ERU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 401: Lovudkast - Høring af forslag til ændring af lov om finansiel virksomhed, lov om investeringsforeninger m.v., lov om forvaltere af alternative investeringsfonde og flere andre love, fra erhvervsministeren

Erhvervsudvalget 2020-21
ERU Alm.del Bilag 401
Offentligt

Forslag

til

Ændring af lov om finansiel virksomhed, lov om investeringsforeninger m.v., lov om forval-

tere af alternative investeringsfonde og flere andre love

(Supplering af taksonomiforordningen og ny model for SIFI-udpegning)

§1

I lov om finansiel virksomhed, jf. lovbekendtgørelse nr. 1447 af 11. september 2020, som ændret ved

§ 1 i lov nr. 641 af 19. maj 2020, § 1 i lov nr. 2110 af 22. december 2020, § 2 i lov nr. 2223 af 29.

december 2020, § 297 i lov nr. 1155 af 8. juni 2021, og § 4 i lov nr. 1163 af 8. juni 2021, foretages

følgende ændringer:

§ 5, stk. 1, nr. 71,

ændres: »19-22 eller 23-26« til: »19-22, 23-26 eller 26 b-e«.

§ 7, stk. 2,

ophæves, og i stedet indsættes:

»Stk.

Følgende har eneret til fra offentligheden at modtage indlån og andre midler, der

skal tilbagebetales:

1) Pengeinstitutter.

2) Udenlandske kreditinstitutter, der opfylder betingelserne i § 1, stk. 3, §§ 30 eller 31.

3) Sparevirksomheder.

4) Staten.

5) Danmarks Nationalbank.

Stk. 3.

Følgende kan fra offentligheden modtage andre midler, der skal tilbagebetales, bort-

set fra indlån:

1) Realkreditinstitutter.

2) Et skibsfinansieringsinstitut.

3) KommuneKredit.

4) Projektejere, såfremt de modtagne midler er modtaget som led i et crowdfundingudbud

omfattet af reglerne i forordning 2020/1503 af 7. oktober 2020.

Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/49/EU af 16.

april 2014 (DGSD), EU-Tidende 2014, nr. L 173, side 149, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/97 af 20.

januar 2016 om forsikringsdistribution, EU-Tidende 2016, nr. L 26 side 19, og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv

2014/17 EU af 4. februar 2014 om forbrugerkreditaftaler i forbindelse med fast ejendom til beboelse og om ændring af

direktiv 2008/48/EF og 2013/36/EU og forordning (EU) nr. 1093/2010, EU-Tidende 2014, nr. L 60, side 34, og dele af

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/65/EU af 15. maj 2014 om markeder for finansielle instrumenter og om

ændring af direktiv 2002/92/EF og direktiv 2011/EU, EU-Tidende 2014, nr. L 173, side 349.

ERU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 401: Lovudkast - Høring af forslag til ændring af lov om finansiel virksomhed, lov om investeringsforeninger m.v., lov om forvaltere af alternative investeringsfonde og flere andre love, fra erhvervsministeren

5) Virksomheder, såfremt modtagelse af andre midler, der skal tilbagebetales, eller udlåns-

virksomhed ikke er en væsentlig del af virksomhedens drift.«

Stk. 3-7 bliver herefter stk. 4-8.

§ 7, stk. 5,

der bliver stk. 6, ændres »stk. 6« til: »stk. 7«.

§ 77 d, stk. 4,

udgår: »i årsrapporten «, og som

3. pkt.

indsættes:

»Virksomheden skal i årsrapporten angive, hvor oplysningerne i henhold til 1. pkt. kan fin-

des. Oplysningerne skal være offentligt tilgængelige i mindst 10 år fra tidspunktet for den

seneste årsrapports offentliggørelse.«

§ 125 h, stk. 1, 1. pkt.,

affattes således:

»Erhvervsministeren vurderer minimum hvert andet år, om en systemisk buffersats fastsat i

medfør af stk. 1 eller 2 fortsat er berettiget og genfastsætter i givet fald buffersatsen.«

§ 211, stk. 2,

ændres »§ 7, stk. 6,« til: »§ 7, stk. 7,«.

§ 234 a, 2. pkt.,

ændres »konkurslovens §§ 93 og 94« til: »konkurslovens §§ 93-95«.

§ 234 a

indsættes som stk. 2:

»Stk. 2.

Fordringer registreret i skadesforsikringsselskabets regnskaber omfattet af kon-

kurslovens § 95, stk. 1, nr. 1 og 4, og gyldigt stiftede panterettigheder skal til enhver tid

modsvares af aktiver svarende til værdien af fordringerne nævnt i konkurslovens § 95, stk.

1, nr. 1 og 4, og de gyldigt stiftede panterettigheder. Disse aktiver må ikke allerede være

bestemt til dækning af de forsikringsmæssige hensættelser, jf. §§ 126 e og 126 f, eller det

af selskabet opgjorte krav til minimumsbasiskapital, solvenskapitalkravet eller minimums-

kapitalkravet, jf. § 126 og §§ 126 c og 126 d.«

Efter

§ 245 b

indsættes:

»§ 245 c.

Finanstilsynet skal vurdere, om et pengeinstitut er i stand til at tilbagebetale et

indskud, hvis Finanstilsynet får godtgjort, at pengeinstituttet ikke har udbetalt et indskud,

som er forfaldet til betaling.

Stk. 2.

Vurderingen skal foretages hurtigst muligt og senest fem arbejdsdage efter, at det er

godtgjort over for Finanstilsynet, at et indskud, der er forfaldet til betaling, ikke er tilbage-

betalt.

Stk. 3.

Finanstilsynet giver straks meddelelse til Garantiformuen, hvis Finanstilsynet konsta-

terer, at et pengeinstitut ikke kan tilbagebetale et indskud af årsager, der er direkte forbundet

med pengeinstituttets finansielle situation, og pengeinstituttet ikke har umiddelbar udsigt til

at blive i stand til at tilbagebetale indskuddet.«

§ 308, stk. 2,

affattes således:

10.

»Stk.

Et pengeinstitut og et realkreditinstitut, der er omfattet af Europa-Parlamentets og

Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav til

kreditinstitutter og investeringsselskaber, udpeges som et systemisk vigtigt finansielt institut

(SIFI), hvis den beregnede systemiskhed for instituttet, jf. stk. 6, overskrider 100 basispoint

i to på hinanden følgende år, jf. dog stk. 4.«

11.

§ 308, stk. 3,

ændres »en eller flere af indikatorerne i stk. 2, nr. 1-3, uagtet indikatorerne i

henhold til stk. 2 ikke har været overskredet« til: »100 basispoint ved beregning af institut-

tets systemiskhed, jf. stk. 6, uagtet den beregnede systemiskhed for instituttet ikke har

overskredet 100 basispoint«.

§ 308, stk. 4,

ændres »ligge under indikatorerne, jf. stk. 2,« til: »have en beregnet syste-

miskhed, jf. stk. 6, under 100 basispoint«.

§ 308, stk. 5,

ændres »indikatorerne i stk. 2, nr. 1-3« til: »100 basispoint ved beregning af

systemiskheden for instituttet, jf. stk. 6«.

§ 308, stk. 6-8,

ophæves og i stedet indsættes:

»Stk.

Finanstilsynet skal beregne institutternes systemiskhed opgjort i basispoint ved at

opgøre det enkelte instituts andel af den samlede værdi for alle danske penge- og

realkreditinstitutter og væsentlige filialer i Danmark af udenlandske penge- og

realkreditinstitutter for hver af indikatorerne i nr. 1-12. Disse andele vægtes med de i nr. 1-

12 angivne vægte, hvorefter de vægtede andele summeres og ganges med 10.000.

1) Samlede aktiver vægtet med 6/24.

2) Værdien af nationale betalingstransaktioner vægtet med 2/24.

3) Indlån i Danmark vægtet med 2/24.

4) Udlån i Danmark vægtet med 2/24.

5) Nominel værdi af derivater, som ikke er noteret på et reguleret marked (OTC-derivater)

vægtet med 2/24.

6) Passiver på tværs af jurisdiktioner vægtet med 2/24.

7) Aktiver på tværs af jurisdiktioner vægtet med 2/24.

8) Udestående gældsudstedelser vægtet med 2/24.

9) Passiver inden for det finansielle system (hele verden) vægtet med 1/24.

10) Aktiver inden for det finansielle system (hele verden) vægtet med 1/24.

11) Passiver inden for det finansielle system (Danmark) vægtet med 1/24.

12) Aktiver inden for det finansielle system (Danmark) vægtet med 1/24.

Stk. 7.

På baggrund af beregningen af systemiskhed, placeres institutterne i en af fem

kategorier af systemiskhed:

12.

13.

14.

1) Kategori 1: Institut med en systemiskhed på 100 basispoint og op til 300 basispoint.

2) Kategori 2: Institut med en systemiskhed på 300 basispoint og op til 1.000 basispoint.

3) Kategori 3: Institut med en systemiskhed på 1.000 basispoint og op til 2.000 basispoint.

4) Kategori 4: Institut med en systemiskhed på 2.000 basispoint og op til 4.000 basispoint.

5) Kategori 5: Institut med en systemiskhed på 4.000 basispoint og derover.«

Stk. 9 og 10 bliver herefter stk. 8 og 9.

15.

16.

17.

§ 334, stk. 1, nr. 2,

udgår »eller«.

§ 334, stk. 1, nr. 3,

ændres ».« til: », eller«.

§ 334, stk. 1,

indsættes som

nr. 4:

»4) projektejere, hvis de modtagne midler er omfattet af et crowdfundingudbud omfattet af

reglerne i forordning 2020/1503 af 7. oktober 2020.«

§ 343 s, stk. 3,

indsættes som

nr. 6:

»6) udtale sig til erhvervsministeren om, hvorvidt anvendelsen af finansielle instrumenters

og finansielle kontrakters erstatningsbenchmarks i henhold til Europa-Parlamentet og Rå-

dets forordning (EU) 2016/1011 af 8. juni 2016 kan medføre systemiske finansielle risici,

der kan have negative konsekvenser for den finansielle stabilitet, jf. § 212, stk. 4, i lov om

kapitalmarkeder.«

§ 343 s, stk. 7,

udgår »statistiske«.

§ 343 q, stk. 2,

indsættes som

2. pkt.:

»1. pkt. gælder ikke for datacentraler, der har tilladelse som operatør af et detailbetalings-

system, jf. § 180 a, stk. 1, i lov om kapitalmarkeder.«

§ 344, stk. 1, 1. pkt.,

indsættes efter »bæredygtighedsrelaterede oplysninger i sektoren for

finansielle tjenesteydelser«: », Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2020/852/EU af

18. juni 2020 om fastlæggelse af en ramme til fremme af bæredygtige investeringer«.

§ 344, stk. 2, 4. pkt.,

ændres »hos de penge- og realkreditinstitutter, der har en arbejdende

kapital på mere end 250 mio. kr.« til: »hos realkreditinstitutter og de pengeinstitutter, der

er i gruppe 1-3 eller 6 i Finanstilsynets størrelsesgruppering.«

§ 353

ophæves.

Efter § 353 indsættes:

18.

19.

20.

21.

22.

23.

24.

»§ 353 a.

Er en sag om god skik m.v. omfattet af Finanstilsynets bestyrelses beslutnings-

kompetence efter § 345, stk. 12, nr. 4 og 6, er følgende dokumenter undtaget aktindsigt ef-

ter lov om offentlighed i forvaltningen (offentlighedsloven), indtil bestyrelsen har truffet

sin beslutning:

1) Finanstilsynets udkast til afgørelse af en sag eller udkast til beslutning om at overgive en

sag til politimæssig efterforskning.

2) Udtalelser afgivet af parten til Finanstilsynets udkast til afgørelse af en sag eller udkast

til beslutning om at overgive en sag til politimæssig efterforskning.

3) Supplerende korrespondance mellem Finanstilsynet og parten vedrørende udkastet til

afgørelse af en sag eller udkastet til beslutning om at overgive en sag til politimæssig efter-

forskning.«

25.

§ 355, stk. 1,

ændres »og Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2019/2088/EU af 27.

november om bæredygtighedsrelaterede oplysninger i sektoren for finansielle tjenesteydel-

ser« til: », Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2019/2088/EU af 27. november 2019

om bæredygtighedsrelaterede oplysninger i sektoren for finansielle tjenesteydelser og reg-

ler udstedt i medfør heraf og Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2020/852/EU af

18. juni 2020 om fastlæggelse af en ramme til fremme af bæredygtige investeringer«.

§ 355, stk. 2, nr. 11,

ændres »§ 7, stk. 4,« til: »§ 7, stk. 5,«.

I §

355, stk. 2, nr. 12,

ændres »§ 7, stk. 1, 2 og 3,« til: »§ 7, stk. 1-4,«.

§ 361, stk. 2,

indsættes som

nr. 15:

»En operatør af et detailbetalingssystem betaler kr. 725.000«.

§ 363 a, stk. 4, 1. pkt.,

ændres »Overstiger filialens balance, filialens udlån i Danmark el-

ler filialens indlån i Danmark en eller flere af indikatorerne i« til: »Overstiger filialens be-

regnede systemiskhed 100 basispoint, jf.«

§ 363 a, stk. 4, 2. pkt.,

ændres »summen af filialernes balancer, udlån i Danmark eller

indlån i Danmark overstiger en eller flere af indikatorerne i« til: »den beregnede syste-

miskhed opgjort samlet for filialerne overstiger 100 basispoint, jf.«

§ 363 a, stk. 4, 3. pkt.,

ændres »summen af filialernes og penge- og realkreditinstitutter-

nes balancer, udlån i Danmark eller indlån i Danmark overstiger en eller flere af indikato-

rerne i« til: »den beregnede systemiskhed opgjort samlet for filialerne og penge- og real-

kreditinstitutterne overstiger 100 basispoint, jf.«

26.

27.

28.

29.

30.

31.

32.

§ 372, stk. 1,

ændres »samt Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2019/2088/EU af

27. november 2019 om bæredygtighedsrelaterede oplysninger i sektoren for finansielle tje-

nesteydelser og regler udstedt i medfør heraf« til: », Europa-Parlamentets og Rådets for-

ordning 2019/2088/EU af 27. november 2019 om bæredygtighedsrelaterede oplysninger i

sektoren for finansielle tjenesteydelser samt Europa-Parlamentets og Rådets forordning

2020/852/EU af 18. juni 2020 om fastlæggelse af en ramme til fremme af bæredygtige in-

vesteringer og regler udstedt i medfør heraf«.

§ 372 a, stk. 1,

indsættes efter » bæredygtighedsrelaterede oplysninger i sektoren for fi-

nansielle tjenesteydelser,«: » Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2020/852/EU af

18. juni 2020 om fastlæggelse af en ramme til fremme af bæredygtige investeringer,«.

§ 373, stk. 1,

ændres »§ 7, stk. 1 og 2-5,« til: »§ 7, stk. 1-6,«.

§ 373, stk. 1,

indsættes efter »artikel 6, 7, 9 og 18-26,«: » artikel 26 b-e,«.

I §

373, stk. 9,

ændres »§ 7, stk. 1-3,« til: »§ 7, stk. 1-4,«.

§ 386

ophæves.

bilag 10, nr. 1,

udgår

»at

multiplicere den sum, der beregnes i overensstemmelse med nr.

2 i nærværende bilag, med den faktor, der fastsættes i overensstemmelse med nr. 3 i nær-

værende bilag.«

33.

34.

35.

36.

37.

38.

§2

I lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 1047 af 14.

oktober 2019, som ændret ved § 4 i lov nr. 369 af 9. april 2019, § 9 i lov nr. 1563 af 27. december

2019, § 2 i lov nr. 641 af 19. maj 2020 og § 5 i lov nr. 1940 af 15. december 2020, og § 5 i lov nr.

1163 af 8. juni 2021, foretages følgende ændringer:

§ 20, stk. 2, nr. 5,

ændres »3 år« til: »4 år«, og »4 år« ændres til: »5 år«, og »3 og 4 år«

ændres til »4 og 5 år«.

§ 22, stk. 3,

udgår: »i årsrapporten «, og som

3. pkt.

indsættes:

»Forvalteren skal i årsrapporten angive, hvor oplysningerne i henhold til 1. pkt. kan findes.

Oplysningerne skal være offentligt tilgængelige i mindst 10 år fra tidspunktet for den

seneste årsrapports offentliggørelse.«

§ 137, stk. 3,

ophæves.

Stk. 4 og 5 bliver herefter stk. 3 og 4.

§ 155, stk. 1, 6. pkt.,

ændres »og Europa-Parlamentets og Rådets forordning

2019/2088/EU af 27. november 2019 om bæredygtighedsrelaterede oplysninger i sektoren

for finansielle tjenesteydelser« til: », Europa-Parlamentets og Rådets forordning

2019/2088/EU af 27. november 2019 om bæredygtighedsrelaterede oplysninger i sektoren

for finansielle tjenesteydelser og Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2020/852/EU

af 18. juni 2020 om fastlæggelse af en ramme til fremme af bæredygtige investeringer«.

§ 189

ændres »eller Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2019/2088/EU af 27.

november 2019 om bæredygtighedsrelaterede oplysninger i sektoren for finansielle

tjenesteydelser« til: », Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2019/2088/EU af 27.

november 2019 om bæredygtighedsrelaterede oplysninger i sektoren for finansielle

tjenesteydelser eller Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2020/852/EU af 18. juni

2020 om fastlæggelse af en ramme til fremme af bæredygtige investeringer«.

§ 168, stk. 3, 1. pkt.,

ændres »denne lov eller anden finansiel lovgivning,« til: »den

finansielle lovgivning eller anden relevant lovgivning,«.

§ 168 a, stk. 3, 1. pkt.,

ændres »denne lov eller anden finansiel lovgivning,« til: »den

finansielle lovgivning eller anden relevant lovgivning,«.

§ 190, stk. 1,

ændres »§ 137, stk. 5,« til: »§ 137, stk. 4«.

§3

I lov om investeringsforeninger m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 1718 af 27. november 2020, som

ændret ved § 4 i lov nr. 1940 af 15. december 2020, og § 6 i lov nr. 1163 af 8. juni 2021, foretages

følgende ændringer:

§ 10, stk. 1, nr. 3,

ændres »§ 39« til: »§ 57«.

§ 48 a, stk. 1, nr. 5,

ændres »3 år« til: »4 år«, og »4 år« ændres til: »5 år«.

§ 48 c, stk. 4,

udgår: »i årsrapporten «, og indsættes som

3. pkt.:

»Investeringsforeningen skal i årsrapporten angive, hvor oplysningerne i henhold til 1. pkt.

kan findes. Oplysningerne skal være offentligt tilgængelige i mindst 10 år fra tidspunktet

for den seneste årsrapports offentliggørelse.«

§ 161, stk. 1,

indsættes som

nr. 9

10:

»9) Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2020/852/EU af 18. juni 2020 om fastlæg-

gelse af en ramme til fremme af bæredygtige investeringer.«

§ 179, stk. 1,

ændres »eller Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2019/2088/EU af

27. november 2019 om bæredygtighedsrelaterede oplysninger i sektoren for finansielle tje-

nesteydelser eller regler udstedt i medfør heraf« til: », Europa-Parlamentets og Rådets for-

ordning 2019/2088/EU af 27. november 2019 om bæredygtighedsrelaterede oplysninger i

sektoren for finansielle tjenesteydelser eller Europa-Parlamentets og Rådets forordning

2020/852/EU af 18. juni 2020 om fastlæggelse af en ramme til fremme af bæredygtige in-

vesteringer eller regler udstedt i medfør heraf,«.

§ 189

ændres »eller Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2019/2088/EU af 27. no-

vember 2019 om bæredygtighedsrelaterede oplysninger i sektoren for finansielle tjeneste-

ydelser« til: », Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2019/2088/EU af 27. november

2019 om bæredygtighedsrelaterede oplysninger i sektoren for finansielle tjenesteydelser

eller Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2020/852/EU af 18. juni 2020 om fastlæg-

gelse af en ramme til fremme af bæredygtige investeringer«.

§4

I lov om kapitalmarkeder, jf. lovbekendtgørelse nr. 1767 af 27. november 2020, som ændret ved § 5

i lov nr. 641 af 19. maj 2020, § 3 i lov nr. 1940 af 15. december 2020, og § 4 i lov nr. 2110 af 22.

december 2020, og § 8 i lov nr. 1163 af 8. juni 2021, foretages følgende ændringer:

fodnoten

til lovens titel indsættes efter »EU-tidende 2019, nr. L 334, s. 1«: »og Europa-

Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2021/338 af 16. februar 2021, EU-tidende 2021, nr.

L 68, s. 14«.

§ 1

indsættes efter stk. 8 som nyt stykke:

»Stk. 9.

Reglerne i kapitel 32 a gælder for operatører af detailbetalingssystemer.«.

Stk. 9 og 10 bliver herefter stk. 10 og 11.

§ 3

indsættes efter nr. 28 som nye numre:

»29) Detailbetalingssystem: Et betalingssystem, hvormed der i væsentligt omfang udføres

clearing af betalinger i danske kroner mellem fysiske personer, virksomheder og offentlig

myndigheder og mellem disse personer indbyrdes, bortset fra betalinger mellem finansielle

virksomheder, operatører af markedspladser, værdipapircentraler (CSD’er)

og centrale mod-

parter (CCP’er) og mellem disse personer indbyrdes.

30) Operatør af et detailbetalingssystem: En fysisk eller juridisk person, der er meddelt til-

ladelse efter § 180 a, som udfører it-drift af et detailbetalingssystem.«

Nr. 29-34 bliver herefter nr. 29-36.

§ 3, stk. 1,

indsættes efter nr. 35 som nyt nummer:

»36) Landbrugsråvarederivater: Derivatkontrakter vedrørende produkter anført i artikel 1

og bilag I, del I til XX og XXIV/1, til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr.

1308/2013 om en fælles markedsordning for landbrugsprodukter og om ophævelse af Rå-

dets forordning (EØF) nr. 922/72, (EØF) nr. 234/79, (EF) nr. 1037/2001 og (EF) nr.

1234/2007 og produkter anført i bilag I til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU)

nr. 1379/2013 om den fælles markedsordning for fiskevarer og akvakulturprodukter, om

ændring af Rådets forordning (EF) nr. 1184/2006 og (EF) nr. 1224/2009 og om ophævelse

af Rådets forordning (EF) nr. 104/2000.«

§ 26

indsættes efter stk. 2 som nyt stykke:

»Stk. 3.

Årsrapporter skal udarbejdes i et fælles elektronisk rapporterings-format i overens-

stemmelse med Kommissionens delegerede forordning (EU) 2018/815 af 17. december

2018 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/109/EF for så

vidt angår reguleringsmæssige tekniske standarder til præcisering af et fælles elektronisk

rapporteringsformat.«

Stk. 3 og 4 bliver herefter stk. 4 og 5.

§ 57, stk. 1,

indsættes efter 1. pkt. som nyt punktum:

»For betalingssystemer, der er registreret af Danmarks Nationalbank, jf. § 180, skal revisi-

onsprotokollaterne indsendes til Danmarks Nationalbank.«

Overskriften

før § 127 a ophæves.

§ 127 a

ophæves.

§ 128, stk. 1,

ændres »et råvarederivat, der handles gennem handelskontrakter på en mar-

kedsplads« til: »landbrugsråvarederivater og kritiske eller væsentlige råvarederivater, der

handles på markedspladser«, og som

2. pkt.

indsættes:

»Råvarederivater anses for at være kritiske eller væsentlige, hvor summen af alle slutposi-

tionsindehaveres nettopositioner udgør størrelsen af deres åbne positioner og udgør mindst

300.000 partier i gennemsnit over en periode på et år, jf. dog stk. 2.«

§ 129, stk. 2,

affattes således:

»Stk. 2.

Følgende positioner skal ikke medregnes i opgørelsen af en persons nettoposition

som nævnt i stk. 1:

10.

1) Positioner, der besiddes af eller på vegne af en ikkefinansiel enhed, og som reducerer de

risici, der er direkte knyttet til den ikkefinansielle enheds forretningsmæssige aktivitet.

2) Positioner, der besiddes af eller på vegne af en finansiel enhed, der indgår i en overve-

jende kommerciel koncern, såfremt den finansielle enhed handler på vegne af en ikkefinan-

siel enhed i koncernen, og positionerne reducerer de risici, der er knyttet til den pågæl-

dende ikkefinansielle enheds forretningsmæssige aktivitet.

3) Positioner, der besiddes af finansielle og ikkefinansielle modparter, og som hidrører fra

transaktioner, der er indgået for at opfylde en forpligtelse til at tilføre en markedsplads li-

kviditet.

4) Værdipapirer som nævnt i § 4, nr. 1 litra c), i denne lov, der vedrører en råvare eller et

underliggende aktiv som nævnt i § 4, nr. 10, i denne lov.«

11.

§ 130, stk. 1, nr. 2,

indsættes efter »det underliggende marked,«: » herunder positioner i

råvarederivater, der er baseret på samme underliggende råvare og har samme karakteristika

på andre markedspladser og gennem økonomisk tilsvarende OTC-kontrakter via medlem-

mer og deltagere,«.

§ 132

indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:

»Stk. 2.

Kravet i stk. 1 om positionsrapportering finder ikke anvendelse på øvrige værdi-

papirer, som er nævnt i § 4, nr. 1 litra c), i denne lov, der vedrører en råvare eller et un-

derliggende aktiv som nævnt i § 4, nr. 10, i denne lov.«

Stk. 2-4 bliver herefter stk. 3-5.

Overskriften

før § 140 a ophæves.

§ 140 a

ophæves.

§ 177

indsættes som

stk. 3:

»Stk.

Udøver et udenlandsk betalingssystem virksomhed i Danmark, kan Finanstilsynet,

når betingelserne i stk. 2 er opfyldt, kræve, at det udenlandske betalingssystem skal etablere

en virksomhed med hjemsted i Danmark og udøve sin virksomhed under dansk ret, jf. § 178,

stk. 1, nr. 1, hvorefter det kan registreres efter stk. 1, 1. pkt.«

§ 178

indsættes som

stk. 3:

»Stk.

Finanstilsynet kan fastsætte krav til et registreret betalingssystems kapitalgrundlag

og stille krav om, at det udfærdiger en genopretningsplan, der er tilstrækkelig til at sikre

kontinuiteten i dets kritiske operationer.«

Efter kapitel 32 indsættes:

»Kapitel 32 a

12.

13.

14.

15.

16.

17.

It-drift af et detailbetalingssystem

§ 180 a.

It-drift af et detailbetalingssystem, der opfylder betingelserne i § 177, stk. 2, må

ikke påbegyndes, før Finanstilsynet har meddelt operatøren tilladelse hertil.

Stk. 2. Tilladelse efter stk. 1 meddeles, når

1) operatøren har etableret en virksomhed med hjemsted i Danmark,

2) medlemmer af ansøgerens bestyrelse og direktion eller indehaveren af en operatør af et

detailbetalingssystem, der er en enkeltmandsvirksomhed, opfylder kravene i §§ 180 e og

f, og

3) ansøgeren opfylder kravene i §§ 180 c-i.

Stk. 3.

En ansøgning om tilladelse efter stk. 1 skal indeholde de oplysninger, der er nødven-

dige for Finanstilsynets vurdering af, om ansøgeren på tidspunktet for tilladelsen opfylder

kravene i §§ 180 c-i, herunder en driftsplan for it-driften af detailbetalingssystemet, en or-

ganisationsplan, forretningsgange for it-driften af detailbetalingssystemet, politikker for it-

sikkerhed og

–risikostyring

og beredskabs- og forretningskontinuitetsplaner. Påtænker en

virksomhed at outsource væsentlige processer, tjenesteydelser eller aktiviteter, skal ansøg-

ningen også indeholde en outsourcingpolitik.

Stk. 4.

Tilladelse eller afslag på tilladelse skal meddeles ansøgeren senest 6 måneder efter

modtagelse af en fuldstændig ansøgning. Finanstilsynet skal uanset 1. pkt. træffe afgørelse

senest 12 måneder efter ansøgningens modtagelse. Har Finanstilsynet ikke senest 6 måneder

efter modtagelse af en fuldstændig ansøgning om tilladelse truffet afgørelse, kan ansøgeren

indbringe sagen for domstolene.

Stk. 5.

Drives en operatør af et detailbetalingssystem som en juridisk person uden en besty-

relse eller direktion, finder stk. 2, nr. 1, og stk. 3 tilsvarende anvendelse for den eller de

ledelsesansvarlige.

§ 180 b.

Finanstilsynet kan inddrage en tilladelse efter § 180 a, når

1) operatøren udtrykkeligt giver afkald på at gøre brug af tilladelsen,

2) it-driften af detailbetalingssystemet ikke er påbegyndt senest 12 måneder efter, at tilla-

delsen er meddelt,

3) it-driften af detailbetalingssystemet ikke udøves i en periode på over 6 måneder,

4) operatøren har opnået tilladelsen ved brug af urigtige erklæringer eller på anden uret-

mæssig vis,

5) operatøren ikke længere opfylder de betingelser, hvorpå tilladelsen blev meddelt,

6) der er rejst tiltale mod indehaveren af en operatør af et detailbetalingssystem, der er en

enkeltmandsvirksomhed, for overtrædelse af straffeloven, den finansielle lovgivning

eller anden relevant lovgivning, indtil straffesagen er afgjort, hvis en domfældelse vil

indebære, at vedkommende ikke opfylder kravene i § 180 e, stk. 1, nr. 3, eller

7) operatøren groft eller gentagne gange tilsidesætter sine pligter efter denne lov eller reg-

ler fastsat i medfør af loven eller påbud i henhold til kapitel 37.

Stk. 2.

Inddragelse af tilladelse i henhold til stk. 1, nr. 5, på baggrund af manglende opfyl-

delse af kravene i § 180 e, stk. 1, nr. 2-5, eller § 180 f og inddragelse i henhold til stk. 1, nr.

6, kan af indehaveren af en operatør af et detailbetalingssystem, der er en enkeltmandsvirk-

somhed, forlanges indbragt for domstolene. Anmodning herom skal indgives til Finanstilsy-

net senest 4 uger efter at inddragelse af tilladelse er meddelt den pågældende. Finanstilsynet

indbringer sagen for domstolene inden 4 uger efter modtagelse af anmodning herom. Sagen

anlægges i den borgerlige retsplejes former.

§ 180 c.

Bestyrelsen i en operatør af et detailbetalingssystem skal sikre en effektiv og for-

svarlig ledelse af operatøren. Bestyrelsen skal herunder vurdere, om direktionen varetager

sine opgaver i forbindelse med it-driften af detailbetalingssystemet på en betryggende måde

og i overensstemmelse med operatørens forpligtelser i medfør af § 180 g.

Stk. 2.

Drives en operatør af et detailbetalingssystem som en juridisk person uden en besty-

relse, finder stk. 1 tilsvarende anvendelse for det øverste ledelsesorgan.

Stk. 3.

Drives en operatør af et detailbetalingssystem som enkeltmandsvirksomhed, skal in-

dehaveren sikre en effektiv og forsvarligledelse af operatøren.

§ 180 d.

Bestyrelsen i en operatør af et detailbetalingssystem skal sikre, at dens medlem-

mer har tilstrækkelig kollektiv viden, faglig kompetence og erfaring til at kunne forstå ope-

ratørens aktiviteter og de hermed forbundne risici.

Stk. 2.

Drives en operatør af et detailbetalingssystem som en juridisk person uden en besty-

relse, finder stk. 1 tilsvarende anvendelse for det øverste ledelsesorgan.

Stk. 3.

Stk. 1. gælder ikke for operatører af detailbetalingssystemer, der er enkeltmands-

virksomheder.

§ 180 e.

Et medlem af bestyrelsen eller direktionen i en operatør af et detailbetalingssystem

eller indehaveren af en operatør af et detailbetalingssystem, der er en enkeltmandsvirksom-

hed,

1) skal have tilstrækkelig viden, faglig kompetence og erfaring til at kunne varetage hver-

vet eller stillingen,

2) skal have tilstrækkeligt godt omdømme og kunne udvise hæderlighed, integritet og til-

strækkelig uafhængighed ved varetagelsen af hvervet eller stillingen,

3) må ikke være pålagt strafansvar for overtrædelse af straffeloven, den finansielle lovgiv-

ning eller anden relevant lovgivning, hvis overtrædelsen indebærer risiko for, at ved-

kommende ikke kan varetage sit hverv eller sin stilling på betryggende måde,

4) må ikke have indgivet begæring om eller være under rekonstruktionsbehandling, kon-

kurs eller gældssanering, og

5) må ikke have udvist en sådan adfærd, at der er grund til at antage, at vedkommende

ikke vil varetage hvervet eller stillingen på forsvarlig måde.

Stk. 2.

Et medlem af bestyrelsen eller direktionen i en operatør af et detailbetalingssystem

skal meddele Finanstilsynet oplysninger om forhold som nævnt i stk. 1 i forbindelse med

indtræden i virksomhedens ledelse og om forhold som nævnt i stk. 1, nr. 2-5, hvis forholdene

efterfølgende ændres. En operatør af et detailbetalingssystem, der er en enkeltmandsvirk-

somhed, skal meddele Finanstilsynet oplysninger om forhold som nævnt i stk. 1 i forbindelse

med ansøgning om tilladelse, jf. § 180 a, og om forhold som nævnt i stk. 1, nr. 2-5, hvis

forholdene efterfølgende ændres.

Stk. 3.

Drives en operatør af et detailbetalingssystem som en juridisk person uden en besty-

relse eller en direktion, finder stk. 1 og 2 tilsvarende anvendelse for den eller de ledelsesan-

svarlige.

§ 180 f.

Et medlem af bestyrelsen eller direktionen i en operatør af et detailbetalingssystem

eller indehaveren af en operatør af et detailbetalingssystem, der er en enkeltmandsvirksom-

hed, skal afsætte tilstrækkelig tid til at varetage hvervet eller stillingen i den pågældende

operatør.

Stk. 2.

Drives en operatør af et detailbetalingssystem som en juridisk person uden en besty-

relse eller en direktion, finder stk. 1 tilsvarende anvendelse for den eller de ledelsesansvar-

lige.

§ 180 g.

En operatør af et detailbetalingssystem er ansvarlig for, at it-driften af det pågæl-

dende detailbetalingssystem udføres på en betryggende måde.

Stk. 2.

En operatør af et detailbetalingssystem skal

1) kunne styre de risici, som it-driften af detailbetalingssystemet indebærer, herunder

kunne påvise alle væsentlige risici, og indføre effektive foranstaltninger til at modvirke

disse risici, og

2) have betryggende kontrol- og sikringsforanstaltninger på it-området.

Stk. 3.

Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler om de foranstaltninger, som en operatør

af et detailbetalingssystem skal træffe for at have betryggende kontrol- og sikringsforanstalt-

ninger på it-området, jf. stk. 2, nr. 2.

§ 180 h.

Finanstilsynet fastsætter bestemmelser om intern it-revision og om systemrevisio-

nens gennemførelse for en operatør af et detailbetalingssystem.

§ 180 i.

§ 56-58 a og § 62 finder tilsvarende anvendelse for en operatør af et detailbetalings-

system.

18.

§ 212, stk. 1,

indsættes efter »registrerede betalingssystemer«: » og operatører af detailbe-

talingssystemer«.

§ 212

indsættes som

stk. 4:

»Stk. 4.

Erhvervsministeren vurderer i henhold til artikel 23 b, stk. 5, litra a, i Europa-Par-

lamentets og Rådets forordning (EU) 2016/1011 af 8. juni 2016, om et erstatningsbench-

mark ikke længere afspejler eller afviger væsentligt fra det underliggende marked eller den

19.

økonomiske realitet, som det ophørende benchmark er beregnet til at måle, og om anven-

delsen af erstatningsbenchmarket kan have negative konsekvenser for den finansielle stabi-

litet.«

20.

§ 214, stk. 2, 1. pkt.,

ændres »og godkendte indberetningsmekanismer (ARM), der er und-

taget fra forordning (EU) nr. 600/2014 og underlagt tilladelse og tilsyn fra Finanstilsynet,«

til: », godkendte indberetningsmekanismer (ARM), der er undtaget fra forordning (EU) nr.

600/2014 og underlagt tilladelse og tilsyn fra Finanstilsynet, og operatører af et detailbeta-

lingssystem«.

§ 221, stk. 1, stk. 4, 1. pkt.,

stk. 9,

indsættes efter »en operatør af et reguleret marked«:

»eller en operatør af et detailbetalingssystem«.

§ 221, stk. 1

ændres »eller § 69« til: »§ 69 eller § 180 e, stk. 1, nr. 2-5, eller § 180

f«.

§ 221, stk. 2, og stk. 4, 3. pkt.,

indsættes efter »en operatør af et reguleret marked«: »eller

i en operatør af et detailbetalingssystem«.

§ 221, stk. 4, 1. pkt.,

indsættes efter »§ 68, stk. 1, nr. 3«: » eller § 180 e, stk. 1, nr. 3,«.

§ 221, stk. 4, 1. pkt.,

ændres »denne lov eller anden finansiel lovgivning,« til: »den finan-

sielle lovgivning eller anden relevant lovgivning,«.

§ 221, stk. 5,

ændres »eller § 69« til: »§ 69, § 180 e, stk. 1, nr. 2, 4 eller 5, eller § 180 f,«.

§ 221, stk. 6, 1. pkt.,

indsættes efter »operatøren af et reguleret marked«: », operatøren af

et detailbetalingssystem«.

§ 221, stk. 8, 2. pkt.,

indsættes efter»§ 60, stk. 1, nr. 5,«: » og § 180 b, stk. 1, nr. 5,«

§ 221, stk. 8, 1. pkt.,

indsættes efter »operatøren af et reguleret marked«: »eller operatø-

ren af et detailbetalingssystem«, og efter »§ 60, stk. 1, nr. 5«: » og § 180 b, stk. 1, nr. 5,«.

§ 224, stk. 4,

indsættes efter »et registreret betalingssystem«: », en operatør af et detailbe-

talingssystem«.

§ 225, stk. 1, nr. 8, 1. pkt.,

nr. 12, § 226, nr. 6

11,

§ 227, nr. 5,

ændres »og et re-

gistreret betalingssystem« til: », et registreret betalingssystem og en operatør af et detailbe-

talingssystem«.

21.

22.

23.

24.

25.

26.

27.

28.

29.

30.

31.

32.

§ 225, stk. 1, nr. 10,

ændres »eller et registreret betalingssystem« til: », et registreret beta-

lingssystem eller en operatør af et detailbetalingssystem«.

§ 242,

indsættes efter »en værdipapircentral (CSD)«: », en operatør af et detailbetalings-

system«.

§ 246, stk. 1,

indsættes som

nr. 10:

»10) operatører af et detailbetalingssystem«.

§ 247, stk. 1,

udgår »§ 127 a,« og », § 140 a«.

§ 247, stk. 1,

indsættes efter »§§ 140, 140 a«: », § 178, stk. 3, § 180 a, stk. 1, § 180 c, §

180 d, stk. 1 og 2, § 180 e, stk. 2, og § 180 e, stk. 3, jf. stk. 2, § 180 g, stk. 1 og 2, «, og »§

26, stk. 1 og 3« ændres til: »§ 26, stk. 1, 3 og 4«, og »§ 132, stk. 1 og 4« ændres til: »§

132, stk. 1 og 5«.

§ 254, stk. 1, 1. pkt.,

indsættes efter »et registreret betalingssystem«: », en operatør af et

detailbetalingssystem«.

§ 254, stk. 2, 1. pkt.,

indsættes efter »en operatør af et reguleret marked«: »eller i en ope-

ratør af et detailbetalingssystem«.

§ 254, stk. 3,

§ 256, stk. 1,

indsættes efter »et registreret betalingssystem,«: »en opera-

tør af et detailbetalingssystem,«.

§ 256, stk. 3,

indsættes efter »en operatør af et reguleret marked«: »eller en operatør af et

detailbetalingssystem«.

33.

34.

35.

36.

37.

38.

39.

40.

§5

I lov om forebyggende foranstaltninger mod hvidvask og finansiering af terrorisme (hvidvasklo-

ven), jf. lovbekendtgørelse nr. 1062 af 19. maj 2021, som ændret ved § 302 i lov nr. 1155 af 8. juni

2021, og § 7 i lov nr. 1163 af 8. juni 2021, foretages følgende ændringer:

§ 1, stk. 1,

indsættes efter »følgende virksomheder og personer«: », herunder filialer,

distributører og agenter af disse her i landet«.

§ 1, stk. 1, nr. 9,

ophæves.

Nr. 10-27 bliver herefter nr. 9-26.

§ 1, stk. 1, nr. 17,

§ 2, nr. 12,

ændres »nr. 14-16« til: »nr. 13-15«.

10.

11.

12.

§ 1, stk. 6,

ændres » 19« til: »18«.

§ 2, nr. 4, litra b,

ændres to steder »nr. 1-13 eller 19« til: »nr. 1-12 eller 18«.

§ 2, nr. 11,

ændres »nr. 1-11 og 19« til: »nr. 1-10 eller 18«.

§ 7, stk. 2, 1. pkt.,

ændres »10, 11, 19 og 23-27« til: »9, 10 ,18 og 22-26«.

§ 7, stk. 3, 2. pkt.,

ændres »nr. 14« til: »nr. 13«.

§ 14, stk. 6, 2. pkt.,

§ 27, stk. 3,

ændres »nr. 14-17« til: »nr. 13-16«.

§ 27, stk. 2, 1. pkt.,

ændres »nr. 15« til: »nr. 14«.

§ 35, stk. 1, 1. pkt., § 35 a, stk. 1,

§ 36, stk. 1, 1. pkt.,

ændres »og 11« til: »og 10«.

§ 35, stk. 1, 1. pkt.,

§ 36, stk. 1, 1. pkt.,

ændres »nr. 13-20 og 22-27« til: »nr. 12-19 og

21-26«.

§ 35 a, stk. 1,

ændres »nr. 13-20« til: »nr. 12-19«.

§ 38, stk. 3,

ændres »nr. 1-13, 19 eller 23-27« til: »nr. 1-12, 18 eller 22-26«.

§ 38, stk. 5,

ændres »nr. 14, 15 og 17« til: »nr. 13, 14 og 16«.

§ 38, stk. 6,

ændres »nr. 1-15, 17, 19, 21 og 23-27« til: »nr. 1-14, 16, 18, 20 og 22-26«.

§ 38, stk. 7,

ændres »nr. 17« til: »nr. 16«.

§ 41

ændres »nr. 19« til: »nr. 18«.

§ 47, stk. 1, 1. pkt.,

stk. 3, § 49, stk. 1, 1. pkt., § 51, § 53

§ 54, stk. 1

ændres

»nr. 1-13, 19 og 23-27« til: »nr. 1-12, 18 og 22-26«.

§ 47, stk. 3,

§ 50, stk. 1, 1. pkt.,

udgår: »nr. 9,«.

§ 48, stk. 2,

ændres »nr. 23-27« til: »nr. 22-26«.

§ 49, stk. 6,

indsættes efter »de«: »udenlandske«.

13.

14.

15.

16.

17.

18.

19.

20.

21.

22.

23.

24.

§ 50, stk. 2,

ændres »nr. 1-13, og 23-27« til: »nr. 1-12, og 22-26«.

§ 51 a, stk. 1,

ændres »ikke har tilstrækkelig godt omdømme eller personens adfærd giver

grund til at antage, at personen ikke vil varetage stillingen på forsvarlig måde, jf. § 7, stk.

2, 4. pkt.« til: »efter § 7, stk. 2, 3. og 4. pkt., ikke kan bestride stillingen.«

§ 51 a, stk. 1,

§ 51 b, stk. 1, 1. pkt.,

ændres »10, 11, 19 og 23-27« til: »9, 10, 18 og 22-

26«.

Efter

§ 51 b

indsættes:

»§ 51 c.

Finanstilsynet kan påbyde en valutavekslingsvirksomhed at afsætte en direktør

inden for en af Finanstilsynet fastsat frist, hvis denne efter § 45, stk. 1, ikke kan bestride

stillingen. Finanstilsynet kan under samme betingelser som i 1. pkt., påbyde et medlem af

bestyrelsen i en valutavekslingsvirksomhed at nedlægge sit hverv inden for en af

Finanstilsynet fastsat frist.

Stk. 2.

Finanstilsynet kan påbyde en valutavekslingsvirksomhed at afsætte en direktør, når

der er rejst tiltale mod den pågældende i en straffesag om overtrædelse af straffeloven, den

finansielle lovgivning eller anden relevant lovgivning, indtil straffesagen er afgjort, hvis

domfældelse vil indebære, at direktøren ikke opfylder kravene i § 45, stk. 1, nr. 3.

Finanstilsynet fastsætter en frist for efterlevelse af påbuddet. Finanstilsynet kan under

samme betingelser som i 1. pkt. påbyde et medlem af bestyrelsen i en

valutavekslingsvirksomhed at nedlægge sit hverv. Finanstilsynet fastsætter en frist for

efterlevelse af påbuddet.

Stk. 3.

Varigheden af påbud meddelt efter stk. 1, 2. pkt., på baggrund af § 45, stk. 1, nr. 2

og 4-6, skal fremgå af påbuddet.

Stk. 4.

Påbud meddelt efter stk. 1 og 2 kan af valutavekslingsvirksomheden og den person,

som påbuddet vedrører, forlanges indbragt for domstolene. Anmodning herom skal

indgives til Finanstilsynet inden 4 uger efter, at påbuddet er meddelt den pågældende.

Anmodningen har ikke opsættende virkning for påbuddet, men retten kan ved kendelse

bestemme, at den pågældende direktør eller det pågældende bestyrelsesmedlem under

sagens behandling kan opretholde sit hverv eller sin stilling. Finanstilsynet indbringer

sagen for domstolene inden 4 uger efter modtagelse af anmodning herom. Sagen anlægges

i den borgerlige retsplejes former.

Stk. 5.

Finanstilsynet kan af egen drift eller efter ansøgning tilbagekalde påbud meddelt

efter stk. 1, 2. pkt., og stk. 2, 3. pkt. Afslår Finanstilsynet en ansøgning om tilbagekaldelse,

kan ansøgeren forlange afslaget indbragt for domstolene. Anmodning herom skal indgives

til Finanstilsynet inden 4 uger efter, at afslaget er meddelt den pågældende. Anmodning

om domstolsprøvelse kan dog kun fremsættes, hvis påbuddet ikke er tidsbegrænset, og der

er forløbet mindst 5 år fra datoen for udstedelsen af påbuddet, eller mindst 2 år efter, at

Finanstilsynets afslag på tilbagekaldelse er stadfæstet ved dom.

25.

26.

Stk. 6.

Har valutavekslingsvirksomheden ikke afsat direktøren inden for den fastsatte frist,

kan Finanstilsynet inddrage virksomhedens tilladelse, jf. § 46, stk. 1, nr. 3. Finanstilsynet

kan endvidere inddrage valutavekslingsvirksomhedens tilladelse, jf. § 46, stk. 1, nr. 3, hvis

et bestyrelsesmedlem ikke efterkommer et påbud meddelt i medfør af stk. 1, 2. pkt. og stk.

2, 3. pkt.

Stk. 7.

Stk. 1-6 finder tilsvarende anvendelse på den eller de for virksomheden

ledelsesansvarlige, når en valutavekslingsvirksomhed drives som en juridisk person uden

en bestyrelse eller direktion.«

27.

28.

§ 52

ændres » og 23-27« til: » og 22-26«.

§ 57, stk. 1, 1. pkt.,

to steder i

stk. 4,

og i

stk. 5, 1. pkt.,

stk. 6, § 59, stk. 1

§ 60

ændres »nr. 15-18 og 22« til: »nr. 14-17 og 21«.

§ 57, stk. 2,

ændres »nr. 17« til: »nr. 16«.

§ 58, stk. 1

§ 61

ændres »nr. 18« til: »nr. 17«.

§ 64, stk. 1, 1. pkt.,

to steder i

stk. 3,

og i

stk. 4, 1. pkt.,

stk. 5,

ændres »nr. 14« til: »nr.

13«.

§ 65, stk. 1, 1. pkt.,

stk. 5, § 66, stk. 1,

§ 73

ændres »nr. 20« til: »nr. 19«.

§ 79

indsættes som

2. pkt.:

»Med bøde straffes endvidere den, som ikke efterkommer et påbud, der er givet i medfør af

§ 51 c, stk. 1, 2. pkt., og stk. 2, 3. pkt.«

§ 80

indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:

»Stk.

Undlader en valutavekslingsvirksomhed at efterkomme et påbud meddelt i medfør

af § 51 a, stk. 1, eller § 51 c, stk. 1, 1. pkt., og stk. 2, 1. pkt., kan virksomheden pålægges

daglige eller ugentlige tvangsbøder.«

Stk. 2-6 bliver herefter til stk. 3-7.

29.

30.

31.

32.

33.

34.

§6

I lov om finansielle rådgivere, investeringsrådgivere og boligkreditformidlere, jf. lovbekendtgørelse

nr. 379 af 2. april 2020, som ændret ved § 8 i lov nr. 1940 af 15. december 2020, foretages følgende

ændringer:

§ 5, stk. 1,

indsættes som

2. pkt.:

»En

investeringsrådgiver skal endvidere snarest muligt underrette Finanstilsynet om ændrin-

ger i kvalificerede ejerandele, jf. § 5, stk. 3, i lov om finansiel virksomhed med henblik på

Finanstilsynets vurdering af, om kriterierne i § 61 a, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed,

er opfyldt.«

§ 11, stk. 1, 3. pkt.,

indsættes efter » forsikringsbaserede investeringsprodukter til detail-

investorer (PRIIP’er)«: » og

Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2019/2088/EU af

27. november 2019 om bæredygtighedsrelaterede oplysninger i sektoren for finansielle tje-

nesteydelser og regler udstedt i medfør heraf.«

§ 14, stk. 3, 1. pkt.,

ændres » eller den finansielle lovgivning,« til: », den finansielle lov-

givning eller anden relevant lovgivning,«.

§ 16

indsættes efter »eller regler udstedt i medfør heraf«: » eller Europa-Parlamentets og

Rådets forordning 2019/2088/EU af 27. november 2019 om bæredygtighedsrelaterede op-

lysninger i sektoren for finansielle tjenesteydelser og regler udstedt i medfør heraf.«

§ 21, stk. 1,

indsættes efter »eller regler udstedt i medfør af denne lov«: » eller Europa-

Parlamentet og Rådets forordning 2019/2088/EU af 27. november 2019 om bæredygtig-

hedsrelaterede oplysninger i sektoren for finansielle tjenesteydelser og regler udstedt i

medfør heraf.«

§7

I lov om forsikringsformidling, jf. lovbekendtgørelse nr. 378 af 2. april 2020, som ændret ved § 6 i

lov nr. 641 af 19. maj 2020, og § 6 i lov nr. 1940 af 15. december 2020, foretages følgende ændringer:

§ 1, stk. 4,

udgår »og«, og der indsættes efter »§ 4, stk. 5,«: » og § 13, stk. 3,«.

§ 2

indsættes efter nr. 13 som nye numre:

»14) Filial: En formidlers agentur eller filial, der er beliggende på en anden medlemsstats

område end hjemlandets.

15) Primær forretningssted: Det sted, hvorfra hovedaktiviteterne administreres.«

§ 13, stk. 3,

indsættes efter »En forsikringsformidler«: » eller et forsikringsselskab«.

§ 24

indsættes efter stk. 2 som nyt stykke:

»Stk. 3.

For udenlandske forsikrings- eller genforsikringsformidlere og accessoriske forsik-

ringsformidlere, hvis primære forretningssted er beliggende i Danmark, kan Finanstilsynet

indgå aftaler med den kompetente myndighed i det pågældende hjemland, om at Finanstil-

synet handler som kompetent myndighed i forhold til de forpligtelser, der følger af kapitel

4-7 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/97 af 20. januar 2016 om forsik-

ringsdistribution, og som er gennemført ved bestemmelser i denne lov og regler udstedt i

medfør heraf. Den kompetente myndighed i det pågældende hjemland orienterer straks for-

sikrings- eller genforsikringsformidleren eller den accessoriske forsikringsformidler og EI-

OPA herom. Finanstilsynet har ansvaret for at sikre, at de tjenesteydelser der leveres i Dan-

mark, er i overensstemmelse med kapitel 4 i denne lov og regler udstedt i medfør heraf.

Finanstilsynet har desuden ret til at gennemgå etableringsordninger og til at kræve de æn-

dringer, der er nødvendige for at den kompetente myndighed kan håndhæve forpligtelserne

i forhold til de tjenesteydelser eller aktiviteter, som leveres eller udføres i Danmark.«

Stk. 3 og 4 bliver herefter stk. 4 og 5.

§ 24, stk. 4,

der bliver stk. 5, ændres »stk. 1-3« til: »stk. 1-2 og 4«.

§ 27, stk. 3, 1. pkt.,

stk. 7, 1. pkt.,

§ 28, stk. 2., 1. pkt.,

ændres »denne lov eller an-

den finansiel lovgivning,« til: »den finansielle lovgivning eller anden relevant lovgiv-

ning,«.

§ 43, stk. 1,

indsættes efter »i medfør af«: »§ 8 og«.

§8

I lov om betalinger, jf. lovbekendtgørelse nr. 1719 af 27. november 2020, som ændret ved § 1 i lov

nr. 1940 af 15. december 2020, og § 11 i lov nr. 1163 af 8. juni 2021, foretages følgende ændringer:

§ 134, stk. 4, 1. pkt.,

ændres »denne lov eller anden finansiel lovgivning,« til: »den finan-

sielle lovgivning eller anden relevant lovgivning,« og »hvidvaskforebygelse« ændres til:

»hvidvaskforebyggelse«.

§ 134 a, stk. 3, 1. pkt.,

ændres »denne lov eller anden finansiel lovgivning,« til: »den fi-

nansielle lovgivning eller anden relevant lovgivning,«.

