Social- og Ældreudvalget 2020-21
SOU Alm.del Bilag 374
Offentligt
2440879_0001.png
Sagsnr.
2019 - 5536
Doknr.
449401
Dato
02-09-2021
Grund- og nærhedsnotat til Folketingets Europaudvalget
Forslag til Rådets afgørelse om bemyndigelse af Den Europæiske Unions
medlemsstater til i Den Europæiske Unions interesse at acceptere Pakistans
tiltrædelse af Haagerkonventionen af 1980 om de civilretlige virkninger af
internationale børnebortførelser.
(KOM (2021) 368 endelig)
[Forslaget er omfattet af retsforbeholdet.]
Forslaget oversendes også til Folketingets Socialudvalg.
Nyt notat
1. Resumé
Kommissionen fremsatte den 6. juli 2021 forslag om bemyndigelse af Den
Europæiske Unions medlemsstater til i Den Europæiske Unions interesse at
acceptere Pakistans tiltrædelse af Haagerkonventionen af 1980 om de
civilretlige virkninger af internationale børnebortførelser. Forslaget, der er
omfattet af retsforbeholdet, har til formål at udbygge EU-medlemsstaternes
samarbejde om internationale børnebortførelser gennem Haagerkonventionen
af 1980 om de civilretlige virkninger af internationale børnebortførelser til også
at omfatte Pakistan. Konventionen indeholder regler om tilbagegivelse af
bortførte børn i grænseoverskridende situationer. Det fremgår af forslaget, at
forslaget falder under Unionens eksterne enekompetence, hvorfor
nærhedsprincippet ikke finder anvendelse. Forslaget har ikke
lovgivningsmæssige eller statsfinansielle konsekvenser. Danmark er
umiddelbart positiv indstillet over for intentionerne bag forslaget.
2. Baggrund
Kommissionen har ved KOM (2021) 368 af 6. juli 2021 fremsendt forslag til
Rådets afgørelse om bemyndigelse af Den Europæiske Unions medlemsstater
til i Den Europæiske Unions interesse at acceptere Pakistans tiltrædelse af
Haagerkonventionen af 1980 om de civilretlige virkninger af internationale
børnebortførelser. Forslaget er oversendt til Rådet den 7. juli 2021 i dansk
sprogversion. Forslaget er fremsat med hjemmel i TEUF artikel 81, stk. 3,
sammenholdt med artikel 218, stk. 6, og kan vedtages af Rådet med
enstemmighed efter høring af Europa-Parlamentet.
Efter artikel 81, stk. 1 og 2, etablerer Unionen et samarbejde om civilretlige
spørgsmål med grænseoverskridende virkninger, der bl.a. bygger på princippet
om gensidig anerkendelse af retsafgørelser m.v. Efter artikel 83, stk. 3,
fastlægges sådanne foranstaltninger vedrørende familieret med
grænseoverskridende virkninger af Rådet efter en særlig lovgivningsprocedure.
Forslaget er dermed omfattet af Danmarks retsforbehold.
TEUF artikel 218, stk. 6, regulerer proceduren for indgåelse af aftaler mellem
Unionen og tredjelande. Efter bestemmelsen forelægger Kommissionen en
henstilling om indgåelse af en international aftale for Rådet, som vedtager en
1
SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 374: Orientering om grund- og nærhedsnotater om flere landes tiltrædelse af Haagerbørnebortførelseskonventionen, fra social- og ældreministeren
2440879_0002.png
afgørelse herom efter høring af Europa-Parlamentet. Rådet træffer afgørelse
med enstemmighed, når aftalen vedrører et område, hvor der kræves
enstemmighed ved vedtagelsen af en EU-retsakt.
Alle EU-medlemsstater har
sammen med en række andre lande
tilsluttet
sig Haagerkonventionen af 25. oktober 1980 om de civilretlige virkninger af
internationale børnebortførelser (Haagerbørnebortførelseskonventionen).
Konventionens formål er at sikre, at et barn, der bortføres til en anden
konventionsstat, tilbagegives hurtigst muligt til sin bopælsstat.
