Beskæftigelsesudvalget 2020-21
L 105 Bilag 4
Offentligt
2298189_0001.png
Vi vil gerne redegøre for følgende problematikker omkring den automatisk
stigende pensionsalder:
Vi risikerer at skræmme de unge væk fra håndværkeruddannelserne
En stor del af de unge der i dag færdiggør en håndværkeruddannelse er startet senere end
som 17-årige. De vil derfor ikke komme i betragtning til en Arne pension – og selv om de
gjorde vil de stadig skulle arbejde over 50 år før de kan gå på pension. De kan se frem til at
have den korteste tid på pension sammenlignet med de andre europæiske lande.
Med de udsigter frygter vi at mange unge vil vælge de faglige uddannelser fra.
Vi får i dag ikke fuldt udbytte af de ressourcer vi bruger på håndværkeruddannelserne
Mange af vores kolleger begynder at kigge sig om efter andre leveveje, når de runder 30-35
år. Her sætter de første skader ind og pludseligt er der langt til pensionsalderen. Vi oplever at
dygtige håndværkere, der står på toppen af deres fag med et godt svendebrev i lommen og
tilstrækkeligt erfaring til at få det bedste ud af det, forlader vores branche.
Vi mister med andre ord mange af de menneskelige ressourcer der skulle have været med til
at videreudvikle vores fag, alt for tidligt.
Ingen plads til aftægtsjob i byggeriet
I lægger op til at man som mere end 70-årig skal kunne indgå i arbejdet på en byggeplads. I
praksis betyder det at man skal kunne kravle rundt i stilladset eller på et taget. At man skal
kunne løfte sin ende af spærret på samme vilkår som den unge på 25. At man skal kunne
holde til det 37 timer om ugen. Det er ganske enkelt ikke realistisk. 59 procent af 3F’s
medlemmer har inden for de seneste tre måneder haft smerter i muskler og led, der har
påvirket deres mulighed for at udføre fritidsaktiviteter. (Analyse Danmark 2018).
Der er ikke en parallel sammenhæng mellem vores stigende levealder – og vores
sundhedsmæssige og fysiske evne til at kunne bestride et arbejde på en byggeplads.
Der findes INGEN aftægtsjob hvor man kan trappe ned når fysikken ikke kan følge med.
Jesper Skov 31 år – Markus Holst 26 år
Tømrer fra Århus