IFU, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 40: Spm., om ministeren vil foranledige, at Kammeradvokaten får til opdrag at udfærdige en redegørelse for Grundloven og Statsborgerretskonventionens rammer for indfødsretsområdet m.v., til udlændinge- og integrationsministeren

Indfødsretsudvalget 2020-21
IFU Alm.del
Offentligt

HØJESTERETS DOM

afsagt tirsdag den 9. maj 2017

Sag 120/2016

(1. afdeling)

(advokat Gunnar Homann for alle, beskikket)

mod

Udlændinge- og Integrationsministeriet

(Kammeradvokaten ved advokat Jacob Pinborg)

Biintervenient til støtte for A, B og C:

Institut for Menneskerettigheder – Danmarks Nationale Menneskerettighedsinstitution

(selv)

I tidligere instans er afsagt dom af Østre Landsrets 2. afdeling den 13. maj 2016.

I pådømmelsen har deltaget fem dommere: Vibeke Rønne, Henrik Waaben, Oliver Talevski,

Jan Schans Christensen og Lars Apostoli.

Påstande

Appellanterne, A, B og C, har gentaget deres principale og subsidiære påstande. Yderligere

har de nedlagt en mere subsidiær påstand om, at indstævnte, Udlændinge- og Integrationsmi-

nisteriet, skal anerkende, at afslagene på statsborgerskab er i strid med Den Europæiske Men-

neskerettighedskonventions artikel 8 sammenholdt med artikel 14, FN’s Konvention om Bor-

gerlige og Politiske Rettigheder artikel 26 og artikel 11 i Den Europæiske Konvention om

IFU, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 40: Spm., om ministeren vil foranledige, at Kammeradvokaten får til opdrag at udfærdige en redegørelse for Grundloven og Statsborgerretskonventionens rammer for indfødsretsområdet m.v., til udlændinge- og integrationsministeren

- 2 -

Statsborgerret – og for så vidt angår B tillige i strid med FN’s Konvention om Rettigheder for

Personer med Handicap artikel 4, 5 og 18.

Over for appellanternes principale og subsidiære påstande har Udlændinge- og Integrations-

ministeriet påstået stadfæstelse.

Over for appellanternes mere subsidiære påstand har Udlændinge- og Integrationsministeriet

påstået afvisning, subsidiært frifindelse.

Anbringender

A, B og C har anført navnlig, at hvor en person, der ansøger om statsborgerskab, lider af et

fysisk eller psykisk handicap, der gør det umuligt at lære dansk på det krævede niveau, må

sprogkravet anses for at udgøre en sådan barriere, at den pågældende ikke kan opnå statsbor-

gerskab på lige fod med andre. En sådan person har derfor krav på dispensation fra sprogkra-

vet. Hvis der ikke gives dispensation, er der tale om diskrimination på grund af handicap,

medmindre der gives en saglig og proportional begrundelse for afslaget.

Landsrettens bedømmelse af beviserne for appellanternes handicap og den heraf følgende

barriere for deres muligheder for at leve op til sprogkravet er ikke holdbar og bør derfor til-

sidesættes. På baggrund af de lægeerklæringer, som forelå på ansøgningstidspunktet, burde

det være lagt til grund, at betingelserne for dispensation fra sprogkravet var opfyldt.

Som følge af den manglende begrundelse er det ikke muligt at se, hvad der er årsagen til, at

der blev givet afslag – også til B og C, som efterfølgende har fået dansk indfødsret. Den

manglende begrundelse for afslagene er i strid med artikel 11 i Den Europæiske Konvention

om Statsborgerret.

Formålet med den mere subsidiære påstand er at sikre, at Højesteret tager stilling til spørgs-

målet om overtrædelse af Danmarks internationale forpligtelser – også for det tilfælde, at der,

uanset om der måtte være en krænkelse, ikke er tilstrækkeligt grundlag for godtgørelse til ap-

pellanterne. En sådan stillingtagen har især betydning for A, som endnu ikke har fået dansk

indfødsret.

