og Svagtsynede Børn og Unge i Dan-

mark. 100-års jubilæum,

Refsnæs 1998.

Søgaard-Andersen, Arne. m.fl.

Statens Institut for Blinde og Svagsynede i København: 1858

- 5. november – 1958,

København 1958.

Stubbe Teglbjærg, H.P. ”Epileptikerforsorgen”, i: Beretning for direktøren for den sociale

særforsorg for året 1944,

Socialt Tidsskrift, Afd. C,

1945, s. 7-22.

Thisted-Jensen, Erik. ”Problemer i dansk åndssvageforsorg i dag”,

Socialpolitisk Forenings

smaaskrifter

nr. 12, 1951. s. 17-18.

448

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

Thorpe, Harald.

Intelligensforskning og intelligensprøver.

København: J.H. Schultz Forlag

1970.

Tingleff, Viola.

Violas bog,

København: LEV, 2000.

Toft, Irma.

Fra sovesal til egen bolig. En bog om de udviklingshæmmedes historie i Viborg

Amt,

Viborg: Viborg Amt, Socialforvaltningen, 2000.

Toldbod, Sven. ”Kriminelle åndssvage”.

SÅ-Nyt,

9. årg, nr. 4, april 1970, s.15-19.

Torp Jensen, Laust.

Fra uddannelsessystemets udkant - fra forsorg til folkeskole,

Frydenlund

2013.

Varmby, Rita Cecilie og Birgit Kirkebæk: ”Min opvækst på Blindeinstituttet Refsnæs”,

Han-

dicaphistorisk tidsskrift,

nr. 39, 2018, s. 41-67.

Vestergaard, Jørn m.fl.

Forbrydelser og andre strafbare forhold.

2013.

Vikkelsø, Anne.

CFD gennem 150 år. 1869-2019,

København, CFD, 2021.

von Rosen, Wilhelm.

Rigsarkivet og hjælpemidlerne til dets benyttelse II, 1848-1990.

Bd. 1,

Rigsarkivet, 1991.

von Rosen, Wilhelm.

Rigsarkivet og hjælpemidler til dets benyttelse II, 1848-1990.

Bd. 3,

Rigsarkivet, 1991.

Wad, Gunnar. ”Åndssvagestemplet”.

Nordisk Tidsskrift for Åndssvageforsorg,

1951.

Wad, Gunnar. ”Internatbørns senere skæbne”

Nordisk Tidsskrift for Åndssvageforsorg,

1957,

s.94.

Wad, Gunnar. ”Om åndssvageforsorgens familiepleje”. I

Socialt Tidsskrift,

afd. A, 35. årg.

1959, s.25-37.

Wad, Gunnar. ”Om slendrian og fixeringer”,

S.Å.-nyt,

nr. 7, april 1968, s. 10-11.

Wad, Gunnar. ”Åndssvageforsorgens familiepleje”. I

Evnesvages Vel,

nr. 3/71, 1971, s. 14-16.

449

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

Widell, Jonna.

Døves kultur. Fra åbning og isolation til manifestation og ligestilling,

Aalborg:

Døveskolernes Materialelaboratorium 1993.

Wildenskov, H. O.

Den Kellerske Anstalt i Brejning 1899-1949,

Brejning 1949.

Wildenskov, H.O. ”Internatelevers senere skæbne”.

Nordisk Tidsskrift for Åndssvageforsorg.

1957, s. 45-59.

Wingender, Nete Balslev.

”Drivhuset for den sygnende Plante!”. Børn og opdragelse i ånds-

svageanstalten Gl. Bakkehus 1855-1902,

Slangerup: Dansk psykologisk Forlag, 1992.

Øgendahl, Claus.

Socialpædagogernes historie,

København: Socialpædagogernes Landsfor-

bund, 2000.

Østergaard-Nielsen, Martin.

Ombudsmanden. Mellem magthavere og menigmand.

Køben-

havn: Gyldendal, 1999.

Østifternes Åndssvageanstalters bestyrelse, Beretning for årene 1. april 1938-31. marts

1942, København 1942. Udgivet af Anstaltens Bestyrelse

Østifternes Åndssvageanstalter bestyrelsen, Beretning for årene 1. april 1942 til 31. marts

1946, København 1946

Østifternes Åndssvageanstalters bestyrelse, Beretning for årene fra 1. april 1950 til 31.

marts 1954, København 1956. Udgivet af Anstaltens Bestyrelse

450

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

Love m.v.

