SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 201: Materiale fra orienteringsmøde hos social- og ældreministeren den 11/2-21 om kulegravning af reglerne og erfaringer fra frikommuneforsøgene på området for udsatte børn og unge

Social- og Ældreudvalget 2020-21
SOU Alm.del Bilag 201
Offentligt

Afrapportering

Kulegravning

Februar 2021

SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 201: Materiale fra orienteringsmøde hos social- og ældreministeren den 11/2-21 om kulegravning af reglerne og erfaringer fra frikommuneforsøgene på området for udsatte børn og unge

Afrapportering

vedr. ”Kulegravning” af reglerne på området

for udsatte børn og unge

1. Indledning

Regeringen og KL besluttede med ØA20 at gennemføre et fælles arbejde, der skulle af-

dække regelgrundlaget og den kommunale praksis på udsatte børn- og ungeområdet

for at sikre, at reglerne understøtter, at barnet får den bedst mulige indsats.

Det fremgår således af ØA20, at:

”Hvis udsatte børn skal løftes til at klare sig bedre, skal vi

have brudt de mønstre, der

forringer deres muligheder og fremtidsudsigter. Vi skal investere i tidlige indsatser,

vi skal handle på baggrund af viden, og vi skal give socialrådgivere og andre fagper-

soner de bedste muligheder for at sætte barnet og familien i centrum uden unødigt

bureaukrati. […] Regeringen og KL er desuden enige om at sikre, at reglerne under-

støtter, at barnet får den bedst mulige indsats, og et fælles arbejde skal derfor af-

dække regelgrundlaget og den kommunale praksis på området.”

Denne afrapportering afslutter arbejdet med at afdække regelgrundlaget og den kom-

munale praksis på området.

Afsættet for analysen har været, at afrapporteringen skal pege på mulige løsningsspor

for - med fokus på en mere enkel lovgivning

–

at kunne give plads til at barnet i højere

grad kan sættes i centrum hos sagsbehandleren. Formålet er, at barnet skal have det

bedst mulige forløb, og derfor skal rådgiverens tid bruges på det rigtige. Det kræver, at

det bagvedliggende regelgrundlag understøtter netop dette. Det handler også om at

sikre barnets og familiens retssikkerhed.

Lovgivningen skal på den ene side balancere hensynet mellem barnet og familiens

retssikkerhed, og på den anden side myndighedernes mulighed for at tilrettelægge

sagsbehandlingen så smidigt som muligt med afsæt i behovene i den enkelte sag. Bar-

net og familien skal således i mødet med kommunen, og under sagens behandling, op-

leve enkle og gennemskuelige regler og processer, som samlet set bidrager til at få bar-

net i positiv trivsel og udvikling.

Til brug for afrapporteringen har i alt 5 kommuner og 2 frikommuner deltaget i inter-

views, og der er gennemført to runder af interviews med hhv. fem individuelle inter-

views i juni og to ”gruppe-interviews” i august 2020.

Afrapporteringen indeholder de pågældende kommuners input til afdækning af hen-

holdsvis udfordringerne med den eksisterende lovgivning samt mulige løsningsspor,

der relaterer sig til det afdækkede udfordringsbillede.

Drøftelserne med kommunerne har særligt koncentreret sig om følgende fire temaer:

1. Faglig udredning/undersøgelse af barnets behov

2. Valg af indsats, mål og handleplan

Opfølgning på opnåelse af målene med indsatsen

4. Inddragelse af barnet og familien

2. Afrapportering af de fire temaer

Afrapporteringen er inddelt tematisk efter de fire temaer ovenfor

–

1) udredning, 2)

valg af indsats, 3) opfølgning og 4) inddragelse.

Inden for hvert tema er først angivet kommunernes perspektiver på, hvad der betrag-

tes som udfordringer med de gældende regler i forhold til at sikre det bedste forløb for

et barn eller en ung, der modtager støtte efter serviceloven. Derefter gengives kommu-

ners forslag til mulige løsningsspor.

2.a Tema 1: Udredning af barnets behov

På baggrund af de gennemførte interviews er der nedenfor gengivet en række udfor-

dringer og ønsker fra kommunerne om ændring af de rammer, som de gældende regler

opstiller for udredningen i dag.

Identificerede udfordringer med gældende regler og praksis:

1) De nuværende krav til den børnefaglige undersøgelse medfører, at støtten til

barnet ikke altid kommer hurtigt nok i gang



I dag betyder fristen på 4 mdr. for en børnefaglig undersøgelse (§ 50 undersø-

gelsen), at der ofte bruges 4 måneder (og nogen gange mere) på udredningen

Formuleringen af reglerne om den børnefaglige undersøgelse skaber en for-

ventning om, at alle aspekter af sagen skal afdækkes og dokumenteres, f.eks.

ved indhentelse af skriftlige statusnotater fra almenområdet, og det tager i

mange sager lang tid.

Fire måneder er lang tid før der iværksættes en indsats. Det er lang tid for et

barn, og meget kan nå at ændre sig på den tid.



Kommunerne peger på, at de gældende regler omkring en frist på 4 måneder for den

børnefaglige undersøgelse af barnet betyder, at der i dag går lang tid

–

ofte 4 måneder

–

før barnet får en indsats. Samtidig påpeger kommunerne, at formuleringen af reg-

lerne om den børnefaglige undersøgelse giver indtryk af, at undersøgelsen i alle til-

fælde skal være meget omfattende og afdække alle aspekter i sagen, uanset sagens ka-

rakter. Fristen

på 4 måneder opfattes som understøttende for denne ”forventning” om

undersøgelsens omfang, som derfor ofte ender med at være meget omfattende og lang-

strakt og på den måde kan komme til at stå i vejen for, at indsatsen kommer hurtigt i

gang.