- 3 -

Udlændinge- og Integrationsministeriet har gentaget anbringenderne vedrørende den principa-

le og subsidiære påstand. Med hensyn til appellanternes mere subsidiære påstand har ministe-

riet anført navnlig, at denne påstand har karakter af anbringender til støtte for de principale og

subsidiære påstande og derfor ikke kan tages under pådømmelse, jf. Højesterets dom af 13.

september 2013 (UfR 2013.3328). Såfremt appellanterne ikke får medhold i deres principale

eller subsidiære påstand, har de ingen selvstændig retlig interesse i en stillingtagen til den

mere subsidiære påstand.

Biintervenienten, Institut for Menneskerettigheder, har tilsluttet sig appellanternes anbringen-

der og har anført bl.a., at personer med handicap skal have samme muligheder for at opnå

dansk indfødsret som personer uden handicap. Derfor indebærer krav om danskkundskaber

mv. diskrimination på grund af handicap, når de pågældende ikke har mulighed for at opfylde

kravene på grund af deres handicap. Dette gælder, medmindre det dokumenteres, at det alli-

gevel er sagligt og proportionalt at fastholde kravene også i forhold til denne persongruppe.

Sådan dokumentation foreligger ikke, og derfor har appellanterne krav på dispensation i det

foreliggende tilfælde, hvor de har dokumenteret, at de som følge af psykiske lidelser er ude af

stand til at opfylde sprogkravene.

Afslagene er ikke begrundet, og den manglende begrundelse udgør en selvstændig krænkelse

af Danmarks folkeretlige forpligtelser.

Supplerende sagsfremstilling

Ved lov nr. 1603 af 26. december 2013 om indfødsrets meddelelse fik B og C dansk indføds-

ret.

Inden Justitsministeriets indfødsretskontor den 19. marts 2013 underrettede C om, at han ville

blive optaget på lovforslaget om indfødsrets meddelelse, havde hans advokat i 2012 anmodet

om genoptagelse af sagen. I den forbindelse havde advokaten bl.a. medsendt yderligere erklæ-

ringer fra læge og psykolog. I overlæge Boris Velanders erklæring af 22. august 2012 hedder

det bl.a.:

”B: Objektiv undersøgelse og diagnose

…

- 4 -

Diagnostisk drejer det sig om:

Skizofreni (sindsspaltningssygdom – ICD10-F20).

PTSD (svære psykiske følger efter katastrofeagtig oplevelse – ICD10-F43.9)

Kronisk depression (ICD10-F34).

Det drejer sig om kroniske/varige lidelser.

C: Vurdering af helbredstilstandens sammenhæng med sprogindlæringsevner

…

Alle de tre nævnte lidelser giver kognitive forstyrrelser, der bl.a. reducerer hukommelse

og indlæringsevne. Jeg vurderer, at dette er baggrunden for, at C ikke har evnet at lære

dansk eller tilegnet sig viden om danske forhold. Herunder har der i perioder også været

en svær sygdomsaktivitet, der har virket hindrende.

D: Prognose

…

Jeg vurderer, at de psykiske helbredsforhold således påvirker sprogindlæringsevnen ne-

gativt således, at det ikke er muligt for C at tilegne sig dansk på det krævede niveau. Jeg

vurderer, at anden eller yderligere behandling ikke vil kunne ændre på dette. Jeg vurde-

rer, at det drejer sig om en varig tilstand uden mulighed for bedring.”

Der er ikke fremlagt nærmere oplysninger om baggrunden for, at B efter afslaget i 2011 fik

genoptaget sin sag med det resultat, at han fik dansk indfødsret.

Supplerende retsgrundlag

Indfødsretsloven er ændret bl.a. ved lov nr. 1018 af 23. december 1998 efter Danmarks ratifi-

kation af Den Europæiske Konvention om Statsborgerret. I de almindelige bemærkninger til

lovforslaget hedder det bl.a. (Folketingstidende 1998-99, tillæg A, lovforslag nr. L 69, s.

