L 134 - 2020-21 - Bilag 3: Foreløbigt høringsnotat samt samling af høringssvar, fra sundheds- og ældreministeren

Sundhedsudvalget 2020-21
L 134 Bilag 3
Offentligt

Sundheds- og Ældreministeriet

Enhed: SUNDJUR

Sagsbeh.: DEPFRE

Koordineret med: JURA

Sagsnr.: 2007933

Dok. nr.: 1542836

Dato: 15-01-2021

NOTAT

Foreløbigt kommenteret høringsnotat – L 134 (epidemiloven)

1. Høring over lovforslaget

Et foreløbigt udkast til lovforslag blev den 30. september 2020 sendt i offentlig høring og

blev den 9. oktober 2020 erstattet af et nyt udkast til lovforslag, der var i høring i perioden

fra den 9. oktober 2020 til og med den 13. november 2020.

Samtidig med fremsættelsen har lovforslaget – som aftalt i stemmeaftale af 18. december

2020 – været sendt i fornyet høring i perioden fra den 22. december 2020 til den 15. januar

2021 hos følgende myndigheder, organisationer m.v.:

3F, Advokatrådet, Alkohol og Samfund, Alzheimerforeningen, Amgros I/S, Amnesty

International, Angstforeningen, Ansatte Tandlægers Organisation, Arbejderbevægelsens

Erhvervsråd, Arbejdstilsynet, ATP, Bedre Psykiatri, Blå Kors, Børnerådet, Børnesagens

Fællesråd, Børns Vilkår, Center for Bioetik og Nanoetik, Center for Etik og Ret, Center for

hjerneskade, CEPOS, Copenhagen Business School, Danish Care, Danmarks

Apotekerforening, Danmarks Biblioteksforening, Danmarks Lungeforening, Danmarks

Lærerforening, Danmarks Optikerforening,

Dan-

marks Private Skoler – grundskole og

gymnasier, Danmarks Radio, Danmarks Tekniske Universitet, Dansk Arbejdsgiverforening,

Dansk Byggeri, Dansk Diagnostika og Laboratorieforening, Dansk Epidemiologisk Selskab,

Dansk

Er-

hverv, Dansk Farmaceutisk Industri, Dansk Farmaceutisk Selskab, Dansk

Fertilitetsselskab, Dansk Filminstitut, Dansk Handicap Forbund, Dansk Industri, Dansk IT –

Råd for IT-og persondatasikkerhed, Dansk Kiropraktor Forening, Dansk Metal, Dansk

Musikerforbund, Dansk Neurokirurgisk Selskab, Dansk Neurologisk Selskab, Dansk

Psykiatrisk Selskab, Dansk Psykolog Forening, Dansk Psykoterapeutforening, Dansk Selskab

for Almen Medicin, Dansk Selskab for Anæstesiologi og Intensiv Medicin, Dansk Selskab for

Centralsterilisering og Sygehushygiejne, Dansk Selskab for Infektionsmedicin, Dansk Selskab

for Klinisk Farmakologi, Dansk Selskab for Klinisk Immunologi, Dansk Selskab for Klinisk

Mikrobiologi, Dansk Selskab for Palliativ Medicin, Dansk Selskab for Patientsikkerhed, Dansk

Selskab for Retsmedicin, Dansk Socialrådgiverforening, Dansk Sygeplejeråd, Dansk

Tandplejerforening, Dansk Teater,

Dan-

ske Bandagister, Danske Beredskaber, Danske

Bioanalytikere, Danske Biografer, Danske Dental Laboratorier,

Dan-

ske Diakonhjem,

Danske Erhvervsskoler, Danske Fodterapeuter, Danske Fysioterapeuter, Danske Gymnasier,

Danske Handicaporganisationer, Danske Havne, Danske Koncert og Kulturhuse, Danske

Patienter, Danske Professionshøjskoler, Danske Rederier, Danske Regioner, Danske

Seniorer, Danske Universiteter, Danske Ældreråd, Datatilsynet,

DA-

ZA – Dansk organisation

for zoologiske haver og akvarier, DBU – Dansk Boldspil-Union, Demenskoordinatorer i

Danmark, Den Danske Dommerforening, Den Danske

Dyr-

lægeforening, Den Uvildige

Konsulentordning på Handicapområdet, DEOO – Danske Ensembler, Orkestre og

Operainstitutioner, Depressionsforeningen, Det Centrale Handicapråd, Det Etiske Råd, Det

Kongelige Bibliotek, Det 102 Kongelige Teater, Det Sociale Netværk, Det Økonomiske Råds

Sekretariat, DIF – Danmarks Idrætsforbund, Dignity – Dansk Institut mod Tortur,

L 134 - 2020-21 - Bilag 3: Foreløbigt høringsnotat samt samling af høringssvar, fra sundheds- og ældreministeren

Direktoratet for Kriminalforsorgen, Divisionsforeningen, Domstolsstyrelsen, DR, EHS-

Foreningen, ERFA-gruppen for forebyggende indsats mod rotter, Ergoterapeutforeningen,

Fagbevægelsens Hovedorganisation, Faglige Seniorer, Fagligt Selskab for

Hygiejnesygeplejersker, Farmakonomforeningen, Film og TV-arbejderforeningen, Finans

Danmark, Finansforbundet, Finanssektorens Arbejdsgiverforening, FOA – Fag og Arbejde,

Folkehøjskolernes Forening Danmark,

Forbruger-

rådet, Forbundet Kommunikation og

Sprog, Forbundet

Kul-

tur og Information, Forebyggelses og Patientrådet, Foreningen af

Kommunale Social-, Sundheds- og

Arbejdsmarkeds-

chefer i Danmark, Foreningen af

Kunsthaller i Danmark, Foreningen af Platformsøkonomi i Danmark, Foreningen af

Speciallæger, Foreningen for Parallelimportører af Medicin, Foreningen Åndsfrihed,

Forsikring & Pension, Forsvarets Sanitetskommando, Frihedsbevægelsens Fællesråd,

Færøernes

Landsstyre,

Gigtforeningen,

Hjernesagen,

Hjerneskadeforeningen,

Hjerteforeningen, HORESTA, Høreforeningen, Industriforeningen for Generiske og

Biosimilære Lægemidler, Institut for Menneskerettigheder, IT-Universitetet i København,

Jordemoderforeningen, Justitia, KL – Kommunernes Landsforening, Kost- og

Ernæringsforbundet,

Kræft-

ens Bekæmpelse, Københavns Byret, Københavns Universitet,

Landbrug & Fødevarer, Landsforeningen af Kliniske Tandteknikere, Landsforeningen af

nuværende og tidligere psykiatribrugere (LAP), Landsforeningen Børn og Forældre,

Landsforeningen for ansatte i sundhedsfremmende forebyggende hjemmebesøg,

Landsforeningen HPV-Bivirkningsramte, Landsforeningen SIND, Landslægen på Færøerne,

Ledernes Hovedorganisation, Lægeforeningen, Lægemiddelindustriforeningen,

Med-

borgernes

Menneskerettighedskommission,

MEDCOM,

Medicoindustrien,

Muskelsvindfonden, Nationale Videnskabsetiske Komité, Nomeco A/S, Naalakkersuisutm,

OCD-Foreningen, ODM, Oplysningsforbundet

May-

Day, Organisationen af

Lægevidenskabelige Selskaber, Patienterstatningen, Patientforeningen i Danmark,

Pharmadanmark, Pharmakon, Politiforbundet, Praktiserende Lægers Organisation,

Praktiserende Tandlægers Organisation, Producentforeningen, Psykiatrifonden, Radiograf

Rådet, Region Hovedstaden, Region Midtjylland, Region Sjælland, Region Syddanmark,

RESAM, Retspolitisk Forening, Rigsadvokaten, Rigsarkivet, Rigspolitiet, Rigsrevisionen,

Roskilde Universitet, Rådet for Digital Sikkerhed, Rådet for Socialt

Ud-

satte, Samvirkende

Menighedsplejer, Skuespillerforbundet, SMVdanmark, Socialpædagogernes Landsforbund,

Spillerforeningen, Sundhed Danmark - Foreningen af danske sundhedsvirksomheder,

Syddansk Universitet, Tandlægeforeningen, Tandlægeforeningens Tandskadeerstatning,

Udviklingshæmmedes Landsforbund, UlykkesPatientForeningen, VaccinationsForum,

Vestre Landsret, VIVE - Det nationale forskningscenter for velfærd, Yngre Læger,

Ældresagen, Østre Landsret, Aalborg Universitet og Aarhus Universitet.

Udkastet til lovforslag har desuden været offentliggjort på Høringsportalen.

2. Høringssvar og kommentarer

Sundheds- og Ældreministeriet har modtaget høringssvar fra følgende myndigheder,

organisationer m.v.:

3F, Advokatrådet, Alkohol og Samfund, Alzheimerforeningen, Amgros I/S, Amnesty

International, Ansatte Tandlægers Organisation, Arbejdstilsynet, Biskoppen over Viborg

Stift på vegne af biskopperne i Danmark, Blå Kors Danmark, Børnerådet, Børns Vilkår,

Danmarks Apotekerforening, Danmarks Biblioteksforening, Danmarks Private Skoler,

Danmarks Radio, Dansk Arbejdsgiverforening, Dansk Boldspil-Union, Dansk Erhverv, Dansk

Fertilitetsselskab, Dansk Handicap Forbund, Dansk Industri, Dansk Idræts Forening, Dansk

Neurologisk Selskab, Dansk Psykiatrisk Selskab, Dansk Psykolog Forening, Dansk Selskab for

Almen Medicin, Dansk Selskab for Arbejds- og Miljømedicin, Dansk Selskab for

Anæstesiologi og Intensiv Medicin, Dansk Selskab for Klinisk Immunologi, Dansk Selskab for

Side 2

L 134 - 2020-21 - Bilag 3: Foreløbigt høringsnotat samt samling af høringssvar, fra sundheds- og ældreministeren

Klinisk Mikrobiologi, Dansk Selskab for Patientsikkerhed, Dansk Selskab for Retsmedicin,

Dansk Selskab for Tropemedicin og International Sundhed, Dansk Socialrådgiverforening,

Dansk Sygeplejeråd, Danske Bioanalytikere, Danske Erhvervsskoler og –Gymnasier, Danske

Fysioterapeuter, Danske Gymnasier, Danske Handicaporganisationer, Danske Kirkers Råd,

Danske Patienter, Danske Rederier, Danske Regioner, Danske Seniorer, Danske

Soloselvstændige, Danske Tandplejere, Danske Ældreråd, Dansk Samfundsmedicinsk

Selskab, Datatilsynet, DemensKoordinatorer i DanmarK, Den Danske Dommerforening, Den

Danske Dyrlægeforening, Den Katolske Kirke, Den Konservative Presseforening, Den

Uvildige Konsulentordning på Handicapområdet, Det Etiske Råd, Det Kongelige Bibliotek,

Det Kongelige Teater, Dansk Farmaceutisk Industri, DGI, DiaLab, DIGNITY,

Divisionsforeningens Arbejdsgiverforening, Dansk Selskab for Klinisk Mikrobiologi, EHS-

Foreningen, ERFA-gruppen for forebyggende indsats mod rotter, Fagbevægelsens

Hovedorganisation, Faglige Seniorer, Fagligt Selskab for Hygiejnesygeplejersker,

Farmakonomforeningen, Finanssektorens Arbejdsgiverforening, FOA, Folkebevægelsen for

Frihed, Forbrugerrådet TÆNK, Forbundet Kultur og Information, Forebyggelses- og

Patientrådet, Forebyggelses- og Patientrådet, Foreningen for Parallelimportører af Medicin,

Foreningen Åndsfrihed, Frihedsbevægelsens Fællesråd, FriKirkeNet, Heilsumalaradid,

HORESTA, HPV-Birvirkningsramte i Danmark, IGL, Institut for Menneskerettigheder,

Jordemoderforeningen, Justitia, Kirkens Korshær, KL, Københavns Byret, Københavns

Universitet, Landbrug & Fødevarer, Landsforeningen af Menighedsråd, Landsforeningen

Ansatte i Sundhedsfremmende Forebyggende Hjemmebesøg, Landsforeningen for

Åndsfrihed,

LAP,

Ledernes

Hovedorganisation,

Lev,

Lægeforeningen,

Lægemiddelindustriforeningen,

Marianne

Schønemann.Medborgernes

Menneskerettighedskommission, Medicoindustrien, Nomeco A/S, Oplysningsforbundet

MayDay, Organisationen af Lægevidenskabelige Selskaber, Patienterstatningen,

Patientforeningen, Pharmadanmark, Politiforbundet, Producentforeningen, Region

Hovedstaden, Region Nordjylland, Retspolitisk Forening, Rigsrevisionen, Rådet for Digital

Sikkerhed, Rådet for Socialt Udsatte, SIND – Landsforeningen for psykisk sundhed,

SMVdanmark, Socialpædagogerne, Syddansk Universitet, Tandlægeforeningen,

VaccinationsForum, Viborg Stift, Vestre Landsret, Ældre Sagen og Østre Landsret.

Det bemærkes, at en række høringsparter har afgivet høringssvar til flere versioner af

lovforslaget.

Vestre Landsret, Østre Landsret, Rigsrevisionen, Det Kongelige Teater, Københavns Byret,

DemensKoordinatorer i Danmark, Forbundet Kultur og Information og Dansk Neurologisk

Selskab har meddelt, at de ikke har bemærkninger til lovforslaget.

I det følgende foretages en gennemgang af de væsentligste bemærkninger til de

høringssvar, som har fokus på de enkelte elementer i lovforslaget og dets bemærkninger.

Ministeriets kommentarer er

kursiverede.

Det bemærkes, at notatet indeholder en gennemgang af nogle af de høringssvar, der er

afgivet til det lovforslag, der blev fremsat for Folketinget den 22. december 2020 og sendt i

fornyet høring parallelt med fremsættelsen.

Ministeriet har dog – af tidsmæssige årsager – ikke taget haft mulighed for at referere og

kommentere på samtlige væsentlige høringssvar, der er afgivet som led i den fornyede

høring over det lovforslag, der er fremsat for Folketinget. Det bemærkes i den forbindelse,

at fristen for høringssvar var fredag den 15. januar 2021, og at ministeriet har modtaget 89

høringssvar.

Side 3

L 134 - 2020-21 - Bilag 3: Foreløbigt høringsnotat samt samling af høringssvar, fra sundheds- og ældreministeren

Sundheds- og Ældreministeriet vil derfor efterfølgende fremsende et opdateret

høringsnotat til brug for udvalgets behandling af forslaget.

3. Generelle bemærkninger til lovforslaget

3.1. Bemærkninger til udkastet

Sundheds- og Ældreministeriet skal indledningsvist bemærke, at det fremsatte lovforslag

indeholder emner, som grundlæggende er ændret i forhold til de versioner, der tidligere

har været i høring, og at høringssvarene bør læses i lyset heraf.

En række organisationer m.v., herunder Institut for Menneskerettigheder, Ældre Sagen,

Justitia, Amnesty International, FOA, Danske Regioner, FH, Jordemoderforeningen, LAP,

LVS, LEV, DSR, Børnerådet, SIND, Danske Fysioterapeuter, Danske Ældreråd,

Patientforeningen, Foreningen Åndfrihed og Dansk Arbejdsgiverforening finder alle

overordnet, at det fremsatte lovforslag indeholder forbedringer i forhold til de versioner,

som tidligere har været i høring, ligesom en række organisationer er positive og tilfredse

med, at en række tidligere bemærkninger er imødekommet.

Lægeforeningen anerkender behovet for, at myndighederne har de nødvendige redskaber

for effektivt at kunne bekæmpe og inddæmme smitsomme og andre overførbare

sygdomme, og at det derfor er af væsentlig betydning, at der vedtages en ny epidemilov.

Danske Fysioterapeuter, HORESTA og LVS anerkender ligeledes behovet for en tidssvarende

lov.

DSAM mener, at en ny epidemilov har stor berettigelse, at det er indlysende nødvendigt, at

epidemiloven moderniseres på baggrund af høstede erfaringer i forbindelse med

COVID-19-pandemien,

og at en modernisering af epidemiloven både er betimelig og

nødvendig.

Det er efter Danske Seniorers opfattelse nødvendigt med en lovgivning om

epidemibekæmpelse, der gør det muligt at beskytte Danmark og den danske befolkning

mod alvorlige, smitsomme sygdomme. Danske Handicaporganisationer mener også, at en

ny epidemilov er nødvendig.

Landbrug & Fødevarer mener, at der af hensyn til folkesundheden og et velfungerende og

konkurrencedygtigt erhvervsliv skal være en epidemilov, som er egnet til hurtigt at håndtere

sundhedskriser.

Faglige Seniorer vil gerne tilkendegive foreningens anerkendelse af og tilfredshed med

myndighedernes ifølge foreningen ansvarlige ageren under den igangværende pandemi.

Patientforeningen hilser det velkomment, at regeringen gennemtænker hele lovgrundlaget

på baggrund af de foreløbige erfaringer med Corona-pandemien, men mener ikke, at

resultatet er tilfredsstillende. Foreningen mener også, at der er alvorlige mangler i det

fremsatte forslag.

Danske Regioner og Region Nordjylland mener, at det er positivt, at lovforslaget sikrer en

klarere hjemmel til en lang række af de tiltag, som har vist sig nødvendige under COVID-19

epidemien. Det bemærkes, at et mindretal (DF) i Region Nordjylland udtaler betydelig kritik

af forslaget.

Alzheimerforeningen påpeger, at den igangværende

Corona-epidemi

med al tydelighed har

vist behovet for et retssikkerhedsmæssigt solidt og demokratisk velfunderet lovgrundlag for

håndtering af fremtidige epidemier. Foreningen påpeger også, at det har været

Side 4

L 134 - 2020-21 - Bilag 3: Foreløbigt høringsnotat samt samling af høringssvar, fra sundheds- og ældreministeren

nødvendigt med forårets lovgivningsændringer og bekendtgørelser men påpeger samtidigt,

at det efter foreningens opfattelse har vist sig at have en række utilsigtede og

uhensigtsmæssige følger.

Det er efter DSRs opfattelse afgørende, at en ny epidemilov balancerer hensynet mellem at

hindre spredning af alment farlige og samfundskritiske sygdomme, sikringen af de

grundlæggende frihedsrettigheder og respekten for den demokratiske proces på den bedst

mulig vis.

Ifølge DASAIM bør der i loven være en beskrivelse af, hvem der træffer beslutning om, at

epidemiloven træder i kraft, ligesom det skal beskrives hvordan det afgøres, når den ikke

længere er gældende og at denne beslutning ikke kun kan træffes af sundheds- og

ældreministeren alene. Selskabet finder det uklart, om loven kan træde i kraft ved

samfundskritisk sygdom og/eller en alment farlig sygdom, f.eks. om begge kriterier skal

være opfyldt.

Tandlægeforeningen påpeger, at der efter foreningens opfattelse mangler et formaliseret

forum for hurtig dialog og beslutning mellem myndigheder og sundhedsprofessionelle.

Dansk Handicapforbund anbefaler ligeledes, at man bør inddrage en bred kreds ved

udarbejdelse af faste retningslinjer for, hvordan en fremtidig kritisk situation skal

håndteres.

Paraplyforeningen Forebyggelses- og Patientrådet oplyser, at foreningen ikke mener, at

coronavirus eksisterer.

Dansk Farmaceutisk Industri A/S oplyser, at virksomheden er meget bekymret over den

politistat, som myndighederne og regeringen efter virksomhedens opfattelse

tilsyneladende er ved at indføre i Danmark, ligesom indførelsen af muligheden for

internering, tvangsbehandling/-vaccination, fængsling m.v. efter virksomhedens opfattelse

er helt grotesk og hører ikke til i et demokratisk samfund som Danmark. Virksomheden

mener, at dette lyder mere som en diktaturstats muligheder for at træde befolkningen

under fode, og at dette er uhørt og uacceptabelt.

Enrico Krogh Iversen mener, at forslaget vil give mulighed for at krænke adskillige

rettigheder, hvorfor vedkommende mener, at der er mange grunde til, at forslaget ikke bør

vedtages i den nuværende form.

Det er efter Sundheds- og Ældreministeriets opfattelse afgørende, at Danmark også

fremadrettet har en epidemilov, der kan sikre myndighederne de nødvendige

handlemuligheder for at forebygge, inddæmme og begrænse udbredelsen af smitsomme

sygdomme.

En ny lov bør efter ministeriets opfattelse ikke blot sikre den fortsatte håndtering af den

igangværende covid-19-epidemi men også fremtidige ukendte sygdomme.

Det er ligeledes efter ministeriets opfattelse afgørende, at loven i øget grad sikrer

parlamentarisk kontrol med beføjelser efter loven og åbenhed om de beslutninger, der

træffes.

Det fremsatte lovforslag indeholder en række ændringer i forhold til det lovforslag, der har

været sendt i offentlig høring i oktober-november 2020. Ændringerne vil blive gennemgået

under de enkelte emner.

Side 5

L 134 - 2020-21 - Bilag 3: Foreløbigt høringsnotat samt samling af høringssvar, fra sundheds- og ældreministeren

Ministeriet har noteret sig, at Institut for Menneskerettigheder, FH, Jordemoderforeningen,

LAP, LVS, LEV, DSR, Børnerådet, SIND, Amnesty International, Danske Fysioterapeuter, Ældre

Sagen, Danske Ældreråd, Patientforeningen, Foreningen Åndfrihed, FOA, Danske Regioner,

Justitia og Dansk Arbejdsgiverforening alle overordnet finder, at det er er sket forbedringer

i det fremsatte lovforslag, ligesom en række organisationer er positive og tilfredse med, at

en række tidligere bemærkninger er imødekommet.

3.2. Ønsker til yderligere formål med loven

Danske Handicaporganisationer mener, at lovens formål bør have større fokus på sikring af

lige adgang til sundhed for sårbare grupper, herunder mennesker med handicap.

Organisationen mener samtidigt, at der skal udarbejdes en social beredskabsplan som en

del af det nødvendige epidemi-beredskab, og at et epidemiberedskab skal indeholde en

samlet strategi for tilgængelig kommunikation med fokus at nå mennesker med handicap.

Dansk Psykolog Forening opfordrer til, at mental sundhed indtænkes i det samlede

sundhedsbillede og i den samlede sundheds- og sygdomsstrategi. Tilsvarende opfordrer

foreningen kraftigt til, at psykologfagligheden bringes i spil i alle relevante led i arbejdet

med at forebygge, håndtere og følge op på en samfundskritisk sundhedssituation.

For SIND er det bl.a. afgørende, at en ny epidemilov balancerer hensynet til at beskytte

borgerne mod at blive ramt af farlige smitsomme sygdomme med hensynet til at sikre, at

også/især de svageste borgere kan opretholde et tåleligt og værdigt liv under en epidemi.

Københavns Universitet foreslår, at lovens formålsbestemmelse udvides til også at omfatte

grundlæggende værdier, som indsatsen skal baseres på.

SUFO finder, at der i forslaget til en ny epidemilov mangler fokus på de konsekvenser, det

har for mennesker at undvære socialt liv. Foreningen påpeger, at restriktioner og

stramninger i form af undersøgelser, nedlukninger og isolation har nogle mentale

konsekvenser, som er væsentlige at have øje for parallelt med effektuering af en indsats.

Sundheds- og Ældreministeriets har stor forståelse for ønsket om, at der sideløbende med

håndtering af en epidemisygdom, herunder indsatser til forebyggelsen og begrænsningen af

denne, også er fokus på afledte konsekvenser af håndteringen.

Sundheds- og Ældreministeriet bemærker dog, at formålet med selve epidemiloven er at

sikre det juridiske grundlag for at forebygge, inddæmme og begrænse udbredelsen af

smitsomme sygdomme, herunder fremtidige epidemier.

Det er således, ministeriets opfattelse, at ovenævnte ønsker falder uden for rammerne af

det de områder, som en nye epidemilov bør regulere.

Det er desuden ikke hensigten med formålsbestemmelsen at fastsætte et selvstændigt

forpligtende indhold. De betingelser, som de enkelte indsatser vil skulle baseres på, fremgår

af de enkelte bestemmelser.

4. Parlamentarisk kontrol

Sundheds- og Ældreministeriet skal indledningsvist bemærke, at der i det fremsatte

lovforslag er sket grundlæggende ændringer af emnet, og at høringssvarene bør læses i lyset

heraf.

Institut for Menneskerettigheder, Justitia, Advokatrådet, Institut Amnesty International,

Socialpædagogerne, Det Etiske Råd, Danske Regioner, flertallet i Region

Side 6

L 134 - 2020-21 - Bilag 3: Foreløbigt høringsnotat samt samling af høringssvar, fra sundheds- og ældreministeren

Nordjylland, DIF, LIF, LAP, LVS, HORESTA, Danmarks Private Skoler, Danske Fysioterapeuter,

Danmarks Apotekerforening, DSAM, Ledernes Hovedorganisation, Dansk Psykologforening

og Dansk Arbejdsgiverforening ser overordnet positivt på den foreslåede model for

parlamentarisk kontrol i det fremsatte lovforslag.

En række høringsparter har i sine høringssvar til de tidligere udkast påpeget behovet for

øget parlamentarisk inddragelse og kontrol med beslutninger, foranstaltninger,

restriktioner eller lignende efter loven. Det gælder Danmarks Apotekerforening,

Jordemoderforeningen,

Amnesty

International,

Pharmadanmark,

Dansk

Arbejdsgiverforening, Dansk Erhverv, Producentforeningen May Day, Dansk Psykolog

Forening, Paraplyforeningen Forebyggelses- og Patientrådet, Dansk Boldspil-Union, Alkohol

& Samfund, Blå Kors Danmark, SMV, Danmarks Private Skoler, Danske Patienter, Institut for

Menneskerettigheder, Region Hovedstaden, Region Nordjylland, Justitia, Retspolitisk

Forening, Advokatrådet, Patientforeningen, Foreningen Åndsfrihed, Folkebevægelsen For

Frihed, LVS, og Landbrug & Fødevarer.

Visse høringsparter skriver i sine høringssvar til de tidligere udkast supplerende, at

restriktioner m.v. bør have parlamentarisk opbakning eller bør vedtages eller godkendes af

Folketinget. Det gælder Danmarks Private Skoler, Danmarks Apotekerforening,

Pharmadanmark, Folkebevægelsen For Frihed og LVS. Region Hovedstaden er af samme

opfattelse i forhold til kategorisering af sygdomme, jf. nedenfor.

Farmakonomforeningen har forståelse for, at beslutninger, som træffes inden for rammen

af epidemiloven, vil indeholde politiske vurderinger og valg. ATO mener, at det er en politisk

opgave og et politisk ansvar at varetage den afbalancering, der nødvendigvis skal foretages

mellem de sundhedsmæssige hensyn og de samfundsøkonomiske hensyn.

Advokatrådet skriver i sit høringssvar til de tidligere udkast, at det findes

retssikkerhedsmæssigt betænkeligt at give sundheds- og ældreministeren og de

underliggende sundhedsmyndigheder permanent, generel og bred adgang til at kunne

foretage vidtgående indgreb. Advokatrådet anbefaler derfor, at et beslutningstagende

udvalg nedsat i Folketinget bør godkende vidtrækkende samfundsmæssige

foranstaltninger. Justitia vurderer ikke, at der med det fremsendte udkast til lovforslag

(oktober-november 2020) sker nogen særlig forbedring af magtbalancen mellem

Folketinget og regeringen på området. Justitia gentager således de anbefalinger, der

fremgår af deres rapport fra juni, herunder anbefalingen om at nedsætte et særligt

folketingsudvalg, som skal sikre parlamentarisk kontrol med beslutninger. Institut for

Menneskerettigheder anbefaler også i sit høringssvar til de tidligere udkast, at

iværksættelsen af landsdækkende eller brede samfundsmæssige foranstaltninger

undergives særskilt parlamentarisk kontrol i form af forelæggelse for relevante udvalg i

Folketinget med mulighed for at afvise tiltaget. Danske Patienter foreslår sit høringssvar til

de tidligere udkast, at der etableres et Epideminævn bestående af medlemmer af

Folketinget. Organisationen foreslår, at nævnet kan følge rammerne for Udenrigspolitisk

Nævn, blandt andet hvad angår hemmelighedsklausuler og forpligtelser, og skal have til

formål at skabe et fortroligt rum, hvor medlemmer på tværs af Folketingets partier kan

drøfte situationen for eventuelt at viderebringe forhold til Folketingssalen.

Retspolitisk Forening finder i sit høringssvar til de tidligere udkast det uheldigt ud fra

grundlæggende magtfordelingsprincipper, at langt størstedelen af den kommende

regeldannelse med tilhørende strafsanktioner fastsættes af embedsmænd. Foreningen

mener desuden, at der bør indføres obligatorisk høring af Folketinget og relevante instanser

for de pågældende myndigheder om bekendtgørelser i henhold til loven.

Side 7

L 134 - 2020-21 - Bilag 3: Foreløbigt høringsnotat samt samling af høringssvar, fra sundheds- og ældreministeren

Det Etiske Råd anbefaler i sit høringssvar til de tidligere udkast meget kraftigt, at man afstår

fra at lave bemyndigelsesbeføjelser knyttet til samfundskritisk sygdom, og i stedet arbejder

mod at sikre den demokratiske lovgivningsproces, for så vidt angår de tiltag, som berører

grundlæggende frihedsrettigheder og indgreb i den personlige frihed, der måtte vise sig

nødvendige i fremtiden.

Blå Kors Danmark skriver i sit høringssvar til de tidligere udkast, at der bør være tydelig

demokratisk indseende og kontrol på området og påpeger, at vidtgående beføjelser uden

solnedgangsklausul kan være betænkeligt.

Patientforeningen er imod forslaget om, at det foreslåede udvalg ikke skal orienteres ved

uvæsentlige ændringer af allerede fastsatte regler.

For regeringen er det afgørende, at en ny epidemilov både giver mulighed for hurtigt at

iværksætte de nødvendige tiltag for at forebygge eller bekæmpe sygdomme men også

samtidigt sikrer parlamentarisk kontrol med en række af de beføjelser, som med lovforslaget

foreslås overladt til regeringen.

Regeringen indgik den 18. december 2020 en aftale med Venstre, Radikale Venstre,

Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti, Liberal Alliance og

Alternativet om indholdet af en ny epidemilov.

I aftalen er det forudsat, at der skal indføres parlamentarisk kontrol med anvendelsen af

indgribende bemyndigelsesbestemmelser og åbenhed om det faglige grundlag for de

bekendtgørelser, den pågældende minister udsteder i medfør heraf. Reglerne om

parlamentarisk kontrol vil omfatte følgende bemyndigelser:



Kategorisering af en alment farlig sygdom som en samfundskritisk sygdom (§ 2, stk. 6,

1. pkt.)

Fastsættelse af regler om, at private i særlige tilfælde kan bistå med at varetage

myndighedsopgaver i henhold til loven (§ 3, stk. 2)

Delegation af beføjelser fra en minister til andre myndigheder (§ 3, stk. 3)

Fastsættelse af regler for hele eller dele af landet om forbud mod, at flere personer

befinder sig på samme sted (forsamlingsforbud) (§ 24, stk. 1)

Fastsættelse af regler om, at en flerhed af personer, som har befundet sig på steder m.v.

med konstateret smitte, skal lade sig undersøge og isolere (§ 28)

Fastsættelse af regler for hele eller dele af landet om restriktioner for og forbud mod

adgang til behandlings-, pleje- og omsorgsinstitutioner m.v. (§ 30)

Fastsættelse af regler for hele eller dele af landet om restriktioner for og forbud mod

brug af eller adgang til offentlige institutioner, faciliteter m.v. (§ 32)

Fastsættelse af regler for hele eller dele af landet om restriktioner for og forbud mod

brug af eller adgang til offentlige og private dagtilbud, skoler og andre

uddannelsesinstitutioner (§ 34)

Fastsættelse af regler for hele eller dele af landet om restriktioner for eller forbud mod

adgang til transportmidler (§ 35)

Fastsættelse af regler for hele eller dele af landet om restriktioner for eller forbud mod

brug af eller adgang til lokaler og lokaliteter, som fysiske eller juridiske personer råder

over, og hvortil offentligheden har adgang (§36)

Fastsættelse af regler for hele eller dele af landet om krav om anvendelse af personlige

smitteforebyggende midler i det offentlige rum (§ 37)

Generelle regler om krav om undersøgelse (test), isolation m.v. for indrejsende (§ 40)

Fastsættelse af krav om, at juridiske personer skal registrere bestemte relevante

oplysninger (§ 49, stk. 4)

Side 8



L 134 - 2020-21 - Bilag 3: Foreløbigt høringsnotat samt samling af høringssvar, fra sundheds- og ældreministeren



Indførelse af yderligere oplysningspligter (§ 49, stk. 5)

Fastsættelse af yderligere regler om behandling af personoplysninger (§ 53)

Fastsættelse af regler, der fraviger rettigheder og forpligtelser i anden lovgivning, og

fastsættelse af særlige foranstaltninger med henblik på at sikre vareforsyningen (§ 55,

stk. 1 og 2, og §§ 56-58)

Den foreslåede ordning for parlamentarisk kontrol indebærer, at der skal ske forelæggelse

for et folketingsudvalg forud for udmøntning af ovenstående ministerbemyndigelser til at

fastsætte regler. Hvis et flertal i folketingsudvalget udtaler sig imod, vil vedkommende

minister ikke kunne udstede reglerne.

I tilknytning hertil foreslås det at nedsætte en ny national Epidemikommission, jf. nedenfor

under pkt. 5, der bl.a. skal afgive indstilling, før der kan udstedes regler, som omfattes af

den parlamentariske kontrol. Kommissionens indstilling vil dog ikke være bindende for

regeringen.

Der foreslås endvidere indført krav om, at folketingsudvalget orienteres, hvis

Epidemikommissionen indstiller, at de ovennævnte bemyndigelser udnyttes, men ministeren

beslutter ikke at følge denne indstilling, dog med undtagelse af indstillinger om uvæsentlige

ændringer af allerede fastsatte regler.

For at sikre åbenhed om grundlaget for de regler, der udstedes i medfør af

bemyndigelsesbestemmelserne, der er omfattet af den parlamentariske kontrol, foreslås

det, at en minister, der modtager en indstilling fra Epidemikommissionen om, hvorvidt der

bør fastsættes regler i medfør af de bemyndigelsesbestemmelser, der er omfattet af den

parlamentariske kontrol, får pligt til at offentliggøre indstillingen.

Sundheds- og Ældreministeriet bemærker, at erfaringerne med covid-19-epidemien har vist,

at der kan opstå behov for med ganske kort varsel at indføre regler, der skal sikre, at en

epidemi ikke kommer ud af kontrol. For at sikre muligheden for hurtigt at kunne iværksætte

foranstaltninger foreslås det, at der indføres en procedure for særligt hastende tilfælde, hvor

der foreligger en overhængende og akut fare for eller trussel mod folkesundheden, hvorefter

bemyndigelser kan udmøntes uden forudgående forelæggelse for udvalget. Som anført i pkt.

2.2.2.4. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget vil det eksempelvis kunne være

relevant at anvende denne mulighed, hvis en epidemi er ved at komme ud af kontrol, og de

regler, som skal bringe epidemien under kontrol, må antages helt eller delvis at miste deres

effekt, hvis de først udstedes efter forelæggelsen for udvalget. Det ville også kunne være

relevant at bruge muligheden i situationer, hvor der foregår hamstring af samfundskritiske

varer, f.eks. lægemidler fra apoteker, eller hvor smitten introduceres i Danmark ved en

pludselig begivenhed, f.eks. et angreb.

I et sådant tilfælde vil ministeren efterfølgende uden unødigt ophold skulle forelægge sagen

for udvalget og redegøre for, hvorfor udmøntning af bemyndigelserne ikke kunne afvente

forelæggelsen. Såfremt udvalget i forbindelse med den efterfølgende forelæggelse udtaler

sig imod reglerne, foreslås det, at ministeren skal ophæve reglerne.

Det foreslås ligeledes, som forudsat med den politiske aftale af 18. december 2020 om en

ny epidemilov, at bekendtgørelser, der omfattes af modellen for parlamentarisk kontrol, vil

skulle forsynes med en udløbsklausul.

Der henvises til de foreslåede §§ 7-11 og bemærkningerne hertil.

Side 9

L 134 - 2020-21 - Bilag 3: Foreløbigt høringsnotat samt samling af høringssvar, fra sundheds- og ældreministeren

Ministeriet har endeligt noteret sig, at Socialpædagogerne, Det Etiske Råd, Danske

Regioner, flertallet i Region Nordjylland, DIF, LIF, LAP, LVS, HORESTA, Danmarks Private

Skoler, Advokatrådet, Institut for Menneskerettigheder, Amnesty International, Danske

Fysioterapeuter, Danmarks Apotekerforening, DSAM, Ledernes Hovedorganisation, Dansk

Psykologforening og Dansk Arbejdsgiverforening ser positivt på den foreslåede model for

parlamentarisk kontrol i det fremsatte lovforslag. Ministeriet har også noteret sig, at Justitia

mener, at det med forslaget er lagt op til en væsentlig forbedring af den demokratiske

magtbalance mellem regeringen og Folketinget.

5. Epidemikommissionen

5.1. Sammensætning af epidemikommissionen

Sundheds- og Ældreministeriet skal indledningsvist bemærke, at der i det fremsatte

lovforslag er sket grundlæggende ændringer af emnet, og at høringssvarene bør læses i lyset

heraf.

En række organisationer m.v., herunder Dansk Psykologforening, Ledernes

Hovedorganisation, Socialpædagogerne, LAP, DSR, Dansk Arbejdsgiverforening,

Advokatrådet og SIND ser positivt på den foreslåede udvidelse af Epidemikommissionens

sammensætning i det fremsatte lovforslag, herunder for visse parters vedkommende også

på, at kommissionen foreslås at kunne invitere andre personer til at deltage i møderne,

herunder repræsentanter for andre myndigheder, andre særligt sagkyndige og

interesseorganisationer. KL og FOA glæder sig over, at KL efter det fremsatte lovforslag får

mulighed for at indstille et medlem af Epidemikommissionen, ligesom Danske Regioner og

Lægeforeningen er tilfredse med KL’s og Danske Regioners deltagelse i kommissionen.

SIND foreslår, at en Epidemikommission sammensættes med en bredere kreds af fagfolk,

f.eks. uafhængige forskere, og med lægmænd udpeget efter indstilling fra en uvildig instans,

f.eks. Det Etiske Råd. May Day foreslår også, at en dommer bør være ledende medlem af

kommissionen, og at der bør udpeges læger, specialister og et medlem af Det Etiske Råd.

Forbundet mener også, at Sundhedsudvalget skal inddrages ved udpegningerne.

Patientforeningen mener, at Epidemikommissionen bør bestå af en bredere kreds, f.eks. af

en person udpeget af præsidenten for Højesteret og af forsvarschefen, ligesom

kommissionen bør være repræsenteret af en person udpeget af f.eks. Finansministeriet

eller Økonomisk Råd, Dansk Erhverv, DI, FH, Danske Region og KL.

Danske Regioner støtter, at der oprettes en central epidemikommission, men skriver dog

samtidigt i sit høringssvar til de tidligere udkast, at regionerne og kommunerne skal være

repræsenterede i den foreslåede epidemikommission. Lægeforeningen, Region Nordjylland

og Region Hovedstaden er af tilsvarende opfattelse. Tilsvarende er FOA og

Socialpædagogerne enige for så vidt angår behovet for kommunal deltagelse. DSR foreslår,

at epidemikommissionen udvides, således at regionernes og kommunernes

sundhedsberedskab er repræsenterede i kommissionen.

DASAIM mener, at klinisk arbejdende læger bør være repræsenteret i en

epidemikommission. LVS finder, at der bør ske en sundhedsfaglig styrkelse af

Epidemikommissionen, og at kommissionen bør have faste sundhedsfaglige

repræsentanter. DSKM er af samme opfattelse. Tandlægeforeningen påpeger behovet for

at indtænke det odontologiske område, ligesom Den Danske Dyrlægeforening mener, det

vil være hensigtsmæssigt, hvis veterinærfaglige kompetencer er repræsenteret i

epidemikommissionen. DSAM mener, at den sundhedsfaglige repræsentation i

Epidemikommissionen bør vægtes tungere, og at dette kan ske ved, at kommissionen

slankes, og at enkelte af de ikke sundhedsfaglige repræsentanter skæres fra. Danske

Patienter mener, at Epidemikommissionen bør invitere personer med

Side 10

L 134 - 2020-21 - Bilag 3: Foreløbigt høringsnotat samt samling af høringssvar, fra sundheds- og ældreministeren

sundhedsfaglig baggrund, viden om og kendskab til sygdomme til at deltage i møder, hvor

forholdene på plejehjem drøftes.

Danske Patienter og Alzheimerforeningen mener, at Danske Patienter, der er

paraplyorganisation for patientforeninger, der repræsenterer de fleste af de underliggende

sygdomme, som plejehjemsbeboere lider af, bør inviteres til at deltage i møder, hvor

forhold på plejehjem, f.eks. besøgsrestriktioner, drøftes.

Pharmadanmark mener,

Epidemikommissionen.

Lægemiddelstyrelsen

skal

være

repræsenteret

DSR, LIF og Dansk Arbejdsgiverforening mener, at Epidemikommissionen skal have pligt til

at inddrage relevante organisationer og særligt sagkyndige. Lægeforeningen mener også, at

der skal være et krav om inddragelse af særligt sagkyndige, f.eks. fra de lægevidenskabelige

selskaber, universitetsverdenen eller organisationer.

Fagbevægelsens Hovedorganisation mener, at Arbejdstilsynet bør have en fast

repræsentant i Epidemikommissionen og desuden skal spille en væsentlig rolle i

beredskabet., bl.a. for at sikre et sundt arbejdsmiljø. Organisationen peger også på, at det

for organisationen er afgørende, at der ikke gås på kompromis med de ansattes sikkerhed

og sundhed på arbejdspladserne. FOA er af samme opfattelse.

Rådet for Socialt Udsatte finder, at ekspertise fra det sociale område bør indgå i

Epidemikommissionen. Dette skal efter rådets opfattelse sikre, at det sociale område

indtænkes så tidligt som muligt i håndteringen af en epidemi. Socialpædagogerne foreslår,

at Socialstyrelsen deltager med et medlem i den nationale epidemikommission. Kirkens

Korshær mener også, at repræsentanter for socialt udsatte og for

civilsamfundsorganisationerne

på

socialområdet

skal

repræsenteres

Epidemikommissionen, bl.a. for at tage højde for, hvordan lukkede biblioteker og stationer

kan betyde, at der er mennesker i Danmark, der ikke længere har adgang til toiletfaciliteter

og strøm til den livsvigtige mobiltelefon, og hvad der kan gøres for at afbøde dette.

Foreningen Åndsfrihed mener, at skole- og uddannelsesområdet bør være repræsenteret i

kommissionen.

Biskoppen over Viborg Stift opfordrer på vegne af biskopperne i Danmark til, at biskopperne

også skal være repræsenteret i den foreslåede Epidemikommission. Danske Kirkers Råd og

FrikirkeNet tilslutter sig høringssvaret fra biskopperne i Danmark. Landsforeningen af

Menighedsråd mener tilsvarende, at kirke-, kultur- og åndsliv bør være repræsenteret i

kommissionen. Foreningen Åndsfrihed er af samme opfattelse. Patientforeningen mener

også, at landets biskopper bør vælge en repræsentant.

Dansk Handicapforbund opfordrer til, at Epidemikommissionen nedsættes af et bredt

udvalg af fagpersoner med blik for, at der er udfordringer, som ikke alene er

sundhedsfaglige, men som kræver viden og indsigt i forskellige brugergruppers behov.

Forbundet mener, at Epidemikommissionen bør forpligtes til at inddrage brugergrupper og

repræsentanter for disse.

Danske Ældreråd undrer sig over, at alene Ældre Sagen er nævnt i relation til inddragelse af

organisationer. Danske Ældreråd påpeger i den forbindelse, at rådet repræsenterer landets

98 folkevalgte ældreråd, der er nedsat ved lov, og hvis opgave er at rådgive

kommunalbestyrelsen i ældrepolitiske spørgsmål samt formidle synspunkter mellem

Side 11

L 134 - 2020-21 - Bilag 3: Foreløbigt høringsnotat samt samling af høringssvar, fra sundheds- og ældreministeren

borgerne og kommunalbestyrelsen om spørgsmål, der vedrører alle ældre over 60 år

Folkebevægelsen for Frihed mener, at ændringen af kommissions kompetence og

sammensætning er et betydeligt tilbageslag for en lang række vigtige fagligheders

indflydelse på potentielt meget betydningsfulde samfundsforhold.

Dansk Erhverv foreslår, at der også udpeges en fast gruppe af rådgivere bestående af et

bredt udsnit af relevante både offentlige og private aktører, der til enhver tid bistår

Epidemikommissionen med viden og rådgivning. Lægeforeningen mener, at der bør stilles

krav om, at Epidemikommissionen i forbindelse med sin rådgivning om udstedelse af regler

med store samfundsindgribende konsekvenser skal inddrage andre særligt sagkyndige i

forbindelse med sådan rådgivning, f.eks. én eller flere særligt sagkyndige udpeget af de

lægevidenskabelige selskaber. Jordemoderforeningen finder også, at kommissionen bør

have repræsentanter i form af personer med den højeste faglige ekspertise på de

pågældende områder, og at der derfor skal inviteres repræsentanter med særlig viden til at

indgå i rådgivningen på de behørige områder. Det Etiske Råd anbefaler, at der i tilknytning

til epidemikommissionen etableres et udvalg af særlige sagkyndige, f.eks. inden for

infektionsepidemiologien, og et udvalg af særligt sagkyndige inden for andre

sundhedsfagligheder, som skal medvirke til at være ”second opinion” på det

sundhedsfaglige grundlag, der forelægges til afgørende politiske beslutninger.

Patientforeningen og Den Konservative Presseforening mener, at kommissionen bør

udvides med et medlem fra Danske Medier.

DASAMS finder, at det bør overvejes, at der fortsat kan nedsættes regionale

epidemikommissioner, som kan varetage problemstillinger lokalt. Danske Regioner og

Region Nordjylland er af tilsvarende opfattelse.

Sundheds- og Ældreministeriet har stor forståelse for ønsket fra mange høringsparter om en

bredt sammensat Epidemikommission og ønsket om deltagelse i denne kommission.

Det er ministeriets opfattelse, at Epidemikommissionen bør sammensættes så bredt, at det

sikres, at sammensætningen afspejler både sundhedsfaglig, samfundsfaglig og økonomisk

indsigt. Det er imidlertid samtidigt afgørende, at Epidemikommissionen ikke sammensættes

unødigt bredt, således at effektiviteten og beslutningsdygtigheden for kommissionen

mindskes.

