Spm. nr. US 30

Spm. nr. US 30

Tak. Jeg vil også gerne starte med at sige tak for det, man vist kan kalde en vild uge i dansk politik i sidste uge. Jeg synes i hvert fald, vi fik noget fra hånden, og på det gode, for det meste af det i hvert fald, altså psykiatrien, kvindekrisecentrene og en klimalov. For da vi gik ind i valgkampen, var det Enhedslisten og Alternativet, der talte om 70 pct.s CO2-reduktion i 2030, og nu sidder der et enormt bredt flertal for det herinde, og det er da helt sikkert en af de største politiske sejre, jeg har været med til at gennemføre, og det skal vi være stolte over. Så tak for det.

Vi er ikke færdige. Noget af det, som jeg kunne have savnet i vores finanslov, er indsatsen for de mennesker, der er ramt af sygdom i vores land. Jeg betragter det som en grundlæggende del af vores velfærdssamfund og måske en af de største genistreger, som generationerne før os fandt på, altså det der med, at det måske var smartere, at vi alle sammen puljede med lidt flere skattekroner og sikrede et socialt sikkerhedsnet for os alle sammen, sådan at man ikke hele tiden skal gå og krydse fingre for, at det er kollegaen, der går ned før en selv, og at man er så heldig, at man når frem til alderdommen uden at være blevet syg.

Den garanti tror jeg der er rigtig mange mennesker, som er syge i dag, som ikke oplever er der længere. Det er et princip, som er blevet udvandet efter rigtig mange års reformer, og derfor taler man nu også om en stor gruppe af mennesker i vores land som decideret reformramte. De er ramt af reformer, og det er, fordi de er blevet syge, bl.a. fordi vi har en varighedsbegrænsning. Det betyder, at efter 52 uger kan du ikke længere være syg. Så er du enten bare rask eller på kontanthjælp. Så ender du på kontanthjælp og bliver sendt rundt. Nej, først skal du lige sælge din bil og dit hus og bruge din pensionsopsparing, og så kan du få kontanthjælp. Så bliver du sendt rundt på arbejdsprøvning efter arbejdsprøvning for at se, om de kan presse 2 timer ud af dig, og skidt med, om du bliver mere syg undervejs. Jeg tror, der er rigtig mange mennesker derude, der gerne vil høre statsminsteren svare på det helt simple spørgsmål: Er det meningen, at syge mennesker skal være på kontanthjælp, eller er det meningen, at vi skal indrette det på en anden måde?

Statsministeren.

Det er også et stort spørgsmål. Det er svære spørgsmål, der bliver stillet i dag, for helt principielt, nej, så er kontanthjælpen en midlertidig ydelse. Det er ikke meningen, at man skal være på kontanthjælp i mange år, og niveauet for kontanthjælpen afspejler også, at den oprindelig er tænkt som en midlertidig ydelse, og hvis man derfor har behov for en varig overførselsindkomst, eksempelvis på grund af funktionsnedsættelse eller sygdom, så har vi andre ydelser, der oprindelig er tænkt til det. Det er det principielle. Så møder det virkelighedens verden, og så er det ikke så enkelt endda. Rigtig mange med indvandrerbaggrund har været på kontanthjælp i årtier. Det har heller ikke været meningen.

Så der er nogle fejl i vores kontanthjælpssystem, og der er – kan man sige – også nogle alvorlige konsekvenser af det. Den ene er, at der er nogle syge, der kommer i klemme. Det ved jeg godt, det ved vi godt, det gælder f.eks. på kontanthjælpsområdet. Der er jo ikke varighedsbegrænsning på sygedagpenge længere. Den fik vi fjernet under den tidligere regering, og det var rigtig godt, for der kunne man så stå helt uden et forsørgelsesgrundlag. Nu overgår man i stedet til et ressourceforløb. Udfordringerne der er, at man så kan være der i rigtig lang tid. Det kan være godt for nogle, men bestemt ikke for alle, og derfor er der også et tilsagn fra regeringens side om at kigge ind i nogle af de reformer, der er gennemført, så vi kan se, om vi kan finde en bedre balance.

Så hørte jeg også, tror jeg, lidt kritik af fleksjob på få timer, og der vil jeg bare sige, at min oplevelse er en anden. Da vi lavede fleksjobreformen, fik det jo den konsekvens, at der er i dag er flere i fleksjob, end der var tidligere, og jeg tror, at det for rigtig mange af dem har medført en øget livskvalitet i forhold til, hvad der var deres livssituation før det. Så det er nuanceret og kompliceret, men det ændrer ikke på, hvis spørgsmålet går på, om der er nogen, der er kommet i klemme på kontanthjælp og er så syge, at de ikke kan arbejde, at svaret så er ja. Og det bliver vi selvfølgelig nødt til at kigge ind i.

Pernille Skipper, værsgo.