§9

I lov om betalingskonti, jf. lovbekendtgørelse nr. 1805 af 12. december 2018, som ændret ved lov nr.

1563 af 27. december 2019, og § 10 i lov nr. 1163 af 8. juni 2021, foretages følgende ændringer:

§ 3, stk. 3,

indsættes som

3. pkt.:

»Ordforklaringen skal affattes i et klart, utvetydigt og ikke-teknisk sprog, og må ikke være

vildledende.«

§ 13, stk. 2, 3. pkt.,

ændres »stk. 1, nr. 1, 3 eller 6« til: »stk. 1 eller 3«.

§ 10

I lov om firmapensionskasser, jf. lovbekendtgørelse nr. 355 af 2. april 2020, som ændret ved § 7 i lov

nr. 1940 af 15. december 2020, foretages følgende ændringer:

§ 97, stk. 1, 2. pkt.,

ændres »og Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2019/2088/EU

af 27. november 2019 om bæredygtighedsrelaterede oplysninger i sektoren for finansielle

tjenesteydelser« til: », Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2019/2088/EU af 27. no-

vember 2019 om bæredygtighedsrelaterede oplysninger i sektoren for finansielle tjeneste-

ydelser og Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2020/852/EU af 18. juni 2020 om

fastlæggelse af en ramme til fremme af bæredygtige investeringer«.

§ 98, stk. 4, 1. pkt.,

ændres »denne lov eller anden finansiel lovgivning,« til »den finan-

sielle lovgivning eller anden relevant lovgivning,«.

§ 104, stk. 1,

indsættes efter »simpel, transparent og standardiseret securitisering«: », Eu-

ropa-Parlamentets og Rådets forordning 2020/852/EU af 18. juni 2020 om fastlæggelse af

en ramme til fremme af bæredygtige investeringer«.

§ 112, stk. 1,

indsættes efter » simpel, transparent og standardiseret securitisering«: », Eu-

ropa-Parlamentets og Rådets forordning 2020/852/EU af 18. juni 2020 om fastlæggelse af

en ramme til fremme af bæredygtige investeringer«.

§ 11

I lov om forbrugslånsvirksomheder, jf. lov nr. 450 af 24. april 2019, som ændret ved § 11 i lov nr.

1563 af 27. december 2019, § 1 i lov nr. 801 af 9. juni 2020, og § 9 i lov nr. 1940 af 15. december

2020, foretages følgende ændringer:

§ 17, stk. 3, 1. pkt.,

§ 17, stk. 7, 1. pkt.,

ændres »denne lov eller anden finansiel lovgiv-

ning,« til: »den finansielle lovgivning eller anden relevant lovgivning,«.

§ 12

I lov om ejendomskreditselskaber, jf. lovbekendtgørelse nr. 1045 af 14. oktober 2019, som ændret

ved § 4 i lov nr. 1374 af 13. december 2019, § 12 i lov nr. 1563 af 27. december 2019 og § 10 i lov

nr. 1940 af 15. december 2020, og § 9 i lov nr. 1163 af 8. juni 2021, foretages følgende ændring:

§ 14, stk. 4, 1. pkt.,

ændres »denne lov eller anden finansiel lovgivning« til: »den finansielle

lovgivning eller anden relevant lovgivning«.

§ 13

I lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter, jf. lov nr. 1155 af 8. juni 2021,

foretages følgende ændringer:

§ 107, stk. 4,

udgår »i årsrapporten «, og som

2. og 3. pkt.

indsættes:

»Virksomheden skal i årsrapporten angive, hvor oplysningerne i henhold til 1. pkt. kan findes.

Oplysningerne skal være offentligt tilgængelige i mindst 10 år fra tidspunktet for den seneste

årsrapports offentliggørelse.«

§ 219, stk. 2,

indsættes som

nr. 11:

»11) Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2020/852/EU af 18. juni 2020 om fastlæggelse

af en ramme til fremme af bæredygtige investeringer og regler udstedt i medfør heraf.«

§ 259, stk. 1,

indsættes efter »og Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2019/2088/EU af

27. november 2019 om bæredygtighedsrelaterede oplysninger i sektoren for finansielle

tjenesteydelser«: » og Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2020/852/EU af 18. juni 2020

om fastlæggelse af en ramme til fremme af bæredygtige investeringer«.

§ 275, stk. 1,

indsættes som

nr. 7:

»7) Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2020/852/EU af 18. juni 2020 om fastlæggelse

af en ramme til fremme af bæredygtige investeringer og regler udstedt i medfør heraf.«

§ 276

indsættes som

nr. 6:

»6) Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2020/852/EU af 18. juni 2020 om fastlæggelse

af en ramme til fremme af bæredygtige investeringer og regler udstedt i medfør heraf.«

§ 14

I lov om en indskyder- og investorgarantiordning, jf. lovbekendtgørelse nr. 356 af 2. april 2020, fo-

retages følgende ændringer:

§ 1, stk. 2,

ændres: »i tilfælde af rekonstruktionsbehandling eller konkurs« til: »i tilfælde af

rekonstruktionsbehandling, konkurs eller i tilfælde, hvor Garantiformuen har modtaget

meddelelse fra Finanstilsynet i medfør af § 245 c, stk. 2 i lov om i finansiel virksomhed, og

Finansiel Stabilitet har vurderet, at betingelserne for afvikling, jf. § 4 i lov om

restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder, er opfyldt «.

§ 6, stk. 1,

ændres: »i tilfælde af, at et bidragspligtigt institut tages under

rekonstruktionsbehandling eller går konkurs« til: »i tilfælde af, at et bidragspligtigt institut

tages under rekonstruktionsbehandling, går konkurs eller i tilfælde hvor Garantiformuen har

modtaget meddelelse fra Finanstilsynet i medfør af § 245 c, stk. 2 i lov om i finansiel

virksomhed«.

§ 16, stk. 1,

ændres: »rekonstruktionsbehandlingens eller konkursens indtræden« til:

»rekonstruktionsbehandlingens, konkursens indtræden eller tidspunktet hvor

Garantiformuen har modtaget meddelelse fra Finanstilsynet i medfør af § 245 c, stk. 2 i lov

om i finansiel virksomhed«.

§ 16, stk. 2,

ændres: »rekonstruktionsbehandlingens eller konkursens indtræden« til:

»rekonstruktionsbehandlingens, konkursens indtræden eller tidspunktet hvor

Garantiformuen har modtaget meddelelse fra Finanstilsynet i medfør af § 245 c, stk. 2 i lov

om i finansiel virksomhed«.

§ 16, stk. 6,

ændres: » rekonstruktionsbehandling eller konkurs samt om indskyderes og

investorers anmeldelse af krav til Garantiformuen« til: »rekonstruktionsbehandling, konkurs

eller tilfælde hvor Finanstilsynet har vurderet, at instituttet ikke er i stand til at tilbagebetale

et indskud, og Garantiformuen har fået meddelelse herom, jf. § 245 c, stk. 2 i lov om i

finansiel virksomhed samt om indskyderes og investorers anmeldelse af krav til

Garantiformuen«.

§ 17

ændres: »konkurs eller afvikles efter lov om restrukturering og afvikling af visse

finansielle virksomheder« til: »konkurs, hvor Finanstilsynet har vurderet, at instituttet ikke

er i stand til at tilbagebetale et indskud, og Garantiformuen har fået meddelelse herom, jf. §

245 c, stk. 2 i lov om i finansiel virksomhed eller afvikles efter lov om restrukturering og

afvikling af visse finansielle virksomheder«.

§ 15

I lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension, jf. lovbekendtgørelse nr. 1110 af 10. oktober 2014, som

senest ændret ved lov nr. 1159 af 8. juni 2021, foretages følgende ændringer:

§ 27, stk. 1,

indsættes som

2. pkt.

»Derudover påser Finanstilsynet overholdelsen af Eu-

ropa-Parlamentets og Rådets forordning 2019/2088/EU af 27. november 2019 om bæredyg-

tighedsrelaterede oplysninger i sektoren for finansielle tjenesteydelser, Europa-Parlamentet

og Rådets forordning 2020/852/EU af 18. juni 2020 om fastlæggelse af en ramme til fremme

af bæredygtige investeringer og regler udstedt i medfør heraf.«.

§ 27, stk. 3, 1. pkt.,

ændres »kapitler og bestemmelser i denne lov« til: »regler«.

§ 27 e

ændres »eller regler udstedt i medfør af loven« til: », regler udstedt i medfør af lo-

ven, Europa-Parlamentet og Rådets forordning 2019/2088/EU af 27. november 2019 om bæ-

redygtighedsrelaterede oplysninger i sektoren for finansielle tjenesteydelser, Europa-Parla-

mentet og Rådets forordning 2020/852/EU af 18. juni 2020 om fastlæggelse af en ramme til

fremme af bæredygtige investeringer eller regler udstedt i medfør heraf.«.

Efter

§ 27 l

indsættes:

»§

27 m.

Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2019/2088/EU af 27. november 2019

om bæredygtighedsrelaterede oplysninger i sektoren for finansielle tjenesteydelser finder an-

vendelse på ATP.«

§ 16

Stk. 1.

Loven træder i kraft den 1. januar 2022.

Stk. 2.

Datacentraler, der ved lovens ikrafttræden udfører både væsentlig it-drift og it-udvikling for

den fælles betalingsinfrastruktur, jf. § 343 q, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed, kan fortsætte med

at drive denne virksomhed uden tilladelse som operatør af et detailbetalingssystem i henhold til § 180

a, i lov om kapitalmarkeder, som foreslået ved denne lovs § 1, nr. 6, indtil den 1. juli 2022. Ønsker

en datacentral at ansøge om tilladelse som operatør af et detailbetalingssystem, skal Finanstilsynet

modtage ansøgning herom senest den 1. januar 2022.

Stk. 3.

Forlængelsen af udskydelsesperioden i § 48 a, stk. 1, nr. 5, i lov om investeringsforeninger

m.v., finder anvendelse for variabel løn optjent fra optjeningsperioden efter lovens ikrafttræden, jf.

stk. 1.

Stk. 4.

Forlængelsen af udskydelsesperioden i § 20, stk. 2, nr. 5, i lov om forvaltere af alternative

investeringsfonde m.v., finder anvendelse for variabel løn optjent fra optjeningsperioden efter lovens

ikrafttræden, jf. stk. 1.

Stk. 5.

Regler fastsat i medfør af § 26, stk. 4, i lov om kapitalmarkeder, jf. lovbekendtgørelse nr. 1767

af 27. november 2020, forbliver i kraft, indtil de ophæves eller afløses af forskrifter udstedt i medfør

af § 26, stk. 5, i lov om kapitalmarkeder, som ændret ved denne lovs § 4, nr. 5.

Stk. 6.

Regler fastsat i medfør af § 308, stk. 8-10, i lov om finansielle virksomheder, jf. lovbekendt-

gørelse nr. 1447 af 11. september 2020, forbliver i kraft, indtil de ophæves eller afløses af forskrifter

udstedt i medfør af § 308, stk. 8 og 9, i lov om finansiel virksomhed, som ændret ved denne lovs § 1,

nr. 14.

§ 17

Stk. 1.

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, jf. dog stk. 2.

Stk. 2.

Lovens §§ 1-14 og § 16 kan ved kongelig anordning helt eller delvis sættes i kraft for Færø-

erne og Grønland med de ændringer, som de færøske og grønlandske forhold tilsiger.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

Indholdsfortegnelse

1. Indledning

2.1.

Lovforslagets hovedpunkter

Ledelsesregler

Gældende ret

Erhvervsministeriets overvejelser

Lovforslagets indhold

Gældende ret

Erhvervsministeriets overvejelser

Lovforslagets indhold

Gældende ret

Erhvervsministeriets overvejelser

Den foreslåede ordning

Gældende ret

Erhvervsministeriets overvejelser

Den foreslåede ordning

Gældende ret

Erhvervsministeriets overvejelser

Den foreslåede ordning

2.1.1.

2.1.2.

2.1.3.

2.2.

2.2.1.

2.2.2.

2.2.3.

2.3.

2.3.1.

2.3.2.

2.3.3.

2.4.

2.4.1.

2.4.2.

2.4.3.

2.5.

2.5.1.

2.5.2.

2.5.3.

2.6.

Ensretning af aflønningsreglerne

Ændringer som følge af taksonomiforordningen

Modtagere af indlån, og andre midler, der skal tilbagebetales

Manglende tilbagebetaling af forfaldne indlån

Udpegning af systemisk vigtige finansielle institutter

2.6.1. Gældende ret

2.6.2. Erhvervsministeriets overvejelser

2.6.3. Den foreslåede ordning

2.7.

STS-forordningen

Gældende ret

Erhvervsministeriets overvejelser

Den foreslåede ordning

2.7.1.

2.7.2.

2.7.3.

2.8. Ophævelse af krav om, at mulighed for etablering af andelsklasser skal fremgå af afdelingers

navne

2.8.1.

Gældende ret

2.8.2.

2.8.3.

2.9.

2.9.1.

2.9.2.

2.9.3.

2.11.

2.11.1.

2.11.2.

2.11.3.

2.12.

2.12.1.

2.12.2.

2.12.3.

2.13.

2.13.1.

2.13.2.

2.13.3.

2.14.

2.14.1.

2.14.2.

2.14.3.

2.15.

2.15.1.

2.15.2.

2.15.3.

2.16.

2.16.1.

2.16.2.

2.16.3.

2.18.

2.18.1.

2.18.2.

2.18.3.

2.19.

2.19.1.

Erhvervsministeriets overvejelser

Lovforslagets indhold

Gældende ret

Erhvervsministeriets overvejelser

Lovforslagets indhold

Finanstilsynets bestyrelses behandling af sager om god skik m.v.

Gældende ret

Erhvervsministeriets overvejelser

Lovforslagets indhold

Gældende ret

Erhvervsministeriets overvejelser

Den foreslåede ordning

Gældende ret

Erhvervsministeriets overvejelser

Den foreslåede ordning

Gældende ret

Erhvervsministeriets overvejelser

Den foreslåede ordning

Gældende ret

Erhvervsministeriets overvejelser

Lovforslagets indhold

Gældende ret

Erhvervsministeriets overvejelser

Lovforslagets indhold

Gældende ret

Erhvervsministeriets overvejelser

Lovforslagets indhold

Gældende ret

Udenlandske betalingssystemer og operatører af detailbetalingssystemer

Positionslofter på råvarederivater

Udarbejdelse af årsrapporter i et fælles elektronisk rapporteringsformat

Præcisering af hvidvasklovens anvendelsesområde

Indberetning af kvalificerede ejerandele for investeringsrådgivere

Forsikringsdistributionsdirektivet

Ændring i lov om betalingskonti om krav til ordforklaringer

Ændringer i lov om betalingskonti om opsigelse af rammeaftaler

2.19.2.

2.19.3.

2.20.

2.20.1.

2.20.2.

2.20.3.

2.21.

2.21.1.

2.21.2.

2.21.3.

Erhvervsministeriets overvejelser

Lovforslagets indhold

Gældende ret

Erhvervsministeriets overvejelser

Lovforslagets indhold

Gældende ret

Erhvervsministeriets overvejelser

Den foreslåede ordning

Disclosureforordningen

–

ATP

Implementering af solvens II-direktivet

2.22.

Udpegning af relevant myndighed til at vurdere finansielle instrumenter og finansielle

kontrakters erstatningsbenchmark

2.22.1.

2.22.2.

2.22.3.

Gældende ret

Erhvervsministeriets overvejelser

Den foreslåede ordning

2.23.

Ophævelse af reglerne om oplysninger til offentligheden om kvaliteten af udførelse af

transaktioner

2.23.1.

2.23.2.

2.23.3.

Gældende ret

Erhvervsministeriets overvejelser

Den foreslåede ordning

Økonomiske konsekvenser og implementeringskonsekvenser for det offentlige

Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.

Administrative konsekvenser for borgerne

Miljømæssige konsekvenser

Forholdet til EU-retten

Hørte myndigheder og organisationer m.v.

Sammenfattende skema

1. Indledning

Med Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2020/852/EU af 18. juni 2020 om fastlæggelse af en

ramme til fremme af bæredygtige investeringer (taksonomiforordningen) vil det blive lettere for er-

hvervsdrivende at rejse kapital på tværs af EU/EØS-lande til deres miljømæssigt bæredygtige aktivi-

teter, da deres økonomiske aktiviteter kan sammenlignes på grundlag af ensartede kriterier, således

at de kan udvælges som underliggende aktiver for miljømæssigt bæredygtige investeringer. Med nær-

værende lovforslag foreslås det, at Finanstilsynet udpeges som kompetent myndighed til at påse fi-

nansielle markedsdeltageres overholdelse af bestemmelserne i taksonomiforordningen, der fastsætter

yderligere krav til de oplysninger, som finansielle markedsdeltagere skal give forud for indgåelse af

en aftale og i periodiske rapporter i medfør af disclosureforordningen.

Lovforslaget har yderligere til formål at gennemføre de ændringer i lov om Arbejdsmarkedets Til-

lægspension (ATP-loven), der er nødvendige for, at Europa-Parlamentets og Rådets forordning

2019/2088/EU af 27. november 2019 om bæredygtighedsrelaterede oplysninger i sektoren for finan-

sielle tjenesteydelser (disclosureforordningen) kan finde anvendelse på ATP, idet det er blevet be-

sluttet, at ATP i medfør af artikel 16, stk. 1, skal være underlagt de krav, der gælder efter disclosure-

forordningen på linje med andre finansielle markedsaktører. Med lovforslaget udpeges Finanstilsynet

som kompetent myndighed til at påse ATP’s overholdelse af disclosureforordningen. Formålet med

disclosureforordningen er at integrere miljømæssige, sociale og ledelsesmæssige forhold (ESG-fak-

torer) i investerings- og rådgivningsprocesser.

Lovforslaget har desuden til formål at sikre, at Finanstilsynet og Danmarks Nationalbank til enhver

tid vil kunne føre tilsyn med betalingssystemer, der er systemisk vigtige for den danske betalingsin-

frastruktur, og it-driften heraf, uanset om betalingssystemet eller den virksomhed, der udfører it-drift

af et detailbetalingssystem, er beliggende i et andet land inden for eller uden for EU/EØS. Lovforsla-

get sikrer hermed tilsynet med betalingssystemer, der er af afgørende betydning for, at udbetaling af

løn og pension, betaling for køb af varer og betaling af regninger kan foretages uden væsentlige for-

sinkelser.

Med lovforslaget foreslås det, at Finanstilsynet får mulighed for at kræve, at et udenlandsk betalings-

system, der udøver virksomhed i Danmark, skal etablere en virksomhed med hjemsted i Danmark og

udøve sin virksomhed under dansk ret. Derudover foreslås det, at en virksomhed, der udfører it-drift

af et detailbetalingssystem skal have tilladelse som operatør af et detailbetalingssystem, hvilket bl.a.

forudsætter, at operatøren har etableret en virksomhed med hjemsted i Danmark. Disse krav kan alene

stilles, såfremt det vurderes, at betalingssystemet eller det detailbetalingssystem, på hvilket der udfø-

res it-drift, har væsentlig betydning for betalingsafviklingen eller væsentlig samfundsmæssig betyd-

ning. Desuden foreslås det at fastsætte en række krav til en operatør af et detailbetalingssystems

governancestruktur, såsom betryggende kontrol og sikringsforanstaltninger på it-området og egnet-

og hæderlighedskrav til ledelsen og ejerne af en sådan virksomhed. En operatør af et detailbetalings-

system vil også blive underlagt de samme krav til outsourcing af væsentlige aktivitetsområder som

andre virksomheder på det finansielle område.

Med forslaget præciseres Finanstilsynets mulighed for at gribe ind overfor ledelsesmedlemmer, som

er tiltalt i straffesager for overtrædelse af anden relevant lovgivning end straffeloven og den finan-

sielle lovgivning. Det kunne f.eks. være overtrædelse af skattelovgivningen. Endvidere udvides Fi-

nanstilsynets mulighed for at afsætte direktøren i en valutavekslingsvirksomhed, så Finanstilsynet har

denne mulighed frem for at skulle inddrage tilladelsen til at drive virksomhed i tilfælde, hvor et le-

delsesmedlem ikke længere opfylder kravene til egnethed og hæderlighed.

Lovforslaget indeholder videre et forslag til en ny bestemmelse, der vil undtage enkelte dokumenter

i sager om god skik m.v. fra aktindsigt i en begrænset tidsperiode, når Finanstilsynets bestyrelse skal

træffe beslutning i sagen. Bestemmelsen er begrundet i hensynet til Finanstilsynets bestyrelses be-

handling af de konkrete sager om god skik m.v., da bestyrelsens beslutningskompetence følger af de

pågældende sagers særlige karakter, hvilket f.eks. kan være et udkast til politianmeldelse af en virk-

somhed.

Lovforslaget har til formål at lempe de eksisterende regler for positionslofter for råvarederivater med

hensigten at forbedre likviditeten på markederne for afledte finansielle instrumenter.

Formålet med lovforslaget er desuden at styrke gennemsigtigheden på kapitalmarkederne ved at har-

monisere data og gøre dem tilgængelige for analytikere, investorer og andre interessenter på hensigts-

mæssig vis på tværs af EU. Det vil blandt andet gøre det lettere, at rejse kapital uden for det børsno-

terede selskabs eget hjemland. Dette sker ved at indsætte en bestemmelse om, at udstedere af værdi-

papirer optaget til handel på et reguleret marked skal udarbejde deres årsrapporter i det fælleseuro-

pæiske elektroniske rapporteringsformat, der følger af Kommissionens delegerede forordning (EU)

2018/815 af 17. december 2018 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv

2004/109/EF for så vidt angår reguleringsmæssige tekniske standarder til præcisering af et fælles

elektronisk rapporteringsformat (ESEF-forordningen).

Med forslaget ændres modellen for udpegning af systemisk vigtige finansielle institutter (SIFIer), så

den tager udgangspunkt i den Europæiske Banktilsynsmyndigheds (EBA) model for udpegning af

SIFIer. Der inddrages med forslaget flere indikatorer i modellen, der kan påvirke et instituts

systemiskhed, således at modellen i højere grad tager højde for forhold, der er relevante ved

udpegning af SIFIer.

Bestemmelserne om, hvem der i Danmark har eneret til at modtage indlån og andre midler, foreslås

udvidet til også at omfatte projektejere, der modtager midler omfattet af forordning 2020/1503 af 7.

oktober 2020 om europæiske crowdfundingtjenesteudbydere for erhvervslivet. Dette sikrer, at pro-

jektejere kan søge finansiering igennem crowdfunding uden pengeinstituttilladelse. Det understøtter

en bredere finansiering af mindre erhvervsdrivende.

Der foreslås indsat en bestemmelse i § 245 c, der sætter Finanstilsynet i stand til at kunne konstatere,

at et pengeinstitut ikke kan tilbagebetale indlån, der er forfaldet til betaling. En sådan konstatering

medfører, at Garantiformuen kan dække indskud omfattet af denne. Det giver borgerne en udvidet

adgang til dækning under Garantiformuen og bidrager derfor yderligere til at skabe tryghed for bor-

gernes placering af midler i pengeinstitutter.

Lovforslaget har endvidere til formål at gennemføre de ændringer, der med 2020/0151(COD) foreta-

ges i Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2017/2402/EU af 12. december 2017 om en generel

ramme for securitisering og om oprettelse af en specifik ramme for simpel, transparent og standardi-

seret securitisering (STS-forordningen). Formålet med ændringerne er at fremme brugen af balance-

førte syntetiske securitiseringer, hvilket er securitiseringer, hvor eksponeringerne, eksempelvis udlån,

forbliver på balancen hos et pengeinstitut, inden for rammerne af STS-securitiseringer. Herudover

skal ændringerne fremme securitiseringer af misligholdte eksponeringer, hvilket er securitiseringer

af eksponeringer, hvor det er konstateret, at låntager har misligholdt sin betalingsforpligtigelse over

for pengeinstituttet. Ændringerne skal sikre, at de finansielle institutter har bedre mulighed for at

håndtere misligholdte eksponeringer og yde finansiering til virksomhederne. Dette er særligt vigtigt

i kølvandet på det økonomiske chok forårsaget af COVID-19 pandemien.

Lovforslaget har videre til formål at udpege erhvervsministeren som relevant myndighed til at vurdere

erstatningsbenchmarks egnethed, når en interesseret part anmoder herom, i henhold til benchmark-

forordningen. Den relevante myndighed vurderer, om finansielle instrumenters og finansielle kon-

trakters erstatningsbenchmark for et ophørende benchmark ikke længere afspejler eller afviger væ-

sentligt fra det underliggende marked eller den økonomiske realitet, det ophørende benchmark er

beregnet til at måle, og om anvendelsen af erstatningsbenchmarket kan have negative konsekvenser

for den finansielle stabilitet. Det foreslås, at erhvervsministeren kan anmode Det Systemiske Risi-

koråd om at forholde sig til, om selve anvendelsen af det erstatningsbenchmark, der skal vurderes,

kan have negative konsekvenser for den finansielle stabilitet.

Endeligt har lovforslaget til formål at skabe administrative lettelser for markedspladser, systematiske

internalisatorer og fondsmæglerselskaber, der er prisstillere, ved at ophæve kravet om, at disse

virksomheder mindst en gang om året vederlagsfrit skal stille oplysninger til rådighed for

offentligheden om kvaliteten af udførelsen af transaktioner med finansielle instrumenter.

2. Lovforslagets hovedpunkter

2.1. Ledelsesregler

2.1.1. Gældende ret

Bestyrelsen og direktionen i virksomheder på det finansielle område skal opfylde krav om egnethed

og hæderlighed. For enkelte virksomheder finder tilsvarende krav også anvendelse for indehaveren

af en virksomhed, der er en enkeltmandsvirksomhed, den eller de ledelsesansvarlige, hvis virksom-

heden drives som en juridisk person uden en bestyrelse eller en direktion, og ansatte, der er identifi-

ceret som nøglepersoner i virksomheden.

Det følger af egnetheds- og hæderlighedskravene, at en person, der varetager en af de overfornævnte

funktioner, skal have tilstrækkelig viden, faglig kompetence og erfaring til at bestride hvervet eller

stillingen. Derudover skal personen til enhver tid have et tilstrækkelig godt omdømme og udvise

hæderlighed, integritet og uafhængighed.

Videre må personen ikke være pålagt strafansvar for overtrædelse af straffeloven, den finansielle

lovgivning eller anden relevant lovgivning, hvis overtrædelsen indebærer risiko for, at personen ikke

kan varetage hvervet eller stillingen på betryggende vis. Personen må ikke have indgivet begæring

om rekonstruktionsbehandling, konkurs eller gældssanering eller være under sådanne former for in-

solvensbehandling. Hvor det er relevant, må personen ikke på grund af sin økonomiske situation eller

via et selskab, som vedkommende ejer eller har væsentlig indflydelse på, have påført den finansielle

virksomhed tab eller risiko for tab.

Endelig må personen ikke have udvist en adfærd, der giver grundlag for at antage, at den pågældende

ikke kan varetage hvervet eller stillingen på betryggende vis. Ved vurderingen af om en person lever

op til kravene om egnethed og hæderlighed, skal der lægges vægt på hensynet til at opretholde tilliden

til den finansielle sektor.

Finanstilsynet har for de fleste virksomheder på det finansielle område bemyndigelse til at påbyde

virksomheden at afsætte et medlem af direktionen eller en nøgleperson og til at påbyde et medlem af

bestyrelsen at nedlægge sit hverv, hvis den pågældende ikke længere lever op til hæderlighedskra-

vene. Dette følger eksempelvis af § 351 i lov om finansiel virksomhed.

Ved lov nr. 2110 af 22. december 2020 blev Finanstilsynets mulighed for at gribe ind overfor ledel-

sesmedlemmer præciseret i lov om finansiel virksomhed, således at Finanstilsynet kan gribe ind over-

for et ledelsesmedlem, som er tiltalt i en straffesag for overtrædelse af anden relevant lovgivning, og

ikke kun hvor vedkommende er tiltalt for overtrædelse af straffeloven eller den finansielle lovgivning.

Opfylder indehaveren af en finansiel virksomhed, der er en enkeltmandsvirksomhed, ikke længere

egnetheds- og hæderlighedskravene, kan Finanstilsynet inddrage virksomhedens tilladelse til at drive

virksomhed. Finanstilsynet har en tilsvarende beføjelse til at inddrage en virksomheds tilladelse, hvis

Finanstilsynets påbud om at afsætte en person fra sin stilling eller Finanstilsynets påbud til et besty-

relsesmedlem om at nedlægge sit hverv, ikke efterleves inden for en af Finanstilsynet fastsat frist.

2.1.2. Erhvervsministeriets overvejelser

I finansielle virksomheder kan Finanstilsynet gribe ind overfor ledelsesmedlemmer, som er tiltalt i en

straffesag for overtrædelse af anden relevant lovgivning og ikke kun hvor vedkommende er tiltalt for

overtrædelse af straffeloven og den finansielle lovgivning. Anden relevant lovgivning kunne f.eks.

være overtrædelse af skattelovgivningen. Med nærværende lovforslag foreslås denne præcisering

bredt ud til de øvrige love på de finansielle område.

I lighed med, at Finanstilsynet i dag kan gribe ind, hvis et ledelsesmedlem i en finansiel virksomhed

har overtrådt straffeloven eller den finansielle lovgivning, vil det være hensigtsmæssigt, at Finanstil-

synet kan gribe ind, hvis et ledelsesmedlem i en finansiel virksomhed bliver tiltalt i en straffesag for

overtrædelse af anden relevant lovgivning, der ikke er straffeloven eller finansiel lovgivning. Det

kunne f.eks. være, hvis den pågældende tiltales for overtrædelse af skattelovgivningen.

En række af de gældende bestemmelser, der giver imidlertid kun Finanstilsynet bemyndigelse til at

afsætte ledelsesmedlemmer, hvis de tiltales i en straffesag og hvis straffesagen vedrører overtrædelse

af straffeloven eller finansiel lovgivning. Der skal desuden være tale om tilfælde, hvor domfældelse

vil indebære, at ledelsesmedlemmet ikke opfylder hæderlighedskravene, dvs., hvis overtrædelsen in-

debærer risiko for, at personen ikke kan varetage hvervet eller stillingen på betryggende vis. Finans-

tilsynet kan efter bestemmelserne påbyde en virksomhed at afsætte direktionen eller påbyde et besty-

relsesmedlem at nedlægge hvervet, indtil straffesagen er afgjort.

Der er tilfælde, hvor domfældelse i en straffesag for overtrædelse af anden relevant lovgivning lige-

ledes kan føre til, at et ledelsesmedlem ikke længere opfylder hæderlighedskravene. Finanstilsynet

bør også i disse tilfælde, have mulighed for at gribe ind allerede ved en tiltale på samme måde, som

Finanstilsynet vil kunne gribe ind, hvis der var tale om en overtrædelse af straffeloven eller den fi-

nansielle lovgivning. En sådan tilpasning er foretaget i lov om finansiel virksomhed ved lov nr. 2110

af 22. december 2020.

Det er centralt, at den hvidvaskansvarlige har de rette kompetencer til at varetage stillingen, da der

ellers vil være risiko for, at vedkommende ikke kan løfte ansvaret. Det vil medføre øget risiko for

misbrug af virksomheden til hvidvask eller terrorfinansiering. Erhvervsministeriet finder det derfor

relevant at sikre, at Finanstilsynet har mulighed for at afsætte en ansat, der er udpeget som hvidvask-

ansvarlig, hvis vedkommende ikke har tilstrækkeligt kendskab til virksomhedens risiko for hvidvask

og terrorfinansiering. Tilliden til den finansielle sektor vil lide skade, hvis Finanstilsynet ikke kan

gribe ind i sådanne tilfælde, hvor virksomheden ikke selv gør det. Der skal være tale om alvorlige

svigt, hvor Finanstilsynet vurderer, at det ikke er muligt at rette op på den manglende egnethed inden

for rimelig tid.

Endvidere bør Finanstilsynet kunne afsætte et medlem af direktionen og bestyrelsen i en valutaveks-

lingsvirksomhed, hvis det pågældende medlem ikke lever op til egnetheds- og hæderlighedskravene.

Denne mulighed har Finanstilsynet ikke i dag. Det betyder, at hvis Finanstilsynet vurderer, at et med-

lem af direktion eller bestyrelse i en valutavekslingsvirksomhed ikke lever op til egnetheds- og hæ-

derlighedskravene, og vedkommende ikke selv trækker sig, vil Finanstilsynet i sidste ende være nød-

saget til at inddrage virksomhedens tilladelse. En mulighed for at afsætte et ledelsesmedlem eller

påbyde virksomheden at gøre det vil være mindre indgribende og vil svare til Finanstilsynet bemyn-

digelse i forhold til de øvrige virksomheder på det finansielle område.

2.1.3. Lovforslagets indhold

Det foreslås at sikre, at Finanstilsynet kan gribe ind, hvis et ledelsesmedlem i en finansiel virksomhed

bliver tiltalt i en straffesag om overtrædelse af anden relevant lovgivning, der ikke er straffeloven

eller finansiel lovgivning. Ændringen er foretaget i lov om finansiel virksomhed ved lov nr. 2110 af

22. december 2020, og foreslås bredt ud til de øvrige finansielle love.

Det foreslås, at give Finanstilsynet bemyndigelse til at afsætte en ansat, der er udpeget til hvidvask-

ansvarlig, hvis vedkommende ikke har tilstrækkeligt kendskab til virksomhedens risiko for hvidvask

og terrorfinansiering. Der skal være tale om alvorlige svigt, hvor Finanstilsynet vurderer, at det ikke

er muligt at rette op på den manglende egnethed inden for rimelig tid.

Det foreslås, at give Finanstilsynet til at gribe ind over for et ledelsesmedlem i en valutavekslings-

virksomhed, indehaveren af en valutavekslingsvirksomhed, der er en enkeltmandsvirksomhed, eller

den eller de ledelsesansvarlige i en valutavekslingsvirksomhed, der drives som en juridisk person

uden en bestyrelse eller en direktion, hvis vedkommende ikke opfylder egnetheds- og hæderligheds-

kravene. Dette svarer til Finanstilsynets bemyndigelse til at gribe ind over for personer omfattet af

egnetheds- og hæderlighedskravene i de øvrige love på det finansielle område.

2.2. Ensretning af aflønningsreglerne

2.2.1. Gældende ret

Medlemmer af bestyrelsen og direktionen i en forvalter af alternative investeringsfonde og i en inve-

steringsforening samt ansatte, hvis aktiviteter har væsentlig indflydelse på forvalterens og forenin-

gens risikoprofil, er i dag omfattet af udbetalingsbegrænsninger af variabel løn, herunder et krav om,

at udbetalingen af en større del af en variabel løn skal udskydes i en periode på mindst tre år for

ansatte, hvis aktiviteter har væsentlig indflydelse på forvalterens og foreningens risikoprofil.

Videre er pengeinstitutter, realkreditinstitutter, investeringsforvaltningsselskaber, finansielle hol-

dingvirksomheder, fondsmæglerselskaber, fondsmæglerholdingvirksomheder, forvaltere af alterna-

tive investeringsfonde og investeringsforeninger forpligtet til at offentliggøre det samlede vederlag

for hvert enkelt medlem af bestyrelsen og direktionen, som vedkommende har optjent fra virksom-

heden i det pågældende regnskabsår.

2.2.2. Erhvervsministeriets overvejelser

Formålet med denne del af lovforslaget er at ensrette aflønningsreglerne på tværs af den finansielle

sektor, sådan at der gælder samme aflønningsregler for ledelsesmedlemmer og nøglepersoner.

Ved lov nr. 1447 af 22. december 2020 blev udskydelsesperioden for udbetaling af variabel løn i

pengeinstitutter, realkreditinstitutter, fondsmæglerselskaber, investeringsforvaltningsselskaber og fi-

nansielle holdingvirksomheder forlænget, således at udbetaling af variabel løn til ansatte, hvis akti-

viteter har væsentlig indflydelse på virksomheden risikoprofil, skal ske over en periode på mindst 4

år, mens udbetaling af variabel løn til medlemmer af ledelsen skal ske over en periode på mindst 5

år.

Med den politiske aftale af 31. august 2010 om forsvarlig aflønningspolitik i den finansielle sektor

blev det besluttet at skærpe aflønningskravene på tværs af den finansielle sektor. Det blev besluttet,

at både regler, der gennemførte bestemmelser i CRD III og nationale fastsatte krav, foruden at finde

anvendelse for virksomheder omfattet af CRD III (pengeinstitutter, realkreditinstitutter og fondsmæg-

lerselskaber) også skulle finde anvendelse for forsikringsselskaber, investeringsforvaltningsselska-

ber, Arbejdsmarkedets Tillægspension, Lønmodtagernes Dyrtidsfond og virksomheder omfattet af

lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v. Med baggrund i et udgangspunkt om ens af-

lønningsregler på tværs af den finansielle sektor foreslås forlængelse af udskydelsesperioden indført

i lov om investeringsforeninger m.v. og lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v.

Derudover foreslås det, at ændre offentliggørelseskravet vedrørende de enkelte ledelsesmedlemmers

samlede vederlag, således at offentliggørelsen ikke længere skal ske i årsrapporten. Ændringen sker

af hensyn til databeskyttelsesreglerne, hvorefter sådanne oplysninger skal kunne fjernes efter 10 år.

Årsrapporten indsendes til Erhvervsstyrelsen, som vil være i besiddelse af oplysningerne til evig tid,

hvorfor offentliggørelsen af individuelle lønforhold ikke bør ske i årsrapporten. Det foreslås i stedet

at det af årsrapporten skal fremgå, hvor oplysningerne om ledelsesmedlemmers individuelle lønfor-

hold kan findes. Oplysningerne skal være offentligt tilgængelige i mindst 10 år fra tidspunktet for

årsrapportens offentliggørelse.

2.2.3. Den foreslåede ordning

Det foreslås, at forlænge udskydelsesperioden for udbetaling af variabel løn til medlemmer af ledel-

sen og ansatte, hvis aktiviteter har væsentlig indflydelse på virksomhedens risikoprofil i både lov om

investeringsforeninger m.v. og lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v.

Derudover foreslås det at ændre kravet om offentliggørelse af ledelsesmedlemmers individuelle løn-

forhold i lov om finansiel virksomhed, lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og

–

aktiviteter, lov om investeringsforeninger m.v. og lov om forvaltere af alternative investeringsfonde

m.v. Det foreslås således, at offentliggørelsen ikke skal ske i årsrapporten, men at det af årsrapporten

skal fremgå, hvor oplysningerne om ledelsesmedlemmers individuelle lønforhold kan findes. Oplys-

ningerne skal være offentligt tilgængelige i mindst 10 år fra tidspunktet for årsrapportens offentlig-

gørelse.

2.3. Ændringer som følge af taksonomiforordningen

2.3.1. Gældende ret

I dag gælder der en række oplysningsforpligtelser i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets forord-

ning 2019/2088/EU af 27. november 2019 om bæredygtighedsrelaterede oplysninger i sektoren for

finansielle tjenesteydelser (disclosureforordningen). Disclosureforordningen stiller krav til finan-

sielle markedsdeltagere og finansielle rådgivere om at integrere miljømæssige, sociale og ledelses-

mæssige forhold (ESG-faktorer) i de oplysningsforpligtelser, der gælder ved investerings- og rådgiv-

ningsprocesser.

Ved finansielle markedsdeltagere forstås bl.a. et fondsmæglerselskab eller pengeinstitut, der yder

porteføljepleje eller et forsikringsselskab, der udbyder et forsikringsbaseret investeringsprodukt.

Ved finansielle rådgivere forstås bl.a. et penge- eller realkreditinstitut, der yder investeringsrådgiv-

ning, eller en forsikringsformidler, der yder forsikringsrådgivning om forsikringsbaserede investe-

ringsprodukter.

Disclosureforordningen har indført to former for bæredygtige finansielle produkter; et produkt der

bl.a. fremmer miljømæssige eller sociale karakteristika eller en kombination af disse, jf. artikel 8 i

disclosureforordningen, og et produkt der har bæredygtige investeringer eller en reduktion af CO2-

emissioner som sit mål, jf. artikel 9 i disclosureforordningen. For disse to typer bæredygtige finan-

sielle produkter gælder der yderligere oplysningsforpligtelser.

Ved finansielle produkter forstås bl.a. en investeringsportefølje eller en alternativ investeringsfond.

Reglerne i disclosureforordningen har fundet anvendelse fra den 10. marts 2021 bortset fra reglerne

i disclosureforordningens artikel 11, stk. 1-3, der vedrører oplysninger i periodiske rapporter om et

produkts opfyldelse af miljømæssige eller sociale karakteristika eller samlede bæredygtighedsrelate-

rede indvirkning, der skal finde anvendelse fra den 1. januar 2022.

Taksonomiforordningen finder anvendelse den fra 1. januar 2022, for så vidt angår de miljømål, der

vedrører modvirkning af klimaændringer og tilpasning til klimaændringer. Med hensyn til miljømål,

der vedrører bæredygtig anvendelse og beskyttelse af vand- og havressourcer, omstilling til en cirku-

lær økonomi, forebyggelse og bekæmpelse af forurening og beskyttelse og genopretning af biodiver-

sitet og økosystemer, finder taksonomiforordningen først anvendelse for disse fra den 1. januar 2023.

2.3.2. Erhvervsministeriets overvejelser

Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2020/852/EU af 18. juni 2020 om fastlæggelse af en

ramme til fremme af bæredygtige investeringer (taksonomiforordningen) blev vedtaget i juni 2020.

Formålet med taksonomiforordningen er at skabe ensartede kriterier for, hvilke økonomiske aktivite-

ter der kan karakteriseres som miljømæssigt bæredygtige aktiviteter på tværs af EU. På den måde vil

erhvervsdrivende få lettere ved at rejse kapital til deres miljømæssigt bæredygtige aktiviteter, idet

investorerne vil få mulighed for at udvælge disse som underliggende aktiver for miljømæssigt bære-

dygtige investeringer.

Taksonomiforordningen gælder umiddelbart i Danmark og skal derfor ikke gennemføres i national

lovgivning. Det er nødvendigt, at der med lovforslaget indføres regler, som sikrer, at der kan føres et

effektivt tilsyn med overholdelsen af taksonomiforordningen.

Taksonomiforordningens artikel 21 pålægger medlemsstaterne at sikre, at de kompetente myndighe-

der, omhandlet i artikel 14, stk. 1, i disclosureforordningen, påser, at de finansielle markedsdeltagere

overholder artikel 5, 6 og 7 i taksonomiforordningen.

Taksonomiforordningen supplerer disclosureforordningen ved at fastsætte yderligere krav til de op-

lysninger, som finansielle markedsdeltagere skal give forud for indgåelse af en aftale, og i periodiske

rapporter i medfør af disclosureforordningen, når finansielle markedsdeltagere stiller finansielle pro-

dukter i medfør af artikel 8 og artikel 9 i disclosureforordningen til rådighed, eller når finansielle

markedsdeltagere stiller et finansielt produkt til rådighed, der ikke er omfattet af artikel 8 eller artikel

9 i disclosureforordningen.

Af artikel 5 i taksonomiforordningen fremgår det, at hvis finansielle produkter, som omhandlet i ar-

tikel 9, i disclosureforordningen, investerer i en økonomisk aktivitet, der bidrager til et miljømål, som

omhandlet i artikel 2, nr. 17, i disclosureforordningen, skal de oplysninger, der skal gives forud for

aftaleindgåelse og i periodiske rapporter, omfatte oplysninger om det eller de miljømål, som fastsat i

artikel 9 i taksonomiforordningen, som den investering, der ligger til grund for det finansielle produkt,

bidrager til. Desuden skal oplysningerne omfatte en beskrivelse af, hvordan og i hvilket omfang de

investeringer, der ligger til grund for det finansielle produkt, er i økonomiske aktiviteter, der kvalifi-

ceres som miljømæssigt bæredygtige i henhold til artikel 3 i taksonomiforordningen.

Videre fremgår det af artikel 6 i taksonomiforordningen, at hvis finansielle produkter, som omhandlet

i artikel 8, i disclosureforordningen, fremmer miljømæssige karakteristika, skal de oplysninger, der

skal gives forud for aftaleindgåelse og i de periodiske rapporter, ledsages af en erklæring om, at prin-

cippet om ikke at gøre væsentlig skade kun gælder for de investeringer, der ligger til grund for det

finansielle produkt, og som tager højde for EU-kriterierne for miljømæssigt bæredygtige økonomiske

aktiviteter. Det skal samtidig fremgå af erklæringen, at de investeringer, der ligger til grund for den

tilbageværende andel af disse finansielle produkter, ikke tager højde for EU-kriterierne for miljømæs-

sigt bæredygtige økonomiske aktiviteter.

Af artikel 6 i taksonomiforordningen fremgår det, at hvis et finansielt produkt, som omhandlet i arti-

kel 8 i disclosureforordningen, fremmer miljømæssige karakteristika, finder artikel 5 i taksonomifor-

ordningen tilsvarende anvendelse.

Af artikel 7 i taksonomiforordningen fremgår det, at er der tale om finansielle produkter, der ikke er

omfattet af artikel 8 eller 9, i disclosureforordningen, skal oplysningerne, der gives forud for aftale-

indgåelse og i de periodiske rapporter, ledsages af en erklæring om, at de investeringer, der ligger til

grund for dette finansielle produkt, ikke tager højde for EU-kriterierne for miljømæssigt bæredygtige

økonomiske aktiviteter.

Taksonomiforordningen indeholder desuden ændringer til disclosureforordningen, j. artikel 25 i tak-

sonomiforordningen. Hovedparten af disse ændringer til disclosureforordningen følger af de yderli-

gere oplysningsforpligtelser, som er blevet indført med artikel 5-7 i taksonomiforordningen.

For at sikre et effektivt tilsyn med taksonomiforordningen er det fundet hensigtsmæssigt, at Finans-

tilsynet bør udpeges som kompetent myndighed til at påse finansielle markedsdeltageres overholdelse

af artikel 5, 6 og 7 i taksonomiforordningen. Finanstilsynet foreslås at få alle de nødvendige tilsyns-

beføjelser til at påse overholdelsen af de nævnte artikler. Det er bl.a. vigtigt, at Finanstilsynet får

mulighed for at reagere over for manglende overholdelse af de supplerende oplysningsforpligtelser,

taksonomiforordningen introducerer. Herunder er det vigtigt, at Finanstilsynet vil kunne benytte sig

af de reaktionsmuligheder, der allerede udgør et led i Finanstilsynets almindelige tilsynsudøvelse i

medfør af nuværende sektorspecifik lovgivning og lov om finansiel virksomhed. Finanstilsynet har i

dag bl.a. mulighed for at give påbud og påtaler for manglende overholdelse af gældende krav og

regler.

2.3.3. Den foreslåede ordning

Det foreslås, at Finanstilsynet udpeges som kompetent myndighed til at påse finansielle markedsdel-

tageres overholdelse af artikel 5, 6 og 7 i taksonomiforordningen.

På baggrund af ovenstående foreslås de eksisterende tilsynsbestemmelser i § 344, stk. 1, 1. pkt., i lov

om finansiel virksomhed, § 161, stk. 1, i lov om investeringsforeninger m.v., § 155, stk. 1, i lov om

forvaltere af alternative investeringsfonde mv., § 97, stk. 1, i lov om firmapensionskasser, § 215, stk.

2, i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og

–aktiviteter

og § 27, stk. 1, i lov om

Arbejdsmarkedets Tillægspension tilpasset i overensstemmelse hermed.

Med lovforslaget foreslås det, at Finanstilsynet vil kunne give påbud eller påtaler for manglende over-

holdelse af de krav, taksonomiforordningens artikel 5, 6 og 7 stiller til virksomhedernes oplysnings-

forpligtelser, der gives forud for indgåelse af en aftale og i periodiske rapporter.

Det foreslås videre at tilpasse § 355, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed, § 179, stk. 1, i lov om

investeringsforeninger m.v., § 104, stk. 1, i lov om firmapensionskasser og § 248, stk. 1, i lov om

fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter, der bestemmer, hvem der kan anses for

at være parter i forhold til de afgørelser, Finanstilsynet har truffet eller vil træffe over for virksomhe-

der i medfør af taksonomiforordningen.

Det foreslås endvidere at tilpasse § 372, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed, § 189 i lov om inve-

steringsforeninger m.v., § 189 i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v., § 112, stk. 1,

i lov om firmapensionskasser, § 264, stk. 1 i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og

–aktiviteter

og § 27 e i lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension, hvorefter afgørelser truffet af Fi-

nanstilsynet i medfør af taksonomiforordningen vil kunne indbringes for Erhvervsankenævnet.

Endeligt foreslås det at tilpasse § 372 a, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed og § 265 i lov om

fondsmæglerselskaber og investeringsservice og

–aktiviteter,

så erhvervsministeren kan fastsætte reg-

ler, der er nødvendige for at anvende eller gennemføre de afgørelser eller retsakter, som Kommissio-

nen eventuelt måtte vedtage i medfør af taksonomiforordningen.

2.4. Modtagere af indlån, og andre midler, der skal tilbagebetales

2.4.1. Gældende ret

Det fremgår af § 7, stk. 2, 1. pkt., i lov om finansiel virksomhed, at pengeinstitutter, staten, Danmarks

Nationalbank, udenlandske kreditinstitutter, udstedere af elektroniske penge og sparevirksomheder

må modtage indlån og andre tilbagebetalingspligtige midler fra offentligheden.

Derudover må realkreditinstitutter, Danmarks Skibskredit A/S og KommuneKredit modtage andre

midler, der skal tilbagebetales. Der er desuden adgang til, at virksomheder kan modtage andre midler,

der skal tilbagebetales, hvis denne virksomhed eller udlånsvirksomhed ikke er en væsentlig del af

virksomhedens drift jf. § 7, stk. 2, 2. pkt., i lov om finansiel virksomhed.

2.4.2. Erhvervsministeriets overvejelser

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2020/1503 af 7. oktober 2020 om europæiske

crowdfundingtjenesteudbydere for erhvervslivet stiller krav om, at projektejere omfattet af

forordningen ikke må blive underlagt krav om tilladelse som et pengeinstitut. Projektejere optager

lånebaseret crowdfunding gennem crowdfundingudbud omfattet af forordningen.

En projektejers modtagelse af midler ved et crowdfundingudbud svarer til modtagelse af andre midler

fra offentligheden, der skal tilbagebetales. Disse projektere skal derfor tilføjes til listen over

modtagere af andre midler, der skal tilbagebetales, som undtages fra bestemmelsens tilladelseskrav.

Det er vigtigt, at bestemmelsen kun tillader projektejere at modtage andre midler, der skal

tilbagebetales under de særlige regler, der gælder i forordningen.

Denne tilføjelse medfører ikke, at midler lånt til en projektejer er omfattet af Garantiformuen i tilfælde

den pågældendes konkurs. Krav mod projektejer vil således følge konkurslovens regler.

Den nuværende udformning af § 7, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed, er til en vis grad blevet

uoverskuelig. Bestemmelsen bør derfor moderniseres og gøres mere overskuelig. Det foreslås gjort

ved at opsplitte bestemmelsen i to separate stykker, hvor det ene oplister virksomheder, der fra

offentligheden må modtage indlån og andre midler, der skal tilbagebetales, og den anden, der

indeholder en oplistning af virksomheder, der må modtage andre midler, der skal tilbagebetales.

2.4.3. Den foreslåede ordning

Det foreslås at nyaffatte § 7, stk. 2, således at denne indeholder en overskuelig liste over modtagere,

der lovligt fra offentligheden må modtage indlån og andre midler, der skal tilbagebetales.

Den foreslåede ændring af lovens § 7, stk. 2, vil medføre, at bestemmelsen er mere overskuelig.

Det foreslås herudover at tilføje et nyt stk. 3, således at denne indeholder en overskuelig liste over

modtagere, der fra offentligheden lovligt kan modtage andre midler, der skal tilbagebetales.

Til det nye stk. 3 foreslås samtidig tilføjet projektejere, der modtager midler gennem et

crowdfundingudbud omfattet af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2020/1503 af 7.

oktober 2020 om europæiske crowdfundingtjenesteudbydere for erhvervslivet. Som

konsekvensrettelse er denne tilføjet til undtagelsen for tilladelse som sparevirksomhed i § 334 i lov

om finansiel virksomhed.

Der er desuden foretaget en konsekvensrettelse, hvorved udstedere af elektroniske penge er fjernet

fra bestemmelsen. Det skyldes, at disse i dag er reguleret i lov om betalinger. Det følger af § 19, stk.

2, i lov om betalinger, at e-pengeinstitutter ikke må modtage indlån eller andre

tilbagebetalingspligtige midler. Bestemmelsen implementerer artikel 6, stk. 2, i Europa-Parlamentets

og Rådets direktiv 2009/110/EF af 16. september 2009 om adgang til at optage og udøve virksomhed

som udsteder af elektroniske penge og tilsyn med en sådan virksomhed (e-pengedirektivet). På det

grundlag foreslås udstedere af elektroniske penge fjernet fra listen over virksomheder, der lovligt må

modtage indlån og andre midler, der skal tilbagebetales

For nærmere om affattelsen af § 7, stk. 2 og 3, i lov om finansiel virksomhed henvises til lovforslagets

§ 1, nr. 2, og bemærkningerne hertil.

2.5. Manglende tilbagebetaling af forfaldne indlån

2.5.1. Gældende ret

Der findes ikke gældende regler om pengeinstitutters manglende tilbagebetaling af forfaldne indlån i

situationer uden for afvikling af pengeinstitutter.

I henhold til gældende ret dækker Garantiformuen indskud op til visse beløbsgrænser, når et

pengeinstitut tages under konkursbehandling eller træder i rekonstruktion. Denne udbetaling sker som

udgangspunkt senest syv arbejdsdage efter rekonstruktionsbehandlingens eller konkursens indtræden.