Det er med den politiske aftale af 18. december 2020 forudsat, at sammensætningen af

Epidemikommissionen udvides (dvs. udover repræsentanter fra Styrelsen for

Patientsikkerhed, Sundhedsstyrelsen, Statens Serum Institut og rigspolitichefen), således at

også Erhvervsministeriet, Finansministeriet, Justitsministeriet og Sundheds- og

Ældreministeriet indstiller medlemmer, ligesom sundheds- og ældreministeren udpeger et

medlem efter indstilling fra KL og et medlem efter indstilling fra Danske Regioner. Herved

sikres det, at kommissionen ikke blot besidder viden om generelle smitteforebyggende tiltag,

sundhedsberedskabet, smitteopsporing og overvågning af smitsomme sygdomme, men

også om det juridiske og samfundsøkonomiske grundlag for iværksættelse af tiltag efter

loven og konsekvenserne af sådanne tiltag samt den praktiske håndhævelse af fastsatte

regler.

Det skal understreges, at det samtidigt foreslås, at Epidemikommissionen skal kunne

invitere andre personer til at deltage i møder, herunder repræsentanter for andre

myndigheder, andre særligt sagkyndige og interesseorganisationer. Herved sikres det, at

Epidemikommissionen vil kunne invitere repræsentanter fra andre myndigheder

Side 12

L 134 - 2020-21 - Bilag 3: Foreløbigt høringsnotat samt samling af høringssvar, fra sundheds- og ældreministeren

og sagkyndige, som måtte være i besiddelse af en viden eller praktisk erfaring inden for et

område, som er af betydning for det emne, som kommissionen skal drøfte. Det forudsættes,

at kommissionen inddrager de eksperter, organisationer m.v., som kommissionen finder

nødvendige.

Ministeriet skal understrege, at de organisationer, der er nævnt i lovforslagets

bemærkninger alene er eksempler, og at der således ikke er noget til hinder for inddragelse

af andre, herunder eksempelvis Danske Ældreråd.

Det er Sundheds- og Ældreministeriets opfattelse, at der med denne udvidelse af

kommissionen er fundet en fornuftig balance mellem effektivitetshensyn og behovet for en

bred sammensætning af kommissionen.

Sundheds- og Ældreministeriet finder det ikke hensigtsmæssigt at etablere regionale

epidemikommissioner. Det bemærkes i den forbindelse, at Styrelsen for Patientsikkerhed –

som foreslås at skulle være repræsenteret i den nationale Epidemikommissionen – med

forslaget overtager en række de beføjelser, som historisk har været tillagt de regionale

epidemikommissioner, herunder bl.a. udstedelse af påbud til enkeltpersoner.

Der henvises til § 7 i det fremsatte lovforslag og bemærkningerne hertil.

Ministeriet har noteret sig, at Dansk Psykologforening, Ledernes Hovedorganisation,

Socialpædagogerne, LAP, DSR, Dansk Arbejdsgiverforening, Advokatrådet og SIND ser

positivt på den foreslåede udvidelse af Epidemikommissionens sammensætning i det

fremsatte

lovforslag, herunder for visse parters vedkommende også på, at kommissionen

foreslås at kunne invitere andre personer til at deltage i møderne, herunder repræsentanter

for andre myndigheder, andre særligt sagkyndige og interesseorganisationer. Ministeriet

har også noteret sig, at KL og FOA glæder sig over, at KL efter det fremsatte lovforslag får

mulighed for at indstille et medlem af Epidemikommissionen, ligesom Danske Regioner og

Lægeforeningen er tilfredse med KL’s og Danske Regioners deltagelse i kommissionen.

5.2. Epidemikommissionens kompetencer

Sundheds- og Ældreministeriet skal indledningsvist bemærke, at der i det fremsatte

lovforslag er sket grundlæggende ændringer af emnet, og at høringssvarene bør læses i lyset

heraf.

En række organisationer m.v., herunder Institut for Menneskerettigheder, DSR, Danske

Fysioterapeuter, flertallet i Region Nordjylland, LIF, Danske Regioner, HORESTA, Det Etiske

Råd og Ledernes Hovedorganisation finder det positivt, at der i det fremsatte lovforslag er

indført bestemmelser om nedsættelse af en Epidemikommission.

Lægeforeningen har i sit høringssvar til de tidligere udkast oplyst, at foreningen finder, at

der kan opstå tvivl om, hvorvidt epidemikommissionen reelt alene er rådgivende, bl.a. fordi

det af bemærkningerne fremgår, at Epidemikommissionen på baggrund af bl.a.

smitteudviklingen vil skulle vurdere, om de iværksatte tiltag er tilstrækkelige, skal ophæves,

forlænges eller suppleres af yderligere tiltag.

SMV påpeger i sit høringssvar til de tidligere udkast, at organisationen er opmærksom på,

at Epidemikommissionen alene har en rådgivende funktion. Organisationen mener dog

samtidigt, at det påhviler myndighederne en tung bevisbyrde for foranstaltningens

overholdelse af lovens krav, hvis der indføres foranstaltninger imod Epidemikommissionens

rådgivning. Organisationen mener desuden, at foranstaltningen er ulovlig og dermed ikke

kan håndhæves, hvis denne bevisbyrde ikke kan løftes.

Side 13

L 134 - 2020-21 - Bilag 3: Foreløbigt høringsnotat samt samling af høringssvar, fra sundheds- og ældreministeren

DSAM foreslår i sit høringssvar til de tidligere udkast, at epidemikommission skal have mere

end blot en rådgivende funktion og have mulighed for at indstille ministerens tiltag til

behandling i Folketinget.

HORESTA støtter op om nedsættelsen af Epidemikommissionen og mener, at ministeren

bør frafalde at iværksætte tiltag, hvis ikke kommissionen tydeligt har anbefalet det.

Som centralt element i den foreslåede model for øget parlamentarisk kontrol, jf. ovenfor,

foreslås samtidigt en mere central rolle for Epidemikommissionen.

Det foreslås, at Epidemikommissionen af egen drift eller efter anmodning rådgiver

sundheds- og ældreministeren og andre ministre om håndteringen af alment farlige og

samfundskritiske sygdomme. Kommissionen kan herunder indstille, at vedkommende

minister fastsætter regler i medfør af loven, eller at allerede fastsatte regler ændres eller

ophæves. Det foreslås også, at kommissionen efter anmodning fra vedkommende minister

skal afgive en indstilling om, hvorvidt der efter kommissionens opfattelse bør fastsættes

regler i medfør af de bestemmelser, som omfattes af den parlamentariske kontrol.

Kommissionens indstilling vil ikke være bindende, og den pågældende minister vil således

kunne gå imod indstillingen. Dette vil sikre, at beslutninger, der i sin natur er politiske, ikke

træffes af embedsmænd i Epidemikommissionen.

Der lægges endvidere op til, at folketingsudvalget orienteres, hvis kommissionen indstiller,

at de ovennævnte bemyndigelser udnyttes, men ministeren beslutter ikke at følge denne

indstilling. En bemyndigelse vil desuden kunne udmøntes af ministeren, selvom

kommissionen udtaler sig imod en udmøntning, med mindre et flertal i det foreslåede

folketingsudvalg udtaler sig herimod. Der henvises til afsnit 4 for en nærmere beskrivelse af

parlamentarisk kontrol.

Der henvises til §§ 7 og 8 i det fremsatte lovforslag og bemærkningerne hertil.

Ministeriet har noteret sig, at DSR, Danske Fysioterapeuter, Institut for

Menneskerettigheder flertallet i Region Nordjylland, LIF, Danske Regioner, HORESTA, Det

Etiske Råd og Ledernes Hovedorganisation finder det positivt, at der i det fremsatte

lovforslag er indført bestemmelser om nedsættelse af en Epidemikommission.

6. Placering af beføjelser

DASAM finder det hensigtsmæssigt og positivt, at udkastet til lovforslag placerer

beføjelserne til at iværksætte relevante og nødvendige foranstaltninger i konkrete

situationer hos Styrelsen for Patientsikkerhed.

Det er Socialpædagogernes opfattelse, at loven giver meget vide beføjelser til, at regeringen

og Styrelsen for Patientsikkerhed kan indføre restriktioner, forbud og tvang i tilfælde af

udbrud af alment farlige og samfundskritisk sygdom, men anerkender samtidigt, at det i helt

særlige situationer kan være nødvendigt med disse tiltag.

Landbrug & Fødevarer oplyser, at selvom organisationen ser hensigtsmæssigheden i

ressortoverførsler, så ændrer det ifølge organisationen ikke grundlæggende ved, at der

fortsat er brede beføjelser med det nye forslag til epidemilov, som blot deles ud til Styrelsen

for Patientsikkerhed eller andre ministre. Institut for Menneskerettigheder påpeger

ligeledes, at en fordeling af ansvar blandt flere fagministre og underliggende myndigheder

efter instituttets opfattelse ikke ændrer ved, at beføjelserne alle, samlet set,

Side 14

L 134 - 2020-21 - Bilag 3: Foreløbigt høringsnotat samt samling af høringssvar, fra sundheds- og ældreministeren

ligger hos regeringen. Tilsvarende er Epidemikommissionens medlemmer efter instituttets

opfattelse alle underlagt regeringen. Vaccinationsforum og Landsforeningen af HPV-

Bivirkningsramte påpeger ligeledes, at de ikke mener, at dette ændrer på, at beføjelserne

fortsat vil være placeret hos sundheds- og ældreministeren. SIND og Pharmadanmark har

samme opfattelse. Det Etiske Råd finder det ikke hensigtsmæssigt, at regeringen – uagtet

beføjelserne fordeles på flere ministre – får egenhændige beføjelser til at indføre

forsamlingsforbud.

HORESTA mener, at det er bekymrende, at vidtgående beføjelser placeres hos

sundhedsministeren. Patientforeningen mener, at lovforslaget indeholder for mange

bemyndigelser til regeringen, sundhedsministeren, Sundhedsstyrelsen og andre

myndigheder. Dansk Handicapforbund mener, at love bør bygge på brede mandater, og at

det derfor vækker bekymring, at en væsentlig del af beslutningskompetencen samles hos

én minister og én epidemikommission.

Region Hovedstaden er betænkelig ved, at kompetencer henlægges som originære

kompetencer til Styrelsen for Patientsikkerhed, og anbefaler, at den nuværende systematik

med bemyndigelse til sundheds- og ældreministeren opretholdes, bl.a. af hensyn til

muligheden for parlamentarisk kontrol. Region Nordjylland finder ligeledes dette

betænkeligt. Advokatrådet nævner ligeledes, at de finder det retssikkerhedsmæssigt

betænkeligt at give sundheds- og ældreministeren og de underliggende

sundhedsmyndigheder permanent, generel og bred adgang til fremover at kunne foretage

vidtgående indgreb.

Det Etiske Råd finder, at den række af beføjelser – som ifølge lovforslagets almindelige

bemærkninger skulle kunne overgå til Styrelsen for Patientsikkerhed, som tildeles originær

kompetence – burde fremgå indholdsmæssigt i den foreslåede epidemilov.

Det er efter Folkebevægelsen For Friheds opfattelse principielt retssikkerhedsmæssigt

betænkeligt, at udstedelsen af generelle regler af så indgribende betydning for befolkningen

fjernes fra ministeriet (departementet) og lægges ud til styrelsen med deraf følgende

ringere politisk, administrativ og juridisk bearbejdning samt kontrol med regeludstedelsen.

Med lovforslaget sker der efter Sundheds- og Ældreministeriets opfattelse en betydelig

decentralisering i forhold til den gældende epidemilov. Både ved at en række bemyndigelser

overlades til flere ministre fremfor alene sundheds- og ældeministeren, men navnlig ved, at

flere hidtidige bemyndigelser ændres til egentlige afgørelsesbestemmelser, hvorefter

Styrelsen for Styrelsen for Patientsikkerhed vil kunne udstede påbud.

Sundheds- og Ældreministeriet deler ikke den bekymring, der er rejst af visse høringsparter

om at henlægge kompetencen til Styrelsen for Patientsikkerhed. Ministeriet bemærker i den

forbindelse, at sundheds- og ældreministeren som i et hvert andet tilfælde vil have ansvar

for styrelser under ministerens ressort, og at Folketinget til enhver tid kan benytte sig af de

gældende parlamentariske instrumenter over for ministeren. Ministeriet har desuden ikke

grundlag for at antage, at henlæggelse af kompetencen til styrelsen vil betyde ringere

administrativ eller juridisk håndtering af sagerne.

Den foreslåede ordning med udstedelse af påbud frem for fastsættelse af regler i

bekendtgørelser vil efter ministeriets opfattelse bidrage til at skabe større fleksibilitet og

mulighed for i øget grad at tage højde for lokale forhold m.v., herunder også ved

fastsættelse af undtagelser til restriktioner.

Side 15

L 134 - 2020-21 - Bilag 3: Foreløbigt høringsnotat samt samling af høringssvar, fra sundheds- og ældreministeren

Ministeriet har noteret sig, at Det Etiske Råd i sit høringssvar til det fremsatte lovforslag

bifalder, at Styrelsen for Patientsikkerheds kompetencer fremgår af lovteksten.

7. Grundlag for beslutninger

7.1. Krav til fagligheden og indholdet af beslutningsgrundlag

Danmarks Apotekerforening mener, at indgreb og restriktioner bør være sundhedsfagligt

funderede. FOA, Farmakonomforeningen, Amnesty International og Dansk

Arbejdsgiverforening er af samme opfattelse.

Faglig Selskab for Hygiejnesygeplejersker mener, at der vigtigt, at der i forbindelse med

fastsættelse af restriktioner sker inddragelse af nationale, regionale og kommunale faglige

eksperter inden for infektionsforebyggelse, hygiejnelæger og hygiejnesygeplejersker,

ligesom foreningen mener, at der generelt bør være større fokus på hygiejnemæssige tiltag,

ud over f.eks. mundbind.

Dansk Erhverv og Producentforeningen finder, at myndighederne i størst muligt omfang skal

søge løsninger gennem dialog med de involverede parter. Jordemoderforeningen mener

også, at sundheds- og ældreministeren altid skal sikre sig, at den rette faglige ekspertise har

været hørt.

Dansk Arbejdsgiverforening mener, at der skal nedsættes sundhedsfaglige og økonomiske

udvalg, således at det sundhedsfaglige fundament for tiltag bliver suppleret af vurderinger

fra f.eks. uafhængige sundhedsfaglige eksperter.

Dansk Arbejdsgiverforeningen, FOA og Fagbevægelsens Hovedorganisation mener, at

arbejdsmarkedets parter skal inddrages ved foranstaltningerne med indgribende betydning

for arbejdsmarkedet. Fagbevægelsens Hovedorganisation finder det endvidere centralt, at

arbejdspladsperspektivet indgår i overvejelser og beslutninger, der træffes i henhold til

loven, når beslutningerne får betydning for sikkerhed og sundhed på arbejdspladsen. FOA

fremhæver, at det personale, der i praksis skal arbejde med elementerne i epidemiloven,

f.eks. foranstaltninger over for enkeltpersoner, og som er omfattet af de bestemmelser,

hvor det kan få indflydelse på deres ansættelsesforhold og arbejdsforhold generelt, skal

instrueres, og at de relevante faglige organisationer skal inddrages. Ledernes

Hovedorganisation understreger også, at arbejdsmarkedets parter bør involveres, når

foranstaltningerne har indgribende betydning for arbejdsmarkedet.

DASAM vil foreslå, at arbejdsmedicinsk ekspertise inddrages.

Dansk Psykologforening mener, at konsekvenserne af tvangstiltag for den mentale sundhed

i befolkningen bør indgå som overvejelser efter loven. Foreningen påpeger bl.a., at det efter

foreningens opfattelse vil være hensigtsmæssigt at supplere den sundhedsmæssige hhv.

økonomiske målsætning med en målsætning, der sigter mod at bevare samfundets

sammenhængskraft og befolkningens tillid til offentlige institutioner og myndigheder.

Institut for Menneskerettigheder anbefaler, at Sundheds- og Ældreministeriet indfører krav

om, at der skal lægges vægt på relevant sundhedsfaglig rådgivning.

Dansk Boldspil-Union mener, at det for dansk fodbold er helt afgørende, at foreningslivet

har muligheden for at blive hørt i de politiske beslutninger, der har afgørende indvirkning

på driften og udviklingen af bredden og toppen af dansk fodbold, f.eks. ved at klubber og

forbund orienteres om nye krav og restriktioner i bedst mulig tid, og at dansk fodbold får

mulighed for at dele fakta og dokumentation og komme med input og løsningsforslag til

restriktionernes udformning.

Side 16

L 134 - 2020-21 - Bilag 3: Foreløbigt høringsnotat samt samling af høringssvar, fra sundheds- og ældreministeren

Institut for Menneskerettigheder efterspørger en uddybning af ”forsigtighedsprincippet”,

herunder om det kan baseres alene på en sundhedspolitisk vurdering, hvornår et sådant

princip kan anvendes, hvem der kan anvende det, og hvor stort et vurderingsspænd, der

gives i forbindelse med anvendelsen deraf.

Sundheds- og Ældreministeriet er overordnet enigt i, at det i forbindelse med fastsættelse af

restriktioner m.v. er afgørende, at der inddrages relevante sundhedsfaglige, økonomiske og

andre overvejelser.

For at sikre, at faglige overvejelser kan indgå i beslutningsgrundlaget, foreslås det med det

fremsatte

lovforslag, at Epidemikommissionen af egen drift eller efter anmodning rådgiver

sundheds- og ældreministeren og andre ministre om håndteringen af alment farlige og

samfundskritiske sygdomme, ligesom det foreslås, at kommissionen efter anmodning fra

vedkommende minister skal afgive en indstilling om, hvorvidt der efter kommissionens

opfattelse bør fastsættes regler i medfør af de bestemmelser, som omfattes af den

parlamentariske kontrol.

Det foreslås ligeledes, som forudsat med den politiske aftale af 18. december 2020 om en

ny epidemilov, at sammensætningen af Epidemikommissionen udvides med medlemmer

udpeget efter indstilling fra Erhvervsministeriet, Finansministeriet, Justitsministeriet,

Sundheds- og Ældreministeriet, KL og Danske Regioner (dvs. udover medlemmer indstillet af

Styrelsen for Patientsikkerhed, Sundhedsstyrelsen, Statens Serum Institut og

rigspolitichefen), ligesom kommissionen foreslås at kunne invitere repræsentanter fra andre

myndigheder eller andre særligt sagkyndige til at deltage i møder ved behov.

Sundheds- og Ældreministeriet bemærker desuden, at der i forbindelse med håndtering af

epidemier ikke altid vil være tid til at foretage en høring over udkast til bekendtgørelser i

overensstemmelse med normal praksis. Som forudsat i den politiske aftale af 18. december

2020 skal bekendtgørelser, der udstedes i medfør af epidemiloven, dog sendes i høring i

videst muligt omfang.

Endelig er det Sundheds- og Ældreministeriets opfattelse, at der – særligt i forbindelse med

større epidemier og ved sygdomme, som man ikke kender konsekvenserne af eller

udsigterne for – fortsat skal være adgang til, at regeringen ud fra et forsigtighedsprincip –

og i overensstemmelse med den foreslåede model for parlamentarisk kontrol – kan

fastsætte regler om foranstaltninger, selvom der ikke forelægger evidens eller fast viden om

virkningen heraf, og selvom Epidemikommissionen har udtalt sig herimod.

7.2. Gennemsigtighed og åbenhed om beslutningsgrundlag

DSR, Danske Regioner, Det Etiske Råd, Institut for Menneskerettigheder og Amnesty

International finder det positivt, at der med det fremsatte lovforslag sikres åbenhed om

kommissionens indstillinger.

En række høringsparter har i sine høringssvar til de tidligere udkast påpeger behovet for

øget gennemsigtighed og åbenhed om beslutningsgrundlaget, bl.a. for at sikre

befolkningens og virksomheders opbakning og forudsigeligeden. Det gælder Danske

Bioanalytikere, SIND, Foreningen Åndsfrihed, HORESTA, Patientforeningen, Landbrug &

Fødevarer, Amnesty International, SMV og Institut for Menneskerettigheder.

SMV påpeger, at et af de største problemer for erhvervslivet har været den ifølge

organisationen store uforudsigelighed i forhold til de beslutninger om inddæmningstiltag,

der er blevet truffet i forbindelse med corona-pandemien. Ifølge organisationen

Side 17

L 134 - 2020-21 - Bilag 3: Foreløbigt høringsnotat samt samling af høringssvar, fra sundheds- og ældreministeren

har virksomhederne haft svært ved at gennemskue, hvorfor flere af tiltagene er blevet

indført. Organisationen finder det afgørende, at der er fuld åbenhed om, hvorvidt

restriktioner hviler på et sundhedsfagligt grundlag eller er mere politisk begrundet, ligesom

foreningen mener, at samfundsmæssige tiltag skal ledsages af en udførlig begrundelse.

Sundheds- og Ældreministeriet har fuld forståelse for ønsket om forudsigelighed og åbenhed

om beslutninger.

Som forudsat i den politiske aftale af 18. december 2020 om en ny epidemilov indføres der

en forpligtelse til at offentliggøre Epidemikommissionens indstillinger, når der som led i den

parlamentariske kontrol er sket forelæggelse for eller orientering af folketingsudvalget.

Med det fremsatte lovforslag foreslås det således, at vedkommende minister skal

offentliggøre Epidemikommissionens indstillinger om, hvorvidt der bør fastsættes regler i

medfør af de foreslåede §§ 2, stk. 6, 1. pkt., § 3, stk. 2 og 3, § 24, stk. 1, §§ 28, 30, 32, 34-37

og 40, § 49, stk. 4 og 5, § 53, § 55, stk. 1 og 2, og §§ 56-58. Skal der ske forelæggelse for eller

orientering af det af Folketinget nedsatte udvalg efter de foreslåede §§ 9 og 10, foreslås det

desuden, at indstillingen skal offentliggøres hurtigst muligt efter forelæggelsen eller

orienteringen.

Der henvises til § 11 i det fremsatte lovforslag og bemærkningerne hertil.

I forhold til forudsigeligheden for virksomheder, herunder økonomisk tab og kompensation,

henvises til afsnit 20.

Sundheds- og Ældreministeriet har noteret sig, at DSR, Danske Regioner, Det Etiske Råd

Institut for Menneskerettigheder og Amnesty International finder det positivt, at der med

det

fremsatte

lovforslag sikres åbenhed om kommissionens indstillinger.

8. Kategorisering af sygdomme

8.1. Smitsomme sygdomme og alment farlige sygdomme

Lægeforeningen hilser den nye kategorisering af smitsomme sygdomme velkommen men

foreslår, at det overvejes, om betegnelsen ”alment farlig sygdom” kunne erstattes med

”særligt farlig sygdom”. Det Etiske Råd bemærker, at kategoriseringen af sygdomme er

tydeliggjort, og at dette er medvirkende til at skabe klarhed over de 3 kategorier, hvilket

rådet finder nyttigt.

Flere høringsparter savner en nærmere præcisering af kategorierne smitsomme sygdomme

og alment farlige sygdomme. Det gælder Alkohol & Samfund, DASAIM og EHS-foreningen,

DASAM, LVS og Danske Rederier.

DASAM foreslår, at Sundhedsstyrelsen skal beskrive de kriterier, som en given sygdom skal

opfylde for, at den kan betegnes som smitsom og alment farlig, og definere, hvilke

specifikke sygdomme, der på aktuelle tidspunkt er tale om. DASAM mener, at

Sundhedsstyrelsen bør komme med et udtømmende udkast til, hvilke sygdomme der er

omfattet af kategorien alment farlige sygdomme, og hvilke principper der afgrænser

kategorien, inden loven vedtages. LVS er af samme opfattelse og foreslår, at

Sundhedsstyrelsen skal definere, hvilke specifikke sygdomme der på det aktuelle tidspunkt

er tale om.

Dansk Selskab for Tropemedicin og International Sundhed mener, at Sundhedsstyrelsen ved

tvivl om, hvorvidt en ny sygdom lever op til definitionen, af forsigtighedshensyn bør kunne

fastsætte midlertidige, f.eks. af 3 måneders varighed.

Side 18

L 134 - 2020-21 - Bilag 3: Foreløbigt høringsnotat samt samling af høringssvar, fra sundheds- og ældreministeren

Det Etiske Råd finder det fagligt betryggende, at Sundhedsstyrelsen foreslås tillagt

kompetencen til at sikre, at kategoriseringen af smitsomme sygdomme og alment farlige

sygdomme sker på baggrund af sundhedsfaglige vurderinger, herunder vurderinger om

sygdommens dødelighed, smitsomme karakter m.v. DSAM finder det også godt, at det alene

er op til sundhedsmyndighederne at definere, hvornår en sygdom lever op til kriterierne for

at være alment farlig. Ældresagen er af samme opfattelse.

Patientforeningen mener, at det er hensigtsmæssigt, at Sundhedsstyrelsen kommer med

forslag til kategoriseringen af alment farlige sygdomme, men mener, at Folketinget bør

vedtage den. Retspolitisk Forening efterlyser demokratisk kontrol med klassificeringen af

sygdomme.

DSKM mener ikke, at loven bør omfatte infektionssygdomme uden behov for at iværksætte

foranstaltninger over for enkeltpersoner. Selskabet mener således, at udelukkende alment

farlige sygdomme og samfundskritiske sygdomme bør være omfattet.

Sundheds- og Ældreministeriet kan for så vidt angår definitionen af smitsomme sygdomme

henvise til det foreslåede § 2, stk. 2, hvoraf det fremgår, at der ved en smitsom sygdom

forstås en sygdom eller en tilstand, som er forårsaget af mikroorganismer eller andre

smittestoffer, som kan overføres fra, til eller imellem mennesker.

Alment farlige sygdomme er defineret i det foreslåede § 2, stk. 3. Efter denne bestemmelse

forstås ved en alment farlig sygdom en smitsom sygdom, der er særligt smitsom, har høj

dødelighed eller kan give alvorlige eller varige skader, og som enten kan medføre

behandling, sygefravær eller rehabiliteringsforløb af langvarig karakter, få så stor

udbredelse, at sygdommen bliver en væsentlig trussel mod folkesundheden, eller give en

særlig stor sygdomsbyrde, fordi der ikke findes effektiv forebyggelse eller behandling.

Af bemærkningerne til det foreslåede § 2, stk. 2, fremgår bl.a. følgende om kategorien

smitsomme sygdomme:

”Forslaget vil betyde, at smitsomme sygdomme vil være den overordnede

kategori, som de to andre kategorier – alment farlige og samfundskritiske

sygdomme – vil være underkategorier til. En sygdom kan kategorisereres som

en smitsom sygdom alene, uden at den samtidigt hører til kategorien alment

farlige eller samfundskritiske sygdomme, mens en alment farlig eller

samfundskritisk sygdom altid vil være en smitsom sygdom.

Bestemmelsen vil også betyde, at seksuelt overført sygdomme omfattes af

loven. Herved forstås en smitsom sygdom, der overføres ved kønslig omgang.

[…]

Det er efter forslaget en forudsætning, at sygdommen eller tilstanden enten

skyldes mikroorganismer eller andres smitstoffer. Ved mikroorganismer

forstås en samlebetegnelse for organismer, der består af en eller få celler,

som ikke kan ses med det blotte øje, og som blandet andet omfatter vira,

bakterier, parasitter og svampe. Begrebet andre smittestoffer sikrer, at der

også kan være tale om, at smitte og sygdom kan overføres uden at der er tale

om egentlige mikroorganismer. Det kan f.eks. være prioner, som er en

infektiøs partikel, der udelukkende består af et proteinmolekyle, og således

ikke er en organisme, men kan også være visse parasitter (f.eks. fnat) der ikke

er egentlige mikroorganismer, da de kan ses med det blotte øje, men som i

kraft af sygdommens karakter, smittemåde m.v. bør ligestilles med

Side 19

L 134 - 2020-21 - Bilag 3: Foreløbigt høringsnotat samt samling af høringssvar, fra sundheds- og ældreministeren

øvrige smitsomme sygdomme, og derfor være omfattet af loven efter

Sundhedsstyrelsens bestemmelse.

At smitte kan overføres fra, til og imellem mennesker betyder, at det er en

forudsætning for, at sygdommen omfattes af loven, at sygdommen kan

ramme mennesker, men at smitten kan overføres fra et andet menneske til

et andet menneske eller dyr, fra et dyr (zoonose) til et menneske eller fra det

omgivende miljø til et menneske.”

Af eksempler på smitsomme sygdomme, der ikke på nuværende tidspunkt samtidigt vil

skulle høre til kategorien alment farlige og samfundskritiske sygdomme, kan bl.a. nævnes

fnat (scabies), blærebetændelse forårsaget af kolibakterier, halsbetændelse forårsaget af

streptokokker, lungebetændelse forårsaget af pneumokokker, svamp i huden, klamydia,

syfilis, gonoré, tuberkulose, mæslinger, hiv, sæson-influenza, samt diarré forårsaget af noro-

, rota- eller adenovirus.

Ved kategoriseringen forudsættes det, at den aktuelle kontekst, herunder også muligheder

for forebyggelse eller behandling i det danske sundhedsvæsen, inddrages.

Af bemærkningerne til det foreslåede § 2, stk. 3, fremgår bl.a. følgende om kategorien

alment farlige sygdomme:

”Den foreslåede bestemmelse betyder for det første, at en alment farlig

sygdom samtidigt er en smitsom sygdom.

Bestemmelsen betyder for det andet, at skal være tale om, at den smitsomme

sygdom er enten særlig smitsom, har høj dødelighed eller kan give alvorlige

eller varige skader.

Derudover er det en betingelse, at sygdommen enten kan medføre langvarig

behandling, sygefravær eller rehabiliteringsforløb, få så stor udbredelse, at

sygdommen bliver en væsentlig trussel mod folkesundheden, eller at den kan

give en særlig stor sygdomsbyrde, fordi der ikke findes effektiv forebyggelse

eller behandling.

En alment farlig sygdom kan være – men er ikke nødvendigvis – samtidigt en

samfundskritisk sygdom. Dette vil afhænge af sygdommens udbredelse og

betydning for samfundets kritiske og vigtige funktioner.

Som eksempler på alment farlige sygdomme kan nævnes

meningokoksygdom, pest, ebola, kopper og svær akut respiratorisk syndrom

(SARS). Aktuelt vil Coronavirussygdom (covid-19) ligeledes høre til kategorien

alment farlige sygdomme.”

Det er Sundheds- og Ældreministeriets opfattelse, at kategoriseringen af en sygdom som

smitsom og alment farlig er en sundhedsfaglig vurdering, som bør overlades til

sundhedsmyndighederne alene.

8.2. Samfundskritiske sygdomme

Flere høringsparter finder kategorien samfundskritiske sygdomme for uklar og savner en

nærmere præcisering af kategorien, herunder nærmere kriterier for kategoriseringen. Det

gælder Danske Rederier, DSAIM, Dansk Handicapforbund, Danske Bioanalytikere, EHS-

Side 20

L 134 - 2020-21 - Bilag 3: Foreløbigt høringsnotat samt samling af høringssvar, fra sundheds- og ældreministeren

Foreningen, May Day, Københavns Universitet, LVS, Ældresagen, Region Nordjylland og

Alkohol & Samfund.

LVS mener, at der er uklart, om samfundskritiske sygdomme også skal være alment farlige.

DASAMS foreslår, at der ved en samfundskritisk sygdom forstås en smitsom, alment farlig

sygdom, hvis udbredelse medfører eller risikerer at medføre alvorlige forstyrrelser af vigtige

samfundsfunktioner.

May Day oplyser, at forbundet mener, at muligheden for at kategorisere en sygdom som

samfundskritisk kun skal gælde i forbindelse med særdeles alvorlige trusler om total

udradering af større dele af samfundet, f.eks. under et krigslignende angreb med biologiske

våben e.l.

En række høringsparter mener, at vurderingen af, om en sygdom skal kategoriseres som

samfundskritisk, bør bero på en sundhedsfaglig vurdering. Det gælder Lægeforeningen,

DSR, Det Etiske Råd, LVS, DASAMS, Pharmadanmark, Dansk Selskab for Patientsikkerhed,

DSAIM, Danske Fysioterapeuter og Folkebevægelsen for Frihed.

Lægeforeningen oplyser, at foreningen er enig i, at det i sidste ende bør være en politisk

beslutning at fastsætte de mest vidtgående foranstaltninger, selvom beslutningen skal

basere sig på et sundhedsfaglig grundlag. Det Etiske Råd finder det også forståeligt, at

politiske overvejelser indgår ved kategoriseringen. Danske Patienter mener, at

kategoriseringen som samfundskritisk bør ske på baggrund af en sundhedsfaglig vurdering

eller af et flertal i Folketinget. DSAM finder det – belært af erfaringer med

COVID-19

–

relevant politisk at kunne opgradere en alment farlig sygdom til en samfundskritisk sygdom

ud fra bredere politiske betragtninger. Beslutningen bør ifølge selskabet tages at

Folketinget. Region Nordjylland er af samme opfattelse. Danske Fysioterapeuter mener, at

det bør være Folketinget, der på et fagligt og sagligt oplyst grundlag beslutter, om en

sygdom skal være samfundskritisk. LVS mener derimod, at det bør være Sundhedsstyrelsen,

der beslutter, om en sygdom er samfundskritisk.

DASAM er generelt bekymret for den ændring i balancen mellem på den ene side

sundhedsmyndigheders

sundhedsfaglige

eksperters

(uden

for

sundhedsmyndighederne) faglige råd og på den anden side parlamentarikernes indflydelse

i forhold til indførelse af restriktioner ved samfundskritisk sygdom.

Ældresagen er enige i, at en beslutning om, hvorvidt en alment farlig sygdom skal

kategoriseres som en samfundskritisk sygdom, skal træffes politisk som en demokratisk

proces i Folketinget. Foreningen Åndsfrihed og Patientforeningen er af samme opfattelse.

Landbrug & Fødevarer mener, at et flertal i Folketinget bør træffe denne beslutning. Det

Etiske Råd finder det bekymrende, at sundheds- og ældreministeren foreslås at kunne

beslutte kategoriseringen. Rådet mener ikke, at dette skal være en ministerbeslutning men

derimod, at det bør tilkomme et samlet Folketing at foretage den vurdering på baggrund af

en åben demokratisk debat. EHS-Foreningen mener, at det er et massivt og grundlæggende

problem, at sundhedsministeren tillægges ifølge foreningen ekstremt grænseoverskridende

og vidtgående beføjelser til at fastslå, at en sygdom er ”samfundskritisk sygdom”.

Amnesty International, FOA, Retspolitisk Forening, og May Day mener, at kategorisering af

sygdomme som samfundskritiske skal underlægges parlamentarisk kontrol. Det er efter

Advokatrådets opfattelse retssikkerhedsmæssigt betænkeligt, at det fremover er den til

hver en tid siddende minister, der alene træffer afgørelse om kategoriseringen af

samfundskritiske sygdomme.

Side 21

L 134 - 2020-21 - Bilag 3: Foreløbigt høringsnotat samt samling af høringssvar, fra sundheds- og ældreministeren

Enrico Krog Iversen påpeger, at forslaget indebærer, at sundhedsministeren selv helt uden

dokumentation kan diktere, hvilke sygdomme, der skal give sundhedsvæsenet

vidtrækkende og meget indgribende muligheder for med magt at tvinge borgere til at blive

vaccineret, behandlet, indlagt eller isoleret.

Region Hovedstaden mener ikke, at argumentationen om, at kun kategoriseringen af en

sygdom som samfundskritisk skal kunne udløse et politisk ansvar, er overbevisende.

Regionen bemærker i den forbindelse bl.a., at alle beslutninger om kategorisering af

sygdomme som smitsomme, alment farlige eller samfundskritiske efter regionens

opfattelse reelt beror på både en sundhedsfaglig og en politisk vurdering, fordi

kategoriseringen af en sygdom som alment farlig udløser mulighed for at foretage ganske

vidtgående indgreb over for borgere og juridiske personer. Regionen opfordrer i den

forbindelse til, at der etableres et enstrenget system i forhold til kategorisering af

sygdomme, uanset om de anses for smitsomme, almenfarlige eller samfundskritiske.

Vaccinationsforum er kritisk over for kategoriseringen af samfundskritiske sygdomme og

foranstaltninger, som der kan iværksættes.

Ved en samfundskritisk sygdom forstås efter det foreslåede § 2, stk. 4, en alment farlig

sygdom, hvis udbredelse medfører eller risikerer at medføre alvorlige forstyrrelser af vigtige

samfundsfunktioner. Af bemærkningerne til bestemmelsen fremgår bl.a. følgende:

”Bestemmelsen vil betyde, at en samfundskritisk sygdom vil være en alment

farlig sygdom, hvis udbredelse medfører eller risikerer at medføre alvorlige

forstyrrelser af vigtige samfundsfunktioner. En samfundskritisk sygdom vil

således efter forslaget være en underkategori til de alment farlige sygdomme.

En samfundskritisk sygdom er i modsætning til en sygdom, der alene er

smitsom eller alment farlig, sværere at kategorisere på forhånd, idet

kategoriseringen ikke alene afhænger af sundhedsfaglige vurderinger af

sygdommens dødelighed og konsekvenser for den enkelte, men også af

politiske vurderinger af sygdommens samfundsmæssige konsekvenser og

potentielle negative og skadelige virkninger for samfundet.

Der kan således ikke entydigt eller udtømmende redegøres for, hvilke

sygdomme, som ville kunne omfattes af den foreslåede kategori. Som oplagte

eksempler kan dog nævnes pest, kopper, SARS og coronavirussygdom (covid-

19).”

Som forudsat i den politiske aftale af 18. december 2020 om en ny epidemilov vil

kategoriseringen af en sygdom som samfundskritisk være omfattet af den foreslåede

parlamentariske kontrol fra et udvalg, der er nedsat af Folketinget. Det betyder, at

sundheds- og ældreministeren forud for udstedelse af regler om kategorisering af en alment

farlig sygdom som samfundskritisk skal indhente en indstilling fra Epidemikommissionen, og

at regler (der kategoriserer sygdommen som samfundskritisk) ikke kan udstedes, hvis et

flertal i folketingsudvalget er imod. Der henvises til § 2, stk. 6, og til §§ 7-11 i det fremsatte

lovforslag og bemærkningerne hertil.

Ministeriet har noteret sig, at Det Etiske Råd kan meddele sin fulde støtte til, at

kategoriseringen af en sygdom som samfundskritisk vil være underlagt den parlamentariske

kontrol, og at rådet finder, at dette er en meget tillidsskabende forbedring.

Side 22

L 134 - 2020-21 - Bilag 3: Foreløbigt høringsnotat samt samling af høringssvar, fra sundheds- og ældreministeren

9. Krav om vejledning og bistand (§ 3)

KL anbefaler, at bestemmelsen om vejledning og bistand præciseres. KL påpeger i den

forbindelse, at det bør fremgår, hvad personalet skal, må og ikke må, afgrænsninger til øvrig

lovgivning, f.eks. servicelovens regler om magtanvendelse, såfremt borgere f.eks. ikke

frivilligt vil medvirke til gennemførelse af foranstaltninger.

Danmarks Biblioteksforening foreslår, at landets folkebiblioteker målrettet bliver en del af

beredskaber, når det handler om at nå borgerne, bl.a. ved at bibliotekerne aktivt skal

formidle forebyggende information og information om nødvendig adfærd mod

smittespredning, ligesom bibliotekerne efter foreningens opfattelse bør forpligtes til at

skabe debat- og informationsmøder om nødvendige tiltag. Danmarks Biblioteksforening

henviser i den forbindelse bl.a. til, at foreningen allerede i medfør af biblioteksloven har en

forpligtelse til at formidle offentlig information, samt at der findes biblioteker i alle landets

kommuner, samt at de lokalt kan nå yderligere ud via SoMe-kanaler.

DASAIM mener, at en beslutning om også at pålægge organisationer, selskaber og andre

juridiske personer en pligt til at vejlede og bistå bør hvile på et parlamentarisk grundlag.

DIF anerkender, at det i bemærkningerne til lovforslaget er uddybet, hvornår pligten kan

pålægges private, men finder dog stadig, at der er uklarhed omkring omfanget heraf, og hvor

langt denne pligt i givet fald kan gå.

Det er efter Sundheds- og Ældreministeriets opfattelse afgørende at sikre, at de

myndigheder, der varetager opgaver efter loven, kan anmode andre myndigheder om

vejledning og bistand, da disse myndigheder i mange tilfælde vil have relevant og brugbart

viden og erfaring til at håndtere de konkrete situationer.

Sundheds- og Ældreministeriet kan for så vidt angår præciseringen af bestemmelsen om

krav om vejledning og bistand henvise til § 3 i det

fremsatte

lovforslag og til

bemærkningerne hertil, hvoraf der bl.a. andet fremgår følgende:

”Pligten vil efter bestemmelsen for det første omfatte vejledning. Herved sikres

det, at de myndigheder, der varetager opgaver efter loven, kan anmode andre

myndigheder som eksempelvis har en særlig viden inden for et område eller

erfaring med håndtering af særlige situationer om vejledning til, hvordan en

sådan situation kan håndteres.

Pligten vil også omfatte bistand. Med bistand forstås praktisk hjælp til at

gennemføre, udføre, effektuere og opretholde de beslutninger, som

myndighederne træffer af loven.

Pligten vil eksempelvis omfatte en kommunes bistand til at gennemføre

beslutninger om at afspærre områder, f.eks. ved at kommunen stiller

personale, redskaber og materiale til rådighed”.

Det fastsættes endvidere, at private i særlige tilfælde kan bistå med at varetage

myndighedsopgaver efter loven. Det vil betyde, at sundheds- og ældreministeren ved

bekendtgørelse kan bestemme, at private i særlige tilfælde kan bistå med de opgaver, der

efter loven påhviler offentlige myndigheder. Med bestemmelsen gives der således mulighed

for, at private aktører i særlige tilfælde kan bistå sundheds- og ældreministeren med at

varetage myndighedsopgaver i henhold til loven. Private aktørers varetagelse af

myndighedsopgaver vil i givet fald skulle ske under ledelse og ansvar af den myndighed, som

den private bistår.

Side 23

L 134 - 2020-21 - Bilag 3: Foreløbigt høringsnotat samt samling af høringssvar, fra sundheds- og ældreministeren

Sundheds- og Ældreministeriet skal i den forbindelse understrege, at muligheden for, at

private aktører skal varetage myndighedsopgaver alene vil kunne anvendes i »særlige

tilfælde«, hvorved forstås en akut situation, hvor ressourcerne hos myndighederne bliver så

presset, at det ikke er muligt for de pågældende myndigheder inden for kort tid at fremskaffe

de nødvendige personalemæssige ressourcer til en effektiv opgaveløsning på anden vis.

Sundheds- og Ældreministeriet er enigt i, at bemyndigelsen til at fastsætte regler om, at

private i særlige tilfælde kan bistå med at varetage myndighedsopgaver i henhold til loven,

bør omfattes af den foreslåede parlamentariske model. Det

fremsatte

lovforslag afspejler

dette.

10. Foranstaltninger for at forebygge og sikre sig mod udbredelsen af smitsomme

sygdomme (§ 4)

DSR mener, at epidemiloven alene bør regulere alment farlige og samfundskritiske

sygdomme, og stiller derfor spørgsmål ved, om den generelle forebyggelse af smitsomme

sygdomme bør reguleres i epidemiloven. FOA ser derimod gerne, at der bliver krav om god

hygiejnisk rengøringstandard, som følger myndighedernes anbefalinger.

Danmarks Apotekerforening efterlyser en præcisering af omfanget af privates pligter til

håndtering af smitsomme sygdomme.

Alzheimerforeningen anbefaler, at plejeboliger og andre tilsvarende tilbud som defineret i

lov om almene boliger tilføjes til de områder, som den foreslåede § 7 omhandler.

Foreningen påpeger i den forbindelse, at de fleste plejecentre ikke længere er institutioner

og derfor ikke vil være omfattet af bestemmelsen.

FOA mener, at det er vigtigt, at den nye epidemilov får tænkt kommunernes beredskab og

øvrige aktører på ældreområdet og det specialiserede socialområde mere ind.

Det foreslås, at kommunalbestyrelsen og regionsrådet skal træffe foranstaltninger for at

forebygge og sikre sig mod udbredelsen af smitsomme sygdomme, herunder udarbejde

planer for håndtering af smitsomme sygdomme og sikre, at kommunens og regionens

institutioner og personale er bekendt med myndighedernes anbefalinger og vejledninger om

håndtering af smitsomme sygdomme.

Hensigten med bestemmelsen er at fastsætte et tydeligt ansvar for smitteforebyggende

tiltag i regioner og kommuner.

Som det fremgår af bemærkningerne, vil den foreslåede pligt være en retlig standard, og de

konkrete forpligtelser vil således udvikles med tiden og samfundsudviklingen, herunder den

medicinske viden, teknologi, udstyr og forholdene på den enkelte institution.

Bestemmelsen vil bl.a. sikre, at en konkret pligt for kommunalbestyrelser og regionsråd til

at sikre, at kommunens og regionens institutioner, f.eks. folkeskoler, dagsinstitutioner og

sygehuse såvel som personale er bekendt med myndighedernes anbefalinger om og

vejledning til forebyggelse og håndtering af smitsomme sygdomme. Forpligtelsen vil

indebære, at kommunalbestyrelser og regionsråd vil skulle organisere og tilrettelægge

arbejdsgangen på institutioner således, at de enkelte ansatte har mulighed for at gøre sig

bekendt med myndighedernes anbefalinger om og vejledning til forebyggelse og håndtering

af smitsomme sygdomme.

11. Informations- og orienteringspligt (§ 5)

Side 24

L 134 - 2020-21 - Bilag 3: Foreløbigt høringsnotat samt samling af høringssvar, fra sundheds- og ældreministeren

Efter Lægeforeningens opfattelse bør den foreslåede pligt til at holde sig orienteret om

relevante anbefalinger og vejledninger om håndtering af smitsomme sygdomme modsvares

af krav til myndighederne om, hvordan anbefalinger og vejledninger kommunikeres. Dansk

Erhverv og Producentforeningen fremhæver også dette. Region Hovedstaden mener også,

at orienteringspligten bør modsvares af en informationspligt for afsenderne af

informationen, ligesom regionen mener, at bestemmelsen bør præciseres således, at det

fremgår, at der er tale om relevante anbefalinger og vejledninger fra statslige myndigheder.

Region Nordjylland mener, at bestemmelsen er overflødig, idet forpligtelsen efter regionens

opfattelse følger af almindelig offentlig myndighedsudøvelse.

Danske Bioanalytikere anbefaler, at der fra starten etableres klare kommunikationsveje og

gives entydige udmeldinger fra de centrale sundhedsmyndigheder og ministerier.

Driftsherrernes ansvar kan efter organisationens opfattelse med fordel nævnes.

Patientforeningen mener, at det bør klargøres i public service-kontrakterne med de

statsunderstøttede medier, hvordan medierne kan bidrage med orienteringer fra de

besluttende myndigheder, dog uden at sætte uafhængigheden ud af kraft.