Lov om det offentlige fattigvæsen af 9. april 1891

Lov om åndssvageanstalterne, Lov nr. 21 af 21. februar 1902

Lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, Lov nr. 276 af 6. juli 1922

Borgerlig Straffelov, Lov nr. 126 af 15. april 1930

Lov om døve børns undervisning, Lov nr. 56 af 31. marts 1926

Lov om blinde børns undervisning, Lov nr. 57 af 31. marts 1926

Lov om adgang til sterilisation, Lov nr. 130 af 1. juni 1929

Lov om offentlig forsorg, lov nr. 181 af 20. maj 1933

Lov om fastsættelse af betalingen for anbringelse af personer, der i henhold til Lov nr. 181

af 20. maj 1933 om offentlig forsorg § 66 jfr. §69 og 70, undergives særforsorg, Lov nr. 77 af

14. marts 1934

Lov om foranstaltninger vedrørende åndssvage, Lov nr. 171 af 16. maj 1934

Lov om adgang til sterilisation og kastration, Lov nr. 104 af 30.marts 1935

Lov om Tilsyn m.v. vedrørende de under Socialministeriet hørende Særforsorgsinstitutio-

ner, Lov nr.104 af 30.marts 1935

Lov om Folkeskolen, Lov nr.160 af 18.maj 1937

Lov om foranstaltninger i anledning af svangerskab m.m., Lov nr. 163 af 18. maj 1937

Lov om ændringer i Lov nr. 276 af 30. juni 1922 om ægteskabs indgåelse og opløsning, Lov

nr. 141 af 1.juli 1938

Lov om foranstaltninger vedrørende døve og tunghøre, Lov nr. 21 af 27.janur 1950

451

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

Danmarks Riges Grundlov af 5. juni 1953

Lov om ændringer i lov nr. 171 af 16. maj 1934 om foranstaltninger vedr. åndssvage, Lov nr.

178 af 11. juni 1954

Lov om Folketingets ombudsmand, Lov nr. 203 af 11. juni 1954

Lov om ændringer af Forsorgslovens §257 om hjælp til talelidende, Lov nr. 197 af 11 juni

1954

Lov om foranstaltninger vedrørende blinde og stærkt svagsynede, Lov nr.117 af 11.maj 1956

Lov om foranstaltninger i anledning af svangerskab m.v., Lov nr. 177 af 23. juni 1956

Lov om folkeskolen, Lov nr. 220 af 18.juni 1958

Lov om forsorgen for åndssvage og andre særlig svagtbegavede, Lov nr. 192 af 5. juni 1959

Lov om ændringer i forskellige lovbestemmelser om straf, konfiskation m.v., Lov nr. 212 af

4. juni 1965

Lov om offentlig forsorg, Lov nr. 169 af 31.maj 1961

Lov om opførelse af skoler under statens åndssvageforsorg, Lov nr. 208 af 16.juni 1962

Lov om sterilisation og kastration, Lov nr. 234 af 3. juni 1967

Lov om ændringer i borgerlig straffelov, Lov nr. 248 af 9. juni 1967

Lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, Lov nr. 256 af 4. juni 1969

Lov om styrelse af sociale og visse sundhedsmæssige anliggender, Lov nr. 227 af 27.maj 1970

Lov om ændring af lov om forsorgen for åndssvage og andre særlig svagtbegavede. (Vedrø-

rende forsorgens administration m. v.), Lov nr. 228 af 27.maj 1970

Lov om svangerskabsafbrydelse, Lov nr. 350 af 13. juni 1973

452

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

Lov om overførelse af de af Samfundet og Hjemmet for Vanføre drevne ortopædiske hospi-

taler og afdelinger til amtskommunerne m.fl., Lov nr. 276 af 8.juni 1977

Lov om udlægning af åndssvageforsorgen og den øvrige særforsorg m.v., Lov nr. 257 af

8.juni 1978

Lov om ændring af social bistand med flere love (Særforsorgens udlægning m.v.), Lov nr.

258 af 8.juni 1978

Lov om ændring af ægteskabsloven m.v., Lov nr. 209 af 5. april 1989

Bekendtgørelse nr. 48 af 9. februar 1962 ”Bekendtgørelse af instruks for folketingets om-

budsmand”, Justitsministeriet

Social- og Indenrigsministeriets bekendtgørelse nr. 568 af 21.12. 1979 ”om magtanvendelse

m. v. i institutioner for voksne med vidtgående fysiske eller psykiske handicap”.

Betænkning vedrørende forsorgen for døve afgivet af den af Socialministeriet nedsatte Dø-

vekommission under 4. november 1939, 1949.

Betænkning vedrørende forsorgen for talelidende afgivet af en af Socialministeriet under

12. maj 1949 nedsat kommission angående omorganiseringen af forsorgen for talelidende,

1954.

Betænkning vedrørende forsorgen for blinde og stærkt svagsynede afgivet af en af Social-

ministeriet under 7. april 1949 nedsat kommission angående om organisation af forsorgen

for blinde og stærkt svagsynede. Betænkning nr. 129, København 1955.

Betænkning om Åndssvageforsorgen afgivet af det i Socialministeriet den 30. april 1954

nedsatte udvalg til behandling af åndssvageforsorgens problemer, betænkning nr. 204, 1958.

Betænkning om sterilisation og kastration, afgivet af det af Justitsministeriet den 30. de-

cember 1958 nedsatte udvalg, København 1964.

Betænkning fra ”Administrationsudvalget af 1960. Betænkning Administrationen af ar-

bejds- og sociallovgivningen. 2. Delbetænkning”, Betænkning nr.320, 1962, s. 12.

453

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

Betænkning om offentlighed i forvaltningen afgivet af den ved Statsministeriets skrivelse af

25. februar 1956 nedsatte kommission, Betænkning nr. 325 1963, bilag 12.

