Folketingets Social- og Ældresudvalg
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 33 92 93 00
www.sm.dk
Sagsnr.
2021 - 1719
Doknr.
396608
Dato
05-03-2021
Folketingets Social- og Indenrigsudvalg har d. 9. februar 2021 stillet følgende
spørgsmål nr. 334 (alm. del) til social- og ældreministeren, som hermed
besvares. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Jakob Sølvhøj (EL).
Spørgsmål nr. 334:
”Er
ministeren enig i, at ligestillings- og kompensationsprincippet tilsiger, at
borgere med handicap skal kunne fungere på lige fod med andre i en
tilsvarende alder og livssituation, og at dette bl.a. må indebære, at hjælpen i en
BPA ordning kan omfatte dagligdagsopgaver, som andre borgere uden
handicap selv ville kunne udføre
–
f.eks. tage smertestillende medicin, tage
movicol, håndtere urinpose, tage insulin m.v.?”
Svar:
Kompensationsprincippet indebærer, at borgere med en funktionsnedsættelse
skal kompenseres for følgerne af funktionsnedsættelsen og dermed stilles lige
med andre borgere. Det er i forlængelse heraf vigtigt, at den hjælp, som
tildeles, sætter borgeren bedre i stand til at klare sig selv, letter den daglige
tilværelse og forbedre livskvaliteten.
Af vejledningen om kontant tilskud til ansættelse af hjælpere og borgerstyret
personlig assistance, fremgår det allerede tydeligt i dag, at udgangspunktet for
udmåling af hjælp efter § 96 til borgerstyret personlig assistance (BPA), er en
konkret, individuel vurdering af borgerens behov for hjælp og formålet med
ordningen om at skabe en fleksibel og helhedsorienteret ordning med
borgerens selvbestemmelse i centrum. Udmålingen af hjælpen tager
udgangspunkt i, hvad den enkelte borger selv kan klare med henblik på at
kunne leve et almindeligt liv som mennesker uden et handicap, både i og uden
for hjemmet.
Hjælpebehovet hos borgere i målgruppen for BPA omfatter ofte større og
mindre opgaver spredt over hele døgnet, og det er ikke nødvendigvis
forudsigeligt, hvornår hjælpen skal leveres og konkret til hvilke opgaver.
Vurderingen skal derfor foretages med afsæt i formålet med BPA, og må
således ikke være så snævert, at timerne kun kan udmåles til hjælp på helt
bestemte tidspunkter eller til bestemte aktiviteter, da det vil mindske den
fleksibilitet og selvbestemmelse, der er forudsat i ordningen. Hjælpehovet kan
altså også omfatte hjælp til almindelige dagligdagsting, som borgere uden
handicap normalt må forventes at kunne udføre, men dette beror på en
individuel og konkret vurdering.
1