Det er konventionens udgangspunkt, at et bortført barn skal tilbagegives,
medmindre der er en alvorlig risiko for, at tilbagegivelsen vil udsætte barnet for
fysisk eller psykisk skade eller på anden måde sætte barnet i en situation, som
det ikke bør tåle. Tilbagegivelse kan også nægtes, hvis barnet modsætter sig
tilbagegivelsen, og barnet har nået en sådan alder og modenhed, at der bør
tages hensyn til barnets mening.
Når barnet er tilbagegivet til sin bopælsstat, kan der dér træffes afgørelse om
forældremyndigheden over barnet.
Konventionen er efter artikel 37 åben for undertegnelse af de stater, der var
medlemmer af Haagerkonferencen om International Privat på tidspunktet for
dens 14. samling. Det indebærer, at disse stater umiddelbart kan tiltræde
konventionen, hvorefter staterne er forpligtede til at samarbejde med hinanden
efter konventionen.
Konventionen kan derudover efter
artikel 38 tiltrædes af ”enhver anden stat”,
men en sådan tiltrædelse får kun virkning mellem den tiltrædende stat og en
stat, der allerede har tiltrådt konventionen, når den sidstnævnte stat accepterer
tiltrædelsen.
Rådets forordning (EU) nr. 2019/1111 om kompetence, anerkendelse og
fuldbyrdelse af afgørelser i ægteskabssager og i sager vedrørende
forældreansvar og om internationale børnebortførelser (omarbejdning)
(Bruxelles IIa-forordningen) indeholder bl.a. regler om behandlingen af
internationale børnebortførelser, der udbygger reglerne i
Haagerbørnebortførelseskonventionen. Forordningen er omfattet af Danmarks
retsforbehold.
Kommissionen har i bemærkningerne til forslaget til Rådsafgørelsen anført, at
foranstaltninger til beskyttelse af børn mod ulovlig bortførelse er en væsentlig
del af EU’s politik til at fremme beskyttelse af børns rettigheder, og at EU er
aktiv på internationalt plan for at forbedre anvendelsen af konventionen,
ligesom EU opfordrer tredjelande til at tiltræde den.
Pakistan var ikke medlem af Haagerkonferencen om International Privatret på
tidspunktet for dens 14. samling.
Pakistan deponerede den 22. december 2016 sit tiltrædelsesinstrument til
Haagerkonventionen af 1980, og konventionen trådte i kraft for Pakistan den 1.
marts 2016. Pakistans tiltrædelse af konventionen er blevet accepteret af 12
kontraherende parter, herunder USA.
Da spørgsmål om internationale børnebortførelser falder ind under Unionens
eksterne enekompetence, træffer Rådet afgørelse om, hvorvidt
medlemsstaterne bør acceptere Pakistans tiltrædelse af konventionen efter
artikel 38.
Rådet har mellem 2015 og 2019 vedtaget 18 lignende afgørelser om at
acceptere 26 tredjelandes tiltrædelse af
Haagerbørnebortførelseskonventionen, navnlig Albanien, Armenien, Belarus,
2
SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 374: Orientering om grund- og nærhedsnotater om flere landes tiltrædelse af Haagerbørnebortførelseskonventionen, fra social- og ældreministeren
2440879_0003.png
Chile, Colombia, Den Dominikanske Republik, Ecuador, El Salvador, Georgien,
Island, Kasakhstan, Republikken Korea, Marokko, Panama, Peru, Den
Russiske Føderation, Sydafrika, Ukraine, Uruguay og Usbekistan.
Kommissionen har samtidig med nærværende forslag fremsat følgende forslag:
Forslag til Rådets afgørelse om bemyndigelse af Den Europæiske
Unions medlemsstater til i Den Europæiske Unions interesse at
acceptere Filippinernes tiltrædelse af Haagerkonventionen af 1980 om
de civilretlige virkninger af internationale børnebortførelser (KOM
(2021) 359).
Forslag til Rådets afgørelse om bemyndigelse af Den Europæiske
Unions medlemsstater til i Den Europæiske Unions interesse at
acceptere Jamaicas tiltrædelse af Haagerkonventionen af 1980 om de
civilretlige virkninger af internationale børnebortførelser (KOM (2021)
363).