Kommunerne fremhæver, at en varighed på 4 måneder kan være meningsfuld for sa-

ger, som er komplekse, og hvor der af hensyn til sagens karakter er behov for at ind-

hente oplysninger fra mange parter. Men i mindre komplekse sager bliver udrednin-

gen ofte mere omfattende end behovet tilsiger i den konkrete sag. De gældende krav

til den børnefaglige undersøgelse opfattes af kommunerne som omfangsrige, herunder

at der stilles mange krav til udformningen af undersøgelsen. Kommunerne fremhæver,

at tiden går bl.a. med at lægge dokumenter og oplysninger ind i undersøgelsen, for at

sikre dokumentation, og imens risikerer problemerne at blive værre. Kommunerne be-

skriver, at noget af det der bruges lang tid på, er at indhente skriftlige statusnotater fra

parterne omkring barnet, f.eks. almenområdet.

Kommunerne peger desuden på, at ovenstående i nogle tilfælde fører til, at der sker to

sideløbende processer: Den børnefaglige undersøgelse, som nogen gange mest sker for

at sikre dokumentation, og den løbende sagsbehandling ved siden af, hvor der bl.a.

kan være iværksat sideløbende støtte imens udredningen færdiggøres.

2) Udredningen af barnet bliver med de nuværende lovkrav ofte meget omfattende

og afspejler samtidig et øjebliksbillede, der ikke altid er anvendelig i det videre for-

løb



Familiens liv står ikke stille, og derfor bør den børnefaglige undersøgelse ikke

være et statisk dokument, der ligger ”færdigt” på sagen.

Udarbejdelsen af den børnefaglige undersøgelse er i gang over lang tid, og

munder ud i et øjebliksbillede. Det vanskeliggør, at undersøgelsen afspejler

den løbende udvikling i trivsel, der typisk sker for et barn med støttebehov.

Udredningen bliver ofte mere omfattende end nødvendig og undersøgelsen

bliver ikke afgrænset og fokuseret nok ift. problemstillingen. Kommunerne pe-

ger på, at det bl.a. skyldes, at de nuværende regler i praksis opfattes sådan, at

sagsbehandleren skal argumentere for, hvorfor visse elementer ikke undersø-

ges nærmere af frygt for ikke at overholde dokumentationskrav i lovgivningen.



Kommunerne fremhæver, at det er en væsentlig udfordring, at den nuværende børne-

faglige undersøgelse i for høj grad bliver et statisk øjebliksbillede. Samtidig fremhæver

kommunerne at den nuværende undersøgelse ofte bliver for omfattende og stor i om-

fang på baggrund af de detaljerede krav, lovgivningen angiver i forhold til indholdet i §

50 undersøgelsen. Kommunerne peger på, at udredningen ofte bliver mere omfattende

end nødvendig, bl.a. fordi der bruges lang tid på at komme hele vejen rundt, som loven

lægger op til, frem for at fokusere på problemstillingen. Det giver i mange tilfælde

nogle meget lange børnefaglige undersøgelser med et tungt indhold. Det fører til, at

undersøgelsen ofte ikke er særlig anvendelig i det senere forløb hverken fra barnets

perspektiv eller for sagsbehandleren i det videre arbejde.

3) Reglerne vedr. den børnefaglige undersøgelse understøtter ikke i tilstrækkelig

grad inddragelse af barnet og familien i udredningsfasen.



En omfattende børnefaglig undersøgelse, som vi kender det i dag, er ikke et

godt dialogredskab ift. familien. Det er et omfattende dokument, og det kan

være svært for familierne at læse og forstå indholdet

–

og det understøtter ikke

inddragelse af barnet eller familien.

Den børnefaglige undersøgelse ender med kun at blive ”sagsbehandlerens pro-

dukt”, som skal sikre dokumentation i sagen.



Som også berørt ovenfor, angiver kommunerne desuden, at formatet for den nuvæ-

rende børnefaglige undersøgelse ikke i tilstrækkelig grad understøtter den bedste ind-

dragelse af barnet og familien i udredningsfasen. Undersøgelsen bliver ofte gennem-

ført som en ”afkoblet” proces fra det løbende socialfaglige arbejde og den løbende dia-

log med barnet og familien. Den børnefaglige undersøgelse bliver ofte et spørgsmål

om at skabe dokumentation frem for dialog med familien. Det færdige produkt kan

ende med at blive ”sagsbehandlerens produkt”,

som børn og familier ikke altid kender

eller forstår.

Forslag til konkrete løsningsspor

På baggrund af de gennemførte interviews er i dette afsnit gengivet en række konkrete

forslag til løsningsspor fra kommunerne, der adresserer de udfordringer og ønsker om

forandringer, der er angivet ovenfor.

Der er altså tale om en bearbejdet gengivelse af kommunernes forslag til mulige løs-

ningsspor med udgangspunkt i ovenstående udfordringsbillede.

Løsningsspor a):

En udredning i to tempi

– inddelt i en mindre omfattende ”faglig

vurdering”

og ved behov, en efterfølgende mere dybdegående undersøgelse,

vil be-

tyde, at barnet kan få en indsats hurtigere og at udredningen kan blive mere anven-

delig for alle parter i det videre forløb (både sagsbehandler, barn og tilbud)



Det foreslås, at den nuværende børnefaglige undersøgelse brydes op med en

mindre omfattende faglig vurdering, og efter behov igangsættelse af en mere

dybdegående undersøgelse. Det vil frigive tid i sagsbehandlingen til barnet og

familien samt mulighed for at iværksætte indsatsen hurtigere. Det efterspør-

ges, at der bliver mulighed for at kunne igangsætte indsatsen hurtigere og der-

efter foretage tilpasninger mv. i opfølgningen i takt med, at man lærer barnets

behov bedre at kende.