Betænkning fra ”Administrationsudvalget af 1960 4. Betænkning Administrationen af ar-

bejds- og sociallovgivningen. 3. Delbetænkning”, Betænkning nr.380, 1965.

Betænkning over Forslag til lov om ægteskabs indgåelse og opløsning m.m. af 9. maj. Afgi-

vet af det af justitsministeriet den 9. december 1968 nedsatte udvalg, 1969.

Betænkning nr. 664. Socialreformkommissionens 2. betænkning. Det sociale tryghedssy-

stem. Service og Bistand. København 1972

Betænkning nr. 781 - Særforsorgens udlægning. Betænkning fra udvalget om udlægning af

åndssvageforsorgen og den øvrige særforsorg, 1976.

Betænkning om foranstaltninger over for åndssvage og andre svagt begavede lovovertræ-

dere. Afgivet af det af Justitsministeriet den 24. september 1970 nedsatte udvalg, Betænk-

ning nr. 955, 1982.

Cirkulære om forsorgen for åndssvage og andre særlig svagtbegavede, Socialministeriets

cirkulære af 8. december 1959.

Cirkulæreskrivelse nr. 6 af 15. februar, 1961 til samtlige forsorgscentre om etablering og

ophør af forsorg, II, 5a.

Cirkulæreskrivelse nr. 9 af 15. februar 1961 til samtlige forsorgscentre om forsorgens ud-

øvelse.

Cirkulære om strafferegistre og kriminalstatistik m.v, Justitsministeriets cirkulære nr. 273

af 5. december 1962.

Cirkulære nr. 23 af 23. marts 1970 ”Om forbud om revselse, vold eller krænkende behand-

ling af åndssvageforsorgens patienter/elever”, Statens Åndssvageforsorg.

Cirkulære 18 af 1.7.1968 om formelle betingelser ved iværksættelse m.v. af fiksering, isole-

ring og ophold på lukket afdeling, Statens Åndssvageforsorg.

Cirkulæreskrivelse nr. 140 af 15. juli 1973 ”I. Forbud mod legemlig afstraffelse mv. II. Ad-

gang til at klage over forsorgens udøvelse”, Socialstyrelsen.

454

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

Cirkulære nr. 178 af 30 september 1975 om dag- og døgnpleje m.v. efter bistandsloven,

Socialministeriet.

Cirkulære om bistandslovens bestemmelser om særforsorgsinstitutioner m.v., af 30. marts

1976, Socialministeriet.

Cirkulære nr. 505 af 19. september 1977 om magtanvendelse, isolation og lukket afdeling

m.v. i særforsorgens institutioner, samt om klageadgangen over forsorgsudøvelsen”, Social-

ministeriet.

Direktoratet for revalidering og forsorg.

Institutioner for handicappede.

København 1969.

Socialstyrelsens rapport om

det omsorgsmæssige arbejde omkring spisesituationen,

Om-

sorgsudvalget/Socialstyrelsen, 1972.

”Redegørelse om de politiske overvejelser, der dannede det lovmæssige grundlag for tvangs-

sterilisation af åndssvage i Danmark i perioden 1929 til 1967”, Socialministeriet, Handicap-

kontoret 7.kontor, 21. oktober 1997.

Åndssvageforsorgens pladsforhold. Pladsundersøgelsen 1956.

Socialministeriet.

Vejledning i omsorgen for elever og patienter.

1961.

Andet materiale (tidsskrifter m.v.)

Systematisk gennemgang af nedenstående udgivelser fra 1933-1980, eller så længe materia-

let har været udgivet i perioden

Børnesagens Tidende (1933-1972)

Folketingstidende

1953-1980

Folketingets ombudsmand.

Årsberetninger,

København, 1955-1980

Folketingets årbog

1953-1980

Kellers Minde / Evnesvages Vel / LEV-bladet (1953-1979)

Nordisk Tidsskrift for Åndssvageforsorg (1937-1959)

455

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

Retslægerådets årsberetninger (1933-1968)

Rigsdagstidende 1933-1953

Rigsdagsårbog 1929-1953

Socialt Tidsskrift (1934-1978)

S.Å.Nyt (1961-1979)

Ugeskrift for Retsvæsen (digital søgning på årene 1933-1980)

Bred søgning efter relevant materiale i

Børnesagspædagogen (1961-1966)

Danmarks Amtsråd (1970-1979)

Dansk Psykolognyt (1969-1979)

Danske Fysioterapeuter (1952-1979)

Døvebladet (1950-1979)

Juristen (1933-1979)

Socialpolitisk forenings småskrifter (1947-1979)

Socialpædagogen – Åndssvageforsorgens Personaleforbundsblad (1967-1979)

Socialrådgiveren (1938-1979)

Sygekassetidende (1933-1973)

Sygeplejersken (1933-1979)

456

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 181: Orientering om udredning af sær- og åndssvarforsorgen, fra social- og ældreministeren

Ugeskrift for læger (1933-1979)

Hertil kommer en række dagblade m.v. som angivet i noterne.

457