Tak for spørgsmålet. Jeg skal for en god ordens skyld indlede med at understrege, at reglerne om flytrafik, herunder regulering af flys ankomster til Danmark, hører under transportministeren, og samtidig hører smitte- og kontaktopsporingindsatsen i forhold til covid-19 under sundhedsministeren.
Det konkrete tilfælde, hvor et antal smittede personer er rejst ind i Danmark, viser, at den ekstraordinære situation med covid-19 bestemt ikke er overstået. Det er fortsat nødvendigt at gå frem efter et forsigtighedsprincip, og vi må ikke åbne for meget eller for tidligt, bestemt heller ikke i forhold til grænserne. Jeg kan forstå, at sådan som reglerne er nu, er det ikke ulovligt for et fly at lande i Danmark. Der er altså ingen restriktioner, som forhindrer fly i at flyve til og lande i Danmark – under den forudsætning, går jeg ud fra, at de overholder de regler, der nu gælder for lufttrafik.
Reguleringen har dog medført indrejserestriktioner, så det ikke er alle, der har mulighed for indrejse i Danmark, og det er sådan set uafhængigt af, om det er ankomst til lufthavnen eller grænsen eller andre steder. Restriktionerne betyder bl.a., at man skal have et anerkendelsesværdigt formål, hvis man ikke er dansk statsborger eller har bopæl i Tyskland, Island eller Norge. Som spørgeren nok ved, overgår vi fra lørdag den 27. juni, altså nu på lørdag, til objektive kriterier for EU og Schengenområdet samt Storbritannien.
Men kernen i svaret er, at det, der regulerer det her spørgsmål, i virkeligheden er, hvad for nogle anerkendelsesværdige formål, vi accepterer, i forhold til at lade folk rejse ind i landet. Jeg har ikke nærmere kendskab til det konkrete fly eller de personer, som har været med flyet, men jeg kan generelt oplyse, at politiet selvfølgelig kontrollerer, om ankommende passagerer opfylder de gældende betingelser for indrejse i Danmark, altså om man er dansk statsborger, eller om man har et anerkendelsesværdigt formål.
Til sidst skal jeg oplyse, at det ikke er et krav for indrejse i Danmark, at man skal tage en test. Der er imidlertid i forbindelse med grænseåbningen den 15. juni opstillet testtilbud ved flere af grænserne, bl.a. i Kastrup lufthavn.