Man kunne bruge § 50 undersøgelsen, så den bliver set mere som en proces

med det formål, at man får inddraget børn og familie og opbygger en god rela-

tion til dem.

At være tæt på barnet og familien betyder, at det er lettere at få barn/familie

med om bord på indsatsen.

Der efterspørges mere rum for inddragelse af barnet

i ”2. fase” af undersøgel-

sen, hvor der skal være mulighed for, at rådgiveren kan komme endnu tættere

på barn og familie.

Der bør være en tydeligere fælles forventningsafstemning på tværs af lovgiver,

myndigheder, aktører mv. i forhold til, at børnefaglige undersøgelse ikke skal

være mere omfattende end formålet tilsiger.



Kommunerne efterspørger på tværs et mere dynamisk værktøj end § 50-undersøgel-

sen, som den er i dag. Det efterspørges af kommunerne, at der skal være mere plads til

den socialfaglige vurdering ift. indholdet af udredningen, så den bliver mere fokuseret

end det ofte er tilfældet i dag. Som angivet i udfordringsbilledet opfattes de nuværende

regler i praksis sådan, at sagsbehandleren skal argumentere for, hvorfor visse elemen-

ter ikke undersøges nærmere. Det bør være mere fleksibelt, så undersøgelsen kun bli-

ver omfangsrig, når forholdene kræver det, og der dermed sker et opgør med de meget

lange undersøgelser.

Det foreslås, at den nuværende børnefaglige undersøgelse brydes op

–

i en mindre om-

fattende faglig vurdering og - hvis behovet er der kan der efterfølgende igangsættes en

mere dybdegående undersøgelse. En dybdegående undersøgelse vil være relevant i

f.eks. komplekse eller tungere sager; f.eks. anbringelsessager, mens man i mange sager

vil kunne undgå en omfattende børnefaglig undersøgelse, fordi der ikke vurderes at

være behov herfor.

Formålet med opdelingen vil være, at sagsbehandleren ikke igangsætter en omfattende

undersøgelse, såfremt der allerede foreligger tilstrækkelig viden til at træffe beslutning

om at iværksætte en indsats, eller hvor indsatsen bedre vil kunne tilrettelægges eller

tilpasses gennem øget løbende dialog med sagsbehandleren.

Den mindre omfattende faglige vurdering kan være en kortere, indledende undersø-

gelse, der kan danne baggrund for hurtigere iværksættelse af en indsats på baggrund

af en umiddelbar socialfaglig vurdering, og hvor behovet for at indhente nye oplysnin-

ger vurderes at være begrænset. Ved behov kan der iværksættes en mere dybdegående

undersøgelse, hvor det - bl.a. i tæt samarbejde med barnet og, hvis relevant familien -

vurderes, om problemstillingerne er dækket med den iværksatte indsats, eller om der

er behov for yderligere i forhold til at imødekomme behovet hos barnet. Generelt er

der fra kommunerne således et ønske om i højere grad at kunne udrede og igangsætte

en indledende indsats sideløbende, hvilket kan give mulighed for at komme tættere på

barnet i udredningen og dermed også styrke samarbejdet om løsningerne.

Erfaringer fra frikommunerne:

En opdeling af udredningsfasen i to dele kan trække på erfaringer fra frikommunefor-

søgene. Her arbejdes bl.a. med en model, hvor den børnefaglige undersøgelse er er-

stattet af et kortere ”afklaringsnotat”, der fokuseret beskriver

den umiddelbare social-

faglige vurdering af familiens udfordringer og tydeligt inddrager barnet og familiens

ønsker til forandring og løsninger. Fordi rådgiveren løbende er i tæt kontakt med fami-

lien er der mulighed for at supplere udredningen og justere indsatsen tilsvarende un-

dervejs i forløbet, hvis det f.eks. viser sig at problemstillingen viser sig mere omfat-

tende end først antaget.

I ”tungere”

sager, hvor det vurderes, at der f.eks. kan være et

anbringelsesgrundlag bruges ikke de korte afklaringsnotater, men i stedet den børne-

faglige undersøgelse, som den ser ud i lovgivningen i dag.

Løsningsspor b):

Barnets

liv og udvikling er ikke statisk og lineært. Derfor bør lov-

givningen i højere grad understøtte brug af løbende,

”socialfaglige vurderinger”, der

kan gøre både udredning af barnets situation og opfølgning på barnets behov mere

dynamisk:



Kommunerne efterspørger mere fleksibilitet, så lovgivningen i højere grad un-

derstøtter at sagsbehandleren mere fleksibelt kan justere indsatsen og f.eks.

tilpasse indsatserne efter barnets udvikling

–

uden at der først skal laves et

”formelt” tillæg til den børnefaglige undersøgelse.

Socialfaglige vurderinger bør derfor være en del af journalen, da det er vigtigt

at sagsbehandleren løbende får skrevet de faglige vurderinger af udviklingen

for barnet ind i sagen frem for på et fastlåst tidspunkt, når den børnefaglige

undersøgelse laves, som der lægges op til med lovgivningen i dag. Det bidrager

til, at den børnefaglige undersøgelse ofte kun giver et øjebliksbillede, der hur-

tigt bliver forældet.

Opfølgning bør ses som en løbende dokumentation eller vurdering af nye op-

lysninger. Det er bredere end f.eks. bare opfølgning på mål i handleplanen.