Jeg er enig i, at det er godt, at vi har aftalt, at vi skal prøve på at gøre noget ved det, men der er også ret meget, vi kan gøre uden om de forlig, som ellers dækker en stor del af det her område. Altså, man kunne jo sørge for, at mennesker, der var på kontanthjælp, havde ret til en afklaring inden for bare 2 år, sådan at man enten er visiteret videre eller raskmeldt eller et eller andet, sådan at der sker noget. Man kan afskaffe den gensidige forsørgerpligt, man kan sige, at jobcentrene ikke må afvise en lægeerklæring og ikke må sende i arbejdsprøvning i strid med en lægeerklærings anbefalinger. Sådan nogle ting ville jo sørge for, at de her groteske historier, som vi alle sammen har hørt om, ville blive færre. Det seneste tal, som jeg har set, og som er ret bemærkelsesværdigt for mig at se, er, at 1.950 mennesker er døde, inden for et halvt år efter at de fik førtidspension, siden den seneste reform. Det betyder altså, at mennesker lige med neglene har kæmpet sig igennem systemet, og at de, når de står med førtidspensionen i hånden, i virkeligheden også står med den ene fod i graven. Så svært skal det da ikke være, vel?

Statsministeren, værsgo.

For det første glemte jeg at takke for det gode samarbejde om både finanslov og klimalov, og det vil jeg gerne have lov til at gøre.

Så vil jeg sige, at der er ulykkelige eksempler. Der er også eksempler, jeg ikke synes vi kan sidde overhørig, og derfor går vi også i gang med et arbejde med at kigge nogle af de her reformer igennem.

Må jeg ikke i forhold til nogle af de konkrete forslag sige, at jeg også har set lægeerklæringer, der har været forkerte. Jeg har også set lægeerklæringer, hvor læger påstår, at mennesker er syge og ikke kan et eller andet, uden at det er rigtigt. Så jeg tør ikke bare basere et beskæftigelsessystem og et ydelsessystem på en lægeerklæring. Det tør jeg simpelt hen ikke. Jeg vil også være bekymret for at lave en automatik i, hvornår man skal være udredt, i hvert fald hvis det betyder, at man så automatisk kommer på en førtidspension. For jeg synes ikke, at en førtidspension nødvendigvis er svaret. Det er det for nogle mennesker, der er så syge, eller som har så store funktionsnedsættelser, at der ikke er andre svar. Men jeg er også fra en tid og er vokset op et sted, hvor førtidspensioner, som hed invalidepensioner dengang, sad løst, og har godt nok set nogle ulykkelige skæbner, fordi et samfund bare opgav mennesker på et meget, meget tidligt tidspunkt. Så pendulet må ikke svinge tilbage. Vi skal finde et andet balancepunkt.

Så er det fru Pernille Skipper for det sidste spørgsmål. Værsgo.

Det er jeg enig i. Det er jo ikke et spørgsmål om, at alle så bare skal være på førtidspension. Det tror jeg heller ikke nogen af de mange mennesker, der prøver på at råbe op om, hvordan det er at være syg i dag, mener. Men det, der er begyndt at ske, er, at tilliden til vores system begynder at smuldre, altså tilliden til, at man kan tåle og man kan holde til at blive syg, og at man så bliver hjulpet. Jeg er sikker på, at statsministeren har læst den artikel om Brian Larsen, for det er sådan en, som statsministeren læser. Brian Larsen er i ressourceforløb efter en blodprop, operationer i hænderne og arbejdsulykker. Så bliver han sat til at putte mærkater på kasser og får ondt i hænderne, og han skal så stå til ansvar hos jobcenteret over for, hvordan det kan være, at han kan tørre sig selv bagi, når han ikke kan sætte mærkater på kasser. Når man læser sådan en historie, tænker man jo, at de mennesker, der er ansat der, det system, vi har opbygget, grundlæggende har misforstået, hvad systemet skal.

Så kunne statsministeren ikke bare sige til ham og til alle de andre, der er i klemme i systemet, at det er rigtigt nok, at systemet ikke er lavet til at kontrollere borgere, men at systemet er lavet til at hjælpe borgere? For det tror jeg der er mange der er kommet i tvivl om.

Statsministeren.

Altså, den der konkrete sag virker forkert. Jeg bliver ked af det, når jeg læser det, og kommer ikke til at stå og forsvare, at man bliver bedt om at redegøre for, hvordan man går på toilettet i Danmark, fordi man har behov for hjælp. Så det kommer man ikke til at få min opbakning til, og derfor vil jeg egentlig gerne understrege: Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at der er mennesker, der er kommet i klemme på grund af nogle af reformerne, og nogle af reformerne står jeg selv bag, og derfor har jeg et særligt ansvar – fuldstændig. Men jeg bliver også nødt til at sige, at systemet, jobcentrene, socialrådgiverne også oplever det modsatte, altså at folk, der ikke er syge, påstår, at de er syge, at folk, der godt kan arbejde, påstår, at de ikke kan arbejde. Ellers ville der jo ikke være kvinder med indvandrerbaggrund f.eks., der har været på kontanthjælp i 20-25 år i det her land.

Så der er også en anden sandhed, og det er jo det, der er udfordringen, når vi skal lave lovgivning, nemlig hvordan vi hjælper de rigtige og samtidig insisterer på, at alle skal bidrage i det her samfund. Jeg vil ikke påstå, at vi har fundet det rigtige balancepunkt med eksempler som det med Brian, og derfor egentlig vigtigst af alt et tilsagn om, at vi går ned og kigger på nogle af de her reformer igen.

Tak til fru Pernille Skipper. Spørgsmålet er sluttet.

Så er det hr. Søren Pape Poulsen. Værsgo.