Indenrigs- og Boligudvalget 2020-21
BOU Alm.del
Offentligt
2429051_0001.png
Folketingets Indenrigs- og Boligudvalg
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 72 28 24 00
Sagsnr.
2021 - 4930
Doknr.
432550
Dato
12-07-2021
Svar på spørgsmål fra Anni Matthiesen (V) stillet den 6. juli 2021.
Spørgsmål nr. 305:
Vil ministeren redegøre for sin holdning til indholdet i pressemeddelelsen ”I november
er der kommunalvalg
– kommunen har spærretid tre måneder før” fra Bornholms
Regionskommune af 29. juni 2021, der bebuder såkaldt 'spærretid' i kommunen i tre
måneder op til kommunalvalget den 16. november 2021, herunder om ministeren vil
forholde sig til, at medierne forbydes adgang til kommunens institutioner, bygninger
og medarbejdere i tre måneder?
Se: https://www.brk.dk/Nyheder/Sider/I-november-er-der-kommunalvalg-
kommunen-harspærretid-tre-måneder-før.aspx
Svar:
Jeg kan generelt oplyse, at tilsynet med kommunerne varetages af Ankestyrelsen i
første instans med Indenrigs- og Boligministeriet som overordnet tilsynsmyndighed.
Ankestyrelsens tilsyn er et retligt tilsyn. Det betyder, at Ankestyrelsen fører tilsyn med,
at kommunerne overholder den lovgivning, der særligt gælder for offentlige
myndigheder.
Tilsynet kan ikke tage stilling til, om en kommune har handlet rimeligt eller
hensigtsmæssigt. Det samme gælder spørgsmål om overholdelse af god
forvaltningskik.
Ankestyrelsen beslutter selv, om der er tilstrækkelig anledning til at rejse en tilsynssag.
Da den pågældende sag potentielt kan blive en tilsynssag i Ankestyrelsen, som jeg
efterfølgende vil kunne tage stilling til som øverste tilsynsmyndighed, finder jeg det
allerede af den grund rigtigst at afholde mig fra at kommentere den konkrete sag
Jeg har i stedet bedt mit ministerium om at oversende dette svar til Ankestyrelsen, så
Ankestyrelsen kan få lejlighed til at vurdere, om der er anledning til at tage sagen op til
behandling.
Jeg har i øvrigt efter omtale i medierne den 9. juli 2021 noteret mig, at der efter
offentliggørelsen af pressemeddelelsen af 29. juni 2021 er fremlagt et udkast til
nærmere retningslinjer for Bornholms Regionskommunes samarbejde med medier og
politikere i perioden op til et partipolitisk valg, som skal behandles på et udvalgsmøde
i kommunen.
Med venlig hilsen
Kaare Dybvad Bek