I dag skal den børnefaglige undersøgelse afsluttes, og derefter skal der træffes en afgø-

relse. Kommunerne efterspørger et opgør med denne tankegang, så der i stedet kom-

mer fokus på en løbende opfølgning på sagens udvikling. Det kan f.eks. ske gennem lø-

bende såkaldte

”socialfaglige vurderinger”. Disse

skal forstås både som en løbende op-

følgning på handleplanen og indsatsen, men også som et løbende bidrag til sagens op-

lysning og skal bidrage til et opdateret øjebliksbillede af situationen for barnet. De lø-

bende vurderinger foreslås at kunne fungere

som ”dokumentation”

og baggrund for

f.eks. afgørelse om en revideret indsats. Forslagene skal ses i lyset af et ønske om en

mere dynamisk model end den nuværende mere statiske børnefaglige undersøgelse (et

øjebliksbillede)

og den såkaldte ”opdatering” til

den børnefaglige undersøgelse. Kom-

munerne påpeger, at dette samtidig stiller krav til den måde, kommunerne og sagsbe-

handlerne arbejder på.

For at kunne arbejde mere med løbende ”socialfaglige vurde-

ringer” er det vigtigt, at den enkelte sagsbehandler arbejder

socialfagligt med at reflek-

tere og laver en tydelig

vurdering

af det, der opleves ude i familierne.

Kommunerne ønsker, at lovgivningen i højere grad understøtter brugen af disse lø-

bende, ”socialfaglige vurderinger”, da det giver rum for en mere dynamisk

sagsbe-

handling, så tiden for sagsbehandleren bruges bedst muligt i forhold til indsatsen for

barnet.

Erfaringer fra frikommunerne

I nogle af frikommunerne arbejdes der også med brug af kortere socialfaglige vurde-

ringer der bl.a. bruges i udredning og opfølgning. Frikommunerne angiver, at de har

positive erfaringer med bl.a. at kunne sikre mere løbende og opdateret information på

sagerne. De beskriver også, at de bruger mindre tid på dokumentation, der kan bruges

i relationen med barnet og familien i stedet.

Løsningsspor c):

Større fleksibilitet i lovgivningen til tilpasning og justering af den

konkrete indsats kan give et bedre forløb for barnet. Det kan bl.a. ske ved at give mu-

lighed for at træffe én afgørelse om iværksættelse af en palette af indsatser på én

gang

–

f.eks. forebyggende indsatser, der supplerer hinanden, så indsatsen kan til-

passes hurtigere alt efter udviklingen i barnets konkrete behov.



Der efterspørges større fleksibilitet i forhold til at kunne justere indsatser

uden, at der altid træffes en ny afgørelse mv. når der er tale om samme typer

af indsatser

–

eksempelvis forebyggende støtte - der kan supplere hinanden.

Kommunerne efterspørger mere fleksibilitet i forhold til at kunne ”gruppere” lignende

indsatser som en én og samme afgørelse. Ifølge de deltagende kommuner vil det give

et bedre forløb for barnet, når der er tale om samme typer af indsatser. Det skyldes, at

det vil opleves mere ”naturligt” for alle parter at justere lidt på indsatsen efter behov

fremfor altid at skulle igangsætte en meget formel proces med at træffe en helt ny af-

gørelse - med dertil hørende proceskrav med partshøring mv.

Erfaringer fra frikommunerne

Der kan tages udgangspunkt i erfaringer med dette i forlængelse af frikommuneforsø-

gene, hvor der i nogle tilfælde

kan træffes afgørelse om en ”gruppe” af indsatser på

samme tid.

2.b Tema 2: Valg af indsats, mål og handleplan

På baggrund af de gennemførte interviews er der nedenfor gengivet en række udfor-

dringer og ønsker fra kommunerne om ændring af de rammer, som de gældende regler

opstiller for valg af indsats og handleplanen i dag.

Identificerede udfordringer med gældende regler og praksis:

1. Handleplanen er i lovgivningen i dag ikke forankret som barnets og familiens red-

skab til forandring



Handleplanen

som formaliseret ”dokument” kan overskygge

det egentlige for-

mål med målene for indsatsen. De formelle formuleringer i handleplanen står

i vejen for at skabe en fælles forståelse mellem sagsbehandler, barn og familie

om målene, og hvordan man kommer derhen.

Handleplanen, som den er beskrevet og placeret i lovgivningen i dag, gør det

svært for kommunerne at inddrage og formidle udfordringer og mål med ind-

satsen til barn og familie. Det stiller høje krav til, at barnet og familien skal

”forstå systemet” og formuleringer i sagsbehandlersprog, og de bliver ikke i til-

strækkelig grad reelt inddraget i formuleringen af målene.



Kommunerne fremhæver først og fremmest, at handleplanen i dag oftest ikke er bar-

net og familiens redskab til forandring og ikke i stilstrækkelig grad understøtter ind-

dragelse af barnet og familien. Kommunerne giver udtryk for, at det kan skyldes, at

handleplanen i dag både skal være et arbejdsredskab for sagsbehandleren og en moti-

vationsfaktor for familien. Det kan dog være svært at rumme begge mål i ét dokument.

Kommunerne beskriver også, at handleplanen i nogle kommuner bliver et redskab for

sagsbehandleren til at sikre fremdrift i sager - bl.a. fordi en handleplan er nødvendig

for at få sagen videre til visitation. Det bliver administrativt tungt og ikke inddragende,

og familien risikerer at blive koblet af. De formelle mål for indsatsen betyder samtidig,

at der ikke er nok fokus på, hvordan barnet udvikler sig og trives.