Med bestemmelsen fastættes en pligt for myndigheder og juridiske personer til at holde sig

orienteret om anbefalinger om vejledninger, som er relevante for myndigheden eller den

juridiske person, om håndtering af smitsomme sygdomme.

Hensigten med bestemmelsen er at øge fokus på og ansvaret for håndtering af smitsomme

sygdomme, herunder tiltag og anbefalinger, der kan medvirke til at forebygge, begrænse og

inddæmme smitsomme sygdomme.

Der fastsættes ikke med bestemmelsen nærmere regler eller krav til, hvordan informationen

skal fremsøges. Dette vil efter ministeriets opfattelse afhænge af, hvordan de enkelte

informationer og vejledninger i det konkrete situationer mest hensigtsmæssigt udmeldes. Af

samme grund findes det ikke hensigtsmæssigt at fastsætte nærmere regler om

myndighedernes informationspligt eller –metoder.

12. Foranstaltninger over for enkeltpersoner

12.1. Påbud på baggrund af formodning om smitte

DASAIM mener ikke, at der bør kunne påbydes tvangsbehandling eller tvangsisolation af

personer, der alene

er under mistanke

for at have en samfundskritisk sygdom efter loven.

Foreningen Åndsfrihed finder ikke, at påbud om undersøgelse, indlæggelse, behandling og

isolation skal kunne ske på baggrund af en

formodning

om smitte, og bemærker, at

”antages” var anvendt i den gamle lov.

Patientforeningen ønsker, at ”formodes” bør erstattes af ”velbegrundet” i bestemmelsen

om undersøgelse, og foreslår, at ”af autoriseret og dansktalende” foran ”sundhedsperson”.

Patientforeningen finder det voldsomt at kunne påbyde borgere isolation i 4 uger alene på

baggrund af en formodning om smitte.

MAY DAY mener, at sætningen ”eller som formodes” bør fjernes, da man finder det uhørt,

at man ønsker beføjelse til at tvangsindlægge og tvangsbehandle en patient med en

”formodet” sygdom.

Side 25

L 134 - 2020-21 - Bilag 3: Foreløbigt høringsnotat samt samling af høringssvar, fra sundheds- og ældreministeren

Frihedsbevægelsens Fællesråd anfører, at en formodning om sygdom aldrig kan danne

grundlag for tvangsbehandling, da dette strider mod Oviedo–konventionen og

menneskerettighederne.

Erfaringerne fra den igangværende covid-19 epidemi har efter Sundheds- og

Ældreministeriets opfattelse vist, at det er nødvendigt, at myndighederne har mulighed for

at kunne handle hurtigt og effektivt for at forebygge og inddæmme smittespredning i

samfundet. Det gælder i særlig grad i de situationer, hvor en person lider af en alment farlig

eller samfundskritisk sygdom, eller formodes at kunne være smittet med en sådan.

Derudover er det vigtigt at bemærke, at en fremtidig epidemilov efter ministeriets opfattelse

ikke alene skal kunne håndtere den igangværende covid-19 epidemi, men også fremtidige

og ukendte smitsomme sygdomme.

Det er således efter Sundheds- og Ældreministeriets opfattelse hensigtsmæssigt, at der

fastsættes mulighed for, at der også fremadrettet vil kunne træffes afgørelse om bl.a. at

påbyde personer at lade sig undersøge, indlægge, isolere og behandle med henblik på at

forebygge eller inddæmme alment farlige eller samfundskritiske sygdomme, også i de

tilfælde, hvor der er tale om en person, der formodes at være smittet med en alment farlig

eller samfundskritisk sygdom.

Manglende iværksættelse af mulige foranstaltninger kan efter Sundheds- og

Ældreministeriets

vurdering

medføre,

hverken

personen

selv

eller

sundhedsmyndighederne vil blive bekendt med den pågældendes helbredsmæssige

situation, hvorved der kan opstå risiko for, at pågældende sygdom spreder sig ukontrollabelt

i samfundet.

Sundheds- og Ældreministeriet kan for så vidt angår præciseringen af begrebet ”formodes

smittet” henvise til §§ 13, 14, 15 og 18 i det fremsatte lovforslag og bemærkningerne hertil,

hvoraf der bl.a. andet fremgår følgende:

”En person formodes at kunne være smittet med en alment farlig eller

samfundskritisk sygdom, hvis personen f.eks. har symptomer på sygdommen

eller personen har været nær kontakt til en smittet. Herudover kan personens

forudgående eller aktuelle ophold i et område i ind- eller udlandet, hvor

sygdommen er udbredt, også føre til, at personen formodes at kunne være

smittet. Det samme vil være tilfældet, når personen har eller har haft

samkvem eller øvrig kontakt med en anden person, som har opholdt sig i et

sådant område. Det er en forudsætning, at der er tale om ophold i et område,

som ikke ligger så langt tilbage i tid, at personen ikke længere kan formodes

at være smittet.”

12.2. Isolation, behandling og indlæggelse

MAY DAY mener ikke, at tvangsbehandling bør kunne finde sted i et retssamfund, og finder,

at det eneste lovlige tvangstiltag skal være isolation, hvis patienten modsætter sig.

MAY DAY mener endvidere, at det bør specificeres, om tvangsindlæggelsen kræver lægelig

medvirken, og om den er på gule eller røde papirer, eller om der skal tilføjes en 3. farve.

Dansk Selskab for Klinisk Immunologi (DSKI) mener, at forslaget del om isolation er i strid

med det eksisterende samtykkekrav i sundhedsloven.

Side 26

L 134 - 2020-21 - Bilag 3: Foreløbigt høringsnotat samt samling af høringssvar, fra sundheds- og ældreministeren

EHS-Foreningen gør indsigelse mod forslagets elementer om tvangsisolation og

tvangsindlæggelser, da foreningens medlemmer derved kan blive tvunget i miljøer, som

ikke skærmer dem mod elektromagnetisk stråling, som medlemmerne kan være følsomme

overfor.

Rådet for Socialt Udsatte ønsker, at det fremgår af lovforslaget, at bl.a. påbud om isolation

på f.eks. et botilbud skal være det minimum, der skal til for at undgå smittespredning, så

borgeren ikke lider unødvendigt afsavn eller isolation med andre negative konsekvenser til

følge.

Danske Regioner mener, at reglerne i epidemiloven bør følge reglerne i sundhedslovens

kapitel 6a, der bl.a. omfatter indgreb i selvbestemmelsesretten, hvorefter der er

indberetningspligt i forhold til ethvert indgreb i selvbestemmelsesretten både til

regionsrådet og til de centrale sundhedsmyndigheder.

Danske Regioner mener tilsvarende, at reglerne om tvang i psykiatrien skal gælde i

forbindelse med epidemi, så frihedsberøvelse og anvendelse af anden tvang i forbindelse

med indlæggelse, ophold og behandling på psykiatrisk afdeling sker efter reglerne i

psykiatriloven. SIND anbefaler tilsvarende, at lovforslagets tvangsbestemmelser

gennemarbejdes med udgangspunkt i psykiatrilovens tvangsbestemmelser. SIND ønsker det

herudover afklaret, hvilket regelsæt der gælder for patienter i psykiatrien, hvor

tvangsbehandling eller tvangsvaccination efter epidemiloven overvejes. Ældre Sagen

opfordrer også til, at der formuleres regler for dokumentation og registrering af

magtanvendelse og henviser til gældende regler om magtanvendelse inden for

sociallovgivningen samt psykiatrien og ved somatisk behandling.

Finanssektorens Arbejdsgiverforening (FA) finder påbud over for enkeltpersoner om at lade

sig undersøge, indlægge, isolere og behandle meget indgribende i den privates autonomi,

og at betragter det som en løsning, der alene bør benyttes helt undtagelsesvist, når der er

tale om særligt skærpende omstændigheder med overhængende fare eller trussel mod

folkesundheden.

Dansk Psykolog Forening mener, at den personlige frihed, herunder fx retten til at

bestemme over egen krop, i videst muligt omfang bør beskyttes. Hertil anføres, at tiltag og

foranstaltninger, herunder tvang, uagtet at det konkret kan være nødvendigt for at fremme

sikkerhed, kan medføre betydelige negative konsekvenser for den mentale sundhed.

Tvangsbehandling mv. bør ifølge DASAIM følge retningslinjer om fx uvildig vurdering,

revurdering og minimumsprincipper. DSAIM mener endvidere, at tvangsbehandling kun bør

forekomme i ekstreme tilfælde, og at dette bør præciseres yderligere i bemærkningerne til

loven omhandlende § 18. DASAIM finder det således foruroligende, at Styrelsen for

Patientsikkerhed kan påbyde behandling af habile borgere, der blot er under mistanke for

at have en samfundskritisk sygdom.

LVS er kritisk over for, at kontaktopfølgning, indlæggelse, behandling og vaccination

lovgivningsmæssigt baserer sig på muligheden for tvangsforanstaltninger. LVS har noteret

sig, at de forvaltningsretlige grundprincipper indskærpes i lovudkastet, og dette anser LVS

som positivt, omend de jo burde være indlysende og allerede kendte af myndighederne.

Medborgernes Menneskerettighedskommission (MMK) mener, at der er behov for

yderligere retsgarantier til de personer, der udsættes for administrative frihedsberøvelser,

som nævnt i udkastets §§ 13, 14, stk.1, 15 stk. 1, 18 stk. 1, 19, 20, 21 stk. 2 og 28, og at der

i de tilfælde, hvor der gives hjemmel til individuelle frihedsberøvelser, skal

Side 27

L 134 - 2020-21 - Bilag 3: Foreløbigt høringsnotat samt samling af høringssvar, fra sundheds- og ældreministeren

beskikkes en bisidder, så den enkelte kan få bistand til at anvende de klagebestemmelser,

der bliver foreslået i det nye udkast.

Frihedsbevægelsens Fællesråd mener, at tvangsbehandling ikke bør kunne iværksættes så

længe de nævnte indgreb ikke er endeligt sanktioneret af domstolene, og at tvangsmæssig

indlæggelse kun kan komme på tale i tilfælde af, at det drejer sig om en sygdom med en

konstateret dødelighed på over 5000 personer. Frihedsbevægelsen Fællesråd anfører

endvidere, at folk kun bør kunne isoleres uden for eget hjem frivilligt.

Det er Sundheds- og Ældreministeriets vurdering, at hovedparten af de foranstaltninger mod

smitsomme og andre overførbare sygdommes udbredelse her i landet, der er mulige at

iværksætte efter den gældende epidemilov, har vist sig at være vigtige værktøjer for

myndighederne i forebyggelsen og bekæmpelse af covid-19. Det er derfor Sundheds- og

Ældreministeriets opfattelse, at der også fremadrettet skal være mulighed for at iværksætte

disse foranstaltninger.

Det gælder bl.a. muligheden for at fastsætte foranstaltninger over for personer, herunder

påbud om at lade sig undersøge, indlægge, isolere og behandle.

Sundheds- og Ældreministeriet bemærker i den forbindelse, at enhver foranstaltning over

for enkeltpersoner alene vil kunne iværksættes, når andre mindre indgribende

foranstaltninger er utilstrækkelige i den aktuelle situation i forhold til at forebygge og

inddæmme udbredelse af den konkrete sygdom, ligesom udstedelse af påbud skal ske under

iagttagelse af proportionalitetsprincippet. Der henvises til § 12, stk. 3, i det

fremsatte

lovforslag og bemærkningerne hertil.

Sundheds- og Ældreministeriet er opmærksomt på, at de muligheder for foranstaltninger

over for enkeltpersoner, der fremgår af det fremsatte lovforslag kan være indgribende for

den enkelte person, og at disse foranstaltninger, når de bliver foretaget i det almindelige

sundhedsvæsen, er underlagt lovgivning, der har til formål at beskytte patienten bedst

muligt i den konkrete situation. Det gælder bl.a. lov om anvendelse af tvang i psykiatrien og

lov om anvendelse af tvang ved somatisk behandling af varigt inhabile.

Det er dog Sundheds- og Ældreministeriets vurdering, at foranstaltningerne over for

enkeltpersoner, der fremgår af det fremsatte lovforslag om en ny epidemilov, ikke skal være

omfattet af ovenfor nævnte lovgivning. Det skyldes, at disse foranstaltninger ikke kan

sidestilles med foranstaltninger over for enkeltpersoner, der foretages i det almindelige

sundhedsvæsen. Således er der ikke tale om et langvarigt patient/behandler forhold, og

formålet med det fremsatte lovforslags foranstaltninger er også meget anderledes, da

foranstaltningerne foretages for at forebygge, inddæmme eller udrydde alment farlige eller

samfundskritiske sygdomme.

Det er endvidere efter Sundheds- og Ældreministeriets opfattelse afgørende, at retssikker-

heden styrkes i forhold til den hidtidige regulering ved foranstaltninger overfor enkelte per-

soner. Der foreslås derfor i det

fremsatte

lovforslag en række elementer, der skal styrke rets-

sikkerheden. Det gælder bl.a. fastsættelse af en udtrykkelig bestemmelse om krav om over-

holdelse af principper om proportionalitet og mindstemiddel for foranstaltninger, klagead-

gang over individuelle foranstaltninger til et nyt nævn, automatisk domstolsprøvelse af for-

anstaltninger, der udgør frihedsberøvelse og obligatorisk administrativ efterprøvelse af

tvangsforanstaltninger.

12.3. Vaccination

Side 28

L 134 - 2020-21 - Bilag 3: Foreløbigt høringsnotat samt samling af høringssvar, fra sundheds- og ældreministeren

Sundheds- og Ældreministeriet skal indledningsvist bemærke, at der i det fremsatte

lovforslag er sket grundlæggende ændringer af emnet, og at høringssvarene bør læses i lyset

heraf.

Justitia, Tandlægeforeningen, Ældre Sagen, Dansk Psykolog Forening, Danske Seniorer,

Amnesty International, DASAIM og DSAM ser overordnet positivt på, at det fremsatte

lovforslag ikke indeholder forslag om at kunne påbyde vaccinationer.

Lægeforeningen anerkender behovet for, at der i helt særlige tilfælde med fare eller trussel

mod folkesundheden kan være behov for at fastsætte regler om vaccination. Det er dog

foreningens opfattelse, at det tydeligt bør fremgå af lovforslaget, at de samme

retssikkerhedsmæssige garantier som gælder for udstedelse af påbud om bl.a.

undersøgelse, isolation eller behandling også vil skulle indgå i overvejelser om, hvorvidt der

vil være grundlag for at udstede regler om vaccination og ved gennemførelsen heraf.

Danske Apotekerforening finder det uklart, om de retssikkerhedsmæssige garantier, som

gælder for fx påbud om isolation, behandling mv. også gælder i forhold til vaccination.

Herudover mener Dansk Apotekerforening, at det ikke tydeligt fremgår, om de regler, som

kan fastsættes i medfør af § 15, kan indeholde regler om tvangsmæssig vaccination eller

lignende.

Københavns Universitet finder det uklart, om bestemmelsen om vaccination indeholder

hjemmel til at foretage vaccinationer af personer, som ikke medvirker frivilligt.

Danske Patienter finder det uklart, hvordan bemyndigelsen skal udmøntes. Det foreslås

derfor, at det udtrykkeligt skrives ind i både selve lovens ordlyd og i bemærkningerne til

loven, at der ikke kan anvendes magt eller iværksættes straffesanktioner i relation til regler

om vaccination.

Patientforeningen mener, at tvangsvaccinering er et uhyre alvorligt indgreb og er tilhænger

af det frie valg. Foreningen foreslår, at personer, der ikke ønsker vaccinationer af

velbegrundet frygt for alvorlige helbredsskader, f.eks. efter rimelig dokumentation på deres

sygesikringsbevis, skal have påtrykt muligheden for fritagelse.

FOA mener, at det bør defineres, hvad der menes med en gruppe særligt i relation til

muligheden for vaccination, og spørger, om der fx kan være tale om personalet tilknyttet et

bestemt arbejdssted (fx et plejehjem).

Amnesty International finder det uklart, om lovforslaget åbner op for tvang i forbindelse

med vaccination.

Institut for Menneskerettigheder påpeger, at tvangsmæssig vaccination af en person udgør

et indgreb i retten til respekt for privatlivet efter Den Europæiske

Menneskerettighedskonventions artikel 8, som det også fremgår af lovudkastet. Den

Europæiske Menneskerettighedsdomstol har i en konkret sag om obligatorisk vaccination –

som en ufrivillig medicinsk behandling – fastslået, at det udgør et indgreb i retten til respekt

for privatlivet, da dette omfatter en persons fysiske og psykiske integritet. I den konkrete

sag var det Domstolens opfattelse, at indgrebet i klagerens fysiske integritet var opvejet af

hensynet til folkesundheden og nødvendigheden af at kontrollere spredningen af

smitsomme sygdomme i regionen. Derudover lagde Domstolen vægt på, at det fremgik af

de nationale domstoles vurdering, at personalet på hospitalet havde sikret sig, at klageren

kunne tåle vaccinen forud for vaccinationen, hvilket tydede på, at personalet havde taget

de nødvendige forholdsregler for at sikre sig, at vaccinationen udgjorde et

Side 29

L 134 - 2020-21 - Bilag 3: Foreløbigt høringsnotat samt samling af høringssvar, fra sundheds- og ældreministeren

proportionalt indgreb. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol vurderede

enstemmigt, at den tvangsmæssige vaccination ikke udgjorde en krænkelse af retten til

respekt for privatlivet efter artikel 8.

Det er på den baggrund instituttets opfattelse, at det ved afvejningen af hensynet til den

enkelte over for hensynet til folkesundheden har en betydning, hvor usikker virkningen af

en vaccine er, og hvilke forventninger der er til en vaccines eventuelle bivirkninger og

alvorligheden af dem. Sådanne forhold skal derfor inddrages i vurderingen af, om der er et

grundlag for at fastsætte regler om tvangsvaccination af nærmere bestemte

persongrupper. Institut for Menneskerettigheder anbefaler, at Sundheds- og

Ældreministeriet i bemærkningerne definerer, hvad der skal forstås ved ’nærmere bestemte

persongrupper’.

Institut for Menneskerettigheder anfører, at der ikke fremgår, hvordan forslagets

”forsigtighedsprincip” nærmere skal forstås, og anfører, at der ikke ud fra et

”forsigtighedsprincip” bør kunne fastsættes regler om tvangsvaccination og gives påbud om

vidtgående indgreb. Institut for Menneskerettigheder anbefaler, at det skrives ind i

bemærkningerne, at der ikke ud fra et forsigtighedsprincip kan fastsættes regler om

tvangsvaccination og gives påbud om vidtgående indgreb, herunder de påbud, der kan have

karakter af frihedsberøvelse.

Region Hovedstaden anfører, at hvis bestemmelsen om vaccination skal kunne anvendes til

at udstede påbud og/eller regler med mulighed for at udstede påbud og anvendelse af tvang

over for borgerne, bør dette fremgå direkte af bestemmelsen.

Bestemmelsen bør efter Region Hovedstadens opfattelse skærpes yderligere og kun kunne

anvendes i situationer, hvor det er umuligt at forelægge et lovforslag om tvangsvaccination

for Folketinget og/eller tvangsvaccination er tvingende nødvendig, fx af hensyn til at undgå

umiddelbar risiko for massedød eller lignende. I øvrigt bør beslutninger om

tvangsvaccination af hele eller dele af befolkningen være henlagt til Folketinget.

Dansk Selskab for Anæstesiologi og Intensiv Medicin (DASAIM) anser alene

tvangsvaccination for etisk acceptabelt ved et udbrud med kopper. DASAIM mener derfor,

at det specifikt bør fremgå af reglerne, at tvangsvaccination kun kan finde anvendelse under

en koppeepidemi - og ikke en epidemi med en diffust defineret samfundskritisk sygdom.

DASAIM anfører dog samtidigt, at der ikke findes noget medicinsk tilfælde, der kan

retfærdiggøre tvangsvaccination, og mener derfor, at denne paragraf bør udgå af

lovforslaget.

Dansk Selskab for Klinisk Immunologi (DSKI) har forståelse for, at det kan være nødvendigt

med magtanvendelse, men efter DSKIs opfattelse kun hvis det er livsfarligt. DSKI mener i

den forbindelse, at forslagets element om vaccination er i strid med det eksisterende

samtykkekrav i sundhedsloven, og selskabet mener ikke, at fysisk fastholdelse og

indespærring med henblik på tvangsvaccination hører hjemme i Danmark.

LAP – Landsforeningen Af nuværende og tidligere Psykiatribrugere finder, at reglerne i

sundhedsloven til enhver tid skal iagttages før anvendelse og udførelse af indgreb i

borgerens personlige frihedsrettigheder. Med forslagets nuværende formulering kan

myndigheder uden sundhedsfaglig viden og uddannelse eller ansvar, efter LAP’s opfattelse,

påbyde vaccination, selvom en borger ikke ønsker at lade sig vaccinere på grund af allergi

eller religiøs overbevisning. LAP ønsker derfor, at den enkelte borgers alment praktiserende

læge til enhver tid skal inddrages, inden et tvangstiltag iværksættes.

Side 30

L 134 - 2020-21 - Bilag 3: Foreløbigt høringsnotat samt samling af høringssvar, fra sundheds- og ældreministeren

Ældre Sagen finder det meget bekymrende, hvis forslaget til epidemilov giver mulighed for,

at vaccination af bestemte grupper vil kunne ske med tvang - særligt set i forhold til, at der

med vaccination kan være tale om indgreb over for raske mennesker. Ældre Sagen

opfordrer derfor til, at der i stedet vægtes bestemmelser om let forståelig information og

gratis og nem adgang til vaccinationer.

Danske Seniorer mener ikke, at sundheds- og ældreministeren efter indstilling fra

Sundhedsstyrelsen skal kunne fastsætte regler om tvangsvaccination, men at Folketinget i

en konkret situation skal kunne lovgive om tvangsvaccination. Dog altid med udgangspunkt

i en konkret sygdom og en kendt vaccine.

Medborgernes Menneskerettighedskommission (MMK) og Danske Handicaporganisationer

mener, at bestemmelsen om vaccination skal udgå af lovforslaget. Dansk Selskab for Almen

Medicin (DSAM) deler denne opfattelse fsva. en bred bemyndigelse til vaccination, og

anfører, at tvangsvaccination udelukkende bør kunne besluttes af Folketinget, og kun mod

en konkret sygdom og kun, når den tilhørende konkrete vaccines virkninger og bivirkninger

er grundigt belyst.

Advokat Michael Christiani Havemann foreslår, at adgangen til tvangsvaccination betinges

af, at der forud herfor indhentes en dommerkendelse på samme måde, som ved andre

alvorlige indgreb som telefonaflytning og ransagning efter grundlovens § 72.

MAY DAY finder, at tvangsvaccination ikke bør kunne finde sted i et retssamfund, og 3F

anfører ligeledes, at de ikke ønsker et samfund med tvangsvaccination.

Pharmadanmark finder hjemlen til fastsætte regler om vaccination stærkt bekymrende, og

anfører, at der er tale om en ny hjemmel. Pharmadanmark mener, at tvangsvaccination bør

være den sidste udvej, og at det bør specificeres i forslaget, hvornår en situation kræver en

så vidtgående løsning.

VaccinationsForum og Landsforeningen for HPV-Bivirkningsramte efterlyser en nærmere

definition af formuleringen ”en trussel mod folkesundheden”, og mener desuden, at

tvangsvaccination kan sidestilles med lægevidenskabelige eksperimenter. Foreningen ytrer

desuden generel utilfredshed med lovforslagets del vaccination og tilkendegiver stor

bekymring for udvikling af vacciner i forbindelse med Covid-19, effekten af vacciner,

bivirkninger ved vacciner mv.

Foreningen Åndsfrihed finder forslagets del om vaccination vidtgående, og finder, at der

også uden denne bestemmelse vil kunne opnås flokimmunitet, da hovedparten af

befolkningen efter foreningens vurdering vil vælge at lade sig vaccinere.

EHS-Foreningen gør indsigelse imod forslagets del om vaccination med henvisning til, at

flere personer lider af overfølsomhed over for kemikalier i vacciner.

Dansk Sygeplejeråd mener, at bestemmelsen vedrørende vaccination er for bred og uklar

og efterspørger en mere konkret ramme for fastsættelsen af regler om vaccination,

herunder epidemikommissionens inddragelse. Yderligere bør det ifølge rådet fremgå, om

der kan fastsætte regler om tvangsvaccination og i givet fald under hvilke omstændigheder.

SDU og Københavns Universitet henviser til art. 6.1 i UNESCOs Universal Declaration on

Bioethics and Human Rights og anfører begge, at der tidligere har været eksempler på

udvikling af vacciner på kort tid til brug i pandemiske situationer, som retrospekt har vist sig

at have alvorlige bivirkninger.

Side 31

L 134 - 2020-21 - Bilag 3: Foreløbigt høringsnotat samt samling af høringssvar, fra sundheds- og ældreministeren

Amnesty International anfører, at tvangsvaccination kan siges at udgøre et varigt medicinsk

indgreb uden samtykke og dermed et alvorligt indgreb i den enkeltes selvbestemmelsesret

og retten til privatliv (EMRK art. 8). Derfor bør det efter Amnestys overbevisning fremgå

klart af loven, om der gives bemyndigelse til, at sundheds- og ældreministeren kan fastsætte

et påbud om vaccine. Amnesty foreslår, at der som udgangspunkt ikke kan anvendes

magtanvendelse i forbindelse med vaccination, og at et eventuelt påbud om vaccine skal

kunne påklages til en uafhængig instans med opsættende virkning.

LVS noterer også, at bestemmelserne for tvangsvaccinering er skærpede i forhold til

gældende lovgivning, idet der ikke alene skal være tale om alment farlig eller

samfundskritisk sygdom, men at der også skal være tale om særligt skærpende

omstændigheder med overhængende fare eller trussel mod folkesundheden.

Institut for Menneskerettigheder anfører, at det ikke fremgår af lovforslaget, hvilken

betydning forvaltningsloven har for de foranstaltninger over for enkeltpersoner, som

foreslås med lovens kapitel 3 (om foranstaltninger over for enkeltpersoner), og hvilken

stilling sådanne individuelle foranstaltninger har i forvaltningsretten. Dog er det anført, at

Styrelsen for Patientsikkerhed i visse tilfælde kan træffe afgørelse om at anvende nærmere

oplistede former for magtanvendelse. Institut for Menneskerettigheder anbefaler derfor, at

forvaltningslovens betydning anføres i bemærkningerne.

Ledernes Hovedorganisation mener, at det i særlige situationer kan være nødvendigt at

åbne op for, at virksomheder i helt særlige situationer kan kræve vaccinationer af ansatte,

og at lovgivningen bør indeholde retningslinjer herom

Sundheds- og Ældreministeriet har justeret lovforslaget, således at der ikke vil kunne

fastsættes bestemmelser om at påbyde vaccinationer. Med den foreslåede nye epidemilov

vil der således ikke (længere) være mulighed for at påbyde vaccination mod selve

epidemisygdommen eller for at påbyde vaccination mod andre smitsomme sygdomme af

hensyn til at sikre kapacitet i sundhedsvæsenet.

Ministeriet har noteret sig, at Justitia, Tandlægeforeningen Ældre Sagen, Dansk Psykolog

Forening, Danske Seniorer, Amnesty International, DASAIM og DSAM finder det positivt, at

det nye forslag ikke indeholder forslag om at kunne påbyde vaccinationer.

12.4. Afgørelseskompetence

Patientforeningen mener, at påbud om indlæggelse er en så alvorlig foranstaltning, at

Epidemikommissionen, og ikke Styrelsen for Patientsikkerhed, bør træffe afgørelse herom.

Organisationen af Lægevidenskabelige Selskaber (LVS) finder, at det er stærkt betænkeligt,

at Styrelsen for Patientsikkerhed alene tildeles meget stor magt på et så betydningsfuldt

område som indgriben over for enkeltpersoner. LVS anbefaler, at magten fordeles på flere

sundhedsmyndigheder eller på anden vis gøres til genstand for en transparent deling af

magten.

Danske Regioner mener, at påbud over for borgerne bør bero på en sundhedsfaglig

vurdering, og at det derfor kan være hensigtsmæssigt at henlægge kompetencen til f.eks.

Styrelsen for Patientsikkerhed. Dansk Samfundsmedicinsk Selskab (DASAMS) finder det

tilsvarende hensigtsmæssigt og positivt, at man i lovforslaget placerer beføjelserne til at

iværksætte relevante og nødvendige foranstaltninger i konkrete situationer hos Styrelsen

for Patientsikkerhed. Danske Regioner og Region Hovedstaden finder det dog betænkeligt,

at kompetencen henlægges som originær.

Side 32

L 134 - 2020-21 - Bilag 3: Foreløbigt høringsnotat samt samling af høringssvar, fra sundheds- og ældreministeren

Det Etiske Råd finder, at den række af beføjelser - som man ifølge de almindelige

bemærkninger forestiller sig skulle kunne overgå til Styrelsen for Patientsikkerhed, som

skulle tildeles originær kompetence - burde fremgå indholdsmæssigt i den foreslåede

epidemilov på en sådan måde, at det er klart, hvilke beføjelser, der vil blive tale om.

Sundheds- og Ældreministeriet kan oplyse, at det foreslås i det fremsatte lovforslag, at

kompetencen til at træffe afgørelse om, at en person skal lade sig indlægge, fremadrettet

tillægges Styrelsen for Patientsikkerhed, som derved får originær kompetence til at kunne

træffe afgørelse om foranstaltninger over for enkeltpersoner i konkrete situationer. Det er

Sundheds- og Ældreministeriets opfattelse, at det herved sikres, at afgørelseskompetencen

tillægges en myndighed med de relevante sundhedsfaglige og juridiske kompetencer til at

foretage vurdering af, om det er nødvendigt at udstede påbud i en konkret situation.

Sundheds- og Ældreministeriet deler ikke den bekymring, der er rejst af visse høringsparter

over at henlægge kompetencen til Styrelsen for Patientsikkerhed. Ministeriet bemærker i

den forbindelse, at sundheds- og ældreministeren i overensstemmelse med de almindelige

principper herfor vil have ansvar for styrelser under ministerens ressort, og at Folketinget til

en hver tid kan benytte sig af de gældende parlamentariske instrumenter over for

ministeren. Ministeriet har desuden ikke grundlag for at antage, at henlæggelse af

kompetencen til styrelsen vil betyde ringere administrativ eller juridisk håndtering af

sagerne.

12.5. Gennemførelse af foranstaltninger og magtanvendelse

Danske Regioner støtter, at der ved magtanvendelse skal anvendes et

proportionalitetsprincip, således at behandling først og fremmest skal forsøges iværksat

frivilligt, og at der derfor kun skal bruges magt, hvis det ikke er muligt.

Finanssektorens Arbejdsgiverforening (FA) finder, at magtanvendelse er meget indgribende

i den privates autonomi, og at det bør være en løsning, der alene benyttes helt

undtagelsesvist, når der er tale om særligt skærpende omstændigheder med

overhængende fare eller trussel mod folkesundheden. Region Hovedstaden noterer sig, at

muligheden for anvendelse af magtmidler også er indrammet af forslagets

proportionalitetsprincip og støtter, at hospitaler og andre offentlige institutioner, hvor en

patient, over for hvem der er truffet afgørelse om påbud, opholder sig, selv kan sikre, at

afgørelsen gennemføres. Region Hovedstaden anfører i den forbindelse, at der bør sikres

hurtig adgang for hospitalspersonalet til at kontakte Styrelsen for Patientsikkerhed med

henblik på, at styrelsen kan træffe hurtig afgørelse om anvendelse af magtmidler, hvis en

patient af forskellige årsager ikke kan/vil efterleve et påbud om en foranstaltning. Region

Hovedstaden bemærker desuden, at det bør overvejes, om allerede foretagen

magtanvendelse i gråzonen for nødret vil kunne lovliggøres gennem afgørelser med

tilbagevirkende kraft.

Socialpædagogerne anerkender behovet for brug af magt i helt særlige situationer for at

beskytte den enkelte beboer eller andre beboere på et botilbud. Socialpædagogerne er dog

generelt kritiske over for udvidelser af magtbeføjelser til medarbejdere på det sociale

område, og foreslår derfor, at eventuelle magt- eller tvangsforanstaltninger foretages på

delegation fra sundhedspersoner/-myndigheder, der har det endegyldige ansvar for, at

indgrebene er nødvendige, proportionale og lovlige.

Børns Vilkår anerkender, at der kan opstå ekstraordinære situationer, hvor det kan være

nødvendigt at gøre brug af magtanvendelse og aflåsning af lokaler, som dog bør være en

absolut sidste udvej og i - for barnet - sikre og trygge lokaler. Børns Vilkår

Side 33

L 134 - 2020-21 - Bilag 3: Foreløbigt høringsnotat samt samling af høringssvar, fra sundheds- og ældreministeren

bemærker dog, at magtanvendelse er et indgreb i barnets frihed og fysiske integritet, som

kan medføre indgribende og langvarige negative følger for barnet. Rammerne for

magtanvendelse skal derfor være tydelige, og at det skal klart fremgå, hvad der menes med

”fysisk fastholdelse”, ”tilbageførsel” og ”tilbageholdelse”. Herudover mener Børns Vilkår,

at der skal stilles krav om, at magtanvendelse mod børn skal foretages af personer med

relevant uddannelse og det nødvendige kendskab til konfliktnedtrappende pædagogik.

Børns Vilkår henstiller til, at man i den videre udarbejdelse af lovgivningen har ’barnets

bedste’ for øje, og opfordrer til udarbejdelsen af en konkret og fyldestgørende vejledning

om magtanvendelse.

Børns Vilkår mener endvidere, at der bør gælde særlige retssikkerhedsmæssige garantier

for børn, som udsættes for magtanvendelse. Det kan f.eks. være krav på efterfølgende

samtaler med faguddannet og specialiseret personale, samt hjælp til at klage over

karakteren af magtanvendelsen og beslutningen om at godkende magtanvendelse.

Københavns Universitet savner i forhold til forslagets del om magtanvendelse

opmærksomhed på, hvilke særlige problemstillinger der kan opstå i forhold til personer,

som ikke selv er i stand til at træffe en frivillig beslutning, og som derfor er afhængige af

institutionens varetagelse af både deres rettigheder og behov for omsorg. Københavns

Universitet anfører i den forbindelse, at der heller ikke foreligger overvejelser om, hvordan

fx forældremyndighedsindehavere til anbragte børn eller nærmeste pårørende til ældre,

varigt inhabile beboere skal inddrages (det skal de normalt i forbindelse med sundhedsfaglig

behandling), ligesom der også savnes overvejelser om, hvorvidt man kan agere frivilligt, når

man har ophold på en institution, ikke mindst, hvis der er tale om en tvangsmæssig

anbringelse.

Københavns Universitetet bemærker endvidere, at både sundhedslovgivningen og den

sociale lovgivning i forvejen indeholder hjemmel til en vis form for magtanvendelse og tvang

i forhold til nogle persongrupper med ophold på institution, men savner en redegørelse for,

hvorledes forslagets del om mangtanvendelse relaterer sig til denne regulering, ligesom

man savner nærmere overvejelser over, hvordan man vil sikre retssikkerheden for sårbare

grupper, som ikke selv er i en position, hvor de kan udnytte muligheden for at klage eller

indbringe foranstaltninger for domstolene.

Socialpædagogernes finder, at Styrelsen for Patientsikkerheds kompetence til at give

tilladelse til brug af magt til at gennemføre påbud rejser problematikker i forhold til det

regelsæt, der i øvrigt regulerer medarbejdernes magtbeføjelser på botilbud og

anbringelsessteder

på

voksen

børneområdet,

dvs.

regelsæt

magtanvendelsesreglerne, som overvåges af Socialtilsynet.

Danske Handicaporganisationer (DH) efterspørger klarere rammer for magtanvendelse og

anfører, at hovedvejen skal være motivation og frivillighed. Dog mener DH, at det er

positivt, at lovforslaget forpligter Styrelsen for Patientsikkerhed og plejehjem, bosteder mv.

til at forsøge at sikre frivillig medvirken fra borgerens side.

Socialpædagogerne foreslår, at varigt inhabiles frivillige medvirken til undersøgelse,

behandling, isolation mv. samt samtykke til brug af magt fremgår mere eksplicit med hensyn

til hvilken rolle værger og pårørende spiller i forhold til borgere på botilbud mv.

Den Uvildige Konsulentordning på Handicapområdet (DUKH) anfører, at brug af magt og

magtanvendelse ikke er nyt inden for den sociale lovgivning, men foreslår, at lovforslagets

omformuleres i tråd med den eksisterende lovgivning om magtanvendelse på det sociale

område.

Side 34

L 134 - 2020-21 - Bilag 3: Foreløbigt høringsnotat samt samling af høringssvar, fra sundheds- og ældreministeren

Danske Patienter anbefaler, at dokumentations- og registreringspligten for magtanvendelse

følger de gældende regler om anvendelse af tvang i sundhedsvæsenet.

Region Nordjylland påpeger, at det er vigtigt, at der sikres en overordentlig hurtig

sagsbehandlingstid, så formålet med magtanvendelsen ikke forspildes, og regionen

anbefaler, at institutioner uden særligt kendskab til området sikres den fornødne støtte –

også gerne uden, at det bliver nødvendigt at tilkalde politiet.

Det er Sundheds- og Ældreministeriets opfattelse, at epidemiloven skal indeholde

bestemmelser om muligheden for magtanvendelse, der sikrer, at det bliver muligt at

effektuere og gennemføre afgørelser om foranstaltninger, herunder mulighed for aflåsning

af lokaler, fysisk fastholdelse, tilbageholdelse og tilbageførsel i de situationer, hvor en

person ikke kan eller vil efterleve et påbud.

Det er dog efter Sundheds- og Ældreministeriet opfattelse samtidig afgørende,

magtanvendelse altid udøves på baggrund af en proportionalitetsvurdering og

mindstemiddelsprincip. Det er således også i det fremsatte lovforslag forudsat, at

generelle betingelser i den foreslåede § 12, stk. 3, også iagttages i forhold

magtanvendelse.

til

Magtanvendelse udført efter det fremsatte lovforslag skal således være nødvendig, så

kortvarig som mulig og stå i rimeligt forhold til formålet med den påbudte foranstaltning.

Det er endvidere vigtigt at bemærke, at retssikkerheden styrkes i forhold til den hidtidige

regulering ved fastsættelse af krav om obligatorisk administrativ efterprøvelse af tvangsfor-

anstaltninger. Det betyder, at en benyttelse af magtanvendelse efter det fremsatte lovfor-

slag vil blive efterprøvet af Styrelsen for Patientsikkerhed henholdsvis 3, 10, 20 og 30 dage

efter, at foranstaltningen er iværksat, for at påse, om betingelserne for foranstaltningen

fortsat er opfyldt.

Det er ministeriets opfattelse, at det - ved at fastsætte, at Styrelsen for Patientsikkerhed

med løbende mellemrum i fastsatte intervaller skal tage stilling til om betingelserne for for-

anstaltningerne fortsat er opfyldt - sikres, at påbudte foranstaltninger ikke fortsætter unø-

digt.

Der henvises i den forbindelse til § 12, stk. 4, i det fremsatte lovforslag og bemærkningerne

hertil.

12.6. Frivillighed, samtykke og motivation

Det Etiske Råd efterspørger, at det i højere grad er foldet ud og beskrevet, hvad der forstås

ved

opfordres til frivillig medvirken,

forud for at en foranstaltning over for en enkeltperson

må iværksættes og opretholdes, og rådet foreslår, at man i lovteksten tilføjer, at borgeren

skal inddrages mest muligt, og alle tillidsskabende tiltag skal være afprøvet, før der

overhovedet kan træffes en beslutning om at anvende tvang, sådan som vi også kender det

fra anden lovgivning.

Jordemoderforeningen finder, at information, motivation og frivillighed bør være et

bærende fundament for påbud om individuelle foranstaltninger, og at dette kan beskrives

tydeligere. Dansk Socialrådgiverforening bemærker, at bl.a. inddragelse, motivation og

frivillighed skal være bærende elementer i loven. Jordemoderforeningen anfører

herudover, at loven bør afspejle, at den primære indsats appellerer til de enkelte fysiske og

juridiske personers samfundssind og forståelse, så brug af tvang - eller en indsats svarende

hertil - kun anvendes som sidste mulighed.

Side 35

L 134 - 2020-21 - Bilag 3: Foreløbigt høringsnotat samt samling af høringssvar, fra sundheds- og ældreministeren

Ønsket om motivation til frivillig deltagelse i stedet for tvang støttes af Blå Kors Danmark,

som påpeger, at der i den forbindelse skal være fokus på særligt udsatte borgere.

Ældre Sagen mener, at det endnu tydeligere skal fremgå af lovforslaget, at myndighederne

skal informere og motivere på en sådan måde, at den enkelte person ud fra den viden og

information i videst muligt omfang selv vælger at træffe nødvendige foranstaltninger for at

beskytte sig selv og sine nærmeste og udvise samfundssind.

DH foreslår, at der lægges større vægt på frivillighed og motivation. Personalet skal sikre de

rette redskaber og kompetencer til at støtte mennesker med kognitive og psykiske handicap

i at træffe egne beslutninger.

SIND anerkender, at forslaget både beskriver mindstemiddelsprincippet og kravet om

forsøg på forudgående motivation, inden tvang kan komme på tale, men foreningen

efterlyser mere fokus på borgerens rettigheder forud for/i forbindelse med udøvelse af

tvang – herunder stillingtagen til ting som krav til motivation forud for tvang og krav om

vejledning af borgeren (patientrådgiver).

Børns Vilkår finder, at der bør opstilles kriterier for, hvornår et barn anses for ikke at være i

stand til at kunne eller ville medvirke til at gennemføre eller opretholde de foranstaltninger,

som det er blevet påbudt. Barnets alder, modenhed og kompetencer bør indgå i

vurderingen, og det er Børns Vilkårs opfattelse, at påbuddet skal gives i overensstemmelse

med faglige og pædagogiske standarder, som er målrettet det enkelte barn.

Den Uvildige Konsulentordning på Handicapområdet (DUKH) undrer sig over, at der ikke er

krav om inddragelse af forældremyndighedsindehaver eller værge til umyndiggjorte

personer ved gennemførelse af foranstaltninger over for enkeltpersoner.

Sundheds- og Ældreministeriet er opmærksomt på, at foranstaltningerne over for

enkeltpersoner, der fremgår af det fremsatte lovforslag, vil kunne gribe ind i borgernes

frihedsrettigheder. Det er derfor Sundheds- og Ældreministeriets opfattelse, at frivillig

medvirken til en undersøgelse altid skal forsøges opnået, forinden der træffes afgørelse om

at påbyde, at personer skal lade sig undersøge eller lign. Derudover har ministeriet under

den igangværende covid-19 epidemi erfaret, at særligt personer med midlertidig eller varig

nedsat funktionsniveau, herunder mental svækkelse, kan have behov for særlig tilskyndelse

for så vidt angår frivillig medvirken til at gennemføre en foranstaltning.

Det foreslås derfor, at Styrelsen for Patientsikkerhed skal opfordre en person til frivilligt at

lade sig undersøge m.v., inden styrelsen træffer afgørelse om påbud. En opfordring fra

styrelsen vil som udgangspunkt bestå i en mundtlig meddelelse om nødvendigheden af, at

den pågældende lader sig undersøge m.v. for at forebygge smittespredning. Hvis den

person, som en foranstaltning påtænkes rettet imod, bor eller har imidlertid ophold på en

offentlig eller privat institution, behandlingssted eller lignende, foreslås det herudover, at

Styrelsen for Patientsikkerhed skal anmode institutionen, behandlingsstedet eller lignende

om at sikre, at opfordringen til frivilligt medvirken gennemføres.

Det er vigtigt at understrege, at det i det fremsatte lovforslag er forudsat, at

foranstaltningerne gennemføres med socialpædagogiske tiltag og virkemidler, herunder

bl.a. tillidsskabende og motiverende tiltag, og at den person, som en foranstaltning er rettet

imod, inddrages i vides muligt omfang. Det er endvidere forudsat, at

forældremyndighedsindehavere til børn og unge samt værger inddrages.

Side 36

L 134 - 2020-21 - Bilag 3: Foreløbigt høringsnotat samt samling af høringssvar, fra sundheds- og ældreministeren

Der henvises til § 12, stk. 2, i det fremsatte lovforslag og bemærkningerne hertil.

12.7. Proportionalitets-, mindstemiddels- og nødvendighedsprincip

En række høringsparter finder det positivt, at lovforslaget indeholder et klart

proportionalitetsprincip. Det gælder Amnesty International Ældre Sagen, SIND, Dansk

Selskab for Almen Medicin DSAM), Region Hovedstaden, Danske Regioner, DGI og Landbrug

& Fødevarer. Institut for Menneskerettigheder finder det positivt, at der i lovforslaget er

indskrevet en række generelle betingelser, der gælder for foranstaltninger over for

enkeltpersoner, herunder krav om proportionalitetsafvejning og til at anvende den mindst

indgribende og mest skånsomme foranstaltning, hvis den er tilstrækkelig til at opnå

formålet. Amnesty International mener dog, at der skal være meget tungtvejende

sundhedsmæssige årsager til at legitimere muligheden for at anvende tvang over for

individer.

Dansk Sygeplejeråd anfører, at magtanvendelse er et voldsomt indgreb i den personlige

frihed, som alene bør anvendes, når det er tvingende nødvendigt. Det foreslås derfor, at

der forinden magtanvendelsen skal foretages en lægefaglig vurdering, der konkluderer, at

patientens og/eller de øvrige beboeres sundhed er i konkret fare, hvis ikke der iværksættes

tvangsundersøgelse, -behandling mv.

Det er Ældre Sagens opfattelse, at formålet med foranstaltningerne i videst mulig

udstrækning skal opnås ved bevarelsen af respekten for den enkeltes integritet og

selvbestemmelse, dvs. ad frivillighedens vej og gennem mindst muligt indgribende tiltag.

Retspolitisk Forening finder, at der er adskillige betænkeligheder i lovforslagets del om

foranstaltninger mod enkeltpersoner og anfører, at proportionaliteten i anvendelsen af

disse bestemmelser er altafgørende.

Danske Fysioterapeuter mener desuden, at det skal præciseres, at der alene kan træffes

tvangsforanstaltninger, hvis alt andet er afprøvet.

Socialpædagogerne foreslår, at det konkret skal vurderes, hvilken foranstaltning der anses

for mindst indgribende, når det skal gennemføres med tvang – fx isolation eller behandling.

I vurderingen bør borgene selv, bostedet og de nære pårørende ifølge Socialpædagogerne,

inddrages.

Dansk Psykolog Forening anbefaler, at tvang som udgangspunkt ikke kan anvendes og alene

i tilfælde, hvor det er godtgjort, at andre foranstaltninger ikke vil virke i tilstrækkelig grad.