2.5.2. Erhvervsministeriets overvejelser

Det danske krisehåndteringssystem for nødlidende eller potentielt nødlidende finansielle

virksomheder, som Garantiformuen indgår i, indebærer, at myndighederne kan sætte tidligt ind for at

sikre videreførsel af kritiske funktioner i usunde eller nødlidende finansielle virksomheder og

samtidig minimere negative virkninger på samfundsøkonomien og det finansielle system. Det betyder

i praksis, at det er højst usandsynligt, at der kan opstå en situation, hvor indskyderne ikke kan få deres

indskud udbetalt fra et pengeinstitut.

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/49/EU af 16. april 2014 om indskudsgarantiordninger

(DGSD) forudsætter, at udbetaling fra Garantiformuen kan ske, uanset om pengeinstituttet konkret er

under konkurs eller rekonstruktionsbehandling. For at sikre en direktivnær implementering og

juridisk klarhed omkring beskyttelsen af de danske indskydere, bør de danske regler tilpasses til også

at omfatte tilfælde uden for konkurs eller rekonstruktionsbehandling.

Der lægges med lovforslaget derfor op til en mere direktivnær implementering af DGSD artikel 2,

stk. 1, nr. 8, og artikel 3, stk. 2, 2. pkt., hvorefter de relevante administrative myndigheder får

beføjelse til at konstatere, at et pengeinstitut ikke kan tilbagebetale et forfaldent indskud af årsager,

der er direkte forbundet med instituttets finansielle situation, og at instituttet ikke umiddelbart har

udsigt til at blive i stand til det.

En sådan konstatering skal foretages senest fem arbejdsdage efter, at det er godtgjort, at

pengeinstituttet ikke har tilbagebetalt et indskud, der er forfaldet til betaling, og skal medføre, at

Garantiformuen skal iværksætte udbetaling af et dækkede indskud til pengeinstituttets indskydere.

Foretages en sådan konstatering vil Finanstilsynet samtidig vurdere andre foranstaltninger overfor

pengeinstituttet, herunder om pengeinstituttet er nødlidende eller forventeligt nødlidende.

2.5.3. Den foreslåede ordning

Det foreslås at give Finanstilsynet beføjelse til at vurdere, om et pengeinstitut kan udbetale et indskud,

hvis Finanstilsynet godtgør, at pengeinstituttet ikke har udbetalt et indskud, som er forfaldet til

betaling.

Vurderingen skal danne grundlag for konstateringen af, hvorvidt pengeinstituttet kan udbetale sine

indskud eller ej. Hvis Finanstilsynet konstaterer, at pengeinstituttet ikke kan tilbagebetale indskuddet

af årsager, der er forbundet med pengeinstituttets finansielle situation, skal Finanstilsynet orientere

Garantiformuen.

Konsekvensen af Finanstilsynets konstatering af, at pengeinstituttet ikke kan tilbagebetale sit

indskud, er at Garantiformuen iværksætter udbetaling af dækkede indskud. Der foreslås derfor

samtidig gennemført konsekvensændringer i lov om en indskyder- og investorgarantiordning.

Henset til den alvorlige karakter som manglende udbetaling af indskud har, foreslås en tidsfrist for

Finanstilsynets vurdering på højst fem arbejdsdage, hvilket indebærer en direktivnær implementering

af fristen fastsat i DGSD.

For nærmere om affattelsen af § 245 c i lov om finansiel virksomhed henvises til lovforslagets § 1,

nr. 9, og bemærkningerne hertil.

2.6. Udpegning af systemisk vigtige finansielle institutter

2.6.1. Gældende ret

Finanstilsynet udpeger senest den 30. juni hvert år systemisk vigtige finansielle institutter (SIFIer) i

Danmark, jf. § 308, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed. Pengeinstitutter, realkreditinstitutter og

visse fondsmæglerselskaber kan udpeges som SIFI.

Et institut udpeges som SIFI, hvis det i to på hinanden følgende år overskrider en eller flere af de tre

fastsatte SIFI-indikatorer, der fremgår af § 308, stk. 2, nr. 1-3, i lov om finansiel virksomhed. De tre

indikatorer for udpegning af SIFIer er, hvorvidt instituttets balance udgør mere end 6,5 pct. af

Danmarks bruttonationalprodukt, hvorvidt instituttets udlån i Danmark udgør mere end 5 pct. af de

danske penge- og realkreditinstitutters samlede udlån i Danmark, og hvorvidt instituttets indlån i

Danmark udgør mere end 3 pct. af de danske pengeinstitutters samlede indlån i Danmark.

Et institut, der er udpeget som SIFI, skal ligge under grænseværdierne for alle tre indikatorer i tre på

hinanden følgende år for at ophøre med at være et SIFI, jf. § 308, stk. 4, i lov om finansiel virksomhed.

Erhvervsministeren kan udpege et institut som SIFI, hvis dette væsentligt overskrider grænseværdien

for en af indikatorerne, selvom overskridelsen ikke har fundet sted i to på hinanden følgende år, jf. §

308, stk. 3, i lov om finansiel virksomhed. Erhvervsministeren kan tilsvarende beslutte, at et institut

ikke længere skal være udpeget som SIFI, hvis indikatorerne ligger væsentlig under indikatorerne i §

308, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed, selvom SIFI-instituttet ikke har ligget under

grænseværdierne i tre på hinanden følgende år, jf. § 308, stk. 5, i lov om finansiel virksomhed.

I henhold til § 308, stk. 6, i lov om finansiel virksomhed skal Finanstilsynet parallelt med

udpegningen af SIFIer udregne et mål for graden af systemiskhed i institutter, som et gennemsnit af

faktorerne oplistet i § 308, stk. 6. Faktorerne er hhv. instituttets balance i pct. af danske penge- og

realkreditinstitutters samlede balance, instituttets udlån i Danmark i pct. af det samlede penge- og

realkreditudlån i Danmark og instituttets indlån i Danmark i pct. af det samlede pengeinstitut-indlån

i Danmark.

SIFIerne placeres i en af fem kategorier af systemiskhed på baggrund af beregningen. Kategorierne

er bestemmende i forhold til, hvilken SIFI-buffersats instituttet skal opfylde. SIFI-buffersatserne

fastsættes af erhvervsministeren i henhold til § 125 g, stk. 3 og 4, i lov om finansiel virksomhed.

Finanstilsynet

kan

fastsætte

nærmere

regler

for,

hvordan

på

hvilket

virksomhedskonsolideringsniveau, der skal foretages beregning af de indikatorer og faktorer, der

bruges til hhv. udpegning af SIFIer og beregning af graden af systemiskhed, jf. § 308, stk. 8 og 9, i

lov om finansiel virksomhed.

Reglerne for SIFIer blev indført i forbindelse med implementering af Europa-Parlamentets og Rådets

direktiv 2013/36/EU af 26. juni 2013 om adgang til at udøve virksomhed som kreditinstitut og om

tilsyn med kreditinstitutter og investeringsselskaber (CRD IV), jf. Folketingstidende 2013-14, A, L

133 som fremsat. SIFI-indikatorerne er fastsat ved den politiske aftale af 10. oktober 2013 mellem

regeringen (Socialdemokratiet, Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti) og Venstre, Dansk Fol-

keparti, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti om regulering af systemisk vigtige finan-

sielle institutter (SIFIer) samt krav til alle penge- og realkreditinstitutter om mere og bedre kapital og

højere likviditet (Bankpakke 6).

2.6.2. Erhvervsministeriets overvejelser

SIFIer har stor betydning for samfundsøkonomien. Det skyldes deres størrelse, og at de varetager

kritiske funktioner i de finansielle markeder, f.eks. betalingsformidling, pengemarkedslån eller

værdipapirtransaktioner.

For at understøtte den finansielle stabilitet stilles der ekstra krav til SIFIers kapitalisering, således at

de bedre vil kunne absorbere tab end ikke-SIFIer. SIFIer skal derfor opfylde et højere samlet

kapitalkrav og et højere krav til nedskrivningsegnede passiver (NEP-krav) i forhold til institutter, der

ikke er udpeget som SIFIer. Herudover er SIFIer underlagt et mere omfattende tilsyn.

Udpegning af systemisk vigtige finansielle institutter (SIFIer) i Danmark har fulgt en model med tre

indikatorer siden introduktionen af SIFI-indikatorerne.

Langt de fleste EU-lande benytter en variant af den model, der anbefales af Den Europæiske

Bankmyndighed (EBA). EBAs model er anført i retningslinjer vedrørende kriterierne for fastsættelse

af betingelserne for anvendelse af artikel 131, stk. 3, i direktiv 2013/36/EU af 26. juni 2013 om

adgang til at udøve virksomhed som kreditinstitut og om tilsyn med kreditinstitutter og

investeringsselskaber (CRD IV), i forbindelse med vurderingen af andre systemisk vigtige institutter

(O-SII'er) af d. 16. december 2014. EBAs model har minimum ti indikatorer, hvilket giver mulighed

for en robust model, som kan opfange flere relevante forhold end den danske model, der kun

indeholder tre indikatorer.

Det vurderes, at Danmark med fordel kan anvende en model for udpegning af SIFIer, der tager

udgangspunkt i EBAs model for udpegning af SIFIer.

Denne vurdering er baseret på, at modellen for det første opfanger flere dimensioner af systemiskhed

hos institutterne end den nuværende model som følge af inddragelsen af flere indikatorer. F.eks. måles

systemiskhed ift. grænseoverskridende aktiviteter ikke i den nuværende model.

Modellen er for det andet mere robust over tid ved at udpege SIFIer ud fra et samlet mål for

systemiskhed, der herudover gøres mindre følsom overfor udsving i enkelte indikatorer ved at

inddrage flere indikatorer ved beregning af systemiskhed. I den nuværende model, hvor udpegning

som SIFI afhænger af, hvorvidt grænseværdien for én af de tre indikatorer overskrides, kan f.eks. en

stigning i indlån resultere i udpegning som SIFI, hvis grænseværdien overskrides, også selvom de

øvrige indikatorer er uændrede eller falder.

Modellen tager for det tredje udgangspunkt i EBAs model for udpegning af SIFIer, og er derfor mere

konsistent med SIFI-udpegningen i andre EU-lande, f.eks. Tyskland og Frankrig.

EBAs retningslinjer omhandler en model for udpegning af SIFIer, der indeholder to trin i

udpegningsprocessen. Trin 1 i udpegningen skal identificere de største og mest systemisk vigtige

finansielle institutter. Dette sker ved at beregne et mål for institutternes systemiskhed med

udgangspunkt i 10 indikatorer, som er udvalgt med henblik på at beskrive institutternes størrelse,

vigtighed, kompleksitet og sammenkobling med det øvrige finansielle system.

De 10 indikatorer er: samlede aktiver; værdi af nationale betalingstransaktioner; privat indlån; privat

udlån; nominel værdi af derivater, som ikke er noteret på et reguleret marked (OTC-derivater);

passiver på tværs af jurisdiktioner; aktiver på tværs af jurisdiktioner; passiver inden for det finansielle

system i hele verden; aktiver inden for det finansielle system i hele verden og udestående

gældsudstedelser.

Beregningen indebærer, at hver indikatorer opgøres som instituttets andel af sektorens samlede

størrelse, og sammenvægtes til den beregnede systemiskhed med en nærmere angiven vægt. Den

beregnede systemiskhed opgøres i basispoint, hvor ét basispoint svarer til 0,01 pct.

EBA anser i deres retningslinjer som udgangspunkt en beregnet systemiskhed på 350 basispoint som

en passende grænse for udpegning af SIFIer. Det vil i Danmark alene være Danske Bank, Nykredit

Realkredit og Jyske Bank, som overskrider denne grænse.

Finanstilsynet foretager hvert år beregningen efter trin 1, og indberetter resultatet til EBA.

Trin 2 giver myndighederne mulighed for at tage hensyn til særlige forhold, som de vurderer kan

være vigtige i forhold til at identificere systemisk vigtige institutter. Dette sker ved at inddrage

yderligere indikatorer i beregningen af systemiskheden, som myndighederne vurderer tager passende

højde for systemisk risiko i deres nationale sektor eller EUs økonomi. I forhold til udpegning af

systemisk vigtige finansielle institutter i Danmark vurderes det, ved beregning af institutternes

systemiskhed, at være hensigtsmæssigt at inkludere to supplerende indikatorer - passiver inden for

det finansielle system i Danmark og aktiver inden for det finansielle system i Danmark- som særligt

beskriver institutternes sammenkobling med den øvrige finansielle sektor i Danmark.

Der kan ved inddragelsen af de yderligere indikatorer i henhold til EBAs retningslinjer fastsættes en

passende grænse for udpegning af systemiske institutter, som eventuelt er lavere end 350 basispoint.

Det vurderes, at en grænse for den beregnede systemiskhed på 100 basispoint er den mest egnede i

forhold til at indramme de systemisk vigtige institutter i Danmark. Det indebærer, at der med den

foreslåede model udpeges samme institutter, som ved de gældende regler, dvs. Danske Bank,

Nykredit Realkredit, Jyske Bank, Nordea Kredit, Sydbank, DLR Kredit og Spar Nord.

Finanstilsynet foretager både beregning af systemiskhed efter trin 1 og trin 2. Alle institutter som vil

blive udpeget efter trin 1 vil også blive udpeget efter trin 2. I praksis udpeges danske institutter dermed

efter trin 2.

2.6.3. Den foreslåede ordning

Den foreslåede bestemmelse i § 308, stk. 2, vil medføre, at udpegningen af SIFIer tager udgangspunkt

i et beregnet mål for institutternes systemiskhed. Et finansielt institut udpeges som systemisk vigtigt,

hvis det i to på hinanden følgende år har en beregnet systemiskhed over 100 basispoint.

Den foreslåede bestemmelse i § 308, stk. 6, vil medføre, at systemiskheden beregnes med udgangs-

punkt i 12 indikatorer, der beskriver forskellige dimensioner af institutternes systemiskhed. Bereg-

ningen indebærer, at indikatorerne opgøres som instituttets andel af sektorens samlede størrelse, og

sammenvægtes til den beregnede systemiskhed med en nærmere angiven vægt. Den beregnede syste-

miskhed opgøres i basispoint, hvor ét basispoint svarer til 0,01 pct. Indikatorer og vægte fremgår af

§ 306, stk. 1, nr. 1-12.

Den foreslåede bestemmelse i § 308, stk. 7, vil medføre, at et institut, der udpeges som SIFI,

indplaceres i en af fem kategorier for systemiskhed afhængigt af størrelsen af den beregnede

systemiskhed. Erhvervsministeren fastsætter i henhold til § 125 g, stk. 3 og 4, i lov om finansiel

virksomhed for hver kategori af systemiskhed, hvilken SIFI-buffersats SIFIerne skal overholde.

Det vurderes, at der ved de gældende regler sker en retvisende indplacering af systemisk vigtige

institutter i kategorier for systemiskhed, og at institutterne derigennem pålægges en passende SIFI-

buffersats. Fastsættelsen af grænserne for intervallerne i de fem kategorier for systemiskhed

indebærer således, at eksisterende SIFIer indplaceres i samme kategorier som ved gældende regler,

og således også pålægges samme SIFI-buffersats.

Den foreslåede ændring af § 308, stk. 3-5, i lov om finansiel virksomhed vil medføre, at de

eksisterende bestemmelser tilrettes, så de afspejler, at udpegningen af SIFIer med lovforslaget tager

udgangspunkt i en beregnet systemiskhed ud fra 12 indikatorer i stedet for de tre indikatorer, der

anvendes i henhold til gældende ret. Herudover ændres der ikke på bestemmelsernes indhold.

2.7. Ændringer vedr. STS-forordningen

som

led i den Europæiske genopretningspakke for kapi-

talmarkederne

2.7.1. Gældende ret

STS-forordningen, der har fundet anvendelse siden 1. januar 2019, fastsætter en generel ramme for

securitisering og en specifik ramme for STS-securitisering (simpel, transparens og standardiseret se-

curitisering), der er med til at sikre mere simple og gennemsigtige finansielle instrumenter. Securiti-

sering dækker over en finansieringsmetode, hvor eksempelvis et pengeinstitut samler en række ens

udlån i en pulje, der tilbydes til investorer. Forordningen giver investorer flere oplysninger om de

underliggende udlån, således at der skabes gennemsigtighed omkring de risici, der er forbundet med

de finansielle instrumenter.

STS-forordningen indeholder en definitionen af securitisering, krav om undersøgelse af risici ved

securitisering, krav til tilbageholdelse af risici hos et udstedende institut, krav til transparens i forhold

til hvilke parter der deltager i securitiseringen og krav til salg af securitiseringer til detailkunder.

STS-forordningen indeholder regler om, at tredjeparter, der er godkendt af de nationale kompetente

myndigheder (STS-certificeringsbureauer), kan kontrollere og certificere, at en securitisering opfyl-

der kravene til STS-securitiseringer.

STS-forordningen finder anvendelse de virksomheder, der udfører securitiseringsaktivitet i medfør af

forordningens artikel 2, nr. 1. Eksempler på securitisieringsaktiviteter kan være at samle flere udlån

med samme karakteristika i en pulje. Securitiseringsaktiviteter udøves typisk af pengeinstitutter,

fondsmæglerselskaber og institutionelle investorer som f.eks. pensionsselskaber.

Pengeinstitutter og fondsmæglerselskaber kan deltage i udstedelsen af securitiseringer ved at levere

eksponeringer typisk i form af lån eller ved at varetage en organiserende rolle i securitiseringen i form

af formidling. Forordningen kan også finde anvendelse på ikke finansielle virksomheder, der leverer

de underliggende eksponeringer til en securitisering.

STS-forordningen sætter krav om due diligence for institutionelle investorer, såfremt de investerer i

securitiseringer.

Finanstilsynet er kompetent myndighed til at påse overholdelsen af STS-forordningen, og Finanstil-

synet giver tilladelse til at drive virksomhed som STS-certificeringsbureau.

Overtrædelse af en række af STS-forordningens artikler er strafbelagte.

2.7.2. Erhvervsministeriets overvejelser

På EU-plan blev der vedtaget en række hjælpeforanstaltninger under betegnelsen Genopretningspak-

ken for kapitalmarkederne, der skal forbedre kriseramte virksomheders adgang til likviditet og finan-

siering.. Fra dansk side blev initiativerne til genopretningen fra det økonomiske chok forårsaget af

covid-19-pandemien støttet.

Genopretningspakken for kapitalmarkederne foretager bl.a. ændringer i STS-forordningen. Ændrin-

gerne har til formål at forbedre rammerne for, at en række finansielle virksomheder kan stille likvi-

ditet til rådighed for virksomheder, der er ramt af den økonomiske krise, som følge af COVID-19

pandemien, ved at forbedre eller opgradere et udvalg af de redskaber, der gør det muligt for en række

finansielle virksomheder at bevare og øge deres kapacitet til at yde lån til realøkonomien, navnlig til

små og store virksomheder (SMV'er). Ved at omdanne lån til omsættelige værdipapirer kan securiti-

sering frigøre kapital til yderligere långivning og give en bredere vifte af investorer mulighed for at

finansiere den økonomiske genopretning.

De målrettede ændringer i STS-forordningen har potentiale til at bidrage til finansiering af genopret-

ning af økonomien og har samtidig for øje ikke at svække finansielle virksomheders egen robusthed

og derved den finansielle stabilitet.

Med ændringerne til STS-forordningen indføres en ny kategori af securitiseringer, kaldet balanceførte

STS-securitiseringer. Forskellen mellem balanceførte STS-securitiseringer og traditionelle STS-se-

curitiseringer er bl.a., at der i forbindelse med balanceførte STS-securitiseringer opnås risikooverfør-

sel via en aftale om kreditrisikoafdækning i stedet for, som ved en traditionel securitisering, ved et

salg af de underliggende aktiver. Ved de nye balanceførte STS-securitiseringer sker der derfor ikke

et reelt ejerskifte af de underliggende aktiver, men der foreligger alene en aftale mellem to parter

omkring overførsel af kreditrisikoen.

Flere af de krav, der i dag gælder for traditionelle STS-securitiseringer, dvs. securitiseringer hvor

ejerskab af de underliggende eksponeringer overdrages, fungerer ikke for balanceførte STS-securiti-

seringer. Derfor fastsætter artikel 26 b-e krav, der gælder specifikt for balanceførte STS-securitise-

ringer, herunder er særlige regler for at aftalen om kreditrisikoafdækning er struktureret med henblik

på at afdække både det eksponeringsleverende instituts og investorens position på passende vis.

Yderligere har ændringerne til STS-forordningen til formål at fjerne reguleringsmæssige hindringer

for securitisering af misligholdte udlån, særligt fordi forordningen i dag ikke tager højde for de sær-

lige karakteristika for misligholdte udlån, hvilket skaber utilsigtede ugunstige forhold for securitise-

ringen af denne type aktiver.

De nye bestemmelser i STS-forordningen gælder umiddelbart i Danmark og skal derfor ikke gen-

nemføres i national lovgivning. Det er nødvendigt, at der indføres regler, som sikrer, at der kan føres

et effektivt tilsyn med overholdelsen af reglerne.

2.7.3. Den foreslåede ordning

Det foreslås, at definitionen af et STS-certificeringsbureau i § 5, stk. 1, nr. 71, i lov om finansiel

virksomhed udvides således, at STS-certificeringsbureauet, ud over kravene i STS-forordningens ar-

tikel 19-22 eller 23-26, kan kontrollere og erklære, om en securitisering opfylder kriterierne i STS-

forordningens artikel 26 b-e.

Med lovforslaget foreslås videre, at de nye bestemmelser om kravene til balanceførte STS-securiti-

seringer i artikel 26 b-e i STS-forordningen strafbelægges med bøde eller fængsel i § 373 i lov om

finansiel virksomhed. Dette foreslås, fordi STS-forordningen kræver, at medlemsstaterne kan sankti-

onere overtrædelser af de pågældende artikler i forordningen.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 1, og 35, og bemærkningerne hertil.

2.8. Ophævelse af krav om, at mulighed for etablering af andelsklasser skal fremgå af afdelingers

navne

2.8.1. Gældende ret

Det følger af § 137, stk. 3, i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v., at

det for kapital-

foreninger og AIF-SIKAV’er skal fremgå af deres afdelingers navne, hvis bestyrelsen kan etablere an-

delsklasser i afdelingen.

Etablering af afdelinger giver mulighed for at underopdele kapitalforeninger og AIF-SIKAV’er

med

henblik på at tilbyde investorerne forskellige investeringsstrategier. En yderligere underopdeling af

afdelinger i andelsklasser giver mulighed for at andelsklasserne har forskellige karakteristika og kan

dermed målrettes bestemte typer af investorer.

2.8.2. Erhvervsministeriets overvejelser

Reglerne om etablering af andelsklasser er nationale regler. Formålet med at indføre andelsklasser er

at give danske kapitalforeninger og AIF-SIKAV’er

mulighed for produktudvikling og sikre, at danske

kapitalforeninger og AIF-SIKAV’er er konkurrencedygtige på det europæiske marked. Kapitalfor-

eninger og AIF-SIKAV’er er typer af alternativ investeringsfonde.

Bestemmelsen om, at det skal fremgå af afdelingens navn, hvis bestyrelsen kan etablere andelsklasser

i afdelingen, blev indført af hensyn til styring af administrative systemer i SKAT.

SKAT har oplyst til Finanstilsynet, at der ikke længere er tekniske eller administrative årsager til

opretholdelse af kravet om, at det af afdelingens navn skal fremgå, hvis bestyrelsen kan etablere an-

delsklasser i afdelingen.

Erhvervsministeriet finder det på den baggrund hensigtsmæssigt at ophæve kravet. Det vil gøre det

lettere for kapitalforeningen og AIF-SIKAV’en,

da det ikke fremover vil kræve ændring

af afdelin-

gens navn, hvis afdelingen fremadrettet skal kunne have andelsklasser, eller hvis der ikke længere

skal kunne være andelsklasser i afdelingen.

2.8.3. Den foreslåede ordning

Det foreslås, at § 137, stk. 3, i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v. ophæves.

Den foreslåede ændring vil medføre, at det fremadrettet ikke længere skal fremgå af navnet i afdelin-

ger i kapitalforeninger og AIF-SIKAV’er, at der kan etableres andelsklasser i den pågældende afde-

ling.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 2, nr. 3, og bemærkningerne hertil.

2.9. Udenlandske betalingssystemer og operatører af detailbetalingssystemer

2.9.1. Gældende ret

Finanstilsynet kan i henhold til § 177, stk. 1, i lov om kapitalmarkeder registrere et betalingssystem,

der er undergivet dansk ret og har mindst en deltager med hovedsæde i Danmark. I medfør af § 177,

stk. 2, kan Finanstilsynet kræve, at et betalingssystem lader sig registrere, hvor væsentlige hensyn til

betalingsafviklingen eller samfundsmæssige hensyn i øvrigt tilsiger dette. Registreringen medfører,

at det pågældende betalingssystem kommer under tilsyn af Finanstilsynet. En sådan registrering har

desuden den virkning, at nettingaftaler vedrørende afvikling af betalinger får retsvirkning i henhold

til § 163, stk. 1, i lov om kapitalmarkeder. Efter § 163, stk. 1, kan overførselsordrer afvikles selv i en

situation, hvor en part i aftalen i form af en deltager i betalingssystemet går konkurs eller tages under

rekonstruktionsbehandling.

Formålet med § 177, stk. 2, er, at et betalingssystem, der f.eks. har væsentlig samfundsmæssig betyd-

ning for håndtering af udbetaling af løn, pension, betaling for køb af varer og betaling af regninger,

kommer under tilsyn af Finanstilsynet, og at en konkurs hos en deltager i et sådant registreret beta-

lingssystem ikke risikerer at medføre en nedlukning af systemet.

Efter § 180 i lov om kapitalmarkeder udøves beføjelserne efter §§ 176-179 i loven om et registreret

betalingssystem af Danmarks Nationalbank, når der er tale om et registreret betalingssystem omfattet

af Danmarks Nationalbanks overvågning, jf. § 212, stk. 3. Det følger af § 212, stk. 3, at Danmarks

Nationalbank overvåger registrerede betalingssystemer, som Danmarks Nationalbank finder har væ-

sentlig betydning for betalingsafviklingen eller gennemførelsen af Danmarks Nationalbanks penge-

politiske transaktioner.

For at kunne føre effektivt tilsyn med registrerede betalingssystemer, kan Danmarks Nationalbank i

henhold til § 217 anvende en række af de tilsynsbeføjelser, som Finanstilsynet kan anvende i sit tilsyn

med aktørerne på kapitalmarkederne. Dette gælder eksempelvis tilsynsbeføjelsen i § 214, stk. 1. Dan-

marks Nationalbank kan indhente de oplysninger hos et registreret betalingssystem, som Danmarks

Nationalbank skønner nødvendige til afgørelse af, om der er sket en overtrædelse af de regler, der

gælder for registrerede betalingssystemer.

Detailbetalinger i danske kroner cleares og afvikles i dag i Sum-, Intradag- og Straksclearingen. De

benævnes under et som detailclearingerne, idet de i dag forestår de elektroniske betalinger mellem

borgere og virksomheder for varer og tjenesteydelser. Eksempelvis køb i butikker og på internettet

og udbetaling af løn og pension i Danmark. I Sumclearingen cleares betalinger med bl.a. Dankort og

Betalingsservice, mens konto til konto-overførsler, som f.eks. netbankoverførsler, lønudbetalinger og

offentlige udbetalinger, cleares i Intradagclearingen. I Straksclearingen gennemføres konto til konto-

overførsler på få sekunder døgnet rundt alle ugens dage, hvilket bl.a. understøtter betalinger, der gen-

nemføres via MobilePay. Detailclearingerne ejes af Finans Danmark, med Mastercard Payment Ser-

vices som leverandør. Systemerne er omfattet af Danmarks Nationalbanks overvågning. Danmarks

Nationalbank fører dermed tilsyn med, at infrastrukturens centrale systemer og løsninger efterlever

internationale standarders krav til sikkerhed og effektivitet. Finanstilsynet fører it-tilsyn med Master-

card Payment Services' drift af detailclearingerne efter reglerne om fælles datacentraler i kapitel 20 c

i lov om finansiel virksomhed. Således samarbejder Danmarks Nationalbank med Finanstilsynet om

at sikre en effektiv og sikker finansiel infrastruktur i Danmark.

Clearing af detailbetalinger er i fuldt omfang baseret på it-infrastruktur. Det er derfor muligt at drive

omfattende og systemisk vigtig virksomhed i Danmark med et selskab og en it-infrastruktur, der kan

være beliggende i et hvilket som helst andet land. Den nuværende regulering på området tager ikke

højde for dette. Der er i lovgivningen ikke noget til hinder for, at detailclearinger i Danmark kan

forestås af en enhed i et andet land henholdsvis inden for eller uden for EU/EØS. Såfremt it-driften

sker uden for Danmark, vil det ikke være muligt for Finanstilsynet at føre tilsyn med systemernes it-

sikkerhed. Det skyldes bl.a., at der ikke er noget krav om at opnå tilladelse som en fælles datacentral

eller som datacentral for den fælles betalingsinfrastruktur. Såfremt denne type virksomhed udføres i

Danmark, vil virksomheden automatisk blive omfattet af reglerne for fælles datacentraler, jf. § 343

q, stk. 2, hvorefter virksomheder, der udfører drift og udvikling for den fælles betalingsinfrastruktur

er underlagt tilsyn på linje med fælles datacentraler. Såfremt virksomheden er beliggende i et andet

land inden for EU/EØS eller i et tredjeland, finder reglerne derimod ikke anvendelse. Derfor er det

muligt at drive et detailbetalingssystem, der udgør en central og systemisk vigtig del af den finansielle

infrastruktur i Danmark, uden at være under tilsyn af danske myndigheder. Der er heller ikke nogen

gældende EU-regler, der giver mulighed for fælles international kontrol og tilsyn, som det kendes fra

pengeinstitut- og kapitalmarkedsområdet, hvor der er rammer for tilsynet i virksomhedernes hjemland

henholdsvis værtsland, herunder for oprettelse af tilsynskollegier og lignende.

Bestemmelserne om registrering af betalingssystemer i lov om kapitalmarkeder implementerer Eu-

ropa-Parlamentets og Rådets direktiv nr. 98/26/EF af 19. maj 1998 om endelig afregning i betalings-

systemer og værdipapirafviklingssystemer (finalitydirektivet). Direktivet har bl.a. til formål at be-

skytte afviklingen i betalings- og værdipapirafviklingssystemer i en situation, hvor der indledes in-

solvensbehandling mod en deltager. Det følger af direktivets artikel 10, at medlemsstaterne kan be-

stemme, at der skal føres tilsyn med eller ske godkendelse af systemer, der henhører under deres

kompetence. Dette er tilfældet, hvis systemet er undergivet dansk ret og har en deltager med hoved-

sæde i Danmark. Som beskrevet ovenfor fastsætter direktivet imidlertid ikke, hvilke tilsynsbeføjelser

et værtsland har i tilfælde, hvor et system drives af en virksomhed beliggende i en anden medlemsstat.

De internationale standarder, som Danmarks Nationalbank anvender ved overvågningen og tilsynet

med betalingssystemer, indeholder krav om, at systemer såsom detailclearingerne bør identificere,

overvåge og styre sine forretningsrisici og holde tilstrækkelige likvide nettoaktiver afdækket med

egenkapital til at dække potentielle forretningstab. Formålet hermed er, at systemet kan fortsætte drif-

ten og udøve sine services, hvis sådanne tab materialiseres. De internationale principper indeholder

videre krav om, at et system bør udarbejde og løbende vedligeholde en holdbar plan for økonomisk

reetablering, velordnet afvikling eller omstrukturering af dets aktiviteter. Disse krav har i dag ikke en

specifik lovhjemmel, men følger af Danmarks Nationalbanks generelle overvågningsforpligtelse i

henhold til § 212, stk. 3, i lov om kapitalmarkeder.

2.9.2. Erhvervsministeriets overvejelser

Med muligheden for grænseoverskridende tjenesteydelser inden for EU/EØS er det ikke usædvanligt,

at virksomheder på det finansielle område, der før var beliggende i ét land, på grund af eksempelvis

kommercielle årsager, vælger at flytte deres virksomhed til et andet land. For de fleste finansielle

virksomhedstyper er der derfor også i de EU-retlige direktiver og forordninger fastsat krav til at kunne

udbyde grænseoverskridende tjenesteydelser. Sådanne krav er eksempelvis fastsat i MiFID II og Mi-

FIR for så vidt angår fondsmæglerselskaber. Desuden er der også fastsat fælles krav til at opnå tilla-

delse til at drive en bestemt type virksomhed, ligesom direktiver og forordninger i mange tilfælde

også indeholder regler om det tilsyn, virksomheden er underlagt i henholdsvis hjemlandet og værts-

landet.

Det bør være muligt for danske myndigheder at udøve myndighedskontrol over et udenlandsk beta-

lingssystem, der varetager væsentlige danske detailbetalinger, og leverandørerne til it-driften af sy-

stemet. Dette skyldes deres samfundskritiske funktion. Det er af afgørende betydning for danske bor-

gere og virksomheder, at betalingssystemer fungerer sikkert og effektivt, da dette er en forudsætning

for, at udbetaling af løn og pension, betaling for køb af varer og betaling af regninger kan foretages

uden væsentlige forsinkelser.

For betalingssystemer findes der ikke retlige rammer, der giver mulighed for fælles international kon-

trol og tilsyn, som det kendes fra andre finansielle områder, hvorigennem danske myndigheder ville

kunne få indsigt i systemernes drift.

Det vurderes hensigtsmæssigt, at det bør sikres, at der også fremover vil være dansk tilsyn med de

virksomheder, der driver danske detailbetalingssystemer. Det vurderes også hensigtsmæssigt, at mu-

ligheden for at stille krav til sådanne systemers egenkapital og tiltag, der kan sikre en fortsættelse af

deres drift, bør udmøntes i lovgivning, i stedet for blot at fremgå af internationale standarder.

Der bør stilles krav om, at en virksomhed, der udfører it-drift for et detailbetalingssystem, der har

væsentlig betydning for betalingsafviklingen eller væsentlig samfundsmæssig betydning, bliver un-

derlagt krav om tilladelse hertil, herunder krav om etablering af virksomhed i Danmark. Der bør

stilles en række krav til virksomhedens governancestruktur, såsom at virksomheden skal have betryg-

gende kontrol- og sikringsforanstaltninger på it-området, og til ledelsen og ejerne af en sådan type

virksomhed. Derudover bør det sikres, at en sådan virksomhed bliver underlagt de samme krav til

outsourcing af væsentlige aktivitetsområder som andre virksomheder på det finansielle område. Fi-

nanstilsynet vil fortsat kunne føre tilsyn med og håndhæve de krav, der vil blive stillet til virksomhe-

den, uanset om der er sket outsourcing heraf til en virksomhed i et andet EU/EØS-land eller et land

uden for EU/EØS.

2.9.3. Lovforslagets indhold

Det foreslås, at Finanstilsynet kan stille krav om, at udenlandske betalingssystemer, der udøver virk-

somhed i Danmark, skal etablere en virksomhed i Danmark og udøve deres virksomhed under dansk

ret, hvorefter de kan registreres efter kapitalmarkedsloven. Et sådant krav vil kunne stilles, hvis be-

tingelserne i § 177, stk. 2, i lov om kapitalmarkeder er opfyldt, dvs. hvor væsentlige hensyn til beta-

lingsafviklingen eller samfundsmæssige hensyn tilsiger dette. En sådan virksomhed vil blive under-

lagt dansk lovgivning, hvilket giver Danmarks Nationalbank mulighed for at føre tilsyn med virk-

somheden, jf. §§ 180 og 217, i lov om kapitalmarkeder.

Der henvises i øvrigt til § 4, nr. 15, i lovforslaget og bemærkningerne hertil.

Det foreslås, at der indføres hjemmel til, at krav i henhold til internationale standarder til egenkapital

og etablering af genopretningsplaner for registrerede betalingssystemer kan indføres. Det vil give

Finanstilsynet eller Danmarks Nationalbank forbedret muligheder for at håndhæve de internationale

principper herom over for udbydere af betalingssystemer. Sådanne krav kan tænkes indført, hvis de-

tailbetalingerne organiseres i et selskab med begrænset hæftelse. Der henvises i øvrigt til § 1, nr. 4, i

lovforslaget og bemærkningerne hertil.

Desuden foreslås det, at en virksomhed, der ønsker at udføre it-drift af et detailbetalingssystem, som

Finanstilsynet finder har væsentlig betydning for betalingsafviklingen eller væsentlig samfundsmæs-

sig betydning, skal have tilladelse som operatør af et detailbetalingssystem, og etablere en virksom-

hed med hjemsted i Danmark.

Den virksomhed der udfører it-driften for systemet og driver den infrastruktur, i hvilken betalingssy-

stemet fungerer, anses for at være operatør. Det er operatøren, der har ansvaret for, hvordan den

operationelle risikostyring for it-infrastrukturen tilrettelægges og gennemføres. Registranten af et be-

talingssystem kan også varetage rollen som operatør af et detailbetalingssystem, men der kan også

være tale om to forskellige virksomheder. Registranten er ansvarlig for systemets regler for deltagere

og deres adgang til systemet og for håndtering af finansielle risici i tilknytning til betalingernes en-

delighed. Operatøren er ansvarlig for driften af det it-system hvormed betalingerne gennemføres i

praksis. Disse to hovedfunktioner stiller meget forskellige krav til kompetencer og organisering, hvor-

for de normalt ikke udføres af den samme virksomhed. Der er imidlertid ikke noget til hinder for

dette.

Det foreslås med lovforslaget, at der indføres krav om, at en operatør af et detailbetalingssystem skal

have en effektiv virksomhedsstyring. Kravet indebærer bl.a., at virksomheden skal have en klar or-

ganisatorisk indretning, skal kunne styre de risici som it-driften af detailbetalingssystemet indebærer

og have betryggende kontrol- og sikringsforanstaltninger på it-driften af detailbetalingssystemet. Der

bliver desuden indsat hjemmel til, at Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler om de foranstaltnin-

ger, som en operatør af et detailbetalingssystem skal træffe for at have betryggende kontrol- og sik-

ringsforanstaltninger på it-driften af detailbetalingssystemet.

Det foreslås derudover, at medlemmer af ledelsen i en operatør af et detailbetalingssystem eller inde-

haveren af en operatør af et detailbetalingssystem, der er en enkeltmandsvirksomhed, til enhver tid

skal være egnede og hæderlige og afsætte tilstrækkelig tid til at varetage deres hverv eller stilling i

operatøren. Derudover skal ledelsen henholdsvis indehaveren besidde tilstrækkelig kollektiv viden,

faglig kompetence og erfaring til at kunne forstå operatørens aktiviteter og sikre effektiv og forsvarlig

ledelse af virksomheden.

Med lovforslaget foreslås det, at reglerne om outsourcing i § 62 i lov om kapitalmarkeder skal finde

anvendelse på operatører af detailbetalingssystemer. Hermed sikres det, at en operatør af et detailbe-

talingssystem fortsat bærer ansvaret for de opgaver, der udføres hos leverandøren i tilfælde af out-

sourcing, og at Finanstilsynet fortsat kan udøve effektivt tilsyn. Reglerne fastsætter således, hvordan

operatøren skal sikre, at en opgave varetages i henhold til gældende lovgivning, selvom den er henlagt

til en leverandør.

Med lovforslaget foreslås det, at flere af de regler og krav, der gælder for andre virksomhedstyper i

lov om kapitalmarkeder, der også er væsentlige for den finansielle infrastruktur, såsom operatører af

regulerede markeder og værdipapircentraler

(CSD’er), skal finde anvendelse for operatører af detail-

betalingssystemer. Det drejer sig bl.a. om reglerne om tavshedspligt, og krav om at virksomheden

skal oprette en whistleblowerordning.

De foreslåede krav til en operatør af et detailbetalingssystem følger af forslaget til §§ 180 a-i. For

nærmere om affattelsen af § 180 a-i henvises til lovforslagets § 4, nr. 17, og bemærkningerne hertil.

Finanstilsynet vil i sit tilsyn med operatører af detailbetalingssystemer kunne udøve alle de tilsyns-

kompetencer, der er nødvendige for denne type af virksomhed. Finanstilsynet vil eksempelvis kunne

indhente alle oplysninger m.v., som Finanstilsynet skønner nødvendige for Finanstilsynets virksom-

hed eller til afgørelse af, om der er sket overtrædelse af de regler, der vil gælde for operatører af

detailbetalingssystemer. Desuden vil Finanstilsynet kunne udstede påbud og give påtaler for mang-

lende overholdelse heraf.

Endelig foreslås strafbestemmelsen i § 247, stk. 1, ændret, så overtrædelse af det foreslåede § 178,

stk. 3, jf. § 1, nr. 4, i lovforslaget, og § 180 a, stk. 1, § 180 c, § 180 d, stk. 1 og 2, § 180 e, stk. 2, jf.

stk. 1, nr. 3 og 4, og § 180 e, stk. 3, jf. stk. 2, jf. stk. 1, nr. 3 og 4, § 180 g, stk. 1 og 2, jf. § 1, nr. 5, i

lovforslaget, vil kunne straffes med bøde. For nærmere om affattelsen af strafbestemmelsen henvises

til lovforslagets § 4, nr. 36, og bemærkningerne hertil.

2.10. Ophævelse af årlig rapportering til erhvervsministeren om status for udarbejdelse af reg-

ler om god skik

2.10.1. Gældende ret

Det følger af § 353 i lov om finansiel virksomhed, at Finanstilsynet i samarbejde med Konkurrence-

og Forbrugerstyrelsen årligt afgiver en rapport over status for udstedelse af regler om god skik og

regler om prisoplysning samt om erfaringerne med reglernes anvendelse til erhvervsministeren.

2.10.2. Erhvervsministeriets overvejelser

Bestemmelsen om, at Finanstilsynet i samarbejde med Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen årligt

skal afgive en rapport over status for udstedelse af regler om god skik og om prisoplysning blev indsat

i lov om finansiel virksomhed med lovforslaget L 173, Folketingsåret 2001-02, 2. samling, samtidig

med at kompetencen til at føre tilsyn med finansielle virksomheders efterlevelse af god skik blev

overført til Finanstilsynet fra Forbrugerombudsmanden.

Bestemmelsen skal ses i lyset af, at den skærpede tavshedspligt i lov om finansiel virksomhed, som

Finanstilsynet er underlagt, på daværende tidspunkt fandt anvendelse på god skik området. Det med-

førte, at Finanstilsynet ikke kunne oplyse, hvilke sager Finanstilsynet havde behandlet på god skik

området. Ligeledes var Finanstilsynet ikke forpligtet til at oplyse offentligheden om de sager, som

Finanstilsynet havde behandlet.

Med lovforslaget L 124, Folketingsåret 2007-2008, 2. samling, blev der indsat regler, der sikrede

større åbenhed omkring Finanstilsynets arbejde på forbrugerområdet. Efter lovforslagets vedtagelse

fandt den skærpede tavshedspligt i lov om finansiel virksomhed ikke længere anvendelse på god skik

området, ligesom Finanstilsynet blev forpligtet til at orientere offentligheden om sager, behandlet af

Finanstilsynet, anklagemyndigheden eller domstolene, og som er af almen interesse eller af betydning

for forståelsen af følgende bestemmelser.

Finanstilsynet offentliggør således i dag afgørelser af generel interesse og vejledende udtalelser på

god skik området på sin hjemmeside. På hjemmesiden er det desuden muligt at tilmelde sig et ny-

hedsbrev, hvorefter man modtager relevante nyheder f.eks. på god skik området. Finanstilsynet in-

formerer således grundigt på området gennem sin hjemmeside og nyhedsbreve.

Som led i en gennemgang af lov om finansiel virksomhed med henblik på opdatering m.v., og idet

der ikke længere er et behov for at fastholde et krav om, at Finanstilsynet skal udarbejde en årlig

rapport over status for udstedelse af regler om god skik samt regler om prisoplysning, foreslås det, at

bestemmelsen indeholdende dette krav ophæves.

2.10.3. Den foreslåede ordning

Det foreslås med lovforslaget at ophæve § 353 i lov om finansiel virksomhed. Som følge heraf vil

Finanstilsynet ikke længere være forpligtet til at afgive rapport om nye regler og afgørelser på god

skik området til Erhvervsministeriet. Den fornødne information på god skik området vil fremadrettet

alene fremgå af Finanstilsynets hjemmeside, ligesom offentligheden har mulighed for at få aktindsigt

i Finanstilsynets afgørelser på området.

Der henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 23.

2.11. Finanstilsynets bestyrelses behandling af sager om god skik m.v.

2.11.1. Gældende ret

Finanstilsynets bestyrelse har kompetence til at træffe beslutning i sager om god skik m.v., hvis sa-

gerne kan medføre politianmeldelse, er af principiel karakter eller har videregående betydelige følger.

Det følger af § 345, stk. 12, nr. 4 og 6, i lov om finansiel virksomhed. Bestyrelsens beslutningskom-

petence sikrer en løbende kontrol med Finanstilsynets tilsynsvirksomhed, herunder tilsynet med for-

brugerområdet og overholdelsen af god skik m.v. på det finansielle område. Forbrugerombudsman-

den bliver indkaldt, når bestyrelsen behandler sager om god skik m.v.

Finanstilsynets ansatte er som udgangspunkt underlagt en skærpet tavshedspligt og dermed forpligtet

til at hemmeligholde fortrolige oplysninger, de får kendskab til gennem tilsyns- og afviklingsvirk-

somheden. Tavshedspligten omfatter ikke oplysninger i sager om god skik m.v., jf. § 354, stk. 3, i lov

om finansiel virksomhed. Formålet med at undtage disse oplysninger fra tavshedspligten er at øge

offentligheden og gennemsigtighed på forbrugerområdet. Tilsvarende bestemmelser om undtagelse

af oplysninger i sager god skik m.v. fra Finanstilsynets tavshedspligt findes også i de øvrige dele af

den finansielle lovgivning, der indeholder regler om god skik m.v.

Offentligheden kan få aktindsigt i Finanstilsynets sager om god skik m.v. på forbrugerområdet efter

de almindelige regler om aktindsigt i offentlighedsloven, herunder de sager, hvor Finanstilsynets be-

styrelse skal træffe beslutning i sagen, med de undtagelser der følger af offentlighedslovens §§ 19-

34. Det betyder, at Finanstilsynet f.eks. kan undtage en sag om god skik m.v. fra retten til aktindsigt,

hvis sagen skal overgives til politiet, jf. offentlighedslovens § 19. Tilsvarende vil Finanstilsynet kunne

undtage interne dokumenter fra retten til aktindsigt, jf. offentlighedslovens § 23.

Undtagelsen til aktindsigt omfatter ikke interne dokumenter, der er afgivet til udenforstående. Efter

§ 23 i offentlighedsloven mister et internt dokument sin interne karakter, når det bliver afgivet til

udenforstående, f.eks. personer eller virksomheder, som Finanstilsynet vil træffe afgørelse overfor.

Udgangspunktet er, at et udkast til afgørelse mister sin interne karakter, når det i forbindelse med en

partshøring bliver sendt til den virksomhed eller person, der skal træffes afgørelse overfor, fordi det

er afgivet til en udenforstående i forhold til Finanstilsynet. Dokumentet bevarer imidlertid sin interne

karakter, hvis afgivelsen sker af retlige grunde, f.eks. hvis Finanstilsynet ved lov er forpligtet til at

afgive dokumentet, da der i sådanne tilfælde ikke er givet afkald på beskyttelsen af dokumentet.

Når der skal foretages partshøring i en sag, der skal forelægges Finanstilsynets bestyrelse, herunder

sager om god skik m.v., er det efter Finanstilsynets faste praksis hele udkastet til afgørelse eller be-

slutning, der sendes i partshøring. Denne praksis følger også af forarbejderne til lov om finansiel

virksomhed, jf. Folketingstidende 2013-14, A, L 133 som fremsat, side 187, og § 35, stk. 1 og 2, i

bekendtgørelse nr. 1543 af 30. oktober 2020 om forretningsorden for bestyrelsen for Finanstilsynet.

Hensigten er at styrke retssikkerheden for bl.a. de virksomheder, som Finanstilsynets bestyrelses af-

gørelse vil rette sig mod, så virksomhederne kan gøre sig bekendt med Finanstilsynets vurderinger

forud for bestyrelsens behandling af sagen. Det skal også ses i sammenhæng med, at den pågældende

virksomhed har ret til foretræde for Finanstilsynets bestyrelse, jf. § 36 i bekendtgørelse nr. 1543 af

30. oktober 2020 om forretningsorden for bestyrelsen for Finanstilsynet. Ved foretræde har en virk-

somhed mulighed for at deltage i bestyrelsesmødet i forbindelse med bestyrelsens behandling af det

relevante dagsordenspunkt med henblik på at fremlægge sine bemærkninger for bestyrelsen.

Efter forvaltningsloven er Finanstilsynet forpligtet til at partshøre over oplysninger om en sags fakti-

ske grundlag eller eksterne faglige vurderinger, som en part ikke kan antages at være bekendt med,

og som er til ugunst for parten og af væsentlig betydning for sagens afgørelse. Finanstilsynet forplig-

telse til partshøring i sager, der skal forelægges Finanstilsynets bestyrelse, går således videre end

kravene i forvaltningsloven.

2.11.2. Erhvervsministeriets overvejelser

Den gældende retstilstand indebærer, at enhver som udgangspunkt har ret til aktindsigt i sager om

god skik m.v. Det omfatter også sager, hvor Finanstilsynets bestyrelse skal træffe beslutning i sagen,

men endnu ikke har fået sagen forelagt med henblik på endelig stillingtagen. Retstilstanden kan der-

ved være uhensigtsmæssig i forhold til den beslutningskompetence, som Finanstilsynets bestyrelse er

tillagt ved lov.

Finanstilsynets kompetencer og beføjelser er siden den finansielle krise blevet styrket for at fremme

den finansielle stabilitet og sikre en effektiv og velfungerende tilsynsvirksomhed, der kan imødegå

fremtidige kriser. De styrkede kompetencer og beføjelser kræver en stærk og effektiv organisation,

der på et sagligt grundlag kan træffe indgribende beslutninger overfor virksomheder og personer i

den finansielle sektor. På baggrund heraf blev Finanstilsynets bestyrelse etableret i 2014, og den træf-

fer i dag bl.a. beslutning i de tilsynssager, der kan medføre politianmeldelse, er af principiel karakter

eller har videregående betydelige følger. Finanstilsynets bestyrelse har kompetence til at træffe be-

slutning i sager om god skik m.v., fordi sagsområdet er omfattet af Finanstilsynets tilsynsvirksomhed

på det finansielle område.

At retten til aktindsigt i dokumenter i sager om god skik m.v. i nogle tilfælde ikke kan begrænses med

henvisning til dokumentets interne eller foreløbige karakter gør, at sagens omstændigheder og Fi-

nanstilsynets overvejelser og vurderinger kan blive genstand for omtale i offentligheden forud for

Finanstilsynets bestyrelses stillingtagen. Det omfatter eksempelvis udkast til afgørelser eller politian-

meldelser, der som udgangspunkt ikke længere har karakter af interne dokumenter, når udkastet i sin

helhed er afgivet til udenforstående i forbindelse med partshøring, medmindre afgivelsen af udkastet

til afgørelse eller politianmeldelse sker af retlige grunde, f.eks. en forpligtelse efter loven. Selvom et

udkast til afgørelse eller politianmeldelse vil beholde sin interne karakter på trods af afgivelsen til

udenforstående i forbindelse med partshøring, kan øvrige dokumenter, der reflekterer såvel udkastets

indhold som konklusioner og dermed Finanstilsynets foreløbige overvejelser i den konkrete sag, blive

genstand for aktindsigt. Væsentlige oplysninger i sager om god skik m.v. kan dermed komme til

offentlighedens kendskab på trods af, at Finanstilsynets bestyrelse endnu ikke har fået sagen forelagt

og truffet sin beslutning, da der ikke er hjemmel til at undtage oplysninger om Finanstilsynets over-

vejelser eller vurderinger efter offentlighedsloven. Denne adgang til oplysninger i sager, hvor Finans-

tilsynets bestyrelse skal træffe beslutning, men endnu ikke har fået sagen forelagt, kan have uhen-

sigtsmæssige konsekvenser for bestyrelsens beslutningsproces og dens kontrolfunktion, da lovgiv-

ningen ikke tager højde for den særlige kontrolfunktion, Finanstilsynets bestyrelse udøver, når sager

kan medføre politianmeldelse, er af principiel karakter eller har videregående betydelige følger.

Når Finanstilsynets bestyrelse skal træffe beslutning i sager, der kan have indgribende konsekvenser

for adressaterne og den finansielle sektor i øvrigt, er det væsentligt, at virksomheden får det fulde

udkast i høring med henblik på at kunne frembringe sine bemærkninger i relation til den foreslåede

reaktion, men også at bestyrelsens handlen og stillingtagen til enhver tid fremstår uafhængig og sag-

ligt funderet, så bestyrelsen kan udøve sin kontrolfunktion. Den eksisterende adgang til oplysninger

i sager om god skik m.v. kan påvirke bestyrelsens beslutningsproces ved bl.a. at skabe forudindtagede

indtryk og konklusioner i en sag.