1793-1794):

”3.

Danmarks opfyldelse af Europarådskonventionen

3.1. Ændringer af gældende ret

…

Endelig bemærkes, at konventionens artikel 11 indeholder et krav om, at afgørelser ved-

rørende statsborgerret skal indeholde en skriftlig begrundelse. For så vidt angår afslag

på ansøgninger om erhvervelse af dansk indfødsret ved naturalisation bemærkes, at

Justitsministeriets meddelelse til en ansøger om, at den pågældende ikke kan optages på

lovforslag om indfødsrets meddelelse, altid er ledsaget af en skriftlig begrundelse her-

for. Tilsvarende vil afgørelser om afslag, som træffes af Folketingets Indfødsretsudvalg,

normalt indeholde en begrundelse. Med ratifikationen af Europarådskonventionen vil

der fremover være en forpligtelse til at begrunde alle negative afgørelser på indfødsrets-

området.

- 5 -

3.2. Erklæringer og forbehold i forbindelse med dansk ratifikation af Europarådskon-

ventionen

…

Folketinget og på tingets vegne Folketingets Indfødsretsudvalg er ikke en del af den of-

fentlige forvaltning, og da naturalisation udelukkende er et lovgivningsanliggende, er

Folketinget og Indfødsretsudvalget ikke bundet af de sædvanlige forvaltningsretlige

principper, der gælder for myndigheder i den offentlige forvaltning. Det betyder bl.a., at

der som udgangspunkt ikke gælder begrænsninger med hensyn til Folketingets og ud-

valgets udøvelse af skønnet over, om dansk indfødsret skal meddeles. Det forudsættes

dog, at skønnet udøves inden for rammerne af de internationale konventioner m.v., som

Danmark har tilsluttet sig.”

Højesterets begrundelse og resultat

1. Problemstilling mv.

Som det fremgår af Højesterets dom af 13. september 2013 (UfR 2013.3328), kan Den Euro-

pæiske Menneskerettighedskonvention og en række andre internationale konventioner, som

Danmark har tilsluttet sig, have betydning for behandlingen af ansøgninger om eller for tilde-

ling af statsborgerskab (indfødsret). Danmark har herved påtaget sig folkeretlige forpligtelser,

som også i forarbejder til indfødsretsloven forudsættes efterlevet ved Folketingets og Indføds-

retsudvalgets udøvelse af skønnet over, om dansk indfødsret skal meddeles en ansøger. Høje-

steret fastslog herefter, at en ansøger, der ikke er medtaget på et lovforslag om indfødsret, kan

få prøvet ved domstolene, om folkeretlige forpligtelser er krænket, og om ansøgeren i den

anledning har krav på erstatning eller godtgørelse. En sådan domstolsprøvelse vil ikke være i

strid med regeringens eller Folketingets kompetence efter grundlovens § 21 eller § 41, stk. 1,

vedrørende lovforslags fremsættelse eller grundlovens § 44, hvorefter ingen udlænding kan få

indfødsret uden ved lov. Disse bestemmelser udelukker derimod domstolsprøvelse af f.eks.

påstande om, at ansøgeren skal medtages i et lovforslag om indfødsret eller skal meddeles

indfødsret ved lov.

A, B og C (appellanterne) har fået afslag på deres ansøgninger om indfødsret, fordi de ikke

opfyldte kravet i de dagældende indfødsretscirkulærer om danskkundskaber og kendskab til

danske samfundsforhold, kultur og historie (sprogkravet mv.).

Hovedspørgsmålet i denne sag er, om Udlændinge- og Integrationsministeriet eller Folketin-

gets Indfødsretsudvalg herved har udsat appellanterne for forskelsbehandling på grund af

handicap i strid med Danmarks folkeretlige forpligtelser. Spørgsmålet er endvidere, om den

- 6 -

begrundelse, der blev givet for afslagene på indfødsret, lever op til Danmarks folkeretlige

forpligtelser. Hvis disse forpligtelser er krænket, er spørgsmålet, om appellanterne har krav på

en godtgørelse herfor.