Foreningen anfører i den forbindelse, at valget af foranstaltningen skal være velbegrundet,

og det skal sikres, at patientrettighederne ikke tilsidesættes.

Danske Regioner støtter, at iværksatte foranstaltninger skal ophæves, når det ikke længere

er nødvendigt at opretholde foranstaltningen.

Ældre Sagen anerkender, at der i helt ekstraordinære situationer kan opstå behov for

særlige foranstaltninger og er enig i forslagets del om proportionalitet, mindstemiddel og

nødvendighed, samt forudgående opfordring til frivillig medvirken. Dansk Selskab for Almen

Medicin DSAM) mener tilsvarende, at de individuelle foranstaltninger bør begrænses til

ekstreme nødssituationer og udelukkende skal kunne rettes mod enkeltpersoner.

Danske Patienter mener, at alle foranstaltninger skal ske under iagttagelse af

proportionalitetsprincippet, og ser med stor alvor på risikoen for, at der lovgives på en

måde, som sætter grundlæggende retssikkerhedsmæssige principper ud af

Side 37

L 134 - 2020-21 - Bilag 3: Foreløbigt høringsnotat samt samling af høringssvar, fra sundheds- og ældreministeren

kraft. Dog anerkender Danske Patienter behovet for at kunne anvende påbud og

magtanvendelse i et omfang, der er nødvendigt for at forebygge eller inddæmme en alvorlig

sygdomsudvikling.

Børnerådet anerkender, at Børnekonventionen i krisesituationer undtagelsesvis tillader

foranstaltninger, der kan begrænse adgangen til visse grundlæggende rettigheder for at

beskytte folkesundheden, men påpeger, at sådanne begrænsninger kun skal pålægges, når

det er nødvendigt, de skal være forholdsmæssige og holdes på et absolut minimum, og at

en sådan proportionalitetsvurdering bør fremgå af bemærkningerne til loven.

række

høringsparterne

efterlyser

nærmere

kvalificering

proportionalitetsvurderingen. Det gælder bl.a. Lægeforeningen og Advokatrådet.

Region Hovedstaden mener, at det bør uddybes, hvordan Styrelsen for Patientsikkerhed

vil/skal sikre sig, at proportionalitetsprincippet og mindstemiddelprincippet overholdes af

såvel offentlige som private aktører. Regionen henviser i den forbindelse til, at der i

psykiatriloven og tvangsbehandlingsloven er krav om tvangsprotokoller, blandt andet for at

sikre sig borgernes retssikkerhed og som led i tilsyn med brug af tvang.

Sundheds- og Ældreministeriet er opmærksomt på, at foranstaltningerne over for

enkeltpersoner, der fremgår af det fremsatte lovforslag, vil kunne gribe ind i borgernes

frihedsrettigheder.

Ministeret finder det derfor afgørende, at det fastsættes, at enhver foranstaltning, der

iværksættes over for enkeltpersoner, alene vil kunne iværksættes, når andre mindre

indgribende foranstaltninger konkret vurderes utilstrækkelige i den aktuelle situation i

forhold til at forebygge og inddæmme udbredelse af den konkrete sygdom, ligesom

udstedelse af påbud skal ske under iagttagelse af proportionalitetsprincippet.

Styrelsen for Patientsikkerhed skal således ved fastsættelse af foranstaltninger foretage en

vurdering af, om foranstaltningen står i rimeligt forhold til det, der begrunder

foranstaltningen. Principperne indebærer også, at der altid skal vælges den mindst

indgribende og mest skånsomme foranstaltning, hvis det er tilstrækkeligt. Der kan således

ikke fastsættes foranstaltninger, hvis det står klart, at formålet ikke kan nås dermed.

Der henvises til § 12, stk. 3, i det fremsatte lovforslag og bemærkningerne hertil.

Ministeriet noterer i den forbindelse, at Apotekerforeningen, Danske Regioner og DSAM

finder det positivt, at lovforslaget fastsætter krav om, at tvangsmæssige foranstaltninger

skal være nødvendige, så kortvarige som mulige og stå i rimeligt forhold til formålet med

foranstaltningen, og hvorefter den mindst indgribende og mest skånsomme foranstaltning

skal anvendes.

Det er endvidere Sundheds- og Ældreministeriets opfattelse, at retssikkerheden i det

fremsatte lovforslag styrkes i forhold til den hidtidige regulering ved foranstaltninger overfor

enkelte personer ved bl.a. fastsættelse af klageadgang over individuelle foranstaltninger til

et nyt nævn, automatisk domstolsprøvelse af foranstaltninger, der udgør frihedsberøvelse,

og obligatorisk administrativ efterprøvelse af tvangsforanstaltninger.

12.8. Tidsmæssig grænse for påbud

Efter Lægeforeningens opfattelse bør der gælde en øvre grænse for, hvor mange gange et

påbud skal kunne forlænges uden yderligere retssikkerhedsgarantier (for eksempel i form

Side 38

L 134 - 2020-21 - Bilag 3: Foreløbigt høringsnotat samt samling af høringssvar, fra sundheds- og ældreministeren

af en domstolsprøvelse). Herudover mener Lægeforeningen, at de foreslåede frister på 4

uger bør sænkes til 1 uge.

Ældre Sagen savner retssikkerhedsmæssige garantier i forbindelse med, at der kan træffes

afgørelser om indlæggelse og isolation med en varighed af maksimalt fire uger og

forlængelse med op til fire uger ad gangen.

Region Hovedstaden opfordrer til, at alle indgreb - herunder indgreb over for borgere -

gøres tidsbegrænsede, således at de automatisk bortfalder efter en nærmere fastsat

periode. Perioden bør ifølge Region Hovedstaden fastsættes ud fra sagens karakter, men

bør ikke have en varighed, der rækker længere end få måneder ud i fremtiden.

Beslutningerne må om nødvendigt genbekræftes af den eller de kompetente myndigheder,

hvis det er nødvendigt at opretholde dem i længere tid end den fastsatte periode. En sådan

tidsbegrænsning vil for konkrete påbud over for borgerne om f.eks. undersøgelse medføre,

at beslutningen bortfalder og dermed ikke har retsvirkninger, hvis den ikke er effektueret

inden for en periode på f.eks. 4 uger.

Danske Patienter mener, at restriktioner som altovervejende hovedregel skal

tidsbegrænses, så restriktioner fastsættes for så kortvarig en periode som muligt og

ophæves, når der ikke længere er grundlag herfor.

Jordemoderforeningen finder, at perioden for afgørelser, der foreslås truffet med en

varighed af op til fire uger, bør være af kortere varighed, da en så lang periode kan have

betydelige implikationer for individets øvrige sundhed.

Det er afgørende for Sundheds- og Ældreministeriet, at foranstaltningerne over for enkelt-

personer afsluttes så snart, de ikke vurderes relevante mere for forebyggelsen, inddæmnin-

gen eller udryddelsen af alment farlige eller samfundskritiske sygdomme.

Sundheds- og Ældreministeriet vurderer i den forbindelse, at retssikkerheden i det fremsatte

lovforslag styrkes i forhold til den hidtidige regulering ved fastsættelse af krav om obligato-

risk administrativ efterprøvelse af foranstaltninger, der er iværksat efter kapitel 5 i det frem-

satte lovforslag. Det foreslås således, at Styrelsen for Patientsikkerhed skal påse, om betin-

gelserne for de påbudte foranstaltninger fortsat er opfyldt henholdsvis 3, 10, 20 og 30 dage

efter, at foranstaltningerne blev iværksat.

Det er ministeriets opfattelse, at det - ved at fastsætte, at Styrelsen for Patientsikkerhed

med løbende mellemrum i fastsatte intervaller skal tage stilling til, om betingelserne for for-

anstaltningerne fortsat er opfyldt – sikres, at påbudte foranstaltninger ikke fortsætter unø-

digt.

Der henvises i den forbindelse til § 12, stk. 4, i det fremsatte lovforslag og bemærkningerne

hertil.

12.9. Kompetencer hos sundhedspersonalet, der skal gennemføre påbudte

foranstaltninger

Danske Sygeplejeråd mener, at Styrelsen for Patientsikkerhed bør sikre, at den ledelse og

det personale, der skal udøve tvang, bliver behørigt instrueret, og at de tilbydes supervision

eller anden form for faglig opsamling efter indgrebet.

FOA finder det ligeledes vigtigt, at der er fokus på instruktion og oplæring samt

dokumentation i forbindelse med de forskellige tiltag, som personalet inddrages ind.

Side 39

L 134 - 2020-21 - Bilag 3: Foreløbigt høringsnotat samt samling af høringssvar, fra sundheds- og ældreministeren

FOA mener, at det i forhold til muligheden for magtanvendelse og vurderingen af, om det

skal anvendes, er vigtigt, at der finder den rette oplæring sted af det personale, der

involveres. Desuden bør der laves vejledninger om dette, særligt om vurderingen af,

hvornår og hvordan magtanvendelse kan finde sted. Der bør være opmærksomhed på

dokumentation for magtanvendelser enten via tvangsprotokol, patientjournal eller andre

lovpligtige optegnelser, som også ikke-autoriseret personale har adgang til, når de foretager

plejen, sygdomsbehandling mv.

Danske Handicaporganisationer (DH) mener, at der bør gøres mere ud at sikre, at personalet

har de nødvendige redskaber og kompetencer til at motivere borgere med handicap og

støtte dem til at træffe egne beslutninger om at lade sig undersøge, behandle mv.

Socialpædagogerne foreslår, at det aftales mellem sundhedsmyndighederne og de sociale

tilbud, hvem der konkret gennemfører eventuelle tvangsforanstaltninger, og at

foranstaltninger foretages på delegation fra sundhedspersoner/-myndigheder, der har det

endegyldige ansvar for, at indgrebene er nødvendige, proportionale og lovlige.

Sundheds- og Ældreministeriet kan oplyse…[UDESTÅR]

12.10. Parlamentarisk kontrol med individuelle indgreb

Danske Fysioterapeuter mener, at så indgribende beføjelser som at påbyde borgere eller

grupper af borgere at blive undersøgt, indlagt, behandlet, isoleret eller vaccineret ikke bør

kunne anvendes af regeringen, uden at et flertal i Folketinget sanktionerer det.

SIND finder det stærkt betænkeligt, at afgørelser om forbud, påbud og lignende ikke er un-

derlagt parlamentarisk kontrol.

Sundheds- og Ældreministeriet kan oplyse, at det i det fremsatte lovforslag foreslås, at

afgørelse om at iværksætte foranstaltninger over for enkeltpersoner træffes af Styrelsen for

Patientsikkerhed. Det er Sundheds- og Ældreministeriets opfattelse, at det herved sikres, at

afgørelseskompetencen tillægges en myndighed med de relevante sundhedsfaglige og

juridiske kompetencer til at foretage vurdering af, om det er nødvendigt at udstede påbud i

en konkret situation.

Da afgørelserne om foranstaltninger over for enkelpersoner træffes af en

forvaltningsmyndighed, finder ministeriet ikke grundlag for, at Folketinget skal inddrages.

12.11. Isolationsfaciliteter

KL finder, at mulighederne for adgang til isolationsfaciliteter med henblik på

smittebegrænsning giver god mening, men bemærker, at der er uoverensstemmelse

mellem lovtekst og bemærkninger i forhold til, om alene personer, som er smittet, kan

isoleres frivilligt i kommunale isolationsfaciliteter, eller om også personer, som formodes at

kunne være smittet, kan tilbydes isolation.

I den forbindelse forudsætter KL, at kommunerne kan benytte egne lokaler til at etablere

og drive isolationsfaciliteter i den nuværende håndtering af covid-19. KL bemærker, at

denne mulighed fremgår af lovforslaget ift. fremadrettede indsatser, men der i forslagets

bemærkninger anført, at der aktuelt vil blive fastsat regler om, at kommunalbestyrelser skal

tilbyde isolationsfaciliteter ved at indgå aftale med private leverandører af hoteller,

feriecentre og andre kommercielle overnatningsfaciliteter, som skal etablere og drive

frivillige isolationsfaciliteter i forbindelse med håndtering af covid-19. KL finder det ikke

fornuftigt at ændre reglerne ift. den nuværende håndtering af covid-19.

Side 40

L 134 - 2020-21 - Bilag 3: Foreløbigt høringsnotat samt samling af høringssvar, fra sundheds- og ældreministeren

Danske Regioner mener, at det i forhold til forslagets del om frivillige isolationsfaciliteter er

uklart, om det er en kommunal eller en regional opgave. Danske Regioner finder, at

kommunerne bør have ansvaret for at sikre egnede faciliteter, hvis isolation i eget hjem ikke

er muligt, men at det bør præciseres, at isolationsfaciliteter i kommunalt regi vedrører

borgere med milde eller ingen symptomer, som isoleres frivilligt, og som ikke har brug for

yderligere assistance fra sundhedsvæsenet og øvrige myndigheder.

Regionerne kan, ifølge Danske Regioner, til gengæld stille faciliteter til rådighed for

karantæne i overensstemmelse med sundhedsberedskabsplanerne.

Region Nordjylland finder det vigtigt at få afstemt forventninger i forhold til kapaciteten –

både i omfang og hurtigt vedrørende isolation efter det foreslåede § 16.

Region Nordjylland anbefaler endvidere, at opgaven vedr. genhusning, karantæne og

isolation forankres i kommunalt regi.

Rådet for Socialt Udsatte anmoder om at få de nærmere regler om kriterier for visitation til

isolationsfaciliteter vedr. bl.a. målgrupper i høring.

FH – Fagbevægelsens Hovedorganisation finder det positivt, at ansvaret for isolation uden

for hjemmet placeres et entydigt sted (regionsrådet/kommunalbestyrelsen), men gør

opmærksom på, at udenlandsk arbejdskraft efter organisationens opfattelse bør være

omfattet af den gruppe, som dækkes af termen ”borgere” i bestemmelsen.

Frihedsbevægelsen Fællesråd finder, at der aldrig bør være tale om egenbetaling i

forbindelse med isolation.

Sundheds- og Ældreministeriet kan for så vidt angår præciseringen af bestemmelsen om

tilvejebringelse af isolation oplyse, at det både er smittede og formodet smittede, der er

omfattet af bestemmelserne om visitation til isolationsfaciliteter. Der kan endvidere

henvises til de specielle bemærkninger til § 17 i det fremsatte lovforslag, hvoraf der bl.a.

fremgår følgende:

”Behov for faciliteter til frivillig isolation kan eksempelvis forekomme, hvis en

person lider af en alment farlig eller samfundskritisk sygdom, eller formodes

at kunne være smittet med en sådan, men hvor vedkommende ikke er i stand

til eller ikke har mulighed for at selvisolere sig tilstrækkeligt i eget hjem til at

hindre smittespredning. Dette gælder bl.a. personer, som deler husstand med

mange på et lille areal og/eller uden optimal rumadskillelse, og personer, der

deler hustand med en eller flere, som har vanskeligt ved at samarbejde med

den smittede om at følge myndighedernes anbefalinger om isolation i hjem-

met, f.eks. på grund af sociale problemer eller kognitiv funktionsnedsættelse,

hvorfor risiko for smitte øges. Endelig gælder det personer, der deler hus-

stand med en eller flere personer i risikogruppe, der er defineret af Sundheds-

styrelsens oversigt over risikogrupper, som det er vanskeligt at sikre hensigts-

mæssig isolation fra.

Efter den foreslåede bestemmelse vil kommunalbestyrelser og regionsråd få

pligt til at tilbyde personer, som af forskellige årsager kan udsætte deres om-

givelser, herunder nære pårørende for sundhedsmæssige risici ved fortsat at

bo i eget hjem, en facilitet, hvor de pågældende frivilligt kan lade sig isolere.”

Ministeriet har noteret, at KL finder, at mulighederne for isolationsfaciliteter giver god me-

ning, og at KL finder udvidelsen af målgruppen for isolationsfaciliteterne til at omfatte per-

soner, som formodes smittet, fornuftigt ud fra et ønske om effektivt et kunne inddæmme

Side 41

L 134 - 2020-21 - Bilag 3: Foreløbigt høringsnotat samt samling af høringssvar, fra sundheds- og ældreministeren

smitte. KL finder endvidere de foreslåede ændringer ift. betaling for ophold såvel som for-

plejning meningsfulde.

Ministeriet bemærker endvidere, at afgrænsningen i bestemmelsen foreslås ændret fra

”borgere” til ”personer”, således at udenlandsk arbejdskraft også er omfattet af bestemmel-

sen.

Ministeriet skal understrege, at der med lovforslaget ikke etableres en pligt for kommunal-

bestyrelser og regionsråd til generelt og løbende at stille indkvarteringsfaciliteter til rådig-

hed, idet pligten alene vil påhvile kommunalbestyrelser og regionsråd i situationer, hvor der

konkret fastsættes regler herom. Aktivering af forpligtelsen vil således forudsætte en ud-

møntning af reglerne målrettet den konkrete situation.

12.12. Politiets medvirken

København Universitet bemærker, at udtrykket ”den fornødne magt” er forældet og

foreslår på den baggrund, at der i lovforslagets bestemmelse om politiets bistand til at

gennemføre påbud over for enkeltpersoner alene henvises til politiloven.

Retspolitisk Forening bemærker i deres høringssvar til tidligere lovforslag., at det bør

tydeliggøres, om der er hjemmel til tvangsvaccination med politiets hjælp, herunder at

indbringe spørgsmålet for domstolene.

SIND finder, at grænsen for sundhedsmyndighedernes mulighed for tvang og politiets

medvirken er uklar.

Sundheds- og Ældreministeriet har noteret sig Københavns Universitets synspunkt.

Ministeriet finder dog ikke, at der er behov for at ændre de foreslåede bestemmelser om

politiets bistand til at gennemføre påbud efter § 22, om politiets bistand til at gennemføre

forbud og påbud efter § 27 samt om politiets bistand med henblik på at sikre overholdelsen

af regler fastsat i medfør af § 39, stk. 1, om, i hvilket omfang der fra et skib, luftfartøj eller

andet transportmiddel, der ankommer fra udlandet, ikke må ske samvær med personer i

land mv., før Styrelsen for Patientsikkerhed har meddelt tilladelse, jf. den foreslåede § 39,

stk. 2.

For så vidt angår Retspolitisk Forenings bemærkninger kan Sundheds- og Ældreministeriet

oplyse, at bestemmelser om tvangsvaccination er udgået i det fremsatte lovforslag, jf. pkt.

12.1 ovenfor.

Sundheds- og Ældreministeriet kan herudover oplyse, at ministeriet påtænker at udstede

nærmere regler om politiets bistand til at gennemføre påbud efter kapitel 5 i lovforslaget,

jf. det foreslåede § 22, stk. 2, hvorefter sundheds- og ældreministeren efter forhandling med

justitsministeren kan fastsætte regler om politiets bistand efter § 22, stk. 1.

13. Samfundsmæssige foranstaltninger

13.1. Forsamlingsforbud

Foreningen Åndsfrihed finder det betænkeligt, at det er muligt for justitsministeren alene

at begrænse forsamlingsfriheden i så omfattende grad, som der lægges op til. Foreningen

mener, at dette bør besluttes af Folketinget. Enrico Krog Iversen mener, at forslaget vil

underminere retten til forsamlingsfrihed.

Dansk Erhverv anerkender, at der kan være behov for, at myndighederne specifikt forbyder

forsamlinger over et bestemt antal personer. Dansk Erhverv finder det dog afgørende, at

udøvelsen af denne kompetence sker under iagttagelse af et strengt

proportionalitetsprincip. Producentforeningen er af tilsvarende opfattelse.

Side 42

L 134 - 2020-21 - Bilag 3: Foreløbigt høringsnotat samt samling af høringssvar, fra sundheds- og ældreministeren

Institut for Menneskerettigheder anbefaler, at der indføres krav om, at der ved fastsættelse

af regler om forbud mod forsamlinger skal lægges vægt på relevant sundhedsfaglig

rådgivning. Amnesty International mener tilsvarende, at forsamlingsfriheden kun

undtagelsesvis skal kunne begrænses, og at der skal være krav om, at relevante

sundhedsmyndigheder er inddraget i vurderingen af nødvendigheden og kan anbefale

tiltaget.

Institut for Menneskerettigheder anbefaler også, at et forbud mod at samles 10 personer

eller færre udelukkende kan iværksættes, såfremt det er strengt nødvendigt og sker på

indstilling eller anbefaling fra Styrelsen for Patientsikkerhed eller den rådgivende

epidemikommission. Amnesty International mener også, at der skal gælde skærpede krav

for et forsamlingsforbud på ti personer og derunder, så dette kun kan indføres, hvis det er

”strengt nødvendigt”, og hvis det er i overensstemmelse med anbefalinger fra den

foreslåede epidemikommission eller anden relevant sundhedsmyndighed.

Institut for Menneskerettigheder anbefaler, at det i bemærkningerne præciseres, hvornår

man befinder sig på samme sted, herunder hvor stort et areal dette er tiltænkt at dække

over, om man skal have kendskab til, at man er i nærheden af andre personer, der befinder

sig på samme sted, og om man er omfattet, hvis man holder et vist antal meters afstand fra

andre grupper af personer.

Institut for Menneskerettigheder anbefaler, at det i ordlyden til den foreslåede § 20 tilføjes,

at reglerne alene kan fastsættes ”for en bestemt periode”. Amnesty International er af

samme opfattelse.

Institut for Menneskerettigheder anbefaler, at det i bemærkningerne til bestemmelsen

angives, at det ikke er muligt at forbyde, at mere end 2 personer samles alene ud fra et

”forsigtighedsprincip”.

Amnesty International finder det vigtigt, at undtagelser til forsamlingsforbuddet fremgår af

loven.

Institut for Menneskerettigheder anbefaler, at det skrives ind i ordlyden af den foreslåede

§ 20, at forsamlinger med politisk eller andet meningsbefordrende øjemed ikke kan

forbydes. Foreningen Åndsfrihed mener også, at det er vigtigt, at politiske demonstrationer

og lignende er undtaget fra forsamlingsforbuddet.

Institut for Menneskerettigheder anbefaler, at der i bemærkningerne foretages en afvejning

af, hvilke hensyn der skal tages til religiøse forsamlinger- og foreninger såvel som til religiøse

ceremonier.

Landbrug & Fødevarer opfordrer til, at det anføres direkte i lovteksten, at

forsamlingsforbuddet ikke finder anvendelse i private boliger.

Divisionsforeningen anerkender, at der kan være behov for, at myndighederne specifikt

forbyder forsamlinger over et bestemt antal personer, hvis der ikke er kontrol over

deltagerne. Foreningen foreslår, at der pålægges myndighederne et konkretiseringskrav, så

det undgås at sætte et loft på 500 personer uden særskilt at forholde sig til, at dette gælder

indendørs på en lokation med plads til 1.000 personer på samme måde, som det gælder

udendørs med plads til over 30.000 personer.

Side 43

L 134 - 2020-21 - Bilag 3: Foreløbigt høringsnotat samt samling af høringssvar, fra sundheds- og ældreministeren

For DGI er det vigtigt, at det tilstræbes, at tiltag og forbud efter § 20 i videst muligt omfang

meldes ud i så god tid som muligt, således at foreningernes bestyrelser og frivillige trænere

har de bedst mulige vilkår for at omorganisere eller aflyse planlagte aktiviteter,

arrangementer og begivenheder. Tilsvarende for foranstaltninger efter de foreslåede §§ 21

og 22.

DGI mener, at der ved overvejelser om indførsel af forsamlingsforbud skal tages hensyn til

andre sundhedsmæssige konsekvenser af forbuddet end risikoen for smitte, f.eks.

danskernes mentale og fysiske sundhed, særligt blandt socialt udsatte grupper i samfundet.

For regeringen er det afgørende, at en ny epidemilov både giver mulighed for hurtigt at

iværksætte de nødvendige tiltag for at forebygge eller bekæmpe sygdomme, og at loven

også samtidigt sikrer parlamentarisk kontrol med en række af de beføjelser, som med

lovforslaget foreslås overladt til regeringen.

Som forudsat i aftalen om en ny epidemilov af 18. december 2020 er den foreslåede § 24 om

forbud mod, at flere personer befinder sig på samme sted, omfattet af den parlamentariske

kontrol.

Det følger heraf, at justitsministeren i overensstemmelse med de foreslåede regler i

lovforslagets kapitel 3 og 4 vil skulle forelægge de regler, som ministeren vil udstede i medfør

af den foreslåede § 24, skt. 1, for et udvalg, som Folketinget har nedsat, sammen med en

indstilling fra Epidemikommissionen om, hvorvidt reglerne bør udstedes. Derudover vil de

påtænkte regler ikke vil kunne udstedes, hvis udvalget udtaler sig imod. Efter forelæggelsen

vil indstillingen fra kommissionen skulle offentliggøres.

Sundheds- og Ældreministeriet bemærker, at regler om forbud mod, at flere personer

befinder sig på samme sted, ikke vil kunne omfatte domstolene og Folketinget samt

forsamlinger med et politisk eller andet meningsbefordrende øjemed, eksempelvis

demonstrationer eller møder i politiske partier. jf. det foreslåede § 24, stk. 2.

Særligt i forhold til det af Landbrug og Fødevarer anførte kan Sundheds- og Ældreministeriet

oplyse, at det fremgår af bl.a. pkt. 2.4.1.2. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget, at

der som udgangspunkt ikke efter forslaget blive fastsat regler, der gælder for private boliger.

Videre fremgår det, at hvis det måtte vise sig nødvendigt, vil der dog kunne fastsættes regler

for situationer, hvor private boliger benyttes til sammenkomster med personer uden for

husstanden, der er forsamlet på en sådan måde, som skønnes at udgøre en særlig fare for

smitte med en samfundskritisk sygdom.

Det bemærkes endvidere, at det efter det foreslåede § 23, stk. 3, bl.a. er en betingelse for

iværksættelse af en foranstaltning efter § 24, at foranstaltningen er nødvendig, så kortvarig

som muligt og står i rimeligt forhold til formålet med foranstaltningen. Den mindst

indgribende og mest skånsomme foranstaltning skal anvendes, hvis denne er tilstrækkelig

til at opnå formålet, og foranstaltninger skal ophæves, når de ikke længere er nødvendige.

Endelig bemærkes det, at det følger af den foreslåede § 23, stk. 4, at regler i medfør af bl.a.

§ 24, stk. 1, kan fastsættes med en gyldighedsperiode på højst fire uger ad gangen,

medmindre særlige grunde undtagelsesvis tilsiger en længere gyldighedsperiode.

13.2. Opholdsforbud

Institut for Menneskerettigheder anbefaler, at det af loven fremgår, at politiet skal søge

rådgivning hos relevant sundhedsmyndighed forud for nedlæggelsen af et opholdsforbud.

Side 44

L 134 - 2020-21 - Bilag 3: Foreløbigt høringsnotat samt samling af høringssvar, fra sundheds- og ældreministeren

Som anført i pkt. 2.4.2.2. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget vil politiets adgang

til at forbyde ophold på bestemte steder efter den foreslåede § 25 være betinget af, at der

er fastsat regler i medfør af den foreslåede § 24 om forbud mod, at flere personer befinder

sig på samme sted, og adgangen til at nedlægge opholdsforbud vil alene kunne anvendes

for at forebygge eller inddæmme udbredelsen af den samfundskritiske sygdom, som har

dannet grundlag for reglerne fastsat efter § 24. Det vil herudover bl.a. være et krav, at

reglerne fastsat efter § 24 i det konkrete tilfælde vurderes ikke at være tilstrækkelige til at

forhindre smittefare fra den samfundskritiske sygdom det pågældende sted.

Det bemærkes, at bemyndigelsesbestemmelsen i § 24 om forbud mod, at flere personer

befinder sig på samme sted, vil være omfattet af den parlamentariske kontrol, og

folketingsudvalget vil således ved at udtale sig imod udstedelsen af disse regler også kunne

forhindre, at politiet får adgang til at nedlægge opholdsforbud efter den foreslåede § 25.

Det vil endvidere være en betingelse for at fastsætte regler i medfør af den foreslåede § 24,

at der foreligger en indstilling fra Epidemikommissionen om, hvorvidt de pågældende regler

bør udstedes.

Det vil bero på en konkret vurdering, hvorvidt et forbud mod ophold er nødvendigt for at

forhindre fare for smitte med den samfundskritiske sygdom det pågældende sted. Det

bemærkes i den forbindelse, at der ved vurderingen bl.a. vil skulle tages hensyn til

Sundhedsstyrelsens generelle anbefalinger vedrørende smittefaren fra den pågældende

sygdom og de konkrete forhold på stedet.

Vurderingen vil endvidere kunne foretages med udgangspunkt i politiets almindelige

erfaringer med det pågældende sted. Forventer politiet således på bagrund af almindelige

erfaringer, at der på et bestemt sted på et bestemt tidspunkt vil indfinde sig et sådant antal

personer, at reglerne fastsat i medfør af § 24 ikke vil være tilstrækkelige til at forhindre

smittefaren, vil der kunne meddeles forbud, før personerne indfinder sig på stedet, forudsat

at betingelserne for et forbud i øvrigt er opfyldt.

13.3. Afspærring af områder

Institut for Menneskerettigheder anbefaler, at der i bemærkningerne tages stilling til, om

den foreslåede § 22 (§ 26 i det fremsatte lovforslag) vil kunne danne grundlag for et generelt

udgangsforbud.

Institut for Menneskerettigheder anbefaler, at det i loven skrives ind, at der skal være

nærliggende risiko for, at en alment farlig eller samfundskritisk sygdom optræder eller

bringes ind, før der kan gives et afspærringspåbud.

Institut for Menneskerettigheder anbefaler, at Sundheds- og Ældreministeriet i

bemærkningerne nærmere præciserer og eksemplificerer, hvornår regler fastsat efter

lovudkastets § 22 (§ 26 i det fremsatte lovforslag) kan og påtænkes at skulle anvendes,

herunder i særdeleshed, hvornår bestemmelsen kan anvendes over for personer, som har

bopæl i eller har et andet bydende nødvendigt ærinde i området.

Sundheds- og Ældreministeriet har noteret sig høringssvarene.

Sundheds- og Ældreministeriet kan henvise til § 26, stk. 1, i det fremsatte lovforslag og

bemærkningerne hertil. Af bemærkningerne fremgår det bl.a., at Styrelsen for

Patientsikkerhed vil kunne give et påbud efter § 26, stk. 1, for i fornødent omfang for at

forhindre samvær med omgivelserne til og fra et afgrænset geografisk område, f.eks. en

bygning, boligkarré eller bydel.

Side 45

L 134 - 2020-21 - Bilag 3: Foreløbigt høringsnotat samt samling af høringssvar, fra sundheds- og ældreministeren

Det forudsættes endvidere i bemærkningerne, at der ved iværksættelse af en afspærring af

et område efter forslaget, herunder for så vidt angår den tidsmæssige og geografiske

udstrækning af foranstaltningen, i videst muligt omfang tages hensyn til borgernes

mulighed for at forsamle sig, navnlig med henblik på meningstilkendegivelser, i det omfang

sådanne hensyn lader sig forene med hensynet til den offentlige sundhed.

Det forudsættes ligeledes, at afspærring af et bestemt område efter den foreslåede

bestemmelse ophæves eller indskrænkes, så snart de sundhedsmæssige hensyn,

foranstaltningen forfølger, ikke længere tilsiger, at afspærringen opretholdes. Et påbud kan

desuden efter det foreslåede § 26, stk. 2, meddeles med en varighed på højst syv dage ad

gangen med mulighed for forlængelse, hvis betingelserne for at nedlægge et påbud fortsat

er opfyldt.

Det bemærkes desuden, at sundheds- og ældreministeren efter det foreslåede § 26, stk. 3,

kan fastsætte nærmere regler om påbud efter stk. 1, herunder regler om den nærmere

geografiske afgrænsning af, hvilke områder der kan omfattes af påbud, ligesom der vil

kunne fastsættes regler om, at visse persongrupper har lov til at færdes i området, herunder

personer med bopæl eller ophold i området, eller personer med andet anerkendelsesværdigt

formål til at færdes i området, eksempelvis redningsarbejdere, hjemmehjælpere og

skraldemænd.

13.4. Restriktioner for eller forbud mod besøgendes adgang til behandlings-, pleje- og

omsorgsinstitutioner m.v.

KL finder det positivt, at der foreslås en ensartethed ift. social, sundheds- og

ældreområderne, idet det ifølge foreningen har været en udfordring, at der har været

forskelle mellem områderne.

KL finder det positivt, at anbringelsesstederne er indtænkt.

Ældresagen finder det positivt, at der i bemærkningerne er givet tydelige eksempler på,

hvad restriktioner kan bestå i, og at det dermed tydeliggøres, at der kun kan stilles krav om,

at besøg skal ske på en bestemt måde, hvis Styrelsen for Patientsikkerhed forudgående har

udstedt påbud til kommunen.

Det Etiske Råd foreslår, at man gør sig grundige overvejelser om, hvorledes man finder

andre veje til at opretholde besøgsmulighederne for ældre, syge og sårbare personer.

Danske Seniorer ønsker, at loven indeholder en pligt til, at myndighederne og

institutionernes skal afbøde konsekvenserne af et besøgsforbud, f.eks. pligt til at vejlede

beboere og pårørende om, hvordan de kan holde kontakten under et besøgsforbud, pligt til

at hjælpe beboerne til at mødes under forsvarlige forhold (f.eks. udendørs eller med de

relevante hygiejnetiltag før, under og efter besøget) samt ikke mindst pligt til at vejledede

om værnemidler, hygiejne m.v. og stille det til rådighed, så besøg kan gennemføres under

betryggende omstændigheder.

Alzheimerforeningen påpeger, at de foreslåede bestemmelser om mulighed for at fastsætte

restriktioner for adgangen til behandlings-, pleje- og omsorgsinstitutioner m.v. efter

foreningens opfattelse er meget vidtgående indgreb i forhold til en persons

frihedsrettigheder og indgreb i forhold til boligens ukrænkelighed. Foreningen anbefaler

derfor bl.a., at det overvejes, om bestemmelsen også skal omhandle plejehjemsbeboeres

private boliger – herunder om der er en betryggende retssikkerhed for så vidt angår

personer med nedsat kognitiv funktion i den forbindelse.

Side 46

L 134 - 2020-21 - Bilag 3: Foreløbigt høringsnotat samt samling af høringssvar, fra sundheds- og ældreministeren

KL påpeger ligeledes, at besøgsforbud for tilbud, hvor borgerne ikke har et svækket helbred,

vil være et stort indgreb i deres rettigheder. KL påpeger i den forbindelse, at et bosted er

borgernes bolig, og at det vil være en voldsomt at indføre et besøgsforbud.

Ældresagen mener ligeledes, at besøgsforbud, kun skal kunne fastsættes på fællesarealer,

fordi en plejebolig er beboerens egen private bolig. Ældresagen mener således ikke, at

besøgsrestriktioner må omfatte borgerens egen bolig.

Institut for Menneskerettigheder anbefaler, at restriktioner eller forbud mod besøgendes

adgang kun finder anvendelse på fællesarealer og ikke på arealer, der udgør beboerens

egen bolig.

Danske Handicaporganisationer mener, at der bør findes et andet begreb end

institutionsbegrebet.

Patientforeningen skønner, at det vil være grundlovs- og konventionsstridigt med forbud,

da mange af stederne er folks hjem. Det svarer ifølge foreningen til at fængsle f.eks.

forældre, så de slet ikke har mulighed for at se deres børn og børnebørn.

DUKH påpeger, at besøgsforbud er en vidtrækkende foranstaltning specielt for

handicappede med psykiske og kognitive udfordringer, hvorfor indførelse af besøgsforbud

ved denne målgruppe efter DUKHs opfattelse bør vurderes på personniveau, herunder i

hvilket omfang og hvordan besøgsforbud bedst indføres.

Institut for Menneskerettigheder anbefaler, såfremt der gives adgang til at indføre

besøgsrestriktioner på det areal, som udgør beboerens egen bolig, at det præciseres, at der

er tale om foranstaltninger rettet mod enkeltpersoner, samt at reglerne i givet fald placeres

i kapitel 5 med tilhørende retssikkerhedsgarantier.

FOA foreslår, at det specificeres, at Styrelsen for Patientsikkerhed betoner en individuel

vurdering af behovet for besøgsrestriktionerne for botilbud i en kommune eller region ud

fra en konkret vurdering af typen af botilbud og dennes målgruppe, således at

restriktionerne nuanceres i forhold til målgruppen.

Alzheimerforeningen anbefaler, at forslagets forhold til grundloven og EMRK tydeliggøres i

lovforslaget.

Ældresagen mener, at undtagelser til bestemmelser om forbud og restriktioner skal fremgå

direkte af loven, herunder at beboerne trods påbud altid har ret til at få indendørs besøg af

flere nærmeste pårørende. Danske Ældreråd finder det afgørende, at et forbud mod adgang

til plejehjemmet ikke vil kunne omfatte nære pårørendes besøg hos en person med en

sådan kognitiv funktionsnedsættelse (eksempelvis på grund af en demenssygdom), at

personen mangler evnen til at forstå og acceptere formålet med forbuddet og dermed har

et helt særligt behov for besøg. Danske Handicaporganisationer er af samme opfattelse.

Ældresagen finder det nødvendigt, at retten til besøg af nære pårørende skal forstås bredt,

således at når en beboer på et plejecenter ikke har pårørende, indtræder frivillige i deres

sted. Danske Patienter efterspørger en nærmere præcisering af begrebet nære pårørende

og kritisk syg.

Det Etiske Råd foreslår, at man anlægger en etisk betragtning og foreslår en nedre grænse,

som sikrer, at ingen kan risikere at blive afskåret helt fra besøg. Rådet finder i tilknytning

Side 47

L 134 - 2020-21 - Bilag 3: Foreløbigt høringsnotat samt samling af høringssvar, fra sundheds- og ældreministeren

hertil ikke, at der er tilstrækkeligt, at man alene er sikret besøg fra nære pårørende, hvis

man er kritisk syg.

Danske Fysioterapeuter mener ikke, at forbud mod besøg skal omfatte sundhedspersoner.

DiaLab og Medicoindustrien mener, at det bør sikres, at personer med et

anerkendelsesværdigt formål trods besøgsforbud har adgang til sygehuse m.v., f.eks. for at

reparere, vedligeholde, servicere osv. udstyr m.v.

KL anbefaler, at det af lovteksten fremgår, at påbud ikke omfatter plejefamilier.

Foreningen Åndsfrihed opfordrer til, at det overvejes, om ikke pårørende og syge eller

døende bevarer en personlig frihed i forhold til, om de vil løbe risikoen for at blive smittet

ved at bevare kontakten med hinanden, idet der dog tages hensyn til de øvrige patienter

eller beboere på institutionen.

Danske Ældreråd mener, det bør præciseres, at beboere på plejehjem har ret til at forlade

deres bolig og plejehjemmet for eksempelvis at gå på indkøb, gå ture eller besøge familie,

og at beboere, hvis de har brug for hjælp til at komme ud, skal tilbydes hjælpen som

normalt.

Alzheimerforeningen anbefaler, at det præciseres, at hverken økonomiske,

personaleressourcemæssige eller andre ikke sundhedsfagligt begrundede hensyn til

personalet kan begrunde indførelse af besøgsrestriktioner eller –forbud.

KL finder, at det giver mening, at Styrelsen for Patientsikkerhed får kompetencen til at

udstede påbud, og at ministerierne sætter rammer herfor. Danske Regioner mener

derimod, at det er betænkeligt, at der med forslaget lægges op til, at Styrelsen for

Patientsikkerhed kan give påbud til et folkevalgt regionsråd.

Finanssektorens Arbejdsgiverforening mener, at det bør overvejes nøje, og om der i den

konkrete situation skal formuleres en pligt for myndigheden til at overveje delvise eller

begrænsede lukninger og hjemsendelser.

Dignity savner en vurdering af, om restriktioner for fængsler m.v. vil være i

overensstemmelse med internationale forpligtelser.

KL mener, at det bør fremgår af lovteksten, at bemyndigelsesbestemmelsen alene finder

anvendelse ved samfundskritiske sygdomme.

Sundheds- og Ældreministeriet er opmærksomt på, at de foreslåede bestemmelser om

restriktioner for eller forbud mod adgangen til eller brugen af kommunale plejehjem,

plejeboliger, aflastningspladser, anbringelsessteder, botilbud og lignende og private

alternativer dertil vil kunne opfattes som indgribende foranstaltninger for den enkelte

borger, beboer m.v. Det gælder både de restriktioner og forbud, som måtte blive fastsat på

baggrund af påbud fra Styrelsen for Patientsikkerhed, og de restriktioner og forbud, som

måtte blive fastsat af den relevante minister ved bekendtgørelse.

Det er imidlertid efter Sundheds- og Ældreministeriets opfattelse afgørende at værne om og

beskytte de personer eller persongrupper, som på grund af f.eks. alder eller svækket helbred

eller immunforsvar kan være særligt sårbare, hvis de smittes med en alment farlig sygdom.

Sundheds- og Ældreministeriet finder det derfor af væsentlig betydning, at der fortsat er

mulighed for at fastsætte restriktioner for udefrakommendes adgang til steder,

Side 48

L 134 - 2020-21 - Bilag 3: Foreløbigt høringsnotat samt samling af høringssvar, fra sundheds- og ældreministeren

hvor disse personer bor eller opholder sig, særligt hvor personer bor tæt, hvor der er

fælleslokaler, og hvor der er fælles tilknyttet personale, f.eks. på sygehuse, plejehjem og -

centre, botilbud m.v. Det gælder både af hensyn til personen og beboeren selv, men også af

hensyn til andre personer, beboere og ansatte, som kan risikere at blive smittet. En effektiv

metode til at undgå, at sygdomme spreder sig på disse steder, er efter ministeriets opfattelse

at undgå kontakt mellem smittekilder, herunder kontakt mellem beboere, ansatte,

pårørende m.v. Disse hensyn tilsiger efter ministeriets opfattelse, at der bør kunne

fastsættes restriktioner for adgang til og ophold og færden på disse steder, institutioner m.v.

Som det fremgår af bemærkningerne til det fremsatte lovforslag, er Sundheds- og

Ældreministeriet er opmærksomt på, at brugen af begrebet »institution« i væsentligt grad

er udfaset på behandlings-, pleje- og omsorgsområdet. Begrebet bruges således i loven

alene af simplificerings- og henvisningsgrunde som et samlebegreb for de

behandlingssteder, plejehjem, plejeboliger, aflastningspladser, anbringelsessteder, botilbud

m.v., som omfattes af lovforslaget, herunder også f.eks. særlige dagtilbud samt aktivitets-

og beskæftigelsestilbud efter serviceloven.

Sundheds- og Ældreministeriet skal endvidere henvise til de almindelige bemærkningers

afsnit 7 om forholdet til grundloven og Danmarks internationale forpligtelser i det fremsatte

lovforslag. Ministeriet skal desuden understrege, at de regler, som måtte blive fastsat i

medfør af de foreslåede bestemmelser såvel som den faktiske administration heraf, vil skulle

udmøntes og administreres i overensstemmelse med grundloven og Danmarks

internationale forpligtelser. Det forudsættes endvidere, at restriktioner fastsættes under

hensyntagen til særligt sårbare personer, herunder eksempelvis personer med handicap.

Henset til restriktionernes potentielt indgribende karakter foreslås det også samtidigt, at

foranstaltninger skal være nødvendige, så kortvarige som muligt og stå i rimelig forhold til

formålet med foranstaltningen. Det foreslås også, at den mindst indgribende og mest

skånsomme foranstaltning skal anvendes, hvis denne er tilstrækkelig til at opnå formålet.

Endelig foreslås det, at foranstaltninger skal ophæves, når det ikke længere er nødvendigt

at opretholde foranstaltningen.

Det foreslås desuden, at der i forbindelse med fastsættelse af restriktioner og forbud

samtidigt fastsættes i undtagelser til disse. Det er således forudsat, at der fortsat sikres

mulighed for besøg i et vist omfang fra nære pårørende. Ministeriet er enigt i, at nære

pårørende bør forstås bredt. Det fremgår således af bemærkningerne til det fremsatte

lovforslag, at der ved nære pårørende forstås ægtefælle, faste samlevende, faste partner,

forældre, børn og børnebørn, ligesom fjernere slægtninge, søskende, stedbørn eller

plejebørn, plejefamilier, en god ven eller fast besøgsven også efter omstændighederne vil

kunne anses som nære pårørende, navnlig i de tilfælde, hvor der ikke er en ægtefælle,

samlever eller børn.

Dertil kommer, at det er vigtigt, at ledelsen på det enkelte sted er opmærksom på borgerens

trivsel under en perioden med restriktioner eller forbud og herunder f.eks. behovet for

kontakt med nære pårørende og alternativer til besøg på plejehjemmet, f.eks. kontakt via

virtuelle medier eller besøg hos familien.

Ministeriet har desuden i bemærkningerne til det fremsatte lovforslag tilføjet, at et forbud

mod adgang til institutionen vil ikke kunne omfatte nære pårørende, hvor der er tale om et

uopsætteligt besøg til en kritisk syg person, eller nære pårørende til børn, som opholder sig

på et bosted eller, forældres eller andre nære pårørendes besøg hos en voksen med en sådan

kognitiv funktionsnedsættelse, at personen mangler evnen til at forstå og acceptere

Side 49

L 134 - 2020-21 - Bilag 3: Foreløbigt høringsnotat samt samling af høringssvar, fra sundheds- og ældreministeren

formålet med besøgsrestriktionerne og dermed har et helt særligt behov for besøg.

Endelig vil et forbud mod adgang ikke kunne omfatte den pågældendes værge, personlige

repræsentant eller advokat. Der vil derimod kunne fastsættes restriktioner for disse

personer, f.eks. krav om anvendelse af mundbind.

Det skal desuden understreges, at det i bemærkningerne er tilføjet, at der ikke efter

bestemmelserne vil kunne fastsættes regler, som forhindrer beboere m.v. i at forlade den

pågældende behandlings- og plejeinstitution, tilbud m.v. eller i at få adgang dertil, f.eks. hvis

den pågældende person vender tilbage efter at have forladt stedet. Sundheds- og

Ældreministeriet har noteret sig, at Danske Ældreråd bakker om dette.

Ministeriet kan desuden bekræfte, at der ikke ud fra personalemæssige eller økonomiske

hensyn kan fastsættes restriktioner eller forbud.

Ministeriet er desuden enigt, i at forbud mod adgang ikke bør omfatte ansatte eller andre

personer, som indfinder sig på de pågældende institutioner, f.eks. for at levere varer eller

sundheds- eller serviceydelser, eller i øvrigt befinder sig på institutionen af tjenestemæssige

årsager, f.eks. i tilsynsøjemed. Bemærkningerne i det fremsatte lovforslag er tilpasset i

overensstemmelse hermed.

Endelig kan ministeriet henvise til, at det af lovforslagets bemærkninger fremgår, at

bestemmelserne ikke omfatter plejefamilier.

