Social- og Indenrigsudvalget 2019-20
S 848
Offentligt
2174789_0001.png
Folketingets Lovsekretariat
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 72 28 24 00
Sagsnr.
2020 - 3822
Doknr.
233252
Dato
06-04-2020
Medlem af Folketinget Anni Matthiesen (V) har d. 2. april 2020 stillet følgende
spørgsmål nr. S 848 til social- og indenrigsministeren, som hermed besvares.
Spørgsmål nr. S 848:
”Mener
ministeren, at tilsynet med de sociale opholds- og anbringelsessteder er til-
strækkeligt i forhold til opretholdelse af høj kvalitet på området, og agter ministeren i
afkræftende fald at styrke tilsynet?”
Svar:
Det er helt centralt, at kvaliteten er i orden i de sociale tilbud, som har ansvaret for
nogle af de mest sårbare og udsatte børn, unge og voksne i vores samfund.
For at sikre at de sociale tilbud kan levere en indsats af god kvalitet til vores udsatte
medborgere, er det helt essentielt, at der føres tilsyn med tilbuddene.
Socialtilsynet, som er den centrale myndighed i den forbindelse, har derfor til opgave
at godkende og føre tilsyn med, at de sociale tilbud har den fornødne kvalitet. Socialtil-
synets godkendelse af og tilsyn med sociale tilbud foretages ud fra kvalitetsmodellen i
lov om socialtilsyn, som gælder ens for alle tilbud. Socialtilsynets tilsyn er dialogbase-
ret med det formål, at tilsynet sammen med det enkelte tilbud skal være med til at
udvikle eller fastholde den gode kvalitet.
Socialstyrelsens evaluering af tilsynsreformen fra maj 2018 viste bl.a., at tilsynet lø-
bende er med til at opretholde og udvikle tilbuddenes og plejefamiliernes kvalitet, og
at kvalitetsmodellen er et anvendeligt redskab til at vurdere kvaliteten.
Det betyder dog ikke, at socialtilsynet ikke kan eller skal styrkes yderligere, da et
stærkt socialtilsyn er centralt for at være med til at sikre, at kravene til tilbuddene bli-
ver opfyldt i praksis, og at de dermed har den fornødne kvalitet.
Derfor vil jeg, både i forbindelse med regeringens anbringelsesudspil
”Barnet først”
og
den kommende evaluering af det specialiserede socialområde, hvor der skal skabes et
nationalt overblik over målgrupper og tilbud på området, se på, hvordan socialtilsy-
nets tilsyn med de sociale tilbud og plejefamilier kan styrkes. Derudover arbejdes der i
Social- og Indenrigsministeriet på et lovforslag, som har til formål at sikre en mere
ensartet og kvalificeret tilsynspraksis på tværs af de fem socialtilsyn og som også vil
mindske muligheden for
at ”shoppe tilsyn”.
Med venlig hilsen
Astrid Krag