Appellanterne har nedlagt påstand om betaling af godtgørelse (den principale og subsidiære

påstand). De har endvidere nedlagt en mere subsidiær påstand om, at Udlændinge- og In-

tegrationsministeriet skal anerkende, at staten har krænket en række nærmere angivne folke-

retlige forpligtelser. Den mere subsidiære anerkendelsespåstand må reelt anses for et anbrin-

gende for betalingspåstanden, og Højesteret vil tage stilling til dette anbringende som led i

prøvelsen af betalingspåstanden. Højesteret finder herefter, at appellanterne ikke har retlig

interesse i en selvstændig prøvelse af den mere subsidiære anerkendelsespåstand, som derfor

afvises.

2. Danmarks folkeretlige forpligtelser

2.1. Forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap

Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 14 forbyder forskelsbehandling på

grund af bl.a. handicap, når forskelsbehandlingen vedrører et forhold, der falder inden for

området af en af konventionens øvrige bestemmelser, herunder artikel 8 om retten til privatliv

og familieliv.

Efter artikel 26 i FN’s Konvention om Borgerlige og Politiske Rettigheder er alle mennesker

lige for loven og berettigede til lovens ligelige beskyttelse uden nogen forskelsbehandling, og

loven skal forbyde enhver forskelsbehandling og sikre ligelig og effektiv beskyttelse imod

nogen forskelsbehandling af nogen grund, herunder handicap.

FN’s Konvention om Rettigheder for Personer med Handicap forbyder også diskrimination på

grund af handicap, jf. artikel 1, sammenholdt med artiklerne 2, 4 og 5. Det fremgår endvidere

af artikel 18, at deltagerstaterne skal anerkende retten for personer med handicap til statsbor-

gerskab på lige fod med andre.

De tre nævnte konventioner gælder for Danmark, og som anført foran forudsættes konventio-

nerne også efterlevet ved Folketingets og Indfødsretsudvalgets udøvelse af skønnet over, om

- 7 -

dansk indfødsret skal meddeles en ansøger. Handicapkonventionen trådte i kraft for Danmark

den 23. august 2009, og konventionen har i denne sag derfor kun direkte betydning for de

afslag på indfødsret, der blev meddelt B.

Forbuddet mod forskelsbehandling på grund af handicap efter de nævnte konventioner inde-

bærer på indfødsretsområdet bl.a., at der skal dispenseres fra sprogkravet mv., hvis ansøgeren

har en langvarig fysisk, psykisk, intellektuel eller sensorisk funktionsnedsættelse og som føl-

ge heraf ikke er i stand til eller har rimelig udsigt til at kunne opfylde sprogkravet mv.

2.2. Begrundelsespligt

Efter artikel 11 i Den Europæiske Konvention af 6. november 1997 om Statsborgerret skal

enhver kontraherende stat sikre, at afgørelser, der vedrører bl.a. erhvervelse af statsborgerret i

landet, ”indeholder skriftlige begrundelser”.

Danmark har tiltrådt denne konvention, og efter forarbejderne til indfødsretsloven forudsættes

konventionen efterlevet på indfødsretsområdet.

Højesteret finder, at konventionens artikel 11 må forstås således, at begrundelsespligten finder

anvendelse på såvel afslag på indfødsret fra Udlændinge- og Integrationsministeriet som på

afslag på indfødsret fra Folketingets Indfødsretsudvalg efter forelæggelse fra ministeriet. Det-

te gælder også afslag, der skyldes, at sprogkravet mv. ikke er opfyldt.

Det fremgår ikke af konventionen, hvilke nærmere krav der stilles til begrundelsen. I ”Ex-

planatory Report” er det vedrørende artikel 11 anført, at der som minimum skal gives ”legal

and factual reasons”. Når det drejer sig om beslutninger, der vedrører national sikkerhed, skal

der kun gives ”a minimum amount of information”.