2. Handleplanen

er for ”statisk” og ufleksibel



Handleplanen opfattes som et statisk dokument, dvs. et øjebliksbillede, der

ikke er fleksibelt nok i arbejdet med opfølgning på indsatsen sammen med

barn og familie.



Handleplanen ses som et ufleksibelt redskab, som ikke afspejler forskelle i sa-

gernes kompleksitet, og som ikke i tilstrækkelig grad inddrager barnet og fa-

milien i at opstille mål for egen udvikling og progression.

Kommunerne fremhæver, at handleplanen bør være et mere dynamisk redskab, end

det er tilfældet i dag. Kommunerne peger på, at de gældende regler og formkrav gør, at

handleplanen ikke bliver anvendelig som barnets eller familien handleplan, men mere

et statisk redskab for sagsbehandlere til at beskrive barnets behov og opstille formelle

mål for indsatsen. Kommunerne fremhæver bl.a., at reglerne lægger op til at beskrive

formålet med indsatsen, og ikke har tilstrækkeligt fokus på barnets trivsel og udvik-

ling. Derudover peger kommunerne på, at reglerne for tidspunktet for udarbejdelse af

handleplanen betyder, at det i høj grad er sagsbehandleren, der formulerer målene,

mens barnet og familien ofte ikke inddrages.

3. Lovkravet om tidspunktet for handleplanen er uhensigtsmæssigt



Tidspunktet for handleplanens udarbejdelse betyder, at barnet og familien

ikke i tilstrækkelig grad er med til at formulere udfordringer, mål og ønsker til

forandring. Derfor er handleplanen svær at gøre til et fælles redskab for sags-

behandler og familien.



Det er en udfordring, at den børnefaglige undersøgelse skal pege på en specifik

indsats, og at lovgivningen ikke i tilstrækkelig grad understøtter, at barnet og

familien er med til at pege på en gavnlig indsats og på målene for indsatsen.

Kommunerne fremhæver, at det nuværende lovkrav om tidspunktet for handleplanens

udarbejdelse er uhensigtsmæssigt. I dag skal handleplanen være udarbejdet inden der

træffes afgørelse om iværksættelse af støtte for barnet. Det betyder bl.a., at det er svært

at arbejde sammen med barnet og familien om at lave handleplanen og opstille målene

for indsatsen i fællesskab. Kommunerne peger således på, at sagsbehandleren ofte har

en klar ide om formål og overordnet mål for støtten allerede ved den børnefaglige un-

dersøgelse, men at de konkrete mål for indsatsen bedst kan formuleres sammen med

barnet og familien, når der er truffet en afgørelse om foranstaltning.

Forslag til konkrete løsningsspor

På baggrund af de gennemførte interviews er i dette afsnit gengivet en række konkrete

forslag til løsningsspor fra kommunerne, der adresserer de udfordringer og ønsker om

forandringer, der er angivet ovenfor.

Løsningsspor a):

Lovgivningen, herunder tidspunktet for handleplanens udarbej-

delse, skal i højere grad understøtte, at barnet og familien får ejerskab over handle-

plan og mål.



Det efterspørges, at lovgivningen i højere grad understøtter, at barnet og fami-

lien inddrages i formuleringen af målene med indsatsen, så handleplanen kan

blive et fælles og dynamisk værktøj, og så barnet og familien i højere grad får

ejerskab over handleplanen.

Det efterspørges, at det nuværende krav til tidspunktet for handleplanens ud-

arbejdelse ændres med henblik på, at der vil være bedre mulighed for at udar-

bejde handleplan og mål i fællesskab med barn og familie, hvis det sker efter,

at der er truffet afgørelse om foranstaltning.



Kommunerne fremhæver, at dialog og relation med barnet og familien er vigtig. Når

barnet og/eller familien inddrages i formuleringen af udfordringerne, tager de i højere

grad ejerskab over formuleringen af målene for indsatsen. Det fremhæves desuden, at

det giver værdi at have en fælles handleplan, som er et fælles redskab for sagsbehand-

ler, barnet og familien.

Der er et klart ønske om, at der ikke som i dag skal være krav om udarbejdelse af

handleplanen, før der træffes afgørelse om konkret foranstaltning, og at familien i hø-

jere grad er inddraget i mål for indsatsen og hvordan målene nås. Afgørelsen om

iværksættelse af støtte bør ske på baggrund af en klar formulering af det overordnede

formål med støtten, men derefter skal der være plads til formulering af konkrete mål

for indsatsen i samarbejde med barnet og evt. familien og med inddragelse af det rele-

vante tilbud.

Løsningsspor b):

Lovgivningen skal understøtte handleplanen som et mere fleksi-

belt og dynamisk værktøj og derfor have et minimum af formkrav.



Det efterspørges, at der kun er få formelle krav til handleplanens udformning

og større frihed i kommunerne i forhold til, hvornår og hvordan man følger op

og arbejder med konkrete mål. Det bør samtidig være en konkret vurdering i

den enkelte sag, hvordan man opstiller og arbejder med mål, da forskellige fa-

milier har behov for forskellige måder at tale om mål.

Det efterspørges, at lovgivningen understøtter, at der opstilles få og klare mål

for indsatsen, og at de skal være så konkrete som muligt, så handleplanen bli-

ver et anvendeligt redskab for barnet og familien såvel som for sagsbehandle-

ren.

Kommunerne fremhæver, at kravene til handleplanen i højere grad bør dreje

sig om, hvordan barnet får det det bedre og om at følge op på barnets trivsel,

fremfor at fokusere på formelle mål for indsatsen.



