Udenrigsministeriet
Folketingets Lovsekretariat
Asiatisk Plads 2
DK-1448 København K
Telefon +45 33 92 00 00
Telefax +45 32 54 05 33
http://www.um.dk
Bilag
Sag/ID Nr.
Enhed
Dato
2019-38069
SSP
19. oktober 2019
Svar på § 20-spørgsmål nr. S 131 stillet den 11. oktober 2019 af
Eva Flyvholm (EL) til udenrigsministeren.
Spørgsmål
Flere af vores nordiske nabolande har besluttet at indføre et forbud mod
eksport af våben til Tyrkiet efter Tyrkiets angreb på vores kurdiske
allierede i Nordsyrien, i Enhedslisten synes vi, at det er et godt tiltag, vil
regeringen være med på et lignende forbud fra dansk side?
Svar
Regeringen fordømmer Tyrkiets militære operation i det nordøstlige
Syrien. EU’s udenrigsministre har den 14. oktober 2019 vedtaget
rådskonklusioner med henblik på at forhindre salg af våben til Tyrkiet,
som kan bruges i Syrien. Der er tale om hårde og ambitiøse konklusioner,
som Danmark har arbejdet aktivt for. Danmark har i forvejen en meget
restriktiv tilgang til våbeneksport til Tyrkiet. Siden operationerne i Afrin i
foråret 2018 har Udenrigsministeriet ikke godkendt eksport af våben til
Tyrkiet, hvis det blev vurderet, at de kunne anvendes i Syrien. Jeg noterer
mig, at en række nordiske lande, på baggrund af den tyrkiske militære
offensiv i Syrien, har meddelt, at de nu, på forskellig vis, tilbageholder
udstedelsen af fremtidige nye tilladelser til eksport af våben til Tyrkiet. Det
er glædeligt, at andre lande nu også indfører stramninger af
våbeneksporten til Tyrkiet, ligesom Danmark har gjort og i tråd med
førnævnte rådskonklusioner.
Med venlig hilsen
Jeppe Kofod