Retsudvalget 2020-21
L 213 Bilag 8
Offentligt
Til Folketingets Retsudvalg
Replik til justitsministeriets svar til spørgsmål fra Folketingets Retsudvalg
vedrørende forslag til lov om beskyttelse af whistleblowere
Oluf Jørgensen, forskningschef emeritus, Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, 12.maj 2021
1.
Justitsministeriets svar på spørgsmål 1 og 3 gentager i høj grad ministeriets bemærkninger til
lovforslaget. Ministeriets typiske kommentar til konkrete ændringsforslag er, at ministeriet ikke
finder forslaget hensigtsmæssigt. Ministeriet har ingen bemærkninger om, at ændringsforslag vil
stride mod direktivet eller andre retlige hindringer.
Neden for følger kommentarer til de enkelte punkter i justitsministeriets svar til min henvendelse
(med samme nummerering). Under en række punkter henvises til justitsministeriets svar på
Retsudvalgets konkrete spørgsmål.
2.
Justitsministeriets svar forholder sig ikke til, at høringssvar fra mange organisationer kritiserer
lovforslaget kriterium
”alvorlige lovovertrædelser eller øvrige alvorlige forhold”
for at være uklart.
Det bliver ikke klarere i lovforslagets bemærkninger og heller ikke i Justitsministeriets svar til
spørgsmål om anvendelsesområdet. Justitsministeriet understreger, at
”der er tale om et objektivt
kriterium, hvor det i sidste instans vil være op til domstolene at vurdere, om en indberetning falder
inden for lovens anvendelsesområde” (svar på spm. 4).
Justitsministeriet kan f.eks. ikke vurdere, om lovforslaget beskytter whistleblowing til en journalist
om ministerielt spin mod et oppositionspartis forslag under fortrolige forhandlinger (svar på spm
18). Ministeriet kan heller ikke vurdere, om lovforslaget beskytter whistleblowing om væsentlige
oplysninger om et lovforslags konsekvenser, som ikke er videregivet til folketingsmedlemmer i en
forligskreds (svar på spm. 19) eller whistleblowing om ressourceproblemer (svar på spm. 20 og 21).
Lovforslagets kriterier for anvendelsesområdet giver stor usikkerhed for whistleblowere.
Kriterierne, der betegnes som objektive, vil desuden give stort besvær og omkostninger for de
mange whistleblowerordninger, der skal etableres. Det er vigtigt at kriterier bliver formuleret på en
måde, der ikke forudsætter, at indberetninger skal starte med juridisk afgrænsning.
Bredere kriterier vil betyde, at ressourcer kan bruges på reelle problemer fremfor formaliteter. Det
er vigtigt at overholde direktivets krav om beskyttelse af whistleblowere, der på tidspunktet for
indberetningen har rimelig grund til at antage, at oplysninger er korrekte og hører under
anvendelsesområdet (art. 6, stk. 1, litra a).
Justitsministeriet betegner det som ”en betragtelig overimplementering”
at give retsbeskyttelse til
direkte orientering til ledelse, kolleger, tillidsrepræsentant eller fagforening uden krav om
indberetning til særlig whistleblowerordning.
 L 213 - 2020-21 - Bilag 8: Henvendelse af 12/5-21 fra Oluf Jørgensen, jurist og offentlighedsrådgiver, forskningschef emeritus, Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, vedrørende kommentar til ministerens svar på spm. 1 og 3 på lovforslaget
Det vil være en væsentlig tilføjelse til direktivets minimumskrav, men vil klart give mulighed for
hurtigere reaktion ved forhold, der skal rettes. Hvis loven vedtages med krav om indberetning til
særlig whistleblowerordning for at opnå beskyttelse, vil mange whistleblowere vælge det. Ved at
sikre samme beskyttelse ved direkte orientering vil flere vælge at stå frem med
direkte og hurtig orientering til ledelser. ”Overimplementeringen” vil spare omkostninger og giver
hurtigere resultater. Det vil samtidigt kunne bidrage til et godt ytringsklima på arbejdspladser jf.
lovgivningen og praksiserfaringer i Norge.
3.
Justitsministeriets forsvarer lovforslagets undtagelse for klassificerede oplysninger med
henvisning til direktivets artikel 3, stk. 1, litra a, men direktivet undtager ikke. Det understreger
”blot”,
at beskyttelsen af klassificerede oplysninger ikke skal berøres.
Whistleblowere får ikke retsbeskyttelse på linje med lovforslaget ved de midlertidige
whistleblowerordninger for Politiets Efterretningstjeneste og Forsvarets Efterretningstjeneste, som
Justitministeriet henviser til. Undtagelsen for klassificerede oplysninger har i øvrigt også stor
relevans for ansatte ved Forsvaret.