Under hensyntagen til Finanstilsynets bestyrelses uafhængighed og effektive beslutningsproces bør

nogle enkelte dokumenter i sager om god skik m.v. derfor være undtaget aktindsigt, indtil bestyrelsen

har truffet sin beslutning i den konkrete sag. Det vil mere konkret dreje sig om Finanstilsynets udkast

til afgørelse eller politianmeldelse, partens høringssvar til udkastet til afgørelse eller politianmeldelse

og supplerende korrespondance mellem Finanstilsynet og parten vedrørende udkastet til afgørelse

eller politianmeldelse. Undtagelsen til aktindsigt vil være afgrænset til disse dokumenter, da de re-

flekterer Finanstilsynets foreløbige overvejelser og vurderinger af sagens faktiske og retlige omstæn-

digheder, inden den konkrete sag bliver forelagt Finanstilsynets bestyrelse. Samtidig har dokumen-

terne en sådan karakter, at afgivelsen af udkastet til afgørelse eller politianmeldelse i sin helhed i

forbindelse med Finanstilsynets partshøring ikke bør have den konsekvens, at der gives afkald på

beskyttelsen af dokumentets indhold af hensyn til bestyrelsens beslutningsproces. Endelig relaterer

dokumenterne sig til Finanstilsynets tilsynsmæssige overvejelser og vurderinger i den konkrete sag

om god skik m.v., hvorfor den foreslåede undtagelse ikke vil have indvirkning på Forbrugerombuds-

mandens arbejde og behandling af sager på forbrugerområdet.

Hensynet til gennemsigtighed og offentlighed i forvaltningen taler for en tidsmæssig begrænsning af

den periode, hvor dokumenterne er undtaget aktindsigt, så der fortsat er den ønskede gennemsigtighed

og offentlighed på forbrugerområdet. Såvel borgere som virksomheder under tilsyn har en væsentlig

interesse i at blive bekendt med baggrunden for og udfaldet af sager om god skik m.v. Som følge

heraf bør dokumenterne alene være undtaget aktindsigt i den periode, hvor sagen er underlagt Finans-

tilsynets bestyrelses beslutningskompetence, og indtil bestyrelsen har truffet sin beslutning. Derefter

vil der være adgang til aktindsigt heri efter offentlighedslovens bestemmelser.

2.11.3. Den foreslåede ordning

Med lovforslaget foreslås det at indføre en ny bestemmelse i lov om finansiel virksomhed, der und-

tager nogle bestemte dokumenter i sager om god skik m.v. fra aktindsigt efter offentlighedsloven, når

den pågældende sag er omfattet Finanstilsynets bestyrelses beslutningskompetence, fordi sagen kan

medføre politianmeldelse, er af principiel karakter eller har videregående betydelige følger. De do-

kumenter, der vil være undtaget aktindsigt, er Finanstilsynets udkast til afgørelse eller politianmel-

delse, partens høringssvar til udkastet til afgørelse eller politianmeldelse og supplerende korrespon-

dance mellem Finanstilsynet og parten vedrørende udkastet til afgørelse eller politianmeldelse.

De pågældende dokumenter vil efter den foreslåede bestemmelse kun være undtaget aktindsigt fra

det tidspunkt, hvor sagen og dens omstændigheder gør, at den er underlagt Finanstilsynets bestyrelses

beslutningskompetence, og indtil bestyrelsen har truffet sin beslutning i sagen.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 24, og bemærkningerne hertil.

2.12. Positionslofter på råvarederivater

2.12.1. Gældende ret

Finanstilsynet har ved bekendtgørelse nr. 1229 af 24. november 2017 om fastsættelse af grænser for

besiddelse af råvarederivater fastsat regler for, hvor stor en nettoandel eller

–position

en fysisk eller

juridisk person må eje i et råvarederivat. Ved et råvarederivat forstås et afledt finansielt instrument,

hvis pris afhænger af prisudviklingen på en råvare som eksempelvis olie, elektricitet, landbrugsvarer

og metaller.

Formålet med reglerne er at undgå, at enkelte aktører har så store positioner, at de potentielt har

mulighed for at manipulere prisen på et råvarederivat. Ved opgørelsen af en nettoposition medregnes

alle de positioner, som en fysisk eller juridisk person selv besidder, og de positioner der besiddes på

koncernniveau.

For at sikre overholdelse af fastsatte positionslofter på råvarederivater, skal en operatør af en mar-

kedsplads, hvorpå der handles med råvarederivater, foretage positionsforvaltningskontrol i medfør af

§ 130 i lov om kapitalmarkeder og dagligt indsende en oversigt til Finanstilsynet over de positioner,

samtlige personer besidder på den pågældende markedsplads, jf. § 132, stk. 1, nr. 2.

Tilsvarende skal et fondsmæglerselskab i medfør af § 133, stk. 1, i lov kapitalmarkeder, mindst en

gang dagligt indberette en oversigt til Finanstilsynet over egne, kunders og disses kunders positioner

i råvarederivater, der er optaget til handel på en markedsplads, og som fondsmæglerselskabet handler

uden for markedspladsen, Tilsvarende gælder for OTC-derivater (Over-The-Counter), hvilket dækker

over bilateral handel.

Yderligere skal medlemmer af en markedsplads mindst en gang dagligt meddele operatøren af den

pågældende markedsplads detaljerede oplysninger om egne, kunders og disses kunders positioner

indgået i råvarederivater på den pågældende markedsplads.

Der er en række markedsdeltagere, der er ikkefinansielle virksomheder, der bruger råvarederivater til

at afdække deres risici. Det kan eksempelvis være et energiselskab, der afdækker udsving i energi-

priserne. De eksisterende regler giver derfor mulighed for at ikkefinansielle virksomheder, der bruger

derivaterne til afdækning, kan undtages fra positionslofterne.

Visse ikkefinansielle virksomheder har imidlertid registreret den del af virksomheden, der handler

derivaterne, som en finansiel virksomhed. Disse virksomheder har derfor med de nuværende regler

ikke mulighed for at blive undtaget for positionslofterne, selvom derivaterne bruges til at afdække

gruppens risici.

Råvarederivater bliver i dag kun udstedt og handlet på Nasdaq Copenhagen i mængder under positi-

onslofterne.

2.12.2. Erhvervsministeriets overvejelser

Som følge af COVID-19’s økonomiske konsekvenser blev der på EU-plan i december 2020 færdig-

behandlet en genopretningspakke på kapitalmarkedsområdet. Formålet med pakken er at understøtte

investeringer i realøkonomien og ny kapital til virksomheder, samt fjerne byrder for virksomhederne,

der ikke er strengt nødvendige og samtidig bevare markedsintegriteten. En del af pakken var et forslag

til justering af MiFID II, herunder reglerne om tilpasning af reglerne om positionslofter i råvarederi-

vater i direktivets artikel 57 og 58.

Forslaget blev vedtaget den 16. februar 2021 som Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU)

2021/338 af 16. februar 2021 om ændring af direktiv 2014/65/EU, for så vidt angår oplysningskrav,

produktstyring og positionslofter, og af direktiv 2013/36/EU og (EU) 2019/878, for så vidt angår

deres anvendelse på investeringsvirksomheder, med henblik på at bidrage til genopretningen efter

COVID-19-pandemien (CMRP MiFID II-del).

De nuværende regler om grænser for besiddelse af råvarederivater er ufleksible, hvilket kan påvirke

markedet negativt i form af manglende likviditet, specielt under markedsuro som i COVID-19-pan-

demien, og gøre det sværere at få gang i omsætningen for nye råvarederivater. Desuden giver positi-

onslofterne administrative byrder for investorerne, idet de løbende skal bruge ressourcer på at over-

våge, om de overskrider positionslofterne og i givet fald reducere deres beholdning.

I overensstemmelse med ændringerne til MiFID II i CMRP MiFID II-del foreslås det derfor at lempe

reglerne for positionslofter, således at de fremover kun skal omfatte landbrugsråvarederivater som

eksempelvis hvedefutures og væsentlige og kritiske råvarederivater. At positionslofter på disse råva-

rederivater bevares, afspejler, at en prispåvirkning her har størst realøkonomisk effekt, eller at deres

pris er mere følsom over for en virksomheds dominerende position i derivatet, og dermed risiko for

prismanipulation.

2.12.3. Den foreslåede ordning

Det foreslås at indføre en ny definition i lov om kapitalmarkeder, således at der bliver indsat en defi-

nition på landbrugsråvarederivater.

Det foreslås, at reglerne for positionslofter, ændres, således at de regler, som Finanstilsynet kan fast-

sætte vedrørende positionslofter, kun kommer til at gælde for visse landbrugsvarederivater og for

væsentlige og kritiske råvarederivater. Dermed lempes reglerne for de øvrige typer af råvarederivater,

der ikke er omfattet af denne afgrænsning.

Desuden foreslås det at ændre § 129, stk. 2, således at opgørelsen af positioner, der ikke skal med-

regnes i opgørelsen af en persons nettoposition, bliver udvidet. Dermed vil visse finansielle virksom-

heder fremover have mulighed for at blive undtaget fra reglerne om positionslofter, såfremt handlen

med derivaterne er objektivt risikoreducerende for de kommercielle aktiviteter i den ikkefinansielle

del af koncernen.

Videre foreslås det at ændre § 130 således, at en operatør af en markedsplads,

hvorpå der handles med

råvarederivater eller emissionskvoter eller derivater heraf, der

skal kontrollere og indberette til Finans-

tilsynet og Den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed (ESMA) om de enkelte posi-

tionslofter, får adgang til at indhente den korrekte information til brug herfor hos de handlende fysiske

og juriske personer.

Endvidere foreslås det at ændre § 132, således at visse fysiske og juridiske personer kan blive undtaget

fra reglerne om positionslofter, hvis deres positioner stammer fra likviditetstilførende aktiviteter og

understøtter handel mellem en køber og en sælger af finansielle instrumenter, som eksempelvis et

råvarederivat.

2.13. Udarbejdelse af årsrapporter i et fælles elektronisk rapporteringsformat

2.13.1. Gældende ret

Det følger af § 26 i lov om kapitalmarkeder, jf. lovbekendtgørelse 1767 af 27. november 2020, at

udstedere har pligt til at offentliggøre deres årsrapporter. Bestemmelsen indeholder nærmere krav til

årsrapporten, herunder at en udsteder senest 4 måneder efter regnskabsårets udløb skal offentliggøre

en årsrapport.

En årsrapport fra en udsteder af værdipapirer, som er optaget til handel på et reguleret marked, der er

moderselskab, skal indeholde et revideret koncernregnskab udarbejdet efter internationale regnskabs-

standarder (IFRS) som godkendt i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr.

1606/2002 af 19. juli 2002 om anvendelse af internationale regnskabsstandarder.

Selskabsregnskabet, der er indeholdt i årsrapporten, skal, afhængigt af de nationale regler, være ud-

arbejdet efter nationale regnskabsregler fastsat efter EU’s regnskabsdirektiv (Europa-Parlamentets

Rådets direktiv 2013/34/EU af 26. juni 2013 om årsregnskaber, konsoliderede regnskaber og tilhø-

rende beretninger for visse virksomhedsformer, om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets di-

rektiv 2006/43/EF og om ophævelse af Rådets direktiv 78/660/EØF og 83/349/EØF) eller efter IFRS

som godkendt af EU. Efter årsregnskabsloven er det valgfrit for udstedere, om selskabsregnskabet

udarbejdes efter nationale regnskabsregler (årsregnskabsloven) eller efter IFRS som godkendt af EU.

En udsteder omfattet af årsregnskabsloven, der ikke er moderselskab, og som derfor ikke udarbejder

koncernregnskab, skal i alle tilfælde udarbejde selskabsregnskab efter IFRS som godkendt af EU.

For finansielle virksomheder, der ikke er omfattet af årsregnskabsloven, gælder, at årsregnskabet i

alle tilfælde skal udarbejdes i overensstemmelse med nationale regnskabsregler. Finansielle virksom-

heder, som ikke er omfattet af årsregnskabsloven, er virksomheder, som i stedet er omfattet af regn-

skabsregler udarbejdet af Finanstilsynet. Det er eksempelvis kreditinstitutter, forsikringsselskaber og

pensionskasser.

Årsregnskabsloven og bekendtgørelsen nr. 771 af 2. juni 2020 om indberetning til og offentliggørelse

af årsrapporter m.v. i Erhvervsstyrelsen og kommunikation i forbindelse hermed (indsendelsesbe-

kendtgørelsen) regulerer udarbejdelsen og indberetningen af årsrapporter til Erhvervsstyrelsen for

virksomheder omfattet af årsregnskabsloven.

I medfør af disse regler skal virksomheder, som er omfattet af regnskabsklasse D anvende opmærk-

ninger og forskellige taksonomier. De virksomheder, der udarbejder regnskab efter IFRS, kan vælge

at benytte ESEF-taksonomien, mens virksomheder, der udarbejder regnskaber efter danske regn-

skabsregler, kan anvende den danske ÅRL-taksonomi. Der er derfor på nuværende tidspunkt udste-

dere, som allerede anvender ESEF-taksonomien til udarbejdelse og indberetning af årsrapporten til

Erhvervsstyrelsen. ESEF står for European Single Electronic Format.

Finansielle virksomheder, der ikke er omfattet af årsregnskabsloven, indberetter årsrapport til Er-

hvervsstyrelsen i pdf-format.

Lov om kapitalmarkeder regulerer ikke, i hvilket format årsrapporten skal udarbejdes og indberettes

til Finanstilsynet og offentliggøres til markedet.

Udstedere, der skal offentliggøre årsrapporter, udarbejder på nuværende tidspunkt typisk årsrapporten

i pdf-format, der godkendes af bestyrelsen i den enkelte virksomhed, hvorefter årsrapporten bliver

indsendt til Finanstilsynet og offentliggøres via Nasdaq til markedet efter bestyrelsesmødet.

Overtrædelse af indsendelsesbekendtgørelsen straffes med bøde jf. bekendtgørelsens § 33.

2.13.2. Erhvervsministeriets overvejelser

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/109/EF af 15. december 2004 om harmonisering af

gennemsigtighedskrav i forbindelse med oplysninger om udstedere, hvis værdipapirer er optaget til

handel på et reguleret marked

(EU’s gennemsigtighedsdirektiv)

fastsætter, at alle årsrapporter for

udstedere, der har værdipapirer optaget til handel på regulerede markeder, skal udarbejdes i et fælles

elektronisk rapporteringsformat. Derudover fremgår det, at Den Europæiske Værdipapir- og Mar-

kedstilsynsmyndighed (ESMA) udarbejder et udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder for

at specificere det elektronisk rapporteringsformat.

Denne reguleringsmæssige tekniske standard er udmøntet i ESEF-forordningen, der fastsætter regler

for de filformater og den digitale struktur, årsrapporter skal udarbejdes i.

Hensigten med ESEF-forordningen er at styrke gennemsigtigheden på kapitalmarkederne ved at har-

monisere data og gøre det tilgængeligt for analytikere, investorer og andre interessenter på hensigts-

mæssig vis. Med forordningen bliver der indført et krav om, at regnskabstal m.v. skal udarbejdes i et

struktureret og ensartet dataformat, så årsrapporter i højere grad bliver maskinlæsbare. Det skal bl.a.

sikre, at det bliver nemmere at sammenligne oplysninger i forskellige årsregnskaber, selvom de er

udarbejdet på forskellige sprog.

Virksomheder i EU, der er børsnoterede, eller på anden måde er udstedere af finansielle instrumenter

optaget til handel på regulerede markeder pr. 1. januar 2021 og frem, skal fremadrettet udarbejde og

offentliggøre årsrapporter i det nye format European Single Electronic Format (ESEF). De nye regler

gælder for udstedere omfattet af kapitel 5 i lov om kapitalmarkeder. Reglerne i kapitel 5 gælder for

udstedere, som har Danmark som hjemland, og hvis omsættelige værdipapirer er optaget til handel

på et reguleret marked i et EU/EØS-land. Kapitel 5 gælder også med de fornødne tilpasninger for

udstedere, som har hjemland i et EU/EØS-land, og hvis omsættelige værdipapirer kun er optaget til

handel på et reguleret marked her i landet og ikke i udsteders hjemland.

ESEF-forordningen blev offentliggjort i EU-Tidende den 29. maj 2019 og trådte formelt i kraft den

18. juni 2019. Oprindeligt skulle de nye krav have været gældende for regnskabsår begyndende fra

1. januar 2020. Som følge af COVID-19’s effekt på realøkonomien og de finansielle markeder blev

der på EU-plan i december 2020 færdigforhandlet en genopretningspakke på kapitalmarkedsområdet,

hvorefter medlemslandene kunne vælge at udskyde implementeringen af ESEF-reglerne med et år,

hvilket Danmark valgte at gøre. ESEF-kravene kommer dermed til at gælde for alle virksomheder

med hjemsted i Danmark, der er børsnoteret eller på anden måde er udstedere af finansielle instru-

menter optaget til handel på regulerede markeder i EU pr. 1. januar 2021 og frem. Årsrapporter, der

skal udarbejdes i ESEF-formatet, omfatter de udstedere med regnskabsår begyndende den 1. januar

2021 og frem, hvilke offentliggøres første gang i 2022. Det vil være valgfrit for berørte udstedere,

om de vil udarbejde og offentliggøre årsrapporterne for 2020 efter reglerne i ESEF-forordningen.

Det bør fremgå af lov om kapitalmarkeder, at det er et krav, at årsrapporter skal udarbejdes i et fælles

elektronisk rapporteringsformat i overensstemmelse med ESEF-forordningen, hvilket Finanstilsynet

kommer til at føre tilsyn med..

Det er videre vurderingen, at overtrædelse af den foreslåede ordning, skal straffes på samme måde,

som den nuværende § 26, stk. 1 og 3, om kravene til udarbejdelse og offentliggørelse af årsrapporten.

2.13.3. Den foreslåede ordning

Det foreslås i § 26 i lov om kapitalmarkeder at indsætte ESEF-forordningens krav om, at årsrapporter

skal udarbejdes i ESEF-format.

ESEF-forordningen medfører, at bestyrelsesgodkendte årsrapporter, der i medfør af gennemsigtig-

hedsdirektivet skal indberettes til Finanstilsynet samtidig med offentliggørelse til markedet, skal ud-

arbejdes i xHTML, som er et format, der kan åbnes af alle standard webbrowsere. Årsrapporter med

koncernregnskaber aflagt efter IFRS, der kræves opmærket med InlineXBRL-teknologi (iXBLR) ef-

ter ESEF-taksonomien, skal udgives samlet i én zip fil.

Med lovforslaget vil Finanstilsynet kunne føre tilsyn med, om virksomhederne overholder reglerne

om det nye ESEF-format, for så vidt angår indberetningen til Finanstilsynet og offentliggørelse til

markedet.

Videre foreslås det at ændre strafbestemmelsen i lov om kapitalmarkeder, således at det bliver straf-

bart, i form af en bøde, ikke at udarbejde årsrapporter i overensstemmelse med ESEF-forordningen.

r henvises til lovforslagets § 4, nr. 5 og 36, og bemærkningerne hertil.

2.14. Præcisering af hvidvasklovens anvendelsesområde

2.14.1.

Gældende ret

Hvidvaskloven er baseret på et territorialprincip. Det betyder, at de virksomheder og personer, der er

nævnt i hvidvasklovens § 1, stk. 1, og udøver virksomhed i Danmark, skal overholde hvidvasklovens

regler.

Hvidvasklovens § 1, stk. 1, nr. 9, foreskriver, at filialer, distributører og agenter af udenlandske fi-

nansielle virksomheder, der udøver den i nr. 1-7, 10 og 11, nævnte virksomhed, ligeledes er omfattet

af hvidvaskloven.

Virksomheder nævnt i § 1, stk. 1, nr. 1-7, 10 og 11, omfatter, forsikringsformidlere, når de formidler

livsforsikringer eller andre investeringsrelaterede forsikringer, investeringsforvaltningsselskaber og

forvaltere af alternative investeringsfonde, hvis disse virksomheder har direkte kundekontakt, samt

danske UCITS og alternative investeringsfonde, hvis disse virksomheder har direkte kundekontakt.

Inden for Den Europæiske Union eller lande, som Fællesskabet har indgået aftale med på det finan-

sielle område, er det som udgangspunkt hjemlandets tilsynsmyndighed, der fører tilsyn med en filial

mv. af en udenlandsk virksomhed, der udøver den i nr. 1-7, 10 og 11, nævnte virksomhed. Det er

således ikke tilsynsmyndigheden i det land, hvor filialen udøver virksomhed, der fører tilsyn med

filialen.

Bestemmelsen i hvidvasklovens §1, stk. 1, nr. 9, indebærer derfor, at det er Finanstilsynet, der fører

tilsyn med, at disse virksomheder overholder hvidvaskloven. Hvis eksempelvis en tysk bank etablerer

en filial i Danmark, er det således Finanstilsynet, der fører tilsyn med filialen.

2.14.2.

Erhvervsministeriets overvejelser

Bestemmelsen om filialer har været gældende siden 1993 og er gennem årene blevet tilpasset i hvid-

vaskloven i takt med, at nye virksomhedstyper er blevet omfattet af hvidvaskreguleringen.

Det har givet anledning til en vis tvivl om, hvordan bestemmelsen i § 1, stk. 1, nr. 9, skal forstås,

herunder om der skal sluttes modsætningsvis, for så vidt angår de filialer mv. af de virksomheder, der

ikke bliver henvist til i bestemmelsen.

For at undgå usikkerhed om bestemmelsens forståelse, og dermed for at skabe en klarere retstilstand,

er det vurderet hensigtsmæssigt at foretage en præcisering af § 1, stk. 1, hvorved det tydeliggøres, at

samtlige filialer, distributører og agenter af udenlandske virksomheder og personer, der er nævnt i

hvidvasklovens § 1, stk. 1, og som udøver virksomhed her i landet, skal overholde den danske hvid-

vasklov og er underlagt de danske tilsynsmyndigheders tilsyn.

2.14.3.

Den foreslåede ordning

Det foreslås, at

§ 1, stk. 1,

ændres således, at det indsættes i bestemmelsen, at loven også finder

anvendelse på filialer, distributører og agenter af de oplistede virksomheder og personer her i landet.

Samtidig ophæves den gældende bestemmelse i § 1, stk. 1, nr. 9.

Der henvises til de specielle bemærkninger til § 5, nr. 1-8, nr. 9-18, og nr. 19-21 og nr. 32, i lovforsla-

get og bemærkningerne hertil.

2.15. Indberetning af kvalificerede ejerandele for investeringsrådgivere

2.15.1. Gældende ret

Efter lov om finansielle rådgivere, investeringsrådgivere og boligkreditrådgivere, skal en virksom-

hed, der udøver investeringsrådgivning, have Finanstilsynets tilladelse som investeringsrådgiver. Fi-

nanstilsynet giver tilladelse, når virksomheden opfylder en række kriterier, herunder har hjemsted i

Danmark, forretningsgange på alle væsentlige aktivitetsområder, ansvarsforsikring eller tilsvarende

garanti mod erstatningskrav m.v.

For investeringsrådgivere gælder videre, at virksomheden for at opnå tilladelse skal opfylde kriteri-

erne i § 61 a, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed, om kvalificerede ejerandele. Kriterierne i § 61 a,

stk. 1, omfatter bl.a. den påtænkte erhververs omdømme samt økonomiske forhold, om virksomheden

fortsat kan overholde tilsynskravene i lovgivningen og om der i forbindelse med den påtænkte er-

hvervelse er grund til at formode, at der vil ske hvidvaskning af penge eller finansiering af terrorisme,

jf. §§ 3 og 4 i lov om forebyggende foranstaltninger mod hvidvask og finansiering af terrorisme.

2.15.2. Erhvervsministeriets overvejelser

I dag gælder der et krav om, at Finanstilsynet godkender kvalificerede ejerandele i forbindelse med

virksomhedens ansøgning om tilladelse som investeringsrådgiver. Det vurderes hensigtsmæssigt at

udvide denne godkendelsesadgang til også at omfatte de situationer, hvor der sker ændringer i kvali-

ficerede andele. Et sådan krav gælder for eksempel efter lov om finansiel virksomhed, hvor en finan-

siel virksomhed skal underrette Finanstilsynet om ændringer i kvalificerede ejerandele. Hensynet

bagra Det vurderes hensigtsmæssigt for Finanstilsynets tilsyn med investeringsrådgivere, at Finans-

tilsynet også i de løbende ændringer i kvalificerede ejerandele skal godkende, om kriterierne i § 61 a,

stk. 1, i lov om finansiel virksomhed er opfyldt.

2.15.3. Den foreslåede ordning

Det foreslås med lovforslaget, at en virksomhed der har tilladelse som investeringsrådgiver skal ind-

hente Finanstilsynets godkendelse af, at virksomheden opfylder kriterierne i § 61 a, stk. 1, i lov om

finansiel virksomhed, hvis der sker ændringer i kvalificerede ejerandele. Kravet om Finanstilsynets

godkendelse foreslås dermed udvidet i forhold til den gældende model, hvor det alene er i forbindelse

med ansøgning om tilladelse som investeringsrådgiver, at virksomheden skal have Finanstilsynets

godkendelse.

Der henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 6, nr. 1.

2.16. Forsikringsdistributionsdirektivet

2.16.1. Gældende ret

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/97 af 20. januar 2016 om forsikringsdistribution

(forsikringsdistributionsdirektivet) trådte i kraft den 22. februar 2016. Direktivet blev implementeret

ved en ny lov om forsikringsformidling og en række bekendtgørelser, der trådte i kraft den 23. februar

2018.

Forsikringsdistributionsdirektivet fastsætter en række krav til de virksomheder, der udøver forsik-

ringsdistribution, og har bl.a. til formål at sikre forbrugerne den samme beskyttelse, uanset om de

køber deres forsikringer direkte fra forsikringsselskabet eller en forsikringsformidler.

Lov om forsikringsformidling, som implementerer direktivet, indeholder derfor en række krav til for-

sikringsformidlere, herunder krav om registrering og tilladelse, egnetheds- og hæderlighedskrav,

kompetencekrav, informationspligt, god skik, aflønning, m.v.

2.16.2. Erhvervsministeriets overvejelser

Efter en gennemgang af Danmarks implementering af forsikringsdistributionsdirektivet kan det kon-

stateres, at forsikringsdistributionsdirektivet ikke fuldt ud er gennemført i dansk ret. Der er derfor

behov for at foretage en række ændringer for at sikre en korrekt implementering af direktivet. Det

gælder bl.a. i relation til definitionen på ”filial” og ”primær forretningssted”, ligesom der indføres

mulighed for, at Finanstilsynet kan udøve værtstilsyn i forhold til virksomheder, der udøver grænse-

overskridende virksomhed i Danmark.

Finanstilsynet er i sit tilsyn med forsikringsformidlere afhængig af de oplysninger, virksomhederne

af egen drift eller på opfordring er forpligtet til at indsende. Det er afgørende, at Finanstilsynet har

tilstrækkelige værktøjer, hvis virksomheder ikke efterlever denne indberetningspligt. Som følge heraf

vurderes det, at der er behov for at skærpe Finanstilsynets reaktionsmuligheder ved manglende efter-

levelse af indberetningspligten.

2.16.3. Den foreslåede ordning

Enkelte af forsikringsdistributionsdirektivets definitionsbestemmelser er ikke gennemført i lov om

forsikringsformidling, hvorfor det med

lovforslaget foreslås at indsætte direktivets definition på ”fi-

lial” og ”primær forretningssted” i lov om forsikringsformidling.

Videre foreslås det at gennemføre forsikringsdistributionsdirektivets bestemmelse om mulighed for

at fordele tilsynskompetence mellem myndigheder i henholdsvis hjemland og værtsland. Der indsæt-

tes derfor en bestemmelse, der giver mulighed for, at Finanstilsynet kan indgå aftale med den kom-

petente myndighed i hjemlandet om, at Finanstilsynet som værtsland udøver rollen som kompetent

myndighed i forhold til en udenlandsk forsikringsformidler.

Der henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 7, nr. 2 og 4.

Lov om forsikringsformidling foreskriver, at en forsikringsformidler og en accessorisk forsikrings-

formidler skal sikre, at aflønningsstrukturen ikke strider mod forpligtelsen til at handle i kundens

bedste interesse, herunder god skik-reglerne og regler udstedt i medfør heraf. Med henblik på at sikre

en korrekt implementering af artikel 17, stk. 3, i forsikringsdistributionsdirektivet foreslås det at ud-

vide bestemmelsen i § 13, stk. 3, så forsikringsselskaber, der udøver forsikringsdistribution gennem

en accessorisk forsikringsformidler, der er undtaget fra loven, også er forpligtet til at sikre, at den

accessoriske forsikringsformidler har passende og forholdsmæssige ordninger i relation til, at afløn-

ningsstrukturen ikke strider mod kundernes interesser.

Der henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 7, nr. 3.

Efter § 8 i lov om forsikringsformidling er forsikringsformidlere forpligtet til årligt at indberette virk-

somhedens omsætning og antal formidlede forsikringspolicer til Finanstilsynet. Manglende efterle-

velse heraf kan efter loven straffes med bøde. Det foreslås at give Finanstilsynet mulighed for som

tvangsmiddel at pålægge en forsikringsformidler tvangsbøder, hvis virksomheden ikke efterlever

pligten til at indberette omsætning og antal formidlede forsikringspolicer til Finanstilsynet. En tilsva-

rende adgang har Finanstilsynet allerede i dag i forhold til de øvrige krav i loven om at indsende

oplysninger til Finanstilsynet til brug for tilsynsvirksomheden.

Der henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 7, nr. 7.

2.17. Ændring i lov om betalingskonti om krav til ordforklaringer

2.17.1. Gældende ret

Det fremgår af den gældende bestemmelse i § 3, stk. 3, i lov om betalingskonti, at betalingstjeneste-

udbyderen til enhver tid skal stille et gebyroplysningsdokument og en dertil hørende ordforklaring til

rådighed for forbrugerne på en let tilgængelig måde i betalingstjenesteudbyderens forretningslokale

og på betalingstjenesteudbyderens eventuelle hjemmeside. Betalingstjenesteudbyderen skal endvi-

dere på forbrugerens anmodning vederlagsfrit udlevere gebyroplysningsdokumentet med ordforkla-

ringen på papir eller andet varigt medium.

Den gældende bestemmelse i § 3, stk. 3, indeholder ikke krav til affattelsen af ordforklaringen.

2.17.2. Erhvervsministeriets overvejelser

Det følger af art. 4, stk. 4, 1. afsnit, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/92/EU af 23. juli

2014 om sammenlignelighed af gebyrer i forbindelse med betalingskonti, flytning af betalingskonti

og adgang til betalingskonti med basale funktioner, at medlemsstaterne fastsætter en forpligtelse for

udbydere af betalingstjenester til at stille et glossar (ordforklaring) til rådighed for forbrugerne.

Det følger af art. 4, stk. 4, 2. afsnit, at medlemsstaterne sikrer, at den i henhold til første afsnit udar-

bejdede ordforklaring, herunder andre eventuelle definitioner, affattes i et klart, utvetydigt og ikke-

teknisk sprog, og at det ikke er vildledende.

Det er fundet hensigtsmæssigt at præcisere, at ordforklaringen, som en udbyder af betalingstjenester

skal stille til rådighed for forbrugerne, skal affattes i et klart, utvetydigt og ikke-teknisk sprog, og den

må ikke må være vildledende. Dettefølger ikke udtrykkeligt af den gældende bestemmelse i § 3, stk.

3, i lov om betalingskonti. Herved sikres en tekstnær implementering af direktiv 2014/92/EU.

2.17.3. Den foreslåede ordning

Det foreslås at ændre § 3, stk. 3, i lov om betalingskonti, således der indsættes et nyt 3. pkt., hvor det

præciseres, at ordforklaringen skal affattes i et klart, utvetydigt og ikke-teknisk sprog og ikke må

være vildledende.

Den foreslåede ændring af § 3, stk. 3, i lov om betalingskonti vil medføre, at ordforklaringen skal

være letforståelig for en almindelig forbruger, ligesom fagtermer skal undgås. Kravet, at ordforkla-

ringen skal være utvetydigt affattet og ikke vildledende, betyder, at ordforklaringen skal være entydig

formuleret og skal sikre en korrekt forståelse af det forklarede ord.

Der henvises til lovforslagets § 9, nr. 1, og bemærkningerne hertil.

2.18. Ændringer i lov om betalingskonti om opsigelse af rammeaftaler

2.18.1. Gældende ret

I § 13, stk. 1, nr. 1-8, i lov om betalingskonti opregnes otte alternative betingelser for, at et pengein-

stitut kan opsige en rammeaftale, der giver adgang til en basal betalingskonto.

Bestemmelsen i § 13, stk. 1, nr. 6, giver pengeinstituttet adgang til at opsige rammeaftalen, hvis for-

brugeren har begået strafbare handlinger mod pengeinstituttet, og pengeinstituttet derfor vil forhindre

forbrugeren i at misbruge sin ret til at have adgang til en basal betalingskonto.

Det fremgår af § 13, stk. 2, 1. pkt., at et pengeinstitut, der opsiger en rammeaftale, skal meddele

forbrugeren begrundelsen for opsigelsen vederlagsfrit enten i papirform eller på andet varigt medium

med mindst 2 måneders varsel.

Det fremgår af § 13, stk. 2, 3. pkt., at en opsigelse begrundet i en af de i stk. 1, nr. 1, 3 eller 6, anførte

grunde har øjeblikkelig virkning.

2.18.2. Erhvervsministeriets overvejelser

Art. 19, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/92/EU af 23. juli 2014 om sammenlig-

nelighed af gebyrer i forbindelse med betalingskonti, flytning af betalingskonti og adgang til beta-

lingskonti med basale funktioner oplister de tilfælde, hvor et kreditinstitut kan opsige en rammeaftale

ensidigt.

Det følger af direktivets art. 19, stk. 3, at medlemsstaterne kan fastsætte yderligere begrænsninger og

specifikke tilfælde, hvor en rammeaftale om en betalingskonto med basale funktioner kan opsiges

ensidigt af kreditinstituttet ud over de tilfælde, der er opregnet i art. 19, stk. 2.

Bestemmelsen i § 13, stk. 1, nr. 6, i lov om betalingskonti er en national fastsat opsigelsesgrund, som

er indført med hjemmel i direktivets art. 19, stk. 3.

Det følger af direktivets art. 19, stk. 4, 1. pkt., at en opsigelse, der er begrundet med en nationalt

fastsat opsigelsesgrund skal ske mindst 2 måneder før opsigelsen får virkning.

Det er vurderet, at henvisningen til § 13, stk. 1, nr. 6, bør udgå i § 13, stk. 2, 3. pkt., så opsigelser i

disse tilfælde skal ske med 2 måneders varsel og ikke har øjeblikkelig virkning, som det følger af

glædende ret. Dette skyldes, at § 13, stk. 1, nr. 6, er en nationalt fastsat opsigelsesgrund.

Herved sikres en korrekt implementering af art. 19, stk. 4, 1. pkt., i direktiv 2014/92/EU, hvorefter

en opsigelse af en aftale om en basal betalingskonto på baggrund af en national fastsat opsigelses-

grund skal ske mindst 2 måneder inden opsigelsen får virkning.

2.18.3. Den foreslåede ordning

Det foreslås, at henvisningen til § 13, stk. 1, nr. 6, udgår i

§ 13, stk. 2, 3. pkt.

Det vil medføre, at opsigelser af en rammeaftale om en basal betalingskonti fremover skal ske med 2

måneders varsel, hvis begrundelsen for opsigelsen er, at forbrugeren har begået strafbare handlinger

mod pengeinstituttet, og pengeinstituttet derfor vil forhindre forbrugeren i at misbruge sin ret til at

have adgang til en basal betalingskonto.

Der henvises til lovforslagets § 9, nr. 2, og bemærkningerne hertil.

2.19. Disclosureforordningen

–

ATP

2.19.1. Gældende ret

ATP er i medfør af lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension forpligtet til at udarbejde og offentligøre

en politik for aktivt ejerskab, der beskriver, hvordan ATP integrerer aktivt ejerskab i investeringsstra-

tegien. Politikken for aktivt ejerskab skal beskrive, hvordan ATP overvåger selskaber, hvori der in-

vesteres, inden for relevante områder, herunder strategi, finansielle og ikkefinansielle resultater, ri-

siko, kapitalstruktur, social og miljømæssig indvirkning og god selskabsledelse.

Desuden er ATP underlagt en række oplysningsforpligtelser angående bl.a. sociale forhold og miljø-

og klimamæssige forhold i bekendtgørelse om finansielle rapporter for Arbejdsmarkedets Tillægs-

pension, jf. bekendtgørelse nr. 570 af 2. juni 2016. I medfør af bekendtgørelsen er ATP forpligtet til

at supplere sin ledelsesberetning med en redegørelse om samfundsansvar på koncernniveau, jf. § 22,

stk. 1, 1. pkt. Ved samfundsansvar forstås, at virksomheder integrerer hensyn til bl.a. menneskeret-

tigheder, sociale forhold, miljø- og klimamæssige forhold og bekæmpelse af korruption i deres for-

retningsstrategi og forretningsaktiviteter, jf. § 22, stk. 1, 2. pkt., i bekendtgørelse om finansielle rap-

porter for Arbejdsmarkedets Tillægspension.

Såfremt ATP ikke har politikker for samfundsansvar, herunder som minimum for miljø, sociale- og

medarbejderforhold, respekt for menneskerettigheder, anti-korruption og bestikkelse, skal dette op-

lyses i ledelsesberetningen med angivelse af grundene hertil for hvert enkelt af de anførte områder,

jf. § 22, stk. 3, jf. stk. 2, nr. 2, i bekendtgørelse om finansielle rapporter for Arbejdsmarkedets Til-

lægspension.

2.19.2. Erhvervsministeriets overvejelser

Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2019/2088/EU af 27. november 2019 om bæredygtigheds-

relaterede oplysninger i sektoren for finansielle tjenesteydelser (disclosureforordningen) blev vedta-

get i november 2019. Disclosureforordningen har fundet anvendelse fra den 10. marts 2021, bortset

fra reglerne i forordningens artikel 11, stk. 1–3, der vedrører oplysninger i periodiske rapporter om et

produkts opfyldelse af miljømæssige eller sociale karakteristika eller samlede bæredygtighedsrelate-

rede indvirkning. Reglerne herom skal finde anvendelse fra den 1. januar 2022.

Disclosureforordningen stiller krav til finansielle markedsdeltagere og finansielle rådgivere om at

integrere miljømæssige, sociale og ledelsesmæssige forhold (ESG-faktorer) i de oplysningsforplig-

telser, der gælder ved investerings- og rådgivningsprocesser. Disclosureforordningen finder således

anvendelse på finansielle markedsdeltagere og finansielle rådgivere, der defineres i artikel 2, stk. 1,

nr. 1, og artikel 2, stk. 1, nr. 11, i disclosureforordningen.

Ved finansielle markedsdeltagere forstås bl.a. en producent af et pensionsprodukt.

Ved finansielle rådgivere forstås bl.a. en forsikringsformidler, der yder forsikringsrådgivning om for-

sikringsbaserede investeringsprodukter.

Ved finansielle produkter forstås bl.a. et pensionsprodukt.

De virksomheder, der er omfattet af disclosureforordningen, skal overholde reglerne om finansielle

markedsdeltagere, når de producerer finansielle produkter, herunder yder porteføljepleje, og de skal

overholde reglerne om finansielle rådgivere, når de yder investeringsrådgivning eller forsikringsråd-

givning. I tilfælde af at virksomheder både udøver aktiviteter som finansielle markedsdeltagere og

finansielle rådgivere, bør de derfor betragtes som finansielle markedsdeltagere, når de handler som

producenter af finansielle produkter, og som finansielle rådgivere, når de yder forsikrings- eller inve-

steringsrådgivning.

ATP er ikke direkte omfattet af disclosureforordningens anvendelsesområde, idet ATP ikke falder

ind under definitionerne af finansielle markedsdeltagere eller finansielle rådgivere. Medlemsstaterne

kan beslutte at anvende disclosureforordningen på producenter af pensionsprodukter, der administre-

rer nationale sikringsordninger omfattet af Europa-Parlamentets og Rådets forordning 883/2004/EF

af 29. april 2004 om koordinering af de sociale sikrings-ordninger og Europa-Parlamentets og Rådets

forordning 987/2009/EF af 16. september 2009 om de nærmere regler til gennemførelse af forordning

(EF) nr. 883/2004 om koordinering af de sociale sikringsordninger, jf. artikel 16, stk. 1, 1. pkt., i

disclosureforordningen. I så fald vil producenter af pensions-produkter, der administrerer nationale

sociale sikringsordninger, blive underlagt disclosureforordningen på linje med andre finansielle mar-

kedsdeltagere, der er direkte omfattet af disclosureforordningen, jf. artikel 16, stk. 1, 2. pkt., jf. artikel

2, nr. 1, litra d, i disclosureforordningen.

Det er Beskæftigelsesministeriets og Erhvervsministeriets vurdering, at det vil være hensigtsmæssigt

at omfatte ATP af disclosureforordningens krav i medfør af artikel 16, stk. 1. Det skyldes bl.a., at

Danmark skal spille en væsentlig rolle i den grønne omstilling, hvorfor det er væsentligt, at vigtige

aktører i Danmark, herunder ATP som Danmarks største pensions- og administrationsselskab, bliver

omfattet af disclosureforordningen. Det er samtidig relevant, at der med lovforslaget indføres regler,

som sikrer, at Finanstilsynet kan føre et

effektivt tilsyn med ATP’s overholdelse

af disclosureforord-

ningen. Finanstilsynet er allerede udpeget som kompetent myndighed til at påse finansielle markeds-

deltageres overholdelse af disclosureforordningen i medfør af lov nr. 2110 af 22. december 2020 og

lov nr. nr. 1940 af 15. december 2020. ATP anses for at være en producent af pensionsprodukt, der

administrerer en national social sikringsordning omfattet af Europa-Parlamentets og Rådets forord-

ning 883/2004/EF af 29. april 2004 om koordinering af de sociale sikringsordninger og Europa-Par-

lamentets og Rådets forordning 987/2009/EF af 16. september 2009 om de nærmere regler til gen-

nemførelse af forordning (EF) nr. 883/2004 om koordinering af de sociale sikringsordninger, og ATP

vil efter disclosureforordningen blive anset for at være en finansiel markedsdeltager, jf. artikel 16,

stk. 1, 2. pkt., jf. artikel 2, nr. 1, litra d i disclosureforordningen.

Formålet med disclosureforordningen er at integrere miljømæssige, sociale og ledelsesmæssige for-

hold (ESG-faktorer) i investeringsbeslutningstagning og i rådgivningsprocesser.

Eksempelvis vil ATP på deres hjemmeside skulle offentliggøre oplysninger om deres politik for in-

tegration af bæredygtighedsrisici i deres investeringsbeslutningsproces, jf. artikel 3 i disclosurefor-

ordningen.

Finanstilsynet er udpeget som kompetent myndighed til

at påse ATP’s overholdelse

af lov om Ar-

bejdsmarkedets Tillægspension og bekendtgørelse om finansielle rapporter for Arbejdsmarkedets Til-

lægspension i medfør af lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension. For at sikre et effektivt tilsyn med

disclosureforordningen er det vurderet hensigtsmæssigt, at Finanstilsynet udpeges som kompetent

myndighed til at påse ATP’s

overholdelse af disclosureforordningen og reglerne udstedt i medfør

heraf.

Finanstilsynet bør få alle de nødvendige tilsynsbeføjelser til at påse overholdelsen af disclosurefor-

ordningen og reglerne udstedt i medfør heraf. Det er bl.a. vigtigt, at Finanstilsynet får mulighed for

at reagere over for manglende overholdelse af de oplysningsforpligtelser, disclosureforordningen in-

troducerer. Herunder er det vigtigt, at Finanstilsynet vil kunne benytte sig af de reaktionsmuligheder,

der allerede i medfør af nuværende sektorspecifik lovgivning udgør et led i Finanstilsynets alminde-

lige tilsynsudøvelse. Finanstilsynet har i dag bl.a. mulighed for at give påbud for manglende overhol-

delse af gældende krav og regler.

2.19.3. Den foreslåede ordning

Det foreslås, at der efter § 27 l i lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension, indsættes § 27 m, hvorefter

disclosureforordningen finder anvendelse på ATP.

Det foreslås yderligere,

at Finanstilsynet udpeges som kompetent myndighed til at påse ATP’s over-

holdelse af disclosureforordningen. På den baggrund foreslås den eksisterende tilsynsbestemmelse i

§ 27, stk. 1 og 3, i lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension tilpasset.

Med lovforslaget vil Finanstilsynet bl.a. kunne give påbud for manglende overholdelse af de krav,

disclosureforordningen stiller til ATP’s oplysningsforpligtelser.

Det foreslås videre at tilpasse § 27 e, i lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension, hvorefter afgørelser

truffet i medfør af disclosureforordningen vil kunne indbringes for Erhvervsankenævnet.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 15, nr. 1, 2 og 3 og 4, og bemærkningerne hertil.

2.20. Implementering af solvens II-direktivet

2.20.1. Gældende ret

Hvis et skadesforsikringsselskab går konkurs, så følger det af den gældende § 234 a i lov om finansiel

virksomhed, at kurator forlods skal sikre forsikringstagerne og de sikrede gennem skadesforsikrings-

selskabets aktiver Forsikringstagerne og de sikrede har ikke forrang for fordringer nævnt i konkurs-

lovens §§ 93 og 94. Konkurslovens §§ 93 og 94 omfatter blandt andet omkostninger ved konkursens

indtræden, omkostninger ved boets behandling og omkostninger ved forsøg på at tilvejebringe en

samlet ordning af skyldnerens økonomiske forhold ved rekonstruktion, afvikling, akkord eller på an-

den måde.

Artikel 275 i Solvens II-direktivet indeholder to modeller for behandling af forsikringskrav i tilfælde

af et forsikringsselskabs konkurs. Begge modeller har til formål at sikre, at forsikringstagerne og de

sikrede ikke lider væsentlige økonomiske tab i tilfælde af et forsikringsselskabs konkurs.

Den ene model fastsat i artikel 275, stk. 1, litra a, og stk. 3, kræver tilstedeværelse af en gruppe af

aktiver, som selskabet skal føre et register over for at sikre tilstrækkelig identifikation til at garantere

en fortrinsret for forsikringstagerne. Gruppen af aktiver skal have en samlet værdi, der til enhver tid

mindst skal svare til værdien af selskabets samlede forsikringsmæssige hensættelser. Denne model

finder anvendelse for livsforsikringsselskaber og tværgående pensionskasser, jf. gældende § 167 i lov

om finansiel virksomhed.

Den anden model fastsat i artikel 275, stk. 1, litra b, kræver, at forsikringstagerne og de sikrede har

en fortrinsret til fyldestgørelse i et forsikringsselskabs samlede aktiver, med enkelte undtagelser.

Denne model har efter indførelse af gældende § 234 a i lov om finansiel virksomhed med lov nr. 552

af 07/05/2019 fundet anvendelse for skadesforsikringsselskaber siden 1. juli 2019.

Den gældende § 234 a i lov om finansiel virksomhed gennemfører artikel 275, stk. 1, litra b, og stk.

2, i Solvens II-direktivet i dansk ret for skadesforsikringsselskaber.

Det følger af artikel 278 i Solvens II-direktivet, at de medlemsstater, der vælger metoden i artikel

275, stk. 1, litra b, i Solvens II-direktivet, skal kræve, at de omfattede forsikringsselskaber, skal sikre,

at fordringer, der kan have forrang for forsikringskrav i henhold til artikel 275, stk. 1, litra b, i Solvens

II-direktivet, og som er registreret i forsikringsselskabets regnskaber, til enhver tid og uafhængigt af

en eventuel likvidation skal modsvares af aktiver.

Hvis et skadesforsikringsselskab f.eks. vælger at pantsætte et aktiv, så er det i medfør af bestemmel-

sen et krav, at selskabet sikrer, at der i den forbindelse er aktiver til stede i selskabet, der modsvarer

pantsætningens eller fordringens værdi. Bestemmelsen indebærer dermed i forbindelse med f.eks. en

fordring efter konkurslovens § 95, stk. 1, nr. 1 og 4, eller en pantsætning et krav om yderligere aktivers

tilstedeværelse hos forsikringsselskaber, der er omfattet af muligheden i artikel 275, stk. 1, litra b, i

Solvens II-direktivet. Kravet skal ses i sammenhæng med, at Solvens II-direktivets to modeller for

behandling af forsikringskrav i tilfælde af et forsikringsselskabs konkurs skal være ækvivalente, det

vil sige modellerne skal sikre den samme beskyttelse af forsikringstagerne og de sikrede.

Det bemærkes afslutningsvist, at i henhold til § 5 i gældende lov om en garantifond for skadesforsik-

ringsselskaber, så vil garantifonden i tilfælde af en konkurs i et skadesforsikringsselskab dække er-

statningskrav til en række forsikringstagere, der har tegnet forbrugerforsikringer, og øvrige sikrede.

Garantifonden for skadesforsikringsselskaber vil i henhold til § 9 i lov om en garantifond for skades-

forsikringsselskaber indtræde, i det omfang den har ydet dækning, i forsikringstagerens eller den sik-

redes krav mod det forsikringsselskab, der er gået konkurs.

2.20.2. Erhvervsministeriets overvejelser

Ved en ændring af lov om finansiel virksomhed i 2019 (Lov nr. 552 af 07/05/2019) blev loven ændret

for skadesforsikringsselskaber, så skadesforsikringsselskaberne ikke længere skulle have og føre et

selskabets samlede forsikringsmæssige hensættelser. Der blev i stedet indført en fortrinsret for for-

sikringstagere og sikrede til fyldestgørelse i et skadesforsikringsselskabs samlede aktiver, med en-

kelte undtagelser, i tilfælde af konkurs. Ændringen skete med indførelse af den gældende § 234 a i

lov om finansiel virksomhed.

Dermed blev artikel 275, stk. 1, litra b, og stk. 2, i Solvens II-direktivet gennemført i dansk ret for

skadesforsikringsselskaber.

Ved en fejl blev artikel 278 i Solvens II-direktivet ikke gennemført i dansk ret i forbindelse med

ændringen af lov om finansiel virksomhed i 2019, hvor modellen i artikel 275, stk. 1, litra b, og stk.

2, i Solvens II-direktivet blev gennemført for skadesforsikringsselskaber. Det er derfor vurderet, at

artikel 278 skal implementeres i dansk ret for at sikre den samme beskyttelse af forsikringstagerne og

de sikrede.

Det er videre vurderet, at forsikringstagere og sikrede også fremadrettet skal vige for krav på løn,

feriegodtgørelse og andet vederlag for arbejde.

2.20.3. Den foreslåede ordning

Det foreslås at indsætte en henvisning til konkurslovens § 95 i § 234 a, 2. pkt., så forsikringstagere

og sikrede også viger for krav på løn, feriegodtgørelse og andet vederlag for arbejde.

Der foreslås endvidere at indføre en regel i § 234 a, i lov om finansiel virksomhed, hvorefter fordrin-

ger registreret i skadesforsikringsselskabets regnskaber omfattet af konkurslovens § 95, stk. 1, nr. 1

og 4, og gyldigt stiftede panterettigheder til enhver tid skal modsvares af aktiver svarende til værdien

af fordringerne nævnt i konkurslovens § 95, stk. 1, nr. 1 og 4, og de gyldigt stiftede panterettigheder.

Disse aktiver må ikke allerede være bestemt til dækning af de forsikringsmæssige hensættelser, jf. §§

126 e og 126 f, eller det af selskabet opgjorte krav til minimumsbasiskapital, solvenskapitalkravet

eller minimumskapitalkravet, jf. § 126 og §§ 126 c og 126 d.

2.21. Udpegning af relevant myndighed til at vurdere finansielle instrumenter og finansielle kon-

trakters erstatningsbenchmark

2.21.1. Gældende ret

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/1011 af 8. juni 2016 om indeks, der bruges

som benchmarks i finansielle instrumenter og finansielle kontrakter eller med henblik på at måle

investeringsfondes økonomiske resultater (benchmarkforordningen) fastsætter en retlig ramme og

dermed harmoniserede fælleseuropæiske regler for fastsættelse af benchmarks på EU-plan.

Et benchmark er et indeks, der bruges som reference ved fastlæggelse af det beløb, som skal betales

i henhold til et finansielt instrument eller en finansiel kontrakt, eller ved fastlæggelse af værdien af et

finansielt instrument, eller et indeks, der anvendes til at måle en investeringsfonds økonomiske resul-

tater med det formål at spore udbyttet af et sådant indeks, fastsætte allokeringen af aktiver for en

portefølje eller beregne de resultatbetingede gebyrer. Med indeks forstås i benchmarkforordningen et

tal, som offentliggøres regelmæssigt på basis af f.eks. en beregning ud fra forskellige priser eller

værdier. Når et indeks er brugt som referencepris for et finansielt instrument eller en finansiel kon-

trakt, udgør det et såkaldt benchmark. Mest anvendt er rentebenchmarks, som bruges bredt af både

husholdninger og finansielle såvel som ikke-finansielle virksomheder. De danske referencerenter be-

nyttes eksempelvis til at bestemme renten på mange kunders boliglån. Ud over referencerenterne

findes der mange andre typer af benchmarks, bl.a. aktieindeks, råvareindeks eller valutaindeks, hvor

benchmarks danner grundlag for prissætningen i valutahandler, f.eks. ved brug af kurssikring, hvor

to valutaer handles til en forudbestemt pris på et aftalt tidspunkt i fremtiden.

Formålet med forordningen er at øge investorbeskyttelsen og modvirke interessekonflikter samt ma-

nipulation i forbindelse med fastsættelsen af benchmarks.

Forordningen stiller en række krav til benchmarks integritet og pålidelighed, herunder governance-

og kontrolkrav for administratorer af benchmarks og fysiske eller juridiske personer, der bidrager

med inputdata til brug for fastsættelse af benchmarks. Forordningen fastsætter desuden regler for de

data der bruges til fastsættelse af benchmarks, metodologi for fastsættelse af benchmarks og indbe-

retning af overtrædelser samt krav om adfærdskodeks for stillere til benchmarks. Der stilles også

visse krav til forbrugerbeskyttelse og gennemsigtighed af eksempelvis beregningsmetoder.