Henset til fleksibiliteten i undtagelserne, den ikke udtømmende række af undtagelser og de

detaljerede beskrevne undtagelser findes det ikke hensigtsmæssigt at anføre undtagelserne

direkte i lovteksten.

Sundheds- og Ældreministeriet deler ikke Danske Regioners betænkeligheder ved, at

Styrelsen for Patientsikkerhed kan give påbud til et folkevalgt regionsrådet. En sådan

konstruktion ses også på andre områder, herunder bl.a. Styrelsen for Patientsikkerheds

tilsyn med behandlingssteder efter sundhedsloven.

Sundheds- og Ældreministeriet kan for så vidt angår den sidstnævnte bemærkning fra KL

henvise til § 23, stk. 1, i det fremsatte lovforslag.

13.5. Restriktioner for eller forbud mod brugen af eller adgangen til indendørs eller

udendørs offentlige institutioner, faciliteter m.v.

Ældresagen finder, at en afskæring til denne type institutioner, herunder biblioteker, som

udgangspunkt kun bør komme på tale i yderste nødstilfælde. Organisationen savner en

prioriteret liste over institutioner.

DIF gør opmærksom på, at restriktioner eller forbud bør meldes ud til foreningslivet i god

tid, så foreningsledere og trænere har en reel mulighed for at omorganisere eller aflyse

aktiviteter på en ordentlig måde.

Patientforeningen finder, at adgangsforbud til kommunale institutioner mm. er for skarpt.

Foreningen mener ikke, at der er indlysende, at der skal være de samme regler for

legepladser, biblioteket og trossamfund.

Patientforeningen konstaterer, at bestemmelsen alene omfatter folkekirkens bygninger og

ikke andre trossamfund. Foreningen forstår ikke denne forskelsbehandling.

Side 50

L 134 - 2020-21 - Bilag 3: Foreløbigt høringsnotat samt samling af høringssvar, fra sundheds- og ældreministeren

KL finder, at det bør fremgå af lovteksten, at bemyndigelsesbestemmelsen alene finder

anvendelse ved samfundskritiske sygdomme.

En effektiv metode til at undgå spredning af sygdomme er efter Sundheds- og

Ældreministeriets opfattelse at undgå kontakt mellem smittekilder, herunder kontakt

mellem personer, men også mellem personer og andre potentielle smittekilder, f.eks. fælles

redskaber, instrumenter, faciliteter og lignede. Det gælder f.eks. på biblioteker, hvor der er

genstande, som bruges eller berøres af flere, f.eks. bøger og computere.

Det foreslås derfor, at det også fremadrettet skal være muligt at fastsætte restriktioner for

eller forbud mod adgangen til eller brugen af indendørs eller udendørs offentlige

institutioner, faciliteter m.v., herunder biblioteker.

Restriktioner vil kunne fastsættes, når det er nødvendigt for at forebygge eller inddæmme

udbredelse af en alment farlig eller samfundskritisk sygdom, jf. herved de foreslåede § 23,

stk. 1 og 2, og bemærkningerne hertil.

Ministeriet er opmærksomt på behovet for, at restriktioner meldes ud i god tid. Det skal dog

samtidigt understreges, at håndteringen af epidemier kan være uforudsigelig, og at der

således kan opstår behov for at fastsætte restriktioner med kort varsel.

Sundheds- og Ældreministeriet kan for så vidt angår bemærkningen fra KL henvise til § 23,

stk. 1, i det fremsatte lovforslag.

13.6. Restriktioner for eller forbud mod brugen af eller adgangen til offentlige og private

dagtilbud, skoler og andre uddannelsesinstitutioner

Danske Gymnasier finder, at det skal tydeliggøres, at et påbud udstedt af Styrelsen for

Patientsikkerhed er et krav, der skal efterleves af gymnasieskolerne. Der må ifølge

foreningen ikke opstårtvivl om, hvorvidt der blot er tale om en anbefaling.

Danske Erhvervsskoler- og Gymnasier forudsætter, at det i forslaget sikres, at

ressortministeriet for uddannelsesområdet kan fastsætte bestemmelser, der sikrer, at

regler på uddannelsesområdet fastsættes under hensyntagen til, at den enkelte

elev/studerende/kursist kan fuldføre sin uddannelse som oprindeligt planlagt.

Danske Gymnasier finder, at de foreslåede proportionalitets-, nødvendigheds- og

mindstemiddelsprincipper er nødvendige for at sikre bedst mulige gymnasiale uddannelser

i en situation med udbrud af smitsomme sygdomme, bl.a. for at sikre, at elevernes

uddannelse påvirkes mindst muligt.

Danmarks Private Skoler synes, at det er urimeligt, at styringen af frie og private skoler

overlades til kommunalbestyrelserne. Organisationen påpeger i den forbindelse, at frie og

private skoler er selvejende institutioner, hvis øverste ledelse er skolens bestyrelse, og at

kommunerne ikke har beføjelser på frie og private skoler, som derimod er underlagt staten.

Organisationen mener således ikke, at epidemiloven bør ikke indeholde elementer, der

tilsidesætter normal praksis og normal styring af områder, når det ikke er strengt

nødvendigt i forhold til lovens formål. Beføjelserne til at iværksætte restriktioner på frie og

private skoler bør, når situationen har en alvor, hvor beslutningerne om restriktionerne ikke

kan træffes på baggrund af en lokal vurdering på den enkelte skole, efter organisationens

opfattelse udelukkende kunne træffes af Styrelsen for Patientsikkerhed og Børne- og

Undervisningsministeriet. Ansvaret for implementeringen og efterlevelsen af

restriktionerne på en fri og privat skole bør og kan kun efter organisationens opfattelse

være den ansvarlige bestyrelses.

Side 51

L 134 - 2020-21 - Bilag 3: Foreløbigt høringsnotat samt samling af høringssvar, fra sundheds- og ældreministeren

KL finder, at det bør fremgå af lovteksten, at bemyndigelsesbestemmelsen alene finder

anvendelse ved samfundskritiske sygdomme.

Med forslaget lægges der op til, at Styrelsen for Patientsikkerhed kan påbyde en konkret

uddannelsesinstitution m.v., herunder gymnasier, for en bestemt periode at fastsætte

restriktioner for eller forbud mod adgangen til eller brugen af uddannelsesinstitutionen m.v.

Der lægges desuden op til, at vedkommende minister ved samfundskritiske sygdomme kan

fastsætte regler for hele eller dele af landet om restriktioner for eller forbud mod adgangen

til eller brugen af offentlige og private dagtilbud, skoler og andre uddannelsesinstitutioner

og regler om nødpasning. Omfanget af eventuelle restriktioner, som måtte blive påbudt eller

fastsat vil afhænge af den konkrete sygdom, herunder smitterisiko.

Der vil ikke kunne fastsættes forbud mod adgangen til de pågældende

uddannelsesinstitutioner for ansatte eller andre personer, som indfinder sig på de

pågældende institutioner, for f.eks. at levere varer eller serviceydelser, eller i øvrigt befinder

sig på institutionen af tjenestemæssige årsager. Der vil derimod kunne fastsættes

restriktioner for disse personers adgang, ophold og færden, f.eks. krav om anvendelse af

mundbind. Restriktioner eller forbud vil således ikke være til hinder for, at medarbejderne

fortsat møder på arbejde, uanset at brugerne, eleverne m.v. ikke har mulighed for

fremmøde. En lukning af en uddannelsesinstitution vil derfor som udgangspunkt ikke betyde,

at institutionens medarbejdere ikke kan møde på institutionen. Et krav om lukning er således

ikke til hinder for, at medarbejderne fortsat møder på arbejde, uanset at brugerne eller

eleverne ikke har mulighed for fremmøde. Der kan således fortsat fra institutionen foretages

eksempelvis fjernundervisning af elever.

Sundheds- og Ældreministeriet kan oplyse, at et påbud er en forvaltningsretlig afgørelse, der

vil skulle efterkommes.

Sundheds- og Ældreministeriet anerkender, at der med den foreslåede ordning vil ske en

øget styring af private skoler. Det er dog samtidigt ministeriets opfattelse, at der ved

bekæmpelsen af smitsomme sygdomme, herunder epidemier, kan være behov for, at

indsatser, f.eks. restriktioner for uddannelsesinstitutioner, samtænkes, ensrettes og

koordineres uanset ejerforhold, organisationsform m.v. Ministeriet bemærker endvidere, at

der med den foreslåede ordning er lagt op til, at det er Styrelsen for Patientsikkerhed – en

statslig myndighed – der beslutter, om og påbyder at restriktioner skal indføres.

Sundheds- og Ældreministeriet kan for så vidt angår bemærkningen fra KL henvise til § 23,

stk. 1, i det fremsatte lovforslag.

13.7. Restriktioner for og forbud mod adgangen til transportmidler

Danske Rederier bemærker, at der bør tages hensyn til færgefart, hvor der ikke er mulighed

for at afvise en passager efter afgang fra havn. Det bør præciseres, at rederiet i den situation

ikke kan pålægges et transportør- og strafansvar. Der bør ved fastsættelse af

maksimalbelægning tages hensyn til de særlige forhold, der gælder for færgefart, herunder

at der måske ikke er mulighed for at indsætte ekstra færgeruter.

Finanssektorens Arbejdsgiverforening henstiller, at fastsættelsen af regler for eller forbud

mod adgang til transportmidler sker til mindst mulig gene for muligheden for at bevæge sig

til og fra arbejde

Dansk Erhverv og Producentforeningen påpeger, at der ved fastsættelse af restriktioner

eller forbud mod brug af offentlig transport skal sikres adgang til transport for

Side 52

L 134 - 2020-21 - Bilag 3: Foreløbigt høringsnotat samt samling af høringssvar, fra sundheds- og ældreministeren

arbejdstagere, som varetager kritiske funktioner. DiaLab bemærker, at der ved fastlæggelse

af restriktioner eller forbud mod adgang til offentlige transportmidler skal sikres adgang til

offentlig transport for personer, der arbejdsmæssigt har behov herfor, f.eks.

sygehuspersonale.

May Day finder, at restriktioner for transportmidler ikke bør gælde private transportmidler.

Frihedsbevægelsens Fællesråd finder, at bestemmelsen bør udgå og bemærker, at der

intet muligt scenario er, hvor dette ville være acceptabelt.

Sundheds- og Ældreministeriet kan oplyse, at der efter bestemmelsen alene vil kunne

fastsættes regler, når det er nødvendigt for at forebygge eller inddæmme udbredelse af en

samfundskritisk sygdom. Der kan således ikke udstedes regler om forbud mod eller

restriktioner på transportmidler i forbindelse med forebyggelse eller inddæmning af

sygdomme, som alene er alment farlige.

Ministeriet finder ikke, at bestemmelsen bør begrænses til offentlige transportmidler.

Ministeriet bemærker i den forbindelse, at formålet med bestemmelsen er at forebygge eller

inddæmme samfundskritiske sygdomme, og det er derfor nødvendigt både at kunne

fastsætte restriktioner over for anvendelse af offentlige og private transportmidler.

Ministeriet er enigt i, at det er væsentligt, at arbejdstagere, der varetager kritiske

funktioner, herunder sygehuspersonale kan komme til og fra arbejde. Ministeriet bemærker

hertil, at kapaciteten i den kollektive transport i altovervejende grad har været opretholdt

gennem hele coronakrisen.

13.8. Restriktioner for eller forbud mod brugen af eller adgangen til lokaler og andre

lokaliteter, som fysiske eller juridiske personer råder over, og hvortil offentligheden har

adgang

Danmarks Apotekerforening finder, at det bør præciseres, at der ikke kan fastsættes forbud

mod adgangen til apoteker og fødevarebutikker, men at der bør kunne fastsættes

restriktioner for adgangen dertil og restriktioner for salget af bestemte produkter.

Finanssektorens Arbejdsgiverforening opfordrer til at definere udtrykket ”hvortil

offentligheden har adgang”.

Med lovforslaget skal det sikres, at myndighederne har de værktøjer, som måtte vise sig

nødvendige til at sikre myndighedernes handlemuligheder med henblik på at beskytte

samfundet og enkeltpersoner mod smitsomme sygdomme. Det gælder udbrud af både

kendte og ukendte sygdomme, som ingen på forhånd kender konsekvenserne af. Omfanget

af eventuelle restriktioner, som måtte blive fastsat, vil afhænge af den konkrete sygdom

m.v.

Sundheds- og Ældreministeriet finder det således ikke hensigtsmæssigt på forhånd at

fastsætte begrænsninger for, hvilke juridiske personer som reglerne vil kunne omfatte.

13.9. Personlige smitteforbyggende midler i det offentlige rum

Finanssektorens Arbejdsgiverforening opfordrer til at definere udtrykket ”det offentlige

rum” forinden eventuelle regler, der regulerer anvendelsen af personlige

smitteforbyggende midler, træder i kraft, så der undgås unødig tvivl og gene.

LVS finder, at det er uhensigtsmæssigt, at det er ministeren, der skal træffe beslutning om

personlige værnemidler i det offentlige rum, idet LVS mener, at værnemidler lige som andre

Side 53

L 134 - 2020-21 - Bilag 3: Foreløbigt høringsnotat samt samling af høringssvar, fra sundheds- og ældreministeren

medicinske teknologier bør gøres til genstand for en medicinsk teknologivurdering, inden

der træffes beslutning om deres anvendelse. Medicoindustrien påpeger ligeledes, at man

bør forsøge at fastholde europæiske eller internationale krav og standarder for sådant

medicinsk udstyr.

Som det fremgår af bemærkningerne til bestemmelsen, forstås ved det offentlige rum

områder, som enhver har adgang til, herunder eksempelvis veje, offentlige parker, strande,

torve, plader og skove. Der vil ikke efter bestemmelsen kunne fastsættes regler for private

hjem.

Ministeriet kan oplyse, at det ikke har været hensigten, at bestemmelsen skulle regulere

tekniske eller medicinske krav til værnemidler. Hensigten med bestemmelsen er derimod at

give hjemmel til, at der kan fastsattes krav om anvendelsen af personlige smitteforbyggende

midler (værnemidler), herunder hvilke midler, og hvordan de anvendes. Bemærkningerne i

det fremsatte lovforslag er tilrettet i overensstemmelse hermed.

13.10. Proportionalitet m.v.

DGI finder det positivt, at proportionalitetsprincippet fremgår direkte af loven. Dansk

Arbejdsgiverforening, Dansk Erhverv og Producentforeningen støtter ligeledes lovfæstelsen

af et nødvendigheds- og proportionalitetsprincip. SMV oplyser, at organisationen er tilfreds

med de foreslåede proportionalitets-, mindstemiddels- og nødvendighedskriterier. SMV

mener, at vurderingen af rimeligheden i forhold til formålet må indebære en vurdering, der

tager alle samfundsmæssige aspekter i betragtning, dvs. også de økonomiske konsekvenser

for erhvervslivet. Divisionsforeningen ser ligeledes positivt på det foreslåede

mindstemiddelsprincip.

Danske Fysioterapeuter mener, at det er fornuftigt, at der er foreslås lovhjemmel til at

indføre ”nødbeføjelser”. Organisationen påpeger, at disse skal være nødvendige,

proportionale og kun anvendes ved behov. Organisationen mener, at begrebet ”så kortvarig

som muligt”– er upræcist, men anerkender samtidigt, at det i den konkrete situation kan

være vanskeligt at vurdere et tidsperspektiv. Organisationen foreslår, at fastsættes en

absolut frist, hvorefter en sådan foranstaltning skal genvurderes.

Divisionsforeningen mener, at det er afgørende, at indgreb efter det foreslåede kapitel 4 er

minimale i deres karakter, særligt når foranstaltningerne gælder over længere perioder.

Foreningen foreslår, at restriktioner efter kapitel 4 (kapitel 6 i det fremsatte lovforslag)

straks de vedtages, skal følges op med en invitation til berørte borgere og virksomheder om

løsningsforslag, som vil kunne træde i stedet for foranstaltningen. Foreningen foreslår også

en omvendt bevisbyrde, således at indgreb alene sker, når der er sikkerhed for deres effekt.

Dansk Boldspil-Union mener, at det er væsentligt med klare og gennemsigtige principper

for proportionalitet og tidsafgrænsning, så krav og restriktioner hele tiden holdes op mod

de gevinster for danskernes fysiske og mentale sundhed, som følger med at udøve fodbold

eller være en del af fodboldens fællesskab.

Institut for Menneskerettigheder anbefaler, at det fastsættes, at der forud for anvendelsen

af regler, der begrænser bevægelsesfriheden, skal foretages en undersøgelse af og tages

hensyn til, hvilke andre regler, der indeholder et indgreb i samme rettighed, der allerede

gælder.

Danske Ældreråd mener, at det bør gøres tydeligere, at restriktioner for eller forbud skal

være så skånsomme og kortvarige som muligt, stå i rimeligt forhold til formålet med

restriktionerne (nødvendigheds- og proportionalitetsprincip), og at den mindst

Side 54

L 134 - 2020-21 - Bilag 3: Foreløbigt høringsnotat samt samling af høringssvar, fra sundheds- og ældreministeren

indgribende foranstaltning skal anvendes, hvis denne er tilstrækkelig til at opnå formålet

(mindstemiddelprincip). Danske Patienter finder ligeledes, at besøgsrestriktioner som

altovervejende hovedregel skal tidsbegrænses, så restriktioner fastsættes for så kortvarig

en periode som muligt og ophæves, når der ikke længere er grundlag herfor.

Danske Patienter, Ældre Sagen, Danske Ældreråd og Alzheimerforeningen mener, at alle

restriktioner bør tidsbegrænses til fire uger, ikke alene de restriktioner, der måtte blive

fastsat ved bekendtgørelse, og som omfattes af den parlamentariske kontrol.

Ministeriet har noteret sig den brede opbakning til de foreslåede proportionalitets-,

mindstemiddels- og nødvendighedskriterier.

Sundheds- og Ældreministeriet bemærker, at enhver individuel og samfundsmæssig

foranstaltning efter loven skal være nødvendig, så kortvarig som muligt og stå i rimeligt

forhold til formålet med foranstaltningen. Den mindst indgribende og mest skånsomme

foranstaltning skal anvendes, hvis denne er tilstrækkelig til at opnå formålet.

Foranstaltninger skal ophæves, når det ikke længere er nødvendigt at opretholde

foranstaltningen. Der henvises til det foreslåede § 12, stk. 3, og § 23, stk. 3, samt

bemærkningerne hertil.

Nødvendighedskriteriet betyder, at der alene kan træffes foranstaltninger efter kapitel 6 i

det fremsatte lovforslag, hvis foranstaltningen er nødvendig for at forebygge eller hindre

udbredelse af smitte af den pågældende sygdom. Kriteriet betyder endvidere, at der –

forinden der træffes beslutning om at iværksætte foranstaltninger efter kapitlet – skal

foretages en vurdering af, hvorvidt foranstaltningerne er nødvendige for og egnede til at

forebygge eller hindre udbredelse af den pågældende sygdom. Såfremt en foranstaltning

ikke vurderes nødvendig, vil den ikke kunne iværksættes eller opretholdes.

Proportionalitetsprincippet betyder, at der ved fastsættelse af foranstaltninger skal

foretages en vurdering af, om foranstaltningen står i rimelig forhold til det, der begrunder

foranstaltningen.

Mindstemiddelsprincip indebærer, at der altid skal vælges den mindst indgribende og mest

skånsomme foranstaltning, hvis denne er tilstrækkelig. Der kan således ikke fastsættes

foranstaltninger, hvis det står klart, at formålet kan nås med mindre indgribende

foranstaltninger.

Sundheds- og Ældreministeriet kan desuden oplyse, at der i det fremsatte lovforslag lægges

op til, at regler, som måtte blive fastsat i medfør af § 24, stk. 1, og §§ 28, 30, 32 og 34-37 i

det fremsatte lovforslag, kan fastsættes med en gyldighedsperiode på højst fire uger ad

gangen, medmindre særlige grunde undtagelsesvis tilsiger en længere gyldighedsperiode.

Det betyder, at bekendtgørelser, der udmøntes efter de foreslåede bestemmelser, vil skulle

forsynes med en udløbsklausul, der sikrer, at bekendtgørelsen ophæves senest efter fire

uger. Bekendtgørelserne vil dog kunne forlænges med fire uger ad gangen. Særlige grunde,

som vil kunne begrunde en længere gyldighedsperiode, er eksempelvis hensynet til

forudsigeligheden for erhvervs- eller kulturlivet.

Ministeriet er desuden enigt i, at der bør gælde et udgangspunkt om fire ugers gyldighed,

også for de restriktioner, som måtte blive fastsat gennem påbud fra Styrelsen for

Patientsikkerhed. Ministeriet agter at fremsætte et ændringsforslag herom.

Ministeriet har noteret sig, at Danske Patienter, DIF, LAP og DASAM finder det positivt, at

visse bekendtgørelser skal forsynes med en udløbsklausul.

Side 55

L 134 - 2020-21 - Bilag 3: Foreløbigt høringsnotat samt samling af høringssvar, fra sundheds- og ældreministeren

14. Sundhedspersoners sikkerhed og retssikkerhed

14.1. Tilsyn og klage

Lægeforeningen finder ikke, at undersøgelse eller behandling, der iværksættes efter et

påbud fra Styrelsen for Patientsikkerhed, efterfølgende skal kunne medføre kritik fra

Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn eller fra Styrelsen for Patientklager. Foreningen har i

den forbindelse lagt vægt på, at en sådan behandling eller undersøgelse ikke beror på en

selvstændig faglig vurdering foretaget af en læge eller anden sundhedsperson. Foreningen

finder det samtidig helt afgørende, at der ikke skal kunne rejses en tilsynssag, endsige

iværksættes tilsynssanktioner mod den læge eller anden sundhedsperson, der udfører

undersøgelsen eller behandlingen.

Lægeforeningen finder derfor, at det bør fastsættes, at Sundhedsvæsenets

Disciplinærnævn og Styrelsen for Patientklager

ikke

kan træffe afgørelse om, at

sundhedsfaglig virksomhed, der iværksættes efter påbud fra Styrelsen for Patientsikkerhed,

har været kritisabel, ligesom foreningen foreslår, at faglig virksomhed, der iværksættes

efter påbud fra Styrelsen for Patientsikkerhed i henhold til epidemiloven, ikke kan medføre

tilsynssanktioner over for læger eller andre sundhedspersoner efter autorisationsloven.

Dansk Sygeplejeråd finder, at klageadgangen til Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn og

Styrelsen for Patientklager over sundhedspersoner og tilsyn hermed bør afskæres, hvis den

undersøgelse/behandling, sundhedspersonen foretager, ikke er besluttet af den

pågældende selv.

Danske Bioanalytikere oplyser, at sundhedspersoner under en epidemi af denne karakter

oplever, at de i lange perioder arbejder under et stort arbejdspres, og hvor kvaliteten

udfordres af den forhåndenværende kapacitet. Foreningen påpeger, at dette vil indebære

risiko for fejl og anbefaler derfor, at Styrelsen for Patientsikkerhed som tilsynsmyndighed

melder klart ud, at de tager fuldt højde for den ekstraordinære situation, hvis der

efterfølgende skal foretages faglige vurderinger af sundhedsprofessionelles virke.

Jordemoderforeningen finder det af afgørende betydning, at sundhedspersonalet ikke kan

pålægges kritik fra Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn eller Styrelsen for Patientklager på

baggrund af behandlinger udmøntet som følge af lovens bestemmelser.

Patienterstatningen anfører, at eventuelle skader som følge af påbud om hhv.

undersøgelse, isolation og indlæggelse ikke i sig selv er omfattet af klage- og

erstatningsloven. Selve undersøgelsen vil dog være omfattet, da den udføres af en

sundhedsperson, og hvis der sker en behandlingsskade under en indlæggelse, vil denne også

være omfattet af klage- og erstatningsloven. Patienterstatningen mener herudover, at

skader i forbindelse med tvangsmæssig behandling og vaccination foretaget af

sundhedspersoner vil være omfattet af patienterstatningsloven.

Sundheds- og Ældreministeriet kan oplyse…[UDESTÅR]

14.2. Beskyttelse af sundhedspersoner

Farmakonomforeningen påpeger, at det under en epidemi er kritisk vigtigt, at

sundhedsfagligt personale og organisationer på sundhedsområdet beskyttes bedst muligt,

både for at personalet selv undgår smitte, så de kritisk vigtige funktioner kan fortsætte

under epidemien, og fordi sundhedsfagligt personale i sagens natur har kontakt til borgere

fra risikogrupper, som skal beskyttes imod smitte. Farmakonomforeningen foreslår derfor,

at loven indeholder bestemmelser, der sikrer særligt fokus på hurtig og stabil adgang til

f.eks. værnemidler, tests, guidelines og hurtig opsporing. Apotekerforeningen

Side 56

L 134 - 2020-21 - Bilag 3: Foreløbigt høringsnotat samt samling af høringssvar, fra sundheds- og ældreministeren

mener tilsvarende, at det bør sikres, at ansatte, der varetager samfundskritiske funktioner,

får adgang til test, hurtige svar og værnemidler.

Sundheds- og Ældreministeriet kan oplyse…[UDESTÅR]

14.3. Sundhedspersoners mulighed for at nægte at gennemføre tvang og vaccinationer

Lægeforeningen finder, at det bør være muligt for den enkelte læge eller anden

sundhedsperson at afvise at deltage i gennemførelsen af indgreb rettet mod

enkeltpersoner, der gennemføres ved magt.

Jordemoderforeningen finder ligeledes, at den enkelte sundhedsperson skal have mulighed

for at frasige sig at indgå i – eller udføre – behandlinger, hvor der anvendes magt eller tvang.

Foreningen har i den forbindelse lagt vægt på, at indgrebet ikke vil bero på en selvstændig

faglig vurdering fra den enkelte læge eller anden sundhedsperson.

Dansk Tandlægeforening mener, at behandlernes rettigheder er uklare i forhold til at nægte

gennemførsel af fx undersøgelse, diagnosticering og eventuel vaccination af modvillige

patienter. Der er således ifølge foreningen en uklar retssikkerhed for behandlere ved både

at gennemføre og nægte at udføre myndighedernes pålæg.

Danske Fysioterapeuter ønsker, at loven tydeliggør sundhedspersonernes retssikkerhed

f.s.v.a. de foreslåede foranstaltninger om sundhedspersoners oplysningspligt, som kan

være i modstrid med professionsfaglige hensyn, sundhedspersonernes autorisationsretlige

pligt til at arbejde med omhu og samvittighedsfuldhed og moralsk integritet.

Jordmoderforeningen bemærker, at flere bestemmelser indeholder hjemmel til, at

sundhedspersonalet skal yde indgreb eller behandling, som kan gennemføres med tvang.

Foreningen mener, at det må være Styrelsen for Patientsikkerheds ansvar at sikre de rette

forudsætninger for, at personalet har den fornødne oplæring heri, og at der findes

tilstrækkelig mulighed for efterfølgende faglig og personlig sparring.

DSAM mener, at sundhedspersoner, herunder praktiserende læger, som minimum skal

have mulighed at kunne afstå fra deltagelse i tvangsvaccination, dér hvor man

undtagelsesvist kunne forestille sig denne anvendt.

Dansk Sygeplejeråd mener, at det skal sikres, at personalet skal kunne sige fra overfor at

skulle gennemføre tvangsbehandling, -undersøgelse mv. Pharmadanmark ønsker, at

sundhedsprofessionelle akademikere skal have mulighed for at afvise at tvangsvaccinere og

tvangsundersøge borgere, men mener herudover, at de sundhedsprofessionelle skal kunne

afvise egen vaccination.

Danske Selskab for Patientsikkerhed anfører ligeledes, at man bør være yderst varsom med

at påbyde sundhedspersonale at deltage i udførelsen af tvangsforanstaltninger.

FOA finder det vigtigt, at personalets retssikkerhed sikres, især når de involveres i

tvangsmæssige tiltag og magtanvendelse over for enkeltpersoner. Personalet skal desuden

inddrages i de forskellige tiltag. Derfor bør de relevante faglige organisationer ifølge FOA

involveres, i det omfang det er muligt.

Sundheds- og Ældreministeriet kan oplyse… [UDESTÅR]

Side 57

L 134 - 2020-21 - Bilag 3: Foreløbigt høringsnotat samt samling af høringssvar, fra sundheds- og ældreministeren

15. Foranstaltninger mod indførelse af alment farlige og samfundskritiske sygdomme i

landet

Danske Rederier bemærker, at underretning ifm. sygdom om bord gennemføres i

overensstemmelse med IHR-regler, samt at det bør foregå så simpelt som muligt. Vedr.

tilladelse til frit samvær anbefaler Danske Rederier, at udgangspunktet er frit samvær, at

forbud mod frit samvær er undtagelsen, og at dette bør præciseres.

Danske Rederier efterlyser uddybning af bestemmelsen om adgang til at opkræve betaling

for undersøgelser udført efter § 36, stk. 2, som vedrører undersøgelser vedr. rotter og andre

gnavere, samt uddybning af baggrunden for, at fysiske og juridiske personer også kan

pålægges at afgive oplysninger til private efter forslagets § 43, stk. 5.

DSAM bemærker, at det er relevant at styre risiko for indførelse af smitsomme sygdomme

i Danmark, men at det kan være vanskeligt, da store dele af erhvervslivet er afhængig af

udenlandsk arbejdskraft, ligesom det ofte ikke har stor betydning, hvis smittetrykket er det

samme i andre lande.

Finanssektorens Arbejdsgiverforening (FA) understreger de indgribende konsekvenser, det

kan få for samfundsøkonomien og beskæftigelsen ved at begrænse arbejdstagernes frie

bevægelighed, og de udfordringer, det giver grænsegængere. FA opfordrer derfor til, at

iværksættelse af foranstaltninger mod indførelse af alment farlige og samfundskritiske

sygdomme i landet kun iværksættes i sjældne tilfælde.

Frihedsbevægelsens Fællesråd bemærker vedr. forslagets § 40 (bemyndigelse til at indføre

generelle regler om indrejserestriktioner), at reglen kun giver mening, hvor der er tale om

stærkt smitsomme sygdomme med en dødelighed på over 5000 personer, at der er et

vaccinepas under udarbejdelse, og at det primært retter sig mod Covid-19, som efter

Frihedsbevægelsens Fællesråds opfattelse ikke opfylder disse betingelser, samt at krav om

vaccine for at kunne leve et normalt liv, generelt vil være i strid med

Menneskerettighedscharterets artikel 2,3,7 og 13.

Patienterstatningen foreslår, der er indsættes hjemmel til, at påbud efter forslagets § 40

kan gennemføres med politiets bistand.

Den Danske Dyrlægeforening bemærker, at det bør overvejes at indsætte en paragraf,

hvorunder det muliggøres at forbyde indførelse af nærmere bestemte dyrearter eller

produkter heraf, såfremt der eksisterer risiko for, at de kan udgøre en del af en

smittespredning. Evt. med mulighed for at opstille passende karantæne foranstaltninger,

hvis dyr tages i tolden.

Dansk Arbejdsgiverforening (DA) bemærker, at det af retssikkerhedsmæssige hensyn bør

overvejes at tilvejebringe et sikkert lovmæssigt grundlag for, at myndighederne kan

regulere borgernes adgang til ind- og udrejse til og fra andre lande i anledning af en epidemi

og pandemi. Den nuværende ”regulering” heraf består alene i såkaldte ”rejsevejledninger”

udarbejdet af Udenrigsministeriet, der bygger på objektive vurderinger af smitterisici og

politiske beslutninger om f.eks. at lukke for et land som led i en gengældelse over for dette

lands rejserestriktioner. DA påpeger ligeledes, at der heller ikke er fastsat klare rammer for

rejsevejledningernes kundgørelse eller ikrafttrædelse. De pågældende vejledninger har

derfor en usikker retsværdi.

Sundheds- og Ældreministeriet bemærker, at foranstaltninger i det foreslåede kapitel 5 kun

finder anvendelse på alment farlige og samfundskritiske sygdomme. Der er således ikke

mulighed for at fastsætte foranstaltninger mod indførelse i landet af

Side 58

L 134 - 2020-21 - Bilag 3: Foreløbigt høringsnotat samt samling af høringssvar, fra sundheds- og ældreministeren

smitsomme sygdomme, der ikke samtidigt er alment farlige eller samfundskritiske

sygdomme.

Ministeriet bemærker endvidere vedrørende kravet om nødvendighed, at sundheds- og

ældreministeren i medfør af bemyndigelsesbestemmelsen i § 40, som giver mulighed for at

fastsætte generelle regler om krav om undersøgelse (test), isolation m.v. for indrejsende,

alene kan fastsætte regler, når det er nødvendigt for at forebygge indførsel af alment farlige

eller samfundskritiske sygdomme i landet. Regler i medfør af denne bestemmelse kan

desuden kun fastsættes med en gyldighedsperiode på højst fire uger ad gangen, medmindre

særlige

grunde

undtagelsesvis

tilsiger

længere

gyldighedsperiode.

Bemyndigelsesbestemmelse er desuden underlagt parlamentarisk kontrol. Der henvises i

den forbindelse til §§ 7 – 11 i det fremsatte lovforslag og bemærkningerne hertil, samt afsnit

4 og 5 i høringsnotatet.

Ministeriet bemærker endvidere, at fastsættelse af restriktioner for international rejse og

handel, som er sundhedsmæssigt begrundede, skal ske under iagttagelse af reglerne i det

internationale sundhedsregulativ (IHR).

16. Smittehåndtering og testkapacitet m.v.

FOA finder, at epidemiloven skal have langt mere fokus på de smitteforebyggende

elementer i håndteringen af en epidemi, herunder hygiejnisk rengøring. De lokale dele af

beredskabet skal derfor forpligtes til at forebygge smitte, og Styrelsen for Patientsikkerhed

skal kunne udstede påbud om både rengøringsfrekvens og -kvalitet. FOA bemærker videre,

at det bør nævnes, at indsatser i medfør af epidemiloven, som har betydning for

smitterisikoen på arbejdspladserne, skal koordineres med Arbejdstilsynet.

Danske Bioanalytikere bemærker, at opbygning og udvikling af en robust testkapacitet

kræver en tæt national koordinering mellem fagfolk i primært Statens Serum Institut,

Sundhedsstyrelsen og de kliniske laboratorier på hospitalerne med bistand fra regionerne

og eksterne. Danske Bioanalytikere anbefaler på den baggrund, at det skrives ind i loven, at

Epidemikommissionen nedsætter en national taskforce for testkapacitet hurtigst muligt ved

et alvorligt epidemiudbrud, hvor de udførende laboratorier deltager.

Danske Bioanalytikere vurderer, at der fortsat er behov for en national task force, da den

nyoprettede Styrelse for Forsyningssikkerhed ikke har faglig ekspertise inden for diagnostik,

og at de udførende laboratorier skal kunne kommunikere og koordinere direkte med

hinanden. En sådan task force har været nedsat under denne pandemi, og det har efter

Danske Bioanalytikeres opfattelse været uundværligt.

Danske Bioanalytikere anbefaler videre, at der etableres en national enhed, hvor man

validerer og sikrer kvaliteten af diagnostiske test, herunder test med POCT-udstyr (point-of-

care tests/små patientnære laboratorieanalyser).

Danske Bioanalytikere bemærker herudover vedr. forslagets § 45 (om, at Statens Serum

Institut kan tilbyde test), at der er behov for at præcisere, at der er forskellige formål med

test og analyser i det danske sundhedsvæsen og henviser i den forbindelse til

Sundhedsstyrelsens ”Retningslinjer for håndtering af COVID-19 i sundhedsvæsenet”, hvoraf

det fremgår, at formålet med diagnostisk PCR-test for SARS-CoV-2 tredelt: ”Et

medicinsk

diagnostisk formål – hvor testudfaldet er betydende i forhold til en videre behandling, et

smitteforebyggende formål - hvor formålet fx er at understøtte selvisolation, undgå smitte

på sygehuse, håndtere smitteudbrud på institutioner mv., og et primært epidemiologisk

formål – hvor formålet er at danne et systematisk overblik over smittespredning.”.

Danske

Side 59

L 134 - 2020-21 - Bilag 3: Foreløbigt høringsnotat samt samling af høringssvar, fra sundheds- og ældreministeren

Bioanalytikere bemærker i forlængelse heraf, at det er regionernes ansvar at løfte den

opgave, der har et medicinsk diagnostisk formål.

Erfa-gruppen for forebyggende indsats mod rotter anbefaler, at rottebekæmpelsen styrkes,

og at det fremgår af epidemiloven, at begrebet udryddelse genindføres i

rottebekendtgørelsen i stedet for begrebet bekæmpelse.

Ansatte i Tandlægers Organisation anfører, at udkastet til ny epidemilov ikke synes at tage

højde for, at en række af de sygdomme, der kan være alment farlige og samfundskritiske,

er zoonotiske, og at restriktioner ift. dyrehold derfor kunne være relevante.

Patientforeningen finder, at der mangler bestemmelser om regeringens og de enkelte

myndigheders pligt til at have et beredskab til smitteopsporing. Efter foreningens opfattelse

er udkastets § 60 (om ændring af lov om lægemidler vedr. lægemiddelberedskabet) ikke

dækkende.

Dansk Selskab for Klinisk Mikrobiologi finder, at det med en ændring af udkastets § 3 bør

indskrives i loven, at regionerne har ansvar for at opretholde et diagnostisk

smitteberedskab, der hurtigt kan opskaleres til at håndtere en epidemikommission.

DASAIM bemærker, at smitteopsporing er altafgørende for at opnå kontrol med epidemier.

Derfor foreslår DASAIM ordlyden i lovforslagets § 45 ændret fra ”Statens Serum Institut kan

tilbyde test af befolkningen…” til ”Statens Serum Institut skal tilbyde test af befolkningen...”

Patienterstatningen bemærker vedr. lovforslagets § 45 om tilbud om test, at i det omfang

testen foretages af en autoriseret sundhedsperson eller på vegne heraf, vil en eventuel

behandlingsskade være omfattet af Patienterstatningens dækningsområde.

Landbrug & Fødevarer bemærker vedr. bemyndigelsesbestemmelsen i § 42, stk. 2, i udkast

til lovforslag af 9. oktober 2020 , hvoraf det bl.a. fremgår, at Fødevarestyrelsen kan træffe

foranstaltninger med henblik på at bringe smittefaren til ophør, herunder bl.a. ved at

påbyde hel eller delvis lukning af den pågældende virksomhed, at Landbrug & Fødevarer

isoleret set kan forstå, at kompetencen til smitteopsporing flyttes fra sundheds- og

ældreministeren til Fødevarestyrelsen, men at foreningen er kritisk over for den brede

beføjelse. Foreningen anfører, at det er afgørende, at relevante interessenter, herunder

erhvervet sikres indflydelse i indsatsen med at bringe en konkret smittefare til ophør.

Sundheds- og Ældreministeriet kan oplyse… [UDESTÅR]

17. Oplysningspligter for fysiske og juridiske personer, samt behandling af

personoplysninger i forbindelse med smitteopsporing og overvågning m.v.

Datatilsynet konstaterer, at lovforslagets bestemmelser i vidt omfang viderefører regler,

som er fastsat i bekendtgørelser udstedt i medfør af epidemiloven under covid-19 pande-

mien, samt at Datatilsynet ikke har haft bemærkninger til disse bestemmelser. Datatilsynet

er enigt i Sundheds- og Ældreministeriets vurdering af, at de foreslåede regler kan fastsæt-

tes inden for rammerne af databeskyttelsesforordningens nationale råderum. Set i lyset af,

at de foreslåede bestemmelser i kapitel 7 og § 62 (i det fremsatte lovforslag ændret til ka-

pitel 9 og § 71) kommer til at gælde generelt og uden solnedgangsklausul i modsætning til

bestemmelserne i bekendtgørelser udstedt i medfør af epidemiloven, understreger Datatil-

synet, at personoplysninger, som behandles, skal være tilstrækkelige, relevante og begræn-

set til, hvad der er nødvendigt i forhold til de formål, hvortil de behandles, dvs. behandlin-

gen skal være proportional. Datatilsynet finder det i den forbindelse positivt, at

Side 60

L 134 - 2020-21 - Bilag 3: Foreløbigt høringsnotat samt samling af høringssvar, fra sundheds- og ældreministeren

flere af bestemmelserne stiller krav om, at personoplysninger kun behandles, når det er

”relevant” og/eller ”nødvendigt”. Datatilsynet henstiller samtidig til, at Sundheds- og Æl-

dreministeriet løbende gør sig overvejelser om proportionalitet, dvs. om reglerne fortsat

vurderes at være relevante både i forhold til håndteringen af COVID-19 og i forhold til hånd-

tering af andre smitsomme sygdomme, herunder eventuelle fremtidige epidemier. Datatil-

synet har desuden stillet spørgsmål til baggrunden for, at den foreslåede § 52 ikke er be-

grænset til alene at gælde alment farlige eller samfundskritiske sygdomme.

Rådet for Digital Sikkerhed (RfDS) finder, at det er proportionalt at behandle

personoplysninger henset til samfundets behov for at sikre smitteopsporing og hindre

smittespredning, men bemærker, at den brede indsamling, der lægges op til, efter rådets

opfattelse udgør en risiko for de registrerede, ved at der kunne ske formålsforskydning,

videregivelse og databrud over tid. RfDS finder det derfor vigtigt, at de almindelige

persondataretlige regler iagttages i videst muligt omfang – herunder

databeskyttelsesprincipperne i databeskyttelsesforordningen, de registreredes rettigheder

i forordningens kapitel III og kravene til den dataansvarlige i bl.a. artikel 25 (design) og 32

(sikkerhed).

RfDS frygter, at indsamlingen af personoplysninger kan tage form af et register og finder det

afgørende, at et sådant register ikke benyttes til andre formål end at beskytte samfundet

mod sygdom (formålsbegrænsning). RfDS anfører i den forbindelse bl.a., at der ikke må

indsamles flere data, end der er behov for, at adgangen til data begrænses mest muligt, at

data i mindst muligt omfang kan henføres til fysiske personer, og at data slettes eller

anonymiseres hurtigst muligt. Den registrerede skal desuden oplyses om behandlingen af

data, ligesom der ikke bør opbevares prøver indeholdende DNA fra personer, der er

registreret i Vævsanvendelsesregisteret.

RfDS anbefaler, at der foretages en politisk proportionalitetsvurdering af myndighedernes

forslag til foranstaltninger, herunder eksempelvis hvilke personoplysninger, der skal

behandles ifm. isolation og rensning, samt sundhedspersoners pligt til at indberette

risikoadfærd. Denne pligt er efter Rådets opfattelse særdeles indgribende, da der kan være

tale om en person, der ikke er smittet, og da der kan blive tale om behandling af følsomme

personoplysninger, som seksualitet eller religiøst betinget adfærd.

RfDS noterer sig, at bemyndigelsesbestemmelsen i § 53 indeholder en solnedgangsklausul

og foreslår, at det er folketingsudvalget, som tager stilling til en eventuel løbende

forlængelse af de iværksatte tiltag.

Det Etiske Råd opfordrer til, at der udvises særlig forsigtighed og agtpågivenhed i forhold til

at sikre proportionalitet og tage højde for etikken, når der skal forfattes lovgivning, om

forpligtelser til at overgive oplysninger og data, som er personoplysninger af mere eller

mindre følsom karakter.

Rådet understreger, at der er etiske dilemmaer forbundet med oplysningspligten - når

eksempelvis juridiske personer efter § 43, stk. 3 (ændret til § 49, stk. 3 i det fremsatte

lovforslag) er forpligtet til, efter anmodning fra Styrelsen for Patientsikkerhed, at afgive

personoplysninger, herunder personnummer, kontaktoplysninger på ansatte eller

medlemmer samt oplysninger om deres færden.

Rådet er opmærksom på den klassiske afvejning mellem de personlige friheder og den

offentlige sikkerhed samt afvejningen mellem privatliv og den almene sundhed. Risikerer

man eksempelvis at smitte dødeligt sårbare grupper ved at insistere på sin ret til

bevægelsesfrihed og ret til privatliv, må disse rettigheder tælle mindre. Rådet

Side 61

L 134 - 2020-21 - Bilag 3: Foreløbigt høringsnotat samt samling af høringssvar, fra sundheds- og ældreministeren

er tillige opmærksom på, at de pågældende oplysninger skal kunne understøtte et påbud,

hvorfor oplysningerne skal være af en vis karakter. Omvendt må man også have øje for, at

en afledt effekt kan være en decideret stigmatisering og uhensigtsmæssig overvågning,

hvilket på ingen måde vil være til gavn for tilliden i samfundet.

Rådet ser positivt på, at det i bestemmelsens ordlyd er tilføjet ”i relevant omfang”, samt at

lovbemærkninger er foldet yderligere ud. Rådet finder samtidigt, at det meget klart bør

fremgå, at de, som skal forvalte reglerne og foretage vurderingerne af, hvad der er relevant,

må have tydeligt fokus på den proportionale afvejning, hvilket rådet finder, at

lovgivningsarbejdets ordlyd i højere grad bør afspejle.

Lægeforeningen anerkender, at sundhedspersoners videregivelse af oplysninger om

risikoadfærd i alvorlige tilfælde kan være relevant, men der er behov for en meget præcis

og forståelig beskrivelse af oplysningsforpligtelsen.

Lægeforeningen understreger, at videregivelse af oplysninger uden samtykke kan være en

trussel imod det tillidsforhold, som er nødvendigt for effektiv patientbehandling, særligt når

videregivelse af oplysningerne har til formål at danne grundlag for foranstaltninger/indgreb

over for patienten.

Lægeforeningen anfører videre, at de to bemyndigelsesbestemmelser i § 51, som vedrører

pligt til at foretage anmeldelse af smitsomme sygdomme, er for brede og bør præciseres

eller erstattes af bestemmelser med et mere konkret indhold, samt at

bemyndigelsesbestemmelsen i § 53 , som giver sundheds- og ældreministeren adgang til at

fastsætte regler om behandling af personoplysninger, hvis det er nødvendigt for at hindre

udbredelse af og smitte med smitsomme sygdomme, bør præciseres yderligere i forhold til,

hvornår ministeren kan fastsætte nye regler, og i hvilket omfang anden lovgivning kan

fraviges.

LVS har tilsluttet sig Lægeforeningens

bemyndigelsesbestemmelser.

svar

for

så

vidt

angår

forslagets

Advokatrådet/Advokatsamfundet finder, at bemyndigelsesbestemmelsen i forslagets § 47

(ændret til § 53 i det fremsatte lovforslag) er meget bred og ikke tilstrækkeligt afgrænset.

Børnerådet bemærker, at forslagets § 46, stk. 5 (ændret til § 52, stk. 5 i det fremsatte lov-

forslag), som giver Styrelsen for Patientsikkerhed adgang til at videregive oplysninger om et

konkret barn til barnets institution, indebærer en begrænsning af barnets ret til privatliv,

der er beskyttet af Børnekonventionens artikel 16. Børnerådet foreslår i forlængelse heraf,

at det tydeliggøres i lovbemærkningerne, at Styrelsen for Patientsikkerhed har ansvaret for

at vejlede institutionen om databehandlingsregler, at relevante databehandlingsregler præ-

ciseres, samt at alle institutioner modtager praksisorienteret informationsmateriale om da-

tabehandling.