Udsagnene i Tema 1 ovenfor, der vedrører et ønske om bedre plads til såkaldte ”lø-

bende socialfaglige

vurderinger”, skal ses i samspil med dette løsningsspor. Kommu-

nerne efterspørger således, at handleplanen skal understøtte, at der meget nemt kan

laves løbende opfølgning og justering af indsatserne. Der er en bredere anerkendelse

af, at det kan være en udfordring at opstille gode mål, der tager udgangspunkt i udvik-

lingen for barnet, så de bliver anvendelige i det videre forløb, men at det ikke er noget

der kan løses lovgivningsmæssigt. Der er derfor et ønske om at sikre så åben en form

for handleplan som muligt, med et minimum af formkrav.

2.c Tema 3: Opfølgning

Identificerede udfordringer med gældende regler og praksis:

1. Lovgivningen har ikke i tilstrækkelig grad fokus på trivsel og positiv udvikling (pro-

gression) for barnet:



Med lovfastsatte frister for opfølgning og krav om opfølgning på de konkrete

mål i handleplanen rettes fokus på dette i stedet for på at få fulgt op på barnets

trivsel og udvikling.

Nogle gange bliver det ikke registret, at man har forholdt sig til handleplanen

under opfølgning, hvis det vurderes, at målene for indsatsen er uændrede.

Opfølgningen har for lidt fokus på trivsel og progression for barnet



Kommunerne peger på, at billedet omkring opfølgning på den iværksatte indsats, her-

under opfølgningen på handleplan og mål kan være ret forskelligt fra kommune til

kommune.

Enkelte giver udtryk for, at lovfastsatte krav til hvornår, der skal følges op, giver stor

kontrol på sagerne, men det kan betyde, at sagsbehandlerne har fokus på fristerne og

kravene til opfølgning på mål, og mindre på, hvad der er godt for barnet.

Flere kommuner kommer ind på, at de udfordringer der kan være i nogle sager ift.

manglende dokumentation for opfølgning (og opdatering af handleplanen), kan

handle om, at barnets handleplan ikke altid opdateres, hvis sagsbehandleren vurderer,

at opfølgningen ikke giver anledning til at ændre målene i handleplanen.

Nogle kommuner peger på, at opfølgningen i mange tilfælde kommer til at handle me-

get om den konkrete indsats, som beskrevet i handleplan, uden at der reelt følges op

på barnets trivsel, eller hvordan barnets mestrer eget liv på det niveau, der kan forven-

tes i forhold til, hvor barnet er i sin udvikling.

Endelig peges der på, at regelgrundlaget om opfølgning i mange tilfælde ikke har til-

strækkeligt fokus på progressionen for barnet

–

altså hvorvidt barnet trives og udvikler

sig positivt og tilstrækkeligt med de iværksatte indsatser.

2. Lovgivningen tager ikke højde for, at behovet for opfølgning kan variere fra sag til

sag



Loven fastslår, at der skal følges op på barnets indsats i første omgang efter 3

måneder og derefter som minimum hver 6. måned, og tager dermed ikke

højde for, at behovet for opfølgning kan variere fra sag til sag.



Faste opfølgningstidspunkter i loven giver ikke i tilstrækkelig grad mulighed

for, at den socialfaglige vurdering kan komme i spil ift. at vurdere, hvornår op-

følgning giver mening.

Flere kommuner giver udtryk for, at de oplever, at de faste opfølgningstidspunkter i

loven ikke giver sagsbehandleren mulighed for at differentiere og anvende deres fag-

lighed til at vurdere, hvornår der er behov for opfølgning alt efter barnets behov og

forhold, på samme måde som ses ift. behovet for udredning, som også kan variere fra

sag til sag jf. ovenfor under tema 1.

Forslag til konkrete løsningsspor

På baggrund af de gennemførte interviews er i dette afsnit gengivet en række konkrete

forslag til løsningsspor fra kommunerne, der adresserer de udfordringer og ønsker om

forandringer, der er angivet ovenfor.

Løsningsspor a):

Lovgivningen skal i højere grad understøtte fokus på barnets

progression og trivsel i opfølgningen.



Reglerne skal understøtte, at der i opfølgningen er fokus på, om barnet trives

og udvikler sig, om indsatsen virker, og om barnet og familien mestrer eget liv.

Flere kommuners refleksioner over og forslag til opfølgning på barnets udvikling og

trivsel skal ses i tæt sammenhæng med deres overvejelser ift. handleplanen og opfølg-

ningen på de mål, der opstilles for indsatsen

–

se tema 2.

Kommunerne giver udtryk for, at lovgivningen skal understøtte, at fokus i opfølgnin-

gen bør være på at sikre progression; At følge op på, at der sker en positiv forandring

for barnet og familien, og at barnet får det bedre.

Erfaringer fra frikommunerne

Frikommunerne foretager hyppigere opfølgning end loven tilsiger, og oplever, at op-

følgningen bliver relationsopbyggende. En af frikommunerne peger på, at de anvender

FIT-metoden (feedback informed treatment), som er et evidensbaseret dialog- og eva-

lueringsredskab. Det indebærer, at barnet og familien efter hver samtale spørges til,

hvordan de selv oplever, at det går, hvordan de vurderer mødet herunder om mødet

har været en hjælp, og der spørges til sagsbehandlerens indsats. Det sikrer ifølge fri-

kommunen, at der sker opfølgning på barnets og familiens niveau hver gang. Samtidig

genereres en grafisk fremstilling, der viser udviklingen for barnet og familien fra gang

til gang, hvilket giver mulighed for at justere indsatsen alt efter barnets udvikling og

trivsel.

Løsningsspor b):

Behovet for opfølgning er forskelligt fra sag til sag, og det bør

lovgivningen afspejle.



Opfølgning bør i højere grad bero på socialrådgiverens faglighed, hvor ved-

kommende kan vurdere og beskrive behovet for opfølgning i den konkrete sag.