Kravene varierer mellem forskellige typer af benchmarks. Der gælder eksempelvis særlige krav til

benchmarks baseret på regulerede data, referencerenter (rentebenchmarks) og råvarebenchmarks, li-

gesom der gælder forskellige krav, alt efter hvor vigtigt et givent benchmark er for den finansielle

stabilitet, herunder om benchmarket er såkaldt kritisk, væsentligt eller ikke-væsentligt i henhold til

fastlagte kriterier.

Endelig stiller forordningen krav til godkendelse eller registrering af og tilsyn med administrator, der

udbyder et benchmark, ligesom der er særlige krav for benchmarks, der er leveret af en administrator

i et tredjeland, førend benchmarket kan bruges inden for EU.

Finanstilsynet er udpeget som den kompetente myndighed, der påser overholdelsen af benchmarkfor-

ordningen. Finanstilsynet fører hermed tilsyn med benchmarkadministratorer og deres overholdelse

af kravene.

2.21.2. Erhvervsministeriets overvejelser

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/168 af 10. februar 2021 om ændring af forord-

ning (EU) 2016/1011, for så vidt angår undtagelsen for visse valutaspotbenchmarks fra tredjelande

og udpegelse af erstatninger for visse benchmarks, som snart ophører, og om ændring af forordning

(EU) nr. 648/2012 (ændringsforordningen) indeholder ændringer af benchmarkforordningen vedrø-

rende visse valutaspotbenchmarks fra tredjelande og erstatningsbenchmark for visse benchmarks,

som ophører.

Benchmarks kan bl.a. ophøre med at blive leveret, hvis de ikke længere måler den markedsøkonomi-

ske realitet, som de skal. Benchmarks er designet til at måle et bestemt marked eller en økonomisk

realitet. Kan benchmarket ikke længere måle den økonomiske realitet, kan det ikke længere bruges.

Artikel 1, stk. 5, i ændringsforordningen indsætter bl.a. en ny artikel 23 b i benchmarkforordningen

vedrørende erstatning af et benchmark i medfør af EU-retten.

Kommissionen kan under visse forudsætninger udpege et eller flere erstatningsbenchmarks for et

benchmark, der er ophørende, jf. artikel 23 b, stk. 2. Kommissionen kan udpege et erstatningsbench-

mark for EU-kritiske benchmarks, benchmarks baseret på inputdata og tredjelandsbenchmarks med

systemisk betydning, hvis ophør medfører væsentlige økonomiske forstyrrelser i Unionen, jf. bestem-

melsens anvendelsesområde i stk. 1. På nuværende tidspunkt er de EU-kritiske benchmarks EURI-

BOR, EONIA og LIBOR.

Anvender en kontrakt et kritisk benchmark, som ophører, skal det af Kommissionen fastsatte erstat-

ningsbenchmark anvendes i stedet, såfremt kontrakten enten ikke indeholder nogen fallback-bestem-

melse eller ikke indeholder en egnet fallback-bestemmelse, jf. artikel 23 b, stk. 3, som indsat ved

artikel 1, stk. 5, i ændringsforordningen. En fallback-bestemmelse om benchmark fastsætter hvilket

benchmark, der skal anvendes som erstatning, hvis det oprindeligt anvendte benchmark ophører. En

egnet fallback-bestemmelse i en kontrakt fører til, at kontrakten anvender et erstatningsbenchmark,

som fallback-bestemmelsen foreskriver. En uegnet fallback-bestemmelse fører til, at kontrakten an-

vender det erstatningsbenchmark, som Kommissionen har fastsat. Parterne har dog aftalefrihed, og

kan derfor genforhandle kontraktens fallback-bestemmelse.

En kontrakts fallback-bestemmelse vil ikke være egnet, hvis fallback-bestemmelsen foreskriver an-

vendelse af et erstatningsbenchmark, som ikke længere afspejler eller afviger væsentligt fra den un-

derliggende markedsmæssige eller økonomiske realitet, som det benchmark, der ophører, har til for-

mål at måle, og anvendelsen heraf kan have negative konsekvenser for den finansielle stabilitet.

Efter de nye regler er det op til en relevant national myndighed at vurdere, om anvendelsen af det

kontraktligt aftalte erstatningsbenchmark for et ophørende EU-kritisk benchmark ikke længere af-

spejler eller afviger væsentligt fra det underliggende marked eller den økonomiske realitet, som det

ophørende benchmark er beregnet til at måle, og at anvendelsen af det kan have negative konsekven-

ser for den finansielle stabilitet. Hvert medlemsland udpeger en relevant myndighed, der kan foretage

denne vurdering.

Vurderingen skal foretages på baggrund af en begrundet anmodning fra mindst én interesseret part,

og fallback-bestemmelsen skal være almindeligt anvendt. Det vil sige, at vurderingen skal foretages

på baggrund af en horisontal vurdering af en bestemt type kontraktmæssig ordning. Der er derfor ikke

tale om en vurdering i forhold til hver enkelt kontrakt. En fallback-bestemmelse, der er almindeligt

anvendt, kan f.eks. være, at kontrakten som erstatning skal anvende en rente, der er baseret på histo-

riske data, f.eks. den sidste tilgængelige rentesats for det ophørende benchmark. Det kan medføre, at

en kontrakt med variabel rente overgår til at have en fast rente, som over tid kan vise sig ikke længere

at afspejle den økonomiske realitet, som det ophørte benchmark havde til formål at måle.

Kravet om en begrundet anmodning fra en interesseret part medfører, at den udpegede relevante myn-

dighed ikke skal foretage løbende overvågning af et benchmarks egnethed til at afspejle den under-

liggende økonomi. Den relevante myndighed skal alene foretage vurderingen, når en interesseret part

anmoder om det, og den relevante myndighed skal da forholde sig til den begrundelse, som den eller

de interesserede parter fremfører.

Vurderer den relevante myndighed, at anvendelsen af et kontraktligt aftalt erstatningsbenchmark ge-

nerelt ikke er en egnet løsning, kan et erstatningsbenchmark, som Kommissionen fastsætter, anvendes

i kontrakter i stedet for det aftalte erstatningsbenchmark.

Den relevante nationale myndighed skal således foretage en vurdering af det aftalte erstatningsbench-

mark ved ophør af det anvendte benchmark, men det er ikke den relevante myndigheds opgave at

fastsætte et nyt erstatningsbenchmark, hvis myndigheden vurderer, at det aftalte erstatningsbench-

mark ikke er egnet. Et sådant erstatningsbenchmark skal fastættes af Kommissionen.

Ved at anvende det af Kommissionen fastsatte erstatningsbenchmark i stedet for det aftalte erstat-

ningsbenchmark vil der ske en omfordeling mellem kontraktens parter i forhold til det, der oprindeligt

var aftalt i kontrakten om erstatningsbenchmark. Det vil betyde, at den ene part vil tabe penge på, at

erstatningsbenchmarket fastsat af Kommissionen anvendes i stedet for det aftalte erstatningsbench-

mark, mens den anden part vil vinde herved. Potentielt kan der være tale om betydelige beløb, der

samlet set flyttes mellem parterne.

Medlemslandene skal udpege den relevante myndighed senest 14. august 2021, jf. artikel 23 b, stk.

7, i benchmarkforordningen, som indsat ved artikel 1, stk. 5, i ændringsforordningen.

Selvom benchmarkforordningen gælder umiddelbart i Danmark, og derfor ikke skal gennemføres i

national lovgivning, er det nødvendigt, at Danmark har udpeget en relevant myndighed. Det er er en

forpligtelse i medfør af artikel 23 b, stk. 7, i benchmarkforordningen, som indsat ved artikel 1, stk. 5,

i ændringsforordningen.

Vurderingen af det mellem kontraktparterne aftalte erstatningsbenchmark i forhold til det ophørende

benchmark vil kræve en meget grundig og bred finansiel forståelse, herunder især forståelse af de

underliggende markeder bag det ophørende benchmark henholdsvis det aftalte erstatningsbenchmark

og deres udvikling de senere år. Makroprudentiel indsigt og forståelse for de afledte forhold af at

anvende det aftalte erstatningsbenchmark er nødvendig, da den relevante myndighed bl.a. skal vur-

dere, om brugen af det aftalte erstatningsbenchmark i stedet for det ophørende benchmark vil kunne

have negativ betydning for den finansielle stabilitet. . Afhængigt af de berørte kontrakter kan brugen

af det aftalte erstatningsbenchmark potentielt have betydning for forskellige forhold som boligmar-

kedet, tilliden til realkreditobligationer, finansielle institutioners balance og risikoafdækning, krone-

markedet og ikke mindst samspillet imellem disse forhold. I Danmark er det erhvervsministeren, der

fastsætter niveauet af den kontracykliske kapitalbuffer for kreditinstitutter, jf. § 125 f i lov om finan-

siel virksomhed. Dermed agerer erhvervsministeren allerede i dag makroprudentiel myndighed på det

område.

Med ovennævnte for øje, herunder særligt opgavens makroprudentielle karakter, foreslås det, at er-

hvervsministeren udpeges til at varetage den nye opgave med at vurdere et erstatningsbenchmarks

egnethed, hvis en interesseret part henvender sig med en begrundet anmodning herom. Det foreslås

samtidig, at Det Systemiske Risikoråd får til opgave at udtale sig til erhvervsministeren om, hvorvidt

brugen af et erstatningsbenchmark kan have negative konsekvenser for den finansielle stabilitet til

erhvervsministeren.

2.21.3. Den foreslåede ordning

Det foreslås at udpege erhvervsministeren til at vurdere, om anvendelsen af det kontraktligt aftalte

erstatningsbenchmark ikke længere afspejler eller afviger væsentligt fra det underliggende marked

eller den økonomiske realitet, som det ophørende benchmark er beregnet til at måle, og om anven-

delsen kan have negative konsekvenser for den finansielle stabilitet. Vurderingen foretages, når en

interesseret part henvender sig herom med en begrundet anmodning. Der er ikke tale om en løbende

overvågning af benchmarks egnethed. På den baggrund foreslås det at indsætte et stk. 4 i § 212 i lov

om kapitalmarkeder. Det foreslås samtidig, at erhvervsministeren kan anmode Det Systemiske Risi-

koråd om en vurdering af, om anvendelsen af finansielle instrumenters og finansielle kontrakters er-

statningsbenchmark kan medføre systemiske finansielle risici, der kan have negative konsekvenser

for den finansielle stabilitet.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 18, og § 4, nr. 19, og bemærkningerne til disse bestem-

melser.

2.22. Ophævelse af reglerne om oplysninger til offentligheden om kvaliteten af udførelse af trans-

aktioner

2.22.1. Gældende ret

Det fremgår i dag af §§ 127 a og 140 a i lov om kapitalmarkeder, at markedspladser, systematiske

internalisatorer og fondsmæglerselskaber, der er prisstillere, mindst en gang om året vederlagsfrit

skal stille oplysninger til rådighed for offentligheden om kvaliteten af udførelsen af transaktioner med

finansielle instrumenter. Oplysningerne skal gives for alle kategorier af finansielle instrumenter og

skal indeholde oplysninger om pris, omkostninger, hurtighed og sandsynlighed for udførelsen.

Kravene til det specifikke indhold og format samt hyppigheden af oplysninger om udførelsen af or-

drer vedrørende finansielle instrumenter, som de ovennævnte handelssteder skal offentliggøre, er

nærmere specificeret i Kommissionens delegerede forordning 2017/575 af 8. juni 2016 om supple-

rende regler til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/65/EU om markeder for finansielle in-

strumenter for så vidt angår reguleringsmæssige tekniske standarder om de oplysninger, som skal

offentliggøres af handelssteder om kvaliteten af udførelsen af transaktioner (herefter

”delegerede

for-

ordning 2017/575”).

Handelsstedet skal således under iagttagelse af reglerne i den delegerede forordning periodisk offent-

liggøre best execution rapporter, dvs. rapporter, der bl.a. indeholder oplysninger om type af handels-

sted og finansielt instrument, oplysninger om prisen for transaktioner og oplysninger om omkostnin-

ger, som handelsstedet pålægger sine medlemmer eller brugere.

§ 127 a og 140 a, der blev indsat ved lov nr. 1547 af 19. december 2017 om ændring af lov om

finansiel virksomhed, lov om kapitalmarkeder, lov om investeringsforeninger m.v. og forskellige an-

dre love, implementerer dele af artikel 27, stk. 3, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv

2014/65/EU af 15. maj 2014 om markeder for finansielle instrumenter (MiFID II). Baggrunden for

artiklen var ifølge betragtning 96 i præamblen til MiFID II, at skærpe de betingelser der gælder for

investeringsselskabers forpligtelse til at udføre ordrer på de for kunderne gunstigste vilkår i overens-

stemmelse med MiFID II.

2.22.2. Erhvervsministeriets overvejelser

Som reaktion på COVID-19-pandemiens økonomiske konsekvenser præsenterede Kommissionen

den 24. juli 2020 forslag til en genopretningspakke med fokus på EU’s kapitalmarkeder.

Formålet

med pakken er at understøtte investeringer i realøkonomien og ny kapital til virksomheder. Desuden

er et af formålene at lette arbejdsprocesser i forbindelse med rapporteringskrav. En del af pakken er

et forslag til justering af MiFID II, herunder rapporteringskravet i artikel 27, stk. 3.

Som en del af genopretningspakken blev Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2021/338 af

16. februar 2021 om ændring af direktiv 2014/65/EU, for så vidt angår oplysningskrav, produktsty-

ring og positionslofter, og af direktiv 2013/36/EU og (EU) 2019/878, for så vidt angår deres anven-

delse på investeringsvirksomheder, med henblik på at bidrage til genopretningen efter COVID-19-

pandemien

(herefter ”ændringsdirektivet”) vedtaget den 16. februar 2021. Direktivet

har bl.a. til for-

mål at fjerne byrder for virksomhederne, der ikke er strengt nødvendige og samtidig bevare investor-

beskyttelsen i MiFID II.

I medfør af artikel 1, nr. 6, i ændringsdirektivet bliver der foretaget en ændring til artikel 27 stk. 3,

hvormed der tilføjes et ekstra afsnit. Det fremgår heraf, at de periodiske rapporteringskrav overfor

offentligheden i medfør af artikel 27, stk. 3, først finder anvendelse fra den 28. februar 2023. Desuden

fremgår det, at Kommissionen vil foretage en omfattende gennemgang af hensigtsmæssigheden af

rapporteringskravene og forelægge en rapport for Europa-Parlamentet og Rådet senest den 28. februar

2022.

Ændringen til artikel 27, stk. 3, kommer på baggrund af, at de offentliggjorte periodiske rapporter

indeholder store mængder detaljerede kvantitative oplysninger om handelsstedet, det finansielle in-

strument, prisen, omkostningerne og sandsynligheden for udførelse. Rapporterne bliver derfor sjæl-

dent læst, og at de ikke giver investorer og andre brugere mulighed for at foretage meningsfulde

sammenligninger på grundlag af de oplysninger, de indeholder, jf. betragtning 9 i præamblen til æn-

dringsdirektivet.

Forslag der kan sikre en hurtig økonomisk genopretning efter COVID-19-pandemien, herunder ved

at justere regler, så der sikres balance mellem investorbeskyttelsen og målet om at målrette informa-

tionsmængden så den ønskede effekt opnås og uden unødige administrative byrder støttes generelt.

2.22.3. Den foreslåede ordning

Det foreslås at ophæve bestemmelserne om markedspladsers, systematiske internalisatorers og pris-

stilleres periodiske offentliggørelse af de oplysninger om kvaliteten af udførelsen af transaktioner,

som virksomhederne skal offentliggøre i medfør af henholdsvis § 127 a og 140 a i lov om kapital-

markeder og som skal have et indhold, der følger de reguleringsmæssige tekniske standarder fastlagt

i delegerede forordning 2017/575.

Den foreslåede ændring vil medføre, at de nævnte handelssteder ikke er forpligtede til periodisk at

stille RTS-27-oplysninger til rådighed for offentligheden om kvaliteten af udførelsen af transaktioner

med finansielle instrumenter.

Afhængig af indholdet af den rapport om rapporteringskravene, som Kommissionen skal forelægge

for Europa-Parlamentet og Rådet senest den 28. februar 2022, vil Erhvervsministeriet vurdere, om §§

127 a og 140 a skal indsættes på ny i sin nuværende form i lov om kapitalmarkeder og i givet fald

træde i kraft igen den 28. februar 2023.

Som en konsekvens af ovennævnte ændringer foreslås det desuden at ændre strafbestemmelsen i §

247 i lov om kapitalmarkeder, hvormed overtrædelser af §§ 127 a og 140 a ikke længere vil være

strafbelagte.

For nærmere om de enkelte ændringer henvises til lovforslagets § 4, nr. 1,7,8,13, 14 og 35 samt

bemærkningerne hertil.

3. Økonomiske konsekvenser og implementeringskonsekvenser for det offentlige

Lovforslaget vurderes at medføre et øget ressourcebehov for Finanstilsynet som følge af, at Finans-

tilsynet skal føre tilsyn med finansielle markedsdeltageres overholdelse af artikel 5, 6 og 7 i Europa-

Parlamentets og Rådets forordning 2020/852/EU af 18. juni 2020 om fastlæggelse af en ramme til

fremme af bæredygtige investeringer (taksonomiforordningen), hvilket er nye tilsynsopgaver. Her-

udover vil der formentligt være behov for at centralisere og strukturere den omfattende data, der

forventes genereret som følge af taksonomiforordningen, i en database, som kan danne grundlag for

tilsynet med taksonomiforordningen.

I forlængelse af implementeringen

af EU’s gennemsigtighedsdirektiv træder

Kommissionens delege-

rede forordning (EU) 2018/815 af 17. december 2018 om supplerende regler til Europa-Parlamentets

og Rådets direktiv 2004/109/EF for så vidt angår reguleringsmæssige tekniske standarder til præci-

sering af et fælles elektronisk rapporteringsformat (ESEF-forordningen) i kraft. Tilsynet med de nye

krav vil eventuelt ske ved brug af nyt it-værktøj. Det kan kræve yderligere ressourcer til Finanstilsynet

at føre tilsyn med overholdelsen af ESEF-forordningen.

Forslaget vil medføre begrænsede administrative konsekvenser for det offentlige som følge af en

potentielt øget sagsbehandling for Finanstilsynet i relation til forslaget om udøvelse af værtslandstil-

synskompetence for udenlandske forsikringsformidlere og i relation til forslaget om at udvide kravet

om godkendelse af kvalificerede ejerandele for investeringsrådgivere.

Finanstilsynet fører i dag tilsyn med overholdelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning

2019/2088/EU af 27. november 2019 om bæredygtighedsrelaterede oplysninger i sektoren for finan-

sielle tjenesteydelser (disclosureforordningen), og med lovforslaget vil Finanstilsynet skulle føre til-

syn med endnu en aktør, nemlig ATP. Lovforslaget vurderes ikke at skabe et yderligere ressourcebe-

hov.

Lovforslaget som helhed vurderes at følge principperne for digitaliseringsklar lovgivning.

Lovforslaget har ingen implementeringskonsekvenser for det offentlige.

4. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.

OBR vurderer, at lovforslaget medfører administrative konsekvenser for erhvervslivet. Disse

konsekvenser vurderes at være under 4 mio. kr., hvorfor de ikke kvantificeres nærmere.

Overgangen fra den nuværende model for udpegning af SIFIer til den nye model vurderes ikke at

have økonomiske konsekvenser for de SIFIer, der allerede i dag er udpeget som SIFIer, så længe

deres forretningsmodel og markedsandel er uændret. Det skyldes, at de nuværende SIFIer fortsat vil

blive udpeget som SIFIer, ligesom de vil blive mødt med de samme kapitalkrav. Forslaget skønnes

ikke at føre til, at nye institutter udpeges som SIFIer på nuværende tidspunkt.

Beregninger af indikatorerne baserer sig i høj grad på oplysninger, institutterne allerede indberetter

og oplysninger fra Danmarks Nationalbank. Derudover vil Finanstilsynet indhente de fornødne

indberetninger fra de mest systemiske kreditinstitutter, hvilket kan medføre administrative

konsekvenser for erhvervslivet. De fornødne indberetninger vil omfatte indberetninger af de

indikatorer, hvor eksisterende indberetninger ikke vurderes at være præcise nok. For at undgå at

bebyrde sektoren unødigt indhentes kun nye indberetninger fra de mest systemiske institutter, mens

de øvrige institutter estimeres ud fra eksisterende data.

Forslagene om at udvide STS-rammen og fjerne barrierer for NPE securitiseringer kan potentielt

frigøre kapital i bankerne, hvilket vil øge bankernes kapacitet til at finansiere erhvervslivet. Forslaget

vil dermed have positive erhvervsøkonomiske konsekvenser, hvis markedsaktørerne gør brug af de

udvidede muligheder for securitisering.

Såfremt Finanstilsynet anvender den foreslåede beføjelse til at indføre krav til et registreret betalings-

systems kapitalgrundlag, og krav om at betalingssystemet udfærdiger en genopretningsplan, vil dette

medføre efterlevelsesomkostninger for virksomheden. Finanstilsynet fører allerede i dag tilsyn med

fælles datacentraler, som er underlagt det samme tilsyn, som en operatør af et detailbetalingssystem

foreslås underlagt, såfremt denne foretager it-drift på et detailbetalingssystem. En fælles datacentral,

der i dag udfører it-drift af et detailbetalingssystem, som Finanstilsynet finder har væsentlig betydning

for betalingsafviklingen, vil fremover skulle have tilladelse som operatør af et detailbetalingssystem.

Dette vil medføre efterlevelsesomkostninger for virksomhederne.

Overholdelse af positionslofter pålægger administrative byrder for positionsholdere, idet de løbende

skal bruge ressourcer på at overvåge, om de overskrider positionsloftet, og i givet fald skal reducere

deres beholdning.

Implementering af de nye krav til elektronisk format for årsrapporteringer, der følger ved kommissi-

onens delegerede forordning om supplerende regler til transparensdirektivet om tekniske standarder

til præcisering af et fælles elektronisk rapporteringsformat 2018/815 af 17. december 2018, vil med-

føre økonomiske- og administrative konsekvenser for børsnoterede virksomheder. De administrative

konsekvenser vurderes primært at være til stede det første år, som følge af ændrede arbejdsgange i

forbindelse med udarbejdelse af regnskabet, da opmærkningsdelen vil være omfattet af revisorpåteg-

ningen.

For så vidt angår økonomiske omkostninger, vil der være engangsomkostninger i forbindelse med

overgangen og løbende omkostninger. Engangsomkostningerne vurderes at være i mindre størrelses-

orden for udstedere af værdipapirer, der allerede anvender XBRL. For finansielle virksomheder, der

ikke allerede anvender XBRL til opmærkning, vil engangsomkostningerne være større.

Forslaget vil medføre begrænsede administrative konsekvenser for erhvervslivet, idet investerings-

rådgivere i forbindelse med ændringer i kvalificerede ejerandele skal ansøge Finanstilsynet om god-

kendelse heraf. Derudover skal forsikringsselskaber, der udøver forsikringsformidling gennem en ac-

cessorisk forsikringsformidler, fremadrettet sikre, at forsikringsformidleren har passende og forholds-

mæssige ordninger i relation til at aflønningsstrukturer ikke strider mod kundernes interesser.

Da ATP af egen drift er begyndt at arbejde med den grønne dagsorden og de eksisterende nationale

krav indeholder en række offentliggørelseskrav, som ATP skal overholde, vurderes det, at lovforsla-

get ikke vil medføre væsentlige økonomiske eller administrative konsekvenser for ATP.

I forhold til principperne for agil erhvervsrettet regulering vurderes forslaget ikke at påvirke virksom-

hedernes muligheder for at teste, udvikle og anvende digitale teknologier og forretningsmodeller.

5. Administrative konsekvenser for borgerne

Forslaget vurderes ikke at have administrative konsekvenser for borgerne.

6. Miljømæssige konsekvenser

Det vurderes, at lovforslaget ikke medfører miljømæssige konsekvenser.

7. Forholdet til EU-retten

Lovforslaget indeholder ikke overimplementering af EU-lovgivning.

Med lovforslaget foreslås de fornødne ændringer i lov om finansiel virksomhed og i de relevante

sektorlove som følge af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 2020/852 af 18. juni

2020 om fastlæggelse af en ramme til fremme af bæredygtige investeringer (taksonomiforordningen).

De foreslåede ændringer indebærer bl.a., at Finanstilsynet udpeges som kompetent myndighed i for-

hold til at påse finansielle markedsdeltageres overholdelse af artikel 5, 6 og 7 i taksonomiforordnin-

gen.

Med de foreslåede ændringer sikres det bl.a., at Finanstilsynet kan give påbud eller påtaler for finan-

sielle markedsdeltageres manglende overholdelse af artikel 5, 6 og 7 i taksonomiforordningen. De

foreslåede ændringer går ikke videre end det, der er nødvendigt som følge af taksonomiforordningen.

Taksonomiforordningen finder anvendelse fra den 1. januar 2022, for så vidt angår de miljømål, der

vedrører modvirkning af klimaændringer og tilpasning til klimaændringer. Med hensyn til miljømål,

der vedrører bæredygtig anvendelse og beskyttelse af vand- og havressourcer, omstilling til en cirku-

lær økonomi, forebyggelse og bekæmpelse af forurening og beskyttelse og genopretning af biodiver-

sitet og økosystemer, finder taksonomiforordningen først anvendelse for disse fra den 1. januar 2023.

Forslaget til § 245 c i lov om finansiel virksomhed implementerer artikel 2, stk. 1, nr. 8, og artikel 3,

stk. 2, 2. pkt. i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/49/EU af 16. april 2014 om indskuds-

garantiordninger (DGSD). Frist for gennemførelse af bestemmelsen i dansk ret var den 3. juli 2015.

Med forslaget lægges op til en helt direktivnær implementering for at en sikre juridisk klarhed om-

kring beskyttelsen af de danske indskydere. Forslaget er ikke i strid med de fem principper for im-

plementering af erhvervsrettet EU-regulering.

I forslaget til § 7, stk. 3, i lov om finansiel virksomhed gives adgang til, at projektejere fra offentlig-

heden kan modtage andre midler, der skal tilbagebetales. Forslaget medfører, at projektejere kan op-

tage lån gennem en crowdfundingplatform uden konflikt med grænserne for modtagelse af andre

tilbagebetalingspligtige midler fra offentligheden. Forslaget afgrænser adgangen således, at det kun

gælder et crowdfundingudbud, der er omfattet af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU)

2020/1503 af 7. oktober 2020 om europæiske crowdfundingtjenesteudbydere for erhvervslivet. For-

ordningen lægger til grund, at disse projektejere ikke bør blive underlagt tilladelseskrav som penge-

institut. På det grundlag foreslås det lovliggjort, at projektejere modtager andre midler fra offentlig-

heden. Forordningen finder anvendelse fra den 10. november 2021. Som konsekvensrettelse er pro-

jektejere også undtaget fra krav om tilladelse som sparevirksomhed i § 334.

De foreslåede bestemmelser om udpegning af systemisk vigtige finansielle institutter er i

overensstemmelse med EBAs retningslinjer vedrørende kriterierne for fastsættelse af betingelserne

for anvendelse af artikel 131, stk. 3, i direktiv 2013/36/EU (CRD IV) i forbindelse med vurderingen

af andre systemisk vigtige institutter (O-SII'er) af den 16. december 2014.

Lovforslaget supplerer kravene i de nye artikler 26b-26e og ændringerne til artikel 28(1) i STS-for-

ordningen.

I medfør af forslaget til § 177, stk. 3, i lov om kapitalmarkeder, jf. § 1, nr. 3, i lovforslaget, kan

Finanstilsynet kræve, at et udenlandsk betalingssystem skal etablere et aktieselskab med hjemsted i

Danmark og udøve sin virksomhed under dansk ret. Desuden følger det af forslaget til § 180 a, stk.

2, nr. 1, i lov om kapitalmarkeder, jf. § 1, nr. 5, i lovforslaget, at en betingelse for, at en operatør kan

opnå tilladelse til at udføre it-drift af et detailbetalingssystem, som Finanstilsynet finder har væsentlig

betydning for betalingsafviklingen, er, at operatøren har etableret en virksomhed med hjemsted i

Danmark. Da der i begge forslag er tale om et etableringskrav, har erhvervsministeriet overvejet,

hvorvidt disse bestemmelser er i overensstemmelse med reglerne om fri bevægelighed i TEUF, her-

under navnlig retten til fri udveksling af tjenesteydelser.

De frie bevægeligheder i Traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde (TEUF) kan begræn-

ses af hensyn til bl.a. den offentlige orden og sikkerhed og alment tvingende hensyn under iagttagelse

af proportionalitetsprincippet. Proportionalitetsprincippet indebærer, at sådanne begrænsninger skal

være egnede til at opfylde formålet hermed og ikke må gå udover, hvad der nødvendigt for at opfylde

dette formål. Det er ministeriets vurdering, at de nævnte etableringskrav er begrundet i alment tvin-

gende hensyn, idet bestemmelserne er med til at sikre, at der kan føres et nationalt tilsyn med kritisk

betalingsinfrastruktur i Danmark, herunder tilsyn med udførelse af it-drift af kritisk betalingsinfra-

struktur. Det er vurderingen, at de nævnte bestemmelser er egnet til at opfylde dette formål og ikke

går ud over, hvad der er nødvendigt for at opfylde dette formål.

Bestemmelserne anses derfor ikke for at være i strid med reglerne om fri bevægelighed i TEUF. Der

henvises i øvrigt til bemærkningerne til forslagene til § 177, stk. 3, og § 180 a, stk. 2, nr. 1, jf. § 1, nr.

3 og 5, i lovforslaget.

Lovforslaget implementerer artikel 7, stk. 4, i

EU’s

gennemsigtighedsdirektiv i og med, at Kommis-

sionens delegerede forordning (EU) 2018/815 af 17. december 2018 om supplerende regler til Eu-

ropa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/109/EF for så vidt angår reguleringsmæssige tekniske

standarder til præcisering af et fælles elektronisk rapporteringsformat (ESEF-forordningen) træder i

kraft.

Lovforslaget implementerer dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/97 af 20. ja-

nuar 2016 om forsikringsdistribution og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/17 EU af 4.

februar 2014 om forbrugerkreditaftaler i forbindelse med fast ejendom til beboelse og om ændring af

direktiv 2008/48/EF og 2013/36/EU og forordning (EU) nr. 1093/2010, og dele af Europa-Parlamen-

tets og Rådets direktiv 2014/65/EU af 15. maj 2014 om markeder for finansielle instrumenter og om

ændring af direktiv 2002/92/EF og direktiv 2011/61/EU.

De foreslåede ændringer af lov om betalingskonti sikrer en tekstnær og korrekt implementering af

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/92/EU af 23. juli 2014 om sammenlignelighed af ge-

byrer i forbindelse med betalingskonti, flytning af betalingskonti og adgang til betalingskonti med

basale funktioner.

Med lovforslaget foretages de fornødne ændringer i lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension som

følge af beslutningen om at udstrække Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 2019/2088

af 27. november 2019 om bæredygtighedsrelaterede oplysninger i sektoren for finansielle tjeneste-

ydelser (disclosureforordningen) til ATP i medfør af artikel 16, stk. 1. De foreslåede ændringer inde-

bærer bl.a., at Finanstilsynet

udpeges som kompetent myndighed i forhold til at påse ATP’s overhol-

delse af disclosureforordningen.

Med de foreslåede ændringer sikres det bl.a., at Finanstilsynet kan give påbud for ATP’s manglende

overholdelse af disclosureforordningen. De foreslåede ændringer går ikke videre end det, der er nød-

vendigt som følge af disclosureforordningen. Disclosureforordningen har fundet anvendelse fra den

10. marts 2021, med undtagelse af disclosureforordningens artikel 11, stk. 1-3, som skal finde anven-

delse fra den 1. januar 2022. Det foreslås, at lovforslaget skal træde i kraft den 1. januar 2022.

Lovforslaget er en følge af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/168 af 10. februar

2021 om ændring af forordning (EU) 2016/1011, for så vidt angår undtagelsen for visse valutaspot-

benchmarks fra tredjelande og udpegelse af erstatninger for visse benchmarks, som snart ophører, og

om ændring af forordning (EU) nr. 648/2012.

Lovforslaget implementerer dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2021/338 af 16.

februar 2021 om ændring af direktiv 2014/65/EU, for så vidt angår oplysningskrav, produktstyring

og positionslofter, og af direktiv 2013/36/EU og (EU) 2019/878, for så vidt angår deres anvendelse

på investeringsvirksomheder, med henblik på at bidrage til genopretningen efter COVID-19-pande-

mien.

Hørte myndigheder og organisationer m.v.

9. Sammenfattende skema

Positive konsekvenser/mindre udgif-

ter

(hvis ja, angiv omfang/Hvis nej, an-

før »Ingen«)

Økonomiske konsekvenser

for stat, kommuner og regio-

ner

Negative konsekven-

ser/merudgifter

(hvis ja, angiv om-

fang/Hvis nej, anfør

»Ingen«)

Forslag om at Finanstil-

synet skal føre med Tak-

sonomiforordningen vil

medføre et yderligere

ressourcebehov hos Fi-

nanstilsynet.

Forslaget medfører be-

grænsede administrative

konsekvenser for det of-

fentlige som følge af en

potentielt øget sagsbe-

handling for Finanstilsy-

net i relation til udøvelse

værtslandstilsyns-

kompetence for uden-

landske forsikringsfor-

midlere og i relation til

forslaget om at udvide

kravet om godkendelse

af kvalificerede ejeran-

dele for investeringsråd-

givere.

Forslag om at Finanstil-

synet skal føre tilsyn

med ATP vurderes ikke

at skabe et yderligere

ressourcebehov for Fi-

nanstilsynet.

Implementeringskonsekven-

ser for stat, kommuner og re-

gioner

Tilsyn med overholdelse

af taksonomiforordnin-

gen vil medføre et øget

ressourcebehov for Fi-

nanstilsynet

Forslag om ny model for

SIFI-udpegning vil :

medføre

begrænsede

merudgifter for Finans-

tilsynet.

Økonomiske konsekvenser Ændringer som følge af STS-forord- Forslag om ny model for

for erhvervslivet

ningen: Potentielt bedre mulighed for SIFI-udpegning vil med-

at opnå finansiering.

føre mindre omstillings-

omkostninger og mindre

En ophævelse af de periodiske rappor- løbende omkostninger

teringskrav for henholdsvis markeds- for erhvervslivet.

pladser, systematiske internalisatorer

og fondsmæglerselskaber, der er pris- Forslag til at Finanstilsy-

stillere, vil medføre besparelser for net kan fastsætte krav til

virksomhederne.

et registreret betalings-

systems kapitalgrundlag

og krav om, at betalings-

systemet udfærdiger en

genopretningsplan vil

medføre efterlevelses-

omkostninger for virk-

somheden, hvis Finans-

tilsynet anvender befø-

jelsen. Forslag om at en

virksomhed, der udfører

it-drift af et detailbeta-

lingssystem, som Fi-

nanstilsynet finder har

væsentlig betydning for

betalingsafviklingen,

skal have tilladelse som

operatør af et detailbeta-

lingssystem vil medføre

efterlevelsesomkostnin-

ger for fælles datacentra-

ler, der i dag udfører it-

drift af et detailbeta-

lingssystem, som Fi-

nanstilsynet finder har

væsentlig betydning for

betalingsafviklingen.

Da ATP af egen drift er

begyndt at arbejde med

den grønne dagsorden og

de eksisterende natio-

nale krav indeholder en

række offentliggørelses-

krav, som ATP skal

overholde, vurderes det,

at lovforslaget ikke vil

medføre væsentlige øko-

nomiske eller admini-

strative

konsekvenser

for ATP.

Administrative konsekven- En ophævelse af de periodiske rappor- Forslaget vil medføre

ser for erhvervslivet

teringskrav for henholdsvis markeds- begrænsede administra-

pladser, systematiske internalisatorer tive konsekvenser for er-

og fondsmæglerselskaber, der er pris- hvervslivet, idet investe-

stillere, vil medføre administrative let- ringsrådgivere i forbin-

telser for virksomhederne.

delse med ændringer i

kvalificerede ejerandele

skal ansøge Finanstilsy-

net om godkendelse

heraf, ligesom forsik-

ringsselskaber, der udø-

ver forsikringsformid-

ling gennem en accesso-

risk forsikringsformid-

ler, fremadrettet skal

sikre, at forsikringsfor-

midleren har passende

og forholdsmæssige ord-

ninger i relation til at af-

lønningsstrukturer ikke

strider mod kundernes

interesser.

Administrative konsekven-

ser for borgerne

Miljømæssige konsekvenser

Forholdet til EU-retten

Ingen

Med lovforslaget foreslås nødvendige ændringer i lov om Ar-

bejdsmarkedets Tillægspension

med henblik på ATP’s overhol-

delse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning

2019/2088/EU af 27. november 2019 om bæredygtighedsrela-

terede oplysninger i sektoren for finansielle tjenesteydelser

(disclosureforordningen).

Lovforslaget implementerer artikel 7, stk. 4, i Europa-Parla-

mentets og Rådets direktiv 2004/109/EF af 15. december 2004

om harmonisering af gennemsigtighedskrav i forbindelse med

oplysninger om udstedere, hvis værdipapirer er optaget til han-

del på et reguleret marked (gennemsigtighedsdirektivet) i og

med, at Kommissionens delegerede forordning 2018/815 af 17.

december 2018 om supplerende regler til Europa-Parlamentets

og Rådets direktiv 2004/109/EF for så vidt angår regulerings-

mæssige tekniske standarder til præcisering af et fælles elektro-

nisk rapporteringsformat (ESEF-forordningen) træder i kraft.

Finanstilsynet foreslås udpeget som relevant tilsynsmyndighed

i forhold til at påse finansielle markedsdeltageres overholdelse

af artikel 5, 6 og 7 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning

(EU) nr. 2020/852 af 18. juni 2020 om fastlæggelse af en ramme

til fremme af bæredygtige investeringer (taksonomiforordnin-

gen).

I medfør af forslaget til § 177, stk. 3, i lov om kapitalmarkeder,

jf. § 4, nr. 15, i lovforslaget, kan Finanstilsynet kræve, at et

udenlandsk betalingssystem skal etablere en virksomhed med

hjemsted i Danmark og udøve sin virksomhed under dansk ret.

Desuden følger det af forslaget til § 180 a, stk. 2, nr. 1, i lov om

kapitalmarkeder, jf. § 4, nr. 17, i lovforslaget, at en betingelse

for, at en operatør kan opnå tilladelse til at udføre it-drift af et

detailbetalingssystem, som Finanstilsynet finder har væsentlig

betydning for betalingsafviklingen, er, at operatøren har etable-

ret en virksomhed med hjemsted i Danmark. Da der i begge for-

slag er tale om et etableringskrav, der er med til at sikre et nati-

onalt tilsyn med kritisk betalingsinfrastruktur i Danmark, her-

under tilsyn med udførelse af it-drift af kritisk betalingsinfra-

struktur, anses bestemmelserne ikke for at være imod princippet

om fri udveksling af tjenesteydelser i henhold til TEUF. Der

henvises i øvrigt til bemærkningerne til forslagene til § 177, stk.

3, og § 180 a, stk. 2, nr. 1, jf. § 4, nr. 15 og 17, i lovforslaget.

Lovforslaget implementerer dele af Europa-Parlamentets og

Rådets direktiv (EU) 2021/338 af 16. februar 2021 om ændring

af direktiv 2014/65/EU, for så vidt angår oplysningskrav,

produktstyring og positionslofter, og af direktiv 2013/36/EU og

(EU) 2019/878, for så vidt angår deres anvendelse på

investeringsvirksomheder, med henblik på at bidrage til

genopretningen efter COVID-19-pandemien.

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/168 af

10. februar 2021 om ændring af forordning (EU) 2016/1011, for

så vidt angår undtagelsen for visse valutaspotbenchmarks fra

tredjelande og udpegelse af erstatninger for visse benchmarks,

som snart ophører, og om ændring af forordning (EU) nr.

648/2012.

Er i strid med de principper

for implementering

af erhvervsrettet EU-regule-

ring/

Går videre end minimums-

krav i EU-regulering

Nej

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Til nr. 1 (§ 5, stk. 1, nr. 71, i lov om finansiel virksomhed)

§ 5, stk. 1, nr. 71, i lov om finansiel virksomhed, jf. lovbekendtgørelse nr. 1447 af 11. september

2020, fastsætter definitionen af STS- certificeringsbureau. Det følger således af bestemmelsen, at et

STS-certificeringsbureau er en juridisk person omfattet af artikel 28 i Europa-Parlamentets og Rådets

forordning 2017/2402/EU af 12. december 2017 om en generel ramme for securitisering og om op-

rettelse af en specifik ramme for simpel, transparent og standardiseret securitisering (STS-forordnin-

gen), der kontrollerer og erklærer, om en securitisering opfylder kriterierne i STS-forordningens ar-

tikel 19-22 eller 23-26.

Det foreslås, at

§ 5, stk. 1, nr. 71,

ændres således, at et STS-certificeringsbureau fremover defineres

som en juridisk person, der er omfattet af artikel 28 i STS-forordningen, der kontrollerer og erklærer

om en securitisering opfylder kriterierne i STS-forordningens artikel 19-22, 23-26 eller artikel 26 b-

Ændringen skyldes, at der med ændringerne til STS-forordningen, jf. artikel 26 b-e i Europa-Parla-

mentets og Rådets Forordning (EU) 2021/557 af 31. marts 2021 om ændring af forordning (EU)

2017/2402 om en generel ramme for securitisering og om oprettelse af en specifik ramme for simpel,

transparent og standardiseret securitisering med henblik på at bidrage til genopretningen efter CO-

VID-19-pandemien, blev indført en ny kategori af securitiseringer, som er balanceførte STS-securi-

tiseringer, der er defineret som syntetiske securitiseringer, jf. ny artikel 26 b-e, i STS-forordningen.

Den nye kategori af securitiseringer adskiller sig fra de traditionelle securitiseringer ved bl.a. at der i

forbindelse med balanceførte STS-securitiseringer opnås risikooverførsel via en aftale om kreditrisi-

koafdækning, i stedet forsalg af de underliggende aktiver ved en traditionel securitisering.

Balanceførte securitiseringer skal opfylde kravene i artikel 26 b-e i STS-forordningen. Kravene inde-

bærer bl.a., at STS-rammen kun er rettet mod balanceførte syntetiske securitiseringer, og at aftalen

om kreditrisikoafdækning er struktureret med henblik på at afdække både det eksponeringsleverende

instituts og investorens position på passende vis.

Med ændringen vil et securitiseringsbureau ud over at kontrollere og erklære, om en traditionel secu-

ritisering opfylder kriterierne i STS-forordningens artikel 19-22 eller 23-26, også få mulighed for at

kontrollere og erklære, om en balanceført securitisering opfylder kravene i artikel 26 b-e.

Bestemmelsen supplerer ændringen til artikel 28, stk. 1, første punktum, i STS-forordningen, jf. arti-

kel 1, nr. 8, i Europa-Parlamentets og Rådets Forordning (EU) 2021/557 af 31. marts 2021 om æn-

dring af forordning (EU) 2017/2402 om en generel ramme for securitisering og om oprettelse af en

specifik ramme for simpel, transparent og standardiseret securitisering med henblik på at bidrage til

genopretningen efter COVID-19-pandemien.

Til nr. 2 (§ 7, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed)

Det fremgår af § 7, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed, at pengeinstitutter, staten, Danmarks Nati-

onalbank, udenlandske kreditinstitutter, der opfylder betingelserne i § 1, stk. 3, og §§ 30 eller 31, ud-

stedere af elektroniske penge samt sparevirksomheder har eneret til fra offentligheden at modtage

indlån eller andre midler, der skal tilbagebetales. Realkreditinstitutter, Danmarks Skibskredit A/S og

KommuneKredit kan dog modtage andre midler, der skal tilbagebetales. Virksomheder, der ikke

modtager indlån fra offentligheden, kan modtage andre midler, der skal tilbagebetales, såfremt denne

virksomhed eller udlånsvirksomhed ikke er en væsentlig del af virksomhedens drift.

Det foreslås, at nyaffatte

stk. 2,

i lov om finansiel virksomhed, hvorefter de virksomheder mv.,

der er anført i nr. 1-5, har eneret til fra offentligheden at modtage indlån og andre midler, der skal

tilbagebetales. Bestemmelsen indeholder en liste over de pågældende.

Det foreslåede medfører, at pengeinstitutter, staten, Danmarks Nationalbank, udenlandske kreditin-

stitutter, der opfylder betingelserne i § 1, stk. 3, og §§ 30 eller 31 og sparevirksomheder må modtage

indlån og andre midler, der skal tilbagebetales.

Indlån og andre midler, der skal tilbagebetales, er f.eks. indskud, hvor indskyderen har krav på at få

indskuddet tilbagebetalt i sin helhed. Dette gælder, uanset modtagerens økonomiske stilling.

Forudbetalinger af præmier til et forsikringsselskab er således ikke omfattet. Ligeledes er forudbeta-

ling af varer eller tjenesteydelser ikke omfattet af begrebet. Forudbetalinger af præmier til et forsik-

ringsselskab er således ikke omfattet. Ligeledes er forudbetaling af varer eller tjenesteydelser ikke

omfattet af begrebet. Konti etableret med henblik på at foretage og modtage betaling for varer og

tjenesteydelser i virksomheden er heller ikke omfattet af begrebet. Dette kan f.eks. være spilkonti

omfattet af bekendtgørelse om onlinekasino. Ligeledes betragtes e-pengeinstitutters og betalingsin-

stitutters modtagelse af midler ikke som omfattet af begrebet, jf. §§ 19 og 20 i lov om betalinger.

Hvorvidt der er tale om indlån eller andre midler beror på en konkret afvejning, om et indskud er et

indlån eller andre midler, der skal tilbagebetales. I afvejningen indgår blandt andet rentebetingelser,

løbetid, tilbagebetalingsbetingelser og fordringens form.

Indlån kan f.eks. være lønkonti, andre anfordringsindskud og puljeindskud. Som udgangspunkt kan

indskyder således modtage sit indskud udbetalt på anfordring, når der er tale om indlån.

Typeeksemplet på andre midler, der skal tilbagebetales, er massegældsbreve. Optagelse af obligati-

onslån, realkreditobligationer, erhvervsobligationer m.v. er således andre midler, der skal tilbagebe-

tales. Ligeledes vil optagelse af lån gennem en crowdfundingplatform kunne betragtes som andre

midler, der skal tilbagebetales.

Det foreslås i

nr. 1,

at pengeinstitutter fra offentligheden må modtage indlån og andre midler, der skal

tilbagebetales.

Det foreslåede medfører ingen ændring i forhold til gældende ret. Det er netop pengeinstitutternes

kerneopgave at modtage indlån fra offentligheden.

Det foreslås i

nr. 2,

at udenlandske kreditinstitutter fra offentligheden må modtage indlån og andre

midler, der skal tilbagebetales.

Det foreslåede medfører ingen ændring i forhold til gældende ret. Forslaget omfatter filialer af kre-

ditinstitutter fra et land uden for den Europæiske Union, jf. § 1, stk. 3, i lov om finansiel virksomhed,

filialer af kreditinstitutter fra et andet EU-land, jf. § 30 i lov om finansiel virksomhed eller kreditin-

stitutter fra et andet EU-land der tilbyder grænseoverskridende tjenesteydelser ind i Danmark, jf. §

31 i lov om finansiel virksomhed.

Det foreslås i

nr. 3,

at sparevirksomheder fra offentligheden må modtage indlån og andre midler, der

skal tilbagebetales.

Det foreslåede medfører ingen ændring i forhold til gældende ret. Sparevirksomheder er reguleret i

kapitel 20 i lov om finansiel virksomhed. Sparevirksomheder adskiller sig fra pengeinstitutter ved, at

sparevirksomheder ikke kan foretage udlån.

Det foreslås i

nr. 4,

at staten fra offentligheden må modtage indlån og andre midler, der skal tilbage-

betales.

Det foreslåede medfører ingen ændring i forhold til gældende ret. Staten skal forstås bredt, og inde-

holder også institutioner drevet af staten. Det kan f.eks. være et fængsels administration af indsattes

midler.

Det foreslås i

nr. 5,

at Danmarks Nationalbank fra offentligheden må modtage indlån og andre midler,

der skal tilbagebetales.

Det foreslåede medfører ingen ændring i forhold til gældende ret. Nationalbanken modtager fra of-

fentligheden indlån og andre midler f.eks., når der sker deponering i Danmarks Nationalbank, jf. § 6

i lov om skyldneres ret til at frigøre sig ved deponering (deponeringsloven).

Det fremgår af § 7, stk. 2, 2. og 3. pkt., i lov om finansiel virksomhed, at Realkreditinstitutter, Dan-

marks Skibskredit A/S og KommuneKredit kan modtage andre midler, der skal tilbagebetales. Virk-

somheder, der ikke modtager indlån fra offentligheden, kan modtage andre midler, der skal tilbage-

betales, såfremt denne virksomhed eller udlånsvirksomhed ikke er en væsentlig del af virksomhedens

drift.

Det foreslås at indsætte et nyt § 7,

stk. 3,

i lov om finansiel virksomhed, hvorefter Realkreditinstitutter,

Danmarks Skibskredit A/S, KommuneKredit og at projektejere, såfremt de modtagne midler er mod-

taget som led i et crowdfundingudbud omfattet af reglerne i forordning 2020/1503, må modtage andre

midler, der skal tilbagebetales.

Det foreslåede medfører, at de oplistede virksomheder må modtage andre midler, der skal tilbagebe-

tales. Bestemmelsen adskiller sig fra forslaget til § 7, stk. 2, ved, at virksomhederne efter stk. 3, ikke

må modtage indlån.

Typeeksemplet andre midler, der skal tilbagebetales, er massegældsbreve. Optagelse af obligations-

lån, realkreditobligationer, erhvervsobligationer m.v. er således andre midler, der skal tilbagebetales.

Ligeledes vil optagelse af lån gennem en crowdfundingplatform kunne betragtes som andre midler,

der skal tilbagebetales.

Det foreslås i

nr. 1,

at realkreditinstitutter fra offentligheden må modtage andre midler, der skal til-

bagebetales.

Det foreslåede medfører ingen ændring i forhold til gældende ret. Realkreditinstitutter modtager an-

dre midler, der skal tilbagebetales, ved at udstede realkreditobligationer, som anvendes til at yde lån

mod registreret pant i fast ejendom, jf. § 8, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed.

Det foreslås i

nr. 2,

at skibsfinansieringsinstitutter fra offentligheden må modtage andre midler, der

skal tilbagebetales.

Det foreslåede medfører ingen ændring i forhold til gældende ret. Et skibsfinansieringsinstitut mod-

tager andre midler, der skal tilbagebetales, idet instituttet har mulighed for at udstede obligationer, jf.

§ 2 a-2 c i lov om et skibsfinansieringsinstitut.

Det foreslås i

nr. 3,

at KommuneKredit fra offentligheden må modtage andre midler, der skal tilba-

gebetales.

Det foreslåede medfører ingen ændring i forhold til gældende ret. KommuneKredit modtager andre

midler, der skal tilbagebetales idet instituttet finansierer sig ved optagelse af lån på penge- og kapi-

talmarkeder med tilhørende finansielle instrumenter, jf. § 4 i lov om kreditforeningen af kommuner

og regioner i Danmark.

Det foreslås i

nr. 4,

at projektejere, såfremt de modtagne midler er modtaget som led i et crowdfun-

dingudbud omfattet af reglerne i forordning 2020/1503, fra offentligheden kan modtage andre midler,

der skal tilbagebetales.

Det foreslåede medfører, at projektejere kan modtage midler fra offentligheden, som skal tilbagebe-

tales, hvis midlerne modtages som led i et crowdfundingudbud, der er omfattet af reglerne i Europa-

Parlamentets og Rådets forordning 2020/1503 (crowdfundingforordningen).

Det følger af artikel 1, stk. 3, litra a, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2020/1503, at pro-

jektejere ikke må underlægges krav om tilladelse som kreditinstitut eller anden individuel tilladelse,

fritagelse eller dispensation i forbindelse med udbud af lånebaseret crowdfunding. Derfor foreslås

disse undtaget fra krav om tilladelse som pengeinstitut, jf. § 7, stk. 1, og sparevirksomhed, jf. § 334,

stk. 1.

Projektejer defineres i Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2020/1503, artikel 2, stk. 1, litra h,

som ”enhver fysisk eller juridisk person, der søger finansiering gennem en crowdfundingplatform”.

Det er alene crowdfundingudbud, der lever op til kravene i Europa-Parlamentets og Rådets forordning

2020/1503, der ikke skal have tilladelse som pengeinstitut eller sparevirksomhed. Dette medfører, at

udbuddet skal vedrøre et projekt, der opfylder kravene i forordningens bilag 1, og foretages gennem

en crowdfundingplatform som er meddelt tilladelse efter artikel 11.

Crowdfundingforordningen finder ikke anvendelse på crowdfundingudbud med en værdi på over

5.000.000 euro, jf. artikel 1, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2020/1503. Dermed

vil projektejere af disse crowdfundingudbud skulle ansøge om tilladelse som f.eks. pengeinstitut eller

sparevirksomhed. Ved vurdering af grænsen, kan Finanstilsynet ud fra en konkret vurdering medtage

flere fysiske og juridiske personer, hvis de reelt drives samlet, eksempelvis ved sammenfald i ejer-

eller ledelseskredsen.

Det vil derfor som udgangspunkt kun være enkeltstående finansieringer gennem lånebaseret crowd-

funding, der ikke kræver tilladelse som pengeinstitut eller sparevirksomhed. Forretningsmodeller, der

baserer sig på løbende og væsentlig finansiering via crowdfunding vil skulle ansøge om tilladelse

som pengeinstitut eller sparevirksomhed.