Forbrugerrådet Tænk finder, at der bør være begrænsninger på at anvende indsamlede

personoplysninger til andre formål, end de oprindeligt er indsamlet til. Forbrugerrådet

Tænk lægger desuden vægt på dataminimering og mulighed for at få urigtige oplysninger

slettet.

Institut for Menneskerettigheder anbefaler, at ministeriet præciserer bemærkningerne til

udkastets § 43 (ændret til § 49), som vedrører fysiske og juridiske personers oplysningspligt,

herunder med en uddybende redegørelse for nødvendighedsvurderingen og med en

Side 62

L 134 - 2020-21 - Bilag 3: Foreløbigt høringsnotat samt samling af høringssvar, fra sundheds- og ældreministeren

beskrivelse af, hvordan de grundlæggende principper databeskyttelsesforordningens artikel

5 overholdes.

Justitia finder, at det som udgangspunkt må anses for en retssikkerhedsmæssig forbedring,

at bestemmelser om oplysningspligter og behandling af personoplysninger, som hidtil har

været fastsat ved bekendtgørelser, nu er fastsat i loven. Justitia bemærker, at det ikke er

angivet udtømmende, hvilke oplysninger Styrelsen for Patientsikkerhed kan indhente.

Justitia bemærker videre, at da det er vanskeligt på forhånd at vide, hvilke oplysninger, der

er relevante og nødvendige, må der tilkomme Styrelsen for Patientsikkerhed et skøn, men

at det dog er afgørende, at det sikres, at det kun er de mest nødvendige oplysninger, der

indhentes, og at overvågning af borgere i videst muligt omfang baseres på anonymitet, som

tilfældet er med app’en ”Smittestop”.

Justitia anbefaler, at videregivelse af personoplysninger til andre myndigheder eller private

efter forslagets § 52, stk. 4, skal forelægges folketingsudvalget efter forslagets § 9. Justitia

bemærker hertil, at der ikke vil være samme offentlige indsigt i, hvilke oplysninger der

videregives til hvilke myndigheder, idet oplysningerne kan videregives direkte med hjemmel

i loven.

Justitia har i første høringssvar anbefalet, at den brede bemyndigelsesbestemmelse i

høringsudkastets § 43, stk. 5, afskaffes, således at indsamling af oplysninger alene kan ske i

de tilfælde, der er opridset i loven. Justitia har i den forbindelse bemærket, at det bør være

genstand for grundig debat i Folketinget, hvilke oplysninger der skal indsamles. Justitia har

i andet høringssvar noteret sig, at bemyndigelsesbestemmelsen (ændret til § 49, stk. 5) er

opretholdt, men at den nu er underlagt folketingsudvalgets kompetence, og at der derfor

er indført parlamentarisk kontrol med udvidelse af området for indhentelse af

personoplysninger.

DSAM finder, at behandling af personoplysninger ifm. smitteovervågning og

smitteopsporing er anerkendelsesværdige formål, men er stærkt bekymret for, at disse data

kan blive til et offentligt register over danskernes færden, som kan gøre det muligt at

overvåge bestemte personer og grupper. Der bør derfor være yderligere fokus på den

registreredes ret til beskyttelse af personoplysninger og de grundlæggende

databeskyttelsesretlige principper. Der bør udfærdiges konsekvensanalyser af

dataindsamling og tidsbegrænsning for behandling af data ifm. smitteopsporing og –

overvågning. Endvidere bør databeskyttelse gennem design anvendes til at sikre

anonymitet, når det er muligt.

Foreningen Åndsfrihed udtrykker bekymring for lovforslagets kapitel 9, og bemærker, at

foreningen har forståelse for, at det i en alvorlig krisesituation kan være nødvendigt, at visse

enheder udveksler personoplysninger. Foreningen mener, at det er vanskeligt at se ud af

kapitel 9, at der lægges op til nogen form for grænse fx for digital kontrol.

May Day bemærker vedrørende forslagets § 43, stk. 2 (ændret til § 49, stk. 2), om

videregivelse af oplysninger fra patientjournaler, at der må kræves, at patienten bliver

informeret og giver samtykke til eventuel deling af patientdata.

Frihedsbevægelsens Fællesråd bemærker bl.a., at det er uforsvarligt, at forslaget om

oplysningspligter vil kunne anvendes i forhold til covid-19, idet denne sygdom efter

Frihedsbevægelsens Fællesråds opfattelse er ufarlig, at det er uacceptabelt, at sundheds-

og ældreministeren bemyndiges til at fastsætte regler om, at transportører af skibe og fly

skal registrere og videregive oplysninger uden at det fremgår, hvilke oplysninger, der er tale

om, at den foreslåede videregivelse af personoplysninger efter i §§ 51 – 52 vil

Side 63

L 134 - 2020-21 - Bilag 3: Foreløbigt høringsnotat samt samling af høringssvar, fra sundheds- og ældreministeren

være i modstrid med GDPR, fordi de forudsættes anvendt på covid-19, som efter

Frihedsbevægelsens Fællesråds opfattelse er ufarlig, samt at den foreslåede § 53, som giver

mulighed for at fravige anden lovgivning, er en overtrædelse af GDPR og

menneskerettighederne.

Landbrug & Fødevarer bemærker vedrørende bemyndigelsesbestemmelsen til at fastsætte

yderligere oplysningspligter for juridiske personer, at det efter organisationens opfattelse

er for vidtgående, at der med hjemmel i denne bestemmelse kan fastsættes regler om pligt

til at afgive oplysninger til private.

Danske Rederier ønsker en uddybning af baggrunden for, at fysiske og juridiske personer

også kan pålægges at afgive oplysninger til private efter forslagets § 43, stk. 5 (nu § 49, stk.

5).

Patientforeningen kan tilslutte sig bestemmelserne i kapitel 7 om behandling af

personoplysninger i forbindelse med smitteopsporing og overvågning af smitsomme

sygdomme m.v.), under forudsætning af, at Folketinget inddrages i bestemmelse af de

enkelte kategorier af sygdomme, som er angivet i loven, jf. Patientforeningens forslag

herom (se ovenfor).

Danmarks Radio bemærker vedr. forslaget om fysiske personers oplysningspligter, at det

bør fremgå tydeligt af lovens bemærkninger, at hensynet til kildebeskyttelse fortsat gælder,

jf. retsplejelovens § 172. Når en journalistisk medarbejder som det altovervejende

udgangspunkt ikke kan blive pålagt at afgive vidneforklaring om en kildes identitet efter

retsplejeloven, bør samme journalistiske medarbejder ikke kunne pålægges bøde for ikke

at afgive samme oplysninger om en kilde efter epidemiloven. DR bemærker videre, at

kildebeskyttelse er en grundlæggende forudsætning for mediernes mulighed for at udfylde

sin rolle som offentlighedens vagthund.

Dialab finder, at sundhedsdata – både anonyme og ikke-anonyme data – bør anvendes mere

og bedre, da det vil fremme mulighederne for hurtig og mere præcis diagnosticering m.v.

Dialab mener, at myndighederne kun i meget begrænset omfang udveksler sundhedsdata,

hvilket gør, at samfundets samlede viden om sygdomme, diagnoser m.v. ikke anvendes

optimalt, hvilket er til skade både for den enkelte patient og for samfundet som sådan.

Danske Regioner finder, at udveksling af relevante data er afgørende for at kunne sikre

forebyggelse og inddæmning af epidemier og bakker derfor op om, at der indføres en

bemyndigelsesbestemmelse, der gør det muligt for Statens Serum Institut at videregive

relevante data til regionerne. Regionerne kan endvidere have behov for at videregive

oplysninger til kommunerne med henblik på smitteopsporing og efterspørger en klar

hjemmel til, at hospitaler kan videregive oplysninger om en patients smitte til den relevante

kommunale institution. Danske Regioner efterspørger præcisering af, hvem

oplysningspligten efter databeskyttelsesforordningen påhviler, samt præcisering af,

hvornår en sundhedsperson har pligt til at videregive oplysninger om risikoadfærd.

Region Hovedstaden støtter, at det fremgår af bemærkningerne til

bemyndigelsesbestemmelsen i udkastets § 47, at den kan anvendes til at fastsætte regler

om, at Statens Serum Institut kan videregive personoplysninger til regionerne med henblik

på, at regionerne kan forebygge og inddæmme sygdomsspredning på et sygehus, idet

hospitalsinfektioner er en af de hyppigst forekommende og mest underrapporterede

utilsigtede hændelser både i Danmark og på verdensplan. Adgang til detaljerede

oplysninger om hver sag (cpr-nummer, tid og sted for infektion, patientforløb, procedurer,

mikroorganisme), vil give de infektionshygiejniske enheder bedre muligheder

Side 64

L 134 - 2020-21 - Bilag 3: Foreløbigt høringsnotat samt samling af høringssvar, fra sundheds- og ældreministeren

for bl.a. at lave effektive infektionshygiejniske forebyggelsestiltag. Region Hovedstaden

efterlyser præcisering - f.eks. i vejledninger eller konkrete anmodninger - af

sundhedspersoners oplysningspligt, jf. forslagets § 43, stk. 2, 2. pkt., idet begreberne

”relevant” og ”nødvendigt” ikke er tilstrækkeligt handlingsanvisende for de klinikere, der vil

skulle bidrage med informationen.

Region Nordjylland efterlyser præcisering af, om regionerne kan få relevante oplysninger

om smitteopsporing videregivet, samt præcisering af forslagets § 43, stk. 2, som handler

om, at sundhedspersoner af egen drift er forpligtet til at videregive oplysninger om konkrete

patienters risikoadfærd.

Region Nordjylland efterlyser klarhed over, om en region vil kunne få videregivet

oplysninger fra centrale registre som f.eks. HAIBA. Hvis der fastsættes en sådan hjemmel,

vil man lokalt kunne bidrage til opgaven, som ellers ligger i Statens Serum Institut og

Styrelsen for Patientsikkerhed.

DSKM finder, at Styrelsen for Patientsikkerhed – udover at videregive de oplysninger som

fremgår af udkastets § 46 til Statens Serum Institut – også skal give oplysningerne til den

regionale kliniske mikrobiologiske afdeling.

Fagligt selskab for hygiejnesygeplejersker bemærker, at den smitteopsporing, der sker på

hospitalerne, ikke er nævnt i lovforslaget. Det faglige selskab efterlyser dispensation fra

helbredsoplysningsloven til undersøgelse af sundhedspersonale for flere mikroorganismer

end methicillin resistent Staphylococcus aureus (MRSA) og mere fokus på samarbejdet

mellem Central Enhed for Infektionshygiejne, landets mikrobiologiske afdelinger og

hospitalernes infektionshygiejniske enheder.

KL henviser til, at kommuner og sundhedspersoner i forslagets § 49 forpligtes til uden

samtykke at videregive personoplysninger, herunder helbredsoplysninger og oplysninger

omsorgsjournaler og noterer sig i den forbindelse, at der er en eksplicit hjemmel til

videregivelse af personoplysninger uden samtykke.

KL bemærker vedr. § 51, at det er uklart, hvornår og om hvad kommunalbestyrelsen har en

forpligtigelse til at videregive oplysninger til sundhedsmyndighederne.

KL anmoder om, at det i bemærkningerne til § 52, stk. 4, præciseres, at Styrelsen for

Patientsikkerhed kan videregive personoplysninger til kommunalbestyrelsen med henblik

på, at kommunen kan yde målrettet rådgivning til grupper af borgere i et bestemt område,

hvor der er konstateret smitte, og henviser i den forbindelse til det tidligere lovforslags

bemærkninger side 241. KL bemærker videre, at det er afgørende, at kommunen får de

nødvendige konkrete personoplysninger for at kunne sætte nødvendige tiltag i værk.

DGI finder det relevant, at det efter forslagets § 43, stk. 4 (nu § 49, stk. 4), kan pålægges

juridiske personer at foretage registrering af tilstedeværende.

DA finder, at der bør gælde en oplysningspligt for medarbejderen over for arbejdsgiveren,

når medarbejderen konstateres smittet med en smitsom sygdom, alment farlig sygdom

eller samfundskritisk sygdom, som er omfattet af loven, og som kan overføres med

almindelig personkontakt såsom COVID-19. DA bemærker, at dette ikke ses indeholdt i

lovforslagets § 49.

Side 65

L 134 - 2020-21 - Bilag 3: Foreløbigt høringsnotat samt samling af høringssvar, fra sundheds- og ældreministeren

Danske Gymnasier bemærker, at det bør præciseres, hvornår en gymnasieskole må

behandle, herunder videregive, personoplysninger om studerende til myndighederne.

FOA efterlyser erfaringer med sundhedspersoners indberetningspligt (om risikoadfærd),

som ved bekendtgørelse har været gældende siden maj, instruktion af personale mv.

Danske Fysioterapeuter bemærker, at begrebet nære kontakter bør præciseres.

Københavns Universitet bemærker i forhold til sundhedspersoners oplysningspligt, at der

kan være behov for at klargøre, hvad der forstås ved hhv. relevante og nødvendige

oplysninger og relationen til sundhedslovens § 43, stk. 2, nr. 1.

DI bemærker, at PNR-lovens regler om indsamling af passagerlisteoplysninger ikke er

korrekt gengivet, samt at bemyndigelsesbestemmelsen i § 44 (nu § 50) om, at der kan

fastsættes regler om ”i hvilken form” passagerlisterne skal udleveres, er unødigt

bureaukratisk.

Ledernes Hovedorganisation bemærker, at den eksisterende lovgivning allerede giver

mulighed for at påbyde personer at lade sig teste og oplyse arbejdsgiveren om resultatet af

testen. Loven gælder frem til 1. juli 2021, hvor loven ophæves.

Ledernes Hovedorganisation støtter den nye lov, som giver ledelsen mulighed for at kræve

Covid-19-test af medarbejdere og kræve information om resultatet af testen, men mener

dog, at der generelt bør gælde en oplysningspligt for medarbejderen over for

arbejdspladsen, når denne konstateres smittet med en smitsom sygdom omfattet af

epidemiloven. Sygdom omfattet af epidemiloven bør sidestilles med sygdom, der kan få

indflydelse på ens arbejdsevne, hvor man i dag har en oplysningspligt i medfør af

helbredsoplysningsloven. En tilsidesættelse af at give oplysningen vil svække indsatsen for

at forebygge smittespredning og bør kunne få ansættelsesretlige konsekvenser i form af

påtale, advarsel, opsigelse og eventuelt bortvisning.

HORESTA bemærker, at det bør fremgå af loven, at der påhviler en oplysningspligt for

medarbejderen over for arbejdsgiveren, hvis denne er blevet konstateret smittet med en

smitsom sygdom, alment farlig sygdom eller samfundskritisk sygdom såsom COVID- 19.

Sundheds- og Ældreministeriet finder, at det er afgørende for en effektiv smitteovervågning

og smitteopsporing, at sundhedsmyndighederne har adgang til de personoplysninger, som

er nødvendige for, at de pågældende myndigheder kan udføre deres opgaver. Det skal sam-

tidig sikres, at myndighederne ikke har adgang til personoplysninger i større omfang, end

opgaverne kræver, ligesom de grundlæggende databeskyttelsesretlige principper om rime-

lighed, gennemsigtighed, formålsbegrænsning og dataminimering altid skal overholdes. På

baggrund af bemærkningerne fra høringsparterne er der foretaget yderligere præcisering

heraf i det fremsatte lovforslag, herunder af at behandling af personoplysninger altid skal

være nødvendig for at være lovlig.

Det bemærkes endvidere, at de centrale sundhedsmyndigheder, herunder Statens Serum

Institut og Styrelsen for Patientsikkerhed, som dataansvarlige myndigheder er forpligtet til

at overholde gældende databeskyttelsesretlige regler om behandlingssikkerhed, herunder

regler om udarbejdelse af konsekvensanalyser m.v. Dette er ligeledes præciseret i det

fremsatte lovforslag.

Den foreslåede oplysningspligt for sundhedspersoner til at videregive oplysninger til

Styrelsen for Patientsikkerhed om risikoadfærd er taget ud af det fremsatte lovforslag.

Side 66

L 134 - 2020-21 - Bilag 3: Foreløbigt høringsnotat samt samling af høringssvar, fra sundheds- og ældreministeren

Samtidig er det i lovbemærkningerne præciseret, at sundhedspersoner efter

omstændigheder kan videregive sådanne oplysninger efter den såkaldte værdispringsregel i

den gældende bestemmelse i sundhedslovens § 43, stk. 2, nr. 2. Sundheds- og

Ældreministeriet finder det således væsentligt, at sundhedspersoner i de helt særlige

tilfælde, hvor en patient ved sin adfærd vurderes at kunne udsætte andre for smitte med en

alment farlig smitsom sygdom, har muligheden for at kunne videregive sådanne oplysninger

til Styrelsen for Patientsikkerhed med henblik på, at styrelsen kan tage stilling til, om der er

grundlag for at træffe afgørelse om individuelle foranstaltninger, herunder afgørelse om

påbud om isolation.

Ministeriet har i den forbindelse noteret sig, at bl.a. Region Nordjylland, Danske

Fysioterapeuter og Lægeforeningen har udtrykt tilfredshed med, at denne oplysningspligt

for sundhedspersoner er taget ud af det fremsatte lovforslag.

Sundheds- og Ældreministeriet er enigt i, at nogle af bemyndigelsesbestemmelserne

vedrørende behandling af personoplysninger er brede. Samtidig er det ministeriets

opfattelse, at det er nødvendigt for at kunne sikre den fornødne fleksibilitet i forhold til

fremtidige epidemier og fremtidige behov for at indhente oplysninger, at der er forholdsvis

brede bemyndigelsesbestemmelser. For at sikre parlamentarisk kontrol og for at sikre

borgernes retssikkerhed foreslås det, at de bemyndigelsesbestemmelser, som kan være

særligt indgribende, skal være omfattet af en særlig ordning med parlamentarisk kontrol,

ligesom det foreslås, at sådanne bekendtgørelser har en gyldighedsperiode på højst fire uger

ad gangen, medmindre særlige grunde undtagelsesvis tilsiger en længere

gyldighedsperiode. Det gælder bemyndigelse til fastsætte yderligere oplysningspligter

(forslagets § 49, stk. 5), til at fastsætte regler om pligt for private til at registrere bestemte

oplysninger (§ 49, stk. 4), samt til at fastsætte yderligere regler om behandling af

personoplysninger, der vil kunne fravige andre regler om behandling af personoplysninger

(§ 53). For så vidt angår ordningen med parlamentarisk kontrol henvises til §§ 7 – 11 i det

fremsatte lovforslag og bemærkningerne hertil, samt afsnit 4 og 5 i høringsnotatet.

Ministeriet har i den forbindelse noteret sig, at bl.a. Datatilsynet finder det positivt, at

bekendtgørelserne som udgangspunkt forudsættes fastsat med en gyldighedsperiode på

højst fire uger ad gangen, og at bl.a. Lægeforeningen har udtrykt tilfredshed med, at

bemyndigelsesbestemmelserne er underlagt parlamentarisk kontrol.

Ministeriet har præciseret i lovbemærkningerne til § 52, stk. 5, at det ved anvendelsen af

bestemmelsen forudsættes, at Styrelsen for Patientsikkerhed i forbindelse med

videregivelsen af oplysninger om den smittede vejleder institutionen om håndteringen af

oplysningerne.

Samtidig foreslås tilføjet en yderligere bestemmelse, der fastsætter pligt for Statens Serum

Institut til at videregive oplysninger til regionernes infektionsafdelinger, således at denne

pligt fremgår direkte af epidemiloven i stedet for – som det fremgik af høringsudkastet af 9.

oktober 2020 – at der skulle fastsættes regler herom ved bekendtgørelse.

Det bemærkes videre, at Sundheds- og Ældreministeriet har præciseret i bemærkningerne til

det fremsatte lovforslag, at juridiske personer også omfatter uddannelsesinstitutioner, som

f.eks. gymnasier og universiteter. Ministeriet har i den forbindelse noteret sig, at Danske

Gymnasier i deres høringssvar har kvitteret for denne præcisering.

Sundheds- og Ældreministeriet har desuden præciseret gengivelsen af PNR-lovens regler om

indsamling af passagerlisteoplysninger.

Side 67

L 134 - 2020-21 - Bilag 3: Foreløbigt høringsnotat samt samling af høringssvar, fra sundheds- og ældreministeren

18. Fravigelse af regler i anden lovgivning og fastsættelse af særlige foranstaltninger

med henblik på at sikre forsyningen af varer

18.1. Fravigelse af rettigheder og forpligtelser i anden lovgivning

KL bemærker, at det er nødvendigt at kunne fravige regler i anden lovgivning, da almindelig

drift ikke har været og er mulig med de iværksatte foranstaltninger for at bremse covid-19.

KL anmoder om, at det i bemærkningerne til lovforslaget eksplicit fremgår, at der gives

mulighed for at fravige de almindelige regler om afholdelse af kommunale møder, selvom

det ikke sker med henvisning til foranstaltninger, der har hjemmel i epidemiloven, men med

henvisning til myndighedernes anbefalinger og retningslinjer. KL ønsker desuden mulighed

for fravigelse af regler på baggrund af foranstaltninger mod alment farlige sygdomme, og

ikke kun samfundskritiske sygdomme. Også anbefalinger vedrørende en sådan sygdom vil

i modsat fald kunne føre til aflysning af møder i kommuner eller til unødig risiko for

smittespredning.

KL forudser, at den tidsmæssige begrænsning af nødbekendtgørelser til en fire ugers

gyldighedsperiode kan give væsentlige udfordringer for den driftsmæssige planlægning på

centrale kommunale områder. KL vurderer derfor, at der vil være god brug for den

mulighed, der efter ordlyden af § 54 er, for af særlige grunde at have en længere

gyldighedsperiode, på det kommunale område.

Danske Tandplejere finder det afgørende, at der i krisesituationer som ved store

epidemiudbrud tages hensyn til ansatte sundhedsprofessionelles arbejdssituation og -

vilkår, og at arbejdet udføres med respekt for de til enhver tid gældende overenskomster,

aftaler og regler om aflønning og kompensation for inddragelse af fritid mv.

Fagbevægelsens Hovedorganisation og FOA mener, at de relevante faglige organisationer

skal inddrages, så vidt det er muligt i de tilfælde, hvor der kan fraviges regler i anden

lovgivning.

DIGNITY – Dansk Institut mod Tortur er af den opfattelse, at lovforslagets § 51

(høringsversionen af 9. oktober 2020) (nu omfattet af § 56) giver justitsministeren

vidtgående bemyndigelse til at fastsætte yderligere restriktioner i forhold til indsatte m.v.,

og at begreberne rettigheder og forpligtelser ikke nærmere kvalificeres. DIGNITY opfordrer

til, at lovteksten og bemærkningerne redegør for de rettigheder og forhold for indsatte,

som kan berøres af restriktioner efter bestemmelsen. DIGNITY er kritisk overfor, at ordlyden

af bestemmelsen ikke indeholder en specifik tidsbegrænsning for fravigelsen. DIGNITY

påpeger endvidere, at det kan overvejes, om bemærkningerne skal indeholde henvisninger

til andre mindre indgribende samfundsmæssige foranstaltninger og henviser til, at covid-19

f.eks. kan forebygges i fængsler og andre institutioner ved øget brug af alternativer til

varetægtsfængslinger og strafafsoninger, f.eks. ved udskydelse af afsoning og fremrykkelse

af prøveløsladelse og strafafbrydelse. DIGNITY påpeger endvidere, at det er afgørende, at

tilsyn under Tillægsprotokollen til FN’s Torturkonvention fortsat er muligt under

epidemiudbrud. Endelig anbefaler DIGNITY, at det fremgår af lovbemærkningerne, at

tilsynsindsatser altid bør have fri adgang til fængsler og andre institutioner for

frihedsberøvede personer.

Institut for Menneskerettigheder og Amnesty International anbefaler, at det i ordlyden til

den foreslåede § 51 (høringsversionen af 9. oktober 2020) (nu omfattet af § 56) tilføjes, at

ministeren ”for en bestemt periode” kan fastsætte regler, for at sikre, at tiltagene er

tidsbegrænsede.

Side 68

L 134 - 2020-21 - Bilag 3: Foreløbigt høringsnotat samt samling af høringssvar, fra sundheds- og ældreministeren

Dansk Handicap Forbund efterspørger en beskrivelse af snitflader og kommandoveje i

relation til andre ministerier ved ministeriers fravigelse af regler i anden lovgivning.

SIND og Patientforeningen mener ikke, at man bør kunne tilsidesætte regler uden

inddragelse af Folketinget. SIND uddyber, at kompetencen til at fravige en af Folketinget

vedtaget lov alternativt bør indskrænkes til klart afgrænsede undtagelsestilfælde, og at

sådanne undtagelsestilfælde bør indskrives i de love, der kan fraviges, og ikke i en generel

epidemilov.

Rådet for Digital Sikkerhed foreslår, at det er folketingsudvalget, som tager stilling til en evt.

løbende forlængelse af de iværksatte tiltag i forbindelse med gyldighedsperioden på fire

uger.

Danske Rederier anfører, at de foreslåede bestemmelser er så brede i deres formulering, at

det ikke er muligt at forudse, hvilke bekendtgørelser, der vil kunne udstedes. Danske

Rederier efterspørger derfor præcisering, gerne med eksempler, så der skabes større

gennemsigtighed.

Retspolitisk Forening bemærker det retssikkerhedsmæssigt meget alvorlige problem i, at et

stort antal bemyndigelsesbestemmelser fastslår, at de administrative regler, der fastsættes,

kan tilsidesætte anden gældende lovgivning.

Sundheds- og Ældreministeriet anerkender, at bestemmelserne om fravigelse af anden

lovgivning er formuleret bredt og dermed også har et bredt anvendelsesområde. Det er efter

ministeriets opfattelse nødvendigt af hensyn til fleksibiliteten i anvendelse af

bestemmelserne, der vil afhænge af karakteren af en given samfundskritisk sygdom.

Samtidig er det væsentligt for ministeriet, at der ved indgribende foranstaltninger foreligger

en proportionalitetsafvejning, hvorfor der bl.a. med lovforslagets bestemmelser om

fravigelse af rettigheder og forpligtelser i anden lovgivning er indført et krav om vurdering

af nødvendigheden af udmøntning af bestemmelserne. Med forslaget lægges der desuden

op til at sikre en afgrænsning af omfanget af bestemmelsernes anvendelsesområde ved

muligheden for at begrænse rækkevidden af udstedte regler geografisk og tidsmæssigt.

Bekendtgørelser kan således udstedes for hele eller dele af landet, og gyldighedsperioden

må være på højst fire uger ad gangen, medmindre særlige grunde undtagelsesvis tilsiger en

længere gyldighedsperiode. Der henvises til lovforslagets § 54 og bemærkningerne hertil.

Det er endvidere efter ministeriets opfattelse hensigtsmæssigt, at udmøntningen af

bestemmelserne begrænses til alene at kunne finde anvendelse i forbindelse med

samfundskritiske sygdomme, da udbrud af alment farlige sygdomme ikke nødvendigvis vil

påvirke samfundets funktioner i en sådan grad, at det vil kunne retfærdiggøre fravigelse af

anden lovgivning. Det bemærkes i den forbindelse, at en alment farlig sygdom, hvis

udbredelse medfører eller risikerer at medføre alvorlige forstyrrelser af vigtige

samfundsfunktioner, vil blive kategoriseret som en samfundskritisk sygdom, jf. det

foreslåede § 2, stk. 4, og bemærkningerne hertil.

Sundheds- og Ældreministeriet er enigt i, at der bør sikres en større grad af parlamentarisk

inddragelse i de regler, der udstedes i medfør af de meget indgribende og vidtrækkende

bemyndigelsesbestemmelser i epidemiloven, og at der er behov for åbenhed om det faglige

grundlag for de bekendtgørelser, der udstedes i medfør heraf. Dette vil give reglerne en

større legitimitet og kunne bidrage til, at reglerne i højere grad accepteres i befolkningen og

efterleves af borgere og virksomheder. Fravigelse af anden lovgivning efter bestemmelserne

i forslagets § 55, stk. 1 og 2, og §§ 56-58 foreslås derfor omfattet af en særlig ordning for

parlamentarisk kontrol med anvendelsen af disse bemyndigelsesbestemmelser.

Side 69

L 134 - 2020-21 - Bilag 3: Foreløbigt høringsnotat samt samling af høringssvar, fra sundheds- og ældreministeren

Det vil således være en betingelse for at fastsætte af regler efter bl.a. de nævnte

fravigelsesbestemmelser, at der foreligger en indstilling fra Epidemikommissionen om,

hvorvidt de pågældende regler bør udstedes, hvorefter reglerne skal forelægges for et af

Folketinget nedsat udvalg. Bekendtgørelser vil herefter ikke kunne udstedes, hvis et flertal i

folketingsudvalget udtaler sig imod dette. Der henvises til de foreslåede §§ 7-11. Det

indebærer bl.a. også, at vedkommende minister ved forlængelse af en bekendtgørelses

gyldighed vil skulle indhente en udtalelse fra Epidemikommissionen og forelægge reglerne

for folketingsudvalget, jf. bemærkningerne til det foreslåede § 54. Den foreslåede ordning

for parlamentarisk kontrol vil i øvrigt efter Sundheds- og Ældreministeriets opfattelse sikre

yderligere proportionalitet i udstedelsen af bekendtgørelserne, ud over betingelserne fastsat

i selve fravigelsesbestemmelserne.

Sundheds- og Ældreministeriet er enigt i, at også organisationer ved fravigelse af rettigheder

og forpligtelser i anden lovgivning skal inddrages i relevant omfang. Det bemærkes i den

forbindelse, at det fremgår af pkt. 2.2.2.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger samt

bemærkningerne til det foreslåede § 7, at Epidemikommissionen vil kunne invitere andre

personer til at deltage i møder, herunder repræsentanter for andre myndigheder, andre

særligt sagkyndige og interesseorganisationer. Herved sikres det, at kommissionen vil kunne

invitere repræsentanter fra andre myndigheder og sagkyndige, som måtte være i besiddelse

af en viden eller praktisk erfaring inden for et område, som er af betydning for det emne,

kommissionen skal drøfte. Det forudsættes i øvrigt, at bekendtgørelser, der udstedes i

medfør af epidemiloven, sendes i høring i videst muligt omfang.

Sundheds- og Ældreministeriet er enigt i, at det er væsentligt at angive eksempler på

bestemmelsernes udmøntning af hensyn til gennemsigtighed og forudsigelighed for særligt

de borgere og virksomheder, der risikerer at blive berørt af regler udstedt i medfør af

bestemmelserne. Af pkt. 2.7 i lovforslagets almindelige bemærkninger samt

bemærkningerne til de foreslåede bestemmelser i kapitel 10 i lovforslaget fremgår en række

eksempler på bestemmelsernes anvendelsesområde. Det er efter ministeriets opfattelse ikke

hensigtsmæssigt at lade eksemplerne være udtømmende, idet det findes nødvendigt at

sikre, at fravigelse kan ske i forbindelse med fremtidige epidemier, der på forskelligartet vis

påvirker samfundet, hvis betingelserne for fravigelse i øvrigt er opfyldt.

18.2. Fravigelse af rettigheder og forpligtelser af hensyn til sundhedsvæsenets kapacitet

Lægeforeningen, Danske Regioner og Dansk Selskab for Almen Medicin (DSAM) anerkender

behovet for at kunne fravige regler af hensyn til sundhedsvæsenets kapacitet.

Justitia anser det for en væsentlig retssikkerhedsmæssig forbedring, at fravigelse af

rettigheder og forpligtelser m.v. af hensyn til sundhedsvæsenets kapacitet omfattes af den

parlamentariske kontrol, samt at sådanne regler som udgangspunkt alene kan fastsættes

for en periode på fire uger ad gangen.

Tandlægeforeningen har udtrykt store bekymringer med hensyn til patient- og

behandlerrettigheder. Loven giver udstrakte og hidtil usete beføjelser til snævre

administrative enheder uden anden demokratisk eller judiciel kontrol end ministeren.

Lægeforeningen, Danske Regioner og Dansk Selskab for Almen Medicin (DSAM) anerkender

behovet for at kunne fravige regler af hensyn til sundhedsvæsenets kapacitet.

Dansk Ældreråd finder det relevant og hensigtsmæssigt, at bestemmelsen (§ 55) med sin

nye ordlyd er blevet indsnævret. Danske Ældreråd finder det positivt, at det bliver en

betingelse for anvendelse af bestemmelsen, at sundhedsvæsenets kapacitet skal være

under pres pga. en samfundskritisk sygdom, eller at dette er nært forestående. Danske

Side 70

L 134 - 2020-21 - Bilag 3: Foreløbigt høringsnotat samt samling af høringssvar, fra sundheds- og ældreministeren

Ældreråd forventer, at det ikke længere vil være muligt for kommuner at begrænse adgang

til ydelser som f.eks. personlig pleje og genoptræning.

FOA efterspørger, at det tydeliggøres, at de relevante faglige organisationer skal inddrages,

så vidt det er muligt, i de tilfælde hvor der kan fraviges regler i anden lovgivning, og at

personalet via de faglige organisationer inddrages i forhold til allokering af ressourcer til

prioritering af akut og behandlingskrævende behandling af patienter, som beskrives i

udkastet til loven.

DASAM er af den opfattelse, at loven mangler at tage stilling til, hvorvidt der kan forventes

samme kvalitet i behandlingen som normalt, når der skal prioriteres i måden, hvorpå

sundhedsprofessionelle pålægges at udøve sundhedsvæsen. DASAM efterspørger, at der

ved prioritering af for eksempel telefon- og videokonsultation som erstatning for fremmøde

og lægeundersøgelse pga. manglende værnemidler eller pga. mange smittede og høj

smitterisiko for patienterne i loven bør tages stilling til, at det kan ændre på

forudsætningerne for sundhedspersonalets mulighed for at leve op til normen for

almindelig anerkendt faglig standard.

Jordemoderforeningen bemærker, at tiltag efter den foreslåede § 55 bør overvejes nøje,

inden de indføres, og at det så fald bør være for en stærkt begrænset periode, inden tiltaget

revurderes.

Københavns Universitet antager, at det er meningen, at der med bestemmelsen er tilsigtet

ligestilling mellem patienter med akut og livstruende sygdomme, og påpeger, at det

fremgår, at man kan fravige ventetider for patienter med livstruende sygdomme, jf.

sundhedslovens § 88. Københavns Universitet efterspørger nærmere begrundelse for

prioriteringen af denne fravigelsesmulighed.

Københavns Universitet anfører, at det ikke fremgår, hvad der mere præcist forstås ved

kritisk sygdom, men det fremgår af bemærkninger, at ikke enhver sygdom, der er omfattet

af de særlige regler om maksimale ventetider for livstruende sygdomme (sundhedslovens §

88), vil blive betragtet som kritiske. Det er ifølge Københavns Universitet umiddelbart

vanskeligt at se, hvorledes man vil skelne mellem kritisk og livstruende sygdom, og det

skaber usikkerhed om prioritering af behandling af livstruende sygdomme som f.eks.

cancer. Det bemærkes, at retten til liv, jf. EMRK artikel 2, også involverer positive

forpligtelser til at beskytte menneskeliv, og at enhver prioritering af menneskeliv skal være

sagligt begrundet.

Danske Regioner (DR) bemærker, at det var afgørende for forårets hurtige omstilling til en

høj intensivkapacitet, at personale og udstyr fra andre områder kunne frigives ved at sætte

andre aktiviteter i bero, hvor det var lægefagligt forsvarligt. DR påpeger, at der fortsat er

behov for at kunne opretholde fravigelsen ved normalisering af hensyn til pukkelafvikling.

Sundheds- og Ældreministeriet har noteret sig, at behovet for at kunne fravige rettigheder

og forpligtelser af hensyn til sundhedsvæsenets kapacitet anerkendes af en række

høringsparter, mens andre udtrykker bekymring i forbindelse med patient- og

behandlerrettigheder.

Det bemærkes, at fravigelse af anden lovgivning efter bl.a. det foreslåede § 55, stk. 1 og 2,

foreslås omfattet af en særlig ordning for parlamentarisk kontrol med anvendelsen af disse

bemyndigelsesbestemmelser. Det vil således være en betingelse for at fastsætte bl.a. de

nævnte fravigelsesbestemmelser, at der foreligger en indstilling fra Epidemikommissionen

om, hvorvidt de pågældende regler bør udstedes, hvorefter reglerne skal

Side 71

L 134 - 2020-21 - Bilag 3: Foreløbigt høringsnotat samt samling af høringssvar, fra sundheds- og ældreministeren

forelægges for et folketingsudvalg. Bekendtgørelser vil ikke kunne udstedes, hvis et flertal i

udvalget udtaler sig imod dette.

Epidemikommissionen vil kunne invitere andre personer til at deltage i møder, herunder

repræsentanter

fra

andre

myndigheder,

andre

særligt

sagkyndige

interesseorganisationer. Herved sikres det, at kommissionen vil kunne invitere

repræsentanter fra andre myndigheder og sagkyndige, som måtte være i besiddelse af en

viden eller praktisk erfaring inden for et område, som er af betydning for det emne,

kommissionen skal drøfte.

Den foreslåede ordning vil sikre, at der foreligger en faglig vurdering af, hvorvidt de

foreslåede regler bør udstedes, samt inddragelse af relevante interessenter og Folketinget

forud for udstedelse. Der henvises til de foreslåede §§ 7-11.

Der henvises desuden til ministeriets bemærkninger i høringsnotatets afsnit 18.1.

Sundheds- og Ældreministeriet finder det væsentligt, at der ved indgribende foranstaltninger

foreligger en proportionalitetsafvejning, hvorfor det efter det foreslåede § 55, stk. 1, er en

betingelse for fravigelse af rettigheder og forpligtelser inden for sundheds- og

ældreministerens ressort, herunder fravigelse af patientrettigheder, at der foretages en

proportionalitetsvurdering. Det fremgår således af bestemmelsen, at regler om fravigelse

kan fastsættes, når det som følge af en samfundskritisk sygdom er nødvendigt at sikre

kapacitet til behandling og pleje af personer med et akut eller kritisk behandlingsbehov, og

de pågældende forpligtelser og rettigheder må anses for at være af mere underordnet

betydning i forhold til det nævnte kapacitetsbehov. Der henvises til bemærkningerne til

forslagets § 55, stk. 1. Med forslaget lægges der desuden op til at sikre en afgrænsning af

omfanget af bestemmelsens anvendelsesområde ved muligheden for at begrænse

rækkevidden af udstedte regler geografisk og tidsmæssigt. Bekendtgørelser kan således

udstedes for hele eller dele af landet og gyldighedsperioden må være på højst fire uger ad

gangen, medmindre særlige grunde undtagelsesvis tilsiger en længere gyldighedsperiode.

Der henvises til lovforslagets § 54 og bemærkningerne hertil.

Sundheds- og Ældreministeriet er enigt i, at det vil kunne blive nødvendigt at opretholde en

fravigelse af hensyn til pukkelafvikling og normalisering af arbejdsgange inden for

sundhedsvæsenet. Ministeriet har således i lovforslaget anført, at fravigelse af forpligtelser

og rettigheder af hensyn til sundhedsvæsenets kapacitet kan ske med henblik på, at

sundhedsvæsenet i en periode efter en epidemi kan foretage de samme prioriteringer, indtil

behandlings- og personalekapaciteten er normaliseret. Der henvises til bemærkningerne til

det foreslåede § 55, stk. 1.

18.3. Fravigelse af autorisationslovens regler om forbeholdt virksomhed af hensyn til

sundhedsvæsenets kapacitet

Danske Bioanalytikere er positive over for forslaget om at kunne fravige selvstændig

udøvelse af forbeholdt virksomhed med henblik på at sikre kapacitet i sundhedsvæsenet.

Danske Bioanalytikere anfører til eksemplet om, at sygeplejerskerne i forvejen udfører

blodprøvetagning på delegation, at det er et dårligt eksempel, da langt størstedelen af

blodprøvetagning i det danske sundhedsvæsen foregår via rammedelegation til faggruppen

bioanalytikere. Danske Bioanalytikere anbefaler, at andre faggrupper end læger er med til

at sikre kvaliteten af delegerede opgaver, som er forbeholdt virksomhed.

Frihedsbevægelsens Fællesråd anfører, at bemyndigelsen til at fravige autorisationslovens

regler om forbeholdt virksomhed giver mulighed for, at sundhedsministeren lader

blikkenslagere eller værnepligtige udføre lægelige opgaver.

Side 72

L 134 - 2020-21 - Bilag 3: Foreløbigt høringsnotat samt samling af høringssvar, fra sundheds- og ældreministeren

FOA støtter generelt, at fordelingen og delegationen af sundhedsfaglige opgaver foregår så

fleksibelt som muligt. FOA er enig i, at det kan være nødvendigt, at andet personale i visse

situationer selvstændigt kan udføre bestemte former for forbeholdt virksomhed, men ser

med bekymring på, at der udelukkende gives eksempler, hvor sygeplejersker kan overtage

visse lægeforbeholdte opgaver. FOA frygter, at eksemplet kan skabe unødige skel mellem

medarbejdere, som mange steder deler opgaverne fleksibelt imellem sig, og mener, at der

bør være fokus på kompetencer frem for titler, ligesom der bør være eksempler på flere

forskellige faggrupper, herunder social-og sundhedsassistenter. FOA er derudover helt enig

i, at det kræver stærke faglige kompetencer at udføre opgaver, der ligger inden for et

forbeholdt virksomhedsområde, og anbefaler, at der kommer mere fokus på, at de ansatte

skal have tilstrækkelige kompetencer til at udføre de konkrete opgaver, frem for et fokus

på titler alene.

LVS finder, at det så vidt muligt bør være sådan, at den fornødne personalemæssige

kapacitet sikres ved, at læger fx udpeger hjælpere af anden uddannelse.

Lægeforeningen anerkender, at der kan opstå situationer, hvor der kan opstå behov for at

forebygge og forhindre et kollaps af sundhedsvæsenet som følge af en samfundskritisk

sygdoms påvirkning af sundhedsvæsenets ressourcer. Lægeforeningen finder dog, at især

massetestning og massevaccinationer uden problemer vil kunne ske efter delegation fra en

læge, og at der derfor grundlæggende ikke vil være behov for, at andre grupper af

autoriserede sundhedspersoner vil kunne udføre sådan virksomhed selvstændigt. Af hensyn

til patientsikkerheden bør man efter Lægeforeningens opfattelse fastholde, at f.eks.

vaccination skal ske efter delegation fra en læge.

Sundheds- og Ældreministeriet skal bemærke, at der ikke med det foreslåede § 55, stk. 3,

lægges op til at kunne fravige selvstændig udøvelse af forbeholdt virksomhed, men omvendt

lægger op til at give adgang til at kunne fravige autorisationslovens regler om forbeholdt

virksomhed, så den pågældende virksomhed kan udøves selvstændigt af andre autoriserede

faggrupper end den, virksomheden er forbeholdt, hvis betingelserne herfor i øvrigt er

opfyldt. Der henvises til det foreslåede § 55, stk. 3, og bemærkningerne hertil.

Den foreslåede bestemmelse er afgrænset således, at bestemmelsen ikke vil kunne anvendes

til at tillade andre end den pågældende autoriserede faggruppe selvstændigt at udøve

forbeholdt virksomhed, der efter anden lovgivning er underlagt et forbud mod eller

restriktioner for videredelegation til en medhjælp. Det vil i øvrigt ikke med bestemmelsen

være muligt at lade personer, der ikke er autoriseret efter autorisationsloven, udføre

forbeholdt sundhedsfaglig virksomhed selvstændigt.

Det vil være en betingelse for udmøntning af bestemmelsen, at Sundhedsstyrelsen har

afgivet en faglig indstilling om, at der er behov for at fravige autorisationslovens regler om

forbeholdt virksomhed, når det som følge af en samfundskritisk sygdom er nødvendigt for

at sikre sundhedsvæsenets personalemæssige kapacitet til bestemte opgaver. Dermed sikres

en faglig kvalificering af behovet for at fravige autorisationslovens regler om forbeholdt

virksomhed. I den forbindelse forudsættes det at indgå i Sundhedsstyrelsens vurdering,

hvilke andre faggrupper det vil være forsvarligt at lade en given behandling eller et givent

indgreb blive foretaget selvstændigt af. Det bemærkes i den forbindelse, at

Sundhedsstyrelsen ikke vil være begrænset til at udvælge en enkelt faggruppe, men kan

indstille, at flere forskellige faggrupper kan udøve den pågældende forbeholdte virksomhed

selvstændigt i en periode, hvis styrelsen vurderer, at flere autoriserede faggrupper

forsvarligt kan udøve virksomheden selvstændigt. Ministeriet deler således ikke frygten for

skel mellem medarbejdere eller problematiseringen af eksemplet fra

Side 73

L 134 - 2020-21 - Bilag 3: Foreløbigt høringsnotat samt samling af høringssvar, fra sundheds- og ældreministeren

bemærkningerne til bestemmelsen. Det bemærkes, at eksemplet er et billede på en type

forbeholdt virksomhed, der ofte på delegation foretages af andre end den faggruppe, for

hvem indgrebet er forbeholdt, og dermed ikke udtømmende gør op med den forbeholdte

virksomhed eller de autoriserede faggrupper, der kan være omfattet af bestemmelsen.

Sundheds- og Ældreministeriet er enigt i, at sundhedspersonernes kompetencer er et vigtigt

element i vurderingen af, om det vil være forsvarligt at lade en given forbeholdt virksomhed

blive foretaget selvstændigt af andre autoriserede faggrupper. Sundhedsstyrelsen vil i sin

indstilling kunne lægge vægt på sundhedspersoners nærmere kompetencer, således at der

af f.eks. patientsikkerhedsmæssige årsager kan tages højde for kompetenceforskelle, også

inden for autoriserede faggrupper.

18.4. Fravigelse af hensyn til at sikre forsyningen af varer

Danmarks Apotekerforening anfører, at forsyningen af lægemidler er omfattet af

bestemmelsen om indførelse af foranstaltninger for at sikre forsyningen af varer.

Apotekerforeningen er af den opfattelse, at dette giver anledning til tvivl om, hvorvidt

foranstaltninger kan iværksættes uden aktivering af lægemiddelberedskabet.

Apotekerforeningen finder dette uhensigtsmæssigt og efterlyser præcisering af forholdet

mellem epidemilovens bestemmelse om sikring af forsyningen af varer og

lægemiddellovens bestemmelse om lægemiddelberedskab.

Sundheds- og Ældreministeriet er enigt i, at det er hensigtsmæssigt at afklare forholdet

mellem epidemiloven og lægemiddelloven i forhold til forsyningen af lægemidler. Sundheds-

og Ældreministeriet har således i lovforslagets bemærkninger præciseret, at

lægemiddelforsyningen alene er omfattet af lægemiddelloven. Der henvises til den

foreslåede § 58 og bemærkningerne hertil.