Det er vigtigt, at loven kommer til at beskytte whistleblowere fra efterretningstjenester og forsvaret
og samtidigt opretholder beskyttelsen for klassificerede oplysninger jf. mit ændringsforslag herom.
4.
Justitsministeriet nævner, at lovforslagets undtagelse for straffesager gennemfører
direktivets artikel 3, stk. 2, litra d, men denne bestemmelse undtager ikke straffesager. Den fastslår
”blot”,
at straffeprocessuelle regler ikke skal berøres.
Justitsministeriets svar gentager lovforslagets bemærkninger, og intentionen er tilsyneladende, at
sagsbehandlingsregler for straffesager ikke skal berøres. Det tilføjes, at undtagelsen ”ingen
indflydelse på, hvilke oplysninger der kan indberettes til interne og eksterne
whistleblowerordninger eller offentliggøres.”
Ordlyden i lovforslaget undtagelse er generelt formuleret, og det må anbefales at bringe den på linje
med direktivet og lovforslagets bemærkninger for at undgå usikkerhed.
5.
Justitsministeriets svar bekræfter, at lovforslaget ikke vil give retsbeskyttelse til direkte intern
orientering (svar på spørgsmål 7 og 8). De gældende regler for offentligt ansattes ytringsfrihed, som
ministeriet henviser til, sikrer ikke retsbeskyttelse på linje med lovforslagets regler om godtgørelse
og bevisbedømmelse.
Ministeriet kommenterer ikke eksemplet: ”Når
en minister eller anden politisk ledelse mangler
lovgrundlag til handlinger, der ønskes iværksat i en fart, er det vigtigt, at embedsmænd tør advare
direkte og meget hurtigt. Det dur ikke, hvis en særlig whistleblowerenhed skal orienteres først for at
få beskyttelse, og fristen for feedback er tre måneder.”
Se i øvrigt betragtninger om
”overimplementering” under pkt. 2 oven for.
6. Justitsministeriets svar bekræfter, at Datatilsynet som ekstern whistleblowerenhed
skal undersøge, om det indberettede forhold giver grundlag for videregivelse til relevante
myndigheder, f.eks. en tilsynsmyndighed. Datatilsynets enhed får ikke selv kompetence til at kræve
oplysninger, foretage undersøgeler eller kræve stop for ulovligheder (svar på spm. 12).
 L 213 - 2020-21 - Bilag 8: Henvendelse af 12/5-21 fra Oluf Jørgensen, jurist og offentlighedsrådgiver, forskningschef emeritus, Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, vedrørende kommentar til ministerens svar på spm. 1 og 3 på lovforslaget
Justitsministeriet bekræfter, at lovforslaget ikke sikrer beskyttelse ved indberetning direkte til
tilsynsmyndighed (svar på spm. 14, 15 og 16). For at styrke effektiviteten er det vigtigt, at
retsbeskyttelse for whistleblowere også sikres ved direkte indberetning til relevant myndighed.
Det fremgår af Justitsministeriet svar, at Tilsynet med Efterretningstjenester har anbefalet etablering
af ekstern whistleblowerordning for efterretningstjenester i tilsynet regi. Justitsministeriet vil i
stedet etablere whistleblowerordninger i Forsvarsministeriet og Justitsministeriet, der ikke sikrer
den nødvendige uafhængighed. Ministeriet nævner, at det måske skal være midlertidige løsninger
og henviser til kommissionsundersøgelse om en konkret sag og en kommende evaluering af FE-
loven. Det er svært at se, at undersøgelsen og evalueringen betyder, at etablering af en
whistleblowerordning i tilsynets regi skal udsættes.
7.
Justitsministeriet bekræfter, at lovforslagets beskyttelse af offentliggørelse holder sig til
direktivets minimumskrav (svar på spm. 18, 19, 20 og 21).
Justitsministeriet nævner direktivets bestemmelse om, at nationale bestemmelser for ytrings- og
informationsfrihed kan give videre rammer (art. 15, stk. 2). Ministeriet giver ingen begrundelse for,
at lovforslagets retsbeskyttelse af whistleblowing ikke skal omfatte de danske retsprincipper for
offentligt ansattes ytringsfrihed.
8.
Justitsministeriet fastholder lovforslagets bemærkninger om, at straffelovens § 152 e kan være
retningsgivende for ansvarsfritagelsen for tilsidesættelse af en lovbestemt tavshedspligt
(lovforslagets § 7, stk. 1).
Denne begrænsning betyder, at fritagelsen for ansvar i retspraksis kun omfatter konstaterede
ulovligheder og
åbenbart
misbrug af offentlige midler. Dermed begrænses direktivets krav om
beskyttelse, når whistlebloweren har rimelig grund til at tro, der er tale om ulovligheder, omgåelser,
forsøg på at skjule forhold mv.