Højesteret finder, at det efter konventionens ordlyd sammenholdt med det, som er anført i

”Explanatory Report”, er uklart, hvilket nærmere indhold en begrundelse for et afslag på ind-

fødsret skal have. Bortset fra tilfælde, der vedrører national sikkerhed, skal begrundelsen

imidlertid efter Højesterets opfattelse have et indhold (retligt og faktuelt), der giver ansøgeren

et rimeligt grundlag for at bedømme, hvad årsagen til afslaget på indfødsret er. Højesteret har

i den forbindelse ikke grundlag for at antage, at begrundelsen skal leve op til de krav, der føl-

- 8 -

ger af den danske forvaltningslov, som i øvrigt ikke finder anvendelse på Indfødsretskontorets

eller Folketingets Indfødsretsudvalgs behandling af ansøgninger om indfødsret.

3. De konkrete sager

3.1. A

Om forskelsbehandling

Den 2. marts 2007 fik A afslag på en ansøgning om dansk indfødsret. Inden afgørelsen havde

Indfødsretskontoret informeret ham om, at forelæggelse for Indfødsretsudvalget ville ske, hvis

det blev dokumenteret, at han led af en fysisk eller psykisk sygdom af meget alvorlig karakter

og som følge heraf ikke mente at være i stand til – eller have rimelig udsigt til – at kunne op-

fylde kravene om danskkundskaber mv. Indfødsretskontoret henviste i den forbindelse til §

24, stk. 3, i cirkulæret fra 2006 (cirkulæreskrivelse nr. 9 af 12. januar 2006 om naturalisation).

Han fremsendte herefter en erklæring fra sin praktiserende læge med oplysning om, at han led

af PTSD som følge af tortur, og at han psykisk havde det så dårligt, at han ikke ville være i

stand til at lære dansk.

I sin afgørelse meddelte Indfødsretskontoret, at A ikke opfyldte sprogkravet mv., og at der

ikke var grundlag for at forelægge sagen for Folketingets Indfødsretsudvalg, fordi han ikke

havde dokumenteret at lide af en fysisk eller psykisk sygdom af meget alvorlig karakter. Ved

afgørelsen blev det lagt til grund, at han led af posttraumatisk belastningsreaktion (PTSD),

men at det ikke var en lidelse af en sådan karakter, at den i sig selv ville kunne danne grund-

lag for forelæggelse for Indfødsretsudvalget med henblik på dispensation.

På baggrund af de lægelige oplysninger, som lå til grund for As ansøgning, har Retslægerådet

udtalt bl.a., at det ikke er muligt at besvare spørgsmål om, hvorvidt han på daværende tids-

punkt led af PTSD, og om der i givet fald var tale om en kronisk lidelse. Rådet bemærkede i

den forbindelse, at der kun forelå ”få og usystematiske oplysninger om sagsøgers psykiske

tilstand.”

Højesteret finder herefter, at A ikke har godtgjort, at han på afgørelsestidspunktet som følge

af PTSD eller andre lidelser ikke var i stand til eller havde rimelig udsigt til at opfylde sprog-

kravet mv. Han blev derfor ikke udsat for forskelsbehandling på grund af handicap, og der

- 9 -

foreligger således ikke en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions arti-

kel 14, sammenholdt med artikel 8, eller af artikel 26 i FN’s Konvention om Borgerlige og

Politiske Rettigheder.

Om begrundelse

Afslaget på indfødsret er begrundet med, at kravet om danskkundskaber mv. ikke var opfyldt.