Der efterspørges desuden større fleksibilitet ift. fristerne for opfølgning, f.eks.

ved at droppe frister for opfølgning, men stadigvæk sige, at der skal være f.eks.

to gange opfølgning årligt.

Hvis man følger hyppigere op, opdager man hurtigere, om der er behov for at

justere indsatsen.



De interviewede kommuner giver på den ene side udtryk for, at det i højere grad bør

være en socialfaglig vurdering, hvornår der er behov for opfølgning på de iværksatte

indsatser. På den anden side er der også kommuner, der giver udtryk for, at det kan

være fornuftigt med faste krav til antal af årlige opfølgninger, men at det i højere grad

bør være en socialfaglig vurdering præcist hvornår, så det kan tilpasses det enkelte

barns forløb på en meningsfuld måde.

Det fremhæves desuden af nogle kommuner, at der bør været et ”minimum” af opfølg-

ning, og at man som udgangspunkt holder fast i opfølgning på barnets trivsel f.eks. i

lange anbringelsesforløb.

Det fremkommer også i interviewene, at det kan være værdifuldt med hyppigere op-

følgning. Hyppig opfølgning kan bidrage til opdateret viden om barnets trivsel, skole-

gang mv. og bidrager til at indsatserne justeres i tide, så barnet modtager den indsats

der har den bedste virkning. Det nævnes også i interviewene, at opfølgningen kan op-

fattes som barnet og familiens ”livline” til kommunen og give en bedre relation mellem

barn, plejefamilie og sagsbehandler. Kommunerne kommer ind på, at lovgivningen til-

lader, at der kan følges hyppigere op, det kan dog være svært i praksis.

Erfaringer fra frikommunerne:

Det indgår i frikommuneforsøgene, at der følges hyppigere op på sagerne, end den nu-

værende lovgivning stiller krav om. Opfølgningskadencen kan være forskellig fra sag

til sag, og det giver sagsbehandleren mulighed for selv at vurdere behovet for opfølg-

ning i den enkelte sag. Til brug for denne vurdering er ledelsen inde over med spar-

ring, så rådgiverne ikke sidder alene med vurderingerne.

2.d Tema 4: Inddragelse

Identificerede udfordringer med gældende regler og praksis:

1) Reglerne i dag regulerer den formelle og processuelle inddragelse, men under-

støtter ikke altid reel kvalitativ inddragelse



Det er nemt nok at opfylde krav og sætte kryds ved afholdt samtale, men det

giver ikke nødvendigvis mening for barnet eller familien. Barnet har i dag

ikke i tilstrækkelig grad mulighed for selv at tilkendegive egne ønsker til,

hvordan den løbende dialog fungerer, så man kan tale løbende om, hvorvidt

det giver mening.

Frekvensen for børnesamtaler er i dag 3 og 6 måneder, men hvem ved om

barnet egentlig føler sig inddraget i samtalen? Mindre børn kan have et lidt

mindre brug for mange samtaler, mens de unge kan have større behov.

God børneinddragelse er svært, og det er især svært at inddrage helt små

børn.

Kommunerne giver udtryk for, at kvaliteten af børneinddragelse kan forbed-

res - særligt inddragelsen af barnet i den børnefaglige undersøgelse og hand-

leplanen. Lovgivningen har i dag

fokus på en mere ”formel” opfattelse af ind-

dragelse, hvor der skal kunne ”sættes kryds” og dokumenteres at barnet er

blevet spurgt på bestemte tidspunkter, men det understøtter ikke i tilstrække-

lig grad kvalitet i inddragelsen af barnet.



Kommunerne giver udtryk for, at kvaliteten af børneinddragelsen kan forbedres.

Lovgivningen i dag har fokus på en mere formel opfattelse af inddragelse ved hjælp af

børnesamtalen. Kommunerne peger på, at kvaliteten kan højnes ved at have børnene

løbende inddraget. Det gælder f.eks. i den børnefaglige undersøgelse, hvor kommune

på den måde bedre kan få et billede af, hvad barnet ønsker sig og har behov for - og

lade deres ord bliver en del af undersøgelsen.

2) Børneinddragelse er for snævert defineret i reglerne som en ”børnesamtale” på

fastlåste tidspunkter



Spørgsmålet er, hvornår noget er en børnesamtale eller en almindelig løbende

samtale. Der kan være en god løbende dialog, og så kommer en formel børne-

samtale med faste krav om opfølgning på indsatser osv., som kan være svær at



se værdien i for barnet ift. den løbende samtale, hvor fokus er på inddragelse

og det relationelle arbejde.

De nuværende lovkrav omkring inddragelse betyder, at der også er krav om

samtale, inden der er truffet afgørelse om en indsats, f.eks. i form af en an-

bringelse. Dette nedslagspunkt nævner flere kommuner i praksis kan være

vanskeligt ift. dialogen med familien og barnet.

Det fremgår af interviewene, at inddragelse af barnet defineret som en ”børne-

samtale” på fastlåste tidspunkter ikke opfattes

som det bedste grundlag for at

sikre en løbende inddragelse af høj kvalitet. Kommunerne fremhæver, at bør-

neinddragelsen på den måde bliver unødigt formel og ”statisk”.

Derudover opleves det i nogle tilfælde som en udfordring, at barnet skal inddrages i

valg og beslutninger, som det ikke alene har indflydelse på. Derfor skal det håndteres

på en måde der gør, at det ikke opfattes som et nederlag for barnet, hvis barnets øn-

sker ikke afspejles i den konkrete indsats.