Den foreslåede bestemmelse vil kun finde anvendelse på aktivitet som projektejer. Det vil forsat falde

under tilladelseskrævende virksomhed, hvis en projektejer udøver pengeinstitutvirksomhed ved sam-

tidig at yde udlån for egen regning. Finanstilsynet kan derfor fortsat konkret vurdere, hvorvidt en

forretningsmodel baseret på lånefinansieret crowdfunding er omfattet af § 7, stk. 1, i lov om finansiel

virksomhed, vedrørende krav om tilladelse som pengeinstitut.

Det foreslås i

nr. 5,

at virksomheder kan modtage andre midler, der skal tilbagebetales, hvis modta-

gelse af andre midler, der skal tilbagebetales, eller udlånsvirksomhed ikke er en væsentlig del af virk-

somhedens drift fra offentligheden.

Det foreslåede medfører ingen ændring i forhold til gældende ret. Formålet med denne bestemmelse

er at bevare retten for private virksomheder til at udstede erhvervsobligationer og lignende. Ved vur-

dering af væsentlighed lægger Finanstilsynet vægt på balancens sammensætning og virksomhedens

hovedaktivitet.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.4 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 3 (§ 7, stk. 5, i lov om finansiel virksomhed)

Med forslagets § 1, nr. 2, foreslås det at indsætte et nyt stk. 3 i § 7. De gældende stk. 3-7 bliver

herefter stk. 4-8.

Det foreslås derfor, at henvisningen til stk. 6, i

§ 7, stk. 5,

der bliver stk. 6, ændres til en henvisning

til stk. 7

Der er tale om konsekvensændringer som følge af lovforslagets § 1, nr. 2.

Til nr. 4 (§ 77 d, stk. 4, i lov om finansiel virksomhed)

Det følger af den gældende bestemmelse i § 77, stk. 4, i lov om finansiel virksomhed, at

pengeinstitutter,

realkreditinstitutter,

investeringsforvaltningsselskaber

finansielle

holdingvirksomheder skal offentliggøre det samlede vederlag for hvert enkelt medlem af bestyrelsen

og direktionen i årsrapporten.

Det foreslås i

§ 77 d, stk. 4, 1.pkt.,

at lade kravet om, at oplysningerne om bestyrelsesmedlemmers og

direktionsmedlemmers samlede vederlag skal

fremgå af årsrapporten, udgå.

Den foreslåede ændring vil medføre, at der ikke længere stilles krav om, at offentliggørelsen af

oplysninger om bestyrelsens og direktionens individuelle vederlag skal ske i årsrapporten.

Med den foreslåede ændring sikres det, at offentliggørelsen af oplysninger om bestyrelsens og

direktions individuelle vederlag kan ske i overensstemmelse med artikel 5, stk. 1, litra e, i Europa-

Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679 af 27. april 2016 om beskyttelse af fysiske

personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne

oplysninger og om ophævelse af direktiv 95/46/EF (generel forordning om databeskyttelse).

Bestemmelsen i artikel 5, stk. 1, litra e, indebærer, at personoplysninger, som udgangspunkt skal

slettes eller anonymiseres når de ikke længere er nødvendige. Personoplysninger er eksempelvis

oplysninger om bestyrelsens eller direktions individuelle vederlag.

Virksomheden er fortsat forpligtet til at offentliggøre oplysninger om det samlede vederlag for hvert

enkelt medlem af bestyrelsen og direktionen, som vedkommende som led i dette hverv har optjent fra

virksomheden i det pågældende regnskabsår, og som vedkommende i samme regnskabsår har optjent

som medlem af bestyrelsen eller direktionen i en virksomhed inden for samme koncern.

Det foreslås i

§ 77 d, stk. 4, 2. pkt.,

at virksomheden skal angive i årsrapporten, hvor oplysningerne i

henhold til 1. pkt. kan findes.

Der stilles ikke krav til, hvor i årsrapporten virksomheden skal angive, hvor oplysningerne

bestyrelsens og direktionens individuelle vederlag er offentliggjort. Virksomheden kan eksempelvis

offentliggøre oplysningerne om ledelsens individuelle vederlag i vederlagsrapporten med en note

herom i årsrapporten.

Det foreslås i

§ 77 d, stk. 4, 3. pkt.,

at oplysningerne skal være offentligt tilgængelige i mindst 10 år

fra tidspunktet for den seneste årsrapports offentliggørelse.

Det følger af det foreslåede, at oplysningerne om bestyrelsens og direktionens individuelle vederlag

skal være offentligt tilgængelige i mindst 10 år fra tidspunktet for den seneste årsrapports

offentliggørelse.

Det foreslåede vil sikre, at virksomhedens kunder og investorer mv. får vederlagsoplysningerne

samtidig med den seneste årsrapport.

Offentliggørelse af oplysningerne om ledelsens individuelle vederlag i en periode efter årsrapportens

offentliggørelse er nødvendig for, at aktionærer, potentielle investorer og interessenter bedre kan

vurderer, hvordan virksomheden aflønner sin ledelse.

Til nr. 5 (§ 125 h, stk. 1, 1. pkt., i lov om finansiel virksomhed)

Det fremgår af § 125 h, stk. 4, 1. pkt., i lov om finansiel virksomhed, at erhvervsministeren en gang

årligt vurderer den systemiske buffersats fastsat i medfør af § 125 h, stk. 1 eller 2.

Den systemiske buffer blev indtil den 28. december 2020 anvendt til årligt at fastsætte SIFI-

bufferkrav til de danske SIFIer. Den 28. december 2020 blev der indført en særskilt SIFI-buffer, som

kan afdække systemiske risici.

Den systemiske buffer er mere fleksibel end SIFI-bufferen, som fastsættes i medfør af § 309. Den

systemiske buffer kan fastsættes på grupper og undergrupper af eksponeringer og institutter jf.

bekendtgørelse nr. 2145 af 22. december 2020 om opgørelse af systemisk buffer. Herudover bruges

den systemiske buffer til at anerkende andre landes systemiske buffere jf. § 125 h, stk. 2, hvilket for

nuværende kun vil kunne ske en gang årligt jf. § 125 h, stk. 4. Den systemiske buffer implementerer

artikel 133 og 134 i CRD V.

Det foreslås i

§ 125 h, stk. 4, 1. pkt.,

i lov om finansiel virksomhed, at erhvervsministeren minimum

hvert andet år vurderer, hvorvidt en systemisk buffersats fastsat i medfør af stk. 1 eller 2 fortsat er

berettiget og genfastsætter i givet fald buffersatsen.

Det foreslåede medfører, at erhvervsministeren senest 2 år efter fastsættelsen eller genfastsættelsen

af en systemisk buffersats skal vurdere, hvorvidt den pågældende systemiske buffersats skal

opretholdes, fjernes eller ændres. Ministeren har dog mulighed for at foretage denne vurdering inden

for de 2 år. De to år tæller fra den dag, hvor bufferen træder i kraft. Det vil sige, at hvis en buffer i

kraft 1. januar 2022, skal ministeren senest 31. december 2024 have foretaget vurderingen.

Formålet med ændringen er at sikre, at den systemiske buffer kan fastsættes, når der identificeres

systemiske risici, som bør afdækkes med denne buffer.

Den foreslåede ændring sikrer også en mere direktivnær implementering af artikel 133, stk. 8, i

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2019/878 af 20. maj 2019 (CRD V).

Til nr. 6 (§ 211, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed)

Med forslagets § 1, nr. 2, foreslås det at indsætte et nyt stk. 3 i § 7. De gældende stk. 3-7 bliver

herefter stk. 4-8.

Som konsekvens heraf foreslås det, at henvisningen til § 7, stk. 6, i

§ 211, stk. 2,

ændres til en hen-

visning til § 7, stk. 7.

Der er tale om konsekvensændringer som følge af lovforslagets § 1, nr. 2.

Til nr. 7 (§ 234 a, 2. pkt., i lov om finansiel virksomhed)

Det følger af den gældende § 234 a i lov om finansiel virksomhed, at kurator forlods skal sikre for-

sikringstagerne og de sikrede gennem skadesforsikringsselskabets aktiver, dog har forsikringstagerne

og de sikrede ikke forrang for fordringer nævnt i konkurslovens §§ 93 og 94. Konkurslovens §§ 93

og 94 omfatter blandt andet omkostninger ved konkursens indtræden, omkostninger ved boets be-

handling og omkostninger ved forsøg på at tilvejebringe en samlet ordning af skyldnerens økonomi-

ske forhold ved rekonstruktion, afvikling, akkord eller på anden måde.

Det foreslås at ændre

§ 234 a, 2. pkt.,

således at konkurslovens §§ 93 og 94 ændres til konkurslovens

§§ 93-95.

Det foreslåede medfører, at forsikringstagere og sikrede viger for krav på løn, feriegodtgørelse og

andet vederlag for arbejde efter konkurslovens § 95.

Ændringen af bestemmelsen skal sikre, at fordringer fra arbejdstagere bliver dækket af konkursboet.

Til nr. 8 (§ 234 a, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed)

Det følger af den gældende § 234 a i lov om finansiel virksomhed, at kurator forlods skal sikre for-

sikringstagerne og de sikrede gennem skadesforsikringsselskabets aktiver, dog har forsikringstagerne

og de sikrede ikke forrang for fordringer nævnt i konkurslovens §§ 93 og 94. Konkurslovens §§ 93

og 94 omfatter blandt andet omkostninger ved konkursens indtræden, omkostninger ved boets be-

handling og omkostninger ved forsøg på at tilvejebringe en samlet ordning af skyldnerens økonomi-

ske forhold ved rekonstruktion, afvikling, akkord eller på anden måde.

Det foreslås at indsætte et nyt

§ 234 a, stk. 2,

hvorefter fordringer registreret i skadesforsikringssel-

skabets regnskaber omfattet af konkurslovens § 95, stk. 1, nr. 1 og 4, og gyldigt stiftede panteret-

tigheder til enhver tid skal modsvares af aktiver svarende til værdien af fordringerne nævnt i kon-

kurslovens § 95, stk. 1, nr. 1 og 4, og de gyldigt stiftede panterettigheder. Disse aktiver må ikke

allerede være bestemt til dækning af de forsikringsmæssige hensættelser, jf. §§ 126 e og 126 f, eller

det af selskabet opgjorte krav til minimumsbasiskapital, solvenskapitalkravet eller minimumskapital-

kravet, jf. § 126 og §§ 126 c og 126 d.

Bestemmelsen gennemfører artikel 278 i Solvens II-direktivet og skal ses i sammenhæng med den

gældende § 234 a, stk. 1, som gennemfører artikel 275, stk. 1, litra b, og stk. 2, i Solvens II-direktivet,

for skadesforsikringsselskaber.

Den foreslåede ændring betyder, at skadesforsikringsselskaber skal sikre en tilstedeværelse af aktiver,

som medfører, at forsikringstagerne ikke bliver dårligere stillet i dækningen af forsikringskravene på

trods af skadesforsikringsselskabernes forpligtelser på lønkrav, feriegodtgørelse og andet vederlag

for arbejde, jf. konkurslovens § 95, stk. 1, nr. 1 og 4, da disse krav skal modsvares af aktiver. Bag-

grunden for, at bestemmelsen kun henviser til fordringer omfattet af konkurslovens § 95, stk. 1, nr. 1

og 4, omfattende krav på løn og feriegodtgørelse, er at det er et krav i artikel 278 i solvens II-direkti-

vet, at de fordringer, der skal modsvares af aktiver, skal være registreret i forsikringsselskabets regn-

skaber.

I forhold til et skadesforsikringsselskabs pantsætning af aktiver, så medfører den foreslåede ændring,

at skadesforsikringsselskabet skal sikre en tilstedeværelse af aktiver svarende til pantsætningens

værdi, som medfører, at forsikringstagerne ikke bliver dårligere stillet i dækningen af forsikringskra-

vene som følge af skadesforsikringsselskabernes gyldigt stiftede panterettigheder. Det foreslåede be-

stemmelse skal dermed sikre, at skadesforsikringsselskaber ikke kan pantsætte alle selskabets aktiver

med den konsekvens, at der er færre aktiver, og i tilfælde af et stort omfang af pantsætning måske få

eller ingen aktiver tilbage til at dække forsikringstagernes og de sikredes krav.

Den foreslåede ændring skal ses i sammenhæng med §§ 126 e og 126 f i lov om finansiel virksomhed,

hvorefter forsikringsselskaber til enhver tid skal være i besiddelse af tilstrækkelige forsikringsmæs-

sige hensættelser til dækning af alle forsikringsforpligtelser over for forsikringstagere og andre be-

gunstigede efter forsikringsaftalerne.

Det følger af den foreslåede ændring, at de pågældende aktiver ikke allerede må være bestemt til

dækning af de forsikringsmæssige hensættelser, jf. §§ 126 e og 126 f, eller det af selskabet opgjorte

krav til minimumsbasiskapital, solvenskapitalkravet eller minimumskapitalkravet, jf. § 126 og §§ 126

c og 126 d. For at efterleve den foreslåede bestemmelse om at have aktiver, der modsvarer fordringer

registreret i skadesforsikringsselskabets regnskaber omfattet af konkurslovens § 95, stk. 1, nr. 1 og 4,

og gyldigt stiftede panterettigheder, skal skadesforsikringsselskabet dermed anvende aktiver, der ikke

anvendes til at dække de forsikringsmæssige hensættelser, minimumsbasiskapitalkravet, solvenska-

pitalkravet eller minimumskapitalkravet.

Skadesforsikringsselskabet kan dermed ikke bruge de samme aktiver til dækning flere gange, da det

indebærer en risiko for forsikringstagerne via en forringelse af værdien af de midler, der medgår til

at dække de forsikringsmæssige hensættelser, minimumsbasiskapitalkravet, solvenskapitalkravet el-

ler minimumskapitalkravet.

Har et skadesforsikringsselskab dermed aktiver, der ikke benyttes til at dække skadesforsikringssel-

skabets forsikringsmæssige hensættelser, kravet til minimumsbasiskapital, solvenskapitalkravet eller

minimumskapitalkravet, så kan disse aktiver f.eks. pantsættes, uden at skadesforsikringsselskabet

skal efterleve kravet i den foreslåede ændring.

Artikel 278 i Solvens II-direktivet stiller krav vedrørende de fordringer, der kan have forrang for

forsikringskrav nævnt i artikel 275, stk. 1, litra b, i Solvens II-direktivet. De fordringer der er nævnt

i artikel 275, stk. 1, litra b, i Solvens II-direktivet er fordringer fra arbejdstagere, som følger af ar-

bejdsaftaler og arbejdsforhold, skattekrav fra offentlige organer, fordringer fra sociale sikringsord-

ninger og fordringer vedrørende aktiver, som er omfattet af en tinglig rettighed. Forpligtelsen i § 234

a, stk. 2, gælder derfor kun i forhold til fordringer nævnt i konkurslovens § 95, stk. 1, nr. 1 og 4, og

gyldigt stiftede panterettigheder, da det kun er disse fordringer, der er omfattet af 275, stk. 1, litra b,

i Solvens II-direktivet og dermed artikel 278 i Solvens II-direktivet. Fordringer nævnt i konkurslovens

§§ 93-94 er ikke omfattet af kravet i det foreslåede stk. 2, da fordringer omfattet af konkurslovens §§

93-94 ikke fremgår af artikel 275, stk. 1, litra b, i Solvens II-direktivet.

Til nr. 9 (§ 245 c, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed)

Gældende ret indeholder ikke en bemyndigelse til Finanstilsynet til at vurdere og konstatere, om et

pengeinstitut kan tilbagebetale et indskud.

Det foreslås i

§ 245 c, stk. 1,

i lov om finansiel virksomhed, at Finanstilsynet bemyndiges til at vur-

dere, om et pengeinstitut er i stand til at tilbagebetale et indskud, hvis Finanstilsynet får godtgjort, at

pengeinstituttet ikke har udbetalt et indskud, som er forfaldent til betaling.

Det foreslåede medfører, at en indskyder i et pengeinstitut kan rette henvendelse til Finanstilsynet,

hvis de mener, at pengeinstituttet ikke har tilbagebetalt et indskud, der var forfaldent til betaling. Det

foreslåede medfører også, at Finanstilsynet skal vurdere, om et pengeinstitut kan tilbagetale et ind-

skud.

For at godtgøre, hvorvidt et pengeinstitut ikke har udbetalt et indskudt, som er forfaldent til betaling

kan Finanstilsynet anmode indskyderen om yderligere oplysninger. En sådan indsamling af oplysnin-

ger vil blive indsamlet i overensstemmelse med de gældende regler om databeskyttelse i medfør af

databeskyttelsesforordningen og databeskyttelsesloven.

Hvis det er godtgjort, at pengeinstituttet ikke har tilbagebetalt et indskud, der var forfaldent til beta-

ling, skal Finanstilsynet vurdere, om det pågældende pengeinstitut er i stand til at tilbagebetale det

pågældende indskud.

Ved denne vurdering anvendes oplysninger, som Finanstilsynet modtager i sin egenskab af tilsyns-

myndighed. Derudover kan Finanstilsynet kontakte pengeinstituttet for en udtalelse om, hvorvidt pen-

geinstituttet er i stand til at tilbagebetale indskuddet.

Finanstilsynets vurdering skal afdække, hvorfor pengeinstituttet ikke har tilbagebetalt indskuddet.

Det foreslås i

stk. 2,

at vurderingen skal foretages hurtigst muligt og senest fem arbejdsdage efter, at

det er godtgjort overfor Finanstilsynet, at et indskud ikke er tilbagebetalt, da det forfaldt til betaling.

Det er indgribende overfor en indskyder, hvis denne ikke har adgang til sit indskud. Derfor opstilles

en absolut frist på højst fem arbejdsdage for Finanstilsynet til at gennemføre sin vurdering.

Det medfører, at Finanstilsynets konstatering efter det foreslåede stk. 1, skal foreligge hurtigst muligt

og senest fem arbejdsdage efter, at det er godtgjort, at et pengeinstitut ikke har tilbagebetalt et ind-

skud, der er forfaldent til betaling.

Det foreslås i

stk. 3,

at Finanstilsynet orienterer Garantiformuen, hvis Finanstilsynet konstaterer, at et

pengeinstitut ikke kan tilbagebetale et indskud af årsager, der er direkte forbundet med pengeinstitut-

tets finansielle situation, og pengeinstituttet ikke har umiddelbar udsigt til at blive i stand til at tilba-

gebetale indskuddet.

Hvis Finanstilsynets vurdering efter stk. 1 resulterer i, at Finanstilsynet konstaterer, at manglende

tilbagebetaling af et indskud skyldes pengeinstituttets finansielle situation, skal Finanstilsynet orien-

tere Garantiformuen. Det er en forudsætning for orientering af Garantiformuen, at Finanstilsynet vur-

derer, at pengeinstituttet ikke har umiddelbar udsigt til at blive i stand til at tilbagebetale indskuddet.

Konsekvensen af orienteringen af Garantiformuen er, at Garantiformuen iværksætter udbetaling af

dækkede indskud til indskyderne i pengeinstituttet, jf. forslag til ændring af lov om en indskyder- og

investorgarantiordning.

Skyldes den manglende tilbagebetaling andre årsager, f.eks. en tvist omkring forfaldsdato eller ret til

indskuddet, skal Finanstilsynet ikke orientere Garantiformuen og Garantiformuen vil ikke kunne

dække indskuddet.

Foretager Finanstilsynet en konstatering efter forslaget til stk. 3, må det forventes, at pengeinstituttet

er i alvorlige finansielle vanskeligheder, hvilket også vil medføre reaktion fra Finanstilsynets side i

forhold til tilsynsmæssige beføjelser som tidlig indgriben efter § 243 a-243 c i lov om finansiel virk-

somhed eller vurdering af, at instituttet er nødlidende eller forventeligt nødlidende efter § 224 a i lov

om finansiel virksomhed.

Bestemmelsen implementerer artikel 2, stk. 1, nr. 8, og artikel 3, stk. 2, 2. pkt., i Europa-Parlamentets

og Rådets direktiv 2014/49/EU af 16. april 2014 om indskudsgarantiordninger (DGSD).

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.5 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 10 (§ 308, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed)

Det fremgår af § 308, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed, at et institut udpeges som et SIFI, hvis

instituttet i to på hinanden følgende år overskrider en eller flere af følgende indikatorer:

1) Instituttets balance udgør mere end 6,5 pct. af Danmarks bruttonationalprodukt

2) Instituttets udlån i Danmark udgør mere end 5 pct. af de danske penge- og realkreditinstitutters

samlede udlån i Danmark

3) Instituttets indlån i Danmark udgør mere end 3 pct. af de danske pengeinstitutters samlede indlån

i Danmark

Det foreslås i § 308,

stk. 2,

i lov om finansiel virksomhed, at et pengeinstitut og et realkreditinstitut,

der er omfattet af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni 2013 om

tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber, udpeges som et systemisk vigtigt

finansielt institut (SIFI), hvis den beregnede systemiskhed for instituttet, jf. stk. 6, overskrider 100

basispoint i to på hinanden følgende år, jf. dog stk. 4.

Den foreslåede ændring medfører, at udpegningen af et finansielt institut som SIFI fremover skal tage

udgangspunkt i et beregnet mål for graden af instituttets systemiskhed. Systemiskhed opgøres efter

metoden foreslået i § 308, stk. 6, i lov om finansiel virksomhed, jf. lovforslagets § 1, nr. 14.

Bestemmelsens omfatter pengeinstitutter og realkreditinstitutter, der er omfattet af Europa-

Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav til

kreditinstitutter og investeringsselskaber. De institutter, der er omfattet af bestemmelsen, er således

uændret i forhold til gældende ret.

Et finansielt institut skal udpeges som SIFI, hvis det beregnede mål for instituttets systemiskhed

overstiger 100 basispoint i to på hinanden følgende år.

Reglerne for udpegning af SIFIer blev indført i forbindelse med implementering af Europa-

Parlamentets og Rådets direktiv 2013/36/EU af 26. juni 2013 om adgang til at udøve virksomhed som

kreditinstitut og om tilsyn med kreditinstitutter og investeringsselskaber (CRD IV), jf.

Folketingstidende 2013-14, A, L 133 som fremsat.

Til nr. 11 (§ 308, stk. 3, i lov om finansiel virksomhed)

Det fremgår af § 308, stk. 3, i lov om finansiel, at erhvervsministeren kan udpege et institut som SIFI,

hvis det væsentligt overskrider mindst en af indikatorerne, som angives i § 308, stk. 2, i lov om

finansiel virksomhed, også selvom overskridelsen ikke har fundet sted i to på hinanden følgende år.

Det foreslås at ændre

§ 308, stk. 3,

i lov om finansiel virksomhed, hvorefter erhvervsministeren kan

udpege et institut som nævnt i stk. 1 som et systemisk vigtigt finansielt institut (SIFI), som væsentligt

overskrider 100 basispoint ved beregning af instituttets systemiskhed, jf. stk. 6, uagtet at den

beregnede systemiskhed for instituttet ikke har overskredet 100 basispoint i to på hinanden følgende

år.

Ændringen af bestemmelsen er en konsekvens af, at udpegningen af SIFIer foreslås fremover at skulle

tage udgangspunkt i et beregnet mål for graden af instituttets systemiskhed, som beskrevet i

bemærkningerne til § 308, stk. 2, jf. lovforslagets § 1, nr. 10, i stedet for de tre indikatorer, der

anvendes i henhold til gældende ret.

Til nr. 12 (§ 308, stk. 4, i lov om finansiel virksomhed)

Det fremgår af § 308, stk. 4. i lov om finansiel virksomhed, at et SIFI i tre på hinanden følgende år

skal have ligget under indikatorerne, som er angivet i den gældende § 308, stk. 2, i lov om finansiel

virksomhed, for at ophøre med at være et SIFI.

Det foreslås at ændre

§ 308, stk. 4,

i lov om finansiel virksomhed, hvorefter et systemisk vigtigt

finansielt institut (SIFI) skal have en beregnet systemiskhed, jf. stk. 6, under 100 basispoint i tre på

hinanden følgende år for at ophøre med at være et systemisk vigtigt finansielt institut (SIFI), jf. dog

stk. 5.

Ændringen af bestemmelsen er en konsekvens af, at udpegningen af SIFIer foreslås fremover at skulle

tage udgangspunkt i et beregnet mål for graden af instituttets systemiskhed, som beskrevet i

bemærkningerne til § 308, stk. 2, jf. lovforslagets § 1, nr. 10, i stedet for de tre indikatorer, der

anvendes i henhold til gældende ret.

Til nr. 13 (§ 308, stk. 5, i lov om finansiel virksomhed)

Det fremgår af § 308, stk. 5, i lov om finansiel virksomhed, at erhvervsministeren efter anmodning

fra et institut kan beslutte, at et SIFI ikke længere er systemisk, hvis SIFIet ligger væsentlig under

alle indikatorerne, som angives i § 308, stk. 2, selvom instituttet ikke har ligget under indikatorerne i

tre på hinanden følgende år.

Det foreslås at ændre § 308, stk. 5, i lov om finansiel virksomhed, hvorefter erhvervsministeren

–

uanset stk. 4

–

efter anmodning fra instituttet kan beslutte, at et systemisk vigtigt finansielt institut

(SIFI) ikke længere er systemisk, hvis det systemisk vigtige finansielle institut (SIFI) ligger

væsentligt under 100 basispoint ved beregning af systemiskheden for instituttet, jf. stk. 6.

Ændringen af bestemmelsen er en konsekvens af, at udpegningen af SIFIer foreslås fremover at skulle

tage udgangspunkt i et beregnet mål for graden af instituttets systemiskhed, som beskrevet i

bemærkningerne til § 308, stk. 2, jf. lovforslagets § 1, nr. 10, i stedet for de tre indikatorer, der

anvendes i henhold til gældende ret.

Til nr. 14 (§ 308, stk. 6-8, i lov om finansiel virksomhed)

Det fremgår af § 308, stk. 6, i lov om finansiel, at Finanstilsynet skal udregne et mål for graden af

systemiskhed i institutter, som et gennemsnit af faktorerne efter nr. 1-3. Faktorerne er instituttets

balance i pct. af danske penge- og realkreditinstitutters samlede balance, instituttets udlån i Danmark

i pct. af det samlede penge- og realkreditudlån i Danmark og instituttets indlån i Danmark i pct. af

det samlede pengeinstitutindlån i Danmark. Systemiskheden skal beregnes parallelt med udpegningen

af systemisk vigtige finansielle institutter (SIFI), jf. stk. 1, og skal opgøres på baggrund af det seneste

årsregnskab.

Det foreslås i

§ 308, stk. 6, 1. og 2. pkt.,

at Finanstilsynet skal beregne institutternes systemiskhed

opgjort i basispoint ved at opgøre det enkelte instituts andel af den samlede værdi for alle danske

penge- og realkreditinstitutter og væsentlige filialer i Danmark af udenlandske penge- og

realkreditinstitutter for hver af indikatorerne i nr. 1-12. Disse andele vægtes med de i nr. 1-12 angivne

vægte, hvorefter de vægtede andele summeres og ganges med 10.000.

Finanstilsynet vil beregne systemiskheden på baggrund af seneste årsberetninger sendt til

Finanstilsynet og seneste årsdata fra Nationalbanken.

Bestemmelsen fastsætter, at for hver af indikatorerne i nr. 1-12 opgøres værdien for det enkelte institut

og den samlede værdi for alle danske penge- og realkreditinstitutter og væsentlige filialer i Danmark

af udenlandske penge- og realkreditinstitutter. Ud fra disse oplysninger beregnes for hver af

indikatorerne i nr. 1-12, hvor stor en andel værdien for det enkelte institut udgør af den samlede værdi

for alle institutter. De opgjorte andele for hver af indikatorerne i nr. 1-12 vægtes med de angivne

vægte.

Har et institut f.eks. samlede aktiver på 0,5 mia. kr. og værdien af samlede aktiver for alle institutter

udgør 5 mia. kr., opgøres en andel på 0,1 for indikator nr. 1

–

samlede aktiver. Denne vægtes derefter

ved at gange med vægten på 6/24, hvilket giver en vægtet andel på 0,025.

For hvert institut summeres derefter de beregnede vægtede andele for hver af indikatorerne i nr. 1-

12.

Da bestemmelsen fastsætter, at det beregnede mål for graden af systemiskhed i institutter opgøres i

basispoint, skal de beregnede vægtede andele omregnes til basispoint ved at gange med 10.000. Det

skyldes, at der med basispoint forstås 0,01 pct., dvs. at 100 basispoint svarer til 1 pct. Der omregnes

derfor fra andele til procent ved at gange resultatet med 100, og der omregnes videre til basispoint

ved igen at gange med 100.

Det foreslås, at det skal fremgå af

§ 308, stk. 6, nr. 1,

at en af indikatorerne er samlede aktiver, hvilket

vægtes med 6/24.

Udpegningen skal således delvis være baseret på et mål for de samlede aktiver. Størrelsen af et insti-

tuts samlede aktiver er et udtryk for balancens størrelsen. Set i forhold til de samlede aktiver/balance

i penge- og realkreditinstitutter kan det indikere, hvor stort et institut er set i forhold det samlede

marked, da balancen indfanger stort set alle instituttets aktiviteter. Denne indikator giver dermed et

mål for hvor svært det vil være at krisehåndtere det pågældende institut, og hvor hårdt en krisehånd-

tering af instituttet generelt vil kunne ramme samfundsøkonomien.

Målet indgår i beregningen af systemiskheden med en vægt på 6/24.

Det foreslås, at det skal fremgå af

§ 308, stk. 6, nr. 2,

at en af indikatorerne er værdien af nationale

betalingstransaktioner, hvilket vægtes med 2/24.

Udpegningen skal således delvis være baseret på et mål for værdien af nationale betalingstransaktio-

ner foretaget i indberetningsåret. Jo større det enkelte instituts andel af værdien af nationale betalings-

transaktioner udgør, jo hårdere går det ud muligheden for at gennemføre betalingstransaktioner i til-

fældet af at instituttet afvikles, hvilket kan have konsekvenser for forbruget og aktiviteten i samfun-

det. Målet indgår i beregningen af systemiskheden med en vægt på 2/24.

Det foreslås, at det skal fremgå af

§ 308, stk. 6, nr. 3,

at en af indikatorerne er indlån i Danmark,

hvilket vægtes med 2/24.

Udpegningen skal således delvis være baseret på indlån i Danmark. Indskydere, der ikke er dækkede

af indskydergarantien, må forventes at lide tab i en afvikling, og sådanne tab til husholdninger og

virksomheder kan begrænse deres forbrug og investeringer og kan i yderste fald betyde, at de ikke er

i stand til at honorere deres forpligtigelser. Det risikerer at skabe en negativ spiral mellem den øko-

nomiske udvikling og udviklingen i den finansielle sektor. Målet indgår i beregningen af systemisk-

heden med en vægt på 2/24.

Det foreslås, at det skal fremgå af

§ 308, stk. 6, nr. 4,

at en af indikatorerne er udlån i Danmark,

hvilket vægtes med 2/24.

Udpegningen skal således delvis være baseret på udlån i Danmark, De danske kreditinstitutter

–

både

penge- og realkreditinstitutter

–

har udlånsaktiviteter som et helt centralt forretningsområde. Udlån

udgør aktiviteter, som det kan være vanskeligt eller umuligt for andre kreditinstitutter at overtage

eller erstatte i betydeligt omfang på kort sigt. Ydelse af udlån forudsætter bl.a., at instituttet har til-

strækkelig likviditet og kapital til at leve op til lovens krav også efter at have ydet lånene, samt for

nogle kunde- eller produktsegmenter en højt specialiseret kreditfaglig ekspertise. Den kreditfaglige

ekspertise vil i nogen udstrækning potentielt kunne tiltrækkes eller overtages fra det nødlidende in-

stitut. Det må forventes, at jo større udlånet er, jo sværere vil det være at overtage for andre institutter.

Væsentlige tab i og efterfølgende afvikling af et SIFI kan derfor indebære en indskrænkning af ud-

lånskapaciteten i sektoren

–

mest mærkbart i forhold til muligheden for at yde nye udlån

–

særligt i

en situation, hvor der, som følge af den økonomiske konjunktur, i forvejen er risiko for indskrænkning

af udlånet. Dette kan begrænse den økonomiske vækst. Af disse grunde vurderes udlån at være svært

at substituere og at have særlig væsentlig systemisk karakter. Målet indgår i beregningen af syste-

miskheden med en vægt på 2/24.

Det foreslås, at det skal fremgå af

§ 308, stk. 6, nr. 5,

at en af indikatorerne er den nominel værdi af

derivater, som ikke er noteret på et reguleret marked, også kendt som Over The Counter derivater

(OTC- derivater), hvilket vægtes med 2/24.

Udpegningen skal således delvis være baseret på den nominel værdi af derivater, som ikke er noteret

på et reguleret marked (OTC- derivater) f.eks. swaps, forwards og optioner. Dette indikerer hvor

kompleks instituttets forretningsmodel er, hvilket har betydning for omkostninger ved afvikling af

instituttet, og derigennem instituttets systemiskhed. En større kompleksitet kan også være med til at

øge usikkerheden ved handel mellem institutterne, hvis sektoren udsættes for stress f.eks. ved et øko-

nomisk tilbageslag. Målet indgår i beregningen af systemiskheden med en vægt på 2/24.

Det foreslås, at det skal fremgå af

§ 308, stk. 6, nr. 6,

at en af indikatorerne er passiver på tværs af

jurisdiktioner, hvilket vægtes med 2/24.

Udpegningen skal således delvis være baseret på passiver på tværs af jurisdiktioner, dvs. over for

udlandet, da jo flere grænseoverskridende aktiviteter et institut har, jo sværere er det at koordinere

afvikling, og jo mere udbredte vil konsekvenserne være, hvis instituttet skulle blive nødlidende. End-

videre vil omkostningerne ved afvikling af et instituttet med betydelige grænseoverskridende aktivi-

teter øge de operationelle risici og presse det tidsmæssige aspekt af krisehåndteringen på grund af

behovet for koordination mellem nationale myndigheder. Målet indgår i beregningen af systemisk-

heden med en vægt på 2/24.

Det foreslås, at det skal fremgå af

§ 308, stk. 6, nr. 7,

at en af indikatorerne er aktiver på tværs af

jurisdiktioner, hvilket vægtes med 2/24.

Udpegningen skal således delvis være baseret på aktiver på tværs af jurisdiktioner, dvs. over for ud-

landet, af samme årsag som inddragelsen af passiver på tværs af jurisdiktioner.

Det foreslås, at det skal fremgå af §

308, stk. 6, nr. 8,

at en af indikatorerne er udestående gældsud-

stedelser, hvilket vægtes med 2/24.

Udpegningen skal således delvis være baseret på udestående gældsudstedelser, dvs. egne udstedte

gældsinstrumenter herunder særligt dækkede obligationer. Forbundenhed via kontraktuelle forplig-

telser øger generelt sandsynligheden for, at finansielle problemer hos et institut kan sprede sig til

andre institutter. Der fokuseres med denne indikator på instituttets gældsoptagelse, hvilket ofte vil

være med andre institutter som långiver. Målet indgår i beregningen af systemiskheden med en vægt

på 2/24.

Det foreslås, at det skal fremgå af §

308, stk. 6, nr. 9,

at en af indikatorerne er passiver inden for det

finansielle system (hele verden), hvilket vægtes med 1/24.

Udpegningen skal således delvis være baseret på de af institutternes passiver der er ejet af andre dele

af det finansielle system på verdensplan. Forbundenhed via kontraktuelle forpligtelser øger generelt

sandsynligheden for, at finansielle problemer hos et institut kan sprede sig til andre institutter. Med

denne indikator inddrages forbundenhed med andre dele af det finansielle på verdensplan. Målet ind-

går i beregningen af systemiskheden med en vægt på 1/24.

Det foreslås, at det skal fremgå af

§ 308, stk. 6, nr. 11,

at en af indikatorerne er aktiver inden for det

finansielle system (Danmark), hvilket vægtes med 1/24.

Udpegningen skal således delvis være baseret på de af institutternes passiver der er ejet af andre dele

af det finansielle system i Danmark. Forbundenhed via kontraktuelle forpligtelser øger generelt sand-

synligheden for, at finansielle problemer hos et institut kan sprede sig til andre institutter, og der

fokuseres med denne indikator på forbundenhed med andre dele af det finansielle system i Danmark.

Målet indgår i beregningen af systemiskheden med en vægt på 1/24.

Det foreslås, at det skal fremgå af

§ 308, stk. 6, nr. 12,

at en af indikatorerne er aktiver inden for det

finansielle system (Danmark), hvilket vægtes med 1/24.

Udpegningen skal således delvis være baseret på de af institutternes aktiver der er ejet af andre dele

af det finansielle system i Danmark af samme årsag som ved inddragelsen institutternes passiver der

er ejet af andre dele af det finansielle system i Danmark. Målet indgår i beregningen af systemiskhe-

den med en vægt på 1/24.

Finanstilsynet fastsætter i henhold til den gældende bestemmelse i § 308, stk. 9, i lov om finansiel

virksomhed, som forslås fremover at skulle være stk. 8, jf. lovforslagets § 1, nr. 14, nærmere regler

for hvordan de enkelte faktorer defineres, og hvordan der foretages beregning af indikatorernes andel

af de samlede indikatorværdier for de danske penge- og realkreditinstitutter og væsentlige filialer i

Danmark af udenlandske penge- og realkreditinstitutter.

Bestemmelsen omfatter pengeinstitutter og realkreditinstitutter, der er omfattet af Europa-Parlamen-

tets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinsti-

tutter og investeringsselskaber. Fastlæggelsen af, hvilke institutter der er omfattet af bestemmelsen,

er således uændret i forhold gældende ret.

Formålet med bestemmelsen er at foretage en beregning af institutternes systemiskhed til brug for

udpegningen af SIFIer, jf. § 308, stk. 2, og fastlæggelsen af, hvilken kategori af systemiskhed de

enkelte SIFIer skal indplaceres i, jf. § 308, stk. 7.

Formålet med ændringen er at inddrage flere faktorer i opgørelsen af systemiskheden og dermed øge

modellens robusthed over tid ved at tage udgangspunkt i EBAs model for udpegning af SIFIer.

Det fremgår af § 308, stk. 7, 1. pkt., i lov om finansiel, at SIFIer indplaceres i en af fem kategorier af

systemiskhed, som afhænger af den beregnede grad af systemiskhed. De fem katogier er oplistet i §

308, stk. 1, nr. 1-5.

Systemiskheden bliver efter gældende ret beregnet efter § 308, stk. 6.

Det foreslås i

§ 308, stk. 7,

i lov om finansiel virksomhed, at på baggrund af beregningen, skal

institutterne placeres i en af fem kategorier af systemiskhed.

Formålet med bestemmelsen er at foretage en indplacering af SIFIerne i kategorier for systemiskhed,

som kan bruges til at fastsætte, hvilken SIFI-buffersats, der skal gælde for de enkelte SIFIer. SIFI-

buffersatserne fastsættes af erhvervsministeren i henhold til § 125 g, stk. 3 og 4, i lov om finansiel

virksomhed.

Som beskrevet i bemærkningerne til § 308, stk. 6, jf. lovforslagets § 1, nr. 14, så skal det beregnede

mål for graden af systemiskhed fremover opgøres i basispoint. Dermed skal § 308, stk. 7, i lov om

finansiel virksomhed tilrettes, så intervallerne i de enkelte kategorier for systemiskhed opgøres i

basispoint.

Det foreslås, at det skal fremgå af

§ 308, stk. 7, nr. 1,

at et institut med en systemiskhed på 100

basispoint og op til 300 basispoint indplaceres i kategori 1.

Institutter, der indplaceres i kategori 1 vil skulle opfylde den laveste SIFI-buffersats, som fastsættes

af erhvervsministeren, der aktuelt udgør 1 pct.

Det foreslås, at det skal fremgå af

§ 308, stk. 7, nr. 2,

at et institut med en systemiskhed på 300

basispoint og op til 1.000 basispoint indplaceres i kategori 2.

Institutter som indplaceres i kategori 2 vil skulle opfylde en SIFI-buffersats, som fastsættes af

Erhvervsministeren, som aktuelt udgør 1,5 pct.

Det foreslås, at det skal fremgå af

§ 308, stk. 7, nr. 3,

at et institut med en systemiskhed på 1.000

basispoint og op til 2.000 basispoint indplaceres i kategori 3.

Institutter, der indplaceres i kategori 3 vil skulle opfylde en SIFI-buffersats, som fastsættes af

erhvervsministeren, der aktuelt udgør 2,0 pct.

Det foreslås, at det skal fremgå af

§ 308, stk. 7, nr. 4,

at et institut med en systemiskhed på 2.000

basispoint og op til 4.000 basispoint indplaceres i kategori 4.

Institutter der indplaceres i kategori 4 vil skulle opfylde en SIFI-buffersats, som fastsættes af

erhvervsministeren, der aktuelt udgør 2,5 pct.

Det foreslås, at det skal fremgå af

§ 308, stk. 7, nr. 5,

at et institut med en systemiskhed på 4.000

basispoint og derover indplaceres i kategori 5.

Institutter som indplaceres i kategori 5 vil skulle opfylde den højeste SIFI-buffersats, som fastsættes

af Erhvervsministeren, som aktuelt udgør 3 pct.

Op til skal forstås således, at tallet ikke inkluderes. F.eks. intervallet i nr. 1 på 100 basispoint op til

300 basispoint inkluderer ikke 300 basispoint.

Det fremgår af § 308, stk. 8, i lov om finansiel virksomhed, at Finanstilsynet kan fastsætte nærmere

regler for, hvordan og på hvilket virksomhedskonsolideringsniveau, der skal foretages beregning af

de indikatorer, der bruges til udpegning af SIFIer. Bemyndigelsen er brugt til at udstede den gældende

bekendtgørelse på området i form af bekendtgørelse nr. 298 af 27. marts 2014 om opgørelse af

indikatorer og faktorer til udpegning af systemisk vigtige finansielle institutter m.v.

Det foreslås, at bestemmelsen i § 308,

stk. 8,

ophæves.

Som beskrevet i bemærkningerne til § 308, stk. 2, jf. lovforslagets § 1, nr. 10, foreslås det, at

udpegningen af SIFIer, fremover tager udgangspunkt i et beregnet mål for graden af instituttets

systemiskhed i stedet for de 3 indikatorer der anvendes i henhold til gældende ret. Der er derfor ikke

længere behov for at fastsætte regler, der nærmere specificerer, hvordan de 3 indikatorer, der

anvendes i henhold til gældende ret, skal beregnes. På den baggrund foreslås det at ophæve

bestemmelsen i § 308, stk. 8.

Til nr. 15 (§ 334, stk. 1, nr. 2, i lov om finansiel virksomhed)

§ 334 fastsætter, at virksomheder, der udøver virksomhed, som består i erhvervsmæssigt eller som et

væsentligt led i deres drift at modtage indlån eller andre midler, der skal tilbagebetales fra offentlig-

heden, og som anbringer de således modtagne midler på anden måde end ved indsættelse i et penge-

institut, skal have tilladelse som sparevirksomhed, hvis virksomheden ikke er et pengeinstitut, et re-

alkreditinstitut eller oprettet i henhold til særlig lov, eller vil oprettelse ikke er godkendt i henhold til

særlig lov. Virksomhederne er oplistet i bestemmelsens nr. 1-3.

Det foreslås, at ordet »eller« udgår fra

§ 334, stk. 1, nr. 2.

Det foreslåede er en konsekvensrettelse på baggrund af lovforslagets § 1, nr. 17, hvor et nr. 4 tilfø-

jes til bestemmelsen.

Til nr. 16 (§ 334, stk. 1, nr. 3, i lov om finansiel virksomhed)

§ 334 fastsætter, at virksomheder, der udøver virksomhed, som består i erhvervsmæssigt eller som et

væsentligt led i deres drift at modtage indlån eller andre midler, der skal tilbagebetales fra offentlig-

heden, og som anbringer de således modtagne midler på anden måde end ved indsættelse i et penge-

institut, skal have tilladelse som sparevirksomhed, hvis virksomheden ikke er et pengeinstitut, et re-

alkreditinstitut eller oprettet i henhold til særlig lov, eller vil oprettelse ikke er godkendt i henhold til

særlig lov.

Det foreslås, at

§ 334, stk. 1, nr. 2,

ændres, således, at punktummet ændres til »eller«.

Det foreslåede er en konsekvensrettelse på baggrund af lovforslagets § 1, nr. 17, hvor et nr. 4 tilfø-

jes til bestemmelsen.

Til nr. 17 (§ 334, stk. 1, nr. 4, i lov om finansiel virksomhed)

§ 334 fastsætter, at virksomheder, der udøver virksomhed, som består i erhvervsmæssigt eller som et

væsentligt led i deres drift at modtage indlån eller andre midler, der skal tilbagebetales fra offentlig-

heden, og som anbringer de således modtagne midler på anden måde end ved indsættelse i et penge-

institut, skal have tilladelse som sparevirksomhed, hvis virksomheden ikke er et pengeinstitut, et re-

alkreditinstitut eller oprettet i henhold til særlig lov, eller vil oprettelse ikke er godkendt i henhold til

særlig lov.

Det foreslås, at det skal fremgå af § 334, stk. 1,

nr. 4,

at projektejere, såfremt de modtagne midler er

omfattet af et crowdfundingudbud omfattet af reglerne i forordning 2020/1503 af 7. oktober 2020

ikke skal have tilladelse som sparevirksomhed.

Det foreslåede medfører, at crowdfundingudbud omfattet af reglerne i crowdfundingforordningen

ikke er omfattet af kravet om tilladelse som sparevirksomhed.

Det følger af lovforslagets § 1, nr. 2, at projektejere, såfremt de modtagne midler er omfattet af et

crowdfundingudbud omfattet af reglerne i forordning 2020/1503, fra offentligheden må modtage an-

dre midler, der skal tilbagebetales.

Denne virksomhedstype er tilføjet som konsekvens af artikel 1, stk. 3, i forordning 2020/1503. Artik-

len fastsætter, at projektejere ikke må underlægges krav om tilladelse som kreditinstitut eller anden

individueltilladelse, fritagelse eller dispensation i forbindelse med udbud af lånebaseret crowdfun-

ding. Derfor foreslås disse undtaget fra krav om tilladelse som sparevirksomhed.

Projektejer defineres i forordning 2020/1503, artikel 2, stk. 1, litra

h, som ”enhver fysisk eller juridisk

person, der søger finansiering gennem en crowdfundingplatform”.

Det er alene crowdfundingudbud, der lever op til kravene i Europa-Parlamentets og Rådets forordning

2020/1503, der ikke skal have tilladelse som pengeinstitut eller sparevirksomhed. Dette medfører, at

udbuddet skal vedrøre et projekt, der lever op til kravene i forordningens bilag 1, og som foretages

på en crwodfundingplatform der er meddelt tilladelse efter artikel 11.

Crowdfundingforordningen finder ikke anvendelse på crowdfundingudbud med en værdi på over

5.000.000 euro, jf. artikel 1, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2020/1503. Dermed

vil projektejere af disse crowdfundingudbud ansøge om tilladelse som f.eks. pengeinstitut eller spa-

revirksomhed. Ved vurdering af grænsen, kan Finanstilsynet ud fra en konkret vurdering medtage

flere fysiske og juridiske personer, hvis de reelt drives samlet, eksempelvis ved sammenfald i ejer-

eller ledelseskredsen.

Det vil derfor som udgangspunkt kun være enkeltstående finansieringer gennem lånebaseret crowd-

funding, ikke kræver tilladelse som pengeinstitut eller sparevirksomhed. Forretningsmodeller, der

baserer sig på løbende og væsentlig finansiering via crowdfunding falder uden for forslagets område.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.4 i lovforslagets almindelige bemærkninger

Til nr. 18 (§ 343 s, stk. 3, nr. 6, i lov om finansiel virksomhed)

Den gældende § 343 s, stk. 1, fastlægger, at erhvervsministeren nedsætter Det Systemiske Risikoråd.

Efter stk. 2 udpeger erhvervsministeren medlemmerne af Det Systemiske Risikoråd og suppleanter

herfor, og stk. 3 angiver Det Systemiske Risikoråds opgaver.

Det foreslås i lovforslagets § 4, nr. 19, at indsætte et stk. 4 i § 212 i lov om kapitalmarkeder, hvorefter

erhvervsministeren udpeges som relevant myndighed til at vurdere, hvorvidt anvendelsen af finan-

sielle instrumenters og finansielle kontrakters erstatningsbenchmark kan medføre systemiske finan-

sielle risici, der kan have negative konsekvenser for den finansielle stabilitet efter benchmarkforord-

ningen.

Det foreslås i

§ 343 s, stk. 3, nr. 6,

at Det Systemiske Risikoråd får til opgave at udtale sig til er-

hvervsministeren om, hvorvidt anvendelsen af finansielle instrumenters og finansielle kontrakters er-

statningsbenchmarks i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/1011 af 8.

juni 2016 kan medføre systemiske finansielle risici, der kan have negative konsekvenser for den fi-

nansielle stabilitet, jf. § 212, stk. 4, lov om kapitalmarkeder.

Erhvervsministeren får derfor med forslaget mulighed for at bede Det Systemiske Risikoråd om en

vurdering af, om et erstatningsbenchmark kan medføre systemiske finansielle risici, der kan have

negative konsekvenser for den finansielle stabilitet. Det Systemiske Risikoråd skal således alene fo-

retage vurderingen af erstatningsbenchmarkets indvirkning på den finansielle stabilitet på baggrund

af en anmodning fra erhvervsministeren. I praksis forudsættes det, at erhvervsministeren som ud-

gangspunkt altid vil anmode Det Systemiske Risikoråd om at forholde sig til et benchmarks indvirk-

ning på den finansielle stabilitet i relation til at almindeligt anvendt erstatningsbenchmark.

Efter den foreslåede bestemmelse vil Det Systemiske Risikoråds opgave alene være af rådgivende

karakter i forhold til erhvervsministerens vurdering af anvendelsen af et aftalt erstatningsbenchmarks

betydning for den finansielle stabilitet.

Til nr. 19 (§ 343 s, stk. 7, i lov om finansiel virksomhed)

Som konsekvens af ændringen af § 14 a i lov om Danmarks Nationalbank i lov nr. 1163 af 8. juni

2021, udgår "statistiske" af bestemmelsen.

Til nr. 20 (§ 343 q, stk. 2, 2. pkt., i lov om finansiel virksomhed)

Det fremgår af § 343 q, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed, at reglerne for fælles datacentraler i

denne lov gælder også for datacentraler, der udfører både væsentlig it-drift og it-udvikling for den

fælles betalingsinfrastruktur.

Det foreslås, at indsætte

2. pkt.,

§ 343 q, stk. 2,

hvoraf det fremgår, at bestemmelsen ikke finder

anvendelse for datacentraler, der har tilladelse som operatør af et detailbetalingssystem, jf. § 180 a,

stk. 1, i lov om kapitalmarkeder.

Efter den foreslåede ordning vil it-drift af et detailbetalingssystem, som Finanstilsynet finder har væ-

sentlig betydning for betalingsafviklingen eller væsentlige samfundsmæssig betydning kræve tilla-

delse, jf. den foreslåede § 180 a, stk. 1, i lov om kapitalmarkeder, jf. § 1, nr. 6, i nærværende lov-

forslag. I tilsynet med operatøren vil hensynet til den operationelle risikostyring og it-sikkerhed va-

retages på linje med hvad der gælder for fælles datacentraler. Operatørerne af detailbetalingssystemer

vil i relevant omfang blive omfattet af de regler, der gælder fælles datacentraler, herunder ledelses-

bekendtgørelsen og dennes bilag 5, systemrevisionsbekendtgørelsen og outsourcingbekendtgørelsen.

Til nr. 21 (§ 344, stk. 1, 1. pkt., i lov om finansiel virksomhed)

Den gældende § 344, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed fastsætter, hvilke regler Finanstilsynet

påser overholdelsen af.

Det foreslås at indsætte en henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2020/852/EU af

18. juni 2020 om fastlæggelse af en ramme til fremme af bæredygtige investeringer i

§ 344, stk. 1, 1.

pkt.

Det foreslåede medfører, at Finanstilsynet vil blive udpeget som kompetent myndighed til at påse

finansielle markedsdeltageres overholdelse af artikel 5, 6 og 7 i taksonomiforordningen. Med den

foreslåede ændring vil Finanstilsynet desuden kunne påse overholdelsen af de regler, som Kommis-

sionen har hjemmel til at udstede i medfør af taksonomiforordningen.

Taksonomiforordningen finder bl.a. anvendelse på finansielle markedsdeltagere. Ved finansielle mar-

kedsdeltagere forstås bl.a. et pengeinstitut, der yder porteføljepleje, jf. artikel 2, nr. 2, i taksonomi-

forordningen, jf. artikel 2, nr. 1, litra j, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2019/2088/EU af

27. november 2019 om bæredygtighedsrelaterede oplysninger i sektoren for finansielle tjenesteydel-

ser (disclosureforordningen).

Taksonomiforordningen fastsætter yderligere krav til de oplysninger, som finansielle markedsdelta-

gere skal give forud for indgåelse af en aftale, og i periodiske rapporter i medfør af disclosureforord-

ningen, når finansielle markedsdeltagere stiller finansielle produkter i medfør af artikel 8 og artikel 9

i disclosureforordningen til rådighed, eller når finansielle markedsdeltagere stiller et finansielt pro-

dukt til rådighed, der ikke er omfattet af artikel 8 eller artikel 9 i disclosureforordningen.