Sundheds- og Ældreministeriet skal gøre opmærksom på, at ministeriet efter høringen har

udvidet muligheden for at fravige det offentliges forpligtelser og privates rettigheder over

for det offentlige i overensstemmelse med den nugældende bestemmelse i § 12 d, stk. 3. I

den forbindelse har ministeriet fjernet den foreslåede § 51 i høringsversionen af lovforslaget

om fravigelse af rettigheder og forpligtelser på Kriminalforsorgens område, idet fravigelse

af de pågældende rettigheder og forpligtelser, ligesom efter gældende ret, vil blive muligt

efter lovforslagets § 56. Det bemærkes, at fravigelse af de pågældende rettigheder og

forpligtelser på Kriminalforsorgens område herefter ligeledes vil være omfattet af kravet om

en tidsmæssig afgrænsning af fravigelsen for ”for en bestemt periode”

18.5. Lovtidendeloven

SIND finder forslaget (i § 59) om, at der kan fastsættes regler, der fraviger reglerne i

lovtidendeloven, for stærkt betænkeligt. SIND finder det afgørende vigtigt, at der ikke er

tvivl om, hvilke regler der gælder. Også i tilfælde, hvor reglerne kun er gældende i dele af

landet.

Patientforeningen mener, at bestemmelsen bør fjernes, da det er vigtigt, at al lovgivning i

krisesituationer findes samme sted.

Som det fremgår af pkt. 2.7.6.2 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget, forudsættes

det med den forslåede ordning, at kravet om kundgørelse i Lovtidende alene fraviges ved en

udmøntning af § 59 i lovforslaget, når der er tungtvejende grunde, der taler for at benytte

en anden kundgørelsesordning. Dette kan eksempelvis være hensynet til en hurtig

ikrafttræden, hvor det skønnes, at en mere målrettet kundgørelsesordning er mest

hensigtsmæssig.

Side 74

L 134 - 2020-21 - Bilag 3: Foreløbigt høringsnotat samt samling af høringssvar, fra sundheds- og ældreministeren

Det foreslås endvidere, at vedkommende minister efter forhandling med justitsministeren

har en pligt til at fastsætte regler om, hvordan oplysning om regler, der ikke indføres i

Lovtidende, kan fås. Forslaget indebærer, at reglerne, der ikke kundgøres i Lovtidende, skal

offentliggøres på anden vis, og at der skal fastsættes regler herom.

Det forudsættes, at denne offentliggørelse vil være målrettet den kreds, som vurderes at

måtte blive berørt af reglerne, og at den valgte offentliggørelsesmåde udgør en autoritativ

kilde til sikker viden om retsreglernes nøjagtige ordlyd. Kilden vil således skulle være

troværdig og pålidelig for borgerne. Der vil eksempelvis kunne ske offentliggørelse på

vedkommende ministeriums hjemmeside eller på relevante kommuners eller regioners

hjemmesider, ligesom der vil kunne ske offentliggørelse på centrale tværgående offentlige

hjemmesider som f.eks. coronasmitte.dk eller lignende samt i lokalaviser m.v.

Som det ligeledes fremgår af pkt. 2.7.6.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger, vil

forskrifter, som efter forslaget undtages fra reglerne om kundgørelse i Lovtidende, fortsat

skulle indlægges i Retsinformation, selv om de ikke offentliggøres i Lovtidende.

Der henvises i øvrigt til den foreslåede § 59 og bemærkningerne hertil.

19. Ekspropriation

Danske Rederier anfører, at ekspropriationsbestemmelsen er så bredt formuleret, at det

ikke er muligt at forudse, hvilke bekendtgørelser der vil kunne udstedes. Danske Rederier

efterspørger derfor præcisering, gerne med eksempler, så der skabes større

gennemsigtighed.

Medicoindustrien bemærker, at det fremgår af bemærkningerne til bestemmelsen om

fravigelse af regler af hensyn til vareforsyningen, at der ifm. ekspropriative indgreb efter

bestemmelsen ved udmåling af erstatning vil skulle tages udgangspunkt i prisen på

tidspunktet før en mangelsituation og henstiller til, at der tages udgangspunkt i det

prisniveau, der eksisterer på tidspunktet for ekspropriationen.

Dansk Industri opfordrer til, at bestemmelsen udformes som oprindeligt.

Dansk Erhverv (DE) kan ikke støtte bestemmelsen om ekspropriation i dens nuværende

affattelse. DE er af den opfattelse, at lovudkastet og gældende lov indebærer risiko for, at

myndighedernes foranstaltninger ofte ikke vil blive vurderet som værende ekspropriative,

selvom de er økonomisk indgribende for virksomheder og borgere. Det medfører en risiko

for, at virksomheder ikke får erstattet deres fulde tab eller noget tab overhovedet, selvom

der bliver gennemført tvangsmæssige indgreb.

Patientforeningen mener med henvisning til minkavlernes situation ikke, at der må herske

tvivl om, at der skal sikres fuld erstatning i sådanne tilfælde. For at undgå dette

efterspørges, at beredskabet på epidemiområdet gentænkes og decentraliseres, så de

nødvendige faciliteter, f.eks. skoler, stilles til rådighed som isolerede epidemi- eller

pestcentre.

Landbrug & Fødevarer er af den opfattelse, at en midlertidig hel eller delvis nedlukning af

en virksomhed efter § 42, stk. 2, (nu udgået) vil udgøre ekspropriation, og imødeser en

præcisering af forholdet mellem § 42, stk. 2, (nu udgået) og § 53 (nu § 60). Landbrug &

Fødevarer savner klarere afgrænsning af § 53 (nu § 60) og foreslår, at der nedsættes et

egentligt lovforberedende udvalg med en række eksperter med juridiske, veterinære og

sundhedsfaglige kompetencer for at vurdere ekspropriationshjemmel og rækkevidden

heraf mere indgående.

Side 75

L 134 - 2020-21 - Bilag 3: Foreløbigt høringsnotat samt samling af høringssvar, fra sundheds- og ældreministeren

Sundheds- og Ældreministeriet bemærker, at det følger af den foreslåede § 60, stk. 1, at

sundheds- og ældreministeren til brug for gennemførelse af foranstaltninger efter loven eller

regler fastsat i medfør heraf kan iværksætte ekspropriation af privat ejendom. Udgør

gennemførelse af foranstaltninger efter loven eller regler fastsat i medfør af denne lov et

ekspropriativt indgreb, ydes fuldstændig erstatning til den eller de berørte ejere, jf. § 60, stk.

Det vil afhænge af en samlet vurdering, om anvendelsen af den pågældende bestemmelse i

loven i konkrete tilfælde vil være udtryk for et ekspropriativt indgreb. Kan der ikke opnås

enighed herom eller om erstatningsfastsættelsen, må spørgsmålet i givet fald indbringes for

domstolene. Der henvises til pkt. 7.3 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget om

forholdet til grundlovens § 73.

Sundheds- og Ældreministeriet skal endelig bemærke, at § 42, stk. 2, er udgået i det

fremsatte lovforslag.

20. Erstatning og kompensation

Advokatrådet konstaterer, at lovforslaget ikke genindfører muligheden for erstatning, som

blev fjernet med hastelovgivningen i marts. Advokatrådet finder det yderst betænkeligt, at

retskrav på erstatning ved tab fjernes uden grundige, grundlæggende politiske drøftelser

herom. Advokatrådet har forståelse for, at det kan være nødvendigt med nærmere

undersøgelser og drøftelser af mulige løsninger. Rådet finder det dog betænkeligt, at der

ikke med den nye epidemilov genindføres klare – eventuelt tilpassede – regler for erstatning

for tab påført som følge af lovens foranstaltninger. Advokatrådet finder det yderst

betænkeligt, at der ikke er klarhed over, hvordan personer og virksomheder, som af

myndighederne er blevet pålagt at lukke ned over længere perioder, er stillet i forhold til

spørgsmålet om erstatning. Advokatrådet anfører, at borgere og virksomheder efterlades i

et retssikkerhedsmæssigt tomrum.

KL forventer kompensation for økonomiske udgifter ifm. tiltag, der iværksættes som følge

af epidemiloven.

SMVdanmark konstaterer med stor beklagelse og gentager sin kritik af, at man heller ikke i

det reviderede udkast til en ny epidemilov har fundet det rimeligt at genindføre

virksomhedernes ret til at få erstatning for de tab, som måtte blive indført for at inddæmme

smitten. SMVdanmark finder, at kun en genindførelse af den hundrede år gamle ret til

fulde erstatning, vil være den rigtige og rimelige løsning.

Ledernes Hovedorganisation (LH) mener, at virksomheder, også når der ikke er tale om

ekspropriation, skal have retskrav på erstatning, når de bliver økonomisk ramt af tiltag, der

skal forhindre smitte. LH har noteret sig, at der blandt aftalepartierne er enighed om, at

spørgsmålet om udarbejdelse af principper for kompensation for indgreb, som ikke udgør

ekspropriation, kræver grundige overvejelser og selvstændige politiske forhandlinger, samt

at forarbejdet bør ske i en arbejdsgruppe med inddragelse af økonomiske eksperter. LH

har ligeledes noteret sig, at der nedsættes en følgegruppe med repræsentanter fra

arbejdsmarkedets parter og ser frem til at bidrage i følgegruppens arbejde.

Danske Fysioterapeuter opfordrer til, at der i samarbejde med Folketinget gives adgang til

erstatning ved indskrænkninger ift. adgangen til erhvervslokaler (§ 36), også hvor der ikke

er tale om ekspropriation. Danske Fysioterapeuter anfører desuden, at der bør gives

kompensation til sundhedspersoner, såfremt de kategoriseres som ”nære kontakter” til en

smittet, og at dette begreb bør håndteres entydigt.

Side 76

L 134 - 2020-21 - Bilag 3: Foreløbigt høringsnotat samt samling af høringssvar, fra sundheds- og ældreministeren

HORESTA finder det dybt bekymrende, at det ikke fremgår af lovforslaget, at erhvervslivet

og virksomheder har krav på erstatning, når forretningen grundet politiske beslutninger i en

sundhedskrise enten begrænses eller helt og aldeles umuliggøres. HORESTA foreslår, at det

gøres gældende i loven, at erstatninger og kompensation for tab forårsaget af politiske tiltag

i forbindelse med en epidemi eller pandemifremgår af den nye epidemilov. I Endvidere bør

det fremgå, at erstatning og kompensation skal fastlægges med inddragelse af

erhvervslivet. HORESTA vil i forlængelse heraf opfordre til, at der sikres nye og mere

adækvate rammer for behandling af nationale støtteforanstaltninger i forhold til EU’s

statsstøtteregler

Dansk Arbejdsgiverforening (DA) finder, at staten, som en naturlig handling, skal erstatte de

tab, som tvangsmæssige indgreb måtte medføre. DA finder, at der i regi af arbejdsgruppen

skal indgå overvejelser til brug for, om regeringen i EU generelt skal rejse spørgsmål om

etablering af nye og mere adækvate rammer for behandling af nationale økonomiske

støtteforanstaltninger i forhold til EU’s statsstøtteregler. DA finder det positivt, at der i den

forbindelse nedsættes en følgegruppe med repræsentanter fra erhvervslivets

organisationer, arbejdsmarkedets parter og kultur-og fritidslivet. DA forventer at blive del

af denne følgegruppe.

Dansk Idræts Forening (DIF) ønsker at rose regeringen og Folketingets partier for den vigtige

hjælp, de har ydet forenings- og idrætslivet i form af kompensationsordninger og

hjælpepakkerunder covid-19 epidemien, som ifølge DIF har holdt hånden under mange

frivillige foreninger i en svær tid. DIF bemærker dog, at der er behov for en længere

tidshorisont i forbindelse med kompensationsordninger fremover. DIF anfører, at det er

utrolig svært fortsat at planlægge store konkurrencer og events, som normalt gennemføres

på bestemte tidspunkter, når ingen ved, hvordan situationen er måneder eller halve år

frem. Derfor opfordrer vi til, at man i den nye epidemilov sørger for at indføre garantier for

økonomisk sikkerhed så længe restriktioner umuliggør afviklingen af arrangementer.

Divisionsforeningen foreslår en tillægsparagraf til § 53 (nu § 60), der fastslår, at tab, der

opstår også som følge af midlertidige foranstaltninger fra kapitel 4, skal erstattes af staten

med op til en vis procentdel. Efterspørger hjemmel til kompensationsordningerne direkte i

loven af hensyn til den usikkerhed, arrangører har oplevet med tilrettelæggelsen af

kompensationsordningerne siden marts 2020.

Dansk Industri anfører, at det er helt afgørende, at virksomheder kan få erstattet deres

økonomiske tab som følge af indgreb efter loven, og at det er et retssikkerhedsmæssigt

problem, at den enkelte borger eller en virksomhed ikke efter lovforslaget vil have et

retskrav på erstatning for lidte økonomiske tab på nær de sjældne situationer med

ekspropriation. DI beklager, at lovudkastet i § 60 fortsat kun anfører en mulighed for

erstatning for indgreb mod virksomheder, såfremt der juridisk er tale om ekspropriation i

henhold til grundlovens bestemmelser herom. DI støtter, at arbejdsgruppen om erstatning

hurtigst muligt bliver nedsat, men er helt uforstående overfor, at de først skal afrapportere

inden udgangen af 2021. Dette er efter DI’s opfattelse alt for langsommeligt, og bør kunne

ske meget hurtigere. Herudover bør erhvervslivets organisationer og arbejdsmarkedets

parter indgå i selve arbejdsgruppen og ikke blot i en følgegruppe, der i realiteten er sat uden

for indflydelse på de anbefalinger, som skal videre til politisk behandling.

DBU anfører, at det er afgørende ud fra erfaringerne med de gældende restriktioner, at

fodbolden kompenseres ved kompensationsordninger, f.eks. for tabte billetindtægter og

aflyste VIP-arrangementer forårsaget af restriktioner som følge af en epidemi. DBU mener,

at DBU’s lokalunioner bør anerkendes som foreninger og kan søge

Side 77

L 134 - 2020-21 - Bilag 3: Foreløbigt høringsnotat samt samling af høringssvar, fra sundheds- og ældreministeren

foreningspuljer og andre ordninger målrettet foreninger og finder det væsentligt for dansk

fodbold, at idrætsforeningerne ikke pålægges pligter og økonomiske byrder, der ligger ud

over de frivillige foreningers kompetencer og ressourcer, herunder økonomisk formåen.

F.eks. kan forpligtelsen til at stille vand og sæbe eller håndsprit til rådighed for medlemmer

eller ekstra rengøring være en stor udgift for foreningslivet, og kommunerne bør pålægges

det ansvar.

DiaLab mener, at ekspropriation skal bruges varsomt og som sidste udvej. Myndighederne

skal være mere bevidste om deres ordvalg og magt, når de retter henvendelse til private

med en ”opfordring”. Det skal fremgå klart, om der er tale om krav eller henstilling.

DGI har forståelse for, at erfaringerne fra 2020 viser, at det kan være fornuftigt at afgrænse

en egentlig erstatningsregel til kun at gælde ekspropriation, mens andre tiltag må bero på

økonomiske hjælpeordninger, som Folketinget fastlægger i situationen. DGI mener, at en

meget vidtgående erstatningsregel kan have uoverskuelige konsekvenser for staten.

Dansk Erhverv (DE) finder, at staten er forpligtet til at sikre fuldstændig erstatning for de

tab, som tvangsmæssige indgreb omfattet af loven måtte medføre. DE finder det vigtigt, at

der i alle tilfælde ydes de berørte fuldstændig erstatning og foreslår at genindføre

ekspropriationsbestemmelsen, som den var i den tidligere epidemilovs § 27.

Tandlægeforeningen anfører, at godtgørelse for økonomiske konsekvenser for en privat

virksomhed, som ikke skyldes ekspropriation, bør fremgå tydeligt. Foreningen er af den

opfattelse, at det bør være en samfundsopgave at holde en privat virksomhed, som

nedlukkes helt eller delvist, skadesløs for de offentlige påbuds konsekvenser.

Danske Soloselvstændige efterspørger, at man som minimum i en ny epidemilov forholder

sig til, hvorvidt man i nødvendige sundhedsmæssige eller politisk besluttede nedlukninger,

tager stilling til, hvorledes man vil sikre, at erhvervslivet kompenseres.

Enrico Krog Iversen mener, at det strider imod grundloven, at sundhedsministeren med

loven vil kunne fjerne virksomheders eksistensgrundlag uden at være forpligtet til at yde

erstatning eller kompensation til virksomhedsejere.

Finanssektorens Arbejdsgiverforening ønsker at få belyst, hvem der skal betale regningen

for tabt tid, produktion m.v., og påpeger, at det fremgår af Virksomhedsguiden (Corona), at

det beror på, om det arbejdsgiver eller sundhedsvæsenet, der giver påbuddet.

Finanssektorens Arbejdsgiverforening understreger de indgribende konsekvenser, som et

eventuelt forsamlingsforbud og opholdsforbud kan få for samfundsøkonomien og

beskæftigelsen og opfordrer til, at lovforslaget sikrer erstatning eller kompensation for det

tab, industrierne, brancherne eller virksomhederne måtte lide ifm. et forbud.

Sundheds- og Ældreministeriet bemærker, at regeringen vil nedsætte en arbejdsgruppe, der

skal overveje spørgsmål om kompensation

ved

eventuelle fremtidige epidemier.

Arbejdsgruppen

skal

bestå

uafhængige

økonomiske

eksperter

ministerierepræsentanter.

Af arbejdsgruppens kommissorium fremgår det bl.a., at arbejdsgruppen skal udarbejde

økonomisk forsvarlige principper for kompensation, som vil kunne tilgodese berørte

virksomheder og lønmodtagere i tilfælde af smittereducerende indgreb, og som samtidig

tager højde for andre samfundsøkonomiske hensyn, herunder at mindske risikoen for, at

samfundsøkonomien fastlåses, og andre utilsigtede skadevirkninger. Relevante

samfundsøkonomiske hensyn kan fx være at sikre, at der ikke fastholdes

Side 78

L 134 - 2020-21 - Bilag 3: Foreløbigt høringsnotat samt samling af høringssvar, fra sundheds- og ældreministeren

arbejdskraft i sektorer med begrænset aktivitet, ligesom den naturlige virksomhedsdynamik,

hvor højproduktive virksomheder udkonkurrerer lavproduktive virksomheder, i videst muligt

omfang skal opretholdes. Der nedsættes i tillæg til arbejdsgruppen en følgegruppe med

repræsentanter fra erhvervslivets organisationer, arbejdsmarkedets parter og kultur- og

fritidslivet.

Arbejdsgruppen betjenes af et sekretariat bestående af Erhvervsministeriet (formand),

Finansministeriet, Skatteministeriet, Justitsministeriet og Sundheds- og Ældreministeriet.

Arbejdsgruppen afslutter sit arbejde med udgangen af 2021.

Det bemærkes, at de ændringer, som arbejdet i arbejdsgruppen måtte give anledning til, vil

kunne gennemføres ved et selvstændigt lovforslag senere. Det anføres endvidere, at

regeringen i forbindelse med indførelse af restriktioner vil optage forhandlinger med

Folketingets partier om hjælpepakker til erhvervslivet.

21. Klageadgang

Sundheds- og Ældreministeriet skal indledningsvist bemærke, at der i det fremsatte

lovforslag er sket grundlæggende ændringer af emnet, og at høringssvarene bør læses i lyset

heraf.

Institut for Menneskerettigheder, Danske Fysioterapeuter, Ældre Sagen, Dansk Psykolog

Forening, SIND, DI, Amnesty International, DASAIM, Alzheimerforeningen,

Patientforeningen, Advokatrådet, Danske Regioner og Frihedsbevægelsens Fællesråd ser

overordnet positivt på den foreslåede oprettelse af Ankenævnet for Epidemiloven i det

fremsatte lovforslag.

Alzheimerforeningen mener, at det bør være muligt for personer, der udsættes for

frihedsberøvelse eller andre begrænsninger i den personlige frihed eller boligens

ukrænkelighed – herunder ulovlig frihedsberøvelse eller andre begrænsninger – der

iværksættes med henvisning til bestemmelserne i epidemiloven over for pågældende

person eller dennes repræsentanter, at klage over en lovlig eller ulovlig frihedsberøvelse.

Alzheimerforeningen foreslår desuden, at den myndighed, der træffer en afgørelse med

henvisning til epidemiloven, pålægges skriftligt at vejlede den person, der er blevet

frihedsberøvet eller udsat for andre begrænsninger i den personlige frihed eller boligens

ukrænkelighed, om klagemuligheden.

Dansk Erhverv, Amnesty International og Dialab foreslår, at lovforslagets § 54 ændres fra

”kan” til at sundheds- og ældreministeren ”skal” fastsætte regler om klageadgang. Den

konkrete klageinstans bør endvidere fremgå af lovbemærkningerne. Dansk Erhverv foreslår

desuden, at ministeren også skal fastsætte regler, der giver mulighed for, at en klage kan få

opsættende virkning.

DASAIM bemærker, at tvangsforanstaltninger bør kunne ankes til en domstol - ligesom efter

psykiatriloven.

Dansk Tandlægeforening anfører, at der mangler mulighed for prøvelse af administrativt

besluttede indgreb. Foreningen anfører desuden, at der mangler mulighed for straks-

prøvelse af lovforslagets tvangsindgreb.

DUKH savner en definition af klagemuligheder.

Side 79

L 134 - 2020-21 - Bilag 3: Foreløbigt høringsnotat samt samling af høringssvar, fra sundheds- og ældreministeren

DUKH foreslår, at muligheden for opsættende virkning skal vurderes i forbindelse med

klage, og at foranstaltning ikke må udføres, før det er vurderet, hvorvidt det kunne være

relevant at give klage opsættende virkning.

Institut for Menneskerettigheder anbefaler, at klagestrukturen fastsættes i loven, og at der

er adgang til at klage til en overordnet myndighed over afgørelser, der udgør intensive

indgreb i den enkeltes frihedsrettigheder. Instituttet henviser til, at det fremgår af

bemærkningerne til udkastet, at det er Sundheds- og Ældreministeriets opfattelse, at det

bl.a. for klager over de afgørelser, der kan træffes over for enkeltpersoner, ikke (i alle

tilfælde) vil være hensigtsmæssigt, hvis klagen over en afgørelse truffet af Styrelsen for

Patientsikkerhed behandles af Sundheds- og Ældreministeriet, og at det videre fremgår af

bemærkningerne til udkastet, at sundheds- og ældreministeren vil få mulighed for at

fastsætte regler om, at afgørelser fra Styrelsen for Patientsikkerhed vil kunne påklages til

en anden styrelse under ministeriet. Instituttet bemærker i forlængelse heraf, at

administrative myndigheders mandat er nærmere defineret og nøje opdelt mellem flere,

sideordnede myndigheder, som ikke har generel instruktionsbeføjelse over for hinanden.

Denne beføjelse tilkommer en overordnet myndighed (for eksempel et ministerium).

Instituttet bemærker endvidere, at instituttet ikke er bekendt med lignende ordninger, hvor

en afgørelse fra en administrativ myndighed kan påklages til en anden sideordnet

myndighed.

Amnesty International mener, at der skal være tydelig klageadgang og adgang til

domstolsprøvelse for alle tvangsmæssige indgreb, inklusive dem der ikke umiddelbart har

karakter af frihedsberøvelse.

Jordemoderforeningen finder det væsentligt, at der sikres etablering af et hurtigt

arbejdende ankesystem, der giver det enkelte individ mulighed for at få prøvet afgørelser

så hurtigt som muligt.

Rådet for Digital Sikkerhed anfører, at der bør være mulighed for borgerne for klager over

afgørelser til Datatilsynet. Klageretten bør ikke kunne tilsidesættes politisk.

Danske Handicaporganisationer er ikke tilfreds med den model, der lægges op til, og mener

ikke, at det er en retssikkerhedsmæssig tilstrækkelig løsning. Klageadgangen bør være

fastlagt i selve loven i form af et klagenævn. Danske Handicaporganisationer henviser til, at

klager over magtanvendelse på sundhedsområdet sker til et særligt nævn fastsat ved lov,

inden

for

psykiatrien

til

Det

psykiatriske

Patientklagenævn,

til

Tvangsbehandlingsnævnet, hvis der er tale om klager over behandling med magt i somatisk

behandling af varigt inhabile patienter. Danske Handicaporganisationer mener også, at

bemærkningerne bl.a. bør beskrive, hvad der kan klages over, tidsfrister m.v.

Lægeforeningen, Forbrugerrådet Tænk, Sind, Region Hovedstaden, Patientforeningen og

Ældresagen finder, at klageadgangen af retssikkerhedsmæssige grunde bør fastlægges

direkte i loven. Ældresagen finder, at der bør etableres et særligt epidemi-klagenævn, som

borgere, der er udsat for magtanvendelse, kan klage til. Region Hovedstaden bemærker

hertil, at fastsættelse af klageadgangen direkte i lovteksten sikrer, at det står klart for

borgere og Folketinget, hvilke klagemuligheder der vil være, og således at det ikke rent

administrativt vil være muligt at fjerne en etableret klageadgang. Patientforeningen

bemærker, at der er alt for store bemyndigelser for ministeren til at kunne bestemme

klagemulighederne, samt at hvis det fastsættes direkte i loven, vil de relevante instanser

kunne forberede sig og opbygge et passende beredskab.

Side 80

L 134 - 2020-21 - Bilag 3: Foreløbigt høringsnotat samt samling af høringssvar, fra sundheds- og ældreministeren

Retspolitisk forening bemærker, at forslaget ikke sikrer, at der bliver tale om effektive

klagesystemer eller en klageinstans, som er uafhængig i forhold til ministeren/regeringen.

Retspolitisk forening foreslår, at loven fastsætter regler for et uafhængigt klageorgan

bestående af eksempelvis en dommer, en advokat (gerne udpeget af Institut for

Menneskerettigheder) samt en myndighedsrepræsentant, i stedet for en

bemyndigelsesbestemmelse til sundheds- og ældreministeren til at fastsætte regler om

klageadgang.

Efter Lægeforeningens opfattelse er det helt afgørende, at der med lovforslaget også sker

en udtrykkelig regulering af adgangen til at klage over bl.a. undersøgelse, behandling,

manglende indhentelse af samtykke til behandling m.v., der iværksættes med hjemmel i

epidemiloven.

Producentforeningen foreslår, at der etableres en ordning, så justitsministerens afgørelser

om forsamlingsforbud altid kan efterprøves af en uafhængig forvaltningsmyndighed.

Medborgernes Menneskerettighedskommission (MMK) foreslår, at der bør være

opsættende virkning for klager over tvangsbehandling efter udkastets § 18.

Frihedsbevægelsens Fællesråd anbefaler, at det foreslåede Ankenævnet for Epidemiloven

selv skal afgøre, om klagen har opsættende virkning, ved en afvejning af de modstående

hensyn. Frihedsbevægelsens Fællesråd anbefaler endvidere, at nævnets medlemmer alle

udpeges af patientforeningen, og at mindst ét medlem skal være læge med speciale i epi-

demiske sygdomme og mindst ét medlem lands- eller højesteretsdommer.

SMVdanmark foreslår, at erhvervsorganisationer for virksomheder ramt af tiltagene

tillægges en generel ret til at klage til ankenævnet over generelle samfundsmæssige tiltag,

hvis det vurderes, at indførelsen ikke overholder kravene i loven, da det vil være med til at

opretholde lovens formål om gennemsigtighed, proportionalitet og demokratisk kontrol.

SMVdanmark foreslår endvidere, at der oprettes en klageinstans til at behandle

virksomheders klager over afslag/forkert udbetaling af kompensation for indførte

restriktioner, da SMVdanmark finder, at virksomhedernes retsstilling under den nuværende

krise er utilfredsstillende og retssikkerhedsmæssig betænkelig, idet virksomhederne er

henvist til at anlægge en retssag ved domstolene, hvis virksomheden er uenig i

myndighedernes afgørelse om udbetaling af kompensation.

SIND ønsker afklaret, om en klage efter epidemiloven har opsættende virkning. SIND

bemærker endvidere, at de med tilfredshed har noteret sig, at ankenævnet sammensættes

af sagkyndige og lægmænd, og at patienter bliver repræsenteret gennem indstilling fra

Danske Patienter. SIND foreslår dog, at også Danske Handicaporganisationer tildeles ret til

at indstille et medlem til ankenævnet, da SIND mener, at en række brugere af fx de mange

sociale institutioner, ikke bliver repræsenteret (fordi disse ikke nødvendigvis er patienter).

SIND bemærker også, at det findes stærkt betænkeligt, at adgangen til at indbringe klager

for Ankenævnet for Epidemiloven skal indgives til Styrelsen for Patientklager ved anven-

delse af den digitale løsning, som Styrelsen for Patientklager stiller til rådighed, og at klager,

der ikke indgives ved digital selvbetjening, afvises af Styrelsen for Patientklager.

KL anfører, at det forekommer uklart, hvem der kan klage til ankenævnet, og hvad man kan

klage over. KL anmoder i den forbindelse om, at disse forhold beskrives i bemærkningerne

til lovforslaget. KL bemærker endvidere, at er uklart, hvad baggrunden for valget af med-

lemmer til ankenævnet er. KL anmoder i den forbindelse om at få adgang til at indstille et

Side 81

L 134 - 2020-21 - Bilag 3: Foreløbigt høringsnotat samt samling af høringssvar, fra sundheds- og ældreministeren

medlem for at sikre et kommunalt perspektiv i klagesagsbehandlingen, da KL formoder, at

også kommunale afgørelser kan omfattes.

FOA mener, at FH skal have en plads i Ankenævnet for Epidemiloven, dels for at sikre bre-

dere sundhedsfaglig repræsentation, og dels for at undgå den nuværende ubalance, hvor

Dansk Arbejdsgiverforeningen ikke i tilstrækkelig grad modsvares af repræsentanter fra me-

darbejdersiden

Alzheimerforeningen foreslår, at Ankenævnet for Epidemiloven også får en proaktiv rolle,

så ankenævnet af egen drift kan behandle sager, hvor der er truffet afgørelse eller indført

regler som følge af epidemilovens bestemmelser, eller hvor forvaltning af disse regler skøn-

nes at stride imod epidemilovens bestemmelser.

Lægeforeningen opfordrer til, at det sikres, at etablering af endnu et nyt ankenævn i regi af

Styrelsen for Patientklager ikke sker på bekostning af etablering af Ankenævnet for Tilsyns-

afgørelser.

Sundheds- og Ældreministeriet er enigt i, at det er afgørende for retssikkerheden, at

personer, der påbydes afgørelse om en individuel foranstaltning, har mulighed for at klage.

Det foreslås derfor, at der oprettes et nyt ankenævn, Ankenævnet for Epidemiloven, der vil

være uafhængigt af instruktioner fra ministeriet eller andre om den enkelte sags behandling

eller afgørelse. Det er Sundheds- og Ældreministeriets opfattelse, at oprettelsen af

Ankenævnet for Epidemiloven vil styrke retssikkerheden i forhold til den hidtidige regulering.

Det bemærkes, at udgangspunktet er, at klager skal indgives til ankenævnet ved anvendelse

af den digitale løsning, som Styrelsen for Patientklager stiller til rådighed, men at det er

fastsat i det fremsatte lovforslag, at en klage også kan indgives på andre måder, såfremt

Styrelsen for Patientklager finder, at der foreligger særlige forhold, der gør, at klageren ikke

må forventes at kunne anvende digital selvbetjening, eller der foreligger helt ekstraordinære

situationer, hvor omstændighederne ved klagen eller Styrelsen for Patientklagers forhold

gør, at der ikke kan indgives en klage til Ankenævnet for Epidemiloven ved anvendelse af

den digitale selvbetjeningsløsning.

Ministeriet har i den forbindelse noteret sig, at, Institut for Menneskerettigheder, Danske

Fysioterapeuter, Ældre Sagen, Dansk Psykolog Forening, SIND, DI, Amnesty International,

DASAIM, Alzheimerforeningen, Patientforeningen, Advokatrådet, Danske Regioner

Frihedsbevægelsens Fællesråd finder det positivt, at der oprettes et klagenævn, og at der

etableres klageadgang over individuelle foranstaltninger.

Ministeriet har endvidere noteret sig, at SIND finder det positivt, at ankenævnet

sammensættes af sagkyndige og lægmænd, og at patienter bliver repræsenteret gennem

indstilling fra Danske Patienter.

SIND foreslår dog, at også Danske Handicaporganisationer tildeles ret til at indstille et med-

lem til ankenævnet. Samtidigt anmoder KL om at få adgang til at indstille et medlem til an-

kenævnet for at sikre et kommunalt perspektiv i klagesagsbehandlingen. Frihedsbevægel-

sens Fællesråd anbefaler, at nævnets medlemmer alle udpeges af patientforeningen, og at

mindst ét medlem skal være læge med speciale i epidemiske sygdomme og mindst ét med-

lem lands- eller højesteretsdommer. FOA mener, at FH skal have en plads i Ankenævnet for

Epidemiloven, dels for at sikre bredere sundhedsfaglig repræsentation, og dels for at undgå

den nuværende ubalance, hvor Dansk Arbejdsgiverforeningen ikke i tilstrækkelig grad mod-

svares af repræsentanter fra medarbejdersiden.

Side 82

L 134 - 2020-21 - Bilag 3: Foreløbigt høringsnotat samt samling af høringssvar, fra sundheds- og ældreministeren

Sundheds- og Ældreministeriet bemærker i den forbindelse, at ankenævnets

sammensætning er foretaget ud fra den vurdering af, at der overvejende er tale om en

retssikkerhedsmæssig og sundhedsfaglig prøvelse.

Sundheds- og Ældreministeriet foreslår, at en klage til ankenævnet ikke har opsættende

virkning, da det vurderes mest hensigtsmæssigt henset til risikoen for en øget

smittespredning, såfremt foranstaltningerne ophæves før, myndighederne har vurderet at

det er forsvarligt.

22. Domstolsprøvelse

Institut for Menneskerettigheder, Amnesty International og Advokatrådet anbefaler, at alle

indgreb, der har karakter af frihedsberøvelse, automatisk indbringes for domstolene, og at

myndighederne efter anmodning fra borgeren eller dennes repræsentant skal indbringe

påbud over for enkeltpersoner, som ikke har karakter af frihedsberøvelse, for domstolene.

Socialpædagogerne anfører, at borgernes retssikkerhed i form af bl.a. domstolsprøvelse bør

fremgå meget klart.

Advokatrådet noterer sig, at der er sket en forbedring i forhold til borgernes adgang til

domstolsprøvelse, idet sundheds- og ældreministeren på anmodning fra borgeren eller

dennes repræsentant skal indgive afgørelser til domstolene.

Retspolitisk Forening anfører, at det er en væsentlig mangel, at bestemmelsen om

domstolsprøvelse ikke omfatter tvangsmedicinering, herunder vaccination. Foreningen

angiver, at der bør være hjemmel til opsættende virkning i visse oplagte situationer af

hensyn til borgernes retssikkerhed.

SIND anfører, at anvendelsesområdet for bestemmelsen om domstolsprøvelse ikke er

tilstrækkeligt, da en række påbud og afgørelser, der kan udgøre de facto frihedsberøvelse,

ikke er omfattet. SIND anfører endvidere, at det er betænkeligt, at loven ikke gør

opmærksom på, at alle tilfælde af frihedsberøvelse er omfattet af grundlovens § 71, og at

det bør fremgå direkte af loven, at de facto frihedsberøvelse i alle tilfælde vil give adgang

til domstolsprøvelse.

Patientforeningen mener, at domstolene skal inddrages og styres sig selv med arbejdsgange

og muligheder for at arbejde på andre adresser. Domstolsprøvelse er særligt vigtig, når

forslagets skrappe indgreb tænkes iværksat. Domstolsafgørelser skal træffes hurtigt og

Højesterets Præsident bør anmodes om at udarbejde et forslag til en særdomstol til at klare

hurtige domstolsprøvelser.

Danske Handicaporganisationer er glad for, at man med § 55 af retssikkerhedsmæssige

årsager tydeliggør Sundheds- og Ældreministerens pligt til efter anmodning at indbringe

foranstaltninger til prøvelse ved domstolene.

DSMK finder det ønskeligt, at man i større grad sikrer demokratiske rettigheder (f.eks.

dommerkendelse) i forbindelse med indførsel og forlængelse af foranstaltninger mod

enkeltpersoner.

Sundheds- og Ældreministeriet kan indledningsvis oplyse, at der med det fremsatte

lovforslag, som forudsat i den politiske aftale af 18. december 2020 om en ny epidemilov,

indføres en automatisk domstolsprøvelse – og ikke blot domstolsprøvelse efter begæring –

ved individuelle påbud om foranstaltninger, som har karakter af frihedsberøvelse. Det vil

herefter ikke være et krav, at den pågældende eller dennes repræsentant

Side 83

L 134 - 2020-21 - Bilag 3: Foreløbigt høringsnotat samt samling af høringssvar, fra sundheds- og ældreministeren

anmoder om, at sagen indbringes for retten, idet Styrelsen for Patientsikkerhed vil skulle

indbringe sagerne for retten, uanset om der fremsættes anmodning herom.

Det vil bero på en konkret vurdering i det enkelte tilfælde, om der er tale om

frihedsberøvelse. For så vidt angår grundlovens § 71 kan der i den forbindelse henvises til

afsnit 7.1.2 i de almindelige bemærkninger til det fremsatte lovforslag.

Med den foreslåede § 64, stk. 1, foreslås det, at Styrelsen for Patientsikkerhed skal indbringe

sagen for retten inden 5 søgnedage efter, at styrelsen har truffet afgørelse eller meddelt

påbud efter de foreslåede §§ 14, 15, 21 og 26.

For så vidt angår den foreslåede § 28 om fastsættelse af regler om, at en flerhed af personer,

som har befundet sig på steder m.v. med konstateret smitte, skal lade sig undersøge og

isolere og § 40 om fastsættelse af generelle regler om krav om undersøgelse (test), isolation

m.v. for indrejsende bemærkes det, at regler, der fastsættes i medfør heraf, afhængig af den

konkrete udmøntning vil kunne indebære foranstaltninger, der efter en konkret vurdering vil

kunne have karakter af frihedsberøvelse. Det bemærkes i den forbindelse, at det følger af

grundlovens § 71, stk. 6, at lovligheden af en frihedsberøvelse uden for strafferetsplejen, der

ikke er besluttet af en domstol, og som ikke har hjemmel i udlændingelovgivningen, skal

forelægges de almindelige domstole eller anden dømmende myndighed til prøvelse på

begæring af den, der er berøvet sin frihed, eller den, der handler på hans vegne.

I overensstemmelse hermed fremgår det af den foreslåede § 64, stk. 2, at sådanne eventuelle

foranstaltninger efter de foreslåede §§ 28 og 40 efter begæring fra den person,

foranstaltningen vedrører, eller dennes repræsentant, skal indbringes for retten til prøvelse.

Prøvelsen vil skulle finde sted efter reglerne i retsplejelovens kapitel 43 a.

23. Kontrol med foranstaltninger efter loven

Alzheimerforeningen foreslår, at der i den kommende epidemilov etableres et uafhængigt

kontrolorgan, som proaktivt og reaktivt skal føre tilsyn med, at alle led i den offentlige

forvaltning – specielt i den del af den offentlige forvaltning, hvor de nødvendige juridiske

kompetencer ikke er til stede – overholder epidemilovens regler og bestemmelser på et

retssikkerhedsmæssig forsvarligt grundlag.

Foreningen har bl.a. lagt vægt på, at forvaltningen af de vidtgående regler og indgreb over

for borgerne, som blev indført, efter foreningens opfattelse har været stærkt problematisk

med utallige og ulovlige frihedsberøvelser og hundredvis af tilsidesættelse af borgeres

grundlovssikrede rettigheder til følge. Foreningen påpeger i den forbindelse, at der ikke

under den igangværende epidemi i alle led i bemyndigelseskæden har været de

tilstrækkelige juridiske kompetencer.

Ifølge foreningen er hovedparten af disse ulovlige indgreb og frihedsberøvelser overfor

sagesløse og sårbare personer, der på grund af handikap eller fremskreden sygdom, ofte

ikke har været i stand til selv at gøre deres ret gældende, sket i kommunerne, bl.a. på

plejehjem, hvor juridiske kompetencer i forhold til at forvalte de vidtgående bemyndigelser

om indgreb i den personlige frihed på en retssikkerhedsmæssig forsvarlig måde, oftest ikke

har været til stede.

Sundheds- og Ældreministeriet kan oplyse…[UDESTÅR]

24. Sikring af lægemiddelberedskabet

24.1. Beredskabsplanlægning og offentlige

lægemiddelberedskabet

myndigheder

som

del

Side 84

L 134 - 2020-21 - Bilag 3: Foreløbigt høringsnotat samt samling af høringssvar, fra sundheds- og ældreministeren

Amgros I/S bemærker, at det bør aftales, hvilke aktører der skal koordinere indsatsen under

et aktiveret lægemiddelberedskab uanset hvilket niveau, dette er aktiveret på. I denne

forbindelse foreslås det, at lægemiddelområdet skrives ind i Sundhedsstyrelsens vejledning

til regioner og kommuner om planlægning af sundhedsberedskabet. Amgros I/S fremhæver

bl.a., at interessentskabet bør indskrives i såvel lægemiddellovens bestemmelser om

lægemiddelberedskabet som i beredskabsplaner for lægemiddelberedskabet i lyset af

Amgros I/S’ arbejde under covid-19 med henblik på at sikre, at ansvar, roller og opgaver er

fastlagt mellem særligt Lægemiddelstyrelsen og regionerne. Endelig bemærkes, at det

bedes præciseret, at Amgros I/S er en offentlig grossist og derfor ikke bør være omfattet af

”§ 3, stk. 1”.

Danske Regioner og Region Nordjylland fremhæver, at det bør præciseres, hvilken rolle

Amgros I/S har i forhold til de forslåede ændringer til lægemiddelberedskabet. Der stilles

hertil spørgsmål til om vacciner er omfattet af lægemiddelberedskabet og om

foranstaltninger der træffes under beredskabet og kan gælde for andre statslige styrelser

som f.eks. Statens Serum Institut.

Sundheds- og Ældreministeriet anerkender, at Amgros I/S har en stor rolle i forbindelse med

forsyningen af lægemidler til sekundærsektoren, og at det er vigtigt, at de forskellige

myndigheder og virksomheder, såvel private som offentlige, kender deres roller under et

aktiveret lægemiddelberedskab. Ministeriet skal hertil bemærke, at det konkrete lovforslag

for så vidt angår lægemiddelberedskabet er en større revision af det statslige

lægemiddelberedskab, der med lovforslaget placeres og organiseres i Lægemiddelstyrelsen.

Ministeriet har på baggrund af høringssvarerne tilpasset bemærkningerne til lovforslaget,

så det tydeligere fremgår, at der fortsat vil skulle findes selvstændige kommunale og

regionale lægemiddelberedskaber i overensstemmelse med beredskabsloven og

sundhedsloven. Ministeriet skal videre bemærke, at lovforslaget i sig selv ikke indeholder

forpligtelser for Amgros I/S, men at interessentskabet, som lægemiddelgrossist og

markedsføringstilladelsesindehaver, kan blive omfattet af foranstaltninger, som

Lægemiddelstyrelsen iværksætter under et aktiveret lægemiddelberedskab efter de

foreslåede regler. Amgros I/S’ eventuelle rolle under et aktiveret lægemiddelberedskab vil

afhænge af den konkrete beredskabssituation.

I denne forbindelse bør Amgros I/S’ funktion særligt beskrives i de regionale

lægemiddelberedskabsplaner, der forventes at blive gennemgået og opdateret som følge af

lovforslaget og covid-19. Amgros I/S vil således som en naturlig del af interessentskabets

funktion og rolle i det regionale lægemiddelberedskab indgå i det samlede

lægemiddelberedskab.

Sundheds- og Ældreministeriet kan oplyse, at henvisningen til § 3, stk. 1, stammer fra en

beskrivelse af gældende ret, der ikke videreføres med lovforslaget. Ministeriet har derfor

ikke præciseret at Amgros I/S er ejet af regionerne.

Afslutningsvist skal Sundheds- og Ældreministeriet oplyse, at vacciner er lægemidler efter

lægemiddeldefinitionen i lægemiddellovens § 2, og derfor er omfattet af den foreslåede

ordning for det statslige lægemiddelberedskab.

Statslige styrelser er i udgangspunktet ikke omfattet af foranstaltninger under

lægemiddelberedskabet, medmindre styrelserne har tilladelser eller i øvrigt er omfattet af

oplistningen i forslaget til § 76, stk. 3. Ministeriet skal i denne forbindelse bemærke, at

Statens Serum Instituts håndtering af lægemidler er omfattet af lægemiddelberedskabet,

som følge af Statens Serum Instituts tilladelser efter lægemiddellovens § 39, stk. 1.

24.2.

Aktivering

opbygning

lægemiddelberedskabet,

samt

proportionalitetsprincippet i relation til lægemiddelberedskabet

Lægeforeningen bakker generelt op om muligheden for en tidligere aktivering af

lægemiddelberedskabet på et forebyggelsesniveau for bedre at kunne forebygge mangel på

Side 85

L 134 - 2020-21 - Bilag 3: Foreløbigt høringsnotat samt samling af høringssvar, fra sundheds- og ældreministeren

lægemidler og sikre fordelingen af eventuelt begrænsede lægemidler til patientgrupper

med størst behov. På samme måde finder Amgros I/S, Danske Regioner og Region

Nordjylland det positivt, at lægemiddelberedskabet inddeles i to niveauer, og Lif bemærker,

at nyskabelsen med et forebyggelsesniveau er principielt meningsfuld i forhold til at kunne

forebygge en forestående mangelsituation.

Lif og Dansk Erhverv påpeger, at det bør fremgå direkte af bestemmelserne i

lægemiddellovens § 76, at der skelnes mellem to forskellige niveauer i det fremtidige

lægemiddelberedskab. Samtidig fremhæves det bl.a., at det også bør fremgå, hvilke

beføjelser og mulige foranstaltninger, der aktiveres under hvert niveau direkte af

bestemmelserne herom. Lif bemærker dog, at dette allerede fremgår af udkastets

bemærkninger.

Lif anerkender, at der i særlige tilfælde kan være behov for at træffe meget hurtige

beslutninger, der ikke altid kan give tid til at følge normale sagsgange og procedurer. Dansk

Erhverv og Lif bemærker dog, at det vigtigt, at myndighederne går i dialog med leverandører

og andre relevante aktører om soliditeten af forsyningskæder og allerede iværksatte

foranstaltninger på virksomhedsniveau, samt at der sker en dialog forud for aktivering af

lægemiddelberedskabet. Lif påpeger, at der bør indføres en lovpligtig høringsproces med

berørte virksomheder og lægemiddelindustriens brancheforeninger.