Endvidere fremgår det, at Indfødsretskontoret ikke havde fundet grundlag for at forelægge

sagen for Indfødsretsudvalget med henblik på dispensation. Kontoret lagde til grund, at betin-

gelserne for dispensation som følge af fysisk eller psykisk sygdom af meget alvorlig karakter

ikke var opfyldt, idet de foreliggende oplysninger om, at A led af PTSD, ikke var tilstrækkeli-

ge til en sådan dispensation. Endvidere blev han oplyst om de regler, som afslaget var baseret

på. Efter sammenhængen fremgår det, at det var Indfødsretskontorets vurdering, at helbreds-

oplysningerne, herunder oplysningerne om PTSD, ikke udgjorde tilstrækkelig dokumentation

for, at han ikke var i stand til eller havde rimelig udsigt til at opfylde sprogkravet mv. Høje-

steret finder, at han herved fik et rimeligt grundlag for at bedømme, hvad årsagen til afslaget

på indfødsret var. Begrundelseskravet i henhold til artikel 11 i Den Europæiske Konvention

om Statsborgerret er derfor ikke tilsidesat.

3.2. B

Om forskelsbehandling

Den 10. september 2010 fik B afslag på en ansøgning om dansk indfødsret, efter at ansøgnin-

gen havde været forelagt for Folketingets Indfødsretsudvalg. Inden afgørelsen havde han til

brug for behandlingen af sagen fremsendt en speciallægeerklæring fra psykiater Allan Vangs-

torp, der havde oplyst bl.a., at B var blevet tilkendt førtidspension på grund af sin psykiske

tilstand, og at han havde udviklet en kronisk sindssygdom i form af svær depression med pa-

ranoide og affektlabile forestillinger samt suicidale impulser. Ifølge erklæringen forhindrede

Bs psykiske lidelse ham i at tilegne sig det danske sprog, og lægen anbefalede, at der blev

dispenseret fra sprogkravet.

Inden afgørelsen havde Indfødsretskontoret orienteret ham om, at ansøgningen ville blive

forelagt for Folketingets Indfødsretsudvalg. Indfødsretskontoret anførte, at der efter § 24, stk.

3, i cirkulæret fra 2008 kunne dispenseres fra kravene om danskkundskaber mv. i henhold til

§ 24, stk. 1 og 2, hvis ansøgeren dokumenterede, at han led af en fysisk eller psykisk sygdom

- 10 -

af meget alvorlig karakter og som følge heraf ikke mente at være i stand til – eller have rime-

lig udsigt til – at kunne opfylde disse krav. Indfødsretskontoret vedlagde i den forbindelse

cirkulæret (cirkulæreskrivelse nr. 61 af 22. september 2008 om naturalisation).

Indfødsretsudvalget fandt ikke grundlag for dispensation fra sprogkravet mv., hvilket gav an-

ledning til en supplerende erklæring om Bs sindssygdom fra Allan Vangstorp og en begæring

om genoptagelse af sagen. Den 11. januar 2011 meddelte Indfødsretskontoret, at man ikke

fandt grundlag for fornyet forelæggelse af sagen for udvalget, da den supplerende erklæring

ikke indeholdt noget afgørende nyt.

På baggrund af de lægelige oplysninger, som lå til grund for Bs ansøgning, har Retslægerådet

udtalt bl.a., at det ikke er muligt at besvare spørgsmål om, hvorvidt han på daværende tids-

punkt led af en eller flere psykiske lidelser, og om der i givet fald var tale om kroniske lidel-

ser. Rådet bemærkede i den forbindelse bl.a., ”at de fremsendte akter kun indeholder få usy-

stematiske og undertiden selvmodsigende oplysninger om sagsøgers psykiske tilstand.” Rådet

har efterlyst yderligere helbredsoplysninger til brug for en besvarelse af spørgsmålene, men B

har efter det oplyste ikke ønsket at medvirke til indhentelse af en yderligere psykiatrisk spe-

ciallægeerklæring. Det bemærkes i øvrigt, at der ikke foreligger oplysninger om grundlaget

for, at han fik dansk indfødsret ved lov nr. 1603 af 26. december 2013.

