Roskilde, 28. oktober 2021
Skatteminister Morten Bødskov,
Skatteministeriet,
Nicolai Eigtveds Gade 28
1402 København K
Forskelsbehandling af offentligt og privat ansatte grænsegængere over Øresund
Den nordiske dobbeltbeskatningsaftale fra 1996 regulerer beskatningsforholdene for borgere i de
nordiske lande, der bor i et land og arbejder i et andet. I dobbeltbeskatningsaftalen skelnes mellem
privat og offentligt ansatte grænsegængere. Artikel 15 vedrører således privat ansatte, mens artikel
19 vedrører offentligt ansatte.
I 2003 indgik Danmark og Sverige en supplerende aftale (ofte benævnt ”Øresundsaftalen”), som
bl.a. vedrører grænsegængere mellem netop de to lande. Sigtet med aftalen var at udnytte den nylige
etablering af Øresundsbroen og skabe et integreret arbejdsmarked. I lovforslagets bemærkninger
stod der bl.a. at ”Aftalen fjerner en række af de problemer, som grænsegængerne og deres
arbejdsgivere har oplevet i dagligdagen. Med aftalen vil grænsegængeren skattemæssigt blive
behandlet som sin kollega på arbejdspladsen”.
Det fremgik imidlertid ikke eksplicit af lovforslaget eller folketingets behandlinger, at
Øresundsaftalen udspringer af artikel 15 i den nordiske dobbeltbeskatningsaftale og dermed alene
gælder for privat ansatte grænsegængere. For offentligt ansatte grænsegængere er der fortsat masser
af problemer og skattemæssigt behandles man ikke som sin kollega.
Dette har jeg erfaret på egen krop. Jeg har i godt fem år arbejdet i Lund, Sverige og haft bopæl i
Roskilde, Danmark. Jeg er i Sverige ansat på en offentlig forskningsinstitution, og som hovedregel
har jeg arbejdet tre dage om ugen i Sverige og to dage om ugen i Danmark. Ved ansættelsens start
var jeg i kontakt med både Skattestyrelsen og Skatteverket og konklusionen blev, at jeg skulle
beskattes efter Øresundsaftalen. Det indebar, at uanset om jeg fysisk befandt mig i Danmark eller
Sverige, så skulle jeg beskattes i Sverige af hele indtægten. Sommeren 2020 gjorde en vaks
medarbejder i Skattestyrelsen mig imidlertid opmærksom på, at Øresundsaftalen ikke gjaldt for mig
som offentligt ansat. Jeg skulle i stedet beskattes efter artikel 19 i den nordiske
dobbeltbeskatningsaftale, hvilket konkret betyder, at de arbejdsdage hvor jeg fysisk befinder mig i
Danmark beskattes jeg her, mens de arbejdsdage hvor jeg fysisk befinder mig i Sverige beskattes
jeg der.
Disse beskatningsforhold skaber en del besvær både for mig, min svenske arbejdsgiver såvel som
skattemyndighederne. Jeg skal således føre regnskab med, hvilke dage jeg arbejder i hhv. Danmark
og Sverige. I begyndelsen af hver måned skal jeg oplyse arbejdsgiveren, hvor mange dage jeg
forventer at arbejde i Sverige i løbet af måneden, hvilket afgør hvor meget svensk skat som trækkes
i lønnen. Eftersom jeg på forhånd ikke fuldstændig kan forudse arbejdet den kommende måned, så
opstår afvigelser, som betyder, at det svenske Skatteverket efterfølgende skal overføre for meget
indbetalt skat til Skattestyrelsen (såkaldt trekk) eller til mig, hvilket imidlertid let kan tage mindst et
år. Som offentligt ansat grænsegænger skal jeg både forholde mig til Skatteverkets og
Skattestyrelsens fortolkninger af reglerne, og de to instanser har ikke altid samme fortolkning. Det
gælder i spørgsmålet om, hvordan sygedage opgøres og dermed hvordan løn under sygdom skal
beskattes.