9.
Lovforslagets beskyttelse mod repressalier er begrænset til repressalier mod indberetninger og
offentliggørelse, der er foretaget (§ 8, stk. 1). Forhindringer fra arbejdsgiveren er kun forbudt i
relation til indberetninger (§ 8, stk. 1, 2. pkt.).
Ifølge justitsministeriets svar vil forsøg på hindringer af offentliggørelse dog
”efter
omstændighederne” være omfattet af forbuddet mod repressalier
(svar på spm. 24, 30 og 32).
Forbud mod repressalier mod anskaffelse af dokumentation (§ 7, stk. 2) er ikke nævnt i
lovforslagets § 8, sk. 1. Justitsministeriet nævner i et svar, at en whistleblower ikke kan gøres
ansvarlig for anskaffelse af dokumentation bortset fra tilfælde, hvor anskaffelsen udgør en
selvstændig strafbar handling (svar på spm. 31). Dette svar ændrer ikke ved, at lovforslagets ordlyd
ikke fastsætter forbud mod repressalier.
Det er vigtigt at sikre, at forbuddet mod repressalier bliver klargjort og dækkende.
10.
Justitsministeriet fastholder, at retten til godtgørelse kun omfatter repressalier som af
indberetning.
 L 213 - 2020-21 - Bilag 8: Henvendelse af 12/5-21 fra Oluf Jørgensen, jurist og offentlighedsrådgiver, forskningschef emeritus, Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, vedrørende kommentar til ministerens svar på spm. 1 og 3 på lovforslaget
Ministeriet forklarer ikke, hvorfor repressalier som følge offentliggørelse eller anskaffelse af
dokumentation ikke skal udløse krav på godtgørelse. Begrænsningen vil alvorligt underminere
lovforslagets forbud mod repressalier.
11.
Justitsministeriet henviser til bestemmelsen om godtgørelse som begrundelse for, at lovforslaget
ikke giver mulighed for at anvende bødestraf mod arbejdsgivere.
Godtgørelse er kompensation til en whistleblower, der er udsat for repressalier. Uden
straffebestemmelse vil en arbejdsgiver risikofrit kunne afskrække ansatte fra whistleblowing.
12.
Justitsministeriet nævner, at regeringen vil arbejde for at fremme ytringsfriheden for offentligt
ansatte, så ytringsfriheden kan bruges inden for gældende begrænsninger uden frygt for direkte eller
indirekte negative reaktioner fra ledelsen.
Det er på denne baggrund besynderligt, at lovforslaget om beskyttelse af whistleblowere, der har
kendskab til forhold fra arbejdsrelationer, ikke bruges til at styrke offentligt ansattes ytringsfrihed.
13.
Justitsministeriet nævner, at lovforslaget ikke indskrænker gældende regler om beskyttelse ved
videregivelse af oplysninger i lov om forretningshemmeligheder og bekræfter dermed, at nogle
gældende regler giver større beskyttelse end lovforslaget.
14.
Justitsministeriet bekræfter, at lovforslagets særlige tavshedspligt omfatter alle oplysninger, der
indgår i en indberetning. Justitsministeriet bekræfter, at denne tavshedspligt vil gælde tilsvarende
ved tilsynsmyndigheder, der følger op på indberettede sager (svar på spørgsmål 25).
Tavshedspligten vil også begrænse offentlighed om tilsynsmyndigheders beslutninger i sager, der er
startet med indberetning (svar på spm. 26 og 28).
Justitsministeriet bekræfter desuden, at den særlige tavshedspligt betyder, at aktindsigt er udelukket
i oplysninger om indberettede forhold f.eks. om naturødelæggelse (svar på spm. 27).
Justitsministeriet mener, at det vil være vanskeligt for virksomheder og myndigheder at afgrænse
oplysninger, der kan afsløre whistleblowerens identitet fra andre oplysninger. Denne opfattelse er
ikke velbegrundet. Alle virksomheder og myndigheder anvender regler om persondatabeskyttelse.
Offentlige myndigheder bl.a. tilsynsmyndigheder og politi kender forvaltningslovens almindelige
regler om tavshedspligt, der bl.a. beskytter hensyn til undersøgelser, vidner og berørte personer i
sager, der undersøges.
Mørklægningen af tilsynsmyndigheders beslutninger og bagrund for beslutninger vil betyde en
alvorlig svækkelse af den præventive effekt. Lovforslagets § 27 om periodisk offentliggørelse
handler kun om statistiske oplysninger.
15.
Justitsministeriet nævner, at generelt vejledningsmateriale må være tilstrækkeligt. Direktivet
kræver derimod, at whistleblowere sikres adgang til konkret rådgivning og støtte.