Efter artikel 21, stk. 1, i taksonomiforordningen skal hver medlemsstat sikre, at den kompetente myn-

dighed, der er omhandlet i artikel 14, stk. 1, i disclosureforordningen påser, at finansielle markeds-

deltagere opfylder kravene i artikel 5, 6 og 7, i taksonomiforordningen. Videre skal hver medlemsstat

sikre, at den kompetente myndighed, som er udpeget af de nationale myndigheder, har de nødvendige

tilsyns- og undersøgelsesbeføjelser, til at kunne udføre de opgaver, der er omfattet af taksonomifor-

ordningen.

Finanstilsynet er udpeget som kompetent myndighed til at påse finansielle markedsdeltageres over-

holdelse af disclosureforordningen i medfør af lov nr. 2110 af 22. december 2020.

Den foreslåede ændring vil medføre, at Finanstilsynet bl.a. vil kunne udstede påbud og påtaler for

finansielle markedsdeltageres overtrædelse af artikel 5, 6 og 7 i taksonomiforordningen eller regler

udstedt i medfør heraf.

Bestemmelsen supplerer artikel 21, stk. 1, i taksonomiforordningen.

Til nr. 22 (§ 344, stk. 2, 4. pkt., i lov om finansiel virksomhed)

Det fremgår af § 344, stk. 2, 4. pkt., at Finanstilsynet hvert år gennemgår solvensbehovet hos de

penge- og realkreditinstitutter, der har en arbejdende kapital på mere end 250 mio. kr.

Grænsen på 250 mio. kr. blev fastsat ud fra et proportionalitetshensyn, hvor Finanstilsynet skal føre

et tættere tilsyn med de største institutter end de mindste.

Det foreslås i

§ 344, stk. 2, 4. pkt.,

i lov om finansiel virksomhed, at Finanstilsynet hvert år vil

gennemgå solvensbehovet hos realkreditinstitutter og de pengeinstitutter, der er i gruppe 1-3 eller 6 i

Finanstilsynets størrelsesgruppering.

Finanstilsynet offentliggør hvert år en størrelsesgruppering af pengeinstitutter i Danmark. Danske

pengeinstitutter placeres i en gruppe fra 1-4 ud fra deres arbejdende kapital. Skillegrænserne mellem

grupperne opdateres, når der vurderes at være grundlag herfor. Eksempelvis er alle SIFIer gruppe 1,

så grænsen mellem gruppe 1 og 2 kan variere ved nye SIFIer eller væsentlige ændringer i nuværende

SIFIers arbejdende kapital. Gruppe 5 er filialer af udenlandske institutter i Danmark, og gruppe 6 er

de færøske pengeinstitutter.

Institutternes gruppering er styrende for blandt andet kravene til institutternes indberetninger til

Finanstilsynet.

Da grænsen på 250 mio. kr. blev fastsat, var dette grænsen mellem pengeinstitutter i gruppe 3 og 4.

Den nuværende grænse er 750 mio. kr. Formålet med ændringen er at skabe direkte sammenhæng

mellem kravet om Finanstilsynets gennemgang af solvensbehovet og institutternes gruppeinddeling,

der løbende ændrer sig, således at proportionalitetshensynet løbende iagttages. Den foreslåede

ændring har ikke betydning for realkreditinstitutterne.

Til nr. 23 (§ 353 i lov om finansiel virksomhed)

Det følger af den gældende § 353 i lov om finansiel virksomhed, at Finanstilsynet i samarbejde med

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen årligt afgiver en rapport over status for udstedelse af regler om

god skik samt regler om prisoplysning og om erfaringerne med reglernes anvendelse til erhvervsmi-

nisteren.

Bestemmelsen blev indført på et tidspunkt, hvor Finanstilsynets skærpede tavshedspligt fandt anven-

delse på god skik sager. Den skærpede tavshedspligt finder i dag ikke anvendelse på sager om god

skik, og der er således i dag almindelig offentlighed om tilsynet på dette område.

Det foreslås med lovforslaget at ophæve

§ 353

i lov om finansiel virksomhed. Finanstilsynets infor-

mering på god skik området, vil fremover ske gennem Finanstilsynets hjemmeside, på sociale medier

og ved udsendelse af pressemeddelelser.

Finanstilsynet offentliggør relevante nyheder på en lang rækker områder relateret til Finanstilsynets

tilsyn med de finansielle virksomheder, herunder tilsynet med de forbrugerrettede regler. Det er end-

videre muligt at tilmelde sig et nyhedsbrev, hvorefter man modtager relevant information om nye

afgørelser, vejledende udtalelser og lignende. Når Finanstilsynet gennemfører undersøgelser sager

om god skik eller træffer afgørelser inden for dette område, offentliggøres information herom også

på Finanstilsynets hjemmeside.

Endelig har Finanstilsynet i dag ansvaret for forbrugeroplysning på det finansielle område og driver

i den forbindelse både en hjemmeside rettet direkte mod forbrugerne og flere platforme på de sociale

medier. Information om tilsynsarbejdet, som er direkte relevant for forbrugerne, og som kan omsættes

til handlingsorienterede råd og information, bliver ligeledes formidlet via disse kanaler.

På den baggrund vurderes der ikke længere at være et behov for et formelt krav om en rapport, der

omhandler nye regler om god skik samt reglernes anvendelse. Med ændringen vil der fremadrettet

ikke være et krav om, at der skal udarbejdes en rapport om reglerne for god skik.

Til nr. 24 (§ 353 a i lov om finansiel virksomhed)

Finanstilsynets bestyrelse er nedsat med hjemmel i § 345 i lov om finansiel virksomhed. Bestyrelsen

har til opgave at føre kontrol med og træffe beslutninger i forhold til Finanstilsynets tilsynsvirksom-

hed. Bestyrelsens kompetencer er nærmere afgrænset i § 345, stk. 12, i lov om finansiel virksomhed.

Bestyrelsen har bl.a. ansvaret for at træffe beslutning om reaktioner i sager af principiel karakter og i

sager, der har videregående betydelige følger, jf. § 345, stk. 12, nr. 4. Derudover træffer bestyrelsen

beslutning om at overgive sager omfattet af § 345, stk. 12, nr. 4, til politimæssig efterforskning, jf. §

345, stk. 12, nr. 6.

De sager, som Finanstilsynets bestyrelse kan behandle efter § 345, stk. 12, i lov om finansiel virk-

somhed, omfatter bl.a. sager om god skik m.v. Sagerne er typisk kendetegnet ved, at de relaterer sig

til reglerne i kapitel 6 i lov om finansiel virksomhed eller bekendtgørelser udstedt i medfør heraf.

Dog indeholder de øvrige dele af den finansielle lovgivning også regler om god skik m.v., som er

omfattet af bestyrelsens beslutningskompetence. Bestyrelsen bliver dermed forelagt sager om god

skik m.v., når sagerne kan medføre politianmeldelse, er af principiel karakter eller har videregående

betydelige følger. Bestyrelsens beslutningskompetence i sager om god skik m.v. sikrer en løbende

kontrol med Finanstilsynets tilsynsvirksomhed, heriblandt tilsynet med forbrugerområdet og over-

holdelsen af god skik m.v. Det er et begrænset antal sager om god skik m.v., der forelægges Finans-

tilsynets bestyrelse, hvilket navnlig skyldes det forhold, at sagerne skal have en særlig karakter for at

være omfattet af bestyrelsens beslutningskompetence.

Forbrugerombudsmanden og Finanstilsynet samarbejder om håndhævelsen af forbrugerlovgivningen

på det finansielle område. Når Finanstilsynets bestyrelse behandler sager om god skik m.v., fordi

sagerne er omfattet af § 345, stk. 12, nr. 4 og 6, i lov om finansiel virksomhed, bliver Forbrugerom-

budsmanden indkaldt og har de samme beføjelser som medlemmerne af Finanstilsynets bestyrelse,

jf. § 345, stk. 14. Forbrugerombudsmanden bliver også underrettet af Finanstilsynet om alle sager,

hvor kunder kan have lidt tab på grund af finansielle virksomheders overtrædelse af § 43, stk. 1, i lov

om finansiel virksomhed og bestemmelser udstedt i medfør af § 43, stk. 2, i lov om finansiel virk-

somhed, jf. § 348 a i lov om finansiel virksomhed.

Finanstilsynets tavshedspligt efter § 354, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed finder ikke anvendelse

på oplysninger i sager om god skik, prisoplysning og kontraktforhold (god skik m.v.), jf. §§ 43-60 e

og bekendtgørelser udstedt i medfør heraf. Det fremgår af § 354, stk. 3, i lov om finansiel virksomhed,

og tilsvarende undtagelsesbestemmelser findes også i de øvrige dele af den finansielle lovgivning,

der indeholder regler om god skik m.v. Undtagelsesbestemmelsen indebærer, at oplysninger om til-

synet med god skik m.v. på det finansielle område er undtaget fra Finanstilsynets tavshedspligt. En-

hver har således ret til aktindsigt i oplysninger i sager om god skik m.v. efter de almindelige regler

om aktindsigt i offentlighedsloven dog med de undtagelser, der følger af offentlighedslovens kapitel

4 om undtagelser fra retten til aktindsigt, jf. Folketingstidende 2018-19 (1. samling), A, L 189 som

fremsat, side 90.

Offentligheden kan derfor få aktindsigt i Finanstilsynets sager om god skik m.v. på forbrugerområdet

efter de almindelige regler om aktindsigt i offentlighedsloven, herunder de sager, hvor Finanstilsynets

bestyrelse skal træffe beslutning i sagen, dog med de undtagelser, der følger af offentlighedslovens

§§ 19-34. Det betyder, at Finanstilsynet f.eks. kan undtage interne dokumenter fra retten til aktindsigt,

jf. offentlighedslovens § 23.

Undtagelsen til aktindsigt omfatter ikke interne dokumenter, der er afgivet til udenforstående. Efter

§ 23 i offentlighedsloven mister et internt dokument som udgangspunkt sin interne karakter, når det

bliver afgivet til udenforstående, f.eks. personer eller virksomheder, som Finanstilsynet vil træffe

afgørelse overfor. Det er således udgangspunktet, at et udkast til afgørelse mister sin interne karakter,

når det i forbindelse med en partshøring bliver sendt til den virksomhed eller person, der skal træffes

afgørelse overfor, fordi det er afgivet til en udenforstående i forhold til Finanstilsynet. Dog vil doku-

mentet bevare sin karakter som internt dokument, hvis afgivelsen i forbindelse med partshøringen er

sket af retlige grunde, jf. § 23, stk. 2, i offentlighedsloven.

Efter forvaltningslovens § 19 er Finanstilsynet som myndighed forpligtet til at partshøre over oplys-

ninger om en sags faktiske grundlag eller eksterne faglige vurderinger, som en part ikke kan antages

at være bekendt med, og som er til ugunst for parten og er af væsentlig betydning for sagens afgørelse.

Når Finanstilsynet skal foretage partshøring i en sag, der skal forelægges Finanstilsynets bestyrelse,

herunder sager om god skik m.v., er det hele udkastet til afgørelse eller beslutning, der sendes i parts-

høring. Denne praksis følger af forarbejderne til lov om finansiel virksomhed, jf. Folketingstidende

2013-14, A, L 133 som fremsat, side 187, og § 35, stk. 1 og 2, i bekendtgørelse nr. 1543 af 30. oktober

2020 om forretningsorden for bestyrelsen for Finanstilsynet. Hensigten er at styrke retssikkerheden

for bl.a. de virksomheder, som Finanstilsynets bestyrelses afgørelse vil rette sig mod, så virksomhe-

derne kan gøre sig bekendt med Finanstilsynets vurderinger forud for bestyrelsens behandling af sa-

gen. Det skal også ses i sammenhæng med, at den pågældende virksomhed har ret til foretræde for

Finanstilsynets bestyrelse og i den forbindelse kan afgive et kort mundtligt indlæg, jf. § 36 i bekendt-

gørelse nr. 1543 af 30. oktober 2020 om forretningsorden for bestyrelsen for Finanstilsynet. Finans-

tilsynets forpligtelse til partshøring i sager, der skal forelægges Finanstilsynets bestyrelse, går således

videre end kravene i forvaltningsloven.

Det forhold, at retten til aktindsigt i dokumenter i sager om god skik m.v. i nogle tilfælde ikke kan

begrænses med henvisning til dokumentets interne eller foreløbige karakter, gør, at sagens omstæn-

digheder og Finanstilsynets overvejelser og vurderinger kan blive genstand for omtale i offentlighe-

den forud for Finanstilsynets bestyrelses stillingtagen. Det omfatter eksempelvis udkast til afgørelser

eller politianmeldelser, der som udgangspunkt ikke længere har karakter af interne dokumenter, når

udkastet i sin helhed er afgivet til udenforstående i forbindelse med partshøring, medmindre afgivel-

sen af udkastet til afgørelse eller politianmeldelse sker af retlige grunde, f.eks. en forpligtelse efter

loven. Selvom et udkast til afgørelse eller politianmeldelse vil beholde sin interne karakter på trods

af afgivelsen til udenforstående i forbindelse med partshøring, kan øvrige dokumenter, der reflekterer

såvel udkastets indhold som konklusioner og dermed Finanstilsynets foreløbige overvejelser i den

konkrete sag, blive genstand for aktindsigt. Væsentlige oplysninger i sager om god skik m.v. kan

dermed komme til offentlighedens kendskab, på trods af at Finanstilsynets bestyrelse endnu ikke har

fået sagen forelagt og truffet sin beslutning, fordi der ikke er hjemmel til at undtage oplysninger om

Finanstilsynets overvejelser eller vurderinger i offentlighedsloven.

Det foreslås at indsætte en ny bestemmelse,

§ 353 a.

Det følger af den foreslåede bestemmelse, at i de tilfælde, hvor en sag om god skik m.v. er omfattet

af Finanstilsynets bestyrelses beslutningskompetence efter § 345, stk. 12, nr. 4 og 6, er nogle enkelte

dokumenter undtaget aktindsigt efter lov om offentlighed i forvaltningen (offentlighedsloven), indtil

bestyrelsen har truffet sin beslutning. De dokumenter, der vil være undtaget fra aktindsigt, er Finans-

tilsynets udkast til afgørelse af en sag eller udkast til beslutning om at overgive en sag til politimæssig

efterforskning, udtalelser afgivet af parten til Finanstilsynets udkast til afgørelse af en sag eller udkast

til beslutning om at overgive en sag til politimæssig efterforskning og supplerende korrespondance

mellem Finanstilsynet og parten vedrørende udkastet til afgørelse af en sag eller udkastet til beslut-

ning om at overgive en sag til politimæssig efterforskning.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at nogle bestemte dokumenter i sager om god skik m.v. vil

være undtaget aktindsigt i en begrænset periode, når den pågældende sag om god skik m.v. er omfattet

af Finanstilsynets bestyrelses beslutningskompetence. De pågældende dokumenter vil være undtaget

aktindsigt fra det tidspunkt, hvor sagen og dens omstændigheder gør, at den er underlagt Finanstilsy-

nets bestyrelses beslutningskompetence efter § 345, stk. 12, nr. 4 og 6, i lov om finansiel virksomhed,

og indtil bestyrelsen har truffet sin beslutning i den pågældende sag. Dokumenterne vil ikke være

undtaget aktindsigt, så snart Finanstilsynets bestyrelse har truffet sin beslutning.

De konkrete dokumenter, som efter den foreslåede bestemmelse vil være undtaget fra aktindsigt, er

oplistet i nr. 1-3.

Efter det foreslåede

nr. 1

vil Finanstilsynets udkast til afgørelse af en sag eller udkast til beslutning

om at overgive en sag til politimæssig efterforskning være undtaget fra aktindsigt. Det dokument,

som vil være undtaget fra aktindsigt, er det udkast til afgørelse eller udkast til beslutning om politi-

anmeldelse, som Finanstilsynet sender i partshøring hos den virksomhed eller person, som udkastet

retter sig mod.

Efter det foreslåede

nr. 2

vil udtalelser afgivet af parten til Finanstilsynets udkast til afgørelse af en

sag eller udkast til beslutning om at overgive en sag til politimæssig efterforskning være undtaget fra

aktindsigt. Som følge heraf vil partens høringssvar samt bemærkninger til udkastet til afgørelse eller

udkastet til beslutning om politianmeldelse være undtaget fra aktindsigt.

Efter det foreslåede

nr. 3

vil supplerende korrespondance mellem Finanstilsynet og parten vedrørende

udkastet til afgørelse af en sag eller udkastet til beslutning om at overgive en sag til politimæssig

efterforskning være undtaget fra aktindsigt. Det omfatter korrespondance, som relaterer sig til Finans-

tilsynets udkast til afgørelse eller udkast til beslutning om politianmeldelse, men som ikke er omfattet

af det foreslåede nr. 2. Det kan f.eks. være korrespondance mellem Finanstilsynet og parten, hvor

Finanstilsynet anmoder parten om at uddybe sine bemærkninger i høringssvaret yderligere. Det kan

også omfatte korrespondance, der er afledt af opklarende spørgsmål fra Finanstilsynet til parten i

relation til partens høringssvar.

De dokumenter i sager om god skik m.v., der efter bestemmelsen foreslås undtaget aktindsigt i en

begrænset periode, kan således karakteriseres som Finanstilsynets udkast til afgørelse eller politian-

meldelse, partens høringssvar til udkastet til afgørelse eller politianmeldelse og supplerende korre-

spondance mellem Finanstilsynet og parten vedrørende udkastet til afgørelse eller politianmeldelse.

Med lovforslaget vil der ikke vil være ret til aktindsigt i de pågældende dokumenter efter offentlig-

hedsloven. Parter i sager om god skik m.v. vil dog fortsat have ret til partsaktindsigt efter reglerne

herom i forvaltningslovens kapitel 4. Reglerne om partsstatus i forhold til Finanstilsynets afgørelser

findes bl.a. i § 355 i lov om finansiel virksomhed. De øvrige dele af den finansielle lovgivning inde-

holder lignende bestemmelser om partsstatus i forhold til Finanstilsynets afgørelser, eksempelvis §

179 i lov om investeringsforeninger m.v. og § 36 i lov om forsikringsformidling. Disse øvrige parts-

bestemmelser afgør spørgsmålet om partsstatus, hvis sagen om god skik m.v. relaterer sig til reglerne

om god skik m.v. i en af de pågældende love.

En sag om god skik m.v. omfatter sager, hvor Finanstilsynet påser overholdelsen af de gældende

regler om god skik m.v. i den finansielle lovgivning. Den foreslåede bestemmelse kræver dog, at

sagen er omfattet af Finanstilsynets bestyrelses beslutningskompetence efter § 345, stk. 12, nr. 4 og

6, i lov om finansiel virksomhed, førend de pågældende dokumenter vil kunne undtages fra aktindsigt.

En sag vil kunne karakteriseres som en sag om god skik m.v., hvis oplysningerne i sagen ikke er

omfattet en skærpet tavshedspligt for Finanstilsynets ansatte, jf. f.eks. § 354, stk. 3, i lov om finansiel

virksomhed, § 170, stk. 3, i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v., § 175, stk. 3, i

lov om investeringsforeninger m.v., § 19, stk. 3, i lov om forbrugslånsvirksomheder, § 31, stk. 3, i

lov om forsikringsformidling, § 103, stk. 3, i lov om firmapensionskasser og § 255, stk. 3, i lov om

fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter. Det omfatter bl.a. alle sager om god skik

m.v., prisoplysning og kontraktforhold i kapitel 6 i lov om finansiel virksomhed. Som følge heraf vil

f.eks. alle sager om finansielle virksomheders overtrædelse af redelig forretningsskik og god praksis,

jf. § 43 og bekendtgørelser udstedt i medfør heraf, være omfattet af den foreslåede bestemmelse, hvis

Finanstilsynets bestyrelse skal træffe beslutning i sagen.

Det følger af en række love på det finansielle område, at Finanstilsynets bestyrelse indgår i Finanstil-

synets tilsyn med at påse overholdelsen af en række love, herunder reglerne om god skik m.v. i de

pågældende love, med den kompetence, som bestyrelsen er tillagt i medfør af § 345 i lov om finansiel

virksomhed, jf. f.eks. § 22, stk. 2, i lov om forsikringsformidling, § 156 i lov om forvaltere af alter-

native investeringsfonde m.v., § 162 i lov om investeringsforeninger m.v., § 15, stk. 2, i lov om for-

brugslånsvirksomheder, § 14, stk. 2, i lov om betalingskonti, § 97, stk. 2, i lov om firmapensionskas-

ser og § 219 i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter.

Med den foreslåede bestemmelse vil følgende dokumenter være undtaget fra aktindsigt i en nærmere

afgrænset periode, hvis Finanstilsynets bestyrelse skal træffe beslutning i den pågældende sag i med-

før af § 345, stk. 12, nr. 4 og 6, i lov om finansiel virksomhed: Finanstilsynets udkast til afgørelse

eller politianmeldelse, partens høringssvar til udkastet til afgørelse eller politianmeldelse og supple-

rende korrespondance mellem Finanstilsynet og parten vedrørende udkastet til afgørelse eller politi-

anmeldelse. De sager om god skik m.v., hvor Finanstilsynets bestyrelse er tillagt kompetence til at

træffe beslutning, fremgår af § 345, stk. 12, nr. 4 og 6, i lov om finansiel virksomhed.

Finanstilsynets bestyrelse træffer beslutning om reaktioner i sager af principiel karakter samt i sager,

der har videregående betydelige følger, jf. § 345, stk. 12, nr. 4. Ved reaktioner forstås afgørelser i

forvaltningsretlig forstand, herunder påtaler og påbud, men reaktioner dækker f.eks. også over admi-

nistrative bødeforlæg og risikooplysninger. Finanstilsynets bestyrelse har dermed kompetence til at

træffe beslutning om en reaktion, som retter sig mod en virksomhed under tilsyn. Bestyrelsen er også

kompetent til at træffe beslutning om reaktioner i principielle sager vedrørende lovfortolkning og

lovanvendelse, herunder ændring af Finanstilsynets tilsynsmæssige praksis. En sag har et principielt

indhold, når der er tvivl af en vis betydning om fortolkningen af en bestemmelse, eller en hidtidig

fortolkning ændres. At en sag vedrører en bestemmelse, der ikke har været anvendt før, gør ikke i sig

selv sagen principiel. Videregående betydelige følger kan f.eks. være reaktioner, der påbyder, at en

bestemt praksis skal følges, hvilket vil medføre anvendelse af betydelige ressourcer for den berørte

virksomhed og andre tilsvarende virksomheder, eller at der er tale om en politianmeldelse.

Finanstilsynets bestyrelse træffer også beslutning om at overgive sager omfattet af § 345, stk. 12, nr.

4, til politimæssig efterforskning, jf. § 345, stk. 12, nr. 6. Det omfatter sager, hvor Finanstilsynet

vurderer, at der er sket en overtrædelse af en strafbelagt bestemmelse, hvorfor sagen bør overgives til

anklagemyndigheden med henblik på at indlede en politimæssig efterforskning.

Finanstilsynet vil løbende vurdere, om sager om god skik m.v. er omfattet af Finanstilsynets besty-

relses beslutningskompetence. Sager om god skik m.v. vil som udgangspunkt være omfattet af Fi-

nanstilsynets kompetence, medmindre beslutningskompetencen er tillagt bestyrelsen, jf. § 345, stk.

12, nr. 4 og 6, i lov om finansiel virksomhed. Vurderer Finanstilsynet, at en sag er omfattet af besty-

relsens kompetence, vil Finanstilsynets udkast til afgørelse eller politianmeldelse, partens høringssvar

til udkastet til afgørelse eller politianmeldelse og supplerende korrespondance mellem Finanstilsynet

og parten vedrørende udkastet til afgørelse eller politianmeldelse være undtaget aktindsigt, forudsat

at dokumenterne er oprettet på det tidspunkt, hvor sagen bliver omfattet af bestyrelsens beslutnings-

kompetence. Hvis en sag om god skik m.v. under sagsbehandlingen bliver omfattet af bestyrelsens

beslutningskompetence, men det efterfølgende viser sig, at den ikke længere kan anses for omfattet

af beslutningskompetencen, vil dokumenterne ikke længere være undtaget tavshedspligt fra det tids-

punkt, hvor Finanstilsynet konstaterer, at bestyrelsen ikke skal træffe beslutning i sagen. Vurderingen

af, om en sag om god skik m.v. er omfattet af bestyrelsens beslutningskompetence vil dermed kunne

ændres i takt med, at sagsbehandlingen skrider fremad, fordi sagens omstændigheder eller øvrige

forhold bevirker, at sagen ikke længere skal forelægges Finanstilsynets bestyrelse, jf. § 345, stk. 12,

nr. 4 og 6.

Dokumenterne vil ikke længere være undtaget aktindsigt, når Finanstilsynets bestyrelse har truffet

beslutning i sagen. Der vil være truffet en beslutning i sagen, når Finanstilsynet bestyrelse har forholdt

sig til den indstilling, som bestyrelsen er blevet forelagt i relation til den pågældende sag om god skik

m.v. Finanstilsynets bestyrelse vil træffe sine beslutninger i henhold til de regler, der følger af be-

kendtgørelse nr. 1543 af 30. oktober 2020 om forretningsorden for bestyrelsen for Finanstilsynet. I

de tilfælde, hvor Finanstilsynets bestyrelse ikke træffer en endelig beslutning på det bestyrelsesmøde,

hvor sagen om god skik m.v. blev forelagt bestyrelsen, men i stedet delegerer kompetencen til at

træffe den endelige beslutning til eksempelvis et bestyrelsesmedlem eller formandsskabet for besty-

relsen, vil der først være truffet en beslutning i sagen, når det bestyrelsesmedlem, der har fået dele-

geret kompetencen til at træffe den endelige beslutning, har accepteret det foreliggende udkast til

afgørelse eller politianmeldelse.

Den foreslåede bestemmelse vil ikke ændre på Finanstilsynets mulighed for at underrette Forbruger-

ombudsmanden om sager om god skik m.v. Samarbejdet om håndhævelsen af forbrugerlovgivningen

på det finansielle område vil dermed ikke ændre sig.

Til nr. 25 (§ 355, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed)

Den gældende § 355, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed, nævner de virksomheder, der kan anses

som part i forhold til Finanstilsynet i sager, hvor Finanstilsynet har truffet eller vil træffe afgørelse

overfor i medfør af bl.a. lov om finansiel virksomhed og andre relevante forordninger på det finan-

sielle område.

Det foreslås i

§ 355, stk. 1,

at indsætte en henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning

2020/852/EU af 18. juni 2020 om fastlæggelse af en ramme til fremme af bæredygtige investeringer.

Det foreslåede medfører, at virksomheder, som Finanstilsynet har truffet eller vil træffe afgørelse

overfor i medfør af taksonomiforordningen eller regler udstedt i medfør heraf, også vil være at anse

som parter i afgørelsessagen.

Til nr. 26 (§ 355, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed)

Med forslagets § 1, nr. 2, foreslås det at indsætte et nyt stk. 3 i § 7. De gældende stk. 3-7 bliver

herefter stk. 4-8.

Det foreslås derfor, at henvisningen til § 7, stk. 4, i

§ 355, stk. 2, nr. 11,

ændres til en henvisning til §

7, stk. 5.

Der er tale om konsekvensændringer som følge af lovforslagets § 1, nr. 2.

Til nr. 27 (§ 355, stk. 1, nr. 12, i lov om finansiel virksomhed)

Med forslagets § 1, nr. 2, foreslås det at indsætte et nyt stk. 3 i § 7. De gældende stk. 3-7 bliver

herefter stk. 4-8.

Det foreslås derfor, at henvisningen til § 7, stk. 1, 2 og 3, i

§ 355, stk. 2, nr. 12,

ændres til en henvis-

ning til § 7, stk. 1-4.

Der er tale om konsekvensændringer som følge af lovforslagets § 1, nr. 2.

Til nr. 28

(§

361, stk. 2, nr. 15, i lov om finansiel virksomhed)

§ 361 i lov om finansiel virksomhed foreskriver, at en række fysiske og juridiske personer skal betale

et årligt grundbeløb i afgift til Finanstilsynet. Beløbene angivet i bestemmelsen er angivet i 2016-

niveau, men reguleres årligt svarende til udviklingen i Finanstilsynets bevilling på finansloven, jf. §

361, stk. 11, i lov om finansiel virksomhed.

Det foreslås at indsætte i

§ 361, stk. 2,

at indsætte

nr. 15,

hvormed en operatør af detailbetalingssy-

stemer årligt betaler et grundbeløb til Finanstilsynet. En operatør af et detailbetalingssystem er defi-

neret som en fysisk eller juridisk person, der er meddelt tilladelse til efter § 180 a, og hvis virksomhed

består i at drive et detailbetalingssystem, jf. forslag til nyt nummer 29 i § 3 i lov om kapitalmarkeder,

jf. § 1, nr. 2, i dette lovforslag, Afgiften er fastsat med udgangspunkt i det forventede ressourceforbrug

og det forventede antal operatører af detailbetalingssystemer. Afgiften udgør 725.000 kr. Grundbelø-

bet er angivet i 2016-niveau og reguleres årligt svarende til udviklingen i Finanstilsynets bevilling på

finansloven, jf. § 361, stk. 11, i lov om finansiel virksomhed.

Til nr. 29 (§ 363 a, stk. 4, 1.pkt., i lov om finansiel virksomhed)

Det fremgår af § 363 a, stk. 4, i lov om finansiel virksomhed, at filialer af udenlandske kreditinstitutter

betaler 80 pct. af, hvad virksomheder af tilsvarende art og størrelse med dansk tilladelse skal betale

efter §§ 363 og 364, hvis filialens balance, udlån eller indlån i Danmark overskrider de indikatorer,

der fremgår i § 308, stk. 2, som omfatter kriterierne for udpegning af SIFI-institutter. Tilsvarende

gælder for udenlandske koncerner med flere filialer af kreditinstitutter her i landet, hvor der er

etableret et tilsynskollegium samt kreditinstitutfilialer i udenlandske koncerner med en eller flere

filialer og med et eller flere penge- eller realkreditinstitutter her i landet.

Det foreslås i

363 a, stk. 4, 1. pkt.,

at ændre »Overstiger filialens balance, filialens udlån i Danmark

eller filialens indlån i Danmark en eller flere af indikatorerne i« til: »Overstiger filialens beregnede

systemiskhed 100 basispoint, jf.«.

Det foreslåede medfører, at de nævnte filialer mv., som overstiger en beregnet systemiskhed på 100

basispoint, svarende til grænsen for udpegning, som SIFI, jf. § 308, stk. 2, fremover skal betale 80

pct. af, hvad virksomheder af tilsvarende art og størrelse med dansk tilladelse skal betale efter §§ 363

og 364.

Ændringen af bestemmelsen er en konsekvensrettelse, som følge af at udpegningen af SIFIer foreslås

fremover at skulle tage udgangspunkt i et beregnet mål for graden af instituttets systemiskhed, som

beskrevet i bemærkningerne til § 308, stk. 2, jf. lovforslagets § 1, nr. 10, i stedet for de 3 indikatorer,

der anvendes i henhold til gældende ret.

Til nr. 30 (§ 363 a, stk. 4, 2. pkt., i lov om finansiel virksomhed)

Det fremgår af § 363 a, stk. 4, i lov om finansiel virksomhed, at filialer af udenlandske kreditinstitutter

betaler 80 pct. af, hvad virksomheder af tilsvarende art og størrelse med dansk tilladelse skal betale

efter §§ 363 og 364, hvis filialens balance, udlån eller indlån i Danmark overskrider de indikatorer,

der fremgår i § 308, stk. 2, som omfatter kriterierne for udpegning af SIFI-institutter. Tilsvarende

gælder for udenlandske koncerner med flere filialer af kreditinstitutter her i landet, hvor der er

etableret et tilsynskollegium samt kreditinstitutfilialer i udenlandske koncerner med en eller flere

filialer og med et eller flere penge- eller realkreditinstitutter her i landet.

Det foreslås i

363 a, stk. 4, 2. pkt.,

at ændre »summen af filialernes balancer, udlån i Danmark eller

indlån i Danmark overstiger en eller flere af indikatorerne i« til: »den beregnede systemiskhed opgjort

samlet for filialerne overstiger 100 basispoint, jf.«.

Det foreslåede medfører, at de nævnte filialer mv., som overstiger en beregnet systemiskhed på 100

basispoint, svarende til grænsen for udpegning, som SIFI, jf. § 308, stk. 2, fremover skal betale 80

pct. af, hvad virksomheder af tilsvarende art og størrelse med dansk tilladelse skal betale efter §§ 363

og 364.

Ændringen af bestemmelsen er en konsekvensrettelse, som følge af at udpegningen af SIFIer foreslås

fremover at skulle tage udgangspunkt i et beregnet mål for graden af instituttets systemiskhed, som

beskrevet i bemærkningerne til § 308, stk. 2, jf. lovforslagets § 1, nr. 10, i stedet for de 3 indikatorer,

der anvendes i henhold til gældende ret.

Til nr. 31 (§ 363 a, stk. 4, 3.pkt., i lov om finansiel virksomhed)

Det fremgår af § 363 a, stk. 4, i lov om finansiel virksomhed, at filialer af udenlandske kreditinstitutter

betaler 80 pct. af, hvad virksomheder af tilsvarende art og størrelse med dansk tilladelse skal betale

efter §§ 363 og 364, hvis filialens balance, udlån eller indlån i Danmark overskrider de indikatorer,

der fremgår i § 308, stk. 2, som omfatter kriterierne for udpegning af SIFI-institutter. Tilsvarende

gælder for udenlandske koncerner med flere filialer af kreditinstitutter her i landet, hvor der er

etableret et tilsynskollegium samt kreditinstitutfilialer i udenlandske koncerner med en eller flere

filialer og med et eller flere penge- eller realkreditinstitutter her i landet.

Det foreslås i

363 a, stk. 4, 3. pkt.,

at ændre »summen af filialernes og penge- og

realkreditinstitutternes balancer, udlån i Danmark eller indlån i Danmark overstiger en eller flere af

indikatorerne i« til: »den beregnede systemiskhed opgjort samlet for filialerne og penge- og

realkreditinstitutterne overstiger 100 basispoint, jf.«.

Det foreslåede medfører, at de nævnte filialer mv., som overstiger en beregnet systemiskhed på 100

basispoint, svarende til grænsen for udpegning, som SIFI, jf. § 308, stk. 2, fremover skal betale 80

pct. af, hvad virksomheder af tilsvarende art og størrelse med dansk tilladelse skal betale efter §§ 363

og 364.

Ændringen af bestemmelsen er en konsekvensrettelse, som følge af at udpegningen af SIFIer foreslås

fremover at skulle tage udgangspunkt i et beregnet mål for graden af instituttets systemiskhed, som

beskrevet i bemærkningerne til § 308, stk. 2, jf. lovforslagets § 1, nr. 10, i stedet for de 3 indikatorer,

der anvendes i henhold til gældende ret.

Til nr. 32 (§ 372, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed)

Den gældende § 372, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed, indeholder en klageadgang til Erhvervs-

ankenævnet for den part, som en afgørelse truffet af Finanstilsynet retter sig til. Bestemmelsen nævner

bl.a. afgørelser truffet af Finanstilsynet i medfør af lov om finansiel virksomhed og en række andre

forordninger på det finansielle område.

Det foreslås i

§ 372, stk. 1,

at indsætte en henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning

2020/852/EU af 18. juni 2020 om fastlæggelse af en ramme til fremme af bæredygtige investeringer

og regler udstedt i medfør heraf.

Det foreslåede medfører, at afgørelser truffet af Finanstilsynet i medfør af taksonomiforordningen

eller regler udstedt i medfør heraf kan indbringes for Erhvervsankenævnet senest 4 uger efter, at

afgørelsen er meddelt den pågældende, som afgørelsen retter sig til.

Til nr. 33 (§ 372 a, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed)

Den gældende § 372 a, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed, er en generel bemyndigelsesbestem-

melse, der giver erhvervsministeren bemyndigelse til at fastsætte regler, som er nødvendige for at

anvende eller gennemføre de afgørelser eller retsakter, som vedtages af Kommissionen i medfør af

en række direktiver og forordninger.

Det foreslås i

§ 372 a, stk. 1,

at indsætte en henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning

2020/852/EU af 18. juni 2020 om fastlæggelse af en ramme til fremme af bæredygtige investeringer.

Det foreslåede medfører, at erhvervsministeren bemyndiges til at fastsætte regulering på de områder,

hvor det som følge afdelegerede retsakter, udstedt i medfør af taksonomiforordningen, måtte være

nødvendigt.

Til nr. 34 (§ 373, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed)

Med forslagets § 1, nr. 2, foreslås det at indsætte et nyt stk. 3 i § 7. De gældende stk. 3-7 bliver

herefter stk. 4-8.

Det foreslås derfor, at henvisningen til § 7, stk. 1 og 2-5, i

§ 373, stk. 1,

ændres til en henvisning til §

7, stk. 1-6.

Der er tale om konsekvensændringer som følge af lovforslagets § 1, nr. 2.

Til nr. 35 (§ 373, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed)

Det følger af § 373, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed, at overtrædelse af en række nærmere an-

givne bestemmelser i loven eller i de i bestemmelsen angivne EU-retsakter, herunder STS-forordnin-

gen, straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter den

øvrige lovgivning.

Det foreslås i

§ 373, stk. 1,

i lov om finansiel virksomhed, at indsætte en henvisning til STS-forord-

ningens artikel 26 b- e.

Det foreslåede medfører, at overtrædelse af artikel 26 b-e, i STS-forordningen straffes med bøde eller

fængsel indtil 4 måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning.

Tilføjelsen supplerer de ændringer til STS-forordningen, der er indeholdt i Europa-Parlamentets og

Rådets Forordning (EU) 2021/557 af 31. marts 2021 om ændring af forordning (EU) 2017/2402 om

en generel ramme for securitisering og om oprettelse af en specifik ramme for simpel, transparent og

standardiseret securitisering med henblik på at bidrage til genopretningen efter COVID-19-pande-

mien. Med denne ændringsforordning er der bl.a. indsat nye bestemmelser i STS-forordningen i arti-

kel 26 b–e. Det følger af artikel 32, at overtrædelse af artikel 26 b-e skal kunne sanktioneres.

Artikel 26 b, i STS-forordningen, stiller en række krav til syntetiske securitiseringers simpelhed.

Artikel 26 b, stk. 1, i STS-forordningen fastslår, at det eksponeringsleverende institut skal være en

enhed, der er godkendt eller har tilladelse i et land inden for EU/EØS. Et eksponeringsleverende

institut, der erhverver en tredjeparts eksponeringer for egen regning og derefter securitiserer dem,

skal på tredjepartseksponeringerne anvende politikker med hensyn til kredit, indsamling, gældsom-

lægning og servicering, som ikke er mindre strenge end dem, som det eksponeringsleverende institut

anvender for sammenlignelige eksponeringer, der ikke er erhvervet.

Artikel 26 b, stk. 2, i STS-forordningen at de underliggende eksponeringer skal indgås som en del af

det eksponeringsleverende instituts hovedaktivitet.

Artikel 26 b, stk. 3, fastslår, at de underliggende eksponeringer skal være opført på balancen hos det

eksponeringsleverende institut eller hos en enhed inden for samme koncern, som det eksponeringsle-

verende institut tilhører på afslutningsdatoen.

I forhold til artikel 26 b, stk. 3, i STS-forordningen er en koncern enten en gruppe af juridiske enheder,

der er underlagt konsolideringsregler i overensstemmelse med første del, afsnit II, kapitel 2, i Europa-

Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav til

kreditinstitutter og investeringsselskaber (CRR-Forordningen), eller en koncern som defineret i arti-

kel 212, stk. 1, litra c), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF af 25. november 2009

om adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II).

Artikel 26 b, stk. 4, i STS-forordningen fastslår, at det eksponeringsleverende institut ikke må af-

dække sin eksponering mod den kreditrisiko, der er forbundet med securitiseringens underliggende

eksponeringer, ud over den afdækning der er opnået gennem kreditafdækningsaftalen.

Artikel 26 b, stk. 5, i STS-forordningen fastslår, at aftalen om kreditrisikoafdækning skal overholde

de regler for kreditrisikoreduktion, der er fastsat i artikel 249 CRR-Forordningen, eller, hvis nævnte

artikel ikke finder anvendelse, med krav, der ikke er mindre strenge end kravene i nævnte artikel.

Artikel 26 b, stk. 6, i STS-forordningen fastslår, at det eksponeringsleverende institut skal fremlægge

erklæringer og garantier for, at følgende krav er opfyldt:

a) Det eksponeringsleverende institut eller en enhed i den koncern, som det eksponeringsleverende

institut tilhører, har fuld juridisk og gyldig rettighed til de underliggende eksponeringer og de dertil

knyttede accessoriske rettigheder.

b) Hvis udstederen er et kreditinstitut som defineret i artikel 4, stk. 1, nr. 1, i CRR-Forordningen eller

et forsikringsselskab som defineret i artikel 13, nr. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv

2009/138/EF af 25. november 2009 om adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirk-

somhed (Solvens II), bevarer det eksponeringsleverende institut eller en enhed, som er omfattet af

tilsynet på konsolideret niveau, kreditrisikoen for de underliggende eksponeringer på deres balance.

c) Hver underliggende eksponering opfylder på den dato, hvor den medtages i den securitiserede

portefølje, anerkendelseskriterierne og alle andre betingelser end forekomsten af en kreditbegivenhed

som omhandlet i artikel 26e for en kreditrisikoafdækningsbetaling i overensstemmelse med kreditaf-

dækningsaftalen indeholdt i securitiseringsdokumentationen.

d) Så vidt det eksponeringsleverende institut ved, indeholder aftalen for hver underliggende ekspo-

nering en juridisk, gyldig og bindende forpligtelse, som kan håndhæves, for låntageren til at betale

de pengebeløb, der er anført i den pågældende kontrakt.

e) De underliggende eksponeringer er i overensstemmelse med bevillingskriterier, som ikke er mindre

strenge end de standardbevillingskriterier, som udstederen anvender på tilsvarende eksponeringer,

som ikke er securitiserede.

f) Så vidt det eksponeringsleverende institut ved, overtræder ingen af låntagerne i væsentlig grad eller

misligholder deres forpligtelser for så vidt angår en underliggende eksponering på den dato, hvor den

underliggende eksponering medtages i den securitiserede portefølje.

g) Så vidt det eksponeringsleverende institut ved, indeholder transaktionsdokumentationen ikke for-

kerte oplysninger om detaljerne vedrørende de underliggende eksponeringer.

h) På datoen for transaktionens afslutning, eller når den underliggende eksponering medtages i den

securitiserede portefølje, er kontrakten mellem låntageren og den oprindelige långiver i relation til

den underliggende eksponering ikke blevet ændret på en sådan måde, at håndhævelsen eller inddri-

velsen i forhold til den pågældende underliggende eksponering er blevet påvirket.

Artikel 26 b, stk. 7, i STS-forordningen fastslår, at de underliggende eksponeringer på forhånd skal

opfylde fastsatte, klare og veldokumenterede kriterier, som ikke tillader aktiv porteføljeforvaltning af

nævnte eksponeringer på et skønsmæssigt grundlag. I forbindelse med artikel 26 b, stk. 7, i STS-

forordningen betragtes udskiftning af underliggende eksponeringer, der er i modstrid med erklæringer

eller garantier, eller, hvis securitiseringen omfatter en genopfyldningsperiode, tilføjelse af ekspone-

ringer, der opfylder de fastlagte betingelser for genopfyldning, ikke som aktiv porteføljeforvaltning.

Enhver eksponering, der tilføjes efter transaktionens afslutningsdato, skal opfylde anerkendelseskri-

terier, som ikke er mindre strenge end dem, der blev anvendt ved den første udvælgelse af de under-

liggende eksponeringer.

Det følger af artikel 26 b, stk. 7, i STS-forordningen at en underliggende eksponering kan fjernes fra

transaktionen, hvis denne underliggende eksponering

a) er fuldt ud tilbagebetalt eller på anden måde udløbet,

b) er blevet afhændet som led i det eksponeringsleverende instituts normale

virksomhed, forudsat at en sådan afhændelse ikke udgør implicit støtte som omhandlet i artikel 250 i

CRR-Forordningen,

c) er genstand for en ændring, der ikke er kreditdrevet, såsom refinansiering eller om-lægning af gæld,

og som finder sted i forbindelse med den normale servicering af den underliggende eksponering, eller

d) ikke opfyldte anerkendelseskriterierne på det tidspunkt, hvor den blev medtaget i transaktionen.

Artikel 26 b, stk. 8, i STS-forordningen fastslår, at securitiseringen skal sikres ved en pulje af under-

liggende eksponeringer, som er homogene med hensyn til aktivtype, idet der tages hensyn til de sær-

lige karakteristika, der er forbundet med aktivtypens pengestrømme, herunder deres karakteristika

med hensyn til kontrakter, kreditrisiko og forudbetaling. En pulje af aktiver må kun omfatte én aktiv-

type.

De underliggende eksponeringer skal indeholde forpligtelser, der er kontraktmæssigt bindende, og

som kan håndhæves med fuld regresret over for låntagerne og, hvor det er relevant, garanterne.

De underliggende eksponeringer er forbundet med fastsatte periodiske betalingsstrømme, hvis afdrag

beløbsmæssigt kan variere, og som er betalinger vedrørende leje, hovedstol eller renter, eller som er

relateret til eventuelle andre rettigheder til at modtage indkomst fra aktiver, som understøtter sådanne

betalinger. De underliggende eksponeringer kan også generere indtægter fra salget af finansierede

eller leasede aktiver. De underliggende eksponeringer må ikke omfatte værdipapirer som defineret i

artikel 4, stk. 1, nr. 44), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/65/EU af 15. maj 2014 om

markeder for finansielle instrumenter og om ændring af direktiv 2002/92/EF og direktiv 2011/61/EU

EØS-relevant tekst, bortset fra erhvervsobligationer, som ikke er noteret på en markedsplads.

Artikel 26 b, stk. 9, i STS-forordningen fastslår, at de underliggende eksponeringer ikke må omfatte

securitiseringspositioner.

Artikel 26 b, stk. 10, i STS-forordningen fastslår, at de bevillingsstandarder, som de underliggende

eksponeringer indgås på, og eventuelle væsentlige ændringer i forhold til forudgående bevillingsstan-

darder skal gøres fuldt tilgængelige for potentielle investorer uden unødig forsinkelse. De underlig-

gende eksponeringer skal bevilges med fuld regresret over for en låntager, der ikke er en

”Securitisa-

tion Special Purpose Entity” (SSPE).

Ingen tredjeparter må være involveret i kredit- eller bevillings-

beslutningerne vedrørende de underliggende eksponeringer.

I tilfælde af securitiseringer, hvor de underliggende eksponeringer er boliglån, må puljen af lån ikke

omfatte lån, som er markedsført og bevilget med den klausul, at låneansøgeren eller, hvor det er

relevant, mæglerne er gjort opmærksom på, at oplysningerne muligvis ikke er verificeret af långive-

ren.

Vurderingen af låntagerens kreditværdighed skal opfylde kravene i artikel 8 i Europa-Parlamentets

og Rådets direktiv 2008/48/EF af 23. april 2008 om forbrugerkreditaftaler og om ophævelse af Rådets

direktiv 87/102/EØF eller artikel 18, stk. 1-4, stk. 5, litra a, og stk. 6, i Europa-Parlamentets og Rådets

direktiv 2014/17/ЕU af 4. februar 2014 om forbrugerkreditaftaler i forbindelse med fast ejendom til

beboelse og om ændring af direktiv 2008/48/EF og 2013/36/EU og forordning (EU) nr. 1093/2010

EØS-relevant tekst eller, hvis det er relevant, tilsvarende krav i tredjelande. Det eksponeringsleve-

rende institut eller den oprindelige långiver skal have erfaring med indgåelse af eksponeringer af

samme art som de securitiserede.

Artikel 26 b, stk. 11, i STS-forordningen fastslår, at de underliggende eksponeringer på tidspunktet

for udvælgelsen af de pågældende eksponeringer ikke må omfatte misligholdte eksponeringer som

omhandlet i artikel 178, stk. 1, i CRR-Forordningen eller eksponeringer mod en kreditsvag låntager

eller garantistil-ler, som, efter det eksponeringsleverende instituts eller den oprindelige långivers bed-

ste overbevisning

a) er blevet erklæret insolvent, eller hvis kreditorer ved en domstol er givet en endelig ret til tvangs-

inddrivelse, som ikke kan appelleres, eller erstatning som følge af den manglende betaling inden for

tre år forud for indgåelsesdatoen, eller som har gennemgået en gældsomlægningsproces for så vidt

angår vedkommendes misligholdte eksponeringer inden for tre år forud for datoen for udvælgelse af

de underliggende eksponeringer, medmindre

i) en omlagt underliggende eksponering ikke har frembragt nye restancer efter datoen for omlægnin-

gen, der skal have fundet sted mindst ét år forud for datoen for udvælgelse af de underliggende ek-

sponeringer.

ii) de oplysninger, som det eksponeringsleverende institut gør tilgængelige i henhold til artikel 7, stk.

1, første afsnit, litra a), og litra e), nr. i), udtrykkeligt fastsætter andelen af omlagte underliggende

eksponeringer, tidspunktet for og nærmere oplysninger om omlægningen og deres udvikling efter

datoen for omlægningen.

b) på tidspunktet for indgåelse af den underliggende eksponering, hvis det er relevant, fandtes i et

offentligt kreditregister over personer med negativ kredithistorik eller, hvis et sådant offentligt regi-

ster ikke findes, et andet kreditregister, som er tilgængeligt for det eksponeringsleverende institut

eller den oprindelige långiver, eller

c) har en kreditvurdering, hvor risikoen for at de aftalte betalinger misligholdes, vurderes som væ-

sentlig højere end sammenlignelige eksponeringer, som det eksponeringsleverende institut besidder,

og som ikke securitiseres.

Artikel 26 b, stk. 12, i STS-forordningen fastslår, at låntagerne skal have erlagt mindst én betaling på

det tidspunkt, hvor eksponeringerne medtages i transaktionen, medmindre:

a) securitiseringen er en revolverende securitisering sikret ved eksponeringer, som afvikles med et

enkelt afdrag, eller som har en restløbetid på mindre end ét år, herunder uden begrænsning månedlige

betalinger på revolverende kreditter, eller

b) eksponeringen repræsenterer refinansieringen af en eksponering, der allerede indgår i transaktio-

nen.

Ansvarssubjektet for en overtrædelse af artikel 26 b er en juridisk person, eksempelvis et pengeinsti-

tut, der udsteder securitiseringer som defineret i STS-forordningen. Den strafbare handling består i

ikke at have sikret, at de udstedte securitiseringer opfylder kravene til simpelhed i medfør af oven-

nævnte bestemmelser i artikel 26 b.

Et eksempel herpå kunne være et pengeinstitut, der undlader at sikre, at de underliggende ekspone-

ringer ikke omfatter securitiseringspositioner, som bekrevet i artikel 26 b, stk. 9.

Artikel 26 c, i STS-forordningen fastsætter krav til standardiseringen af syntetiske securitiseringer.

Det følger af artikel 26 c, stk. 1, at det eksponeringsleverende institut eller den oprindelige långiver

skal opfylde kravene om risikotilbageholdelse i henhold til artikel 6 i STS-forordningen.

Artikel 26 c, stk. 2, i STS-forordningen fastslår, at rente- og valutarisici, som opstår ved securitise-

ringen og deres mulige indvirkning på betalingerne til det eksponeringsleverende institut og investo-

rerne skal beskrives i transaktionsdokumentationen. Disse risici skal begrænses på passende vis, og

eventuelle foranstaltninger, der træffes med henblik herpå, skal offentliggøres. Enhver sikkerheds-

stillelse, der sikrer investors forpligtelser i henhold til aftalen om kreditrisikoafdækning, skal være

denomineret i den samme valuta, som kreditrisikoafdækningsbetalingen er denomineret i.

I tilfælde af en securitisering, der anvender securitiseringsenheder med særligt formål (SSPE), skal

størrelsen af SSPE'ens forpligtelser vedrørende rentebetalinger til investorerne på hver betalingsdato

være lig med eller mindre end beløbet for SSPE'ens indtægter fra det eksponeringsleverende institut

og enhver aftale om sikkerhedsstillelse. Undtagen med henblik på afdækning af renterisici eller va-

lutarisici i forbindelse med de underliggende eksponeringer må porteføljen af underliggende ekspo-

neringer ikke omfatte derivater. Sådanne derivater tegnes og dokumenteres i overensstemmelse med

almindelige standarder for international finansiering.

Artikel 26 c, stk. 3, i STS-forordningen fastslår, at alle refererede rentebetalinger vedrørende trans-

aktionen skal baseres på en af eller begge følgende punkter:

a) almindeligt anvendte markedsrentesatser eller almindeligt anvendte sektorbestemte rentesatser, der

afspejler finansieringsomkostningerne, og som ikke knyttes til komplekse formler eller derivater

b) indtægter fra den sikkerhedsstillelse, der sikrer investorens forpligtelser i henhold til aftalen om

kreditrisikoafdækning.

Alle refererede forfaldne rentebetalinger vedrørende underliggende eksponeringer skal baseres på

almindeligt anvendte markedsrentesatser eller almindeligt anvendte sektorbestemte rentesatser, der

afspejler finansieringsomkostningerne, og må ikke knyttes til komplekse formler eller derivater.