Højesteret finder herefter, at B ikke har godtgjort, at han på afgørelsestidspunktet som følge af

PTSD eller andre lidelser ikke var i stand til eller havde rimelig udsigt til at opfylde sprogkra-

vet mv. Han blev derfor ikke udsat for forskelsbehandling på grund af handicap, og der fore-

ligger således ikke en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel

14, sammenholdt med artikel 8, FN’s Konvention om Borgerlige og Politiske Rettigheder

artikel 26 eller artikel 4, 5 og 18 i FN’s Konvention om Rettigheder for Personer med Handi-

cap.

Om begrundelse

Afslaget på indfødsret er begrundet med, at kravet om danskkundskaber mv. ikke var opfyldt.

Endvidere fremgår det af begrundelsen for afgørelserne fra Indfødsretsudvalget og Indføds-

retskontoret, at de ikke havde fundet betingelserne for dispensation som følge af fysisk eller

psykisk sygdom af meget alvorlig karakter opfyldt. Yderligere blev han oplyst om de regler,

- 11 -

som afslaget var baseret på. Efter sammenhængen må begrundelsen for afgørelserne forstås

således, at det var Indfødsretsudvalgets og Indfødsretskontorets vurdering, at helbredsoplys-

ningerne, herunder oplysningerne om Bs PTSD, ikke var tilstrækkelig dokumentation for, at

han ikke var i stand til eller havde rimelig udsigt til at opfylde sprogkravet mv. Højesteret

finder, at han herved fik et rimeligt grundlag for at bedømme, hvad årsagen til afslaget på

indfødsret var. Begrundelseskravet i henhold til artikel 11 i Den Europæiske Konvention om

Statsborgerret er derfor ikke tilsidesat.

3.3. C

Om forskelsbehandling

Den 16. december 2008 fik C afslag på en ansøgning om dansk indfødsret. Beslutningen var

truffet af Folketingets Indfødsretsudvalg, der ikke fandt grundlag for dispensation fra kravet

om dokumentation for danskkundskaber mv. I afslaget var bl.a. henvist til § 24 i cirkulæret fra

2006. C rettede herefter henvendelse til Indfødsretskontoret med supplerende oplysninger om

sine helbredsforhold og anmodede om fornyet forelæggelse for Indfødsretsudvalget med hen-

blik på dispensation. Den 20. august 2009 meddelte Indfødsretskontoret, at man ikke fandt

grundlag for fornyet forelæggelse af sagen for udvalget, da der ikke var dokumentation for, at

han led af en fysisk eller psykisk sygdom af meget alvorlig karakter. Det blev lagt til grund, at

han led af posttraumatisk belastningsreaktion (PTSD) samt skizofreni, men at det ikke var

lidelser af en sådan karakter, at de i sig selv kunne danne grundlag for forelæggelse. Af afsla-

get fremgik bl.a., at forelæggelse ville ske, hvis ansøgeren dokumenterede at lide af en fysisk

eller psykisk sygdom af meget alvorlig karakter og som følge heraf ikke mente at være i stand

til – eller have rimelig udsigt til – at kunne opfylde kravene om danskkundskaber mv., jf. §

24, stk. 3.

Det fremgår af overlæge Boris Velanders erklæring af 21. november 2007, som blev sendt til

ministeriet til brug for Cs ansøgning om indfødsret, og som blev forelagt Indfødsretsudvalget,

at C led af skizofreni og PTSD. Boris Velander anbefalede i erklæringen, at ”der på baggrund

af [Cs] helbredsmæssige forhold ses bort fra kravet om sprogfærdigheder samt kendskab til

dansk kultur”. Der er i erklæringen ikke en nærmere vurdering af, om de psykiske lidelser

indebar, at C ikke kunne eller ikke havde rimelig udsigt til at opfylde sprogkravet mv. En så-

dan vurdering fremgår heller ikke af Boris Velanders erklæringer, som efterfølgende blev

- 12 -

sendt til Indfødsretskontoret, og som dannede grundlag for Indfødsretskontorets afslag på at

forelægge sagen for Indfødsretsudvalget på ny.