Lif og Dansk Erhverv understreger, at foranstaltninger, der træffes efter lovforslaget skal

iagttage proportionalitetsprincipper, og at det derfor som et minimum i bemærkningerne

tydeligere tilkendegives, at man forsøger at løse opståede problemer med dialog, inden der

træffes foranstaltninger under et aktiveret lægemiddelberedskab, eller at disse

overhovedet aktiveres.

Danmarks Apotekerforening anfører i tråd hermed, at foreningen overordnet har forståelse

for, at myndighederne skal have mulighed for at få effektueret påbud og forbud, som har til

hensigt at sikre den samlede befolknings sundhed under et aktiveret lægemiddelberedskab,

men at det bør beskrives nærmere, hvordan det håndteres, hvis apotekssektoren generelt

finder Lægemiddelstyrelsens påbud, udstedt under et aktiveret lægemiddelberedskab,

uproportionale.

Institut for Menneskerettigheder anbefaler, at Sundheds- og Ældreministeriet i

bemærkningerne til lovudkastet forholder sig til og nærmere redegør for lovforslaget og

forholdet til forvaltningsloven.

Danmarks Apotekerforening og Farmakonomforeningen bemærker i tråd hermed, at der er

behov for en nærmere præcisering af, hvornår lægemiddelberedskabet kan aktiveres efter

den foreslåede bestemmelse om aktivering, og det fremhæves af Danmarks

Apotekerforening, at dette særligt bør ske med henblik på, at det særlige beredskab ikke

bør aktiveres ved påvirkninger af den generelle forsyning eller ved mindre enkeltstående

hændelser. Farmakonomforeningen bemærker i denne sammenhæng, at der er en række

eksempler på aktiveringsgrundlag, der ikke kan sættes i forbindelse med smitsomme

sygdomme.

Danmarks Apotekerforening foreslår, henset til de generelle forsyningsmæssige problemer,

der er på lægemiddelområdet, at der nedsættes en følgegruppe under

Lægemiddelstyrelsen med repræsentanter fra alle relevante interessenter, som kan rådgive

styrelsen i forbindelse med forsyningsmæssige udfordringer og løsningsmuligheder.

Danmarks Apotekerforening, Farmakonomforeningen og Lif fremhæver, at der bør stilles

krav til, at der løbende tages stilling til opretholdelsen af foranstaltninger truffet under

lægemiddelberedskabet. Det fremhæves samtidig af Danmarks Apotekerforening, at

bemyndigelsesbestemmelsens formulering: ”herunder regler om” bør fjernes.

Side 86

L 134 - 2020-21 - Bilag 3: Foreløbigt høringsnotat samt samling af høringssvar, fra sundheds- og ældreministeren

IGL og FPM anfører, at de under covid-19 sammen med andre leverandører har haft en

særdeles tæt dialog med Lægemiddelstyrelsen for netop at forebygge

forsyningsvanskeligheder.

FPM og IGL bemærker, at en tæt og proaktiv dialog mellem myndigheder og leverandører

er afgørende i beredskabssituation og for at forebygge forsyningsproblemer. FPM foreslår,

at der skabes mulighed for en særlig ”fast track” sagsbehandling for kritiske produkter i

risiko for forsyningsproblemer, hvor det bør udvises regulatorisk fleksibilitet.

Sundheds- og Ældreministeriet anerkender, at dialog med lægemiddelindustrien og

apotekerne er afgørende i en beredskabssituation, hvor lægemiddelforsyningen til Danmark

er truet eller udfordret. Ministeriet skal hertil bemærke, at tæt dialog med centrale

virksomheder og organisationer har været Lægemiddelstyrelsens udgangspunkt under

styrelsens håndtering af det særlige lægemiddelberedskab i forbindelse med covid-19 og

afledte effekter heraf. Ministeriet noterer sig, at flere høringsparter giver udtryk for, at der

har været en sådan dialog mellem høringsparterne og Lægemiddelstyrelsen. Den tætte

dialog har bl.a. medført en velvillighed til at understøtte Lægemiddelstyrelsen arbejde med

at sikre forsyningen, hvorfor det kun undtagelsesvist har været nødvendigt at udstede

påbud. Ministeriet vil i denne forbindelse derfor gerne takke for virksomhedernes og

organisationernes store indsats.

Det er Sundheds- og Ældreministeriets vurdering, at samarbejde mellem myndigheder og

virksomheder i udgangspunktet skaber det bedste fundament for at sikre forsyningen af

lægemidler til Danmark. Det er dog ministeriets vurdering, at Lægemiddelstyrelsen fortsat

skal have mulighed for, at træffe beslutning om påbud om foranstaltninger til at sikre

forsyningen i nødsituationer, så længe de er nødvendige og proportionale for at sikre

folkesundheden.

En række af høringsparterne stiller forslag om, at Lægemiddelstyrelsens faglige indstilling,

der efter udkastet til lovforslaget skal gives til sundheds- og ældreministeren, inden

ministeren kan aktivere lægemiddelberedskabet, eller ministerens eventuelle beslutning om

at følge indstillingen, skal sendes i ekstern høring, inden beredskabet kan aktiveres. Det

fremhæves ligeledes, at proportionalitetsprincippet bør indskrives direkte i lovteksten.

Sundheds- og Ældreministeriet finder hensynet bag et sådan forslået krav om høring meget

anerkendelsesværdigt. Det skal hertil bemærkes, at Lægemiddelstyrelsen er omfattet af

forvaltningslovens regler i deres håndtering af lægemiddelberedskabet, og dermed også af

proportionalitetsprincippet. Lægemiddelstyrelsen skal således sikre, at alle foranstaltninger,

som styrelsen iværksætter, står i rimeligt forhold til det, man vil opnå. Samtidig betyder det

ligeledes, at Lægemiddelstyrelsen ikke må vælge en mere indgribende foranstaltning, hvis

styrelsen vurderer, at en mindre indgribende foranstaltning er tilstrækkelig til at sikre

forsyningen af lægemidler. Dette er præciseret i bemærkningerne til det fremsatte

lovforslag, men ikke indskrevet direkte i lovteksten.

Ministeriets vurdering skal ses i lyset af, at det med de kommende regler for beredskabet

må forudsættes, at Lægemiddelstyrelsen, for at kunne opnå tilstrækkeligt overblik over

situationen, i udgangspunktet før eller under udarbejdelsen af en sådan faglig indstilling

allerede vil have været i dialog med relevante interessenter om de forsyningsproblemer, der

enten er opstået eller må anses som nært forestående. Lægemiddelstyrelsen har i denne

forbindelse oplyst ministeriet, at det under covid-19 har været Lægemiddelstyrelsens tilgang

at høre parter over foranstaltninger, der ville påvirke virksomheden direkte, inden de blev

truffet, med såvel partshørings- som agterskrivelser, medmindre det af hensyn til

folkesundheden har været nødvendigt at gribe ind straks. Hvor dette har været tilfældet, har

der været en efterfølgende dialog mellem styrelsen og de konkrete parter, der har været

påvirket af foranstaltningen.

Side 87

L 134 - 2020-21 - Bilag 3: Foreløbigt høringsnotat samt samling af høringssvar, fra sundheds- og ældreministeren

Sundheds- og Ældreministeriet har noteret sig, at der generelt er opbakning til, at det

statslige lægemiddelberedskab skal kunne aktiveres på et forebyggelsesniveau, hvor det

forventes, at en forsyningsmæssig nødsituation er nært forestående. Ministeriet

anerkender, at en beslutning om aktivering af lægemiddelberedskabet skal træffes på det

bedst mulige grundlag, og det forudsættes således også med lovforslaget, at

Lægemiddelstyrelsen før indstillingen overvejer om en dialog om nært forestående

forsyningsproblemer med lægemiddelindustrien og relevante interessenter kan afbøde

eventuelt behov for aktivering. Dette er ligeledes præciseret i bemærkningerne til det

fremsatte lovforslag. Danmarks Apotekerforening har i forbindelse med den anden høring

over lovforslaget noteret sig, at Sundheds- og Ældreministeriet har præciseret dette i det

fremsatte lovforslag, men bemærker, at der burde være sket en yderligere præcisering af,

hvornår der kan ske en aktivering af lægemiddelberedskabet.

Det er bemærket af høringsparterne, at der ønskes en nærmere præcisering af, hvornår

lægemiddelberedskabet kan aktiveres på et forebyggelsesniveau. Sundheds- og

Ældreministeriet skal i denne forbindelse præcisere, at der skal være tale om en

beredskabsmæssig nødsituation og ikke alene ud fra f.eks. en mere generel belastning af

lægemiddelforsyningen.

Sundheds- og Ældreministeriet skal fremhæve, at det statslige lægemiddelberedskab også

skal kunne fungere udenfor situationer, hvor epidemiloven finder anvendelse. Ministeriet

vurderer således, at f.eks. naturkatastrofer, kemiske terrorhændelser m.v., også kan

medføre en forsyningsmæssig nødsituation, hvor det vil være relevant at kunne aktivere det

statslige lægemiddelberedskab, selvom der ikke er tale om spredning af en samfundskritisk

sygdom.

Flere høringsparter bemærker, at det bør fremgå direkte af ordlyden i den foreslåede § 76 i

lægemiddelloven, at lægemiddelberedskabet kan aktiveres på et forebyggelsesniveau og et

aktionsniveau. Sundheds- og Ældreministeriet er imidlertid ikke enig i, at det er relevant at

nævne de to konkrete niveauer direkte i bestemmelsernes ordlyd, selvom ministeriet

anerkender de beskrevne hensyn. Ministeriet vurderer således, at de forskellige beføjelser

under de to forskellige niveauer er detaljeret beskrevet i lovforslagets bemærkninger, hvilket

høringsparterne ligeledes henviser til.

En af høringsparterne har anført, at der bør være en ”fast-track”-sagsbehandling for kritiske

lægemidler under en forsyningsmæssig nødsituation. Sundheds- og Ældreministeriet kan

oplyse, at Lægemiddelstyrelsen i forbindelse med covid-19 en række tilfælde har dispenseret

for regulatoriske krav, hvor dette blev anset for fagligt forsvarligt samt strengt nødvendigt

for at sikre en tilstrækkelig forsyning af lægemidler, der er kritiske for befolkningens liv og

sundhed. Disse muligheder foreligger således allerede inden for forslagets rammer og den

øvrige lægemiddellovgivning.

Det er i forhold til spørgsmålet om afgrænsningen af bemyndigelsesbestemmelsen

Sundheds- og Ældreministeriets vurdering, at den konkrete bemyndigelse allerede er

afgrænset af bemærkningerne til lovforslaget. Ministeriet vurderer således ikke, at der er

grundlag for at ændre bestemmelsens ordlyd.

Endelig har en af høringsparterne anbefalet, at der nedsættes en følgegruppe under

Lægemiddelstyrelsen, der skal kunne rådgive styrelsen generelt om forsyningsproblemer.

Sundheds- og Ældreministeriet skal i denne forbindelse bemærke, at lovforslaget ikke

vedrører den generelle forsyning af lægemidler. Ministeriet vil dog lade forslaget om en

sådan følgegruppe under Lægemiddelstyrelsen indgå i ministeriets videre overvejelser på

området.

24.3. Adgang til at Lægemiddelstyrelsen

lægemiddelvirksomheder og apoteker

kan

indhente

oplysninger

fra

Side 88

L 134 - 2020-21 - Bilag 3: Foreløbigt høringsnotat samt samling af høringssvar, fra sundheds- og ældreministeren

FPM og IGL finder det positivt, at Lægemiddelstyrelsen under et aktiveret

lægemiddelberedskab får muligheden for at få indsigt i lageroplysninger fra

lægemiddelvirksomheder og apoteker. FPM og IGL foreslår, at indberetningen af

lageroplysninger fra grossister og apoteker med fordel kan videreføres og gøres permanent

også uden for lægemiddelberedskabet for at understøtte en effektiv

lægemiddeldistribution og modvirke forsyningsproblemer. Hertil mener både IGL og FPM,

at oplysninger om lagerbeholdninger af konkrete lægemidler også gøres tilgængelige for

leverandørerne af lægemidler for så vidt angå leverandørens egne lægemidler.

Amgros I/S og Danmarks Apotekerforening henviser til, at det bør præciseres, hvilke

oplysninger, som Lægemiddelstyrelsen under et aktiveret beredskab kan indhente, da

angivelsen i bestemmelsen kan være meget omfattende.

Danmarks Apotekerforening fremhæver, at oplysninger, der indhentes med

bemyndigelsen, alene bør anvendes til at sikre forsyningen af lægemidler, og at

Lægemiddelstyrelsen ikke bør lade andre få indsigt i sådanne oplysninger.

Sundheds- og Ældreministeriet noterer sig, at der er støtte til, at Lægemiddelstyrelsen skal

have mulighed for at indhente oplysninger om lagre og anden relevante dokumentation fra

lægemiddelvirksomheder og apoteker under et aktiveret lægemiddelberedskab.

Spørgsmålet om en sådan permanent adgang vil indgå i ministeriets videre overvejelser om

håndteringen af generelle forsyningsproblemer.

Høringsparterne har bemærket, at den del af bemyndigelsesbestemmelsen, som vedrører

hvilke oplysninger, som Lægemiddelstyrelsen kan indhente under et aktiveret

lægemiddelberedskab bør præciseres. Sundheds- og Ældreministeriet skal i denne

forbindelse bemærke, at ministeriet finder det hensigtsmæssigt, at bemyndigelsen har en

vis bredde. Ministeriet vurderer således, at det er vigtigt, at Lægemiddelstyrelsen har

mulighed for at indhente al relevant information forud for styrelsens eventuelle beslutning

om, at indstille aktivering af aktionsniveau, samt eventuel udstedelse af påbud eller lign. Det

er nødvendigt for at kunne overholde proportionalitetsprincippet, og for at styrelsen kan

træffe beslutninger om foranstaltninger på et oplyst grundlag. Ministeriet skal samtidig

gøre opmærksom på, at Lægemiddelstyrelsen efter lægemiddellovens § 44 a, 2. pkt., i

forbindelse med styrelsens tilsynsvirksomhed, har en lignende adgang til at kræve alle

oplysninger, der er relevante for styrelsens tilsyn, udleveret.

Sundheds- og Ældreministeriet skal til spørgsmålet om anvendelsen af oplysningerne

bemærke, at Lægemiddelstyrelsen, som ved alle øvrige oplysninger, der tilgår styrelsen, har

tavshedspligt i det omfang det følger af forvaltningsreglerne, ligesom oplysningerne vil være

omfattet af offentlighedslovens bestemmelser om aktindsigt samt kan være omfattet af

lovens undtagelser til aktindsigt. Ministeriet vurderer ikke, at der er behov for at supplere

disse regler.

24.4. Adgang til at påbyde øgning af lagre

IGL anerkender det politiske behov for at sikre tilstrækkelige forsyninger af lægemidler i en

krisetid, og er indstillet på at medvirke positivt hertil. IGL fremhæver dog, at det er ikke er

rimeligt, at leverandørerne alene skal bære hele den økonomiske risiko ved etableringen

heraf, samt at en opbygning af lagre hos grossisterne skal begrænses til de lægemidler, hvor

der er en reel risiko for forsyningssvigt, og at disse skal kompenseres for deres økonomiske

risiko i forbindelse hermed.

FPM er enige heri, og fremhæver ligeledes, at den økonomiske risiko ved de nuværende

sikkerhedslagre bæres af leverandørerne, da eventuelle pakninger, der ikke anvendes eller

videresælges, bliver returneret til leverandøren. FPM finder det derfor ikke rimeligt, at der

kan træffes beslutning om en generel opjustering af lagre af lægemidler på ubestemt tid,

uden at der samtidig tages stilling til vilkårene og omkostningerne ved den øgede

lagerføring.

Side 89

L 134 - 2020-21 - Bilag 3: Foreløbigt høringsnotat samt samling af høringssvar, fra sundheds- og ældreministeren

Sundheds- og Ældreministeriet anerkender, at der vil kunne være virksomheder, særligt

lægemiddelgrossister, der, hvis de har modtaget et påbud om at øge deres lagre af visse

lægemidler, kan risikere, at det øgede lager ikke vil kunne afsættes, når den

forsyningsmæssige nødsituation ophører. Ministeriet skal i denne forbindelse bemærke, at

Lægemiddelstyrelsens påbud om at øge lagre efter den foreslåede ordning vil skulle være

både proportionale og nødvendige for at sikre befolkningens sundhed. Dette vil medføre, at

der i udgangspunktet alene vil kunne påbydes lagerøgning af kritiske lægemidler og

beredskabslægemidler. Det er ministeriets umiddelbare vurdering, at sådanne påbud i

udgangspunktet ikke vil udgøre ekspropriation efter grundlovens regler herom.

24.5. Spredning af lægemidler samt forbud herimod

IGL og FPM finder det væsentligt, at det er muligt at begrænse apotekernes returneringer

af lægemidler med flere måneders holdbarhed til leverandørerne, og i stedet udlevere

produkterne helt frem mod udløbsdato for den konkrete pakning. IGL bemærker i den

forbindelse, at det både vil øge forsyningssikkerheden og begrænse lægemiddelspildet. IGL

og FPM fremhæver ligeledes, at der bør fastsættes varige regler herom uden for

beredskabssituationer.

Danmarks Apotekerforening støtter foranstaltninger om, at Lægemiddelstyrelsen under et

aktiveret lægemiddelberedskab vil kunne påbyde spredning af lagre, som kan medvirke til

at sikre en jævn fordeling af lægemidler omfattet af forsyningsproblemer.

Apotekerforeningen lægger til grund, at der med bemyndigelsen ikke er lagt op til påbud til

apotekere om at levere lægemidler til øvrige apoteker, eller at apoteker skal returnere

lægemidler til grossister med henblik på distribution til andre.

Lægeforeningen fremhæver, at reglerne om spredning af lægemidler under et aktiveret

lægemiddelberedskab bør sikre, at der kan overføres vacciner fra apoteker m.fl. til alment

praktiserende læger for at sikre, at alle borgere i en konkret målgruppe får mulighed for at

blive vaccineret. Det gælder bl.a. borgere, der af sikkerhedsmæssige årsager skal vaccineres

af en læge.

Danmarks Apotekerforening anfører derimod, at apoteker med et lager af vacciner, der

tilbydes på apoteket, ikke bør kunne pålægges at levere disse til en læge eller en region med

det formål, at lægen eller regionen kan tilbyde de samme borgere den samme vaccination.

Sundheds- og Ældreministeriet har noteret sig, at høringsvarerne om den foreslåede

ordning, hvorefter Lægemiddelstyrelsen vil kunne påbyde en spredning af lægemidler, er

overvejende positive. Ministeriet skal bemærke, at det med ordningen forudsættes, at

Lægemiddelstyrelsens afgørelser om påbyde til såvel apoteker som praktiserende læger om

spredning af lægemidler, herunder vacciner, skal være proportionale i den konkrete

forsyningsmæssige nødsituation med mindst mulig gene for de involverede parter, f.eks. ved

fastsættelsen af handelsvilkår for at begrænse tab. Et sådant påbud kan samtidig udgøre

ekspropriation, og Lægemiddelstyrelsen vil derfor kun kunne udstede et sådant påbud, hvor

det vurderes nødvendigt for befolkningens sundhed.

Sundheds- og Ældreministeriet vurderer, at der kan opstå situationer, hvor det f.eks. på

baggrund af en akut mangelsituation kan være nødvendigt for Lægemiddelstyrelsen at

påbyde, at visse lægemidler, herunder vacciner, skal spredes til steder, hvor der kan sikres

en effektiv rationering, hvis det vurderes proportionalt og nødvendigt for befolkningens

sundhed.

Danmarks Apotekerforening har fremhævet, at foreningen forudsætter, at det ikke kan

påbydes, at apoteker skal returnere lægemidler til grossister med henblik på distribution til

andre. Sundheds- og Ældreministeriet skal i denne forbindelse præcisere, at der med den

foreslåede ordning godt kan fastsættes regler herom. Ministeriet skal dog bemærke, at

Side 90

L 134 - 2020-21 - Bilag 3: Foreløbigt høringsnotat samt samling af høringssvar, fra sundheds- og ældreministeren

eventuelle påbud om at apoteker skal returnere lægemidler med henblik på

videredistribution skal være proportionale ligesom de øvrige foranstaltninger.

24.6. Levering af lægemidler mellem apoteker og sygehusapoteker, samt dispensation fra

reglerne om apotekers åbningstid

Danmarks Apotekerforening fremhæver, at det ikke fremgår helt klart af

bemyndigelsesbestemmelsen til udkastets § 76, stk. 6, nr. 6, om Lægemiddelstyrelsen under

et aktiveret lægemiddelberedskab vil kunne påbyde apoteker at levere lægemidler til

sygehusapoteker, eller om dette blot kan tillades. Apotekerforeningen vil have forståelse

for en eventuel beslutning om, at apoteker med et større lager af et lægemiddel skal stille

dele heraf til rådighed for sygehuse til brug for kritisk behandling af aktuelt indlagte

patienter. Apotekerforeningen finder omvendt ikke, at apotekerne bør kunne pålægges at

levere lægemidler til sygehuse eller læger i tilfælde, hvor det er uden betydning for

behandlingen, om lægemidlet leveres fra apoteket, sygehuset eller lægen.

Danmarks Apotekerforening fremhæver videre, at foreningen ikke i udgangspunktet finder,

at apoteker skal kunne pålægges at overdrage lægemidler til andre apoteker, medmindre

helt særlige grunde taler for det.

Endelig oplyser Danmarks Apotekerforening, at foreningen kan tilslutte sig udkastet til

lovforslagets bemyndigelse til at lade Lægemiddelstyrelsen dispensere fra regler om

apotekers åbningstider og bemandinger under et aktiveret lægemiddelberedskab.

Sundheds- og Ældreministeriet kan hertil oplyse, at der med den foreslåede ordning vil kunne

fastsættes regler om, at Lægemiddelstyrelsen kan påbyde såvel apoteker som

sygehusapoteker at levere lægemidler til andre apoteker eller sygehusapoteker, såfremt det

vurderes nødvendigt for befolkningens sundhed under en beredskabssituation. Ministeriet

noterer sig forståelsen for, at apoteker vil skulle kunne stille deres lagre til rådighed for

eksempelvis sygehuse, såfremt forsyningssituationen særligt kræver det, og skal i den

forbindelse bemærke, at foranstaltninger, der træffes om spredning af lægemidler under et

aktiveret lægemiddelberedskab altid vil skulle være proportionale.

Endelig har Sundheds- og Ældreministeriet noteret sig det positive høringssvar i relation til

Lægemiddelstyrelsens mulighed for at dispensere fra regler om apotekers åbningstid og om

bemandingen på apoteker under en forsyningsmæssig nødsituation.

24.7. Ændringer af udleveringsgrupper

Dansk Erhverv fremhæver, at der bør indsættes bestemmelser i loven, der fastsætter et

konkret varsel, der skal gives til apoteker og forhandlere af håndkøbslægemidler i det

tilfælde, at der under et aktiveret lægemiddelberedskab træffes beslutninger om at ændre

udleveringsgrupper for lægemidler. Dette vil give virksomhederne mulighed for på forhånd

at indrette sig efter foranstaltningen. Hertil bemærker Dansk Erhverv, at sådanne

virksomheder bør sikres fuldstændig kompensation for alle omkostninger, herunder også

alle afledte omkostninger, i forbindelse med ændringer af udleveringsgrupper.

IGL har ingen bemærkninger til, at Lægemiddelstyrelsen med forslaget vil kunne ændre

udleveringsgrupper, det påpeges dog, at dette kan understøttes af, at styrelsen også får

adgang til at ændre og fravige substitutionsgrupper.

Danmarks Apotekerforening er enig i, at der kan være tilfælde under en forsyningsmæssig

nødsituation, hvor der kan være behov for at gennemføre foranstaltninger med ændringer

af lægemidlers udleveringsgrupper for, der kan modvirke f.eks. hamstring.

Apotekerforeningen bemærker dog, at såfremt det forudsiges, at der er tale om et større

antal ændringer eller at sådanne vil forekomme hyppigt, da vil det være en udfordring at

håndtere dette uden en hensigtsmæssig systemunderstøttelse. Derfor bør

Lægemiddelstyrelsen i sådanne tilfælde sørge for, at ændringerne implementeres samtidigt

med ændringerne i Medicinpriser i tæt kontakt med apotekernes systemleverandører.

Side 91

L 134 - 2020-21 - Bilag 3: Foreløbigt høringsnotat samt samling af høringssvar, fra sundheds- og ældreministeren

Apotekerforeningen anbefaler, at Lægemiddelstyrelsen udnytter en tjekliste udarbejdet af

foreningen, inden der foretages ændringer af udleveringsgrupper.

Hertil opfordrer apotekerforeningen til, at man i forbindelse med overvejelser om at fravige

eller ændre substitutionsgrupper mere generelt nyttiggør apotekernes lægemiddelfaglige

kompetencer til at vurdere, hvilket konkret lægemiddel der skal udleveres på baggrund af

lægens ordination.

Sundheds- og Ældreministeriet anerkender, at det kan være indgribende, hvis

udleveringsgrupper ændres med kort varsel, f.eks. i det tilfælde et håndkøbslægemiddel på

grund af en stærkt begrænset forsyning gøres receptpligtig, særligt hvis sådanne ændringer

foretages ofte. Sådanne foranstaltninger bør derfor træffes i så god tid som muligt, så

apoteker og forhandlere af håndkøbslægemidler uden for apotek kan indrette sig så godt

som muligt, inden ændringen træder i kraft.

Det er dog samtidig Sundheds- og Ældreministeriets vurdering, at ændringer af

udleveringsgrupper ofte ikke vil kunne varsles efter en fast tidsramme, da sådanne

foranstaltninger af hensyn til dets indgribende karakter først kan sættes i kraft, hvor der

konstateres et forsyningsproblem, der skal afbødes hurtigst muligt. Ministeriet skal i den

forbindelse bemærke, at ændringer i udleveringsgrupper under lægemiddelberedskabet i

udgangspunktet vil bestå i, at der indføres begrænsninger af, hvor mange pakninger den

enkelte borger kan købe på en dag, jf. bekendtgørelse nr. 196 af 12. marts 2020 om

udleveringsbestemmelser for håndkøbslægemidler, som senere ændret bekendtgørelse nr.

232 af 18. marts 2020, § 3 om særlige udleveringsgrupper under lægemiddelberedskabet.

Lovforslagets bemyndigelse kan samtidig anvendes til at fastsætte regler, der sikrer, at

Lægemiddelstyrelsen under et aktiveret beredskab kan sikre, at kritiske lægemidler, der

normalt kan udleveres på apoteker efter recept, i tilfælde med en stærkt begrænset

forsyning, kan prioriteres til sygehuse og nærmere afgrænsede lægefaglige specialer.

I forhold til kompensation af f.eks. tabt fortjeneste ved ændringer af udleveringsgrupper

under beredskabet skal Sundheds- og Ældreministeriet bemærke, at sådanne ændringer i

udgangspunktet vil være midlertidige foranstaltninger, der ophæves når forsyningen tillader

det. Ændringer i udleveringsgrupper vil derfor efter ministeriets vurdering i udgangspunktet

alene medføre, at apoteker og virksomheder, der forhandler håndkøbslægemidler, i en

periode vil kunne have en mindre omsætning. Der vil i det meget klare udgangspunkt ikke

blive tale om et generelt forbud mod forhandling af lægemidler. Således er det ministeriets

vurdering, at en mindre omsætning på baggrund af en midlertidig foranstaltning i de ganske

særlige beredskabssituationer – f.eks. at visse håndkøbslægemidler bliver gjort

receptpligtige – må kunne bæres af den konkrete forhandler. Ministeriet skal i denne

forbindelse bemærke, at ændringer af udleveringsgrupper normalt vil være udtryk for

erstatningsfri regulering, som derved ikke kan betragtes som et ekspropriativt indgreb.

Ministeriet skal dog bemærke, at i tilfælde af, at en konkret forhandler påbydes at sprede et

lager af lægemidler til f.eks. et apotek, da vil forhandleren kunne være omfattet af regler

om erstatning ved ekspropriation.

Sundheds- og Ældreministeriet bemærker, at det ifølge Lægemiddelstyrelsen normalt ikke

teknisk vil være muligt at understøtte hurtige, midlertidige ændringer f.eks. af

udleveringsgrupper i Lægemiddelstyrelsens Medicinpriser. Endelig skal ministeriet

bemærke, at lovforslaget også indeholder bemyndigelse til, at der kan fastsættes regler om,

at Lægemiddelstyrelsen under et aktiveret beredskab kan oprette og ændre

substitutionsgrupper.

24.8. Fremstilling af lægemidler på apoteker, herunder opsplitning

Danmarks Apotekerforening bemærker, at langt hovedparten af apotekerne i dag hverken

har faciliteter til eller erfaring med at fremstille lægemidler, hvorfor det bør præciseres, at

et påbud herom alene kan omfatte apoteker, der har disse faciliteter. Såfremt dette ikke er

tilfældet finder Apotekerforeningen, at der er behov for en præcisering af, hvordan der

Side 92

L 134 - 2020-21 - Bilag 3: Foreløbigt høringsnotat samt samling af høringssvar, fra sundheds- og ældreministeren

tages højde for denne problemstilling samt hvorledes apotekerne vil blive godtgjort for at

indrette lokaler til fremstilling.

Danmarks Apotekerforening bemærker videre, at en indførelse af en midlertidig forpligtelse

til alene at udlevere lægemidler i en bestemt mængde kan være hensigtsmæssig for at

strække de tilgængelige lægemidler mest muligt, men at der skal tages højde for, hvilke

lægemidler, der er tale om, da der kan være væsentlig forskel på opsplitning af en pakning

med et blisterkort til opsplitning af en pakning med en flydende væske. Det fremhæves

samtidig, at det bør præciseres i bemærkningerne, at apotekets udgifter i forbindelse med

en sådan opsplitning kan indgå i prisen på det opsplittede lægemiddel, som

Lægemiddelstyrelsen under et aktiveret beredskab kan fastsætte.

Sundheds- og Ældreministeriet er enige i, at der kan være betydelig forskel på at skulle

foretage en opsplitning af en lægemiddelpakning, hvor et blisterkort forholdsvist enkelt kan

opsplittes, hvilket modsætningsvist ikke gør sig gældende for flydende væsker. Dette er

samtidig baggrunden for, at den foreslåede ordning vil give Lægemiddelstyrelsen mulighed

for konkret at vurdere, hvilke lægemidler, der vil skulle opsplittes af hensyn til forsyningen,

såfremt det vurderes at være nødvendigt for befolkningens sundhed. Dette skal ses i

modsætning til de gældende regler, der medfører, at apotekerne automatisk forpligtes til

alene at udlevere lægemidler svarende til 14 dages forbrug, medmindre en opsplitning ikke

kan anses som hensigtsmæssig på grund af lægemidlets form.

Sundheds- og Ældreministeriet anerkender, at der alene er et fåtal af apoteker, der i dag har

en magistrel produktion samt faciliteter til at fremstille lægemidler efter reglerne om god

fremstillingspraksis. Ministeriet skal derfor bemærke, at såfremt det bliver nødvendigt at

påbyde en konkret fremstilling, vil det skulle indgå i Lægemiddelstyrelsens vurdering, hvilke

apoteker, der allerede kan fremstille lægemidler og at sådanne apoteker i udgangspunktet

benyttes til en fremstilling. Dette er ligeledes præciseret i bemærkninger til det fremsatte

lovforslag. Danmarks Apotekerforening i forbindelse med anden høring over lovforslaget

anført, at foreningen med tilfredshed noteret sig, at det i det fremsatte lovforslag er

præciseret.

24.9. Regulering af priser og særoptagelse i Medicinpriser

Danmarks Apotekerforening og IGL bemærker, at foreningerne har en principiel forståelse

for de hensyn, der ligger bag den foreslåede adgang til, at Lægemiddelstyrelsen kan

fastsætte prisen på lægemidler under et aktiveret lægemiddelberedskab.

IGL, Dansk Erhverv og FPM finder forslaget vidtgående. De fremhæver bl.a., at

lægemiddelmarkedet har fungeret under covid-19, og at der ikke har været tendens til et

generelt stigende prisniveau på generiske lægemidler siden marts 2020. FPM og IGL anfører

desuden, at et indgreb i prisdannelsen kan have alvorlige følgevirkninger og i værste fald få

den konsekvens, at en leverandør kan være nødsaget til at trække lægemidler fra danske

marked.

Dansk Erhverv foreslår i den forbindelse, at der indsættes en bestemmelse, hvorefter

virksomheder kompenseres for mulige tab – med udgangspunkt i markedsprisen – såfremt

bemyndigelsen aktiveres.

Danmarks Apotekerforening bemærker herudover, at det vil være problematisk, hvis en

eventuel kommende prisregulering medfører, at prisen fastsættes lavere end den

indkøbspris et givent lægemiddel kan skaffes til, hvad enten prisreguleringen sker i

importør- producent-, grossist eller apoteksleddet, hvilket kan medføre at lægemidlet ikke

importeres eller medfører et tab for aktørerne i forsyningskæden. Apotekerforeningen

foreslår, at man i stedet fastsætter regler om, at der kan fastsættes, hvilken avance de

forskellige led i forsyningskæden kan opnå.

Side 93

L 134 - 2020-21 - Bilag 3: Foreløbigt høringsnotat samt samling af høringssvar, fra sundheds- og ældreministeren

IGL og FPM er enige i, at det skal være muligt for Lægemiddelstyrelsen under et aktiveret

lægemiddelberedskab at træffe beslutning om, at der kan optages lægemidler i

Medicinpriser, selvom der ikke er forsyningsevne til hele prisperioden. IGL fremhæver i

denne forbindelse, at der under covid-19, og de særlige regler for lægemiddelberedskabet

i forbindelse hermed, har været tale om foranstaltninger, der har medvirket til at begrænse

lægemiddelmangel.

Lif mener, at det bør fremgå, at man i tilfælde af aktivering af lægemiddelberedskabet bør

kunne genåbne indgåede prisloftsaftaler for den konkrete periode og genforhandle enten

hele eller dele af disse, som følge af den ekstraordinære situation, som aktiveringen af

lægemiddelberedskabet har skabt.

Sundheds- og Ældreministeriet anerkender, at det er vidtgående, at der med lovforslaget

gives mulighed for at fastsætte regler om, at Lægemiddelstyrelsen under et aktiveret

lægemiddelberedskab kan fastsætte priser for lægemidler, set i forhold til den frie

prisdannelse, der ellers gælder på lægemiddelmarkedet i Danmark, hvorfor flere af

høringsparterne også anbefaler, at forslaget bortfalder. Ministeriet har dog samtidig

noteret sig, at en del af høringsparterne har forståelse for hensynet bag den foreslåede

adgang til at fastsætte sådanne regler.

Som følge af den frie prisfastsættelse, der normalt gælder, findes der i dag ikke en mulighed

for, at Lægemiddelstyrelsen kan gribe ind, såfremt en virksomhed hæver prisen på et

lægemiddel urimeligt, som følge af en forsyningssituation, hvor substituerbare lægemidler

ikke længere kan skaffes. Det er i lyset heraf Sundheds- og Ældreministeriets vurdering, at

det ikke vil være beredskabsmæssigt forsvarligt, såfremt der under et aktiveret

lægemiddelberedskab ikke findes en mulighed for at hindre meget store, urimelige

prisstigninger på kritiske lægemidler, der kan medføre, at befolkningen ikke kan få

tilstrækkelig behandling, selvom der er en tilstrækkelig forsyning af de konkrete lægemidler.

Sundheds- og Ældreministeriet skal videre bemærke, at en sådan foranstaltning alene kan

anvendes, hvis det under en beredskabsmæssig nødsituation er nødvendigt for at sikre

befolkningens sundhed, og at foranstaltningen samtidig skal være proportional i forhold til

de forstyrrelser et sådant indgreb vil kunne være i det generelle marked samt til hvilke

følgevirkninger, indgrebet vil kunne have. Ministeriet kan videre oplyse, at

Lægemiddelstyrelsen har været særdeles varsomme med at gribe ind i den fri prisdannelse

under covid-19, selvom Lægemiddelstyrelsen har haft mulighed for at træffe sådanne

foranstaltninger under de nuværende midlertidige regler for lægemiddelberedskabet,

hvilket ligeledes fremhæves af en række af høringsparterne. Dette ændrer dog ikke på, at

det er ministeriets vurdering, at en adgang til at kunne fastsætte priser er en

beredskabsmæssig nødvendighed, idet det forudsættes, at denne alene anvendes i en

krisesituation, hvor det er afgørende for befolkningens sundhed.

Sundheds- og Ældreministeriet finder ikke grundlag for, at der fastsættes regler om, hvilken

avance de forskellige led i forsyningskæden kan opnå. Ministeriet har noteret sig ønsket om,

at man i tilfælde af aktivering af lægemiddelberedskabet bør kunne genåbne indgåede

prisloftsaftaler. Ministeriet vil i den forbindelse bemærke, at prisloftsaftalen indeholder en

dispensationsadgang, der kan benyttes i konkrete og sjældne tilfælde.

Endelig har Sundheds- og Ældreministeriet noteret sig den positive høringssvar for så vidt

angår adgangen til at fastsætte regler om særoptagelse i Medicinpriser, og at IGL særligt

har fremhævet, at dette har været medvirkende til at begrænse mangel på lægemidler under

covid-19.

24.10. Bemyndigelse af en person til på en apotekers vegne at gennemføre påbud

Danmarks Apotekerforening lægger til grund, at den konkrete bestemmelse om at indsætte

en bemyndiget person alene kan bringes i anvendelse i tilfælde af en alvorlig

forsyningsmæssig nødsituation, hvor der er overhængende og alvorlig fare for

Side 94

L 134 - 2020-21 - Bilag 3: Foreløbigt høringsnotat samt samling af høringssvar, fra sundheds- og ældreministeren

befolkningens sundhed, og at der i andre situationer sanktioneres efter de almindelige

regler herom, såfremt en apoteker ikke følger et påbud fra Lægemiddelstyrelsen. Dette

mener Danmarks Apotekerforeningen bør præciseres i bemærkningerne til bestemmelsen.

Hertil fremhæver Danmarks Apotekerforeningen, at det bør fremhæves, at den

bemyndigede person har pligt til at begrænse apotekerens udgifter mest muligt, og at

apotekeren har adgang til at få godtgjort et eventuelt tab, som følge af unødigt omfattende

dispositioner foretaget af den bemyndigede person.

Sundheds- og Ældreministeriet har noteret sig, at der er en generel forståelse for, at det i en

beredskabssituation kan være nødvendigt at sikre, at virksomheder, herunder apoteker,

følger påbud, der har til formål at sikre befolkningens sundhed under en forsyningsmæssig

nødsituation. Ministeriet skal bemærke, at Lægemiddelstyrelsens mulighed for at indsætte

en bemyndiget person til at gennemføre et påbud udstedt efter beredskabsreglerne for

lægemiddelberedskabet skal overholde proportionalitetsprincippet. Dette medfører

samtidig, at der forventeligt vil være en tæt inddragelse af den konkrete apoteker, inden der

træffes beslutning om at indsætte en sådan bemyndiget person.

Endelig skal Sundheds- og Ældreministeriet bemærke, at de almindelige erstatningsregler

for offentlige myndigheders erstatningsansvar fortsat gælder, såfremt Lægemiddelstyrelsen

har handlet ansvarspådragende.

24.11. Erstatning bør ikke isoleres til tab ved ekspropriation

Danmarks Apotekerforening fremhæver, at der bør være ret til erstatning, hvis regler eller

påbud udstedt under lægemiddelberedskabet medfører økonomisk tab for de berørte.

Apotekerforeningen vurderer, at der i en række situationer kan opstå tvivl om, hvorvidt en

foranstaltning, som har medført tab for den pågældende, er ekspropriation i grundlovens

forstand. Apotekerforeningen er herudover enig i, at der skal ydes fuld erstatning ved et

ekspropriativt indgreb.

Apotekerforeningen bemærker i denne sammenhæng, at de økonomiske konsekvenser i

udkastet til lovforslaget alene omhandler lægemiddelvirksomheder. Det fremhæves, at

apotekerne modsat lægemiddelvirksomheder ikke på egen hånd har mulighed for at afbøde

et påbud om øgning af lagre gennem prissætningen på baggrund af den gældende

regulering af apoteksudsalgsprisen på receptpligtige lægemidler. Apotekerforeningen

mener derfor, at det bør fremgå af lovforslagets bemærkninger, hvordan likviditetsmæssige

udfordringer for apotekerne kan løses, herunder f.eks. muligheden for en generel forhøjelse

af lægemiddelavancen eller målrettede hjælpepakker.

Sundheds- og Ældreministeriet anerkender forslaget om, at økonomiske tab som følge af

foranstaltninger truffet under lægemiddelberedskabet skal erstattes af staten. Ministeriet

skal dog i denne sammenhæng bemærke, at det foreslåede lægemiddelberedskab, som

beskrevet i lovforslaget, er en gennemgående revision af det nugældende permanente

statslige lægemiddelberedskab. I denne forbindelse er det foreslåede lægemiddelberedskab

opbygget ud fra et hensyn om at holde både lægemiddelvirksomheder og apoteker tabsfrie

i det omfang det er muligt. I de tilfælde, hvor staten i grundlovens forstand eksproprierer

privat ejendom, herunder løsøre som lægemidler, vil der kunne opnås erstatning herfor efter

de almindelige principper herfor.

Danmarks Apotekerforening bemærker, at der ikke fremgår en beskrivelse af økonomiske

konsekvenser for apoteker i lovforslaget. Sundheds- og Ældreministeriet skal henvise til

afsnittet om økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v., hvor

konsekvenser for både apoteker og sygehusapoteker er nævnt. Det er dog ministeriets

umiddelbare vurdering, at eventuelle tab for apotekerne under et aktiveret

lægemiddelberedskab som udgangspunkt ikke skal dækkes ved en generel forhøjelse af

lægemiddelavancen.

25. Udlån af sundhedsfagligt udstyr, personel m.v.

Side 95

L 134 - 2020-21 - Bilag 3: Foreløbigt høringsnotat samt samling af høringssvar, fra sundheds- og ældreministeren

Danske Regioner og Region Nordjylland bemærker, at der næppe er grund til at antage, at

regionerne ikke vil indgå i et konstruktivt samarbejde vedr. udlån eller donation af

sundhedsfagligt udstyr til udlandet, og finder ikke, at der er behov for at udstede pålæg til

regionerne. Danske Regioner bemærker endvidere, at der derfor alene er behov for

hjemlen i § 232 a, stk. 1 og 2, til at udlåne eller donere udstyr.

Sundheds- og Ældreministeriet bemærker, at § 232 a, stk. 5, er taget ud af det lovforslag,

der er fremsat, ligesom der er tilføjet et 2. pkt. i stk. 4, som fastsætter, at sundheds- og

ældreministeren kan trække godkendelsen tilbage, indtil der er indgået aftale efter stk. 1 og

2, hvis det skønnes nødvendigt af hensyn til uforudsete ændringer i en given situation.

Danske Fysioterapeuter har vedrørende udlån af sundhedspersonel anført, at det ventes at

ville få implikationer for det pågældende sundhedspersonel af arbejdsmiljømæssig,

arbejdsretlig og autorisationsretlig karakter, og at et sådant udlån af personel konkret bør

aftales i samråd med de respektive faglige organisationer.

Fagbevægelsens Hovedorganisation bemærker, at hverken bestemmelsen eller de dertil-

hørende bemærkninger foreskriver noget om overenskomstvilkår, frivillighed, honorering

eller lignende for det personel, som er omfattet. Det bør fremgå, at aftaler med organisa-

tioner i den foreslåede § 232 a stk. 1 omfatter aftaler med den faglige organisation, der re-

præsenterer det personel, der skal udlånes, hvorved der kan sikres rimelige vilkår og over-

holdelse af overenskomster.

Dansk Sygeplejeråd støtter forslaget til en ny § 232 a i sundhedsloven om en mere smidig

ordning for donation/udlån af sundhedsfagligt udstyr med det formål at yde støtte til

udlandet i særlige situationer. Dansk Sygeplejeråd kan dog ikke umiddelbart støtte, at

forslaget også omfatter at yde personelbidrag, selv om bestemmelsen har som

forudsætning, at der indgås aftaler med bl.a. organisationer. Det bør fremgå udtrykkeligt

af bestemmelsen, at der skal indgås aftaler med de faglige organisationer, der

repræsenterer de grupper af personel, der påtænkes udlånt. Det bør også udtrykkeligt

fremgå af bestemmelsen, at udlån af personel alene kan ske på frivillig basis. Dansk

Sygeplejeråd har bemærket, at det forudsættes, at den pågældende medarbejder

beholder sin stilling i regionen eller kommunen under udsendelse. Det er uklart, om

medarbejderen har orlov fra sin faste stilling under udsendelse, eller om medarbejderen

har alle sine løn- og ansættelsesvilkår fra regionen/kommunen under udsendelse. Dette

bør afklares – også med afsæt i, at overenskomsterne for syge- og sundhedsplejersker

med hhv. Danske Regioner og KL er indgået under forudsætning af arbejde på et fast

arbejdssted i den respektive region eller kommune, og derfor ikke indeholder relevante

vilkår under udsendelse.

Sundheds- og Ældreministeriet bemærker, at det i forbindelse med den konkrete udsendelse

er Beredskabsstyrelsen, som indgår kontrakt med den enkelte sundhedsperson, og som står

for selve udsendelsen. Beredskabsstyrelsen har mangeårig erfaring med sådanne

udsendelser og de kontraktmæssige forhold i forbindelse hermed, herunder de

arbejdsmiljømæssige og arbejdsretlige forhold. Når regioner og kommuner vil indgå

sådanne aftaler, vil de på samme måde være ansvarlige for, at der i kontrakten er taget

højde for de arbejdsmiljømæssige og arbejdsretlige forhold i forbindelse med udsendelsen.

I forhold til autorisation bemærkes, at når en dansk autorisation er meddelt, gælder den

uanset om sundhedspersonen opholder sig eller arbejder fast eller midlertidigt i udlandet.

Fx vil en dansk autoriseret læge ikke miste sin autorisation, selv om hun eller han midlertidigt

arbejder i udlandet. Ligesom en dansk autorisation kun gælder i Danmark, vil det tilsvarende

være tilfældet i andre lande. Det vil derfor være de udenlandske regler, der er afgørende for,

om der kræves en autorisation i det pågældende land for at udføre bestemte opgaver. Fx

Side 96

L 134 - 2020-21 - Bilag 3: Foreløbigt høringsnotat samt samling af høringssvar, fra sundheds- og ældreministeren

må en dansk autoriseret læge ikke arbejde som læge i Sverige uden at have en svensk

autorisation.

Sundheds- og Ældreministeriet bemærker, at det i forbindelse med den konkrete udsendelse

er Beredskabsstyrelsen, som indgår kontrakt med den enkelte sundhedsperson og som står