Artikel 26 c, stk. 4, i STS-forordningen fastslår, at efter forekomst af en fyldestgørelsesgrund med

hensyn til det eksponeringsleverende institut har investoren tilladelse til at træffe håndhævelsesfor-

anstaltninger, ophæve aftalen om kreditrisikoafdækning eller gøre begge dele. I tilfælde af en securi-

tisering, der anvender en SSPE, hvor der er udstedt påkrav eller givet meddelelse om opsigelse af

aftalen om kreditrisiko-afdækning, må intet kontantbeløb tilbageholdes i SSPE'en ud over det nød-

vendige for at sikre den operationelle funktion af den pågældende SSPE, betaling af kreditrisikoaf-

dækningsbetalinger for misligholdte underliggende eksponeringer, der stadig er ved at blive omlagt

på tidspunktet for opsigelsen, eller den velordnede tilbagebetaling til investorerne i overensstemmelse

med kontraktvilkårene i securitiseringen.

Artikel 26 c, stk. 5, i STS-forordningen fastslår, at tab skal fordeles mellem indehaverne af en secu-

ritiseringsposition efter tranchernes rangorden begyndende med den mest efterstillede tranche. Der

skal anvendes sekventielle afdrag på alle trancher for at bestemme det udestående beløb for tran-

cherne på hver betalingsdato begyndende fra den mest foranstillede tranche.

Uanset stk. 5, 2. pkt., skal transaktioner være kendetegnet ved ikkesekventiel prioritering af betalinger

omfatte hændelser, der er relateret til udviklingen i de underliggende eksponeringer, der medfører, at

prioriteringen af betalinger igen ændres til sekventiel prioritering af betalinger. Sådanne udviklings-

relaterede hændelser skal mindst omfatte

a) enten stigningen i de misligholdte eksponeringers kumulative beløb eller stigningen i de ku-

mulative tab ud over en given procentdel af den underliggende porteføljes beløb,

b) én yderligere bagudrettet hændelse, og

c) én fremadrettet hændelse.

Efterhånden som trancherne afdrages, skal en del af sikkerhedsstillelsen, der svarer til afdragene på

disse trancher, tilbagebetales til investorerne, forudsat at investorerne har sikret disse trancher.

Hvis en kreditbegivenhed som omhandlet i artikel 26 e er indtruffet i forbindelse med underliggende

eksponeringer, og gældsomlægningsprocessen for disse eksponeringer ikke er afsluttet, skal det kre-

ditrisikoafdækningsbeløb, der er tilbage på enhver betalingsdato, mindst svare til den udestående fik-

tive værdi af disse underliggende eksponeringer, minus eventuelle mellemliggende betalinger foreta-

get i relation til de pågældende underliggende eksponeringer.

Artikel 26 c, stk. 6, i STS-forordningen fastslår, at transaktionsdokumentationen skal indeholde pas-

sende førtidsindfrielseshændelser for en afslutning af den revolverende periode, såfremt en securiti-

sering er en revolverende securitisering. Dokumentationen skal som minimum indeholde følgende:

a) en forringelse af de underliggende eksponeringers kreditkvalitet, som bringer denne ned på eller

under en på forhånd fastlagt tærskel

b) en stigning i tab til over en på forhånd fastsat tærskel

c) der genereres ikke tilstrækkeligt med nye underliggende eksponeringer, som lever op til den på

forhånd fastlagte kreditkvalitet i en nærmere bestemt periode.

Artikel 26 c, stk. 7, i STS-forordningen fastslår, at transaktionsdokumentationen klart skal angive:

a) aftalemæssige forpligtelser, opgaver og ansvar for administrationsselskabet, trustee, andre udby-

dere af accessoriske tjenesteydelser eller tredjepartskontrolagenten, jf. artikel 26e, stk. 4, alt efter

hvad der er relevant.

b) bestemmelser, der sikrer udskiftning af administrationsselskabet, trustee, andre accessoriske tjene-

steydere eller tredjepartskontrolagenten, jf. artikel 26e, stk. 4, i tilfælde af misligholdelse fra en af

disse tjenesteyderes side eller dennes insolvens, hvis disse tjenesteydere adskiller sig fra det ekspo-

neringsleverende institut, på en måde, der ikke medfører, at leveringen af disse tjenester ophører.

c) de forvaltningsprocedurer, der gælder for de underliggende eksponeringer på afslutningsdatoen og

derefter, og de omstændigheder, under hvilke disse procedurer kan ændres.

d) de forvaltningsstandarder, som administrationsselskabet er forpligtet til at overholde i forbindelse

med forvaltning af de underliggende eksponeringer inden for hele securitiseringens løbetid.

Artikel 26 c, stk. 8, i STS-forordningen fastslår, at administrationsselskabet skal have ekspertise in-

denfor forvaltning af eksponeringer af samme art som de securitiserede og have veldokumenterede

og passende politikker, procedurer og risikostyringskontroller, der er forbundet med forvaltning af

eksponeringer. Administrationsselskabet skal desuden anvende forvaltningsprocedurer på de under-

liggende eksponeringer, der er mindst lige så strenge som dem, der anvendes af det eksponeringsle-

verende institut på tilsvarende eksponeringer, som ikke securitiseres.

Artikel 26 c, stk. 9, i STS-forordningen fastslår, at det eksponeringsleverende institut til enhver tid

skal føre et ajourført referenceregister for at identificere de underliggende eksponeringer. I dette re-

gister identificeres referencelåntagerne, de referenceforpligtelser, som de underliggende eksponerin-

ger opstår fra, og for hver underliggende eksponering den nominelle værdi, der er kreditrisikoafdæk-

ket, og som er udestående.

Artikel 26 c, stk. 10, i STS-forordningen fastslår, at transaktionsdokumentationen skal indeholde

klare bestemmelser, der letter den rettidige løsning af konflikter mellem forskellige investorklasser.

I tilfælde af en securitisering, der anvender en SSPE, skal stemmerettigheder defineres klart og tilde-

les obligationsindeha-verne. Ligeledes skal det ansvar, som påhviler trustee og andre enheder med

betroede opgaver over for investorerne, klart identificeres.

Ansvarssubjektet for en overtrædelse af artikel 26 c er en juridiske person, eksempelvis et pengein-

stitut, der udsteder securitiseringer som defineret i STS-forordningen. Den strafbare handling består

i ikke at have sikret, at de udstedte securitiseringer opfylder kravene til standardisering, fastslået i de

nævnte bestemmelser ovenfor i artikel 26 b.

Et eksempel kan være, at den juridiske person undlader at føre et ajourført referenceregister, som

beskrevet i artikel 26c, stk. 9.

Artikel 26 d i STS-forordningen indeholder krav til syntetiske securitiseringers transparens.

Det følger af artikel 26 d, stk. 1, i STS-forordningen, at det eksponeringsleverende institut forud for

prisfastsættelsen skal gøre data vedrørende den statiske og dynamiske historiske misligholdelses- og

tabsudvikling tilgængelige for potentielle investorer. Det betyder bl.a. data vedrørende overtrædelse

af kontraktvilkår og misligholdelse, for eksponeringer, som i alt væsentligt svarer til dem, som secu-

ritiseres, samt datakilderne og kriterierne for at sidestille eksponeringerne. Disse data skal omfatte en

periode på mindst fem år.

Artikel 26 d, stk. 2, i STS-forordningen fastslår, at en stikprøve af de underliggende eksponeringer

skal kontrolleres af en relevant og uafhængig ekstern instans forud for afslutningen af transaktionen,

idet det bl.a. undersøges, om de underliggende eksponeringer kan omfattes af kreditrisikoafdækning

i henhold til aftalen om kreditrisikoafdækning.

Artikel 26 d, stk. 3, i STS-forordningen fastslår, at det eksponeringsleverende institut forud for fast-

sættelsen af prisen på securitiseringen skal gøre en "liability cash flow"-model tilgængelig for poten-

tielle investorer, som repræsenterer det kontraktmæssige forhold mellem de underliggende ekspone-

ringer og de betalinger, der finder sted mellem det eksponeringsleverende institut, investorer, andre

tredjeparter og, hvis det er relevant, SSPE'en, og skal efter prisfastsættelsen gøre modellen tilgængelig

for investorer på løbende basis og for potentielle investorer efter anmodning.

Artikel 26 d, stk. 4, i STS-forordningen fastslår, at i tilfælde af en securitisering, hvor de underlig-

gende eksponeringer er boliglån, billån eller billeasingaftaler, skal det eksponeringsleverende institut

offentliggøre de tilgængelige oplysninger om miljøpræstationer for de aktiver, der finansieres via

sådanne boliglån, billån eller billeasingaftaler som led i de oplysninger, der videregives i medfør af

artikel 7, stk. 1, første afsnit, litra a.

Det følger af artikel 26 d, stk. 5, i STS-forordningen at det eksponeringsleverende institut er ansvarlig

for overholdelse af artikel 7. De oplysninger, der kræves i henhold til artikel 7, stk. 1, første afsnit,

litra a, skal forud for prisfastsættelsen gøres tilgængelige for potentielle investorer efter anmodning.

De oplysninger, der kræves i henhold til artikel 7, stk. 1, første afsnit, litra b og d, skal gøres tilgæn-

gelige forud for prisfastsættelsen, i det mindste i udkast eller foreløbig form. Den endelige dokumen-

tation skal gøres tilgængelig for investorerne senest 15 dage efter transaktionens afslutning.

Ansvarssubjektet for en overtrædelse af artikel 26 d i STS-forordningen er en juridisk person, der

udsteder securitiseringer som defineret i STS-forordningen. Den strafbare handling består i ikke at

have sikret, at de udstedte securitiseringer opfylder kravene til transparent, fastslået i artikel 26 d.

Et eksempel kunne være, at eksempelvis et pengeinstitut undlader at gøre data vedrørende den statiske

og dynamiske historiske misligholdelses- og tabsudvikling, som beskrevet i artikel 26 d, stk. 1, til-

gængelige for potentielle investorer. Derved opnår de potentielle investorer ikke tilstrækkeligt grund-

lag til at fastsætte en pris.

Artikel 26 e i STS-forordningen indeholder krav til aftalen om kreditrisikoafdækning, tredjepartskon-

trolagenten og det syntetiske mer-spread.

Artikel 26 e, stk. 1, i STS-forordningen fastslår, at aftalen om kreditrisikoafdækning mindst skal

dække følgende kreditbegivenheder:

a) De kreditbegivenheder, der er omhandlet i artikel 215, stk. 1, litra a, i CRR-Forordningen, hvis

risikooverførslen opnås ved brug af garantier.

b) De kreditbegivenheder, der er omhandlet i artikel 216, stk. 1, litra a), i CRR-Forordningen, hvis

risikooverførslen opnås ved brug af kreditderivater.

Alle kreditbegivenheder skal dokumenteres. Kreditlempelser i den i artikel 47 b i CRR-Forordningen

anvendte betydning, som finder anvendelse på de underliggende eksponeringer, udelukker ikke, at

der kan udløses kreditbegivenheder.

Artikel 26 e, stk. 2, i STS-forordningen fastslår, at kreditrisikoafdækningsbetalingen efter en kredit-

begivenhed beregnes på grundlag af det eksponeringsleverende instituts eller den oprindelige långi-

vers faktiske realiserede tab, der er fremkommet i overensstemmelse med pengeinstituttets standard-

inddrivelsespolitikker og -procedurer for de relevante eksponeringstyper, og som er registreret i deres

regnskaber på det tidspunkt, hvor betalingen foretages. Den endelige kreditrisikoafdækningsbetaling

forfalder til betaling inden for et nærmere fastsat tidsrum efter afslutningen af gældsomlægningspro-

cessen for den relevante underliggende eksponering, hvis afslutningen af gældsomlægningsprocessen

finder sted før det planlagte ubetingede udløb eller førtidigt ophør af aftalen om kreditrisikoafdæk-

ning.

Der skal foretages en foreløbig kreditrisikoafdækningsbetaling senest seks måneder efter, at en kre-

ditbegivenhed som omhandlet i stk. 1 er indtruffet i tilfælde, hvor gældsomlægningen af tabene for

den relevante underliggende eksponering ikke er afsluttet ved udgangen af den pågældende seks må-

neders periode. Den foreløbige kreditrisikoafdækningsbetaling skal som minimum udgøre det højeste

af følgende:

a) Det forventede tab, som svarer til den værdiforringelse, som er registreret af det eksponeringsle-

verende institut i dets regnskaber i overensstemmelse med de gældende regnskabsregler på det tids-

punkt, hvor den foreløbige betaling foretages, under forudsætning af, at kreditafdækningsaftalen ikke

eksisterer og ikke dækker noget tab.

b) Hvis det er relevant, det forventede tab givet misligholdelse (LGD) bestemt i overensstemmelse

med tredje del, afsnit II, kapitel 3, i CRR-Forordningen.

Hvis der foretages en foreløbig kreditrisikoafdækningsbetaling, skal den skal den under litra a nævnte

kreditrisikoafdækningsbetaling foretages for at tilpasse den foreløbige afregning af tab til det faktiske

realiserede tab.

Metoden til beregning af foreløbige og endelige kreditrisikoafdækningsbetalinger fastsættes i aftalen

om kreditrisikoafdækning.

Kreditrisikoafdækningsbetalingen skal stå i forhold til den del af den udestående fiktive værdi af den

tilsvarende underliggende eksponering, som er omfattet af aftalen om kreditrisikoafdækning.

Det eksponeringsleverende instituts ret til at modtage kreditrisikoafdækningsbetalingen skal kunne

håndhæves. De beløb, som investorerne skal betale i henhold til aftalen om kreditrisikoafdækning,

skal angives tydeligt i aftalen om kreditrisikoafdækning og begrænses. Det skal være muligt at be-

regne disse beløb under alle omstændigheder. I aftalen om kreditrisikoafdækning fastsættes det klart,

under hvilke omstændigheder investorer skal foretage betalinger. Den i stk. 4 omhandlede tredje-

partskontrolagent skal vurdere, om sådanne omstændighederne er indtruffet.

Størrelsen af kreditrisikoafdækningsbetalingen beregnes for den enkelte underliggende eksponering,

for hvilken der er indtruffet en kreditbegivenhed.

Artikel 26 e, stk. 3, i STS-forordningen fastslår, at aftalen om kreditrisikoafdækning skal angive den

maksimale forlængelsesperiode, som skal gælde for gældsomlægningsprocessen for underliggende

eksponeringer, i forbindelse med hvilke der er indtruffet en kreditbegivenhed som omhandlet i stk. 1,

men hvor gældsomlægningsprocessen ikke er afsluttet før det planlagte ubetingede udløb eller førti-

digt ophør af aftalen om kreditrisikoafdækning. En sådan forlængelsesperiode må ikke overstige to

år. Aftalen om kreditrisikoafdækning skal foreskrive, at der ved udløbet af denne forlængelsesperiode

foretages en endelig kreditrisikoafdækningsbetaling på grundlag af det eksponeringsleverende insti-

tuts endelige tabsskøn, som skulle være blevet registreret af det eksponeringsleverende institut i dets

regnskaber på det pågældende tidspunkt, under forudsætning af at kreditafdækningsaftalen ikke ek-

sisterer og ikke dækker noget tab.

I tilfælde af ophør af aftalen om kreditrisikoafdækning fortsætter gældsomlægningsprocessen med

hensyn til eventuelle udestående kreditbegivenheder, der er indtruffet før ophøret, på samme måde

som beskrevet i første afsnit.

De kreditrisikoafdækningspræmier, der skal betales i henhold til aftalen om kreditrisikoafdækning,

skal struktureres som betinget af den udestående nominelle værdi af de ikke-misligholdte securitise-

rede eksponeringer på betalingstidspunktet og afspejle risikoen ved den afdækkede tranche. Med hen-

blik herpå må aftalen om kreditrisikoafdækning ikke foreskrive garanterede præmier, forudgående

præmiebetalinger, rabatordninger eller andre mekanismer, der kan forhindre eller begrænse den fak-

tiske fordeling af tab til investorerne eller tilbageføre en del af de betalte præmier til det ekspone-

ringsleverende institut efter transaktionens udløb.

Uanset nærværende stykkes tredje afsnit tillades forudgående præmiebetalinger i tilfælde, hvor ga-

rantiordningen er udtrykkeligt fastsat i en medlemsstats nationale lovgivning og er omfattet af en

regaranti fra en af de enheder, der er anført i artikel 214, stk. 2, litra a-d, i CRR-Forordningen, forudsat

at statsstøttereglerne overholdes.

Det skal beskrives i transaktionsdokumentationen, hvordan kreditrisikoafdækningspræmien og even-

tuelle relaterede kuponer beregnes for hver betalingsdato i securitiseringens løbetid.

Det eksponeringsleverende instituts ret til at modtage kreditrisikoafdækningspræmier skal kunne

håndhæves.

Artikel 26 e, stk. 4, i STS-forordningen fastslår, at det eksponeringsleverende institut skal udpege en

tredjepartskontrol-agent før datoen for transaktionens afslutning. For hver af de underliggende ek-

sponeringer, for hvilke der gives meddelelse om kreditbegivenhed, kontrollerer tredjepartskontrol-

agenten som minimum følgende forhold:

a) at den kreditbegivenhed, der henvises til i meddelelsen om kreditbegivenhed, er en kreditbegiven-

hed som specificeret i henhold til aftalen om kreditrisikoafdækning,

b) at den underliggende eksponering indgik i referenceporteføljen på tidspunktet for den pågældende

kreditbegivenheds indtræden,

c) at den underliggende eksponering opfyldte anerkendelseskriterierne på tidspunktet for dets medta-

gelse i referenceporteføljen,

d) hvis der er blevet tilføjet en underliggende eksponering til securitiseringen som følge af en genop-

fyldning, at en sådan genopfyldning er sket i overensstemmelse med betingelserne for genopfyldning,

e) at det endelige tab stemmer overens med de tab, som det eksponeringsleverende institut har regi-

streret i sin resultatopgørelse, og

f) at tabene i forhold til de underliggende eksponeringer på det tidspunkt, hvor den endelige kreditri-

sikoafdækningsbetaling foretages, er blevet korrekt fordelt på investorerne.

Tredjepartskontrolagenten skal være uafhængig i forhold til det eksponeringsleverende institut og

investorerne og, hvis det er relevant, til SSPE'en og skal have accepteret udnævnelsen til tredje-parts-

kontrolagent pr. datoen for transaktionens afslutning.

Tredjepartskontrolagenten kan udføre kontrollen på grundlag af stikprøver i stedet for på grundlag af

hver enkelt underliggende eksponering, som der anmodes om kreditriskoafdækningsbetaling for. In-

vestorerne kan anmode om kontrol af, om en eller flere bestemte underliggende eksponeringer opfyl-

der anerkendelseskriterierne, hvis de ikke er tilfredse med den stikprøvebaserede kontrol.

Det eksponeringsleverende institut medtager et tilsagn i transaktionsdokumentationen om at give

tredjepartskontrolagenten alle de oplysninger, der er nødvendige for at kunne kontrollere kravene

fastsat i første afsnit.

Artikel 26 e, stk. 5, i STS-forordningen fastslår, at det eksponeringsleverende institut ikke må afslutte

en transaktion forud for dens planlagte udløb af andre årsager end følgende begivenheder:

a) investorens insolvens

b) investorens manglende betaling af skyldige beløb i henhold til aftalen om kreditrisikoafdækning

eller investors misligholdelse af en væsentlig forpligtelse fastlagt i trans-aktionsdokumenterne

c) relevante reguleringsmæssige begivenheder, herunder

i) relevante ændringer i EU-retten eller national ret, relevante ændringer foretaget af de kompetente

myndigheder i forbindelse med officielt offentliggjorte fortolkninger af sådan lovgivning, hvor så-

danne findes, eller relevante ændringer i den skattemæssige eller regnskabsmæssige behandling af

transaktionen, som har en væsentlig negativ indvirkning på en transaktions økonomiske effektivitet,,

i hvert enkelt tilfælde sammenlignet med det, der blev forudset på tidspunktet for indgåelsen af trans-

aktionen, og som ikke med rimelighed kunne forventes på det pågældende tidspunkt eller

ii) en beslutning fra en kompetent myndighed om, at det eksponeringsleverende institut eller et

eller flere af det eksponeringsleverende instituts tilknyttede selskaber ikke har eller ikke længere har

tilladelse til at anerkende en væsentlig risikooverførsel, jf. artikel 245, stk. 2 eller 3, i CRR-Forord-

ningen, med hensyn til securitiseringen.

d) udnyttelse af en option på at opsige transaktionen på et givet tidspunkt ("time call"), når den peri-

ode, der måles fra transaktionens afslutningsdato, er lig med eller større end den oprindelige referen-

ceporteføljes vægtede gennemsnitlige løbetid på transaktionens afslutningsdato.

e) Udnyttelse af en clean-up call option som defineret i artikel 242, nr. 1), i CRR-Forordningen.

f) I tilfælde af ufinansieret kreditrisikoafdækning, at investoren ikke længere anerkendes som udbyder

af kreditrisikoafdækning i henhold til kravene i artikel 26 e, stk. 8.

Det skal angives i transaktionsdokumentationen, om en af de i litra d og e omhandlede rettigheder

indgår i den pågældende transaktion, og hvordan sådanne call-rettigheder er struktureret.

Med henblik på litra d må time call ikke være struktureret med henblik på at undgå fordeling af tab

på kreditforbedringspositioner eller andre positioner, som indehaves af investorer, og må ikke være

struktureret på anden vis med henblik på kreditforbedring.

Når muligheden for time call benyttes, skal de eksponeringsleverende institutter underrette de kom-

petente myndigheder om, hvordan kravet omhandlet i andet og tredje afsnit er opfyldt, herunder med

en begrundelse for anvendelsen af time call og en plausibel redegørelse, som viser, at brugen af time

call ikke er begrundet i en forringelse af kvaliteten af de underliggende aktiver.

I tilfælde af finansieret kreditrisikoafdækning skal sikkerhedsstillelsen ved kreditrisikoafdækning-

saftalens ophør tilbagebetales til investorerne i henhold til tranchernes rangorden med forbehold af

bestemmelserne i den relevante insolvenslovgivning, i det omfang den finder anvendelse på det ek-

sponeringsleverende institut.

Artikel 26 e, stk. 6, i STS-forordningen fastslår, at det eksponeringsleverende institut kan forpligte

sig til et syntetisk mer-spread, der stilles til rådighed som en kreditforbedring for investorerne, hvis

alle følgende betingelser er opfyldt:

a) Den beløbsmæssige størrelse af det syntetiske mer-spread, som det eksponerings-leverende institut

forpligter sig til at anvende som kreditforbedring ved hver betalings-periode, angives i transaktions-

dokumentationen og udtrykkes som en fast procentdel af den samlede udestående porteføljesaldo ved

begyndelsen af den relevante betalingsperiode (fast syntetisk mer-spread).

b) Det syntetiske mer-spread, som ikke anvendes til dækning af kredittab, der opstår i løbet af hver

betalingsperiode, tilbagebetales til det eksponeringsleverende institut.

c) For eksponeringsleverende institutter, der anvender IRB-metoden, jf. artikel 143 i CRR-Forord-

ningen, overstiger det samlede forpligtede beløb pr. år ikke de forventede tab over ét år på alle un-

derliggende eksponeringer for nævnte år, beregnet i overensstemmelse med artikel 158 i nævnte for-

ordning.

d) For eksponeringsleverende institutter, der ikke anvender IRB-metoden, jf. artikel 143 i CRR-For-

ordningen, skal beregningen af de forventede tab over ét år i den underliggende portefølje klart fast-

lægges i transaktionsdokumentationen.

e) I transaktionsdokumentationen angives de betingelser, der er fastsat i dette stykke.

Artikel 26 e, stk. 7, i STS-forordningen fastslår, at aftalerne om kreditrisikoafdækning skal opfylde

én af følgende betingelser:

a) En garanti, der opfylder de krav, der er fastsat i tredje del, afsnit II, kapitel 4, i CRR-forordningen,

hvorved kreditrisikoen overføres til en af de enheder, der er anført i artikel 214, stk. 2, litra a-d, i

CRR-Forordningen, forudsat at eksponeringerne mod investoren kan tillægges en risikovægt på 0 %

i henhold til nævnte forordnings tredje del, afsnit II, kapitel 2.

b) En garanti, der opfylder de krav, der er fastsat i tredje del, afsnit II, kapitel 4, i CRR-forordningen,

som drager fordel af en regaranti fra en af de enheder, der er omhandlet i dettes stykkes litra a.

c) Anden kreditrisikoafdækning, som ikke er omhandlet i dette stykkes litra a og b i form af garantier,

kreditderivater eller credit linked notes, der opfylder kravene i artikel 249, i CRR-forordningen, for-

udsat at investorens forpligtelser er sikret ved sikkerhedsstillelse, der opfylder kravene i stk. 9 og 10

i nærværende artikel.

Artikel 26 e, stk. 8, i STS-forordningen fastslår, at anden kreditrisikoafdækning, der er omhandlet i

stk. 7, litra c), skal opfylde følgende krav:

a) Det eksponeringsleverende instituts ret til at anvende sikkerhedsstillelsen til at opfylde investorer-

nes forpligtelser vedrørende risikoafdækningsbetaling kan håndhæves, og muligheden for at hånd-

hæve denne ret er sikret gennem passende aftaler om sikkerhedsstillelse.

b) Der kan ske en håndhævelse af investorernes ret til at tilbagelevere en sikkerhedsstillelse, der ikke

er blevet anvendt til at opfylde risikoafdækningsbetalinger, når securitiseringen afvikles, eller efter-

hånden som trancherne afdrages.

c) Hvis sikkerhedsstillelsen er investeret i værdipapirer, indeholder transaktionsdokumentationen kri-

terierne for anerkendelsesskriterier og deponeringsordninger for sådanne værdipapirer.

Det skal angives i transaktionsdokumentationen, om investorerne fortsat er eksponeret for det ekspo-

neringsleverende instituts kreditrisiko.

Det eksponeringsleverende institut indhenter en udtalelse fra en kvalificeret juridisk rådgiver, der

bekræfter, at kreditrisikoafdækningen kan håndhæves i alle relevante jurisdiktioner.

Artikel 26 e, stk. 9, i STS-forordningen fastslår, at hvis der ydes anden kreditrisikoafdækning, jf.

denne artikels stk. 7, litra c, skal det eksponeringsleverende institut og investoren anvende sikker-

hedsstillelse af høj kvalitet, der er

a) enten sikkerhedsstillelse i form af gældsinstrumenter med en risikovægt på 0 %, jf. tredje del, afsnit

II, kapitel 2, i CRR-forordningen, som opfylder betingelserne:

i) Gældsinstrumenterne har en maksimal restløbetid på tre måneder, som ikke må være længere

end den tid, der resterer til næste betalingsdato.

ii) Gældsinstrumenterne kan indløses til kontanter til et beløb, der svarer til den udestående del af

den risikoafdækkede tranche.

iii) Gældsinstrumenterne opbevares af en depositar, der er uafhængig af det eksponeringsleverende

institut og investorerne.

b) eller sikkerhedsstillelse i form af kontanter opbevaret af et tredjepartskreditinstitut eller i form af

kontanter ved deponering hos det eksponeringsleverende institut, forudsat at kreditkvalitetstrin 2 som

fastsat i artikel 136, i CRR-Forordningen, som minimum overholdes.

Uanset første afsnit kan kun det eksponeringsleverende institut, forudsat at investoren har givet sit

udtrykkelige samtykke i den endelige transaktionsdokumentation efter at have udført sin due dili-

gence-undersøgelse i henhold til nærværende forordnings artikel 5, herunder en vurdering af enhver

relevant modpartsrisikoeksponering, gøre brug af sikkerhedsstillelse af høj kvalitet i form af kontan-

ter deponeret hos det eksponeringsleverende institut eller et af dets tilknyttede selskaber, såfremt det

eksponeringsleverende institut eller et af dets tilknyttede selskaber mindst opfylder kreditkvalitetstrin

2 i overensstemmelse med konverteringen som fastsat i artikel 136 i CRR-Forordningen.

De kompetente myndigheder, der er udpeget i henhold til artikel 29, stk. 5, i STS-forordningen kan

efter høring af the European Banking Authority (EBA) tillade sikkerhedsstillelse i form af kontanter

deponeret hos det eksponeringsleverende institut eller et af dets tilknyttede selskaber, såfremt det

eksponeringsleverende institut eller et af dets tilknyttede selskaber opfylder kreditkvalitetstrin 3. Det

er forudsat, at der kan fremlægges dokumentation for markedsvanskeligheder, objektive hindringer i

forbindelse med det kreditkvalitetstrin, der er tildelt instituttets medlemsstat, eller betydelige poten-

tielle koncentrationsproblemer i den pågældende medlemsstat som følge af anvendelsen af mini-

mumskravet om kreditkvalitetstrin 2 som omhandlet i andet afsnit.

Hvis et tredjepartskreditinstitut eller det eksponeringsleverende institut eller et af dets tilknyttede sel-

skaber ikke længere opfylder minimumskreditkvalitetstrin 2, skal sikkerhedsstillelsen inden for ni

måneder overføres til et tredjepartskreditinstitut med kreditkvalitetstrin 3 eller derover, eller sikker-

hedsstillelsen skal investeres i værdipapirer, der opfylder kriterierne i første afsnit, litra a).

Kravene i dette afsnit anses for opfyldt i tilfælde af investeringer i credit linked notes udstedt af det

eksponeringsleverende institut i overensstemmelse med artikel 218, i CRR-Forordningen.

Ansvarssubjektet for en overtrædelse af artikel 26 e i STS-forordningen er en juridisk person, der

udsteder securitiseringer som defineret i STS-forordningen. Den strafbare handling består i ikke at

have sikret, at de udstedte securitiseringer opfylder kravene til aftalen om kreditrisikoafdækning,

tredjepartskontrolagenten og det syntetiske mer-spread, som er fastslået i artikel 26 e.

Et eksempel kunne være, at pengeinstituttet undlader at sikre, at aftalen om kreditrisikoafdækning

ikke foreskriver garanterede præmier, forudgående præmiebetalinger, rabatordninger eller andre me-

kanismer, der kan forhindre eller begrænse den faktiske fordeling af tab til investorerne eller tilbage-

føre en del af de betalte præmier til det eksponeringsleverende institut efter transaktionens udløb.

Det følger af § 27, stk. 1, 1. pkt., i straffeloven, at strafansvar for en juridisk person forudsætter, at

der inden for dens virksomhed er begået en overtrædelse, der kan tilregnes en eller flere til den juri-

diske person knyttede personer eller den juridiske person som sådan.

I dette tilfælde, hvor den strafbelagte bestemmelse omhandler en pligt for virksomheden, er de mulige

ansvarssubjekter ved overtrædelse af bestemmelsen virksomheden, og en eller flere personer med

tilknytning til virksomheden

–

oftest ledelsen. Der vil kunne rejses tiltale mod virksomheden alene

eller mod både virksomheden og en eller flere personer med tilknytning til virksomheden. Ved valg

af ansvarssubjekt er det udgangspunktet, at tiltalen rejses mod den juridiske person. Der kan i en

række tilfælde være anledning til

–

ud over tiltalen mod den juridiske person

–

tillige at rejse tiltale

mod en eller flere fysiske personer, såfremt den eller de pågældende har handlet forsætligt eller udvist

grov uagtsomhed. Der bør som udgangspunkt ikke rejses tiltale mod underordnede ansatte.

Til nr. 36 (§ 373, stk. 9, i lov om finansiel virksomhed)

Med forslagets § 1, nr. 2, foreslås det at indsætte et nyt stk. 3 i § 7. De gældende stk. 3-7 bliver

herefter stk. 4-8.

Det foreslås derfor, at henvisningen til § 7, stk. 1-3, i

§ 373, stk. 9,

ændres til en henvisning til § 7,

stk. 1-4.

Der er tale om konsekvensændringer som følge af lovforslagets § 1, nr. 2.

Til nr. 37 (§ 386 i lov om finansiel virksomhed)

Finansieringsinstituttet for Industri og Håndværk eksisterer ikke længere.

Det foreslås derfor at ophæve

§ 368.

Til nr. 38 (Bilag 10, nr. 1, i lov om finansiel virksomhed)

Det følger af § 269 a, i lov om finansiel virksomhed, at Finanstilsynet kan begrænse en virksomheds

udlodning til det maksimale udlodningsbeløb, hvis en virksomhed, der er underlagt krav om ned-

skrivningsegnede passiver, jf. lovens § 266, opfylder det kombinerede kapitalbufferkrav, jf. lovens §

125 a, men ikke når det betragtes i tillæg til kravet om nedskrivningsegnede passiver. Det maksimale

udlodningsbeløb beregnes i overensstemmelse med bilag 10, nr. 1, jf. dog stk. 2.

Bilag 10, nr. 1, til lov om finansiel virksomhed fastsætter, hvordan det maksimale udlodningsbeløb

efter § 269 a, beregnes.

Det maksimale udlodningsbeløb, der henvises til i § 269 a, beregnes efter en formel, som fremgår af

bilaget. Imidlertid er metoden for beregningen af det maksimale udlodningsbeløb også beskrevet med

ord i bilaget. Metoden for beregningen er dermed angivet to gange på to forskellige måder.

Det vurderes hensigtsmæssigt, at metoden for beregning af det maksimale udlodningsbeløb alene er

angivet som en formel.

Det foreslås derfor i

bilag 10, nr. 1,

at følgende sætning udgår; at multiplicere den sum, der beregnes

i overensstemmelse med nr. 2 i nærværende bilag, med den faktor, der fastsættes i overensstemmelse

med nr. 3 i nærværende bilag.

Ændringen er af teknisk karakter og har ikke indholdsmæssig betydning.

Til § 2

Til nr. 1 (§ 20, stk. 2, nr. 5, i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v.)

Den gældende § 20, stk. 2, nr. 5, i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v. fastsætter

krav om, at en forvalter af alternative investeringsfonde skal sikre sig, at virksomhedens udbetaling

af variabel løn sker over en periode, hvis den udbetales til medlemmer af ledelsen og andre ansatte,

hvis aktiviteter har væsentlig indflydelse på forvalterens risikoprofil eller på risikoprofilen for de

forvaltede alternative investeringsfonde. Hvis en alternativ investeringsfonds livscyklus er kortere

end henholdsvis 3 og 4 år, tilpasses perioden i 1. pkt., til fondens livscyklus og indløsningspolitik.

Den gældende bestemmelse forpligter forvalteren til at sikre, at udbetaling af mindst 40 pct. af den

variable løndel, ved større beløb 60 pct., sker over en periode på mindst 3 år med påbegyndelse et år

efter beregningstidspunktet, dog for medlemmer af ledelsen mindst 4 år, med en ligelig fordeling over

årene eller med en voksende andel i slutningen af perioden. Hvis en alternativ investeringsfonds

livscyklus er kortere end henholdsvis 3 og 4 år, tilpasses perioden i 1. pkt., til fondens livscyklus og

indløsningspolitik.

Det foreslås i

§ 20, stk. 2, nr. 5,

at udskydelsesperioden for væsentlige risikotagere udvides fra mindst

3 år til mindst 4 år og for medlemmer af ledelsen fra mindst 4 år til mindst 5 år. Forvalterens

udbetaling af mindst 40 pct. af en variabel løndel til væsentlige risikotagere, ved større beløb 60 pct.,

skal således ske over en periode på mindst 4 år med påbegyndelse et år efter beregningstidspunktet

og for medlemmer af ledelsen mindst 5 år, med en ligelig fordeling over årene eller med en voksende

andel i slutningen af perioden. Hvis en alternativ investeringsfonds livscyklus er kortere end

henholdsvis 4 og 5 år, tilpasses perioden i 1. pkt., til fondens livscyklus og indløsningspolitik.

Ved lov nr. 2110 af 22. december 2020 blev udskydelsesperioden for udbetaling af variabel løn

forlænget. Med henblik på at ensarte aflønningsreglerne på tværs af lovgivningen på det finansielle

område foreslås forlængelsen af udskydelsesperioden, udbredt til de øvrige aflønningsregler i den

finansielle regulering.

Det følger af den foreslåede overgangsbestemmelse i lovforslagets § 16, at en variabel løn, der

allerede ved lovens ikrafttræden er optjent eller under udskydelse, skal efterleve de gældende

udskydelsesregler. Det vil sige, at en større andel af en variabel løn til en væsentlig risikotager skal

udbetales over en periode på 3 år, mens udbetalingen af en større andel af en variabel løn til

medlemmer af ledelsen skal udbetales over en periode på 4 år efter de gældende regler.

Den foreslåede udvidelse af udbetalingsperioden finder anvendelse for variabel løn, der optjenes i

optjeningsperioden efter lovens ikrafttræden.

Til nr. 2 (§ 22, stk. 3, i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v.)

Det følger af den gældende § 22, stk. 3, i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v., at

forvalteren skal offentliggøre det samlede vederlag for hvert enkelt medlem af bestyrelsen og

direktionen i årsrapporten.

Det foreslås i

§ 22, stk. 3, 1. pkt.,

at lade kravet om, at oplysningerne om bestyrelsesmedlemmers og

direktionsmedlemmers samlede vederlag skal offentliggøres i årsrapporten, udgå.

Den foreslåede ændring vil medføre, at der ikke længere stilles krav om, at offentliggørelsen af

oplysninger om bestyrelsens og direktionens individuelle vederlag skal ske i årsrapporten.

Med den foreslåede ændring sikres det, at offentliggørelsen af oplysninger om bestyrelsens og

direktions individuelle vederlag kan ske i overensstemmelse med artikel 5, stk. 1, litra e, i Europa-

Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679 af 27. april 2016 om beskyttelse af fysiske

personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne

oplysninger og om ophævelse af direktiv 95/46/EF (generel forordning om databeskyttelse).

Bestemmelsen i artikel 5, stk. 1, litra e, indebærer, at personoplysninger, eksempelvis oplysninger om

bestyrelsens eller direktions individuelle vederlag, som udgangspunkt skal slettes eller anonymiseres

når de ikke længere er nødvendige.

Forvalteren er fortsat forpligtet til at offentliggøre oplysninger om det samlede vederlag for hvert

enkelt medlem af bestyrelsen og direktionen, som vedkommende som led i dette hverv har optjent fra

forvalteren i det pågældende regnskabsår, og som vedkommende i samme regnskabsår har optjent

som medlem af bestyrelsen eller direktionen i en virksomhed inden for samme koncern.

Det foreslås i

§ 22, stk. 3, 2. pkt.,

at forvalteren skal angive i årsrapporten, hvor oplysningerne i

henhold til 1. pkt. kan findes.

Der stilles ikke krav til, hvor i årsrapporten forvalteren skal angive, hvor oplysningerne bestyrelsens

og direktionens individuelle vederlag er offentliggjort. Forvalteren kan eksempelvis offentliggøre

oplysningerne om ledelsens individuelle vederlag i vederlagsrapporten med en note herom i

årsrapporten.

Det foreslås i

§ 22, stk. 3, 3. pkt.,

at oplysningerne skal være offentligt tilgængelige i mindst 10 år fra

tidspunktet for den seneste årsrapports offentliggørelse.

Det følger af det foreslåede, at oplysningerne om bestyrelsens og direktionens individuelle vederlag

skal være offentligt tilgængelige i mindst 10 år fra tidspunktet for den seneste årsrapports

offentliggørelse.

Det foreslåede vil sikre, at forvalterens kunder og investorer mv. får vederlagsoplysningerne samtidig

med den seneste årsrapport.

Offentliggørelse af oplysningerne om ledelsens individuelle vederlag i en periode efter årsrapportens

offentliggørelse er nødvendig for, at aktionærer, potentielle investorer og interessenter bedre kan

vurderer, hvordan forvalteren aflønner sin ledelse.

Til nr. 3 (Til § 137, stk. 3, i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v.)

Det fremgår af § 137, stk. 3, i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v., at det skal

fremgå af afdelingens navn, hvis bestyrelsen kan etablere andelsklasser i afdelingen.

Etablering af andelsklasser giver mulighed for at underopdele afdelinger i kapitalforeninger og AIF-

SIKAV’er. Andelsklasserne har forskellige karakteristika og kan dermed målrettes bestemte typer

investorer.

§ 137, stk. 3, i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v. blev indført i loven af hensyn

til styring af administrative systemer i SKAT.

Der er ikke længere tekniske eller administrative årsager i SKAT til opretholdelse af kravet om, at

det af afdelingens navn fremgår, hvis bestyrelsen kan etablere andelsklasser i afdelingen.

Det foreslås på den baggrund, at § 137, stk. 3, i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde

m.v. ophæves.

Ophævelsen vil medføre, at der fremadrettet ikke længere vil være krav om, at det skal fremgå af

afdelingsnavnet, at der kan etableres andelsklasser i den pågældende afdeling.

Til nr. 4 (§ 155, stk. 1, 6. pkt., i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v.)

Den gældende bestemmelse i § 155, stk. 1, i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v.

angiver bl.a. de regler i øvrig lovgivning og forordninger, som Finanstilsynet påser overholdelsen af.

Det foreslås i

§ 155, stk. 1, 6. pkt.,

at indsætte en henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets for-

ordning 2020/852/EU af 18. juni 2020 om fastlæggelse af en ramme til fremme af bæredygtige inve-

steringer.

Det foreslåede medfører, at Finanstilsynet vil blive udpeget som kompetent myndighed til at påse

finansielle markedsdeltageres overholdelse af artikel 5, 6 og 7 i taksonomiforordningen. Med den

foreslåede ændring vil Finanstilsynet også kunne påse overholdelsen af de regler, som Kommissionen

har hjemmel til at udstede i medfør af taksonomiforordningen.

Taksonomiforordningen finder bl.a. anvendelse på finansielle markedsdeltagere. Ved finansielle mar-

kedsdeltagere forstås bl.a. en forvalter af alternative investeringsfonde, en forvalter af en kvalificeret

venturekapitalfond, der er registreret i medfør af artikel 14 i Europa-Parlamentets og Rådets forord-

ning nr. 345/2013/EU af 17. april 2013 om europæiske venturekapitalfonde, og en forvalter af en

kvalificeret social iværksætterfond, der er registreret i medfør af artikel 15 i Europa-Parlamentets og

Rådets forordning nr. 346/2013/EU af 17. april 2013 om europæiske sociale iværksætterfonde, jf.

artikel 2, nr. 2, i taksonomiforordningen, jf. artikel 2, nr. 1, litra e, g og h, i Europa-Parlamentets og

Rådets forordning 2019/2088/EU af 27. november 2019 om bæredygtighedsrelaterede oplysninger i

sektoren for finansielle tjenesteydelser (disclosureforordningen).

Taksonomiforordningen fastsætter yderligere krav til de oplysninger, som finansielle markedsdelta-

gere skal give forud for indgåelse af en aftale, og i periodiske rapporter i medfør af disclosureforord-

ningen, når finansielle markedsdeltagere stiller finansielle produkter i medfør af artikel 8 og artikel 9

i disclosureforordningen til rådighed, eller når finansielle markedsdeltagere stiller et finansielt pro-

dukt til rådighed, som ikke er omfattet af artikel 8 eller artikel 9 i disclosureforordningen.

Ved finansielle markedsdeltagere i taksonomiforordningen forstås de finansielle markedsdeltagere

som defineret i disclosureforordningen, hvilket bl.a. er et fondsmæglerselskab eller pengeinstitut, der

yder porteføljepleje, eller et forsikringsselskab, der udbyder et forsikringsbaseret investeringspro-

dukt.

Efter artikel 21, stk. 1, i taksonomiforordningen skal hver medlemsstat sikre, at den kompetente myn-

dighed, der er omhandlet i artikel 14, stk. 1, i disclosureforordningen overvåger, at finansielle mar-

kedsdeltagere opfylder kravene i artikel 5, 6 og 7, i taksonomiforordningen. Endvidere skal hver

medlemsstat sikre, at den kompetente myndighed, som er udpeget af de nationale myndigheder, har

de nødvendige tilsyns- og undersøgelsesbeføjelser, til at kunne udføre de opgaver, der er omfattet af

taksonomiforordningen.

Finanstilsynet er udpeget som kompetent myndighed til at påse finansielle markedsdeltageres over-

holdelse af disclosureforordningen i medfør af lov nr. 1940 af 15. december 2020.

Den foreslåede ændring vil medføre, at Finanstilsynet bl.a. vil kunne udstede påbud og påtaler for

overtrædelse af artikel 5, 6 og 7 i taksonomiforordningen eller regler udstedt i medfør heraf.

Bestemmelsen supplerer artikel 21, stk. 1, i taksonomiforordningen.

Til nr. 5 (§ 189 i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v.)

Den gældende bestemmelse i § 189 i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v. indehol-

der en klageadgang til Erhvervsankenævnet for den, som en afgørelse truffet af Finanstilsynet eller

Erhvervsstyrelsen i henhold til loven eller regler udstedt i medfør heraf retter sig mod.

Det foreslås i

§ 189

at indsætte en henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning

2020/852/EU af 18. juni 2020 om fastlæggelse af en ramme til fremme af bæredygtige investeringer.

Det foreslåede medfører, at afgørelser truffet af Finanstilsynet i medfør af taksonomiforordningen

eller regler udstedt i medfør heraf kan indbringes for Erhvervsankenævnet senest 4 uger efter, at

afgørelsen er meddelt den pågældende, som afgørelsen retter sig til.

Til nr. 6 (§ 168, stk. 3, 1. pkt., i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde)

Det følger af den gældende § 168, stk. 3, 1. pkt., i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde

m.v. at Finanstilsynet har en bemyndigelse til at påbyde en forvalter med tilladelse til at forvalte

alternative investeringsfonde at afsætte en direktør, når der er rejst tiltale mod den pågældende i en

straffesag om overtrædelse af straffeloven, denne lov eller anden finansiel lovgivning, indtil

straffesagen er afgjort, hvis domfældelse vil indebære, at vedkommende ikke opfylder kravene i § 13,

stk. 3, nr. 1.

Det foreslås at tilrette bestemmelsens ordlyd, således den er i overensstemmelse med ordlyden af

lovens § 13, stk. 1, nr. 3.

Det følger af § 13, stk. 1, nr. 3, at et medlem af ledelsen i en forvalter med tilladelse til at forvalte

alternative investeringsfonde ikke må være pålagt strafansvar for overtrædelse af straffeloven, den

finansielle lovgivning eller anden relevant lovgivning, hvis overtrædelsen indebærer risiko for, at

vedkommende ikke kan varetage sit hverv eller sin stilling på betryggende måde.

Det foreslås at præcisere § 168, stk. 3, 1. pkt., således Finanstilsynets bemyndigelse efter stk. 3, 1.

pkt., inkluderer tilfælde, hvor der er rejst tiltale mod den pågældende i en straffesag om overtrædelse

af anden relevant lovgivning. Dermed bringes ordlyden af § 168, stk. 3, 1. pkt., i overensstemmelse

med bestemmelsens henvisning til lovforslagets § 13, stk. 1, nr. 3.

Finanstilsynets bemyndigelse til at påbyde en forvalter med tilladelse til at forvalte investeringsfonde

af afsætte en direktør, når der er rejst tiltale mod vedkommende i en straffesag om overtrædelse af

denne lov, vil ikke afskæres med den foreslåede præcisering. Denne lov anses for en del af den

finansielle lovgivning.

Til nr. 7 (§ 168 a, stk. 3, 1. pkt., i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v.)

Det følger af den gældende § 168 a, stk. 3, 1. pkt., at Finanstilsynet har bemyndigelse til at påbyde

en depositar med tilladelse efter § 46, stk. 3, i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v.,

at afsætte en direktør, når der er rejst tiltale mod den pågældende i en straffesag om overtrædelse af

straffeloven, denne lov eller anden finansiel lovgivning, indtil straffesagen er afgjort, hvis

domfældelse vil indebære, at vedkommende ikke opfylder kravene i § 13, stk. 3, nr. 1.

Det foreslås at tilrette bestemmelsens ordlyd, således den er i overensstemmelse med ordlyden af

lovens § 13, stk. 1, nr. 3.

Det følger af § 46, stk. 6, jf. § 13, stk. 3, nr. 1, at ledelsen i enheder, der ønsker at fungere som

depositar, ikke må være pålagt strafansvar for overtrædelse af straffeloven, den finansielle lovgivning

eller anden relevant lovgivning, hvis overtrædelsen indebærer risiko for, at vedkommende ikke kan

varetage sit hverv eller stilling på betryggende måde. § 13, stk. 3, nr. 1, nævner således anden relevant

lovgivning. § 168 a, stk. 3, 1. pkt. henviser til § 13, stk. 3, nr. 1, men nævner ikke anden relevant

lovgivning.

Det foreslås at præcisere § 168 a, stk. 3, 1. pkt., således Finanstilsynets bemyndigelse efter stk. 3, 1.

pkt., inkluderer tilfælde, hvor der er rejst tiltale mod den pågældende i en straffesag om overtrædelse

af anden relevant lovgivning. Dermed bringes ordlyden af § 168 a, stk. 3, 1. pkt. i overensstemmelse

med ordlyden i § 13, stk. 3, nr. 1, som bestemmelsen henviser til.

Finanstilsynets bemyndigelse til at påbyde en depositar med tilladelse efter § 46, stk. 3, at afsætte en

direktør, når der er rejst tiltale mod vedkommende i en straffesag om overtrædelse af denne lov, vil

ikke afskæres med den foreslåede præcisering. Denne lov anses for en del af den finansielle

lovgivning.

Til nr. 8 (§ 190, stk. 1, i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v.)

§ 190 i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v., er en strafbestemmelse. Det følger af

bestemmelsen i § 190, stk. 1, at overtrædelser af specifikt opregnede bestemmelser i FAIF-loven kan

straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter anden

lovgivning.

Det foreslås i

§ 190, stk. 1¸

at ændre »§ 137, stk. 5,« til: »§ 137, stk. 4«.

Det foreslåede er en konsekvensrettelse på baggrund af, at § 137, stk. 3, ophæves ved lovforslagets §

2, nr. 3.

Der er med ændringen ikke tilsigtet en ændring af retstilstanden for overtrædelse af bestemmelsen.

Til § 3

Til nr. 1 (§ 10, stk. 1, nr. 3, i lov om investeringsforeninger m.v.)

Det følger af den gældende § 10, stk. 1, nr. 3, at Finanstilsynet tillader en SIKAV at udøve

virksomhed, hvis medlemmerne af SIKAV’ens bestyrelse opfylder kravene i § 39.

Det foreslås at ændre henvisningen i

§ 10, stk. 1, nr. 3,

fra § 39 til en henvisning til bestemmelsen om

egnethed og hæderlighed i § 57.

Bestemmelsen om egnethed og hæderlighed blev med lov nr. 597 af 12. juni 2013 om

investeringsforeninger mv. rykket fra § 39 til § 57, men henvisningen i § 10, stk. 1, nr. 3, blev ikke i

samme forbindelse ændret. Henvisningen i § 10, stk. 1, nr. 3, foreslås derfor ændret til § 57, således

at en SIKAV’s tilladelse til at udøve virksomhed er betinget af, at medlemmerne af SIKAV’ens

bestyrelse opfylder egnethed- og hæderlighedskravene i § 57.

Til nr. 2 (§ 48 a, stk. 1, nr. 5, i lov om investeringsforeninger m.v.)

Den gældende § 48 a, stk. 1, nr. 5, fastsætter krav om, at bestyrelsen i en investeringsforening skal

sikre sig, at investeringsforeningens udbetaling af variabel løn sker over en periode, hvis den

udbetales til medlemmer af bestyrelsen og direktionen og andre ansatte, hvis aktiviteter har væsentlig

indflydelse på en eller flere afdelingers risikoprofil eller på risikoprofilen for de forvaltede alternative

investeringsfonde.

Den gældende bestemmelse forpligter investeringsforeningens bestyrelse til at sikre, at udbetaling af

mindst 40 pct. af den variable løndel, ved større beløb 60 pct., sker over en periode på mindst tre år

med påbegyndelse et år efter beregningstidspunktet, dog for medlemmer af bestyrelsen og direktionen

mindst fire år, med en ligelig fordeling over årene eller med en voksende andel i slutningen af

perioden.

Det foreslås i

§ 48 a, stk. 1, nr. 5,

at udskydelsesperioden for væsentlige risikotagere udvides fra

mindst tre år til mindst fire år og for medlemmer af bestyrelsen og direktionen fra mindst fire år til

mindst fem år. Investeringsforeningens udbetaling af mindst 40 pct. af en variabel løndel til

væsentlige risikotagere, ved større beløb 60 pct., skal således ske over en periode på mindst fire år

med påbegyndelse et år efter beregningstidspunktet og for medlemmer af bestyrelsen og direktionen

mindst fem år, med en ligelig fordeling over årene eller med en voksende andel i slutningen af

perioden.

Ved lov nr. 2110 af 22. december 2020 blev udskydelsesperioden for udbetaling af variabel løn

forlænget. Med henblik på at ensarte aflønningsreglerne på tværs af lovgivningen på det finansielle

område foreslås forlængelsen af udskydelsesperioden, udbredt til de øvrige aflønningsregler i den

finansielle regulering.

Det følger af den foreslåede overgangsbestemmelse i lovforslagets § 16, at en variabel løn, der

allerede ved lovens ikrafttræden er optjent eller under udskydelse, skal efterleve de gældende

udskydelsesregler. Det vil sige, at en større andel af en variabel løn til en væsentlig risikotager skal

udbetales over en periode på 3 år, mens udbetalingen af en større andel af en variabel løn til

medlemmer af ledelsen skal udbetales over en periode på 4 år efter de gældende regler.

Den foreslåede udvidelse af udbetalingsperioden finder anvendelse for variabel løn, der optjenes i

optjeningsperioden efter lovens ikrafttræden.

Til nr. 3 (§ 48 c, stk. 4, i lov om investeringsforeninger m.v.)

Det følger af den gældende § 48 c, stk. 4, i lov om investeringsforeninger m.v., at

investeringsforeninger skal offentliggøre det samlede vederlag for hvert enkelt medlem af bestyrelsen

og direktionen i årsrapporten.

Det foreslås i

§ 48 c, stk. 4, 1. pkt.,

at lade kravet om, at oplysningerne om bestyrelsesmedlemmers

og direktionsmedlemmers samlede vederlag skal offentliggøres i årsrapporten udgå.