Forslag til konkrete løsningsspor

På baggrund af de gennemførte interviews er i dette afsnit gengivet en række konkrete

forslag til løsningsspor fra kommunerne, der adresserer de udfordringer og ønsker om

forandringer, der er angivet ovenfor.

Løsningsspor a):

Børneinddragelse bør være en dynamisk, løbende proces (frem

for særligt fastlagte nedslagspunkter), hvor barnet inddrages i væsentlige beslutnin-

ger om eget liv



Der er ifølge kommunerne behov for større fokus på kvaliteten af børneind-

dragelse. Det kan beskrives i sagen, hvordan barnet er inddraget, og hvad

barnet ønsker sig og selv peger på af behov.

Kommunerne efterspørger samtidig, at der er mere plads til differentiering på

tværs af sager, så f.eks. hyppigheden også tilpasses barnets forløb, ændringer

i barnets liv mv.

Det bør derfor i højere grad være op til socialrådgiveren at lave den faglige

vurdering i den konkrete sag af, hvornår og hvor ofte det skal ske. F.eks. kan

der være forskelle i behovet for inddragelse afhængig af barnets alder. Det

fremhæves dog, at det er vigtigt, at der er fokus på inddragelse i sagsbehand-

lingen, og derfor er krav om kvalitativ inddragelse, og nogle frister, vigtige.



Kommunerne efterspørger først og fremmest, at lovgivningen afspejler en mere dyna-

misk inddragelse, hvor inddragelsen i højere grad afspejler det kvalitative forløb for

barnet og afhænger af barnets behov, fremfor på fastlåste tidspunkter. Der bør derfor

også være mere plads til faglig vurdering af f.eks. hyppighed for inddragelsen. Kom-

munerne fremhæver, at den løbende socialfaglige vurdering generelt bør have mere

plads i sagsforløbet og løbende bør journaliseres på sagen. Det gælder bl.a. ift. inddra-

gelse af barnet, så det fremgår, hvordan barnets perspektiv har indgået i den løbende

socialfaglige vurdering. Det fremhæves, at det kan være med til at styrke retssikkerhe-

den for barnet.

Det fremgår samtidig af interviewene, at det er vigtigt, at der er opmærksomhed på be-

tydningen af inddragelse, og det understøtter udvalgte krav til inddragelse i lovgivnin-

gen.

Løsningsspor b):

Inddragelse bør ses som mere end børnesamtalen, og det skal

lovgivningen afspejle. Lovgivningen skal også i højere grad understøtte at inddra-

gelse kan ske via kommunikationsformer på barnets præmisser (f.eks. Messenger,

sms, chat mv.)



Kommunerne efterspørger, at der ses på formen for inddragelse, og hvad lo-

ven anerkender som inddragelse. Det kan f.eks. være en samtale med en ung

over Messenger, som i højere grad imødekommer den unges behov end et

møde med sagsbehandler. Man bør have forståelse for barnets perspektiv og

møde dem i øjenhøjde.

Kommunerne fremhæver, at tilvejebringelse af barnets perspektiv også kan

ske på andre måder end ved børnesamtaler, f.eks. ved observationer, på tvær-

faglige møder, et møde i skolen eller i hjemmet. Det efterspørges, at lovgiv-

ningen i højere grad afspejler inddragelse på barnets præmisser. ”Børnesam-

talen”,

som den er defineret i lovgivningen i dag, understøtter ikke nødven-

digvis inddragelse på barnets præmisser, og det efterspørges derfor, at ind-

dragelse bliver set som mere end børnesamtalen. Hvis lovgivningen i højere

grad afspejler kommunikationsformer på barnets præmisser (f.eks. Messen-

ger, sms, chat mv.), kan det understøtte mere reel inddragelse og medbestem-

melse fra barnets perspektiv.



Løsningsspor c):

Kvaliteten af inddragelsen kan styrkes med en stærkere relation

mellem sagsbehandler og barn og mere fokus på feedback til rådgiver



Kontinuitet og stabilitet i relationen er vigtigt, for at kunne opbygge en stabil

relation til barnet, som er grundlag for god inddragelse.

Der skal derfor være mere fokus på relationen mellem sagsbehandler, barn og

familie for at styrke kvaliteten af inddragelsen.

Det er en hjælp i udredningen at være tættere på familien fra start og lære dem

bedre at kende. Det betyder også, at det er lettere at få familien med om bord

på indsatsen.

Kommunerne fremhæver, at en styrket relation mellem sagsbehandler og familie kan

styrke kvaliteten af inddragelsen. Det kræver et tæt samarbejde med barn og familie og

plads for rådgiveren til at kunne udvikle relationen.

Erfaringer fra frikommunerne:

Frikommunerne fremhæver positive erfaringer fra frikommuneforsøg med direkte

feedback til sagsbehandler fra barn og familie på kvaliteten af inddragelsen. Det sker

ved at invitere barnet/familien til at give feedback på samtaler og hjælp. Ved afslut-

ning af samtale spørges barnet/familien konkret, om samtalen har været hjælpsom.

En af frikommunerne fremhæver, at det også kan kræve mod for sagsbehandleren at

træde ud af myndighedsrollen og invitere til dialog bl.a. fordi det også er krævende at

skulle modtage feedback og sætte sig selv i spil i relationen på en anden måde end det

oftest er tilfældet i dag. De fremhæver desuden, at det skal ikke ses som et værktøj, der

kontrollerer sagsbehandleren, men som et refleksionsværktøj for både sagsbehandle-

ren, familien og barnet. Værktøjet skal ikke nødvendigvis bruges til at måle på tværs af

sager, for alle sager er forskellige. Det handler i stedet om familien og barnets ople-

velse af inddragelse.