Retslægerådet har tilsluttet sig, at C på afgørelsestidspunkterne led af skizofreni og havde

gjort det i en årrække. Retslægerådet har endvidere anført, at symptomerne ud over bl.a. hal-

lucinationer og vrangforestillinger også omfattede skizofreniens såkaldte negative symptomer

i form af bl.a. social isolation, tvivlrådighed (ambivalens) og initiativsvækkelse, og at anti-

psykotisk medicin ikke afgørende kunne bedre Cs psykiske helbredstilstand. Retslægerådet

konkluderede, at symptomerne samlet set i høj grad har været invaliderende, også for Cs soci-

ale funktionsevne. Det fremgår imidlertid ikke af Retslægerådets udtalelse, om Cs psykiske

lidelse indebar, at han på afgørelsestidspunkterne ikke var i stand til eller havde rimelig udsigt

til at opfylde sprogkravet mv.

Af Boris Velanders erklæring af 22. august 2012 til brug for ansøgningen om genoptagelse,

som blev imødekommet, og som førte til, at C blev meddelt indfødsret, fremgår, at C lider af

skizofreni, PTSD og kronisk depression. I modsætning til de tidligere erklæringer fremgår det

endvidere af den nye erklæring, at de psykiske helbredsforhold ”påvirker sprogindlæringsev-

nen negativt således, at det ikke er muligt for C at tilegne sig dansk på det krævede niveau”,

og Boris Velander vurderede, at ”anden eller yderligere behandling ikke vil kunne ændre på

dette”.

På den anførte baggrund finder Højesteret, at C har godtgjort, at han på afgørelsestidspunk-

terne i 2008 og 2009 led af en langvarig funktionsnedsættelse begrundet i psykisk lidelse.

Højesteret finder imidlertid, at han ikke har godtgjort, at han på afgørelsestidspunkterne som

følge af den nævnte funktionsnedsættelse ikke var i stand til eller havde rimelig udsigt til at

opfylde sprogkravet mv. Det kan herefter ikke lægges til grund, at han blev udsat for

forskelsbehandling på grund af handicap, og der foreligger således ikke en krænkelse af ar-

tikel 14, jf. artikel 8, i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention eller af artikel 26 i

FN’s Konvention om Borgerlige og Politiske Rettigheder.

Om begrundelse

Afslaget på indfødsret er begrundet med, at kravet om dokumentation for danskkundskaber

mv. ikke var opfyldt. Endvidere fremgår det af begrundelsen for afgørelserne fra Indfødsrets-

- 13 -

udvalget og Indfødsretskontoret, at de ikke havde fundet betingelserne for dispensation som

følge af fysisk eller psykisk sygdom af meget alvorlig karakter opfyldt. Yderligere blev han

oplyst om de regler, som afslaget var baseret på. Efter sammenhængen må begrundelsen for

afgørelserne forstås således, at det var Indfødsretsudvalgets og Indfødsretskontorets vurde-

ring, at helbredsoplysningerne, herunder oplysningerne om Cs PTSD og skizofreni, ikke var

tilstrækkelig dokumentation for, at han ikke var i stand til eller havde rimelig udsigt til at op-

fylde sprogkravet mv. Højesteret finder, at han herved fik et rimeligt grundlag for at bedøm-

me, hvad årsagen til afslaget på indfødsret var. Begrundelseskravet i henhold til artikel 11 i

Den Europæiske Konvention om Statsborgerret er derfor ikke tilsidesat.

Konklusion og sagsomkostninger

Højesteret stadfæster dommen.

Efter sagens karakter skal ingen af parterne betale sagsomkostninger for Højesteret til nogen

anden part eller til statskassen.

Thi kendes for ret:

Landsrettens dom stadfæstes.

Ingen af parterne skal betale sagsomkostninger for Højesteret til nogen anden part eller til

statskassen.