Forslag til Rådets afgørelse om bemyndigelse af Den Europæiske
Unions medlemsstater til i Den Europæiske Unions interesse at
acceptere Bolivias tiltrædelse af Haagerkonventionen af 1980 om de
civilretlige virkninger af internationale børnebortførelser (KOM2021)
369).
Forslag til Rådets afgørelse om bemyndigelse af Den Europæiske
Unions medlemsstater til i Den Europæiske Unions interesse at
acceptere Tunesiens tiltrædelse af Haagerkonventionen af 1980 om de
civilretlige virkninger af internationale børnebortførelser (KOM
(2021)371).
3. Formål og indhold
3.1. Formål
Forslaget har til formål at udbygge EU-medlemsstaternes samarbejde om
internationale børnebortførelser gennem
Haagerbørnebortførelseskonventionen til også at omfatte Pakistan.
3.2. Indhold
Efter afgørelsen skal EU-medlemsstaterne inden for en vis frist deponere en
erklæring om accept, i Unionens interesse, af Pakistans tiltrædelse af
konventionen.
4. Europa-Parlamentets udtalelser
Forslaget er forelagt for Europa-Parlamentet, der endnu ikke har udtalt sig i
sagen.
5. Nærhedsprincippet
Spørgsmålet om nærhedsprincippet er ikke relevant.
6. Gældende dansk ret
Ved lov nr. 793 af 27. november 1990 om internationale
forældremyndighedsafgørelser m.v. (internationale børnebortførelser) blev
Haagerbørnebortførelseskonventionen gennemført i dansk ret. Loven og
konventionen trådte i kraft den 1. juli 1991.
Danmark samarbejder med alle EU-medlemsstater om konventionen.
I medfør af artikel 38 har Danmark accepteret en række andre landes
tiltrædelse af konventionen, men Danmark har ikke accepteret Pakistans
tiltrædelse.
7. Konsekvenser
Lovgivningsmæssige konsekvenser
En vedtagelse af forslaget vil ikke have lovgivningsmæssige konsekvenser.
3
SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 374: Orientering om grund- og nærhedsnotater om flere landes tiltrædelse af Haagerbørnebortførelseskonventionen, fra social- og ældreministeren
2440879_0004.png
Social- og Ældreministeriet vil dog overveje, om Danmark skal følge EU's
afgørelser om samarbejde med nye lande efter konventionen, herunder
Pakistan. Dette spørgsmål er omfattet af høringen over forslaget, jf. pkt. 8.
Økonomiske konsekvenser
En vedtagelse af forslaget vil ikke have økonomiske konsekvenser.
Andre konsekvenser og beskyttelsesniveauet
En vedtagelse af forslaget skønnes ikke at berøre beskyttelsesniveauet i
Danmark.
8. Høring
Forslaget er sendt i høring hos følgende myndigheder og organisationer:
Advokatrådet, Ankestyrelsen, Barnets Tarv Nu, Byretterne, Børne- og
Kulturchefforeningen, Børnerådet, Børns Vilkår, Danske Advokater, Danske
Familieadvokater, Den Danske Dommerforening, Departementet for Børn,
Unge, Familie og Justitsområdet (Grønland), Dommerfuldmægtigforeningen,
Domstolenes Tjenestemandsforening, Domstolsstyrelsen, Familieretshuset,
Foreningen Far til Støtte for Børn og Forældre, Institut for
Menneskerettigheder, KL, Landsorganisationen af Kvindekrisecentre (LOKK),
Mandekrisecentret, Mødrehjælpen, Rigsombudsmanden i Grønland,
Socialministeriet (Færøerne), Vestre Landsret og Østre Landsret.
Høringsfristen er fastsat til den 27. september 2021.
9. Generelle forventninger til andre landes holdninger
Der er ikke kendskab til andre landes holdninger til forslaget.
10. Regeringens foreløbige generelle holdning
Danmark er umiddelbart positiv indstillet over for intentionerne bag forslaget.
11. Tidligere forelæggelser for Folketingets Europaudvalg
Sagen har ikke tidligere været forelagt for Folketingets Europaudvalg.
4