Retsudvalget 2021-22
REU Alm.del Bilag 321
Offentligt
2606974_0001.png
Fra:
Marlene Kristina Berg Ditlevsen [mailto:[email protected]]
På vegne af
Peter Rahbæk Juel
Sendt:
3. juli 2022 18:15
Til:
Karina Lorentzen Dehnhardt <[email protected]>
Emne:
Udfordring med proforma-flytninger blandt bandemedlemmer og kriminelle
Kære Karina
På Fyn arbejder vi løbende for - i fællesskab - at holde et maksimalt tryk på bandemedlemmer og den
organiserede kriminalitet.
Det har bragt os langt, men vi er også meget bevidste om, at trykket aldrig må aftage – vi skal hele tiden
lukke hullerne og gøre livet surt for de kriminelle.
Senest har vi erfaret, at både bandemedlemmer og kriminelle med løsere forbindelse til bandemiljøerne,
flytter deres bopælsadresser fra Odense Kommune til andre fynske kommuner for at undgå den intensive
beskæftigelsesindsats, som de modtager i Odense Kommune. Den intensive indsats består i Odense
Kommune bl.a. af hyppigere samtaler med jobcenteret og daglig aktivering.
Det er vores vurdering, at de kriminelles nye bopælsadresser i nogle tilfælde er udtryk for proforma-
flytninger, og at bandemedlemmerne efter adresseflytningen primært opholder sig og bor i den tidligere
bopælskommune. Det er endvidere vores opfattelse, at bandemedlemmerne i nogle tilfælde skifter
bopælsadresse udelukkende, for at undgå den intensive beskæftigelsesindsats i Odense.
Konkret er vi bekendt med 12 mistænkelige flytninger siden 2019, hvoraf 2 af dem med sikkerhed har
været proforma-flytninger.
På nuværende tidspunkt er det blandt de fynske kommuner alene Odense Kommune, der har en
beskæftigelsesindsats målrettet bandemedlemmer.
Det skyldes, at langt de fleste registrerede bandemedlemmer bosætter sig i større kommuner – ligesom
størstedelen af de kriminelle, der har forskellige relationer og tilknytninger til bandemiljøet, fortrinsvis
holder til i de store byer. Derfor er det for de øvrige fynske kommuner vanskeligt at opretholde en
beskæftigelsesindsats særligt målrettet disse personer, da grundlaget for en sådan indsats i disse
kommuner er meget begrænset.
Kredsrådet på Fyn har drøftet, og vurderer, at der aktuelt er en række faglige og praktiske udfordringer i
forhold til at iværksætte og fastholde effektive kommunale beskæftigelsesindsatser målrettet disse
kriminelle, der flytter deres adresse til mindre kommuner.
Den mest afgørende forandring, der er brug for, er at kommunerne skal have mulighed for at overlevere
data og information til modtagerkommunen – så vi sikrer, at der holdes maksimalt tryk på disse personer.
Det må ikke være muligt for bandemedlemmer og kriminelle i laget omkring bandegrupperingerne – at
dukke op som helt ubekendte borgere i modtagerkommunernes systemer efter en proforma-flytning.
Jeg håber, at du vil se på ovenstående problematik, og tage det med i dit videre arbejde og kampen mod
den organiserede kriminalitet.
Vi står selvsagt til rådighed, såfremt det giver anledning til spørgsmål – eller behov for yderligere
information.
God sommer!
På vegne af de fynske borgmestre,
Peter Rahbæk Juel
Borgmester i Odense